l - De Berejstes Klub

Ak, ja. Det kan jo gå tilbage for enhver, og ovenpå 

sidste nummers burmesiske farveorgie er det ikke 

let pludselig at sku lle vænne sig til et blad i sort-hvid. 

Sådan kan det gå, men desværre er det et spørgsmål 

om ussel mammon alt sammen, for det koster 

en mindre bondegård at trykke i farver. Det holder 

klubbens økonomi desværre til, så vi må tilbage til 

stumfilmens dage. 

At Globen overhovedet kom i farver i juni, skyldtes et 

lille "uheld" hos trykkeren, og vi endte med at få farverne 

til samme pris som sort-hvid. Ikke så ringe 

endda, men den slags uheld sker desværre ikke 

hver dag, så vi må denne gang nøjes med det, vi har 

betalt for. Pokkers! 

Mht. det aktuelle tema, "rejse i muslimske lande", er 

det kun glædeligt, at det er væltet ind med artikler og 

fotos i en sådan grad, at der dårligt nok er blevet 

plads til det faste stof og de mere tidløse og mindre 

tematiske artikler. Det er vist aldrig før i klubbens 

historie sket, at vi i den grad har fået et overflow af 

temastof (49 sider!), men det er jo kun et positivt 

problem, for det lader til, at vi er inde i en dejlig stime, 

hvor en masse dygtige skribenter er sprunget 

ud af skabet og har givet deres bidrag til vor fælles 

verden. 

Den slags bør næsten præmieres, og med vore 

herlige sponsorers hjælp bliver det til en del mere 

end "næsten". Bestyrelsen har nemlig besluttet at 

udskrive en konkurrence om den ærefulde titel 

"Arets Globeskribenf', og som beskrevet side 68 

finder vi vinderen gennem en afstemning blandt alle 

klubbens medlemmer. 

Stem på de tre forfattere, der efter din mening har 

gjort mest for at gøre Globen til et af landets flotteste 

og mest indholdsrige klubblade. Så vil optællerne 

under stor festivitas afsløre vinderen til november 

måneds generalforsamling. 

Nu skal I endelig ikke tro, at efterårets lille præmieregn 

er en lokal byge. Næh, det er faktisk klubbens 

lønlige håb, at kåringen af årets skribent (bl.a. med 

vore flinke sponsorers hjælp) skal blive en tilbagevendende 

affære. 

Sortsyn! 

Hin halvgamle og let støvede redacteur. Claus Qvist J 

4 

Chancen for en pr ml bør I v re en fin gulerod til 

alle vore potenlielI krlb nt r. Så L.anset om du er 

en af Globens "fasle" krlb ni r II r heil ny i faget, 

er der masser af grunde III at I vore stof til de kommende 

numre af Globen. Fat skærm og tastatur og 

fortæl alle os andre, hvorfor det er så guddommeligt 

fedt at rejse derhen, hvor du lige har været. 

Som det fremgår af side 2, er temaet for næste nummer 

"Østeuropa", mens de kommende blade i tilfældig 

rækkefølge kommer til at omhandle "Sydamerika" 

og "rejseformer". Der er nok at skrive om, så det 

er bare at gå i gang. Har du en fin historie over et 

emne, som ikke passer til nogen af de nævnte temaer, 

skal det ikke skille os ad . Vi redaktører bliver 

nemlig så glade, når bare vi får en hel masse stof at 

rode med. 

Og når vi nu er ved afstemninger og generalforsamlingen, 

så husk at sætte et stort, fed t kryds I din kalender 

ved lørdag d. 29. november. Generalforsamlingen 

er årets næstvigtigste møde, for det er her, 

alle de vigtige beslutninger tages, og det er her, vi 

skal finde den mindst ringe efterfølger for vor høje 

formand Per Allan, som efter fire ekstremt aktive år 

på klubbens vigtigste post takker af. 

Alle officielle oplysninger finder du i indkaldelsen 

side 5, og som altid kan vi kun opfordre folk til at 

tage aktivt del i både debat og valg . Det skader 

sjældent med nye inputs og frisk blod. 

Og årets vigtigste møde? Det er naturligvis den 

efterfølgende julefrokost, som finder sted samme 

sted samme aften. Så skynd dig at bladre videre til 

side 6, og få sendt en tilmelding af sted til toastmasteren. 

n 

I overensstemmelse med klubbens vedtægter har 

bestyrelsen hermed fornøjelsen af at invitere klubbens 

medlemmer til den ordinære generalforsamling 

2003. 

Mødet finder sted d. 29. november k1.1 6 QQ , og adressen 

er Lyngby Gycle Glub, Garlshøjvej 6, 2800 Lyngby. 

Tilmelding ikke nødvendig. 

Dagsorden er ifølge vedtægterne: 

1) Valg af dirigent. 

2) Formandens beretning. 

3) Kassererens beretning. 

4) Fastsættelse af kontingent og forelæggelse 

af budget for 2004. 

5) Indkomne forslag. 

6) Valg af formand. 

7) Valg af indtil seks bestyrelsesmedlemmer 

(her tre, red .) plus tre suppleanter. 

8) Valg af revisor plus revisorsuppleant. 

9) Eventuelt. 

Ad A: Bestyrelsen foreslår kontingentet for "normale 

medlemmer" hævet til 400 kr. Familiemedlemmer 

med samme postadresse foreslås uændret 

100 kr., ligesom at passive medlemmer 

(Globeabonnenter) foreslås uændret 300 kr. 

årligt. Sa mtidig foreslås et indmeldelsesgebyr 

på 100 kr. for alle andre end passivmedlemmerne, 

hvilke t dækker det tilsendte materiale i 

forbindelse med indmeldelsen. 

Ad .5: Bestyrelsen foreslår følgende ordlyd omkring 

fastboende udlandsmedlemmer tilføjet til vedtægternes 

§ 2 (optagelsesbetingelserne): "Ved 

oversøisk bosættelse (alle steder uden for Europa) 

i mere end 2 år regnes det pågældende 

land som hjemland, og AlB-kravene er så gældende 

herfra". 

Dette svarer til hidtidig administrativ praksis, så 

der er egentlig blot tale om en præcisering af 

vedtægterne. 

Generalforsamling 2003 

p.b.v. CQJ 

5 

Ad .6: Formand Per Allan Jensen takker af efter hele 

fire arbejdsomme år på posten. En enig bestyrelse 

foreslår Søren Padkjær (112) som ny formand 

for klubben. 

Ad.7: Kenneth Hvolbøl (068), Michael Horne Nielsen 

(166) og Jakob Nielsen (130) er på valg. Jakob 

ønsker ikke genvalg, mens Kenneth og 

Michael genopstiller. 

Derudover har Bjarne Lund-Jensen (027), 

Claus Andersen (056), Martin Anker Nielsen 

(141) samt den afgående formand Per Allan 

Jensen (026) erklæret sig villige til valg . 

Mai Nygaard (182), Lis V. Jørgensen (024) og 

Claus Qvist Jessen (019) er ikke på valg og 

bliver siddende i bestyrelsen. 

Ad.8: Revisor Lasse Nørgaard (124) er på valg og vil 

gerne tage en sæson mere. 

Revisorsuppleant er Bjarne Lund-Jensen, som 

ikke kan genvælges, hvis han vælges til bestyrelsen. 

I så fald skal der vælges en ny revisorsuppleant. 

Ad .9: Herunder uddeling af klubbens fornemste 

æresbevisning "Folkersenprisen". 

Det skal siges understreges, at det står alle medlemmer 

frit for at fremsætte forslag til vedtægtsændringer. 

Alle forslag til afstemning skal være formanden i 

hænde senest to uger før generalforsamlingen. og 

med lemmerne kan indtil en uge før generalforsamlingen 

rekvirere de indkomne forslag hos formanden. 

Kandidater til de ledige poster som formand, bestyrelsesmedlemmer 

og suppleanter kan melde sig 

under fanerne på selve dagen - lige indtil selve afstemningen. 

Mht. de øvrige regler for valg og afstemninger (inkl. 

fuldmagter og brevstemmer) henvises til klubbens 

vedtægter (findes på www.berejst.dklvedt.htm) .

Islam er verdens hurtigst voksende religion, og det er 

samtidig den yngste af alle verd ens større religioner, 

for mens jødedommen, hinduismen og buddhismen 

alle har deres rødder mange tusinde år tilbage, er isiam 

som selvstændig religion en relativt ung foreteelse 

med mindre end 1400 år på bagen. 

Historisk set starter islam med Profefen Mohammad. 

Han blev født i år ca. 567 i Mekka (i vore dages Saudi 

Arabien) og giftede sig i en ung alder med en noget 

ældre, men ganske velhavende kvinde. Herved fik 

Mohammad mulighed for at være økonomisk uafhængig 

og rigeligt med tid til at udvikle sine tanker og 

ideer. 

Mohammads lære var desværre ikke populær blandt 

datidens styrende sheiker, og i juli år 622 blev han og 

hans tilhængere tvunget til at flygte fra Mekka til Medina, 

en flugt der kaldes Hejira, og som i den islamiske 

kalender markeres som år o. Få år efter havde Mohammad 

samlet tilstrækkelig militær styrke og kunne 

genindtage sin gamle fødeby, Mekka. 

Islam; historie og nutid 

Tekst og foto: Claus Qvlst Jos n 

Alle kender islam, men hvad er islam egentfig? Selve ordet "islam" er dannet af /0 ord m d amme rod, nemlig 

salam, som betyder fred, og istislam, som betyder underkastelse og lydighed. Bogg d Io linder vi rigeligt af 

indenfor islam, men de er alligevel lang/ fra dækkende for verdens måske mest kan/rov r iollo trosretning. 

Profeten Mohammad 

Islam er (efter kristendommen) verdens næststørste 

trosretning, og antallet af tilhængere ligger på over 1 

mia. mennesker - og stiger hastigt. 

Den evige splittelse 

Profeten Mohammad døde af ukendte årsager i år 

632 i en alder af ca. 65 år, og i årene umiddelbart 

efter spredte islam sig som en steppebrand hen over 

det asiatiske kontinent. Ganske som spanierne i Sydamerika 

faldt det ikke de arabiske muslimer svært at 

kombinere militære sejre med en effektiv mission. 

Sejrherrerne har jo altid haft Gud med sig. 

Internt kneb det lidt mere, for Profeten døde uden at 

efterlade nogen klare tegn om arvefølgen, og det 

uundgåelige resultat var en vild splid omkring valget af 

en efterfølger. Mohammad selv havde som ca. 60-årig 

giftet sig med den kun 9-årige Aisha, og hun insisterede 

kraftigt på , at hendes far, Abu Bakhr, altså Mohammads 

svigerfar, skulle være første kalif efter Pro- 

8 

feten. Andre mente, at Ali, Profetens fætter og svigersøn 

(gift med hans datter Fatima) var den naturlige 

arvtager. 

Abu Bakhr-holdet vandt tovtrækkeriet, og Ali nåede at 

blive forbigået yderligere to gange ved valget af kalif 

(efter Omar og Osman), inden han til sidst blev indsat 

som fjerde kalif efter Mohammad. Få år efter døde 

han på mystisk vis i Najaf (i vore dages Irak), og splittelsen 

mellem Abu Bakhr- og Ali-fløjene blev endnu 

stærkere, hvilket vi meget tydeligt ser selv i vore dage. 

Ali-flokken er vore dages shiitter, mens tilhængerne af 

Abu Bakhr er sunnierne. 

Islam deler mange traditioner med kristendommen. 

En af dem er at begrave de døde som ved denne familiegrav 

på stranden ved Saint Louis, Senegal. 

Shiitter og sunnier 

Alis shiitter var dengang som nu grupperet i Persien, 

og efter hans død ville de ikke længere styres af de 

arabiske lande og nægtede at kendes ved sunniernes 

kalif. I stedet udnævntes Alis ældste søn, Hassan, til 

deres imam (= leder), og først han og siden lillebroderen 

Hussein blev hærførere i en sej krig mod den i 

deres øjne arabiske besættelsesmagt. Det gik dem 

naturligvis ilde, for først døde Hassan under lige så 

mystiske omstændigheder som faderen (ifølge rygterne 

forgi vet), og siden blev Hussein slået ihjel i slaget 

ved Karbala (også Irak) i år 680. 

Når islamisk arkitektur er smukkest: Det legendariske Registan iSamarkand (Uzbekistan). 

Medressaen til venstre er Ulughbeks fra begyndelsen af det 15. århundrede. Til højre står Sher D'or, 

bygget 200 år senere, og i midten ses Tilla Kari-moskeen (også fra det 17. årh.). 

Med 72 tapre soldater havde Hussein den frækhed at 

stille op mod en kæmpehær ledet af Mekkas kalif, og 

resultatet var rimeligt forudsigeligt. Hussein led martyrdøden, 

men selv den dag i dag regnes han hos 

shiittern e som den største af alle, hvi lket alle, der har 

været i Iran under sørgemåneden Moharram, kan 

bevidne. Ali og Hussein ses afbildet alle vegne, og 

hiakvindernes sorte "chador' skyldes officiel sorg 

over Imam Hussein, som altså døde for 1323 år sidenl 

I pr ksis gjorde mordet på Hussein splittelsen mellem 

unni-majoriteten og shia-minoriteten uoprettelig, hvilket 

vi senest har kunnet bevidne under Saddam Husseins 

brutale styre . Han er selv sunni og forsømte 

ingen lejlighed til at slå hårdt ned på den shiamuslimske 

del af befolkningen - for noget der skete for over 

1300 år siden. Forsoning har aldrig været islams 

si rkeste side. 

Geografisk set 

Islam strækker si i vore dage helt fra Marokko i vest 

over sahellandene, Mellemøsten, Tyrkiet, Centralasien 

og det Indiske Subkontinent til Malaysia, Indonesien 

og Filippinerne. Af de 1 mia. tilhængere er 

90 % sunni, mens hovedparten af resten er shia. Iran 

er i særklasse det største og folkerigeste shia-Iand, og 

det eneste andet land med stort flertal af shiitter er det 

ex-sovjetiske Azerbaijan lige nord for. 

Irak har totalt set en næsten ligelig fordeling af sunnier 

og shiitter, men de er meget uensartet fordelt, idet 

shiamuslimerne er koncentreret i syd omkring 

9 

Bashra, mens araberne i midten og kurderne i nord er 

sunni. Endelig er en stor procentdel af palæstinensern 

e shiitter, ligesom folk i nogle små lommer i det 

centrale Afghanistan og det nordlige Pakista n 

Den største af de "små" fraktioner er de såkaldte 

ismailiis. De er en slags off-spring fra shia og findes 

især i det nordlige Pakistan (omkring Hunza), det østlige 

Tajikistan og nogle lommer i Afghanistan. Ismailiis 

bygger ikke moskeer og mener, at ri gmanden Aga 

Khan i Schweiz er islams eneste, retmæssige leder. 

Stik mod, hvad man skulle tro fra radio og TV, findes 

de største muslimske befolkningsgrupper alle andre 

steder end i Mellemøsten. Indonesien er med næsten 

200 mio. indbyggere nr. 1, mens Indien med 16-17 % 

muslimer (af godt 1 mia.!) faktisk har verdens næststørste, 

muslimske befolkning. Pakistan og Bangladesh 

ligger tæt med godt 120 mio. muslimer hver, 

mens over 50 % af Nigerias 120 mio. er muslimsk (66 

mio.). Iran og Tyrkiet har hver godt 60 mio. indbyggere, 

og det samme har Egypten som det klart største 

arabiske land. Mohammads hjemland, Saudi, er her 

en dværg med "kun" 17 mio. muslimer. 

Islams fem søjler 

Uanset om man er shia, sunni eller noget helt syttende, 

er det ganske let at være muslim. Teoretisk set 

i hvert fald, for ganske som vi i kri stendommen har De 

10 Bud, har islam sine "fem søjler', som enhver rettroende 

muslim så vidt muligt skal opfylde:

1. Der er kun en gud. og Mohammad er 

hans profet 

2. Bøn fem gange dagligt 

3. Almisser til de fattige 

4. Ramadanen (fasten) 

5. Hadj. pilgrimsrejsen til Mekka 

Den første søjle, trosbekendelsen ("Shahadah"), 

ligner jo lidt Moses' første bud, hvilket næppe er en 

tilfældighed. Islam anerkender fuldt ud Biblen som en 

af deres helligste skrifter, og koryfæer som Moses 

(Moussa), Abraham (Ibrahim) og sågar Jesus accepteres 

som profeter, om end det ikke anerkendes, at 

Jesus er Guds søn. På det plan og flere andre er 

islam faktisk mere i fodslag med jøderne, selvom man 

ikke altid skulle tro det. 

Anden søjle, bønnen ("Salah"), er et godt eksempel 

på islams bevidste synlighed. Fem gange dagligt kalder 

"muezzinen" de rettroende til bøn fra minaretens 

top, men mens det på Profetens dage skete med 

stemmen alene, kan den siags i vore dage ikke gøre s 

uden et stort batteri af megafoner og højttalere. Alle, 

der har prøvet at overnatte tæt på en arabisk moske, 

kender alt for godt den skrattende lyd af 4 ll -morgenvækningen: 

"Alllllaaaaaahhh-u-akbaaaaaar". 

Bønnen skal helst, men ikke nødvendigvis foregå i en 

moske. Det påstås dog, at en bøn i Guds hus tæller 

for 27 almindelige bønner, så alle, der kan, søger 

naturligvis at efterl eve muezzinens indkaldelse. 

Bønnen er dagens vigtigste øjeblik, og før man kan bede, skal 

hænder, fødder og ansigt vaskes grundigt. 

10 

Selv helt nye moskeer bygges efter traditionelt snit. 

Denne herlighed, Abu Bakhr-moskeen i Shkoder (Albanien), 

stammer fra 1994, og er designet af 

tyrkiske arkitekter og finansieret af en saudisk sheik. 

Uanset hvor skal bønnen ske efter et ganske bestemt 

ritual. Forud er hænder, fødder og ansigt blevet vasket 

grundigt (og skoene deponeret udenfor), og selve 

handlingen sker efter et fastlagt mønster, hvor den 

bedende skiftevis står op og ligger med panden mod 

jorden. Altid med retning mod Mekka, så lige meget 

hvor man er i verden , er en moske (eller blot en bedende) 

altid et glimrende kompas, når ellers man ved, 

hvor den hellige stad iigger i forhold til Karachi eller 

Dakar. 

Tredje søjle, almisserne til de fattige ("Zakat"), er en 

slags religiøs socialhjælp. Traditionelt har muslimer 

skullet give 2Y. % af sin ejendom til "de fattige", men 

hvordan denne regel har været administreret, har 

historisk set varieret en del. Nogie steder har man 

indkasseret en siags kollektiv skat, mens man andre 

steder har ladet det være op til individuelle donationer. 

Uanset hvordan er der i hvert fald langt op tii de danske 

marginalskatter på 60 %1 

Islams tredje søjle, Ramadanen ("Sawm"), er en fastemåned, 

ganske som vi for år tilbage selv havde det i 

kristendommen (fastelavn!). I denne måned må man 

hverken spise eller drikke fra solopgang til solnedgang, 

medmindre man er gravid, barn, soldat eller på 

rejse. 

For en dansk ateist virker Ramadanen som noget 

frygteligt selvpineri, men for en muslim er Ramadanen 

en glædelig mulighed for at rense ud i systemet. Når 

solen så er gået ned, skal der festes, og det i en grad, 

så det påstås, at muslimer ikke taber i vægt under 

fasten, men nærm est tager på. Størst bliver festen 

naturligvis ved Eid-u-Filr, den højtid der markerer 

slutningen på Ramadanen. 

En spøjs ting ved Ramadanen er, at den islamiske 

kalender har 12 måneder, der alle føiger månen. Den 

islamiske måned er derfor på ca . 28 dage og deres år 

ca. 10 dage kortere end vores solår. For hvert eneste 

år rykker Ramadanen og alle de andre måneder sig 

derfor lidt frem i kalenderen, og mens fastemåneden 

for et par år siden lå omkring nytår, ligger den nu i 

november-december. 

Et helt specielt probiem, når Ramadanen fa lder om 

sommeren, er varmen. Det er ikke slemt i Danmark, 

men 14 timer i arabisk middagshede uden så meget 

som en centiliter væske giver naturligvis en totalt dehydreret 

befolkning, og i Saudi har man en syndflod af 

trafikulykker, når en stegende hed Ramadan ramler 

sammen med den arabiske trang til store biler med 

mange hestekræfter. 

Mindre rel evant, men alligevel ufrivilligt morsomt er 

del at forestille sig en muslim på Svalbard eller Nordgrønland, 

hvor der jo er sommerlig midnatssol! Ligger 

Ramadanen om sommeren, bliver det lige seks måneder 

uden mad og drikke! 

ndelig er der femte søjle, pilgrimsrejsen til Mekka 

("Hadj"). Islam dikterer, at enhver, der har fysik og 

penge til det, mindst en gang i sit liv skal drage på 

pilgrimsfærd Iii Profeten Mohammads fødeby, Mekka. 

Lige om Ramadanen er del noget, der skai ske på et 

gan ke bestemltidspunkt om året, mens et besøg på 

Ile andre tidspunkter ikke tæller som en ri gtig pilgrimsrejse. 

Har man været på pilgrimsfærd til Mekka, kan man 

kalde sig Hadji, hvilket naturligvis er meget ærefuldt. 

Det er med rette nogel, folk er stolte af, og kigger man 

lidt efter, kan man mange steder i den islamiske verden 

find e butikker ejet af "AI-Hadji Et-Eller-Andel". 

Had}i er altså ikke et navn, men en fl ot titel, som viser, 

t manden har været i Mekka. 

Guds ord 

Islams helligste skrift er, som alle ved, Koranen. Den 

blev skrevet for næsten 1300 år siden og rummer en 

serie af åbenbaringer fra Profeten Mohammad. Næsten 

altså, for Mohammad selv var analfabet, og Koranen 

er først nedskrevet mange år ef/er hans død, så 

11 

bogen må i bedste fald rumme det, man den gang 

troede eller mente, var Profetens ord. Mulighederne 

for viderefortolkninger er ekstreme, hvilket vel kan 

forklare de mange, yderst forskellige udiægninger af 

Allahs bud. Det er ikke altid let at se, at man i Egyplen 

og Indonesien hengiver sig til samme tro. 

Koranen rummer 11 4 kapitler på tilsammen godt 650 

sider (i den engeiske udgave), og uanset antallet af 

skævheder og fortolkninger vil enhver rettroende muslim 

se disse sider som Guds ord. 

I den kristne verden rokkede 1700-tallets ' oplysningstid" 

gevaldigt ved Biblens rolle som den eneste legale 

sandhed, men det stadie er islam bestemt ikke nået til 

endnu. For mange er Koranen intet mindre den ultimative 

sandhed på ethvert tænkeligt spørgsmål, og 

lidt frækt kan man mene, at det islamiske verd ensbiilede 

bygger på en samling tågede fortolkninger, nedskrevet 

for 1300 år siden og ikke opdateret siden da. 

Netop ufejlbarligheden af den hellige tekst illustrerer, 

at islam ikke blot er en gudfrygtig religion, men en livsslil. 

Koranen har svaret på alle tænkelige spørgsmål, 

og det man ikke selv kan fortolke, kan man gå til imamen 

og få "oversat". Og det retter man sig så efter 

uden yderligere sværdslag. 

Overalt l' den muslimske verden bruger 

både børn og voksne utroligt meget tid 

på at fordybe sig j de hellige skrifter.

Afghanske kvinder med opslået burqa er 

lidt af en sjældenhed, men det sker dog. 

Meget uheldigt for vort vestlige kvindesyn er Koranen 

skrevet til en mand, mens kvinder ofte optræder som 

en nedvurderet ejendel på linie med får og geder. 

Mindst et sted (i den engelske udgave) omtales kvinder 

som "orphants", og andre steder angives mænd 

og drenge at rangere over kvinder og piger: "Women 

have such hanaurable rights as obligations, but their 

men have a degree above them" (2-2 19). 

Med Koranen i hånden er det helt legitimt at diskriminere 

groft mellem kønnene, og alle vestlige idealer om 

ligestilling bliver ofte (men bestemt ikke altid!) skrottet 

til fordel for en ekstrem separation af de to køn. Ethvert 

pakistansk (men ikke vestafrikansk) marked er 

utroligt mandsdomineret, og man kan gå i timer uden 

at se en eneste kvinde. I Afghanistans skoler kan 

drenge og piger selvfølgelig kun eksistere sammen i 

de alleryngste klasser, og i Iran må mænd og kvinder 

ikke dele hverken badestrande eller skipister! 

Det er også Koranen, der dikterer kvinders til tider 

ganske ekstreme tilsløring; for deres egen skyld og for 

at skabe respekt om kvindekønnet, naturligvis. Koranen 

siger også, at en mand kan tage op til fire koner, 

mens en kvinde selvfølgelig ikke har lov til at have fire 

mænd. 

Morsommere er det, at Koranen påstås at sige, at 

manden skal give konen (eller konerne) fem orgasmer 

hver uge! Lidt mindre komisk er det, at kvinder i vore 

dages Saudi Arabien ikke må køre bil, fordi der i Koranen 

står, at de ikke må køre hestevogn. Som resten 

af den hellige bog er den slags ikke til debat. 

12 

Folk, der blindt tror på noget, der er skrevet for 1300 

år siden, må nærmest være uhelbredeligt konservative, 

men rejser man rundt på islams hjemmebane, er 

det svært at se konservatismen som noget entydigt 

negativt. I stedet oplever man som gæst en utrolig 

hjælpsomhed og en overraskende tolerance, som alt 

sammen er gået til grunde i vor egen verden, allerede 

da Ruder Konge var knægt. 

Koranen rummer således en masse fine regler for, 

hvordan man skal opføre sig overfor andre, men bogen 

kommer gevaldigt til kort, når det gælder det moderne 

liv årgang 2003. Guds ord er ikke fremtidssikret 

med en opdateret "Koran 6.0", så når man rykker 

islam til en højteknologisk udebane, er der meget, der 

kan gå galt. 

Uanset trosretning har religiøs konservatisme og teknologiske 

landvindinger aldrig haft det godt sammen. 

Viden er vejen frem, men det kan altså ikke være let 

at uddanne folk, der kun vil acceptere de uklare 

"fakta", der står i en hellig bog skrevet for 1300 år 

siden: "He made the word ofthe unbeleivers the 

lowest and God's word the uppermosf' (9-41). 

Vejen til teknologisk viden koster desværre, at man 

giver køb på nogle af Koranens sandheder, så det er 

næppe nogen tilfældighed, at muslimer verd en over 

rangerer som de dårligst uddannede, de mindst oplyste 

og derfor de fattigste. Det er næppe hel ler en tilfældighed, 

at islam virker utroligt topstyret. Imamen 

befaler, og folk ad lyder, for han fortolker jo guds ord. 

Som en pakistansk muslim en gang insisterede: 

"Islam is not meant to be democratic", og så kan man 

jo undre sig over, hvad USA laver i Irak. Nåh, ja - olie! 

Det er langt fra j alle muslimske lande, at Koranens 

strenge bud adlydes til punklog prikke. Denne 

farvestrålende skønhed stammer fra Gambia. 

Især sunnierne har en tradition for ikke at afbilde 

levende væsener. Moskeerne er derfor ofte dekoreret 

med smukke, kalligrafiske skrifttegn som her 'ra 

Ulughbeks Medressa; Samarkand (Uzbekistan). 

Heldigvis er der lyspunkter, og især Iran står for mig 

om n spirende succesoplevelse. Folk her er langt 

m re videbegærlige og progressive, end det berygt 

de præstestyre vil det, men som så mange andre 

t d r giver de ultrakonservative imamer ikke godvilligt 

grønt lys til verd slig lærdom og anden skørlevn 

d. D r r lang vej endnu. 

- ndnu m re fril er der vi sse steder i Sydøstasien, og 

r j r m n rundl i f. eks. Indonesien eller Sarawak og 

oboh (Malaysia), kan det ligefrem tage en rum tid, 

Ind n mon op lager, at man er i et muslimsk land. I 

Iw ri r Id indUI moskeen lukker op for megafonerne! 

At kl d sig korrekt 

nlw r Iro r tnlng h r masser af vaner og skikke, og 

I lam h r m re end sin andel af "særheder". Mest 

b ryglet r nok den islamiske dress-code, der siger, at 

m nd skal tildækk es fra navlen til knæet, og kun få 

t d r i den i lamiske verd en ser man folk i shorts og 

I ar mave. Lange bukser og langærmet skjorte er 

reglen snarere end undtagelsen, og utroligt ofte har 

m ndene skæg. Bare tænk på Taliban, men det er 

ollså tradition snarere end Koranens bud. 

I m nge strikt islamiske lande fra Nordafrika til Pakitan 

har tøjreglern e nærmest karakter af en uniform, 

Iw ilkel for enhver europæer bekræfter, at muslimer er 

kollektivt ensrettede. 

13 

I de arabiske lande synes alle mænd at være klædt i 

hvidt med et Yassir Arafat-partisantørk!æde om hovedet, 

mens pakistanske og afghanske mænd er iført en 

sharwal kameez. Mange vestafrikanske mænd har en 

tilsvarende ensartet klædning, og altid i afdæmpede 

jordfarver, aldrig i stærke kulører. Hos shiitterne er farven 

rød særli gt uheldig, især under Moharram, når der 

sørges over Hussein. 

For kvinderne gælder naturligvis langt strengere regler 

for korrekt klædning. Koranen dikterer ganske vist en 

høj grad af indpakning, men i praksis fortolkes dette 

meget forskelligt i Gambia og Afghanistan. I Vestafrika 

ser man en kulørt buket af smukke og farverige kvinder, 

mens afghanerkvinderne er lige så synlige som 

indersiden af en sæk med bunden i vejret (forsidebilledet!). 

Moden blev dikteret for mere end 1000 år siden 

og har ikke rykket sig siden. 

Moskeen er Guds hus, og før man træder ind, er det 

af med skoene, og det samme er tilfældet, når man 

går ind i et privat hus. Samme tradition find er man 

indenfor hinduismen og i hele den buddhistiske verden, 

lige bortset fra det kolde Tibet. 

Svinet regnes som et urent dyr, så man skal ikke regne 

med bacon på det islamiske morgenbord . Samme 

tradition har jøderne, og begge dele må antages at 

stamme fra den gang, da netop grise led af mange 

indvoldsorme. 

Af og til oplever man islamisk dress-code 

mixet med urgamle traditioner. Kvinden her er 

fra Minab ved Irans golfkyst, og den knaldrøde 

maske er lige så meget pynt som skjul.

Ifølge Koranen skal alt kød være slagtet "halal", 

og svinekød er helt forbudt. Her sælges hønsefødder 

(uden gulerødder) i Mysore, Indien. 

Skal der spises, sker det med højre hånd, mens den 

venstre regnes som uren og reserveres papirløse 

toiletbesøg. En lignende tradition ser man indenfor 

hinduismen. 

Alkohol er i den grad noget, der kan splitte sindene i 

den muslimske verden og er måske det bedste eksempel 

på, hvor forskelligt rettroende muslimer kan 

læse samme skrift. Selve ordet "alkohol" står slet ikke 

nævnt i Koranen, men den påstås at sige, at man 

"ikke må beruse sig", og det er som så meget andet 

en fortolkningssag. Afghanistan er som bekendt verdens 

førende leverandør af rusmidlet opium. 

Meget forvirrende er vin tilladt (f.eks. 16-48), så med 

Koranen som backup oplever man indenfor islam alle 

tænkelige yderligheder: På hele den arabiske halvø 

og hele vejen til Pakistan er alkohol forbudt, mens 

man i Bangladesh, Malaysia og Indonesien kan købe 

al den sprut, hjertet begærer. I Bosnien, Albanien og 

ex-sovjetisk Centralasien kan man ligefrem risikere, at 

den overvældende, lokale gæstfrihed ender i ren 

sprutforg iftning! 

Hellige byer 

Alle større religioner har forskellige steder, der er særligt 

hellige, og islam er ingen undtagelse. Helligst af 

alle steder er naturligvis Profeten Mohammads fødeby 

Mekka, og byen er faktisk så hellig, at det allerede på 

Profetens tid blev besluttet, at ikke-muslimer overhovedet 

ikke skal have adgang til Mekka. Forbuddet 

gælder desværre den dag i dag, så chancerne for, at 

vi vantro turister kan komme til at opleve en Hadj på 

klos hold, er lig nul. Det kunne ellers være en fantastisk 

oplevelse. 

14 

Medina har en tilsvarende "Muslims Only" status, men 

til gengæid kan vi uden problemer drage til islams 

tredjehelligste by, der meget komplicerende for verdensfreden 

er intet mindre end Jerusalem. Det var 

herfra, at Profeten steg til himmels i år 632, og over 

stedet, hvor dette skete, har man bygget den imponerende 

Dorne of the Rock Moske. 

Lige ved siden af finder man den lidt yngre, men ligeledes 

meget betydningsfulde AI-Aqsa Moske, og 50 

meter derfra og et par etager ned står de ortodokse 

jøder og rokker ved deres helligste sted: Grædernuren. 

Yderligere en kilometer mod vest har de knstne 

deres vigtigste kirke, Gravkirken, så intet under at netop 

Jerusalem har vist sig som et problem af bibelske 

dimensioner. 

Naturligvis er der mange andre hellige steder. For 

shiitterne er det helligste sted i selve Iran Mashhad, 

hvor den ottende imam (Imam Reza) blev begravet i 

år 817. Endnu højere regnes Najafog Karbala (begge 

i Irak), hvor deres to vigtigste imamer, Ali og hans søn 

Hussein, blev dræbt. Når en shia beder, sker det med 

en lille, fladpresset lerbrik foran sig, og denne brik er 

fremstillet af jord fra netop Karbala. 

Modtag din ven . 

Målt med en vestlig måiestok er islam i mange lande 

totalt forældet i sit livssyn. Oveni kommer, at vi hver 

eneste dag i TV præsenteres for rædselshistorier om 

AI-Qaeda, palæstinensiske selvmordsbombere og 

nigerianske steninger, og så er ingen i tvivl om, at 

islam er roden til alt ondt. 

Så negativer verden heldigvis ikke, for det islamiske 

samfund rummer sider, som vi kun kan sukke efter 

her i vesten . En af de skønneste er gæstfriheden. Der 

står ganske vist flere steder i Koranen , at man skal 

undgå kontakt med de vantro , at de skal fordrives, og 

at de skal slås ihjel, men der står altså også, at man 

skal modtage sin ven, som man modtager sin bror, og 

det efterleves til punkt og prikke. 

Enhver, der har haft det privilegium at være gæst i et 

muslimsk land, har oplevet det. Folk, man aldrig har 

set før, inviterer til te, middag eller det, der er bedre. 

Andre gange oplever man "blot", at en gadehandler, 

hvis foto man lige har taget, inviterer en til at løbe af 

med hele varelagerel, og atter andre gange får man 

gaver fra folk, man minutter inden ikke anede eksistensen 

af. 

I islamiske lande er man bestemt ikke bundet af, at 

venskaber skal ske med en forudgående introduktion, 

også selvom vi hører til de "vantro". Kontakten fra A til 

B er meget mere ligetil, end vi kender det i Danmark, I 

hvert fald hvis man er mand. 

Også tolerancen overfor anderledes troende ligger 

klasser over mediernes udlægning. Utaliige gange er 

jeg blevet spurgt om mit eget religiøse tilhørsforh old, 

og lige så mange gange har jeg svaret "kristen".i erkendelse 

af, at "ateist" i bedste fald er uforståeligt. 

Aldrig nogen sinde er jeg blevet behandlet skidt af den 

grund ; altid som en ven. 

En anden fantastisk sideeffekt er manglen på kriminalitet 

- eller i hvert fald kriminalitet, som vi kender 

den. Megen dårligdom lige fra tyverier til voldelige 

overfald er langt sjældnere i muslimske lande end i 

det fredelige Danmark, og det er altså lidt uvant, at de 

politisk mest ustabile lande i verden kan være de personligt 

sikreste. 

Islam er om noget en religion , der skal opleves "on 

loca tion". Det er en religion , hvor man finder både de 

allerbedste og de allerdårligste sider af menneskeheden, 

men sandsynligheden for at vi som upolitiske 

(og ikke-amerikanske!) gæster nogensinde får ørerne 

i maskinen, er forsvindende lille. 

or den rejsende er islam ikke bare en stokkonservativ 

livsstil , det er en utrolig oplevelse, som ingen bør 

v re foru den. Der er i hvert fald ingen grund til at 

hold sig rra et land , blot fordi det er muslimsk. 

Abll Qnkhf 

All 

Atln" 

"laM s for, Valgt som første kalif efter MohammOd 

. 

om O6rIO( I) glfl med den aldrende Mohammad. 

chwolll k rigmand, multimilliardær og overho· 

vod l d am Illorne. 

Allnh·u·Akbnr wGud or SIOr". "Ioros til og ofte. 

Ay lo ll h 

Olbl on 

Chndor 

MotlOmm da f lIor og svigersøn. Gift med 

r !lmo 00 fro t1Il'lassan og Hussein. 

DOll\rOblsko ord for Gud. 

øvorsto åndollgo loder for shiillerne (f.eks. Aya 

laIlah Khomelnl). 

Den kender vil Anerkendes også som hellig bog 

indenfor islam. 

Totallildækning af kvinderne, kun med el par 

sprækker til øjnene (Iran) eller et finI fiskenet (Af 

ghanistan. NWFP). Ikke befordrende for islams 

generelie image som groft kønsdiskriminerende. 

Ordret: "telt" (Iran). Sort klædning til at skj ule alt 

andet end ansigt og hænder på kvinder. Mere 

Islamisk "ordbog" 

15 

Den islamiske gæstfrihed er intet mindre end fantastisk, og 

næsten alle vegne kan man "risikere" at blive inviteret på 

chai. Tebryggeren her er 'ra Peshawar, Pakistan. 

Og sidst, men ikke mindst: Hele artiklen er forfatterens 

opleveiser og fortolkning af islam. Der find es mange 

andre udlægninger af "sandheden". 

strikt end hejab og mindre end burqa. men stadig 

meget uvestligt. 

Eid-u-Fitr Stor fest ved slutningen af Ramadanen . 

Fatima Mohammads datter; gift med Ali og mor lil Hassan 

og Hussein. 

Hadj Pilgrimsrejsen til Mekka. 

Hadji Eller AI-Hadji. Person der har gennemført Hadj. 

Halal Mad tilladt af islam. For dyr indebærer dette speci 

elle slag temetoder. 

Hassan Alis ældste søn og shiitternes anden imam. 

Hejab Kvindelig hovedbeklædning. 

Hejira Mohammads flugt fra Mekka til Medina i år 622. 

Hussein Alis yngste søn og shiitternes tredje imam (se Mo 

harram). Dræbt ved slaget ved Karbala i år 680. 

Ibrahim Abraham (fra Biblens Gamle Testamente). 

Inch'Allah Arabisk: "Om Gud vil", der bruges til at forklare alle 

tænkelige usikkerheder i tilværelsen. Når vi frem til 

Tehran til planlagt tid? Bliver årets høst god?

Imam 

Ismaiti 

Issa 

Jihad 

Kafir 

Kalif 

Karbala 

Mashhad 

Medina 

Medre ssa 

Mehrab 

Mekka 

Minaret 

Moharram 

Koranen 

(eller Emam) ="leder". For shiitterne en titel på 

Mohammads 12 efterfølgere, som efterfulgte 

Profeten som muslimernes leder. Den 12. imam 

er på jorden nu. 

Afart af shia. Holder på , at deres leder skal være 

direkte efterkommer af Mohammad; se MAga 

Khan M . Findes især i det nordlige Pakistan og det 

østlige Tajikislan (Gorno-Badakhstan). 

Jesus. Regnes også som islamisk profe t. 

Hellig krig - ikke ulig datidens katolske korstog. 

Vantro; bruges ofte som skældsord. Kafiristan = 

sted med vantro. 

Leder hos sunnieme. Kan teoretisk set være 

hvem som helst, der er kvalificeret, mens shiit 

terne mener, at islams leder (imam) skal være en 

direkte efterkommer af Mohammad. 

Irakisk by hvor Hussein blev dræbt. Sammen 

med Najaf de vigtigste shia-pilgrimssteder. 

Shiitternes helligste by i Iran. Imam Reza er 

begravet her. 

Islams næsthelligste by. Ligesom Mekka adgang 

forbudt for van tro. 

Islamisk skole (i moske) der ofte kombinerer den 

religiøse lære med krigskunsl. 

Halvcirkelformet indhak indeni en moske. Viser 

retningen til Mekka. 

Mohammads fødeby og islams helligste by. Des 

værre off-limits for ikke-muslimer. 

Høj søjle ved moske. Bruges af muezzinen til at 

indkalde de rettroende til bøn. 

Sørgemåned til minde om drabet på Hussein i år 

680. Første måned j månekalenderen. 

Forfatteren. Ikke meget om islam som religion, men en fin bunke fotos og historier fra muslimske lande. 

16 

Moske Guds hus. Her bedes, som regel mænd og kvinder 

Moussa Moses. 

Muezzin Ansat ved moske der indkalder lil bøn; i vore dage 

Salam aleikum: Arabisk standardhilsen: "Må fred være med dig". 

Sharra 

meget højlydt. 

Mullah Shiapræst; levn fra Zarathustras dage (præ-islam) . 

Najaf Byen hvor Ali døde. Meget vigtigt shia-pilgri mssted. 

Ligger i det sydlige Irak. 

Ramadan Fastemåned hvor mad og drikke er forbudt mellem 

Reza, Imam Shiitternes ottende imam. Død i 817 og begravet i 

Shahadah 

Mashhad, NØ-Iran. 

Trosbekendelsen; den første af islams fem søjler. 

Islamisk lovgivning og meget forenklet Møje for øje M . 

Berygtet for stening og flittig afhugning af hænder. 

Sharwal Kameez: Traditionelt herretøj beslående af et par vide 

bukser og en meget lang skjorte, der når ned til 

knæet. I manglen på lommer bæres ofte en vest 

over skjorten. Obligatorisk klædning for især afgha 

nere, baluchis og pakistanere. 

Sh ia Tilhænger af Alis linie. P.t. er ca. 10 %af alle musli 

mer shiitter. 

Sunni Tilhænger af Abu Bakhrs ortodokse linie. Næsten 

90 %af alle muslimer verden over er sunni. 

Wahabitter Tilhængere af en ekstremt konservativ (saudi 

Yussuf Josef. 

Yderligere information 

hver for sig. 

Mohammad Selveste Profeten. 

solopgang og solnedgang. Niende måned efter 

månekalenderen. 

arabisk) fortolkning af Koranen . 

Naturligvis! Tung at læse, men ganske lærerig, hvis man kan stave sig gennem de uklare formuleringer. 

Khalid Hassan: "Muslimer, tag jer sammen" 

Kritisk kronik i Politiken (30/9-02) skrevet af en herboende muslim, der sagtens kan se visse umuligheder i at 

forene Koranens 1300 år gamle påbud med en højteknologisk og demokratisk verden. 

www.islaminformation.dk 

"Dansk Informationsforum for Islam"; lavet af unge, studerende (og meget progressive) muslimer. 

www.is/am.dk 

Meget fyldig og informativ. Masser af fortolkninger skrevet af muslimer til ikke-muslimer. Afhængig af ens religiøse 

og politiske ståsted er der masser af stof at blive enig eller uenig med. 

www.cqj.dk 

I 

Bryllup blandt beduiner 

Tekst: Pia Baltzer, foto: Poul Saabye 

"What you name?". Med et blev den pinlige tavshed, der hang i del slore beduinlei! som en lung dyne, brudt. En af 

kvinderne havde lagel mod Iii sig og ville nu på vegne afalle gerne kende mil navn. Nysgerrige afventende øjne 

kiggede på mig fra alle sider. 

"My name is Pia. " svarede jeg langsomt og højt, således 

fiest mulige af kvinderne kunne høre mig. Aliigevel 

spredtes en ivrig hvisken gennem hele teltet, 

det var som om alle ville gentage mit navn, og mens 

det gik fra mund til mund som løbeild, blev næste 

spørgsmål stillet. 

"Where you husband?" kom det på gebrokken engelsk 

rra den samme kvinde. Tja, det var et godt spørgsmål. 

Jeg havde ikke set skyggen af Poul, siden vi passerede 

gruppen af festklædte dansende mennesker på 

den store plads for at parkere ved siden af gedefolden. 

Her var vi blevet separeret, da en lille gruppe 

kvinder havde trukket mig med sig hen til det store 

kvindeteit. Hvor han var nu, og hvad han havde lave t i 

d n forgangne tid, viste jeg ikke. Jeg trak derfor blot 

p kuldrene og svarede "I don·t know. " Mit svar lod 

Ikk Iii t genere kvinderne, jeg kunne have svaret 

hv d m h 1st. Det spillede ingen rolle, alene min 

III t d v r Ise syntes at være ganske ekstraordinær. 

' n hvid kvlnd med ildrødt hår strittende frem fra et 

r ronl p ri b lagt lørklæde var ikke hverdagskost 

v d t b dulnbryllup i de kolde iranske bjerge mellem 

1 f h n Shlraz. 

Mænd på pickup, klar iii al hente bruden. (PS) 

17 

Som tiden gik, dalede interessen for mig langsomt, og 

de mange nysgerrige øjne, som konstant havde hvilet 

på mig, blev færre. Nu kunne jeg bedre slappe af og 

kigge mig omkring. Jeg var blevet anvist en plads på 

teltgulvet ved siden af de kvinder, der havde hentet 

mig. Gulvet var dækket med store tykke persiske 

tæpper i fiatte mønstre og farver. Tre af siderne i det 

mørkebrune traditionelle beduintelt var åbne, og det 

gav den dejlige og kølige brise mulighed for at sende 

sine befriende vinde ind over os. 

Teltet var bogstaveligt talt pakket til bristepunktet med 

kvinder. Alle var de iført deres mest farvestrålende 

festtøj. Store lyserøde, blå, gule eller grønne kjoler 

med perler og glimmer, tynde tyl-tørkl æder, der mindede 

om brudeslør. Hver især lignede de små prinsesser. 

Men hvor var selve bruden? 

Jeg fik ikke meget tid til at tænke over det, for pludselig 

brød en højlydt fnisen løs blandt kvinderne, der 

med et fik travlt med at skjule deres forlegne ansigter. 

Poul nærmede sig kvindeteltet, hvilket virkede til at 

være ok, da han jo ikke viste bedre! Nu fik alle kvinderne 

min mand at se, men kun for en kort stund, for 

Poul skulle tilbage til mændene, som efter 

at have endt festmåltidet i spiseteltet var i 

gang med fælleslege på den store plads. 

En yngre kvinde tog mig under armen og 

gjorde tegn til , at jeg skulle følge med hen 

til spiseteltet. Det var blevet kvi nders og 

børns tur til at spise de efterladenskaber, 

som mændene havde levnet. 

Spiseteltet var langt og smalt med kun en 

åbning i den ene ende. Der er ingen stole 

og ingen borde. En stor plastikdug var 

rullet ud i midten af teltet, og hele vejen 

rundt om den sad allerede forventningsfulde 

og sultne kvinder. 

Mad blev rakt fra åbningen af teltet og gik 

fra hånd til hånd på små paptallerkner til 

den anden ende af teltet, indtil alle havde 

fået. Der var mad nok til alle, men intet 

bestik.

, 

Kvinderne har lagt stridsøkserne fra sig 

og danser nu glade rundt. (PS) 

Jeg sad et øjeblik, afventende og opmærksom, jeg 

vi lle se, hvordan de andre ville spise deres ris , fl adbrød 

og kød , inden jeg selv gik i gang. Naturligvis blev 

alt SPiSt med fingrene. Min tøven kostede mig dog mit 

stykke kød, som en kvinde ved min ene side hurtigt 

rapsede. Da alle havde spist, blev en snes krus med 

vand sendt rundt i teltet. Lige såvel som der ikke 

havde været bestik, var der ej heller glas eller kru s til 

alle. 

Mælte og glade var alle nu klar til at hilse på bruden. 

Men hun skulle først hentes hos sine forældre . Festens 

højdepunkt skulle til at starte. 

Mænd og store drenge sprang op på ladet af adskillige 

pickups, ligesom biler, knallerter og små motorcykler 

hurtigt blev besat. En minibus skulle transportere 

kVinderne, men snart viste det sig, at bussen var 

for lille, der var langt fra plads til alle. Et hysteri sk 

slagsmål blandt de desperate kvinder begyndte. Slør 

blev revet i stykker, arme vredet halvt ad led, mens 

alle skubbede og masede for at komme ind i bussen. 

Jeg var rystet. Kvinderne var fuldstændig ustyrlige. 

Jeg havde Ikke en chance for at komme i nærheden 

af bussen. Den yngre kvinde, som hele dagen havde 

set efter mig, opgav kampen om en siddeplads for i 

stedet at passe på mig og målte se bussen og alle 

veninderne tage af sted uden hende. Jeg fandt hurtigt 

Poul, og sammen indledte vi tre forfølgelsen af bussen 

og det øvrige følge i vores egen bil. 

Da vi, som nogle af de sidste, nåede frem til huset 

der tilhørte brudens forældre, blev vi mødt af et fo;underligt 

syn. Mændene var alter i færd med at lege. 

Denne gang en traditionel stakkeleg, hvor den ene 

deltager skal slå den anden over benene eller ryggen 

-, 

18 

med en stor træ stok, mens den anden forsøger 

at forsva re sig! 

Mere fredeligt så det imidlertid ud hos kvinderne, 

der tilsyneladende var faldet til ro efter 

det store slagsmål. Smilende stod de i en 

halvcirkel foran et lille lerklinet hus og dansede, 

mens de holdt store farvestrålende tørklæder 

i hænderne. 

Den yngre kvinde, som havde kørt med os i 

bilen, tog mig i hånden og trak mig med ind i 

det lille lerklinede hus. Det var stopfuldt af 

syngende og dansende kvinder, som glade 

hoppede omkring i det lille rum. Der var 

varmt, og luften i det lille lokale var tung. På 

gulvet i det ene hj ørne sad en kvinde indhyllet 

i flere lag tøj og med slør for øjnene. 

På skift forsøgte de dansende kvinder at rive 

tørklædet af kvinden, mens hendes veninde 

"forsvarede" hende. Det hele så meget dramatisk 

ud, men det var sådan skulle det 

være. Det bød traditionen. 

De mange dansende kvinder skubbede mig over mod 

kVinden på gulvet, trak tørklædet af hende og kiggede 

på mig, som om de forventede en reaktion fra min 

side. Jeg var stum og lam. Det eneste jeg kunne tænke 

på var at kysse kvinden på kinden . Forlegen , varm 

og helt rundtosset af den megen larm og kvindernes 

skubben, søgte jeg mod døren. Jeg måtte ud for at få 

luft. 

Tiden gik, mens jeg trak luft udenfor, og pludselig kom 

bruden til syne. Hun blev fø rt direkte fra huset og hen 

til den ventende hvide Landrover, der i dagens anledning 

var farverigt pyntet med store garnpomponer i 

skrigende farve r. Bruden og gommen kørte sammen 

af sted i den pyntede bil , mens gæsterne stille begyndte 

at gå hver til sit. 

Festen var slut. Kun den nærmeste familie og særligt 

Indbudte kørte med tilbage til gommens lejr, hvor festlighederne 

tidligere på dagen var blevet afholdt. Her 

afventede alle med spænding det nygifte par. 

Pludselig kom den hvide Landrover til syne over en 

bakketop. Den havde kurs mod lejren. Gommens far, 

en gammel beduin med vejrbidt, furet ansigt, havde 

nøje forberedt ankomsten, og mens han affyrede tre 

skud fra en Kalashnikov, blevet sundt gedekid ført 

frem. 

I samme øjeblik gommen og bruden steg ud af bilen 

fik kiddet skåret halspulsåren over, og det varme ' 

mørkerøde blod blev ofret til ære for det unge par, 

mens et spejl blev smadret og pengesedler begejstret 

smidt over det nygifte par. Alle råbte og sang, klappede 

og hujede. 

Efter ofringen bliver gedekiddet flået og renset, 

så det kan tilberedes og spises. (PS) 

Bruden blev ført ud på den store plads, hvor hun fik 

I v til at danse en enkelt dans sammen med de kvind 

lige gæster, der endnu var tilbage, inden hun blev 

(ørl væk. Resten af aftenen måtte hun tilbringe ene og 

I n i gommens telt, mens gommen og resten af 

(omlII n festede videre i det store mørkebrune bedulnt 

lt sammen med os. Det var med vemod, at vi 

log of k d m d beduinerne næste morgen, og vi lov 

cl Iv, t vi snarligt ville vende tilbage. 

M o cl vi g dt li dage senere kørte over bakketoppen 

v d b dlllol Jr n Ig n, mødte der os et forfærdeligt 

yO , I vor Inl t lllbage af lejren. Ingen telte, ingen 

elyr O In o m nne ker. Lejren, som vi kendte den, 

v Ir vmk, Kun cl n kolde vind blæste gennem dalen, 

hvor I Ir n lIdll r havde ligget, og fik små græstotter 

til \I

Selcuk 

Vores første spadseretur i byen. Der er ikke muligt at 

vandre fredeiigt gennem gaderne. Alle fra 5 år til højt 

oppe i årene tilbyder varer til salg eller et stævnemøde. 

Jeg tror aldrig før i mit liv at jeg har fået så mange 

opfordringer. 

Tyrkiet 1989 

Tekst og foto: Ewa Bylinska 

11989 kørte jeg med min dengang 5-årige søn Tomas, i løbet af 4 uger, igennem næsten hele Tyrkiet. Overalt 

mødte vi hjertelighed og gæstfrihed. 

De første 3 dage tilbragte vi i en fjerntliggende landsby 

Inkisla ved Kayseri. Da jeg skulle videre , fik en at 

de ældre kvinder, som aldrig har været udentor landsbyen, 

og som ikke kunne forstå, hvordan jeg alene 

med et barn kunne finde på at drage i det store verden, 

i al hemmelighed smuglet sin svoger ind i bussen. 

Han fik strenge ordrer om at ledsage mig under 

hele turen og skulle først komme hjem til Inkisla, efter 

at have sat mig ind i bussen i Istanbul på vej til Danmark. 

Jeg tik dog sendt svogeren hjem efter den første kilometer. 

Men den dag i dag mindes jeg den ædle gerning 

fra den gode tyrkiske kvindes side. Jeg beroligede 

hende ved at sende postkort fra hver eneste by, vi 

stoppede i under vores tyrkiske rejse - som tegn på at 

vi alligevel overlevede i denne store verden . 

Vi besøgte månelandskabet i G6reme, Ankara, Antalya, 

Kayseri, Pamukkale, den majestætiske Efesos 

og Istanbul pulserende af liv. I Selcuk ved Efesos blev 

jeg imponeret over tyrkernes handelsfærdi gheder. I 

Kamburgaz ved Istanbul beundrede jeg en dansk 

kvinde fra Jylland, Jette, som var gift med en tyrker. 

De to historier har jeg beskrevet i min polske bog "At 

tæmme verden", som jeg vil bringe her. 

Tyrkerne er de fødte sælgere. Ingen turist slipper fri. 

Når jeg på deres talrige spørgsmål "Where are you 

from" svarer "from Denmark", lægger de foran vores 

fødder bunker af tæpper, guldsmykker, skindvarer og 

insisterer på, at vi skal købe. 

Da jeg efterhånden blev træt af alle disse påtrængende 

tilbud brugte jeg en snu metode. De næste 

butiksejere som spørger får de svar, at vi kommer fra 

Polen. 

22 

Jeg håber, at dette svar vil sikre os fred , men efter 

nogle øjeblikkes overraskelsestavshed og betænkeligheder 

begynder de at juble over Polen. 

Og så kommer det næste spørgsmål "What do you 

have to sell?" Dernæst kommer en opremsning af en 

lang række varer, som jeg burde kunne tilbyde dem: 

radio, strygejern, fotografiapparat osv. Jeg ryster afvisende 

på hovedet. Dette fører til endnu større forvirring 

. Skuffede øjne, og til sidst inviterer de os opgivende 

til et glas te og med fuld forståelse gentager de 

på gebrokkent engelsk. "Poland, Turkey, equally 

poer'. 

Kamburgaz 

I Kamburgaz sover vi i et værel se med Jette og hendes 

tyrkiske niece. Hver aften før jeg falder i søvn 

fylder Jette mig med fo rtællinger om de tyrkiske traditioner, 

som hun mærkede meget til især i ægteskabets 

første år. 

Jeg er fuld af beundring for hende. Den uafhængige, 

danske kvinde der kan tilpasse sig livet med en despotisk 

dominerende tyrker. 

Ilun overva ndt kulturforskellen. Med en grænseløs 

I I rance , fortielse og konsekvens kæmpede hun for 

I blb holde sil eget "jeg", for ikke at miste sin værdi 

h d. 

Ilvor dog føler jeg Muharets mandschauvinisme. Jeg 

II r g n ke vist pris på hans store omsorg , når det 

O Id r famIli n og os, men kan ikke forlige mig med 

l 

Afghanistan år 1 efter Taliban 

PAK I STAN 

""., 

INDIA 

Men rejseeventyr skabes nu engang ikke af angst og 

forsigtighed, og da jeg en uge efter befinder mig i 

Mashhad, er det som om, at benene helt af sig selv 

bærer mig hen til det afghanske konsulat. 24 timer og 

30 $ senere har jeg det forjættede stempel i passet, 

og dagen efter står jeg foran grænsen iført nogenlunde 

samme paranoide begejstring, som jeg godt et 

halvt år tidligere havde haft under busturen op til 

Papua New Guineas urolige højland, eller som Frodo 

må have haft, da han stod foran porten til Mordor. The 

point af no return . 

Tekst og foto: Claus Qvist Jessen 

Rejser skabes af drømme, eller også er det omvendt. Og en gang imellem sker det, at drømmene pludselig springer 

ud af et skab, man slet ikke anede var der, og pludselig er sjælen på vej et sted hen, man få øjeblikke forinden slet 

ikke tænkte på. 

Afghanistan blev netop sådan en uventet drøm. I 

Yazd i Iran var jeg rendt ind i en bindegal englænder, 

der ligefrem var sluppet levende ud af det farlige land, 

og han brugte rask væk en aften eller to på at sætte 

mine flyvske drømme i sving. Der var ingen vej udenom; 

jeg måtte bare til Afghanistan. 

Hjemmefra havde jeg ellers fået en masse gode grunde 

til ikke at tage dertil, og skulle det endelig ske, burde 

det ske med fly. "Landevejene er lovløse og usikre", 

formanede rejseklubbens udenrigspolitiske ekspert 

Henrik Døcker, og avisoverskrifte rne gav ham 

sørgeligt ret. To uger tidligere var USA og England 

(og Danmark!) endda for anden gang marcheret ind i 

Irak, så timingen var ualmindelig dåriig, og Afghanistan 

var ikke ligefrem indbegrebet af problemløs ferie. 

24 

Støvets land 

Alene grænseovergangen er et kulturchok af de større: 

En p-plads fuld af ventende taxamænd, en flok 

skure bag en skov af trådnet og lang række af stillestående 

trucks, der formentlig ikke har flyttet sig siden 

russernes dage. Overgangen fra Irans vel polerede 

orden til Afghanistans støvede kaos synes ganske 

enorm. 

Et par stempler efter er jeg selv en del af den underlige 

verden. Borte er de asfalterede vej og de insisterende 

taxafolk og i stedet står jeg på en hullet parkerin 

gsplads omgivet af en kæmpe fl ok manisk stirrende 

mandspersoner, der alle sammen ligner reinkarnationer 

af Osama bin Laden. Alle sammen med 

store sorte skæg og alle sammen iført den nærmest 

obligatoriske uniform bestående af sharwal kameez, 

vest og pilleæskehat omviklet med seks meter laset 

turban. Og alle sammen manisk stirrende på landets 

eneste turist- på 30 cms afstand. 

Blot et enkelt blik på den nysgerrige flok er rigeligt lil 

at overbevise mig om afghanernes indre vilje. Smilende 

og venlige, men samtidig faste i blikket, og de 

stolte krigere ligner bestemt ikke nogen, man har lyst 

til at slås med. Russern e, sikherne, briterne, pakistanerne, 

persern e, russerne igen og senest amerikanerne 

har alle sammen efter tur forsøgt at underlægge 

sig Afghanistan, og de er alle samme sluppet grumme 

galt fra det. Afghanerne er folk med nosser, og blot et 

enkelt blik på en vejrbidt Mujahedin bør være nok til at 

overbevise hvem som helst om, at disse folk kan ikke 

betvinges. Den går bare ikke. 

Heldigvis er den anmassende flok venlig nok mod 

mig, og efter en smule parlamenteren sidder den 

skeptiske framling på et bagsæde i en deletaxa med 

kurs mod Herat. Få kilometer efter passerer vor lille 

karavane de første af mange sønderskudte, russiske 

tanks, og kort efter stopper vognen foran en række 

strandede skibscontainere for at tanke benzin. Denne 

gang leveres den lokale opmærksomhed af tre ældre, 

skæggede Osamaer på tilsammen 2'h ben; jeg er 

kommet til minernes land. 

Do mandlige afghanere fyser afbåde venlig gæstfrihed og 

Jnd(o power. Det er stærke folk, der fordrer respekt. 

I følg ndo 130 kilometer til Herattager godt tre 

11m r, m n så har jeg også fo rnøjelsen af at bumpe af 

lOd p don v r le og mest hullede vej, jeg har oplev 

t Id n d I nordvestlige Cambodia. Konstant zig- 

" , g d I vor r dot meste af en time, inden jeg op 

II I r, I m n I Argh nislan har højrekørsel. Iran er et 

fl1umh d Il rt ,København el årtusinde, og jeg har 

II111hcH 

I v I /I , l I I hl 

Ilt 

h" 

III '"11111 t1 1k , I mon f m sekunder efter ankomlIllI 

VI Il. 1111 r I mon I poradls. 

All I {I d min r mp n r d IIfI ruller forbi de gamle 

1I11nll I I I I' r I, v r I r r kk rne af bulede skibs- 

• nt In r ,udlj ni lrucks og sk ggede krigere kær 

II h d v d før t blik. Suget I maven forn ægter sig 

Ikk , 9 J v d oll rede fra førsle sekund , at Herat er 

l l d, d l vII gøre ondt at forlade. En slags geografi 

k f r I kelse af den slags, jeg aldrig vil kunne få i 

nd n, Pari s eller andre slorbyer. 

II r t r i princippet Afghanistans tredjestørste by, 

m n IlIgevel er den ikke meget andet end en forvok 

Ilondsby. Kun meget få bygninger når over to eta- 

25 

ger i højden, og vestens svulstige supermarkeder er 

erstattet af smilende gadehandlere og små, fotogene 

værksteder, hvor bildæk og blikdåser forvandles til 

sandaler, spande og æsker. Hist og her ses et lille 

billede af Nordalliancens Ahmed Massaud, der to år 

efter mordet stadig er det eneste, afghanerne synes at 

ville samles om . 

I andre, lidt mere tjekkede dele af byen fortæller farverige 

pulverpyramider og skiftende dufte, at her sælges 

krydderier, og i atter andre af de små butikker har 

smilende afghanere indrettet små tehuse, hvor man i 

godt selskab med fuldskæggede mujahediner kan 

dyppe sine sukkerknalder i en lille potte krydret te. 

Prisen er kun få øre - hvis altså jeg overhovedet kunne 

få lov at betale for teen. Afghanernes gæstfrihed er 

imponerende, og trods ivrige protester lykkes det mig 

kun at betale halvdelen af mine utallige tepotter. 

Hovedparten af de sortskæggede afghanere ligner 

Pashtunerne fra Pakistans NWFP, men ikke sjældent 

mindes jeg om, at Afghanistan er og altid har været en 

korsvej mellem en masse forskellige handelsruter. 

Overraskende mange ligner skævøjede turkmener, 

mens atter andre har blondt hår og sågar blå øjne. 

Sporene efter Alexanders hære ses endnu. 

I pose og sæk 

Hele Herats støvede morads er forbundet af et net af 

hullede grusveje, hvor en flod af travle fodgængere 

manøvrerer rundt blandt tussegamle busser og endnu 

ældre æselkærrer. Biler er der behageligt få af, og 

mange af dem er udstyret med et skilt, der signalerer, 

at de kommer fra "UN", "UNHCR" eller en eller anden 

NGO. 

Heraf er trods sin status som Afghanistans tredjestørste by 

ikke andet end en hygsom landsby. Æsler og trækvogne 

ses lige så ofte som biler og motorcykler.

l 

Herats ældste del er bygget helt op af ler og mudder. 

Flot ser det ud, når de blåklædte kvinder diskret 

nagrer rundt i labyrinten af urgamle huse. 

Afghanistan nærm est flyder over med velmenende 

organisationer, og der er rigeligt at tage fat på, også 

selvom mange af landets enorme probiemer synes at 

stamme fra afghanernes egen mentalitet snarere end 

de mange krige. Korruptionen er enorm, bureaukratiet 

endnu større, og respekten for selv de mest basale 

menneskerettigheder overgås med hestelængder af 

lysten tii at rette sig efter islams middelalderlige diktater. 

Der er trods ait en grund til , at Taliban kunne tage 

magten i netop Afghanistan. 

Går man ind bag butikkernes pruttende generatorer, 

havner man i en labyrint af lysebrune mudderhuse 

med ringmure så høje, så selv de generte kvinder kan 

tøffe rundt uden den ellers så obligatoriske burqa. 

Afghanistans mænd kan noget bedre mærke morgenluften 

efter Taiibans fald, for overraskende mange er 

helt glatbarberede, men kvinderne? Undtagen et par 

stykker er de alle totalt pakket ind. 

"Det bestemmer de skam selv", insisterer et par gebrokkent 

engelsktalende afghanere, men det er sgu 

svært at tro, for hvem vil frivilligt væige at tilbringe alle 

døgnets lyse timer gemt bort i en stegende hed sæk 

og kun se verden gennem et sløret fiskenet? 

Fem sekunder i Afghanistan bør kunne overbevise 

selv de mest politisk korrekte humanister om, at kvindesagen 

har trange kår i den islamiske verden, men 

bedst som jeg står midt i nowhere og falder i staver, 

lyder der en kvindestemme: 

26 

"KuehasteT 

Jeg vender mig om og stirrer direkte ind i et lyseblåt 

fiskenet omgivet af en plisseret sæk. Hun gentager 

venligt spørgsmålet: "Hvor er du fraT. 

"Denmark" svarer jeg forvirret, hvorpå den vandrende 

sæk pænt takker og åler sig tilbage i labyrinten af 

lysebrune mudderhuse. 

Gowar Shads blå mosaik 

Det helt store hit ved Herat er folkets på en gang temperamentsfulde 

vildskab og imødekommende gæstfrihed, 

men naturligvis rummer byen også "rigtige" attraktioner. 

Timurs svigerdatter, Shah Rokhs dronning 

Gowar Shad, residerede i Herat i starten af det 15. 

århundrede og sørgede i denne periode for bygningen 

af bl.a. en gudeskøn, blåkakiet moske, meget lig de 

skønheder, jeg tidligere har opievet i Timurs Samarkand 

eller i Esfahan. 

Ganske som Taj Mahal er moskeen imponerende på 

afstand med sin knejsende facade og de højt stræbende 

minareter, men det helt store sus oplever man, 

når man går tæt på. Kaklerne er ikke som i Bu khara 

og Samarkand maiet og derpå brændt, men brændt 

som enkelte mursten og først derpå hugget ud og 

flettet sammen til de snoede blomstermønstre, moskeen 

er så fuld af. 

Ganske imponerende, og mindre imponerende bliver 

det ikke, da det lykkes mig at snige mig ind i moskeens 

værksted, hvor 10 mand og endnu flere drenge 

sidder og hakker kakler til på samme sirlige måde, 

som Gowar Shads håndværkere gjorde det for 600 år 

siden. Tiden står i sandhed stille i Herat. 

Ikke så ringe endda. Detalje fra moskeen i Herat, alt sammen 

lavet ved hjælp af kunstfærdigt håndværk 

nu som på Gowar Shads tid. 

Ilorots ebso/llt smukkeste bygning: Gowar Shad-moskeen 

fre begyndelsen af det 15. århundrede. 

K nonfologrofon 

I by n n rdv 1I1jørne finder jeg Gowar Shads ned 

IItll mou I um, og på den anden side af den gruti 

I10V dv I l r de fire skæve minareter, der mark 

r n r dnlld n tørste medressaer. Ingen af 

(I Ilt t 1 lvi 8 Imponerende som den smukke mok 

, Ilt n v ndr lur n dertil er slet ikke så ringe end 

II I, I liv ,I I Id IndlIII g kortvarigt tilbagehoides af en 

jlolIllOfll r, d r højlydt brokker sig over, at jeg som 

111 11 • n(llno ' kk r rundl i sharwal kameez. 

NI kh"lIl1", Ilyl r han og viser med en masse fagter, 

II I II IHII W II k m z bare ikke er det rigtige outfit for 

'H1 1111 \, ti r lkk vII forveksles med en Taiibanspion. 

I tI IIlIk nltlnl r mkrlng ham nikker pligtskyldigt, 

II ItIt I III It, 10'1 Il r: "You lourist. You dress like 

lIllItI 11", II I , d n Ikk I ngere. I hvert fald ikke, 

Ilvl Ikk l' vII kyd 

Milli 11 \ II n Iv ' ,k ,kv rI r I byens nordli ge del bek 

' 1t 1lUI" 1\ klll, II Il r r n FN- løllel pigeskole, og 

II I t III flll111l1 Inl r onllagel i betragtning, at 

I IIh Hl f mød pi r o kvlnd r at modlage nogen 

f lill f , und ,vi nln , 

I r m J Obnr Ind, m n dol r slel ikke så lel endda, 

[O, "0 ud nr r Idd r n b v bnel vagt og svinger 

fil d Irl Kaia hnlkov, og h n lipper absolul ingen 

Ir mm d m nd ind nd ørs. Han kalder dog på en 

v l ind fra, og kort efter står jeg blandt træerne i 

k I gården, hvor grupper af piger i forskellige aldersklo 

r I hvert deres "klasseteW modtager lærerinderl1 

vi ord . Alle sammen med opslået burqa, for her 

r I ikkert og mandefrit - bortset fra mig, altså, og 

mlno bodyguards. 

27 

Det kribler i kamerafingrene, men inden 

jeg får gjort noget ved sagen, 

kommer skolens kvindelige inspektør 

hen og siger goddag. Jeg præsenterer 

mig som en dansk journalist, som frygteligt 

gerne kunne tænke sig at lave en 

lille historie om Afghanistans kvinders 

nyvundne frihed, og så er det jo, at jeg 

gerne ville tage et par billeder af pigerne, 

mens de modtager den før så forbudte 

undervisning. 

Det synes inspektricen skam er en 

glimrende ide, men med et får hun 

kolde fødder og ender med at blive 

enig med sig seiv om, at så store beslutninger 

kan hun ikke selv afgøre. I 

stedet bliver jeg henvist til Depar/ment 

af Education, hvor jeg utvivlsomt vil få 

et stykke officielt papir, der giver mig 

ret til noget så kontroversielt som at 

tage billeder af kvindelige skoleelever. 

Dybt suk, men der er ikke noget at gøre. Hun er hysterisk 

angst for at give mig lov til noget som helst, så 

dagen efter tropper jeg op hos Department af Education, 

hvor jeg mødes med et mylder i Fell ini-klassen. 

Alle folk råber og skriger, og alt sejler. 

Men noget må virke, for efter en smule ventetid får jeg 

audiens hos selveste chefen. En kop te bliver serveret, 

og han lytter høfligl til alle mine ideer om, hvor 

meget Europa vil bifalde eksistensen af pigeskoler 

som et godt billede på landets uendelige fremgang 

siden Talibans fald. 

En bureaukrat i aktion: Chefen for Department 

af Education, som mente, det var alt for vovet 

at tage billeder i en pigeskole.

Han tænker endnu et glas tes tid, inden han tager sig 

sammen til at mene, at jeg vist hellere må have en 

repræsentant for departementet med på den farlige 

mission. 

Jeg forsøger høfligt at snakke ham fra at få påduttet 

en vagthund, men enden på det hele bliver naturligvis, 

at bureaukraten går helt i baglås. Pludselig mener 

han, at det at lade en fremmed tage et billede i en 

pigeskole overstiger selv hans beføjelser, og i stedet 

henviser han mig til Minis/ry af Foreign Aftairs, som 

ligger en kilometer eller tre nede ad vejen. 

Jeg takker mange gange for hans "hjælp", går 100 

meter i den rigtige retning og vender derpå om. Selv 

udenrigsministeriets Herat-afdeling vil sikkert ikke 

kunne tage så vigtige beslutninger, og jeg vil bare 

blive henvist til præsidenten i Kabul! Case dismissed, 

og jeg får aldrig mit billede af pigeskolen. I stedet er 

jeg blevet en underlig historie rigere. 

Minareten i Pisa 

Det påstås, at Afghanistan er et rimeligt sikkert land, 

så længe man holder sig til byerne, mens landdistrikterne 

er både slemme og lovløse. 

Muligvis, men det er nu altså svært at modstå, når en 

ældre, noget engelsktalende Mujahedin kommer hen 

og spørger, om jeg har hørt om Minar-e-Jam? En 800 

år gammel, moskeløs minaret, bygget i the middle af 

nowhere, små 350 km øst for Herat og dertil verdens 

næststørste, fritstående af slagsen. Kun Q'tab Minar 

ved Delhi er højere. 

Gularahm, som manden hedder, kommer selv fra 

regionen og ved helt tilfældigt, at der er en terrængående 

minibus, som en af dagene vil jolle stik østpå, 

ind i hjertet af Afghanistan: 

Hjertet af Afghanistan er både råt og vildt. Ingen asfalterede 

veje og ingen facilitetef, som vi kender dem, 

men smukt og dejligt er her. 

28 

Minar-e -Jam, 350 kilometer øst for Heraf og efter 

sigende verdens næststørste, fritstående minaret 

"Vejene er håbløse, og det tager et par dage at nå 

dertil. Vil du med?". Naturligvis! Verden er til for at 

blive oplevet, og to dage efter sidder jeg som en fladtrykt 

sild blandt 23 skæggede afghanere både i og på 

en 12-personers minibus og rumler ud af veje, der om 

muligt er i en endnu værre forfatning end turen fra 

grænsen. Med mig har jeg endda en fransk globetrotter, 

Didier, der på mystisk vis er havnet i Herat, og 

som ligesom jeg selv har mere eventyrlyst i blodet end 

angst for de farlige afghanere. Det kan ikke gå værre 

end galt. 

De første mange kilometer er landskabet ganske ensformigt. 

En stor, bred dal med brune bjerge på begge 

sider og hist og her en flok sorte telte som tegn på, at 

her ligger en nomade-camp. Men langsomt snævrer 

dalen ind, og allerede efter en halv dag klatrer bussen 

rundt på nogle smalle klippehylder, der får vejen til at 

ligne en light-udgave af Pakistans Karakaram Highway. 

Enhver landsby i Afghanistan har mindst et tehus, og 

der overnatter man. Pris: 50 afghanis (1 dollar!), men 

så er aftensmad og te ad libitum også inkluderet. Det 

tager lang tid at blive fattig i Afghanistan og endnu 

længere tid at få mættet sanserne, for de små, dekorative 

stenhuse, de mange abrikosblomster, de seje 

bønder med deres overlæssede æsler og fotosky 

koner er rigeligt til selv den m est kræsne eventyrer. 

Få steder i verden er jeg i den grad gået amok med 

kameraet. 

Som ventet tager det halvanden dag at nå den lillebitte 

Jam Village og yderligere en time til fods, før 

Didier og jeg står ved foden af den berømte minaret. 

Midt i dalen, godt 60 meter i højden, vindskæv som 

lårnet i Pisa og ligesom andre af regionens islamiske 

bygninger forsynet med både sirlige mønstre og res 

I rne af blå kakler. 

f olall syret at nogen har fundet på at bygge en så stor 

minaret midt i ingenting, især fordi minareten står 

ud n tilhørende moske, helt nede i bunden af en snæv 

r dal. Det havde ret beset været lettere at indkalde 

d r ttroende til bøn oppe fra et af højdedragene lige 

v d siden af, men sande troende har, uanset religion, 

Itld haft det med at måle deres tro i mængden af ofr 

,og der har det jo battet godt med 65 meter minaret. 

omo og mudderfloden 

LI bo minarelen bruser en hidsig, brun flod. Jeg 

Il Id r ml klogeligt fra den udspændte stålwire og 

f1yn n, d r udgør den eneste bro, og i stedet giver 

I d n n I minutter som lystfisker. Hvor mange 

I J nd r nd svage nok til at tage et par fiskestæn 

II I 111

Blandt sand og sten i Qatar 

Tekst og foto: Ib Larsen 

I januar 2003 fik jeg mulighed for at besøge Qatar, et lille sheikdømme ved den Persiske Golf, vel ca. halv så stort 

som Jylland. 

Problemet med at besøge Qatar er, at man skal have 

en sponsor for at slippe ind. Det kan være et af de 

store hoteller, men så bliver det ikke nogen billig tur. 

Heldigvis bor der på grund af olien og især på grund 

af Mærsk en del danskere i Qatar, og de kan også 

fungere som sponsorer. Jeg var så heldig at kende 

Michael, som havde skrevet speciale i Sarawak. Hans 

kone arbejder netop for Mærsk, så en dag stod jeg i 

Dohas lufthavn med mine sponsorpapirer i orden og 

kunne spadsere igennem immigrationen uden videre 

problemer. 

I sandkassen 

De næste dage kørte vi Qatar tynd. Qatar består af to 

dele: ørkenen og så ørkenen. Den første er fyldt med 

sand, den anden er fyldt med sten. Sandørkenen 

dækker hovedsageligt den sydøstlige del af landet. 

Vinden blæser sandet op i klitter af betydelig højde. 

Imellem klitrækkerne blotlægges undergrunden i 

nøgne afblæsningsflader. 4WD-udfiugter til det område 

er en udbredt sport blandt såvel qatarier som expats. 

4WD i sandet. 

44 

At fræse op og ned af klitterne er nærmest som at 

løbe på ski i en bil. Det syntes mine værter at vi også 

skulle prøve, så en morgen startede en kortege af 

4WD sydpå fra Doha. Den slags udfiugter foregår altid 

i korteger. Der en rimelig god chance for at køre fast I 

sandet, og så skulle der jo gerne være hjælp til at 

komme fri igen. 

Ved industribyen Messaieed sluttede vejen. Så var 

det ud af bilerne for at sænke lufttrykket i dækkene før 

turen kunne fortsætte ud i det bløde sand. Allerede 

ved den første stigning blev kortegen kraftigt reduceret. 

En af chaufførerne, der var i klitterne for første 

gang, formåede ikke at få sin bil op over klittoppen, og 

en gruppe biler blev derfor tilbage for at tage en nemmere 

rute. 

Vi var 3 biler tilbage, der fortsatte sydpå. De næste 

timer gik det op og ned ad klitterne. Nu og da blev 

klitterne for stejle og bilerne måtte tage tilløb op til 

fiere gange før det lykkedes at nå toppen. Ind imellem 

kørte vi ned på afblæsningsfiaderne for at få sparket 

nogle km af os. Her gik det over stok og sten i højt 

tempo. Efter nogle timer dukkede Khor AI Udaid op, 

en dyb fjord, der skærer sig dybt ind i klitlandskabet. 

Den udgør samtidig grænsen 

mellem Qatar og Saudi. Det perfekte sted for 

en ørken-picnic. Her gik de næste timer med 

mad, drikke, badning og boule. 

Hjemturen gik ad en anden rute. Andre klitter, 

andre afblæsningflader. Næsten nede fra 

en af de højere klitter sad vi uhjælpelig fast. 

Gaspedalen slækket et sekund for tidligt, og 

vi er fanget af sandet. Whatto do? 

End ikke samtlige deltagere fra alle 3 biler, 

kunne få bilen fri igen. Men når nøden er 

størst- ud af det store intet dukker en 4WD 

med qatarier op og nu lykkedes det. Få minutter 

efter hamrede vi ud over fiaderne igen. 

Solen begyndte af vise tegn på at ville i seng. Så vi 

parkerede på en klittop og nød den betagende solnedgang 

over ørkenen før vi trillede de sidste kilometer 

tilbage til civilisationen og de petrokemiske 

fabrikker i Messaieed. 

I mændenes verden 

Om aftenen myldrede det med mennesker på den 

store plads i souqen i Doha. Eller rettere med mænd. 

Ikke en eneste kvinde så vi. Hvor var kvinderne? 

Det oplagte svar ville være, at de muslimske kvinder 

holdt sig hjemme. Ganske sandsynligt, ikke mindst 

her i Qatar, der bortset fra Saudi er det eneste arabiske 

land, der følger den strenge fortolkning af koranen, 

der blev udarbejdet af Muhammad Ibn Abd AI 

Wahhab i 1744 

Men det var bare ikke svaret. Det var overhovedet 

ikke qatarier vi så. Det var fremmedarbejdere! Af Qatars 

650.000 indbyggere er under 200.000 qatarier. 

Gæstearbejderne udgøres af en blandet skare af fattige 

fra især Philippinerne, Thailand, Indien, Pakistan, 

Bangia Desh, Egypten, Jordan, Syrien, Libanon og 

Palæstina. De fleste har slet ikke familien med herover, 

så der er ingen kvinder at tage med i souqen. 

Gæstearbejderne har det ikke nemt. Sponsorsystemet 

giver deres sponsorer stor magt over dem. Hvis en 

sponsor trækker sponsoratet tilbage vil de blive udvist 

øjeblikkeligt. Gæstearbejderne udfører det meste af 

arbejdet i Qatar. Ikke bare det manuelle arbejde i de 

nye industrier eller som hushjælp. Selv regeringskontorerne 

er fyldt med gæstearbejdere. De store virksomheder 

ledes især af briter, franskmænd arnerikanere 

og canadiere. 

Stadig en vigtig sport på Den Arabiske Halvø: Kame/væddeløb. 

45 

Det er en af oliemilliardernes bagsider. Qatarierne har 

simpelthen for mange penge. Emiren, Sheik Hamad 

bin Khalifa AI Thani, er fuldt ud klar over problemet. 

Hvad i alverden skal Qatar gøre den dag, oliemilliarderne 

slipper op, og qatarierne har glemt, hvad det vil 

sige at udføre et stykke arbejde? Regeringen har 

iværksat en række programmer, der skal forsøge at 

gøre det attraktivt for qatarierne at finde tilbage til 

arbejdspladserne. Men i mellemtiden kører qatarierne 

4WD i ørkenen, driver falkejagt og ser på dromedarvæddeløb 

med 4-B-årige jockeyer, der importeres fra 

Sydøstasien. 

Dyrt ljerkræ - 200.000 stykket! 

I Doha besøgte vi markedet for jagtfalke. Falkene sad 

her på hver deres lille pind med en hætte over øjnene. 

De 10-15 falke, der typisk stod til salg i hver butik, var 

en formue værd. Hver af dem kunne sagtens indbringe 

200.000 kr. 

Dromedarer, film og ollomanske fort 

Den nationale dromedar væddeløbsbane lå inde i 

stenørkenen ved AI Shahaniyah i det centrale Qatar. 

Et imponerende anlæg. Syd for den 7 km lange racebane 

lå et kæmpe kompleks af stalde og andre bygninger 

med tilknytning til banen. At bevæge sig rundt 

her var sorn at køre i en middelstor dansk provinsby. 

Overalt så rnan grupper af dromedarer med deres 4 

B-årige jockeyer på vej til eller fra træningen på den 

lange race-bane. Vi kørte hele vejen rundt om banen 

på en udmærket kørevej. På løbsdage er det supporterbilerne, 

der udgør trafikken her. Fra bilerne 

heppes og råbes til jockeyer på banen.

At klæde sig pænt 

Jeg var så heldig at have mødt en englænder i Kota 

Kinabalu, som kendte nogen, der var blevet afvist ved 

grænsen for upassende udseende. Han gav mig en 

folder, som med billeder forklarede, hvordan man 

skulle opføre og klæde sig for at være velkommen i 

Brunei. 

Der er meget, man ikke må 

i det muslimske Brunei. 

Navnet på folderen var: "Social customs and courtesies 

of Brunei Darussalam". Den var publiceret af The 

Department of Information, Prime Minister's Office. 

Den begyndte med en velkomst til landet, en af Asiens 

ældste stater, som havde været muslimsk i mere 

end sekshundrede år, og fortsatte: "Denne håndbog 

er ment som en guide til at hjælpe besøgende og 

fremmedarbejdere i at forstå vores kultur og gøre 

deres ophold i Brunei til en glæde". 

"Please note the important dos and don'ts in this 

booklet, which hopefully will prevent any misunderstandings. 

Sections highlight religion, clothes, food 

and drink, language, driving etiquette and special 

occasions" fortalte den på engelsk. Og den fortsatte: 

"Islam er den officielle religion og er blevet praktiseret 

så længe, at det er blevet en livsstil for Bruneis muslimske 

malajer". Ministeriet for religiøse affærer tager 

sig af islamiske affærer og har sit eget retsvæsen 

"to check on and prosecute breaches of Islamic conduct". 

Den fortalte videre , at Omar Ali Saifuddien Mosqueen 

i BSB var et fremragende stykke arkitektur og blev 

betragtet som værende et af de fineste i regionen. 

Den var opkaldt efter AI-Marhum Sultan Haji Omar' Ali 

Saifuddien Sa'adul Khairi Waddien, far til Hans Majestæt 

Sultan Haji Hassanal Bolkiah Mu'izzaddin Wad- 

50 

daulah, den nuværende Sultan og Yang Di-Pertuan af 

Brunei Darussalam, og at den var åben for besøgende 

hver dag på nær fredag , men at man skulle passe 

på aldrig at gå foran en person, der beder, eller at 

røre kopier af den hellige bog koranen. Herefter var 

der tolv sider med billeder af, hvordan man skulle 

klæde og opføre sig , og hvordan man ikke skuile 

klæde og opføre sig. 

Brunei - sultanatet på nordkysten af Borneo, grænser 

op til Det sydkinesiske Hav, til Sabah og Sarawak i 

Østmalaysia, hvori Brunei udgør to adskilte enklaver. 

Brunei er blevet et af Asiens rigeste lande ved udnyttelsen 

af store olie- og naturgasforekomster, især 

ud for kysten. Det svage internationale oliemarked 

siden 1980'ernes begyndelse har dog mindsket valutaindtægterne 

herfra. Olie og naturgas udgør næsten 

hele landets eksport og bidrog i 1996 med 36 % til 

nationalindkomsten. Man søger nu at udvikle både 

industri og landbrug. Sultanatet har 2500 km meget 

velholdte landeveje. 

Valutaen er Brunei-dollar eller ringgit. Den holdes på 

samme kurs som Singapore-dollar. Brunei er økonomisk 

tæt knyttet til Singapore og Malaysia, og det 

udnytter organisationerne ASEAN og EACA (East 

ASEAN Growth Area) som vigtige forbindelsesled til 

omverdenen. 

Af befolkningen var ca. 67 % malajer, 15 % kinesere 

og resten forskellige indfødte stammer samt indvandrere. 

Man var velforsynet med grundskoler og institutioner 

for mellemuddannelse; desuden et universitet, 

grundlagt 1985. Hovedstaden, Bandar Seri Begawan, 

havde 50.000 indbyggere. Sultanen udnævnte selv 

medlemmerne af sit lovgivende råd, af regeringen og 

af gehejme - religions- og tronfølgerådene. 

Efter islams indførelse i 15. årh . opstod sultanatet 

Brunei, som hurtigt blev en rig handelsmagt med 

overherredømme over hele Borneo og fiere andre øer. 

Efter europæernes ankomst i 16. årh. gik det tilbage 

for sultanatet, der kom ned på sit nuværende omfang, 

efter at Sir James Brooke havde fået Sarawak som 

rajahdømme i 1841, og British North Borneo Company 

havde sikret sig Sabah i 1878. Ti år efter blev 

sultanatet et britisk protektorat. 

Under 2. verdenskrig blev området besat af japanerne. 

Brunei fik selvstyre fra 1959. Tre år senere var der 

et oprørsforsøg, fordi sultanen nægtede at lade sit 

rige land indgå i forbundsstaten Malaysia. Efter fælles 

aftale af 1971 ophørte protektoratet med udgangen af 

1983, og Brunei optoges i FN og blev ti år senere 

medlem af GATT. 

De smukkeste pengesedlerjeg nogensinde har sel.. . 

Fy, fy, skamme, skamme . 

Det blev betragtet som uhøfligt at spise eller drikke, 

mens man spadserede rundt offentligt, og det var forbudt 

ved lov at tilbyde muslimer alkohol og svinekød. 

Det var også forbudt ikke-musli mer at spise eller drikke 

fra solopgang til solnedgang i ramadanen, som her 

kaldtes Puasa, i nærværelse af muslimer. At pege 

med pegefingeren eller slå næven i håndfiaden blev 

betragtet som uanstændigt. 

Man skulle altid give og modtage ting med højre hånd, 

og hvis man spiste med fingrene, altid med højre 

hånd. Hvis man blev tilbudt mad eller drikke i et muslimsk 

hjem, var det høfligst kun at acceptere ganske 

lidt, og hvis man afslog noget, man blev budt, var det 

høfligst at berøre tallerkenen let med den højre hånd. 

Den fortalte også, hvordan man skulle sidde, og at, 

hvis man ejede en hund, skulle holde den ude af 

syne, hvis man ventede muslimske gæster. 

Man måtte ikke give hånd til en person af det modsatte 

køn og under ingen omstændigheder berøre 

nogen, inklusiv børn, på hovedet, hvilket blev betragtet 

som ualmindeligt uforskammet. Ikke at tabe ansigt 

er ekstremt vigtigt overalt i Asien. Takt og diplomati 

var værdsat over alt andet. "Husk, at hvis du får 

nogen til at tabe ansigt, taber du selv respekt", 

sluttede den toogtyve sider lange folder. 

Jeg blev godt en uge i Brunei og forlod landet, før mit 

visa udløb, bare for en sikkerheds skyld. Da jeg tog af 

sted blev jeg enig med mig selv i, at når der var så 

mange biler, kunne jeg vel lifte vestpå til Sarawak i 

Malaysia. Jeg tog rygsækken på ryggen, kasketten på 

hovedet, piben i munden og travede ud af landevejen. 

På et tidspunkt mødte jeg en flok aber, bavianer, og 

de fuigte mig nysgerrigt fl ere hundrede meter og så 

hele tiden meget forbavsede på mig. De havde vel 

aldrig set en mand med rygsæk, eller også var det 

piben, der interesserede dem. 

51 

På et tidspunkt havde de set nok og forsvandt 

legende og hoppende som børn ind i junglen. 

At være en glad fattigrøv 

Jeg gik flere kilometer uden at blive taget op, 

selvom der passerede mange biler. Men da jeg 

på et tidspunkt tog kasketten af, så man kunne 

se at jeg var en lyshåret turist, standsede den 

første bil, der kom. 

Det var en forretningsmand. Han hed Steve og 

var kri sten. Han kørte i en helt ny firhjulstrækker 

og fortalte, at han havde fire biler mere hjemme i 

garagen. Han skulle til Miri i Sarawak, det vestlige 

område af Østmalaysia. Det var også der, jeg havde 

tænkt mig hen, så jeg kom med hele vejen. 

Undervejs fortalte han mig om de kristnes liv i Brunei. 

De havde et slags undergrundskultur med skjulte diskoteker, 

som serverede alkohol. "Men du vil aldrig 

finde dem", sagde han, "medmindre du ved, hvor du 

skal lede". De muslimske forretningsmænd tog til Pulau 

Labuan, en skattefri ø i Sabah, Malaysia, hvor de 

ikke havde problemer med at drikke alkohol og have 

elskerinder. 

Han havde meget, meget lange fingernegle og fortalte 

at det var forretningsmændenes uniform, ligesom forretningsmænd 

i Europa havde hvid skjorte, slips og 

deres små dokumentmapper. Udover de lange fingernegie, 

havde de også alle et "titusind dollars guldarmbåndsur", 

som viste, at de var forretningsmænd. 

Steve satte mig af ved Miris centralmarked. Her fandt 

jeg Tai Long lodging house, et kinesisk guesthouse 

med spytbakker og det hele. Faktisk boede jeg konstant 

på kinesiske hoteller, mens jeg var i Malaysia. 

De passede bedst til min økonomi, og der va r altid 

mange interessante mennesker. Fra Miri tog jeg via 

Sibu til Kuching, kattebyen, hvor jeg blev nogle dage 

og så på katte fo r derefter at flyve tilbage til Kuala 

Lumpur, hvor min rejse begyndte og sluttede. 

Men en ting slog mig. Fol k her i Brunei så ikke glade 

ud. De Io og smilede ikke som folk i Malaysia og Indonesien. 

Så igen, igen, forstod jeg at penge og magt 

ikke nødvendigvis gør folk lykkelige. Måske nærmere 

bekymrede. Indonesien var absolut det fattigste land 

af de fire lande jeg besøgte i denne omgang og absolut 

det land, hvor folk var lykkeligst. 

Så alle I fattigrøve, her hjemme i Danmark. Don't 

worry - be happy.

I spjældet i Tunesien 

Tekst og foto: Arne Runge 

"Sagsøgte sættes fri fra fængslet, men må ikke forlade landet, før en endelig afgørelse foreligger'. Jeg åndede 

lettet op, det samme gjorde den danske charge d'affaire, som havde hjulpet mig i retten. 

Jeg havde godt nok kun siddet fire dage I spjældet, 

men det havde været fire dages mareridt. Et af de 

værste jeg havde haft i mit liv. Flere år senere kunne 

jeg vågne badet i sved, fordi jeg havde drømt, at jeg 

stadig sad der. Det var vist meget tæt på en lang 

fængselsstraf. 

I Tunesien havde man i 1980'erne gældsfængsel, 

hvad man formodentlig stadig har, og jeg var uforvarende, 

gennem mit job som rejseleder, kommet til at 

skylde nogen penge til nogle hotelejere. Da rejsebureauet 

gik konkurs, var jeg den eneste forbindelse 

til den halve million kroner, de havde til gode. De sidste 

gæster så målløse til , da deres rejseleder blev lagt 

i håndjern og ført bort. 

Da Danmark ville sydpå 

Sommeren 1980 var en dårlig sommer. Det regnede 

uafbrudt, og alle ville sydpå til solen. Rejsebureauerne 

havde gode tider. Jeg var på det tidspunkt rejseleder 

på Mallorca, for Kønig Rejser, et mindre dansk rejsebureau, 

som kun havde Mallorca og Sicilien på programmet. 

Da chefen Mogens Kønig hørte, at jeg talte 

fransk og havde været rejseleder i Tunesien for Tjæreborg 

året før, stak han mig et hundrede danske 

tusindekronesedler og bad mig rejse til Tunesien og 

åbne en ny destination for bureauet. De kunne for 

øjeblikket sælge alle de rejser, de overhovedet kunne 

skaffe hotelpladser til. 

Ni dage senere ankom de første 108 glade feriegæster. 

Der var hotelpladser til alle, men ikke nødvendigvis 

lige det, de havde bestilt. Der var Ingen brochurer 

om Tunesien på salgskontoret i København, så gæsterne 

måtte bare stole på, hvad sælgeren fortalte. Var 

der havudsigt, lå det tæt på stranden, var det i et roligt 

og sikkert kvarter hotellet lå og så videre. Der var alt, 

hvad gæsten ønskede, fortalte sælgeren og fyldte det 

ene fly efter det andet. Så stod jeg med problemerne, 

når gæsterne ankom. Det skulle nok gå, tænkte de i 

København. Det gjorde det også, men ikke lige på 

den måde de havde regnet med. Den sommer var et 

mareridt fra begyndelsen. Det blev bare værre og 

værre og endte med at jeg sad fængsel i fire dage og 

senere i hotelarrest i knapt en måned, gudskelov med 

52 

kontakt til og hjælp fra den danske charge d'affaire i 

landet. 

Jeg havde en uge til at skaffe hotelpladser til de første 

108 gæster. Midt i højsæsonen. En højsæson, hvor 

det øsregnede i Nordeuropa, så alle ville sydpå. Det 

var ikke til at opdrive flere hotelpladser i Spanien, så 

derfor var det interessant at skynde sig til for eksempel 

Tunesien for at skaffe flere mennesker ud at rejse. 

Folk stod simpelthen i kø for at komme af sted. 

Det var ikke en let opgave. Jeg fandt et lille lokalt og 

billigt, men rent hotel, sådan et slags backpackerhostel, 

midt inde i medianen. Ali Baba hed det. Jeg fik 

hele hotellet, fyrre senge, så de lokale måtte flytte ud. 

Hellere lidt mindre for et værelse, men til gengæld 

fyld t op hele sæsonen, som jeg lovede ham. Og kontant 

betaling hver uge, når gæsterne rejste. 

På selve strandvejen, ikke langt fra centrum, fik jeg 

også fyrre senge. Hotellet var ikke åbnet endnu, og 

der blev stadig arbejdet på den ene fløj. Direktøren 

var glad for at få lejet værelser ud så tidligt i byggeriet 

og så for hele sæsonen. De sidste senge fa ndt jeg, 

efter flere dages søgning, i et gammelt hotel tæt på 

centrum. Gran Hotel. Alt var klart den onsdag eftermiddag, 

da de første gæster ankom. 

Min søn Tonny på sytten år var med i flyet. Han gik 

stadig I skole i Danmark, men havde sommerferie, og 

da jeg nu var blevet destinationschef, var det nærliggende 

at lege neapolitaner og antage ham som rejseleder. 

Velkommen til Tunesien 

Velkommen til Tunesien, alle der skal til Hotel Abdullah, 

skal med den grønne bus og alle andre med den 

gule. Du skal bare sætte dig i den grønne ved siden af 

chaufføren, han kender vejen, sagde jeg til Tonny. 

Når du kommer til hotellet, klarer receptionisten resten, 

og når jeg har tjekket mine gæster ind, skynder 

jeg mig over til dit hotel. Hvis der er problemer, så 

fortæl at du er ny og "chefen", som er din far, kommer 

her til hotellet om lidt. 

Tonny havde aldrig været rejseleder før, men han var 

en frisk knægt, så han klarede sin debut. Chaufføren 

talte fransk og Tonny talte spansk, som jo ligner 

fransk lidt, i hvert fald på kropssproget. Det gik fint. 

Men han fik sit livs chok, da han tog mikrofonen, 

vendte sig om mod gæsterne, for at fortælle dem at 

køreturen tog en halv time, at de skulle passe på solen 

og ikke måtte drikke vandet af hanen. Tre sætninger 

jeg lige fortalte ham i lufthavnen. Han fortalte 

mig næste dag, at han ikke kunne få et ord frem, da 

hundrede øjne pludselig kikkede på ham. Han var 

blevet dybt rystet, men næste gang gik det som det 

skulle. Det var helt andre problemer, vi skulle slås 

med. 

Gæster til A li Baba, sagde jeg, og åbnede døren. Det 

var mørkt, og der var ikke meget lys i medinaen. Flere 

af gæsterne fik et chok. De havde fået lovet bl.a. havudsigt. 

Der var bestemt ikke havudsigt midt inde i medinaen. 

Der var ingen valgmuligheder. Jeg kommer 

tilbage i morgen tidligt, så må vi se på, hvad vi kan 

gøre, sagde jeg og skyndte mig ud til Tonny. 

Receptionisten på Hotel Abdullah var næsten færdig 

med at tjekke ind, da jeg ankom, men der var nogen 

af gæsterne der, selvom det var mørkt, havde opdaget, 

at der stadig blev bygget på hotellet. Det var de 

ikke så glade for. Småproblemer, forklarede jeg 

Tonny. Bare vent til de vågner i morgen. 

Der var selvfølgelig en grund til , at de hoteller jeg 

havde fundet, kunne levere tomme senge her midt i 

højsæsonen. Det hele var en nødløsning. Når nu alle 

danskere absolut ville sydpå, så måtte man tage til 

takke med, hvad der var. Det var bare ikke alle, der 

ville forstå det. 

Når ballonen springer 

Well, de fleste folk var trods alt glade. Solen skinnede 

og fuglene fløjtede. Det værste var, når flyet var overbooket, 

og der ikke var plads til, at alle kunne komme 

hjem igen. Så var der panik. Det lykkedes som regel 

at finde nogle unge mennesker, der ville blive en uge 

mere gratis. Men der var gange, hvor det ikke lykkedes 

at finde nogen, der ville blive. Så var det bare at 

lade folk tjekke ind , og de sidste i rækken kom så ikke 

med. Sådan. 

En gang gik det ud over en ung fyr fra Vesterbro i København. 

Han blev så rasende, at han overfaldt Tonny. 

Jeg måtte springe hen og hjælpe. Politiet kom ilende, 

han fik håndjern på og blev kørt op. Jeg havde 

blod på min hvide skjorte og halvdelen af ærmet var 

revet af, da jeg kort efter tog imod de nye gæster, der 

ankom med flyet. Velkommen til Tunesien, alle, der 

skal til Hotel Abdullah, skal med den grønne bus, og 

alle andre med den gule. 

53 

Chefen Mogens Kønig vidste ikke meget om rejsebranchen; 

han var bankmand. Men han så penge i 

det. Han solgte rejser i massevis, næsten uden fortjeneste. 

Han havde en ide om, at bare han havde penge 

at arbejde med, ville der komme fl ere til. Han 

havde mange jern i ilden, men mange af gæsterne 

kom hjem og klagede til klagenævnet, så han måtte 

betale store erstatninger. Til sidst brast ballonen, og 

firmaet gik konkurs. 

Det hele foregik temmelig bananrepublikansk. Jeg 

havde været i landet før som rejseleder for Tjæreborg 

og kendte proceduren med registrering og arbejdstilladelse. 

Så jeg gik straks ved ankomsten op i turistministeriet 

og fik udleveret registreringspapirerne, udfyldte 

dem og sendte dem med flyet hjem til bureauet i 

Store Kongensgade for at blive underskrevet. 

Jeg fik dem bare aldrig retur, så firmaet i Tunesien 

eksisterede egentlig slet ikke. Det var det, dommeren 

forklarede mig i relten. "Vi kender ikke nogen Monsieur 

Mogens Kønig", sagde han. "På hotelkontrakterne 

står der Arne Runge, hvem er Monsieur Arne 

Runge?" Jeg følte mig meget lille og svag, da jeg 

målte indrømme, at det var mig, der stod som skyldner. 

Før var jeg den store destinations chef, ham med 

pengene. Jeg var personligt venner med alle tre hoteldirektører 

og kom i deres hjem. Pengene for værelserne 

faldt prompte hver uge. Flykaptajnen havde 

hver gang en kuvert med til mig. Der lå altid 100.000 

kroner i kontanter i kuverten. Det var til at betale hotellerne 

med. Økonomisk hvilede destinationen i sig 

selv. Indkomster på udflugter, gik lige op med de omkostninger, 

der var udover hotelregningerne. En onsdag 

havde kaptajnen pludselig ingen kuvert med til 

mig. Jeg sendte en telex til kontoret og blev beroliget 

med, at der kom dobbelt på næste onsdag. Men der 

kom heller ingen kuvert ugen efter. 

Det var svært at forklare hotelejerne situationen, men 

gudskelov var jeg hele tiden ærlig over for dem. De 

va r virkelig blevet mine venner. Jeg fortalte, at jeg 

faktisk slet ikke kendte min chef. Jeg havde aldrig 

mødt ham personligt, men at han var kendt i Danmark 

og havde haft rejsebure au i flere år. Og at han tilsyneladende 

ikke havde manglet penge før nu. Jeg 

havde ingen anelse, om der kom penge, målte jeg 

indrømme. Jeg kunne også bare håbe. 

Den tredje uge uden kuvert med penge gjorde udslaget. 

På hotel Abdul ville receptionen ikke udievere 

folks pas, da de skulle rejse. Jeg ringede til min "ven" 

politichefen. Jeg kendte ham personligt. Han kom ofte 

på hotellet og drak en cola og scorede lyshårede piger. 

Han kom med det samme, men da den sidste 

gæst havde fået sit pas, blev jeg lagt i håndjern og 

taget med på stationen. Bare som sikkerhed for pen-

gene, sagde han, ikke noget personligt. Han gjorde 

bare sit job. Vi var stadig venner. Håbede jeg i hvert 

fald. 

Papillan 

Jeg blev låst inde i en mørk betoneeIle bag to metaldøre. 

En tremmedør og en dør af jernplade. Der var 

intet i cellen, intet andet end mig selv. Ingen seng, 

ingen tæpper, ingenting. Jo for resten, der var et hul i 

gulvet. Cellen var atten skridt lang og tolv skridt bred. 

Jeg var så nelVøs, at jeg nogle gange var ved at besvime, 

fordi jeg ikke kunne få luft. Rolig, rolig , sagde 

jeg til mig selv og prøvede på at trække vejret langsamt. 

Langsomt. Langsomt. 

Jeg genoplevede bogen Papillan inde i hovedet. Jeg 

gik og gik og gik, rundt i cellen langs væggene, mens 

jeg i fantasien forestillede mig, at jeg gik en tur ned af 

Istedgade i København. Jeg gik ind i på den lille cafe 

og satte mig i baren. Det var stadig Peter Mølvang, 

der var tjener. Jeg bestilte en hof og så mig omkring. 

Pludselig kom Plat-Ronni ind af døren. "Hej Platten", 

"hej Arne, har du fået noget fisse?" 

Det virkede sgu'. Han var smart, ham Papillan. Jeg 

besøgte alle de mennesker jeg kunne komme i tanker 

om. Jeg levede i en helt anden verden. En slags autistverden, 

for ikke at blive tosset. 

Jeg havde gudskelov smøger med og kunne få ild ved 

at banke på porten. Men der kunne gå lang tid, før de 

åbnede, så når jeg havde fået ild på en smøg, tændte 

jeg den næste med den første og røg fire fem smøger 

i træk, før nelVerne var faldet til ro. 

54 

Jeg fik mad to gange om dagen. Kaskrul kaldte de 

det. Det var et franskbrød lavet som en sandwich, 

med rød chilisavs og kartofler inden i. Jeg skulle banke 

på porten for at få vand. Så åbnede 

vogteren for en hane udenfor cellen, så 

jeg kunne drikke vand af det rør der 

stak ud af væggen inde i cellen. Når jeg 

var færdig måtte jeg skynde mig at råbe 

stop ("Gaf!"), så der ikke kom for meget 

vand på stengulvet. Jeg skulle jo sove i 

det. 

Jeg sad der i tre døgn. Så blev jeg hentet 

til afhøring. Jeg fortalte historien, 

som den var, at jeg havde sendt registrerings 

papirerne til rejsebureauet i 

København, aldrig havde fået dem tilbage, 

men at jeg havde flere telex med 

tilladelse til at skrive kontrakter for firmaet. 

De skrev det hele ned og fortalte, 

at jeg skulle for en forhørsdommer dagen 

efter, og at den danske ambassade 

ville være til stede. Jeg bad om at måtte 

blive flyttet sammen med andre fanger 

og tilbragte et døgn med fjorten arabere 

i samme celle. 

Her var heller ingen senge, men tæpper, og de havde 

tændstikker og røg konstant. Jeg lærte dem at klunse 

for at få tiden til at gå. Det varede meget længe, før en 

af dem forstod, hvad det gik ud på. Ingen talte andet 

end arabisk. Og jeg kunne stort set ikke meget andet 

end tallene. Men de fik mig alligevel forkl aret, at jeg 

stod til seks til syv års gældsfæng el. En halv million 

kroner var mange dinarer i 1980'erne i Tunesien. Thi 

kendes for ret. Arne Runge skal sidde i 11 celle på 

politistationen i Sousse og klun m d fj orten arabere 

de næste seks-syv år. Så får j n k I rt arabisk, 

tænkte jeg. 

Mohammed, Mohammad & Mohomm d 

Så vidt jeg husker, hed do MoI10nll11 d alle sammen. 

Der var en, der bad i lim vi til /lllnh m, at hans svoger 

måtte overleve. Det var hom Iv, d r havde stukket 

ham ned i et raseriopgør, Onu I h n på hospitalet. 

Hvis han overlev d nk Il n "klin" livsvarigt 

fængsel, men hvis han død ,I)I v Il n kudt. 

Andre var simple tyveknægte. Det var Sousses underklasse, 

der var repræsenteret her. Den ene var 

mere klondykos end den anden. De havde også siddet 

i flere dage, måske uger, i det samme tøj uden at 

blive vasket. 

En af hoteldirektørerne havde sendt en knægt over 

med et karton cigaretter til mig. Det købte jeg fjorten 

venner for. Bare ryg , sagde jeg, de er kollektive. Fjorten 

venner for en karton cigaretter - det var brilleme 

da billigt. Men de rokkede sig ikke. Jeg stod til sekssyv 

års gældsfængsel, det var de sikre på. Men de 

syntes det var synd for mig, sagde de, mens vi røg 

mine smøger. 

Jeg mødte hoteldirektørerne i retten. De var meget 

kede af det. De ønskede på ingen måde, at jeg skulle 

dømmes, men hvis der var den mindste chance for at 

de kunne få deres penge, så.... De havde også talt 

med den danske charge d'affaire, som var her på 

ambassadens vegne og næsten indset, at der ikke var 

nogen chance overhovedet for at på penge. Der var 

simpelthen ingen penge. Firmaet eksisterede ikke 

mere. Det gjorde udslaget. Da de indså, at der ingen 

penge var, frafaldt alle tre sagen for at redde mig fra 

fængsel. Der var ingen nag, ingen hard feelings 

overfor mig. Jeg blev sat i husarrest på hotel Abdul. 

Charge d'affairen fik udleveret mit pas, men jeg ville 

ikke kunne komme ud af landet, før sagen var afsluttet, 

fortalte han. Jeg var på en liste. 

Hoteldirektørerne og dommeren var tilfredse med, at 

jeg boede på hotel lige over for politistationen, men 

politiet var sure. De ville have mig ind i cellen igen. Til 

sidst flygtede jeg med charge d'affairen i hans bil til 

hovedstaden. Jeg flyttede ind på den danske ambassade 

i Tunis. Vi havde god tid , mens vi ventede på 

tilladelse til , at jeg kunne forlade landet. 

Charge d'affairen underholdt mig med fantastiske 

historier fra hans tid som diplomat. For nogle år siden 

havde han hjulpet en ung dansk mor med at flygte fra 

landet med sit barn. De var blevet smuglet fra Tunis til 

Sicilien i en sejlbåd. Han havde tænkt det samme 

med mig, hvis vi ikke fik tilladelsen. Så skulle jeg bare 

forsvinde sporløst til Sicilien. Det beroligede mig en 

smule. 

Charge d'affairen kontaktede dagligt retten , og pludselig 

en dag blev der sagt, at sagen var afsluttet. Ingen 

havde gjort indsigelser, og jeg kunne forlade landet. 

Men han var ikke sikker på, om jeg var blevet 

slettet af listen. Nu var det om at komme af sted, før 

nogen fortrød. Der gik et fly til Paris to timer senere. Vi 

styrtede til lufthavnen og købte en billet. Charge 

d'affairen fulgte mig til paspolitiet, hvis jeg skulle få 

brug for hjælp. Det fik jeg ikke, de kikkede i papirerne, 

men jeg var åbenbart slettet. Først da flyet var lettet 

og jeg kunne se Tunesien langt nede under mig, begyndte 

jeg at slappe af. Good Buy Tunesien, hasta la 

nunca. 

Islam? For mange vesterlændinge indbegrebet af udemokratisk ensretning, 

en opfattelse man let får ved at se TV fra Mellemøsten; her fra en militærparade i Iran. 

Oplev en anden side af Iran s. 17 og 20 og islam generelt s. 8. (folo: Poul Saabye). 

55

Vildmarkskanotur i Nordvestterritoriet 

Tekst og foto: Marianne Christensen 

Turen her er ikke afhelt ny dato (1991), men i det nordlige Canada står tiden ret stille - gudskelov. Den fantastiske 

natur er så enorm, at det varer længe, om nogensinde, før den bærer præg af civilisation. 

Turen var arrangeret af Gate Eleven, og det viste sig 

at de to turiedere vist mest havde lavet turen for at 

have nogen til at betale for deres egen fornøjelsestur. 

Det resulterede i hvert tilfælde i, at gruppen af og til 

oplevede det som lidt af en overlevelsestur. Gudskelov 

var det en rigtig god gruppe, eller også blev den 

det af førnævnte følelse. 

Vi var tre par og fire singlefyre, udover de to guider. 

Og så var der en meget rutineret tidligere guide, der i 

en enmandskano ville sejle et par dage foran os. Vi 

kunne så være hans backupgruppe, hvis noget gik 

galt. Målet var Mountain River, der ligger totalt isoleret 

højt oppe i bjergene i det Nordlige Nordveslterritorie 

over mod Alaska nær den Nordlige Polarkreds. 

Floden er en smal flod , der skærer sig igennem høje 

klipper, og pga. af faldhøjden noget vild og tilmed 

krydret med flere mellemstore strømfaid af kategorien 

2-3 og enkelte steder 4. Turen var beskrevet som en 

tur for alle kano- og naturinteresserede, og da min ex 

og jeg i årevis havde padlet på Gudenåen, mente vi at 

det målte lige være noget for os. På de ture plejede 

jeg bare at have padlen i, når der var der var ugler i 

mosen, og det kunne jeg vel også på denne tur! 

Hjemmefra havde vi pakket "kufferterne", som var en 

stor vandtæt tønde til hver. Det begrænsede volumen, 

for det hjælper altså ikke så meget at sælte sig ovenpå 

en plasttønde for at presse tøjet sammen), så der 

blev for min del foretaget nogle skrappe valg. Som 

den frossenpind jeg er, valgte jeg at tage to soveposer 

56 

med (en lille dunpose indeni Ajungilakken) og så rationere 

på tøjet, et valg der skulle vise sig at være 

yderst fornuftigt. 

Vi fløj via Edmonton, Aiberta til Norman Wells i Nordveslterritoriet. 

Norman Wells er en lille olieby på 550 

indbyggere, og det er virkelig et klondike! Der er to 

butikker, et supermarked, en butik og så selvfølgelig 

the liquor store - plus et hotel med en kæmpebar. 

Vi camperede ude ved den sø, hvorfra vi skulle flyve 

næste dag. Det blev imidlertid udsat, fordi der blev 

skovbrand i bjergene, og så målte alle fly ud og hjælpe 

med slukningsarbejdet, også vores lille gule twinalter 

fly. Det var held i uheld, for om nalten begyndte 

det at sne !! Det havde canadierne aldrig oplevet i 

august, så mens vi ventede på opklaring, tog vi ind til 

supermarkedet og købte polarstøvler, skisokker, halsedisser, 

huer og flere iange underbukser. 

Så kunne vi endelig lelte med fire kanoer og seks personer, 

så flyet måtte flyve to gange. En times flyvning 

op over bjergene og Mountain River (fantastisk flot) til 

en lille sø 1100 moh, hvor vi blev sat af og overladt til 

os selv de næste 17 dage. 

Så skulle vi finde flodens udspring blandt tundraens 

tuer. Det betød en del slæben med kanoer og tønder, 

for nu havde vi fået en tønde mere pr. kano. Det var 

vores mad til resten af turen, som vi dog håbede at 

kunne supplere med lidt jagt og fiskeri. 

Faktisk trak vi kanoerne hele dagen, for floden var kun 

få cm dyb det første stykke. Dagen blev dog krydret 

med rener, store bjørnespar (en grizzly er let 3-4 m 

høj!) og så snedriver hist og pist. Til aftensmad fik vi 

11 ryper, ramt med fire skud, og vi nød bålet i den 

smukke men iskolde nat. 

Så kom turens første padledag. Floden snoede sig 

gevaldigt, og med en lidt skæv bagagepakning ja så 

vendte min kano rundt i allerførste sving!! Og vandet 

er vel bare 2 grader, og der er stærk strøm i floden 

allerede nu. Så det var ikke ligesom på Gudenåen, 

hvor vi padler fremad. Næh, her må man padle baglæns 

for ikke at få for høj fart på . En noget ander- 

ledes øvelse. Længere nede ad floden skulle vi igennem 

en canyon. Her havde en af de andre kanoer sat 

sig på tværs, og med den kraft vandet pressede, tog 

det lang lid før de fik den løs. 

Næste dag havde vi flere af samme begynderproblemer, 

men ellers gik det derudaf trods bagpadling: 15 

km/t, 28 km total og et samlet højdefald på 80 m. 

De fire første dage kæntrede Bents og min kano hver 

dag , og så gjaldt det om at få fat i padlen og den omvendte 

kano og få sig vendt, så benene vendte i 

strømretningen. Fik vi en fod under en sten eller en 

træstamme, var vi hurtigt trukket ned under vandet. 

Og ingen kunne svømme hen og redde een. De fire 

iskolde dukkerter fik herefter lært os at holde os inde i 

inderkurverne i hvert eneste sving. Jeg er ikke nogen 

vandhund. 

Ved lejrslagning gik vi på blåbærtur og håbede at de 

friske bjørnespar ikke var alt for friske! Det er lidt sjovt. 

Man både håber og håber ikke at se bjørn på sådan 

en tur. 

Den fjerde dag blev det kun til tre kvarters times sejlads. 

Det blæste simpelthen for meget. Og regnede, 

så vi slog lejr igen, og havde lige fået tørt tøj på, da 

det begyndte at sne!! Sneen lagde sig som et hvidt 

tæppe, og teltene var lige ved at vælte af tyngden. Det 

føltes ikke så koldt, for luften var meget tør, men alligevel 

snakkede vi om at det mere lignede 24. december 

end 24. august. Og så fantaserede vi om at 

danse om juletræet i den varme stue. Temperaturen 

faldt om nalten til + 10 grader, men med to soveposer 

på havde jeg ingen problemer. 

Men vi kunne ikke sejle før dagen efter igen. Så vi gik 

alter på blåbær- og rypejagt og så bjørnespar bare 

57 

100 m fra teltene. Men jeg fik fortalt, at når 

de lugter bållugt, tror de, det er skovbrand, 

og flygter væk..... 

Næste dag padlede vi 32 km med et højdefald 

på 200 m og så en stor ørn og en masse 

overgnavede træstammer. Bævernes 

arbejde. 

De stejle klippevægge blev højere og højere, 

floden blev bredere, og temperaturen 

steg. Vi overnattede ved en lille, lav skov og 

fik for anden gang på seks dage varmet 

vand til lidt hårvask og intimhygiejne. 

Og den dag fik også vi frisk kød! Efter seks 

dage på frysetørret mad suppleret med 

grøntsager og nogle få ryper (vi fangede 

bare een fisk på hele turen) skød turens mest entusiastiske 

jæger en 100 kg tung ren. Det var godt nok 

fire dage før jagtsæsonen, og at skyde en bjørn kostede 

$ 5.000 i bøde - selv ved selvforsvar, men vi forventede 

ikke at se nogen ordensmand herude i ødemarken. 

Alligevel måtte jægeren for en sikkerheds 

skyld og med blødende hjerte lade geviret ligge, gemt 

under nogle buske. 

Vi andre nød det i tre timer grydestegte, fantastisk 

møre, velsmagende kød i flere dage. Umm. Selv mig, 

der er vegetar. Og flødesovs! Gert havde taget dåseflødeskum 

med til irish coffee, men han tryllede en 

himmelsk sovs frem med den ene dåse. 

Næste dag slog vi lejr ved indgangen til en flot canyon, 

hvor der nedover løb et4- benet vandfald. Vi 

kunne stadig se toppen af de sneklædte bjergtoppe, 

selvom vegetationen blev mere frodig og temperaturen 

var steget til +10 grader.

Først den 10. dag indhentede vi Joakim, der havde 

sejlet alene i sin egen kano. Han havde ventet på os 

det samme sted i fem dage, pga. af alie vores uventede 

kæntringer, og var ved at blive lidt "skør" af at 

være alene. Og lidt bekymret for os, så han havde 

prøvet at få kontakt til civiiisationen via den nødradio, 

vi havde med, men som han havde haft i kanoen. Han 

havde ikke fået kontakt, så godt at ingen af os brækkede 

et ben eller fik blindtarmsbetændelse på turen. 

Om natten oplevede jeg Nordlys for første gang. Lilla 

zigzag og andre mønstre hen over himlen hele natten. 

Fantastisk oplevelse, som jeg senere har oplevet 

mange gange den vinter, jeg boede i Grønland. 

Vi havde ikke set mange dyr undervejs. Faktisk kun 

rensdyr, hovederne af to bævere og lyden af deres 

klasken med halen i vandet, og så bjørnespar. Men 

næste dag fik vi en stor oplevelse. Mens vi padlede, 

fornemmede vi noget stort mørkt inde på bredden og 

lige pludselig trådte en kæmpestor moose (elsdyr) ud i 

floden lige foran den første kano. 

Så kan det nok være, at de to guider fik bagpadlet!! 

Elsdyret vendte sit store hoved og gevir rundt mod 

kanoene og fnyste, og havde de været for tæt på den, 

havde de fået sig en tur i en flyvende kano. 

Den dag tog de sejeste sig en tur i en svovlkilde i 

kraftig blæst. Og om aftenen så Joakim en jerv bag 

vores lejr. Der hvor Mountain River løber ud i Mackenzie 

River (som løber videre op til lshavet) skulle vi 

hentes af nogle canadiere og to halvblodsindianere i 

tre motorbåde. Men vi var en dag for tidligt, så vi gik 

på opdagelse (hvor dejligt at få brugt benene) og fandt 

en pelsjægerhytte. 

58 

Men så blev vi hentet - motorbådene var kommet en 

dag tidligere. Sejlturen tilbage til Norman Wells tog 3)1, 

time i stiv blæst og iige før byen gik vores motor i stykker. 

og vi måtte padle båden ind til kysten . 

Da vi kom i land var første stop byens cafeteria, hvor 

vi gik amok i bøfsandwich, fisk og kirsebærkage, masser 

af slik og øl. Flot middag og vin på restaurant om 

aftenen, og aftenen sluttede i Canadas største bar. I 

mellemtiden havde vi alle 13 været i brusebad på det 

ene hotelværelse, guiderne havde lejet, mens vi andre 

kæmpede for at få sat telt op i stormen. Stormen var 

så stærk, at var vi blevet hentet dagen senere som 

aftalt, havde de ikke kunnet sejle mod strømmen. Bøigerne 

var simpelthen for høje. 

Turens sidste, fantastiske oplevelse - og lidt af et klimaks 

og antiklimaks - var Edmontons Mali, tilbage i 

civilisationen. Udover to etager med masser af forretninger, 

var der tivoli og rutschebane med tre loops. Et 

kæmpeakvarium med en kopi af Columbus' skib, Santa 

Maria, en undervandsbåd og mulighed for at dykke 

der om lørdagen. Og delfinbassin plus mange små 

akvari er med fisk og en gård med tropiske fugle, bl. a. 

en påfugl, der stod og skreg. De bruges ligefrem som 

vagthunde i Sydafrika. 

Så kom vi tilbage til vores værter, fik dansk ost og 

hørte om et mislykket militærkup i Sovjet. Puha. Tilbage 

til "civilisationen". 

Konklusion: Fantastisk flot natur i efterårsfarver. Os 

helt alene ude i vildmarken. På hele turen blev vi 

overhalet at en stor gummibåd med seks canadiere 

og to kanoer med nogle amerikanere. Floden var 

330 km og ikke 250 som beregnet, så det gav fire 

dages ekstra padling og derfor ingen hviledage, bortset 

fra dagen, hvor sneen hindrede os. 

11 kæntringer = 18 timers tidstab, for vi måtte jo op og 

tørres Men som regel spiste vi frokost samtidigt - ligegyldigt 

hvad klokken var. Dvs. yderligere nogle lange 

dages padling. Floden faldt fra 11 00 m til 75 m.o.h. Vi 

havde sne i to dage. Temperaturen lå mellem +10 til 

+15 grader, hvilket var usædvanligt for årstiden. Fordelen 

var at vi ingen myg så. Normalt er der så mange, 

at havregrøden er sort af dem, og man må have 

myggenet på, mens man spiseri 

Følelserne fik frit spil undervejs mellem deltagerne, 

men samtidigt gav det et samm nhold at "overleve" 

sammen, så sammenholdet hold r endnu snart 12 år 

efter. En tur der har prentet ig tyd ligt og klart inde i 

sjælen 

Verdens smukkeste sørejse 

(i verdens dyreste land) 

Tekst og foto: Per Allan Jensen 

Gniere og fattigrøve, læs ikke videre. For at rejse i Norge er noget, der tynger feriebudgeltet ud over det normale, 

medmindre man er i eget køretøj, sover i telt i ødemarken og lever affisk fra floderne og bær fra skoven. 

Forhistorien til denne rejse var lidt kompliceret. Noget 

med en togrejse fra St. Petersborg til Murmansk, der 

næsten bad om at blive afsluttet med en tilsyneladende 

beskeden grænsekrydsning og en hjemtur ned 

gennem Skandinavien. 

Snart dukkede Hurtigruten op som en mulig og attraktiv 

transportform fra det afsides beliggende Kirkenes 

og et stykke sydpå. Da prispolitikken blev gransket 

nøjere, viste det sig, at der var god fornuft i at tage 

hele den fem dage lange tur ned til "endestationen" 

Bergen. 

Senere, da turen med Hurti gruten var booket (skal 

bestilles i god tid i højsæsonen), viste det sig uventet 

problematisk at gennemføre turens første del. Lufthavnen 

i St. Petersborg var lukket pga. byens 300 års 

jubilæum, og transportmulighederne fra Murmansk til 

Kirkenes er sparsomme og ikke særligt pålidelige. Så 

dem turde vi ikke løbe an på, med et dyrt krydstogt 

ventende på den anden side af grænsen. 

Så resultatet blev en ren Skandinavienstur: Tog fra 

Malmø via Stockholm til Narvik (med stop i Kiruna og 

Riksgransen), bus videre til Tromsø og så endelig fly 

det sidste stykke til Kirkenes Geg har jo SAS-bonuspoint, 

tænkte jeg, men gudhjælpemig om ikke den lille 

flyvetur koster 12.000 bonuspoints, lige så mange 

som for at flyve til Svalbard t/r). Derfra som nævnt 

med den legendariske Hurtigrute til Bergen, hvorfra 

endnu 12.000 bonuspoints bragte mig retur til København. 

En forfærdelig masse længde- og breddegrader og en 

masse forskellige landskaber oplevet på en smuk 12dages 

tur i begyndelsen af juni, som er et særdeles 

anbefalelsesværdigt tidspunkt. Der er bunker af sollys 

(vi havde otte dage, hvor solen ikke gik ned), der ligger 

stadig dekorative snemasser i fjeldene og - ikke 

mindst - de berygtede myggesværme er ikke vågnet 

op endnu. 

Første stop var Ki runa, hvor vi boede (som de eneste, 

tror jeg) på et stemningsfuldt gammelt jernbanehotel, 

direkte på perronen. Vi havde fø rst planlagt to over- 

59 

natninger her, men efter en god lang vandretur blev vi 

enige om, at vi havde set nok af Kiruna og omegn, så 

spændende er der altså heller ikke. 

I stedet tog vi videre til Riksgransen, hvor der er en 

anderledes smuk og dramatisk natur. Vi befinder os 

her - som navnet antyder - direkte på grænsen mellem 

Sverige og Norge, og området er kendt som 

Nordskandinaviens største skisportssted. Vi tilbragte 

en herlig solskinseftermiddag med at bestige et sneklædt 

bjerg og kure ned igen på plasticposer, og da vi 

- klokken halv elleve om aftenen - havde indtaget et 

godt måltid mad, lod vi os lokke af lyset til en midnatsbestigning 

af et fj eld ovre på den norske side, så klokken 

blev over to, inden vi kom til ro den aften. 

Togturen videre ud til Narvik skulle være forfærdelig 

smuk, men udsigten var desværre noget hæmmet af 

lavthængende skyer, så det var mest antydninger vi 

fik. I Narvik var vejret gråt og trist, så vi valgte at tage 

videre til Tromsø med den første bus, en smuk fem 

timer lang køretur langs bjerge og fjorde . 

I Tromsø var vi så til gengæld heldige med vejret, 

især den næste dag, som vi tilbragte en god del af på 

det 5-800 meter høje fjeld, der rejser sig stejll fra byens 

østtige udkant. Udsigterne herfra og udover byen, 

fjordene og bjergene vil være evigt fastbrændt på min 

nethinde som noget af det smukkeste jeg nogensinde 

har set. 

Panorama vogn i det nordlige Sverige.

Ishavskatedralen i Tromsø 

Også på flyveturen fra Tromsø til Kirkenes var vi velsignet 

med godt vejr, og da vi fløj med et propelfly var 

højden så tilpas behersket, at vi havde de smukkeste 

udsigter og fik et godt overblik over, hvordan landskabet 

skiftede karakter. Omkring Tromsø er der mange 

høje og sneklædte bjerge, men jo længere man kommer 

over mod Kirkenes, jo mere flader det ud, og 

landskabet her består af et uendeligt antal små buskklædte 

bakker afvekslende med søer og vandløb. 

Ved ankomsten til Kirkenes klokken otte om aftenen 

strålede solen fra en skyfri himmel, og vi var helt overbeviste 

om, at vi nu endelig skulle opleve at se den 

midnatssol, som vi hidtil var blevet snydt for pga. gentagne 

drilagtige aften- og natteskyer på den nordlige 

del af himlen. 

Men nej. Da vi hen ad klokken halv elleve var færdige 

med aftensmaden, viste det sig endnu en gang, at en 

skyformation havde samlet sig omkring solen, pokkers. 

Men vejret var alligevel fantastisk, vindstille, klart 

og med 15-17 graders varme, så vi følte, at vi ikke 

bare kunne gå i seng, noget måtte der ske. 

Det viste sig så, at hotellet udlejede cykler (godt nok 

kun nogle halvramponerede og absolut usexede 

damecykler med kurv på styret), så lynhurtigt var vi 

oppe i sadlerne og på vej mod Rusland. Vi havde 

ingen anelse om, hvor langt der var til grænsen, og 

skiltningen var mangelfuld, men gåpåmodet og optimismen 

fej lede intet, det her var der dog en smule 

eventyr over. 

Lyset var fantastisk og spejlede sig i søer og floder, 

fuglene pippede som besatte - og bakkerne, der fra 

flyet havde set så flade ud, viste sig at være noget 

større, når man kom ned i niveau med dem! 

60 

Efter godt en times sveddryppende kørsel nåede vi 

grænsen, der naturligvis var lukket mange timer forinden, 

men skidt, vi havde jo nok alligevel heller ikke 

fået lov til at krydse den. Det var en næsten surrealistisk 

forn emmelse at stå derude midt i ødemarken 

med si n cykel, klokken tolv om natten i fuldt dagslys, 

og kigge ind over grænsen til Rusland, og til overflod 

blev vi på hjemturen belønnet med, at solen et kort 

øjeblik - i stik nord - tittede frem mellem skyerne, wow! 

Næste dag skiftede rejsen karakter, da vi - over middag 

- entrede det gode skib MIS Trollfjord. Skibet ersammen 

med MIS Finnmarken - det nyeste i den flåde 

på 11 skibe, der besejler den berømte rute fra Bergen 

tii Kirkenes og retur. 

På skibet, der har ni dæk, er der plads til 1.000 passagerer 

(heraf 674 indlogeret i kahytter), som betjenes 

af små 200 ansatte. Der er restaurant, cafeer, barer, 

kiosk, konferencerum, bibliotek, TV-rum, panoramasaloner, 

legerum, sauna og motionsrum samt naturligvis 

et kæmpemæssigt udendørsområde på øverste 

dæk, med masser af liggestole. 

Såfremt man bestiller en hel rundrejse (11 dage) eller 

en halv (5 eller 6 dage, afh ængig af retningen) er 

fuldpension inkluderet i prisen. Vi havde vel nok nærmest 

forestiliet os en eller anden form for haivindustriel 

cafeteri abespisning, så stor og glædelig var overraskelsen, 

da de fem dage viste sig at byde på en 

ubrudt række af gastronomiske oplevelser. Aftensmaden 

serveres portionsvis, mens morgenmad og 

frokost er på buffetbasis, med de mest overdådige og 

veltillavede retter man kan tænke sig. Specielt inden 

for kategori en fisk og skaldyr (måske ikke så overraskende), 

men jeg må sige, at også udvalget af oste, 

desserter og fri ske frugter er overraskende stort. 

Forfatteren på bjergtop i Riksgransen 

Til maden er der gratis vand og bagefter kaffe ad libitum, 

men øvri ge drikkevarer skal afregnes, og her er 

det lige man skal tænke sig lidt om. Et glas øl koster 

45 kr., en mådelig fl aske vin omkring 300, og skulle 

man få lyst til en efterfølgende drink i baren løber 

sådan en let op i et sted mellem 60 og 90 kr.! 

Heldigvis var der et udmærket motionsrum, hvor vi 

kunne få forbrændt nogle af de mange lækre kalorier, 

der røg indenbords. Såvel motionsrummet som den 

tilstødende sauna var forsynet med en kæmpemæssig 

panoramarude, så vi ikke behøvede at gå glip af 

de smukke udsigter. 

Og disse faciliteter var ikke ligefrem overrendt, hvilket 

nok hænger sammen med den noget specielle aldersfordeling 

på sådan en tur. Jeg vil skyde på , at passagerernes 

gennemsnitsalder lå godt oppe i tresserne, 

og det er med garanti den første rejse jeg har været 

på, hvor der var flere kørestolsbrugere end børn! 

Det er vel meget en temperamentssag, om man kan 

klare 5 (eller 11) dage på sådan et skib. Personligt har 

jeg det sådan, at hvis jeg bare har bøger nok, så 

bliver det aldrig noget problem Ueg nåede at læse 

otte). 

Heldigvis var vi temmelig heldige med vejret, og så 

går en god del af tiden jo med at stå eller sidde oppe 

på øverste dæk og falde i svime over de fuldstændig 

fortryllende scenerier, der udspiller sig for ens øjne. 

Solskin om bord - nord for polarcirklen. 

61 

Så snart skibet lægger til - og det sker jo gennemsnitligt 

2-3 gange pr. dag - benyttede vi naturligvis lejligheden 

til at styrte ud og bestige den nærm este bakketop, 

hvis der var en sådan i nærheden. Eller se de 

vig tigste turistseværdigheder, som f.eks . i Trondheim, 

hvor såvel Nidarosdomen som Stiftsgården bestemt 

er en udflugt værd. Og med lidt held er der et supermarked 

i nærhed, hvor man kan købe en håndfuld 

dåseøl til indtagelse på soldækket, og så slipper man 

med "kun" 25-30 kr. pr. stk. 

Selvom man ikke er specielt søstærk, er der ikke 

grund til den store bekymring, for størstedelen af turen 

foregår indenskærs, og kun et par enkelte gange når 

man lige at få en fornemmelse af det store Atlanterhav. 

Det gode skib "MS Trol/fjord"

--------------------- ------- ------------ 

På vej ind i den fantastiske Trollijord 

Det efter min mening allerflotteste område er Lofoten, 

hvor havet sine steder er turkisfarvet, og stejle fjelde 

tårner sig op med is, sne og vandfald, nogle gange så 

tæt på skibet, at man næsten føler, at man kan række 

ud og røre ved bjergsiderne. 

Det var også her - lige syd for Lofoten - at vi havde 

den sidste chance for at se midnatssolen stråle , da de 

tidligere nævnte natlige skyformationer havde drillet 

hver eneste af de forud gående dage. Himlen holdt sig 

vidunderligt klar, og mange tilbragte en god del af 

aftenen på dækket, hvor stemningen blev mere og 

mere euforisk. 

Og endelig lykkedes det - hen over midnat - at se en 

stor glødende ildkugle stå lavt over Lofotens fjelde, 

mens skibet pløjede sig 

sydover på et blikstille 

Atlanterhav. 

Prikken over i'et - mht. 

vejrmæssigt held - var 

det afsluttende ophold i 

Bergen. Den første dag 

var det lunt og let overskyet, 

og dagen efter 

var det strålende sol fra 

en skyfri himmel. Nogle 

kender sikkert historien 

om turisten, der spurgte 

en lokal dreng, om det 

virkelig altid regner i 

Bergen. "Jeg ved det 

ikke", svarede drengen, 

"jeg er kun 15 år"! 

Bergen er en overm åde 

smuk by, specielt da i 

forsommeren, hvor der 

er en gudsvelsignelse 

af blomstrende rhododendron, 

gyvel, frugttræer og alle mulige slags blomster. 

Dertil kommer en udsøgt arkitektur, med smukke 

gamle træhuse langs vandet og hyggelige små gader 

med gamle velholdte huse overalt. Og også her er der 

- som i Tromsø - høje fjelde, der rejser sig ind mod 

landet, og hvorfra der er de mest fantastiske udsigter. 

For den mindre energiske turist er det muligt at lade 

sig fragte op på mekanisk vis, men ellers kan jeg 

varmt anbefale, at man gør turen til fods - specielt da 

hvis man har levet i Hurtigrute-luksus i fem dage! 

Og så til sidst lige en lille advarsel: Hvis man sætter 

sig på en af cafeerne nede ved havnefronten og bestiller 

en øl eller cappuccino, så spørg lige om prisen 

(eller i det mindste udbetalingen) først! 

Hurtigruten: En fuld rundrejse (1 1 dage) koster (i højsæsonen) fra ca. 11.000 kr. pr. person og opefter (helt op til over 

40.000 for de flotteste suiter). Prisen for halve rundrejser er 67 % heraf for den nordgående tur (6 dage) og 55 % for den 

sydgående (5 dage). Vi lod os nøje med den absolut billigste kahyt (cirka 6.000 kr. for 5 døgn). hvor der var overraskende 

god gulv- og skabsplads samt eget badeværelse og TV. Naturligvis intet vindue med havudsigt, men hvorfor også 

sidde i kahytten og se ud, når der er et utal af saloner? I tilknytning tillandgangene arrangeres der en del udflugter, som 

dog er temmelig dyre. Der er masser af info på www.hurtigruten.com. 

Togrejsen: Der er forskellige rabatmuligheder, f.eks. EuroDomino (et land), ScanRail (hele Skandinavien) og Interrail 

(grupper af europæiske lande). Hvad der i en given situation er det billigste afhænger af en lang række faktorer, såsom 

antal lande, rejsens samlede varighed, antal faktiske rejsedage og ens alder. Man kan læse om de forskellige muligheder 

på www.dsb.dkludlandltog. 

2,-4, Maj 2003: Vestsjælland (J akob Friis Larsen): 

Det er ved at være en tradition, så også i år skulle vi 

en tur på weekend til Fatter Ibs sommerhus ved Ordrup 

Næs. Temaet i år var "bjerge", og dem kom der 

mange af til stor glæde for de 15, der havde fundet vej 

til mødet. 

Fredag aften lagde Claus Qvist ud med sin efterh ånden 

klassiske rakkertur hen over det høje, tibetanske 

plateau, og lørdag aften gik vi for alvor i højderne . 

Michael Andersen var først på podiet og berettede om 

sin nylige erobring af klubbens højderekord, en rekord 

, der som bekendt kom på plads ved bestigningen 

af den 6.450 meter høje Mera Peak i Nepal. 

Men vi skulle snart komme endnu højere, da bjergbestigeren 

Jesper Ritzau klokken sent gav sig til at 

fortælle om den danske Dhaulaghiri-ekspedition fra 

starten af gO'erne. Kun en mand nåede toppen, og 

Jesper selv var døden nær undervejs, men det anholdt 

bestemt ikke en stor del af det fortrinsvist mandlige 

publikum fra at sidde med julelys i øjnene og drømme 

sig op til tinderne. Når sprutten går ind...... 

18, maj 2003; KBH

Efterfølgende tog Michael Horne os med på en underholdende 

og informativ tur dawn under, hvor vi stiftede 

bekendtskab med såvel New Zealandske bryllupsskikke 

som dramatiske og blodige jagtscener. 

18. August 2003: Nivå (Mai Nygaard): 

Denne gang var klubaftenen henlagt til Nivå, nærmere 

betegnet hos vikarierende kassemester Mai, der satte 

nye standarder for, hvilke kulinariske herligheder man 

kan trylle frem for en 50'er. 

Der var fuldt hus, og alle 18 godtfolk plus fire gæster 

fik (udover grillmaden) en oplevelse ud over det sædvanlige. 

Et normalt diasshow går jo på, at en af os 

fortæller om verden udenfor set gennem vores øjne, 

men her var rollerne byttet helt om . Aftenens underholder, 

Lone Friis Larsen, har i den forløbne sommer 

fulg t en artistgruppe fra Påskeøen på tour rundt om i 

Belgien, Holland og Frankrig, og pludselig fik vi lov at 

opleve vort eget Europa gennem et naturfolks øj ne. 

Vore TV-apparater og remote-styrede lænestole og 

garageporte blev pludselig til attraktioner på linie med 

Påskeøens egne moais. Det hele mindede mig gevaldigt 

om den herlige bog (og TV-serie) "Catweazle", 

hvor en middelaldertroldmand transmogriffes til vor 

tid, og hvor alt det, vi regner som "almindeligt" pludselig 

bliver til sære attraktioner. Her blev det endda 

serveret med en nyforelsket Lone som en slags neutral 

fiue på væggen, og om alt går godt, får vi om et 

par år et fastboende medlem på Rapa Nul. 

Stort bifald, men mest bragende blev det dog, da vor 

ærværdige toastmaster følte trang til at lade sine 

0,0001 Megaton udfordre tyngdekraften sammen med 

en af Mais hvide havestole. Stolen tabte den ulige 

kamp. 

PAJ + CQJ 

Husk! 

23-24. August 2003: Reiseweekend, Hårby: 

Dette var ikke noget DBK-arrangemenl, men alligevel 

så tilpas interessant, at det fortjener lidt omtale. 

"Rejseweekenden" er en årligt tilbagevendende begivenhed, 

som arrangeres af Annalise og Claus Vejrup 

i Hårby, 10 km nord for Skanderborg. Det er ikke 

nogen egentlig rejsemesse, men snarere en uformel 

get-together for folk, der på den ene eller den anden 

måde kan lide at rejse. Man spiser, man drikker, og 

man snakker rejseri , så det er ikke så ringe endda. 

For 150 kr. var der fri mad (og kaffe!) hele weekenden 

og plads til teltet i baghaven, og hele lørdagen og et 

stykke af søndagen underholdt de godt 50 deltagere 

hinanden med rejseforedrag fra spændende steder. 

Fra DBK var vi fint repræsenteret ved Claus Andersen, 

Niels Iversen, Arne Runge, Søren Padkjær, Kenneth 

Jørgensen og Claus Qvist. De to førstnævnte 

endda havde fornøjelsen af at være på podiet med 

henh. Martinique og Mellemamerika. Ellers var de 

forskellige indlæg af mildest talt svingende kvalitet fra 

smukt professionelle billeder fra Ecuador og Patagonien 

til en halvtrist affære omkring en spejderlejr i 

Rwanda. 250 billeder over mere end to timer - og 

næsten alle sammen var fotografiske katastrofer. Man 

bliver sgu forvænt af den høje standard i DBK. 

Men alt i alt var weekenden et fint indslag, som kun 

kan anbefales på det varmeste. Man udvider horisonten 

, man får kontakter og inspiration til nye rejser, og 

hvad mere kan man forlange? 

Datoen for rejseweekenden 2004 kendes ikke, men 

det bliver sikkert en gang i august. Check arrangementet 

på www.rejseweekend.dk. 

Temaet for næste nummer af Globen er østeuropa. 

Deadline er 20. november 2003, og alt digitalt stof skal sendes til 

globen@berejst.dk 

Har du billeder på ikke-digital form (papir- eller dias), skal de sendes til 

Michael Horne Nielsen, som vil forestå de nødvendige scanninger. 

64 

18/9: 

23/9: 

30/9 : 

3-4/10: 

18/10: 

Arrangementskalender 

M dl m mod øst; kl. 18 11 

t d. KonnOlh Hvolbøl, Kirkeleddel 323, 

400 , d n b rg . 

I'or dr g v d Valdemar Børsting om 

"SoMro" inkl. Algeriet og Malis ørkener. 

Caf Globen; kl. 201!!! 

St d: Martin Anker Nielsen, Blågårdsgade 

31, 1 tv 2200 KBH N (se s.39). 

Islamisk temaaften; kl. 191!!! 

Møde med Dansk Informationsforum for 

Islam og Dansk Tyrkisk Islamisk Stiftelse. 

Sted : Kocatepe-Moskeen; H C Ørstedsvej 

29 st. tv.; 1879 Frb.C. 

Yderlig ere oplysninger side 7. 

Rejsedage i Randers Storcenter 

Flere oplysninger side 66. 

Medlemsmøde øst; kl. 18 11 

Sted: Oplyses senere . 

Underholdning ved Bertel Kristensen: 

"Etiopien". 

For de fieste møder gælder det, at tilmelding skal ske 

til enten værten eller toastmasteren (øst eller vest) 

senest tre dage før mødet finder sted, og tilmeldingen 

er bindende. Til julefesten d.29/11 er tilmeldingsfristen 

dog en uge før, altså d.22/11 . 

Afbud uden grund koster deltagergebyr, alene fordi 

den stakkels vært har haft en hulens bunke udgifter 

med at købe mad til de sultne sjæle. 

I erkendelse af, at meget få af os har et hus, der kan 

rumme hele klubben, kan det ske, at der indføres deltagerbegrænsning. 

I så fald gælder princippet "først til 

mølle", så husk at tilmelde dig i god tid . Det er surt at 

være for sent ude til et foredra g, man bare så gerne 

ville se. 

Gæster er normalt ikke tilladt, men i det omfang at der 

er plads, kan det lade sig gøre. "Ordinære" medlemmer 

har naturligvis fortrinsret. Endelig kan det ske, at 

der til et arrangement vil være rygeforbud (værten bestem 

mer! ), men check ved tilmeldingen, eller gå en tur 

udenfor, når lysten trykker. 

Best. / CQJ 

65 

23/10: 

31/1 0: 

18/11 : 

29/11 : 

18/12: 

Bogaften hos Scanvik Books; kl. 18 QQ 

Se side 67. 

Medlemsmøde Vest; kl. 18 QQ 

Sted: formentlig et sted i Arhus. Check 

på nettet. 

Underholdning ved Marianne Christensen 

om "Etiopien"; både fra det kristne 

nord og det tørre, ørkenagtige syd. 


Sted: Martin Anker Nielsen, Blågårdsgade 

31, 1 tv, 2200 KBH N. 

Underholdning ved Lars Munk: "Kina". 

Generalforsamling og julefrokost; 

kl. henh. 161!!! og 191!l! 

Se side 5 og 6. 


Sted: Oplyses senere. 

Underholdning ved Claus Qvist Jessen: 

"Iran", 

"Snøfil". Jam Vil/age, Afghanistan. (foto: COJ)

Randers Storcenter 3. og 4. oktober 

Som nogen af klubbens medlemmer allerede ved, har 

vi rodet os ud i noget frygteligt spændende på den 

jyske front. Stedet er Randers Storcenter, hvor nogle 

af os fredag-lørdag d.3-4. oktober vil underholde de 

indkøbsglade randrusianere med foredrag og beretninger 

fra alle tænkelige og utænkelige verdenshjørner. 

Primusmotor for projektet er vor vestlige toastmaster 

Fiil, og både han, Kirs/en Svarrer og deres børn Rasmus 

og Silke vil være på standen i hele weekenden 

og undervejs afholde tre foredrag om Egypten, Det 

Græske Øhav og billige rejser fra Tyskland. 

Øvrige kræfter er John Lau Jensen (Nordindien og Ny 

Guinea), Rasmus Kra/h (to gange blandet Sydamerika) 

og Claus Qvist Jessen (Afghanistan og Mali). 

Check www.berejs/. dkfor fiere oplysninger om de 

enkelte foredrag samt tidsplanen. 

Sammenlignet med vort hidtidige publici tyarbejde 

bliver Randersarrangementet et hop ind i en anden 

tidsalder. Ikke nok med at vi som klub laver et stykke 

CQJ 

showarbejde midt i den mest besøgte periode i løbet 

af ugen, næh klubben bliver skam portrætteret på 

midteropslaget i Randers Storcenters husstandsomdelte 

avis. Den kommer hver eneste uge i over 

100.000 eksemplarer, så hvis der stadig efter oktober 

er enkelte nordjyder, der ikke ved, hvem vi er, er der 

sgu noget galt! 

Bliver det en succes, er planerne i øvrigt at lave tilsvarende 

arrangementer ved andre, jyske centre, og 

kanske vi også kan strikke noget sammen på Djævleøen. 

Spændende, ik'? 

I forbindelse med arrangementet afholder klubben 

almindelig klubaften i Randers fredag d.3/1 Okl.1 #. 

Lokaliteten kendes ikke i skrivende stund, men underholdningen 

bliver på tilnærmelsesvis utallige opfordringer 

(Søren Padkjær!) Claus Qvist med Tibet, hvis 

ikke han er blevet alt for tør i halsen af at bræge i 

Storcentret. 

Tilmelding senest d.30/9 til vor vestlige toastmaster, 

FIiI (adresse og telefon s. 70). 

Geografiske trends og postkort 

Klubbens medlemmer rejser jo vidt og bredt, men alligevel 

synes der at være nogle trends, der ændrer sig 

hen over tiden. Fra sidste efterår og hen over vinteren 

var mange på besøg i de Mellemamerikanske lande, 

og her fra foråret og hen over sommeren har der nærmest 

været trængsel i det sydvestlige Balkan (det tidligere 

Jugoslavien). Endelig ser det nu, hen sidst på 

sommeren, ud til, at Irland er ved at blive det nye tilløbsstykke. 

Hvor mon vi tager hen til vinter ??? 

Hvordan kan man så se den slags? Jo, det er jo om 

ikke en vedtægtsbestemt lov så i hvert fald en hævdvunden 

skik, at man sender postkort, når man er ude 

og "erobre" nye lande. Og det er faktisk en meget 

hyggelig beskæftigelse for os, der kommer regelmæssigt 

til møderne, at få disse pust ude fra den store 

verd en, og efterfølgende bliver postkortene skannet 

ind på hjemmesiden, smukt og systematisk ordnet 

efter måned, takket været webmaster Niels's velvillige 

mellemkomst. 

66 

Efterfølgende igen biiver de nydeligt hængt op i collageform, 

så vi har snart til fiere vægge. Foreløbig 

hænger de inde hos Wasteels, men når og hvis vi en 

dag får vores eget klublokale (eller Cafe Globen), så 

var det jo aldeles oplagt, at de kunne pryde væggene 

der. Foreløbig kan de beses hos Wasteels, hvis I nu 

alligevel skal ind og købe en fiybillet. 

PAJ 

Husk! 

Alle ændringer i adresser og telefonnumre samt tilføjelser 

til lande- og territorielistern e skal sendes til 

Niels Iversen (adresse s. 70) - ikke til formanden. 

Det syder og bobler af aktivitet her i kiubben, og seneste 

nyhed på sponsorfronten er, at vi har startet et 

samarbejde med Scanvik Books i København. 

Scanvik er en boghandel, men ikke nogen helt almindelig 

af slagsen. Det er nemlig et engros- og postordrefirma 

udelukkende fokuseret på rejsebøger og 

landkort, og det er jo ikke så ringe endda - især fordi 

de ligger inde med ikke bare Lonely Planet, men hele 

viften af alternativer. Mens en aimindelig boghandel 

kun har Lonely Pianet har Scanvik også alle de mindre 

kendte fra Trailblazer, Moon og Bradt. Oveni har 

de et imponerende lager af landkort, og et godt overblik 

fås ved at hoppe ind på deres hjemmeside på 

adressen www.scanvik.dk. 

Samarbejdet med Scanvik iigner meget vor aftale med 

Gouda. Alle klubbens medlemmer får nemlig hele 

25 % rabat på alle rejsebøger og landkort. Systemet 

fungerer lidt som ved bestilling af rejseforsikringer, 

dog med et par små "krøller": 

I stil med indkøbsaftnerne hos Jagt & 

Fiskerimagasinet laver vi en fælles indkøbsaften 

hos Scanvik, og denne aften løber af stablen: 

Torsdag d. 23. oktober kt. 18·20 

Stedet bliver naturligvis hos Scanvik på adressen 

Esplanaden 8B, KBH K (indgang gennem porten, 

skråt til venstre i gården). 

Tilstede vil bl.a. være chefen Uwe, der gerne bru ger 

lidt tid på at fortælle om alle deres forskellige forlag 

og deres styrker og svagheder. Resten af aftenen 

kan vi alle sammen styrte rundt og rive ned fra hylderne 

til yderst konkurrencedygtige priser. Uwe har 

denne ene aften lovet os procenter, der er endnu 

bedre end de 25 'Io, vi har i den generelle sponsoraftale, 

og det får vi med garanti ikke bedre andre 

steder. 

Ny sponsor: Scanvik Books 

Bogaften hos Scanvik 

67 

Rabatten gælder kun klubbens rigtige medlemmer og 

ikke passive medlemmer. Du kan enten henvende sig 

direkte i firmaet på adressen i København (lettest), eIler 

du kan bestille bøgerne pr. postordre, og i begge 

tilfælde skal der oplyses mediemsnummer og betales 

med det samme. 

Ved personligt fremmøde sker dette kontant, mens du 

ved telefonisk postordre skal betale forud. Til gengæld 

får du tingene ieveret portofrit ved køb over 1000 kr., 

hvilket dårligt nok svarer til tre LP guides. 

Uanset købsformen bogføres dine indkøb på en særlig 

konto for "De Berejstes Klub", men dette er udelukkende 

til Scanviks interne brug og spiller ingen rolle 

for os som brugere. 

Scanvik Books finder du enten ved at klikke ind på 

deres hjemmeside (www.scanvik.dk) eller på adressen 

Esplanaden 8B, 1263 KBH K (tlf.: 33 12 77 66). 

CQJ 

Har du allerede planlagt en rejse eiler fem, er Scanvik 

stedet at tanke op med rejselitteratur, både for 

procenternes skyld, men så sandelig også fordi de har 

hele sortimentet fra alle de forlag, vi normalt ikke ser 

andre steder. Stopfyldte reoler med bøger fra ethvert 

tænkeligt forlag er bestemt ikke hverdagskost, så gør 

dig selv og din slidte bankkonto en tjeneste og mød op 

d.23/10. Tiimelding er ikke nødvendig, og der vil være 

mulighed for at købe en pils eller en vand undervejs. 

Til de af jer, der ikke har muligheden for at dukke op til 

indkøbsshowet, er der dog håb, for sponsoraftalen 

med Scanvik giver mulighed for at bestille bøger og 

landkort pr. postordre eller personligt fremmøde i 

normal åbningstid (8-16), som beskrevet ovenfor. 

Vel mødtl 

CQJ

o 

Arets skribent 

Som skrevet i starten af dette nummer, er det bestyrelsens alvor at lade nogle af vore sponsormidler tilflyde Globens 

bedste, flittigste og mest populære bidragydere, Hvem, der skal have den ærefulde titel som årets skribent, 

kommer til at afgøres ved hjælp af en afstemning over Internettet i løbet af oktober, og indtil da får du som inspiration 

en oversigt over samtlige artikelbidrag de seneste seks numre af Globen - altså lige så længe vi har haft det 

eksisterende navn og layout og inklusive det blad, du her sidder med. 

Bogstavet i parentes angiver, om artiklen var i Y:inter, forår, .§ommer eller gfterår, og tallet er naturligvis årstallet. 

Indtil videre kan du derfor bruge nedenstående liste som en slags index over vores smukke blad de seneste halvandet 

år. 

Claus Andersen (056): 

Kap Verde (S-02) 

Michael Andersen (115): 

Mera Peak (V-03) 

Hanne Augustenborg (101): 

Myanmar (S-03), Tibet (S-03) 

Ewa Bylinska (174): 

Beijing (S-02), Grønland (E-02), Prag (V-03), Iran (F-03), 

Lvov (S-03), Tyrkiet (E-03) 

Marianne Christensen (203): 

Canadas vildmark (E-03) 

Carl Johan Colberg (151) : 

Myanmar glimt (S-03), Mali (E-03) 

Henrik Døcker (038): 

Buddhisme i Burma (V-03) , Mongoliet (S-03), 

Afghanistan (E-03) 

Helle Evald (173): 

Kvindelige blaffere (F-03) 

Svend Garbarsch (030): 

Tuborg i Burundi (S-03) 

Kennelh Hvolbøl (068): 

Sydlige Afrika (S-02), Gyldne pagoder (S-03), 

Tigerkontakt (S-03) 

Niels Iversen (082): 

Bahamas (S-03) 

Per Allan Jensen (026): 

Ml. Kenya (S-02), Filippinerne (S-02), Luxemburg 

(S-02), RiolThailand (V-03), Ex-sovjetisk trekking (V-03), 

Søpindsvin og motorcykler (F-03), Sydlige Afrika (F-03), 

Nordskandinavien (E-03) 

Claus Qvisl Jessen (019) : 

New Zealand (S-02), Boomerang (S-02), Niue (E-02), 

Indisk jeeptur (V-03), Myg I Nærsynet rejsefidus (V-03), 

Papua New Guinea (F-03) , Eventyrernes Klub (S-03), 

Islam, historie og nutid (E-03), Afghanistan efter Taliban 

(E-03) 

Best. 

68 

Lis V. Jørgensen (024): 

At leve i Afrika (S-02) 

Ib Larsen (037): 

Kampung Semban (S-02), Guldgravere (F-03), Smalspor 

i Burma (S-03), Qatar (E-03) 

Kira Leisau (149): 

Rejsebrev (E-02), Cambodia/Laos (F-03) 

Bjarne Lund-Jensen (027) : 

Caribiske småøer (S-02), Nordkorea (V-03) 

Jens Poul Madsen (062): 

Nepal (S-02) 

Michael Horne Nielsen (166): 

Mellemøsten (S-02), Bilferie på Balkan (V-03), 

Passet med (S-03) 

Søren Padkjær (112): 

Kværnrejse (S-02), Ingenmandsland (V-03), Guatemala 

(V-03), Sprogskole i Guatemala (F-03) 

Henrik Pedersen (162): 

Julebrev (F-03), At leve i Marokko (E-03) 

Erik Ponloppidan (180): 

Madeira (F-03) 

Arne Runge (097): 

Mellemamerikanske noter (V-03), Bananrepublikker 

(F+S-03), Burmas glade mennesker (S-03), Hans 

Hedtoft (S-03), Brunei (E-03), Tunesisk fængsel (E-03) 

Poul Saabye I Pia Baltzer (191/190): 

Rottetemplet (F-03), Vil du ha' mit barn? (S-03), 

Beduinbryllup (E-03), Iran (E-03) 

Anetle Sode I Paul-Erik Jensen (090/091): 

KenyalTanzania (S-02)Svalbard (V-03), 

Burma i gamle dage (S-03) 

Jetle Torp (133): 

Yangoon (S-03) 

Marianne Vinlher (189): 

Laos (E-02) 

DBK's Top-20 for besøgte lande 

Placering Placering (2) Navn Medl.nr. Anlallande Alder 

1 (1) Bjarne Lund-Jensen 027 167 (+4) 54 

2 (2) Michael Mini 010 109(+8) 43 

3 (7) Erik Boman 120 101 (+10) 83 

4 (9) Claus Qvist Jessen 019 97(+1 1) 42 

5 (3) Preben Mogensen 022 97 (+3) 51 

6 (4) Ole Egholm 001 96 (+3) 36 

7 (6) Bertel Kristensen 057 96 (+4) 60 

8 (13) Arne Erik Runge 097 94 (+15) 59 

9 (5) Svend Garbarsch 030 93 (+ 1) 70 

10 (8) Kaj Heydorn 039 93 (+3) 71 

11 (10) Henrik Døcker 038 89 (+5) 64 

12 (14) Søren Padkjær 112 85 (+7) 57 

13 (11 ) Tyge Korsgaard 042 83 (+1) 57 

14 (20) Niels J. l. Iversen 082 81 (+11) 49 

15 (12) Erling Nyvold 086 80 (+0) 65 

16 (24) Per Allan Jensen 026 77 (+12) 51 

17 (15) Stig Monrad 059 77 (+3) 54 

18 (16) Niels Gadegaard 081 76 (+2) 70 

19 (22) Knud B. Bach 125 74 (+6) 55 

20 (18) Pia Lergaard 007 73 (+3) 44 

Det forekommer mig vigtigt at fremhæve, at landetælleri 

aldrig bør blive et mål i sig selv, så det kommer til 

at overskygge glæden ved at rejse og opleve. Men 

når det er sagt, så er vi jo nogle stykker i klubben, der 

egenttig synes det er meget sjovt, og når jeg så ligefrem 

opdager, at jeg selv er røget ind på vores landetop-20, 

ja, så må det vist være på tide at få den bragt 

igen. 

Jeg har været tilbage og kigge i de data, der lå til 

grund for vores sidste top-20, og som blev bragt i Globens 

sommer-udgave 2002, dvs. for 1X år siden. På 

den baggrund har jeg tilføjet (i parenteser) dels placeringen 

ved sidste opgørelse og dels antal nye lande 

besøgt siden da. 

J 9 kai lige huske at fremhæve, at tallene svarer til 

d , d r ligger på hjemmesiden pr. 1. september 2003, 

dv , d r k. n udmærket være nogle registreringer på 

vej g IHl 111 Y t mel. som der ikke er taget hensyn 

til. Ur1dlll I t r I E, som netop har besøgt tre nye 

land , I lillI r In dl. gnet. 

69 

Det står vist klart for enhver, at det går stærkt i denne 

ende af skalaen. De fire "hurtigste" har besøgt henh. 

15, 12, 11 og 10 nye lande, og gennemsnittet blandt 

de øverste 20 ligger på 5,6 svarende til 4Y. nyt land 

pr. år, så Ingen problemer her med at opfylde klubbens 

berejsthedskravl 

Retfærdigvis skal tilføjes, at disse mennesker også er 

aktive på andre fronter. Således er der otte af de 20, 

der har bidraget med stof til Globen Gv!. oversigt side 

68), hvilket er tæt på at være dobbelt så stor en procentdel 

som for hele klubben betragtet under et. 

Som et kuriosum kan nævnes, at alle de implicerede 

medlemmer tilsyneiadende kun er blevet et år ældre i 

løbet af 1X år, så det bevirker åbenbart også en langsommere 

ældning at ligge i toppen. Håber I bærer 

over med de lidt upræcise aldersangivelser, som jo 

skyldes, at vi ikke kender jeres eksakte fødselsdatoer, 

som derfor alle er sat til nytårsaften. 

PAJ

l - De Berejstes Klub

Transform your PDFs into Flipbooks and boost your revenue!

Delete template?

Save as template ?