PSV BLAD 3-2008 - Peder Skrams Venner

pederskramsvenner.dk

PSV BLAD 3-2008 - Peder Skrams Venner

Nr. 3

september

2009

12. årgang

Venneforeningens blad september 2009 __________________________________ 1

Foto: Frank Horn


Venneforeningen’s blad

Fregatten PEDER SKRAM’s Venner:

www.pederskramsvenner.dk

Email: info@pederskramsvenner.dk

Bestyrelse:

Formand:

Kommandørkaptajn Leif Rostgaard

Sørensen

Tlf. 49 14 15 39

Email: formand@pederskramsvenner.dk

Bestyrelsesmedlemmer:

Seniorsergent L. O. Nielsen

Email: l.o.nielsen@ofir.dk

Peter Lindstrøm

Tlf. 49 14 73 87

Email: redaktion@pederskramsvenner.dk

Jens Møller

Email: jens.moeller@mail.dk

Fregattens adresse:

Fregatten PEDER SKRAM

Elefanten, Nyholm,

1439 København K

www.pederskram.dk

Email: info@pederskram.dk

Telefoner:

Fregatten: 32 57 13 16

Henvendelse om særarrangementer kan

ske på e-mail info@pederskram.dk

eller på telefon 3257 1316 hverdage mellem

10 og 14.

Chefredaktør og ansvarshavende:

Kommandørkaptajn Leif Rostgaard Sørensen

Redaktion:

Peter Lindstrøm og Jens Møller.

Grafisk konsulent: Finn Hillmose.

Eftertryk er tilladt med tydelig kildeangivelse.

ISSN: 1603-5933

Kontor:

Elefanten, Nyholm,

1439 København K.

Bank: reg. Nr.: 9570 konto: 0683280

Sekretærer:

Erik Nygaard og Adam Pomykala.

Email: kontor@pederskramsvenner.dk

Næstformand:

Kommandør Erik Rode

Email: emrode@tiscali.dk

Kasserer:

Kaptajnløjtnant Børge Raasthøj

Tlf. 56 14 02 36

Email: kasserer@pederskramsvenner.dk

Suppleanter:

Kurt Terkelsen

Email: kurts@mail.tele.dk

Adam Pomykala

Radiodivisionen OZ1RDN:

http://radiodivisionen.pederskramsvenner.dk

Email:

oz1rdn@pederskramsvenner.dk

Leder: Kaj Nielsen OZ9AC

Email: ozniac@jubii.dk

2 ___________________________________ Venneforeningens blad september 2009


Redaktionelt

S

å nåede vi til vejs ende med Jens Møllers

artikelserie om ”Alle tiders krigsskibe”,

lidt vemodigt, idet der har være mange

gode artikler. Den sidste artikel om

IOWA klassen er med i dette nummer. Der

har været mange positive tilbagemeldinger,

og meget ros til Jens. Jeg har en formodning

om at Jens Møller har nye idéer til en

fortsættelse af sine skriverier, så vi venter

spændt.

Da fregatten åbnede for besøg i denne

sommer, var det samtidig for første gang

muligt at besøge operationsrummet. Fregattens

tekniske team har gjort et formidabelt

stykke arbejde, med møblering og oprydning

af o-rummet, der er kommet nyt

betræk på alle stole, så alt i alt fremstår

rummet nu, flot og indbydende. I den anledning

er der et par artikler som nærmere

gør rede for hvad man kan se i o-rummet.

Der er kommet en hilsen fra Fonden, hvori

Fondens formand Niels Mejdal nærmere

redegør hvad der sker i fremtiden, og er

sket i det sidste årstid.

På redaktionen vegne

Peter Lindstrøm.

49 14 73 87

Email: redaktionen@pederskramsvenner.dk

Blad nr. Deadline Udkommer

4-2009 1. november 2009 december 2009

1-2010 1. februar 2010 marts 2010

2-2010 1. maj 2010 juni 2010

3-2010 1. august 2010 September 2010

Indhold

3. Redaktionelt.

4. Formanden har ordet.

5. Hilsen fra Fonden ...

6. Generalforsamling 2009

7. Top ti liste.

8-20. USS IOWA klassen.

21. Fornem gave til PEDER

SKRAM.

22-23.

Om CEPLO’en i O-rummet.

24-25. O-rummet.

26. Fra radiodivisionen.

26 Fra kontoret.

27. Åbningstider resten af året.

Forsiden:

For en gangs skyld ikke et billede

af et skib - læs hvorfor

på side 21.

Venneforeningens blad september 2009 __________________________________ 3


Formanden har ordet

N år disse linier læses, er sommerens åbningsperiode afsluttet. Selv om PEDER

SKRAM har skullet konkurrere med det fine sommervejr, har besøgstallet, 3557

voksne og børn, været tilfredsstillende. Der stilles som sædvanligt store forventninger til

besøgstallet på ”Kulturnatten” fredag den 9. oktober og i den efterfølgende efterårsferie,

10 – 18. oktober.

Samarbejdet med SÆLEN og SEHESTED har fungeret tilfredsstillende. Det har været en

lettelse, at SEHESTED nu er fortøjet agten for fregatten under Mastekranen. Men de

forskudte tider for rundvisningerne i SÆLEN (hele og halve timetal) og SEHESTED ( minuttal

15 og 45) er uhensigtsmæssige. De bør ændres til ens timetal, således at de besøgende

kan nå fra én rundvisning (varighed ca. 25 min.) til den næste og fortsat få

god tid til besøget om bord i PEDER SKRAM før og efter rundvisningerne.

”Arbejdsbierne” har været særdeles aktive med at klargøre PEDER SKRAM bedst muligt

før sommerens åbningsperiode. På grund af svigtende tilslutning har den lille skare af

trofaste arbejdsbier måttet arbejde næsten i døgndrift. Uden deres indsats kunne fregatten

slet ikke have været åbnet for besøgende. Men fregatten fremtræder nu i flot

stand. Bisværmen er så lille, at det vil være mere på sin plads at tale om

”Arbejdsheste”.

Det er beskæmmende, at der ud af 5oo medlemmer slet ikke er idet mindste nogle, der

kan forstærke det fast hold. Der er fortsat behov for ekstra arbejdskraft til at klare de

mange opgaver. Jeg må gentage mig selv og igen opfordre Venneforeningens medlemmer

til at yde en indsats ved at deltage i arbejdet om bord. Kontakt Niels Rastrup Andersen

og aftal nærmere, hvornår I kan sætte nogle fridage ind på arbejdsopgaverne.

Som tidligere sagt tilbyder Venneforeningen at finansiere overnatning på kasernen, hvis

medlemmer fra provinsen vil smøge ærmerne op om dagen og opleve København om

aftenen.

O-rummet er nu næsten færdigmonteret og fremtræder flot og fængslende. Men der

arbejdes eksempelvis fortsat med adgangsforholdene til maskinrum ”K”, med renovering

eller udskiftning af lugekarme, med både 127 mm og 20 mm kanoner og med meget

mere.

På grund af alder eller sygdom har flere af Venneforeningens kustoder måttet trække

sig fra vagtlisten. Venneforeningen efterlyser derfor medlemmer, som vil virke som kustoder

om bord i PEDER SKRAM i fregattens åbningsperioder. Vi er 4-5 kustoder på hver

vagt. Vi har det hyggeligt sammen, ligesom vi kommer i givende samtaler med de mange

besøgende. Hvervet er ulønnet, men man får sin forplejning på vagten, ligesom man

udstyres med polobluse, fleece trøje og kasket med fregattens logo. Send en mail eller

ring og hør nærmere.

Jeg håber naturligvis at se mange af Venneforeningens medlemmer til generalforsamlingen

lørdag den 19. september. Som det fremgår af indkaldelsen side 6, lægger bestyrelsen

op til hyggeligt samvær over frokosten i umiddelbar fortsættelse af generalforsamlingen.

Leif Rostgaard Sørensen

Formand

4 ___________________________________ Venneforeningens blad september 2009


Af Niels Mejdal

Hilsen fra Fonden til vennerne.

år du læser dette lille indlæg fra Fonden er sommersæsonen slut, og vi kan gøre re-

N sultatet op. Her mod slutningen af juli tegner det desværre ikke særlig lovende. Hvad

årsagerne kan være, kunne der gisnes meget om, men ingen tvivl om, at vejret har generet

os – enten for meget strandvejr eller også for meget hjemmevejr. Ser man egoistisk

på det, vil Fonden helst have det lidt overskyet, men uden regn eller trussel om

samme. Noget andet er jo, hvad man ønsker sig i sin egen ferie! Venneforeningens kustoder

har igen i sommer gjort en stor indsats. Hver weekend i juni og alle dage i juli og

frem til 15. august er de troligt mødt op og har gjort klar til åbning og rundvisning fra

klokken 1100. Også radiostationen har været flittigt bemandet og medvirket til, at de besøgende

uden undtagelse har kunnet få en god oplevelse.

Efter en stor indsats fra det tekniske team er O-rummet for første gang blevet åbnet og

er nu en vigtig del af besøget. CEPLO konsollerne er blevet hejst ombord, hele rummet er

blevet rengjort, stolene er blevet ombetrukne og vi har fået en meget levende beskrivelse

af rummet og alle dets funktioner. Nu mangler vi lige det sidste udstyr samt åbning til

sonarrummet. Og efter sommerens varme periode er teknikerne gået i gang med at se

på ventilationssystemet, så der i det mindste kan laves udsugning fra bl.a. O-rummet.

I år har vi forsøgt at gøre

formidlingen lidt bedre.

Der er lavet en ny rundtur;

”Rød rute” hvor alle

besøgende får udleveret

en lille turguide, og hvor

ruten er afmærket på

dansk og engelsk. Dette

er første skridt på den lange

vej til, at formidlingen

bliver som ønsket. Målet

er, at hver enkel besøgen-

de på egen hånd kan få

netop den rundtur, som

han eller hun ønsker sig.

Foto: Peter Lindstrøm

Lang eller kort, med vægt på det ene eller det andet, på dansk eller engelsk. Ja, til sin tid

kan du bare vælge. Det er, hvad vort ”audio-guide system” skal tilbyde. Og over tid skal

præsentationen krydres med displays, lyd- og lysunderbygning samt måske også et par

”permanente særudstillinger”.

Korvetterne af Niels Juel klassen har nu været ude på deres sidste sejlads. Trist, men det

åbner op for, at vi kan overtage udvalgte dele af Seasparrow systemet. Faktisk er vi ved

at gøre klar til dette. De flotte modelskibe, som er udstillet i Seasparrow rummet på missildækket

flyttes nu ned i møde- og briefinglokalet nederst i forskibet. Her kan de få en

mere blivende placering og på en mere hensigtsmæssig måde indgå i rundture som præsentation

af Flådens hovedskibe under den kolde krig.

Første – og nok også vigtigste skridt på vejen til det ønskede ”audio-guide system” er på

plads. Der er lavet en båndoptagelse og udskrift af en af Jørgen Borks populære rundvisninger.

Den er så suppleret med lidt flere historier og dækning af de få rum, som den pågældende

aften ikke blev besøgt. Alt i alt en tekst svarende til 2½ til 3 timers rundtur! Til

efteråret skal teksten redigeres og nedbrydes til et antal menuer med stigende detaljeringsgrad

for de enkelte rum. Når det er på plads, skal vi finde en god indtaler, som kan

gøre teksten levende, og samtidig skal rum og genstande markeres i overensstemmelse

med tekstens enkelte punkter. Til foråret håber vi så på, at vi kan finde det rigtige hardvare,

som kan udlånes til de besøgende. Hvis det lyder kompliceret, kan jeg love, at det

er det bestemt også! MEN VI ER PÅ VEJ. PEDER SKRAM skal blive en oplevelse for alle og

på et formidlingsniveau, som er ”over middel”.

Venneforeningens blad september 2009 __________________________________ 5


Herved indkaldes til ordinær generalforsamling

lørdag den 19 september 2009 kl.1100

i Marineforeningens lokale

Takkeladsvej opgang 3, på Holmen.

1 Valg af dirigent.

D a g s o r d e n

2 Bestyrelsens beretning for det forløbne år.

3 Forelæggelse og godkendelse af årsregnskabet.

4 Fastsættelse af kontingent.

5 Forslag.

6 Valg af medlemmer til bestyrelsen.

7 Valg af suppleanter til bestyrelsen.

8 Valg af 2 revisorer.

9 Eventuelt.

Mød op til generalforsamlingen, få indflydelse og kom med gode

idéer til foreningen ”PEDER SKRAM’s Venners” fremtidige virke.

Der vil efter generalforsamlingen være fællesspisning

(buffet inkl. 1 øl eller vand, pris kr.: 100.-).

De der ønsker at deltage i spisningen må senest

fredag den 11 SEP 2009 tilmelde sig hos :

John Larsen tlf.: 28367905 – email: johlar@comxnet.dk

Deltag i den efterfølgende spisning og få en hyggelig stund med

”PEDER SKRAM s Venner”.

Venlig hilsen

Leif Rostgaard Sørensen

Formand

6 ___________________________________ Venneforeningens blad september 2009


Ny artikelserie

Tv kanalen ”Discovery”

har lavet en ”Top ti Liste,

over alle tiders krigsskibe”.

Listen ser således ud:

1. USS IOWA klassen, ialt fire slagskibe, det første bygget

i 1940.

2. USS NIMITZ klassen, ialt 10 atomdrevne hangarskibe,

det første bygget i 1968. (blad nr. 2 2009)

3. HMS QUEEN ELIZABETH klassen, i alt fem slagskibe

bygget 1912—1916. (blad nr. 4 2008 og blad nr.1 2009)

4. USS TICONDEROGA klassen, missil krydser, der er bygget

27 skibe fra 1983 til 1994. (blad nr. 3 2008)

5. USS FLETCHER klassen, destroyer, der blev bygget 175

skibe og det første blev bygget i 1942. (blad nr. 1 og 2 2008)

6. USS NORTH CAROLINA klassen, to slagskibe begge

bygget i 1940. (blad nr. 4 2007)

7. Tyskland BISMARCK klassen, to slagskibe bygget fra

1936. (blad nr. 3 2007)

8. USS ESSEX klassen, i alt 24 hangarskibe, bygget fra

1942. (blad nr. 2 2007)

9. Tyskland DEUTSCHLAND klassen i alt tre lommeslagskibe.

(blad nr. 1 2007)

10. HMS HOOD, Slagkrydser. 1916 - 1941.

(blad nr. 4 2006)

Vi vil bringe en omtale af alle skibene, vi er startet bagfra, og er

nået til listens nr. 1, USS IOWA klassen.

Læs artiklen på de følgende sider.

Venneforeningens blad september 2009 __________________________________ 7


Af Jens Møller.

De 6 slagskibe af Iowa klassen blev

bestilt i 1939 som ”Fast Battleships”

der skulle være eskorte for ”Fast Carrier

Task Forces” bestående af ESSEX

klasse hangarskibe. Disse kampgrupper

skulle operere i Stillehavet,

og ”The Iowas” skulle beskytte hangarskibene

mod de nye japanske

slagskibe af Yamato klassen. De blev

bygget uden hensyn til omkostninger,

og disse skibe var sammen med Yamato

og Bismarck klassen, den ultimative

udvikling og afslutning på

slagskibenes æra. Da disse enorme

havuhyrer, hejste kommando, var de

allerede overgået af hangarskibene

som de mest betydningsfulde krigsskibe.

Alligevel havde ”The Iowas”

den længste karriere for nogen krigsskibe;

de 2 sidste udgik først i 2006,

men – ironisk nok kom de aldrig i

kamp med nogen af de skibe der var

tænkt som deres modstandere.

OWA klassen byggede, som mange an-

I dre slagskibe, på erfaringerne fra Jyllandsslaget

i 1915. De 3 britiske slagkrydsere

som blev sænket i dette slag, blev efterfølgende

sammenlignet med de 5

”Superdreadnoughts” af ELISABETH klassen,

og de konklusioner man drog af denne

vurdering, dannede grundlag for konstruktionen

af alle nye slagskibe bygget efter

1935 (Washington traktaten fra 1922-1935

forhindrede konstruktion af nye slagskibe

over 35.000 tons). Traktaten forbød imidlertid

ikke forsøg til ny viden om slagskibe.

I 1935 færdig-gjorde ”The David Tailor

Institute” i USA resultaterne af en række

forsøg i vandbassiner og opstillede en formel

til beregning af slagskibes hastighed.

Med udgangspunkt i et skib med en gennemsnitslængde

på 130m og en vægt på

35.000tons lyder formlen: Slagskibets hastighed

= 1.19 gange kvadratroden af

vandlinielængden. Det er tilladt at regne

efter. Dette betød, at man nu fik nye og

Tekniske data:

Længde: 271 meter

Bredde: 33 meter

Dybgang: 11,5 meter

Deplacement:57.271 tons

Besætning: 3.100 mand

Maskineri:

8 Babcock & Wilcox kedler

4 Dampturbiner General Electric og

Westinghouse på i alt 212.000 SHP

4 skruer Fart: 34 knob.

8 dampdrevne el-generatorer på i alt

10 MW.

Armering:

Skiftede meget gennem skibenes levetid,

men det fremgår af teksten.

mere nøjagtige beregninger af forholdet

mellem vægt, længde og fart. Efterfølgende

forsøg viste tillige, at ved hastigheder

over 30knob, måtte man påregne en betragtelig

reduktion af hastigheden grundet

datidens konstruktioner af skruerne. Nye

propeller måtte udvikles og dette element

har lige siden været grundlaget for forsøg

og nykonstruktioner af propeller (bare se

vor egen PEDER SKRAM).

I 1936, da japanerne trak sig ud af ”Second

London Naval Conference”, nedsatte præsident

Roosevelt en komite ”BDAB”

(Battleship Design Advisory Board), som

skulle komme med forslag til udvikling af

nye slagskibe, der kunne matche japanernes

nykonstruktioner. De første designs

blev 2 skibe af North Carolina klassen, og 4

af South Dacota klassen, der hurtigt blev

vedtaget af kongressen. Da disse 6 skibe

stadig var begrænset af nogle bestemmelser

fra Washington traktaten, opnåde de

kun en hastighed på 28knob. Dette var

hurtigt for et slagskib, men ikke nok til

8 ___________________________________ Venneforeningens blad september 2009


fartmæssigt at kunne følge med som eskorte

for hangarskibe. Efter the ”Second London

Treaty” i 1938, vedtog United States

Congress i 1939 the ”Second Vinson Act”,

der bemyndigede U.S. Navy til, at bygge 4

nye slagskibe af Iowa klassen på

48.000tons og med en hastighed på

33knob, samt 2 Montana klasse slagskibe.

Ordren for de første 2 Iowas blev endelig

godkendt 1. juli 1939. De skulle danne

eskorte for de hurtige hangarskibe der var

bygget eller planlagt. De første hangarskibe

var de 2 af Lexington klassen fra 1936

(oprindelig køllagt 1920-22 som 6 slagkrydsere

af Lexington klassen på 45.000tons,

270m lange 33knob). Efter Washington

traktaten blev de 4 af skibene ophugget på

beddingerne, mens 2 blev færdiggjort i

1935 som hangarskibe, USS LEXINGTON

og USS SARATOGA.

Problemet for US Navy har altid været, at

man skulle dække 2 fronter - i Stillehavet

og i Atlanterhavet. Dette problem blev forstærket

af, at stort set alle store skibsværfter

dengang lå på østkysten. Med bygningen

af Panamakanalen var problemet løst,

men den voksende trussel fra japanerne

sidst i tyverne, og med planlægningen af

de nye ”Fast Battleships” måtte man forudse

problemer. De ville blive for brede, med

deres oprindeligt designet bredde på 37m,

hvormed de ikke kunne komme igennem

Panama kanalen, der kun var 34m bred.

Nye beregninger måtte til. De nye skibe af

Iowa klassen måtte designes til en fart af

35knob for at være sikker på en kontinuerlig

topfart på 33knob. Med en max bredde

på 33m og en hastighed på 35knob kender

vi nu de 2 af elementerne i vores lille ligning

fra tidligere, og regnestykket viser nu,

at skibene skulle have en vandlinielængde

på 262m. For at sætte fart i design – og

byggefase, gik man ud fra de eksisterende

tegninger af skroget på SOUTH DACOTA

klassen, der som sagt var 33m bredde og

210m lange, og man påsatte herefter en

61m sektion i bovkonstruktionen, hvorefter

totallængden blev 271m. Iowa klassen blev

dermed de længste slagskibe der nogensinde

er konstrueret. For at holde byggeterminerne

brugte man til denne bovsektion,

tegningerne fra de 6 slagkrydsere af Lexington

klassen. Da denne var slankere end

hoved-skroget på Iowa klassen, fik skibene

en underlig brat indsnævring lige efter Btårnet.

Når man betragter skibet fra oven,

ser man tydeligt denne underlige indsnævring

der strækker sig fremefter som et underligt

langt krydserligende ekstra skrog,

hvorved skibet får et noget uharmonisk udseende.

Set fra siden fremtræder skibet

dog særdeles flot, kraftfuldt og harmonisk.

Det vigtigste er imidlertid, at konstruktionen

virkede. Skibet kunne passere Panama

Kanalen, og havde en designet tophastighed

på 34knob.

Som sagt havde kongressen kun bevilget

penge til 2 slagskibe af Iowa klassen, BB-

61 USS IOWA og BB-62 USS NEW JERSEY,

og skibene blev færdig budgetteret til $125

mil. pr. skib, hvilket svarer til ca. $2,8 mia.

i dag. Kræfter i kongressen og US Navy foreslog

derfor, at ombygge de 2 Iowas til

hangarskibe ligesom Lexington klassen og

aflyse de sidste 4 til fordel for flere hangarskibe.

Denne ide blev kraftigt støttet af Admiral

Ernest King, som på det tidspunkt var

chef for Naval Operations. Situationen skiftede

politisk ved Frankrigs fald i sommeren

1940, hvor Præsident Roosevelt fik overbevist

kongressen om, at USA herefter – før

eller siden risikerede at blive inddraget i

krigen mod Tyskland og mod Japan. Dette

bevirkede, at kongressen indså behovet og

i sommeren 1940 vedtog the Two Ocean

Navy Building Program, samt bevilgede

Venneforeningens blad september 2009 __________________________________ 9


de nødvendige midler til denne opbygning.

Som tidligere omtalt blev det til de enorme

programmer for hangarskibe, krydsere, destroyere,

fregatter, landgangsskibe m.v.

Herunder også bevilling af yderligere 2 nye

slagskibe af Iowa klassen BB-63 USS MIS-

SOURI og BB-64 USS WISCONSIN, samt 2

slagskibe af Montana klassen (BB-65 og BB

-66). De 2 Montana klasse skibe, var noget

langsommere end Iowa klassen, og set i

lyset af deres rolle som eskorte for hurtige

hangarskibe, nedprioriterede kongressen

hurtigt planlægningen af disse 2 skibe, og

bestillingen blev udsat til der blev ledig

værftskapacitet. Senere ændrede man bestillingen

af de 2 Montana skibe til yderligere

2 Iowa klasse skibe, der blev bestilt som

BB-65 USS ILLINOIS og BB-66 USS KEN-

TUCKY. Under ledelse af Secretary of the

Navy (Marineminister) Charles Edison var

planerne hurtigt færdige og de 2 sidste Iowa

klasse skibe blev bestilt hos værfterne i

juli 1939. Efter slagne ved Coral Sea og

Midway i 1942, hvor US Navy havde så stor

succes med hangarskibe, flyttede man prioriteringen

over til bygning af nye Essex

klasse hangarskibe. Dette betød, at kun BB

-61 og BB-62 fortsatte efter planerne, mens

bygningen af BB-63 og BB-64 blev kraftigt

nedprioriteret. Da man nu havde fået nys

USS MISSOURI (BB-63)

om japanernes byggeprogram af Yamato

klassen, indså man nødvendigheden af en

kraftig eskorte for hangarskibe i form af

”Fast Battleships”. Som en konsekvens af

dette satte Charles Edison arbejdet på BB-

65 og BB-66 i gang Det betød at alle 6 Iowa

klasse skibe var kølstrakt ved udgangen

af marts 1942.

USS IOWA (BB-61) bygget på New York

Navy Yard. Bestilt 1. jul 1939. Køllagt jun.

1940, søsat aug. 1942, kommando feb.

1943. Udgået 2006 måske!)

USS NEW JERSEY (BB-62) bygget på Philadelphia

Navy Yard. Bestilt 1.jul. 1939. Køllagt

sep. 1940, søsat dec. 1942, kommando

maj 1943. Udgået 8.feb. 1991

USS MISSURI (BB-63) bygget på New York

Navy Yard. Bestilt 12. jun. 1940. Køllagt

jan. 1941, søsat jan. 1944, kommando jun.

1944, Udgået 12.jan. 1995

USS WISCONSIN (BB-64) bygget på

Philadephia Navy Yard. Bestilt 12.jun.

1940. Køllagt jan. 1941, søsat dec. 1943,

kommando apr. 1944. Udgået 17.feb. 2006

(måske!)

10 ___________________________________ Venneforeningens blad september 2009


USS ILLINOIS (BB-65). Bygget på Philladelphia

Navy Yard. Bestilt 9.sep. 1940. Køllagt

jan. 1945, konstruktion standset aug.

1945 efter 22% færdiggjort. Ophugget på

beddingen i 1958.

USS KENTUCKY (BB-66) bygget på Norfolk

Navy Yard. Bestilt 9.sep 1940. Køllagt mar.

1942, bygning standset jun. 1942, genoptaget

dec. 1944, igen standset i feb. 1947.

Søsat jan. 1950. Ophugget i 1958.

Iowa klassen blev som sagt primært skabt

til at indgå i en Task Force som eskorte for

hangarskibene. Hastigheden var derfor den

samme ca. 33knob. Hovedartilleriet på 9

stk. 16inc. (406mm) 50cal. og sekundærartilleriet

på 20 stk. 5inc. (127mm) 38cal. var

udviklet til at optage kampen mod skibe og

fly i den Kejserlige Japanske Flåde. Da de

første Iowas blev bestilt havde man endnu

ikke informationer om bygningen af Yamato

klassen. Japanerne havde bestilt i alt 4

af disse superslagskibe, men kun 2 blev

færdigbygget, IJN YAMATO, køllagt 1937

og kommando i 1941, samt IJN MUSASHI,

kommando januar 1943. Skibene havde et

deplacement på 73.000tons fuldt fl. længde

263m oa. bredde 39m, fart 28knob. Hovedbevæbning

var 9 stk. 18inc. (459mm) kanoner,

der sendte en granat på 1.500kg ud

på en afstand af 42km. Hele projektet blev

hemmeligholdt i en grad, så amerikanerne

først fik kendskab til det i slutningen af

1941. Det ville nu på intet tidspunkt have

ændret noget i planerne for US Navy, idet

konstruktionen af nye 18inc. kanoner ville

forsinke Iowa projektet et helt år eller mere.

Samtidig skulle bredden af skibene øges

med minimum 4 meter for at få plads til

barbetterne for kanontårnene, og i så fald

ville skibene ikke være i stand til at passere

Panama kanalen. Derudover ville hastigheden

blive reduceret til ca. 27knob. Ironisk

nok blev de japanske skibe sænket af fly

fra amerikanske hangarskibe af Essex klassen.

IJN MUSASHI ved slaget i Leyte Gulf

oktober 1944 (beskrevet i artiklen om Fletcher

klase destroyerne) og IJN YAMATO

blev sænket i en selvmordsaktion ved Okinawa

i april 1945. Skibene modtog hver

især ca. 20 flybårne torpedo-træffere og

ca. 30 bombe-træffere før de sank.

Iowa klassen med hovedartilleri på 9 stk.

16inc. (406mm) kaliber-50, Mk-7, blev de

kraftigst armerede slagskibe US-Navy no-

gensinde sendte til søs. De blev artillerimæssigt

kun overgået af Yamato klassens

18inc. (459mm), men disse enorme kanoner

med deres abnormt tunge kanontårne

og optiske artilleriledelse var de amerikanske

underlegne i kvalitet, træfsikkerhed og

skudhastighed, samt ikke mindst, amerikanernes

radarstyret artilleriledelse. Nu lige

lidt tekniske data for artilleriet i Iowa klassen.

Hvert tårn vejer 1.735tons uden ammunition.

Hertil kommer vægten af barbetterne,

men da de er en del af selve skibets

konstruktion, ser vi bort fra dem. Selve tårnet

hviler løst på et stort antal ruller i barbetten.

Tårnene ville rent faktisk falde ud

hvis skibet kæntrede (Dette skete for BIS-

MARCK da den kæntrede og sank, hvor tårnene

senere blev fundet spredt langt fra

skibet). Vægten af granaterne var 850kg

for brisantgranat og 1.257kg for pansergranat

(en fuld salve med pansergranater svarer

således til, at 9 folkevogne bliver kastet

ud på en afstand af 38.000m). Skudhastigheden

var 2 skud pr. minut. Hvert løb vejer

121.500kg og eleveres selvstændigt. Rekyllængden

er 122cm. og varer 0,43 sekunder.

Fremløbet tager 0,90 sekunder og kanonløbet

eleveres automatisk til ladnings

position under fremløbet. Kanonløbne er

placeret med større afstand i tårnet end i

tidligere konstruktioner for at øge træfsikkerheden,

idet salven så bliver mere

spredt. For yderligere at forstærke ef-

Venneforeningens blad september 2009 __________________________________ 11


fekten blev kanonløbne affyret med intervaller

på 0.06 sekunder (kan ses med det

blotte øje). Riffelgangene havde i 1939 en

levetid på 239 skud, men blev løbede opdateret

ved udvikling af mindre korroderende

krudttyper, og var i 1982, med en svensk

udviklet krudttype fra Bofors, helt oppe på

1.500 skud. Pansergranaterne kunne trænge

gennem 9m beton og gennem 742mm

panserstål på en afstand af 5.000m og en

indfaldsvinkel på 2,5 grader. Ved 38.000m

var tallene 259mm ved 45,5 grader. Flyvehastigheden

for pansergranaterne var

820m pr. sek. d.v.s. at det tog ca. 1 minut

og 34 sekunder at nå ud til 38.000m. Ved

en bredside med alle 9 kanoner var rekylen

så kraftig, at skibet kunne flytte sig op til

7m sidelæns. (Se billedet på foregående

side).Hvert tårn havde en besætning på 10

mand.

Som sekundær armering havde skibene 20

stk. 5inc. (127mm) Mk.10, kaliber-38 i 10

dobbelttårne. Disse pjecer var blevet introduceret

i 1936 i single affutager og senere i

dobbelttårne. Pjecerne var af typen ”Dual

Purpose”, d.v.s. de kunne bruges både

mod sømål og luftmål. De var i 1942 installeret

i samtlige større krigs-skibe i US-Navy.

Pjecerne på Iowa skibene var opdateret til

Mk.36 og med Mk.37 ildledelse, og var derfor

klar til de nye ammunitionstyper der

blev udviklet. Omkring 1943 var bl.a. de

nye luftværnsgranater med radiobrandrør

(Proximity Fuse) klar til brug. Med denne

ammunitionstype blev disse kanoner en

torn i øjet på japanerne, der mistede mange

af deres erfarne piloter på denne konto;

Vi kender jo pjecen fra PEDER SKRAM hvor

vi har en Mk-38 version. Besætningen var

på ca. 30 mand. Traditionsmæssig var et af

disse tårne på Iowa skibene altid bemandet

med folk fra skibets detachement fra US.

Marines.

Som nærluftværn var skibene udstyret med

et antal 40mm og 20mm luftværnskanoner.

Antallet blev hastigt forøget efterhånden

som truslerne fra fly blev større og større.

Antallet kunne variere fra skib til skib, men

ved krigens afslutning lå total tallet på mellem

130 og 150 stk. i alt. 40mm kanonen

fra svenske Bofors var den bedste lette

luftværn før anden verdenskrig, og blev

brugt i forskellige versioner i både Royal

Navy og U.S. Navy. I den danske flåde blev

den introduceret i 1937 i de 4 ubåde af

Havmanden klassen og artilleriskibet NIELS

JUEL. Pjecen er luftkølet, men amerikanerne

ombyggede den til vandkøling og opstillede

den i single, dobbelte og firling affutager

med vandkøling. Vandkølingen bevirkede,

at man kunne affyre længere skudsalver,

men gav til gengæld større vægt og

større besætning. Royal Navy havde både

single og dobbelte affutager med luftkøling,

men udviklede samtidig Pom Pom - typen

med alt fra 6 til 10 vandkølede piber, som

til gengæld var kortere (den blev døbt Pom

Pom p.g.a den plob-lyd den gav ved affyring).

Med introduktionen af Mark-51 ildledelses-systemet

i 1944 blev 40mm kanonerne

så effektive, at de fra oktober 1944

til august 1945 stod for 30 procent af flådens

nedskydninger af japanske fly. Som

sidste led i kæden af nærluftværn brugte

man 20mm maskinkanoner af det Schweiziske

fabrikat Oerlikon. Amerikanerne modificerede

den så det kun var bundstykket der

rekyllerede, piben forblev rolig. Dette gav 2

fordele: Kanonen var lettere at sigte med,

idet den ikke rystede så meget fra rekylen,

og den kunne skyde meget længere uden

at piben løb varm. Begge kanonsystemer

beviste især deres værdi ved de japanske

Kamikaze angreb.

Ved udrustningerne af skibene i perioden

1969 til 1990 blev skibene moderniseret

med Phalanx CIWS (Close in Weapon

12 ___________________________________ Venneforeningens blad september 2009


Phalanx CISW.

System) som består af en 20mm Gatling

kanon med op til 6.000 skud i minuttet.

Man havde også planlagt et antal platforme

for Sea Sparrow luftværns missiler, men

dette måtte man opgive, idet systemet ikke

kunne tåle rystelserne fra 16inc. kanonerne.

Derudover blev skibene udrustet med

Tomahawck land- attack missiler, der med

deres rækkevidde på 1.500km rakte 40

gange så langt som kanonerne og med en

præcision på under en meter. Yderligere

blev skibene udstyret med Boing RGM-84

Harpoon missiler mod sømål. I 1980 blev

de desuden opdateret med et nyt SRBOC

(Super Rapid Bloom Offboard Chaff). Under

Golfkrigen i 1991 blev USS MISSOURI angrebet

af en irakisk speed båd der affyrede

et mindre missil. Chaff systemet affyrede

automatisk og helt korrekt et antal Chaffs

som fik missilet til at styrte i havet. Uheldigvis

lå en fregat USS JARRET tæt på,

hvor den automatiske CIWS Phalanx opfattede

Chaff granaterne som fjendtlig ild,

hvorefter den automatisk begyndte at skyde.

USS MISSOURI blev ramt af adskillige

20mm projektiler og flere besætningsmedlemmer

blev såret.

Når vi taler om kampskibe som slagskibe

og krydsere, er man også nødt til at bedømme

dem på deres passive beskyttelse.

Her taler vi kun om panser. Slagskibenes

panser kan normalt modstå en granat fra

kanoner af egen kaliber. Før 1906 prøvede

man at dække mest muligt af skibet med

panser, hvilket bevirkede at pansret blev

for svagt. Amerikanerne udviklede derfor i

begyndelsen af 1900-tallet ideen med ”All

or Nothing” hvor man kun pansrede vitale

dele som maskinrum, hovedartilleri og

kommando-faciliteter. Denne ide tog eng-

lænderne til sig da de udviklede det revolutionerende

slagskib HMS DREADNOUGHT.

Skibet kunne overleve at blive ramt i de

bløde dele, mens de pansrede dele nu var

kraftige nok til at afvise granater af samme

størrelse som ens egne. Efterhånden som

artilleriet blev udviklet til at skyde over

længere afstande fik kanonerne højere elevation,

og dermed højere indfaldsvinkel på

målet, og dermed større risiko for at ramme

ned i dækket. Derfor måtte man øge

dækspansret, men vægten heraf gik så fra

sidepansret. Nye støbemetoder og valsemetoder

under højere temperaturer, ved

produktion af panserstål, formindskede dette

fordelings-problem væsentligt. Det stål

der blev brugt til panseret på Iowa klassen,

var en Nikkel-stål blanding der var udviklet

og valset hos Bethlehem Steel Mill og Luken

Steel Mill, begge i Pennsylvania,. Sidepansret

der var 310mm tykt, blev lagt i et

bælte fra lidt under vandlinien og op således,

at vitale dele i skroget var beskyttet

mod granater. Samtidig havde man på disse

skibe lagt pansret på indersiden af skibssiden

således at det kunne få en bedre

hældning indad og samtidig mindske vandmodstanden.

Torpedo-beskyttelsen under

vandlinien og pansret bestod af indvendige

tanke langs skibssiden der var fyldte med

brændselsolie. Efterhånden som olien blev

brugt, blev tankene genopfyldt med vand.

Ydersiden var kun lettere pansret, og bevarede

derved en hvis fleksibilitet. Den indvendige

side af tanken var ligeledes lettere

pansret. Hvis en torpedo ramte, ville ydersiden

blive deformeret, men forblive tæt,

og olien ville optage chock bølgerne. Skulle

der alligevel opstå brud i den yderste skal,

ville den inderste forblive intakt. Systemet

med indvendig panser og torpedo beskyttelse

var medvirkende til, at give disse skibe

deres høje fart og reducere bredden.

Ulempen var, at der blev mindre indvendig

volumen, hvilket især gik ud over mandskabet.

Iowa klassen var fra starten udrustet med

3 Vought OS2-U Kingfisher fly til rekognoscering

og artilleri-ledelse. De var anbragt i

en hangar helt agter under hoveddækket

og der var 2 katapulter til start. Helt agterude

på dækket var der en stor kran til ombordtagning

af flyene. Denne store kran

var i mange år en stor hjælp til fjernkending

af amerikanske krydsere og slagskibe.

I 1944 begyndte man at udskifte King-

Venneforeningens blad september 2009 __________________________________ 13


fisher flyene med Curtiss Seahawk, der

havde den fordel, at de var udrustet med

sænkbare hjul. Fra 1949 blev alle fly i slagskibe

og krydsere udskiftet med helikoptere.

Fra 1980 og fremefter var Iowa skibene

i stand til at servicere helikoptere af alle

størrelser, selv CH-53 Sea Stallion.

Maskineriet på Iowa klassen var det mest

avancerede efter datidens målestok. 8 stk.

Babcock & Wilcox kedler producerede de

enorme mængder af damp til de 4 turbiner.

Kedlerne opererede med en maximum superheater,

hvilket gav et tryk op til 600

Pounds pr. kvadrat inch (4.100 kPa), og en

udgangstemperatur for dampen på 875

grader Farenheit. Ved normal krydsfart var

kun 4 kedler i gang, men ved hastigheder

over 27knob var alle 8 kedler tændt. Fra

kedlerne gik dampen over i de 4 turbiner,

der var forbundet til hver sin skrueaksel.

De 2 yderste skruer havde fire blade der

var 5,5m i diameter. De 2 inderste havde 5

blade der var 5,3m i diameter. Turbinerne

var fra General Electric og fra Westinghouse.

Turbinerne er bygget op med en 12

trins højtryksturbine, fulgt af en 9 trins lavtryksturbine.

Dampen passerer først gennem

højtryksturbinen hvor turbinebladene

er lidt større ved indgangen end ved udgangen.

Mens dampen passerer gennem

turbinen, tvinger den turbinebladene rundt

med op til 2.100 rpm. (omdrejninger pr.

minut) samtidig med, at dampen ekspandere,

fra et tryk på 540 pounds pr. kvadrat

inch (3.700kPa) til 50 pounds pr. kvadrat

inch (340kPa). Derefter går dampen til lavtryksturbinen,

stadig med sit tryk på kun 50

pounds pr. kvadrat inch. I lavtryksturbinen

har turbinebladene ved indgangen samme

størrelse som højtryksturbinen, men er mere

end dobbelt så store ved udgangen. Dette

betyder, at dampen nu udvides fra et

tryk på 50 pounds pr, kvadrat inch, til et

vakuum på 29 inch kviksølv, hvorved man

får mere kraft ud af lavtryksturbinen end af

højtryks-turbinen. Transmissionen til skrueakslerne

går gennem dobbelte reduktions

gear, således at omdrejningerne ved

33knob reduceres fra 2.100 rpm. på turbinerne,

til 202 rpm. på skrue-akslerne. Totalt

output er 212.000 SHP (158.000 kW).

Skibe som IOWA klassen forbruger enorme

mængder af elektricitet; alene de 3 kanontårne

forbruger næsten en tredjedel af kapaciteten.

Der er derfor i alt 8 dampturbiner

til at drive 8 generatorer placeret, med

2 sæt i hvert af de 4 maskinrum. Disse 8

systemer producerer hver 1,25 MW eller i

alt 10 MW. Efter at dampen har passeret

lavtryksturbinerne og generatorturbinerne,

går den gennem nogle kondensatorer, hvor

den nedkøles og bliver omdannet til vand

igen. Dette vand sendes retur til kedlerne

hvor det opvarmes til damp igen. Der er

selvfølgelig et vist spild i denne proces,

især i kondensatorerne. Dette vandspild

bliver erstattet af 3 store evaporators (en

slags destillationsapparater) der kunne producere

380.000 liter vand pr. dag. Ca.

150.000 liter vand sendes tilbage til opfyldning

af kedlerne. Resten af vandet gik til

bad og konsumering for besætningen. Alle

toiletter med videre brugte saltvand.

Iowa klassen er de hurtigste slagskibe der

nogensinde er søsat. Teoretisk skulle de

være i stand til at opnå en hastighed på

35knob, men jeg har ikke været i stand til

at finde dokumentation for, at de

14 ___________________________________ Venneforeningens blad september 2009


nogensinde nåede denne hastighed, idet

alle hastighedsmålinger og hastighedskurver

stadig er klassificeret og dermed utilgængelige.

Visse teorier og målinger er dog

tilgængelige og man kan ud fra dem beregne

de teoretiske hastigheder. Naval Board

beregnede med vores formel og ved model

tests, at skibene kunne opnå en hastighed

på 32,5knob ved et deplacement på

53.900tons og ved et output fra maskineriet

på 212.000 SHP. Da man havde beregnet

maskineriet til kunne klare en

”overload” på 20% og vi samtidig sætter

deplacementet ned til 51.000tons (den anbefalede

vægt for prøvetur) når vi op på

35,4knob, hvilket således er den teoretiske

maximale hastighed. Herfra må man nok

fratrække nogle procent, idet datidens

skruer havde en tendens til at skabe bobler

ved høje hastigheder, og beregningerne

når nu frem til 34,1knob. Samtidig kommer

tommelfingerreglen, at for hver gang vi

øger hastigheden med 4 knob, fordobles

hestekraftforbruget. Hvis vi sætter kraftforbruget

ved 27knob til 53.000 SHP, så vil

forbruget ved 30knob være 106.000 SHP

og ved 34knob 212.000 SHP. Denne effekt

sætter sin naturlige begrænsning på alle

skibe. Den er først ophævet i dag med nye

skrogformer, typisk af katamaran typen,

samt nye Waterjets i stedet for skruer.

Elektronisk var skibene ligeledes udstyret

med det mest moderne inden for både

kommunikation, varsling og ildledelse. Systemerne

blev løbende opdateret under krigen

frem til 1945. Herefter blev systemerne

igen opdateret for hver gang skibene blev

genudrustet. Efterhånden som der kom nye

våbensystemer ombord, fulgte der selvfølgelig

også nye varsling – og ledelses systemer

med. Både varslings systemerne og

ildledelses systemere kom som et chok for

japanerne. Ildledelses systemerne med deres

radar måling, viste deres overlegenhed

i forhold til optisk afstandsbedømmelse, og

især under nat aktioner var de uvurderlige.

USS IOWA hejste kommando 27 august

1942. Efter prøveture i et par måneder i

Chesapeake Bay blev den overført til Naval

Base ”Argentina” i New Foundland. Her

skulle skibet være ”stand by” hvis det tyske

slagskib TIRPITZ skulle bryde ud fra Norge,

og var således det eneste af de 4 skibe der

havde en kort karriere i Atlanten med chance

for at komme i kamp med tyskerne. 25.

oktober 1943 var den værtsskib for Præsident

Roosevelt på rejsen til konferencen i

Casablanca og Theran. Under en øvelse

ved Azorerne affyrede destroyeren USS W.

PORTER, ved en fejl en torpedo mod USS

IOWA, der hurtigt iværksatte undvigemanøvre.

Roosevelt blev alarmeret, men bad

blot sekretæren om at flytte hans kørestol

over i den modsatte side. Torpedoen eksploderede

i kølvandet. Overført til Stillehavet

i december 1943 og tilsluttet Task Force

TF-38 under kommando af Rear Admiral

F. Sherman. TF-38 deltog i invasionen af

Kwajalain og Enivetok atollerne. Herefter til

Truk,Saipan, Tinian, Rota og Guam, samt

eskorteopgaver for hangarskibe.

Fra 18. marts 1944 flagskib for Vice Admiral

Willis Lee (Comander Battleships Pacific)

og var i oktober 1944 med i slaget ved Leyte

Gulf. Slaget har jeg beskrevet i min tidligere

artikel om Fletcher klassen. Den 18.

december skulle en stor del af denne flåde

indtage nye forsyninger efter 3 hårde dage

med store angreb mod japanske flybaser

ved Manila. Det meste af TF-38, 13 hangarskibe,

8 slagskibe også USS WISCONSIN,

15 krydsere og ca. 50 destroyere, afsejlede

til mødestedet med en stor forsyningsflåde,

under kommando af Commodore Jasper

Acuff. Her skulle de tanke olie, få nye forsyninger

af ammunition, tørlast og kølelast,

og ikke mindst flyreservedele. De mødtes

d.17. december og selv om der var hård

vind og kraftige bølger, begyndte overførslerne

planmæssigt, men uden varsel befandt

hele TF-38 og forsyningsflåden sig

midt i øjet af tyfonen ”Cobra”. 3 destroyere

USS HULL, USS MONAGHAN og USS SPEN-

CER kæntrede og sank og alle besætningerne

omkom. 5 hangarskibe, 1 krydser og

5 destroyere fik så store skader, at de måtte

returnere til forskellige baser for reparationer.

I alt omkom 790 mand og 180 blev

kvæstet. 4 af de 5 beskadiget hangar-skibe

havde store brandskader, der var opstået

fordi fly havde revet sig løse. I alt 246 fly

blev ødelagt af brand og sammenstød, .

eller simpelthen skyllet overbord. USS IO-

WA forblev helt uskadt og beviste herved

sin sødygtighed.

Efter et værftophold i Pearl Harbor, indgik

den i TF-58 under Admiral Spruance i operationerne

mod Iwo Jima og Okinawa. Var

med i de omfattende kampe i indre japanske

farvande og deltog til sidst i ceremonierne

i forb. med underskrivelse af

Venneforeningens blad september 2009 __________________________________ 15


Hangarskibet CVL 25USS COWPENS

i tyfonen Cobra.

våbenstilstanden i Tokyo Bay d. 2. september

1945. Strøg kommando i 1946. Reaktiveret

1950 i forb. med Korea krigen og ankom

til Korea 1. april 1952, hvor den afløste

USS WISCONSIN som flagskib for Admiral

Robert Briscoe. Den deltog i kystbombardementer

ved Songjin, Hungnam og Kojo,

og tog herefter del i ”Call Center for

kystbombardementer” ved hele den koreanske

kyst. Hjem igen i april 1952. Var tilknyttet

atlantflåden i nogle år og flagskib

for 6. flåde i Middelhavet i 1955. Strøg

kommando igen 22. oktober 1955. I forbindelse

med Ronald Reagans plan om en

“600 ships Navy” i begyndelsen af 1980,

blev den kraftigt moderniseret hvorved

samtlige 40mm og 20mm kanoner samt 4

stk. 5inc. (127mm) kanontårne blev sat i

land. Ind kom ny elektronik, radar og ildledelse,

16 stk. AGM-84 Harpoon missiler, 32

stk. BGM-109 Tomahawk krydser missiler

og 4 stk. CIWS 20mm Phalanx luftværns

kanoner. Den indgik på skift i atlantflåden

og 6. flåde i Middelhavet. Den 19. april

1989 skete der under en skydeøvelse, en

eksplosion i B-tårnet, hvorved 47 mand

omkom. Tårnet blev aldrig repareret. Den

strøg igen commando. Den lå i mølpose til

17. marts 2006, hvorefter den udgik af

flådelisten. US Navy har doneret den som

museumsskib, men kongressen, især senatet

fik kolde fødder, ved udsigten til at

miste ildstøtten fra de tunge kanoner, og

har ved lov nr. 109-163 bestemt, at uanset

hvem der modtager skibet, skal det holdes

i en stand der tillader skibet, at hejse kommando

igen. Dette til flådens store raseri,

idet det indtil nu har afholdt enhver fra at

modtage skibet til museums formål. Nu ligger

skibet så oplagt i Suisun Bay i San

Francisco på flådens regning. Beregninger

viser ligeledes, at det vil koste skatteyderne

500 mil. dollars for reaktivering og 1.5 mia.

for modernisering, idet våbensystemerne

ikke er opdateret. Desuden må flere hundrede

pensionister forlade deres rare

tilværelse, idet US Navy ikke mere har folk

med fornøden ekspertise til at sejle skibet.

USS NEW JERSEY hejste kommando 23

maj 1943. Efter uddannelse i Caribien og

Atlanten blev den overført til Stillehavet. I

lighed med USS IOWA indgik den i TF-58.2,

og deltog i nøjagtig de samme operationer.

Blev dog ved slaget ved Leyte oveført til

Admiral Mitchers flåde og indgik i den luftværns

skærm der blev lagt rundt om hangarskibene.

Da japanske fly fra den kejserlige

marine angreb i stort tal, blev de mødt

af den kraftigste luftværnsild nogensinde,

samt hundredevis af amerikanske fly fra

hangarskibene. Dette slag fik tilnavnet ”The

Marianas Turkey Shoot” (Kalkunjagten).

Japanerne mistede 4-500 fly, men det værste

af alt var tabet af så mange erfarne piloter.

Dette tab overvandt de aldrig. Den

deltog både ved Iwo Jima og Okinawa og

ved bombardementer ved de nordlige japanske

øer samt ved Tokio. Strøg kommando

i 1945, men blev igen aktiv i 1950,

for deltagelse i Koreakrigen. Den deltog

som eskorte for hangarskibe og udførte

samtidig kystbombardementer ved Wonsang,

Yangyang, og Kansong. Efter våbenstilstanden

udførte den forskellige uddannelsestogter

og eskorteoperationer før den

igen strøg kommando medio 1953. Var under

kommando i 1968, hvor den udførte

kystbombardementer ud for Nord Vietnam.

Strøg kommando igen i 1969, men indgik

igen i Ronald Reagans 600-skibs flåde program,

og blev moderniseret på linie med

USS IOWA. Blev sendt til Middelhavet hvor

den under US-Marines invasion i Libanon,

udførte bombardementer af syriske styrker

i Bekaa dalen vest for Beirut. Strøg for sidste

gang kommando 8. februar 1991,

hvorefter den blev doneret til the Home

Port Alliance of Camden, New Jersey som

museumsskib.

USS MISSOURI hejste kommando 11. juni

1944 og efter prøveture og uddannelse ud

for New York og Chesapeake Bay, blev den

via Panama kanalen overført til Stillehavet;

først til San Francisco, hvor den blev

16 ___________________________________ Venneforeningens blad september 2009


udrustet som flagskib, og den stod efterfølgende

ind i Pearl Harbor juleaften 1944.

Ankom 14. december til Ulithi, West Caroline

Islands, hvor den blev flagskib for Vice

Admiral Mitcher. Deltog i Mithers Task Force

TF-58 som eskorte for hangarskibene,

der blev de første til at indlede luftangreb

på det japanske hovedland efter General

Doolittles luftangreb på Tokio i april 1942.

TF-58 blev overført til invasionen ved Iwo

Jima og senere ved Okinawa for at yde luft

- og ildstøtte for U.S. Marines. Deltog herefter

i bombardementerne af de japanske

øer Honshu og Hokkaido, hvorved en stor

del af den japanske værftsindustri blev

ødelagt. Bombarderede kort før våbenstilstanden

forskellige industrier i selve Tokio

Bay. Den var i disse operationer flagskib for

Admiral William Halseys 3. flåde. Under en

af disse operationer blev skibet ramt af en

Kamikaze i styrbord side midtskibs, få meter

over vandlinien. Til trods for, at den ene

vinge blev kastet helt frem til forreste

127mm kanontårn og spredte brændende

benzin ud over det hele, var skaderne minimale

og ingen kom til skade. Man kan i

dag, stadig se bulen i styrbord siden. USS

MISSOURI indskrev sig i historiebøgerne

ved, at være det skib hvor underskrift ceremonien

i forb. m. våbenstilstanden fandt

sted d. 2.september 1945.

En japanske delegation på vegne af den

japanske kejser, underskrev her våbenstilstands

papirerne. Ved denne lejlighed var

stort set alt hvad der kunne krybe eller gå

af allierede generaler og admiraler til stede.

Fra USA kan nævnes General MacArthur og

Admiral Nimitz, fra England Admiral of the

Fleet Sir Bruce Fracer, fra Frankrig General

Leclerc og mange andre. Som specielle gæster

deltog den amerikanske General Jonathan

Wainwright, der forsvarede og tabte

Fhillipinerne i 1942 og General Arthur Percival

der forsvarede og tabte Singapore ligeledes

i 1942. Begge tilbragte de følgende år

sammen i japansk fangeskab og fik, som

en æresbevisning (og en demonstration),

lov til at stå bag ved MacAtthurs stol, stadig

tynde og udmarvede, da han og Admiral

Nimitz underskrev fredsdokumenterne.

(Se billedet nederst på siden.) Efter ceremonien

fløj 450 fly fra hangarskibene en

”fly past” over hele den allierede flåde i Tokio

Bay.

Den blev overført til New York i marts 1946

og derefter sendt til Middelhavet, hvor den

bl.a. deltog i operationer mod de kommunistiske

oprørere i Grækenland. Blev overført

til Eastern Fleet og deltog i manøvre i Atlanten.

Blev ramt af en Star Shell hvorved

et par søfolk blev forbrændt, men ingen

materielle skader. Sejlede præsident Truman

til Sydamerika hvor han bl.a skulle underskrive

Rio-traktaten. Under manøvre

ved østkysten løb skibet d. 17. januar 1950

på grund i en mudderbanke ved Hamton

Roads, hvor stævnen blev løftet 2 meter

over vandoverfladen. Den kom først fri 1.

februar, hvilket gav russerne god tid til at

udpensle uheldet i den kommunistiske

presse. Det Nordkoreanske angreb på Sydkorea

kom fuldstændigt bag på Truman,

samt hele den amerikanske ledelse. USS

MISSOURI blev omgående overført til Korea,

hvor den ydede ildstøtte til allierede

styrker under tilbagetoget, og senere under

General MacArthurs invasion ved Incheon.

Eskorterede vekselvis hangarskibe eller

ydede ildstøtte for FN-tropperne. Strøg

kommando i 1958 og placeret i mølpose i

Philadelphia, indtil den igen kom under

kommando i 1986, ligeledes som følge af

Venneforeningens blad september 2009 __________________________________ 17


Ronald Reagans plan. Blev moderniseret på

samme måde som USS IOWA. Deltog i Gulf

krigen 1991, hvor den affyrede det første

Tomahawk missil kl. 01.40 d. 17. januar

1991. Bombarderede irakiske styrker i Kuwait

med 16inc. (406mm) granater. I alt

245 granater blev affyret. Strøg kommando

i 30. september 1991,og set i lyset af Sovjetunionens

sammenbrud, blev den endeligt

strøget af flådelisten 12. januar 1995.

Den blev skænket til Missouri Memorial Association

i Honululu, Hawaii, hvor den i dag

ligger som museumsskib i Pearl Harbor,

450m fra Arizona Memorial.

USS WISCONSIN hejste kommando 16.

april 1944 og blev efter prøver og træning

ved Chesapeake Bay og British Westindies

overført til Pacific Fleet d. 2. oktober 1944.

Tilsluttede sig Admiral Halsey’s 3. flåde d.

9.december 1944. Planen var nu, at foretage

en landgang på sydvestkysten af Mindoro

syd for Luzon. Herfra kunne amerikanske

styrker true japanske skibs-ruter gennem

det Sydkinesiske hav. For at forberede

denne landgang blev USS WISCONSIN tilsluttet

3. flådes Fast Carier Taskforce TF-

38. Den 18.december skulle en stor del af

denne flåde, som tidligere beskrevet, mødte

en forsyningsflåde under kommando af

Kommandør Jasper Acuff. I den efterfølgende

Tyfon Cobra forblev USS WISCON-

SIN helt uskadt, kun 2 søfolk fik lettere

kvæstelser. 3. januar 1945 var TF-38 klar

igen og indledte operationer mod Formosa.

12 - 15. januar angreb man Fransk Indokina

mellem Saigon og Camranh Bay med

både fly og artilleriild. 41 japanske skibe

blev sænket og dokfaciliteter, oliedepoter

og flybaser blev ødelagt. Resten af januar

angreb man igen japanske baser på Formosa,

samt flådebaser i Hongkong og olieraffinaderier

i Canton. USS WISCONSIN blev

overført til TF-58 under kommando af Admiral

Spruance og hele denne flåde med

hangarskibe som midtpunkt, sejlede d. 16

februar 1945 direkte mod den japanske

kyst omkring Tokyo. Under dække af dårligt

vejr og manglende japansk radar dækning,

lykkedes det at udføre en total taktisk

overraskelses-manøvre med fly og artilleri.

322 japanske fly blev skudt ned og ca. 200

blev ødelagt på jorden, desuden blev flybaser

og flådefaciliteter ødelagt. Den 17 februar

fortsatte man mod Ivo Jima for, at

støtte landsætningerne der. Man genbe-

søgte Tokio Bay d. 25.februar hvor man

angreb Hachino øen ud for Honshu. Amerikanske

fly nedskød 158 japanske fly og

ødelagde mange andre ved angreb på baserne.

USS WISCONSIN beskød og ødelagde

adskillige flåde faciliteter og 5 skibe blev

sænket. Tilbage til basen på Ulithi for at

hente forsyninger. 14.marts afsted igen for

at angribe baser i Japan således, at japanerne

ikke kunne overføre forstærkninger

til Okinawa. Under angreb mod baser på

øen Kyushu d. 19. marts, blev hangarskibet

USS FRANKLIN ramt af 2 Kamikazer. USS

WISCONSIN, 1 krydser og destroyers

eskorterede den brændende ”Flattop” ud af

området. I denne proces nedskød man 48

fly fra eskorterende fly ved hæftig luftværnsild.

USS WISCONCIN deltog efterfølgende

i beskydningerne af Okinawa. Hangarskibene

sørgede for en beskyttende ring

af fly (CAP, Combat Air Patrols) omkring

flåden, men alligevel lykkedes det d. 10

april mange Kamikazer at trænge igennem.

CAP nedskød 15, og resten på nær en, blev

nedskudt af den enorme luftværnsild. Kamikazepiloterne

havde ordre til først og

fremmest at ramme hangarskibene og i

dette tilfælde ramte piloten USS HANCOCK,

der heldigvis kun fik mindre skader. 11.april

blev flåden angrebet igen, og kun drastiske

manøvre og en enorm skærm af luftværnsild

forhindrede skader. CAP nedskød 17 kamikazer

og luftværnsilden nedskød 12. Den

næste dag blev TF-58 angrebet af 151 kamikazer,

men USS WISCONSIN og USS

MISSOURI samt krydsere og destroyers

lagde så tæt en spærreild, at det lykkedes

at holde kamikazerne væk. Om eftermiddagen

gik det dog galt og det lykkedes 4 kamikaze

piloter af styrte deres fly ned i hangarskibene

USS INTREPID, USS BUNKER

HILL, og USS ENTERPRISE. D. 4. juni blev

hele flåden igen ramt af en tyfon. USS

WISCONSIN red igen stormen af uden skader,

men 2 hangarskibe, 3 krydsere og et

antal destroyere fik alvorlige skader. 8. juni

genoptog man offensive operationer mod

Japan og USS WISCONSIN og co. afsejlede

mod Kyushu igen. Japansk luftforsvar var

efterhånden helt udryddet, og man blev

kun angrebet af ca. 30 japanske fly, der

alle blev nedskudt af fly fra hangarskibene,

mens USS WISCONSIN og krydsere beskød

landfaciliteter. Man fortsatte nu angrebene

mod industrierne i hele området omkring

Tokyo og fik nu besøg af 2 slagskibe

18 ___________________________________ Venneforeningens blad september 2009


fra den Britiske flåde. Hele denne styrke

kunne gennem hele juli og august fuldstændigt

uhindret fortsætte beskydningerne,

og udslettede bl.a. den japanske flådes

hovedbase ved Yokusuka, hvor også det

japanske slagskib IJL NAGATO blev totalt

ødelagt i sin dok. To dage senere overgav

japanerne sig og dermed var 2. verdenskrig

slut. USS WISCONCIN deltog i ceremonierne

ved våbenstilstanden i Tokio Bay. D.23.

september afgik skibet mod San Francisco

og herfra via Panama til Norfolk, Virginia.

D.1. juli 1948 strøg den kommando.

Ved Korea krirgen blev den reaktiveret og

indgik d. 26. november 1950 i Task Force

TF-77 som eskorte for 2 hangarskibe. Hovedopgaven

blev hurtigt skiftet, idet den

vendte tilbage til sin gamle metier med

kystbombardementer. Her blev den berømt

for sin tunge artilleristøtte, hvor den beskyttede

FN tropperne op til 40km inde i

landet. Det næste halve år sejlede den uafbrudt

op og ned ad ”the Bombline” for at

afgive ildstøtte efter behov. 1. april 1951

blev den afløst af sin søster USS IOWA og

vendte næsen hjemad. Igen fik den base i

Norfolk og deltog de næste par år i mange

opgaver og øvelser herfra. 6 maj 1955 havde

skibet en alvorlig kollision med destroyeren

USS EATON, hvilket forårsagede store

skader i stævnen af USS WISCONSIN. USS

EATON blev næsten skåret midt over foran

broen, men det lykkedes næstkommanderende

at ”binde” skibet sammen ved hjælp

af ankerkæderne. Ved ankomsten til Norfolk

Naval Shipyard, reddede en kvik ingeniør

sommertogtet for en hel klasse af kadetter.

Han foreslog, og fik gennemført, at

man simpelthen skar hele bovsektionen af

på USS WISCONSIN, og derefter gjorde

man det samme på USS KENTUCKEY der lå

ufærdig i tørdok hos Neport News Drydock

Corp. Denne enorme reservedel blev sejlet

på en kæmpe pram til Norfolk, hvor den

blev svejset på USS WISCONSIN og afprøvet

i løbet af 16 dage. 9 juni kunne kadetterne

mønstre ombord for deres sommertogt.

I 1958 strøg den kommando igen og

blev lagt i mølpose. 1. august 1986 blev

den reaktiveret igen, takket være Præsident

Reagans 600 skibe plan. Den blev moderniseret

på linie med de andre skibe og

deltog ligeledes i Golfkrigen i 1991. Den

affyrede det første døgn af krigen 23 Tomahawk

missiler mod Irakiske stillinger og

var hermed igen tilbage i sin vante rolle,

bare med moderne midler. 23 februar genoplivede

både USS MISSOURI og USS WIS-

CONSIN deres gamle lærdom, idet de blev

beordret til at yde artilleristøtte ved Faylaka

Island. USS MISSOURI kom først til fadet

og åbnede ild med alt det tunge skyts mod

irakiske skyttegrave. USS WISCONSIN skulle

nu beskyde skyttegrave længere oppe ad

kysten, men de irakiske soldater der, havde

overværet effekten på den første skyttegrav,

forsøgte forgæves, at overgive sig til

en måldrone der var sendt op fra skibet.

Deres bestræbelser blev dog observeret og

de blev uskadte taget til fange af et landgangsparty.

USS WISCONSIN delte skæbne

med USS IOWA, idet kongressen også her

Venneforeningens blad september 2009 __________________________________ 19


nægtede at godkende, at skibet blev strøget

helt fra flådelisten og foræret til museums-formål,

og det ligger nu også for flådens

og skatteydernes regning i Norfolk

Virginia.

USS ILLINOIS kølstrakt som det 5. Iowa

klasse skib, var som de 4 første beregnet til

at koste 125 US$ og byggetiden var sat til

40 måneder. En del af de økonomiske midler

kom fra salget af ”War Bonds” (Krigsobligationer)

der blev markedsført af ”Kong

Neptun”, en levende Hereford gris der blev

sat på auktion i en kampagne der gik over

hele USA. Den indsamlede 19 mill. dollars,

hvilket svarer til ca. 200 mill. Dollars i 2009

kurs. Arbejdet blev standset flere gange for

at give prioritet til andre projekter og gik

helt i stå efter 1945. Skibet var da 22 procent

færdigt, og man diskuterede meget og

længe – hvordan den skulle gøres færdig.

Der var mange fantasifulde projekter, men

ingen blev realiseret og skibet blev endeligt

hugget op på beddingen i september 1958.

Skibsklokken tilhører i dag The Illinois Football

Team, og der ringes hver gang de scorer

en ”Touchdown” eller et Mål.

USS KENTUCKEY blev kølstrakt 1.marts

1942. Bygningen af skibet blev plaget af

utallige udsættelser, første gang allerede d.

6.juni 1942 hvor den færdige køl blev fjernet

fra beddingen. Ny køl lagt d. 6. december

1944, men arbejdet blev standset igen

17. februar 1947, genoptaget igen 17. august

1948. Byggeriet blev igen standset d.

20.januar 1950, hvorefter den blev søsat,

idet man igen skulle bruge beddingen til

andre formal. Den var nu 73 procent færdig,

d.v.s helt op til 1. dæk. Der blev fremsat

seriøse forslag om at færdiggøre den

som missilskib på linie med den tunge

krydser USS BOSTON, men til trods for at

dette kun ville kræve mindre ændringer af

agterskibet, blev det aldrig vedtaget. I juni

1956 forsvandt så hele stævnen, der blev

brugt til reparation af USS WISCONSIN. En

ny blev konstrueret, men aldrig monteret. I

1961 forsvandt så kedler og turbiner til

brug i de nye Replenishment skibe af

Sacremento klassen. Dette viste sig senere

at være en fordel, idet disse skibe var i tjeneste

frem til 2000, og derfor kunne levere

ekspertise og mandskab til The Iowas da

de blev reaktiveret i 1980 under 600 skibs

planen. Vraget af USS KENTUCKEY blev

solgt til ophugning 1958.

Disse 4 skibe af Iowa Klassen har været i

tjeneste i gennemsnitlig 62 år. Dette er

uden diskussion den længste karriere for

nogen slagskibe – ja i princippet er de 2 af

skibene kun strøget halvt af flådelisten.

Dette sidste må vist anses for at være

unikt; her klynger man sig bogstaveligt til

de ”sidste reserver”. Samtidig er deres karriere

også unik. De deltog i 3 store krige,

og til trods for at de aldrig kom i kamp med

fjentlige slagskibe, var de med til at sætte

et helt uvurderligt fingeraftryk på afgørelsen

af disse konflikter. De fyldte så meget i

billedet i disse mange år, at mange udelukkende

forbinder begrebet slagskibe med

dem. Når alt dette er sagt, må vi ikke glemme

de mange tusinde mænd (og senere

kvinder) der bemandede disse skibe. Især

under Stillehavskrigen havde de det hårdt.

Trange og umagelige forhold ombord, kombineret

med næsten konstante alarmeringer

der holdt dem på klart skibs posterne

døgnet rundt. Beskrivelsen af USS WIS-

CONSIN illustrerer det pres der uophørligt

hvilede på skibe og besætninger. De talrige

bombardementer og angreb af japanske fly

var dagens eneste ret på menu kortet i Stillehavet.

De kom aldrig til at deltage i spektakulære

slag med modstanderens slagskibe. Deres

rolle som ”Capital Ships” blev for evigt

overtaget af hangarskibene. Spørgsmålet

er nu om politikerne og admiral King havde

ret i deres argumentation i 1938, at det

havde været bedre at bygge dem om til

hangarskibe? Det er ikke nemt at afgøre.

Teknisk er de aldrig blevet overgået, og jeg

mener, at de igennem tiden, med deres

enorme ildkraft, har udøvet en uvurderlig

støtte til netop hangarskibene, og ligeså for

landtropperne. Det politiske pres de mange

gange udøvede ved blot at være til stede,

må heller ikke undervurderes. Var de pengene

værd? Jeg mener ja; deres lange karriere

mere end antyder dette.

Dette er den sidste beretning om 10 skibe,

deres historie og bedrifter, men bag disse

skibe og deres besætninger, har der været

millioner af andre mennesker, mænd og

kvinder, der har planlagt, tegnet, banket,

nittet, svejset og malet, dag og nat. Uden

dem havde vi ikke haft mulighed for disse

10 fortællinger.

Jens Møller.


20 ___________________________________ Venneforeningens blad september 2009


F

redag d. 29. maj videregav premierløjtnant Lena Jørgensen sin Mindeankerpris

til fregatten. Gennem 25 år har en af søværnets tro støtter, Bendt

Fogh uddelt prisen til en dansk og en norsk kadet, som af deres kollegaer er

indstillet til denne hæder. Mindeankerprisen er et smukt skibsur og barometer

monteret på en træplade. En af de 25 udvalgte danske kadetter var Lena

Jørgensen, der i den lille Nyboder lejlighed kunne glæde sig over Mindeankerprisen.

Men da Lena

hørte, at fregattens

ur og

barometer var

blevet fjernet

ved klargøring

til ophugning

d. 7. april

1992, og hun

flyttede til nye

omgivelser,

fødtes ideen

om at videregive

prisen. Giveren

Bendt

Fogh syntes

om ideen.

Fornem gave til PEDER SKRAM

Også den norske ambassadør, Jørg Willy Bronebakk, der som vært for uddelingen

havde stået for alt det praktiske, tilsluttede sig Lenas ønske.

Ved en beskeden ceremoni i fregattens officersmesse kunne Lena afsløre gaven,

hvis træplade passede præcist til den gamle, og i mange år helt tomme,

træplade. Fregattens tekniske team havde sørget for opsætning og lidt

godt til ganen, før deltagerne måtte rundt på en kort men erindringsfremkaldende

rundtur – ambassadøren gjorde tjeneste i den norske marine i

1960’erne.

Blomster til Lena fra Bendt Fogh, Mindeankerpris til fregatten, glæde hos

ambassadøren og fregattens tekniske gutter. Ja, undertegnede kunne ikke

ønske sig mere lige i øjeblikket.

Niels Mejdal

Formand for Fonden Peder Skram

Foto. Frank Horn

Venneforeningens blad september 2009 __________________________________ 21


Om CEPLO’en i O-rummet.

Af Peter Lindstrøm

E

fter flere års ansættelse i Søværnets

Televæsen hvor jeg mest var

beskæftiget med service og vedligeholdelse

af kystradarstationer over

hele landet, fik jeg i 1975 et tilbud

om en ny uddannelse. Denne uddannelse

omfattede kurser i digitalteknik,

computer - og datateknik, samt programmering,

alt sammen med henblik

på at servicere Søværnets nye

taktiske datasystem ”CEPLO”, som

skulle installeres i fregatterne ved

midtvejsmodifikationen fra 1976. Senere

skulle systemet også installeres

i de nye korvetter af NIELS JUEL

klassen, det skete fra 1980. Kursusrækken

afsluttedes med et 3 mdr. fabrikskursus

hos leverandøren STAN-

SAAB i Stockholm, alt i alt en kursusrække

af ca. et års varighed.

Fedtstiftens afløser.

Navnet CEPLO er en forkortelse af

Computerised Electronic PLOt, populært

kan man sige at CEPLO’en er

”fedtstiftens” afløser, hvor man før

plottede ved at skrive eller tegne direkte

på radarskærmen eller plotterbordet

med en fedtstift, blev det nu

muligt at følge de ønskede radarmål

via en computer. Systemet indeholder

dog mange flere funktioner, og

det er beskrevet på en udmærket

måde i en artikel fra Venneforeningens

blad nr. 3/1998 – du kan læse

den på side 24.

I 1976 startede installationen af

CEPLO systemet på HERLUF TROLLE,

det skulle vise sig at der var mange

problemer med at installere edbudstyret

i et skibsmiljø, et af de største

var at få tilstrækkelig køling af

apparaterne, temperaturen i kabinetterne

skulle holdes under 70 grader –

og det var svært, det totale effektforbrug

er over 40 kW – alt sammen

varme, som skulle transporters bort

fra kabinetterne. Der sker ved hjælp

af et stort køleanlæg der var installeret

under styrehuset, og der gik lang

tid før ”bøderne” fik det justeret til at

klare opgaven. Næste problem var

elektrisk støj på skibets el-net, som

kunne få systemet til at gå ned uden

varsel. Under de første prøvekørsler

måtte vi hente strøm fra en dieselgenerator

på kajen for at eliminere

denne støjkilde. Det blev dog langsomt

bedre efter at nye software versioner

kom til. Det blev en travl tid

med mange tekniske prøvesejladser,

der var mange ting der skulle rettes

og afprøves, bl.a. interface til de

mange våbensystemer, hvortil det er

muligt at give måludpejning fra

CEPLO’en.

Udstyret på PEDER SKRAM blev efterfølgende

installeret omkring 1978,

og sideløbende deltog jeg i mange

sejladser og øvelser med HERLUF

TROLLE, dels var systemet stadig noget

ustabilt med mange nedbrud, og

dels blev der udført mange prøver

sammen med teknikere fra leverandøren

svenske STANSAAB, men det

var meget spændende alt sammen,

og der blev sejlet mange sømil.

NIELS JUEL klassen.

Installationen startede omkring 1980,

og det gav igen masser af arbejde til

mig sammen med flere kollegaer, og

igen masser af rejser og sejladser,

det var jo altid muligt at blive kaldt

ombord, enten via en gummibåd, eller

blive hejst ned fra en helikopter.

Hardwaren blev også løbende opgraderet,

ikke mindst blev memory

22 ___________________________________ Venneforeningens blad september 2009


kapaciteten øget væsentligt, således

at flere funktioner kunne implementeres

i systemet.

Chokprøver.

NIELS JUEL klassen var en ny skibstype

for Søværnet, så derfor skulle

der udføres chokprøver for at kontrollere

om skibene lever op til de

givne specifikationer.

OLFERT FISCHER var udvalgt til disse

prøver, skibet blev til formålet solidt

forankret i nærheden af Hesselø i det

sydlige Kattegat, og derefter detonerede

man miner af forskellig størrelse

og i skiftende afstande til skibet.

Prøverne skete over flere dage, ved

hver prøve var min plads i Orummet,

Iført stålhjelm og anti flashudstyr,

jeg skulle overvåge CEPLO’en

for evt. at udbedre skader og fejl.

Det viste sig dog at det var solidt

grej vi havde købt af svenskerne –

det eneste der skete var et plastikdæksel

på systemterminalen der

sprang af ved hver prøve. Det var

dog en billig fjernskriver som Søværnet

selv havde indkøbt som erstatning

for den oprindelige, og den var

mest beregnet til at stå på et skrivebord

i et fint kontor. Dækslet blev

sikret med gaffatape – så skete der

ikke mere. Hver gang der var nedtælling

til en ny prøve steg spændingen,

og så skete der ting og sager,

det gav et ordentlig ryk i skibet, og

lamper og apparater mange steder i

skibet faldt på dørken, på grund af

svejsninger der ikke kunne holde til

de voldsomme påvirkninger.

Jeg oplevede et billedrør i en TERMA

radarskærm som knækkede halsen,

det lød som når man lukker luften af

et cykeldæk - og så var radarbilledet

væk!

Ved en anden prøve var der pludselig

brandalarm fra Sea Sparrow louncheren

på agterdækket, der blev blæst

brandrulle, det viste sig dog heldigvis

at være falsk alarm.

Internationale opgaver.

Fregatterne strøg jo som bekendt

kommando i 1988, så nu var der kun

CEPLO’en på korvetterne og et skolesystem

i Frederikshavn tilbage.

Folketinget besluttede den 31. august

1990 at sende en korvet til Den

persiske Golf for at være med til at

håndhæve FN’s Sikkerhedsråds resolution

om sanktioner mod Irak. Allerede

den næste dag afsejlede OL-

FERT FISCHER til Svendborg Værft

for klargøring. Der skulle bl.a. installeres

aircondition, idet temperaturerne

i operations-området var rapporteret

til at ligge i omegnen af 45 grader

celsius.

Jeg og en kollega skulle klargøre

CEPLO’en med ekstra ventilation og

derudover afprøve og justere alle

funktioner. Vi deltog også i installation

af et nyt NATO ”Link 11” sporudvekslings

system til brug for kommunikation

med bl.a. AWACS radarfly.

Da korvetten d. 12 SEP kl. 1900 forlod

Holmen under hele nationens opmærksomhed,

var jeg og en kollega

med ombord for at lave de sidste justeringer

under sejlads. Vi blev sat af

i Kielerkanalen næste dag.

Jeg var efterfølgende i Dubai nogle

gange for at ”skrue” lidt på CEPLO’en

i løbet af 1991.

Fra 1992 til 1995 var der også brug

for korvetterne til at deltage i FN’s

blokade i Adriaterhavet mod ex-

Jugoslavien, det gav ligeledes en del

servicerejser til forskellige havne i

Italien og Tyrkiet.

Jeg afgik fra Søværnet i slutningen af

1994 som en følge af forsvarsforliget

af 14 marts 1989.

Peter Lindstrøm

Venneforeningens blad september 2009 __________________________________ 23


V

i har fra et af vore medlemmer,

den tidligere operationsofficer i

fregatten, Orlogskaptajn Tom Frederiksen,

modtaget denne artikel om Orummets

modernisering.

Peder Skram-klassen blev moderniseret

fra 1974/75, og første færdige

enhed var HERLUF TROLLE, som blev

operativ i 1976 efter flere års oplægning

og ombygning.

Det var første gang i Søværnets historie

at man stod til søs med et

skib, som var helt afhængig af computere

og software for overhovedet

at kunne fungere, og det var i sandhed

en opgave, der krævede en masse

ny viden og tilvænning.

Operationsrummet (O-rummet) er

det sted i et krigsskib, hvor man indsamler

informationer om situationen

på havet, og hvorfra man leder både

skibet sejlads og en evt. indsats af

våben. I det ombyggede O-rum dominerede

efter ombygningen den såkaldte

CEPLO (= Computerised Electronic

Plot) (på tegningen omfatter

CEPLO alt inden for det skraverede

område se næste side). Her havde

skibets chef, operations- og våbenofficerer

(i alt 5) plads foran computerskærmene

sammen med 7 operatører,

der hver var speciallister indenfor

radarovervågning/ billedopbygning,

våben og kommunikation.

Arbejdet i O-rummet var fordelt således,

at ledelsen var placeret i midten.

Styrbord side var koncentreret

om sejlads og opbygning af et overfladebillede

samt kommunikation.

Bagbord side, agterste del var koncentreret

om luftbilledet og luftfor-

O-rummet...

Nedenstående artikel er et genoptryk af en artikel som blev bragt

i Venneforeningens blad nr. 3 / 1998 første årgang.

svar, mens bagbord side, forreste del

var koncentreret om ledelse af skibets

overfladevåben.

CEPLO og de i alt 12 stole, som hørte

til betjeningspladserne, var anbragt

på en såkaldt shock-ø, dvs. at man

havde shock-ophængt en hel sektion

af dørken i stedet for at shocksikre

hvert enkelt apparat for sig. Operatørernes

stole kom med på shock-øen,

fordi det viste sig, at udstyret under

sejlads vibrerede og bevægede sig så

meget, at man havde svært ved at

se tekster og symboler, hvis man be-

fandt sig udenfor denne shock-ø. Det

var et meget lærerig tid og det tog

også lang tid, inden vi havde lært os

alle de nye ting. Vi skal ikke her gennemgå

alle de mange automatiserede

funktioner, der fulgte med at blive

"computeriseret", men generelt var

det således at man fra anlægget

kunne lede alle skibets våben og

modtage informationer fra alle skibets

sensorer.

Nu om dage har alle en computer

hjemme eller på arbejdet, og de fleste

vil kunne forstå en sammenligning

mellem de computere, vi fik

dengang, og de, som man nu omdage

bruger.

Den første version CEPLO computer

(der kom flere med tiden) fyldte 4

"klædeskabe" (som det kan ses på

tegningen). Den havde en processorstørrelse

på 32K (!), og havde det i

øvrigt bedst, hvis programmøren

stod ved siden af hele tiden. Til sammenligning

har den moderne PC,

som står på ethvert kontor i dag, tusind

gange større proceskraft.

24 ___________________________________ Venneforeningens blad september 2009


Alligevel klarede CEPLO-computeren

- efter nogle børnesygdomme var

blevet rettet - på én gang at køre

med:

5 forskellige skærmbilleder 5 forskellige

tekstudlæsningsskærme 11 tastaturer,

samt at have kontinuerlig

forbindelse med 3 artillericentraler

(med i alt 5 kanoner) 1 SEASPAR-

ROW anti-luft missilsystem 1 HAR-

POON anti-skibs missilsystem 1 torpedokontrolsystem

4 radarsystemer,

radaropklaringssystem (ESM) datalink

radiokanaler Gyro og Log 2 elektroniske

navigations­systemer

De anvendte forkortelser står for:

ESM Electronic Support Measure (sporing af radarudsendelser)

A/C Artillericentral A

SIG INT Signal opklaring (sporing af radioudsendelser)

PPI Plan-Position-Indicator (Radarskærm)

NAV (Navigation)

SIT Situationspræsentation (visning af det samlede billede fra de 3 plots)

MSO Main Signal Office

CTG Commander Task Group

AIR AIR Plot (CEPLO radar/ luftbillede)

ATP Attack Plot (CEPLO radar/angrebsplot)

COM Communication

LOP Local Operational Plot (CEPLO radar/overflade/undervandsbiIlede)

(DECCA og Inertisystem) ...ganske

imponerende, når man tænker på,

hvor "lille" computeren var set med

nutidens øjne.

Udstyret, der blev installeret i PEDER

SKRAM klassen, dannede forbillede

for den senere udrustning af de tre

nye NIELS JUEL-korvetter.

Med få modifikationer har udstyret

tjent fregateskadren indtil i dag og vil

overleve, indtil den sidste af korvetterne

i 1999 er blevet moderniseret.

Tom Frederiksen.

Venneforeningens blad september 2009 __________________________________ 25


Radiodivisionen melder:

N

år dette læses, er sommeråbningen 2009 afsluttet – næste åbningsperiode

begynder med Københavns Kulturnat FRE 09 OKT 2009 og

efterfølgende efterårsferien med slut for sæsonen SØN 18 OKT 2009.

I sommeråbningen har radioforholdene været meget varierende på grund

af, at solpletantallet for det meste har været 0 (nul)! Der har dog været

gennemført forbindelser over lange afstande. I den første søndag i JUN og

AUG måned har OZ1RDN deltaget i EDRs 80 meter aktivitetstest på SSB.

Materielmæssigt har der været en række mindre fejl, der løbende er blevet

afhjulpet – inden sommeråbningens afslutning vil der blive foretaget en

række justeringer i et PA-trin.

Der er løbende udsendt opdaterede vagtplaner – jeg kunne godt tænke

mig lidt flere radiooperatører, så radiostationen kan være bemandet de

fleste dage.

Radiodivisionens 2009 årsmøde afholdes LØR 10 OKT 2009 kl.1100

ombord i PEDER SKRAM.

På gensyn ombord.

Med venlig hilsen

Kaj Nielsen

Leder af Radiodivisionen OZ1RDN

e-mail: oz1rdn@pederskramsvenner.dk

Fra sekretærerne og kassereren:

Det er sekretariatet en fornøjelse at byde følgende

nye medlemmer velkommen i Venneforeningen:

Jørgen Larsen Hundested.

Preben Ove Nielsen Glostrup.

Vagn Olaf Wagener Århus C.

Thyge Hansen Præstø.

Villy Nielsen Hørsholm.

Med venlig hilsen

Erik Nygaard, Adam Pomykala og Børge Raasthøj.

kontor@pederskramsvenner.dk

26 ___________________________________ Venneforeningens blad september 2009


Fregatten er åben for besøg næste gang:

Københavns kulturnat fredag d. 9 OKT kl. 1800 - 2400.

Og i efterårsferien 10. til 18. OKT kl. 1100 - 1700

På gensyn.

* Havnebus

En udflugt til fregatten kan ske med HT’s Havnebus 901 eller 902.

Der er afgang fra Nordre Toldbod eller Det Kongelige Bibliotek hver 20

min., - stå af ved Holmen Nord, Alm. HT billetter eller klippekort gælder.

Du kan også bruge linie 47 eller 66 der kører fra

Vesterport st. og Hovedbanegården.

(Fregattens telefonnr. i åbningsperioden: 32 57 13 16)

Venneforeningens blad september 2009 __________________________________ 27


Returadresse:

Fregatten PEDER SKRAM.s Venner

Elefanten, Nyholm,

1439 København K.

Returneres ved varig adresseændring med oplysning om ny adresse.

Redaktion:

Peter Lindstrøm

og Jens Møller.

Tryk:

Forsvarets

trykkeri,

FLS Korsør.

PEDER SKRAM med USS IOWA om styrbord.

Læs artiklen om IOWA klassen fra side 8

(foto: Søværnet)

28 ___________________________________ Venneforeningens blad september 2009

More magazines by this user
Similar magazines