læs som pdf - Historie-nu.dk

historienu.dk

læs som pdf - Historie-nu.dk

Thomas Wegener Friis er ph.d.

ved Syddansk Universitet. Han

har tidligere udgivet bogen „Den

nye nabo. DDRs forhold til Danmark

1949-1960, hvorfra følgende

artikel er et uddrag.

Historie Historie Netmagasinet

Netmagasinet

www.historie-nu.dk

www.historie-nu.dk

Historie-nu.dk er et gratis

historie magasin, der sætter

nutiden i perspektiv, giver

baggrunden og skaber diskussionerne.

TEK TEKST TEK TEKST

ST Thomas Wegener Friis

Østersøugerne

Østersøugerne

Forholdet mellem Danmark og DDR

under den kolde krig

Forholdet mellem Danmark og DDR er klassisk trekantsdrama. Vesttyskland

optræder nemlig konstant på sidelinie. Vesttyskerne opfattede østtysk

udenrigspolitik som et skærpelse af den tyske deling. Derfor var de meget

opmærksomme på nye østtyske udspil. Ligeså var østtyskerne bevidste om,

hvordan deres politik virkede over for Vesttyskland.

Den følgende artikel omhandler Østersøugerne i Rostock, en række goodwill

skabende festivaler, der var meget centrale i det apparat, DDR satte i

gang, fordi de manglede officielle kontakter i Danmark. Østersøugerne er

særligt interessante, fordi de i højkoncentreret form præsenterede essensen

af østtyskernes politik over for Danmark og det øvrige Skandinavien.

Et centralt element i den østtyske Skandinavienspolitik – eller

Østersøpolitik, som det omformuleredes i DDR – var den årlige Østersøuge,

der afholdtes fra 1958 til 1975. Ugerne var et vigtigt tandhjul i det apparat,

SED´s ledelse etablerede for at kompensere for de formelle internationale

kontakter, som østtyskerne manglede på grund af den hæmmede udenrigspolitik.

1 Under Østersøugerne blev den østtyske Skandinavienspolitik fremlagt

i komprimeret form. Her blev danskere og andre skandinaver i en uge

præsenteret for det organisatorisk ypperste, som DDR-staten kunne præstere.

Hensigten var at skabe et positivt billede af ”det fredselskende DDR”

hos befolkningerne i de kapitalistiske Østersøstater.

Den officielle arrangør af Østersøugerne var DDR´s Østersøkomite. Komiteen

bestod ud over lokale repræsentanter også af østtyske toppolitikere

som generalsekretæren for SED, Walter Ulbricht, ministerpræsidenten, Otto

Grotewohl (SED), udenrigsministeren, Lothar Bolz (NDP), ministeren for

udenrigshandel og indentyske forhold, Heinrich Rau (SED), formanden for

FDGB, Herbert Warnke (SED), formanden for FDJ, Karl Namokel (SED), præsidenten

for det østtyske sportsforbund DTSB Rudi Reichert (SED) og formanden

for nationalrådet for den nationale front, professor dr. Erich

Correns. 2 DDR´s politiske elite stod naturligvis ikke selv for organisationen

af Østersøugerne. Den opgave tilfaldt komiteens sekretariat, der bestod af


www.historie-nu.dk www.historie-nu.dk - - side side side 2

2

lokale fra Rostock-området og var organisatorisk underordnet den lokale

partiorganisation under ledelse af Karl Mewis. At parti-, stats- og

organisationstoppen var repræsenteret i Østersøkomiteen, var imidlertid en

kraftig symbolsk tilkendegivelse. Det understregede, at DDR-toppen anså

arrangementet for vigtigt. Samtidig gav statsledelsens deltagelse

Østersøugerne karakter af officiel præsentation. Turister og andre besøgende

ved Østersøugerne deltog ikke blot som gæster ved en rostocker folkefest;

de var på en måde også Walter Ulbrichts gæster. Den prominente

sammensætning af arrangørgruppen havde imidlertid ikke nogen praktisk

betydning, idet ikke alle medlemmerne forstod, hvad Østersøugen var. Således

udeblev formanden for den Nationale Front, professor dr. Erich Correns,

fra den første Østersøuge i 1958 med den forklaring, at han ikke havde været

bekendt med dens politiske værdi. 3

De lokale arrangører af Østersøugen var organiseret dels i det ovennævnte

sekretariat for Østersøkomiteen og dels i organisationskommissionen for

Østersøugen. Østersøkomiteens sekretariat blev ledet af Ilse Kollwitz (SED)

og bestod af lokale repræsentanter for SED, FDJ og FDGB, hvorigennem det

på lokalt plan afspejlede sammensætningen i den overordnede

Østersøkomite. Organisationskommissionen var opstået i samarbejde mellem

SED i Rostock, den nationale front i Rostock, den fælles sammenslutning

af SED og dets støttepartier og blev ledet af SED i Rostocks 2. Sekretær

Harry Tisch. Over begge lokale organer præsiderede Rostocks SED 1.

sekretær Karl Mewis, der tillige havde sæde i Østersøkomiteen. 4 Hermed

var Karl Mewis den egentlige politisk ansvarlige for Østersøugen. Da Mewis

i 1958, året for den første Østersøuge, fik sæde i politbureauet som

kandidatmedlem, var forbindelsen mellem statstoppen og arrangementet

tæt knyttet. Samtidig repræsenterede han et link til de tyske kommunisters

traditionelle bånd til Skandinavien. Under nazismen havde Mewis været

flygtning i Skandinavien, hvor han i krigens sidste del virkede som leder af

gruppen af tyske kommunister i eksil. 5

Karl Mewis var en aktiv medspiller i det udenrigspolitisk arbejde i forhold til

Danmark. Han deltog såvel i samtaler med ledende danske politikere som i

forhandlinger med DKP. Han personificerede således koblingen mellem

Østersøugerne og den østtyske Danmarkspolitik. Et tæt samarbejde mellem

organisationsorganerne i Rostock, det østtyske udenrigsministerium og

SED´s Centralkomites udvalg for udenrigspolitik sikrede, at Østersøugerne

var koordineret med og indarbejdet i den overordnede østtyske Danmarkspolitikken.

6

DDR investerede megen energien i Østersøugerne. Det kan aflæses i det

væld af institutioner, der blev aktiveret i forbindelse med arrangementerne,

foruden de centrale og regionale parti-instanser også FDGB, FDJ, DFD

(kvindeforbundet), Friedensrat der DDR (den statslige fredsorganisation),

DTSB (det østtyske sportsforbund), ADN (det østtyske presseagentur), udenrigsministeriet,

kulturministeriet, ministeriet for statssikkerhed, ministeriet

for transport, forsvarsministeriet, undervisningsministeriet, universiteterne

i Rostock og Greifswald, de østtyske medier, samt utallige borgergrupper,

folkeejede virksomheder (VEB, Volkseigene Betriebe - statsvirksomheder)

og kollektivbrug (LPG, Landwirtschaftliche Produktionsgenossenschaften).

Med det imponerende opbud af medvirkende havde Østersøugerne ud over

det udenrigspolitiske sigte en også vigtig sidegevinst gennem mobilisering


www.historie-nu.dk www.historie-nu.dk www.historie-nu.dk - - side side 3

3

af befolkningen i såvel Østersøområdet som i resten af republikken. 7

Storslåede manifestationer af den unge stats formåen medvirkede til at

fremdyrke en DDR-nationalitetsfølelse. 8 Østersøugen kunne derved styrke

DDR´s legitimitet såvel internt som i udlandet. Det aspekt blev ikke overset

i vurderingen af Østersøugernes resultater. DDR led af manglende demokratisk

legitimitet. Desuden var staten plaget af økonomiske vanskeligheder.

Det blev særligt synligt, når DDR blev sammenlignet med det fremstormende

vesttyske ”Wirtschaftswunder” . I den situation var udenrigspolitikken,

eller rettere den udenrigspolitiske retorik, et af de få områder, hvor

den østtyske regering kunne opbygge en vis politisk goodwill hos sine borgere.

9 Østtyskerne blev gennem arrangementer som Østersøugen forevist

deres lands fredsvilje, der blev sat over for en fremstilling af et imperialistisk

og aggressivt NATO. Positive værdier som ønsket om fred og enhed

blev koblet sammen med eksistensen af DDR. Når fredsinitiativer eller den

tyske enhed strandede på baggrund af vestlig afvisning af DDR, kunne det

østtyske regime pege fingre og fortælle befolkningen : Se, de (vesten, vesttyskerne)

vil ikke. Vores vilje (til fred eller enhed) er der. Det kan man jo for

eksempel se ved Østersøugerne.

Ideen om en politisk festival med Østersølandene som tema havde længe

rumlet i udenrigspolitiske cirkler i DDR. Allerede så tidligt som 1953 havde

Walter Ulbricht bragt emnet på bane over for lederen af SED´s internationale

afdeling, Peter Florin. 10 Fra 1956 arbejdede Ulbrichts partisekretariat

med Østersøinitiativet, der blev realiseret i 1958. 11 Den østtyske diktator

var dermed på et meget tidligt tidspunkt personligt engageret i forberedelsen.

Den sejlsportsinteresserede Ulbricht deltog også selv i Østersøugerne

og holdt velkomsttalerne i 1958 og 1959. 12 Han placerede ovenikøbet sig

selv i spidsen af Østersøkommission og fulgte nøje udviklingen i

Østersøugerne. 13 Med Ulbrichts interesse for arrangementet omfattede og

aktiverede Østersøugerne alle lige fra arbejderen i fiskerikombinatet til

DDR´s førstemand med det formål at styrke arbejder- og bondestatens anseelse

i de nordiske lande. 14 Det understregede den væsentlige betydning

den øverste østtyske ledelse tillagde charmeoffensiven over for de nordiske

lande.

Det egentlige startskud til den første Østersøuge kom fra Karl Mewis. Da

den sovjetske viceministerpræsident Anastas Mikojan i 1957 besøgte

Rostock var østmediernes interesse rettet mod byen. Mewis benyttede lejligheden

til at indbyde folkene langs Østersøen til festival året efter. Det

blev glædeligt modtaget af de sovjetiske gæster. Og da arrangement ydermere

havde Walter Ulbricht udtrykkelige velsignelse, var den kommende

serie af Østersøuger hermed en realitet.

Mewis initiativ var med til at styrke hans profil som Nordeuropa-ekspert og

styrkede hans magtposition i DDR. 15 Østersøugen kunne altså både styrke

DDR´s omdømme i Norden og sikre Mewis en plads i SED´s politbureau og

bane vejen for hans senere udnævnelse som leder af den østtyske statslige

plankommission – det centrale økonomiske styringsorgan og et vigtigt

magtorgan.


Die Die Os Os Ostsee Os Os tsee – – Ein Ein Meer Meer Meer des des F FFriedens

F riedens

www.historie-nu.dk www.historie-nu.dk www.historie-nu.dk - - side side 4

4

Efter at russerne havde overdraget DDR retten til at føre at en officiel suveræn

udenrigspolitik, vedtog SEDs centralkomites 24. plenarmøde i juni

1955 parolen ”Die Ostsee – Ein Meer des Friedens” (Østersøen - et fredens

hav). 16 Den grundsætning dannede rammen for DDR´s politik over for de

nordiske stater. Ideen var, at havet skulle binde de omkringliggende lande

sammen med DDR på baggrund af en fælles interesse i at undgå krig i

Østersørummet. Med dette positive budskab skulle der mobiliseres en nordisk

velvilje over for DDR, der skulle fremstilles som den mest fredselskende

stat i regionen.

Den nye østtyske Østersødoktrin lagde sig tæt op af den sovjetiske

generalsekretærs Khrusjtjov´s ideer om fredelig sameksistens og fredelig

kappestrid mellem den kommunistiske og den kapitalistiske verden. 17 Allerede

under Stalin blev en østtysk fredsretorik anvendt. Stalins mål om at

opnå et afmilitariseret og alliancefrit Tyskland passede i denne sammenhæng

godt sammen med en stærk officiel østtysk fredspropaganda. 18

Den Anden Verdenskrig var i 1955 stadig i levende erindring hos de fleste

europæiske folk. Østtyskerne bar på den tunge byrde at være arvtagere til

landet, der blot ti år forinden havde sønderlemmet Europa. En forudsætning

for international accept af DDR var derfor en betingelsesløs lovprisning

af fred i Europa. 19 De specielle tyske forudsætninger for propaganderingen

af fredens hav gav fredsdoktrinen en særlig vinkel. Den østtyske fredsretorik

var derved mere facetteret end den sovjetiske og alkommunistiske

argumentation for fredelig sameksistens.

Den østtyske ledelse havde tidligt forstået betydningen af at bruge fredspolitikken

for at imødegå udlandets skepsis over for landet, hvor folket talte

det samme sprog som Hitlers Wehrmacht. Udenrigsministeriet dikterede

allerede i 1951 - på et tidspunkt hvor det østtyske udenrigsministerium

endnu var på kuvøsestadiet - hvorledes østtyskere på ophold i vesten

skulle udvise ydmyghed over for de tidligere af Tyskland undertrykte folk, og

hvordan de som repræsentanter for Østtyskland skulle understrege deres

lands fredsidealer. 20 Med den erfaring, som de mange kommunister, der

havde været i landflygtighed, besad, kendte østtyskerne de nordiske nabofolks

frygt for det stærke Tyskland. Det var særlig vigtigt over for

skandinaverne at fremhæve ønsket om fredelige og lige forbindelser mellem

østtyskerne og nordboerne fremfor at bruge den højlydte østtyske retorik

for en genforening, som østtyskerne ellers internt i Tyskland anvendte til

at hænge den vesttyske kansler Konrad Adenauer ud som forræder. 21 Østtyskerne

vidste, at skandinaverne hellere ville høre fredsønsker, end de ville

mindes om skrækvisionen om et stærkt forenet Tyskland. 22 I den sammenhæng

opstod doktrinen ”Østersøen – et fredens hav”. Den opstod under

hensyn til mange interesser og efter grundig overvejelse.

Det var oplagt for østtyskerne direkte at benytte sig af den eksisterende

parole ”Ostsee – ein Meer des Friedens” som slogan og tema for

Østersøugerne. Parolen blev anvendt såvel i den første Østersøuge i 1958

som ved de efterfølgende. Det er imidlertid vigtigt at fastholde, at det ikke

kun handlede om et slogan for Østersøugerne, men samtidig var selve

grundlaget for den østtyske politik over for Danmark og de andre nordiske


www.historie-nu.dk www.historie-nu.dk - - side side 5

5

lande. Fredstemaet var gennemgåede i hele DDR-apparatets henvendelser

til danskerne. Centralkomiteens beslutning var bindende for både SED,

masseorganisationerne og for ministerierne i statsapparatet.

Efter SED´s beslutning om at udnytte Østersøfællesskabet i udenrigspolitikken

over for de nordiske lande, blev der i det østtyske udenrigsministerium

nedsat en Østersøkommission, der indsamlede informationer og erfaringer

inden for Østersøsamarbejde. 23 Kommissionen var et vigtigt redskab for

udenrigsministeriet til at skabe overblik og koordinere de østtyske initiativer

over for de skandinaviske lande. Kommissionen søgte at systematisere og

aktivere statsinstansernes og masseorganisationers kontakter med de nordiske

lande. 24 Den kom derved til at virke som en akkumulator for den østtyske

udenrigspolitiske indsats over for Norden fra midten af halvtredserne

frem til Østersøugerne.

Udenrigsministeriets koordinerende arbejde skete naturligvis i samarbejde

med og under kontrol af partiet. På trods af kommissionens navn var hovedmålet

for dens arbejde ikke hele Østersørummet. Dens arbejde sigtede kun

mod de kapitalistiske Østersølande. Karakteristisk for kommissionens orientering

var dens arbejdede i 1956 på at genoplive traktater indgået mellem

Kejser- ,Weimar- og Hitlertyskland og lande omkring Østersøen. I denne

sammenhæng blev det understreget, at der ikke skulle bruges energi på

traktater, der angik Sovjetunionen og Polen. 25 Disse lande var ikke relevante

for kommissionens arbejde.

Som et led i Østersøkommissionens arbejde deltog den i at planlægge og

evaluere arrangementer, typisk afholdt af masseorganisationerne. Erfaringerne

fra disse arrangementer indgik herefter i forberedelserne af

Østersøugerne. Et sådan foregangsarrangement var eksempelvis

Østersøungdomslejren ved Graal-Müritz ved Rostock i 1956. 26 Ungdomslejrene

blev fra 1958 videreført som en fast bestanddel af Østersøugerne.

Østersøkommissionen arbejdede med en Østersø-fredsuge som endeligt

mål. Det fremgik allerede af kommissionens indledende arbejde, og indgik i

den perspektivplan fra 1956, der blev sendt ud til såvel ministeriets afdelinger

som til Sovjetunionen. 27 Gennem denne orientering har Sovjetunionen

allerede på et tidligt tidspunkt vidst besked om østtyskernes planer.

Det må forventes, at russerne senest på dette tidspunkt har sanktioneret

østtyskernes planer, om end der ikke i dag foreligger noget papir med en

sovjetisk bekræftelse eller godkendelse. Havde russerne ikke allerede godkendt

projektet, ville planlægningsarbejdet være ophørt. Konceptet lå

endnu ikke helt klart i 1956, men konturerne for den senere Østersøuge

tegnede sig blandt diplomaterne i udenrigsministeriet, allerede to år før den

første uge blev afholdt. Ikke mindst fredskonceptet stod fast. Således omhandlede

Østersøkommissionens første planer afholdelsen af fredsmøder

med deltagelse af fredsbevægelser fra alle Østersølande. 28

Kriterierne for fred i Østersøen, som østtyskerne opstillede og propaganderede

for under festivalerne, bundede først og fremmest i en anerkendelse

af DDR. For at staterne langs Østersøen skulle kunne leve i fredelige sameksistens,

måtte disse stater nødvendigvis anerkende hinanden. 29 Den

østtyske freds-propaganda foreslog faktisk endnu mere radikale skridt i

anerkendelsesprocessen. Opskriften på fred var ifølge den officielle østty-


www.historie-nu.dk www.historie-nu.dk - - side side 6 6

6

ske linie, at Anden Verdenskrigs allierede magter sluttede en endelig fred

med det samlede Tyskland, at landene langs Østersøens kyster underskrev

en multilateral ikke-angrebspagt med hinanden, og at Østersølandene oprettede

en atomfri zone. 30 Der var ingen problemer i at fremsætte forslagene.

De demonstrerede østtyskernes fredsvilje samtidig med, at målene

var fuldstændig uopnåelige. Så længe DDR officielt ikke eksisterede i vestens

øjne, lå en afsluttelse af traktater ikke lige for. Fredsprincipperne, der

ikke afveg fra den officielle Warszawa-pagt-holdning, skulle dog overbevise

de tilrejsende gæster om den østtyske stats fredelige hensigter.

De ovenstående ideer var de tydeligst definerede østtyske tanker om, hvad

fred i Østersøen betød i praksis. De var ikke særligt innovative, men lå i forlængelse

af allerede formulerede ideer i østblokken som for eksempel den

polske såkaldte Rapacki-plan fra 1957, der foreslog oprettelsen af en

atomvåbenfri zone i Centraleuropa. Ideen om en fredstraktat var hentet fra

en anden del af DDR´s udenrigspolitik og blev også fra slutningen af

1950´erne fremført som løsningen på Vestberlin-problemet. 31 Grundlaget

for propaganderingen af Østersøen som et fredens hav var altså gammel

ideologisk vin på nye flasker (Østersø-konteksten).

Ud over de angivne eksempler benyttede østtyskerne sig overvejende af

uklare formuleringer som ”en zone af fred i Østersøen”. Det lød flot, men

det er svært nærmere at beskrive indholdet af begrebet. 32 Om DDR og

dets allieredes ubøjelige vilje til fred skrev Ostseezeitung, SED´s officielle

regionale partiorgan, ved den anden Østersøuge: ”Det er vanskeligt at forstå,

når Danmark og Norge forklarer, at de netop er blevet medlemmer af

NATO for at kunne beskytte sig mod et angreb fra den socialistiske lejr. Den

socialistiske lejr truer ikke nogen. Hverken Sovjetunionen eller noget andet

socialistisk land har ytret trusler over for Danmark, Norge eller Sverige, eller

for dens sags skyld fremsat territorielle krav”. 33 På det grundlag ønskede

østtyskerne gennem dialog at overbevise skandinaverne om deres lands

ædle intentioner. Den heraf følgende politiske goodwill skulle omsættes til

en politisk anerkendelse af DDR. 34 Disse østtyske fredsinitiativer var fra

1958 temaer ved Østersøugen og forblev det igennem 1960´erne.

Den Den anden anden tysk tyske tysk es estat ess

tat og og N NNATO

N

Enhver god historie indeholder en helt og en skurk. Det gjorde det østtyske

fredsfremstød, som Østersøugen var kernen i, også. I den østtyske propaganda

fremstod Vesttyskland som antibilledet af ”den fredselskende arbejder-

og bondestat DDR”. Når østtyskerne fremhævede Østtysklands påståede

politiske fremskridt, brugte de ”det onde Vesttyskland” som kontrast.

Sort-hvid billedet skulle styrke DDR’s skrantende legitimitet i omverdenen.

Når Vesttyskland kunne hævde sin legitimitet gennem dets størrelse og ikke

mindst på grund af dets demokratisk-parlamentariske mandat, forsøgte Østtyskland

at styrke sin eksistensberettigelse ved at fremhæve sig selv som

den eneste tyske stat, der for alvor havde brudt med Tysklands nazistiske

fortid. 35 I lyset af denne argumentationstaktik blev den årlige fredsuge i

Rostock (Østersøugen) set som et modstykke til vesttyskernes Kielerwoche,

der blev beskrevet som et imperialistisk og militaristisk levn fra Hitler- og

kejsertiden. 36


www.historie-nu.dk www.historie-nu.dk - - - side side side 7

7

DDR havde i sin antifascistiske hetz stærke kort på hånden. Ingen af

DDR´s ledere havde arbejdet for Hitler. De var enten blevet sendt i koncentrationslejr

som eksempelvis KPb den senere statschef Erich Honecker eller

været i eksil som Walter Ulbricht. De østtyske ledere kunne fremvise flotte

anti-nazistiske meritter. De fleste havde aktivt deltaget i kampen mod fascismen

i den Internationale Brigade under Den Spanske Borgerkrig eller

senere under Anden Verdenskrig i den røde hær. 37

Østtyskerne var ved opbygningen af deres system nødt til at integrere almindelige

borgere, der var belastede af en fortid i nazipartiet, SS, Hitler-jugend

eller lignende. Gamle nazister blev imidlertid i videst muligt omfang holdt

fra betroede poster. Som en ekstra sikring overvågede de østtyske styre

grundigt, at medløbere fra det gamle system – som medløbere medregnedes

endog under visse omstændigheder tidligere soldater i Wehrmacht

(som næsten alle tyske mænd havde tilhørt) – ikke opnåede betroede eller

magtfulde poster. Det skete i hvert fald ikke med regimets billigelse. 38 Et

eksempel på frasortering af personer med en ”brunplettet” fortid i forholdet

mellem DDR og Danmark, findes hos fagforeningen FDGB. Forbundsledelsen

forpurrede, at en tillidsmanden Günther Wittchow fra Wismar besøgte

virksomheden Tasso i Odense med den begrundelse, at han havde

været underofficer i Wehrmacht. 39 Wittchows fortid gjorde ham i FDGB´s

forbundsledelses øjne politisk utillidsvækkende og uværdig til at repræsentere

DDR i udlandet.

I Vesttyskland var man ikke så kræsen med, hvem der skulle besidde poster

i det nye system. Opbygning af en demokratisk stat krævede integreringen

af nazister og disses medløbere, ikke mindst fordi det ville have været

næsten umuligt at finde borgerlige kredse, der levede op til østtyskernes

krav om rene hænder. Det gjorde derimod kommunisterne, og dem ønskede

hverken vestmagterne eller den vesttyske elite at benytte sig af. Resultatet

blev en vidtgående reintegration af den gamle elite fra før 1945.

Det gjorde det naturligvis nemt for østtyskerne at kaste sig over Konrad

Adenauers statsapparat. I forhold til Norden og fredsretorikken var det meget

vigtigt at påvise det personsammenfald mellem Hitlers krigsmaskine og

det ”nye” Bundeswehr. Især mente østtyskerne, at det var interessant at

kunne afsløre højtstående officerer i Adenauers Bundesmarine fra den

gamle Kriegsmarine, som havde planlagt eller deltaget i invasionen af Danmark

og Norge. 40 I DDR-propagandaen var den logiske konsekvens af

personsammenfaldet mellem Hitlers hedengangne stridsmagt og den vesttyske

hær, at disse var absolut identiske, også ideologisk; facaden var blot

skiftet ud. 41 Konklusionen fra østtysk side var derfor, at Vesttysklands genrustning

var dødsens farlig for hele Europa, ikke mindst for Skandinavien. 42

Når Vesttyskland blev set som det militaristiske og nazistiske antibillede af

DDR, blev alle handlinger, som dette Tyskland foretog sig, styret af onde

hensigter. Når vesttyskerne afholdt Kielerwoche, så var det ifølge den østtyske

version af sandheden et led i de revanchistiske, vesttyske planer om at

undertvinge sig de nordiske lande og gøre Østersøen til et vesttysk NATOindhav.

43 Det ville selvsagt ikke kunne lade sig gøre med fredelige midler.

Da DDR var diametralt modsat forbundsrepublikken, skulle udgangspunktet

for den årlige Østersøuge i Rostock selvfølgelig være anderledes nobelt.

Når vesttyskerne ville undertvinge Norden og skabe krig, måtte DDR naturligvis

støtte alle fredselskende kræfter og skabe et fredens hav. 44 At flåde-


www.historie-nu.dk www.historie-nu.dk - - side side side 8

8

parader fra folkemarinen (Volksmarine) spillede en voksende rolle under

Østersøugen, og at marinechefen, kammerat viceadmiral Waldemar Verner,

sad i Østersøkomiteen, der skulle sikre freden omkring Østersøen, spillede

en mindre rolle. 45

Oprustningen i den Tyske Demokratiske Republik selv stod ikke til debat

under Østersøugerne. Man mødtes for ensidigt at kritisere den vesttyske

oprustning. Det var vesttyskerne, der blev betragtet som farlige. De var militarister

og nazister. Den voksende østtyske arme blev bortforklaret med at

den blot arbejdede for fred og socialisme, hvilket fremgår tydeligt af hærens

egen historieskrivning. 46 De østtyske værter stillede sig derfor uforstående,

da en norsk kommunist ved Østersøugen 1958 undrede sig over det

stærke militære opbud. En efterfølgende rapport om den ubehagelige nordmand

bedyrede ikke helt troværdigt, at de østtyske rejseledere straks havde

forklaret den bekymrede gæst tingenes sande tilstand, om hvilken fjende

DDR stod over for. Han skulle efterfølgende have vist sig meget forstående.

47

I lighed med den unavngivne norske kommunist havde den russiske forfatter

Ilja Ehrenburg året forinden over for den østtyske spionagechef Markus

Wolf vist sin skepsis over for østtyskernes angivelige brud med deres militaristiske

fortid. ”Tyskere har altid været glade for at marchere” skulle

Ehrenburg til Wolfs fortrydelse have konstateret. 48 Men deres egen oprustning

så østtyskerne som forudsætningen og ikke en hindring for fred.

Forbundsrepublikkens mulige revisionisme bekymrede østtyskerne. Centralt

i argumentationen over for danskerne og nordmændene var derfor advarslerne

om, at vesttyskerne var på vej til igen at tage kontrollen over de to

nordiske lande. 49 I modsætning til i 1940 skulle det ske fredeligt gennem

en voksende økonomisk afhængighed af Vesttyskland og gennem NATO. I

NATO-regi så østtyskerne den fælles dansk-vesttyske flådekommando Baltap

(fra 1962, TWF) som det første skridt til en fuldstændig vesttysk kontrol

over Danmark. 50 Østtyskerne præsenterede dette skrækscenario for de

danske gæster ved Østersøugen. Løsningen af problemet var et intensiveret

fredssamarbejde i Østersøen. Det ville med andre ord sige et øget samarbejde

med DDR og Sovjetunionen - et samarbejde der naturligvis forudsatte

en anerkendelse af DDR. 51

Koblingen af faren for et revisionistisk Vesttyskland og faren ved NATO var i

den østtyske propaganda tæt. Vekselvirkningen mellem den vesttyske militarisme

og den aggressive NATO-alliance fremstillede østtyskerne som den

største forhindring for forsoning og fred i Østersørummet. 52 NATO skabte

forudsætning for den vesttyske genoprustning og ekspansion. Østtyskerne

påstod desuden, at NATO var parat til udstyre Forbundsrepublikken med

atommissiler. Det skulle sætte de gamle nazigeneraler i stand til at færdiggøre,

hvad de i 1939-45 ikke havde haft mulighed for, mente DDR lederne.

53

Det var under disse ideologiske forudsætninger, at der ved Østersøugen

skulle diskuteres, hvordan Østersøen skulle blive et fredens hav.


Indholde Indholdet Indholde tafØs tafØster tafØs afØs er ersøugerne ersøugerne

søugerne

www.historie-nu.dk www.historie-nu.dk - - side side 9

9

De østtyske værter havde allerede før Østersøugen besluttet, hvad løsningen

på problemet ”Ostsee-Meer des Friedens” var. Ved gennemførelsen af

ugerne blev deltagernes tanker ledt i de rette baner ved indledningsdemonstrationen.

54 Hovedtaleren ved denne politiske manifestation var

ved Østersøugen i 1958 og i 1959 SED´s generalsekretær Walter Ulbricht

og 1960 DDR´s ministerpræsident Otto Grotewohl. Hovedtalen dannede

udgangspunkt for diskussionen i ugens forskellige fora - en kvindekonference,

ungdomslejr, studenterkonference og arbejderkonferencen for

Østersølandene, Norge og Island. 55 Ved disse arrangementer blev DDR´s

holdning nok engang forelagt af en ledende østtysk personlighed. Herefter

blev fred i Østersøen ”diskuteret”. ”Debatten” mundede ud i vedtagelsen af

resolutioner, der afspejlede det officielle østtyske standpunkt. 56 Diskussionen

i Østersøugens forskellige forsamlinger havde imidlertid mere karakter

af en meningsbekræftelse end en meningsudveksling. Da en norsk delegeret

ved Arbejderkonferecen 1958 kom til at sige, at USA måtte sikre sig

med atomvåben, så længe Sovjetunionen fortsat producerede a-våben,

vakte det derfor tumult. Til de østtyske værters tilfredshed belærte de danske

og svenske delegerede nordmanden, så han i hvert fald måtte indrømme,

at DDR som frontliniestat over for vesten havde stor betydning i

kampen for fred, og at han ved hjemkomsten ville kæmpe for norsk anerkendelse

af Østtyskland. 57 Da to vesttyske studerende ved seminaret for

studerende fra Østersølandene i 1958 mente, at de i ugen foranstaltede

massedemonstrationer mindede dem om nazidemonstrationer, blev de offer

for seminarets vrede og blev voldsomt irettesat for deres ”forkerte mening”.

58

Som en ekstra sikring af Østersøugernes politiske linie bistod Ministeriet for

Statssikkerhed (MfS el. Stasi) arrangørerne. Chefen for MfS i Rostock,

Obestløjtnant Neuthe kunne efter Østersøugen 1959 melde, at hans medarbejde

og informanter havde arbejdet disciplineret og effektiv for at afbøde

fjendens (Vestens, TWF) ideologiske angreb mod arrangementet. Således

havde Stasi forhindret, at oppositionelle rejste ind i landet. Desuden

havde sikkerhedsfolkene vha. deres agenter opsporet et vesttysk studerende,

som de forventerede ville optræde provokerende – det betød sandsynligvis,

at han ville modsætte sig den fastlagte politiske linie. Uden videre

angivelser, oplyser Neuthe, at man forhindrede den nævnte students deltagelse

i Østersøugens studenterkonference. 59 Rapporten viser, hvordan folkene

fra Statssikkerheden var på stikkerne under Østersøugerne. Med deres

hemmelige netværk sørgede de for, at de besøgende gæster holdt sig

inden for arrangementets forudsete ideologiske rammer. ”Debatten” blev

ikke arrangeret for at give politiske modstanderen en talerstol, men derimod

for at skabe ”dybt indtryk hos vores gæster, hovedsageligt fra de skandinaviske

lande…og dermed bidrage til, at sandheden om DDR blev spedt

og forholdet til naboerne forbedret”. 60

De politiske arrangementer, der med debatfora og massedemonstrationer

skulle styrke DDR´s udenrigspolitiske profil i norden, var flankeret af forlystelser,

der skulle tiltrække og fornøje gæsterne ved Østersøugerne. Underholdning

var samtidig med til at overbevise om socialismens resultater. Fra

den første Østersøuge blev der afholdt sports- og kulturarrangementer.

Sportsarrangementerne bestod af internationale konkurrencer i fodbold,


www.historie-nu.dk www.historie-nu.dk - - side side 10

10

håndbold, atletik og svømning. Desuden afholdtes en fredsregatta. 61

Kulturdelen af Østersøugen indeholdt diverse udstillinger, musikensembler,

teaterforestillinger og filmforevisninger. 62 Yderligere hjalp lokale fisker- og

virksomhedsfester med til at festligholde Østersøugen. 63

Udstillinger, teater og film var tematisk underordnet ugens fredstema samtidig

med, at kunsten skulle afspejle det socialistiske kulturliv. 64 I 1958 forestod

det regionale udvalg af den nationale front en dokumentarudstilling

under titlen ”Beskyt freden i Østersøen”. Danmark var blandt udstillerne

repræsenteret med en udstilling af den kommunistiske tegner og satiriker

Bidstrup, der tegnede for blandt andet ”Land og Folk” og ”Pravda”. 65 Som

det hørte sig til i en socialistisk arbejder- og bondestat, hvor temaerne produktion

og produktivitet altid var i højsædet, indgik der naturligvis også en

landbrugs- og industriudstilling, der senere udviklede sig til en egentlig

messe. 66 Filmforeviserne kunne præsentere fredsugens gæster for opbyggelige

antikrigsfilm som ”Du und mancher Kamerad” (Du og mangt en kammerat)

og ”Unternehmen Teutonenschwert”(Operation Teutonersværd), hvis

titler kombineret med den socialistiske forudsigelighed dårligt overlod meget

tilbage til fantasien om filmens indhold. 67 Endog enkelte af de afholdte

musikarrangementer lykkedes det at få placeret inden for Østersøugens

ideologiske rammer. Eksempelvis spillede ABF-ensemblet fra Leipzig en

koncert ud fra temaet ”Beskyt vores verden og kæmp for dens fred”. 68 Ud

over de direkte henvisninger til officielle DDR-løsener om fred og socialisme,

bar programmet for Østersøugen også implicit præg af at være udarbejdet

i en socialistisk stat. Bag udvælgelsen af musik, teater, sport, etc.

stod hele tiden et ønske om at vise og bevise DDR´s legitimitet. Derfor

havde alle arrangementerne fra fodboldkampe til udstillinger også en

masseappel eller massekarakter. Østersøugen var et arrangement for arbejdere

og bønder, ikke for kulturkliker. Socialistisk kultur skulle have en betydning

for de arbejdende masser, såfremt den skulle være berettiget. 69

Derfor lagde Østersøkomiteens sekretariat vægt på, at de orkestre og kunstnere

fra DDR og de øvrige Østersølande, repræsenteret ved Østersøugen

1958, var folkekunstnere, og at det ved Østersøugen var lykkedes at fremvise

den tyske folkekunsttradition, der var medvirkende til opbygningen af

den socialistiske bevidsthed. 70 De besøgende fra udlandet og den østtyske

befolkning skulle på en underholdende og belærende måde konfronteres

med den østtyske folkekultur.

De internationale sportskonkurrencer var mindre ligefremme i deres politiske

budskab end eksempelvis udstillinger og film. Det bør imidlertid understreges,

at sporten i DDR såvel som i den øvrige del af Østblokken var et

vigtigt aktiv i folkekulturen. Desuden kunne DDR gennem sporten manifestere

sig internationalt som en selvstændig stat. 71 Sportsbegivenhederne

opfyldte derfor under Østersøugerne en stærkt symbolsk funktion, foruden

at være et underholdende indslag i en folkefest.

Formen af Østersøugerne med debatfora, politiske erklæringer, massedemonstration,

sport og kultur blev bibeholdt og udviklet frem til

Østersøugernes krise og endelige ophør efter DDR´s internationale anerkendelse

i 1975. I denne form kunne DDR staten effektivt præsentere sig

selv for omverdenen og styrke sin interne og eksterne legitimitet. Ved optagelsen

af diplomatiske forbindelser til størstedelen af verdens lande mistede

Østersøugerne deres betydning som udstillingsvindue for den reelt


www.historie-nu.dk www.historie-nu.dk - - side side side 11

11

eksisterende socialisme. Kampen for anerkendelse var da forbi; præsentationen

af DDR kunne varetages mere effektiv gennem officielle kanaler. 72

Arbeit Arbeiter Arbeit er erkonf er onf onferenzen onf erenzen der der Ostseestaat

Ostseestaaten, Ostseestaat en, Nor Norwegen Nor egen egen und und Island Island

Island

Det politisk mest betydningsfulde af arrangementerne ved de tidlige

Østersøuger var arbejder-konferencerne for Østersølandene, Norge og Island.

Arrangementet lå i umiddelbar forlængelse af og uddybede FDGB´s

delegationsarbejde med de nordiske lande. Arbejderkonferencerne gav ligesom

delegationsarbejdet DDR mulighed for at træde i forbindelse med de

stærke nordiske fagbevægelser, hvis betydning primært hang sammen med

deres muligheder for at påvirke de socialdemokratiske regeringer. Arbejderkonferencerne

blev først fortrægt som Østersøugernes politiske sværvægter

i 1967. Det år lykkedes at oprette en Østersøparlamentarikersamling. 73

Arbejderkonferencerne udmærkede sig imidlertid gennem deres levedygtighed.

Da Østersøugerne i 1970´erne mistede deres politiske betydning, fortsatte

arbejderkonferencerne med at være et vigtigt redskab til dyrkelsen af

kontakter til de nordiske landes fagbevægelser. Derfor blev arbejderkonferencen

som det eneste Østersøforum videreført, da Østersøugerne i

1975 ifølge SED´s politbureau havde nået deres mål – fred i Østersøen. 74

Initiativet til afholdelsen af en arbejderkonference inden for rammerne af

den årlige Østersøuge udgik fra FDGB. Den 15. februar 1958 indkaldte de

østtyske fagforeninger til stiftelsen af en forberedende kommission til den

første arbejderkonference i ”Haus der Bezirksvorstandes des FDGB” i

Rostock. Her samledes repræsentanter for havnearbejdere, søfolk og

værftsarbejdere fra DDR, Polen, Sovjet, Finland, Sverige og Danmark under

forsæde af næstformanden for FDGB i Bezirk Rostock, Nillus. Fra Danmark

deltog Villy Andreasen, formand for skibsværftsarbejderne i København,

Christian Christensen, formand for havnearbejderne i København, og Palle

Hansen, tillidsmand på Helsingør skibsværft. De havde alle tilknytning til

DKP. Fra DDR deltog et bredt spektrum af lokale fagforeningsfunktionærer

og repræsentanter for FGBG´s forbundsledelse. Dette møde påtog sig opgaven

at forberede arbejderkonferencen 1958. Ved samme lejlighed konstituerede

gruppen sig som den stående initiativkomite for arbejderkonferencen

(Die ständige Komitee der Arbeiterkonferenz). 75 Hermed fik

arbejderkonferencebevægelsen en todelt karakter. For det første kom den

til at bestå af de løbende møder i den lukkede initiativkomite, hvor faste

repræsentanter flere gange årligt diskuterede arbejderbevægelsens udvikling

og vilkår i Østersølandene. For det andet ved det langt bredere forum

under Østersøugerne, hvor en større kreds af fagforeningsfolk diskuterede

fred og fagbevægelsens opgaver.

Arbejderkonferencebevægelsens politiske mål blev arrangeret tæt op af de

officielle østtyske paroler om fred og sikkerhed for gennem fagbevægelsen

at fremme DDR´s anseelse i udlandet. 76 Det ideologiske arbejdsgrundlag,

der dannede rammen for bevægelsens arbejde, kom klart til udtryk i formanden

for FDGB i Bezirk Rostock Rudi Speckins indlæg ved det

konstituerende møde i den stående komite. Vesttyskland og Nato var fjender

af fred i Østersøen, fastslog han. Løsningen af dette problem skulle

være fredelig sameksistens og samarbejde med de fredselskende stater

DDR og USSR. 77 Herved adskilte Speckin sig ikke en centimeter fra den

ovenfor beskrevne linie i den østtyske argumentation. Det fagforeningsspecifikke

i arbejderkonferencebevægelsen var – ud over at det var


www.historie-nu.dk www.historie-nu.dk - - side side 12

12

fagforeningsrepræsentanter, der mødtes til diskussion - at konferencerne

koblede DDR´s freds- og sikkerhedspolitik i Østersørummet med forbedringen

af arbejdernes levestandard i alle Østersølandene. Kampen for fred

blev fremstillet som en direkte og naturlig forlængelse af det normale

fagforeningsarbejde for bedre løn- og arbejdsforhold. Østtyskerne argumenterede

for, at militærudgifter drænede Østersølandene for penge, hæmmede

deres økonomisk vækst og forhindrede forbedringer i levestandarden.

Krig betød ødelæggelser, der i sidste ende også forårsagede et fald i

arbejderklassens levestandard. Krig betød desuden døden for store dele af

arbejderklassen, der ville ende som kanonføde i imperialisternes krige –

hvilket unægtelig måtte anses for at være en drastisk forringelse af ”levestandarden”.

78 Foruden det uegennyttige i at redde verdensfreden var der

altså en direkte materiel motivationsfaktor for arbejderklasserne i

Østersølandene til at tage stilling i kampen for fred. Rudi Speckin henviste

ved det konstituerende møde i initiativkomiteen med marxismen-leninismen

i baghånden til, at arbejderklassen som en fremtidens klasse var prædestineret

til at arbejde for fred. 79 Den uundgåelige sammenhæng mellem

arbejdernes kår og freden i Østersøen kunne aflæses i

arbejderkonferencernes slogans ”Arbejderklassens ansvar for fred i Østerrummet”(1958)

og ”Arbejderklassen og dens fagforeningers opgaver i kampen

for forbedring af levestandarden og sikringen af fred i Østersørummet”

(1959).

Den første arbejderkonference ved Østersøugen 1958 var forbeholdt arbejdere,

der beskæftigede sig med søfart. Det vil sige sømænd, værfts- og

havnearbejdere. Det skyldes, at østtyskerne i det oprindelige idegrundlag

ved valget af faggrupper ønskede symbolsk at understrege, hvordan Østersøen

var et hav, der forbandt arbejderne langs dets kyster. 80 Men allerede i

forbindelse med initiativgruppens første møde udtrykte danske repræsentanter

ønske om, at der til konferencerne også blev inviteret arbejdere fra

faggrupper, der ikke havde nogen forbindelse til havet. 81 Det skete året efter

ved indragelsen af metal-, bygnings-, kommunal-, jernbane- og landarbejdere.

82 Fra dette tidspunkt fik arbejderkonferencerne karakter af en bevægelse,

der omfattede alle mulige faggrupper. Ved udvidelsen af fagspektret

skete samtidig en vækst af antallet af nationale repræsentanter

ved selve konferencen fra Danmark og Sverige, der var de to vigtigste kapitalistisk

lande ved konferencen. Fra begge lande steg antallet af deltagere

fra 30 til 80 samtidig med, at DDR fastholdt sin delegationsstørrelse på 30.

Da såvel den polske og sovjetiske delegation var langt mindre, var det

åbenlyst, hvem østtyskerne ønskede at få i tale. 83 Fra 1960 blev

konferencebevægelsen udvidet med optagelsen af Island, der sammen

med Norge var repræsenteret uden at have søgrænse i Østersøen. 84 Da

Østersøugen først og fremmest var en imødekommelse af de kapitalistiske

lande i Norden, var inddragelsen af Norge og Island ikke noget stort paradoks.

85 Inddragelsen af Island bør ses i forbindelse med Islands mere liberale

holdning over for DDR. Island anerkendte eksempelvis som tidligere

nævnt de østtyske pas.

Parallelt med disse udvidelser skete også en udvidelse af den politiske

bredde i den danske delegation til arbejderkonferencen. 86 Det betød flere

socialdemokratiske delegerede. Det drejede sig imidlertid ikke om socialdemokrater

af en sådan kaliber, at de havde en indflydelse på Socialdemokratiets

linie i Danmark. 87 Det ændrede sig imidlertid i løbet af 1960´erne,


www.historie-nu.dk www.historie-nu.dk - - side side side 13

13

hvor førende socialdemokratiske fagforeningsfolk som formændene for de

danske arbejdsmænd Alfred Petersen og senere statsminister Anker Jørgensen

blev inddraget i konferencebevægelsen. 88

I lighed med de øvrige diskussionsfora i forbindelse med Østersøugerne,

afsluttedes arbejderkonferencen med en række appeller til fordel for DDR

og i tråd med den gældende østtyske politiske linie. Den vigtigske appel var

den årlige henvendelse til Østersølandenes fagforeninger og arbejderbefolkninger

om konferencens resultater. I 1959 kunne arbejderkonferencen

eksempelvis fastslå at ”Vi har overbevist os om, at freden bor

i den Tyske Demokratiske Republik. Sandheden bliver trods den gentagne

bagvaskelse bekendt i Nordeuropa.” Til gengæld kunne arbejderkonferencen

om Vesttyskland fastslå, at ”Den militaristiske udvikling i Vesttyskland

er en alvorlig fare for freden. På nuværende tidspunkt nægter

Adenauer-regeringen kategorisk fredelige tiltag. Den opruster atomart og

stiller territoriale krav”. 89 Foruden de årligt gentagne opfordringer til Nordens

arbejderklasser om at rejse sig mod det vesttyske NATO-tyranni og

kæmpe til fordel for fred, sikkerhed og østtysk anerkendelse, rettede

arbejderkonferencerne også aktuelle henvendelser. I 1959 opfordrede

arbejderkonferencen stormagternes udenrigsministre til at fordømme Vesttyskland

for brud på Potsdamaftalen samt til at afslutte en fredstraktat med

Tyskland(ene). 90 Samme år protesterede konferencen i et brev til den græske

regering på vegne af Østersølandenes arbejderklasser over dødsdommen

over kommunisten Manolis Olezos. 91

Delegationerne af fagforeningsfolk deltog foruden debatten ved arbejderkonferencen

også i møder med arbejderne på udvalgte VEB (Volkseigene

Betrieb), LPG (Landwirtschaftliche Produktionsgenossenschaften, kollektivlandbrug),

MTS (Maschinen-Traktor Stationen, maskinstationer) og VEG´er

(Volkseigene Genossenschaften, statslandbrug). Herved fik de delegerede

mulighed for at stifte bekendtskab med den socialistiske stats sociale og

produktionsmæssige resultater. Samtidig fik DDR-borgerne – eller formodentlig

specielt udvalgte DDR-loyale kommunister – ret til at stille spørgsmål

til de delegerede om livet i vesten, om hvilket de delegerede kunne

fortælle ”hårrejsende” historier. 92 Til gengæld for deltagelsen i

Østersøugen betalte DDR alle omkostninger i forbindelse med arbejderkonferencerne,

fra transport til lommepenge. 93 Desuden fik delegationsdeltagerne

mulighed for at nyde et andet af arbejder- og bondestatens produkter,

den såkaldte ”inter”-handel, hvor ellers vanskeligt opnåelige varer –

fortrinsvis importerede – kunne købes for vestvaluta, der ikke var umiddelbart

opnåelig for arbejderne og bønderne. 94

Dansk Danskerne Dansk erne og og Øs Øster Øs er ersøugerne er søugerne

DDR´s kontakter til Danmark i løbet af 1950´erne var som tidligere nævnt

præget af dualitet. På den ene side havde østtyskerne tætte ideologiske

bånd til DKP. På den anden side nærede østtyskerne et intenst ønske om

anerkendelse af deres stat. Det stod givetvis østtyskerne klart, at det mål

ikke kunne realiseres ved hjælp af de danske kommunister. Derfor søgte

man fra østtysk side fra midten af 50´erne øget kontakt såvel med andre

politiske kredse – primært med socialdemokratiet - som med det danske


www.historie-nu.dk www.historie-nu.dk - - side side 14

14

erhvervsliv. Ønsket om ideologisk fastholdelse, men praktisk frigørelse fra

DKP, blev styrket af DKP´s nedtur og endelige valgnederlag ved årtiets udgang.

Den udvikling påvirkede selvsagt også udformningen og planlægningen

af Østersøugerne.

Planlægningen af Østersøugerne foregik officielt i samarbejde med

Østersølandenes arbejderpartier, hvilket i den marxistisk-leninistiske tradition

betød de ”sande arbejderpartier”, altså kommunistpartierne. Samarbejdet

var institutionaliseret gennem officielle sammenkomster med

”broderpartierne” ved Østersøkurstedet Heilligendamm. 95 Her forelagde

SED sine ”fredsplaner” til debat og accept. Beslutningerne var imidlertid

alle truffet på højeste plan i partiet. Broderpartierne havde derfor ingen reel

indflydelse på projektet. Det eneste broderparti, der havde mulighed for at

påvirke DDR´s udenrigspolitik, var Sovjetunionens kommunistparti, SUKP.

Sovjetunionen blev underrettet gennem DDR´s særligt befuldmægtigede

ambassade i Moskva eller gennem direkte kontakt mellem Ulbricht og

Khrusjtjov . Det var derfor ikke af hensyn til SUKP´s ønsker, at møderne i

Heilligendamm blev afholdt. Sovjetunionen havde under hele forløbet mulighed

for at gribe ind i beslutningsprocesserne, såfremt man ønskede det.

Møderne blev sandsynligvis afholdt for at inddrage de skandinaviske kommunister.

Danske kommunister spillede allerede ved etableringen af

arbejderkonferencerne en stor rolle, da den socialdemokratiske fagbevægelse

endnu i 1950´erne nægtede at etablere kontakter til DDR. Ligeledes

spillede DKP en rolle som mobilisator af besøgende til de første

Østersøuger, hvor DKP forpligtede sig til at arbejde for at skaffe danske tilrejsende

til DDR. 96

Støtten fra DKP var en lettelse i starten, men udgjorde på den anden side

en hæmsko for det østtyske mål; at få en stadig større del af den danske

befolkning i tale. På den ene side var det nødvendigt at invitere flest mulig

danske kommunister for overhovedet at give Østersøugerne en internationalt

tilsnit. Uden kommunisterne ville tilstedeværelsen af danske gæster til

de første Østersøuger knap have være synligt. På den anden side virkede

andelen af kommunister og sympatisører som en stadig stigende belastning

for de østtyske arrangører, der betragtede det som en alvorlig begrænsning

af Østersøugernes virkning. 97

Deltagertallet fra Danmark steg betydeligt fra Østersøugen i 1958, en ikke

uvæsentligt succes for DDR-ledelsen. Det var de østtyske politiske analyser,

der som hovedregel nærmest kogte over af succesmeldinger, ikke sene til

at bemærke. 98 Men trods lederen af DKP i København Ingmar Wagners

overbevisning om, at en bred bølge af velvilje strømmede mod DDR, forblev

andelen af ikke-kommunister lav. 99 En statistik fra arbejderkonferencen

1959 fortæller, at forholdet mellem danske socialdemokrater og kommunister

var 14:34. Hertil kom 21 partiløse, der formodentlig hovedsagelig har

bestået af kommunistiske sympatisører. 100

Pakket ind i formuleringer om Østersøugernes ”fantastiske virkning for vores

(DDR´s) politik i Østersørummet” , betragtede det østtyske

udenrigsministeriums medarbejdere alligevel kommunisternes andel af deltagere

som et alvorligt problem. Diplomaterne understregede, at det var

”ubetinget nødvendigt at overvinde den bestående indsnævring af

Østersøugen. Det må under ingen omstændigheder, som det har været til-


www.historie-nu.dk www.historie-nu.dk - - side side 15

15

fældet de foregående år, være et arrangement overvejende for venstrestående

kræfter”. 101 Tonen i denne planlægning var umisforståelig hård og

beskeden klar. DDR kunne ikke bruge millioner af mark og mobilisere lokalbefolkning

og politbureau for at afholde hyggemøder for de nordiske

kommunistpartier. Trods fokus på problemet forblev det uløst også efter

Østersøugen 1960. 102 Problemet var af en så omfattende karakter, at det

fandt vej til politbureauets beslutning om afholdelsen af Østersøugen 1961,

hvor DDR´s højeste politiske organ bittert fastslog at udnyttelsen af

goodwillpotentialet hos bredere dele af de nordiske befolkninger i de foregående

år var blevet utilfredsstillende udnyttet. 103

Et andet mål for gennemslagskraften af Østersøugerne i Danmark var sammensætningen

af de særligt indbudte æresdelegationer.

Æresdelegationerne var gæster, der var særligt indbudte af

Østersøkomiteen til begivenheden, hvilket qua komiteens sammensætning

reelt betød af det østtyske styre. Ved indbydelsen af markante danske personligheder

håbede østtyskerne på, at forbindelsen mellem betydningsfulde

eller berømte mennesker og DDR ville betyde en afsmitning af disse

folks personlige anseelse på Østtyskland i den danske offentlighed. Det

skulle ske efter devisen ”hvis professor X eller kunstner Y besøgte DDR,

måtte landet nok alligevel være acceptabelt”. Håbet var også, at tilstedeværelsen

af førende kunstneriske og samfundsmæssige trendsættere ved

Østersøugen ville kunne mobilisere gæster til ugen, der på grund af politisk

ståsted normalt ikke ville overveje at tilbringe en uge i et socialistisk land.

Til arrangørgruppens ærgrelse var sammensætningen af æresdelegationen

ved pilotprojektet i 1958 ikke i samklang med intentionerne. Østersøkomiteens

sekretariat fastslog i 1958 med slet skjult irritation, at ”størstedelen

af Østersøkomiteens gæster var medlemmer af de kommunistiske partier

eller af demokratiske organisationer (DDR-sprog for venstreorienterede

grupper med sympati for Østblokken. TWF)” og blandt disse fandtes ikke

”indflydelsesrige eller kendte personligheder”. Det var derfor nødvendigt, at

alle østtyske institutioner og organisationer med tilknytning til Danmark

målrettet arbejdede på at rekruttere DDR-interesserede kändisser. 104 Det

efterfølgende år skete en relativ bedring. Æresdelegationen var i 1959 stadig

domineret af medlemmer af DKP, men indeholdt også personer med

medlemskab i andre partier. 105 Andelen af kendte og indflydelsesrige personer

var imidlertid stadig yderst begrænset. Det var dog lykkedes at interessere

enkelte kulturskabere for Østersøugerne. De danske ”hovednavne”

ved Østersøugen 1959 var forfatteren Harald Herdal og den kongelige operasanger

Mogens Wedel. 106 I denne sammenhæng er det værd at bemærke,

hvorledes DDR´s udenrigspolitiske udvikling i løbet af 50´erne

imod større bredde gjorde sig gældende. Som nævnt tidligere i noterne

nægtede SED-ledelsen med Ulbricht i spidsen 1949 Harald Herdal indrejse

på grund hans angiveligt fjendtlige ideologi. Ti år efter inviteredes Herdal af

samme Walter Ulbricht. Udenrigsministeriet pressede i 1960 for en udvidelse

specielt med folketings- og kommunalpolitikere. 107 Målsætningen for

de danske æresdelegationer blev opnået ved Østersøugerne i 1960, der

med såvel lands- og kommunalpolitikere opfyldte de østtyske krav. Delegationen

indeholdt foruden det obligatoriske antal af mere eller mindre vigtige

kommunister et stærkt radikalt islæt ved folketingsmedlemmerne Hermod

Lannung, Else Zeuthen, sekretæren for husmandsforbundet Thomas Christensen

og formanden for den liberale studenterforening i København, Esther

Brinch. Delegationen indeholdt også kulturelle personligheder som


www.historie-nu.dk www.historie-nu.dk - - - side side side 16

16

professor på kunstakademiet Niels Leersgaard og forfatteren Hans

Scherfig. 108 I modsætning til udviklingen i sammensætning af besøgende

fulgte sammensætningen af æresgæster en udviklingskurve, analog med

den generelle udbredelse og intensivering af østtyske kontakter til Danmark.

Udviklingen gik ikke hurtigt, men der tegnede sig en klar tendens

mod en bredere kontaktflade for det østtyske styre.

Efterhånden som det politiske grundlag, hvorfra østtyskerne kunne rekruttere

inviterede gæster og besøgene til Østersøugerne, voksede, steg arrangementets

betydning som et politisk aktiv. Fra i 1958 at være en indspist

kommunistisk deklarationsfest udviklede Østersøugen i 1960 sig til et redskab

til at kontakte en bred dansk og nordisk offentlighed. Det var som vist

produktet af et nøje planlagt politisk arbejde gennem tre år og havde været

forbundet med en indsats af store finansielle midler. 109 Én del af det lange

seje konstituerende arbejde kunne SED-ledelsen have sparet sig selv for,

såfremt udgangspunktet havde været mere ideologisk fleksibelt. Ved fra

udgangspunktet at opstille snævre rammer for den politiske diskussion blev

Østersøugerne gjort vanskeligt spiselige for eksempelvis socialdemokrater i

Norden. Aksel Larsen havde i forbindelse med den første Østersøuge gjort

opmærksom på, at ideen om ”Østersøen som et fredens hav” i Danmark

ville blive gennemskuet som østblokpropaganda. Det ville derfor ifølge Aksel

Larsen blive meget vanskeligt at gøre ugen populær i Danmark. For at

undgå en diskreditering af den kommende Østersøuge burde østtyskerne

lade de nordiske fredsbevægelser formulere et eget udspil til politisk diskussion.

På dette punkt stod DDR-ledelsen imidlertid fast. De henviste til,

at slagordet ”Østersøen, fredens hav” oprindeligt var blevet foreslået af det

svenske kommunistparti, og altså ikke var noget østtysk diktat. 110 Diskussionen

mellem SED´s partiledelse og Aksel Larsen var et bevis på den østtyske

Skandinavienspolitik mest alvorlig slagside, nemlig dens ambivalens.

Østtyskerne ønskede at få danskerne og de øvrige kapitalistiske nordiske

folk i tale for at styrke landets internationale position. DDR var parat til at

investere i et forbedret forhold, men samtidig var østtyskerne bundet af deres

ideologiske ballast, der tvang dem til en zig-zag kurs i politikken over for

Norden i en vanskeligt forenelig blanding af pragmatisme og dogmatisme.

Herbert Krolikowski, en af hovedmændene bag DDR´s Skandinavienspolitik,

styrkede dette billede, da han i forbindelse med forberedelsen af

Østersøugen 1959 skrev om erfaringerne fra 1958: ”….forrige år var gæsterne

fra de kapitalistiske nordiske lande ofte fremmedgjort over for bannere

og slagord. I disse landes presse blev i vid udstrækning berettet

herom i hadefuld form. Folk fra disse lande kunne ganske simpelt ikke forstå

slogans og manifestation i denne form…”. 111 Trods denne senere bekræftelse

af Aksel Larsens ord ændredes Østersøugernes ideologiske

grundkoncept sig ikke.

Pressen var et vigtigt redskab for Østersøugernes stræben efter nordisk

accept af DDR. Under den første Østersøuge var samarbejdet med pressen

begrænset til en pressekonference som en del af ugens officielle program.

Genklangen i de danske medier var derfor i 1958 yderst begrænset. I en

rapport til Walter Ulbricht beklagede DDR´s pressetjenestes korrespondent

Ulla Jessing, at ganske vist havde ”Land og Folk” under Østersøugen bragt

adskillige artikler om ugen samt om livet i DDR´s Østersøregion, men

”Politiken” havde været den eneste anden avis, der skænkede Østersøugen

interesse. ”Politiken” beskrev desuden kun ugens sportssiden, der med


østtyske øjne ikke var ugens centrale element. 112

www.historie-nu.dk www.historie-nu.dk - - side side 17

17

Pressearbejdet blev fra 1959 sat mere effektivt i system. Ved Østersøugen

1959 oprettedes et pressecentrum, der trods startvanskeligheder var et

markant fremskridt i kontakten til de udenlandske journalister. Omfanget af

pressedækningen steg. Foruden journalister fra ”Land og Folk” blev

Østersøugen dækket af journalister fra ”Berlingske Tidende” og en skribent

fra den venstreorienterede studenterorganisation ”Clarte”. 113 Arbejdet med

de danske journalister i 1959 blotlagde dobbeltheden i det østtyske styres

forhold til gæster fra de kapitalistiske lande. På den ene side ønskede SEDledelsen,

at Østersøugerne skulle have den bredest mulige kontaktflade til

de kapitalistiske lande. Ledelsen ønskede at påvirke indflydelsesrige

kredse i Danmark eller blot kredse, der i modsætning til DKP ikke var

marginaliserede. På den anden side var styret aldeles overfølsomt over for

kritik. Den blev anset for fuldstændig uberettiget. Vurderingen af de danske

journalisters arbejde i 1959 afspejlede dette skisma. På trods af at journalisterne

fra ”Berlingske Tidende” repræsenterede udvidelsen af den politiske

bredde i rapporteringen fra Østersøugerne, var netop vurderingen af

”Berlingske Tidendes” journalister ugunstig. De ansvarlige for Østersøugens

pressecenter roste over for udenrigsministeriet den nytilkomne skribent fra

”Clarte”, Scheffler, for hans politiske klarsyn og anbefalede, at han blev inviteret

til Østersugen det efterfølgende år. Pressecenterets leder Heinze

anbefalede derimod, at de borgerlige journalister fra ”Berlingske Tidende”

blev udelukket i 1960. 114 Udelukkelse af borgerlige journalister medvirkede

næppe til politisk bredde. Det overordnede hensyn til Østersøugens gennemslagskraft

vandt imidlertid over ønsket om ensidig jubeljournalistisk.

Ved Østersøugen 1960 var der således foruden repræsentanter fra ”Land

og Folk” og ”Berlingske Tidende” akkrediteret et bredt udsnit af danske

mediefolk. 115

Når DDR ønskede at sende et budskab til de kapitalistiske lande om DDR´s

og socialismens store resultater og naturligvis om DDR-statens indlysende

berettigelse, var det vigtigt, at de fremmede gæster fik et gunstigt indtryk af

kystområderne. Rostock var blevet svært bombarderet under krigen, hvilket

som bekendt ikke var østtyskernes skyld. De kunne kun, som Rostocks

borgmester udtrykte det, gøre deres yderste for fuldstændigt at fjerne alle

ruiner. 116 En ting, østtyskerne kunne gøre, var at rette op på den misligholdelse,

der senere skulle blive Østtysklands varemærke. I den forbindelse

håbede udenrigsministeriet, at der blev sat lidt skik på havnebyen Sassnitz

på Rügen, ”DDR´s port mod Nord”. I samarbejde med grænsemyndighederne

og ministeriet for transport havde udenrigsministeriet gennem

1½ år forsøgt at få gennemgangsområderne ved paskontrollen i

Sassnitz renset for fiskeaffald og fugt på væggene. Udenrigsministeriets

Skandinaviensafdeling mente, at de uhumske forhold kombineret med et

opstillet banner, der forkyndte ”Vi ønsker vore gæster velkommen i DDR”,

måtte virke som en hån på de indrejsende skandinaver. Forud for den første

Østersøuge foretog udenrigsministeriet gentagne forsøg på at få rettet

op på tingenes tilstand med henvendelser til FDGB´s forbundsformand og

MPbHerbert Warnke og Rostocks partichef Karl Mewis. Til trods for at topfigurer

i parti og statsledelse hermed blev inddraget i at fjerne fisken fra jorden

på Rügen, kunne udenrigsministeriet ikke øjne en bedring af situationen.

117


NOTER

1 Michael F. Scholz ”Die Ostsee muss ein Meer des Friedens sein”. Greifswald 1990. Side 21-22.

2 Politisches Archiv des Auswärtigen Amts: A 13261. Vermerk ”über die konstituierende Sitzung der

Komitees zur Vorbereitung der Ostseewoche 1958 vom 40.1.1958 im Haus der Offiziere in Rostock”:

3 Politisches Archiv des Auswärtigen Amts: A 614.”Einschätzung der Vorbereitung und Durchführung der

Ostseewoche 1958”. Østersøkomiteens sekretariat. Side 79.

4 Michael F. Scholz, ”Die Ostsee muss ein Meer des Friedens sein”. 1990 Greifswald.. Side 23.

5 Michael F. Scholz, Skandinavische Erfahrungen erwünscht. Stuttgart 2000. side 383.

6 Politisches Archiv des Auswärtigen Amts: A 13263. Side 1-3. Aktenvermerk ”über eine Besprechung der

Genossin Kollwitz vom Ostseekommitee Rostock und den Kollegen Bringmann und Schumann (fra udenrigsministeriets

4. Europæiske afdeling, T.W.F) am 22.10.1958.

Politisches Archiv des Auswärtigen Amts: A 13263. Side 9-10. Aktenvermerk ”über die 1. Sitzung der

Arbeitsgruppe für die Vorbereitung und Durchführung der Ostseewoche 1959 am 3. Dezember 1958”.

7 Politisches Archiv des Auswärtigen Amts: A 614. Side 62. ”Abschlussbericht von der

Ostseefriedenswoche 1958”. Krolikowski afdelingsleder udenrigministeriets skandinaviens afdeling.

1958.

8 Michael F. Scholz ”Die Ostsee muss ein Meer des Friedens sein”, Greifwald 1990. Side 21

9 Hermann Weber ,DDR Grundriss der Geschichte 1945-1990. Hannover 1991. 126.

10 Michael F. Scholz: „Die Nordeuropa-Politik der DDR (bis 1963)“, Deutsch-skandinavische Beziehungen

nach 1945. Stuttgart 2000. side 30.

11 BA SAPMO: DY 30 J 2/3 – 501. Møde i SED´s CK generalsekretariat. 1956.

12 BA SAPMO: NY 4182/1303. side 102. Brev fra Walter Ulbricht til Otto Grotewohl. 11.6.1960.

13 Materialet herom er samlet i Walter Ulbricht samling i BA SAPMO i mappen NY4182/1303, og dukker

desuden op i såvel partisekretariatet som i politibureauets akter.

14 BA SAPMO: NY 4182/1303. Side 2. Brev fra Walter Ulbricht til Nikita Sergejevitsch Khrusjtjov . Udateret.

Foråret 1959.

15 Michael F. Scholz, Skandinavische Erfahrungen erwünscht. Stuttgart 2000. side 242.

16 Alexander Fischer ”Aussenpolitische Aktivität bei ungewisser sowjetischen Deutschland-Politik (bis

1955). Drei Jahrzehte Aussenpolitik . Wien 1979, Side 78.

17 Michael F. Scholz ”Die Ostsee muss ein Meer des Friedens sein”. Greifswald 1990. Side 10.

18 Werner Hänisch, Aussenpolitik der DDR. Berlin 1979. Side 47.

19 Helmut Neef (red) Programmatische Dokumente der Nationale Front des demokratischen

Deutschland. Berlin 1967. Side 168. ”Für die Sichung ders Friedens, für Verständigung und Abrüstung, für

die demokratische Einheit Deutschlands”, Deklaration der Nationalen Front des demokratischen

Deutschland, Beschluss des Nationalrates der Nationalen Front des demokratischen Deutschland vom 23.

April 1956.

20 Politisches Archiv des Auswärtiges Amt: LS-A210. Side 192. Bilag til møde i udenrigsministeriets ”kleine

Kommisson” 2. August 1951. Merkblatt für Auslandreisende.

21 Walter Ulbricht, Die historische Mission der Sozialistischen Einheitspartei Deutschland. Berlin 1971.

Side 53ff. afsnit: ”Die Churchill-Truman-Adenauer-Konzeption und der nationale Verrat der deutschen

Grossbourgeoisie”.

22 BA SAPMO: NY 4074/196. Side 7. Karl Mewis ”Bericht über die Reise nach Kopenhagen im Auftrage

der Gruppe der interparlamentarrischen Union bei der Volkskammer der Deutschen Demokratischen

Republik”. 1959.

23 Politischs Archiv des Auswärtigen Amts: A 6010. Side 2-3. Konstituerende møde i udenrigsministeriets

Østersøkommission 12. 4. 1956.

24 Eksempelvis i Politisches Archiv des Auswärtigen Amts: A 6010. Side 20-20 Møde i

Østersøkommissionen 6.6.1956.

25Politisches Archiv des Auswärtigen Amts: A 6010. Side 5-6. Bilag til Mødet i Østersøkommissionen

12.4.1956.

26 Politisches Archiv des Auswärtigen Amts: A 6010. Side 41-42. Møde i Østersøkommissionen 8.9.1956.

27 Politisches Archiv des Auswärtigen Amts: A 93.Side 33-37. Abteilung Sowjetunion. Perspektivplan der

Ostseekommission. 12.4.1956.

28 Ibid. Side 37.

www.historie-nu.dk www.historie-nu.dk - - - side side 18

18


www.historie-nu.dk www.historie-nu.dk - - - side side side 19

19

29 Politisches Archiv des Auswärtigen Amt: A 17105. Side 445. Ostseezeitung. 28. juni 1959. ”Wer Frieden

will, schafft friedliche Beziehungen”.

30 Politisches Archiv des Auswärtigen Amts: A 17105. 445. Ostseezeitung 28. Juni 1959. ”Macht die

Ostsee zu einer atom-und raketenwaffenfreien Zone”, ”Friedensvertrag räumt Spannungen an der Küste”.

31 Werner Hänisch o.a. (red.), Aussenpolitik der DDR. Berlin 1979. Side 75.

32 Politisches Archiv des Auswärtigen Amts: A 13261. Side 29. Konstituerende møde i komiteen til forberedelse

af Østersøugen 1958. 30.1.1968.

33Politisches Archiv des Auswärtigen Amts: A 17105. Side 445. Ostseezeitung. 28. juni 1959. ”Wer Frieden

will, schafft friedliche Beziehungen”.

34 BA SAPMO: NY 4182/1303. Side 2. Brev fra Walter Ulbricht til Nikita Khrusjtjov . udateret.1959

35 For eksempeli:Politisches Archiv des Auswärtigen Amts: A 13252. Side 445. Otte Grothewohl, Wir sind

uns des Sieges im Friedenskampf gewiss. Neues Deutschland (SED´s partiorgan) 12.6.1959.

36 Politisches Archiv des Auswärtigen Amts: A 13252. Side 53-55. Politische Analyse und

Schlussfolgerungen zur Ostseewoche 1958. Ilse Kollwitz (sekretær for Østersøkomiteen) 8.8.1958.

37 Hermann Weber, DDR Grundriss der Geschichte 1945-1990. Berlin 1993. Side 261ff.

38 Eksempelvis i Ministeriet for Statssikkerhed. Jens Gieseke ”Erst braun, dann rot ?”, Staatspartei und

Staatssicherheit. Berlin 1997. Side 147.

39 BA SAPMO: FDGB Bundesvorstand stillingtagen ”zur Sekretariats-Vorlage IG Metall nach Dänemark”.

1.6.1961.

40 BA SAPMO: NY 4182/1303, Side 72-72. Bestand Ulbricht. Willi Stoph til Walter Ulbricht ”Einige Angaben

über die Pläne der deutschen Militaristen zur Verwandlung der Ostsee in eine ”Rollbahn” des atomaren

NATO-Aggressionskrieges gegen das sozialistische Lager und zur Einbeziehung Schwedens in ihre

abenteuerlichen Kriegspläne”. 26.1959.

BA SAPMO: DY 34/2248. Brev fra Herbert Warnke til Eiler Jensen. 1956.

BA SAPMO: DY 30/IV2/20 – 277. Brev fra Ostseezeitung til Socialdemokraten.26.11.1958.

41 Politisches Archiv des Auswärtigen Amts: A 17105. Side 443. Ostseezeitung 28. Juni 1959. ”Aller Welt

Feind”

42 BA SAPMO : DY 30 JIV 2/3 –285. Side 9. SED´s CK´s sekretariat. Bilag til Mødeprotokol 24.April 1952.

43 BA SAPMO : NY 4182/1303. Brev fra Walter Ulbricht til Nikita Khrusjtjov . 1959.

44 Politisches Archiv des Auswärtigen Amts: A 614. Side 60-61. Abschlussbericht von der

Ostseefriedenswoche 1958.

45 Ibid. Side 88.

46 Generalmajor Prof. dr. Reinhard Bruehl (red.): Armee für Frieden und Sozialismus. Berlin 1985. Side

105.

47 Politisches Archiv des Auswärtigen Amts: A 614. Side 93-95 ” Einschätzung der Gäste des Komitees

duch das Sekretariat der Ostseekommitee”. Grethe Kollwitz. 1958.

48 Markus Wolf: Manden uden ansigt. København 1997. Side 93.

49 Politsches Archiv des Auswärtigen Amts: A 17105. Side 270 Kladde af Interview til DDR-Revue med

stedfortrædende Udenrigsminister Johannes König. 29.2.1960.

50 BA SAPMO : NY 4182/1303. Bestand Ulbricht. ”Argumentationshinweise für die Populariseirung der

Ostseewoche 1959, die in der Zeit vom 27.6-5.7.1959 in der Deutschen Demokratischen Republik im

Bezirk Rostock stattfindet.” Bilag.. Juni 1959. Side 31-35.

51 Politisches Archiv des Auswärtigen Amts: A 13250. Side 112-113. ”Massnahmeplan des MfAA für die

Vorbereitung und Durchführung der Ostseewoche 4.-10. Juli”. udateret. 1960.

52 BA SAPMO : NY 4182/1303. Bestand Ulbricht. ”Argumentationshinweise für die Populariseirung der

Ostseewoche 1959, die in der Zeit vom 27.6-5.7.1959 in der Deutschen Demokratischen Republik im

Bezirk Rostock stattfindet.”. Juni 1959. Side 25.

53 BA SAPMO: DY34/ 14737. Protokol til III Arbeiterkonferenz der Ostseeländer. Åbningstale. 5.7.1960 Side

29

54 Politisches Archiv des Auswärtigen Amts: 614. Side 72. ”Einschätzung der Vorbereitung und

Durchführung der Ostseewoche 1958” af Østersøkomiteens sekretariat.

55 Michael F. Scholz, ”Die Ostsee muss ein Meer des Friedens sein”. Greifwald 1990. Side 40-42.

Senere udvidedes repertoiret med en parlamentariker, pædagog og juristkonference.

56 Ibid. Side 45.


57 Politisches Archiv des Auswärtigen Amts: 614. Side 76-77. ”Einschätzung der Vorbereitung und

Durchführung der Ostseewoche 1958” af Østersøkomiteens sekretariat.

58 Politisches Archiv des Auswärtigen Amts: 614. Side 79. ”Einschätzung der Vorbereitung und

Durchführung der Ostseewoche 1958” af Østersøkomiteens sekretariat.

59 Landesarchiv Greifswald: BL IV/2/12 . 666. side 70-72. Oberstleutnant Neuthe til Karl Mewis.

„Einschätzung der Erfüllung der Aufgaben der Bezirksverwaltung Rostock des MfS bei der Durchführung

der Ostseewoche“. 17.7.1959.

60 Ibid. Side 70.

61 Politisches Archiv des Auswärtigen Amts: A 13261. Side 63-65 ”Veranstaltungsplan”. 2.5.1958.

62 Politisches Archiv des Auswärtigen Amts: A 13261. Side 54-55, 63-65, 66-68. ”Nationale und Internationale

Ausstellungen zur Ostseewoche 1958 im Bezirk Rostock”. 14.4.1958. ”Veranstaltungsplan”.

2.5.1958. ”Anhang zum Veranstaltungsplan” 2.5.1958.

63 Politisches Archiv des Auswärtigen Amts: A 614. Side 62. ”Abschlussbericht von der

Ostseefriedenswoche 1958.”

64 Ibid. Side 83ff.

65 Ibid. Side 83.

66 Politisches Archiv des Auswärtigen Amts: A 13261. Side 63-65 ”Veranstaltungsplan”. 2.5.1958.

67 Politisches Archiv des Auswärtigen Amts: A 614. Side 83ff. ”Abschlussbericht von der

Ostseefriedenswoche 1958.”

68 Ibid. Side 85.

69 Walter Ulbricht ”Einleitende Worte und Schlussbemerkungen des Vorsitzenden des Staatsrates auf der

Ideenberatung mit Schriftstellern und bildenden Künstlern am 14. Januar 1971, Die historische Mission

der Sozialistischen Einheitspartei Deutschlands. Berlin 1971. Side 128.

70 Politisches Archiv des Auswärtigen Amts: A 614. Side 85. ”Abschlussbericht von der

Ostseefriedenswoche 1958.”

71 David Childs, The GDR : Moscow´s German Ally. London 1983. Side 183-185.

72 Michael F. Scholz, ”Die Ostsee muss ein Meer des Friedens sein”. Greifswald 1990. Side 142.

73 Ibid. Side 99.

74 Ibid. Side 139.

75 BA SAPMO: DY 34/14732. Protokol til den forberedende komite for arbejderkonferencen. 15.2.1958.

76 Ibid.

77 Ibid.

78 Eksempelvis. BA SAPMO: DY34/14734. Protokol til II Arbejderkonference. Åbningstale 30.6.1959.

79 BA SAPMO: DY 34/14732. Protokol til den forberedende komite for arbejderkonferencen. 15.2.1958.

80 Ibid.

81 Ibid.

82 BA SAPMO: DY34/14735. II Arbejderkonference Informationsrapport. Bezirksledelsen af FDGB.

1.7.1959.

83 Politisches Archiv des Auswärtigen Amts: A 13265, Side 23-28. ”Information über die erweiterte

ständige Kommitee-Sitzung der Arbeiterkonferenz der Ostseeländer und Norwegen am 23. und 24. Januar

1960”.

84 BA SAPMO: DY34/14737 Protokol til III Arbejderkonference. 5.7.1960.

85 Begge lande har også i dag sæde i Østersørådet, der oprettedes 1990. Trods det lignende navn har det

nuværende Østersøråd ingen forbindelse til DDR´s Østersøuger.

86 Politisches Archiv des Auswärtigen Amts: A 13264. ”Einschätzung der Arbeiterkonferenz 1959”.

87 Ibid.

88 Michael F. Scholz, ”Die Ostsee muss ein Meer des Friedens sein”. Greifswald 1990. Side 93. Side 119.

89 BA SAPMO: DY 34/14734. ”Appel an die Arbeiter und Gewerkschaften der Ostseeländer und Norwegen”

30.6.1959.

90 BA SAPMO: DY 34/14734. Åbent brev til Udenrigsministerkonferencen i Geneve. 30.6.1959.

91 BA SAPMO: DY 34/14735. II Arbejderkonference Informationsrapport. Bezirksledelsen af FDGB.

1.7.1959.

92 BA SAPMO: DY 34/14735. II Arbejderkonference Informationsrapport. Bezirksledelsen af FDGB.

3.7.1959.

www.historie-nu.dk www.historie-nu.dk www.historie-nu.dk - - side side 20

20


93 BA SAPMO: DY 34/14733. I Arbejderkonference. Finansplan 1958.

94 BA SAPMO: DY 34/14732. Protokol til den forberedende komite for arbejderkonferencen. 15.2.1958.

95 Michael F. Scholz, ”Die Ostsee muss ein Meer des Friedens sein”. Greifswald 1990. Side 61.

96 Det gjaldt ikke mindst, da Aksel Larsen var blevet afsat. Først da opnåede SED DKP´s fulde samarbejde

i Østsersøpolitikken.

BA SAPMO: DY 30/IV2/20 – 275. Side 87ff. SED´s CK´s Afdeling Aussenpolitik und Internationale

Verbindungen. Arbejdspapir ”Zusammenarbeit mit der Kommunnistischen Partei Dänemarks”. 1959.

97 Politisches Archiv des Auswärtigens Amts: A 13250. Side 125-126. Rapport ”Über die Ergebnisse der

Ostseewoche 1960 und Schlussfolgerungen für die weitere Arbeit und die Vorbereitung der Ostseewoche

1961”. MfAA 1960.

98 Politisches Archiv des Auswärtigen Amts: A 13264. Side 135-149. ”Einschätzung der politischen

Ergebnisse der Ostseewoche 1959”. Weltzer (MfAA). 8.7.1959.

99 Politisches Archiv des Auswärtigen Amts: A 13265. Side 51. ”Aktenvermerk über den Treffen der

Bruderparteien”. 24.2.1960.

100 Politisches Archiv des Auswärtigen Amts: A 13264. ”Einschätzung der Arbeiterkonferenz 1959”.

101 Politisches Archiv des Auswärtigen Amts: A 13265. Side 7. ”Die Aufgaben bei der Vorbereitung der

diesjährigen Ostseewoche”. 1960.

102 Politisches Archiv des Auswärtigens Amts: A 13250. Side 125-126. Rapport ”Über die Ergebnisse der

Ostseewoche 1960 und Schlussfolgerungen für die weitere Arbeit und die Vorbereitung der Ostseewoche

1961”. MfAA 1960.

103 Politisches Archiv des Auswärtigen Amts: A 17105. Side 205-206. Politbureaubeslutning 19.7.1960.

104 Politisches Archiv des Auswärtigen Amts: A 614. Side 64ff. ”Abschlussbericht der Ostseefriedenswoche

1958”. Krolikowski 1958.

105 DKP: 7. Socialdemokrater.: 2. Radikale: 3. Konservative: 1. Partiløse: 7. Ungdom (!): 1

Politisches Archiv des Auswärtigen Amts: A13264. 63-71. Rapport ”Über den Aufenhalf der dänischen

Ehrengäste anlässlich der Ostseewoche 1959 im Bezirk Rostock”. MfAA Referant Schumann. 7.7.1959.

106 Ibid.

107 Ibid.

108 Politisches Archiv des Auswärtigen Amts: A 13263. Side 70. IV Europæiske Afdeling. danske delegation

ved Østersøugen 1960. udateret 1960.

109 Politisches Archiv des Auswärtigen Amts: A 13250. Side 113. ”Massnahmeplan des MfAA für die

Vorbereitung und Durchführung der Ostseewoche 1960”. MfAA 1960.

110 BA SAPMO: DY 30 JIV 2/202 – 379. Brev fra Walter Ulbricht til Nikita Khrusjtjov 23.12.1957.

111 Politisches Archiv des Auswärtigen Amts: A 13263. Side 12. Aktnotits vedrørende 2. forberedende

møde af Østersøugen 1959. Afdelingsleder MfAA Krolikowski. 1959.

112 BA SAPMO: NY 4182/1274. Bestand Ulbricht. ”Analyse der Ostseewoche” af ADN-korrespondent i

Danmark Ulla Jessing. 21.8.1958.

Als :”Brasilianske fynboer slog Stettin 3-0”. Politiken. 9. Juli 1959.

113 Politisches Archiv des Auswärtigen Amts: A 13264. Side 90-97. ”Bericht über die Tätigkeit der

Genossen Harms, Schindler und Heinze Abteilung IV/1 im Pressezentrum der Ostseewoche vom 25.6.-

7.7.1959”. Heinze. 15.7.1959.

114 Ibid.

www.historie-nu.dk www.historie-nu.dk - - side side 21

21

115 ”Land og Folk”, ”Clarte”, ”Politiken”, ”Aktuelt”, ”Vestkysten”, ”Statsradiofonien”, ”Berlingske Tidende”,

”Aarhus Stiftstidende”, ”Husmands Hjemmet”. ”Se og Hør”, ”Holbæk Amts Venstreblad”, ”Demokraten”.

Politisches Archiv des Auswärtigen Amts: A 13250. Side 91. ”Anlage zur Vorlage für das Sekretariat der

Bezirksleitung der Rostock der SED”. Østersøugens Pressecenter 10.3.1960.

116BA SAPMO: DY 34/14731. Protokol til Arbejderkonferencen 1958, Borgmester Solisch velkomst til de

delegerede. 7.7.1958.

117 Politisches Archiv des Auswärtigen Amts: A 13261. Side 45. Intern note MfAA. Schadow til Schumann.

4.2.1958.

More magazines by this user
Similar magazines