Det kolossale menneske

96 Det kolossale menneske 97
Drømmen om det fantastiske
Jeg er overbevist om, at Utzon vil give mig ret i, at Rundetårn
stadig er Københavns mest visionære byggeri. Her
har vi et radikalt udgangspunkt. En så original, vanvittig og
konsekvent udført ide, at den her 350 år efter nægter at lade
sig normalisere.
Utzon fik aldrig lov til at ændre København. Kunne Foreningen
til Hovedstadens Forskønnelse da for helvede ikke
have råbt og skreget og forlangt af få en kopi af mesterværket
i Sydney?
Fremragende talt!
De samme forestillinger i to identiske operahuse huse på
hver sin side af jorden som en meta-manifestation af civiliseret
global nærhed. I stedet har vi fået et monument
til evig påmindelse over, hvor trist indhold kan være uden
form. Form er indholdets vigtigste budbringer. Kan indholdet
ikke aflæses i overfladen, er det som regel, fordi der
intet er at komme efter.
Du taler om at turde opholde sig i periferien af
fatteevnen i længere tid ad gangen. Er det kun et
råd til kunstnerne, eller skal hele folket med derud?
Vi er alle kunstnere.
Det er da noget vrøvl!
Hvis vi ikke alle er kunstnere, hvordan forklarer du så, at så
mange kalder sig kunstnere? Vi er alle skabninger, så tror
fanden, vi alle har skabertrangen i os. Den giver os et løft
fra jorden op imod det himmelrum, vi går glip af, når vi
sover. For ikke at tale om den andægtige solopgang før vi
vågner. Ting, der ellers for de fleste forbliver en anakronisme.
Vi mangler ikke kritikere. Folk med kronisk ondt i
røven har vi nok af. Vi mangler givere.
Er det folk som den aldrende skibsreder, du tænker
på?
De er absolut ikke unødvendige, og de kommer ind på et
senere tidspunkt i processen. Men en giver skal for mig
have et højere ambitionsniveau end bare skatteteknisk gavmildhed.
Når herren siger,” lad der blive lys”, så er det vigtigt at forstå,
at der intet lys var i forvejen. Skaberen så lys som en
mulig kontrast til det mørke, alle vi andre tumper stadig
ville være gået rundt i.
Nu skal det jo ikke tage pusten fra mennesket at sammenligne
sig selv med herren. Vi røg jo ud af paradis og har
siden måttet nosse rundt med kunsten på et helt andet plan.
Helt tabt bag en vogn er vi dog ikke. Klarheden melder
sig som et lyn over landskabet, når vi i et splitsekund ser
alle detaljer, inden mørket sænker sig igen. Beskueren af
det kunstneriske forsyn har nu, hvis han vælger at udspille
sit liv i giverens rolle, det kolossale arbejde med at transskribere
forsynet til den konkrete gave, vi andre kan nyde
godt af. Kunst skal altid bringe nyheden med sig, om så
nyheden kun ligger i detaljen. En god kritiker er ham, der
kun brokker sig som en optakt til det at give. Eksempler
kunne være Lars Willemoes og den allestedsnærværende
Poul Henningsen.
Jeg bliver nødt til at bede dig om at svare på
spørgsmålet. Er det kun kunstnerne, der skal
turde opholde sig længere tid i periferien af fatte-
evnen, eller skal hele folket med?