Kristian Kjøbenhavner: hans Planer, Overvejelser og Idrætter

booksnow1.scholarsportal.info

Kristian Kjøbenhavner: hans Planer, Overvejelser og Idrætter

oCa-nÅen. aai


::fr^^^^^La. ~ .


Krtftian !Kjøbcnl?ar>ncr.

HANS

PLANER, OVERVEJELSER OG IDRÆTTER,

SANDFÆRDIG FORTALTE

P. HANSEN, ^n^

KJØBENHAVN.

i^«?¥f>^,

GYLDENDALSKE BOGHANDELS FORLAG (f. HEGEL & SØN).

GRÆBES BOGTRYKKERI.

1882.


Digitized by the Internet Archive

in 2010 with funding from

University of Toronto

http://www.arGhive.org/details/kristiankjbenhOOhans


FØRSTE KAPITEL.

I hvilket Forfatteren apostroferer sin Fodeby og

præsenterer sin Helt.

Ijobenhavii! Let og lyst er dit Liv som

Bolgen, naar den nynnende sin glade

Melodi beskyller din Fod og i Kaadhed

stænker sine friske Draaber paa din

Klædning; Havets Salt er paa din

Tunge, dets blaa Blink i dit Øje og dets bløde

Vuggen i dit Sind. Din Sjæl har Præg af den

dæmrende Hygge i Bogeskoven, som ombelter Dig

med sin grønne Fylde; i dens Skygge er Hvilen

som en stilfærdig Syssel, og dens dandsende Sol-

pletter kalde Drømmene frem.

Imellem Havet og Skoven ligger Byen, og

imod dem begge drages dens Attraa. Selv i de

snevreste Stræder, selv i de trangeste Gaarde rorer

der sig Foraarsfornemmelser og Flagrelængsler,

naar Bølgerne atter spille i Solglands efter den lange

Vinterhvile, naar Kastanieknopper i Parker og paa

Promenader varsle om, at Skoven er ved at vaagne.


Er den gjennemsigtig tyndslidte Bomuldskjole blot

hel og ren, hænge Sommerfrakkens glindsende

Knapper blot fast endnu ved en Traad, dandser

Solen ogsaa for dem Pintsemorgen. Den halve

By drager tilskovs om Morgenen, og den halve

Skov drager tilbys om Aftenen, Bøgegrene saa

store som unge Træer. Men Skoven er lige rig

for det, ja end tættere og grønnere næste Dag,

som for at vise i Gjerning,, at den altid har Raad

og Sind til at sende en Hilsen til de fattige Hjem,

til de taalmodige Syge, til de vaklende Gamle,

der ikke kunne rokke længere end til den forste

Bænk paa Langelinie, hvor Kastelsvoldens kvidrende

Fugleroster høres som lystige Buelob i den rolige

Harmoni af Bølgernes regelmæssige Plask mod

Stenene, af et Dampskibs fjerne, dæmpede Brusen,

af korte Aaretags svagtlydende Rh}'thmer.

Aftenen sænker sig, stille, sagtelig; man fornemmer

dens Kølighed, inden man lægger Mærke

til det aftagende Lys. P"ra Trekroner blinker

Fyret mat, som et søvntræt Øje, gjennem den

disede Luft, over Kastelsgraven hviler Taagen som

bløde Dun, og Bæ^nken, man har siddet paa, er

bleven vaad af Duggen, saa man kan skrive sit

Navn i flygtig Skrift til Farvel. Ind ad Byen til,

hjem gjennem de stille, tomme Gader, der først

senere ud paa Aftenen befolkes af tilbagevendende

Skovgjæ^ster, som fra alle Tilgange søge hjem til

Reden lig Fugle, der have flagret sig træt i lystig

FluCTt den hele udslaenc Dag-: fra Østerbro de


langvejs Vandrende, der have gj æstet Skoven med

Proviant i Hankekurve og sammenbundne Tor-

klæder, de selvejerligt Kjørende, de paa Kapervis

Agende og de vidunderlig dristige Ryttere, der

have betroet Forlighed og Rygte til en ukjendt

Gangers uberegnelige Indfald; fra Vesterbro de

Tusinder, som Jernbanetogene udspy med halve

Timers Mellemrum, og de andre Tusinder, som

forst ved en Eftermiddags idylliske Færden i Fre-

deriksberghaves fredelige Gange have stemt Sindet

til dobbelt Modtagelighed for Aftenens dithyram-

biske Modsætning i Alleens og Broens Sangerpau-

luner; fra Nørrebro de jevne Skarer af Mænd og

Kvinder, hvis Søndags-Valfart har ført dem ud til

en bortgangen Frændes, til et tidhg visnet Barne-

livs stille Tue for at vande dens sprukne Jord og

lægge en frisk Krands istedetfor Vinterens frosne

Bladrester og derpaa ende Dagen i en af Nabo-

lagets smaa Beværtningshaver, hvor Stemningen

under Paavirkning af gode Gavers Nydelse umær-

kelig svinger fra elegisk Dvælen ved Sorgens

Minder til hyggelig Passiar om Nuets mangehaande

Krav og fortrøstningsfuldt Haab til det Uventede,

Fremtiden kan bringe.

Hjem til Byen igjen. Kjobenhavneren elsker

Landet og Landlivet, men kun for en Dag ad

Gangen, og han tager ikke gjerne længere bort,

end at han kan høre et Jernbanetogs Fløjten som

Garanti for Civilisationens Nærhed og se en gjæste-

venlig Røg staa op fra et Beværtningssteds Skor-


sten som Tegn paa, at der er kjøbenhavniserede

Oaser i den landlige Ørken. Landliv i et længere

Spand af Tid vilde ikke være ham Nydelse, men

Tomhed. Han vilde savne de Tusinder af Im-

pulser, som Byens daglige Liv bringer ham, uden

at han selv gjor sig Regnskab for dem Han er

som Athenienseren af en nyfigen Natur og griber

hver Morgen efter sin Avis som det første For-

nødne; han finder regelmæssig, at der ikke staaer

et Ord i den, men var han paa Landet, noget

fjernet fra Postforbindelsen, vilde Dagen forbitres

ham af den nagende Tanke, at man i Hovedstaden

alt i Timer havde kjendt og drøftet betydningsfulde

Begivenheder, som angaa ham paa det Nærmeste;

han vilde savne den letvakte og hurtigtskiftende

Tankevirksomhed, han hensættes i ved at læse

Plakaterne paa Gadehjørnet, ved at betragte Foto-

grafierne i Kunsthandlerens Vindue, ved at se den

bekj endte Skuespiller gaa hen ad Gaden, ved til-

fældigvis at komme tilstede, hvor en Hest er

st}'rtet, hvor et Par Hunde slaas, hvor et Stillads

rejses, hvor et Dampskib losser, hvor Vagtparaden

trækker op, hvor en Tilrejsende kommer kjorende,

hvor en Liremand spiller, hvor en Hat blæser af,

hvor en Politibetjent skrider ind, hvor en Dame

rider forbi, hvor en Sporvogn kommer ud af

Sporet, hvor en Portemonnaie er tabt, hvor et

\^andrør er sprunget, hvor et Flyttelæs er væltet;

han vilde føle sig vildfarende i Tiden, naar Dagens

Frembrud ikke læneer beteenedes for ham ved


5

Fabrikfløjternes Signaler, naar Aftenens Indtræden

ikke længere tilkj endegaves ham ved Gaslygternes

Tænding; naar han ikke af Toppenes Snurren paa

Fortouge og Pladser fik en Anelse om, at der var

Foraar i Luften, naar ikke Jordbærkurvene i Frugthandlernes

Vinduer overtydede ham om Sommerens

Nærværelse, naar ikke Theatrenes gyldne Lofter

for Saisonen varslede ham Efteraarets Komme,

naar ikke Isenkræmmernes Skøjteudstilling mindede

ham om, at Vinterens strengeste Dage vare fore-

staaende; naar Aarets Mærketider ikke bebudedes

ham af brogede Fastelavnsris i Kjældervinduer, af

Paaskeæggenes rigt varierede Former i Konditor-

boutiker , af varme Hvedetvebakkers appetitvæk-

kende Duft ud fra Bagerporte, af nye Foraars-

frakkers lyse Mylr og lokkende Pintseudflugters

konkurrerende Bekjendtgjorelser, af Granskove paa

Amagertorv og sindrige Juleudstillinger ; naar ikke

periodisk tilbagevendende kommunale og politiske

Tidspunkter annoncerede sig med Flyttetummel og

Fejeskarn Byen over, med vajende Danebrogsflag

paa Kongens og Grundlovens Fødselsdage; han

vilde føle sig hjælpelos stedt i Rummet, naar ikke

Frelserens Taarn med stadig oprakt Finger angav

ham Horizontens Sydpunkt og derved lagde Nøglen

til alle andre Bestemmelser af Polhojden i hans

Haand.

Derfor er en Dags Færden i Mark og Skov

Maximum for den ægte Kjobenhavners Landliv og

Landlyst; han fylder sin Lunge med styrkende


Luft, han tumler sig som et Fol paa den gronne

Skovbund og plasker som en Delfin i Sundets

friske Bad, han traver sig træt paa solvarme Veje

og synger og jubler mod Sommerhimlens hvide

Fnugskyer; men det er ham en kjær Tanke, at

han fra ethvert Udsigtspunkt kan se sin Fødebys

Taarne og Spir hæve sig frem af den Dis, der

dækker Havets og Himlens fjerne Beroringslinie,

og naar Taagelaget om Aftenen gjenspejler Hoved-

stadens Gasbelysning som et rodligt Skjær, drager

han tilbage fra den tause Natur til Byens livfyldte

Stenmasser. Ad de brede Tilgange, der som

store, vidt udfoldede, l}-sgjennemskinnede Kron-

blade omgive den indre labyrinthisk snoede, tæt

sammenfoldede Blomsterknude, begiver han sig til-

bage til de kjendte Steder for sin Hverdagsgjer-

ning. Han behover ikke at gi'ore sig Regnskab

for Vejen; instinktmæssig fore hans trætte Ben

ham ad krogede Gader og gjennem bugtede Stræ-

der den nærmeste Vej til Hjemmet. I denne indre

By føler Kjobenhavneren sig først ret paa sin egen

Grund, i sin egen Luft; her er han groet op, her

er den Temperatur, der er tjenligst for hans Væxt,

her ere Naturbetingelserne for hans Trivsel talrig.st

tilstede. Det er ikke historiske Minder, der tale

til ham fra gamle Gavle eller stilfulde Bygninger;

den indre B)' har kun sparsomme Spor af fjerne

Tider, om den end langtfra er moderne i Nutidens

Forstand. Men det er hans egen Barndoms- og

Ungdomserindringer, der ere knvttcde til disse


halvmørke og uregelmæssige, men stærkt befolkede

Gader. Opad denne Mur øvede han Klinkspillets

første Idræt; hos Papirhandleren deroppe i den høje

Stue kjobte han det forste illuminerede Billedark,

hvis høje røde og d}-be blaa Farve ingen senere

koloristisk Pragt har kunnet fordunkle; de opslagne

Gadeviser i Traadhandlerens \"indue gav ham den

forste Indvielse i den autochtone kjobenhavnske

Poesi, og han stavede sig igjennem deres Letfær-

digheder, inden han endnu forstod dem; udenfor

Urtekræmmerboutiken derovre patrouillerede han

hver Søndag længe før Fire, utaalmodigt ventende

paa dens Oplukning af den renflippede Svend for

at inkassere den ugenlige Tribut af Bolscher; i

hin Kjælder betalte han sin Skilling som Betaling

for sin forste hemmelige Cigar, bag Gadedøren

hist nød han dens tvivlsomme Aroma skiftevis med

et Par Kamierater, og alle følte de sig at voxe i

Selvfølelse for hvert Drag, de overvandt sig til at

tage; indad Porten der gik Skolevejen Dag ud.

Dag ind, og Baggaarden gjenlød hver Time i ti

Minuter af løsslupne Drenges larmende Leg; ved

Studiet af Hj ornehusets Plakater erhvervede han

sig nøjagtigt Kjendskab til det dramatiske Reper-

toire og de sceniske Personligheder, længe inden

han kjendte dem af Selvsyn, og histhenne ligger

endnu den beskedne Kafé, paa hvis stoppede Bil-

lardklæde han gjorde sine første Karamboler under

Frygt og Bæven, hvergang Døren gik op; oppe

paa Kvisten der indgik han Fostbroderskab med


8

Kameraten, der senere forsvandt saa sporløst i

Livets Malstrøm, og paa det stille Strog langs

Volden ventede han med en Blanding af Æng-

stelse og Stolthed det Klokkeslag, der indvarslede

hans første Stævnemøde.

Ved tusinde Minder er Kjobenha\neren kn\-ttet

til denne sin Fødebys egenlige Kjærne, til de bor-

gerlige Gader i den indre By. De have næsten

alle samme Kara1


unge Herre med det blakkede Ansigt som en sent

Hjemvendende og ikke som en tidlig Udgaaende;

naar smaa Skoledrenge med fuldtstoppet Tornister

snegle afsted med brodefuld Bevidsthed om util-

strækkelig Fordybelse i den store Tabels Vilkaar-

ligheder, og store Skoledrenge med to tynde Boger

stoppede ind under Trojen skjule Undseelsen over

deres nedværdigende Stilling ved en udfordrende

Flojten, der rober et forhærdet Gemyts Ligegyl-

dighed overfor alle pædagogiske Krav. Han kj ender

Gaden ved Middagstid ,

naar

Solen bager dens

Brosten og avler boblende Liv i Rendestenens

Miasmer; naar en fedtet Duft slaaer den Forbigaa-

ende imøde fra Kjælderhalse, forenende i et branket

Ensemble de forskjellige Poster paa den Spise-

seddel, mellem hvis Fristelser Haandlangeren og

Rekruten skulle træffe deres Valg; naar Droschke-

kudsken, indlullet af Gadens Varme og Lyd, nyder

den kvægende Søvn i Døren til sit Kj øretøj, med

en Arm paa hvert Sæde og Benene ud af Vognen,

medens Fluer tumle sig paa hans perlende Næse,

uden at vække ham ; naar Sælgekoner have sat

sig til Ro paa deres Trillebors Stænger øg hente

Bruttoindtægten op af dybthængende Lærreds-

lommer, for at gjøre et Overslag over den nu til-

endebragte Formiddagsomsætning øg overtyde sig

om Balancens Rigtighed ved en Sammenligning

mellem Lommens Beholdning af Smaamont øg-

Højden af de røgede Silds tætpakkede Lag i

Kasserne paa Børen; naar Barnepiger hærde den


10

opvoxende Slægt mod et Øklimas ustadige Nykker

ved at stille Barnevogne i Ro paa blæstomsusede

Gadehjørner, medens de samles til interdomestikale

Kongresser; naar Folk staa stille med Uhret i

Haanden for i nerveus Spænding at afvente det

Nu, da Kuglen paa Nikolajtaarn tager en rask

Beslutning og Hg en Svømmer styrter sig ned, op

igjen og atter ned; naar Vandvæsenets Folk be-

fæste en Slange mellem to hoist uskyldigt udseende

Brosten og fremtr\-lle en Straale, der i rasende

Forfolgelsesiver jager en Sky af Støv og Halmstraa

og Papirstumper og Stikkelsbærskaller og Flaskepropper

foran sig, for i næste Nu at fængsle dem

magtesløse og vandtunge til Jorden et halvthundrede

Skridt fra deres oprindelige Hjemstavn. Han

er fortrolig med Gadens Aftenstemning, naar Skumringen

br}-der frem og L}-gtetænderens Blus med

et Hop kigger ind i L}'gte efter L}'gte og efter-

lader en mat Flamme, der bliver gul og takket og

lystig, alt som Mørket skrider frem ; naar Gadens

Bornebefolkning tumler sig i sine sidste Lege og

Luften dirrer af et stillestaaende hujende og jub-

lende Skrig, saameget stærkere, fordi en inappellabel

Kommando snart vil kvæle det i Senged)-nerne;

naar plukkede Gæs og slangebugtede Pølser og

gule Spølkummer med et flækket Æg midt i d^

brune Skildpaddesubstans stilles i fristende Belys-

ning i Høkervinduerne og det appetitvækkende

Skue for et Øjeblik standser travle Husmodre og

hjemvendende Arbejdere i Farten; naar Snedkeren


1

holder Fyraften i Gadedøren med Kaskj etten

skubbet hag i Nakken , Tobakspiben i Munden

og den ene P'od ude af Tøflen og i Bevidst-

heden om fuklbragt Dagværk lader Menneske-

strømmen passere sig forbi som et underholdende

Optog; naar Frugtprangernes hæse Stemmer gjøre

det sidste anspændte Forsøg paa at frembringe

endnu en svag Gj enganger af et Raab for at faae

Restbeholdningen afsat, inden Natten falder paa;

naar Gadens leende og luende Øjne lukkes et efter

et andet: forst Bogladens fornemme Vinduer, saa

Guldsmedens straalende Udstilling, dernæst Manu-

fakturhandlerens stærkt oplyste Magasin og tilsidst

Urtekræmmerens Bod, hvor i den sidste halve Time

ingen kvindelig Kunde har purret Svendens altid

redebonne Vid op af den fortjente Hvile, det under

sig, medens Karlen stænker Vand paa Gulvet og

med haandfaste Tag i Kosten fjerner Sporene af

Dagens Frekvens. Og ej heller Gadens natlige

Karakter er nogen Hemmelighed for den ægte

Kjøbenhavner; velbekjendt er han med Tausheden

paa Torve og Mørket i Stræderne, naar kun den

ene Lygterækkes Blus spreder sparsomt Lys ; naar

en enlig Fodgængers Skridt fordobles i klingende

Gjenlyd fra hoje Kirkemure; naar sildigt ventende

Vogne drage Øjet mod en oplyst Etage med

hoppende Skygger paa de gjennemskinnede Gar-

diner; naar der tages højttalende Afsked paa Gadehjørnet

og den pludselige Støj atter fordeles som

svindende Lyd i forskjellige Retninger; naar Stilhed


12

Og Skygge tættere og tættere svober sig om Huse

og Mindesmærker og Byen lig en alvorsfuld Olding

ensom og forladt ruger over grublende Tanker om

en svunden Forgangenheds lystige Liv, Stimen og

Stoj, Letsindighed og Synd.

Nat var det vel endnu ikke, men dog sent

ud paa Aftenen ,

da

Uhrmager Knub og hans

trætte Ægtehalvdel naaede deres Hjem i en af de

gamle Smaagader i Kvarteret mellem Gothersgade

og Kjøbmagergade. Med Besvær vandt Madam

Knub op ad den smalle Trappe, støttende sig med

den ene Haand til Rækværket og med den anden

til sin Mands Skulder. Hun var ellers lille og vever

nok, og da hun for knap et Aar siden flyttede

ind som nygift Kone, var det hende et Legeværk

at lobe op og ned ad Trappen, om det saa var

ti Gange om Dagen ; men nu bevægede hun sig

med et Besvær, der gjorde det til en dobbelt Pligt

for Manden at være hende en Støtte paa hendes

Vej. Saasnart de vare komne ind i deres propre

lille Lejlighed, trak han derfor den polstrede Lænestol

hen til hende og hjalp hende varsomt til Sæde

i den.

«Aa, Herregud !» sagde hun med et træt

Tonefald og et lidt anstrengt Udtryk i Ansigtet;

«saa fik jeg dog Skoven at se engang endnu !»

Engang endnu, lille Moer?« svarede hendes

Mand. «Den skal Uu saamænd faae at se mange

Gange endnu, det svarer jeg Dig for.;


Hun betragtede sin Mand med et kjærligt,

men vemodigt Blik, som om hun tænkte i sit stille

Sind, at for Opfyldelsen af dette Tilsagn var han

ikke den afgj ørende Myndighed.

Han læste hendes Tvivl i hendes Øje, og den

vakte som altid en ængstende Gjenklang i hans

eget Bryst. Men derfor maatte han jo netop

mande sig op til at se Fremtiden dobbelt frejdig

imøde.

«Du skal se, det gaaer meget bedre, end Du

troer, » sagde han, og da han var en belæst Mand

og dannet ud over sin Stand, hentede han viden-

skabelige Argumenter frem til Trøst for sig selv

og for hende. «Du maa blot altid huske paa,»

sagde han,


14

være ængstelig, lille Emilie, ikke den fjerneste

Grund !

'


og paa Chiftbnieren stod ved Siden af et forgyldt

Tafteluhr, som aldrig gik, en Porcellains Jæger,

der blæste i et brunt Valdhorn, som for at opskræmme

en blank Blomsterpige af samme Ma-

teriale, der paa den modsatte Side af det dovstumme

Uhr syntes hensunken i en koket Sammen-

ligning mellem sine egne kirsebærrode Glandskinder

og Blomsterne i den Kurv, hun bar paa Armen.

Af en ganske anden og livlig Beskaffenhed

var det Værelse, hvori de to Ægtefolk opholdt

sig i dette Øjeblik efter Hjemkomsten fra Søndagsudflugten.

Her havde Væggene — ikke Øren, men

Munde , smaa og rappe , store og langsommere

Tunger, der alle gik frem og tilbage i rastlos

Bevægelse. For at Salen kunde prange i ensom

Majestæt, maatte dette Værelse yde Tjeneste baade

som Dagligstue, Spisestue og Værksted, og det

var denne sidste Anvendelse, der gav det dets

Livlighed, thi trindtom vare Væggene behængte

med Uhre, fra Dameuhrenes diminutive til Skilderi-

uhrenes anselige Dimensioner, fra Skibskronometre

med nobel Elegance af engelsk Snit til Tombaks-

uhre med spidsborgerlig Tykmavethed af dansk

Race, nogle i Kasse eller Ramme, andre uden Be-

klædning, saa Værkets Liv og Travlhed var synlig

for Øjet, men alle i Gang og Bevægelse som en

arbejdsom og samvittighedsfuld Kongres til Fast-

sættelsen af en ensartet Tidsbestemmelse , alle

samlede til travl Behandling af dette vigtige Spørgs-

maal, skjondt endnu ligesaa langt fra Vedtagelsen


i6

af en enig Beslutning som paa højsalig Kejser

Carl den Femtes Tid. Henne ved Vinduet stod

Arbejdsbordet med det fine og spinkle Værktøj,

med Lupe og Øjenskjærm, Xiptænger og Skrue-

tvingere. I Krogen ved Siden af det et lille Sybord

med en Sværpude, spækket med Naale som

et Pindsvin, og et Syskrin, i hvis Laag der ind-

vendig var anbragt et lille Spejl, som jevnlig

gjengav Billedet af et ganske kjont og inderlig

venligt Ansigt med et Par trofaste blaa Øjne, der

i den sidste Tid nu og da havde været duggede af

en Taage, som trods lang Modstand fortættedes

til Draabeform og faldt ned paa det skinnende

hvide Barnetoj, de flittige Hænder syslede med

fra Morgen til Aften.

Det var disse samrne Øjne, der nu i denne

sildige Sommeraftenstund vankede vemodig om i

Stuen fra Gjenstand til Gjenstand, som om de for-

udsaa en lang Adskillelse fra dem og derfor vilde

indprente sig deres Skikkelse og Plads saa t}'deligt,

at Billedet aldrig mere kunde forsvinde. Det var

ikke nogen stor eller glimrende Del af Verden,

de havde omfattet i den Tid, de havde været op-

ladte, men de havde en egen Evne til at skue

Skjonheden i det Smaa og gjemme det Sete i et

trofast og taknemmeligt Sind, der kunde leve længe

af disse enkelte Aabenbarelser , skjondt

Tanken

var tarvelig udrustet til at sammenfatte Enkelt-

hederne i et Totalsyn og ikke ha\'de det fjerneste

Begreb om S)'stematiseringens sublime Kunst.


17

Omsider blev de vemodige Øjne trætte, de

lukkede sig langsomt, og den lille Kone sank mat

tilbage i Stolen. Hendes Mand blev staaende foran

hende et Øjeblik, bevæget ved Tanken om den

Styrkeprøve, der forestod dette svage Væsen. Saa

vækkede han hende stilfærdig og fik hende op-

muntret til at klæde sig af og gaa iseng.

Men skjondt Trætheden efter Touren kunde

berettige Mester Knub til en tryg Nattesøvn uden

Afbrydelser, blev en saadan ham dog ikke be-

skaaren. Et Par Timer efter at han var falden i

Sovn, blev han vækket af sin Kone, og den Rede-

gjorelse, hun gav ham af sine Fornemmelser, var,

skjondt ubestemt og vag nok og egenlig nærmest

gaaende ud paa, at hun vistnok havde overanstrengt

sig, dog tilstrækkelig fyldestgjørende til i stor

Skyndsomhed at faae ham besørget i Klæderne,

hvorpaa han vækkede Nabokonen og konstituerede

hende i sin Plads, inden han forsvandt ud af Gadedøren

og om i en Gade ikke langt derfra, hvor

han satte en Klokke i en med den stille Nattetime

kun lidet stemmende stærk Bevægelse.

Efter Mester Knubs Beregning gik der mindst

en halv Time, men efter hans hjemmeværende

Uhres næsten enstemmige Afgjørelse højst fem

Minuter, inden der aabnedes et Vindue paa anden

Sal, i hvilket der viste sig en kvindelig Skikkelse,

hvis fyldige øverste Halvdel skj ærmedes af en

storblomstret Nattrøje, medens den usynlige Neder-

del kunde antages at være omhyllet af et Klæd-


ningsstykke, hvis Navn fandtes angivet ved Siden

af det Ringetøj, Knub nylig havde hensat i en

febrilsk Dirren.

'Hvem er detr» lød det ned fra den Stor-

blomstrede.

;Det er mig!:, oplyste den utaalmodigt smaa-

.stampende Knub. < Skynd dem endelig, Madam

Mannsmann 1

«Aa, er det dem, Hr. Knub! Nu kommer

jeg strax.a

Efter en Ventetid, i hvilken Knub mente han

bekvemt kunde have reguleret et Par Taarnuhre,

kom Madam Mannsmann omsider tilsyne i Gade-

døren. Hun henvendte et Par sagkyndige Spørgs-

maal til Knub, som denne kun kunde besvare paa

en hejst mangelfuld og lidet rationel Maade, hvor-

paa hun satte sig i Bevægelse med en Langsomhed,

som hendes fore Skikkelse gjorde forklarlig nok,

men som forekom Knub ligesaa irriterende som

uforsvarlig. Da hun ydermere begyndte en Kon-

versation om allehaande Dagsbegivenheder, fik den

bekymrede Ægtemand en levende Følelse af, at

det ikke var en hjælpsom og trøstende Kvinde,

men et for Hjerte og Medlidenhed fuldstændig

blottet Væsen, han var ifærd med af følge hjem i

sit Hus.

Idet han atter betraadte sin Lejlighed, slog

en liflig Duft af frisklavet Kaffe ham imode og

øvede en synlig blidgj ørende Indflydelse paa Madam

Mannsmanns Gemyt, hvorvel den ikke formildede


19

hendes Naturs Haardhed i noget storre Omfang,

end at hun strengeligen tilholdt Knub, ikke at

overskride det af Dagligstuen og Salen bestaaende

Territorium, medens hun selv plantede sin Fane i

det af Husmoderen, Nabokonen og Kaffekanden

befolkede Rum. Det var saaledes et forholdsvis

udstrakt Terrain, der tilfaldt Knub, og han begyndte

strax med rastlos Iver at udmaale dets Fladeind-

hold, idet han gjennemvandrede det i alle Dimen-

sioner, hvorhos han af og til standsede og lyttede,

som om han ventede et fjendtligt Angreb fra det

Fjerne.

Det varede ikke saa meget længe, før han

ikke behovede at anstrenge sine Høreorganer i

nogen overvættes Grad for at komme paa det

Rene med, at en Begivenhed, der i en rum Tid

havde kastet sin Skygge foran sig, var sin Fuld-

byrdelse nær. Overdreven Selvfølelse var en Egen-

skab, der ikke til daglig Brug udmærkede Mester

Knub, og i dette Øjeblik havde han end ikke saa-

meget tilbage af hint styrkende og nyttige Ka-

raktertræk, at han ved Hjælp af den ringe Rest

kunde hævde sig selv som en honnet Person i sine

egne Øjne. Han var langt mere tilbøjelig til at

betragte sig som et Udskud af Menneskeheden,

og han ledte raadvild omkring i Stuen som efter

et Hul, i hvilket han kunde unddrage sig Verdens

retfærdigt fordømmende Blikke. End ikke hans

videnskabelige Viden gav hans vildsomt flakkende

Tanke nogret sikkert Fundament: Statistikens af


20

sikre Tal sammentømrede stolte Bygning faldt

sammen som et ynkeligt Korthus, og paa dets

Ruiner rejste sig den uomstødelige Overbevisning,

at her netop forelaa et af de saare sjeldne og hojst

mærkelige Undtagelsestilfælde, der tælle saa lidt i

den summariske Opgj oreise, men regnes hundred-

dobbelt der, hvor de ramme. Denne Tanke lam-

slog Alt, hvad Mester Knub havde tilbage af

legemlig Modstandskraft; Knæerne rystede under

ham, og han sank som en livløs Gjenstand ned i

Lænestolen. Længe sad han der og stirrede slovt

hen for sig; en rokkende Bevægelse frem og til-

bage afløste lidt efter lidt den tidligere fuldstæn-

dige Ubevægelighed, men var paa samme Tid et

kummerfuldt Udtryk for de haabløse Betragtninger,

der nu atter begyndte at vikle sig ud af Tanke-

taagen. Hans egne trøstende Ord fra før hviskede

ham spottende i Øret som det tommeste Munds-

vejr: -•:

Noget saa umaadelig dagligdags .

. . som

har været kjendt ligesaa langt Historien ræ'kker,

og meget, meget længer!:. ... Ja, meget, meget

længer .

. . lige til de fjerneste Frasagn om den

første Begyndelse. Var det Forbandelsen over

Eva, hans Hustru vaandede sig under, saa folte

han selv Kains Manddrabsmærke paa sin Pande, og

helst var han flygtet til Verdens anden Ende.

Han stod med Besvær op af Stolen og listede sig

med l}-dlose Fjed ind i Salen, rullede Gardinerne

op for det graalige Gry i den smalle Gade, saae

paa Taffeluhret og følte sig forvirret i alle sine


21

Tidsbegreber ved at opdage, at Klokken var halvni.

Et Øjeblik var han som lammet paa Hjernen, til

det pludselig gik op for ham, at Uhret stod. Saa

tog han Nøglen frem, trak det op og stillede det.

Den knirkende Lyd af Nøglens og Viserens Om-

drejning var ham som en Mindelse fra hans dag-

lige, regelmæssige "Liv ; den gjorde ham godt, og

for at bevare Indtrykket, gik han tilbage til Daglig-

stuen og gav sig til at trække alle Uhrene op,

store og smaa, idet han anstrengte sig for at kon-

centrere hele sin Sandsning i den svage Knitren

inde fra Værket, idet Nøglen drejedes rundt.

Paa eengang lod der fra den inderste Stue en

spæd Skraalen ind til ham, en Graad af fuld Hals,

men fra et Par Lunger, der ikke havde Evne, som

de havde Villie. Knub tabte Uhret ud afHaanden

af Befippelse. Han kunde ikke strax gjøre sig

Regnskab for, hvad denne paafaldende Lyd kunde

betyde, og stod endnu med et Udtryk af flou Be-

tuttelse i Ansigtet, da i det Samme et skaldet

Hoved blev stukket ind ad Døren med de Ord:

'< Gratulerer — en Dreng !;^ Endnu var den frem-

herskende Følelse hos ham en høj Grad af For-

bauselse over, at dette Hoved, hvis Ansigtstræk i

høj Grad mindede om Madam Mannsmanns, viste

sig i en saa paafaldende Tilstand af Skaldethed,

aldenstund bemeldte Madammes mest fremtrædende

legemlige Prydelse var et overmaade fyldigt sort

Forhaar, der som en Ibenholts Ramme omsluttede

hendes runde Ansiet.


22

Det spæde Skraal vedvarede med stor Ud-

holdenhed. Da klaredes det endelig for Mester

Knubs omtaagede Bevidsthed, og det gik op for

ham, at han var avanceret en Grad i Ægtestanden

som Fader til det forste Barn. \^ar det en Dreng

eller en Piger Skjøndt Knub ikke besad noget

Stamhus, hvor det gjaldt at Sikre Descendensen,

interesserede Spørgsmaalet ham dog en Del. Hvor-

for havde det skaldede Hoved ikke givet Oplys-

ning herom? Eller havde han overhørt det?

Han nærmede sig Sovekammerdøren og ban-

kede beskedent paa. Men Madammens Haardhed

var ikke formildet; et bestemt Her kommer

Ingen ind! overtydede Knub om, at Belejrings-

tilstanden endnu ikke var til Ende. Sagtmodig gik

han hen og samlede det tabte Uhr op igjen, under-

søgte med Lupen, om det havde taget Skade, og

fandt, at dets lille Hjerte havde ophørt at banke

i samme Øjebhk som et andet lille Hjerte var be-

gyndt at slaa. Mester Knub \-ar en reflekterende

Natur og henfaldt i allehaande Betragtninger over

dette Sammentræf.

Af disse \aktes han ved at Døren gik op og

Madam Mannsmann traadte ind, dennegang i regu-

lairt Toilette med Forhaar og det Hele. Paa

Armen bar hun en Pude, og paa denne Pude laa

der et lille levende Væsen, om hvilket hun forsikrede

, at selv den mindst Begavede og med

fysiognomisk Sands slettest Udrustede med Lethed

i det vilde gjenkjende Mester Knubs udtrykte


Billede, kun med den Wiriant, at Drengen havde

faaet sin Moders blaa istedetfor sin Faders brune

Øjne.

Med en underlig Blanding af Stolthed og

Forlegenhed tog Mester Knub sin Førstefødte paa

sine Arme. I det Samme begyndte et lille ilfær-

digt Væguhr at slaa sex rappe Slag efter hinanden,

som om det ikke for nogen Pris vilde give Afkald

paa Æren af at være Forstemand til at fastslaa

Tidspunktet for denne vigtige Begivenhed; endnu

inden det sidste Slag var naaet, begj^ndte et tung-

sindigt Skilderiuhr med dyb Røst at bekræfte

Rigtigheden af sin iltre Stuefælles Angivelse; to

Taffeluhre stemte i med, hvert i sin Toneart, et

bistert lille Vækkeuhr, der var stillet til at forrette

sin ubarmhjertige Funktion just paa Slaget Sex,

fyrede sit Batteri af med en Raslen og Hvæsen

og Klirren, som om en halv Snes Dampskibskraner

vare i Virksomhed paa eengang; en alderstegen

Bornholmer blandede sin sonore Stemme med ind

i Koret, og i nogle Minuter dirrede Stuen af høje

og lave, hurtige og langsomme Klokkeslag, der

greb ind i hinanden, fulgtes ad et kort Stykke

Vej, skiltes paany, løb sammen igjen og gjækkende

beg>'ndte forfra, naar man troede Koncerten vel

sluttet. Og da Eruptionen endelig syntes at have

udraset, smuttede en forsinket lille Gj og med en

pludselig Beslutning ud af et Schwarzwalderuhr,

baskede med Vingerne, kukkede sex Gange og

slog Doren heftigt i efter sig, som om den ikke


24

var tilsinds at ville finde sig i et eneste bebrejdende

Ord, fordi den var kommen lidt for sent.

Barnet havde slaaet et Par forundrede Øjne

op ved al denne Staahej. Faderen saae sig med

et fornøjet Blik om i Stuen og tiltalte derpaa sitt

Son med disse Ord:

»Naa, min Dreng! Hvordan det end vil gaa

Dig i Livet — een Ting vil Du ikke glemme: at

tage Tiden vel iagt.»

Under saadanne Auspicier holdt Helten i nær-

værende Fortælling sit hidtog i Kjobenhavn.


^

ANDET KAPITEL.

Gjor i Skyndsomhed et Spring over adskillige Aar og

bor selv overspringes af Læseren, hvis han er en

positiv Natur, der hungrer efter Kjendsgjerninger.

den at foregribe Interessen for denne

Fortællings Hovedperson — hvis han

ellers er istand til at vække nogen —

kan det allerede her robes, at han ikke

er bestemt til at komme afdage paa

en ynkelig Maade i en ung Alder eller paa anden

Vis før Tiden ende- et Levnetslob, der er begyndt

under saa lovende Varsler. Saavidt det kan for-

udsees, vil han endogsaa leve langt ud over Af-

slutningen af de Hændelser, som disse troværdige

Blade meddele, og hvis der er noget Sandt i den

Iagttagelse, at Erindringen om Barndommen skærpes

med den tiltagende Alder, vil han endnu i mangen

en stille Time kunne se glemte Billeder fra hin

fjerne Tid dukke frem af den Taage, Livets stø-

vende Færd har hvilet dem i, og mulig til sin


26

Forbauselse faae Øje for, at Jordbunden og Luften

og Solen og Regnen, der gav Livets Spire den

første Væxt, har havt sin Bet}-dning, om ikke for

Træets Art, saa dog for Styrken af dets Stamme,

for Tætheden af dets Krone, for Rigdommen af

dets Blomster, for Saftfuldheden af dets Frugter.

Men hvor langt hans Erindring end vil kunne

naa tilbage — eet fjernt Punkt vil den støde paa,

hinsides hvilket den ikke vil kunne trænge, thi

Minderne forud for det tilhøre ikke ham selv; de

ere hans Faders og især hans Moders umistelige

Ejendom, snart sagt deres eneste Fællesgods. Thi

udenfor Kjærligheden til deres lille Barn var der

ikke mange Berøringspunkter imellem disse to

ulige Temperamenter. Mester Knub var en af de

højtbegavede Naturer, der ofte skyde saa at sige

spontant op af Almuens Jordlag, men Misforholdet

mellem hans Evners Redebonhed og den Mangel

paa Kundskaber, som netop hans møjsommelige

Selvtiiegnelse gjorde ham dobbelt folelig, havde

tidlig gjort ham indesluttet og grublende af Væsen.

Som saamange Børn af fattige Forældre var han

efter sin Konfirmation bleven sat i Lære uden

Hensyn til egen Tilbøjelighed eller til de sikreste,

mest løvende Fremtidsudsigter; den første ledige

Plads, der tilbød sig, var han bleven puttet ind i

og lænket fast til, og han kunde for den Sags

Skyld ligesaa gjerne være bleven Grovsmed eller

Konditor eller Hørkræmmer som Uhrmager. Ved

denne Lejlighed havde Tilfældet imidlertid viist


sig i Besiddelse af en Tænksomhed , som

det

ellers hyppigst savner. At Hænderne sad rigtigt

paa Drengen, havde han ofte havt Lejlighed til at

vise, uden at Nogen blandt hans Omgivelser havde

lagt særlig Vægt herpaa. Men da han var kommen

i Lære hos en flink Uhrmager, v'iste det sig snart,

at hans praktiske D}-gtighed støttedes af et mere

og mere fremtrædende mekanisk Snille, ved hvis

Hjælp han med Lethed fattede enhver ny Anvis-

ning og kunde slutte videre paa egen Haand. Sin

Svendeprøve bestod han med Glands, og hans

Mesterstykke var virkelig et lille Mesterstykke, et

Lommeuhr med en af ham selv opfunden forbedret

C)'lindergang. Hans Opfindsomhed havde ofte

tidligere lagt sig for Dagen ved sindrige Smaafor-

bedringer baade af Værktøj og mekaniske Kombi-

nationer; det faldt ham derfor. ikke vanskeligt at

faae Arbejde; de bedste Mestre vilde hellere end

gjerne have med ham at gjore, og de \^anskeligste

Opgaver betroedes ham. Det var just dem, der

morede ham mest, og naar et Arbejde ret inter-

esserede ham, anvendte han mere Tid derpaa, end

han kunde faae betalt, skjondt han stod i første

Lonningsklasse. Han drev det derfor heller ikke

videre end fra Haanden i Munden, og selv da han

— noget henne i Trediveaarsalderen — var bleven

gift, kunde han ikke faae sig overvundet til det

energiske Skridt: at etablere sig som selvstændig

Mester. \'^anskelighederne herved vare i hans

Øjne saa mange og saa store, at han endog sk}^ede


28

at tænke paa dem ; thi soin alle grublende Naturer

vaklede han overfor enhver bestemt Afgjørelse og

havde kun liden Villiekraft til at gjennemfore den.

Han blev derfor ogsaa som Gift ved med at ar-

bejde for Andre; mest drejede hans daglige Dont

sig om Sager lige ud ad Landevejen, som de

mange Uhre, der beklædte hans Dagligstues Vægge,

vidnede om; men stundom appellerede man til

hans Talent, hvor noget Nyt skulde prøves eller

en særlig fin og kombineret Mekanisme udfores;

og i saadanne Tilfælde skred han til Værket med

en egen stille Begejstring og følte, uden selv at

vide af det, sin Aand i Slægt med den, der drev

Fortidens store Mekanikere frem til deres Opfin-

delser. I saadanne Øjeblikke kunde han vel, lige-

ledes ubevidst, fole Savnet af en Ligestemt at

meddele sig til, .at drøfte Planerne med; men

nogen stor Trang til at ytre sig havde han al-

mindeligvis ikke, og mindst talte han til daglig

Brug med den, der var ham nærmest, med sin

Kone

Mekaniske Konstruktioner forstod hun sig

ganske vist ikke paa, og den dynamiske Videnskab

havde hun end ikke nogen Anelse om. Men

ellers bevægedes hendes Sjæl, skjondt enfoldelig og

klar i sin Sammensætning, af fine Hjul og zarte

Fjedre, hvis Samvirken det nok kunde have lonnet

sig at kjende. Hendes Færd gik ikke med Lodder,

og hendes Tale var ikke stillet paa Skruer; men

sikkert og paalideligt som Uhrets Skive "fortalte


29

hendes Ansigt til enhver Tid, om hendes Hjerte-

slag vare jevne og taktfaste som i den daglige

Livsgjerning eller bevægede af Forventning og

Frygt, af Glæde og Lykke, naar noget Ualminde-

ligt afbrod dens rolige Gang.

Saadanne Afvigelser fra den daglige Ens-

artethed gav den lille Debutant paa V^erdensthe-

atret ikke saa sjelden Anledning til, inden han

blev hjemme i sin Rolle og lærte at bevæge sig

i den med Sikkerhed. Kort efter at han i Daaben

var bleven særpræget mellem andre muligt existe-

rende Knubber ved Erhvervelsen af det ikke ual-

mindelige Fornavn Kristian, blev han den skyldfri

Aarsag til natlig Aarvaagenhed og daglig Bekym-

ring for sine Forældre, der Time paa Time sad

ved hans Vugge og med kummerfuld Agtpaa-

givenhed bemærkede, hvorledes hans buttede Kin-

der sank ind og hans Øjne bleve store og traadte

stærkt frem i det afmagrede Ansigt, medens de

ligesom med et erfarent Menneskes Alvor saae

bebrejdende paa de To ved Vuggen, fordi de lod

ham ligge saa hjælpelos her. Ja, til sine Tider

kunde der ligesom skimtes en truende Beslutning

paa Bunden af dette stumme Blik — en Beslutning

om, at han som snarest agtede at forlade et Sted,

hvor han ikke fandt sig vel behandlet som Gjæst

og hvor store og kloge Mennesker ikke engang

vidste, hvorledes saadan en lille Person skulde

hjælj^es ud af sin Vaande. Og Forældrene maatte

indrømme, at de ikke vare klogere og kvndigere


end Barnet, og de blev barnagtige som det og

spurgte det — skjøndt de som fornuftige Menne-

sker burde vide, at der ikke var noget Svar at

vente — hvor det gjorde ondt, og om det nu var

bedre, og om Kristian vel vilde gaa bort igjen, og

om han ikke vidste, hvor glade de havde været,

da han kom. Og naar Drengen ikke svarede, men

saae paa dem med et gammelklogt Blik, som om

han bebrejdede dem en slig barnagtig Adfærd som

højst usømmelig for voxne Mennesker, saa stirrede

Faderen morkt frem for sig og gyste for Naturens

strenge Nødvendighed, der skred gjennem hans

Bolig og traadte hans Forstegrod e ned; men Mo-

deren græd og bad Vorherre om Frelse for sit

Barn. Men dette selv laa apathisk mellem dem

begge, og i dets lille Hoved rasede ikke nogen

Strid imellem Naturerkjendelse og Forsynstro, men

kun en stærk Feber.

Det skal imidlertid fremhæves til Fordel for

Kristian, at havde han gjort sine Forældre megen

Sorg, uden at have det til Hensigt, saa skaffede

han dem til Gjengjæld ogsaa megen Glæde, endnu

inden han kunde beflitte sig paa at være dem til

Behag. At der aldeles uden Initiativ fra hans

Side skod et lille hvidt Risengr)'n frem af hans

Underkjæbes lyserode Kjød, hensatte hans Moder

i en Tilstand af Henr>'kkelse og Beundring, som

om det var en aldeles enestaaende og mirakuleus

Udmærkelse, der her var bleven hendes Son til

Del, og aflokkede ogsaa Faderen et fornojet Smil,


31

hvori der vel laa en bestemt Tilbagevisning af det

Mirakultuse, men dog tillige en tilfreds Anerkjen-

delse af, at Naturen syntes at virke med særlig

Hurtighed og Præcision hos hans Afl


32

Og med Uhre og andre mekaniske Kunstværker

staa Kristians første bevidste Barndoms-

indtryk i en nær Forbindelse. Den yndede Ny-

delse, at hore et Uhr dikke, var i mangfoldig Grad

bleven ham til Del lige fra det Øjeblik af, hans

Øre kunde opfatte en Lyd, og saa intensivt og

saa uophørligt gjenlød de smaa og store Tids-

maaleres Tikken i hele den lille Lejlighed, at det

varede længe, inden det gik op for Kristians Be-

vidsthed, at Atmosfæren ikke allevegne var sonder-

delt i en Uendehghed af Sekundpartikler. Da den

Samklang, hvormed hans Fødsel var bleven hilset,

nødvendigvis gjentog sig henved et halvthundrede

Gange i Døgnet i større og mindre Udstrækning,

danne hans første Barndomserindringer en Harmoni

med disse melodiske Lyde, og han seer i Mindet

sig selv som en lille Purk følge Viserens Gang

paa det store Skilderiuhr og derpaa, i samme Nu

som et lille Knirk bebuder fuldt Timeslag, kom-

mandere «Fyr!/;, idet han i F"antasien betragtede

sig som en stor Hærfører, der gav Ordre til Ild

over hele Linien. Den Indbildning, at det var

paa hans Bud, Eruptionen brod los, svækkedes

ikke ved det Indblik, han lidt efter lidt fik i Uhre-

nes Sammensætning, naar han laa paa Knæ paa

en Stol ved Siden af Faderens Arbejdsbord og

saae ham samle Stykke efter Stykke med den fine

Niptang, anbringe Tandhjul ved Tandhjul, tvinge

den springske Fjeder til at lægge sig i Spiraler,

skrue Overdel fast til Underdel og derpaa med en


Omdrejning af Uhrnoglen sætte Liv og Bevægelse

i det Hele. Hans Fader stod da for ham som en

Troldmand, der frembragte levende Væsner, og

denne Fantasi næredes endmere hos ham ved de

Tegninger, Faderen udforte for ham i Skumringen,

naar han lagde Arbejdet tilside. I raske Træk

drog Blyanten da Linie paa Linie, og de blev til

Uhre i allehaande sælsomme Situationer: et elegant

Solvuhr, der gik for stærkt, fordi dets Uro sattes

i Bevægelse af et Dameuhr med svær Guldkjæde;

et Kirkeuhr med Munkekutte, for hvilket et plumpt

Bondeuhr maatte skrifte ved at lukke op for Vær-

ket; Farisæeruhret, der med megen Selvtilfredshed

trak sig selv op, saa det viste højest Klokkeslet, me-

dens Tolderuhret saae sønderknust ud, fordi det

gik for langsomt; to Uhre med hinanden under

Armen, Mand og Kone, men visende hver sin

Tid, og andre lignende Indfald, af hvilke nogle

skjulte en Braad, som gik Drengens Opfattelse

forbi; ejheller havde han Blik for de dybe Ryn-

ker, der furede Faderens tænksomme Pande, naar

hans Fantasier tog en anden Retning og han teg-

nede Cirkler og Vinkler, Stænger og Hjul, og s\-n-

tes saa dybt inde i hemmelighedsfulde Spekulatio-

ner, at han rent glemte Drengen, han havde paa

Skjodet. Denne ytrede altid meget hurtigt og

meget uforbeholdent sin Utilfredshed over denne

Forandring i Faderens Tankegang og lod sig forst

stille tilfreds, naar Moderen tog ham.

Tydeligst af Alt, hvad der gjennembrod Taa-


34

gen over Kristians tidligste Barndomsminder, kunde

han i senere Aar se for sig et Par klare Stjerner,

der tindrede paa hans Morgenhimmel, naar han

slog Øjnene op, og hvis Glands bragte ham den

sidste Hilsen fra den svindende Dag, naar han

blev lagt i sin lille Seng. Altid naar de saae paa

ham, vare de glade og lyse ; vare de til Tider

formorkede og beduggede, saae de til alle andre

Sider end til den, hvor der var en lille Dreng,

som ikke for tidlig skulde indvies i Verdens Modgang

og Moje. Med Lyset fra disse Ojne var

Lyden af en sagtmodig Stemme noje forbunden,

og skjondt den havde mest Trang til at juble og

kvidre, naar den blandedes sammen med Drengens

fornøjede Pludren, var det dog gjennem dens

Klang, han fik det første Indtrvk af Livets Sorg,

naar den nu og da dirrede som i kuet Smerte ved

Ordene «Giv os idag vort daglige Brod i Bøn-

nen, som Moderen læste sammen med sin Dreng hver

Aften. Men det daglige Brød fik Kristian allige-

vel i rigeligt Maal, om end af tarvelig Art, hver-

gang hans kraftigt voxende Legeme fordrede sin

Tribut, og Indtrykket af hin Dirren var hurtigt

glemt, naar den samme Stemme, utrættelig og

glad i sin Gjentagelse, præsenterede det sorte

Regiment før ham øg lærte ham at skjelne imellem

dets vidtforskjellige Individer: b med den tykke

Mave og i med den pibende Stemme og m, der

var en flink Ser^^eant med tre Snore, medens


Krigskameraten n endnu kun var Korporal med to

Snore.

I Kristians Fantasi fik Bogstaverne Liv og

personligt Præg og forsvandt saa atter for de endnu

fyldigere Skikkelser, der steg frem for hans Ind-

bildningskraft, naar han stillede dem sammen og

tvang dem til at skabe Mand og Kone, Hest og

Hus, Mark og Skov. Og som en videbegj ærlig

Opdagelsesrejsende trængte Kristian dybere og

d\-bere ind i det ukjendte Land, hvis Grændser

hin sorte Skjoldvagt havde spærret for ham, ind-

til han mandelig havde betvunget den og gjennem-

brudt dens Linie. Og han kom til det vidunder-

lige Rige, hvor den store Bastian, purpurklædt og

med langt hvidt Skjæg, herskede over en Flok af

uregjerlige Undersaatter, der lod deres Drifter og

Lidenskaber frit Løb og fremturede i Kræsenhed

og Nysgjerrighed og Ulydighed og lange Negle,

indtil Straffen brat kom over dem og beredte dem

en ynkelig Skjæbne. Og videre trængte han frem

og kom til en stille, fredelig, solbeskinnet Kyst,

l:)efolket med alskens store og smaa Dyr, firbenede

og vingede Venner, som kom ham imøde og be-

troede ham deres Glæder og Sorger og æskede

hans Deltagelse og hans Hjælp: Hundehvalpen med

rosenrød Snude, Grisen med krøllet Hale, modfaldne

Kyllinger, der frøs om de vaade Ben, og

bekymrede Ællinger, der trippede omkring deres

Moder og undredes over, at hun laa saa stille, og

den stakkels Skibshund, der stod tudende paa

3*


36

Stranden og stirrede med fugtige Øjne ud mod

Skibet, hvor den horte hjemme, men hvor man

havde glemt den i Afrejsens Hast. Dem alle

vilde Kristian trøste og hjælpe med kjærligt Sind,

den sorgfulde Hund især; men Skibet fjernede sig

mere og mere, og langt, langt borte laa dets

Maal som en smal, utydelig Taagestribe i Horizon-

ten. Men ogsaa did naaede Kristian, og han saae

sig med Undren om paa den ode 0, hvor langt

borte fra en skindklædt Mand kom ham imode,

rakte ham en arbejdsru Haand og sagde:


37

naar han saae Hundene gjore store Øjne ad Soldaten,

der vilde hente Fyrtojet. Den Soldat! Hvad

han oplevede, var dog næsten endnu mærkeligere

end alle Robinsons Farer og Kampe! Han tjente i

Kompagni sammen med den standhaftige Tinsoldat,

og deres Kejser gik i bar Skjorte under Tron-

himlen, og Prindsen klædte sig ud som Svinedreng

og lavede Uhre, der kunde spille, og Prindsessen

var saa omskindet, at hun kunde fole en Ært

gjennem femten Dyner, og hun blev bortfort i en

flyvende Kuffert og holdt Bryllup nede i Elverhoj,

hvor alle Meublerne blev levende om Natten og

dandsede Sextour med Hyrdinden og Skorstensfejeren.

Morsomt og vidunderligt var det, men

rigtig virkeligt var det dog vist ikke ; Moder turde

ikke bande paa det, og mere end alt Andet rokkede

dette Kristians Tillid til den aakandeblomstrende,

nattergaletonende, nordlysblinkende Verden, han

færdedes i, indtil en kjærlig Haand, uden at han

mærkede det, drejede ham lempeligt ind paa en

Sti, der forte til den herligste Tourneringsplads,

hvor Kong Valdemar holdt paa sin hvide Ganger

med Dronning Bengjærd ved sin Side, medens

Carl af Rise med Rigmors Farver red frem til

Dystlob; hvor man fra Hojenloftssvalen paa den

rode Borg saae vidt ud over al Danmarks Rige:

fra Riberhus, der blev vundet med Sang og Dands,

til Finderup Lades flakkende Blus i Nattens Mørke,

fra Melfar Sund med Marsvinsjægernes raske Færd

til Klostercellen i Soer. I tusindvis maatte de Sporgs-


38

maal tælles, som Kristian stillede til sin Moder

for at faae Vished om, at dette Altsammen var fore-

gaaet, saaledes som det her stod fortalt; og da

hun af sit Hjertes Overbevisning svarede Ja, folte

han sig paa sikker Grund, blev varm om Hjertet

og Ridder i hele sin Tragten og Hu.

Hvor }-dm}gt en Moder end kan bære den

Naade, at der er blevet hende et Barn betroet,

har hendes Væsen dog den sælsomme Egenhed,

at der Side om Side med Ydmygheden trives en

Stolthed, der — hvor naturstridigt end Slægt-

skabet kan synes at være — er Moder til hin og

trives Side om Side med den i et sundt og sandt

Gemyt. Det maa derfor ejheiler undre Xogen,

der læser disse tarvelige Antydninger af et Barns

almindehge og dagligdags Udvikling.sgang, at be-

meldte Barns Moder saae hvert Stadium paa denne

Gang som et Udslag af ypperlige EVners sjeldne

Forening og som et Varsel om en Bane, der, langt

borte fra Alfarvej, forte ad berommelige, om end

ikke ganske let passable Stier til Hæderens og

Udmærkelsens enlige Tempel, hvorfra hendes Son

med vinkende Haand kaldte ad sin Moder og indbod

hende til at dele sin Herlighed med sig. Ej-

heiler maa man finde Spor af begyndende Sinds-

svaghed hos Faderen i den Antagelse, der mere

og mere slog Rod hos ham: at der jo ikke var

noget Urimeligt eller Naturstridigt i, at Drengen

kunde have arvet hans gode Hoved, skjondt han,

h\ad Hænderne angik, ialtfald ikke endnu havde


39

tiltraadt sin Fædrenearv ; thi Alt, hvad han vilde

t>3gge eller tomre eller snedkre, fik en akavet

Skikkelse og stod i et trist Misforhold til det straa-

lende Billede, hans Fantasi ha\'de dannet sig af

Storværket, inden dets Paabegyndelse. Men over-

for den Forudindtagethed, der med Føje kan an-

tages at være tilstede hos Kristians Forældre til

Fordel for ham, er det os en dobbelt Glæde at

kunne anføre en rolig Natur og en upartisk Be-

tragter som Vidne om den Livlighed og det vin-

dende Væsen, Drengen var i Besiddelse af.

Paa mødrene Side havde Kristian en Slægtning,

der i Forholdet til ham optraadte som «. Grand-

onkel Gram% medens han ellers i Familiens og

Bekjendtskabets Kreds gik undfer Navnet Agenten,

ikke fordi en grantseende Regjering havde lagt

Mærke til hans Fortjenester og aabnet Rangfølgens

Bagdør for ham, men fordi hans mangeartede

Forretninger bedst lod sig sammenfatte under denne

Betegnelse. Han drev en Smule upri vilegeret

Mægler\'irksomhed, han var nu og da Kommissionair

ved et Salg, han var af og til Mellemmand

ved Arrangementet af et Laan, han besørgede

Indkjøb før adskillige Folk i Provindserne, øg da

han forstod at forene hele denne uregelmæssige

Forretningsgang med højst regelmæssige Livsvaner

før sit personlige Vedkommende, var han i Besid-

delse af en lille Formue, der gav hans Optræden

et vist Relief i den tarvelige Kreds, han til daglig

bevægede sig i. Kapitalen var anlagt i adstadige


40

Papirer, der ikke levede paa nogen stor Rentefod,

men den satte ham ikkedestomindre istand til at

skaffe sig den ædleste af alle Nydelser efter en

udstrakt Maalestok: den at lade Pengene virke til

Fremme for alle gode og gavnlige F'ormaal, uden

nogen selvisk Bagtanke. Det var hans Lyst og

Tidsfordriv i ledige Timer at udmale sig, hvorledes

han vilde komme denne eller hin almennyttige

Institution tilhjælp med sit Bidrag eller endog

grundlægge rigt doterede Stiftelser til Kunsters

og Videnskabers Understøttelse eller til svage og

gamle Medborgeres Forsørgelse; han nedskrev

testamentariske Dispositioner i stort Omfang og af

det mest forskjellige Indhold, men alle sigtende

til Almenvellets Befordring, og da han i denne sin

virkelig storartede Velgjorenhed bestandig forhalede

den praktiske Realisation som en Foranstaltning af

raa og materiel Natur og omhyggelig holdt sig

indenfor den nydelsesrige Overvejelses Grændser,

var der rigeligt Forslag i Pengene, saa det atter

her viste sig, hvilken mangfoldiggj ørende Velsig-

nelse der ligger i en vel anvendt Goddædighed.

Naar man forgjæves vilde lede efter den unge

Kristian Knubs Navn i Grandonkel Grams testa-

mentariske Udkast, var Grunden den, at han alt i

sin spæ'de Alder havde forspildt sin velhavende

Slægtnings Bevaagenhed ved en Lejlighed, Inor

han ganske vist spillede en Hovedrolle, men hvor

det dog vilde være ubilligt at paab}-rde ham noget

Ansvar. Det var ved hans Daab. Grandonkel


41

Gram kunde ikke tilgive ham, at han havde taget

tiltakke med et saa vulgairt Fornavn som Kristian,

aldenstund et Navn dog er en af de faa Luxus-

gjenstande, hvis Pris ikke stiger i Forhold til deres

Skjonhed. Han havde ikke næret noget ærgjerrigt

Ønske om at se sit eget Fornavn, Severin, adopteret,

ja, han havde endog været vel tilfreds med

den Delikatesse fra sine Slægtninges Side, at de

ikke ved en saadan Opkaldelse havde gjort et for-

blommet Attentat paa hans til mere almene For-

maal bestemte Liggendefæ; men han havde derfor

ikke mindre uforbeholdent ytret sin Misbilligelse af

det skete Valg og motiveret sin Dadel med den

Udtalelse, at det i et Land som Danmark, hvor

hvertandet Menneske hedder Kristian og hvertandet

Peter, bliver dobbelt vanskeligt for et saaledes be-

tegnet hidivid at arbejde sig frem til en Særstilling

i Peternes og Kristian'ernes og Peter-Kristianernes

Legion. Han betragtede derfor sin unge Slægt-

nings Livsbane som forfejlet og tabte Interessen

for ham.

Saameget kraftigere vidner det for de elskvær-

dige Egenskaber, hvormed Naturen havde udstyret

den af Menneskene saa tarveligt beskaarne Kri-

stian, at han i Aarenes Lob tilkæmpede sig sin

Grandonkels Yndest i den Grad, at denne fandt

sig bevæget til efter Evne at fjerne nogle af de

Hindringer, kortsynede Forældre havde lagt paa

hans Vej, ved at hjælpe ham til en bedre Skolegang

end den, disses Kaar kunde udrede. Det


viste sig snart, at hans Velgjørenhed var paa sin

rette Plads ogsaa her, hvor den til en Forandring

havde antaget en mere konkret Skikkelse end sæd-

vanlig. Kristian gjorde ypperlige Fremskridt og

var snart blandt de Flinkeste. Let om Hjertet,

som han Lordag Eftermiddag kom fra Skole, til-

traadte han Mandag Morgen og hver af Ugens føl-

gende Hverdage sin Vandring til Visdommens Hal-

ler. Og saa vel orienteret i de videnskabelige

Løndomme var han om Morgenen, og saa let vidste

han med sig selv at Eftermiddagsarbejdet vilde

falde ham, at han til og fra Skole undte sig rige-

lig Tid til at iagttage alt det Seværdige, der om-

gav ham. Hans Vej slog sære Bugter, for at

kunne fore ham forbi alle Byens Kunsthandler-

vinduer, og han vidste paa en Prik, med hvor

lange Mellemrum hvert af de forskjellige Firmaer

forandrede sin Udstilling; her havde han sit idelig

skiftende Galeri, hvor Kobberstik og Fotografier,

Raderinger og P'arvetryk gjengav ham Kunstvær-

ker herhjemmefra som fra hele den vide Verden,

hvor Væddelobsbilleder og Amagerscener, Kristus-

hoveder og Skuespillerindeportraiter, Bataillestykker

og Hyrdeoptrin, nøgne Slavinder og Præsteornater,

skaldede Statsmænd og langhaarede X'irtuoser, den

romerske Arena og den franske Salon, \^idenska-

bens Heroer og Forbr}-delsens Herostrater, Mozart

ved sit Flygel og Cromwell ved Carl den Forstes

Ki.-=;te, Dante i Underverdenen og Napoleons Apo-

theose, Kaulbachs Hunnerslae osf Charivaris >


43

Karikaturer passerede Revue for hans stirrende Oje

og ga\' ham en spredt og flygtig, men vækkende

Viden om en Uendelighed af Emner i Fortid og

Nutid, i Flistorie og Litteratur, gav ham en dæm-

rende Forstaaelse af Kunstarters og Kunstretningers

Forskjellighed, prentede en Mængde Navne ind i

hans Hukommelse og øvede hans Divinationsevne

paa Udtydningen af Underskrifterne i de fremmede

Tungemaal, en sproglig Selvundervisning ved Siden

af Skolens.

Og paa Vejen fra Station til Station passeredes

Litteraturens Oplagspladser, baade de fine Varers

store en-gros-Forretninger i Hovedgaderne oq; de

bedærv^ede Effekters billige Detailudsalg i Stræderne.

Fra Rundetaarn til Højbroplads med Afstikkere

tilhøjre og venstre kunde Kristian gjennemlobe et

Kursus i Dagens litteraire Frembringelser, lade

Titlerne paa de n}'e Boger befrugte sin Fantasi til

en Selvvirksomhed, der jo som oftest gik i en hel

anden Retning, men stundom var af ikke ringere

Styrke end den, der havde staaet Forfatteren bi;

med ærgjerrig Blussen indregistrere i sin Hukom-

melse Tallet paa de klassiske Skribenters gjentagne

Oplag ; strejfe de politiske Høvdingers pathetisk

bevægede Appel til et oplyst og selvstændigt Folk

ved en Tilegnelse af Titler paa Piecer og Mod-

piecer, der ikke sjeldent var mere intensiv end den

Interesse, det saa kraftigt opruskede Folk i Væk-

kelsens gnavne Øjeblik viste sine ivrige og uinteres-

serede Vejledere ; trænge ligesaa d\'bt ind i en


44

almennyttig Anvisning" til Dyrkning af Husmands-

lodder eller til den rette Fremgangsmaade ved

Snorefiskeriet som den med disse Skrifters Anmel-

delsebetroede Polyhistor; kaste et Blik ind i F)'siolo-

giens Dybder ved Hjælp af en Tegning afAandedrætsorganerne

udenpaa et tydsk videnskabeligt Værk;

faae en uklar Anelse om amerikansk Humors gro-

teske Former ved at beskue det barokt tegnede

Omslag paa de transatlantiske Bogsendinger; staa

med Tantalusfornemmelser foran de illustrerede

franske Almanaker og skimte Vittighedens Top-

punkt i Forbindelsen mellem de pudsige Billeder

og den desværre fuldstændig gaadefulde Text; søge

Erstatning for denne ufuldkomne Tilegnelse af gal-

lisk Esprit i en hurtig og sikker Forstaaelse af de

kjøbenhavnske Vittighedsblades hjemlige og ved

den idelige Gjentagelse kun desto letfatteligere

satiriske Kompositioner, ved hvis Udstilling i de

smaa Bogladers Vinduer han var en sikker Gjæst

paa Udgivelsesdagen, medens han i Mellemtiden

anstillede jevnlige Razziaer for at holde omhygge-

lig Kontrol med den Visedigtning med tilhørende

prosaisk Anhang, i hvilken særlig Dagens krimina-

listiske Emner fremtraadte i en af Poesien forædlet

og om et medfølende Hjerte hos de ubekj endte

Forfattere vidnende Skikkelse.

Paa en Tid, da endnu intet P'orlystelsesprogram

mod et billigt Vederlag tilbød et hojstæ-ret Publikum

sin Ariadnetraad gjennem de kjøbenhavnske


45

Aftenunderholdningers Lab)"rinth, kunde Kristian

have grundlagt en Formue \'ed som ambulatorisk

Rhapsode at bibringe Hovedstadens Publikum denne

uund\'ærlige Kundskab med samme Sikkerhed og i

samme Udførlighed som det paalideligst kombinerede

Program. Alle Theaterplakater med fuldstændig

Rollebesætning vare nagelfaste Appertinentier i

hans Hoved ligefra Overskriften til Linien med de

af Klimaets Upaalidelighed afficerede Sangere og

Sangerinder, og det var ham en særlig Festdag,

naar hans spejdende Øje ved Enden af Gaden

stødte paa en af de rode Gjenvordigheder, der

markere en Ulykkesdag i en Theaterdirekteurs

ellers saa smilende Livsløb; og Iwad den lystige

Tilkjorsel til Kjobenhavn angaaer, Vesterbro med

dens Vimpler og Flag og knaldende Raketter, da

var der ikke den springende Akrobat, ikke den

flyvende Trapezkunstner, ikke den sabelslugende

Gourmand, ikke den bugtalende Alvorsmand, ikke

den bugsyngende Altistinde, ikke den kankanerende

Sopran, hvis angliserede, italianiserede og magyari-

serede Navne Kristians ungdommelige Tunge ikke

voltigerede imellem med en Færdighed, der neppe

gav hine Verdensberømtheders noget efter. Og

med Hensyn til Plakaternes Bebudelser af mystiske

Begivenheder, som at Delhi agtede at vise sig eller

at Sesam var ivente, da var han paa Højden af

sin Tid og i livlig Spænding længe forinden det

Tidspunkt indtraf, da Aabenbaringen fremtonede i


46

Skikkelse af et nyt Slags Haandklædedrejl eller en

skjægfrembringende Patentsæbe.

Endnu mere hjemme var Kristian i Gadens

daglige Liv. Ved Hjælp af Lirekasserne fulgte

han med det musikalske Moderepertoire ligefra

Operaen ned til den nyeste epokegjorende Dandse-

melodi \ fra Æskerne i Herreekviperingshandlernes

Vinduer modte Navnene paa engelske Politikere

og afrikanske Opdagelsesrejsende hans Blik og for-

bandt sig i hans Tanke med en ubestemt Fore-

stilling om, at disse Gentlemen anvendte deres

Fritid til at udgranske nye P'agoner paa Flipper;

af Instrumenterne hos Kronometermagerne dannede

han sig et svævende Begreb om nautiske Bereg-

ninger og maritime Kombinationer af usomands-

mæssig lærd Natur ; i Bundtmagervinduerne gjorde

han zoologiske Studier blandt den arktiske og den

tropiske P^auna, og hos Blomster- og Frugthand-

lerne blev han hjemmevant i den exotiske Flora

som i Sydlandenes mærkelige Frugtformer; P"ri-

seurernes Skabe vare ham Voxkabinetter med gra-

tis Beskuelse af tankefuldt henstirrende Balskjon-

heder eller malede Augustushoveder med en koket

opvixet Snurbart; Cigarhandlernes Skilter bibragte

ham en levende P'orestilling om det nydelsesrige

Liv under Linien, hvor Negerens Tilværelse bestaaer

i at sidde hele Dagen paa en Rulle Tobak

med en lang Kridtpibe i Munden og en klover-

lignende Plante i Haanden, medens de sammen-


47

rullede Aal og de flade Klipfisk i Horkræmmer-

vinduerne henledte hans Tanker paa farefulde

Fisketogter i nordlige Have.

Det var Smaamonter, fundne paa Gaden;

men den ene lagt til den anden bliver en Kapital,

som kan bruges til Omsætning i Livet eller klattes

bort igjen Skilling paa Skilling.

.^t%


TREDIE KAPITEL.

Stiller Kristians Overlegenhed i et glimrende Lys ved

at fore ham sammen med en mindre alsidig Samtidig.

i|et hedeste Jordstrøg i den danske

Krones Besiddelser er Nyhavn, B}"ens

Side. Hvis man ikke med Bestemthed

vidste, at de Skuder, der Hgge for-

tøjede langs Bolværket, aldrig have

spejlet deres plumpe Skrog i andre Bolger end

dem, der skille J\'lland fra Hovedstaden, kunde

man fristes til at tro, at en af dem fra sin oversøiske

Fart havde hjembragt et St}-kke af Ækvator

og stukket det ind under Gaden ligesom et andet

Gas- eller Vandror. \'ed Middagstid staaer Sol-

varmen dirrende over Brostenene og suger det

sidste Atom af Fugtighed ud af Jorden imellem

dem, medens den bager Husrækken tor til en

saadan Grad af Skjorhed ,

at man ikke vilde

undre sig, om Tagstenene sprang istj-kker og faldt


49

klingende ned jDaa Stenbroen. I denne solhede

Luft smeltes og brases forskjellige uensartede Be-

standdele lig Spæk paa en Stegepande, og den

eneste virksomme blandt de af Solstik slo\-ede

Sandser, Lugten, siger En, at hvis der er nogen

enkelt Egenskab, der er fælles for alle disse

heterogene Atomer, er det noget vist Nautisk.

En mild Duft af Tjære, som sveder ud af de op-

hedede Skibssider og solpresses ud af gammelt

Tougværk, hævder med Held Suprematiet paa den

Side af Gaden ,

der er nærmest Bolværket , og

mødes fra den anden Side af den krydrede Luft

fra Skibsprovianteringshandlernes Boder, i hvis

Kjældervinduer de udstillede Svedsker skrumpe

ind til lidet anbefalende Prøver paa Lagerets Be-

holdning af denne Varesort, medens brune Kanelstænger

og gulgraa Kaffebønner tage sig ud som

Produkter af hojst naturlig indenlandsk Oprindelse

under disse tropiske Breddegrader og de store

Konkylier udenfor Vinduerne godt kunne antages

at være sk}-llede op med Hojv^ande af Kanalen

ligeoverfor, en Forestilling, hvis Rimelighed be-

styrkes ved S\'net af de Xegerborn, der hist og

her stikke Hovedet frem blandt Koloniernes Frem-

bringelser og forst ved nærmere Efters}'n vise sig

at være udskaarne Kokosnødder.

Kjettinger, Tougruller, mindre Udgaver af

Ankere, Kompasser, grønne Styrbords- og rode

Bagbordslanterner, gule Olieklæder og en Uendelig-

hed af alle de Gjenstande, der indtil den mindste

4


50

Enkelthed fuldende Sømandens Udrustning, give

disse Kj ældere et maritimt Præg, der kun dæmpes

af Handelsmanden selv, som gjerne staaer i Doren

med broderede Morgensko og spraglet Slips og

danner en ferskvandsagtig Modsætning til Boutikens

koffardimæssige Udrustning. Konkurrencen er stor,

ikke alene mellem disse Forretninger indbyrdes,

men ogsaa mellem dem og Nabokjælderne, der

stræbe at opstille Sindets gavnlige Opmuntring

som et attraaværdigere Maal for Somanden end

den mere filisti'euse Omsorg for hans personlige

Komfort. I denne Hensigt prange Vinduerne med

en i Fajance udført naturtro Efterligning af en

umaadelig gemytlig firskaaren Søfarende med

Hænderne i Lommen og skrævende Ben eller i

Mangel af dette Kunstværk med en slank Figur i

samme Materiale, der gjør Krav paa at forestille

Prindsen af Wales i Admiralsuniform. Ved Siden

af disse Symboler paa den sindsforfriskende Ge-

mytlighed, Kj ælderen har at byde paa, er der i

Almindelighed anbragt nogle hullede Sydhavsko-

raller som Tegn paa, at Stedet alt har et talrigt

Klientel af vidtberejste Vikinger, der efter Om-

tumlinger i alle Zoner stedse med Glæde vende

tilbage til den bramfrie Beværtning, samt et Par

Gyldenlakker som Vidnesb}'rd om, at Stedets Ad-

spredelser ikke ere af en mere uren Art, end at

selv Naturens skyldfrie Væsner med Glæde kunne

trives i dets Luft; et kafifeplettet Exemplar af en

gammel Avis, der er bleven saa soltor, at den


9

51

knitrer ved den mindste Berøring, og en Underkop

med Fluegift, hvis bedøvende Fluidum har krævet

adskillige sorgløse Luftsejlere til ynkeligt sprællende

Ofre, fuldende det Indblik, man i Forbigaaende

faaer i « Sømandens Hjem > eller ; Matrosens Lyst»,

med mindre man er saa heldig at overrumple dens

højbarmede, haarolieduftende, rodkjolede Lokkedue

i et ledigt Øieblik, naar hun fra Kjælderhalsen

sender et Blik ned ad Gaden for muligt at sig-

nalisere en Sejler i Læ.

Op ad denne Gade bevægede Kristian Knub

sig en varm Julieftermiddag, skjænkende dens en-

kelte meget gamle Huse et Blik, der skulde ud-

trykke hans ærbødige og erkjendtlige Følelser ved

at passere Holbergs Samtidige, og skottende for-

nøjet op til den lille Mand med den store Sukker-

top over en af Portene, hvilken lille Mand han

ligesaa langt tilbage, han kunde huske, havde be-

tragtet som den fornøjeligste gamle Mestersvend i

hele Verden og fra at have drømt om ham som

det ønskeligste Stykke Legetøj, der kunde tænkes,

havde forvandlet til et hyggeligt gammelt Bekj endt-

skab, der altid fik et Nik af ham, naar han var

paa Vejen til sin Faders forrige Læremester, gamle

Helium, saaledes som Tilfældet var i dette Øjeblik.

Den forhenværende Uhrmager boede i et af

de smalle Steder længst ude mod Nyhavns Hoved,

hvor han havde to smaa Hummere allerøverst

oppe med Udsigt over Gammelholms Terrain og

ud mod Flaadens Leje. Han tjente sit tarvelige


52

Udkomme ved at reparere og regulere Uhre for

nogle af sine gamle Kunder og for enkelte mere

velhavende Fagkolleger og levede forresten ude-

lukkende for sit Livs eneste Opgave, Opfindelsen

af et Perpetuum mobile. Han var ikke bleven

fort ind paa denne Vej af Begj ærlighed efter den

fabelagtig store Pengesum, et ihærdigt Sagn lader

den engelske Regjering have udsat for Problemets

Losning, og vuggede sig ingenlunde i Drømme

om fremtidigt Velvære, naar Vanskelighederne

vare overvundne; det \'ar den rent mekaniske

Interesse, der havde bragt ham til at give sig ilag

med Sagen ,

og

skjondt ufuldkomne dj'namiske

Lidsigter laa til Grund for den hele Spekulation

og han under sine Forsog ofte standsedes af

Mangel paa Kyndighed, var der dog en rorende

og trofast, næsten videnskabelig besjælet Iver og

Udholdenhed i hele den INIaade, hvorpaa den gamle

Mand Aar ud og i\.ar ind rullede sin Sisyfussten

op ad Bjerget og saae den trille ned igjen.

Den velbekj endte Stue, Kristian traadte ind i,

havde et venligt Udseende, der ikke alene skyldtes

den storartede Udsigt, man havde fra den, men

ogsaa et tæt Vedbendflor, der trak sig rundt om

\"indueskarmen og hvis morkegrønne Far\-e med

de enkelte lyse Skud omsluttede et Fuglebur med

en lystigt kvidrende Veteran af en Kanariefugl,

der paa en Sommerdag som denne havde al Grund

til at tro sig hjemme paa sin Arts oprindelige

K)'ster. Et Hængeskab paa den ene Væ^g gjemte


53

Beboerens rorlige Ejendele, forsaavidt de henhorte

under Husholdningsafdelingen : nogle Tallerkener,

et Par Glas, en Smorkande, et Saltkar, et Par

Kopper og lidt Dækketøj ; paa Væggen ligeoverfor

saaes Frugterne af hans mekaniske Konstruktioner

i Skikkelse af et stort Antal paa Hylder opstillede

Modeller af Cigarkassetræ med Snore og Lodder

og Tridser og Ballancer i hojst varierende For-

bindelser.

Ved Krislians Indtrædelse vendte den Gamle

sig om fra sit Arbejdsbord, skubbede den grønne

Skjærm op i Panden og kastede et skarpt Blik

paa ham under de sammentrukne Øjenbryn, hvor-

paa de samme Bryn, hvis buskede Tæthed og

Længde kunde have gjort dem til ønskværdige

Prydelser for mangen ung Krigers Overlæbe,

hævedes igjen med et umiskjendeligt Udtryk af

Tilfredshed.

-; Goddag, lille Kristian, Goddag! Naa, hvordan

lever vi i denne Ferietid? Kjedelig Tid, hva'?

Hvordan har de det hjemme? Har Fader godt at

bestille? Skranter Moder endnu? Ak ja, den

Stakkel, hun slider formeget i det. — Ja, Du seer

paa dette hersens,' tilføjede han, da Kristian,

efterat have gjort Rede for Familiens Status, be-

tragtede det foran den Gamle udbredte Ark Papir,

der med sine Cirkler og Vinkler og Bogstaver og

Tal levende mindede ham om den sorte Tavle i

Klassen efter en Mathematiktimes Slutning. Ja,

det interesserer Du Dig nok ikke stort for. Men


54

hvad jeg vilde sige — nej, Du er vel ikke kommen

til Fysiken endnu r Hydrodynamik — er det ikke

saaledes det hedder? — det kan jeg ikke blive rigtig

klog paa — men paa den Maade maa det kunne

gjøres — paa den Maade maa det kunne gjores.»

Disse sidste Sætninger henvendtes ikke til

Kristian, men som en trøstende og opmuntrende

Enetale til ham selv. Han sank for en Stund hen

i tause Betragtninger, og med de buskede Bryn

helt nedtrukne, den skarpe, krogede Næse, den

spidse Hage ,

den

magre , senede

Hals i den

ustivede Skjortelinning og det pjuskede graa Haar

strittende ud til alle Sider saae han i Kristians

Øjne ud som en gammel Grib, der var hensunken

i Eftertanke for at mindes, hvor paa Lag det var

den havde nedgravet en hemmelig Skat.

«Du maa lægge vel Mærke til,, tog Helium

derpaa Ordet i en egen stilfærdig Tone, som for

at meddele Kristian Resultatet af sine Overvejelser

i Form af en sund Maxime for hele Livet, «at

de Lærde nok kan bevise os, at en Ting kan og

maa være til, men at den ikke kan være til, det

maa de ikke komme og fortælle os, for der holder

deres Beviser ikke stik. Du har vel sagtens hørt

Tale om Leverrier — naa, ikke? — jo, det var

en stor Astronom i Frankrig — eller er, for han

lever da endnu, saavidt jeg veed. Han regnede

ud og beviste med klare Tal, at der paa et be-

stemt Sted af Himlen maatte findes en Planet,

som hed Neptun, og da de saae ordenlig efter,


55

fandt de den da ogsaa ganske rigtigt. Men sæt

nu, hans Beregninger med ganske den selvsamme

Nøjagtighed havde viist ham, at der ingen Planet

kunde være paa det Sted, — hvordan i Alverden

skulde det saa blive klart, om han havde Ret eller

ej? For at der ikke endnu var fundet en, og

hverken imorgen eller iovermorgen eller om hun-

drede Aar vilde blive fundet nogen, det forhindrede

jo da slet ikke, at Mester Urian kunde blive

attraperet om tohundrede eller om trehundrede

Aar, naar man har faaet endnu mere udmærkede

Kikkerter; og saa vilde man finde den Ting ganske

i sin Orden og med Lethed bevise, at Manden

havde regnet galt. Nej, min Ven, Videnskaben

kan være god nok til at forklare os de Ting, som

er, og fortælle os om de Ting, der kan være;

men naar den vil bevise os om andre Ting, at de

ikke paa nogen mulig Maade kan existere i Ver-

den, saa siger jeg: Det skulde De ikke gjore,

Hr. Rejersen, for det veed De ikke noget om!;.

Efter denne populaire Exkursion ind paa det

meget omstridte Territorium ,

hvor

Videnskabens

Filosofi har opslaaet sin krigerske Lejr, saae den

gamle Grib Kristian lige ind i Ansigtet med sine

spillende Øjne, som om han vilde sige: Der kan

Du se — jeg er ikke ene og alene en empirisk

Stymper; jeg har et holdbart theoretisk Udgangs-

punkt for mit Arbejde.

Kristian var ikke stærk i Abstraktioner og

holdt sig derfor ti-l den praktiske Side af Sagen.


56

-


57

men som nu viste sig at rumme et i gamle Heliums

Øjne langt kosteligere og uforgængeligere Indhold.

Efterat han havde stovet Kassen omhyggeligt

af indvendig med en lille Fjerkost, tog Forevis-

ningen sin Begyndelse.

«Seer Du her,; begyndte den Gamle, og

Øjnene lynede bag de fremhængende Bryn ; < dette

hesteskoformede Træstykke her i Enden af Kassen

— det rødmalede — det maa Du tænke Dig er

en Magnet; fra den gaaer der et Skraaplan med

en Rende ned til den anden Ende af Kassen, hvor

Du seer den lille Bly kugle, som Du maa tænke

Dig er af Jern. Nu maa Magneten være akkurat

saa stærk, at den kan trække Kuglen op ad Skraa-

planet. Den marcherer altsaa opad — men pas

paa — nu kommer Snedigheden ! Her

lige foran

Magneten seer Du et rundt Hul; bums, plumper

Kuglen i, triller i en Rende nedenunder tilbage til

sin forrige Plads, hvor Magneten strax begynder

at hale den op igjen, og saaledes videre i een

Evindelighed. Det er simpelt, ikke sandt? — som

alle virkelige Opfindelser. Naar jeg bare havde

Raad til at udfore Maskinen i Stort, med en Ka-

nonkugle og en rigtig kraftig Magnet, saa skulde

den nok faae Lov at arbejde — en Arbejdskraft,

som man kun behovede at ha\'e sat igang ved

Verdens Skabelse for at faae den til at virke uden

Afbrydelse lige til Dommedag. Hvis det ikke er

en Eosning af Problemet, saa veed jeg ikke, hvad

man forlanger. >


Den Gamle saae sig om i Stuen, som om

han krævede Aarhundredet til Vidne paa, at han

var en forurettet Mand; og for hver Vending, hans

Hoved gjorde, gav det et R}-k i det, som om han

virkelig var en Fugl, der havde lagt et Guldæg i

Ørkenens Sand.

Kristian havde sandt at sige kun skjænket

Forklaringen en adspredt Opmærksomhed, thi den

nære Forbindelse, hvori Helium havde bragt hans

Fader og de engelske Skatte, havde fænget i hans

Fantasi og viste ham en Fremtid fuld af ube-

grændset Nydelse. Han saae sig som sine fineste

Skolekameraters Ligemand, som Arving i et rigt

Hjem, sin Fader med Ridderbaand i Knaphullet,

sin Moder i en ved en Kammerjomfrus Hjælp

ifort Silkekjole og med lang Guldkjæde, sig selv i

Besiddelse af den saameget attraaede Panamahat

og med Penge i Lommen, der tillod et ubegrændset

Indkjob af Komediebilletter. I et Nu havde han

besøgt Paris, Rom og Neapel og befandt sig just

med nogle af sine bedste Venner paa en hojst

komfortabel Rejse i Schweiz med fire Heste for

Vognen og Tjener paa Bukken, da Helium, der

havde lukket Kassen til igjen, bragte ham tilbage

til Nyhavn med den let henkastede Bemærkning:

«Ja, ja, Kristian, hils saa hjemme og siig, at jeg

snart seer op.»

Med hvor hovedkulds en Volte Kristian end

rullede ned fra det lige bestegne Rigi, var han

dog mindre fortumlet end den gamle Uhrmager,


59

hvilket \iste sig, da han mindede denne om, at

han dog \ist maatte have anden Brug for ham

end som Tilskuer ved mekaniske Kunstværker,

siden han selv udtrykkelig havde havt Bud efter

ham idag.

'Har jeg havt Bud efter Dig? spurgte Helium

og sendte sine Tanker rundt i forskjellige Retninger.

Omsider kom en af dem tilbage med tilfredsstillende

Svar.

»Javel, javel, det har jeg jo ogsaa,:> sagde

han. 'Nu husker jeg det. Ak ja, man bliver

gammel, Kristian; der havde jeg saa min Sandten

rent glemt min Torskepande.-

Kristian havde en Slags Forestilling om, at

bemeldte Pande maatte være en eller anden Be-

standdel af en Maskine, der skulde undergiv-es en

Gjortlers eller Drejers nærmere Behandling, thi

saadanne Smaaærinder var han vant til at besørge

for sin Faders gamle Læremester. Men den nær-

mere Forklaring rev ham ud af hans Vildfarelse.

'Der kan Du tænke Dig, Kristian, . begyndte

den Gamle og virrede mismodig med Hovedet,

«der kommer igaar 'Fremtidens Haab» fra Sæby

og lægger til Bolværket her ligeoverfor, ladet med

Stykgods. Et af Stykkerne var adresseret til mig;

det havde to Ben og to Arme og et stort rundt

Hoved med et Par blakkede Ojne og var mærket

Thomas Taagerup, uden Værdi. Med andre Ord:

min meget ærede jydske Familie, som jeg aldrig

troede sendte mig gamle Udflytter en Tanke, har


6o

pludselig folt Blodets Rost vaagne i sig, mærkeligt

nok samtidigt med at en af dens Knolde fik L}'st

til at bese Hovedstadens Mærkværdigheder, og nu

har de sendt mig ham paa Halsen, for at jeg skal

tage mig af hans Opdragelse. Nogen Udgift skal

jeg ikke have af ham, for Proviant har han med.

saa han godt kunde overvintre her, hvad jeg dog

ikke haaber han har isinde; her skal Du se!» Den

lille Mand aabnede Hængeskabet og dermed tillige

Indblikket i en Suleverden , overfor hvis Fedme

hans egen magre Skikkelse syntes at blix^e endnu

tyndere og tørrere : Rullepølser, Faarelaar, Gaase-

bryster, Sodmælksoste og Smorkrukker vare stuvede

sammen til et saa betagende Indtr}'k af Fedtfor-

nemmelse, at Øjet uvilkaarlig opsøgte det lille

Saltkar som en kvægende Modvirkning. -Men

hvad skal saadan en gammel Fyr som jeg stille

op med denne unge Jydesvend, naar forst hans

Øjne bliver opladte efter den Blindhed, der siges

at skulle dække dem i de første tre Dage af Op-

holdet i Kjøbenhavn! Det er derfor, jeg har havt

Bud efter Dig, Kristian. Du maa tage Byrden fra

mig og farte om med ham; Du forsommer jo

ingenting med det i denne Ferietid. — Nu skal

vi faae ham herind; jeg har laant Vejviseren til

ham, for at han kan sætte sig ind i kjobenhavnske

Forhold; han har studeret den hele Formiddagen

herinde i Sovekamret, hvis han da ikke er falden

isøvn. — Thomas! Aa, Thomas! kom lidt her-

ind ! >


6i

Ind kom den unge Thomas, en fjortenaars

Knos i den traditionelle Landsbystil: gult, rund-

klippet Haar med et egensindigt strittende Buskads

lige over Issen, vandblaa Øjne med et overvejende

forbauset Udtryk, en noget opstaaende Næse, hvis

Aabninger ligesom tilbod Granskeren fri og bekvem

Adgang til at underkaste det Indre af Hovedet en

nærmere Undersogelse , et bredt, fregnet Ansigt

og vejrbidte Øren med hornagtig Kantning. Den

opslagne Vejviser holdt han foran sig i begge

Hænder og meddelte, endnu inden han havde bemærket

Kristians Tilstedeværelse, Udbyttet af sine

Studier i følgende meget langsomt, men med dyb

Overbevisning fremsatte Iagttagelse:

.


62

en skjøn Opfyldelse af en fager Drøm : Land og

By, der følges ad i broderlig Samdrægtighed —

fald nu ikke i Rendestenen !

Kanariefuglen ledsagede de unge Menneskers

Bortgang med en skingrende Fanfare , idet de

lukkede Døren efter sig. Da de vare traadte ud

paa Gaden, sendte Thomas et gjenkjendende Blik

over til Skibshunden paa '; Fremtidens Haab», paa

hvis Ruf den laa sammenrullet ligesom en Bunke

sort Uld, og Kristian underkastede samtidig sin

n}'e Ven en prøvende Betragtning. Han kom til

det Resultat, at Klimaet pr. Sæby maatte være af

en aiktisk Natur, der nødvendiggjorde Brugen af

et flerdobbelt omslynget uldent Halstørklæde endog

i Hundedagene, og de svære mod Stenbroen klin-

gende Sinker paa de tyksaalede Sko fuldstændig-

gjorde denne Forestilling ved at fremkalde Tanken

om farefulde Gletscherbestigninger. Thomas' Klæ-

deskaskjet med de to smaa raslende Kvaster paa

Skyggen og den dobbelte Bagklædning var lige-

ledes en upaaklagelig lun Hovedbeholder, og de

mørkeblaa Vadmelsklæder holdt fast paa Solstraa-

1erne, som om de vilde opbevare dem til Vinter-

brug. Ved Siden af den hele kluntede Figur tog

Kristians slanke og smidige Skikkelse sig unægtelig

betydelig ud til sin Fordel i det nyvaskede Kadet-

lærredstøj, skjøndt det ikke var udgaaet fra nogen

Hofskrædders Etablissement , men skyldtes hans

Moders taalmodige Haand og grantseende Øje for,

hvad der kunde klæde hendes Dreng.


øm i

Rundt i Byen traskede de, saa Thomas blev

Fødderne. Overgangen fra den jydske Land-

lighed til Hovedstadens menneskefyldte Stenverden

havde vel ikke været brat, forsaavidt som :>Frem-

tidens Haab •

havde

brugt det meste af en Ugestid

for at naa over i det næsten blikstille Sommervejr;

men Indtrykkene ombord i det lille Fartoj havde

netop paa Grund af den langsomme Sejlads havt

en vis monoton Karakter, saa at Overvældelsen hos

den ungdommelige Passageer havde været stor, da

han forste Gang satte Foden iland, og var i stadig

Stigen, alt som han med Kristian som Vejviser

trængte d\'bere ind i Byen. Den ytrede sig

imidlertid ikke ved hyppige eller lydelige For-

undringsudbrud ; var Thomas end ikke en Tænker,

der vilde underkaste Fænomenerne en indre Be-

arbejdelse, inden han gav sig Luft i Reflexioner

over dem, saa var han ialtfald en lakonisk Natur,

der ikke havde nogen stærk Drift til Meddelelse,

og hvis Kristian havde tænkt sig et Vederlag for

sit Følgeskab i Form af de for en kjobenhavnsk

Cicerone saa tilfredsstillende Udbrud af Beundring

over Hovedstadens Rigdomme, Skjonheder og For-

underligheder, saa blev han skuffet. Den eneste

FyIdestgj oreise, han havde, var Sammenligningen

mellem hans egen Videns Omfang og det be-

grændsede Antal Forestillinger, der rummedes i

hans jydske Samtidiges Hjerne. I Begyndelsen

havde han slet ikke noget Begreb om , hvilken

Masse af dagligdags og højst almindelige Gjen-


64

stande der maatte give denne Hjerne den forste

Impuls til Visdomstilegnelse ved at ægge den til

Forundring :

han

vilde trække sin Følgesvend

gjennem Gaden i rask Fart for at naa hen til de

mere remarkable Fore\'isningsemner, men maatte

hvert Øjeblik standse sin Gang, fordi Thomas var

sunken hen i beskuende Dvælen foran den for-

gyldte Love, der dannede "V^artegnet for et af de

smaa Gjæstgiversteder i Nyhavn, foran de i P)Ta-

mideform kunstfærdigt opstillede Ølflasker i Kjæl-

dervinduet eller foran de spiralsnoede Brystsukre i

Glasset paa Kagekonens Bord. Ved X)-havns Udmunding

i Kongensnytorv vilde Kristian drage

ham tilvenstre for at præsentere ham Theatret,

men den imponerende Rytterstatue midt paa Tor\"et

trak som en mægtigere Magnet Thomas' sinke-

beslagne Fødder over mod Pladsens Centrum,

hvorfra de første uklare Indtryk af Skulpturens

Skjønhed og den kongelige Majestæts Højhed holdt

deres Indtog i hans Hoved gjennem den maabende

Mund. Da han var naaet halvt rundt om Statuen,

laa Hovedxagten for hans Blik som et n}-t og

uanet Omraade for Studium; han havde aldrig for^

i sit Liv seet en Soldat og underkastede følgelig

de to Skildvagter en indgaaende Mønstring med

Hensyn til Paaklædning og Bevæbning; derefter

kom Touren til de tre Malmkanoner, som han

bankede paa med Knoerne og undersøgte paa sin

uforanderlig stilfærdige Maade , uden at udtale

nogen Dom, saa at Kristian ikke kom til Kund-


65

skab om, hvorvidt deres patriarkalske Xavne, som

han nævnede for ham ,

fremkaldte

nogen vrang

Forestilling hos ham om artilleristiske Øvelser i

Mamre Lund.

Vandringen ned gjennem Østergade var rig

paa Besværligheder for Kristian; den foregik ikke

alene med trættende Langsomhed, fordi Thomas

absolut maatte give alle de rode Handskemager-

skilter, han kunde naa, et venskabeligt prøvende

Haandtryk og forvisse sig om, at de to Af\iser-

stene ved Enden af Integade vare fast funderede i

Jorden; men der var Øjeblikke, da Kristian næsten

ængstedes for det Ansvar ,

han havde paataget

sig, idet hans Myndling nu og da forsvandt for

hans aarvaagne Blik og først efter lang Leden

fandtes inde i en Port, som en Udstilling af Kjore-

pidske havde draget ham ind i, eller nede i en

Kj ælder, hvis Vinduesparade af Merskums Cigarror

havde fristet ham til en mere indtrængende Undersøgelse,

uden at han havde nogen Forestilling om

de Forpligtelser overfor den jourhavende Expedi-

teur, et saadant Besog paalagde ham, hvorfor hans

Mentor til sin Ærgrelse maatte fri ham ud af den

falske Situation, han var kommen i. Det var derfor

med en lettende Følelse Kristian ved Enden

af Østergade drejede af tilhøjre og, ganske vist

under idelige Standsninger, men dog nærmende

sig Maalet Skridt for Skridt, lodsede den fra den

ene Side af Gaden til den anden krydsende Skude

henimod det ved dens Ende vinkende Maal —


66

Rundetaarn. Med en Kjobenhavners hele Stolthed

fremviste han dette sin Fodeb}-s papulaireste Monu-

ment, hin gamle graa Stenkæmpe, der er den

kjobenhavnske Bevidstheds trofaste Ledsager, i

hvilken Egn af Verden den saa færdes, og staaer

hjælpsom ved dens Side, hvad enten den vil maale

Himmelbjergets eller Peterskiiplens Hojde, Maanens

Afstand fra Jorden eller Niagarafaldets Dybde.

"Opfort af Kristian den Fjerde,* forklarede

hin folkelige Oldenborgers yngre Navnefælle.


foldighedens > Dæk

6;

havde han ofte efterlignet mimisk

og" monologisk, naar han agerede dramatiske Scener

med sig selv som Hovedperson og Salens tause

Meubler som eneste Tilskuere. Men Tidsrummet

for Heltekongens Regjering flod altid med ube-

stemte Grændser ind i andre Tidsrum, naar Dagens

Pensum ikke ligefrem gjorde ham det til Opgave

at have Rede paa Aarstallene. Og saaledes gik

det ham overhovedet med alle Kjendsgjerninger i

den historiske Læsning; Aanden i Historien var

for flygtig en Æther til at den endnu kunde paa-

virke hans unge Intelligens, men dens levende,

friske, rodmussede Kjød tiltalte hans Fantasi; kun

dens tørre Skelet var ham en Vederstyggelighed.

Unge Thomas havde ikke nogen Forestilling

om, at han paa et enkelt Punkt havde besejret sin

kjobenhavnske Ven; han havde taget Afstand over

imod Krystalgaden for at faae et Overblik over

Taarnet, og efterat han havde kastet et flygtigt

Blik paa den latinske Rebus over Porten ,

hvis

Dunkelheder det ikke kunde falde ham ind at

fordybe sig i, var han ved en kort Vending af

Kroppen bleven foranlediget til at underkaste

Klodstørvene i Kurven udenfor en Brændsels-

handlers Kj ælder en sagkyndig Undersøgelse baade

med Hensyn til Vægtfylde og Farve, alt imedens

Kristian lagde Planer for deres videre Vandring

og pønsede paa en Afslutning, der kunde efterlade

et stærkt og varigt Indtryk i hans Ledsagers*

Sind.


68

Efter en Afstikker om ad Frueplads, h\'or det

ikke lykkedes Kristians Kunstbegejstring at aflokke

Thomas anden Interesse for Johannesgruppen end

den, der kunde bunde i hans bibelhistoriske Lær-

dom, men hvor ikkedestomindre et længere Ophold

blev nodvendigt, fordi den taagerupske Yng-

ling absolut vilde hjembringe en A'Iaalestok for

Kirkens Dimensioner i Forhold til den hjemlige

Kirkebygning, hvorfor hans korte Ben gravitetisk

afskridtede Længde- og Breddemaalene; efter en

Exkursion tversover Gammeltorv, hvor Spring-

vandet blev Gjenstand for en længere Betragtning,

medens Thomas med tydelig udtalt IMistænksomhed

i øje og Ansigtsudtryk lyttede til Kristians even-

tyrhge Beretning om Guldæblernes Dands paa

visse Højtidsdage, og efter et lille Slag ned ad

Nygade og Vimmelskaftet, hvor Mødet med en af

de store Omnibusser gav Thomas Anledning til at

mønstre de forspændte Heste med et prøxende

Blik, drejede Kristian af tilvenstre og standsede

noget nede i Sidegaden foran et gammelt Hus.

Uden at forberede Thomas paa Arten af det

Skue, der her skulde oplades for ham, forte han

ham ind over Gaarden og op ad en smal Trappe.

Paa anden Sal aabnede han langsomt og h'dlost

en Dor og traadte ind, efterfulgt af sin Ledsager.

De befandt sig i et stort Rum med mørkt-

farvede Vægge og sodet Loft; ved høje Pulte stod

tause Mænd, klædte i lange Blouser og med Rem


69

om Livet, sysselsatte med stilfærdigt Arbejde af

en for Thomas gaadefuld Beskaffenhed.

Kristian lod til at være kjendt Mand i

Far-

vandet, thi med sikre Skridt bevægede han sig

henimod det længst bortliggende Hjørne, efterfulgt

af Thomas med Huen i Haanden.

Her stod en hoj Mand med et blegt, alvorligt

Ansigt, hvis lange morke Skjæg bolgede helt ned

paa Brystet. Han var saa fordybet i sit Arbejde,

at han ikke strax lagde Mærke til de to Unger-

svende. Først da Kristian havde hilst: -Goddag,

Hr. Hyssing!)) vendte han sig om mod sine Besøgende

og sagde med et svagt Spor af Oprømthed

i den dybe Stemme: «Ih, Goddag, Kristian Knub

— Goddag — hvem er den Gut?»

Han er i Familie med Hr. Helium — Thomas

hedder han — ovre fra Jylland. Jeg har lovet at

vise ham Kjøbenhavns Mærkværdigheder

-Og saa fører Du ham her op — takker for

Æren. Ja, min unge Ven, her er Mærkværdig-

heder nok. Hvad troer Du for Exempel dette er

for En.":^ spurgte han, idet han rakte Thomas en

træskaftet Syl, som han just skulde til at lægge

fra sig.

beskedent.

Det er vel en Skomagersyl,- foreslog Thomas

Ja, man skulde synes saa — nej, min Dreng,

enten Du nu vil tro det eller ej, saa er det en

Aal, — en Aal, tilføjede han med Pause mellem

Ordene, for at skjelne dem fra den mere rimelige


Benævnelse "en Naal>.. cSaadan har Du nok

aldrig tænkt Dig Aalen, hvad? Og Du har rimeligvis

heller aldrig drømt om, at saadan en —

han pegede paa en aflang, zinkforet Firkant af

Træ — at saadan en er et Skib r

Thomas havde i sine hjemlige Omgivelser op-

snappet en og anden Ytring om Kjobenhavnernes

Underfundighed og Spottelyst og følte sig nu fuldstændig

overbevist om, at man drev Lojer med

ham. Han trak sig derfor noget sky tilbage, men

fulgte dog opmærksomt den stundom noget gaade

fulde Samtale mellem Hyssing og Kristian.

Ordet Sandmark forekom hyppigt i den, og

lidt efter lidt gik det op for Thomas, at her ikke

var Tale om nogen Art af Jordbonitering, men

om en Mand, der maatte antages at skrive Vers.

laltfald talte baade Hyssing og Kristian med stor

Begejstring om Digte, der nævnedes i Forbindelse

med hans Navn, og Kristians ældre Ven bøjede

sig gjentagne Gange henover Pulten og læste flere

Linier op, men fra den forkerte Side, fra hojre til

venstre, hvorhos han beklagede, at han trods al

anvendt Opmærksomhed dog havde gjort sig

skyldig i en Begravelse ; heldigvis havde Digteren

opdaget det, saa Skaden kunde oprettes, skjondt

ikke uden en besværlig Ombrækning. Kristian lod

falde nogle som det .syntes sagkyndigt trøstende

Ord om den haardere Skjæbne at falde i Fisk og

henviste til en eventuel Svinesteg som Erstatning.

Jo mere de talte, jo klarere blev det for Thomas,


71

at man ha\'de sammensvoret sig om at holde ham

for Nar, og da Kristian omsider tog Afsked efterat

have faaet et lille Kræmmerhus fyldt med Noget,

som Hyssing sagde var kastet i Toj», og efterat

have lovet at besoge sin Medsammensvorne forstkommende

Søndagformiddag, skyndte den trivelige

Landboer sig ned ad den snevre Trappes halvslidte

Trin med en Hastighed, der forøgedes paa ufrivillig

Maade for den sidste Fjerdedels Vedkommende,

saa at han røg ud i Gaarden med en Fart som et

kraftig udskudt Projektil. Kristian samlede ham

deltagende op igjen ; under Bestræbelsen for at

tørre ham af og under Thomas' bestemte Forlan-

gende om at blive bragt hjem glemtes Spørgs-

maalet om, hvorledes han havde moret sig ved at

se Bogtr>'kkeriet, saa at Thomas endnu i Aaringer

var uvidende om, hvad det var for et sælsomt

EtabHssement, han havde gj æstet, og var nærmest

tilbøjelig til at antage, at det var en Anstalt for

uhelbredelige Melankolikere med snurrigt forvirrede

Begreber.

Det var blevet halvmørkt, inden de naaede

Nyhavn . Den lange snorlige Række af Gasflammer

pegede som en udstrakt Finger mod det — som

det forekom Thomas — uendelig fjerne Maal for

deres Vandring. Det var begyndt at blæse lidt

efter Solnedgang, •

og

Vandet i Kanalen plaskede

soni i halvhøjt Smaaskænderi mod Skibssiderne,

medens det knirkede i Tridser og Toug. Men

oppe i Heliums Stue var der hyggeligt og rart,


72

og den Gamles hvasse Øjne glimtede af Glæde

under de fremhængende Bryn ved at se de to

Ungersvende tage for sig af de jydske Sulevarer i

broderlig Enighed. Under den voxende Forøgelse

af legemligt Velvære folte Kristian sig som den

forladte Provindsialists naturlige Beskytter og gav

sig selv i overstrømmende Venskabsbetagelse det

højtidelige Løfte, at ville staa trofast ved hans Side

i alle Livets skiftende Skjæbner, medens Thomas

mere besindig overvejede ,

om

han ogsaa næste

Dag skulde vælge Kristian til Forer eller prøve

paa at gaa sine egne Veje.

^^^7^^^^^3-


FJERDE KAPITEL.

I hvilket Kristian sees at voxe op i Skyggen af

sit Lands Storheder.

den Beundring, som Sætteren H}'ssing-

nærede for Digteren Sandmark, var

der — hvilket oftere, end man troer,

skal være Tilfældet med Antipoderne

Beundring og Foragt — et stæn-kt

personligt Moment forbundet med Foleisen af hans

Storhed. Vi sværme villigt for store Mænd, men

villigst for dem, der bo i vor egen Gade, og

Hyssing boede ikke alene i samme Gade, men

endog i samme Hus som Sandmark, et stille Hus

i en stille Gade, som mundede ud imod Nørrevold

med den svagt skraanende Bakke og de grønne

Skrænter, langs hvis Fod de svære Møllesten stod

uantastede Dag og Nat Aar igjennem som et skjønt

Symbol paa Ejendomssikkerheden i Danmarks

Hovedstad i en ellers saa fremskreden Tidsalder

som det nittende Aarhundredes sidste Halvdel.


74

Foroven kastede tætte Kastanie- og Lindekroner

deres taust henglidende, bløde, blommede Skygger

hen over Spadserevejen, og fra Bastionerne saae

jØjet ud over Kirsebærgangens grønne Londc^m,

ov^er Stadsgravens sivbevoxede Bredder og de

svømmende Aakandeblade paa dens mat anløbne

Spejl, ud til frit og fladt Land med Jernbanegaard

og Fabrikbygninger og Vandværk og blanke Soer

og Villarækker og tætte Haver og frodige Marker.

Sandmarks Bolig laa saa højt tilvejrs, at \"oldens

gamle Træer saaes ovenfra som et t)'kt grønt

Tæppe, og al den ovrige Herlighed aabenbarede

sig ved et Sideblik gjennem Vinduet, begrændset

tilhøjre og venstre af den Ramme, som Gadens

Udmunding i Volden dannede. Hyssings Lejlighed

laa Dør om Dør med Sandmarks og lovede til-

syneladende ganske den samme forfriskende Udsigt;

men den Indtrædende følte sig i saa Henseende

bittert skuffet, thi Sætterens eneste Værelse vendte

ud mod Gaarden og aabnede ikke andet Perspektiv

end til en \'rimmel af Tagluger og Skorstenspiber

og Røghætter og melankolske Brandmure og dum-

dristige Pakhuskraner og lunefuldt blinkende Gavl-

vinduer med Tørresnore fra det ene til det andet,

paa hvilke Gjenbohusene udhænigte deres renvaskede

Klædningsstykker til gjensidig skarp Kritik. l\Ien

hele dette Komplex var ved en Tilfældets P'orekommenhed

ordnet saa hensigtsmæssigt for Be-

boeren af det omtalte Værelse, at han liggende i

sin Seng kunde se, hvad Klokken var paa Petri


:>

Kirke, h\'ilket Arrangement i boj Grad kom Tr\iv-

keriet til Nytte ved at stille hans Kræfter til dets

Raadighed lige nøjagtigt paa det Klokkeslet, da

det daglige Arbejde begyndte. Og hvad Indtn'kkene

af \aagnende Foraar og frodig Sommer

angaaer, da modtog Hyssing dem vel ikke fra

forste Haand , men herover følte han sig dog

ingenlunde forurettet og havde sandt at sige heller

ikke Grund dertil; thi naar han nu modtog dem

paa anden Haand ,

da

kom de til ham i en af-

klaret, en sublimeret Form og indtil Sprængning

f}-ldte med det Tankeindhold ,

de

havde affødt i

Digteren Sandmarks lyriske Sjæl, og i denne for-

bedrede og udvidede Skikkelse bragtes de af

Hyssing til Tr}'kkeriet og derfra som Korrekturark

tilbage til hans hæderomstraalede Nabo.

Paa denne Vis var der i Tidens Lob op-

staaet et Slags Omgangsforhold mellem Digteren

og Sætteren, trods den store Forskjel i social

Stilling og aandelig Udstyrelse, der ogsaa i ideel

Forstand ligesom henviste den Ene til Forhusets

Solside, den Anden til Baggaardens Skygge. Det

faste Grundlag for dette Forhold var den uskrøm-

tede Begejstring, Hyssing nærede for sin berømme-

lige Sambos Digterbegavelse; thi ihvorvel Sandmark

modtog Røgofre nok, der kildrede hans

Næse med en sød Lugt, saa ere Digterne dog

ogsaa i den Henseende Naturens Skjødeborn, at

de sjeldent ere udrustede med nogen kritisk Vrage-

evne, der tilskynder dem til at undersøge Proper-


76

heden af de Hænder, der frembære Ofiferskaalene.

Havde Sandmark undtagelsesvis været forsynet med

de til en saadan Undersøgelse hørende Organer,

vilde til hans Forbauselse hans beskedne Nabo

være rykket frem i Spidsen af Beundrerne og end-

ydermere have befundet sig i en temmelig isoleret

Stilling som blindt troende og af et ærligt Hjerte

dyrkende Ildtilbeder. !Men en saadan Under-

søgelse hverken stod i hans ^lagt eller havde

været i hans Agt, om han havde besiddet Evnen

til den, og han betragtede derfor Hyssing som det

laveste Xumer i Flokken, hvem han gjorde en

Velgjerning imod ved at tillade ham at kaste sit

Stykke Ved paa det Baal, der holdt den sydende,

boblende, blærende Kjedel i Kog, som rummer

en Digters Trang til Anerkjendelse.

Digteren Sandmark trængte saameget mere til

denne Anerkjendelse, som han mente at være

bleven forurettet med Hensyn til det ]\Iaal, der

var tilfaldet ham indenfor hans egne fire Vægge.

Og sandt nok — hans Digterfantasis gyldne Drømme

om Hjemmet som Poesiens sande Kildespring havde

Livret ikke fuldt honoreret, hvad enten det nu var

Drømmene, der havde vædret for rige, eller Livet,

der havde været for fattigt. Selv var han ikke

tilbøjelig til at antage det Første, skjøndt hans-

Dromme havde v^æret • ærgjerrige som Erobrere

og n\delsesl}stne som Østerlændere. De havde i

hans tidligste Ungdom omkredset en efter en af

den halve Snes smukke og fornemme unge Piger,


der vare Midtpunkterne i de kjøbenhavnske Selskabs-

cirkler, og hans L}-riks Forstegrode \'ar spiret frem

under den forenede Paavirkning af det Solskin,

deres Smil havde kastet paa hans Vej ,

og

den

Taareregn, han i ensomme Timer kunde forcere

sin Stemning til at frembringe, medens han nod

sig selv i sin Smerte og i den hemmelige Be-

vidsthed, at saadanne Timer ikke vare tabte for

Poesien. Det var virkelig ogsaa et anseligt Kvantum

erotiske Kvad ,

der

fødtes til Verden i dette Tids-

rum, og de dannede tilsammen et nydeligt Miniatur-

bind ,

da

de bleve udgivne med den underfundige

Fællestitel: cTil Hende. >-

Særlig

den kvindelige

Del af Verden, i hvis Syborde den lille Digtsamling

havde et blødt Leje paa lyserødt Broderegarn og

himmelblaa Silke, var n)-figen efter at erfare, hvem

den Ubekjendte var, som Digteren besang i alle

Kjærlighedens Stemninger, med Længsel og med

Lidenskab, forsagende og attraaende, og dog med

en saadan Diskretion ,

at

Gjenstanden ikke var til

at gjætte. Stor var Skuffelsen nogle Aar efter,

da det ved Sandmarks Giftermaal blev aabenbart,

at den Besungne var en ung Pige udenfor det

egenlige Selskab, en Datter af agtbare Forældre i

borgerlig Stilling, uden Formue, uden Navn, om

end ikke uden en vis Skjønhed, der dog var af

en mindre ætherisk Art, end det antoges passende

for en lyrisk Muse. Man forstod ikke, hvorledes

just hun havde kunnet samle en saadan Tilbedelse

om sig, og naar Sandmark i senere Tider, glem-


78

mende de forskjellige Ærinder, Digtene «til Hende,

havde havt, selv overtænkte, hvorledes det kunde

være gaaet til , at han havde kunnet se deres

erotiske Ideal legemliggjort i hende, saa forstod

han det heller ikke ganske. Han havde ingen

sikker Hukommelse for sine Stemninger, og han

kunde derfor ikke længer gjøre sig Rede for, at

hun dels havde tiltrukket ham ved den Modsæt-

ning mellem hendes praktisk virksomme og hans

egen drommende Natur, der, ham selv ubevidst,

havde øvet sin Magt over ham, og dels ved en

Løndom i hendes Liv, der gjorde hende interessant

for ham, en skuffet Kjærlighed, som hun ingen-

lunde bar tilskue ,

men

som han med smigret

Sjælekj enderevne havde anet hos hende, et halvt

knyttet og strax derpaa smertehg lost Forhold,

som hun aabent havde indviet ham i, da hun be-

gyndte at lægge Mærke til hans Tilnærmelse, og

som det i begejstret Løftelse havde syntes ham at

være en skjon og værdig Livsopgave at bringe

Lægedom til og raade Bod paa.

Saaledes var Digteren Sandmark bleven gift,

og hans Hustru pristes lykkelig som den Udkaarede,

der skulde dele hans spirende Tankeliv og frede

om dets Væxt, og i Stilhed som i lydeligt Soster-

kor opsendtes der mangen en Anraabelse til Sangens

Gud om, at hun dog ret maatte forstaa ham. Ak,

det maa de.sværre siges — hun forstod ham ikke,

ikke saaledes som han vilde forstaaes. Det gik

aldrig ret op for hende, at en Digters Hustru bor


79

være den Stodpude, der holder Verdens Tr}-k borte

fra ham, at han er en zart Plante, der bor omgives

med Drivhusvarme, et Væsen med folsomme Nerve-

traade, som man kun bor nærme sig paa lydlose

Filtsaaler. Hendes grovere Natur vedblev at for-

bauses som over en Modsigelse af ufattelig Art,

naar Digterhjertet attraaede gylden Vin i store

Glas for at stemme sig i Harmoni med den Toneart,

man nu engang er bleven enig om at antage for

Renaissancens, men Digterpungen ikke vilde aabne

sig videre end til kjobenhavnsk Hvidtol, og hun

naaede aldrig at finde sig fuldt tilrette i en Husorden,

hvis Ydelser skulde staa tilrede, alt som

Digterens Indskydelser fordrede det, medens han

selv, et Bytte for disse Indskydelser, maatte flagre

om, ubunden af Tid og Sted. Paa denne Vis

sønderrev hun ofte hans Stemnings finttvundne

Traad, bedst som han var ifærd med at haspe den

af, og tilsidst drev hun det endog saa vidt i sin

Mangel paa Hens)'nsfuldhed, at han med bestemte

Mellemrum maatte rejse sig fra sit Skrivebord for

at tælle Draaber af og give hende Medicin. Denne

Vaagekonegjerning maatte Digteren paatage sig

under sin Hustrus forste og sidste Sygdom, da

hun bragte en lille Pige til Verden og derpaa selv

forlod den for personligt at overtyde sig om, hvor-

vidt Digterens Liv paa Jorden er en Afspejling

af den himmelske Skjonhed og Harmoni. Sand-

marks letbevægelige Sind kom ikke ud over dette

Dodsfald uden en Bevægelse, der i Forbindelse


8o

med visse bebrejdende Roster i hans Indre og det

veltalende Sprog, de }'dre Omgivelser talte om

hendes dygtige og indsigtsfulde Virken ,

aftbdte

adskillige følte og som sædvanlig velformede Poe-

sier, som udkom tre Maaneder efter Begravelses-

dagen med Titlen -Til Hende. In viemoriam- og

strax gjorde det tidligere Bind Selskab paa Uldens

og Silkens bløde Leje i dannede Sykurv-e.

Et Par Vuggesange bag i Bogen gav en dis-

kret Antydning af den naturlige Dodsaarsag, der

havde berøvet Digteren hans Hustru, saavelsom en

Bebudelse af den Livstrost, hun havde ladet ham

tilbage. Det bør ikke fordommes som en upas-

sende Udplapren af et Digterværksteds Hemmelig-

heder, naar det her bekjendes, at disse Vugge-

sange ikke havde deres Udspring direkte fra deres

Forfatters tvungne Beskjæftigelse med at dysse sit

urolige Afkom isovn ,

og

at deres Toner aldrig

havde ombolget dets Leje; thi naar Sandheden

skal siges, var han i saadanne Øjeblikke kun lidet

opfyldt af de blidere Følelser, der bor give en

Vuggevise dens Præg, og kunde først i mindre

sindsbevægede Timer, naar han hørte saa lidt som

muligt til Barnet, reflektere sig ind i de Stem-

ninger, der gav I'aderfornemmelserne deres rette

blidelig alvorsfulde Udtryk. Men den urolige Tid

fik Ende, og den lille Ingeborg voxede op til et

stilfærdigt, fornuftigt Pigebarn, der allerede var en

flink lille Husholderske og derfor imponerede Kristian


8i

ly.nub, da han gjorde Bekjendtskab med hende,

skjøndt han war et Par Aar ækh'e end hun.

Ved Omgangen med sin Faders gode Ven

H}-ssing var Kristian kommen i Forbindelse med

den Sandmarkske NabolejHghed, og et Besøg hos

Sætteren medførte gjerne et hlle Svip ind til Ingeborg,

stundom et lyksaliggjorende Ordskifte med

den store Digter. Kristian var saaledes efter-

haanden bleven en af de faste Bestanddele af

Digterhjemmet, der stævnedes til Mode, hvergang

Sandmark — saaledes som iaften — havde en

af sine Modtagelsessoiréer. De vare ikke for-

delte paa Saisonen med bestemte Mellemrum,

men — som Alt, hvad der vedkom ham —

afhængige af hans Inspiration. Naar han havde

lagt et poetisk Æg, kaglede han sin permanente

Menighed sammen, det lille underlig sammensatte

Selskab, der kom stadig i hans Hus og hvis Be-

undring han æskede under Paaskud af at ville høre

dets Dom.

Menighedens eneste kvindelige Element var

allerede kommet, da Kristian traadte ind i Stuen

sammen med Hyssing. Men hendes Nærværelse

alene var nok til at kaste et muntert øo- farverio-t

Skjær ud øver Omgivelserne, saa brogede øg lyse

Kouleurer var hun klædt i, en Efteraarspragt, der

forgjæves stræbte at fastholde Mindet øm en før

bestandig svunden Sommer. Ikke saae dog Ansigtet

egenlig gammelt ud; Trækkene vare ikke for-

vanskede af Aarene og Farven ikke vegen fra


82

Kinder og Mund, men det var en hermetisk hen-

kogt Ungdommehghed, flou i Smagen og kun fjernt

mindende om Foraarsgront. Hendes Smil blev

ligesom trukket op ved Rullegardinsnore, og som

oftest for sent, som om en forsinket Haand famlede

ved Mekanismen ,

efter at Anledningen forlængst

var forbi; til Gjengjæld blev det saa ofte siddende

optrukket paa en aandsfraværende Maade, som om

samme nolev^orne Haand havde glemt at trække

det ned igjen.

Denne Dames Stilling her i Livet var nærmest

den: at vente paa sin Mand. Længe havde hun

maattet vente, inden han forstod hendes venlige

Vinken eller tog sit Parti og slog sig til Ro i den

tr\-gge Havn, hendes velfunderede Formuesforhold

aabnede ham ; men

Ventetid var udloben ,

selv nu ,

faldt

efterat

den store

Livet istykker for

hende i en Uendelighed af smaa Ventetider, i

hvilke hun maatte friste en ufuldstændig Tilværelse

som en enlig Halvdel. Til Forklaring af denne

Situation bor det billigvis tilføjes, at hendes Mand

var en Del Aar }ngre end hun og ikke uden en

vis Tilbøjelighed til at nyde de Prærogativer paa

et løsere Forhold til Hjemmet, som hans Stand

ydede ham. Han var nemlig knyttet til Theatret,

ikke som en i en ensidig Retning udviklet og

derfor mere undværlig Del af Skuespilpersonalet,

men som en alsidig Almindelighed i Lgenskab af

meget anvendt Utilitet. Som saadan var hans

Funktion udstrakt til alle tre Kunstarter osr for-


drede hans Nærværelse omtrent hver Aften, o


84

Mund for ikke at bortstove selv det ^lindste af

dens zarte Rødme, og med Vanens Hast hen-

kastede den flygtige Interpellation: «Har Du ventet

paa mig, min Engel?. Idet han derpaa afførte sig

Handsker og Paletot, blottede han en elegant Per-

sonlighed i sort Kjole og hvidt Halstørklæde samt

med Æreslegionens Baand i Knaphullet. Han

havde været Balgjæst i første Akt af et fransk

Konversationsstykke ,

hvor

der med det højere

Selskabshvs fine Anstand blev drukket The og

konverseret i Baggrunden af hoj skuldrede Herrer

og fladbarmede Damer i rode Silkekjoler med tyndt

og slapt Foldekast, medens Hovedpersonernes

Sjælekval udfoldede sig i Forgrunden; saasnart

Tæppet var faldet for den Gruppe, Balgjæsterne

danne omkring den besvimede Hertuginde ,

idet

IManden og Elskeren ile ud hver til sin Side efter

Repliken: 'Klokken otte imorgen i Parken ved

Saint-Simon ! » var han ilet til Sammenkomsten

uden at give sig Tid til Omklædning, en P^or-

klaring, som best)Tkedes af den røde Sminke, der

endnu sad paa hans Kinder, og de sorte Streger

over og under Øjnene, der gav dem en særegen

hvlig og bedaarende Glands.

Kristian kjendte godt Hr. Storm fra tidligere

Aftener hos Sandmarks, men den Theaterduft, der

omgav ham i dette Øjeblik og næsten tryllede et

Skjær af det magiske Liv bag Tæppet ind i Stuen,

forlenede ham en særlig Charme i Kristians Øjne.

Han tog ham meget noje i Betragtning og fik et


8 =

Indtryk af den hojeste Elegance og Belevenhed

ved at se Storm tage Plads i Sofaen og med den

ene Arm let henkastet paa dens Ryg, den anden

utvungent stukket indenfor Vesten og Benet bojet

halvvejs ned mod Gulvet i en gratiens Vinkel kon-

versere sin Kone med en Finhed som i et fransk

Proverbe. Kristian vovede strax en ydmyg Efter-

ligning, da han tog Plads paa Puffen ved Siden af

Ingeborg og med Theaterklang i Stemmen hen-

vendte en Bemærkning til hende om den høje

Nydelse, der forestod; men et forundret Blik fra

hendes store, alvorlige Øjne bragte ham strax ud

af Rollen og overtydede ham om Umuligheden af

at hæve hende op i den aandfulde Konversations

Niveau.

Efter at Sandmark ved den agtpaagivende

Hyssings Hjælp havde faaet sine Attributer ordnede

saaledes, at han ved et jevnligt Blik i Spejlet

kunde nyde sig selv i sin Attitude som Forelæ^ser,

begyndte han P'remsigelsen af sit nyeste Digt,

«Psyches Skygge kaldet. En sublim Tanke dan-

nede dets Emne. Med en lille Reminiscens fra

Legenden om Veronicas Svededug \'ar det Moment

valgt til Udgangspunkt, da Psyche med Lampen

tændt belurer den sovende Amor; hendes Stilling

var nøje beskreven og motiverede tydeligt den i

en særlig Strofe udmalede Omstændighed, at hendes

Skyggebillede i skarp Profil aftegnedes paa den

modstaaende Væg. Nu v^r Pointen den, at da

hun efter Prøvelsens Tid forlod Jorden og tog


86

Bolig i de evige Egne, blev dette Skyggerids til-

bage som det eneste Minde om hende, og med en

ligesaa uventet som skjon metafysisk Anvendelse

af Billedet forklaredes dette som Symbol paa

Sjælens jordiske Existens, da dens Form kun sees

i Omrids og i formørket Tilstand, medens den

forst i den himmelske Kjærligheds favnende Arme

vinder L}'s, Farve og Fylde.

Forskjelligt var det Indtryk, Digterens spej-

dende Øje fandt afpræget paa Tilhorernes Ansigter,

da han saae sig om i Kredsen efter endt Oplæsning.

Fru Storm, hvem hans Blik søgte, fordi et ædelt

Kvindeaasyn tydeligst afspejler Poesiens Virkning

— Fru Storm havde for alle Tilfældes Sk>-ld strax

ved Oplæsningens Begyndelse trukket sit Smil op

og sad med et eget henrykt Udtr\-k bredt over

sit Ansigt, der kvægede Sandmarks Sjæl og ind-

bragte hende et billigende Nik. Skuespillerens

Tanker havde mulig været paa en Flugt, der ikke

ganske fulgte Psyches, men med raadsnar Routine

kaldte han dem i et Nu tilbage, omfavnede Sand-

mark med theatralsk Runding i Bevægelserne og

udtalte sin Henrykkelse med d}-b Hjerteklang i

Stemmen. H}'ssing saae noget anstrengt ud, men

havde han end ikke hele Tiden kunnet holde

Tanketraaden fast, havde hans Øre dog havt sin

Glæde af de smukke, letrindende Vers, og alle de

Træk i hans Ansigt, som Skj ægget ikke skjulte,

vare fuldt paalidelige Vidner om, hvor Ij'ksalig han

var ved at se sin beskedne Person drabet med ind


i Kredsen af dem, hvem det forundtes at brinf^e

de poetiske Kongebørn en ærbødig Hilsen, inden

den store Hob hævede dem paa Skjold og omgav

dem med sin støjende Hyldest. Kristians Kinder

blussede; han følte, at noget Skjønt var draget

ham forbi, og at han ikke fuldt havde fattet det,

gjorde det kun end højere og herligere for ham

men havde Nogen spurgt ham, om et eller andet

Punkt var ham dunkelt, vilde han af sin fulde

Overbevisning svaret Nej, og han saae et Øjeblik

medynksomt ned paa Ingeborg, da hun lidt modløs

hviskede til ham, at hun ikke havde forstaaet det.

Thi i hans Sind laa det som en tryg Besiddelse,

om dens Rigdom end ikke kunde udtrykkes i be-

stemte Værdier, og til en hgnende Sum af ubestemt

Omfang ophobede han de mange gode og gyldne

Ord, der i Løbet af Aftenen doceredes af Sandmark

om den Opdragelse til Skjønhed, der først og frem-

mest gjordes Behov, og uden hvilken Menneskets og

Folkets Liv blev et Bytte for Tilværelsens brutale

Matter.


FEMTE KAPITEL.

Bringer Kristian i uventet Beroring med den fornemme

Del af Samfundet.

jaasom Forfatteren ikke kj ender nogen

dansk Nutidsfortælling, hvori der ikke

optræder en Etatsraad, vil det ikke

undre Læseren, at en saadan uund-

værlig Personlighed ogsaa afsætter

sit Spor paa disse Blade. Derimod maa Forfatteren

udbede sig Overbærenhed, fordi hans Etatsraad

bryder Rækken af de stive og stramme, pilne og

pertentlige Indehavere af det tredie Numer i Rang-

følgens tredie Klasse, der marchere op i Littera-

turen som et snorlige Geled af ensstøbte Tinsoldater

med kortklippet Skjæg paa de magre Kinder og

et stikkende Blik bag de bureaukratiske Guldbriller.

Thi Etatsraad Bugge var hverken stiv eller stram,

hverken bakkenbartet eller guldbrillet. Hans anse-

lige Skikkelse ragede godt og vel en Fod op over

alt Folket og kronedes af et Hoved, hvis graa-


sprængte ,

krusede

89

Manke og brede , kraftfulde

Ansigt med de paa eengang alvorlige og milde

Ojne fremkaldte Billedet af en fredeligt hvilende

Love. Naar han saae paa En, saaledes som han

i dette Øjeblik saae paa den tarveligklædte, noget

duknakkede Mand foran ham, folte man, at disse

Øjne forjættede enhver Indrømmelse afVelvillie og

som kunde forenes med den

Imødekommenhed ,

Retsindighedens Bane, der altid laa snorlige udstrakt

for dem.

Den tarveligklædte Mand var Mester Knub,

Kristians Fader. Tiden har taget paa ham; under

hans daglige Arbejden paa at udmaale dens Gang

med alt finere og sikrere Maalere, har den med

sine fintspundne Sølvvisere Dag for Dag nøjagtig

betegnet, hvor langt han er rykket frem mod

Midnatstimen. Endnu var der et rummeligt Spand

tilbage, og det var for at benytte dette paa bedste

Maade, at Mester Knub stod her.

Han havde i mange Tider grublet over en ny

Opfindelse, en selvvirkende Kompensationspendul

af forbedret Indretning, og uden Hensyn til Fordelen

og Æren, han vilde kunne høste af sit Fund

— thi i denne Henseende var han som et Barn

blandt denne Verdens Vise — havde han afseet

mere af sin Tid og af sin Fortjeneste, end han ret

vel kunde forsvare, paa at fremstille en Model og

faae den udfort i det nødvendige ^Materiale. Men

dette var temmelig kostbart, og Arbejdet havde

hvilet længe, da Hyssing en Dag pegede paa


90

upaaagtede Hjælpekilder. Han havde sat paa en

Aarsberetning fra et af de Understottelsesselskaber

for Haandxærk og Industri, som Etatsraad Bugge

stod i Spidsen for; da han i Navnerækken over

dem, hvem Legater vare tilfaldne, kom til Bog-

stavet K ,

skod

det som et Lyn gjennem hans

Hoved, at her burde været Plads for hans gode

Ven Knub. Endnu samme Aften ilede han sjæle-

glad op til Familien med sin Opdagelse, og skjondt

Knub mente, der ikke kunde være Tale om, at

han kunde komme i Betragtning, maatte hans Be-

tænkeligheder dog vige for den brave Sætters

sangvinske Forestillinger, for hans Hustrus stumt

opfordrende Øjekast og for de ivrige Tilskyndelser

af Kristian, der alt saae den lille Stue i en Af-

glands af de fjerne engelske Pund. Knub indgav

sin Ansøgning.

Ja, min gode Hr. Knub, s sagde Etatsraaden

og lod sine Øjne hvile velviUigt paa det kloge

Ansigt med den hoje Pande og det lange hvid-

sprængte Skjæg. Jeg er bange for, jeg har vakt

sangvinske Forhaabninger hos Dem, vad at bede

Dem komme op til mig.

«Aa nej, svarede Knub, og skjondt det kun

var to korte Ord, mærkedes det dog tydeligt paa

Klangen i dem, at havde hans Hoved nogensinde

huset sangvinske Forhaabninger, saa \"are de for-

længst blevne stedte til Jorden uden Tale og

Sang.

« Sagen er — værs'god, sæt Dem ned, og lad


91

os tale lidt sammen om Tingene, s sagde Etatsraaden

og greb en Lineal fra Skrivebordet, med

hvilken han eftertr\-kkeligt bearbejdede sin ene

Haandflade, alt imedens han talte. . var

den Adspurgtes beskedne Mening.

« Ingenting at gjøre ved?:; udbrød Kæmpen

og rejste sig med et Sæt fra Skrivebordet, idet

han smed Linealen fra sig. < Nej hør, veed

De hvad, min gode Mand, De er mig lovlig nem

at komme ud af det med I Vil De nu virkelig-


traske hjem igjen og tage fat paa Deres Spindel-

uhre, iiaar De gaaer omkring med saadanne Ideer

i Hovedet?'

Knub smilte tungsindigt ved Etatsraadens

Heftighed; han mente vel i sit stille Sind, at saa-

ledes var det nemt nok at tale, naar man ikke

havde Andet at sørge for i Verden end at gaa

omkring og gjøre Opfindelser. Men Etatsraaden

havde ogsaa sine stille Tanker; han mente, at en

rigtig Opfinder maatte have noget af den Skind-

barlige i Kroppen, saa han hverken undte sine

Medmennesker Rist eller Ro, for de satte sig i

Bevægelse og virkede for ham. Og Begge havde

de vel tildels Ret, hver paa sin Maade.

Etatsraaden var imidlertid naaet hen i den

anden Ende af Stuen og hvilede uden Besvær sin

Albue paaKakkelovnsgesimsen, medens han purrede

sig i Haaret med Haanden og gav sit Hjerte Luft

i følgende Monolog:

-Det er da ogsaa forbandet, som det er ind-

rettet her i Verden! Blærerne og Vindbeutlerne)

de kan rende En paa Dorene og tude En Orerne

fulde og gjore Halloj og spille op og hænge paa

som Burrer. Men kommer der saa engang en

virkelig dygtig Mand, som veed Noget og som

kan Noget, saa tør han ikke engang lukke en Dør

op, naar den staaer paaklem. Hvad er det for'

Manerer? Er De stolt, Faer?*

Som Mester Knub stod der med duvende

Hoved, iført en højkravet grøn Frakke, hvis ual-


93

mindelig lange Skjoder gav en usvigelig kronologisk

Oplysning om, at hvis dens Bærer nogensinde

havde været en fejende Fyr, saa maatte denne

Periode ligge en god Menneskealder tilbage i

Tiden; som han stod der og med det ene Ærme

søgte at tilbagegive et antediluviansk Skorstensror

en Del af dets forlængst tabte Ungdomsglands,

medens hans Øjne havde kaaret hans brede Støvle-

snuder til Maal for en ufravendt Betragtning, vilde

det neppe være faldet nogen Billedhugger ind at

bruge ham som Model for en allegorisk Fremstil-

ling af Stoltheden. Det skulde da kun være et

ganske enkelt Træk: det lille Kast med Hovedet,

da han flyttede sine Øjne fra deres hidtilværende

lave Synsfelt op til den hoje Skikkelse henne ved

Kakkelovnen og, modende dens livlige Blik, svarede

i al Sagtmodighed og Stilfærdighed:

«Ja, Hr. Etatsraad! Jeg troer nok, jeg maa

være, hvad man saadan kalder stolt. Det Sværeste,

jeg har havt at lære her i Verden, har været: at

bede eengang. At bede to Gange, faaer jeg aldrig

lært,:.

';Det kan jeg lide Dem for, Mand!» svarede

Etatsraaden med en muntert buldrende Stemme.

cStaa paa sine egne Ben, være fri og uafhængig

— det er det Eneste, der duer. De har natur-

ligvis ellers Ingen at sørge for?;-

"Jeg er gift og har en Søn.»

';Se se, seer vi detl. sagde Etatsraaden med

noget lavere Stemme. Saa De er gift og har


94

en Son! Flink Kone? — naturligvis — undskyld!

Og Sonnenr Duer han til Noget- Er han et op-

findsomt Hoved ligesom Faderen r>


95

Ja, saa er den Ting afgjort, min gode Hr.

Knub,-') afsluttede Etatsraaden Forhandlingerne.

-


96

fejl af, at efterat han havde afvejet Alting for og

imod, var han — om han end derved skulde synes

at komme i Modstrid med et tidligere fremhævet

Træk af Stolthed i sin Karakter — ingenlunde

utilfreds med, at det var hans Sons Dygtighed,

der havde aabnet ham en Dør i samme Øjeblik,

den syntes tillukket for lange Tider. Med kvinde-

ligt Instinkt gjættede den lille Kone hans Tanker,

og i et uimodstaaeligt Udbrud af hustruelig Kjærlighed

og moderlig Stolthed plantede hun et K\s

midt i det graa Skjæg og sagde med Øjnene fulde

af Taarer: «Maa vi ikke være glade for Kristian

hvorpaa hun fik umaadelig travlt med at varme

en Bolt for at stryge en nyvasket Krave til ham.

Kristian modtog efter sin Hjemkomst fra Skolen

Meddelelsen om den forestaaende Sending med en

Blanding af Frygt og smigret Forfængelighed.

Paa Slaget Fem begav han sig, renkravet og med

Karakterbøgerne under Armen, ad Sølvgade til, fulgt

fra Vinduet af et Par moderligt tindrende Øjne,

saalangt de kunde se ham, hvorefter bemeldte

Øjne og den til samme horende Næse maatte under-

kastes en længere Behandling med et Lommetor-

klæde. Ved nolende Skridt gjorde Kristian X'ejen

saa lang som muligt, for at faae Tid til en Repeti-

tion af de Kundskaber, det kunde antages at Etatsraaden

vilde fordre Regnskabsaflæggelse for. Han

befæstede sig i Brugen af de konjunktiviske Sæt-

ninger i Latin og underkastede sig en Styrkeprøve

i de kapricieusc græ^ske \"erber paa _


97

sig i en skjæbnesvanger Forvexling af Zumalacar-

reguy og Savonarola, men styrkede atter sin Selv-

tillid ved et Vue ud over Normannernes Erobringer,

fulgte Donauens bugtede Løb fra Baden til det

sorte Hav, boj ede s en aller gjennem alle Tider og

Maader og befandt sig midt i Gnavernes Tand-

forhold, da han stod udenfor Etatsraadens Dor og

med skjælvende Haand satte Klokken i Bevægelse.

En gammelagtig vever lille Dame lukkede op.

«Naa, endelig !» sagde hun, saasnart hun fik Øje

paa Kristian. Har De Regning med?»

Her maatte foreligge en krænkende Misfor-

staaelse, der strax forvandlede Kristians Frygt til

berettiget Indignation. Antog hun ham for en

Skomagerlærling, eller satte hun ham i Klasse med

Skræddernes Bydrenge ?

Jeg skulde tale med Etatsraad Bugge — om

et Stipendium,) føjede han til med en Selvfølelse,

under hvis knusende Vægt det ikke vilde have

undret ham at se Døroplukkersken — et tjenende

Væsen udentvivl, midt imellem Enepige og ind-

vendig Jomfru — falde til Jorden som en flad

Gjenstand.

«Naa saaledes, -

sagde

den Tiltalte i en Tone,

hvis Veverhed ikke i ringeste Maade havde ladet

sig intimidere af Kristians betydningsfulde Med-

delelse. «Værs'artig — min Broder er inde paa

sit Værelse — den Dør!

Saa hurtigt vimsede hun ind ad en anden Dor,

at Kristian neppe kunde faae Tid til med et side-

7


98

lænds Buk at kvittere for Oplysningen om det

genealogiske Forhold mellem Damen og Etats-

raaden. Han bankede noget forsagt paa den be-

tegnede Dør, og et kraftigt Kom ind ! opfordrede

ham til at aabne den.

Etatsraaden sad i den læderbetrukne Læ-nestol

og fordøjede sin Middagsmad. For enhver rettænkende

Forfatter er en fordøjende Etatsraad et

Emne af omfattende Rækkevidde, der aabner et

Indblik i skrigende Samfundsmodsætninger; det bor

antages, at hans Spisebord, skjøndt tømret af

solide Egeplanker, hver Dag krummer sig stønnende

under Vægten af Trøfler og Gaaseleverpostejer, og

at Dugen stadig er plettet af den ædleste Bour-

gognevins mørkerøde Spild ; det bor billigvis væ-kke

en sanddru Fortornelses sviende Spot, at han

sammen med andre Etatsraader anvender en Sjette-

del af hvert Døgn paa denne Overfodring, alt

imedens Vinen løsner de lallende Tunger og lader

dem lig romerske Haruspices afsløre for hverandre

Løgnagtigheden, Hykleriet og Korruptionen i de

Institutioner, hvis Værdighed de officielt repræsen-

tere; at Podagra gjor deres Ben marvløse og Vel-

levnet deres Hjerner imbecile, bør frem.stilles som

en lempelig" Gjengjældelse for den Samfunds-

forurettelse, der paalægger Arbejderen en Overproduktion

af Sved som Betingelse for denne Mæsk-

nings Tilvejebringelse, og indtil Tidens Fylde

kommer, da kun det legemlige Arbejde anerkjendes

som nyttig og hæderlig Gjerning og da en Fork


99

bliver et ædlere Redskab end en Pen — endog i

en samfundsudd}-bende Spartaners selvretfærdige

Haand — bor det fremhæves som en foreløbig

Trost, at Proletarens tørre Brød skaffer en sund

Søvn med lyse Fremtidsdrømme, medens Svælge-

riet vælter sig søvnløst paa sit Leje, pint af en

slet Fordøjelse, Kongestioner til Hovedet og en

brodefuld Samvittighed.

Etatsraad Bugges Siesta syntes imidlertid at

danne en Undtagelse fra denne Regel. Hans store

Ansigt havde et kraftfuldt og livligt Udseende,

som han sad der og gjennembladede et udenlandsk

teknisk Tidsskrift, og idet han saae Kri-stian træde

ind, udbrod han med munter Stemme: Naa, der

har vi nok den unge Hr. Knub! Har Du dine

Karakterbøger med? Naa, det var Ret. Medens

jeg løber dem igjennem, vil det være Dig en let

Sag at oplyse mig om, hvormeget hah'anden

Gange halvanden er.

Halvanden Gange halvanden ! Af alle de

intrikate Sporgsmaal ,

Kristian havde tænkt sig

Muligheden af at kunne komme til at br>'de sit

Hoved med, laa dette i den allerfjerneste Udkant

af hans Gisningers Omraade. Halvanden Gange

halvanden: Det var jo en saa latterlig simpel Op-

gave, at den kun forudsatte de allertarveligste

Kundskaber i Brøkregning for at løses. Eengang

halvanden er halvanden, og en halv Gang halv-

anden — bi lidt! — en halv Gange en Hel, det

er en Halv, og en halv Gange en Halv, det er en

7*


lOO

Kvart — og en Hah' og en Halv og en Hel og

en Kvart — nej, det er galt! Om igjen! Halv-

anden Gange en Hel er en Hel og en Halv, en

halv Gange Halvanden er en halv Gange en Hel

og en halv Gange en Halv — det er en Halv og

en Kvart, som skal lægges til en Hel og en Halv

— ja, hvordan er det nu? Har De Regning med?

havde den lille Dame spurgt ham, da hun lukkede

op for ham. Og der sad Etatsraaden og læste i

hans Karakterboger — hvad maatte han dog tro

om ham! Om igjen, langsomt og med Eftertanke

halvanden Gange Halvanden! Det er en halv

Gange en Halv — nu vender han igjen et Blad!

og en halv Gange en Kvart . . .

Kristian blev rodere og rødere i Hovedet af

Tankeanspændelse og voxende Forlegenhed, og da

Etatsraaden saae op paa ham, frembød han det

ynkelige Skue af en videnskabelig Sejler, der

har pløjet Kundskabens Atlanterhav kun for at lide

Skibbrud paa en lille hjemlig Sandbanke, hvor

den staaer fast og hugger og hugger med haablos

Undergang for Øje.

Naa?» sagde Etatsraaden med skjelmsk Be-

toning, som om han frittede efter Resultatet. < Ja,

ja, det kan nu være det Samme med det; naar

Du kommer hjem og underkaster dette mathe-

matiske Problem de sædvanlige Regler for Brøkers

Multiplikation, skal Du se, det gaaer som Fod i

Hose. Dette hersens er jo ellers upaaklageligt, )

tilføjede han og leverede Kristian Karakterbøgerne


lOI

tilbage, men gav sig strax derpaa til at skrue sit

Cigarror fra hinanden og sætte det sammen igjen,

som om hans Hænder ikke kunde finde sig i at

være ledige; lad os nu høre, hvorledes Dagen

ellers gaaer for lille Lise.»

Kristian maatte give en udforlig Beskrivelse af

sit daglige Liv, stadig vejledet af Etatsraadens

Sporgsmaal, og gjøre Rede for sin Læsning og

sine Bekjendtskaber. Da han i Spidsen for disse

ikke uden en vis Begejstring nævnede Sandmark,

fløj der en flygtig Skygge hen over Etatsraadens

brede Ansigt.

Sandmark,; sagde han og ligesom sank en

usynlig Gjenstand; hvordan er det — har han

ikke en Datter?;

«Jo, Ingeborg,)) svarede Kristian, oplivet af

den Lettelse, han syntes der opstod i Forholdet

mellem ham og den fornemme i\Iand ved dette

formentlige fælles Bekjendtskab.

< Hvordan seer hun ud? Hun skal ligne sin

Fader, siger man.!-

Hun er høj, ligesom han, men hun er blond,

lyst Haar og blaa Øjne, som hendes Moder nok

skal have havt. Digteren selv har brune Øjne —

ligesom Byron,;> tilføjede Kristian, gjentagende en

Sammenligning, Sandmark jevnlig havde henkastet,

naar han saae Kristian sysselsat med Studier i

Digteralbum' et.

>>; Ligesom Byron!» sagde Etatsraaden med et


I02

lunt Smil. «Kjender Du noget til Hr. Sandmarks

Poesier r >

'Jeg kj ender dem allesammen !

» svarede Kristian

med stolt Begejstring, og da han her var inde paa

sit Yndlingsthema, var det ham en sand Tilfreds-

stillelse, at Etatsraaden udspurgte ham om Enkelt-

heder i denne beundrede Digtning. Kristian fremhævede

sine Yndlingsstykker, motiverede saa godt

han kunde, men sandt at sige i temmelig vage

Udtryk, som en Kritiker i Vaande, sin Eorkjærlig-

hed for dem og aabenbarede sig ved sine blussende

Kinder og flammende Øjne som en tro Adept af

den Hyssingske Beundring.

Etatsraaden lod hans Tales Strom ha\^e frit

Løb, til den ligesom den Flod Rhinen udtomte sig

i Sandet og kun gav sig tilkjende nu og da ved

Interjektionernes smaa Vandpytter. «Hor nu, min

unge Ven,« tog han saa tilorde, idet han rejste

sig og gik frem og tilbage i Stuen med lange

Skridt. 'Du tænker da vel ikke paa Digteri og

den Slags Tidsspilde? De Tanker maa Du slaa

ud af Hovedet; at blive en ypperlig Digter, er

ganske vist en herlig Ting, men af Titusinde,

som prøver derpaa, er der ikke Een, det lykkes

for.

Kristians Tanker om Digtekunstens Herlighed

og Digterens Tornevandring vare ikke ringere end

de, der udtryktes ved det af Etatsraaden op-

stillede Talforhold; men han vilde jo heller ikke

nøjes med Mindre end at blive denne Ene, saa


I03

maatte de Andre for ham sejle deres egen So.

Disse Tanker beholdt han imidlertid for sig selv,

medens Etatsraaden fortsatte sin Formaningstale:

«Se at gjore Dig fortrolig med Tanken om et

langvarigt og besværligt Studium — som Jurist

for Exempel. Haandelag har Du nok ikke meget

af, saa Læge er vel ikke det, din Hu staaer til.

Theolog — for mig gjerne, hvis Du har Lyst og

Drift dertil, men har Du det ikke — saa Jurist.

Tænk Dig en Dommers smukke og vigtige Hverv

at skifte Lov og Ret, at ramme Brøden og værne

de Uskyldige. Det er langt bedre at være en af

de handlende og virkende Mænd, som Digterne

synger om, end at sidde hjemme i sin Stue og

skrive Vers om dem .

Ja, det maatte Kristian indrømme. Lander

Indflydelse af den sonore, myndige og dog saa

venlige Stemme havde hans Forestillingskreds lidt

efter lidt gjort hojre om og marcherede nu med

barnlig Ilterhed løs paa det nye Maal.

Naa, Farvel, min Gut, s sagde Etatsraaden

og lagde Haanden paa Kristians Hoved med et

lempeligt Tryk. 'Du skal snart hore nærmere fra

mig. Hils hjemme — og saa seer Du op til mig

engang imellem.

Der havde været Skumring inde i Etatsraadens

dybe Stue med de morke Gardiner; men udenfor

paa Gaden var det lyst endnu, høj, klar September-

himmel, med frisk Kolighed, brune og gule Blade


I04

og glindsende rode Bær paa Træerne i Kongens-

have, ret et Vejr til at fatte Beslutninger i.

Og Kristian besluttede. Han trampede lystigt

i det nedfaldne Lov langs Gitteret i Kronprindsesse-

eade , oo- de visne Blades Raslen var ham den

lysteligste Musik til hans Fremtidsdromme. Han

skulde blive en Dommer, om hvis Retfærdighed

der gik Ry vide om Land. Han sad i Højesteret

i rød Talar, og foran Skranken stredes to sorte

Advokater om en Enkes timelige Velfærd; trindt

omkring stod de rovgridske Slægtninge, der lumske-

ligen vilde berøve den forladte Kvinde og hendes

Børn deres Arv og Eje. Da, midt under Striden,

rejste han sig pludselig, hoj og stor som Etats-

raaden, og med hans kraftige Stemme bød han

«Hold inde!» og vendende sig mod et skummelt

Ansigt blandt Slægtningene, trak han et Doku-

ment frem af sin Klædnings skjulte Fold og til-

tordnede ham et: «Kj ender Du dette r» idet han

med en Reminiscens fra Kristian den Fjerdes Dom

over Rosenkrantz afslørede hele det skjændige

Rænkespil, hvorpaa Forbryderen hævnfnysende blev

lagt i Lænker og fort bort, udslyngende en For-

bandelse imod ham. Men Rygtet om hans skarp-

sindige Færd kom Kongen for Øre, og han blev

kaldet til hans Raad og frelste ham og Landet

fra overhængende Undergang ved sin Veltalenheds

altbetvingende Magt. — Sit bevingede F"oredrag

holdt han højt for sig selv, alt imedens han spankede

frem mellem de sammenfygede Løvbunker, og kun


I05

naar han skulde forbi en Mødende, mumlede han

Fortsættelsen med dæmpet Stemme, indtil han atter

følte sig isoleret nok til at kunne lægge Fynd og

Fylde i sin Røst. Han bevægedes indtil Taarer

ved sine egne Ord og var endnu i sin højstemte

Foleises Vold, stolt over herlige Bedrifter, da han

lagde sit Hoved til den tynde Hovedpude og efter

et Kys af sin Moder slumrede ind til lykkelige

Dromme.


SJETTE KAPITEL.

Indleder et nyt Afsnit af Heltens Liv og Udvikling.

Itudenterhuen er en pyntelig Pryd paa

et ungt Hoved, og paa Kristians lyse

Krøller sad den med en særlig kjæk

Fold i den sorte Silke, da lian var

ude for at præsentere sig i sin Be-

kjendtskabskreds som akademisk Borger. Forst

op til Etatsraaden, hvor Insigniet paa hans nye

Værdighed nu for bestandig vilde kunne gjøre en

Ende paa alle ydmygende Fejltagelser fra den lille

konfuse Frøken Bugges Side, selv om han ikke

forlængst var bleven saa god en Ven af hende, at

alle slige Misforstaaelser maatte betragtes som

umulige. Frøkenen trakterede med Chokolade,

medens Kristian afventede PLtatsraadens Hjemkomst.

' Siig mig engang, » sagde hun, efter at de

behørige Oplysninger om Examens Gang vare

æskede og modtagne, «siig mig engang, lille Knub


I07

— har

mark r>

De forn}'lig seet noget til Froken Sand-

Froken Sandmark — naa !

Ingeborg

!


Kristian var saa vant til at kalde hende ved For-

na\^n, at han ikke strax var paa det Rene med,

hvem Froken Bugges Forespørgsel gjaldt; men i

sit stille Sind maatte han jo indrømme, at efter at

han selv havde erhvervet sig Rang og Værdighed

som Akademiker, maatte hans Barndomsveninde

jo med Føje kunne gjøre Fordring paa Froken-

— Frøken Sandmark ! — Nej, han havde ikke seet

hende i den sidste travle Tid, men nu vrv han paa

titlen og ogsaa være voxen nok til at hævde den.

Rejsen op til hende.

Hils hende fra mig,» sagde Froken Bugge.


io8

hendes Liv kan saamænd være trist nok, altid ene

sammen med sin Fader, uden andet Selskab og

Adspredelse. Ja, misforstaa mig ikke — han kan

jo være god nok, og jeg vil saamænd ikke gjore

mig bedre end ham-, men Afvexling er dog altid

Afvexling, og en ung Pige trænger til at komme

ud mellem Folk engang imellem. Her kommer

dog unge Mennesker nu og da, saa hvis De troer,

det kunde more' hende — min Broder seer det

gjerne, det er jeg vis paa —

Her gik Doren op, og den omtalte Broder

traadte ind; som om det var brodefulde Løndomme,

hun var bleven overrumplet i at afhandle med

Kristian, brød Frøken Bugge strax af og drejede

ind i en anden Gade.

Jeg sidder her og taler med Knub om, >

sagde hun, «at nu, da han er bleven Student,

bliver han vist bedt til dine Lordagskongresser,

som Du kalder dem.^>

«Ja, naturligvis, svarede Etatsraaden. 'Naa,

gratulerer, lille Knub, det gik jo pænt. Hvordan

har Fader det r Han studerer vel igjen paa noget

Nyt ? Brillant mekanisk Hoved, men ubevandret i

denne Verdens Krinkelkroge, som — ja, som min

Frøken Søster der i

Det

er ikke længer siden end

igaar, at hun blev lettet for en Daler af Rorelse

over en Sømand, som den ene Arm var frosset af,

da han laa indesneet paa Guineakysten — Hvad-

behager? Om jeg vil have Chokolader — for at

tale om noget Andet, mener Du ? Nej Tak, giv


I09

Du Studenten en Kop til; naar man er akademisk

Jubilar, har man hverken Smag for Formiddags-

konversation eller Formiddagschokolade. Men en

h)-ggelig Aftenpassiar — ja, saa er det et Ord,

Knub: De er velkommen her hver Lørdag; saa er

her altid En og Anden, dygtige og stræbsomme

unge Mennesker, saadan som De ogsaa skal blive. .

Aa, om Forladelse!' tilføjede han undskyldende,

da Søsteren blidelig havde bemægtiget sig hans

ene Haand for at frelse sit Strikketoi, hvis Træpinde

under hans aandsfraværende ^Manipulationer antog

en Bueform, der saae højst bristefærdig ud. (.Far-

vel Knub, og fornøjelig Ferie!:.

Den smukke Sommereftermiddag efter dette

Besøg ofredes paa Storm, der som sædvanlig laa

paa Landet ved Bagsværd Sø. Han efterlignede

trolig sine berømtere dramatiske Kollegers Sommer-

idræt, der er noget i Slægt med Jeppes Forflyttelse

fra Baronens Slot til den landlige Mødding. Efter

at man hele Vinteren igjennem har arbejdet paa

at synes, vil man nu til Gjengjæld være, rigtig

grundigt og i fuld Naturlighed ; derfor faaer

Skj ægget Lov til at gro, det lokkede Kunstner-

haar har tabt enhver Erindring om Krøllejernet,

og hvis Toilettet frembyder nogensomhelst Lighed

med Scenens Kostumer, bliver det nærmest i Ret-

ning af de subalterne Theatervikingers primitive

Benbeklædning med dens Snore og Remme, hvor-

til der slutter sig en aflagt Paletot, hvis overflødige

Vidde og opløbne Sømme gjør den til et saare


IIO

bekvemt og luftigt Sommeropholdssted, samt en

bredskygget Halmhat af en mørktanloben Farve,

der kunde vække en Formodning om, at den jevn-

lig i en snever Vending havde fungeret som Hyttefad,

hvis dens mangelfulde Puld ikke bestemt mod-

sagde Muligheden af dens Anvendelse til Beholder

for nogetsomhelst Andet end det Hoved , hvis

ledige P"erietanker den omslutter i de tre Sommer-

maaneder.

Saaledes omtrent var ialtfald Hr. Storm kostu-

meret, da han præsenterede sig for Kristian, efterat

han, prajet af sin zirligt paaklædte Ægtehalvdel,

havde faaet Baaden roet iland og skred op imod

sin Hytte med Snorerne i den ene Haand og en

stor BHkkasse med en enligt spra-llende Aborre i

den anden.

'Nej, hvad seer jeg! udbrod han, idet han

spredte Armene ud og gjorde et stærkt tilbage-

trækkende Ryk med Hovedet — den konventionelle

Theatergestus for den Sindsbevægelse, som kaldes

glad Overraskelse. «Hr. Student Kristian Knub

Gratulerer, gratulerer! Paa Tankens Slot boer

Studenten glad og lever højt, som man kan vide

sang han med en Stemme, hvis sædvanlige Smor-

holdighed havde faaet en vis Græsfriskhed af det

landlige Ophold. Men man tager dog maaske

alligevel tiltakke med den tarvelige Anretning, som

Gaardens Produkter kan præstere. Vi lever her

paa Husmandsvis, saa Dineren er forlængst forbi,

men om føje Tid vil Madame have bredt den plet-


1 1

frie Dug" til et prunklost Aftensmaaltid — ikke

sandt, Susse?) henvendte han sig til sin Kone,

ben\-ttende denne arkadiske Tillempelse af det

salonmæssige Suzanne, som han altid tiltalte Madame

med, saalænge Saisonen varede. — «Naa,

Kristian, hvad Nyt i Theaterverdenen

Skjøndt dette Sporgsmaal, henvendt af den

gamle Skuespiller til den unge Student, syntes at

gaa en Vej, der var stik modsat den naturlige,

vidste Storm dog med Sikkerhed ,

at han ikke

vilde faae det ubesvaret tilbage af nogen konfir-

meret Kjobenhavner, ja at endog adskillige af de

ukonfirmerede vare i Besiddelse af fyldigt Materiale

til dets udtømmende Behandling. Medens Susse

syslede med Tilberedelserne til Aftensmaden, bragte

Kristian derfor alle de Rygter paa Bane, der om-

svæve Theaterbygningen lig lette Drømme under

dens Sommersovn; der var naturligvis Tale om

Direktionsskifte, og der nævnedes forskjellige hor-

rible Eventualiteter i denne Retning ; endvidere

nogle Engagementer af en ligefrem ubegribelig

Art, nogle Indstuderinger af en ligesaa idiotisk

Beskaffenhed og en Konflikt med Operaens Prima-

donna, der truede med at blive skjæbnesvanger

for denne frodigt blomstrende Kunstgren.

under, .

«Ja, det er forfærdelige Forhold at virke

udbrod Storm med et tragisk Suk fra

femte Akt. Jeg forsikrer Dig, Kristian — und-

skyld, jeg bliver ved at sige Du til Dig; husk paa,

jeg har kjendt Dig fra Dreng af — jeg forsikrer


I 12

Dig, Kristian, at jeg tidt og mange Gange tænker

paa at tage min Afsked. Hellere, tusind Gange

hellere have en god lille Cigarboutik paa et nær-

somt Strøg eller en velfunderet Klasselotterikollek-

tion eller et indbringende Stempelpapirsudsalg end

at virke som Kunstner under en Direktion, der

tager Hensyn til alt Andet end til Kunsten og

dens Udøvere. Og jeg gjor ogsaa Alvor af det

med det Allerførste — med det Allerførste !

Kristians Ansigt udtrykte en sømmelig Grad

af smertelig Forbauselse ved at høre Storm bebude

denne Beslutning, og hans eneste Trøst var den,

at han havde hørt den samme Bebudelse adskillige

Gange før. Som om Storm kunde læse ham denne

trøstefulde Reflexion ud af Ojnene, fortsatte han:

«Jeg har maaske talt til Dig derom engang

tidligere, men Du maa betænke, hvormegen Over-

vindelse det koster at bryde med en langvarig

Fortid og lægge et Talent paa Hylden, medens

man endnu foler , det kunde bære fuldmodne

Fmgter. Her bed han i et grønt Stikkelsbær,

han havde plukket i Forbigaaende, men kastede

det fra sig igjen med en syrlig Mine. «Hvis jeg

gik nu, vedblev han, ;var der Ingen, der vilde

savne mig — nej, Kristian, det kan ikke nytte,

hvad Du vil sige,» afbrød han sig selv, idet han

forudsatte nogle meget indtrængende Modforestil-

linger fra Kristians Side, som denne sandt at sige

ikke havde havt Snarraadighed nok til at fremkomme

med.


113

vilde savne mig; man \ilde maaske endogsaa være

glad ved at blive af med den sidste Levning fra

den gode gamle Tid, da man endnu kunde spille

Komedie, med en generende Paamindelse om de

store Traditioner, der engang gjorde vort Theater

til en af Europas Mønsterscener.:.

Storm hævede sit Hoved med Stolthed, som

om Europas Opmærksomhed engang havde \'æret

henvendt paa ham og som om Verdensdelen endnu

ikke uden Beklagelse vilde se ham give Afkald

paa den resterende Del af Laurbærhosten. Og

saaledes maatte man ogsaa her beundre Naturens

vise Husholdning, ifølge hvilken de nuværende

Tiders Usselhed virker som en frugtbargjørende

Gjodning paa Selvfølelsens vidtstrakte Ager.

Hvad Fru Storms Husholdning angaaer, da

viste et Blik paa det velbesatte Aftensbord, som

var dækket i et Lysthus i Haven, at hvis dets

Righoldighed virkelig udelukkende skyldtes et Kon-

tingent af Gaardens Produkter, saa maatte trinde

Sardiner udgjøre en Del af Fiskebestanden i Bag-

sværd Sø og velvoxne Hummere have en j^ndet

Mødeplads sammesteds. Til Bordets mangeartede

substantielle Bestanddele sluttede sig diverse til-

lokkende Fluida, der kom til deres Ret paa de

forskjellige Stadier af Maaltidet. Storm tog til sig

af begge Dele med en Ihærdighed, der ikke vakte

nogen Anelse om en bekymret Sjælstilstand, og

Kristian ,

abejdsdygtige , som

h\-is legemlige Funktioner vare saa

et let Sind og et lyst Haab

8


114

kan gjore dem, gav ikke sin Vært noget efter.

Kun Værtinden var smaattærende, og hendes

Gaffel berørte Spisevarerne med en Zirlighed, som

om det var Sommerfugle, der skulde sættes paa

Knappenaale.

Herude paa Landet har jeg aldrig Appetit

til Aftensmaden,, forklarede hun Kristian; inde i

Byen er det mit Hovedmaaltid, for naar Storm er

paa Theatret — og det er han jo de fleste Aftener

— vil han aldrig have anden Middagsmad end

Vandgrød og kogt Fisk, for ikke at føle sig be-

sværet, medens han spiller.

Storm folte i sin nuværende Mæthedstilstand

dobbelt Medlidenhed med den asketiske Leve-

maade, han paalagde sig for Kunstens Skyld, og

i Forbindelse med det Minimum af Paaskjonnelse,

han mente der blev ham tildel , bragte

dette ham

til under et Højtryk af de indtagne Drikkevarer at

sætte en kraftig Eds Indsegl paa sin Beslutning

om kun at holde ud i det Højeste een Saison

endnu. Paa hans Kone gjorde dette Tordenbud-

skab ikke saa overvældende et Indtryk, som det

efter sin Natur var egnet til, men Kristian be-

nyttede dog med Aandsnærværelse Lejligheden til

at skjænke i sit Glas og udbringe en Skaal for

sin Vært med Ønsket om, at gunstige Forhold i

Fremtiden for Kunsten i Almindelighed og dens

herværende Dyrker i Særdeleshed maatte tilintet-

gjore Udførelsen af dette Forsæt. Storm erklærede

efter en ny Fylding af Glassene, at var der Noget,


115

han gjeine vilde rokkes i, saa var det i den af

ham udtalte Beslutning, ocr var der Noget, der

kunde rokke ham i den, saa var det at hore saadanne

Ord fra de Unges Side; han vilde tømme

et Bæger for, at der maatte fremstaa en Slægt,

som vilde forbinde ungdommelig Iver med en

kraftig Villie til at bringe Kunsten paafode igjen.

Tomning og ny Iskjænkning, hvorpaa Kristian med

bevæget Rost forsikrer, at en saadan Slægt alle-

rede er fremstaaet og vil lade hore fra sig senest

til Mikkelsdag. Gribende Skildring fra Storms

Side af Theatret, som det burde være, samt

Generalrevue over Minderne fra den Tid, da det

var, hvad det skulde være; andægtig Lytten fra

Kristians Side til Historierne om de afdøde Kunst-

neres geniale, af personlig Uvornhed og høj In-

spiration sammensatte Karakterer, der synes at

maatte have gjort det ligesaa vanskeligt at færdes

sammen med dem som fornøjeligt at hore fortælle

om dem; det Hele livligt ledsaget af ihukommende

og forjættende Glas, medens Fru Storm ydede den

smilende Tribut, hun var dresseret til at afgive

ved Slutningen af enhver af de hundrede Gange

hørte Anekdoter, og for Bekvemmeligheds Skyld

foretrak at lade sine Smilepersienner staa paa halv

hele Tiden, eftersom hun af Erfaring kj endte den

hver enkelt Historie iboende Evne til at " minde *

om en ny af en ganske anden Tønde.

Det var blevet saa sent ud paa Aftenen, at

Kristian ikke kunde naa det sidste Tog fra Lyngby,


ii6

og efter et uigjenkaldeligt sidste Afskedsbæger

satte han sig derfor i Bevægelse for at naa Kjøbenhavn

ad Landevejen. Hans Kinder blussede, som

han skred frem i Sommernattens halvlyse Skum-

ring, og hans Stok fægtede i Luften, som om den

tilhøjre og venstre omstyrtede Fordommens Sprinkel-

værk for at jevne Jordsmonnet til Opførelse af

Fremtidens lydefrie Bygning. Hans Hjerne fødte

store Planer, thi dels var den af Naturen dannet

til at rumme saadanne, dels forøgede Øjeblikkets

livlige Blodomløb dens skabende Evne. Og hvor-

vel disse Planer hver for sig vare noget taagede i

Omridsene, ligesom de Smaaskove og Huse, der

laa i nogen Frastand fra ham ved Vejens Sider,

saa var han dog ikke mindre sikker paa, at han

skulde naa frem til deres Virkeliggjørelse, end at

han paa sin Vandring vilde komme hine fjerne

Gjenstande nær. Kun gik det ham for langsomt;

han ønskede, han i eet langstrakt Vingeslag kunde

naa Kjøbenhavns Taarne, der skimtedes svagt i

den disige Horizont, og han fandt lidt efter lidt,

at det var en besværlig Fremgangsmaade, at sætte

det ene Ben foran det andet og udmaale Vejen

Skridt for Skridt. Det forgyldte Kors paa Frue-

taarn luede alt i den tidlige Sol, da enkeltstaaende

Huse som spredte Blænkere bebudede Nærheden

af den samlede Hærs tættere Geledder, og Gaderne

i den gamle By laa i fuldt Morgenskjær, skjondt

endnu uden andet Liv end den klingrende Gjenlyd

af V^andrerens Skridt, da en træt Student stak


117

Neglen i Gadedoren og lukkede sig ind i sit

fædrene Hjem.

Det var hojt op paa Formiddagen, da han

vaagnede, lidt tung i Hovedet, noget mor i

Lemmerne og i det Hele taget i en mere adstadig

Sindsforfatning end Aftenen iforvejen, men som

en Følge heraf ogsaa mere skikket til at modtage,

hvad denne Dag bar i sit Skjød. Det var gamle

Heliums Tour at modtage Besøg af ham. Lidt

efter Middag begav han sig ud i Nyhavn og

bankede paa hos Uhrmageren. Da den sædvan-

lige Opfordring indefra udeblev, gjentog han Bankningen

med noget mere Fynd, men med samme

Resultat. Han tog da i Døren ; den var aflaaset,

og en nærmere Undersøgelse viste, at Nøglen ikke

sad i. Dette var noget højst Usædvanligt, da den

Gamle yderst sjeldent gik ud før Aften, men for

Kristian var Tilfældet forsaavidt ikke uvelkomment,

som det gav ham Anledning til at anbringe et af

sine n}'e Visitkort med Betegnelsen Kristian Knub,

stud. jjir. > paa et iøjnefaldende Sted imellem

Døren og Laasebeslaget. Idet han vendte sig om

for at gaa igjen, aabnedes en Dør lidt længere

henne i Gangen, og i det kappeklædte Hoved, som

tittede ud, gjenkjendte Kristian Heliums Vært-

inde.

Ih, er det Dem, Hr. Knub ! > tog hun tilorde

og traadte ud af sit Kjøkken, hyllet som en Gud-

inde i en Sky af hvid Em, der robede en Stor-

vasks travle Færd. •


ii8

brod hun, idet hun aftorrede et Par af varmt

Sæbevand hvidblegnede Hænder i et grovt Sække-

lærreds Forklæde; '

Studentermosse

paa !

Naa,

det

vil glæde den Gamle derinde , hvis han ellers

kommer til at glæde sig over Noget mere her i

Verden. — Naa saa De veed det ikke r Jo, han

€r saamænd syg, Skindet. Nu er det paa tredie

Dag, han ligger saaledes hen. Ingenting vil han

nyde, men Doktor maa jeg ikke hente til ham.

Jeg har taget Nøglen af Døren, for selv kan han

jo ikke lukke op, og jeg s}'nes dog ikke, der skal

være helt frit Kjørind hos ham. Nu skal jeg hente

den.» Efter et Svip ind i Kjokkenet kom hun

tilbage med Nøglen. Naa, nu er da Deres Fader

og Moder rigtig glade, Hr. Knub I De vil \-el

være Doktor, kan jeg tænke; ja, det er saamænd

en viis Vej ,

for Sygdom og Elendighed er der

altid nok af i Verden. Naturligvis, Alderdom kan

jo ingen Doktor kurere for, og det er vel egenlig

det, der er hans Sygdom derinde, det gamle Liv!;:

Gardinet var rullet ned for det eneste lille

\'indue i Heliums Sovekammer, og det varede

noget, inden Kristians Øjne kunde skjelne den

Gamles Ansigt henne i Sengen, der stod helt inde

i den mørkeste Krog af Stuen. Næsen var endnu

skarpere end sædvanlig, idet Fløjene vare sunkne

ind, og Hagen med de lange Skjægstubber var spids

og fremstaaende, saa Kristian trods sin deltagende

Stemning ikke kunde slippe det groteske Billede

af en syg Pulcinel. Han tog en Stol og satte sig


119

stille ved Siden af Sengen, for ikke at vække den

Syge af hans tilsyneladende Sovn. Langt om

længe slog Helium Øjnene op; hans Blik maatte

strax falde paa Kristian, men der var hitet i det,

som tilkjendegav, at det havde mødt noget Uventet

eller Noget, Tanken skulde gjore sig Rede for.

Goddag, Hr. Helium! Kj ender De mig ikke?

Det er Kristian.

Der forløb atter en Pause, som om Ordene

behovede lang Tid for at trænge ind i den Syges

Bevidsthed. Omsider lysneide det i Blikket, og en

mager Haand krøb frem under D}-nen og sogte

hen imod Kristians.

Kristian! — Goddag 1» hviskede den Gamle

og trak Vejret besværligt mellem hvert Ord.

Er der ikke Noget, De vil have.^ Ikke lidt

at spise ?v spurgte Kristian og pegede paa en gul

Skaal med graableg, kold Havresuppe, der stod

paa et Bord ved Hovedgjærdet af Sengen.

xNej Tak — ingen Appetit — Jakob !»

Denne Tiltale besvarede Kristian med en lang

Række af ivrige Nik, for at tilkjendegive den Syge,

at han fuldtvel havde forstaaet hans Opfordring

til ham om at sorge for Kanariefuglen. Han

hentede Buret inde fra den anden Stue og gjorde i

den Syges Paasyn rent hos Fuglen, forsynede den

med en ny Provision af Hampefrø og heldte friskt

Vand i Flaskehalsen, der fungerede som Vand-

beholder. Det voldte den Syge en øjensynlig

Tilfredsstillelse c.t følge alle disse Operationer, og


I20

da Kristian tog Vandkanden henne fra Servanten

og paa en demonstrativ Maade forte den forbi hans

Øjne, viste en lille Bevægelse af hans Hoved, at

han højlig billigede Kristians Forehavende, der

skulde tilføre Vedbenden Næring og Vederkvægelse.

Kristian higede efter at komme hjem og for-

tælle sin Fader om Tingenes betænkelige Tilstand

hos hans gamle Læremester, og da Helium ikke

havde Kræfter til at indlade sig paa nogen For-

klaring af sin Tilstand eller sine mulige Ønsker,

ja da end ikke Synet af Studenterhuen formaaede

at elektrisere hans slappe Nervetraade, sagde Kri-

stian Farvel, idet han trykkede hans Haand og

med forstærket Stemme afgav Lofte om at komme

snart igjen.

Mester Knub vidste, at Helium i Størstedelen

af et halvt Aarhundrede havde været Medlem af

Laugssygekassen , og

da hans sejge lille Person

hidtil aldrig havde stillet Krav til den, kunde det

ikke betragtes som nogen ubeskeden Bebyrdelse

af de andre Interessenters Rettigheder, at han nu

foragede et langt Livs Erfaringer med denne sidste

om en saadan Kasses Virkemaade og Ydelsesevne.

Der blev altsaa gjort Anmeldelse om Sygdommen,

Bestyrelsen modtog Lægens Attest for, at her

ikke forelaa noget Attentat paa lumpen Besvigelse,

en ugenlig Pengehjælp tilstodes i Ov^erensstemmelse

med Statuternes Regler for enlige Interessenters

Behandling ,

og

dagligt Lægetilsyn blev Helium

tildel. Uafhængigt af Statuterne pusledes han


121

daglig af Kristians Moder, som ligeledes uden

Lægerecept tilberedte forskjellige kvægende Blan-

dinger, saasom Hindbærlimonade og Vingelee, der

maatte skaffe ham Lindring alene ved den kjærlige

Maade, de raktes ham paa, naar hun havde faaet

ham sat »verende i Sengen med en af sine egne

Hovedpuder som Støtte for den gamle Ryg.

Og Lindring følte Helium virkelig, skjøndt

han vedblev at være sengeliggende; Lindring var

i det Hele taget det Eneste, man kunde gaa ud

paa at sørge for, sagde Lægen; Uhrværket var

ved at løbe ud; hvad der var at gjøre, var ved en

forsigtig og omhyggelig Behandling at hindre dets

Tapper og Hjul i at skure for trangt mod hinanden

i de faa Øjeblikke, inden det stod helt stille. Man

stræbte at lette hans Aandedræt saameget som

muligt, og den gode Følge heraf var, at han ogsaa

talte med mindre Besvær, skjøndt han hurtig blev

træt og da kun ved Nik og Smil tilkjendegav, at

han forstod sine Venners Meddelelse om Et og

Andet, der kunde antages at interessere ham.

Heliums Sygdom trak læ-nge ud, hele Somme-

ren gik, og man var et godt Stykke henne i September,

da den Syge en Dag bad Kristian anmode

sin Fader om at følge med op til ham næste Dag

og tage en Trediemand med, ligegyldigt hvem.

Kristians Fantasi kastede sig strax over testamentariske

Emner og fremhentede af halvglemt Roman-

læsning hele Legioner af gamle Mænd, der tilsyne-

ladende vare døde i Fattigdom, men efter hvis


Dod uanede Skatte af kolossalt Omfang vare komne

for Dagen og tilialdne uegennyttige Venner som

Lon for opofrende Pleje. Han skammede sig selv

over saadanne Tanker ved den gamle 'Uhrmagers

fattige Sygeseng, men sine fantastiske Sværmerier

kunde han ikke faae Bugt med, og eit dirrende

Efterklang af dem var at fornemme i hans Stemme,

da han meddelte sin Fader den Gamles Anmod-

ning.

Ubevidst havde Kristians Fantasier imidlertid

havt et faktisk Udgangspunkt, thi det var virkelig

en Testamentsag, det drejede sig om, da Kristian,

hans Fader og Hyssing den næste Dag vare samlede

ved Sygesengen. Af Hensyn til de Fremmede

havde Værtinden pyntet op i Heliums Sovekammer,

saa godt Omstændighederne tillod det, og med

indsmigrende Geskæftighed stræbt at være ham til

Behage hun mærkede, at der var Arv i Luften, og

ønskede at bringe sig i Erindring, thi hvorvel det

kun var tarvelige Lodder, der kunde være Tale

om, er Graadigheden ved slige Lejligheder altid

stor, selv efter det Værdiløse, der dog altid kan

give Anledning til selvretfærdige Klager over For-

urettelse.

Den Syges Kræfter vare tagne stæn-kt af i de

senere Dage, og hans Legeme var blevet saa

skrøbeligt og faldefærdigt, at Ingen kunde fortænke

Beboeren i, at den agtede at flytte med det Aller-

første. Helium gjorde sig ingen Illusioner i saa

Henseende, og det var ham endnu kun magtpaa-


123

liggende at sorge for, at hans Livs kjæreste Tanke

maatte overleve ham.

Daniel Knub,>^ sagde han; «vi har kjendt

hinanden i mange, mange Aar — fra De var

endnu yngre end Kristian der — et flinkt Menneske

er han bleven, og det var De ogsaa — De for-

tjener at have en saadan Søn — — Ja, ja, Kri-

stian, det er godt; men pas paa, hvad jeg siger

— naar man ligger saadan som jeg her, tager

man ikke fejl: Du bliver engang til noget Stort

og De ogsaa, Knub, det kan aldrig mangle,

hvis De vil tage Dem af det, jeg har spekuleret paa

— De med Deres Forstand — der er ikke saa lidt

i det, skal De se, naar først De faaer sat Dem ind

i det. — Kom lidt nærmer^e ned til mig, jeg kan

ikke godt tale saa højt. Se, jeg vilde saa nødig

have Skifteretten til at rode om mellem mine

Sager — hvad forstaaer den sig paa Mekanik?

Vil De tage dem hjem til Dem, Knub? — Mo-

deller og Papirer og det Hele — saa veed jeg,

det er i gode Hænder, og saa kommer det nok

videre, det er jeg overbevist om. Vil De?

Mester Knub nikkede og lovede at tage Skatten

i sin Varetægt.

;Menstrax,?^ tilføjede den Gamle ivrigt, chelst

strax med det Samme! Hyssing, De er Vidne til,

at jeg overdrager Knub alle mine Opfindelser —

Ingen skal kunne komme senere og gjøre Krav

paa dem. — Tag dem saa med det Samme, for

er jeg ikke rolig. ^>


124

For at føje den Syge tog Mester Knub, Hys-

sing og Kristian strax fat paa Udforeisen af hans

sidste Villie. Cigarkasserne kom ned fra Hylden,

Papirerne ud af Skuffen, og Helium saae med fe-

brilsk Deltagelse paa den hele Travlhed, pegede

snart paa et, snart paa et andet Stykke og vilde

nu og da sige nogle forklarende Ord, men Mester

Knub vinkede og nikkede til ham, at han nok

forstod ham og at han blot skulde holde sig

rolig.

Sveden perlede paa den Syges Pande, da han

lagde sig tilbage paa Puden igjen, efterat Alt var

pakket sammen. '-Se saa,;^ sagde han, < nu er

Godset expederet, nu kan Toget gaa for mig, naar

det skal være. Jeg har levet længe nok, skjøndt

meget har jeg ikke faaet udrettet. Nu maa de

Unge være des dygtigere og flittigere, ikke sandt,

Kristian?/ Han saae med et kjærligt Udtryk paa

sin unge Ven. «Det skal Du have» — han pegede

paa det gamle Lommeuhr, der hang paa Væggen

indenfor Sengen ; tag det med strax — jeg bryder

mig ikke om Tiden mere. Og saa Jakob! Den

maa Du bede din Moder tage sig af, hun \'il nok

være god imod den; hun har altid været saa god

imod mig — og alle Mennesker har været gode

imod mig — og jeg har da heller ikke gjort megen

Fortræd her i Verden, om det saa ogsaa har været

smaat med hvad jeg har virket. Saa ,

I rare

Mennesker, gaa nu — Farvel, og hils Alle — hils

din Moder, Kristian, og tag Jakob med Dig.^


125

Den Ivrighed, hvormed gamle Helkim havde

fulgt Sammenpakningen af sine Sager, havde endnu

været virksom i ham under disse sidste Afskedsord,

der kom hurtigt og febrilsk fra ham, som om

han var bange for, at Tiden ikke skulde slaa til

eller at et uventet Tilfælde • skulde hindre Ud-

foreisen af hans Villie. Han sad halvt op i Sengen

og fulgte med et uroligt Blik Karavanen, da den

satte sig i Bevægelse, Mester Knub og Hyssing

belæssede med saamange Smaakasser, deres Arme

kunde omspænde, Kristian med en stor Rulle Pa-

pirer i den ene og Fugleburet med den lystigt

skingrende Kanariefugl i den anden Haand. I

den halvtaabne Kjokkendor ud til Gangen stod

Værtinden og ledsagede deres Bortgang med et

Farvel, hvis ironiske Skarphed ikke varslede godt

for Beskaffenheden af det Sindelag, hvormed gamle

Helium vilde blive plejet i de faa Dage, han havde

tilbade.

^»/


SYVENDE KAPITEL.

Tilfører Kristians Bekjendtskabskreds en saare nyttig

Bestanddel.

amme Dag gamle Helium var bleven

begravet, skulde der om Aftenen være

Rusgilde i Studenterforeningen. Det

\ar et kjedeligt Sammentræf, men

Kristian havde tegnet sig længe ifor-

vejen, og da man kun har Rusaften eengang i sit

Liv, vilde vel Ingen fortænke ham i, at han ikke

kunde bekvemme sig til at bringe den Afdødes

Manes saa smerteligt et Offer, som det vilde være

at blive borte fra Gildet. Klokken otte stod han

derfor fuldt paaklædt i sin Stue og kastede et

sidste Blik paa sig selv i det lille Spejl over Ser-

vanten.

Der var nemlig foregaaet den betydningsfulde

Forandring i Kristians Stilling, at han fra at være

Fledforing i det fædrene Hjem var bleven forvandlet

til fri og selvstændig Beboer af sin egen Lejlighed


12/

med deraf følgende ubetinget Dispositionsret over

Gadedorsnoglen. Lejligheden indskrænkede sig

ganske vist kun til eet Værelse i et Hus et Par

Steder fra hans Forældres Bolig, men Synet af

dets fire Vægge vakte en saa svulmende Uaf-

hængighedsfolelse i Kristians Bryst, at det forekom

ham skjonnere end nogen konstitutionelt ind-

skrænket Monarks Trongemak. Udgiften til det

bebj'rdede ikke hans Civilliste paa nogen generende

Maade, da hans Moder havde paataget sig at sørge

for dets Renholdelse og han nød Dagens Hoved-

maaltider hjemme. Kun Morgenkaffen præparerede

han selv ved Hjælp af et lille Kogeapparat, der

forekom ham som et Vidunder af Sindrighed, og

naar han om Morgenen tog Plads foran det, ifort

sin storblomstrede Meubelsirtses Slobrok, og smurte

sig sin Rundtenom af den diminutive lille Smør-

kande, forekom han sig selv at være i Overens-

stemmelse med de ægte Klint'ske Studentertradi-

tioner. Medens han forøgede Velværet ved en lang-

som Indslubring af sin Kaffe, hørtes der regel-

mæssigt en Skraben paa den lille Blikbrevkasse

udenpaa Døren, Signalet fra

s Dampsprøjten », Byens

nyeste og intimest underrettede Skillingsblad, som

han undte sig den Luxus at abonnere paa, for alt

fra Morgenstunden af at have Rede paa Dagens

Rygter og Bebudelser og kunne lægge sit Program

efter dem. Udstrakt paa Sofaen — et yderst

fristende lille sortbetrukket Exemplar af Arten,

skjøndt dens Korthed nødte Fødderne og en Del


128

af Benene til at indtage en i Luften frit svævende

Stilling — og med den lange Pibe stræbende ud

fra den ene Mundvig og dannende en spids Vinkel

fra Midten af Gulvet nod han den befrugtende

Lekture og hengav sig til de fornøjelige Drømme-

rier, den fremkaldte, indtil Timen slog til det for-

nøjelige Stævne i Rusauditoriet, hvor Kristian

allerede havde mange Venner og var godt paa

Gled til at blive en af Aargangens bekjendte Stu-

denter, paa en smigrende Maade mistænkt for at

staa i et nærmere Forhold til de skjønne og frie

Kunster end Gjennemsnitsmængden.

Da Kristian kastede et sidste velvilligt Blik

til sit eget blonde Hoved i Spejlet og nikkede til

det, som om han vilde sige: « Farvel og god For-

nøjelse !» til sig selv, var det derfor ikke at undres

over, at et selvbevidst Smil spillede om hans

Læber, som om han gik en Hyldest imode, der

vel var beregnet paa ligelig Fordeling blandt Alle,

men af hvilken han dog nok, allerede i sin Egen-

skab af kjøbenhavnsk Student, turde tilegne sig

en Broderlod. Han følte sig paa Vejen til Garn-

melholm som en Prinds, der skal tage sit Rige i

Besiddelse, og han mumlede efter Sædvane festligt

takkende Ord, som den susende Vind greb ham ud

af Munden og førte bort til ukj endte Steder.

Af nogen særlig festlig Art var imidlertid ikke

det forste hidtr\'k, Kristian modtog, da han havde

hængt sin Overfrakke fra sig og var naaet ad den

brede Skifertrappe op paa første Sal, Herfra og


129

op til Festsalen stod et Par hundrede Mennesker

sammenstuvede og forkortede sig Ventetiden ved

Afsyngelsen af det yndede Nationalkvad ..Paa'en,

paa'en, paa'en igjen», afbrudt afTilraab og Vittig-

heder oppe og nedefra. Omsider aabnedes Floj-

dorene, noget senere end Bestemmelsen var, fordi

Senioratet havde maattet vente paa en vildfarende

svensk Æresgjæst. Ind strommede Skaren, Plad-

serne indtoges ved Storm, i nogle Øjeblikke var

der en kaotisk Raaben fra Salens ene Ende til den

anden, for at faae de aftalte, men i Indtrængelsens

Kamp for Tilværelsen brudte Bordkameratskaber

etablerede igjen, men snart vare Alle komne tii-

sæde og kunde skjænke den rigtbelyste Sals festlige

Udsmykning et forste fl>'gtigt Blik, inden man

lod den opsparede ungdommelige Appetit gjore

lyst blandt Spisevarerne paa Bordene.

Da et almindeligt Indhug paa Osten og Enkeltes

forsynlige Provianteringsangreb paa Lagkagen

tilkjendegav , at Trangen til fast Føde var sin

Fyldestgjorelse nær, istemtes Ruskantaten, h\is

Indledningskor anførtes af Sangforeningen og efter-

haanden fik mere og mere Tilslutning af frygtsomme

Stemmer.

Hil og velkommen som Vaarsolens Blus,

Pallas", vor Moers, allerspædeste Pus,

Fuldvoxen fød, som hun selv, i en Studs,

Smilende Rus

lød det i den Bellmanske Melodis festligglade

Rhythmer, og lærerigt for et f}'siognomisk Studium

9


I30

var det at iagttage, hvorledes Kantatens skiftende

Xumre med deres skjemtsomme Skildring af Skolens

Tvang og Studenterlivets Frihed afspejlede sig i

de unge Ansigter langs Bordene. Der var un-

drende landlige Ansigter med et velvilligt og

aabent Udtryk, der viste en sund Ligevægt mellem

Hovedets Ballast af Kundskaber og et kraftfuldt

Legeme, der ikke var ukjendt med Rughøstens og

Andejagtens st\'rkende Idræt; der var overlegent

smilende Hovedstadsansigter med Pandehaar og

gryende Mundskjæg, forlængst ude over Beun-

dringens Standpunkt, især naar dens Gjenstand

kun var en naiv Studenterfest; der var undselige

Ansigter, som neppe vovede at lofte Øjnene op

fra Papiret i deres Bevidsthed om, at der gjordes

spogende Kour til dem iaften som til sextenaarige

Baldebutantinder; der var kokette Ansigter, hvis

lange Haar jevnlig blev strøget bag Ørene med

en Haandbevægelse, der fuld af Selvfølelse fortalte,

at de vare sig bevidste at være Aftenens beskedne

Konger; der var forlæste Professoransigter med

nærsynede Øjne og Briller paa de spidse Næser,

og der var robuste Stenslageransigter , i hvis

faste Kjød Tænkningens Boxekamp ikke havde

afsat et eneste Mærke; der var sværmeriske An-

sio'ter, som bebudede de vordende Foreningslyrikere,

oo" fiffige Ansigter, der varslede om vordende P'or-

eningsspilopmagere ; loyale Ansigter, der vilde

danne en Skjoldvagt om vaklende Senioratskabi-

netter, og oppositionelle Ansigter, der vilde gribe


131

enhver Afvigelse fra den normerede Thermometer-

hojde som Anledning til stilistisk Holmgang i Anke-

protokollen; Ansigter, hvis spillende Liv viste, at

ingen skjemtefuld Allusion i Sangene eller i Vægtegningerne

gik deres Opmærksomhed forbi, og

Ansigter, hvis anstrengt træede Udtryk tydeligt

fortalte, at de ikke forstod et Ord af det Hele,

men agtede at underkaste Morsomhederne et for-

n\"et grundigt Eftersyn næste Dag.

Med en passende Blanding af Alvor og Skjemt

holdt den ledende Senior Festtalen, skjulende under

en routineret Optræden den Fr}'gt og Bæven,

hvormed han skred til Værket, ikke kuet af Russernes

Kritik, som han var højt hævet over, men

af de ældre drevne Fyres, der havde hørt et

Dousin Rustaler eller mere og altid vare tilbøjelige

til at finde, at den sidste var den tarveligste. Med

Bravour tomte han Bægeret, Symbolet paa de

unge Studenters Indvielse til Sandhedens og Skjon-

hedens Tjeneste, og anden Del af Kantaten blev

afsungen.

Hermed gled Tøjlerne for en Stund ud af

Dirigentens ellers saa kraftigt styrende Haand;

Bordafdækningens farlige Pause fremkaldte Ledig-

gangens sædvanlige demoraliserende Virkning hos

de daadslystne, men ubeskjæftigede Gemytter og

forledte dem til allehaande Ud.skejelser, saasom

Folkevandring fra Bord til Bord med det Formaal

at tomme Glas i private Anliggender, Bombarde-

ment med Servietter, Flaskepropper og Brødlev-


132

ninger samt lovstridig Bestigelse af Stole og Over-

skrævelse af Borde. Med Møje lykkedes det Sang-

foreningens Toner, ligesom fordum Orfeus's, at

tæmme de vilde Kræfter og at faae de løsslupne

Elementer paany bænkede ved Bordene, hvor

Bollerne imidlertid vare satte frem som Tegn paa,

at de friere Foredrag nu skulde tage deres Be-

gyndelse, hvorhos Lederen tilkjendegav ,

at

der

herskede en almindelig Trang hos Forsamlingen

til at høre en Rus tage Ordet.

Denne Appel gjorde et højst forskjelligt Ind-

tryk paa dem, til hvem den var rettet. Nogle

hørte den med fuldkommen Sindsro, som om de

vare ganske paa det Rene med sig selv om, at

Ingen ventede af dem, at de skulde efterkomme

den; Andre saae sig omkring med et Udtryk af

beskedent tøjlet Overlegenhed, som skulde underrette

Omverdenen om, at hvis de havde Villie som

de havde Evne, vilde det være dem en smal Sag

at aflevere en Tale, der nok skulde afsætte Spor

i Tilhorernes Sind og fore Soldenes Veltalenhed

ind paa nye Baner; atter Andre var der, til hvem

Henvendelsen kom som en lønlig imodeseet Fri-

gj oreise af deres ærgjerrige Attraa. Disse bræn-

dende Sjæle betoges af en sær Uro, den person-

lige Optrædens skjælvende Forvirring. Deres An-

sigt fik et spændt Udtryk, deres Smil havde en

automatisk Karakter, de tømte deres Glas med

Mellemrum af en højst uoverlagt Korthed og deres

famlende Finijre havde en nervens Tilbøjelighed


til at helde det meste af Punscheskeens Indhold

udenfor Glasset, hvorhos de med febrilsk Livlighed

gjorde sig lystige over slige smaa Uheld og med

overdreven Interesse blandede sig i deres Naboers

Samtaler tilhojre og tilvenstre.

Til de af denne Paroxysme mest Angrebne

horte Kristian, der just var ifærd med at memorere

sin Tale for sidste Gang og indprente sig dens

Overgange og Fyndord, da der fra Præsidiet an-

meldtes en Student Kaspersen, Rus, som havende

forlangt Ordet. Aliiindeligt Bifald fra de Unges Side

som Paaskjønnelse af den Offervillighed, hvormed

Student Kaspersen gik i Breschen som enfant pcrdu

og reddede Russernes Ære; almindelig Forventning

fra de Ældres Side om Kvaliteten af denne Aar-

gangs oratoriske Evner. Student Kaspersen var en

spinkel lille Fremtoning, i hvis impertinente Ansigt,

der havde et Træk om Næse og Mund, som om

han altid lugtede noget Ubehageligt, man tydelig

læste, at han havde faaet sin overflødige Portion

af den Selvsikkerhed, hvormed Naturen udruster

Aanden som et Vederlag for Legemets Lidenhed.

Men med hvor store Dimensioner denne Selvsikker-

hed end fremtraadte til daglig Brug, slog den dog

ikke til i den Stilling, han nu var bragt i, da han

paa almindelig Opfordring af den skuelystne For-

samling var bleven loftet op paa Bordet som Maal

for Alles Blikke. Med Glasset i den højre Haand

og den venstre Tommelfinger stukken ind i Ærme-

gabet paa Vesten saae han suffisant nok ud, og i


134

hans skrattende Stemme \ar der heller ingen for-

legen Bæven at spore; men da han allerede efter

det første skarpt udslyngede «Mine Herrer! be-

gyndte at stamme i det og endydermere var saa

uheldig at sige «Senoriatet» istedetfor « Senioratet«,

begyndte Rettelserne og Interpellationerne at blive

nærgaaende og bragte bans Tanketraade helt i

Urede; efter flere mislykkede Tillob til en Moti-

vering, nøjedes han tilsidst med at fastslaa Rus-

sernes Tilfredshed som en Kjendsgjerning, han

vilde bede disse give yderligere Vægt ved at

istemme et taknemmeligt Hjertes nidobbelte Hurra

for Se-no-ri-atet — det sidste Ord, af Frygt for en

ny Fortalelse, artikuleret med en skarp og skingrende

Stemmes hele Præcision og derved fremkaldende

forstærket Jubel og Latter, da Taleren atter dum-

pede i denne sproglige Faldgrube. Gjoende og

brægende Hurraer blandedes med den almindelige

Lystighed som en Salut, der var Talen værdig,

medens Kaspersen krob ned af Bordet og indtog

sin Plads mellem Kameraterne, hvis ironiske Tak-

sigelser han nedsvælgede med en Tilfredsstillelse,

som viste, at der var Stof i ham til en offentlig

Personlighed.

Takken fra de Unge var nu imidlertid bleven

bragt, hvor uheldig dens Tolk end havde været,

og Gildet skred videre over Kristians knuste Ær-

gjerrighed, hans Bevidsthed om at kunne have

gjort det meget bedre og hans Ærgrelse over at

have forfejlet det rette Øjeblik. Disse mørke


135

Stemninger fortog *sig imidlertid snart under Ind-

trykket af den stadig stigende Jubel, der især svulmede

højt, da Prisopgaverne for den kommende

Vinter oplæstes, guddommeligt Nonsens, hvis god-

modige Satire og overrumplende Snurrigheder

maatte kunne forsone selv en professionel Hypo-

kondrist med Øjeblikkets Tilværelse. Den saaledes

vakte Munterhed fik i Aftenens øvrige Løb lettelig

Næring i vellykkede og velmente Sange, i skjemte-

fulde Taler, der fik et trist Anstrøg ved Vittig-

hedernes Affældighed, og i alvorsfulde Taler, der

gjorde en komisk Virkning ved at præsentere

deres bekymrede eller pathetisk bevægede Fysio-

gnomier paa et saa fremrykket Tidspunkt af et

overstadigt Gilde. Da Festen hævedes noget over

Midnat, var Kristian ikke mere oplagt til at slutte

denne sin første store Studentersammenkomst end

de halvhundrede Kamerater, der støjende og snak-

kende, leende og trallende lejrede sig i Spisestuen

for at sætte en privat Slutningsakt til den officielt

endte Fest.

Der dannede sig Interessentskaber til Anskaffelsen

af flere Boller, der stiftedes Konsortier om

Bouteiller med svensk Punsch og der erhvervedes

selvstændig Besiddelsesret til Kognakstoddyer og

Kaffe med Likeur, medens Sodavandsproppernes

Knalden vakte en bedragerisk Fornemmelse af, at

ogsaa Champagnen var mødt frem til dette Stævne

mellem Drikkevarer. Der holdtes Taler om de

samme Emner som ovenpaa, spæde Taler, der


136

endnu laa i Svøbet og ytrede isig som et hurtigt

Kvæk i Form af en undselig Henstilling uden

Motivering, Taler, som endnu ikke havde lært at

gaa alene, men snublede og faldt hvert Øjeblik

paa Vejen til det saare nærliggende Maal, halv-

voxne Taler i Labansalderen med kantede Bevæ-

gelser og lange Ben, der skrævede hen over alle

Mellemled, og ungdommelige Taler med krigerske

Moustacher og et imod Idealet vendt Blik.

Til denne sidste Art viste Kristians Oration

sig at hore, da han slog til Lyd paa Glasset og

rejste sig op for at realisere et fra sin indebrændte

Tale reddet Lager af saagodtsom ubeskadigede

Tanker. Han begyndte med den ikke ubekjendte

Tredeling af Aandens Liv som en Stræben mod

det Sande, det Skjonne og det Gode, og han vilde

tillade sig at anvende disse Begreber paa de tre

Funktioner af aandelig Virksomhed, der betegnedes

som Tænkning, Tale og Handlen, idet han for-

mente, at sand Tænkning, skjon Tale og god

Handlen maalte kunne opstilles som den ægte

Studenteraands Idealer. Idet han med imødekommende

Liberalitet betegnede enhver Tæ-nkning som

sand, selv om den gik ud fra vrange Forudsæt-

ninger og kom til ravgale Slutninger, naar den

blot stammede fra Personlighedens inderste Over-

bevisning, og idet han satte Talens Skjønhed i

dens fulde Overensstemmelse med den Talendes

Individualitet, selv om denne havde hjemme i et

andet Sogn end Skjonhedens, maatte han dog


^o7

hævde — ja, han kunde efter sit hele BHk paa

Livet ikke Andet end paa det Bestemteste hævde,

at det først var gjennem den gode, det vil sige

den virksomme, energiske, kraftfulde Handlen at

Personligheden gjorde sig fuldt gj ældende og paa-

trykkede Omverdenen sit Præg. Og hvor vi saae

os omkring i vort Samfund, i alle dets Forhold,

paakaldtes en Handlingens Mand med mere og

mere indtrængende Rost. Held Samfundet og

Held os, om der fra denne Kreds maatte udgaa

Mænid, der med sand Tænkning og skjon Tale

forbandt Evnen til højtstræbende, dybt indtræn-

gende, vidtomfattende Handling! Thi Tidens Alfa

og Omega er dette: der maa handles — handles

— handles!

Skjøndt Kristian for ikke at svække den ora-

toriske Slutningseffekt af det tregange med for-

stærket Betoning gjentagne passive Verbum havde

undladt at knytte nogen Skaal til sin Tale, hilstes

den dog med Hurraraab af de over (iens logiske

Konstruktion imponerede Filosofikere, og man flokkedes

om Kristian for at drikke private Glas med

ham. En af Aftenens Libationer noget bedærvet

Yngling paa den anden Side af Bordet havde be-

holdt saameget af Talen i sin taagede Bevidsthed,

at han kunde komplimentere Kristian med de Ord:

kDu er en skjon Individualitet, Kristian, og derfor

var det ogsaa en skjøn Tale, Du holdt. Maa jeg

gjøre min Personlighed gjældende paa en vidtom-

fattende Maade OPf klinke med Dig-.?;: Men idet


138

han rakte sig frem over Bordet, kom hans Glas

i en saa skjæv Stilling til Kristians sorte Kjole,

at dets Indhold flod ned af det ene Omslag.

Kristian sendte sin uheldige Beundrer en harm-

fuld Irettesættelse, som imidlertid ikke naaede sin

Adresse, da hans Opmærksomhed allerede var fuldt

optagen af andre Gjenstande.

Hvor der handles, der spildes !» lod en

dyb Røst med en noget spottende Klang bagved

Kristian.

Vreden over den Molest, der var tilfojet hans

nye Kjole, sad endnu i Kristian, og han var ikke

oplagt til at finde sig i satiriske Hentydninger til

sin Tale. Han vendte sig rask om og stod lige-

overfor et stærkt skj ægget Ansigt paa en ualminde-

lig lang Krop, der stod i Skjul bag den svære

Pille, som bærer Spisestuens Hvælvinger.

« Turde jeg udbede mig Navnet paa den sidste

aérede Taler r v spurgte den dybe Stemme med

uforstyrrelig Ro.

Mit Xavn er Knub, hvis der ellers er Xoget,

De vil mig, » svarede Kristian med et iltert Øjekast.

Nominativ Knub, Genitiv Knubs — Tak

skal De ha'e — saa foretrækker jeg at gjore Deres

nærmere Bekjendtskab i Dativ eller Giveforhold

ved at forespørge, om De skulde være aldeles

utilbøjelig til at indtage en Forfriskning sammen

med den ikke uberømte Nellerup.»

Der var i hele hans groteske Væsen og dybe

Stemme noget saa afvæbnende Godmodigt, at


139

Kristian glemte sin Vrede og af sin n}-e Bekjendt

lod sig føre hen til Enden af Bordet, hvor de tog

Plads paa et Par ledige Stole.

«Opvarter!» raabte Nellerup med Stentorrøst,

men bortsendte desuagtet den Lejetjener, der kom

springende. «Kald paa Foreningens egen Peter,

paalagde han denne og tilføjede forklarende til

Kristian : 'Jeg foretrækker altid skrivekyndig Be-

tjening, hvor saadan er at faae.:

Kristian forstod ikke denne Forkj ærlighed for

Skrivek}-ndigheden, før han hav^de hørt Nellerups

Bestilling hos den tililende Peter: «To Kcstere —

at afskrive paa min Folio !

Skulde

den være over-

trukken, maa De endelig lade mig det vide./.

Medens de ventede paa de bestilte Drikke-

varer, underkastede Kristian sin nye Bekjendt et

nærmere Eftersyn. Han havde ikke lagt Mærke

til ham oppe i Salen, og efter hans Paaklædning

at dømme havde han heller ikke deltaget i Festen.

Frakke og Vest vare af samme ensartede Stof, en

Slags flosset Tøj af den Farve, som Englænderne

kalde Peber og Salt; dertil sluttede sig et Par

grønliggule Benklæder, som ved lange Stropper

maatte hæmmes i deres stærkt udtalte Tilbøjelig-

hed til at stræbe højere op ad Benet, end Parisermoden

tilstedede; gjennem Stroppernes Pas frem-

skød en Støvle af anselige Dimensioner og af et

saa forunderlig knortet Ydre, at det saae ud, som

om den af en Fejltagelse var kommen til at om-

slutte en knyttet Haand istedetfor en Fod; et


I40

broget Halstørklæde med en svær Naal gjorde i

Frastand et saare livligt Indtryk ved sine stærke

Farver, men viste sig ved en nærmere Betragtning

at være ligesaa medtaget af Tidens Tand

som Naalen ,

bag

hvis afslidte Forgyldning en

forræderisk Rødme robede dens sande Kobber-

gehalt.

'Ja undskyld, jeg ikke har mine Ordner paa,

som han sagde, Manden, da Sengen gik gjennem

Gulvet med ham ned til Familien paa første Sal. >

Denne i en uforlignelig tør Tone fremsatte

Bemærkning aabenbarede Kristian, at hans hemme-

lige Granskning af Nellerups Person ikke var bleven

ubemærket af denne. Kristian blev rod i Hovedet

og trak Øjnene til sig.

«Naa, der har vi de drikkendes Varer,; ved-

blev Nellerup, da to smaa Snapse præsenteredes

paa en meget stor Bakke. «Homoopathiske Døses

og homøopathisk Lægetheori: med Bitter skal

Bittert fordrives. Værsartig!« tilføjede han, idet

han berørte Kristians Glas med sit eget og derpaa

med to Fingre om Glassets Rand forte det til

Munden og smed Indholdet ned i Halsen med et

lille Ryk. 'Ah — forlænger Livet og sikrer en

glad Alderdom, som der staaer paa Omnibusserne,

hvilken Maxime viser langt mere Hensynsfuldhed

mod Passagererne end Sporvognenes Leveregel:

hurtig Betaling fremmer Kjorslen.»

Kristian havde ligeledes drukket sin Snaps,

der frembragte en indvendig Rystelse helt ned


141

igjennem ham, som om det havde været en bedsk

Medicin.

«Muntert Rusgilde, hvad?;' vedblev den snak-

somme Nellerup. ;

Festen begunstiget af det

skjonneste Vejr? Kunde desværre ikke forherlige

den med min personlige Nærværelse — Forretninger

helt langt ude ad Frederiksbergkanten.

Kristian tillod sig at sporge, af hvilken Art

disse sildige Forretninger havde været.

< Vigtige Terrainundersøgelser, som Tyven be-

mærkede, da de fandt Dirken i hans ene Støvle-

skaft. Hvor har De ellers Deres Hybel, Højst-

ærede ?

undret.

Min hvadfornoget ? » spurgte Kristian for-

(Deres Hybel. Herregud, Mand, er De ikke

mere med paa den nyere norske Bogavl med Ord-

forklaring nejenunder paa Siden ? Deres Kvist,

Deres Hummer, Deres . . .;>

Naa saaledes ! > sagde Kristian og opgav ham

sin Bopæl.

«Det kalder jeg et Træf!;, sagde Nellerup.


142

som kjendt Mand Doren og saae ind. Den halvt-

nedskruede Gas belyste svagt to slumrende Unger-

svende, som vare henlagte der til Opbevaring til

næste Morgen. Den ene havde ved en Omdrejning

kastet Tæppet halvt af sig. Nellerup samlede det

omhyggeligt om ham og lukkede derpaa Døren

sagte. «Man har selv været ung,» henkastede han

til sin Ledsager. 'Og nu til Hojstrup, som han

siger, Niels Ebbesen, i Elverhøj.

En kort Hvislen mellem Tænderne kaldte en

Hund frem af dens Skjulested inde bag Knage-

rækkerne, en sort og hvidbroget Kjoter af Mellem-

størrelse , hvis ubestemmelige Artsmærke vakte

Sandsynlighed for, at dens Stamtavle vilde volde

kynologiske Forskere højst overraskende Vanske-

ligheder. «Kom saa, Spion! Nu skal vi hjem,

gamle Dreng ! — Det er den mærkeligste Hund

paa denne Side Alperne, » vedblev Nellerup, hen-

vendende sig til Kristian. «Jeg har nok hørt Tale

om Studenterhunde i Miinchen og Jena, der kunde

sætte deres Seidel Bier tillivs; men det er ingen-

ting imod Spion: De maa ikke tro. De paa nogen

Maade faaer ham til at nyde Andet end Tuborg

Lagerøl ; om

De saa river Etiketten af Flaskerne,

kan han paa ti Skridts Afstand skjelne en Karls-

berger fra en Tuborger, og det kunde aldrig falde

ham ind at røre det førstnævnte Fluidum. Jeg

veed Pokker ikke, hvori det stikker, men det

skulde s'gu slet ikke undre mig, om jeg en skjøn

Dag opdagede, at han havde Aktier i Tuborg.


143

Det skulde virkelig slet ikke undre mig, .•

tilfojede

han eftertænksomt; det vilde ialtfald ikke være

de forste Aktier, der var gaaet i Hundene..

Under lignende Tale, der gjorde Nellerup til

en højst original Personlighed i Kristians Øjne,

naaede man Sidstnævntes Hjem. Nellerup ka.stede

et prøvende Blik op ad Huset, som om han vilde

beregne Trappetrinenes Antal, men da en vag Antydning

af det Forfriskende ved Sodavand med

Stænk i maatte be.svares af Kristian med den ydmygende

Tilstaaelse, at han ingen Drikkevarer

havde i Huset, sagde Nellerup Farvel og fløjtede

ad sin Hund, der imidlertid var forhindret i at

lystre med sædvanlig Appel, fordi den, lokket af

Lugten af friskbagt Brod , havde

stukket Hovedet

ind mellem Jerntremmerne til et underjordisk

Bageri og tudende maatte paakalde sin Herres

Hjælp for at faae det ud igjen.

Sent paa Natten var det, da Kristian lagde

sit Hoved til Puden efter denne Aftens Begiven-

heder, og først langt ud paa Formiddagen vaagnede

han; hvormange Klokken var, saae han sig

imidlertid ikke istand til at opgive, thi han havde

glemt at trække Heliums gamle Sej erværk op.

Men Søndag var det, og han havde Lov til at an-

vende Resten af Dagen til moden Overvejelse af

de Planer, der rørte sig i hans Hoved.

Af Rusgildets Enkeltheder havde især to fæstet

sig i hans Erindring: hans egen Tale med dens

kraftige Krav til Handling og Oplæsningen af Pris-


144

opgaverne. De havde rørt ved hans Ærgjerrigheds

letvakte Drifter og sat hans Fantasi i Bevægelse.

Thi hvorvel de fleste af dem kun vare blevne til

for selve den parodierende Forms Skyld og ikke

ventedes at ville afføde nogen Besvarelse, var der

dog nogle af dem, der virkelig vare udsatte i det

Øjemed at fremkalde litteraire Forsøg og endog

forjættede et ret anseligt Honorar som Prisbeløn-

ning. Kristian havde Valget mellem en Novelle,

en Komedie til Opførelse udelukkende for Forenin-

gens Medlemmer og et til offentlig Fremstilling bestemt

Skuespil. Ved det sid.ste var baade Æren

og Præmien størst, og som et Vidnesbyrd om,

at Kristian altid stillede sit Maal højt, bør det

fremhæves, at han efter at have taget de to første

Opgaver i flygtig Betragtning bestemte sig til at

vælge den sidste som den værdigste Gjenstand at

kæmpe for.

Det materielle Grundlag for de Overvejelser,

som denne Beslutning forte til, afgav den lille Sofa,

i hvilken Kristian indtog sin yndede Hvilestilling

med Piben i Munden. Og tæt som Røgskyerne i

den lille Stue boltrede Tankeskyerne sig i hans

Hjerne, tørnede sammen og udsendte blinkende

Lyn.

Et Helaftenstykke skulde det være, tre lange

eller fire kortere Akter. Morsomt — naturligvis,

fuldt af satiriske Udfald mod Tidens Skrøbelig-

heder og Lyder. Kristian horte allerede Tilskuernes

Latter over de fortræffelige Indfald ; han saae dem


145

stikke Hovederne sammen og puffe til hinanden,

som man gjor, naar man uvilkaarlig føler Trang

til indbyrdes Meddelelse under en overvældende

Paavirkning af noget Udmærket, og de forsikrede

hinanden ,

at

vittigere end denne sidste Replik

kunde ingen efterfolgende blive; men da fløj alle-

rede den næste fra Buestrengen og ramte lige i

Centrum under forstærket Latter og Jubel fra Til-

skuerpladsen. Man forhørte sig tilhøjre og venstre

om Forfatteren, og hans Ruskamera ter blærede sig

med at kalde ham deres personlige Ven. Under

endeløst Bifald gik Tæppet ned for sidste Akt,

man hilste hverandre i Forsalen med lysende Ojne,

og Alle vare enige om, at Forestillingen burde

gjentages. I Foreningen blev Gildet efter Fore-

stillingen fra først til sidst een fortsat Hyldest af

Forfatteren, og skjøndt Bladene ellers afholde sig

fra Referater af slige Privatkomedier, kunde de dog

ikke Andet end gjøre en Undtagelse fra Reglen

ved denne extraordinaire Lejlighed og leverede et

diskret Referat af Forestillingen med en yderst

smigrende Dom om Stykket og en Henstilling til

det Kongeliges Chef om at sikre sig Billet til dets

næste Opførelse. Det var jo før skeet, at Studenter-

komedier vare blevne optagne i Nationalscenens

Repertoire .

. .

Kristians Fantasi var en villig Gangerpilt i

hans Ønskers Tjeneste, men det var dog ingen-

lunde skjult for ham, at disse Billeder havde en

noget for almindelig Karakter o«- foreoreb Resul-


146

tatet i lovlig høj Grad. Det var ham klart, at

han maatte kalde sine vagabonderende Tanker til-

bage til en nærmere liggende Dont og udkaste en

Plan for det Arbejde, han havde paatænkt. Det

var bedst, det blev en Folkekomedie, i høj og

nobel Stil selvfølgelig, ingen forloren Rorelse, ingen

uægte Effekter; naar en Del af Handlingen hen-

lagdes til bekj endte offentlige Steder, vilde det give

Anledning til hyggelige, stemningsfulde Dekorationer,

og Typer af Folkelivet kunde der med

Lethed tumles med paa disse Omraader; derved

fik Satiren den hjemlige, lokale Karakter, han fra

forst af havde tiltænkt den. Men hvilke Steder

skulde helst vælges ? Ja, han maatte ud og bese

dem, opfriske Erindringen om dem fra dette nye

Synspunkt; han maatte foretage et Studium af

Folkelivet for at vælge sine Figurer. Adskillige

havde han allerede klart for sin Bevidsthed; der

var nu den allernyeste af dem, Nellerup, en sær

Skrue, hvis Sprikworter maatte kunne benyttes med

god Virkning; han maatte studeres, Bekjendtskabet

med ham maatte fortsættes. Til ham skulde der

saa slutte sig en Række andre snurrige Fyre, iøjne-

faldende og let kj endelige fra hinanden i deres

ydre Væsen, men sande, virkelige Mennesker, ikke

Marionetter. Naar først dette Personale var samlet,

hver med sin Attraa, sin Karakterejendommelighed,

sin fixe Ide, vilde Handlingen komme igang af sig

selv; den ene Scene byggede den efterfølgende,


147

den ene 'Akt affødte med Nødvendighed den næste,

St}'kket skred rask fremad . . .

Atter tog Fantasien Farten mod de Triumfens

og Nydelsens Egne, hvor alle Vanskeligheder have

strakt Vaaben, og dens Vingeslag voxede i Styrke,

alt som Efteraarsaftenens tidlige Mørke bredte sig

over Stuen. Blundende Tanker og halvvaagne

Drømme flød sammen til smigrende Billeder. Det

var atter Opførelsesaftenen; Huset var fuldt, Ouver-

turen skulde til at begynde, Regisseurens tre Slag

lod kort og kraftigt oppe bag Tæppet . . .

«Kom ind!:, raabte Kristian, da Slagene gjen-

toges og han dennegang havde fuld Vished for,

at han ikke drømte. 'Kom ind!»

"Ja, han sagde saa, Jonas, da han mærkede,

de var ifærd med at harpunere Hvalfisken, » lød

Nellerups dybe Stemme udenfor Døren; men

stængt Stue er ej god at gjæste, som det hedder

i Havamaal eller den Højes Tale, med hvilken

ærede Taler -^


her havde Kristian faaet Slaaen

skudt fra, og Nellerup fuldendte Sætningen inde i

Stuen — «jeg baade har Højde og Anskuelse til-

fælles. — Det var da Pokker til lav Dør 1>;

En Tuden udenfor røbede, at Spion følte Ad-

skillelsen fra sin Herre som en smertelig Forurettelse

den blev strax lukket ind, og efter en hurtig Under-

søgelse af Stuens forskjellige Hvilesteder fandt

den, at Sofaen frembød det luneste og blødeste

Leje, hvorfor den slog sig til Ro i den og afløste


148

Kristians Drømmerier med sine egne, om hvis be-

kymrede Natur et dybt Suk nu og da gav Vidne.

«Vi sleb en lille Skraber ovenpaa Gaarsdagens

Anstrengelser? sagde Xellerup, medens Kristian

fik Lampen tændt. -

Xaa,

her har vi jo en over-

niaade standsmæssig Wigwam, » vedblev han og

saae sig omkring. t Hæklet Anti - Nakkeolietr}-k

paa Gyngestolen — vi er Moders Kjælebasse;

Familieretten — vi agter at hellige Lovkyndigheden

vort Studium; Pibebrædt — for at Arbejdet kan gaa

fra Haanden i en Røg; gamle Johan Ludvig paa

Væggen — vi er henfalden til en fossil Autoritets-

tro udi æsthetiske Sager — -Dampsprøjten / for

idag — men bestræber os dog paa en agtværdig

Maade for at være a join- med Samfundslivets be-

tydeligste Ytringer. Ja nu har jeg Deres Signale-

ment, Højstærede, ligesaa tydeligt som om det var

udfærdiget paa Paskontoret. Giv mig saa et Suge-

værk !

Kristian havde endnu ikke kunnet faae andre

Ord indfort end det forste overraskede Godaften.

Medens Nellerup stoppede og tændte sin Pibe, ud-

trj'kte han sin Glæde over Besøget og spurgte til

sin Gjæsts Befindende.

'Saa slideligt, svarede Nellerup,


149

hjemme i Hulen og havde besluttet at hengive

mig til alvorlige Selvbetragtninger, som den An-

holdte sagde, da Politiet viste ham hans Fotografi

i Forbryderalbumet. Men den forbandede Kjoter,

den Spion » —

den Omtalte spidsede Øren isovne,

da dens Navn blev nævnet — «ham har jeg min

Hyre med. Der er ikke Tale om at faae ham til

at blive hjemme en Aften; han vil ud, og naar

han først er kommen ud, vil han aldrig hjem igjen;

jeg maa trække om med ham den halve Nat,

Gade op og Gade ned, og spilde min gode Søvn;

saalænge han seer Lys i en Kj ælder, er det ikke

muligt at faae ham hjem.,

Kristian maatte smile ad den godmodige Selv-

ironi, der laa i denne Skildring af Hundens gjen-

stridige Karakter. Efter en længere Tids Passiar

om alskens Dagsnyt rykkede Nellerup, idet han

satte den udrøgede Pibe fra sig, frem med det

Forslag, at de i Fællesskab skulde slaa et lille Slag

ud ad Vesterkanten.

For Kristian stod dette Forslag, netop fra

denne Side, i en saa sælsom Overensstemmelse

med det Resultat, hans Overvejelser for lidt

'

siden

havde ført ham til, at han ikke kunde tage det

for Andet end et Varsel om, at gode Aander stod

i Pagt med hans Forehavende og sendte ham den

fornødne Hjælp lige ind i Stuen. Han. var derfor

strax rede til at følge Nellerup, og de tilbragte

Aftenen og en ringe Del af Natten sammen paa


150

en højst fornojelig og afvexlende Maade. Og flere

lignende Udflugter efterfulgte denne første.

Skjøndt Kristian var en aaben og redelig Natur,

kan det dog ikke dølges, at han lagde megen

Underfundighed for Dagen i dette sit Forhold til

Nellerup. Thi medens denne kun gik ud paa at

søge Adspredelse og aabenbart troede ,

at hans

Følgesvend lededesaf samme Bevæggrund, studerede

Kristian hele Tiden med megen Iver baade sin

nye Ven og de Forhold ,

denne

førte ham ind

i, Alt med den store Opgave for Øje. Hvor al-

vorligt han tog det med denne, kan ydermere sees

deraf, at han Dagen efter den første Tournée

kjøbte en stivtindbunden Bog med hvide Blade,

og det ikke en tynd og mager og vindig Bog,

men den tykkeste, Papirhandleren havde paa Lager;

thi Kristian bildte sig ingenlunde ind, at Arbejdet

skulde gaa saa nemt fra Haanden, at der ikke

maatte beregnes rigelig Plads til Rettelser og Til-

fojninger. Den kostede ikke saa lille en Skilhng,

men de Penge vilde komme hundredfold igjen.


^^

OTTENDE KAPITEL.

Holder Jul paa forskjellig Vis.

Ivormeget der end er skrevet og. sunget

om Julen paa Landet, skal dog Ingen

kunne bestride, at Julen i Byen ogsaa

har sin Stemning. Mest fornemmes

denne maaske i Ugerne lige for Høj-

tiden, naar dens Nærmelse stempler alle den vidt-

løftige Stads Livsytringer, saa de forvandles og

blive til festlige Julebebudelser. Fornøjelig er en

Aftenvandring omkring i Gaderne, selv i de smaa

og trange, hvor fattige Børn aande i de frysende

Hænder, medens de staa som fasttryllede foran

Otteskillingsboutiken med den skinnende Række af

grønne, røde og blaa Smaalys foran Billedarkenes

og de udklippede Nets og de forgyldte Valdnodders

og de sindrige Selskabsspils Herligheder ; hvor

Konditorens Vindue er en med Pebernødder bro-

lagt fortryllet Stad med Honningkagemænd og


152

Mandeldej gsjomfruer mellem grønne Grankviste og

en Uendelighed af snedige Gjenstande, der give

sig ud for sammenrullede Servietter og Hvidkaals-

hoveder og Sæberis og Blanksværteflasker, Alt

kun et Skjul for underfundige Gjemmer til Julens

Sukkergodt; hvor Legetøjshandleren har tændt Lys

i røde Silkeballoner, saa der gydes et eventyrligt

Purpurskjær ud over hyggelige Dukkestuer og vel-

forsynede Stalde og blanke Brynjer og Hjelme;

hvor der i dybe Kjældervinduer staaer en venlig

Damp op fra varme Æbleskiver, bestrøede med

hvidt Sukker, og hvor der i Høkerens Bod vakles

imellem Kjøbet af den fristende Gaas og den

drøjere Skinke. Alt er Liv og Røre i disse Smaa-

gader i de tidlige Aftentimer, Folkestimmel og

højrøstet Tale som i en sydlig By; men kun den

hvide Em, der staaer ud fra Brændevinsbrænderens

Port, og den varme Flod, der strømmer ud i Rende-

stenen fra den, giver den Forbigaaende et flygtigt

Indtryk af et mildere Klima, ellers er Tempera-

turen bidende kold og skjærer igjennem tyndslidte

Kjoler og hullede Strømper. Men dette hindrer

ikke Julehumeurets lystige Udbrud ; Trætøflerne

klapre kun hastigere i livlig Gang, og naar valne

Hænder have aabnet Boutiksdøren, er Tilbøjelig-

heden til at drage Fordel af Bodens Lunhed ved

en grundig Julepassiar kun saameget større. Tjeneste-

pigen bliver længe borte paa sine Aftenærinder,

men hvad kan hun saa ikke til Gjengjæld fortælle

Smaabornene derhjemme om Julens straalende Rig-


dom, naar de stimle sammen om hende ude i

Kjøkkenet, og hvilke lykkelige Forventninger kan

hun ikke give dem til Sysselsættelse, medens de

tælle Dage og Timer til Festens Komme!

Paa Hovedrouten tversigjennem Byen , fra

Kongensnytorv til Vesterbro, er Trængslen stor, og

Færdslen skeer kun Fod for Fod forbi de store

Boutiksruder, bag hvilke en til Bal afklædt Dame

drejer rundt med værdig Langsomhed, saa hver

Fold i hendes lange Slæb kan belyses i skiftende

Skjær af de stærke Blus; forbi Kameliaernes flammende

Flor i Blomsterhandlerens Vindue, forbi

Majolikaer ogBroncer, blinkende Spejle og tindrende

Smykker, Pelsvæn-k og Trikot, Kniplinger og Baand,

elegante Ilerreben med ulastelig Beklædning efter

sidste Mode og rosenrode Damestrømper uden

kvindelig Blu, fixe Drengehabitter, trukne paa Træ-

dukker, hvis Ansigter stirre ud i Rummet med et

stillestaaende skrofuleust Udtr\-k og danne en

spogelseagtig Modsætning til de livlige, lattermilde

Ansigter, der færdes udenfor, belyste af det rige-

lige Skjær fra begge Gadens Sider, saa man lette-

ligen kj ender hinanden, naar man modes, vexler

Hilsen, skifter skjemtefulde Ord og skilles igjen.

Sneen falder fin og let; Fnuggene smelte paa

Frakken, og Passagen frem og tilbage under ikke

Gaden Ro til at blive hvid; men paa de store

Pladser hviler Snelaget som et blodt Tæppe, og

Vognhjulene tegne kun en fastere Stribe i det, naar

de kjore derover med dæmpet Lyd; Frederik den


154

Syvende har faaet hvid Hjelmbusk, og Kvadrigaen

paa Thorvaldsens Museum har taget Snekjorsel i

Entreprise; Nikolaj Taarn rager mørkt og firskaarent

op i den graasorte Luft, men Sneen har sat sig

fast i Krenelurer og Buer og tegner de arkitek-

toniske Linier med fin og sikker Kunst.

Og Sneen bliver ved at drj'sse, smaa og lette,

dunbløde Fnug, der dale langsomt og ligesom i

raadvild Søgen efter det Sted, hvor de ville slaa

sig til Ro. Tilsidst bliver den Sejrherre i den stille

Kamp. Gadens Larm og Travlhed doer hen, og

som fredelige Torve og fjerne Spadsereveje for-

længst have hvilet tause under den hvide Dyne,

saaledes lægger den nu sit laadne Lag over Gader

og Stræder, tætter hver Sprække, dækker hvert

Brud, luner og h)'gger. Et frydeligt Syn, naar

man træder ud af sin Dør næste Morgen! En

Fred og en Stilhed, der vækker Julestemning i

Sindet, en Friskhed og Klarhed, der gjør oprømt

og velvillig. Man anteciperer de kommende Ny-

delser ved at forlange Julekage til sin Kaffe inde

hos Konditoren, man vredes ikke, fordi de tre

Sider af Morgenavisen ere optagne af Avertisse-

menter, man lader endog i skjemtefuldt Lune Øjet

gjennemløbe Bekjendtgjørelsernes Række for at se,

hvilke ubegribelige Gjenstande der ved denne Lej-

lighed have faaet Udnævnelse som « passende til

Julegaver >, og man standser et Øjeblik sin Gang for

med sympathetisk Blik at følge den lille pjaltede

Tøs, der med en tynd Grankvist i Haanden skynder


155

sig hjem til endnu mindre Brodre og Sostre, saa

hurtigt Byrden af et Ottepunds Rugbrod vil tillade

hende det.

Ja, en venlig og munter gammel Herre er Julen

her i vor gode By. Alderdommens fredelige Hygge

bringer han med sig, dens Hvilen i de henfarne

Minder, men just med dette Jevnmaal i Sindet

lider han at hengive sig i Øjeblikkets Glæde, thi

Barnets Smil sidder endnu i hans Øje, og Skjelmen

har han bag Øret. Og godt Humeur og gode

Gaver oser han ud med begge Hænder, den gamle

Velhaver, og der er vel ikke saa fattig en Vraa,

ikke saa stængt en Celle, ikke saa mismodig en

Sjæl, hvor han ikke lyser op nogle Øjeblikke og

kalder enten et løsende Smil eller en lettende Taare

frem. Og selv hvor Hjertet er forhærdet og Sjælen

hentorret, vil han ikke selvretfærdig opkaste sig til

Dommer, men sender Legemet et mættende Maal-

tid, et skjulende Klædebon, at dog det Sidste og

Eneste, der er tilbage af det Menneskelige, maa

fornemme hans Nærværelse.

Kristian skulde tilbringe sin Juleaften hos Etats-

raad Bugge; de hjemløse Fugle af Lørdagskredsen,

som ikke vare rejste paa Landet eller holdt Jul

andetsteds i Byen, samlede han gjerne i sit Hjem

til en lille Fest. Skjondt Kristian havde sin egen

Julearne, havde han dog med Glæde taget imod

Indbydelsen, og for hans Forældre var den Ære,

der vederfores deres Son ,

Erstatning

nok for


156

Savnet af ham, saameget mere som han havde

lovet at se hjem til dem, inden han gik i det fine

Selskab.

Klokken var henved otte, da han begav sig

paa Vej til sine Forældres Lejlighed. De ha\de

forlængst holdt deres Julemaaltid, Dugen var taget

af Bordet, og ved hver sin Ende af det havde de

taget Pias, sysselsatte hver paa sin Vis. Madam

Knub var ifort sin sorte Saxonikjole og pr>'det

med en ny Kappe med hvide Baand og en bred

Blondekrave; foran hende laa Psalmebogen, op-

slaaet ved Dagens Evangelium, og det var ikke

fri for, at hendes enfoldige Tanke stundom svævede

bort fra Ordenes religieuse Forkyndelse og fæstede

et menneskeligt Billede til den — Billedet af en

enbaaren Son, der var født i Ringhed og Trang,

men skred frem paa en herlig Vej mod Lykke og

Lys. Ofte maatte det zirligt sammenlagte Lomme-

tørklæde op til Øjnene, naar hun reves med af

sin Følelse paa dens Flakken imellem de himmelske

og de jordiske Forjættelser.

Paa sin Kones indstændige Anmodning havde

Mester Knub taget ren Krave paa til Ære for

Hojtidsaftenen, men videre havde hun heller ikke

kunnet faae ham. Han sad i sin daglige Arbejds-

frakke med en stor Bunke gamle Papirer foran sig,

som han bladede og læste i med megen Fordybelse,

medens han af og til tog en Slurk af en .stor Kop

The, der stod ved Siden af ham.

sDer er han!^ udbrod Madam Knub pludse-


lig, da hun horte Skridt op ad Trappen; ilfærdig

begav hun sig ud i Salen for at lukke op, medens

Mester Knub tog sine Briller af og saae hen mod

Døren.

I denne viste sig Øjeblikket efter Huset unge

Stamherre, iført den sorte Klædnings og det hvide

Halstørklædes festlige Skrud. Et Pust af Ungdom,

Friskhed og Kjækhed trængte med ham ind i

den lille Stue, hvor Luften var beklumret af vel-

lugtende Dunster fra Potpourriblade paa Kakkel-

ovnen og fra det brasende Fedt i Æbleskiverne,

som vare satte til Varme i den.

« Godaften, Fader! Glædelig Jul!, lød det

frejdigt og kjærligt fra Kristian. Og endnu en-

gang glædelig Jul, lille Moder! Nu seer jeg jo

først, hvor fin Du er. >


158

Han besvarede derfor Spørgsmaalet med en al-

mindelig Udsigt over de filosofiske og juridiske

Forberedelsesstudier, han drev.

«Siig mig engang, » sagde saa pludselig Mester

Knub, «kjender Du noget til Leonardo da Vinci?»

«Leonardo da Vincir» gjentog Kristian. "]o

— det er ham, som har malet den hellige Cæcilie

— nej, det er sandt, det er Rafael — bi lidt!

Nej, den hellige Nadvere er det, han har malet

— den kjender Du nok, Fader, det lange Bord

med Kristus og alle Disciplene?*

^Naa, ja, den kjender jeg nok. Men er

der ellers ikke Noget bekjendt om ham? Har

han ikke givet sig af med mekaniske Konstruk-

tioner?«

Det vidste Kristian ikke noget Bestemt om,

men fandt det meget rimeligt, eftersom det sex-

tende Aarhundredes Kunstnere ofte baade vare

Bygmestre og Mekanikere, Digtere og Statsmænd

og i det Hele taget højtstillede og fornemme Folk.

«Saa det var højtstillede og fornemme Folk?»

gjentog Mester Knub eftertænksomt. «Og dygtige

Folk har det ogsaa været, det kan man da se af

deres Arbejder. Gamle Heliums Spekulationer har

dog ikke været saa helt forkerte, som jeg troede

og sommetider ogsaa sagde til ham, det skikke-

lige Skrog. Her finder jeg mellem hans Papirer

en hel lang Beskrivelse af et Perpetimin mobile,

som Leonardo da Vinci har konstrueret — og hele

fem andre Udkast skal findes i det enjTelske Mu-


159

seum, efter hvad her staaer. Naar saadan en

Mand har kunnet ofre Tid og Arbejde paa saadan

en Tanke, maa den dog ikke være saa helt

meningsløs.

«Nej, det skulde man synes, ; indrommede

Kristian, der følte sig smigret ved den Fortrolighed,

hvormed Faderen her ganske imod Sædvane med-

delte sig til ham. «Du skulde virkelig undersøge

Heliums Projekter lidt nærmere,;; dristede han sig

til at tilføje.

«Aa ja — naar jeg har Tid som iaften, kan

jeg jo gjerne kigge lidt i dem,^^ .svarede Mester

Knub med den alvorlige Klang i Stemmen, der

betegnede, at det nu igjen var forbi med Meddel-

somheden.

Madam Knub havde imidlertid arrangeret et

Par dampende Æbleskiver paa en Tallerken .sammen

med en lille Papirspakke. «Værsgod, 'min Drengl

Jo vist saa, Du skal smage mine Æbleskiver. Du

maa ikke bære Julen ud, og Du behøver ikke at

være bange for at spise Appetiten bort til iaften,

saa lette er de. Og her — dette Par Muffediser

maa Du ikke forsmaa; jeg har selv strikket dem,

og varme gjør de, det skal Du nok faae at

mærke. »

Kristian pakkede de bløde Kastorgarns Puls-

varmere ud og takkede for dem i stærkere Udtryk,

end han maaske egenlig syntes Gaven var værd;

han gjorde det for at glæde sin Moder, men saa

lydhørt er Moderøret, at det gjennem de paaskjøn-


i6o

nende Ord fornam en ganske lille uægte Klang,

der smertede hende ,

fordi Takken paa denne

Maade ikke fuldt stemte med de varme og kjær-

lige Tanker, hun havde arbejdet ind den tarvelige

Gave i mangen en taalmodig Time. Men strax

mødte den moderlige Overbærenhed frem, rede til

Forsvar som en aarvaagen Soldat: Ungdommen

var og skulde være let og flygtig af Sind, og det

var ikke at undres over, om Kristians Hu var

vendt mod de lysere Steder , der

vinkede og

ventede ham.

«Nu maa Du vist gaa, min Dreng, » sagde

hun. «Tænk paa os, naar Du morer Dig iaften.

Ja, ja, jeg veed nok, at Du ikke glemmer Fader

og Moder paa en Helligaften som denne..

«0g hils Etatsraaden,>> tilføjede Mester Knub.

«Gaaer det an, lille Mand?» spurgte Madam

Knub forskrækket. «Faa dog ikke Kristian til at

gjøre Noget, som ikke passer sig.»

«Jo, det gaaer overmaade godt an,» beroligede

hendes Mand hende. 'Netop fordi Etatsraaden er

saadan en rigtig Hædersmand, gaaer det overmaade

godt an. Naa, Farvel Kristian

« Farvel, Fader! Farvel, lille Moder! > Og

et

hjerteligt Kys fik den sidste svage Skygge af

Misstemning til at vige, som om den aldrig havde

været til. dmorgen Formiddag kommer jeg op

og smager paa Moders Julekage! Farvel, begge

To, og glædelig Jul endnu engang!;.

Der blev atter stille i det lille Værelse.


i6i

Skjærmen kom over Lampen igjen og h}-llede

Væggen i et Halvmorke, hvorfra de mange Uhres

ivrige eller adstadige, beskedne eller fordringsfulde

Dikken fyldte Stuen med en dæmpet Samklang,

medens Mand og Hustru som for sad v^ed Bordets

modsatte Ender, den Ene spejdende efter For-

nuftens Ledetraad i en Labyrinth af Vildfarelser,

den anden hensunken i en Betragtningens Fred,

der fandt Vejen aaben til et- enfoldelig modtagende

Hjerte.

Hos Etatsraad Bugge var der ikke noget stort

Selskab tilstede; de fleste af de ugenlige Gjæster

havde Julen spredt ad, og kun tre havde givet

Mode, to yngre Mennesker, ikke stort over Kri-

stians Alder, og en polyteknisk Kandidat, Hr.

Kastrup, hvem Kristian altid maatte lægge særlig

Mærke til paa Grund af hans ualmindelige Grimhed.

Et tæt, borstet, rodligt Haar voxede ham langt

ned i en la\', stærktbygget Pande, under hxilken

en krumt fremspringende Næse skyggede over den

temmelig smalle skjæglose Mund. Skuldrene vare

for hoje, Arme og Ben for lange efter almindeligt

Skjønhedsmaal, og dertil bevægedes de stadig med

en kejtet Voldsomhed som uregjerlige Møllevinger,

der sad lost paa deres Axe, og havde en udtalt

Tilbøjelighed til at gjore Ulykker paa allehaande

skyldfrie Gjenstande, der befandt sig indenfor deres

Rækkevidde. Lille Froken Bugge, der til daglig

havde nok at tage Vare med at frelse allehaande


lt.2

skrobelige Sager vid af sin l^roilcrs altanncktorciule

Hænder, niaattc fordoble sin Aarvaagenhed, naar

endydennere Hr. Kastrnp var i hendes Nærhed;

det lob sjeldent af uden va>ltede Sykurve og ned-

revne Urtepotter. Og s.xrlig iaften maatte der

anvendes stadig Agtpaagivenhed. da der var en

Fremmed tilstede af det Kjon, hvis Nærværelse

altid drev Polyteknikerens Forlegenhed til Koge-

punktet.

Den Fremmede \ar Ingeborg Sand mark. Kri-

stian havde vjvret stolt af den ham overdragne

Kommission og med Lethed indledet Bekjendt-

skabet mellem d.en unge Pige og Etatsraadens Hus.

Hun var ble\en modtagen af Froken Bugge med

en fortrolig Venlighed ,

der

strax frembragte et

Forhold imellem dem, som om de ha\de kjcndt

hinanden læ^nge, og naar l-Vokenen havde ant}'det

for Kristian, at ogsaa hendes Broder vilde tage

vel imod Ingeborg, behovedes der kun et Blik for

at se, at hun ikke havde gjort fejl Regning i saa

Henseende. Om det var Ingeborgs alvorlige Ojne.

hendes hoje, slanke Skikkelses rolige Hannoni,

den Ynde. hvormed en simpel Blomst, et enkelt

Baand kunde forhoje Skjonhedsindtrxkket af hendes

altid prunklose Dragt, eller hvad det nu var —

nok er det, hendes Tilstedeværelse \irkede ligesom

dulmende og dæmpende paa Etatsraadens urolige

Wvsen, og han kunde formelig falde stille hen i

Beskuelse af hende med et sælsomt Udtr}'k af

Gl.vde og Vemod i sit store, ærlige Ansigt.


\6

Nej, det var da en uventet Fomojelse, at

jeg skulde træffe Dem her iaften, Ingeborg, sagde

Kristian, idet han traadte hen og hilste paa hende.

De vare vedble\-ne at tiltale hinanden ved Fornavn,

selv efterat det voxne De var traadt istedetfor

Barndommens Du.

De veed nok. Fader er aitid ude Juleaften,

svarede hun. Han samles med nogle litteraire

Venner paa en Restauration . . . det er en gammel

Aftale, som han aldrig br^'der.

En smuk Skik .... som de græske Symposier,

^ sagde Kristian, begejstret ved Tanken om

den skjonhedsbaame Underholdning, som maatte

fore Sceptret ved en saadan Sammenkomst af Aan-

dens Udvalgte.

Hyssing sidder alene hjemme, j sagde Inge-

borg. Han har lovet Fader at renskris^e et Ma-

nuskript for ham. ?

Et Manuskript: 3 spurgte Kristian og spidsede

Oren. Har Deres Fader skrevet noget X\-tr

Hvad hedder det:-

Jeg veed det ikke rigtigt. " Det har nok ikke

faaet Xavn endnu — Xoget om Pindar. troer jeg

— er der ikke en græsk Digter, der hedder saa-

ledes:.'

cOm Pindar I Det

maa blive hojt og stort I:

udbrod Kristian.


164

Det er en gammel Ven af os begge To, vi taler

om,;- henvendte Ingeborg sig til Etatsraaden, som

var traadt hen til dem.

'Det kan jeg lide, bemærkede Bugge; «om

gamle Venner skal man netop tale paa en Aften

som denne — men dog heller ikke glemme de

nye, vel. Froken Sandmark r Og som Deres nyeste

Ven -- for det er jeg dog vist endnu? — maa

jeg have Lov til at fore Dem tilbords. — Nej,

stop lidt, Kastrup! De byder pænt min Soster

Armen, saa maa de unge Mennesker se at enes,

som de er Venner til.

I hyggelig Stemning satte man sig til Bordet,

paa hvilket et pyntet lille Grantræ i Urtepotte

symboliserede Lagets Karakter, og i h}-ggelig

Stemning begyndte Maaltidet, endog for Kastrup,

der følte sig forholdsvis sikker ved Froken Bugges

Side, fordi han af Erfaring vidste, at hun ingen

Fordringer stillede til hans mangelfulde Konversa-

tionstalent. Han benyttede sig af denne Indulgens

til at tie bomstille hele Tiden; men brugte han

ikke Munden, saa brugte han Øjnene desmere og

stirrede saa ufravendt paa Ingeborg, at Etatsraaden

tilsidst lagde Mærke til det.

• sagde han godmodigt,

nu skal De virkelig ogsaa lade os Andre komme

tilorde engang — De bemægtiger Dem hele Sam-

talen, saa man ikke kan hore Ørenlyd for Dem..v

Kastrup blev blussende rød og skjænkede sig

i sin Befippelse et stort Glas Vin.


Det var ret, >

fortsatte

i65

Etatsraaden; inaa

jeg drikke med Demr> De tomte Begge deres

Glas, og Kastrup betragtede dybsindigt sin Tallerken

for ikke at blive fristet til at gjenoptage sin tause

Stirren.

Æv det ikke mærkeligt , ^^ henvendte Etats-

raaden sig til Ingeborg, «at et dygtigt Menneske

som han kan mangle Selvtillid og Aplomb i den"

Grad, at han kommer tilkort overfor den første

den bedste Bønhas, der vil distancere ham? Han

er en af vore flinkeste Maskinbyggere og Snar-

raadigheden selv, hvor det kommer an paa hans

Fag; men saasnart han kommer udenfor det, har

han ikke Omløb i Hovedet for to Skilling. Alt

hvad jeg opdrager paa ham — ligemeget hjælper

det. Frækhed er en modbydelig Egenskab, men

en fortyndet Dosis af den vilde jeg ønske jeg

kunde indgive vor brave Kastrup. >

Ingeborg betragtede den Omtalte, og som om

han med en sjette Sands kunde mærke, at han

blev tagen i Øjesyn, blev Ønsket om at befinde

sig langt borte herfra mere og mere levende hos

ham og maatte skylles bort med endnu et kolossalt

Glas Vin, som han slugte ligesaa aandsfraværende,

som han havde skjænket det.

'


1 66

naar Tidens Fylde kommer I Han klinkede forst

med Ingeborg og derj^aa med de Andre i Sel-

skabet.

Efter Bordet kom Froken Bugges beromte

Talent for Tillavning af Mælkepunsch efter en

gammel, i Familien nedarvet Recept til at straale

i sit fulde Lys, og dens Virkning animerede de

Selskabsspil om smaa Gevinster, der udfyldte

Resten af Aftenen. Etatsraaden havde bestilt

Vogn til Ingeborg og efter hendes Ønske ladet

den møde lidt tidlig, da hun gjerne vilde se ind

til Hyssing i hans Ensomhed, inden Hojtidsaftencn

var helt forbi.

Ikke længe efter hendes Bortgang skiltes Sel-

skabet ad. Kristian slog Følge med Kastrup, det

vil sige, han gik inde paa Fortouget, medens

Polyteknikerens lange Ben vadede i Sneen næsten

midt ude paa Gaden. Kristian fandt denne Sam-

færdsel noget ifselskabelig og prøvede paa at ind-

lede en Samtale.

'Naa — hvordan har De saa moret Dem

iaften, Hr. Kastrup? spurgte han.

«Aa, jo saamænd, Hr. Knub,» svarede den

Adspurgte og rykkede nærmere;


1 67

Etatsraad Bugges Selskaber horer til de stive og

ceremonielle.

"Ja, De kan sagtens, Hr. Knub,» svarede

Kastrup og betragtede sin unge Ledsager med et

beundrende Blik. De kan tale med Damer, som

om der ikke var den ringeste Kunst ved det,

medens jeg gaaer istaa, bare de seer paa mig; det

er mig ikke muligt at blive fri for den Tanke, at

jeg seer ud som en Nøddeknækker.

4 Hvad er det for Ideer, Hr. Kastrup?:, afbrød

Jvristian ham trøstende. «-De seer saamænd

meget godt ud — ligesaa godt som de Fleste, v

tilføjede han med en overlegen Opmuntring, der

udsprang fra hans Bevidsthed om hans eget tilfreds-

stillende Ydre.

Ja, mange Tak for Deres venlige Ord, men

det veed jeg bedre selv. Jeg er baade grim og

klodset, og det har jeg været alle Dage. Hvordan

skulde det ogsaa kunne være anderledes? Jeg har

aldrig faaet nogen Opdragelse, og Ingen har taget

sig af mit Ydre i rette Tid. Lidt kunde det dog

vist have hjulpet; men jeg bebrejder Ingen noget.

Mine stakkels Forældre havde ikke Raad til at

anvende Mere paa mig, end de gjorde — min

Fader var Skipper og satte baade Livet og Skuden

til for mange Aar siden, og fra jeg var halvvoxen,

har jeg maattet sørge for mig selv, saa det er

saamænd intet Under, at jeg er bleven til Noget

— ja, jeg mener, at jeg har faaet min Examen i

god Tid og har Arbejde nok; det er slet ikke


1 68

min egen Fortjeneste, for selv om jeg nok saa

gjerne vilde have spildt min Tid, havde jeg ikke

kunnet komme til det, fordi Ingen vilde have med.

saadant et Maabehoved at gjøre. Der var Ingen,

som søgte mit Selskab — hvad skulde jeg saa

tage mig for Andet end arbejde ? Derfor har jeg

heller ikke Noget at rose mig af — nej, naar

vakre og belevne unge Mennesker — saadan som

De, Hr. Knub — naar de bliver til Noget, uagtet

alle Mennesker vil have fat paa dem, saa beundrer

jeg dem; de faaer dog noget mere ud af deres

Tid end jeg.»

Kristian var i Begyndelsen noget forbauset

over dette Raisonnement, men efter at han havde

hørt det til Ende og tænkt lidt over det, maatte

han, til Opbyggelse for sig selv, give Manden Ret.

«Men nu, da Deres strenge Studeretid er forbi,

kunde De godt faae Lejlighed til at erhverve Dem

Hdt Frihed i Omgang, » mente han.

«Nej ,

nu

er det for sent; det sidder for fast

i mig,» svarede Kastrup resigneret. «Det Grove

og Kluntede lader sig ikke file af, for det er ikke

Overfladen alene, der er grim og ru; det er hele

min Tankegang, der er kejtet og akavet — eller

rettere sagt maaske ikke saameget min Tankegang

som min Udtryksmaade , for jeg kan godt have

ganske ordenlige Tanker sommetider, men jeg tor

aldrig i Verden komme frem med dem, især naar

der er Damer tilstede. Som nu iaften — saae De,

hvordan jeg sad og gloede ? Jeg havde den største


169

Lyst af Verden til at komme med eii og anden

Bemærkning, hvoraf Frøken Sandmark kunde se,

jeg ikke var rent umælende, men jeg turde ikke, og

saa ærgrede jeg mig over, at jeg ikke turde, og

saa gloede jeg endnu værre. Gud veed, hvad hun

tænker om mig, saa smuk og fin som hun er?tHun

troer ikke Andet end Godt om Dem,

det kjender jeg hende nok til at vide, trøstede

Kristian sin forsagte Følgesvend.

«Ja, De kjender hende jo meget nøje r —

Hun er vist ligesaa god, som hun er smuk, ikke

sandt: For smuk er hun rigtignok tilgavns — jeg

troer aldrig, jeg har seet nogen smukkere Dame.

— Ja, her boer jeg,» sagde han, idet de standsede

udenfor en Port i Store Kongensgade. «Se op til

mig, naar det bliver Sommer.-;

Kristian maatte le højt over denne meget be-

timelige hidbydelse.

«Ja, der kan De selv se, hvor galt jeg altid

kommer fra det,» sagde Polyteknikeren. De er

naturligvis velkommen, naar De vil, men jeg mente,

at om Sommeren har jeg Noget at byde paa. De

aner vist ikke, at der her langt inde bag den sidste

Gaard — der er tre efter hinanden — ligger den

prægtigste Have, som jeg boer lige ud til. Der

er rigtig kjønt om Sommeren, med Skygge under

de gamle Træer og Blomster i Bedene. Det falder

En aldrig ind, naar man gaaer forbi herude paa

Gaden, at man saadan kan ligge paa Landet midt

inde i Kjobenhavn, Naa, Godnat, Hr. Knub, og


glædelig Jul

I/o

! Gud, hvor jeg har vrøvlet iaften;

det maa vist være Froken Bugges Mælkepunsch,

der har faaet min Tunge saadan paa Gled. Nu

veed jeg, at jeg vil ærgre mig over det iniorgen,

og saa faaer Ingen et Ord ud af mig i mange

Dage. >;

«En skikkelig Fyr,« tænkte Kristian, da han

var bleven ene; «men han vil have sin Nød med

at komme frem i Verden, saa meget han har at

kæmpe imod hos sig selv. •>

Da han gjennem Gothersgade var naaet til

Enden af Grønnegade, kunde han derfra se lige ned

til det Hus, hvor Nellerup boede. Der var lyst i

hans Stue — noget meget Usædvanligt, der i For-

bindelse med Utilbøjeligheden til at gaa lige hjem

fristede Kristian til et Forsøg paa at knytte en

F"orbindelse med det oplyste Vindue. Han rommede

sig stærkt, saa det gav Gjenlyd i den stille Gade,

hvor der ikke var et levende Væsen at se, medens

der allevegne skimtedes Lys og Bevægelse bag ned-

rullede Gardiner, hvorfra der kastedes et svagt

Skjær ud over Sneen. Hans Kalden blev foreløbig

ubesvaret, og først da han havde rømmet sig anden

Gang, højere og med determineret Appel, aabnedes

Vinduet og Nellerups dybe Stemme raabte ned:

«Er der Nogen, der vil mig Noget?

«Ja netop, V raabte Kristian op igjen, jeg vil

onske Dig glædelig Jul.:.


aabte: Luk Dig selv ind! hvorpaa en slangeagtig"

Gjenstand faldt ned for Kristians Fod med

en dump Lyd paa Sneen.

Det var Gadedorsnoglen, bunden ind i en

Buxesele. Kristian lukkede sig ind og famlede op

ad den mørke Trappe, hvor der fra hver Etage

lød lystig Støj og Latter ud paa Gangen. Ved

at føle sig frem fandt han Nellerups Dør og

traadte ind.

Unverhofft konmit oft, som den tydske

Student sagde, da han faldt ned og druknede i

Bryggerkarret. Godaften, lille Kristian ! Havde

jeg

vidst. Du J. lød Svaret, ^ det er ikke mig — det

er Spion.«

Spion!:, gjentog Kristian med et saa lydeligt

Udbrud af Forbauselse, at det paagjældende hidi-

vid troede sig kaldt ved Navn og kom frem fra

sin Plads inde under Sengen.


172

'{]a,- svarede Nellerup med grundmuret Ro;

«jeg havde længe lovet ham en Fornojelse, og jeg

troer ogsaa, han har moret sig ganske godt. For

mit eget Vedkommende har det været en miserabel

Juleaften .

« Hvorledes har Du da tilbragt den? og hvor

kan det være, Du er krøbet saa tidlig tilkøjs r Det

er nok ikke overgaaet Dig længe, v

':Aa, det er s' gu ikke Umagen værd at for-

tælle; men vil Du høre det, saa værs'god — lav

Dig en Slummerdrik — skjondt min Beretning kan

egenlig være søvndyssende nok — her er Kognak,

og varmt Vand staaer der i Kakkelovnen — med

mindre De ønsker den kold, som Bademesteren

spurgte den fore Herre, da han leverede ham en

Douche paa otte Grader, x

Kristian lavede sig en Komposition af passende

Styrke, og Nellerup fortsatte, efter at de havde

khnket.

«Nej, seer Du, hele Eftermiddagen p}-ntede

jeg Juletræ til Spion — ja, det er s'gu sandt, men

det forbeholde vi os at komme tilbage til, som det

hedder i Avisen. Saa ved det Lag Syv omtrent

tog jeg Tøjet paa og gik ud; jeg havde sat mig

for at være velgjørende.. som der jo raabes paa i

denne Tid. Jeg agtede at overrumple en eller

anden pjaltet Unge foran et Konditorvandue og

putte ham Maven fuld af Kager; jeg attraaede at

mode en gammel Mutter, der ikke havde smagt


173

Mad i otte Dage, og lade hende holde Helligaften

i Hovlen med ligesaamegen Skinke og Gronlang-

kaal, hun kunde stoppe i sig; havde jeg kunnet

være saa heldig at finde en lille Pige med Svovl-

stikker lige i det Øjeblik, hun var ved at fryse

ihjel paa Trappen, vilde jeg have prist mig l}kke-

lig og kjobt alle de Uldklokker til hende, hun

orkede at slæbe hjem. Men det er s'gu bare i

Eventyr og Romaner, man finder den Slags rørende

Elendighed; paa Kjøbenhavns Gader findes den

ialtfald ikke — de var_som blæst rene for sultne

Børn og fattige Mennesker, og jeg troer virkelig,

de sad hjemme allesammen og holdt morsommere

Jul end jeg. Saa drev jeg ind til Schweizeren;

den jourhavende Kammerjunker stod og tegnede

Knebelsbarter paa Damerne i en gammel Journal

anmsant og bragte mig Berlingeren i en saa ube-

rørt Tilstand af Sammenlægning, at jeg ikke engang

nænnede at lukke den op; hos Wieneren sov det

eneste opvartende Individ saa sødelig i en af Fløjls-

sofaerne, at jeg syntes, det var Synd at vække ham,

og hos Ungareren var der lukket. Saa var der jo

ikke Andet for end at gaa hjem og tænde Jule-

træet for Spion. Det saae s'gu rigtig nydeligt ud.

Der var Lys af alle Kouleurer, og paa Grenene

hang der en Mængde smaa Stykker Lever, som

jeg selv med megen Møje havde betrukket med

Bladguld. I Begyndelsen generede Lysene jo nok

Spion endel, for der dryppede Stearin ned paa


174

Næsen af ham, naar han rykkede i Grenene for

at tilegne sig Spisevarerne. Men da han saa

havde faaet nok af Stadsen, slukkede jeg Lysene

og gav ham Lov til at plyndre Træet. Og det

gjorde han saa grundigt, at der ikke er mindste

Bid tilbage. Der kan Du selv se — nu fortr}-der

han, at han ikke har gjemt lidt til siden.

Spion var nemlig ifærd med at underkaste

Juletræet en fornyet Undersøgelse, der imidlertid

ikke medførte andet Resultat for den end en ofte

gjentagen Nysen, naar Grannaalene kildrede dens

sonderende Lugteorgan.

^Han har forresten været ganske løjerlig hele

Aftenen, » vedblev Nellerup, «og vimset om med

synlig Urolighed.

'Ja, det troer jeg nok,» bemærkede Kristian,

«.naar han har faaet alt det Bladguld i Livet.

Han er vel ikke vant til at fordøje metalliske Sub-

stanser. «

«Nej, det er ikke det,-' forklarede den omtalte

Hunds Ejermand; men han troer, jeg er syg.

Han kan nu engang ikke finde sig i at \-ære hjemme

en eneste Aften, saa demoraliseret er han.;

Xaa — og Du selv da! Du maa jo ikke

kunne kjende Dig selv i denne Situation: i din

Seng Klokken halvtolv! •

Er den virkelig ikke mere? Ja, det er nok

en underlig Fornemmelse — men egenlig ikke ube-

hagelig, som Rus.seren bemærkede, da han tog fejl


175

og drak Vitriol istedetfor Brændevin. — Nej, nu

skal Du blive, idetmindste til den slaaer Tolv.

Besørg Dig en ny og forbedret Udgave, hvis Vandet

ikke er gaaet af Kogog her, værsartig! Du

skal faae Lov til at indvie den n}'e Mundspids, jeg

har foræret mig selv i Julepræsent. ->


'f

NIENDE KAPITEL.

Kristian rammes af en Skuffelse, men bærer den

som en Mand.

ristians store Planer i Retning af dra-

matisk Forfatterskab krydsedes paa en

underfundig Maade, bedst som de gik

'leres Modning imøde. En Konkurrent,

der ikke havde grebet Sagen an med

hah' saamegen Alvor som Kristian og ikke ofret

den en Fjerdedel af de Overvejelser, hvormed han

havde forberedt sig til Værket, havde med den hen-

synsløse Energi, der er ejendommelig for over-

fladiske Naturer, givet sig ilag med Opgaven og

indsendt sin Løsning, endnu inden Fristen var ud-

løben. Paa det Tidspunkt, da Kristian fik Nys

herom, havde han heldigvis endnu ikke ordnet og

nedskrevet noget af de mange Indfald, der tumlede

sig i hans Hoved, og derved sparet sig et Arbejde,

som dog vilde have v%xrct spildt. Thi det stod

klart for ham, at efterat der havde indfundet sig


177

en Medbejler, maatte han enten sejre i Kampen

eller udeblive fra Stævnet. Denne sidste Even-

tualitet var imidlertid kun af ren logisk Natur; i

Virkeligheden kunde der ikke være Tale om den.

Under de forhaandenværende Forhold maatte Emnet

undergaa endnu en grundig Gjennemtænkning. Han

vaklede læng'e mellem to forskjellige Begyndelser,

begge af lige slaaende Virkning, men forende til

Udviklinger af meget afvigende Art; og det var

disse Konsekvenser, der fordrede saamegen Over-

vejelse, at Fristens Udlob imidlertid rykkede for-

uroligende nær, dog ikke nærmere end at han fuldt-

vel mente at kunne blive færdig indenfor dens Be-

grændsning; thi naar han forst fik Pennen i Haanden,

vilde det egenlig kun tage selve Nedskrivningens

Tid at faae de indre Syner bragte paa Papiret,

saa klart stod de for ham og saa omhyggeligt vare

selv Enkelthederne udarbejdede i hans flittigt formende

Tanker. Desværre indtraf der just i den

sidste Uge nogle rent ydre Hindringer, i hvilke

Nellerups hvilelose Flagrelyst og Kristians kollegiale

Forpligtelser overfor Vennen ikke \'are uden Del,

og hertil stodte nogle lette Ildebefindender og Uop-

lagtheder, der meget ubelejligt indtraf netop paa

de Dage, som fulgte efter de Nellerupske Udflugter

med deres loftede Stemning og den alle Vanskelig-

heder besejrende Virkeh'st, der beherskede Kristian

under deres Samværen.

Paa denne Maade udlob Indleveringsfristen,

inden det meget lovende Skuespils Forfatter havde


178

faaet begyndt paa det. Han var strax noget mis-

modig over Forsinkelsen, men trøstede sig snart

med den Tanke, at der dog ikke havde været store

Laurbær at høste ved Sejren over en saadan Medbejler.

Thi da han kom til at gjøre Bekjendtskab med

sin Konkurrents, i Mangel af bedre prisbelønnede

Arbejde, saae han ikke uden Tilfredsstillelse, at det

i sin flade og tørre Virkelighed stod himmelvidt

tilbage for de svulmende ojj saftrige Ideer, hans

Fantasi havde været opfyldt af.

Kristian kom til at kjende det til Opforelse

antagne Stykke en rum Tid inden det store Publi-

kum, fordi han blev anmodet om at overtage en

Rolle i det. Saa fri var Kristians Karakter for alt

smaaligt Nag, at han ikke betænkte sig paa at

yde sit Bidrag til sin Medbejlers Forherligelse ved

at forsøge sit Fremstillertalent i hans St}'kkes

Tjeneste. At dette Bidrag ikke var saa ringe,

viste sig snart paa Prøverne og endnu mere paa

selve Forestillingsaftenen; Kristian udførte sin lille

Rolle med saa friskt Humeur og saa tækkeligt et

Væsen, at han fra dette Øjeblik af blev regnet

med i det Kontingent af sceniske Kræfter, For-

eningen opbod, naar der skulde arrangeres Et eller

Andet af dramatisk Art.

Da der saaledes skulde holdes Karneval sidst

i Februar, blev der længe iforvejen lagt Beslag

paa Kristians Evner og Tid. At det var noget

Offer, han bragte, tør ikke paastaaes, naar man

tager den Fornøjelse i Betragtning, som hele denne


179

\'irksomhed voldte ham, men derfor bor det ikke

mindre paaskjonnes, at han opf}idte sine nye

PHgter med Iver og Præcision. Han udeblev ikke

fra nogen eneste Prove, og han viste hverken

Sovnighed eller Misfornojelse, naar det trak langt

ud paa Natten med dem. Ja, hans ivrige Deltagelse

i alle disse Forberedelser strakte sig endogsaa

udenfor det Omraade, hvor der var tildelt ham

Plads; han fulgte det travle Malerarbejde i Festsalen

med ivrig Opmærksomhed, havde fuldt Rede

paa de satiriske Pointer i Tegningerne og gav

endogsaa selv nu og da et lille Motiv, som blev

anvendt; han tog hjælpsom Del i Paptilskjæringen

og Sammentømringen af de Dekorationsgjenstande,

der skulde tilvirkes, saavelsom i Forfærdigelsen af

de Rekvisiter, som skulde bruges i den Trj'lle-

komedie, han havde Rolle i. Og denne hans Iv-

righed og Anvendelighed blev ikke ubemærket

paa højere Steder: den kom Komiteen for Øre,

og Kristian beæredes med Tilkaldelse til de sene

aftenlige og natlige Moder, i hvilke Programmets

og Karnevalsavisens Morsomheder udrugedes. Han

var i Begyndelsen noget imponeret ved saaledes

at skulle bringes i personlig Berøring med de allervittigste

af alle Foreningens vittige Hoveder, om

hvis skarpe Satire og altid slagfærdige Repliker

der gik allehaande frygtindgydende Frasagn blandt

de yngre Medlemmer. Men han fandt sig snart

tilrette ogsaa i deres Kreds, og meget bidrog her-

til, at han kom Slagfærdigheden paa nærmere


i8o

Hol'd og blev Vidne til dens ofte saare langsomme

og besværlige Fodsel under Panders Rynkning,

Pennes Henslængning og Opfindsomhedens tilsyne-

ladende haablose Fallit, medens man sad bænket

om det store Bord, paa hvis kiædebetrukne F'lade

halvtbeskrevne Papirer, aabnede Breve, Korrektur-

ark og Bøger, Lister og Adgangskort flod om i

broget Forvirring mellem Punscheflasker, Toddy-

glas og Tallerkener med Smørrebrødslevninger, det

Hele indhyllet i en tæt Tobaksrøg. Kristian

kom jo forholdsvis frisk og uberørt af den gængse,

halvt opslidte Jargon ind i dette Koncilium; ofte

kunde derfor en Ytring af ham, et beskedent hen-

stillende Forslag gyde ny Olie paa Vittighedens

osende Væge og bringe den til at blusse op igjen,

saa at der tilsidst, efterat alt Overflødigt og Ufær-

digt var sigtet bort, dog kom noget ganske Mor-

somt ud af det, i hvilket Kristian ikke havde saa

lille en Del.

Jo nærmere Karnevalet kom, des mere blev

han sig ogsaa sin Bet)'dning bevidst. Det var

ham en egen sejersstolt, frydelig Tanke, at han gik

omkring som indviet i alle de Herligheder og

Overraskelser, hvis Art hele Kjobenhavn nj-figent

drøftede og gjættede paa i Dagene inden Maske-

ballet, og da den længe imødesete Torsdagaften

kom, begav han sig til Kasino med en Følelse

som en Feltherre, der har ordnet Alt til det af-

gj ørende Slag og nu, sikker paa Udfaldet, skal

hen oGf overtaee Kommandoen. Som Rollehavende


iSi

i Forestillingen paa Scenen maatte han mode

tidligt; der hamredes og hovledes endnu paa

Pergolaens Dekoration, der prøvedes Belysnings-

effekter og opstilledes Planter; i den lange Bazar-

gang blev der lagt sidste Haand paa det satiriske

Billedgaleri, som Piger og Opvartere fra Restau-

rationen tog i Øjesyn og forklarede for hinanden

paa deres Maade under Hvisken og Fnisen. Kri-

stian standsede ved enkelte af Billederne for at se,

om de versificerede Underskrifter, han var For-

fatter til, vare anbragte paa rette Plads; det voldte

ham en ubehagelig Overraskelse at se et af Ordene

bogstaveret galt — Ryk istedetfor Ryg — og en

endnu større Ærgrelse over hensynslos Ligegyl-

dighed, da en af de malende Studenter paa hans

ivrige Anmodning om at faae denne kompromitte-

rende og meningsforvanskende Skrivefejl rettet

ganske rolig svarede, ;:at det gjorde s' gu lige-

meget,) og derpaa tog fat paa sit Billede igjen.

Denne Forstemning svandt dog snart, da

Kristian kom op paa Scenen og ind i et Paaklæd-

ningsværelse, hvor Theaterfriseuren tog ham under

Behandling. Det kildrede ham inderst inde i

Sjælen at sidde her foran det samme Spejl, der

saa ofte havde gjengivet den virkelige Skuespillers

vexlende Masker; at se sit Ansigts Forvandling

skride frem, medens det belystes fra forskjellige

Sider af de bevægelige Gasblus; at befinde sig i

dette stærkt opvarmede lille Kammer , paa hvis

Vægge Dragterne fra det lobende Repertoire vare


l82

ophængte, medens Ridderstøvler og Sandaler laa

henslængte i Krogen og et helt Museum af gamle

Hatte havde faaet Plads ovenpaa Skabet; at lade

Skrædderen knappe de underligt syede Klædnings-

stykker, der sad saa lost paa ham, som om han

skulde tabe dem, alt imedens Øjet undersøgte de

udklippede Karikaturer og komiske Avertissementer,

som vare opklistrede paa Væggen bag Spejlet —

kort sagt, lidt efter lidt at føle sig som hjemme i

denne interessante Stue, som hans Fod betraadte

for første Gang iaften.

pede ,

Forestillingen gik ganske godt; hvor det glip-

var

ialtfald Sceneinstrukteuren ene om at

ærgre sig, thi de unge Debutanter spillede som i

en vaagen Drøm, uden klar Forestilling om hvad

de gjorde eller glemte at gjøre, og Publikum nede

i Salen var altfor karnevalsbevægeligt og uopmærk-

somt til at gribe Andet end Hovedtrækkene af

Handlingen. Oppe i en Loge sad Ingeborg med

Etatsraaden og Froken Bugge, ha\'de Kristian seet

gjennem Kighullet i Tæppet, og han glædede sig

til at træ^ffe hende bagefter og hore hendes Mening.

Han havde ikke anden Karnevalsdragt end den,

han havde spillet i , og

med den begav han sig

ned i Salen, paa smigrende Maade gjenkjendt som

Den, der havde havt den mest tiltalende Rolle og

udført den overraskende godt. Han havde ikke

gaaet mange Skridt, før beundrende Ruskamerater

havde sluttet sig til ham og drukket lykønskende

osf takkende Glas med ham henne ved Buffet' en


i83

foran Salen. Men denne Kreds kunde Kristian

ikke dvæle ret længe i; han horte til de Assi-

sterendes udvalgte Skare ,

der

skulde bespises af

Komiteen i et separat Kabinet bag Orkestertribunen

i den lille Sal.

Her gik det muntert til. Alene Skuet af de

brogede Dragter omkring de dækkede Borde var

lysteligt, og Bevidstheden om den vel tilendebragte

Kampagne drev Stemningen yderligere ivejret.

Varm og torstig var man af Anstrengelsen , og

Rødvinen svandt som Dug for Solen, men for-

vandledes i Hjernen til sprudlende Indfald, satiriske

Kritiker og behændige Repliker. Man drak Glas

med hinanden som Tak for god Assistance eller

der paapegedes med

som Trost for havte Uheld ,

venskabelig Malice , og

da man ved Sherr}-en

tændte en lille Cigar, nød man den og Øjeblikket

med den stolte Bevidsthed, at Tobakken var et Privi-

legium, som i hele det store Lokale foreløbig kun

denne lille afsides Kreds var i Besiddelse af.

Men Tiden maatte ikke spildes med for lang

en Siesta. Man fik Handskerne paa igjen, og Sel-

skabet spredtes om i Salene som stemningsforn\-ende

Elementer, der bragte Karnevalshumeur ud til alle

Punkter og satte Liv i de Kredse, de slog ned i.

Demaskeringen havde fundet Sted for længe siden,

og Dandsen gik lystigt paa begge Sider af Per-

golaen. I den lille Sal fik Kristian efter nogen

Leden Øje paa Ingeborg; hun dandsede med en


ung Civilingenieur , som

raadens Hus.

1 84

han kjendte fra Etats-

Saasnart Parret var kommet paa Plads igjen,

nærmede Kristian sig og bukkede for Ingeborg.

Hun blev aabenbart glad ved at se ham, thi med

en skyndsom Hilsen til sin Kavaleer tog hun strax

Kristians Arm og lod sig fore ud af Salen af ham.

«Det var dejligt, De kom, Kristian,, sagde

hun ærligt og irimodigt; jeg har en Anelse om, at

min Herre var dygtig kjed af mig — i halvanden

Dands har jeg burret mig fast til ham — jeg

kj ender jo næ'sten Ingen her, og Bugges kunde vi

ikke finde./

Kjed af hende! Saa maatte man da ogsaa

være den civileste af alle Civilingenieurer! Hvor

saae hun dog dejlig ud, hoj og rank i den norske

Bondepigedragt, der passede saa vidunderligt til

det askeblonde Haar og Ansigtets lidt strenge Li-

nier, i hvis Alvor dog iaften et Par gladforundrede

Øjne lyste op. Det var forste Gang, den unge

Pige var med til en Fest som denne; Alt var hende

nyt, ]^Ienneskene som Lokalet, og hun var vis paa,

hun ikke havde faaet det Halve at se.

Alen denne Mangel kunde Ingen athjælpe bedre

end Kristian. «Maa jeg være Deres Cicerone, saa

skal jeg forklare Dem det altsammen, sagde han.

Hun takkede ham med et Blik, der syntes ham at

rumme al jomfruelig Ynde i sit blaa Dyb. Han

kunde have bejlet strax, men han folte ogsaa en

rig Lykke ved at forhale Tilstaaelsen , ved at gaa


i85

med hendes let hvilende Arm under sin som Den,

der kun i sine egne lønligste Tanker havde taget

hende i Besiddelse, uden at endog hun selv vidste,

at hun var hans Eje.

Paa denne hans Stemnings hemmelige Bag-

grund tog hans Vejledning sig dobbelt livlig ud,

hans Ord bleve til et veltalende Foredrag, der

kredsede om sine Emner med samme Lune og

samme Lynglimt i Indfaldene , som gav de beskrevne

Gjenstande deres Pointer. Paa denne Maade

passerede Dagens politiske, litteraire og kunstneriske

Stridsspørgsmaal Revue for Ingeborg i Narredrag-

tens Mummeskjul, som dulgte deres haarde Harnisk

under sine brede Folder. Kristian gjorde hende

opmærksom paa den Kunst, hvormed den assyriske

Stil i Dekorationen var smeltet sammen med de

kjøbenhavnske Begivenheder, der vare illustrerede

paa Vægfladerne, hvorledes de hjemlige Personlig-

heders kj endte Træk vare blevne stiliserede i Over-

ensstemmelse med det fremmede Kunstbegreb og

dog skinnede igjennem Metamorfosen med skalk-

agtig Lighed, hvorledes mangt et tilsyneladende

ubetydeligt Træk spillede sin persiflerende Rolle i

Helheden ;

han forklarede hende Allusionernes Vrim-

mel i Karnevalsavisen og den parodierende Tendens

i Forestillingen paa Theatret — hele Tiden løftet

og baaren frem af den hemmelige Stolthed over,

at han selv havde sin Part i hele denne Udfoldelse

af Vid, som lod til at more hende saameget, og

hele Tiden afbrudt i sin Forevisning af mødende


1 86

Kamerater i komisk Forklædning, utrættelige Avis-

drenge, Sælgekoner, Lirekassemænd og Skoletose,

der standsede ham med Interpellationer, kompli-

menterede hans Dame, harcellerede ham med For-

lovelsen, saa han blev rod i Hovedet og dog i sit

Hjerte var dem taknemmelig for Spogen, om han

end maatte bide dem af med satirisk Skjemt og

give Svar paa Tiltale, for saa bagefter i Rede-

gjorelsen for disse Kameraters daglige Færd og

Virksomhed i Studenterverdenen at finde et n\'t

Stof til uudtommelig Samtale med Ingeborg.

Ad den monumentalt dekorerede brede Trappe,

forbi Plantegrupperne og Spejlene ,

der

paa hans

Øjes hastige Spørgsmaal gav det sanddru Svar, at

det \'ar et smukt Par, der passerede, kom de ned

i Ba/argangen.

Paa Vejen derned havde Kristian spurgt til

Ingeborgs Fader. Hvorledes havde han detr

er her.';

«Aa, Tak, ikke saa rigtig godt, » svarede hun.

'Han er da ikke syg, kan jeg vide, siden De

«Nej, syg er han ikke, men han er i sin ner-

veuse Tilstand, der tager næsten ligesaa meget

paa ham som en Sygdom. Han gaaer og venter

paa Stemning.

« Venter paa Stemning ?» spurgte Kristian.

«Ja — naar han skal til at skrive Et eller

Andet, maa han iforvejen gaa og vente paa, at

Stemningen skal komme, og i den Tid afficeres

han stærkt af den mindste Modo-anof.»

I


1 87

«Hvorlænge kan han saaledes gaa og vente r>-

spurgte Kristian ,

hos

hvem dette IndbHk i den

digteriske Psykologi vakte baade Interesse og Be-

undring.

'^Det er saa forskjelligt,» svarede Ingeborg,

sommetider flere Maaneder. —

^< sommetider een ,

Men se der!:> brod hun af, <

dette r

hvad

forestiller alt

Gjennem de tykke Portierer vare de traadte

ind i den stærkt oplyste Bazargang ,

hvor

det

komiske Billedgaleri var opstillet. Her overtog

Kristian atter sin Rolle som Cicerone og gik i den

Grad op i sin Forklaring, at han slet ikke bemærkede

den snurrige lange Skikkelse, der skød

lige los paa ham og standsede tæt bag ved ham.

'O Eitelkeit des Dichtervolkes! som den store

Goethe godt kunde have sagt, hvis det var faldet

ham ind!» deklamerede Nellerup med paatagen

Pathos. Staaer ikke vor begavede Dichterling her

og lister sig ind i Kvindehjertet ad den ikke længer

usædvanlige Vej , der forer gjennem Poesien! Troer

Du, det er derfor, Komiteen har ladet Dig debutere

som Epigrammatiker i Lapidarstil , for at Du

skulde besnære unge Sjæle med din Digtning: —

De seer selv , hvor sønderreven den er , Froken »

tilføjede han og pegede med det ene Ben paa en

stor Flænge, der i Aftenens Løb havde molesteret

en af Kristians versificerede Underskrifter.

Ingeborg havde vendt sig om, lidt forskrækket

over denne buldrende Stemmes uventede Mellem-


i88

ko«ist, men den Figur, hun saae for sig, fik hende

uvilkaarHg til at smile. Neilerup havde med ganske

faa Midler omskabt sig til vandrende Karnevals-

ridder af den bedrøvelige Skikkelse: ovenpaa sin

sorte Klædning bar han en ganske kort Silkekappe,

der hang skjævt ned fra Skulderen , om Livet et

Kaardegehæng med et langt Stegespid, som han

altid forstod at bringe i kejtet Berøring med Om-

givelserne, og paa Hovedet en ganske lille Baret

med en lige opstaaende, paa Midten knækket Fjer

sin Næse havde han ved Hjælp af Hefteplaster og

rød Sminke givet et delikat Skjær af Anløbethed,

og de altfor lange, strittende Fingre i de hvide

Bomuldshandsker, de stumpede Benklæder og Kjo-

lens smalle, spidse Skjøder støttede hele dette

Totalindtryk af simpel Provindsialisme, der bar sin

Selvtilfredshed tilskue paa kjobenhavnsk Karneval.

Kristian præsenterede sin Ven i det stille Haab,

at han ved nogle Extravittigheder skulde give

Ingeborg en høj Forestilling om den ægte Art af

Studenterhumor. Men Neilerup var sig sin Jargons

hele virile Karakter meget vel bevidst og bejlede

ikke til kvindelige Laurbær, og da han heller ikke

antog, at Kristian gjorde det, uden naar Om-

stændighederne tvang ham dertil, anbefalede han

sig efter et Par ligegyldige Bemærkninger , idet

han til Afsked hviskede Kristian i Øret:


1 89

Øjnene, indtil den blev borte for hende i en Ij'stigt

leende Sværm af unge Mennesker, og vendte sig

derpaa om mod Kristian.

tHvad var det, han sagde ...

«HorteDe det? afbrod Kristian hende hurtigt

og med en Fornemmelse af, at han blev rod i

Hovedet.

Ja, den Tordenstemme skal man da ikke let

overhore. Jeg mener, hvad var det han sagde

om, at De var Digter ?>.

'. N^aa — det!» svarede Kristian og trak Vejret

bet}'delig lettere. «Aa, det var Noget, han egenlig

ikke havde Lov at plapre ud med — skjøndt det

er da heller ikke Noget at gjore en Hemmelighed

af. Han mente det Par Vers, jeg har skrevet til

Billederne her.»

«Saa — har De skrevet dem?» spurgte Inge-

borg og gav sig til at læse de nærmeste Linier.

«Aa, De skal saamænd ikke læse de Flouser,»

sagde Kristian, der i sin nuværende Stemning var

højt hævet over Alt ,

hvad

han endnu for et Par

Timer siden havde holdt for ganske heldig Poesi.

«Det fortjener ikke engang Navn af Vers, endnu

mindre af Poesi. Tro dog ikke om mig, Ingeborg,

vedblev han, idet han gik videre med hende, 'ctro

ikke, at jeg ikke veed, hvor hojt Digterens Kald

er, hvor ren hans Karakter, hvor ædel hans Følelse

maa være. I den Henseende maa han ligne Kvinden,

men de dristige Tanker, de store Syner —

de er Udtrykket for hans mandige Væsen, og ved


190

denne Forening af det Skjonneste i de to Naturer

bliver han det fuldkomneste Menneske. Var jeg

Digter — virkelig Digter, en af de store — skulde

den Kvinde, jeg elskede, blive min i samme Øje-

blik, jeg begjærede hende, stod hun end nok

saa højt.a

«Er De vis paa det?»

«Ja, Ingeborg, det er jeg vis paa. Gjor Pro-

ven med Dem selv. Hvad vilde De svare mig?

«Jeg vilde svare Dem Nej .

« Vilde De svare mig Nej?) Kristian maatte

staa stille et kort Sekund, inden han stammende

og forvirret prøvede paa at opklare den Mis-

forstaaelse, dette overraskende Svar vistnok maatte

skyldes.


191

hende, Digteren Sandmarks egen Datter, der havde

udtalt disse forunderlige Ord.

«Ja. det kan De ikke forstaa, Kristian, » sagde

hun og saae paa ham med sine alvorlige Øjne.

«0g dog vilde jeg ønske, De kunde forstaa det, v

føjede hun til , men

som om hun havde sagt for

meget, forandrede hun Samtalens Emne og ytrede,

idet hun tog hans Arm igjen, at de nu maatte se

at finde Bugges. «Det er urigtigt, at jeg har

været borte fra dem saalænge — det er paa Tiden,

vi skal tage hjem. >

Trængslen var taget betydelig af i Lokalet,

og oppe ved Springvandet lob de næsten lige i

Armene paa Etatsraaden og hans Søster. «Naa,

er I der!» udbrod Etatsraaden fornøjet, da han

saae dem. 'Ja, vi vidste nok. De var i gode

Hænder, Ingeborg; vi har faaet Rapport om, hvem

der var Deres Sauvegarde. Ved hans Hjælp har

De vist ogsaa nu faaet hver Krog beseet og be-

skreven, saa De kan tage hjem med en god Sam-

vittighed, ikke sandt? Naa, Farvel, Knub! Nu skal

De vel ogsaa snart afsted? Vi sees vel paa Lør-

dag? De maa endelig komme hjem og forklare

mig alt det Kaudervælsk her,> tilføjede han og

viste paa de forskjellige Dokumenter, han tog med

hjem som Aftenens litteraire Minder.

Kristian bod Frøken Bugge Armen og fulgte

dem ned til Udgangen, efterat han undervejs havde

havt den lykkelige Tilfredsstillelse at kunne give

et oprigtigt samstemmende Svar paa Frøkenens


192

Sporgsmaal: om Ingeborg ikke havde været den

smukkeste af alle Damerne? Han gav dem alle Tre

idet han gjemte Ingeborgs Haandtiyk

Haanden ,

til sidst. Det var sikkert og fast — ærligt som

det Blik, hun til Afsked sendte lige ind i Kristians

Øjne.

Det fyldte hans Væsen med en mandig Varme,

en moden Følelse, som han ikke havde kjendt for,

og som var af en saa kvægende Natur, at han

helst vilde bære den hjem uforvansket af senere

Indtryk. Men Nellerup havde jo sat ham Stævne

i Restaurationen ,

følges hjem sammen.

for

at de efter Aftale kunde

Kristian fandt sin Ven i et af Kabinetterne

som Centrum i en ungdommelig Kreds, der trygt

og villigt bøjede sig for hans Erfaring i Henseende

til det Hensigtsmæssige i at slutte et Karneval

med Kaviar og en dansk Snaps. Man rykkede

sammen for at give Plads for den Nyankomne;

han satte sig yderst, for uden Gene at kunne gaa

igjen, saasnart han havde indtaget denne lille Ré-

veillon.

Men Frokosten trak lidt længere ud ,

end

Nogen af dem havde tæn]


193

nogle unge Grosserere sig Tilladelse til at sætte

et Par Flasker Champagne i Is som Tak for

Studenternes Gjæstfrihed, hvilket atter fra disses

Side fremkaldte anerkjendende Udtalelser om de

andre Samfundsklassers berettigede Plads i Hel-

heden, Udtalelser, hvis almindelige eller personlige

Konklusioner nødvendiggjorde Indforskrivningen af

nye Fluida af en mer eller mindre sød Smag, som

man ikke godt kunde gaa hjem paa , hvorfor

P>okost Numer To rekvireredes og konsumeredes,

medens en klar, blaa Morgenhimmel saaes gjennem

Vinduerne foroven og Arbejderne ude i Bazargangen

alt længe havde været igang med at hejse den

store Sals Bænke op igjennem Lugen i Loftet for

at sætte Alt i sædvanlig Stand til Forestillingen

om Aftenen.

Da Selskabet omsider brod op, kom Kristian

i Tanker om, at hans Overfrakke og øvrige Tøj

hang oppe i Paaklædningsværelset. Ligesaa varmt

og venligt her havde været for en halv Snes Timer

siden, ligesaa koldt og uhyggeligt var her nu.

Kristian trak i al Skyndsomhed sit eget Tøj oven-

over Dragten, men sin Hat kunde han ingensteds

finde; den var bleven borte i Tummelen, og han

maatte hjælpe sig med den til Dragten hørende

Baret. Saaledes kostumeret traadte han ud gjennem

Forsalens Dør og saae Gaden ligge blændende

hvid foran sig med blankt Solskin paa nyfalden

Frostsne og lange, blaalige Skygger.

De vare Flere i Følge, som mere eller mindre


194

bar Karnevalsdragten tilskue, og de kunde saaledes

endnu med Solidaritetens Mod trodse den Skjærsild,

de havde at gjennemgaa, naar de passerede

spøgefulde Læredrenge, lattermilde Tjenestepiger,

Droschker, der kjørte til Dampskibet med Rej-

sende, hvem det travle Forretningsliv kaldte til

tidlig Virksomhed, og Ladegaardens Arbejdskom-

mando, der paa Kongensnytorv satte Kostene i

Hvil for at ledsage det brogede Optog med spot-

tende Bemærkninger. Men efterhaanden som den

Ene efter den Anden faldt fra og Gaderne bleve

mere og mere befolkede, blev det en tornefuldere

Pilgrimsvandring for de Tilbageblevne, og da Kri-

stian alene bøjede ind i sin Gade, skyndte han

sig afsted, skjondt han endnu bar Hovedet højt

med Fløj eisbaret og vajende Strudsfjer og forekom

sig selv som et Symbol paa det Usædvanlige, der

altid fremkalder den maabende Mængdes Forun-

dring eller Haan. I Gadedøren løb han paa Avis-

konen med <

Dampsprøjtens :^ udforlige Referat af

det Karneval, han lige kom fra; han tog hende

det fugtige Blad ud af Haanden og gik op.

Mærkeligt nok stod Døren til hans Værelse

paaklem, og indefra hørtes der en Lyd som af

ivrig Skuren. Idet han lukkede op og lidt ærgerlig

overrasket standsede i Døren, saae han sin Moder

ligge paa Knæ paa Gulvet med R}'ggen vendt

imod ham, opsmøgede Ærmer og en Skurevisk i

Haanden, hvormed hun bearbejdede Gulvet saa ivrigt,

at hun ikke bemærkede hans Indtræ^delse. Rent


195

og blankt vilde Gulvet blive, og havde det end

været plettet af Herregaardssagnenes uudslettelige

Bloddraaber — de vilde være blevne udviskede,

thi moderlige Taarer blandedes med Tvættevandet

og skuredes ind i det.

«Men Moder dog!» udbrod Kristian, :er Du

her?»

Hun vendte Ansigtet om imod ham og nikkede.

«Nu er jeg strax færdig, min Dreng. Sæt Dig

blot et Øjeblik.)


ig6

ringen faaer Du ikke Lov at smutte saaclan bort

fra — jeg vil vide, hvad Du har grædt for.»

«Aa, det er ingenting — det er bare saadan

mine Tanker. Sommetider seer det saa trangt ud

og i det sidste Par Maaneder — med Fader >-

— Hun kunde ikke fortsætte, og Graaden kom

hende i Halsen.

«Med Fader? Hvad han?, spurgte Kristian

ængstelig.

«Jeg troer ikke, han har godt af at læse i

de gamle Papirer, han arvede efter Helium,:^ sagde

hun, efterat hun havde fattet sig lidt. ;De tager

mere og mere af hans Tid fra ham og gjør ham

endnu mere indesluttet, end han før har været.

Han har aldrig tidligere ladet sit Arbejde ligge,

men nu staaer Bestillingerne og venter, og han har

helt andre Ting for, som jeg ikke forstaaer mig

paa, men som der ingen Fortjeneste er ved, det

mærker jeg bedst, naar det kniber med de daglige

Udgifter. Jeg skylder baade hos Bager og Spækhøker,

skjondt jeg regner det saa nøje ud, som

jeg kan, og saa synes jeg sommetider, jeg ikke

kan se Enden paa det.

«Er det ikke Andet, lille Moder ?» sagde Kri-

stian trøstende. «Det skal vi nok komme ud over.

Om det ogsaa kniber en lille Tid, skal Du se, der

kommer snart bedre Dage — gyldne Dage! Det,

Fader .spekulerer paa, er mere værd end alle de

Uhrværker, har har lavet i sine Dage, og Du veed

jo, hvor opfindsom han er. Han taler aldrig om


197

sine Planer, saadan er nu hans Natur, men indeni

ham gjærer og arbejder de — ligesom hos mig.

Ja Moder, jeg har store Planer for, som skal give

mig hurtige og rigelige Indtægter, saa Du aldrig

skal komme til at tage for en Skilling paa Kredit,

hverken hos Bager eller Hoker eller nogen Anden.

Nu skal Du drikke Kaffe hos mig, saa skal jeg

fortælle Dig om Karnevalet og de Ideer, jeg har

faaet derude. »

Hun havde lagt Brændet tilrette i Kakkel-

ovnen, saa det var et Øjebliks Sag at faae det i

lystig Lue. Det lille Spiritusapparat besørgede

med vanlig Prompthed en varm og velsmagende

Morgendrik, og snart sad Moder og Søn i hyggelig

Fortrolighed sammen i Sofaen. Kristian havde

kastet sin Overfrakke og tog sig i den udskaarne

Fløjels Trøje med Knappernes blanke Rader helt

eventyrlig ud ved Siden af den tarveligtklædte lille

Kone, og som et Eventyr klang ogsaa den Fremtid,

han med ildfuld Veltalenhed udmalede for hende,

og ved hvis Billeder hun maatte smile som en

lykkelig Moder, skjøndt Taaterne ikke strax lod

sig hæmme i deres vante Lob.


TIENDE KAPITEL.

Overvejelser og Beslutninger.

tadslægens ugenlige Oversigt over de

epidemiske Sygdomme, der hjemsøge

Kjobenhavn, savner en Rubrik for den

smitsomste og mest udbredte af dem

alle: Theaterbrynden. Man mangler

derfor statistisk Materiale til at kunne angive Om-

fanget af Farsotens Hærgninger med bestemte Tal,

men man kjender dens Karakter noje nok til at

vide, at den uden Forskjel søger sine Ofre i alle

Stænder ,

paa

ethvert Alderstrin og hos begge

Kjøn, samt at den er saa godt som umulig at

udrydde, hvor den forst har sat sig fast.

Det er fortrinsvis de store Hovedstæder, hvis

Lokalforhold frembyde de gunstigste Betingelser

for Ud\iklingen af Theaterbrynden; men i ingen

af Verdensbyerne vil man finde den saa fremtræ-


199

dende i Forhold til Folketallet som i Kjobenhavn.

En rationel Forklaring af dette Fænomen er det

ikke let at give; Grunden maa formodenlig ligesaa

meget soges i oprindelige Anlæg for Modtagelighed

som i de Vilkaar, mange forudgaaede Slægtled

have levet under. Forfølger man Sygdommen til-

bage til dens første Spirer hos Individet, tor det

antages, at disse ere tilstede, endnu inden det fodes

til Verden, saafremt man da tor gaa ud fra, at

Moderens Tankeliv i Svangerskabsperioden kan

have en medbestemmende Indflydelse paa Afkom-

mets aandelige Retning. Strax efter Fødselen be-

gynder der en Paavirkning udefra af lignende Art;

nogle af de forste Lyde, det spæde Barn opfatter,

referere sig til Theatret og hvad dermed staaer i

Sammenhæng, og baade paa Moderens Arme og

under Samlivet med Barnepigen føres det umærke-

ligt ind i en Forestillingskreds, hvor sceniske Frem-

toninger spille Hovedrollen. Allerede i Barnets

tredie eller fjerde Aar sørger man for at forvandle

disse ubestemte Forestillinger til konkrete Billeder,

idet man bringer det i Berøring med de Skuespil,

dets Fantasi saalænge har syslet med, og lader

det gjennemgaa en progressiv Skala fra Pantomimen

i Tivoli og Beriderkunsterne i Cirkus gjennem Folke-

theatret og Kasino til dets anteciperede Indsmuglen

i det kongelige Theater paa det elastiske Stadium

af dets Alder, da dets Forældre paa dets Vegne

endnu gjøre Paastand paa dets frie Befordring med

Sporvognene i Kraft af dets Skjodebarnlighed,


200

medens de med samme Fynd hævde det Adgang

til Nationaltheatrets Tilskuerplads i Kraft af dets

fremskredne Modenhed. Paa det første ved Stu-

dium af A-B-C-Bogen erhvervede Lærdomsgrundlag

bygges der videre ved frivillige Staveøvelser paa

Plakater og Programmer, og Skuespilleres og Skue-

spillerinders Navne ere de første Personbetegnelser

udenfor Familiens egen Kreds, den unge Bevidsthed

optager i sig, og der slaa de Rod og voxe op og

trives, omstraalede af et Forklarelsens Skjær, en

Gloriekrands lig den ,

der

svæver over sceniske

Berømtheders Hoveder i diminutive Damekalendere,

hvor deres Navne ere traadte istedetfor de gamle,

forlængst af Mode gaaede Helgennavne — Gj en-

stande for en moderne Afgudsdyrkelse ikke mindre

end hine for en svunden Tids.

Selv en overfladisk Iagttagelse bemærker med

Lethed Theaterbryndens Ytringsformer, efterat

dens oprindelig medfødte og ved rigelig Næring

og omhyggelig Pleje opelskede Bakterie har mang-

foldiggjort sig og gjennemtrængt hele Organismen.

Et lejlighedsvis opfanget Brudstykke af en Samtale

paa Gaden vil i de ni Tilfælde af ti indeholde

Navnet paa et Skuespil eller en af dets Rollehavere;

den selskabelige Konversation vil hojst to Minuter

efter dens Indledning være inde paa Dramaturgiens

Omraade-, den unge Dame vil fra Mødet med det

Kongeliges forgudede Elsker bære romantisk Blom-

sterstøv hjem til sin Kube og forvandle det til

Mindets søde Honning, og hun vil ikke passere


201

ham forbi uden at betages af rislende Gjennem-

bævelse, lig Odalisken, naar Haremets Herre træder

ind i Kvinderummet med Lommetørklædet i Haan-

den; med hullede Strømper i nedtraadte Slæber

vil Tjenestepigen styre sin første Gang i den tidlige

Morgentime hen til Gadehjørnets Kasinøplakat øg

fryde sine elskovssygt rindende Gjne med Besku-

elsen af et tilbedt Navn i Personlisten, øg selv

Bagtrappens Skurekone gjemmer i et længselsfuldt

Hjerte et Ideal af Thaliatheatrets fejrede Kouplet-

sanger med den bølgende Haarvæxt øg det ned-

ringede Skjortebryst. I utalte Kvistkammerpoesier,

hvis monstreuse Vers kun de litteraire Ugeblades

Redakteurer faae at se, sprutter unge mandlige

Hjerters Ild, antændt af et Par malede Øjne, og i

kritiske Anmeldelser, som Alverden faaer at læse,

gløder der mellem den dithyrambiske Begejstrings

eller den elegiske Dadels Linier en ufuldkomment

behersket Kjærlighedserklæring til Kunsten i Al-

mindelighed og Kunstnerne i Særdeleshed; ja selv

bag videnskabelig Undersøgelses kølige Maske

funkler der et Par Øjne, hvis Ild noksøm rober

Attraaen efter at førlade det Videnskabelige og

komme ilag med det Administrative — efter at

træde ind i Theatret ikke igjennem "V^estibulen ud

til Kongensnytorv , men gjennem Porten ud til

Holmenskanal.

Ingen Dag har større Betydning i den kjøben-

havnske Ynglings Liv end den, da han før første

Gang gjør persønligt Bekjendtskab m.ed en Skue-


202

spiller, lad ham saa ogsaa være af tolvte Rang.

At faae ham under Armen ned ad Østergade, er

en Manoeuvre, paa hvis Gjennemforelse der anvendes

den største Snedighed, og at faae Lov til at trak-

tere ham paa < Stuen ,

røber

et saa fremrykket'

skjondt ikke fjerntliggende — Stadium i Fortrolighedsforholdet,

at det ikke betales for dyrt med

lidt Ramponering af Renommeet; ved Stuen '>

forstaaes nemlig Vinkjælderen, hvis Frekvens den

kjøbenhavnske Bevidsthed altid betragter med et

lille Anstrøg af Mistænksomhed i Modsætning til

den fuldt legale Færden paa Kaféer. Men medens

Theatrets Traditioner do bort een for een, selv

om de endnu staa i deres kraftige Alder, trives

den allerældste af dem stadig med godt Huld og

usvækket Styrke: den, der hævder Vinkjælderen

som de sceniske Kunstneres rette selskabelige

Territorium, hvilket de dele med enkelte affældige

Pensionister og spiritusimprægnerede Vanedrikkere.

I den vinmættede Atmosfære trives Vittighedens

og Malicens Ymper som i en lun Drivkasse, og

til Afgjorelse af de ledige Hoveders Væddemaal

om ligegyldige Bagateller staaer et rigt Udvalg af

ædle Safter rede. Her bliver den lærvillige Adept

fortrolig med Koulissesprogets Jargon, her kan han

fra Dag til Dag følge Theaterintrigernes og The-

atermystifikationernes Udviklingsgang, her staaer

han Ansigt til Ansigt med Scenens Heroer og

seer dem i deres menneskelige Stemninger, og her

træffer han sammen med andre Adepter paa lige


203

Begejstringshojde. De se egenlig ikke venligt til

hverandre, thi som Bejlere til samme Dejlighed

ere de ikke ukjendte med Skinsygens Anfægtelser;

men saa stor er Theaterbryndens Magt, at hvor

To eller Tre ere forsamlede i dens Navn, der ud-

gjore de en Menighed, der stifte de et Forbund

— der danne de en dramatisk Forening.

Kjobenhavn er de dramatiske Foreningers By.

Forlængst er Registret over Litteraturhistoriens

Forsterangs Navne udtømt som Opkaldelsesemne

for dramatiske Borstenbinderes og skuespillende

Sæbesyderes selskabelige Organisationer, og de

stadig opdukkende Nydannelser maa fremtræde som

«Minder» om Celebriteter af omtvistet Lødighed

for at kunne hævde sig et Bannermærke at virke

under. Men uden Hensyn til Navnets Værd er

Virksomheden af samme Art og Virkestederne

velindrettede Rugepunkter for Theaterbrynden, der

herfra omspinder Handelsmandens Kontor og Skræd-

derens Værksted og Urtekræmmerens Bod og Foto-

grafens Atelier og mødes til rastløst og frugtbart

Samarbejde med hin anden specielt kjobenhavnske

Drift : Oprettelsen

af smaa Associationer med intet-

sigende Formaal, men stort Apparat af Direkteurer

og Underdirekteurer, Sekretairer og Kasserere, Love

og Generalforsamlinger, Emblemer og Faner og

forretningsmæssig Geskæftighed. I disse faste

Punkter , som

i sikre Fæstninger , har Theater-

brynden sine Kjærnetropper, en Hær af forvildede

Hoveder og udblodte Hjerter, men af ubetvingelig


204

Virksomhedstrang og Pligtopfyldelse i dens Tjeneste,

og med den underlægger den sig hele den elsk-

værdige By, der altid har havt Hang til at sætte

Skinnet over Virkeligheden og lege med Billeder

fremfor at tage Kampen op med det Liv ,

ligger bagved Billederne.

der

Ogsaa Kjøbenhavnerbarnet Kristian havde

Theaterbrynden forlængst slaaet Rod i, ja havde

egenlig stemplet hans Konstitution ligesaa langt

tilbage, hans Bevidsthed kunde række. Men da

Naturen havde blandet hans Ler saa viseligt , at

den kontemplative Overvejelse holdt Lysten og

Driften Stangen, havde Sygdommens hikubationstid

været forholdsmæssig lang, og forst efter Karne-

valet kom den til et akut Udbrud, der saae noget

betænkeligt ud, men hvis Følger dog ikke i noget

stort Omfang skadede hans Personligheds skjonne

Harmoni

Kristian havde gjort megen Lykke i den Rolle,

han havde udfort i Karnevalsstykket ,

og

fra alle

Sider modtaget Komplimenter for sit Spil, tilsatte

med velvillige Henstillinger om det Ønskelige i, at

han vilde udbytte sine umiskjendelige Evner paa

en værdigere Skueplads. Ved den animerede Fro-

kost havde disse Opfordringer især lydt ihærdigt

til ham, og det ikke blot fra de beundrende Kame-

rater, men ogsaa fra de tilstedeværende, som det

maatte antages uhildede Lægmænd af Grosserer-

standen ,

Repræsentanter

for det elegantere Publi-


205

kum. Da nu tilmed Ingeborgs mærkelige Ytring

om Digterpersonlighedens mislige Chancer overfor

et vist ønskværdigt INIaal havde omstyrtet et længe

fredet Ideal, bragte en let Vending ham paa ganske

naturlig Vis til at se Fremtiden ligge i en anden

Bane, end han hidtil havde yndet at befare med

sine ilfærdige Tanker. Og at denne Bane var

kortere og det vinkende Maal nærmere, faldt just

godt sammen med den Forpligtelse til hurtigt og

rigeligt Erhver\', han som en god Søn havde faaet

Blikket opladt for ved at se sin Moders Taarer

hin Februarmorgen, da han af et fuldt og modigt

Hjerte øste Trøst i hendes Sind ved at betro hende

Planerne for sit nye Liv.

Men Kristian var, som sagt, en drøftende

Aand, der skyede pludselige og overfladiske Be-

slutninger og ikke satte sine Kræfter ind paa en

Sag, inden han omhyggelig havde provet dem.

Der gik derfor lange Tider, i hvilke han overvejede

for og imod, alt imedens han dog underkastede sig

det alvorlige Arbejde at gjennemlæse saavel danske

og fremmede Digteres dramatiske Værker som ad-

skillige tydske Skrifter om Skuespilkunstens Theori,

dybsindige Værker, hvis filosofiske Systematisering

indgav Kristian en næsten andagtsfuld Respekt for

en Kunst, hvis Udøvere tilsyneladende dandsede

som paa Roser hen over de Afgrunde af Fejlgreb,

Farer og vanvittige Opfattelser, Forskerøjet op-

dagede paa deres Vej, uden at de selv i empirisk

Foragt for Lærdommen syntes at have nogen


206

Anelse om dem. Den Ærbødighed, den ved en

ikke altid klar Begriben fordoblede Ærefrj'gt, hvormed

Kristian fulgte disse ypperlige Førere paa deres

metafysiske Grubevandringer, dannede en gavnlig

Modvægt til den begejstrede Henrevethed, hvormed

Digternes Ord og hans egen Gjengivelse af dem

betog ham, naar han læste sine Yndlingsroller, de

romantiske Elskere, hojt for sig selv i sin lille Stue,

saa Nabofolkene betoges af Ængstelse for hans

mentale Befindende og Husets Piger standsede

udenfor hans Dør og lyttede med en Blanding af

Forelskelse i hans Stemmes daarende Klang og

kjobenhavnsk Tilbøjelighed til at finde hans usæd-

vanlige Adfærd umaadelig grinagtig. I saadanne

Øjeblikke saae Kristian sig i Aanden staa paa

Scenen, drapperet med det tragiske Fløjl, medens

et betaget Publikum hang ved hans Læber, og han

følte dybt, at naar han ejede denne magiske Magt

over sit Folk, da var det, fordi der i hans eget

Hjerte var en Sangbund for Digternes Ord, stemt

af en Kjærlighed, ligesaa fuld og rig og dyb som

den, deres Vers tolkede.

Men om han nu ogsaa var inde paa den rette

Vej til at vinde sin Kjærligheds Gjenstand? Der

var mismodige Øjeblikke, i hvilke Kristian tvivlede

paa, at han forstod Ingeborg fuldt, i hvilke han

kunde gribes af en Frygt for, at hun, trods sin

skjonne Kvindelighed, ikke søgte sine Idealer saa

hojt som han sine. Skulde dette bekræfte sig,

vilde han ikke med selvkjæ^lig Halsstarrighed holde


207

fast ved sine Planer, men bringe dem i Overensstemmelse

med hendes Fordringer til en Mands

Yirken; thi hun var ham kjærest af Alt, og med

hende vilde Alt lykkes for ham. Naar han var

inde paa disse Overvejelser, udkastede han Billeder

af kjæk og dristig Daad, som han vilde udfore for

at tækkes hende. Han tænkte sig en uforfærdet

Opdagelsesrejsendes modige Indtrængen i ukjendte

Egne, hvor aldrig nogen hvid Mands Fod havde

traadt Vej før, og hvor Farer af enhver Art

— Sult og Torst, dræbende Febre og fjendtlige

Stammer — mødte den fremtrængende Civilisator

ved hvert Skridt; men han overvandt dem alle,

og hans Hjemrejse førte ham som i et Triumftog

gjennem mange Lande , indtil han betraadte sin

Fødeby og lagde al sin vundne Hæder for Inge-

borgs Fod — forst da skulde hun erfare, at det

var for hendes Skyld han var draget de farlige

Eventyr imode, og at det kun var Tanken om

hende, der havde ført ham uskadt igjennem dem.

Naar han laa paa Ryggen paa sin Sofa og følte

Blodet pulsere raskere gjennem Aarerne, drevet

frem af al den Energi, han udfoldede paa dette

sine Drømmes Togt, var der kun een Vaklen, der

gjorde ham tvivlraadig: Overvejelsen af, om han

skulde vælge Afrika eller Nordpolen til Skueplads

for sine Bedrifter, komme hjem som Stanley eller

som Nordenskiold — begge Dele havde sine fri-

stende Sider: at gaa østerfra ind i det sorte Fast-

land og komme vesterud igjen med graasprængt


208

Haar, vilde ikke misklæde ham i Ingeborgs Øjne,

men en Hjemfærd som Nordpolsfarerens fra Havn

til Havn med Festligheder og Ordener allevegne

var heller ikke at foragte. At det vilde være en

latterlig Overdrivelse at udfore begge Bedrifterne,

var Kristians kritiske Sands aarvaagen nok til at

sige ham, og det voldte ham virkelig Bekymring,

at han ikke var istand til at bestemme sig.

Det var saaledes mange og brydsomme Over-

vejelser, der krydsedes i Kristians Hjerne, og det

bør ikke undre Nogen, at der gik Uger og Maaneder,

ja Aar, uden at han kom videre. Han

stod jo ene og uden Vejledning i denne sit Livs

afgj ørende Krise. Sin Moder kunde han ikke

hente Raad hos ; hendes Tankegang laa ligesaa

fjernt fra hans Fremtidsplaners straalende Bane,

som hendes Tro paa deres Virkeliggjørelse var

tryg og sikker; der var ikke det Maal saa hojt,

at hun ikke fuldt og fast stolede paa, hendes Son

kunde naa det, naar han fandt, at Øjeblikket var

kommet, og denne Tro trøstede hende i de t\'n-

gende Tider, da hun kunde blive et Bytte for

smaalige Bekymringer angaaende hans daglige Ar-

bejde og dets Udbytte. Sin Fader havde han

aldrig ret havt Meddelelsens Fortrolighed til , og

hans tause Væsen var blevet endnu mere afsluttet

mod Yderverdenen, siden han med stigende Inter-

esse havde fordybet sig i de Experimenter, gamle

Helium havde givet ham i Arv; de havde draget

Furerne dybere i hans Pande og hvidnet hans


209

Skjæg, men tændt en Ild i hans Blik, der syntes

at varsle om en lidenskabeligt troende Opfindersjæl.

Nellerup talte Kristian aldrig til om de alvorlige

Afgjørelser i sit Liv; han var en brav Kamerat

paa dets L)'stsejlads, men for letsindig en Roer-

gænger, naar Skibet skulde sættes ind over Rev-

lerne. Etatsraad Bugge havde han en instinkt-

mæssig Frygt for at raadspørge i Anliggender af

denne Art; trods hans varme Hjerte og venlige

Ligefremhed var han i Kristians Øjne en underlig

nøgtern og prosaisk Natur, der fordrede rationel

Redegjorelse'selv i Forhold, hvis tiltrækkende Ynde

netop bestod i, at de holdtes svævende i Forhaab-

ningens og Forventningens zitrende Luftlag og ikke

saarede deres Fod ved brat at stode mod Jordfladen.

Han havde ikke længe været i Etatsraadens Hus,

og netop paa Grund af dette store Mellemrum i

sine Besøg havde han dobbelt svært ved at gjen-

optage dem.

Dette var Foranledningen til, at Kristian en

Dag ved sin Hjemkomst fandt et ualmindelig stort

Brev liggende paa sit Bord med en Udskrift, der

forekom ham meget bekjendt, uden at han dog

kunde komme paa, hvis Haand det var. Den sædvanlige

Gjætten, inden man under saadanne Om-

stændigheder skrider til den nærliggende Opløsning,

at aabne Brevet, sysselsatte Kristians Fantasi i en

rum Tid, for han be'kvemmede sig til at bryde

Seglet og udfolde en længere Skrivelse fra Grand-

onkel Gram. Bemeldte alderstegne Slægtning, der

14


210

betragtede Livet fra den modsatte Side af den,

hvorfra Kristian saae det, fandt sig beføjet til at

minde ham om dets Korthed og paalægge ham at

bruge det til nyttigt Arbejde; da han ved et til-

fældigt Møde med Etatsraad Bugge havde erfaret,

at Kristian ikke i Aar og Dag havde besøgt hans

Hus, betragtede han dette som et Kriterium paa

en brødefuld Samvittighed i Henseende til den

gode Anvendelse af Tiden, som Etatsraaden var et

Forbillede paa og en Maner til, og han antog der-

for, at Kristian var inde paa en Vej, der vilde føre

ham til et Maal, helt modsat det. Agenten nu var

naaet til, idet han saae sig istand til at opgive det

travle Forretningsliv og paa sine gamle Dage unde

sig en Hvile, der kun ved de halvaarlige Termins-

tider skulde afbrydes af en behagelig og lidet an-

strengende Kouponafklipning. Men for at Kristian

ikke skulde indlulle sig i den bedrageriske Ro, som

Udsigten til en eventuel Arv kunde friste til, vilde

han gjore op med ham med det Samme og tilsende

ham den Lod ,

der

vilde tilfalde ham ,

idet han

forøvrigt forbeholdt sig at træffe sine testamen-

tariske Bestemmelser uden yderligere Hensyn til

ham, udelukkende med Almenvellets Tarv for Oje.

Kristian kastede med Foragt dette filistreuse

Brev tilside og udtog Konvolutens øvrige Indhold

— to Aktier å 200 Kr., den ene i de kjobenhavnske

Vejrmøller*, den anden i -


21 I

Værdipapirer ihænde. Han besaa med nyfigen

Interesse de lithograferede Forsider, hvor Em-

blemerne paa Aktieselskabernes Virksomhed vare

kunstfærdigt indtegnede mellem fede Englebørn,

der væltede en Regn af Tyvekroner ud af kolos-

sale Overflødighedshorn. Hans Øje fulgte Bog-

stavernes snørklede Linier, fordybede sig i Aktie-

brevenes Serienumre og granskede Direkteurernes

Underskrift. Her fik hans Fantasi en helt ny

Tumleplads , og som et Fol paa en græsrig Mark

satte den i lystige Volter hen over hele Jordsmonnet

for at tage dets Afgrøde i Øjesyn. Han

tænkte sig et aarligt Udbytte af en ikke ubeskeden,

men for Aktionairerne dog yderst tilfredsstillende

Størrelse, og ved at multiplicere det med Kou-

ponnernes Antal fik han lettelig en sikker Bestem-

melse af, hvor stor hans Formue vilde være, naar

han trak sig tilbage til nydende Otium om en

tredive Aar; hertil maatte endnu føjes Renter og

Rentes Renter af det frigjorte og atter opsparede

Udbytte, hvilken Sum han ifølge sin Sædvane

beregnede med et opadtil afrundet Tal, medens

han dog tog det under alvorlig Overvejelse , om

den disponible Kapital ikke muHgvis gjordes mere

frugtbringende ved at anlægges i lovende og lønnende

Spekulationer, der hurtigt vilde øge Formuen

og gjøre hans Alderdom end mere rentenydende.

Under alle disse Betragtninger dalede der en mild

Fred ned i Kristians Sind, en Sathed og Tryghed,

som den foles af Kapitalisten, der har Sit paa det

14*


212

Tørre. Han havde aldrig for havt Sands for Penge

men ved at sidde med disse

og Penges Værd ,

mærkelige Dokumenter i sin Haand folte han,

hvorledes ligesom noget af Kapitalens Aand gik

ham over i Blodet; han indsaa, at her var der

et fast Støttepunkt i Livet, at den Besiddendes

Existens var fri for de Rystelser , der true den

Kæmpendes og Erhvervendes brydsomme Tilværelse^

og det gik op for ham, at der fra Ejendomsforholdet

udgik et Syn paa Samfundet, som opfordrede til at ^^

forsvare det Stabile og Konservative mod urolige og

besiddelsesløse Elementers Angreb, en Opfordring^'

som han ikke vilde unddrage sig.

I denne Stemning var Nellerups uventede Besøg

ham ikke velkomment. For første Gang

saarede det Kristians Finfølelse, at man saaledes

kunde træde uanmeldt ind til ham; han fattede det

Velarrangerede ved at holde Tjener, der kunde

instrueres om , hvem der skulde modtages og

hvem ikke.

'^

Hvad Pokker er det for Éilledboger ,

Du

sidder og gloer ir spurgte Nellerup med en brutal

Ligefremhed , der desværre var en bohémeagtig

Existenses sædvanlige Ytringsmaade. 'Guds Død

og Pine!: tilføjede han, da han havde taget en af

Aktierne i hver Haand og seet med Forbauselse fra

dem hen paa Kristian. Aktier! Og det er diner

Men, Ulykkelige! Du vil da vel ikke beholde dem

her i Huset?


213

« Hvorfor ikke?: spurgte Kristian med rolig

Overlegenhed. ^Hvad mener Du?-

«.Hvad jeg mener ?> gjentog Nellerup ivrig.


;Aa, hvad det angaaer,» svarede Kristian med

den Ligevægt i Sindet, som er egen for

ten thonsand, saa —

tlie 2ipper

«Hvad det angaaer, saa veed Du slet ikke,

hvad det er for en Sværm af Ulykker , Du

har

aabnet din Dor for ved at lukke disse Penge-

djævelens Udsendinge ind ad den. Aner Du,

hvilken Fremtid Du gaaer imøde? Har Du nogen

Ide om, hvilken Skræk og Sindsbevægelse Koursernes

Stigen og Falden vil berede Dig? Har Du

nogen Forestilling om ,

hvilke

nederdrægtige Ma-

chinationer Borsen j|jl kunne sætte i Bevægelse

imod Dig? Har Du endog blot en bleg Skizze af

en Skygge af Begreb om, hvilken Vulkan Du vil

grunde din Lykke paa? Har man ikke seet de

største og ældste Firmaer styrte i Fallitens bund-

løse Dyb, blot fordi de havde deres brand- og

dirkefri Pengekasser fyldte med saadanne Papirer?

Og nu vil Du ,

ung

og uforsøgt i Pengemarkedets

Fluktuationer, lade Dig vugge op og ned fra For-

ventningens Tinde til Skuffelsens Ginungagab som et

villieløst Bytte for dets Ebbe og Flod! Thi Du

maa ikke tro, at Du kan dirigere Kapitalens


214

Bevægelser i Kamp mod Europas ledende Finansmænd

, der raader over en indflydelsesrig Presse

og intime diplomatiske Forbindelser. Jeg sætter

blot — ja , jeg sætter blot det Tilfælde ,

at

Nationalbanken eller Assistenshuset imorgen for-

højer sin Diskonto, at Preussen i en nær Fremtid

gaaer over fra Sølvfod til Platfod eller at Petroleumskilderne

i Sjerra Nevada pludselig siger Stop —

hvad saar Jeg spørger: hvad saar Har Du tænkt

over saadanne Eventualiteter? Og af den Slags

uberegnelige Tilfældigheder vil Du gjøre dit Livs

Ro og Tilfredshed afhængig ? Kristian , Kristian

hor en Vens Raad : skaf disse Pantebrev^e i det

jordiske Helvede ud af Huset hellere idag end

imorgen — omsæt dem i gangbar Mønt, og vil

Du endelig støtte gavnlige Aktieforetagender, saa

afgiv hyppige Halvtredsindst}'veører ved Tivolis

Tælleapparat — der er stor Feriefest iaften. Hvo

skulde fejre Feriefest, naar det ikke var os Tor

og naar skulde vi fejre den, om det ikke var ved

en Lejlighed som denne, da vi har rigelige Midler

til at drikke vor stolte Uafhængigheds, vor æsthe-

tiske Livsvandels Skaal i kontant betalte Fluida?

— Dixi!

Efter denne lange Harangue kastede Nellerup

sig paa Sofaen med et Udtryk af aandelig Over-

anstrengelse og bekj-mret Deltagelse for sin Vens

Velfærd. Kristian havde i Begyndelsen ladet sig

dupere af den pathetiske Alvor i Foredraget og

forberedt sig paa en Argumentation til at imødegaa


215

det med; men snart gik det op for ham, at Nellerup

som sædvanlig harcellerede, om der end bag hans

Svada laa en Tanke, som han mente alvorHgt nok,

og som det ikke havde været vanskehgt at faae fat

paa, selv om den ikke var traadt frem i direkte

Opfordring som Orationens Slutningspointe. Overfor

\^ennens overdrevne Skildring af Rigdommens

Farer smeltede Kristians plutokratiske Værdighed

hen i den ubekymrede Ungdommeligheds glade

Smil, og da en Tivoliaftens Festglæder manedes

frem for hans Blik ved Nellerups sidste Ord, blev

han yderligere stemt for at gaa ind paa hans Betragtningsmaade

; men da han paa sin Vis var

en meget selvstændig Karakter, hævdede han sig

sin Selvbestemmelsesret indtil en vis Grad og nøjedes

foreløbig med at afhænde Knappedrejernes Re-

præsentativ, henlæggende Vejrmollerne som Re-

servefond.

Et Par Maaneder efter tog han en anden

kraftig Beslutning og gjorde det afgjørende Skridt

henimod Realisationen af sine dramatiske Forsætter.

Som det saa ofte gaaer med et længe opsat, om-

h\-ggelig forberedt og med livlige Farver udmalet

Forehavende, svarede dets Iværksættelse ikke til

Forventningerne. Forsynet med en Anbefaling fra

Storm — 'blot et Par Ord til min gamle Ven,/

havde Kunstneren udtrykt sig med nedladende

Antydning af et grundmuret Fortrolighedsforhold

— begav Kristian sig en Middagsstund op til den

berømte Skuespiller, han ønskede at aflægge Prøve


2l6

for. Af en Tjenestepige blev han lukket ind i

Entreen, hvor en gjennemtrængende Kjokkenduft

af Grønkaal robede forste Numer paa Dagens

Menu og saarede Kristians til denne Sammenkomst

dobbelt højstemte æsthetiske Sands. Han bankede

paa en Dør ind til det Værelse, der var blevet

ham betegnet som Kunstnerens Opholdssted, men

en stærk Larm indefra gjorde det lidet sandsynligt,

at hans Banken var ble\cn bemærket. Han gjen-

tog den derfor, men med samme utilfredsstillende

Resultat. Med saa lidt Støj som muligt drejede

han Laasen om og aabnede Doren. Der mødte

ham et Syn, som i høj Grad virkede ned.stemmende

paa den Følelse af Andagt, hvormed han havde

betraadt Helligdommen. Den store Tragiker be-

vægede sig paa alle Fire hen ad Gulvet med tre

Børn i en Alder fra to til sex Aar placerede paa

sin Ryg. Der var en Hujen og Latter af Børnene

i deres ^anstrengelser for at holde sig fast ,

en

Vrinsken og Prusten af Faderen, der aabenbart

skulde antyde, at han var et Lastd\'r af en eller

anden udenlandsk Art; i al denne Tummel var

der Ingen, der bemærkede Kristian, for han ved

et temmelig lydeligt «Undskyld! fik Dyret til at

dreje Hovedet hen i den Retning, hvor han st(Kl.

«Aa, om Forladelse! sagde Skuespilleren

leende og rejste sig pustende, efter at han med

Lempe havde strøget Bornene af sig. Tør jeg

spørge — ?:>


217

« Mit Navn er Knub; jeg har et Brev til Dem

fra Hr. Skuespiller Storm. >

«Fra Hr. Skuespiller . . . naa,

fra Storm!

Behag at tage Plads, medens jeg læser det. >

De tre Krøltoppe stod stille i en Klynge og

betragtede den Fremmede med undrende Øjne,

medens deres Fader havde taget Plads henne i

Vinduesfordybningen og holdt Brevet op mod

Eftermiddagens sidste svindende Skjær. Et sarka-

stisk Smil krusede hans Læber, da han læste den

overdrevent ærbødige Indledning, i hvilken Storm

undskyldte denne dristige Introduktion af en talent-

fuld Protegé, som søgte kunstnerisk Raad og Vej-

ledning. Da han var kommen saa vidt i Læsningen,

vidste han tilstrækkelig Besked og sparede sig

Resten.

De vil altsaa være Skuespiller." henvendte

han sig til Kristian med den sonore Rost, der saa

ofte havde lydt for hans Øren med et ædelt In-

struments Fuldklang. Flojls naturligvis r^

«Undskyld — jeg forstaaer ikke rigtigt —

svarede Kristian forlegen.

«De vil være Fløjls-Skuespiller, mener jeg —

Romeo .^ Tristan.' Ikke sandt? ^

Jo, Kri.stian maatte indrømme, at det var disse

Roller og flere af lignende Art, han især havde

tænkt paa.

«Jeg kunde vide det, •

bemærkede

Skuespilleren,

Ja, seer De, min unge Ven,» vedblev han, efter

at han havde kastet et skarpt Blik paa sin Gjæst,


2l8

«der er saa uh\Te mange dramatiske Talenter her

i Byen, at man let forvirres i sin Dom over dem

— det ene Indtryk svækker det andet — naa,

Børn, vil I være roligere henvendte han sig til sit

Aikom, der var avanceret hen til ham og utaalmodigt

trak ham i Frakken, for at bevæge ham

til at gjøre snarlig Ende paa denne kj edelige Af-

brydelse af en munter Leg. Jeg har derfor an-

^

skaffet mig det Princip, » fortsatte han til Kristian,

«at jeg aldrig stoler paa min egen Opfattelse alene

og derfor heller aldrig gaaer ind paa overflødige

Prøver for mig alene. Jeg vil foreslaa Dem, at

De melder Dem hos Chefen som Aspirant, saa

bliver De tilsagt til Prøve en eller anden Dag

sammen med en Del andre talentfulde Mennesker,

og saa er den Pot ude. — Ja, ja, Børn, nu skal

jeg strax — .

Det var en klar og t\'delig Besked, som ikke

tillod nogen Parlamenteren, og Kristian anbefalede

sig derfor med et hofligt Buk og et noget kort

Farvel. Ude i Entréen hørte han Børnene raabe

i Munden paa hinanden: « Kamel! Kamel! som

Opfordring til Faderen om igjen at overtage sin

Rolle som østerlandsk Befordringsmiddel, og Grøn-

kaalslugten fulgte ham et Stykke ned ad Trappen

som sidste prosaiske Erindring om denne Kunstner-

bolig, der havde staaet for hans Fantasi i en saa

poetisk Udst}'relse, en Studiernes Helligdom, hvor

hver L\"d var dæmpet, hver Bevægelse plastisk.


219

hver Li\"s\"tring i Harmoni med de sm\"kkende

Kunstværkers Skjonhed og Ro.


ELLEVTE KAPITEL.

Et Barndomsbekjendtskab fores af Tidsbolgen

Kristian imode og et nyt stiftes.

^kke engang- i Kjobenhavn vil man

kunne finde nogen for politisk Inter-

esse saa blottet Person, at han skulde

have glemt den betydningsfulde Re-

vægelse, der gav det parlamentariske

Liv dets Præg i disse Aar. Hovedtrækkene i den

vare som bekjendt i Korthed følgende.

Med Henvisning til Landets mislige Forsvars-

tilstand og Hovedstadens udsatte Beliggenhed under

en eventuel Krig mellem Stormagterne havde Re-

gjeringen forlangt Bevilling til tolv Kanoner, hvormed

den for Skyts blottede Sobefæstning skulde

armeres. Under Forslagets første Behandling i

Folkethinget blev Regjeringens Motivering køligt

modtaget af Oppositionen, der især med Held støt-

tede sig paa det Argument, at i Forhold som disse

maatte den egenlige Sagkyndighed betragtes som


221

altfor hildet i professionelle Fordomme til at man

kunde tillægge dens Anbefaling nogen Vægt. For-

slagets Overgang til anden Behandling blev imidler-

tid vedtaget, og det henvistes til det alt bestaaende

Udvalg for Loven om Afgiftsfrihed for Hundehold

paa Landet, hvilket Udvalg bestod af tre Professorer,

fire Skolelærere og sex Gaardmænd. At

dømme efter den Tid, Forslaget tilbragte i denne

Afsondrethed fra Verden, maatte det være blevet

drøftet paa den grundigste Maade, og den Skik-

kelse, hvori det atter saae Dagens Lys, tydede

ogsaa herpaa. Et Flertal af ti Udvalgsmedlemmer

indrommede vel i Principet det Berettigede i Re-

gjeringens Standpunkt og samstemmede fuldkom-

ment med den i dens Bestræbelser for at sætte

Landet i fyldestgjørende Forsvarsstand, men kunde

dog ikke Andet end udtale, at disse Bestræbelser

vilde fremmes bedre, naar der istedetfor Kanoner

til Soforterne anskaffedes Pistoler til Rytteriet,

hvorfor det anbefalede en Bevilling i dette Øjemed.

Et af de to Professorer bestaaende Mindretal holdt

derimod fast ved Regjeringsforslaget, medens den

tredie Professor i en omhyggelig motiveret Betænk-

ning mindede om, at det var det parlamentariske

Livs vigtigste Særkjende, at det opnaaede sine

Resultater gjennem Kompromis'er ,

hvorfor han

som en Mellemvej mellem de afvigende Meninger

foreslog Anskaffelsen af Vindbøsser til Infanteriet.

Med en for en konstitutionel Statsmagt lidet

sømmelig Stædighed fastholdt Regjeringen sit op-


indelige Forslag, og da Flertallets Indstilling na-

turligvis fortes sejerrigt igjennem ved tredie Be-

handling, oploste den Folkethinget og styrtede

derved Landet ind i en Valgkamps hele opri\-ende

Tummel og Splid. Oppositionen vandt med Lethed

Landbefolkningen for sin Betragtningsmaade, der

havde den iøjnefaldende Fordel, at den kun medførte

en Tyvendedel af de Udgifter, Regjeringen hav^de

rejst Krav paa, medens den ikkedesmindre paa en

utvetydig Maade vidnede om Repræsentationens

Redebonhed til at værne Landet. Oppositionen

vendte forstærket tilbage med et kraftigt stadfæstet

Mandat for Udførelsen af Folkevillien.

Regjeringen lagde nu en Snedighed for Dagen,

der ingenlunde kan billiges, selv under Forudsæt-

ning af de reneste Hensigter: den forelagde sit

Forslag uforandret, men dennegang forst for Lands-

thinget. Den agtede derved at udøve et uværdigt

Tryk paa Folkethingets Afstemning, idet den gjorde

Regning paa Understøttelse i Forstekammeret. En

saadan blev den ogsaa tildel: Udvalgsflertallet —

sex Godsejere og fire Professorer — anbefalede

Forslaget til Vedtagelse med nogle ubetydelige

Ændringer, og da Mindretallet — to Bonder og

en Skolelærer — kun kunde samle nogle faa

Stemmer for Rytterpistolerne, kjørte Kanonerne

uskadte frem gjennem alle tre Behandlinger. ]\Ien

i Folkethinget bleve de strax uden Skaansel de-

monterede. De henvistes til det Udvalg, som havde

det priwate Lovforslag om jus practicandi for kloge


Koner og Signekjællinger under Overvejelse, og

her reduceredes det store Skyts til de Dimensioner,

Folkevillien havde udtalt sig for. Mod dennes

souveraine Myndighed prellede Alting af, baade

Regjeringens Henpegen paa visse truende uden-

landske Konstellationer og Sagkundskabens Paavis-

ning af det paatænkte Haandvaabens Utilstrækkelighed

til med Virkning at kunne anvendes mod

pantsrede Skibssider; mod denne sidste Betragtning

fremhævedes det fra en enkelt Gruppe af Thinget

med hele den Fynd, som en stærk Overbevisning

giver: at naar Vorherre vilde lægge sin Velsignelse

i en Pistolkugle, kunde end ikke et fjortentommers

Pantser modstaa den. Dette Argument bragte det

artilleristiske Vigtigmageri til Taushed, og Lands-

thinget fik sine Kanoner tilbage i en saa ind-

skrumpen Skikkelse, at de bekvemt kunde bæres

i en Lomme.

En ny Oplosning af Folkethinget gav kun

Oppositionens Optræden ny og forstærket Sanktion

fra Vælgerfolkets Side. Paa Agitationsmoder og

ved Valghandlingerne stempledes Regjeringen for

landsforræderisk Færd, fordi den nægtede Folket

Værge i den Kamp for Uafhængigheden, der

maaske var nærmere forestaaende, end man troede,

og fordi den i doktrinair Vedhængen ved sine

egne vrange Ideer kastede Vrag paa de Penge-

midler ,

Landets

kaarne Mænd ligefrem bonfaldt

den om at modtage, for at Danmark ikke skulde

staa vaabenlost i Farens Stund. Hvis Nabo-


224

magterne fulgte denne svulmende Yalgbevægelse,

maatte de faae et imponerende Indtryk af det lille

modige og for sin Selvstændighed nidkjære Folk,

der ikke havde noget højere Ønske end at sætte

Forsvarsstyrken i kampfærdig Stand ,

medens

en

sorglos Regjering med ubegribelig Letsindighed

undlod at benytte denne patriotiske Stemning til

Fremme for Landets Livssag.

I Rigsdagen begyndte Spillet nu forfra igjen;

Regjeringen vilde ikke slaa saameget som en

Kanonprop af i sine Fordringer, og intet af Thin-

gene var tilsinds at give efter i noget eneste Punkt,

hvorvel der i Professorernes Gruppe var en voxende

Tilbøjelighed til Mægling paa Grundlag af Vind-

bøsserne, for at fremfor Alt Forfatningens Former

kunde gaa uskadte ud af denne Styrkeprøve. Endnu

var der kun eet Stadium ufoisogt: Fællesudvalget,

der blev nedsat efter Sagens enogtyvende Behandling.

I Begyndelsen lod det til, at heller ikke

denne Udvej skulde føre til noget Maal. Par-

tierne stod skarpt overfor hinanden, og en fælles

Beslutning syntes at være en Umulighed, skjondt

der fra Regjeringspartiets Side røbedes Tendens

til at bevilge Pistolerne, hvis blot een Kanon,

selv en ganske lille, maatte gaa med i Kjobet,

ikke saameget for at anvendes i krigerisk Øje-

med, som for at det konstitutionelle Livsprincip,

Overenskomsten, kunde reddes ved en principiel

Indrømmelse, hvis praktiske Betx'dning man var

villig til at se bort fra. Da var det, at Oppositionen


225

pludselig udforte den mesterlige Manoeuvre ,

der

med eet Slag forvandlede hele Stillingen. I Fælles-

udvalgets sidste ]\Iode, da Situationen var saa spændt

som vel muligt, erklærede Pistolernes Ordforer paa

sit Partis Vegne, at det af Hensyn til Fædrelandets

Vel og Forfatningens Integritet havde besluttet sig

til at gjore en meget betydelig Indrømmelse: det

forlod sit hidtil hævdede Standpunkt og stillede sig

paa samme Operationsbasis som Modparten — det

gik ind paa Kanonbevillingen i Principet. Re-

gjeringspartiet saae helt forbløffet ud ved denne

uventede Meddelelse og anede Svig af en eller

anden Art; thi Politiken avler Mistro selv i rene

Sjæle. Man var spændt paa at erfare, hvilke be-

tydelige Indrømmelser der forlangtes til Gjengjæld,

og fr}'gtede for, at Ministeriets x'\fgang skulde være

\'ilkaaret for Fredsslutningen; saa højt et Vederlag

turde man ikke give for den længselsfuldt attraaede

Overenskomst, af Hensyn til det farlige parlamen-

tariske Præcedens, det indeholdt, men enhver, anden

Godtgjørelse var man villig til at yde. Man blev

derfor overrasket paa det Behageligste ved det

Maadehold, Oppositionen lagde for Dagen i sin

Fordring, der ikke gik ud paa Andet, end at Be-

villingen for det lobende Finansaar kun skulde om-

fatte Lavetterne til de tolv Kanoner, og at det

skulde forbeholdes en senere Samling at bevilge

selve Skytset. I en Hast blev Udvalgsbetænkningen

redigeret; den samlede alle Stemmer om sig med

Undtagelse af et Par Stamhusbesiddere, degenererede

15


226

Skud af gamle danske Adelsslægter, som havde

glemt deres Forfædres hæderlige Traditioner og

vare utilgængelige for alle en nyere Tids Fore-

stillinger om Fædrelandets Velfærd. Men selv uden

deres og deres Meningsfællers Tilslutning var

Udvalgsforslaget sikkert paa Majoritet i begge

Thingene.

Oppositionen havde lagt megen psykologisk

Sands for Dagen ,

da

den stiltiende var gaaet ud

fra den Forudsætning, at Ministeriet ikke vilde

modtage dette Kompromis. Ganske rigtigt —

i begge Thingenes Sale udtalte Konseilspræsidenten

med den samme Bornerthed i Anskuelser, som

havde ka'akteriseret hans Standsfæller i Udvalget,

at han ikke kunde betragte Anskaffelsen af tolv

Kanonlavetter , selv af bedste Konstruktion , som

en passende Forsvarsforanstaltning. Men Opposi-

tionen havde med ikke mindre Skarpblik sluttet,

at den offentlige Mening efter den lange og heftige

Fartikamp om dette Sporgsmaal vilde finde dens

Forligstilbud saa rundeligt, at den vilde kræve det

modtaget, om ikke af denne, saa af en anden Re-

gjering, der satte Hensynet til det Heles Vel over

den stædige Fastholden af personlige Anskuelser.

Under Trykket af denne Opinion maatte Ministeriet

vige Pladsen, og det traf sig saa heldigt, at Kongen

uden synderlig Vanskelighed fandt det fornødne

Antal af Statsmandsemner redebonne til at ind-

træde i Kabinettet, enten fordi de fra tidligere Tid

vare fortrolige med denne Virksomhed ,

eller fordi


--/

det vilde interessere dem at lære den at kjende.

Det nye Ministerium skred med megen Energi til

Bestillingen af Kanonlavetterne i en af Udlandets

første Maskinfabriker , og inden Aar og Dag vare

de bragte i Stilling paa Søforterne. Der hæve den

Dag idag deres kolossale — forelobig endnu

tomme — Bjælkekonstruktioner sig over Br}-st-

værnet, spejdende ud over Havet, skrækindjagende

for en Fjende som kraftige Symboler paa, hvad et sam-

drægtigt Folk kan udrette til Fædrelandets Forsvar,

Medens disse Begivenheder vare i deres Ud-

vikling, lød der for Kristian gjennem Partikampens

Tummel et Xavn,

Thomas

der mødte hans Øre med kjendt

Taagerup — hans Barndoms-

Klang :

bekjendt — dukkede frem af Stridens kaotiske

Forvirring som en Skikkelse ,

der

mere og mere

hendrog den almindehge Opmærksomhed paa sig.

Han var en ihærdig og hensynsløs Taler ved Valgmøderne

paa Landet og bevægede sig i alt større

og større Kredse udenom den hjemlige Kro, hvor

han først havde opladt sin Røst, indtil han ved et

af Opløsningsvalgene blev kaaret til Rigsdagsmand

for Ringkjobing sjette.

I Folkethinget gjorde han sig snart bemærket

ved adskillige bevingede Udtalelser, der udæskede

det spottelystne Kjøbenhavns Latter, men snart viste

sig at være virksomme Fyndsprog i Debatten og for-

trinlige folkelige Stikord under Agitationen. Det var

ham, der med en Hent}'dning til det ublu Forlangende,


228

Kanonbevillingen stillede til Statskassen, havde opfundet

den ypperlige Benævnelse


229

drev en Afstenstund omkring ude paa Tivoli i Sel-

skab med Nellerup. Efter at have vandret et halvt-

hundrede Gange frem og tilbage udenfor Koncert-

salen, havde de hilst paa tohundrede Bekjendte

og talt om trehundrede andre paa den godmodig

skandaliserende Maade, der er Kjohenhavneren egen.

- berommelige Redakteur, svarede Nellerup.

xHan gik her forbi os med en Herre, som

jeg ikke kjendte, og Sligt maa krænke videlysten

Mand, saasom det sikkert maa være en Celebritet

og jeg dog skulde have saameget Udbytte af mine

peripatetiske Vandringer, at jeg kjendte alle Byens

Berømtheder. >

Hvoraf slutter Du, at det maa være en Cele-

britet, han har faaet hægtet paa sig, som Du kal-

der det?»

;Af hans Hægtes Natur og Væsen, carissimol

Lille Samson er født til Verden med en Hægte af

usynlig Art, men sikker Virkning; saasnart den

kommer i Berøring med en Celebritet — vips,

snupper den ham og holder ham fast. Tydske

Virtuoser, franske Skuespillere, engelske Yacht-

mænd ,

norske

Digtere ,

danske

Politikere — det

er ham einerlei: han hægter dem paa, trækker


230

omkring med dem og viser sig selv frem i deres

Berommelses Glands.

«Ja, saa troer jeg nok, at denne hører til den

sidste Kategori, sagde Kristian, da de igjen fik

Øje paa de to Herrer, < for jeg skulde tage meget

fejl, om det ikke er min Ven Taagerup.,'

('Rigsdagsmanden? Guds Død og Pine!\ ud-

brød Nellerup. «Har Du saa indflydelsesrige Be-

kjendtskaber?»

eja, nu skal det vise sig, hvorvidt Bekjendt-

skabet er gjensidigt.* De Omtalte vare nu lige ved

dem, og Kristian hilste. Taagerup hilste igjen,

men saae sig samtidig om for at overtyde sig om,

at det ikke var en Fejltagelse, men at det virkelig

var ham. Hilsenen gjaldt.

€De kjender mig vist ikke igjen r? spui-gte

Kristian med et forekommende Smil.

Nej — ikke det jeg veed,» lod Svaret med

stærk j)'dsk Dialekt, tovende, men uden For-

legenhed.

Kristian manede da de fjerne n\-havnske Minder

frem, og et Smil drog sig bredere og bredere over

Thomas' Træk. «Ih, nej — det \"ar da morsomt,

skal vi To træffes her igjen! — Ja, nu kjender jeg

jo rigtignok Kjobenhavn bedre, end dengang De

viste mig omkring i Byen,» tilføjede han med en

selvtilfreds Dvælen paa Ordene.

Saa de Herrer kjender hinanden r>^ lød Sam-

sons Stemme, dobbelt hurtig ved Modsætningen

til Jydens langsomme Tale. Maa jeg foreslaa


231

almindelig Præsentation — mit Navn er Samson,

Chef-Redakteur af Dampsprøjten ».

«Mit Navn er Knub, Student og x*\bonnent.

«Ah — glæder mig meget — Foreningsdigter

— kjender flere af Deres morsomme Viser.

"Og mit er Nellerup — Beskjæftigelse ube-

kjendt.

«Naa saaledes, ;

bemærkede

Samson, hvis hur-

tige Hoved strax fattede det Dobbelttydige i denne

Oplysning. — 'Nej, vi har dineret sammen, nogle

unge Fremskridtsmænd fra mit Blad og denne udmærkede

Repræsentant for vor Landbostand —

spist paa et godt Udfald af den politiske Kamp.»

Kristian lagde nu forst Mærke til, at Samson

var iført Festmiddagens officielle Skrud, men saae

tillige med en vis Undren, at Hædersgjæstens Hals

endog ved en højtidelig Lejlighed som denne viste

den samme Mangel paa Lintøj, der til daglig Brug

giver det danske Underhus et saa prunkløst Fysio-

gnomi. Med det Samme underkastede han Taage-

rups Person et nøjere Eftersyn. Hans Ben vare

endnu paafaldende korte og skrævede ud fra hin-

anden som for bedre at bære den svære Overkrop,

hvis Brystkasse især var vel udviklet til at rumme

Folketalerens stærke Lunger og Folkelederens brede

Selvfølelse. I Ansigtet var der kommet mere Liv,

end Drengens Træk havde varslet om; det var

glat barberet og bar kun under Hagen et kort-

studset Pendant til Issens strittende Haarvæxt.

Superb Diner, >

vedblev Samson og opregnede


jNIenuens forskjellige Afsnit, idet han ligesom smagte

paa hver Ret endnu engang. «Men skal vi ikke

sætte os nedr Man bliver saa træt af at staa —

^Som han sagde, Manden, der skulde hænges,

da de ikke kunde faae Galgen i Orden, supplerede

Nellerup. Jeg foreslaaer ogsaa, at vi vælger os

et hensigtsmæssigt Sæde og indtager en lille For-

friskning. De Herrer har vel nok Plads tilovers til

et Par Draaberr^

Jo, det havde de nok. Taagerup forlangte en

halv Flaske Hvidtol, de to Kamerater hver en

Kognakstoddy og Samson — til Nellerups umaade-

lige Forbauselse — en Kop Chokolade, til hvilken

han fortærede fire Kager.

Saa De er Student, Knub?' bemærkede

Taagerup. Aa ja, saamændis tilfojede han med

en Betoning, som om han gjorde den Indrommelse,

at der jo skulde Nogen til det Værste. ••:Hvad

studerer De.'

Kristian, der havde mange Tiders Forsømmelse

af Jurisprudensen paa sin Samvittighed, undsaa sig

ved i Nellerups Paahor at vedkjende sig det juri-

diske Fakultet som videnskabeligt Hjemsted og

svarede derfor undvigende, at han drev forskjellige

Studier paa fri Haand.

Det er vist overmaade rigtigt,: ytrede Rigs-

dagsmanden bifaldende.


kan strømme en folkelig Luftning gjennem de

stovede Horesale. .

Det er som talt ud af mit Hjerte, >

udbrod

Nellerup. «Maa jeg drikke med Dem, Højstærede?

— Jeg forsikrer Dem for, der er ingen Ende paa,

hvad disse skimlede gamle Professorer kan finde

paa at spørge En om, og da jeg ikke for min Dod

kan lide nærgaaende Personer, har jeg ligesom min

Ven Knub sagt mig fri fra al Forbindelse med den

officielle Videnskabelighed og kastet mig over den

folkelige, v

']a, vi faaer nok Krammet paa de Karle,

sagde Taagerup og bredte sig. «De har gjort

Folkelivet ubodelig Skade.

«Det har de,:> bekræftede Nellerup; «og har

de en enkelt Gang tilført det mere fremragende

Kræfter som min Ven Knub og mig, saa har det

været meget imod deres Villie.:.

«De har vel hort tale om vores Interpellation?*

«Nej?» svarede Nellerup. 'Hvad gaaer den

ud paa?>

-Den lyder saaledes: Er det den højtærede

Kultusminister bekjendt — det er nu blot saadan

en Talemaade, forstaaer De nok, for han er Fan-

den ikke højtæret — er det den højtærede Kultus-

minister bekjendt, at derved Undervisitetet har været

afholdt offentlig Disputation om konstitutionel For-

giftning og de deraf betingede Svækkelsestilstande ?

og agter han at træffe Skridt til Forebyggelse af

lignende agitatoriske Handling-er?.


234

«Død og Pine !> udbrod Nellerup. Det bliver

interessant! Naar skal den for? Imorgen?>;

: Nej , imorgen er der ingen Møder, desfor-

medelst at der er Rengjøring i alle Lokalerne.

«Naa saa der er Rengjøring? — Hvor tidt

bliver der muget under Jer deropper»

Nellerup fremsatte dette Spørgsmaal med ufor-

styrrelig Ro, og da den ønskede Oplysning blev

givet med ikke mindre Alvor, var det ikke muligt

at vide, om Rigsdagsmanden betragtede Udtr}'kket

som en efter hans Forestillingskreds tillempet Sprog-

brug, eller om han forstod Kjøbenhavnerens Ufor-

skammethed og ganske stilfærdig skrev den paa

Regning til det øvrige Mellemværende.

Imidlertid havde lille Samson underholdt sig

med Kristian og — da hans Hoved aldrig var

ledigt — allerede opnaaet Resultater til Fordel for

sin kjære stadige Tanke, sit Livs .stolte Værk:

«Dampsprojten .

Lille

Samson havde ikke selv

givet sig sit Navn og var følgelig forsaavidt uden

Ansvar for den Livsbetragtning , der som et med

Navnet følgende Program lidt efter lidt havde for-

benet sig i ham: at Alle, der ikke hørte til sainme

politiske og litteraire Menighed som han, vare Fi-

listre, og at en Asenskjæft var det mest egnede

Medium til at bekæmpe dem med. Men ved Siden

af denne stj'rkende Tillid til egen Ufejlbarlighed

havde han Forretningsnmndens Smidighed til at

drage sig alle de Elementer til \}-tte, som han

mente kunde fremme hans ophojede Livsgjerning,


235

og da han netop trængte til en Anvendelighed som

Kristian, forsonite han ikke Lejligheden og skiltes

ikke fra ham uden at have indledet foreløbige

Underhandlinger, som skulde fores videre den fol-

gende Dag.

Da Kristian Formiddagen efter traadte ind i

Redaktionskon toret, fik han strax et mægtigt Ind-

tr}'k af Chefens Arbejdsomhed ,

idet lille Samson

sad ved sin Pult tilsyneladende endnu iført Fest-

klæderne fra den foregaaende Aften, som om han

havde arbejdet i eet Træk hele Natten igjennem.

Et nøjere Eftersyn viste imidlertid, at Kjolen var

en ældre aflagt Kollega af den fra om Aftenen;

efter et velført Selskabsliv var den blev^en indran-

geret i Redaktionsgarderoben, men syntes underligt

nok — at dømme efter dens slappe og falmede

Udseende — noget modfalden over denne For-

flyttelse fra den banale Selskabeligheds aandløse

Sfære til den oftentlige Menings idesvangre Kjøkken-

luft. Og hvad det hvide Halstørklæde angik, gjorde

Kristian ved det fortsatte Bekjendtskab med lille

Samson den Erfaring, at bemeldte unge Dandy

altid var hvidklædt lige fra Morgenstunden af; han

vidste, at det hvide Slips angiver Herretoilettets

Højdepunkt af Elegance ,

og

da han havde Raad

til at unde sig denne Luxus, tog han ikke i Be-

tænkning at forøge sin Persons distingverede Frem-

træden med denne Prydelse, der dog i Øjeblikket

følte sig lidt forlegen ved Naboskabet med hans

ubarberede , med stærke blaasorte Skjægstubber


2X6

bevoxede Hage og s}'ntes at ha\'e den storste Lyst

til at kradse igjen, hvis Naturen havde udstyret

den med Forsvarsvaaben , ligesom den synlig

kr}'mpede sig ved de jevnlige Manipulationer, et

Par ikke ganske propre Hænder underkastede den.

«Naa, er det Dem, Knub!)^ sagde lille Samson

og saae op fra et Blad Papir, hvis jomfruelige

Flade allerede til Hælvten havde modtaget Ud-

sæden fra det tankerige Hoved, der med det tæt-

klippede Haar lignede en noget slidt Sælskinds-

kuffert, og hvis Indhold ejheller var et saadant, i

Skyndsomhed pakket Rejseremediums uligt. :Det

var rart, De kom, Knub. Nu kan De strax tage

fat. Hvad Nyt, Knub.-.

ikke. V

Aa,» svarede Kristian, >jeg veed egenlig

Hvad for Noget, Knubr De veed egenlig

ikke? Tænk Dem om, Knub! Har De ikke talt

med Nogen ?»

Jo, jeg talte et Øjeblik med Froken Sand-

mark, da jeg gik herhen. » Kristian kunde ikke

lade være at omtale dette Mode, der opfyldte

ham som et h'kkeligt Varsel for den n)'e Bane,

han var ifærd med at betræde.

; Hun

sin Fader. >

Digterens Datter? Hvad hun, Knubr.

rejser til Svendborg iaften sammen med

Hvad vil han der? Skriver han paa Noget?

Er det Nogfet om Svendborg? Er der noeen histo-

I


237

risk Personlighed fodt i Svendborg? Har der staaet

et Slag ved Svendborg? Hvad, Knub?

Disse Spørgsmaal fulgte efter hinanden uden

Ophold og frembragte omtrent den samme raslende

Lyd, som naar en Pyramide sprænges paa Billardet.

Men Kristians Mangel paa Evne til at besvare

noget af dem var den Bande, mod hvilken alle

Kuglerne prellede af.

Der stikker naturligvis noget Litterairt under,

sluttede lille Samson med en veltraineret journalistisk

Næses fine Sands for Nyhedstrofler. 'Man

rejser da ikke til Svendborg for Ingenting, gjor

man vel, Knubr Vent et Øjeblik.)

Han lagde det halvt beskrevne Papir tilside,

dyppede Pennen og lod den med en Hastighed

af flere Mil i Timen lobe hen over det nedenunder

liggende Blad. Et Øjeblik efter lagde han Pennen

fra sig, lænede sig tilbage i Stolen, begramsede

med den ene Haand sin hvide Halsprydelse og

holdt med den anden Papiret op for Ansigtet,

medens han gjennemlob det Skrevne, hvorpaa han

med en Vending hen imod en lille fed og kort-

halset Mand bemærkede:

« Værsgo', Kolle, der er fire Nyheder, men

spred dem godt..- Da han i det Samme lagde

Mærke til den Forbauselse, der prægede sig i Kri-

stians Ansigt ved denne rapide Nyhedsproduktion,

henvendte han, ikke uden smigret Forfatterstolthed,

paany Ordet til den med Navnet Kølle betegnede

Dampsprøjtemand og sagde: «Læs det op.-


238

Kolles Stemme var en ny Overraskelse for

Kristian, thi den var ligesaa høj og spids, som

han selv var lavstammet og trind. Skjondt Fore-

draget saaledes ikke flatterede den stilistiske Kunst,

i hvis Tjeneste det nu stilledes, maatte Kristian

dog beundre den Virtuositet i Produktionens Fro-

dighed, hvormed der af een tvivlsom Nyhed, ligesom

ved Knopskydning, var frembragt fire fuld-

gode.

f' Digteren Sandmark, > begyndte Kølle med

pibende Stemme.

'Fed!., tilføjede lille Samson.

Havde Kristian ikke fra Barndommen af nydt

godt af sin gamle Ven Hyssings Undervisning i

de typografiske Mysterier, vilde han være bleven

yderlig forbauset ved at se denne Omfangsbestem-

melse bragt i Forbindelse rned Digteren, thi af alt

det Magre, han kjendte, var Sandmark noget af

det Magreste. Nu vidste han, at Betegnelsen kun

angik Arten af de Typer, hvormed Nyheden skulde

indledes.

« Digteren Sandmark — fed — agter, efter

hvad vi erfare, at gjæste Svendborg og tilbringe

nogen Tid der.

«En ny Digtning — fed — kan efter sikkert

Forlydende ventes henad Jul fra Digteren Sand-

marks Haand.

»Svendborg — fed — vil i Sommer blive

besøgt af Digteren Sandmark, der vil tage fast

I


239

Bolig i Byen i nogen Tid, efterat have berejst

Omegnen

'' vovede KoUe at foreslaa

med al sømmelig Beskedenhed, kunde man ikke

faae endnu en femte.'«

Hvorledes skulde den h-de?) spurgte lille

Samson med den berettigede Overlegenhed, der

var en Frugt af hans Bevidsthed om at have ud-

tømt alle journalistiske Permutationer.

< Omtrent saaledes,» svarede Kølle, idet han

langsomt læste op, alt som han nedskrev Ordene:

«En historisk Personlighed — fed — fra Svend-

borgs historiske Fortid vil blive Hovedpersonen i

et historisk Digt, som Digteren Sandmark har

under Arbejde i Sommer. Diskretionshensyn for-

byde os at betegne Helten nærmere, men selve

Efterretningen om et nyt Værk af Digteren Sand-


240

mark vil sikkert vække Forventning i hele Dan-

mark. »

Det tredobbelte Krav, som Aandsanspændelse,

Nedskrivning og Oplæsning havde stillet til Kølles

let anfægtelige lille Person , havde drevet hans

Stemme til det hojeste Punkt af Tyndhed og

Blodet helt op i hans smaa Øjne. Han vendte

sig nu i mere end een Henseende spændt om

imod sin Redakteur.

Dennes Hænder havde imidlertid tilføjet Hals-

torklædets Hvidhed en ny Insult ved at lose det

op og knytte det igjen. Efter saaledes at have

vundet Tid til Overvejelse, afgav han sit \"otum.


241

Skjelmsmester, der under Enfolds Maske drev

Abespil med &Dampsprojtens Redaktionsprinciper

og sociale Situation. Men den oprigtige Ruelse,

han viste, da det blev ham klart, at hans Iver for

oph'ste

at forsvare sit med Smerte fodte Barn havde fort

ham for vidt , at Manden

Kristian om ,

havde handlet i god Tro og rimeligvis var intellek-

tuelt forhindret i nogensinde at handle anderledes.

Men at lille Samson var bleven for Alvor

vred, det kunde selv den tyndeste Opfattelse ikke

tage fejl af.


ogsaa for lille Samson ,

242

at her ikke var nogen

Underfundighed med i Spillet. Formildet herved

og tilfreds over at have faaet Lejlighed til at holde

Justits paa sit Kontor i en Fremmeds Nærværelse,

optog han den afbrudte Sag til Forhandling igjen,

idet han appellerede til Kristians Mening. 'Jeg

finder nemlig Efterretningen noget for vovet i den

Præcision, hvormed den angiver Emnet. En hi-

storisk Personlighed fra Svendborgs historiske Fortid

— det lader intet Spillerum tilovers. Jeg vilde

foretrække at sige i storre Almindelighed: fra

Fyens eller maaske fra det sydlige Fyens historiske

Fortid — hvad siger De til det?.

Kristian var for beskeden til at gjore nogen

Bemærkning om Realiteten af dette Forslag, men

henstillede blot med Hensyn til Formen af det

Kolleske Forfatterskab, om et kritisk Gjennemsyn

af Stilen ikke vilde være formaalstjenligt, inden

Artiklen overgaves til Offentligheden. Lille Samson

tænkte sig om et Øjeblik og ytrede da:

Stilen, siger Der Jo naturligvis. Kølles Stil

har endnu sine ]\Iangler — han er en Jiouio novns

i Journalistiken — en selfmade man — oprindelig

Bogbinder, senere Papæskefabrikant, nu Journalist

— svunget sig op ligesom de amerikanske Præsi-

denter — han har gode Ideer, men maa kontrol-

leres — især et udmærket Greb paa at behandle

Nyhedsleverandeurerne. Kommer de lobende her

hvert Ojeblik med en Skorstensild, som Ingenting

bliver til, eller en væltet Barnevogn eller en Ko,


243

som har revet sig løs, og forlanger deres femogtyve

Ore. ^len Kølle forstaaer at tage dem —

naar der ikke idetmindste er gaaet en Rude i

Løbet eller brækket et Ben, kan de gaa igjen med

deres Nyheder; der maa dog være en Grændse.

Kølle er ferm i mange Henseender, men Stilen . . .

Ja, gaa nu ind til Faktoren, Kolle, med de Fire,

saa skal vi fixe op paa den Femte. >

Kolle havde nydt denne anerkj endende Omtale

sammen med Resten af en i hans Pult forvaret

Bajer, hans sædvanlige x\andsstimulans, der imidler-

tid paa Grund af en eller anden organisk Grille

haardnakket afsatte sin stofifornyende Virkning paa

hans Korpus, uden nogensinde under sit Omløb

at naa som en kvægende og befrugtende Dug hen

til de ubekj endte Egne, hvor Kølles Aand maatte

antages at fore en tilbagetrukken Tilværelse som

pensioneret Invalid.

Det er i det Hele taget en vanskeli"; Tinsf

med Stilen, bemærkede lille Samson eftertænk-

somt, da han var bleven alene med Kri.stian, ' og

det er egenlig derfor, jeg har ønsket at knytte

Dem til mit Blad. De er Poet, saa De har For-

stand paa de Dele. Seer De, jeg troer nok, jeg

tør sige om mig selv, at jeg forer en rask Pen;

det gaaer voldsomt strygende for mig, og jeg har

mange hundrede Ideer i Hovedet paa eengang.

Men jeg kan ikke rigtigt — hvad skal jeg kalde

det? — saadan holde dem ud fra hinanden; de

løber sammen, og dertil gjør det jo ogsaa meget,

i6*


244

at jeg aldrig rigtig kan sætte Kommaer og Punk-

tummer, hvor de skal være - eller rettere sagt,

jeg kan naturligvis nok, men jeg giver mig aldrig

Tid til det, fordi mine Tanker altid er langt forude.

Men jeg indrømmer det, det er en Fejl, om

ogsaa kun en mindre. Stil maa der til; le style

cest rJw7ume , som han siger — han — Franskmanden

'^


«Bufifon,/ supplerede Kristian.

'Ja rigtigt, Bufifon — Digteren Buftbn. Den

Interesse, mine Artikler vækker ved deres Indhold

og især ved deres modige Tanker — jeg tør nok

sige, de fleste af dem vidner om personligt Mod

— kan ikke altid skjule denne lille formelle

Mangel. Og jo mere jeg bliver læst, jo mere

maa der ogsaa blive lagt Mærke til den. Jeg

veed, der tales om den ude i Byen; kan man

ikke imødegaa mine Argumenter — og det kan

man ikke, og derfor maa man i sin Impotens

gribe til det Fortielsess}-stem, som Kolle sigtede

til paa en noget kejtet IMaade — saa er man

glad, naar man kan finde en eller anden Knage

ved Formen at hænge sin Hat paa. Jeg sad ifor-

gaars hos a Porta og horte et Par unge Grosserer-

Driverter tale om min store Artikel forleden, den

om den unge Petersens Engagement ved det

Kongelige, De veed, med Overskriften National-

scene eller Kalkeballe?- Den Ene læste hojt for

den Anden, og saa sagde han — den Anden —

at det lod, ligesom naar der var \'rovl i Tele-


245

fonen; det skulde være en Vittighed, forstaaer De

nok, men i Virkeligheden var det en Kompliment,

det var de fremvæltende Tankers ]\I}ir, som deres

Kyllingehoveder ikke kunde rumme; men ganske

vist, lidt Klarhed kan der maaske nok mangle nu

og da, og nogle Kommaer og Punktummer kunde

vist gjore godt saadan hist og her. Dem skal De

sætte til, Knub, De maa forstaa Dem paa Stil,

De skriver Vers, saa De maa være vant til at

arbejde langsomt. Paa den Maade kommer De

allerbedst ind i det journalistiske Arbejde. De

gjennemlæser mine Artikler, De lærer min Fagon

at kjende og kan uddanne Dem efter den. Hvad

har De nærmest tænkt Dem?

Lille Samsons Tale mindede i hoj Grad om

hans skriftlige Præstationer: den var et rask Trav-

lob uden Forhindringer med korte Hovslag, der

klaprede mod Jorden. Han kunde lobe Banen

flere Gange rundt uden at stoppe, og det Ophold,

der indtraadte efter hans sidste Sporgsmaal, kom

derfor som en Overraskelse bag paa Kristian, der

havde været fuldt optagen af at se den lille Mand

pille febrilsk ved sit Halstørklæde med en resultat-

rig Bestræbelse for at faae dets Farve stemt nogle

Nuancer henimod Hagens sortsmuttede Naboskab.

Da Kristian i Overrumplingens første For-

bløffelse ikke havde noget Svar paa rede Haand,

gjentog lille Samson sit Spørgsmaal.

'


246

Kristian lagde ikke Skjul paa, at Theatret var

den Del af Verden, der mest fængslede hans Hu.

Theatreti Allesammen vil de sgu have noget

med Theatret at gjøre!;. udbrød Redakteuren ivrig.

»Milling vil skrive om Theatret, istedenfor at passe

sin Politik, Dam vil skrive om Theatret, istedenfor

at se Magistraten paa Fingrene, Søborg vil med

Djævels Vold og Magt ind i Theatret, skjøndt han

hører hjemme ved Siden af paa Charlottenborg;

om det saa er Kølle, det Fjog, saa har han lavet

sig en lille Næring ud af Theatret ved at rykke

ind, hvergang den røde Lygte er ude. Og nu vil

De ogsaa være Theateranmelder! Nej, min gode

Knub, Theatret beholder jeg selv. Ja, det vil sige,

engang imellem ,

naar

der er travlt , skal De faae

Lov at forsøge Dem, man er jo ikke en Fugl, der

kan være to Steder paa eengang. Naa, hvad det

var, jeg vilde sige — jo — ham, Nellerup, som

De var sammen med igaar — naa , De behøver

da ikke at blive rod for det, man kan ikke altid

vælge sit Selskab« — ved denne Bemærkning antog

lille Samsons Aasyn et tankefuldt Udtryk, som

om han rugede over en smertelig Erfaring — men

han er en Brugelighed; saadan en F}t, der dingler

om paa Knejperne fra Morgen til Aften, horer dog

altid en hel Del Nyheder. Spørg ham, om han

ikke skulde have Lyst til at entrere med 'Damp-

sprøjten*; femogtyve Øre pr. almindelig Nyhed ude

fra Byen og halvtreds for politiske R}-gter, at sige

hvis de stadfæster sig. Snak med ham om det,


247

og tag nu selv fat med det Samme. Man skal

aldrig give sig Tid til at tænke sig om ,

det

er

min Maxime, og den har jeg altid befundet mig

^>

vel ved .

Saaledes blev Kristian hvervet til en Virksom-

som, der i mange Maader stemte godt med hans

Naturs særegne Anlæg, og som man derfor ha\'de

Foje til at vente lykkelige Resultater af.


TOLVTE KAPITEL.

i=D


249

trængt dybt nok ind til at kue dens naturlige

Drifter, og de brod frem paa en hojst upassende

Maade i samme Nu, som den ved sit forste Besog

paa Kontoret fik Øje paa Redaktionskatten, der,

intet Ondt anende, sad og slikkede Solskin paa en

Bunke gamle Aviser henne i Vindueskarmen. Ikke

saasnart havde Hunden bemærket sin x\rvefjendes

Nærværelse, for den aabnede en ligesaa udholdende

som støjende Belejring ved under lydelig Gjoen og

idelig Springen at arbejde paa at komme i direkte

Haandgemæng med sin Modstander, der med krum-

met Ryg og strittende Borster indskrænkede sig til

en skarpt iagttagende Defensive, indtil den i et

belejligt Moment satte hen over Redakteurens Pult

og ud af et aabentstaaende Vindue. At smaa

Aarsager kunne have store Virkninger, fik man

atter ved denne Lejlighed et Bevis paa, thi idet

den i Springet væltede Blækhuset ud over et lige

fuldendt Manuskript og makulerede det i en red-

ningsløs Grad ,

frelste den rimeligvis den tekniske

Borgmester hans Embedsstilling ,

kunne været bevaret /or ham ,

der

neppe vilde

hvis det knusende

Angreb var blevet offentliggjort, som Redakteuren

her havde rettet imod ham med Opbydelse af alle

sin livlige Pens forvovneste Vendinger.

Kontoret var i en Tilstand af almindelig Be-

styrtelse, og Samsons skjældende Stemme hørtes

endnu højere og i en endnu mere stakkateret

Rhythme end Hundens Gjoen for. Hans Eruption

var fra først af rettet mod den firbenede Misdæder,


250

men vendte sig lidt efter lidt mod dens Herre

som den moralsk Ansvarlige. Nellerup plaiderede

sin Hunds Sag efter bedste Evne, og det lykkedes

ham omsider med sin kraftige Stemme at overdove

den almindelige Hurlumhej.

Det er et udmærket Dyr, forsikrer jeg Dem,

Hr. Redakteur! Men De maa billigvis tage i Be-

tragtning, hvor uvant han endnu er med den jour-

nalistiske Praxis. Naar han seer en Modstander,

flyver han lige i Flankerne paa ham uden Indled-

ning og uden Reservationer. Jeg indrømmer, at

hans Polemik er lidt hensynsløs, men den er ærlig,

hvilket dog nok maa kunne tilgives en Begynder i

Faget. Han kommer nok bedre efter det, og det

er saagu ikke umuligt, at han med Tiden kan til-

egne sig sommeligere Former for Omgangen med

sin ærede Samtidige og komme til at staa paa en

saa venskabelig Fod med den, .som det overhovedet

er gjørligt mellem Hund og Kat. I saa Henseende

vil han kunne profitere meget af Exemplet her, og

han er lærenem af Naturen — overordenlig lære-

nem. Jeg troer, han vil kunne blive et overmaade

nyttigt Medlem af Redaktionen. Det t}-der allerede

hans Navn paa.

< Hvad hedder den r .

spurgte

Samson og saae

allerede lidt formildet til det saa fordelagtig karak-

teriserede Individ.

« Spion, » svarede Nellerup tort.


een Ting, Nellerup: Katten, den er KoUes Foster-

barn og Protegé ,

og

her maa virkelig den ældre

Medarbejders Rettigheder gaa forud for den }"ngres,

det vil De selv finde billigt. Altsaa — indenfor

Kontordoren maa Deres Hund ikke komme —

det kollegiale Offer maa De bringe i Husfredens

Interesse. Er vi enige om detr

Med denne Indskrænkning blev Nellerup indstalleret

som jevnb}'rdig Medarbejder af eDamp-

sprojten , særlig paa Xyhedsleverancens Omraade.

Og i denne Branche gjorde han god Fyldest, især

efter at han havde lært Bladets Krav og Redak-

teurens Smag nærmere at kjende- thi i Begj^ndelsen

lagde han selv ingen Vægt paa Meddelelser, som

han senere mærkede netop vare de mest velkomne,

fordi Bladet kunde være sikkert paa at være ene

om dem. Efterat dette var gaaet op for ham,

trillede Femogt)-\'eorerne rigeligt ned i hans Lomme

som Vederlag for de interessanteste Meddelelser om

Lost og Fast, mest fra Theaterverdenen, som var

og blev Organets specielle Tumleplads. Længe

for et n}-t St}'kke skulde gaa over Scenen, kunde

cDampsprojten,-- takket være Nellerups Ihærdighed

og store Bekjendtskabskreds, meddele sine henrykte

Læsere, hvilken Farve den komiske Hovedpersons

Paryk vilde have ,

hos

hvilken Handskemager Pri-

madonnaen havde bestilt de Fjortenknappers til

Ballet i tredie Akt ,

om

det var rigtig The ,

Inge-

nuen bod om i fjerde Akt, og hvor Forfatteren

efter Forlydende agtede at spise til Aften efter


Forestillingen — Meddelelser, der serveredes som

en Række Smaaartikler med selvstændige , mere

eller mindre pikante Overskrifter og stundom, naar

de vare særlig fyldige, klovedes ud til flere Stykker

ligesom Pindebrænde. Sin foreløbig varmest an-

erkj endte Præstation leverede Nellerup ,

da

en af

hans Venner, en Tandlæge, havde været indiskret

nok til at betro ham, at Operaens første Sanger-

inde havde faaet et Par Tænder plomberede hos

ham; denne Nyhed forekom lille Samson sensationel

nok til, at han selv vilde ødsle sin Aandrighed paa

dens redaktionelle P"remtræden, og da den Morgenen

efter stod at læse i Spidsen af Bladet, bar den da

ogsaa Præget af Mesterens Haand :

den

havde den

pikante Overskrift


253

under Overskriften hemmelig Forlovelse ^ led lige-

saa meget af moralske som af logiske Skavanker;

men lille Samson var altfor forhippet paa at give

sin redaktionelle Alvidenhed et saa eklatant Testimonium

og beroligede Meddeleren med den Er-

klæring, at han selv tog hele Ansvaret paa sig.

Han kom ogsaa til at bære det i et noget større

Omfang , end han maaske havde tænkt sig , thi

en skummel Aftenstund kom lille Samsons Kind i

en ligesaa uventet som ublid Beroring med en

haard Haand, hvilket voldte ham baade en legemlig

og en sjælelig Smerte , som dog snart fortog sig

under det stigende Indtryk af den Bevidsthed, at

han var Offer for en desværre endnu ikke udryddet

Bornerthed i Opfattelsen af Pressens Forpligtelser

overfor Publikum og Grændserne for dens Virk-

somhedsfelt.

Kristian tog sig med stor Iver af sin journali-

stiske Gjerning og følte sig veltilfreds med den.

Krævede den ikke meget Arbejde, saa indeholdt

den til Gjengjæld meget af dettes Surrogat, Travl-

heden, og udfyldte Tiden med en hojst forskjellig-

artet Gjerning, der uddannede Kristians Aand i

mange Retninger, Han førte Pennen med en vis

Smidighed og blev derfor snart en betroet Mand i

Redaktionen, saa at han endog blev indsat i den

vigtige Værdighed som Pariserkorrespondent. I denne

Egenskab skulde han ved Hjælp af de franske Blade

i «Athenæum» sammensætte et ugenligt Brev fra

den livlige By ved Seinen, der jo aldrig lod det


254

mangle paa interessant Stof, og han opnaaede ved

nogen Øvelse en ikke ringe Virtuositet i at identi-

ficere sig med den elegante og aandrige Pariser,

der fingeredes at være Dampsprojtens>- specielle

Korrespondent. Det havde en egen Charme for

ham, naar han med Notitsbogen fuld af Optegnelser

var naaet fra Athenæum gjennem Antonistræde

og Pilestræde til sit Hjem, at sætte sig til Skriv^e-

bordet og begynde sin Korrespondance med en

Indledning som: 'Boulevarderne have idag været

usædvanlig animerede. Medens jeg efter Sædvane

tilbragte


^D5

sjeldneste primcurs havde han som ved et Trylle-

slag skaffet tilveje, et internationalt Stævne af alle

Landes og Haves kosteligste Produkter ,

o. s. v.

Til andre Tider var det Metamorfoser af anden

Art, der fordredes af Kristian, og især maatte han

j evn lig anlægge en ærværdig og erfaren Gammelmandsmaske.

Det var nemlig et af lille Samsons

redaktionelle Principer, at Biografierne af heden-

gangne Berømtheder skulde have Præg af at hid-

rore fra meget nærstaaende Bekjendte eller intime

Venner blandt de Afdodes Samtidige, der antoges

at gribe Pennen i samme Øjeblik, Dødsfaldet blev

dem meldt, for at «Dampsprojten» ikke skulde

savne en udførlig Nekrolog næste Dag. Skiftevis

maatte Kristian saaledes optræde som alderstegen

Statsmand, der meget nøje mindedes Wienerkon-

gressens hemmelige Forhandlinger, som litterair

Mæcen, der havde været med i mangt et aandrigt

Lag, hvor Improvisationen var slaaet ud i lysende

Flammer, eller som kunstforstandig Dramatiker,

der havde givet den nu bortgangne Skuespillerinde

mere end eet godt Raad ved hendes Indtrædelse

paa den sceniske Løbebane. Da de Dode ere i

Besiddelse af den elskværdige Egenskab, at de

ikke tage til Gjenmæle mod nogensomhelst mindre

korrekt Gjengivelse af deres Livsfata, vakte disse

Artikler megen Interesse for Bladet og gav det en

vis Anseelse, som mere end alt Andet berettigede

lille Samson til at lykønske sig selv til Erhvervelsen

af Kristians Medarbejderskab.


256

Nogle gamle Bekjendte gjenfandt Kristian til

sin større eller mindre Forbauselse her ved Bladet.

Den Første var Hyssing, der havde forladt sit

gamle Trykken for at give sig hen til det mere

indbringende Bladarbejde; hvorvel han aldrig ud-

talte sig om Grunden til den saaledes efterstræbte

Indtægtsforøgelse, fik Kristian dog af en og anden

ubevogtet Ytring, sammenholdt med egne Iagt-

tagelser, Færten af, at Hyssings poetiske Husfælle

til Tider, naar Stemningens var ualmindelig sen-

drægtig til at indfinde sig, beærede den brave

Sætter med fortrolige Meddelelser om Situationens

Tryk og deraf følgende Beredvillighed til at mod-

tage en foreløbig Subvention. Hyssing var stolt

øer glad over at komme i et saadant understottende

Forhold til Litteraturen, og for altid at være istand

til at kunne fyldestgjøre slige smigrende Krav,

havde han paataget sig det anstrengende, men

bedre betalte Natarbejde, som kræves af Blad-

sætteren.

Det andet velkj endte Ansigt, Kristian saae

dukke op paa Dampsprøjtens; Redaktionskontor,

overraskede ham paa en næsten forstenende ]\Iaade,

da det fremtonede første Gang. Og ikke mindre

talende var det paagj ældende Ansigts Blanding af

Forlegenhed og Forundring, da det saae Kristian

placeret mellem det faste Redaktionspersonale.

Det tilhørte nemlig ingen Anden end Grandonkel

Gram

Han blev modtaeen af Redakteuren med en


257

protegerende Fortrolighed, hvoraf det fremgik, at

han maatte være en gammel Ven af Huset.

Naa, hvad bringer De idag, gode Agent? •

spurgte lille Samson og strakte Haanden ud ,

som

om han forud var vis paa ikke at faae den tom

tilbage.

' Aa,

det er ikke noget \'idere, svarede Gram

lidt lavmælet og skottede hen til sin Slægtning.

«Jeg har fattet mig i Korthed og kun ladet Kjends-

gjerningerne tale. Men de er jo ogsaa af en saa-

dan Natur,« vedblev han og talte sig varmere,

greben af sin Sags Retfærdighed, ^at der ikke let

i noget andet Land skal findes Sidestykke til dem,

ikke engang i de absolutistisk regjerede. Vil

Redakteuren selv se — værs'artig , her har

jeg det.»

Af en omfangsrig Tegnebog fremtog den \'ær-

dige Mand et beskrevet Papir og gav det hen til

lille Samsons pro vende Bedømmelse.

Et fornøjet Smil bredte sit foryngende Udtryk

over Redakteurens granskende Dommeraasyn, da

han havde faaet Manuskriptet udbredt for sig og

lod sine Øjne løbe hen over det. '; Administrativt

Smøleri — det er meget godt ! meget godt

— Anmeldelse af Borgerskab som Øltapper og

Værtshusholder — henligget til Besørgelse otte

Uger i Magistraten — Anmelderen imidlertid

drukket sin Anlægskapital op — indlagt paa Lade-

gaarden — Borgerskabet værdiløst — grundlagt en

Families Velfærd, hvis kommet i rette Tid — Det

17


er udmærket I udmærket,

258

Hr. Agent I Den

ikke lade være at svare paa!>

kan de

Dette sidste Motiv var altid det mest afgjorende

for lille Samson overfor de Artikler, Agent Gram

modte med. Redakteuren af '. Dampsprøjten » led

af en sygelig Ærgjerrighed i Retning af at blive

observeret af Kommunens og Statens Myndigheder,

og han havde som Følge heraf en udpræget For-

kjærlighed for rigoureuse Angreb paa Autoriteterne,

naar de kunde antages at maatte fremkalde en

officiel Imodegaaelse , der da altid blev trykt paa

et fremtrædende Sted i Bladet med en overlegen

Indledning, der under en nonchalant Bemærkning

om, at vi have fra Kontorchefen i det og det

Kontor modtaget nedenstaaende Forklaring i An-

ledning af det i vor Artikel af den og den Dato

paaankede Forholds skjulte lille Samsons inderlige

Glæde over at forhandle som jevnb}Tdig med Ad-

ministrationen. I Henseende til denne Ærgjerrigheds

Tilfredsstillelse var Agent og Rentier Grams

Medarbejderskab meget værdifuldt. Den Interesse

for Almenvellet, der altid havde været et frem-

trædende Karaktertræk hos Kristians bedagede

Slægtning, havde efter hans Tilbagetræden fra

Forretningslivet forenet sig med hans rigelige

Otium til en højst frugtbar Virksomhed, der kom

•Dampsprojten > tilgode. Paa lange Spadseretoure

opsøgte han med Lidenskab uvandede Vej.stræ-k-

ninger og lumske Glidebaner, satte Livet ivovc for

at prove det nyfrosne Islags Bærekraft og overlod


259

sig med Dødsforagt til overlæssede Sunddamperes

faretruende Befordring, kontrollerede med Vellyst

Ofrene for Magistratens Træfældning, udmaalte med

Tommestok i Haanden n}'opforte Bygningers Frem-

spring foran Gadelinien, indkjobte med pekuniair

Opofrelse Snese af Æg paa Gammeltorv i Haab

om at finde de fleste raadne, subskriberede paa

alle Leveringsværker for at kunne konstatere uop-

fyldte Forlæggerlofter og spillede i fremmede Lotte-

rier for muligt at have det Held at blive bedraget

for Gevinsten — Alt for at kunne have den Glæde

at se sine stilistiske Indlæ-g for det oiJentlige Vel-

være publicerede af '< Dampsprøjten > som Udtalelser

fra «en Abonnents, en Ven af Retfærdighed >

';en Stemme i Publikum », «en Ynder af offentlig

Orden » eller en Beboer af Rosenvænget ,

skjøndt

Vejviseren oplyste om, at Indsenderens Bohg var

beliggende i Brogade paa Kristianshavn. Muligt

var det paa Grund af denne personlige Kontrol,

det var Grandonkel Gram en mindre behagelig

Overraskelse at træffe sammen med Kristian paa

hans Livorgans Kontor; vist er det ialtfald, at han

efter det første Møde forlod Redaktionen uden at

give den nogen Oplysning om det tilstedeværende

Slægtskabsforhold. Senere fik imidlertid andre Be-

tragtninger Lov at gjore sig gj ældende, og det

varede ikke længe, inden han ikke alene havde

forsonet sig med sin unge Frændes Indtrædelse

paa den journalistiske Bane, men endog fandt den

baade tilfredsstillende i Nutiden og forjættende for

17*


26o

Fremtiden, i hvilken Henseende det var Grandonkel

Gram en opmuntrende Tanke, at Mænd som Thiers,

Guizot og lignende Kapaciteter havde beg}'ndt deres

eminente Livsvandel i Pressen; i hans Beklagelse

over, at han selv først i en altfor fremrykket Alder

var slaaet ind paa denne banede Vej til Roes og

Magt, var det ham en Trøst, at hans Slægt skulde

oprette, hvad han havde forsømt, og der etablere-

des derfor paany et venskabeligt Forhold imellem

ham og Kristian.

Dette var ikke den eneste Fordel, Kristian

havde af sin Virksomhed som Journalist. Den

førte ham ind i en Mangfoldighed af Forhold, som

han tidligere kun havde ha\t et meget fl)'gtigt

Kjendskab til, og da han var opfyldt af Sandheden

i den Grundsætning, at selv hvad der s}"nes at

ligge Personligheden fjernest, kan blive et Middel

til dens Udvikling, udfoldede han stor Iver for

at faae saa megen Indsigt i allehaande Fabriks-

forhold , Handelsvirksomheder ,

Bankforretninger,

Inddæmningsarbejder, Byggeforetagender, Kommu-

nikationsforanstaltninger , at han kunde skrive let

og læseligt om dem; og mere end eengang kom-

plimenterede han sit eget gode Hoved for den

Lethed, hvormed det assimilerede saa forskjellig-

artede Emner.

Han overraskedes derfor ikke af Mangel paa

Forberedelse , da han en taaget Novemberdag

sendtes ud for at referere Aabningen af et kommunalt

Byggearbejde , til hvis Paabeg}'ndelse man


26l

havde udbedt sig Pressens Nærværelse. Det var

et Brobygningsforetagende , som henhorte under

Etatsraad Bugges Departement, og til Opforeisen

af Pillerne skulde der for forste Gang prøves en

ny Fremgangsmaade , hvortil Planen var udfundet

af Kastrup, hans hojtbetroede Ingenieur, hvis Selv-

følelse han benyttede enhver Lejlighed til at hæve,

fordi han vidste ,

at

den havde Grundlag nok at

hvile paa. Sommeren igjennem havde Polj'tek-

nikerens langstrakte Skikkelse kun sjeldent kastet

sin Skygge i den gamle Have bag Gaardene i Store

Kongensgade ; Dag

sine Tegninger ,

og Nat havde han siddet over

og for sine Udmaalinger og Be-

regninger havde han forsømt at lægge Mærke til

de fagre Tidsmaalere, der med bristefærdig Knop,

med udfoldet Blad og modnende Frugt betegnede

Aarets fremskridende Gang. Men nu var han for-

længst færdig med sit Arbejde, og fra Papiret var

det allerede traadt over i haandgribelig Virkelighed

og stod ude i Vandet i Skikkelse af den kolossale

Smedejerns Cylinder, indeni hvilken Bropillen skulde

opmures fra Havbunden af.

Fra Land førte en Træbro ud til det vældige

Bjælkeværk ,

hvis Kjættinger havde baaret den

umaadelige Jernmasse under dens Nedsænkning i

Vandet ,

og

som den endnu var befæstet til med

svære Kjæder. Hvad der saaes over Vandskorpen,

lignede mest to formidable Jernkjedler, den ene

stillet ovenpaa den anden med Bunden i vejret, den

øverste betvdelig mindre i Omfang end den underste


262

en tredie, den storste og hojeste, var den paa Hav-

bunden hvilende Cylinder, der helt skjultes af Van-

det og først vilde komme tilsyne lidt efter lidt i

Tidens Lob, efterhaanden som Opmuringsarbejdet

skred frem.

Noget længere borte , ved den ene Ende af

Bjælkekonstruktionen, var det store Maskinhus op-

ført, hvor Damppumpen skulde være igang for at

fore Luft ned i den undersøiske Klokke til Arbej-

derne, som vare beskjæftigede dernede.

Det var flinke og raske Folk, disse Arbejdere,

og deres daglige Dont udførte de baade dygtigt

og udholdende. Men nye Experimenter vare de

ikke meget villige til at gaa ind paa. De mente,

at Et var Regnestykker om Lufttryk og \^ægtfylde,

udførte i en lun Stue af en lærd Mathematiker, et

Andet var det at betro sit Liv til et aldrig for

prøvet Apparat og maaske lide Kvælningens ynke-

lige Død paa Grund af en Fejl i en Decimalbrøk.

Men paa disse Folks Maade havde de kun talt

indbyrdes mellem sig selv herom og lovet hver-

andre, at den Ene ikke vilde fordærve Spillet for

den Anden ved nogen overilet Redebonhed til at

vove det farlige Forsøg.

Inde paa Land, noget borte fra Arbejderne,

stod de Indbudtes Forsamling: Regjeringens og

Kommunens Repræsentanter, tekniske Autoriteter,

der vare spændte paa at se, hvorledes Udfaldet af

dette nye Experiment vilde blive, Pressens Udsen-

dinge, der skulde beskrive det Mele fra først til


263

sidst og vare ivrige for at faae Notater indforte i

deres Boger. Kristian havde den Fordel fremfor

sine Kolleger, at han kjendte Manden for det

Hele , Kastrup , og han saaes ogsaa i en livlig

Konference med ham , opskrivende halvt og kvart

forstaaede tekniske Opgivelser, alt imellem skot-

tende over til Ingeborg, der stod ved Etatsraadens

Side helt henne ved Brohovedet, og trøstende sig

med, at han i Mangel af en udtømmende fagmæssig

Forklaring vilde kunne give sit Blad en stemnings-

fuld Beskrivelse af det hele Sceneri: den lave, tunge

Novemberhimmel med ilende graalige Skyer, de

grumsede Bolger med smudsighvide Skumkamme,

der plaskede op imod Jernkolossens okkerrode Sider

og dannede en fraadende Krands omkring den, den

hvide Damp, der i smaa Puf udsendtes fra Pumpe-

maskinen, og den hele Forsamling, der frysende

og smaastampende stod langs Bolværket og ventede

utaalmodigt paa, at Forestillingen skulde begynde.

Alt var i Orden til at der kunde tages fat

paa Værket; Klokkens Indre var pumpet fuldt af

koncentreret Luft, som maatte have lagt Bunden

tor, saa Udgravningerne kunde begynde. Kastrup

begav sig hen til Arbejdernes Gruppe for at ud-

tage den Deling, der skulde sendes ned og fylde

Spanden med de -første Prøver af Havbundens Lag

som Symboler paa, at det store Brobygningsarbejde

havde taget sin Begyndelse.

Men de sex Mand ,

han

udpegede ,

nægtede

at gaa ned. Insenieuren maatte undskylde, sagde


264

deres Talsmand, men de havde ingen Sikkerhed

for, at de kom levende op igjen, og de havde

Kone og Born at sørge for. Der havde Ingen

været nede i Klokken endnu, og de vilde ikke

sætte Livet ivove for nye Opfindelser, som ikke

havde staaet deres Prøve.

Kastrup gjorde dem alle mulige Forestillinger

for at overtsde dem om, at her slet ikke var Fare

paafærde, men hans Fremstillingsevne var mangel-

fuld til daglig Brug og dobbelt, naar han kom i

Affekt, saaledes som nu. Arbejderne fik snarest

Indtrykket af, at han famlede i det og ikke engang

rigtigt kunde forklare sin egen Konstruktion, og

det blev dem forholdsvis let at holde det Løfte,

de havde givet hverandre: ikke at lade sig over-

bevise.

'Er her ingen ugifte Folk imellem Jerr: raabte

Kastrup. Kone og Born er jo et godt Paaskud

— træd frem, hvem der er los og ledig, og giv

de Andre et godt Exempel. -

Xogle ugifte Arbejdere sondrede sig fra

Gruppen, men de vare ikke mere tilbojelige til at

vove Forsøget end deres Kamerater. & Livet er

alligevel kjært, Hr. Insenieur!» sagde en forsoren

Kjobenhavner ,

Vegne.

som

forte Ordet paa de Andres

Kastrups lange Parlamenteren med Arbejderne

begyndte at vække Opmærksomhed hos den øvrige

Forsamling. Etatsraad Bugge traadte hen til

Gruppen for at faae at vide, hvad der var ivejen.


265

og i hans Fraværelse nærmede Kristian sig Inge-

borg.

•:


• 266

(Aa ja,;> svarede Kastrup med et vemodigt

Smil; «det er Flokken derhenne det bedste Bevis

paa — den Tro, de har til mig, kommer jeg nok

som oftest til at lade mig noje med, om jeg saa

nok saameget veed med mig selv, at mine Ar-

bejder er rigtige og nøjagtige. Jeg har ikke det

hos mig, der vækker Begejstring og ægger til

Efterfølgelse. » Han saae mismodig ned i det graa

Vand, der plaskede omkring hans saa uretfærdigt

mistænkte Maskine, som om det med travl Smaa-

snakken vilde betro den, at hverken den eller dens

Fader nød nogen grundmuret Kredit her i Verden,

om de saa vare byggede af nok saa solidt et

Materiale

«Hvad vil De nu gjore?;; spurgte Ingeborg.

< Ja, nu gaaer jeg selv ned, om det kan hjælpe

noget, > svarede han; skjondt det vil vel neppe

forslaa til at sprede Frygten hos Arbejderne.


267

Etatsraad Bugge betragtede hende med en

Faders stolte og beundrende, men tillige kjærligt

bekymrede Blik, skjondt det ikke var hans Blod,

der flod i hendes Aarer.

'vKom nu!» raabte Ingeborg og afbrod alle

videre Indvendinger ved at stige op paa Broen.

Indh}'llet i sin Regnkaabe bevægede hendes slanke

Skikkelse sig henad Bjælkerne i en skarp Silhouet

mod den graablege Luft. Bagefter fulgte Polyteknikerens

høj skuldrede Figur med de lange Arme,

som bar Hakke, Spade og Spand i svajende Be-

vægelse under Gangen.

Almindelig Forundringsmumlen hortes i hele

Forsamlingen, ikke mindst i Arbejdernes Klynge.

Da det blev Kristian klart, hvad det var, der

skulde foregaa, blev han greben af ædel Begej-

string over dette Heltemod; han forstod saa godt,

at Ingeborg, der var voxet op blandt Digtningens

skjonneste og handlekraftigste Skikkelser, kunde

gribes af en saadan stor Tanke, og han fortalte

med en Glæde, som om han havde Del i hendes

Bedrift, til Alle og Enhver, at den unge Pige var

en Datter af Digteren Sandmark.

De vare naaede ud til Klokkens øverste Kjedel.

Kastrup aabnede Indgangen, og uden videre Hilsen,

uden Afskedsviften eller andet Farvel, forsvandt

de To bag den svære Jerndør, som atter lukkedes

efter dem.

Der var blevet stille i Forsamlingen. Alle

Ojne stirrede ud imod Kolossen, der truende og


268

alvorlig ragede frem af Vandet, som rugende over

en Hemmelighed. Der hortes ikke anden L)-d

end Dampmaskinens Stempelslag og Vandets Pla-

sken. Man spurgte hviskende hinanden, om de

nu kunde være naaede ned under Vandlinien, og

hvor dybt under denne Havbunden laa. Arbejderne

havde blandet sig mellem de andre Tilskuere og

gav med dæmpet Stemme, paa deres sædvanlige

rolige ]\Iaade, men dog med et spændt Udtr}'k i

Ansigterne, de Oplysninger, de raadede over.

Efterhaanden udbredte der sig en Fornemmelse

af, at \>ntetiden havde varet uendelig længe, og

Frygten begyndte at komme tilorde. Hvorledes

vilde man faae at vide, om de vare i Behold? Og

hvad skulde der foretages, hvis der slet intet Tegn

hortes nede fra Klokkens Bund? Man saae hen

til Dampmaskinen, om dens Aandedræt gik sin

regelmæssige Gang og tilførte de Indelukkede

Livets Strøm, Luft til deres Lunger. Jo, den ar-

bejdede støt og sikkert. Men sæt, der var Brud

paa et af Ledningsrorene ! Isaafald havde Klokken

jo forlængst rummet to Lig, medens man havde

staaet her og ventet og ventet . . .

Da lod der paa eengang tre sikre, klingre

Metalslag op igjennem Klokkens Jernside. Tyde-

ligt og klart brod de igjennem Vandskorpen og

hørtes af hele den stille Forsamling som kraftige

Signaler, givne af en fast Haand med bestemt ud-

maalte korte Mellemrum.

«Nu er de paa Bunden I- lod det fra den Ene


269

til den Anden, Ansigterne opklaredes og Tungerne

lostes igjen. Den første Spænding var forbi, og

med den var Følelsen af noget Farefuldt veget,

saa at man nu i Ro og under alskens Samtale

imodesaa Opstigningen.

Som Ingeborg havde sagt, var hun fortrolig

med Dykkermaskinens Konstruktion og forskræk-

kedes derfor ikke over den ejendommelige For-

nemmelse, der overkom hende, da hun fra det

første Rum i Klokkens Overdel, Forkammeret, var

bleven lukket ind i dens næste Afdeling. Her var

man i den egenlige Klokke, som Maskinen stadig

tilførte sammentrængt Luft. Dennes stærke Tryk

paa Legemet føltes især som en ubehagelig Spæn-

ding af Trommehinden, og kun ved idelig at fore-

tage Synkningsbevægelser med Svælget, kunde

dette Tryk lempes. Det medførte en vis Følelse

af ÆngsteHghed, som Ingeborg maatte bekæmpe

ved atter at stille sig klart for Øje, at hun havde

fuld Tillid til Ka.strups Duelighed og Paalidelighed.

Hendes Ledsager aabnede en Ventil, og der

strømmede atmosfærisk Luft ind i Rummet; herved

ophævedes det stærke Tryk for en Del, og det

blev muligt at aabne den Lem i Gulvet, hvori-

gjennem Nedstigningen til de nedre Afdelinger

skulde finde Sted. Den gik for sig ad stejle

Trapper, førende fra Rum til Rum. De steg ned

langsomt, forsigtigt og tause, følende sig for fra

Trin til Trin i det svage Dagskjær, som faldt ind

gjennem de tykke Glasruder i Klokkens Laag. I


270

det nederste Rum stod de som i en hvælvet Kj æl-

der med Havbunden under deres Fødder.

Se saa — nu er vi paa Havsens Bund,v sagde

Kastrup, der allerede havde faaet mere Frejdighed

nu, da han befandt sig saa at sige paa sit eget

Territorium. '


2/1

«Gid den nu maa virke paa Kujonerne deroppe

og give dem lidt JMod i Brystet.:

'Og gid den maa virke paa en vis modig

Mand hernede, » tilføjede Ingeborg, «og give ham

lidt mere Selvtillid, end han før har havt. -^

'Var det Deres Mission, Ingeborg ?> spurgte

Kastrup og snappede efter Vejret, dog ikke saa

meget paa Grund af Lufttrykket udefra, som fordi

Pumpeværket i hans eget Bryst blev noget uregel-

mæssigt i sin Funktion.

«Hvis De vil tillade mig den, saa svarer jeg

Ja,» sagde Ingeborg. -Men jeg havde ogsaa en

anden Grund. Jeg har i hele mit Liv aldrig seet

en Bedrift, endsige deltaget i den. Nu har De

og.saa hævet min Selvfølelse ved at gjøre mig

delagtig i en.;)

Kastrup følte sig saa stolt og glad søm ingen-

sinde før. Hele det kuende Tryk, som Bevidst-

heden om det Nøddeknækkeragtige havde lagt paa

ham, særlig overfor denne unge Pige, var som

veget fra ham, og en Tanke, hvis Udforelse altid

havde staaet for ham søm noget uendelig Fjernt

eller Umuligt, laa ham nu saa nær, at han imodesaa

en vis Afgjørelsens Stund uden Frygt. Men

ikke hernede skulde den komme, overrumplende i

Mørket som en Tyv om Natten — nej, deroppe

i det fulde, ærlige Dagslys.

«Hvør det er underligt, » sagde Ingeborg tanke-

fuldt. «Det er dog ikke ret længe siden jeg selv

stod deroppe mellem de mange Mennesker, og nu


har jeg næsten vanskeligt ved at tænke mig, hvor-

ledes det Hele seer ud, naar man staaer ved Bol-

værket og seer ud paa Klokken — saa hurtig og

stærk en Forandring har jeg aldrig oplevet. Det

skulde ikke undre mig, om jeg havde tilbragt otte

Aar hernede ligesom Agnete. — Men,v tilføjede

hun og rodmede — heldigvis dog ubemærket paa

Grund af Halvmørket — ved Tanken om, hvad

der var vederfaret Agnete i Havmandens Bo : « nu

er det vel paatide at tænke paa Oprejsen.

Da hørte hun Engellands Klokker de klang, .

citerede Kastrup i et Udbrud af overvældende

Fryd. Men bi lidt — lad mig forst give dem

Signal deroppe.

Atter slog Spaden tre klingende Slag mod

Klokkens Jernside — de tonede klart op gjennem

Vandet, og Alles Øjne rettedes forventningsfuldt

mod Døren paa den øverste Kjedel.

Det varede ikke længe, inden den aabnedes,

og Ingeborg traadte ud. Højt løftet i den ene

Haand holdt hun den lille Spand, vendte Bunden

i\"ejret paa den og lod en Hagl af Smaasten og

Grus udg}'de sig som en Hilsen fra Dybet der-

nede.

Et vældigt Hurra modtog hende og Kastrup,

og da de vare komne iland over Broen, omringedes

de af Forsamlingen, af hvilken hver Enkelt vilde

trykke deres Haand og hilse paa dem. Arbej-

dernes Formand trængte sig frem med Kaskjetten

i Haanden og knugede higeborgs Højre i sin


273

haarde Næve. < De har rigtignok givet os en al-

vorlig Lektion, lille Jomfru, det skal jeg aldrig

nægte,) sagde han; < men

ligegodt skal De have

Tak for den, og et Hurra til fra mig og Kame-

raterne. >

Kristian havde banet sig Vej hen til Kastrup

med Notitsbogen i Haanden. 'Aa, hor et Øjeblik,*

sagde han, giv mig et Par Oplysninger om, hvor-

ledes der saae ud dernede paa Bunden.

'.Dernede paa Bunden?) svarede Kastrup og

lo over hele Ansigtet. «Der var dejligt — det

er Alt, hvad jeg veed.»

Denne noget almindelig holdte Betegnelse

overlod det til Kristians egen Fantasi ,

selv at

udmale sig et hvilketsomhelst Udstyr af Kæmpe-

polyper, Koralforgreninger og Tangskove, der

maatte ansees som passende Stilprydelser for et

velformet Referat. I hvilket Omfang han benyttede

denne Licens, kan ikke oplyses her, men vist er

det, at «Dampsprojtens V Beretning om Broarbejdets

Paabegyndelse var den livligste og mest velskrevne

af alle Dagbladenes og navnlig med varme Ord

omtalte og udmalede Dagens heroiske Episode.

Thi da Kristian paa Vandringen fra Begivenhedens

Skueplads til Redaktionskontoret ved en af de

hgesaa hyppige som upaakaldte Ideassociationer kom

til at tænke paa Etatsraad Bugges Ord til ham i

hans Barndomsdage: «Det er bedre at være en

af de handlende Mænd, end at sidde hjemme i sin

i8


274 .

Stue og skrive om dem — da satte han sig for

at lægge al den Fynd og Flugt i sit Referat,

som han kunde opbyde, for at vise, at ogsaa

Pennens Skildring er en Bedrift, der har det store

og skjonne Hverv, at samle Folkets Opmærksomhed

om den dygtige Handling og frelse den

fra at glemmes.

Da Kristian sent om Aftenen havde læst

Korrektur paa sin Artikel, bragte han den selv

ind i Trykkeriet. Han havde Trang til at tale

et Ord med Hyssing om deres fælles Veninde

og føje et mundtligt Supplement af mere personlig

Art til den trykte Beretning.

Det var, som om Sætteren havde ventet ham

længe, thi endnu inden Kristian havde faaet sagt

et Ord, maatte han give sit sprængefærdige Indre

Luft i den Ytring:

«Naa, Kristian, idag er der rigtignok Nyt hos

Sandmarks !

Hvad da?» spurgte Kristian nyfigent, ventende

en interessant Meddelelse af litterair Natur.

«Saa Du har ikke hort det? Det var da

morsomt, at jeg skulde blive den Forste til at

fortælle Dig det. Naa — ja, det vil glæde Dig,

ikke mindre end det har glædet mig: Froken

Ingeborg er bleven forlovet — men Du maa ikke

sætte det i Avisen.

Ingeborg forlovet! Kristian gjennemrisledes

af en underlig varm Strom, og Gasblusset over


I

Sætterkassen blev saa sælsomt hvidt og flimrende.

I samme Nu folte han sig som en besynderlig

dobbelt Existens: han knugedes af en navnløs

Smerte, men kunde paa samme Tid nyde sig selv

som det interessante OlTer for en overvældende

Ulykke ; han greb med uhyggelig Klarhed sig selv

i Tanken om, at man i saadanne Øjeblikke bor

vise sin tilbagetrængte Lidenskabs Magt ved at

bryde Noget istykker eller kramme et Papir i

Haanden, men var samtidigt hermed saa alvorligt

betagen, at han harmedes over de uværdige Paafund,

hans Fantasi var tojleslos nok til at mode

med selv i en Alvorsstund som denne.

Ingeborg forlovet! Og med hvem.-

':Med en flink ung Mand,» forklarede Hyssing

med det glade Sinds Udfarlighed, «en Polytekniker,

som hedder Kastrup. De har truffet hinanden hos

Etatsraad Bugge, den Hædersmand, og der fandt

ogsaa Forlovelsen Sted i Middags. De kom kjø-

rende hjem til Sandmark for at bede om hans

Samtykke, som han jo gjerne gav; det vil jo paa

en Maade blive en Lettelse for ham, skjondt han

jo vil komme til at savne Ingeborg en hel Del.

Ikke at tale om mig, stakkels Stymper,* tilføjede

Sætteren og sogte at blive Herre over nogle bæ-

vende Bevægelser, som hans Mundvige tillod sig

paa egen Haand. «Hun kom ind til mig, det vel-

signede Barn, da jeg var et Lob hjemme i Mørk-

ningen, og fortalte mig det Hele og talte om sin

i8*


2/6

Forlovede og om Etatsraaclen , der

har saamegen

Interesse for hende, fordi han nok har kjendt

hendes Moder og siger, at hun minder ham saa-

meget om hende. Naa, var det ikke en Nyhed,

Kristian? — bedre end nogen af dem, der staaer

i Avisen imorgen.»

Jo, det var unægtelig en stor og folgevigtig

Nyhed. Og imorgen stod Kristians L3-konskning

til de Nyforlovede at læse i Bladet i Skikkelse af

hans begejstrede Referat! Dette Spil af Tilfældet

forekom ham at have en vis dæmonisk Karakter,

som det var ham en smertefuld Vellyst at tænke

paa midt i hans Sorg.


TRETTENDE KAPITEL.

Læsei-en overværer Forberedelserne til et meget

interessant Numer af „Dampsprojten."

t Livet var tomt og Glæden død, var

en Betragtning, som Kristian helt og

holdent hengav sig til i den første

Tid efter den i forrige Kapitel afslut-

tede Begivenhed; var Nogen traadt

ham for Øje med en optimistisk Opfattelse af

Verden og dens Gang, vilde han i sit stille Sind

have trukket medlidende paa Skuldrene af den

Mangel paa Erfaring, som en shg overfladisk Synsmaade

vidnede om. Men det laa i hans Karakters

Stolthed, at Ingen maatte være vidende om den

Sorg, han gik og bar paa, og han deltog som for

baade i det daglige Redaktionsarbejde med de

mange adspredende Episoder, det medforte, og i

de aftenlige Fornøjelser, som han ikke kunde und-

drage sig, hvis han ikke vilde vække Nellerups

Mistanke om, at han dulgte Noget for ham. Kan


hænde ,

2/8

at han endog med større Energi end for

dukkede sig ned i Fornøjelsernes hvirvlende Vande,

fordi det voldte ham en egen Nydelse at sidde i

larmende Lokaler, omgiven af Hundreder af Men-

nesker, og derved med dobbelt Styrke føle, at han

var i dybeste Forstand ene med sin Sorg og sine

Minder.

Men fra denne mandige Holdning, for hvilken

Kristian kun kan prises, udgik der lidt efter lidt

Paavirkninger , som umærkeligt forandrede hans

Betragtningsmaade , saa at han, uden at kunne

gjore sig Regnskab for Overgangene, naaede et

Tidspunkt, da han med vemodig Tilfredsstillelse

stod Ansigt til Ansigt med den Opfattelse: at det

var saa langtfra, hans Liv var blevet tomt, at det

tvertimod først nu havde faaet et værdigt hidhold,

som det gjaldt om at ben}tte. Han kom til at

tænke paa Goethe ,

den

verdensvise Digter , . der

havde omsat alle sit Livs bitre Erfaringer i Poesi,

«. digtet sig ud af dem», som det kaldtes. Han

vilde følge dette Exempel, nu da han havde sjæle-

lige Oplevelser at t\- til som uudtømmeligt Stof,

og da han en Dag i denne Stemning fandt den

tykke Bog, som Rusaarets dramatiske Planer skulde

have været betroede til, sendte han hine barnagtige

Drømme en spottende Tanke og glædede sig over,

at de hvide Blade ikke vare blevne misbrugte til

taabelige Drengestreger, men endnu vare uberørte

og rede til at modtage en prøvet Sjæls modne

hidtryk.


2/9

Ja, det var besluttet: han vilde skrive en storre

Roman, i hvilken personlige Oplevelser skulde fore

som en Ledetraad gjennem Skildringer af alle Sam-

fundslivets Sider. Han forbausedes selv over det

rige Fund, han her havde gjort: det var jo en hel

Verden, der laa for ham, ventende paa den Mester-

haand, som kunde forme dens Kaos. Underligt

nok, at Ingen for havde havt den Ide — det

danske Samfundslivs comédie Jimnainel Men netop

heri saae Kristian med Rette et Vidnesbyrd om,

at han ogsaa var kaaret til at udfore den —

« Kongstanken v var undfanget af ham ,

han

\'ar

den, der skulde bære Kronen. Dette Billede an-

vendtes hyppigt i Redaktionens Artikler og randt

ham derfor ganske naturligt ihu.

Tanken fyldte Kristian med den dirrende Fr)'d,

som Ideen altid fremkalder, naar den daler ned

paa sine Udvalgte, og overfor denne Frembringelsens

Glæde blev hans Hjertesorg kun et Moment

i Helheden , mere

og mere objektiveret som et

Stadium paa Vandringen gjennem Stoffet. Dette

var kolossalt i sin Bredde som i sin Dybde, og

vidtløftige Studier vare nodvendige for Den ,

skulde beherske det — Studier ikke af Boger,

der

men

af det virkelige Liv. Men dette skræmmede ikke

Kristian; det fyldte ham tvertimod med Arbejdets

Glæde. Og saa Planen — om nogensinde en Plan

maatte gjennemtænkes grundigt, saa var det her,

at man ikke skulde forvilde sig ind paa vidtløftige

Omveje. Alt dette vilde tage Tid og Overv^ejelse


28o

og fordre grundig Forberedelse; men Kristian var

rede til at f}'ldestgjore ethvert Krav, der stilledes

til ham i saa Henseende; han nød foreløbig For-

ventningens Lykke, Opfyldelsens vilde komme, naar

Alt var modent. Hvo som troer, haster ikke, og

Kristian troede paa sit store Værk.

Paa Kontoret var han det samme livlige Ele-

ment, han altid havde været, og hans alvorlige

Planer gjorde ham ikke utilgængehg for de Lo] er,

som kunde forefalde der. Saaledes en Aftenstund

noget henne i Februarmaaned ,

da

Humeuret var

særlig godt oppe. Lille Samson var ikke selv til-

stede, hvilket altid gav Munterheden lidt slappere

Tøjler; men forøvrigt maatte ogsaa han antages at

være delagtig i den gode Stemning, thi han var

til Aftenmøde i Thinget, hvor der ventedes en

større politisk Udtalelse af Taagerup om den noksom

drøftede Livssag og altsaa Stof til en af de

sædvanlige Ledere, hvis Begejstrings og hidigna-

tions Febertemperatur altid fremkaldte Indtr\'kket

af permanent Hjernebetændelse. Kølle v^ar vel-

stemt mod Menneskeslægten; han havde været et

lille Løb nede i Byen og seet, at Theatret havde

den røde Lygte ude, hvilket for ham repræsen-

terede en ren Indtægt af femogtyve Ore ; han havde

allerede omsat det forventede Honorar i et Ækvi-

valent af tre halve Bajere ,

af hvilke den ene var

fortæret paa Indkjøbsstedet, medens han, trods det

glatte Føre , havde reddet de to andre hjem , en i

hver Lomme, som Aftenfourage. Det var dog ikke


2«I

dette hans forelobig sikrede Velvære alene ,

der

satte ham i rosenrod Kouleur; men han havde des-

uden bragt en interessant og lukrativ Nyhed med sig,

idet han undervejs havde truffet en Kapelmusilcus,

som paa hans stereotype Sporgsmaal : « Hvad Nyt?

havde meddelt ham, at den berømte ungarske Vio-

linvirtuos Miska Hauser var engageret til at optræde

tre Gange paa det kongelige Theater.

-Miska Hauser r.j gjentog Nellerup og satte en

grundende Mine op, som om han var ved at slaa

efter i sin Hukommelses Konversationslexikon.

«Der maa De huske fejl, Kølle! Han hedder ikke

Miska Hauser — han hedder Caspar Hauser..

Jeg synes saa bestemt, Bendsen sagde Miska,

indvendte Kølle.

-^Ja, det er nok muligt, » svarede Nellerup,

men saa har Bendsen selv husket fejl eller hørt

fejl, for Caspar Hauser hedder han, det er nu

sikkert nok. Eschricht har jo skrevet hans Bio-

grafi — den har De dog vist læst i sin Tid, Køller

Den gjorde megen Opsigt, da den udkom.

Ja, nu da De siger det, troer jeg ogsaa, jeg

har læst den,>. bemærkede Kølle, der nødig vedgik

sin Ubevandrethed paa noget af de Felter, Jour-

nalistiken berørte.

«Der er hans Liv og Levnet beskrevet lige

fra Barndommen af,, vedblev Nellerup. Højst

interessant! Vil De have Stof til en Skizze af

Manden, saa er der rigt Materiale. Nu kan De


282

jo foreløbig sætte Nyheden i —

rigtig, naar De har den fra Bendsen.

den er jo nok

•o: Ja, det er der ingen Tvivl om,-: sagde Kølle

og dyppede sin Pen. ^Altsaa: Caspar Hauser, den

berømte ungarske X'iolinvirtuos — Hr. Nellerup

kj ender vel ingen af hans Bravournumre, som man

kunde anfører.

«Bi lidt, lad mig tænke mig om,- svarede

Nellerup og antog igjen det spekulative Udtr\k.

«Hvis jeg ikke tager meget fejl, excellerer han i

en Grande Marche idiotique med Variationer og

har selv komponeret en Danse de St. Voit , men

jeg er dog ikke saa sikker i min Sag, at jeg tør

raade Dem til at skrive det. De gjor bedst i at

slaa op hos Eschricht.»

Ja, det vil jeg gjøre,» sagde Kølle og fuldførte

sin Notits. Kristian havde puttet Lomme-

tørklædet i Munden for at kvæle sin Latter og var

blodrød i Hovedet af Anstrengelse, men gjorde

desuagtet ivrige Tegn til Nellerup for at bety^de

ham, at det var Synd at drive Spøgen for vidt.

Men Nellerup var i det .skjemtefulde Hjørne

og ikke tilsinds at standse et saa godt beg}"ndt

Værk.

: Apropos om Musik, fortsatte han, har De

lagt iNLærke til i de tj'dske Blade, Kølle, at Gluck

nu igjen har komponeret en ny Operette ?

'J'^i j^g læste en lille Notits om det i Koll-

neren,» dristede Kølle sig til at paastaa, hildet

af sin usalige Ærgjerrighed. ^INIen jeg fæstede

I


283

oprigtig talt ikke nogen \'idei'e Opmærksomhed

ved det. >.

«Da er det sgu en mærkelig Efterretning,«

vedblev Nellerup.


284

Xellerup paa samme Maade. « Skulde man ikke

have Lov til lidt Løjer engang imellem, skulde

Pokker blive her. Naar « Dampsprøjten ^ giver det

serieuse Parti, er den mig ligefrem modbydelig,

og kan Samson undvære mig, saa kan jeg ogsaa

undvære Samson. >

Kristian vilde gjore ham yderligere Forestil-

linger, men en Banken paa Doren afbrød ham.

'Kom ind!, raabte Kølle, fonsaavidt hans

Stemmeregisters hojeste pibende Lyd kunde kaldes

et Raab.

En lurvet, tyndklædt Mandsperson traadte ind

og blev staaende henne ved Døren, skuttende sig

under en behagelig Paa virkning af den Varme, der

herinde strommede ham imøde fra Kakkelovnen

og Gasblussene.

Jeg har en Nyhed til Avisen,) sagde han

med hæs Stemme og saae sig omkring blandt de

tre Tilstedeværende som for at danne sig et Skjøn

om, hvem den rettelig skulde afleveres til.

En N\hedr. sagde Kølle uden at vende sig

om fra Pulten. «Hvad er detr»

'Jo, det er en Kone, som er bleven kjort

over nede paa Kjøbmagergade.

«Døde hun?» spurgte Kølle forretningsmæssigt.

&Nej, det troer jeg ikke.-^

Brækkede hun da Benet eller fik hun Hovedet

knust eller hvordan kom hun afsted r» lød Kølles

utaalmodige Inkvisition.

«Ja, det veed jeg ikke,- svarede den ufuld-


285

komment informerede Referent. Da jeg kom til,

blev hun lige kjort bort i en Droschke, og saa

skyndte jeg mig herhen med N)'heden.

De skulde have skyndt Dem lidt mindre og

forhort Dem lidt mere,: var Kølles ubarmhjertige

Decison. Nu veed De det til en anden Gang —

Deres Nyhed har vi ingen Brug for.

Staklen saae sig om med et hojst betuttet

Udtryk af Skuffelse, det vilde have været komisk,

hvis ikke hans udtærede Ansigt havde tydet paa,

at Tingenes Vending for ham var tragisk, forsaa-

vidt som den afskar ham Udsigten til Aftensmad

og Nattelogis.

«Naa, Kolle, ikke saa barsk, sagde Kristian

godmodig mæglende for om muligt at hjælpe

Mandens Affairer lidt paafode igjen. cHans Pligt-

iver synes jeg dog ialtfald kunde fortjene en lille

Opmuntring. Hvad? — tør De ikke: Ja, ja da,

saa vil jeg anskaffe Nyheden for egen Regning og

forære Dem den. Se her, min gode Mand,» henvendte

han sig til den slukørede Nyhedskræmmer,

< her er femogtyve Øre. Veed De ellers ikke

Noget om Konen r Var hun fuld? Naa, det var

altsaa paa Kjobmagergade for lidt siden, og hun

blev formodenlig kjort paa Hospitalet? Ja, det er

godt, nu kan De gaa. — Saa sætter vi den med

Smaat, Kølle, under Rubriken Overkjort — den

passer i alle Tilfælde, enten hun har havt Noget

i Hovedet eller ej, og hvad enten hun er kommen

til Skade eller er sluppen godt fra det.


286

Paa disse Vilkaar havde Kølle intet imod at

forøge Morgennuinercts Nyhedsmasse med den lille

Hændelse. Der blev i nogen Tid stille i Stuen,

og Pennenes Kradsen henad Papiret var den eneste

Lyd, som hortes.

Den overdøvedes pludselig af en anden, lige-

saa ivrig, men stærkere Kradsen udefra paa

Døren

«Det er Spion!) udbrod Nellerup og sprang

op. «Der maa være Noget, han vil mig. ^

«De veed nok, han maa ikke komme herind,

advarede Kølle ængstelig, skjøndt hans Yndlings-

dyr ikke var tilstede.

«Har han maaske nogensinde gjort Forsøg

paa at overtræde Forbudet ?» spurgte Nellerup,

fremhævende sin Hunds Intelligens og Pligttroskab.

«Naar han nu udtrykkelig banker paa, maa der

være noget Usædvanligt paafærde, det er jeg

overbevist om.s

Spion havde i den senere Tid ført et vaga-

bonderende Liv paa egen Haand, tvungen dertil

af Omstændighederne. Saalænge Temperaturen var

nogenlunde mild, fandt den sig med Taalmodighed

i at vente udenfor paa Gangen, til dens Herre var

færdig med sit Arbejde inde paa Kontoret; thi

den vidste, at der altid vilde falde Erstatning for

denne Selvfornægtelse af i Aftenens Løb. Men

da Kulden begyndte at blive følelig, sørgede Spion

for at faae lidt Varme i Kroppen ved at tage sig

Motion omkring i Gaderne, gjæste enkelte vel-


28;

kj endte Cigarboutiker og aflægge korte Besøg paa

Kaféerne. Henimod den Tid da Redaktions-

arbejdet var sluttet, stillede den altid udenfor

Kontoret og oppebiede i Stilhed Nellerups Komme

for at tilbringe Døgnets øvrige Timer i hans op-

muntrende Selskab. Men aldrig meldte den sin

Tilstedeværelse paa nogen indiskret Maade, og

naar den gjorde en Undtagelse herfra iaften, havde

dens Herre Lov til at forudsætte, at der maatte

foreligge extraordinaire Omstændigheder.

Det viste sig ogsaa at være Tilfældet. Da

Døren blev lukket op for Spion, kom den slæbende

med en Gjenstand i Gabet, som den nedlagde for

Nellerups Fødder, idet den logrede med sin Hale-

stump og saae umaadelig fornøjet ud.

-Men hvad i Alverden er det. Du der bringer,

Spion r» udbrød Nellerup højlig forbauset. Kn

Dametasker Hvor har Du snuset den opr Det

er da ikke Dig, der er den gaadefulde Boutikstyv,

Politiets Fortvivlelse? Naa, ikke! Ja, saa maa Du

vel have fundet den paa Gaden — dens havarerede

Udseende tyder ogsaa nærmest herpaa. Ja, den

maa vi vel fremlyse, Kølle ?»

Naturligvis. Lad os se efter, hvad der er i

den, at vi kan signalisere den rigtigt.

Staallaasen lod sig med Lethed aabne, og

Indholdet kom lidt efter Hdt for Dagen. Nellerup

dikterede, og Kølle skrev op: >


288

pakke med Firmamærke 'Magasin du Nord>: —

indeholdende — lad os se — et Par lysebrune

Silkehandsker af de moderne lange — Porte-

monnaie, ikke videre indholdsrig — forklarligt nok

— en Bog, indbunden i Chagrin med Guldsnit

— lad os se, hvad det kan være for et Opus. — I

Guder! Ja, sandelig, nu begynder jeg at tro paa

i Betragtning af fornævnte Luxusartikels D\-rhed

et Forsyn !»

Nellerup var som et Bytte for den hojeste

Forbauselse sunken ned paa sin Stol med Bogen

i Haanden.

Hvad er det?» spurgte Kristian ivrigt og

vilde bese den forundrings\'ækkende Gjenstand nær-

mere ; men

Nellerup holdt den ind til sig som en

Skat, han vilde ofre Livet for at værge.

;Hvad det er?:, sagde han pathetisk. En

Nyhed af exorbitant Interesse , et Fund , som

«Dampsprojtens.v avindsyge Kolleger vil blegne af

Misundelse over at se os i Besiddelse af! Hvad

det er? Hverken mere eller mindre end den anonyme

Komedie med det kunstige Navn « Meningitis

cerebralis eller Samfundssynder, som hele Byen

taler om, som skal gaa første Gang paa Sondag

og hvis Exemplarer Forlæggeren ruger over som

en Drage, for at intet indiskret Referat skal finde

Vej til Pressen, inden det er spillet. Se her —

her har vi Dametaskens Ejerinde: Til den udmærkede

Kunstnerinde Froken Fix, taknemmeligst


289

fra Forfatteren. — Skade, at han ikke har navn-

givet sig, saa var Opdagelsen komplet.)

Kristian havde imidlertid formaaet Nellerup til

at udlevere den interessante Bog og gav sig med

stigende Spænding til at flyve den igjennem.

: Kom herhen. Spion, » fortsatte Nellerup imid-

lertid. Du har gjort dine Sager brillant. De er

distanceret, Kolle, med Deres lurvede Meddelelser

om udenlandske Virtuoser. Nej, Spion har en

finere Næse, og De kan ligesaa godt gaa hen og

drukne Deres Kat strax. De skal se, Spion faaer

ikke alene for Fremtiden Adgang til Redaktionens

Allerhelligste, men bliver maaske endogsaa ansat

som fast Medarbejder, naar Samson faaer hans

Meriter at hore. Naa, der er han.

Redakteuren traadte ind, pelsklædt og øjen-

synlig i oprømt Stemning. -En glimrende Debat !»

udbrød han. ';Et aldeles knusende Indhug paa

Regjeringen af Taagerup. Mærkværdige Talegaver,

den Mand har — ren naturlig Veltalenhed, uden

Støtte af Skole eller Studium. Og saa den Masse

af Floskler — ja. Floskler er det s'gu, her mellem

os, men de gjør en brillant Virkning, og man skal

nok lade være at imødegaa dem, for der er Ingenting

at faae fat i, ingen faste Gjenstande — som

man vilde lede efter en Buxeknap i et Læs Hø.

Vore ministerielle Ikarusser troer, de skal faae

Tag i Juno — jo pyt, de griber i en Sky og

bliver vaade og floue. Især var der. — fortsatte

Samson uden at ændse den lille mythologi.ske

19


290

Lapsus, han havde begaaet — især var der een

mageløs Vending: da Thor vilde udfri sit dyreste

Eje af Jettevold, mødte han ikke frem i Pantser

og Plade, men iførte sig Frejas Brysingemon —

noget gyseligt irrationelt Vaas, men der var Stemning

i det, og det gjorde stormende Lykke —

det blev formelig le clou i Diskussionen. Xaa,

lad mig komme til Arbejdet — det mylrer i

Hovedet paa mig med Ideer.

Kristian forelagde Redakteuren det uventede

litteraire Fund, og Nellerup fortalte ham, hvor-

ledes de vare komne over det. Lille Samson gav

sig til at dandse om paa Gulvet af Henrykkelse,

og han var ikke meget langt fra at tr\-kke Spion

til sit taknemmelige Bryst.

«Saa faaer vi to Hovedartikler imorgen —

det bliver et brillant Numer! KoUe, siig til inde i

Trykkeriet, at Sætterne skal holde sig færdige.

Jeg behøver blot et Kvarteers Forspring, saa skal

jeg nok holde dem varme allesammen. Og lob

saa ned til Konditoren og hent mig en Kop stærk

Kaffe og et Par Kager — og tag en med til

Spion ; han skal dog ikke snydes for sit Honorar. >

«Han foretrækker at faae det udbetalt i fly-

dende Form, forklarede Nellerup. < En

borger ^>


Tu-

Naa, saa en Tuborger til Spion, » raabte lille

Samson efter Kolle ,

af Døren.

der

allerede var halvt ude


291

Stemme ; han mente, at en Extrakvalitet ikke var

formeget for de journalistiske Fortjenester, Spion

havde indlagt sig.

Efter at KoUe til Spions store Tilfredshed

havde udfort sit ydmygende Hverv som opvartende

Kavaler for sin nye Kollega, sagde Kristian og

Nellerup Farvel til den allerede for fuld Damp

arbejdende Redakteur; de skulde være paa Boule-

varden inden Klokken ti for at overvære og referere

forste Optræden af Vandmennesket Andrijew, der

vilde udfore det her endnu aldrig sete Kunststykke,

at bage Æbleskiver siddende i en med Vand helt

fyldt Glaskasse.

Klokken var betydeligt henad Et, da Kristian,

ganske let paavirket af de indtagne Drikkevarer,

stod udenfor sin Dør og trods Mørket saae noget

meget Hvidt og meget Stort skinne sig imøde.

Han famlede for sig med Haanden og fik fat

paa et halvt Ark Papir, der var bøjet sammen

forneden og gjort fast i Brevkassens Aabning.

Han lukkede sig ind, knækkede et Par Tænd-

stikker, inden han fik Lampen tændt, og under-

søgte Papiret. Paa dets ene Side stod med store

Bogstaver, skrevne med hans Faders Haand, de

Ord: ';

Skynd Dig ud paa Kommunehospitalet.

Din Moder er syg. v

Papiret dirrede i Haanden paa ham, saa det

knitrede. Hans Moder syg — og paa Hospitalet!

Saa pludseligt ! Det

tilfælde — og af farlig Natur!

maatte altsaa være et Ulykkes-

19*


292

Han styrtede ned ad Trappen og løb hen

til nærmeste Holdeplads. Men der var ingen

Droschker paa denne Tid af Natten. Heller

ingen mødte han paa sin Vej. Han ilede af-

sted, saa hurtigt han kunde, men Nattefrosten

havde gjort Foret endnu glattere, end det havde

været om Dagen, og paa mange Steder maatte

han snegle frem, for ikke at falde. Kampen

med disse Hindringer, hans Angst og Utaalmo-

dighed drev Sveden ud af ham, og han pustede

og dampede i den klare Frostluft, da han stod

udenfor Hospitalets Port og ringede paa.

Med langsomme Trin nærmede en Portner

sig og slog en Luge ned. «Hvem er det?, spurgte

han ud igjennem den.

«Her er bragt en syg Kone ind . . . jeg

skulde se til hende .

. . det

mede han forvirret og angst.

er min Moder, » stam-


«Knub — mit Navn er Knub.


293

Lidelse og Opløsning eller Helbredelse og Gjen-

fodelse fuldendte deres langsomme Gjerning. Stille

og tyst overalt; en egen lun, kr.}'dret, som af

Urter mættet Luft; et svagt Halvlys fra Skjærm-

lamperne paa Væggene.

Langt henne i en af de hvæh'ede Gange

saaes utydeligt en Skikkelse sidde ved et Bord

nedenunder en af Lamperne. Da Kristian kom

nærmere, gjenkjendte han sin Fader. Han faldt

ham om Halsen og spurgte ham ivrigt og il-

færdigt ud.

Den Gamle tyssede paa ham, at han kun

maatte tale med dæmpet Stemme. Hans Ansigt

bar Spor af stærk Sindsbevægelse, og Trækkene

vare spændte. Men ellers var hans Væsen roligt,

medens han hviskende gjentog den Forklaring,

der var bleven afgivet af de Folk, som havde

bragt den Forulykkede herud.

To Vogne ,

en

svær Bryggervogn og en

Droschke, havde holdt paa samme Side af Gaden,

saaledes at Hestene havde vendt Hovederne imod

hinanden med ikke lang Afstand imellem dem;

Kudsken og Karlen fra Bryggervognen vare nede

i en Kjælder i Nærheden med et Anker 01.

Noget derfra, udfor Horkræmmeren, var pludselig

et langt Stangjern blevet vippet ud over en Vogn

og kastet ned paa Brostenene med en højt klin-

gende Lyd. Herved vare de stærke Br}-ggerheste

blevne skræmmede, havde trukket i Vognen og


294

med Fart ført den hen mod Droschken i samme

Øjeblik, som Madam Knub ved at skraa over

Gaden befandt sig midt imellem begge Kjore-

tojerne. Vognstangen havde stødt hende om, og

under de tre Hestes vilde Stampen ved Sammen-

stødet og deres fortvivlede Anstrengelser for at

staa fast paa den glatfrosne Gade havde hun

ligget lige under dem. Hendes ene Ben var

blevet knust og brækket paa flere Steder, og

inden Efterretningen om Ulykken havde naaet

Mester Knub og han var kommen ud paa Hospi-

talet, var hun bleven amputeret — Benet havde

maattet sættes af, hvis Livet mulig skulde kunne

reddes. Nu laa hun stille hen, og Ingen maatte

komme ind til hende, undtagen maaske et lille

Øjeblik naar hun vaagnede.

Kristian rystede over hele Legemet og knugede

sin Faders Hænder. Han græd ikke, men for

hans stirrende Øjne viste sig det forfærdelige Syn

af Moderen paa Anatomibordet og Lægerne skjæ-

rende i hendes Kjød ; at hun havde været bedøvet

under Operationen, forringede ikke det Rædsels-

fulde ved hans Fantasibillede — tvertimod, Synet

af det villie- og værgeløse Offer — hans Moder

hans egen Moder! — blev kun saameget mere

rystende.

Længe, længe sad Fader og Son tause lige-

overfor hinanden, lyttende, ventende. Engang

imellem lukkedes en Dør sagte op og i , en


295

Vaagekone gik efter ]\Iedicin eller kom tilbage

med en af Kandidaterne; der spurgtes og gaves

Forklaringer med h\iskende Stemme. Kristian

var forunderlig aandsfraværende: her kunde der

til Brug for hans store Værk gjøres Studier af et

Interieur, som ikke var af de almindelige og som

maatte kunne anvendes med stor Virkning. Men

han tænkte slet ikke derpaa.

Morgenens Gry begyndte allerede at faae

Magten; en Karl kom ind i Gangen og slukkede

Lamperne en efter en. Da gik Døren til Syge-

værelset op, og Vaagekonen traadte ud med lyd-

løse Fjed. Patienten var vaagnet og havde spurgt

efter Mand og Son; de maatte komme ind til

hende, men kun et Øjeblik — og fremfor Alt

ingen Sindsbevægelse! Liv og Dod afhang af, at

der ingen Forblødning indtraadte.

Kristian syntes, han aldrig havde seet sin

Moder se saa lille ud, som da hun laa her i den

store Seng i det store Værelse. Hun var meget

bleg, og Forhaaret laa tæt om Pande og Tindinger,

fugtigt af Sved. Hendes Ansigt var mildt og

uden Spor af Smerte — endnu mildere end

sædvanligt, syntes stakkels Kristian i sin Hjerte-

kvide.

Hun nikkede til dem. 'Jeg har det godt. I

skal ikke ængste Jer for mig. Jeg kommer snart

paa Benene igjen, det har jeg en Følelse af.

Det rokkede helt igjennem Kri.stians Legeme,


296

saa voldsomt maatte han bekæmpe sig for at holde

sin Hulken tilbage ved at høre Moderen bruge

dette Udtryk. Hun vidste ikke, hvad der var fore-

taget med hende!


297

Blik fuldt af Tak og Stolthed og Moderfryd og

rakte dem saa Begge Haanden, efterat de havde

lovet at komme igjen op ad Formiddagen.

Da Kristian kom hjem, stod hans Lampe

endnu og brændte med rodlig Lue i det klare

Dagslys. I Brevkassen laa Dagens Numer af

«Dampsprøjten.v Han tog den af gammel Vane

ud og kastede et Blik paa den — Samsons Aandrigheder,

Nellerups Vittigheder, Kolles Dumheder

-— det kvalmede for ham. Hans Øje faldt paa

en lille Notits: (Overkjortv — — han sank ned

i sin Stol og holdt Hænderne for Ansigtet.

Længe sad han saaledes. Lidt efter lidt steg

da Billedet af en anden Februarmorgen frem for

hans Bevidsthed. Han saae sin Moder ligge paa

det kolde Gulv i trofast Slid og sig selv i broget

Karnevalsflitter foregjøgle hende en Fremtid, som

han troede saa lys og saa rig og saa nær, men

hvis Forjættelser endnu vare saa langt fra deres

Opfyldelse. Hvorfor var den ikke kommen? Hans

Hoved var jo frugtbart paa Planer, hvert Øjeblik

af hans Tid havde jo sit Indhold og sin Anven-

delse. Hvorfor samlede det sig da ikke til noget

Helt?

Sælsomt nok var det det samme Billede, der

i samme Time omsvævede den Syges Leje. Men

for hende var det rigt paa Lykke. Hun saae sig

ved Sønnens Side, horte hans kjærlige Ord, delte

hans straalende Forventninger, og med hans


298

Stemmes trosterige Klang i sit Øre, med hans

Ords fagre Billeder for sit Øje gled hun som paa

en sagte vuggende Baad ud mod Flodens Munding,

mod det aabne, favnende Hav, medens Blodet

strømmede ud igjennem Forbindingen.


FJORTENDE KAPITEL.

Slutning — skjondt endnu ikke Afslutning.

I

t«@>

jegravelsen var forbi. Tosneen dalede

i vandtunge, flossede Fnug ned paa

de gule Lerklumper ,

der vare op-

kastede omkring Graven, og gjorde

Kristian dobbelt trang om Hjertet ved

Tanken om Ensomheden og Kulden, der omgav

hans Moders fattige Kiste. Havde det været Sommer

med blomstrende Buske og Fuglesang, vilde

det sidste Lidtryk ikke været saa knugende. Men

endnu en anden Folelse blandede sin Bitterhed ind

i hans forstemte Sind — et Nag, fremkaldt ved en

Ytring af Thomas, som han havde hort ham frem-

sætte til Samson, da de gik fra Graven. r.Det er

ogsaa uforsvarligt,;^ havde Folkerepræsentanten do-

ceret med sædvanlig Bredde i Foredraget,


300

Mere havde Kristian ikke hort, men Bemærkningen

var forstaaelig nok til at efterlade en Braad i hans

Sjæl, en Følelse af svidende Harme mod Ord-

gyderen.

DogKristians Natur var ikke anlagt til at

gjemme et Nag længe og dybt. Han har selv i

sit stille Sind fremdraget de formildende Grunde,

der kunde undskylde Taagerups ubetimelige Ytring,

og forlængst tilgivet ham den. Og ikke alene heri

har han lagt Overlegenhed for Dagen, men endnu

mere ved den Skepsis, han har hævet sig til i sin

Betragtning af sin Barndomsbekjendts politiske Færd,

en Skepsis af en uskadelig og uskyldig Art , der

tilfredsstiller ham selv ved sin frigjorende Evne og

ikke i mindste Maade hindrer Taagerup i at sætte

den ene Fod foran den anden i stot og sikker

Vandring mod det Maal, han har sat sig.

Forøvrigt har Kristians Liv kun forandret sig

i uvæsenlige Punkter. Forholdet til Sandmark er

der desværre kommet et Brud i, efterat Damp-

sprøjten* har gjort Front imod ham som en litte-

rair Forstening, en elendig Knokkel fra en uddød

Forverden, hvis højeste Opgave maa sættes i, at

den, maset til Mel, kan gjode Jorden for den n}'e

Grøde. Skjøndt Kristian ikke personlig har nogen

Del i denne Værdsættelse af Sandmarks poetiske

Fortid, betragter Digteren ham dog som med-

ansvarlig, og det er kommet til den betydnings-

fulde kjøbenhavnske Demonstration imellem dem,

at de ikke hilse hinanden paa Gaden.


30I

Des nærmere har Kristian sluttet sig til Storm,

som er bleven Enkemand. Han bærer sit Tab

med sømmelig Anstand og har den Trost, at den

Bortgangne har faaet et ofte udtalt Ønske opfyldt,

hvilket hun formulerede saaledes: at hun helst vilde

komme til Vorherre, medens hun endnu saae lidt

godt ud. Da nu higen sidder og venter paa Skue-

spilleren hjemme, har han næsten tabt Lysten til

overhovedet at komme hjem og skjonner derfor

dobbelt paa Kristians Beredvillighed til at gjore

ham Selskab. Man maa ikke tro, at deres Sam-

livs Timer gaa hen med ørkesløs Tidsfordriv; nej,

de udfyldes dels af gj ensidig udvexlede Reform-

tanker angaaende en Omordning af Theatret, dels

af praktiske Vink, som den scenekyndige Kunstner

meddeler sin unge Ven til Bedste for det Drama,

han agter at skrive.

Efter moden Overvejelse har Kristian nemlig

opgivet Tanken om den sociale Roman og besluttet

sig til at tage fat paa en mere samlet Komposition.

Angaaende dennes Emne kunne vi oplyse, at det

skal være af national Art og have Niels Ebbesen

til Hovedperson, og vi kunne endydermere med-

dele, at Kristian tilbringer mangen en lykkelig

Time med at fordybe sig i den tidligere nævnte

Bogs jomfruelige Blade og ret levende forestille sig

det tankefyldige og formskjønne Indhold, de hvide,

vinkende Sider skulle modtage om føje Tid. Den

Bebudelse, disse tre sidste Ord indeholde, fremsætte

vi ikke i letsindigt Ukjendskab til de virkelige


Forhold, thi efter de sidste Oplysninger, vi ha\-e

indhentet, er det Kristians Agt at beg\'nde paa

Arbejdet allerede imorgen.

I mor gen — saafremt da ikke hans Planer

krydses af noget af de uberegnelige Tilfælde, der

saa ofte have traadt hindrende ivejen for deres

Udførelse, med andre Ord: saafremt der ikke er

Ballonopstigning paa Tivoli eller gaaer et nyt

Stykke paa det kongelige Theater eller optræder

en udenlandsk Dandserinde i Kasino eller ankommer

et Tyrolerselskab til Concert Boulevard eller

aabnes en ny Ølkj ælder eller indvies en ny Kegle-

bane; thi isaafald maa han være med, altid fuld af

mangeartede hiteresser, altid livlig deltagende, altid

i Bevægelse — Perpetiiuni mobile.

Og imidlertid sidder hans faderlige Ophav bojet

over sit Arbejdsbord, grublende, kombinerende og

konstruerende for at lose det vanskelige Pioblem.


li

mr^ p^.:>i--;ti ^^^^m)^

HV

BRIEF

?TB

0041449

tf

*r.^.--^. ^"»av>å»

j

^^7