Mikrolån baner vejen - Hus Forbi

husforbi.dk

Mikrolån baner vejen - Hus Forbi

h u s fo r bi

nr. 82 februar 2009 | pris 20 kr. | 8 kr. går til sælgeren | køb kun af Hus Forbi-sælgere

fra hjemløs

til direktør:

Mikrolån

baner vejen

Alex fra Rumænien:

LUK

MIG

IND!

Åndehul

i storbyen

trues af

millionbyggeri


h u s fo r bi

UDGIVER: Foreningen Hus Forbi

Tornebuskegade 1, baghuset 2., 1131 København K

Tlf. 2990 2424, www.husforbi.dk

ANSVARSHAVENDE REDAKTØR:

Robert Olsen

rolsen11@hotmail.com

REDAKTØR-TEAM:

Tina Juul Rasmussen, tlf. 2990 2424

tina-juul-rasmussen@mail.dk

Karen Pedersen, tlf. 2990 2424

karen.pedersens@gmail.com

SALGSMEDARBEJDER:

Leif Baran, tlf. 3132 8456

leif@husforbi.dk

SÆLGERREPRÆSENTANT SJÆLLAND:

Preben Larsen, tlf. 5055 0175

DEBATINDLÆG OG ANNONCER:

redaktion@husforbi.dk

Næste nummer udkommer den 27. februar.

BIDRAG: Hvis du vil give et bidrag til Hus Forbi, kan du

sætte beløbet ind på dette konto-nr.: (9541)60028842.

Mærk indbetalingen ”bidrag”.

DISTRIBUTION: Boformer for hjemløse, varmestuer,

medborgerhuse m.m. kan fungere som distributør for Hus

Forbi – dvs. være udleveringssted af avisen til sælgerne.

Kontakt os på: tlf. 3132 8456

(se listen af distributører på www.husforbi.dk).

ABONNEMENT: Standardabonnement: 340 kr.

(12 numre om året – inkl. moms, porto og gebyr).

Støtteabonnement: 540 kr.

Henvendelser om abonnement på tlf. 7026 7006

eller karina@notat.dk

FORSIDEFOTO: Flemming Schiller

LAYOUT: salomet grafik

TRYK: Medieselskabet Nordvestsjælland

OPLAG: 60.000

ANTAL SÆLGERE: ca. 400

LÆSERTAL: 2. + 3. kvartal 2008 ifølge TNS Gallup: 386.000

ISSN: 1397-3282

OM HUS FORBI: Hus Forbi udkom første gang i 1996, avisen

udkommer nu en gang om måneden. Hus Forbi sælges af

hjemløse og tidligere hjemløse eller andre socialt udsatte

mennesker – det, man under ét kan kalde ’skæve eksistenser’.

Avisen sætter fokus på udsatte mennesker og fattigdomsproblemer.

Formålet er at nedbryde fordomme om marginaliserede

grupper både via indholdet af Hus Forbi og i mødet med

sælgeren. Hus Forbis sælgere er alle udstyret med et id-kort

udstedt af Hus Forbis sekretariat. Salget af Hus Forbi fungerer

for sælgerne som et alternativ til tiggeri og evt. kriminalitet.

Indholdet i Hus Forbi produceres primært af professionelle

freelancere, fotografer og illustratorer. Hus Forbi er medlem af

det internationale netværk af gadeaviser, INSP.

Køb avisen på stationen – ikke i toget

Det går din 20’er til

moms

reserve

markedsføring sælgeren

husleje mv.

løn til

medarbejdere

Vi støtter Hus Forbi

Lions Club Søllerød Mølleaa

produktion

og tryk

2 | HUS FORBI | nr. 82 | februar 2009

| leder |

Hvem vil lukke dem ind?

Forargelsen var stor før jul, da medierne – ligesom sidste vinter – fik øje på de

østeuropæiske hjemløse, som stod foran de tre koldeste måneder i Danmark uden tag

over hovedet. For nok har østeuropæerne lov til at være her, men de har ikke ret til

social hjælp, end ikke til at overnatte på storbyernes herberger.

Mange østeuropæere har de seneste par år fundet vej til Danmark for at søge lykken

i form af et job og en indtægt af en art. En del af dem ender på gaden. Uden job,

uden et sted at bo og uden en seng at sove i.

”Det kan da ikke passe, at et velfærdssamfund som det danske ikke har hjerterum

til disse mennesker, når EU-lovgivningen giver dem ret til at opholde sig i Danmark”,

lyder kritikken fra politikere og sociale organisationer. Men jo, bekræfter velfærdsminister

Karen Jespersen (V). Dansk lovgivning tillader ikke sociale, humanitære organisationer,

som får offentlig driftsstøtte, at tilbyde borgere fra andre EU-lande en seng

at sove i – uanset nattetemperaturen udenfor.

Hus Forbi har

aldrig været tænkt

udelukkende som

et dansk projekt.

Men da avisen så

dagens lys i 1996,

var problemstillingen

med østeuropæiske

hjemløse

i Danmark slet

ikke født endnu.

Den er et led i

den globalisering,

vi oplever nu.

Uden indtægt er det svært at betale for et værelse et

andet sted. Hvad gør man så som polak, rumæner eller

bulgarer i København? Man går til Hus Forbi! I de seneste

to år er vi blevet opsøgt af stadigt flere østeuropæiske

lykkeriddere, som – når alle andre forsøg på at få et job

og tjene lidt penge var udtømt – kom til os for at få lov at

sælge aviser.

Det har de fået lov til, så længe de opholdt sig lovligt i

Danmark, dvs. enten var på tremåneders turistvisum eller

var her tre måneder som jobsøgende. Hus Forbi har udstedt

mange midlertidige sælgerkort på seks måneder til

folk fra den gamle østblok. Og de har solgt mange aviser.

Nogle af dem har imidlertid haft svært ved at overholde

Hus Forbis regler om ’god sælgerskik’ som bl.a. at opføre

sig ordentlig over for køberne og kunne tale et minimum

af dansk. Nogle har tilmed fusket med sælgerkortene, når

de udløb efter seks måneder. Der er også gået rygter om

organiseret, ulovligt salg af avisen i større mængder.

De udenlandske sælgere har affødt både klager og

undren fra vores købere: ”Er Hus Forbi ikke for danske

hjemløse?” Eller: ”Vi vil ikke købe avisen af en, som ikke

kan et ord dansk”.

Til det kan vi sige: Hus Forbi har aldrig været tænkt

udelukkende som et dansk projekt. Men da avisen så dagens

lys i 1996, var problemstillingen med østeuropæiske hjemløse i Danmark slet ikke

født endnu. Den er et led i den globalisering, vi oplever nu. Og Hus Forbi vil altid være

et spejl af det samfund, vi er en del af.

Som et led i debatten har Hus Forbis bestyrelse imidlertid nu strammet kursen over

for de illegale østeuropæiske sælgere. Og folketingspolitikere har spurgt velfærdsministeren,

om det kan passe, at den danske lovgivning ikke levner plads til de østeuropæiske

hjemløse – globaliseringens paria. Ministeren havde ved redaktionens slutning

endnu ikke svaret.

Vi håber, at vores læsere får lidt større indsigt i problematikken ved at læse artiklerne

i dette nummer. Og måske får en forståelse for, at disse mennesker trods alt ikke

forlader deres familier, børn og hjemland for sjov.

Spørgsmålet er bare: Hvem vil lukke dem ind?

God læselyst.

Tina Juul Rasmussen og Karen Pedersen

Hus Forbis redaktørteam


| indhold |

8

14

24

25

26

19

13

28

29

30

31

32

Luk os ind i varmen

Deres eneste ønske er et

arbejde og et bedre liv. Mød

de hjemløse østeuropæere,

der overnatter i det midlertidige

nødherberg i København.

Ingen plads til

alkoholikere

Funktionssvækkede alkoholikere

kan ikke hente hjælp

i kommunen, mener Anne

Petersen, leder af et værested

i Haslev. Hun vil oprette

et privat besøgsværn.

Et fristed for

pårørende

Første gruppe for pårørende

til misbrugere er startet i

Århus.

Beskidte cowboybukser

og et rent hjerte

En læsers møde med en

hjælpsom hjemløs.

Her synger hver med

sit næb

Et kor af værestedsbrugere

mødes hver uge.

kommentar

noter

x-ord

vorherres

køkkenhave

historie

fra gaden

Niels Kristian Larsen, Odense,

kæmper for at få styr på

tankerne og tilværelsen igen.

4 19

Gensyn med skulptøren

Steen ’Vorherres Køkkenhave’ Viggo

Jensen genså sin lærer, skulptør

Keld Moseholm, efter 26 år.

20 16

”Vi hjælper dig kun, hvis

du makker ret”

Forfatteren Amalie Skrams kritik

af psykiatrien i 1800-tallet.

| et billede fra gaden |

Mens vi går og

smæsker os og

lever trygt, kan

det være sundt

at blive mindet

om, hvor vanskeligt

ganske

mange andre

har det.

I normaliseringens navn

Nybyggerier af glas og stål

jævner alternative boliger med

jorden.

10

Fra hjemløs til direktør

Mikrolån giver hjemløse en chance

for at starte egen virksomhed.

22

At overleve kræver styrke

På besøg hos flygtningene i

Zambias slum.

foto Holger Henriksen

Lige på kornet ”Den skæve irer” kaldes Jan, som bor på Mændenes Hjem i København og efter sigende er god

med en guitar. Når han ikke knipser med engangskameraet, er han på gaden med Hus Forbi i alt slags vejr. Og altid

med et skævt grin på.

HUS FORBI | nr. 82 | februar 2009 | 3


Et møde

rundt om

små tykke

mænd

Engang var de lærer og elev, i dag er

de begge over 50 år og har meget at

snakke om – ikke mindst den fælles

interesse for små, tykke mænd i bronze

og granit, der afspejler livets lethed

og tyngde. Hus Forbis egen køkkenhaveekspert,

Steen Viggo Jensen,

genså sin gymnasielærer, skulptøren

Keld Moseholm, efter 26 år.

af Birgitte Ellemann Höegh

| birgitte.hoegh@os.dk

foto Lars Skaaning

Engang i begyndelsen af 1970’erne havde Hus

Forbis klummeskribent Steen Viggo Jensen en

lærer i gymnasiet, der hed Keld Moseholm og

var skulptør. To år forinden var han udklækket

fra Kunstakademiet og var blevet ansat på

Skt. Knuds Gymnasium i Odense til at indvie

de studerende i kunstens fagre verden.

Og det satte sine spor i den unge Steen

Viggo, der ud over at udfolde sig kreativt i ler

4 | HUS FORBI | nr. 82 | februar 2009

og gips kom tæt på Keld Moseholm også uden

for timerne. For Steen Viggos kæreste, Birgit,

boede på en gård skråt over for Kelds bopæl

og atelier i landsbyen Lumby nord for Odense,

hvor Steen Viggo rendte ud og ind af huset

igennem to år. Han gik til hånde og lærte også

Kelds kone, Bente, og deres tre børn at kende.

Han hjalp bl.a., da der skulle bygges atelier,

og da Keld skulle transportere en af sine

skulpturer til Charlottenborgs forårsudstilling

i København. Det foregik i Steens fars gamle

værksteds-Volvo.

Da studenter-årene var forbi, mistede de to

kontakten, men er nu mødtes igen. For Steen

Viggo har længe haft lyst til at gense sin gamle

ven – manden, der laver de små, tykke, menneskelige

mænd og kvinder, der med deres

iboende blanding af lethed og tyngde repræsenterer

livets diversitet, som Steen Viggo selv

har været udsat for.

Kunst under åben himmel

I mellemtiden har Steen Viggos liv nemlig

snoet sig ad mange veje. Han har bl.a. arbejdet

på boreplatform, slagteri, været naturvejleder

for adfærdsvanskelige unge og portør. Han har


været gift, fået en datter, er blevet skilt igen,

har boet et år helt for sig selv i den danske

natur, været hjemløs i Odense og Århus’ gader

i to år, men har rejst sig igen og var med til

at opbygge De hjemløses landsorganisation,

SAND, mens han boede på forsorgshjemmet St.

Dannesbo i Odense.

I de seneste seks år har Steen Viggo skrevet

i Hus Forbi om naturens og urternes fortræffeligheder,

holdt foredrag, er blevet bedstefar

og er i øjeblikket i gang med at færdiggøre sin

bog ”Vorherres Køkkenhave”.

Alt imens har Keld Moseholm gået i de

fynske bakker og forfinet sine skulpturer, der

med tiden har fået deres helt egen signatur:

Små tykke mænd og kvinder, der myldrer frem

med alskens gøremål i samarbejde og modarbejde.

Og skulpturerne er med årene spredt ud

over et væld af danske byer – fra DGI-byen i

København til Mølletorv i Brande – ligesom

Sydney, Sao Paulo og Toyamura i Japan også er

blevet beriget af hans gemytter.

Anede ikke, om jeg ville overleve

Og Kelds værker er Steen Viggo også stødt på

igen og igen, samtidig med at han er blevet

- Det er da, hvad man kan kalde

skizofreni, lyder Steen Viggo

Jensens (th.) kommentar til Keld

Moseholms kløvede skulptur.

- Ja, eller også bare en klodsmajor,

griner skulptøren.

mindet om sin gamle vens eksistens.

- Det var jo Keld, der fik mig til at holde af

kunsten, og da jeg boede på gaden, var den

interesse ikke mindre. På et tidspunkt havde

jeg så få penge, at jeg ikke engang havde råd

til at gå ind og se Kurt Trampedach, da han

udstillede på Fyns Kunstmuseum. Det ærgrede

mig gudsjammerligt. Til gengæld har jeg

nydt Kelds skulpturer, for de har altid været

der – under åben himmel – lige dér, hvor kunst

gør sig allerbedst, siger Steen, da vi nærmer os

Kelds hus uden for Faaborg.

Senest har de gjort indtryk, da Steen Viggo i

HUS FORBI | nr. 82 | februar 2009 | 5

4


4

foråret 2008 var på Odense Universitetshospital

for at få en skæbnesvanger meddelelse

om kræft i halsen – en sygdom, han heldigvis

efterfølgende er kommet godt over.

- Det første, jeg så, da jeg kom ud fra

sygehuset, var Keld Moseholms skulptur, og

dén betød meget for mig netop den dag. Jeg

stod jo der og anede ikke, hvor store chancer

jeg havde for at overleve. Men så stod de små

alternative mennesker og løftede en sten i flok

over et vandfald – det virkede så livsbekræftende,

forklarer Steen.

Skizofren eller klodsmajor

Keld Moseholms hus er en gammel skole med

udsigt over det sydfynske øhav. Et pragtfuldt

sted med udstilling af mere end hundrede af

hans bronzeskulpturer både uden- og indendørs

– hans tykke små mennesker, der bliver

skrabet væk af en gigantisk spatel, så de

nærmest opløser sig i hinanden, balancerer på

sten, plasker rundt i en spand og har hundredvis

af andre gøremål. Men ofte hjælper de

hinanden eller er i alt fald sammen om den

handling, de er i gang med.

Keld og Steen Viggo giver hinanden et

ordentligt gensynsknus. De ser hinanden an

og bliver enige om, at de faktisk ligner sig selv

meget godt fra dengang. Og den næste time går

de omkring i skolestuerne, der er ombygget

til lyse udstillingsrum, hvor alle Kelds figurer

knokler omkring. Der bliver talt om de enkelte

skulpturer, hvor de er opstillet henne og til

hvilke formål. Nogle er prisstatuetter til årets

pressefotos, musik- eller sportspriser.

Samtidig får de to herrer hanket lidt op i

årene, der er gået. Steen Viggo fortæller om sin

sygdom, og at han altså ikke har tænkt sig at

smutte herfra foreløbigt, for der er så meget,

han skal nå – bl.a. at få sig et nyt tandsæt.

Keld ler stille og viser en kløvet mand frem.

- Det er da, hvad man kan kalde skizofreni,

bemærker Steen Viggo.

- Ja, eller også bare en klodsmajor, griner

Keld.

Og så kommer Kelds kone forbi – op ad trappen

og råber noget om nogle træspåner, som

flyver omkring – og det er vist noget rod. For

tre store træer er blevet stynet ude på gårdspladsen.

Men da hun ser Steen Viggo, glemmer

hun alt om spåner, for han skal have et knus.

Alternative mennesker og problem-

knusere

Bagefter sætter Keld og Steen Viggo sig over i

privaten og får en kop kaffe, nogle ristede boller

og lidt god ost. Her er lunt og godt, malerier

på væggene, møbelklassikere i alle hjørner og

Kelds små arbejdsomme figurer hist og her. I

de næste timer bliver der talt om erindringer

fra gymmnasieårene – og mere om de tykke

mænd.

- Når jeg ser dine figurerer, ser jeg alternative

mennesker og problemknusere. De har

jo en fortælling i sig, og det tiltaler mig, siger

Steen Viggo.

6 | HUS FORBI | nr. 82 | februar 2009

Steen Viggo og hans gamle gymnasielærer Keld Moseholm (tv.) har ikke set hinanden i 26 år, så de får hanket

lidt op i historierne, mens de går rundt og beser skulpturerne i Moseholms udstilling og atelier på Fyn.

besøg og bestil

Hvis du har lyst til at besøge Keld Moseholms udstilling og have,

kan det bedst betale sig at ringe og lave en aftale i forvejen.

Den ligger på Knoldsborgvej 1 i Faaborg.

Keld kan kontaktes på 6361 7813.

Steen Viggos Jensens bog ”Vorherres Køkkenhave” kan du

bestille på steenviggo@galnet.dk


Gensynet rundes af med kaffe og ostemad og en snak om livets paradokser og dimensioner, som Keld Moseholm (tv.) søger at skildre med sine skulpturer.

- De er faktisk en slags selvportrætter, fortæller

Keld og forklarer, hvorfor han synes så

godt om den runde form til sine figurer:

- De har det paradoks i sig, at de både er

tunge, spændstige og smidige og gør nogle

ting, der strider imod dét, de burde kunne.

- Jeg ser også en social dimension, for de

hjælper jo hinanden, påpeger Steen Viggo.

- Det handler om menneskelivet på godt og

ondt. Nogle gange udtrykker de noget smukt,

der kan opstå mellem mennesker, men nogle

udtrykker også de overgreb, der sker mellem

mennesker, f.eks. dem, der bliver mast af

en kagerulle. Jeg ved godt, at man ikke kan

bevæge andre uden selv at bevæges – det har

en eller anden klog mand vist også engang

sagt – men det er afgørende for mig, at der er

nogen, der ser på dem og får dét ud af dem, de

vil, siger Keld.

Bevæget af skulpturen

- Du var i alt fald en øjenåbner for mig helt

tilbage i gymnasieårene og nu igen, da jeg kom

ud fra sygehuset, bekender Steen Viggo og

fortæller Keld om sin oplevelse.

- Det er jo ret fantastisk, at en skulptur kan

det. Jeg hører faktisk mange sige, at de bliver

i godt humør, når de ser mine ting, selv om

de ikke er lige morsomme alle sammen, siger

Keld.

- Får du mange opgaver?

- Der er tit nogen, der henvender sig. Nogle

opgaver bliver til noget, andre ikke. Det har

gerne noget med økonomien at gøre. Men når

nogen brænder meget for at få en skulptur,

kan man måske være lidt smidig, siger Keld.

- Det er jeg også, når jeg holder foredrag.

Hvis det er foredrag til mænd i jakkesæt, får

de lov at betale, mens jeg for nylig var på en

efterskole for omsorgssvigtede børn, hvor der

ikke rigtig var økonomi i det, fortæller Steen

Viggo.

- Det er da sjovt, at du skal til at udgive en

bog, siger Keld.

- Ja, til april. Jeg har en masse fabulerende

elementer i den – bl.a. er jeg på en kirkegård

sankthansaften ved midnatstid, hvor jeg fabulerer

over mystikken, og så er der en masse

fakta, der kræver en fandens masse research.

Nogle steder går jeg 400 år tilbage for at finde

ud af, hvad en plante er brugt til. Men min

bog er også skrevet, fordi jeg gerne vil have

voksne og børn ud i naturen og opleve lugtene,

lydene og friheden.

Opskrift på stegt kat

- Du bruger vel også dine egne oplevelser. For

jeg har jo hørt dig i radioen nogle gange, siger

Keld.

- Ja, i Koplevs Krydsfeldt på P1, svarer

Steen.

- Lige pludselig tændte jeg radioen og genkendte

din stemme, griner Keld.

- De havde jo telefonstorm inde på Danmarks

Radio, fordi jeg gav en opskrift på stegt

kat og pindsvin, ha ha ha. Men det drejede sig

altså om nedkørte dyr. Når jeg er til Brugernes

Bazar i Odense (årligt træf for socialt udsatte,

red.), har jeg levende nyvaskede regnorme

gående. Så kan folk vælge, hvad for én jeg skal

spise. De smager ikke af særlig meget, men så

kan man marinere dem og give dem lidt på den

varme pande.

- Hold da op, ja, man er jo meget traditionel,

siger en overrasket Keld.

- Lige nøjagtigt, og jeg vil gerne bryde nogle

grænser og fortælle, hvad der er nødvendigt

for at overleve. Det er noget med kulhydrater,

vitaminer og salte. Det er jo interessant, at

man faktisk ikke behøver supermarkedet.

Mørket er ved at sænke sig over Midtfyn.

Vi når en tur gennem Kelds have, hvor figurerne

forsætter ned gennem krat og om hjørner,

sti efter sti. Her er ualmindeligt stille. En stor

rovfugl kredser over området – vist nok en

vintermusvåge, mener Steen Viggo.

- Nå, men Bente har inviteret mig på kaffe

en anden dag – så kan vi jo holde kontakten,

siger han.

- Så kommer du bare, når du har god tid,

svarer Keld.

Og det vil Steen Viggo gerne. Der er også et

enormt naturområde at udforske langs vandet.

Hans yndlingsbeskæftigelse er turene ud i det

fri med fiskestangen i rygsækken – så mon

ikke han snart kommer igen? |

Artiklen er en del af serien ”Hende/ham vil jeg

gerne møde”, hvor Hus Forbi-sælgere

interviewer et af deres forbilleder i samarbejde med

redaktionen.

HUS FORBI | nr. 82 | februar 2009 | 7


Luk os

ind i varmen

- Vores eneste ønske er

et arbejde og et bedre

liv, siger de hjemløse

østeuropæere, der overnatter

i det midlertidige

nødherberg i København.

af Morten Bruun

| mob@redaktionen.dk

foto Flemming Schiller

Han hedder Alex, han medbringer sine ejendele

i en halvfyldt plasticpose fra SuperBest,

og han er i god tid.

Allerede kl. 22.20 stiller den 50-årige rumæner

sig som den første op i køen – 40 minutter

før nødherberget på Nørrebro åbner for natten

og udleverer liggeunderlag og soveposer til de

flere end 20 hjemløse østeuropæere, som denne

kolde aften i januar har taget plads bag Alex.

Det kan godt være, det ikke er bekvemt at

ligge på rad og række på gulvet. Som sild i en

sovesal. Men det er absolut bedre end en

opgang eller en bænk på gaden. Her er kaffe,

suppe og varme – og venlige mennesker, der

viser omsorg.

- Det larmer lidt, når man gerne vil sove.

Men forholdene er gode, siger Alex på et gebrokkent,

næsten lydløst, men dog forståeligt

engelsk.

100 kroner på lommen

I Rumænien var han håndværksmaler – og

malede især kirker. Men arbejdet var, som han

siger, ”styret af mafiaen og en rigtig dårlig

løn”. Derfor rejste han væk. På jagt efter et job,

som han efter en mislykket sviptur til Sverige

fandt i Danmark for knap et halvt år siden. Vi

forstår, at det handlede om fabriksarbejde om

natten – 600 nettokroner for otte timer, også

i weekenden – men en fodskade førte til en

fyreseddel.

Nu er han arbejdsløs, hjemløs og modløs.

Han har kun 100 kroner på lommen og lever

af et dagligt måltid mad fra de billige væresteder

i hovedstaden. Og ligesom de op mod

skønsmæssigt 500 hjemløse østeuropæere,

der opholder sig i Danmark denne vinter – en

8 | HUS FORBI | nr. 82 | februar 2009


I begyndelsen af januar forsøgte rumænske

Alex sig som Hus Forbi-sælger. Han fik en

bunke aviser af en anden sælger, men efter

halvandet døgn gav han op: - Det var koldt,

og jeg solgte kun tre-fire aviser. Det er

svært, når man ikke kan sproget.

fordobling i forhold til i fjor – har Alex kun et

ønske: Han vil gerne lukkes ind i varmen.

- Hver dag går jeg på jobcentret og besøger

firmaer, men der er ikke noget. Det er hårde

tider – jeg rejser nok snart hjem, hvisker Alex

og tager med et smil imod vores fremstrakte

hånd og ønsket om ’held og lykke med livet’:

- Tak skal du have. Du skal vide, at alle

herinde håber, håber og håber.

En træt trio fra Rumænien

Ved et af nabobordene er stemningen blevet

ret højrøstet. Tre yngre rumænere vil gerne

tale med Hus Forbi, før de kryber til køjs, eller

hvad man nu kalder det …

Det er tredje aften i træk, pressens snushaner

besøger stedet før sengetid, og trioen er

træt af, at journalisterne hovedsageligt borer

i deres skæbner. Valentine, Claudio og Simon

fortæller, at de – som mange andre i den østeuropæiske

karavane af jobsøgende lykkeriddere

– har været forbi bl.a. Holland, Tyskland,

Østrig og Norge:

- I tror, Danmark er noget særligt. For os

er det bare et land som mange andre i Vesteuropa.

Vi har kun forladt vores børn, fordi vi

ønsker et arbejde, som giver os selv og dem et

bedre liv, insisterer Simon, den vredeste af de

tre, og tilføjer:

- Men i Danmark bliver vi ikke respekteret

som arbejdere og EU-borgere. Og nu sidder vi

hér …

Sidste vinter døde to hjemløse polakker på

gaden i København. |

Borgere fra andre EU-lande må ikke overnatte på

offentligt støttede herberger i Danmark. Derfor

etablerede seks sociale organisationer sidste år

nødherberget på Nørrebro. Støttet af frivillig

arbejdskraft og private donationer er der også i år

penge til at holde åbent i tre måneder.

det siger reglerne

Ifølge den danske udlændingelov skal EU-borgere

kunne forsørge sig selv, når de kommer hertil.

De må være her tre måneder som turister og tre

måneder som arbejdssøgende. Herefter skal de have

arbejds- og opholdstilladelse for at blive i landet.

Før jul blev velfærdsminister Karen Jespersen og

integrationsminister Birthe Rønn Hornbech, begge

Hus Forbi

strammer kravene

Østeuropæiske sælgere skal fremover dokumentere, at

de opholder sig lovligt i Danmark for at få lov at sælge

hjemløseavisen.

af Morten Bruun

| mob@redaktionen.dk

Hus Forbi strammer nu

kursen over for de østeuropæere,

som uden lovligt

ophold i Danmark ernærer sig

ved at sælge avisen på gader

og stræder. Det skyldes en

gruppe på anslået 50-70 personer,

hovedsageligt romaer,

der ikke har autoriserede

sælgerkort, men sælger med

falske eller forældede kort.

Det er et par år siden, østeuropæere

for alvor begyndte

at dukke op i gadebilledet

som Hus Forbi-sælgere – for

mange en sidste udvej for at

tjene penge, når de danske

arbejdsgivere afviste dem.

Dengang skulle de bl.a. på et

danskkursus i Hus Forbi-regi

for at få et sælgerkort, der

gjaldt i seks måneder. Kurset

eksisterer ikke længere, men

østeuropæerne er her stadig.

Grænsen er nået

Nogle af romaerne indgår

ifølge Robert Olsen, formand

for Hus Forbis bestyrelse,

”muligvis i et systematisk,

illegalt netværk”. I hvert fald

skaber de store problemer,

især i de større provinsbyer

på Sjælland. Her har østeuropæerne

fundet en niche, og

kommer ikke som tidligere

Venstre, igen kritiseret for lovgivningen af især SF

og Enhedslisten. De havde ved redaktionens slutning

endnu ikke svaret på kritikken.

Til EU-borgere udsteder Hus Forbi midlertidige

sælgerkort på et halvt år. Herefter skal de fremvise

opholds- og arbejdstilladelse for at få fornyet

kortet.

i konflikt med danske Hus

Forbi-sælgere i København.

Mange af dem har dog

svært ved at leve op til det,

Foreningen Hus Forbi kalder

’god sælgerskik’. Det fremgår

af oplysninger fra politiet og

klager fra både forretningsdrivende

og kunder.

- Det skal vi tage alvorligt,

og nu er vores grænse nået,

siger Robert Olsen som begrundelse

for den stramning

af retningslinjerne, bestyrelsen

vedtog i januar:

Østeuropæere, der ønsker

at sælge hjemløseavisen, skal

forbi Hus Forbis salgsmedarbejder

Leif Baran i Hjemløsehuset

i København. Han

vurderer, om den enkelte

kan forstå og vil leve op til

den sælgerkontrakt, alle

skal underskrive for at få sit

sælgerkort.

- Som forening kan vi ikke

leve med, at salget går gennem

folk, der måske opholder

sig illegalt i Danmark. De

skal leve op til reglerne – og

de skal opføre sig ordentligt

over for kunderne. Men vi vil

også gerne hjælpe dem til at

forstå de danske regler og få

orden i deres papirer. Vi har

ikke noget ønske om at skabe

konflikt med dem, vi ønsker

løsninger, siger Robert Olsen

og tilføjer:

- Vi håber, indsatsen nytter.

Men vi kan ikke gardere

os imod bedragere.

Sælgere til samtale

Michael Espersen, leder af

Morgencafeen (værested for

hjemløse i København, red.),

er en af dem, der nu vil blive

bedt om at sende østeuropæiske

sælgere til samtale i

Hjemløsehuset, fordi mange

af dem køber aviser i hans

café.

- Jeg aner ikke, om de er

en del af et netværk. Det er

også forkert at sige, at de

opholder sig illegalt i landet.

Ifølge Schengen-aftalen får

de automatisk tre eller seks

måneders visum, når de

kommer til Danmark. Når

perioden udløber, behøver

de i princippet blot at krydse

en grænse, før de kan vende

tilbage og starte på ny, pointerer

Michael Espersen.

Alligevel kan han godt

leve med Hus Forbis nye kurs

over for sælgerne.

- Jeg skal nok sende dem

forbi Hjemløsehuset til en

samtale. Tiden vil vise, om

den løsning er god nok, siger

Michael Espensen.

Hus Forbi har ca. 400 autoriserede

sælgere. |

HUS FORBI | nr. 82 | februar 2009 | 9

foto Flemming Schiller


af Karen Pedersen

| karenp@email.dk

illustration Hanne Louise

Nielsen

En tagrende-renser, en hjemmefrisør,

en haveservice-mand, en

hundelufter, en lydtekniker …

12 tidligere hjemløse og socialt

udsatte fra Århus er sprunget,

eller springer, i de næste måneder

ud som iværksættere. Med forretningsplan

og hele molevitten –

og med startkapital fra et såkaldt

mikrolån.

Socialt udsatte står normalt

ikke først i køen, hverken til

arbejde eller lån i banken. Er man

på kontanthjælp eller førtidspension,

er bankernes kreditvillighed

ikke stor.

Mange slæber desuden rundt

på heftig gammel gæld. Ikke den

bedste situation, hvis man drømmer

om at blive selvstændig. Det

Muhammad Yunus

10 | HUS FORBI | nr. 82 | februar 2009

er her, mikrolånet kommer ind i

billedet.

- Vi vil gerne give socialt

udsatte, som ikke rigtig ’passer

ind’ i det normale beskæftigelsessystem,

en chance for at træde

ind i samfundet igen – ved at give

dem et lille lån, så de kan blive

værksættere, forklarer projektleder

Ivan Christensen fra Socialt

Udviklingscenter SUS, der står

bag initiativet.

Mikrolån med nye briller

Mikrolån er kendt fra ulandene

og er små lån, hovedsagelig fra

private investorer, som giver

fattige mulighed for at udvikle

egen virksomhed, f.eks. drive

metalværksted, opdrætte høns

eller åbne en frisørsalon. Ideen

stammer fra økonomen Muhammad

Yunus, som i 2006 fik Nobels

Fredspris for sin mikrolånsmodel

(se boks).

Nyt liv til

iværksætter-

drømme

Mikrolån til fattige er kendt fra ulandene,

men nu er ideen også kommet til Danmark.

12 socialt udsatte fra Århus kan snart kalde

sig virksomhedsejere, takket være et mikrolån.

”Dette er ikke velgørenhed. Dette er business. Business

med social målsætning, der handler om at hjælpe folk ud af

fattigdom.”

Sådan beskriver mikrolånets ophavsmand, økonomiprofessor

Muhammad Yunus fra Bangladesh, sin forretningside. En

ide, der i 2006 indbragte ham Nobels Fredspris for at skabe

social og økonomisk udvikling i den tredje verden.

Yunus begyndte i 1970’erne af egen lomme at yde små lån

Det danske initiativ er stærkt

inspireret heraf, der er bare byttet

om på indhold og sammenhæng:

- I stedet for at bruge mikrolån

til ressourcestærke mennesker i

- Socialt udsatte

kan have svært

ved at begå sig

på en arbejdsplads,

men ofte

har de både ressourcer

og ideer.

et ressourcesvagt samfund giver

vi mikrolån til ressourcesvage

mennesker i et ressourcestærkt

samfund. Dvs. at mikrolån bliver

brugt til at bekæmpe sociale

mikrolån – forretning med socialt sigte

problemer i stedet for økonomiske

problemer, forklarer Ivan Christensen.

Og perspektiverne er til at få

øje på, mener han:

- Socialt udsatte kan have

svært ved at begå sig på en arbejdsplads,

men ofte har de både

ressourcer og ideer. De er vant til

at klare sig selv, de er selvstændige

og ofte egenrådige. Og gode

til at lave penge! Bare se på de

hjemløse, der sælger Hus Forbi.

Eller stofbrugerne, som er vant til

at skaffe penge til deres stoffer.

De har masser af organisationstalent.

Det vil vi gerne vende til

noget positivt.

Selvkørende efter et år

De 12 socialt udsatte værestedsbrugere

fra Århus er udvalgt som

iværksættere til projektet og har

været på et firedages kursus. Nu

skal de så i gang, hver med et

til fattige kvinder, som derved fik mulighed for at drive

forretning. Lånene var baseret på tillid. Låntagerne skulle

ikke stille sikkerhed for lånet, men forpligtede sig til at

betale det tilbage i små rater og med renter.

Siden stiftede han Grameen Bank som samlingspunkt for

sine lån. Gennem de seneste tredive år har han lånt ca.

35 milliarder kroner ud, og 98 pct. af pengene er betalt

tilbage.


mikrolån på 10.000-50.000 kr.

Rent praktisk foregår det sådan,

at iværksætteren får en kredit i

Merkur bank, og Socialt Udviklingscenter

SUS kautionerer for

lånet.

- Vi har fået penge af Velfærdsministeriet

til at udvikle

mikrolånsprojektet – men ikke

penge til selve lånene. Derfor går

vi selv ind og kautionerer. Hvis

vi ikke selv tror på ideen, hvordan

skal andre så, pointerer Ivan

Christensen.

Iværksætterne skriver under

på, at de vil betale lånet tilbage

Mikrokreditter er i dag et anerkendt

middel til at bekæmpe fattigdom, og

ideen om mikrobanker har bredt sig til

mange lande verden over. Også flere

danskere har fået øjnene op for ideen

og yder mikrolån til fattige iværksættere

bl.a. gennem virksomheden MyC4

og Andelskassen Oikos. |

med almindelige bankrenter. De

første tre måneder kan de geninvestere

de penge, de tjener.

Herefter skal de begynde at

bringe kreditten ned. Mikrolånerne

kan ikke trække penge ud

af lånet til sig selv, men må leve

af førtidspension, kontanthjælp

eller sygedagpenge, indtil de får

etableret deres virksomhed. Efter

12 måneder skal kreditten være

betalt ud, og iværksætterne være

mere eller mindre selvkørende.

- Målet er ikke nødvendigvis,

at alle skal være helt selvforsørgende.

Nogle ønsker f.eks. at supplere

førtidspensionen, fortæller

Ivan Christensen.

Brug for nytænkning

Han håber, at iværksætterne kan

bane vejen for, at flere socialt

udsatte fremover kan få mulighed

for at få foden under eget

bord med hjælp fra et mikrolån.

Men der er nogle sten på

vejen.

- Ikke hos mikrolånerne.

De er klar til

at gå i gang, hvis

de eller kan få

lov! Men der

er en række

barrierer i

systemet.

Lovgivningen

er ikke

særlig fleksibel

i forhold

til at være

iværksætter og

samtidig få overførselsindkomst.

Der er bl.a. mulighed

for det, hvis man er

på revalidering, men

reglerne bliver mildest

talt ikke brugt ret meget.

Der ligger et stort

arbejde i at udvikle

social- og beskæfti-

Ivan Christensen, Socialt Udvik-

lingscenter SUS

gelsespolitikken og skabe bedre

muligheder for at få overførselsindkomst

samtidig med, at man

kan låne penge til etablere sig som

selvstændig.

- En anden hurdle er gammel

gæld, som får mange socialt

udsatte til at hænge fast i deres

situation. Så snart de begynder at

tjene penge, banker kreditorerne

på. Derfor er det også vigtigt at arbejde

med f.eks. gældssanering til

mikrolån i danmark

• Socialt Udviklingscenter SUS har udviklet mikrolåns-projektet sammen

med Århus Kommune med støtte fra Velfærdsministeriet.

• 12 socialt udsatte værestedsbrugere fra Århus har været på et firedages

kursus. Her har de arbejdet med personlig udvikling og fået redskaber, som

kan hjælpe dem med at realisere drømmen om at blive iværksætter.

• Kurset blev holdt af lederudviklingsfirmaet Pathfinder.

den her gruppe mennesker, siger

Ivan Christensen.

Alt det arbejder Århus Kommune

og Socialt Udviklingscenter

SUS videre med. SUS har også

planer om på længere sigt at

oprette et iværksætterhotel, hvor

socialt udsatte med en forretningside

i maven kan søge råd og

vejledning og mødes og netværke

med andre. |

HUS FORBI | nr. 82 | februar 2009 | 11


12 | HUS FORBI | nr. 82 | februar 2009


hjemløse taber i

2009

Det bliver sværere at være

hjemløs i Danmark i år. Forsorgshjem

og varmestuer får færre

penge fra kommunekasserne end

sidste år.

Det viser Rådet for Socialt Udsattes

vurdering af kommunernes

indsats på udsatteområdet, den

såkaldte Oxford-rapport, der

kom i januar.

- Samlet er der sket en nedskæring

på hjemløseområdet på

3,6 pct. Samtidig er der lagt op

til en omfattende statslig indsats

mod hjemløshed i år. Man kan

frygte, at de statslige midler vil

blive brugt til de almindelige

udgifter og ikke til en ekstra

indsats, siger formanden for Rådet

for Socialt Udsatte, Preben

Brandt, til dagbladet Arbejderen.

Ud over hjemløseområdet er

der også skåret i den ambulante

behandling til misbrugere. - kap

Mariatjenesten

søger

FRIVILLIGE MEDARBEJDERE

Har du hjerterum, et åbent sind og lyst til at engagere dig i sam-

fundets skæve eksistenser på Vesterbro, så har Kirkens Korshær

brug for dig til:

Mariatjenesten - i Mariakirken, Istedgade. Et værested for alle.

Vi søger frivillige (25+) til dag- eller aftenvagter ca. én gang

om ugen.

Herberget - i Valdemarsgade. Overnatning kun for kvinder. Vi søger

frivillige (kvinder, 25+) til en vagt hver anden uge kl. 22-10.

Det er muligt at sove på vagten. Herberget drives i samarbejde

med Diakonissestiftelsen.

Miljøet er præget af misbrug, hjemløshed, psykisk sygdom og

prostitution.

Ring for flere oplysninger:

Johan Petersen eller Karin Zorn

Mariatjenesten

Istedgade 20, 1650 København V

Tlf. 33 24 50 50 hverdage kl. 10-12

Kirkens Korshær er en folkelig hjælpeorganisation, der har sit virke blandt samfundets

marginaliserede og udstødte grupper. Kirkens Korshær har 380 ansatte og ca. 6000

frivillige medarbejdere.

Sælgerne godt klædt på

Så er Hus Forbis sælgere klædt på til at gå vinteren i møde.

Sælgerne fik i januar udleveret varmt vintertøj fra inderst til yderst: vinterjakke,

regnsæt, varmt undertøj, skisokker, halstørklæde og et par solide

vandrestøvler. Her er det Preben og Karina, der tester det nye udstyr. Både

smilet og tommelfingeren vendte klart opad!

En del af pengene til vintertøjet kommer fra en indsamling blandt læserne.

80.000 kr. blev der samlet ind i år. En stor tak fra sælgerne! - kap

Bliv besøgsven

for en ældre

hjemløs

foto Holger Henriksen

overskud fra

”spil dansk dagen”

Da Studenterhuset i København

i oktober markerede den

årlige ”Spil Dansk Dagen” med

koncert med en række danske

bands, valgte arrangørerne at

donere alle entreindtægter til

Hus Forbi.

- Studenterhuset og Take the

Money and Run (bookinggruppe,

red.) vil slå et slag for et inkluderende

fællesskab på en dag som

”Spil Dansk Dagen”, der jo på fin

facon formulerer et fællesskab

i Danmark. Det er godt, at Studenterhuset

som samlingspunkt

for mange kan tage ansvar for

mindre heldigt stillede i samfundet,

lød det fra arrangørerne.

Det blev til knap 2.500 kr.,

som Hus Forbi siger tak for. - taj

På Kollegiet Gl. Køge Landevej bor

148 hjemløse mænd i alle aldre. Nogle bor her i mange år.

Beboerne er søde og rare, men er kommet skævt igennem livet,

og de fleste har et alkoholmisbrug.

Vi søger nu frivillige besøgsvenner, som ca. en gang hver 14. dag vil besøge

en af vores faste beboere.

Vi har fælleslokaler med faciliteter til at spille kort, billard, drikke kaffe

eller dyrke motion sammen. I kan også tage ud at fiske eller trave en tur i

Valbyparken, som ligger lige bag Kollegiet.

I bestemmer selv, hvad I laver sammen, alt efter fælles interesser og humør.

Aktiviteterne kan foregå her på Kollegiet eller ude i byen.

Vi sørger for at matche dig med en beboer, som du har noget til fælles med.

Og vi tilbyder introduktion, uddannelse og løbende opfølgning.

Vi forventer af dig, at du er voksen, tålmodig, mødestabil og har et åbent sind.

Til gengæld får du mulighed for et venskab med en person, som trænger til

social kontakt, men som også har noget at give.

Kontakt Bjarne Hartmeyer på tlf. 28 34 57 83 eller mail: bha@hjemlos.dk

Kollegiet Gl. Køge Landevej Gl. Køge Landevej 137 2500 Valby

Tlf: 36 30 43 21 www.hjemlos.dk

HUS FORBI | nr. 82 | februar 2009 | 13


Mange års massiv druk sætter sine spor, og omkring 50-års-alderen sætter kroppen ofte ud hos mange alkoholikere. De kan ikke klare sig alene længere,

men passer heller ikke ind på et almindeligt plejehjem.

Ingen plads

til alkoholnedslidte

Der er ikke meget hjælp at hente i kommunen

for mennesker, som har drukket i mange

år og ikke længere kan klare sig selv. Det

mener Anne Petersen, leder af et værested

i Haslev. Faxe Kommune afviser kritikken.

14 | HUS FORBI | nr. 82 | februar 2009

af Birgitte Ellemann Höegh

| birgitte.hoegh@os.dk

For tre måneder siden døde en

alkoholiseret 60-årig førtidspensionist

i sit eget hjem i Haslev.

Han havde ligget i sin lejlighed i

to dage, før en frivillig medarbejder

fra Café Paraplyen, et værested

for socialt udsatte i Haslev,

fandt ham.

I godt et halvt år havde han

været i aktivering i Café Paraplyen

og plejede at møde op hver

dag på slaget ni, men i de sidste

par dage var han ikke dukket op.

Personalet på værestedet vidste

godt, at han ikke havde kontakt

til ret mange andre mennesker, så

de var tættest på til at reagere.

- Så tænker jeg bare: ”Åh, hvor

ville det dog være ønskværdigt,

hvis der havde været muligheder

foto Scanpix

for omsorg og hjælp til ham på et

tidligere tidspunkt”. For han skulle

da ikke ligge død derhjemme i

to dage, før nogen fandt ham. Han

skulle have haft et botilbud for

funktionssvækkede alkoholmisbrugere,

eller kommunen skulle

have stillet omsorgspersonale til

rådighed, siger Anne Petersen,

daglig leder af Café Paraplyen.

Hører ikke konsekvenserne

Lige nu er Anne Petersen bekymret

for to andre tidligere brugere

af værestedet, som er for svage til

at medvirke i et interview i Hus

Forbi. De repræsenterer en gruppe

af mænd, hvis situation Anne Petersen

mener kræver væsentligt

bedre hjælp:

- Det er mænd i 46-47-års-alderen,

hvis kroppe ikke kan mere,

fordi de har drukket massivt


gennem mange år. Og så ryger de

på sygehuset, bliver indlagt på

en firemandsstue. Det kan godt

være, at de fysiske abstinenser

fra alkoholbehovet bliver dæmpet

med smertestillende medicin,

men hjernen kører på højtryk.

Sygeplejerskerne har hverken tid

eller overskud til at sætte sig ned

og yde omsorg for så besværlig en

patientgruppe, og lægerne taler

et sprog, som de slet ikke forstår.

Når en læge siger til én af disse

fyre, at han dør, hvis han ikke

bliver liggende, så hører han kun

ordene: ”… hvis du ikke bliver

liggende her”, ikke hvad der ellers

sker. Og så lader man ham

efter eget ønske udskrive, selvom

han er rigtig dårlig, siger Anne

Petersen.

Hjemmehjælpen er utryg

De to mænd, som hun bekymrer

sig for, var indlagt med henholdsvis

KOL (rygerlunger, red.)

og leverproblemer, men er nu

begge udskrevet igen til egen

bolig. Mens de lå på hospitalet,

var Anne Petersen bange for, at

de skulle dø helt alene. Nu er de

hjemme, hvor hun oplever, at de

er ensomme og omgivet af plejepersonale,

der ikke er uddannet

til at tackle deres problemer:

Hvis man sætter

alkoholikere som

dem, jeg kender,

på plejehjem, kan

de jo hverken få

kat eller bajer

med sig. Er det

virkelig det, vi

ønsker?

Anne Petersen

leder af værested i Haslev

- Hjemmehjælpen er tvunget til

at komme, men de bryder sig absolut

ikke om det. Den ene af de

to mænd holder hjemmeværtshus.

Han kan ikke selv gå hen og sætte

sig på en bænk eller ind på et

værtshus, men må håbe på, at der

dukker nogen op, som gider hente

øl, for ellers går han fuldstændigt

ned. De er ganske rigtigt nogle

brovtende mennesker, så jeg

kan godt følge plejepersonalets

utryghed, men man kan bare ikke

ændre sådan en mands vaner,

siger Anne Petersen.

Hun har kontaktet Faxe Kommune

for at høre om mulighederne

for en plads på et alternativt

plejehjem, der kan håndtere og

acceptere alkoholikere. Tættest på

ligger Bo- og Støttecenter Blegdammen

i Næstved. Ellers er der

E-huset i De Gamles By i København,

men begge plejecentre

har alenlange ventelister. Anne

Petersen mener desuden ikke,

at kommunen er indstillet på at

betale for at flytte deres borgere

på alternative plejehjem i andre

kommuner.

- Enten må der være et korps

i kommunen, som kan tage sig af

disse mennesker, eller også må

man oprette et sted, hvor de kan

bo og leve med det misbrug, de nu

engang har. For hvis man sætter

alkoholikere som dem, jeg kender,

på plejehjem, kan de jo hverken

få kat eller bajer med sig. Er det

virkelig det, vi ønsker? spørger

hun.

Kommunen melder pas

Omsorgschefen i Faxe Kommune,

Flemming Willadsen, forstår ikke

Anne Petersens frustration over

forholdene for de funktionssvækkede

alkoholmisbrugere.

- Vi har tohundrede plejeboliger

i kommunen, så hvis man har

behov for en tryghedsbolig, kan

vi godt hjælpe. Boligtilbuddene er

behovsbestemt, så vi undersøger,

om man er berettiget. Er man det,

får man selvfølgelig en bolig, siger

han og tilføjer:

- Desuden er der ingen plejecentre,

hvor man ikke må drikke

alkohol. I vores plejeboliger må de

gøre det, de vil, og vi har personale

med de kvalifikationer, der

Vi mener ikke, at

vores behov er

at hjælpe kommunens

borgere

på Blegdammen

eller i andre særligeplejehjemstilbud.

Det er ikke

et generelt tilbud,

vi har, og det vil

det aldrig blive.

Flemming Willadsen

omsorgschef, Faxe Kommune

Anne Petersen er leder af værestedet

Paraplyen i Haslev og har kontakt til

flere alkoholnedslidte mænd, som

hun er meget bekymret for, fordi de

bor alene eller ligger ensomme på

et hospital. Hun vil derfor starte et

privat besøgsværn.

foto Holger Henriksen

er behov for, og har også en mulighed

for at kompetenceudvikle

vores personale, hvis vi ikke kan

magte nogle bestemte borgere.

Men i Faxe Kommune betragter

vi de langvarige alkoholikere som

alle andre borgere i kommunen,

siger Flemming Willadsen.

Han er bekendt med, at Anne

Petersen har rettet henvendelse

om hjælp til en alternativ plejehjemsplads

til sine to brugere.

- Vi mener ikke, at vores behov

er at hjælpe kommunens borgere

på Blegdammen eller i andre særlige

plejehjemstilbud. Det er ikke

et generelt tilbud, vi har, og det

vil det aldrig blive, siger Flemming

Willadsen.

Ældre besøgsvenner med

overskud

I stedet har Anne Petersen besluttet

selv at starte et privat besøgskorps

og gøre, hvad hun kan, for

at sætte fokus på en problemstilling,

som hun er overbevist om

også findes i mange andre kommuner.

- På Café Paraplyen kommer

en stor flok ældre med overskud,

så jeg prøver at stable et korps af

dem på benene, så de kan tage ud

og besøge folk, der ligger ensomme

på hospitalet eller i hjemmet.

Hvis man ved, at der af og til

kommer nogle og besøger én, og

at de godt gider være der, uanset

hvordan man opfører sig, kan det

holde én halvt i live, siger Anne

Petersen, som mener, at kommunens

krav om alkoholbehandling,

før man kan hjælpe de dårlige

alkoholikere med en beskyttet

bolig, er urealistisk.

- Vi taler jo om mennesker, der

gennem hele livet har fået at vide,

at de skal holde op med at drikke,

og det har de aldrig kunnet. Så

hvad skal indikere, at de kan nu?

spørger hun. |

HUS FORBI | nr. 82 | februar 2009 | 15


| kommentage |

Åndehuller må

vige pladsen

Områder med alternative boliger som f.eks. skurvogne, husbåde og kolonihaver

bliver jævnet med jorden for at gøre plads til nybyggerier af stål, glas og beton,

som ingen har råd til at bo i. I normaliseringens navn.

Staten kunne udlodde

tre af de nye,

dyre lejligheder om

måneden kvit og frit.

Én til en sygeplejerske,

én til en politibetjent

og én til en

hjemløs.

nokken

Billederne er taget på Nokken, et område og

navnet på en kolonihaveforening for enden af

Islands Brygge i Københavns Sydhavn. Nokken

opstod i 1930’erne, da fiskere bosatte sig ved

vandet. Flere af de gamle, charmerende fiskerhuse

eksisterer endnu, og beboerne i haveforeningen

betegner Nokken som et unikt miljø og

et af de sidste åndehuller i storbyen. |

16 | HUS FORBI | nr. 82 | februar 2009

af Anne Jensen, tidligere hjemløs

| thaia@webspeed.dk

foto Holger Henriksen

De steder, hvor alternative boligformer er opstået

gennem tiden, skrumper med høj hastighed.

Pladsen til f.eks. skurvogne, husbåde og hjemmestrikkede

hytter forsvinder til fordel for store,

tomme og meget dyre, nybyggede ejerboliger og

lejekaserner.

Lejekasernerne er så dyre, at selv den traditionelle

politibetjent, der danner par med den lige

så traditionelle sygeplejerske, er kommet i samme

båd som folk på overførselsindkomster. Ingen af

dem har råd til at købe eller leje sig ind i det nye

og smarte, som må stå halvtomt hen. I normaliseringens

navn.

Viger pladsen for stål og beton

Paradoksalt nok er det da helt normalt, at man i

en by som København med en udbredt

boligmangel kører bulldozerne i stilling for at

jævne ethvert ’unormalt’ område med jorden,

overalt hvor det er muligt at bygge nyt og dyrt.

Et skur, en campingvogn eller en hjemmestrikket

husbåd er for mange et ’hjemmelavet’ og normalt

hjem – med personlighed og individualitet. For

nogle måske endda et bedre hjem end en arkitekttegnet,

masseproduceret husbåd til tre millio-

ner kroner. Men små dekorerede skure, der har

fungeret som hjem i mindst fem årtier, må nu vige

pladsen til fordel for stål, beton og glas. Det sker

bl.a. i området Nokken i Københavns Sydhavn.

Hugormen boede også engang i Ørestaden. Derfor

var området fredet. Men en undersøgelse slog

fast, at hugormen på magisk vis var forsvundet fra

området, så fredningen blev ophævet, og området

kunne bebygges. I normaliseringens navn.

Afskrives med skattefordel

En måde at løse boligmanglen i storbyen på kunne

være at give de gamle lejekaserner, som er godt

og grundigt nedslidte, en kærlig hånd. Eller staten

kunne udlodde tre af de nye, dyre lejligheder om

måneden kvit og frit. Èn til en sygeplejerske, én til

en politibetjent og én til en hjemløs.

For kan nogen svare på, om det ligefrem kan

betale sig at have så mange nye lejligheder, der

står og griner gabende tomme? Kan de afskrives

med store skattefordele?

Engang stod jeg nede bag Københavns Universitet

på Amager og så noget så dansk som en

meget nydelig kolonihave med små, sirligt opførte

huse, flagstænger med Dannebrog og hele regnbuens

farvepragt blive jævnet med jorden af en

enkelt bulldozer. Nu ligger her en motorvej.

Det var et sørgeligt syn – og er det stadigvæk.

I normaliseringens navn. |


Nogle af de hjemmelavede husbåde ligger i Nokkens havnebassin

på lånt tid. Den lokale husbådeforening deltager

aktivt i havnens liv, hvor de bl.a. passer en slusevagt.

De små stemningsskabende røde træbådehuse

i havnen står som et sidste klaustrofobisk

bolværk mod de tætpakkede, nybyggede

højhuse. Nybyggeriet her er endnu ikke

færdigt.

Skjult mellem træerne i H/F Nokkens hjerte dukker den smukkeste

blomsteridyl frem om sommeren – i skærende kontrast til de nye

naboer i stål, glas og beton, blot få hundrede meter væk.

Fremtidssikret og med plads til en vandstandsstigning på

plus to meter. Byggeriet ligger i den absolut eksklusive

ende af pengeskalaen og er kun for multimillionærer.

HUS FORBI | nr. 82 | februar 2009 | 17


Beboerne i Nokken bliver fremtidens hjemløse. Når han,

hvis navn står på lejekontrakten, dør, kan den ikke fornys.

Havnebassinet skal bruges til dyre lystyachter eller arkitekttegnede

husbåde. Nokkens bade- og fælles-faciliteter

skal nedlægges, så de nye millionærer i området kan slikke

sol på den græsplæne, der i øvrigt ligger oven på Danmarks

absolut største kloakrør under jorden.

Nokkens skadestue er et samlingspunkt og værksted. Indenfor

får fantasien lov at blomstre. Bl.a. er et stjernekiggerobservatorium

under opførelse.

Det blå skur får også snart nye glas-, stål- og betonhøjhuse som nabo.

Om det får lov til at blive liggende og skabe stemning, vides ikke endnu.

Men skuret er et hjem for en eller anden, som nok er ganske tilfreds, og

som givetvis hverken har lyst eller råd til at flytte ind i det nye.

18 | HUS FORBI | nr. 82 | februar 2009

Husene her er en del af den nye bydel bag indkøbscentret

Fisketorvet ved Dybbølsbro. Udsigten er skrotfabrikkens lager,

men om den kan holde stand som nærmeste nabo mod klager

over den ’skæmmende’ udsigt, vil tiden vise.


| kommentar | af

Peter Olesen er journalist og

forfatter og har udgivet en lang

række bøger om bl.a. bygningskultur.

Mens vi går og

smæsker os og

lever trygt, kan

det være sundt

at blive mindet

om, hvor vanskeligt

ganske

mange andre

har det.

”Spegepølsen og Suppeterrinen”,

Peter Olesen, Thaning og Appel,

95 sider, 150 kr.

Peter Olesen, journalist og forfatter

Gode masker i

et hullet sikkerhedsnet

Vi kan ikke være bekendt at vide, at der findes

hjemløse uden at gøre noget ved det, mener Peter

Olesen. Han roser i sin seneste bog to bespisningssteder

med løjerlige navne.

Mellem 10.000 og 15.000 mennesker er hjemløse

i Danmark. Kontrasterne kan være svære at rumme.

Hvordan kan jeg næsten være bekendt at have det så

trygt og godt? Og samtidig vide, at andre lider og har

det svært – uden rigtig at kunne hjælpe.

Hvorfor er det ikke mig, der er hjemløs? Hvorfor er

det ikke mig, der altid høflig står ved min Netto ved

Valby Station og sælger Hus Forbi?

To gode masker

Det er grusomt at tænke på, hvor stor forskel der kan

være på folk – selv i dette lille smørhul af et land med

et ellers nogenlunde finmasket sikkerhedsnet. Men

finmasket? Var det finmasket nok, havde vi jo ikke 10-

15.000 hjemløse. Og over 500 boende på gaden.

Jeg udgav for nylig bogen ”Spegepølsen og Suppeterrinen”

om 40 af Københavns mærkeligste og mest

underlige kæle- og øgenavne. Blandt dem er Fedtekælderen

og Den Sorte Gryde. To af de gode masker i det

kun nogenlunde finmaskede system. To steder, jeg godt

havde hørt om på forhånd, men ikke kendte alverden

til.

Da jeg hørte mere og oplevede dem på egen hånd,

var jeg ikke i tvivl: De skulle med i bogen. Mange mennesker

vil have godt af at høre om de to steder, hvor

hjemløse, dårligt stillede og ensomme kan få et gratis

eller meget billigt varmt måltid mad. Et par gode og

efterabelsesværdige sociale historier mellem de andre

mere harmløse steder med pudsige navne, som f.eks.

Den gule enke, Penalhuset og Tehætten.

Ingen fedtemadder i Fedtekælderen

Får man så fedtemadder i Fedtekælderen? Nej, ikke

mere. Men det fik man engang. Fedtekælderen holder

til i Stanleys Gaard, et fint 1700-tals-palæ på Christianshavn,

i Overgaden Oven Vandet 6B. Her har

Kirkens Korshær siden 1960 drevet et fornemt socialt

bespisningssted. Ti kroner for et varmt måltid mad midt

på dagen, og har man ingen penge, får man maden

alligevel. 80-120 mennesker benytter sig af tilbuddet

hver dag og får her sund og nærende kost og varme. De

møder venligt personale, hvoraf de fleste er frivillige.

Det kan man kun have respekt for! Vi burde have flere

af den slags i et rigt og velbjerget samfund.

I Gothersgade 141 ligger Dronning Caroline Amalies

Stiftelse fra 1880, og i kælderen her Den Sorte Gryde.

”Den, der kommer allersidst, skal i den sorte gryde”, har

vi som børn lært af Bro Bro Brille.

I indre by er nogle af kirkerne aktive og driver bl.a.

Den Sorte Gryde, hvor godt et halvt hundrede mennesker

daglig får sig et varmt måltid mad. Det koster 20

kr.; henter man en billet i en af kirkerne om formiddagen,

er maden gratis.

Budgettet er på ca. 900.000 kr. om året, og kunne

man skaffe flere penge, var der også åbent i weekenden

og i sommerferien. Pengene kommer fra kirker, menighedsplejer

og private fonde, bl.a. Kongehuset. Ildsjælen,

cand.jur. Lone Ømann, skaffer hvert år 3-400.000

kr. til ”Gryden”. Tænk, hvis flere af os, der har vores på

det tørre, tog sådan en opgave på os!

”Så har jeg tjent otte kroner”

Mens vi går og smæsker os og lever trygt – og med

et vist overskud, de fleste af os, også til at brokke os

over småting i hverdagen, så kan det være sundt at

blive mindet om, hvor vanskeligt ganske mange andre

har det. Og blive mindet om, at nogen også prøver at

hjælpe dem bare lidt i en svær, for ikke at sige pløkumulig,

hverdag uden tag over hovedet.

Vi kan faktisk slet ikke være bekendt at vide om det

og så ikke gøre noget ved det. Det mindste er vel hver

måned at huske at sige ja tak, når en hjemløs tilbyder

Hus Forbi.

”Så har jeg tjent otte kroner”, sagde min seneste

sælger med lys i øjnene. Jeg havde lige handlet i Netto

for 200-300 kr. og var på vej hjem i min gode og varme

lejlighed, hvor jeg senere skulle sove i min gode luksusseng

med den varme edderdunsdyne over mig. I

HUS FORBI | nr. 82 | februar 2009 | 19


foto Projekt Udenfor

“Vi hjælper dig kun,

hvis du makker ret”

Forfatteren Amalie

Skram var med sine

selvbiografiske romaner

med til at åbne

samfundets øjne for

1800-tallets nedværdigende

forhold på de

psykiatriske hospitaler.

En kritik, der har

haft betydning helt

op til i dag.

Preben Brandt

20 | HUS FORBI | nr. 82 | februar 2009

af Peter Kyhl Olesen | acpo20@hotmail.com

foto Det Kongelige Bibliotek

”Jeg skriver denne bog for at redde, om det

så var et eneste menneske – fra at falde i Knud

Pontoppidans hænder. Jeg kan ikke trække vejret,

før jeg har fået en beretning i stand om det

passerede, som skal offentligt frem”.

Sådan skrev Amalie Skram i et brev til sin ven

og forfatterkollega Bjørnstjerne Bjørnson i 1894,

kort tid efter at hun var blevet udskrevet fra

sindssygehospitalet. Bogen, som hun hentyder til,

hedder ”Professor Hieronimus”, og den kom sammen

med fortsættelsen, ”Paa St. Jørgen”, i 1895.

Knud Pontoppidan, som Amalie Skram så det

som sit kald at advare imod, var en af tidens

kendte psykiatere og overlæge på Københavns

Kommunehospitals psykiatriske afdeling, der

gik under betegnelsen 6. afdeling. Det var Pontoppidan,

der havde ansvaret for Skram, mens

hun var indlagt her.

Indlagt i 25 dage

Amalie Skram var gift med den danske forfatter

Erik Skram, der opmuntrede hende til at skrive.

Men det var svært for hende at forene ægteskabet

med forfatterkarrieren. Hun havde et skrøbeligt

sind, og efter sin debut med romanen ”Constance

Ring” blev hun dybt usikker og bange, var præget

af selvmordstanker og havde adskillige nervøse

sammenbrud. Det betød, at hun måtte lade sig

indlægge på Kommunehospitalet.

”Professor Hieronimus” er hendes selvbiografiske

skildring af opholdet, der varede i 25 dage.

Skram fortæller i tredje person igennem sit alter

ego, kunstneren Else Kant. Beskrivelserne af bogens

professor Hieronimus har slående lighedstræk

med virkelighedens Knud Pontoppidan.

”Du må endelig vinde professoren. Om vi så

fik betydning for nutiden

bærer Dem på hænderne, nytter det intet, hvis

han er imod dem”, siger en af sygeplejerskerne

til Else Kant, da hun desperat trygler om at blive

lukket ud. Hun er udmattelsen nær af livet i sin

celle og af døgn efter døgn at skulle forholde sig

til de andre patienter, der er iklædt fangeklæder.

Kvinden i nabocellen, der rasende og skrigende

banker sine fingre til blods og ender i hylende

krampegråd. De græsselige hyl, der lyder, når

portørerne kommer kørende med rallende personer

med ansigter som gult voks. Den unge pige,

der forvildet farer rundt og skriger, som var hun

blevet stukket med knive, mens hun kalder på

sit døde barn. Og alle de andre …

Nej, og tusind gang nej

”De må lære at indordne Dem”, affærdiger professor

Hieronimus Else, når hun modsætter sig

hans diktatoriske reglement. Men Else nægter:

”Skulle hun lægge sig på maven for denne mand,

der synes så tyrannisk. Nej, og tusind gange nej.

Ikke om hun så skulle brændes på bålet”.

Derfor oplever hun flere og flere tiltag af

psykisk og fysisk terror fra professorens side.

Han sørger f.eks. for, at kontakten mellem Else

og hendes mand brydes, og hun bliver tvangsmedicineret.

Begge dele har til formål at nedbryde

hende – som tilfældet også er med resten

af patienterne, der nægtes enhver menneskelig

værdighed. Endelig får Hieronimus overbevist

Elses mand om, at det er bedst, at hun overflyttes

til sindssygehospitalet St. Jørgen.

Heftig debat om psykisk syge

I romanen viser Amalie Skram uhyggeligt præcist,

at var man først erklæret sindssyg, blev alle

ens ytringer og handlinger tolket, så det bekræftede

og forstærkede dette. De vilkår, patienterne

blev budt, tangerede i sig selv sindssyge og fast-

Amalie Skrams kritik af forholdene på datidens sindssygehospitaler har fået betydning for eftertiden.

Det mener Preben Brandt, psykiater og formand for Rådet for Socialt Udsatte:

- ”Professor Hieronimus” er et vigtigt dokument om psykiatriens rolle, og romanen har været en del

af debatten, når der skulle diskuteres forbedringer eller ændringer af psykisk syges forhold på institutionerne.

Den har været brugt, når det gælder vigtigheden af, at brugerne får muligheden for at udtale

sig om deres egne vilkår, og at der er respekt om deres synspunkter. Samtidig har romanen tjent som

inspiration til at opbygge distriktspsykiatrien, hvor man er gået væk fra at have sindslidende indespærret

i store lukkede institutioner med hegn og i stedet har mindre opholdssteder. |


amalie skram 1846-1905

Født og opvokset i Norge. Flyttede efter et ulykkeligt

ægteskab til København og blev gift med den danske forfatter

Erik Skram. Amalie Skram havde i flere perioder psykiske

problemer.

Amalie Skram betragtes som en af de største naturalistiske

forfattere. Hun er især kendt for romanen ”Constance Ring”,

der ligesom størstedelen af hendes forfatterskab handler om

kvindens stilling i ægteskabet og den seksuelle dobbeltmoral. |

holdt dem i bogstavelig forstand i en spændetrøje.

Det er denne nedværdigende umyndiggørelse og

lægens absolutte autoritet og magtmisbrug, Skram

med “Profesor Hieronimus” for alvor fik åbnet

samfundets øjne for.

Vidnesbyrdet vakte stor opsigt og heftig debat

i aviser og Folketinget om forholdene på sindssygeinstitutionerne.

Og det førte til en offentlig

undersøgelse af 6. afdeling og praktiske forbedringer

på institutionerne. Fordi Skram selv havde

oplevet Pontoppidan som repræsentant for det

psykiatriske system, var det ham, hun rettede den

kraftige kritik mod. Den københavnske presse

kørte samtidig en regulær hetz mod ham, fordi han

flere gange havde tilbageholdt personer i psykiatriske

institutioner mod deres vilje.

Pontoppidan modstod ikke presset og sagde op,

men udgav i 1897 bogen “6’te afdelings Jammersminde”,

hvor han forsvarede sig mod anklagerne og

bl.a. konstaterede, at “tvangsforanstaltninger kan

være nødvendige over for psykotiske patienter”.

Til trods for de forbedringer, “Professor Hieronimus”

i sin samtid direkte var årsag til, fik vi

først i 1938 i Danmark en sindssygelov, der gav

patienterne et minimum af rettigheder. I

Kilder:

Amalie Skram. Samlede værker 6. del.

Gyldendalske Boghandel Nordisk Forlag, 1906.

Amalie Skram – om seg selv. Af Irene Engelstad.

Den Norske Bokklubben A/S 1981.

uddrag af

”professor hieronimus”

“Mit råd er, at deres hustru indlægges på St. Jørgens

sindssygeasyl for en ikke alt for kort tid. (...) Hun skal

først af alt lære disciplin.”

(...) ”Og professoren er af den mening, at der ad

denne vej vil opnås helbredelse?”

“Ubetinget! Vi har mange eksempler herpå. Det første

halvår vil hengå under protester fra Deres hustrus

side. Så vil hun falde til ro og endelig forlade hospitalet

med taknemmelighed i hjertet og helbredet.”

“Ad denne rent mekaniske vej ved afsondring og

indespærring?”

“’Ad denne rent mekaniske vej – ja’, sagde Hieronimus

med en mine, som om han netop fandt udtrykket

slående.”

Der findes kun få interiørbilleder fra de gamle sindssygehospitaler.

Her er det fra Psykiatrisk Hospital Risskov

omkring år 1900.

HUS FORBI | nr. 82 | februar 2009 | 21

foto Museet, Psykiatrisk Hospital Risskov


Inden krigen brød ud, havde Rosette Manday et godt liv i Congo med hus og mand. Men soldaterne bortførte hendes mand, torturerede og voldtog Rosette, som i

2001 flygtede til Zambia med sin søn og sine brødre. Nu bliver de alle genbosat i Danmark.

Zambia er et af verdens

ti fattigste lande. Allerfattigst

er de flygtninge,

der har slået sig ned i

hovedstadens slum i et

forsøg på at tjene lidt

penge. Hus Forbi besøgte

en familie, der har

levet som flygtninge i

Lusaka i syv år.

22 | HUS FORBI | nr. 82 | februar 2009

Man

stærk

skal være

overleve

for at

af Birgitte Rørdam | br@socialrdg.dk

foto Jørn Stjerneklar/Mayday Press

Her er varmt og mørkt. En smal skummadras,

der ligger på det bare, grå beton, fylder det

meste af rummet. Til venstre i hjørnet står to

medtagede plasticposer med tøj i, en pose med

majsmel og en bulet jerngryde.

I dette rum uden vinduer og midt i Lusakas

slum bor Rosette Manday, hendes søn på ni år

og hendes to voksne brødre.

For dem er hver dag en helt bogstavelig

kamp for at få mad i munden og holde sig fri

af livstruende sygdomme. De tog flugten fra

det krigshærgede Congo i 2001 og har siden,

bortset fra et kort ophold i en af landets flygt-

ningelejre, forsøgt at klare sig fra dag til dag i

storbyens slum.

- Vi startede med at bo i Kala-flygtningelejren,

men jeg blev skambidt af en hund og

kunne ikke få ordentlig medicin, derfor tog vi

til byen, hvor det lykkedes os at tjene penge,

så jeg kunne få medicin. Siden er vi blevet her.

Folk dør omkring én i lejrene. Der er mange

flere sygdomme end her, kolera og andet, og

de har tit ikke mere medicin, så det er alt for

farligt, forklarer Rosette Manday.

Daglig kamp for overlevelse

At Rosette Mandays tilværelse skulle blive et

valg mellem livet i indhegnede flygtningelejre

eller en daglig kamp for at overleve i Lusakas


tætpakkede slum, havde hun ikke forestillet

sig, da hun endnu levede sin beskyttede

tilværelse i Den Demokratiske Republik Congo

(Congo).

- Vi levede et godt liv, før krigen brød ud. Vi

boede i et pænt hus og var aldrig bekymrede

for, om vi fik mad. Men så kom soldaterne. De

tog min mand med, holdt resten af os fanget og

torturerede os. Jeg blev voldtaget og blev gravid

med min søn. Til sidst lykkedes det mig og

mine brødre at flygte. Men siden har jeg ikke

set min mand og mine forældre, siger hun.

Zambia er et af verdens ti fattigste lande,

her lever millioner af mennesker for under fem

kr. om dagen. Landet huser 91.000 flygtninge.

De kommer fra de omkringliggende krigshærgede

lande, bl.a. Angola, Burundi, Rwanda,

Somalia og Uganda. Det seneste år er de strømmet

til fra Zimbabwe, men størsteparten kommer

fra Congo, som i årevis har været plaget

af borgerkrig og konflikter, fordi regering, oprørssoldater

og tilstødende lande kæmper om

at få kontrol over landets enorme rigdomme,

af guld, diamanter, kobber og en usædvanlig

frugtbar jord.

Værst i byerne

Mens langt de fleste flygtninge er samlet i de

kæmpestore lejre rundt om i landet, forsøger

op mod 10.000 af dem at skabe sig et liv i

Lusaka. Og selvom alle flygtninge har meget

ringe vilkår, fordi flygtningepresset er stort

og landet fattigt, så er situationen værst for

flygtningene i byerne. Det fortæller Stanislaus

Chelo, servicekoordinator i Zambias Røde Kors

med det overordnede ansvar for de flygtninge,

der har slået sig ned i Lusaka.

- At være flygtning her betyder i bund og

grund et liv uden rettigheder. Men hvor flygtninge

i lejre, som godt nok ikke har mulighed

for at tjene penge, er sikret de mest basale

fornødenheder, med bl.a. et sted at bo, et lille

stykke land, fem års skolegang, så er flygtninge

i byerne helt overladt til deres egen evne

fakta om zambia

Indbyggere: 11,1 millioner.

Gennemsnitlig levealder: 38 år.

I oktober 2008 var der 91.043 flygtninge

i Zambia. 450 af dem bliver hvert år

tilbudt at blive genbosat i Danmark eller

et andet land som FN-kvoteflygtninge.

Kilde: Udenrigsministeriet og UNHCR

Rosette Manday bor sammen med sine brødre og

søn i et slumområde i Zambias hovedstad Lusaka –

ligesom tusindvis af andre flygtninge. Her kæmper

de en daglig kamp for at overleve.

til at klare sig. Og man skal være stærk for at

overleve som flygtning i byen, fastslår han og

fortsætter:

- Flygtningene i byerne har nok mere frihed,

men også meget mere, de skal kæmpe for.

De kan få den allermest nødtørftige lægehjælp,

men skolegang, mad og bolig må de selv sørge

for. De har ikke ret til at arbejde, og derfor har

de store problemer med politiet, som jager dem

konstant og arresterer dem, hvis de forsøger at

tjene penge. En enlig mor kan risikere at blive

arresteret, og selvom hun har børn hjemme,

bliver hun ikke løsladt, før en hjælpeorganisation

kommer hende til undsætning.

Hele tiden på flugt

Og at være jaget vildt oplever Rosette Manday

nærmest dagligt. Flygtninge må ikke arbejde

uden en arbejdstilladelse; den koster mere end

500 dollar, og det har ingen flygtninge råd til.

Men penge skal de bruge for at overleve. Derfor

går hun hver dag på markedet, hvor hun

forsøger at sælge varer.

- Jeg må hele tiden flygte fra politiet. Jeg er

blevet arresteret flere gange. Sidste gang blev

jeg først løsladt efter to uger, da Røde Kors fik

mig ud. Min søn og mine brødre troede, jeg

var død, for politiet fortalte dem ikke, hvad

der var sket. Vi er fremmede, det kan politiet

spotte, de kan ikke lide os, og derfor jager de

os, også bare vi går på gaden, fortæller Rosette

Manday, som konstant er presset af at skaffe

penge til mad til familien.

- Her er der ingen, der hjælper dig. På en

god dag kan jeg tjene 10.000 kwacha (15 kr.).

Den dag er der penge til mad, men der er dage,

hvor vi må klare os med en kop te, før vi skal

sove. At få min søn i skole har der slet ikke

været råd til. Mine brødre prøver hver dag at

få arbejde. Men er chefen en sjuft, får de ingen

penge, når dagen er omme, og vi kan ikke

klage, fordi vi er flygtninge. Hvis vi fire ikke

havde hinanden og passede på hinanden, så

tror jeg ikke, vi havde levet i dag, siger hun.

Ifølge Stanislaus Chelo er situationen for

flygtningene i Zambia uløselig.

- Det ulykkelige er, at flygtninge ikke kan

ændre status. Kun de få, der har en uddannelse,

når de kommer hertil, får chancen for

at skabe sig et liv. Og kun 450 personer bliver

hvert år tilbudt at blive genbosat i andet land.

For langt de fleste gælder det: Én gang flygtning

altid flygtning. Vi har flygtninge fra Angora,

som har boet her i 40 år. De kender intet

til deres eget land eller sprog, men de bliver

ved med at have status som flygtninge og lever

uden rettigheder. I

Kort tid efter at Hus Forbi mødte Rosette Manday,

fik hun at vide, at hun og hendes søn og brødre var

blandt de heldige, der var blevet udvalgt til at blive

genbosat i Danmark.

HUS FORBI | nr. 82 | februar 2009 | 23


Franziska Brüchmann Dahls søn på 23 år

er misbruger.

Et fristed for pårørende

Landets første netværksgruppe for pårørende til misbrugere er startet i Århus.

af Benny Lauridsen | bela@post8.tele.dk

foto Lars Aarø

- Det er svært, når ens søn fylder sig med alt

muligt, og lægerne siger, at fordi hans levertal

er alt for højt, så skal han stoppe med sit misbrug,

ellers … Han har tre søskende, men de

vil ikke rigtig gå ind i det. De kan ikke holde

ud at se på det. Så jeg står alene med ham, det

er nogle gange næsten ikke til at bære. Man

kan heller aldrig rigtig planlægge noget, for

man skal hele tiden være beredt på, at noget

kan ske.

Sådan siger Eva, hvis søn er misbruger og

alkoholiker igennem 20 år.

Franziska Brüchmann Dahl er også pårørende

til en misbruger. Hendes søn er 23 år, har

ADHD og er blandingsmisbruger (både drikker

og tager stoffer, red.). Heller ikke hans mindre

søskende forstår det.

- Som pårørende er vi på døgnet rundt, hele

Anne Margrete Jørgensen, leder

af SINDs pårørenderådgivning

24 | HUS FORBI | nr. 82 | februar 2009

- Som pårørende

er vi på døgnet

rundt, hele ugen.

ugen. Om det så er, når de ringer fra Frederiksberg

Hospital, hvor han er blevet indlagt bevidstløs.

Og hvad kan vi gøre for dem, hvis det

pludselig går helt galt? Hvor kan vi henvende

os som pårørende? I dag bliver vi afvist af alle

hospitaler og hjælpeinstanser, når de hører,

der er tale om en misbruger, siger Franziska

Brüchmann Dahl.

Historisk møde i Århus

Både Eva og Franziska deltog i et formentlig

historisk møde i efteråret på Værestedet (for

bl.a. misbrugere, red.) i Århus. Dagsordenen

var klar: At få dannet landets formentlig første

pårørendegruppe. Snakken handlede i høj grad

om, hvad sådan en gruppe skulle kunne – fra

politisk pression over støtte til at hjælpe misbrugeren

til et frirum, hvor pårørende kan tale

om deres situation.

Debatten mundede ud i en beslutning om

at lave to former for selvhjælps- og netværks-

pårørende før politisk pression

Evas søn har drukket i over 20 år.

grupper: En gruppe, der handler om, hvad

det gør ved den pårørende og den pårørendes

liv at have en misbruger tæt på. Og en anden

gruppe, der sigter efter politisk slagkraft og

viden om hjælpemuligheder i forhold til den

misbrugendes pårørende.

Siden mødet er kernen i gruppen kommet

på plads og har holdt sit første møde, fortæller

Lars Peter, medarbejder på Værestedet i Århus.

Næste skridt er aktivt at gøre kraftigere

opmærksom på sig selv, bl.a. med annoncer og

reklamer i lokale medier.

- Målet er at tiltrække flere deltagere til

de otte-mands-selvhjælpsgrupper, vi vil have

op at stå i første omgang. Så må vi se hen ad

vejen, om vi får dannet en gruppe til at lave

politisk pression, siger Lars Peter. I

Vil du høre mere om grupperne eller selv

være med, kan du kontakte Lars Peter på

mail lpl@fa.aarhus.dk

– En pårørendegruppe er ikke en gruppe, der skal give terapi. Den skal være et frirum, hvor man kan hjælpe og rådgive

hinanden. Folk skal have plads til at ånde i det daglige, og de skal via gruppen kunne forsyne sig med redskaber til at

navigere i hverdagen, så de får det nødvendige ånderum.

Sådan siger lederen af SINDs pårørenderådgivning, Anne Margrete Jørgensen, der har mange års erfaringer med

pårørende- og selvhjælpsgrupper. Og hun advarer mod at lægge kræfterne i den politiske pression – i hvert fald i første

omgang:

- Vores erfaringer er, at også en stor del af de pårørende bliver syge – somatisk eller psykisk – af at være pårørende.

Jeg tror ikke på, at man hjælper flere gennem den politiske gruppe end gennem gruppen, hvor man diskuterer skam,

skyld, økonomi, kampen med systemet og sorgen ved at have tabt det normale barn til f.eks. misbruget. Sæt denne slags

grupper i gang først, og hjælp dér. Det er et sejt træk, men mine erfaringer er, at gennem det finder man også frivillige

til at hjælpe med alt muligt, også til den politiske indsats. Så: Dan pårørendegrupper – og spejd så i dem efter folk, der

vil og kan være politisk aktive. | - bela


| læserne skriver |

Beskidte cowboybukser og et rent hjerte

Historien om en meget hjælpsom hjemløs Hus Forbi-sælger

– og om hvordan jeg så min egen frygt og fordomme i øjnene.

af Katrine Sørensen Breidahl

| udogsemedksb@youmail.dk

illustration Karsten Hansen

Ja, så var det, at jeg med kaffe, Hus Forbi og

den røde weekendtaske på Nørreport gik ind

i toget mod Hillerød og farmor for derefter at

opdage, at jeg ikke havde fået stemplet klippekortet.

- Ah damn!

En venlig mand overfor smiler og kigger spørgende.

- Ja, jeg har ikke fået klippet.

Han forklarer, hvordan jeg – med det samme

kontrolløren kommer – kan bekende mig.

Men jeg tør sgu ikke. 600 kr. i bøde på det her

tidspunkt? Nej tak! Jeg beslutter mig for at

stemple på næste station.

Nordhavn. Vi holder lige foran automaten. Jeg

løber ud og stempler fire gange, drøner tilbage

mod toget. Dørene begynder at lukke sig. Toget

kører. Med taske, Hus Forbi og kaffe! Bag

ruden fægter manden i et forsøg på at kommunikere

noget, jeg forstår som ”din taske er i

gode hænder”.

En ung kvinde med et klippekort og en rød

pung kan nu høres på Nordhavn Station:

- Fuck! JEG KÆMPE IDIOT!

En betænksom sjæl henvender sig.

- Har du glemt noget i toget?

Nik.

- Din taske?

Nik.

- Hvad med din pung?

- Nej, den er her.

Han siger:

- Kom med. Der er den dér servicetelefon!

Hans øjne er glasklare, isblå, og

de stikker som hos et vildt dyr

klar til at angribe. Hans tynde

ben ender i store tunge støvler for

enden af beskidte cowboybukser.

Kinderne er indsunkne og arrede

som en misbrugers. Hans gangart

er tæt på at være ude af balance.

Han gør mig bange, men instinktivt

kan jeg godt li’ ham. Han vil

hjælpe. Han ringer op for mig. ”Ja,

goddag servicetelefonen”.

Stemmen hedder Jørn, og den

siger, at jeg er dum. Jeg fortæller

historien. Den hjemløse lytter

med. Jeg tager toget mod Hillerød. Håber, at

jeg kan stole på Jørn og manden fra toget.

Jeg står i mellemgangen og har karma med

stænk af eddike, da jeg ser min hjemløse ven

på vej gennem toget. Han får et smil, det eneste,

jeg kan finde i lommen.

- Hej igen!

Jeg plumper to sølle femkroner i bægeret og

forbander, at jeg selv er arbejdsløs og konstant

fattig. Han kigger spørgende.

- Du hjalp mig på Nordhavn Station for et

øjeblik siden.

Hans ansigt lyser op.

- Nåh, det er dig. Du skal tage tilbage til Svanemøllen.

Der er din taske. I kiosken.

- Hvordan ved du det?

- Er din taske ikke rød?

Jeg nikker forundret og anspændt.

- Kom vi står af – jeg følges med dig.

Og det er her, jeg rammes af frygt. Hvem er

den mand, jeg går ved siden af? I et glimt ser

jeg situationen udefra. Hvad tænker folk? Tror

de, vi er et par? Hvad smalltalker man med en

hjemløs om? Jeg kan jo ikke sige: ”Nåh, hvad

laver du så?” eller ”Hvor er du på vej hen?”

Det ved jeg jo godt. Han er frem og tilbage

efter penge.

En smule højlydt siger jeg: ”Du er dagens helt”

i et akavet forsøg på at dække over usikker-

hed og samtidig antyde, at jeg også ved, at

han kun er ude på at hjælpe. Men jeg er pisse

bange. Hvad vil han? Vil han mig noget ondt?

Hvorfor er han sød ved mig? Hvad hvis jeg

ikke havde haft min pung på mig, ville han så

overhovedet have hjulpet mig? Jeg har ikke

overblik over situationen, men har ikke noget

valg. Mine fødder går efter den hjemløse. De

vil have weekendtasken med til farmor.

Endelig når vi hen til servicetelefonen. Her

bekræfter stemmen Jørn, at tasken er på Svanemøllen

Station i kiosken. Og undrer sig over,

hvor jeg ved det fra.

Mistænksomt spørger han til den hjemløse og

er advarende. Inden i mig vender min frygt og

mine fordomme 180 grader. Jeg svarer roligt,

at den hjemløse har vist medmenneskelighed

af den slags, der sker én gang ud af en million.

Tasken er der, og jeg vil stikke den hjemløse

penge, for det er det, han vil have. Jeg giver

ham, hvad jeg har. Ved nærmere eftertanke vil

han også gerne have, at jeg fortæller videre, at

hjemløse er gode mennesker og ikke monstre.

Det lover jeg.

- Hvad hedder du egentlig?

Han kigger på mig og svarer tøvende:

- Bo Ahlsted.

Senere sagde farmor fra sofaen med kaffekoppen

i hånden: ”Det er da et smukt navn”. I

HUS FORBI | nr. 82 | februar 2009 | 25


I koret Gadens Stemme handler det ikke om at være god til at synge, men om glæden ved musik og sang.

synger

Her hver med sit næb

I koret Gadens Stemme

mødes folk fra byens

væresteder og synger

sammen. Det giver

livsglæde, energi – og

nogen at være sammen

med.

af Tine Sejbæk | tine.boel.s@gmail.com

foto Flemming Schiller

- Hvor er I gode! Seje!

Korleder Buffy skiftevis spiller på klaveret,

synger og giver korets medlemmer råd om

sangteknik – eller det hele samtidig.

Vi er i et baglokale i Værestedet Offside på

Nørrebro i København. Her øver koret Gadens

Stemme en gang om ugen. På grund af sygdom

er her i dag kun fem sangere. Normalt kommer

26 | HUS FORBI | nr. 82 | februar 2009

ni kvinder, heriblandt en 90-årig, og en enkelt

mand til de ugentlige sangmøder.

De fem kvinder står i en halvcirkel og vugger

fra side til side, mens de øver en flerstemmig

udgave af John Lennons ”Happy Christmas

(War Is Over)”.

- ”And so this is Christmas and a happy new

year ... we hope it’s a good one without any

fear ...”, synger kvinderne.

- I er skide gode, siger Buffy, der dog råder

de kvinder, der lægger ’understemme’ til sangen

– til at dæmpe sig lidt.

- Lyt til jeres sang inde i hovederne. Det er

mærkeligt, men nogle gange er det sådan, at

jo bedre, man selv synes, det lyder, jo værre

lyder ens stemme for andre.

Sang hjalp efter skilsmisse

I koret handler det ikke om at være god til at

synge, men om glæden ved sang og musik og

om at være med i fællesskabet. Egentlig er det

et tilbud til hjemløse, men korets medlemmer

er ikke hjemløse. De er primært kvindelige

brugere af byens væresteder.

Én af dem er 68-årige Renate Nielsen. Hun

hørte om Gadens Stemme, fordi hun i forvejen

kom i Offside, hvor hun også er frivillig hjælper

i køkkenet.

- Jeg havde aldrig overlevet min skilsmisse,

hvis jeg ikke havde haft dét at synge. Jeg

ryger ikke. Det har jeg aldrig gjort. Til gengæld

har jeg sunget i mange år. Jeg får energi af

at synge i koret. Buffy er meget ambitiøs og

engageret, og hun leder koret med hård hånd,

så vi ikke har de store konflikter, siger Renate,

der også synger i to andre kor.

- Harmoni ... siger hun og kigger frem for

sig. Man bliver harmonisk af Buffys undervisning.

Selv om jeg har svært ved det rytmiske,

prøver hun at hjælpe mig på vej. Jeg har det

fantastisk, når jeg har sunget. Og samværet

med de andre betyder også noget.

Musik er en kanal til kroppen

Korleder Buffy er uddannet sangpædagog på

konservatoriet og ansat af Missionen blandt

Hjemløse.

- Det er rigtig sjovt at lede koret, fordi folk

er så umiddelbare. Jeg synes, det er rart, at det

ikke handler så meget om det musiske resultat.

Det handler om processen. Alligevel vil

jeg gerne vise korsangerne, at musik både er


at yde og at nyde. Filosofien er, at hver synger

med sit næb. Og det må man gerne.

Det er hendes indtryk, at korets medlemmer

ofte går glade hjem, når de har sunget. Men

ikke nødvendigvis altid.

- Musik er en kanal til kroppen, dvs. til følelserne.

Så man kan også møde svære følelser,

- Jeg havde aldrig

overlevet min skilsmisse,

hvis jeg ikke havde

haft dét at synge.

når man synger. Men jeg tror nu ikke, det er så

dårligt at komme i kontakt med sig selv, uanset

hvad man møder.

- Mange voksne har blokeringer i forhold til

at synge. Nogle vil hellere løbe nøgne ned ad

gaden end at bruge deres sangstemme. Så de er

ret modige her i koret. Man står frem og blotter

sig, når man synger, siger Buffy.

Koret optræder også på andre væresteder,

men vil måske i fremtiden satse mere bredt og

også tage ud på f.eks. plejehjem.

- Der sker noget, som ikke altid er positivt,

når en gruppe mennesker, der selv er skrøbe-

Bliv frivillig i Røde Kors

Sidste nye skrig?

Til vores butikker i City, Brønshøj og på Nørrebro

søger vi frivillige, som har lyst til at indgå i et team

af imødekommende, friske og farverige frivillige.

Overskuddet fra tøjsalget går til international nødhjælp

og socialt arbejde i Danmark. Vagterne ligger

på 4-5 timer ugentligt.

Vi er en blandet skare af flere forskellige mennesker

i alle aldre og afskygninger, og vi har det sjovt og

godt sammen. Som frivillig vil du hurtigt opleve at

blive en del af det gode kammeratskab og en vigtig

del af verdens største humanitære organisation. Vi

tilbyder relevante kurser, ligesom vi ikke forsømmer

at mødes til socialt samvær. Er du engageret og ansvarsbevidst

og har øje for moden og tøjets mange

muligheder, så skal du være hjertelig velkommen til

uforpligtende at møde teamet bag butikkerne. Måske

finder du ud af, at det også kunne være noget

for dig at gøre holdning til handling.

Hovedstadens afdeling

lige, møder en anden gruppe, der er skrøbelig.

Energierne kan godt blive lidt svære, siger

Buffy.

Giver noget at stå op til

Kirsten Mikkelsen har været med i koret siden

september sidste år. Hun er pensionist og alene

– og tiden er lang ude i boligen ved Bellahøj.

- Jeg har så meget tid, at jeg er ved at

brække mig over det. Og så må man jo finde på

noget, siger hun.

Kirsten Mikkelsen har altid holdt af at synge,

selv om hun ikke har sunget i kor siden skolen.

- Mine veninder og jeg blev altid kaldt

”sangerinderne” oppe på Hornbæk Camping,

hvor vi kom hver sommer i 25 år, siger hun og

vender hele tiden tilbage til det med tiden, der

er så lang, så lang.

- Det værste for mig er, at jeg har så meget

tid, når jeg ellers har haft et aktivt liv med

mand, børn og forældre. Og jeg har stadig en

masse energi. Men man kan jo ikke få et job,

når man er 68 år.

For Kirsten Mikkelsen er det bedste ved

koret, at ”sang er livsglæde”.

- I starten er dét at synge vigtigt, men det er

også hyggeligt at spise sammen bagefter. Når

jeg har været til kor, så har jeg da lavet noget

den dag. I

gadens stemme

Hjælp en anden kvinde på vej

– bliv frivillig i Kvindenetværket

Kvindenetværket er et tilbud til voldsramte kvinder. I de fleste tilfælde er

der tale om kvinder, som efter ophold på et krisecenter skal flytte i egen

bolig. Ofte flytter kvinderne og evt. børn til nye omgivelser, hvor de endnu

ikke har opbygget et netværk – en ny start kan både virke overvældende

og skræmmende både praktisk og følelsesmæssigt. Som frivillig i

kvindenetværket bliver man besøgskvinde for en voldsramt kvinde, som

har brug for en at snakke med og hjælp til at få hverdagen til at fungere.

Du skal være psykisk robust, tolerant, god til at lytte og være opmærksom

på kvindens behov. Du skal endvidere kunne forpligte dig for et år.

Som frivillig mødes du med kvinden cirka en gang om ugen og snakker,

tager på indkøb, i biografen eller hvad der ellers er behov og ønske for.

Sammen med andre i kvindenetværket deltages der i fælles-

arrangementer.

Du kommer til at arbejde sammen med et bredt net af frivillige,

og Hovedstadens Røde Kors vil sørge for kurser efter behov.

Nordre Fasanvej 224, 2. 2200 København N

Tlf.: 38 33 64 00, hrk@drk.dk

- Musik er en kanal til kroppen og følelserne, så

man kan også møde svære følelser når man synger,

siger korleder Buffy.

• Koret Gadens Stemme har eksisteret i et lille års

tid og er etableret af Missionen blandt Hjemløse.

• Alle interesserede kan være med.

• Koret mødes onsdag formiddag, og bagefter

spiser de sammen i Værestedet Offside.

• Værestedet Offside ligger i Prinsesse Charlottesgade

26 på Nørrebro i København.

Læs mere på www.hovedstaden.drk.dk

HUS FORBI | nr. 82 | februar 2009 | 27


flere bliver sat

på gaden

Hver dag bliver ca. ti familier

i Danmark sat på gaden af

fogeden, fordi de ikke har betalt

deres husleje. Det viser en ny

statistik fra Domstolsstyrelsen.

Velfærdsminister Karen Jespersen

(V) fremsatte i januar et

lovforslag, der skal være med til

at forebygge de mange udsættelser.

154 mio. kr. over de næste

fire år skal give kommunerne

mulighed for at sætte tidligere

ind og yde bedre rådgivning til

økonomisk trængte lejere.

1.915 husstande blev sat ud

af deres bolig i første halvår af

2008. Tallet har været stigende i

de seneste seks år. - kap

fogeden kom

på facebook

Et australsk par er ifølge The

Times blevet gjort hjemløse via

Facebook.

Parret fik en stævning via et

såkaldt ’prik’, dvs. et virtuelt prik

på skulderen, på Facebok.

Fogeden havde i længere tid

forsøgt at få fat på parret med

besøg, breve og mails, men de

var som sunket i jorden. Undtagen

altså på Facebook. Her tog

det fogeden 30 sekunder at finde

dem.

Ifølge den australske højesteret

er metoden helt legal. Sagen

er den første af sin slags. - kap

Kilde: BT

fransk visit hos

danske hjemløse

De hjemløse i hovedstaden

havde i januar besøg af den

franske boligminister, Christine

Boutin. Ministeren var i Danmark

for at lære om dansk praksis over

for socialt udsatte.

Sammen med Københavns socialborgmester,

Mikkel Warming

(ENL), besøgte Christine Boutin

’skæve huse’ i København og

hjemløsecafeen på Sundholm på

Amager, hvor de bl.a. hørte om

Sundhedsteamets opsøgende

arbejde. - kap

28 | HUS FORBI | nr. 82 | februar 2009

Himmelseng på

firsporet hovedvej

I Kinas hovedstad, Beijing, ser

man ikke mange hjemløse eller tiggere.

De er enten smidt ud af byen

eller sat i ’behandling’ for deres

misbrug i fængslerne, for Beijing

skal fremstå så perfekt som muligt.

Men i andre byer dukker de op i

gadebilledet. Som her i Wuhan,

hovedstaden i Hubei-provinsen i

midten af Kina, hvor en hjemløs

mand en sen aften har lagt sig til

at sove på broen over hovedvejen.

Skiltet fortæller, at han hedder

Zhang Zhong, er 87 år gammel og

kommer fra Hubei-provinsen. Han

skriver, at han har et land, men ingen

familie. Og det kan være umulige

vilkår i en provins, hvor fem

millioner mennesker i 2007 blev

hjemløse pga. oversvømmelser, for

i Kina er familien altafgørende for,

om man får tag over hovedet igen.

Hus Forbi prøvede forsigtigt at

tage et billede af Zhang Zhong,

men han vågnede af blitzen og bad

indtrængende om flere penge end

dem, vi allerede havde givet ham.

Det fik han og lagde sig igen til at

sove med kasketten over ansigtet –

med bilerne susende om ørerne og

til lyden af musik og sang i en megafon

fra et ældre blindt ægtepar

længere henne af broen. - beh

foto Birgitte Ellemann Höegh

mindeord om

johnny mikkelborg

En iskold nat kort før nytår sov

Johnny Mikkelborg stille ind i

gården ved De Hjemløses Hus

i skæret af det stearinys, han

havde tændt for kæresten, Linda.

Johnny blev 35 år.

Ved begravelsen i Kapernaumskirken

samledes ca. 50

familiemedlemmer og venner for

at tage afsked.

Præst Asser Skude, der kendte

Johnny, stod for ceremonien.

Hans ord faldt rammende og

præcist:

”Johnny betød noget for os.

Han var elsket og afholdt, der var

ikke noget pis med ham. En flot

fyr. Linda, hans kæreste, betød

ufatteligt meget for Johnny. De

havde planer om at flytte sammen.

I skæbnens ironi fik Linda

en lejlighed til dem begge. Det

nåede Johnny ikke at erfare. Han

var en følsom fyr, der vendte den

anden kind til, når der var optræk

til ballade. Et chok, at han blev

taget fra os så tidligt. Jeg håber,

I har gode minder om ham og

fokuserer på de gode ting. De

små brikker af kærlighed …”

Linda sagde om kæresten

Johnny: ”Jeg elskede ham, og vi

har den samme tatovering. Sally

(deres hund) spiste ikke i 10 dage

og ledte efter ham. Vi savner

ham begge”.

Johnny var lys, livslyst og

kærlighed. Sådan vil vi huske

ham – til vi alle ses igen på den

yderste dag. - aj

Johnnys far efterlyser Jens fra

Thy-lejren. Kontakt venligst Hus

Forbi.

foto Holger Henriksen


Fast bolig får

hjemløse på ret kurs

Egen bolig med støtte i hverdagen

får hjemløse til at lægge livet på

gaden eller herberget bag sig. Det

viser en rapport fra Kuben Management

efter et samarbejde med

Københavns Kommune. Rapporten

”Udvikling af særboliger – fra

herberg til egen bolig” konkluderer,

at når socialt udsatte først har fået

lejekontrakt til en fast bolig, bliver

det meget nemmere også at arbejde

med afrusning, jobsituation og

psykiske problemer.

Undersøgelsen anbefaler derfor,

at kommunerne etablerer flere

særboliger. Det kan være lejligheder

i opgangsfællesskaber eller

selvstændige ’skæve huse’ i mindre

afgrænsede bebyggelser.

Direktør i Socialforvaltningen

i Københavns Kommune, Jens

Elmelund, hæfter sig især ved, at

undersøgelsen viser, at andet end

de fysiske rammer er vigtigt.

- Undersøgelsen viser os, at

mursten og beliggenhed er vigtig.

Men den siger også, at forhold til

kommunens personale, naboer og

boligforeninger er afgørende for,

om turen fra herberg eller gaden

bliver med en enkelt- eller en returbillet,

siger han.

I København har politikerne vedtaget

en hjemløsestrategi, der skal

give størstedelen af dem, der i dag

sover på gaden, fast tag over hove-

| læserne skriver |

livsglæde x 2

Det er onsdag eftermiddag. Jeg

står foran Føtex’ indgang. Der er

dømt hygge, en lirekassemand spiller,

det er stemningsfuldt – man får

næsten lyst til at danse. Lige over

for lirekassemanden står en grønlandsk

udseende herre og sælger

Hus Forbi. En dame kommer forbi

og køber bladet. Sælgeren smiler

og giver hende en sød bemærkning

med på vejen. Derefter går han

smilende hen til lirekassemanden

og giver ham beløbet fra det blad,

han netop har solgt.

Skal love for, at det lunede at se

den gavmildhed, han derved udviste.

Var selv i godt humør, men mit

humør steg flere grader ved den

oplevelse. Meget smukt at opleve,

at selvom man måske ikke har det

store overskud økonomisk, har man

råd til at undvære.

Mynthe Petersen, Vanløse

(Læserbrevet har været bragt i

Vanløse Posten, red.)

Siden har Mynthe Petersen skrevet

til os:

Mødte i dag den grønlandsk

udseende mand, som sælger Hus

Den gavmilde Hus Forbi-sælger Bjørn.

Forbi foran Føtex. Jeg gik hen og

tog hans hånd (han har en blød

og varm hånd på trods af kulden),

præsenterede mig og sagde: “Tak

min ven, du har beriget mit liv ...”

Han blev så glad. Han havde

gået og spekuleret på, hvem det

kunne være, der havde skrevet om

ham. Han smilede og klappede mig

let på skulderen og fortalte, at han

virkelig var blevet gjort til genstand

for megen ros på det sted, han

kommer, alle havde takket ham.

Desuden fortalte han, at han

havde sendt udklippet til sine venner

i Grønland. Endvidere rørte det mig

at høre, at han mere end én gang

den dag havde belønnet lirekassemanden,

fordi som han sagde: ”Her

kommer han og spiller dejlig musik

for os”, så derfor gavmildheden ...

Vi fik en rigtig dejlig snak foran

Føtex, og igen gik jeg glad derfra.

foto Holger Henriksen

Hjemløse trives godt i egen bolig, viser ny undersøgelse.

det. I den forbindelse vil kommunen

bl.a. omdanne boliger i det eksisterende

boligbyggeri til særboliger.

Jens Elmelund anslår, at der på

hvem må sælge hus forbi?

Som jævnlig løssalgs-køber føler

jeg mig stærkt provokeret over, at

jeg med jævne mellemrum møder

sælgere, som jeg ikke umiddelbart

kan forbinde med den sælgergrupper,

jeg opfatter som ’hjemløse’:

Jeg møder purunge udlændinge

uden dansk sprog.

Jeg møder granvoksne østeuropæiske

mænd og kvinder i den arbejdsduelige

alder og uden synligt

misbrug eller handikap.

Må jeg opfordre jer til enten at

fastholde den oprindelige målgruppe

– hjemløse danskere, evt. med

et tilstødende misbrug – eller klart

melde ud, at det er jeres holdning,

at alle verdensborgere, som måtte

komme hertil ud fra et generelt

trangskriterium kan få tilladelse til

at sælge Hus Forbi.

Venligst

Jørgen K. Jensen, Svendborg

Svar

Det er rigtigt, at Hus Forbi har fået

flere udenlandske, især østeuropæiske,

sælgere i de seneste år. Det

er sket i takt med, at der generelt

er kommet flere østeuropæere til

landsplan mangler omkring 4.000

permanente boliger til gruppen.

- kap

Kilde: www.kk.dk

Danmark for at søge arbejde. En del

af dem havner på gaden, og nogle

af dem klarer sig ved at sælge Hus

Forbi. Her skelner vi ikke mellem

danskere og udlændinge.

Det er dog ikke nogen hemmelighed,

at den nye sælgergruppe også

har skabt problemer. Derfor har

Hus Forbis bestyrelse besluttet at

stramme op på kravet til sælgerne

fra Østeuropa. Det kan du læse

mere om i artiklen på side 9.

Med venlig hilsen

Tina Juul Rasmussen

og Karen Pedersen

Hus Forbis redaktørteam

HUS FORBI | nr. 82 | februar 2009 | 29

foto Mikal Sclosser


| x-ord | af

30 | HUS FORBI | nr. 82 | februar 2009

Anne Jensen, tidligere hjemløs

www.andersagerbo.dk

send løsningen

på x-ord senest

den 10. marts

Blandt de rigtige løsninger

trækkes lod om:

1 boggavekort på 500 kr.

Vinderen får direkte besked.

Skriv kodeordet på bagsiden af

kuvert/postkort, og send det til

HUS FORBI

Tornebuskegade 1, 2.

1131 København K

1 2 3 4 5 6 7

vinder af

x-ord nr. 80

U. Nielsen

Nymarksvej 195

7000 Fredericia

| digtet |

Solen blegnede dit hår

da du var væk og levede under

forringede og trange kår

men du kom tilbage i min favn

og kyssede mig ømt og blidt.

Så tog jeg dine bukser af

– de var alligevel helt beskidte

hvad der dernæst skete

det ved kun dem der har set det.

Mikael Steen Olsen ”Klarinetten”

Mændenes Hjem, København


| vorherres køkkenhave |

| februar |

Efter nogle dage med kraftig blæst drager jeg denne

velsignede morgen, i vindstille, mod Vorherres

køkkenhave. Himlen er grålig, og en fin støvregn

danner dråber på krattets og træernes spæde grene

– dråber, der, når solen får kraft nok, kan sendes til

himmels igen.

I folks haver står vintergæk, dorthealilje, erantis

og jomfruelige krokus. På foderbrættet ses en

mangfoldighed af småfugle, om end spurvehøgen

lægger vejen forbi og gør indhug i bestanden.

Regnen ophører, samtidig med at Vorherre slår

følge. Det er klart, at min gamle læremester og

mentor er stolt af ’sin have’. Med nærmest barnlig

iver brænder han for at vise mig og fortælle om alle

de nye plante- og dyrebørn, der for de flestes vedkommende

dog stadig er på idestadiet. Vi passerer

adskillige kodriverplanterosetter, hvilket er et godt

tegn, for kodriveren lukker porten op for foråret.

Men tag ikke fejl, det er endnu ikke vejr til t-shirt

og korte bukser.

Forår i skovbunden

Himmelen bliver lysere ligesom humøret. Nede

i vådområdet lyser pilens gæslinger op, og både

birken og elletræet pryder sig med de fineste rakler.

Vorherre og jeg smutter lige ind i løvskoven uden

løv. Med en majestætisk bevægelse fejer han den

varme dyne af nedfaldent, vissent løv bort fra

skovbunden og afslører, at både den blå anemone

og skovmærke (bukkar) har brudt mulden; selv den

dejlige martsviol sender allerede sine små grønne

trompeter op. Ramsløgene, som egentlig burde

have ventet en måneds tid endnu, stritter også med

overjordiske blade. Jo, dette er vinterens krampetrækninger

og forårets kraft, selv om vi ikke kalder

det forår endnu.

Tag på svampejagt

Vi bevæger os ud til de levende hegn. Vorherre

lærte mig engang, at hvis jeg ryster hasselbuske og

-træer, kan jeg se en sky af støv fra raklerne, som

blidt berører de røde støvfang i den feminine afdeling

og dermed sikrer mig velsmagende og nærende

hasselnødder i det sene efterår.

Vorherre og jeg vandrer i skumringen til natuglernes

skrig og skrål, da vi pludselig får øje på

grupper af østershat på en vindfælde, så:

Kære læser og kommende svampejæger. Tag på

svampejagt! Den eneste og rigtige vinterspisesvamp

er østershat. Den gror på stammer og stubbe af

bøgetræer, har flade hatte og stålgrå til hvide lameller.

Den er pokkers bitter, hvis den spises rå, men

ved opvarmning forsvinder den bitre smag. Brug

afkog af stokken til en fintsmagende bouillon og

resten i sauce, suppe eller stuvning. Eller prøv et

lækkert svampefarsbrød. Velbekomme! |

foto Scanpix / Karsten Schnack

Østershatte

svampefarsbrød

500 g svampe (østershat)

1½ dl rasp

3 æg

salt, hakket persille

6-8 skiver bacon

Æg og rasp piskes sammen. De rensede

østershatte hakkes fint og tilsættes under

omrøring med rigelig hakket persille

og et drys salt. ’Farsen’ formes som et

brød, lægges i en smurt bradepande og

dækkes med baconskiverne. Bages ved

175° i ca. 45 min. Serveres med kogte

grøntsager.

steen viggo jensen

steenviggo@galnet.dk

Er tidligere hjemløs og ude-

ligger. Boede i naturen fra

foråret 1992 til vinteren 1993.

To-tre gange om måneden overnatter

Steen Viggo i naturen.

I forbindelse med sine ophold

i naturen fører han dagbog, og

det er de optegnelser, der ligger

til grund for hans månedlige

bidrag til Hus Forbi.

foto Robert Voxen

HUS FORBI | nr. 82 | februar 2009 | 31


Jeg skal have

styr på mine tanker

De seneste år har været turbulente, men nu skal der styr på tankerne og

tilværelsen igen – i den rækkefølge, siger Niels Kristian Larsen, 48 år og

Hus Forbi-sælger, blandt vennerne på gaden i Odense kaldet ”Syvfinger”.

| historie fra gaden |

af Karen Pedersen | karenp@email.dk

foto Flemming Schiller

Hvor mange øl går der på en håndfuld? To,

hvis hånden sidder på Niels Kristian Larsen eller

”Syvfinger”, som han bliver kaldt.

- Jeg mistede tre fingre i en arbejdsulykke i

1999. Jeg går ikke og gemmer

hånden, men den har givet mig

psykiske mén. Den hæmmer mig

en masse. Jeg kunne have haft et

andet arbejde, hvis ikke jeg havde

den. Jeg er uddannet proces-

operatør (overvåger drift af

anlæg, red.), men uddannelsen

er forældet, siger Niels Kristian

Larsen.

Lige nu lever han af kontanthjælp,

som han supplerer med at sælge Hus

Forbi. Dagen er i ret faste rammer.

- Jeg starter 9.30 med at sælge. 12.30 stopper

jeg og går i Kirkens Korshær i Nørregade og får

varm mad. Bagefter går jeg til købmanden og køber

en enkelt øl, som jeg drikker i Kongens Have.

Og så i gågaden for at sælge lidt igen. Hvis jeg er

tørstig, går jeg ikke ud og sælger. Men jeg tager

en ’startpakke’ om morgenen – en enkelt øl.

Familiens sorte får

Øl har der været en del af i Niels Kristians liv. De

er også medvirkende til, at han for godt seks år

siden blev hjemløs første gang. Først røg jobbet

på vaskepulver-fabrikken. Så røg ægteskabet. Og

så røg huset på Djursland på tvangsauktion.

- I 2002 kollapsede det hele! Da jeg blev hjemløs,

sov jeg i en periode i min bil. En dag fandt

politiet mig på Strandvejen i Århus, og jeg havnede

på Østervang (boform for hjemløse, red.). De

tog hånd i hanke med mig. Jeg drak for meget og

havde psykiske problemer.

Fra Århus rykkede Niels Kristian til Odense,

hvor han kommer fra, for at komme tættere på

sin familie.

- Men jeg kom op at diskutere med min far

ved det første familietræf, og mine brødre har jeg

32 | HUS FORBI | nr. 82 | februar 2009

ikke set siden 2003. Jeg har altid været familiens

sorte får.

Niels Kristians har selv tre børn, som han heller

ikke har kontakt til.

- De var små, da jeg flyttede – 8,10 og 12 år.

Jeg ser dem ikke, men jeg har forbindelse med en

god ven i landsbyen, hvor vi boede. Hun snakker

med min ekskone, så jeg får at vide gennem

hende, hvordan det går. Jeg

- Hus Forbi

hjælper mig

psykisk og

holder mig væk

fra øllen.

må indrømme, at jeg tit tænker

på dem. Men p.t. kan jeg

ikke overskue at se dem.

Tager en uge ad gangen

Niels Kristians base er lige nu

Kirkens Korshærs herberg i

Benediktsgade efter at have

haft egen lejlighed.

- Jeg røg ud af min lejlighed,

fordi jeg blev anklaget for vold, som jeg ikke

havde lavet. Derefter boede jeg på gaden et års

tid, mens jeg arbejdede som vikar. Kommunen

ville sende mig ud at sortere jern, men det gad

jeg ikke. Så gik jeg til et vikarbureau, og dagen

efter havde jeg arbejde på et lager. Jeg sov på

natvarmestuen og fik mad der og rundt omkring

i firmaerne.

- For tre måneder siden fik jeg en psykisk

nedtur. Og for halvanden måneds tid siden besluttede

jeg, at jeg ville have lidt styr på mig selv

igen. Så jeg meldte mig på herberget, stoppede

i vikarbureauet og begyndte at sælge Hus Forbi.

Det hjælper mig psykisk og holder mig væk fra

øllen. Det mentale og sprut arbejder ikke sammen,

konstaterer Niels Kristian.

- Lige nu er det vigtigt at få styr på mine

tanker.

Det næste, der trænger sig på, er at finde et

mere fast sted at bo igen. Ret meget længere ud

i tiden tænker Niels Kristian ikke.

- Hvad jeg laver om tre år, ved jeg ikke. Det

kan være, at jeg er lagt i mulde … Jeg tager en

uge ad gangen. |

Efter redaktionens afslutning er Niels Kristian

flyttet i lejlighed.

Læs flere portrætter af Hus Forbi-sælgere på www.husforbi.dk

3spørgsmål til

Niels Kristian Larsen

hvad er vigtigt lige nu?

Det vigtigste er at få styr på mine tanker.

Og så vil jeg gerne finde et sted at bo. Et

værelse, meget gerne i Odense. Jeg er ikke

så meget for rengøring, så et værelse er

fint.

hvad har gjort mest indtryk på

dig, mens du har boet på gaden?

De gode oplevelser er sammenholdet;

man lærer alle at kende. Men der er også

kedelige oplevelser. Jeg har været i kirkegårdskapellet

mange gange på det seneste

– seks begravelser på halvanden måned.

hvad fik du at spise i går?

En halv kylling med pommes frites – de

havde kun snitter i varmestuen i Nørregade.

More magazines by this user
Similar magazines