Download rapporten - Åbne Samlinger

Museumsudredning
i Lolland Kommune

Indhold
1. Indledning 5
1.1 Formål 5
1.2 Fremgangsmåde 5
1.3 Grupperinger 6
2. Beskrivelser 7
2.1 Askø Museum 8
2.2 Danmarks Sukkermuseum 10
2.3 Den selvejende institution Hvedemagasinet 12
2.4 Den selvejende institution Museum Polakkasernen 14
2.5 Det Gamle Trykkeri 16
2.6 Det Historisk Arbejdende Værksted 18
2.7 Elisabethsminde Bevarings- og besøgscenter 20
2.8 Fejø Mølle 22
2.9 Fejø Ømuseum 24
2.10 Fonden for bevarelse af Skottes Smedje 26
2.11 Kappel Stubmølle 28
2.12 Minibyen i Maribo 30
2.13 Museum Lolland-Falster – Frilandsmuseet 32
2.14 Museum Lolland-Falster – Stiftsmuseet 34
2.15 Museumsbanen Maribo-Bandholm 36
2.16 Nakskov Brandmuseum ”Sprøjtehuset” 38
2.17 Nakskov Skibs- og Søfartsmuseum 40
2.18 Reventlow-Museet. Herregård & Landskabspark
Pederstrup 42
2.19 Ubådsmuseet i Nakskov 44
2.20 Vindeby Mølle 46
2.21 Østofte Stubmølle 48
3. Særlige områder 51
3.1 Medarbejdere 51
3.2 Åbningstider og besøgstal 52
3.3 Salg 53
3.4 Organisationsform 53
3.5 Registrering 53
3.6 Magasin og udstilling 54
3.7 Håndtering af genstande 55
4. Fremtid og samarbejde 57
Bilag
Spørgeskemabesvarelser
3

1. Indledning
Der er en stor gruppe af kulturbevarende institutioner på Lolland. Denne
rapport er resultatet af en undersøgelse af disse steder, deres samlinger og
håndtering heraf. Undersøgelsen er et initiativ, der er taget i
Museumssamrådet i Lolland Kommune. Museumssamrådet er et samarbejde
mellem institutioner og foreninger, der på en eller anden måde arbejder med
kulturhistorie i Lolland Kommune.
Hver kulturbevarende institution er kort beskrevet i afsnit 2. I det 3. afsnit
behandles særlige områder sammenlignende på tværs af stederne. Det 4.
afsnit afslutter rapporten med at drøfte fremtiden for de kulturbevarende
institutioner, samt ønsket om og muligheden for større samarbejde på tværs.
Endelig er samtlige spørgeskemaer, der har været udgangspunktet for de
videre undersøgelser, vedlagt som bilag.
1.1 Formål
Det er formålet med undersøgelsen at få et overblik over den kulturhistoriske
kapital på Lolland, hvilke typer af genstande, de kulturbevarende
institutioner råder over, samt hvordan stederne drives, både med hensyn til
arbejdskraft, formidling og håndteringen af samlingerne. For de enkelte
steder kan undersøgelsen være nyttig i forhold til det større kendskab til de
andre kulturbevarende institutioner, f.eks. med henblik på samarbejde
stederne imellem. Ligesom man med en større viden om de andre steder vil
være i stand til at guide gæster videre rundt på Lolland, så de får besøgt flere
museer, møller, værksteder mm., alt efter gæsternes interesser.
1.2 Fremgangsmåde
Katha Qvist fra Museum Lolland-Falster har forestået undersøgelsen.
Arbejdet påbegyndtes primo marts 2009 og afsluttedes ultimo maj 2009.
Ikke alle kulturbevarende institutioner, det kunne være relevant for, har
deltaget i Museumssamrådets møder. Derfor var det første skridt at opsøge
de øvrige steder, bl.a. ved samarbejde med kulturafdelingen i kommunen, og
derefter at få et overblik over den samlede mængde af kulturbevarende
institutioner.
Derefter er der blevet udarbejdet et spørgeskema med spørgsmål, der dels
skulle afklare faktuelle informationer som telefonnumre, kontaktpersoner
mm., men også spørgsmål, der giver et indtryk af, hvilken type sted, der er
tale om, ud fra genstande, arrangementer osv. Museerne har herefter alle
meget velvilligt givet sig tid til at udfylde skemaerne, og sendt dem retur.
Efter løbende at have modtaget spørgeskemaerne retur, er Lolland blevet
krydset et par gange, og de forskellige steder er blevet besøgt. Langt de fleste
besøg har været af en varighed mellem en og to timer, og her har
kontaktpersonerne ivrigt fortalt om stederne. Emner fra spørgeskemaet er
blevet uddybet, ligesom der er blevet talt fremtidsønsker og planer.
5

Efterfølgende er der fundet en bearbejdning af de inddrevne data sted, og
endelig er den endelige rapport blevet skrevet sammen, på baggrund af de
samlede oplysninger. Undervejs i rapportskrivningen er de beskrivende
tekster sendt til korrekturlæsning per mail til kontaktpersonerne.
Spørgeskemametoden er valgt, fordi den kan give en række faktuelle
oplysninger, såsom antal medarbejdere, åbningstider, besøgstal osv. Der var
ikke tale om, at der skulle laves en generel eller ”gennemsnitlig” brug af de
inddrevne data, idet oplysningerne fra spørgeskemaerne skulle bruges som
oplæg til det videre arbejde, samt i den endelige kvalitative analyse.
Besvarelserne vedlægges rapporten som bilag, så informationer herfra –
opdateret efter uddybende spørgsmål ved besøgene – er tilgængelige for alle.
Alle stederne får den færdige rapport tilsendt.
1.3 Grupperinger
Der er en rigtig god spredning i de kulturbevarende institutioners emner.
Derudover dækker de forskellige emner Lollands overordnede historie godt,
idet man kommer omkring både sukkerindustrien, roepigerne og
skibsbyggeriet, lige som de forskellige håndværk og den mere generelle
kulturhistorie også bliver fortalt.
For at give et indtryk, kan følgende gruppering laves:
Alment lokalhistoriske museer:
Askø Museum, Fejø Ømuseum og Museum Lolland-Falster.
Arbejdende værksteder/museer:
Det Gamle Trykkeri, Det Historisk Arbejdende Værksted,
Elisabethsminde – Gamle Danske Husdyr og Fonden for bevarelse
af Skottes Smedje.
Møller:
Fejø Mølle, Kappel Mølle, Vindeby Mølle og Østofte Mølle.
Temamuseer:
Danmarks Sukkermuseum, Hvedemagasinet, Minibyen i Maribo,
Museet Polakkasernen, Museumsbanen, Reventlow Museet
Pederstrup, Skibs- og Søfartsmuseet, Sprøjtehuset og
Ubådsmuseet i Nakskov.
6

2. Beskrivelser
I det følgende beskrives de enkelte steder med et opslag til hvert sted. Udover
den generelle beskrivelse er der fotos til at danne sig et indtryk af stederne.
Som nævnt tidligere er det ikke alle informationer fra spørgeskemaerne der
indgår i beskrivelserne i dette afsnit. Ønsker man derfor en specifik
oplysning, henvises til bilagene.
1 Askø Museum
2 Danmarks Sukkermuseum
3 Den selvejende institution Hvedemagasinet
4 Den selvejende institution Museum Polakkasernen
5 Det Gamle Trykkeri
6 Det Historisk Arbejdende Værksted
7 Elisabethsminde Bevarings- og besøgscenter
8 Fejø Mølle
9 Fejø Ømuseum
10 Fonden for bevarelse af Skottes Smedje
11 Kappel Stubmølle
12 Minibyen i Maribo
13 Museum Lolland-Falster – Frilandsmuseet
14 Museum Lolland-Falster – Stiftsmuseet
15 Museumsbanen Maribo-Bandholm
16 Nakskov Brandmuseum ”Sprøjtehuset”
17 Nakskov Skibs- og Søfartsmuseum
18 Reventlow-Museet. Herregård & Landskabspark Pederstrup
19 Ubådsmuseet i Nakskov
20 Vindeby Mølle
21 Østofte Stubmølle
7

Askø Museum
Konemadevej 40
Askø
4930 Maribo
8

Askø Museum
Askø Museum blev oprettet i 1994 på initiativ af to af øens beboere, som selv
er opvokset på øen, og hvis familier har været på øen gennem flere
generationer.
Museet er placeret i den gamle præstegårds udhus, og er et lokalhistorisk
museum med en alsidig samling af genstande, fotos og bøger fra perioden
1850-1950, der fortæller om livet på de to små øer Askø og Lilleø, med
tilsammen 200 indbyggere.
De fem rum, som Askø Museum råder over, er indrettet i temaer. Det første
er indrettet med landbrugs- og fiskeredskaber, det andet som køkken og
bryggers, det tredje som ”fin” stue med dækket kaffebord, det fjerde som
soveværelse og barnekammer og det femte som skolestue.
Samlingerne rummer møbler, klædedragter, husholdningsredskaber,
landbrugs- og fiskeredskaber, bøger, protokoller, stamtavler, samt
familiefotos og fotos af begivenheder på øen. Alle genstande har været i brug
på Askø eller Lilleø. Herudover har museet to lydbånd med lokale øboere,
som fortæller om deres liv, og historien om de to øer er dermed godt
beskrevet.
Der afholdes ikke arrangementer, da der ikke er midler hertil. To undtagelser
er dels et arrangement, der blev holdt i forbindelse med museets 10 års
jubilæum, og dels et arrangement med foredrag af Mie Lobedanz, forud for
udgivelsen af hendes bog ”Askø Historier”. Mie Lobedanz er datter af en
gammel slægt på Askø, og hendes bog sælges nu på museet.
Museet er drevet af en arbejdsgruppe, der arbejder frivilligt, og arbejdet
lægges primært i åbningstiden, og består udover almindeligt vedligehold af
omvisninger.
Der er ikke planer for fremtiden, der fokuseres i stedet på den daglige drift
og vedligeholdelse af museet. Håbet for fremtiden er, at der kommer nye
frivillige til at videreføre arbejdet.
9

Danmarks Sukkermuseum
Løjtoftevej 22
4900 Nakskov
www.sukkermuseet.dk
10

Danmarks Sukkermuseum
Danmarks Sukkermuseum, der blev stiftet i år 2000, er placeret i Nakskov,
hvor også en af de tilbageværende to sukkerfabrikker i Danmark ligger. Den
første sukkerfabrik blev opført i Odense i 1872, og derefter opførtes indtil
1912 sukkerfabrikker i Holeby, Nakskov, Nykøbing F., Assens, Stege,
Maribo, Sakskøbing og Gørlev.
Museet viser i sin permanente udstilling i fire forskellige rum historien om
fremstillingen af sukker fra frø til det færdige produkt. Det er historierne om
roedyrkningen, import af arbejdskraft, transporten af roerne,
saftstationerne, bearbejdningen på fabrikkerne, samt de endelige produkter.
Herudover tages en afstikker for at vise fossiler fundet på Gotland, hvorfra
sukkerfabrikkerne hvert år får store mængder kalksten.
Museet råder over genstande fra alle fabrikkerne, men især er der indleveret
meget fra Gørlev og Assens. Der vises genstande fra hele processen, lige fra
redskaber fra lugearbejdet i markerne til laboratorieudstyr og årsberetninger
fra fabrikkerne. Der er fotografier af alle fabrikkerne, og i samme rum som
disse er der indrettet en filmforevisningssal. Museet råder nemlig over en
stor samling film. Bl.a. kan man se filmen om Jens, der tager med far på
arbejde i filmen ”Jens og de 100 dage” fra 1958. 100 dage var det tidsrum en
kampagne – roesæsonen – varede. Dette er en af de ældste film, der findes
dog også enkelte klip helt tilbage fra 1908.
Rundt omkring er der spor af de aktiviteter, der laves i samarbejde med
skolerne, i form af modeller bygget af sukkerknalder. Udover disse aktiviteter
er der løbende arrangementer. Der vises film, holdes foredrag og laves
omvisninger.
Der lægges hver uge mange frivillige arbejdstimer på museet. Der er
bemanding i åbningstiden, ligesom der bruges tid på vedligehold. Herudover
arbejdes der hver tirsdag og torsdag på modellen af sukkerfabrikken.
Der er planer om en udstilling om konfekt. Derudover er der mange ønsker
for fremtiden. Mere plads og flere ressourcer er et stort ønske. Var der tid,
plads og råd ville man gerne lave flere særudstillinger om specifikke emner,
f.eks. om raffinaderiernes historie, roebanerne, forbindelsen til de Dansk
Vestindiske Øer, samt portrætter af C. F. Tietgen og Edward Tesdorpf, der
var med til at opføre de første sukkerfabrikker. Der arbejdes også faciliteter
til levendegørelse af museet.
11

Hvedemagasinet i Bandholm
Havnegade 23
4941 Bandholm
www.hvedemagasinet.dk
12

Den selvejende institution Hvedemagasinet
Sidst i 1800-tallet var der i Bandholms storhedstid som vigtig havneby 9
kornmagasiner. Nu er der kun to tilbage, et, der er ombygget til lejligheder,
og så Hvedemagasinet. Det var beboerforeningen, der i 1993 anmodede
Skov- og Naturstyrelsen om en fredning af det sidste, men faldefærdige
kornmagasin. Statens Bygningsfredningsfond købte bygningen efter
fredningen i 1994, og foretog en omfattende istandsættelse. I 1995
overdragedes det renoverede hvedemagasin til Den selvejende institution
Hvedemagasinet, der siden har stået for driften og vedligeholdelsen af stedet,
der i dag fungerer som kulturhus og har kunstudstillinger og café.
Under restaureringen er der lagt vægt på at anvende flest muligt af de
oprindelige byggematerialer, og at holde byggestilen så tæt på den
oprindelige som muligt. Derfor er der en blanding af gamle og nye materialer.
Det indvendige stokværk og de synlige bærende bjælker giver et råt, men
hyggeligt indtryk. De mange bærende bjælker var tidligere nødvendige for at
kunne bære vægten af de 5-600 tons korn, som bygningen kunne lagre. En
følge af at bevare bygningen i den gamle byggestil er, at der ikke er isoleret,
og derfor er der kun arrangementer og udstillinger i sommerperioden.
Det er bygningen i sig selv, der bevares. De genstande, som stedet råder
over, benyttes som staffage for de øvrige aktiviteter. Det er f.eks. en
sækkeløfter, lærredssække og andre ting, der har tilknytning til stedet.
Bygningen er på 5 etager, og der er publikumsadgang til de tre. Stueetagen
lejes ud til fester til byens beboere. Der er også skiftende kunstudstillinger i
stueetagen, og på 1. salen er der en fast kunstnergruppe, der udstiller. 2. sal
anvendes til skiftende særudstillinger, som tidligere bl.a. har været en
udstilling om de nu nedlagte lollandske jernbaner og en patchworkudstilling.
I 2009 bliver det en udstilling om havne rundt om Østersøen.
Hvedemagasinet afholder en del arrangementer og er ofte samlingspunktet i
byen. Udover de forskellige udstillinger med kunst og kunsthåndværk er der
foredragsaftener, musikarrangementer, kræmmermarkeder og
håndværkerdage. Der er hvert år et arrangement i forbindelse med
sæsonåbningen, ligesom Irsk aften, Sildefest og et arrangement i forbindelse
med Maribo Jazz er tilbagevendende begivenheder.
Det er et stort hus, og derfor lægges der også mange kræfter i arbejdet med
de forskellige typer af vedligeholdelse. For eksempel er kalkningen et stort
arbejde, ligesom der hvert år sprøjtes mod orm i træværket.
Da stueetagen kan lejes til private fester med op til 100 personer, tilses
køkkenet af Arbejdstilsynet, og kræver derfor også løbende vedligeholdelse.
Det er Hvedemagasinets store ønske, at husets 2. sal indrettes med en
kulturhistorisk udstilling om området Bandholm-Reersnæs-Blans, eventuelt
i et samarbejde med Museum Lolland-Falster.
13

Museum Polakkasernen
Højbygårdvej 34
4970 Rødby
www.federacja-polonia.dk/dk/museum.html
14

Den selvejende institution Museum Polakkasernen
I 1870 begyndte man at dyrke sukkerroer i Danmark. Efterhånden blev
sukkerroedyrkningen hovederhvervet på Lolland og Falster, og i begyndelsen
foregik al arbejde ved håndkraft. Det var derfor nødvendigt at importere
arbejdskraft. Det gjorde man først fra Sverige og siden Polen. De polske
sæsonarbejdere boede i hastigt byggede kaserner, ofte på en åben mark –
isoleret fra de lokales boliger. Der var omkring 30 større og mindre kaserner
på Lolland. Polakkasernen i Taagerup blev bygget i 1911 af Lungholm gods,
og på de 250 m2 boede omkring 30 piger og en ”aufseher” med sin familie.
I dag er kasernen i Taagerup fredet og indrettet som museum. Den var en af
de mest uspolerede af de tilbageværende kaserner, til trods for, at bygningen
var i stærkt forfald, da den i 1984 blev overtaget af Den selvejende
institution Museum Polakkasernen. Der indledtes et gennemgribende
restaureringsarbejde, og bygningen fremstår nu som et betydningsfuldt
eksempel på en del af livet for de polske sæsonarbejdere.
Kasernen er i to etager, og man får et indtryk af, hvordan pigerne og
”aufseher”-familien boede. Desværre blev baghuset, der indeholdt vaskehus,
lokum og brændeskur nedrevet umiddelbart før overtagelsen. Der har også
været foretaget enkelte ombygninger i kasernen. Men på tegninger kan man
se, hvordan soverum osv. tidligere var placeret. Genstandene er ikke de
originale, men er skænket museet efterfølgende fra polakker, der senere
valgte at bosatte sig i Danmark.
Der er temaer om de mange katolske genstande som krucifikser,
rosenkranse mm., om arbejdet i marken, om de polske foreninger, om
solidaritetsbevægelsen, ligesom man kan se eksempler på traditionelt polsk
tøj, soveværelsesindretning og aufseherens lejlighed. En af de særlige
genstande er et hjemmelavet husalter, som har mange fine detaljer, samt
flere eksempler på imponerende papirblomster klippet med en fåresaks.
Museum Polakkasernen afholder årligt en sommerfest for medlemmerne, og
derudover er der nyligt blevet indledt et samarbejde med andre museer på
Lolland samt Errindlev Beboerforening og Godset Lungholm omkring
aktiviteter i skolernes efterårsferie. Museet er åbent i skolernes ferier, og
efter anmodning af grupper.
Der er flere ønsker om forbedringer på museet, det er bare svært at få tid og
penge til dem, udover det, der bliver lagt i almindelig vedligeholdelse,
åbningstiderne og omvisninger. En originalt indrettet soveafdeling er ved at
blive realiseret. Desuden kunne man godt tænke sig en generel
genindretning af museet, med bl.a. bedre skiltning og grupperinger. For
eksempel har man materiale til en særudstilling om solidaritetsbevægelsen.
På længere sigt kunne en genopførelse af baghuset medvirke til genskabe
hele miljøet i polakkasernen.
15

Det Gamle Trykkeri
Jernbanegade 8
4900 Nakskov
16

Det Gamle Trykkeri
Det Gamle Trykkeri i Nakskov har til huse i ”det hvide bladhus”, hvor avisen
Ny Dag tidligere lå. Mange lokale aviser måtte lukke fra 1950’erne og frem.
Udover at mange grafikere derfor mistede jobbet, var det også svært for
trykkeribranchen med overgangen til computere og den nye trykketeknik i
slutningen af 1900-tallet, og de gamle trykketeknikker var i fare for at blive
glemt. Museet blev oprettet i 1995 af Typografer fra Dagbladet Ny Dag, samt
efterlønsmodtagere og pensionister. Ny Dag lukkede i 1994. Museet modtog
nogle maskiner og genstande fra avisen, og de følgende år arbejdedes med at
sætte i stand og gøre maskinerne funktionsdygtige, samt finde de resterende
maskiner, reoler mm. I 1997 åbnede museet for publikum.
På Det Gamle Trykkeri holdes den gamle trykkeritradition levende. Da det er
et arbejdende museum er der mulighed for at opleve, hvordan der sættes og
trykkes diverse tryksager.
Museet har gode rammer, idet de er placeret i et gammelt trykkeri.
Trykkeriet er i to etager og rummer blysætteri, trykkeri, avisudklip fra Ny
Dag, ældre maskiner fra fotosatsområdet og et mørkekammer.
Der ligger mange skrifttyper gemt i håndsætteriet, og der vises og fortælles,
hvordan de anvendes. Der udstilles ældre maskiner, som ikke længere er
funktionsdygtige, og så sættes der på Linotype sættemaskinen fra ca. 1940
og trykkes på Eickhoff trykmaskinen.
Siden 2000 har trykkeriet lavet årets mandelgave i form af et temahæfte. Det
første handlede om Nakskovs gader og veje, og navnenes betydning.
Der laves enkelte andre mindre tryksager og brochurer, som en del af
samarbejdet med andre museer og værksteder. Udover den faste åbningstid
åbnes der efter behov, specielt for grupper.
Det er primært i åbningstiden, at trykkerne er til stede. Der arbejdes
samtidig med, at der er fokus på det sociale. Det er trykkere, der kender til
maskinerne og det gamle håndværk, og man forudser problemer på længere
sigt, fordi de yngre trykkere ikke kender maskinerne, og det er derfor uvist,
hvordan håndværket senere skal holdes ved lige på stedet.
Der er gode fysiske rammer, og der er ikke brug for mere plads eller flere
maskiner. Så længe man får lov at blive i lokalerne af kommunen, er der
primært fokus på drift og vedligeholdelse. Behovene er dækket, og der er
ikke planlagt ændringer eller andre større ønsker for fremtiden.
17

Det Historisk Arbejdende Værksted
Magasinvej 2
4960 Holeby
www.holebysmedjen.dk
18

Det Historisk Arbejdende Værksted
Det historisk arbejdende værksted i Holeby blev oprettet i 1990 af gamle
smede fra Holeby Diesel, for at bevare de gamle håndværk fra 1900-tallet.
Værkstedet er indrettet i det det gamle lokale elværk, hvor strømmen
tidligere blev produceret ved dieselkraft.
Som navnet antyder, er værkstedet et arbejdende værksted. Det giver sig
udtryk på flere måder. Dels arbejder de gamle håndværkere med forskellige
projekter, som for eksempel porte til kirker og kirkegårde eller
specialarbejder til andre museer, der lige mangler en bestemt udformet ting,
der ikke længere bliver lavet andre steder.
Men det arbejdende viser sig også ved, at man som gæst kan forsøge sig med
de gamle håndværk. Man kan for eksempel være med til at starte den 3
meter høje dieselmotor fra 1936, eller man kan prøve at arbejde i den gamle
smedje.
Udover maskinværkstedet og smedeværkstedet, hvor der arbejdes med både
ældre og nyere maskiner og værktøj, er der på 2. sal to udstillingsrum, der
viser måle- og kontrolværktøj, samt diverse værktøj fra forskellige håndværk.
I åbningstiden bliver der altid arbejdet, så man har mulighed for at se det
levende håndværk, samtidig med at man på 2. sal kan kigge lidt nøjere på
nogle af de ældre værktøjer. Det er også muligt at bestille særlige
arrangementer på Det historisk arbejdende værksted.
Arbejdet foregår primært i åbningstiden to dage om ugen. Der er ikke
planlagt specielle aktiviteter eller ændringer i fremtiden. Hvis der var tid,
ville man måske overveje en omorganisering i udstillingerne på 2. sal. Men
tid er der ikke meget af, smedene har altid mange projekter i gang.
19

Elisabethsminde – Gamle Danske Husdyr
Kirkevejen 241
4930 Maribo
www.gamle-danske-husdyr.dk
20

Elisabethsminde Bevarings- og Besøgscenter
Elisabethsminde blev oprettet i 2001 i forbindelse med et landsdækkende
projekt med bevarings- og besøgscentre for gamle danske husdyrracer.
Elisabethsminde er det eneste af de oprindelige fire, der er tilbage.
Formålet er at bevare de racer, der med tiden, avl og udvælgelse er blevet til
de gamle danske husdyrracer.
På gården uden for Maribo kan man både se og røre ved mange af dyrene.
De enkelte dyr udvælges – udover kravene til racerenhed – også efter deres
temperament, ligesom der snakkes og kæles med dem, for at gøre dem
tamme. Det giver muligheden for både at komme til at røre ved mange af
dyrene. Det tilstræbes, at gården også er udtryk for, hvordan det var
tidligere. F.eks. fejes spindelvæv ikke ned i stalden for at den skal se pæn
ud. Det skal hellere se ud som et sted, hvor der bliver arbejdet.
Besætningen spænder fra Den Jydske Hest over Sortbroget Landracesvin til
Parykduen. Der er mange forskellige slags dyr, og flere racer repræsenteret
inden for hver slags. Det primære fokus på stedet er besætningsdriften. Men
derudover er der også andre tiltag, hvor f.eks. forskellige gamle kornsorter
dyrkes på et mindre område, så man som i en køkkenhave kan se de
forskellige slags korn gro frem i små rækker med navn for enden.
Udover arbejdet med selve driften og fremvisningen af den, deltager
Elisabethsminde ved mange arrangementer, bl.a. på Frilandsmuseet. Der
arrangeres i samarbejde med Bangs Have en jordbærfestival hvert år, hvor
de deltagende besøger begge steder. Der er mange forskellige jordbærtemaer,
lige fra en gartner der giver gode råd om dyrkningen af jordbær til strikkede
jordbærhuer og selvfølgelig spisning. I påsken holdes der pilefletkurser, og i
september er der høstmarked.
Der ligger et stort arbejde og mange arbejdstimer i at drive gården. Der er
faste frivillige, som lægger omkring 100 timer i arbejdet om ugen, og ejerne
arbejder noget mere end fuld tid på stedet. Der er mange besøgende, f.eks. er
der omkring 130 grupper om året, som alle får omvisning og fortællinger.
Der modtages ikke længere nogen form for tilskud fra kommunen, og der er
samlet set flere udgifter end indtægter, så det er som så mange steder, der er
baseret på frivillig arbejdskraft engagementet der driver værket.
Det betyder også, at en del af kræfterne må lægges i fondssøgning for at
kunne realisere nye projekter. De største ønsker pt. er en renovering af
loftet, så udstillingen af gamle arbejdsredskaber og maskiner kan flyttes
derop og komme bedre til deres ret, samt etableringen af en skolestue. Det
næste projekt vil så være at få lavet en bedre skiltning rundt omkring, både
ved dyr og udstillede genstande. Endelig savnes der tid og kræfter sat af til et
større sorterings- og oprydningsarbejde, for at skabe en generelt bedre
standard.
21

Fejø Mølle
Herredsvej 278A
4944 Fejø
www.fejoemoelle.dk
22

Fejø Mølle
Fejø Mølle blev nedtaget fra sin oprindelige placering, hvor den var blevet
opført i 1858, og flyttet til den nuværende og mere centrale placering i 1905.
Den industrielle revolution udkonkurrerede møllerne, og midt i forrige
århundrede måtte Fejø Mølle indstille produktionen.
Fejø Møllelaug stiftedes i 1996 for at genetablere den hollandske mølle, og
restaureringsarbejdet har nu stået på i godt 10 år. Senest er der i 2007
blevet sat højben på møllen, så selve møllekroppen har taget form. Denne
konstruktion blev beklædt med brædder, og i 2008 blev selve møllekroppen
færdig, da brædderne blev beklædt med ca. 7.500 spån.
Der anvendes så vidt muligt de gamle materialer, men mange er i så dårlig
stand, at nye dele må konstrueres. Gamle arkitekttegninger og fotos bruges
til rekonstruktionen af de enkelte dele, og man holder sig så vidt muligt til de
originale udformninger. Dog anvendes der undtagelsesvis andre typer af
materialer, f.eks. er et skørt af kobber monteret mellem møllekroppen og
murværket, da det gør møllen mere vejrbestandig end den var tidligere.
I stueplanet er der i møllen indrettet møllebutik og turistinformation, og man
kan se gamle billeder af møllen. Selve møllen er kun åben ved omvisninger
og ved særlige arrangementer som Mølledagen, Sommerfest og ved
sæsonåbningen.
Fondsmidler og donationer har muliggjort renovationen af møllen. I
samarbejde med Møllelauget er det professionelle møllebyggere, der udfører
selve arbejdet med genopbygningen af møllen. Udover genopbygningen
bruger bestyrelsen en del tid på den løbende vedligeholdelse af møllen, samt
fremvisning af den, især i turistsæsonen.
Det næste projekt bliver at få hatten sat på møllen. Det sker i 2009,
hvorefter der skal søges nye midler til vingerne, der afslutter selve møllens
konstruktion. Til sidst skal så inventaret, kværnene mm. sættes i stand og
monteres, så møllen ender med at kunne anvendes.
23

Fejø Ømuseum
Herredsvej 190
4944 Fejø
24

Fejø Ømuseum
Fejø Ømuseum har 25 års jubilæum i år, idet det indviedes i 1984. Det blev
oprettet af en arbejdsgruppe i Fejø Lokalhistoriske Arkiv ud fra ønsket om at
styrke kendskabet til Fejøs lokalhistorie og kulturhistoriske værdier. Museet
er sammen med arkivet placeret i kælderen på Fejø Skole, og fordeler sig på
to rum; en entré og et forholdsvist langt udstillingsrum.
Fejø Museum er et alment kulturhistorisk museum, der beskriver øens lange
historie. I et gammelt øsamfund er søfart og fiskeri en væsentlig del af
historien, og derfor har disse emner også deres naturlige plads på museet.
Derudover beskrives de øvrige sider af Fejøs historie, som jagt, handel,
håndværk og jordbrug. På grund af de gode jord- og klimaforhold på øen er
hovederhvervet med tiden blevet landbrug og frugtavl, hvis historiske
udvikling derfor også beskrives på museet.
Museet råder over mange genstande, lige fra stenalderen og frem til nutiden.
Der er en større stensamling med udførlige plancher der forklarer de
forskellige arkæologiske tider. Der er arbejdsredskaber fra senere tider,
tegninger, fotografier og modeller omhandlende søfarten, ligesom der er alt
fra legetøj og kaffemøller til rifler. Endelig har museet en kopi af det berømte
Fejø-bæger fra vikingetiden, hvis original befinder sig på Nationalmuseet.
Da museet er placeret på den lokale skole, har eleverne naturligt nok deres
gang der. Derudover finder flere af de mange sommerturister frem til museet.
Der arrangeres løbende separate udstillinger og foredrag. Der er hvert år en
stand på havnen i forbindelse med Æblets Dag, og der holdes
ekstraordinært åbent på museet på Arkivernes Dag.
Der er som på så mange af de mindre museer ingen lønnede medarbejdere,
og der savnes derfor mere tid til at gennemføre projekter. Der skelnes ikke
mellem de timer, der bliver lagt på arkivet og dem, der bliver lagt på museet.
På trods af manglende tid og forholdsvis mange genstande på den plads, der
er til rådighed, er der en god struktur. Stort set alle genstande er
nummererede og ført til protokols.
Ligesom der savnes tid, er pladsen og økonomien trang. Til gengæld er der
masser af ideer og ønsker for fremtiden. I øjeblikket bliver entréen
færdiggjort med en temaudstilling om skibsfarten. Dernæst planlægges der
en større oprydning og temainddeling af især redskaberne, sammen med en
bedre skiltning af genstandene.
På længere sigt er der ønsker om nye og større lokaler, evt. omkring møllen,
så de tre attraktioner, møllen, smedjen og museet/arkivet bliver samlet.
25

Fonden for bevarelse af Skottes Smedje
(Den Gamle Smedje)
Tilegade 21
4900 Nakskov
26

Fonden for bevarelse af Skottes Smedje
Fonden for bevarelse af Skottes Smedje, der i det daglige også bare omtales
som ”Den Gamle Smedje”, er beliggende i Tilegade i Nakskov, som tidligere
var håndværksgaden i byen. I hele Nakskovs historie har der altid været
smedje på denne adresse. Smedjen blev til det sidste drevet som traditionel
landsbysmedje, og her blev udført grovsmede- samt vogn- og
beslagsmedearbejde. Fonden til bevarelsen af smedjen blev oprettet i 1987.
Smedjen består af to bygninger, forhuset og værkstedet. I forhuset boede den
sidste smed på stedet Skotte og hans familie. Der har været planer om at
indrette forhuset, som det kunne have set ud, da Skotte boede der.
Værkstedet, som i sæsonen er et arbejdende værksted, bemandes på skift af
6 gamle smede, der viser det gamle håndværk. Når man kommer ind på
værkstedet ses straks den gamle esse, og i en anden ende af det store
værksted vises de maskiner, som senere kom i brug af smedene, men som
her på værkstedet ikke er i brug.
Dobbeltessen er centrum i værkstedet. Herudover er der også en enkeltesse,
og der arbejdes begge steder. Et gammelt regnskab ligger fremme, så man
kan se priser på arbejdet, og hvad der typisk blev lavet. Der fremvises
gammelt værktøj og maskiner, ligesom der hænger en masse modeller af
hestesko i forskellige former på en væg. Man kendte de forskellige heste i
omegnen og deres behov for forskellige typer af sko. Udenfor er der en
udstilling af landbrugsmaskiner, som også blev lavet og repareret i smedjen.
Arbejdet i smedjen er den primære formidling af det gamle håndværk, men
der deltages også, når Nakskov Handel og Erhverv har arrangementer i det
bynære område, ligesom der deltages ved Mølledagen i Vindeby Mølle.
Bygningerne er gamle og trænger til en gennemgribende renovering, bl.a.
skal der nyt tag på forhuset. Det er et omfattende arbejde, og vil være en
meget stor udgift, som ikke kan udføres for det driftstilskud, som smedjen
får. Det er derfor usikkert, hvorvidt denne sæson vil være smedjens sidste.
27

Kappel Stubmølle
Kappelvej 6
Kappel
4900 Nakskov
www.kappelstubml.dk
28

Kappel Stubmølle
Kappel Stubmølle er en af de kun 18 bevarede stubmøller i hele Danmark.
Tidligere var møllerne nødt til at stå tæt i landskabet, så kornet ikke skulle
fragtes for langt på hestevognen. Stubmøllerne er den ældste type vindmølle.
På en stubmølle drejer hele møllehuset med kværn og teknik omkring
stubben, der bærer møllen.
Stubmøllen i Kappel er fra ca. 1730. De første godt 100 år var der kun en
kværn i funktion, men i 1844 blev møllen moderniseret, så der nu også
kunne males det finere, hvide mel. Møllen fortsatte med driften indtil 1935.
Allerede i 1936 blev møllen overtaget af en selvejende institution. I 1959 blev
møllen bygningsfredet, og i 1983 overtog landsforeningen Danske Møllers
Venner møllen. I 1994 stiftedes den lokale støtteforening Kappel
Stubmøllelaug, og i 2003 overtog det lokale laug møllen.
I 1988-89 havde møllen gennemgået en delvis restaurering, og i 2003-2004
blev den færdigrestaureret, og kan i dag igen male mel. I møllens næsten
300-årige levetid har der løbende været foretaget restaureringer. Alligevel er
der stadig noget af det oprindelige tømmer bevaret, bl.a. den kraftige stub af
egetræ, som bærer hele møllen. Kappel Stubmølle adskiller sig fra de fleste
andre stubmøller ved at stråtækt.
På møllens areal er der en bygning, der anvendes til opbevaring af diverse
materialer i forbindelse med vedligeholdelsen, samt udskiftede mølledele, for
eksempel en mølleaksel og et stjernehjul. Uden på bygningen hænger der
plancher, der fortæller om møllen. I sommerferien er der fast åbningstid,
udover at der også åbnes efter aftale.
Møllen er udover den almindelige åbningstid åben, når der er Dansk
Mølledag d. 3. søndag i juni, og ved Nakskov Fjorddage i begyndelsen af
september. Arbejdskraften lægges primært i disse dage, de åbne tirsdage og
selvfølgelig vedligeholdelsen af møllen.
I den nærmeste fremtid er der et par mindre hængepartier efter
restaureringen, der skal på plads. Det er den professionelle møllebygger, der
skal få tid til at komme forbi og ordne det sidste. Ellers er der almindelig
vedligeholdelse, og ikke nogen større projekter på vej.
På længere sigt er der overvejelser om at gøre sidebygningen, der nu fungerer
som en slags magasin, til udstillingslokale. På grund af temperaturudsving
ville det være de gamle udskiftede mølledele, samt tegninger og forklarende
plancher, der skulle udgøre udstillingen, og fortælle mere om møllerarbejdet.
29

Minibyen i Maribo
Værksted: Refshalevej 1
4930 Maribo
30

Minibyen i Maribo
Ideen til Minibyen i Maribo opstod blandt medlemmer af LOF. Der oprettedes
studiekredse, og man var blandt andet på besøg hos Varde Miniby. Der fandt
man ud af, hvor omfangsrigt et miniby-projekt er, men blev alligevel
inspireret til at fortsætte. I 1995 stiftedes foreningen, og arbejdet gik i gang.
Oprindeligt var det tanken, at der skulle bygges et par huse fra byen, men
projektet voksede sig hurtigt større. Den tidslige afgrænsning for husene er
1850-1900, og den geografiske afgrænsning er nu blevet
købstadsafgræsningen, som markeres af acciseboderne. Med den
afgrænsning, vil minibyen, der bygges i størrelsesforholdet 1:10, kunne
placeres på et område, der er ca. 50x50 meter.
Til arbejdet med at tegne husene anvendes alt det materiale, der kan findes.
Det vil i nogle tilfælde sige arkitekttegningerne, i andre er det fotos, malerier,
eller hvad man kan finde om bygningen. Hvis man ikke har noget materiale
overhovedet, det er for eksempel ofte et problem at finde materiale på
baghusene, så bygger man efter, hvordan der sandsynligvis har set ud. Det
sker også, at gæster, der besøger minibyen, kan korrigere det udførte
arbejde, som for eksempel to søstre, der havde boet i et af de huse, der var
ved at blive bygget, og kunne fortælle, at der, hvor man i baghuset havde
lavet ren mur, var der et vindue.
Minimurerne, der alle arbejder frivilligt, er en blanding af arkitekter, murere
og andre håndværkere, men der er også landmænd og andre. Det er
interessen, der betyder noget, og så lærer man håndværket hen ad vejen.
Udover selve byggeriet skal alt fra tegl og mursten til vinduer produceres fra
bunden, da det jo skal være i miniformat. Minimurerne laver det hele selv på
værkstedet, og har fundet skæve løsninger til, hvordan arbejdet kan udføres.
For eksempel bruges en pølsemaskinen fra en almindelig husholdning til at
lave tegl. Den er så rettet til med hjemmesmedede indsatser, så teglene kan
laves i de rette former.
Indtil videre er 60 huse bygget, f.eks. det gamle rådhus, som det så ud i
1857. Tre af de fire acciseboder står også færdige, lige som det gamle
sygehus, der var Maribo og Lollands første sygehus. Nogle huse tog skade af
at stå udenfor, og der måtte det seneste år derfor bruges en del tid på at
reparere dem. Nu ved man til gengæld, hvad der skal gøres anderledes
fremover, da husene jo helst skal kunne holde til et liv udendørs.
Der har været et stort arbejde forbundet med at finde en god og varig
placering til Minibyen i Maribo. Der har været forskellige midlertidige
udstillingsarealer, men lige nu er husene opmagasineret. Der arbejdes på en
løsning, hvor et areal ved Frilandsmuseet bliver stillet til rådighed.
31

Frilandsmuseet
Meinckesvej
4930 Maribo
www.museumlollandfalster.dk
32

Museum Lolland-Falster - Frilandsmuseet
Frilandsmuseet er en del af Museum Lolland-Falster, der er en
sammenlægning af Guldborgsund Museum (det tidligere Falsters Minder) og
Lolland-Falsters Stiftsmuseum. Frilandsmuseet er et statsanerkendt
museum, og bygningerne med inventar er en samling, som skal beskyttes og
bevares i henhold til museumsloven.
Frilandsmuseet åbnede i 1927. På de omkring 10.000 m2 vises i landskabet
og i de 16 forskellige bygninger Lolland-Falsters bondekultur og byggeskik i
årtierne omkring 1800 og frem til industrialiseringens begyndelse. Der er
huse, en bondegård, en stubmølle og en skole. Endvidere er der haver med
bl.a. lægeplanter, grøntsager og roser.
Museets nyeste bygning er landarbejderhuset fra Godsted fra 1872, som blev
indviet i 2006. I løbet af 2007 påbegyndtes indretningen af huset, således at
man i fremtiden kan se og opleve et landarbejderhjem fra tiden omkring 1.
verdenskrig.
Over for Frilandsmuseet ligger laden fra gården Gl. Skovnæs. Den er fra
1860'erne og er et fint eksempel på storgårdens økonomibygninger i den rige
kornsalgsperiode. Laden bruges nu til museumsformål.
De udstillede genstande er primært møbler og redskaber, men der er også en
10 tons tung lokomobil, samt en pløjemobil, som har været brugt til
damppløjning fra 1872 til 1929.
Frilandsmuseet er kun åbent i sommerhalvåret. Her afholdes der til gengæld
en lang række arrangementer. Af de tilbagevendende arrangementer kan
nævnes håndværkerdage, damptræf, sommersjov for børn, samt julemarked.
Museet samarbejder med flere af de andre museer på Lolland, f.eks.
Elisabethsminde, der kommer med dyr til levendegørelse af stedet, og
Museumsbanen og Brandmuseet i Nakskov i forbindelse med det årlige
damptræf.
Der er, udover de lønnede medarbejdere, mellem 60 og 100 frivillige
tilknyttet Frilandsmuseet, afhængig af arrangementer mm. Der går meget tid
med den almindelige drift og vedligeholdelse, ligesom der til de større
arrangementer trækkes meget på hjælpen fra de interesserede og frivillige.
Der søges løbende midler til forsknings-, formidlings- og
istandsættelsesprojekter.
33

Museum Lolland-Falster – Stiftsmuseet
Banegårdspladsen 5
4930 Maribo
www.museumlollandfalster.dk
34

Museum Lolland-Falster - Stiftsmuseet
Stiftsmuseet er en del af Museum Lolland-Falster, der er en sammenlægning
af Guldborgsund Museum (det tidligere Falsters Minder) og Lolland-Falsters
Stiftsmuseum. Stiftsmuseet er et statsanerkendt museum, og samlingerne
skal beskyttes og bevares i henhold til museumsloven.
Museets oprindelige samling, der var doneret af købmand Lauritz Schrøder,
blev vist på Maribos rådhus fra 1879. Samlingen var kendt under navnet
”Mariebo Antiqvitetssamling”, og voksede hurtigt. Der var derfor brug for en
særskilt bygning til samlingen, og byggeri af en sådan blev påbegyndt i 1889.
Allerede i 1890 blev det daværende Lolland-Falsters Stiftsmuseum indviet.
Der er altså det særlige ved Stiftsmuseet, at bygningen er opført som
museumsbygning.
Samlingerne på museet strækker sig fra ældste stenalder og frem til nyere
tid, men særlig de arkæologiske samlinger har stor vægt. For eksempel
fundene fra vikingetid og tidlig middelalder, hvor kontakten til den anden
side af Østersøen var intens. Fund fra den tidligste del af stenalder
Hamburgkultur er også en sjældenhed i dansk arkæologi. Af emner fra nyere
tid kan fremhæves samlingen af korbuekrucifikser fra ni lokale kirker,
ligesom der er en samling af stole fra 1600 til omkring 1920. Museets
samling rummer op mod 100.000 genstande, hvoraf en stor del nødvendigvis
er på magasin.
Arrangementerne på museet har ofte tilknytning til særudstillingerne. Det
kan være i form af foredrag, og der afholdes i det hele taget løbende foredrag
over forskellige emner med egne og inviterede foredragsholdere.
Om sommeren er der mange aktiviteter på Frilandsmuseet, som også er en
del af Museum Lolland-Falster.
Der er en meget aktiv venneforening med 75 medlemmer tilknyttet
Stiftsmuseet og Frilandsmuseet. De frivillige i venneforeningen hjælper især
med formidlingen på museet. På Frilandsmuseet er venneforeningen en stor
del af levendegørelsen af stedet.
Meget tid er blevet brugt på sammenlægningen af museerne, og mange
kræfter vil i den nærmeste fremtid stadig blive brugt på dette arbejde. Der er
meget der skal koordineres forsknings- og formidlingsmæssigt, i
administrationen og på magasinerne.
Der søges løbende midler til forsknings-, formidlings- og
istandsættelsesprojekter.
35

Museumsbanen Maribo-Bandholm
(Stationen i Bandholm)
Stationsvej 10
4941 Bandholm
Museumsbanen Maribo-Bandholm
(Remisen i Maribo)
C. E. Christiansens Vej 38
4930 Maribo
www.museumsbanen.dk
36

Museumsbanen Maribo-Bandholm
I midten af 1800-tallet var der en stor produktion af bl.a. korn på Lolland.
Der var brug for transportmulighed mellem Maribo og havnen i Bandholm og
i 1869 anlagdes Danmarks første jernbanestrækning mellem de to byer.
Frem til 1950 var der stor trafik på strækningen, men derefter gik det ned ad
bakke, og i 1952 kørte det sidste tog med persontransport. Lollandsbanen
kører fortsat med godsvogne til Bandholm efter behov.
Den nuværende selvstændige forening Museumsbanen blev oprettet i 1962
af Dansk Jernbane-Klub, som genoptog kørslen, nu med museumstog på
den 8 km. lange strækning. I begyndelsen kun om søndagen, når det ikke
kørte godstog, men efterhånden udvidedes driften, og der køres nu 50-60 om
året. Udover den skemalagte kørsel er der også kørsel til særarrangementer.
Museumsbanen har en stor samling af damplokomotiver, diesellokomotiver
og vogne fra perioden 1869-1935. Det ældste damplokomotiv er ”KIØGE” fra
1879 af mærket Krauss, og det nyeste damplokomotiv er ”LJ nr. 19” fra 1920
af mærket Henschel. Museumsbanen huser også verdens ældste
diesellokomotiv ”LJ M nr. 1” fra 1921, af mærket DEVA. Der er ikke plads til
al materiel i de nuværende bygninger, og en ny hal er derfor under opførelse.
De mange vogne er meget forskellige, og giver oplevelsen af, hvordan det var
at rejse på hhv. I., II. eller III. klasse. I. klasses kupeerne er indrettet med
plyssofaer, dekorerede lamper og ornamenterede hattehylder. II. klasses
kupeerne adskiller sig især ved sædekomforten og udsmykningen fra III.
klasses vognene. I nogle III. klasses vogne blev man lukket inde med en slå
udefra – der var ingen mulighed for indefra at få dørene op.
En stor del af jernbanemiljøet er desuden bevaret. I Maribo er der et
efterhånden sjældent velbevaret anlæg med drejeskive ved maskindepotet fra
1920’erne, 8 spor i rundremisen og en enkeltsporet motorvognsremise. Det
er i Maribo det meste materiel opbevares, og det er her vedligeholdelsen
foregår. I Bandholm fremstår stationen som den gjorde omkring 1920 efter
en total istandsættelse i 1997-99 med signaler, vandkran, pakhus,
stationskontor og billettrykkeri.
Der følger et stort vedligeholdelsesarbejde med de mange lokomotiver og
vogne, ikke mindst fordi der køres med passagerer. Alt arbejde udføres på
frivillig basis, og der lægges mange timer i arbejdet. Så er der det særlige ved
Museumsbanen, at man her, i modsætning til i andre gamle erhverv,
løbende oplærer nye i håndværket, for at forebygge situationen, hvor ingen
længere ved, hvordan der skal køres, repareres mm.
Det er et ønske for fremtiden at have mere fokus på formidlingen af togene,
ved at åbne for publikum i remisen, ligesom der i dag er jernbanemiljø på
Bandholm Station.
37

Nakskov Brandmuseum ”Sprøjtehuset”
Elvej 10
4900 Nakskov
www.sprojtehuset.dk
38

Nakskov Brandmuseum ”Sprøjtehuset”
Brandvæsenet blev reorganiseret i 1803 og Nakskov Brandvæsen fik nu
fastansatte brandinspektører og sprøjtemestre. Fra 1886 valgte man også at
fastansætte 20 brandmænd. Nakskov Brandvæsen slukkede den sidste
brand d. 3. januar 2008, herefter er området overdraget til Falck.
Da Nakskov Brandmandsforening fik en gammel brandbil forærende, opstod
ønsket om også at bevare andre dele af brandvæsenets historie, og man
oprettede en støtteforening med det formål at opbygge et egentligt
brandmuseum. Den gamle brandstation blev ledig, og man lejede sig ind.
Bygningerne trængte til en gennemgribende renovering, og dette arbejde
udførtes udelukkende med frivillig arbejdskraft. Da det store arbejde var
fuldført, indviedes Nakskov Brandmuseum ”Sprøjtehuset” i 2003.
Sprøjtehuset råder over 3 brandbiler, pumper, stiger, hjelme og uniformer,
radioer og forskellige udkaldssystemer. I udstillingsrummet er der forskellige
temaer: En historisk gennemgang af forskellige udkaldssystemer, hjelme,
uniformer, faner og værktøj mm. I samme rum står en hestetrukken
vippesprøjte fra 1902 og en af de nyere brandbiler. I et hjørne er der et hul i
væggen, hvor en dukkerøgdykker er på arbejde midt i en brand, der
simuleres med lys og lyd. En anden særlig genstand er den tredimensionelle
model over Nakskov by i fugleperspektiv, der hænger på væggen.
I 2008 modtog museet til låns desuden en hestesprøjte fra Museet Saxtorp.
I et andet rum er der en stor samling fra det gamle civilforsvar til
mobilisering. Bl.a. oppakningen i et brandkøretøj. Der er en hel udstilling i
sig selv om koldkrigsberedskabet med lytteudstyr, nødhjælpskasser med tøj,
kaldecentral fra en bunker, redningsgruppekasser med værktøj og bårer.
De brandbiler mm., som museet råder over, er to automobilsprøjter;
Chevrolet V8, automobilstrøjte M2, årgang 1966 og Mercedes Benz LF 1113
B, sprøjte M1, årgang 1974, en slangetender; Dodge Power Wagon 4x4,
Slangetender T1, årgang 1957, en vippesprøjte; Hestetrukken Vippesprøjte,
årgang 1902 og to påhængssprøjter; Ford Zephyr, Påhængssprøjte P15,
årgang 1962 og Ford B, Påhængssprøjte, årgang 1955.
Brandmuseet har åbent hver torsdag, og kører udover dette med
brandbilerne til arrangementer og ved særlige lejligheder. Børnehaver er
hyppige gæster på museet.
Et af fremtidsprojekterne bliver at få repareret den gamle sprøjte, så den kan
køre. Der planlægges at få lavet en model for omvisningerne, en slags
tourguide. Derudover er det et ønske at få lavet koldkrigsmuseet. Hertil
savnes en større viden om emnet, for at kunne formidle det. I alle tilfælde
skal der søges penge til realiseringen af projekterne.
39

Nakskov Skibs- og Søfartsmuseum
Havnegade 2
4900 Nakskov
www.skibsmuseum-nakskov.dk
40

Nakskov Skibs- og Søfartsmuseum
Med Nakskovs beliggenhed er det naturligt, at søfart spiller en stor rolle, og i
1997 åbnede det maritime museum i havnebygningen, der deles med
Nakskov Marineforening.
Der er 5 udstillingsrum i stueplan, samt et magasin. Museet viser dele af
historien om skibsbygning, skibe og søfart med udgangspunkt i
lokalhistorien. Det første man ser, når man kommer ind på museet, er et
portræt af H. N. Andersen, der startede ØK og Nakskov Skibsværft, og blev
slået til ridder af elefantordenen.
Nakskov Skibsværft udgør en omdrejningspunktet på museet, og
arbejdsforholdene der, nogle af de skibe, der blev bygget, samt deres
efterfølgende historie vises. Hospitalsskibet Jutlandia og Skoleskibet
Danmark er nok de mest kendte af skibene, der er udgået fra Nakskov
Skibsværft.
Historien om Engelsborg Træskibsværft på Slotø ud for Nakskov fortælles
også. Andre temaer i udstillingerne er skibe på tegnebrættet, hvor der vises
tegninger og tegneredskaber, forlis med billeder af de sidste besætninger og
avisartikler om forlisene, modelskibe, forhold ombord på skibene, værktøj og
uniformer.
Museet afholder ikke arrangementer, men deltager, hvis der er aftenåbent i
byen. Der kan reserveres særlige omvisninger i udstillingen for grupper.
De frivillige tilknyttet museet er for de flestes vedkommende tidligere
værftsarbejdere og medlemmer af marineforeningen.
Det er den almindelige drift, der er i fokus, og der er ingen større projekter
på vej. Dog er der planer om en fritstående montre, der skal laves om til at
indeholde skiftende temaudstillinger.
41

Reventlow Museet Pederstrup
Pederstrupvej 124
4913 Horslunde
www.reventlow-museet.dk
42

Reventlow-Museet. Herregård & Landskabspark Pederstrup
Reventlow-Museet er et statsanerkendt museum, og samlingerne skal
beskyttes og bevares i henhold til museumsloven.
Lensgreve C. D. F. Reventlow er måske mest kendt for sin rolle i forbindelse
med landboreformerne i slutningen af 1700-tallet, men han var også en af
landets største godsejere. Da Reventlow trak sig tilbage fra det politiske liv,
var det til godserne på Lolland. Her lod han opføre herregården Pederstrups
hovedbygning. Gennem 200 år ejedes godserne af slægten Reventlow, men i
1930’erne svandt storheden, og godset blev splittet og udbudt til salg.
Tanken om et museum til minde om Reventlow opstod, og i 1940 var museet
en realitet. Pederstrup hovedbygning med park var blevet købt og indrettet
som museum. Hovedbygningen er indrettet med kunstneriske og personlige
minder om personen Reventlow, hans slægt og gods. Parken opretholdes
med de tilhørende bygninger, og ansvarsområdet for museet er endvidere
herregårdskultur og godslandskab i det tidligere Storstrøms Amt.
I hovedbygningen er der en stor portrætsamling, anden kunst, interiør og
personlige ejendele, der fortæller om Reventlow og hans historiske
betydning. I kælderen kan et typisk herregårdskøkken opleves. Af særlige
genstande i hovedbygningen skal fremhæves portrætsamlingen af maleren
Jens Juel. Der lægges vægt på, at museet også er den omkringliggende park
med gamle og sjældne træer, flere søer, et ridehus, et lysthus og en iskælder.
Hvert år er der en ny særudstilling, og i tilknytning til særudstillingen
afholdes der forskellige arrangementer, bl.a. foredrag og guidede ture.
De frivillige tilknyttet museet står primært for billetsalg og fremvisningen i
hovedbygningen, mens det faglige personale er lønnet. Det muliggør
deltagelse i indtil flere forskningsprojekter i samarbejde med andre museer
og institutioner.
Der er flere projekter på vej på Reventlow Museet Pederstrup: Der ønskes en
reetablering af søerne som en del af kulturlandskabet, i hovedbygningen
ønskes restaurering og nyindretning, samt en modernisering af de tekniske
anlæg, og der ønskes en restaurering og nyindretning af Ridehuskomplekset.
43

Ubådsmuseet i Nakskov – ”U-359”
Skibsværftvej 8
4900 Nakskov
www.U359.com
44

Ubådsmuseet i Nakskov
Den russiske ubåd U-359 blev bygget i 1953, deltog i Cuba-krisen, og
spillede en rolle under den kolde krig, hvor den blev brugt som patruljebåd.
Ubåden blev benyttet frem til 1989, hvorefter den i en periode blev brugt til
beboelse for russiske søfolk.
I 1994 købte en fond ubåden til et aktiveringsprojekt i Kolding, hvor den
fungerede i omkring tre år som turistattraktion. Men villaejere og
lystbådejere protesterede kraftigt over udsigten til den store ubåd, som i
1997 blev flyttet til Nakskov, hvor den skulle indgå i et lignende projekt med
aktivering af langtidsledige. Først skulle den dog gennemgå en renovering. I
2001 gik fonden bag ubåden konkurs, og Nakskov Kommune overtog
ejerskabet, mens driften skulle forestås af Skibs- og Søfartsmuseet. I dag er
ubåden udlånt til Lolland Produktionsskole, der aktiverer 16
produktionsskoleelever på og omkring båden. De står i samarbejde med de
tre ansatte fra skolen for entré, café og omvisninger.
Ubåden i sig selv er attraktionen, men derudover er der i sammenhæng med
entrésalg, butik og café en lille udstillingsbygning med et undervandstema
og en minibiograf. Der har været flere genstande ombord på ubåden, men
det var et problem, at mange genstande blev stjålet.
På vejen gennem ubåden oplever man livet ombord dels gennem den
autentiske indretning med instrumenter, sovepladser, køkken osv., men i høj
grad også gennem de lyd- og lyseffekter, der er installeret. Mandskabet råber
pludseligt beskeder på russisk, mens blinkende lamper lyser advarende,
sonarlyde høres, torpedoer affyres, dieselmotorer tændes, og alarmer går. De
rungende lydeffekter og ingen udsigt giver et indtryk af livet under vandet.
Det store problem for ubåden i øjeblikket er behovet for en renovering, der vil
koste 750.000 kr., og ubåden er i fare for at blive skrottet, hvis der ikke
findes midler til renoveringen.
Overlever ubåden sin nuværende krise, er der mange visioner for fremtiden.
Først og fremmest at gøre endnu mere ud af levendegørelsen og dermed
oplevelsen på museet. Dernæst kunne man tænke sig en særudstilling om
uniformer, og endelig et mere tværgående projekt; at arrangere pakketure
med besøg på forskellige af de lollandske museer. Pakketuren skulle
inkludere guide til museerne, overnatning, bus, mad, entréer, evt. cykelleje
mv.
45

Vindeby Mølle
Marrebæksvej 22
4913 Horslunde
www.vindebymolle.dk
46

Vindeby Mølle
Den arbejdende museumsmølle i Vindeby er af typen hollandsk vejrmølle.
Det betyder, at den er karakteriseret ved, at det kun er hatten med vingerne
der drejes op mod vinden, i modsætning til den ældre type stubmøller, hvor
hele møllen drejes omkring stubben, som bærer konstruktionen. På den
hollandske mølle er der altså et fastbygget fundament.
Den store mølle er sammenbygget med et hus, og ejes privat. Den udlejes (for
1 kr.) uopsigeligt til møllelauget, der til gengæld står for drift, vedligeholdelse
og fremvisning af møllen.
I 1959 blev møllen fredet, men først i 1989 gik et restaureringsarbejde i
gang, og der gik 10 år, før Vindeby Mølle igen var fuldt funktionsdygtig.
I mellemtiden var møllen i 1998 blevet overdraget til Vindeby Møllelaug.
Ved renoveringen blev der bevaret så meget som muligt af det gamle tømmer.
Dog måtte man nykonstruere møllehatten, vingerne, omgangen og
yderbeklædningen. Dette blev gjort som i de originale konstruktioner.
Der er enkelte genstande, for eksempel forskellige typer af kværne, til at vise
udviklingen af disse, og der er plancher med gamle billeder af møllen samt
tegninger, hvor man kan se, hvordan den fungerer.
Der findes forholdsvis mange og gode kilder om møllen og dens historie. Man
ved bl.a. fra brandtaksationer, at en stubmølle, der lå syd for vejen, brændte
i 1823, og at en ny, hollandsk mølle blev opført i 1824 på det nuværende
sted, nord for vejen. Der findes løse optegnelser om møllere helt tilbage til
1763. Fra 1811 er der en total liste frem til den sidste møller, der overtog
møllen i 1938.
I 2005 fik man af Nationalmuseets Dendrokronologiske Laboratorium
foretaget en dendrokronologisk datering, da man var i tvivl om møllens alder,
men mente, at den var 225 år gammel. Det viste sig, at træet, som er brugt
til den bærende konstruktion i møllen, er fældet ca. 1824. Opførelsen af
møllen er derfor højst sandsynligt påbegyndt samme år, da de bærende
konstruktioner bygges med frisk træ. Dvs. at møllen er noget yngre end først
antaget. De ovenfor nævnte løse optegnelser over tidligere møllere helt tilbage
fra 1763 tyder på, at der har været andre møller placeret på nogenlunde
samme sted.
Der er i sommerperioden åbent hver onsdag for omvisninger, og hver søndag
kører møllepasserne med møllen. Derudover deltages ved Mølledagen den
tredje søndag i juni, ligesom der er afholdes julemarked den første søndag i
december.
Møllen er i god stand, og de mange frivillige kræfter bruges for tiden primært
på at vise møllen frem og køre med den.
47

Østofte Stubmølle
Østofte Møllevej 262
Østofte
4951 Nørreballe
48

Østofte Stubmølle
Østofte Stubmølle er en stubmølle opført i 1641 som en kornmølle, og var i
drift indtil 1943. Møllen er af træ, og beklædt med spåner. Faktisk består
den af i alt 11 forskellige træsorter. Fundamentet under møllen er af
kampesten. Vingerne kører med sejl for at udnytte vindkraften bedre, og
disses sættes kun på, når møllen skal køre. For at komme ind i møllen
bruges der på stubmøller en udvendig trappe, også kaldet svansen. Den
bruges også til at dreje møllen efter vindens retning ved hjælp af en
krøjevogn.
Møllen blev fredet i 1964, og et par år tidligere, i 1962, var en renovering af
Østofte Stubmølle påbegyndt. I 1992 genindviedes møllen, der i dag fremstår
restaureret og funktionsdygtig.
Østofte Stubmølle’s Møllelaug dannedes i 1991 som en forening, og overtog
møllen fra Danske Møllers Venner i 2003, så det nu er er Østofte Stubmølle’s
Møllelaug, der ejer, driver, vedligeholder og fremviser møllen.
Møllen ligger på en bakke med god udsigt over landskabet. Der er opsat en
informationstavle på grunden med oplysninger, så man kan læse om møllen,
selv om der ikke er åben mølle. Der køres med møllen til mølledagen, og
nogle gange har man kørt med den efter høstgudstjenesten. Derudover vises
møllen frem efter anmodning, for eksempel for forskellige grupper som
skoleklasser og foreninger. Der har også været tilfælde, hvor lokale i
forbindelse med gæster udefra arrangerede besøg på møllen.
Der sælges som i flere andre møller spåner til interesserede. Indtægterne fra
salget af spånerne fungerer som en slags donation til drift og vedligehold af
møllen. Man kan vælge at få spånen med møllen og sit navn på med hjem,
eller man kan lade den blive i møllen, hvor spånerne hænger på væggen.
Den tid, der bruges på arbejdet med møllen bliver brugt på vedligeholdelsen
og fremvisningen af den. Da møllen ikke kører så ofte ligger der desuden et
stort arbejde forud for en dag, hvor møllen skal køre.
Udover det almindelige vedligehold skal der i den nærmeste fremtid bygges et
vandskur over vingeakslen, da dette ikke blev lavet ved restaureringen.
49

3. Særlige områder
50

I dette afsnit vil særlige emner blive behandlet sammenlignende på tværs af
de forskellige kulturbevarende institutioner, for at give et indtryk af nogle
tendenser, om der er generelle ønsker eller mangler og styrker etc.
3.1 Medarbejdere
Størstedelen af de kulturbevarende institutioner på Lolland drives af
frivillige, og alle steder er man meget afhængig af den frivillige arbejdskraft.
Ét sted skiller sig ud ved, at de frivillige er på stedet som del af et
skoleprojekt, og de statsanerkendte museer skiller sig ud ved at have flere
fastansatte, men i hvert fald de to af disse steder er man stadig afhængig af
den frivillige arbejdskraft.
Der er generelt et kæmpe engagement alle steder, store som små. De fleste
steder læges der mange timer i arbejdet, og der er en stor vilje til at
gennemføre projekter, på trods af manglende midler. Det fornemmes, at de
frivillige brænder for de emner, de formidler.
Når det er frivillige, der driver stederne, lægges timerne i de forskellige
kulturbevarende institutioner i de fleste tilfælde uden for arbejdstiden. Det
er stort set kun på de arbejdende værksteder, at arbejdet ligger om dagen på
hverdage, og det lader sig gøre, fordi det ofte er pensionister eller
efterlønnere, der holder deres fagkundskaber ved lige, mens de dyrker
fællesskabet. De øvrige steder kan man sjældent lægge særlig mange
sammenhængende timer, da disse timer skal placeres mellem arbejde,
familie mm. Det gør det svært at sætte gang i større projekter, da det
sjældent er hensigtsmæssigt at sætte gang i f.eks. en omstrukturering af
udstillingerne, hvis man ved, at man først kan fortsætte arbejdet om en eller
to uger. Derfor er dét, der kunne være gjort på to dage med to mands
arbejdskraft, ofte en stor og uoverskuelig opgave. I stedet fokuseres på drift
og vedligeholdelse, samt de vigtigste renoveringsarbejder.
Ses på timerne, der årligt lægges i det frivillige arbejde, fordeler de sig på:
100-600 timer årligt: 9 steder
1000-1500 timer årligt: 6 steder
3000-15.000 timer årligt: 6 steder
Det skal bemærkes, at en del steder bliver de fleste frivillige timer lagt i
åbningstiden, som kan være koncentreret på en periode i sommersæsonen.
Derfor lægges der nogle steder måske mange timer inden for en kortere
tidsramme, mens timerne andre steder samlet set måske er højere, men idet
de fordeler sig over hele året, ikke er ligeså mange timer per uge.
Derudover skal det bemærkes, at i den gruppe, hvor der lægges flest timer i
arbejdet, er fem ud af seks de arbejdende værksteder, hvor der ofte arbejdes
to hele arbejdsdage om ugen året rundt. Som nævnt lader dette sig gøre, da
det – bortset fra et sted – ofte er pensionister og efterlønnere, der arbejder
her. Museumsbanen adskiller sig i øvrigt væsentligt ved, at der her bruges
51

mange flere timer end hos nogen af de andre steder. Stedet har mange
frivillige og et stort arbejdsområde, bl.a. i kraft af de mange tog, hvoraf flere
skal vedligeholdes til kørsel.
Langt de fleste steder er det sløjt med tilgangen af nye frivillige, og da mange
af de nuværende frivillige er oppe i årene, vil der, medmindre tilgangen
ændrer sig, inden for et generationsskift sandsynligvis være problemer med
arbejdskraft til at drive stederne.
3.2 Åbningstider og besøgstal
Generelt angående åbningstider er man alle steder imødekommende for at
åbne og vise rundt efter anmodning, uden for åbningstid.
Tre steder har ikke faste åbningstider, men viser gerne frem efter anmodning
herom. Syv steder har åbent en til to gange om ugen, tre af disse kun i
sommerperioden. Omkring halvdelen af stederne – ti steder – har åbent det
meste af ugen, og de fleste af disse har åbent året rundt, dog med en
vægtning på sommerhalvåret. I vinterhalvåret begrænses åbningstiden ofte.
Naturligt nok er det generelt de steder, der besøges udendørs, der kun har
åbent om sommeren. Kun et museum har åbent året rundt.
Det er typisk for de arbejdende værksteder (bortset igen fra et), at fordi det er
pensionister, der arbejder der, har man mulighed for at holde åbent i
dagstimerne på hverdage. På de steder, der drives af frivillige, som arbejder
ved siden af, ligger åbningstiderne naturligt nok i aftentimerne. Ofte lægges
åbningstiden her på hverdage. Seks steder holder søndagsåbent, og der er
ikke umiddelbart noget mønster i, hvem der vælger dette. Til gengæld er der
ingen, der holder åbent om lørdagen, udover efter aftale.
Besøgstallene fordeler sig således:
100-700 gæster årligt: ni steder
1000-3800 gæster årligt: seks steder
5000-21.000 gæster årligt: seks steder
I forhold til gruppebesøg, er det både interessant, hvor stor en del af de
samlede besøgende der udgøres af grupper, og hvilke typer af grupper, der
kommer på besøg. Kun ganske få steder har statistikker over dette. Ét sted
markerer sig tydeligt ved at have mange grupper på besøg. På
Elisabethsminde var der i 2008 130 grupper på besøg. Det er oftest
daginstitutioner og skoler, der kommer her. I det hele taget er der
skønsmæssigt på de arbejdende værksteder flest gruppebesøg. På de andre
arbejdende værksteder er der dog også en del turistgrupper. De øvrige steder
lader til at have færre gruppebesøg, og generelt er det alle steder svært at få
skolerne på besøg.
3.3 Salg
52

Salg af publikationer om stedets emne: Syv steder
Salg af egen produktion: Tre steder
Salg af postkort, souvenirs, is, slik mm.: Syv steder
Intet salg: Syv steder
Tre steder sælger både publikationer om stedets emne og postkort mm.,
derfor giver sammenlægning af ovenstående 24, selv om der i alt kun er 21
steder med i undersøgelsen.
Om kategorien publikationer skal siges, at det både tæller egne
publikationer og indkøbte. Den anden kategori, egen produktion, dækker i
de tre tilfælde over hestesko, honning og kunst.
3.4 Organisationsform
Foreninger: 13 steder
Fond: 1 sted
AMBA: 1 sted
Selvejende institutioner: 3 steder
Statsanerkendte: 3 steder
3.5 Registrering
Protokolregistrering: 4 steder
Databaseregistrering: 6 steder
Ingen registrering: 11 steder
Hvor der registreres, mærkes genstandene med unikt nummer. Nummeret
med en benævnelse eller beskrivelse af genstanden, samt eventuelt
proveniens mm. nedskrives.
Protokolregistreringen foregår både ved håndskreven registrering på løsblade
og i bøger, og ved digital registrering i programmet Excel. Her er det lidt
blandet, hvor meget der skrives ned. Nogle steder registreres genstanden
kun med nummer og benævnelse/beskrivelse, samt evt. dato for indlevering.
Andre steder er informationerne flere.
Anvendelsen databaseregistrering fordeler sig sådan, at de tre
statsanerkendte museer benytter sig af Kulturarvsstyrelsens
registreringssystem for museer, Regin. De tre andre steder i denne gruppe
benytter sig hhv. af et lignende system, et system, der er konstrueret specielt
til et af stederne, samt CHR, som også bruges af landmænd. Sidstnævnte er
til registrering af dyr, og genstande registreres samme sted ikke.
Generelt er der flere informationer på genstandene, når der
databaseregistreres. Udover nummer, beskrivelse af genstanden og
indleveringsdato, er der f.eks. tale om givers navn, genstandens anvendelse
og historie, periode og så videre. Det skal understreges, at der er undtagelser
inden for begge grupperne.
53

Godt halvdelen af de kulturbevarende institutioner har ingen registrering.
Nogle steder er det bygningerne i sig selv, der bevares – møllerne, ubåden og
Hvedemagasinet – og de enkelte tilhørende genstande er ofte ikke de
originale. På de arbejdende værksteder er man som regel ikke interesseret i
at bevare genstandene for eftertiden. Genstandene er i brug, og det er det
levende håndværk, der er i fokus.
3.6 Magasin og udstilling
I forhold til, hvor meget der udstilles/vises frem for publikum, og hvor
meget, der er placeres på magasin eller andre steder, er fordelingen:
Alt udstilles: 10 steder
Størstedelen udstilles: 7 steder
Halvdelen udstilles: 1 sted
Størstedelen er på magasin: 2 steder
Intet udstilles: 1 sted
Hvor alt udstilles er det mange steder selvfølgeligt, som på de arbejdende
værksteder, møllerne, ubåden og Hvedemagasinet, hvor stederne er det
udstillede, og placeringen er naturlig.
To af stederne, hvor størstedelen udstilles, vil med tiden udstille alt. Der er
ikke tale om egentlig magasinopbevaring, men i det ene tilfælde en mølle
under konstruktion, dvs. at især flere af de indre endnu ikke er monteret, og
i det andet tilfælde er det en ekstra- eller særudstilling, der faktisk allerede
er lavet, men endnu kun er åben for publikum efter anmodning herom.
I to af de andre tilfælde er det et valg, at noget er anbragt på magasin eller
depot, mens det for tre steders vedkommende sker pga. pladsproblemer. I
det ene tilfælde opbevares enkelte større genstande privat hos
bestyrelsesmedlemmerne. Af de tre steder, der har pladsproblemer, har to af
stederne et ønske om at finde nye og større lokaler.
Hvor halvdelen udstilles, drejer det sig om Museumsbanen, og ”det
udstillede” er de køretøjer, der anvendes i driften. Det vil sige, at man ikke
kan se den halvdel af køretøjerne, der ”udstilles”, medmindre man har truffet
en speciel aftale herom, idet køretøjerne på skift er i drift.
Størstedelen er på magasin på to af de statsanerkendte museer, som også
har flest genstande i det hele taget. På magasinerne er der store
pladsproblemer, da mængden af genstande løbende vokser.
Minibyen udstiller for øjeblikket ikke. Det er planen, at alt skal udstilles, når
man flytter ud i den nye placering. Indtil da kan man dog se de huse, der
arbejdes på i værkstedet.
54

3.7 Håndtering af genstande
Hvedemagasinet og Ubådsmuseet er museer i sig selv, forstået på den måde,
at det er selve bygningen og selve ubåden, der fortæller dele af historien.
Bygningen og båden bevares på den ene side for at vise dem, som de er. På
den anden side – og for at fortælle andre dele af historien – sættes de begge i
en kontekst, når de formidles, om det så er mundtligt, gennem foldere eller
på anden måde. Ubådsmuseet har på kajen ved siden af ubåden en
undervandsudstilling, hvor genstandene er udstillet på traditionel vis. Det er
dog ikke de originale genstande fra ubåden, der udstilles.
På samme måde fremstår de fire møller som museer i sig selv, og som vidner
på den øvrige historie om vindkraft, håndværk, korn og alle de lokale
historier, der er knyttet til dem. På møllerne har man ligeledes valgt ikke at
fokusere på genstandene, men har ligesom Hvedemagasinet opstillet enkelte
genstande til formidling af faget og til at opbygge en stemning. Genstandene
må således også gerne berøres.
På alle de nu nævnte steder er håndteringen af det fysiske fokuseret på
stederne i sig selv, og der bruges generelt professionelle metoder til
bevarelsen af dem. Ubådsmuseet står i det dilemma, at der skal en
omfattende renovering til, for at ubåden kan bevares, og pga.
pengeproblemer er dette arbejde endnu ikke gået i gang. De øvrige steder
renoveres og vedligeholdes løbende efter professionelle standarder og i
mange tilfælde udført af professionelle.
To af de arbejdende værksteder har valgt at genstandene skal indgå i
formidlingen. Al værktøjet bliver brugt, og har man en protokol fra 1867, så
vises den frem og må bladres i. Det samme er gældende for det tredje
værksted, hvor man tillige har indrettet udstillingslokaler for genstande, der
bliver bevaret i montrer, er registrerede og med enkelte tekster formidler
noget af faghistorien. På Elisabethsminde er det driften af besætningen, der
er fokus på, og som er mest tidskrævende. Der er en del genstande fra gamle
landbrugserhverv, og alle genstande står fremme. Nogle er udstillet med
tekster, mens en del står og venter på en bedre placering og evt. forklarende
tekster. Genstandene står i øjeblikket i laden, lige hvor man kommer ind.
Museumsbanen genstande består bl.a. af lokomotiver, vogne, dræsiner mm.
Disse bevares og vedligeholdes så godt som muligt, dog har man savnet en
hal, så flere vogne kunne komme under tag. Den nybyggede hal er næsten
færdig, og vil kunne beskytte materiellet bedre mod vind og vejr. Herudover
er der de historiske bygninger, og man har stationsinventar og tegninger,
reglementer, billeder, uniformer mm., som er forsvarligt opbevaret, indtil det
skal udstilles.
Resten af stederne er på den ene eller anden måde lokalhistoriske museer,
som har traditionelle genstandssamlinger og formidler deres emner gennem
udstillinger. Disse udstillinger er en blanding af genstande i og udenfor
montrer samt plancher, fotos mm. Dertil forklarende tekster. Her må
genstandene de fleste steder ikke berøres. Magasinerne er både
privatadresser og professionelle magasiner med fugt- og temperaturstyring.
55

Et enkelt sted der slet ikke tale om opbevaring af noget fortidigt på nogen
måde. Minibyen i Maribo producerer husene, som de så ud i en tidligere
periode, og forsøger på den måde at genskabe fortiden. Der anvendes
udelukkende nye materialer. Til gengæld skal man stadig forholde sig til,
hvordan husene holder sig bedst muligt for fremtiden.
Som det tydeligt fremgår, er der stor forskel på, hvordan samlingerne
bevares. Men nogle steder er der ikke tale om egentlige samlinger, og det er
spørgsmålet, hvor meget der kan udledes af en sammenligning på dette felt.
For at diagnosticere, hvordan det står til med genstandene og de andre
bevarede emner, må der en grundigere undersøgelse til.
56

4. Fremtid og samarbejde
Der er et vældigt stort engagement hos en stor gruppe af mennesker, der
arbejder med det kulturbevarende arbejde i form af både genstande og
lokaliteter, placeret i Lolland Kommune. Det er ofte lysten, der driver værket,
da midlerne i mange tilfælde er meget små.
Viljen til at vise sider af den regionale kulturhistorie frem er stor, og der er –
tilsyneladende tilfældigt – en stor spredning i emnerne, der dækker Lollands
samlede historie godt. Ligeledes arbejdes der hårdt rundt omkring med at
bevare viden om tidligere tider og håndværk, og formidle dem for nutiden,
det være sig til lokale eller turister.
Der er samarbejde mellem flere af de kulturbevarende institutioner, oftest
mellem de arbejdende værksteder. Der er god basis for yderligere
samarbejde, f.eks. ved særudstillinger, hvor emner med viden fra de
forskellige steder vil kunne belyses rigtig godt. Ligesom der er en stor viden
de forskellige steder, er der også rigtig mange gode historier, som kunne
formidles i forskellige sammenhænge.
Med Museumssamrådet er der lagt op til et større samarbejde de
kulturbevarende institutioner imellem. Dette samarbejde er allerede godt i
gang. Udover denne rapport, der er blevet til på opfordring fra
Museumssamrådet, arbejdes der på at lave en fælles folder over de
deltagende steder. Der er også planer om at afholde en kursusdag, hvor
genstandshåndtering og registrering introduceres. Selv om midtlolland ikke
er dækket så godt ind på det kulturhistoriske felt, lægger den ellers gode
geografiske spredning op til, at man med en større viden om hinandens
steder, kan sende gæsterne videre til hinanden. Der kommer mange
besøgende til Lolland, og der lægges på Lolland mange frivillige kræfter i at
bevare kulturarven – hvorfor ikke få flere af de besøgende til at se endnu
mere af Lolland?
57