Det kolossale menneske

94 Det kolossale menneske 95
Drømmen om det fantastiske
Hyppigere og hyppigere drømmer jeg den samme drøm.
Jeg fylder lungerne med luft, bøjer mig fremover, løfter
hælen fra gulvet. Pludselig hænger jeg oppe under loftet.
Det er indåndingen, der gør mig i stand til at frigøre mig
fra jorden. Jeg hænger med ryggen mod loftet i min dagligstue
eller forsvinder ud gennem vinduet langs baggårdens
tagryg. Det er nogle af mine lykkeligste øjeblikke, fordi jeg
undrer mig over, at det kan lade sig gøre, mens jeg gør det.
Jeg gør det uladsiggørlige, det fantastiske.
Det minder mig om de horisontalt flyvende mennesker
over byen Vitebsk i Chagalls billeder. Min oldefar Isak voksede
op sammen med Chagall i den dengang lille landsby i
Rusland.
Forleden nat drømte jeg, at jeg havde en PH-lampe-lignende
genstand på hovedet. Med tankens kraft kunne jeg få
den til at svæve. Jeg prøvede derefter at placere den på et
af de få mennesker, jeg har mødt, jeg ikke bryder mig om.
Men han kunne ikke gentage det. Han kunne bare ikke, og
det stod klart for mig, at jeg fremover i søvne ville teste min
vennekreds på denne måde.
Det er ikke ualmindeligt, at søvnen får fat i mig, når folk
taler. At det netop er et PH-aggregat, undrer mig ikke. Da
jeg var barn, tog jeg PH-lamperne ned fra loftet og skilte
dem ad. Jeg kunne aldrig samle dem igen. Det er totalt
umuligt. Men lige meget hvor udbredt lamperne er i dag, så
glæder de mig. Kom ikke og sig, at godt design ikke betyder
noget. For børn er det det næstbedste efter kærlighed. For
børn er godt design voksne menneskers begavede tilstedeværelse.
PH-lampen og Utzons operahus i Sydney var to af
min barndoms mange åbenbaringer på linje med elektrisk
lys gennem rød plastik.
Men uanset hvad jeg drømmer, er det smukkeste øjeblik,
når jeg vågner. De smukkeste drømme er jo ikke andet end
reklamesøjler for virkeligheden.
Jeg er begyndt at bruge den samme åndedrætsteknik, når
jeg sidder ved klaveret og skal komponere. En stor indgående
mundfuld og så drømmer jeg om at udånde det fantastiske.
Og det virker sgu – en gang imellem.
Jeg har set gamle optagelser med mig selv bag trommerne
og lagt mærke til, at jeg fylder hele munden med luft og
flyver, lige indtil jeg crasher et eller andet sted, og ensemblet
kører i grøften. Så trækker jeg vejret igen, bakker ud og
fortsætter.
Altings skabelse starter med drømmen om det fantastiske.
Ingeniøren, der kigger op i luften. Tre år senere kører der
et godstog hen over en bro. Jeg trækker vejret og forestiller
mig det umulige og får heller ikke lavet noget den dag. Det
er prisen. Det er en af mine ældste og hyppigst repeterende
selvopdagelser eller tvangstanker, om du vil. Nemlig den
endnu ikke nedskrevne naturlov i kunsten. Noter venligst
endnu en erfaring forud for mit generationsoprør:
Alting normaliseres ved sin egen
realisation.
Fremragende!
Må jeg bede om et eksempel?
Udgangspunktet skal altid radikaliseres med 500 procent,
hvis vi ønsker, at slutresultatet skal løfte sig over normalen
med bare 25 procent. Sandet løber ud mellem fingrene på
os i processen.
Nu nævnte jeg selv Utzon før. Foreningen til Hovedstadens
Forskønnelse overtalte Utzon til at komme med et
statement imod retten til at bygge højere end fem etager i
København. Hvordan fanden kan en arkitekt, der som ung
fremstod som et radikalt geni, lande på en så fad og tarvelig
Ærøskøbing-æstetik?