KVINDER BRYDER GRÆNSER

Metteskorr 10/02/05 15:03 Side 1 

KVINDER BRYDER GRÆNSER


Kvinder bryder grænser – ligestilling og arbejdsmarked i EU 

© Informations Forlag og forfatterne 2005 

Sats: Mediefabrikken 

Omslag: sgl/Mediefabrikken 

Trykt hos Clemenstrykkeriet 

ISBN: 87-7514-113-2 

1. udgave, 1. oplag 

Printed in Denmark 2005 

Informations Forlag, St. Kongensgade 40C, 1264 København K. www.information.dk


RED. BRITTA THOMSEN 

KVINDER BRYDER 

GRÆNSER 

10 KVINDER FORTÆLLER LIGESTILLING OG ARBEJDSMARKED I EU 

INFORMATIONS FORLAG

Metteskorr 10/02/05 15:03 Side 4


INDHOLDSFORTEGNELSE 

Forord ......................................................................... 7 

Britta Thomsen 

Indledning ................................................................... 11 

Maria do Ceu Cunha 

Det fremmede land: billeder og virkelighed .................. 29 

Maria Helena André 

EU og ligestilling .......................................................... 37 

Lone Yalcinkaya 

Lones forvandling ........................................................ 51 

Stavroula Demetriades 

En græsk kvindes karriere i Europa .............................. 65 

Annegrethe Rasmussen 

Europa som arbejdsplads ............................................. 81 

Karen Sjørup 

Fra husmoder til fuldtidsarbejdende ............................. 95 

Diane Payne 

Irsk EU-medlemsskab og kvindernes nye muligheder ... 107 

Helen Wilkinson 

Fra ansat til entreprenør .............................................. 121 

Kinga Lohmann 

Kvinder i Polen før og efter demokratiseringen ............. 135


6


FORORD 

Gennem en stor del af mit arbejdsliv har jeg beskæftiget mig med europæisk 

samarbejde. I løbet af den tid har jeg mødt mange interessante mennesker 

fra hele Europa og derigennem fået indblik i kvinders vilkår i andre europæiske 

lande. De mange berigende samtaler har gjort det lysende klart for 

mig: Det europæiske projekt fremmer ligestillingen. 

Da den nuværende Kommissionsformand José Manuel Barroso i september 

2004 præsenterede sit forslag til en ny kommission over for Det Europæiske 

Parlament, var den italienske minister Rocco Buttiglione kandidat til 

kommissærposten for Frihed, Sikkerhed og Retfærdighed. Rocco Buttiglione 

var kendt for tidligere at have givet udtryk for et gammeldags kvindesyn, og 

den forargelse, Buttigliones holdninger vakte blandt parlamentets medlemmer, 

viste med al tydelighed, at kønsdiskrimination er uforeneligt med de 

værdier, Den Europæiske Union bygger på. 

Lige siden den spæde begyndelse på det europæiske samarbejde har EU 

med en række forskellige værktøjer forsøgt at forbedre kvinders vilkår i medlemslandene 

og forsøgt at skabe grobund for ligestilling. Her har det fælles 

europæiske lovgivningsarbejde været et centralt element. Udgangspunktet 

for EU’s lovgivning om ligestilling er artikel 1159 i Rom-traktaten fra 1957, 

der har som målsætning at skabe ligestilling mellem mænd og kvinder gennem 

påbud om lige løn for samme arbejde. Den bestemmelse blev dog først 

effektivt håndhævet i 1970’erne, da Europadomstolen gennem nogle skelsættende 

domme satte handling bag ordene. Senere er ligestillingen kommet 

på den europæiske dagsorden i slutningen af 1990’erne i EU’s retningslinjer 

for medlemsstaternes beskæftigelsespolitik. Her har medlemsstaterne forpligtet 

sig til at inkorporere kønsaspektet inden for alle politikområder i forhold 

til arbejdsmarkedet, og de har accepteret at gribe ind i forhold til løngabet 

mellem kvinder og mænd og det kønsopdelte arbejdsmarked.


8 

Udover lovgivningsarbejdet har EU også iværksat en række programmer 

og initiativer, der har hjulpet kvinder – især i forhold til deres position 

på arbejdsmarkedet. Det bedste eksempel er måske EU’s Socialfond, 

hvor projekter, der kan bidrage til en større ligestilling mellem kønnene i 

arbejdssammenhæng, prioriteres højt. I den nære fremtid vil vi også se 

etableringen af et europæisk videnscenter for ligestilling. 

Det hidtil tydeligste tegn på EU’s vilje til at skabe ligestilling mellem kønnene 

finder man imidlertid i Den Europæiske Unions Charter om Grundliggende 

Rettigheder, som de europæiske stats- og regeringschefer vedtog 

i Nice den 7. december 2000. Under artikel 23 slås det fast, at: Der 

skal sikres ligestilling mellem mænd og kvinder på alle områder, herunder 

i forbindelse med beskæftigelse, arbejde og løn. Princippet om ligestilling 

er ikke til hinder for opretholdelse eller vedtagelse af foranstaltninger, 

der giver det underrepræsenterede køn specifikke fordele. 

Jeg har altid opfattet vidensdeling mellem medlemsstaterne som en af 

de helt store fordele ved det europæiske samarbejde. Gennem denne bog 

er det mit mål at bidrage til den danske offentligheds forståelse af kvinders 

situation i de andre europæiske lande og samtidig at være med til at 

sætte fokus på den positive indflydelse, som samarbejdet har haft for 

kvindesagen. 

Mit store netværk af kvinder fra forskellige europæiske lande har givet 

mig en privilegeret mulighed for at sammensætte et materiale, der ikke er 

almindeligt kendt i Danmark. Jeg har taget kontakt til nogle af mine nærmeste 

samarbejdspartnere gennem de sidste år og bedt dem hver skrive en 

artikel til en antologi om kvinder i Europa. 

Oplægget til de enkelte forfattere har været frit. Hver enkelt skribent er ud 

fra eget professionelle virke og individuelle livsforløb blevet bedt om at bidrage 

til en beskrivelse af, hvordan kvinders situation har forandret sig i løbet af 

de sidste 40 år, og hvordan internationaliseringen og i særdeleshed det europæiske 

samarbejde har påvirket den udvikling. Alle indlæg i denne bog er 

skrevet af kvinder, der lever i hjertet af den forandringsfase – både professionelt 

og eksistentielt. Det er kvinder, der på hver deres måde er gået forrest 

i skabelsen af en ny europæisk kvindeidentitet, og resultatet af deres arbejde 

til bogen er en samling meget forskellige artikler, der som små ruder tilsammen 

danner en mosaik af moderne europæiske kvinder. 

Det centrale tema for bogen er forholdene for kvinder på det europæiske 

arbejdsmarked og sammenhængen – og til tider modsætningen – mellem en 

kvindes erhvervskarriere og hendes familieliv. De to emner er naturligvis nært 

beslægtede, og ifølge forfatterne ligger løsningen i, at kvinder kan få indfriet 

deres ønsker om lige muligheder her. 

Der er mange mennesker, der fortjener tak i forbindelse med udgivelsen af


denne bog. Først og fremmest er jeg taknemmelig for de ni skribenters 

bidrag. Derudover vil jeg gerne sige tak til Nævnet vedrørende EU-oplysning, 

for både at have gjort det økonomisk muligt at realisere min idé, og for den 

store tålmodighed Nævnets medarbejdere har vist i bogens tilblivelsesfase. 

Samtidig vil jeg gerne takke Jette Erikson-Benroes for hendes dedikation til 

at samle alle de løse tråde og Kirsten Brosbøl for hendes iver i forhold til at 

holde forfatterne til ilden. I slutfasen har Mathias Pedersen været en god 

sparringspartner, og endelig fortjener Informations Forlag stor tak for deres 

sublime udgivelsesarbejde. 

I mine øjne har ligestilling og demokrati altid været begreber, der bør 

anskues som to sider af samme mønt. Argumentet er uhyre simpelt, for 

hvordan kan man betragte et samfund som demokratisk, hvis over halvdelen 

står uden for indflydelse? 

København, februar 2005 

Britta Thomsen 

9


10 

BRITTA THOMSEN 

MEDLEM AF EUROPA PARLAMENTET FOR SOCIALDEMOKRATIET 

Britta Thomsen er født i 1954 i Aalborg. 

Hun er uddannet som cand.mag. i historie og portugisisk fra Aarhus Universitet. 

Britta Thomsen har været medlem af Europa Parlamentet for S siden 2004. Tidligere 

har hun arbejdet med efteruddannelse og systemeksport i Europa. Hun har 

blandt andet været ansat i HK Forbundet med turisme og servicesektoren som 

hovedområder. 

Britta etablerede sin egen konsulentvirksomhed i 2001, som lavede undersøgelser 

af det europæiske arbejdsmarked. 

Britta Thomsen bor i København. Hun har en datter på 27 år.



INDLEDNING 

DANMARK – EN LIGESTILLINGSUTOPI? 

I Danmark har vi næsten alle sammen gennem de seneste årtier haft en 

opfattelse af, at vi for længst har indført ligestilling. Danske kvinder vandt 

kønskampen i halvfjerdserne, og nu handler sagen mere om, at vi må i 

gang med at hjælpe kvinder med anden etnisk baggrund til at opnå de 

samme muligheder, som danske kvinder har haft i årevis. 

Der er da også god grund til at være optimister på kvindesagens vegne, 

hvis man ser på udviklingen inden for de sidste 30 år. Kvinderne har 

opnået en høj grad af ligestilling på en lang række felter, og i en europæisk 

sammenhæng har danske kvinders ofte meget frigjorte adfærd 

gjort stort indtryk på kvinder fra specielt de sydeuropæiske lande. En 

dansk kvinde, der rejser på ferie alene til de sydeuropæiske strande og 

bader topløs, vidner om en social autonomi, der på de breddegrader tidligere 

var usædvanlig. I Danmark går kvinderne også ud alene om aftenen, 

scorer, bliver gift og skilt igen – jo vi bestemmer selv, og det er ligestilling. 

Samtidig fik vi fri abort tidligere end i de fleste andre europæiske 

lande, hvor der som bekendt stadig er seks lande, der lovgiver mod en 

kvindes ret til at vælge. 

De danske rødstrømper fokuserede i 1970’erne på privatsfæren som 

omdrejningspunktet for kvindekampen. Når danskere i dag oplever, at 

ligestillingen har det godt i Danmark hænger det sammen med, at kvinderne 

netop inden for privatsfæren har overtaget. I Danmark er det samtidig 

lykkedes at involvere mændene så meget i husarbejdet, at danske 

mænd er blandt de førende i EU, når det drejer sig om at bidrage til det 

daglige arbejde i hjemmet. 

I 1960’erne strømmede de danske kvinder for alvor ud på arbejdsmar-


12 INDLEDNING 

kedet med det resultat, at næsten alle kvinder nu er aktive på arbejdsmarkedet, 

og at Danmark har en af verdens højeste erhvervsfrekvenser 

for kvinder. Efter vi fik implementeret EU’s ligelønsdirektiv i 1976 i Danmark 

er ligelønsdebatten næsten forsvundet sammen med diskussionerne 

om ligestilling på arbejdsmarkedet. Kvinderne var blevet synlige på 

arbejdsmarkedet, og nogle mente ligefrem, at det for eksempel var et problem 

med feminiseringen af den offentlige sektor. 

Vi er så overbeviste om, at den danske ligestilling er en succeshistorie, 

at vi helt glemmer at spørge, hvilke jobs, kvinderne så har opnået. Vi skriver 

2005, men trods mange års kønskamp i Danmark eksisterer det 

kønsopdelte arbejdsmarked fortsat. Jeg oplever det selv hver uge, når jeg 

sætter mig i SAS-maskinen til Bruxelles, Aalborg eller hvor turen nu går 

til. De mørkklædte mænd dominerer, og vi er kun enkelte kvinder på vej 

til arbejde. 

Lønforskelle mellem kvinder og mænd og forskellene på kønnenes 

uddannelsesniveau i Danmark er blandt verdens mindste. Derfor undrer 

det mine udenlandske kolleger meget, at Danmark samtidig har Europas 

mest kønsopdelte arbejdsmarked med en høj grad af ulighed mellem 

kvinder og mænd. “Hvorfor indebærer den berømte danske lighed ikke 

kønslighed på arbejdsmarkedet?”, spørger de undrende. 

I Danmark findes der et arbejdsmarked for kvinder og et for mænd. 

I 2004 kunne man læse i Ugebrevet A4, at kvinderne kun er repræsenteret 

i ca. 35 procent af samtlige brancher. 1 Det handler ikke kun om, at 

arbejdsmarkedet er kønsopdelt i forhold til brancher. Mænd og kvinder 

har også hver deres hierarkiske position. Professor Erik Jørgen Hansen 

konkluderer i en bog fra 2002, at den mindst privilegerede gruppe i Danmark 

hovedsageligt udgøres af kvinder, idet kvinder udfører langt de fleste 

af de mindst eftertragtede og lavest betalte jobs. 2 

Et tydeligt eksempel på den situation er forholdene i den kommunale 

sektor. Her er 78 procent af de ansatte kvinder, men der er kun 12 procent 

kvindelige ledere. En nyere undersøgelse om forholdene i statsadministrationen 

viser, at der rekrutteres lige mange af hvert køn til jobs som 

fuldmægtige, men så snart man begynder at stige i graderne, vender kurven 

i mændenes favør. 3 

“Vil du være noget ved kunsten, så vær mand.” Den konklusion er nærliggende 

at drage på baggrund af en undersøgelse af Statens Kunstfonds 

legater til danske kunstnere, som netop er foretaget. En gennemgang af 

de seneste 20 års uddeling af stipendier, arbejdslegater og livsvarige ydel-



ser fra Statens Kunstfond viser, at broderparten af kunststøtten havner i 

lommerne på de mandlige kunstnere. 4 

Helt galt er det gået inden for forskningsverdenen. Her er danske kvinder 

klart underrepræsenteret i forhold til mange af deres europæiske 

kvindelige kolleger på alle niveauer. 5 Sydeuropæiske kvindelige forskere 

har fortalt mig, at de bliver spurgt om, hvem de er gift med, når de deltager 

i konferencer om naturvidenskabelige emner i Danmark. Den 

udbredte opfattelse i Danmark er, at forskning – i særdeleshed naturvidenskabelig 

forskning er domæne for mænd. Er det fordi danske kvinder 

er født med gener, der gør os mindre kvikke? Ja, en enkelt forsker fra 

Århus Universitet har faktisk fremført et synspunkt af den karakter. 

Der lyder for tiden et ramaskrig i pressen, fordi kvinderne nu udgør over 

halvdelen af de studerende ved de lange videregående læreanstalter. 

Faktisk er de danske tal noget nær de laveste i Europa. Feminiseringen 

af de videregående uddannelser er i øvrigt ikke blot et europæisk fænomen, 

men en verdensomspændende tendens. 

Mine politiker-kolleger fra andre lande i Europa udtrykker ofte en vis overraskelse 

over, at der i Danmark ikke er mange kvindelige ledere inden for 

en række traditionelle kvindeerhverv. Både i Sydeuropa og Østeuropa er 

det for eksempel almindeligt, at chefen for den regionale arbejdsformidling 

er en kvinde – det ser man ikke herhjemme. Også i fagforbund, der 

er domineret af kvinder – eksempelvis HK Forbundet og FOA – ville man 

forvente, at der blev valgt kvindelige ledere, men heller ikke den danske 

fagbevægelse har udmærket sig ved at give plads til kvinderne. I mine 

kollegers øjne virker det underligt, at kvinderne i Danmark næsten kun 

kan blive ledere, når det drejer sig om dagsinstitutioner og plejehjem. 

I den private sektor ser det imidlertid ikke bedre ud, og en undersøgelse 

fra Ledernes Hovedorganisation viser, at Danmark indtager en absolut 

bundplacering i Norden. Kun 17,4% af virksomhederne har kvinder i 

direktionen, mens tallene for de øvrige nordiske lande alle ligger over 

60%. 6 Samtidig kunne Børsen for nylig berette om, hvordan den danske 

bankverdens ledelse stort set er renset for kvinder. 

Konklusionerne fra magtudredningen fra 2003 taler da også sit tydelige 

sprog. Den viste, at mere end 88% af magthaverne i Danmark er mænd, 7 

og i den seneste befolkningsundersøgelse fra FN, kommer Danmark også 

ind på en beskeden 23. plads, når det drejer sig om kvinders plads i hierarkiet 

på arbejdsmarkedet i Europa. Til gengæld kan danske kvinder 

13


14 INDLEDNING 

være stolte af at være stærkt repræsenterede i det politiske liv, sammenlignet 

med vores europæiske medsøstre. Danmark har faktisk Europas 

højeste repræsentation af kvinder i folkevalgte organer. 8 Et fænomen der 

tyder på, at vælgerne (heraf er mere end halvdelen også kvinder) gerne 

vil have flere kvinder til magten. 

Ligeløn er et andet område, hvor det går relativt godt i Danmark. Med et 

løngab mellem kønnene på 15 procent ligger Danmark en smule over 

gennemsnittet for de 15 gamle EU-lande, skønt vi er langt bagefter lande 

som Portugal og Italien. 9 Forskellen på mænd og kvinders løn er naturligvis 

stadig et væsentligt problem, skønt det ikke står højt på dagsordenen 

i den danske debat. En anden kilde til økonomisk ulighed mellem 

kønnene er det danske pensionssystem. Danmark er ikke alene det land, 

der har det mest privatiserede pensionssystem, men også et af de lande, 

der har de mindst regulerede pensionssystemer. Efter at danskere nu i 

højere grad sætter deres lid til arbejdsmarkedspensioner og private indbetalinger 

til deres alderdom, forstærkes de uligheder, der hersker på 

arbejdsmarkedet, ind i pensionisttilværelsen. For det første fordi kvinder, 

som sagt, tjener mindre, dernæst fordi kvinder har længere barselsperioder, 

hvilket nedsætter den samlede pension og sidst men ikke mindst på 

grund af kvindernes længere levealder. 10 

Selv om vi tror os sikre på ligestilling i Danmark, går det faktisk ikke så 

godt. Og hvad værre er, der er ikke meget fokus på problemstillingen. En 

grund til miseren er, at vi gennem årtier har overbevist os selv og hinanden 

om, at vi da har ligestilling, og det i sådan en grad at vi tilsyneladende 

tillader os at overhøre henstillinger fra EU om, at vi for eksempel må 

gøre noget ved det kønsopdelte arbejdsmarked herhjemme. Retter man 

derimod blikket mod de andre nordiske lande, finder man en meget 

større beslutsomhed for at skabe ligestilling. I både Sverige og Norge er 

der for eksempel indført kvoteordninger, der sikrer en stærk repræsentation 

af kvinder i bestyrelser og i det politiske system. 

Manglen på dansk initiativ findes på alle niveauer i samfundet. Lad mig 

nævne et konkret eksempel. Da en forsker fra Universitetet i Sheffield i 

2002 undersøgte arbejdsmarkedsforholdene i Nordjylland, blev han overrasket 

over, at trods den vækst, som Nordjylland oplevede i 90’erne, fik 

kvinderne fortrinsvis de usikre og ufaglærte jobs. Derfor undersøgte han 

medarbejderpolitikken hos en af områdets største arbejdsgivere; Ålborg 

kommune. Og han kalder sine fund “alarmerende tendenser”. Hos kommunen 

er 75 procent af arbejdsstyrken kvinder, men kommunens afde-



linger er meget kønsopdelte. For eksempel er der dobbelt så mange 

mænd som kvinder ansat i den tekniske forvaltning, mens der i socialforvaltningen 

er tre gange så mange kvinder som mænd. Og selv om kvinderne 

er i overtal, sidder mændene på lederposterne. Med hensyn til lønninger 

får kvinderne kun 90 procent af mændenes for det samme arbejde 

vel og mærke. Dertil kommer, at kvindeledigheden i Nordjylland er 

betydelig højere end for mænd. Det, der overrasker forskeren mest, er, at 

ingen gør noget ved problemet. Der er ikke en politik, der forsøger at løse 

problemet. Ingen spørger, hvordan man kan promovere bedre integration 

af kvinder på arbejdsmarkedet og samtidig mindske kønsopdelingen. 

Han nævner til sammenligning, at man i tilsvarende byer i Storbritannien 

er i fuld gang med netop at rette op på disse problemer. Derfor spørger 

han kommunens ansvarlige, hvad de har tænkt sig at gøre ved problemet, 

og foreslår, at de begynder at integrere kønsaspektet i deres arbejdsmarkedspolitik. 

Men svaret lyder: “Det bruger vi ikke her.” 11 

Et stort problem i forhold til at vitalisere den danske ligestillingsdebat er, 

at vi mangler viden om forholdene for kvinder og mænd herhjemme. I 

den forbindelse hjælper det naturligvis ikke, at den nuværende regering 

har nedlagt Videnscenter for Ligestilling, såvel som vi i Danmark har afsat 

meget få ressourcer til forskning i kønsproblematikker. 

En af forfatterne til en artikel i denne bog, Karen Sjørup, har netop i forbindelse 

med sit livslange arbejde for kvindesagen været leder af det nu 

nedlagte videnscenter. I hendes artikel bliver der sat yderligere fokus på 

de danske problemstillinger. Hun indleder sit bidrag med et historisk rids 

af udviklingen i forhold til ligestillingen. Udgangspunktet tager hun i årene 

efter oliekrisen, hvor der var en stor dansk bekymring for, om den stigende 

arbejdsløshed skulle resultere i at kvinderne efter at være kommet 

ud på arbejdsmarkedet, nu igen blev henvist til at arbejde i hjemmet. 

Som Karen Sjørup fortæller, blev der fra rødstrømpebevægelsens side 

indledt en massiv kampagne imod kvindearbejdsløshed med det resultat, 

at kvindernes plads på arbejdsmarkedet blev konsolideret. I stedet fik 

kvinderne bedre uddannelser, og mange blev ansat i den offentlige sektor. 

Faktisk overhalede de danske kvinder i løbet af 30 år mændene med 

hensyn til uddannelse. Karen Sjørup gør det imidlertid klart, at danske 

kvinders høje uddannelsesniveau endnu ikke har resulteret i en udligning 

af lønforskellene mellem kønnene eller i, at kvinder har fået samme andel 

i de betydningsfulde positioner som mænd. 

15


16 INDLEDNING 

PORTUGISISKE KVINDER TAGER AFFÆRE 

Jeg begyndte at interessere mig for kvinders vilkår i andre lande, da jeg 

som ung rejste ud og oplevede andre kulturer. Her gik turen først til Portugal, 

hvor jeg i 1974 boede som ung rødstrømpe hos en portugisisk 

familie. Det var umiddelbart efter Nellikerevolutionen, der bragte 48 års 

diktatur til ende. Under diktaturet i Portugal var statsmagtens ideologiske 

grundlag blevet overladt til den katolske kirke, der stod for en kvindeundertrykkende 

ideologi, som blandt andet medførte, at kvinderne i mange 

år ikke havde stemmeret og skulle have mandens tilladelse til at få et pas. 

Da jeg kom til Portugal, oplevede jeg kvinderne som undertrykte. Familien 

– og især moderen – dominerede de unge pigers adfærd. Da jeg var 

udlænding, blev det accepteret, at jeg overnattede ude, røg cigaretter og 

gik ud med studiekammerater om aftenen. En adfærd som var forbudt for 

husets døtre – specielt hvis nogen så det. Senere fandt jeg ud af, at hvis 

døtrene rejste til udlandet, måtte de gerne slippe sig selv lidt mere løs, for 

det vigtigste var nemlig, at naboerne ikke så noget. Det var et samfund 

med stærk social kontrol. Jeg boede i byen. På landet og specielt blandt 

de dårligst stillede var kontrollen endnu stærkere, for der havde man ikke 

andet end æren at skilte med. Så de portugisiske kvinder fandt dengang 

for 30 år siden deres skandinaviske medsøstre vanvittigt frigjorte. 

Samtidig blev jeg forundret over kvindernes rolle i forhold til arbejdsmarkedet. 

De unge piger, der ikke måtte ryge ved bordet, studerede med 

største selvfølgelighed kemi og økonomi ved højere læreanstalter. Jeg 

fandt også ud af, at det ikke blot var langt mere almindeligt end i Danmark, 

at portugisiske kvinder dengang fik universitetsuddannelse. Det var 

endda ofte naturvidenskabeligt baserede uddannelser, og resultatet var 

gode pladser til kvinderne i karrieresystemet. Portugals første og indtil nu 

eneste kvindelige statsminister i 1976, Maria Lourdes Pintasilgo, uddannede 

sig allerede i 1953 til kemiingeniør. 

Den portugisiske middelklasses kvinder har altid haft råd til – og tradition 

for – at ansætte andre kvinder til at hjælpe sig i hjemmet. Det var derfor 

tidligt almindeligt for disse kvinder at lægge vægten på deres karrieremæssige 

udfoldelse frem for på det huslige arbejde. Kvinderne var aktive 

inden for områder som apoteker, socialforsorg, arbejdsmarked og skolevæsen 

allerede inden diktaturets fald. 

I dag er disse kvinder rollemodeller på arbejdsmarkedet for de moderne 

unge piger. De yngre får ikke mange børn, for de har ikke råd til at få 

dem passet, men de uddanner sig til gengæld som aldrig før. Selv i økonomisk 

dårligt stillede familier bliver alle tænkelige midler sat ind på at



hjælpe børnene til uddannelse. Portugal er efter USA det land, der blandt 

OECD-landene har den højeste sociale mobilitet. Mange unge veluddannede 

kvinder, som jeg har mødt gennem mit arbejde, kommer fra familier, 

hvor enten moderen eller begge forældre er analfabeter. Det stiller 

store krav til de unge piger, fordi de skal hjælpe forældrene med alt lige 

fra at udfylde selvangivelsesskemaer til at forklare indholdet i aftenens tvavis. 

Portugal havde op til Nellikerevolutionen ført krige i kolonierne i Afrika, 

hvilket havde medført, at mændene skulle gøre militærtjeneste i 4 år. Det 

trak en overgang de portugisiske mænd ud af arbejdsmarkedet, og den 

situation gjorde det muligt for kvinderne at få en fod indenfor i de mere 

prestigefyldte brancher og erhverv. Samtidig var der mange mænd, som 

emigrerede til Frankrig og efterlod familien hjemme, så moderen måtte 

træde i karakter som familieoverhoved. Da krigene i Afrika hørte op, og 

mændene kom tilbage, overlod kvinderne ikke bare de nyerhvervede 

muligheder til dem, tværtimod trykkede de speederen i bund. Resultatet 

er, at portugisiske kvinder i dag – 30 år senere – ligger øverst i internationale 

statistikker, når det gælder karrierejobs. 12 Den offentlige sektor er 

domineret af kvindelige ledere, for i Portugal bliver man nemlig både 

ansat og forfremmet i forhold til sit karaktergennemsnit og omfanget af 

efteruddannelse. Kvinderne er departementschefer, AF-regionsdirektører 

og afdelingsledere. I Portugal taler man nu ligefrem om, at der skal ydes 

en speciel indsats over for mænd, fordi 65 procent af de studerende ved 

de højere læreanstalter i dag er kvinder. 

Til gengæld er portugisiske kvinder ikke særligt engagerede, når det 

kommer til politik. Selv om der langsomt begynder at komme flere kvindelige 

borgmestre, så er politik så absolut mændenes domæne. For øjeblikket 

er kun 10 procent af medlemmerne af parlamentet kvinder. Jeg 

har prøvet at finde ud af hvorfor, og en af forklaringerne lyder, at mændene 

ikke bryder sig om, at deres koner går ud om aftenen for at deltage i 

så mandsdominerede fora. 

Med en erhvervsfrekvens der er på linje med mændenes og meget 

højere end i andre sydeuropæiske lande, er de portugisiske kvinder et 

godt eksempel på, at det kan lade sig gøre at ændre et arbejdsmarked 

inden for en kort årrække. Og det er ikke tilfældigt, at det er Portugal, der 

stiller med en kvindelig næstformand til det europæiske LO (ETUC). Hun 

hedder Maria Helena André og har skrevet en af artiklerne her i bogen. 

Hun tilhører om nogen den moderne generation af portugisiske kvinder 

og har i dag et stort ansvar for udviklingen af den europæiske ligestillingspolitik. 

Hendes bidrag til bogen handler om EU’s betydning for ligestilling 

i Europa samt om de hovedområder som den europæiske fagbe- 

17


18 INDLEDNING 

vægelse skal beskæftige sig mere med de kommende år, nemlig; beskæftigelsespolitikken, 

kvindernes stilling i fagbevægelsen og ligeløn. 

POLEN – MELLEM KOMMUNISME, LIBERALISME OG KATOLICISME 

Efter mine rejser til Portugal begyndte jeg at lave mere systematiske 

undersøgelser af kvindernes situation i Europa, og det kom der mange 

overraskelser ud af. Jeg husker, at jeg tilbage i 1988 i et nummer af tidsskriftet 

Omverdenen læste en artikel af Uffe Østergård om den franske 

statsminister Mitterands kvinder. Uffe Østergård skrev, at Mitterand kun 

omgav sig med kvindelige rådgivere og eksperter. Jeg tænkte, at hvis en 

dansk statsminister dengang skulle have de samme tilbøjeligheder, så ville 

det ikke være muligt at realisere ønsket, fordi der ikke var en tilstrækkelig 

mængde at vælge fra. 

I et andet hjørne af Europa fandt jeg til min store overraskelse ud af, at 

kvinderne på nogle områder også var mere markante, end vi er vant til 

herhjemmefra. Da jeg tilbage først i 1990’erne begyndte at arbejde med 

eksport af danske uddannelsessystemer til Polen, mødte jeg for første 

gang en kultur, hvor kvinderne som oftest var bedre uddannede end 

deres mænd. Mændene sejlede eksempelvis som fiskere på fjerne have 

og kom kun hjem en gang imellem, andre arbejdede i industrien eller 

sværindustrien, mens nogle gjorde karriere i militæret. Kvinderne derimod 

havde gode stillinger som gymnasielærere, rektorer eller kontorchefer 

i ministerier. 

Kinga Lohmann, der er en central ressourceperson i forhold til ligestillingsspørgsmål 

i både Polen og i resten af Østeuropa, forklarer i sin artikel 

her i bogen baggrunden for mine observationer. Som hun fortæller, 

eksisterede der i 1970’erne i Polen et kvoteringssystem, der gav børn fra 

bonde- og arbejderfamilier stipendier til videregående uddannelser, ligesom 

børn fra økonomisk ringe stillede familier også blev tilgodeset. I familierne 

valgte man ofte at lade drengene afslutte deres skolegang med en 

teknisk eksamen, da der var behov for dem i praktiske erhverv og i landbrugssektoren. 

Det var pigerne, der fik stipendierne, så de fik studentereksamen, 

og de dygtigste blev sendt på universitetet. Senere kunne de så 

vende tilbage og for eksempel få en stilling som lærerinde og derved sikre 

familien en ekstra indtægt. Resultatet er i dag en højt uddannet kvindelig 

arbejdsstyrke, der på visse punkter er bedre rustet til det europæiske 

arbejdsmarked end de mandlige polakker. 

Men der er også en bagside af medaljen, opdagede jeg. Det undrede 

mig, at kvinderne i høj grad var ansvarlige for børneopdragelse og for at



varte deres mænd op trods deres generelt højere uddannelse. Ifølge Kinga 

Lohmann bærer den katolske kirke en stor del af ansvaret. Samtidig 

påpeger hun, at den patriarkalske tankegang også havde stor indflydelse 

under kommunismen, hvor manden sås som den primære forsøger, 

mens kvinder på trods af deres omfattende erhvervsaktivitet blev betragtet 

som sekundær arbejdskraft. Et incitament til at bevare uligheden mellem 

kønnene var, at mandeerhvervene i sværindustrien blev meget bedre 

betalt end job i service-, sundheds-, uddannelses- og fremstillingssektorerne, 

hvor kvinderne dominerede. 

Efter murens fald er kvindernes situation i Polen ifølge Lohmann forværret. 

Det er stadig kvinder, der er ansvarlige for børn og hjem og i og 

med, at mange af de offentlige pasningstilbud er bortfaldet, må mange 

kvinder gå hjemme. Blot 37 procent af børn i 3-6-årsalderen går i børnehave, 

mens kun 2 procent af børn under tre år bliver passet uden for 

hjemmet. Med sin modstand mod abort, prævention og seksualundervisning 

er den katolske kirke, der efter 1989 har fået stadig større indflydelse, 

med til yderligere at svække kvinders muligheder. Alt i alt er resultatet, 

at polske kvinders erhvervsfrekvens er faldet fra 54 procent i 1992 til 

48 procent i 2002, og der findes stadig væsentlige lønforskelle mellem 

mænd og kvinder, ligesom kvinder er overrepræsenterede blandt de 

lavtlønnede grupper. 

NYE VINDE OVER IRLAND 

Når jeg her i bogen har valgt at inddrage et eksempel fra Irland, er det 

fordi, at udviklingen dér også er et vidnesbyrd om, at det er muligt at 

ændre på forholdene for kvinder inden for en relativ kort årrække. Ligesom 

Polen har Irland traditionelt været et stærkt katolsk land, og kvindesynet 

var, hvad man herhjemme ville betegne gammeldags. 

Forfatteren til artiklen om kvindernes situation i Irland, sociologen Diane 

Payne, forklarer, hvordan det traditionelle kvindesyn i Irland har påvirket 

lovgivningen. Frem til 1973, da Irland som Danmark blev medlem af 

EF, slog forfatningen fast, at staten var forpligtet til at arbejde for at sikre, 

at kvinder ikke af økonomiske årsager blev tvunget til at påtage sig arbejde, 

der betød, at de forsømte deres pligter i hjemmet. Lovteksten blev 

understøttet af den såkaldte ‘marriage bar’ – en lov, der gav private såvel 

som offentlige arbejdsgivere fri proces til at fyre en kvinde, når hun blev 

gift. 

Forholdene for irske kvinder har forandret sig meget de seneste 30 år, 

og udviklingen er i vid udstrækning en følge af landets optagelse i EU. 

19


20 INDLEDNING 

Som Diane Payne forklarer i sin artikel, var en række direktiver, der blev 

vedtaget i Ministerrådet, og i særdeleshed den linie der blev lagt af EFdomstolen 

i Luxembourg med til at ændre den irske lovgivning relativt 

hurtigt. Begreber som lige løn for lige arbejde, barselsorlov, børnepasning, 

sexchikane og kønsdiskrimination blev del af irske politikeres og 

embedsmænds ordforråd, og resultatet var ifølge Diane Payne umiskendeligt. 

I 1972 var en kvindes gennemsnitsløn 57 procent af mændenes, i 

1980 var tallet steget til 69 procent, og i 1998 var gennemsnitslønnen 75 

procent af mændenes. Samtidig er kvinders erhvervsfrekvens blevet mere 

end fordoblet i løbet af samme periode. 

Et område, hvor der imidlertid ikke har været den store udvikling, er 

børnepasning. Irland har stadigvæk Europas laveste erhvervsfrekvens for 

kvinder med børn under fem år, og kvinder med mere end et barn vil desuden 

som hovedregel have tendens til at fravælge erhvervsarbejde. 

NÅR KVINDER KRYDSER GRÆNSER 

Denne bog handler ikke kun om kvinders sociale mobilitet, men også om 

kvinder, der rejser ud og gør karriere i andre lande. Altså om kvinder som 

krydser geografiske grænser. Immigrationsbølgerne fra de mindre udviklede 

lande til de rigere, den fri bevægelighed af arbejdskraft inden for EU 

og de mange nye muligheder for at søge arbejde i internationale organisationer 

har givet kvinder muligheder, der for blot få år siden var helt 

utænkelige. Som man kan se i denne bog, kan kvinder, der flytter fra et 

land til et andet, ofte forbedre deres levevilkår og opnå en plads på 

arbejdsmarkedet, der ellers ikke ville være inden for rækkevidde. 

Tag nu for eksempel unge kvindelige efterkommere af indvandrere. De 

klarer sig overalt i Europa markant bedre end drengene i uddannelsessystemet. 

At deres forældre flyttede, har givet dem nye muligheder, fordi 

de er sluppet fri af undertrykkende bånd og regler i deres oprindelseskultur. 

Tidligere var emigranter fortrinsvis mænd, mens kvinderne kom til i forbindelse 

med familiesammenføring. I dag er situationen en anden. Kvinder 

emigrerer nu i lige så stor udstrækning som mænd for at skabe sig 

nye muligheder. 13 Men selv om man får bedre økonomiske vilkår, end der 

hvor man kommer fra, kan de menneskelige omkostninger være store. 

Familier må omstille sig, hvis de ikke skal splittes, og det kan være et vanskeligt 

valg for en kvinde at vælge sin egen fremtid, hvis det indebærer, at 

hun samtidig afskærer sig fra de dele af sin fortid, som hun værdsætter. 

Selv om første generation af emigranter ofte må nøjes med samfundets



dårligste job, er det alligevel en forbedring i forhold til de vilkår, som de 

kom fra, og ikke mindst giver det mulighed for både at sende penge hjem 

til familien og samtidig spare op til en alderdom derhjemme. Min egen 

farmor kom som ung pige fra Polen til Danmark, og skønt hun levede 

under kummerlige forhold som enlig mor og roehakker på Lolland, var det 

dog tifoldigt bedre end et liv på landet i Polen dengang. 

Tre af forfatterne til artikler i denne bog har på godt og ondt oplevet, 

hvad det vil sige at udvandre til at andet land. De fortæller tre meget forskellige 

historier, der hver især giver et godt indblik i de udfordringer flere 

og flere europæiske kvinder står over for. De føler sig splittede, ikke 

bare fordi de har flyttet sig fysisk og kulturelt fra deres udgangspunkt men 

også socialt. 

Lone Yalsinkaya, der nu er informationschef i rejsebureauet Tyrkiet- 

Eksperten og byrådsmedlem for Venstre i Gladsaxe, fortæller sin historie 

om en dansk/tyrkisk kvinde, der lever mellem to verdener: hendes traditionelt 

fungerende tyrkiske indvandrerfamilie og det moderne danske 

samfund. De to modsatte kulturer var uforenelige, og allerede tidligt i 

Lone Yalsinkayas liv blev modsætningerne så uudholdelige, at hun måtte 

vælge den ene verden frem for den anden. Da hun som 16-årig blev gift 

mod sin vilje med en 18-årig tyrkisk mand, der boede tæt på familiens 

hjem i Gellerupparken, indså hun, at hun var nødt til at bryde ud af det 

tyrkiske indvandrermiljø og sit ægteskab, hvis hun ville have muligheden 

for at leve sit liv på egne præmisser. Det gjorde hun under dramatiske 

om-stændigheder, og hun har siden levet et liv med både karrieremæssig 

succes og et udfordrende politisk liv. Lone Yalsinkayas historie er bemærkelsesværdig, 

fordi hun på tyve år har gennemgået den forandring, der er 

sket for de fleste europæiske kvinder som et resultat af et århundredes 

kvindekamp. 

Portugiseren Maria Cunha fortæller om sin tilværelse som portugisisk 

immigrant i Frankrig. Skønt hendes fortælling måske ikke er ligeså dramatisk 

som Lone Yalsinkayas, rummer den ikke desto mindre mange af 

de samme elementer, og også hun fremhæver nødvendigheden af at vælge 

mellem den nye og gamle verden. Maria Cunha beskriver, hvordan 

erfaringerne med at være indvandrer har påvirket hendes holdninger og 

livsopfattelse. Oplevelsen af at være et barn, der lever mellem to verdener 

– den portugisiske landsby, som hun er vokset op i, og den franske verden, 

som hun siden har kaldt sit hjem – har påvirket hendes forståelse 

af, hvilken rolle hun som kvinde burde spille i familien og i samfundet. 

Portugiserne begyndte at emigrere til Frankrig i 1950’erne og udgør i 

dag den største indvandrergruppe i landet. De kom som analfabeter eller 

med en 4-årig folkeskoleuddannelse og udførte ufaglærte jobs. Som man- 

21


22 INDLEDNING 

ge andre portugisiske kvinder i Frankrig arbejdede hendes mor med privat 

rengøring hos franske familier. Maria Cunhas nævner to eksempler på 

byrder, som den, der skiller sig ud fra sit miljø, må bære; som det dygtige 

barn, fik hun tidligt voksenpligter, og den sorgløse barndom blev et 

savn for resten af livet. Og hun fortæller om den gæld, som man hele 

tiden må betale af på, når man frigør sig fra sit sociale miljø. 

I dag arbejder Maria Cunha som sociolog med ekspertise i indvandrerspørgsmål 

i en offentlig institution under Arbejdsministeriet i Paris. 

Forældrene er nu flyttet tilbage til landsbyen i Portugal, hvor drømmen 

om et hus er blevet indfriet, og på trods af den lange rejse besøger hun 

ofte landsbyen. Måske fordi det virker helende på den splittelse, som hun 

lever med. 

Græske Stavroula Demetriades er et eksempel på den moderne europæiske 

kvinde. Hun er typisk for de karriereorienterede sydlandske kvinder, 

hvoraf mange rejser ud for at få gode jobs i EU’s institutioner. Karrieremulighederne 

og lønnen er så god, at hele Stavroulas familie bakkede 

op om beslutningen. Mænd til kvinder som Stavroula tager enten med 

eller nøjes med at mødes med deres kone i weekenden. Stavroulas historie 

er en god illustration af de store forandringer, der er sket for kvinder i 

Grækenland gennem de sidste 25 år, selvom der fortsat er mange forhold, 

som bør forbedres i Grækenland. Beskæftigelsesfrekvensen for 

kvinder er på 42,5 procent (2002) og er stadig blandt de laveste i EU. 

I sin artikel forklarer Stavroula Demetriades, hvordan hun efter sin kandidateksamen 

arbejdede med europæiske arbejdsmarkedsanalyser. Ad 

den vej fik hun kontakt til aktører på det danske arbejdsmarked, og hun 

blev opmærksom på mulighederne for at gennemføre et ph.d.-studium 

ved Aalborg Universitet. Her forskede hun i den skandinaviske arbejdsmarkedsmodel 

og erhvervsuddannelsessystemet, som hun er varm tilhænger 

af. Samtidig erfarede hun, at forskningen i Danmark på arbejdsmarkedsområdet 

stadig er meget mandsdomineret. 

Hendes uddannelse førte efterfølgende til et job som forskningsleder ved 

Det Europæiske Institut til Forbedring af Leve- og Arbejdsvilkår, en af EU’s 

institutioner i Dublin. Instituttet følger blandt andet med i arbejds- og 

ansættelsesforholdene i hele Europa, og i sit arbejde bruger Stavroula de 

erfaringer, som hun har fået under opholdet i Danmark. 

Da turen gik til Dublin var det ikke længere blot hende selv, der skulle flytte. 

Hendes mand og barn skulle med, og det var en stor udfordring, som 

kun lykkedes, fordi Stavroulas mand accepterede at spille andenviolin i 

forhold til hendes karriere.



Græske kvinder er som de portugisiske meget synlige i mange af EU’s 

institutioner rundt omkring i Europa. Det er kendetegnende for begge landes 

befolkninger, at de i mange årtier har været vant til, at emigration var 

en af de sikreste måder at forbedre sine levevilkår. Forskellen er bare, at 

det nu er kvinderne, der rejser ud, og at mange af disse kvinder også er 

højtuddannede i modsætning til tidligere tiders emigranter, som var ufaglærte. 

BØRNEPASNING I EUROPA 

Som kvinde er muligheden for, at man kan få sine børn passet en 

afgørende faktor, hvis der skal være en chance for at opnå ligestilling på 

arbejdsmarkedet. Uden pasningsmuligheder er det kun barnløse kvinder 

eller kvinder med meget forstående mænd, der rimeligvis kan gøre sig 

forhåbninger om at have en fast tilknytning til arbejdsmarkedet eller endda 

at kunne klare sig i den hårde konkurrence om de gode jobs. 

Børnepasningspolitikken lader meget tilbage at ønske i de fleste europæiske 

lande, og det er i mange tilfælde op til den enkelte selv at finde 

løsninger. Med den aldrende befolkning bliver pasningen af gamle også 

en udfordring for kvinderne i mange lande. På begge områder er nordiske 

kvinder meget privilegerede, fordi det offentlige tager sig af både børn 

og ældre. 

I de fleste central- og sydeuropæiske lande er det en udbredt løsning 

selv at skaffe pasningsmuligheder. Offentlige daginstitutioner dækker 

langt fra behovet, og de private er ofte meget dyre. Specielt er tilbuddene 

til de helt små børn næsten fraværende. Hvad gør man så? 

Ja, en stor del af kvinderne i de latinske lande fravælger at få børn eller 

nøjes med kun at få ét barn. Pasningen af barnet og husarbejdet varetages 

ofte af en anden kvinde, som regel en emigrant fra et 3. verdensland. 

Befolkningen i mange europæiske lande er så vant til at hyre en tjenende 

ånd, at mange foretrækker en ukrainsk kvinde til at passe deres gamle 

mor frem for at anbringe hende på plejehjem, lige såvel som de finder 

det fordelagtigt med en ung pige i huset til at se efter børnene, så man 

ikke behøver at skynde sig hjem fra arbejde, inden dagsinstitutionerne 

lukker. Meget af denne type arbejde er ofte illegalt eller sort. 

I et land som Italien ville hele plejesektoren bryde sammen, hvis det 

ikke var for de udenlandske kvinder. Mama har i dag sit eget arbejde 

uden for hjemmet, og også mange bedstemødre arbejder ude og har ikke 

tid til at passe børnebørn. 

De fleste af disse kvindelige indvandrere kommer fra Østeuropa, Asien, 

23


24 INDLEDNING 

Afrika eller Sydamerika. Der er gennem mange år opbygget netværk og 

traditioner for, hvor bestemte nationaliteter rejser hen. For eksempel 

arbejder der både mange østeuropæiske, albanske og kvinder fra Kap 

Verdeøerne i Italien, mens kvinder fra Sydamerika og Vietnam arbejder 

som husassistenter i Spanien. Flere amerikanske undersøgelser om globale 

vandringer har netop kortlagt kvinders vandringer fra de fattige lande 

til EU og USA og rige lande i Asien som Singapore og Hong Kong, hvor 

de søger jobs som husassistenter. En af konklusionerne er, at mange af 

disse kvinder er enlige mødre, der af nød rejser til vesten, hvor lønnen 

som husassistent er højere end et vellønnet job, dér hvor de kommer fra. 

Men omkostningerne er, at de må efterlade deres egne børn hos forældre 

eller familie, og den omsorg, de skulle have givet deres egne børn, tilfalder 

nu børn og voksne i familien, hvor de arbejder. 

Hushjælp er ikke udbredt i Danmark, men kvinder fra Østeuropa bliver 

mere og mere almindelige som såkaldte au pairs. Den danske model med 

daginstitutioner og offentlig ældrepleje kombineret med den oprindelige 

hjemmeservicemodel, hvor der også blev givet tilskud til børnefamiliernes 

rengøring, må nok siges at være det optimale i forhold til kvinders deltagelse 

på arbejdsmarkedet. 

De gange jeg har undersøgt børnepasningstilbud i Europa, har jeg altid 

sendt taknemmelige tanker til tidligere borgmester Thorkild Simonsen og 

Århus Kommune. Siden min datter var gammel nok til at komme i vuggestue, 

har vi ikke manglet daginstitutionsplads, og tilmed var der dengang 

også tilbud om mad både i daginstitutioner og i skoler. Kommunen 

havde derudover en lang række tilbud til børn efter skoletid. Jeg kunne 

for eksempel passe mit arbejde som aftenskolelærer, fordi der var aftenåbent 

i fritidsordningen nogle dage om ugen. Min datter gik – om end lidt 

modvilligt – til skakundervisning, da hun var 9, så jeg imens kunne passe 

min undervisning på samme skole. 

Som udenrigskorrespondent har Annegrethe Rasmussen haft stor erfaring 

med børnepasningsordninger i henholdsvis Danmark og Storbritannien. 

Der er, som hun påpeger i sin artikel, staten til forskel på de to lande. 

I Danmark ses børnepasning som en naturlig opgave, der påhviler 

velfærdsstaten. I Storbritannien, der sammenlignet med Danmark er 

langt mere liberalistisk, også under Labour-regeringen, ville staten aldrig 

blande sig så meget i den enkelte families privatliv. På den anden side af 

kanalen er der derfor ikke nogen ret til offentlig børnepasning før barnets 

femte år, hvor det begynder i pre-school. Og her slutter tilbuddet gerne et 

sted mellem kl. 12 og 14:30. Derefter er der mulighed for, at barnet kan 

komme i offentligt fritidshjem, men det er, som Annegrethe Rasmussen 

pointerer, ikke et sted en fornuftig mor tør efterlade sine børn.



En familie, hvor både faren og moren er udearbejdende, må selv betale 

for børnepasning i Storbritannien. For Annegrethe Rasmussens familie 

betyder det, at udgifterne til pasning af de tre børn månedligt løber op i 

underkanten af 30.000 kr. Samtidig må Annegrethe tilrettelægge sin 

arbejdsdag således, at hun arbejder flere timer om aftenen og natten. 

Ellers kan hun ikke være hjemme fra arbejde kl. 14:30, når hendes børn 

kommer hjem. 

KVINDER I DEN NYE ØKONOMI 

Helen Wilkinson, der bor i London, er en af Storbritanniens førende kvindeforskere. 

Jeg mødte hende i forbindelse med en undersøgelse, som jeg 

lavede om kvindelige iværksætteres vilkår i udvalgte EU-lande. Helen Wilkinson 

er selv iværksætter og meget optaget af kvinders muligheder for at 

skabe deres egne virksomheder. Få dage efter vores møde så jeg hende 

deltage i et morgeninterview på BBC om ligestilling. Hun skulle kommentere 

en ny trend blandt unge familier i London, der går ud på, at 

konen arbejder med sin karriere, mens manden – i dette tilfælde en ung 

kunstner – bliver hjemme og ordner hus og passer børn. 

Tendensen er imidlertid ikke særligt udbredt, og under mine besøg i 

London oplevede jeg, at man i mange firmaer gjorde meget ud af at fortælle, 

at de ikke havde family friendly personalepolitik. Eksempelvis talte 

jeg med en barnløs medarbejder, som, da hun blev gravid, fik valget mellem 

at få barnet eller beholde sit job. Hun valgte abort. 

Det britiske arbejdsmarked er meget anderledes end det danske. Mange 

arbejdspladser i industrien er blevet afløst af jobs inden for servicesektoren 

og de kulturelle industrier, og samtidig bliver fastansættelser i 

højere og højere grad erstattet af freelance-kontrakter. Mange kvinder i 

Storbritannien, der ønsker at forsørge sig selv, er derfor usikre på, om det 

er klogt at få børn. Helen er selv en af disse kvinder. 

I sin artikel her i bogen skriver Helen Wilkinson om kvinders muligheder 

i den nye it-baserede vidensøkonomi. It har trods et dyk i slutningen 

af 1990’erne været katalysator for økonomisk vækst gennem de seneste 

10 år. Arbejdsmarkedet inden for it-branchen – og i andre kreative 

erhverv – er meget mere dynamisk end tidligere, og det er, som Helen 

pointerer, også mindre sexistisk. De gode resultater bliver altid værdsat, 

uanset om de er opnået af en mand eller en kvinde. Her er kvindelige 

dyder som kreativitet, networking, teambuilding og multitasking centrale, 

og mange har derfor set den nye økonomi som en god mulighed for at 

opnå mere ligestilling mellem kønnene. 

25


26 INDLEDNING 

Helen Wilkinson er dog ikke optimist. Som hun forklarer, er der stadig 

en række faktorer, der hæmmer kvinders muligheder, og indtil nu har 

opblomstringen i vidensøkonomien ikke medført meget større ligestilling 

på arbejdsmarkedet. Baggrunden for den begrænsede udvikling er dels, 

at den nye økonomi er endnu mindre børnevenlig end den gamle, dels at 

de investorer, der giver den økonomiske ramme til at starte nye virksomheder, 

typisk har forfordelt mænd. Endelig uddanner kvinderne sig ikke 

tilstrækkeligt inden for de teknologiske områder. 

KVINDERNES EUROPA 

Udviklingen af lige muligheder for kvinder i Europa er en lang og møjsommelig 

proces. Både på arbejdsmarkedet og i den politiske verden 

dominerer mænd stadigvæk, og der er endnu mange barrierer for kvinder. 

På trods af mange initiativer er glasloftet intakt, og kvinder står stadig 

tilbage for mænd når det gælder løn og position i samfundet. Der går 

lang tid før velmenende holdninger omsættes til politisk initiativ og samfundsmæssig 

indgriben. 

Der kan der ikke herske tvivl om, at europæiske kvinder langsomt vil gøre 

krav på mere og mere indflydelse i samfundslivet. Nogle af de mest opløftende 

eksempler i Europa ser man i lande som Portugal og Irland, mens 

vi i Danmark efter en forrygende begyndelse på kvindekampen i 

1970'erne er begyndt at sakke bagud. 

I den europæiske dialog er begrebet added value centralt. Hermed 

menes at den ekstra værdi, som man kan opnå ved, at lande med forskellige 

kulturer, samfundssystemer og traditioner samarbejder. Det gør 

sig ikke mindst gældende i sammenhæng med ligestilling. I Danmark kan 

vi blandt andet lære meget af de sydeuropæiske kvinder, når det drejer 

sig om at gøre arbejdsmarkedet mindre kønsopdelt. På den anden side 

er den offentlige børnepasning og ældreplejen systemer, som med stor 

succes kunne eksporteres til lande i Syd- og Østeuropa. 

Den europæiske union er på mange måder en fortrinlig ramme til at videreføre 

kampen for ligestilling. Med sin progressive lovgivning og mange 

supplerende aktiviteter finder man her godt gehør for ligestillingssynspunkter. 

Samtidig bringer EU kvinder sammen fra hele det europæiske 

kontinent. Det giver først og fremmest kvinder mulighed for at stå sammen 

og koordinere den fælles indsats, ligesom det giver mulighed, at



kvinder kan lære af de erfaringer, der er gjort i de andre europæiske lande. 

Efter valget i 2004 har den spanske regering stillet sig i spidsen for ligestillingen 

i Europa. Ikke blot har regeringslederen José Luis Zapatero 

udpeget en regering, hvor halvdelen af ministrene er kvinder, men han 

har samtidig sat ligestilling øverst på dagsordenen for regeringens politik. 

I Sverige har regeringen i flere år ført en offensiv ligestillingspolitik, som 

har resulteret i en lige fordeling af ministerposterne mellem mænd og 

kvinder. Det er eksempler, som kan bør efterfølges af de andre europæiske 

lande. 

NOTER 

1 Ugebrevet A4, Nr. 10 2004 15. marts 

2 Hansen, Erik Jørgen, Konflikter og uligheder i det moderne samfund. Billesø & Baltzer. 2002 

3 Tidsskrift for arbejdsliv, 5. årg. Nr. 4 december 2003. Side 21 

4 Information 1. oktober 2004, side 1 

5 Note: Eurostat – DG Research 2001 

6 Information 11. januar 2005 

7 Magtudredningen - En analyse af demokrati og magt i Danmark. Hovedresultaterne. 2003 

8 UNDP – Human Development Report 2003, side 314 

9 Eurostat, Yearbook 2004, p. 145 

10 Information 13/1-2005 

11 Rapport til Aalborg Kommunes Ligestillingsudvalg af David Etherington, Faculty of Social Sciences, Open University Milton 

Keynes, UK, september 2003. 

12 Global Woman : Nannies, Maids, and Sex Workers in the New Economy 

by Arlie Russell Hochschild (Editor), Barbara Ehrenreich (Editor), Metropolitan Books, 2003 

13 Global Woman : Nannies, Maids, and Sex Workers in the New Economy 

by Arlie Russell Hochschild (Editor), Barbara Ehrenreich (Editor), Metropolitan Books, 2003 

27


MARIA DO CEU CUNHA 

FASILD, PARIS 

Maria do Céu Mendes Cunha er født i 1955 i Sabugal, Portugal. 

Siden 1962 har hun boet i Frankrig, som hendes familie dengang immigrerede til. 

Hun er uddannet sociolog med en naturvidenskabelig doktorgrad. Hun har boet i 

Paris siden 1979. I dag arbejder hun hos FASILD, en offentlig virksomhed, som 

arbejder med projekter, der har til formål at fremme integrationen for immigranter 

og deres børn og kampen mod diskrimination. 

Maria do Céu Mendes Cunha er gift og mor til Samuel Gordey på 15 år.


MARIA DO CEU CUNHA 

DET FREMMEDE LAND: 

BILLEDER OG VIRKELIGHED 

LÆNGSEL 

I 1962, da jeg første gang så det land, der senere skulle blive mit, var jeg 

otte år gammel. Landet var Frankrig, og det kom til mig i form af et farvebillede. 

Farverne forvandlede elendigheden, så den næsten forsvandt. 

I øvrigt var det første gang, jeg overhovedet så et farvebillede. 

Billedet kan ikke sammenlignes med dem, der kom fra landsbyens 

fotograf hr. Martins. På de sort-hvide billeder, han tog af os ved særlige 

lejligheder, lagde han lidt farve på vores ansigter og læber. Et eksempel 

er det billede, han tog, før min far rejste til Frankrig, hvor vi alle fire stillede 

op på rad og række. Min bror gør et noget kejtet indtryk, som generte 

mennesker ofte gør det. Jeg poserer med et påtaget smil og viser 

de store tænder, der har givet mig så mange kvaler hele barndommen 

igennem. Min mor er smuk, som hun står med sin store hårfletning ned 

ad ryggen, men min far ser trist ud. Meget senere har jeg tænkt, at han 

måske var bange; han som ellers ikke var bange for noget som helst. Han 

var den største og stærkeste mand i landsbyen, men han havde aldrig 

været uden for landets grænser. 

På et andet billede, der ankom med posten, sidder han foran et “skur” 

og smiler til mig. Billedet kom fra det farverige land, hvor vi snart skulle 

genforenes. Hvordan skulle vi nogle måneder senere, i den snavsede verden 

vi ankom til på en grå vinterdag, kunne genkende det, vi havde set 

på billedet, og som vi havde drømt så meget om? Vi befinder os nemlig i 

Champignys barakby, hvor portugisere, som er flygtet fra krig og elendighed, 

klumper sig sammen i tusindvis. Emigranterne har en sejlivet forestilling 

om bedre livsbetingelser og om at blive til noget, og den har bragt 

dem hertil. 

29


30 MARIA DO CEU CUNHA 

Vi kom fra det nordlige Portugals indre. Snart ville vores landsby nær 

grænsen have mistet mere end halvdelen af sine indbyggere. Mændene 

rejste først, inden den store udvandringsbølge, der fra midten af 60’erne 

lænsede vores land for kræfter. Til at begynde med rejste smuglerne, som 

plejede at hente tobak og kaffe i Spanien, og derefter alle de andre. I løbet 

af meget kort tid var der ikke flere landmænd i landsbyen. Nødtvungent 

havde de forladt deres “granitmarker” til gengæld for andet slidsomt 

arbejde, som de endnu ikke vidste, hvad var. 

I begyndelsen græd jeg meget. I hvor lang tid? Jeg ved det ikke, men 

som jeg husker min barndom, var det en evighed. Min far var glad for 

igen at have min mor hos sig. Han havde i to år delt seng med en ven fra 

landsbyen. Om natten, når han trak det forhæng for, der delte værelset i 

to – men ikke holdt sukkene og min mors svage protester ude – græd jeg 

længe i tavshed. Min bror sov en 5-årigs sorgløse søvn. 

Stædigt holdt jeg det hele for mig selv, mens jeg i tankerne søgte tilbage 

til min tabte verden. Jeg huskede min mormor, som var streng mod 

mig, men som jeg elskede meget højt, og Laranginha, der var min bedste 

veninde, selv om vi var meget forskellige. Hun var allerede en god lille 

husmor med et godt øje til drengene, mens jeg altid hang over bøgerne. 

Jeg tog mig ikke af de gentagne advarsler fra venner og bekendte: “Hvis 

du bliver ved, risikerer du at tage skade af det”. Selv Fru Dulce, den indesluttede 

lærerinde, der tog os med hjem til sig selv om aftenen, når det 

blev mørkt, og vi ingenting kunne se i skolen, fordi der ikke var elektrisk 

lys, havde samme holdning. Hun lærte mig at læse og skrive, men hørte 

aldrig om, hvor mange glæder det senere hen i livet har givet mig. Jeg fik 

lidt ondt af hende, når jeg – hendes bedste elev – senere i en anden skole 

blev placeret bagerst i klassen, hvor jeg sad uden at forstå en brik af, 

hvad min nye lærerinde sagde. Hun talte et sprog, der signalerede 

“adgang forbudt for uvedkommende”, og kunne ikke skjule sin medlidenhed 

med os, henvist som vi var til at gå klædt i det gammeldags genbrugstøj, 

som vores mødre udstyrede os med, og i søndagsstøj hjemme 

fra landsbyen, som ved siden af vores mudrede fodtøj tog sig ud som en 

anakronisme. 

DEN NYE TILVÆRELSE 

Pludselig, uden at jeg ved hvorfor, ændrede livet sig. Jeg begyndte at 

elske vores kvarter, som vi aldrig kaldte en “barakby”. Det var kun de 

andre, dem der ikke levede her, som kunne finde på at omtale den 

sådan. Der kom flere og flere børn til, og vi levede et frit liv. Vi havde man-


DET FREMMEDE LAND: BILLEDER OG VIRKELIGHED 

ge minder fælles, vi talte det samme sprog, og det gik op for os, at Portugal 

var et stort land – overraskende for os, der aldrig havde været uden 

for området omkring landsbyen. Vores forældre besøgte hinanden om 

søndagen, vores fædre havde de samme arbejdsgivere og vores mødre 

deltes om husarbejdet hos arbejdsgivernes koner. Det tætte netværk og 

den indbyrdes solidaritet dækkede over en elendighed, vi sagtens kunne 

mærke, men aldrig så meget, at håbet om et andet liv blev slukket. Snart 

...! 

Der findes arbejde overalt, og mændene blev ofte hos den samme 

arbejdsgiver, som udnyttede dem, men også respekterede dem. Min far 

arbejdede i mere end 15 år for en italiener ved navn Dino, som på et tidspunkt 

vendte tilbage til Italien. Han var selv immigrant; blot fra en anden 

generation. Min far iberegnet beskæftigede han fire mænd fra vores 

landsby. Alle var under 35 år, og de var stærke. Dino var meget glad for 

at kunne gøre brug af disse arbejdsivrige landmænd, som havde ladet det 

hårde arbejde med jorden bag sig til fordel for det barske byggefag, hvor 

de dog i det mindste var sikret en løn ved slutningen af måneden. De var 

blevet murerarbejdsmænd. 

Og så en dag kom Fernanda ind i mit liv. Jeg kan ikke huske hvornår, 

men jeg mindes den gang, hun fortalte mig om havet, som hun havde set 

med egne øjne. Hun kom fra Leiria, en by tæt ved den portugisiske kyst. 

Jeg derimod havde aldrig set havet. Jeg var født inde i landet. Havet var 

en drøm som så meget andet af det, mit ensomme barndomsunivers var 

fyldt af. Jeg var “læsefordummet”, som min bror elskede at kalde mig. 

Selv åbnede han aldrig en bog uden for skolen. Fernanda blev min veninde 

og vejleder. Hun var lige så udadvendt og forførende, som jeg var tilbageholdende 

og klodset, men hun kom mig i møde og åbnede mange 

døre i mit liv. Hun var kommet til Frankrig året før og talte allerede dette 

fremmede sprog, der for mig stadigvæk var lukket land. Hun blev min 

sande læremester, og det er hende – som ikke selv interesserede sig synderligt 

for skolen – jeg kan takke for, at jeg hurtigt blev den bedste elev i 

min klasse. 

Som noget selvfølgeligt tog hun mig ved hånden og førte mig langsomt 

væk fra den fantasiverden, jeg altid havde søgt tilflugt i. Det gjorde hun 

ved at spinde en kokon rundt om mig, så jeg fik min angst på afstand og 

til dels kunne skjule min mangel på mod. Hun blev min veninde for livet. 

Hun havde let til latter, var sensuel og helt igennem kvinde, men fik dog 

aldrig overtalt mig til at danse i den portugisiske forenings folkedansergruppe 

– noget, som ellers kaldte stoltheden frem hos vores forældre. 

Hun gik ud af skolen som 16-årig, hvilket næsten alle indvandrerbørn 

gjorde på det tidspunkt. Det skar mig i hjertet, når jeg så hendes hænder, 

31



der var ophovnede af arbejdet som blomsterbinderelev. Jeg havde skyldfølelse, 

og derfor købte jeg hver søndag blomster til den kommende uge 

i den smukke butik, hvor hun arbejdede. Venskabet med hende beseglede 

for altid min samhørighedsfølelse med kvindekønnet... 

Da jeg fik min CM1 eksamen (4. klassetrin), skiltede mine forældre 

med mit diplom overalt hos de af naboerne og vennerne fra landsbyen, 

hvis børn ikke klarede sig helt så godt. Med en stolthed, der nok var 

oprigtig, men ikke helt fri for at være lidt hoverende, fremviste de mine 

fremragende resultater. Det, der i virkeligheden glædede min mor mest, 

var at vise mine resultater til Fru Dubois, hos hvem hun arbejdede som 

hushjælp, og som min far også udførte forskelligt forefaldende arbejde 

for. Fru Dubois havde en datter, hvis brugte tøj gik videre til mig, og jeg 

skammede mig over at iføre mig tøj, hun tidligere have gået med i den 

samme skole og den samme klasse. Fordi Sandrine, Fru Dubois’ datter, 

var nr. 2 og jeg nr. 1, kunne min mor og jeg være fælles om stoltheden. 

Jeg var bedre end Sandrine til skrivning, mig ... der var indvandrerbarn, 

boede i barakbyen og for mindre end et år siden bange gemte mig i et 

hjørne og ikke forstod noget, når hendes mor tilbød mig en kage eller slik. 

Således blev jeg “den dygtige elev” og dermed også “den flinke og rare 

pige”. Jeg blev hurtigt til et billede, som mine forældre elskede at spejle 

sig i, og det samme gjaldt i øvrigt naboer og venner. Det var mig, der 

udfyldte officielle papirer, ledsagede kvinderne til lønforhandlinger med 

deres herskab og fungerede som mændenes tolk hos social- og sundhedsforvaltningen. 

På trods af min unge alder blev jeg også brevskriver 

for mændene. Jeg skrev til de efterladte koner, hvordan mændene længtes 

efter det land, de var vokset op i, men som aldrig havde givet dem 

mulighed for at lære at læse og skrive. Som så mange andre fattige børn, 

der har frigjort sig fra deres sociale miljø, begyndte jeg at betale af på en 

gæld, som aldrig kunne indfris: Min “gode opførsel” havde alt for tidligt 

forvandlet mig til en voksen og resulterede i, at en sorgløs barndom blev 

et savn resten af livet. 

MELLEM TO KULTURER 

Hver sommer vendte vi tilbage til vores landsby med kufferterne fyldt med 

gaver. Måske gjorde vi det for at købe os syndsforladelse – eftersom det 

at rejse er at forråde – måske for at opretholde forbindelsen med dem, 

der ikke havde modet til at rejse. Dem, der blev hjemme, dømte den 

“afvigelse”, det var at have forladt marker og hus, hårdt ... På godt og 

ondt er det skæbnen for alle dem, der rejser væk.



Vores mødre havde klippet deres smukke fletninger af – de fletninger 

de havde året før – og viste sig nu med kort, krøllet hår og i lyse og plisserede 

nederdele. Dermed skilte de sig klart ud fra de andre kvinder i 

landsbyen. Når de gik på indkøb, afholdt de sig ikke fra at krydre samtalen 

med ord fra deres dårlige franske. Min bror omgikkes kun venner, der 

som ham selv var “franske”, og som alle interesserede sig for LEP (teknisk 

skole) og andre faglige uddannelser. De ventede bare på at forlade 

skolen, og de var stolte over, at de som 13-årige var godt på vej til at blive 

håndværkere, indstillet som de var på at følge i deres fædres fodspor! 

De var friske fyre, og snart kom de til at køre igennem Frankrig og Spanien 

i deres flotte biler. Bilerne var nemlig familiens store stolthed. 

Jeg havde det på en anden måde, og landsbyen blev med tiden nærmest 

til en pinagtig oplevelse. Jeg ændrede mig, og dog var jeg den samme. 

Jeg var det barn, der for bestandig tog væk “fra dalen til bjerget” for 

at plukke mine barndomsblomster “ved huse, på marker / i haver, ved kilder...”. 

1 Selv ønskede jeg for enhver pris at forblive en del af landsbyen, 

og jeg holdt fast på mine veninder fra før i tiden. Dem der, som jeg selv, 

kom fra Frankrig, holdt jeg mig fra. De var blevet en slags “fremmede” for 

mig. De sang Angola é nossa, 2 og de blev forargede over, at jeg sagde ja 

til at danse med en smedelærling, som ellers få år tidligere havde været 

vores legekammerat. Der var blevet trukket nye grænser. På den ene side 

var der dem, der gik på gymnasiet, og på den anden side dem, der arbejdede, 

fra de var 10 år gamle. De unge kunne ikke længere frit blande sig 

med hinanden... 

Også jeg blev imidlertid kun tolereret på skrømt, og selv om jeg tilsyneladende 

havde opnået en vis accept efter en tvungen aflæggelse af troskabsed, 

blev også jeg snart placeret på den anden side af den usynlige 

grænse. Mine forsøg på at blive en af dem havde været forgæves. En 

bestemt betoning, en simpel forglemmelse, et ord på fransk der sneg sig 

ind, gjorde med ét alle mine anstrengelser til skamme og placerede mig 

på den anden side, på immigranternes side. 

Jeg var klassens bedste elev, og i en alder af 15 år opdagede jeg via 

Balzac, hvor meget bøndernes trællekår overalt i verden ligner hinanden 

... jeg var en pige fra de store byer, som aldrig havde glemt min fars sikre 

bevægelser, når han såede, og heller ikke den beske lugt fra fadene, 

hvor svinekødet fra årets slagtning blev opbevaret, eller gudstjenesten 

juleaften. Jeg, der var lige så meget herfra og derfra som så mange andre 

steder fra, behøvede bare at sætte min fod i landsbyen, og straks kom alle 

de portugisiske drømme galopperende tilbage. Jeg var dog ikke i stand til 

at bevare venskabet med disse veninder, der var uvidende og noget pjankede, 

men “rigtige portugisere” ... “Jeg er en anden”, følte jeg meget 

33



stærkt i disse år, og den følelse har aldrig siden forladt mig. Dels på grund 

af de forhindringer, jeg stødte på, og dels på grund af min egen manglende 

oplevelse af at høre til, gik jeg til stadighed med en følelse af aldrig 

at være noget sted helt, at være rykket op med rode og hele tiden at være 

på vej ... i en stadig søgen efter en mere blivende tilværelse, altid på udkig 

efter et hjem, der kunne opveje den usikkerhed og mangel på stabilitet, 

som kendetegnede min barndom. 

IDENTITET SOM INDVANDRER 

Senere kom der mere ro over mit liv – ofte takket være bøger. Det skete 

for eksempel med Bourdieu, da jeg som 20-årig sammen med “arvingerne” 

oplevede den blanding af stolthed og oprejsning, som alle “afhoppere” 

oplever, når de vælger at stå frem og tone rent flag med hensyn til 

deres oprindelse... Tidligere endnu, da jeg var 18, blev en anden digter 

vigtig for mig. Den dag jeg læste “jeg så mit folk vælte frem på Austerlitz 

banegård” blev jeg “indvandrer” og et “indvandrerbarn”. Da blev jeg 

entydigt og helt afklaret. Nu havde jeg som mine forældre krydset begge 

grænser: de fysiske og de symbolske grænser. Jeg var gået fra én verden 

til en anden, som om det var den naturligste ting i verden; men det forholdt 

sig imidlertid ikke helt sådan. Jeg var en af disse piger, som tilhørte 

de første i “andengenerationen”, en der havde levet begge universer 

fuldt ud, som havde delt elendigheden og smerten med sine forældre og 

derfor var grundlæggende solidarisk med dem. Men det medførte også, 

at jeg på mine egne og mine nærmestes vegne måtte bære på den tunge 

byrde, der hedder skam. 

Kan et digt, en samling ord, bidrage til at sætte stumperne af en splintret 

identitet sammen? I hvert fald betød digtet, at jeg aldrig glemte den 

dag, hvor jeg gik over på det modsatte fortov for at undgå, at jeg i selskab 

med min far skulle møde en skoleveninde. Ej heller alle de gange da jeg 

helst ikke ville have været datteren til den mor, jeg elskede, og som jeg 

ville beskytte, men som henvendte sig krybende til mine lærere på et temmelig 

uforståeligt sprog. Jeg har mange gange haft lyst til at dræbe disse 

lærere med deres afmålte smil og sødladne opmærksomhed. Eller var det 

kun mig, der så det som udtryk for foragt? 

Digtet fik mig til at høre til. For en gangs skyld følte jeg mig enormt 

stærk ved selv at være en del af den befolkningsgruppe – portugisere i 

Frankrig, som “vælter frem på Austerlitz banegård”. Og med det tilhørsforhold 

kunne jeg også høre til i verden. Jeg kunne høre til i alle de verdener, 

der åbnede sig for mit unge sind: litteraturens verden, den politi-



ske verden... Jeg kunne se videre end til mig selv, kunne slippe ud af min 

indelukkede fantasiverden og tro på, at jeg kunne ændre verden... 

Jeg kunne slås – og ville ikke længere underkaste mig – slås for, at alle 

mænd og kvinder kan føle, at de har ret til at være dér, hvor de befinder 

sig, ret til at arbejde, til at leve, til at opdrage deres børn. Det er et ønske 

om at deltage i det politiske liv, der altid har været der, selv om måderne 

at realisere det på har ændret sig. Dette ønske om at deltage i det politiske 

liv har i mit tilfælde altid gået hånd i hånd med kærligheden til ordene. 

Min søn er 15 år gammel i dag. Han nægter hårdnakket at tale portugisisk, 

det sprog, som han famlende forsøgte at sige sine allerførste ord 

på... Han har aldrig boet i et fattigkvarter og er blevet skånet for alle de 

smerter, som andre indvandrerbørn i dag indigneret synger om i rapmusikken. 

Men han kan godt lide den form for rap, hvor det er ordene, 

der tæller. Og en dag så jeg i et hjørne over hans seng, ved siden af plakaterne 

med alle hans idoler, en kopi af en sentens fra min ungdomstid 

– ord der har fulgt mig gennem lang tid, og som jeg har placeret over mit 

arbejdsbord: “Det folk, hvis ansigter / nogle gange lyser af glæde / andre 

gange er sammenbidte, / og som til tider får mig til at tænke på slaver, til 

tider på konger...”. 3 Og så vidste jeg, at også denne knægt – ligesom jeg 

selv og alligevel på en måde, der er anderledes – ubestrideligt tilhører et 

folkeslag, en verden og ordenes univers. 

NOTER 

Oversat fra fransk af Francisco Pires 

1 Fra en portugisiske folkevise: “por casas, por prados/por quintais, por fontes...”. 

2 Angola er vores. En portugisisk sang fra kolonitiden. 

3 Portugisisk tekst: “esta gente cujo rosto/ às vezes luminoso/ e outras vezes tosco/ ora me lembra escravos ora 

me lembra reis...” af Sophia de Mello Breyner Andresen. 

35


36 

MARIA HELENA ANDRÉ 

DEN EUROPÆISKE FAGLIGE SAMARBEJDSORGANISATION 

BRUXELLES 

Maria Helena André er født i 1960 i Paço de Arcos, Portugal. 

Hun er uddannet på universitetet i Lissabon i moderne sprog og litteratur. 

Hendes karriere begyndte i den faglige organisation UGT i Portugal, hvor hun 

arbejdede i den internationale afdeling fra 1981-1991. I 1992 kom hun til Den 

Europæiske Faglige Samarbejdsorganisation (EFS), hvor hun i dag er vicegeneralsekretær. 

Hun bor i dag i Bruxelles og er gift, men har ingen børn.


MARIA HELENA ANDRÉ 

EU OG LIGESTILLING 

UDFORDRINGER FOR KVINDER PÅ DET MODERNE 

EUROPÆISKE ARBEJDSMARKED 

KARRIEREN STARTER 

Jeg opfatter mig selv som for ung til at se tilbage på mit liv. Indtil nu har 

jeg altid set fremad, mod fremtiden, og har set meget lidt bagud, mod fortiden. 

Men det hænder af og til, at jeg tænker på, hvordan mit liv ville 

have udviklet sig, hvis jeg ikke i juni 1981 havde sagt ja til et arbejde i 

den internationale afdeling i UGT (União Geral dos Trabalhadores) – det 

portugisiske LO. 

Jeg var ikke jobsøgende men stadigvæk i gang med mine universitetsstudier 

i engelsk og tysk sprog og litteratur. Atmosfæren i Portugal var rigtig 

spændende på det tidspunkt, nogle få år efter Nellikerevolutionen i 

1974, men studierne var præget af manglende sammenhæng, og jeg var 

begyndt at tabe interessen for dem. Når chancen viste sig, hvorfor så ikke 

prøve noget andet? Hvorfor ikke få afprøvet mine sprogfærdigheder i 

praksis? 

Sådan begyndte min fagforeningskarriere. Jeg var 20 år, fuld af energi 

og meget spændt på, hvordan det ville være at arbejde i en faglig organisation. 

UGT, en faglig landsorganisation af socialdemokratisk observans, 

var dengang under opbygning. Netop det gjorde den specielt spændende 

som arbejdsplads. Dens ledere var unge mænd og kvinder, som havde 

en fast tro på fremtiden for et demokratisk Portugal. En fremtid der 

skulle formes i respekt for arbejdernes rettigheder og deres kamp for forbedrede 

arbejds- og levevilkår. Opstarten var vanskelig efter 48 års diktatur, 

der havde holdt store dele af befolkningen i uvidenhed. At arbejde for 

en faglig organisation betød, som det i øvrigt også gør i dag, lange 

arbejdsdage og meget arbejde om lørdagen og søndagen. Men ingen klagede, 

da vi var motiverede og overbeviste om, at vi ville forandre Verden. 

37


38 MARIA HELENA ANDRÉ 

Vi klagede ikke, skønt det, vi selv praktiserede arbejdsmæssigt, var nøjagtig 

det modsatte af vores krav til arbejdsgiverne med hensyn til arbejdstider 

og arbejdets art. 

Mere end 20 år efter er meget forandret i både Portugal, Europa og 

hele verden, men også i mit personlige liv. Mit arbejde i UGT’s internationale 

afdeling, min aktive deltagelse i livet i min egen fagforening, de 

kontakter, jeg har etableret med fagforeningsfolk fra andre dele af verden 

samt mit ansvar som ungdomsleder i henholdsvis et nationalt og et europæisk 

fagforbund, har påvirket min karriere afgørende. Efter at have 

arbejdet på nationalt niveau blev jeg medlem af FFI’s (Den frie faglige 

Internationale) Ungdomsudvalg, medlem af bestyrelsen for EF’s Ungdomsforum, 

forkvinde for EFS’s Ungdomsudvalg og medlem af EFS’s 

sekretariat. At være fagforeningskvinde er en lidenskab. Man tror på det, 

man laver, og på at man har mulighed for at forbedre levevilkårene for 

den almindelige befolkning – mænd såvel som kvinder. 

Jeg nyder hvert eneste minut. Jeg føler, at jeg er en del af en forandringsproces, 

at jeg er en del af det utrolige eventyr, som hedder den 

europæiske integrationsproces (udvidelsen af EU med 10 nye stater, 

hvoraf 8 er fra det tidligere Østeuropa), og at jeg er en del af det nye, der 

sker som led i etableringen af Den Sociale Dialog i Europa. 

Alligevel har jeg ikke glemt, hvor jeg begyndte, og alt hvad jeg lærte af 

de unge portugisiske fagforeningsfolk i begyndelsen af 1980’erne. 

Jeg tror fuldt og fast på, at fagforeninger er vigtige partnere i den proces, 

hvis formål er at få vores samfund til at fungere bedre, at skabe 

større lighed mellem borgerne og udrydde enhver form for diskrimination. 

Realisering af disse mål forudsætter, at vi alle aktivt indgår i forandringsprocessen. 

Ingen må holdes udenfor. Alle mænd og kvinder må 

behandles ens – uanset fødested, hudfarve, religion, seksuel orientering, 

alder, statsborgerskab og køn. 

I en tid, hvor alt ændrer sig med stigende hastighed, har kvinderne en 

central placering, og de har en betydelig interesse i at påvirke forandringerne, 

der også vil give mændene nye muligheder og gavne samfundet i 

det hele taget. Kvinderne er en integreret del af løsningerne på de udfordringer, 

vi står over for. De udgør ikke en del af problemet. 

Hvorvidt vores samfund og samfundsøkonomien kommer til at fungere 

optimalt afhænger i stigende grad af, om også kvinderne betragtes som 

centrale økonomiske aktører. Det er et spørgsmål om viljen til at skabe 

betingelserne for, at kvindernes potentiale kan udnyttes fuldt ud. Vi må 

derfor opgive den traditionelle forestilling om, at effektivitet og ligestilling 

udelukker hinanden – at de udgør to aspekter, der skal vejes op imod hinanden.



EUROPÆISK LOVGIVNING: DENS BETYDNING FOR LIGESTILLINGSSAGEN 

Imidlertid er der en afgrund mellem ambitionerne og virkeligheden. Mere 

end 40 år efter underskrivelsen af Rom-traktaten tjener kvinder fortsat 

mindre end mænd, de har en større risiko for at ende i kategorien fattige, 

og de udelukkes i vid udstrækning fra de stillinger, hvor beslutningerne 

træffes. De har ikke samme adgang til de stillinger, der kræver høje kvalifikationer, 

og de udelukkes fra karriereforløb, der fører til de bedste stillinger. 

De har også et større ansvar end mændene for familien og hjemmet. 

Ikke desto mindre må man indrømme, at der er sket fremskridt. 

Den europæiske og den nationale lovgivning er måske nok verdens 

bedste; men hvis lovgivningen ikke ledsages af praktiske foranstaltninger, 

der har til formål at ændre kulturen og holdningerne, vil den kun få begrænsede 

konsekvenser. 

Udgangspunktet for EU’s lovgivning om ligestilling er Rom-traktaten fra 

1957, hvor artikel 1191 omhandler ligestilling mellem mænd og kvinder. 

Denne begrænses dog til lige løn for samme arbejde. Det overrasker imidlertid 

næppe, at denne bestemmelse i mere end et årti ingen mærkbare 

konsekvenser havde for medlemsstaterne. Det var først med en dom ved 

Europadomstolen i 1970’erne (Defrenne-sagerne 2 ), at bestemmelsen 

blev betragtet som noget, der havde med juridiske rettigheder at gøre. 

Denne retslige aktivisme faldt sammen med kvindebevægelsens 

opblomstring i Vesteuropa, og disse to faktorer førte, sammen med en 

beslutning i Fællesskabet om at inddrage en social dimension i den økonomiske 

politik, til formulering af tre centrale elementer i den lovgivning 

inden for området, som Ministerrådet nåede til enighed om sidst i 

1970’erne. Lovgivningen omfattede tre direktiver: ét om ligeløn, 3 (der blev 

udgangspunkt for ILO’s krav om “lige løn for arbejde af samme værdi”), 

ét om ligestilling med hensyn til ansættelse, forfremmelse og afskedigelse, 

4 og ét om ligestilling med hensyn til social sikring. 5 

På trods af, at antallet af søgsmål forbundet med ligestilling voksede 

hurtigt, viste det sig vanskeligt at komme igennem med vedtagelse af 

yderligere lovgivning i løbet af 1980’erne. Dette misforhold har sin forklaring 

i modstanden mod at udvide den sociale dimension i EU efter oliekrisen 

og den efterfølgende lavkonjunktur i mange vestlige økonomier. 

Kun to af de mange foreslåede direktiver om ligestilling blev vedtaget. 

Begge i 1986. Det ene handler om erhvervstilknyttede pensionsordninger 

6 og det andet om ligestilling mellem mænd og kvinder i selvstændige 

erhverv. 7 Først i slutningen af 1980’erne med udviklingen af en ny social 

dimension som supplement til det indre marked godkendte Ministerrådet 

ny lovgivning. 

39



Siden da er der vedtaget flere vigtige love. Den første var Rådets godkendelse 

i 1992 af et direktiv, der sikrer gravide og kvinder, der ammer, 

visse rettigheder. 8 Den anden var en aftale i henhold til den sociale protokol 

(der ikke omfattede England på dette tidspunkt) om direktivet om 

forældreorlov for både mødre og fædre under visse nærmere definerede 

omstændigheder. 9 Den tredje var godkendelsen af et direktiv om 

erhvervstilknyttede pensionsordninger, 10 der ændrede direktivet fra 1986. 

Den 15. december 1997 vedtog Rådet, i henhold til den sociale protokol, 

direktivet om bevisbyrde. 11 Dette omfatter en definition af indirekte diskrimination 

og bestemmelser, der har til formål at ændre reglerne om bevisbyrde 

i sager, der har med kønsdiskrimination at gøre. 

Arbejdsmarkedets parter på EU-niveau – Den Europæiske Faglige 

Samarbejdsorganisation (EFS), Den Europæiske Industri- og Arbejdsgiverorganisation 

(UNICE) og Den Europæiske Sammenslutning af Offentlige 

Arbejdsgivere (CEEP) – er nået frem til yderligere to aftaler. Den ene, 

der drejer sig om deltidsarbejde, fastslår, at ansatte på deltid ikke må 

behandles ringere end ansatte, der arbejder på fuld tid i sammenlignelige 

stillinger. Den anden aftale drejer sig om tidsbegrænsede kontrakter og 

sikrer, at denne type kontrakter ikke fremmes, men at fast ansættelse bliver 

normen. Den omfatter også krav om styrkelse af princippet om ikkediskrimination. 

Begge aftaler er vigtige for kvinder, fordi kvinder udgør 

flertallet af såvel de deltidsansatte som af dem, der arbejder på tidsbegrænsede 

kontrakter. 

Amsterdam-traktaten har ligeledes haft betydelig indflydelse på ligestillingslovgivningen 

i EU. Maastricht-traktaten begrænsede sig til at anerkende 

retten til ligestilling på arbejdsmarkedet og gav endvidere mulighed 

for at anvende positiv særbehandling med det formål at fremme kvinders 

adgang til lønnet arbejde og fjerne forhindringer for deres karriere. 

Amsterdam-traktaten føjede ligestilling mellem mænd og kvinder til 

listen af principper, der skal fremmes af EU. 12 Princippet skulle gælde alle 

områder inden for Fællesskabets politik. Traktaten ændrede definitionen 

af lige løn til mænd og kvinder; den ændrede definitionen af positiv 

særbehandling; den udvidede princippet om et kvalificeret flertal til at 

dække sager, der har at gøre med ligestilling mellem mænd og kvinder på 

arbejdsmarkedet; og den henviste til kønsmainstreaming. 

Det ligger i fagforeningsfolks natur aldrig at stille sig tilfreds med resultaterne. 

Vi har det sådan, at der altid er noget mere og noget bedre at 

stræbe efter. Selv om man anerkender resultaterne inden for ligestillingsområdet, 

er der fortsat meget at rette op på! Vi ved alle, at politikker og 

love bliver noget udviskede, når de skal føres ud i livet. Her starter så problemerne 

for alvor!



EUROPÆISK BESKÆFTIGELSESSTRATEGI 

Beskæftigelsespolitik, kvindernes stilling i fagbevægelsen og ligeløn er de 

emner, der udgør tre af de hovedområder, som Den Europæiske Faglige 

Samarbejdsorganisation i de kommende år kommer til at beskæftige sig 

med. 

Den europæiske beskæftigelsesstrategi er nok et af de bedste eksempler 

på, hvad mainstreaming betyder på europæisk plan, og hvad det vil 

sige i praksis, både med hensyn til at formulere politikken, træffe beslutningerne 

samt hvordan det påvirker holdninger og synspunkter. 

De europæiske retningslinjer for medlemsstaternes beskæftigelsespolitik, 

der blev udfærdiget første gang i 1998, har stået deres prøve og vist 

sig at være i stand til at fremtvinge en indsats på ligestillingsområdet i 

medlemsstaterne. 

Det anerkendes, at ligeret for alle er kernen i den fornyelsesproces, der 

er i gang på arbejdsmarkedet. Uden ligeret for alle vil EU aldrig kunne 

skabe den øgede beskæftigelse og økonomiske vækst, der er af vital 

betydning for vores fremtidige velstand. Medlemsstaterne har forpligtet 

sig til kønsmainstreaming inden for alle områder, der vedrører beskæftigelsespolitik. 

Denne forpligtelse er af afgørende betydning, og hvis den 

respekteres og omsættes til praksis, vil den få vidtrækkende konsekvenser 

for ligestillingspolitikken. 

Desuden har medlemsstaterne fået besked om at iværksætte passende 

foranstaltninger til at tackle løngabet mellem kønnene. Der skal være tale 

om initiativer, der fremmer indførelsen af lige løn for arbejde af samme 

værdi, og medvirker til, at reducere forskellen på mænds og kvinders løn. 

Der skal skabes muligheder for, at både mænd og kvinder kan forene 

arbejds- og familielivet. Følgelig er det afgørende, at der rettes fornyet 

opmærksomhed imod børnepasningsordninger for arbejdstagere med 

forsørgeransvar. Der skal gøres en indsats for i tilstrækkeligt omfang at 

finde pasningsordninger til børn og andre, som ikke kan klare sig selv. 

Disse skal være af høj kvalitet til en overkommelig pris. Desuden skal der 

arbejdes for en familievenlig politik med forældre- og andre orlovsordninger. 

Kvinder og mænd, som ønsker at genoptage lønarbejde, skal have 

særlig opmærksomhed. 

Til trods for disse foranstaltninger har medlemsstaterne endnu ikke i tilstrækkeligt 

omfang taget fat på kønsmainstreaming. Der er fortsat i alle 

medlemsstaterne en betydelig skævhed i forholdet mellem kønnene på 

arbejdsmarkedet. Dette afspejler, hvordan de skattemæssige, uddannelsesmæssige, 

kulturelle og sociale barrierer fungerer som en forhindring 

for kvindernes indlemmelse på arbejdsmarkedet og hæmmer deres kar- 

41



rieremuligheder. I Unionen som helhed er kvindernes beskæftigelsesgrad 

stadigvæk ca. 20 pct. lavere end mændenes. Arbejdsløshedsprocenten 

er for kvindernes vedkommende stadigvæk konsekvent højere end for 

mændenes. Det kønsopdelte arbejdsmarked giver fortsat den største 

anledning til bekymring, eftersom kvinder og mænd også i dag er ulige 

repræsenteret inden for de sektorer og erhverv, der findes i EU. 

EFS hilste det velkommen, at kønsdimensionen blev medregnet i den 

europæiske beskæftigelsesstrategi. Men det får os ikke til at afholde os fra 

at påpege behovet for bedre statistikker, for strømpile og præcise oplysninger, 

der afspejler kvindernes virkelige situation på arbejdsmarkedet, 

eller fra at påpege behovet for at opstille kvantificerede mål og udforme 

detaljerede køreplaner inden for en række områder. 

Europa har brug for et dynamisk arbejdsmarked med gode job, gode 

arbejdsforhold, gode betingelser for både arbejdere og arbejdsgivere, for 

job hvor den enkeltes bidrag værdsættes. 

Kvinder udgør 52 pct. af befolkningen i Europa – med andre ord majoriteten. 

Men alligevel bliver kvinder stadigvæk udsat for diskrimination 

inden for mange områder af samfundet; ikke mindst inden for arbejdslivet. 

Flere kvinder end nogensinde tidligere er på den ene eller anden 

måde aktive på arbejdsmarkedet. 

Forholdene på arbejdspladsen skal være af en sådan karakter, at de 

bidrager til at højne produktiviteten hos hele arbejdsstyrken og ikke kun dele 

af den. Hele spørgsmålet om organisering af arbejdstiden – herunder muligheden 

for at vælge imellem fleksibel arbejdstid, reduceret arbejdstid og deltidsarbejde 

– er afgørende for, om det skal lykkes at opnå en øget integration 

på arbejdsmarkedet. Det er dog særlig afgørende i forbindelse med at 

imødekomme de nye behov hos arbejdskraften i almindelighed og hos kvindelige 

arbejdstagere i særdeleshed – behov, som også arbejdsgiverne selv 

har, om end de har vanskeligt ved at indrømme det. 

Vedtagelsen af Lissabon-strategien betød, at der blev formuleret en ny 

målsætning om at hæve kvindernes beskæftigelsesgrad til 60 pct. i hele 

Europa. For at nå dette mål og sikre, at de nye kvindejob, der skabes, er 

rigtige job, at det er job med et meningsfuldt indhold og ikke andenklasses 

job, er det nødvendigt med en yderligere satsning på at få skabt ligestilling 

mellem kønnene. 

Det er nødvendigt at gøre en mere konkret indsats for at fjerne de hindringer, 

der stadigvæk står i vejen for kvindernes fulde indlemmelse på 

arbejdsmarkedet. I det følgende vil jeg komme nærmere ind på følgende 

tre områder: samordning af arbejdslivet med familielivet, uddannelsesmuligheder 

og kvindernes adgang til poster med beslutningsansvar. 

Inden for alle sektorer af samfundet tales der om behovet for en bedre



samordning af arbejdslivet med familielivet. I EU har forældre muligheden 

for at tage forældreorlov. Alligevel er der næsten intet incitament til at 

vælge denne type orlov, og der er ingen bestemmelser i lovgivningen om, 

hvordan orloven skal finansieres. Resultatet er, at forældreorlov i adskillige 

af de europæiske lande ikke repræsenterer en reel valgmulighed. 

I mange lande er situationen i virkeligheden den, at forældreorloven 

alene tolkes som moderens mulighed for at tage orlov for at passe sine 

børn. I almindelighed er det sådan, at hvis en familie må afgive en indkomst, 

mens en forælder er på orlov, er det sund fornuft at den, der har 

den laveste indtægt, holder med at arbejde. Og det er ikke vanskeligt at 

forestille sig, at det i næsten alle tilfælde er kvinden! 

Der kan siges en hel del om de forskellige pasningsordningers omfang 

og kvalitet. I et samfund, der i stadig højere grad er kendetegnet ved familier 

med enlige fædre eller mødre og ved fleksible arbejdstider, er det 

afgørende, at der findes børnepasningsordninger til en pris, der er til at 

betale, og som er af god kvalitet. I mange af vores lande er der en alvorlig 

mangel på statsstøttede børnepasningstilbud. Det samme gælder for 

ældreplejen. Arbejdstagere passer i stadig højere grad deres gamle forældre, 

fordi tilbuddene om pleje stadigvæk er temmelig mangelfulde, og 

kvinderne må tage sig af alle og enhver fra “vugge til grav”, som om de 

var i stand til at udrette mirakler. Det forbavser mig ikke, at mange spørger 

sig selv, om det økonomisk kan betale sig for dem at arbejde, når det 

ender med, at de må bruge hele deres løn på de sociale pasningsordninger, 

som det er de offentlige myndigheders ansvar at sørge for findes 

i tilstrækkeligt omfang. Det ville helt sikkert være at gøre god brug af de 

europæiske strukturfonde, hvis man valgte at afsætte midler til sociale 

pasningsordninger af høj kvalitet, da sådanne har en positiv indflydelse 

på, hvordan arbejdsmarkedet fungerer, og på europæernes livskvalitet. 

Endvidere er det nødvendigt at ændre den opfattelse, som arbejdsgivere 

i almindelighed har af kvindelig arbejdskraft. Mange tror stadigvæk, til 

trods for de kolossale sociale og samfundsmæssige ændringer, der har 

fundet sted i løbet af de sidste årtier, at vi ikke er kommet for at blive (!). 

Dette er en af hovedårsagerne til, at der er investeret så lidt i efteruddannelse 

af kvinder. Afkastet herfra forventes stadigvæk at være lavere end 

afkastet ved uddannelse af mandlig arbejdskraft. 

Med hensyn til ligelig repræsentation af kvinder og mænd på beslutningstagende 

poster er der meget at fremføre. Kvinder er fortsat underrepræsenteret 

som beslutningstagere i Europa. Det er de på nationale, 

regionale og lokale niveauer i alle medlemsstaterne, og det er de også i 

både de private og offentlige sektorer samt i regeringerne og i fagforeningsbevægelsen. 

Forskningsundersøgelser har vist, at der eksisterer et 

43



“glasloft”, som forhindrer kvinder i at avancere til ledende poster på de 

højere og højeste trin i en organisation. 

Det er en påtrængende opgave at øge antallet af kvinder, der fungerer 

som beslutningstagere. Imidlertid er det vigtigt at understrege, at det ikke 

kun handler om at nå et kvantitativt mål i form af en numerisk ligevægt 

mellem kvinder og mænd i besluttende organer. Der er i lige så høj grad 

tale om et kvalitativt mål i form af en reel forbedring af beslutningsprocessen. 

En mere omfattende kvindelig repræsentation fungerer som en 

drivkraft i retning af at få ligestillingsspørgsmålet inddraget i alle centrale 

politiske diskussioner. En større repræsentation af kvinder i beslutningsprocesserne 

sammen med kønsmainstreaming gør denne sidste 

betydelig mere effektiv og inspirerer samtidig flere kvinder til at engagere 

sig i at gøre alle beslutninger til “kvindevenlige” beslutninger. Undersøgelser 

har vist, at hvis man vil opnå denne virkning, er det nødvendigt 

med ca. 30 pct. kvinder for at nå op på den kritiske masse. 

Ved hjælp af lovgivning, retningslinjer og/eller forskellige incitamenter 

er der på EU-niveau taget initiativ til i større grad at skabe balance mellem 

kønnene i beslutningsprocesserne. For eksempel blev der i 1996 

vedtaget både en Rådshenstilling og en Rådsresolution om kvinders og 

mænds ligelige deltagelse i beslutningsprocessen. I løbet af år 1999 gennemførte 

Kommissionen en vurdering af, hvordan medlemsstaterne i 

praksis havde reageret på Rådshenstillingen. Den information, man 

opnåede herved, tjente som grundlag for en sammenligning af de nationale 

politikker for mænds og kvinders deltagelse i beslutningsprocesserne. 

Ydermere blev nævnte information et vigtigt værktøj til overvågning af 

de fremskridt, der de følgende år skete inden for området. 

I det fjerde handlingsprogram om lige muligheder for mænd og kvinder 

indgår det som en central opgave at iværksætte aktiviteter til fremme af 

kvindernes deltagelse i beslutningsprocessen. Ligelig deltagelse af begge 

køn blev indført som et vigtigt mål – et mål, der blev formuleret både i 

kvantitative (forøgelse af antallet af kvinder) og kvalitative (forøgelse af 

kvindernes indflydelse) termer. 

Men til trods herfor oplever vi, at der er behov for en langt større indsats 

på dette område. Det er nødvendigt at gøre noget på begge fronter – 

det vil sige at kombinere konkrete foranstaltninger (som faste kvoter, 

reserverede pladser etc.) med udarbejdelsen af en holdbar plan for kønsmainstreaming.



KVINDERNES STILLING I FAGBEVÆGELSEN 

Fagbevægelsen skal også se nærmere på sin egen opbygning og på, om 

den er tilpasset den voksende feminisering af den europæiske arbejdskraft. 

Fagforeningernes medlemsgrundlag er langsomt ved at skifte fra 

muskler til hjerne, fra bukser til kjole. I et klima, hvor negative holdninger 

til faglig organisering ofte favoriseres, kan man ikke desto mindre se en 

vis grad af konsolidering i kvinders medlemskab af fagforeninger over 

hele Europa. Og tro ikke et øjeblik, at det at arbejde i en faglig organisation 

for bedre integrering af kvinder svarer til at give bagerbørn hvedebrød. 

Langt fra! Virkelighedens verden er stadigvæk sådan, at kvinderne 

er temmelig underrepræsenteret i fagforeningerne. 

Der blev til kongressen i Den Europæiske Faglige Samarbejdsorganisation 

i 1999 udsendt en rapport med titlen Det andet køn i europæisk fagforeningsvirksomhed. 

13 I den behandles emner som ligestilling mellem 

kønnene og kvinders deltagelse i beslutningsprocesser på forskellige 

niveauer af fagforeningernes virksomhed. Rapporten bygger på undersøgelser 

af, hvor vidt fagforeninger integrerer ligestillingsspørgsmål 

(mainstreaming) på en systematisk og effektiv måde. 

Selv om de fleste fagforeninger har forpligtet sig på ligestilling, og selv 

om der i deres vedtægter, reglementer og forretningsordener findes formuleringer 

om, at en bedre balance mellem kønnene tilsigtes, så er der 

tydeligvis stadigvæk meget (alt for meget...), der skal gøres. Det er også, 

efter at have analyseret kendsgerninger og tal, nødvendigt at sige, at disse 

ikke matcher ordene og de gode intentioner. Endnu i dag er der få 

kvinder, som deltager i de kollektive forhandlinger på nationalt niveau – 

det gælder såvel på tværfagligt niveau som på sektor-, branche- og virksomhedsniveau, 

hvilket vil sige, at der er temmelig ringe kønsmainstreaming. 

I Den Sociale Dialog er der på europæisk niveau en lidt bedre kønsbalance 

i forhandlingsgrupperne, men den er langt fra tilfredsstillende. 

Hovedproblemet er, at andelen af kvindelige medlemmer i fagforeningerne 

gennemsnitlig ligger på 40 pct. – i visse forbund ligger den så lavt 

som under 20 pct., mens den i andre kommer op over 60 pct.. Stadigvæk 

er mindre end en fjerdedel af seniorlederstillingerne (eksempelvis 

generalsekretær, vicegeneralsekretær, præsident eller vicepræsident) 

besat med kvinder. 

Mens de fleste af de nationale forbund har et kvindeudvalg eller en 

kvindeafdeling, har kun halvdelen af kvindeudvalgene og kun en tredjedel 

af kvindeafdelingerne deres eget budget. Det er dermed begrænset, 

hvad de kan gøre, og hvordan de kan gøre det. 

Derfor er det vigtigt, at der skrides til handling! Kongressen vedtog en 

45



ligestillingsplan, hvori der er opstillet tre centrale mål for området: passende 

kvindelig repræsentation i besluttende organer og i organer, der 

varetager kollektive forhandlinger, indarbejdelse af ligestilling mellem 

kvinder og mænd i alle fagforeningspolitikker og gennemførelse af ligeløn. 

På kongressen i 2003 blev der fremlagt en evaluering af denne plan, 

som viste, at der er sket fremskridt inden for området: organer, der varetager 

kollektive forhandlinger. Ligeledes viste den, at pensionsdebatterne 

på nationalt plan har været kendetegnet ved interesse for at bevare pensionsrettigheder 

i perioder uden arbejde samt ved interesse for at deltidsansatte 

får adgang til statslige og erhvervstilknyttede pensioner. 

Kongressen vedtog også en ny ligestillingsplan med tre centrale mål: at 

rette op på den manglende kvinderepræsentation i besluttende organer, 

at fremme kønsmainstreaming under kollektive forhandlinger eller i retningslinjerne 

for kollektive forhandlinger og at gøre ligestilling mellem 

kønnene til noget centralt i hele velfærdssamfundets sociale støttesystemer. 

LIGELØN 

Ligeløn er et emne, der i mange år har været genstand for diskussioner 

både på nationalt niveau og på EU-niveau. I mange tilfælde er der blevet 

grebet ind, og – som tidligere nævnt – findes der både på nationalt niveau 

og på EU-niveau en omfattende lovgivning inden for området. Imidlertid 

eksisterer løngabet stadigvæk, og noget tyder på, at det i virkeligheden 

bliver større. 

Som del af ligestillingsplanen gennemførte EFS en ligestillingskampagne 

“Ligeløn nu. Fordi vi fortjener det”. Der blev dannet et transnationalt 

netværk af fagforeningskvinder med ekspertise inden for ligelønsområdet. 

I netværket mødtes ligestillingseksperter fra EU-medlemsstaterne og Norge. 

Desuden blev der organiseret en række nationale seminarer, hvor ligelønsspørgsmål 

blev diskuteret og fagforeningsstrategier til at tackle problemerne 

blev diskuteret og analyseret. 

Formålet med vores kampagne var at sætte fokus på fagforeningernes 

strategi til at tackle løngabet og sætte gang i udvekslingen af erfaringer og 

viden om nyttige fremgangsmåder. Strategi- og erfaringsovervejelserne vil 

især få betydning for de kollektive forhandlinger og for iværksættelse af 

kampagner i fagforeningsregi. 

Adskillige undersøgelser viser, at gennemsnitskvinden i EU tjener en 

fjerdedel mindre end gennemsnitsmanden. Selv efter en omregning af 

kvindernes indtægter, der kompenserer for tre betydningsfulde struktu-



relle forhold (alder, erhverv og erhvervsmæssig beskæftigelse), er der stadigvæk 

i EU som helhed en forskel på ca. 16 pct. tilbage. Situationen forværres, 

jo højere man stiger i graderne i virksomhederne. I nogle lande er 

gennemsnitskvindens lønsats på lederniveau kun cirka to tredjedele af 

mændenes. 

Hvorfor er det sådan? Vi har lovgivningen og politikkerne, men de bliver 

ikke omsat til handling! Som med så meget andet i EU er der et kolossalt 

svælg mellem ordene og praksis. Og uheldigvis er paradokser af den 

type et tilbagevendende problem inden for alle områder af ligestilling mellem 

kønnene. 

Og problemet er mere kompleks end som så, fordi det hele vanskeliggøres 

yderligere af, at lønforskellene snarere hænger sammen med indirekte 

end med direkte diskrimination, hvilket gør det endnu vanskeligere 

at afsløre og bevise forskellene. 

Handling er nødvendig, hvis ligeløn skal blive en realitet. Handling, der 

omsætter den lovgivning, de tilkendegivelser og alle de mål, der er formuleret 

over hele Europa, til praksis. Vores kampagne har sat fokus på 

en række af de strategier, man kan følge for at tackle problemet. 

Vi har konstateret, at de strategier, som vores medlemmer har benyttet 

sig af, hovedsagelig falder i to overordnede kategorier. Der er de strategier, 

som har til formål at reducere løngabet ved at tackle indirekte diskrimination 

og ved at forholde sig kritisk til arbejdsvurdering/jobklassificering. 

Og der er de strategier, som har til formål at hæve lønnen gennem 

kollektive forhandlinger. Imidlertid er der et antal fagforeninger, som også 

forsøger at forholde sig til problemet på andre måder, for eksempel gennem 

Det Europæiske Samarbejdsudvalg, gennem søgsmål og ved at bruge 

de nationale handlingsplaner for beskæftigelsesområdet. 

Uden hensyn til valget af strategi og til trods for det faktum, at mange 

fagforeninger aktivt arbejder for at reducere løngabet mellem mænd og 

kvinder, er det i hovedparten af forbundene stadigvæk vanskeligt at få 

emnet lønforskelle sat på dagsordenen. 

De vigtigste anbefalinger i vores kampagne omfatter information om og 

publikation af data om løngabet; initiativer på lovgivningsområdet, mere 

fokus på ligeløn i de nationale handlingsplaner for beskæftigelsesområdet, 

initiativer med henblik på minimums- og lavlønsområdet eller med 

henblik på de kollektive overenskomster og revision af jobklassificeringerne/arbejdsvurderingerne. 

Et andet redskab til fornyelse, der kan tages i anvendelse, er indførelse 

af “løn-revision” eller “ligestillingsrevision”. Revisionen består i en 

gennemgang af de elementer, der udgør grundlaget for fastsættelse af 

lønningerne. Værktøjet er et slagkraftigt genmæle mod den individualise- 

47



ring af lønningerne, der er tidens trend. 

Løngabet er en realitet i Europa i det 21. århundrede, og ligeløn er stadigvæk 

et fata morgana i vores udviklede samfund. Det er vores hovedmål 

at få det til at hænge sammen ved at søge nye veje! 

Under alle omstændigheder må vi aldrig glemme, at hvert eneste fremskridt, 

der sker i Europa med hensyn til ligestilling af kvinder inden for alle 

områder af samfundet – ikke kun på arbejdsmarkedet – vil få en umiddelbar 

virkning på kvindernes situation over hele verden, især i udviklingslandene. 

Jeg har skrevet dette under et ophold i Mexico, og jeg bliver mere og 

mere overbevist om, at selv om vi lever på forskellige kontinenter, og vores 

udgangspunkter, som de kommer til udtryk i udviklingsniveau, beskyttelse 

af borgerne og arbejdstagernes rettigheder, er meget forskellige, så er 

det vores drøm og vores ambition at nå frem til det samme bestemmelsessted: 

Et samfund, hvor hver eneste borger kan udføre sine opgaver på 

en værdig måde, og hvor den enkeltes integritet respekteres. 

Vi står over for en samfundsmæssig udfordring af verdensomspændende 

karakter. Det er på høje tid, at vi forener vores bestræbelser og rækker 

hinanden hånden. 

Oversat fra engelsk af Jette Eriksen-Benros



NOTER 

1 Artikel 119 bestemmer: 

Stk. 1. “Hver medlemsstat gennemfører ... og opretholder derefter princippet om lige løn til mænd og 

kvinder for samme arbejde” 

Stk. 2. “Ved løn forstås i denne artikel den almindelige grund- eller minimumsløn og alle andre ydelser, 

som arbejdstageren som følge af arbejdsforholdet modtager fra arbejdsgiveren direkte eller indirekte i 

penge eller naturalier.” 

2 Sag 80/70, Defrenne imod Belgien (1971), Samling af Domstolens afgørelser/ECR 445; 

Sag 43/75, Defrenne imod SABENA (1976), Samling af Domstolens afgørelser/ECR 455. 

3 Ligelønsdirektivet. Rådets direktiv (75/117/EF) om indbyrdes tilnærmelse af medlemsstaternes 

lovgivninger om gennemførelse af princippet om lige løn til mænd og kvinder. 

4 Ligebehandlingsdirektivet. Rådets direktiv (76/207/EF) om gennemførelse af princippet om 

ligebehandling af mænd og kvinder for så vidt angår adgang til beskæftigelse, erhvervsuddannelse, 

forfremmelse samt arbejdsvilkår. 

5 Rammedirektivet om ligebehandling med hensyn til social sikring. Rådets direktiv (79/7/EF) om gradvis 

gennemførelse af princippet om ligebehandling af mænd og kvinder med hensyn til social sikring. 

6 Pensionsdirektivet. Rådets direktiv (86/378/EF) om gennemførelse af princippet om ligebehandling af 

mænd og kvinder inden for de erhvervstilknyttede sociale sikringsordninger. 

7 Rådets direktiv (86/613/EF) om anvendelse af princippet om ligebehandling af mænd og kvinder i 

selvstændige erhverv, herunder i landbrugserhverv, samt om beskyttelse af kvinder i selvstændige 

erhverv i forbindelse med graviditet og barsel. 

8 Graviditetsdirektivet. Rådets direktiv (92/85/EF) om iværksættelse af foranstaltninger til forbedring af 

sikkerheden og sundheden under arbejdet for arbejdstagere, som er gravide, som lige har født, eller som 

ammer. 

9 Forældreorlovsdirektivet. Rådets direktiv (96/34/EF) af 3. juni 1996 om samordning af arbejds- og 

familielivet. Direktivet foreskriver gennemførelse af rammeaftale vedr. forældreorlov, der er indgået af 

UNICE, CEEP og EFS. 

10 Nyt pensionsdirektiv. Rådets direktiv (96/97/EF) af 20. december 1996 ændrer direktiv 86/378/EF om 

gennemførelse af princippet om ligebehandling af mænd og kvinder inden for de erhvervstilknyttede 

sociale sikringsordninger. 

11 Bevisbyrdedirektivet. Rådets direktiv (97/80/EF) af 15. december 1997 om bevisbyrde i forbindelse med 

forskelsbehandling på grund af køn. 

12 Artikler i Amsterdam-traktaten der vedrører ligestilling mellem mænd og kvinder: 

* Artikel 2. “Fællesskabet har til opgave at fremme ... et højt beskæftigelsesniveau, et højt socialt beskyttelsesniveau, 

ligestilling mellem kønnene ... økonomisk og social samhørighed samt solidaritet mellem medlemsstaterne” 

* Artikel 3. Opregner Fællesskabets politikker og indeholder nu en ny tekst “ ...I alle de aktiviteter, der er nævnt i denne artikel, 

tilstræber Fællesskabet at fjerne uligheder og fremme ligestilling mellem mænd og kvinder” 

* Artikel 13. “... Rådet kan i enstemmighed, på forslag af Kommissionen og efter høring af Europa-Parlamentet, træffe de 

nødvendige foranstaltninger til at bekæmpe forskelsbehandling på grund af køn, race eller etnisk oprindelse, religion eller tro, 

handicap, alder eller seksuel orientering .” 

13 ETUC (EFS): The Second Sex of European Trade Unionism. 

49


50 

LONE YALCINKAYA 

TYRKIET EKSPERTEN 

FORTÆLLER SIN HISTORIE TIL ELISABET SVANE, EKSTRA BLADET 

Lone Yalcinkaya er født i 1967 i Sarkisla i Anatolien, Tyrkiet. Hun fik navnet Isminur 

Demirezen. 

I 1977 flyttede hun sammen med resten af sin familie til Danmark, hvortil faderen 

tidligere var kommet som gæstearbejder. De bosatte sig i Gellerupparken i Århus. 

I 1984 blev hun som 16-årig tvangsgift med en mand fra det tyrkiske samfund i 

byen. Hun brød ud af ægteskabet og skabte sig en ny identitet som Lone. I 1992 

giftede hun sig – frivilligt – og fik efternavnet Yalcinkaya. Fra dette ægteskab har 

hun sønnen Ozan på 12. Hun er siden blevet skilt fra Ozans far, og de har i dag 

ingen kontakt. 

Lone Yalcinkaya er uddannet kontorassistent. Hun er i dag informationschef i rejsebureauet 

Tyrkiet Eksperten. Hun har været partipolitisk aktiv; først i CD og siden 

(fra 2001) i Venstre. Hun er medlem af kommunalbestyrelsen i Gladsaxe og var 

som 37-årig opstillet til Europa-Parlamentsvalget 2004, hvor hun trods over 

12.000 personlige stemmer ikke opnåede valg. Hun overvejer i stedet at stille op 

til det danske Folketing. Her var hun i 2000 det første medlem med indvandrerbaggrund, 

da hun i et par måneder var stedfortræder for CD’s leder.


LONE YALCINKAYA 

LONES FORVANDLING 

ELISABET SVANE, SOM HAR SKREVET LONE YALCINKAYAS HISTORIE, 

ER 42 ÅR OG POLITISK REDAKTØR PÅ EKSTRA BLADET 

SELVSTÆNDIGHED KOSTER DYRT 

Det tragiske drab på den svensk/kurdiske pige Fadime kunne ligeså 

godt have været min historie. Jeg er i dag meget taknemmelig 

for at være i live og vælger at tro på, at højere magter måske har 

beskyttet mig. 

Det er der, lige midt i køkkenet, det for alvor går op for mig. Det sker, 

mens 37-årige Lone Yalcinkaya hjemmevant går hen til køkkenbordet, 

skærer börek’en i skiver, smiler og siger: 

- Det er jo min gamle arbejdsplads. 

Ved køkkenbordet sidder hendes svigerinde og smiler lige så varmt. 

Hun er iført tørklæde og løstsiddende tøj, som det sømmer sig for en gift, 

tyrkisk kvinde. Lone er i bukser med lav talje, tårnhøje stiletter og stram 

lyserød rullekrave-sweater, hovedet er bart og håret sat op i en hestehale. 

De to kvinder er Anatolien og Danmark. De er dengang og nu. De er 

den hjemmegående husmor med tre børn og uden uddannelse kontra 

den enlige mor, der er politiker og informationschef. De er tyrkisk tradition 

mod dansk modernisme. 

Alt det har Lone fortalt mig meget om. Men her midt i køkkenet ser jeg 

det med mine egne øjne: Lones forvandling – fra netop tyrkisk tradition til 

dansk modernisme. 

Kun stædighed og mod – dyrt betalt med angst og smerte – har gjort, 

at Lone i dag ikke står i et køkken i Gellerupparken. Ufaglært og med tørklæde 

på. Gift mod sin vilje. 

51


52 LONE YALCINKAYA 

EN FATTIG MEN TRYG BARNDOM I TYRKIET 

Vi skruer tiden tilbage. Til samme køkken i sensommeren og det begyndende 

efterår 1984. Da boede Lone Yalcinkaya, som dengang hed Isminur 

Demirezen, i denne lejlighed. Levede i dette køkken, hendes "gamle 

arbejdsplads", der er indbegrebet af Danmark i 70’erne: Brune 

finérskabe med runde plastikgreb, parketgulv og en lille plads for enden 

ved vinduet. I dag står der et bord og fire stole – dengang var der en sofa, 

hvor mor og de fire af de fem børn indtog alle måltider. Far sad i stuen, 

alene eller sammen med den yngste lillebror. 

Gellerupparken blev bygget i 60’ernes tro på, at store, lyse lejligheder 

i udkanten af byen var svaret på de utidssvarende små bylejligheder uden 

moderne bekvemmeligheder. Overalt i Europa sås denne udvikling – i 

Danmark blev det til Gellerup ved Århus, Vollsmose i Odense, Ishøj og 

Brøndby syd for København som de mest markante eksempler. Lejlighederne 

blev nærmest bygget i takt med indvandringen, og mens danskerne 

fik færre og færre børn og derfor ikke kunne klare boligsikringskravene 

til de store lejligheder, passede de fint til den typiske indvandrerfamilie: 

Far, der i en årrække havde arbejdet på fabrik i Danmark, sendt penge 

hjem til mor og den voksende børneflok i Tyrkiet for efter en årrække 

at blive forenet med familien i det nye land. 

En af disse familier var Lones. Familien Demirezen stammer fra byen 

Sarkisla i Sivasprovinsen på den anatolske højslette. Sidst i 60’erne rejste 

Lones far til Danmark. Ikke med sin gode vilje, men af simpel nød. Truslen 

om fattigdom og sult hang hele tiden over familien, og til sidst så 

Lones far ikke anden mulighed end at prøve lykken i det rige Europa. Han 

fulgte de mange andre tyrkiske, jugoslaviske og pakistanske mænd og 

blev "gæstearbejder", som det hed, da Danmark selv inviterede. Senere 

blev ordet ændret til det noget mere nedladende "fremmedarbejder". 

Hjemme i Sarkisla blev Lones mor enehersker i eget hus. Hun var både 

far og mor for sine børn, og set med deres øjne var hun alt. Men samtidig 

holdt familien et skarpt øje med hende: Opførte hun sig, som det sømmer 

sig for en gift kvinde? 

Det skarpe øje var lige rundt om hjørnet. Lones fars familie boede i 

samme gade, og Lones farmor boede i den anden ende af det lillebitte 

hus, hvor Lone, hendes mor og tre, snart fire søskende, delte et værelse, 

en lille gang og en kælder. Intet køkken. Intet bad. Vand blev hentet i 

byens brønd. 

En gang om måneden kom postbudet med en postanvisning fra Danmark. 

Det var pengene fra far. Suppleret med lidt håndarbejde for byens 

andre kvinder – eller rettere: håndarbejde til deres døtres brudekister –



kunne Lones mor forsørge sig selv og børnene. Der var ikke råd til andet 

end det allermest nødvendige – familien kunne overleve. Men kun overleve. 

Af og til kom far hjem på ferie. Med store kufferter stoppet med tøj, sko 

og smykker. Det passede ikke altid – far havde købt det i genbrugsbutikker 

i Danmark, men i den fattige tyrkiske by var det fine varer, der blev 

hentet op af kufferterne. En plade dansk chokolade – og et stort æble fra 

Danmark – var også rige gaver for barnet Lone. 

En anden meget velkommen gave kom det år, hvor Lones far havde 

medbragt så mange penge, at familiens hus kunne blive bygget ud. Med 

et ekstra værelse og et toilet. Lones mor var lykkelig: Nu kunne hun fortælle 

veninderne om sit nye hus – efter i årevis at have måttet høre for sin 

gamle faldefærdige rønne. Nu var hun en stolt kvinde – hendes mand 

havde bygget et anstændigt hus til hende og børnene. Og for at sætte 

trumf på fik hun også installeret en ny seng, hvor Lone, hendes søster, 

hendes lillebror og mor sov sammen. De to store sønner fik egne senge. 

Som den ældste af de to døtre i familien, opkaldt Isminur efter farmor, 

havde Lone en helt særlig placering i familien. Hendes lillesøster har et 

let handicap, en skæv knogle i højre ben, så Lone var den, familien satsede 

på. Hende, der skulle blive den gode og smukke brud, der kunne 

gøre familien ære. Søster derimod blev anset som kønsløs på grund af sit 

handicap – derfor måtte hun for eksempel bade sammen med far og 

brødrene i de varme kilder, der ligger uden for Sarkisla. Det var utænkeligt 

for Lone, hun blev holdt inde på kvindesiden sammen med sin mor. 

Hun skulle holdes ren. 

Den tyrkiske kultur har en meget stærk tilbøjelighed til at vurdere en 

kvinde på hendes udseende, evner og jomfruelighed. Det trekløver 

er den dominerende faktor, når man som kvinde vurderes og vejes. 

Personligheden, den indre styrke, den intellektuelle og sociale kapacitet 

vejer ikke særlig tungt. Derfor var jeg en attraktiv pige i andres 

øjne, hvorimod min søster ikke havde nogen særlig status. 

Skolegangen foregik i Sarkislas kommuneskole, og om sommeren gik 

Lone på koranskole, iklædt et fint hvidt tørklæde. Det var hun stolt over at 

bære. 

I bund og grund var Lone, som nærmede sig de ti år, glad for livet i Sarkisla. 

Hun så sin mor som en stærk kvinde, der klarede dagligdagen, og 

så var der den højt elskede far, der kom forbi engang imellem med gaver. 

Det var et fattigt liv, men et liv, der i barnehøjde var trygt og godt. Et liv, 

der gerne måtte fortsætte sådan. 

53



KULTURSAMMENSTØD I GELLERUPPARKEN 

Da Lone fyldte ti år, blev alting forandret. Der blev erklæret undtagelsestilstand 

i Tyrkiet, og det fik en på ingen måde uvæsentlig, omend indirekte, 

betydning for den lille pige. Hendes ældste storebror, der gik i gymnasiet, 

blev fascineret af den stærkt højreorienterede gruppe "De grå 

ulve" fra det nationalistiske parti MHP. De udgjorde modpolen til de unge 

studerende fra de store byer, der blev venstreorienterede og protesterede 

mod regeringen og USA. Kampene mellem de to grupperinger foregik 

ikke på ord – det var ren gadekamp, hvor nævernes sprog talte. Disse 

kampe blev helt nærværende, da Lones storebror en dag kom hjem med 

snitsår på hele kroppen. 

Lones far i Danmark tog en hurtig beslutning: Hans ældste søn skulle 

væk fra Tyrkiet og op til ham i Danmark. Oprindeligt skulle Lones mor og 

de fire andre børn være blevet hjemme i Sarkisla – men da de danske 

myndigheder ikke ville lade sønnen rejse ind i Danmark uden sin mor, og 

da den øvrige familie ikke ville tage sig af de fire børn, endte hele familien 

en dag i efteråret 1977 i Gellerupparken i Århus. 

Her var det lykkedes Lones far at få fat i en af de store lejligheder, og 

tiårige Lone kunne tage sine første skridt ind i det brune halvfjerdserkøkken. 

En stor oplevelse, men glæden over de fine parketgulve og indlagt 

vand og varme forsvandt hurtigt. 

Den stærke mor, der hidtil havde været familiens overhoved og klaret 

alting, blev degraderet: Nu var hun kun kvinde og mor. Bosat i et land 

med et sprog, hun ikke mestrede, med skikke, hun ikke kendte, og i en 

kultur, hvor det at være analfabet hurtigt blev et reelt handicap. Børnene, 

der hidtil havde set hende som klippen, der modstod alt, så hende nu 

pludselig hjælpeløs og ude af stand til noget så basalt som at købe en liter 

mælk uden hjælp fra sine børn. 

Lones far derimod, som på ferierne hjemme havde været den glade 

mand fra nord med alle gaverne, viste en helt ny side af sig selv, da familien 

kom til Danmark. Han indtog sin plads som patriark, trak sig ind i sig 

selv, talte ikke med sine børn, men sad som enehersker i stuen, mens 

børn og kone sad i køkkenet. Han fulgte meget med i tyrkisk politik og 

støttede militærkuppet i 1982 – helt kontant ved at sætte et billede af 

general Evren op ved siden af det helt uundværlige billede af Atatürk, 

republikken Tyrkiets grundlægger. Han blev en far, der trods sit fysiske 

nærvær var mentalt længere væk fra sine børn end dengang, han blot 

kom på ferie om sommeren. 

I januar 1978 startede Lone i dansk skole. En oplevelse milevidt fra det 

meget disciplinerede liv, hun havde levet hjemme i Sarkisla. Hun var vant



til lærere, der slog og startede dagen med at tjekke, om man havde rene 

negle. Hun kom ind i et dansk miljø, hvor lærerne talte med og ikke til 

eleverne. Et miljø, hvor gruppearbejde var blevet en disciplin i en tid, da 

dansk skolepolitik fjernede sig mere og mere fra den sorte skole. Hvor 

idealer om ligestilling mellem drenge og piger var i højsædet, og hvor 

50’ernes og 60’ernes kamp for teenage-identitet blev omsat til virkelighed 

for 70’ernes teenagere. Børn, som de var af frontkæmperne. 

Det var den verden, der mødte Lone, når hun gik ud af køkkenet og lejligheden. 

Når hun vendte hjem igen, var det derimod til en verden, der 

ganske vist fysisk befandt sig i Danmark, men mentalt i Anatolien. Hun 

var pigen, der blev passet på: Hun måtte for eksempel ikke være med til 

svømning – hvor både piger og drenge svømmede sammen – og der blev 

også sagt nej, da resten af klassen skulle på lejrskole. Heller ikke klasseudflugter 

foregik med deltagelse af Lone eller for den sags skyld de andre 

tyrkiske piger, hun gik i klasse med. De så danskerne, de talte med danskerne, 

men i bund og grund holdt de sig for sig selv. De fik nødtørftigt 

lært det danske sprog, men det primære sprog var tyrkisk. Det var det 

sprog, de talte sammen, og når familierne skulle hygge sig om aftenen, 

skete det til gamle tyrkiske og indiske videofilm. 

Et kultursammenstød af dimensioner for den pæne, tyrkiske pige. Et 

kultursammenstød, hun iagttog, et kultursammenstød, hun blev påvirket 

af, men ikke noget, hun åbent eller for den sags skyld offentligt reagerede 

imod. 

Begrænsningerne i hverdagen var som tunge skyer over mit hoved. 

Min mor havde ikke forståelse for mine frustrationer, da hun levede 

under de samme forhold og havde accepteret det. Der var intet 

behov for, at jeg skulle blive dygtigere – jeg kunne jo sproget og de 

mest basale ting. Derimod var det vigtigt, at jeg var den dydige tyrkiske 

pige, der levede op til familiens forventninger. 

Fra lejligheden kunne Lone se over på et kollegium, hvor unge danske 

studerende lå halvnøgne og tog solbad. Hun forstod det ikke – havde 

ingen reel kontakt med danskere, selvom de boede dør om dør med de 

studerende, der udgjorde den lille danske enklave midt i Gellerupparken, 

hvor flere og flere indvandrere flyttede ind i lejlighederne. Lone fik veninder 

i opgangen, men hvis pigerne kom fra tyrkiske hjem, der var alt for 

moderate, måtte hun ikke tale med dem. Derfor sneg hun sig ud på de 

store altaner og talte med veninderne ad den vej. 

Da Lone fyldte 15 år, besluttede familien, at hun skulle ud af skolen. 

Grunden var, at Lone havde leget med en anden tyrkisk pige i skolegård- 

55



en, og det havde hendes far set. Han blev rasende: Hans datter skulle 

ikke "løbe rundt som en hest". Afregningen var kontant, da Lone kom 

hjem fra skole: Hun fik simpelthen tæsk af sin far. Og der gik kun kort tid, 

før far besluttede, at Lone ikke behøvede at gå i skole mere. 

Lone var ked af det; men som den pæne tyrkiske pige, hun var, lærte 

hun sig hurtigt at sige "skoletræt", da lærerne spurgte, hvorfor den begavede 

og dygtige elev pludselig ikke ville gå i skole længere. Der var ikke 

noget, hun ønskede højere, men havde hun sagt sandheden – at det var 

et krav fra familien – ville hun derved have brudt familiens ære. 

Jeg måtte indse, at jeg aldrig nogensinde ville få en uddannelse. 

Derfor måtte jeg gøre det så nemt som muligt på hjemmefronten. 

Jeg protesterede ikke, jeg bøjede nakken og lukkede mig mere og 

mere inde i mig selv. 

Rent bogstaveligt skete det ved, at Lone begyndte at brodere udstyr til sin 

brudekiste – en vigtig ting for en tyrkisk pige og præcis det arbejde, hendes 

mor havde udført for andre, da de boede hjemme i landsbyen. Der lå 

et stort pres på de 15-årige skuldre: Som familiens eneste bud på en 

brud var det hende, der skulle sikre familiens ære ved at fremstå jomfruelig 

og dydig for en kommende frier. Det erklærede forældrene hele tiden, 

og moren pointerede igen og igen, at det var vigtigt, at Lone fik en mand, 

der var ædruelig. Modsat far, der oftere og oftere var fuld – en reaktion på 

det statustab, han havde lidt over for sin familie. Han måtte hele tiden se 

sig distanceret af sine børn, der kunne læse, talte bedre dansk end ham 

og i det hele taget var bedre til at agere i det nye samfund, han havde flyttet 

familien til. På dette tidspunkt var Lone dog ikke i tvivl om, at hun selv 

skulle vælge sin ægtemand. 

TVANGSÆGTESKAB 

En augustaften i 1984 ændredes Lones liv totalt. Hun var 16 år. Og sad i 

det brune halvfjerdserkøkken. 

Familien Demirezen fik besøg af en anden tyrkisk familie, som helt 

usædvanligt havde deres søn med. 18 år og ugift. Lone var ved at tilberede 

te, da hendes mor bad hende om at gå ind i stuen og servere. Og 

om Lone ikke ville være sød at tage et tørklæde på? 

Inde i stuen sagde Lones far, at hun skulle kysse det tyrkiske ægtepars 

hænder. Et tegn på respekt, men for Lone også et tegn på, at hendes 

forældre havde lovet hende væk til den 18-årige dreng. Ellers var der



ingen grund til kysset – hun havde allerede hilst på familien én gang. 

Lone nægtede, løb ud af stuen og gemte sig på toilettet. Hendes forældre 

løb efter, skældte ud og råbte, hvad det dog var for en datter, de havde? 

Hun blev hevet ud af toilettet, ind i stuen igen og kyssede først mandens, 

hendes kommende svigerfars, hænder, men da hun nåede til kvindens, 

den kommende svigermor, kunne hun ikke mere og begyndte at 

græde. 

Lones fremtid var lagt fast. Hun protesterede, prøvede at få hjælp hos 

de få, hun kendte uden for lejlighedens fire vægge, men der var ingen 

hjælp at hente. Hele det tyrkiske samfund i Gellerupparken vidste, at datteren 

på 3. sal skulle tvangsgiftes med en ung mand fra de nærliggende 

boligblokke i Frydenlund; men ingen gjorde noget. Ingen hørte på den 

16-årige pige. 

Til sidst truede hun sin mor med at begå selvmord. Men det gav heller 

ingen reaktion, brylluppet var aftalt. Og en aften kom "svigerfar" og imamen 

på besøg i lejligheden. Nu skulle ægteskabet fuldbyrdes – men den 

unge ægtemand var ikke med. Han blev repræsenteret af sin far. Lone 

nægtede at gå ind i stuen og lade sig vie – så hun blev repræsenteret af 

underboen. 

Imens stod Lone i køkkenet. Nu var hun gift – viet per stedfortræder i 

dagligstuen. Isminur Demirezen var blevet til Isminur Arican. 

Det var surrealistisk. Jeg havde en fornemmelse af, at min krop 

bare var en model, mens mine følelser sad i et hjørne. 

Lone fik nu brug for den brudekiste, hun så længe havde siddet og broderet 

til. De to forældrepar lavede en klar aftale om, hvem der skulle betale 

hvad: Lones forældre fik 15.000 kr. kontant for datteren, og som medgift 

skulle Lone have et sølvbælte, fem guldmønter i en halskæde og ti 

kraftige guldarmbånd. Samtidig skulle svigerforældrene betale hendes 

bryllupstøj, mens Lones forældre skulle betale for ægtemandens, sådan 

som tyrkisk tradition foreskriver. 

Selve bryllupsfesten blev holdt i september – i et festlokale i Gellerupparken. 

I midten sad det unge par. Lone i hvid brudekjole, med permanentet 

halvfjerdserhår og uden et smil på ansigtet. Ved hendes side sad 

den unge ægtemand. De mælede ikke et ord til hinanden. Hele det tyrkiske 

samfund var mødt op. 

Da festen sluttede, blev Lone kørt ud til sit nye hjem, som var et værelse 

i svigerforældrenes hjem. Hendes egen familie kørte med, hendes svigerforældre 

var der og endnu et par tyrkiske familier. Det unge par blev 

lukket ind i værelset, hvor der stod en dobbeltseng, et skab med tøj fra 

57



Tyrkiet og en skænk med sodavand og slik. Fra stuen ved siden af kunne 

Lone høre et tv, mennesker, der snakkede og teskeer, der blev rørt rundt 

i tekopperne. Hendes unge ægtemand var lige så forlegen som hun og 

sagde bare: "De venter derude". 

Hvad der skete, er et stort, sort hul. Jeg kan huske, at det gjorde 

ondt, og at jeg havde kvalme. Jeg ved ikke, hvor længe der gik, 

men på et tidspunkt tog han lagenet, åbnede døren på klem og 

smed lagenet ind i stuen. Jeg kunne høre de andre voksne lykønske 

mine forældre: Her var tegnet på, at deres datter var jomfru. 

Lone anede intet om sex. Det var lukket land for en ung tyrkisk pige. En 

ting vidste hun dog: Man kunne blive gravid af det. Hun vidste også, at 

fik hun først et barn, var der ingen chancer for at slippe væk. For selvom 

hun næsten stiltiende havde fundet sig i alt, havde hun ikke mistet håbet 

om at slippe væk. Før brylluppet kunne det ikke lade sig gøre – så ville 

hun have krænket sine forældres ære uopretteligt. Ved at gennemføre 

brylluppet havde hun et spinkelt håb om, at hendes forældre ville tage 

hende hjem igen, hvis det ikke gik. Men for at der overhovedet skulle 

være nogen realitet i dette håb, krævedes det, at hun ikke blev gravid. 

Derfor havde hun i al hemmelighed købt p-piller. De blev gemt som 

små skatte nede i den lille kommode, der stod ved siden af sengen. Hver 

morgen tog Lone sin p-pille, undlod så vidt muligt at have sex med sin 

mand – men gik ofte i bad. Her havde hun et fristed, men det blev hurtigt 

opdaget. Lones nye familie levede mere traditionelt muslimsk, end 

hun var vant til, og hun vidste derfor ikke, at man efter samleje skal bade 

og gøre sig ren. Det undrede derimod hendes svigermor, at sønnen ikke 

gik så meget i bad som svigerdatteren, men det var der ingen grund til, 

sagde sønnen. De havde jo alligevel ikke sex med hinanden. 

Lone fik stillet et ultimatum: Enten gik hun i seng med sin mand, eller 

også måtte hun stoppe på det kursus for indvandrerkvinder, som hun 

ellers havde fået lov til at gå på. Det var et valg mellem pest eller kolera – 

men Lone valgte uddannelsen fra. Hun ville ikke sælge sig selv mere. I stedet 

blev hun holdt som fange i lejligheden. 

De tvang mig til at gå med tørklæde, også inde i lejligheden. Jeg 

skulle gøre rent, lave mad og vaske op.



OPGØRET 

Da Lone efter en måned skulle tage hul på endnu en pakke p-piller, opdagede 

hun, at de var forsvundet fra skuffen. Svigermor havde fundet dem 

og skyllet dem ud i toilettet. Så fik Lone nok. Hun pakkede en lille taske 

med pas, sygesikringsbevis og de få penge hun havde. Da hendes unge 

ægtemand sidst på eftermiddagen kom hjem fra sit job og gik ind i det 

værelse, der udgjorde de to unges privatliv, meddelte Lone, at nu gik hun. 

Han kiggede bare på mig og sagde: Hvor kan du gå hen? 

Lone kunne gå ud af værelset, tværs gennem stuen, hvor svigerfar sad, 

og ud af hoveddøren. Hun hørte, at hendes svigerfar fulgte efter hende, 

men han nåede ikke elevatoren og måtte tage trapperne ned. Lone var 

foran ham og nåede hen til bussen, som har endestation ved Frydenlund. 

Da vi 20 år senere, i sommeren 2004, igen holder her på parkeringspladsen 

foran boligblokkene med de blå altaner, bliver Lone Yalcinkaya 

helt stille. Hun har ikke været her siden, men minderne fra dengang 

trænger sig så stærkt på, at hun kun har én bemærkning, som hun siger 

meget stille: – Kan vi ikke godt køre igen? 

Det kan vi, i sommeren 2004. I efteråret 1984 tog Lone bussen, som 

netop skulle køre, da hun kom løbende ind, skiftede en enkelt gang og 

nåede hjem til familien på 3. sal i Gellerupparken. Grædende bankede 

hun på døren, og hendes far åbnede. Hun havde håbet på at blive inviteret 

ind, men fik i stedet en lussing og en spytklat på kinden ledsaget af 

ordene: 

Du har ikke noget at gøre her. 

Lone løb ned af trapperne, ind gennem en lille skov og hen til busstoppestedet 

igen. Det stoppested, hun lige havde forladt i håbet om at finde 

tryghed. Nu var hun bange. Ikke for svigerforældrenes hævn, men for sin 

egen fars. Hvad kunne han finde på? 

Det samlede billede havde blodets, kærlighedens, sorgens, savnets 

og dødens farver. 

Hun tog bussen til et krisecenter i Århus, hun allerede havde fundet 

adressen på. Måske fordi hun havde anet, at turen hjem til forældrene var 

forgæves. 

På krisecentret fortalte Lone sin historie. En helt ny historie dengang 

59



sidst i 70’erne, hvor krisecentre var for danske kvinder, der havde fået bank 

af deres mænd. En ung tyrkisk kvinde på nu 17 år, der var blevet tvangsgift 

og derefter var flygtet, var noget helt ukendt. Men for de frivillige kvinder på 

krisecentret stod det dog lynhurtigt klart, at det var alt for farligt at beholde 

Lone i Århus. Hun skulle væk, og næste dag stod hun på banegården med 

en enkeltbillet til Esbjerg i lommen. Klædt i armygrønne gulerodsbukser og 

grå vindjakke, for første gang alene i et tog. Det var første gang, hun bevægede 

sig uden for Århus i de syv år, hun havde boet i byen. 

NY IDENTITET 

På krisecentret i Esbjerg var Lone den eneste indvandrer. Og den eneste 

teenager. Hun havde intet med og måtte låne tøj på krisecentret. Her sad 

hun, omgivet af de danskere, hun havde levet blandt i syv år, men aldrig 

tidligere haft nogen tæt kontakt til. Hendes danske sprog var sparsomt, 

men langsomt, uendelig langsomt, lykkedes det Lone at komme på benene. 

Hun kom i en plejefamilie, startede i skolen igen og begyndte at få et 

liv. Og et nyt navn. 

Det blev Lone. Fødenavnet Isminur var for usædvanligt, og det tyrkiske 

samfund i Danmark var dengang så lille, at det var for farligt at beholde 

navnet. At valget faldt på Lone skyldes, at det er et helt almindeligt dansk 

navn, nærmest lidt kedeligt. Men lige præcis det, Lone havde brug for 

dengang i Esbjerg. 

Efternavnet Arican, som hun havde giftet sig til, blev også skiftet ud – 

med det danske navn Madsen, som mere er en massebetegnelse end et 

egentligt navn. Navnet stammede fra en god ven, Lone havde fået i 

Esbjerg, og kombineret med plejefamiliens historie skabte hun sig en helt 

ny identitet. 

Hun måtte flygte igen. Det var blevet for farligt at være i Esbjerg. Familien 

i Århus havde sporet hende, så hun måtte videre. Denne gang gik 

turen til København, hvor hun med navnet Lone Madsen meldte sig ind 

på Købmandsskolen for at få en handelsuddannelse. I de officielle papirer 

var hun stadig Isminur Arican, men på skolen var hun Lone Madsen. 

Fra Esbjerg. Da hun med sit mørke hår, sine tyrkiske træk og accent ikke 

lige på en prik lignede en pige fra fiskerbyen på vestkysten, opdigtede 

hun en identitet, hvor hun havde en dansk mor og nordcypriotisk far. Og 

en storebror. 

Flere gange fortalte jeg mine venner, at jeg havde talt i telefon med 

min familie i Esbjerg.



Lone gik et år på Købmandsskolen. Så søgte hun læreplads som kontorassistent. 

Selvom hun kunne få økonomisk hjælp til at tage tre år på 

Købmandsskolen, en slags studentereksamen inden for handel og økonomi, 

ville hun ud og tjene egne penge. Men her kom det falske navn på 

tværs. Selvom hun havde fuld navnebeskyttelse og kunne kalde sig Lone 

Madsen, stod der Isminur Arican på eksamensbeviset. Det var for fremmed 

for danske arbejdsgivere, og Lone blev, trods sine gode karakterer, 

valgt fra i første omgang. Til sidst sendte hun en ansøgning i navnet Lone 

Madsen – uden eksamenspapirer – og blev kaldt til samtale. En samtale, 

der endte med, at hun fik jobbet – og så måtte hun gå til bekendelse. Og 

fortælle, at hun hed Isminur Arican og ikke Lone Madsen. 

Det skal ikke skille os, svarede han og gav mig jobbet. En chance, 

ingen anden ville have givet mig i den situation. 

Sideløbende med sin uddannelse og skabelsen af et nyt liv var Lone 

begyndt at interessere sig for politik. Hun startede på bar bund, hjemme 

havde hun intet hørt om det danske politiske system, så hun begyndte at 

gå til politiske møder for at finde ud af, hvad de forskellige partier egentlig 

mente. 

I foråret 1988 stødte hun på partiet CD, som blev stiftet i 1973 af den 

tidligere socialdemokrat Erhard Jacobsen. Partiet blev lidt hånligt kaldt 

"familiepartiet", fordi datteren, Mimi Jakobsen, overtog formandskabet 

efter sin far, og partiets årsmøder gik under betegnelsen "fætter-og-kusine 

fester". Den hån vandt ikke genklang hos Lone, søgende som hun var 

efter et tilhørssted og en ny familie, og da hun godt kunne lide det, hun 

havde læst om midterpartiet med en borgerlig holdning til økonomi kombineret 

med en stærk social profil, mødte hun en dag op på partiets 

landskontor for at få mere materiale. 

Her blev hun modtaget af den senere kirkeminister A.O. Andersen, og 

den modtagelse sammen med den varme, hun mødte hos de få medlemmer, 

der netop var på besøg, fik Lone til at melde sig ind med det 

samme. Hun blev aktiv i partiet, blev ansat og arbejdede i en periode som 

assistent for partiets medlemmer af Europa-Parlamentet. Sideløbende 

forsøgte hun at tage den højere handelsuddannelse, hun tidligere havde 

opgivet – men heller ikke denne gang lykkedes det. Der var for meget 

arbejde i partiet, og efter flere år under jorden nød Lone igen at være med 

i et fællesskab. 

61



FORSONING MED FORTIDEN 

Partiet blev hendes nye familie. Men fortiden indhentede hende igen. 

Ved valget i 1989 blev Lone bedt om at stille op for CD. Ikke i en kreds, 

der gav valg, nærmest som et navn, der skulle fylde listen ud. Det gav 

problemer for Lone Madsen, for man kan jo ikke stille op under falsk 

navn. Hun måtte bekende kulør og stille op under sit rigtige tyrkiske, dog 

tilgiftede, navn Isminur Arican. Det danske Lone beholdt hun, nu som 

mellemnavn. Det var første skridt hen imod at forsone sig med fortiden, 

næste skridt gjaldt familien i Århus. 

Lone havde flere år tidligere genoptaget kontakten med sin mor, dog 

kun telefonisk, og havde også i al hemmelighed været i Århus, hvor hun 

havde set sin søster. Hendes mor var glad for at tale med hende og glad 

for, at datteren klarede sig godt. At hun havde fået en uddannelse, at hun 

havde job og at hun var blevet aktiv i politik. Men alt det andet, smerten, 

angsten og sårene fortalte Lone ikke noget om. 

Min mor havde ikke fantasi til at forestille sig, at der under den vellykkede 

overflade gemte sig en ulykkelig, såret pige. At den pige, 

der engang havde været den usynlige kvinde bag nedrullede gardiner, 

som ikke gjorde modstand, nu var blevet en, der ville være 

mere end blot en brik i deres spil. 

Ud over sin egen smerte og sine egne sår led Lone også af skyldfølelse 

over for de fire søskende, ikke mindst lillesøsteren, der var blevet tilbage 

i familien. Lone følte, at hun som bortløben søster havde ødelagt sin lillesøsters 

fremtid, og hun vidste, at hun med sin flugt havde udstødt hele 

familien fra det tyrkiske samfund i Århus. Oven i den skyldfølelse måtte 

hun kæmpe en sej kamp med sig selv for at forstå og til sidst tilgive sine 

forældre. Hun måtte så at sige sætte sig ud over sig selv og sætte sine 

forældres handlinger ind i den sociale forståelsesramme, som gav det 

hele mening. 

Jeg havde aldrig tvivlet på mine forældres kærlighed til mig. Mit 

livsforløb havde været tilrettelagt ud fra enten nød eller nødvendighed. 

Den kollektive kontrol, der er i det tyrkiske samfund, havde 

stor indflydelse på mine forældres handlinger, og de forsøgte efter 

bedste evne at vælge en mand til mig, som de mente var en god 

mand. De havde bare ikke opdaget, at jeg var en stærk pige. De 

havde ikke opdaget, at det ikke var på grund af deres kontrol, at



jeg var pæn og respektfuld, men at det var fordi, jeg gerne ville vise 

dem ydmyghed og respekt. Det var nok deres største fejl. 

Det begyndte nu at stå klart for Lone, at hun måtte flytte tilbage til Århus. 

Problemer på jobbet i CD hjalp til den beslutning, og da hun både psykisk 

og fysisk fik stadig større problemer, blev hun klar over, at hun nu 

måtte knytte de bånd, hun selv havde revet over, sammen på ny. Der var 

kun én vej. Og det var hjem. 

Hjem til køkkenet på 3. sal. Da Lone i starten af 1990, seks år efter sin 

flugt, kom ind i lejligheden igen, så hun sin far stå i netop det køkken. 

Hun turde ikke gå derud, vendte om og gik ind på badeværelset, og først 

da hun hørte, at hendes far var gået ind i stuen, vovede hun sig ud i køkkenet. 

Hendes far blev i stuen. Han end ikke så på sin datter, registrerede 

blot, at hun var der. Lone vidste, at det nu var knald eller fald: Overlevede 

hun denne aften og nat, var hun tilgivet. 

Det gjorde hun. Men hendes far talte aldrig til hende siden, men han 

accepterede hende, han lod hende være i sit hjem og han lod sig fotografere 

sammen med hende. Men ingen ord. 

Det elsker jeg at leve med, for jeg ved, at han har tilgivet mig. Han 

tilgav mig, da han hverken slog eller truede mig. Han tilgav mig, da 

han tillod mig at servere maden for ham. Han tilgav mig, da han 

lod sig fotografere sammen med mig. 

63


64 

STAVROULA DEMETRIADES 

DET EUROPÆISKE INSTITUT 

DUBLIN 

Stavroula Demetriades er født i 1964 i Athen i Grækenland. 

I 1987 blev hun bachelor i statskundskab og i 1993 MSc i regional udvikling fra 

Universitetet i Athen. I 2000 blev hun ph.d. i sociologi fra Aalborg Universitet. 

Hun har arbejdet med erhvervsuddannelsesområdet – for private konsulentvirksomheder 

og forskellige NGO’er. Hun har været initiativtager til oprettelse af 

NGO’er med fokus på regional udvikling og på minoritetsrettigheder. Hun har fungeret 

som rådgiver for lokale myndigheder i spørgsmål vedrørende regional udvikling, 

arbejdsmarkedsuddannelser, sociale forhold etc. Hun har arbejdet som forskningsleder 

på Det Europæiske Institut til Forbedring af Leve- og Arbejdsvilkårene 

(The European Foundation) i Dublin. I dag er hun koordinator for instituttets 

arbejdsmarkedsteam. 

Stavroula bor i Irland. Hun er gift og har to børn.


STAVROULA DEMETRIADES 

EN GRÆSK KVINDES 

KARRIERE I EUROPA 

EU SOM LØFTESTANG FOR LIGESTILLING 

Mange europæere forbinder det europæiske institutionelle system med 

uvedkommende og indviklede regler, som har indflydelse på det enkelte 

menneskes tilværelse. Arbejdsløshed, træg økonomisk udvikling, 

omstrukturering af virksomheder og følgerne heraf, lønefterslæb m.m. er 

udfordringer, som både de europæiske og de nationale institutioner og 

systemer skal forholde sig til. 

Vi har nået det punkt, hvor der er brug for, at den europæiske debat bliver 

politiseret. Hvis vi vil sikre, at den europæiske proces fortsætter, og 

den fælles forståelse blandt borgerne udvikles, skal de nationale politiske 

systemer inddrage den europæiske dimension i de forskellige politikker, 

eksempelvis i social- og miljøpolitikken. Med fælles værdier og den fælles 

mønt er det lykkedes EU at skabe sig en identitet som et enestående socialt 

og økonomisk forbillede på globalt plan. Den model, der ligger til 

grund herfor, er under hensyntagen til de nationale systemers forskellighed 

blevet ført ud i livet på forskellige måder i de enkelte EU-lande. 

Det er EU-politikken, der gør det muligt for mange borgere, lokale myndigheder, 

videnskabsmænd, fagforeninger, arbejdsgiverforeninger etc. at 

mødes og udveksle synspunkter om gængs praksis, sætte fokus på de 

vellykkede eksempler og i fællesskab lægge planer for fremtiden. På denne 

måde bidrager politikken blandt andet til at skabe fælles forståelse for 

praksis i de enkelte lande, til at styrke samhørigheden og til at udvikle en 

fælles vision for Europa. 

65


66 STAVROULA DEMETRIADES 

DE TIDLIGE STADIER 

Personlig har jeg haft glæde af denne politik gennem min adgang til forskerudvekslingsprogrammer 

og ved at forfølge en karrieremulighed på 

EU-plan. Sandsynligvis ville det ikke have været muligt uden et langt 

uddannelsesforløb, som ikke alle græske kvinder havde adgang til på den 

tid. Dengang var en god uddannelse for en kvinde altid forbundet med et 

godt ægteskab og kvindens mulighed for at blive økonomisk uafhængig. 

Kvinders mulighed for at gøre karriere var dengang ikke noget, der indgik 

i familiernes overvejelser. Der er dog efterhånden sket det, at familiernes 

og den yngre generations holdning til kvindens rolle på arbejdsmarkedet 

er blevet præget af stadig større holdningsforskelle. Traditionelt 

har det været sådan, at når en kvinde havde afsluttet en god uddannelse, 

indgik hun bagefter et godt ægteskab, og måske tog hun også et job 

for at bidrage til familiens underhold. Når børnene kom til, fik de dog 

første prioritet, og om nødvendigt blev jobbet kvittet. 

Det var imidlertid ikke det, unge piger på min alder ønskede. Vi satte os 

nogle uddannelsesmæssige mål: universitetsgrader, høje karakterer osv. 

Noget, der kom som en behagelig (må jeg indrømme) overraskelse for 

vores familier, som langsomt vænnede sig til tingenes tilstand. Snart blev 

mine planer om at få en højere uddannelse opfattet som en vigtig investering; 

en investering i menneskelige ressourcer, som samfundsforskerne ville 

sige. Konkurrencen var hård, men pigerne klarede sig vældig godt (i virkeligheden 

bedre end drengene) i kampen om at komme ind på de højere 

uddannelser. Efter afgangseksamen gik tingene lidt anderledes, end samfundsforskerne 

havde forudsagt, idet kvindernes erhvervsfrekvens forblev 

lav. Det så ud til, at kvinderne efter endt uddannelse havde svært ved at 

vinde fodfæste på arbejdsmarkedet. Høj arbejdsløshed blandt kvinder gjorde 

det første forsøg på at få job til en meget skuffende oplevelse. Efter at 

have arbejdet nogle år i den offentlige sektor bestemte jeg mig til at studere 

videre for at øge mine uddannelsesmæssige kvalifikationer og dermed få 

mulighed for en bedre stilling og en bedre karriere. 

I Grækenland er beskæftigelsesgraden stadigvæk lav. Det gælder i særdeleshed 

for kvindernes vedkommende (både i forhold til EU-gennemsnittet 

og i forhold til de mål, der med Lissabon-strategien blev formuleret 

for området). Kvindernes beskæftigelsesgrad var i 2002 på 42,5 pct. 1 , 

hvilket er en stigning på 1,6 pct. i forhold til det foregående år. Gennemsnittet 

for de daværende 15 EU-lande var for samme år på 55,6 pct. Til 

sammenligning kan nævnes, at den totale beskæftigelsesgrad i Grækenland 

samme år var 56,7 pct. Også arbejdsløshedsprocenten er fortsat høj, 

især blandt kvinder og nytilkomne på arbejdsmarkedet. Alligevel er kvin-


EN GRÆSK KVINDES KARRIERE I EUROPA 

dernes erhvervsfrekvens i forhold til mændenes fordoblet i løbet af den 

sidste 5-års periode. I dag er det mere sandsynligt, at en græsk kvinde 

prioriterer karrieren (og ikke bare jobbet) højere end familien, i modsætning 

til hvad der var tilfældet for nogle år siden. Mange kvinder har allerede 

betydningsfulde stillinger, hovedsagelig i den offentlige sektor, og 

nogle endog i europæiske institutioner langt væk fra deres hjem. 

Adskillige årsager er anført som begrundelse for kvindernes lave 

erhvervsfrekvens. Ifølge præferenceteorien udgør kvinder ikke en homogen 

gruppe, men tilhører alt efter deres forskellige præferencer forskellige 

grupper. Kvinders præferencer med hensyn til en bestemt type arbejde 

kan ikke udelukkende udledes af deres adfærd og følgerne af den. 

Holdninger, værdier og præferencer er blevet meget vigtige dele af 

arbejdskulturen. I et forsøg på at overvinde svagheder i teorierne om kvinders 

arbejde og beskæftigelse påpeger præferenceteorier og -studier, 2 at 

kvinder kan inddeles i tre grupper: Kvinder, der prioriterer hjemmet og 

ægteskabet højest, kvinder, der tilpasser sig omstændighederne og derfor 

har uplanlagte karriereforløb, samt kvinder, der prioriterer arbejdet højest. 

Den kvindetype, der prioriterer hjemmet højest, accepterer arbejdsdelingen 

mellem mænd og kvinder i hjemmet. Typen foretrækker et liv uden 

udearbejde, hvor hovedvægten kan lægges på børn og familie. Den kvindetype, 

der tilpasser sig omstændighederne, er den største gruppe. 

Typen foretrækker at kombinere arbejde i hjemmet med en ansættelse, 

men lægger ikke speciel vægt på det ene eller det andet. Det er den type, 

der reagerer på mulighederne, men uden at have planlagt hvordan, og 

som vælger at gå i gang med en uddannelse, men let kan finde på at 

droppe ud, hvis et godt ægteskabstilbud skulle dukke op. Den kvindetype, 

der prioriterer arbejdet højest, kan betegnes som karrierekvinden, for 

hvem moderskab og familie ikke er hovedprioriteten. Profilen ligner den 

typiske mands. Denne kvindetype planlægger nøje sin karriere, har sit 

eget familieliv, der er bygget op omkring karrieren, og sætter en ære i at 

udvikle sig inden for sit særlige felt. Gruppen udgør helt klart en minoritet. 

Modellerne kan til en vis grad forklare, hvorfor der i nogle lande er en 

koncentration af kvinder i én af de tre kategorier, eller hvorfor nogle kvinder 

tager det ene job (f.eks. deltidsarbejde) frem for det andet. 

Kulturelle, sociale, økonomiske og andre faktorer spiller dog også en 

vigtig rolle for, hvilke præferencer kvinderne har. Kvindetyperne findes 

overalt, selv om mange tror, at kvinder i de sydeuropæiske lande foretrækker 

familielivet, og at kvinder i Norden i højere grad foretrækker 

arbejdslivet. En Eurobarometer-undersøgelse 3 har vist, at et overvældende 

flertal af både mænd og kvinder mener, at kvinder bør prioritere børn 

frem for arbejde. Dette gør sig også gældende i de nordiske lande. 

67



FORSKNING I DANMARK 

Forskellige europæiske programmer, der har til formål at fremme forskning 

og fornyelse i Europa, giver nye muligheder for at gøre karriere. Hundredvis 

af forskere deltager hvert år i disse programmer og forlader i denne 

forbindelse deres hjemland i nogle måneder eller år. I en tid, der er 

karakteriseret ved et marked med benhård konkurrence og globalisering, 

benytter de sig af tilbuddene om at medvirke til at øge Europas innovationskapacitet. 

På baggrund af min interesse for socialforskning var det min hensigt at 

udforske, hvordan velfærdsopgaver bliver varetaget af de europæiske 

samfundsmodeller. Arbejdet blev udført ved Ålborg Universitet i Danmark. 

Efter at have studeret forskellige økonomiske modeller og samfundsmodeller 

fokuserede jeg på den nordiske model og dennes karakteristika. 

Jeg ønskede at belyse modellens stærke og svage sider. Den 

nordiske model demonstrerer, at det er muligt på én gang at tage både 

økonomiske, sociale og miljømæssige hensyn. I modsætning til de 

bekymringer, man kan gøre sig om den såkaldte europæiske samfundsmodels 

bæredygtighed, fremstår den nordiske model som et troværdigt 

og realistisk alternativ til det frie marked. Den nordiske model, specielt 

den danske, blev holdt op som et forbillede, andre lande skulle sammenlignes 

med. Begrundelsen var den store succes med at skabe øget 

konkurrenceevne og fornyelse samtidig med, at den også var et overbevisende 

eksempel på evnen til jobskabelse. 

Alle politiske ledere har forpligtet sig til at støtte en europæisk model, 

der gør det muligt at tage fat på de udfordringer, globaliseringen stiller os 

overfor, og samtidig sikre et afbalanceret og socialt ansvarligt grundlag. 

Med Lissabon-strategien blev der sat fokus på dette. I den post-industrielle 

æra er det af vital betydning at øge investeringen i menneskelige ressourcer 

og i livslang læring. Den danske model udgør i denne sammenhæng 

et mønstereksempel på den rolle, som det erhvervsfaglige uddannelsessystem, 

der er styret af arbejdsmarkedets parter, spiller i 

bestræbelserne på at løse arbejdsmarkedets paradoks. 

For de europæiske modeller ligger der en stor udfordring i at sikre en 

rimelig balance mellem internationalisering af økonomierne og en socialt 

ansvarlig politik. I den post-industrielle æra sker der en nedbrydning af 

de områder, der har med social ansvarlighed at gøre. Grunden hertil er, 

at de store selskaber reagerer på en benhård økonomisk konkurrence 

ved at fralægge sig ansvaret for de opgaver, der i dag betragtes som en 

omkostningsbyrde, men som fagforeninger og regering i den industrielle 

æra havde pålagt virksomhederne at varetage. 4 Mindre produktive



arbejdstagere, hvis jobplacering tidligere var sikret af fagforeningerne, er 

nu arbejdsløse og på offentlig forsørgelse. Tendensen går i retning af, at 

arbejdstagere bliver rekrutteret, oplært og betalt i overensstemmelse med 

deres værdi for firmaet. Resultatløn, dvs. bestemte former for tillæg til 

nogle ansatte og lavere lønniveauer for andre, synes i stigende grad at 

indgå i lønforhandlingerne. Hvis der ikke tages hensyn til ansattes forskellige 

andre forpligtelser, vil kvinder med børn følgelig opleve en ulige 

konkurrence. Tendensen til at det offentlige ved omfordeling af indkomster 

og gennemførelse af en socialt afbalanceret politik gør sig mindre 

afhængig af den private sektor vil få betydning for en fremtidig strategi for 

understøttelse af kvindernes konkurrencesituation. 

Arbejdsmarkedsområdet har typisk været mandsdomineret, også når 

det drejer sig om forskning. Det har naturligvis haft konsekvenser for, hvilke 

spørgsmål, aktører, programmer og resultater på arbejdsmarkedet, der 

er blevet forsket mest i. Arbejdstageren har pr. definition været mand. Det 

betyder, at den typiske arbejdstager arbejder på fuld tid, er karriereorienteret, 

fralægger sig ansvaret for familien, hvis det kommer i konflikt med 

arbejdet/karrieren, rejser, hvis det er påkrævet, arbejder over, arbejder på 

skæve tidspunkter osv. 

For den, der tænker traditionelt, vil det at føje kvinder til regnestykket 

komplicere billedet, gøre det uforståeligt. Derfor blev kvindelige arbejdstagere 

betragtet som en afvigelse fra regelen. I løbet af de sidste fire årtier 

har kvinderne imidlertid øget deres del af beskæftigelsen og har gjort 

et stort indhug i såvel forskellige jobtyper og sektorer som i de højere 

funktionærstillinger. Kvinders beskæftigelsesgrad steg i 2002 i EU gennemsnitlig 

til 55,6 pct., og såvel deregulering af arbejdsmarkedet som 

omstrukturering af arbejdskraften skabte en række nye muligheder for 

kvinder. Derfor er disse aspekter nu også kommet på dagsordenen inden 

for arbejdsmarkedsområdet sammen med emner, der har at gøre med 

livslang læring. Livslang læring anses som et vigtigt led i at opretholde 

arbejdstagernes beskæftigelsesmuligheder og virksomhedernes konkurrencedygtighed. 

Det er mit håb, at jeg ved at fremdrage disse aspekter 

kan bidrage til den debat, der føres for tiden. Alt i alt har jeg fantastisk 

positive arbejdserfaringer med mig fra Danmark. Det at have haft mulighed 

for at arbejde i et arbejdsmiljø langt væk fra det hjemlige (Grækenland), 

hvor samfundssystemet og det økonomiske system er meget 

anderledes, har været udbytterigt for mig i relation til min egen forskning 

og min karriere. Selve forskningsresultaterne har også været udbytterige 

for EU. En af grundene til dette er, at værdifulde erfaringer fra forskningsarbejde 

udført i ét land har kunnet overføres til et andet land, hvor 

offentlige institutioner, arbejdsmarkedets parter og forskningsmiljøerne 

69



kunne drage nytte af resultaterne. En anden grund er, at sammenlignende 

analyse og kendskab til eksempler på god praksis altid kan berige et 

samfund. Kulturudvekslingen bidrager ikke mindst til at skabe en fælles 

forståelse for og anerkendelse af, hvor værdifuldt det er, at man i forskellige 

lande anvender forskellige metoder og har forskellige praksisser. 

Ålborg Universitet var et godt sted at udveksle synspunkter med kvindelige 

kolleger, som havde de samme interesser, og som deltog i arbejdsgrupper, 

hvor spørgsmål relateret til forskningsområdet blev behandlet. At 

gøre forskningsresultaterne mere praktisk anvendelige var et andet projekt. 

Hvad ville forskning være, hvis resultaterne blot stod og samlede støv 

på en hylde? 

Da jeg vendte tilbage til Grækenland, arbejdede jeg atter på fuld tid. Jeg 

var ivrig efter at bringe nye ideer videre til fagforeninger, arbejdsgiverorganisationer, 

embedsmænd osv. Snart steg jeg et trin op ad karrierestigen 

(på trods af stor konkurrence, fordi arbejdsløsheden på det tidspunkt var 

stigende), og jeg oplevede, at dele af den offentlige sektor var engageret 

i en omfattende omstruktureringsproces, samt at kvinders muligheder for 

at få lederstillinger var blevet bedre. Den offentlige sektor er som arbejdsgiver 

forpligtet hvad angår ligestilling, og gennem forfremmelser og 

ansættelser forsøgte man at arbejde for ligestilling. På det tidspunkt havde 

jeg en stilling som konsulent for Arbejdsformidlingen, der som en trepartsstyret 

organisation viste sig at være et godt forum for at få nye ideer 

i spil. Som altid var der også her – sikkert på grund af naturlige forsvarsmekanismer 

– modstand mod fornyelse og forandringer. Det var imidlertid 

dejligt, da jeg efter nogen tid kom tilbage til organisationen og så, at en del 

af det, der blev sat i værk nogle år tidligere, i dag blomstrer i fuldt flor. 

Er det det hele? Nej, efter at jeg havde forholdt mig til udviklingen på 

det nationale plan, var jeg også opsat på at få indblik i, hvordan det stod 

til på europæisk niveau, og på at tage del i debatten om de problemer, 

der har betydning for alle europæiske borgere. 

NYT SKUB I KARRIEREN 

Derfor begyndte jeg at arbejde i Det Europæiske Institut i Dublin, først 

som forskningsleder og siden som koordinator for et arbejdsmarkedsteam, 

der forskede i arbejdsmarkedsproblemer generelt i Europa. Med 

flytning til et andet land følger ofte nye muligheder, men også kriser og 

usikkerhed, ligesom der er nogle vanskelige beslutninger at tage med 

hensyn til, hvordan man klarer ansvaret over for både familie og arbejde. 

I det moderne EU skal samfundsborgerne, i særdeleshed kvinderne,



træffe langt flere valg vedrørende deres levevis, end det var nødvendigt 

før i tiden. Et af disse valg handler om vægtningen af arbejde og karriere 

i forhold til familieliv og børn, samt om hvilke roller de enkelte familiemedlemmer 

skal påtage sig. Jeg valgte meget tidligt at gøre karriere, men 

uden at afskrive familielivet, og efter at min familie og jeg havde afvejet 

positive såvel som negative faktorer, opfordrede de mig til at tage jobbet i 

Irland, selv om det betød, at familien måtte flytte til et andet land. Der er 

imidlertid altid en vanskelig overgangsperiode for familien, specielt for 

den medfølgende ægtefælle, som blandt andet skal finde et nyt job i det 

pågældende land. Hertil kommer de ekstraopgaver i familien, som nogen 

må påtage sig, når familienetværket ikke længere er der i en situation, 

hvor behovet for det er større end nogensinde. I overgangsfasen skifter 

rollerne inden for familien, idet manden bliver sekundær forsørger, og om 

hele øvelsen lykkes afgøres af, hvordan vi forholder os til spørgsmålet om 

arbejdsdelingen mellem kønnene. I praksis lyder det: Accepterer samfundet, 

at kvinden er hovedforsørger, og at manden (selv for kortere tid) 

fungerer som støtte for hende? 

På Det Europæiske Institut eksisterer der et multikulturelt miljø, hvor 

embedsmænd fra hele Europa arbejder sammen i team. Alle har det 

samme mål: at oparbejde solide forskningsresultater og – med henblik på 

at lette den politiske proces – at gøre dem tilgængelige for både de europæiske 

politiske institutioner og de enkelte landes ditto. 

Atter at være involveret i arbejdsmarkedsforskning, der omfattede alle 

EU-landene, gav en fortrinlig mulighed for at sammenligne systemer og 

praksisser samt udbrede viden om god praksis til det store EU-publikum. 

Det er en type information, der har vist sig at være af stor værdi for 

arbejdsmarkedets parter og regeringerne over hele Europa, fordi den 

giver landene mulighed for at sammenligne praksis på arbejdsmarkedet 

samt finde frem til, hvad der er brugbart i deres tilfælde. 

At være kvinde og forsker var i sig selv en begrundelse for at se på 

arbejdsmarkedsforskning ud fra et andet perspektiv. Hovedparten af 

institutionerne på arbejdsmarkedet fremstår i forskningen som kønsneutrale, 

men faktisk er de ekstremt kønsbundne. Organisationer, hvad enten 

det er fagforeninger eller arbejdsgiverforeninger, staten eller private selskaber, 

afspejler bestemte kulturer, og derfor er deres daglige virksomhed, 

politiske beslutninger og praksis sjældent kønsneutrale. Arbejdsmarkedsforskning 

analyserer kønsdimensionen, men på en måde, som 

er mere beskrivende end forklarende. 

Kønsmainstreaming på arbejdsmarkedet er ikke blot et spørgsmål om 

at “føje kvindeproblemer” til på listen over forskningstemaer, eller at man 

som sædvanlig undersøger, hvilken betydning bestemte arbejdsmarkeds- 

71



forhold har for kvinder. Det er nødvendigt med en langt dybere analyse af 

kønnets betydning for såvel mænds og kvinders arbejdsforhold som for 

magtrelationer i de vigtigste involverede institutioner. Arbejdsmarkedslitteratur 

viser, at det er kvinderne, der behandles som særtilfælde, at det 

normalt er kvinder, der registreres ved angivelse af køn, dvs. det er dem, 

der er anderledes. F.eks. er det muligt at søge og sortere i databaser på 

søgeordet “kvinder”, men ikke på søgeordet “mænd”. Intet demonstrerer 

så klart som dette, at det er kvindekønnet, der er et “særtilfælde”. Med 

andre ord: det er stadigvæk det mandlige køn, der definerer “normen” 

eller mainstreamen. 

Det var en stor udfordring for mig at udforme en plan for kønsmainstreaming 

på et af Instituttets forsknings- og overvågningsområder. Arbejdet 

foregik i overensstemmelse med den vidtrækkende vision, der var formuleret 

for Instituttet – en vision der udtrykkes på følgende måde Ved 

slutningen af det 4-årige rotationsprogram skal køn være mainstreamet i 

Det Europæiske Instituts arbejde, og alt personale skal være fortrolige 

med, hvordan kønsproblematikken integreres i deres faglige arbejde. 5 

Endemålet var at bidrage til en mere kønsbevidst holdning i et forum af 

beslutningstagere på arbejdsmarkedet, og derfor var kønsmainstreaming 

og en handlingsplan for området af den største vigtighed. Hvad var i grunden 

behovet for at indføre kønsmainstreaming? Ser man på det europæiske 

arbejdsmarked frem til i dag, så har en af de væsentligste og mest 

vidtrækkende forandringer været kvindernes stigende erhvervsfrekvens. 

Mens kvinders erhvervsfrekvens over en kam er forøget, er der stadig 

mange skillelinjer – både inden for og uden for arbejdsmarkedet – der følger 

kønsskellet. Det er stadigvæk sådan, at kvinder i mindre grad udfører 

lønnet arbejde, 6 og at de arbejder i andre typer erhverv og i lavere stillinger 

end mænd. 7 Det er tydeligt, at der stadigvæk går en skillelinje ved tilsyn 

og ledelse på arbejdspladsen: 63 pct. af arbejdstagerne har en mand 

som deres umiddelbart overordnede, mens kun 21 pct. er under ledelse 

af en kvinde (de resterende har ingen overordnede). Den lille procentdel 

kvinder, som er ledere eller tilsynsførende, står højst sandsynligt over 

andre kvinder: mindre end 10 pct. af beskæftigede mænd har en kvinde 

som deres umiddelbart overordnede, hvor det til sammenligning er tilfældet 

for mere end en tredjedel af de beskæftigede kvinder. 8 Der er tydelige 

eksempler på vertikal opdeling, selv om de ikke er specielt iøjnefaldende: 

I alle erhvervsgrupper er tendensen den, at kvinder er underrepræsenterede 

inden for specialeområder med høj prestige. I sagførerstanden 

findes der for eksempel et uforholdsmæssig stort antal kvinder 

inden for familieret, mens kvinder er mindre synlige inden for erhvervsret. 

Som allerede konstateret er der en overvægt af kvinder, som er ansat



på deltid, en skævhed, der går igen, når man ser på fordelingen mellem 

faste og løse kontrakter inden for deltidsområdet: 7 pct. af alle kvinder 

men kun 2 pct. af alle mænd har et deltidsjob, som ikke er fast. 9 Med 

hensyn til de forskellige typer løse kontrakter er der en overrepræsentation 

af kvinder på tidsbegrænsede kontrakter og en overrepræsentation af 

mænd på kontrakter med vikarbureauer. 10 

Forandringer i arbejdsdelingen mellem kønnene har i praksis påvirket 

traditionelle reaktioner og synsmåder, og man har lagt pres på besluttende 

forsamlinger for at få dem til at moderere sig og ændre holdning til forskellige 

arbejdsmarkeds- og ligestillingsspørgsmål samt gennemføre 

interne reformer. Forskellige politiske forsamlinger har, i varierende 

omfang, imidlertid modsat sig disse krav om forandring. Når man har 

skullet integrere ligestilling mellem mænd og kvinder i de generelle politiske 

bestræbelser samt i den praktiske udmøntning af dem, har et af de 

mest konservative områder nok været arbejdsmarkedet. 11 

Den største udfordring i arbejdet med denne plan var at overbevise eksterne 

(kontraktansatte) forskere, som ikke kunne få øje på “oplagte” 

kønsproblematikker på arbejdsmarkedet. I et forsøg på at gøre noget ved 

den blindhed, der kendetegner synet på forholdene på arbejdsmarkedet, 

var strategien at udvikle en detaljeret plan. Skridt for skridt blev det med 

konkrete eksempler illustreret, hvordan kønsaspektet kunne inddrages i 

arbejdsmarkedsforskningen. Resultaterne skal vurderes over en længere 

periode, men var alt i alt opmuntrende. Det bør fremhæves, at de økonomiske 

omkostninger var relativt små, men at de menneskelige ressourcer, 

der blev mobiliseret, og den indsats, der blev ydet, var af overordentlig 

stor betydning. 

Tager vi et kerneproblem som lønforskellen mellem kønnene, kunne 

det være interessant at se, hvordan dette er blevet tacklet af regeringerne, 

arbejdsmarkedets parter og EU-institutionerne. Undersøgelser 12 viser, 

at der eksisterer en stor lønforskel – om end den er ved at mindskes – 

mellem kvinder og mænd i Den Europæiske Unions medlemsstater og i 

Norge. Det er en lønskævhed, der forfordeler kvinderne. Den gennemsnitlige 

lønforskel mellem kønnene i 2003 i alle de EU-lande, der er med 

i undersøgelsen (også de nye medlemsstater er medtaget), ligger på 18,3 

pct. Selv om der er peget på mange forskellige faktorer, som kan forklare 

forskellene på mænd og kvinders løn, konkluderes der i de fleste undersøgelser, 

at der ud over en skævhed, som kan henføres til disse faktorer, 

er en uforklaret lønforskel, man må antage skyldes diskrimination. 

Som led i forsøgene på at bekæmpe løndiskrimination har man både 

på fællesskabsplan og i de enkelte medlemslande igennem længere tid 

haft et betydeligt antal lovfæstede styringsredskaber til rådighed. Disse 

73



styringsredskaber drejer sig hovedsagelig om forbudslovgivning, der er 

gennemført for at sikre princippet om lige løn for lige arbejde eller for 

arbejde af samme værdi. Enkelte lande er dog gået et skridt videre og har 

vedtaget lovgivning af forebyggende karakter. Fra Frankrig og Sverige kan 

der fremdrages eksempler på en sådan forebyggende lovgivning. I Frankrig 

er arbejdsgiveren forpligtet til at udarbejde en årsberetning, der for 

hver af virksomhedens stillingskategorier skal indeholde oplysninger om 

kvinder og mænds respektive situation med hensyn til ligeløn. I beretningen 

skal anføres, hvilke skridt der i det foregående år er taget for at sikre 

ligestilling på arbejdspladsen, og hvilke foranstaltninger der er planlagt for 

det kommende år. På lignende vis skal lønforhandlinger, hvad enten det 

er på sektor- eller virksomhedsplan, gennemføres under hensyntagen til 

målsætningen om ligestilling mellem kønnene. I Sverige er arbejdsgiveren 

ligeledes, i henhold til loven om ligestilling mellem mænd og kvinder, blevet 

pålagt at udarbejde årlige planer og give vurderinger af mandlige og 

kvindelige arbejdstageres lønforhold. Arbejdsgiveren og arbejdstagerne 

skal samarbejde på området. Således er arbejdsgiveren med henblik på 

udarbejdelse af årsplanen blevet pålagt at stille al tilgængelig information 

om lønforholdene for de to køn til rådighed for fagforeningerne. Endelig 

er der også i de kollektive overenskomster på forskellige niveauer – direkte 

eller indirekte – taget stilling til problemet. 

I EU’s seneste Europæisk beskæftigelsesstrategi er sikring af ligeløn mellem 

kvinder og mænd på arbejdsmarkedet også blandt de højtprioriterede 

områder. Retningslinjer for Medlemsstaternes Beskæftigelsespolitik, der er 

af nyere dato, viser, at spørgsmålet om ligeløn gradvis er kommet til at spille 

en stadig mere fremtrædende rolle i beskæftigelsesstrategien. Henstillingen 

fra Det Europæiske Råds møde i Stockholm om at udforme vejledninger 

for området understreger ligeledes spørgsmålets betydning. Medlemsstaterne 

er blevet pålagt at udarbejde en mangesidig strategi for, hvordan 

man både inden for den offentlige og den private sektor kan nå frem til ligeløn 

mellem kønnene. Desuden er de blevet pålagt at vurdere, hvilke mål de 

konkret skal arbejde hen imod for at tackle lønforskellen. Hvor det er hensigtsmæssigt, 

skal det ske i samarbejde med arbejdsmarkedets parter. En 

sådan strategi kunne, for at eliminere skævheden mellem kønnene, blandt 

andet indeholde en redegørelse for jobklassificeringer og lønsystemer. Den 

kunne indeholde en forbedring af de statistiske overvågningsordninger 

samt en plan for, hvordan der kan skabes øget opmærksomhed omkring 

lønforskellen og større gennemsigtighed på området. 

I mange lande indeholder de kollektive overenskomster bestemmelser 

om tiltag, der i almindelighed har til formål at skabe større lighed på 

arbejdsmarkedet. Kollektive overenskomster, der indeholder sådanne



bestemmelser, kan have form af centrale aftaler (som i Irland), aftaler på 

virksomhedsniveau (som indberettet fra Tyskland), eller de kan være en 

del af det almindelige samarbejde mellem arbejdsmarkedets parter (som 

for eksempel i de nordiske lande). 

I nogle lande har ligeløn mellem kønnene i en mere direkte form stået 

på dagsordenen under forhandlinger i de senere år. Et eksempel er den 

finske kollektive overenskomst for 2001-2002. Med henblik på at forbedre 

kvinders og lavtlønnede arbejderes stilling blev det i denne forbindelse 

aftalt at indføre et “ligestillingstilskud” til udbetaling på sektorniveau. 

Hvordan de afsatte midler fordeles, afhænger af antallet af kvinder og 

lavtlønnede arbejdstagere i de enkelte sektorer. Det vil sige, at sektorer 

med mange lavtlønnede kvinder vil få tildelt flest penge. “Ligestillingstilskuddet” 

kommer kun til udbetaling, hvis der mellem parterne i en sektor 

er indgået en aftale om spørgsmålet. Hvis der ikke er opnået enighed, 

udbetales beløbet i stedet for til generelle lønforhøjelser. Princippet om at 

bekæmpe kønsdiskrimination på lønområdet ved, gennem forhandlinger 

på centralt plan, at prioritere sektorer, der er domineret af kvinder og/eller 

lavtlønnede, er ikke ualmindeligt – i det mindste ikke i en nordisk sammenhæng, 

hvor forhandlinger på centralt niveau stadigvæk spiller en 

central rolle. Alligevel er det, dette taget i betragtning, lærerigt at studere 

det finske eksempel. Det gælder både med hensyn til principperne for tildeling 

af midler – tildelingen kan for eksempel eksplicit kædes sammen 

med antallet af kvinder, der er beskæftiget i den enkelte sektor, så der 

ikke udelukkende fokuseres på lavtlønnede kvinder – og med hensyn til 

ambitionen om at bruge det tildelte beløb på at lave om på kvindernes 

relative aflønning (og på lavtlønsområderne). 

I adskillige lande kan man iagttage et samspil mellem lovgivning og kollektive 

overenskomster, der formentlig vil resultere i, at forhandlinger på 

virksomhedsniveau om forhold af betydning for ligestilling mellem kønnene 

i fremtiden kommer til at spille en større rolle. Som specificeret ovenfor 

er det f.eks. tilfældet i Sverige (gældende fra 1. januar 2001) og i 

Frankrig (2001). Luxemburg (1999) udgør et andet lignende eksempel 

på, hvordan det i nyere lovgivning fastslås, at arbejdsgiverne er forpligtet 

til årligt på virksomhedsniveau at føre forhandlinger om ligestilling mellem 

kønnene. Hertil kommer, at der (i Frankrigs tilfælde) skal gennemføres 

forhandlinger på sektorniveau hvert tredje år. Selv om sådanne 

aftaler/planer fokuserer på et meget bredere spektrum af problemer end 

blot lønnen (der måske ikke engang optræder som et forhandlingspunkt), 

vil sådanne forpligtelser nødvendigvis sætte ligestilling mellem kønnene 

på dagsordenen, ligesom de må formodes at medføre en øget bevidsthed 

om lønforholdene. 

75



Det er temmelig sjældent, at arbejdsmarkedets parter i fællesskab tager 

initiativ til fremme af ligeløn mellem kønnene. Et godt eksempel på et tiltag, 

der har til formål at skabe øget opmærksomhed omkring ligestillingsforhold, 

er udgivelsen i 2000 i Frankrig af Egalité de Rémunération Femmes/Hommes. 

Enjeux et perspectives (Ligeløn mellem kønnene: problemer 

og perspektiver). Der er tale om en vejledning i kollektiv forhandling, 

som Beskæftigelses- og Solidaritetsministeriet har udarbejdet efter 

anmodning fra Det Øverste Råd for Ligestilling på Arbejdspladsen (Conseil 

supérieur de l’egalité professionnelle). Arbejdet med vejledningen fik 

arbejdsgivere, fagforeninger, akademikere og forskere med speciale 

inden for området til at arbejde sammen. Målet var at lette forhandlernes 

arbejde, både på sektor- og virksomhedsniveau, ved at forsyne dem med 

en række referencepunkter. Det kan for eksempel være oplysninger om 

aktuelle lønforskelle mellem mandlige og kvindelige arbejdstagere og om 

de problemer, de medfører. 

Et andet godt eksempel kommer fra Holland, hvor arbejdsmarkedets 

parter i fællesskab (i 2001) har udarbejdet en ligeløns-checkliste til brug 

ved implementering, anvendelse og evaluering af lønsystemer. Checklisten 

er beregnet til forhandlingsparterne på sektor- og virksomhedsniveau, 

til arbejdsgivere, ledere inden for human ressource-området og 

medlemmer af bedriftsråd. Checklisten giver viden om faktorer, der fører 

til skævheder mellem kønnene. 

Ovennævnte eksempler, som jeg har fra mit arbejde ved en europæisk 

institution, viser tydeligt, at resultaterne af en forskning, der er rettet imod 

hele EU, kan medvirke til: 

Identificering af lærerige eksempler og en vellykket praksis i EUlandene 

Diskussion af følgerne af hver enkelt praksis 

Beslutning om prioritering af de politiske indsatsområder (enten på 

EU eller nationalt niveau) 

Formidling til et bredt publikum (arbejdsmarkedets parter, regeringer, 

EU-institutioner, borgere etc.) med det formål at skabe forståelse 

for gode praksisser 

Implementering af politikker ved brug af bottom-up metoder



EUROPA SOM FORBILLEDE FREMOVER 

EU har helt klart været en vigtig løftestang for min karriere. Jeg har gjort 

brug af relevante programmer, været med i ekspertgrupper med deltagelse 

fra hele Europa, udvekslet synspunkter, registreret, hvad der virker 

i andre lande, diskuteret forskningsresultater og politikker med arbejdsmarkedets 

parter og aktører og forsket i landenes forskellige praksis. Desuden 

har jeg på EU-plan været i tæt kontakt med virkeligheden på 

arbejdsmarkedet i de enkelte lande samt med følgerne af de forskellige 

politikker for såvel mænds som kvinders vedkommende. Det er i denne 

sammenhæng vigtigt at gøre sig klart, at borgerne i alle landene kæmper 

med de samme problemer. 

Alle europæiske lande står over for den samme udfordring: at forene 

økonomisk konkurrenceevne og social ansvarlighed. Der sker blandt 

andet forandringer på pensions- og beskæftigelsesområderne, med hensyn 

til velfærdsgoderne, sundhedsvæsenet og karakteren af den offentlige 

service samt med hensyn til anvendelse af styringsmidler, der kan 

forøge kvinders erhvervsfrekvens. Det er problemer, som man beskæftiger 

sig med på nationalt plan; men Europa kan hjælpe medlemslandene 

med at drage nytte af andre landes erfaringer og med at overføre den 

gode praksis fra et land til et andet. Udvidelsen af EU vil gøre Europa 

meget mere forskelligartet; netop derfor er der behov for at intensivere 

debatten og styrke de demokratiske institutioner og praksisser. 

Europa giver os muligheden for ved hjælp af sammenligninger på tværs 

af landene at demonstrere, hvorfor nogle lande har større succes end 

andre, når det drejer sig om at skabe familievenlige arbejdsforhold, udvikle 

praksisser og politikker der influerer på kvinders lyst til at arbejde, 

fremme kvinders adgang til lederstillinger etc. Det er vigtigt, at vi, uden 

hensyn til de eventuelle vanskeligheder, det kan give på nationalt plan, 

arbejder for, at EU-standarderne bliver gældende for alle arbejdstagere i 

medlemslandene, og at arbejds- og livskvaliteten bliver forbedret for alle 

EU-borgere. Europa skal over for resten af verden fremstå som et socioøkonomisk 

forbillede, hvor arbejdspladser, der er kendetegnet ved kreativitet, 

fornyelse, omsorg for arbejdernes arbejdsbetingelser og social 

ansvarlighed, er det bankende hjerte i et Europa, der både har et menneskeligt 

ansigt og markerer sig med stigende konkurrencedygtighed og 

dynamiske økonomier. 

Jeg vil afslutte denne artikel i et overstadigt tonefald med at sige, at det 

at arbejde og være kvinde ikke altid har været let. Nogle gange stilles vi 

over for umulige opgaver og projekter i stil med følgende: 

77



NOTER 

Dette projekt er ekstremt vigtigt; men der er ingen penge til rådighed, 

der findes ingen anvisninger, intet personale, og der er deadline 

i morgen tidlig. Men det er i det mindste din chance for virkelig 

at imponere alverden! 

Oversat fra engelsk af Jette Eriksen-Benros 

1 Employment in Europe 2003 (2003). European Commission. 

2 Se f.eks. Hakim, Catherine (2000): Work-lifestyle choices in the 21st century. 

3 Eurobarometer (1996). 

4 Streeck, Wolfgang (1999): Competitive solidarity: Rethinking the European social model. 

5 Four year rolling programme 2001-4 (2000): Analysing and anticipating change to support socio-economic progress. 

European Foundation for the improvement of living and working conditions. 

6 Atkinson, J. (2000): Labour market participation. European Foundation for the improvement of living and working 

conditions. 

7 Merllié and Paoli (2001): Third European survey on working conditions. European Foundation for the improvement 

of living and working conditions. 

8 Fagan, C.; Warren, T.; McAllister, I. (2001): Gender, employment and working time preferences in Europe. European 

Foundation for the improvement of living and working conditions. Luxembourg, Office for Official Publications of 

the European Communities. 

9 Goudswaard, A.; Andries, F. (2002): Employment status and working conditions. European Foundation for the 

improvement of living and working conditions. Luxembourg, Office for Official Publications of the European 

Communities. 

10 Storrie, D. (2002): Temporary agency work in the European Union. European Foundation for the improvement of 

living and working conditions. 

11 Se f.eks. M. Heikkinen (1999): “Mainstreaming in industrial relations: does it exist?”. Indlæg præsenteret på Den 4. 

europæiske sociolog-konference; A. Garcia (1999): The ‘second sex’ of European trade unionism. Research into 

women and decision making in trade union organisation. ETUI (Det Europæiske Fagforeningsinstitut (DEFI)). 

12 EIRO, Gender pay equity in Europe (2002), http://www.eiro.eurofound.eu.int/2004/03/update/tn0403103u.html.


79


80 

ANNEGRETHE RASMUSSEN 

DAGBLADET INFORMATION, EUROPA-KORRESPONDENT 

Annegrethe Rasmussen er født i 1964 i København. 

I 1992 blev hun cand.scient.pol. fra Københavns Universitet. 

Hun har arbejdet som Europamedarbejder på Information og Weekendavisen og 

siddet i chefredaktionerne på Weekendavisen og Berlingske Tidende. Samtidig var 

hun i en årrække ekstern lektor i International Politik ved Københavns Universitet 

og kommentator ved DR P1’s Orientering. Hun bidrager i dag også til Deadline på 

DR2. Hun har i mange år derudover været en flittigt benyttet foredragsholder og 

ordstyrer i Danmark og Storbritannien; især ved arrangementer om europæiske 

politiske forhold, ligestilling, ledelse og familiepolitik. I dag arbejder hun for Dagbladet 

Information som journalist med speciale i Europastof. 

Hun er født i København. Som barn boede hun i en landsby i Sønderjylland, men 

har boet i København siden hun var 18. For fire år siden forlod hun Danmark til 

fordel for London og er i 2004 (kort tid efter at hun skrev denne artikel) flyttet til 

Paris. 

Annegrethe er gift og har tre børn.


ANNEGRETHE RASMUSSEN 

EUROPA SOM 

ARBEJDSPLADS 

UDENRIGSKORRESPONDENT PÅ NATARBEJDE 

Klokken er 2 om natten. Det er den tit, når jeg skriver. Både på mit arbejde 

som europakorrespondent på Dagbladet Information, og når jeg arbejder 

på projekter ved siden af. Og så er det lige meget, om det er min faste 

klumme til MetroXPress hjemme i Danmark, freelanceartikler for Europakommissionen 

eller for Dagbladenes Bureau, som er to faste kunder, jeg 

muntrer mig med ved siden af mit arbejde for Information. 

Som udenrigskorrespondent kan man føle en absurd – irrationel – trang 

til at være til stede i det offentlige rum derhjemme. Derfor er jeg i dag i 

London i den situation, at jeg skriver langt flere artikler, klummer, anmeldelser, 

ledere eller bare linjer – det fagudtryk, de fleste avisredaktioner 

bruger – end jeg nogen sinde gjorde, da jeg levede og arbejdede i Danmark. 

Også selvom jeg, hvis jeg selv skal sige det, altid har været en flittig 

og produktiv skribent. Men måden jeg arbejder på, især tidspunkterne 

og timingen, har ændret sig mere radikalt, end jeg umiddelbart havde 

forudset før min afrejse fra min fødeby, København. 

STATEN TIL FORSKEL 

Som fuldtidsarbejdende kvinde med børn er forholdene, hvis man sammenligner 

Danmark og Storbritannien, radikalt forskellige. Sagt kort er 

der staten til forskel. Dels naturligvis helt konkret: I Danmark har en mor 

(og en far) ret til at få en baby passet af det offentlige efter endt barselsorlov. 

I Storbritannien kan du derimod først slå i bordet og tale om offentlige 

rettigheder til pasning, når barnet er fire år og kan begynde i pre- 

81


82 ANNEGRETHE RASMUSSEN 

school (hvad der svarer til børnehaveklasse). Og her skal man ikke regne 

med en fuld arbejdsdag. Det kan variere fra kommune til kommune og 

fra skole til skole. Nogle steder er det formiddage; andre steder går det 

lille barn i førskole til omkring kl. 14.30. Derefter skal barnet tilbage i 

familiens skød. Eller, om påkrævet, i hvad der svarer til fritidshjem, som 

jeg kan love for ikke er et sted, særligt mange mindre børn synes om. Når 

vi altså taler om offentlig pasning. Det forholder sig fuldkommen anderledes, 

hvilket jeg skal vende tilbage til, hvis mor betaler sig ud af vanskelighederne. 

Men, hvad der nok er vigtigere, er, at staten som tradition eller som kulturel 

faktor anskues så forskelligt i det britiske samfund, hvis man sammenligner 

med de skandinaviske lande. I liberalismens fædreland Storbritannien 

er staten – også under New Labour – et nødvendigt onde, som 

helst skal holde sig så langt væk fra individet som muligt, og da især fra 

familien, hvilket er den eneste grund til at revselsesretten fortsat findes i 

det 21. århundredes England (lovene er anderledes i Wales og Skotland). 

Derfor er der, på trods af et ihærdigt benarbejde fra kvindeorganisationer 

inden for især det regerende Arbejderparti, Labour, fortsat langt fra nogen 

generel accept af, at børnepasning er et offentligt anliggende. 

Der er dog naturligvis – vi taler jo om en fleksibel og tilpasningsdygtig 

markedsøkonomi – en registrering af det enorme pres fra de mange kvinder 

i den fødedygtige alder, som rent faktisk gerne vil arbejde, og derfor 

er “pasningsindustrien”, som en samlebetegnelse for såvel privat som 

offentlig pasning af småbørn, en af de hurtigst voksende brancher i Storbritannien. 

Der skabes flere hundredetusinde nye pladser årligt, men 

efterspørgslen overstiger fortsat udbuddet. Stærke såkaldte familieorganisationer, 

bakket op af især de markant højreorienterede formiddagsblade, 

kører desuden følelsesladede kampagner understøttet af amerikanske 

undersøgelser, som taler for, at mor bliver hjemme de første mange år. 

For at sige det kort er der, sådan som det britiske daginstitutions- og 

skolesystem ser ud, som hovedregel ikke andre end Mor, der kan stå klar 

om eftermiddagen, når de små børn skal hentes. Far arbejder nemlig 

som oftest til sent. Senere end i Danmark. Denne regel gælder selvfølgelig 

ikke, hvis man ansætter en nanny, dette ærkeengelske begreb, som 

giver god mening herovre. Alternativt, hvis børnene er ældre, kan man 

entrere med en au pair – en anden hastigt voksende industri. 

En sådan frelsende engel har jeg, for nu at vende tilbage til starten på 

denne beretning, imidlertid ikke – og derfor foregår store dele af min professionelle 

virksomhed som journalist fra 22.00 til 02.00. Samt naturligvis 

fra 09.00-15.00, hvor mine børn på henholdsvis 2, 5 og 7 år er i 

andres varetægt. Som den ikke nødvendigvis særligt matematikkyndige


EUROPA SOM ARBEJDSPLADS 

læser kan regne ud, kan det med disciplin og et lille søvnbehov altså godt 

lade sig gøre at arbejde 50-60 timer om ugen i Storbritannien. Og hvis 

man er ambitiøs og godt kan lide sit arbejde – to ting, jeg gerne skriver 

under på – skal man bruge tid, meget tid. Det er en af de ting, der gælder, 

uanset hvilket land man befinder sig i. 

Her skal det med ind i billedet – selvom det ikke er formålet med kapitlet 

eller med bogen her – at det for mine små børn er tæt på at være paradisiske 

forhold, i og med at mor står klar med boller, frugt og kakao (og 

det skal forstås helt bogstaveligt, ikke som en kliche) hver eftermiddag. 

Det gjorde jeg ikke i Danmark, hvor de var i daginstitution hver evig eneste 

dag til mellem 17 og 18. Børnene skal som sagt ikke fylde meget her, 

men for en skams skyld vil jeg gerne nævne, at den dårlige samvittighed, 

som følger alle såkaldte karrierekvinder, jeg kender i Danmark, med mere 

end et barn, ikke er en del af mit liv – længere. Og det er vel værd at tage 

med i en helhedsvurdering. 

Derudover er lange arbejdstider bestemt ikke noget specielt kvindeligt 

her i London. Min britiske mand arbejder, som de fleste af hans kønsfæller, 

mere. Familien ser ham ikke fra mandag til fredag før efter 20.00. 

Weekenden er heller ikke hellig. Da vi boede i Danmark, var en af de 

(mange) ting, som min mand aldrig helt forstod, hvordan det officielle 

Danmark lukker fredag omkring kl. 13.00. “You know it isn’t the real 

world,” sagde han som regel med et grin, når folk i min omgangskreds 

kunne avancere til imponerende chefstillinger og fortsat se det som en 

naturlig ret at hente deres poder et par gange om ugen og holde fri fredag 

ved 16-tiden og i weekenden. Han havde simpelt hen aldrig set noget 

lignende, og jeg skal ærligt indrømme, at mit eget syn på det danske 

arbejdsmarked – uanset at det fortsat ikke er præget af ligestilling, især 

når det gælder chefstillinger, bestyrelsesposter og så videre – har ændret 

sig siden min egen udvandring. Briterne har EU’s længste arbejdstider. 

Det særlige ved at være kvinde ligger således ikke i arbejdstiden, men i 

det dobbeltarbejde, som ligger derhjemme ved siden af. 

Mere om det senere. Først en lille afstikker til det, der er hændt i mit 

liv, før jeg havnede som udenrigskorrespondent i Europa. 

BØRNENE TIL FORSKEL 

Som journalist og redaktør har jeg arbejdet i medieverdenen siden 1992, 

da jeg blev færdig som cand.scient.pol. ved Københavns Universitet med 

speciale i Europapolitik samme år. Og hvis man undtager en særdeles 

kort og meget lidt succesrig karriere i det danske undervisningsministeri- 

83



ums EF-sekretariat (som det hed dengang) i 4 måneder, har jeg altid 

været fastansat ved et dagblad. 

Ved siden af har jeg regelmæssig bidraget med analyser og kommentarer 

for især Danmarks Radio (først Orientering på P1 og siden for Deadline 

på DR2), 10 år i Danmark, 2 år i Storbritannien. Jeg har holdt et utal 

af foredrag om emner spændende fra dansk Europapolitik, europæisk 

politik – særlig om udenrigs- og sikkerhedspolitik – samt medier, ledelse 

og på det seneste også ligestilling og familiepolitik. Som journalist har jeg 

altid arbejdet med europæiske forhold, og jeg har rejst en del i EU – også 

efter at jeg fik først 1, så 2 og siden 3 børn. 

Og som mange andre i min generation var det at få børn, samtidig med 

at jeg havde, hvad man vel kan kalde en pæn karriere, et brat møde med 

en kønsopdelt virkelighed. Nok har jeg interesseret mig for og lejlighedsvis 

skrevet om ligestilling, men jeg fik først for alvor øjnene op for, hvad 

det begreb egentlig betyder for mig – i mit liv, min karriere og som person, 

da jeg blev mor. Og skal man dømme efter talrige bøger, klummer og 

bekendelser fra medsøstre, er det så banalt, at det er lige før, man ikke 

orker at skrive det ned. Men skrives skal det. I mit tilfælde fordi det at leve 

uden for Danmark også har tilført oplevelsen af at skulle kombinere karriere 

og moderskab en “ekstra” dimension, der handler om, hvordan den 

danske eller skandinaviske velfærdsstat fortsat med rimelighed kan 

beskrives som en unik (positiv) ramme for kvinder, der ønsker sig et 

spændende og krævende arbejdsliv. 

Som barn var jeg på de fleste områder, hvad man dengang kaldte et 

fremmeligt barn. Rygtet i familien vil vide, at jeg læste, da jeg var 3 år, og 

at jeg selv lærte mig det. Jeg har altid talt meget – og her vil dem, der kender 

mig, nok mene, at jeg er ude i en underdrivelse. For det meste, men 

langt fra altid, har jeg lige haft lidt tid til at tænke mig om i først. Den yndlingshistorie, 

som fortælles igen og igen i familien under vores rituelle 

sammenkomster ved højtider og lignende lejligheder, udspillede sig i en 

bagerbutik engang i sommerferien i mit tredje leveår, da en skeptisk 

bagerdame betvivlede rigtigheden af min højtlæsning af isskiltet og forlangte 

at vide, hvad jeg ellers kunne læse. Ifølge min mor deklamerede 

jeg “mest Anders And, men jeg har også min bibel”. Der var ikke et øje 

tørt. Det var nu også praktisk at være god til at læse, for venner havde jeg, 

så vidt jeg husker, ikke rigtig nogen af før omkring 9. klasse, og det hang 

vel først og fremmest sammen med, at jeg var det, man i dag ville kalde 

en nørd. Og så kom jeg lige fra København, hvilket ikke var en anbefaling 

i en sønderjysk landsby. Jeg læste 20 bøger om ugen, og som en ægte 

førstefødt (jeg har 3 søskende) var jeg også selvsikker og ulideligt dominerende, 

og som sagt stortalende. Ikke lige en opskrift på succes i særlig



mange børnegrupper, slet ikke i Sønderjylland, hvor der ikke tales særligt 

meget, og, hvis man skal tro mine barndomserindringer – nøje skrevet 

ned fra 6-års alderen i temmelig patetiske dagbøger – slet ikke om litteratur 

af en vis intellektuel karat. 

Selv sled jeg mig igennem mine forældres mange bøger ved siden af 

bibliotekets. Jeg læste både Gustav Wied og Kierkegaard – sidstnævnte 

forstod jeg ikke en brik af, hverken før eller siden, men jeg var rimeligt 

altædende. Det skal vel også nævnes, at jeg var håbløst grim som barn. 

Jeg var (og er) nærsynet grænsende til invalidegrænsen. Grim og belæst 

var ikke nogen god cocktail, og jeg gik da også igennem mine tidlige teenageår 

med en solid teoretisk viden om det andet køn, men teori var og 

blev det. Jeg vidste fra studier af Familiejournalens fortsatte romanserier 

(som min mormor sendte i store pakker en gang om måneden) og fra det 

store hit af bøger for piger, serien Piger i Hvidt, Piger i Blåt, Gift med 

Lægen (og så videre), at det var andre kvaliteter, der skulle til, hvis man 

ville være lykkelig her i livet. 

Men eftersom jeg var offer for en uheldig kombination inden for selvvurdering, 

førte det i årevis ikke til forandringer. Kombinationen bestod i, 

at jeg på den ene side var sikker på, at jeg var helt speciel og fantastisk 

– det kunne man jo selv se på mine karakterbøger og i øvrigt på mine 

sportspræstationer, som også var særdeles imponerende. På den anden 

side var der ingen, som rigtig gad være sammen med mig uden for skoletiden, 

hvilket jo ikke rigtig støttede min egen fornemmelse af at være 

noget særligt. Tværtimod. 

Først da jeg fik kontaktlinser, fik ny frisure og blev aktiv på venstrefløjen 

i dansk politik (det hele skete på samme tid i 1. g på Aabenraa Statsskole) 

følte jeg, at det blev rigtig sjovt at være barn – og på det tidspunkt var 

barndommen stort set forbi, så den har jeg ikke noget særligt positivt at 

berette om, ud over at min familie gjorde hvad den kunne for at hjælpe, 

hvilket ikke var særligt meget på trods af ihærdige forsøg. Men det ændrede 

sig som sagt alt sammen ved mit personlige møde med venstrefløjen, 

helt eksakt i 1980, hvor de fleste historieinteresserede danskere vil 

vide, at der fortsat var fuld gang i den, når det gjaldt revolutionære aktiviteter 

– 9 år før Murens fald. Derfor takker jeg i øvrigt den dag i dag det 

hedengangne parti Venstresocialisterne – hvor jeg var opstillet som kandidat 

til Europaparlamentsvalget i 1984 og som 19-årig optrådte på DR 

TV med de afsluttende 3 minutter for partiet i valgudsendelsen det år. Og 

jeg takker ligeledes Danske Gymnasieelevers Sammenslutning, hvor jeg 

sad i bestyrelsen som regionalsekretær for Sønderjylland først og siden 

som næstformand på landsplan for at have hevet mig ud af min sociale 

isolation og ind i et aktivt ungdomsliv. 

85



Det var også her – på venstrefløjen altså – at jeg lærte mine første praktiske 

lektioner i dobbeltmoral og kønspolitik. Familiejournalens serier var 

én form for teori. I VS eksisterede en anden. Her var der naturligvis, om 

noget sted, formel ligestilling. Om end der var dem, som mente, at 

diskussionen om kvinders rettigheder var overflødig i den virkeliggjorte 

kommunisme. Men selvfølgelig kæmpede partiet med næb og kløer for 

fuldkommen ligestilling mellem kønnene. På den anden side havde jeg 

en fornemmelse af, at alt måske ikke var såre godt. En af partiets mest 

kendte plakater – ved siden af den med slangebøssen – var en sort og 

hvid tegning eller et linoleumssnit af nogle kvinder og mænd til møde. 

Teksten hed: “Hvem laver stadig te til revolutionen?” Svaret gav ligesom 

sig selv, og jeg skal ikke dvæle ved det rædselsfulde liv, som de kvindelige 

partnere til partiets mest revolutionære mandlige kadrer levede. Altid 

nederst på listen over prioriteringer efter fagforeninger, dobbeltorganiseringsceller, 

skolingsmøder, aktivistgrupper og plakatopsætningsseminarer. 

Hvordan man overhovedet kunne have børn, hvis man aktivt deltog i 

fraktionskampene på venstrefløjen i 1980’erne, tænkte jeg ikke selv over 

dengang. Jeg var blot 18-19 år, men senere fortalte venstrefløjens børn jo 

deres egen historie om det enorme følelsesmæssige svigt, mange af dem 

oplevede, om Finn Ejner Madsens revolutionære søndagsskole, Tvind og 

så videre. Selv arbejdede jeg som aktivist og luksusarbejdsløs (det kunne 

man jo dengang, inden man skulle studere, selvom den form for 

bistandshjælp, jeg selv var på, så malende var blevet døbt “sultecirkulæret” 

af socialdemokraterne). Det var i de første år med en borgerlig 

regering, og SID talte med dyster stemme om den sociale massegrav og 

samlede til kæmpedemonstrationer i de første år. Jeg befandt mig inde på 

partikontoret i Studiestræde i Københavns Indre By – det kvarter som 

københavnere kalder “Pisserenden”, og som navnet til trods dengang og 

nu befolkes af bohemeagtige størrelser; storbybøsser, kunstnere, rockmusikere 

og forfattere især. 

Derinde i partiets hjerte stod det helt klart, at hvis man så godt ud – og 

det gjorde jeg pludselig; hjulpet af storkrøllet, afbleget hår, diskret solariebrug, 

kontaktlinser, flittig brug af stramtsiddende bodystockings og en 

nyerhvervet selvtillid, der også kom af at være placeret på partiets liste til 

diverse valg – kunne man sole sig i stort set ubegrænset mandlig beundring 

og indstilling til betydningsfulde poster. De kammerater, som på 

overfladen ville lede kritikken af kapitalismens ækle og undertrykkende 

fremtrædelsesformer – f.eks. af pigers makeup eller blondeundertøj – 

stod ofte forrest i gramse- og kyssekøen ved de fester, som der var mange 

af på den yderste venstrefløj. Sex var der, som man sikkert kan fore-



stille sig, altid mulighed for. Aids var der ikke rigtigt nogen, som tog alvorligt 

før nogle år senere. Og faste parforhold var jo borgerlige, så det var 

bare at tage for sig af retterne. Det gjorde man(d) så, og der var ikke 

megen kammeratlig kappestrid over det projekt. For nu at bruge et andet 

slogan fra kvindebevægelsens barndom, så var et nej bestemt ikke altid 

et nej, når der blev inviteret til fest i beboerhusene eller ved partikongresserne. 

Et nej kunne jo eksempelvis blot betyde, at man i sit indre sloges 

med undertrykkende regler og forbud mod naturlige lyster, der stammede 

fra ens borgerlige opvækst, som jeg engang fik det fortalt af en i 

partiets ungdomsorganisation indflydelsesrig ung mand. 

Falsk bevidsthed med andre ord – et andet herligt begreb fra 1970’erne 

og 80’erne. Og set i det lys var et kammeratligt håndfast overtalelsesforsøg 

slet ikke det overgreb, det føltes som, men derimod gedigen kammeratlig 

bistand til personlig frigørelse. Med andre ord var der rig lejlighed til 

at høste bitre erfaringer med reel sexisme i fuldt flor og i praksis. I tilbageblikkets 

skær vil jeg sige, at det var et af de mest testosteronladede miljøer, 

jeg har befundet mig i. Det vrimlede med det, der med et glimrende 

nutidigt engelsk udtryk hedder alpha-males – et begreb der har en noget 

dobbeltbundet betydning. På den ene side er det den ultimative Rigtige, 

klassiske Mand. Ambitiøs, med fremdrift, nådesløs, sej, stærk og rå. Hertil 

kunne man i VS lægge en intellektuel formåen, som gjorde, at der i 

ungdomsmiljøet var en markant overvægt af akademikerunger, specielt – 

sådan husker jeg det i hvert fald – af lægebørn fra Gentofte og Hellerup. 

På den anden side levnedes der ikke plads til så meget andet i livet end 

Mig og Min Sag. Alpha-male kategorien bruges i dag i britisk samfundsliv 

typisk om figurer som Alastair Campbell, Tony Blairs legendariske tidligere 

pressechef. Eller om The Hairdryer, Manchester Uniteds lige så 

legendariske fodboldtræner, Sir Alex Ferguson. Øgenavnet med hårtørreren 

har han, fordi håret på de arme spillere siges at stå ud i luften, når 

han skælder dem ud. 

Aldrig før eller siden har jeg set så koncentreret en samling af selvcentrerede 

og målrettede (yngre) mænd – og guderne skal vide, at der ellers 

er mange af dem også i redaktionslokalerne på alverdens medier. Langt 

de fleste af disse hanbavianer fra mine teenage- og ungdomsår er da 

også virkelig blevet til noget i samfundslivet. Altså alle dem, der forlod 

venstrefløjspolitik i tide for enten at forfølge en karriere, der typisk omfattede 

først en længerevarende uddannelse (og for manges vedkommende 

en karriere i studenterpolitik – en anden sandkasse for karriereløver og - 

løvinder) og senere stillinger inden for enten offentlig eller privat ledelse. 

Interessant er det egentlig, at de få, der faktisk blev hængende i VS, og 

som i dag kan ses i aktion i f.eks. Enhedslisten, typisk ikke hørte hjemme 

87



på testosteronligaens førstehold – og det kan de roligt tage som en kompliment. 

For nu på uretfærdig vis at opsummere – og uden mellemregninger, der 

for eksempel tager hensyn til de mange stille og rolige typer, som blot 

ønskede at redde verden på den ene eller den anden måde, der også 

befolkede datidens venstrefløj – hvad jeg observerede og rettede ind efter 

i mine sidste teenageår og i begyndelsen af 20’erne, hvor jeg også var 

dybt involveret i studenterpolitik på Københavns Universitet som næstformand 

for Studenterrådet ved Københavns Universitet og studienævnssekretær 

på Statskundskab, kan man konkludere følgende: For det første 

kunne man sagtens komme til tops i politik som kvinde. Det var overhovedet 

ikke noget problem, og der var dermed ligestilling i den forstand, at 

ambitiøse og intelligente kvinder med talegaverne i orden kunne indtage 

alle de tillidsposter, de selv ønskede. For det andet var det ikke noget 

handicap at se godt ud. Og før man med en fnysen afskriver det som selvundertrykkelse, 

må man fundere over, om det er noget, man nogensinde 

kan komme ud over, og om ikke det er en af de (biologiske) fordele, som 

visse kvinder bare har, og som det ville være mærkeligt, hvis de ikke 

benyttede sig af. 

De fleste mennesker med drive benytter sig af de til rådighed stående 

midler. Og jeg har i dag svært ved at have ondt af (i betydningen blive irriteret 

over) de kvinder, som benytter sig af deres kvindelighed til at opnå 

bestemte fordele. Hvor er forskellen i relation til de mænd, som kan 

benytte sig af forbindelser eller mandeklubber i form af mere eller mindre 

uofficielle broderskaber – som jeg kender adskillige af. En af mine rigtig 

gode mandlige venner, som selv befinder sig midt i et af de magtfulde af 

slagsen proppet med mediechefer, skribenter og spindoktorer, har selv 

for nyligt betroet mig, at uanset, hvor meget jeg mener, at jeg egentlig 

også er “en af drengene”, så kan jeg ikke gøre mig forhåbninger om 

nogen sinde at blive inviteret til møde i kredsen, medmindre jeg vil “trække 

i stuepigeuniform og servere” (bare sagt i al venskabelighed naturligvis). 

Eller dem, der benytter sig af, at deres hjem har forbindelserne i 

orden. Det er praktisk, hvis far er ven med it-direktøren eller chefredaktøren. 

Eller mor er kontorchef i departementet, og man selv har været 

skrevet op til en lejlighed fra man kunne sige “gy”. 

Forfatteren Hanne-Vibeke Holst, en kvinde jeg beundrer meget – men 

som jeg ikke kender personligt – sagde en gang for over 10 år siden ved 

en konference om ligestilling på Louisiana, hvor jeg var ordstyrer, at i 

Bruxelles (hvor hun dengang befandt sig) var kvinderne ikke så snerpede 

eller sippede som i Danmark. “De smider melonerne på bordet ved 

ansættelsessamtalerne,” bemærkede hun muntert, og spurgte så, hvad



der egentlig var galt i det? Forsamlingen gøs, og hun blev skældt huden 

fuld af forfærdede danske feminister. Reaktionen ville være mere afslappet 

i dag. 

Og min pointe med alt dette er ikke, at der er ligestilling på det danske 

arbejdsmarked (eller det britiske), men den, at der er noget, som er ret 

tæt på ligestilling, lige indtil det magiske øjeblik, hvor de små børn arriverer. 

Så sker der noget, og det har undersøgelser i både Danmark og 

Storbritannien dokumenteret til kvalmegrænsen. Jeg skal ikke grave yderligere 

i den sag. Alle, der læser dette, ved i forvejen, hvad det er, der sker. 

Med mor der henter, og far der bringer (altså i Danmark). Med mor på 

deltid eller flekstid og far på udvidet tid – i karrierefamilier. Med dobbeltarbejdet 

i hjemmet – langt mere udbredt i Storbritannien end i Danmark. 

Med arbejdsgiverne, der (ofte helt berettigede) tvivler på, hvorvidt kvinderne 

nu også vil lægge den fornødne energi i lederjobbene. Som de i 

øvrigt vægrer sig ved at søge. Og så videre. 

Hvori består så forskellen på Danmark og Storbritannien? Og hvad er 

konsekvenserne? Det kommer jeg til lige om lidt. 

LIGESTILLINGSPOLITIK I STORBRITANNIEN OG DANMARK 

– SET FRA EN DANSK IMMIGRANTS SYNSVINKEL 

Fraset sladder og sure, yngre, forbigåede mænd er det – som skrevet 

ovenfor – et faktum, at vilkårene er nemmere for fuldtidsarbejdende kvinder 

i Danmark (og i Skandinavien) end f.eks. i Storbritannien. Dels på 

grund af daginstitutionerne, dels på grund af en forventning fra resten af 

samfundet om, at mor arbejder. Forhold der som sagt ikke eksisterer for 

småbørnsmødre i UK. 

Da jeg nævnte det for den ansvarlige redaktør for denne bog og en passant 

fortalte hende om de 12.000 kroner, som en fuld vuggestueplads 

koster i London (selv betaler min mand og jeg i alt 25.000 kroner om 

måneden for 1 barn i skole, 1 i børnehave og 1 i vuggestue 3 af ugens 5 

dage. Læg dertil 2.800 kroner til den unge norske pige, som passer den 

mindste de 2 andre dage fra 9.30-15.30), var hendes reaktion, at der på 

trods af dette synes at være flere kvinder inden for ledelse i det britiske 

samfund end i Danmark. F.eks. i BBC. Nu er der en del kvinder i ledelsen 

af Danmarks Radio, hvilket tjener institutionen til ære, men generelt 

er det rigtigt, at det står sløjt til med kvindelige chefer i Danmark. I medieverdenen 

og andetsteds. På trods af daginstitutioner og den på overfladen 

venlige og progressive holdning til fænomenet kvindelige ledere. 

Så hvordan klarer de britiske kvinder at være chefer på de barske vil- 

89



kår? Her måtte jeg ud og tale med de af mine britiske veninder, som 

arbejder i medieverdenen. Og heldigvis er der netop en af dem, der er 

chef i BBC. Hun har – nøjagtig lige som sine andre kvindelige medchefer 

– haft først nanny og siden au pair til sine to sønner igennem de sidste 

10 år. Hun har aldrig set sine to små drenge før efter kl. 19.00. Hendes 

mand har været lidt heldigere, da han er selvstændig TV-producer, hvilket 

vil sige, at han i perioder har set børnene langt mere. Men til gengæld 

har han i de perioder, hvor han producerer – hvilket kan tage op imod 1 

år inden for hans genre, som er dokumentarprogrammer – slet ikke set 

dem. Jeg spurgte også en anden kvindelig mediechef i min omgangskreds, 

en souschef ved radio BBC’s udenrigsredaktion. Hun har to små 

børn på 3 og 5 år. Samme svar. Nanny først, så privat dagpleje og au pair. 

Det ser med andre ord ud, som om de britiske kvinder, der vil karrieren, 

betaler sig fra børnepasningen. Og der vil givet være dem – i Danmark 

og i Storbritannien – som vil mene, at det også er den bedste 

løsning set med den almindelige skatteyders øjne, idet denne betydelige 

udgift ellers skulle dækkes via skatterne. Men et flertal af danskere vil 

mene, at det er urimeligt. At man skal tvinges til at vælge på denne måde 

mellem sine børn og sit job. Og at det tilmed er synd for både mor og 

barn. De, der mener det, vil sandsynligvis også synes, at det er synd for 

faren, som i Storbritannien ser sine børn langt mindre end i Danmark. 

Et andet aspekt gør sig endvidere gældende i det britiske samfund – 

kald det eksistensen af klasser eller socialgrupper eller ulighed – nemlig 

det beklagelige faktum, at børnepasning i det offentlige (hvis vi igen holder 

os til de helt små børn under 3 år) er så begrænset, og at det private 

system er så dyrt, at det for en meget stor gruppe af kvinder, som har et 

“helt almindeligt job”, ikke kan betale sig at arbejde. Langt det største 

flertal af britiske kvinder kan umuligt betale hverken en nanny eller en 

privat vuggestue, uanset at den britiske regering netop i disse år arbejder 

hårdt på gennem skattesystemet at understøtte de familier, hvor begge 

forældre arbejder. 

I starten af 2004 så jeg en længere diskussion i programmet Newsnight 

på BBC2 (der kan sammenlignes med Deadline på DR2 herhjemme), 

hvor det danske børnepasningssystem blev rost til skyerne. En gruppe 

embedsmænd og ministre havde været i Danmark for at studere vores 

system, og de priste det i høje toner. Noget sådant var påkrævet i Storbritannien, 

var konklusionen fra udvalget. Over for sad der en kvinde fra 

en af de store familieorganisationer, som mente, at en “dansk model” ud 

over at være meget dyr, totalt ville ødelægge familielivet i Storbritannien. 

Og dertil skabe en masse frustrerede børn, der på langt sigt ville koste 

samfundet dyrt i anbringelser og specialundervisning.



Nu har Storbritannien en meget kedelig EU-rekord i børnemishandling, 

gravide teenage-piger samt drab af småbørn under 1 år i hjemmet, og 

efter mine (helt uvidenskabelige) observationer af de horder af unge kvinder 

med babyer, der shopper rundt i storcentrene i den del af London, 

hvor jeg bor (og det er en meget pæn og velhavende bydel), kunne de fleste 

af dem have god gavn af en ordentlig vuggestue. Der bliver råbt og 

rusket og slået. De små børn har stort set uden undtagelse en pose chips 

eller cookies i hånden til pacificering – en gulerod eller en skive agurk har 

jeg simpelt hen aldrig set, og antallet af bananer eller æbler kan tælles på 

en hånd. 

Set fra børnenes synspunkt i al almindelighed, vil jeg mene, at en 

“dansk løsning” ville være et enormt fremskridt. Det danske system 

bremser som bekendt ikke de mødre (som der givet vil være flere af i 

Storbritannien end i Danmark), der gerne vil gå hjemme med deres poder 

indtil børnehaveklassealderen. 

Men tilbage til spørgsmålet om hvordan de britiske kvindelige ledere 

klarer sagerne, og hvor de kommer fra. For det er nok ikke bare så enkelt, 

at de alle ofrer børnene på karrierens alter. Selvom de altså til en vis grad 

– presset af det britiske system med meget længere arbejdstider – bliver 

nødt til det. 

En anden faktor gør sig gældende, der paradoksalt nok netop er en 

konsekvens af, at systemet er mere barsk end det danske. Det er accepten 

af, hvad man kunne kalde politisk korrekte kvoter – udtalte eller uudtalte. 

For ligesom man i f.eks. britiske børneprogrammer bekender sig til 

det multikulturelle – der er altid folk i alle farver – eksisterer der også kvoter 

for andre minoriteter. Som nu kvinderne. 

Med andre ord er systemets erkendelse af sin egen ufuldkommenhed 

med til at sikre mekanismer, der i Danmark ses som illegitime. Netop fordi 

vi på overfladen jo har ligestilling. Man kan ikke forestille sig, at nogen 

britiske tv- eller radiostationer vil slippe af sted med kun at ansætte 

mænd – hverken som studieværter eller i chefstillinger. Der er vi langt 

mere “liberale” i Danmark. 

Eller man kunne også sige, at fordi det er så svært at påstå i den danske 

offentlige debat, at kvinder er forfordelt, bliver det uacceptabelt at 

indføre mekanismer, der fremmer kvinders chancer for at nå til tops i det 

ene eller andet system, offentligt eller privat. Denne holdning er så dybt 

indgroet i Danmark, at langt de fleste kvinder også betakker sig. De vil 

ikke ansættes på en kvindekvote. De vil ansættes, fordi de er de dygtigste. 

Sådan hedder det. Sådan har jeg det også selv. 

Men det er alligevel værd at lægge mærke til, hvad der sker, når kvoter 

bliver fastsat. F.eks. fandtes de i en periode i forbindelse med udvælgel- 

91



sen af parlamentskandidater i New Labour, og konsekvensen var klar. 

Flere (dygtige) kvinder i det britiske Underhus. Og deraf følger en større 

talentmasse, når der skal vælges folk til ledende poster. 

AFSLUTNING 

Året efter min afsked med Berlingske flyttede jeg til London med min 

mand og tre børn på henholdsvis 7 måneder, 3 år og 6 år. I starten arbejdede 

jeg som freelancejournalist for en del forskellige kunder; herunder 

Information, som jeg efter 9 måneder indgik en fast kontrakt med. 

Jeg har oplevet det britiske børnepasningssystem som ekstremt dyrt. 

Det var aldrig gået uden en yderst hjælpsom svigermor – der bor i samme 

ejendom som os – samt en hoben beredvillige mødre til mine børns 

klassekammerater. Disse mødre er alle uden fast fuldtidsarbejde, hvilket 

har gjort, at de har kunnet hente og bringe og passe mine to største børn 

i en uendelighed. Dertil kommer en personlig omkostning, som handler 

om at arbejde samtlige mine ledige aftener. Og det er ingen overdrivelse. 

Jeg arbejder hver aften fra cirka 22.00 til omkring kl. 01.00 – til tider længere. 

Det har omkostninger for ens parforhold og vennekreds. Til gengæld 

er det britiske system mere børnevenligt for den ressourcestærke middelklasse 

– ikke et træk, der ellers præger det britiske samfund, som jeg 

på en del områder oplever som decideret børnefjendtligt. Men fordi børnene 

simpelt hen ser mere til deres mor som små. 

De betragtninger, jeg her har anstillet, er personlige. De bygger ikke på 

omfattende statistiske studier eller tabeller. Jeg har fulgt en opfordring til 

at fortælle om mit eget arbejdsliv. Jeg blev bedt om at fortælle noget om, 

hvordan jeg som dansk kvinde har oplevet at arbejde som journalist i 

Europa, samt om at give nogle øjebliksbilleder af livet som immigrant i 

UK. 

Jeg har ikke helt opgivet tanken om et fjerde og sidste barn. Som vel at 

mærke ikke skal forhindre mig i at skrive, rejse, rapportere og arbejde til 

det sidste. I Europa eller i Danmark. Som skribent eller chef. Jeg er optimist. 

Ingen kender som bekendt fremtiden. Det vigtigste for en journalist 

– og det gælder såmænd for kvinder såvel som mænd – er at være nysgerrig 

og søgende og villig til at dele sine refleksioner med andre. Det kan 

føre vidt. I Europa eller i Danmark.


93


94 

KAREN SJØRUP 

ROSKILDE UNIVERSITETSCENTER 

Karen Sjørup er født i 1948 i Esbjerg. 

Hun er i 1976 uddannet som sociolog fra Københavns Universitet. I 1978 blev 

hun ansat på RUC, hvor hun har forsket i kvinders vilkår på arbejdsmarkedet og i 

velfærdsstaten. I perioden 1997-2000 var hun prorektor for RUC. I 2000 blev 

hun direktør for Videnscenter for Ligestilling. En institution der i 2002 videreførtes 

som Center for Ligestillingsforskning ved RUC. 

Hun har også været partipolitisk aktiv og var f.eks. i en valgperiode fra 1978 medlem 

af Frederiksberg Kommunalbestyrelse for VS. 

Karen bor på Frederiksberg. Hun fik sit første barn som 24-årig i 1972. Nogle år 

senere, i 1980, sit andet barn.


KAREN SJØRUP 

FRA HUSMODER TIL 

FULDTIDSARBEJDENDE 

KVINDE I DANMARK: DEN STORE TRANSFORMATION 1970-2004 

FEMINISME OG FEMØ 

Jeg er født i 1948 og vokset op i en borgerlig familie i Esbjerg, med to 

søstre, en hårdtarbejdende selvstændig erhvervsdrivende far, og en mor 

som var feminist og politisk aktiv på højrefløjen, men altså hjemmegående 

– eller som hun foretrak det: hjemmearbejdende – i hele min barndom 

og ungdom. Men min far deltog nu aktivt i det meste af husarbejdet: Han 

købte ind, lavede mad, vaskede op og hjalp børnene med lektierne. For 

min mor stod kampen om at forbedre de hjemmearbejdende husmødres 

vilkår, selv om hun hellere havde villet noget andet. Det handlede om at 

få lov til at se og være medunderskriver på mandens selvangivelse og om 

kampen for at få anerkendt arbejdet i hjemmet som ligeværdigt med 

arbejdet ude. Og så deltog hun i øvrigt aktivt i dannelsen af kvindelige 

netværk og foreninger, som var langt tættere og mere veludbygget i min 

mors generation end i min. Så jeg har fået feminismen ind med modermælken 

og tog da også som ung – i behørigt generationsopgør – afstand 

fra den. Men ét fik min mor indprentet sine døtre: Se at få en god uddannelse, 

så I kan klare jer selv økonomisk. Hun hadede den økonomiske 

afhængighed af en mand, isolationen i hjemmet og savnede daglige 

arbejdsfællesskaber og intellektuelle udfordringer. 

Jeg gad ikke være feminist. Jeg syntes, som så mange unge kvinder gør 

i dag, at det var usexet og uattraktivt. Dette er sikkert et resultat af, at 

modstanden mod feminisme altid har udmøntet sig som en afseksualisering 

af oprørske kvinder, blåstrømper, som de blev kaldt nogle generationer 

tidligere. Alligevel kom feminismen til mig ved noget, jeg selv har set 

som tilfældigheder, men som sikkert slet ikke var det. Som dengang min 

gymnasieveninde og jeg, tilbage i 1972, var på shoppingtur, kom forbi det 

95


96 KAREN SJØRUP 

daværende kvindehus i gaden Åbenrå i København, gik ind af nysgerrighed 

og kom ud med en tilmelding til Femølejren. Vi gjorde os ret umulige 

på Femø, blev mobbet, da vi var optaget af os selv, af mænd, af vort 

lange løsthængende hår, tøj og makeup, og i mindre grad af den fælles 

kvindesag. Idealet på Femø var Rødstrømpebevægelsens ideal for fuld 

skue: Ingen mænd, kort praktisk hår, ingen spejle, ingen toiletdøre, tøj 

der var til for at holde en varm og ikke for at se godt ud. 

Jeg lovede mig selv, at jeg aldrig skulle til Femø igen og kom det heller 

ikke. Men kvindebevægelsen hang på forunderlig vis ved og smeltede 

hurtigt sammen med studierne, da jeg i de kommende år skrev opgaver 

om kvinder i strejker, kvinder og arbejde m.m. og på den måde ydede mit 

personlige bidrag til det oprør på mit studiested, Sociologisk Institut, som 

ellers helt overvejende var mændenes oprør, mens kvinderne lavede te til 

revolutionen eller i stedet skred over på den Sociale Højskole, hvor det 

sociale engagement var en anelse mere håndgribeligt. 

For mig betød det feministiske perspektiv, at jeg fik mit eget perspektiv 

på sociologien og dermed også kunne forholde mig til de konflikter, der 

foregik på højeste plan mellem de gamle og snart afsatte patriarker og de 

fremadstormende unge vrede mænd, hvis vrede ikke var min, og jeg derfor 

heller ikke kunne forstå eller identificere mig med. 

POLITISÉR DET PRIVATE! 

Jeg gik derimod glip af det, som formentlig var Rødstrømpebevægelsens 

væsentligste indsats; nemlig den personlige bevidstgørelse, organiseringen 

i basisgrupper, der på en gang tog fat i den enkelte kvindes og den 

samfundsmæssige situation. Det blev en organisering, der bredte sig til 

hele landet, og som skabte den politisering af det private, der satte en 

bevægelse i gang i stort set alle familier. 

Det var en kamp om opvasken, men ikke desto mindre en vigtig kamp 

for at skabe ligestilling i familien, således at ikke alle kvindernes ressourcer 

var bundet op på husarbejde, mand og børn. Vores børnegeneration 

har siden ofte bebrejdet vores generation, at vi havde så travlt med at 

efterlade vore børn i daginstitutioner, så vi kunne komme ud og realisere 

os selv. Realiteten er, at de selv i væsentlig højere grad efterlader deres 

børn, har dobbelt fuldtids arbejdende familier, mens vi i stor udstrækning 

var studerende i rigtig mange år eller havde deltidsarbejde. Til gengæld 

havde vi travlt med politisk arbejde og slæbte vores børn med til det ene 

og det andet. 

Men politiseringen af det private var effektiv i Danmark og er det sta-


FRA HUSMODER TIL FULDTIDSARBEJDENDE 

dig. Vi kan med tørre tal se, hvordan det igangsatte en udvikling, hvor de 

største forandringer i tidsforbruget i danske familier 1 er mændenes indtog 

i husarbejdet og kvindernes i udearbejdet. Der er stadig langt igen. Kvinderne 

udfører stadig den største del af husarbejdet, og de nedsætter 

deres aktivitet betragteligt for hvert barn, de føder, og påtager sig især de 

bundne opgaver med at hente og bringe børn, købe ind til daglig, lave 

mad til daglig, mens mændene i højere grad kommer på banen i weekenden. 

Men mændene er kommet på banen, og det er det vigtigste. Især er det 

vigtigt, at mændene begynder at gøre husarbejdet for deres egen skyld, 

og ikke kun fordi kvinderne vil have dem til det. Og på deres egen måde, 

så kvinderne ikke er over dem med evige korrektioner. Som Hanne Haavind 

2 har udtrykt det, har kvinderne gjort det til deres nye dobbelte byrde 

på en gang at gå på arbejde og sørge for at arbejdet i familien bliver mere 

retfærdigt fordelt. Hun mener, at det har betydet, at kvinderne overlader 

det sjove og udviklende arbejde i familien til mændene og selv står tilbage 

med det kedelige. 

Når jeg taler med kvinder fra de gamle østblok-lande, bliver jeg belært 

om, at i de kommunistiske lande blev ligestilling iværksat fra systemets 

side, ovenfra, og en af forsvarsmekanismerne mod dette var at holde relationerne 

i familien skjult. På denne måde overlevede en række meget traditionelle 

mønstre i familierne, således at kvinderne både gik fuldtids på 

arbejde, stod i kø for at gøre indkøb på vej hjem samt lavede al husarbejdet. 

Og systemet sørgede altså for, at en eventuel kritik af dette ikke 

kom til udtryk. 

KAMPEN MOD KVINDEARBEJDSLØSHEDEN 

I 1977 deltog jeg som så mange andre aktivt i plattepigernes kamp på 

den Kongelige Porcelænsfabrik. Sammen med Toni Liversage deltog jeg i 

morgenmøderne under arbejdskampen, interviewede de aktionerende og 

skrev siden den del af bogen Kvinder i Kamp, 3 der handlede om denne 

konflikt. 

Samme år arrangerede rødstrømpebevægelsen en kampagne mod 

kvindearbejdsløshed, som jeg også deltog i. Da effekterne af oliekrisen i 

1974 sendte mange ud i arbejdsløshed, den største massearbejdsløshed 

siden 30’erne, voksede bekymringen for, at de danske kvinder ville blive 

sendt tilbage til kødgryderne. Da jeg jo altid har syntes, at kogt kød er ualmindeligt 

væmmeligt, kunne jeg sagtens engagere mig i den kamp. Argumentationen 

i kvindebevægelsen var taget direkte ud af Karl Marx’ Kapi- 

97



talen 1.bog 4. bind om arbejdskraftens relative frisættelse. Men selvom 

kvinders arbejdsløshed dengang som nu var et par procent højere end 

mænds arbejdsløshed, så gik det alligevel ikke, som de marxistiske teorier 

havde forudset. 

Kvinderne var tilsyneladende kommet på arbejdsmarkedet for at blive, 

og i de kommende år forøgedes kvindernes beskæftigelse betragteligt, 

især i den voksende offentlige sektor, men også i stigende grad i professionelle 

jobs, der krævede de høje uddannelser, som kvinderne i stigende 

grad gennemførte. 

I de øvrige nordiske lande fandt en lignende udvikling sted, mens de 

central- og sydeuropæiske lande fastholdt forestillingen om kvinder som 

mødre og husmødre. I de første årtier var deltidsarbejde for en del kvinder 

en populær måde samtidig at have familieansvar og arbejde uden for 

hjemmet. Denne udvikling var store dele af fagbevægelsen modstander 

af. Bl.a. det nu sammenlagte Kvindeligt Arbejderforbund, der mente, at 

deltidsarbejde, der ikke var til at leve af, fastholdt kvinderne i et afhængighedsforhold 

– og det havde de ret i. Imidlertid blev deltidsarbejdet 

mindre og mindre populært, i takt med at kvindernes uddannelsesniveau 

voksede, og med at arbejdsmarkedet efterspurgte kvindernes kvalifikationer. 

Disse to aktiviteter – arbejdskampene og kvindearbejdsløsheden – blev 

også emnerne for mine opgaver på Sociologisk Institut, og de har for så 

vidt forfulgt mig lige siden. Det er vanskeligt her mange år efter at vurdere 

effekten af det politiske arbejde og fagforeningernes indsats i forhold til 

den generelle udvikling i økonomien, men det kan konstateres, at det lykkedes 

at skabe vilkår for kvinder på det danske arbejdsmarked, også for 

de deltidsarbejdende, der var langt bedre og bedre reguleret end i de fleste 

andre europæiske lande. 

DEN KVINDEVENLIGE VELFÆRDSSTAT 

Jeg fik mit første barn som 24-årig i 1972, hvilket var tidligt målt med 

nutidige alen, hvor de højtuddannede kvinder får deres første barn i gennemsnit 

som 31-årige. Det betød, at jeg gik ind til nogle år, hvor kampen 

for daginstitutionspladser til børnene kom på dagsordenen. Jeg startede 

mit politiske arbejde som medlem af bestyrelsen i Frelsens Hærs børnehave, 

hvor min ældste søn gik, og deltog i kagespisning og salmesang 

med uniformerede frelsersoldater. Men Frelsens Hær opfattede det som 

et kald at udføre socialt arbejde, og det fik børnene glæde af. Frelsersoldaterne 

tog på lange koloniophold med børnene, gennemførte arrange-



menter og lavede ture, og ingen talte om rimeligheden af de lange 

arbejdsdage for pædagogerne. 

Men vores kamp gik ud på at få oprettet flere daginstitutioner, og det 

lykkedes, selv på det konservative Frederiksberg, hvor man efterhånden 

godt kunne indse det fornuftige i, at begge forældre gik på arbejde og 

skaffede gode skattekroner til kommunen. Senere skrev den norske kønsforsker, 

Helga Hernes, om den kvindevenlige velfærdsstat, 4 dvs. den nordiske 

velfærdsstatsmodel, hvor de sociale ydelser er individuelle og universelle, 

idet man stiller sociale ydelser, daginstitutioner m.m. til rådighed 

for alle, og kvinder ikke længere er afhængige af en mands forsørgelse. 

Min erfaring var ikke, at der kom en stor og venlig velfærdsstat og 

forærede os de sociale goder. Den var nok snarere, at vi var en generation 

af kvinder og mænd, som kæmpede hårdt for det. For mit eget vedkommende 

betød det, at jeg blev medlem af Frederiksberg Kommunalbestyrelse 

(for VS) og socialudvalg, således at jeg der kunne arbejde videre 

for daginstitutionssagen. Og det lykkedes da også. 

I mine fire år i kommunalbestyrelsen oprettede vi mange nye daginstitutioner, 

og jeg kunne da selv i 1981 aflevere mit andet barn i en splinterny 

vuggestue, hvor jeg selv havde været med til at begrænse børnetallet 

til 30 og samtidig givet børnene gode udfoldelsesmuligheder. Da jeg 

kom ind i kommunalbestyrelsen i 1978, var der en bølge i hele Danmark 

inspireret af den norske kvinde-stem-på-kvinde kampagne for at få flere 

kvinder ind i kommunalpolitik. Strategien lykkedes, også i Danmark, og 

der kom i dette år mange kvinder ind i bestyrelserne. Men kulturen i kommunalbestyrelserne 

passede ikke ind i en småbørnsfamilies hverdag: 

med besigtigelser ofte kl. otte om morgenen og møder ofte til midnat. 

Jeg tænker ofte på denne tid, når kvinder fra Central- og Sydeuropa 

misundeligt siger: “Jamen I har jo også bare daginstitutioner til rådighed”. 

Mit svar er, at dem har vi ikke bare, at ingen kom og gav os dem, vi kæmpede 

for dem. 

Jeg forlod det kommunalpolitiske efter fire år, ligesom mange af de 

andre kvinder, og i dag har kommunalpolitikken igen en voksende overvægt 

af mænd. Det er kun mænd, der har mulighed for at bruge så mange 

fritidstimer på politik, og det er da også primært mænd, der hygger sig 

med lange diskussioner i lange aftener på rådhuset, mens konerne passer 

hjem og børn. Nutidens fuldtidsarbejdende kvinder har ikke mulighed 

for at passe en kommunalbestyrelsespost. Dermed er vore kommuners 

styre også mere udemokratisk end nogensinde. 

Det er da også karakteristisk, at kvinderepræsentationen i Folketinget 

stadig er stigende (38 pct.), mens den er faldende i amts- og kommunalbestyrelser. 

Folketingsarbejde betragtes som fast fuldtidsarbejde, men 

99



er jo langt hen ad vejen tidsmæssigt fleksibelt, hvorimod kommunalbestyrelsesarbejde 

betragtes som fritidsarbejde og dermed lægger 15-20 

timer ovenpå det fuldtidsjob, som de fleste har i dag. 

Men det er klart, at udviklingen af den universelt orienterede velfærdsstat 

skabte mange arbejdspladser for kvinder, bl.a. i kommunerne, hvor 

76 pct. af de ansatte i dag er kvinder. 

Det er både godt og dårligt. Godt fordi det er gode jobs for kvinder, indholdsfyldte 

og med gode barselsvilkår. Dårligt fordi det har været med til 

at fastholde en kønsarbejdsdeling, der smitter af på fordelingen af løn- og 

karrieremuligheder mellem kvinder og mænd. Det er da også karakteristisk, 

at den offentlige sektor i Danmark i løbet af den tid, hvor kvinderne 

er kommet ind i stort tal, er gået fra at være lønførende til at være lønefterslæbende. 

Samtidig er der også det helt utroligt hierarkiske forhold, at 90 pct. af 

både de politiske og administrative topchefer i kommunerne er mænd. 

Og når man så i 2003 nedsætter en Strukturkommission, der skal komme 

med oplæg om kommunernes fremtid m.m., så gentager man dette 

mønster til perfektion og nedsætter en kommission med 12 mænd og 1 

kvinde. 

KVINDEDOMINANSEN PÅ DE VIDEREGÅENDE UDDANNELSER 

I disse år skriver pressen fra højre til venstre bekymret om kvindedominansen 

på de videregående uddannelser. Især bekymrer det mange, at 

kvinderne er i flertal på tidligere magtbærende uddannelser som økonomi, 

statskundskab, medicin, teologi og jura. Dette er ganske sigende set 

i betragtning af, at man for kun 20-30 år siden mente, at årsagen til kvinders 

større arbejdsløshed, lavere lønninger og vanskeligere adgang til 

gode jobs var kvinders ringe uddannelsesniveau. I dag har kvinder halet 

stærkt ind på mændene i forhold til uddannelse; men dette afspejler sig 

hverken i lønniveau eller i adgang til magtfulde positioner. 

Bekymringen for kvindernes “uddannelsesunderskud” førte til, at man 

i midtfirserne stærkt tilskyndede især kvinder til at søge uddannelse, og 

især inden for de traditionelle mandeområder, samtidig med at man skar 

kraftigt ned på adgangen til læreruddannelser, humanistiske uddannelser, 

sygepleje m.m., dvs. mange af de uddannelser som kvinderne traditionelt 

tog. Kvinderne tog udfordringen op, om end de ikke i så stort tal 

søgte de tekniske fag, og de udgør i dag lidt over halvdelen af kandidaterne 

fra de videregående uddannelser, men under en femtedel af kandidaterne 

fra tekniske uddannelser.



Det var typisk en række af de samfundsvidenskabelige fag, som tiltrak 

kvinderne og stadig gør det, samt også fag som biologi og medicin. Man 

har også lidt nedladende fremhævet, at kvinder og piger sagde, at de ville 

arbejde med “noget med mennesker”, og betragtet dette som et udtryk 

for, at kvinder blot flyttede de gamle husmoderdyder ud på arbejdsmarkedet. 

Sandt er det imidlertid, at kvinder typisk vælger jobs, hvor det 

menneskelige aspekt og det levende liv er i fokus. 

Tendensen til, at kvinderne kommer i overvægt på de videregående 

uddannelser, er i øvrigt en tendens over hele Europa. Og det udgør et 

fremtidigt muligt ligestillingsproblem for mændene, især den fjerdedel af 

mændene, som slet ikke får nogen uddannelse. Da jeg for nyligt i Albanien 

spurgte en ministeriel embedsmand, hvordan han så på dette ligestillingsproblem, 

forstod han slet ikke spørgsmålet. For ham, som for de fleste 

andre, drejer ligestilling sig om kvinder, og med 60 pct. kvindelige studerende 

syntes han jo, at man havde opnået ligestilling på dette område. 

ULIGE LØN 

Kampen for ligelønnen var den første, hvor Rødstrømpebevægelsen og 

den kvindelige del af fagbevægelsen tilbage i 1972 stod sammen om at 

aktionere. Men det var først gennem EU-medlemskabet fra 1973, at vi i 

Danmark i 1976 fik en lov om ligeløn. Den forventede effekt i form af 

udjævning af løngabet mellem kvinder og mænd, brydning af glasloftet 

eller adgangen til forskerstillinger på topniveau har imidlertid ikke indfundet 

sig. Udgangspunktet for loven og for EU-direktivet er lige løn for 

lige arbejde eller arbejde, der tillægges samme værdi. Men problemet er, 

at de største lønforskelle ikke er at finde der, hvor kvinder og mænd arbejder 

side om side, og yderligere, at det er meget vanskeligt at definere, 

hvornår vidt forskellige jobs har samme værdi. 

Løn har tydeligvis en meget vigtig signalværdi, der understreger den 

relative underordning af kvinder, sådan som den norske kønsforsker Hanne 

Haavind har kaldt det. Nemlig det fænomen, at kvinden i et parforhold 

for så vidt kan uddanne sig og gøre karriere, så længe hun blot befinder 

sig på et lidt lavere trin end sin mand. Og det er da også karakteristisk, at 

det stædigt fastholdes, at kvinder tjener mindre end mænd, selvom nogle 

kvinder naturligvis tjener mere end deres ægtefælle; men det er et faktum, 

der oftest holdes skjult. 

I efteråret 2001 blev der vedtaget en lov om offentliggørelse af kønsopdelte 

lønstatistikker – bl.a. med udgangspunkt i den opfattelse, at kvinder 

hyppigt ikke ved, hvad deres mandlige kolleger tjener, og derfor heller 

101



ikke ved, hvad de kan kræve. Denne lov blev imidlertid udsat efter regeringsskiftet 

i 2001. 

BARSELSORLOV 

Danmark fik i 2002 en ny lov om barselsorlov. Forud for den gik et ganske 

tankevækkende forløb, som på sin vis kan siges at spille ind i den verserende 

værdikamp i Danmark. Den 8. marts 2001 spillede Anders Fogh 

Rasmussen som statsministerkandidat for den daværende opposition ud 

med, at han ønskede at gennemføre en etårs barselsorlov. Samtidig ønskede 

han ikke, at dele af denne barselsorlov skulle være øremærket til fædrene. 

Fordelingen, udover de 16 uger der i henhold til et EU-direktiv er forbeholdt 

moderen, måtte man selv finde ud af hjemme ved køkkenbordet. 

Mange andre partier og grupperinger var tilhængere af den islandske, 

norske og svenske model, hvor en væsentlig del af orloven er øremærket til 

fædrene. Især den islandske model på i alt 9 måneder, hvor kvinden har 3 

måneder, forældrene kan dele 3 måneder, og 3 måneder er øremærket til 

manden, tiltrak mange – bl.a. de fagforeninger der repræsenterer de højtuddannede 

kvinder. 

Men regeringen fik gennemført sin lov, og resultaterne har allerede vist 

sig: Kvinderne har næsten fordoblet den tid, de bruger på barselsorlov, 

mens mændene har forøget den tid, de anvender med 2 dage. I en tid, hvor 

de unge kvinder bruger mere tid end de unge mænd på at uddanne sig, 

hvor næsten 90 % af alle kvinder får børn, men får det første i 30-års alderen, 

og hvor samtidig ledigheden blandt de ny- og højtuddannede er stigende, 

skaber dette en katastrofal forskel på kvindernes og mændenes 

mulighed for at komme i gang med en karriere. 

Så hvad angår barselsorlov, fjerner vi os i disse år fra den nordiske model 

og nærmer os det billede, som vi ser i Syd- og Centraleuropa. Dette er 

bekymrende ud fra flere forskellige perspektiver. Der er i Europa i disse år 

det helt overordnede billede, at der fødes meget få børn. Det er imidlertid 

karakteristisk, at kun to lande, Sverige og Island, har et fødselstal, der er 

stort nok til, at befolkningen kan reproducere sig selv, hvorimod de katolske 

lande, især Italien og Spanien, ligger helt i bund med kun lidt over 1 barn 

per kvinde. 

Der er med andre ord meget, der tyder på, at lande, hvor velfærdsstaten 

understøtter kvinders ønsker om både uddannelse, jobs, karriere og børn, 

også er de lande, hvor der fødes flest børn. Hvorimod lande, hvor man fokuserer 

meget på familien og på at fastholde kvindens rolle primært som mor, 

bliver belønnet med, at væsentligt færre kvinder faktisk finder det attraktivt



at blive mor. Så kvinden i den store italienske familie med mamma som 

midtpunktet, som vi kender så godt fra reklamerne for take away pizzaer og 

færdiglavede pastaretter, hun er i dag stort set kun at finde på et reklamebillede 

som fotomodel. 

I 2003 skabte en “kaffe-klub” af kvindelige politikere på tværs af partiskel 

en politisk konsensus om, at der skulle indføres en generel barselsfond i 

Danmark. Da imidlertid de fleste på det danske arbejdsmarked allerede var 

omfattet af en barselsfond, bl.a. alle de offentligt ansatte, var det vanskeligt 

at skabe en generel ordning. Og det, der blev gennemført, var derfor også 

en barselsfond for det private område, som er væsentligt dårligere end den, 

der gælder på det offentlige område. Det er en væsentlig forbedring, at der 

nu også er en barselsfond på det private område, men den er ikke fordelagtig 

nok til, at en ansættelse i det offentlige ikke er langt mere attraktiv for 

kvinder i den fødedygtige alder. 

GLASLOFTET 

Der er ingen tvivl om, at ligestillingen har rykket sig i Danmark. Der er flere 

kvinder, som får mellemlange og lange videregående uddannelser end før, 

og de får også i stort omfang jobs og lønninger, der svarer til disse uddannelser. 

Der er også en stigning i antallet af kvinder, som får mellemlederstillinger, 

ikke mindst på det offentlige område. 

Alligevel ser det ud til, at såvel den vertikale som den horisontale kønsarbejdsdeling 

genskaber sig på nye niveauer. Kvinderne får adgang til mellemlederstillinger 

i større omfang; men toplederstillingerne er stadig for 90 

pct. vedkommende forbeholdt mænd. Den Rip, Rap og Rup effekt, som vi 

i mange år har talt om, synes at overleve kvindernes fuldtidsarbejde og høje 

uddannelse ganske effektivt, og dermed sikrer den, at magtens rum stadig 

er et manderum, med mandlige koder, vaner, uniformer og sprogbrug. 

Hyppigt ser man i disse år, at en enkelt kvinde bevæger sig til tops i de 

enkelte organisationer. Dermed udgør hun et symbolsk bevis på, at topposter 

ikke udelukker kvinder, samtidig med at hun også repræsenterer 

kvinders uformåen i forhold til at trænge igennem. Selvom kvinder ved lov 

er sikret en ligelig repræsentation i offentlige råd, nævn og bestyrelser, bliver 

loven kun overholdt, når det drejer sig om mindre betydningsfulde 

organer. Men når det drejer sig om det Økonomiske Råd, Strukturkommissionen, 

DR’s bestyrelse m.m., synes man, at det er alt rigeligt, at der 

sidder én kvinde. Jeg sidder selv som det eneste kvindelige medlem af 

DTU’s bestyrelse, mens det ser ud til, at de øvrige universiteter faktisk har 

overholdt loven og udpeget mindst 40 pct. kvinder. 

103



MAINSTREAMING 

Der er i Danmark en meget udbredt forestilling om, at vi har gennemført 

ligestilling her i landet. Og det er noget, som de fleste mener, adskiller os 

fra de fleste andre – udover naturligvis de øvrige nordiske lande. Det bliver 

oven i købet brugt som argument mod etniske grupper med andre ideer om 

forholdet mellem kønnene, at de må lære at tilpasse sig vort ligestillede samfund. 

Det er imidlertid karakteristisk, at de fleste af de nye EU-lande i Central- 

og Østeuropa har den samme opfattelse. De mener også, at de har ligestilling, 

fordi den er indskrevet i deres grundlov. Man skal alligevel sjældent 

nævne ret mange eksempler, før de fleste her i landet siger: “Nåh nej, det har 

vi måske alligevel ikke helt endnu – hverken her eller der”. 

I 2000 fik vi i Danmark en ny ligestillingslov. Loven blev til efter et langvarigt 

udredningsarbejde gennemført af en stor gruppe på tværs af partier, kvindeorganisationer, 

mandeorganisationer og sociale partnere. Loven var i sit 

udgangspunkt ideel og omfattende, da den fastslår en tredeling af instanser 

for området: En minister for ligestilling med tilknyttet embedsapparat, et uafhængigt 

videnscenter for ligestilling og et ankenævn for ligestilling. Derudover 

fastslår loven, at der fremover skal være kønsbalance i offentlige råd, 

nævn og bestyrelser, og at love og andre offentlige initiativer skal kønsmainstreames. 

Der er i forlængelse af loven nedsat en central embedsmandsgruppe, 

der har ansvar for, at aktiviteterne inden for de enkelte ministerområder 

bliver kønsmainstreamet. Det forekommer mig imidlertid, at indsatsen 

snarere har karakter af mindre projekter i udkanten af områdernes aktiviteter, 

end det er en gennemgribende sanering af offentlige aktiviteter for kønsdiskriminerende 

effekter. 5 

Det har, ikke mindst efter regeringsskiftet, vist sig at være særdeles vanskeligt 

at få loven implementeret og overholdt. Ofte må man konstatere, at de 

mekanismer, der modvirker højere grad af ligestilling, er stærkere end loven 

og dens mekanismer. Hvorvidt dette skyldes, at der i det danske samfund er 

en udbredt opfattelse af, at ligestilling strider mod kønnes indre natur, eller at 

det skyldes en bevidst indsats for at holde kvinder ude i kampen om de gode 

stillinger, de gode lønninger og privilegierne, der giver mænd ret til at nyde 

mere, end de yder i familien, er det vanskeligt at svare entydigt på. 

AFSLUTNING: LIGESTILLINGEN OG MIT EGET LIV 

Efter en lang karriere som kønsforsker og universitetspolitiker, bl.a. som prorektor 

for RUC, blev jeg i oktober 2000 udnævnt til direktør for det Videnscenter 

for Ligestilling, som blev oprettet i forlængelse af den nye ligestillings-



lov, der blev vedtaget i maj samme år. Vi gik straks i gang med at realisere 

alle de gode visioner, der var lagt i et sådant center, bl.a. at det skulle arbejde 

med at understøtte kønsmainstreaming-processen i det offentlige, sætte 

fokus på ligestillingsproblemer i forhold til barsel, ligeløn, mænds ligestilling, 

vold i familen, pornograficering af det offentlige rum m.m. Vi udgav en række 

publikationer om disse emner, holdt en række konferencer og nedsatte et 

spændende debatforum, der skulle bidrage til at forny og udvikle ligestillingsdebatten 

i Danmark. 

Derudover engagerede vi os i en række projekter, finansieret af bl.a. EU, 

om mainstreaming i ansøgerlandene til EU, projekter om ligeløn, tidsforbrug 

i familien, beskæftigelsespolitik m.m. i store europæiske netværk. Men godt 

et år efter at vi var gået i gang og havde fået sat det hele på skinner, var festen 

forbi. I januar 2002 figurerede vi på regeringens dødsliste og blev kastet ud 

i en lang og stærkt belastende likvidation. Det lykkedes imidlertid med 

stædighed og hjælp fra Roskilde Universitetscenter og Ligestillingsministeriet 

at redde store dele af aktiviteterne over i det, som i dag er Center for Ligestillingsforskning 

ved Roskilde Universitetscenter. Dette center arbejder stadig 

med en række nationale og internationale projekter, finansieret af eksterne 

kilder. 

I centret har vi balance mellem kvindelige og mandlige medarbejdere, og 

vi lægger megen vægt på, at ligestilling ikke handler om kvindesag, men om 

en bedre balance mellem kvinder og mænd, både i relation til seksualitet, 

familie, arbejde, karriere og økonomi. Vi lægger vægt på at kæmpe for, at der 

sker en udligning af både den vertikale og horisontale kønsarbejdsdeling, set 

fra såvel den mandlige som den kvindelige side. Det er mindst lige så vigtigt, 

at vi får nogle flere mandlige sygeplejersker og pædagoger, som at vi får kvindelige 

direktører og ingeniører. Vi lægger også vægt på at arbejde for, at 

mænd får langt mere del i orlov og samvær i forbindelse med børnefødsler 

og børns sygdom. Vores definition af kønsmainstreaming handler således 

især om det at skabe bedre balance mellem kønnene. 

NOTER 

1 Mette Lausten & Karen Sjørup: Hvad kvinder og mænd bruger tiden til – om tidsmæssig ligestilling i danske familier. 

SFI/Center for Ligestillingsforskning, 2003. 

2 Hanne Haavind: Magt og kærlighed i familien. Festskrift til Harriet Holter. Universitetsforlaget, Oslo 1982. 

3 Suzanne Giese m.fl. (red.): Kvinder i kamp. Tiderne skifter, 1978. Bogen er også publiceret på tysk og fransk. 

4 Helga Hernes: Welfare State and Women Power. Norwegian University Press, 1987. 

5 På ligestillingsministerens hjemmeside www.lige.dk kan man løbende følge med i mainstreaming-projektets fremdrift. 

105


106 

DIANE PAYNE 

UNIVERSITY COLLEGE 

DUBLIN 

Diane Payne er født i 1966 i Dublin, Irland. 

Hun har kandidateksamen fra Irland. I årene 1992-97 var hun forskningsstipendiat 

ved Center for samfundsvidenskabelig teori og metode (ICS) ved Universitetet 

i Groningen i Holland. Studierne afsluttedes med en doktorgrad. 

Herefter flyttede hun til England, hvor hun fra 1997 arbejdede som forsker ved 

University of Cambridge. Sammen med Leverhulme-forskningsprofessoren Robert 

Bennett var hun medforfatter til en bog og adskillige artikler om lokal og regional 

økonomisk udvikling i England. I en periode var hun ansvarlig for den samfundsvidenskabelige 

masteruddannelse (Anvendt socialforskning) på Department of 

Sociology ved University of Dublin (Trinity College). For tiden arbejder Diane Payne 

på Department of Sociology ved University College Dublin, hvor hun desuden 

er vicedirektør (for kandidatuddannelsen) ved Institute for the Study of Social 

Change (ISSC). 

Diane bor i Dublin. Hun er gift og har et barn.


DIANE PAYNE 

IRSK EU-MEDLEMSSKAB 

OG KVINDERNES 

NYE MULIGHEDER 

INDLEDNING 

I begyndelsen af 1990’erne forlod jeg Irland og bosatte mig i Holland med 

henblik på studier til min doktorgrad. Senere arbejdede jeg som sociolog 

i udlandet; nærmere bestemt i England. Sidst i 1990’erne vendte jeg tilbage 

til Irland, hvor jeg efterfølgende blev tilbudt fastansættelse på 

Irlands største universitet, der ligger i Dublin. Omkring dette tidspunkt 

blev jeg desuden gift, og jeg fik en datter. Nogen tid efter fødslen fortsatte 

jeg på fuld tid som universitetsansat inden for det felt, jeg havde besluttet 

skulle være min løbebane. 

Dengang jeg i begyndelsen af 1990’erne forlod Irland, gik de nationaløkonomiske 

bestræbelser ud på at tackle dels det store underskud på de 

offentlige budgetter, dels arbejdsløsheden, der var overvældende og 

berørte samfundet bredt. Inden for den offentlige sektor, og hermed også 

på universiteterne, var der totalt lukket for oprettelse af nye stillinger. Det 

forekom mig derfor som mange andre, der på det tidspunkt forlod landet, 

meget usandsynligt, at det senere skulle blive muligt at vende tilbage. 

Sidst i 1990’erne var den irske økonomi inde i en højkonjunktur, og der 

var mangel på faglærte arbejdere. En mangel, der især gjorde sig gældende 

inden for bestemte områder af servicesektoren. Mange irske emigranter 

vendte tilbage for at bo og arbejde i Irland, og for første gang i 

historien var Irland desuden i den situation, at man måtte tage imod 

immigranter fra hele verden. Irland ændrede sig i disse år og ændrer sig 

fortsat i hurtigt tempo i retning af et sekulariseret og multikulturelt samfund. 

Herved åbnes der i det irske samfund mange nye muligheder for 

den enkelte borger; ikke mindst for kvinderne. 

I det følgende redegør jeg for nogle af disse centrale forandringer af det 

107


108 DIANE PAYNE 

irske samfund, specielt dem, der angår kvinderne på arbejdsmarkedet. 

Jeg giver en oversigt over såvel den relevante ligestillingslovgivning og 

ændringer af ligestillingspolitikken som samspillet mellem disse forandringer 

på europæisk og nationalt niveau. I anden del af artiklen følger jeg 

op på dette med en oversigt over kvindernes ændrede situation på 

arbejdsmarkedet. Endelig giver jeg i lyset af de omfattende økonomiske 

og samfundsmæssige ændringer af det irske samfund, der har fundet 

sted siden begyndelsen af 1970’erne, en vurdering af konsekvenserne af 

de lovgivningsmæssige og politiske ændringer, der er sket på ligestillingsområdet. 

IDEOLOGI, POLITIK OG LOVGIVNING 

Mange forfattere, der beskæftiger sig med kvindernes ændrede position i 

det irske samfund, mener, at de vigtigste indikatorer på fremskridt og forbedringer 

skal findes inden for de økonomiske, sociale og politiske områder, 

hvor kvinderne markerer sig mest. 1 

Det traditionelle kvindesyn, der gennemsyrer den irske forfatning, står 

i stærk kontrast til de hurtige og markante ændringer af kvindernes forhold, 

der har fundet sted i Irland. Som Barry 2 understreger, er kvindernes 

fundamentale retsstilling, ifølge den irske forfatning, baseret på økonomiske 

afhængighedsforhold. Han henviser til, hvordan dette forhold sammenfattes 

i en nøgleparagraf, der angiver kvindernes særlige forpligtigelser 

i forhold til familiesfæren. Ifølge Irlands forfatning af 1937 er staten 

forpligtet til “at arbejde på at sikre, at kvinder ikke af økonomiske årsager 

bliver tvunget til at påtage sig arbejde, der betyder, at de forsømmer deres 

forpligtelser i hjemmet”. 3 Barry har desuden ret i, at det er en holdning, 

der i Irland altid mere har været knyttet til en ideologisk holdning end til 

en praktisk virkelighed. Hans synspunkt henleder helt klart opmærksomheden 

på den afgørende rolle, den katolske kirke som institution har spillet 

i Irland, samt dens ideologiske dominans – en position kirken især 

havde i de år, hvor denne relativt unge europæiske stat tog form. 

Igennem det meste af det 20. århundrede er den fremherskende ideologi 

vedrørende kvindernes rolle i det irske samfund blevet styrket af politiske 

beslutninger og lovgivning, der effektivt har blokeret for kvindernes 

fulde indlemmelse på arbejdsmarkedet. Den mest berygtede del af den 

type lovgivning har nok været den irske statsforvaltnings såkaldte “marriage 

bar” (ægteskabsdomstol). Det var en lov, der gav lokale myndigheder, 

sundhedsforvaltningen og staten mulighed for fri proces til at håndhæve 

bestemmelsen om, at gifte kvinder ikke kunne beklæde stillinger


IRSK EU-MEDLEMSSKAB OG KVINDERNES NYE MULIGHEDER 

som offentligt ansatte, og den betød, at kvinder over en bred kam måtte 

trække sig tilbage fra offentlige ansættelsesforhold, hvis de indgik ægteskab. 

4 Doyle 5 konstaterer, at der almindeligvis ved opsigelse i forbindelse 

med indgåelse af ægteskab blev udbetalt en kompensation (et års løn) i 

stedet for de hensættelser, som kvinden ellers var berettiget til. Ægteskabsdomstolen 

blev også benyttet af private arbejdsgivere, og den blev 

ikke afskaffet før i 1973. 

En række andre faktorer lagde ligeledes en dæmper på kvindernes 

motivation for at søge ud på arbejdsmarkedet. Doyle peger på offentlige 

tjenesteydelser som et godt eksempel på områder, hvor arbejdsgivere 

udbetaler forskellige lønninger til kvinder og mænd, selv om de er ansat 

til at udføre det samme arbejde. Kennedy 6 har desuden peget på forhold 

inden for skatte- og socialvæsenet. Han fremhæver for eksempel, at 

ægtepars samlede indkomstskat indtil 1980 blev samkørt, og at gifte kvinder 

ikke kunne gøre krav på indtægtsbestemt arbejdsløshedsunderstøttelse 

før i 1986. 

LOVÆNDRINGER I FORBINDELSE MED INDTRÆDEN I DET EUROPÆISKE 

ØKONOMISKE FÆLLESSKAB 

I 1973, året for Irlands indtræden i Det Europæiske Økonomiske Fællesskab, 

blev kvinders erhvervsudøvelse typisk betragtet som en “overgangsløsning” 

mellem skolen og ægteskabet. 7 Med henvisning til kvindernes, 

især gifte kvinders, lille andel af arbejdsstyrken er de fleste enige 

om, at kvindernes situation i Irland i begyndelsen af 1970’erne må karakteriseres 

som et økonomisk afhængighedsforhold. 8 De politiske og sociale 

forandringer i begyndelsen af 1970’erne og i særdeleshed dem, der 

fulgte efter landets indtræden i EF, indvarslede en række vigtige lovgivningsmæssige 

og politiske ændringer, der gradvis rettede op på den kønsmæssige 

ubalance i datidens Irland. 

Man kan ikke undervurdere vigtigheden af de lovgivningsmæssige og 

politiske ændringer på ligestillingsområdet, der på europæisk plan har 

fundet sted siden begyndelsen af 1970’erne, og disses betydning for 

irske kvinder. Mens bestemmelsen om økonomisk ligestilling mellem kønnene 

blev nedfældet i Traktaten for Det Europæiske Økonomiske Fællesskab 

9 og ratificeret i 1957, var det først i 1970’erne, at ligestillingsspørgsmålet 

optrådte på Europa-Kommissionens dagsorden som et egentligt 

indsatsområde. I perioden fra midten af 1970’erne til midten af 

1980’erne blev en række anti-diskriminations-direktiver 10 vedtaget af 

Ministerrådet. Doyle fremhæver, at direktiverne dels lagde op til sociale 

109



forandringer, der skulle skabe lige muligheder for mænd og kvinder, dels 

hvilede på forhåbninger af mere filosofisk karakter om harmonisering af 

arbejds- og leveforholdene i hele Fællesskabet. 

Ud over vedtagelsen af disse skelsættende direktiver og den efterfølgende 

indsats inden for området har Kommissionen også nedsat et permanent 

udvalg, Det Rådgivende Udvalg for Ligestilling mellem Kvinder og 

Mænd. Dette har resulteret i en række ligestillingsprogramerklæringer 

ledsaget af resolutioner og beslutninger i Rådet. 11 Finansieringsbeslutninger 

med tilknytning til de forskellige Fællesskabsstøtterammer har 

givet Europa-Kommissionen mulighed for at føre ligestillingsdagsordenen 

videre. I 1990’erne fokuserede Rådet på arbejdsmarkedspolitik og vedtog 

en række resolutioner med henblik på iværksættelse af forebyggende foranstaltninger, 

der skulle medvirke til at øge kvindernes andel af arbejdsstyrken. 

Men for et land som Irland har de fremskridt, der er sket i 

1990’erne inden for området familievenlig politik, måske været af større 

betydning. I særdeleshed har direktivet om forældreorlov været vigtigt. 12 

Det var i erkendelse af vanskelighederne med at sikre ligestilling på 

arbejdsmarkedet og i erkendelse af de problemer, forældre og især kvinder 

møder, når de har både en familie og en arbejdsplads at tage hensyn 

til, at der blev fremsat forslag til lovgivningen på området. 

De seneste traktat-vedtagelser, Maastricht- og Amsterdam-traktaterne, 

har øget muligheden for på EU-niveau både at få gennemført en mere 

effektiv ligestillingslovgivning og for at gøre brug af positiv særbehandling. 

Vigtigst af alt har imidlertid været det arbejde, som Europadomstolen har 

udført. Siden begyndelsen af 1980’erne har domstolen presset på i forhold 

til ligestillingsdagsordenen. Den skal således have æren for nogle 

meget vigtige og skelsættende domme, i særdeleshed inden for områderne 

fortolkning af indirekte diskriminering og forslag til positiv særbehandling. 

Doyle fremhæver, at Europadomstolen med modige og vidtrækkende 

domme har sikret, at der ved fortolkning af lovgivningen tages hensyn 

til såvel direktivernes bogstav som til deres ånd. 

ET LØFTE OM FORANDRING? 

I 1970 blev den første Kvindekommission etableret med det sigte at foretage 

en afdækning af kvindernes stilling i det irske samfund, give en vurdering 

af situationen og komme med anbefalinger til fremme af ligestilling 

mellem mænd og kvinder inden for forskellige områder af irernes liv – 

økonomiske, politiske, sociale og kulturelle. Barry fremhæver, at der med 

Kommissionen blev skabt den første virkelige mulighed for at foretage en



undersøgelse af kvindernes stilling i det irske samfund samt en kortlægning 

af den gældende lovgivning og politik. Kommissionens rapport indeholdt 

en række forskellige anbefalinger, hvoraf mange er blevet ført ud i 

livet siden rapportens offentliggørelse. Anbefalingerne til ligestilling på 

arbejdsmarkedet svarer langt hen ad vejen til de lovgivningsmæssige og 

politiske ændringer, der også har været bragt op til diskussion på EUniveau. 

Nogle af Kommissionens nøgleanbefalinger fra 1972-rapporten 

omfatter: 

Indførelse af retningslinjer for lige løn for lige arbejde 

Oprettelse af et organ der skal arbejde for at ophæve kønsdiskrimination 

på arbejdsmarkedet 

En tilstrækkelig barselsorlov (minimum 12 uger) 

Ophævelse af ægteskabsdomstolen 

Lovgivning imod kønsdiskrimination ved stillingsannoncering 

Bestemmelse om børnepasningsordninger 

En snes år senere blev en anden Kommission etableret med det formål 

at vurdere fremskridtene på de anbefalede indsatsområder samt at identificere 

forskellige prioriteringsområder med henblik på yderligere forbedring 

af kvindernes stilling i det irske samfund. De foreslåede prioriteringsområder 

omfattede blandt andet en skærpelse af ligestillingslovgivningen 

inden for beskæftigelsesområdet, indførelse af minimumsløn, forbedrede 

bestemmelser om børnepasning samt lovgivning om og beskyttelse 

imod sexchikane. 

I det følgende skal vi kaste blikket bagud og betragte de fremskridt, der 

er gjort med gennemførelsen af de forskellige anbefalinger, der blev skitseret 

af den første Kommission i 1972 og efterfølgende af den anden i 

1992. Doyle har påpeget, at mange af anbefalingerne blev ført ud i livet, 

mens nogle ikke blev det, samt at de faktorer, der førte til iværksættelsen 

af dem umiddelbart eller på anden vis, i lige så høj grad har noget at gøre 

med Irlands indtræden i EU og de betingelser, der var forbundet hermed, 

som med den betydning, man tillagde anbefalingerne fra Kvindekommissionen. 

IRSK LOVGIVNING OM LIGELØN, PENSIONSLIGESTILLING OG LIGEBEHANDLING 

Som opfølgning på den aftale, der på europæisk plan blev indgået om 

direktivet for ligeløn, blev der i 1974 vedtaget en tilsvarende irsk lov i form 

af Anti-diskriminations(løn)loven, der fik virkning fra 1976. I 1977 trådte 

111



Lov om erhvervsmæssig ligestilling i kraft. Loven forholdt sig eksplicit til 

udøvelse af diskrimination pga. køn eller ægteskabelig stilling i forbindelse 

med ansættelse, uddannelse, arbejdsforhold og forfremmelse. Med 

loven af 1977 blev også Kontoret for Erhvervsmæssig Ligestilling oprettet. 

Dets kommissorium omfattede såvel promovering af ligestillingslovgivningen 

som iværksættelse af initiativer til afskaffelse af diskrimination. Det 

kan rådgive organisationer og enkeltpersoner i ligestillingsspørgsmål. 

Desuden har Kontoret beføjelser til at foretage kontrolundersøgelser, hvilket 

betyder, at det kan tage stilling til, om indholdet af stillingsannoncer 

har diskriminerende karakter, og om nødvendigt påbyde en organisation 

at genopslå en stilling. Doyle påpeger i sin analyse af de årlige rapporter 

fra Kontoret for Erhvervsmæssig Ligestilling for perioden 1989-1993, at 

antallet af diskriminerende annonceringer i samme periode var faldet fra 

78 til 38. Både loven af 1974 og 1977 blev iværksat ved hjælp af et klagebaseret 

system, hvilket betyder, at den, som mener sine rettigheder 

krænket i henhold til den ene eller anden lov, fik påbud om at videresende 

sagen til enten Kontoret for Ligestilling eller til Arbejdsretten. 13 

To årtier senere blev Lov om erhvervsmæssig ligestilling af 1998 forelagt 

til erstatning for de ældre love fra 1974 og 1977. Med den nye 1998-lov 

udvides anti-diskriminations-lovgivningen til at omfatte en bredere vifte af 

forhold, blandt andet for første gang i irsk lovgivning en definition af sexchikane, 

og Kontoret for Erhvervsmæssig Ligestilling, der er blevet rekonstrueret 

som Ligestillingsstyrelsen, får mere fremadrettede beføjelser. 14 

Hvad angår retten til lige løn og pensioner, var Irland i midten af 

1980’erne langt fremme sammenlignet med niveauet i EU generelt. I 

særdeleshed var det tilfældet med den irske arbejdsrets stadfæstelse af 

retten til erhvervstilknyttet pension som en del af lønnen. Doyle påpeger, 

at det ikke var før i 1990’erne, at der med Europadomstolens afgørelser 

inden for pensionsområdet blev indskrevet sådanne rettigheder i EUloven. 

15 

Lovgivningen imod sexchikane på arbejdspladsen udgør et andet område, 

hvor Irland og også England i det væsentligste har været mere fremadrettet, 

end det har været tilfældet på EU-niveau. Den første engelske 

sag blev afprøvet i 1985. I den besluttede Arbejdsretten, at “frihed fra 

sexchikane er en arbejdsbetingelse, som ansatte af begge køn forventes 

at respektere”, hvilket betød, at Retten ville “behandle ethvert indgreb 

over for denne frihed som diskrimination i henhold til loven om erhvervsmæssig 

ligestilling”. 16 I dette tilfælde og i andre senere principielle sager 

inden for området gjorde Kontoret for Erhvervsmæssig Ligestilling, nu 

kendt som Ligestillingsstyrelsen, effektiv brug af bemyndigelsen til at gribe 

ind over for sexchikane. “I lyset af en sådan irsk fremsynet retsprak-



sis er det måske ikke forbavsende, at det var det irske formandskab for 

EU i 1990, der stod fadder til den resolution, 17 som markerede det første 

EU-omspændende forsøg på at beskæftige sig med sexchikane på 

arbejdspladserne”, siger Doyle. 

UDEARBEJDENDE KVINDER, FAMILIEN OG DEN IRSKE LIGESTILLINGS- OG FAMILIEPOLITIK 

Det var en af de vigtigste anbefalinger i Kvindekommissionens rapport fra 

1972, at arbejdstagere, der var gravide, skulle have ret til tre måneders 

betalt barselsorlov og som et tilbud yderligere en fjerde måneds ubetalt 

orlov. Det var imidlertid ikke før i 1981, næsten et tiår senere, at den irske 

regering vedtog den nødvendige lovgivning i form af Lov om barselshvile 

for arbejdstagere. En lovgivning, der har sit udspring i Kommissionens 

anbefalinger, og henholder sig til de standarder, som Den Internationale 

Arbejdsorganisation (ILO) havde formuleret. Med den nye lov af 1981 

havde gravide arbejdstagere ret til fjorten ugers betalt barselsorlov samt 

til yderligere en måneds (fire ugers) ubetalt orlov. Opfølgningslovgivningen 

i 1994 overførte Rådets direktiv 92/85/EF til Lov om barselshvile og 

foreskrev en udvidet hvileperiode til gravide (og ammende) arbejdstagere, 

hvis hensynet til deres sundhed og sikkerheden på arbejdspladsen 

taler for det. 

Mere end et årti efter den første lov, loven fra 1981 om barselshvile for 

arbejdstagere, blev der i irsk lovgivning (Lov om adoptionsorlov fra 1995) 

garanteret en lovpligtig barselsorlov til adoptionsmødre. Desuden blev retten 

til forældreorlov udvidet til begge køn med den opfølgende Lov om 

forældreorlov, som man senere, i 1998, opnåede enighed om. Denne lov 

var en overførelse af EU-direktivet om forældreorlov (Rådets direktiv 

3.6.96, 96/34/EF) og indeholdt også en bestemmelse om delvis betalt 

orlov (refereret til som “force majeure” orloven) i tilfælde af kritiske situationer 

i familien opstået ved familiemedlemmers sygdom eller tilskadekomst. 

Kommissionen kritiserede den måde, overførelsen af Rådets 

direktiv fra 1996 til irske forhold var sket på, kritikken blev taget til efterretning, 

og Lov om forældreorlov af 1998 blev ændret den 19. juli 2000. 

Ifølge loven har en biologisk forælder eller adoptionsforælder, som har 

været ansat i uafbrudt tjeneste i mindst 1 år, ret til 14 ugers ubetalt orlov, 

der skal gøre det muligt for ham/hende at tage sig af sit barn. Med 

ændringen af 1998-loven i år 2000 kan forældreorlov søges til pasning af 

børn under 8 år, hvor det efter 1998-loven kun var muligt til pasning af 

børn under 5 år. 18 

For irske kvinder er lovgivningen om børnepasningsordninger og kon- 

113



trollen med pasningstilbuddene – et felt inden for irsk ligestillings- og 

familiepolitik, hvor der er sket relativt lidt – måske noget af det allervigtigste. 

At området er underudviklet skyldes ikke manglende analyse af 

situationen. Faktisk indeholdt allerede Kvindekommissionens rapport fra 

1972 et første sæt anbefalinger til udvikling af en landsdækkende børnepasningsordning 

med henblik på udearbejdende kvinder og deres familier. 

Siden da har der været nedsat to arbejdsudvalg i henholdsvis 1981 og 

1990, og begge har afgivet rapport. I rapporterne er skitseret forskellige 

anbefalinger til etablering af børnepasningsordninger i Irland samt til kontrol 

med pasningstilbuddene. Som opfølgning på 1981-arbejdsgruppens 

arbejde kom i 1991 Lov om børnepasning, der primært beskæftigede sig 

med udsatte børn. Siden 1994 har der i stigende omfang været offentlige 

midler til rådighed til opfyldelse af bestemmelsen om børnepasningsordninger 

i form af økonomisk tilskud til private udbydere på markedet. I 

henhold til EU-støtterammerne modtog den irske stat sidst i 1990’erne 

økonomisk støtte til udvikling af området i form af medfinansiering fra Den 

europæiske Fond for Regionaludvikling (EFRU). Som en del af samarbejdet 

“Overenskomst 2000” blev der i 1996 nedsat en anden ekspertarbejdsgruppe 

med det formål at udforme nationale rammer for udviklingen 

af børnepasningssektoren, og i 1999 aflagde gruppen rapport til samarbejdets 

parter. 19 Som del af National udviklingsplan 2000-2006 bekendtgjorde 

ministeren for retsvæsen, ligestilling og lovgivning i 2000 programmet 

Lige muligheder for børnepasning. Ifølge programmet skal der ikke 

blot afsættes midler til tilskud til private udbydere, men også til religiøse og 

nonprofitorganisationer, der er involveret i børnepasningsordninger. 

ÆNDREDE FORHOLD FOR KVINDER PÅ ARBEJDSMARKEDET 

Hvad har effekten været – specielt i den periode, der er blevet behandlet 

i det foregående – af disse lovgivningsmæssige fornyelser i Irland? De fleste 

kommentatorer er enige om, at den tidlige lovgivning og særlig Antidiskriminations(løn)loven 

havde afgørende betydning for udviklingen 

sidst i 1970’erne, hvor forskellen på kvinder og mænds løn blev betragteligt 

reduceret. 20 I 1972 lå kvindernes gennemsnitsløn på 57 pct. af 

mændenes. I 1980 var det steget til 69 pct.. I begyndelsen af 1980’erne 

skete der kun en lille, hvis overhovedet nogen, forbedring af kvinders 

gennemsnitsløn i forhold til mænds. Sidst i 1980’erne vendte man tilbage 

til den tidligere udvikling, hvor kvindernes gennemsnitsløn steg mere 

end mændenes. I 1998 var kvindernes gennemsnitsløn nået op på 75 

pct. af mændenes, oplyser Fahey et al. 21



Man skal dog være forsigtig med at fortolke denne udvikling som en 

direkte virkning af lovgivningsmæssige ændringer. Ved nærmere eftertanke 

står det klart, at de vigtigste forandringer skete i 1970’erne. Fahey et 

al. konstaterer således: “I denne periode var både kvindernes beskæftigelse 

og løngabet mellem kønnene sandsynligvis påvirket af ligestillingslovgivningen, 

der stadfæstede løndiskrimination som ulovlig og forøgede 

antallet af kvinder på arbejdsmarkedet”. Men uagtet dette mener Barrett 

et al. 22 , at det ville være uklogt at henføre “enhver udligning af forskellen 

på kvinders og mænds løn til gennemførelsen af lovgivning på ligestillingsområdet, 

da der i den samme periode skete mange andre forandringer 

i den irske økonomi og det irske samfund – der er eksempelvis tale 

om almene holdningsændringer, kvindernes uddannelsesniveau steg og 

der blev øgede beskæftigelsesmuligheder i den offentlige sektor”. Hertil 

kommer, at der fortsat er væsentlige forskelle i størrelsesordenen ca. 20 

procentpoint på kvinders og mænds timelønninger. 23 

Barry har fremført, at det stærkt kønsopdelte arbejdsmarked har forhindret 

ligestillingslovgivningen i at slå igennem med fuld virkning. 

Udtrykket kønsopdelt arbejdsmarked refererer til mænds og kvinders forskellige 

beskæftigelsesmønstre, som de kommer til udtryk i forskellige 

typer af job og forskellige ansvarsområder. Fra begyndelsen af 1970’erne 

til sidst i 1990’erne er der sket en væsentlig forøgelse af det antal beskæftigelsesområder, 

hvor stillinger besættes med kvinder, samtidig med at 

der også har været en stærk og tiltagende overrepræsentation af kvinder 

med arbejde inden for servicesektoren. Antallet af kvinder, der opnår 

funktionærstillinger, har været støt stigende, men til trods herfor fremhæver 

adskillige forfattere, at kvinder er stærkt underrepræsenteret 

blandt seniorlederne. 24 Igennem 1990’erne har kvinderne ydermere 

været stærkt repræsenteret i kontor- og i sælgerstillinger, der almindeligvis 

har relativt lav status og løn. Analyser viser, at det er usandsynligt, at 

dette ændrer sig i en overskuelig fremtid. 25 

Vi har beskæftiget os med lønforskelle og med det kønsopdelte arbejdsmarked. 

Dernæst skal vi se på irske kvinders erhvervsfrekvens, og hvordan 

den har ændret sig siden 1970’erne. Fra begyndelsen af 1970’erne 

til midten af 1990’erne voksede antallet af udearbejdende kvinder med 

212.000, sådan at tallet i 1996 nåede op på 488.000. 26 Det er også vigtigt 

at notere sig, at det væsentligt forøgede antal udearbejdende kvinder 

i 1970’erne og 1980’erne afspejler den kraftige vækst i gifte kvinders 

erhvervsfrekvens. I perioden blev forskellen på ugifte og gifte kvinders 

erhvervsfrekvens reduceret, hvormed den sondring, der tidligere blev 

foretaget på basis af ægteskabelig status, ikke længere er helt så 

meningsfuld. Denne udvikling er en følge af de lovgivningsmæssige og 

115



politiske ændringer, der har fundet sted siden begyndelsen af 1970’erne, 

og som har medvirket til at udvide kvindernes virkefelt i det irske samfund. 

Igennem den anden halvdel af 1990’erne er tendensen i retning af 

stigende erhvervsfrekvens den samme, sådan at procentdelen af kvinder, 

der indgår i arbejdsstyrken i 2001, er steget til 47,5 pct., hvor den var på 

42 pct. i 1997. 27 

En anden væsentlig faktor, der er medbestemmende for kvinders 

erhvervsfrekvens i Irland, er, om de har børn. Ganske vist var flere kvinder 

med børn i lønnet beskæftigelse i 1996 (36,6 pct.) sammenlignet 

med situationen i 1991 (25 pct.). Men hvis forholdene i Irland sættes ind 

i et europæisk perspektiv, ser billedet anderledes ud, idet Fahey et al. 

anfører, at “mens erhvervsfrekvensen for irske kvinder mellem 25 og 45 

år uden børn er meget tæt på det europæiske gennemsnit, har Irland stadigvæk 

Europas laveste erhvervsfrekvens for kvinder med børn under 5års 

alderen.” Kennedy har desuden påpeget, at irske kvinder med mere 

end ét barn fortsat vil udvise en meget lav erhvervsfrekvens, og at dette i 

udpræget grad gælder for dem, der har tre eller flere børn. 

Mens kvindernes erhvervsfrekvens er stigende i forhold til den samlede 

irske arbejdsstyrke, kan der iagttages en særlig tendens med hensyn 

til det antal timer, kvinder arbejder, sammenlignet med det antal timer, 

mænd arbejder. I 1980’erne var erhvervsfrekvensen i Irland særlig, når 

det drejer sig om deltidsbeskæftigelse. Fahey et al. påpeger, at “i 1995 

var kun 6,5 pct. af irske arbejdere deltidsbeskæftiget sammenlignet med 

12,7 pct. i EU.” 28 Selv om antallet af deltidsbeskæftigede er steget både 

i Irland og i EU-landene, ligger Irland fortsat et godt stykke under EU-gennemsnittet 

i denne henseende. Som i de øvrige europæiske lande er der 

imidlertid væsentligt flere kvinder end mænd, der er deltidsbeskæftigede, 

29 sådan at næsten 1 ud af 4 kvinder arbejder på deltid i 1997 sammenlignet 

med kun 1 ud af 20 mænd. 30 Man kan på den ene side hævde, 

at muligheden for deltidsarbejde giver kvinder en chance for at kombinere 

erhvervsarbejde med pasning af egne børn, men det forekommer 

også sandsynligt, at valget af deltidsarbejde afspejler såvel den alvorlige 

mangel på egnede tilbud om børnepasning og den høje pris for børnepasningstilbuddene 

på det frie marked i Irland. 31 

OPGAVER I FREMTIDEN 

Jeg har givet en oversigt over ligestillingspolitikken og den vigtigste ligestillingslovgivning 

på irsk og europæisk plan. Jeg har studeret følgevirkningerne 

af denne lovgivning, idet de fremskridt, der er sket for kvinder-



ne på arbejdsmarkedet, har været genstand for særlig opmærksomhed. 

Det er tydeligvis sådan, at lovgivning og ligestillingspolitik ikke alene kan 

forklare kvindernes stigende erhvervsfrekvens og heller ikke mønstret for 

fuldtids-/deltidsarbejde, lønforskelle og kønsopdelingen af arbejdsmarkedet. 

En af de største hindringer for irske kvinder, som ønsker at kombinere 

lønnet beskæftigelse med et familieliv, er den ekstreme mangel på 

børnepasningsordninger til overkommelige priser. Dette er et af de centrale 

problemer for irske kvinder på arbejdsmarkedet; det gælder både 

dem, der ønsker at arbejde flere timer, og dem, der ønsker at vende tilbage 

til arbejdsmarkedet. 

Min mor blev født i Irland i midten af 30’erne. For hendes generation 

var der relativt begrænsede muligheder for selv at vælge sin livsbane, da 

arbejde i hjemmet og børnepasning for størsteparten af kvindernes vedkommende 

på den tid var den mulighed, de havde. Jeg blev født i Irland 

i midten af 1960’erne, og på det tidspunkt i 1970’erne og 1980’erne, hvor 

det lovgivningsmæssige og politiske grundlag for ligestilling på arbejdsmarkedet 

blev skabt, gik jeg stadigvæk i skole. Nu, hvor vi er gået ind i 

det 21. århundrede, er der for kvinder af min generation i dagens Irland 

meget større muligheder for valg af erhverv og livsform. Imidlertid er der 

stadigvæk meget, der skal gøres. Det gælder især med hensyn til etablering 

af en tidssvarende og kontrolleret børnepasningsordning. Her vil politisk 

pres fra europæisk plan være en afgørende brik i spillet om at få 

spørgsmålet sat øverst på dagsordenen i Irland. Hvis irske kvinder fortsat 

på forskellige måder skal bidrage til irsk økonomi og være med til at forny 

den, skal der findes en løsning på børnepasningsproblemet, hvilket 

også på langt sigt vil være til gavn for det irske samfund. Det er den arv, 

min generation af kvinder i Irland kan give videre til vores døtre. 

117 

Oversat fra engelsk af Jette Eriksen-Benros



NOTER 

1 Barry, 1998; Kennedy, 1999; Doyle, 1999; Hillard, 2003. 

2 Barry, 1998. 

3 Irish Constitution, Art. 41.2.2. 

4 Loven af 1956 (S. 10) om styring af statsforvaltningen omhandlede kvinders fratrædelse fra stilling i statsforvaltningen i 

tilfælde af ægteskab. Ved Irlands indtræden i EF i 1973 blev denne del af loven udlagt til at være i modstrid med Romtraktaten 

og med Fællesskabets ligestillingslovgivning. I april 1973 blev det, der var kendt under navnet “marriage bar” følgelig afskaffet. 

5 Doyle, 1999. 

6 Kennedy, 1999. 

7 Cousins, 1996; Doyle, 1999. 

8 Conroy Jackson, 1993; Barry, 1998. 

9 EF, Artikel 119. 

10 Rådets direktiv 10.2.1975, 75/117/EF; Rådets direktiv 9.2.1976. 76/207/EF; Rådets direktiv 19.12.1978, 79/7/EF; 

Rådets direktiv 24.7.1986, 86/378/EF; Rådets direktiv 11.12.1986, 86/613/EF. 

11 Rådets resolution 12. juli 1982; Anden Rådets resolution 24.7.1986, 86/C203/02; Rådets resolution 21.5.91, 

91/C142/01; Rådets resolution 22.12.95, 95/593/EF. 

12 Rådets direktiv 3.6.96, 96/34/EF. 

13 Baseret på oplysninger hos Barrett et al., 2000. 

14 Dette påpeges af Barrett et al., 2000. Barry (1998) påpeger, at andre lovgivningsmæssige fornyelser, om end ikke 

snævert relaterede til arbejdsmarkedsspørgsmål, har været af lige så stor vigtighed. Disse omfatter lovgivning om 

svangerskabsforebyggelse i 1981, loven om vold i hjemmet fra 1995 (der gav bedre beskyttelse af kvinder, som 

havde været udsat for mishandling ved mænd kendt af kvinderne) og skilsmisselovgivningen i 1997. 

15 EU’s retspraksis på dette område er bestemt af nogle nøglesager: Douglas Harvey Barber imod Guardian Royal 

Exchange Assurance Group, C-262/88, 1990; Coloroll Pension Trustees Ltd imod James Richard Russell og andre, 

C-2000/91, 1994 (Doyle, 1999). 

16 En garageindehaver imod en ansat, EE02/85 (Doyle, 1999). 

17 Rådets resolution 29. maj 1990, 90/C157/02. 

18 Ændringerne fik ingen konsekvenser for den private sektor, da de alene vedrører den del af loven, der har at gøre med 

den offentlige sektor. 

19 Overenskomst 2000 var den femte i en række af treårige lønaftaler, der var blevet indgået i Irland siden 1987. Bag 

disse aftaler, der ofte refereres til som kollektive overenskomster, står forretningsverdenen, fagforeningerne, 

landbruget, religiøse samfund og den frivillige sektor. Arbejdet koordineres centralt fra af den irske regering; 

hovedsageligt af statsministeriet (Taoiseach-ministeriet). 

20 Callan and Wren, 1994; Doyle, 1999. 

21 Procentangivelserne i afsnittet er fra Fahey et al.,2000. 

22 Barrett et al., 2000. 

23 Callan and Wren, 1994. 

24 Fahey et al., 2000; Ruane and Sutherland, 1999; O’Connor, 2000. 

25 Hughes et al., 2000; Fahey et al., 2000. 

26 Kennedy, 1999; Central Statistics Office, 1997. Kennedy påpeger, at der for mænd har været en vækstrate på 23.000 i 

perioden 1971-1996. 

27 Central Statistics Office, 2002. Tallene refererer til personer på 15 år og derover klassificeret i henhold til ILO’s 

erhvervsstatus. Sammenlignes der med tallene for mændenes vedkommende i samme periode så var i 1997 

67,8 pct. af mændene på arbejdsmarkedet, hvilket i 2001 var steget til 71 pct.. 

28 Fahey et al., 2000; European Commission, 1999. 

29 Jeg erkender det problematiske i at “behandle al deltidsarbejde under ét ... for så vidt som der ikke skelnes mellem 

deltidsarbejde med skemalagte timer placeret under hensyntagen til skolegang og børnepasning, og deltidsarbejde der 

ikke kan organiseres på denne måde enten på grund af dårlige arbejdstider, der desuden kan variere fra uge til uge, 

eller pga. at arbejdstageren er underlagt regler om med kort varsel at kunne påtage sig arbejde” (Tormey, 1999). Men 

inden for den plads, der er til rådighed, kan jeg ikke i tilstrækkelig grad komme ind på denne forskel. 

30 Fahey et al., 2000. 

31 Ekspertarbejdsgruppen vedrørende børnepasning rapporterer i 1999, at udgifterne til børnepasning procentuelt for 

gennemsnitsindkomsterne i Irland ligger blandt de højeste i EU (Expert Working Group on Childcare, 1999; 

Fahey et al., 2000).



LITTERATURLISTE 

Barrett, A.; Callan, T.; Doris, A.; O’Neill, D.; Russell, H.; Sweetman, O.; McBride, J. (2000): How Unequal? Men and Women in the 

Irish Labour Market. Oak Tree Press in association with the Economic and Social Research Institute, Dublin. 

Barry, U. (1998): “Women, Equality and Public Policy”. In Social Policy in Ireland. Oak Tree Press, Dublin. 

Callan, T.; Wren, A. (1994): Male-Female Wage Differentials: Analysis and Policy Issues. General Research Series, Paper No. 163. 

ESRI, Dublin. 

Central Statistics Office (1997): Women in the Workforce: Statistical Release, September 1997. Central Statistics Office, Dublin 

and Cork. 

Commission on the Status of Women (1972): Report to the Minister for Finance. Government Publications Office, Dublin. 

Conroy, P. (1997): “Lone Mothers: The case of Ireland”. In J. Lewis (ed.): Lone Mothers in European Welfare Regimes, Shifting Policy 

Logics. Jessica Kingsley, London. 

Conroy Jackson, P. (1993): “Managing the Mothers: The Case of Ireland” In J. Lewis (ed.): Lone Mothers in European Welfare Regimes, 

Shifting Policy Logics. Jessica Kingsley, London. 

Cousins, M. (1996): Pathways to Employment for Women Returning to Paid Work. Employment Equality Agency, Dublin. 

Curtin, D. (1989): Irish Employment Equality Law. Round Hall Press, Dublin. 

Doyle, A. (1999): “Employment Equality since Accession to the European Union”. In G. Kiely et al. (eds.): Irish social policy in context. 

University College Dublin Press. 

Employment Equality Agency (1994-97): Annual Reports. EEA, Dublin. 

European Commission (1999): Employment in Europe, 1998. EC, Luxembourg. 

Expert Working Group on Childcare (1999): National Childcare Strategy. Stationery Office, Dublin. 

Fahey, T.; Russell, H.; Smyth, E. (2000): “Gender Equality, Fertility Decline and Labour Market Patterns among Women in Ireland”. 

In B. Nolan et al. (eds.): Bust to Boom? The Irish Experience of Growth and Inequality. Institute of Public Administration, Dublin. 

Hardiman, N. (2000): “Social Partnership, Wage Bargaining and Growth”. In B. Nolan et al. (eds.): Bust to Boom? The Irish Experience 

of Growth and Inequality. Institute of Public Administration, Dublin. 

Hilliard, B. (2003): “The Catholic Church and married women’s Sexuality: Habitus Change in late 20th Century Ireland”. In Special 

Issue on Sexuality, Irish Journal of Sociology, Vol 12.2. 

Hughes, G.; McCormick, B.; Sexton, J.J. (2000): Occupational Employment Forecast 2005, FAS/ESRI Manpower Forecasting Studies, 

Report No. 8. 

Irish Constitution 1937. Government Publications’ Office, Dublin. 

Kennedy, P. (1999): “Women and Social Policy”. In G. Kiely et al. (eds.): Irish social policy in context. University College Dublin 

Press. 

McLaughlin, E. (1993): “Ireland: Catholic Corporatism”. In A. Cochrane and J. Clarke (eds.): Comparing Welfare States: Britain in 

an International Context. Sage, London. 

O’ Connor, P. (2000): “Ireland: A Man’s World?”. In The Economic and Social Review, Vol. 31, no. 1, pp 81-102. 

Ruane, F. P.; Sutherland, J.M. (1999): Women in the Labour Force. Employment Equality Agency, Dublin. 

Russell. H.; O’Connell, P. (2004): “Women Returning to Employment, Education and Training in Ireland: An Analysis of Transitions”. 

In The Economic and Social Review, Vol 35, No. 1 pp 1-25. 

Smyth, E. (1997): “Labour Market Structures and Women’s Employment in the Republic of Ireland”. In A. Byrne and M. Leonard 

(eds.): Women and Irish Society: A Sociological Reader. Beyond the Pale, Belfast. 

Tormey, R. (1999): “Cutting the Wrong Edge: Gender, Part-time Work and Irish Retail Sector”. In Irish Journal of Sociology, Vol. 9, 

pp 77-96. 

119


120 

HELEN WILKINSON 

GENDERQUAKE LIMITED 

LONDON 

Helen Wilkinson er født i 1964 i Liverpool. Hun er vokset op i byen Mold i Wales. 

Helen er uddannet i Politik og Parlamentariske Studier fra University of Leeds i 

1988. Hun har blandet andet arbejdet som TV-producer for BBC. Hun er medstifter 

af den britiske tænketank Demos, der beskæftiger sig med politik, globalisering 

og arbejdsmarked. I to perioder – i slutningen af henholdsvis 1980’erne og 

1990’erne – boede og arbejdede hun i USA. For tiden er Helen selvstændigt 

erhvervsdrivende som indehaver af virksomheden Genderquake Limited. 

www.Genderquake.com er en ide baseret virksomhed med fokus på dynamikken 

mellem køn indenfor social, økonomisk og teknologisk udvikling. Virksomheden 

tilbyder strategisk rådgivning og en lang række andre konsulentydelser. 

Hun er desuden forfatter til en lang række bøger og har skrevet artikler til både aviser, 

blade og bøger. 

Helen bor i dag i London. Hun er single og har ingen børn.


HELEN WILKINSON 

FRA ANSAT TIL 

ENTREPRENØR 

Født i dragens år. Min mor sagde, at jeg havde travlt med at komme til 

verden – og som et af de første børn, der blev født den julemorgen for 40 

år siden, fik jeg hurtigt mit navn i aviserne. Tanken om at være 40 år plager 

mig mere, end jeg nogensinde havde regnet med. Måske fordi jeg stadig 

er single, eller fordi jeg efterhånden har haft flere spring i min karriere 

end Madonna og ikke er helt så sikker på, at jeg har energi til endnu 

et. 

Men jeg kan ikke klage. Jeg bor med mine tre katte i East End London 

i den nedlagte tændstikfabrik Bryant & May – fabrikken, hvor kvindelige 

arbejdere gennemførte en historisk strejke for ligeløn i 1888. Udover de 

mange unge, attraktive homoseksuelle mænd er kvarteret nu blandt 

andet beboet af en del singlekvinder. Veluddannede, professionelle og 

velstående kvinder, der har frihed og valgmuligheder, som de kvindelige 

arbejdere dengang kun kunne drømme om. 

Der er noget amerikansk i min sjæl, og jeg har boet i USA gennem to 

perioder. Første gang var, da jeg var i begyndelsen af tyverne helt tilbage 

i 1986. Da arbejdede jeg for politikeren Patricia Schroeder – det første 

kvindelige medlem af Kongressen, der var formand for armed services 

commitee og samtidig var næstformand for the congressional caucus for 

women’s issues (en kvinde efter mit hjerte). Næste gang, jeg var på den 

anden side af Atlanten, var mellem 1997-1999, hvor jeg havde den perfekte 

Østkyst-Vestkyst-oplevelse. Jeg boede først i heksekedlen New York 

og slappede derefter af i San Francisco, før jeg vendte hjem. Jeg har utrolig 

mange gode minder fra USA. Ikke mindst fordi det var der, jeg generobrede 

mit liv. 

121


122 HELEN WILKINSON 

Før det havde jeg ført en livsstil i et hektisk tempo som TV-producer for 

BBC og senere som stiftende medlem af tænketanken Demos. Her skrev jeg 

om “genderquake” – forandringen i magtbalancen mellem mænd og kvinder 

– og beskrev den gruppe unge øldrikkende karrierekvinder ladettes, der 

prøvede at slå mændene på mændenes egne præmisser. Det var i USA, jeg 

personligt begyndte at vende mig væk fra den livsstil og drog af sted på min 

egen selvopdagelsesrejse. Jeg holdt op med at drikke, og selv om jeg efterfølgende 

tabte kampen på kaloriefronten – ved at udskifte min kærlighed til 

alkohol med kærlighed til chokolade – har jeg aldrig fortrudt det. 

Igennem de sidste fire år har jeg været involveret i opstarten af fire nye 

websider. Ligesom med mit firma Genderquake Limited er målet at udfordre 

stereotyper om køn. Jeg håber på at skabe en debat – mellem kvinder, 

mellem mænd og kvinder, mellem piger og drenge – der giver os 

mulighed for at kommunikere åbent og ærligt på en måde, der kan føre 

til fornyelse. 

Blandt mange feministiske opinionsdannere bliver informationssamfundet 

set som ligestillingens exodus. De mener, at kvinder endelig kan 

komme til deres ret i den internetbaserede vidensøkonomi, fordi de kvindelige 

dyder – egenskaber som networking, nytænkning og emotionel 

intelligens – er i højsædet her. Som entreprenør og selvstændigt erhvervsdrivende 

i den nye internetøkonomi ligger disse temaer mig meget på sinde. 

Igennem mit eget liv har jeg selv oplevet nogle af de vanskeligheder, 

som kvinder står over for på det traditionelle arbejdsmarked, og jeg må 

indrømme, at jeg har haft stor glæde af de muligheder, den nye økonomi 

har at tilbyde kvinder. 

Jeg kan imidlertid ikke dele optimismen fuldt ud. Som jeg ser det, er 

der ligeså mange barrierer for kvinder i den nye økonomi, som i den gamle 

– selv om det ikke nødvendigvis er helt de samme barrierer. 

Men hvordan går det kvinder i den nye økonomi? Billedet er ikke så 

smukt, som man kunne håbe. Selv om der er store muligheder for ligestilling 

i den nye økonomi, er it- og internetbranchen ikke i sig selv løsningen 

på kvinders problemer på arbejdsmarkedet. På trods af den velmenende 

optimisme, som engagerede kvinder lægger for dagen, er der stadig 

lang vej til ligestilling. Vi lever måske i nye tider, men der er stadig 

meget, der ikke har forandret sig. 

EN NY ÆRA FOR LIGESTILLING? 

En ny optimisme har bredt sig i visse kredse på grund af den rolle, kvinder 

spiller i den nye økonomi. Efter århundreders begrænsninger giver


FRA ANSAT TIL ENTREPRENØR 

grundlæggende forandringer i samfundet nu tilsyneladende kvinder en 

enestående fordel i konkurrencen på arbejdsmarkedet på grund af den 

øgede fokusering på kvindelige kompetencer og egenskaber. Kvindelige 

dyder – uanset om de betragtes som naturlige eller som resultatet af 

kønsrollemønstre i vores kultur – er blevet et væsentligt argument for 

kvinders værdi i den nye økonomi. 1 

Og på overfladen virker det faktisk, som om den nye økonomi giver 

kvinder større råderum. De kompetencer, der efterspørges – projektledelse, 

indsigt, omgængelighed, menneskelig forståelse, kundeservice, følelsesmæssig 

intelligens – er kompetencer, som kvinder menes at have til 

overflod. 2 At der nu lægges vægt på mental styrke i modsætning til råstyrke 

indvarsler tilsyneladende enden på mænds konkurrencemæssige forspring. 

I stedet er det nu kreative evner som konceptudvikling, der vinder 

indpas. Samtidig beror andre centrale kompetencer i den nye økonomi 

også på en høj grad af følelelsesmæssig intelligens, det gælder for eksempel 

networking, team building og multi-tasking. 

I sin nyeste bog Everyday Revolutionaries: Working Women and the 

Transformation of American Life udvikler Sally Helgesen følgende tese. 3 

Kvinder, påstår hun, er førende i forhold til alle trends i den nye økonomi: 

fra iværksætteri og projektarbejde til løbende efteruddannelse. Harriet 

Rubin, en anden amerikansk forfatter, har også pointeret, at kvinder 

går foran i det nye erhvervsklima med konsensus management, flextid, 

og det øgede fokus på arbejdets mening. 4 

Feministiske skribenter er ved at redefinere kvinders forhold til teknologi 

for at skabe en ny æra for ligestilling. Den patriarkalske verden – kontrollerende, 

centraliseret og superrationel – er, som de fortæller os, ved at 

blive erstattet af et mere netværksbaseret feminint samfund. Internettets 

inklusive og dialogbaserede natur og de nye arbejdsformer, som det giver 

mulighed for, har fået feministiske forfattere som Germaine Greer og Jeanette 

Winterson til at karakterisere det som grundlæggende kvindeligt. 5 

For optimisterne har ligestillingen per definition bedre vilkår i den nye 

økonomi end i den gamle, netop fordi den er ny. De magtfulde mænd har 

endnu ikke haft tid til at opbygge deres netværk, og derfor er der plads til 

kvindelige iværksættere. Kvinder, der er trætte af at støde mod glasloftet 

i den gamle økonomi, kan nu komme til tops i den nye økonomi som 

iværksættere, stiftere og forretningskvinder på deres egne præmisser. 

Før en detaljeret undersøgelse af trends i den nye økonomi er det værd 

at se nærmere på de generelle konturer i det erhvervsmæssige landskab. 

Statistikkerne er slående. I England leder kvinder 25 procent af alle virksomheder 

og starter 30 procent af alle nye foretagender. 6 I foråret 1994 

var 810.000 kvinder i England selvstændige, hvilket kun udgjorde 7 pro- 

123



cent af alle kvinder på arbejdsmarkedet – tallet for mænd var 18 procent. 7 

Tallene forandrer sig imidlertid hastigt. Mellem 1981 og 1989 steg andelen 

af selvstændige kvinder med 81 procent, sammenlignet med en 

forøgelse på 51 procent for mænd. 8 

I USA er udviklingen endnu mere markant. Antallet af kvindelige virksomhedsejere 

er næsten fordoblet gennem de sidste tolv år – fra 4,5 millioner 

til 9,1 millioner. Samtidig er antallet af medarbejdere i kvindeligt 

ejede virksomheder firedoblet siden 1987, og omsætningen er femdoblet. 

I løbet af det sidste årti har kvinder startet dobbelt så mange virksomheder 

som landsgennemsnittet og ejer nu 38 procent af alle firmaer. 9 

Den nye økonomi opfattes som paradis for kvinder – som åbent land 

fyldt med spændende karrieremuligheder. Synspunktet deles på begge 

sider af Atlanten, og optimismen synes mest udbredt blandt unge kvinder. 

10 Som Patty Abramson, leder af Women’s Growth Capital Fund – en 

af tre nye fonde til støtte for kvindelige iværksættere, der årligt uddeler 30 

millioner dollars – forklarer: 

Kvinder sidst i tyverne og først i trediverne, der altid har ønsket at blive 

iværksættere, føler ikke længere, at de møder forhindringer. Internettet er 

perfekt for disse kvinder, fordi det ikke er hierarkisk. 11 

I England hører man samme historie. Forklaringen fra entreprenører som 

Eva Pasco, medstifter af Cyberia kæden, er forholdsvis typisk: 

Der er ikke noget glasloft, fordi kontorerne ikke er blevet bygget endnu. 

Enten har man evnerne, eller også har man ikke. 12 

Mens kvinders stigende andel i driften af den nye internetbaserede økonomi 

fortæller en del af historien, fortæller udviklingen i brugen af internet 

en anden. I USA udgør kvinder allerede majoriteten blandt brugerne 

af internettet. Det er en af årsagerne til, at investorer har investeret i kvinde-websider 

13 og baggrunden for, at internetvirksomheder er begyndt at 

anerkende behovet for flere kvindelige ledere. 14 Også i England er internettet 

meget snart domineret af kvinder, og jagten på at tiltrække de mange 

kvindelige brugere er allerede gået ind. 15 Selv om kvinder ikke var 

stærkt repræsenteret blandt de første internetbrugere, er de fremtidens 

internetbrugere, og siden kvinder typisk står for 80 procent af en families 

indkøb, er investorer begyndt at forstå mulighederne i kvindeligt ledede 

kvindewebsider. 

Ligesom i USA har websider for kvinder i England efterhånden en etableret 

markedsniche. Nogle som handbag.com tilbyder udelukkende pro-



dukter og tjenesteydelser til kvinder. Andre som iVillage.co.uk, charlottestreet.com 

og beme.com er livsstilsbaserede. Værdien af det internetbaserede 

marked for kvinder blev understreget, da Tesco sidste år besluttede 

at investere 70 millioner pund i opstarten af iVillage.co.uk. Websider 

med kvinder som målgruppe har enorme investeringer i ryggen, og for at 

vække de kvindelige forbrugeres opmærksomhed, bliver der brugt millioner 

på reklamer. 16 

NY ØKONOMI, ALT VED DET GAMLE 

Hvis spalteplads i aviser og tidsskrifter repræsenterede stole i direktionslokalerne, 

var glasloftet i den nye it-økonomi for længst slået i stykker. Der 

er ingen mangel på artikler om kvindelige iværksættere inden for it-branchen, 

hvor it-ikoner som Martha Lane Fox og Julie Meyer rager højt op. 

Kvinder får meget bedre mediedækning end deres mandlige kolleger, og 

de bliver brugt til at tegne et bestemt bilede af kvinder og den nye økonomi 

– ung, blond, feminin og sexet: it-branchens nye kvindelige ansigt. 

Men på trods af alle forsiderne i aviser og tidsskrifter lader den nye økonomi 

stadig meget tilbage at ønske når det gælder ligestilling. Enkelte 

talentfulde kvinder får måske pressens opmærksomhed, men generelt 

sidder mænd stadig solidt i førersædet som entreprenører og investorer. 

Der er en reel fare for, at den nye økonomi er ved at blive opbygget på 

præcis de samme sexistiske strukturer som den gamle. 

Lad os begynde med kendsgerningerne. Alle undersøgelser har indtil 

videre vist, at kvinder er stort set ligeså ringe repræsenteret i den nye økonomi 

som i den gamle. Her besatte kvinder blot otte procent af direktørposterne, 

og blandt de 100 største virksomheder i 1999 var der kun kvinder 

ansat i 69 ud af 1178 ledende stillinger. 17 Fordelingen i den nye økonomi 

er ikke radikalt anderledes. På trods af den stærke profilering, som 

de succesrige it-kvinder opnår, er der ingen entydige beviser på, at kvinder 

har en større andel i den internetbaserede økonomi. 18 Ud af de hundredvis 

af internetfirmaer, der hvert år bliver lanceret i England, står der 

kun en kvinde bag hvert tredje, hvilket nøjagtig svarer til det nationale 

gennemsnit for kvindelige iværksættere. 19 

Kvindelige iværksættere har traditionelt haft vanskeligt ved at rejse midler 

til finansiering af nye virksomheder, og der er ingen grund til at tro, at 

det forholder sig anderledes i it-branchen. Få ressourcer og vanskeligheder 

med at skaffe risikovillig kapital er nogle af de ting, kvinder i den nye 

økonomi almindeligvis beklager sig over på netværksmøderne, og der er 

langt mellem de kvindeejede virksomheder, der kommer igennem finan- 

125



sieringsbarriererne og opnår en hurtig vækst. Dette skyldes både, at kvinder 

ikke i så høj grad søger ekstern finansiering, men også at investorer 

er mistænksomme over for de kvinder, som gør. Som en investor forklarer 

det: 

Sandheden er, at langt størstedelen af de virksomheder, som vi ser, stadig 

er startet af unge, hvide, middelklassemænd. I forhold til at styre projekter 

og søge finansiering er fordelingen ifølge min erfaring stadig 80/20 

i mændenes favør. 20 

Hvordan forholder det sig så med kvinders repræsentation i direktionen i 

større internetvirksomheder? Igen ser man en markant underrepræsentation. 

I de tre største internetfirmaer (Freeserve, QXL og Autonomy) er der 

kun én kvindelig direktør, og det vel at mærke ikke i en stilling som topleder. 

21 Selv i USA, hvor it-branchen er mere moden, er der kun få internet-heltinder. 

Ligesom i England er der enkelte, der kommer i overskrifterne: 

Kim Polese, der opfandt Java-programkoden, før hun startede sit 

firma Marimba, er et eksempel på en kvindelig rollemodel, men der er 

stadig lang vej til ligestilling. I Amerika stammer mindre end 10 procent 

af de forretningsplaner, som investorer tager stilling til, fra virksomheder 

med en kvinde for bordenden. 22 

SEXISME I CYBERSPACE 

Så på trods af den store opmærksomhed enkelte kvindelige iværksættere 

opnår, høster kvinder generelt ikke frugterne af den nye økonomiske 

udvikling, og de synes ikke at have den samme adgang til ressourcerne 

som deres mandlige kolleger. Det betyder, at kvinder sakker agterud i den 

nye økonomi og ikke spiller en central rolle i værditilvæksten. Hvad er det, 

der sker? Hvorfor er den nye økonomis løfte om mere ligestilling endnu 

ikke blevet opfyldt? 

Den nye økonomi befinder sig stadig på et tidligt stadie (og statistikker 

er næsten umulige at finde), så det er vanskeligt at tale præcist om forandringen 

i kvinders position. Men det er muligt at identificere en række 

faktorer, der kan kaste lys over den manglende ligestilling i den nye økonomi. 

Feminiseringen af den nye økonomi er kun delvis, fordi stereotyper 

langt hen ad vejen stadig afgør, hvilke jobs mænd og kvinder kan tage, og 

fordi der stadig er stor skepsis over for kvinders lederevner. Og paradoksalt 

nok er de feministiske forfatteres argumenter for kvinders særlige



evner i virkeligheden med til at understøtte it-sexismen. Tendensen er, at 

kvinder er ansat i virksomhedernes marketingsafdelinger, mens mænd 

dominerer de tekniske og nytænkende afdelinger. 23 Der synes at være en 

stiltiende overenskomst om, at kvinder er gode til salg og service, men at 

deres evner generelt ikke rækker til at tage ansvar for strategiske operationer 

eller til et beslutningsansvar på ledelsesplan. 

Der kan ikke være nogen tvivl om, at kvindelige it-ikoner kan give internetvirksomheder 

store markedsfordele. Joanna Lumley var det kvindelige 

ansigt udadtil for websiden Click Mango, men selve firmaet var drevet af 

to mænd i trediverne. Brent Hoberman, medstifter af lastminute.com, har 

i interview antydet, at beslutningen om at gøre Martha Lane Fox til websidens 

frontfigur udelukkende skete af marketingshensyn for at opnå 

konkurrencefordele. Som han udtrykte det: 

Hun er kønnere end mig og er en god ambassadør for internettet. Hun 

kan få folk til at indse, at internettet ikke bare er for nørder, der spiser kold 

pizza. 24 

Kønsstereotyper indlæres i barndommen, men har betydning langt ind i 

det voksne liv. På begge sider af Atlanten er piger tydeligvis ikke lige så 

interesserede i computere som drenge og fravælger stadig alt for ofte de 

naturvidenskabelige og tekniske fag. Resultatet er, at kvinder også står 

udenfor de dele af den nye økonomi, der beror på viden om it. 

De specifikke kompetencer, der er nødvendige for at konstruere websider 

og for at drive e-handel, erhverves stadig af langt flere mænd end 

kvinder, og den engelske regering har udtrykt bekymring over, at antallet 

af kvinder, der studerer it, faktisk er i tilbagegang. For eksempel er andelen 

af kvinder, der arbejder med computerteknologi, faldet fra 29 til 24 

procent i de seneste år, 25 og regeringen er så bekymret, at den har nedsat 

et udvalg, der har til opgave at finde nye måder at involvere piger i itundervisningen 

på. Kvinders adgang til it-branchen er stadig for smal, og 

medmindre kvinder opnår de samme it-kompetencer som mænd, vil den 

nye økonomi forblive ulige. 

Holdninger i investeringsmiljøerne er en væsentlig kilde til it-sexisme. 

Kvinder har ganske enkelt vanskeligere ved at rejse risikovillig kapital end 

mænd. 26 Ifølge tidsskriftet Venture One var blot 186 ud af 2559 virksomheder, 

der fik tilført kapital i 1999, stiftet af kvinder (kun syv procent). 27 

Red Herring, et nyt økonomisk tidsskrift i USA, slog for nylig fast, at kvindeligt 

ejede firmaer kun modtog fire procent af den kapital, som sidste år 

blev investeret i it-branchen, og at kvinder ligeledes kun udgjorde fire procent 

af de næsten 2400 investorer, der uddelte pengene. 28 

127



Det er triste statistikker. De viser tydeligt, at der er alvorlige forhindringer 

for kvindelige iværksættere. Det skyldes måske til dels, at investorerne 

endnu ikke har vænnet sig til stigningen i antallet af kvindelige iværksættere. 

Men selv hvis vi medtager, at kvinders indtog på aktiemarkedet 

er en forholdsvis ny udvikling, er tallene chokerende. Holdningen hos 

investeringsfirmaer og i pengeinstitutternes finansieringsafdelinger, der 

begge domineres af mænd, er en del af problemet. Alt for ofte bliver risikovillig 

kapital stillet til rådighed af mænd i grå habitter, der ingen erfaring 

har med kvinders lederevner eller forretningstalent. 

At den nye økonomi har gennemgået nogle perioder med voldsom tilbagegang 

og endnu ikke er helt stabiliseret, påvirker naturligvis investorerne 

i retning af en mere konservativ holdning. I dette investeringsklima 

bliver det vanskeligere for kvinder at rejse kapital. Investorer har desuden 

en tendens til kun at støtte bestemte typer af kvindeejede virksomheder 

– nemlig dem, der fokuserer stærkt på forbrugere og tilbyder shopping 

on-line. Det har fået Anita Borg til at udtrykke sin utilfredshed med den 

måde, hvorpå stereotyper dominerer internettet: 

Den type internetvirksomheder, der modtager kapital, som for eksempel 

Della.com, Eve.com og Gloss.com, er et udtryk for en stereotyp opfattelse 

af kvinder. Indtil nogen tager chancen og støtter en kvinde, der er 

interesseret i at bygge den næste hurtige micro-processer eller noget tilsvarende, 

vil stereotyperne blive ved med at dominere. 29 

Andrea Silber fra Center for Women Entrepreneurship in America mener 

dog, at kvinderne selv bærer en del af ansvaret for deres vanskeligheder 

ved at rejse kapital. De er simpelthen ikke aggressive nok. De undskylder, 

at de er nødt til at låne penge, mens mænd er hurtige til at insistere på, 

at de har brug for investeringer. 30 En anden amerikansk iværksætter med 

succes, Mrs. Comaford, mener også, at kvinder er nødt til at lære at være 

mere selvsikre: 

Mænd er mere aggressive, fordi de er vant til at dyrke holdsport. Jeg var 

den første kvindelige ingeniør på Microsoft, og det var ligesom at spille på 

et fodboldhold. Kvinder er nødt til lære at anvende offensiv taktik. De har 

brug for selvsikkerheden til at sige, ‘det her vil jeg have – på disse 

præmisser’. At rejse risikovillig kapital er et spil, det er en kontaktsport, 

og det gælder om at kende reglerne. 31 

En af de centrale årsager til, at kvinder bliver selvstændige, er, at de 

ønsker at kunne bestemme over deres egen tid og at opnå en bedre



balance mellem arbejdsliv og privatliv. 32 Undersøgelser har med tydelighed 

vist, at selvstændige kvinder er tilbøjelige til at arbejde mindre end 

selvstændige blandt mænd. 33 Men at blive selvstændig er sjældent den 

bedste måde at afbalancere arbejde og privatliv på. Blandt kvinder, der 

arbejder på fuld tid, arbejder selvstændige i gennemsnit ni timer mere om 

ugen end ansatte, hvilket kan give nogle kvinder med iværksætterdrømme 

kolde fødder. 34 

Opstartsfasen i et firma vanskeliggør kvindelig medvirken, det gælder 

især for de kvinder, der har familie. Den første fase af virksomhedens liv 

indebærer en enorm investering af tid og energi med lange arbejdsdage 

og søvnløse nætter. På baggrund af de historier, man hører i it-branchen, 

er der belæg for at mene, at organisationskulturen i den nye økonomi er 

endnu mere maskulin end i den gamle. Kvinder har ofte vanskeligt ved at 

avancere i organisationer, hvor det forventes, at man arbejder mere end 

12 timer om dagen, og der opstår en naturlig skillelinie mellem kvinder 

med børn og uden. 35 Det kan ikke være nogen overraskelse, at mange af 

de kvindelige it-ikoner er barnløse. 

Så selv om livet som selvstændig tilsyneladende virker attraktivt for 

kvinder, der ønsker at kunne finde deres egen balance mellem arbejde 

og familieliv, er det en krævende livsstil, der sjældent giver det overskud, 

som kvinder håber på. Undersøgelser har vist, at kvindelige iværksættere 

i mindre virksomheder i modsætning til mænd typisk ikke er gift og 

hovedsagelig aldersmæssigt befinder sig mellem 25 og 35 eller mellem 

55 og 60. For mænd er aldersfordelingen jævn, hvilket antyder, at det er 

kvindernes ansvar for børnene, der afholder dem fra at forsøge sig som 

iværksættere. 

HVORFOR LIGESTILLING ER VIGTIG 

Det er klart, at den nye økonomi ikke er en magisk kur mod ulighed mellem 

kønnene. Snarere er kløften ved at blive dybere. Hvor bekymrede bør 

vi være over det? Svaret er: meget bekymrede – af en række forskellige 

årsager. Først og fremmest på grund af princippet om social retfærdighed: 

Ligestilling er et ideal, som ethvert demokratisk samfund bør stræbe 

efter, og uretfærdighed og diskrimination bør bekæmpes af moralske 

årsager. Men der findes også andre årsager, økonomiske såvel som sociale, 

til at kvinders stilling i den nye økonomi er så problematisk. 

Medmindre kvinder kan opnå en øget andel af de nationale ressourcer, 

vil de fortsat være i risikogruppen for social eksklusion. Der er en reel fare 

for, at de hastige forandringer, som præger den nye økonomi, er ved at 

129



forøge afstanden mellem dem, der har, og dem der ikke har, og der er en 

alvorlig risiko for, at uligheden mellem kønnene vil blive mere udpræget. 

Samlet set forudsiges det, at salgsomsætningen på internettet vil stige 

med 150 milliarder dollars i 2000, og at den samlede omsætning i 2002 

vil være 2.000 milliarder dollars. I England regner førende virksomheder 

med, at 20 procent af deres omsætning stammer fra internethandel. 36 

Hvis kvinder ikke er involveret i denne nye økonomi som producenter og 

iværksættere, vil de stå uden for den samlede velfærdsstigning. 

I sidste instans er det ofte pragmatiske økonomiske argumenter, der har 

den største effekt. Investorer og opinionsdannere skal overbevises om, at 

der en forretningsmæssig fordel i mere ligestilling i den nye økonomi. Det 

første gode forretningsmæssige argument er simpelt: Den væsentligste handelsvare 

i den nye økonomi er viden, og så længe kvindelige iværksættere 

ikke medinddrages i økonomien, går der meget talent til spilde. 

Behovet er større end nogensinde før, og argumentet for mangfoldighed 

har aldrig stået stærkere. I den nye økonomi udgør mennesker – deres 

kreativitet, viden og evner til nytænkning – den nye bundlinie, og enhver 

fremsynet virksomheds fremtid afhænger af dens evne til at udnytte medarbejdernes 

kompetencer. Ja, faktisk afhænger vores økonomiske succes 

som nation af det. Hvis kvinders talenter som iværksættere – deres idéer, 

viden og kompetencer – ikke bliver fremelsket, realiserer vi ikke hele 

vores potentiale, hvilket betyder, at vidensøkonomien forbliver underudviklet, 

fordi halvdelen af nationens kreative ressourcer er uudnyttede. 

Der findes et andet stærkt økonomisk argument for mangfoldighed. 

Kun hvis der ansættes kvinder i e-handel sektoren, vil virksomhederne i 

tilstrækkeligt omfang kunne aflæse de markeder, de forsøger at servicere. 

Så længe kvinder udelukkende betragtes som passive forbrugere i stedet 

for iværksættere, producenter og beslutningstagere, er der risiko for, 

at de vender den nye økonomi ryggen. Sagt med andre ord: Virksomhederne 

har simpelthen ikke råd til at distancere sig fra de kvindelige forbrugere, 

og derfor er de nødt til at sikre sig, at kvinder spiller en større rolle 

i den nye økonomi. 

Derudover kan kvinders såkaldte teknofobi faktisk vise sig at være en 

stor strategisk gevinst i den næste bølge af nytænkning i it-branchen. 

Kvinder har en tendens til at se teknologi som et middel til at gøre livet 

lettere, og deres fokusering på brugervenlighed giver dem en klar fordel i 

forhold til at finde anvendelsesmuligheder for teknologi, der især henvender 

sig til kvinder. Det betyder ikke, at kvinder per definition har en 

anden tilgang til teknologi, blot at kvinder og mænd generelt har forskellige 

typer behov, og at kvinder har lettest ved at udvikle produkter til et 

kvindeligt publikum.



Kvinder går også forrest i forhold til en anden ny virksomhedstrend. 

Mange kvindelige iværksættere er interesserede i internettet både for at 

opnå økonomisk gevinst og som pionerer inden for udviklingen af virksomhedernes 

sociale ansvar. 37 

En lang række kvindelige internetentreprenører i trediverne og fyrrene 

er ved at udvikle nye indfaldsvinkler til det at drive virksomhed. Den 

kendte pr-guru Lynne Franks er for eksempel ved at udvikle et netværk af 

kvindelige iværksættere, der er opsat på at styre virksomheder på baggrund 

af kvindelige værdier. 38 Andre erfarne internetentreprenører som 

Carol Dukes kombinerer bevidsthed om miljøet med salg af helse- og 

skønhedsprodukter. Flametree.co.uk er endnu en internetvirksomhed, 

der fokuserer på udearbejdende mødres behov og giver dem idéer til, 

hvordan de kan forbedre balancen mellem arbejdsliv og familieliv. 

Ligesom andre sociale entreprenører er disse kvinder pionerer, og i 

relation til fremtidens økonomiske udvikling er det vigtigt at give dem de 

bedst tænkelige muligheder for fremgang, fordi morgendagens virksomheder 

netop forener sociale og økonomiske hensyn, fællesskab og forretning. 

39 

ER FREMTIDEN FEMININ? 

Der er her præsenteret to forskellige fremtidsscenarier: 

Det første – fremtiden er feminin – er en overdrevet optimistisk analyse. 

Denne analyse beskriver på ingen måde den nutidige virkelighed, og 

giver heller ikke anvisninger på en fremtid med mere ligestilling, fordi den 

forherliger stereotype forestillinger om kvindelige kompetencer, der kan 

virke som en begrænsning på kvinder fremover. 

Det andet scenarie – alt ved det gamle – anerkender den nye økonomis 

mulighed for at forandre kvinders position i samfundet, men peger 

samtidig på de underliggende og hårdnakkede maskuline magtstrukturer 

samt nye faldgruber, der dukker op. I modsætning til det, der er den 

udbredte opfattelse, kan it-branchens fremmarch faktisk være med til at 

øge uligheden mellem mænd og kvinder. 

Bedst som kvinder var ved at få foden inden for i den gamle økonomi, 

har mænd travlt med at grundlægge en ny. For tiden er de klart profilerede 

e-kvinder en undtagelse i den nye økonomi, som ved nærmere eftersyn 

slet ikke virker så ny, og som stadig har mændene solidt plantet i 

førersædet. På længere sigt vil denne udvikling være destruktiv, fordi den 

nye økonomi drænes for kreativitet, mangfoldighed, viden og nytænkning. 

Alene af den årsag bør der tages skridt til at udvide støtten til kvindelige 

131



iværksættere, og deres succes kan ses som en lakmusprøve på, hvor 

dynamisk den nye økonomi i virkeligheden er. 

En ting står allerede klart. Det kræver mere end nogle enkelte kvindelige 

it-ikoner at sikre ligestilling i it-branchen. Det er tværtimod nødvendigt 

med en revolution af virksomhedspraksis. For, når alt kommer til alt, er 

en økonomi, hvis bundlinie afhænger af menneskers viden og kreativitet, 

lige så afhængig af at udvikle kvinders viden og kreativitet effektivt, som 

den har udviklet mænds. Kun så længe kvinders iværksættertalenter 

udnyttes, vil det menneskelige potentiale i den nye økonomi kunne realiseres. 

Og kun derved kan den “nye” økonomi leve op til sit navn. 

NOTER: 

Oversat fra engelsk af Mathias Pedersen 

1 Se for eksempel, Sally Helgesen, The Female Advantage: Women’s Ways of Leaderships, 1995, Currency/Doubleday, 

New York. 

2 Sally Helgesen, The Female Advantage: Women’s Ways of Leaderships, 1995, Currency/Doubleday, New York. 

3 Sally Helgesen, Everyday revolutionaries: working women and the transformation of American life, 1998, 

Doubleday, New York. Se også: Polly LaBArre, The Starbucks Sisterhood, februar 1998, www.fastcompany.com FC 

Issue, 13, p.66, USA. 

4 Harrier Rubin: Living Dangerously, www.fastcompany.com FC Issue, 13, USA. Rubin er ophavskvinde til og leder 

af ‘Working Diva’, den første webside for professionelle kvinder, der startede i februar 2000 på iVillage – det største



kvindelige internetnetværk. 

5 Se for eksempel, Germaine Greer, The Whole Woman, 2000, Anchor Books, London. Se også: Sally Williams, The 

rise of she-commerce, Telegraph magazine, 2000, London, der refererer til Greers argumentation. Jeanette 

Wintersons synspunkter citeres i: The Industry Standard, www.theindustrystandard.com. 

6 Manchester Business School study, 1997. 

7 Social Focus on Women, 1995, Central Statistical Office, London. 

8 Strange A, and Susan Marlow, ‘Female entrepreneurs – succes by whose standards?’ i Morgan Tanton (red), Women 

in Management: A Developing presebce, Routledge London, 1994, p. 118. 

9 William Bridges, Job Shift, 1995, Allen and Unwin, London, p. 118. 

10 Se for eksempel, Helen Wilkinson, No Turning back: generations and genderquake, Demos, London. Se også: Helen 

Wilkinson og Geoff Mulgan, Freedom’s Children, 1995, Demos, London. 

11 Venessa Richardson, Getting into the game: women in venture capital, Red Herring, 7. juni 2000, 

www.redherring.com. 

12 Sally Williams, The rise of she-commerce, Telegraph magazine, 2000, London. 

13 Georgio Raik-Allen, Paul Allen invests $100 i wired women, 19. juni 1999, Red Herring. 

14 Gender Poitics in the age of dot coms, Newsweek, januar 2000, USA. 

15 Ben Summerskill, Fluff mars rise og cyberwomen, The Observer, 27. august 2000. 

16 Helen Wilkinson, Get online for the first eChristmas, 22. november 1999, New Statesman, London, 

www.newstatesman.com. 

17 Statistik refereres fra: Elizabeth Coffey, Claire Huffington, Peninah Thompson, The Changing Culture of Leadership, 

1999, The Change Partnership Limited, London. Se også: Opprtunity Now (www.oppurtunitynow.org) 

18 Se anmeldte bøger i: Helen Wilkinson, Business Feminism in The New Enterprise Culture, 1996, Demos, London. 

19 For en udtømmende undersøgelse af de diskuterede emner se: Venessa Richardson, Getting into the game: women in 

venture capital, Red Herring, 7. juni 2000, www.redherring.com, og associerede artikler. 

20 Se: Gender bias alive and well on the net, 12. december 1999, The Gaurdian (www.guardian.co.uk). 

21 Gender bias alive and well on the net, 12. december 1999, The Gaurdian (www.guardian.co.uk). 

22 Gender bias alive and well on the net, 12. december 1999, The Gaurdian (www.guardian.co.uk). 

23 Karen Sears of headhunter AT Kearny citeret i: Gender bias alive and well on the net, 12. december 1999, The 

Gaurdian (www.guardian.co.uk). 

24 Citat fra: The Guardian, 16. marts 2000 (www.guardian.co.uk). 

25 More choices for women in the new echonomy: the facts, marts 2000, The Women’s Unit, Cabinet Office, London, 

www.womens-unit.gov.uk. 

26 Seattle, p.i.com. På trods af at 38% af firmaer i USA ejes af kvinder, modtager disse virksomheder blot 2% af den 

risikovillige kapital. 

27 Seattle, p.i.com. 

28 Venessa Richardson, Getting into the game: women in venture capital, Red Herring, 7. juni 2000, 

www.redherring.com. 

29 Madam ChairPerson, Part One, Women in venture capital series, www.redherring.com. 

30 Venessa Richardson, Getting into the game: women in venture capital, Part Two: Creating a Springboard, VC’s and 

StartUps, Red Herring, 26. juni 2000, www.redherring.com. 

31 Venessa Richardson, Getting into the game: women in venture capital, Part Two: Creating a Springboard, VC’s and 

StartUps, Red Herring, 26. juni 2000, www.redherring.com 

32 Se for eksempel, Helen Wilkinson, Business Feminism in The New Enterprise Culture, 1996, Demos, London. 

33 Creigh, S., Robert, C., Gorman, A. og Sawyer, p (1986) ‘Self-Employment in Britain, results from Labor Force 

Surveys 1981-1984’. Employment Gazette, London. 

34 Statistik citeret i: Social Focus on Women, CSO, London og Creigh, S., Robert, C., Gorman, A. og Sawyer, p (1986) 

‘Self-Employment in Britain, results from Labor Force Surveys 1981-1984’. Employment Gazette, London. 

35 Dette tema undersøges i kapitlet om parforhold i: Helen Wilkinson og Geoff Mulgan, Freedom’s Children: 

relationships, work and poitics for 18-34 year olds in the UK, Demos, London. 

36 Market Assessment International 1999: E-Commerce: The Internet, Leisure and Entertainment Market, 1999. 

37 Se for eksempel: Scott Kirsner; ‘We want to link the net to real places and improve communities’, FC Issue 40, 

p. 316, november 2000, www.fastcompany.com/archive. 

38 Lynne Franks, The Seed Handbook; the femine way to create business, Thorsons, London. Se også 

www.seedfusion.com, the online community. 

39 Charlie Leadbeater, 1997, The rise of the social entrepreneur, Demos, London. 

133


134 

KINGA LOHMANN 

KARAT-KOALITIONEN 1 

WARSZAWA 

Kinga Lohmann er født i 1948 i Warszawa, Polen. 

I 1971 blev hun cand. phil. i historie fra Warszawa Universitet. 

Efter kandidateksamen arbejdede hun nogle år som bibliotekar, som historielærer 

i gymnasiet og underviste i statskundskab ved universitetet i Warszawa. I årene 

efter sine børns fødsel var hun hjemmegående husmor. 

I de sidste 10 år har hun været involveret i et stort antal kvindeprojekter i Polen. 

Hun deltog i den 4. Verdenskvindekonference i Beijing i 1995 og var i forlængelse 

heraf aktiv i Beijing+5 processen og medstifter af Polens Kvindeforbund for 

ligestilling mellem mænd og kvinder. Hun blev forbundets forkvinde. Senere var 

hun initiativtager til Karat-koalitionen – en transnational organisation bestående af 

kvinde-NGO’er fra Central- og Østeuropa – der blev dannet i 1997. I de følgende 

år var hun regional koordinator for Karat. Siden 2001 har hun været leder af netværket. 

Hun har repræsenteret koalitionen i flere FN- og EU-fora og er desuden 

jævnligt foredragsholder ved internationale konferencer, hvor ligestillingsspørgsmålet 

står på dagsordenen. 

Som knap 30-årig flyttede hun på grund af sin ægtefælles arbejde, til Vestafrika, 

hvor hun boede i 14 år. Siden 1993 har hun boet i Warszawa, hvor hun også boede 

som barn og ung. 

Hun er gift og har to børn. Det ældste barn blev født i Ghana og det yngste på 

Elfenbenskysten.


KINGA LOHMANN 

KVINDER I POLEN 

FØR OG EFTER 

DEMOKRATISERINGEN 

POLEN I EU 

Polen indtrådte i EU pr. 1. maj 2004 som et af 10 nye medlemslande. 

Trods stor fremgang i løbet af de seneste 15 år, både økonomisk og 

demokratisk, er forskellen mellem Polen og de højtudviklede EU-lande 

stadig stort. Forskellen i indkomst per indbygger er 40 pct. 2 

I det følgende forsøger jeg at besvare spørgsmålene: Har den økonomiske 

og demokratiske forvandling af samfundet betydet tab eller gevinst 

for polske kvinder? Har processen hen imod EU-medlemskab påvirket 

kvindernes situation på arbejdsmarkedet? Derefter sætter jeg spørgsmålstegn 

ved ligestillingspolitikken i EU og måden, den føres ud i livet på. Til 

sidst påviser jeg, at der er behov for en fælles platform for ligestilling i 

Europa: i de gamle og nye medlemslande, men også i de europæiske lande 

uden for EU. Allerførst vil jeg dog berette om mit personlige karriereforløb 

og om sammenhængen mellem det og udviklingen i det polske 

samfund. 

MIT KARRIEREFORLØB SET I FORHOLD TIL PIGERS OG KVINDERS STILLING 

I DET POLSKE SAMFUND 

Mine arbejdserfaringer som kvinde på det polske arbejdsmarked med 

mulighed for børnepasning er temmelig begrænsede, hvad perioden før 

1989 angår. Efter at jeg havde afsluttet mit historiestudium på Warszawa 

Universitet i 1970’erne, arbejdede jeg i knap 5 år. Jeg var først ansat på 

et bibliotek, derefter underviste jeg i historie på et gymnasium, og efterfølgende 

underviste jeg i statskundskab på universitetet. Dengang tænk- 

135


136 KINGA LOHMANN 

te jeg ikke nærmere over, at kvinder sammenlignet med mænd havde 

lavere status i samfundet og dårligere økonomiske forhold. 

Gymnasier og højere læreanstalter var i lige grad åbne for piger og 

drenge, og flere og flere fakulteter, især de humanistiske, havde en høj 

andel af kvindelige studerende. Der var fri adgang til de højere læreanstalter, 

og der fandtes stipendiemuligheder for studerende fra økonomisk 

dårligt stillede familier. Desuden var der et kvoteringssystem, som tilgodeså 

studerende fra bonde- og arbejderfamilier. Alligevel var det kun rent 

teoretisk, at der var fri adgang for alle. Situationen var nemlig den, at der 

udelukkende fandtes statslige læreanstalter, og antallet af studiepladser 

var uforholdsmæssigt lavt i betragtning af det antal unge, der hvert år 

afsluttede gymnasiet. For at læse videre skulle man bestå en adgangsprøve, 

og det var kun de bedste, der blev optaget. 

Ansøgere fra bonde- og arbejderfamilier fik med tildeling af ekstrapoint 

kompensation for deres baggrund. Mens jeg læste, havde jeg en veninde, 

der stammede fra en bondefamilie bosat i en region i den vestlige del 

af Polen. Det viste sig, at hendes familie – som mange andre familier i 

området – kun sendte piger på universitetet. Drengenes uddannelsesforløb 

blev derimod typisk afsluttet med en faglig grunduddannelse, det vil 

sige højst på niveau med teknisk skole, så de bagefter kunne gå ud i et 

praktisk erhverv som for eksempel mekaniker. De fortsatte ikke deres 

uddannelse her ud over, fordi der var brug for dem i landbruget. Pigerne 

fik en studentereksamen, og de dygtigste blev sendt på universitetet. 

Senere kunne de så vende tilbage og få en stilling som for eksempel 

lærerinde og dermed sikre gården en ekstra indtjening. 

Før 1989 var der ingen problemer med at finde arbejde. Man kendte 

ikke til arbejdsløshed, fordi systemet gav jobgaranti. Til lav løn ganske vist! 

Efter anden verdenskrig, hvor mange mænd omkom, var der brug for 

kvinderne på arbejdsmarkedet, og de blev derfor tilskyndet til at arbejde. 

Min farmor var et godt eksempel. Før krigen arbejdede hun ikke (min farfar 

sikrede familien en høj levestandard), men da hun havde mistet sin 

mand under krigen, begyndte hun efter 1945 i en alder af 50 år at arbejde 

på kontor. Hun fortsatte, til hun blev 70 år. Farmor var meget tilfreds 

med at kunne udføre et arbejde, der gav hende økonomisk selvstændighed 

og et levebrød – hun kunne tilmed forsørge sin mor, der boede sammen 

med hende. Der var måske ikke tale om nogen høj levestandard, 

men det var nok til, at hun ikke lå min far til byrde. Min mor valgte derimod 

på baggrund af en traditionel opfattelse af kvindens rolle at undgå 

udearbejde og tog sig i stedet for af husholdningen og opdragelsen af sine 

tre børn. Det var muligt, fordi min far var universitetsprofessor og kunne 

forsørge familien ved at publicere meget.


KVINDER I POLEN FØR OG EFTER DEMOKRATISERINGEN 

Den løn, jeg fik i tiden umiddelbart efter, at jeg havde afsluttet mine studier, 

var ikke tilstrækkelig til, at jeg kunne forsørge mig selv; den rakte 

ikke til husleje, andre faste udgifter og til mad. Efterhånden fik jeg mere 

i løn, men alligevel var det så som så med levestandarden. Hvis jeg skulle 

købe større husholdningsartikler, det være sig et køleskab eller en 

vaskemaskine, måtte jeg spare op og lide afsavn i flere måneder. De økonomiske 

perspektiver var temmelig begrænsede i datidens Polen. Men 

det mest generende var dog alligevel manglen på frihed og demokrati, 

Polens isolation og de manglende muligheder for at lære verden at kende. 

Det var meget vanskeligt at rejse til udlandet. For det første var det 

svært at få pas og visum, som krævedes til alle lande. For det andet var 

der økonomiske forhindringer for at rejse ud. De hang sammen med den 

gigantiske forskel, der var på priserne på varer og tjenesteydelser i Polen 

og i lande med markedsøkonomi, og den store forskel, der var mellem 

lønningerne i Polen og lønningerne i markedsøkonomierne. 

Der gik flere år, hvor jeg ikke havde lønarbejde, fordi jeg sammen med 

min mand udvandrede først til det vestlige Afrika og siden til Tyrkiet, hvor 

han, der er ingeniør af uddannelse, arbejdede for nogle internationale firmaer. 

Vi vendte tilbage til Polen i 1993, hvor der efter en periode med 

stagnation og økonomisk tilbagegang i 80’erne blev indledt en række økonomiske 

reformer, der skulle føre Polen i retning af fri markedsøkonomi. 

Som følge heraf var der nu fri adgang til varer og tjenesteydelser – ting, 

der tidligere havde været knaphed på, eller som slet ikke havde været 

inden for rækkevidde. Men frem for alt opnåede vi frihed. Det første synlige 

tegn herpå var, at polakkerne nu kunne råde over deres egne pas og 

ikke havde pligt til at aflevere dem til politiet. Vi besluttede os for at vende 

tilbage, fordi der i Polen havde vist sig nye muligheder for at deltage i 

såvel det politiske som det økonomiske liv. Som noget nyt blev den enkeltes 

initiativ og foretagsomhed betragtet som vigtige størrelser. 

Da jeg efter en lang pause ønskede at vende tilbage til det polske 

arbejdsmarked, viste det sig, at det ikke var helt så nemt for mig at finde 

et job. En videregående uddannelse, mit kendskab til fremmedsprog, 

erfaringer fra livet i andre lande, kendskab til andre kulturer og omstillingsevne 

overbeviste ikke de polske arbejdsgivere. Det eneste arbejde, 

jeg kunne få på det polske marked, var sekretærarbejde. Ikke engang en 

fuldmægtigstilling kunne jeg få. Som kvinde i 40’erne blev jeg opfattet 

som en, der ikke kunne udføre et selvstændigt og kreativt arbejde og ikke 

var åben for at lære noget nyt. Det var på den måde, jeg blev bevidst om 

min situation – at jeg bliver diskrimineret alene i kraft af min alder og mit 

køn. 

Da arbejdsmarkedet ikke viste sig at være særlig venligtsindet over for 

137



en kvinde i 40’erne, der ønskede at komme i beskæftigelse, begyndte jeg 

at interessere mig for det arbejde, som nyetablerede NGO’er udførte for 

kvindesagen. Nogle af dem afholdt interessante og utraditionelle kurser, 

der skulle anspore til nye aktiviteter og hjælpe deltagerne til at finde deres 

plads i den nye frie markedsøkonomi. Andre havde som målsætning at 

udruste deltagerne til at ændre deres liv og få dem til at gøre op med vante 

forestillinger. Ved disse lejligheder fik jeg indblik i, hvordan organisationerne 

arbejdede, og i hvilken udstrækning de kunne hjælpe mig til at 

gennemføre mine visioner og ideer. Jeg fik indblik i, hvor langt jeg kunne 

komme med mit eget initiativ, hvis jeg handlede på en nyskabende måde, 

og hvor mange af mine erfaringer fra udlandet, jeg kunne bruge. Livet i 

de civile organisationer tiltrak mig mere end det politiske liv i det spirende 

polske demokrati, der endnu lod meget tilbage at ønske. 

Beskæftigelsesmuligheder, der ikke havde eksisteret før 1989, begyndte 

at dukke op. Det gjaldt for eksempel projektarbejde med tidsbegrænset 

ansættelse til gennemførelse af projekter, hvor det drejede sig om at 

nå konkrete mål og resultater inden for en given tidsfrist. NGO’erne var 

blandt de første til at indføre disse beskæftigelsesformer, og de introducerede 

dermed også en ny måde at tænke på, nemlig projektorienteret. 

Alligevel er det ikke en populær arbejdsform. Da medarbejderne er vant 

til at arbejde under ordnede forhold i stabile rammer, foretrækker de 

fastansættelse på ubegrænset tid og har ikke tillid til ansættelser på tidsbegrænsede 

kontrakter. 

I slutningen af 1994 fik jeg tilbudt at koordinere et 3-måneders projekt, 

hvor opgaven bestod i at udarbejde en rapport om kvindernes situation i 

Polen med henblik på fremlæggelse på Beijing-konferencen. Jeg tog 

imod udfordringen, og tre måneder senere var jeg selv begyndt at foreslå 

projekter og efterfølgende gennemføre dem. De organisationer, jeg siden 

da har arbejdet sammen med, er organisationer, der beskæftiger sig med 

ligestillingsspørgsmålet. 

I dag har jeg arbejdet som projektleder i 10 år. Det er en slags selvstændig 

beskæftigelse. Jeg skal selv skaffe midlerne til gennemførelse af 

projekterne, til egen løn, administration samt lønninger til enkelte ansatte 

(hvis antal afhænger af det pågældende projekt). Mit arbejde kræver, 

at jeg konstant tilegner mig nye kvalifikationer og deltager i efteruddannelse. 

I begyndelsen skulle jeg investere tid og kræfter i at lære at koordinere 

arbejdet. Det vil sige, at jeg skulle lære at tage mig af organisationsstyring, 

fundraising, samtaler og forhandlinger med bidragydere, personaleledelse, 

økonomistyring, bogføring samt it-baseret projektskrivning 

og læring. Ofte tilegnede jeg mig disse nye ting gennem praktisk erfaring 

og ved at spørge medarbejdere i andre organisationer til råds. Det foregik



ikke nødvendigvis gennem kurser eller træningsworkshops, hvilket nok 

ville have været mere professionelt. 

I mit job kunne jeg trække på min internationale erfaring fra de mange 

år i andre lande på forskellige kontinenter. Erfaringerne havde ikke alene 

gjort mig åben over for andre kulturer og nationaliteter og skabt tolerance, 

men havde først og fremmest lært mig at omgås en mangfoldighed af 

holdninger, meninger og kulturer, hvilket var meget berigende. Min internationale 

livserfaring viste sig at være den perfekte forberedelse til de 

internationale projekter i Karat-koalitionen – et netværk for kvindesagsorganisationer 

fra Central- og Østeuropa samt medlemsstaterne i det tidligere 

Sovjetunionen. Siden 1997 har jeg næsten udelukkende arbejdet 

med internationale projekter. 

Som projektleder skal jeg hele tiden efteruddanne mig. Alle projekter er 

forbundet med et krav om oparbejdelse af ny viden. Nogle projekter 

kræver gennemførelse af forskellige undersøgelser eller udarbejdelse af 

ekspertudsagn og statusrapporter. Som eksempel kan nævnes vores 

seneste projekt, der blev gennemført over en periode på 2 år i samarbejde 

med UNIFEM (FN’s Kvinde-udviklingsfond). Undervejs blev der inddraget 

en arbejdsmarkedsekspert fra EU. Projektanalysen blev afsluttet 

med en rapport om kvindernes situation på arbejdsmarkedet i Polen set 

i lyset af EU-medlemskabet. Med projektet fik vi ny viden om EU’s 

arbejdsmarkeds- og beskæftigelsesstrategi omsat til polske forhold. 

Koordineringsarbejdet overstiger langt de 40 timer, der er den 

lovfæstede maksimale ugentlige arbejdstid i Polen. Overskridelsen skal 

ses i sammenhæng med arbejdets særlige præg, der kræver deltagelse i 

mange konferencer, hovedsagelig internationale – og ofte i weekender. 

Jeg foretager ofte nyansættelser til gennemførelsen af projekter, typisk 

for en periode af et halvt til 1 eller 2 år. Det er hovedsagelig unge mennesker, 

jeg modtager ansøgninger fra. Det kan forklares med en forholdsvis 

høj arbejdsløshed i de yngre generationer og den relativt store 

åbenhed over for NGO’er blandt de unge. Under ansættelsessamtalerne 

har jeg lagt mærke til, at der er meget stor forskel på, hvordan henholdsvis 

den ældre og yngre generation præsenterer deres stærke sider. Kvinder 

over 40, som har arbejdet under det tidligere system, er – på trods af 

deres uddannelsesniveau og erhvervserfaringer – langt svagere under 

ansættelsessamtaler. De er ikke i samme grad interesserede i og villige til 

at tilegne sig nye ting. Somme tider siger de åbent, at de er bange for 

udfordringer og for at påtage sig et arbejde, der står og falder med deres 

personlige initiativ. Derudover føler de ikke, at en 1-årig ansættelsesperiode 

giver dem et tilstrækkelig stabilt job. Unge ved langt bedre, hvordan 

det frie marked fungerer. De kender dets konkurrenceregler og ved, hvor- 

139



dan man overbeviser en arbejdsgiver om, at man er egnet til stillingen. 

Desuden ved de, at kendskab til fremmedsprog og international erfaring 

er nødvendige kvalifikationer. 

LIGESTILLING OG EU’S ROLLE 3 

I Polens nyere historie kan man finde mange fællestræk i holdningen til 

ligestilling hos beslutningstagerne og i samfundet i almindelighed. Der 

findes en tro på, at der allerede eksisterer ligestilling, og at det derfor ikke 

er nødvendigt at bekæmpe uligheder gennem en særlig politik eller lovgivning. 

Desuden er det en udbredt opfattelse, at der ikke er nogen grund 

til at bekymre sig specielt om kvindernes forhold. Disse holdninger bygger 

sandsynligvis på, at kvinder i markant grad er til stede på arbejdsmarkedet 

(siden 1985 har kvinder udgjort 45 pct. af arbejdskraften), på 

kvinders adgang til uddannelse i almindelighed samt på, at kvinder har et 

højere uddannelsesniveau end mænd. Faktorer, som at kvinderne har 

ringe adgang til at deltage i beslutningstagning og til at opnå ledende stillinger, 

og at de desuden er dårligt lønnede, er ikke blevet opfattet som 

udtryk for diskrimination af kvinder eller manglende ligestilling. 

Den proces, der har ført frem til optagelsen i EU, har på ligestillingsområdet 

betydet forbedringer i den polske lovgivning. Lovgivningen er 

imidlertid langt fra ført ud i livet på en tilfredsstillende måde, da arven fra 

en fortidig lovkultur stadig tynger landet, og da passende metoder til 

iværksættelse af lovgivningen endnu ikke er etableret. Mange kvinder på 

arbejdsmarkedet har derfor endnu ikke fået glæde af ligestillingslovgivningen, 

og en stor gruppe af kvinder, som arbejder i den voksende ‘sorte’ 

sektor, står fuldstændig uden beskyttelse fra arbejdsmarkedsloven. 

At EU-medlemskabet har haft høj prioritet for den polske regering, har 

ført til positive ændringer for kvindernes vedkommende. Regeringen er 

begyndt at blive opmærksom på EU-direktiver og -indstillinger inden for 

ligestillingsområdet. Et voksende antal politikere har forholdt sig til EUstandarderne 

og har i det mindste forsøgt at opføre sig politisk korrekt, 

selv om de ikke har specielt travlt med at føre ligestillingspolitik og -love 

ud i livet. 

Processen forud for optagelsen i EU har haft både positive og negative 

konsekvenser for kvindernes forhold i Polen. Det står klart, at den af EU 

krævede regulering af den polske økonomi har påvirket kvindernes økonomiske 

situation i negativ retning. Men i mange tilfælde er det vanskeligt 

at afgøre, hvilke ændringer i kvindernes livsbetingelser, der er forårsaget 

af de omstruktureringsprocesser, som blev sat i værk efter 1989, og



hvilke der skyldes den makroøkonomiske politik, som blev formuleret 

med henblik på at indfri de økonomiske betingelser for EU-medlemskab. 

Det var en politik med større vægt på privatisering, økonomisk effektivitet, 

fleksibilitet og konkurrenceevne – som derfor igen forstærkede den negative 

effekt på mange enkeltpersoners og gruppers økonomiske forhold. 

Med stor sikkerhed kan man dog sige, at kombinationen af de to faktorer 

har haft en betydelig effekt på kvindernes forhold på arbejdsmarkedet. 

På den anden side har tilpasningen af den polske økonomi til EU-standarder 

nogle meget indlysende sociale fordele, idet tilpasningen helt 

grundlæggende omformer den polske version af kapitalismen. Markedsøkonomi 

i EU-udgaven fremstår som en anderledes model, der ofte 

beskrives som social-økonomisk. Modellen er karakteriseret ved, at det er 

de markedsøkonomiske mekanismer, der er styrende, men at der samtidig 

er fokus på social hensyntagen – herunder også, at begge køn skal 

have de samme muligheder. 

For at et land kan opnå medlemskab af EU, skal det garantere demokrati, 

retssikkerhed og menneskerettigheder, ligesom lovgivningen i de 

kommende medlemslande skal tilpasses EU-standarderne. Disse krav 

har haft en positiv effekt på den polske ligestillingslovgivning. Ændringerne 

i den nationale lovgivning i overensstemmelse med de af EU’s ligestillingsdirektiver, 

der vedrører arbejdsmarkedet, har dannet grundlag for, at 

ulighederne mellem kvinder og mænd kan begrænses og helt afskaffes. 

Den afstand, der stadig findes mellem lovgivningen og de faktiske forhold, 

viser imidlertid, at det er nødvendigt at være opmærksom på, hvordan 

lovgivningen kan omsættes til praksis, og det er i den forbindelse vigtigt 

at afsætte midler til at understøtte den nye lovgivning på forskellig vis. 

Vigtigt er her EU-kravet om, at der skal være et offentligt debatrum, idet 

dette vil føre til en ændring af regeringens holdning til NGO’erne. Selv om 

offentligheden spillede en betydelig rolle i udviklingen af det demokratiske 

system i Polen efter 1989, er NGO’ernes rolle i det sociale og politiske 

liv endnu ikke klart defineret. I regeringens øjne giver EU-kravet 

NGO’erne en vis legitimitet. Ellers har regeringen indtil videre været 

meget tilbageholdende med at anerkende NGO’ernes samfundsmæssige 

rolle. 

Analysen af EU-medlemskabets betydning for kvindernes situation viser 

klart, at der er et stort behov for til stadighed at følge op på, hvordan de 

lovgivningsmæssige tiltag omsættes i praksis, og hvordan de indgår i politikker 

og programmer. Det gælder især de områder af EU’s beskæftigelses- 

og socialpolitik, der har at gøre med kvindernes økonomiske og samfundsmæssige 

rettigheder. Der er et tydeligt behov for etablering af et 

141



passende apparat til at føre lovgivningen ud i livet, ligesom det er 

påkrævet, at der blandt kvinder og i samfundet i øvrigt skabes en bevidsthed 

om kvindernes rettigheder. 

EUROPA SOM PLATFORM FOR KVINDERNES KAMP FOR LIGESTILLING 

Med tilpasningen af den nationale lovgivning til EU’s ligestillingsdirektiver 

er der dannet grundlag for, at ulighederne mellem kvinder og mænd kan 

reduceres eller helt afskaffes. Forskellen mellem de lovgivningsmæssige 

og de faktiske forhold viser imidlertid, at ligestillingen kun kan sikres gennem 

en vedvarende indsats fra forkæmpere for kvindesagen. Udvidelsen 

af EU er en kolossal mulighed for, at kvindebevægelsen i både de “nye” 

og “gamle” medlemslande kan vokse sig stærkere. Kvindesagsforkæmpere 

mener, der er et klart behov for samarbejde med henblik på at dele 

de forskellige erfaringer, som kvinder med forskellig baggrund har indhentet, 

og med henblik på at formulere en fælles handlingsplan til sikring 

af ligestillingen i det udvidede Europa. Dialogen mellem kvinder fra de 

“gamle” medlemslande, de “nye” medlemslande og fra de øvrige øst- og 

sydeuropæiske lande skal etableres, så også de perspektiver og prioriteringer, 

der er vigtige for de “nytilkomne”, bliver del af en ny platform. 

Selv om kvindesagsforkæmpere har en forhåbning om, at kvinder i EU 

vil opnå ligestilling, er vi bekymrede for den nye deling af kontinentet, der 

vil ske som følge af EU’s udvidelse pr. 1 maj 2004. Vi kan risikere en 

opdeling mellem på den ene side de nye medlemslande og på den anden 

side deres østlige og sydlige naboer, for hvem et medlemskab ikke umiddelbart 

er muligt eller attraktivt. Vi er bekymrede ved tanken om, at politisk 

samarbejde, kommunikation, kultur og social udveksling samt økonomiske 

forbindelser kan blive ødelagt af de nye EU grænser. Vi er også 

bekymrede ved tanken om fremtiden for det møjsommeligt opbyggede 

samarbejde mellem kvinder fra Central- og Østeuropa (CEE-samarbejdet), 

og vi frygter, at resultatet kan blive, at den regionale solidaritet og 

identitet kommer til at smuldre. Perspektivet er yderst foruroligende, fordi 

den fælles kommunistiske arv og de historiske erfaringer i CEE-regionen 

kræver den form for samarbejde. Det skyldes ikke kun, at de problemer, 

som kvinder fra forskellige lande i regionen har været ude for, minder 

om hinanden, men også, at en effektiv overvindelse af problemerne 

og fremgang for ligestillingssagen i de forskellige CEE-lande forudsætter, 

at man tager nogenlunde de samme virkemidler i anvendelse. Det gælder 

både med hensyn til sagsfremstilling, opfølgning og samarbejde med 

regeringer, medier etc.



Kvindesagsforkæmpere er overbeviste om, at EU gør klogt i at følge op 

på de nye politiske initiativer ved at sætte fokus på en socialpolitik, herunder 

også ligestilling, der retter sig mod øst- og sydeuropæiske ikkemedlemsstater 

– så man ikke udelukkende koncentrerer sig om grænsekontrol 

og økonomisk politik. Kvindesagsforkæmpere tror på, at EU-ligestillingsstandarder 

vil forbedre kvindernes situation. Vi tror også på, at 

andre EU-foranstaltninger med ligestilling som mål – eksempelvis 

beskæftigelses- og socialpolitik med tilhørende øremærkede midler, programmer 

og redskaber til implementering heraf samt offentlig dialog – vil 

bidrage til gennemførelse af ligestilling i praksis. 

EU’s markedsøkonomi er af en type, der udgør en model for social 

ansvarlighed og ligestilling mellem kønnene. Den er anderledes end den 

markedsøkonomi (“ukontrolleret kapitalisme”), der er udviklet under fornyelsesprocesserne 

i de nye medlemslande. Kvindesagsforkæmperne 

sætter deres lid til EU’s samfundsmodel, der snarere skal styrkes end 

svækkes i det nye EU. Vi kan se et påtrængende behov for at udvide kvinders 

beskæftigelsesmuligheder i de nye medlemslande. Vi er overbevist 

om, at bedre beskæftigelsesmuligheder effektivt vil bidrage til at løse 

mange af de problemer, som kvinder står overfor. Det gælder for eksempel 

også handel med kvinder. Vi sætter vores lid til EU’s politik for ligestilling 

på arbejdsmarkedet. At få gennemført en udvidelse af børnepasningsordningerne 

og en formindskelse af lønforskelle de to køn imellem 

er et fælles anliggende for kvinder i det udvidede EU. 

Selv om der i Polen i tiden op til EU-medlemskabet er sket visse forbedringer 

med hensyn til ligestilling, står det klart, at en tillempning af 

den herskende økonomiske model i retning af en model, der orienterer 

sig imod social og økonomisk retfærdighed samt lighed mellem kønnene, 

skal have høj prioritet. Man bør i højere grad fokusere på dette end på 

virksomhedernes og statens overskud. I den sammenhæng bør EU forlange 

af alle medlemslande, at der opereres med kønsbudgettering, specielt 

i relation til udgifterne inden for de sociale serviceområder. Både EU 

og de nationale regeringer skal over for de multinationale firmaer, der 

arbejder i ikke-medlemslande i Øst- og Sydeuropa, fastholde bindende 

bestemmelser, så internationale sociale standarder efterleves. 

143 

Oversat fra polsk af Cesar Swebs



NOTER 

1 Karat er en regional koalition af organisationer og enkeltpersoner, der kæmper for ligestilling og økonomisk retfærdighed i 

Central- og Østeuropa og i Samfundet af Uafhængige Stater (CEE/CIS). Den overvåger implementeringen af internationale aftaler og 

driver lobbyvirksomhed med henblik på varetagelse af kvindespecifikke interesser i regionen i forhold til besluttende myndigheder på 

alle niveauer. Det regionale netværk blev dannet som en reaktion på CEE/CIS-regionens usynlighed i det internationale samfund. 

Formelt blev Karat-koalitionen dannet af repræsentanter fra ti CEE-lande i Warszawa den 1. februar 1997. Den blev registreret som en 

international organisation i Polen i 2001. Medlemmerne af Karat indbefatter NGO’er fra 20 lande (Albanien, Armenien, Aserbajdsjan, 

Hviderusland, Bosnien & Hercegovina, Bulgarien, Kroatien, Tjekkiet, Georgien, Ungarn, Letland, Litauen, Makedonien, Moldova, Polen, 

Rumænien, Rusland, Serbien & Montenegro, Slovakiet og Ukraine). Siden oktober 1997 har Karat koncentreret sig om at overvåge, at 

CEE/CIS-landene overholder deres forpligtelser i henhold til FN’s Beijing-konference. Siden januar 2002 har den aktivt engageret sig i 

indlemmelsen i EU og den europæiske integration. 

2 Kuzmicz, 2004. 

3 Kapitlet er baseret på Lohmann, K., Seibert, A. (eds.), Gender assessment of the impact of European Union accession on the 

status of women in the labour market in Central and Eastern Europe. National study : Poland, 2003. 

LITTERATURLISTE 

Choluj, B., Neusuess, C. (2004): EU Enlargement in 2004. East-West priorities and perspectives from women inside and outside 

the EU. Warsaw-Berlin. 

Ciechocinska, M. (1993): “Gender aspects of dismantling the command economy in Eastern Europe: the case of Poland”. In Moghadan, 

V. (ed.): Democratic Reform and the Position of Women in Transitional Economies. Clarendon Press, Oxford. 

CSO (2002): Statistical Yearbook of Poland 2002. Central Statistical Office, Warszawa. 

CSO (2003): Labour Force Survey, IV quarter 2002. Central Statistical Office, Warszawa. 

Fodor, E., Glass, C., Kawachi, J., Popescu, L. (2002): Family policies and gender in Hungary, Poland, and Romania. Communist and 

Post-Communist Studies. 

Giza-Poleszczuk, A. (1992): Familism and system transformation. The Polish Sociological Bulletin 3/4. 

Institute of Labour and Social Affairs: http://www.ipiss.com.pl/english.html 

Karat Coalition: http://www.karat.org 

Karat Coalition (2003): Recommendations from the conference: “Gender Assessment of the Impact of EU Accession on Women and 

the Labour Market in Central and Eastern Europe”. Organized by Karat Coalition, Warsaw, November 7-9, 2003. 

Kotowska, I. E. (2002): Zmiany modelu rodziny. Polska – kraje europejskie. Polityka Spoleczna No 4. 

Kuzmicz, M. (2004): Bieda nam (nie) grozi. Gazeta Wyborcza, 24-25 April 2004. 

Lohmann, K., Seibert, A. (eds.) (2003): “Gender Assessment of the impact of EU Accession on the Status of women in the Labour 

Market”. In CEE. National Study: Poland. Karat Coalition. Warsaw. 

Muszynska, M. (2003): “Family models in Europe in the context of status of women”. In Working Papers on Population, Family and 

Welfare. Demographic Research Institute, Hungarian Central Statistical Office. 

NRO Frauenforum and Karat Coalition (2003): Expanding Rights, creating space for action? EU reform and enlargement from gender 

perspective. Position paper, Berlin. 

Paci, P. (2002): Gender in Transition. World Bank, Washington, D.C. 

Wallace, C. (1995): Young people and families in Poland: changing times, changing dependencies? Journal of European Social 

Policy 5 (2). 

Wojciechowski, S. (1990): “Poland country of conflicts”. In: Schafner Goldberg, G., Kremen, E., Feminisation of Poverty if only in 

America. Greenwood Press, Westport. 

Wolchik, S.L. (1992): “Women and work in communist and post-communist Central and Eastern Europe”. In Kahne, H., Giele, J.Z. 

(eds.): Women’s Work and Women’s Lives. The Continuing Struggle Worldwide. Westview Press, Boulder.

KVINDER BRYDER GRÆNSER

Create successful ePaper yourself

Delete template?

Save as template?