Krig, medier og individ - NotatWiki

notatwiki.dk

Krig, medier og individ - NotatWiki

Indholdsfortegnelse

Indholdsfortegnelse

FORFATTERNES FORORD...............................................................................................................................3

INDLEDNING.......................................................................................................................................................4

PROBLEMFORMULERING............................................................................................................................................6

VORES VALG AF ANALYSEMATERIALE...........................................................................................................................6

SPECIALETS DISPOSITION...........................................................................................................................................7

VIDENSKABELIGT FUNDAMENT OG METODE......................................................................................10

MICHEL FOUCAULT – VORES FUNDAMENT.................................................................................................................10

Foucaults metode........................................................................................................................................10

Magtens væsen – Hvad er diskurs? ............................................................................................................11

Viden og magt – To sider af samme sag......................................................................................................13

Samfundets modmagt – Det videnskabelige ansvar....................................................................................17

METODE..............................................................................................................................................................19

Faircloughs diskursteori.............................................................................................................................19

Teksten.........................................................................................................................................................22

Diskursiv praksis.........................................................................................................................................25

Banal Amerikanism.....................................................................................................................................28

ANALYSEDEL....................................................................................................................................................32

ANALYSER AF GOLFKRIGEN D. 17. JANUAR, 1991.....................................................................................................32

Tv-studiets opbygning og grafik..................................................................................................................32

Sproglig analyse af TV Avisens ekstraudsendelse 17. januar 1991............................................................34

Nauntofte – Den klassiske vært...................................................................................................................34

Frem og tilbage. Brugen af tid....................................................................................................................39

De øvrige deltagere i studiet.......................................................................................................................41

Informationskrig..........................................................................................................................................44

CNN som DR’s primære kilde......................................................................................................................48

ANALYSER AF IRAKKRIGEN D. 20. MARTS 2003........................................................................................................53

Det narrative forløb ved krigsudbruddet i ekstraudsendelsen d. 20. marts, 2003......................................53

Opsummering..............................................................................................................................................57

Sproglig analyse af ekstra nyhedsudsendelse d. 20. marts. 2003...............................................................58

Jeg, dig, mig og Vito – Om Nyhedsværtens rolle.........................................................................................58

Krigen er i gang – Om tids-deiksiser..........................................................................................................62

Panik Room eller Control Room? – Gæster i studiet..................................................................................64

De Udsendte – Om nyhedernes korrespondenter og rapportere.................................................................72

En skærm er en skærm er en skærm – Om studieopbygning.......................................................................76

KGN eller KomputerGenereretNavnetræk..................................................................................................78

KOMPARATIVE KONKLUSIONER.................................................................................................................................80

Det narrative...............................................................................................................................................80

Studieværtens persondeiksiser....................................................................................................................81

Tids-deiksiser...............................................................................................................................................82

Gæster i studiet............................................................................................................................................83

Korrespondenter..........................................................................................................................................83

Studieopbygning og grafik...........................................................................................................................84

DEN DISKURSIVE PRAKSIS.......................................................................................................................................87

Banal Americanism.....................................................................................................................................90

KRIG, MEDIER OG TEKNOLOGI.................................................................................................................94

DEN TOTALE LYNKRIG............................................................................................................................................94

Paul Virilio – Fremtidsarkæolog og begrebsaktivist...................................................................................94

Dromologiens love og påvirkninger............................................................................................................95

Bunkerarkæologi.........................................................................................................................................96

Krigens territorium......................................................................................................................................97

2. Verdenskrig..............................................................................................................................................98

1


Indholdsfortegnelse

Synsudvidelse og ny teknologi.....................................................................................................................99

Medierne og den totale lynkrig.................................................................................................................100

Golfkrigen..................................................................................................................................................102

Fjernsynet..................................................................................................................................................103

DEN ISCENESATTE VIRKELIGHED.............................................................................................................................105

Baudrillards virkelighed............................................................................................................................105

Baudrillards Golf-krig...............................................................................................................................107

”The Gulf War will not take place”..........................................................................................................108

”The Gulf War is it really taking place?”.................................................................................................109

”The Gulf war did not take place”............................................................................................................112

En ny form for krig: terror.........................................................................................................................114

KRIG, MEDIER OG INDIVID........................................................................................................................118

DET AMERIKANSKE TERRORSPØGELSE .....................................................................................................................118

SPÆNDETRØJE ELLER DEMOKRATISERING.................................................................................................................120

INFORMATIONSHASTIGHED.....................................................................................................................................121

FRYGTEN OG DE PLANTEDE HISTORIER.....................................................................................................................122

DEN VIRTUELLE KRIG...........................................................................................................................................123

DET EGENTLIGE SVAR ER ET SPØRGSMÅL.................................................................................................................124

KONKLUSION.................................................................................................................................................125

METODE............................................................................................................................................................125

DEN KOMPARATIVE ANALYSE................................................................................................................................125

DEN DISKURSIVE PRAKSIS.....................................................................................................................................128

BANAL AMERICANISM..........................................................................................................................................128

KRIG, MEDIER OG INDIVID....................................................................................................................................129

RESUMÉER......................................................................................................................................................130

RESUMÉ - DANSK...............................................................................................................................................130

RESUME – ENGLISH ..........................................................................................................................................132

BIBLIOGRAFI..................................................................................................................................................135

LITTERATUR.......................................................................................................................................................135

RAPPORTER........................................................................................................................................................137

FILM OG TV......................................................................................................................................................137

2


Forfatternes forord

Forfatternes forord

Dette speciale er blevet til på grundlag af en nysgerrighed for at trænge ind bag overfladen

på nogle aspekter af nyere tids krigsdækning. Vi er glade over at kunne præsentere vores

arbejde for censor, vejleder og andre, der måtte have interesse i at læse vores speciale.

Udarbejdelsen af dette speciale har bredt sig over halvandet år, da vi begge har haft

fuldtidsjob ved siden af skriveriet. Dette har medført en lang og sej men også inspirerende og

givende vandring ind i et spændende medielandskab.

Vi har begge deltaget i udarbejdelsen af specialets transskriberinger, og vi tager hver især

hovedansvar for følgende afsnit:

Andreas Hedensten:

Indledning

Magtens væsen

Analyser af Golfkrigen d.17. januar, 1991

Komparative konklusioner

Konklusion

Resume

Søren Falgaard:

Metodeafsnit

Analyser af Irakkrigen d. 20. marts, 2003

Krig, medier og teknologi

Den iscenesatte virkelighed

Krigen og skærmen

Vi vil gerne takke journalist Kristian Holt og fotograf Peter Holm for at fremskaffe

billedmateriale fra Golf- og Irakkrigen. Derudover takker vi Jørgen Falgaard for

korrekturlæsning og Jannik Hørgreen Jensen for kyndige og motiverende indspark. En særlig

Tak til Rikke Schubart for inspirerende og tålmodig vejledning.

Søren Falgaard og Andreas Hedensten

3


Indledning

Indledning

Ideen til dette speciale tog sin spæde start tilbage i 2003. Hvor der var en særdeles ophedet

debat i medierne om Danmarks deltagelse i krigen i Irak. Denne debat forplantede sig og

til vores venskab. Under en af vores venskabelige diskussioner om Irakkrigens berettigelse

slog det os, at diskussionerne ofte handlede om politiske og ideologiske kontekster. Så midt i

al virakken om det politiske bevægede vores samtaler sig i en anden retning og ind på det

diskursive aspekt af krigsdækningen. Under disse diskussioner indså vi mere og mere, hvor

svært det var at adskille medierne fra krigen, og vi blev enige om, at netop dette felt alt for

ofte blev overset i diskussionerne om krigen i mellemøsten.

Der er intet nyt i, at medier spiller en vigtig rolle, når krige skal kæmpes. Fra

middelalderen kender vi propagandistiske folkeviser, og fra Treårskrigen udspringer Chr.

Fabers nationale beredskabssang Den gang jeg drog afsted 1 . Under 2. verdenskrig blev

propagandamaskineriet rullet ud for fuld kraft. Amerikanerne benyttede Hollywood og den

filmiske ramme til at hylde de amerikanske soldater. Nazityskland oprettede et

propagandaministerium under den fanatiske antisemitist Joseph Goebbels, som bl.a. hyrede

Leni Reifenstal til at iscenesætte Det Tredje Rige. Dette skete i æstetiske film som Triumph

des Willens (1935) og i olympiadefilmene fra 1938.

Den franske byplanlægger og essayist Paul Virilio er inde på nyere medieteknologiske

udviklinger og deres konsekvenser. Med massemediet, TVs totale udbredelse, ændrer den

hastighed sig, hvormed medierne kan bringe nyhederne fra slagmarken til seeren. Yderligere

giver det omfattende satellitnet og den digitale revolution mulighed for at sende information

og billeder af sted fra alverdens brændpunkter og hjem til redaktionen i et endnu hurtigere

tempo, der bevæger sig mod ’live’-tiden 2 . Det er vores udgangspunkt, at medierne naturligvis

vinkler deres stof til deres ’seer’, men traditionelt set har journalister og nyhedsmedierne i

demokratiet, stået som demokratiets vogtere, der upartisk skulle viderebringe nyhederne til

deres målgruppe. Men hvad sker der med den journalistiske refleksion og propagandaen, når

hastigheden stiger og informationerne bombarderer nyhedsredaktionen og mediernes seere?

1 ”Den tapre landsoldat”, flyveblad d. 10. 4. 1848

2 Disse pointer er naturligvis åbenlyse, men vi vil gerne henvise til vores Afsnit om Paul Virilio for en længere

gennemgang af dette aspekt

4


Indledning

Tv blev analogt med dets stigende magt også magthavernes fortrukne medie frem for

radioen, når befolkningen skulle orienteres om vigtige politiske emner og nye udviklinger.

En af USA mest karismatiske præsidenter, Ronald Reagan, brugte massemedierne proaktivt.

Når han skulle tale til nationen, skete det til 7’O’clock News, hvor det meste af nationen sad

foran fjernsynet. Under Golfkrigen blev medierne og især nyhedsudsendelser, vigtige

medspillere i ’befrielsen’ af Kuwait. Tiden har vist, at det amerikanske forsvarsministerium,

Pentagon, videregav sande som usande informationer om krigen. Ifølge franskmanden Jean

Baudrillards provokerende artikelrække The Gulf War Did Not Take Place (La Guerre du

Golfe n`a pas eu Lieu La) fremstod krigen som en tegnsimulation, der pegede på en virtuel

og klinisk krig. Således blev Golfkrigen iscenesat som en krig, hvor ’de kloge bomber’

styrede med millimeterpræcis direkte ind på deres militære mål. Denne fremstilling af krigen

medførte, at der i hvert fald i offentlighedens øjne var få tab af såvel soldater som civile.

Den væsentligste forskel på Golfkrigen og eksempelvis Vietnamkrigen er, at under

Golfkrigen var teknologierne til at viderebringe information udviklet i en sådan grad, at man

kunne følge dele af krigen næsten live. Derfor fokuserer vi også i dette speciale på TV

Avisens ekstraudsendelser ved starten af Golf- og Irakkrigen, hvor begivenhederne første

gang møder seeren og det i dens første form. De to krige er forskudte i tid, og imellem dem

har begivenheder som terroraktionen d. 11. september været med til at ændre vores

forventning til billeder af krigen. 11. september lægger således som en gennemgående

bagvedliggende kontekst eller intertekstualitet i forhold til udsendelserne.

Medier og nyheder har stor betydning for dannelsen af individets politiske bevidsthed.

Det er bl.a. derfor, at ukritisk journalistik og plantede historier i tv-nyhederne er

problematisk. Det sker, at der er sporadiske debatter i medierne om propaganda, og at temaet

tages op i debatprogrammer eller temadage. Derudover forholder et program som ”Jersild og

spin” sig til den politiske situation ud fra en præmis om, at alle historier er placerede ’spin’.

Disse programmer levner dog sjældent plads og tid til den dybdegående analyse, som vi har

såvel tid som ideologisk rum til at udføre i et speciale som dette.

Vi vil derfor med specialet her søge at gå en vej, hvor vi laver en tekstnær komparativ

diskursanalyse af to ekstraudsendelser fra krigsudbruddet under henholdsvis Golf- og

Irakkrigen. Vi vil ud af analysen se ligheder og forskelle på de to udsendelser og kigge efter

ændringer i den diskursive praksis, som vi vil diskutere i forhold til de tolkninger af medier

og krig, som Paul Virilio og Jean Baudrillard sætter på dagsordnen via deres skrifter.

5


Problemformulering

Indledning

Vi vil i vores speciale beskæftige os med følgende spørgsmål: (1) Hvilke sproglige forskelle

og ligheder er der mellem TV Avisens ekstraudsendelser fra d. 17. januar 1991 (Golfkrigen)

og 20. marts 2003 (Irakkrigen)? (2) Og peger ekstraudsendelsernes opbygning på ændringer i

forholdet mellem krig, medier og individ?

Vores valg af analysemateriale

Vi vil i specialet undersøge, hvilke ændringer der er mellem DR’s ekstraudsendelsers

dækning af krigsudbruddet i henholdsvis Golf- og Irakkrigen. Tesen er, at perioden mellem

krigene har budt på ændringer, der kan påvises gennem en kritisk diskursanalyse af TV

Avisens dækning.

For at kunne se forskelle, må man kunne se ligheder, og vi ligestiller i første omgang de to

krigsudbrud, idet de som udgangspunkt har visse ligheder.

Krigene byder således på et ultimatum til Saddam Hussein i optaktsfasen, hvorefter

koalitionens angreb påbegyndes med et luftbombardement af Irak. I begge tilfælde er der

også tale om vestlig indgriben i det mellemøstlige land, en indgriben som både i 1991 og

2003 blev nyheder, der fyldte meget i de vestlige mediers dagsorden.

Derudover er der lighedspunkter mellem DR’s to udsendelser om krigsudbruddet.

Ekstraudsendelserne har således samme begyndelse og nodalpunkt 3 ; den amerikanske

præsidents (hvad end det er far eller søn) italesættelse af krigen fra det ovale værelse i det

hvide hus. Vi har også valgt at fokusere på to af DR’s ekstraudsendelser, da det ville være for

omfattende at næranalysere på samtlige af de utallige timer tv, der er produceret af de to

krige 4 .

Derudover mener vi, at de første udsendelser ved ekstreme begivenheder som krige er

mere ’nøgne’ udsendelser, end de hvor redaktionen har haft mere tid til at sætte

begivenhederne ind i deres matricer, derfor er ekstraudsendelser gode termometre til at vise

tendenser og diskurspåvirkninger i tiden. Ekstraudsendelsen er som semiotisk konstruktion

bundet op på, at der er nye og spændende nyheder, som seeren ikke kan vente på at få til den

3 Nodalpunktet er et overtaget begreb fra diskursteoretikerne Laclaus og Mouffe, der beskriver dette punkt, som

det sted hvorfra de andre tegn i analyseobjektet får deres mening.

4 Her vil vi henvise til Stig Hjarvads rapport om de danske mediers dækning af Irakkrigen

6


normale TV Avis, derfor suspenderes al programvirksomhed til fordel for

ekstraudsendelserne. Specialet her er således også et komparativt studie i

’ekstraudsendelsens’ anatomi.

Indledning

Vi har valgt at fokusere på DR’s ekstraudsendelser, da det ville være for omfattende og

at inddrage TV2 eller f.eks. CNN direkte, derfor ser vi i dette speciales opbygning, de

kanaler som eksterne kontekster. Specialet vil også komme ind på DR’s rolle og position for

den danske seer, men det er ikke specialets primære formål at beskrive dette forhold til

bunds.

Vi har valgt at lave en komparativ analyse af to udsendelser, men har alt i alt vedlagt seks

udsendelser på DVD 5 . Udover vores to primære udsendelser har vi således transkripteret og

benytter yderligere fire udsendelser, dog kun som sekundære objekter, der ses i kontekst af

de to primære udsendelser. Vores sekundære objekter omfatter således en udsendelse fra hver

krig fra lige før krigsudbruddet. Disse er medtaget i vores materiale, da de viser hvilke

elementer, der allerede er forankret i den diskursive praksis 6 inden krigsudbruddet inden

selve krigsudbrudsudsendelserne. Derudover har vi valgt også at transkriptere en udsendelse

fra slutningen af de militære fremstød for at finde yderligere rygdækning og perspektiv i

forhold til vores primære analyseudsendelser. Vores analysemateriale er:

DR: TV Avisen Ekstra, 16. januar 1991 (sekundær)

DR: TV Avisen Ekstra, 17. januar 1991 (Primær)

DR: TV Avisen Ekstra, 28. februar 1991 (sekundær)

DR: TV Avisen Ekstra, 18. marts 2003 (sekundær)

DR: TV Avisen Ekstra, 20. marts 2003 (primær)

DR: TV Avisen, 2. maj 2003 (sekundær)

Specialets disposition

Vores første afsnit i specialet omhandler den franske forsker Michel Foucault. Vi anser

Foucault som det videnskabelige fundament for vores diskursteoretiske tilgang til medier og

samfund og ser det derved som en nødvendighed at lægge dette afsnit som en indledende

5 Se Bilag

6 Den diskursive praksis er et begreb, vi i specialet overtager fra Norman Fairclough. En nærmere beskrivelse af

begrebet findes derfor senere i specialet under metodeafsnittet

7


videnskabsteoretisk placering af vores metodiske og teoretiske position. I afsnittet om

Foucault vinkler vi i forhold til hans tilgang til magten som diskursiv struktur, da det er

denne tilgang, der definerer den teoretiske og metodiske tradition, vi skriver os ind i. Vi

Indledning

benytter afsnittet om Foucault som afsæt til Norman Faircloughs kritiske diskursteori, som vi

benytter som analytisk metode.

Vi foretager ved hjælp af metoden tekstnære analyser af DR’s ekstraudsendelser

omhandlende de to krigsudbrud. Disse analyser er i første omgang af sproglig karakter, men

udsendelserne ses også som produkter, der står i et dialektisk forhold til den diskursive

praksis. Vi analyserer først DR’s ekstraudsendelse fra krigsudbruddet d. 17. januar, 1991 og

dernæst DR’s ekstraudsendelse fra krigsudbruddet d. 20 marts 2003, hvorefter vi i det

diskuterende afsnit ”komparativ konklusioner” opsummerer vores komparative iagttagelser.

Vi analyserer på, hvad der sker i programmerne såvel visuelt som verbalt. Vi analyserer

først på, hvordan TV Avisen foretager en vinkling af krigshandlingerne og konstruerer en

fortælling af begivenhederne. For at danne os et overblik over det narrative forløb i

udsendelserne har vi betjent os af en skematisk inddeling, der optræder i vores bilag 7 . Vi har

benyttet disse skemaer til at danne os det overblik, hvor ud fra afsnittene om det narrative er

skrevet. Efterfølgende går vi et niveau længere ned i ’teksten’ og analyserer på det konkrete

sprogbrug og de deiktiske markører, der benyttes af studieværterne Jens Nauntofte og

Reimer Bo Christensen. Derudover vil vi i analysen undersøge, hvorledes kilder behandles

og bruges i DR’s nyhedsdækning. Slutteligt analyserer vi på studieopbygningen og det

grafiske layout i de to udsendelser.

Efter de to adskilte sproglige analyser perspektiverer vi til den diskursive praksis, hvorved

vi fokuserer på DR som medieproducent. Her vinkler vi det diskursive i forhold til den

danske kontekst. Men vi undersøger også, om der er udefrakommende diskurser, der påvirker

TV Avisens. Tesen er, at der mellem de to krige er både diskursive ligheder og forskelle, der

knytter sig til den medieteknologi, de produktionsforhold samt den distribution og

konsumption, der definerer medieprodukter.

Efter vores analyse af det tekstuelle forhold og den diskursive praksis, bevæger vi os over

til at diskutere, om ekstraudsendelsernes opbygning peger på ændringer i forholdet mellem

medier og krig.

7 Se bilag

8


Indledning

Vi introducerer derfor Paul Virilios teorier for at have et teoretisk fundament at spille op

imod. Virilios dromologi henleder opmærksomheden på hastighed og på det dialektiske

forhold mellem teknologi, medier og krig. Efterfølgende fremlægger vi en anden mulig

tolkning af Golfkrigen, Jean Baudrillards. Baudrillard beskæftiger sig i den berømte om og

berygtede artikelrække The Gulf War Did Not Take Place (La Guerre du Golfe n`a pas eu

Lieu La) med krigen som en medieiscenesat begivenhed. Hvor Virilio ser en tendens til, at

teknologisk udvikling fører til øget hastighed og nedsat refleksion af informationsstrømmen,

ser Baudrillard en tendens til, at tegnsimulationer fjerner medierne og dermed de mennesker,

der benytter dem, fra virkeligheden, der iscenesættes i et cinematografisk defineret diskursivt

rum.

Vi vil svare således søge at finde svar på anden del af vores problemformulering i det

afsluttende og diskuterende afsnit ”Krig, medier og individ”, hvor vi først diskuterer om

Virilio og Baudrillards dystopiske syn på krig og medier har noget på sig i forhold til vores

svar på første del af problemformuleringen. Dernæst søger vi at svare på de deterministiske

og strukturelle teorier med et relevant mod-spørgsmål.

9


Videnskabeligt fundament og metode

Michel Foucault – vores fundament

Videnskabeligt fundament og metode

I det følgende afsnit vil vi beskæftige os med den franske systemtænker Michel Foucaults

tilgang til den diskursorienterede metode og til implikationerne af de diskursive forordninger

af verden. Afsnittet skal således ses som en redegørelse for vores videnskabsteoretiske

platform, da Norman Faircloughs metode, som vi benytter i vores analyser, er bygget på den

videnskabsteoretiske disciplin, som Foucault definerer.

Afsnittet kan derudover også ses som et fundament for vores afsluttende diskussion af

krigens implikationer, for selvom hverken Virilio eller Baudrillard direkte vedkender sig et

slægtskab med Foucault, er deres vidtrækkende teorier i familie med hans tilgang. Begge

teoretikere tager således fat på aspekter af magtens væsen, men de gør det i en nyere og mere

provokerende optik, og det er derfor, at vi senere i specialet, efter vores metodeafsnit og

analyser, vil diskutere implikationerne af DR’s to udsendelser i forhold til de to teoretiske

tilgange.

Foucaults metode

Foucaults forfatterskab har mange ansigter, men det er imidlertid ikke svært at finde den røde

tråd i den franske filosofs forfatterskab. Foucault er optaget af at beskrive vidensformernes

historie i den vestlige kultur med henblik på at afdække og beskrive de diskurser, vi i dag

lever i. Denne afdækning giver samtidig mulighed for en modernitetskritik. Kritikken tager

form i Foucaults gennembrudsfase med Naissance de la clinique (Klinikkens fødsel) fra 1963

og Les mot et les choses. Archéologie des sciences humaines (1966) (Ordene og tingene).

I Klinikkens fødsel (1963) fremstilles lægevidenskabens historie f.eks. som et opgør med

en ’artsmedicin’, i det Foucault stringent kalder den klassiske tidsalder (perioden fra det 17.

århundredes slutning til det 19. århundredes begyndelse), og en anatomisk-klinisk

lægevidenskab, der kan påvises i medicinske tekster fra begyndelsen af det 19. århundrede.

Således ses den lægevidenskabelige diskurs, som en udvikling gennem kamp mellem

forskellige vidensdomæner, der søger at påvirke den overordnede medicinske diskurs. I

Ordene og tingene følger Foucault op på dette projekt i en (såkaldt arkæologisk) analyse af

bruddene i vidensformerne mellem en førklassisk tidsalder, den klassiske og den moderne


Videnskabeligt fundament og metode

tidsalder. I begge værker udfolder Foucault samtidig en kritik af de begrænsninger,

vidensformerne etablerer i den moderne tidsalder 8 .

Det videnskabelige fundament, som dette speciale bygger på, kan i relation til det siges at

være influeret af de samme problemer, som Foucault tematiserer. For også vores speciale er

udtryk for en diskurs, der er influeret af på forhånd eksisterende diskurser. Den diskursive

praksis er dog en stor bogreol, hvorfra der kan hives forskellige tilgange ned, hvorfor den

frie vilje giver os mulighed for at foretage et valg i forhold til disse bøger. Vi vælger således,

som vi skal se i vores metodeafsnit, at lægge os op af Norman Faircloughs kritiske

diskursanalyse for at analysere de to ekstraudsendelser, og vi vælger efterfølgende at

diskutere om ekstraudsendelsernes opbygning peger på ændringer i forholdet mellem medier

og krig.

Magtens væsen – Hvad er diskurs?

Når Foucault skal beskrive vores identitet og den tid, vi lever i, retter han sine analyser mod

relationerne mellem viden og magt. Det er da også hans generelle hypotese, at de

magtrelationer, de magtstrategier og magtteknologier, der konstituerer os, gennemstrømmer

os og udgør os, ledsages af og producerer videns- og sandhedsformationer.

Foucault definerer magt som ”... den mangfoldighed af styrkeforhold som er immanente i

det område hvor de udøves og hvis organisation de konstituerer” 9 . I klassisk marxistisk

tænkning betragter man magt, som et hierarki, hvor magten er centraliseret om en

kransekagefigur. Hos Foucault er magten ikke centralistisk, den er decentral og indgår i

komplekse netværksstrukturer, der definerer alle typer af relationer.

Magten er ikke en fast institution eller noget, der bestemmes af enkeltpersoner eller

grupperinger.. Derfor er magten netop ”ikke en institution eller en struktur, heller ikke en

særlig kraft (puissance), som nogen måtte være udstyret med” 10 . Magten kan tages, frarøves,

fravælges eller erobres, men den er til stede i al betydningsdannelse mennesker imellem.

I forlængelse af Foucaults magtbegreb er en institution som DR ikke magtfuld, fordi den er

en institution, der i mod defineres DR’s position ved, at systemet eller summen af agenter

8 Heede, Dag: Det tomme menneske: Introduktion til Michel Foucault, (2004) og forord til Overvågning og

straf (2002) ved Anders Fogh Jensen.

9 Foucault, Michel (1978): Seksualitetens historie 1: Viljen til viden. Rhodos, 1.udgave, s. 104

10 Foucault (2002), s. 123

11


Videnskabeligt fundament og metode

tillægger DR en magt igennem et dialektisk udviklet forhold mellem produktion og

konsumption. Og videre er DR’s medieprodukter som f.eks. vores to analyseobjekter udtryk

for en række diskursive forhold, der aflejrer og styrer teksten. Således ville det være blåøjet

at gå til emnet her under en forudsætning af, at DR som institution f.eks. skulle kunne

disciplinere seeren. I stedet må vores analyser lægge sig an på at se TV Avisens udsendelser

som udtryk for en række komplekse diskursive forhold, der definerer det, vi kalder den

diskursive praksis 11 .

Ifølge Foucault kan ingen befri sig fra magten, den forankres og skabes i de sociale

relationer, mennesker indgår i. Dette skal i midlertidig ikke forstås som om, de eksisterende

magtforhold er determinerede, tværtimod er magtrelationerne foranderlige, da vi i enhver

situation selv er skaberne af dem.

”Magten er allestedsnærværende: ikke fordi det er dens privilegium at sammenfatte alt i sin uovervindelige

enhed, men fordi den skabes hvert øjeblik, på alle punkter, eller snarere i ethvert forhold mellem to eller flere

punkter. Magten er overalt; hvilket ikke skyldes at den omfatter alt, men at den kommer alle steder fra.” 12

Summen af disse forhold udgør derved det, Foucault kalder magt, der med en anden

formulering bliver ”det navn man giver en kompliceret strategisk situation i et givent

samfund” 13 . Således vil en analyse som vores være influeret af magtrelationer, analogt med

at vi beskriver de forhold, der knytter sig til de forhold, vi undersøger.

Magten er således et grundlæggende element og et fundament for alle samfund, og dens

overordnede karakter er et udtryk for et kompliceret netværk af relationer 14 .

Magtrelationerne er både til stede på mikroniveau - mellem fx forældre og børn, mænd og

kvinder, lærere og elever, læger og patienter - og på makroniveau, hvor de udgør

forudsætningen for de store linjer i samfundets magtforhold, hvor de sociale systemer, vi

som individer bevæger os i, er defineret ud fra komplekse magtstrukturerer.

”Magtforholdene er ikke rent ydre med hensyn til andre typer forhold (økonomiske processer, er

kendelsesforhold, seksuelle relationer), men immanente heri; de er umiddelbare virkninger af opdeling,

ligevægt og uligevægt, som skabes i disse forhold, og de er omvendt de indre betingelser for disse

11 Vi vender tilbage til den diskursive praksis i metodeafsnittet, hvor vi definerer den ud fra Faircloughs kritiske

diskursteori

12 Foucault (1978), s. 105

13 Ibid. s. 123

14 Heede, Dag (2004): Det tomme menneske: Introduktion til Michel Foucault, Museum Tusculanums forlag, 2.

udg., andet oplag, s. 43

12


Videnskabeligt fundament og metode

differentieringer; magtforholdene findes ikke i overbygningen og spiller ikke forbuddets eller opretholdelsens

enkle roller; de har, der hvor de spiller ind, en direkte producerende rolle” 15

Således vil en analyse og perspektivering, som vores speciale er udtryk for være indlejret i et

net af magtrelationer analogt med, at det forholder sig metadiskursivt og beskriver

magtrelationer.

Magten har på den måde en retning eller en intentionalitet, men den har ingen central

styring 16 . Derfor åbnes der op for et rum, hvor vi som her kan påvirke verdens forfatning.

Magten leverer dog fundamentet for vores sociale relationer, men også måden hvorpå

noget i vores verden fremhæves, mens andet udelukkes. Magten er et grundvilkår, som både

begrænser og gør mennesket produktivt. Det der gør

”… magten holdbar, der får os til at acceptere den, er simpelthen at den ikke tynger os som en kraft, der siger

’nej’, men at den gennemkrydser og producerer ting, den forleder til nydelse, vidensformer, den producerer

diskurs” 17 .

På den måde er TV Avisens diskurs udtryk for et dialektisk forhold mellem de individer, der

er en del af den kommunikationssituation, DR’s produkter skriver sig ind i. En

kommunikationssituation, der er defineret ud fra et net af komplekse magtstrukturer og som i

det videnskabelige mikroskop, Foucault giver os, kan beskrives ud fra begrebet diskurs.

Viden og magt – To sider af samme sag

Viden er magt, siger vi ofte, uden at tænke nærmere over at denne frase kommer fra

Foucault. Ethvert samfund er underlagt et ”sandhedsregime”, hvilket har betydning for, hvad

samfundet opfatter som sandt og falsk.

“’Truth’ is to be understood as a system of ordered procedures for the production, regulation, distribution,

circulation and operation of statements.

‘Truth’ is linked in a circular relation with systems of power which produce and sustain it, and to effects of

power which it induces and which extend it. A ‘régime’ of truth.

This regime is not merely ideological or superstructural; it was a condition of the formation and

development of capitalism. And it’s this same regime which, subject to certain modifications, operates in the

socialist countries (I leave open here the question of China, about which I know little)” 18

15 Foucault (1978), s. 106

16 Ibid. s. 107

17 Foucault, Michel (1986): Power/Knowledge, selected Interviews and other Writings 1972-77, Pearson

Professional Education, s. 199

18 Foucault, Michel (2001): Truth and Power” in Leitch, Vincent B. (ansvarshavende redaktør),Theory and

Critisism, W. W. Norton and Company, s. 1669

13


Videnskabeligt fundament og metode

På den måde skabes der et cirkulært og dualistisk afhængighedsforhold mellem Viden og

magt. Ifølge Foucault er det ikke muligt at beskæftige sig med sandhed som begreb uden at

se på magtrelationerne bag. Bag enhver sandhed ligger der magtrelationer.

I det moderne samfund er videnskaberne dominerende. Især humanvidenskaberne spiller

en afgørende rolle i det moderne samfunds magtrelationer, idet de muliggør magtens

fuldstændige gennemtrængning af livet - bio-politikken 19 . Bio-politik henviser til, at ”... livet

og dets mekanismer træder ind på den eksplicitte beregningsområde, og gør derved

vidensmagten til en transformationsfaktor i menneskets liv” 20 . Igennem en disciplinering af

individets videnskabelige diskurs, skabes der således en konsensusstyret struktur, der styrer

den enkelte og dets sproglige muligheder.

Dag Heede mener, der er tale en underliggende struktur, hvor

”magten ikke først og fremmest undertrykker individerne, men snarere producerer undertrykkende

individualiteter, individualiteter som både er magtens slutresultat og befordringsmidlet for dens fortsatte

virkemåde” 21

Således fører noget eller nogen den gældende videnskabelige diskurs videre og bliver på den

måde magtens redskab.

De instanser, som udøver magt, er på en og samme tid objektive og subjektive. Gennem

videnskabeliggørelsen finder der umiddelbart set en objektivering af individet sted, men

samtidig gøres individet til subjekt gennem en intensiv interesse for den enkelte.

Derved betyder objektiveringen ureflekteret underkastelse, der har den logiske

konsekvens, at individet bliver genstand for andres kontrol.

For at samfundet skal kunne holde styr på dets individer, benytter magten sig af to

konstruktioner, som er med til at skabe individet: Disciplin og kontrol. Magten betragter

individet som et redskab. På samme måde betragter de disciplinære teknikker individet som

en genstand. I disciplinens og kontrollens optik bliver individet hos Foucault gjort til en

maskine. Ved disciplinen som en isoleret faktor skal individet rettes ind og gøres lydig, mens

de kontrollerende teknikker tager udgangspunkt i legemet som en biologisk mekanisme, hvis

19 Michel Foucault afholdte i 1970’erne en række forelæsninger under navnet ‘biopolitik’. Disse forelæsninger

udmøntede sig også i en artikelserie, hvor han viser, at magten i løbet af det 18. århundrede forvandlede sig fra

at være ret til at disponere over liv og død til at blive formning og regulering af befolkningens livsbetingelser.

Biopolitikken gestalter magten ikke blot i individerne, men varetager også helheden af de levende væsner

gennem forvaltning af ernæring, helse, hygiejne, etc.

20 Foucault (1978), s. 157

21 Heede (2004), s. 24

14


Videnskabeligt fundament og metode

livsprocesser kan reguleres. Som tidligere nævnt har man kontrolleret et samfund på

forskellige måder. Disse teknikker kræver et indgående kendskab til mennesket, som

tilvejebringes gennem humanvidenskaberne 22 .

Individets evne til at producere og underkaste sig bliver forstærket gennem de

disciplinære processer. Disse processer er dybt integreret i bl.a. de samfunds institutioner, der

berører dette speciale som eksempelvis hæren, uddannelsesinstanser, medierne.

På samme måde som viden og magt går hånd i hånd, vandrer disciplin og kontrol side om

side. Disciplin og kontrol skal betragtes som to poler, hvorom magten gestaltes.

Disciplineringen og kontrollen er dermed med til at konstruere individets ”sjæl”. Sjælen

udgør et vigtigt et middel for kontrol af kroppen og kan dermed anses for kroppens fængsel,

da ’sjælen’ således bliver den styrende struktur for individets handlinger. Dermed kan

magten kontrollere individets ageren gennem dets følelser 23 . Magten opererer oftest i det

skjulte - det er ligefrem forudsætningen for dens succes, at den ikke gennemskues i sit

væsen. Den levner dog et lille rum til det subjektive, hvilket giver individerne en følelse af

frihed i forhold til magten:

”For magten er hemmeligheden ikke en art misbrug; hemmeligheden er tværtimod uundværlig for magtens

funktion. Og ikke bare fordi magten forpligter dem til hemmelighedsfuldhed som den underkaster, men måske

fordi hemmeligheden er lige så uundværlig for de underkastede: ville de udholde magten hvis de ikke i den så

en simpel grænse for deres begær, hvis den ikke overlod dem en uskadt, om end nok så ubetydelig, del af

friheden? At opfatte magten som en simpel grænse for friheden, det er, i vort samfund i det mindste, den mest

almindelige måde at gøre magten acceptabel på” 24

Ved ikke at optræde som forbudsmagt, men der i mod som skjult struktur, sløres de reelle

magtmekanismer, og derved gives individet en følelse af frihed, der holder modmagten i

skak.

Den vidensmagt, som omgiver det moderne og civiliserede samfund, som vi lever i, er

udtryk for en normaliseringsmagt. Denne normaliseringsmagt fremelsker på en og samme tid

en homogenitet og en individualisering. Normaliseringsmagt søger at optimere samfundet og

i dette normaliseringsprojekt spiller det afvigende en afgørende rolle, at individet oplever sig

selv som frit. En hvilken som helst afvigelse bliver således registreret ned i mindste detalje

22 Foucault (1978), s, 153

23 Foucault (1978), s. 153-154. Krause-Jensen, Esben (1978): Viden og magt: Studier i Michel Foucaults

institutionskritik, Rhodos, 1.udgave, 1978, s.154

24 Foucault (1978), s. 98-99

15


Videnskabeligt fundament og metode

og statueres som eksempel på det syge eller perverterede. Normen med dens fokus på det

levende bliver det styrende element, mere effektiv end lovens formaninger og strafferammer:

”En (…) vigtig konsekvens af denne biomagts udvikling er den voksende betydning, der tillægges normens

funktion, frem for det juridiske lovsystem. Loven vil nødvendigvis være bevæbnet, og dens fornemste våben er

døden; lovens svar til dem der overskrider den vil altid, om så også blot i sidste instans være den absolutte

trussel. Loven henviser til sværdet. Men den magt der varetager livet har brug for stadigt regulerende og

korrigerende mekanismer” 25

Således skubbes lovens fasttømrede og disciplinerende betydning i de vestlige samfund i

baggrunden i forhold til den normbaserede kontrol, der giver individet et indtryk af

frihedsberøvelse.

Ifølge Foucault er magten i moderne samfund i meget høj grad knyttet til reproduktion af

viden. Foucault trækker, for at sætte magten i et historisk perspektiv, en linje fra den kristne

præstemagt til det samfund, han selv lever i. Det middelalderlige samfund var karakteriseret

ved, at vidensdomænet definerede målet som at sikre individernes frelse. Præstestandens

villighed til at ofre sig for menigheden, og ikke mindst skrifteprocedurernes krav om adgang

til individernes indre for at sikre frelsen, gav nogle stærke disciplinerende redskaber. I den

moderne stat er målet ikke længere frelsen, men sikkerhed, velstand og tryghed. Det betyder

dog ikke, at magtudøvelsen direkte udgår fra staten, men at staten har underlagt sig

magtrelationerne, således at alle andre former for magt på en eller anden måde må henvise til

statsmagten.

Videnskaben om mennesket samles dels omkring et analytisk fokus på individet, dels

omkring et kvantitativt fokus på befolkningen, og danner dermed baggrund for biomagten og

en ikke institutionel forankring af magtformerne 26 .

Derfor vil vi som analytikere med dette speciale søge at gå nye veje for at beskrive, hvor

magten ligger. Vi opfatter det moderne vestlige mediesamfund som en langt mere

kompliceret struktur end Foucault uden direkte magthavere. Denne struktur kalder på og

fortjener nye måder at blive beskrevet på, og det er ud fra den holdning, at vi i slutningen af

specialet efter vores analyser af teksten og den diskursive praksis, inddrager og diskuterer

Virilio og Baudrillards teorier, der i det Foucault’ske sprog tematiserer hvem eller hvad, der

har magten.

25 Foucault (1978), s. 158-159

26 Ibid. s. 215 og 224.

16


Samfundets modmagt – Det videnskabelige ansvar

Videnskabeligt fundament og metode

Vi opfatter vores eget speciale som en slags modmagt, hvor vi via vores diskurs forholder os

kritisk til den måde, magten er placeret på i vores verden. Modmagten er den anden side af

magten, de er del af det samme netværk 27 . Dette hænger sammen med, at magt ikke er mulig

uden frihed. Magten forudsætter frie subjekter, idet magtudøvelse er en aktivitet med henblik

på at styre andre menneskers mulighedsfelter, dvs. et forsøg på at strukturere deres adfærd.

For at man kan tale om magtudøvelse, må de, magten udøves overfor, stå overfor et

mulighedsfelt, hvor forskellige former for adfærd kan antages 28 .

Foucault kan til tider virke deterministisk i fx Overvågning og straf (2002), hvor

individets frie vilje ikke får meget råderum. I senere værker gør Foucault op med denne

strukturelle tankegang, der helt overser muligheden for at bryde med de gældende

magtstrukturer. Subjektet ses dog stadig som et produkt af magten, men forskellen er, at de

herskende magtrelationer ikke på nogen måde er nødvendige eller determinerede.

Foucaults hensigt er at klarlægge magtrelationerne i samfundet og lade undertrykte

diskurser komme til orde. Derfor har vi som i specialet her mulighed for at forholde os

kritisk til de diskurser, som vores analyseobjekter er udtryk for. Men dette kan kun ske ved at

acceptere, at vi selv er en del af et kompliceret diskursivt netværk, hvor ud fra vi dog kan

studere de givne diskurser. Da vi selv er spundet ind i nogle forestillinger, der er bundet op i

de samme diskursive rammer, som vores analyseobjekter, må vi gå den hårde vej og inden

vores diskussion af, om der er ændringer i forholdet mellem medier og krig lave nærstudier

af vores analyseobjekters diskursive praksis. Disse studier skal bruges til at trænge ind i den

diskursive praksis, hvorefter der kan siges noget om de overordnede magtstrukturer. Vi har

derfor i specialet valgt at følge en struktur, hvor vi efter dette afsnit vil konkretisere vores

metode, der skal bruges til at ’lukke’ analyseobjekterne op.

Vi mener således via analyserne at kunne trække de magtteknikker frem i lyset, som

skaber individet. Det gør vi ud fra devisen om, at da individets ego under alle

omstændigheder produceres, kan man lige så godt producere sig selv frem for at blive

produceret. 29

Med dette speciale indtager vi således en position, hvor vi på en gang accepterer de givne

magtstrukturer, men hvor vi via vores analyser vil nærlæse, hvordan de kommer til udtryk i

27 Foucault (1978), s. 107-108

28 Foucault (1983), s. 221

29 Heede (2004), s. 58 og 122

17


Videnskabeligt fundament og metode

DR’s ekstraudsendelser. Vi opfatter således selv vores speciale som et udtryk for en

’modmagt’ eller med en mindre bombastisk vending som en diskurskritisk attitude.

18


Metode

Faircloughs diskursteori

Videnskabeligt fundament og metode

Metodeafsnittet her vil fundere sig på den engelske diskursanalytiker Norman Faircloughs

teori, som den hovedsageligt fremstår i Media Discourse (1995). Faircloughs teori har den

fordel frem for Michel Foucaults, at den viser sig lettere tilgængelig og mere veldefineret,

når det kommer til analyse af nyere nyhedsprogrammer. Faircloughs kritiske diskursteori

arbejder ud fra en dialektisk model, der er en fordelagtig indgangsvinkel, når det, som i vores

speciale, handler om at opfange ændringer i den diskursive praksis. Således inkluderer

teorien en analysemodel, hvor den tekstnære analyse ses i et dialektisk forhold til såvel den

diskursive praksis som den sociale praksis.

Begrebet diskurs har vi allerede beskæftiget os indgående med i afsnittet om vores

videnskabelige grundlag, Michel Foucaults tilgang. Fairclough definerer diskursbegrebet i

Media Discourse (1995) på følgende måde:

”like many linguists, I shall use ’discourse’ to refer to spoken or written language use, though I also want to

extend it to include other types of semiotic activity, such as visual images and non-verbal communication” 30

Det er en noget vag formulering, men det er klogt at opretholde en bred definition. I den

forbindelse opfatter vi mediernes diskurs som en af det moderne samfunds centrale diskurser.

Vores medier og brug af dem er således både skabt af og skabende for vores opfattelse af

virkeligheden.

at.

Foucaults diskursbegreb er som nævnt koblet op på magtrelationer, således skriver han,

”Diskursformerne er (…) en gang for alle underlagt magten eller rejst op imod den. Man kan ikke underkende

det komplekse og ustabile spil hvori diskursen på samme tid kan være magtredskab og magtvirkning, men og

hindring, støttepille, modstandens tilknytningspunkt og udgangspunkt for en strategi. Diskursen befordrer og

producerer magt, den styrker men den underminerer den også, blotter den og gør den skrøbelig og muliggør

indespæring. Ligeledes skærmer tavsheden og hemmeligheden magten, de forankrer dens forbud men får den

også til at slække sine tag og forordner mere eller mindre uklar tolerance” 31

30 Fairclough, Norman (1995): Media Discourse, s. 54

31 Foucault (1978), s. 113

19


Videnskabeligt fundament og metode

Det må siges at være en noget mere ladet beskrivelse end Faircloughs, og det er for at gå nye

veje, at vi lader Foucault stå som et teoretisk fundament, men funderer vores metodiske

tilgang på Faircloughs mindre ladede og mere overskuelige metode.

Faircloughs teori er hovedsageligt udviklet til undersøgelsen af forandring i den

diskursive praksis 32 . I forbindelse med disse ændringer sætter Fairclough sine egne agendaer,

hvor han sporer tendenser til to ting; den private og den offentlige diskurs smelter sammen,

og der er en stigende tendens til brug af en kommerciel diskurs..

Fairclough åbner derved op for arkæologiske undersøgelser af ændringer, der igen bindes

sammen med den sociale praksis. I vores speciale er dagsordenen en anden end Faircloughs.

Vi fokuserer i første omgang på det komparative i vores tekstlige analyse og kigger således

efter såvel ligheder som forskelle i diskursen, der benyttes under TV Avisens

ekstraudsendelser. Således forholder vi os frit til det, Fairclough kalder den sociokulturelle

praksis, for efter vores diskursive analyser af DR’s dækning af henholdsvis Golf- og

Irakkrigen vil vi introducere Virilio og Baudrillards tolkninger af krig og mediernes

dækning. Således forlader vi Fairclough, der hvor han går til den sociokulturelle praksis, i

stedet lægger vi fokus på en diskussion af, om ekstraudsendelsernes opbygning peger på

ændringer i forholdet mellem medier og krig?

Norman Fairclough bygger, som det bl.a. er fremstillet i Marianne Winther Jørgensen og

Louise Phillips grundbog i diskursanalyse Diskursanalyse – som teori og metode (1999), sin

diskurskritiske metode på Foucaults fundament 33 .

I denne Foucault’ske tradition er ”language a socially and historically situated mode of

action, in a dialectical relationship with other facets of the social” 34 . Dette dialektiske

sprogsyn er fundamentet for den kritiske diskursanalyse 35 , for set i den optik er sproget både

socialt skabende og socialt konstitueret. Videre bliver den konkrete medietekst en aflejring af

kulturen, hvorved ”Media Texts constitute a sensitive barometer of sociocultural change, and

they should be seen as valuable material for researching change” 36 .

32 Den diskursive praksis er et nøglebegreb hos Fairclough. Senere i afsnittet forklarer vi nærmere, hvad

Fairclough forstår ved dette begreb, der dækker over den diskursive brug i forskellige domæner under en given

social praksis.

33 Den kritiske diskurs analyse, diskurspsykologien samt Mouffe og Laclaus postmodernistiske diskursteori.

34 Fairclough (1995), s. 54

35 Fairclough opregner i sine værker en lang tradition af kritisk diskursteori, men han må selv anses som dens

egentlige hovedperson, hvilket han da også anerkendes som i de fleste diskursoversigtsartikler

36 Fairclough (1995), s. 52

20


Videnskabeligt fundament og metode

I kapitel tre ”Communication in the mass media” i Media Discourse (1995) behandler

Fairclough sin overordnede indgangsvinkel til massemedier. Han lægger fokus på, hvilke

analyseområder analytikeren skal være opmærksom på, når der analyseres

kommunikationssituationer. Det er således vigtigt at gøre sig klart, hvilket medie teksten

optræder i, og hvilken position dette medie har. Derudover skal der kigges på, hvorledes et

medieprodukt bliver til. Man udreder, at der er en teknisk side af produktionen samt en

redaktion, der står bag de forskellige programmer. Kommunikationsanalysen omfatter og

tekstkonsumption. Dvs. man skal gøre sig klart, at en massekommunikationstekst kan

opfanges forskelligt i forskellige kontekster. Tv-mediet opfanges ofte hjemme fra familiens

rum, hvor man i forskellige sammenhænge kan være mere eller mindre fokuseret på, hvad

der foregår på skærmen.

Fairclough opererer med et lån fra Foucault med den begrebslige vending ”Orders of

discourse” 37 , som vi oversætter til diskursorden. ”The order of discourse of a social

institution or social domain is constituted by all the discursive types which are used there”,

skriver Fairclough. Begrebet peger derved på, at en given institution ikke trækker på en men

derimod på en række diskurser. I nogle sammenhænge er enkelte diskurser mere

fremtrædende end andre. Det vil sige, at en institution som DR har flere muligheder for

diskurser, men de må operere indenfor en diskursorden, der definerer hvilke rammer de kan

sammensætte deres produkt ud fra. Netop i brugen af diskurser og den diskursive orden, kan

analytikeren således se udviklingstendenser, da ” Social and cultural changes very often

manifest themselves discursively through a redrawing of boundaries within and between

orders of discourse” 38 .

Diskursordenen kan igen opdeles i illustrative underkategorier. Her skelnes der mellem

genrer og diskurser, hvor ”a discourse is the language used in representation of a given social

practice from a particular point of view” 39 . I den sammenhæng er diskursen måden at tale på

fra et bestemt vidensdomæne 40 , mens genren er en form for kommunikativ konstitution af

parter i en given situation.

Vi kan nu kort opsummere Faircloughs analytiske strategi. Vi så først, hvordan Fairclough

lagde vægt på selve kommunikationssituationen og senere på diskursordenen. En kritisk

diskursanalyse omfatter begge aspekter, og det vil fremgå af vores analyser, at vi forfølger

37 Fairclough (1995), s. 55

38 Ibid. s. 56

39 Ibid. s. 56

40 Se afsnittet om Foucault, hvor vidensdomænernes forhold til magten beskrives

21


Videnskabeligt fundament og metode

denne strategi i dette speciale. Vi undersøger gennem den komparative analyse af de første

dage af krigsdækningen af Irak og Golfkrigen forandringer i den diskursive praksis.

For at kunne se ændringer må man kunne se ligheder, og det er det, vi forsøger at gøre ved

at sidestille to mediebegivenheder, der minder om hinanden, men er forskudte i tid.

Fairlough beskriver selv det komparative vilkår enhver analyse møder på følgende vis:

”The concern [here] is always both continuity and change – in what ways is this communicative event

normative, drawing upon familiar types and formats, and in what ways is it creative, using old resources in new

ways?” 41

Analysen deles op i de tre dimensioner, der indgår i Faircloughs treleddede model. Det drejer

sig om; tekst, den diskursive praksis samt den sociokulturelle praksis. Den diskursive praksis

dækker over ”the processes of text production and text consumption” 42 , og den

sociokulturelle praksis beskriver “the social and cultural goings on which the communicative

event is a part of.” 43

Faircloughs tredelte model 44 , hvor vi har skrevet vores egne analyselag ind:

Social

Practice

Teksten

Discursive

practice

Diskussion af

ændringer

Tekst/kompar

ativ analyse

Vi har tidligere nævnt, at Faircloughs opererede med et konkret analyseapparat. I dette afsnit

vil vi se nærmere på Faircloughs syv punkter for tekstanalyse. Punkter som vi vil bruge, når

vi i analysedelen ser nærmere på, hvorledes udsendelserne er struktureret.

Hos Fairclough dækker teksten over både talt og skrevet (visuelt) sprog. En tekst skal ses

som et produkt, der fremstilles, når en del af virkeligheden italesættes og tillægges mening.

41 Ibid. s. 56

42 Ibid. s. 57

43 Ibid. s. 57

44 Modellen er gengivet efter s. 59 i Medie Discourse

22


Videnskabeligt fundament og metode

Tekst er åben for forskellige fortolkninger, hvilket betyder, at en tekst skal forstås i relation

til fortolkeren, den sociale og diskursive praksis. Analysen følger i sig selv en diskursiv

praksis, og i konstruktionen af analysen foretager analytikeren valg og fravalg, hvilket

naturligvis betyder, at der ikke kommer nogen endelig objektiv analyse. 45

Fairclough sondrer som nævnt mellem tekstanalyse og analyse af den diskursive praksis,

men skellet er ikke knivskarp. Fairclough påpeger, at ”it is a sensible working hypothesis to

assume that any sort of textual feature is potentially significant in discourse analysis. This

raises a major difficulty” 46 . For i første omgang at holde sig til teksten trækker Fairclough på

en række ’klassiske’ analyseteknikker, som primært er funderet i lingvistikken. Det er

redskaber som analyse af ordvalg, sætningsopbygning, sammenhæng mellem tekst og

tekststrukturer. Vi vil her introducere disse begreber, som Fairclough opstiller dem, selvom

vi i vores analyse kun indirekte benytter disse termer.

Fairclough deler tekstanalysen ind i følgende fire hovedpunkter: vocabulary (ordforråd),

grammar (grammatik), cohesion (kohærens) og text structure (tekst strukturer) 47 .

Ordforråd dækker over ord, og hvordan nogle ord vælges frem for andre alternative ord.

Hvilke ord vælges og fravælges, når personer, begreber, handlinger eller begivenheder

beskrives. Fairclough pointerer også, at man skal have fokus på, om nogle områder

italesættes grundigere end andre. Fairclough fremhæver ligeledes:

”One point that needs to be made is that it is of limited value to think of a language as having a vocabulary

which is documented in ‘the’ dictionary, because there are a great many overlapping and competing vocabulary

corresponding to different domains, institutions, practices, values, and perspectives”

Det får den logiske konsekvens, at ordenes betydning varierer i forhold til konteksten, og at

analysen må medtænke hvilke konnotationer, der bæres over i de enkelte ord fra konteksten.

Grammatik indbefatter måden, hvorpå sammensætningen af ord konstruerer ledsætninger og

helsætninger. Under dette punkt ser analytikeren på, hvordan virkeligheden konstrueres rent

grammatisk i teksten. Omdrejningspunktet er, hvorledes grammatiske former som aktiv og

passiv henholdsvis fremhæver og/eller mindsker styrken af et givent udsagn.

Kohærens tematiserer, hvorledes sætninger sammenkædes til større tekststrukturer. Disse

sammenkædninger kan forekomme på forskellige måder; ved at benytte ord fra samme

semantiske område, ved at benytte samme ord, ved at bruge næstensynonymer (near

45 Fairclough, Norman (1992): Discourse and Social Change, s. 71

46 Ibid. s. 73

47 Ibid. s. 73-74.

23


Videnskabeligt fundament og metode

synonyms) 48 . Disse strukturer, frem for alt de strukturer som skaber argumentation, kan give

et indblik i den rationalitet, som teksten skaber. En typisk struktur for en tekst kunne være, at

den er formet som beskrivelse, efterfulgt af en forklaring eller som et spørgsmål efterfulgt af

et svar. I den grammatiske analyse af kohærens, fokuseres på forholdet mellem to sætninger.

Er det en kausal sammenhæng (hvis x så y) eller er det en tidsmæssig relation (når x så y,

først x så y) eller en rumlig relation, x hvor y) eller sammenligning (x ligesom y eller x på en

lignende måde som y). Der er to niveauer, hvor kohærens undersøges, dels på teksten

overflade, hvor der kigges efter sammenkædningsmarkører, og dels i den grammatiske

undersøgelse, hvor det er sætningsstrukturen der undersøges

Tekststruktur lægger vægt på tekstens form. Eksempelvis interview, reklame, avisartikel.

Eller som Fairclough skriver

”… concerns the ’architecture’ of texts, and specifically higher-level design features of different types of text:

what elements or episodes are combined in what ways and what order to constitute, for example, a crime report

in a newspaper, or a job interview” 49

Til overstående fire punkter knytter Fairclough yderligere tre underpunkter, som skal bruges

i analysen af den diskursive praksis og ikke i selve tekstanalysen. Disse tre punkter er: The

’force’ of utterances, coherence og Intertextuality.

The ’force’ of utterances beskæftiger sig med, hvilken type ytring der er tale om,

beskæftiger vi således os med en trussel, et spørgsmål eller noget helt tredje?

Coherence omhandler teksten og modtagerens mulighed for at konstruere en rød tråd i

teksten.

”A coherent text is a text whose constituent parts (episodes, sentences) are meaningfully related so that the text

as a whole ’makes sense’, even though there may be relatively few formal markers of those meaningful

relationships” 50

Teksten generer ikke logiske sammenhænge i klassisk forstand, men teksten skaber i stedet

en række subjektpositioner. Faircloughs pointe er, at teksten kun giver en dybere substans

hos dem, der giver mening til den: ”The point is, however, that a text only makes sense to

48 http://www.cs.toronto.edu/pub/gh/Inkpen+Hirst-2003.pdf

49 Fairclough (1992), s. 77-78

50 Ibid. s. 83

24


Videnskabeligt fundament og metode

someone who makes sense of it, someone who is able to infer those meaningful relations in

the absence of explicit markes” 51 .

Intertextuality beskriver forhold, hvor teksten henviser direkte eller indirekte til andre

tekster. Fairclough formulerer intertekstualitet således:

”Intertextuality is basically the property texts have of being full of snatches of other texts, which may be

explicitly demarcated or merged in, and which the text may assimilate, contradict, ironically echo, and so

forth” 52

Her skelnes der mellem manifest (i) intertekstualitet, hvilket er, når en tekst direkte trækker

på specifikke tekster og (ii) interdiskursivitet. Interdiskursivitet er, når teksten refererer til

andre diskurser og diskurstyper, som har betydning for tekstproduktionen. I den forbindelse

er det vedkommende at beskæftige sig med, hvorledes tekster kan transformere tidligere

tekster og rekonstruere eksisterende praksis, genrer og diskurser for at generere nye.

Det er disse punkter, der skaber rammen for Faircloughs tekstanalyse. Vi har valgt at

strukturere vores analyse lidt anderledes men benytter ligeledes en lingvistisk

fremgangsmåde, der minder om og er inspireret af Faircloughs lingvistiske metode.

Diskursiv praksis

Vi har allerede introduceret Faircloughs diskursbegreb men vil her skitsere teorien yderligere

og tilpasse den til den konkrete diskursanalytiske metode, vi benytter os af i specialet. Som

tidligere nævnt benyttes diskursanalysen til at tematisere forhold, der har med

tekstproduktion og tekstkonsumption at gøre. Analysen kommer af gode grunde til at dreje

sig en hel del om de institutionelle forhold. Vi analyserer på begivenheder, som redaktionen

endnu ikke har haft lang tid til at behandle og overveje. Det er en krisesituation, som derfor

undergår langt færre redaktionelle instanser end traditionel tv-journalistik. Vi har tilmed med

ekstreme situationer at gøre, hvilket naturligvis vil være en vigtig del af den diskursive

praksis i dette tilfælde.

Fariclough fokuserer meget på diskursiv forandring, som han mener at kunne analysere

frem i en tekst ved at sammenholde den med de genrer og diskurser, der er på spil. Her griber

51 Ibid. s. 84

52 Ibid. s. 84

25


Videnskabeligt fundament og metode

vi det lidt anderledes an, da vi mener, at det er mere frugtbart at analysere komparativt på to

tekster, der har ligheder men er forskudt i tid.

I den intertekstuelle analyse fokuserer Fairclough på genrer og diskurser. Vi definerer her

den intertekstuelle del af analysen i det komparative aspekt og inddrager bagvedliggende

begivenheder som 11. september. Forskellen mellem den lingvistiske (tekstnære) og den

intertekstuelle (diskursive) analyse er således, at den lingvistiske analyse først og fremmest

er deskriptiv, mens den intertekstuelle er fortolkende. Hos Fairclough foreskriver den

intertekstuelle analyse en omfattende social og kulturel forståelse. Det gør den komparative

også, men ikke i nær så høj grad, da der i forvejen er etableret et rum at spille den analytiske

bold rundt i. Derfor mener vi, at vores komparative analysestrategi er mere konkret end

Faircloughs teori, der, som den tekstlige forankring beskueren ofte møder ved

museumsbilleder, hiver sine egne kontekster ind og tvinger for meget ned i en på forhånd

subjektiv skabt form.

I kritisk diskursanalyse hævdes det, at diskursive praksisser bidrager til at skabe og

reproducere ulige magtforhold mellem sociale grupper 53 . Vi forbeholder os også på dette

punkt ret til at udfordre Faircloughs teori og lægger os således mere op af den position, vi

allerede introducerede i vores videnskabsteoretiske afsnit.

Et andet punkt, hvor vi udfordrer Faircloughs metode, er der, hvor han helt i tråd med

Foucaults ’modmagt’ mener, at enhver diskursanalyse bør sætte en ideologisk agenda, der

kan dreje tingene i den ’rigtige’ retning.

Vi mener således, at vi naturligvis i et speciale som dette vinkler og tager nogle emner op

til debat, men vores mål er ikke at vinkle tingene i en tydelig defineret ideologisk retning,

som f.eks. Fairclough. Vi vinkler i stedet i forhold til at tematisere de forhold, vi senere vil

introducere med Virilio og Baudrillard.

Hvor den klassiske strukturalisme som den f.eks. fremstår hos den danske lingvist Louis

Hjelmslev, holder sig til den rene sproglige strukturelle analyse, går den pragmatiske

tradition ofte i den modsatte retning og bliver som hos Fairclough engang imellem lidt for

meget ideologisk politik. Vi søger her en middelvej og vil i den forbindelse gerne vedkende

os slægtskabet med ’poststrukturalismen’, som også Baudrillard og Virilio kan siges at have

et nært familieforhold til. Således går vi i tekstanalysen formalistisk til værks og sætter disse

53 Jørgensen, Marianne Winther og Phillips, Louise (1999): Diskursanalyse: Som teori og metode, s. 75

26


Videnskabeligt fundament og metode

analyser i perspektiv med den diskursive praksis. Vi skriver os dermed væk fra Faircloughs

ideologiske agenda og søger via vores kobling til Virilio og Baudrillard at gå nye veje.

Diskursen bidrager således til at skabe sociale identiteter, relationer samt videns- og

betydningssystemer 54 .

Der skelnes som bekendt mellem genre og diskurs. En genre er i den forbindelse

sprogbrug, der er forbundet med og konstituerer en del af en bestemt social praksis som

interview-, nyheds- eller reklamegenre, mens diskursordener er mediernes diskursorden,

sundhedssystemets diskursorden etc. – læge/patientsamtalen.

Analysen af den diskursive praksis koncentrerer sig om, hvordan tekstforfattere trækker

på allerede eksisterende diskurser og genrer for at skabe en tekst, og om hvordan

tekstmodtagere også anvender forhåndenværende diskurser og genre i konsumption og

fortolkning af teksten.

TV Avisen er f.eks. en nyhedsgenre, der kan anvende forskellige diskurser (fx en

velfærdsdiskurs eller en nyliberalistisk diskurs) og genrer (fx hard-news eller soft-news

genre). Seerens kendskab til TV Avisen som nyhedsgenre former hans eller hendes

fortolkning, og i senere diskussioner med andre af de emner, som nyhederne dækker, kan han

eller hun trække på de diskurser og genrer, der allerede er blevet brugt. Således bliver teksten

til i et dialektisk forhold mellem afsenderen og modtageren.

Relationen mellem teksterne og den sociale praksis medieres af den diskursive praksis. De

diskurser og genrer som artikuleres sammen for at producere en tekst, i mødet med hvilket

tekstmodtageren trækker sit allerede eksisterende apparat for at fortolke. Teksten har således

en bestemt lingvistisk opbygning, som former og er formet af både produktion og

konsumption af teksten.

Diskursordnen er summen af alle de genrer og diskurser, som er blevet brugt inden for en

social institution eller et socialt domæne. Diskursordnen er frem for alt en form for system,

som både former og formes af specifikke tilfælde af sprogbrug. Den er dermed både struktur

og praksis.

Der ligger derved nogle naturlige begrænsninger i en given diskurs, men disse kan

udfordres – hvorved diskursordnen kan ændre sig 55 .

Vi vender således tilbage til analysen af det diskursive efter vores tekstnære analyser, men

inden vi midlertidigt forlader diskursen, har vi hernæst et kort afsnit om ”den nationale

54 Ibid. 78

55 Jørgensen og Phillips (1999), s. 83

27


Videnskabeligt fundament og metode

mediekurs”, et aspekt vi skal bruge i vores diskursanalyse, da vi mener, at netop dette aspekt

er en nødvendig indgang at få med, når det handler om DR og dens måde at formidle en

global krisesituation på.

Banal Amerikanism

Vi forholder os til den mytologiske 56 vinkling, DR foretager, og det gør vi ud fra et

synspunkt, hvor vi kigger på den nationale diskurs i et globalt perspektiv. Den amerikanske

teoretiker Michael Bilig fokuserer i sin bog Banal Nationalism (1995) på det nationale i den

globaliserede verden. Bilig påviser i bogen, hvordan agenter italesætter verden i en

forståelsesmodus, der inkluderer en opdeling i nationalstater.

Bilig lægger således vægt på den usynlige nationalisme. I forlængelse af det beskriver

han, hvordan flaget udenfor den offentlige bygning virker helt naturlig. Denne form for

nationalisme skal ses på en anden måde end den mere ekstreme nationalisme, hvor flaget

fejres og viftes med.

Biligs hovedtese er, at nationalismebegrebet ofte bruges om bevægelser, der er meget

eksplicitte i deres tale om nationalstaten. Disse bevægelser er dog ikke ene om at bruge

talehandlinger, der konstituerer nationalstaten. Agenterne forankrer således til stadighed

verden i forhold til det nationale tilhørsforhold, og de gør det uden at tænke videre over, at

dette er en konstruktion, som ikke nødvendigvis er evident. Forestillingen om at tilhøre en

nationalstat kalder Bilig ”banal nationalisme”. Begrebet dækker over den stiltiende accept af

det nationale tilhørsforhold. Det metonymiske billede på banal nationalisme er således ikke

en fane, der bevidst løftes med lidenskabelig iver; det er det flag, som hænger ubemærket på

den offentlige bygning 57 .

Til den banale nationalisme knytter sig den deiktiske brug af ”os” og ”dem”. I

pronomenet ”os” samles det forestillede fællesskab, mens ”de” eller ”dem” ofte er det

fremmede eller ’den anden’. I det postmoderne nedbrydes forskellene, og sproget bliver

mindre taksonomisk, her skelnes ikke på samme måde mellem "os" og "dem". I

postmodernistiske film 58 , som f.eks. David Lynch’s Mullholland Drive (2002), bliver det

56 Når vi bruger ordet ”mytologi” accepterer vi naturligvis den franske semiotiker Roland Barthes

begrebsapparat, og de interessante analyser, han bl.a. har bidraget med i bogen Mytologier, hvori han analyserer

på diverse moderne fænomener

57 Bilig, Michael (1995): Banal Nationalism, s. 8

28


Videnskabeligt fundament og metode

derved svært at oprette en skelnen mellem subjekt og objekt. Centralperspektivet skifter

konstant med den konsekvens, at faste tolkninger står for fald.

Bilig har læst postmodernisterne 59 og har indset, at der er konkrete tegn på globalisering

og nedbrydning af grænser. Dette ses i såvel de transnationale medier (CNN, BBC, Al Arabia

og Al Jazeera) som i den globale markedsøkonomi. Analogt med globaliseringen, er der dog

mange markører, der peger på, at agenterne stadigvæk accepterer og identificerer sig med det

nationale tilhørsforhold.

Informationsstrømmen via nettet kender ingen nationale grænser. I Gordon Grahams

filosofiske diskussion af internettet The internet:// a philosophical inquiry diskuteres

bevidstheds- og samfundsimplikationerne af internettet. Internettet er en teknologi, som,

siden det startede som militærsystem i 60’erne, er spredt ud til borgere over store dele af den

vestlige verden.

Nettet er

”largely unregulated and uncontrolled by the state, and since the authority of the state, though not identical

with its power, indirectly rests upon that power, the potential for the internet to diminish the power of the state

by creating spheres of activity indifferent to it, is at the same time a potential to diminish the authority of

government. It is for that reason that an anarchist (in the positive sense) might welcome it and others fear it.” 60

Det er naturligvis interessant, at nettet kan ses som et transnationalt medie, altså et medie der

rækker udover det nationalt forankrede public service medielandskab, som i Danmark

billedmæssigt starter i 1954 med DR’s første udsendelser. I dette lys kan det også forarge, at

nyere tid byder på stadigt øget overvågning og kontrol af det ’frie medie’. Alt i alt kan disse

medieændringer ses som garanter for en udvikling, der fører til en transnational

billedkultur 61 .

Graham konkluderer dog efter lange diskussioner af, om internettet vil skabe udvidet

demokrati eller evt. anarki, at

58 For en kompetent og nuanceret gennemgang af begrebet ”postmodernistisk film” kan henvises til

Schepelerns artikel ”Spøgelsets navn – Filmen, metakunsten og det postmoderne” In Kosmorama nr. 189

(1989). Vi lægger os helt på linje med Schepelerns synspunkter i forhold til begrebet, der indeholder det

problem, at det er svært at afgrænse.

59 Postmodernisterne skal i denne sammenhæng forstås som teoretikere som Lyotard, Derrida og Baudrillard,

der kort fortalt søger at angribe den vestlige logocentrisme.

60 Graham, Gordon (1999): The internet – an philosophical inquiry, s. 87

61 Den amerikanske tænker Scott Lash analyserer sig frem til at kulturen i dag er overvejende figural

29


Videnskabeligt fundament og metode

”People will continue to have and to value emotional and creative lives broadly similar to those they have

always had…If changes wrought by the motor car and the telephone are striking, it is no less striking that, for

all the vast differences between their world and ours, people continue to read, study and value Plato…” 62

Internettet og medieudvidelsen medfører altså ændringer, der kan benævnes som

globalisering, men ændringerne fører ikke i første omgang til nedbrydning af verden, som vi

kender den. Der i mod fører de nye teknologier, og de udvidelser af det diskursive rum, som

de giver mulighed for til nogle mindre diskursive ændringer. Vi vil senere i specialet

analysere på den diskursive praksis, og vi kan allerede nu afsløre, at en af denne analyses

pointer bliver, at udefrakommende diskurser aflejrer sig i DR’s diskursive praksis. Når det

gælder diskurser handler det om informationer, og om hvordan disse informationer

videreformidles. I det globale samfund står andedammen i et langt tættere forhold til resten

af verden. I Danmark kan man f.eks. iføre sig et komplet amerikansk sæt tøj med L’evis

cowboybukser og LA. Lakers kasket, men påvirkningen fra Amerika gælder ikke kun tøjet.

Hollywoods drømmemaskine er således opfinderen af begrebet ’globalisering’, som

omhandler strategier for at nå et globalt marked, disse aflejringer af amerikansk kultur i

f.eks. den danske kontekst, vil vi indlejre i Biligs begreb om ”den banale nationalisme”.

Således vil vi kalde denne amerikanske påvirkning af andre diskurser for ”Banal

Amerikanism”, et begreb vi vender tilbage til i vores analyse af den diskursive praksis.

De stærkt nationalistiske bevægelser griber til yderliggående monokulturelle strategier

ved at lægge vægt på de nationale symboler som noget evident. Den eksplicitte brug af myter

tematiserer og afslører den banale nationalisme. Den amerikanske kultur strømmer ud via

medierne, og i takt med, at Amerika er blevet verdens eneste politiske supermagt, synes og

verdenspolitikken og kulturlandskaberne at blive styret fra den amerikanske vinkel.

Ofte hævdes det, at det globale ikke kan være nationalt. Men Bilig mener, at den

globaliserede verden i høj grad bruger nationalisme. Amerikansk politisk nationalisme

præsenterer ofte sig selv som den universelle stemme af fornuft, tiltænkt et universelt

publikum. Spørgsmålet er nu, hvordan krige som dem i mellemøsten, repræsenteres i en

dansk kontekst, aflejres der mon amerikansk diskursive tendenser i TV Avisens dækning?

Til det formål opfinder vi her begrebet Banal Amerikanism, der bliver et vigtigt redskab i

bestemmelsen af vores diskursive praksis. ’Banal Amerikanism’ benytter vi til at beskrive

62 Graham (1999), s. 168 - 69

30


Videnskabeligt fundament og metode

den ’usynlige’ diskursive påvirkning, vi mener, hænger sammen med den globale udfordring,

vores tid indeholder.

31


Analysedel

Analysedel

Vi befinder os her på det tekstnære niveau og de to næste afsnit vil være analyser af de to

udsendelser. Vi forholder os i tråd men den ovenfor definerede metode overvejende

deskriptivt i vores sproglige analyser, men specielt i afsnittet om Irakkrigsudsendelsen vil vi

undervejs trække nogle komparativt funderede pointer ud. Disse pointer remser vi op og

forfiner i det efterfølgende afsnit ”Komparative konklusioner”, der ligger i rummet mellem

den tekstlige og den diskursive analyse, som følger umiddelbart efter den tekstlige analyse,

vi nu vil bevæge os ind i.

Analyser af Golfkrigen d. 17. januar, 1991

Tv-studiets opbygning og grafik

Selve opbygningen af TV Avisens ekstraudsendelse har stor en betydning for modtageren. Vi

skal se, at der er en radikal forskel på, hvorledes TV Avisens studie er opbygget på i 1991 og

2003.

Tv-seeren bliver præsenteret for studiet allerede ved introen. TV Avisens logo, øjet,

cirkulerer indover skærmen, med gule bogstaver står der TV A, skråt over øjet står der:

”Ekstra”. I baggrunden kan der ses en halvmåne formet bord, hvor der sidder tre person.

Panelet udgøres af to mænd og en enkelt kvinde. Værten, Jens Nauntofte, er placeret i

midten 63 . Derudover er der to kameramænd, som begge står bag kameraer. Dermed er panelet

rettet direkte mod kameraerne, hvilket naturligvis betyder, at personerne taler direkte til

seeren, med mindre de vender sig væk kameraerne, hvilket Svend Bergstein vælger at gøre,

når han skal svare på spørgsmål fra Jens Nauntofte. Imellem kameramændene og panelet er

der placeret to fjernsyn, med skærmene rettet mod panelet.

Studiet er holdt i blå farver. Bag panelet er der rejst en blå væg med lyseblå skråstreger.

Man har fra TV Avisen side også valgt at holde grafikken i blålige toner 64 .

Disse kølige blålige toner skaber ro og troværdighed hos modtageren. Der er ingen

forstyrrende elementer i billedet. Tv-seeren kan med andre ord koncentrere sig om det sagte

ord fra værten, eksperten og korrespondenter.

63 Se bilag 1.1.1 og 1.1.2

64 Se bilag 1.4.1, 1.4.2 og 1.4.3

32


Analysedel

De blålige nuancer ses for eksempel også i korrespondentgrafikken. Her er to levende

billeder centreret i billedet. Billederne er lige store, venstrebilledet viser Jens Nauntofte TV

Byen, og højrebilledet viser en billedemontage af Frank Esmann. Montagen viser Esmann i

forgrunden og Det Hvide Hus i baggrunden. Den samlede grafik passer ind i TV Avisens

look. De to billeder er placeret på en blå baggrund med grå nuancer. Øverst i

korrespondentgrafikken har man valgt at placere TV Avisens logo, øjet, i lyse blå nuancer.

Indover øjet står der med gult TV A 65 .

Disse korrespondentgrafiske elementer går igen i samtlige TV Aviser i vores

analysemateriale. Korrespondenter bliver kædet sammen med ikonografiske elementer, som

markerer stedet men der kan opstå problemer, hvad er et typisk kendetegn for Amman? I

analysematerialet for 16.. januar 1991 bliver korrespondent Palle Rasmussen i Amman bliver

derfor kodet sammen med en kampvogn i en ørken 66 . Det samme gælder for Jan Ewens, som

sender fra Bagdad. Jan Ewens bliver kodet sammen med en by. En by hvor der er ingen

genkendelige elementer. Tv-seeren kan se række en hustage 67 .

Ved befrielsen af Kuwait har TV Avisen en kommentar fra Steffen Gram fra Moskva. Her

er korrespondentgrafikken reduceret til et kort over USSR. Der er ingen ikonografisk

elementer i hverken Jan Ewens, Palle Rasmussen ellers Steffen Grams tilfælde. Dette

skyldes, at TV Avisens redaktion må gå ud fra, at modtageren ikke kender til Amman eller

Bagdad på samme måde, som seeren kender til Washington. TV Avisen kunne have valgt at

benytte ikonografiske elementer fra byerne, som er kendt i den arabiske verden og i det

daværende USSR. Noget TV Avisen senere har gjort med Moskva. Her har TV Avisen

benyttet billeder fra Kreml. Disse ikonografiske billeder er med til at forankre

korrespondenterne stedmæssigt i fortælling om befrielsen af Kuwait. Denne brug af

ikonografiske elementer fortæller bla. noget om mediebilledet i 1991. Den almindelige tv-

seer havde ikke adgang til diverse satellitkanaler og des lignende. Danmark havde først fået

deres anden tv-station mindre end tre år før Golfkrigen. Med andre ord var mediedækningen

af verden stadig kun lige begyndt. Det skulle ændre sig i løbet af årtiet. Vi skal se, at under

Irakkrigen benytter TV Avisen et utal af billeder.

Ved ekstraudsendelsen afslutning optræder der et grafiklogo øverst i venstre side af

billedet. Logoet viser Jorden med fokus på Mellemøsten, Asien og Afrika. Med store

65 Se bilag 1.3.1 og 1.3.2

66 Se bilag 1.3.5 og 1.3.6

67 Se bilag 1.3.3 og 1.3.4

33


Analysedel

blokbogstaver står der: ”KRIG”. Selve logoet er blevet brugt tidligere. Inden krigen var den

tekstlige forankring på symbolet i stedet: ”KRISE”. Dermed er grafikken med til at skabe

kontinuitet i ”historiefortællingen” 68 om Kuwait-problemet overfor modtageren. Situationen

har udviklet sig fra krise til krig.

Denne opsætning må betegnes som klassisk. TV Avisen studieopbygning i begyndelsen af

1990’erne minder meget op den opsætning, TV Avisen havde den 15. august 1965, hvor den

første TV Avis ramte tv-seerne 69 .

Vi skal se, at der sker store ændring i måden, hvorpå TV Avisen opbygger deres studie.

Det har naturligvis også betydning for selve formidlingen af nyheder. Det kommer til at

fremstå tydeligt under Irakkrigen. Her er studieopbygningen ændret. Nu sidder man ikke

længere i et lukket studie. Under Irakkrigen kan tv-seeren se redaktionen, som sidder bag

Reimer Bo Christensen. Det klassiske panel er også væk. I stedet sidder man ved et

’multiformet’ bord.

Sproglig analyse af TV Avisens ekstraudsendelse 17. januar 1991

I det følgende afsnit skal vi se nærmere på de verbalsproglige handlinger, som iscenesætter

TV Avisens ekstraudsendelse den 17. januar 1991. Analyserne vil beskæftige sig med,

hvordan krigen i Golfkrigen italesættes. Vores analytiske blik vil især rette sig imod værten,

Jens Nauntofte, da det er ham som er omdrejningspunktet for ekstraudsendelsen

Fundament for analyserne er naturligvis vores metodeafsnit. Jævnfør Fairclough’ model

for diskursanalyse befinder den sproglige analyse sig i den inderste firkant, nemlig ’teksten’.

Nauntofte – Den klassiske vært

Som hjælp til at fremhæve aktørernes sproglige handlinger vil vi blandt andet benytte os af

de deiktiske markører 70 ’vi’ og ’jeg’ Vi vil igennem analyserne se, at værten Jens Nauntofte

68 TV AVISEN 40 år: 1965-2005

69 Ibid.

70 Det følgende afsnit er en sproglig analyse af ekstraudsendelsen den 17. januar 1991. Til den sproglige analyse

benytter vi os af den deiktiske analysemodel. Deiksis inddeles i tre kategorier: Person, tid og sted. Det er de

kategorier, som vi benytter, når vi analyserer på, hvilken retning teksten peger eller går (deiksis stammer fra

græsk og betyder pegning). Denne pegen etablerer sig i en given teksts sprogbrug ved, at den talende via

pronominer, tids- og stedsadverbier og verbaltider konstruerer en forståelsesmatrice. Herved etableres

samtalens/tekstens centrum i person, tid og sted: ’jeg’, ’nu’, ’her’. Der er stor forskel på hvordan

personrelationer gestaltes i dagligdagens tale og på tv. I dagligdagen opstår relationer normalt i spændingsfeltet

mellem markører i 1. og 2. person, ’jeg’, ’vi’ og ’du’, ’I’, ’De’. Herunder også de nærliggende pronominer

34


lever op til de klassiske værdier hos en nyhedsvært. Han besidder en ophøjethed og

fremfører nyheder med en informativ autoritet og elegance. Vi skal i det følgende se,

Analysedel

hvorledes værten, Jens Nauntofte, veksler mellem ’vi’ og ’jeg’ og hvad disse pronominer

dækker over, og hvilke konsekvenser det får for tv-seeren.

Som skrevet i afsnittet om ekstraudsendelsens dramaturgiske opbygning sidder værten

med direkte front til tv-seeren. Dette giver i sig selv en belærende og myndig fremstilling af

værten. Dertil kommer Jens Nauntoftes sproglige handlinger.

I Nauntoftes indledning: ”Godmorgen. Det er TV Avisen med en ekstraudsendelse.

Golfkrigen er begyndt” 71 benytter han sig ikke direkte af et personligt pronomen. I stedet

dækker han sig ind under TV Avisen som institution. Omvendt forholder det sig, da

Nauntofte læser dagordenen for udsendelsen op.

Lad os i første omgang rette fokus mod de ’vi’er’ som Jens Nauntofte benytter i

dagsordnen i ekstraudsendelsen. Spørgsmålet er, hvem disse ’vi’er’ henvender sig til? I

nedenstående tilfælde kan der både være tale om et inkluderende ’vi’, hvor Nauntofte

indlemmer tv-seeren i diskursen. ’Vi’et kan også fungerer som ekskluderende, hvor ’vi’et

dækker over Nauntofte og TV Avisen redaktion.

”Bagefter er vi klar til nogle kommentarer dels fra vores korrespondent i Washington Frank Esmann, der vil

med og har fulgt Bush’s tale, dels fra den militære analytiker Svend Bergstein, der er med her i studiet og som

vil kunne forklare nogle af de mere taktiske ting omkring det amerikansk/britiske eller skal vi kalde det, det

allierede angreb mod Irak”.

- ”Efter fem måneder efter fem måneders venten, efter fem måneders forberedelser, er krigen nu i gang, og

George Bush gør sig nu klar i det hvide hus i Washington til at forklare - og vi stiller om:” 72

Umiddelbart kan man ikke bestemme, om Jens Nauntofte benytter sig af ekskluderende eller

inkluderende ’vi’er’. Dette er der en pointe i, da Nauntoftes brug af ’vi’ kan være et

eksklusivt ’vi’, som dækker over ham, TV Avisens redaktion og folkene bag afviklingen af

udsendelsen. Via dette ’vi’ opnår Nauntofte en distanceret holdning til tv-seeren. Dette skal

ikke forstås negativt. Nauntofte fremstår som en autoritet, der informerer seeren.

Pronomenet kan også virke som et inkluderende ’vi’, hermed indeholder vi’et såvel

værten som TV Avisens redaktion og tv-seeren. Dermed kommer Nauntofte til at fremstå,

som en vært der møder modtageren i øjenhøjde! Begge ’vi’er igen gennem hele udsendelsen,

’min’, ’din’, ’vores’ etc. (taget fra Drotner, Jensen, Poulsen og Schrøder: Medier og kultur: En grundbog i

medieanalyse og medieteori (1996))

71 Bilag 3.2.1, l. 16

72 Ibid. l. 32-38

35


for eksempel da Jens Nauntofte tager spørgsmålet op angående rapporteringen fra

amerikanske journalister i Golfen:

Analysedel

JN: ”Ja [studie], og hvorledes er det nu med den amerikanske rapportering, er den lammet, vi har jo hørt, de

først døgn ville de amerikanske rapportere i Saudi Arabien jo ikke have mulighed for at komme direkte til orde,

rapporterer man på alle kanalerne” 73

Igen optræder ’vi’et’ både inkluderende og ekskluderende. Traditionelt set er broadcasting af

nyheder envejskommunikation 74 , men via det inkluderende og ekskluderende ’vi’ snyder

Nauntofte modtageren. Og giver dermed seeren en form for mæle.

Faktisk spørger Nauntofte på seerens vegne i overstående citat. Der kan både være tale

om, at ’vi’et’ dækker over en række nyhedstelegrammer, redaktionen har fået op til

krigsudbruddet. Omvendt kan værten også henvise til tidligere nyhedsudsendelser, hvor man

har været inde på problematikken, om journalisterne i Golfen kunne rapportere ud fra

Golfen. Da Nauntofte afslutter ekstraudsendelsen benytter han sig ligeledes af det dobbelte

’vi’: ”… og vi ved fra Bagdad …” 75 .

Disse dobbelte vi’er skaber som nævnt den fornødne distance til tv-seeren, samtidigt med

at Nauntofte ikke fjerner sig fuldstændigt fra modtageren. Dermed bevarer værten de

klassiske idealer for en nyhedsvært om at være en myndig autoritet, som er garant for det

samlede nyhedsbillede.

Jens Nauntofte benytter to forskellige slags ’jeg’er’. For det første et ’jeg’ som bruges

ved tekniske problemer i studiet for det andet et ’jeg’, som bruges ved tiltale af folk i studiet.

Det første ’jeg’ benyttes, altså, når der opstår uventede ting i studiet, og når Jens

Nauntofte skal informere modtageren om dette:

”Ja, jeg skal lige sige til vores seere, at vi har linjer åbne til forsvarsministeriet i Washington, vi venter

simpelthen på at forsvarsminister Dick Cheney kommer med sin (…) professionelle forklaring på, hvad der er i

gang nu” 76 .

eller:

73 Ibid. l. 496-499

74 Her ser vi bort fra nyere teknologier, som f.eks. private blogs, corporate blogging og user to user nyheder.

75 Bilag 3.2.1, l. 828

76 Ibid. l. 547-550

36


Analysedel

”Tak SB, jeg skal lige meddele, at Dick Cheney er klar til at gå på talerstolen i Washington, vi stiller om og

tolker:” 77

Jens Nauntofte afbryder Frank Esmann. Denne afbrydelse tjener flere formål. Tv-seeren skal

have at vide, at der kommer til at ske en ændring i den dagsorden, som Nauntofte nævnte i

begyndelsen af udsendelsen. Det ville give indtrykket af en nyhedsudsendelse uden styring.

En udsendelse uden deiktiske markører vil efterlade seeren med det indtryk, at DR ikke kan

håndtere begivenhedernes gang.

Nauntoftes afbrydelse har også en praktisk funktion, da Frank Esmann naturligvis skal

have at vide, at der stilles om til Pentagon. Dette kunne fortælles offscreen, i midlertidig

vælger TV Avisens redaktion at sende meddelelsen ud til seeren. Ligeledes tilføjer

afbrydelsen et dramatisk islæt til dramaturgien. Dette giver indtrykket af en nyhedsstation,

som er på forkant med situation og kan håndtere uventede situationer. Vi skal se

analyseafsnittet af Irakkrigen, at TV Avisen bevidst vælger at udnytte denne effekt til at

skabe dramatik i udsendelsen.

Efterfølgende distancerer Nauntofte sig begge gange med et ekskluderende ’vi’, i det han

henviser til, at man på redaktionen har åbne linier til Pentagon, og at de stiller om. Dermed

bibeholder han både sin autoritet og fremstår som en sikker guide i nyhedsdækningen af

krigen, når noget akut forekommer.

Det andet ’jeg’ benyttes, når Jens Nauntofte går i dialog med sine eksperter, men aldrig til

tv-seeren. I samme omgang benytter Nauntofte også ’du’. Dette er ganske naturligt, da både

’du’ og ’jeg’ ofte bliver brugt i hverdagens sproglige interaktion. Pronominerne er med til at

skabe en sideordnet relation med parterne.

JN: ”Godt Frank, du skal lige blive her på linjen, vi har nemlig en gæst [splitscreen slutter i glidende overgang

over til studie] i studiet. Det er major, Svend Bergstein, fra forsvaret militær analytiker, velkommen Svend” 78

I det overstående eksempel ses, hvorledes Jens Nauntofte henvender sig til korrespondent

Frank Esmann. Først og fremmest benytter Nauntofte sig af Frank Esmanns fornavn og

tiltaler ham med et ’du’. Nauntofte kunne have tiltalt Esmann i 3. person med ’De’, hvilket

er ganske normalt, når nyhedsværter tiltaler tv-seeren. ’De’ er langt mere autoritær og

distancerende. Nauntofte vælger i midlertidig ’du’, hvilket giver en kammeratlig og kollegial

77 Ibid. l. 583-585

78 Ibid. l. 349-351

37


Analysedel

tone. Med andre ord er Nauntofte og Esmann ligestillet. Dette har ingen betydning for tv-

seeren, da denne udmærket ved, at Nauntofte og Esmann er kollegaer. Hvis tv-seeren ikke

kender Nauntoftes og Esmann institutionelle forhold, bliver seeren gjort opmærksom på

dette via KGN’er nederst i billedet.

Efterfølgende henvender Nauntofte sig til Svend Bergstein. Dette sker med Svend

Bergstein officielle rang, major, fuldt navn og arbejdsmæssigt tilhørsforhold. Dette er for at

give modtageren fuld introduktion til eksperten i studiet. Dermed ved seeren, at ud fra titlen

må der være tale om en ekspert. Nauntofte slutter introduktionen af med ”Velkommen,

Svend”. Ved benyttelsen af fornavn, er Jens Nauntofte og Svend Bergstein placeret på

samme niveau hierarkisk. Efterfølgende tiltaler Nauntofte Bergstein ved fuldt navn og en

enkelt gang med militærrang. Igen er der etableret en distance. Dette er for at signalere en vis

afstand til den udefra stående kilde, hvilket naturligvis skyldes, at kilden skal virke objektiv.

Jens Nauntoftes rolle som nyhedsvært i den første ekstraudsendelse under Golfkrigen

lever op til de klassiske idealer for en nyhedsvært. Værten skal både have et objektivt forhold

til nyhedsstoffet og en vis distance til modtageren. Distancen er nødvendig for at opretholde

en troværdighed og autoritet. Disse forhold kommer til udtryk i Nauntoftes sprogbrug.

Nauntofte prøver så vidt muligt at minimere sit ’jeg’ igennem ekskluderende eller

inkluderende ’vi’er. Man kunne fristes til at tro, at ’vi’ er flertals formen af ’jeg’. Dermed

ville Nauntoftes ’vi’er være inkluderende. I midlertidig betyder ’vi’ ikke nødvendigvis ’flere

’jeg’er, men derimod ’jeg plus nogle andre’ 79 . Det kan til tider være vanskeligt at bestemme

disse deiktiske markørers tilhørsforhold. Dette har den effekt, at Nauntofte kommer til at

fremstå, som han på en og samme tid er inviterende overfor tv-seeren, men samtidig

forholder han sig distancerende og objektiv. Dermed giver han ikke afkald på de

journalistiske idealer.

Når Nauntofte endelig bruger ’jeg’, er det kun i tilfælde af, at der sker noget uventet eller,

når han tiltaler gæster eller kollegaer. Igen giver Nauntofte ikke afkald på sin integritet.

Nauntoftes sprogbrug er med til at give ekstraudsendelsen en højtidelig og troværdig

nyhedsværdi. Vi skal se i Reimer Bo Christensens sprogbrug, at han, som nyhedsvært, løsner

op for de stive og højtidelige former. Dette sker fordi, at Reimer Bo Christensen program er

bygget på et andet fundament end Nauntoftes. Nauntoftes TV Avisen er et afgrænset forløb

79 Drotner, Jensen, Poulsen, Schrøder: Medier og kultur: En grundbog i medieanalyse og medieteori. (1996), s.

171.

38


Analysedel

på ca. 30 minutter. Reimer Bo Christensens ekstraudsendelse har en open end, som vi skal

se, har Reimer Bo Christensen sprogbrug en effekt på dramaturgien.

Frem og tilbage. Brugen af tid

De personlige promener bliver brugt som markører, derved kan tv-seeren, gæster, og værten

navigere rundt i udsendelsen. De er dermed med til at sætte udsendelsen i scene og skabe en

dramaturgi i og med, at aktørerne bliver placeret i forhold til hinanden. Der findes også andre

markører i udsendelsen, som er med til at gestalte udsendelsen i en større forståelsesramme.

Alene titlen, Ekstra, fungerer som en tidsmæssig deiktisk markør, da ordet henviser til, at TV

Avisen sender uden for de sædvanlige sendetidspunkter. Dernæst har TV Avisens skærmlogo

fået tilføjet: Direkte. Således er tv-seeren blevet gjort opmærksom på, at der er sket noget

ekstraordinært.

Sprogligt forankrer Nauntofte også ekstraudsendelsen i tid. I linie 27 80 henviser Nauntofte

til, at præsident Bush ”i øjeblikket” gør sig klar til sin tale. Dermed bliver seeren gjort

opmærksom på, at de følger tingenes gang ”direkte”. Ligeledes i linie 27 bliver seeren

inkluderet i aktuelle hændelser, da Nauntofte konkluderer, at præsidentens tale ikke kun er

for den amerikanske nation, men at talen er gældende for hele verden.

Nauntofte henviser også til, at den aktuelle situation har et forløb bag sig. I det han

henviser til, at ”efter fem måneder efter fem måneders venten, efter fem måneders

forberedelser er krigen nu i gang” 81 . Nauntofte sætter således et punktum for de

bagvedliggende hændelser. Og et nyt kapitel er begyndt. Det udmønter sig også grafisk. Et

halvt døgn tidligere benytter sig TV Avisen sig af logoet ”KRISEN”, dette logo er nu

udskiftet med ”KRIG”. Nauntofte henviser flere steder til, at der er åbent for et nyt kapitel. I

linie 38 vil Nauntofte gerne have Bergsteins umiddelbare kommentar til det tre timer gamle

angreb. Nauntofte slutter sit spørgsmål med: ”hvad sker der nu?” 82 . Det sluttelige spørgsmål

må betegnes som et næsten umuligt spørgsmål at svare på. Selv om Svend Bergstein er

tilknyttet forsvaret, har Bergstein næppe kendskab til de bagvedliggende strategiske detaljer

for angrebet på Kuwait. Bergstein bruger spørgsmålet til at remse forløbet op ud fra

oplysninger fra BBC og CNN. Nauntoftes spørgsmål er nok også mere retorisk. Det er med

til at gøre seeren opmærksom på, at der er et angreb i gang på præcis dette tidspunkt, hvor

80 Bilag 3.2.1, l. 27

81 Ibid. l. 36-38

82 Ibid. l. 39

39


Analysedel

seerne kigger på ekstraudsendelsen. Det skal her nævnes, at i ekstraudsendelsen får tv-seeren

ikke serveret livebilleder fra Kuwait. Der er ingen livebilleder fra selve angrebet på Kuwait

City. De eneste billeder TV Avisen har, er fra præsidents Bushs tale og pressekonferencen fra

Pentagon.

Nauntoftes spørgsmål har også en dramatisk effekt. Tv-seeren bliver implicit gjort

opmærksom på, at krigen er i gang. Denne stil bliver konsekvent ført videre under

Irakkrigen. Her skal vi se, at tv-seeren bliver gjort opmærksom på, at ”krigen er i gang” både

verbalt og via KGN’er på skærmen. Denne effekt er ikke konsekvent hos Nauntofte, da

Nauntofte skal runde udsendelsen af, lyder det:

”Ved midnat begyndte det amerikansk allierede angreb mod Irak under kodenavnet operation ørkenstorm, store

bølger af angrebsfly, muligvis også missiler gik mod Irak og vi ved fra Bagdad, hvor det blev bekræftet at

flyene kom ind over den irakiske hovedstad, bombede den irakiske hovedstad og mål ude i landet, sådan er

situationen nu” 83

Her benytter Nauntofte sig af de klassiske idealer om, at nyhedsværten skal informere og

referere nyheder. Nauntofte refererer kort situation. Nauntofte kunne have valgt den langt

mere dramatiske frase: ”Krigen er i gang”. I hans referat kunne han også have nævnt de

forskellige militære enheder, som er involveret. De fleste kender enheder som Rangers,

Marine Corps, Delta Force og Navy Seals fra et utal af film, dermed ville der komme ’ansigt’

på krigen. En tendens man især kender fra de amerikanske medier. Hvis man lytter til

pressekonference fra Pentagon, bliver de forskellige korps, som deltaget i de første

operationer, nævnt ved navn.

Nauntofte konkluderede i sin præsentation af Bushs tale, at befrielsen af Kuwait var en

konflikt, som berørte hele verden. Dette er i midlertidig svært at se i de deiktiske

tidsmarkører. Som vi senere skal se, er Reimer Bo Christensen meget bevidst om at nævne

tidsforskellene. Når Nauntofte benytter sig af tidsmarkører, kan det være svært at bestemme,

om det er lokal tid eller dansk tid.

”Ved midnat åbnede de allierede deres angreb på Irak under kodenavnet Operation Ørkenstorm. Kl. 01

bekræftede Det Hvide Hus’ talsmand Fitzwater officielt, at krigen var i gang” 84

83 Ibid. l. 866-871

84 Ibid. l. 18-20.

40


Analysedel

Her kan man ikke bestemme, om der er tale om amerikansk, dansk, irakisk eller kuwaitisk

tid. Efter præsident Bushs tale benytter Nauntofte vendingen ”ved midnat” 85 om

begyndelsestidspunktet for angrebet. Nauntoftes præcision bliver ikke bedre, da han senere

refererer til angrebet: ”der startede for tre timer siden” 86 . Seeren bliver med andre ord

overladt til en udefinerbar tidshorisont. Dette har måske ikke den store betydning for tv-

seeren under Golfkrigen. Som nævnt benytter TV Avisen disse tidsforskelle under

Irakkrigen. Reimer Bo Christensen er konsekvent mht. at præcisere om der er tale om lokal

tid eller dansk tid. Dette er med til at sætte krisen i et globalt perspektiv. Det giver og

udsendelserne et mere dramatisk udtryk. Tv-seeren sidder tilbage med indtrykket af, at TV

Avisen kan håndtere og informere om den globale krise i Mellemøsten.

De øvrige deltagere i studiet

Slagets gang i ekstraudsendelsen styres fra TV Avisens redaktion, hvor værten, Jens

Nauntofte, er ansigtet ud til tv-seeren. Som nævnt i afsnit om dramaturgien er Nauntofte vært

for et mindre panel. Dette panel bliver ikke udskiftet i løbet af udsendelsen. Panelet består af

major Svend Bergstein og en kvinde, som vi må gå ud fra er tolken. Kvinden bliver aldrig

præsenteret for tv-seeren. Hun forbliver en ’skygge’, som seeren ser i selve introen til

udsendelsen. Nauntofte tiltaler hende to gange: ”Ja, Tak skal du ha’ Anne” 87 og sidst i

udsendelsen, hvor han takker tolken.

Derudover benytter man en enkelt korrespondent i udsendelsen. Korrespondenten er TV

Avisen egen mand i Washington, Frank Esmann. Ellers benytter man sig præsident Bush live

fra Det Hvide Hus og den amerikanske forsvarschef, Colin Powell og forsvarsminister Dick

Cheney live fra Pentagon 88 .

Disse eksperter, på nær tolken, taler ud fra et ’jeg’, hvilket er ganske naturligt. Årsagen til

at eksperterne befinder sig i studiet, skyldes, at TV Avisens redaktion mener, at de besidder

en viden, som kan være nyttig for tv-seeren. Således ser vi ofte Frank Esmann bruge ’jeg’:

”Hvad angår modsætningen, så mener jeg ikke at der kom noget nyt frem” 89 . Esmann

85 Ibid. l. 320

86 Ibid. l. 355-356

87 Ibid. l. 319

88 Se bilag 1.2.1, 1.2.2 og 1.2.3

89 Bilag 3.2.1, l. 332

41


Analysedel

fungerer som ekspert, men er stadig en del af TV Avisens redaktion. Denne dobbelte rolle

kommer til udtryk i brugen af personlige pronomener:

JN: ”Ja [studie], og hvorledes er det nu med den amerikanske rapportering, er den lammet, vi har jo hørt, de

først døgn ville de amerikanske rapportere i Saudi Arabien jo ikke have mulighed for at komme direkte til orde,

rapporterer man på alle kanalerne”.

FE: ”Nej tværtimod … Tværtimod, såå havde vi meget tidlige rapporter fra amerikanske journalister på stedet

som umiddelbart ikke så ud til at have været igennem nogen form for censur eller sikkerhedstjek, det var så vidt

jeg husker, CBS medarbejder i luftbase i Saudi Arabien der kom med de aller første beretninger om, at nu var

de første eskadriller af F15 jagere lettet og på vej mod nord, og det var CNN der rapporterede sammen med

CBS om de første krydserraketter der landede omkring Bagdad i øvrigt kan jeg sige, at det nyeste er, at

bombardementerne omkring Bagdad er tilsyneladende genoptaget, men det er længere væk rapporterer CNN

nu”.

JN: ”Frank Esmann, det er åbenbart en informationskrig der er begyndt nu. Vi hørte fra CNN’s tre rapportere i

Bagdad allerede ved et tiden” 90

I samtalen benytter Jens Nauntofte et ’vi’. Det er ikke til at vide om ’vi’et dækker over

interne informationer, som TV Avisens redaktioner ligger inde med eller om det er noget,

som har været formidlet i TV Avisen tidligere. ’Vi’et kan både være ekskluderende og

inkluderende. Men i Frank Esmanns svar er der ingen tvivl. Esmann benytter et kollegialt

’vi’, der ekskluderer tv-seeren. Tv-seeren har af naturlige årsager ikke haft adgang til disse

informationer 91 . Det er informationer, som er hentet fra amerikanske nyhedsstationer.

Esmann slutter sin situationsrapport med et ’jeg’, dermed tager han ekspertrollen på sig igen.

Efterfølgende genoptager Jens Nauntofte den kollegiale diskussion med et eksklusivt ’vi’.

Denne sprogbrug som Esmann praktiserer, er den klassisk for korrespondenter, da

korrespondenter er sendt i ’marken’ for at rapportere fra et givent område. De er dermed

interne eksperter.

Hvor Frank Esmann er den klassiske korrespondent, har Svend Bergstein en interessant

rolle. Svend Bergstein er hentet ind fra Forsvarsakademiet for at være den objektive ekspert,

som kan forklare tv-seeren, hvad der foregår og kommer til at foregå i Kuwait og Irak. I

Bergsteins brug af pronomener viser det sig, at han ikke kan finde sin plads, som objektiv

ekspert:

90 Ibid. l. 474-484

91 Med mindre de har satellit-tv. I begyndelsen af 1991 var det stadig et fåtal, som kunne modtage kanaler som

CNN. Dette er får i midlertidig ingen betydning for ’vi’. Da ’vi’et omhandler TV Avisen som institution og dets

modtagere.

42


Analysedel

SB: ”Ja, vi har hørt, at det engelske flyvevåben har angrebet med deres tornadofly og de er specielt udrustet til

at angribe flyvestationer med sådan nogle ehh multibomber, vi jeg kalde dem, der virker lidt henad disse

Tomahawk-missiler også”.

- De kan altså ødelægge startbaner og historien om at man har eskorteret irakisk fly ned, har jeg også hørt, men

det kan være en, der simpelthen er stukket af.

Svend Bergstein indleder sin sætning med et eksklusivt ’vi’, som henviser til TV Avisens

redaktion da oplysninger ikke tidligere har været nævnt i ekstraudsendelsen. Dermed får

samtalen en kollegial tone, hvilket får betydning for den objektive position, Bergstein skulle

besidde. I hvert fald sidestiller Bergstein sig med TV Avisens redaktion. Bergstein dobbelt

position bliver tydeliggjort, da Bergstein først bruger pronomenet ’vi’, hvorefter han hurtigt

retter ’vi’ til ’jeg’. Dette får naturligvis betydning for tv-seeren. Tv-seeren har ingen fast

deiktiske holdepunkter. Major Svend Bergstein optræder også i civilt tøj. Han kunne have

valgt at optræde i militæruniform, derved ville seeren har et ikonografisk element, der har

fortalt, at Svend Bergstein havde et andet institutionelt tilhørsforhold end Jens Nauntofte 92 .

Dette forhold er blevet ændret, da TV Avisen sender ekstraudsendelsen vedrørende

Irakkrigens udbrud. Her har TV Avisen ligeledes en militærekspert i studiet, Jens Claus

Hansen. Her har man valgt, at den militære ekspert optræder i uniform.

Svend Bergsteins brug af ’vi’ og ’jeg’ er konsekvent igennem udsendelsen:

JN: ”Ved vi det? Undskyld”.

SB: ”Det ved vi ikke, det ved vi ikke endnu, for det er der ikke fremkommet noget med. Men jeg er sikker på,

at de har været primære mål disse 36 affyringsramper, som vi ved irakerne har, og som jeg er sikker på,

amerikanerne ved, hvor er henne”.

Nauntofte vil have en uddybning på et tidligere svar fra Bergstein. Igen blander Bergstein sin

ekspertrolle sammen med TV Avisens redaktion. Hvis Svend Bergstein skulle distancere sig

fuldstændig fra institutionen DR og TV Avisen, skulle han bruge et ’jeg’ i stedet for det

kollektive ’vi’.

Bergstein benytter et ’vi’ omkring de information, som ’man’ 93 har om de irakiske

affyringsramper. Spørgsmålet er, hvor stammer de informationer fra? Det står hen i det

usagte. Vi ved ikke, om Bergstein refererer til CNN, BBC, eller om det er informationer, han

har fra det danske forsvar.

92 Svend Bergstein har i dagene op til krigsudbruddet været brugt som militærekspert i adskillige TV Aviser. På

intet tidspunkt optræder Bergstein i uniform.

93 Her benytter vi passivstrygning ’man’, da vi ikke ved, hvem ’vi’ dækker over.

43


Svend Bergstein har efterfølgende udtalt sig om sin rolle som tv-ekspert under

Analysedel

Golfkrigen. I DR-dokumentarserien Husker du … 1991, om årtiet 1990, udtaler Bergstein, at

han var naiv om sin rolle, som landets første live-tv-ekspert. Bergstein erkender, at man ikke

havde kontrol over nyhedsstrømmen, og at man ikke forholdet sig til plantede historier. På

trods af dette virker det ikke som om, at DR og TV Avisen har brugt disse erfaringer

proaktivt. Under Irakkrigen forholder man sig på samme ukritiske måde til evt. mediernes

rolle og plantede historier.

Vi skal senere i analysen se nærmere på måden, hvordan TV Avisen og Svend Bergstein

benytter de kilder, de anvender i ekstraudsendelsen.

Informationskrig

Jens Nauntofte nævner på et tidspunkt i ekstraudsendelsen d. 17. januar, at Golfkrigen er en

informationskrig 94 . Et mærkat som er blevet hæftet på Golfkrigen også i eftertiden, vores

teoretikere Paul Virilio og Jean Baudrillard betragter om nogen også Golfkrigen som en

informationskrig 95 . Derfor vil det være interessant at se på, hvorledes TV Avisen forholder

sig til de informationer, som redaktionen modtager undervejs i udsendelsen. Vi vil

perspektivere til ekstraudsendelsen fra dagen før, hvor fristelsen for tilbagetrækning fra

Kuwait udløb for Saddam Hussein.

Selvom både Nauntofte, Esmann og Bergstein anerkender, at Golfkrigen er en mediekrig,

kan det til tider virke som om, de ikke forholder sig kritisk til dette. Man får som seer

indtrykket af, at TV Avisen ser sig selv som videregivende kanal for nyheder. Hvorvidt disse

nyheder er plantet eller ej, forholder TV Avisen sig ikke til. Denne kanaltankegang kommer

bl.a. til udtryk, da man taler om præsident Reagan:

JN: ”Frank Esmann, da Ronald Reagan var præsident her i begyndelsen af firserne, [splitscreen korrespondent,

TVstudie_start] der var han kendt for, at når der virkelig skulle ske noget dramatisk, så gjorde han det præcist

til the seven o’clock news klokken et i nat, præcist et i nat gik Fitzwater på talerstolen for at forklare sig til

nationen, det var simpelthen for at opnå den maksimale opmærksomhed i USA, var det ik’?” 96

Jens Nauntofte er altså klar over, at medierne kan blive brugt i politisk øjemed. Både

Nauntofte, Esmann og Bergstein kredser implicit om, at de kan blive brugt i forbindelse med

94 Bilag 3.2.1, l. 486

95 Jf. vores diskussion vedrørende Baudrillard og Virilio s.

96 Bilag 3.2.1, l. 485-489

44


den amerikanske krigsmaskine. Esmann antyder ligeledes, at amerikanerne forsøger at

kontrollere medierne ved at udelukke dem fra at sende fra Kuwait

Analysedel

”Ehh, så der er næppe nogen tvivl om, at det ser irakerne som i deres interesse, og det er vel ikke så svært at

forestille sig, at i det øjeblik når vi nu kommer til dagslyset og vi ser hvilke ulykker og ødelæggelser der

anrettet, så vil disse billeder også komme ud og det er vel i sidste ende en kynisk betragtning i irakernes

interesse i det at disse billeder vil og så nå amerikanske tv-skærme og det vil ophidse folk ehhh

fredsbevægelser, det vil blive brugt i mod Bush” 97

Situation var den, at udenlandske journalister var taget ud af Kuwait City på nær et tv-hold

fra CNN. Dette hold sendte fra et hotelværelse i Kuwait City. Det er dette hold Esmann

refererer til. Frank Esmanns analyse er i midlertidig korrekt. Men det kunne også tænkes, at

Pentagon hellere så én nyhedsstation, som sendte fra Kuwait end et utal. Man havde under

Vietnam-krigen set konsekvensen af, at medierne havde fri adgang til krigen. Hvilket endte

med, at pressen fik skabt et negativt billede og en offentlig modvilje mod krigen i Vietnam.

Med et CNN-hold var der presse til stede under krigen, og amerikanerne kunne

efterfølgende ikke få skudt i skoene, at de forsøgte at holde noget skjult for offentligheden.

Hvis der skulle være et tv-hold i Kuwait, ville et CNN-hold ikke være dårligt. Hellere et tv-

hold som måtte regnes for at støtte de allierede mere end de støttede irakere. Og frem for alt

havde Pentagon en kanal, som man kunne fodre med nyheder. En kanal som både den

arabiske og vestlige verden fulgte med på. En kanal som TV Avisen også følger på. Som

tidligere nævnt er Frank Esmann eneste rigtige funktion under ekstraudsendelsen den 17.

januar 1991 at reportere, hvad CNN reporterer.

CNN bliver ikke kun brugt som sandhedsvidne, da krigen er brudt ud den 16. januar 1991

da TV Avisen sender en ekstraudsendelsen pga. deadlinen for Saddam Husseins

tilbagetrækning fra Kuwait, benytter man flere gange CNN som eneste kilde.

JN: ”Jo, men altså selvfølgelig skal man ikke udelukke. Vi har hørt en stribe kommentatorer på det amerikanske

fjernsyn CNN her til morgen sige, det kan godt være at krigen går i gang nu, og Henry Kissinger som var på

lige for et øjeblik siden. Han sagde, at hans vurdering det var den at vi sandsynligvis ville se en åben krig i

løbet af i løbet af 48 til 72 timer, når han siger det, så er det fordi han mener, der skal lige gå et par døgn, før

Bush sætter militæraktionen i gang for simpelthen at gi både diplomatiet og Bagdad en mulighed for stadigvæk

at fortryde” 98

Jens Nauntofte fungerer den 16. januar som ekspert inden for mellemøstlige anliggender.

Nauntofte funktion i udsendelsen er at videregive nyheder fra CNN og CBS. Nauntofte går

97 Ibid. l. 524-529

98 Bilag 3.1.1, l. 42-48

45


på intet tidspunkt ind og forholder sig kritisk til disse nyheder. Både CNN og CBS er

Analysedel

amerikanske tv-stationer. Jens Nauntofte præsenterer på intet tidspunkt TV Avisens seere for

rapporter fra mellemøstlig nyhedsbureauer. Denne tendens ser man også under Irakkrigen,

her bliver der primært brugt billeder fra vestlige nyhedsbureauer 99 .

Andre sandhedsvidner er TV Avisens korrespondenter. Deres funktion er naturligvis at

berette, hvad de ser og hører fra de lande, hvor de er udstationeret af TV Avisen. Der er

forskel på, hvorledes TV Avisen benytter deres korrespondenter den 16. og 17. januar.

Den 16. januar har TV Avisen korrespondenter igennem fra Washington, Amman og

Bagdad. Disse bliver brugt som øjenvidner og perspektiverende eksperter. Eksempelvis

bliver Frank Esmann og Palle Rasmussen brugt som sandhedsvidner i, når det kommer til

spørgsmål om den amerikanske administration:

FE: ”Joee ehhh, men man må jo huske på, at det hele tiden har været ehh ment som det mest sandsynlige, at

kommer der et angreb så kommer det om natten og klokken er altså nu otte om morgenen i Golfen, dvs. solen er

stået op. Hvorfor skulle præsident Bush give ordrer til et angreb nu, når han har en hel dag med lys, som giver

Saddam Husseins styrker de bedst mulige vilkår? Nåee, jeg tror mere på, som Kissinger, der kan komme til at

gå 24 timer, der kan komme til at gå op til to tre døgn øee før der sker noget, men angrebet vil nok komme om

natten 100

Esmanns primære rolle er bl.a. at forklare tv-seeren, hvorfor den amerikanske administration

handler, som den gør. Esmann analyser er altid af politisk og perspektiverende karakter. Selv

om Esmann benytter første persons pronomen bliver betragtningerne aldrig personlige. Dette

skaber troværdighed og autoritet hos modtageren.

Den samme form ser man hos Palle Rasmussen. Hvor Esmann giver tv-seeren analyser af

den amerikanske udenrigspolitik, beretter Palle Rasmussen om inden- og udenrigspolitik i

Mellemøsten:

”CJ: ”PR du har kun været få timer forholdsvist få timer i Amman nu, er der nogen reaktioner på Husseins

meget følelsesladede tale i aftes?”

PR: ”Der er ingen reaktioner. Den blev holdt så sent, at aviserne var ved at gå i trykken”.

CJ: ”Ehh, Palle Rasmussen?”

PR: ”Men ingen tvivl om, at de allerfleste jordanere mener, at krigen kommer. Nogen skriver, at det vil være en

absolut katastrofe for Jordan, andre som jeg nævnte, skriver som jeg nævnte, at det måske giver håb om en

palæstinensisk stat”.

99 Vi vil gerne pointere igen, at det ikke er vores anliggende at vurdere, hvorvidt pressedækningen har været

ensidig eller partisk. Vi i den forbindelse henvise til Stig Hjarvads rapport om medie dækningen af Irakkrigen:

"Mediernes dækning af invasionen af Irak 2003"

100 Bilag 3.1.1, l. 80-85

46


CJ: ”PR, er der nogen grund til eller kan man tro, at SH har hørt Kong Husseins appel i aftes?”

Analysedel

PR: ”Det er muligt SH har hørt appellen, på den anden side SH har ikke ladet sig bevæge af tidligere appeller

som den jordanske konge har rettet til ham. Kong Hussein har været en af de aller flittigste ehh mæglere i

konflikten men foreløbigt ganske forgæves. I talen i aftes var der også betydelig beklagelse over, nærmest

depression over at disse mæglingsforsøg disse forsøg på at bringe krigstalen til ehh forhandlingstale”.

CJ: ”Ehh PR, du der som TV Avisens medarbejder har fulgt mø i flere år fra din plads i Nicosia, er det din

opfattelse, at det her er så sidste appel sidste opfordring og evt. mæglingsforsøg fra Kong Hussein?”

PR: ”I hvert fald hvis man hører læser talen så vil kong Hussein nok ikke forsøge flere gange, der var en næsten

desperat tone i hans tale i aftes. Han talte jo om, i øjeblikket forberedes krigen”.” 101

Palle Rasmussen forholder sig nøgternt til sine beretninger. Dette kommer blandt andet til

udtryk i brugen af pronomener. Rasmussen benytter ikke personlige pronomener i samme

grad som Esmann. Claus Jacobsen henvender sig til Rasmussen med ’du’. Dette lægger op

til, at Rasmussen skal anvende et ’jeg’. I stedet benytter Rasmussen en passivstrygning og

det formelle subjekt ’der’. Rasmussen kunne have sagt: ”Jeg har ikke registret nogen

reaktioner”. Dermed ville hans analyser fremstå mere subjektive, men også være præget af

den klassiske reporter, som tager ud i verden og beretter hjem. Eksemplet er typisk for

Rasmussen. Han benytter passivstrygninger og formelle subjekter. Dette kommer til udtryk i

Rasmussen sidste kommentar, hvor han benytter passivstrygningen ’man’. Igen dækker

Rasmussen sig ind under et skjult subjekt. Rasmussen har læst Kong Husseins tale, ellers

ville han ikke kunne kommentere den. Her kunne Rasmussen og have brugt et ’jeg’. Det ville

hos modtageren give en større indlevelse, men også fjerne objektiviteten og dermed

troværdigheden.

Hvor Frank Esmann og Palle Rasmussens position er ekspertorienteret, er Jan Ewens

funktion i Bagdad rettet imod at være øjenvidne:

JE: ” (…) Der er færre biler på gaderne, der er næsten ingen mennesker på gaderne, så er det i øvrigt meget

tåget her til morgen, man kan næsten ikke se en hånd for sig og det er jo er jeg lige ved at sige lige før, det giver

sådan en form for beskyttelse, for det kan jo betyde, at det i hvert fald er umuligt at rette et luftangreb mod

Bagdad ehh her til formiddag. Vi fik også tåge i går og den lettede hen mod middag, så hvis vi skal regne med

det bliver lige sådan i dag, så sker der i hvert fald ikke ingenting her til formiddag” 102

Ewens benytter sig ligesom Frank Esmann af første grads pronomenet ’jeg’, men hvor

Esmann var nøgtern i sine analyser, er Ewens langt mere personlig. Ydermere benytter

Ewens et inkluderende ’vi’, dermed sidestiller han sig med irakerne. Dette ses bl.a. i

101 Ibid. l. 135-161

102 Ibid. l. 174-179

47


Analysedel

overstående citat, som kredser om hverdagsrelaterede emner. Tv-seeren kan igennem Ewens

beskrivelse næsten mærke Bagdads kølige tåge og venter i ’kollegialspænding’, med

irakerne, på de første missilnedslag.

Ewens personlige skildring skaber dramatik. En faktor som er med til understrege og

opbygge dramatikken i Ewens sprogbrug er linket, som Ewens bliver transmitteret via. Hvor

Esmann taler via almindelig telefon, er Ewens med fra Bagdad på satellittelefon. Esmanns

almindelige telefon går rent igennem, dette er ikke tilfældet med Ewens satellittelefon, den

knaser og falder ud.

Det kan undre en, at TV Avisen ikke benytter flere korrespondenter den 17. januar end

Frank Esmann, da en større repræsentation af DR’s korrespondenter ville skabe et flow i

dramaturgien og frem for alt fremstille TV Avisen, som et program, der er på forkant med

situation i verdens brændpunkter.

Ekstraudsendelsen fra dagen før krigsudbruddet, 16. januar fremstiller en redaktion, som

kan vinkle Golfkrisen fra hele verden. En vinkling som både er dramatisk og

ekspertorienteret. Under Irakkrigen vælger TV Avisen at benytte samme mangfoldige line up

som 16. januar 1991, da man under Irakkrigen er bevidst om den dramaturgiske effekt,

korrespondenterne besidder, og at korrespondenterne er med til at skabe fremdrift i

udsendelsen.

CNN som DR’s primære kilde

Som nævnt tidligere benytter TV Avisen CNN som kilde under både Golfkrisen og

Golfkrigen. På selve dagen, hvor krigen bryder ud. Er en af Frank Esmanns roller at følge

med i nyhedsstrømmen fra internationale nyhedsbureauer herunder CNN. De internationale

nyhedsbureauer er fremtrædende hele vejen igennem TV Avisen dækning af

Golfkrisen/krigen. Især har CNN en mere fremtræden position. Ud over at TV Avisen både

den 16. og 17. januar har personale til at følge med i nyhedsdækningen fra CNN i studiet, så

benytter TV Avisen også CNN’s reportager i en mere eller mindre redigeret udgave.

I vores analysemateriale dukker der også ”utrolige” rapporter op:

”men der er en rapport som er utrolig i sin form”

48


Analysedel

- ”Den siger nemlig at to britiske jagere har eskorteret en irakisk jager tilbage til Irak efter den havde forvildet

sig ind over Saudi Arabiske luftrum, der er altså noget der tyder på, at det første angreb har været meget meget

effektivt og at det irakiske luftvåben er reduceret til at skulle eskorteres tilbage til sin base” 103

Det er Frank Esmann, som beretter denne ’utrolige’ historie, og der er flere interessante ting i

rapporten om de irakiske fly. Frank Esmann fortæller nemlig ikke, hvem kilden til den

utrolige fortælling er. Esmann har ret i, at historien er fantastisk. Derfor kræver den mere

opmærksomhed. Nauntofte vælger ikke at forfølge historien yderligere, han stiller i stedet et

nyt spørgsmål til Svend Bergstein, som heller ikke vender tilbage til historien om de irakiske

fly. TV Avisen nævner selv, at historien er utrolig. De burde forholde sig til sandhedsværdien

af historien. Hvorvidt historien er sand eller ej, kan være svært at udrede. Når man tager i

betragtning, at man befinder sig i en krig, kan det virke usandsynligt, at man vælger at

eskortere fly hjem igennem et fjendtligt territorium, når det israelske luftvåben har

muligheden for at skyde fjenden ned. At uskadeliggøre et antal irakiske fly må også betragtes

som en sejr, som meget vel også kunne ramme de forskellige nyhedsstationer, som hungrer

efter nyheder i krigens første timer.

Man må retrospektivt set formode, at historien er plantet af amerikansk militære

interesser, som ville elske Esmanns brug af den. Frank Esmanns sprogbrug er således stærkt

ladet. Med sætningen: ”Det irakiske luftvåben er reduceret til at skulle eskorteres tilbage til

sin base” 104 får Frank Esmann således italesat uskadeliggørelsen af det irakiske luftvåben.

Ydermere får Esmann fremstillet det irakiske luftvåbens utilstrækkelighed. Dermed får Frank

Esmann viderebragt krigspropaganda, hvis oprindelige funktion formentligt har været at

højne moralen hos den allierede koalition.

Set ud fra et militært synspunkt er krigspropaganda en ikke-materiel måde at føre krig på,

og vi anser eksemplet her som et tydeligt eksempel på, at medierne er en integreret del af den

moderne krigsførelse. En måde som bygger på, at offentligheden frivillig vil viderebringe

militærets informationer. Krigspropagandaen skal ideelt set hjælpe de hjemlige civile og

soldaternes kampmoral i en positiv retning, mens den omvendt skal påvirke fjendens

kampmoral negativt. Samtidigt skal den også påvirke andre det være sig andre nationer og

internationale organisationer sådan, at de støtter de militære operationer, som fremstår

logiske og rationelle.

103 Bilag 3.2.1, l. 409-413

104 Ibid. l. 413-414.

49


Analysedel

Som nævnt sidder seeren den 17. januar 1991 med opfattelsen af, at CNN er den primære

kilde for TV Avisens redaktion. Det samme må være tilfældet dagen før, da Saddam Hussein

frist for tilbagetrækning udløber. Flere gange i udsendelsen bliver der refereret til CNN.

CNN bliver i alt nævnt seks gange, dernæst nævner og refererer Claus Jacobsen et

internationalt nyhedsbureau uden navn. Til sammenligning bliver der ikke refereret til

europæiske eller mellemøstlige nyhedsbureauer.

CNN’s mest iøjnefaldende placering i TV Avisens ekstraudsendelse, er de tre redigerede

reportager som bliver bragt den 16. januar 1991. I den første er omdrejningspunktet den

amerikanske administrations forhold til Saddam Hussein. Reportagen har tydelige

amerikanske spor, fokus er rettet mod den amerikanske udenrigspolitik. Ydermere kan tv-

seeren tydeligt høre den amerikanske stemme bag Trine Sicks speak. Den opmærksomme

seer vil lægge mærke til, at Trine Sicks speak er en direkte oversættelse fra den amerikanske.

Derfor må det være billederne, som er blevet redigeret af TV Avisen. Dette er ikke til at vide,

da seeren ikke har haft det fulde materiale til rådighed.

I den anden reportage er fokus hverdagslivet i Bagdad. Claus Jacobsens oplæg lyder:

CJ: ”Og hvordan er vores billede så af Irak, siden Iraks besættelse af Kuwait, der har tv-seere over hele verden

ofte forbundet Irak med anti-amerikanske demonstrationer og marcherende soldater. Men den irakiske hverdag

er mere end det, vi har bearbejdet en reportage fra den amerikanske tv-station CNN” 105

Claus Jacobsen nævner, at tv-seere over hele verden har et syn på hverdagen i Irak. Men

mener Claus Jacobsen hele verden eller den vestlige verden? I hvert fald lægger Jacobsen op

til, at CNN reportage vil give et mere nuanceret syn på hverdagen i Irak 106 .

Reportagen minder om den første reportage i stil. Igen er det Trine Sick som lægger

stemme til den danske speak. Igen kan man tydeligt høre i baggrunden, at TV Avisen har

oversat CNN’s speak direkte. Selve reportagen indledes med billeder af marcherende

irakiske soldater. Speak fortæller tv-seeren, at det er ”Det er det Irak, vi er vant til at se

gennem de sidste (Billede af soldater der går på stedet) måneder” 107 . Spørgsmålet er, hvem

’vi’ dækker over. Udsendelsen er lavet til de amerikanske seere, men i denne sammenhæng

er der tale om et inkluderende ’vi’, som dækker over den vestlige verden. Derfor må de

marcherende irakiske soldater også være et velkendt billede for de danske tv-seere. Soldater

som CNN og TV Avisen fremstiller som det typiske billede af Irak. Soldaterne som

105 Bilag 3.1.1, l. 281-284

106 Se bilag 1.2.6, 1.2.7 og 1.2.11

107 Bilag 3.1.1, l. 289 og bilag 1.2.4.

50


Analysedel

marcherer, er tydeligvis rekrutter, deres udrustning er ikke den nyeste, de har ikke våben og

de kan ikke marchere i takt. I skærende kontrast til billederne af de irakiske soldater står

billeder af amerikanske soldater i den tredje reportage. I den tredje reportage bliver seeren

implicit præsenteret for et yderst potent amerikansk våbenarsenal. Her bliver seeren

præsenteret for amerikanske soldater, der marcherer i takt, selv når de laster et fly. Der er

billeder af amerikanske soldater, som affyrer et stort og meget moderne panserværnsvåben 108 .

Billederne fremstiller ikke de to hære som ligeværdige, hvilket de naturligvis heller ikke

er. Der er ingen tvivl om, at det amerikanske militær er det irakiske militær langt overlegent

på den teknologiske front. I 1991 var Irak den nation, som havde flest kampvogne til

rådighed, derudover var de en nation, som havde megen militærerfaring på baggrund af deres

årelange krig mod Iran. Men man får dog ikke indtrykket af, at Irak har en hær, som vil

kunne påvirke/skade på den amerikanske krigsmaskine.

Billederne, som CNN og i deres fodspor DR vælger at vise, kunne have været anderledes.

Man kunne have valgt at vise den berømte og frygtede irakiske republikaner garde i stedet

for rekrutter. Den analytiske tv-seer efterlades med følelsen af en vis grad af manipulation.

Den anden reportage fremstiller senere et billede af Irak, som minder om den europæiske

middelalder, hvor religionen holdt befolkningen nede. Her fremstilles Saddam Hussein som

det direkte link til Allah i Irakernes forståelsesmatrice. En noget vinklet måde at fremstille

den menige iraker på.

”Næsten overalt er der billeder af SH. På plakatsøjler, murer ja selv i (Billede af SH, der holder om børn)

klasseværelser. Verdens læremester SH spiller en stor rolle i timerne. (Billeder af skolebørn). Ethvert irakiske

barn mellem syv og tolv skal ifølge loven gå i skole, hvis der er en skole. Over 55 procent af alle irakere over

15 år kan stadig hverken læse eller skrive. Det vigtigste de lærer er at de skal blive voksne for at tjene deres

land (Billede af SH, der beder) og deres leder Saddam, men selv Hussein bøjer sig for Allah (Billede af bedende

arabere)”.

- (speak) ”Ca. 98 af befolkningen er muslimer (Billede af moske) og bønner fra højtalere fra landets (Billede af

endnu en moske, vi hører en bedesanger i baggrunden) utallige moskeer kan høre dagen igennem. (Billede af en

port) 109

CNN fremstiller et stereotypt billede af Irak og Bagdad. Tv-seerne var med stor

sandsynlighed ikke i tvivl om, at Saddam Hussein var en grusom diktator, som holdte sit folk

nede på et uciviliseret stade. Dermed bekræfter CNN’s reportage seeren i deres fordomme

om et uciviliseret land, hvor en magthaver holder den brede befolkning på et niveau, som

mest af alt minder om den europæiske middelalder. Man må i den tekstlige analyse, som

108 Se bilag 1.2.9 og 1.2.10

109 Bilag 3.1.1,l. 298-307

51


Analysedel

Fairclough, påpeger, se på, hvordan man eller kunne fremstille situationen. CNN kunne og

have givet det samme billede af USA, hvor store mængder af immigranter ikke kan tale

engelsk og lever på et eksistensminimum, samt at rekrutteringen til det amerikanske forsvar

primært sker i de fattigste områder i USA. Denne fremstilling ønsker man ikke, for som

Torsten Jansen konstaterer i TV Avisen den 20. april 2003 er det et ”klassiske mønster i

USA, når der er krig, så støtter alle op om præsidenten, så forstummer al politisk

uenighed” 110 .

Claus Jacobsen fortæller ikke, hvem kilden til den tredje reportage er. Tv-seeren får

følgende at vide: ”Vi har bearbejdet en anden amerikansk reportage” 111 , men undervejs sættes

der forskellig grafik på billederne. Den grafik minder i midlertidig meget om CNN’s

layout 112 . Denne gang er journalist Jørgen Anton, som lægger den danske speak over den

amerikanske speak. Tv-seeren kan stadig høre den amerikanske speaker i baggrunden, og det

fremgår, at TV Avisen igen har oversat den amerikanske speak.

I den tredje reportage er omdrejningspunktet selve udviklingen op til datoen for Iraks

tilbagetrækning. Selve reportagen er vinklet ud fra en amerikansk optik. Det kommer til

udtryk i billeder og interviews med amerikanske kongresmedlemmer, vicepræsidenter og

udenrigsminister. I reportagen er der ikke interviews med irakiske regeringsmedlemmer. Man

benytter kun vestligt billedmateriale, på intet tidspunkt bliver seeren præsenteret for billeder

med arabisk skrift.

Ud fra et journalistisk ideal om at ”levere en troværdig, upartisk, uafhængig, alsidig og

ambitiøs nyhedsformidling” 113 , kan det vel ikke siges, at være en tilfredsstillende

nyhedsdækning ud fra DR’s egne præmisser, når størstedelen af billedmaterialet stammer fra

amerikansk og britiske tv-selskaber. Risikoen for at politisk og militærpropaganda fra både

den amerikanske og britiske administration rammer de danske stuers tv-apparater er stor.

Hvorvidt billedsiden hos TV Avisen ville have været anderledes, hvis DR havde fået egne

billeder hjem, er svært at svare på. Med stor sandsynlighed ville billederne ikke være til at

skelne med CNN og andre internationale tv-selskaber, da disse multinationale selskaber en

vestlig matrice for, hvordan nyhederne præsenteres.

Under Irakkrigen havde flere internationale tv-selskaber kamerahold i Irak.

Journalisterne i Irak var underlagt beskyttelse af koalitionen. Dermed var det også det

110 Bilag 4.2.1, l. 507-508.

111 Bilag 3.1.1, l. 321

112 Se bilag 1.2.8 og 1.2.9

113 TV AVISEN 40 år 1965-2005. s. 2

52


amerikanske militær, som bestemte hvilke missioner, som var ’sikre’ for journalisterne.

Analysedel

Brugen af ’embedded’ journalister mødte også megen kritik under Irakkrigen. To væsentlige

kritikpunkter er, at journalisterne i sidste ende kun får lov til at filme det, som koalition

mener, kan tillades at komme ud til de brede masser, og at journalister og soldater bliver

’krigskammerater’. Dermed beskrives det psykologiske forhold, at der opstår et venskabeligt

forhold mellem journalister og soldater, hvor journalisterne kommer til at identificere sig

med de militære enheder, de følger. Via denne af amerikansk styrede interesser anlagte

strategi får det journalistiske slutprodukt et favoriserende skær over fremstillingen af de

militære enheder. Denne problematik er ikke ny. Den har blandt andet været kendt fra det

journalistiske miljø omkring Christiansborg, hvor de politiske redaktioner deler arbejdsplads,

kantine, toiletter osv. med deres primære kilder. Sat på spidsen har det at gøre sig upopulær

gennem kritisk journalistik i forhold til den styrke man følges med, de samme konsekvenser,

som journalist på Christiansborg kan komme ud for, hvis de magtfulde politiske kilder gås

for nær og lukker af for informationsstrømmen. Samarbejdet mellem journalist og kilde er

mere end nogensinde blevet et vigtigt spørgsmål at tage stilling til i moderne

nyhedsdækning. Med overstående in mente er det så meget desto vigtigere, at modtagerne af

nyheder fra journalistisk side bliver ’klædt på’ til at vurdere, hvilken mening og vægt

billederne og reporterne fra krigszonen skal tillægges.

Analyser af Irakkrigen d. 20. marts 2003

Det narrative forløb ved krigsudbruddet i ekstraudsendelsen d. 20. marts, 2003

Dette afsnit beskriver det dramaturgiske forløb i DR’s ekstra nyhedsudsendelse d. 20. marts,

2003. En nyhedsudsendelse, der bliver styret af Reimer Bo Christensen og har Bush’s tale

som omdrejningspunkt.

Der hersker en lidt usikker stemning i studiet, da der ventes på, at Bush går på med sin

tale. Kim Bildsøe kommer igennem fra Washington for at fortælle, hvad han ved om

angrebet fra sine kilder i Washington. Reimer må dog afbryde, da han tror, Bush er gået på

med sin tale. Der klippes derfor straks til Bush, men talen er ikke begyndt, og der er blot et

53


Analysedel

evighedssignal igennem, hvor vi bl.a. ser en tekniker gå forbi foran Bush. Derfor stilles der

tilbage til Reimer Bo Christensen, der foretager et længere interview med Kim Bildsøe,

inden han mere roligt og sikkert kan lave et oplæg til Bushs tale 114 .

Bush holder sin tale fra Det Ovale Værelse. Talen tilsættes flittigt KGN’er 115 , der på dansk

opsummerer, hvad Bush siger 116 .

Der klippes til Reimer Bo Christensen, der starter med at fortælle, at Torsten Jansen og

Jens Nauntofte er i studiet, hvorefter han spørger Jansen om hans udlægning af talen, derefter

kommer Nauntofte også på banen 117 .

Ole Sippel kommer så igennem via link fra Amman. Sippel er lige kommet ud af Bagdad

og fortæller om situationen i mellemøsten 118 .

Dernæst lidt tomgang med Jansen, der får en kort replik om talen. Denne del fungerer som

overgang til Jens Claus Hansens militæranalyse, som Reimer Bo Christensen lægger op til,

hvorefter der klippes over til den stående Jens Claus Hansen, der kommer med en forklaring

af hvilke tropper, der er i området og hvilke taktiske muligheder, der er for angreb.

Reimer Bo Christensen overtager igen. Opsummerer og lægger vægt på “Krigen er i

gang”, dernæst kommer Bush-talen endnu engang. Denne gang med nye og flere KGN’er,

mange af KGN’erne understreger “Krigen er i gang” 119 .

Reimer Bo Christensen interviewer dernæst igen Ole Sippel, der kommer på samme tid

live-billeder igennem for første gang fra Bagdad. Men der sker ingenting på billederne, der

blot viser en tom gade 120 . Ole Sippel fortæller om Irak, og hvad Saddam Husseins hær består

af.

Dernæst stilles der om til Kim Bildsøe, der har nyt. Det er dog ikke banebrydende

nyheder, Bildsøe fortæller, men vi ved nu, at angrebet blev sat ind med Tomahawk-missiler.

De 40 Tomahwak-missiler understøttes af KGN’er, der stadfæster informationen 121 .

Reimer Bo Christensen interviewer dernæst Jansen om det politiske, dernæst Nauntofte,

der fortæller mere om den politiske situation i Irak, undervejs understøttes der flittigt med

KGN’er, der hele tiden gentager, det vi har hørt indtil nu. Produceren laver mor/barn med

114 Se bilag 2.3.1, 2.3.3 og 2.3.5

115 Komputer genereret navntræk.

116 Se bilag 2.1.6

117

Se bilag 2.4.2 og 2.4.4

118 Se bilag 2.3.2

119 Se bilag 2.1.1

120 Se bilag 2.2.3

121 Se bilag 2.1.3

54


studie og live-billeder for at understrege, der sker noget parallelt 122

Steffen Knudsen kommer igennem på en dårlig forbindelse fra Kuwait 123 . Der er lidt

Analysedel

forvirring, og Reimer Bo Christensen beder om kaffe i baggrunden. Signalet går i stykker,

hvilket betyder, at Reimer Bo Christensen igen må gå tilbage til studiet og dialogerne med

Torsten Jansen og Jens Nauntofte. Så forsøger Nauntofte sig med en ubekræftet historie om

irakere, der overgiver sig. Der er live-billeder, og det er ved at gå op for studiedeltagerne, at

der i virkeligheden ikke sker så meget på billederne.

Steffen Knudsen kommer igennem, da signalet fra Kuwait City nu er oppe at køre. Steffen

Knudsen fortæller også, at der ikke sker noget i Kuwait, udover at mobilsignaler ødelægges,

og om hvad han har af efterretninger om angrebet mod Irak.

Reimer Bo Christensen beder om at få Jens Claus Hansen hen til bordet, så han kan

kommentere efterretningerne om angrebet, i mellemtiden fylder han tiden ud med at spørge

Jansen om de diplomatiske forbindelser i forhold til angrebet.

Nauntofte skiftes ud med Jens Claus Hansen, som hilses “godmorgen” af Reimer Bo

Christensen.

Jens Claus Hansen kommer med sin militære vurdering af angrebet. Vi ser billeder af

nattens bombardement, og der kommer KGN?er ([KGN: 40 Tomahawk.missiler affyret mod

militære mål i Irak_start]), der understøtter og fortæller, hvad vi har fået at vide hidtil. Claus

Hansen fortæller, at det er et lille angreb med en ‘rolling start. Der kommer en masse

KGN’er med, hvad Claus Hansen siger om angrebet ([KGN: Jens Claus Hansen: Pausen

giver plads til andre styrker_]). også masser af [Krigen er i gang] KGN’er. Ydermere

fortæller Jens Claus Hansen dramatisk om den amerikanske elitestyrke Delta Force.

Til slut lukker Reimer Bo Christensen ned, ved på klassiske nyhedsværtsvis at tale direkte

til seeren. RB: ”TV Avisen er i gang med en ekstraudsendelse. Krigen i Irak er i gang.”.

Rikke Aggerbæk laver dernæst nyhedsopdateringen med gentagelse af talen 124 , hvorefter hun

stiller over til Reimer Bo Christensen.

Reimer Bo Christensen takker og interviewer i studiet. Jens Claus Hansen fortæller om

det militære fra et irakisk synspunkt. Kim Bildsøe kommer igennem og må konkludere, at

præsidenten er gået i seng, der sker ikke mere.

Reimer Bo Christensen afbryder Kim Bildsøe hurtigt og interviewer igen Jens Claus

122 Se bilag 2.4.6

123 Se bilag 2.3.4 og 2.3.6

124 Se bilag 2.4.3

55


Analysedel

Hansen om missilangreb, der er stor forvirring om hvornår billederne er optaget. Jens Claus

Hansen tolker dem som live-billeder, men det er arkivbilleder fra nattens angreb 125 . Reimer

Bo Christensen indser, at det er gamle billeder og vender tilbage til Kim Bildsøe, der

fortæller om den amerikanske befolkning, der krydres stadigvæk med KGN’er, hvor i blandt

der er citater fra nyhedsbureauet AP.

Reimer Bo Christensen kommenterer citaterne således:

”Øee, du kan selvfølgelig ikke se, hvad der står af tekster under dig, mens du bliver sendt ud på dansk tv, men

der var et citat fra det amerikanske pressebureau AP om at den britiske regering var blevet orienteret omkring

midnat. Dvs. der har været Bush har været ved telefonen, der har været diplomati i gang i altså timerne op til

angrebet for at orientere i hvert fald de tætteste, de nærmeste allierede.” 126

Herved er KGN’erne for første gang foran den talte tekst. Hvor den hidtil har fungeret

dramaturgisk som omsummering og understregning, bliver den her den egentlige

dramaturgiske fremdrift.

DR har fået nye billeder. Billeder af B52 bombefly, dernæst missilaffyringer etc.

Billederne kører indover talen, og Jens Claus Hansen kommenterer flittigt, hvad vi ser på

billederne. Dernæst nye KGN’er med citater fra AP, uden der er noget nyt i citaterne 127 .

Steffen Knudsen kommer igennem fra Kuwait, Knudsen forklarer om frygten, og straks

ruller KGN’erne med det, han lige har sagt. Da vi kommer tilbage til studiet, har Torsten

Jansen forladt det, han har også siddet længe uden at komme på banen.

Jens Claus Hansen kommer igen på og tager fat om frygten for masseødelæggelsesvåben,

hvorefter han i takt med billeder forklarer, hvad der sker ved en missilaffyring.

I mellemtiden er Ole Wæver kommet i studiet og har sat sig på Torsten Jansens tidligere

plads. Reimer Bo Christensen interviewer Ole Wæver om den politiske situation i såvel

udland som Danmark, KGN’erne ruller over skærmen med Wævers analyser som andre

mindre opdateringer.

Rikke Agerbæk kommer på med dagens anden nyhedsopdatering. Nyhedsopdateringen er

en anelse forskellig fra den første, men ikke meget. Agerbæk stiller tilbage til både Reimer

Bo og Jens Claus Hansen.

Reimer Bo Christensen og Jens Claus Hansen har bevæget sig op til det grafiske kort,

hvor de står på hver sin side. Reimer Bo Christensen laver et kort set up, før Jens Claus

125 Bilag 4.2.1, l. 867-872

126 Bilag 4.2.1, l. 948-952

127 Se bilag 2.2.1 og 2.1.2

56


Analysedel

Hansen går i gang med at forklare det militære ved at bruge kortet 128 . Mellem første og andet

kort får Reimer Bo Jeppe Nyboe igennem fra den amerikanske ambassade på Østerbro.

Nybroe laver en stand up. Nyboe forsøger at dramatisere, hvad der sker i Danmark, men må

til sidst konkludere, at der ikke sker noget lige nu 129 .

Reimer Bo Christensen overtager igen og beder Jens Claus Hansen om at forklare det

næste kort. Her stopper vi vores klip…selvom udsendelsen fortsætter det meste af dagen.

Udsendelsen har dermed det, der i journalistiske termer hedder en Open End-struktur, der

netop er defineret ved, at udsendelsen fortsætter i det uendelige

Opsummering

Det dramaturgiske forløb er i det store hele ikke særlig dramatisk. Omdrejningspunktet

bliver Bush’s tale, da der ikke sker noget nævneværdigt i Irak. Redaktionen leder efter

dramatik, men den findes ikke, så gang på gang må vi vende tilbage til tomgangsanalyser af

gæsterne i studiet samt korrespondenterne.

Hele den fabulerende og mere decentraliserede struktur, hvor der hovedsageligt er

fremdrift via billeder og samtaler, tyder på en mindre autoritativ fremstilling af

begivenhederne, end den vi oplevede ved Golfkrigens krigsudbrud. Seeren skal ikke belæres

men er med i en dramatisk dialog.

Rent narrativt skrider udsendelsen frem i loops, hvor talen og de nye billeder bliver

omdrejningspunkt for diskussionen, indtil der kommer nyt til. Seeren opdateres så hurtigt

som muligt, så seeren mærker en udvikling og bliver hængende på kanalen

Udsendelsen defineres for en stor del ud fra nodalpunktet, Bush’s tale, og de billeder, som

DR modtager fra angrebet. Derudover benyttes der også et livesignalet fra Bagdad til at

kommentere på situationen. Værten søger efter dramatikken og fremdriften, og her kommer

misforståelsen om billederne af bombardementet ind. Jens Claus Hansen misforstår nemlig

Reimer Bo Christensen og tolker billederne som live – Det sker lige nu. Endnu et eksempel

er Jeppe Nyboes reportage fra en mennesketom gade ved den amerikanske ambassade på

Østerbro. Nyboe søger at dramatisere, men der sker ingenting og reportagen opløser næsten

sig selv.

128 Se bilag 2.1.4

129 Se bilag 2.4.5

57


Analysedel

KGN’erne fungerer som understregning af pointer, men fungerer også dramaturgisk som

fremdrift, især igennem den tilbagevendende ”Krigen er i gang”, som Reimer Bo Christensen

også benytter. Et interessant eksempel her er, at KGN’erne overhaler studiet i fremdrift. Hvor

KGN’erne til at starte med bliver understregninger bliver de senere med deres referencer til

nyhedsbureauet AP til det, diskussionen i studiet handler om.

Diverse dårlige forbindelser og mangel på viden fungerer der ud over som suspence, der

forsikrer os om, at der nok skal ske noget nyt. Vi er overbevist om, at krigen er i gang, og at

der vil komme heftige kampe, men vi ser ingenting. Seeren er derved henlagt til en tilstand af

spænding på trods af, at der ikke sker det store.

Udsendelsens opbygning er ikke så veldefineret som ved Golfkrigsudbruddet, hvor

udsendelsen var en afgrænset størrelse på halvanden time. Under Irakkrigen går man således

og fortsætter udsendelsen det meste af dagen og benytter således en Open End opbygning,

hvor vi af rent omfangsmulige grunde har måttet begrænse vores analyse til første del af

udsendelsen.

Sproglig analyse af ekstra nyhedsudsendelse d. 20. marts. 2003

I følgende afsnit analyserer vi ligesom i vores analyse af krigsudbruddet ved Golfkrigen på

det verbalsproglige i DR’s ekstra nyhedsudsendelse d. 20. marts 2003. Vi vil i analysen kigge

på, hvorledes der tales i udsendelsen og på, hvordan især værten Reimer Bo Christensen

italesætter konflikten i en dansk kontekst. Vi benytter os af den tekstlingvistiske metode, vi

beskrev i vores metodeafsnit. Her befinder vi os i Faircloughs models inderste ring, som han

benævner ”teksten”. Den sproglige analyse funderer sig, som Faircloughs metode, på den

klassiske lingvistiske analyse, hvor ord og sætninger ses som sproglige valg. Selvom vi efter

analysen her har et afsnit, hvor vi ligger det komparative aspekt i forgrunden, vil vi igennem

dette afsnit også løbende kommentere på dele af det komparative aspekt.

Jeg, dig, mig og Vito – Om Nyhedsværtens rolle

Samtalen i studiet og udvekslingen med eksterne kilder som korrespondenter styres af værten

Reimer Bo Christensen, der varierer mellem det eksklusive ’vi’, der dækker over ham selv

plus institutionen TV Avisen, det inklusive ’vi’, der også inkluderer tv-seeren samt første

person entalsformen ’jeg’, der naturligvis indikerer en klar markering af Bo Christensen selv.

58


F.eks. optræder der også i denne tekst både et eksklusivt ’vi’, der inkluderer de to

Analysedel

forfatterpersoner, men undervejs inkluderer vi også modtageren, altså ’dig’ eller ’du’et’ i det

inkluderende ’vi’.

For så vidt er brugen af 1. person singularis ’jeg’et og 1. person pluralis ’vi’et, som de

fremtræder hos Bo Christensen i tråd med den klassiske nyhedsværtsdiskurs 130 .

Der findes mange eksempler på den deiktiske markering af ’jeg’ i teksten, som f.eks.:

”RB: Jeg bliver nødt til at afbryde for nu kommer George W. Bush på amerikansk og hermed også på dansk tv

[George Bush uden lyd, lydmand ind foran, 8 sek] [livebillede fra Bagdad_grynet billede med moske_svag lyd

fra Bush, 7 sek]” 131

hvor Bo Christensen benytter sig af jeg’et, da der er tale om, en teknisk omstændighed, der

tvinger ham til at gå ind og afbryde Kim Bildsøe. Derved markerer Bo Christensen, at det er

ham, der foretager valget. Da Bo Christensen indser, at Bush endnu ikke er klar, går han over

til at bruge et ’vi’, der enten dækker over TV Avisens redaktion eller TV Avisen som

institution. Herefter veksler han tilbage til ’jeg’et, der i denne sammenhæng fungerer som

samtalegestalt i forhold til Kim Bildsøe. Det er en ganske naturlig overgang, som og

bruges i normale nyhedsudsendelser, hvor værten laver nyhedsoplæsning og små interviews.

Den naturlige brug af ’jeg’ i nyhedsudsendelser forekommer ofte ved metadiskursive

ytringer, som vi også finder hos værten.

”ja, jeg fik lige en masse at vide her i mit øre, vi skal til Kuwait til Steffen Knudsen igen. Du er midt nede i

området i Kuwait.” 132

Hvor seeren bliver delagtiggjort i, at redaktionen eller produceren giver besked til værten

om, at korrespondenten er igennem.

Der forekommer også hyppig brug af passivstrygningen ’man’:

”RB: Ja (HOST), jeg går lige tilbage her i studiet [KGN: Krigen er i gang_begyndelse] Man kan jo sige, det var

en kort tale. Jeg ved ikke om man kan sige, det var det var den præcise erklæring af krig, det er det, der ligger i

talen …” 133

130 Se mere om nyhedsgenren i Drotner (red.), Medier og kultur, kap. 2 ”Medierne som sprog”. Vi benytter ikke

dette afsnit direkte her, men det er alligevel brugbart at tænke på tidligere indføringer i genren, som liggende

som fundament for nogle af vores sproglige iagttagelser

131 Bilag 4.2.1, l. 28-29

132 Ibid. l. 1042-1043

133 Ibid. l. 218-221

59


Analysedel

’Man’ bruges som i eksemplet her af Bo Christensen til at dække over en subjektiv vurdering

af talen. Tillige bruger han i sætningen ’man’et til at stille et retorisk spørgsmål til Torsten

Jansen, der efterfølgende kommer med sin udlægning af Bush’s tale. Bo Christensen lægger

derved ord i munden på Jansen, der griber bolden.

Bo Christensen benytter sig også som i linje 259 – 264 i stedet for pronomenet ’jeg’ af

substantivet TV Avisen:

RB: ”TV Avisen er i gang med en ekstra-udsendelse. Krigen i Irak er i gang. Krigen er startet med et angreb på

Bagdad. Et muligvis begrænset angreb på et sted i Bagdad, hvor dele af den irakiske ledelse og muligvis

præsident SH er samlet. Det skulle være det der er det første mål for det angreb der er startet for måske en halv

time siden…øeee det hele blev officielt for en ti tolv minutter siden, da præsident Bush gik på skærmen på

amerikansk tv og lad os lige se igen, hvad det var præsident Bush sagde:” 134

TV Avisen optræder som subjekt her, da Bo Christensen forholder sig metareflekterende og

konkluderende til situationen. Der foretages således en opsummering, der tager seeren ved

hånden. Senere i stykket optræder ’os’, der her er et inkluderende ’os’, indeholdende såvel

’jeg’, TV Avisen og tv-seeren.

I de valg Bo Christensen foretager i sin brug af pronomener og substantiver, ligger der

nogle forskellige diskurser. ’Jeg’et er ofte funderet i de dialogbaserede sammenhænge, han

indgår i, både i studiet og over telefon/satellit med korrespondenterne. ’Man’, der, som

ovenfor nævnt fungerer som passivstrygning, er mere sjælden. Derudover optræder det

hyppige ’vi’, der i forskellige sammenhænge inkluderer forskellige subjekter. Ofte inkluderer

’vi’et blot Bo Christensen sammen med TV Avisens redaktion eller TV Avisen som

institution, andre gange dækker ’vi’et over værten og en given samtalepartner, derudover kan

’vi’et’ også i nogle tilfælde være et inkluderende ’vi’, der indeholder nyhedsværten,

redaktionen samt seeren.

Det er kendetegnende for brugen af pronomenerne, at kommunikationen er envejs.

Broadcastingteknologien sætter sine begrænsninger for interaktionen, derfor er

læseren/seeren ikke særlig tydelig som dialogpartner i kommunikationssituationen. Seeren er

dog hele tiden til stede som eksplicit modtager. Seeren får sin tydelige plads i det

inkluderende ’vi’, værten benytter, derudover tales der enkelte gange direkte til seeren, her

vender nyhedsværten sig, som i den normale nyhedsudsendelse direkte mod kameraet, uden

dog at bruge det personlige pronomen ’du’, der er sjældent i nyhedsudsendelser.

134 Ibid. l. 270-276

60


Analysedel

Public service broadcasting er kendetegnet ved denne form for kommunikation. Seeren

betaler over licensen for en vare, der lover at kontekststualisere givne forhold til seeren, når

en tv-station i en fodboldkamp benytter en dansktalende redaktionelt valgt kommentator,

bruges dette til at vinkle og gøre kampen forståelig for modtageren.

Afsenderen er derved i en kommunikationssituation som denne TV Avisens redaktion,

repræsenteret ved værten, mens modtageren er tv-seeren. De personlige deiksismarkører

benyttes til at iscenesætte kommunikationssituationen, så der gestaltes et forståeligt vindue,

seeren kan beskue situationen igennem. Gennemgående er det en meget dialogbaseret

diskurs, Bo Christensen benytter sig af. Ved hjælp af de personlige pronomener gestaltes

kommunikationssituationerne, og der dannes en forståelsesmatrice. Værten taler til seeren,

fører dialoger med korrespondenterne og gæsterne i studiet. Nogle af disse markører er

derfor eksplicitte, mens andre pronominer dækker over flere aktører herunder redaktionen og

seeren.

Det er også sigende, at TV Avisen gennemgående benytter substantivet ’krigen’ som

subjekt i sætningen ”krigen er i gang” frem for andre muligheder, som enten ”Koalitionen er

i krig” eller USA og Irak er i krig”. Krigen bruges som subjekt af flere årsager, for det første

er det endnu ikke klart, om lande som Danmark vil indgå som en del af koalitionen, og for

det andet er situationen i Irak stadigvæk så uigennemskuelig, at det eneste sikre er, at Bush

har italesat, krigen som værende i gang. Det interessante i denne sammenhæng er, at Bush

bevidst undgår at sige det på den direkte måde som f.eks. ”We are at war”, i stedet taler han

til amerikanske soldater, til det irakiske folk og om at befri den ’civiliserede’ verden for

”Great Danger”.

I Torsten Jansens efterfølgende opsummering af talen bliver det til ”at muligheden for at

begrænse varigheden af denne her krig ville være at sætte ind med fuld styrke”. Derved

italesættes nattens angreb og Bush’s tale som en krig, og de senere KGN’er (som vi senere i

analysen vil beskæftige os mere indgående med), DR benytter, italesætter i Austins forstand,

at ”Krigen er i gang”. I Baudrillards kritik af Golfkrigen mener han ikke, at noget er en krig,

før nogle formalistiske forhold er opfyldt, men med en formulering der alluderer til

Wittgensteins berømte formulering i Tractatus, kan det indvendes, at den er der, hvis vi siger,

den er der.

61


Krigen er i gang – Om tids-deiksiser

Reimer Bo Christensen forholder sig ind i mellem metadiskursivt til

kommunikationssituationen. I linje 27 – 29

Analysedel

”RB: Jeg bliver nødt til at afbryde for nu kommer George W. Bush på amerikansk og hermed også på dansk tv

[George Bush uden lyd, tvmand ind foran, 8 sek] [livebillede fra Bagdad_grynet billede med moske_svag lyd

fra Bush, 7 sek]” 135

i vores transskription, er der flere interessante ting på spil. Bo Christensen afbryder Kim

Bildsøe midt i en sætning pga., at livesignalet kommer igennem fra Det Hvide Hus. Med

’nu’et pointerer han, at signalet er live igennem, og yderligere begrunder han valget med, at

Bush går på amerikansk tv, der i øvrigt også bliver til ”og hermed også på dansk tv”. Således

ridser Bo Christensen selve kommunikationssituationen op for seeren.

Da Bush har fremført sin tale, understreger Bo Christensen igen den deiktiske

tidsindikation i følgende sætning:

”RB (skuer usikkert ude til siden): ”Præsident W. Bush her i direkte tale til nationen en direkte tale ja faktisk til

hele verden, og velkommen her i studiet til TJ til JN. Og Torsten hovedpunkterne i præsidentens tale.” 136

Ordet ’direkte’ optræder således i forhold til to modtagere, nationen og hele verden.

Nyhedsværten fører dernæst seeren såvel tids- som stedsmæssigt tilbage i studiet, hvor talen

bliver analyseret af Torsten Jansen og Jens Nauntofte, seerens fortolkere.

Igen er det tydeligt, at seeren har en integreret plads i kommunikationssituationen, og at

seeren kommer til syne i det mindste for analytikeren i det metadiskursive element.

Det er påfaldende, hvordan tidsdeiksiserne er meget markerede, gentagne gange pointerer

Bo Christensen, at det er ”direkte”, og at ”krigen er i gang”. Det, der repræsenteres i TV

Avisens liveudsendelse, er altså, det der foregår ”live” i Irak og i USA. Her adskiller

udsendelsen sig selvsagt fra ’normale’ nyhedsudsendelser, der naturligvis også er live fra

studiet, men ofte behandler og benytter båndede og bearbejdede indslag.

Et påfaldende tilfælde opstår i et kommunikationsbrist mellem Bo Christensen og Claus

Hansen.

135 Ibid. l. 28-29

136 Ibid. l. 152-154

62


Analysedel

”RB: ”Ja, jeg lige et øjeblik Kim, for vi ligger billeder ud fra Bagdad, vi ser lysglimt. JCH Er det ehhh er det

antiluftskyts, vi ser ehhh. De lysglimt [Nattemissilbillede med arabisk tekst_slut] de er der ikke lige nu, men…

JCH: ”Det kan udmærket være nye krydsermissiler, som er på vej indover, som man så forsøger med

antiluftskyts at skyde ned. Det kan også være fly, der går ind, der er dog ikke noget der umiddelbart skulle

indikere, at man vil gå ind med lavtgående fly, for de kan aflevere de her præcisionsbomber fra forholdsvis stor

højde, så det må formentlig være krydsermissiler – for der er ingen grund til at udsætte piloterne for den fare, at

de kunne blive skudt ned her”” 137

I Bo Christensens begær efter nu’et kommer han til at fortale sig og betragter båndede

natbilleder som livebilleder. Inden han kan nå at korrigere fejlen, har Jens Claus Hansen

allerede taget handsken op og kaster sig ud i en forvrøvlet fortolkning af, hvad der sker lige

nu i Irak. Sandheden er, at der ikke sker noget ’lige nu’, hvilket egentlig bliver ganske fint

illustreret af det symbolsk ’tomme’ livebillede, vi gentagne gange får igennem fra et

ubestemt sted i Bagdad.

Det ’tomme’ livebillede af en unavngiven moske i Bagdad får betydning i og med, at det

viser en moske, hvilket forankrer billedet til vores konnotativt forankrede billede af den

arabiske verden, men billedets fuldstændige mangel på bevægelse tømmer vores

forventninger om aktion, billedet bliver med en ladet vending en indikation af nuets intethed.

Der er også tidsindikationer, der understreger det globale aspekt. Således fortæller Bo

Christensen flere gange, hvad klokken er de forskellige steder, vi hører om i udsendelsen. En

tidsindikation som den følgende:

RB: ”Men man kan sige hvis vi tager tidsforskellene, amerikanerne går i seng lige omkring det tidspunkt, hvor

krigen starter, Europa vågner op til en krig der er i gang ...” 138

forankrer og forklarer den kommunikationssituation, seeren befinder sig i. Der skabes derved

et forståeligt rum for seeren og indikationen af forholdet til krigen, ”der [for seeren] er i

gang”.

Bo Christensen betoner således, som vi så ovenfor, at krigen er i gang, og at vi har

livesignaler igennem. Som Slavoj Zizek understreger, er der en stadig higen efter reel tid

efter direkte dramatisk virkelighed, en tid, der dog bliver væk. Jens Claus Hansen misforstår

tidspunktet for bombardementsbillederne, hvorved det forståelige rum falder sammen, idet

billederne ikke lever op til vores forventninger om live-aktion. I ekstraudsendelsen fra 1991

forholder værten, Jens Nauntofte sig ikke på samme måde til live-aspektet. Hans værtsrolle

137 Ibid. l. 863-872

138 Ibid. l. 823-824

63


Analysedel

er mere klassisk fortællende, en informativ journalistik, der ikke så meget dramatiserer og

spiller på det direkte aspekt. Endnu en understøttelse af denne pointe findes i starten af

nyhedsudsendelsen (Irakkrigen), hvor der stilles om til Washington, mens Bush varmer op til

sin tale. I utålmodigheden efter fremdrift får vi således, hvad der kunne kaldes uredigerede

eller urensede, action-forladte billeder. Denne forvirring er som sådan naturlig ved

ekstraudsendelser, hvor der fortløbende søges efter fremdrift, en fremdrift, virkeligheden

ikke altid kan leve op til.

Tidligere i analysen viste vi, hvordan Bo Christensen forankrede tid og sted i oplægget til

Bush’s tale, men da han første gang stiller om til Bush, sker det med en hurtig afbrydelse af

Kim Bildsøe og uden nogen synderlig form for forankring. Det viser sig da også, at Bush

endnu ikke er klar til at gå på med sin tale. Vi kan således konkludere, når vi sammenholder

med vores analyse af ekstraudsendelsen ved krigsudbruddet i 1991, at der er en tendens til, at

TV Avisen under krigsudbruddet ved Irakkrigen dramatiserer kraftigere og spiller mere på

liveaspektet end ved Golfkrigen. Om disse ændringer hænger sammen med værtens

personlighed, nogle sociologiske aspekter eller om de er influeret af tekniske

omstændigheder, vil vi diskutere i vores sammenfatning.

I ovenstående afsnit har vi hovedsageligt fokuseret på Reimer Bo Christensen i kraft af

hans rolle som nyhedsvært, da denne funktion må siges at være bærende og styrende i

udsendelsen. Vi skal nu se nærmere på, hvad det er for vinklinger, der foretages i

udsendelsen. Her fokuserer vi på, hvilke valg TV Avisen har foretaget i deres valg af gæster i

studiet.

Panik Room eller Control Room? – Gæster i studiet

I ekstraudsendelsen styres begivenhederne af en redaktion, der foretager en række valg.

Vigtigst er værten, der i skikkelse af Reimer Bo Christensen bliver seerens guide undervejs. I

studiet har Reimer Bo et panel af folk, der fortolker fra deres synspunkt. I starten af

udsendelsen består dette panel af Jens Nauntofte og Torsten Jansen. Studiepanelet er således

stærkt repræsenteret ved DR’s egne folk, da Torsten Jansen er udenrigsredaktør, mens Jens

Nauntofte er journalist med ekspertise i mellemøstlige problemstillinger. Senere overtages

stolene af henholdsvis militæranalytikeren Jens Claus Hansen og professor Ole Wæver.

Derudover opereres der med korrespondenter udstationeret på relevante steder. Det drejer sig

om Kim Bildsøe i Washington, Ole Sippel i Amman, Steffen Knudsen i Kuwait City samt

64


Analysedel

DR-journalist Jeppe Nyboe udenfor den amerikanske ambassade på Østerbro. George Bush

går live på fra Washington og optræder senere med jævne mellemrum i de båndede klip, der

optræder undervejs i udsendelsen og i de opsummerende nyhedsopdateringer, Rikke

Agerbæk er værtinde for.

Det er naturligt, at korrespondenterne taler ud fra det sted, de er placeret. Ofte stiller

værten et spørgsmål, som korrespondenten kommer med et længere svar på. Men selvom

korrespondenterne befinder sig geografisk tæt på et givent relevant område, befinder de sig

ikke nødvendigvis tæt på nyhedsstrømmen. Eksempelvis får vi mestendels personlige

beretninger og vurderinger fra korrespondenterne i mellemøsten, mens Kim Bildsøe i

Washington får nyheder gennem det amerikanske pressekorps. I studiet benyttes i første

omgang Torsten Jansen og Jens Nauntofte til at holde gang i snakken og til at supplere

yderligere med fortolkninger og analyser. Det er interessant, at DR fra starten har indsat

deres egne folk i studiet. Torsten Jansen optræder i kraft af sin position som TV Avisens

udenrigsredaktør, derfor er det også ham, der kommenterer på Bush’s tale. Jens Nauntofte

var som bekendt vært på nyhederne under Golfkrigen og får i kraft af sin viden om

Golfområdet sin plads i studiet. Ofte er analyserne dog mangelfulde, fordi der simpelthen

ikke er noget at analysere på, der sker simpelthen ikke nok. Problemet er i relation til det, at

f.eks. Nauntofte falder i grøften af fremdrift og river yderst tvivlsomme historier ind, om

Irakiske soldater, der har overgivet sig:

”JN: ”Ja, det vil jo også være meget interessant, hvordan de irakiske soldater, den irakiske befolkning reagerer

på den her. Det her krigsudbrud allerede i går var der sytten irakiske soldater der overgav sig til de amerikanske

styrker i Kuwait, som gik over grænsen og sagde ”vi overgiver os” og det er jo enten propaganda Billig

propaganda for amerikanernes side, eller også er det rigtigt, at de har fundet sytten stakler”.” 139

Godt nok forholder Nauntofte sig til, at det kan være en propagandaplantet historie af det

amerikanske militær, men den helt store refleksion udebliver. Når Nauntofte fortæller

historien, som om den er sand med formuleringen ”allerede i går var der…” og benytter den

værdiladede vending ”sytten stakler” er det udtryk for, at han ikke forholder sig synderligt

kritisk til historien og sine kilder. Efter Bo Christensen med svaret ”Ja, nu siger du

propaganda. Det så man vel også tilbage i 1991 forlydender om, at nogen have overgivet sig,

fik i hvert fald nogen til at overgive sig”.” gør Nauntofte et kort ophold ved

’desinformation’:

139 Ibid. l. 521-525

65


Analysedel

”Netop, altså desinformation. Det kan det være. Lad os nu bare sige det er rigtigt. Der altså sytten folk der er

gået over. Det er jo ikke det der er vigtigt. Det vigtige er jo om der kommer store mængder af soldater over,

sådan som der gjorde i 91. Det regner amerikanerne med et langt stykke hen ad vejen fordi det er ganske

almindelige traditionelle soldater og ikke nogen af specialstyrkerne, der står nede i det sydlige Irak. Der er og

folk fra republikanergarden. Det er ikke ret mange, men det vigtigste ville jo egentlig være og få det signal ud

til omverdenen, ud til de arabiske lande og tilbage til det irakiske befolkning, som via radio eller på anden vis,

kan høre hvad der sker [mor/barn_studie barn/ liveBagdad mor_start] at der er altså måske tusinder af irakiske

soldater som overgiver sig. Fordi det er et signal til dem om at holde lav profil og ikke involvere sig i

krigen.” 140

Og ud til verden er historien kommet, også i Danmark, hvor Nauntofte godt nok forholder

sig til mediernes rolle som en medspiller i krigen, men ikke synes at være særlig gennemført

i sin kritik, da han selv hopper med på vognen. Jens Nauntofte, der var vært under

Golfkrigen, burde om nogen være en journalist, der var reflekteret over og kommenterede på

mediernes rolle i krigen, men i stedet træder han i karakter som encyklopædisk og

mytologiserende mellemøstekspert undervejs i udsendelsen.

Nauntofte kommenterer både på krigsudbruddet, som han i tråd med den fastlagte diskurs

op til krigsudbruddet italesætter som ”den rullende start” og på Saddam Hussein. I passagen

hvor Nauntofte analyserer på Saddam Hussein, er der en tendens til at mytologisere ham.

Nauntofte fortæller således, om hvor ukendt en faktor Saddam Hussein er. En passage, der

leder over i Bo Christensens:

” Der har jo været tale om, at han ligefrem (hoster) har en underjordisk by eller i hvert fald større sikringsanlæg

under jorden, at han kan være der. Der har været talt om, han har været ude, der har været folk ude på landet for

at undersøge muligheder. Det kan være ret uklart.” 141

Bo Christensen er således ikke bleg for at gisne videre om Saddam Husseins gemmested, og

sammen opbygger de to DR-journalister et mytologisk billede af den irakiske leder. Saddam

Hussein er således i sig selv en god historie, en historie, der giver nyhedsudsendelsen et

ekstra spændende aspekt. For Nauntoftes replik til dette slår billedet fast

”Altså bortset fra de ti femten paladser han har i Bagdad i selve Bagdad, så har han jo masser af områder og

bygninger og tilholdssteder uden [mor/barn_ Nauntofte lille/live Bagdad_stor] for Bagdad men han er det jo det

er jo om ee om der er en underjordisk by under Bagdad, det vil jeg nu stærkt betvivle. Der er nogle store

Bunkersanlæg og det er muligt han befinder sig i et af dem.

- Altså, det er jo, han er den mest gådefulde person i hele det her, den her konflikt, fordi han er hele konfliktens

genstand, det øjeblik Saddam falder, så falder den vigtigste brik på den irakiske side, og så begynder den

irakiske front at gå op i sømmene. Og så er det muligt, at krigen er meget hurtigt overstået for amerikanerne er

140 Ibid. 530-539

141 Ibid. 419-422

66


Analysedel

det vigtigste trofæ at få ham. Såå derfor … jeg vil tro de vil bombe tv-stationen i Bagdad nu, for at det ikke skal

være muligt for det irakiske styre at meddele til den irakiske befolkning, hvad der foregår, så det må man

formode bliver et af det første mål, som Sippel også var inde på et af de første mål som amerikanerne går efter i

Bagdad.” 142

Saddam Hussein befinder sig måske ikke konkret i en underjordisk by, men han er ”hele

konfliktens genstand” og amerikanernes ”vigtigste trofæ”. For seeren er dette bestemt et

billede, der er til at forstå, og som fastholder spændingen i udsendelsen. Ovenfor har vi taget

sidste del af Nauntoftes kommentar med, da den falder på et interessant tidspunkt i

forlængelse af italesættelsen af Saddam Hussein som krigens genstand. Nauntofte omtaler

nemlig tv-stationen i Bagdad som amerikanernes vigtigste mål i forlængelse af fortællingen

om Saddam Hussein, dermed kommer han indirekte til at tematisere det faktum, at medierne

og dermed også DR er en vigtig medspiller i konflikten. Når DR fortæller deres historie om

en krig mod Saddam Hussein, kan dette således påvirke den danske befolkning og dets

beslutningstagere, og dermed også beslutningen om Danmark skal støtte op om angrebet på

Irak. DR er med til at skabe en matrice for krigen, og i den sammenhæng er det naturligvis

vigtigt, at DR vælger at fokusere på Saddam Hussein.

Det er kritisabelt, at DR har deres egne journalister i studiet, uden at de går ind i en

diskussion af, hvad deres rolle i krigen er. Torsten Jansen skulle i kraft af sin titel som

udlandsredaktør være bevidst om tv-stationens rolle, men heller ikke han er specielt

metarefleksiv i forhold til DR’s rolle og i en passage som den følgende, hvor Jansen bruger

Afghanistan som kontekst:

”TJ: ”nej, man kan sige, det er amerikanernes skræksceneri, at SH forsvinder mellem hænderne på dem. Det var

lige præcist det de opdagede i Afghanistan. De troede de skulle ind og fange Osama Bin Laden Han er

stadigvæk i live, og amerikanerne aner ikke hvor han befinder sig [mor/barn slut] og derfor er det jo utroligt

vigtigt for amerikanerne, denne her gang, at de ikke havner i den samme situation. Øh, som de gjorde i

Afghanistan.” 143

accepterer han indirekte amerikanernes krigsbegrundelse; krig mod terror.

I forlængelse af terrorangrebet er Osama Bin Laden blevet billedet på terrorismen. Jansen

bruger passivstrygningen ’man’ til at lave sammenligningen og taler om ’de’ som

amerikanerne og deres mission med at fange enkeltpersoner, der fremstår som indbegrebet af

det, de kæmper imod.

142 Ibid. 425-436

143 Ibid. l. 443-447

67


Analysedel

Jansen optræder i udsendelsen i sin egenskab af udlandsredaktør, derfor fokuserer han

også meget på den politiske situation i specielt USA

TJ: ”Nej det er jo sådan det helt klassiske mønster i USA, når der er krig, så støtter alle op om præsidenten, så

forstummer al politisk uenighed, det som er mere spændende i denne her sammenhæng, det er hvad der sker i

Storbritannien. Altså der er ikke sikkert, der vil være helt samme mekanisme, der har man noget af samme

tradition, men der har modstanden også været så meget mere voldsom, altså Tony Blair har haft betydeligt

vanskelligere ved også at holde sammen i sit eget parti. Så hvordan reaktionen bliver der, i Storbritannien,

hvordan bliver reaktionen i Tyskland i Frankrig øeee der er over hele verden, planlagt fredsdemonstrationer og

på lørdag, hvordan vil de komme til at forløbe. Vi ved, at i Storbritannien har aktivister, forsøgt at mobilisere en

generalstrejke, de vil blokere trafik, de vil lukke skoler. Hvor meget tumult vil det her sætte i gang? Øeee, jeg

tror ikke så meget i USA, men i Europa bliver det vældigt interessant at følge” 144

Her taler Jansen om den politiske situation i de forskellige lande, der er involveret i krigen.

Det er påfaldende, at Jansen ikke omtaler situationen i Danmark og igen undlader at

reflektere over DR’s rolle som mediespiller. For Jansens analyse handler jo netop om

reaktioner og opposition.

Der var i kølvandet på krigen en del kritik af, at det var journalister, der interviewede

journalister, som var det bærende i formidlingen af krigen.

I linje 765 stiller Bo Christensen Torsten Jansen et spørgsmål og i samme sætning giver

han Jansen autoritet i form af, at han har været korrespondent i USA i mange år. Jansen

svarer dernæst på Bo Christensens spørgsmål ud fra den amerikansk politiske situation.

Således benyttes både Jansen og Nauntofte som eksperter, selvom de i grunden har flere

kasketter på. Specielt Nauntofte benytter ofte ’vi’et til at beskrive, at ’vi’ ved noget og

afslører sig således som DR-medarbejder. Jansen benytter meget få ’jeg’- og

’vi’-markeringer og analyserer i stedet via passivstrygninger som i sætningen ”nej, man kan

sige, det er amerikanernes skræksceneri, at SH forsvinder mellem hænderne på dem”. De to

er i kraft af deres ansættelse ved DR i højeste grad interesseret i at varetage DR’s interesser,

og specielt Nauntoftes tendens til at mytologisere og tale om Saddam Hussein, bidrager til

spændingen i studiet. Jansen samler oftest op på den politiske situation især i USA. Jansen

fortæller således, hvordan det forholder sig i USA, men det er sigende, at ingen af de to

reflekterer synderligt over, hvad det er for kilder, de gengiver.

I studiet befinder også Jens Claus Hansen sig. Jens Claus Hansen er kaldt ind i sin

egenskab af kommandørkaptajn i det danske forsvar. I starten af udsendelsen er stolene ved

144 Ibid. l. 507-517

68


ordet bemandet af DR’s egne folk, hvilket kan hænge sammen med, at TV Avisen vil

opstille en forståelig matrice til at forstå krigen.

Analysedel

Jens Claus Hansen har været i studiet i udsendelserne op til krigsudbruddet, så han er en

etableret karakter i diskursen. Jens Claus Hansen er i klædt militæruniform og signalerer

således, hvilken institution han taler ud fra. Det markerer ham som en udefrakommende

kilde i studiet, hvilket i øvrigt også var tilfældet med Svend Bergstein under Golfkrigen,

selvom han mærkeligt nok ikke var iklædt uniform, og derfor var sværere at adskille fra

redaktionen.

I ekstraudsendelsen kommer Claus Hansen allerede på efter Bush’s tale og den korte

opsummering af den. Bo Christensen markerer overgangen på følgende måde ”Vi skal tror

jeg se øeee. Vi skal se militært på, hvad er det der foregår lige nu, og hvad er amerikanernes

plan for selve starten på selve angrebet på Irak.” 145

Der hersker lidt usikkerhed i Bo Christensens oplæg, en usikkerhed der bl.a. knytter sig til

brugen af det personlige pronomen.

Da der klippes, står Jens Claus Hansen ved et grafisk kort over Irak. Jens Claus Hansen

fortæller dernæst meget nøgternt, hvad der er af tropper i området, og hvordan han forventer,

krigen vil forløbe.

Claus Hansen benytter ikke første person ental, der i mod taler han med det inkluderende

’vi’. Militæreksperten taler ud fra et amerikansk synspunkt, om hvad de har af muligheder,

når han således benytter vendinger, som ”de strategiske operationer” taler han naturligvis om

amerikanernes operationer. Claus Hansen får meget taletid og holder en form for forelæsning

for seerne, inden Reimer Bo fører os tilbage i den ordinære studiesammenhæng ved at

opsummere og lede videre til en gentagelse af Bush’s tale. Hermed optræder Claus Hansen

tydeligt i sin rolle som militæranalytiker distanceret fra TV Avisens redaktion.

Claus Hansen møder vi igen i linje 575 altså et godt stykke tid efter første gang. Her har

Claus Hansen overtaget Nauntoftes plads ved bordet. Claus Hansen hilses ”Jens Claus

Hansen, Godmorgen” af Bo Christensen. Værtens brug af det fulde navn markerer både en

introduktion for seeren og en distance til ham.

I længere passager svarer Claus Hansen militært på værtens spørgsmål. Ofte fortæller

Claus Hansen, hvad vi ser på billederne af missilaffyringer og fly, der letter. Claus Hansen

fortsætter med at bruge ’vi’ og ’man’ for at virke objektiv, derudover forankrer han

145 Ibid. l. 233-234

69


Analysedel

angrebene geografisk og bruger specifikke militære navne og begreber. Et godt eksempel er

følgende, hvor Claus Hansen fortæller om begrebet den rullende start, som Nauntofte

allerede har parafraseret tidligere i udsendelsen

”Den amerikanske general Walles som er chef for tredje infanteridivision og 101 Airbourne Division. Han

sagde netop, brugte det udtryk rolling start, og der sagde han det bliver ”fighting on build up combat about the

same time” deri ligger, at de skal stadig både være i stand til at kunne sende angreb ind, men også være i stand

til at sende styrker ind, så det kan være der sådan kan komme i forskellige tempier” 146

Det er tydeligt, at Claus Hansen er ret specifik i sine termer. Han undlader således ikke at

fortælle, at general Walles er chef for tredje infanteridivision og 101 Airbourne Division, en

omstændighed, der måske ikke betyder så meget for den almindelige danske seer, men det er

med til at give Claus Hansen stor autoritet og rygdækning for brug af begrebet ’den rullende

start’, som yderligere underbygges af, at Wallas citeres. Claus Hansen benytter kun meget

sjældent og kun, når det er fremprovokeret af værtens spørgsmål den personlige deiksis ’jeg’,

der fremstår mere subjektiv, end en militærmand normalt vil gøre. Claus Hansen bidrager til

mytologiseringen ved at inddrage en enhed som Delta Force, ”som er så hemmelig at

amerikanerne dårligt nok vil nævne dem ved navn, at de har en gruppe på omkring 370

mand, som er specialtrænet til at kunne gå ind i Bagdad efter strategiske mål” 147 .

Vi har tidligere været inde på, at Claus Hansen misforstår tidsdimensionen ved nogle klip

af missilaffyringer. Dette er et enkeltstående tilfælde, men dog et ret bemærkelsesværdigt et,

da vi mener, at det er et rigtig fint eksempel på, at der er en lyst efter action indlejret i

udsendelsens anatomi. Ellers holder Claus Hansen sig meget til sin rolle og fokuserer på

krigens mange facetter. Claus Hansen åbner et vindue til krigens rum, hvorved seeren får et

indblik i de indviklede processer, der ligger bag. F.eks. fortæller han meget som

informationsaspektet af krigen:

”Ja, det vi ser her, det ligner det bliver fyret af fra et skib [klip tilbage til studie] og man ser med en kraftig

røgudvikling og så en boost-fase altså missiler som bliver affyret med stor kraft og så forlader platformen for så

at bevæge sig ind mod målområdet. Det er sådan, de her missiler kan selv finde vej, de har sådan et

navigationssystem så de [KGN: Missiler affyret mod Bagdad_start] selv finder vejen til målet, øee, når man

først har fyret dem og altså en computer som fortæller dem at nu er du der og der og så drejer den til højre og

venstre, de går ind i meget meget lav højde, og går med rimelig stor hastighed, så det er noget der er svært at

gøre noget ved. Man kan ikke se dem på radaren, når de er over målet, så er det meget vanskelligt at skyde dem

ned, så det det er meget effektive våben, [KGN: Missiler affyret mod Bagdad_slut] fordi at de flyver lavt, de er

svære at opdage og fordi de rammer præcist” 148

146 Ibid. l. 638-645

147 Ibid. l. 709-711

148 Ibid. l. 995-1005

70


Her beskrives de såkaldte smart bombs, der styres via computere og på den måde er

helautomatiske. Og Claus Hansen stopper ikke der men introducerer også de såkaldte

førerløse fly, droner, som Virilio, hvilket vi så i teoriafsnitter, anser som banebrydende:

Analysedel

”Der kan også være tale om, at de Har de ubemandede fly Predator, som kan ligge i stor højde ogog ligge og

overvåge og man kan se nogle kolonner der bevæger sig, og det øjeblik, at de er rykket der og der er flere kilder

der bekræfter det, så sættes angrebet ind.” 149

Igennem brugen af den militære ekspert nuanceres billedet og beskrivelsen af Irakkrigen som

informationskrig tematiseres. Afsløringerne af de ’skjulte’ militære redskaber glider på den

måde over i tv-skærmen og videre ind i seerens bevidsthed.

Vi skal senere se, hvordan i afsnittet ”Den totale lynkrig” taler Virilio om det dromologiske

princip, og om hvordan den virtuelle tid overskrider den konkrete. Disse begreber og

horisonter virker umiddelbart ret utilgængelige, men i krigens rum er de naturlige, og i Claus

Hansens stemme bliver de til almen eje.

Claus Hansen fortsætter også ræsonnementet og viser indirekte, hvordan det, som Virilio

beskrev det, bliver stadigt sværere at adskille krigens rum fra det sociale:

”Fordi at netop den symbolske værdi at SH at han så blev angrebet eller en af han sønner måske kunne få

tingene til at kollapse, så man kunne undgå det helt store.” 150

Det symbolske, siger Claus Hansen, for krigens teknologi rækker på den måde videre, og

selvom Bo Christensen ikke følger op og reflekterer over mediernes rolle, er det tydeligt, at

også de er en spiller i krigens scenarium. Det betyder noget, at man foregiver at vide alt, selv

hvor den hemmelige Saddam Hussein befinder sig.

Efter endnu en nyhedsopdatering stilles der tilbage til Bo Christensen, der har bevæget sig

op til en stående positur med Claus Hansen ved kortet, hvor han beder Claus Hansen om at

fortælle om den amerikanske strategi. Claus Hansen får lang taletid ved kortet, mens en

malplaceret og lettere forvirret Bo Christensen prøver at finde sine ben at stå på. Claus

Hansens tale er igen præget af den militære jargon, og han holder sig næsten udelukkende til

brugen af ’man’, når han skal fortælle, hvordan situationen ser ud. Den grundige

149 Ibid. l. 1028-1031

150 Ibid. l. 1033-1035

71


Analysedel

gennemgang etablerer Irak som geografisk område og giver seeren oplysninger, om hvad der

er af udviklingsmuligheder i krigen.

Den indenrigspolitiske situation dækkes også lidt i udsendelsen. Professor Ole Wæver

kommer således i studiet og interviewes om dette aspekt. Der er ikke så meget at sige, om

interviewene med Wæver i forhold til vores kontekst her, så vi vil ikke gå nærmere ind i dem

i denne analyse. Blot skal det nævnes, at Wæver naturligvis fungerer som ekstern politisk

kommentator i udsendelsen, og således kan ses som et refleksivt element i udsendelsen, en

tendens, der peger i modsatte retning af vores teser. Til vores analytiske forsvar skal det dog

siges, at Væver er yderst vævende, og i det hele taget fungerer ganske dårligt i en

ekstraudsendelse som denne.

De Udsendte – Om nyhedernes korrespondenter og rapportere

DR’s nyhedsredaktion har et stort arsenal af udlandskorrespondenter, der korresponderer fra

forskellige relevante steder.

Udlandskorrespondenterne bruges naturligvis til at dække vigtige begivenheder som f.eks.

et krigsudbrud.

I denne nyhedsudsendelse indgår TV Avisens korrespondenter fra Washington, Amman og

Kuwait City.

Korrespondenterne benytter ’jeg’, ’man’ og ’vi’ i tråd med konventionen. Således taler de

fra et defineret synspunkt, hvor de via ’jeg’et fortæller, hvad de selv har set, derudover

bruger de et ’vi’, der ofte dækker over, at de er en del af institutionen TV Avisen.

Kim Bildsøe er den klart mest eksponerede korrespondent under krigsudbruddet, og han

introduceres allerede, inden Bush har været på skærmen med sin direkte tale. Bildsøe

supplerer således med oplysninger, han har fået i USA, der inkluderer beslutningsprocesser,

og hvad pressen får at vide af Det Hvide Hus’s pressestab.

Kim Bildsøe fungerer således ligesom de andre korrespondenter som ’manden på stedet’,

der kan fortælle nyt og i øvrigt også komme med personlige beretninger om, hvordan han

oplever situationen.

Bildsøe beretter mest, hvad der sker i Washington men blander også meget personlige

historier ind. Historier der eksemplificerer følelsen på det givne sted:

72


Analysedel

”Jeg [Singlescreen med korrespondent og studie_start] tror, at der er stadigvæk mange der ikke helt ved det,

men jeg kunne mærke bare da jeg kørte til vores kontor, at der var mange folk, der var meget opmærksomme på

det der foregik i radioen, der var flere der pegede til mig og sagde jeg skulle tænde for min radio, altså ligesom

pegede ned på deres radio og sagde nu skulle jeg lukke op og lytte efter, og jeg synes også man kunne mærke

simpelthen, at der ikke var så mange mennesker i byen, og en forståelse [KGN: Krigen er i gang_start] for, at

det er et meget alvorligt øjeblik, altså som TJ sagde lige før, man skal jo forstå, at der er jo mange millioner

mennesker, som er direkte berørt af det her, i Danmark kan vi have følelser omkring det, og vi kan synes det er

forfærdeligt eller nødvendigt eller hvad vi nu har af følelser, men for millioner af amerikanere er der venner,

[KGN: Krigen er i gang_slut] søstre, sønner, døtre, mænd, koner som er i krig og som muligvis ikke vender

tilbage, og det klart, at det bliver et meget højtideligt, ved jeg ikke om er det rigtige ord, men et meget

følelsesmæssigt øjeblik, hvor det går op for mange mennesker, at nu er deres kære simpelthen i gang med det

som kan udvikle sig til deres sidste handling.” 151

Bildsøe fortæller dermed om, hvordan han rent konkret bevæger sig rundt i Washington, og

hvordan amerikanerne, der peger på radioen reagerer og forholder sig til krigsudbruddet.

Derved skaber Bildsøe troværdighed omkring sine beretninger og analyserer, for han oplever

det jo på sin egen krop. Det er også udtalt, hvordan Bildsøe i citatet ovenfor fortæller,

hvordan amerikanerne oplever situationen anderledes end den ’danske seer’. Herved puttes

det internationale ind i en dansk kontekst, for vi har jo vores mand på stedet, manden der

bevæger sig rundt og indsamler viden for os. Ofte fortæller Bildsøe også, hvordan han

opholder sig i nærheden af det hvide hus og afventer nyheder derfra. På samme måde

forholder det sig med de andre korrespondenter, de pendulerer mellem at give oplysninger,

de har fået af kilder i området og til historier om deres egen færden i brændpunktet.

En klassisk korrespondent som Ole Sippel, der har en meget dramatisk dyb stemme

fortæller således om, hvordan situationen må opleves i Bagdad

”Ja, der er ingen tvivl om, at det her er, hvad man har ventet i Bagdad og det mest forbavsende ved det er sådan

set, at Bagdad lige til det sidste har været en by, der ikke har været panikeret på nogen måde. Det har og

været en by, der har været meget åben, der har ikke været fyldt med check points og kontrolposter og artilleri

og kampvogne marcheret op i gaderne øemmm og det kan jo undre lidt, når man tænker på Irakerne har sagt, at

når amerikanerne kommer, så skal de få en lektie de aldrig vil glemme. Men folk er forberedt på det så godt

som man nu kan forberede sig i den situation. Der er ikke beskyttelsesrum nok til Bagdads fem seks millioner.

Mange sidder i deres lejligheder osss tæt på det, man venter, er bombemål f.eks. tv-stationen. Øhmm, man har

mad, man har købt mad og drikkevarer og så håber man altså på, at bomberne ikke lige netop rammer der, hvor

man er.” 152

Ole Sippel har forladt Bagdad et par dage, inden fristens udløb. Han fortæller ud fra

reportagens dramatiserende diskurs. Hans beretning er blottet for kilder og facts, men baseret

på hans erfaring om, hvad der sker i Bagdad lige nu. Ole Sippels øjne bliver seerens vindue

til Bagdad, og man forestiller sig Irakerne, der sidder rundt om i deres lejligheder og venter

151 Ibid. l. 879-892

152 Ibid. l. 200-207

73


Analysedel

på angrebet. Godt nok får vi at vide af Bo Christensen, at Sippel befinder sig i Amman, men

det glemmer man hurtigt i fortællingen om Bagdad.

Ole Sippel introduceres ved sit fulde navn, men i linje 200 af transskriptionen er det

tydeligt, at Bo Christensen og Ole Sippel er mangeårige kollegaer, for her undlader værten

efternavnet og holder sig til det venskabelige og kollegiale ”Ole”, og det gentager sig, da vi

igen senere i udsendelsen får Sippel igennem 153 . Bo Christensen benytter, således ofte

fornavnene på sine kollegaer, hvilket også er tilfældet med Kim Bildsøe 154 , i øvrigt tiltaler Bo

Christensen også Torsten Jansen med Torsten 155 , mens han i tiltalen af Jens Nauntofte og

Jeppe Nyboe holder sig til det fulde navn. Jens Claus Hansen, der er ekspert og således ikke

en del af redaktionen, bliver gennemgående kaldt Jens Claus Hansen, men på et sted holder

Bo Christensen sig til ”Jens Claus”, hvorved der er en opblødning i distancen mellem de to.

Steffen Knudsen, der som sagt befinder sig i Kuwait City, bliver for det meste tiltalt som

Steffen Knudsen, men Bo Christensen bruger også kun fornavnet i linje 534. Steffen

Knudsen beretter om tilstanden i Kuwait og vælger, ligesom Bildsøe gjorde det, at fremhæve

personlige øjenvidneberetninger. Første gang vi har Knudsen igennem, er forbindelsen

dårlig, hvilket i sig selv ikke er nogen katastrofe for udsendelsen, da Knudsen netop taler om

en tilstand i landet, hvor forbindelser jammes og der er stor sikkerhed. Vi får her virkelig en

fornemmelse af, at det her sker nu, da forbindelsen konstant er ved at gå ud, mens Bo

Christensen i baggrunden desperat råber efter kaffe. Vi formoder, at redaktionen godt har

været klar over, at forbindelsen ikke var helt stabil, men det fungerer fint i den dramaturgiske

sammenhæng, da det netop skaber den fornødne spænding og live-følelse.

Da Steffen Knudsen igen kommer igennem senere i udsendelsen, er det på en betydelig

mere stabil linje, og han får lejlighed til at fortælle sine personlige beretninger fra byen

”Ja, hernede kan jeg også sige, lige som i Bagdad så er der meget meget stille på gaderne

[korrespondentgrafik_start]. Jeg så to mennesker, jeg har gået i ti minutter for at komme over til det her sted,

hvor jeg sidder ved den her telefon og jeg så to mennesker på gaden herover undtagen nogle journalister som

løb rundt.” 156

Journalisterne fremstilles på den måde, som de eneste der rør på sig i stilstanden. Steffen

Knudsen benytter ’jeg’et til at personliggøre oplevelserne, hvilket får ham til at stå som

153 Ibid. l. 345

154 Ibid. eksempelvis 863

155 Ibid. l. 380 og 579

156 Ibid. l. 564-567

74


sandhedsreporteren. Disse reportager giver både indre billeder og skaber den spænding,

seeren hungrer efter.

Analysedel

”Ja hernede er der, der har måske aldrig været så stille på gaderne i Kuwait som der er lige nu. Det eneste der

bevæger sig dernede nu, det er folk der forbereder sig på krigen, for et øjeblik siden kørte der to tyske

militærkøretøjer, panserede mandskabsvogne forbi. De leder den operation, som går ud på at afgifte folk, hvis

det lykkes SH at lave giftgasangreb hernede og det er det man frygter allermest, det er det skulle lykkes for SH

at sende missiler indover med giftgas eller med biologiske våben”. 157

På den måde dramatiseres stilheden, tomheden og intetheden. Knudsen formår med sit

levende sprog at sætte det dramaturgiske hjul i gang, hvilket fører over i terrorfrygt. Med

billederne fra 11. september 2001 har alle danske seere set billederne af det to tårne, der

forsvinder. De billeder af tårnene, der står indsmurt i røg, mens det andet fly langsomt

nærmer sig. Disse billeder har forplantet sig, og med Knudsens beskrivelse venter vi egentlig

bare på, at noget mere skal vælte. At terroren, som jo også er blevet kraftigt italesat op til

krigsudbruddet, skal blive sandt. At giftgasser og bomber skal hærge Kuwait citys gader.

Bo Christensens svar mellem Knudsens to analyser om truslen mod Kuwait City er da

også sigende: ”RB: ”Det er klart, det er det man frygter ...”. (Tydelig forvirret Reimer er

løbet tør for spørgsmål)” 158 , for her viser frygten sig netop, som det vi tror på. Vi tror, at det

vil ske, vi forventer simpelthen det vil ske, at gaderne bliver fyldt med flygtende

menneskestrømme. Et glimrende eksempel på, at konteksten er terror og

masseødelæggelsesvåben på trods af, at man lige så godt kunne frygte og fokusere på den

egentlige krig.

Det er også interessant, at TV Avisen har trukket deres mand, Ole Sippel ud af Bagdad,

inden krigen, dermed må han tale ud fra, hvad han så for nogle dage siden og hvad han

oplever i Amman. Andre tv-stationer har beholdt deres journalister i Bagdad, hvor CNN

f.eks. stadig beretter fra.

Med tankerne på Jehane Noujaims dokumentarfilm Control Room’s (2004) udlægning af

Al Jazeera og den amerikanske bombning af kanalens journalister i Bagdad, kan

udtrækningen af DR’s korrespondent synes fornuftigt, men det giver stærke begrænsninger i

muligheden for at se krigen fra den irakiske befolknings synsvinkel.

157 Ibid. l. 1047-1052

158 Ibid. l. 1054

75


Analysedel

Derved vinkles nyhedsfortællingen til en beretning om aktion i Irak, om terrorfrygt og

masseødelæggelsesvåben og om en verden, der venter på, at det amerikanske krigsapparat

rykker ud.

Endnu et eksempel på den dramatiserende reportage ses i det absurde indslag med Jeppe

Nyboe, der befinder sig foran den amerikanske ambassade i København. Nyboe dramatiserer

situationen, selvom der absolut intet sker ved ambassadebygningen.

”De vil så senere hen aflægge rapport for det der hedder regeringens sikkerhedsudvalg og dvs. statsministeren,

udenrigsministeren og forsvarsministeren for at komme med en aktuel trusselsvurdering på Danmark, men altså

meldingen fra Politiets Efterretningstjeneste og Københavns Politi er, at der er så at sige fredeligt og roligt i

Danmark her og nu”. 159

I forlængelse af ovenstående vurdering af Steffen Knudsens indlæg, mener vi at kunne

konstatere, at også Jeppe Nyboe formår at spille på frygten for terror og på, at vi blot venter

på at den uundgåelige dramatik vil komme. Med den sidste konstatering af fred og ro i de

københavnske gader, forlader vi Jeppe Nyboe, der står alene og vindblæst på en

mennesketom gade på Østerbro i København.

En skærm er en skærm er en skærm – Om studieopbygning

I tiden op til krigsudbruddet har DR’s grafiske afdeling udarbejdet et kohærent design, der

allerede her er blevet introduceret og forankret i seerens bevidsthed. Logoet ligner stort set

det klassiske DR loge. Således viser det et øje, der også kan tolkes som en klode. Øjet og

kloden signalerer naturligvis, at TV Avisen er seerens guide til verden. Øjet er lig med

kloden, og derved viser DR, at de præsenterer deres syn på verden. Øjet er hvidt og det er

den sproglige forankring ”Irakkrigen” også. Øje-logoet er placeret på en rød flade, mens den

hvide skrift optræder på et blåt område.

Studiet er opbygget med en transparent flade bag de tydelige personer i studiet. Bag den

transparente flade aner seeren, at nyhedsredaktionen er i fuld gang med at producere tv til

dem. Bagved anes også en lang række skærme, der viser billeder fra andre nyhedsstationer.

På den måde mærker vi, at TV Avisen hele tiden er på vej videre, at de er opdaterede og er i

gang med at producere nyhedsudsendelsen for os.

159 Ibid. l. 1288-1292

76


Analysedel

På fladen optræder Irak-krigslogoet, der viser, at studiet er tilrettelagt til formålet. Midt i

studiet er der placeret et buet ovalt bord, hvor værten Reimer Bo Christensen sidder i den ene

ende, i modsatte side af bordet sidder to personer, først Jens Nauntofte og Torsten Jansen.

Således er studiets opbygning dialogbaseret i og med, at Bo Christensen er placeret, så hans

blikretning går mod de andre karakterer i studiet, der kigger på Bo Christensen. Denne

studieopbygning adskiller sig markant fra Golfkrigsstudiet, der, som vi så i analysen af

Golfkrigen, mimer et halvmåneformet kateder, hvorfra der kan formidles fra et autoritært

synspunkt. Således er det nye ’samtalekøkken’ langt mere åbent og imødekommende overfor

seeren. Det er således sigende, at den tendens, der viste sit tydelige ansigt med

halvfemsertrenden indenfor køkkener også optræder i en formidlingssituation, som vi her har

med at gøre. I studiet har vi også et digitalt kort, der mimer vejrudsigtskort. Her er der

mulighed for at lave stand up’s, hvilket vi allerede får introduceret tidligt i ekstra

udsendelsen, da militærekspert Jens Claus Hansen forklarer den militære situation via kortet.

Studiets farver er hovedsageligt holdt i det troværdige blå, som TV Avisen da og

traditionelt holder sig til, dog er farverne her langt lysere og virker mere gennemsigtige end

f.eks. under Golfkrigsdækningen.

Klippeteknisk begynder vi ofte i et etableringsskud, der viser de tre personer i studiet og

med plads bag dem, så seeren kan se baggrunden, dernæst klippes der til værten og videre

rundt til samtalepartnerne, der i tråd med konventionen er i halvtotal. I etableringsskuddet

bevæger kameraet sig roligt til siden, mens halvtotalerne er faste indstillinger.

Etableringsskud optræder også i længere samtaler, hvor en person i studiet taler længe,

derved mindes seeren hele tiden om udsigelsessituationen 160 . Et par gange optræder nogle

desperate zooms, der viser, at det er en liveudsendelse, hvor ikke alt kan forberedes. Når der

klippes til interviews med korrespondenterne, sker der ofte med en overgang via en

mor/barn-grafik, hvorefter korrespondenten vises i halvtotalt, eller via en billedgrafik, hvis

der ikke er videotelefon igennem.

Grafikken er ofte simpel med et sigende billede som baggrund for et billede af

korrespondenten, mens der i venstre side af skærmen optræder et billede af telefontaster 161 .

Der optræder også splitscreen i mellem studieværten og korrespondenten, dette etablerer

situationen, inden der klippes til full screen af den talende. Når Kim Bildsøe er igennem fra

Washington på videotelefon, bruges denne overgang, hvor der også optræder en tekstlig

160 Se f.eks. bilag 2.4.2 og 2.4.4

161 Se f.eks. bilag 2.3.4

77


Analysedel

forankring af København og Washington, der også markeres med henholdsvis blå og rød side

af topbjælken i billedet. Bildsøe skildres her foran det indeksikalt forankrede hvide hus, der

er et separat billede, der kobles med studiebilledet af korrespondenten 162 .

KGN eller KomputerGenereretNavnetræk

En af de største ændringer, der er sket mellem dækningen i 1991 og 2003 er brugen af de

såkaldte KGN’er. Hvor KGN’erne under Golfkrigen kun blev brugt til at forankre personer,

benyttes de under ekstraudsendelse d. 20. marts i vid udstrækning både til at introducere

personer, men også til at styre udsendelsen 163 .

Hvor DR ved krigsudbruddet i Golfkrigen valgte at bruge en direkte tolk, foretrækkes det

i 2003 at lade Bush tale uden denne styring. I stedet benyttes der KGN’er til at opsummere

hovedlinjerne i talen. Ofte gentages KGN’erne flere gange i løbet af udsendelsen. Derved

bruges de til at understøtte visse elementer, og til at sætte en dagsorden. En KGN som

”Bush: Krigen er i gang” er meget hyppig, hvilket naturligvis har stor betydning for

udsendelsen. TV Avisens redaktion prøver på den måde at styre udsendelse og stedfæste det

dramatiske aspekt. Så selvom der egentlig ikke er nogen udvikling i løbet af udsendelsen,

higes der efter det dramatiske. I og med at DR fortsætter KGN’en bliver vi som seere

overbevist om at det dramatiske er i gang. Det ligger derved ligefor at sammenligne med

CNN og deres brug af ’Breaking News’. ’Breaking News’tropen optræder således ikke

direkte i dansk tv, men det kommer tæt på. Der kan være forskellige grunde til, at dette

aspekt kommer ind. Mest sandsynligt mener vi, det er, at 11. september og CNN’s brug af

’Breaking News’, aflejrer sig til den danske tv-diskurs. Brugen af opdateringsorienterede

bjælker kan dog også siges at stamme fra Internettets opbygning og den diskurs, der følger

med dette medie.

Det er sigende for teksterne på skærmen, at de opsummerer det sagte, ofte falder de som

citater af præsidenten, korrespondenter og eksperter. De korte punchlines former en styring

af transmissionen, der guider seeren hen mod det vigtige, der godt og godt stadfæstes i

Krigen er i gang”.

Fra starten af er KGN’erne således bagved det talte ord, men senere er det som om, den

manglende dramatik i studiet taber terræn. Der kommer således citater fra nyhedsbureauet

162 Det er tydeligt at se, at der er tale om to sammenkoblede billeder. Dette ses ved, at der er en form for skygge

udenom korrespondenten, der heller ikke er påvirket af vind og vejr

163 Se f.eks. bilag 1.1.4, 1.4.1, 2.1.5 og 2.1.6

78


AP rullende henover skærmen. Citater som vi vel at bemærke endnu ikke har fået

kommenteret i studiet.

Analysedel

79


Komparative konklusioner

Analysedel

Vi har i vores analyser vist, hvordan DR’s dækning af krigsudbruddet ved henholdsvis Irak-

og Golfkrigen havde visse lighedspunkter, men også viser nogle udviklingstendenser

indenfor mediet. I de to analyser, som vi har valgt at lægge særskilt i specialets struktur, har

vi grebet det tekstnært an. Vi har fulgt nogenlunde samme struktur i de to analyser for at

kunne sammenligne de to programmer, og vi har allerede været lidt inde på forskelle og

ligheder mellem dem.

Vi vil med dette afsnit binde de to analyser overskueligt sammen og fremhæve de

komparative konklusioner, vi mener at kunne drage af de to analyser. Dette gør vi med

henblik på at analysere den diskursive praksis frem og efterfølgende søge at indikere nogle

tendenser, som analysen peger på. Dette gør vi efter at have introduceret Virilio og

Baudrillards tanker om nyere tids krig og mediernes rolle i dem. I det sidste afsnit vil vi

således diskutere teorierne i forhold til vores komparative analyse

Det narrative

Der er to væsentlige forskelle mellem det narrative forløb i de to krigsdækninger. Hvor DR’s

dækning af krigsudbruddet ved Golfkrigen var en udsendelse med en defineret begyndelse

og slutning, blev krigsudbruddet ved Irakkrigen skildret i en open end struktur, hvor

opdatering var nøgleordet. Ved begge krigsudbrud er nodalpunktet 164 Bush’s tale, hvor krigen

italesættes.

Efterfølgende behandler de to dækninger talen og perspektiverne i det, der nu forventes at

ske i Golfen. Begge udsendelser er i høj grad bundet til gætterier om, hvad der er sket i

Golfen, og hvordan krigen vil forløbe, derfor vælger begge udsendelser at bruge en

militærekspert til at analysere krigen. Golfkrigen styres stramt fra et autoritativt punkt,

hvorfra Jens Nauntofte sætter dagsordenen og lader programmet gennemgå en række

punkter. I modsætning til dette skildres krigsudbruddet ved Irakkrigen på en langt friere

måde. Her er der konstant en søgen efter dramatik og live-action. Der opdateres løbende med

billeder fra raketaffyringer og med korrespondenter på mange steder. Disse korrespondenter

taler om frygt og om venten, mens Reimer Bo Christensen og dialogpartnerne i studiet

164 Begrebet er i denne sammenhæng ’stjålet’ fra Laclau og Mouffe, der ser nodalpunktet, som et privilegeret

tegn, som de andre tegn knytter sig til og får deres betydning fra


analyserer. Således er der en del live-udfald i Irakkrigsudbrudsudsendelsen, hvor seeren

Analysedel

mærker, at der virkelig er tale om live-fjernsyn. Udsendelsen fortsætter nærmest hele dagen,

og vi har holdt os til første del af den for bedre at kunne sammenligne med Golfkrigen. Der

er således mærkbare forskelle mellem de to krigsudbruds narrative forløb, der hovedsageligt

inkluderer den langt større live-bevidsthed i DR’s dækning af krigen fra 2003.

Hvor Golfkrigen på den måde kan ses som en klassisk autoritativ og belærende

nyhedsformidling, er dækningen af Irakkrigen influeret af en open end

’samtalekøkkenfremgang’.

Studieværtens persondeiksiser

I vores analyse af nyhedsværterne Jens Nauntofte og Reimer Bo Christensens

persondeiktiske markører var det tydeligt, at begge lægger sig helt i traditionen og skriver sig

ind i på forhånden definerede nyhedsgenrer. Begge benytter således deiktiske

personmarkører, der tematiserer udsigelsessituationen og konstituerer

kommunikationssituationen. Der benyttes således ’jeg’ og ’vi’ markeringer, der

hovedsageligt peger på, at der ikke er sket de store ændringer i det diskursive felt på dette

område. Selvom DR’s monopol er blevet udfordret, peger vores analyse af nyhedsværten på,

at dette ikke har smittet af på forholdet mellem nyhedsvært, redaktion, institution og seer.

Det er således ret interessant, at DR’s troværdighed synes at blive hængende i deres

klassisk formelle tiltaleform. Som vi så i det narrative er der dog en tendens til, at

nyhedsværten i ekstraudsendelser som disse fører mere dialog med andre partnere i studie og

i verden. Reimer Bo Christensen virker mere sprudlende og levner flere pladser til at gå nye

veje, end Jans Nauntofte gør under Golfkrigen. I den sammenlignende analyse af

nyhedsværterne må vi tage forbehold for, at der er tale om to forskellige personligheder. Vi

vover nu alligevel pelsen og anser deres måde at formidle på som sigende for nogle

udviklingstendenser. For det første fordi, værten er et bevidst redaktionelt valg og for det

andet fordi vi i den dialektiske tradition, som vi her i specialet skriver os ind i, anser

personerne som socialt skabende, men også socialt skabt. Yderligere er det også et meget

interessant aspekt, at brugen af personlige deiksiser peger på, at der i det sproglige ikke

synes at optræde synderlige ændringer i måden, de personlige deiktiske markører skaber den

diskursive praksis på dette punkt.


Analysedel

Ændringerne i den diskursive praksis synes derfor at finde sit arnested i andre forhold end

de rent institutionelle, hvor DR’s position således ikke synes at have gennemgået de store

ændringer.

Tids-deiksiser

Det kan let underbygges, at de personlige deiksiser ikke indikerer synderlige ændringer i den

diskursive praksis mellem de to krige, men som vi konkluderede i analysen af det narrative,

så synes der at være markante ændringer i strukturen, der knytter sig til tidsaspektet. Dette

underbygges yderligere ved at kigge på de tidsindikationer, der optræder i udsendelserne.

Mest iøjefaldende er det, vi kalder længslen efter nu’et. Således mener vi at kunne påvise, at

udsendelsen fra 2003 er yderst fokuseret på live-aspektet og på, at der hele tiden skal ske

noget nyt. Reimer Bo bruger således tids-indikationerne ’direkte’ og ’live’ gentagne gange,

og via KGN’erne manifesteres det, at krigen er i gang.

Nauntofte foretager også tidsmæssige fæstninger af situationen, disse inkluderer og

markører, der fokuserer på live-aspektet, men det er tydeligt, at krigsudbruddet ved

Golfkrigen ikke skildres nær så dramatisk som det, der benyttes under Irakkrigen. Begge

udsendelser forankrer Bush’s tale i et globalt perspektiv. Talen sættes således i ramme som

en direkte tale til den amerikanske verden og faktisk til hele verden. Derved tematiseres

konfliktens globale rækkevidde igennem tids og steds-deiksisser. Tidsdeiksisser er vigtige for

at fortælle præcist om, hvad der sker, og hvordan der vælges at reflektere over det hændte.

Således virker Irak-krigsudbruddet og behandlingen af den meget mere utålmodig end den

ved Golfkrigen.

På trods af at Irakkrigen blev skildret igennem en open end struktur, hvor udsendelsen

fortsatte i det uendelige, mens Golfkrigen blev skildret i en kortere og dagsordenpræget

udsendelse, virker det som om, Irak-krigsdækningen har mere travlt med at skabe dramatik

og fremdrift. Der er to gode eksempler på, at tiden skriger på fremdrift. I starten af

udsendelsen stiller Reimer Bo for tidligt over til Bush’s tale og senere misforstår Jens Claus

Hansen tidsaspektet og tolker båndede billeder som live-billeder, derudover er det interessant

at KGN’erne ved Irakkrigen stadfæster, at krigen er i gang, og at KGN’erne senere i

udsendelsen overhaler dialogen i studiet, således at bundbjælkerne oplyser nye ting fra

nyhedsbureauet AP, før vi har hørt om dem i studiet.


Gæster i studiet

Analysedel

Hvor studiet under Golfkrigens nyhedsudsendelse var et stationært rum med nyhedsværten,

Jens Nauntofte, militærekspert Svend Bergstein og tolken, er rummet ved Irakkrigsudbruddet

mere dynamisk opbygget. Her sidder Reimer Bo placeret skråt overfor to personer, der tolker

på situationen. Til at starte med har DR placeret deres egne folk, Torsten Jansen og Jens

Nauntofte på de to pladser. Disse er på samme hold, og en af vores pointer er, at specielt Jens

Nauntofte kører med på den action-hungrende dikurs, som vi beskrev i tidsaspektet. F.eks.

bringer Nauntofte tvivlsomme efterretninger om irakere, der overgiver sig. Godt nok

kommer der en mindre refleksion om, at det kan være desinformation, men i og med at

historien bringes, bliver den sandheden i udsendelsen. Der er ganske enkelt ikke tid til, at

historien vendes inden i redaktionen. Når snakken falder på Saddam Hussein, er det og

tydeligt, at der optræder en mytologisering af den irakiske leder. DR virker ikke synderligt

reflekterede i forhold til deres ansvar og mediernes rolle i en krig som denne. Yderligere

sættes programmets dagsorden i forhold til terrortruslen, der kommer til at fylde utrolig

meget i analyserne af situationen, en dagsorden som Torsten Jansen også er med til at

iscenesætte.

I begge udsendelser benytter DR sig af en dansk militærekspert, der analyserer på

situationen i Golfen. Under Golfkrigen føres taktstokken af Svend Bergstein, der optræder i

civilt, mens Jens Claus Hansen optræder i uniform. Begge taler ud fra en militærdiskurs, og

det er udtalt, at der ikke reflekteres meget over Danmarks rolle i krigen. Der tales således i

og fra en dansk kontekst uden, at hverken den militære eller mediemæssige forankring

kritiseres internt.

Jens Claus Hansen er dog ret reflekteret over, at det er en informationskrig, der foregår.

Han reflekterer på amerikanernes mediestrategier uden dog selv at vedkende sig, at også han

er en uløselig del af konflikten.

Eksperterne fungerer som hjælpere, der forklarer konflikten via deres kort og militære

diskurs.

Korrespondenter

Der bruges langt flere korrespondenter i udsendelsen om krigsudbruddet ved Irakkrigen end

der gøres ved Golfkrigen, således dækkes flere steder i Golfen. Der fortælles ofte ud fra et


meget personligt synspunkt, hvor egne oplevelser tæller som øjenvidenberetninger fra

Analysedel

dramatiske steder. Derudover har DR ved begge krigsudbrud en korrespondent i Washington,

der modtager informationer gennem det amerikansk politiske pressekorps.

Ved Irakkrigens udbrud fylder frygten meget. Korrespondenterne taler konstant om

frygten for modangreb, enten via giftgasser i Kuwait eller via terrorangreb i USA. Det er

således interessant, at terrortruslen næsten ingenting fylder under Golfkrigen, mens der efter

11. september og med italesættelsen af krigen, som en krig mod terror, bliver en langt større

fokusering på dette aspekt. DR overtager altså terrorfrygtsdiskursen og underbygger den via

sine korrespondenter, der her finder noget at tale om. Journalisterne befinder sig i sikkerhed

et godt stykke væk fra Bagdad, som Ole Sippel har forladt inden krigsudbruddet, ligesom

man under Golfkrigen heller ikke har en mand inde i selve byen.

Der er en hyppig brug af korrespondenter og reportere under Irakkrigens udbrud. F.eks.

kommer Jeppe Nyboes direkte indslag fra den tomme gade foran den amerikanske

ambassade på Østerbro til at stå som eksemplet over dem alle på dette.

Selvom der absolut intet sker, fylder Nyboe på og fortæller med dramatik i stemmen om

både terrortrussel og mulighed for store demonstrationer. På samme måde kunne man i 1991

fortælle fra praktisk talt alle steder i verden, men under udsendelsen, vi behandler, kommer

kun Frank Esmann, Washington igennem. Derudover bruges CNN i udtalt grad som primære

kilde, især af Esmann men også af Nauntofte i studiet. Det er utroligt, at den komplekse

verden ses igennem CNN’s optik, en station, der naturligvis er en del af den amerikanske

offentlighed først og fremmest. Under udsendelse fra 2003 bruges der også kilder, men det

virker som om, at efterretningerne kommer fra flere sider end CNN, der dårligt nok nævnes i

udsendelsen. Dog optræder der i den gennemgående nyhedsopdatering en reportage, der

nævner, at oplysningerne om de 40 affyrede Tomahawk-missiler stammer fra CNN’s

korrespondent, der har indsamlet oplysningen, om at angrebet ville ramme den irakiske

ledelse, fra en unavngiven amerikansk militærkilde.

Studieopbygning og grafik

TV Avisens logo har været et øje siden 1965, hvor den første TV Avis blev sendt ud i æteren.

Øjet der også kan ses som en globus har således været et let genkendeligt symbol for DR’s

nyheder i over 40 år. Logoet har optrådt i forskellige farver og i forskellige variationer over


perioden. Der er ikke de store forskelle i designet af logoet mellem Golf- og Irakkrigen.

Analysedel

Begge gange opbygger DR et logo til situationen, hvor der i tiden op til krigen opereres med

en sproglig forankring af symbolet, der peger på ’krise’, og ved ekstraudsendelserne, der

italesætter krigen, skifter den sproglige forankring til henholdsvis ’Golfkrig’ og ’Irakkrig’.

Øje-logoet er ved Irakkrigen placeret på en rød flade, mens den hvide skrift optræder på et

blåt område 165 . Golfkrigsikonet er mere enkelt og der forankres til at starte med ved at skrive

’Ekstra’, da DR’s øje svæver ind foran studiet i begyndelsen af programmet.

Selve ikonbrugen indikerer således mindre ændringer, der hovedsageligt knytter sig til

teknologiske landvindinger og en medfølgende forbedret billedkvalitet 166 .

Ved ekstraudsendelsen under krigsudbruddet ved Golfkrigen sidder panelet ved et

halvmåneformet bord med kroppen vendt mod seeren. Der findes som tidligere nævnt tre

personer ved bordet; studieværten Jens Nauntofte, militæranalytikeren Svend Bergstein, samt

den kvindelige tolk.

Bagved panelet er der opstillet en blå skærm med DR’s logo påskrevet. Der er således en

gennemgående blå farve i DR’s design. Den blå farve indikerer naturligvis institutionel

troværdighed og er en hyppig brugt farve af både nyhedsstationer og eksempelvis

uddannelsesinstitutioner som SDU 167 .

Under Irakkrigen benyttes et ovalt bord, der har indryk til de deltagende personer.

Personerne i studiet er således placeret i en samtalebaseret opsætning, hvor studieværten

Reimer Bo Christensen befinder sig i den for seeren venstre side, mens der sidder to personer

overfor ham. Disse pladser er ikke stationært besat under udsendelsen, for DR vælger at

skifte ud mellem forskellige eksperter her. Bagsiden af DR’s studiet er markeret med en

transparent flade med DR’s Irak-krigslogo, bagved aner seeren den arbejdende redaktion og

deres mange tv-skærme.

Der er markante forskelle mellem de to studieopbygninger, hvor Golfkrigsopsætningen

først og fremmest spiller på autoritet og troværdighed, synes DR’s Irak-krigsstudie at være

langt mere åbent og dialogbaseret. Forskellene mellem de to opbygninger peger derved på

nogle ændringer i de diskursive praksisser, således virker den lukkede og autoritative

opbygning, som DR benytter under Golfkrigen troværdig men også lukket for dialog. Med et

begreb fra 90’ernes trends kalder vi DR’s Irakkrigs studieopbygning for ’samtalekøkken’, for

165 DR’s farvevalg kan være helt tilfældigt, men den skabe analytiker vil straks se, at det er de samme farver

som den amerikanske flag Stars and Stribes indeholder.

166 Se bilag 1.1.3 og 2.3.1

167 Se bilag 2.4.4


Analysedel

godt nok produceres der stadigvæk troværdige produkter, men det gøres ved teamarbejde og

via dialog. Der er således mulighed for en mangfoldighed af udskiftninger i studiet,

muligheder der giver en såvel dynamisk som selvudviklende form, der også underbygges af

den mere åbne studievært. Som vi så i det narrative forløb kører Golfkrigsudsendelsen efter

en stringent snor, der synes at være tilrettelagt, mens at strukturen ved Irakkrigen kører efter

en open end filosofi, hvor der er plads til nye indspark hele tiden, og hvor udsendelsen

udvikler sig i en spiralstruktur.

Ser man på de KomputerGeneredeNavnetræk er der også sket en udvikling. Disse

tekstlige forankringer benyttes under Golfkrigen udelukkende til at vise, hvem personerne er.

Under Golfkrigen bliver skærmen en langt mere udfordrende flade, hvor bundbjælkerne

benyttes til såvel navne som til at opsummere og forankre udsendelsen. Under Bush’s tale

har man fornuftigt nok valgt at afskaffe simultantolken og i stedet lade Bush tale alene. Talen

forankres til den danske kontekst via bundbjælkerne, der hele tiden opsummerer det sagte.

Bundbjælkerne benyttes især til at stadfæste, at krigen er i gang, hvilket ofte blandes med

nye informationer. Det er også interessant, at bundbjælkerne faktisk overhaler snakken i

studiet og introducerer oplysninger fra nyhedsbureauet AP. Denne udvidede brug af skærmen

lægger også op til en knopskydningsdækning af krigen, hvor der hele tiden opdateres og

bringes nye oplysninger i spil.


Den diskursive praksis

Vores tekstanalyser af de to krige og sammenligningen af dem peger i retning af nogle

Analysedel

ændringer i den diskursive praksis. Den sproglige analyse viser dog, at begge studieværter

benytter en række genrer og diskurser, der i høj grad er veletableret en integreret del af

nyhedsdiskursen. Således benytter værterne interviewgenren hyppigt, og i det hele taget er

det vanskelligt at argumentere for, at der skulle være udvidet til nye genrer i

nyhedsudsendelsernes diskursive praksis, eller at de gældende skulle være blevet udfordret

nævneværdigt i tidsrummet mellem krigene.

I det diskursive rum er det således tydeligt, at kommunikationssituationen gestaltes via

brugen af de personlige pronomener, ligesom konflikten sættes ind i en diskursiv forståelig

ramme via tidsdeiksiser. Så selv om der er forskel på Jens Nauntofte og Reimer Bo

Christensen som værter, peger disse forhold på genbrug af forståelige matricer.

Tids-deiksiserne indikerer dog mere end forankring af et forståeligt rum, for i vores analyse

kom vi frem til, at der var en langt stærkere lyst efter nu’et i udsendelsen fra 2003. Reimer

Bo betoner ofte live-aspektet, ligesom KGN’erne understreger, at krigen er i gang. Der er

også et live-signal igennem fra Bagdad, som med alt tydelighed viser nu’ets tomhed, ligesom

der i utålmodighed stilles om til George Bush via evighedssignalet, før han er helt klar til at

give talen. Tilmed får vi langt flere korrespondentberetninger om, hvad der sker lige nu på de

steder, korrespondenterne er udstationerede til.

Alle disse ting peger uden tvivl i retning af en langt mere live-baseret dækning af

begivenhederne, også selve studiestrukturen og de mange personer, der indgår i dialog, peger

i samme retning.

Alt i alt er live-aspektet en af de vigtigste diskursive ændringer mellem dækningen af de

to krige. For hvor den første krig blev dækket fra et langt mere dvælende og ordnet punkt,

kommer der langt mere fart over feltet under Irakkrigen. Denne diskursive ændring peger på

ændringer i mediefeltet, og kan umiddelbart forklares med, at landskabet er i 2003 mere

varieret end i 1991, hvor seeren ikke havde så mange mulige alternativer til TV Avisen. I

1991 var TV2 stadigvæk en ret ung station, og internet og kabel-tv var således bestemt ikke

en stor del af den almene befolknings mediemuligheder. Live-aspektet synes således at være

en aflejring af de diskursive tendenser som andre kanaler og muligheder benytter sig af,


samtidigt med, at det må siges at være et led i den langt større konkurrence for at holde

seeren på kanalen.

Analysedel

Nyhederne er således nødt til at indgå i et konkurrenceforhold med de andre stationer om

at være først med nyhederne. Dette aspekt synes også at være influeret af 11. september, hvor

der virkelig var kamp mellem tv-stationerne om at komme først på. Den efterfølgende

dramatiske livedækning, hvor seeren live kunne se Twin Towers styrte i jorden, blev det

ultimative billede på mediernes livedækning. Yderligere er det hævet over enhver tvivl, at

dækningen i Irakkrigen er meget influeret af 11. september, hvor CNN virkelig printer sig

ind i den danske tv-seers øjne. For signalet, som de danske stationer, DR og TV2 benyttede

sig af, var fra CNN, og det kunne man tydeligt se via den udvidede grafiske flade, der fik

DR’s mere statiske skærm til at se forældet ud.

Det er interessant, at 11. september får så stor betydning for den diskursive praksis. For

før nyhederne kan gøres forståelige, må seer og redaktion besidde den samme kode, og vide

hvad modparten foretager sig. Det er det, vi i dette speciale benævner som et dialektisk

forhold, et princip, vi mener, er en del af enhver kommunikationssituation.

Brugen af persondeiksissen understøtter således, at DR stadigvæk indgår i en

broadcasting nyhedsdiskurs, og at der på dette punkt ikke er sket nogen ændringer i

tidsrummet mellem de to krige. Således konstitueres nyhedsvært, redaktion, eksperter,

korrespondenter og seer i et kommunikationsforhold, der ikke ser ud til at ændre sig

nævneværdigt sprogligt set.

Diskursordenen udfordres bl.a. via det narrative, hvor Golfkrigsudsendelsen var en lukket

helhed, benyttedes under ekstraudsendelsen ved Irakkrigen en open end struktur, der lagde

sig op af en form, der pegede i retning af uendelig knopskydning og opdatering. Den

diskursive praksis er på den måde udvidet i forhold til Golfkrigen, hvor man ikke kunne

tænke sig til en open end struktur i ekstra udsendelserne. Disse ændringer kan som tids-

aspektet forklares med en påvirkning fra satellit nyhedsstationer som især CNN, der som

bekendt kører nyheder døgnet rundt. Yderligere mener vi, at den åbne opdateringsstruktur

også minder om den kommunikative situation internettet konstituerer. Brugeren kræver

opdatering og evig udvidelse i sin omgang med netsider. Her er den autoritative form ofte

udfordret af mere flade strukturer, hvor der hele tiden opdateres. Dette mener vi i høj grad

peger på ændringer i seerens forventninger og vedkommendes forudsætninger for at fortolke


Analysedel

nyhedsudsendelsen. Seerforventningen står naturligvis i et dialektisk forhold til TV Avisen,

der både opdrager og tilpasser sig seeren.

Broadcastingteknologien har naturligvis sine begrænsninger på dette punkt, selvom især

ungdomsudsendelser med alt tydelighed viser, at SMS, telefon og internetinteraktion med

programmerne giver mulighed for interaktion. Videre er det tydeligt, at DR de senere år har

lagt stor vægt på at integrere internettet i deres public service baserede flade.

Men for et troværdighedsprogram som TV Avisen virker det ikke som en mulighed at

integrere internetaktion i selve programmet, i stedet må deres webdel stå som en ekstern

mulighed, hvor brugen efterfølgende kan gå ind og læse mere og evt. også deltage i de

forums, der måtte befinde sig der.

Men netstrukturen forplanter sig nu alligevel indirekte til skærmen, der under

Irakkrigsudsendelsen er en mere mangfoldig læselig flade, hvor navnetrækkene er blevet til

opdateringsbokse og tekstlige forankringer af udsendelsen. Under Bush’s tale forankres

pointerne således via stadfæstelser, der optræder i de korte og præcise tekstlige forankringer,

også her er der er en tendens til en mere åben og opdaterende struktur frem for den

simultantolkning, der benyttes under talen ved Golfkrigen. Undervejs i ekstraudsendelsen

ved Irakkrigen fortsætter bundteksterne med at opdatere og understrege, at krigen er i gang.

Igen er det formelle træk i teksten, som vi har analyseret os frem til i vores sproglige analyse,

og det er disse formelle træk, der indikerer ændringer i den diskursive praksis.

For selvom kommunikationssituationen umiddelbart ikke er ændret, er der ændringer, der

knytter sig til såvel nyhedsredaktion som seer, for konventionerne for udsendelsen er

udvidet, og derfor benytter man uden at tøve en opdaterende og åben struktur, der giver

seeren mulighed for også at læse et mangfoldigt billede via bundbjælkerne. DR’s monopol

på nyhedsområdet blev således allerede udfordret af TV2, men også af CNN og internettet,

der via teknologien og udvidelsen af kommunikationsvejene giver seeren mulighed for at

vælge andre veje end DR og de danske aviser til informationen.

Den transparente flade og samtalekøkkenstrukturen i studieopbygningen er også en del af

ændringerne i den diskursive praksis. Hvor forventningerne til DR’s udsendelse i 1991 var

den klassiske autoritative, er forventningerne mere åbne i 2003. DR har ændret sig i forhold

til sin autoritative rolle for seeren.

Endnu en understregning af tendensen til et mere åbent rum, findes naturligvis i selve

studieopbygningen, hvor vi ser de redaktionelle instanser arbejde bag den transparente


skærm under Irakkrigen. Under Golfkrigen blev den flade og formidlende karakter

understreget af den blå flade bag værten og den militære ekspert. Igen er der tydelige

Analysedel

forskelle mellem de to udsendelser. Disse forskelle viser, at der er ændringer i den diskursive

praksis, for modtagerens forventning har ændret sig i takt med at moders køkken er blevet til

samtalekøkken.

Banal Americanism

I vores metodeafsnit introducerede vi nationalismeforskeren Michael Bilig, som vi vil

benytte til at tematisere diskursive forhold, der har med banale nationale markører at gøre.

I dette afsnit vil vi samle op på dette og sætte den diskursive praksis i relation til det

nationale. Det er gennemgående, at der ikke er mange tydelige nationale markører i de to

ekstra udsendelser, således er det nationale mere banalt til stede i ’teksterne’

Vores to analyser af studieværternes sprogbrug indikerer en gestaltning, der mimer

hinanden meget. Således italesættes karaktererne i TV Avisens fortælling, som jeg, vi, de osv.

på nogenlunde samme måde. Der peges både på et ekskluderende ’vi’ og et inkluderende

’vi’, der indeholder seeren. I begge tilfælde peges der på en forestillet seer, der formodes at

opholde sig på den anden side af skærmen. Denne seer er således til stede som trope hele

vejen igennem begge udsendelser. Og denne seer virker umiddelbart mere fritsat i forhold til

staten, hvis man da kan tale om, at staten har noget at skulle have sagt i forhold til DR som

institution. Det er tydeligt under begge udsendelser, at DR naturligvis er fri for at være

direkte i lommen på de til staten knyttede magthavere. DR er således placeret i et for seeren

public service defineret rum, hvor de i henhold til det gældende medieforlig er underlagt

nogle kunstigt lagte diskursive rammer, der peger i retning af en formidling til ’det danske’

folk.

TV Avisen vælger under begge krige at metareflektere over kommunikationssituationen,

som Bush’s tale befinder sig i. Under Golfkrigen fortæller Nauntofte således, at

Krigen er altså i gang, det er officielt bekræftet, den amerikanske præsident George Bush er for øjeblikket i

Det Hvide Hus ved at gøre sig klar til at holde en tale til nationen og for den sags skyld til verden” 168

Hvilket minder utroligt meget om Bo Christensens:

168 Bilag 3.2.1, l. 28-30


Analysedel

”RB (skuer usikkert ude til siden): ”Præsident W. Bush her i direkte tale til nationen en direkte tale ja faktisk til

hele verden” 169

På den måde betoner begge værter, at talen optræder i såvel en national som en international

kontekst. For modtagerforholdet er, at DR videregiver Bush’s tale til deres seer, selvom

udsigelsespunktet fra Bush’s synspunkt ikke er direkte til DR’s seer. Således tematiseres

konflikten som global, og ved begge krige vælger DR at bruge Bush’s tale som nodalpunkt i

forhold til krigens start. Men hvor DR under Golfkrigen vælger at sætte en simultantolk til at

oversætte, benyttes der under Irakkrigen bundbjælker til at oversætte og forankre i en dansk

kontekst. Denne forskel mellem udsendelserne er således meget tydelig, og

simultantolkningen virker i dag næsten farceagtig, selvom det naturligvis er public service,

så det batter.

Denne forskel peger således på, at DR ikke så meget tager seeren ved hånden og fortæller,

hvordan tingene skal opfattes under Irakkrigens ekstraudsendelse, men der i mod lader

seeren spille med og lave sin egen fortolkning, direkte. Dette peger på en mindre styret

udsendelsesform.

Under ekstraudsendelsen ved Golfkrigen benytter DR, CNN’s oplysninger i stor stil,

hvilket igen synes at være reglen i de andre udsendelser, vi har inddraget som rygdækning

for Golfkrigsdækningen.

Tv-seeren kunne lige så godt følge krigen på en international nyhedsstation (forudsat at

vedkommende kan engelsk), hvilket ville være naturligt, da de tv-stationer som CNN og

BBC ligger inde med et større billedmateriale og korrespondenter tættere på det egentlige

brændpunkt end DR. Men DR’s sproglige gestaltning af kommunikationssituationen og de

velkendte værter og personer i såvel studie som ’marken’ betyder meget for seerens tryghed.

De internationale kanaler kommer til at stå som mere end kilder for DR. De transnationale

medier påvirker, som vi så det i den komparative analyse DR’s diskursive praksis, så den

normalt ret topstyrede nyhedsformidling afløses af en løsere struktur, derfor er det og

nødvendigt at lave mere tydelige manifestationer af det danske aspekt, og derfor stiller Jeppe

Nyboe op til en stand up fra Østerbro.

Jeppe Nyboe dramatiserer nyhederne i forhold til en dansk kontekst. For selvom der er

tale om en international konflikt, vælger DR at bringe aspektet med, hvad der sker i

Danmark, og her drejer det sig på om anti-krigsdemonstrationer og terrorfrygt. Det er i den

169 Bilag 4.2.1, l. 152-154


Analysedel

forbindelse interessant, at DR vælger at lave en direkte danskorienteret reportage fra en tom

og vindblæst gade på Østerbro.

”De vil så senere hen aflægge rapport for det der hedder regeringens sikkerhedsudvalg og dvs. statsministeren,

udenrigsministeren og forsvarsministeren for at komme med en aktuel trusselsvurdering på Danmark, men altså

meldingen fra Politiets Efterretningstjeneste og Københavns Politi er, at der er så at sige fredeligt og roligt i

Danmark her og nu.” 170

I dette tilfælde bliver det nationale kørt i forgrunden, selvom konflikten knytter sig til et

andet sted i verden, konkretiseres de danske forhold og krisens påvirkning på danske forhold.

Det er således slående, at analogt med at der er en opblødning i det autoritative forhold til

seeren, som sættes mere fri på den globale slagmark, er der en stærk markering af det

danske. Dette er ikke ulige de politiske tendenser, hvor dansk folkepartis markering af det

danske har vind i sejlede på samme tid som den af partiet støttede leder, Anders Fogh

Rasmussen, synes at følge den modsatte tendens og koble sig på den amerikansk globale

kontekst.

I kraft af at krisen bliver sat i en dansk kontekst øges nærheden og dermed dramatikken.

Men som Bilig pointerer, så er det ikke den fejrede nationalisme, der er mest traditionel, for

den form for formidling, der leveres under nyhedsudsendelsen ved Golfkrigen, benytter ikke

mange tydelige nationale markører. Men det nationale ligger i Foucaults forstand allerede

forankret i de sproglige konstruktioner og dermed i seerens diskursive forhold til

institutionen DR.

I forhold til det banale tilhørsforhold er det tydeligt, at emnet under begge udsendelser

behandles fra et vestligt ståsted. Under begge krigsdækninger aflejres den amerikanske

kontekst således og påvirkes af de amerikanske diskurser uden, at seeren eller DR selv ligger

mærke til det. Ved begge krige starter ekstraudsendelsen således ganske naturligt med Bush’s

tale, og der følges op med korrespondenten, der befinder sig i USA omkring det hvide hus.

Her får korrespondenten oplysninger fra det amerikanske pressekorps, som han

naturligvis overleverer til den danske kontekst.

Ved Irakkrigen aflejres den amerikanske terrorkontekst uden kritisk stillingstagen,

hvorved den ’banale’ agenda bliver den amerikanske. Således hører vi både fra

korrespondenter og gæsterne i studiet om, hvad terroren kan gøre, ligesom Jeppe Nyboe taler

ud fra en markeret dansk kontekst, men også her synes terrorkonteksten at være indlejret,

170 Ibid. l. 1288-1292


uden at det virker mærkeligt. Biligs banale nationalisme er altså repræsenteret ved et

komplekst forhold til en vestlig diskurs, hvor DR godt nok hjælper sin seer på vej, men

Analysedel

Danmark som stat er ikke specielt tydelig i udsendelserne. Det nære forhold til det politiske i

USA som allieret aflejrer sig således i begge udsendelsers diskurs, uden der markeres nogen

tydelig forskel mellem det amerikanske og det danske.

Hvor Bilig i sin teori taler om den banale nationalisme, synes ekstraudsendelserne at pege

på en banal Americanism. Med andre ord finder der en kompleks diskursiv aflejring af

amerikanske diskurser sted. Denne aflejring kan umiddelbart forklares ud fra Foucault’ske

magtrelationer, men vi vil med de næste to teoretikere søge at finde andre og mere relevante

diskursive beskrivelser af, hvad årsagen til den banale americanism kan være.


Krig, medier og teknologi

Krig, medier og teknologi

Vi har nu set, at der er nogle forskelle mellem de to udsendelser, men at de naturligvis og

har en del ligheder. Vi vil som tidligere beskrevet nu bevæge os over til de to teoretikere Paul

Virilio og Baudrillard, der har nogle relevante tilgange til krig og medier, og i hvilken retning

udviklingen går indenfor dette felt.

Vi starter med en gennemgang af Paul Virilio, der ender i vores vinkling af Virilios måde

at se nyere tendenser i forholdet mellem krig og medier, dernæst vil vi for at nuancere

billedet bevæge os over til Jean Baudrillard, hvis artikelrække ”The Gulfwar did not take

place”, der i sig selv kvalificerer ham til at være med i en diskussion af den art, vi

efterfølgende vil foretage ved at sammenholde vores tekstnært funderede pointer med de

mere ’vilde’ teorier.

Den totale lynkrig

Paul Virilio – Fremtidsarkæolog og begrebsaktivist

I Paul Virilios omfangsrige forfatterskab er det næsten umuligt at undgå dromologien. Virilio

ser verdenshistorien gennem begrebet ’hastighed’. Hastighed ses som et allestedsnærværende

princip, der driver historien frem. Denne (u)’videnskabelige’ måde at se historien på, kalder

Virilio selv for ’dromologi’. Dromologi er et selvopfundet begreb, som Virilio har skabt for

at beskrive sin særlige indgangsvinkel til analyser af fortid, nutid og ikke mindst fremtid.

Naturligvis trækker ordet på etymologiske betydninger, da drom kommer af det græske

dromas, der betyder løb og på dansk kendes fra f.eks. dromomani (sygelig trang til at

vagabondere) eller velodrom, cykelbane. I vores speciale undersøger vi nyhedsformidlingen i

relation til Golf- og Irakkrigen, og i den forbindelse vil vi med specialet her diskutere

Virilios dromologi i forhold til krigen. Vi vender efter analyserne tilbage til en diskussion af,

om analyserne peger på de tendenser, vi i dette afsnit skal kigge nærmere på.

Paul Virilio er født i 1932 i Paris og beskriver sig selv som et ’barn af krigen’. Således

voksede Virilio op i tiden under og omkring 2. Verdenskrig, en krig han bestandigt vender

tilbage til i sine skrifter. Virilio er ikke en klassisk humanistisk akademiker eller intellektuel,

for som han selv skriver, var Jean Paul Sartre den sidste intellektuelle. Virilio anser den


klassisk intellektuelle position som forældet 171 . I udarbejdelsen af specialets

Krig, medier og teknologi

problemformulering indså vi, at vi måtte gå nye veje for at finde forklaringsmodeller, og det

er i forlængelse af den tankegang, at vi efter at have defineret vores teoretiske position ud fra

Foucault, og på det diskursive niveau har foretaget analyser af krigen, som vi vil

sammenholde med teorien her.

Dromologiens love og påvirkninger

Den danske Virilioekspert Niels Brügger beskriver i sin korte men informative introduktion

”Paul Virilio og dromologien: Skitse til en kritik” i Virilio: Essays om dromologi (2001)

dromologien i punktform. Dromologiens love inddeler Brügger rent illustrativt i følgende tre

regler. For det første er hastigheden bestemmende for indretningen af verden. For det andet

er hastighedens logik, at den vil stige. For det tredje ændres indretningen af verden i takt med

hastighedens stigninger.

Dromologien undersøger altså, hvorledes hastigheden på forskellige tidspunkter i

historien påvirker bevægelse, rum, tid og materiale.

Virilio undersøger først og fremmest det dromologiske princip, som det kommer til udtryk

inden for tre områder; det militære, det urbane og det politiske. I dette speciale er

omdrejningspunktet et emne inden for det militære område, men som Brügger påpeger

igennem sin punktopstilling, griber ændringer i hastighed på et af punkterne ind og påvirker

hastigheden på de to øvrige områder. Brüggers seks regelpunkter for dromologiens

påvirkning af de tre hovedområder er, at;

1) Såvel det militære, det urbane og det politiske rum er i bred forstand knyttet til

afgrænsningen af et territorium;

2) deres konfiguration afhænger af, hvilken hastighed der gælder i de tekniske midler, der

gælder i de tekniske midler, de konstrueres med;

3) de er uløseligt knyttet til hinanden, idet de konstrueres med de samme tekniske midler;

4) en stigning i hastigheden inden for et af de tre rum medfører ændringer inden for de to

øvrige;

5) ændringerne afstedkommes af hastighedsstigninger i de tekniske midler, hvormed de

konstrueres;

171 Brügger, Niels (2001): Essays om dromologi, Introite, s. 28


6) hastighedens stigninger ses først og tydeligst i det militære rum 172

Krig, medier og teknologi

F.eks. blev Internettet skabt af det amerikanske forsvar til våbenindustrien. Der var opstået et

behov for at tilpasse sig nødvendigheden af at kunne kommunikere på en hurtigere og mere

effektiv måde. Dette behov opstod som direkte virkning af nye krigsteknologier, der kunne

nå deres mål indenfor et hidtil uhørt kort tidsrum. Derefter forplanter Internettet sig ud i det

sociale rum, hvor den almindelige borger tager det til sig for at kunne kommunikere

hurtigere og mere effektivt. På mange måder kan Internettet sammenlignes med

konservesdåsen, der blev indført militært under 1. verdenskrig. Begge teknologier er således

skabt ud fra et behov opstået under krig, hvorefter de efterfølgende er blevet en del af det

sociale rum. I det sociale rum bliver de integreret i folks hverdag, der omdefineres i forhold

til de tekniske midler, der benyttes 173 .

Virilio er fra flere sider blevet beskyldt for at være uvidenskabelig og for snæversynet i

sin måde at anskue verdenshistorien på 174 . Virilio forsvarer sig selv med, at han hverken er

historiker, filosof eller sociolog. Han er byplanlægger og essayist, og i sine essays lægger

han vægt på et begreb som hastighed, der kan bruges til at opfange nogle signaler om,

hvordan udviklingen drives frem, og hvordan nye opfindelser påvirker vores socialitet.

I forbindelse med vores komparative analyse af TV Avisens ekstraudsendelser på selve

dagen, hvor Golf- og Irakkrigen bryder ud, kan dromologien på trods af dens på visse

punkter inkonsistente filosofiske grundlag bruges til at fortolke og perspektivere de forskelle,

som viser sig i de to ekstraudsendelser. Virilio tør således gå andre veje end de klassisk

akademiske, hvor rygdækning og teoretiske spændetrøjer for os at se, alt for ofte spærrer for

at turde bevæge sig ud på den is, der først lige har fæstnet sig.

Vi vil nu gå yderligere ind i Virilios tankegang for at fremhæve de centrale pointer i hans

tanker om krig og medier, vi senere vil diskutere.

Bunkerarkæologi

I sommeren 1958 befinder Virilio sig på stranden i Bretagne. Stranden er fyldt med

nazisternes bunkers, en historisk ruin, der står alene og peger tilbage på 2. Verdenskrig og det

172 Brügger, (2001)

173 Finneman, Niels Ole (2005): Internettet i mediehistorisk perspektiv, Samfundslitteratur

174 Se evt. Alan Sokal og Jean Bricmonts bog Intellectual Impostures (Profile Books, 1998), hvor der

forekommer en udførlig kritik af Virilios ’dromologi’


Krig, medier og teknologi

tyske værn mod en mulig landgang. Det er disse bunkere, der bliver kimen til Paul Virilios

omfattende forfatterskab. Men det er ikke bunkeren set som isoleret bygning, der er

interessant for den unge Virilio. Det, som giver bunkeren værdi for Virilio, er ikke

bygningerne af beton og jern, men snarere det historisk forløb bunkeren som krigsteknologi

kan ses som et symbol på. Bunkeren kommer hos Virilio til at stå som en konstruktion, der

både illustrerer og forudgriber nogle udviklingstendenser i såvel det militære som det sociale

rum. Denne absurde grå og triste betonkonstruktion illustrerer således ændringer i

krigsteknologier, ændringer, der ifølge dromologiens lovmæssigheder føres over i det sociale

rum.

Denne sommer og dens medfølgende refleksioner over bunkeren kommer til at spille en

stor rolle i de næste tredive års skrifter af Paul Virilio. Fra sommeren 1958 arbejder Virilio

målbevidst på sin først bog Bunker archéologie (1975). Bogen udkommer i forbindelse med

en udstilling af samme navn.

Krigens territorium

Krig har ifølge Virilio historisk set udspillet sig på et tableau, der kan opdeles i tre

dimensioner over jorden, på jorden og under jorden. Disse tre dimensioner er at finde

igennem hele historien. En historie som Virilio inddeler i tre epoker. Den første epoke kaldes

her ”[d]en taktiske epoke, der er forhistorisk og kendetegnet ved tumulter og begrænsede

sammenstød”. Anden epoke er ”[d]en strategiske epoke, der er historisk og rent politisk”,

mens den tredje fremstår som ”[d]en logistiske epoke, der er nutidig og transpolitisk, og hvor

videnskaben og industrien spiller en afgørende rolle i de væbnede styrkers evne til

ødelæggelse” 175 .

Et af krigens grundlæggende principper har altid været at bemægtige sig kontrol over et

givent territorium. Man kan opnå styringen over et territorium ved at kontrollere de tre

dimensioner. Herved skabes et kunstigt ’klima’, der medfører, at fjenden ikke kan opholde

sig i territoriet.

Kampen om territoriet er kampen mellem de offensive og defensive krigsteknologier.

Disse krigsteknologier inkluderer ”… tre overordnede typer bevæbning. Obstruktionsvåben

(alle former for voldgrave, volde, bastioner, pansringer og fæstningsværker),

175 Virilio, Paul (1994): ”Ørkenskærmen”. I Brügger, Niels: Krigen, byen og det politiske, Politisk revy, s. 48


Krig, medier og teknologi

destruktionsvåben (spyd, bue og pil, kanon, maskingevær, missil osv.) og endelig

kommunikationsvåben (blandt andet udkigs- og signaltårne, informations- og

transportbærere, optisk telegraf, radiotelefon, radar, satellitter)”. 176

Af de overstående dimensioner har den anden 2. dimension historisk set været den

afgørende. Landjorden, som mennesket rent fysisk var bundet til, var rummet for den

konkrete slagmark. Her kæmpes der via tropperykninger og direkte slag. I århundreder havde

måden, man førte krig på, været defensivt orienteret, hvilket middelalderborge, som f.eks.

kan opleves i Frankrig og England, står tilbage som monumenter over. Defensivens

suverænitet forsvandt først med opfindelsen af krudtet og kanonerne. Herved blev artilleriets

offensive egenskaber fæstningsværkernes tykke men immobile mure overlegne. Med Wright-

brødrenes opfindelse af flyet i 1903 åbnes op for at mennesket ikke blot kunne bruge

luftrummet ved at slynge noget af sted. Luftrummet blev en transportvej og senere en

slagmark.

2. Verdenskrig

Før 2. Verdenskrig blev luftrummet primært brugt til at transportere våben, og når soldater

befandt sig under jorden, var det for at benytte den stationære beskyttelsesfunktion. 1.

Verdenskrig udvikler sig til et skyttekrigsmareridt, teknologien til at bryde igennem

modstanderens stærke og bestandige forsvarslinje var ikke til stede, derfor bliver slaget i

1916 ved Somme f.eks. en langvarig affære, hvor der kæmpes om få hundrede meter. Med 2.

verdenskrig bliver luftrummet og havets dyb selvstændige slagmarker. Artilleriet og flyenes

rækkevidde var siden 1. verdenskrig øget radikalt, dertil kommer naturligvis de nye mobile

fæstninger, tanksene.

Krigsherrerne benyttede sig af hidtil usete våben som zonebombning og atombomben.

Disse kraftfulde og dødbringende våben skaber en ny atmosfære, som modstanderen må søge

at undslippe. Herved åbnes der for et behov for at grave sig ned, man indfører ubåde,

konstruerer underjordiske fæstningsanlæg og ikke mindst bunkers, der fungerer som en

udviklet skyttegrav. Herved tilføres krigens rum en ny vertikal dimension, hvilket bunkeren i

Virilios øjne bliver den ultimative illustration af. Både de allierede og Hitlers krigsmaskine

øgede forskningen i mere destruktive og præcise våben, den globale krig førte derved til et

behov for fremdrift og ny teknologi. På den måde bliver tiden under 2. Verdenskrig på

176 Ibid. s. 49


Krig, medier og teknologi

absurd vis en af de mest udviklende i verdenshistorien. Der åbnes for nye teknologier inden

for især de to dimensioner; luften og under jorden, der får mere og mere betydning i forhold

til den konventionelle landsoldat på jorden. 177 Krigen slutter først, da amerikanerne via deres

Manhattan Project opfinder og efterfølgende benytter det ultimative destruktionsvåben,

atombomben, der smides over Hiroshima den 6. august, 1945.

Slagmarkens konkrete rum udvides derved i flere dimensioner og udvikler sig til et

fleksibelt rum, hvor mobilitet er altafgørende. Der indføres flytbare broer, landingsbaner,

havne og veje. I forlængelse af det kan bunkeren igen siges at være et godt eksempel og

symbol på disse tendenser. Bunkeren kan tilpasse sig enhver ændring i jordens overflade og

camouflere sig i strandlandskabet. Bunkeren er den moderne tids ultimative

fæstningsanlæg. 178

Synsudvidelse og ny teknologi

En vigtig del af krigen er, ganske banalt, at få oplysninger om fjenden, dette gøres naturligvis

traditionelt set igennem kroppens sanser, omvendt er det vigtigt at maskere sig selv, så

fjenden ikke ser og får oplysninger om en. Den kloge narrer den mindre kloge, og David slår

Goliat. I Keld Zeruneiths perspektivrige bog Træhesten (2002) ses den trojanske krig som

skelsættende for den moderne vestlige tankegang. Paris og den trojanske hær narres af den

trojanske hest, der skjuler de græske soldater. Ifølge Zeruneith er Homers fortælling central i

forståelsen af overgangen til den moderne epoke, hvor fysisk overlegenhed afløses af

intellektuel og strategisk kapacitet.

Derved bliver et af de vigtigste aspekter af krig at se og gennemskue fjenden og sørge for,

at fjenden omvendt ikke ser én. Til kroppens begrænsede syn knyttes en række teknologier,

der skal udvide mulighederne for at se og ikke at blive set. Tidligt begyndte man derfor at

benytte spioner, der konkret bevægede kroppen for at komme på synssafstand af fjenden.

Dette blev igen knyttet an til brugen af kort, der kunne bruges til at bestemme fjendens

positioner og landskabets beskaffenhed. I begyndelsen af 1600-tallet opfindes kikkerten,

sandsynligvis af en hollandsk brillemager. Kikkerten bliver en opfindelse, der udvider

synsrummet betragteligt. I stedet for at spejderen skulle flytte kroppen helt tæt på, kunne

177 Brügger, Niels (1994): Krigen, byen og det politiske, Politisk revy.

178 Ibid. s. 14


Krig, medier og teknologi

man nu via kikkerten se fjenden på afstand. Dette bliver starten på en udviklingsrække af

synsproteser, der langt senere bliver til radarer og de førerløse spionfly, droner.

Fra slutningen af 1939 installeres der radarovervågning analogt med, at en række

beregningsmaskiner indføres. Disse nye teknologier besidder den store fordel, at de selv er

’usynlige’. Beskyttet og gemt i jorden kunne man fra bunkeren fjern-se og fjern-styre de ting,

der skulle udføres i det militære rum af de før nævnte teknologier.

I forlængelse af synet skal der udføres en bevægelse og en handling, der udfører de

operationer, som forinden er beregnet ud fra informationerne. Den, hvis fremførings-,

kommunikations- og destruktionsmidler besidder den højeste hastighed, behersker således

både rummet og tiden på en måde, der gør indehaveren fjenden overlegen 179 .

Når hastigheden øges – hvilket den automatisk vil ifølge dromologien – bliver rummet

mindre. På den måse var det europæiske rum ved udgangen af 2. verdenskrig blevet markant

formindsket. Virilio selv bruger luftfarten til at illustrere dette. Og luftrummet belyser

dromologien ganske godt. Eksempelvis havde de tyske og allierede bombe- og jagerfly i

starten af 2. Verdenskrig svært ved at krydse den Engelske Kanal. Flyene kunne ganske

enkelt ikke række nok kilometer på det brandstof de kunne føre med sig. Dette problem løste

krigsindustrien ved intensiv flyforskning. Resultatet blev lettere fly med større

brændstofbeholdning. Nu kunne de allierede fly lave zonebombninger dybt inde i

Centraleuropa, og tyskerne opfandt i juli 1942 verdens første serieproduceret jetjager (ME

262) 180 . Nazisterne opfandt ligeledes V1-missilet, som blev brugt under terrorbombningerne

af London. Opfølgeren til V1-missilet blev V2-raketten, hvis formål var, at den skulle kunne

række til USA 181 . Disse opfindelser var ikke kun med til at gøre Europa mindre, de var

ligeledes med til at afkorte krigens og de efterfølgende kriges længde.

Medierne og den totale lynkrig

Historisk set er krigene ifølge Virilio og hans dromologiske princip blevet kortere

tidsmæssigt. Krigens varighed forkortes således i retning af et forløb, der i sin yderste

konsekvens ikke er andet end et punkt. De militære installationer bliver stadigt mere

179 Virilio (1994), s. 45

180 http://www.stormbirds.com/project/

181 Efter 2. Verdenskrig bliver den tyske nazist og raketforsker, SS Sturmbann-führer, Verner von Braun

headhuntet af amerikanerne sammen med et restlager V2-raketter. Dermed bliver den første raket, som bliver

affyret fra den amerikanske rumfartsbase, Cape Canaveral i Florida, en V2-raket.


Krig, medier og teknologi

abstrakte og nedgraves, så de bliver usynlige for fjenden. Denne tendens forplanter sig til det

civile samfund, der ligeledes ”graver sig ned for at leve videre under en overflade, der er

blevet ubeboelig” 182 . Radaren bliver til mikrobølgeovnen og fjernsynet, og de elektro-

kybernetiske teknologier forplanter sig til det, vi i dag kalder internettet 183 . Bunkeren

illustrerer således hos Virilio en tendens mod total krig, hvor risikoen er til stede overalt,

hvor faren er øjeblikkelig, hvor det militære og civile smelter sammen. En tendens der i sig

selv opfyldes i og med, at der laves ekstra-nyhedsudsendelser, mest markant eksemplificeret

ved 11. september-dækningen, hvor vi live så det militære rum viklet ind i det sociale.

Hastigheden bestemmes naturligvis af teknologien. På landjorden drejer det sig

traditionelt set om at have en god infrastruktur, så bevægelser kan foregå hurtigt og

effektivt 184 . Med udvidelsen af krigens rum, hvor luftens rum tages i brug, kan man bevæge

hele kroppen (piloten), eller man kan bevæge en lille del af kroppen og sidde sikkert i

bunkeren og fjernstyre bevægelserne. Af de to muligheder er det klart, at den sidste bliver at

foretrække i længden. Fra det betonarmerede underjordiske kontrolcenter, bunkeren,

fjernstyres bevægelserne ude på slagmarken. Fjern-synets overlegne struktur bliver derved

den vindende, senere forplanter den sig til ændringer i de sociale strukturer. Dromologiens

anden love er, at hastigheden forøges, hvorved rummet formindskes 185 .

11. septemberterroraktionen er den globale tidsalders krig, her bruges civile fly som

våben, og hvor live-dækningen fra CNN opfanger og udsender hændelserne i nuet.

Efterfølgende var frygten for angreb hysterisk, miltbrandbreve udløste kaotisk frygt, krigen

var frygten, og frygten var total.

Realiteten var, at virkeligheden på en gang var den totale fred og den totale krig. Virilio

plæderer for, at

”attentatet i New York indvarsler indledningen til globaliseringens første krig. Vi befinder os i en accidentiel

krig på globalt niveau, og vi har at gøre med en ikke hidtil set begivenhed, som ikke blot stiller Golfkrigen og

krigen i Kosovo i skyggen.” 186

182 Brügger,(1994), s.17.

183 Ibid. s. 17.

184 Romerne byggede veje og broer, så deres legioner kunne komme hurtigere frem. Hitler brugte samme

strategi med at udvide den tyske infrastruktur, så de tyske tropper ligeledes kunne flyttes hurtigt rundt i det 3.

Rige.

185 Jf. Brüggers tredeling af dromologiens regelsæt

186 Qvortrup, Lars (2002): Mediernes 11. september, Gads forlag. s. 42


Krig, medier og teknologi

Borgeren færdes herefter i et forurenet rum med evig frygt for atombombe og terrorrædsel,

der kan ramme hvor som helst, når som helst. Et socialt rum der paradoksalt nok er totalt

sikret men ligeså ubeboeligt. Et rum med konstant overvågning med mobiltelefoner med

indbyggede kameraer og kreditkortautomater, der registrer borgernes færden og gøren. Byens

indre logik med et agora i centrum brydes op igennem en hastighedsstigning og en

billedrepræsentation, som opsuger enhver form for stoflighed. Virkeligheden bliver

skærmen.

Disse tanker bliver til virkelighed med CNN’s redigerede virkelighed, der igen bevæger

sig over til hjemmevideoen og internettets flade struktur.

Når man betragter 11. september som opfyldelsen af Virilios profeti om den totale krig og

den totale fred, kan man med rette søge endnu længere tilbage for at eksemplificere,

hvorledes Virilios teser kommer til udtryk i store begivenheder.

Golfkrigen

Med Golfkrigen bliver slagmarkens logik, at de konventionelle våben besejres af den

øjeblikkelige dataoverførelse 187 . Golfkrigen bliver således en krig, hvor det kommer til

udtryk, at beherskelsen af lysets hastighed og tilstedeværelsen af de computerstyrede våben

vinder på bekostning af de konventionelle styrker. De computerstyrede våben dækker i denne

sammenhæng over computerteknologi og digitaliserede krigsmidler i det hele taget.

Det verdensomspændende satellitnet var både bærer af den elektro-kybernetiske

dimension, hvor krigen styres fra missilstyringscentret i Atlanta, USA og af den direkte

billedtransmission fra CNN’s kontrolcenter, der sjovt nok også har base i Atlanta. I 1990

installerede man i Pentagon, Washington en computer, der skulle ’administrere’ Golfkrigen.

Denne maskine kaldte man ironisk nok ”Deux ex machina”, et begreb der straks leder

tankerne hen på Stanley Kubricks koldkrigsfilm Dr. Strangelove (1964) og doktorens nok så

berømte ”Doomsdaymachine”, der udløser en æstetisk kaskade af paddehatteskyer og

verdens undergang til tonerne af den amerikanske beredskabssang ”We will meet again, dont

know where, dont know when, but I know we will meet again…some sunny day”.

Som associationsrækken ovenfor indikerer, eksisterer der et komplekst synergiforhold

mellem mediedækningen og fiktionsfilmen. Mediedækningen tager som ved 11. september

fat med det samme, mens pressefotos og fiktionsfilm efterfølgende ordner, vinkler og

187 Brügger (1994). s. 36


omdefinerer begivenhederne. Den bosniske filminstruktør Emir Kusturicas film

Krig, medier og teknologi

Underground (1995) er f.eks. et eksempel på en retrospektiv allegorisk tolkning af den

Jugoslaviske borgerkrig, hvor der trækkes linjer til 2. verdenskrig og benyttes mediebilleder

fra den Jugoslaviske historie, mens en film som Ridley Scotts Black Hawk Down (2001)

behandler den amerikanske Somalia-invention i relation til de amerikanske 2.

verdenskrigsfilm og mantra’et ”No one gets left behind”. Bruno Ganz portræt af Hitler i

Olivier Hirschspiegels Der Untergang (2004), Sophie Scholls heroisme i Marc Rothemunds

melodramatiske film af samme navn og Dennis Ganzels tragiske kostskolefilm Napola

(2004) markerer således et bemærkelsesværdigt opgør med den traditionelle forestilling om

traumatiserende skyldfølelse i Tyskland, for i de tre nye og samtidige film ses den tyske

borger som offer for det bureaukratiske vanvid, der udspringer fra Hitler. I næste afsnit af

specialet kommer vi igen ind på forholdet mellem film og virkelighed, da vi skal kigge

nærmere på Jean Baudrillards provokerende tilgang til Golfkrigen som fiktion.

Med Golfkrigen blev det tydeligt, at krigens forløb var reduceret. Golfkrigen afvikledes

således med klinisk præcision over en periode på kun fem uger. Fra start af følger de

allierede en strategi, der giver dem suverænt overblik over krigsmarken. De irakiske

landingsbaner og kommunikationscentraler sættes således hurtigt ud af funktion, hvorved

den totale magt vindes over ørkenterritoriet. Med andre ord styres krigen i den Virilioske

verden af automatiske synsmaskiner. Med smartbombs sættes irakernes informationssystem

ud af kraft, og det kommer først efter dette til en meget ulige krig, hvor irakerne virker

blinde og derfor også taber den konventionelle krig med tropperykninger og

skududvekslinger.

Fjernsynet

Nyhedsstrømmen og dækningen af krigen var ligesom krigsteknologien påvirket af

hastighedsændringerne og den øgede fjernstyring. Krigen udspilles i og via medierne, den

formidlende effekt blev tilsidesat for den medspillende. Med en let sarkastisk tone beskriver

Virilio således den amerikansk globalt distribuerede tv-station, CNN’s rolle

”…Today, for example, the President of USA constantly watches CNN – one of the principal lines of

communication, and faster than the regular diplomatic channels – to the point that even he was disturbed by


Krig, medier og teknologi

Saddam Hussein’s public provocations, and relied upon CNN to transmit various messages to the Iraqi

people” 188

Skellet mellem krig og fred, virkelighed og fiktion kollapsede og medierne og særligt CNN’s

rolle var helt central for krigen. Ikke alene formidlede kanalen en løbende opdatering af

krigen, men den blev også selv en spiller i forløbet. Kanalen fungerede således som tv

-mægler mellem George Bush og Saddam Hussein 189 . Virilio vælger at se CNN som den

primære kraft under Golfkrigen i 1991:

”How can we fail to recognize, after a month of standoff, that the true intervention force in the Gulf is

television? And more precisely CNN, the Atlanta network. Saddam Hussein, and George Bush certainly, but

also Ted Turner, the owner of Cable News Network” 190

For Virilio hænger moderne medier uløseligt sammen med krigen. Han ser således en

tendens til, at mediedækningen fratager mennesket dets demokratiske rettigheder.

Udviklingen kan inddeles i tre scenarier. Første scenarium er teleaudition (f.eks. Radio

London under anden verdenskrig). Andet scenarium er tele-vision (CBS, NBC osv. under

Vietnam-krigen). Tredje og sidste scenarium er tele-aktion, hvor medierne går direkte ind i

krigen og spiller med som mægler 191 .

Virilio tegner følgende billede af kommunikationsvåbene og deres overlegenhed:

”Det vigtigste er et andet sted, oven over vores hoveder, hinsides stratosfæren, i tomrummet omkring jorden,

hvor et frygtindgydende antal ikke-flyvende og knapt nok identificerede objekter kredser:

Kommunikationsvåben, som danner en fjerde front, og som i fremtiden vil dominere over våbnene på de tre

andre fronter, jorden, havet og luften; kommunikationsvåben, hvis magtfuldkommenhed beror på, at de kan

udseende og modtage elektromagnetiske bølger, radioelektriske signaler eller endog laserstråler, som fungerer

med lysets hastighed” 192

Kommunikationsvåbene kommer således for Virilio til at stå for, det han kalder ’den totale

krig’. Begrebet skal forstås således, at kommunikationsvåbnene ifølge Virilios dromologiske

love rækker fra det militære og ind i det urbane og politiske. I det urbane bliver

kommunikationsvåbene til kommunikationsmidler, der fører til en øget hastighed, der

automatiserer det politiske og underminerer den demokratiske dialog. Denne devaluering af

den frie dialog vidner følgende iagttagelse og sammenkædning om:

188 Virilio (2002). s. 21

189 Frandsen, Finn (1994): “Medierne, demokratiet og afstandens etik – om Paul Virilo og massemedierne”. I

Brügger, Niels: Krigen, byen og det politiske, Politisk revy, s. 225

190 Brügger (1994), s. 20

191 Ibid. s.225

192 Virilio (1994), s. 52


Krig, medier og teknologi

”Shortly before the Watergate affair, President Richard Nixon proposed the institution in the USA of an

electronic process allowing the television sets of all American citizens to be turned on remotely, by executive

order, for direct alerts. With Ted Turner and his network CNN, it is no longer a matter only alerting the USA but

the world, the citizens of the entire world” 193

Virilio pointerer ligeledes, at med ’den totale krig’ er hastigheden øget mod det absolutte.

Med andre ord er hastigheden overlegen i forhold til bevægelsen og de hastigheder

konventionelle styrker bevæger sig med 194 . En tendens der ses først i krigen, men som ifølge

Virilio bevæger sig ind i, og uløseligt også knytter sig til medierne og deres rolle i krigen.

Vi vil i vores afsluttende perspektivering diskutere vores analytiske iagttagelser af DR’s

dækning af de to ekstraudsendelser med Virilios tanker og begrebet ’den totale krig’.

Den iscenesatte virkelighed

Hvor Virilio ser Golfkrigen og mediedækningen som et eksempel på ’den totale krig’, så

landsmanden Jean Baudrillard Golfkrigen som en film med helte og skurke. Her blev der

iscenesat en fortælling, der søgte at beskrive krigen i en mytologisk matrice. Hvad der her

følger, er således vores indgang til Baudrillards verden, hvor vi fokuserer på hans pointe

med, at krigen bevæger sig ud i stadigt mere abstrakte tegnspil, ’den virtuelle krig’. Vi vil

ligesom med Virilios ’den totale krig’ vende tilbage til og diskutere Baudrillards tanker i

slutningen af specialet.

Baudrillards virkelighed

Baudrillard, der er født i 1929, anses i akademiske kredse for at være en af

postmodernismens 195 bannerførere, og det er i kraft af sin sociologiske tilgang til medier, at

han er relevant at bruge i et speciale som dette.

193 Virilio (2002), s. 57-58

194 Virilio (1994), s. 49

195 Vi vil ikke her gå ind i den komplekse diskussion om, hvad postmodernisme egentlig er. Det ville i sig selv

have krævet en hel afhandling. Blot skal det konstateres, at begrebet både bruges om tressernes arkitektur samt

om forskellige kunstneriske retninger. I dette speciale optræder begrebet, som betegnelse for en akademisk

retning, eller måske rettere nogle forhold, som en række teoretikere beskriver i deres teorier


Krig, medier og teknologi

Baudrillard er bl.a. blevet anerkendt og eksponeret for sine teorier om det ”hyper-reelle”.

Tesen er, at den verden, der skabes i medierne, er mere virkelig end den egentlige

virkelighed. F.eks. fremhæver Baudrillard en række eksempler fra Disneyland i Californien,

hvor man kan beskue en middelalderborg, der ligner en middelalderborg mere end den

virkelige middelalderborg 196 . I denne virkelighedens ørken tyndslides tegnene og deres

betydning. Tegnene yngler i det uendelige, genbruges og refererer til hinanden i en

altomfattende simulering 197 .

For Baudrillard bliver filmen vor tids centrale kunstart. I denne optik bliver sandheden for

Amerika den filmiske sandhed, hele livsstilen er så at sige cinematografisk 198 .

I en tidligere bog Simulacra et simulation (1981) (”Simulacra og simulation”) udvikler

Baudrillard sin teori om simulacrumordener. I dette nyere teoretiske hovedværk opdeler

Baudrillard på klassisk vis udviklingen i tre epoker.

I den første simulacrumorden henviser tegnet direkte til objektet, mens tegnet i anden

simulacrumorden henviser til virkeligheden i anden potens. I den epoke vi nu befinder os i,

tredje simulcrumorden, henviser tegnet ikke mere direkte til en virkelighed. Verden er her

blevet en surreel og endeløs række af tegnspil. Baudrillard bruger Golfkrigen som eksempel

og trækker fra den nogle linjer igennem medielandskabet. Golfkrigen bliver gengivet fra en

tv-kanal (CNN), som bliver fodret med billeder fra den Amerikanske hær.

Tegnsimulationerne, der til stadighed bliver mere komplekse, fører en række implikationer

med sig. Nogle implikationer, som Baudrillard kritiserer stærkt i sine skrifter. Han er først og

fremmest ude efter den stadigt stigende fordummelse, der præger tiden. En kompleks tid, der

ikke levner plads til et fast ståsted, hvorfra tingene kan overskues nøgternt og grundigt. I

America (2004) beskriver Baudrillard tingenes tilstand og tegnenes spil ved at bruge

ørkenvandringen som metafor:

”Til denne rejse skal kun stilles dette ene spørgsmål: hvor langt kan man – uden at revne – gå i tilintetgørelsen

af meningen, hvor langt kan man drive det med denne tegnenes ørkenform, som ikke henviser til noget

(naturligvis forudsat, at man bevarer den esoteriske charme ved at forsvinde)?” 199

196 Disse forhold beskrives i et essayistisk sprog i bogen America (2004), hvis hovedtese er, at America har taget

det bedste fra Europa og udviklet det i en vild knopskydning. I forlængelse af ovenstående note, er det

nærliggende at betragte den amerikanske kultur, som bærer og udvikler af de tendenser i såvel socialitet, kunst

og film, der betegnes som postmodernistiske.

197 Baudrillard, Jean (2004): Amerika, Informations forlag, 2004, s. 8

198 Ibid. s. 136

199 Ibid. s.29


Krig, medier og teknologi

I forbindelse med vores analyse af de to ekstraudsendelser ved krigsudbruddet i Golf- og

Irakkrigen er Baudrillards tanker ikke til at komme udenom, når vi vil diskutere den

udvikling, der finder sted i et hurtigt forandrende mediefelt.

Baudrillards Golf-krig

I tiden op til Golfkrigen i 1991 publicerede Baudrillard en artikel i den franske avis

Libération 200 (4. januar 1991). Artiklen bar den kryptiske titel ”The Gulf War will not take

place” og blev senere fulgt op af artiklen “The Gulf War is it Really Taking Place?”, der blev

udsendt under krigshandlingerne i golfen. Da begivenhederne i Kuwait var overstået

understregede franskmanden sin tese i artiklen ”The Gulf War Did Not Take Place (28.

februar 1991). Artikelserien vakte naturligvis en vis debat efterfølgende, da dens pointe

naturligvis var provokerende, da Frankrig havde soldater i aktiv tjeneste i Golfen. Artiklerne

kom senere i bogform under titlen La Guerre du Golfe n`a pas eu Lieu La, hvis engelske

bogudgave The Gulfwar did not take place (1995) vi, grundet mangelfulde fransksproglige

evner, benytter i dette speciale.

Disse mærkværdige artikelnavne synes ud fra et umiddelbart synspunkt at stå i direkte

modsætning til de hændelser, som fandt sted i ørkenområdet omkring Irak og Kuwait.

Gennem jan. og feb. 1991 var der således massive bombardementer af Irak. Disse

bombardementer blev fulgt op af en regulær invasion af Kuwait, hvor omkring 100.000

mennesker mistede livet. Kamphandlinger i luftrummet over og på landjorden i ørkenen var

således en meget virkelig realitet for dem, som deltog i og var direkte berørt af invasionen.

Den vestlige verden oplevede krigen via multinationale broadcasting bureauer, for den

vestlige seer var krigen ikke andet end pixels på den skærm, der er deres vindue til verden.

Den dybere konflikt, set fra Baudrillards optik, var ikke krigen i Irak eller invasionen af

Kuwait, men et større spørgsmål omkring medier i det hele taget og deres forbindelse til

krigen. Det er i kontekst af en nyere diskussion om virkelighed og medier, at Baudrillards

artikler skal ses.

Baudrillard så i mediedækningen af krigen det hidtil tydeligste eksempel på, at

repræsentationen ikke længere pegede på en egentlig virkelighed, men i stedet skabte sin

egen mening og sin egen simulerede version af virkeligheden.

200 Avisen kan bedst sammenlignes med den danske Information, når det gælder tilgang og segment


”The Gulf War will not take place”

Krig, medier og teknologi

Men lad os dykke ned i Baudrillards tre artikler om Golfkrigen, hvor vi finder nærmere

uddybning af synspunkterne. I ”The Gulf War will not take place” analyser Baudrillard

situationen inden Golfkrigen. Her fremstilles den kolde krig som tredje verdenskrig. En

verdenskrig, der er dybt forskellig fra de to forrige, krigen både er der og er der ikke. Den

finder sted uden, at der kastes bomber og foretages egentlige slagudvekslinger. Det var en

krig uden, at medierne viste synlige tab af menneskeliv.

I forlængelse af dette går Baudrillard til Golfkrigen, som han kalder en pseudo-

begivenhed. Gennem mediernes matricer skabes vores verden, og i dette spil bliver vi alle,

ifølge Baudrillard, til gidsler i en evig strøm af iscenesættelse:

“we are all hostages of media intoxication, induced to believe in the revolution in Romania, and confined to the

simulacrum of war as though confined to quarters. We are already all strategic hostages in situ; our site is the

screen on which we are virtually bombarded day by day, even while serving as exchange value.” 201

Som citatet her viser, er Baudrillard de bombastiske vendingers mand, og han er ikke bange

for at forlade den klassisk akademiske diskurs og på nærmest poetisk vis at forbinde

forskellige betydningslag som bomber og tv-skærme. Tesen i artiklen ”The Gulf War Will

Not Take Place” er, at krig som koncept ikke mere er, hvad det var engang. Vi er alle spundet

ind i en kompleks og uigennemskuelig hyper-reel logik, der gennem vores sult og begær

efter det virkelige skaber et spejl, hvori virkeligheden altid søger at leve op til vores

forventninger 202 . Ved årtusindskiftet kom en række underholdningsprodukter som Steven

Spielbergs 2. verdenskrigsfilm Saving Private Ryan (1998), Ridley Scotts klassiske krigsfilm

Black Hawk Down (2001) og tv-serien bygget på Stephen Ambroses fremstilling, Band of

Brothers (2001) de slog sig alle op på en hyper-realisme og må betegnes som film, der

fokuserer på den amerikanske soldat i stedet for det storpolitiske. Disse film er med til at

vinkle seerens perception af krigene og de amerikanske ofringer og må i den forbindelse ses

som film, det amerikanske pressekorps og deres ’filmstøtte’ vender tommelfingeren op til.

Baudrillard forudser inden krigen, at det vi vil opleve gennem vores medier ikke vil have

meget at gøre med, hvad der foregår i Golfen.

201 Baudrillard, Jean (2002): The Gulfwar did not take place, Indiana University Press, s. 25

202 Ibid. s.28


”The Gulf War is it really taking place?”

Krig, medier og teknologi

Under krigen fulgte Baudrillard op med sin artikel ”The Gulf War is it really taking place?”,

hvor han analyserer, hvorledes krigen fremstilles. I Baudrillards optik anskues krigen som et

mediespil, hvor parterne søger at udmanøvrere hinanden gennem det, vi med et modeord kan

kalde ’spin’ 203 . Mens de amerikansk medier søgte at give indtryk af en krig uden civile tab,

søgte Irakerne at vinde mediekrigen ved at stille USA i et dårligt lys:

”The exhibition of American prisoners on Iraqi TV. Once more the politics of blackmail, of hostages, the

humiliation of the USA by the spectacle of those “repentants” forced to avow symbolically American

dishonour” 204

Amerikanernes strategi var at fremstille krigen på en helt anderledes måde, end det f.eks. var

tilfældet med den katastrofale Vietnam-krig. Kigger man på landskabet af film, der

tematiserer og laver allegorier over Vietnamkrigen, er det tydeligt, at de kritiske krigsfilm

står tydeligst tilbage. Francis Ford Coppolas Apokalypse Now (1979), Oliver Stones Platoon

(1986) samt Born the fourth of July (1989)og Stanley Kubricks Full Metal Jacket (1987)

skildrer således krigen ud fra et dualistisk synspunkt som et helvede for de amerikanske

soldater, mens film som John Waynes The Green Barrets (1968) og Randall Wallaces We

were Soldiers (2002) forsøgte at mytologisere på en anden måde ved at ligge sig op af 2.

verdenskrigsfilmenes beskrivelse af de stolte amerikanske soldater.

Under Golfkrigen forsøgte man i lyset af fiaskoen i Vietnam at forfølge en strategi om fra

start at fremstille krigen som en klinisk og kontrollerbar krig uden de store menneskelige tab.

Golfkrigen er på mange punkter en stor succes for det militære presseapparat, og eneste

modrepræsentant var irakisk tv, som ingen i vesten fik billeder fra. I analyserne skal vi

senere se, at DR’s ekstraudsendelser fuldstændigt følger dette mønster.

Baudrillard er kritiker af det kliniske og den mediedækning, som golfkrigen

repræsenterede og giver følgende beskrivelse af den kliniske krig:

203 Etymologisk er ordet oprindeligt et engelsk ord, der overtages til dansk. Begrebet knytter sig i den engelske

kontekst til Tony Blairs New Labour valgkampagne. Ordet betyder at dreje eller vinkle og bruges ofte med

negative konnotationer om plantede historier og ’falske’ dagsordner

204 Baudrillard, Jean (2002): The Gulfwar did not take place, s.39


Krig, medier og teknologi

The idea of a clean war, like that of a clean bomb or an intelligent missile, this whole war conceived as a

technological extrapolation of the brain is a sure sign of madness … A war enclosed in a glass coffin, like Snow

White, purged of any carnal contamnation or warriors passion” 205

Baudrillards vinkling af krigen betoner således det virtuelle aspekt. Golfkrigen og dækningen

af den bliver et symptom og et bevis på den hyperrealitet og virtualitet, som Baudrillard

kalder ’Virtual War’.

Ligesom Virilio mener Baudrillard, at der sker noget med tidsdimensionen, men hvor

Virilio, som vi tidligere så, talte om en revolution af tid, hvor betydningen forsvinder i takt

med den øgede hastighed, taler Baudrillard om en stadig udvidelse af tiden, der peger i

retning af virtuelle betydningssystemer 206 . Virilios tese var, som Baudrillard opsumerer den,

at farten stiger “At a certain speed, the speed of light, you lose even your shadow. At certain

speed, the speed of information, things lose their sense” 207 .

Dette får naturligvis afgørende betydning for mængden og hastigheden af information.

Som Jens Claus Hansen skriver i sin artikel ”Ny krigsførelse i informationsalderen? Om

’Revolution in Military Affairs’ og Irakkrigen” i Mediekultur 38, bliver det en stor opgave at

styre de frie medier som internet og GPS-billeder. Pentagon anvendte pressen som

instrument.

Netværksjournalisterne sender informationen af sted med stor hastighed, og billedernes

grumsede og klodsede karakter bidrager til troværdigheden. Et eksempel på, hvorledes

sandheden bliver drejet af krigs’spin’, er historien om Jessica Lynch, der ifølge

medieforskeren Rikke Schubart blev plantet for at give indtryk af en succesfuld krig 208

(ifølge Schubart mislykkes historien, da den ikke formår at bruge de eksisterende myter på

den ’rigtige’ måde). I forlængelse af det er det interessant, at amerikanske krigsfilm kan låne

alt det krigsmateriel, de ønsker, så længe det amerikanske militær godkender den historiske

vinkling. En pendant til det er Aage Rais Nordentofts dualistiske krigsfilm om den

jugoslaviske borgerkrig, På fremmed mark (2000), hvor det danske militær nægtede at støtte

filmen, som absolut er en anderledes film end Soldaterkammerater-filmene, men som

ulykkeligt nok bærer præg af et meget stramt budget.

205 Ibid. s.43

206 Ibid. s.47

207 Ibid. s.49

208 Schubart, Rikke (2005): ”Gennemhullede myter – Jessica Lynch og den amerikanske ’tilfangetagelses-

fortælling’”


Krig, medier og teknologi

Det moderne mediefelt kræver, at både modtager og journalister bliver klædt på til at

kunne gennemskue at den moderne krigsførelse tager stilling til og forsøger at styre

mediestrømmen.

Det er derfor udenfor enhver diskussion, at medier og medieteknologien bliver en

toneangivende faktor i moderne krigsførelse. Vi skal se i vores analyser, at TV Avisen ikke

tager højde for det faktum, at de som medie er en del af krigen og nogle interesser, som de

ikke selv er herre over.

Virilios taler om en øget hastighed, der knytter sig til ny teknologi, der får som

konsekvens, at den demokratiske debat sættes ud af funktion, mens Baudrillard holder fast i

sin tanke om hyperrealitet og den rene krig, hvor der af amerikansk militære interesser

konstrueres en filmisk fortælling. I forlængelse af denne modsætning diskuterer Baudrillard

de to tolkninger og finder en form for middelvej:

“… in confronting our opinions on the war with diametrically opposed opinions of Paul Virilio, one of us

betting on apocalyptic escalation, and the other on deterrence and the indefinite virtuality of war, we concluded

that this decidedly strange war went in both directions at once” 209

Videre finder Baudrillard ikke, at der er så stor forskel på de to veje, som man umiddelbart

skulle tro, for de har det lighedspunkt, at de begge opfanger en ændring i måden, vi opfatter

krigens rum:

“… the apocalypse of real time and pure war along with the triumph of the virtual over the real are realised at

the same time, in the same space-time…It is a sign that the space of event has become a hyperspace with

multiple refractivity, and the space of war become definitively non-euclidean.” 210

Som bekendt knytter disse refleksioner sig til golfkrigen, der således ses som et eksempel på

nogle vidtrækkende tendenser, der er tydeligst i krigsdækningen, men som også eksisterer

indenfor andre domæner. For som Baudrillard viser med følgende sammenligning, er det

endnu et symptom på det virtuelles fremmarch.

“Just as wealth is no longer measured by the ostentation of wealth but by the secret circulation of speculative

capital, so war is not measured by waged but by its speculative unfolding in an abstract, electronic and

informational space, the same space in which capital moves” 211

209 Baudrillard (2002), s. 49

210 Ibid. s. 49-50

211 Ibid. s.56


Krig, medier og teknologi

Således beskrives aspekter af verden i dag, og det er ubestrideligt, at værdier og varer til

stadighed bliver mere virtuelt funderet. Kunstneriske domæner søger at tematisere dette, som

når Bjørn Nørgaard med sin tidlige happenings foretager et nok så nøgent (Lene Adler

Pedersen) indtog på Børsen og som svar på ligegyldigheden overfor Vietnam krigen slagter

en hest i den hvide sne, mens krigsfilmene benytter klassiske heltefortællinger og krigsspil

som f.eks. Medal of Honour remedierer disse fortællinger giver brugeren mulighed for selv

at agere patriotisk helt på den virtuelle kampscene

Den kritiske pointe i Baudrillards essay sættes til sidst knivskarpt op og sluttes af med

følgende statement:

”The real victory of the simulators of war is to have drawn everyone into this rotten simulation.” 212

”The Gulf war did not take place”

Vi har nu set, hvordan Baudrillard i sine to første artikler om golfkrigen søger at forklare og

bevise sine teorier om den stigende hyper-realitet ved at bruge ørkenkrigen i 1991 som

eksempel. Men også efter at kamphandlingerne var slut fortsatte franskmanden med at

analysere på den krig, der ifølge ham selv ikke var en egentlig krig. Sociologen kommer med

følgende karakteristik i ”The Gulf war did not take place”:

”But this is not a war, any more than 10.000 tons of bombs per day is sufficient to make it a war. Any more than

the direct transmission by CNN of real time information is sufficient to authenticate a war. One is reminded of

Capricorn One in which the flight of a manned rocket to Mars, which only took place in a desert studio, was

relayed live to all the television stations in the world.” 213

Baudrillards eksempel er Peter Hyams sci-fi film, Capricorn One fra 1978. Capricorn One

er den klassiske konspirationsfortælling om den første bemandede rumrejse til Mars. Alt op

til rumsrejsen går efter planen, men lige før take-off bliver astronauterne trukket til side af

regeringsfolk og transporteret til et filmstudie i ørkenen. NASA havde fundet en kritisk fejl

ved rumfærgen, af frygt for at tabe ansigt vælger rumorganisation den ’frække’ løsning med

212 Ibid. s.59

213 Ibid. s. 61


Krig, medier og teknologi

en iscenesat optagelse af rumfærden. De næste mange måneder skal astronauterne spille

skuespil i ørkenen.

Capricorn One skabte naturligvis debat om månelandingen. Og den efterfølgende påstand

har i visse kredse også været, at det hele bare var et medietrick optaget i et skjult

ørkenområde i Hollywood. Et medietrick, som det tyske band Rammstein spillede på, og

med en vis ironisk distance viste, kunne lade sig gøre i musikvideoen America 214 . I det hele

taget har konspirationsteorierne i de senere år haft kronede dage, hvilket sider som

http://www.disinfo.com og Oliver Stones film JFK (1991) er et godt eksempel på.

Som tidligere beskrevet, søgte amerikanerne under Golfkrigen at undgå et nyt Vietnam og

vinklede, uddannet af tidligere tiders mediefiaskoer, krigen som en klinisk krig. Imens søgte

de irakiske presseofficerer at give et indtryk af, at amerikanerne ramte civile mål. Faktisk

pointerer Baudrillard, at irakerne selv sprængte civile bygninger i luften for at give

indtrykket af en beskidt krig. Videre beskriver han, hvordan amerikanerne og irakerne

“…never saw each other: when the Americans finally appeared behind their curtain of bombs the Iraqis had

already disappeared behind their curtain of smoke…” 215

Og her bevæger vi os igen ind på området for ikke-krig for i forlængelse af den konstatering,

påstår Baudrillard, at “This is why we could advance the hypothesis that this war would not

take place. And now that it is over, we can realise at last that it did not take place” 216 .

Betragtet i denne optik bliver krigen blot endnu et eksempel på tendensen til virtualitet, for

krigen beskrives som forladt af menneskelighed og logik. Det tyvende århundrede har på

mange måder været et århundrede, hvor de store ideologier og videns-autoriteter for alvor

blev skudt ned. Baudrillard drager slutninger, der rækker videre ud i socialiteten. På den

måde inddrager han indirekte seerens forventninger og kobler dem med andre områder i

følgende citat:

”It is like truth according to Nietzsche: we no longer believe that the truth is true when all its veils have been

removed. Similary, we do not believe that war is war when all uncertainty is supposedly removed and it appears

as a naked operation. The nudity of war is no less virtual than that of the erotic body in the apparatus of

striptease.” 217

214 Musikvideoen kan ses på Rammsteins hjemmeside http://www.rammstein.com/

215 Baudrillard (2002), s. 63

216 Ibid. s. 63

217 Ibid. s. 77


Krig, medier og teknologi

Det er ingenlunde tilfældigt, at Baudrillard bringer Nietzsche ind i dialogen, for han er om

nogen manden, der forudser de store fortællingers død. Det interessante i Baudrillards

analyse af Golfkrigen er, at den fører analyserne over på socialiteten og nogle overordnede

medietendenser, der også knytter sig til det dialektiske forhold mellem medier og seer.

Amerikanske berettermodeller forplanter sig til dækningen af verdensomspændende

begivenheder og konstrueres som store fortællinger.

En ny form for krig: terror

Baudrillard har nogle teser, der berører det, vi i vores metodeafsnit kalder den diskursive

praksis. Har Baudrillard ret i sin vurdering af Golfkrigen, og hvorledes udviklingen er gået

frem til Irakkrigen, hvor der i mellemtiden har været en mediebegivenhed som 11. september

2001.

Terrorangrebet 11. september er en af de mediebegivenheder, der står klarest i billedet fra

starten af århundredet. Som bogen Mediernes 11. september (2002) påpeger gennem en

række artikler, kan der ud fra begivenheden analyseres på, hvorledes mediematricer træder i

kraft. Jens Claus Hansen tager i sin artikel ”Ny krigsførelse i informationsalderen? Om

’Revolution in Military Affairs’ og Irakkrigen” (2006) fat i tiden efter 11. september 2001.

Claus Hansen diskuterer, hvorvidt der kan tales om et paradigmeskift i de militære strategier

i nyere tid.

Claus Hansen diskuterer således, hvilke ændringer, der synes at være i krigens rum. I

forlængelse af den amerikanske tænketank RAN

D’s (Research ANd Development) undersøgelser opstiller Claus Hansen fire kategorier,

der kan bruges til at indfange ændringerne. Det drejer sig om 1) Langtrækkende våben med

stor præcision, 2. Information Warfare, 3. Systems of systems, 4. Network centric warfare.

De langtrækkende præcisionsvåben gør det muligt at udgå direkte konfrontationer med

fjenden, fra sikker afstand kan man udføre præcisionsangreb, der sætter magthavere og

informationssystemerne ud af funktion. Andet punkt omhandler kontrollen med fjendens

informationer og sikkerheden af egen information, mens System of Systems dækker over

muligheden for at indsamle og bearbejde en stor mængde data. Via computer og

netværkssystemer samles informationen, hvorved der skabes et unikt overblik. Det fjerde og

sidste punkt RAND opregnede var Network Centric Warfare (NCW), der egentlig kan ses


Krig, medier og teknologi

som en udløber af det forrige, i det begrebet dækker over en stigning i hastigheden i

beslutningsprocesserne. NCW samler sensorer, våbensystemer og beslutningstagere fra alle

værn i et informationsnetværk, hvor man har et fælles situationsbillede og hærenhederne

deler deres information. Det skaber en enorm styring af krigen helt ned til mindste niveau,

hvor selv landtropperne er med i netværket.

Jens Claus Hansen mener dog, at krigen også foregår i medierne, der via pressestrategiske

overvejelser bliver en vigtig medspiller i det store krigsskakspil. Krigsplanlægningen tager

derfor aktivt stilling til måden, medierne beskriver krigen på og mulighederne for at styre

disse.

Således var informationsoperationer en integreret del af krigsplanen under Irakkrigen.

Man sendte f.eks. e-mails til irakiske beslutningstagere, hvori man opfordrede dem til at

bryde med Saddam Husseins styre for at redde egen røv.

I Terrorismens ånd (2002) beskriver Baudrillard, hvordan angrebet på World Trade Center

var et uundgåeligt symptom på globalisering. Vi har villet undergangen af det hegemoniske

Amerika.

”Vi har drømt om denne begivenhed, hele verden har uden undtagelse drømt om at noget sådant skulle ske, for

ingen kan lade være med at drømme om ødelæggelsen af en supermagt der har opnået et omfattende hegemoni.

Det er uacceptabelt for den vestlige samvittighed, men det er ikke desto mindre et faktum der kan måles netop i

den patetiske vold der præger alle de kommentarer som vil udviske den”. 218

Skriver Baudrillard, og den tjekkiske filosof og sociolog Slavoj Zizek er inde på samme

overvejelser i sine skrifter. I Zizeks Lacaninspirerede psykologiske vurderingsapparat bliver

det fortællingen om en dommedagslængsel, der ligger forankret i mennesket. En

dommedagslængsel som Tom Kristensen rammer med sin parafrase over Nietzsche i ”Landet

Atlantis”, hvor den berømte slutstrofe beskriver denne længsel ”I Chaos jeg løfter min Bøsse

mod Skønhedens Stjerne og sigter”. Således indeholder de fleste religioner en forestilling om

dommedag, om civilisationens undergang. I den moderne verdslige kultur tager Hollywood

over og bliver mytemageren, der tager hånd om denne trang:

”Medier bombarderede os ikke blot hele tiden med snakken om den terroristiske trussel, denne trussel var og

umiskendelig libidinøst indhyllet – tænk blot på rækken af film fra Escape From New York til Independence

Day. Det er rationalet bag ved den ofte før nævnte forbindelse mellem angrebene og Hollywoods katastrofe:

Det utænkelige, som hændte, var et fantasiobjekt, således at Amerika på en måde fik, hvad det havde fantaseret

om”. 219

218 Baudrillard (2002), s. 7

219 Zizek, Slavoj (2002): Velkommen til virkelighedens ørken: Essays om verden efter den 11. september, s. 25


Krig, medier og teknologi

I Twin Towers sammenstyrtning så Baudrillard på samme måde virkeliggørelsen af de

”talløse katastrofefilm”. Terroristerne svarede på det suveræne system. Den usynlige fjende

har maskeret sig og trænger ind i kroppen som en virus. Her er den globale landsby i indre

konflikt, for idyllen i gadekæret eller måske bedre i Tombstone lader sig ikke indfinde. De

gode og onde kræfter er uløseligt forbundet og defineret ud fra hinanden.

Baudrillard kalder 11. september globaliseringens første krig, en krig hvor den enes kraft

suges af den anden. I forholdet mellem billede og virkelighed genrejses billedet og

hændelsen med et i terrorangrebet. Terrorismen udnyttede, bevidst eller ubevidst, billedernes

realtid. Billedet indoptager begivenheden i sig. Men virkeligheden har her overgået

fiktionen. Sammenstyrtningen af WTC var utænkelig, for som generalløjtnant Keld G.H.

Hillingsøe pointerede i den danske dækning, kunne det være noget, som kriminalforfatteren

Grisham havde skrevet, og så havde man vurderet, at det var meget meget spændende men

også meget usandsynligt. Denne tolkning går fint i spænd med Baudrillards pointer.

Baudrillard driver dog ræsonnementet længere ud i sine logiske konsekvenser:

”Sammenstyrtningen af World Trade Centers to tårne var utænkelig, men det at det var ubegribeligt er ikke nok

til at gøre det til en virkelig hændelse. Ekstrem vold er ikke tilstrækkelig til at gøre noget virkeligt. For

virkeligheden er et princip, og det er dette princip der er gået tabt. Virkelighed og fiktion er uløseligt knyttet til

hinanden, og fascinationen af attentatet er først og fremmest en fascination af billedet. 220

Alt tillægges den nok så berømte Osama Bin Laden, der bliver billedet på ”det onde”.

Baudrillard kritiserer således det ikke-virkelige aspekt af en begivenhed som 11. september,

der efterfølgende udmønter sig i en

”syndflod af militære styrker, af spøgelsesagtige information, løgnagtig patetisk tale om anvendelse af

teknologi og kemiske våben, akkurat som under Golfkrigen, en ikke-begivenhed, en begivenhed som egentlig

ikke har fundet sted” 221

På den måde bliver Baudrillards pointe, at tingene påvirker hinanden og eskalerer i en

retning mod virtuelle abstraktioner, som 11. september bliver det mest tydelige eksempel på.

Medierne er uløseligt forbundet med verden, hvormed de står i et forhold, der sørger for, at

de to eskalerer hinanden.

220 Baudrillard (2002) s. 31

221 Ibid. s. 36


Krig, medier og teknologi

Når krigen bryder ud, hvilket den i øvrigt ofte gør af medieårsager, sættes spillet i gang.

Mediernes spil, hvor informationskoden ikke mere er den dækkende. Det er underholdning,

og det er fortællinger om helte a la Hollywood, vi vil se

I den svenske professor, Astrid Söderbergh Widdings artikel ”Filmretorik og den

internationale politik” in Mediekultur 38 optræder der flere interessante passager. Widding

fokuserer på 11. september og samler bl.a. Baudrillard og Virilios betragtninger under sin

paraply. Her startes naturligvis med Golfkrigen, der, som Widding skriver, blev skrevet efter

formularer fra 2. verdenskrigsfilm. Her er stereotype helte og skurke, der står i stærk kontrast

til modbevægelsen, Film Noir’en. Hvor en Film Noir som Carol Reeds Den tredje mand

(1949) 222 er et delirisk mareridt, hvor såvel diagetiske karakterer som tilskuer hvirvles rundt i

konfliktens ugennemsigtighed, er 2. verdenskrigsfilmene, som Kathryn Kane definerer dem,

myter om det godes kamp mod det onde, civilisationen som kæmper mod det endnu ikke

tæmmede 223 .

I Golfkrigens vestlige retorik findes der ikke kompromiser, der findes kun det godes kamp

mod det onde. Wedding bevæger sig videre over til 11. september, der i det retrospektive

blev iscenesat som ”a war against terror”, hvor Hollywood-instruktører og producere tages i

brug. Det uforståelige gøres forståeligt ved brug af filmens mytologiske matrice. B-

filmsskuespilleren Reagan kan siges at være faderen til filmens direkte indtog i politik,

hvilket også Arnold Schwarzeneggers spil med Paul Verhoevens sci-fi film ”Total Recall” og

den efterfølgende valgsejr i Californien blev et nyere eksempel på. Med 11. september var

tv-skærmen det medie, der var på først, og det var derfor det styrende medie i forhold til

forståelsesmatricerne. Men tv-mediet kunne ikke umiddelbart finde forklaringsmodeller, der

kunne gøre situationen forståelig og først senere i ovennævnte krigsretorik og den ikoniske

fremstilling af skurken, Osama Bin Laden fandt man fodfæste. Hvor Virilios pointe var, at

krigen og freden i den globaliserede verden er på vej mod vej mod at opløse sig over i ”den

totale krig”, fokuserer Baudrillard på det virtuelle og fiktionsprægede aspekt af nyere tids

krig og politik. Dette er to forskellige veje at tage i forhold til tendenserne i tiden. Med vores

analyse vil vi gribe DR’s to udsendelser formalistisk an, og vi vil efterfølgende i vores

perspektivering optage en diskussion af, hvilke tendenser de to udsendelser peger i retning

af. I vores metodiske afsnit inden analysen vil vi redegøre for vores diskursteoretiske og

komparativt anlagte metode, der har til formål at opfange tendenser i mediediskursen.

222 Baseret på en roman af samme navn af Graham Greene.

223 Kane, Kathryn (1988): “The World War II Combat Film”


Krig, medier og individ

Krig, medier og individ

Vi vil i dette afsnit diskutere vores komparative og diskursive konklusioner med de to teorier,

vi lige har set nærmere på. Vi har allerede hevet en del pointer ud i den komparative og

diskursive analyse men bevæger os nu ud i den yderste ramme i den metodiske model 224 .

Men selvom vi rent illustrativt bevæger os ud i den yderste ring, vil vi stadigvæk berøre

spørgsmål, der har med den diskursive praksis at gøre. Det er således svært at opretholde et

skarpt skel mellem de forskellige lag i analysemodellen, da en hel del af de pointer, der vil

fremstå af dette afsnit, også kan siges at være af diskursiv art.

Som det fremgår af afsnittet ”Komparative konklusioner”, er magtforholdene i den

kommunikationssituation, vores to analyseobjekter skriver sig ind i, indhyllet i nogle

komplekse diskursive netværk og nyhedsfødekæder. På det umiddelbare plan er

kommunikationssituationen situeret i en Broadcastingbaseret public service-defineret

kommunikation fra TV Avisen til seeren. Men gennem vores analyse er det tydeligt, at

billedet er langt mere komplekst, end den simple beskrivelse af kommunikationssituationen

fortæller. Under begge udsendelser forekommer der således ’plantede’ historier, hvor det

militære amerikanske pressespøgelse lurer bag gardinet. Ligeledes kommer

terrorspørgsmålet til at influere meget på den diskursive praksis, der benyttes under Irak-

krigsudsendelsen. Dette skyldes naturligvis både 11. september live-dækningen, den

amerikanske nyhedsstation CNN samt amerikansk politiske interesser, der også hænger

sammen med 11. september, og den amerikanske vælgers trang til at se svar på

terrorangrebet.

Det amerikanske terrorspøgelse

Hos både Baudrillard og Foucault er den Lacan-inspirerede latent liggende undergrundstrang

beskrevet og fremhævet, særligt begrunder Baudrillard dette aspekt med 11. september

terroraktionen og mediernes dækning af begivenheden. Men hvorfor aflejres den

amerikanske terrorkontekst så nemt til medierne, når det handler om Irakkrigen, når

sammenhængen mellem terror og det irakiske styre er langt fra bevist?

Det gør den ganske enkelt fordi, de to teoretikere har ret i, at mennesket higer efter

katastrofen. De store Blockbusters er ofte katastrofefilm som eksempelvis Twister (1996),

224 Se modellen i metodeafsnittet


Krig, medier og individ

Independence Day (1996) og Amageddon (1998), og netop derfor overtages denne kontekst

uden den store modstand igennem det dialektiske forhold, der eksisterer mellem

nyhedsmedierne og seeren. Og selvom terrorsammenkædningen med Irakkrigen så langt fra

er bevist, hvilket DR bekræfter i deres senere udsendelse d. 2. maj, hvor invasionen er

overstået, og der er blevet tid til at reflektere over krigens kontekst.

”Men det amerikanske argument for at gå i krig mod Irak, nemlig terrorbekæmpelse og fund af

masseødelæggelsesvåben, det er jo ikke bevisført endnu. Hvad mener man i USA Bush reelt har fået ud af

krigen?” 225

Siger Vibeke Hartkorn således i en udsendelse, hvor den amerikanske præsident ellers

optræder som den store sejrherre på Hangarskibet Abraham Lincoln. Det er interessant, at

blot 22 dage efter krigsudbruddet, kan præsidenten erklære lynkrigen for overstået, mens

DR’s TV Avisen er blevet langt mere kritisk i deres tilgang til krigen og de diskurser, de selv

har benyttet ved krigsudbruddet.

I den forbindelse kan man også tale om, at Steffen Knudsens reportage fra Kuwait

indlejrer frygten for terror, men den spiller hovedsageligt på den intertekstuelle

sammenhæng med Golfkrigen, der for en stor del blev fortællingen om, hvordan det lille

land blev befriet af en handlekraftig koalition med USA i spidsen. I øvrigt må man og

formode, at det logistiske bag det faktum, at DR kan have en journalist i Kuwait City men

ikke i Bagdad under Irakkrigen, er forankret i amerikanske pressestrategier. Det amerikanske

militær definerer således, at journalister har lov til at opholde sig i Kuwait City, der

retrospektivt set, må siges at have været et forholdsvist sikkert rum at befinde sig i for

Steffen Knudsen. Denne pointe underbygges af, at journalister som Al Jazeera’s der opholdte

sig i Bagdad for at fortælle en anden historie om krigen, blev direkte beskudt og således

dræbt af det amerikanske militær.

Steffen Knudsen fortæller også i sin reportage fra Kuwait City om angsten for

giftgasangreb. Igen en kontekst der kan siges at være aflejret fra den diskurs, den

amerikanske politisk begrundelse for angrebet er funderet i. Samtidig peger historien igen på

den totale krig, hvor ethvert rum i Virilios optik bliver ubeboeligt. I forlængelse af Knudsens

bemærkninger om de forladte gader og frygten for giftgasangreb, svarer Reimer Bo

Christensen ”Det er klart, det er det man frygter ...”. (Tydelig forvirret Reimer er løbet tør for

225 Bilag 4.3.1, l. 95 – 97


Krig, medier og individ

spørgsmål)” 226 , for her viser frygten sig netop, som det vi tror på. Vi tror, at det vil ske, vi

forventer simpelthen, det vil ske, at gaderne bliver fyldt med flygtende menneskestrømme og

dramatik, på samme måde som vi venter på, at der skal ske noget på live-billedet fra den

tomme plads i Bagdad. Et glimrende eksempel på, at konteksten er terror og

masseødelæggelsesvåben på trods af, at man lige så godt kunne frygte og fokusere på den

egentlige krig.

På den måde kan amerikanerne via deres magtmæssige overlegen og herredømmet over

det fysiske territorium styre, hvor journalisterne befinder sig, og hvad de har mulighed for at

se og dermed viderebringe. Virilio er inde på dette aspekt af krigen, og det er interessant, at

vi her kan se, hvordan den magtfulde militære kraft også bliver i stand til at styre medierne. I

øvrigt bliver Virilios pointe endnu mere interessant, når den kobles til Baudrillards, for via

den teknologiske overmagt bliver der således mulighed for at skabe et betydningssystem, der

følger den amerikanske interesse, og således vil diskurserne uvilkårligt udvikle sig i

amerikansk interesse.

Spændetrøje eller demokratisering

Hvor ekstraudsendelsen under krigsudbruddet ved Golfkrigen blev styret fra et klassisk

autoritativt punkt, er strukturen i udsendelsen fra Irakkrigen langt mere åben i såvel

studieopbygning som narrativ struktur. Igen må man på det umiddelbare plan ty til samme

forklaringer som ovenfor, for DR’s mere flade struktur i udsendelsen under Irakkrigen peger

intertekstuelt i retning af CNN’s evighedsnyhedsstruktur, som synes at aflejre sig i DR TV

Avisens diskursive praksis. Men udover det peger denne opbygning indirekte på seeren, der

via den teknologiske udvikling har fået langt større adgang til selv at finde informationer i

det evigt opdaterende cyberspace og kræver en helt anden form for dialog med udsendelsen.

Der kan derved siges at være en demokratisering af DR’s forhold til seeren. Men dette er

kun på et umiddelbart plan, for hastigheden stiger, siger Paul Virilio, og i takt med at

informationerne bombarderer individet langt hurtigere end tidligere, sættes det refleksive

rum ud af spil.

226 Ibid. l. 1054


Informationshastighed

Allerede under Golfkrigen er der eksempler på, at refleksionen udebliver, og der

Krig, medier og individ

viderebringes meget tvivlsomme informationer for at skabe dramaturgisk fremdrift, som den

af Frank Esmann fortalte utrolige fortælling om de irakiske fly, der på human vis eskorteres

tilbage til sikkert område. Det er måske svært at bestemme med 100 pct. Sikkerhed, om

historien er usand, men faktum er, at DR bringer den ind i udsendelsen uden at tage kritisk

stilling til, om det ikke er en måde at vinkle krigsdækningen på, der har konsekvenser for

partiskheden. Spørgsmålet er i den forbindelse, om det ikke betyder en hel del, at nyhederne

ikke får tid til at behandle nyheden i deres redaktionelle netværk, inden den videreformidles.

Et lignende eksempel findes også i ekstraudsendelsen ved Irakkrigen, hvor Jens Nauntofte

fortæller, at

”Ja, det vil jo også være meget interessant, hvordan de irakiske soldater, den irakiske befolkning reagerer på

den her. Det her krigsudbrud allerede i går var der sytten irakiske soldater der overgav sig til de amerikanske

styrker i Kuwait, som gik over grænsen og sagde ”vi overgiver os” og det er jo enten propaganda billig

propaganda fra amerikanernes side, eller også er det rigtigt, at de har fundet sytten stakler” 227

Efterfølgende diskuteres det oven i købet, om historien er plantet. Her refereres der af

Reimer Bo Christensen tilbage til de plantede historier under Golf-krigen. Så selv om der

fremkommer en refleksion over, hvor historien kunne komme fra, forbliver DR ukritisk

overfor deres egen inddragelse af denne kontekst. Historien er helt sikkert ikke konstrueret

direkte til DR, men formentlig hovedsageligt til den amerikanske offentlighed, der får deres

oplysninger igennem andre medier end DR, men det interessante i denne sammenhæng er, at

denne historie forplanter sig til den danske kontekst.

Vi ser her implikationerne af Virilios teori, for i takt med at nyhedsstrømmen forøges,

sænkes rummet for refleksion, i hvert fald for den redaktion der videreformidler nyheden.

Spørgsmålet er så bare, om Virilio ikke overser, at seeren forholder sig mere frit til det

medie, vedkommende benytter. DR’s struktur i studieopbygning og grafisk flade peger jo

netop på en demokratisering i forhold til seeren, som har ændret sig siden Golfkrigen.

Derfor er spørgsmålet om den enkelte borger, seeren formår at forordne sin verden kritisk

ud fra de muligheder nyere medieteknologi giver ham/hende.

227 Bilag 4.2.1, l. 521-525


Frygten og de plantede historier

Krig, medier og individ

Som vi illustrerede i vores afsnit om Virilio, mener franskmanden, at hastigheden er stadigt

stigende. Virilios pointe knyttede sig allerede til Golfkrigen, hvorfor det får os er interessant,

om der er sket en forstærkning af dette element. Og vores analyser viser faktisk, at der er en

meget stærk forstærkning af liveaspektet i ekstraudsendelsen fra Irakkrigen.

Under Irakkrigsudsendelsen foregår opdateringen langt hurtigere end under Golfkrigen,

ligesom vi får langt flere billeder meget hurtigere end under Golfkrigen. Tilmed virker

kloden meget mindre, da vi får korrespondenter igennem fra mange steder i verden. På en

plads i Bagdad står der tilmed et kamera, der live viser nuets intethed. I dette billede

tydeliggøres Virilios tanker om nulpunktet, hvor tegnene tømmes for betydning, i det øjeblik

hastigheden er steget til lysets hastighed.

Virilio taler om den totale krig. Begrebet er ganske interessant og meget relevant i forhold

til nyere udviklingstendenser, men hans dystopiske tankegang bliver måske nok alligevel lidt

fanget i en ekstatisk retorik. For selvom det er tydeligt, at rummene har en tendens til at

smelte sammen, hvilket kan siges at samles i terrortruslen, så er der jo, som vi så i DR’s

forholdsvist ordnede måde at bruge de personlige deiktiske markører på, stadigvæk nogle

veldefinerede kategorier, hvorudfra de forståelige rum gestaltes.

Ifølge Virilio forplanter krigens teknologi sig til hverdagen. I fald at det er sandt, burde

krigens teknologi fra Golfkrigen være stadigt mere til stede i vores dagligdag nu end for de

femten år siden, hvor denne krig udspillede sig. Og hvis vi accepterer præmissen om, at

medierne bliver en stadigt større del af krigen, må det forholde sig på den måde, at vores

daglige omgang med medierne er influeret af dette. Irakkrigen viser med al tydelighed, at de

nyere teknologier som internettet er så alment tilgængelige i dag, at de rent faktisk virker

tilbage i en kompleks dialektisk virkning mellem seer og mediernes diskursive praksis.

Ved Irakkrigen så vi i vores analyse, hvordan den amerikanske diskurs blev banalt aflejret.

Der er blevet talt meget om den senere demokratiseren af medierne, hvor der efter

Golfkrigen opstod en modvægt til CNN, der praktisk talt var den eneste kilde til DR’s

dækning af denne krig. Det er da også rigtigt, at CNN ikke fylder nær så meget som italesat

kilde under ekstraudsendelsen ved Irakkrigen, men som vi påviste i vores analyse, er den

’banale amerikanism’ tydeligt indlejret i DR’s diskurs, hvor også CNN’s nyhedsdiskurs har

fundet vej. I den forbindelse er det videre forløb i krigen og dækningen af den forskelligt

imellem de to krige, da der rent faktisk kommer flere billeder fra arabisk forankrede tv-


stationer som Al Jazeera og Al Arabia, men det ligger udenfor vores analytiske

genstandsområde.

Den virtuelle krig

Krig, medier og individ

Umiddelbart synes de to venner, Virilio og Baudrillards tanker svære at sammenligne, for

deres vektorer synes at pege i to divergerende gående retninger. Hvor Virilio ser en tendens

til den totale krig, hvor al betydning forsvinder i takt med hastighedsforøgelsen, peger

Baudrillards tanker og analyser af såvel Golf-krigen som 11. september i retningen af en

overophobning af betydning, der skaber virtuelle betydninger i tegnsimulationer.

Som vi så i analysen af de to udsendelser, forekommer der også en høj grad af

mytologiseren i udsendelserne. Den frygtede Republikanske Garde nævnes således mange

gange, som en frygtindgydende hærenhed. Under Irak-krigsudsendelsen er der også en stærk

mytologiserende diskurs til stede, når det handler om Saddam Hussein. Hans ’underjordiske’

by problematiseres det måske, om det er sandheden, vi får. Men det er spændende TV, som

holder seeren ved skærmen, når han/hun får indre billeder af underjordiske byer og Husseins

mytologiske usynlighed. Disse mytologiseringer peger i retning af Baudrillards virtuelle

krig, hvor vi præsenteres for en historie med stærke helte og mystiske skurke med

hemmelige byer og skræmmende bodyguards.

Golfkrigens smart bombs må siges at være absurde diskursive konstruktioner, der fjerner

menneskeligheden, og får krigen til at fremstå klinisk ren. Vores analyser viser indirekte, at

det virtuelle og abstrakte ligger indlejret ekstra-udsendelsens anatomiske struktur. I så live-

baserede udsendelser er det naturligvis svært at styre diskurserne meget bevidst. Journalister,

værter og andre aktører handler derfor ud fra diskursive reflekser og den letteste adgang til

nyhedsstrømmen. Dermed bliver udsendelserne let påvirket af de af amerikansk pressekorps

opstillede dagsordner og diskurser og af mytologiserende fremdrift og spændingselementer.

Krigsdækningen bliver derfor langt fra præget af tunge og lange analyser, men får sin

betydning i et abstrakt netværk af betydninger, der styres af informationsveje, dramaturgisk

effekt og billedmateriale.


Det egentlige svar er et spørgsmål

Krig, medier og individ

Baudrillard er inde på, at Golfkrigen peger på forhold, der går i retning af både Virilios totale

krig og hans egen tese om den virtuelle krig. De to diametralt modsatrettede tendenser

forbinder han dog og mener, at krigen viser begge tendenser.

Måske er den vigtigste pointe ved dette, at noget afgørende er ved at ske, noget der har

med hastighed og teknologi at gøre, og at denne pointe peger på, at hastigheden ændrer sig,

så krig og medier i dialektisk forstand uvilkårligt er en del af hinanden. Vores analyser af de

to udsendelser peger således ikke entydigt kompasnålen mod hverken Baudrillard eller

Virilio, men den viser, at der i selve ekstraudsendelsen indre logik, er stilistiske elementer,

der peger i begge retninger. Således ender vores svar på problemformuleringen i forlængelse

af, hvor afsnittet om vores Foucaultinspirerede videnskabelige grundlag sluttede i stedet for

et svar med et spørgsmål.

For de to dystre franskmænd er nemlig inde på nogle væsentlige og kritiske implikationer

af den teknologiske udvikling. Implikationer der ifølge vores analyse er blevet forstærket i

tiden mellem Golf- og Irakkrigen. Men nu er det spørgsmål, som vi vil svare på anden

halvdel af vores problemformulering med; magter individet den demokratiske frihed, som

medieudviklingen peger på, eller vil seeren ende som gidsel af den hastighedsforøgelse, der i

Virilios øjne spærrer for enhver form for refleksion. Vil det enkelte individ sætte sig i

centrum, eller vil det opsluges af virtuelle simulacrumspil og sprænges i luften af

informationsbomben?

Krigen er i gang!


Konklusion

Vi funderede i specialet her vores position ud fra et diskursteoretisk ståsted. Således

Konklusion

placerede vi os i vores indledende afsnit i forlængelse af Michel Foucaults kritiske tilgang til

diskurs og magt. I den sammenhæng endte vi ved et ståsted, hvor vi beskrev vores position

som en kritisk moddiskurs. Denne position lagde op til det udgangspunkt, hvorfra vi

undersøgte vores problemformulering.

Metode

Første del af problemformuleringen lød: (1) Hvilke sproglige forskelle og ligheder er der

mellem TV Avisens ekstraudsendelser fra d. 17. januar 1991 (Golfkrigen) og 20. marts 2003

(Irakkrigen) For at svare på dette spørgsmål udviklede vi på det Foucault’ske fundament en

komparativ analysemodel. Norman Fairclough udvikler sin metode fra Foucault til at passe

til analyse af nyere medieprodukter. Derfor tog vi afsæt i denne metode, som vi dog ikke

fulgte slavisk. Vi udbyggede Faircloughs metode, så vores metode blev defineret som

komparativ diskursanalyse.

Den komparative Analyse

Vores tekstanalyser var i første omgang lingvistiske funderede, således at vi i to adskilte

blokke gik ind i de to udsendelser. I tekstanalyserne benyttede vi os af den tekstnære vej,

som Fairclough benytter, men også her mener vi, at vi gjorde ret i at være mere frie i forhold

til den metodiske spændetrøje. Således tog vi fat i nogle aspekter af de to analyser, hvor vi

forventede at kunne finde markører, der kunne pege på tendenser, vi senere kunne analysere

videre fra først det lingvistiske over det komparative og over til den diskursive praksis.

I de to nyhedsværters sprog viste der sig at være slående lighed i den måde, de italesatte

kommunikationssituationen på. Ikke overraskende blev der af begge benyttet en traditionel

nyhedsdiskurs, hvor passivstrygninger bruges til at dække sig ind, mens de inkluderende og

vi’er samlede værten, redaktionen og seeren i en persondeiktisk markør.


Konklusion

Under begge udsendelser benyttede DR kilder fra udlandet. Under Golfkrigsudsendelsen

er der således mange markører, der peger på CNN som kilde, mens denne kontekst ikke

umiddelbart virkede så tydelig under Irakkrigen.

Begge krigsdækninger benyttede sig af gæster i studiet, men hvor Golfkrigsstudiet

virkede stationært og ikke skiftede ud i gæsterne, benyttede DR sig under Irakkrigen af en

dynamisk udskiftning undervejs i udsendelsen.

I det hele taget var Golfkrigsudsendelsen en mere stram udsendelse end den under

Irakkrigen. Således var der store forskelle i den narrative opbygning. Under Golfkrigen

benyttede man sig af en dagsordenbaseret og lukket formidlingssituation, der var afgrænset i

tid, mens DR under udsendelsen ved Irak krigen benyttede sig af en open end struktur, der

betød at udsendelsen fortsatte det mest af dagen. Vi var af tidsmæssige årsager således

tvunget til at analysere på et udsnit af udsendelsen og valgte naturligvis den første del af den,

da den som strukturalistisk opfattede udsendelsesstruktur, ligger tættest på det krigsudbrud,

som vi definerer ud fra nodalpunktet, Bush’s tale. Hvor Golfkrigsudsendelsen var en ordnet

og rolig udsendelse uden de store afstikkere, viste Irakkrigsudsendelsen sig at være langt

mere causerende. Således var der flere afstikkere til korrespondenter verden over, og Bo

Christensen lod udsendelsen føre med ud af tangenter.

En anden forskel mellem de to udsendelser var adgangen til billedmateriale, hvor man

endnu ikke har nået at få nogen billeder af hverken raketaffyringer eller flyafgange under

Golfkrigsudsendelsen, gentages de klip, man har under Irakkrigen undervejs i udsendelsen

og bruges således til den dramaturgiske fremdrift. DR havde også billeder fra et livebaseret

kamera fra et uspecificeret sted i Bagdad gader, som redaktionen benyttede for at vise, at

man havde kontakt med hele verden fra studiet i Gyngemosen De tydelige forskelle viste sig

også i det grafiske lay out og brugen af bundbjælker, der under Irakkrigen blev benyttet til at

opdatere og repræsentere en mere dynamisk skærm, mens bundbjælkerne under

Golfkrigsudsendelsen blot blev benyttet til at afgive tekstlige forankringer af de personer,

udsendelsen præsenterede seeren for.

Disse to strukturer er mærkbart forskellige, yderligere analyserede vi på de to

studieopbygninger, hvor Golfkrigen igen viste sig at være mere autoritativt og stramt baseret.

Her sad panelet ved et let buet Halvmånebord. Aktørerne var vendt mod seeren og deres

indbyrdes samtaler, virker kunstigt situeret, da de må vende sig unaturligt i forhold til deres

udgangsposition. Bagved panelet var der en lukket blå væg, der lukkede af for seerens


Konklusion

indgang til den bagvedsiddende redaktion. Under Irakkrigen var disse forhold stærkt ændret.

For det første var værten placeret så samtalen med de andre i studiet virkede mere naturlig.

Bordet var således ovalt med buede pladser til samtalepartnerne, der sammen drev

udsendelsen frem. Bagved dette bord med dets paneldeltagere, var den blå facade skiftet ud

med en transparent flade, der gav seeren mulighed for at ane den arbejdende redaktion med

dens mange tv-skærme i baggrunden. Igen strukturer, der pegede i retning af en mere åben

holdning til seeren.

Vi analyserede også på tidsaspektet i de to udsendelser, og her var der naturligvis en

tendens til langt hurtigere opdatering under Irakkrigen. Men mest tydeligt var det, at specielt

værten Reimer Bo Christensen hele tiden betonede live-aspektet med den sigende

kommentar, ”Krigen er i gang”, dette blev understøttet af bundbjælkerne, der også ofte

stadfæstede dette. Billedet fra Bagdad og de mange korrespondenter i spil understregede

dette aspekt. Derudover var der et yderst interessant eksempel på en fejltolkning af

tidsaspektet. I lyset af fremdrifthungeren blev der således fejltolket på tidsaspektet i forhold

til raketbillederne. Her opildnede Reimer Bo, Jens Claus Hansen til at se billederne, som nye

livebilleder, selv om disse billeder allerede tidligere var kørt henover skærmen.

Begge udsendelser indeholdte, det vi i vores analyse tolker som ’plantede’ historier, eller

aflejringer af det amerikanske militære eller politiske presseapparats historier. Således

omtaler Frank Esmann en utrolig historie om amerikansk overskud under Golfkrigen, mens

den gamle ræv, Jens Nauntofte fortæller om stakler, der overgiver sig og løber over grænsen

til den amerikanske overmagt.


Den diskursive praksis

Konklusion

Vi konkluderede ud fra den relativt ens, måde værterne gestalter kommunikationssituationen

på, at der her var et regressivt element i dækningen, der pegede på, at DR bevarede deres

forhold til den danske seer ret uforandret. Den mere causerende stil under

Irakkrigsudsendelsen og den mere åbne studieopbygning pegede der i mod i en retning af en

udvikling i forholdet mellem DR og seeren. Disse elementer synes således at pege i retning

af en demokratisering af mediet, hvor seeren leves flere åbne huller at udfylde, og derfor

ikke behøver at være så påvirket af DR. Vi forklarede disse forskelle ud fra teknologiske

ændringer, der fører til et langt mere åbent mediefelt, hvor seeren igennem sine muligheder

påvirker DR til også at ændre deres måde at formidle på.

Det er svært at afgøre om den åbne struktur er en entydig negativ retning, da den også kan

ses som en demokratiserende frigivelse af seeren, der i perioden har fået flere muligheder for

at vælge.

Banal Americanism

Begge udsendelser var tydeligt influeret af amerikanske diskurser men på forskellige måder.

Under Golfkrigen refereres der tydeligt til CNN som kilde, hvor den amerikanske diskurs

ligge indlejret. Den måde, hvorpå DR her benytter den amerikanske diskurs, kan tolkes som

den markerede form for ’Americanism’ eller den ’fejrede’ Americanism. Under Irakkrigen er

den amerikanske diskurspåvirkning mere maskeret og ligger mere skjult integreret i

Irakkrigsudsendelsen, altså et tegn på den banale Americanism. Denne banale Americanism

giver sig til kende via den tydelige terrorkontekst og via ’den plantede historie’, som der dog

også er et eksempel på under Golfkrigen

Terrorkonteksten denne integration af den problematiske kontekst tolkede vi som

diskursive aflejringer, der ikke blev sorteret i p.g.a. den stigende hastighed i

informationsstrømmen. Dette begrundede vi yderligere i, at vi så en tendens til, at

liveaspektet blev langt mere betonet under Irakkrigsudsendelsen frem for den under

Golfkrigen.


Krig, medier og individ

Konklusion

Anden del af vores problemformulering lød: Og peger ekstraudsendelsernes opbygning på

ændringer i forholdet mellem krig, medier og individ?

For at åbne op for denne diskussion inddragede vi Paul Virilios teknologibaserede

hastighedsforklaring og Jean Baudrillards tanker om tegnenes simulerende

virkelighedsskabende kraft.

I den sammenhæng viste både Virilios og Baudrillards konklusioner at passe på de

tendenser, vi havde analyseret os frem til. Således taler dromologien om, at hastigheden vil

øges på flere niveauer i vores samfund. Vores komparative analyse viste netop, at en af de

største forskelle mellem de to ekstraudsendelser var det øgede tempo

Således fører den nye teknologi til et hurtigere tempo og en mere dynamisk måde at

formidle nyheder på. Internet og kabel-tv synes i den forbindelse at være teknologier, der

aflejrer sig i og påvirker studieopbygning og narrativ struktur i TV Avisens diskurs.

Vores analyse viste, at den banale amerikanism kendetegnede ekstraudsendelsen fra

Irakkrigen, mens Golfkrigen overvejende repræsenterede den fejrede amerikanism. Vi

forklarede således denne aflejring ud fra Virilios hastighedspolitik, hvor de refleksive

instanser lammes af kravet om nu-tid.

I forhold til den virtuelle krig var der under Irakkrigen en tendens til, at de pointer,

Baudrillard knytter an til Golfkrigen, forstærkes under Irakkrigen. Set i dette lys tegner der

sig et forfærdeligt billede af fremtiden, enten går den mod intethedens inerti eller også går

den mod en virtuel krig, hvor individerne bliver fremmedgjorte i en uendelig tegnsimulation.

Alt i alt tegner der sig et utroligt dystert billede ud af den sammenlignende diskussion, for

vores analyser bekræfter Virilio og Baudrillards meget negative beskrivelser af forholdet

mellem krigen og medierne.

Men i stedet for at give et dystopisk svar, stiller vi afsluttende et spørgsmål. For den

egentlige udfordring ligger hos individet, hos den kritiske seer, der har mulighed for at

påvirke medierne, og som med internettet og demokratiseringen af medierne, enten ender

som et gidsel af nyhedsstrømmens hastighed eller som et individ, der tør sætte sig selv i

centrum og bearbejde den enorme mænge information, vi dagligt bombarderes af.


Resuméer

Resumé - Dansk

Det følgende afsnit er et resume af vores speciale. Specialet er en komparativ kritisk

Resuméer

diskursanalyse af DR’s ekstraudsendelser ved krigsudbruddene under henholdsvis Golf- og

Irakkrigen.

Specialet falder over fire større afsnit: teori, metode, analyse og perspektivering.

I teoriafsnittet præsenterer vi først Michel Foucault, som vi anser som faderen af

diskursanalysen. Vi har rettet blikket mod den del af Foucaults forfatterskab, som omhandler

magt og overvågning. Afsnittet fokuserer således på forholdene mellem disciplin, viden og

magt. Og hvorledes disse begreber griber ind i det enkelte individs hverdag via institutioner

i samfundet. Men afsnittet er også et udtryk for det udgangspunkt, specialet er skrevet ud fra.

Efter afsnittet om Foucault introducerer vi de mediemæssige spørgsmål, som Paul Virilio og

Jean Baudrillard tematiserer.

Paul Virilio er specialets anden teoretiker. Virilios tanker om dromologi, bruger vi til at

diskutere tendenser, som DR’s to udsendelser peger i retning af. I Virilios tankesæt om

dromologi er det væsentligste punkt hastighed. Hastighed skal forstås bredt. Virilio fokuserer

på, hvorledes hastighed har påvirket det militære, det urbane og det politiske rum. Vi vinkler

afsnittet om Virilio mod det, vi kalder ”Den totale krig”, som de to krigsdækninger peger på.

Specialets tredje teoretiker er Jean Baudrillard. Hvor Paul Virilio beskæftigede sig med

’den totale krig’, beskæftiger Baudrillard sig med visualiseringen af krig og de tendenser,

han har sat på dagsordenen i sine kritiske skrifter. Jean Baudrillard beskæftiger sig i The Gulf

War Did Not Take Place med krigen som en medieiscenesat begivenhed. Han tager fat i

krigen som en begivenhed, hvor en teknologisk overlegen magt både definerer og

iscenesætter krigen. Derved konstruerer tegnsimulationerne en fortælling om en krig, der i

klassisk forstand ikke er krig.

Det metodiske afsnit omhandler Norman Faircloughs kritiske diskursanalyse, som ligger i

forlængelse af og er en videreudvikling af Michel Foucaults videnskabelige tilgang til

verden. Vi har benyttet dele af Faircloughs diskursteori, men tillader os også at videreudvikle

metoden, så den passer til vores formål. Hvor Faircloughs kritiske diskursanalyse er abstrakt

komparativt anlagt via tekstens link til diskursen, går vi en anden vej, og funderer vores


Resuméer

metode i et komparativt studie af to ’tekster’. Ud af den komparative analyse springer der

således et analytisk produkt, som meget lettere lader sig sætte i perspektiv med den

’diskursive praksis’.

Analysen falder derfor i to på hinanden følgende afsnit, som går ned på det sproglige

niveau af DR’s ekstraudsendelser af Golf- og Irakkrigen. Igennem de lingvistiske analyser

fremgår det, at på trods af, at er gået 10 år og sket en kæmpe udvikling på medieområdet, er

der ikke den store forskel i sprogbrugen. Begge værter bruger markører som ’vi’ og ’jeg’, der

markerer to kommunikationssituationer, der umiddelbart ligner hinanden. Disse bliver

hovedsagligt brugt, når redaktionen ikke bliver fodret med telegrammer udefra.

Der, hvor forskellene er størst, er, hvor den teknologiske fremgang har påvirket

udsendelserne. Det kan blandt andet ses i brugen af grafik. Hvor man under Golfkrigen

primært brugte grafiske bundbjælker til at præsentere værter og gæster, bliver skærmen

under Irakkrigen et mere mangfoldigt tegnbillede, hvor bundbjælkerne bruges til at formidle

flere nyheder sideløbende med værtens mundtlige formidling.

En anden iøjenefaldende forskel er selve studieopbygningen. Under Golfkrigen

iscenesættes udsendelsens karakterer i et klassisk nyhedsstudie, hvor værten, siddende

bagved et halvmånebord, taler direkte til seeren. Under Irakkrigen er værten ikke vendt

frontalt mod seeren, men skråt over mod sine gæster. Dermed er det tale om et åbent

studiemiljø, hvor den blå bagskærm fra Golfkrigen også er afløst af en transparent flade, bag

hvilken seeren kan ane TV Avisens redaktion arbejde.

Samtidigt er der også forskel i det dramaturgiske. Under Golfkrigen havde

ekstraudsendelsen en fast rækkefølge i nyhedsindslagene. Denne faste struktur er TV Avisen

gået væk fra under Irakkrigen, her arbejder man med en open end-Struktur. Hvorimod seeren

under Golfkrigen mødte en autoritativ struktur, hvor værten tog seeren ved hånden og

informerede om krigens gang. En klassisk nyhedsudsendelse med fastlagt dramaturgisk

kurve. Under Irakkrigen blev de narrative strukturer gjort flade. Seeren bliver løbende

præsenteret for opdatering og ’Breaking News’. Dette betyder, at det bliver dramatikken,

live-aspektet og spændingen ved det ukendte, som er fremdriften i udsendelsen. Disse ting

er tydelige i bundbjælkerne, men også i behandlingen af billedmaterialet udefra samt

aktørernes sprogbrug.

Vi har også beskæftiget os med behandlingen af telegrammer og øvrige kilder.

Eksempelvis benytter man under Golfkrigen primært CNN som kilde. Denne ukritiske


Resuméer

tilgang, der bærer præg af, at stoffet leveres i forholdsvist uredigeret form, er tydelig under

Irakkrigen, hvor den amerikansk iscenesatte terrorkontekst aflejres i diskursen. Denne

terrorkontekst ses i lighed med andre diskursive træk, som udtryk for en ’usynlig’ påvirkning

fra amerikanske kontekster. Disse ændringer forklares ud fra både teknologiske udviklinger,

og ud fra medieudvidelser, der bl.a. har med 11. septemberangrebet og mediernes dækning af

denne at gøre Det er således tydeligt under begge udsendelser, at TV Avisens formidling

bliver ubevidst påvirket af det amerikanske pressekorps’s ’plantede’ historier og vinklinger.

Diskursive tendenser, der til dels bekræfter aspekter af både Virilios ’totale krig’ og

Baudrillards ’virtuelle krig’. Krigen er i gang.

Resume – English

The following section is a resume of our diploma thesis. The thesis is a comparative critical

discourse analysis of DR’s supplementary news broadcasts during the outbreak of the Gulf

war and the war in Iraq. The paper is divided into four major parts: theory, methodology,

analysis and contextualisation.

In the theoretical section we first present Michel Foucault, who we regard to be the father

of discourse analysis. We concentrate on those of Foucault’s works that are concerned with

power and surveillance. The section is particularly focused on the relationship between

discipline, knowledge and power, and the question of in how far these concepts influence

people’s everyday lives through social institutions. However, the section is also expressing

the presupposition that this thesis is based on. After the section on Foucault we are going to

introduce questions concerned with the media discussed by Paul Virilio and Jean

Baudrillard.

Paul Virilio is the second theorist the thesis is concerned with. Virilio’s thoughts about

dromology will be used to discuss tendencies indicated by the two DR broadcasts. In

Virilio’s concept of dromology the main concern is speed, which has to be understood in a

broad sense. Virilio focuses on the manner in which speed has influenced the military, the

urban and the political sphere. We position the section on Virilio against what we are calling

“the total war”, which is suggested by the DR broadcasts.


Resuméer

The thesis’ third theorist is Jean Baudrillard. Whereas Paul Virilio was concerned with

“the total war”, Baudrillard is focussing on the visualisation of war and the tendencies which

his critical writings are devoted to. In The Gulf war did not take place Baudrillard deals with

war as an event controlled by the media. He comprehends war as an event, which is defined

as well as directed by a technologically superior power. Thus, the sign simulations are

constructing a story about a war that is not one in the real sense of the word.

The methodological section is concerned with Norman Fairclough’s critical discourse

analysis which is an extension as well as a development of Michel Foucault’s scientific

approach to the world. We have used parts of Fairclough’s discourse theory but have also

permitted ourselves to improve the method in a way that fits our purpose. While Fairclough’s

critical discourse analysis is abstractly comparative due to the text’s link to discourse, we are

following another route, basing our method on a comparative study of two “texts”. The result

of the comparative analysis is thus an analytical product, which is considerably easier to

contextualise with the “discursive practise.

Therefore the analysis is divided into two parts in the subsequent section, which gets

down to the linguistic level of DR’s supplementary broadcasts on the Gulf and Iraq War. The

linguistic analysis reveals that there is no considerable difference in language use, despite the

gap of ten yearslying between the broadcasts and the major developments in the media. Both

newsreaders use markers such as “vi” and “jeg” that are marking two communicative

situations similar to each other. These markers are mainly used when the editorial staff is not

briefed by telegrams from outside.

The greatest difference is noticed there, where technological development has influenced

the broadcasts. This can among other things be seen in the use of graphics. While during the

Gulf War graphical bottom lines were used to introduce newsreaders and guests, the TV

screen was filled with a considerably greater amount of signs under the War in Iraq, where

the bottom lines, or news tickers, were used to communicate more news parallel to the

newsreader’s oral presentation.

Another obvious difference is the interior of the studio itself. During the Gulf War the

broadcast’s participants are presented in a traditional news studio, where the newsreader

sitting behind a half moon shaped desk is talking directly to his guests. During the War in

Iraq the newsreader is not directly facing the viewers, but is positioned diagonally opposite


Resuméer

the guests. Thus, an open studio environment is achieved, where the Gulf War’s blue screen

is replaced by a transparent surface behind which TV Avisen’s editorial staff can be sensed.

At the same time there are also dramaturgical changes. During the Gulf War the

supplementary broadcasts were presented in fixed succession in the news features. This fixed

structure was abandoned by TV Avisen during the War in Iraq, where an open-end structure

is applied. During the Gulf War the viewers met an authoritative structure, where the

newsreader took the viewer by the hand and informed them about the war’s progress. A

traditional news broadcast with a fixed dramaturgical curve. During the Iraq War the

narrative structures are flattened. The viewer is currently presented with updates and

“Breaking News”. This means that the drama, the live-aspect and the excitement of the

unknown become the motor of the broadcast. These things are obvious in the news tickers

but also in the treatment of visual material from outside and the participants’ language use.

We were also concerned with the treatment of telegrams and other sources. During the

Gulf War for example CNN functions as the main source of information. This uncritical

approach that is characterised/influenced by the fact that the material is provided in a

comparatively unedited state is evident during Iraq War, where the context of terror

presented by the Americans is imprinted. Similar to other discursive traits this terror context

is perceived to be an expression of an “invisible” influence by American contexts. These

changes can be explained both by technological developments and by the extension of the

influence of the media, which among other things has to do with the attacks on September,

11 th and their media coverage. It is thus evident in both broadcasts that TV Avisen’s

communication is unconsciously influenced by the stories planted by the American press

corps and their points of view. These are discursive tendencies that partly confirm aspects of

both Virilio’s “total war” and Baudrillards “virtual war”. The war is going on.


Bibliografi

Litteratur

Barthes, Roland (1996): Mytologier, Gyldendal.

Baudrillard, Jean (2004): Amerika, Informations forlag, 2004

Baudrillard, Jean (2002): The Gulfwar did not take place, Indiana University Press.

Baudrillard, Jean (2002): Terrorismens ånd, Forlaget Tiderne skifter.

Bilig, Michael (1995): Banal Nationalism, Sage.

Bordwell, David og Thompson, Kristin (200”): Filmhistory: An Introduction, Second

Edition, McGraw-Hill Higher Education.

Brügger, Niels (2001): Essays om dromologi, Introite.

Brügger, Niels (1994): Krigen, byen og det politiske, Politisk revy.

Bibliografi

Drotner, Kirsten og Jensen, Klaus Bruhn og Poulsen, Ib og Schrøder, Kim (1996): Medier og

kultur, Borgen/Medier.

Fairclough, Norman (1992): Discourse and Social Change, Cambridge: Polity Press.

Fairclough, Norman (1995): Media Discourse, Arnold.

Finneman, Niels Ole (2005): Internettet i mediehistorisk perspektiv, Samfundslitteratur.

Foucault, Michel (2002): Overvågning og straf, DET lille forlag, første bogklub udg.

Foucault, Michel (1986): Power/Knowledge, selected Interviews and other Writings 1972-

77, Pearson Professional Education.

Foucault, Michel (1978): Seksualitetens historie 1: Viljen til viden. Rhodos, 1.udgave.

Foucault, Michel (1983). “The Subject and Power”, i Hubert L. Dreyfus & Paul Rabinow,

Beyond Structuralism & Hermeneutics, The University of Chigago Press.


Foucault, Michel (2001): “Truth and Power” in Leitch, Vincent B. (ansvarshavende

redactor),Theory and Critisism, W. W. Norton and Company.

Frandsen, Finn (1994): “Medierne, demokratiet og afstandens etik – om Paul Virilo og

massemedierne”. I Brügger, Niels: Krigen, byen og det politiske, Politisk revy.

Graham, Gordon (1999): The internet – an philosophical inquiry, Routledge, 1999

Hansen, Jens Claus (2005): ”Ny krigsførelse i informationsalderen? Om ’Revolution in

Bibliografi

Military Affairs’ og Irakkrigen” in. Schubart, Rikke (ansvarshavende red.): Tema: Medierne

og krigen, Mediekultur 38.

Heede, Dag (2004): Det tomme menneske: Introduktion til Michel Foucault, Museum

Tusculanums forlag, 2. udg., andet oplag.

Jørgensen, Marianne Winther og Phillips, Louise (1999): Diskursanalyse: Som teori og

metode, Roskilde univeristetsforlag.

Kane, Kathryn (1988): “The World War II Combat Film” in: Handbook of American Film

Genres. Wes D. Gehring (ed). Wesport: Greenwood Press.

Kirchheimer, O. og Rusche, G. (1968): Punishment and Social Structure, Russell and

Russell, New York.

Krause-Jensen, Esben (1978): Viden og magt: Studier i Michel Foucaults institutionskritik,

Rhodos, 1.udgave, 1978.

Larsen, Peter Harms (1990): Faktion: Som udtryksmiddel, Forlaget Amanda.

Schubart, Rikke (2005): ”Gennemhullede myter – Jessica Lynch og den amerikanske

’tilfangetagelses-fortælling’” in. Schubart, Rikke (ansvarshavende red.): Tema: Medierne og

krigen, Mediekultur 38.


Virilio, Paul (2002): Desert Screen: War at the speed of light, Athlone Contemporary

European Thinkers.

Virilio, Paul (1989): Synsmaskinen, Forlaget Sorte ræv.

Virilio, Paul (1994): ”Ørkenskærmen”. I Brügger, Niels: Krigen, byen og det politiske,

Politisk revy.

Bibliografi

Wittgenstein, Ludvig (1969), Tractatus logico-philosophicus, 1. udgave, 3. oplag, Gyldendal.

Qvortrup, Lars (red.) (2002): Mediernes 11. september, Gads forlag.

Zizek, Slavoj (2002): Velkommen til virkelighedens ørken: Essays om verden efter den 11.

september, Informations forlag.

Rapporter

Hjarvad, Stig: De Professionelles omdømme, institut fra Institut for konjunktur-Analyse 1999

og 2005

Inkpen, Diana Zaiu and Graeme Hirst: Automatic Sense Disambiguation of the Near-

Synonyms in a Dictionary Entry, University of Toronto, 2003

Film og TV

DR: Husker du … 1991. Sæson 4, episode 2, 2006

DR: TV Avisen Ekstra, 16. januar 1991

DR: TV Avisen Ekstra, 17. januar 1991

DR: TV Avisen Ekstra, 28. februar 1991

DR: TV Avisen Ekstra, 18. marts 2003

DR: TV Avisen Ekstra, 20. marts 2003

DR: TV Avisen, 2. maj 2003

More magazines by this user
Similar magazines