PSV BLAD 3-2008 - Peder Skrams Venner

fekten blev kanonløbne affyret med intervaller
på 0.06 sekunder (kan ses med det
blotte øje). Riffelgangene havde i 1939 en
levetid på 239 skud, men blev løbede opdateret
ved udvikling af mindre korroderende
krudttyper, og var i 1982, med en svensk
udviklet krudttype fra Bofors, helt oppe på
1.500 skud. Pansergranaterne kunne trænge
gennem 9m beton og gennem 742mm
panserstål på en afstand af 5.000m og en
indfaldsvinkel på 2,5 grader. Ved 38.000m
var tallene 259mm ved 45,5 grader. Flyvehastigheden
for pansergranaterne var
820m pr. sek. d.v.s. at det tog ca. 1 minut
og 34 sekunder at nå ud til 38.000m. Ved
en bredside med alle 9 kanoner var rekylen
så kraftig, at skibet kunne flytte sig op til
7m sidelæns. (Se billedet på foregående
side).Hvert tårn havde en besætning på 10
mand.
Som sekundær armering havde skibene 20
stk. 5inc. (127mm) Mk.10, kaliber-38 i 10
dobbelttårne. Disse pjecer var blevet introduceret
i 1936 i single affutager og senere i
dobbelttårne. Pjecerne var af typen ”Dual
Purpose”, d.v.s. de kunne bruges både
mod sømål og luftmål. De var i 1942 installeret
i samtlige større krigs-skibe i US-Navy.
Pjecerne på Iowa skibene var opdateret til
Mk.36 og med Mk.37 ildledelse, og var derfor
klar til de nye ammunitionstyper der
blev udviklet. Omkring 1943 var bl.a. de
nye luftværnsgranater med radiobrandrør
(Proximity Fuse) klar til brug. Med denne
ammunitionstype blev disse kanoner en
torn i øjet på japanerne, der mistede mange
af deres erfarne piloter på denne konto;
Vi kender jo pjecen fra PEDER SKRAM hvor
vi har en Mk-38 version. Besætningen var
på ca. 30 mand. Traditionsmæssig var et af
disse tårne på Iowa skibene altid bemandet
med folk fra skibets detachement fra US.
Marines.
Som nærluftværn var skibene udstyret med
et antal 40mm og 20mm luftværnskanoner.
Antallet blev hastigt forøget efterhånden
som truslerne fra fly blev større og større.
Antallet kunne variere fra skib til skib, men
ved krigens afslutning lå total tallet på mellem
130 og 150 stk. i alt. 40mm kanonen
fra svenske Bofors var den bedste lette
luftværn før anden verdenskrig, og blev
brugt i forskellige versioner i både Royal
Navy og U.S. Navy. I den danske flåde blev
den introduceret i 1937 i de 4 ubåde af
Havmanden klassen og artilleriskibet NIELS
JUEL. Pjecen er luftkølet, men amerikanerne
ombyggede den til vandkøling og opstillede
den i single, dobbelte og firling affutager
med vandkøling. Vandkølingen bevirkede,
at man kunne affyre længere skudsalver,
men gav til gengæld større vægt og
større besætning. Royal Navy havde både
single og dobbelte affutager med luftkøling,
men udviklede samtidig Pom Pom - typen
med alt fra 6 til 10 vandkølede piber, som
til gengæld var kortere (den blev døbt Pom
Pom p.g.a den plob-lyd den gav ved affyring).
Med introduktionen af Mark-51 ildledelses-systemet
i 1944 blev 40mm kanonerne
så effektive, at de fra oktober 1944
til august 1945 stod for 30 procent af flådens
nedskydninger af japanske fly. Som
sidste led i kæden af nærluftværn brugte
man 20mm maskinkanoner af det Schweiziske
fabrikat Oerlikon. Amerikanerne modificerede
den så det kun var bundstykket der
rekyllerede, piben forblev rolig. Dette gav 2
fordele: Kanonen var lettere at sigte med,
idet den ikke rystede så meget fra rekylen,
og den kunne skyde meget længere uden
at piben løb varm. Begge kanonsystemer
beviste især deres værdi ved de japanske
Kamikaze angreb.
Ved udrustningerne af skibene i perioden
1969 til 1990 blev skibene moderniseret
med Phalanx CIWS (Close in Weapon
12 ___________________________________ Venneforeningens blad september 2009