Download rapport - Center for Alternativ Samfundsanalyse

casa.analyse.dk

Download rapport - Center for Alternativ Samfundsanalyse

Arbejde eller pension

- processer på arbejdsmarkedet

for SiDere

August 2001

Finn Kenneth Hansen

og Henning Hansen


Arbejde eller pension

- processer på arbejdsmarkedet

for SiDere

August 2001

Finn Kenneth Hansen

og Henning Hansen

Center for Alternativ Samfundsanalyse

Linnésgade 25 • 1361 København K.

Telefon 33 32 05 55 • Telefax 33 33 05 54

E-mail: casa@casa-analyse.dk • Hjemmeside: www.casa-analyse.dk

CASA

Centre for Alternative Social Analysis

Linnésgade 25 • DK-1361 Copenhagen K. • Denmark

Phone +45 33 32 05 55 • Telefax +45 33 33 05 54

E-mail: casa@casa-analyse.dk • Homepage: www.casa-analyse.dk


Arbejde eller pension

– processer på arbejdsmarkedet for SiDere

© CASA, August 2001

ISBN 87-91285-10-0

Elektronisk udgave: ISBN 87-91285-11-9


Forord

Dette arbejdsnotat er en del af SiDs projekt “Indkomstfordelingen, indkomstpolitik

og svage grupper”, hvis formål er at belyse udviklingen i den økonomiske

fordeling i de sidste 10 år. Specielt skal de “svage” grupper nærmere bestemmes

– herunder skal årsagerne til, at personer rubriceres som “svage”, forsøges

kortlagt.

Som led i en nærmere bestemmelse af de “svage” grupper er der foretaget en

forløbsanalyse baseret på registerdata. Notatet “Udstødning og integration

blandt lønmodtagere – forløb fra 1987 til 1999" belyser forskellige processer

i forhold til arbejdsmarkedet, herunder forskellige udstødelses- og integrationsprocesser.

For at få et mere nuanceret billede af årsagerne til disse processer

har vi suppleret med en kvalitativ undersøgelse, som indeholder interview med

en række SiDere.

Det er fremlæggelsen af disse interview, der er hovedemnet for dette arbejdsnotat,

hvor SiDernes arbejdsliv, muligheder og konsekvenser belyses. Hvad er

det for processer, der finder sted på arbejdsmarkedet, og hvordan påvirker de

den enkelte SIDer? Hvorfor går det nogle godt, mens det går dårligt for andre,

selvom de kommer ud for de samme begivenheder?

Der er foretaget interview med 13 SiDere, og det er primært deres historier,

som fremlægges i notatet.

Vi takker interviewpersonerne, fordi de gav sig tid til at blive interviewet.

Uden deres positive medvirken ville dette notat ikke være skrevet.

Notatet er skrevet af Finn Kenneth Hansen og Henning Hansen, CASA og finansieret

af SiD.

August 2001

CASA


Indhold

1 Ikke faglærtes arbejdsliv - muligheder og konsekvenser ..........6

1.1 Formålet med undersøgelsen ............................6

1.2 Arbejdslivetsomproces ................................6

1.3 Arbejdslivshistoriersommetode..........................7

2 Arbejdslivet - vilkår på arbejdsmarkedet ....................10

2.1 Arbejdslivshistorier ..................................10

2.2 Arbejdsvilkårogarbejdsmarked .........................14

3 Det nedslidende arbejde ..................................15

3.1 Ulykkeognedslidning ................................15

3.2 Langsomnedslidning .................................17

4 Forskellige processer og forsørgelsessituationer ...............22

4.1 Selvforsørgelsesforløb ................................22

4.2 Arbejdsfastholdelsesforløb-fleksjob .....................26

4.3 Uafklaredeforløb ....................................28

4.4 Afklaredeforløb–førtidspension .......................31

5 Faktorer der påvirker processerne på arbejdsmarkedet .........34

5.1 Forholdenepåarbejdsmarkedet .........................34

5.2 Denenkeltesressourceroghelbred.......................36

5.3 Forsørgerkultur–arbejdskultur..........................37

5.4 Detrummeligearbejdsmarked ..........................39

Oversigt over interviewpersoner til SiD-undersøgelse .............42


1 Ikke faglærtes arbejdsliv - muligheder og

konsekvenser

1.1 Formålet med undersøgelsen

Formålet med denne rapport er at sætte fokus på ikke-faglærtes arbejdsliv. For

det første for at få større viden om de forhold og mekanismer, som kendetegner

ikke-faglærtes arbejdsliv og for det andet belyse konsekvenserne af dette.

De ikke-faglærte er en gruppe, som relativt ofte rammes af arbejdsløshed, sygdom,

ulykker, og konsekvensen er i mange tilfælde, at de må opgive arbejdslivet

til fordel for en pension. Udstødningen fra arbejdsmarkedet er et vilkår,

som rammer ikke-faglærte mere end andre. Der er imidlertid også mange ikkefaglærte

som til trods for, at de bliver af ramt af en række sociale begivenheder,

alligevel fortsætter på arbejdsmarkedet og opnår et godt arbejdsliv.

Men hvad er det for processer, der finder sted på arbejdsmarkedet, og hvordan

påvirker de den enkelte ikke-faglærte arbejder? Hvorfor går det nogle godt,

mens det går dårligt for andre, selv om de kommer ud for de samme begivenheder?

Udgangspunktet for denne undersøgelse er, at vi har udvalgt en række ikkefaglærte

arbejdere, der er medlemmer af SiD. Fælles for dem er, at de har været

udsat for en social begivenhed, fx sygdom, ulykke eller arbejdsløshed. Vi

har hørt på deres livshistorier, hvor de har fortalt om deres arbejdsliv, deres begivenheder,

og hvordan det er gået dem. I dette notat formidler vi disse historier.

1.2 Arbejdslivet som proces

Arbejdslivet kan anskues som en proces, hvor der hele tiden skabes muligheder

og begrænsninger – “opture” og “nedture”. Det er “nedtur”, når man bliver fyret

og ikke har arbejde, og “optur” når man finder et job og kommer i beskæftigelse.

Det er “nedtur”, når man bliver ramt af en ulykke, bliver syg og ikke

kan arbejde. Det er “optur”, hvis man bliver opereret, bliver raskmeldt og kan

arbejde igen.

Ved en proces vil vi forstå det sæt af arbejdsmæssige og sociale begivenheder,

problemer, ændringer, påvirkninger, drivkræfter og barrierer, der i forskellige

indbyrdes forhold betinger udviklingen i det enkelte menneskes livsvilkår og

dermed forløbet af ens arbejdsliv. En nærmere beskrivelse af de mange processer

åbner for en dybere forståelse af ligheder og forskelle mellem de ikke faglærtes

arbejdsliv og giver samtidig en forståelse af de mange komplekse for

6


hold, som ligger bag udviklingen af forskellige arbejdsliv og forsørgelsessituationer.

Udgangspunktet for undersøgelsen har været fortrinsvis at belyse generelle og

specifikke træk ved to af de mest markante processer i forhold til arbejdsmarkedet:

Selvforsørgelsesprocessen og udstødningsprocessen.

Ved selvforsørgelsesprocessen forstås det sæt af faktorer, der leder frem til, at

den enkelte kan klare sig selv økonomisk, uden hjælp fra det offentlige, dvs.

være selvhjulpen.

Ved udstødningsprocessen forstås det sæt af faktorer, der leder frem til, at den

enkelte ikke kan vende tilbage til arbejdslivet og dermed mere varigt er afhængig

af offentlig forsørgelse, dvs. primært førtidspension.

Når der kan være grund til at tage udgangspunkt i henholdsvis selvforsørgelses-

og udstødningsprocessen, så er det fordi, de hver for sig er kendetegnet

ved, at de ender i klart definerede forsørgelsessituationer, henholdsvis lønarbejde

og førtidspension.

Men det er langt fra alle arbejdsliv, som på et givet tidspunkt er i en veldefineret

situation, fordi arbejdslivet er en lang proces. Ofte befinder de ikke-faglærte

sig i en slags mellemposition mellem selvforsørgelse og udstødning. Man

kan sige, at de befinder sig i en proces, hvis endelige situation ikke er bekendt

eller er uafklaret. Ved at betragte selvforsørgelses- og udstødningsprocesserne,

er der imidlertid et grundlag for at vurdere, i hvilket omfang disse fortsatte processer

vil gå i retning af enten selvforsørgelse eller varig forsørgelse.

1.3 Arbejdslivshistorier som metode

Et andet udgangspunkt for undersøgelsen har været, at det er ikke-faglærte –

i dette til fælde SiDere – som selv fortæller og fremlægger deres arbejdsliv.

Der er altså ikke tale om en analyse baseret på statistiske oplysninger, men det

er SiDere, som gennem interview har fortalt deres arbejslivshistorie. Det vil

sige de forskellige job og arbejdspladser, de har været på. Hvad er det for

vilkår, de har været udsat og påvirket af, og hvad har det betydet for deres arbejdsliv

og velfærd? Der er foretaget interview med 13 SiDere. I bilag er der

givet en oversigt over de 13 interviewpersoner.

Oplægget for udvælgelsen af interviewpersoner var følgende:

“Den kvalitative undersøgelse skal omfatte en række SIDere, som i dag er arbejdsløse,

førtidspensionister eller endt på bistand – altså personer, det er gået

skidt, men undersøgelsen skal også omfatte SIDere, det er gået godt.

7


I interviewene skal personerne selv fortælle deres egen historie – nemlig den

historie, som statistikkerne ikke kan fortælle. Altså sætte kød og blod på de

statistiske oplysninger.

Det foreslås, at der foretages 8 interview med personer, som det er gået skidt,

fx:

2 personer, der er karakteriseret ved at have gentagne arbejdsløshedsperioder,

og som er endt på dagpenge eller kontanthjælp.

2 personer som på grund af nedslidning er endt på førtidspension.

2 personer, som har været ramt af skiftende sygdomsperioder, og som efter

mange år er endt på førtidspension.

2 personer, som på grund af den teknologiske udvikling er blevet arbejdsløse

og ikke har kunnet finde beskæftigelse i lokalområdet, været på gentagende

aktiveringsjob uden, at det har ført til job, og de er endt på dagpenge,

overgangsydelse eller efterløn.

Der foretages 6 interview med personer, som det er gået godt på trods af, at de

har været i en vanskelig situation fx:

2 personer, som har været gennem gentagne arbejdsløshedsperioder, men

i dag er i beskæftigelse eller efterløn.

2 personer, som har været gennem sygdomsperioder eller en sygdomsperiode,

men i dag er i beskæftigelse.

2 personer, som har skiftet job/branche efter lang tids arbejdsløshed. Er blevet

omskolet til andet arbejde og i dag er i beskæftigelse eller på efterløn.”

Udvælgelsen af interviewpersoner er sket i samråd med SiD. Socialrådgiver

Gunvor Auken, SiD har formidlet kontakt til lokale SiD-tillidsfolk eller personer

med kendskab til problematikkerne. De lokale tillidsfolk vil ofte have

kendskab til forskellige “skæbner” blandt deres medlemmer, og de udvalgte

personer er foretaget i samråd med de lokale tillidsfolk og socialrådgivere.

Der er tilstræbt en vis geografisk spredning og en spredning på land og by.

Der var planlagt 14 interview, men desværre blev der på grund af afbud kun

tale om 13 interview – fordelt med 6 i Jylland, 1 på Fyn og 6 på Sjælland.

De 13 interviewpersoner er blevet anonymiseret. Ikke fordi de enkelte personer

ikke ville stå frem og fortælle deres historie – det er der faktisk nogle af dem,

der synes var helt i orden. Men vi havde på forhånd lovet interviewpersonerne

anonymitet. I beskrivelsen af interviewpersonerne og citaterne har vi givet dem

opdigtede navne. Desuden har vi udeladt navne på konkrete navngivne

arbejdspladser, kommuner, læger og sagsbehandlere.

8


De 13 interview er indtalt på bånd, og hvert interview er efterfølgende skrevet

rent. Tilsammen fylder udskrifterne ca. 100 sider. Man kunne have fremlagt

materialet som 13 forskellige cases. Vi har imidlertid valgt at bearbejde og

analysere de 13 interview.

De 13 interview har været foretaget ud fra en spørgeguide med spørgsmål omkring

bestemte temaer, som vi har været interesseret i. Der er således ikke tale

om et åbent interview, men et delvist struktureret interview, der primært har

drejet sig om de enkelte personers arbejdsliv og deres nuværende forsørgelsessituation.

I fremstillingen har vi valgt at gå på tværs af de enkelte historier og

fremlægge nogle på forhånd bestemte problemstillinger, og alt er baseret på interviewmaterialet.

9


2 Arbejdslivet - vilkår på arbejdsmarkedet

Hvad er det for et arbejdsmarked, og hvad er det for arbejdsvilkår ikke-faglærte

lever med og påvirkes af. Det vil vi vil se nærmere på i dette kapitel. Først

beskrives en række SiDeres arbejdsliv – rent historisk. På baggrund af disse

beskrivelser vil vi forsøge at give en karakteristik af det ikke-faglærte arbejdsmarked

og de vilkår, som påvirker ikke-faglærte.

Der er tale om arbejdslivshistorier blandt SiDere med forskellig alder. De har

derfor gennemlevet mere eller mindre i deres arbejdsliv og på forskellige tidspunkter.

De har arbejdet inden for forskellige hovedfag. Følgende fag er repræsenteret:

En renovationsarbejder, en murerarbejdsmand, en jord- og betonarbejder,

en anlægsgartner, en brolægger og en fabriksarbejder (kvinde)

2.1 Arbejdslivshistorier

Mogens' historie

Mogens er 42 år og startede sit arbejdsliv efter skolen som 14 årig. Han startede

i industrien og var der i 2 år. Derefter kom han inden for jord og beton. Om

vinteren gik han arbejdsløs, og derfor fandt han noget inden for træindustrien.

Han savnede imidlertid det udendørs arbejde og begyndte at arbejde med asfalt

i København. Asfaltsarbejdet varede i 4 år, hvorefter han startede som renovationsarbejder

inden for kommunen. Der var han en hel del år, hvorefter han

kom til vejafdelingen i kommunen. Han arbejdede i tilsammen 18 år inden for

kommunen, men altså i to forskellige afdelinger. Han holdt op i kommunen,

fordi der skulle ske rationaliseringer, hvor nogle sjak blev slået sammen. Det

førte til nogle problemer med en arbejdsleder, hvorefter han holdt op.

For et par år siden fik han konstateret slidgigt og ledegigt. Han blev opsagt i

sit sidste job som pladesmed, fordi han havde en længere sygeperiode. Han kan

ikke klare fysisk krævende arbejde mere. Nu går han på et kursus som omsorgsmedhjælper,

som AOF arrangerer i samarbejde med kommunen og fagforeningerne.

Han er i praktik på en boliginstitution for handicappede, hvor der

er hjælpemidler til at klare de tunge løft. Han håber at kunne få job som omsorgsmedhjælper

efter kurset.

Han har haft hårdt fysisk arbejde i næsten hele sit arbejdsliv, og meget af arbejdet

er foregået udendørs både sommer og vinter og i al slags vejr.

Sørens historie

Søren er 47 år og udlært kok i 1971. Han var kok på et skib, men kunne ikke

klare de skæve arbejdstider og var der kun et par år. Så kom oliekrisen i 1973-

1974, hvor det var svært at finde noget arbejde, og han gik en del arbejdsløs.

10


Han startede i 1976 som arbejdsmand med jord og beton hos en lille mester,

og har været arbejdsmand lige siden. Han har haft en del forskelligartede job,

bl.a. støbearbejde, på medicinalfabrik som dyrepasser, vicevært i et boligselskab,

på maskinfabrik, på møbelfabrik og renset store ovne. Ind imellem har

han været arbejdsløs i perioder. Hans sidste job var et puljejob, hvorefter han

har været sygemeldt.

Hans nuværende situation er, at han er syg på grund af en hjerneskade og på

kontanthjælp. Han er for syg til at arbejde, og kommunen vil ikke give ham et

fleksjob, og de vil heller ikke give ham en førtidspension. Han afventer en beslutning

om, hvad der skal ske.

Hans’ historie

Hans er 62 år og startede med at sejle, da han kom ud af skolen. Først sejlede

han som dæksdreng, siden hen som jungmand og letmatros, efter at have været

på sømandsskole. Han sejlede i 4-5 år, hvorefter han blev soldat ved marinen.

Efter soldatertiden gik han i land og fik arbejde hos et firma i København. Her

arbejdede han i 16 år, både som kranmand og opmærker af gods.

I 1974 købte Hans og familien en gård på 18 tønder land i Jylland. Han havde

en plan om at blive landmand og passe børnene, mens konen skulle have et

kontorjob. Desværre var det lige i den periode, hvor der kom en masse arbejdsløshed,

og byen blev slemt ramt. Han var kun landmand i ½ år, hvor han satte

gården i stand, men så var der ikke flere penge, og han måtte ud og finde arbejde.

Han fik noget løst arbejde i et års tid ved kommunen, men blev fyret. Derefter

fik han arbejde på en køleskabsfabrik i 2-3 uger. Det var ikke noget for ham.

Han sagde selv op og kom i karantæne. Han startede dog snart efter hos kommunen

igen, og der har han været resten af sit arbejdsliv.

Han har arbejdet som brolægger ved elværket i 22 år. Da han ikke kunne bruges

som brolægger mere, måtte han stoppe. Han blev afskediget efter 120-dages

reglen – i virkeligheden havde han været sygemeldt i endnu længere tid.

Han har ikke haft nogen arbejdsløshedsperioder i de 22 år, han var hos kommunen.

I begyndelsen havde de lidt vejrlig – især om vinteren. Men efterhånden

brugte de perioder med dårligt vejr og vinter til at ordne andre ting ved elsystemet,

fx reparere højspændingsstationer.

Han måtte stoppe sit arbejdsliv som 58 årig på grund af problemer med ryg og

led. Han er blevet opereret flere gange, og i dag er han på førtidspension. Han

er nedslidt af hårdt fysisk arbejde med fliser og brolægning. Kommunen havde

stort set ingen maskiner, der kunne lette det hårde arbejde.

11


Hennings historie

Henning er 51 år og har alle dage “haft jord under neglene”. Efter skolen blev

han arbejdsdreng hos en anlægsgartner. Bortset fra et par korte afstikkere til

lagerarbejde og skofabrik, har han været anlægsgartner og brolægger hele tiden.

Han har kun været ansat hos et par forskellige mestre. Det meste af tiden

har han lavet haveanlæg, fortove, hække, terrasser og beplantning.

Han har næsten altid udført hårdt fysisk arbejde, og for 2 år siden var han ude

for en arbejdsulykke i forbindelse med kantstensarbejde. Han fik et knæk i ryggen.

Det viste sig, at hans ryg var ødelagt, og at han desuden havde slidgigt.

Han har været i arbejdstrænin og fået konstateret, at han ikke kan udføre fysisk

arbejde. Derefter søgte han førtidspension, som blev bevilget for nylig.

Grethes historie

Grethe er 53 år og har arbejdet mest som fabriksarbejder. Hun startede som 14

årig på en cigarfabrik. Efter at have arbejdet i supermarked og i grøntfor-retning,

blev hun gravid som 17 årig og fik hurtigt 3 børn. Så gik hun hjemme hos

dem i nogle år.

Efter det blev hun fabriksarbejder i et stykke tid, og ind imellem har hun haft

rengøringsarbejde. Så arbejdede hun i 6 år på et bryggeri, hvor hun havde skifteholdsarbejde.

Hun var afløser i pauser rundt på hele virksomheden på fuld

tid. Bryggeriet lukkede, og hun gik arbejdsløs i en række år, hvor hun hjalp sine

forældre, der var blevet syge.

Hun fandt ud af, at hun godt kunne lide at arbejde med ældre, så derfor søgte

hun ind som uuddannet hjemmehjælper og var der i halvandet år. Da hun skulle

have en hjemmehjælperuddannelse gik det skævt, og hun fik ikke færdiggjort

uddannelsen. Hun var så nødt til at tage rengøringsarbejde på skoler, i banker

og på sygehuse. Hun holdt op med rengøringsarbejdet på grund af helbredet.

Senere har hun været i langtidsjob 2-3 gange. Det har været inden for kommunen,

hvor hun ordnede haver og var ude og hjælpe ældre med rengøring, eller

hvad der nu var forefaldende. Desuden var hun 9 måneder på et plejehjem og

9 måneder oppe i “vandtårnet” som vagt.

For 2 år siden blev hun sygemeldt på grund af en “tennisalbue”. Hun har også

fået stillet diagnosen fibromyalogi. Hun venter på en afklaring af sin situation.

Kommunen mener ikke, hun kan komme i betragtning til et fleksjob, og hun

kan ikke revalideres. Det er ikke afklaret, om hun kan søge førtidspension.

Maliks historie

Malik er 49 år og født i Marokko. Han kom til Danmark i 1981 som cirkusarbejder

fra Marokko. Men efter nogle spændende år i cirkus ville han have noget

mere fremtidsrettet, så han senere kunne stifte familie og få børn.

12


Inden han kom til Danmark havde han arbejdet nogle år på fabrik i Marokko

som arbejdsmand. Desuden har han været i fremmedlegionen en kort tid, men

han fortrød, inden prøvetiden var udløbet.

Efter cirkusarbejdet fik han et job som murerarbejdsmand i 1983. Men han var

arbejdsløs om vinteren, og det var ensomt. Derfor søgte han fabriksarbejde.

Han fik arbejde på en aluminiumsfabrik, hvor han arbejdede uafbrudt i 14 år,

indtil han blev syg. På aluminiumsfabrikken var han arbejdsmand, og i løbet

af de 14 år har han næsten været alle funktionerne igennem, fx montage, pakkeri

og truckkørsel. Arbejdet var 2-holdskift, og det var fysisk hårdt arbejde.

For et år siden blev han sygemeldt på grund af en dårlig skulder, men smerterne

startede allerede for 7-8 år siden. Han er blevet opereret i skulderen, og han

har efterfølgende været i arbejdsprøvning, hvor man har konstateret, at han ikke

kan klare fysisk hårdt arbejde. Det er uafklaret, hvad han skal i fremtiden.

Han vil gerne have et mindre fysisk belastende arbejde.

Bents historie

Bent er lige ved at fylde 40 år. Han startede som arbejdsdreng på en betonvarefabrik.

Derefter fik han arbejde på et gartneri i et par år. Så “tullede” han lidt

rundt, hvorefter kan fik fabriksarbejde. Han arbejdede hårdt på fabrikken og

tjente mange penge.

Han havde en række småjob på forskellige fabrikker, indtil han fik mere fast

arbejde i et frøfirma. Her var han i 5 år. Hans arbejde bestod mest i at gå “til

hånde”, og han satte frø på plads, sorterede, hentede sække og havde med frøstativer

at gøre. Han blev imidlertid utilfreds med, at kollegaer med truckkort

fik mere i løn, og sagde op i firmaet, da han ikke kunne få den samme løn.

Efter et job hos en skomager i 5 år, fik han imidlertid job på sin gamle fabrik.

Han kunne ikke holde ud at sidde stille indendørs hos skomageren. Han arbejdede

4-5 år på fabrikken med kørsel, fejede udendørs og tømte “møghuller”.

Da formanden holdt op på grund af alder, så holdt han også op.

Herefter fik han arbejde med at slå græs på en kirkegård. Her arbejdede han,

indtil han kom ud for en arbejdsulykke for 4 år siden. Han kom til skade med

foden, da han var ved at brænde ukrudt af.

Efter at have været sygemeldt et stykke tid har han været i forskellige former

for aktivering, som han ikke har været begejstret for. Han har også haft små job

og søgt ind på sygeplejeskolen, men uden held. Hans fod er stadig dårlig, selv

om han har været gennem en operation. Han har stærke smerter, og hans fremtid

er uafklaret. Han får i øjeblikket sygedagpenge, men måske skal han søge

førtidspension.

13


2.2 Arbejdsvilkår og arbejdsmarked

Selv om livshistorierne er forskellige, er der forhold, som går igen i historierne

og fortæller noget om det arbejdsmarked, som er karakteristisk for mange ikkefaglærte

arbejdere. De har alle haft:

Mange forskellige job. For nogle gælder det gennem hele deres arbejdslivshistorie.

For andre er der tale om, at de finder et fagområde, som de vedholder

og forsøger at holde sig inden for.

Været ramt af arbejdsløshed. Det gælder stort set for alle. Nogle få har

imidlertid haft et arbejdsliv, stort set uden arbejdsløshed. Nogle er blevet

ramt af arbejdsløshed i forbindelse med de økonomiske kriser. Andre har

været ramt af fyringer på grund af nedlæggelse af deres arbejdsplads.

Eller haft sygeperioder. Dette gælder også næsten alle. Kun enkelte har været

forskånet for længere sygdom i deres arbejdsliv.

Arbejdet i fag, hvor risikoen for ulykker er meget stor.

Endelig er der tale om arbejdsvilkår, som er karakteriseret ved:

hårdt fysisk arbejde

tunge løft

ensidigt gentaget arbejde

udearbejde i al slags vejr

stående arbejde

akkordarbejde

Det er samtidig karakteristisk, at alle påpeger, at arbejdet er blevet intensiveret,

og arbejdstempoet generelt er blevet sat i vejret.

14


3 Det nedslidende arbejde

Arbejdsvilkårene for de interviewede SiDere har i mange tilfælde betydet helbredsmæssige

problemer af en sådan karakter, at de har haft vanskeligheder

med at fastholde deres tilknytning til arbejdsmarkedet. For de fleste har der

været tale om en fysisk nedslidning. Der er kun en enkelt af interviewpersonerne,

der ikke har fået helbredsmæssige problemer, men som har haft vanskeligheder

i forhold til arbejdsmarkedet på grund af langvarig arbejdsløshed. I dette

kapitel vil vi sætte fokus på det nedslidende arbejde og de forskellig former for

nedslidning, der kan være tale om.

Nogle er blevet ramt af en ulykke, som efter operation har påvirket dem i deres

fysiske udfoldelse, og efter genoptagelse af arbejdet har det bevirket en nedslidning

af bevægeapparatet – først og fremmest ryggen, men i mange tilfælde

også arme og ben. Denne periode efterfølges ofte af flere sygdomsperioder, der

ender med, at de må indstille deres nuværende arbejde. Der er tale om en nedslidning,

som har udgangspunkt i en ulykke.

Andre har gennem årene slidt hårdt på deres bevægeapparat med tunge løft, ensidigt

gentaget arbejde, stående arbejde eller arbejde i al slags vejr. Der er her

tale om en nedslidning, som ikke er blevet særligt bemærket, og som ikke har

påvirket den fysiske udfoldelse i nævneværdig grad, men som pludselig slår ud

og betyder, at de ikke kan magte de fysiske krav, som de er vant til. Der er for

de fleste tale om en chokvirkning, der ofte betyder, at de må indstille deres

nuværende arbejde. Der er tale om en langsom nedslidning.

I det følgende vil vi give nogle konkrete eksempler på, hvordan de forskellige

typer af nedslidning foregår i praksis.

3.1 Ulykke og nedslidning

Jytte er gartner og har i mange år arbejdet i pakkeriet, hvor hun har stået på et

cementgulv og pakket blomster. Desuden var hun ansvarlig for fordeling af arbejdet

i pakkeriet, og at tingene blev pakket. Dagen før jul, hvor hun er alene

i pakkeriet, kommer hun i klemme med benet i et metalbånd.

“Jeg kom i klemme i et metalbånd i 1994. Helt nøjagtig den

23. december 1994 om eftermiddagen. Jeg var helt alene på

gartneriet, og så lå jeg der neden under. Lige siden så er det

gået skidt. Jeg kom bl.a. til at gå forkert, så jeg er blevet opereret

flere gange.”

Efter en operation vendte Jytte tilbage til pakkeriet:

15


“Det var ikke så alvorligt i starten. Så jeg fortsatte arbejdet

i pakkeriet. Der var jeg vel i en 2-3 år. Knæet blev opereret

nogle gange i den tid. Så gik det godt, og så vendte jeg tilbage

til arbejdet og arbejdede normalt. Men smerterne blev ved,

og det belastede for meget. Så sagde de på sygehuset, at nu

skulle jeg ikke gå ud som gartner mere, det kunne benet ikke

tåle.”

Jytte holdt så op og blev sygemeldt, og da hun blev raskmeldt igen, kom hun

på understøttelse. Men selv om hun blev raskmeldt, havde benet det stadig ikke

godt.

“Kendsgerningen er, at jeg for 2-3 år siden var gennem en

stor knæoperation, hvor jeg fik lavet et benbrud på mig, og de

tog nogle knogler og byggede ind i mit knæ, for så mente de,

at det ville blive mere stabilt. Det mislykkedes, og derfor skal

jeg nu af sted til en ny operation.”

Jytte har dog ikke kappet forbindelsen til arbejdsmarkedet på trods af hendes

dårlige knæ.

“Jeg er så heldig, at jeg kender en fotograf, og ham har jeg

arbejdet hos de sidste tre år – 4 måneder om året. Jeg sidder

og pakker billeder. Det kan jeg klare, fordi jeg sidder ned og

kan rejse mig op, når det er nødvendigt. Jeg arbejder der 4

måneder, og så går jeg hjemme på understøttelse, til jeg starter

igen.”

Et andet eksempel er Bent, som er tæt ved at fylde 40 år. Han er graver og har

arbejdet på en kirkegård i en årrække, da han en dag bliver ramt af en ulykke.

“Jeg har gået med en gasbrænder med en gasflaske. Der har

jeg gået rundt på kirkegården og brændt gangene og ukrudt.

Du må ikke sprøjte mere. Så var der et dæksel to centimeter

hævet over vejbanen. Rundt om det brønddæk, der lå nogle

bløde sten, og jeg vrider så rundt på højre fod på sådan en

løs sten, og det var lige til fyraften. Jeg tænkte, hjem skal du

jo, og jeg går ind og siger, hvad der er sket. Du skal nok ikke

tage skoen af. Så kørte jeg hjem.”

Det viste sig, at foden kun var forstuvet, og han fik den besked, at han kunne

sætte sig med benet oppe i 3 måneder, så ville hævelsen være faldet og smerten

være væk. Men 3 måneder er lang tid at sidde stille for én, der er vant til at gå

udendørs. Det kunne han ikke, og han startede på arbejde igen.

16


“Jeg arbejdede i knap 2 år, men jeg havde meget ondt. Jeg

gik mange kilometer hver dag. Da det stadig gjorde ondt, gik

jeg op til egen læge. Han sagde, at den var gruelig gal. Jeg

sygemelder dig med det samme, jeg ved ikke for hvor lang

tid.”

Bent blev sygemeldt og tog smertestillende medicin og kom efter ventetid på

hospital og blev opereret.

“Og det gik så godt, at allerede om morgenen, der smed jeg

begge stokke. Jeg kunne gå uden smerter, jeg var overrasket.

Det var jeg glad for. Jeg ringede til den lokale kirkegård, og

der fik jeg arbejde med det samme. Der gik jeg så tre uger, så

kunne jeg ikke mere. Så hævede foden igen.”

Bent blev sygemeldt med smertestillende medicin. Han blev dog hurtigt sendt

i aktivering. Efter et halvt år søgte han ind på plejerskolen med henblik på at

komme ud og passe psykisk syge. Det var imidlertid ikke muligt at skaffe en

praktikplads, fordi hans skolepapirer ikke var gode nok. Så gik han på arbejdsformidlingen

og fik et job på et lager. Der gik dog ikke lang tid, så hævede foden

igen.

“Så kom jeg ind til operation. For splinter i knoglerne. Og så

regnede vi med, at det gik. Samme dag kunne jeg se, at det ikke

var godt. Det gjorde ondt. De kunne ikke gøre mere. Det

er den behandling, jeg har fået og så noget meget stærkt

smertestillende medicin, nærmest narkotika. Der er et vrid i

knoglerne, så der er sket en forskydning. Jeg er ramt af smerter,

og det skal jeg leve med resten af mit liv, hvis de ikke kan

finde på noget nyt. Den eneste mulighed er nok førtidspension.

Men kommer de med noget, så min fod kan blive rask,

så vil jeg hellere arbejde. For det her er ikke sjovt.”

Såvel Jytte som Bent har haft adskillige år på arbejdsmarkedet, da ulykken

rammer dem. De fortsætter med at arbejde, og det slider på henholdsvis knæet

og foden. De bliver derfor nødt til at stoppe arbejdet. Jytte er dog så heldig, at

hun finder et sæsonarbejde, som hun kan bestride, mens Bent efter adskillige

forsøg må stoppe.

3.2 Langsom nedslidning

Den langsomme nedslidning er karakteriseret ved, at der gennem mange år foregår

en nedslidning af kroppen. Det rammer typisk ikke-faglærte inden for

fag, hvor der er tale om tunge løft og ensidigt gentaget arbejde. En typisk historie

på langsom nedslidning er Per, der gennem et langt liv har arbejdet i flere

17


forskellige fag, først som murerarbejdsmand, derefter chauffør, så på støberi

og endelig som truckfører. Der har været tale om arbejde med mange tunge løft

og ensidigt gentaget arbejde.

Per startede som 12 årig med at arbejde på landet for bønderne. Som 14 årig

blev han bydreng hos en isenkræmmer. Isenkræmmeren havde bl.a. også porcelænsudlejning,

og Per slæbte på de tunge kurve.

I midten af 1960erne var Per murerarbejdsmand og støbemand på et cementstøberi.

“Som arbejdsmand blev man jo som regel fyret om vinteren,

og så måtte man tage det arbejde, der var at få først på sæsonen.

Dengang var der en del løftearbejde, fx fliser. Man havde

ikke så mange maskiner og løfteredskaber, som i dag.”

Per har også i en kort periode båret mursten op af stilladser til murerne.

“Det blev gode tider, da der kom gang i typehusbyggeriet i

1970erne, og der blev mangel på murerarbejdsmænd. Der

var rigtig gode akkorder, men det var også hårdt. Men der

var gode penge at tjene, så vi arbejdede hårdt og længe.”

Inden tiderne i byggeriet blev rigtig dårlige, havde Per skiftet til at køre som

lastbilchauffør igen og var begyndt at køre "på København". Han kørte som

lastbilchauffør med trikotage til København.

“Ind på et lager – 5 kartoner ud og op på en bil og stable det

– og så hoppe op og ned af en lastbil hele dagen, det er hårdt

for benene og ryggen.”

I København var det ret hårdt, fordi der var så meget læssen af og på, så mange

steder. Og det var med hånden – der var ikke løftemaskiner dengang. Senere

kørte Per på udlandet – især Finland og Tyskland.

Per skiftede senere til et job på en aluminiumsfabrik, hvor der var en del løftearbejde.

Her blev hans rygproblemer rigtigt alvorlige. Han havde haft lidt problemer,

allerede da han kørte lastbil. Men han valgte støberiarbejdet, fordi han

godt ville være mere hjemme. Han havde fundet en ny “kone” og ville undgå

at sætte forholdet over styr ved at køre for meget i udlandet.

Derefter kom han tilbage til galvaniseringsanstalten som truckfører. Her skulle

han læsse biler hver aften, men kunne i øvrigt passe sig selv. Men det gik galt

med ryggen, så til sidst kunne han ikke holde ud at sidde på trucken.

18


Så kom han til en entreprenør i et halvt års tid og kørte entreprenørmaskiner.

Men her kunne han dårligt kravle ud af sengen på grund af den dårlige ryg. Da

det blev vinter, tilbød Per, at han gerne ville fyres, hvis der skulle fyres nogen.

“Da jeg kom ned i fagforeningen sagde de, at jeg skulle søge

min pension. Jeg var helt nedslidt.”

Da var Per 47 år. Desuden skulle Per søge om arbejdsskadeserstatning (og det

arbejderhanpåendnu–7årefterersagenendnu ikke afgjort).

Per mener, der er tale om en arbejdsskade, som han fik en gang, da han kørte

med fisk i Tyskland.

“En aften punkterede jeg. Da jeg ville løsne boltene med en

krydsnøgle, var jeg nødt til at stå oppe på den med det resultat,

at jeg faldt ned. I faldet fik jeg et ordentligt knæk i ryggen.”

Siden den episode fik han det meget, meget værre. Per har gået en masse til kiropraktor

og fysioterapeut og gået til mange undersøgelser og fået foretaget

scanninger. I 1998 blev han så opereret i ryggen, og nu er ryggen “helt færdig”,

og Per kan ikke arbejde mere.

Pers historie er langt fra enestående, men er karakteristisk ved det lange forløb,

hvor ryggen i de forskellige job og på forskellig måde bliver kraftigt belastet.

Tilsvarende er situationen for Mogens, der har arbejdet som jord- og betonarbejder

og senere som renovationsarbejder.

“Jeg har slidgigt og ledegigt. Det har jeg fået konstateret.

Jeg har jo også arbejdet, siden jeg var 14 år, så var det jord

og beton, og så var jeg renovationsarbejder og vejarbejder,

så det har været det tunge arbejde, lige fra starten. I dag er

jeg42år.”

Mogens havde allerede mærket problemerne tilbage i 1980erne, hvor han havde

ondt i ryggen. Han var dengang til nogle undersøgelser, men de viste ikke

rigtigt noget.

“Men jeg kunne mærke det i ryggen, og om vinteren, når det

blev koldt, kunne jeg mærke det i mine muskler. Musklerne

trækker sig sammen, og så var jeg til flere undersøgelser,

men der var ikke noget.”

19


Så først her i 1990erne begyndte han at få sygemeldinger, og så fik han foretaget

en decideret helbredsundersøgelse, hvor det blev konstateret, at han havde

slidgigt og ledegigt i svag grad i armen og i nakken på grund af slitage.

“Så året efter tog jeg en undersøgelse for at se, hvor slemt

det var, og så sagde lægen, at jeg kunne godt blive indstillet

til pension, hvis jeg ville, Jeg havde så dårlige arme, at når

jeg gik i byen og købte ind, fik jeg smerter og kunne næsten

ikke løfte.”

Men Mogens fortsatte med at arbejde.

“Jeg kunne godt mærke, at det gjorde ondt, men jeg tænkte

ikke på det, for jeg ved, at hvis jeg først tænker på det, så gør

det ondt. Jeg spekulerede ikke på, at jeg havde slidgigt, for

det ville jeg helst ikke tænke på. Da det begyndte at gøre

ondt, havde jeg svært ved at sove, men jeg gik på arbejde alligevel

for at se, om det gik over. Men så til sidst måtte jeg sygemelde

mig.”

Lægerne sagde, at Mogens godt kunne arbejde, hvis han kunne finde noget, der

var lidt lettere. Så prøvede han at køre som chauffør inden for renovationen,

men det gik ikke så godt. Selv om der var en sækkevogn, skulle han stadig løfte.

”Jeg kunne mærke det i armen og skuldre. Så til sidst sagde

jeg til mig selv, nu må du holde op.”

Mogens vil helst undgå pensionen og ønsker at få et let arbejde, som han kan

klare.

Et tredje eksempel er Hans. Han er 62 år og har været invalidepensionist i 5-6

år. Han er blevet opereret for en diskusprolaps i ryggen, og han har to mere,

som han nogenlunde kan leve med. Desuden har han fået indopereret nye knæled

– efter et par operationer.

Hans har arbejdet som brolægger i 22 år. Problemerne med hans ryg og knæ

skyldes alt det hårde fysiske arbejde, han har udført gennem mange år. I en tid,

hvor der ikke var mange maskiner. De lagde kabler ned, og hans arbejde var

at flytte fliser og lave brolægning. Fliserne var ofte meget tunge – de tungeste

vejede 120 kilo. De fik først en flisemaskine til allersidst. De var meget på

akkord, det gik hurtigt, og de tjente mange penge. Han løftede nogle dage op

til 16 tons pr. dag.

Det var ellers ikke normalt med akkord hos kommunen, men chefen syntes, at

det var et godt system, fordi det gik hurtigt, og det gav færre klager. Akkordsy-

20


stemet var meget fysisk hårdt. Men på et tidspunkt blev han enig med sin makker

om, at de ville nedtrappe akkordarbejdet. Børnene var blevet store, og de

havde ikke længere så hårdt brug for pengene. Men da var det nærmest for

sent. Da var Hans allerede nedslidt.

De tre eksempler illustrerer, at den langsomme nedslidning af bevægeapparatet

er en proces, der giver sig til kende efter mange år på arbejdsmarkedet med

tunge løft og ensidigt gentaget arbejde. Hverken Per, Mogens eller Hans har

været ramt af sygdom eller haft synderlige sygeperioder i deres relativt lange

arbejdsliv. Men pludselig kommer den gradvise nedslidning til udtryk. Det er

ikke antallet af år på arbejdsmarkedet, men sliddet på kroppen, der er afgørende

for, hvornår den enkelte må sige stop. Per er 47 år, Mogens 42 år og Hans

57 år, da helbredet ikke mere kan klare det hårde fysiske arbejde.

21


4 Forskellige processer og

forsørgelsessituationer

De interviewpersoner, vi har talt med, har stort set alle mærket og været belastede

af nedslidningsprocesserne på arbejdsmarkedet og været i den situation,

at de har vanskeligheder med at fastholde deres tilknytning til arbejdsmarkedet.

På trods af dette er de i dag i forskellige forsørgelsessituationer. Dette er fokus

for dette kapitel, hvor vi vil stille skarpt på den situation, interviewpersonerne

er i 2001, hvor vi har interviewet dem. Opmærksomheden er rettet mod, hvad

det er for forhold, der har ført til, at de er i forskellige forsørgelsessituationer.

Vi vil skelne mellem 4 forskellige situationer eller rettere forløb:

Selvforsørgelsesforløb, hvorved vi forstår et forløb, hvor den enkelte er

kommet i beskæftigelse (lønarbejde) eller i uddannelse, som vil føre til fast

tilknytning til arbejdsmarkedet.

Arbejdsfastholdelsesforløb, hvorved vi forstår et forløb, hvor den enkelte

har fået et arbejde på mindre tid eller på særlige betingelser, fortrinsvis i

form af fleksjob med løntilskud til arbejdsgiveren.

Uafklarede forløb, hvorved vi forstår et forløb, hvor den enkelte ikke ved

om den situation, vedkommende helbredsmæssigt står i, vil føre til arbejde

eller pension, og hvor vedkommende enten er på dagpenge, bistandshjælp

eller uden offentlig forsørgelse.

Afklarede pensionsforløb, hvorved vi forstår et forløb, hvor nedslidningen

fra arbejdsmarkedet har sat sig klare spor, og vedkommende af helbredsmæssige

grunde er blevet tildelt førtidspension.

I det følgende vil vi beskrive de forskellige forløb, og i næste kapitel vil vi pege

på nogle af de elementer, som har være medvirkende til de forskellige forløb.

4.1 Selvforsørgelsesforløb

John er 52 år og har arbejdet med smedearbejde det meste af tiden. Han har

bl.a. arbejdet på beholderfabrik og kedelfabrik og han var med til at lave de

første kulfyringsanlæg. Senere lavede han kul- og halmfyr over hele landet.

På et tidspunkt var han så uheldig, at han udviklede en såkaldt ”springfinger”,

som han skulle opereres for med henblik på at få rettet fingeren. Men der gik

fuldstændig “kage” i det for sygehuset. Han skulle i virkeligheden have været

22


til genoptræning straks efter indgrebet, men det kom han ikke. Der gik 3 uger,

før han startede genoptræningen, og det var ret katastrofalt.

John gik 1-1½ år uden arbejde samtidig med, at han gik til nytteløs genoptræning.

Det endte med, at han fik klippet fingeren af. Sygehuset var godt klar

over, at der var tale om lægesjusk, og John har efterfølgende fået erstatning for

lægesjusk.

John var ved at opgive det hele. Han kom ud i en slem krise og røg ud i en

skilsmisse. Han flyttede på et lille værelse. For at få en lejlighed, hvor han

kunne have sin søn på besøg, måtte han ikke eje noget som helst. Han måtte

derfor sælge sin kapitalpension.

Efter en snak med SiD blev John klar over, at han ikke kunne fortsætte som arbejdsmand

eller smed. Hvad skulle han så lave?

“Mens jeg gik uden arbejde og til genoptræning, havde jeg

noget frivilligt arbejde i Blå Kors. Min nuværende kone arbejder

i Blå Kors, og jeg havde også en kammerat, der arbejdede

i Blå Kors. Så jeg gik op og spurgte, om jeg kunne hjælpe

lidt til – så vidt mit handicap nu rakte.”

John fortalte om det frivillige arbejde, han lavede i sin fritid, og sammen fandt

han og fagforeningen ud af, at han måske kunne blive en god pædagog. John

kunne godt tænke sig en diakonuddannelse inden for Blå Kors – på Diakonhøjskole.

“Men jeg var nu noget i tvivl – var jeg ikke blevet for gammel?

Det var jo længe siden, jeg havde gået i skole.”

John fik gennemført sin pædagoguddannelse og arbejder i dag på et dagcenter

for fysisk og psykisk handicappede – det kreative værksted. De handicappede

kommer fra bosteder og private hjem, og det er en slags arbejdsplads for dem.

De er for dårlige til at indgå i egentlig produktion, men på det kreative værksted

kan de føle, at de kommer på en slags arbejdsplads. Det er ikke et beskyttet

værksted, men et aktivitetssted.

“Man kan se, at det er af meget stor værdi for de mennesker

at komme ud i skånejob eller noget, der ligner rigtigt arbejde

så meget som muligt.”

John har altså fået en ny uddannelse på 3-4 år som pædagog, men det har været

en hård proces.

23


“Jeg havde virkelig svært ved at lave opgaverne. Det skriftlige

var det værste. Jeg har brugt utrolig mange timer på at

skrive og stave rigtigt. På et tidspunkt tog jeg endda privat

undervisning i dansk.”

John har også været heldig med at have opbakning til sin uddannelse, især fra

sin kone og fagforeningen.

Mogens, som vi har mødt tidligere, har mest arbejdet som jord- og betonarbejder

og renovationsarbejder. Han var godt nedslidt med ondt i ryggen og i armene.

Han er 42 år og fortæller om sin nuværende situation:

“Jeg er stoppet som renovationsarbejder og har været i jobtræning

på et værksted. For at prøve noget andet end det jeg

er vant til. Først prøvede jeg som pladesmed. Det kunne jeg

ikke holde til. Jeg stod op og skulle løfte en hel del tunge ting,

det kunne armen ikke rigtigt tage. Og så fik jeg tilbud om at

komme på kursus som chauffør. Men det gik ikke.”

“Nu er jeg på kursus som omsorgsmedhjælper. Et kursus,

som AOF arrangerer i samarbejde med kommunen og de lokale

fagforeninger. Det er SiD, som har tilbudt mig at tage på

kurset, og det har jeg så gjort. Jeg er i praktik for øjeblikket

og skal have 5 ugers kursus, så jeg skulle kunne være omsorgsmedarbejder

til børnehaver og hjemmehjælp. Det er noget

helt andet, end det jeg er vant til. Jeg har det godt med

det.”

Mogens har haft en periode, hvor han har gået hjemme og faktisk været kørt

psykisk ned over det hele.

“Jeg har tænkt på pension, men så længe jeg kan arbejde, så

arbejder jeg. Jeg kan ikke acceptere det – ikke som 42 årig –

nej! Også selv om jeg har arbejdet, siden jeg var 14 år. Så

længe jeg kan gøre en indsats, så vil jeg gerne arbejde. Så

længe jeg har fagforeningen til at støtte mig, gør jeg det. Hvis

jeg gik på bistand, så tror jeg nok jeg ville vende det om, så

ville jeg sige, så giv mig den pension. Så ville jeg ikke have

nogen støtte alligevel – så ville jeg komme på aktivering, jobtræning,

og det ville jeg ikke få noget ud af.”

I øjeblikket er Mogens i praktik ude i en boinstitution for svært og let handicappede.

Han skal være der 2 uger endnu og derefter 5 uger på skolebænken,

før han er færdig med kurset.

Mogens er godt tilfreds med at deltage i kurset.

24


“Den første tid på skolebænken, det er lidt træls, og man får

en masse ind i hovedet, men når man først er i gang, så er det

ikke noget problem. Der er et godt samarbejde. Mange af de

andre er på samme alder, så jeg er ikke den eneste voksen på

skolebænken, som man mange gange godt kan være bange

for. Vi er i samme situation alle sammen og har prøvet at arbejde

med de forskellige ting i mange år. Der er et godt sammenhold

i grupperne. Det kører fra kl. 8 til 15 med pauser,

opgaver vi kan læse hjemme, men vi laver det meste i grupper

og skiftes til at styre. Alle har et ansvar.”

Når kurset er forbi får deltagerne et kursusbevis og nogle udtalelser fra kurset.

Så skal der oprettes en jobbank, hvor dem, der har været på kursus, kan indgå

som vikar.

“Det har jeg sagt ja til og håber at få et vikarjob på den måde.

De mangler omsorgsmedarbejdere, og de er ligeså gode

som de uddannede. Vi får kursusgodtgørelse, som er ligesom

dagpenge i hele forløbet. Hvis du skal tage hele uddannelsen,

så er det 4 år på SU. Det er ikke mig.”

Kendetegnende for både John og Mogens er, at de aldrig har været bange for

at prøve noget nyt. Selv om ingen af dem har tænkt på at tage en uddannelse

eller erhvervsuddannelse. De har nok været lidt nervøse for at skulle på skolebænken

igen, men det har ikke afskrækket dem, og de har mest haft positive

oplevelser.

John har været meget udviklingsorienteret i sit tidligere job. Næsten hver gang

John har skiftet job, har det været i forbindelse med noget nyudvikling. Han

har været i front med tingene.

“Jeg synes da, det er spændende at følge udviklingen og lære

nogen nye ting. Det er da sjovt.”

Mogens har været drevet mere af frygten for ikke at være i arbejde. Selv om

det at gå i skole ikke var det første, han kunne tænke sig, var tilbuddet om en

omsorgsmedarbejderuddannelse den eneste mulighed, han så for at kunne komme

i arbejde:

“Nej, jeg havde sådan halvt opgivet det hele. Fordi når jeg

ikke rigtig kunne tåle at komme ind for jord og beton og

chauffør, så havde jeg ikke andre muligheder end AMU-kurser.

Men hvis jeg ikke kan bruge det til noget. Så der var jeg

ved at opgive sådan set. Det var en nedtur, som jeg ikke havde

prøvet.”

25


Selv om Mogens ikke har fået ordinært job og er blevet selvforsørgende, så er

der store muligheder for, at han vil komme i arbejde, så snart han har fuldendt

kurset.

4.2 Arbejdsfastholdelsesforløb - fleksjob

Søren er 47 år og har i store dele af sit arbejdsliv arbejdet som jord- og betonarbejder

og murerarbejdsmand. Han har urinsyregigt, som ganske langsomt

gennem årene har sneget sig ind på ham, og han har ledegigt i håndledet og

ondt i fødderne. Han måtte stoppe med at arbejde og blev sygemeldt på sygedagpenge.

Han ville dog gerne arbejde og blev sendt i arbejdsprøvning. Efter

en række mislykkede forsøg kom han i arbejdsprøvning på et lager.

“Jeg havde kun været der i 3 uger, da værkføreren sagde, at

han godt ville have mig. Jeg har altid været pligtopfyldende

og passet mit arbejde. Jeg laver alt forefaldende arbejde. Jeg

rykker rundt og skal hjælpe til, hvor det presser på – og det

er så alle steder. Arbejdet i sig selv kan jeg godt klare, det er

ikke så hårdt. Og så er det godt at komme ud og møde nogle

folk. De har været flinke og gode ved mig hele vejen igennem.”

Søren håber, han kan blive ved med at klare det rent helbredsmæssigt. Han er

meget interesseret i at få et arbejde. Det er et fleksjob.

“Der bliver spurgt til mig en gang i mellem – ellers skal jeg

bare sige til selv. Jeg har fortalt fra start af, at jeg ikke kan

stå op i for mange timer. Så jeg skal bare sige til. Jeg ved, de

glemmer det en gang i mellem, men så må jeg bare minde

dem om det. Der bliver taget hensyn lige fra starten af, de ved

det alle sammen. Også dem jeg arbejder sammen med, så når

de kommer for godt i gang, så siger jeg, at jeg må ikke det

der.”

Søren har ikke fået meget at vide om, hvad det indebærer at arbejde i fleksjob.

Men har tager tingene, som de kommer. Han er glad for, at han er kommet i

arbejde. Han synes, det er rart at have noget. Der skal ske noget, og han skal

ud blandt folk.

“Der var ikke tale om pension, og det er jeg heller ikke selv

interesseret i, så længe jeg kan lave noget. Det er godt nok,

at man bliver hjulpet lidt videre. Det er ikke sikkert, at jeg

selv kunne finde noget arbejde. Jeg kan jo ikke gå ud og sige

til en arbejdsgiver: jeg er lidt kvæstet, så kan du ikke bruge

mig?”

26


Søren arbejder på fuld tid og har været med i ansættelsen, men det er kommunen,

der har skabt kontakt til virksomheden, og den får 50% i løntilskud.

“Jeg er ikke rigtig inde i, hvad der sker med sygedagpenge,

hvis jeg bliver syg. Sagsbehandleren var ikke så personlig, så

jeg ville ikke spørge – men ellers udmærket. Jeg kunne bare

henvende mig og få svar på mine rettigheder.”

“Men hvis jeg siger op eller bliver fyret, så kan de jo ikke

sende mig ud i almindeligt arbejde, for jeg er på fleksjob. Jeg

kan ikke komme ud på samme vilkår som førhen. Der skal tages

hensyn. Jeg har papir på, at jeg har urinsyregigt, så der

skal tages hensyn, men jeg ved ikke, hvordan det skal tolkes.

Hvis jeg bliver fyret, så skal jeg op til kommunen, det er ikke

arbejdsformidlingen. Det samme med efterløn, det kan jeg ikke

få, som reglerne er nu, selv om jeg er tilmeldt a-kassen.

Jeg har fået at vide, at når man er “flekser”, så er der ikke

noget der hedder efterlønsordning.”

For Søren er det allervigtigste altså, at han har et job og kommer ud blandt andre

mennesker, så finder han nok ud af reglerne, efterhånden som problemerne

opstår.

Hanne er også ansat i et fleksjob på 20 timer på en elektronikfabrik i eftermontageafdelingen.

Hun har ledegigt. Hun har været på fabrikken i 3 år og de

sidste 7 måneder i fleksjob. Hun har fået indrettet arbejdspladsen specielt –

specialborde og særlig loddekolbe. Kommunen har betalt for den individuelle

indretning.

Det var tillidsrepræsentanten, der sagde til Hanne, at det ikke kunne blive ved

med at gå, og hun måtte søge et fleksjob.

“Jeg arbejdede de normale 37 timer om ugen, og gjorde mit

arbejde lige så godt som alle de andre. Men problemet var,

at jeg ikke kunne lave noget som helst, når jeg kom hjem. Så

var jeg fuldstændig flad og udkørt og kunne gå lige i seng.

Samtidig havde jeg 2 mindre børn på 9 og 5 år, som også

kræver sit.”

Tillidsrepræsentanten havde en klar fornemmelse for Hannes totale livssituation

– ikke kun hendes arbejdsliv. Hun kunne se, at Hanne var helt uarbejdsdygtig

i sin fritid, og det var ikke holdbart med 2 børn.

“Det var først efter et år på 20 timer, at jeg kunne sige, at jeg

er blevet til et rigtigt menneske igen. Først da fik jeg energien

igen.”

27


Den vigtigste forskel for Hanne på et ordinært job og fleksjob er primært antallet

af arbejdstimer. Desuden tager de lidt hensyn til, at hun ikke skal sidde med

de tungeste ting.

“Hvis jeg skal have hjælp til at løfte noget, så spørger jeg bare

nogen af de andre. Det er der ingen, der ser skævt til. Jeg

føler, at jeg er på almindeligt arbejde, bare færre timer.”

“Jeg fuldfører da alle mine arbejdsopgaver, og der er ikke

noget med, at jeg skal have hjælp til at lave mit arbejde færdigt.

Når jeg får de opgaver, jeg kan magte, så fungerer jeg

ligesom alle de andre. Hvis jeg får en opgave, som jeg kan se,

at jeg ikke kan magte, så beder jeg bare arbejdslederen finde

en anden opgave – det er ikke noget problem. Nu har de

efterhånden fundet ud af, hvad jeg kan klare.”

Inden hun kom i fleksjob, arbejdede hun hele tiden. Hun havde ikke nogen sygemeldinger.

Hun mener selv, hun er alt for pligtopfyldende og stædig. Hun

burde nok have sygemeldt sig. Nu har hun lært, at man ikke skal være så pligtopfyldende,

men også tænke på sig selv.

“Det har været lidt svært for mig at acceptere, at der er noget

jeg ikke kan – men nu er det bedre. Mine kolleger har også

sagt, at jeg skal passe bedre på mig selv og lade være med at

komme på arbejde, når jeg har stærke smerter – for jeg skal

helst holde mange år endnu.”

Søren og Hanne er begge i fleksjob. Men mens der for Hanne er tale om ansættelse

på samme fabrik, hvor hun har arbejdet i flere år, er der for Søren tale om

et helt nye job og inden for et helt nyt område. For Hanne er der således tale

om en arbejdsfastholdelse, mens der for Søren i højere grad er tale om integration

til arbejdsmarkedet efter, at han gik sygemeldt.

4.3 Uafklarede forløb

Alex er 47 år, og han haft forskellige ikke-faglærte job i sit arbejdsliv. Han har

været fabriksarbejder på forskellige fabrikker, dyrepasser, gartner samt vicevært

i et boligselskab. Han har haft hårdt fysisk arbejde og har i dag smerter

i fingre, skuldre og ben. Samtidig er hans korttidshukommelse meget dårlig.

“Min situation i dag er, at kommunen ikke vil give mig fleksjob,

de vil ikke give mig pension – de vil ikke noget som helst.

De siger, at jeg er for rask til pension og for syg til fleksjob,

og så har de stoppet alt. Sagen ligger i Statsamtet. Der har

den ligget et års tid. Jeg har været på bistand snart i et år.”

28


Alex har gået på sygedagpenge længe og fik det endda forlænget en gang. Nu

har de stoppet med sygedagpenge, og Alex har nu modtaget bistandshjælp i

snartetår.

“I det sidste brev, jeg modtog fra kommunen inden de stoppede

sygedagpengene, skriver de, at behandlingsmulighederne

ikke er udtømte, men de vil heller ikke gøre mere. Jeg får bistandshjælp,

men aktivering vil de ikke, fordi jeg er sygemeldt,

og de prøver heller ikke på det. De har taget min retssikkerhed.”

Alex prøver nu sammen med fagforeningen at få etableret et fleksjob. Men de

skal finde et job på højst 20 timer.

“Det står i mine papirer, at jeg ikke må arbejde mere end 20

timer. Jeg har været på REVA, hvor jeg fik et job på 20 timer,

men det kunne jeg ikke klare. De mener, at jeg skal have en

længere genoptræningsperiode og så forbedre min erhvervsevne.”

Grethe står i samme uafklarede situation. Hun har været sygemeldt i over to år

på grund af en dårlig arm, som har udviklet sig til smerter i ryg og hele kroppen.

Hun har haft forskellige job, men har arbejdet mest som fabriksarbejder.

Hun har nu endelig fået stillet diagnosen fibromyalgi, men hendes situation er

dog stadig uafklaret.

“Kommunen stopper mine sygedagpenge. De vil ikke vente

på, at jeg har været i København og blevet undersøgt. Det

har jeg anket sammen med min fagforening. I deres øjne kan

jeg ikke blive revalideret, og jeg kan ikke komme i betragtning

til et fleksjob. De mener, det er urealistisk og jeg er

heller ikke syg nok til at komme på pension, da der ikke foreligger

nogen lægelig diagnose.”

Grethe har søgt om at få pension, men hun frygter, at de vil kræve, at hun kommer

i arbejdsprøvning, selv om hun har været i én arbejdsprøvning. Det viste

sig, at hun ikke kunne magte arbejdet, og hun har derfor svært ved at tro på, at

hun kan komme tilbage på arbejdsmarkedet.

“Jeg har altid arbejdet og også været syg og haft mine sygeperioder,

men det er først nu, det ikke fungerer – også på

grund af min alder. Man er ved at blive skrupskør. Man bebrejder

sig selv, det er også din skyld. Min mand kører ned

på det, og det er synd, med den indsats han gør. Uklarheden

skaber usikkerhed, og vi har måttet låne penge, men det kan

vi jo kun et stykke tid. På et eller andet tidspunkt klapper fæl-

29


den jo. Så må der skæres ned. De trækker det alt for langt ud,

og vi ved ikke, hvor vi står.”

Bent, som har dårlig fod og fået konstateret, at behandlingsmulighederne er udtømte,

er ved at komme i samme situation som Grethe, og det frygter han for.

Han er på sygedagpenge nu og har fået det siden 1998 minus to måneder.

“Sagsbehandleren har misforstået noget. Vi er på kant med

hinanden. Skal jeg på pension eller hvad? Jeg er ikke til fuld

rådighed og kan ikke blive ved med at få sygedagpenge. Og

lukker de der, så skal jeg på bistandshjælp, og så får jeg ikke

noget, da min kone arbejder på fabrik. På den måde er vi på

vej ned.”

Bent har fået opereret foden flere gange, og efter sidste operation har han fået

konstateret, at behandlingsmulighederne er udtømte. Han kan ikke gå på foden,

og i de seneste jobforsøg er foden hævet hver gang.

“Jeg er interesseret i at få en afslutning på det her. Så man

kan vide, hvad der sker. Det går ud over min kone også og

vores forhold – det går ud over os begge to psykisk. Så skal

vi lige til undersøgelse, og så skal vi lige det ene og det andet.

Der er ingen, der kan tage stilling til noget som helst. Lægeerklæringen

er oplæg til pension. Men det er så der, kommunen

kommer ind, og det føles, som om at de ikke er parate til

pension.”

Jytte står også i en uafklaret situation. Hun har dårligt knæ og skal ind og opereres.

Hun har de sidste 3 år arbejdet 4 måneder om året og kunnet klare det,

fordi hun sidder ned og kan rejse sig, når det er nødvendigt. I resten af året har

hun modtaget dagpenge.

“I de 4 måneder arbejder jeg 37 timer om ugen, helt almindeligt.

Det passer mig fint. Men det hjælper jo ikke noget, når

jeg ikke kan tjene timer nok. Nu skal jeg ud af systemet. Jeg

får ikke nok timer ved at arbejde for ham – man skal jo have

oparbejdet 1.099 timer for at kunne få understøttelse over en

vis periode. Det har jeg ikke nu, så kan jeg ikke få understøttelse.

Til sidst ender jeg med at komme på bistandshjælp, og

det kan jeg jo heller ikke få på grund af min mands indkomst.”

Jytte har været igennem mange operationer, og hun håber nu meget på, at operationen

lykkes denne gang. Ellers er behandlingsmulighederne udtømte.

30


“Ja benet skulle forhåbentlig blive godt igen. Det satser jeg

på, og så vil jeg ud at arbejde. Jeg er ikke interesseret i at gå

hjemme. Jamen, jeg falder for dagpenge, hvis jeg ikke kommer

ud og får nogle timer. Jeg tror nok, at jeg mangler knap

300 timer for at oppebære dagpenge. Sygedagpenge kan jeg

få op til 2 år, og derefter arbejdsprøvning.”

Hvis operationen ikke lykkedes, så skal Jytte sandsynligvis have førtidspension.

Eksemplerne i dette afsnit viser, at der er en del af interviewpersonerne, som

er i en uafklaret situation. De er hverken i arbejde eller på pension. De mange

år på arbejdsmarkedet har påvirket deres helbred, så de ikke fuldt ud kan magte

et hårdt fysisk arbejde. For nogen hænger uklarheden sammen med usikkerheden

om, hvad de kan klare, mens den for andre er klar: Behandlingsmulighederne

er udtømte.

Uafhængigt af deres situation står de i en situation, hvor der skal tages stilling

til, om de skal arbejde eller på pension. Denne uafklarede, sårbare og vanskelige

situation har imidlertid samtidig alvorlige økonomiske konsekvenser og for

mange også psykiske konsekvenser. For Grethe fx har den lange sagsgang og

ventetider til undersøgelser betydet, at hun har mistet sine dagpenge, og hun

kan ikke modtage bistandshjælp, fordi hendes mand arbejder.

4.4 Afklarede forløb – førtidspension

Det afklarede forløb, er det forløb, hvor den enkelte nu modtager førtidspension

på grund af dårligt helbred med nedsat eller ingen arbejdsevne.

Hans er 62 år og har været invalidepensionist i 5-6 år. Han er blevet opereret

for en diskusprolaps i ryggen, og han har to mere, som han nogenlunde kan

leve med. Desuden har han fået indopereret nye knæled – efter et par operationer.

Han blev invalidepensionist som 58 årig.

Kommunen overvejede en revalidering, da Hans blev syg. Men hans helbredsproblemer

var så store, at de opgav revalidering. Hans trak den lang tid på sygedagpenge

og påstod, at der måtte være noget, han kunne bruges til. Til sidst

måtte han opgive og lade sig pensionere.

“Jeg synes da, der måtte være noget jeg kunne lave, selv om

jeg ikke kunne slæbe de tunge fliser. Jeg foreslog da elværket,

at jeg kunne gå og ordne nogle ting på højspændingsstationerne

– men det ville de ikke.”

Hans fik meget hurtigt tildelt førtidspension – den mellemste pension.

31


“Jeg tror, jeg har fået Danmarkshistoriens hurtigste førtidspension

– på under en uge. Jeg tror, kommunen kunne se en

økonomisk fordel i det.”

Senere har socialrådgiveren i SiD hjulpet ham med at opnå den højeste førtidspension

– endda med tilbagevirkende kraft. Hans har affundet sig med sin situation,

selv om han måtte forlade arbejdslivet et par år før, end han havde beregnet.

Per har også fået tildelt førtidspension. Anledningen til, at Per søgte førtidspension

var, at hans ryg var “totalt ødelagt”. Den er helt nedslidt, og Per har

gået en meget til kiropraktor og fysioterapeut. Han har været opereret i ryggen

i 6½ time på sygehuset i 1998. Forinden havde han gået til mange undersøgelser

og scanninger.

“Operationen har da hjulpet mig så meget, at jeg nu kan gå

normalt. Men det gør ondt hele tiden, og jeg skal nok have

smertestillende piller resten af mit liv.”

Per går til fysioterapeut hver 14. dag og får varme, ultralyd og massage, men

det kan kun lindre lidt. Han skal leve med sin dårlige ryg resten af livet.

De talte noget om omskoling i forbindelse med Pers pensionsansøgning, og

han blev sendt til noget arbejdsprøvning af kommunen.

“De ville have, at jeg skulle cykle 5 kilometer hver dag og bore

4 huller. Min ryg kunne slet ikke holde til at cykle så langt.

Jeg havde endda lægeerklæring på, at jeg overhovedet ikke

måtte arbejde.”

Per modtog først sygedagpenge, men da han søgte sin førtidspension, blev han

overført fra sygedagpenge til bistandshjælp, hvilket er en ret alvorlig indkomstnedgang,

især når man er gift og har en ægtefælle, der har indkomst.

“Jeg var blevet lovet, at jeg kun skulle være på bistandshjælp

i ca. 2 måneder, men i virkeligheden gik der 8-10 måneder.

Til sidst skrev lægen, at jeg var mere 100%-invalid end 65%invalid.

Først da gik sagen i orden.”

Per har oplevet nogle meget belastende år i kamp mod systemet. Han er især

bitter på en kvindelig medarbejder i kommunen, som han mener, har optrådt

dybt inkompetent. Han føler, hun har styret hans liv uden at have ordentlig indsigt

i hans problemer og tilstand. Hun har trukket sagen måned for måned, og

det har været psykisk belastende.

Henning på 51 år er lige for nylig kommet på førtidspension.

32


“Lige i starten der kunne jeg ikke accepterer det, fordi altså

det der med pludselig at være hjemme altid. Normalt var jeg

jo væk 12 timer i døgnet. Hvad skulle jeg nu? Men nu har jeg

accepteret og fået tingene til at gå. Jeg kører nogle ture, og

til sommer vil jeg køre en tur sydpå. Nu er der ikke noget, der

hedder 14 dage, du har tiden for dig.”

Men inden Henning fik bevilget pension, forsøgte han at finde en ny plads på

arbejdsmarkedet.

“Vi har noget der hedder fondet, som tager sig af arbejdsprøvejob

og langtidsledige. Jeg snakkede med en sagsbehandler

og hun spurgte: Hvad kunne du tænke dig? Jeg har for mange

år siden passet børn, så jeg sagde, at pædagogmedhjælper,

det kunne jeg godt tænke mig og prøve. Men det kunne jeg

ikke, for det var kommunalt. Det skulle være ude på det private

arbejdsmarked. Så havde de et job i et stort supermarked

for små købmænd og kiosker, hvor de kommer og handler ind.

Et stort detailsupermarked. Det kunne jeg jo godt prøve, jeg

kendte ham derude, og vi kunne godt snakke sammen. Jeg

skulle gå og fylde varer ind og sætte det på hylder og i kølerummet

og sætte prismærker. Det kunne jo sådan set være

nemt nok. Men der kommer jo også kasser med store læs

dåser med alt muligt i, som vejer 25-30 kilo, og de skulle sættes

på hylder. Så efter 5 uger så kunne jeg ikke mere med ryggen.”

Kommunens sygeafdeling kunne efterhånden se, at det var svært at finde et job

til Henning.

“Nå hvad så, så må jeg jo søge min pension. Ja, men det ville

hun godt være med til, for hun havde ikke noget job, der var

nemmere. Det blev så accepteret, at jeg søgte pension. Jeg

kunne så gå på pension 1. marts i år.”

Selv om det sådan set gik relativt hurtigt for Henning at få sin pension, er han

langt fra tilfreds med sin situation.

“At man er kommet i det system, det er jo så igen, som om

man er stavnsbundet. Jeg forstår overhovedet ikke en pind af

det hele. Man er enlig og får pension. Men hvis jeg flytter

sammen eller gifter mig med min kæreste, tager de noget af

pensionen fra mig. Det synes jeg er uretfærdigt. Det er så

lidt, vi får i forvejen, det er ikke vores skyld, at vi er kommet

i den situation. Ja det er det måske nok, fordi man har knoklet

røven ud af bukserne. Det skulle man måske ikke have gjort.”

33


5 Faktorer der påvirker processerne på

arbejdsmarkedet

En nærmere beskrivelse af de enkelte personers arbejdslivsprocesser åbner for

en dybere forståelse af ligheder og forskelle og giver samtidig en forståelse af

de mange komplekse forhold, som ligger bag udviklingen af forskellige forsørgelsessituationer

og udstødningsforløb.

Fælles for de livshistorier, som er blevet præsenteret i denne undersøgelse, er,

at personerne har været i en situation, hvor de har haft vanskeligheder med at

fastholde tilknytningen til arbejdsmarkedet.

Forskellige faktorer har bevirket, at de i dag er i forskellige forsørgelsessituationer.

Det er i samspillet mellem forholdene på arbejdsmarkedet, den kommunale

indsats, fagforeningens indsats, lovgivning og den enkeltes ressourcer,

helbred og netværk, at vi skal finde de elementer, som henholdsvis udgør muligheder

eller barrierer for, at den enkelte i dag er i arbejde og selvforsørgende

eller afhængig af offentlige ydelser, fx førtidspension.

I dette kapitel vil vi stille skarpt på nogle af de faktorer, der påvirker processerne

med henblik på at påpege nogle opmærksomhedspunkter, hvor eventuelle

ændringer kunne medføre, at færre kommer i den situation, at de (før end det

er normalt) skal stilles over for valget mellem arbejde og pension.

5.1 Forholdene på arbejdsmarkedet

Selvfølgelig bliver man påvirket af arbejdslivet. Nogle af interviewpersonerne

har været ramt af mange faktorer, mens andre måske er blevet “slået ud” af en

enkelt begivenhed, fx en arbejdsulykke. For nogen har det været en langsom

proces med langsom nedslidning, mens det er gået hurtigere for andre.

Der er en række undersøgelser og statistikker, der viser, at ikke-faglærte i højere

grad end andre, er udsat for risikoen for at miste deres job. Forhold som ikke

alene er påvirket af konjunkturerne, men også af lokale konkurrenceforhold,

beskæftigelse inden for udsatte brancher og arbejdsforholdene.

Det er imidlertid kun en af interviewpersonerne i denne undersøgelse, som har

været arbejdsløs i længere tid og haft arbejdsløshed som største og eneste problem.

Vedkommendes situation har imidlertid ændret sig voldsomt, således at

hun i dag nærmest har fået sit “ønskejob” ved det “grønne område” i kommunen.

Om det er konjunkturerne, eller personlig indsats eller rent held er svært

at afgøre.

34


For de fleste af interviewpersonerne er det arbejdsforholdene med tunge løft,

ensidigt gentaget arbejde, stående arbejde i al slags vejr m.m, der påvirker bevægeapparatet

og dermed deres handlemuligheder. Helbredet er blevet påvirket

enten gennem ulykke eller langsom nedslidning, og gør det vanskeligt at fastholde

tilknytningen til arbejdsmarkedet. I et langt arbejdsliv kan det ofte være

vanskeligt at skelne mellem ulykke og nedslidning.

For nogle kommer ulykken først med efterfølgende indskrænkning af handlemuligheder,

nedslidning og udstødning. For andre er der tale om gradvis nedslidning,

og hvor ulykken kommer til sidst, fx kan en enkelt bevægelse være

den udløsende grund til, at de må stoppe på arbejdsmarkedet.

“Det er overbelastning, og så giver det sig udslag i, at det hele

bare er kommet lige pludselig. Det gigt har jeg ellers aldrig

mærket noget til, men da jeg fik det sidste knæk, så kom

det bare det hele – så gik det i udbrud. Ok! Det ville nok være

kommet på et senere tidspunkt, men det ved man jo ikke. Det

er måske også først kommet så sent, fordi jeg har holdt mig

i form.”(Henning, anlægsgartner)

For interviewpersonerne er der tale om, at de har været på arbejdsmarkedet i

en tidsperiode, hvor teknologien ikke har været udviklet og kunnet aflaste fx

det tunge arbejde. Deres helbred er blevet påvirket af en manglende teknologisk

udvikling. En udvikling, som nu er slået igennem og betydet, at maskiner

har overtaget det tunge arbejde. Det skulle betyde, at yngre ikke-faglærte ikke

vil opleve en tilsvarende nedslidning af deres bevægeapparat.

Det er imidlertid ikke kun et spørgsmål om teknologisk udviklingsniveau. Det

er også et spørgsmål om at bruge de nye maskiner. Nogle kommuner og arbejdsgivere

har været “nærige” eller manglet penge til at investere i de nye maskiner.

“I mange år kaldte de X-kommune for "håndkommunen", fordi

vi lavede alting med håndkraft.” (Hans, brolægger)

Det er også karakteristisk, at de fleste interviewpersoner har oplevet et arbejdsmarked,

hvor arbejdstempoet har været stigende, og hvor tidspresset er en del

af det daglige arbejdsliv. Forhold som er påvirket af konkurrencevilkårene. Det

skaber både stressede arbejdsforhold og påvirker også kvaliteten af arbejdet.

“Inden for de sidste 10 år er tempoet skruet gevaldigt op,

overalt er der travlt. Det er for vildt, og nogle gange er det

også noget lortearbejde. Det går for stærkt, fx når de starter

35


på et byggeri, ikke så snart spørger de: “Hvornår er I færdige”.

Du skal være færdig, for de står på ryggen af en for at

komme til . For en del år siden kunne man slække lidt her og

der, men det kan du ikke i dag. Det virker utroligt stressende.”

(Søren, murerarbejdsmand)

5.2 Den enkeltes ressourcer og helbred

De fleste af de interviewede personer har forladt skolen efter 7. klasse. Det er

ikke kun, fordi der er tale om en bestemt generation, hvor man generelt ikke

gik så mange år i skole. Vi har både interviewet personer omkring 40 år og omkring

60 år.

De fleste har forklaret, at de har forladt skolen tidligt, fordi skolen ikke sagde

dem noget, eller fordi de havde svært ved det. Nogle har været ordblinde og

harsværtvedselvidagatlæseogskrive.

“Der er mange ting, jeg ikke kan læse. Jeg er ordblind og har

fået det konstateret. Da jeg startede på skolen i 4-5. klasse,

da var mine tretaller, femtaller, sekstaller og nitaller alle

spejlvendt. Regnelæreren tog et spejl og satte op foran mig og

sagde:”Når du skriver dine femtaller, så se ind i spejlet”. Så

kunne jeg se, at de vendte rigtigt. Samtidig skriver jeg med

venstre hånd. Så jeg skriver både modsat og spejlvendt.”

(Bent, graver)

Andre er gået ud af 7. klasse, fordi det var normalt ude på landet, og så skulle

man ud og tjene penge.

“Jeg tror, vi var det sidste hold, der kun gik i skole hver anden

dag,” (Per, arbejdsmand, 56 år)

“Jeg gik ud af 7. klasse. Jeg prøvede forskellige skoler, men

det var ikke lige mig. Så sagde mine forældre: “Skal du bo

her, skal du betale hjemme”, og så var det ud at arbejde. Og

der var masser af arbejde, så det var bare om at komme i

gang og tage slæbet. Ud og arbejde og tjene dine penge til

kost og logi. Ingen tanker om uddannelse. Jo, jeg kunne være

blevet hjemme og blive uddannet som mekaniker. Min far var

uddannet mekaniker. Det fortryder jeg den dag i dag.”

(Mogens, renovationsarbejder)

“Nej, det kørte bare, derudaf. Der skulle tjenes penge, og så

tog man det, der var dengang. Så jeg har aldrig haft ambitio-

36


ner om, at jeg skulle op og tjene penge på den måde. Jeg

skulle bare have et job.” (Søren, murerarbejdsmand)

For Grethe var det som kvinde også et spørgsmål om at få børn og passe dem:

“Jeg gik ud af 7. klasse. Nej jeg har aldrig senere tænkt på at

tage en uddannelse. For så kom børnene, og så blev jeg fabriksarbejder.

Det har jeg affundet mig med, at det skulle jeg

være resten af livet.” (Grethe, fabriksarbejder)

På baggrund af dårlige erfaringer fra en relativt kortvarig skolegang, er det få

der, mens de var yngre, har taget en erhvervsuddannelse, og da mulighederne

for arbejde stort set har været til stede, har ingen senere i livet tænkt på at uddanne

sig.

De manglende muligheder har først vist sig, da vanskelighederne med helbredet

slår igennem, da det blev aktuelt at tale om omskoling til job, som er mindre

fysisk krævende. For at komme i en selvforsørgelse fra et ikke-faglært arbejdsliv

med dårligt helbred, vil der ofte være tale om at tage en uddannelse

eller blive omskolet med et kort uddannelsesforløb.

For John, som har taget en pædagoguddannelse, er der tale om, at han har nogle

personlige ressourcer, og at det at uddanne sig ikke ligger så fjernt. Han har

igennem sit arbejdsliv hele tiden søgt nye udfordringer og ikke været bange for

at kaste sig ud i noget nyt, selv om det krævede, at han skulle sætte sig ind i

nye ting. For Mogens, der er under omskoling til plejer, er det hans relativ unge

alder, der har gjort, at han er sprunget til, samtidig med at der er tale om et

relativt kort uddannelsesforløb med megen praktik og kun lidt tid på skolebænken

samt udsigt til et job på almindelige vilkår.

5.3 Forsørgerkultur – arbejdskultur

For få år siden blev der i velfærdsdebatten fremført det synspunkt, at det danske

velfærdssamfund var præget af en forsørgerkultur. MandagMorgens “Alternative

Velfærdskommission” betegnede denne kultur som det største samfundsproblem

og en reel barriere mod at skabe fuld beskæftigelse.

Nuværende økonomiminister Marianne Jelved definerede forsørgerkulturen på

følgende måde:

“I de sidste 25 år har vi udviklet en kultur, jeg godt vil kalde

forsørgerkultur. Det er blevet legalt at læne sig tilbage og sige,

at det her kan jeg ikke finde ud af og så vente på at blive

samlet op. Det er hovedproblemet i det danske samfund i

dag.” (Marianne Jelved, Information, 15 december, 1995)

37


De arbejdslivshistorier, som er fremlagt i denne undersøgelse, kan ikke bekræfte

tilstedeværelsen af en forsørgerkultur – i hvert fald ikke blandt SiD-medlemmerne.

Tværtimod. På trods af dårligt helbred er de enkelte SiDere stort set alle

fortsat på arbejdsmarkedet, selvom det i mange tilfælde har vist sig at svække

deres helbred yderligere. Udsigten til pension har ikke været tillokkende.

“Jeg har haft en periode, hvor jeg har gået hjemme og faktisk

været kørt psykisk ned over det. Jeg har tænkt på pension,

men så længe jeg kan arbejde, så arbejder jeg. Jeg kan ikke

acceptere – ikke som 42 årig – nej, selv om jeg har arbejdet,

siden jeg var 14 år. Så længe jeg kan gøre en indsats, så vil

jeg gerne arbejde.” (Mogens, renovationsarbejder)

“Det vigtigste for mig er et arbejde med gode kolleger. Jeg

kunne ikke tænke mig ikke at arbejde. Jeg prøver lidt at fortrænge

min sygdom og være så normal som mulig. Jeg kan

godt lide at arbejdet strukturerer mit liv lidt – der er nogle faste

holdepunkter. Jeg ville ikke kunne finde ud af at få en hel

dag til at gå – i hvert fald ikke endnu. Måske når jeg skal på

efterløn.” (Hanne i fleksjob)

Det at have arbejde er en vigtig velfærdsfaktor. Der er i høj grad tale om en socialisering,

idet de er blevet opdraget til at skulle sørge for sig selv og have et

arbejde og tjene deres løn. En stor del af respekten og selvrespekten er knyttet

til et arbejde.

“ - “Man skal yde for at nyde”. Det var et slogan derhjemme.

Jeg er opdraget til at passe mit arbejde. Ved konfirmationen

hed det: “Arbejde min pige, og ha’ den røde bog og stem A”,

så kan det aldrig gå dig galt her i livet. Det var parolen derhjemme,

og det har det været hele mit liv, og det gælder også

mine søskende. Min far var SiDer, og min mor var inden for

nærings- og nydelsesmiddel.” (Grethe, fabriksarbejder)

Man kan sige, at forholdet og holdningen til arbejde bedst kan udtrykkes ved

en arbejdskultur. For interviewpersonerne kommer arbejdskulturen også til udtryk,

da vanskelighederne med helbredet melder sig. Det kommer tit som et

chok for dem. Og udsigten til at de ikke kan fastholde deres tilknytning til arbejdsmarkedet,

påvirker dem psykisk. Ikke blot på grund af risikoen for et farvel

til et langt arbejdsliv, men primært frygten for fraværet af det sociale liv på

arbejdspladsen.

“Arbejde som jord og beton. Man tænker ikke, man bliver

syg, nej det er altid den anden, og så står man der lige pludselig

selv. Det er nok det værste, det er det at indrømme over

for sig selv, at man kan ikke. Det har hjulpet, at jeg har fået

38


et arbejde, hvor man bliver værdsat, for ellers så tror jeg nok,

jeg var blevet knækket noget ned. Det er ens psyke lige pludselig,

så kan man ikke, det er irriterende. Der var en periode,

hvor jeg ikke kunne stå op om morgen og kravlede ud. Det

kan ikke være rigtigt. Det betyder meget at komme i gang

igen. Det er helt sikkert, men jeg tager en dag ad gangen.”

(Søren, murerarbejdsmand)

5.4 Det rummelige arbejdsmarked

De seneste år har den social- og arbejdsmarkedspolitiske diskussion været præget

af begreber som aktivering og det rummelige arbejdsmarked. Det rummelige

arbejdsmarked indbefatter tiltag der skal:

forebygge udstødning fra arbejdsmarkedet

forhindre udstødning gennem en fastholdelse

integrere allerede udstødte fra arbejdsmarkedet

I den forbindelse er der aftalt sociale kapitler, foretaget opstramninger omkring

sygedagpengeopfølgninger i kommunerne, foretaget ændringer i lovgivningen

med indførelse af fleks- og skånejob og sket ændringer i praksis og regler for

førtidspension. Det er ordninger, som har haft en positiv betydning for nogle

af interviewpersonerne, men som har affødt nogle negative konsekvenser for

andre.

Søren og Hanne er begge kommet i fleksjob. Hanne er i kommet i fleksjob på

20 timer om ugen på sin hidtidige arbejdsplads, da tillidsrepræsentanten blev

opmærksom på hendes problemer med ledegigt. Hvis Hanne ikke havde fået

et fleksjob, havde hun sandsynligvis gået som en sygemeldt arbejdsløs. Måske

en revalidering eller en pensionssag.

Det var tillidsrepræsentanten, som fik blandet kommunen ind i sagen. De holdt

et møde på arbejdspladsen – en såkaldt rundbordssamtale – med en række forskellige

personer – ca. 8, hvor de skulle tale om Hanne og hendes situation.

Det var jobkonsulenten fra kommunen, der kunne se problemstillingen og foreslog

den nedsatte arbejdstid.

“Jeg synes, han gjorde det på en meget god måde. Han fik

gjort det, så jeg ikke følte mig i en dårlig situation. Man er jo

ikke specielt ovenpå, når man sidder der med en masse mennesker,

og man er i centrum.” (Hanne, fleksjob)

Senere prøvede man sig frem med, hvor mange timer Hanne kunne tåle at arbejde,

og fik indrettet arbejdspladsen rigtigt.

39


Søren har fået sit fleksjob via kommunen. Han blev sendt i arbejdsprøvning og

efter et par forsøg lykkedes det ham at blive ansat i et fleksjob på helt almindelige

vilkår, men med det forbehold, at der skal tages hensyn til, at han ikke kan

overkomme så meget og ikke kan stå for længe på grund af sin urinsyregigt og

ledegigt. Søren er tilfreds med at få et fleksjob, da han ikke ønsker pension,

men han er usikker på, hvad det indebærer, og hvad det betyder for ham.

“Jeg har ikke fået noget at vide om de nye regler. Der er intet

at gøre med efterløn, har de sagt på arbejdsprøvning. Skal

jeg fortsætte eller ej med a-kassen. Jeg ved det ikke. Jeg kunne

få mine penge tilbage. Jeg overvejede fleksjob, men nu tager

jeg det fra skridt til skridt. At jeg ikke får det samme, det

må jeg tage med, Jeg skal ud og arbejde, der skal ske noget,

ud blandt folk. Det er rart at have noget at stå op til.”

(Søren, murerarbejdsmand)

For andre betyder de nye tiltag på det sociale- og arbejdsmarkedspolitiske område,

at de står i en uafklaret situation. Grethe, som har været fabriksarbejder

og lider af fibromyalgi, er faldet for sygedagpengereglen og kommet på bistandshjælp,

men får ikke noget, da hendes mand arbejder. Hun har søgt om

førtidspension, men der er ikke sket nogen afklaring, og hun frygter, at hun

skal gennem endnu en arbejdsprøvning, før hun måske kan få tildelt førtidspension.

Det samme er sket for Alex, men han er ikke gift og modtager derfor kontanthjælp.

Han har fået papir på, at han kun kan arbejde højst 20 timer, men det er

ikke lykkedes at skaffe et fleksjob, som kan blive resultatet af hans situation.

John, som nu er førtidspensioneret, faldt også for sygedagpengereglen og måtte

gå på bistandshjælp i 8 måneder inden der endelig kom en afklaring omkring

hans pensionssag.

Og Bent, som har været på sygedagpenge i snart to år, frygter, at han snart vil

falde for reglen om sygedagpenge og komme på bistandshjælp. Han vil ikke

kunne modtage bistand, da hans kone arbejder og tjener penge. Han har fået

at vide, at behandlingsmulighederne er udtømt, men kommunen er ikke særlig

villig til at give ham pension.

De er alle kommet i en uafklaret situation på grund af lange ventetider til undersøgelser,

lange sagsbehandlingsgange, lovgivning omkring maksimummodtagelse

af sygedagpenge og kommunernes ændrede praksis omkring førtidspension,

da de nu skal finansiere 65% af udgiften til førtidspension.

Hvor systemerne er tilrettelagt ud fra den filosofi, at der skulle kunne finde en

afklaring sted om arbejde eller pension inden for en kort årrække, er virkeligheden

snarere, at lange ventetider og sagsgange samt kassetænkning fra kom-

40


munernes side stiller personer, som er ramt på deres helbred, i en meget dårlig

og ydmygende situation, hvor deres rettigheder til et værdigt liv enten i arbejde

eller på pension er taget fra dem.

41


Oversigt over interviewpersoner til SiD-undersøgelse

Grethe: Kvinde 53 år. Forskelligt ufaglært arbejde lige fra skolen af. Ud af 7.

klasse. Har haft mange forskellige job: Fabriksarbejde, rengøring, bryggeri,

plejehjem. Hendes situation i dag: Har fibromyalogi, ondt i armen og mange

smerter. Har mistet sygedagpenge og får ikke kontanthjælp, da hendes mand

tjener penge (ikke-faglært). Gift og har to børn. Er utilfreds med sin situation,

mangler afklaring.

Søren: Mand, 51 år. Jord og beton samt byg og anlæg. Er gået ud af 7. klasse,

uddannet kok, som han hurtigt forlader, hvorefter han arbejder som jord- og

betonarbejder. Har været hos to mestre. Har dårlig ryg, nedslidning af tunge

løft – slid- og ledegigt. Han er i dag i fleksjob på ordinære vilkår. Han er enlig,

men har tre børn, et barn af første ægteskab og to små børn med kæreste. Er

tilfreds med sin situation, fordi han ikke har smerter.

Bent: Mand 39-40 år, gartner på kirkegård. Har haft mange forskellige ikkefaglærte

job. Er gået ud af 7. klasse. Klarede sig dårligt i skolen, er venstrehåndet

samt ordblind. Kan ikke læse og skrive. Hans situation i dag er, at han har

dårlig fod og ikke kan gå på foden uden smerter. Han er på sygedagpenge, men

falder snart for disse og skal på bistandshjælp. Søger pension, men kommunen

er ikke meget for det. (Behandlingsmuligheder udtømte). Gift med ufaglært.

Bor ude på landet i en lille by. Utilfreds med sin situation fordi der ikke er

nogen afklaring.

Henning: Mand, 51 år. Gartner og haveanlæg. Gået ud af 7. klasse fra landet.

Har primært arbejdet som anlægsgartner. Er meget ansvarsfuld og arbejdet hos

få mestre. Hårdt fysisk arbejde, nedslidning af ryg, kan ikke arbejde. Efter to

forsøg med fleksjob, modtager han nu førtidspension. Skilt fra sin kone og har

to børn og kender nu en kæreste. Tilfreds med sin situation på trods af, at det

har været en hård omstilling ikke pludselig at kunne arbejde.

Jytte: Kvinde, 53 år. Gartner i pakkeafdeling. Har haft flere ikke-faglærte job

og bl.a. været selvstændig med pasning af idrætscafé. Har altid arbejdet (mindre

da børnene var små), været virksom og passet familien. Har dårligt knæ,

sket ved en ulykke, derefter mange operationer og nedslidning. Venter på operation

og tager stilling til, hvad der skal ske enten arbejde (mere fuldtidsarbejde,

da hun er ved at falde for dagpenge pga. for lidt timer) eller pension. Gift

og har to børn, ægtefælle ikke-faglært. Er tilfreds med situationen, men er

utryg ved den uafklarede situation.

42


Mogens: Mand, 42 år. Jord og beton, asfalt, Er gået ud af 7. klasse, Har haft

mange forskellige job. Er blevet nedslidt med dårlig ryg og dårlige arme. Er

faktisk berettiget til førtidspension, men vil ikke, Er gået på skole og uddannet

til medhjælper/plejer. Er i praktik og skal på skole, og derefter kan han tage job

som plejer. Har haft svært ved situationen. Gift og har to børn. Er tilfreds med

situationen og glad for ikke at være på pension.

Alex: Mand, 47 år. Er gået ud af 7. klasse, uddannet kok, men holder hurtigt

op. Har haft forskellige ikke-faglærte job – fabriksarbejder og gartner. Er

nedslidt, har ondt i arm ryg og fingre, som han ikke kan bøje. Lider af korttidshukommelse

og er også skadet på hjernen måske pga. megen druk. Har altid

arbejdet meget, men kan ikke i dag. Står i uafklaret situation. Ikke dårlig nok

til pension (på trods af at behandlingsmuligheder er udtømte) og for dårlig til

fleksjob, Har mistet sygedagpenge og er på bistandshjælp. Lever sammen med

kæreste på førtidspension, men ikke gift. Har tre børn.

Per: Mand, 56 år. Er gået ud af 7. klasse og har kun gået i skole hver anden

dag. Han er startet med at tjene bønder som 12 årig og har haft hårdt fysisk arbejde

hele tiden, bl.a. som murerarbejdsmand, støberiarbejder og chauffør.

Han har fået tilkendt førtidspension for 3 år siden, fordi hans ryg er fuldstændig

ødelagt. Han har været gennem en stor rygoperation og har konstante smerter.

Han skal tage smertestillende piller resten af livet. Han er gift og har store

børn – har også været skilt.

John: Mand, 52 år. Han har arbejdet som tillært smed i en del år, men kom ud

for en håndskade for 5-6 år siden. Han blev fejlbehandlet på sygehuset og måtte

opgive sit job. Han kom samtidig ud i en svær krise og blev skilt. Derefter

gik han i gang med en uddannelse som pædagog inden for Blå Kors Diakonhøjskole,

som afsluttedes for et års tid siden. Nu arbejder han som pædagog på

et aktivitetscenter for fysisk og psykisk handicappede. Er gift på ny og har

børn.

Hans: Mand, 62 år. Han startede med at sejle og var på søfartsskole. Da han

blev gift gik han i land og arbejdede 16 år på den samme arbejdsplads. Derefter

flyttede familien til Jylland, hvor han ville være landmand. Det gik ikke, og i

stedet blev han brolægger ved kommunen i 22 år. Han har fået ødelagt både sin

ryg og sine knæ ved hårdt fysisk arbejde. Han er blevet opereret flere gange.

Han modtager førtidspension. Han er gift og har børn og børnebørn.

43


Malik: Mand, 49 år. Ingen uddannelse. Han er født i Marokko og kom til Danmark

i 1981 som cirkusarbejder. Han sprang fra cirkusarbejdet efter et par år.

Herefter arbejdede han som murerarbejdsmand et par år. Derefter fabriksarbejde

på en aluminiumsfabrik, hvor han var 14 år på den samme fabrik. Han har

fået en dårlig skulder af at løfte alt for meget. Han er sygemeldt og afventer en

afklaring af sin fremtid. Han er gift og har 3 børn. Er besøgsven hos Røde

Kors.

Hanne: Kvinde, ca. 35 år. Er oprindeligt kontoruddannet. Skiftede til fabriksarbejde,

fordi arbejdstiderne passede hende bedre. Arbejder på elektronikfabrik.

Hun har ledegigt i svær grad. Nu har hun fået fleksjob på 20 timer pr. uge

på den samme virksomhed. Det er hun meget glad for. Hun bor på landet og

har 2 børn.

Lis: Kvinde, 25-30 år. Er oprindeligt uddannet som væksthusgartner. Blev arbejdsløs

efter færdiggørelse af uddannelsen. I perioden 1992 til 1999 har hun

været skiftevis arbejdsløs og haft barsels- og børnepasningsorlov. Hun var lige

ved at ryge ud af dagpengesystemet. Nu er hun ansat i kommunens grønne område

i perioden marts til november, og hun ordner skind i perioden november

til december. Det passer hende meget fint. Hun er enlig mor med 3 børn.

44

More magazines by this user
Similar magazines