Det kolossale menneske

154 Det kolossale menneske 155
Mit forsinkede generationsoprør
Intet problem er større end energien til at løse det. Det er
ikke gammel revolutionsretorik, jeg kommer med her. Men
bare en konstatering af, at vores tids problemer ikke finder
deres løsning på det plan, de er opstået. Det realpolitiske
plan indsnævrer sig til en arena, hvor den ene politiker af
ren afmagt beskylder den anden. Jeg ser ikke mig selv som
en dansk Kennedy eller Barack Obama. Men vi har nogle
problemer, jeg gerne stiller mig til rådighed for løsningen
af, inden jeg lukker døren bag mig ind til vanviddets gymnastiksal.
Det kommende generationsoprør er absolut nødvendigt for
legemliggørelsen af det politiske projekt, jeg snart vil introducere.
Uden en rehabilitering af respekten for staten som
en positiv institution kommer vi ingen vegne.
Det lyder, som om du næsten nærer ømhed for
statsbegrebet. Er det rigtigt?
Jeg fortrød næsten, jeg havde arudt evangelisten,
og frygtede, at han ville prygle mig med
stikkerne. Jeg vidste jo, at Blachmans temperament
kan være voldsomt, og at han engang kastede
stikkerne efter en pianist, fordi han havde et
småborgerligt anslag. Men jeg slap. Gondolhatten
tog skraldet, og Blachman blev helt rolig.
At det er lykkedes de borgerlige at mistænkeliggøre staten,
er der gode historiske grunde til. Genistregen i min opdagelse
af positiveringen af negativt ladede begreber er den
genvundne ret til at nuancere og finde eventuelle kvaliteter
i det, der ellers ville forblive på historiens losseplads. Frygt
ikke. Organisering skaber ikke autoritet. Tværtimod er det
det eneste forbyggende middel mod autoritet. På den måde
kan hver og en af os lære at deltage aktivt og bevidst i det
kollektive og holde op med at være en passiv medløber.
Paradoksalt nok er vore dages anarkister de neoliberale med
deres foragt for fællesskabet.
Når vores generations boble sprænger inden for de næste
par år, vil en fornyet solidaritetsfølelse minimere den angst,
der driver masserne ud af fællesskabet. Det er genopstandelsen
af staten som et potentielt kunstværk skabt af begavede
solidariske mennesker. Et kunstværk, der ikke bare
skal holdes ved lige, men konstant videreudvikles. Fantasien
er fuldstændig altafgørende for kvaliteten af samfundet.
Alt dårligt, der sker i vores del af verden, sker, fordi ingen
politiker i dag tør overveje, om tingene kunne gøres på en
fuldkommen ny måde uden smålig skelen til karrieremuligheder
og fastholdelse af magten.
Det er da interessant, at de unge på universiteterne igen er
begyndt at interessere sig for Karl Marx. De hiver ismerne
op af skraldespanden for i det mindste at få lov til at lede
efter kvaliteter der, som alle mulige andre steder. Det er
da et modenhedstegn. Det er da et råb efter at få et reelt
politisk indhold.
Snart vil vores egne børn putte sig ind til os under dynen og
hviske i vores ører, at vi skal komme i gang.
Med den yngre generation i ryggen bliver mit generationsoprør
et simultant opgør med den kroniske mindreværdsfølelse
over for den politiske kompleksitet, der fremkalder
en dobbeltsidet frustration. Min modernisering er den mest
påtrængende politiske reform siden Junigrundloven i 1849.
Et faktum, der i sig selv udløser det nødvendige folkelige
engagement. Derfor nytter det ikke noget, at politikerne
uværdiggør vores fremtid til en værdidebat om for eksempel
tørklæder i retssale.