Bind 4

DANMARK UNDER DEN KOLDE KRIG

Danmark under 

den kolde krig 

Den sikkerhedspolitiske situation 1945-1991 

Bind 4 

Konklusion og perspektiver 

Bilag 

DANSK INSTITUT FOR INTERNATIONALE STUDIER 2005

© København 2005 

Dansk Institut for Internationale Studier 

Strandgade 56 

1401 København K 

Danmark 

Tlf.: + 45 32 69 87 87 

Fax: + 45 32 69 87 00 

E-mail: diis@diis.dk 

Web: www.diis.dk 

Bøgerne er sat med New Baskerville 

og trykt på 100 g Munken Pure 

hos Gullanders Bogtrykkeri a-s, Skjern 

Omslag: Mark Gry Christiansen 

Printed in Denmark 2005 

ISBN 87-7605-091-2 Bind 1-4 samlet 

ISBN 87-7605-092-0 Bind 1 




Pris: 600,00 kr (inkl. moms) 

Værket sælges kun samlet 

DIIS’ publikationer kan købes i boghandelen 

Ekspedition til boghandlere / Wholesale for booksellers: 

Nordisk Bog Center A/S 

Bækvej 10-12 

4690 Haslev 

Tlf.: +45 56 36 40 40 

Fax: +45 56 36 40 39 

ekspedition@nordisk-bog-center.dk

Indhold 


DEL I. BAGGRUND OG TILGANG . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 9 

Kapitel 1. Indledning . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 11 

Kapitel 2. Forskning og kilder . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 19 

Kapitel 3. Perspektiver på den kolde krig . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 57 

Kapitel 4. Trusselsbegreb og trusselsvurderinger . . . . . . . . . . . . . . . . . 87 

DEL II. DEN TIDLIGE KOLDE KRIG 1945-1962 . . . . . . . . . . 101 

Kapitel 5. Den internationale kontekst 1945-1962 . . . . . . . . . . . . . . . . 103 

DANSK SIKKERHEDSPOLITIK 1945-1962 . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 117 

Den sikkerhedspolitiske debat . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 117 

Kapitel 6. Baggrund . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 117 

Kapitel 7. Fra neutralitet til alliancemedlemskab 1945-1949 . . . . . . . . 123 

Kapitel 8. Fra alliancemedlemskab til kriserne i 1956 . . . . . . . . . . . . . 155 

Kapitel 9. Fra permafrost til afspænding 1957-1962 . . . . . . . . . . . . . . . 201 

Kapitel 10. Sammenfatning og perspektiver . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 223 

Formuleringen af dansk sikkerhedspolitik 1949-1962 . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 231 

Kapitel 11. Østersøspørgsmålet . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 231 

Kapitel 12. Flystationering på dansk jord . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 249 

Kapitel 13. Dansk atomvåbenpolitik 1956-1962 . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 293 

Kapitel 14. Dansk-vesttysk militært samarbejde . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 333 

ØSTLIGE AKTIVITETER RETTET MOD DANMARK 1945-1962 . . . . . . . . . . 367 

Kapitel 15. Apparat for østlig påvirkning 1945-1991 . . . . . . . . . . . . . . . . 367 

Strategi og kampagner 1945-1962 . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 377 

Kapitel 16. Påvirkningsarbejde i 1950’erne . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 377 

Kapitel 17. Kontaktarbejde . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 405 

Kapitel 18. Vurderinger og sammenfatning . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 427 

Efterretningsvirksomhed 1945-1962 . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 439 

Kapitel 19. Apparat og metoder . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 439 

Kapitel 20. Efterretningsaktiviteten i 1950’erne . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 465 

Kapitel 21. DKP og de østlige efterretningstjenester . . . . . . . . . . . . . . . 497 

Den militære trussel mod Danmark 1945-1962 . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 517 

Kapitel 22. Datidige vurderinger af østlige kapabiliteter . . . . . . . . . . . . 517 

Kapitel 23. Datidige vurderinger af Sovjetunionens intentioner . . . . . . 553 

Kapitel 24. Vurderingen i dag af østlige intentioner og planer . . . . . . 597 

INDHOLD 5

VURDERINGER AF DANSK SIKKERHEDSPOLITIK 1945-1962 . . . . . . . . . . . 645 

Kapitel 25. Vestlige vurderinger af dansk sikkerhedspolitik . . . . . . . . . . 645 

Kapitel 26. Østlige vurderinger af dansk sikkerhedspolitik 1945-1962 . 685 

Kapitel 27. Periodekonklusion 1945-1962 . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 715 


DEL III. DÉTENTE 1963-1978 . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 9 





Kapitel 30. Atomvåbendebatten 1963-1967 . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 43 

Kapitel 31. Vietnamdebatten 1965-1972 . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 57 

Kapitel 32. Danmarks fortsatte medlemskab af NATO 1965-1970 . . . . . 65 

Kapitel 33. Sikkerhed og samarbejde i Europa 1971-1975 . . . . . . . . . . . 99 

Kapitel 34. Neutronbombedebatten 1977-1978 . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 117 



Kapitel 36. Danmark og MLF . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 133 

Kapitel 37. Det danske forslag om en sikkerhedskonference 1966 . . . . 171 

Kapitel 38. Danmark og Harmel-studiet . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 195 

Kapitel 39. Danmark og CSCE . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 225 

Kapitel 40. Østersøspørgsmål i détente-årene . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 253 

Kapitel 41. Forsvarspolitik i 1970’erne . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 285 


Strategi og kampagner . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 299 

Kapitel 42. Østlige kampagner og mærkesager . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 299 

Kapitel 43. DKP og venskabsforeningerne . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 329 

Kapitel 44. Østlig propaganda . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 383 


Politisk og teknisk-videnskabelig efterretningsvirksomhed 1963-1978 . . . . . . . . 429 

Kapitel 46. Efterretningsaktiviteten . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 429 

Kapitel 47. De østeuropæiske emigranter . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 461 

Kapitel 48. Den teknisk-videnskabelige spionage . . . . . . . . . . . . . . . . . . 471 

Kapitel 49. En femte kolonne på venstrefløjen? . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 491 


Kapitel 50. FE’s vurderinger af østlige kapabiliteter og intentioner 

1963-1970 . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 499 

6 INDHOLD

Kapitel 51. FE’s vurderinger af østlige kapabiliteter og intentioner 

1971-1979 . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 535 

Kapitel 52. Vurderingen i dag: Øvelser, krigsplaner og intentioner i Øst 577 

Kapitel 53. Vurderingen i dag: Planlægningen af operationer mod 

Slesvig-Holsten og Danmark . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 603 

Kapitel 54. Militær efterretningsvirksomhed 1963-1978 . . . . . . . . . . . . . 643 

Kapitel 55. Hemmelige operationer og subversive aktiviteter i krise- og 

krigstid . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 661 


Kapitel 56. Vestlige vurderinger af dansk sikkerhedspolitik 1963-1978 . 675 




DEL IV. SIDSTE FASE AF DEN KOLDE KRIG 1979-1991 . 9 


Kapitel 60. Forklaringer på afslutningen af den kolde krig . . . . . . . . . 35 




Kapitel 62. NATO’s dobbeltbeslutning 1979 . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 77 

Kapitel 63. Mellemdistanceraketter i Europa. INF-spørgsmålet 1980-1987 105 

Kapitel 64. Det strategiske forsvarsinitiativ, SDI 1983-1985 . . . . . . . . . . . 133 

Kapitel 65. Norden som atomvåbenfri zone 1981-1987 . . . . . . . . . . . . . 141 

Kapitel 66. Folketingsvalget 10. maj 1988 . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 173 

Kapitel 67. USA og Sovjetunionen i den danske offentlighed 1979-1991 191 



Kapitel 69. Danmark og dobbeltbeslutningen 1979-1982 . . . . . . . . . . . . 203 

Kapitel 70. Den splittede sikkerhedspolitik vokser frem 1982-1983 . . . . 233 

Kapitel 71. Gamle og nye konflikter 1984-1988 . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 261 

Kapitel 72. Anløbssagen og folketingsvalget 1988 . . . . . . . . . . . . . . . . . . 287 


Strategi og kampagner . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 307 

Kapitel 73. Påvirkningspolitikkens mål og temaer . . . . . . . . . . . . . . . . . 307 

Kapitel 74. Målgrupper: fredsbevægelse, presse og politikere . . . . . . . . 321 


Politisk og teknisk-videnskabelig efterretningsvirksomhed 1979-1991 . . . . . . . . 385 

Kapitel 76. Efterretningsaktiviteten i 1980’erne . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 385 

INDHOLD 7


Kapitel 77. FE’s vurderinger af østlige kapabiliteter og intentioner . . . 425 

Kapitel 78. Vurderingen i dag: Skærpelsen af den vestlige militærpolitik 

under Carter og Reagan . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 469 

Kapitel 79. Vurderingen i dag: Østlige reaktioner på den ændrede 

vestlige militærpolitik. Operation „Rjan“ . . . . . . . . . . . . . . . 497 

Kapitel 80. Vurderingen i dag: Danmark og det danske nærområde 

i det operative billede. Konklusion på kapitlerne 78, 79 

og 80 . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 537 

Kapitel 81. Militær efterretningsvirksomhed i 1980’erne . . . . . . . . . . . . 555 


Kapitel 82. Vestlige vurderinger af dansk sikkerhedspolitik 1979-1991 . 577 




DEL V. KONKLUSION OG PERSPEKTIVER . . . . . . . . . . . . . 9 

Kapitel 85. Kommissorium og kilder . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 11 

Kapitel 86. Indledning . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 13 

Kapitel 87. Periodekonklusioner . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 25 

Kapitel 88. Truslen mod Danmark 1945-1991 . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 47 

Kapitel 89. Vestlige strategier og vestlig østpolitik som ramme for 

dansk sikkerhedspolitik 1945-1991 . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 67 

Kapitel 90. Dansk sikkerhedspolitik i nationalt perspektiv 1945-1991 . . 87 

DEL VI. BILAG . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 107 

Bilag 1 · Liste over DIIS-interviews . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 109 

Bilag 2 · Udvisningssager i Danmark i perioden 1957-1988 . . . . . . . . . . 111 

Bilag 3 · Rejser og besøg mellem Folketinget og lande i østblokken m.v. 

1956-1989 . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 145 

Bilag 4 · Responsum vedr. offentliggørelse af personoplysninger 

af professor, dr.jur. Peter Blume . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 147 

Bilag 5 · Referater af Aksel Larsens møder med repræsentanter for 

allierede myndigheder . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 157 

Bilag 6 · Bestemmelserne i dansk lovgivning om spionage og anden 

ulovlig efterretningsvirksomhed . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 179 

Kilder . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 181 

Litteratur . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 187 

Register . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 239 

8 INDHOLD

Del V 

Konklusion og perspektiver

85 · Kommissorium og kilder 

Udredningen er udfærdiget i h.t. regeringen Nyrup Rasmussens kommissorium 

af 26. juni 2000 til Dansk Udenrigspolitisk Institut (DUPI) og regeringen 

Fogh Rasmussens udvidelse af dette kommissorium pr. 23. august 

2002. DUPI’s aktiviteter blev pr. 1. januar 2003 videreført af det nyetablerede 

Dansk Institut for Internationale Studier (DIIS). 

I medfør af lov nr. 411 om etablering af det center, hvorunder DIIS hører, 

afgives udredningen på ansvar af DIIS’s bestyrelse, hvis formand er professor, 

dr.scient.pol. Georg Sørensen. En lignende ordning gjaldt i DUPI, hvis bestyrelsesformand 

var adj. professor, jur.dr. h.c. Ole Due †. For bestyrelsernes 

sammensætning i øvrigt, samt udredningens forskere og øvrige medarbejdere, 

se kapitel 1. 

I det udvidede kommissorium er udredningens emne beskrevet således: 

„Regeringen ønsker nu at udvide den historiske udredning. Undersøgelsen skal 

herefter ikke blot belyse den sikkerhedspolitiske strategi og den militære trussel 

fra Sovjetunionen og de øvrige Warszawapagtlande mod Danmark og det 

øvrige Vesteuropa, men også omfatte en gennemgang af den officielle danske 

sikkerhedspolitik og den danske sikkerhedspolitiske debat med særlig vægt på 

perioden hen imod den kolde krigs afslutning. Warszawapagtlandenes forsøg 

på at opnå direkte eller indirekte indflydelse på formuleringen af Danmarks 

sikkerhedspolitik, herunder gennem danske partier og organisationer m.v., er 

i denne forbindelse af særlig interesse.“ Kommissoriet er i sin helhed aftrykt 

i kapitel 1, hvor også udredningens forfattere er anført. 

Kildegrundlaget for DUPI’s/DIIS’ undersøgelse har i Danmark bl.a. været 

akter fra Statsministeriet, Udenrigsministeriet, Forsvarsministeriet, Forsvarets 

Efterretningstjeneste (FE), Politiets Efterretningstjeneste (PET), partiernes 

folketingsgrupper, diverse privatarkiver især i Rigsarkivet, Arbejderbevægelsens 

Bibliotek og Arkiv (ABA) og Landsforeningen Danmark-Sovjetunionens 

arkiv. Endvidere er der gennemført en række interviews med danske 

politikere, embedsmænd, militære eksperter, journalister og organisationsfolk, 

samt med enkelte amerikanske embedsmænd, jf. bilag. Væsentlige 

dele af dette stof har ikke tidligere været tilgængeligt for forskningen. Der er 

endelig benyttet et stort samtidigt, offentligt tilgængeligt materiale. 

KOMMISSORIUM OG KILDER 11

I udlandet er der foretaget studier i arkiver i Rusland, Estland, Letland, 

Litauen, Polen, Tjekkiet, Tyskland (herunder fra det tidligere DDR), NATO, 

Frankrig, Storbritannien, USA og Canada. Endvidere har DUPI/DIIS deltaget 

i forskningsnetværket Parallel History Project on NATO and the Warsaw 

Pact (PHP). Inden for rammerne af dette samarbejde er der foruden indhentning 

af akter gennemført interviews med polske, tjekkiske og østtyske 

generaler og admiraler. Foreløbig er resultaterne af de polske og tjekkiske 

interviews placeret på PHP’s hjemmeside. 

Blandt østkilderne kan fremhæves et enestående polsk materiale, hvortil 

der ikke tidligere har været adgang. Det drejer sig især om militære øvelsesmaterialer 

og om dokumenter fra de polske efterretningstjenester. Til det østtyske 

kildemateriale er adgangsforholdene generelt særlig gunstige. Det gælder 

først og fremmest partiarkiverne i Berlin (SAPMO) og militærarkivet i 

Freiburg (BA-MA). Meget nyt stof er hentet her. Adgangen til Stasi-akterne 

(BStU) og akter fra DDR’s udenrigsministerium er underlagt visse begrænsninger. 

Der har ikke været adgang til russiske militærarkiver, men i et vist omfang 

er dette kompenseret ved adgang til sovjetisk materiale i andre østarkiver. 

Fra de russiske civile arkiver er hjemtaget en hel del relevante dokumenter, 

men også her uden at adgangen har kunnet måle sig med, hvad der er tilfældet 

i polske og østtyske arkiver. I nogen grad har studier i estiske, lettiske 

og litauiske arkiver kunnet give den adgang til sovjetisk stof, som har været 

søgt forgæves i russiske arkiver. 

For en nærmere beskrivelse af udredningens kilder, se kapitel 2. 

12 DEL V · KONKLUSION OG PERSPEKTIVER

86 · Indledning 

De følgende sider adskiller sig på visse punkter fra en traditionel konklusion. 

I betragtning af udredningens omfang er formålet ud over selve konklusionerne 

at give læseren en komprimeret og overskuelig indføring i udredningens 

emner og resultater. Der lægges i indledningen ud med en gennemgang af de 

begreber og betragtningsmåder, som har præget arbejdet. Dernæst følger tre 

periodekonklusioner på hver ca. fem sider, som ved siden af at være konklusioner 

også tjener som meget korte sammenfatninger af udredningens store 

stof. I fortsættelse heraf gives over ca. 12 sider en fremstilling af de vigtigste 

resultater vedrørende forskellige facetter af den østlige trussel mod Danmark. 

I de to sidste afsnit om dansk sikkerhedspolitik sættes udredningens resultater 

ind i et bredt perspektiv, som indbefatter de overordnede vestlige sikkerhedspolitiske 

strategier, der dannede rammen for dansk sikkerhedspolitik. 

Disse afsnit rummer endvidere korte selvstændige analyser af grundtræk ved 

de hjemlige omstændigheder, der var af betydning for dansk politikformulering. 

Et kort citat siger undertiden mere end en lang forklaring. Den mulighed 

er i et vist omfang udnyttet på de følgende sider. 

Trusselsbegrebet 

Krigsfrygt har ikke nødvendigvis ret meget at gøre med begrebet trussel, som 

det normalt forstås. Trusselsbegrebet vender vi tilbage til. Krigsfrygt havde 

under den kolde krig en tæt sammenhæng med spændingsniveauet mellem 

Øst og Vest, og dette spændingsniveau var omskifteligt. Krigsfrygten svingede 

i nogen grad i takt med disse spændinger, men varierede samtidig i høj grad 

fra person til person. Således har nogle af de danske interviewpersoner, som 

har professionelle erfaringer fra hele den kolde krig, givet udtryk for, at de og 

deres kolleger ikke nærede egentlig krigsfrygt. 

Det synes at have spillet en rolle for opfattelserne, om man troede på, at 

Øst kunne tænkes med forsæt at ville indlede en planlagt erobringskrig, eller 

om man fandt det mere sandsynligt, at en eventuel krig ville bryde ud som resultat 

af begivenheder uden for de krigsførendes kontrol. 1 Krig ikke som resultat 

af en stor plan, men „krig som fredens umulighed“. 2 

Over for den stærkt subjektive og følelsesbestemte krigsfrygt står truslen, 

der snarere har karakter af en kalkule om modstanderen og en selv. Ifølge 

denne kalkule er risikoen for, at truslen skal materialisere sig, en funktion af 

1 DIIS-interview med ambassadør Jens Christensen, 6. december 2004. 

2 Henry A. Kissinger, A World Restored. Metternich, Castlereagh and the Problem of Peace, 1812-1822, 

Boston, 1957, s. 67. 

INDLEDNING 13

modstanderens kapabilitet, modstanderens intentioner og ens egen sårbarhed. 

Denne sprogbrug kunne give indtryk af, at det ville være muligt at beregne 

den objektive eller faktiske trussel under den kolde krig forstået som 

en kvantificerbar risikovurdering. Af en række grunde lader dette sig ikke 

gøre. Vigtigst blandt dem er intentionernes afhængighed af en altid stærkt 

foranderlig kontekst. Hertil kommer, at en sofistikeret kapabilitetsanalyse 

ikke blot tæller kanonrør. Den beskæftiger sig også med kapabilitetens software: 

styrkernes moral, organisering og strategi. Derved bliver den sofistikerede 

kapabilitetsanalyse meget kompleks. Samlet set vil en politisk virksom 

videreformidling af trusselsvurderinger fra efterretningstjenester til modtagere 

derfor være karakteriseret ved usikkerhed og forenkling. På disse betingelser 

skulle der træffes beslutninger. Som Henry Kissinger har sagt: 

„Politikere er nødt til at handle, som om deres intuition allerede var erfaring, 

som om deres forhåbninger var sandhed.“ 3 

Under dette vilkår beskæftiger udredningen sig primært med to bestemmelser 

af truslen: 

– den opfattede trussel, forstået som den daværende, i beslutningstagerkredse 

opfattede og i nogen udstrækning politisk definerede trussel. Der 

har her primært været arbejdet med materiale fra Forsvarets 

Efterretningstjeneste og Politiets Efterretningstjeneste. 

– udredningens rekonstruktion af truslen, baseret dels på vestlige efterretningsdata, 

som først i den seneste tid er kommet til offentlighedens kendskab, 

dels på data, der i et vist omfang adskiller sig fra dem, der var til rådighed 

for vestlige regeringer og analytikere i datiden. Blandt de nu tilgængelige, 

supplerende data og analyser er primært Østmagternes daværende 

planer og trusselsperceptioner, som de kan aflæses af øvelsesmaterialer, 

seminarmaterialer, referater fra forsvarsministermøder, efterretningsmaterialer 

etc. 

De to her nævnte trusselsbestemmelser er i meget høj grad baseret på analyser 

af den potentielle modstanders kapabilitet og i mindre omfang på egen 

sårbarhed. For en nærmere gennemgang af trusselsbegreberne henvises til 

kap. 4. 

Betragtningsmåder 

Systemkonflikt/sikkerhedsdilemma. I kapitel 3 er der redegjort for det analytiske 

hovedperspektiv i udredningen, som er baseret på begrebsparret systemkonflikt 

og sikkerhedsdilemma. Høg-/due-modsætningen kan indskrives i begge 

3 Kissinger, A World Restored, s. 329. 


perspektiverne i dette begrebspar, men udtømmer det ikke. Kort fortalt dækker 

begrebet systemkonflikt i sin rene form over den opfattelse, at den kolde 

krig var af så dybtgående og principiel natur, at den først kunne finde sin afslutning, 

når en af parterne opgav ævred. En helt afgørende rolle i den forbindelse 

spillede den marxistisk-leninistiske ideologi over for vestligt demokrati. 

Hertil kom det traditionelle nationale sikkerhedsbegreb, som lå til 

grund for NATO-landenes sikkerhedspolitik under den kolde krig, dvs. forestillingen 

om en konkret ydre fjende, Sovjetunionen, som med militære midler 

truede de vestlige landes selvstændighed. Tilsvarende forestillinger prægede 

Sovjetunionens sikkerhedsopfattelse, idet sikkerhedsbegrebet dog her 

ikke alene var knyttet til staten, men også til regimet, det kommunistiske system. 

I udredningens syn på systemkonflikten indgår en opfattelse af det sovjetiske 

system og det sovjetiske hegemoni i Østeuropa som totalitært og yderst 

voldeligt over for de undertrykte befolkninger. Det totalitære system sikrede 

sit herredømme med midler hentet fra hele spektret af repressive foranstaltninger: 

ideologisk ensretning, tanke- og kommunikationskontrol, kontrol 

med økonomi, åndsliv og videnskab, ekstreme politistatsmetoder, hermetisk 

forseglede grænser, begrænsninger af den indenlandske bevægelsesfrihed, 

ekstrem hemmeligholdelse af politiske, økonomiske, militære og demografiske 

data, foragt for individets rettigheder, mord, masseudryddelser og indespærring. 

Det sovjetiske niveau for forbrug, offentlig service og rationel administration 

lå generelt betydeligt under vestlig standard. Inden for rammerne 

af systemkonflikt/sikkerhedsdilemma kan man også – forenklet sagt – forstå 

den tilsyneladende modsigelse i det forhold, at Sovjetunionen var et grumt, 

menneskefjendsk system med en som regel relativt forsigtig udenrigspolitik, 

når det gjaldt forholdet til Vesten. 

I systemkonfliktperspektivet indgik også en idépolitisk kamp om fremtiden. 

Denne kamp rummede diskussioner af såvel fortid og nutid som fremtid. 

Hvad var den foreliggende nutid, og hvordan tegnede fremtiden sig? Som tiden 

gik udviklede denne kamp sig i retning af, at selv de vestlige kredse, der 

var mest kritiske mod deres egne samfund, anså Sovjetunionen for en barbarisk 

parodi på en moderne stat. 

Sikkerhedsdilemma er betegnelsen for et forhold, der blev særlig akut i forbindelse 

med kernevåbnene og den nukleare afskrækkelse. Problemet var, at militære 

initiativer, hvis formål blot var det tilsyneladende gavnlige og rationelle 

at forbedre egen sikkerhed, utilsigtet tenderede mod at forøge modpartens 

fornemmelse af usikkerhed. Herpå reagerede modparten med tilsvarende 

forsøg på at forbedre sin situation, og igen med samme resultat – og så fremdeles. 

I sin skarpeste teoretiske form ville dilemmaet betyde, at man forøgede 

sin usikkerhed, når man troede at forøge sin sikkerhed. Så skarpt tegnede dilemmaet 

sig ikke i virkeligheden (se graf side 37). 

Inden for rammerne af det nationale sikkerhedsbegreb er sikkerhedsdilemmaet 

nærmest et grundvilkår, og såvel praktisk som teoretisk har man derfor 

INDLEDNING 15

forsøgt at løse det eller mildne det ved at se sikkerhedsspørgsmålet ud fra en 

international snarere end ud fra en national synsvinkel; i et samarbejdsperspektiv 

i stedet for eller som supplement til et konfrontations- eller styrkeperspektiv. 

Forsøgene omfatter en bred vifte af tiltag af politisk, økonomisk og 

militær art, hvor staterne i gensidig interesse etablerer regler og institutioner 

for at kontrollere deres indbyrdes konkurrence. Mest oplagt er det at nævne 

nedrustnings- og våbenkontrolaftaler. Endvidere kan man tænke på statiske 

tiltag som demilitariserede og denukleariserede zoner, samt dynamiske foranstaltninger 

som CSCE-processen, der omfattede spørgsmål lige fra sikkerhed 

i Europa over samarbejde på økonomiske, videnskabelige og teknologiske områder 

og miljø, samarbejde på humanitære og andre områder til CSCE’s menneskelige 

dimension. De statiske tiltag kaldes sådan, fordi de havde en tendens 

til at fastfryse den eksisterende struktur, mens de dynamiske foranstaltninger 

måtte anses for at rumme større potentiale for systemforandring. De mest direkte 

forsøg på at tackle sikkerhedsdilemmaet var forslagene om fælles sikkerhed 

og ikke-offensivt (defensivt) forsvar. Især det sidste, som var det mest konkrete, 

var omstridt i samtiden, men den bagvedliggende tænkning kom til at præge 

Sovjetunionens nye militærdoktrin af 1987 og de knapt toårige forhandlinger 

forud for CFE-traktaten af 1990 om konventionelle styrker i Europa. 

Traktaten fastsatte fælles lofter for fem kategorier af våben, som er af særlig 

betydning for evnen til at foretage overraskelsesangreb og indlede stort anlagte 

offensive operationer (se nærmere i afsnittene om perioden 1979-1991). 

Det er ved hjælp af disse perspektiver, vi analyserer parternes strategi og politik. 

Som det fremgår af det foregående, kan elementer af systemkonflikttænkning 

og sikkerhedsdilemmatænkning sameksistere eller kobles sammen 

hos den enkelte aktør som to variabler af betydning for formulering af parternes 

overordnede politik. De forskellige ’grand strategies’, som udvikledes 

under den kolde krig, rummede som regel elementer fra begge perspektiver. 

NATO’s dobbelte strategi for forsvar og afspænding fra 1967 er et eksempel 

på denne sammenkobling, men antallet af kombinationer er legio (se graf i 

kapitel 89). Den typiske kombination bestod i sikkerhedsdilemmatænkning 

på det korte, taktiske sigt, kombineret med systemkonflikttænkning på langt, 

strategisk sigt. Der påvises i udredningen, at mange aktører tænkte både 

Ostpolitik og CSCE-politik ind i en sådan kombineret ramme. Der er en vis 

parallelitet mellem de her opstillede perspektiver og begreberne orden og retfærdighed, 

som vi har behandlet i en tidligere udredning. Forskellen mellem 

orden og retfærdighed er ikke nødvendigvis, at nogle sætter pris på orden og 

andre på retfærdighed, men snarere, at den ene side fremhæver orden som 

en forudsætning for retfærdighed, mens den anden side lægger vægten på 

retfærdighed som vejen til orden på langt sigt. 4 

4 Dansk Udenrigspolitisk Institut (udg.), Humanitær intervention. Retlige og politiske aspekter, 

København, 1999, s. 14-17. 


Det her skitserede perspektiv adskiller sig fra den betragtningsmåde, som 

opstiller begrebspar, der udelukker hinanden. Enten er man for eller imod, 

enten er man høg eller due, enten er man for konfrontation eller for samarbejde. 

Denne almindelige betragtningsmåde genfindes eksempelvis i overvejelser 

hos Richard Pipes, der var sovjet- og østeuroparådgiver for præsident 

Reagan. Pipes opstiller fire mulige strategier over for sovjetkommunismen: 

1. Tilpasning/adaptation 

2. Samarbejde 

3. Konfrontation 

4. Krig 

Han udelukker først de to ekstremer. Tilpasning ville være ensbetydende med 

den totale underkastelse, og krig ville være kernevåbenkrig. Derefter beskriver 

han samarbejdsmuligheden stærkt negativt, så den fremstår som appeasement, 

og når frem til, at der kun er konfrontationen, dvs. den kolde krig, tilbage. 

Til den kolde krig ser han kun de to uantagelige alternativer: appeasement 

eller krig. Détente-tilhængernes recept i forhold til Sovjetunionen hviler 

for ham på præmissen ’hellere rød end død’. Man kan sige, at han anklager 

sine politiske modstandere for kun at se den kolde krig i sikkerhedsdilemma-termer, 

mens han selv har en tendens til kun at se den i systemkonflikttermer. 

5 

Det store billede i systemkonfliktperspektivet: at man stod over for en grum 

modstander, var der ikke stor uenighed om i Danmark, efter at blokkene var 

etableret, og modsætningen mellem Øst og Vest var en kendsgerning. Der var 

skabt en struktur, som, med det klare valg den opstillede, i sig selv gav det altdominerende 

svar på, hvem af konfliktens parter, der sad inde med det acceptable 

bud på fremtiden. Herom var der aldrig nogen tvivl. Danmark var under 

hele den kolde krig fast forankret i Vesten. Efter anden verdenskrig var det 

fascinationen af den angelsaksiske verden, som sammen med forestillingen 

om en særligt human og rationel nordisk udviklingsvej var organiserende for 

danskernes fremtidsopfattelse. I sikkerhedsdilemmaet var der lige så lidt tvivl 

om, at Danmark i sit alliancemedlemskab stod for både forsvar og afspænding, 

og at man med forankring i alliancen lagde vægt på at følge de vestlige 

demokratiers fremmeste princip om dialog og åbenhed i kontakterne med 

Øst. Som Lord Carrington sagde i 1983: „Alliancen har brug for både en kollektiv 

politisk hjerne og fælles militære muskler“. 6 Der var imidlertid gennem 

hele den kolde krig diskussion om vægtning og udformning af de elementer, 

5 Richard Pipes, Vixi. Memoirs of a Non-Belonger, New Haven and London, s. 125ff. 

6 Lord Carrington, „The 1983 Alastair Buchan Memorial Lecture“, Survival, July/August 1983, s. 153. 

INDLEDNING 17

Allianceforholdet. 

Dominanspolitik: 

Ultimativ kravstrategi 

Trusselsstrategi 

Obstruktionsstrategi 

Sanktionsstrategi 

Passivitetspolitik: 

Ikke-forpligtelsesstrategi 

Undtagelsesstrategi 

Indflydelseskapacitet 

Balancepolitik: 

Forpligtelsesstrategi 

Kravstrategi 

Tyngdestrategi 

Indrømmelsesstrategi 

Bastionsstrategi 

Selvbindingsstrategi 

Affindelsespolitik: 




der indgik i det her opstillede perspektiv. I slutningen af 1970’erne og begyndelsen 

af 1980’erne blev dette særlig fremtrædende. 

Adaptionsteori. I analysen af Danmarks sikkerhedspolitik er der taget udgangspunkt 

i adaptionsteorien (ofte kaldet adaptationsteorien), som er almindelig 

anvendt i den danske faglitteratur. I kapitel 3 er der kort gjort rede 

for de fire grundlæggende former for tilpasning til ydre og indre vilkår – kaldet 

adaptive orienteringer eller politikker, som et land ifølge adaptionsteorien 

kan realisere i forhold til sine omgivelser. I adaptionsteorien angiver begrebet 

’tilpasning’ således den generelle tilpasning til de omgivende vilkår og 

kan derfor ikke samtidig bruges som synonym til en indrømmelsesstrategi eller 

eftergivenhed. Til brug for udredningens analyse af dansk sikkerhedspolitik 

er disse orienteringer videreudviklet i både allianceforholdet og modstan- 

18 DEL V · KONKLUSION OG PERSPEKTIVER 

Stress-modtagelighed

Modstanderforholdet 

Dominanspolitik: 

Ultimativ kravstrategi 

Trusselsstrategi 

Obstruktionsstrategi 

Undergravelsesstrategi 

Påvirkningsstrategi 

Passivitetspolitik: 

Neutralitetsstrategi 

Ikke-forpligtelsesstrategi 

Undtagelsesstrategi 

Indflydelseskapacitet 

Balancepolitik: 

Alliancestrategi 


Afskrækkelsesstrategi 

Afspændingsstrategi 

Beroligelsesstrategi 

Ikke-provokationsstrategi 




Affindelsespolitik: 


Afspændingsstrategi 

Beroligelsesstrategi 

Ikke-provokationsstrategi 




derforholdet. 7 De fire orienteringer og nogle af de strategier, som finder anvendelse 

under de respektive orienteringer, er angivet i de hosstående grafer 

over henholdsvis allianceforhold og modstanderhold. De fire orienteringer er 

dominanspolitik, passivitetspolitik (quiescenspolitik), balancepolitik og affindelsespolitik 

(acquiescenspolitik). I udgangspunktet karakteriseres et lands politik på et givet 

tidspunkt og område ved én af de fire orienteringer. De orienteringer, 

som det er relevant at undersøge for Danmarks vedkommende, er balancepolitik 

og affindelsespolitik. Det vil normalt ikke være sådan, at man vælger lidt 

af det ene og lidt af det andet, eller skifter grundorientering med korte 

7 Under arbejdet hermed har udrederne nydt godt af konsultationer med Hans Branner, Morten 

Kelstrup, Hans Mouritzen og Nikolaj Petersen. 

INDLEDNING 19 

Stress-modtagelighed

mellemrum. Orienteringen er grundlæggende stabil, i hvert fald i en epoke som 

den kolde krig med stort ydre pres, og en forandring af orientering må i det 

hele taget anses for en begivenhed af allerhøjeste betydning i et lands udenrigspolitik. 

En sådan forandring antages kun at finde sted ved markante ændringer 

af især magtbalancen eller i mindre grad spændingsniveauet. De strategier, 

som anlægges under de respektive orienteringer, kan derimod forandres 

over tid og er i øvrigt ikke nødvendigvis eksklusive for de enkelte orienteringer, 

ligesom strategierne kan blandes inden for den aktuelle orientering. 

De for Danmark relevante strategier er beskrevet i kapitel 3 og fremgår også 

i et vist omfang af graferne, som ikke prætenderer at give en udtømmende 

liste over strategier. 

Indplaceringen af et land i en af de fire orienteringer sker ud fra dets primært 

sikkerhedspolitiske værdiregnskab i forhold til omgivelserne. 

Regnskabet kan udvise nuancer inden for de enkelte grundorienteringer, 

men er basalt set enten positivt (dominanspolitik), negativt (affindelsespolitik), 

balanceret (balancepolitik) eller ubetydeligt (passivitetspolitik). Den balancepolitiske 

orientering er præget af quid pro quo (giv og tag) og defineret 

ved, at værdiregnskabet er balanceret, gerne allerede på de enkelte poster, 

men i hvert fald på bundlinjen. Truslen mod den balancepolitiske orientering 

er eksempelvis, at selv små indhug i et lands autonomi (i form af balancepolitiske 

indrømmelser) kan frygtes at være indledningen til en rutschetur ned 

ad ’indrømmelsesglidebanen’ med endepunkt i overgang til en affindelsespolitisk 

orientering, hvor det samlede værdiregnskab er negativt, idet man indordner 

sine interne prioriteter under eksternt definerede hensyn uden at få 

noget igen, ja måske endda må affinde sig med, at hver indrømmelse fører til 

en forværring af ens situation eller stadig større krav fra omgivelserne. For et 

land som Danmark, der qua sit NATO-medlemskab befandt sig i en markant 

asymmetrisk bipolær situation under den kolde krig, tyder det på, at det afgørende 

forhold for værdiregnskabet var magtbalancen mellem USA og 

Sovjetunionen. 8 For at give et groft indtryk af anvendelsen af kategorierne 

kan som eksempel nævnes, at en affindelsespolitisk orientering var karakteristisk 

for visse perioder af Danmarks forhold til Tyskland i årene 1870-1940 og 

for Finlands forhold til Sovjetunionen efter 1944. Under den kolde krig 

havde Danmark i udredningens optik grundlæggende en balancepolitisk orientering 

i forhold til såvel NATO som Sovjetunionen. Både strategier og vær- 

8 Jf. Hans Mouritzen, Finlandization: Towards a General Theory of Adaptive Politics, Avebury, 1988, s. 1- 

11, 434-441; Nikolaj Petersen, “National integrationspolitik og –strategi“ i Birthe Hansen & Carsten 

Jensen (red.), Grundbogen i statskundskab, København, 1998, s. 205-217; Nikolaj Petersen, „National 

Strategies in the Integration Dilemma: The Promises of Adaptation Theory“ i Hans Branner and 

Morten Kelstrup (Eds.), Denmark’s Policy towards Europe after 1945: History, Theory and Options, Odense, 

2003, s. 73-99. 


diregnskaber var imidlertid helt forskellige i de to forhold, hvilket følger af, 

at det ene var et allianceforhold, det andet et modstanderforhold. 

Fortolkningsproblemer 

Den hurtigt voksende kildeadgang har gjort koldkrigsforskningen til et frugtbart 

område. Det er imidlertid også et kompliceret felt. Samtidshistorisk 

forskning på det sikkerhedspolitiske område har således særlig vanskelige kildeproblemer 

at kæmpe med på grund af hemmeligholdelse af informationer. 

Under den kolde krig var der store politiske gevinster ved at skjule, stjæle, forfalske 

og forvanske oplysninger, og selv de vurderinger, som måtte være givet 

i god tro, rummede ofte kun en del af sandheden. Det kunne der sommetider 

være udmærkede grunde til, men uanset grundenes eventuelle lødighed 

vanskeliggør manipulationen af oplysninger den historiske rekonstruktion. 

Det ville være en overdrivelse at hævde, at manipulationen var universel, og 

den antog i øvrigt helt forskellige grader og former i Øst og Vest, men den var 

et allestedsnærværende vilkår, også i demokratierne og selv for de rene af 

hjertet. 

I Sovjetunionen havde partiet som bekendt monopol på at beskrive virkeligheden 

og udnyttede denne mulighed til det yderste, også gennem udspekulerede 

påvirkningsoperationer og falsknerier. På vestlig side var situationen 

en helt anden, men også her blev der brugt mange ressourcer på at fremme 

bestemte billeder af virkeligheden. Udkastet til et af den kolde krigs vigtigste 

policy-dokumenter, det amerikanske NSC-68 fra 1950, blev skrevet af Paul 

Nitze under udenrigsminister Achesons opsyn, uden at forfatterne havde haft 

adgang til særlig megen information om de sovjetiske kapabiliteter. Da dokumentet 

blev afklassificeret i 1975, blev det karakteriseret som et tidligt eksempel 

på trusselsinflation. I sine erindringer fra 1969 skrev Acheson, at det ikke 

var præcision, forfatterne tilstræbte. Han fortsatte: „Formålet med NSC-68 var 

at give bevidstheden i de øverste regeringskredse et kølleslag med det formål, 

at præsidenten kunne træffe en beslutning, og at beslutningen kunne gennemføres.“ 

Han sagde også, at han under sin foredragsturné det år om NSC- 

68 måtte benytte sig af pointer, der var klarere end sandheden for at få budskabet 

igennem. 9 

I små lande var manglende information og kontrolmuligheder undertiden 

et problem selv for toppolitikere. Det er klart, at dette ikke blot var et problem 

i samtiden, men at det efterfølgende også rejser mange vanskeligheder 

9 Dean Acheson, Present at the Creation: My years in the State Department, New York, 1969, s. 374. Frances 

FitzGerald, Way out there in the blue: Reagan, Star Wars and the End of the Cold War, New York, 2001, s. 

90-91. 

INDLEDNING 21

for historikerne, som i vid udstrækning er henvist til at basere sig på et undertiden 

stærkt begrænset og måske vildledende udvalg af periodens kilder. Hvis 

man som udgangspunkt antager, at der ligger rationelle overvejelser bag politiske 

valg, og at rationel analyse forudsætter adgang til relevante informationer, 

er det et interessant spørgsmål, hvad aktørerne egentlig vidste eller troede, 

når de traf deres beslutninger. Og specielt interessant, hvis vi i historiens 

bakspejl kan få et glimt af, hvad det var, de ikke vidste. 

Der er mange parter, som stadig har aktier i begivenhederne og aktuelle 

politiske interesser knyttet til dem. Historien er stadig kontroversiel og handler 

både om kampen mellem det 20. århundredes politiske ideologier og om, 

hvem der havde skylden, hvem der skal have æren, og hvem der skal have 

magten i fremtiden. Mange af de verserende forklaringer er gået hen og blevet 

en fortælling om tabere og vindere i den kolde krig, og det er en fortælling, 

som ikke blot har historisk interesse, men finder anvendelse i aktuel politik, 

bl.a. til disciplinering af politiske modstandere. De forskellige tolkninger 

og forståelser indgår som konkurrerende faktorer i kampen om fremtidens 

omstridte territorium. For eksempel hævdede John Kerrys modstandere 

under den amerikanske præsidentvalgkamp i 2004, at han havde været „on 

the losing side of history“. Det samme er blevet sagt om Gorbatjov. På debatplanet 

er den kolde krig ikke slut. Pensionerede KGB-generaler skriver endnu 

bøger, der forklarer Sovjetunionens sammenbrud som resultat af en ondsindet 

konspiration mellem vestlige efterretningstjenester og forræderiske russiske 

politikere – en slags pendant til mccarthyismens paranoide forestillinger 

om Det Store Forræderi som roden til USA’s problemer i den kolde krig. Og 

i Vest opfattede en amerikansk neo-konservativ kun kommunismens fald som 

en delvis sejr; der var stadig en hjemlig kold krig at udkæmpe. Irving Kristol 

citeres for følgende udtalelse: „For mig er der ikke noget ’efter den kolde 

krig’. Langt fra at være endt er min kolde krig vokset i intensitet, efterhånden 

som den ene sektor efter den anden i det amerikanske samfund er blevet korrumperet 

af den liberale ånd. … Nu, hvor den anden „Kolde krig“ er forbi, er 

den rigtige kolde krig begyndt.“ 10 

Det kan på så kort afstand af begivenhederne være vanskeligt at få et klart 

perspektiv på historien, og historikerens traditionelle råstof, dokumenterne, 

er tit utilgængelige af hensyn til nulevende personer eller staternes sikkerhed. 

Konsekvenserne kan være så gennemgribende, at samtidshistoriske værker 

bliver direkte misvisende. For den samtidshistorisk interesserede er det naturligvis 

beklageligt, at netop den nyeste historie, som på mange måder kan synes 

at være særlig relevant og den, man kan lære mest af, således er sat lidt i 

skammekrogen. Men når vanskelighederne er nævnt, må det ikke glemmes, 

10 Ellen Schrecker (ed.), Cold War Triumphalism. The Misuse of History After the Fall of Communism, New 

York, 2004, s. 6. 


at der hele tiden kommer nye kilder til. I denne udrednings tilfælde har der, 

kun ca. 15 år efter den kolde krigs afslutning, været så meget nyt stof til rådighed, 

at udredningen f.eks. har kunnet tegne et væsentlig andet billede af den 

østlige trussel og vestlig politik i 1980’erne, end det der var gængs for blot få 

år siden. 

Periodisering 

Én sammenhængende konflikt, tre forskellige perioder. Vi ser den kolde krig som én 

sammenhængende konflikt mellem Øst og Vest, hvor parterne i hele forløbet 

var sig systemkonflikten og en aktuel eller potentiel trussel bevidst. Samtidig 

var der variationer i spændingsniveauet, som er medbestemmende for, at vi 

opererer med følgende tre perioder: 1945-1962, 1963-1978 og 1979-1991. 

Efter dem er udredningen disponeret. Vi søger dermed at komme uden om 

den udbredte opfattelse, at der ikke var nogen kold krig i afspændingsperioden 

fra 1963 til 1978. Denne opfattelse medvirker til at sløre, at den kolde 

krig fortsatte i højt gear under afspændingsperioden, og at dens vigtigste kendetegn 

bestod også under afspændingen: konflikt mellem to antagonistiske 

samfundssystemer, forbitret ideologisk kamp, opdeling af Europa i to store 

militærblokke, intens gensidig spionagevirksomhed osv. samtidig med, at 

grundstenen blev lagt til en vis stabilisering af modsætningerne, og der blev 

skabt perspektiver for en dialog, som bidrog til vigtige forandringer i 

1980’erne. 

INDLEDNING 23

87 · Periodekonklusioner 

Perioden 1945-1962 

Den internationale situation (se kapitel 5). Allerede inden anden verdenskrigs afslutning 

i 1945 begyndte konturerne i den ny konflikt mellem de allierede i 

Øst og Vest at tegne sig. Der var tale om grundlæggende forskellige politiske 

systemer, og dette modsætningsforhold skærpedes, da de nye konkurrenter 

udfyldte det magttomrum, som var opstået i Europa efter Tysklands nederlag. 

Tyskland blev delt. Delingen af det slagne Tyskland gav trods internationale 

aftaler snart anledning til uenighed, og modsætningsforholdet mellem Øst og 

Vest blev skærpet. På baggrund af den stadigt øgede ideologiske og militære 

sovjetiske kontrol med Østeuropa kunne Churchill i marts 1946 tale om et 

jerntæppe, der havde sænket sig tværs gennem Europa. George Kennan anbefalede 

inddæmning af Sovjetunionen, og Marshall-planen, der trådte i kraft 

i 1948, medvirkede til politisk såvel som økonomisk stabilisering af Vesteuropa 

og sikring af verdenshandelen. Samme år nåede den politiske polarisering på 

det europæiske kontinent et foreløbigt højdepunkt med det kommunistiske 

kup i Prag, der gav anledning til øget krigsfrygt i Vesten. I 1949 blev 

Atlantpagten etableret, og den efterfølgende udvikling i Asien med den kommunistiske 

magtovertagelse i Kina og Korea-krigens udbrud førte til, at fronterne 

kort efter blev trukket endnu skarpere op. På vestlig side stimulerede 

Korea-krigen kraftigt udviklingen af den vestlige alliance fra en politisk pagt 

med militære garantier til en regulær militær organisation, og en betydelig 

konventionel og nuklear oprustning fandt sted i både Øst og Vest. I 1955 blev 

delingen af Europa endeligt formaliseret med indlemmelsen af det nu genmilitariserede 

Tyskland i NATO og den sovjetiske oprettelse af Warszawapagten. 

Scenen var sat for næsten et halvt århundredes konflikt mellem Øst 

og Vest. 

Den militære trussel fra Øst (se kapitlerne 22, 23, 24 og 88). I sidste halvdel af 

1940’erne havde Danmark reelt ligget forsvarsløst hen, og op igennem 

1950’erne var det danske forsvar svagt. Optagelsen i den vestlige forsvarsalliance 

i 1949 betød imidlertid ikke, at landet nu kunne forventes forsvaret i 

konventionel forstand i tilfælde af en aggression fra Øst. Det var den amerikanske 

atomare afskrækkelse, der koblet med en massiv amerikansk luftoverlegenhed 

udgjorde fundamentet for sikkerheden for Danmark – som for 

resten af Europa. Først fra 1957-1958 med indførelse af taktiske atomvåben i 

NATO-forsvaret og knæsætning af den fremskudte strategi omfattede det direkte 

NATO-forsvar nu også Danmark. 

På østlig side havde øvelsesmønsteret siden i det mindste 1950 været præget 

af en offensiv tankegang. Det polske forsvar ledet af den Stalin nærtstå- 

PERIODEKONKLUSIONER 25

ende marskal Rokossovskij øvede fra 1950 såvel afvisning af storstilede vestlige 

landsætningsoperationer (fra svenske og danske udgangsstillinger) som angreb 

mod Danmark og Sydsverige i forbindelse med et flådegennembrud til 

Nordsøen. I en øvelse fra december 1954 optræder konceptet for den 

Kystfrontoperation mod Holland, Nordtyskland og Danmark, der i 1960’erne 

og 1970’erne var Polens militære hovedopgave i krig. Polen havde dog i de 

tidlige 1950’er ikke kapaciteten til at gennemføre de nævnte operationer, der 

kan betragtes som planlægningsmål. Øst havde imidlertid en knusende overlegenhed 

i det danske nærområde, hvor det vestlige forsvar endnu var spinkelt 

besat. Det var dog først med fremkomsten i 1961 af et større gennemarbejdet 

og udbygget plankompleks for en østlig storoffensiv mod Vesteuropa, 

at linjerne i en mere konkret østlig planlægning for offensive operationer for 

alvor blev lagt, herunder for etableringen af den såkaldte polske kystfront 

med opgaver mod Danmark og Holland. 

Efterretningsbilledet (se kapitlerne 19, 20 og 21). I nogle NATO-lande skete der 

opsigtsvækkende afsløringer af sovjetiske spionagenet, der var hvervet på ideologisk 

grundlag. Disse afsløringer udgjorde en del af grundlaget for datidens 

opfattelse af den efterretningsmæssige trussel, der blev set i sammenhæng 

med de kommunistiske partiers undergravende og destabiliserende 

virksomhed. De sovjetiske efterretningstjenester, der også styrede satellitlandenes 

tjenester, rettede især deres virksomhed mod militære forhold i bredeste 

forstand og mod de militær-industrielle komplekser, ikke mindst på det 

nukleare område. I NATO-landene noteredes, at den nye østtyske efterretningstjeneste 

var begyndt at udvise betydelig professionel kompetence. 

Sammen med den styrkede militære indsats foregik der en øget efterretningsindhentning 

i de vesteuropæiske lande, der var potentielle mål for de 

østlige styrker. Dette kom tydeligt til udtryk i Danmark, hvor især Polen og 

Sovjetunionen, men også Østtyskland til stadighed søgte at opnå overblik over 

Danmarks militære formåen og militære geografi, mens den politiske, økonomiske 

og teknisk-videnskabelige indhentning efter alt at dømme var af mindre 

betydning. Det militære efterretningsarbejde blev primært udført af militærattacheerne 

på de østlige ambassader, som lagde et stort net af døde postkasser 

og mødesteder ud over hele Danmark. 1 Fra efteråret 1961 kunne FE 

konstatere en påfaldende østlig interesse for Sønderjylland, der uden tvivl 

hang sammen med de nye planer for polske operationer i tilfælde af krig. 

Den fysiske penetrering af den danske ambassade i Warszawa synes at understrege 

den betydning, som Danmark havde for Polen. Mens den sovjetiske kildesituation 

er særdeles mangelfuld, kan vi på baggrund af et ganske betydeligt 

polsk materiale tegne et mere præcist billede af det efterretningsarbejde, 

som blev foretaget gennem de østlige ambassader i København, hvor efterret- 

1 Dette kan dokumenteres ved hjælp af et omfattende polsk materiale fra IPN’s arkiv. IPN er det polske 

”Institut for national erindring”. 


ningsofficerer sad i militære og civile dækfunktioner. Det polske materiale peger 

i retning af, at et ikke nærmere bestemt antal herboende polske emigranter 

var hvervet som agenter, muligvis primært som hvilende agenter, der først 

ville træde i funktion under krise og krig. 

Ud fra det foreliggende polske materiale og oplysninger fra PET’s arkiv vurderes 

det endvidere, at nogle ganske få danskere i denne periode fungerede 

som polsk førte agenter med små opgaver, og at et ligeledes beskedent antal 

danskere var registreret som formodede perspektivagenter eller agentemner. 

Fra østlig side viste man tilsyneladende tilbageholdenhed, når det gjaldt 

hvervning af danske kommunister. For selv om disse var både skolede og formodet 

loyale, var de for let identificerbare, i vid udstrækning overvågede og 

reelt udelukkede fra topposter i det danske militære og politiske system. 

Desuden indebar anvendelse af kommunister risiko for, at partiet blev kompromitteret. 

På trods af at der efter alt at dømme ikke fandt systematisk østlig 

anvendelse af DKP’ere sted, findes der eksempler på, at de blev benyttet i anden 

forbindelse. Således leverede den fremtrædende danske kommunist Ib 

Nørlund i 1946 i en længere rapport sensitive informationer fra bl.a. folketingets 

udenrigspolitiske nævn direkte til Moskva. 

Østlig påvirkning (se kapitlerne 15-18). Danmarks medlemskab af den vestlige 

alliance fra 1949 gav anledning til massiv politisk påvirkning og forsøg på 

undergravende virksomhed. Mens Sovjetunionen i sidste halvdel af 1940’erne 

stræbte efter at fastholde Danmark i isoleret neutralitet og forhindre etablering 

af forsvarsalliancer, uanset om disse havde nordisk eller vestligt tilsnit, 

blev det sovjetiske politiske hovedmål over for Danmark fra 1949 at ændre 

Danmarks sikkerhedspolitiske orientering. 

Selv om kampagnerne ofte gik på egentlig udmeldelse af NATO, gjorde 

Sovjetunionen sig bl.a. på baggrund af meldinger fra DKP ikke illusioner om 

dansk udtræden, men anså det i stedet for mere produktivt og realistisk at forsøge 

på at bremse Danmarks militære integration i den vestlige alliance. Ud 

over at begrænse de danske og vestlige militære forberedelser i et geostrategisk 

vigtigt område sigtede kampagnerne mod indirekte svækkelse af den 

vestlige alliances politiske sammenhold. Fraset direkte diplomatisk og politisk 

påvirkning kom den østlige påvirkningsindsats især til udtryk gennem forsøg 

på folkemobilisering. Denne slags indirekte politiske påvirkningsforsøg foregik 

både gennem pressekampagner i kommunistisk subsidierede medier i 

Danmark og gennem politiske aktioner, f.eks. demonstrationer, appeller og 

fredskonferencer. Sideløbende med disse konkrete sikkerhedspolitiske påvirkningsbestræbelser 

søgte Sovjetunionen gennem de samme kanaler at øve 

en langsigtet ideologisk påvirkning, f.eks. ved forsøg på at sprede modvilje 

mod den kapitalistiske samfundsmodel. 

Effekten af østblokkens langsigtede ideologiske kampagner var imidlertid 

begrænset. Ligesom i andre vesteuropæiske lande var den danske socialdemokratiske 

bevægelse truet af kommunisterne på sit vælgergrundlag og havde 


tidligt iværksat antikommunistiske kampagner i offentligheden og i fagbevægelsen. 

Desuden havde især Marshall-hjælpen siden 1948 medvirket til at udbygge 

den positive grundindstilling til USA, mens det sovjetiske kup i Prag 

samme år bidrog til at tydeliggøre billedet af undertrykkelse i Øst. I løbet af 

1950’erne blev dette billede forstærket ved Sovjetunionens og de kommunistiske 

ideers faldende prestige i lyset af Korea-krigen og Ungarnopstanden i 

1956, og på grund af udviklingen af et relativt stærkt bloksammenhold i 

Vesteuropa. Omvendt kunne de østlige kampagner i visse tilfælde virke modproduktivt, 

da den eksisterende modstand mod diverse NATO-tiltag fik vingerne 

stækket ved at blive set som bærer af kommunistisk propaganda. Derfor 

søgte f.eks. de radikale tydeligt at distancere sig fra DKP, der på sin side netop 

søgte at legitimere sin politik ved at understrege enigheden med de radikale. 

For så vidt angår effekten af østblokkens kampagner for svækkelse af det 

konkrete NATO-samarbejde, er der næppe tvivl om, at østblokken medvirkede 

til at bringe en række emner frem i den danske debat. Da der ofte var 

tale om temaer, der allerede i nogen udstrækning indgik i debatten, er den 

nøjagtige østlige indflydelse dog vanskelig at bedømme. Blandt emnerne var 

f.eks. atomvåbenfrie zoner og Danmarks militære integration i NATO. Når de 

østlige kampagner synes at have fundet en vis klangbund i det danske samfund, 

skyldes det formentlig primært, at de formåede at ramme strømninger 

som den neutralistiske tradition, der stadig havde tag i brede kredse i den 

danske befolkning, og det anti-militaristiske tankegods, som især de radikale, 

men også i nogen udstrækning Socialdemokratiet bar på. De samme emner 

kunne dog også have en appel til moderat forsvarspositive kredse, som tænkte 

i baner af spændingsreduktion mellem blokkene. Endelig var den tyske besættelse 

i frisk erindring, og derfor udgjorde forholdet til naboen mod syd 

endnu et punkt, hvor de østlige kampagner mod Danmarks militære integration 

i NATO kunne tage afsæt. 

Debat (se kapitlerne 6-10). Den sikkerhedspolitiske debat i Danmark var – om 

ikke kvantitativt så dog i sin grundlæggende polaritet – karakteriseret ved en 

konflikt mellem på den ene side DKP og på den anden side alle andre politiske 

partier. Den nærmere debat om sikkerhedspolitiske tilhørsforhold trak 

dog andre linjer mellem partierne, idet NATO-medlemskabet fra begyndelsen 

blev støttet klart af De Konservative, Venstre og Socialdemokratiet, 

mens DKP og Det Radikale Venstre begge var modstandere af medlemskabet. 

I 1957 anerkendte de radikale i princippet medlemskabet, da de indtrådte i 

trekantsregeringen sammen med Socialdemokratiet og Retsforbundet. Selv 

om der var klare nuanceforskelle i den socialdemokratiske og den borgerlige 

støtte til den stadigt fastere NATO-forankring, stod hovedkampen i periodens 

sikkerhedspolitiske debat mellem Socialdemokratiet og DKP. Når Kommunisterne 

markerede sig relativt stærkt i Danmark i perioden indtil 1947, skyldes 

det for det første agitationen i fagbevægelsen og for det andet arven fra 

besættelsen. Erindringen om den kommunistiske modstandskamp trak især i 


de tidlige efterkrigsår en betydelig goodwill hos befolkningen. Det var efter 

alt at dømme disse forhold snarere end sympati for det sovjetiske samfundssystem, 

der – trods generel nedgang i støtten til DKP – indtil midten af 

1950’erne gav partiet en vis succes. 

Formulering af dansk sikkerhedspolitik (se kapitlerne 11-14). I årene 1945-1962 

lagde Sovjetunionen Danmark under et til tider betydeligt politisk pres, ikke 

mindst med henblik på at opnå kontrol med de danske stræder. Da dette 

næppe kunne lade sig gøre i fredstid, arbejdede Kreml for at sikre kontrollen 

i krigstid, og den sovjetiske hovedindsats var derfor i 1950’erne rettet mod at 

svække de danske forsvarsforberedelser og den militære og politiske integration 

i den vestlige alliance. Efter Danmarks indtræden i den nordatlantiske 

forsvarsalliance i 1949, var den danske sikkerhedspolitik kendetegnet ved en 

grundlæggende militær og politisk integration i alliancen. Forankringen i 

NATO var det dominerende træk i periodens sikkerhedspolitik og bestemmende 

for, hvor langt man kunne gå i balanceringen af sit forhold til Øst. De 

skiftende danske regeringer tog en række konkrete forbehold for, hvor langt 

den egentlige militære integration skulle gå i fredstid. Dette gjaldt især stationering 

af fremmede (fly)styrker og oplagring af atomvåben på dansk jord, der 

blev afvist under de eksisterende forhold. I praksis – og med tiden også formelt 

– var der dog tale om regulære fredstidsforbehold. Disse skabte aldrig 

voldsomme problemer for den danske sikkerhedspolitik, da regeringen tog 

de nødvendige skridt for at kunne ophæve forbeholdene, såfremt behovet 

skulle opstå. Selv om centrale danske beslutningstagere i slutningen af 

1950’erne fokuserede på at fastholde sin manøvrefrihed til en potentiel fredstidsaccept 

af atomvåbenoplagring, hvis det blev nødvendigt, var der næppe 

tvivl om, at en sådan ændring af et tidligere defineret forbehold måtte synes 

mere problematisk end en oprindelig accept, da ændringen i højere grad ville 

kunne ses som eller fremstilles som en militær optrapning og en skærpelse af 

den danske sikkerhedspolitiske kurs. 

Når den danske regering vægrede sig ved visse militære integrationsskridt, 

spillede risikoen for komplikationer i forhold til naboen i Øst selvsagt en betydelig 

rolle. Unødige provokationer skulle undgås. Den danske beslutningsproces 

omkring bestemte integrationsskridt tyder på, at regeringen i princippet 

ville have været rede til at acceptere tiltagene uanset den forventede sovjetiske 

kritik og de mulige konsekvenser i tilfælde af krig, såfremt den militære fordel 

var blevet anset for indiskutabel. Ud over denne sikkerhedspolitiske kalkule 

medvirkede indenrigspolitiske overvejelser i høj grad til at forme de danske reservationer. 

De danske reservationer anses som udtryk for en balancepolitik i forhold 

til både alliancen og den potentielle modstander. I forhold til alliancen 

var reservationerne udtryk for en selvbindingsstrategi under balancepolitikken. 

Forholdet til modstanderen blev omhyggeligt overvejet, men spillede ikke 

den udslaggivende rolle for den endelige beslutning. Med NATO i ryggen var 

Danmark ikke presset til eftergivenhed (se kapitel 3 om adaptionsteori). 


Det sidste regulære danske forbehold, nemlig de selvpålagte begrænsninger 

for allieret militær tilstedeværelse på Bornholm og for NATO’s øvelsesaktivitet 

(med dansk deltagelse) i den østlige del af Østersøen, var i modsætning 

hertil klart dikteret af hensynet til Sovjetunionen og kan karakteriseres som 

en ikke-provokationsstrategi i forhold til Sovjetunionen og en selvbindingsstrategi 

inden for alliancen. Det skal understreges, at begrænsningerne for 

øvelsesaktivitet var klart defineret og ikke omfattede NATO’s øvrige operationer 

i området. Om indrømmelserne skal klassificeres inden for en balancepolitisk 

eller affindelsespolitisk ramme afhænger af, om der kan peges på en rimelig 

sovjetisk genydelse for det udviste hensyn, eller om Danmark og de allierede 

gennem ikke-provokationsstrategien undgik uønskede reaktioner fra 

sovjetisk side, men også af om Danmark derved uden opbakning fra alliancen 

bevægede sig ind på en glidebane i forhold til Sovjetunionen. Der kan ikke 

peges på direkte, konkrete sovjetiske modydelser, men der forekommer ikke 

at have været tale om en glidebanetendens. For en samlet betragtning synes 

det mest plausibelt at rubricere ikke-provokationsstrategien under balancepolitiske 

tiltag. Det hører med til billedet, at den danske regerings reaktion på 

direkte sovjetisk pres i bestemte tilfælde angik spørgsmål, der aldrig havde været 

på den danske regerings ønskeliste, f.eks. vesttyske tropper på Bornholm, 

hvorfor det forekommer rimeligst at se disse tilfælde som balancepolitiske 

indrømmelser over for Kreml på et område, der umiddelbart måtte synes at 

være ret omkostningsfrit for den danske regering. 

Eksterne vurderinger (se kapitlerne 25 og 26). De danske reservationer og det 

relativt lave forsvarsbidrag var genstand for betydelig opmærksomhed i USA 

og blandt andre ledende NATO-lande. Det ændrer ikke ved, at Danmark blev 

betragtet som et loyalt NATO-medlem, der navnlig i sit forhold til 

Sovjetunionen viste sig villig til at gøre op med den eftergivenhed, der tidligere 

havde karakteriseret den danske politik over for en truende stormagtsnabo. 

I indberetninger fra amerikanske, britiske, vesttyske og franske diplomater 

og militærattachéer gentages det stort set enslydende, at om end de 

danske beslutningstagere frygtede Sovjetunionen, lod de sig ikke påvirke af 

sovjetisk pres. Ifølge de allierede observatører bestod problemet mindre i den 

officielle politik og de ledende beslutningstageres holdninger, men snarere i 

politikernes afhængighed af en opinion, der endnu var præget af traditionelle, 

neutralistiske forestillinger. Om end de lave forsvarsudgifter blev kritiseret 

ved de årlige gennemgange i NATO, var der en udbredt forståelse for de 

indenrigspolitiske begrænsninger på politikernes manøvrefrihed, ligesom der 

var tendens til, at kritikken blev mindsket, når Danmark samtidig accepterede 

den nødvendige militær integration. Den fleksible danske håndtering af de alliancepolitiske 

forbehold, hvor en opgivelse af disse i tilfælde af krise eller krig 

blev både forudset og forberedt, udgjorde en væsentlig årsag til den amerikanske 

accept af de danske reservationer, selv om Danmark til stadighed blev påført 

et diskret pres for en fuldstændig afvikling af især atomvåbenforbeholdet. 


Fra østlig side havde man tidligt erkendt, at Danmark grundlæggende var 

en del af den vestlige lejr og med den danske indtræden i den vestlige alliance 

i 1949 koblet til „en aggressiv imperialistisk blok, vendt mod de socialistiske 

lande“. Med sin strategiske beliggenhed udgjorde Danmark ifølge den sovjetiske 

vurdering et brohoved mod Øst i NATO-blokkens tjeneste. Når man på 

sovjetisk hold ikke forventede, at Danmark ville udtræde af alliancen, betød 

det dog ikke, at det sovjetiske pres skulle lettes. Dette skyldes for det første, at 

danske og NATO forsvarstiltag i og omkring dansk område stadig skulle minimeres, 

og for det andet, at det sovjetiske pres mod Danmarks NATO-tilhørsforhold 

var en del af den kilestrategi, som østblokken anlagde over for den 

vestlige alliance. Samme forhold gjorde sig gældende på de konkrete militærpolitiske 

stridsspørgsmål. Selv om Kreml anså de danske forbehold for et positivt 

udtryk for en såkaldt selvstændig dansk udenrigspolitik, der dog også 

ved enkelte lejligheder blev betragtet som resultat af sovjetisk politik, var man 

fra sovjetisk side klar over, at f.eks. det danske atomvåbenforbehold kun gjaldt 

fredstid, og at Danmark under kriseforhold kunne få tilført atomvåben. 

Derfor fortsatte Sovjetunionen sit pres for at udvide det danske forbehold til 

også at omfatte krise- og krigstid. 


Den internationale situation (se kapitel 28). Under Cuba-krisen i oktober 1962 

havde verden bevæget sig på randen af en atomkrig. Både Øst og Vest tog ved 

lære af den potentielt skæbnesvangre begivenhed og begyndte en forsigtig tilnærmelsesproces. 

Perioden blev præget af forskellige afspændingsinitiativer, 

ikke mindst våbenkontrolaftaler på det nukleare område, og er efterfølgende 

blevet betegnet som détenten eller afspændingsperioden, en betegnelse der 

ikke skal overbetones. Det ville være misvisende at opfatte disse 15 år som en 

generel afspændingsperiode eller i det hele taget som en helhed. Perioden 

var kendetegnet ved en usvækket konkurrence mellem Øst og Vest på mange 

niveauer, ikke mindst det politiske og det våbenteknologiske. Der opstod ligeledes 

internationale kriser omkring Tjekkoslovakiet 1968 og Mellemøsten 

1973, og spændingen mellem supermagterne var lejlighedsvis høj. 

Centrale begivenheder fandt sted uden for den europæiske scene. I 1961 

opstod den alliancefri bevægelse, der søgte at styrke kolonifrigørelsen og 

holde sig uden for Øst-Vest-modsætningen ved at anvise en tredje vej. Næsten 

samtidig spaltedes den verdenskommunistiske bevægelse endeligt som en 

konsekvens af bruddet mellem Kina og Sovjetunionen (1963). Efter kampene 

ved Ussuri-grænsefloden i 1969, hvor kinesiske soldater dræbte et antal sovjetiske 

soldater, overvejede det sovjetiske politbureau, om det skulle starte en 

kernevåbenkrig mod Kina, men valgte at indtage en defensiv position bag en 

stærkt forsvaret grænse. De iskolde relationer mellem de to kommunistiske 


magter svækkede generelt kommunismen og var medvirkende til skabelse af 

alternative venstrefløjsbevægelser overalt i Vesten. Statsminister Hartlings besøg 

i Kina i 1974 var tydeligt præget heraf. Kort efter Hartlings besøg bemærkede 

en tilfreds Henry Kissinger i en samtale med Deng Xiaoping, at kineserne 

ordentlig havde forskrækket Hartling med deres bemærkninger om 

atomkrigens mulighed og Sovjetunionens farlighed. Denne linje opfordrede 

Kissinger kineserne til at følge også ved fremtidige vestlige besøg. Fra 1965 

udvidede amerikanerne drastisk deres engagement i Vietnam i en krig, der 

skulle komme til at belaste supermagtsforholdet og også svække det vestlige 

sammenhold. 

Væsentlige tilskyndelser til afspændingsprocessen kom imidlertid fra Europa, 

hvor Øst-Vest-modsætningen vel ikke mistede sin skarphed, men efterhånden 

fik et vist ritualiseret præg. Her gav afspændingsbestræbelserne sig 

udslag i Harmel-rapporten fra 1967 om NATO’s fremtidige opgaver, der fastslog, 

at både forsvar og afspænding skulle være alliancens hovedopgaver. I forlængelse 

heraf accepterede NATO-landene i begyndelsen af 1970’erne de forslag 

om en europæisk sikkerhedskonference, der siden 1954 havde været en 

fast bestanddel af sovjetisk udenrigspolitik. På europæiske NATO-landes initiativ 

blev konferencens dagsorden og den påfølgende Helsinki-slutakt (1975) 

imidlertid udvidet i demokratisk retning til også at omfatte friere informationsspredning 

og lettelser i menneskelige kontakter på tværs af jerntæppet 

samt respekt for menneskerettigheder. Herigennem tilføjedes afspændingsprocessen 

i Europa en dynamik, der kunne opretholdes under de følgende 

års nye spændinger. 

Parallelt hermed udviklede den socialdemokratisk-liberale vesttyske regering 

under ledelse af Willy Brandt en ny politik over for Øst, der i tæt sammenhæng 

med en ny Tysklandspolitik skulle bidrage til afvikling af Øst-Vestkonflikten 

og lette forholdene for befolkningerne i det delte Tyskland. Gennem 

Moskvatraktaten af 1970 og senere aftaler banedes vejen for en forsoning 

mellem Forbundsrepublikken Tyskland og de østeuropæiske lande og 

for en anerkendelse af DDR. Endelig blev Firemagtsaftalen om Berlin på ny 

bekræftet i 1971. Bag Willy Brandts østpolitik lå en skjult dobbeltstrategi, der 

ved at anerkende den territoriale status quo i Europa og den faktiske eksistens 

af to tyske stater søgte at starte en proces, der kunne føre til dybtgående 

ændringer inden for den sovjetiske magtsfære i Østeuropa. 

I slutningen af 1970’erne kom afspændingsprocessen under pres. I USA 

konkluderede politikere og rustningskontroleksperter, at forestillinger om at 

stabilisere terrorbalancen og kontrollere farlige rustningsspiraler hvilede på 

naive forestillinger om Sovjetunionen og ignorerede den fortsatte sovjetiske 

oprustning. Samtidig fangede nye sovjetiske militære aktiviteter i den tredje 

verden amerikanske politikeres opmærksomhed og blev udlagt som bevis på, 

at Sovjetunionen sigtede mod global indflydelse og eventuel dominans. De 

fleste europæiske iagttagere valgte at fortolke den sovjetiske optræden i et 


mindre truende perspektiv. Dog vakte de nye sovjetiske mellemdistanceraketter 

SS-20, der begyndte at blive deployeret fra 1977, bekymring for udviklingen 

af de militære balanceforhold i Europa. Alt i alt kan det siges, at selv 

om afspændingsprocessen i Europa var mere substantiel og robust end den 

bilaterale supermagtsafspænding, betød det ikke, at den var upåvirket af den 

militære udvikling og den nye amerikanske holdning. 

Truslen fra Øst (se kapitel 42-49 og 50-53). I perioden efter Cubakrisen blev offentlighedens 

frygt for en krig mellem Øst og Vest i nogen grad reduceret, 

om end fornemmelsen af en trussel udgående fra Sovjetunionen var udbredt. 

Intensiteten af denne trussel varierede dog i høj grad afhængig af bl.a. 

Sovjetunionens aktuelle politik. Fra FE’s side påpegedes i slutningen af 

1960’erne, at der foregik omfattende østlige militæraktiviteter nær på Danmark, 

og at varslingsmulighederne af samme grund var blevet forringet. Man 

regnede dog med at kunne give landets ledelse et varsel, i værste fald dog kun 

nogle få dages varsel, om en forestående aggression. Generelt var det opfattelsen 

hos FE og andre vestlige efterretningstjenester, at en aggression fra Øst 

ikke var særlig sandsynlig, hvis NATO kunne bevare sit sammenhold. 

Undersøgelsen har på det tilgængelige grundlag ikke kunnet påvise eller 

sandsynliggøre østlige intentioner om et uprovokeret angreb på Vesten. 

Derimod er det klart dokumenteret, at Øst i tilfælde af krig ville føre denne 

på vestlig grund og søge at erobre Vesteuropa gennem en lynkrig. I den forstand 

kan der tales om en betydelig potentiel trussel fra Warszawapagten. På 

grundlag af et omfattende polsk og østtysk kildemateriale er de planlagte operationer 

specielt mod det danske område blevet analyseret. I dette billede 

skulle Danmark erobres primært af polske tropper i et hurtigt felttog af 10-12 

dages varighed, mens Warszawapagtflåderne skulle forcere Kielerkanalen og 

de danske stræder og åbne adgangen til Nordsøen og Atlanterhavet. 

De østlige operative planer var ledsaget af en storstilet planlægningsindsats 

(specielt på amfibieområdet) og en omfattende efterretningsindsats over for 

Danmark fra sovjetisk, østtysk og polsk side mod militære anlæg i Danmark og 

ikke mindst de danske kystområder. Derudover blev de øgede muligheder for 

forbindelser mellem Øst og Vest brugt til at etablere kontakter i Danmark for 

et politisk efterretningsarbejde, hvor målet var indhentning af oplysninger og 

viderebringelse af synspunkter. Her gjorde et bevidst element af påvirkningspolitik 

sig gældende. En sådan politik blev dog navnlig drevet gennem 

Danmarks Kommunistiske Parti, der med usvækket loyalitet propagerede de 

sovjetiske paroler for fred og dansk neutralitet og mod NATO, USA, EF, kapitalismen 

etc. I erkendelse af partiets isoleret set relativt begrænsede indflydelse 

søgte de socialistiske lande, bl.a. gennem den store fredskampagne i 

1970’erne at etablere kontakter til ikke-kommunistiske grupper. Dette lykkedes 

også, og partiet fik på den måde alligevel en ikke ubetydelig indflydelse 

gennem infiltration af dele af fagbevægelsen, fredsbevægelsen og den organiserede 

EF-modstand, men det er dog vanskeligt at fastlægge, i hvilket omfang 


initiativerne opstod som følge af østlig påvirkning, og i hvilket omfang de var 

udtryk for allerede eksisterende holdninger i de pågældende grupper. KGB 

gennemgik en personalemæssig og metodemæssig modernisering og blev 

med opgradering af det politiske målområde og disinformationsvirksomheden 

en vigtig udenrigspolitisk aktør. Indhentning på det teknisk-videnskabelige 

område fik nu ligeledes en fremtrædende rolle. Specielt fra de østtyske 

tjenester blev Vesttyskland udsat for en efterretningsoffensiv uden sidestykke 

i fredstid. Den samlede efterretningsmæssige belastning af NATO-landene 

var alvorlig. De engelske myndigheder skred i 1971 til udvisning af 105 sovjetiske 

efterretningsfolk i dækstillinger og grundlagde hermed en ny NATOkurs. 

Revolutionære grupperinger på den yderste venstrefløj forårsagede 

med mellemrum betydelig indre uro i de vestlige lande, der også under indtryk 

af økonomiske kriser og terrorismens indtog følte sig under pres. 

Den sikkerhedspolitiske debat i Danmark (se kapitel 29-35). Debatten i Danmark 

blev i perioden i høj grad præget af, at det politiske system var under forandring. 

Med 1968 ophørte den lange periode, hvor Socialdemokratiet havde 

haft føringspositionen, og i 1973 førte et opbrud i vælgerskaren til, at folketinget 

blev udvidet med tre nye partier, af hvilke det nye Fremskridtsparti blev 

tingets næststørste parti. De hyppigere valg i 1970’erne kan også tages som 

tegn på en øget ustabilitet. 

Markante indslag i debatten kom i perioden fra det „nye venstre“, der var 

en samlebetegnelse for en række nye venstreorienterede partier, der så dagens 

lys fra slutningen af 1950’erne. Fælles for det nye venstre var en afvisning 

af sovjetkommunismen som model for et fremtidigt samfund, men der er 

næppe tvivl om, at det til en vis grad fremmede forståelsen for sovjetiske synspunkter 

gennem den kritik, der rettedes mod de vestlige samfundssystemer. I 

den forstand kom det nye venstre og DKP således i nogle henseender til at 

trække på samme hammel. 

Den væsentligste udvikling på holdningsområdet og debatområdet var ændringer 

inden for såvel den danske befolkning som i det partipolitiske system 

med hensyn til opfattelsen af Sovjetunionen og USA. Frem til 1968 herskede 

en noget mere positiv indstilling til Sovjetunionen end i 1950’erne. Khrusjtjov 

opfattedes som sympatisk. Ved en gallupundersøgelse i 1964 gav 50 % udtryk 

for en „positiv indstilling“ til statslederen. Billedet af Sovjetunionen ændrede 

sig navnlig som følge af invasionen af Tjekkoslovakiet i sommeren 1968, men 

i begyndelsen af 1970’erne havde danske politikere igen forhåbninger til sovjetisk 

udenrigspolitik. Fra midten af 1970’erne og især i slutningen af 1970’erne 

tegnedes billedet som følge af en række udviklinger igen mørkere. 

Den anden væsentlige tendens var en i stigende grad kritisk opfattelse af 

den amerikanske udenrigspolitik. Denne kritik, der var et hovedanliggende 

for det nye venstre, bredte sig op igennem 1960’erne til midten af dansk politik, 

og i begyndelsen af 1970’erne kunne man også møde kritik af specielt 

den amerikanske Vietnampolitik i den borgerlige presse. Den stigende reser- 


vation syntes oprindeligt at bygge på ønsker om en mere markant afspændingspolitik 

over for Sovjetunionen, end den USA og NATO stod for. I takt 

med optrapningen af Vietnam-krigen og afsløringen af den hemmelige 

Vietnampolitik gennem den såkaldte Pentagon-rapport, øgedes kritikken – 

og forværringen af det dansk-amerikanske forhold. Et lavpunkt blev nået i 

1973, hvorefter forholdet snart igen forbedredes. 

Et særlig vigtigt debatemne var, om landet skulle træde ud af NATO. Det 

blev navnlig rejst af de radikale og SF, der begge slog på, at der aldrig havde 

været en folkelig debat om alliancetilslutningen. Under indtryk af, at befolkningen 

ikke syntes at have taget afstand fra alliancemedlemskabet, skiftede 

venstrefløjsblade som „Politisk Revy“ til en indirekte fremgangsmåde ved 

snarere at fremstille alliancepartnerne i kritisk lys end at kritisere det danske 

engagement direkte. I den forbindelse indtog USA’s krig i Vietnam samt den 

britiske og franske afvikling af deres koloniriger en fremtrædende plads. 

Bladenes strategi synes dog ikke at have båret frugt, for ifølge Gallups løbende 

undersøgelser blev den folkelige tilslutning til NATO ikke mindre i 

den periode, tværtimod. Med dannelsen af VKR-regeringen i 1968 blev de radikale 

forpligtet på alliancemedlemskabet. Partiet fastholdt dog tanken om 

en folkeafstemning og fik gennemført, at det skulle undersøges i en udredning, 

om der eksisterede sikkerhedspolitiske alternativer til medlemskabet 

(den såkaldte Seidenfaden-rapport, 1970). Med Warszawapagtlandenes invasion 

af Tjekkoslovakiet i august 1968 blev det endeligt afklaret, at det gjorde 

der ikke. Partierne tilsluttede sig efter denne begivenhed, at alliancemedlemskabet 

skulle forlænges, hvorefter det kunne opsiges med et års varsel. Andre 

større debattemaer var atomvåben (1963-1968), sikkerhed og samarbejde i 

Europa (1971-1975) og neutronbomben (1977-1978). Antiatomkampagnen, 

der skabte størst opmærksomhed, havde et højdepunkt med atommarchen i 

1962, men derefter mistede bevægelsen tilslutning. 

Formuleringen af dansk sikkerhedspolitik (se kapitel 36-41 og 90). Etableringen af 

Enhedskommandoen i 1961 havde ført til skarpe sovjetiske reaktioner over 

for Danmark. Et mål for den danske politik var i den følgende periode at berolige 

Sovjetunionen, hvilket også til dels lykkedes under den afspændingsfase, 

der nu satte ind. På den baggrund opstod et øget samkvem med Sovjetunionen, 

og Khrusjtjov besøgte i juni 1964 Danmark. Fra midten af 1960’erne 

blev den danske indsats over for Øst i højere grad lagt mod de mindre 

østeuropæiske lande, som i disse år tilkendegav interesse for tilnærmelse til 

Vesten. Fra dansk side fokuserede man øjensynligt – ud over de almindelige 

afspændingsperspektiver – på muligheden for at løsne disse landes bånd til 

Sovjetunionen. 

Den danske politik over for Sovjetunionen havde i starten af perioden helt 

bevidst tyngden på det bilaterale aspekt, og først fra 1966 øgede man indsatsen 

omkring alliancens afspændingspolitiske rolle dels ved at rejse et kontroversielt 

spørgsmål – dog i vid udstrækning inspireret fra amerikansk side – om 


en sikkerhedskonference, dels ved senere at deltage i arbejdet med den såkaldte 

Harmel-rapport fra 1967, der definerede alliancens opgaver som forsvar 

og afspænding, og tillige som opgaver, der supplerede hinanden. Danmark 

hørte under arbejdet med Harmel-rapporten til de lande, der aktivt 

søgte at markere alliancens afspændingspolitiske opgave. I begge sager var 

det for Danmark vigtigt at forbedre alliancens image, ikke mindst med henblik 

på muligheden af en alvorlig indenrigspolitisk holmgang om Danmarks 

alliancemedlemskab efter 1969. 

Det danske arbejde for etablering af en europæisk sikkerhedskonference 

fortsatte ind i 1970’erne, hvor CSCE-projektet blev et omdrejningspunkt for 

dansk afspændingspolitik. Denne politik var højprofileret og baseret på et 

stort flertal i folketinget, om end partierne lagde vægt på forskellige aspekter 

af sikkerhedsproblemerne i Europa. Især USA var længe skeptisk over for 

konferencen, men Nixon-administrationen indtog efterhånden en mere positiv 

holdning til ideen, hvorefter NATO-landene og de alliancefri lande 

kunne fremføre en række sammenfaldende ønsker om Helsingfors-konferencens 

dagsorden og mål. Under konferencens tre faser i årene 1973-1975 fik 

Danmark en særlig opgave med hensyn til den omstridte kurv 3 om friere forbindelser 

mellem mennesker på tværs af jerntæppet. Helsingfors-slutaktens 

bestemmelser fra 1975 blev i de sidste 10-15 år af den kolde krig et centralt 

holdepunkt for kritikken af de kommunistiske landes mangelfulde praksis 

med hensyn til overholdelsen af menneskerettighederne og for ønskerne om 

gradvis at fjerne de kunstige skranker mellem befolkningerne i Europa. 

Samtidig med de afspændingspolitiske bestræbelser fortsatte den danske 

regering roligt Danmarks integration i alliancen. Forbeholdene blev fastholdt 

stort set uændret gennem perioden. Den største turbulens kom formentlig i 

forbindelse med atomvåbenpolitikken, hvor drøftelserne omkring etablering 

af en atomslagstyrke i NATO samt om oprettelse af en atomvåbenfri zone i 

Norden var med til at fastholde den østlige fokus på dansk atomvåbenpolitik. 

Sammen med en lang valgkamp i 1964, bl.a. i atomvåbnenes tegn, bidrog 

disse sager muligvis til en midlertidig, kosmetisk skærpelse af dansk atomvåbenpolitik. 

Hvad årsagen end var, ser det ud til, at planerne om at tilføre 

atomvåben til danske styrker begyndte at fortone sig i 1960’erne. I oktober 

1980 satte udenrigsminister Kjeld Olesen i en udtalelse i folketinget lighedstegn 

mellem den traditionelle, officielle formulering af dansk atomvåbenpolitik 

og formuleringen „i fredstid“, som var blevet anvendt i den offentlige debat: 

„Både hvad angår fremmede styrker og atomvåben er det som bekendt 

den danske holdning, at tilstedeværelsen på dansk område ikke kan finde 

sted under de nuværende omstændigheder, det vil sige i fredstid.“ Udenrigsministeren 

tilføjede dog senere i debatten, at „enhver regering må have et 

minimum af handlefrihed til at kunne vurdere en situation, også den situation, 

hvor en konflikt er så truende nær, at man kan tale om, at vi står i en 

nødsituation.“ 


I 1970’erne blev spørgsmålet om NATO’s forstærkningspolitik et centralt 

emne. Forsvarsforliget i 1973 mellem „de fire gamle partier“ medførte en 

række ændringer med hensyn til målsætninger og struktur for dansk forsvar, 

bl.a. ved at muligheden for allierede forstærkninger i en krise- og krigssituation 

blev fremhævet. Fokus på forstærkningsspørgsmålet skærpedes i midten 

af 1970’erne af den opmærksomhed, som den øgede østlige militære opbygning 

og aktivitet havde fremkaldt. Efter forhandlinger med USA blev der i 

1976 og 1979 truffet aftale om i en given situation at overføre amerikanske jagerfly 

til Danmark og oplagre ammunition og reservedele til flyene i depoter 

i Jylland. Et andet vigtigt led i 1970’ernes forsvarspolitik var beslutningen i 

1975 om køb af 58 F-16-fly. Bag denne beslutning stod tre af de gamle partier, 

idet de radikale stemte imod. Den forsvarspolitiske konsensus, som de tre partiers 

beslutning var udtryk for, blev dog nuanceret af diskussionen i og 

mellem disse partier. 

Eksterne vurderinger af Danmarks sikkerhedspolitik (se kapitel 56 og 57). I de vestlige 

vurderinger af dansk sikkerhedspolitik i perioden blev der fortsat i påfaldende 

grad lagt vægt på eksistensen af en historisk arv i form af neutralistiske 

og pacifistiske strømninger. Dette gjorde sig ikke mindst gældende fra slutningen 

af 1960’erne, hvor Danmark i højere grad end tidligere indtog selvstændige 

standpunkter, der gik på tværs af andre NATO-landes interesser, 

især USA’s. Det gælder især i forbindelse med kritik af diktaturstater som 

Grækenland (1967-1974) og Spanien (til 1976), men også i Vietnam-spørgsmålet. 

Tydeligere end i 1950’erne skelnede vurderingerne mellem de danske regeringers 

holdninger og befolkningens. Både fra amerikansk og fransk side 

var der en forståelse for, at den socialdemokratiske regerings afspændingslinje 

i midten af 1960’erne og dens aktive østdiplomati ikke skulle ses som forsøg 

på at fjerne Danmark fra NATO, men snarere som det modsatte. Med andre 

ord: Erkendelsen af traditionens fortsatte eksistens og en forståelse for 

danske regeringers følsomhed over for strømninger i befolkningen gjorde, at 

udenlandske iagttagere tolkede den førte politik som grundlæggende NATOloyal. 

Frem til midten af 1960’erne mødes flere positive vurderinger end tidligere. 

Det kom til udtryk i USA’s markerede tilfredshed med den danske velvilje 

angående Grønland, men også i alliancepartnernes påskønnelse af den 

aktive udenrigspolitiske linje, der blev anlagt i 1962 i Per Hækkerups tid som 

udenrigsminister. Aktivismen, herunder også østdiplomatiet, vurderedes som 

positivt udtryk for, at Danmark forfulgte vestlige interesser og støttede vestlige 

værdier i sin udenrigspolitik. 

En vis skepsis synes dog at være indtrådt hos amerikanerne i slutningen af 

1960’erne. De socialdemokratiske regeringers afhængighed af venstrefløjen i 

dansk politik, de stadig mere markante antiamerikanske demonstrationer 

vendt mod krigsførelsen i Vietnam, de radikales fornyede indflydelse under 

VKR-regeringen og den generelt stærke tro på afspændingen hos både politi- 


kere og befolkning fik i hvert fald den amerikanske ambassade i København 

til i årene omkring 1970 at stille spørgsmålstegn ved karakteren af den danske 

NATO-forankring. De dansk-amerikanske relationer nåede i 1972-1973 et 

hidtil ukendt lavpunkt med hjemkaldelse af den amerikanske ambassadør i 

København på ubestemt tid og udarbejdelse af et udførligt amerikansk tænkepapir 

med opregning af pressionsmuligheder mod Danmark. Krisen var 

foranlediget af de kritiske danske holdninger og handlinger med relation til 

USA’s politik i Vietnam, herunder tilladelse til afholdelse af Russell-tribunalet 

og kritik af julebombardementerne. Der var ubestrideligt tale om en krise 

i det bilaterale forhold, men det skal næppe på dette tidspunkt forstås som 

amerikansk bekymring for soliditeten af det danske NATO-tilhørsforhold. 

Kort tid efter var forholdet tilbage i det vante spor, og krisen kan kun betragtes 

som en episode i de fundamentalt gode relationer, der havde eksisteret 

mellem Danmark og USA siden 1945. Mens man fra amerikansk side i begyndelsen 

af 1970’erne var betænkelig ved den generelle orientering i udenrigspolitikken, 

var man fra tysk side især bekymret over den danske forsvarsindsats. 

Den sovjetiske vurdering af Danmarks sikkerhedspolitik var i denne periode 

den samme som for 1950’ernes vedkommende. Efter sovjetisk opfattelse var 

Danmark fast forankret i NATO, og man forstillede sig ikke realistisk, at landet 

ville træde ud af alliancen. På den anden side fremhævede man til stadighed 

de danske forbehold med hensyn til baser og atomvåben og den særstilling 

inden for NATO, disse forbehold betød. Fra sovjetisk side blev forholdet 

mellem de to lande vurderet positivt. I overensstemmelse med den sovjetiske 

definition af begrebet fredelig sameksistens fremstod Danmark som et eksempel 

på, at det var muligt at etablere normale relationer til lande med et andet 

samfundssystem. Den sovjetiske regering udfoldede store anstrengelser for at 

udvide de bilaterale kontakter på det politiske, økonomiske og kulturelle område. 

Det var en forudsætning for at kunne udøve en påvirkningspolitik, der 

kunne fremme opnåelsen af de sovjetiske mål over for Danmark. Hvad angik 

etablering af bilaterale kontakter var den danske regering betydelig mere 

tilbageholdende end den sovjetiske. 


Den internationale situation (se kapitel 59). 1980’erne skulle uventet vise sig at 

blive den kolde krigs slutspil med afslutningen på de af Sovjetunionen påtvungne 

diktaturer i Østeuropa og til sidst opløsning af selve sovjetstaten. På 

vej til dette slutresultat blev den kolde krig væsentligt skærpet fra 1979 frem 

til efter midten af 1980’erne. Skærpelsen betød en stærk fremhævelse af modsætningen 

mellem de ulige samfundsstrukturer i Øst og Vest og en nedprioritering 

af muligheden for samarbejde for at dæmpe og kontrollere sikker- 


hedsdilemmaet. På østlig side begyndte slutspillet med den sovjetiske opstilling 

af SS-20 raketterne rettet mod Vesteuropa og indmarchen i Afghanistan. 

På vestlig side skærpedes den amerikanske politik over for Sovjetunionen betydeligt 

i de sidste år af Carter-administrationen, og med Reagan-administrationen 

blev den yderligere tilspidset, både på det retoriske plan og gennem 

en forceret oprustning. Ukendt for samtiden var en hemmelig psykologisk 

krigsførelse mod Sovjetunionen, der blev sat i gang hurtigt efter Reagan-administrationens 

tiltræden og kulminerede de følgende år. 

Efter nogle års afventende politik og stilstand begyndte fra midten af 

1980’erne en vidtrækkende ændring af Sovjetunionens udenrigspolitik, der 

kulminerede med Berlin-murens fald i 1989 og tysk genforening i 1990. På 

det idémæssige plan kom inspirationen hertil bl.a. fra ret så forskellige vestlige 

politikere og grupperinger, som gik ind i diskussioner med en sovjetisk 

ledelse, der efter 1985 repræsenterede en ny generation og som noget helt 

nyt selvstændigt kunne gennemføre en meningsfuld dialog med vestlige politikere 

og sovjetinteresserede. På topniveau var især samtaler med den britiske 

premierminister og ledende repræsentanter for Reagan-administrationen vigtige. 

Det hjalp meget på kommunikationen, at tre af de vigtigste vestlige samtalepartnere 

– Margaret Thatcher, Ronald Reagan og George Shultz – var 

hurtige til at erkende og drage konsekvensen af, at der virkeligt var kommet 

nye folk til magten i Moskva. Inspirationen til en ny sovjetisk forståelse af landets 

forhold til omverdenen kom også fra vestlige politikere og rustningskontrolgrupper, 

der – bl.a. i opposition til Reagan-administrationen – udviklede 

begreber som fælles sikkerhed og ikke-offensivt forsvar på en måde, så ideerne 

kunne påvirke de stadig større dele af den sovjetiske elite, som gradvist 

havde mistet troen på marxismen-leninismen og havde brug for nye tænkemåder. 

Samtidig betød det større kendskab (udviklet siden 1960’erne) til velstanden, 

de friere omgangsformer og det politiske demokrati i vestlige lande, 

at den ideologiske desillusionering i den sovjetiske elite blev stadig dybere. 

Hovedforklaringen på den fredelige afslutning på den kolde krig på vestlige 

præmisser skal findes i den dybe økonomiske krise og politiske desillusionering 

i de kommunistiske lande som en modsætning til vestligt demokrati og 

velstand (se kapitel 60). Den svækkelse af Sovjetunionens økonomiske præstationsevne, 

som satte særlig kraftigt ind fra midten af 1970’erne, hang i betydelig 

grad sammen med ændringer i de internationale omgivelser. Verdensøkonomien 

undergik hastige forandringer, som understregede omkostningerne 

ved Sovjetunionens økonomiske isolation. Det blev stadig vanskeligere 

for Øst at holde trit med Vesten i henseende til økonomisk og teknologisk 

produktivitet. Sektorer som mikroelektronik, computere, luftfartsindustri og 

telekommunikation udviklede sig stærkt hos Sovjetunionens konkurrenter, 

bl.a. i kraft af globaliseringen. Det var sektorer, der udgjorde en stadig større 

del af grundlaget for militær magt. Sovjetunionens isolation fra den fremadskridende 

globalisering udgjorde dermed et alvorligt handicap på det mili- 


tære område. I 1980’erne blev sovjetiske generalers klager over teknologisk 

tilbageståenhed daglig kost. Præsident Reagans lancering af Det Strategiske 

Forsvarsinitiativ (SDI) i 1983 fungerede som en stærk symbolsk understregning 

af, at Sovjetunionen økonomisk og teknologisk var sakket bagud. Disse 

problemer og den udenrigspolitiske nytænkning førte til, at den sovjetiske ledelse 

i slutfirserne opgav det ene efter det andet af de standpunkter, som siden 

1940’erne havde været en fundamental del af sovjetisk udenrigspolitik. 

De vigtigste vestlige politikker, som bidrog hertil, var sider af de amerikanske 

og vestlige politiske og militære tiltag, herunder fastholdelsen af deployeringsdelen 

af dobbeltbeslutningen. Derimod er det vanskeligere at vurdere virkningerne 

af de konfrontationsprægede hemmelige operationer, men de kan 

have trukket i samme retning ved at reducere den sovjetiske tro på egen evne 

til at klare sig i den kolde krig. Samtidig synes nogle af dem at have rummet 

en høj risiko. Sideløbende med alt dette fortsatte Helsingfors-konferencens 

vedtagelser med at skabe nye huller i jerntæppet og være en inspiration for 

spirende oppositionsgrupper i de kommunistiske lande. Også fortsættelsen af 

den vesttyske østpolitik var med til at mindske frygten for Vesttyskland i 

Østeuropa og dermed fjerne en del af grundlaget for det sovjetiske herredømme. 

I europæisk sammenhæng fortsatte resultaterne af 1970’ernes afspændingspolitik 

altså med at virke. 

Den militære trussel fra Øst (se kapitel 77-80). Den militære trussel fra 

Warszawapagten mod Danmark var på flere måder for nedadgående gennem 

1980’erne, selv om de hidtidige krigsplaner i hovedtræk blev opretholdt frem 

til 1987. Warszawapagtens nye militærdoktrin fra 1987 bevirkede en drejning 

bort fra de offensive opgaver. Den militærpolitiske situation i Østersøen blev 

skærpet ved grundstødningen i 1981 af en sovjetisk ubåd af Whiskey-klassen i 

svensk territorialfarvand samt ved, at Østersøen blev inddraget i vestlige 

psykologiske operationer og NATO-landenes flådemæssige og flymæssige tilstedeværelse 

kraftigt forøget. 

Østlig påvirkning og efterretningsarbejde (se kapitel 73-76 og 81). Politisk vold og 

terrorisme var belastende i en række NATO-lande. Man så med særlig bekymring 

på stats-terrorismen fra lande som Libyen. De østlige efterretningstjenesters 

målområder var uændrede, med fortsat vægt på det politiske liv og det 

teknisk-videnskabelige område. Den kolde krigs karakter af efterretningskrig 

blev illustreret af det store antal udvisninger af østlige efterretningsfolk fra 

NATO-lande. Når det gælder østlige aktiviteter rettet mod Danmark i den sidste 

periode af den kolde krig, er der ingen tvivl om, at skærpelsen af den amerikanske 

linje gav Østblokken visse muligheder for at fremstå som den fredelige 

part over for et aggressivt USA. Sovjetunionen afsatte betydelige midler 

til propaganda og påvirkningsarbejdet i Vesten, og de vestlige kommunistpartier, 

herunder DKP, fik besked på at fokusere på fredsspørgsmålet. Efterretningsfolkene 

på de østlige ambassader og de stedlige KGB-officerer fulgte 

på nært hold udviklingen i dansk politik og søgte efter bedste evne at skubbe 


debatten i den ønskede retning. Samtidig med at de kommunistiske landes 

repræsentanter tilsyneladende ofte satte deres lid til det alternative sikkerhedspolitiske 

flertal i folketinget, fik den sovjetiske fredspropaganda imidlertid 

ikke større gennemslagskraft i den danske offentlighed. I 1983 viste opinionsundersøgelser 

således den største tilslutning til NATO-medlemskabet 

siden Danmark blev medlem i 1949. 

Østtyske dokumenter viser, at agenter for Stasi og den militære efterretningstjeneste 

arbejdede i Danmark. Det har bortset fra Lenz-sagen ikke været 

muligt at påvise en tydelig infiltrering af administrationen, forsvaret eller det 

politiske liv (jf. kapitel 76 om Rosenholz-arkivet og PET’s Stasisag). Fra østtysk 

side har man formentlig anset det omfattende agentnetværk i Vesttyskland 

som brugbart til om nødvendigt at løse opgaver også i Danmark. I første halvdel 

af 1980’erne gav den sovjetiske krigsfrygt sig udslag i, at de østlige efterretningstjenester 

intensiverede deres bestræbelser på at indhente informationer, 

som kunne be- eller afkræfte et forestående vestligt angreb, jf. operation 

„Rjan“, der nåede et kritisk højdepunkt i efteråret 1983. Sideløbende med 

disse hemmelige aktiviteter begyndte en efterlevelse af de i Helsingfors-slutakten 

vedtagne bestemmelser om udveksling af observatører ved parternes 

militære øvelser og forhåndsunderretning om disse. Efter alt at dømme havde 

dette en vis beroligende effekt i den sidste periode af den kolde krig. 

Den sikkerhedspolitiske debat i Danmark (se kapitel 61-68). I 1980’erne gik partierne 

i den sikkerhedspolitiske konsensus hver deres veje i debatten. Socialdemokratiet 

agiterede i stigende grad for behovet for en markant fredsoffensiv, 

en europæisering af sikkerhedspolitikken og en afprøvning af ideen om 

Norden som atomvåbenfri zone. Denne linje var påbegyndt, inden partiet 

kom i opposition i 1982, men den blev forstærket efter regeringsskiftet, hvor 

den fik støtte fra de radikale samt SF og VS. Foruden af indenrigspolitiske 

grunde var ændringerne i Socialdemokratiets holdninger meget påvirket af 

diskussioner, som partiet havde med sine søsterpartier i det transnationale 

diskussionsforum Scandilux, der i høj grad blev dannet som en reaktion på 

Reagan-administrationens politik. 2 Derimod er der intet, som tyder på, at 

Socialdemokratiets holdningsskifte var et resultat af sovjetisk pres. Selv om 

der hele tiden havde eksisteret en NATO-kritisk og atom-kritisk fløj i partiet, 

betød modviljen mod Reagan-administrationen og utilpashed ved våbenmængderne 

som i sig selv farlige, at mere end 30 års socialdemokratiske holdninger 

til visse sider af systemkonflikten mellem Øst og Vest blev yderligere 

anfægtet. På den borgerlige side i dansk politik skete også en stramning af 

2 Initiativet til Scandilux-samarbejdet blev taget umiddelbart efter det amerikanske præsidentvalg i 

1980. Det omfattede de socialdemokratiske partier i Danmark, Norge, Holland, Belgien (både det 

flamske og det wallonske), Luxembourg, Storbritannien og Forbundsrepublikken. Især tyske SPD og 

norske Arbeiderpartiet var vigtige for de danske socialdemokraters politik-formulering. Senere kom 

det franske socialistparti PS til. 


synspunkterne. Det gjaldt især Venstre, der tidligere havde været det mest afspændingsorienterede 

af de store borgerlige partier. Sammen med de konservative 

og især CD lagde Venstre stor vægt på værdien af alliancesammenholdet, 

og da de større NATO-lande skærpede deres politik over for 

Sovjetunionen, fik det også af den grund konsekvenser for modsætningerne 

om dansk sikkerhedspolitik. Polariseringen i debatten og politikformuleringen 

toppede omkring 1984/85, hvorefter den aftog for på ny at tage til i 

1988 i forbindelse med anløbssagen. Det var et generelt kendetegn for debatten 

i Danmark – og heri lignede den diskussionen i andre vestlige lande – at 

ingen af partierne forestillede sig de vidtgående forandringer i de kommunistiske 

systemer, der fra slutningen af 1980’erne skete i Sovjetunionen og 

Østeuropa. Næsten alle var enige om, at de østlige systemer var givne faktorer, 

og diskussionen kredsede i høj grad om nødvendigheden af respektive faren 

ved flere våben. 

I tilslutning til folketingets sikkerhedspolitiske flertal var fredsbevægelserne 

meget aktive, navnlig til og med 1983. Der var flere organisationer, der 

satte præg på debatterne, men det var „Samarbejdskomiteen for Fred og 

Sikkerhed“, „Nej til atomvåben“ og „Kvinder for Fred“, der var mest aktive. Et 

fællestræk for disse var modstanden mod atomvåben. Der var dog også betydelige 

forskelle. „Samarbejdskomiteen for Fred og Sikkerhedspolitik“ var domineret 

af DKP og kritiserede nødigt Sovjetunionen. Anderledes forholdt det 

sig med „Kvinder for Fred“ og „Nej til Atomvåben“. De betragtede sig som uafhængige, 

og i debatten stillede de sig kritisk over for såvel USA som 

Sovjetunionen. Navnlig var „Nej til Atomvåben“ særdeles aktive med gennem 

artikler i presse og tidsskrifter at argumentere for støtte til systemkritikerne i 

eksempelvis Polen og Tjekkoslovakiet. Samtidig understregede de, at også 

Sovjetunionen måtte nedruste og bidrage til afspændingen gennem fjernelse 

af atommissiler i Østeuropa og på sovjetisk territorium. I debatterne var også 

aviserne naturligvis vigtige aktører. 

Formuleringen af dansk sikkerhedspolitik (se kapitel 69-72). De interne vilkår for 

formuleringen af dansk sikkerhedspolitik, herunder kampen om den politiske 

magt, var i den sidste periode af den kolde krig nok så vigtige. Først og 

fremmest var politikformuleringen præget af en splittet og blokeret parlamentarisk 

proces mellem firkløverregeringen (1982-1988) og det alternative 

sikkerhedspolitiske flertal bestående af Socialdemokratiet, de radikale samt 

SF og VS. Uenigheden mellem de traditionelle konsensuspartier begyndte i 

1979 med NATO’s dobbeltbeslutning, hvor Danmark kort før beslutningen 

havde foreslået den udsat et halvt år, men da der ikke var tilslutning hertil fra 

andre NATO-lande, havde Danmark alligevel tilsluttet sig dobbeltbeslutningen. 

I de følgende år betonede den socialdemokratiske regering i stigende 

grad forhandlingsdelen af beslutningen uden, at det førte til konflikter i 

NATO, idet en raketdeployering først var planlagt påbegyndt i slutningen af 

1983, hvis forhandlinger med Sovjetunionen ikke førte til et resultat. Den spi- 


ende uenighed mellem Socialdemokratiet og de borgerlige partier blev først 

et reelt parlamentarisk problem efter regeringsskiftet i efteråret 1982. Den 

første vigtige sag kom, da firkløverregeringen kort efter sin tiltræden blev pålagt 

at stille indbetaling af de danske bidrag til infrastrukturdelen af NATO’s 

dobbeltbeslutning i bero, som den socialdemokratiske regering tidligere 

havde forpligtet sig til. Det opfattedes som illoyalt af andre NATO-lande, især 

sådanne ligesindede, der også havde problemer på grund af dobbeltbeslutningen. 

Den nye regering beklagede stærkt bruddet på den traditionelle sikkerhedspolitiske 

konsensus, men håbede, at det blot var en enkeltstående afvigelse. 

Det var det ikke. På det parlamentariske plan blev formuleringen af dansk 

sikkerhedspolitik derefter præget af en markant politisering og polarisering. 

I løbet af de følgende år frem til anløbsvalget i 1988 vedtog det sikkerhedspolitiske 

flertal imod firkløverregeringens ønsker et antal dagsordener, som pålagde 

regeringen ved fodnoter i kommunikeer fra ministermøder i NATO og 

på anden måde at tage afstand fra forskellige sider af NATO’s kernevåbenpolitik. 

I denne situation lagde firkløverregeringen afgørende vægt på den økonomiske 

politik, der blev støttet af Det Radikale Venstre, som imidlertid også 

var en del af det alternative sikkerhedspolitiske flertal. Dette flertal kunne 

ikke blive enige om at vælte regeringen ved en mistillidsdagsorden, og regeringen 

ønskede ikke at gøre dagsordenspolitikken til et kabinetsspørgsmål. 

En af grundene til den manglende vilje til at drage den normale parlamentariske 

konsekvens af uenigheden var, at dagsordenerne som regel var udtryk 

for en deklaratorisk kernevåbenpolitik, hvor der blev taget afstand fra det ene 

eller det andet og regeringen pålagt at viderebringe folketingets vedtagelser. 

Da der aldrig var tale om, at atomvåben skulle placeres på dansk område, 

havde dagsordener og fodnoter i den forstand begrænsede konsekvenser. 

Over for offentligheden var udenrigsminister Ellemann-Jensen en meget 

skarp kritiker af det sikkerhedspolitiske flertal og dets dagsordener, men han 

accepterede at ’leve med’ dem, bl.a. fordi regeringen havde et spillerum, den 

ofte forstod at udnytte, når en dagsorden skulle præsenteres i NATO. I samtaler 

med Reagan-administrationen søgte udenrigsministeren også flere 

gange aktivt og kritisk at påvirke den amerikanske politik i den af folketingsflertallet 

ønskede retning. Det var således tilfældet, da han var talsmand for 

en INF-politik, der omfattede en „mellemløsning“ som et alternativ til Reagan-administrations 

nul-løsning, som næsten alle anså for helt urealistisk. At 

det så blev nul-løsningen, som russerne endte med at acceptere, er en af slutfirsernes 

mange forbløffende omvæltninger. Mht. SDI lagde Ellemann-Jensen 

i fortrolige samtaler med udenrigsminister Shultz stor vægt på de mange problemer, 

der var forbundet med at overgå til afskrækkelse baseret på strategisk 

forsvar. Når det gælder forelæggelsen af det sikkerhedspolitiske flertals synspunkter 

i NATO, er det nærliggende at antage, at de danske synspunkter ikke 

kunne have stor indflydelse i sager, hvor man havde en udpræget mindre- 


talsopfattelse. Danmarks almindelige påvirknings- og manøvremuligheder 

inden for alliancesamarbejdet svækkedes formentlig i nogen grad, bl.a. fordi 

danske synspunkter let kunne opfattes som udtryk for indenrigspolitiske partimodsætninger 

og dermed uden solid politisk forankring i hjemlandet. 

I den socialdemokratiske folketingsgruppe var en del medlemmer mere eller 

mindre utilpasse ved partiets deklaratorisk prægede sikkerhedspolitik, der 

blev udformet sammen med venstrefløjen, som partiet tidligere under den 

kolde krig ikke ville føre sikkerhedspolitik sammen med. Men stillet over for 

ikke mindst partiformandens „lidenskabelige engagement“ 3 i atomvåbenspørgsmålet 

samt en udbredt stemning imod Reagan-administrationen ville 

de betænkelige ikke sætte sagen på spidsen. I firkløverregeringen og dens 

partier var der også forskellige meninger om, hvor langt man skulle acceptere 

oppositionens pålæg uden at sætte regeringens liv på spil. Ikke mindst medlemmer 

af Venstres folketingsgruppe gav flere gange udtryk for betænkeligheder 

ved at acceptere nye dagsordener, mens den konservative gruppe med 

statsministeren og forsvarsministeren i spidsen var mere villige til at gå på 

kompromis. Af de to mindste partier i regeringen var Centrumdemokraterne 

de mest NATO-orienterede, mens Kristeligt Folkeparti var det mest tilbageholdende. 

De særegne træk ved politikformuleringen under firkløverregeringen i 

1980’erne kan føres tilbage til partiernes relative prioritering af sikkerhedspolitiske 

og indenrigspolitiske mål og deres bestræbelser på at virkeliggøre målene 

i et parlamentarisk system, hvor de formelle normer i Grundloven er få 

og den parlamentariske praksis derfor bøjelig. Udtrykt med en spidsformulering: 

Aldrig opnåede det lille mindretal af socialistiske NATO-modstandere 

(SF og VS) så stor indflydelse på dansk sikkerhedspolitik som under den borgerlige 

firkløverregering med Socialdemokratiet og de radikale i opposition. 

Først efter folketingsvalget i foråret 1988 ophørte splittelsestendenserne i 

dansk sikkerhedspolitik. Spørgsmålet om allierede orlogsfartøjers anløb af 

danske havne blev aktuelt i slutningen af 1987, og i løbet af de følgende måneder 

blev det klarere, at der kunne komme et sammenstød mellem danske 

ønsker om at få atomvåbenfriheden garanteret ved hvert besøg af allierede 

krigsskibe og deltagelsen i NATO-alliancen, hvor atomvåbenmagterne med 

USA i spidsen fastholdt en politik om hverken at bekræfte eller afkræfte tilstedeværelsen 

af atomvåben på deres fartøjer. Uenigheden om spørgsmålet 

spidsede til i første halvdel af april, og i dagene op til den afgørende afstemning 

i folketinget var den politiske proces usædvanlig hektisk og uoverskuelig. 

De forskellige parters overvejelser og beslutninger, både på Christiansborg 

og i Washington, var flettet sammen på en måde, der ikke var set tidligere 

under den kolde krig. Efter vedtagelsen af et socialdemokratisk dagsordensforslag 

den 14. april om, at besøgende orlogsfartøjer – til forskel fra lande 

3 DIIS-interview med Knud Heinesen, 7. december 2004. 


– skulle underrettes om den danske atomvåbenpolitik, udskrev firkløverregeringen 

valg på spørgsmålet. Ved valget den 10. maj gik partierne i det alternative 

sikkerhedspolitiske flertal tilbage fra 96 til 89 mandater, mens partierne 

bag regeringens sikkerhedspolitik gik frem fra 79 til 86 mandater. 

Fremgangen skyldtes Fremskridtspartiets gevinst på 7 mandater, mens firkløverpartierne 

tilsammen fik det samme antal mandater som i 1987, nemlig 70. 

Det hidtidige sikkerhedspolitiske flertal havde dermed stadig et snævert flertal 

i det nye folketing. Splittelsen af dansk sikkerhedspolitik ophørte imidlertid, 

fordi de radikale valgte at indtræde i regeringen, mens CD og Kristeligt 

Folkeparti måtte træde ud. 

Eksterne vurderinger af dansk sikkerhedspolitik (se kapitel 82 og 83). For perioden 

1975-1991 er der endnu ikke adgang til de allieredes interne vurderinger i de 

udenlandske arkiver, og kildesituationen er dermed meget forskellig fra de 

foregående perioder. De tilgængelige kilder har alle været beregnet for danske 

øjne, og en historiker er derfor på forhånd nødt til at antage, at de kan 

have været udformet med hensyntagen til deres politiske virkning, og undertiden 

alene med henblik på denne virkning. På det foreliggende grundlag er 

det således ikke muligt at drage endegyldige – og i mange tilfælde heller ikke 

entydige – konklusioner. Især amerikanske vurderinger er gennemgået, og 

heraf fremgår på den ene side, at Danmark i første del af perioden blev genstand 

for en skarp og direkte kritik af sit forsvarsbidrag, men på den anden 

side, at det danske forsvars indsats blev højt vurderet. Socialdemokratiets 

interesse for tanken om atomfri zoner blev mødt med afvisning. Hvad angår 

generelle vurderinger af den danske dagsordenspolitik, gør de nævnte kildeproblemer 

sig gældende, og de tilgængelige udsagn går i forskellige retninger. 

Både udenrigsminister George Shultz og ansatte i State Department og 

Pentagon gav tydeligt udtryk for en kritik, der især vedrørte den danske politiks 

konsekvenser for USA’s forhandlingsposition over for Sovjetunionen og 

for USA’s engagement i Europa. Men andre aktører, bl.a. tidligere diplomater 

ved den amerikanske ambassade i København, mener i interviews med 

DIIS, at den afvigende danske politik var af begrænset betydning, og at Danmarks 

fortsatte og forstærkede militære integration i NATO i denne periode 

betød, at USA så relativt mildt på de danske fodnoter (jf. kapitel 90 om de allieredes 

vurderinger af dansk sikkerhedspolitik samt om Danmarks sikkerhed, 

indflydelse og renommé). 

Fra østlig side blev den splittede danske sikkerhedspolitik klart bemærket, 

og der var ingen tvivl om, at Sovjetunionen gerne så det danske standpunkt i 

NATO udbredt til flere vestlige lande. Moskva synes dog at have nået den konklusion, 

at der ikke var nogen chance herfor. Under alle omstændigheder var 

udviklingen i Vesttyskland afgørende efter Sovjets vurdering. Danmark var af 

mindre betydning og kunne højst virke som et irritationsmoment i NATO – 

men som sådant nyttigt og oplivende i en situation, hvor også flere i sovjetledelsen 

synes at have erkendt, at de var på vej til at tabe den kolde krig. Hvad 


angår den militære situation, var det Sovjetunionens vurdering, at Danmark i 

1980’erne i højere grad end tidligere blev inddraget i samarbejdet i NATO. 

Bl.a. var russerne bevidste om, at der skete en modernisering af den militære 

infrastruktur, der forbedrede mulighederne for at modtage forstærkningsstyrker. 

Også NATO’s militære styrke på nordflanken vakte bekymring hos 

den sovjetiske ledelse, og alt i alt syntes russerne at erkende, at også de militære 

styrkeforhold i Danmarks nærområde var ved at ændre sig til vestlig fordel. 


88 · Truslen mod Danmark 1945-1991 

Den militære trussel 

Perioden indtil 1963 (se kapitel 22-24, 52 og 53) 

Allerede i 1940’ernes slutning havde den sovjetiske generalstab efter ordre fra 

landets ledelse forberedt planer for en storkrig med de vestlige magter. Der 

vides imidlertid meget lidt om disse planers udvikling op igennem 1950’erne. 

Som påvist i undersøgelsen kritiserede den sovjetiske forsvarsminister marskal 

Sjukov i marts 1957 de gældende planer for at være for defensive, og han anbefalede 

en mere offensiv orientering. Ifølge marskalen besad man potentialet 

til i en krig at nå Kanalen på få dage. I undersøgelsen påvises det ligeledes, 

hvorledes den polske generalstab allerede fra 1950 i øvelse efter øvelse gennemførte 

offensive operationer mod Danmark, der blev erobret efter få dages 

kamp. Erobringen af Danmark fulgte efter afvisningen af stort anlagte 

vestlige landsætningsoperationer mod polske kyster udgående fra Danmark 

og Sverige. De polske øvelser blev indtil efteråret 1956 ledet af den Stalin 

nærtstående polske forsvarsminister marskal Rokossovskij og tolkes som afspejlinger 

af tankegange i den sovjetiske generalstab. I øvelsen fra sommeren 

1950 omtales ud over det polske angreb på Danmark et sovjetisk hovedfremstød 

mod Ruhr. I en øvelse fra december 1954 optræder konceptet for den 

Kystfrontoperation mod Holland, Nordtyskland og Danmark, der i 1960’erne 

og 1970’erne var Polens hovedopgave i krig. Det skal bemærkes, at øvelsen 

omfattede erobring af Sydsverige, en opgave der fra begyndelsen af 1960’erne 

ikke omtales mere. 

Opbygningen af et omfattende plankompleks for en offensiv mod Vesteuropa 

kan følges fra 1960’ernes begyndelse. Skæringsåret synes at have været 

1961, i hvilket år Warszawapagtens flådeøvelser går fra at have været overvejende 

defensive til nu at omfatte en erobring af de danske øer og stræder. 

Hovedtanken var at besejre NATO-styrkerne i Vesteuropa gennem en lynkrig 

af kort varighed (14-21 dage). Herigennem ville USA’s store styrke ikke 

kunne blive udslaggivende for krigsudfaldet, formodedes det. Den militære 

hovedindsats var selvsagt en opgave for Sovjetunionen, hvis armeer i Østtyskland 

skulle angribe Forbundsrepublikken, men en væsentlig krigsopgave var 

tildelt den polske armé, der skulle gå mod Danmark og Nederlandene i den 

såkaldte Nordfrontoperation eller Kystfrontoperation. Denne operation er 

formentlig den af Warszawapagtens opgaver i krigstid, der lader sig bedst belyse 

i dag på grund af adgang til et omfattende østtysk og polsk kildemateriale. 

Det fortjener at bemærkes, at Polen på eget initiativ henvendte sig til Sovjetunionen 

i 1961 og anmodede om at få erobringen af Danmark som selvstændig 

opgave. Dette accepteredes ved et møde i Moskva mellem de to sta- 

TRUSLEN MOD DANMARK 1945-1991 47

ters generalstabe, hvor de nærmere retningslinjer for operationen også blev 

nedfældet. Hermed blev Polen, i alle tilfælde formelt, leder af en frontoperation, 

på samme vis som den tjekkoslovakiske hær kort efter fik overdraget ansvaret 

for en front, der i givet fald skulle rykke ind i Sydtyskland. De vestlige 

vurderinger af den polske hærs loyalitet over for Sovjetunionen i tilfælde af 

krig var svingende, men i 1960’erne og 1970’erne var det opfattelsen, at den 

polske hær ville opfylde sine forpligtelser, ikke mindst hvis de nyerhvervede 

provinser i vest føltes truede. Til trods for den interne uro i Polen fra slutningen 

af 1970’erne gik de vestlige efterretningstjenester også i 1980’erne ud 

fra, at Polen ville overholde de militære forpligtelser. 

Såvel øvelserne i Warszawapagten som planerne for angrebet på Vesteuropa 

var præget af den offensive ånd, der rådede i den sovjetiske generalstab. 

Det er dog vurderingen i udredningen, at de offensive krigsscenarier 

ikke er vidnesbyrd om intentioner om et uprovokeret angreb fra den sovjetiske 

ledelses side. Derimod indgik de i en form for afskrækkelsestankegang, 1 

hvor afskrækkelsens troværdighed i høj grad formodedes at bygge på evnen 

til at kunne udføre storstilede offensive operationer med kort varsel. En nogenlunde 

tilsvarende afskrækkelsestankegang rådede på vestlig side, og det 

amerikanske luftvåbens indsats var offensivt anlagt gennem hele den kolde 

krig. I 1950’erne var den amerikanske luftoverlegenhed så stor, at man kunne 

lade samtlige Strategic Air Commands rekognosceringsfly, formentlig omkring 

20 fly af typen RB-47, flyve ind over Vladivostok i fuldt dagslys. 2 Det 

samme skete over Novaja Semlja. 

De offensive krigsscenarier, som vi møder såvel i Warszawapagtens stabsøvelser 

som i de kendte operationsplaner fra 1960’erne og 1970’erne, udgør 

ikke noget bevis for, at den sovjetiske ledelse havde planer om at angribe 

Vesteuropa eller Danmark på et gunstigt tidspunkt, således som det lejlighedsvis 

hævdes også i den danske debat om den kolde krig. Scenarierne betragtes 

som afspejling af de planer for gennemførelsen af en krig, som den sovjetiske 

generalstab på Khrusjtjovs ordre havde udformet omkring 1960-1961 og som 

den løbende reviderede under hensyntagen til den militære udvikling. 

Generelt var den sovjetiske politik over for Vesten forsigtig. De operative planer, 

der var præget af sovjetisk ideologi og af landets militærhistoriske erfaringer, 

var begrundet i den ideologiske og politiske modsætning mellem Øst 

og Vest – der til stadighed skabte kriser og aktualiserede muligheden af væbnet 

konflikt – og betragtes i undersøgelsen som en af de valgmuligheder, den 

sovjetiske ledelse kunne gribe til i et worst case-scenarie. Og worst case var for 

sovjetledelsen efter øvelsesscenarierne at dømme et af USA ledet angreb på 

1 John Erickson, “The Soviet View of Deterrence: A General Survey“, Survival, November/December 

1982, s. 242-251. 

2 Richard H. Kohn og Joseph P. Harahan (eds.), “U.S. Strategic Air Power, 1948-1962. Excerpts from 

an Interview with Generals Curtis E. LeMay, Leon W. Johnson, David A. Burchinal, and Jack J. 

Catton“, International Security, Spring 1988, vol. 12(4), 78-95, s. 86. 


Sovjetunionen med henblik på at knuse sovjetkommunismen og indføre demokrati 

i Østeuropa. 

Den danske militære efterretningstjeneste (FE) udfyldte i 1950’erne en vigtig 

varslingsfunktion i Østersøområdet for såvel Danmark som for en række partnere. 

I et omfattende analysearbejde blev desuden såvel stærke som svage sider 

ved den østlige styrkeopbygning fremdraget og hele det militære billede 

i Østtyskland og Østersøen belyst. Det blev herunder påpeget, hvor afhængige 

de sovjetiske styrker gennem det meste af perioden var af jernbanetransporter, 

og de svagheder, der knyttede sig til de østlige forbindelseslinjer og 

ikke mindst det østtyske jernbanevæsen, blev understreget. Det blev også påpeget, 

at de sovjetiske styrker befandt sig i en løbende moderniseringsproces. 

Fokus i indhentningsarbejdet var i høj grad rettet mod Østersøen. Her konstateredes 

det, hvorledes den oprindeligt stærkt defensive sovjetiske 

Østersøflåde i løbet af 1950’erne bevægede sig vestover og ved årtiets slutning 

opererede helt fremme ved de danske stræder. Under kriserne omkring 

Berlin gav FE med sine analyser af de sovjetiske styrkers optræden et løbende 

og nøgternt korrektiv til de oplysninger, de opskræmte medier gav de danske 

beslutningstagere. Under Cuba-krisen var det til stadighed FE’s vurdering, at 

krisen primært drejede sig om det Caraibiske Hav og ikke havde europæiske 

implikationer. 

Perioden 1963-1978 (se kapitel 50-53) 

Warszawapagtlandenes operationer mod Danmark og det danske nærområde 

er i udredningen rekonstrueret på grundlag af et omfattende materiale. 

Målet var at erobre landet på ca. 12 dage samt at bryde gennem de danske 

stræder og nå ud til Nordsøen inden for samme tidsrum. Hovedoperationerne 

var et angreb på Jylland foretaget af en polsk armé, erobring af 

Sjælland gennem en landsætnings-/luftlandeoperation foretaget af polske og 

sovjetiske styrker samt gennembruddet af stræderne, der især var opgaver for 

den sovjetiske flåde og den østtyske flåde. Som meget vigtig betragtedes åbningen 

af Kielerkanalen, der skulle muliggøre dannelsen af en militær position 

i den sydlige Nordsø. I landsætnings-/luftlandeoperationen spillede polske 

specialstyrker en hovedrolle, og planlægningen af den blev grundigt forberedt, 

ikke mindst gennem en omfattende spionageaktivitet mod danske 

kyster og militære anlæg. Specielt de mangesidede polske og østtyske efterretningsaktiviteter 

mod Danmark er belyst gennem et nyt og omfattende materiale. 

Warszawapagten stod formentlig stærkest militært omkring 1975, på hvilket 

tidspunkt man ikke synes at have næret tvivl om, at man kunne gennemføre 

planerne, hvis det kom til krig. Fra dette tidspunkt voksede imidlertid 

NATO’s kapabilitet, og allerede omkring 1980 var billedet ændret, bl.a. som 

følge af Vestens stærkt voksende panserværnsmuligheder. 


Om planerne mod Danmark i givet fald kunne realiseres, er selvsagt vanskeligt 

at sige. At dømme ud fra øvelserne synes polakkerne i 1960’erne og 

1970’erne ikke at have forstillet sig uoverstigelige vanskeligheder ved at erobre 

Jylland, hvor man (i alle tilfælde i 1972) regnede med at have en overvægt 

med hensyn til kampvogne på næsten 3:1. I hvilket omfang man senere har 

indregnet forstærkninger til Danmark i styrkeligningen er fortsat uklart. 

Derimod er der ikke tvivl om, at man fra starten i Warszawapagten har været 

klar over de risikomomenter, der knyttede sig til gennemførelsen af landsætnings-luftlandeoperationen 

mod Sjælland. Operationen gik ud på at etablere 

brohoveder i Køge og Fakse Bugt og ud fra de konsoliderede brohoveder gennemføre 

øens erobring. Fra starten var polakkerne opmærksomme på de risici, 

der knyttede sig til operationen, og havde navnlig opmærksomheden rettet 

mod indsættelse af kernevåben fra vestlig side. Dette forhold bevirkede, at 

landsætningsoperationen fra slutningen af 1960’erne blev udskudt til krigens 

femte dag. Så langt et tidsrum skønnedes altså nødvendigt for at opnå den 

overlegenhed i luften og på søen, som gjorde operationen militært forsvarlig. 

Fra anden halvdel af 1970’erne forværredes det sømilitære billede for 

Warszawapagtflåderne til trods for en talmæssig overlegenhed. På dette tidspunkt 

mistede de den overlegenhed med hensyn til sømålsmissiler, de havde 

besiddet gennem mere end 10 år i kraft af deres Styx-missil. I stedet fik de 

vestlige flåder (Danmark dog først fra 1979) en overvægt gennem de længererækkende 

og mere præcise Harpoon- og Exocet-missiler. Derudover voldte 

introduktionen af nye og mere sofistikerede minetyper i de vestlige flåder bekymringer 

i øst. 

I de Danmarksoperationer, vi møder i de forskellige Warszawapagtøvelser i 

1960’erne og 1970’erne, optræder et betydeligt antal kernevåben, både strategiske 

og taktiske. De strategiske kernevåben indgik alene i Sovjetunionens arsenal, 

mens de taktiske kernevåben også blev fremført af Polen, i hvis armeer 

indgik operativt-taktiske raketbrigader, der kunne få tildelt rådighed over 

sprænghoveder fra 3 til 100 kilotons. 3 Forudsætningen var altid i de østlige 

øvelser, at NATO-styrkerne først havde indsat kernevåben. Det er opfattelsen 

i udredningen, at brugen af kernevåben i forbindelse med Danmarksoperationen 

nøje fulgte de forskellige faser i den sovjetiske kernevåbenstrategi. 

Denne var i Khrusjtjovperioden præget af teorien om den totale kernevåbenkrig 

(som man dog ikke havde midler til at føre), men bevægede sig 

derefter – efter en mellemfase i slutningen 1960’erne – frem til antagelse af 

ikke-førstebrugs-doktrinen i begyndelsen af 1970’erne, der var gældende den 

kolde krig ud. Fra 1970’erne ville Sovjetunionen således alene bruge kernevåben, 

hvis NATO-landene havde taget kernevåben i brug, eller det stod ube- 

3 Bomben over Nagasaki var på ca. 20 kilotons. Et kernevåben på 1 kiloton har en sprængkraft svarende 

til 1.000 tons af det militære sprængstof TNT. Denne mængde svarer til ca. 100 lastvognslæs. 


strideligt fast, at Vesten var besluttet på at gøre brug af dem. I den sidstnævnte 

situation ville man søge at foretage et forkøbsslag (preemption) for ikke at 

blive afgørende svækket. 

Forkøbsslaget havde (oprindelig af svaghedsgrunde) fra 1950’erne været et 

nøglepunkt i den sovjetiske kernevåbentænkning, hvilket blev demonstreret 

så sent som i 1980’erne i forbindelse med den meget store efterretningsoperation 

„Rjan“ (eller Ryan), der beskrives nedenfor. Operation „Rjan“, der 

også må have præget de østlige efterretningsaktiviteter i Danmark, var i sin 

kerne en aflæsning i meget stor målestok af alle de indikatorer i de vestlige 

samfund, der kunne afsløre, om Vesten havde startet nedtællingen til et kernevåbenangreb 

på Sovjetunionen. 

Det er ikke rigtigt, når det i litteraturen uden nærmere periodeangivelse 

hævdes, at Sovjetunionen ville indsætte kernevåben senest på tredjedagen 

helt frem til den kolde krigs afslutning. Den østlige teori for indsættelse af 

kernevåben var forskellig fra fase til fase, men fra 1970’ernes begyndelse 

gjaldt som beskrevet doktrinen om ikke-førstebrug. Det er imidlertid rigtigt, 

at Sovjetunionen under den spændte situation i 1980’erne opretholdt et højt 

kernevåbenberedskab til det sidste. Selv i de allersidste år af den kolde krig 

indgik der også en kernevåbenindsats i de defensive øvelser, der afholdtes på 

dette tidspunkt, men antallet af indsatte kernevåben var stærkt begrænset i 

forhold til tidligere, og indsættelsen skete ikke automatisk, men i henhold til 

den ovenfor beskrevne doktrin for indsættelse af kernevåben. 

Vender vi os til slut til FE’s analyser, lagde disse i beskrivelsen af Øst-Vest-forholdet 

ud over betoningen af afskrækkelsesaspektet betydelig vægt på den 

sovjetiske doktrin om fredelig sameksistens, og generelt regnede man i det officielle 

danske trusselsbillede i 1960’erne (og 1970’erne) ikke med, at en krig 

mellem Øst og Vest var særlig sandsynlig, hvis NATO kunne holde sammen. 

Hvis krigen opstod, forudså man østlige flankesikringsoperationer frem mod 

Kielerkanalen, men et egentligt angreb på Danmark ventedes ikke umiddelbart, 

og til langt op i 1960’erne blev den østlige amfibiekapacitet tolket defensivt. 

Et angreb på Sjælland ventedes først, hvis fremstødet ind i Forbundsrepublikken 

havde succes. Denne tolkning blev justeret i slutningen af 1960’erne, 

bl.a. i lyset af den sovjetiske flådepolitik på verdenshavene, og et mørkere 

trusselsbillede trængte igennem. Det blev nu opfattelsen, at landsætningsoperationen 

mod Sjælland som forudsætning for gennembruddet af stræderne 

havde første prioritet og ikke var betinget af udviklinger andre steder. 

Sovjetunionen lagde nu afgørende vægt på erobringen af det danske og nordtyske 

område og ville derfor søge at erobre stræderne tidligst muligt. For 

Jyllandsoperationens vedkommende opererede FE med flere muligheder, 

men i en første fase forudsås kun et fremstød til Kielerkanalen. 

I 1976 hedder det i trusselsvurderingen, at Sjælland er „velforsvaret“ og generelt 

synes et lysere syn på forsvarsmulighederne på dette tidspunkt at være 

trængt igennem, om end man på ingen måde undervurderede den kontinu- 


erlige modernisering, der havde fundet sted i øst, navnlig på det landmilitære 

område. Vurderingen var her, at Sovjetunionen i kraft af den „teknologiske 

revolution“ havde opnået en betydelig forøgelse af divisionernes kampkraft 

og kunne vælge at kæmpe såvel konventionelt som på flere nukleare niveauer. 

På flådeområdet undervurderede man heller ikke det omfattende østlige flådepotentiel 

herunder opretholdelsen af en „betragtelig“ amfibiekapacitet, 

men det var dog opfattelsen i FE, at Warszawapagtflåderne i Østersøen ville 

have svært ved at løse deres opgaver i krigstid. 

FE blev i 1970’erne opmærksom på den specifikke polske interesse for Danmark 

og analyserede nøje de politiske og militære tendenser i Polen, men synes 

at have hældet til den opfattelse, at operationer mod Danmark skulle ledes af Sovjetunionen 

og gennemføres af sovjetiske, polske og eventuelt østtyske tropper. 

Perioden 1979-1991 (se kapitel 77-80) 

I udredningen påpeges, at den kolde krigs sidste fase (1979 til 1991) var kendetegnet 

ved en skærpet vestlig politik over for Sovjetunionen, der også bidrog 

til den voksende spænding mellem Øst og Vest. I utilfredshed med den 

sovjetiske militærpolitik og tredjeverdenspolitik valgte USA fra 1975 at opgive 

detenten og at give Sovjetunionen et øget militært modspil for at få den til at 

ændre sin tolkning af de strategiske forhold i Verden. Fra midten af 1970’erne 

blev NATO-styrkernes kapabilitet forøget for at justere det militære styrkeforhold 

i Europa, og Carter-administrationen gik i offensiven med sin menneskerettighedspolitik, 

der i Sovjetunionen blev opfattet som et angreb på styrets 

legitimitet. For Reagan-administrationen var bekæmpelsen af Sovjetunionen 

fra starten den egentlige hovedopgave, og den vedtog i januar 1982 

en ny overordnet hemmelig strategi for en offensiv mod Sovjetunionen, der 

som midler betjente sig af retorik, oprustningspolitik, offensiv flådepolitik og 

psykologisk krigsførelse. Ifølge en udtalelse fra viceforsvarsminister Fred Iklé 

agerede Reagan-administrationen i sin politik over for Sovjetunionen bevidst 

i grænseområdet mellem krig og fred. 

Den nye overordnede amerikanske strategi opererede med en afskaffelse 

af de hidtidige principper og normer for Vestens forhold til Sovjetunionen 

i form af anerkendelsen af Sovjetunionens legitimitet, af styrkemæssig paritet 

eller ligevægt og af et afspændings- og forhandlingsberedskab. 

Strategien var ikke aftalt eller diskuteret med europæerne, men de forudsattes 

at spille en rolle qua NATO-medlemmer, idet en opprioritering af 

NATO’s øvelser indgik i planen. Men herigennem opstod den specielle situation, 

at amerikanerne søgte at implementere en ny overordnet hemmelig 

strategi for forholdet til Sovjetunionen, mens europæerne gik ud fra, 

at den hidtidige strategi med dens balancer mellem forsvar, afspænding 

og forhandling (jf. Harmel-rapporten og Helsingfors-slutakten) stadig var 

operativ. Dette forhold skabte ikke uventet problemer og fremkaldte bety- 


delig vrede og frustration i det transatlantiske forhold i begyndelsen af 

1980’erne. 

Det stærkeste middel i den amerikanske strategi var uden tvivl den psykologiske 

krigsførelse, der satte ind mod Sovjetunionen fra 1982. Denne del af 

Reagan-administrationens politik blev i særlig grad hemmeligholdt, og først i 

1994 blev den overhovedet kendt og enkeltheder dokumenteret. Målet med 

denne politik var at stresse sovjetledelsen og skabe usikkerhed hos den gennem 

provokerende militæroperationer tæt på Sovjetunionens grænser i form 

af ubådsoperationer, stort anlagte flådeøvelser og storstilede flyoperationer. 

Flyvninger uden et fast mønster blev således gennemført med hele eskadriller 

af fly ind over Nordpolen mod Sovjetunionen og langs Sovjetunionens 

grænser. 

Østersøen blev også inddraget i denne politik over for Sovjetunionen, idet 

NATO-landenes flådemæssige og flymæssige tilstedeværelse blev kraftigt forøget. 

Som det fremgår af østtysk efterretningsmateriale, voksede antallet af 

amerikanske flyvninger eksponentielt straks efter Reagan-administrationens 

tiltræden, og i de følgende år helt frem til 1980’ernes slutning prægede en 

særdeles omfattende flåde- og flyaktivitet fra NATO-landenes side billedet i 

Østersøen. Ifølge den østtyske flådechef Theodor Hoffmann præsterede 

NATO-styrkerne i året 1988 ca. 1100 skibs- og 3500 flyindsatser i de tre østlige 

flåders operationsområde i Østersøen. I 1981 grundstødte en sovjetisk ubåd 

af Whiskey-klassen i den svenske skærgård. Denne hændelse skabte mange 

politiske efterdønninger i Sverige og Nordeuropa. Efter bl.a. den tidligere 

amerikanske forsvarsminister Caspar Weinbergers og den tidligere britiske 

marineminister Sir Keith Speeds udtalelser fandt der i de efterfølgende år en 

række vestlige ubådsoperationer sted i den svenske skærgård med henblik på 

at teste det svenske ubådsforsvar. Operationerne blev af den svenske regering, 

samt svensk og international opinion generelt tillagt Sovjetunionen og udlagt 

som en supermagts aggressive og truende adfærd over for en mindre neutral 

stat. Samtidig blev der rettet skarp kritik mod Palme-regeringen for ikke at 

gøre nok for at standse de fremmede ubådes indtrængen. De involverede 

udenlandske og svenske flådekredse informerede ikke den svenske regering 

og forsvarschef om de vestlige ubådsoperationer. 

Den vestlige offensiv trængte forbavsende hurtigt Sovjetunionen i defensiven, 

og den vestlige politik blev stort set kun gengældt på det verbale plan. 

Sovjetunionen valgte i det hele ikke at svare igen på den amerikanske konfrontationspolitik, 

men holdt sig til en vent-og-se-politik. Reagans første udenrigsminister 

Alexander Haig, der havde kendskab til aktiviteterne fra sin plads 

i National Security Planning Group, udtalte i august 1984: „Russerne vedblev 

med at være meget, meget moderate, meget, meget ansvarlige i denne administrations 

første tre år. Jeg vægrede mig ved at tro på deres tålmodighed.“ 

Haigs udsagn bør næppe forlede til bagudrettet ønsketænkning om den sovjetiske 

ledelse. I 1991 sagde marskal Ogarkov således om den daværende sov- 


jetiske ledelse: „Gud ske tak og lov, at det eneste, der skete under dette bojarstyre, 

var Afghanistan.“ 4 Under Gorbatjov afløstes dette af en forsoningspolitik 

baseret på ensidige indrømmelser. Enkelte sovjetiske militære tiltag må i 

dag formentlig tolkes som sovjetiske styrkedemonstrationer – hvad de ikke 

blev af danske myndigheder ved den lejlighed – således en sejlads rundt om 

Sjælland med tre sovjetiske missilkorvetter i marts 1984. Den sovjetiske forsigtighed 

hang formentlig sammen med, at ledelsen havde erkendt, at man var 

ude af stand til at matche Vesten økonomisk, teknologisk og militært. Det påpeges 

i undersøgelsen, at forsvarsministermøderne i Warszawapagten allerede 

fra 1976 var præget af et dystert billede af Vestens militære formåen og 

„krigeriske intentioner“, og at møderne i slutningen af 1970’erne fokuserede 

på Vestens voksende muligheder for at tilkæmpe sig militær overlegenhed 

gennem bl.a. introduktion af nye højteknologiske våbensystemer. 

Fornemmelsen af, at styrkeforholdet havde ændret sig og antagelig ville forskydes 

afgørende til Vestens fordel i løbet af nogle år, affødte flere defensive 

reaktioner. Allerede fra Carter-administrationens tid frygtede sovjetledelsen 

for et amerikansk kernevåbenangreb, en frygt der formentlig må tilskrives 

den revision af den amerikanske kernevåbenpolitik, der blev foretaget i 1979 

og bl.a. skulle give mulighed for at tilintetgøre sovjetiske beslutningscentre i 

en krig. I maj 1981 etablerede sovjetledelsen det omtalte, meget store efterretningsprogram 

projekt „Rjan“, der løb frem til 1991 og omfattede en løbende 

rapportering til politbureauet. „Rjan“ blev iværksat hurtigt efter starten 

af Reagan-administrationens program for psykologisk krigsførelse og er 

antagelig til dels affødt af dette. Projektet, der skulle varsle om den vestlige 

nedtælling til et kernevåbenangreb på Sovjetunionen, blev strammet flere 

gange, således også i forbindelse med den vestlige kernevåbenøvelse „Able 

Archer“ i november 1983, hvor sovjetledelsen fejlagtigt troede, at amerikanerne 

havde startet forberedelserne til et angreb, og svarede igen med selv at 

alarmere kernevåbenstyrker. Det er bemærkelsesværdigt, at de amerikanske 

efterretningstjenester tilsyneladende ikke registrerede den sovjetiske krigsfrygt 

og eksistensen af projekt „Rjan“, hvad der foranledigede års selvransagelse 

i CIA. 

Samtidig indledtes i østhærene – i den østtyske hær fra 1981 – en revision 

af den militære strategi, der begyndte at bevæge sig bort fra offensiven som 

den eneste tænkelige kampmåde. En afgørende betragtning for de østlige militærstrateger 

var den store tilvækst i vestligt panserværn, der efter egen opfattelse 

umuliggjorde gennemførelse af de klassiske angrebsoperationer. Som 

påvist i gennemgangen af de østtyske øvelser trådte et nyt østtysk feltreglement 

i kraft i 1983 med en ændret vurdering af forsvarskampens betydning. 

Et egentligt vendepunkt kom dog først med øvelsen „Jug-85“ i august 1985, 

4 Oleg Grinevskij, Tajny sovetskoj diplomatii, [Det sovjetiske diplomatis hemmeligheder], Moskva: 

Vagrius, 2000, s. 335. 


hvor man under indtryk af de amerikanske styrkers praktisering af Airland 

Battle-doktrinen øvede forsvarskamp i hele tre dage, før man gik over til 

egentlige offensive operationer. Det østlige svar i situationen var en forholdsregel 

om at kæmpe defensivt så længe, at en eventuel indledende vestlig styrkefordel 

gik tabt og muliggjorde østlige offensive operationer med udgangspunkt 

i et ændret styrkeforhold. I samklang med disse tendenser indskrænkede 

man under øvelserne nu også målene for operationerne i vestlig retning 

til alene at omfatte positioner i Forbundsrepublikken. 

Fra 1980’ernes begyndelse stod NATO-styrkerne i kraft af ubåde, et øget 

antal missilbåde og den vesttyske flådes nye jagerbombere så stærkt i den vestlige 

Østersø, at de østlige flåder måtte begrænse deres planer. De østlige stabsøvelser 

drejede sig nu i hovedsagen om at vinde søherredømme i Østersøen, 

og efter en øvelse i 1980 blev der ikke mere afholdt større østlige flådeøvelser 

i Østersøen. Billedet dér blev i stedet igennem 1980’erne præget af store 

NATO-øvelser. I en vis forstand var man vendt tilbage til den situation og det 

styrkeforhold, der karakteriserede 1950’erne. På den baggrund var de østlige 

flåders gennembrud af stræderne og en landsætningsoperation mod Sjælland 

formentlig rykket meget på afstand, selvom disse operationer tilsyneladende 

ikke gled ud af krigsplanerne før i 1987. 

Det er i det hele taget sandsynligt, at de i begyndelsen af 1960’erne konciperede 

krigsplaner i hovedtræk blev opretholdt frem til 1987, hvor Warszawapagtens 

nye defensive doktrin blev proklameret. Men Warszawapagtens planlæggere 

så, som det også fremgår af øvelsesbilledet, i 1980’erne givetvis mindre 

optimistisk på at gennemføre planerne end tidligere. Selvom den østtyske 

hær lejlighedsvis i 1980’erne øvede operationer, der omfattede Danmark, er 

der ikke gennem interviews med østtyske generaler konstateret tegn på, at 

østtyskerne, som formodet af flere forfattere, skulle have overtaget polakkernes 

angrebsopgave mod Jylland som en konsekvens af uroen i Polen i 1980- 

1981. Uroen i Polen forplantede sig i øvrigt ikke til den polske hær. 

Ændringen i 1987 af den østlige militære tænkning fokuserede på defensiven 

som hovedkampform. Militærdoktrinen blev koblet til det af Gorbatjovstyret 

fra det tyske socialdemokrati overtagne begreb om „fælles sikkerhed“, 

der tilsigtede etablering af gensidige relationer mellem staterne baseret på tillid 

og tillidsskabende foranstaltninger og ikke på gensidig afskrækkelse. 

Forestillingen om at vinde en total sejr over en mulig fjende blev opgivet og 

erstattet af målet at forsvare eget territorium og forhindre, at en fjende satte 

sig fast der. En teoretisk afklaring af dette „aktive forsvar“, som det kaldtes i 

Sovjetunionen, lykkedes dog ikke under den kolde krig, men den gældende 

doktrin var medio 1988 ifølge udtalelser af ledende sovjetiske officerer, at 

man skulle kæmpe defensivt i ca. tre uger, mens diplomatiet fik sin chance, 

og derefter skulle situationen tages op til overvejelse. Som omtalt kunne der 

i forsvarskampen indgå kernevåben i begrænset omfang. Den her skildrede 

tendens blev videreført i CFE-traktaten af 1990, hvor Warszawapagtlandene 


gik med til at lægge lofter over fem særligt offensive våbenkategorier. I denne 

Warszawapagtens slutfase fra 1987 til 1990 overtog de østtyske styrker forsvaret 

af DDR fra Elben og til Østersøen, mens den polske hær blev stillet i 2. 

echelon. 

Warszawapagtlandenes mere begrænsede ambitioner og militære muligheder 

kom også til udtryk i de krigsspil (Global War Games), der udvikledes af 

den amerikanske flåde fra 1979 som led i udarbejdelsen af en ny flådestrategi, 

og i udvidet form gennemførtes til ind i 1990’erne. Her opgav man efter 1981 

at tage udgangspunkt i worst case-tænkning og benyttede i stedet efterretningstjenesternes 

mest realistiske vurdering af de østlige mål. Resultatet var 

for så vidt en revision af gængse forestillinger, idet „Røds“ militære mål blev 

indskrænket fra at være „kontrol med Vesteuropa“ til at være det mere opnåelige 

„neutralisering af Forbundsrepublikken Tyskland“, ligesom man også 

kom til det resultat, at der fra „Røds“ side ville være mindre tilbøjelighed til 

at overskride kernevåbentærskelen, end man tidligere havde antaget. Samtidig 

bekræftede krigsspillene, der også inddrog dansk område, at en eventuel 

storkrig kunne blive en langstrakt affære. Et af spillene omfattede også et 

østligt angreb på Jylland og NATO’s efterfølgende forsøg på at bryde ud af 

Jylland. Først i slutningen af 1980’erne og begyndelsen af 1990’erne blev de 

amerikanske militære myndigheder klar over, at man også efter 1981 alvorligt 

havde overvurderet Warszawapagtens formåen i disse spil, „især dens evne til 

at kaste en tilsyneladende endeløs række af strategiske echeloner frem mod 

NATO’s styrker på centralfronten.“ 5 

Ser vi på den danske trusselsvurdering, blev den ovenfor beskrevne militære 

udvikling kun i meget begrænset omfang omtalt af FE, der jo heller ikke 

havde som opgave at belyse de interne forhold i NATO-alliancen. Men ved 

kun at se på den østlige – på dette tidspunkt i høj grad reaktive – adfærd 

kunne det ikke undgås, at der i et vist omfang kom en skævhed ind i vurderingerne, 

der fremtræder som mere usikre end i tidligere faser af den kolde 

krig. I omfattende analyser blev de voksende politiske og økonomiske problemer 

i hele Østblokken belyst, uden at man dog drog den konklusion, at den 

militære kapabilitet var svækket. Den dybtgående krise i Polen blev fulgt meget 

nøje, men man drog ikke militære konsekvenser af krisen, og det var fortsat 

opfattelsen, at polske tropper i en krig ville spille en betydelig rolle mod 

Danmark. Generelt kan det siges om de danske militære analyser, at de gennemgående 

var ganske nøgterne, men at worst case-overvejelser dog rådede 

til det sidste, og at der faktisk kan noteres en vis skærpelse af vurderingerne i 

2. halvdel af 1980’erne. I synet på Gorbatjov fulgte man også længe den 

gængse NATO-vurdering, der betragtede ham som en yngre, subtil arvtager 

5 Robert H. Gile, Global War Game, Second Series 1984-1988, (Newport Papers #20), Newport, Rhode 

Island: Naval War College, 2004, s. 131. 


til forgængerne, og man var tæt på at anskue ham som farligere end disse på 

grund af hans gennemslagskraft i den vestlige offentlighed. 

Hvad konfliktmodellen angik, lagde 1980’ernes trusselsbillede igen hovedvægten 

på angrebet på Jylland, og FE opererede med forskellige styrkesammensætninger 

af sovjetiske, polske og østtyske styrker afhængigt af, om krigen 

kom hurtigt eller efter et par ugers forberedelse. Et nyt træk var en formodet 

mere fremtrædende rolle for den 5. østtyske armé, specielt hvis krigen startede 

straks, i hvilket tilfælde den ventedes at føre angrebet frem til Kielerkanalen, 

hvorefter den ville blive afløst. Meget omkring disse styrkesammensætninger 

beroede på antagelser, hvad man heller ikke lagde skjul på. 

Mærkeligt var det, at FE i foråret 1987 – altså samtidig med Warszawapagtens 

fremlæggelse af sin nye defensive strategi – tilsyneladende under indflydelse 

af amerikanske efterretningsfolk nu gjorde sig til talsmand for eksistensen af 

en øget trussel mod Danmark, idet Warszawapagten skulle have ændret den 

overordnede strategi og nu lagde mere vægt på det nordtyske frontafsnit – og 

dermed Danmark – end tidligere. Oplysningen svarede som vist ovenfor ikke 

til det østlige øvelsesmønster i 1980’erne, men blev opretholdt i det danske 

trusselsbillede til ind i 1990’erne. Tidligere i 1980’erne havde FE ellers tydeligt 

nedtonet amfibietruslen mod Sjælland, hvor den blev gjort afhængig af 

udviklinger andetsteds. Det forventedes derfor heller ikke, at en invasion af 

Sjælland ville ske samtidig med et angreb på Slesvig-Holsten. 

Konklusionen om, at den militære trussel mod Danmark var reduceret i 

1980’erne, påkalder sig en perspektivering, som bedst kan ske ved at anskueliggøre 

de alvorlige militære konsekvenser, det kunne have fået, hvis Warszawapagten 

havde erobret Danmark. Kontrol med de danske flyvepladser ville 

tillade Warszawapagten at omgå NATO’s luftforsvar på Centralfronten, gøre 

det lettere at rette luftangreb mod havne i Tyskland, Holland og Belgien og 

bidrage betydeligt til mulighederne for at anfægte NATO’s luftherredømme 

i Nordsøen. Endvidere ville de sydnorske regerings- og befolkningscentre 

være udsat for angreb. Norges kapitulation ville isolere både Sverige og 

Finland. De militære konsekvenser af kapitulationen ville være tabet af 

Nordnorge, og det ville være næsten sikkert, at NATO’s flåder måtte trække 

sig tilbage fra Grønland-Island-Norge-linjen til Grønland-Island-UK-linjen. 

Det var således klart, at NATO’s stilling i hele Nordvesteuropa kunne afhænge 

af et heldigt gennemført forsvar af Danmark. 6 Som udredningen kon- 

6 Gile, Global War Game, s. 73f. (“Further analysis demonstrated that there would also be serious military 

repercussions from a Red conquest of Denmark. Possession of the Danish airfields would permit 

Red to outflank NATO air defenses on the Central Front, facilitate strikes on the West German 

and Benelux ports, and aid significantly in contesting air superiority over the North Sea. Also, 

Norway’s centers of both government and population, located as they are to the south, would be subject 

to attack. The capitulation of Norway would isolate both Sweden and Finland. The military consequences 

of this capitulation would be the loss of North Norway, and the GIN line would almost 

certainly revert to the GIUK line. Clearly, the NATO position in all of northwestern Europe could 

hinge on the successful defense of Denmark.“). 


kluderer, var mulighederne for at forsvare Danmark blevet betydeligt bedre i 

1980’erne, end de havde været i 1960’erne og 1970’erne. Udredningens vurdering 

af den reducerede militære trussel mod Danmark i 1980’erne er ikke 

kun af dansk interesse, men fører til en videregående konklusion om, at truslen 

mod hele det nordvesteuropæiske område og Centralfronten var reduceret 

i den kolde krigs sidste tiår. Ovenstående vurdering gælder for en situation, 

hvor der ikke var sket nuklear optrapning til krigsteaterniveau. I det tilfælde 

måtte ødelæggelsen af havne, flyvepladser og andre nøglepunkter antages 

at være sket så hurtigt, at krigens tyngdepunkter ville være blevet forlagt 

til fjernereliggende regioner. 

Den efterretningsmæssige trussel (Se kap. 19-21, 46-49, 54-55, 76, 81) 

Den væsentligste efterretningsmæssige trussel mod Danmark under den 

kolde krig udgik fra Sovjetunionen og Polen samt fra DDR, hvis aktiviteter 

dog først tager til i 1960’erne. Allerede i 1950’erne udfoldede Sovjetunionen 

og Polen et omfattende militært efterretningsarbejde mod Danmark, der 

gjorde brug af alle de gængse efterretningsmæssige metoder. 

Indhentningsarbejdet udsprang af det forhold, at det danske område havde 

strategisk betydning og i forbindelse med en eventuel konflikt forudsås at 

blive genstand for omfattende militære operationer. Aktiviteterne tjente som 

forberedelse af det efterretningsmæssige grundlag for at udføre egentlige 

krigsmæssige opgaver i området. En del af aktiviteterne udgik fra østlandenes 

ambassader i København, hvor efterretningsofficerer den kolde krig igennem 

fungerede som officielle militærattacheer, mens andre efterretningsfolk 

havde civile dækfunktioner. Derudover fungerede allerede på dette tidspunkt 

såvel danskere som borgere fra østlandene som agenter i et omfang, der i dag 

vanskeligt lader sig præcisere. Et særligt forhold gjorde sig gældende for de 

danske kommunister, der på partiniveau kanaliserede oplysninger om danske 

forhold videre til de østlige efterretningstjenester og til de østlige kommunistpartier, 

mens de danske kommunister af forsigtighedsgrunde tilsyneladende 

kun i begrænset omfang blev indsat til operative opgaver. 

I 1960’erne intensiveredes den østlige efterretningsindsats over for Danmark. 

Dette hang uden tvivl sammen med de krigsplaner, der udvikledes i 

Sovjetunionen i begyndelsen af 1960’erne og som forudsatte en erobring af 

det danske område i en krigs første fase. Den polske planlægning af operationerne, 

herunder ikke mindst landgangsoperationen mod Sjælland, førte til 

en målrettet efterretningsaktion, der er velbelyst og resulterede i en systematisk 

gennemfotografering og indsamling af efterretninger om kystforhold og 

havneforhold mm. i stort set hele landet. År efter år fra slutningen af 

1950’erne til 1980’erne besejlede polske efterretningsfolk under dække af at 

være „lystsejlere“ de danske farvande og foretog herunder talrige havnean- 


løb. Andre efterretningsfolk dækkede forholdene på landjorden og ikke 

mindst de militære øvelser. Østtyskerne, der især havde maritime krigsopgaver 

mod Danmark, intensiverede nu også deres aktiviteter i landet. De benyttede 

især illegale agenter, dvs. personer, der opholdt sig i Danmark med falsk 

identitet, jf. sagerne mod Holm Haase (1968) og Jörg Meyer (1978). 

Fra dansk side blev man fra 1960’erne i stigende grad opmærksom på forbindelsen 

mellem spionageaktiviteter og en sabotagetrussel i tilfælde af krigstid. 

Tolkningen var, at en del efterretningsaktiviteter udgjorde forberedelse 

for indsættelse af specialstyrker (diversionsenheder) mod danske nøglepunkter 

under en storpolitisk krise. I 1980 forventede FE, at der til det danske område 

var afsat omkring 30-40 sovjetiske, polske og østtyske diversionspatruljer. 

Eksistensen af disse patruljer er efter den kolde krigs ophør blevet bekræftet 

fra russisk og polsk side. 

I 1960’erne og 1970’erne øgedes også det politiske efterretningsarbejde, 

idet de østlige efterretningstjenester søgte at pumpe journalister og politikere 

for informationer, samtidig med at de bestræbte sig på at skabe større forståelse 

for sovjetiske synspunkter. En voksende betydning fik i perioden den østlige 

industrispionage mod danske virksomheder, der, som de lignende aktiviteter 

i hele Vesten, skulle sikre, at Sovjetunionen ikke sakkede agterud på det 

militærteknologiske område. I 1980’erne fik denne industrispionage tilsyneladende 

endnu større betydning med baggrund i den rivende mikroelektroniske 

udvikling. Flere af de udvisningssager, der opstod i 1970’erne, havde deres 

udspring i sovjetiske forsøg på at erhverve embargobelagt materiale i Danmark. 

I den kolde krigs sidste periode 1979-1991 var antallet af Warszawapagtefterretningsfolk 

i Danmark nogenlunde konstant, idet der ved den sovjetiske 

repræsentation i gennemsnit for perioden 1980-1987 var tilknyttet 36 

efterretningsfolk, for den polske repræsentation 10 efterretningsfolk og for 

den østtyske repræsentation 7 efterretningsfolk. En egentlig vækst kan kun 

konstateres for den ungarske repræsentations vedkommende, hvor efterretningsfolkene 

i 1987 (i alt 10; i 1981: 6) af hidtil ikke klarlagte grunde udgjorde 

halvdelen af repræsentationens stab. De forskellige militære mål var 

i hovedtræk undersøgt for længst, men der var behov for en løbende opdatering 

af den tidligere erhvervede viden tillige med indhentning af nye oplysninger. 

Forklaringen på opretholdelsen af de store stabe af efterretningsfolk 

kan til dels søges i, at andre efterretningsemner havde fået stigende betydning. 

Lanceringen af det store østlige efterretningsprojekt „Rjan“ i 1981, 

der skulle give Sovjetunionen varsel om et forstående vestligt atomangreb 

på Sovjetunionen og østlandene, havde givetvis også konsekvenser for 

Danmark, men det var vanskeligt at skelne denne virksomhed fra det allerede 

kendte operationsmønster og passe den ind i et større billede. I 

Washington forstod FBI ikke, hvorfor russerne pludselig begyndte at cirkle 

rundt i bil i regeringskvartererne ved nattetide. En del af den øgede østtyske 


efterretningsaktivitet i Jylland i 1980’erne, der systematisk dækkede den jyske 

vestkyst, skal formentlig ses i sammenhæng med de vestlige forstærkningsplaner. 

Derudover blev navnlig KGB indsat i overvejende politiske opgaver, der 

havde til formål at overvåge den politiske situation og virke for Sovjetunionens 

interesser på en række områder (NATO’s dobbeltbeslutning, Norden 

som atomvåbenfri zone etc.), bl.a. i form af såkaldte aktive foranstaltninger. 

Ikke mindst gennem KGB-manden Oleg Gordijevskijs afsløringer opnåede de 

danske efterretningstjenester en enestående indsigt i Sovjetunionens aktiviteter 

på dette felt. 

De hvilende agenter var et problem for de danske efterretningstjenester, 

fordi man vidste så lidt om dem. PET forventede – som i den forudgående 

fase af den kolde krig – at et antal herboende polske agenter ville blive aktiveret 

i tilfælde af krig. Efter den kolde krigs ophør er det gennem østtyske dokumenter, 

især de for Danmark relevante dele af det såkaldte Rosenholz-arkiv, 

blevet kendt, at der i 1970’erne og 1980’erne hvervedes et antal danske 

agenter til den østtyske udenlandsefterretningstjeneste (se kapitel 76 for en 

nærmere beskrivelse af materiale, aktivitetstyper mv.). Der var primært tale 

om yngre mennesker, som blev hvervet på ideologisk grundlag. Sagerne er 

blevet undersøgt af de danske myndigheder, og bortset fra en enkelt, den 

kendte Lenz-sag, har ingen af dem rummet et sådant materiale, at der blev 

fundet grundlag for tiltalerejsning, og kun i ét tilfælde basis for sigtelse, nemlig 

mod Lenz’ mor. Det har ikke været muligt at påvise en markant eller afgørende 

infiltrering af det politiske liv, centraladministrationen eller forsvaret. 

Der er ikke afsløret storspioner for Warszawapagtlandene i Danmark. I Tyskland 

er der på grundlag af Rosenholz-materiale sket domfældelse af en dansk 

forretningsmand med uddannelse som militær flyveleder. Han arbejdede i 

perioden 1983-1990 for MfS for et honorar på 175.000 DM. Bl.a. samlede han 

oplysninger om flyvekontroltjenesten under NATO-øvelser og videregav luftfotos 

af dansk område. Han og den medvirkende hustru blev ved tysk ret 

idømt bøder på 20.000 og 30.000 DM for deres MfS-virksomhed. 

De østlige påvirkningsforsøg (Se kap. 16-18, 42-45, 73-75) 

Sovjetunionen og de andre Warszawapagtlande søgte under hele den kolde 

krig at øve indflydelse på dansk politik. Det drejede sig især om udenrigs- og 

sikkerhedspolitiske spørgsmål som holdningen til NATO, til USA eller Forbundsrepublikken 

Tyskland, anerkendelse af DDR samt forslaget om en europæisk 

sikkerhedskonference. Men man søgte også at øve indflydelse på 

spørgsmål, der kun indirekte vedrørte dansk udenrigspolitik. Det gjaldt primært 

forsøget på at skabe en positiv forståelse i den danske befolkning for de 

politiske, sociale og kulturelle forhold i de socialistiske lande. 


Begrebet fredelig sameksistens må opfattes som centralt for forståelsen af 

påvirkningspolitikken. Denne udenrigspolitiske doktrin, der blev introduceret 

af Khrusjtjov i 1956, lærte, at den samfundsmæssige konflikt mellem de kapitalistiske 

og socialistiske stater skulle udkæmpes uden brug af militære midler. 

Den ideologiske kamp mellem de forskellige samfundssystemer skulle dog 

fortsættes, eventuelt skærpes, men alene i form af kappestrid mellem systemerne, 

og den udelukkede ikke afspændingsmæssige bestræbelser. Den østlige 

propaganda og påvirkningspolitik udsprang således direkte af den udenrigspolitiske 

doktrin. 

I 1950’erne søgte Sovjetunionen at øve direkte indflydelse gennem henvendelse 

til den danske regering eller ved at fremkomme med officiel kritik af 

det danske NATO-engagement. Denne politik viste sig imidlertid ikke at føre 

til de ønskede resultater, idet man fra sovjetisk side vurderede, at den snarere 

skubbede Danmark i vestlig retning. Resultatet var, at de socialistiske lande 

satsede på at få deres budskaber fremført af danske aktører. De socialistiske 

landes nærmeste allierede i Danmark var Danmarks Kommunistiske Parti 

(DKP), der var erklæret fortaler for såvel Sovjetunionens udenrigspolitik som 

dets samfundssystem. Partiet var næsten betingelsesløst loyalt over for 

Sovjetunionen og dennes allierede. Partiledelsen koordinerede nøje sin politik 

med de socialistiske landes, hvorved partiet også i en nordisk og europæisk 

sammenhæng kom til at fremtræde som doktrinært. Partiets styrke lå i fastholdelsen 

af en kompromisløs, revolutionær linje, dets svaghed var, at det i 

det store og hele bevægede sig efter Moskvas taktstok og måtte betale dyrt for 

Sovjetunionens undertrykkelse af opstandene i østlandene, specielt Ungarn 

1956, der splittede partiet. Resultatet var marginalisering og isolation på den 

danske venstrefløj. 

De danske efterretningstjenester holdt til stadighed øje med DKP, fordi 

partiet arbejdede til fordel for en fremmed magt og formodedes at undergrave 

det danske samfundssystem. Nogen større trussel mod det danske demokrati 

blev partiet ikke vurderet at udgøre, og en væsentlig svækkelse var da 

også sket, da Aksel Larsen og hans folk forlod DKP og dannede SF. Fra november 

1958 til 1964 mødtes Aksel Larsen til en snes møder i København 

med repræsentanter for en vestlig efterretningstjeneste. De danske myndigheder 

modtog udførlige referater af de førte samtaler. I juni 1962 erklærede 

Aksel Larsen på et af disse møder: „Hvad jeg ønsker at gøre, er at splitte kommunistpartierne, 

bryde dem op og ødelægge dem, således som de er i dag. 

[…] I Danmark tror jeg virkelig jeg kan ødelægge kommunistpartiet, smide 

det ud, og det er det, jeg koncentrerer mig om.“ Igen i marts 1964 gav han 

udtryk for, at hans mål var at knuse partikommunismen i Danmark. 7 

7 DIIS-samlingen, dokument nr. 270. Se endvidere bind 4, bilag 5, som indeholder citater og hovedpunkter 

fra referaterne. 


Fra begyndelsen af 1970’erne konstaterede man i efterretningstjenesterne, 

at DKP tabte terræn til det nye venstre, men samtidig også, hvorledes partiet 

i kraft af organisatorisk erfaring og engagement kunne indtage vigtige positioner 

primært i dele af fagbevægelsen, i fredsbevægelsen, i den organiserede 

EF-modstand og ikke mindst i venskabsforeningerne med de socialistiske 

lande, der i øst blev anset som udførende organer for landenes udenrigspolitik. 

I erkendelse af kommunisternes begrænsede politiske indflydelse i Danmark 

søgte de socialistiske lande konsekvent at komme i dialog med og øve 

indflydelse på andre grupper. Landene udsøgte sig temaer, hvor de havde eller 

kunne påstå at have sammenfaldende interesser med de danske partnere 

og prøvede herigennem at skubbe partnerne i pro-østlig retning. Et særligt 

satsningsområde udgjorde de socialistiske landes store fredskampagne i 

1970’erne og 1980’erne, hvor østlandene søgte at monopolisere begreber som 

fred og nedrustning. Denne taktik blev blandt andet imødegået af Moskvauafhængige 

fredsbevægelser i Vesten. Men fredskampagnen gav de socialistiske 

lande mulighed for at etablere kontakter til ikke-kommunistiske fredsaktivister 

og til radikale og socialdemokrater. 

De østlige påvirkningsforsøg udfoldedes i en proces, hvor lokale danske 

interesser og impulser fra østlandene flød sammen. Det kan følgelig ikke entydigt 

fastlægges, hvilke politikker og kampagner, der opstod som følge af østlig 

påvirkning, og hvilke, der udgik fra danske organisationer. I nogle kampagner, 

som eksempelvis kampagnen mod neutronbomben, kan der påvises 

klare paralleller med hensyn til retorik og mål, og kampagnerne kunne også 

fremvise konkrete resultater. Det lykkedes ikke de socialistiske lande at udvirke 

virkelige ændringer i centrale spørgsmål, hverken i dansk politik eller i 

den generelle politiske holdning. Det gjaldt i første række de store spørgsmål 

om tilhørsforholdet til NATO og tilslutningen til EF. De socialistiske lande 

formåede ligeledes kun i begrænset omfang at skabe et positivt billede af deres 

eget politiske system. 

Sammenfattende om de tre trusler 

Sovjetunionen udnyttede under den kolde krig i høj grad sit militærapparat 

under varetagelsen af sine interesser i Europa, herunder ikke mindst opretholdelsen 

af herredømmet i Østeuropa. Den sovjetiske militærpolitik over for 

Vesteuropa byggede på to store valg. Det første blev gjort af Stalin, der i slutningen 

af 1940’erne besluttede at bibeholde en række armeer (i alt mere end 

20 divisioner) i Østtyskland, et tal der forblev relativt uændret gennem årene. 

Det andet blev truffet i begyndelsen af 1960’erne, hvor man valgte en stærkt 

offensiv militær strategi for en eventuel krig i Europa, en offensiv strategi, der 

blev fastholdt frem til anden halvdel af 1980’erne. En af dens oprindelige 

hovedforudsætninger – at en storkrig fra starten ufravigeligt ville blive ud- 


kæmpet som en kernevåbenkrig – blev dog forladt allerede omkring 1965. De 

nævnte valg udgør to af den kolde krigs helt afgørende og strukturerende fænomener 

og fik den største betydning for dansk sikkerheds- og forsvarspolitik. 

I sin afskrækkelsespolitik over for USA og i sin krisestyringspolitik udnyttede Sovjetunionen 

sin troppetilstedeværelse og omfattende militære kapabilitet i Østtyskland 

og Østeuropa. Det er ikke undersøgelsens opfattelse, at Sovjetunionen 

havde intentioner om at indlede et militært angreb på Vesteuropa, herunder 

Danmark, og blot afventede en gunstig situation for at realisere sine planer. 

Hvilken sovjetisk militær trussel eksisterede der så mod Vesteuropa i disse 

år? Hvis vi tager udgangspunkt i undersøgelsens definition af en militær trussel, 

jf. indledningen, ifølge hvilken der til en egentlig militær trussel også kræves 

en påvist intention, må det retrospektivt siges, at der under den kolde krig 

på baggrund af det undersøgte materiale ikke kan påvises en egentlig militær 

trussel fra Sovjetunionens og de andre Warszawapagtlandes side mod Vesteuropa, 

herunder Danmark, forstået som en bevidst planlægning af et uprovokeret 

angreb. På grund af en række forhold, bl.a. den ganske omfattende 

viden, der i dag eksisterer om den kollektive beslutningsproces i Kreml (efter 

Stalin) og de vilkår, den nukleare afskrækkelse skabte fra 1950’erne og fremefter, 

vurderes det i dag heller ikke som sandsynligt, at der har eksisteret en 

sådan intention om et uprovokeret angreb. I sin selvforståelse (der kom til udtryk 

i den såkaldte militærdoktrins politiske del) var den sovjetiske udenrigspolitik 

defensiv og afspejlede objektive forhold i verden. Dette forhold kom 

bl.a. til udtryk i den sovjetiske øvelsespraksis, der altid tog udgangspunkt i et 

vestligt angreb på Øst. Konstateringen af, at der ikke kan påvises en egentlig 

militær trussel, er en historisk konstatering, men den har betydning for forståelsen 

af hele den kolde krig. 

For samtiden var det ikke muligt at afklare, om der eksisterede en egentlig 

trussel eller ej, men det var til gengæld klart, at der eksisterede en betydelig 

potentiel eller mulig militær trussel fra Sovjetunionen og de øvrige Warszawapagtlande. 

Det uprovokerede sovjetiske angreb spillede ikke nogen særlig 

rolle i de vestlige efterretningstjenesters vurderinger. Disse tjenester var navnlig 

optaget af, at Sovjetunionen kunne tænkes at angribe eller true med at angribe, 

hvis Vesten en gang i fremtiden blev afgørende svækket. Men man udelukkede 

heller ikke, at en krig kunne vokse ud af en krise eller opstå ved en 

fejltagelse. Det var således, man tænkte i NATO-kredsen, hvilket også fandt 

udtryk i det officielle danske trusselsbillede udarbejdet af FE („Truslen mod 

Danmark“). I FE’s trusselsbillede opereredes der ved siden af den store trussel 

mod hele Vesteuropa tillige i ca. et tiår frem til omkring 1980 med muligheden 

af en begrænset østlig militæroperation alene rettet mod de danske øer – 

enten muliggjort ved en svækkelse af NATO eller som en slags gengældelsesaktion. 

Den nævnte potentielle trussel mod hele Vesteuropa – den store trussel – var 

betinget af den offensive militære planlægning, der rådede i Sovjetunionen 


og inden for Warszawapagten specielt i årene 1961-1987, og som betød, at østlandene 

havde valgt optionen at udkæmpe en eventuel krig med Vesten på 

modpartens territorium. Det indebar for Danmarks vedkommende, at landet, 

uagtet det førte en bevidst afspændingspolitik, ville blive inddraget i en storkrig 

fra dennes første dag, samt at der meget hurtigt ville blive gjort forsøg på 

erobring af landet gennem stort anlagte operationer. Disse krigshandlinger 

ville på grund af ødelæggelser og tab af menneskeliv udgøre en katastrofe for 

Danmark. Det gjaldt selvsagt i endnu højere grad, hvis der blev indsat kernevåben 

i forbindelse med operationerne. 

I og med, at Sovjetunionen valgte offensiven som kampform i sin krigsplanlægning, 

blev en betydelig potentiel trussel det sikkerhedspolitiske hovedvilkår 

for Danmark, Norge, Forbundsrepublikken Tyskland og andre stater, der 

umiddelbart ville komme i berøring med den østlige krigsmaskine. Hvis Sovjetunionen 

i sin sikkerhedspolitik havde valgt en mere defensiv model, i lighed 

med den Gorbatjov indførte i 1987, hvor man begrænsede sig til at forsvare 

egne områder i tilfælde af krig, ville Warszawapagtlandene være blevet 

opfattet som en væsentlig mindre trussel. 

Politisk mere afgørende var for samtiden noget andet: fornemmelsen i 

brede dele af den vestlige offentlighed af en mere eller mindre diffus trussel 

udgående fra Sovjetunionen. Dette kunne kaldes den følte eller den perciperede 

trussel. Trusselsfornemmelsen bundede i karakteren af det sovjetiske samfundssystem 

og den sovjetiske militærpolitik, men var også betinget af det billede, 

der blev tegnet af Øst i de vestlige medier. Intensiteten af den varierede 

betydeligt, også i den danske offentlighed, afhængigt af den optræden, 

Sovjetunionen aktuelt lagde for dagen, og af særskilte indenrigs- og udenrigspolitiske 

forhold. Generelt udgjorde den følte trussel én, om end vigtig, faktor 

blandt flere under udformningen af den sikkerhedspolitik, Danmark og 

de andre vesteuropæiske lande førte. Som eksempel på udslagene kan nævnes 

den stærkt følte trussel, der i 1948 var hovedårsag til Danmarks tilslutning 

til NATO (hvor der ikke var nogen egentlig trussel). Andre eksempler var 

Ungarn 1956 og Tjekkoslovakiet 1968. Omvendt var den forholdsvis afdæmpede 

trusselsvurdering i Danmark i 1964-1965 bl.a. et resultat af danske mediers 

forholdsvis positive fremstilling af Khrusjtjov og sovjetisk udenrigspolitik 

i samme periode. Generelt må man sige, at den perciperede trussel ikke 

havde nogen entydig sammenhæng med den potentielle militære trussel. 

Den potentielle østlige trussel målt i militær kapabilitet var på mange måder 

størst i afspændingsårene. 

Dernæst den efterretningsmæssige trussel. Det forekommer rimeligst at se de 

omfattende østlige efterretningsoperationer mod Danmark gennem det meste 

af den kolde krig under tre aspekter: (1) som et forberedende element i den 

østlige militære planlægning med henblik på en krigssituation, (2) som industrispionage 

og (3) som politisk spionage. Dette indebærer, at det med hensyn 

til (1) og (2) næppe giver mening at tale om en separat efterretningsmæs- 


sig trussel uafhængigt af den potentielle militære trussel. Efterretningsoperationerne 

var gennem årene i betydeligt omfang dikteret af de planlagte 

militære operationer og falder dermed ind under vurderingen af denne trussel. 

I og med at efterretningsoplysningerne aldrig blev testet, er det heller 

ikke muligt at give en vurdering af deres betydning i det samlede operative 

billede. Det kan blot konstateres, at de militære efterretningsoperationer 

mod Danmark var meget intensive, og at det indsamlede materiale har været 

stort. Den politiske spionage (3) synes at have haft en omfattende karakter. 

Den sigtede også mod en eventuel krigssituation, men havde især betydning 

for tilrettelæggelsen af forskellige fredstidsinitiativer over for Danmark, herunder 

påvirkningsforsøg og subversive handlinger. 

Det skal dog også nævnes, at der i de østlige efterretningsoperationer mod 

Danmark var indbygget en mere defensiv varslingsfunktion, der byggede på 

en forudsætning om, at der hurtigt ville ske en styrkeopbygning i det danske 

område i forbindelse med et vestligt angreb på Østblokken. Denne aflæsning 

af indikatorer på et forestående fredsbrud synes at have spillet en stor rolle 

fra 1970’erne i forbindelse med dækningen af NATO’s øvelsesaktiviteter og 

mere specifikt i 1980’erne under gennemførelsen af operation „Rjan“. Denne 

del af efterretningsarbejdet kan have haft en beroligende og stabiliserende 

funktion. 

Den trussel, der udgik fra de i sovjetkommunismen bundende påvirkningsforsøg, 

varierede i intensitet fra periode til periode, men fik kun begrænset betydning 

i Danmark. Dette var betinget af samfundsmæssige og økonomiske 

tendenser, men også af at bevægelsens bærer i Danmark, partiet DKP, på 

grund af sin doktrinære karakter og Moskva-afhængighed aldrig udviklede sig 

til andet end et marginaliseret og isoleret venstrefløjsparti. I kraft af sin organisatoriske 

erfaring og infiltreringstaktik fik det en vis indflydelse i protestbevægelserne 

og i visse afgrænsede miljøer. 

DKP bidrog efter evne til kampagnerne mod USA og EF inden for venstrefløjen 

og protestbevægelserne, men for mange af bevægelserne her var den 

sovjetiske samfundsmodel allerede fra 1960’erne uacceptabel eller uinteressant 

som rollemodel. Disse bevægelsers holdninger indebar således ikke støtte 

til sovjetkommunismen og har begrænset interesse for en undersøgelse, der fokuserer 

på truslen fra øst. Men det lykkedes uden tvivl for de østlige propagandaapparater 

i 1970’erne og 1980’erne specielt gennem fredspropagandaen 

at få nye kontakter også til de etablerede partier. I flere kampagner kan 

der konstateres sammenfaldende synspunkter og et vist parallelløb. Det ses 

ikke, at de østlige påvirkningsforsøg førte til ændringer af den førte politik i 

Danmark eller den generelle politiske holdning. 


89 · Vestlige strategier og vestlig østpolitik 

som ramme for dansk sikkerhedspolitik 

1945-1991 

I internationalt perspektiv var dansk sikkerhedspolitik kun en lille brik i den 

vestlige politik, som udfoldede sig i spændingsfeltet mellem den vestlige alliance 

og den potentielle modstander. Spørgsmålet er her, hvordan dansk sikkerhedspolitik 

lå placeret i forhold til de vigtigste positioner og problemer i 

Vestens politik i de forskellige faser af den kolde krig, og om den danske placering 

var hensigtsmæssig i forhold til de hensyn og interesser, som det fra et 

dansk synspunkt var ønskeligt at tilgodese i det internationale perspektiv. Det 

sidste spørgsmål kan diskuteres både i fortid og nutid. Dels på grundlag af de 

forudsætninger, man havde i samtiden, hvor beslutningerne skulle træffes og 

positionerne fastlægges, dels ud fra, hvad vi i dag ved om den internationale 

situation og konsekvenserne af alliancepartnernes og den danske politik. Det 

grundlæggende valg i dansk sikkerhedspolitik var tilslutningen til Atlantpagten 

i 1949. Dette valg kan beskrives som en tilpasning til de ydre omstændigheder 

i det bipolære verdensbillede og et resultat af den historiske lektie 

fra den anden verdenskrig. 

Grafen viser et lands eller en alliances overordnede sikkerhedspolitik (grand strategy) 

placeret i et afhængighedsforhold til det sikkerhedspolitiske verdensbillede på den ene side 

og (praktisk) politisk handling på den anden. (I parenteserne parallelle termer fra medicinsk 

terminologi). 

Overordnet forståelsesramme Handleteori Handling 

(„Diagnose“) („Behandlingsstrategi“) („Behandling“) 

Sikkerhedspolitisk verdensbillede 

Sikkerhedsparadigme 

Doktrin 

Grand strategy Anskaffelsespolitik 

Etc. 

VESTLIGE STRATEGIER OG VESTLIG ØSTPOLITIK 67

Efter sammenbruddet af de nordiske forsvarsforhandlinger i februar 1949 var 

alliancemedlemskabet det eneste reelt foreliggende alternativ. Det danske sikkerhedsparadigme 

blev den faste forankring i den vestlige alliance. Efter denne 

grundlæggende tilpasning til det nye bipolære verdensbillede gav medlemskabet 

af alliancen Danmark en styrket position, som betød, at Danmarks overordnede 

politik (grand strategy) under den kolde krig blev præget af balancepolitik. 

Definitionen på en balancepolitik er, at den baserer sig på strategier, 

som er karakteriseret ved „giv-og-tag“ (quid pro quo). Den danske balancepolitik 

i forhold til alliancen ses i udredningens perspektiv primært som en forpligtelsesstrategi 

med sekundære elementer af indrømmelsesstrategi og selvbindingsstrategi 

– de to sidste også i balancepolitisk ramme. Danmarks styrkede 

position i medfør af alliancemedlemskabet betød, at det også i forhold til den 

potentielle modstander i øst blev muligt at føre en balancepolitik. Dette var 

en af både de allierede og Danmark selv ønsket og forventet effekt af alliancemedlemskabet, 

der som et af sine formål havde at beskytte landet mod farerne 

ved affindelsespolitik og eftergivenhed (se adaptionsteori i kapitel 3 og 

86). 

Grand strategies. Ligevægts- og samarbejdsstrategien var især 1960’ernes 

og 1970’ernes NATO-strategi. Med ligevægt tænktes på militær ligevægt. 

Sejrsstrategien var Reagan-administrationens til dels hemmelige strategi 

fra 1980’erne, som i administrationens egen forståelse var risikobetonet. 

Ostpolitik opfattes som et supplement til ligevægts- og samarbejdsstrategien 

og kan placeres forskelligt alt efter, om det er den synlige eller usynlige 

Ostpolitik, der tænkes på. Her er det den synlige Ostpolitik, der er 

lagt ind. Den holder sig ganske tæt til NATO-acquiset for ikke at provokere 

alliancepartnerne for meget og for at samle den bredest mulige politiske 

tilslutning i Vesttyskland. Samtidig bevæger den sig inden for det 

således stærkt begrænsede rum en lille smule i imødekommende retning 

i begge dimensioner for at være attraktiv for østlandene. Den skjulte 

Ostpolitik lå højere på systemkonfliktaksen end den synlige Ostpolitik. 

Sovjetisk „fredelig sameksistens“ ser systemkonflikten som skarp og fundamental 

og handler på en række områder i overensstemmelse hermed, 

men opererer med en relativt forsigtig politik over for Vesten i sikkerhedsdilemmaet. 


USA’s sejrsstrategi 

i 1980’erne 

Sovjetisk „fredelig 

sameksistens“ 

Sikkerhedsdilemma 

Systemkonflikt 

NATO’s ligevægts- og 

samarbejdsstrategi i 1960’erne 

og 1970’erne 

Den „synlige“ 

Ostpolitik 

Systemkonflikt på den lodrette akse: Hvor skarpt opfattes systemkonflikten? 

Hvor meget påvirker den strategien? Stor påvirkning: Man ønsker 

sejr over modstanderen. Middel påvirkning: Man satser på, at systemkonflikten 

kan mildnes over tid (f.eks. konvergens eller at modstanderen 

ændres i ens eget billede). Lille påvirkning: Man er næsten uberørt af systemkonflikten 

(f.eks. på grund af stor geografisk afstand). 

Sikkerhedsdilemma på den vandrette akse: Hvor skarpt opfattes sikkerhedsdilemmaet? 

Hvor meget påvirker det strategien? Stor påvirkning: 

Lavprofileret sikkerhedspolitik (f.eks. ekstrem due-politik, ikke-vold, civil 

ulydighed etc.). Middel påvirkning: Våbenkontrolaftaler, sikkerhedsregimer 

etc. Lille påvirkning: Højprofileret, risikovillig sikkerhedspolitik. 

Dansk sikkerhedspolitik bestemmes i det følgende dels i forhold til Vestens 

overordnede politiske strategier for forholdet til østblokken, de vestlige grand 

strategies, dels i forhold til de formelle strategier og beslutninger i alliancen. 

En sikkerhedspolitisk grand strategy er en overordnet plan for at opnå politiske 

mål i forhold til de indre og ydre omgivelser og for, hvordan egne samlede 

ressourcer kan anvendes til at opnå målet, som er egen sikkerhed. En sikkerhedspolitisk 

grand strategy rummer således et sæt af overordnede forestillinger 

om mål og midler af betydning for udformningen af militær- og for- 


svarspolitik. Det dynamiske samspil mellem sikkerhedspolitisk verdensbillede 

og grand strategy på den ene side og militær- og forsvarspolitik på den anden 

side kan betegnes som ’strategisk kultur’. En strategisk eller en udenrigspolitisk 

kultur omsættes i en fast praksis eller politikstil og præger de udførende 

institutioner. 

Når der i det følgende tales om Vestens grand strategy, drejer det sig om en 

vis stilisering og ikke om en i ét og alt aftalt og formaliseret fællesmængde af 

de nationale grand strategies. Snarere tænkes der på en nogenlunde fælles 

forståelse af et forholdsvis enkelt sæt af overordnede forestillinger om mål og 

midler. På et niveau under Vestens grand strategy, men delvis overlappende 

denne, ligger NATO’s grand strategy. I den vestlige grand strategys ret løse 

ramme kan indgå formaliserede elementer. For eksempel kunne NATO’s 

Harmel-formel fra slutningen af 1960’erne siges at indgå i Vestens grand strategy. 

En sådan løst defineret fælles forståelse kan efter omstændighederne 

vise sig at være et temmelig ustabilt kompromis. 1 Ovenfor er nogle få grand 

strategies sat i forhold til systemkonflikt og sikkerhedsdilemma i en graf. 

Kompromiset muliggør med sin undertiden løse form og uskarpe grænser, at 

kontroversielle elementer kan opfattes som både ude og inde. Et eksempel er 

den massive gengældelse, der formelt var en national amerikansk strategi, men 

som i realiteten var nødvendig for at få den vestlige grand strategy til at hænge 

sammen i begyndelsen af 1950’erne. En grand strategy er ikke nødvendigvis 

kun en plan for at opnå et politisk mål i forhold til en modstander. Den kan 

også sigte på at sikre beroligelse af egen befolkning, politisk opbakning og alliancesammenhold. 

Der kan endvidere være både offentligt fremlagte og 

hemmeligholdte elementer i en grand strategy. Endelig rummer en grand 

strategy typisk en risikovurdering. Som et sidste træk skal nævnes, at sådanne 

strategier kan være både formelle og uformelle. Det indebærer, at de hyppigt 

er fleksible – under stadig diskussion og forandring. De behøver ikke at være 

andet end politiske planer, der ikke opfylder særlige formkrav. Både store og 

små lande har grand strategies, og politiske partier har også mere eller mindre 

udbyggede grand strategies på deres program. Den længstvarende af de 

vestlige grand strategies under den kolde krig var inddæmnings- eller containment-strategien, 

der blev formuleret i 1947 og foreslået afskaffet i maj 

1989 af præsident George Bush. Denne strategi undergik i sin lange levetid 

stadige fluktuationer mellem konfrontationsprægede og samarbejdsorienterede 

faser. 

Dansk balancepolitik i forhold til alliancen. I spørgsmålet om dansk sikkerhedspolitik 

i allianceperspektiv står ét begreb centralt i politisk sprogbrug, alliance- 

1 Jf. diskussionen i Iver B. Neumann og Henrikki Heikka, „Grand Strategy, Strategic Culture, 

Practice. The Social Roots of Nordic Defence“, Cooperation and Conflict: Journal of the Nordic 

International Studies Association, Vol. 40(1), 2005, ss. 5-23. 


solidaritet eller allianceloyalitet. Et andet ofte anvendt udtryk for det samme 

er „troværdighed“, men dette ord blev næsten slidt op i firserne, hvilket kan 

ses som udtryk for, hvor centralt netop spørgsmålet om alliancesolidaritet 

stod i den sikkerhedspolitiske strid. I en mere præcis formulering ville man 

sige troværdighed som alliancemedlem. I fagsproget kan man tale om en forpligtelsesstrategi, 

hvilket indebærer, at der ikke blot sigtes på varetagelse af egne 

interesser, men på styrkelse af samarbejdet som helhed. 

For et lille land indebar alliancemedlemskabet, at man kunne bygge sin sikkerhed 

på andre landes politiske, økonomiske og militære ressourcer – men 

også at man via de største alliancepartneres nationale grand strategies, som 

for USA’s vedkommende havde global rækkevidde og lå et niveau over alliancens 

strategi, uvægerlig var inddraget i, afhængig af og nød godt af en politisk, 

økonomisk og militær strategi, som man ikke havde nogen egentlig indflydelse 

på – og i mange tilfælde næppe heller nogen forventning om eller 

ønske om at kunne påvirke. For eksempel så man ikke fra dansk side noget 

større behov for europæisk indflydelse på kernevåbenstrategien eller for at 

skabe særlige kernevåbenpolitiske koblinger mellem Europa og USA. 2 Dette 

uanset, at det netop var den amerikanske kernevåbenstrategi, som i 1950’erne 

udgjorde det reelle forsvar af Danmark. I 1950’erne overtrumfede den amerikanske 

magtprojiceringsevne i det nordiske område i overordnet forstand 

den sovjetiske, hvilket indebar, at Danmark nu befandt sig i en asymmetrisk bipolær 

situation og ikke som før sin tiltræden af Atlantpagten stod i en symmetrisk 

bipolær situation. De små lande i alliancen kunne alt i alt forvente at 

trække mere ud af fællesskabet, end de selv havde skudt ind, men foruden 

fordelene indebar medlemskabet også bindinger og risici. 

Danmarks forventning til alliancepartnerne var, at de om nødvendigt ville 

være rede til at ofre deres soldaters liv for at forsvare Danmark. Den solidaritet, 

Danmark her regnede med fra de andre allieredes side, modsvaredes af 

forventninger fra deres side. Ud over danske liv havde Danmark mere at bidrage 

med i dette asymmetriske regnskab, end man måske skulle tro. 

Umiddelbart forventedes to ting: som det vigtigste politisk opbakning til alliancens 

og de enkelte allieredes politik og som det næstvigtigste et bidrag til 

det fælles forsvar i samme størrelsesorden som andre allieredes. Hertil kom 

som noget meget afgørende den strategiske betydning af dansk territorium, 

der under bestemte forudsætninger ville være vigtigt for hele Nordvesteuropas 

og Centralfrontens forsvar under en krig. De allieredes adgang til installationer 

i Grønland og på Færøerne, samt til efterretningsoplysninger indhentet 

via danske installationer mv. indgik ligeledes i den samlede vurdering. 

Frem til slutningen af 1950’erne havde baserne i Grønland stor betydning for 

det amerikanske Strategic Air Commands krigsplaner og fredstidsrekognosce- 

2 Nikolaj Petersen, Europæisk og globalt engagement 1973-2003 (Dansk udenrigspolitiks historie, 6), 

2004, s. 190f. 


ing. Siden da har installationerne i Grønland og på Færøerne primært været 

vigtige for strategisk varsling og overvågning i det nordatlantiske område. 

Øst-Vest-forholdet. Østpolitikkens formål. Balancer og faldgruber. I Øst-Vest-perspektivet 

var sikkerhedspolitikken en balancegang mellem eget forsvarsbehov og 

ønsket om regulering eller forbedring af forholdet til den potentielle modstander. 

I sidste instans lå der som en integreret del af denne vestlige politik 

en bestræbelse på at fremkalde en forandring af modpartens samfund. I 

denne balancegang søgte man at undgå at falde i to „fælder“. Den første 

fælde var en uhensigtsmæssig eller farlig provokation af modparten, den anden 

uhensigtsmæssig eller farlig eftergivenhed. Det klassiske eksempel på en 

sådan politik, der søgte at undgå fælderne, var Harmel-rapportens balance 

mellem forsvar og afspænding. 

Dansk balancepolitik i forhold til Øst. Danmark var som frontlinjestat i Øst-Vestkonflikten 

i særlig grad afhængig af forholdet mellem Øst og Vest. Det er 

klart, at Danmark som småstat kun havde begrænset indflydelse på Øst-Vestforholdet. 

Under de givne omstændigheder var manøvrerummet for selvstændige 

initiativer beskedent, og Danmarks muligheder bestod primært i at 

bakke op om den fælles alliancepolitik og søge at påvirke den i en retning, 

som efter dansk mening kunne bidrage til stabilitet eller forbedring i forholdet 

mellem Øst og Vest. I overensstemmelse med, at alliancepolitikken havde 

større vægt end relationerne til østblokken, har beskrivelser af dansk sikkerhedspolitik 

traditionelt deres tyngdepunkt i Vest, i beskrivelsen af alliancedilemmaet, 

og hvordan Danmark under vekslende internationale forhold har 

håndteret spændingerne mellem forpligtelsesstrategiens alliancesolidaritet, 

generelle danske hensyn og en undertiden skeptisk dansk opinion. 

„Alliancespillet“ og indenrigspolitikken har været i centrum. Med denne udredning 

er perspektivet flyttet østpå. Der har ikke tidligere været gennemført 

en undersøgelse med så stor koncentration om den østlige militære trussel, 

østlige efterretningsoperationer mod Danmark og østlig påvirkning af den 

danske sikkerhedspolitiske debat. Ej heller har der tidligere været adgang til 

et så stort materiale om disse forhold som i denne udredning. „Modstanderspillet“ 

er dermed rykket nærmere fokus. Dette rejser spørgsmålet, om undersøgelsen 

giver anledning til at revidere det hidtidige billede, og om perspektivforskydningen 

mod øst har skabt en ny forståelsesramme for eller nye fortolkninger 

af dansk sikkerhedspolitik. Kommissoriet ønsker på dette område 

belyst, om dansk sikkerhedspolitik var direkte eller indirekte påvirket af sovjetiske 

synspunkter, med andre ord, om dansk sikkerhedspolitik udviste træk 

af eftergivenhed og affindelsespolitik i forhold til Sovjetunionen. De elementer 

af dansk sikkerhedspolitik, der er undersøgt i den forbindelse, er dem, der 

tilnærmer sig eller er parallelle med sovjetiske interesser eller positioner. 

Videre er det søgt vurderet, om en sådan tilnærmelse eller overensstemmelse 


var konsulteret med de allierede eller byggede på en fast forankring i alliancen, 

således at Danmark kunne forfølge disse punkter som en balancepolitik 

med udsigt til modydelser og fordele – uden risiko for at forfalde til eller 

skabe mistanker om eftergivenheds- eller affindelsespolitik over for Sovjetunionen. 

I kraft af den bipolære opdeling af verden havde Danmark kun en tynd 

politisk dagsorden i forhold til Øst. Med sit alliancemedlemskab i ryggen 

kunne Danmark som udgangspunkt afvikle denne dagsorden inden for rammerne 

af en balancepolitik. Under hensyn til den bipolære verdensordens 

jernhårde logik forekommer det i øvrigt tvivlsomt, om en dansk eftergivenhedspolitik 

eller affindelsespolitik ville have været acceptabel for alliancen. 

Ud fra dette ræsonnement må realiserede danske indrømmelser i forhold til 

østlige interesser i udgangspunktet anses for af både danske og allierede aktører 

at være blevet vurderet som et acceptabelt quid pro quo og dermed som 

balancepolitik. 

For de to første af de undersøgte perioder er situationen relativt klar, og 

der er konkluderet allerede i de respektive kapitler i bind 1 og 2. Konklusionerne 

opsummeres kort og sættes i sammenhæng nedenfor. For 1980’ernes 

vedkommende er billedet af vestlig, østlig og dansk sikkerhedspolitik 

mere kompliceret. Konklusionen for 1980’erne sker først i det efterfølgende. 

Perioden 1949-1962 var præget af spænding, kaprustning og atomtrusler. 

Vestens, hvilket primært vil sige USA’s, grand strategy var inddæmning eller 

containment (frem til midten af 1950’erne suppleret med den i overvejende 

grad hemmelige ’roll back’) og massiv nuklear gengældelse af et østligt angreb. 

Hovedelementet i strategien var en ’langsigtet, tålmodig, men fast og årvågen 

inddæmning af russiske ekspansive tendenser’. Inddæmningsstrategien 

forblev med mange svingninger i kraft frem til midten af 1989. Nogle af de 

vigtigste elementer i den vestlige grand strategy var et eksklusivt anliggende 

for alliancens største medlemmer. Den massive gengældelse havde de menige 

medlemmer ingen indflydelse på, selv om den var af stor betydning for deres 

situation, og det samme gjaldt roll back, som de knapt nok kendte til. 

I perioden op til 1940 havde dansk udenrigspolitik været præget af eftergivenhed 

over for Tyskland. Da Danmark i perioden 1949-1962 blev konfronteret 

med den sovjetiske trussel, behøvede man på grund af NATO-medlemskabet 

ikke give efter for sovjetiske krav og ønsker, men kunne henholde sig til 

en forpligtelsesstrategi over for alliancens politik, om end på behørig, diskret 

afstand af Vestens ’store’ atompolitik, den massive gengældelse, som først og 

fremmest var USA’s område. Undersøgelsens konklusion er, at Danmark i 

højere grad end det normalt antages, kunne føre balancepolitik og dermed 

modstå tendenser til eftergivenhed eller affindelsespolitik over for østblokken. 

Således vurderes direkte sovjetisk pres ikke at have været en dominerende 

faktor ved formuleringen af de danske stationerings- og atomforbehold 

(se kapitel 12 og 13). Forbeholdene synes i vid udstrækning at have været betinget 

af interne danske overvejelser. En balancepolitisk forpligtelsesstrategi i 


forhold til alliancen var periodens altoverskyggende kendsgerning i dansk sikkerhedspolitik, 

mens en af alliancen accepteret balancepolitik i forhold til 

Sovjetunionen i sammenligning hermed allerede i omfang var et marginalt 

fænomen med en forholdsvis kort dagsorden. 

Perioden 1963-1978. Også i denne periode var inddæmning og magtbalancetænkning 

den overordnede grand strategy. Efterhånden faldt spændingsniveauet, 

og der kom små huller i dæmningen med elementer af afspænding 

og våbenkontrol. Nyt i denne periode var, at Harmel-formlens ’forsvar og afspænding’ 

ved siden af at være NATO’s politik blev opfattet som et element i 

vestlig grand strategy. På det nukleare område indgik nu gensidigt sikret ødelæggelse 

(MAD) og fleksibelt svar (flexible response) i doktrinerne. Heri lå 

bl.a., at der i NATO blev lagt større vægt på opbygningen af et egentligt konventionelt 

forsvar. I dette system var paritet eller ligevægt mellem parterne 

nøgleord. Dette underbyggede en opfattelse af, at Sovjetunionen havde legitime 

sikkerhedsinteresser. Især tyskerne videreudviklede med udgangspunkt i 

Harmel-formlen deres variant af den overordnede vestlige strategi til at være 

’militær ligevægt og samarbejde’. Der var overordnet set stadig tale om inddæmning 

og magtbalancetænkning, men tillige var der nedenunder opstået 

et sikkerhedsregime. Ved et sikkerhedsregime forstås de principper, normer, 

regler og procedurer på det sikkerhedspolitiske område, hvorom der hersker 

principiel og grundlæggende enighed blandt aktørerne. De grundlæggende 

normer i sikkerhedsregimet var paritet og samarbejde. I samarbejdsdimensionen 

introduceredes i denne periode Østpolitik og CSCE. De to sidste elementer 

kan sammenfattes i det franske ord for afspænding, détente. Disse års 

amerikanske variant af den vestlige grand strategy var ikke mere forskellig fra 

den tyske, end at de to kunne forliges uden større spændinger, men ’samarbejde’ 

bestod dog for amerikanerne først og fremmest i våbenkontrol med 

Sovjetunionen, mens den tyske samarbejdsdagsorden var bredere. De første 

tegn på, at den relative transatlantiske harmoni var ved at blive anfægtet, og 

at en konkurrerende amerikansk grand strategy var under udvikling, satte ind 

fra midten af 1970’erne, hvor détente blev et tabuord i Ford-administrationen. 

Et frontalangreb på Kissinger-æraens paritetstankegang og våbenkontrol 

var sat ind i USA. 

Det udvidede samarbejde med østlandene rejste det dilemma, som er forbundet 

med at søge kontakt og samarbejde med et inhumant system som det 

sovjetiske. I sin groveste form lyder dilemmaet, om man moralsk kan forsvare 

over for de undertrykte at sætte sig til forhandlingsbordet med undertrykkerne 

for at øge sin egen sikkerhed. En gordisk knude mellem østborgernes 

frihed og vestborgernes sikkerhed. Parallelt hermed var der et vestpolitisk dilemma 

for østblokkens ledere: hvordan kunne de åbne sig for Vestens økonomiske 

modernitet og teknologi, som de havde behov for, uden at blive smittet 

af vestlige politiske og ideologiske værdier og derved dømme sig selv til at forsvinde? 


Aleksandr Solsjenitsyn og Vladimir Bukovskij har givet meget forskellige 

svar på disse spørgsmål. Solsjenitsyn erklærede i 1973 til Le Monde: „Udsat for 

verdensoffentlighedens lys trækker vort fængsel sig tilbage og skjuler sig. […] 

Vesten har ved sine protestkampagner allerede hjulpet og frelst mange forfulgte 

mennesker hos os.“ Modsat anklagede Bukovskij skarpt de vestlige regeringer 

for at have ofret dissidenternes sag til fordel for Øst-Vest-afspændingen. 

3 Den konservative britiske udenrigsminister Douglas Hurd har til 

disse spørgsmål sagt: „Dengang [da Helsingfors-slutakten blev undertegnet] 

var vi i den konservative opposition tilbøjelige til at affeje Slutaktens menneskerettighedsbestemmelser 

som tom snak. Vi tog fejl. De gav Vesten et håndtag 

til at åbne, langsomt og med tilbageslag, nogle af sovjetsystemets mørke 

skodder og lukke lys ind“. 4 Helmut Kohl er inde på det samme i sine erindringer, 

hvor han nævner det som en af sine politiske fejl, at han i sin tid 

stemte mod Helsingfors-aftalen. 5 I 1983, da dilemmaet var blevet et endnu 

mere ømfindtligt tema i de transatlantiske diskussioner om den rette grand 

strategy for Vesten, sagde den netop fratrådte konservative britiske udenrigsminister 

Lord Carrington henvendt til kredse i Washington: „Ej heller har vi 

råd til en grov, endimensional moralisme. John Foster Dulles sagde engang, 

at der ikke kunne være tale om en ’egoistisk handel med de indespærrede 

folks despotiske ledere’. Jeg tvivler. De rigtige handler med de rigtige despoter 

kan ofte være i både vores og de undertryktes interesse.“ 6 Potentialet i et 

samarbejde med østlandene blev således vurderet meget forskelligt i samtiden, 

men set med nutidsøjne skabte CSCE-processen, østpolitikken og det øvrige 

samarbejde en ny dynamik, hvor det i mindre grad var muligt at holde 

grænserne hermetisk lukkede, hvad der på sigt fik betydelige konsekvenser 

for det østlige system. I en vis forstand blev de østlige magthavere bekræftet i 

deres angst for en vestlig „aggression på listesko“, og en del af grundlaget for 

de ’stille revolutioner’ i Østeuropa blev formodentlig lagt her (se bl.a. kapitel 

3 og 60). 

’Militær ligevægt og samarbejde’ blev oplevet som en gunstig strategi for 

Danmark. Den vurderedes at rumme en mindre trussel fra østblokken og derfor 

også et mindre pres for balancering i forhold til alliancen og til de dele af 

den vestlige grand strategy, som man var uden indflydelse på. Danmark rykkede 

lidt højere op på indflydelsesaksen og kunne begynde at interessere sig 

for andre ting end alliancen, f.eks. for udviklingspolitik. Tilpasningspresset i 

forhold til både Øst og Vest var noget mindre i denne periode end i den foregående, 

men nogen væsentlig forskel i forhold til det hidtidige billede var der 

3 Begge hos Marie-Pierre Rey, Le dilemme russe. La Russie et l’Europe occidentale d’Ivan le Terrible à Boris 

Eltsine, 2002, s. 309. I anden halvdel af 1960’erne etablerede en række vestlige fagfolk protestgrupper 

for at komme forfulgte sovjetiske kolleger til hjælp. 

4 Douglas Hurd, The Search for Peace, 1997, s. 105. 

5 Helmut Kohl, Erinnerungen1930-1982, 2004. 

6 Lord Carrington, „The 1983 Alastair Buchan Memorial Lecture“, s. 151. 


dog ikke tale om. Danmark befandt sig stadig i en markant asymmetrisk bipolær 

situation. Alt i alt havde man ganske vist fået en mere åben verden, men 

forpligtelsesstrategien i forhold til alliancen og uanfægtet tilhørsforhold til 

Vest var fortsat dominerende. Fast forankring i alliancen muliggjorde en vis 

forøget kontakt til østlandene inden for en balancepolitik og uden, at der 

blev tale om eftergivenhed eller affindelsespolitik. 

Perioden 1979-1991. Den sidste periodes vestlige grand strategy så en revitalisering 

af inddæmningsstrategien, som levede videre til 1989. Første halvdel 

af perioden var præget af tiltagende spænding og krise for détente, CSCEproces, 

våbenkontrol og magtbalancetænkning, som alle blev udfordret. 

Harmel-formlen om forsvar og afspænding, samt flexible response, af USA 

suppleret med gensidigt sikret ødelæggelse, var formelt stadig gældende, 

men reelt under pres i USA. På det militærpolitiske område skete der en betydelig 

opprioritering af alliancens konventionelle forsvar. Tendenserne til 

transatlantisk uenighed om den vestlige grand strategy tog fart. Det er en forenkling 

at kalde det en transatlantisk uenighed, selv om det var, hvad den 

først og fremmest var. I realiteten var der hårde kampe om strategien også 

internt i Washington, og de amerikanske opfattelser havde deres forskellige 

klientel i Europa. Uenigheden kunne ikke formuleres åbent i NATO-rammen, 

der formelt fungerede videre efter den hidtidige konsensus om paritet 

og et vist samarbejde med østlandene. I nogen grad fungerede NATO under 

den herskende uenighed som en arena for vestlig enighed, mens de kontroversielle 

emner kunne placeres på nationalt grand strategy-niveau uden for 

NATO-rammen – i et ’vestspil’. I vestspillet udkrystalliserede der sig to skoler, 

som ikke kunne undgå at få indflydelse både på alliancen og det transatlantiske 

forhold. Den ene skole arbejdede videre med en balancepolitik efter ligevægts- 

og samarbejdstankegangen, mens den anden, primært amerikanske skole 

opererede med en dominanspolitik ud fra en overlegenheds- eller sejrstankegang 

og en stærk revitalisering af containment. Repræsentanter for den sidste skole 

fandtes blandt andet i det nationale sikkerhedsråd, i CIA og i Pentagon og 

støttede sig i visse henseender til generelle tendenser i Reagan-administrationen. 

Efter 1983 kunne de i den konkrete udførelse ikke altid regne med præsidentens 

støtte. Bag de udslag af transatlantisk uenighed, som første halvdel 

af perioden var rig på, skjulte sig to vidt forskellige opfattelser af, hvad den 

vestlige grand strategy skulle være. 

Mest fyndigt og med en vis autoritet, fordi ordene kom fra dobbeltbeslutningens 

far, den tidligere kansler Helmut Schmidt, lød støtten til Vestens hidtidige 

grand strategy, ligevægtsstrategien: „De europæiske regeringer har ikke 

en tøddel interesse i en økonomisk krig. De lægger vægt på ligevægt og stabilitet“. 

7 En del vesteuropæere ville dog gerne følge amerikanerne et stykke på 

7 Helmut Schmidt, Eine Strategie für den Westen, 1986, s. 85. Amerikansk udgave 1985. 


vej i den nye oprustnings- og konfrontationspolitik, tydeligst „Stahlhelm“gruppen 

i Tyskland, der stod over for „Genscheristerne“, 8 men de fleste kun 

selektivt, og de var afvisende over for at fremskynde deres egne rustningsinitiativer. 

Mens amerikanerne lagde kursen om fra diplomati til fjendtlighed 

over for Sovjetunionen, var vesteuropæerne tøvende over for at skære ned på 

deres egne diplomatiske og kulturelle kontakter med østlandene. De afviste i 

flere tilfælde økonomiske sanktioner mod Sovjetunionen og mente, at afspændingen 

i Europa skulle isoleres fra sovjetisk-amerikansk konfrontation 

andre steder i verden. Endvidere fandt de, at det kunne påføre de østeuropæiske 

befolkninger store lidelser, hvis man tvang Sovjetunionen tilbage i 

autarki. Man risikerede, hed det, at forstærke den østlige belejringsmentalitet, 

som modsatte sig selv de mest påtrængende behov for et åbent, fleksibelt 

og effektivt politisk-økonomisk samarbejde. I et engageret forsvar for ligevægtsstrategien 

skrev Forbundsrepublikkens udenrigsminister Hans-Dietrich 

Genscher i 1982 til det amerikanske publikum: „Spørgsmålet om de vestlige 

demokratier vil være i stand til at mønstre styrke til en politik, som – i en lang 

overgangsperiode – opretholder en magtbalance og samtidig rækker en hånd 

frem til samarbejde, dette spørgsmål vil mere end noget andet være afgørende 

for hele menneskehedens fremtid.“ 9 Et mindst lige så fundamentalt opgør 

med Reagan-administrationens grand strategy foretog NATO’s kommende 

generalsekretær Lord Carrington i 1983. 10 Endelig tilsluttede Margaret 

Thatcher sig i september 1983 denne tankegang med bemærkningen: „Vi er 

nødt til at omgås Sovjetunionen. Men vi må omgås med den, som den er, ikke 

som vi gerne ville have, at den er. Vi bor på den samme planet, og vi skal vedblive 

med at dele den.“ 11 Der blev tegnet streger til en europæisk udenrigspolitisk 

identitet, hvori den tyske opfattelse af sig selv som en ’civilmagt’, uanset 

det stærke tyske forsvar, spillede en vis rolle. 

Det står ikke mindst efterfølgende klart, at den amerikanske administration 

havde en helt anden opfattelse af forholdet til Sovjetunionen end selv 

trofaste NATO-støtter i Europa. Som Richard Perle har sagt: „[…] vores virkelige 

præference var ikke paritet, men sejr. Man får ikke en sejr ud af paritet. I 

bedste fald holder man den bare gående, og vi ønskede ikke bare at holde 

den gående.“ 12 I marts 1981 13 og i slutningen af januar 1982 14 besluttede præ- 

8 Werner Filmer, Heribert Schwan, Hans-Dietrich Genscher, 1988, s. 286. 

9 Hans-Dietrich Genscher, “Toward an Overall Western Strategy for Peace, Freedom and Progress,“ 

Foreign Affairs 61, no. 1 (Fall 1982), s. 42-46, 66. 

10 Lord Carrington, „The 1983 Alastair Buchan Memorial Lecture“, s. 146-153. Email fra Lord 

Carrington til DIIS af 24. februar 2005. 

11 Margaret Thatcher, Speech at the Winston Churchill Foundation Award Dinner, 29. september 1983. 

12 Interview med Richard Perle, National Security Archive, 30. marts 1997. 

13 Seyom Brown, The Faces of Power. Constancy and Change in United States Foreign Policy from Truman to 

Clinton, 1994, s. 403. 

14 Peter Schweizer, “Who broke the Evil Empire?“ National Review, May 30, 1994, vol. 46, #10. De tilstedeværende 

var – ud over præsident Reagan – George Bush, Alexander Haig, Caspar Weinberger, 


sident Reagan og en kreds af ledende rådgivere henholdsvis at igangsætte 

hemmelige operationer til støtte for modstandere af regimer og regeringer i 

prosovjetiske og sovjetdominerede lande, og til understøttelse af lande, som 

var truet af sovjetsympatiserende oprørsbevægelser, samt at iværksætte en 

hemmelig strategisk offensiv mod Sovjetunionen. Sidstnævnte omfattede et 

bredt ideologisk, militært og økonomisk pres med det formål at trænge 

Sovjetunionen i defensiven. Der skulle skabes en ny situation med amerikansk 

overlegenhed (se især kapitel 78). 15 Détenten måtte vente, indtil Sovjetunionen 

var blevet fuldstændig tæmmet af konkurrencen fra et nyvakt og beslutsomt 

Vesten. Der var selvsagt tale om en global, amerikansk strategi, som 

ikke var formuleret ind i den regionale NATO-ramme, men strategien og 

dens konkrete udslag udgjorde desuagtet en vigtig baggrund for alliancens 

politik og udviklingen af de sovjetiske perceptioner. Efter midten af 

1980’erne svingede amerikanerne imidlertid på nogle områder over til en 

mere forsonlig politisk linje. Opinionens frygt for en kernevåbenkrig var blevet 

en betydelig politisk faktor både i USA og Vesteuropa, og det store amerikanske 

budgetunderskud pegede i retning af nedskæringer på forsvarsbudgettet. 

I 1985 åbnede USA for våbenkontrolforhandlinger på en række områder. 

Med dette politikskift indtrådte den sidste af de cykliske fluktuationer, 

som havde karakteriseret amerikansk sovjetpolitik siden starten af den kolde 

krig. 16 

Uenigheden om sikkerhedspolitikken var blevet en realitet både internt i 

USA og Vesteuropa og i det transatlantiske forhold. For første gang stod 

Vesten med to markant forskellige grand strategies, der begge havde NATO 

som en del af deres grundlag. Allerede af den grund, at sejrsstrategien ikke 

var klart identificeret for NATO-partnerne, blev NATO-hovedkvarteret måske 

ikke så stærkt påvirket, som man kunne forvente. Selvfølgelig skabte forskellighederne 

vanskeligheder for alliancesammenholdet, men på den anden 

side var situationen som nævnt den, at NATO var stedet, hvor man kunne 

koncentrere sig om at behandle de sager, der var rimelig udsigt til at enes om. 

Forenklet sagt kunne en moderat, pragmatisk koalition bestående af bl.a. 

Bill Clark, Ed Meese, Bill Casey og Richard Pipes. I månederne efter dette møde arrangerede CIA’s 

direktør Bill Casey, at CIA skulle støtte Solidaritet i Polen med avanceret kommunikationsudstyr, 

radioudstyr og tv-udstyr mm. for ca. 8 mio. dollars om året. Efter mødet begyndte udarbejdelsen af 

en ny amerikansk sikkerhedsstrategi (NSDD 32), som præsidenten godkendte i maj 1982. Ifølge sikkerhedsrådgiveren 

Bill Clark gjorde præsidenten det klart, at USA ikke accepterede (was not resigned 

to) status quo med hensyn til sovjetisk dominans over Østeuropa. Hermed sigtede Clark muligvis 

til et afsnit, som er slettet i den afklassificerede version af dokumentet. 

15 Foruden i NSSD 32 blev den nye amerikanske strategi formuleret i NSSD 54, 66 og 75. Se hertil i 

starten af kapitel 78. Se endvidere bl.a. Peter Schweizer, Victory: The Reagan Administration’s Secret 

Strategy That Hastened the Collapse of the Soviet Union, 1994, s. xiv-xvii; Robert M. Gates, From the Shadows. 

The Ultimate Insider’s Story of Five Presidents and How They Won the Cold War, 1996; heri om operationer 

i den tredje verden, s. 249-57, og i Polen, s. 450-51. 

16 David P. Calleo, Beyond American Hegemony. The Future of the Western Alliance, 1987, s. 5. 


udenrigsminister Shultz, tyskerne, briterne, canadierne, danskerne og nordmændene 

– og senere Lord Carrington – i NATO-rådet holde en linje, hvor 

der ikke blev givet væsentlige indrømmelser til Weinberger-Perle-linjen, som 

primært blev ført frem i Militærkomiteen. 

I krydspresset fra de to grand strategies blev den traditionelle sikkerhedspolitiske 

konsensus alvorligt anfægtet i en række vesteuropæiske lande. Det 

danske socialdemokratis reservationer i forbindelse med dobbeltbeslutningen 

i 1982-1983 var ikke nogen dansk særudvikling, men nærmest ord til andet 

kalkeret efter den tilsvarende politik i de andre vesteuropæiske socialdemokratier 

og undertiden formuleret i detaljerede fælleserklæringer fra 

Scandilux-møderne, eksempelvis Bruxelles-mødet i oktober 1983. I sin substans 

afspejlede store dele af det danske Socialdemokratis politik på INF-området 

den konsensus, der var etableret i Scandilux. En undtagelse var den af 

det norske Arbeiderparti inspirerede udskydelse af Danmarks indbetaling til 

NATO’s infrastrukturmidler, der gik videre end en reservation. Overalt i 

Nordvesteuropa blev den i Scandilux formulerede INF-politik mødt af modstand 

både internt i partierne og fra borgerlig side. I den forbindelse skal 

man ikke forbise den legitimerende effekt af at være led i en bredere tværnational 

bevægelse. Det er vanskeligt at forestille sig, at de danske socialdemokrater 

ville have ført den politik de gjorde, hvis de havde stået isoleret i 

Europa. 17 Man kan imidlertid heller ikke forbigå, at denne linje blev lagt af 

socialdemokratier, der på det tidspunkt alle var i opposition. Det er ofte blevet 

anført, at de europæiske socialdemokratiers politik var begrundet i en 

frustreret opportunisme, som var forårsaget af deres oppositionsrolle. Det er 

dog diskutabelt, om den opfattelse fanger essensen af den foreliggende situation. 

Der var i stigende grad tale om utålmodighed med konfrontationselementerne 

i den amerikanske linje, og at man ønskede at bygge videre på den 

hidtidige ligevægts- og samarbejdsstrategi. 

SPD’s sikkerhedspolitik blev udformet og drevet frem af de samme mænd, 

som i de foregående 20-25 år havde konciperet og praktiseret den tyske 

Ostpolitik og ført den frem til succes og konsensus. Trods indledende skepsis 

mod både Ostpolitik og CSCE fra en del borgerlige kredse i Tyskland og 

Europa som helhed blev de positive resultater efterhånden bredt anerkendt i 

Vesten. SPD’s nye sikkerhedspolitiske grundlag var tænkt ind i rammerne af 

ligevægtsstrategien og det hidtidige koncept for vestlig østpolitik og var som 

udtrykkelig fremhævet fast forankret i NATO-medlemskabet. Der var intet i 

de vesttyske sikkerhedskoncepter, som Socialdemokratiet trak på, der indicerede, 

at NATO-medlemskabet ville blive anfægtet. De tyske socialdemokrater 

fremhævede altid, at NATO-medlemskabet var en del af deres nye sikkerhedskoncept. 

Denne position var så vigtig for Egon Bahr, at han afgav en mindre- 

17 Nikolaj Petersen, „Scandilux og Danmark“, s. 72-77, i Søren Møller Christensen (red.), Man har et 

standpunkt … Socialdemokratiet og sikkerhedspolitikken i 80’erne. En debatbog, 1984, s. 64-81. 


talsudtalelse herom i Palme-kommissionens rapport, hvori det bl.a. hedder: 

„Alliancerne forbliver uundværlige for stabilitet og sikkerhed. Deres princip 

om, at krænkelse af en partners grænse skal betragtes som et angreb på alle 

andre, er også i overensstemmelse med princippet om fælles sikkerhed. 

Fælles sikkerhed kan kun nås sammen med alliancerne og deres ledende 

magter, ikke imod eller uden dem.“ 18 

For en samlet betragtning er det ikke en overbevisende tolkning af presset 

på den sikkerhedspolitiske konsensus i Vesteuropa at reducere det til en konsekvens 

af socialdemokratiernes oppositionsrolle og deraf følgende opportunisme. 

Der er selvsagt betydelige indenrigspolitiske elementer i ethvert lands 

udenrigspolitik, men en opportunismetolkning overser dybden af den historiske 

opbrudssituation og den forandrede sociale kontekst. Den forbigår endvidere 

konsekvenserne af, at alliancen for første gang var stærkt påvirket af 

konkurrerende grand strategies, samt at det tyske socialdemokrati havde udført 

et principielt funderet arbejde med videreudvikling af alliancens hidtidige 

grand strategy, ligevægts- og samarbejdsstrategien. Hvad angår de danske 

socialdemokrater, ser det ud til, at de primært brugte samarbejdet med SPD i 

det daglige, aktuelt betonede arbejde, mens de i mindre grad havde blik for 

de langsigtede, principielle sider af SPD’s politik. 

Trusselsvurderinger i de to vestlige strategier. I de to konkurrerende, grundlæggende 

NATO-loyale vestlige grand strategies finder man ikke overraskende 

ganske forskellige vurderinger af den østlige trussel. Den politiske funktion af 

disse forskellige vurderinger var lige så indlysende at underbygge argumentationen 

og grundlaget for de to opfattelser. I den amerikanske sejrsstrategi 

gjorde to modsatrettede tendenser sig gældende. En tendens til at male den 

østlige trussel i meget mørke farver og understrege den østlige overvægt og 

heroverfor som en anden tendens den opfattelse, at Sovjetunionen var blevet 

så svagt, at det kunne tvinges i knæ eller „besejres“ inden for overskuelig tid. 

I fortsættelse heraf blev det konstateret, at netop denne modsætning mellem 

styrke og svaghed betød, at den sovjetiske trussel var kommet ind i en særlig 

farlig fase. 

Heroverfor stod ligevægtsstrategiens trusselsopfattelse. På vesteuropæisk 

side var Helmut Schmidt igen en autoritativ repræsentant for ligevægtsstrategien. 

Dels havde han fra sin forsvarsministertid og kanslertid betydelig sagkundskab, 

dels var han i kraft af hele sit sikkerhedspolitiske engagement uden 

for direkte mistanke om at ville bagatellisere truslen. Schmidts opfattelse var, 

at den sovjetiske konventionelle overlegenhed ofte blev overdrevet, især fra 

amerikansk side. Hverken som forsvarsminister eller kansler havde han no- 

18 Fælles sikkerhed. Et nedrustningsprogram. Rapport fra den uafhængige kommission om nedrustnings- og sikkerhedspolitiske 

spørgsmål under Olof Palmes formandskab, 1982, s. 165. Morten Kelstrup, Fælles sikkerhed. 

Det tyske socialdemokratis opfattelse af sikkerhedspartnerskab, 1987, s. 52-55. 


gensinde været virkelig bekymret, fordi han var overbevist om den store 

kampkraft og specifikke kampværdi, som de vesttyske styrker ville udvise ved 

et østligt angreb. Samtidig var Schmidt en stærk fortaler for et tilstrækkelig 

stærkt konventionelt forsvar, som ikke var afhængigt af tidlig førstebrug af 

kernevåben. Han sagde, at hans mål om militær ligevægt ikke i sig selv kunne 

sikre freden. Dertil krævedes også vilje til at tale med hinanden, lytte til hinanden 

og indgå aftaler. 19 Det var en opfattelse, der ikke udviste nogen spor af 

ækvidistancetænkning eller eftergivenhed over for østlige synspunkter. 

Tidsdimensionen i de to strategier. Der lå helt forskellige fremtidsforventninger 

til grund for de to grand strategies. Ligevægtsstrategien var relativt statisk og 

betonede en vis stabilitet og konstans i forholdet mellem Øst og Vest. Den 

grundlæggende forudsætning for vestlig østpolitik var i de fleste kredse 

endnu i midten af 1980’erne, at opdelingen af Europa i en østlig og vestlig 

sfære ville fortsætte mange år endnu og danne et hovedvilkår for udviklingen 

af de internationale forhold. 20 Man havde vanskeligt ved at forestille sig opbrud 

og udviklinger af så gennemgribende karakter, at den herskende tilstand 

ville blive væsentligt ændret. I vesttyske kredse havde man dog siden begyndelsen 

af 1960’erne som underliggende koncept for Ostpolitik haft opfattelsen 

af, at de vestlige samfund var overlegne, og at det i tidens løb ville føre 

til store forandringer af de østlige samfund og dermed til mildnelse eller 

måske endda overkommelse af systemkonflikten gennem en egentlig politisk 

liberalisering (se kapitel 28 og 60). For en sociologisk betragtning kom dette 

tilsyneladende meget statiske og statsbaserede terrorbalancesystem til at stå i 

et stærkt spændingsforhold til de nye, anti-autoritære generationer, som voksede 

op i 1960’erne og 1970’erne uden krigserfaringer. Nye identitetsansatser 

i disse generationer udgjorde et vækstlag for protester mod fænomener, der 

blev anset for at true „livsverdenen“, og den kolde krigs strukturer blev tydeligt 

anset for en utålelig trussel og begrænsning. Tilsvarende tendenser 

gjorde sig gældende i østlandene, om end i mindre grad og mere indirekte, 

idet de her primært var rettet mod regimerne. 

Over for den tålmodige, langsomt arbejdende ligevægtsstrategi var sejrsstrategien 

meget mere dynamisk. Den særdeles risikovillige dominanspolitik, 

som den blev udmøntet i både offentligt – og især hemmeligt – tydede i sig 

selv på, at man ikke forestillede sig et forløb, der ville strække sig over årtier. 

I modsætning til ligevægtsstrategiens samarbejdsorienterede, balancepolitiske 

linje, opererede sejrsstrategien med „fred gennem styrke“ og „forhandling 

ud fra styrke“. Man kan indfortolke en form for utålmodighed i sejrsstrategien, 

en utålmodighed med en situation, som man fandt absurd og måske 

endda umoralsk: i en uoverskuelig årrække at skulle indrette sig på militær 

19 Helmut Schmidt, Menschen und Mächte, 1987, ss. 143-146. 

20 Øst-Vest forholdet. Vestlige muligheder i østpolitikken, 1984, s. 212f. 


paritet med en modstander, som man i virkeligheden mente at være overlegen 

i enhver henseende, og som man fandt repræsenterede et utåleligt tyranni. 

Vurdering af de to strategier. Eksistensen af to konkurrerende vestlige sikkerhedsopfattelser 

var et nyt og forvirrende fænomen for Moskva, men tydeligvis 

ikke udtryk for nogen sindrigt udtænkt vestlig plan. En sådan tanke gendrives 

allerede af den betydelige bitterhed og gensidige foragt, som ofte indgik i forholdet 

mellem repræsentanterne for de to strategier. I CDU/CSU’s Stahlhelm-gruppering 

skyede de fleste Genscheristerne som djævelen skyer vievand. 

Der er mange forskellige fortolkninger af effekten af de to grand strategies 

på udfaldet af INF-forhandlingerne, på det sovjetiske udenrigspolitiske kursskifte, 

på ændringen af sovjetisk militærdoktrin, på revolutionerne i Østeuropa 

og på Sovjetunionens endelige sammenbrud. Mange af forklaringerne 

hæfter sig alene ved den ene strategis fortrin frem for den anden, mens 

færre er åbne for, hvordan kombinationen af de to strategier kunne tænkes 

at have påvirket udfaldet. ’Loven’ om de uventede resultater viste sin gyldighed 

også i 1980’erne ved, at processer og årsagssammenhænge viste sig at 

være mere komplicerede, end repræsentanterne for de respektive grand strategies 

havde forestillet sig. Både dengang og i dag står en del af datidens aktører 

relativt uforstående over for den tanke, at repræsentanterne for de to 

strategier i et vist omfang trak på samme hammel, men der er mange undtagelser. 

Således kan man se George Shultz og James F. Matlock som eksponenter 

for kombinationstankegangen (se kapitel 60). 21 

Der argumenteres i udredningen for, at det var Sovjetunionens egen relative 

svækkelse, der var omdrejningspunkt for det udenrigspolitiske kursskift. 

Modstykket hertil er selvsagt den omgivende verdens sociale og økonomiske 

styrke. Denne hovedforklaring suppleres med to hjælpeforklaringer. 

Den første hjælpeforklaring drejer sig om idépolitiske påvirkninger af det 

udenrigspolitiske skift i Sovjetunionen og årsagerne til den specifikke udformning 

af den nye sovjetiske politik. For en nærmere behandling af disse 

spørgsmål henvises til kapitel 60, hvor der er en gennemgang af indflydelsen 

fra Helsinkiprocessen og den tyske Ostpolitik, men også af de forsøg på en 

videreudvikling af ligevægts- og samarbejdsstrategien, som 1980’erne var præ- 

21 I forlængelse af, eller måske snarere forud for den sædvanlige fortolkning inden for „amerikansk 

triumfalisme“, ligger en dristig dansk fortolkning af, at en total, global, ikke-voldelig krig alene førte 

til vestlig „sejr“ og østlig „kapitulation“, se Bertel Heurlin, „Sovjetunionens frivillige kapitulation. 

Afslutningen af den kolde krig tolket i clausewitzske krigstermer“, i Morten Kelstrup (red.), Bidrag 

til studiet af international politik og den ny europæiske udvikling, 1990, s. 71-100. En kort oversigt over forklaringsmodeller 

findes i Palle Roslyng-Jensen, „„vi vandt den kolde krig“ – og andre forklaringer på 

den kolde krigs ophør!“, Noter, nr. 163, december 2004, udg. af Historielæreforeningen for gymnasiet 

og HF, s. 22-34. 


get af, mest repræsentativt afspejlet i tænkningen om fælles sikkerhed, og 

hvor der argumenteres for, at dette arbejde spillede en rolle for formuleringen 

af den nye sovjetiske politik. I øvrigt kan det i parentes bemærkes, at 

det danske sikkerhedspolitiske flertals politik på en del punkter svarede til 

tanker, der var udviklet i et bredt sammensat, internationalt miljø. 

Det var tanker, som opererede med muligheden for en vis systemforandring 

parallelt med initiativer i sikkerhedsdilemmadimensionen. I modsætning 

til traditionelle våbenkontroltiltag, zonetanker mv., der kan kaldes statiske 

tiltag, fordi de havde en tendens til at fastfryse den eksisterende struktur, 

var tanken, at nyudviklede, dynamiske foranstaltninger rummede større 

potentiale for systemforandring og standsning af våbenkapløbet. De mest indflydelsesrige 

forsøg på at reformere de eksisterende sikkerhedsregimer var 

forslagene om fælles sikkerhed og ikke-offensivt (defensivt) forsvar. Det var 

forslag, som var blevet udviklet siden 1970’erne. Kansler Helmut Schmidt 

præsenterede ideen om et sikkerhedspartnerskab mellem Øst og Vest i 1978, 

men så den primært som et supplement til den traditionelle afskrækkelse. 

Gradvis udviklede SPD det nu til at være en måde at komme uden om afskrækkelsen 

på. SPD spillede en vigtig rolle for udbredelsen af disse tanker 

både hjemme i Forbundsrepublikken og i udlandet, og hvad der her er det 

afgørende, i den nye sovjetiske ledelse. Arbejdet på idéplanet kan henregnes 

til de specifikke forhold og strategier på vestlig side, der kan tjene som hjælpeforklaringer 

for det udenrigspolitiske skifts tempo og retning. Det er oplagt, 

at Gorbatjov var på udkig efter koncepter, der kunne give form til hans 

gryende forståelse for og efterfølgende argumentation for, at Bresjnev-æraens 

udenrigs- og sikkerhedspolitik måtte ændres (se kapitel 60). 

Den anden hjælpeforklaring vedrørende den nye sovjetiske udenrigspolitik 

er det vestlige militære og økonomiske pres, som primært må henregnes til 

sejrsstrategien. Dette vestlige pres rummede ikke umiddelbart noget nyt perspektiv, 

der kunne bringe Sovjetunionen ud af den sikkerhedspolitiske blindgyde. 

I den henseende var eksempelvis INF-sagen snarere en genopsætning af 

de våbenkontrolforhandlinger, man havde været vant til gennem et par årtier. 

I første omgang førte presset da også blot til, at Sovjetunionen satte hælene i 

og fortsatte sin oprustning. I et videre perspektiv er der imidlertid næppe tvivl 

om, at den vestlige, primært amerikanske offensiv var medvirkende til at bevidstgøre 

de sovjetiske ledere om den dybtgående systemkrise, de befandt sig 

i, og dermed formentlig fremskyndede det sovjetiske politikskift senere i 

1980’erne (se kapitel 60). 

Tanken i ovenstående gennemgang af de to grand strategies er, at det ud 

fra en nutidsvurdering var konkurrencen mellem dem, der var hovedtemaet 

i 1980’ernes vestlige sikkerhedspolitiske debat. Så klart fremstod det ikke i 

samtiden. Mange steder, og ikke kun i Danmark, var 1980’ernes debat i høj 

grad en debat om alliancesolidaritet, atompolitik og østpolitik. Påvisningen 

af, at hovedkampen i virkeligheden stod i et ’vestspil’ mellem en ny sejrsstra- 


tegi på den ene side og på den anden side den traditionelle strategi siden 

1960’erne, ligevægtsstrategien, giver anledning til den vurdering, at også i de 

urolige 1980’ere var det ’alliancespillet’, ikke ’modstanderspillet’, der var i 

centrum. Forskellen i forhold til de to tidligere perioder var, at alliancespillet 

var blevet mere komplekst på grund af, at det var blevet overlejret af vestspillets 

principielle uenigheder om den overordnede strategi. Det er ikke let at 

sige, hvor stor betydning de konkurrerende strategier havde for de formelle 

forhandlinger i alliancen – allerede af den grund, at repræsentanterne for 

sejrsstrategien ikke havde vist alle de kort, de havde på den nationale hånd, 

men grænserne var flydende, og vestspillet måtte uundgåeligt præge diskussionerne 

om alliancens politik og doktrin. I den forstand kan man sige, at der 

i og uden for NATO-hovedkvarteret foregik et uformelt, men vigtigt alliancespil 

på grand strategy-niveau. Når medlemmerne på niveauet over alliancens 

formelle kompetenceområde bekender sig til to forskellige overordnede strategier, 

bliver alliancesolidaritet en vanskelig målestok at arbejde med, og man 

må nøjes med at konstatere, at det var vanskelige år for NATO på grund af, at 

det pragmatiske samarbejde blev påvirket af de meget forskellige nationale 

grand strategies. Konstateringen af denne påvirkning bør naturligvis ikke forlede 

nogen til at tro, at NATO-hovedkvarteret havde udviklet sig til en sikkerhedspolitisk 

diskussionsklub. NATO havde selvsagt en bred dagsorden præget 

af faste mønstre og rutiner, og ved siden af sine mange andre funktioner var 

organisationen også en vigtig arena for skabelse og fremvisning af politisk 

enighed mellem de allierede. Denne konsensusfunktion kunne understøttes 

ved at holde de mere kontroversielle sider af vestspillet uden for allianceregi. 

Under disse betingelser gik de sovjetiske bestræbelser ikke så meget ud på 

at vinde den vestlige opinion for „sine“ sovjetiske synspunkter, men bestod i 

mange henseender snarere i det, som måtte forekomme mere realistisk: at få 

vestlige politikere og den vestlige opinion til at holde fast i den traditionelle 

vestlige ligevægts- og samarbejdsstrategi. 

Det er ikke udredningens ærinde at gå i rette med repræsentanterne for de 

to grand strategies eller at frakende dem hver især moralsk og principielt funderede 

motiver. Ej heller at udelukke, at sejrsstrategien hjalp med til at fremskynde 

de positive udviklinger, som førte til det østlige systems sammenbrud, 

selv om det i sidste instans ikke kan afgøres, om sejrsstrategien var nødvendig 

for at få Sovjetunionen til at bryde så hurtigt sammen, som den gjorde. De for 

en umiddelbar betragtning mest kontroversielle spørgsmål vedrører sejrsstrategien, 

hvor man kan pege på, 1) at sejrsstrategien førte til en meget risikabel 

politik, som præsident Reagan dog i slutningen af 1983 modificerede på visse 

punkter, da han så, at den efter alt at dømme førte til en nuklear krisereaktion 

fra østlig side; 2) at sejrsstrategien ikke blev diskuteret åbent mellem 

amerikanerne og europæerne. Det må anses for tvivlsomt, om nogen vesteuropæisk 

regering, hvis den havde kendt sejrsstrategien i dens fulde udstrækning, 

ville have tilsluttet sig den. En tilbundsgående drøftelse var ude- 


lukket under de givne vilkår. Anskuet i orden-/retfærdighedsperspektiv var 

det ikke sådan, at den ene part foretrak det stabile tyranni, mens den anden 

part ville af med det. Begge parter ville af med tyranniet og frem til retfærdighed, 

men med forskellige grader af tålmodighed og risikotagning og med forskellige 

metoder. 

I marts 1982 skrev Richard Pipes til sikkerhedsrådgiveren i Det Hvide Hus, 

William P. Clark, at man ikke kunne påregne de allieredes støtte til Reaganadministrationens 

hårde politik mod østblokken, hvis amerikanerne ikke 

klart gjorde rede for formålet med den. Han tog udgangspunkt i en tale, som 

den franske handelsminister Michel Jobert for nylig havde holdt i 

Washington, hvor Jobert havde sagt: „I beder os om at ledsage jer på en rejse, 

men I har ikke fortalt os, i hvilken retning den går, og hvor rejsen ender.“ 22 

22 Richard Pipes, Vixi. Memoirs of a Non-Belonger, 2003, s. 198. 


90 · Dansk sikkerhedspolitik i nationalt 

perspektiv 1945-1991 

I det nationale perspektiv er udgangspunktet den traditionelle sikkerhedspolitiske 

konsensus og dens udvikling under den kolde krig. Efter en kort karakteristik 

af dansk forsvarspolitik og sikkerhedspolitik, ligeledes i hele koldkrigsforløbet, 

behandles de tre mest kontroversielle emner i 1980’erne, INF-politikken, 

atomfri zone-spørgsmålet og anløbssagen. Resten af afsnittet behandler 

betydningen af det sikkerhedspolitiske debatmiljø i Danmark samt af eksterne 

påvirkninger og reaktioner i forbindelse med den førte politik. 

Den traditionelle sikkerhedspolitiske konsensus bestod af Socialdemokratiet, 

Venstre og de konservative. De to sidstnævnte partiers forsvars- og alliancevenlige 

politik var en ret given sag og normalt ukontroversiel i forhold til deres 

vælgerunderlag, mens Socialdemokratiet stod i en mere problematisk situation. 

I sikkerhedspolitisk henseende befandt Socialdemokratiet sig under 

hele den kolde krig i en udsat position på midten af dansk politik, men samtidig 

privilegeret af at være et så stort og indflydelsesrigt parti, at det kunne 

holde til at bygge sikkerhedspolitisk bro over et ganske bredt spektrum af politiske 

holdninger. Rollen som balanceskaber og brobygger i dansk sikkerhedspolitik 

indebar, at partiet skulle række så langt til højre, at dets holdninger 

til NATO-medlemskab og forsvarspolitik var troværdige i alliancesammenhæng 

og forenelige med opfattelserne hos de borgerlige medlemmer af 

det traditionelle forsvarspolitiske flertal, men samtidig dække et så bredt felt 

mod venstre, at kommunister og andre partier på venstrefløjen kunne 

trænges længst muligt tilbage. At skulle dække et så bredt spektrum gav i sig 

selv en større tendens til fløjdannelser end i de omgivende partier. Dette forstærkes 

af, at udenrigspolitik sjældent er hovedmotivet for at tilslutte sig et politisk 

parti. Samtidig med denne funktion på hjemmebanen skulle partiet 

også være formidler mellem divergerende krav fra de indre og ydre omgivelser. 

Begyndende i slutningen af 1960’erne var der endvidere en almindelig bevægelse 

mod venstre i opinionen. Dette afspejledes også i Socialdemokratiet, 

hvor især nogle af de unge medlemmer på partiets venstrefløj var mere 

NATO-kritiske, end man før havde oplevet, og i visse tilfælde havde anti-militaristiske 

holdninger. Under Anker Jørgensens ledelse rykkede partiet et 

skridt til venstre i udenrigspolitikken, men opretholdt dog gennem hele den 

kolde krig sin principielle pro-NATO-politik. Især i første halvdel af 1980’erne 

udviste partiet samtidig hermed mere kritiske tendenser på det atompolitiske 

område. Om alt dette var udtryk for, at de internationale og med dem de 

hjemlige omgivelser rykkede til højre, eller at socialdemokraterne rykkede til 

venstre, er et godt spørgsmål. Udredningens svar er et ja til begge dele. I et 

DANSK SIKKERHEDSPOLITIK I NATIONALT PERSPEKTIV 1945-1991 87

magtkampsperspektiv opnåede socialdemokraterne flere ting på denne 

måde: De bragte sig mere på linje med et atompolitisk flertal i befolkningen, 

de formåede nogenlunde at holde sammen på et parti, der rummede meget 

forskellige sikkerhedspolitiske opfattelser, og de undgik længe at komme så 

langt ud mod den NATO-følsomme kant, at de ikke igen kunne blive statsbærende 

parti. Men der var en høj pris at betale for denne politik. Den holdt 

sammen på partiet, men den gjorde også revnerne i partiet dybere, og den 

kom, til trods for et utvivlsomt oprigtigt og principielt begrundet engagement 

hos mange af aktørerne, let til at fremstå i et halvhjertet lys, hvor den var en 

taknemlig skydeskive for modstandere fra både venstre og højre fløj. Samtidig 

var den – så moderat og ufarlig som den i en vis forstand var – ikke noget effektivt 

instrument i kampen om regeringsmagten, fordi den fra 1982 til foråret 

1988 ikke generede regeringen nok til at fremkalde et valg. Viljen til at 

bruge sikkerhedspolitikken i kampen for at genvinde den politiske magt var 

givetvis til stede i store dele af folketingsgruppen, men under de foreliggende 

omstændigheder var udsigterne herfor dårlige. Under især Svend Aukens ledelse 

og i takt med de gunstigere internationale konjunkturer svingede partiet 

fra midten af årtiet gradvis over til en mere samarbejdsorienteret linje, 

som længe så ud til at ville holde også i anløbssagen. Over tid gav partiets politik 

troværdighedsproblemer, dybest set fordi den ikke var forankret i et fast 

sikkerhedspolitisk koncept. 

Ydre fare, indre sammenhold. Det er en almindelig antagelse, at ydre fare 

fremmer indre sammenhold i en befolkning. For en bred betragtning kan 

man måske se dette bekræftet ved, at der gennem hele den kolde krig var en 

relativt solid og stabil konsensus om forsvarspolitikken og NATO-medlemskabet. 

Der er dog grund til at sætte spørgsmålstegn ved en så enkel forklaring. 

For det første varierede oplevelsen af fare over perioden, og for det andet ændrede 

sammenholdet karakter. For perioden 1949-1962 virker sammenkædningen 

umiddelbart overbevisende. Den ydre fare var ny og ukendt og det 

samme var alliancemedlemskabet. Det tilsiger, at sammenholdet herom var et 

dominerende, højt prioriteret emne af national betydning. I perioden 1963- 

1978 var en tilvænning indtrådt og oplevelsen af ydre fare mindre. Som tidligere 

omtalt kom der i denne periode flere emner på den danske udenrigspolitiks 

dagsorden, og aktionsradius blev øget. Derved skete der en vis funktionsopdeling 

og specialisering på forskellige nye interesseområder i udenrigspolitikken. 

Det betød samtidig, at det i 1950’erne dominante sammenhold 

om sikkerhedspolitikken blev erstattet af et mindre dominant, mere specialiseret 

sammenhold på linje med, hvad der var tilfældet for en række andre 

vigtige emner. Man kan sige, at der skete en udvikling fra et nationalt farvet 

sammenhold, en instinktiv konsensus (1949-1962), i retning af en rationel 

konsensus (1963-1978). 

Det forekommer tvivlsomt, om den modsatte bevægelse ville have været 

mulig i de sene 1970’ere, hvor oplevelsen af ydre fare igen var voksende. Det 


havde formentlig krævet en nærværende og konkret krigstrussel. Reaktionen 

på den voksende fornemmelse af ydre fare blev i stedet, at den rationelle konsensus 

begyndte at knage i fugerne. Den var utvivlsomt mindre robust end et 

nationalt farvet sammenhold ville have været. Tilsyneladende var bevægelsen 

i et vist omfang den modsatte af, hvad teorien foreskriver. Da den internationale 

spænding steg i 1980’erne, brød noget af sammenholdet op, men dog 

ikke mere end at en rationel minimalkonsensus om forsvarspolitik og NATOmedlemskab 

blev opretholdt. Forklaringen på denne opbrudstendens, der 

som nævnt ikke var et særligt dansk fænomen, er sandsynligvis, at den ydre 

fare ikke blev opfattet som tilstrækkelig veldefineret til at fremkalde det forventelige 

sammenhold. Kort sagt så både opinion og politikere to forskellige 

farer og derfor også to forskellige politiske modtræk mod faren. Den ene 

gruppe så faren udgå fra en ekspansionistisk østblok (aktørtrussel), den anden 

så den primært i våbenkapløb og højspændt interaktion mellem Øst og 

Vest (strukturtrussel). Den ene grupperings svar var at understrege alliancesolidariteten, 

mens den anden delte sig i tre retninger: 1) kommunisterne og 

de med dem forbundne dele af fredsbevægelserne med Moskva-venlige synspunkter, 

2) den øvrige del af venstrefløjen og fredsbevægelserne med grundholdninger 

præget af anti-militarisme, atomvåbenmodstand, kritik af de militære 

blokke og ækvidistance til supermagterne, 3) socialdemokraterne ved at 

tale for afspænding, våbenkontrol og samarbejde og i øvrigt arbejde videre 

inden for rammerne af den hidtidige ligevægtsstrategi – og eventuelt udvikle 

den i retning af ’fælles sikkerhed’. 

Man kan sige, at de gamle konsensuspartier i 1980’erne fandt sammen om 

laveste fællesnævner i sikkerhedspolitikken, og supplerede med en tyngdestrategi 

med henblik på at mobilisere støtte i vestspillet hos udenlandske partnere. 

Vi kan altså konstatere en reaktion på den ydre fare, der består i en moderat 

udtynding af en i forvejen ikke særlig dominant hjemlig konsensus, 

men ledsaget af et forstærket sammenhold med udenlandske meningsfæller. 

1980’ernes sikkerhedspolitiske konsensus fremstår som en udvidet konsensus 

(1979-1989) med både nationale, internationale og transnationale elementer 

og som et eksempel på tidens almindelige tendens til, at politiske mærkesager 

hentede opbakning på tværs af landegrænser. Den udvidede konsensus 

var i rent nationalt perspektiv mindre dominant end den rationelle konsensus, 

men med tillæg af sine henholdsvis internationale og transnationale overbygninger 

mere dominant end den rationelle konsensus og udgjorde en reaktion 

på en oplevet vækst i den ydre fare. 

I det følgende gives en kort beskrivelse af udvalgte aspekter af dansk forsvarspolitik 

og sikkerhedspolitik under den kolde krig i samspillet mellem de 

internationale og de nationale omgivelser. Der afsluttes med korte overvejelser 

om de allieredes vurdering af dansk sikkerhedspolitik i 1980’erne. 

Endelig konkluderes der på den danske politiks konsekvenser for den internationale 

udvikling (den ydre side af dansk sikkerhedspolitik) og på denne 


politiks konsekvenser for Danmarks sikkerhed, indflydelse og renommé (den 

indre side). 

Forsvarspolitikken. Det traditionelle kritiske argument om alliancemedlemskab 

på minimumsvilkår retter sig mod de lave danske forsvarsudgifter og 

atom- og stationeringsforholdene. Forbeholdene var imidlertid accepterede 

af de allierede og stod ikke i vejen for en effektiv inddragelse af Danmark i 

alle dele af NATO’s strategi, herunder atomstrategien. De ses som udtryk for 

en selvbindingsstrategi i en balancepolitisk ramme, som i altovervejende grad 

var præget af den grundlæggende danske forpligtelsesstrategi. Det kritiske argument 

underbelyser Danmarks stærke forankring i NATO. Ud fra et traditionelt 

nationalt sikkerhedsbegreb søgte Danmark i hele perioden 1949-1991 at 

varetage sin sikkerhed gennem en forsvarspolitik, der byggede på brede, flerårige 

forlig henover midten. Denne enighed gik igen i den politiske opslutning 

til kontraspionage, civilforsvar og civilt beredskab. I NATO-sammenligninger 

var det danske bidrag til stadighed blandt de laveste i alliancen, men 

gennem NATO-medlemskabet blev Danmark imidlertid stadig tættere integreret 

i alle dele af alliancens apparat, og der skete en løbende modernisering 

og effektivisering af de tre værn. Denne udbygning var af stor betydning 

for det fælles forsvar og omfattede stadig flere depoter, rørledninger, udbyggede 

flyvestationer med hærdede hangarer for både egne og allierede fly, arrangementer 

for modtagelse af allierede forstærkningsenheder, integrerede 

varslings-, kommunikations- og kommandosystemer osv. Udbygningen fortsatte 

under hele den kolde krig, også i 1980’erne. Den politiske råd på den 

amerikanske ambassade i første halvdel af 1980’erne observerede, at hans militære 

kolleger var mere påvirket af de danske fodnoter end diplomaterne, 

men at også de var realistiske og udtrykte deres respekt for indstilling og engagement 

i det danske forsvar, hvilket de fandt militært set vigtigere end sikkerhedspolitikken. 

1 

Til forskel fra situationen før anden verdenskrig udviklede det danske forsvar 

sig i denne proces til en organisation, der var i stand til at indgå effektivt 

i operationer med allierede styrker og med et officerskorps, der levede op til 

international standard. Uden at bagatellisere problemerne i dansk forsvarspolitik 

forekommer kritikken af forsvarspolitikken at være langt mindre dybtgående 

og mindre principiel end for sikkerhedspolitikkens område. 

Forklaringen herpå ligger lige for. Den grundlæggende enighed om forsvarspolitikken 

også i 1980’erne betød, at den ikke på samme måde som sikkerhedspolitikken 

i denne periode blev et politisk stridsemne. Overordnet set var 

forsvarspolitikken en adgangsbillet til NATO-medlemskabet, og det var bredt 

accepteret, at den måtte udvise en vis kontinuitet. De nærmere detaljer var 

ikke velegnede til politiske markeringer og havde ikke nogen større interesse 

i offentligheden. Uenighed om forsvarspolitikken udspillede sig derfor pri- 

1 Skriftligt DIIS-interview med James C. Whitlock, 14. januar 2005. 


mært i et snævert miljø af forsvarspolitikere, embedsmænd, officerer, eksperter 

og fagforeningsfolk. 

Sikkerhedspolitikken. I den ydre sikkerhedspolitik blev det grundlæggende 

valg truffet i 1949 med undertegnelsen af den Nordatlantiske traktat, også kaldet 

Atlantpagten. Hovedelementet i denne „hårde“ del af dansk sikkerhedspolitik, 

selve NATO-medlemskabet, var der som før nævnt i hele perioden politisk 

flertal bagved. Det ubehag, der var i centrum-venstre-delen af det politiske 

spektrum ved at være bundet op på de hårde dele af alliancens politik, 

kunne helt frem til 1970’ernes slutning kompenseres på forskellig måde. I 

1950’erne ved en politik med klare elementer af beroligelse i forhold til 

Sovjetunionen mht. Østersøen og Bornholm; i 1960’erne og 1970’erne ved 

kontaktdiplomati med østlandene og afspændingspolitiske tiltag, primært i 

CSCE-ramme og gennem støtte til våbenkontrolforanstaltninger. De to danske 

forbehold var baseret på ensidige erklæringer og kunne derfor i princippet 

fortolkes og administreres efter ønske af den danske regering. Danmarks 

indtræden i EF i 1973 kunne ses som en ekstra garanti mod at blive ladt i stikken 

og som en yderligere civilisering og stabilisering af den europæiske scene, 

selv om der fra modstanderside var frygt for en „Europahær“. For en overordnet 

strategisk betragtning er det klart, at EF-medlemskabet havde en sikkerhedspolitisk 

dimension og tjente til yderligere at befæste Danmarks forankring 

i det vestlige fællesskab. Samlet set lå alle disse elementer i dansk sikkerhedspolitik 

inden for en balancepolitisk ramme i forhold til både Øst og Vest. 

Eftergivenhed eller affindelsespolitik over for Øst var blevet undgået i kraft af 

alliancemedlemskabet. Danmark stod i en markant asymmetrisk bipolær situation 

med en forpligtelsesstrategi i NATO som det dominerende faktum. Den 

traditionelle karakteristik af Danmark som NATO-medlem med lav profil er 

næppe retvisende. Den hæfter sig ved enkeltsager, som måske kan tage sig 

spektakulære ud i dansk perspektiv, og underbelyser de grundlæggende proportioner 

i dansk sikkerhedspolitik. 

INF-politikken (se kapitel 63, 69 og 70). INF-missilerne og forhandlingerne 

herom var et af de store spørgsmål i 1980’ernes sikkerhedspolitiske debat. Det 

bør nævnes, at den sovjetiske SS-20-opstilling ikke blev indstillet, selv om der 

indløb opskræmte reaktioner fra vesteuropæiske ledere. En del af forklaringen 

på, at de vesteuropæiske protester ikke gav resultat, var formentlig præsident 

Carters meget svage signalgivning til russerne. I sin substans faldt dobbeltbeslutningen 

inden for den kolde krigs traditionelle våbenkontrolforslag 

og pegede ikke ud over de sædvanlige koldkrigsrammer. Dertil kom, at dobbeltbeslutningen 

bevidst var udformet på en måde, der ganske vist ikke tilsigtede, 

men nærmest uundgåeligt skabte sådanne politiske kontroverser i Vest, 

at det var fristende for Sovjetunionen at puste til den vestlige uenighed og i 

øvrigt afvente udfaldet af den. 

Efter INF-forhandlingernes sammenbrud påbegyndtes NATO deployeringen. 

Det gav utvivlsomt russerne noget at tænke over, at dette lykkedes for 


NATO-landene til trods for den sovjetiske kampagne og modstand i befolkningerne. 

INF-politikken kan på grund af det pres, den lagde på russerne, 

udfylde en plads som hjælpeforklaring i det årsagskompleks, der førte frem 

til Sovjetunionens udenrigspolitiske kursskift i 1986-1987. Hjælpeforklaring, 

fordi hovedforklaringen som tidligere nævnt vurderes at være østlandenes 

dybe systemkrise; ikke-bestemmende, fordi den ikke gav ideer til, hvad det 

sovjetiske kursskift kunne bestå i, men alene tilføjede endnu et pres om forandringer 

til de mange grunde, der allerede var i forvejen. Man kan også 

sige, at vestlig INF-politik formentlig ikke var irrelevant for det sovjetiske 

udenrigspolitiske kursskift, men næppe heller nødvendig for det og i hvert 

fald slet ikke tilstrækkelig til at fremkalde det eller bestemmende for dets retning. 

I datidens perspektiv fremstod den danske dagsordenspolitik på INF-området 

som nævnt i det væsentlige, som den blev diskuteret i Scandilux-samarbejdet. 

En undsigelse af dobbeltbeslutningen som sådan kom det ikke formelt 

til, men derimod til reservationer over for alliancens forhandlingspositioner 

og til, at indbetalinger til INF-delen af NATO’s infrastrukturprogram blev stillet 

i bero. Der var dermed slået en breche i mange års konsensustradition i 

dansk sikkerhedspolitik, og det rejste spørgsmålet, om det var omkostningerne 

værd, at markere sin uenighed om forhandlingerne i alliancen, og først 

og fremmest, om det kunne holde for en alliancesolidarisk og forhandlingstaktisk 

prøvelse at markere uenighed i en situation, hvor enighed mellem de 

allierede måtte forekomme at øge chancerne for en heldig afslutning af forhandlingerne 

med Sovjetunionen. 

I nutidsperspektiv kan det konstateres, at de præmisser, hvorunder dobbeltbeslutningen 

var taget, ændrede sig betydeligt undervejs. Det blev hævdet allerede 

i samtiden, men er tydeligere i dag. Dobbeltbeslutningen var i sit oplæg 

udformet i ligevægts- og samarbejdsstrategiens ånd, men kom siden i vidt 

omfang til at fungere på de præmisser, som den konkurrerende vestlige sejrsstrategi 

opstillede. Det var i det sidstnævnte lys, Moskva kom til at se dobbeltbeslutningen. 

Heller ikke de tætte konsultationer mellem de allierede, som 

var forudset i beslutningen, blev i alle tilfælde gennemført. Her bør det dog 

nævnes, at amerikanske ministre og diplomater generelt holdt de europæiske 

allierede godt informeret om de forhandlinger, de førte med Sovjetunionen 

i 1980’erne. For en nutidig vurdering indgik dobbeltbeslutningen, senest fra 

marts 1981, i en amerikansk konfrontationsstrategi, sejrsstrategien, som de allierede 

ikke var informeret om. En strategi, der var baseret på høje indsatser, 

store gevinster og høj risiko. Hvis man undtagelsesvis skulle vurdere USA’s tilpasning 

til alliancen, nåede den på dette tidspunkt det formentlig laveste 

punkt under den kolde krig. 

Det alvorligste problem ved INF-politikken var, at det store flertal af datidens 

beslutningstagere, for slet ikke at tale om opinionen, manglede det nødvendige 

informationsgrundlag for at forstå den større sammenhæng, den ind- 


gik i. Ud fra hvad vi i dag ved om de dels hemmelige, dels åbne amerikanske 

konfrontationsprægede operationer i 1981-1983 i almindelighed, sammenholdt 

med den højspændte situation omkring INF-deployeringen og Able 

Archer-øvelsen, synes disse forhold tilsammen at have givet anledning til en 

potentielt farlig krisereaktion fra sovjetisk side i november 1983. Til trods for 

de udsagn, der foreligger, om den generelt forsigtige sovjetiske reaktion på de 

vestlige operationer i disse år, er det naturligvis en mulighed, at reaktionen 

var udtryk for fejl og mangler i det sovjetiske krisestyringssystem. For historikeren 

rejser episoden imidlertid alligevel en række spørgsmål om ansvarlighed, 

indsigt, informationsniveau og koordination i den snævre amerikanske 

kreds, der måske var i besiddelse af det samlede billede af de handlinger, som 

var iværksat på dens ansvar, for fleres vedkommende med det udtrykkelige 

formål at presse det sovjetiske system i bund. Som nævnt registrerede de amerikanske 

efterretningstjenester tilsyneladende ikke den sovjetiske krigsfrygt 

og eksistensen af projekt „Rjan“, hvad der foranledigede flere års selvransagelse 

i CIA. INF-politikken i perioden 1981-1983 tager sig forskelligt ud, alt efter 

om den ses i et samtidsperspektiv eller i nutidsperspektivets bredere kontekst 

og efter, hvordan man vurderer risikoen ved det samlede kompleks af 

politikker, hvori den indgik. 

Der var ikke noget nyt i, at det kunne være et problem for NATO-samarbejdet, 

når der blev for stor forskel på medlemslandenes individuelle grand strategies. 

I forbindelse med sejrsstrategien var det svært for de europæiske medlemmer 

af alliancen at afskærme sig selv og alliancens politik fra de elementer 

af USA’s politik, som de fandt uhensigtsmæssige. Og det var naturligvis 

især vanskeligt at afskærme sig fra en strategi, hvis fulde omfang og formål 

man ikke kendte. Den europæiske stemning fanges i et vist omfang i en udtalelse 

af den tyske fysiker og filosof C.F. von Weizsäcker, den tyske præsidents 

bror, der med tydelig henvisning til Reagans politik sagde: „En politik, der deler 

verden op i godt og ondt og opfatter den største magt, som det er vores 

skæbne at leve sammen med, som det ondes centrum, er ikke en fredspolitik, 

selv om dens moralske vurdering er korrekt.“ Denne opfattelse blev af 

Richard Pipes fordømt som ren appeasement, idet han så den som udtryk for 

et i Tyskland vidt udbredt klima af moralsk kapitulation, som i hvert fald teoretisk 

kunne føre til appeasement uden grænser. Renere kan konflikten 

mellem de to strategier ikke formuleres. 2 

For så vidt angår spørgsmålet, om de danske INF-fodnoter var udtryk for 

appeasement og affindelsespolitik over for Sovjetunionen, er det udredningens 

vurdering, at det var der ikke tale om. INF-fodnoterne kan selvsagt problematiseres 

både som udtryk for indenrigspolitisk magtkamp og i forhold til 

alliancens forhandlingsstrategi, hvad de også er blevet, men de kan også ses 

som en reaktion på Reagans retorik og amerikansk styrkepolitik, der var de 

2 Pipes, Vixi, s. 155f. 


dengang synlige dele af den sejrsstrategi, som vi i dag kan se konturerne af, 

og som et indirekte forsøg på at markere tilslutning til den ligevægts- og samarbejdsstrategi, 

som i et par årtier havde fungeret som NATO-acquis og været 

især europæernes foretrukne grand strategy, en strategi der ikke kan bedømmes 

som udtryk for appeasement. I lyset af den grundlæggende uenighed om 

Vestens grand strategy udgjorde INF-fodnoterne ikke nødvendigvis nogen 

overraskende reaktion. De lå i forlængelse af både en dansk og en europæisk 

tradition. Bedømmelsen af dem afhænger således ikke blot af, om man ser 

dem i samtidsperspektiv eller nutidsperspektiv, men også af hvilket niveau, 

man går ind på: det indenrigspolitiske niveau, allianceniveauet eller grand 

strategy-niveauet, og hvordan man vægter overvejelserne på de tre niveauer i 

forhold til hinanden. 

Desuden er det relevant at se på dagsordenspolitikken i forhold til både 

den ydre og indre side af dansk udenrigspolitik. På den ydre side er spørgsmålet, 

om fodnoter og dagsordener fik konsekvenser for den internationale politiske 

udvikling. På den indre side spørges der til konsekvenserne for Danmark: 

Hvad virkningen var for Danmarks sikkerhed, for Danmarks indflydelse og 

for Danmarks renommé. 

Med hensyn til de ydre virkninger konkluderes det, at INF-fodnoterne ikke 

fik nogen påviselig betydning for den internationale udvikling, hverken positivt 

eller negativt. Dette støtter for så vidt Schlüter-regeringens beslutning om 

ikke at udskrive valg på spørgsmålet. Når der ikke kan påvises nogen virkning 

på den internationale udvikling, hænger det sammen med Danmarks ringe 

indflydelseskapacitet i sagen og med, at INF-fodnoterne var beskedne om end 

uvelkomne afvigelser fra alliancens politik. Spørgsmålet om den samlede 

dagsordenspolitiks konsekvenser i den indre dimension, for Danmarks sikkerhed, 

indflydelse og renommé, behandles nedenfor. 

Atomvåbenfri zone i Norden (se kapitlerne 13, 65, 71 og 73). Det andet hovedemne 

i den danske atomdebat var, om det danske atomvåbenforbehold skulle 

udvides til at gælde under alle tænkelige fremtidige omstændigheder, eventuelt 

i form af en atomvåbenfri zone. Det var regeringen klart imod, og det sikkerhedspolitiske 

flertal med varierende grader af entusiasme for. For det norske 

socialdemokrati fremstod zonetanken i 1979 som et i indenrigspolitisk 

henseende håndfast og forståeligt tiltag, der kunne reducere modstanden i 

partiet mod vestlig modernisering af mellemdistancevåbnene og derved muliggøre 

den norske regerings tilslutning til dobbeltbeslutningen. Det norske 

socialdemokratis zonetænkning fik imidlertid en ny drejning den 14. maj 

1981 i New York, hvor udenrigsminister Knut Frydenlund mødtes med USA’s 

udenrigsminister Alexander Haig for at vinde forståelse for, at den norske regering 

måtte engagere sig i sagen. Haig meddelte i en usædvanlig skarp tone 

Frydenlund, at han ikke kunne anbefale sin præsident, at der blev sendt forstærkninger 

til Norge, hvis en sådan zone blev indført. Frydenlund var dybt 

chokeret. Herefter omgikkes de norske socialdemokrater spørgsmålet yderst 


varsomt. Da partiet kom i regering igen i 1986 vandt regeringen tid ved at få 

spørgsmålet placeret i et nordisk embedsmandsudvalg. Herved kunne regeringen 

undgå, at initiativet gled over til de mange utålmodige politikere i det 

nordiske parlamentarikermiljø. 3 

Jo mere højlydt kritikken af forslagene om Norden som atomvåbenfri zone 

blev, jo mere intenst følte en del socialdemokratiske politikere tilsyneladende 

behovet for at imødegå kritikken ved at give deres politik et konkret indhold. 

To episoder kan tjene til at illustrere, hvor udsigtsløse forsøgene herpå i realiteten 

var. Under en studierejse til Norge, som Udenrigspolitisk Nævn foretog 

for at få lejlighed til at drøfte dagsordenspolitikken, havde de socialdemokratiske 

deltagere et aftenmøde med bl.a. Gro Harlem Brundtland og Knut 

Frydenlund. På dette møde fremlagde Anker Jørgensen sine tanker om, hvordan 

de nordiske lande kunne arbejde hen mod et fælles forslag om Norden 

som atomfri zone. Han sluttede sit indlæg med en overvejelse om, at man, når 

der var opnået enighed om et sådant forslag, kunne tage kontakt til russerne 

i sagen. Her skal Gro Harlem Brundtland straks have reageret meget stærkt 

ved at sige, at hvis man blev enige om et sådant forslag, skulle der ikke forhandles 

direkte med Sovjetunionen. I givet fald måtte vejen gå over Bruxelles, 

således at NATO kunne engageres i spørgsmålet. 4 Med andre ord en klar afvisning 

af Anker Jørgensens tanker. De norske socialdemokrater havde tydeligvis 

taget Haigs advarsel ad notam. 

Den anden episode var den rejse til Moskva, som en socialdemokratisk delegation 

bestående af Lasse Budtz, Kjeld Olesen og Poul Nielson foretog i 

1984 for at drøfte mulighederne for sovjetiske indrømmelser i zonesagen. 

Denne rejse kan ses som udtryk for, at zonespørgsmålet havde ændret karakter 

fra at være et spørgsmål om at vise en nærmest symbolsk gestus om god 

vilje ved at tale om ensidigt at erklære Norden atomvåbenfri zone, dog med 

stormagtsgarantier, til at være et skridt, som i princippet kunne opfattes som 

en kravstrategi og indskrives i ligevægtsstrategien, idet der forudsattes sovjetiske 

reduktioner, udtyndingszoner, fjernelse af atomvåben fra tilstødende 

havområder, læs Østersøen, osv. Netop med denne drejning fra retorisk handlen 

til instrumentel handlen blev den socialdemokratiske sonderingsrejse til 

Moskva dog en vanskelig sag og man endte efterhånden i en form for argumentativ 

selvfiksering. Dels bragte delegationen sig uvilkårligt i en demandeurposition 

over for de sovjetiske samtalepartnere, selv om socialdemokraterne 

klart understregede, at der skulle reelle sovjetiske indrømmelser på bordet 

for at man kunne gå videre med sagen, dels var situationen allerede ud fra en 

magtvurdering asymmetrisk. Man bemærker naturligvis straks, at det ikke var 

en nordisk delegation, der drog af sted. Dette er ikke stedet at omtale alle de 

3 Rolf Tamnes, Oljealder 1965-1995, 1997, s. 124-126. 

4 DIIS-interview med Svend Jakobsen, 12. januar 2005. 


politiske og tekniske problemer, som en realisering af tanken ville være stødt 

ind i. Det skal blot konstateres, at Socialdemokratiet i zonespørgsmålet – i 

modsætning til INF-sagen – opererede i en slags politisk vakuum uden nogen 

reel international opbakning. 

Det skal endvidere bemærkes, at en atomfri zone allerede på grund af sin 

lokale karakter og ringe praktiske konsekvenser for Sovjetunionens militærstrategiske 

kalkuler må vurderes ikke at ville have haft noget umiddelbart, 

selvstændigt potentiale for at give Danmark større sikkerhed eller for at bidrage 

til en positiv ændring af sovjetisk udenrigs- og sikkerhedspolitik. Tanken 

lå i et strategisk ingenmandsland uden opbakning i alliancen og havde 

kun helt hypotetiske chancer for at blive realiseret. Dertil kom, at der var 

store indenrigspolitiske omkostninger ved at insistere på at fremføre sagen. 

For så vidt angår spørgsmålet om zoneforslagets konsekvenser for den internationale 

udvikling er svaret, at virkningerne må siges at ligge lige så meget 

på det hypotetiske plan som forslaget selv. Det er klart, at der ingen udsigt var 

til at få alliancegaranti for en zone, og hvis forslaget var blevet gennemført 

uden om alliancen – hvad der heller ikke var udsigt til, ville det have været et 

fundamentalt brud med alliancens strategi. Forslaget fik med andre ord 

ingen påviselige konsekvenser for den internationale udvikling. 

Anløbssagen 1988 (se kapitel 72). Det sikkerhedspolitiske flertals politik i anløbssagen 

i 1988, hvor den internationale spænding var betydelig formindsket, 

synes heller ikke at have hvilet på nogen dyberegående sikkerhedspolitisk 

analyse og prioritering, men virker snarere som en selvkørende indenrigspolitisk 

positionering. Pelle Voigt har da også udtalt, at det nok var at skyde 

sig selv i foden at føre sagen frem. Det virker som et tilfælde af dårlig timing 

at ville anfægte alliancens hellige gral, den solidariske kernevåbenpolitik på 

dette tidspunkt i den europæiske opbrudssituation, hvor mange andre emner 

bød sig til. Den amerikanske håndtering af sagen viser, at man tog den meget 

alvorligt, hvilket ikke er i modstrid med, at det konkrete problem formentlig 

godt kunne have været klaret, hvis man havde været indstillet på det fra dansk 

og amerikansk side. 

Anløbssagen udgør et interessant eksempel på samspillet mellem sikkerhedspolitiske 

og indenrigspolitiske hensyn. Det sikkerhedspolitiske hensyn 

blev her dramatiseret til det yderste og fremstillet som et spørgsmål om 

Danmarks forbliven i alliancen. Stillet op som et så principielt vigtigt hensyn 

kunne man have forventet, at alle politikere for en stund ville have koncentreret 

sig om netop de principielt vigtige hensyn, der kunne tale for og imod 

ved afgørelsen. Ved Socialdemokratiets nære samarbejde med regeringen 

under forberedelsen af forespørgselsdebatten og dagsordnerne var der da 

også på mange måder lagt op til at tage endelig afsked med dagsordensperioden, 

men det gik helt anderledes den 14. april, end det for en umiddelbar betragtning 

var at forvente. Noget af forklaringen på, at indenrigspolitikken tilsyneladende 

fik primat under en højspændt principiel debat om alliancesoli- 


daritet, er formentlig, at netop højspændtheden gav nogle af aktørerne en 

fornemmelse af, at dagen kunne få vigtige indenrigspolitiske konsekvenser. 

Under overfladen af den vigtige principielle debat foregik der tilsyneladende 

en intens indenrigspolitisk positionering både internt i visse af partierne og 

mellem dem. Ved dagens afstemning var der flertal for socialdemokratiets 

dagsordensforslag og dermed imod den af regeringen anbefalede position. 

Dette skulle vise sig at blive det sikkerhedspolitiske flertals sidste dagsordensmanifestation. 

Statsministeren udskrev i konsekvens af afstemningsresultatet 

valg, og efter valget indgik de radikale i et regeringssamarbejde med V og K, 

som fortsatte sin hidtidige atompolitik. Dermed var der fri bane for slutfirsernes 

reelle sikkerhedspolitiske debat, der handlede om forandringerne i Øst. 

Heller ikke anløbssagen var udtryk for dansk affindelsespolitik over for 

Sovjetunionen. Den rummede i sin kerne det sidste eksempel på en af de allianceinterne 

diskussioner, som havde været på den danske sikkerhedspolitiske 

dagsorden i 1980’erne, men som havde rødder længere tilbage. Dertil 

kom, at den i ganske usædvanlig grad fik indenrigspolitiske overtoner. Som 

sagen forløb, fik den ikke nogen konsekvenser for den internationale udvikling 

eller for Danmarks sikkerhed, men hvis man forestiller sig, at den var blevet 

drevet op i en spids ved, at Danmark havde antaget en anløbspolitik mod 

de vigtigste allieredes vilje, er det sandsynligt, at den ville have fået virkninger 

på begge områder. 

Den særlige danske udvikling. I et vist omfang var dansk sikkerhedspolitik i 

1980’erne udtryk for den demokratisering af udenrigspolitikken, som var påbegyndt 

mange år tidligere. Den var kendetegnet ved at regeringernes muligheder 

for at kontrollere den udenrigspolitiske dagsorden var blevet svækket 

samtidig med, at deres modtagelighed for påvirkninger fra samfundet var blevet 

større, og samfundet havde fået flere muligheder for at vinde gehør. Selv om 

de nye elementer i 1980’ernes danske sikkerhedspolitik kun i meget begrænset 

omfang var danske og derfor heller ikke i deres substans kan ses som udtryk 

for nogen særlig dansk anomali på sikkerhedspolitikkens område, men 

snarere som et nyopdukket mønster i den vestlige sikkerhedspolitiske debat, 

så fik dansk sikkerhedspolitik alligevel sit specielle præg på grund af, at det 

sikkerhedspolitiske flertal i Folketinget kunne omforme et internationalt idégods 

til officiel dansk politik imod regeringens vilje. I hele Europa førte presset 

på den sikkerhedspolitiske konsensus til skarpe modsætninger, men når 

de blev særlig skarpe i Danmark, var hovedårsagen utvivlsomt den usædvanlige 

parlamentariske situation og dens ligeså usædvanlige konsekvenser. 

I betragtning af den internationale spænding og presset på den sikkerhedspolitiske 

konsensus kunne man tro, at alle relevante ministre eller i det mindste 

statsminister, udenrigsminister og forsvarsminister ville have sat sig sammen 

til en længere, grundlæggende diskussion af, hvad man skulle gøre. Det 

skete imidlertid så vidt vides aldrig, idet møderne i det såkaldte raketudvalg 

mellem de tre ministre og deres embedsmænd tilsyneladende var så korte, at 


de ikke tillod en sådan fundamental diskussion. 5 Derved forsømtes en mulighed 

for at finde en fælles linje. Den vigtigste betydning heraf var, at regeringen 

kom til at mangle en strategi for, hvor længe man fortsat skulle acceptere 

flertallets dagsordner, men også, at der var forskelle i det toneleje, hvori 

ministrene kommenterede den sikkerhedspolitiske uenighed, såvel i Folketinget 

som over for befolkningen. Den manglende koordination mærkedes 

ved, at statsministeren og forsvarsministeren ofte valgte en mere forsonlig debatstil 

end udenrigsministeren. Hans Engell har om den bagvedliggende 

overvejelse udtalt, at han mente regeringen burde undgå boomerangeffekten 

af en alt for kompromisløs argumentation. Hvis man beskrev fodnotepolitikken 

som meget alvorlig for Danmark, måtte befolkningen på et tidspunkt 

spørge, hvorfor regeringen så tog ansvaret for den i stedet for at gå til valg. 

På hjemmebane måtte det billede uvægerlig opstå, at regeringen ønskede 

at placere Danmark som kerneland i NATO. På udebane var situationen nok 

snarere, at Danmark placerede sig i den moderate, pragmatiske gruppering i 

NATO med bl.a. Shultz, Genscher, Lord Carrington, briterne, nordmændene 

og canadierne, en gruppering med tydelig forståelse for ligevægts- og samarbejdsstrategien 

og med en ofte klar modstand mod initiativer og vurderinger, 

der stammede fra Weinberger og Perle. 

Manglende debatmiljø og fravær af bæredygtige koncepter. Blandt de mange mulige 

årsager til, at det måske gik særlig hårdt til i Danmark, er det ofte blevet 

nævnt, at der i udtalt grad manglede sikkerhedspolitisk analysekapacitet og et 

sikkerhedspolitisk debatmiljø i partierne. Konsensuspolitikken havde betydet, 

at der ikke havde været noget stort behov for disse ting. Det er blevet sagt på 

den måde, at det faste mønster skabte nogenlunde ro om sikkerhedspolitikken, 

men at det også gjorde den forholdsvis uinteressant. Sikkerhedspolitikken 

fristede ikke til politisk engagement i de toneangivende partier, fordi 

der sjældent var egentlig strid om den mellem hovedinteressenterne. Man 

kan sige, at danske politikere havde deponeret ikke blot sikkerheden, men 

også den sikkerhedspolitiske tænkning i NATO. 6 Derfor blev debatterne, hvis 

der engang imellem var vanskelige problemer på dagsordenen, ofte forholdsvis 

tynde og fernisprægede. 7 De spændinger, der havde været i dansk sikkerhedspolitik 

gennem perioden frem til 1979, f.eks. i 1960’erne og 1970’erne, 

havde ikke været større, end at de i afgørende situationer kunne neutraliseres 

af et velsmurt dansk diplomati med sans for sikkerhedspolitikkens indre 

og ydre begrænsninger. I 1980’erne blev presset for stort til, at det kunne ud- 

5 DIIS-interviews med Hans Engell, 17. november 2004 og Uffe Ellemann-Jensen, 26. november 

2004. Brev af 3. januar 1983 fra udenrigsministeren til statsministeren, UM 105.I.40.e/3, hvori foreslås 

regelmæssige drøftelser mellem de tre ministre af de forestående sikkerhedspolitiske problemer. 

6 Jørgen Schleimann skrev i 1979: „Jeg har gang på gang påpeget det utilstrækkelige og uhensigtsmæssige 

i, at vi opførte os, som om vi abonnerede på en udenrigspolitik i Washington.” (Kronik i 

Berlingske Tidende, 19. oktober 1979). 

7 Tøger Seidenfaden, „Dansk sikkerhedspolitik i 1980’erne“ i Henning Gottlieb, Bertel Heurlin og 

Jørgen Teglers (red.), Fred og konflikt,, København, 1991, s. 280. 


lignes på den vante måde. Dyvig-rapporten var et forsøg herpå, men dels kom 

den måske lidt for tidligt, dels var problemerne nok i virkeligheden for store 

til at kunne løses med den gammelkendte Rulle-Marie teknik (hvor en kommission 

indsættes som bomberobot til demontering af politiske eksplosiver). 

Nikolaj Petersen har specielt fremhævet de borgerlige politikeres mangel 

på interesse for og viden om de sikkerhedspolitiske spørgsmål, der kom på 

dagsordenen i 1980’erne. Kun ganske få borgerlige politikere kunne give oppositionen 

et modspil. 8 Det var dog ikke et borgerligt prærogativ. Særlig påfaldende 

er det, at Socialdemokratiet havde fået præsenteret konceptet bag 

begreberne „fælles sikkerhed“ og „sikkerhedspartnerskab“ på en sølvbakke, 

men ikke rigtig tog det til sig. Hvis partiet for alvor havde anvendt dette koncept, 

kunne det meget tænkeligt have udgjort en passende konsistent ramme 

for dets politiske initiativer i 1980’erne. Mens regeringen kunne støtte sig til 

den traditionelle strategi og NATO’s konceptudvikling, stod Socialdemokratiet 

i mangel af et bæredygtigt koncept dårligt forberedt til 1980’ernes sikkerhedspolitiske 

debatter. Uden et helhedskoncept var der meget, der kunne 

gå skævt: det blev svært at skaffe enighed i partiet, man blev let værgeløs over 

for overbud fra venstrefløjen, man klarede sig dårligere end nødvendigt i den 

brede debat, og primært havde man svært ved at sortere de mange enkeltsager 

og få en sammenhængende politik ud af det. Når partiet ikke siden hen 

med større held har kunnet forsvare sine positioner i datiden, kan det ses som 

et tegn på, at man dengang ikke havde fået et helhedskoncept på plads. Til 

en vis grad lænede man sig op ad SPD, og i 1980’ernes begyndelse hentede 

man inspiration til mange af sine aktuelle positioner hos SPD, men hverken 

den langsigtede strategiske understrøm i Ostpolitik eller SPD’s sikkerhedspolitiske 

konceptarbejde i 1980’erne fik man samlet op. 9 Samme forventning 

om sammenhæng i tingene kunne man ikke have til protestpartierne på venstrefløjen. 

De kunne nøjes med at være imod, og det var de så, undertiden 

med viden og opfindsomhed. 

En sideeffekt af den traditionelle konsensuskultur og det manglende debatmiljø 

var manglen på mønstre og mekanismer for håndtering af uenighed på 

det sikkerhedspolitiske område. Den økonomiske politik var man vant til at 

være uenige om, men kunne alligevel håndtere uenigheden uden at tabe porcelænet 

på gulvet. Prisen for de mange års borgfred på det sikkerhedspolitiske 

område blev så at sige betalt i 1980’erne. Den internationale opbrudssituation 

betød, at uenigheden næppe kunne have været undgået, men den 

indenrigspolitiske pris blev nok højere end nødvendigt, fordi den manglende 

tradition for sikkerhedspolitisk tænkning gjorde debatterne skarpere og mere 

ufrugtbare, end de havde behøvet at være. Under disse vilkår fik en af små- 

8 Nikolaj Petersen, “Danmark under den kolde krig”, Udenrigs 4, 2004, s. 90. 

9 Jf. Morten Kelstrup, “Sikkerhedsbegrebet og dansk sikkerhedspolitik” i Heurlin og Thune (red.), 

Danmark og det internationale system. Festskrift til Ole Karup Pedersen, København, 1989, s. 97-114. 


statssyndromets virkninger, en stor optagethed af udlandets vurderinger af 

Danmark, også øget betydning. 

Eksterne påvirkninger fra Øst og Vest (se kapitel 73-75). Fra østlig side blev det 

traditionelle mål – splittelse af NATO – forsøgt opnået gennem påvirkningskampagner 

og disinformation. Vi har ikke på dette område noteret os hemmelige 

østlige operationer mod Danmark, som kan vurderes at have haft betydelig 

effekt på meningsdannelse og politikformulering. Almindelig åben, 

identificerbar propaganda var formentlig det hyppigst anvendte og mest virksomme 

middel. Adgangen til vestlige medier var relativt fri for østlige politikere, 

kommentatorer og efterretningsfolk. En kilde fra 1986 med talepunkter 

til sovjetiske politikere, som skulle modtage en dansk tværpolitisk delegation, 

anbefalede at „udvise stor forsigtighed og takt i vurderingen af de særegenheder 

ved den danske udenrigspolitiske kurs, der er fordelagtige for os, 

fordi positive udtalelser fra vores side uundgåeligt vil blive brugt af regeringskoalitionen 

mod det anti-militaristiske flertal i Folketinget.“ Man var sig meget 

bevidst, at man – i dette tilfælde ved diskretion – havde mulighed for i det 

mindste at bidrage til at holde visse emner på dagsordenen i Danmark. Et eksempel 

på en succesrig hemmelig østlig påvirkningsoperation i udlandet var 

de Stasi-styrede „Generaler for Fred“, hvis synspunkter nød en vis opmærksomhed 

også i Danmark. Østlig propaganda spillede sin rolle, men det mest 

effektive materiale til antiatomkampagnerne synes at være kommet fra åbenmundede 

repræsentanter for Reagan-administrationen. I de tidlige 1980’ere 

opskræmte Reagans egen retorik de nervøse vesteuropæere, som noterede sig 

administrationens massive oprustning og stridbare tonefald. Man konkluderede 

i dele af opinionen, at administrationen var afstumpet over for atomkrigens 

rædsler, uoprigtig mht. våbenkontrol og opsat på kamp over hele kloden. 

10 Dette var ikke en dækkende gengivelse af administrationens synspunkter, 

men sådan var virkningen. 

Debattens og stridens brændstof var i meget høj grad udenlandske analyser 

og positioner. Det satte den danske administration på nye opgaver med at 

finde matchende ekspertise i udlandet til understøttelse af regeringens synspunkter. 

Det er vurderingen, at den transnationale debat og vestlige udenlandske 

analyser og synspunkter havde betydelig større indflydelse på den sikkerhedspolitiske 

proces end østlige påvirkninger. 

De allieredes vurderinger af dansk sikkerhedspolitik (se kapitel 82). For perioden 

1945-1978 henvises til periodekonklusionerne, hvoraf det fremgår, at vurderingerne 

spændte fra betoning af den traditionelle neutralismes betydning til 

fremhævelse af Danmarks faste forankring i den vestlige alliance. Indtil ca. 

1974 har vi haft en vis adgang til de vestlige allieredes interne vurderinger, 

der ikke var beregnet for danske øjne, og derfor kan siges at give et rimelig 

godt billede af de reelle opfattelser. Kildesituationen er meget anderledes ef- 

10 David P. Calleo, Beyond American Hegemony. The Future of the Western Alliance, Brighton, 1987, s. 73. 


ter 1975, hvor alle de tilgængelige udsagn som udgangspunkt må antages at 

være behæftet med tendens. Foreløbig må det anbefales at bygge analyser af 

dansk sikkerhedspolitik i disse år på den faktisk førte politik frem for på udenlandske 

vurderinger af den. De allieredes vurderinger af dansk sikkerhedspolitik 

var et fleksibelt instrument til påvirkning af den danske opinion og beslutningsproces. 

Både regeringen og de regeringsvenlige dele af dagspressen 

argumenterede i vid udstrækning deres sag ved hjælp af udtalelser fra udenlandske 

regeringer, embedsmænd og kommentatorer. 

Også det danske embedsapparat deltog i varierende grad i arbejdet med 

udvælgelse, udformning og formidling af allierede vurderinger til regeringen 

og det politiske miljø i øvrigt. Herigennem var der mange muligheder for diskret 

at fremme den overordnede målsætning – som vel måtte falde især embedsmændene 

naturligt – at vise det politiske miljø, hvor grænserne for 

Danmarks udenrigspolitiske råderum efter deres mening lå, og at genskabe 

enigheden om dansk sikkerhedspolitik, subsidiært undgå at uenigheden voksede. 

Selvfølgelig kunne ukoordineret udenlandsk kritik af Danmarks sikkerhedspolitiske 

kurs forekomme, men også den kan have været formuleret for 

at påvirke den politiske proces i Danmark. Det er en almindelig arbejdsform, 

at venligtsindede regeringer ud fra en fælles overvejelse afstemmer kritiske 

bemærkninger med hinanden, før de afgives. Et eksempel er den valgmulighed, 

som Danmarks Washington-ambassadør Eigil Jørgensen fik i en samtale 

med udenrigsminister Shultz i umiddelbar forbindelse med dennes møde 

med udenrigsminister Ellemann-Jensen ved en middag i 1985 på skoleskibet 

Danmark i Washingtons havn. Shultz spurgte Eigil Jørgensen, hvad der mon 

ville være mest hjælpsomt for den danske regering: at han holdt sin forberedte, 

afdæmpede tale, der var redigeret i et samarbejde mellem amerikanske 

og danske embedsmænd, eller at han improviserede en mere kritisk tale. 11 

Man kan måske med et lille glimt i øjet antage, at den danske regering aldrig 

har haft større indflydelse på udlandets vurderinger af dansk sikkerhedspolitik 

end netop i fodnoteperioden. Det hænger sammen med, at regeringen 

især i de store allieredes øjne var et bolværk mod det sikkerhedspolitiske flertals 

’kaosmagt’. Hermed er naturligvis hverken antydet, at Shultz ikke mente, 

hvad han sagde ved den pågældende lejlighed, eller at hans kritik ikke skal tages 

alvorligt, men nok, at der selvfølgelig generelt kan skrues op og ned for 

kritik i forholdet mellem stater, og at det kan være vanskeligt at afgøre, hvor 

højt prioriteret en kritik er i afsenderens samlede politiske portefølje. 

Danmarks sikkerhed, indflydelse og renommé. Det er en udbredt vurdering både 

i datid og nutid, at Danmarks indflydelse og renommé og måske endda 

Danmarks sikkerhed blev skadet af fodnoterne og dagsordenerne. Vi er hermed 

fremme ved den indre dimension af dansk udenrigspolitik, der handler 

om konsekvenserne for Danmark af dagsordenspolitikken og fodnoterne. 

11 DIIS-interview med Eigil Jørgensen, 25. november 2004. 


Spørger man, hvad det nærmere indebærer at miste indflydelse, er det vanskeligt 

at give et svar, som tilfredsstiller den, der mener, at et lille land alligevel 

sjældent har megen indflydelse at miste i de sammenhænge, der er emnet 

her. Det bør dog naturligvis ikke underkendes, at det kan vise sig muligt for 

et lille land at få en vis indflydelse i multilateralt samarbejde med større aktører, 

specielt i forhold til den lille aktørs egne, tætte interesser. Indflydelse i EU 

eller NATO forudsætter dog almindeligvis, at man i det mindste deler synspunkter 

med et antal andre medlemmer. 

For 1980’ernes vedkommende kan man have en formodning om, at danske 

synspunkter ikke kunne have stor indflydelse i de sager, hvor man havde markeret 

en udpræget mindretalsopfattelse, selv om man principielt heller ikke 

skal undervurdere den betydning, som fløjstandpunktet i en konsensusorganisation 

kan have for afgrænsningen af den pragmatiske politiks spillebane. 

Fokuserer man på NATO og det sikkerhedspolitiske miljø, blev Danmarks 

indflydelse i nogen grad negativt påvirket. Denne konklusion er behæftet 

med usikkerhed og udgør et skønnet gennemsnit af de iagttagelser og udtalelser, 

der har været til rådighed. Det må understreges, at der er en betydelig 

spredning i vurderingerne af dette spørgsmål. En del af de danske aktører 

følte sig hæmmet i deres arbejde i den forstand, at de måtte bruge mere tid 

på skadesbegrænsning end på konstruktivt arbejde, uden dog at føle sig frosset 

ud af det gode selskab og uden i øvrigt at registrere begrænsninger i deres 

muligheder for at få deres synspunkter hørt. Det er svært at vide, om danske 

aktører i visse tilfælde har fået færre informationer i medfør af den danske 

politik, end de ellers ville have fået. Hvis det har været tilfældet, har det 

kunnet influere på dansk interessevaretagelse. Der er eksempler på, at danske 

aktører fandt det vanskeligere at få tilsagn om forstærkninger og mener, at tonen 

var blevet hårdere i den årlige bedømmelse af den danske forsvarsindsats. 

Hvorom alting er, så blev der i hvert fald ikke sat ny politisk kapital ind 

på Danmarks troværdighedskonto i NATO i disse år. Nogen konsekvenser for 

dansk sikkerhed har imidlertid ikke kunnet påvises, men hvis de alligevel 

skulle have gjort sig gældende, måtte det antages især at have ramt forstærkningerne. 

Det vurderes videre, at den negative indvirkning på Danmarks 

indflydelsesmuligheder var stærkt aftagende, når man bevægede sig uden for 

NATO og de øvrige sikkerhedspolitisk orienterede miljøer. I det materiale, 

som har været til rådighed for denne del af undersøgelsen, indgår en række 

interviews med danske politikere og embedsmænd, samt diplomater ved den 

amerikanske ambassade i København. Allerede inden for denne gruppe er 

spredningen af synspunkter stor. 

For så vidt angår spørgsmålet om renommétab, er vurderingerne yderst forskellige 

og formentlig altid farvet af personlige præferencer og i nogle tilfælde 

af det ubehag, nogle har følt ved at administrere det sikkerhedspolitiske 

flertals politik. Ikke overraskende ser aktører, der har haft de sikkerhedspolitiske 

problemstillinger tæt inde på livet, ofte alvorligt på renommétabet, 


mens aktører på andre centrale udenlandske poster ikke har observeret noget 

renommétab. Hvis man skelner mellem sikkerhedspolitisk renommé og 

alment renommé, indvirker en fodnote formentlig stærkere på det sikkerhedspolitiske 

renommé end på det almene renommé, der må antages at være 

betinget af grundfæstede billeder af landets økonomiske, sociale, kulturelle 

og videnskabelige stade. En ganske hyppigt forekommende udenlandsk vurdering 

af dansk sikkerhedspolitik i 1980’erne er, at der var tale om dansk 

indenrigspolitik, hvormed menes, at den var uden konsekvenser for den 

internationale udvikling. Sådanne udsagn rummer dermed også en indirekte 

vurdering af danske sikkerhedspolitiske positioners internationale gennemslagskraft 

i perioden. Et mere omfattende svar på renomméspørgsmålet kan 

måske imødeses, når der om nogle år bliver adgang til de relevante udenlandske 

dokumenter, som ikke var beregnet for danske øjne, da de blev udfærdiget. 

* * * 

Udredningen har haft Danmarks forhold til østmagterne i fokus og har især 

undersøgt Warszawapagtens militære kapabilitet, strategi og planer, samt den 

østlige efterretningsmæssige og påvirkningsmæssige indsats mod Danmark. I 

relation hertil er også den danske debat og formuleringen af dansk sikkerhedspolitik 

gennemgået. Der er ikke fundet dokumentation for, at påvirkning 

fra Øst var bestemmende, endsige udslaggivende for dansk sikkerhedspolitik, 

hverken i form af en markant indflydelse på den offentlige meningsdannelse 

eller gennem direkte pres på regeringsniveau. Derimod var forholdet til Øst naturligvis 

genstand for intens overvågning og stadig overvejelse fra dansk side, 

ligesom der efter en samlet afvejning blev taget hensyn til østlige synspunkter, 

hvis man fandt, at en balancepolitik kunne forhindre uønskede konsekvenser, 

en unødvendig forøgelse af spændingen mellem Øst og Vest eller gav anledning 

til velbegrundede forventninger om en passende modydelse eller fordel 

enten straks eller på længere sigt. Den nærmere udformning af en sådan balancepolitik 

var naturligvis en politisk proces, hvorunder der ikke altid var 

fuld enighed mellem Danmark og dets allierede. Det afgørende er imidlertid, 

at eftergivenhed eller affindelsespolitik over for Øst blev undgået i kraft af alliancemedlemskabet. 

Tilsammen var indenrigspolitik og alliancepolitik i hele den undersøgte periode 

langt de tungeste lodder på den sikkerhedspolitiske vægt og bestemmende 

for den førte politik, mens dagsordenen for forholdet til Øst under 

det meste af den kolde krig var meget tynd og tit af nærmest rituel karakter. 

Danmark stod i en markant asymmetrisk bipolær situation, hvor USA var den 

dominerende magt, og hvor proportionerne var, at alliancemedlemskabet 

spillede den altoverskyggende rolle for udformningen af dansk sikkerhedspolitik 

i almindelighed og for relationerne til Øst i særdeleshed. Så banal denne 

konstatering end kan forekomme, er der tale om et ofte overset forhold og 


dermed ikke nogen triviel iagttagelse. Den hyppigt anvendte karakteristik af 

Danmark som NATO-medlem med lav profil er næppe helt retvisende. Den 

hæfter sig ved en række enkeltforhold, men kommer let til at underbelyse de 

grundlæggende proportioner i dansk sikkerhedspolitik. Alt i alt synes der at 

være grund til at tage karakteristikker som ’lav profil’, ’alliancemedlem på minimumsvilkår’, 

’allieret med forbehold’, ’nordisk balance’ og ’Norden som 

lavspændingsområde’ op til ny overvejelse. Disse emblemer har haft tilstrækkelig 

stor indflydelse på de sædvanlige fortolkninger til, at deres samlede 

virkning er blevet at fremhæve det specielle på bekostning af det generelle i 

Danmarks sikkerhedspolitiske situation. Det generelle bestod i Danmarks solide 

magtpolitiske placering som medlem af den vestlige alliance. Dette var 

hovedmotivet under den kolde krig, mens det specielle udgjorde sidemotiver. 

At det specielle let kommer til at fortegne billedet af det generelle skyldes, 

at både erkendelsesmæssige og politiske mekanismer trækker i den retning. Det 

specielle virker som en magnet på vores forsøg på at fortolke verden. Netop 

det specielle sætter os i stand til at skelne mellem ellers næsten identiske objekter. 

Derfor, og fordi specielle eller ekstreme situationer er velegnede til at 

teste teoriers holdbarhed, tiltrækker det specielle sig også i særlig grad 

forskningens interesse. 12 Dette er naturligvis ikke i sig selv negativt. Undertiden 

kan beskæftigelse med det specielle føre til ny indsigt (afdække „det egentlige“), 

men det er på den anden side ikke uden risiko for at dække for en bredere 

forståelse, og overdrevet fokus på ekstremer kan komme til at trække 

lange linjer i forståelsen af et lands historie. I politisk henseende fungerer det 

specielle som den fremhævede eller omtvistede undtagelse, mens det generelle 

hyppigt er lig med det uanfægtede grundlag. Derved er det ofte undtagelsen, 

der kommer til at udgøre genstanden for den politiske kamp. Dette 

afspejler sig også i mediernes dækning. Det specielle har således også politisk 

set en evne til at tiltrække sig opmærksomheden, mens det generelle let bliver 

overset eller fortegnet. Også for praktikeren, hvis hverdag består i problemløsning 

vedrørende det specielle, er dette et velkendt fænomen. Disse mekanismer 

gør sig selvsagt gældende i alle landes historieskrivning og politiske 

kultur. 

Når 1980’erne fremstår i nyt lys i undersøgelsen, skyldes det en kombination 

af to forhold: at Warszawapagtlandenes krise var væsentlig mere alvorlig 

end antaget i samtiden, og at uenigheden om den overordnede vestlige politik 

stak dybere, end man dengang kunne se. Det medførte, at forholdet til alliancen 

og spørgsmål om alliancens politik fik endnu større betydning i 

1980’erne end i de foregående perioder, men det betød også, at der var kommet 

et nyt niveau til i debatten, et ’vestspil’ af mere overordnet karakter end 

alliancepolitikken. For 1980’ernes grand strategy-debat var det ganske karak- 

12 Hans Mouritzen, ”Da Nora gik ud… Et essay om studiet af det ekstreme” i Lars Bille (red.), Fra 

statskundskabens grænseflader, København, 1990, s. 107-116. 


teristisk, at den i stort omfang fandt vej til aviser og tidsskrifter. Nogle af de 

væsentligste bidrag til den vestlige debat i 1980’erne, også fra politikere, foreligger 

i en lille håndfuld internationalt toneangivende udenrigspolitiske tidsskrifter. 

På dette felt har Danmark gennem tiden kun markeret sig yderst sporadisk. 

En genlæsning af de relevante årgange af kernetidsskrifterne viser, hvor 

dybtgående den vestlige uenighed var. Det er værd at hæfte sig ved den betydelige 

usikkerhed i datiden, både med hensyn til vurderingen af Sovjetunionens 

styrker og svagheder, og hvad angår valg og koordinering af en overordnet 

vestlig strategi. Vesten havde ikke nogen samlet politik i disse år, hvor 

billedet bestod af en temmelig ukoordineret blanding af militært og økonomisk 

pres kombineret med tilbud om dialog og samarbejde. Sovjetimperiet 

brød først og fremmest sammen af indre årsager, men den stærkt modsætningsfyldte 

og foranderlige vestlige politik spillede også en rolle, både for 

selve sammenbruddet og for, at det forløb på en måde, som ikke førte til fornyet 

repression eller storstilede blodsudgydelser i Østeuropa, endsige krise eller 

krig. 


Del VI 

Bilag

Bilag 1 · Deltagere i DIIS-interviews 

Svend Auken 

Ole Bierring 

Jørn Bro 

Hans Henrik Bruun 

Lasse Budtz 

Per Carlsen 

Jens Christensen 

Steen Christensen 

Arne Christiansen 

Henning Christophersen 

Jørgen Dragsdahl 

Lone Dybkjær 

Peter Dyvig 

Uffe Ellemann-Jensen 

Hans Engell 

Paul Henning Fischer 

Steen Folke 

William Friis-Møller 

Henning Gottlieb 

Knud Heinesen 

Niels Helveg Petersen 

Jytte Hilden 

Svend Jakobsen 

Eigil Jørgensen 

Torben Krogh 

Skjold G. Mellbin 

Niels-Jørgen Nehring 

Poul Nielson 

Kjeld Olesen 

Erling Olsen 

Gert Petersen 

Per Poulsen-Hansen 

Peter B. Swiers 

Troels Toftkær 

Pelle Voigt 

James C. Whitlock Jr. (email-interview) 

Peter B. Swiers var political counselor på den amerikanske ambassade i 

København fra juli 1985 til august 1987. James C. Whitlock Jr. var ligeledes 

political counselor på den amerikanske ambassade i København fra august 

1981 til august 1985. 

Bortset fra interviewet med James C. Whitlock, der findes nedskrevet, er 

interviewene optaget på audiodisk. Alle interviews er frit tilgængelige. Det er 

hensigten at søge dem placeret i et offentligt arkiv. 

Foruden interviewene har der i en tidlig fase af arbejdet været gennemført 

samtaler til baggrund med Poul Grooss, Erik Fournais, Jørgen O. Hjorth, 

Jørgen Lyng, og Sven E. Thiede. 

DELTAGERE I DIIS-INTERVIEWS 109

Bilag 2 · Udvisningssager i Danmark i 

perioden 1957-1988 

En væsentlig del af den østlige efterretningsindsats mod Danmark under den 

kolde krig udgik fra efterretningsstationerne på den sovjetiske og den polske 

ambassade, de såkaldte legale residenturer, hvor efterretningsfolk arbejder 

under diplomatisk eller officielt dække. I modsætning hertil står de illegale 

residenter, dvs. efterretningsfolk, der arbejder afsondret fra hjemlandets diplomatiske 

eller officielle institutioner og med forfalskede identiteter og konstruerede 

baggrundshistorier, de såkaldte „legender“. Denne metode blev især 

anvendt af østtysk efterretningstjeneste, i væsentlig grad som følge af den sene 

diplomatiske anerkendelse af DDR i 1973. Da diplomater og andre med lignende 

status er beskyttet mod værtslandets strafforfølgning, er værtslandet i tilfælde 

af lovovertrædelser henvist til andre – folkeretlige – reaktionsmuligheder. 

Området reguleres af Wienerkonventionen om diplomatiske forbindelser 

af 31. oktober 1961, særligt artikel 41, og Wienerkonventionen af 24. august 

1963 om konsulære forbindelser, særligt artikel 55. Medarbejdere ved FN’s organisationer 

omfattes af konventionen af 21. november 1947 om rettigheder 

og immuniteter for særlige institutioner, særligt artikel 6. 

Nedenfor gives en oversigt over sager, hvor udvisninger og andre folkeretlige 

reaktioner fra danske myndigheders side har været overvejet og gennemført 

over for østmagterne. 

Sager vedrørende de sovjetiske militærattacheer 

I 1954-55 fulgte de danske efterretningstjenester en kontakt mellem den assisterende 

sovjetiske militærattaché R. og en dansk forretningsmand med militær 

baggrund, som russerne forsøgte at hverve som agent. 

I en beretning af april 1955 fra forsvarsstabens efterretningsafdeling redegøres 

for sagen. Bekendtskabet var blevet indledt ved en reception i den sovjetiske 

legation på den Røde Hærs 36-års dag i 1954. Under efterfølgende 

samtaler udtalte R., at han havde den største respekt for det danske forsvar og 

de danske officerer, vel at mærke før Danmarks indtræden i Atlantpagten, 

mens disse nu udelukkende gik amerikanernes ærinde. Der var ikke dansk 

forsvar eller danske officerer mere, kun amerikanske lakajer, der forberedte 

amerikansk besættelse af såvel Danmark som hele Vesteuropa. Dette forhold 

måtte af al magt bekæmpes. Man støttede danske interesser ved at give de 

sande demokratier så mange oplysninger som muligt om amerikanske forsvarsforanstaltninger 

i Vesteuropa; kun på denne måde viste man sand patriotisme 

og sikrede derved Danmark selvstændighed. 

UDVISNINGSSAGER I DANMARK I PERIODEN 1957-1988 111

Videre gav R. udtryk for, at danskeren – for at redde det europæiske demokrati 

og bevare kone og børn fra en kvalfuld død forårsaget af atombomber – 

måtte give sit bidrag til fredens bevarelse, hvorefter R. gik over til at stille meget 

kontante spørgsmål om særligt den danske kystbefæstning og den danske 

radartjenestes anlæg etc. Udenrigsministeriet blev underrettet om sagen. Der 

ses ikke foretaget skridt i sagen ud over, at kontakten mellem den sovjetiske 

militærattaché og danskeren blev afbrudt. 

Efterretningstjenestens beretning om den sovjetiske militærattachés pågående 

hvervningsforsøg har imidlertid formentlig haft indvirkning på danske 

myndigheders vurderinger og reaktioner i tre sager, der i løbet af 1957 førte 

til udvisninger af tre sovjetiske militærattacheer. 

Billedbladet fra den 14. februar 1958 beretter i en omfattende billedreportage 

om den sovjetiske efterretningsvirksomhed i Danmark og resumerer udvisningerne 

af militærattaché, oberstløjtnant Rogov, der blev udvist i januar 

måned 1957 for spionage mod luftvåbnet, assisterende marineattaché, kommandørkaptajn 

Mikhail Ruditjev, der blev udvist i februar 1957 for spionage 

mod søværnet og medarbejder hos militærattacheen, Sergej Smirnov, der 

blev udvist i oktober 1957 for spionage mod hæren. 

Den 22. januar 1957 tilkaldte udenrigsministeriets protokolchef den sovjetiske 

chargé d’affaires for at meddele ham, at militærattaché, oberstløjtnant 

Rogovs opholdstilladelse, der udløb den 2. februar, altså 11 dage senere, ikke 

ville blive forlænget. Protokolchefen afslog nærmere at begrunde afgørelsen, 

som chargé d’affaires protesterede mod. 

Rogov udrejste den 31. januar 1957. Den 2. februar 1957 overrakte den 

sovjetiske ambassade en protestnote i udenrigsministeriet. Pressen havde 

på det tidspunkt fået nys om sagen. Forud for denne afgørelse var gået et 

længere forløb og grundige overvejelser hos de berørte danske myndigheder. 

Den 12. juli 1955 blev der i forsvarets efterretningstjeneste afholdt et møde 

vedrørende Rogov-sagen, og man gennemgik her en række af de tekniske 

spørgsmål, som Rogov havde forsøgt at skaffe oplysninger om. 

Der var især tale om transistorer. Det blev under mødet oplyst, at transistorer 

på det tidspunkt havde en umådelig stor betydning for en lang række forskellige 

militære områder. Ved mødet hæftede man sig også ved, at Rogov 

havde været meget interesseret i at skaffe oplysninger om danske radiosendere 

og pejleapparater. 

Under et møde hos statsog udenrigsministeren den 1. november 1956 

fandt justitsministeren det betænkeligt at forlænge Rogovs tilladelse til ophold 

i Danmark. 

Efterretningstjenesten redegør i sagen for Rogovs påtrængende arbejdsstil. 

Han opholdt sig bl.a. meget på mindre værtshuse, hvor han søgte kontakt 

med folk, der kunne antages at have oplysninger af militær eller teknisk-videnskabelig 

karakter. Han deltog også i fiskeudflugter og havde for vane at 

112 DEL VI · BILAG

sløre sin identitet, bl.a. ved at fortælle, at han var en ensom østrigsk ingeniør, 

der for tiden opholdt sig i København. 

Efterretningscheferne udtalte, at Rogovs illegale virksomhed måtte karakteriseres 

som en grov overtrædelse af gældende regler for en militærattachés 

virksomhed og indebar en fare for landets forsvar, og at en undladelse fra 

dansk side af at påtale disse forhold over for de sovjetiske myndigheder kun 

ville bidrage til at fremkalde den opfattelse, at en virksomhed som den af 

Rogov udøvede tolereres af danske myndigheder. 

Udenrigsministeriet delte sikkerhedsmyndighedernes opfattelse af, at Rogov 

optrådte på en måde, som gjorde hans fortsatte tilstedeværelse i Danmark 

uønsket. 

Ved en afvejning af mulige skridt i sagen opstillede udenrigsministeriet følgende 

graduerede muligheder: 

a. en persona non grata erklæring til den sovjetiske ambassade. I den forbindelse 

henvistes til politichef Brix’ skrivelse af 29. september, hvor Brix oplyser, 

at han på et nyligt afholdt møde med sine norske og svenske kolleger 

i store træk gjorde disse bekendt med sagen. 

b. underhåndsmeddelelse til ambassaden om, at Rogovs opholdstilladelse, 

der udløb den 2. februar 1957, ikke vil blive fornyet, samt henstilling til ambassaden 

om at drage omsorg for, at Rogov forlader Danmark snarest muligt. 

c. underhåndshenstilling til ambassaden om, at Rogovs opholdstilladelse ikke 

søges forlænget. 

d. underhåndsmeddelelse til ambassaden om, at man er bekendt med Rogovs 

illegitime virksomhed, og at de danske myndigheder, såfremt denne virksomhed 

ikke øjeblikkeligt bringes til ophør, ikke ser sig i stand til at forny 

Rogovs opholdstilladelse. 

I udenrigsministeriets videre overvejelser af, hvilke skridt der bør tages, peger 

man bl.a. på, at en persona non grata erklæring rimeligvis indebærer offentlighed 

om sagen og hermed kravet om mere eller mindre detaljerede begrundelser 

fra myndighedernes side for dette skridt. Der peges på, at der er særlige 

hensyn til de danske statsborgere, som har bidraget med oplysninger til 

sagen. Endvidere peger man på, at persona non grata skridtet indebærer mulighed 

for en gengældelsesaktion imod den i antal beskedne stab ved Moskvaambassaden. 

Der er talrige eksempler på, at udvisning af sovjetiske diplomater 

fra vestlande har medført retortion imod vedkommende lands repræsentation 

i Moskva. 

Rogov-sagen blev på ny drøftet på et møde med flere ministre mandag den 

21. januar 1957 hos statsog udenrigsministeren. Der var enighed om, at Rogov 

ifølge de foreliggende oplysninger groft havde overskredet grænsen for, 

hvad en fremmed militærattaché kan tillade sig. – Justitsministeren fremhæ- 


vede, at der i sagen om Rogov forelå stærke bevisligheder. Den tilstedeværende 

udenrigsministerielle embedsmand udtalte, at man i udenrigsministeriet 

på embedsmandsniveau var enige om, at der forelå grundlag for at nægte 

forlængelse af Rogovs opholdstilladelse, og tilføjede, at forudsætningen var, 

at justitsministeriet skønnede, at Rogov, såfremt han havde hørt ind under 

dansk jurisdiktion, kunne idømmes straf for spionage og forsøg på spionage. 

Justitsministeren bekræftede, at denne forudsætning var opfyldt. 

Den udenrigsministerielle embedsmand henviste til, at regeringen havde 

et ansvar i denne sag, ikke blot over danske interesser, men også i forhold til 

NATO og til USA. Forsvarsministeren kunne helt tiltræde dette synspunkt. 

Udgangen på drøftelserne blev protokolchefens ovennævnte meddelelse af 

22. januar 1957 til den sovjetiske chargé d’affaires om nægtelse af forlængelse 

af oberstløjtnant Rogovs opholdstilladelse. Sagen blev genstand for omtale i 

medierne. 

Onsdag den 27. februar 1957 blev Sovjetunionens ambassadør Slavin kaldt til 

udenrigsministeriets direktør for at få at vide, at direktøren efter ordre fra regeringen 

måtte give ham meddelelse om, at den assisterende marineattaché ved 

Sovjetunionens ambassade, orlogskaptajn Mikhail Ruditjev under sit ophold i 

Danmark på irregulær måde havde søgt at skaffe sig oplysninger om forhold af 

hemmelig karakter vedrørende det danske forsvar, hvorfor kommandørkaptajn 

Ruditjev snarest og senest mandag den 4. marts 1957 skulle forlade Danmark. 

– Ruditjev udrejste den 4. marts. Ambassadøren protesterede vedholdende 

imod denne udvisning, som han imidlertid kun kunne tage til efterretning. 

Udvisningen af marineattacheen blev offentliggjort gennem en kort meddelelse 

til Ritzaus Bureau den 27. februar 1957. Udenrigspolitisk nævn blev den 

21. marts orienteret om sagen og om den sovjetiske protest af 16. marts. 

Lørdag den 16. marts 1957 overrakte den sovjetiske ambassadør Slavin en 

note til udenrigsministeriets direktør Nils Svenningsen med protest mod udvisningen 

af marineattaché Ruditjev, idet man afviste de rejste beskyldninger. 

Noten indeholdt endvidere en bebrejdelse mod den danske regering for, at 

den med uberettigede udvisninger af to sovjetiske våbenattacheer lagde hindringer 

i vejen for ambassadens normale arbejde. Til slut anmodede sovjetregeringen 

i noten den danske regering om i fremtiden at undlade sådanne for 

det normale arbejde generende hindringer. 

Direktøren meddelte, at han ville gøre statsministeren og regeringen bekendt 

med henvendelsen og notens indhold. Han ønskede på stående fod 

ikke at optage nogen diskussion, men ønskede blot at tilbagevise beskyldninger 

mod den danske regering. Det var tværtimod de to sovjetiske attacheer, 

der ved deres optræden selv havde lagt hindringer i vejen for dette 

samarbejde, og derfor havde det desværre været nødvendigt for den danske 

regering at anmode de to herrer om at forlade landet. 

Den 2. oktober 1957 tilkaldte udenrigsministeriets direktør på ny den sovjetiske 

ambassadør – denne gang for at meddele udvisning af Sergej Smirnov, 

114 DEL VI · BILAG

medarbejder hos militærattacheen på sovjetambassaden. Direktør Svenningsen 

udtalte til ambassadøren: 

Den danske regering har pålagt mig at overbringe Dem, hr. ambassadør, en 

meddelelse om en højst beklagelig sag. Det drejer sig om et nyt tilfælde af kompetenceoverskridelse 

af et medlem af Sovjetunionens ambassade. I februar måned 

1957 så regeringen sig, som De vil erindre, nødsaget til at anmode Dem om 

at foranledige, at kommandørkaptajn Ruditjev, assisterende marineattaché ved 

Sovjetunionens ambassade, forlod landet. De udtalte ved den lejlighed, at De 

havde givet strenge ordrer til, at ingen tjenestemand ved ambassaden måtte 

foretage sig handlinger, som kunne forstyrre det normale arbejde på ambassaden 

og det normale forhold mellem ambassaden og den danske regering. 

På baggrund af denne erklæring fra Dem har det gjort et overordentligt 

pinligt indtryk på den danske regering, at der nu på ny er forekommet tilfælde 

af kompetenceoverskridelser. Det drejer sig denne gang om medarbejder 

hos militærattacheen, hr. Sergej Smirnov, som har vist en uberettiget og 

utidig interesse for at komme i besiddelse af oplysninger om danske militære 

hemmeligheder. Sådan illegal virksomhed forstyrrer i allerhøjeste grad det 

normale forhold mellem ambassaden og den danske regering. Det er såvel 

ambassadens som regeringens ønske at overholde gode og venskabelige forbindelser, 

men en væsentlig forudsætning for at dette skal lykkes er, at intet 

medlem af ambassaden misbruger den gæsteret, som diplomater og deres 

medhjælpere ifølge almindelig international kutyme nyder her i landet. 

Danske myndigheder har konstateret, at medarbejder hos militærattacheen 

ved Sovjetunionens ambassade, hr. Sergej Smirnov, under sit ophold i 

Danmark på irregulær måde har søgt at skaffe sig oplysninger om forhold af 

hemmelig karakter vedrørende det danske forsvar. Han har herved overskredet 

sin kompetence som medlem af Sovjetunionens ambassade og således udvist 

en adfærd, der er uforenelig med hans eksterritoriale status og hans fortsatte 

forbliven i Danmark. Udenrigsministeriet ser sig derfor nødsaget til at 

anmode Sovjetunionens ambassade om at foranledige, at hr. Smirnov snarest, 

senest mandag den 7. oktober 1957 forlader Danmark. 

I tilslutning til denne udvisning udtalte udenrigsministeriets direktør en alvorlig 

advarsel til ambassadøren, idet han sagde, at det var regeringens håb, 

at ambassadøren nu ville foranledige, at medlemmer af ambassaden og dens 

medhjælpere i fremtiden bestræbte sig på at overholde de uskrevne love, der 

gælder for fremmede diplomaters virksomhed i opholdslandet. Og han sagde 

herefter: Jeg vil bede Dem om at sige til Deres militærattaché, at såfremt ikke 

den fra hans afdeling ved ambassaden udgående illegale virksomhed ophører, 

vil regeringen se sig nødsaget til at tage under overvejelse, om militærattacheen, 

oberstløjtnant Nikolaj Jakovlev, der som chef for afdelingen er den 

egentlige ansvarlige, fortsat kan forblive i landet. 

Ambassadøren tog straks til genmæle og fremhævede, at det nu var tredje 

gang, han fra den danske regering modtog en fuldstændig ubegrundet hen- 


vendelse om forhold som de omhandlede, dvs. handlinger, der ikke var begået. 

Han måtte dybt beklage, at den danske regering fandt sig foranlediget 

til nu tredje gang at give ham nogle „ubegrundede linjer“. Ambassadøren 

fastholdt, at han ikke tillod illegal virksomhed på sin ambassade, og 

det var derfor udelukket, sagde han, at nogle af hans medarbejdere kunne 

have foretaget sig noget ulovligt. Ambassadøren ønskede nærmere oplysninger 

om, hvad det hele drejede sig om. Han kunne ikke se rettere, end 

at denne henvendelse med beskyldninger kun var egnet til at forværre forholdet 

mellem de to lande, dette måtte jo ligefrem være regeringens hensigt. 

Han udtalte en kategorisk protest mod sådanne ubegrundede beskyldninger. 

Direktøren replicerede over for ambassadøren med, at der fra danske myndigheder 

forelå fuldt bevis for, at hr. Smirnov havde udøvet ulovlig virksomhed. 

Mere kunne direktøren ikke sige om, hvad Smirnov havde gjort. Det var ikke 

international skik og brug, at en regering i tilfælde som det foreliggende gav 

detaljerede konkrete oplysninger om, hvad virksomheden var gået ud på. 

Han henviste ambassadøren til at spørge Smirnov selv, hvad han havde gjort. 

Han ville utvivlsomt der få oplysninger, som bibragte ham forståelse for regeringens 

krav. 

Mens der ikke på akterne er en nærmere beskrivelse af marineattaché 

Ruditjevs virksomhed, findes der mere indgående redegørelser fra forsvarsstabens 

Efterretningsafdeling, herunder kopi af en indberetning fra forsvarsstabens 

efterretningsafdeling til forsvarschefen om den sovjetiske legationstjenestemand 

Smirnovs forsøg på at hverve en dansk officer som efterretningsagent. 

Beretningen giver indtrykket af en pågående og noget primitiv virksomhed, 

der omfattede forsøg på bestikkelse af en dansk officer. 

I en skrivelse af 26. marts 1955 fra efterretningsafdelingen til forsvarschefen 

pegedes på, at Smirnov på en bred front og uden hensyn til grad eller tjenestetid 

forsøgte at benytte enhver lejlighed til at komme i kontakt med befalingsmænd, 

eksempelvis med personel tjenestegørende ved Hærens Gymnasieskole. 

Udvisningen af Smirnov blev genstand for orientering i udenrigspolitisk 

nævn den 2. oktober 1957, hvor statsog udenrigsministeren beklagede, at 

det havde vist sig umuligt at hemmeligholde overvejelser vedrørende denne 

sag, der allerede var omtalt i dag i flere eftermiddagsblade. 

Den 2. oktober 1957 udsendte udenrigsministeriet en kort meddelelse til 

Ritzaus Bureau om udvisningen af Sergej Smirnov. Der blev ikke givet oplysninger 

om Smirnovs aktivitet ud over, at han under sit ophold i Danmark på 

irregulær måde havde søgt at skaffe sig oplysninger om forhold af hemmelig 

karakter vedrørende det danske forsvar. 

Den 12. oktober 1957 blev den fungerende ambassadør i Moskva, ambassaderåd 

Svart kaldt til det sovjetiske udenrigsministerium, hvor viceudenrigsminister 

Sakharov oplæste og overgav Svart en note, hvori det bl.a. hedder: 

116 DEL VI · BILAG

Den 2. oktober d.å. har danske myndigheder under krænkelse af almindeligt 

anerkendte diplomatiske normer ulovligt krævet udrejse fra Danmark af 

tolk hos den sovjetiske militærattaché i Danmark, Sergej Smirnov, hvis opførsel 

og virksomhed var i fuld overensstemmelse med regler og sædvane for ophold 

i udlandet for medarbejdere i udenlandske diplomatiske repræsentationer 

og ikke gav nogen anledning til danske myndigheders omtalte handling. 

Det er det tredje tilfælde i indeværende år af ubegrundede udvisninger af 

medarbejdere ved sovjetiske institutioner, hvilke i den danske presse blev ledsaget 

af fjendtlig larmen mod Sovjetunionen med formål at aflede den danske 

offentligheds opmærksomhed fra de militære forberedelser, som den aggressive 

NATO-blok træffer på dansk territorium. 

Forholdsregler, der træffes af danske myndigheder mod medarbejdere ved 

sovjetiske institutioner med det formål at diskreditere disse institutioner, skaber 

i Danmark en atmosfære af mistillid og mistænksomhed omkring den sovjetiske 

ambassade, hvilket selvfølgelig skader de sovjetisk-danske relationer og 

ikke kan være overensstemmende med Danmarks nationale interesser. Det 

sovjetiske udenrigsministerium nedlægger derfor bestemt protest mod det 

nye tilfælde af ulovlige krav om udrejse af Danmark og betragter disse handlinger 

som følgende en linie, der er uforenelig med normale diplomatiske relationer 

mellem stater. 

Det hedder videre i noten, at det er pålagt det sovjetiske udenrigsministerium 

at bringe til Danmarks ambassades kundskab, at de sovjetiske myndigheder 

anser attaché ved ambassaden Raneks fortsatte forbliven i Sovjetunionen 

som umulig og opfordrer ham til at forlade Sovjetunionens territorium senest 

den 15. oktober. 

Foranlediget af Sovjetunionens udvisning af landbrugsattaché Ranek udsendte 

udenrigsministeriet efter godkendelse af statsog udenrigsministeren 

den 13. oktober en pressemeddelelse til Ritzaus Bureau, hvori man over et 

par sider uddybede oplysningerne om Smirnovs aktiviteter. 

Det hedder konkluderende i pressemeddelelsen til Ritzau: 

Da Smirnovs virksomhed frembød stor risiko for det danske forsvar, måtte 

forsvarsmyndighederne anse det for absolut påkrævet, at det blev bragt til ophør. 

Da det ved justitsmyndighedernes prøvelse af sagen godtgjordes, at der 

forelå fuldt bevis for hans illegale virksomhed, var det juridiske grundlag for 

indskriden mod Smirnov i orden. Da Smirnov som medlem af sovjetambassaden 

nød eksterritorialitetsret her i landet, kunne han ikke drages til ansvar over 

for danske domstole. Da han ved groft at krænke reglerne om fremmede 

ambassadetjenestemænds virke her i landet har misbrugt sin eksterritorielle 

stilling, var der for regeringen ikke andet at gøre end i overensstemmelse 

med international praksis at forlange ham tilbagekaldt fra posten ved ambassaden. 

Det må herefter bestemt tilbagevises, når det fra sovjetisk side hævdes, at 

Smirnov har forholdt sig i overensstemmelse med de ovennævnte regler, og 


der må protesteres mod, at sovjetregeringen ved udvisning af attaché Ranek 

uden noget som helst reelt grundlag har grebet til modforholdsregler. 

I kølvandet på udvisningen af landbrugsattaché Ranek fra Sovjetunionen 

følger en noteudveksling mellem Sovjetunionen og Danmark. Forholdet omtales 

bl.a. i udenrigspolitisk nævns møde den 23. oktober 1957, hvor statsog 

udenrigsministeren indgående gennemgår forholdet til Sovjetunionen i 

forbindelse med udvisningsspørgsmålene. Stats- og udenrigsministeren refererer 

således den danske ambassadør Mørchs indberetning om, at beslutningen 

om Raneks udvisning må være taget på højeste plan inden for sovjetregeringen, 

og at denne for tiden formentlig er indstillet på at føre en skarp 

kurs over for Danmark, ligesom noten synes at indeholde en trussel om, at 

den sovjetiske regering, såfremt Danmark fremtidig udviser medlemmer af de 

sovjetiske repræsentationer i København, vil udvise medarbejdere fra den 

danske ambassade i Moskva uden hensyn til, om de pågældende måtte have 

overtrådt sovjetiske love eller forskrifter. Denne trussel måtte efter statsog 

udenrigsministerens opfattelse utvivlsomt opfattes som en alvorligt ment 

hensigt. 

I udenrigsministeriets fyldige verbalnote af 11. november 1957 til det sovjetiske 

udenrigsministerium siges bl.a.: 

Uanset forskellen mellem Danmark og Sovjetunionen i henseende til samfundssystemer 

og politiske livsanskuelser har det altid været den danske regerings 

ønske at opretholde gode og normale forbindelser med Sovjetunionen 

til fremme af det gensidige kommercielle og kulturelle samkvem og til styrkelse 

af fredelige og venskabelige forhold i vor del af verden. Regeringens bestræbelser 

i denne henseende har vundet genklang i Folketinget og hos befolkningen, 

selvom det beklageligvis ikke har kunnet undgås, at forstyrrende 

faktorer fra tid til anden har vanskeliggjort en harmonisk udvikling af forholdene. 

I noten tages fra dansk side stilling til Sovjetunionens regerings udtalelse 

om lignende gengældelsesforanstaltninger ved eventuelle fremtidige tilfælde 

af udvisninger af tjenestemænd fra Unionens ambassade i København. Det 

danske udenrigsministerium ser den sovjetiske tilkendegivelse som ensbetydende 

med forsøg på at påvirke den danske regering til i fremtiden at tolerere 

enhver virksomhed af tjenestemænd ved sovjetambassaden i København 

for at undgå yderligere tvangsmæssig reduktion af staben ved Danmarks ambassade 

i Moskva. Urimeligheden i en sådan advarsel som middel i Sovjetunionens 

politik over for Danmark træder grelt frem, når det betænkes, at 

Sovjetunionens stab i København består af i alt 64 personer, heraf 19 med diplomatisk 

status samt 25 medarbejdere ved ambassaden, 14 medarbejdere i 

handelsrepræsentationen og 6 medarbejdere hos militærattacheerne, mens 

Danmarks stab i Moskva kun tæller 4 danske statsborgere, heraf 2 med diplomatisk 

status samt 3 a 4 lokalt ansatte sovjetiske statsborgere til underordnet 

arbejde. 

118 DEL VI · BILAG

Den assisterende sovjetiske marineattaché, orlogskaptajn 

Vladimir Lebedevs fotograferinger ved Langelandsfortet, 

september 1959 

Under en biltur på Langeland den 9. september 1959 blev den assisterende 

sovjetiske marineattaché, orlogskaptajn Lebedev og hans chauffør iagttaget 

under omstændigheder, der skabte en til vished grænsende sandsynlighed 

for, at de affotograferede militære anlæg ved Langelandsfortet. 

Der foretages ikke skridt over for den sovjetiske ambassade i anledning af 

orlogskaptajn Lebedevs fotorekognoscering, men ambassaden var naturligvis 

klar over, at Lebedev var blevet afsløret. 

Den 4. januar 1960 meddelte den sovjetiske ambassade, at den assisterende 

militærattaché, orlogskaptajn Lebedev var afrejst fra København i forbindelse 

med overgang til anden stilling. Der er grund til at antage, at det har 

sammenhæng med fotograferingssagen, eftersom Lebedev tiltrådte sin stilling 

ved ambassaden i marts-april 1958, og således kun havde været i 

København halvdelen af den periode, som en tjenesteturnus normalt varer. 

Udvisning af den polske militærattaché samt dennes 

medarbejdere, 1964 

Den 25. november 1964 gav udenrigsministeriets direktør følgende meddelelse 

til den tilkaldte polske ambassadør: 

De danske myndigheder har konstateret, at militærattacheen ved Polens ambassade, 

oberst Henrik Kuckowski samt dennes medarbejdere Marian Gasparowicz 

og Bronislaw Potocki har benyttet dansk område til ulovlig efterretningsvirksomhed. 

Oberst Kuckowski og hans ovennævnte medarbejdere har herved 

overskredet deres kompetence som medlemmer af den polske ambassades 

stab og således udvist en adfærd, der er uforenelig med deres status som 

tilknyttet diplomatisk repræsentation og deres fortsatte forbliven i Danmark. 

Udenrigsministeriet ser sig derfor nødsaget til at anmode Polens ambassadør 

om at foranledige, at oberst Kockowski samt Marian Gasparowicz samt 

Bronislaw Potocki snarest og senest mandag den 30. november 1964 forlader 

Danmark. 

Ambassadøren protesterede, men tog alligevel meddelelsen til efterretning. 

Han tilføjede, at udvisningen nødvendigvis måtte belaste det polsk-danske 

forhold. Sagen blev omtalt i udenrigspolitisk nævns møde den 25. november 

1964, hvor udenrigsministeren meddelte, at det danske efterretningsvæsen 

havde konstateret, at den polske militærattaché og to af dennes medarbejdere 

havde gjort sig skyldig i spionagevirksomhed. Spionagen havde ikke 

rettet sig mod danske militære installationer, men mod allieret forsvar, og 

danske statsborgere var ikke involveret. 


Om sagens baggrund oplyses i et referat af møde i embedsmandsudvalget 

for sikkerhedsspørgsmål tirsdag den 24. november 1964, at politiets efterretningstjenestes 

undersøgelser i sagen gik tilbage til 1962. Om Kockowski blev 

oplyst, at han var uddannet i polsk militær og civil efterretningstjeneste og 

bl.a. havde været vicechef i den militære efterretningstjeneste. Operationerne 

var rettet mod militære installationer i Nordtyskland – inden for 

Combaltaps område. 

PET gav endvidere udtryk for en stærk fornemmelse af en tiltagende tendens 

hos østbloklandenes efterretningstjenester til at henlægge efterretningsmæssige 

operationer mod Vesttyskland til Danmark. Tidligere var de hovedsageligt 

foregået via Schweiz. PET fandt det også generalpræventivt vigtigt, at 

der blev skredet ind over for sådanne aktiviteter. 

Den i sagen implicerede dobbeltagent kom fra Vesttyskland. PET havde 

ingen oplysninger om, hvorvidt man fra vesttysk side var interesseret i en udvisning, 

men man gik ud fra, at vesttyske myndigheder ville undre sig, hvis en 

sådan udvisning ikke fandt sted. Også USA’s sikkerhedstjeneste var kendt 

med sagen. 

Embedsmandsudvalget var enig om at indstille til regeringsudvalget, at de 

tre polske ambassademedlemmer udvises med kort varsel – under henvisning 

til, at de har drevet ulovlig efterretningsvirksomhed og dermed overskredet 

deres kompetence. 

Den polske reaktion kom allerede dagen efter. Det fremgår af et notat, udarbejdet 

af udenrigsministeriets direktør Paul Fischer den 26. november 

1964, at den polske ambassadør samme dag kl. 2315 opsøgte direktøren i 

udenrigsministeriet og efter instruktion gav en meddelelse med følgende indhold: 

De polske myndigheder er meget overraskede og oprørte over den danske 

regerings beskyldning mod polske embedsmænd for spionage. De polske 

myndigheder afviser denne beskyldning på det kraftigste og beklager, at danske 

myndigheder har foretaget så drastisk og grundløst skridt, som vil få alvorlige 

følger for hele det dansk-polske forhold. Den polske regering begærer, at 

den danske regering trækker sin anmodning om udvisning af de tre polske 

herrer tilbage og stiller under hensyntagen til de danske påstande det modforslag, 

at Gasparowicz og Potocki forlader Danmark inden 15. december. 

Den polske regering ønsker kraftigt at understrege, at enhver videregivelse 

af den danske beslutning, især ved udbredelse i pressen vil forværre forholdet 

betydeligt og tvinge den polske regering til at overveje sagen på ny. På 

trods af de danske uberettigede forholdsregler er Polen fortsat indstillet på at 

bevare de gode relationer til Danmark. 

Direktøren svarede, at også den danske regering ønsker at opretholde det 

traditionelt gode forhold til Polen, og at man så meget mere måtte beklage, 

at polske ambassadeembedsmænd havde udført handlinger, der var strafbare 

efter dansk lovgivning. Direktøren fremhævede, at der forelå 100% beviser 

120 DEL VI · BILAG

for ulovlig efterretningsvirksomhed, og at det derfor forekom umuligt at gå 

ind i nogen form for kompromisløsning. Direktøren sagde endvidere, at hvis 

de pågældende ikke havde været beskyttet af diplomatisk immunitet, ville 

man have anholdt dem og dømt dem. 

Direktøren ringede herefter til udenrigsministeren, der var enig i, at udvisningsordren 

opretholdtes. Dette meddeltes herefter den polske ambassadør 

med tilføjelse af, at Danmark som speciel hensyntagen til Polen ikke udsendte 

noget kommunike om sagen. Direktøren gik ud fra som en selvfølge, at man 

fra polsk side ikke foretog modforholdsregler i anledning af udvisningen. 

De tre omhandlede polakker var alle udrejst inden 1. december 1964. 

Udvisning af tjekkoslovakisk ambassadesekretær, 1965 

Af en notits fra 25. april 1965, udarbejdet af udenrigsministeriets direktør 

Paul Fischer fremgår, at den tjekkoslovakiske ambassadør samme dag efter tilsigelse 

mødte i udenrigsministeriet, hvor han af direktøren fik at vide, at danske 

sikkerhedsmyndigheder havde konstateret, at ambassadesekretær Josef 

Lensky ved den tjekkoslovakiske ambassade havde gjort sig skyldig i ulovlig 

efterretningsvirksomhed ved på dansk område i tiden siden 27. juli 1964 i alt 

fire gange at have udvekslet oplysninger med en i forbundsrepublikken 

Tyskland bosat tysk statsborger. Det fremgår af sagen, at spionagen udelukkende 

var rettet mod Forbundsrepublikken, ligesom ingen danske statsborgere 

var impliceret. Til ambassadøren blev alene oplyst, at den tjekkoslovakiske 

diplomat havde udøvet ulovlig efterretningsvirksomhed, og at ambassadøren 

som chef for ambassaden burde sørge for, at noget sådant ikke kunne 

finde sted. Direktøren meddelte, at der forelå aldeles klare beviser, og at hr. 

Lensky, såfremt han ikke havde været dækket af sin diplomatiske immunitet, 

ville være blevet anholdt og senere domfældt efter dansk straffelovgivning, 

hvorfor man anmodede om, at hr. Lensky forlod landet i overensstemmelse 

med den danske regerings anmodning. 

Det fremgår, at ambassadesekretæren og hans udenlandske agent blev anholdt 

ved Bellevue Strandhotel lørdag den 24. april 1965 kl. 1647. 

Udvisning af den polske ambassadesekretær, 1969 

På et møde i udenrigspolitisk nævn 30. april 1969 ville udenrigsministeren 

gerne nævne den fra morgenaviserne kendte udvisning af en udenlandsk diplomat. 

Den polske ambassadør var den foregående dag blevet kaldt til udenrigsministeriets 

direktør, der havde anmodet ambassadøren om at foranledige, 

at ambassadesekretær Stanislaw Niciejewski snarest og senest mandag 

den 5. maj forlod Danmark. Der forelå klare beviser for, at ambassadesekre- 


tæren, der i realiteten ikke var diplomat, men var uddannet af og tilknyttet 

den polske efterretningstjeneste, havde drevet efterretningsvirksomhed i 

strid med den danske straffelov. Der var tale om ulovlig efterretningsvirksomhed 

rettet mod polske immigranter i Danmark og delvist i Tyskland. 

Der var i sagen sket fængsling af en herboende polsk statsborger, som fra 

ambassadesekretæren havde modtaget konkrete ordrer vedrørende indsamling 

af oplysninger om herboende polakker, i særdeleshed om deres vesttyske 

forbindelser og samarbejde med Radio Free Europe. Angiveligt af frygt for reaktionerne 

mod familien i Polen havde afhopperen afleveret lister over herboende 

polakker til ambassadesekretæren, ligesom han havde givet denne 

navnet på en i Polen bosat polak, der havde hjulpet to polske statsborgere 

med at flygte til Danmark. Kontakten mellem ambassadesekretæren og afhopperen 

havde fundet sted under konspirative møder. 

Formålet med indsamling af personlige oplysninger om polske immigranter 

havde åbenbart været at skabe grundlag for at øve pression mod dem med 

henblik på senere at kunne hverve dem som agenter for den polske efterretningstjeneste. 

Også i denne sag kom der en polsk reaktion. Statsministeren oplyste på et 

fællesmøde den 6. maj 1969 med udenrigspolitisk nævn og udvalget angående 

markedsforhandlingerne, at udenrigsministeriet den 5. maj 1969 havde 

modtaget telegrafisk underretning fra ambassaden i Warszawa om, at de polske 

myndigheder samme dag havde meddelt, at landbrugsråd, statskonsulent 

Olav Brahe-Pedersens fortsatte tilstedeværelse i Polen blev betragtet som uønskelig. 

Fristen for landbrugsrådens afrejse fra Polen var af de polske myndigheder 

fastsat til den 11. maj 1969. 

Meddelelsen fra det polske udenrigsministerium var mundtlig og indeholdt 

ingen begrundelser for beslutningen om udvisningen. Af de ledsagende bemærkninger 

fremgik det imidlertid med al tydelighed, at man fra polsk side 

ingen indvendinger havde mod landbrugsrådens virksomhed eller adfærd i 

Polen, og at udvisningen var en gengældelseshandling for udvisningen fra Danmark 

den 29. april 1969 af den polske ambassadesekretær Stanislaw Niciejewski. 

På den baggrund havde ambassaden i Warszawa den 6. maj overrakt det 

polske udenrigsministerium en note, i hvilken der blev givet udtryk for den 

danske regerings bestemte protest imod den uberettigede og vilkårlige udvisning 

af landbrugsråden. 

Efter overrækkelse af noten havde udenrigsministeren udsendt en pressemeddelelse, 

hvori det blev fremhævet, at der var klare beviser for, at der havde 

fundet spionage sted i Danmark, og der fra polsk side ikke var fremført nogen 

klage over landbrugsråden. Statsministeren tilføjede, at udvisningen af 

landbrugsråden frembød lighedspunkter med den sovjetiske regerings udvisning 

i 1957 af landbrugsattaché Ranek som gengældelsesforanstaltning for 

udvisning af Danmark af tre militære medarbejdere ved den sovjetiske ambassade. 

Som bekendt havde hr. Ranek i 1965 genoptaget sine funktioner som 

122 DEL VI · BILAG

landbrugsråd ved ambassaden i Moskva. Der var adskillige lighedspunkter 

mellem de to sager. 

Udvisning af Brahe-Pedersen og de dansk-polske diplomatiske uoverensstemmelser 

blev omtalt bl.a. i Politiken for 6. maj 1969 under overskriften: 

Polsk gengældelse for udvisning. Dansk diplomat skal forlade landet. 

Udvisningen af pressesekretær ved WHO, 

sovjetisk statsborger Aleksandr Pusjkov, marts 1969. 

Pusjkov, der var ansat som pressesekretær ved WHO’s afdeling i København, 

var udstyret med sovjetisk tjenestepas. Han havde således ikke diplomatisk status, 

men der var hos danske myndigheder enighed om at behandle sagen efter 

„diplomatregler“. Efter ønske fra dansk side udrejste han den 22. marts 

1969, idet han over en længere periode havde udfoldet aktiviteter over for 

flere danske journalister og andre, som efter PET’s og justitsministeriets opfattelse 

var af en sådan art, at der var grundlag for en tiltalerejsning efter straffelovens 

§ 108. 

Emnerne for Pusjkovs virksomhed var en bred vifte af politiske spørgsmål, 

med særlig vægt på udenrigspolitiske og sikkerhedspolitiske forhold, men der 

indgik også indenrigspolitiske emner og interesse for partiernes personforhold 

og interne forhold. Efter PET’s opfattelse havde hele hans virke intet at 

gøre med hans virksomhed som pressesekretær i WHO, hvor han efter det oplyste 

lavede meget lidt. Hans konspirative metoder og den klare stærke tilknytning 

til KGB-elementet på ambassaden førte til, at PET, understøttet af justitsministeriet 

ønskede hans udvisning af Danmark. 

Udenrigsministeriet var noget tøvende heroverfor, og der foregik overvejelser 

over et par måneder, før sagen endelig fandt sin afslutning. Sagen 

blev fyldigt omtalt i pressen, således i Berlingske Tidende den 3. april 1969. 

Reaktion over for tre sovjetiske diplomater, april 1972 

På mødet i Embedsmandsudvalget for sikkerhedsspørgsmål den 15. februar 

1972 drøftede man et notat af 7. januar 1972 fra PET vedrørende ulovlig efterretningsvirksomhed 

udøvet af 3. sekretær ved den sovjetiske ambassade 

Anatolij Illarionov. I hen ved et år havde han udfoldet aktivitet, der, såfremt 

han ikke var beskyttet af diplomatisk immunitet, ville berettige tiltalerejsning 

efter straffelovens § 108, idet han havde udøvet ulovlig efterretningsvirksomhed 

på det teknisk-videnskabelige område, herunder med hensyn til omgåelse 

af embargobestemmelserne. 

PET indstillede i notatet, at Illarionovs ulovlige adfærd bringes til ophør, og 

at han udvises af Danmark, idet en fortsættelse skønnedes at ville indebære 


en krænkelse af væsentlige danske samfundsinteresser og fare for danske borgeres 

sikkerhed og velfærd. 

På mødet indstillede justitsministeren, at 1. sekretær A. Lobanov, attaché 

Mikhail Makarov og 3. sekretær Illarionov udvistes på grund af handlinger i 

klar strid med straffelovens § 108 om ulovlig efterretningsvirksomhed. 

En del af de hændelser, der førte frem til danske myndigheders overvejelser 

om udvisningen af de tre sovjetiske ambassadefolk, havde været genstand 

for omtale i pressen. Måske for at komme begivenhederne i forkøbet 

henvendte den sovjetiske ambassadør den 4. april hos udenrigsministeren og 

henviste til, at der siden slutningen af marts i Berlingske Tidende, Information 

og andre danske blade havde været ført en kampagne imod sovjetiske 

ambassadeembedsmænd og deres påståede ulovlige virksomhed. Denne kampagne 

havde efter ambassadørens opfattelse en åbenlys antisovjetisk karakter 

og måtte opfattes som fjendtlige kræfters forsøg på at hindre europæisk afspænding 

og ødelægge det gode forhold mellem Sovjetunionen og Danmark. 

Ambassadøren afviste beskyldningerne. Da der var tale om ondskabsfulde 

bagvaskelser, håbede han, at den danske regering ville tage alle nødvendige 

skridt for at standse kampagnen. 

Udenrigsministeren takkede ambassadøren for hans henvendelse og udtalte, 

at ej heller Danmark ønskede de meget gode relationer ødelagt af mere 

eller mindre tåbelige ting, som man kunne græde over eller smile af alt efter 

temperament. Han havde set de nævnte artikler i aviserne, men kendte ikke 

sagerne herudover. Som bekendt var der i Danmark ikke mulighed for at udøve 

censur. Hvis historierne imidlertid savnede ethvert grundlag, ville de selvsagt 

ikke belaste forholdet mellem de to lande. 

Den 7. april var der møde i regeringens sikkerhedsudvalg. Her udtalte 

udenrigsministeren, at han var enig i, at der var et klart grundlag for udvisningen 

af de tre sovjet-diplomater. Men forudsat, at man fremkom med en offentliggørelse 

til brug for pressen, som var tilstrækkeligt omfattende, burde 

man nok henset til de venlige relationer til Sovjetunionen undlade en formel 

udvisning. Det ville på denne måde være muligt at spille bolden videre til 

Sovjetunionen, og en sådan fremgangsmåde ville måske reelt virke nok så 

stærkt. 

Statsministeren støttede denne tanke, som også justitsministeren, bl.a. i betragtning 

af de umiddelbart forestående besøg i Danmark af Den Øverste 

Sovjet, erklærede sig enig i. 

Efter dette møde i regeringens sikkerhedsudvalg udsendte regeringen 

samme dag en pressemeddelelse om, at udenrigsministeriets direktør på 

grundlag af et møde i regeringens sikkerhedsudvalg samme dag havde tilkaldt 

den sovjetiske ambassadør til udenrigsministeriet og underrettet ham 

om, at danske myndigheder var i besiddelse af klare beviser på, at tre sovjetiske 

diplomater under deres tjeneste i Danmark havde involveret sig i aktiviteter, 

der var uforenelige med deres diplomatiske status, og som ville have 

124 DEL VI · BILAG

medført tiltalerejsning efter straffelovens § 108, hvis de ikke havde været beskyttet 

af deres diplomatiske immunitet. 

De af diplomaterne udførte aktiviteter ville klart berettige den danske regering 

til at udvise disse fra Danmark. I betragtning af de eksisterende venskabelige 

forbindelser mellem Danmark og USSR havde den danske regering 

imidlertid besluttet ikke at foretage videre i sagen for indeværende ud over at 

henlede ambassadørens opmærksomhed på sagens stærke kendsgerninger og 

alvor. Det blev samtidig tilkendegivet over for ambassadøren, at man for fremtiden 

ikke ville tolerere nogen form for ulovlig efterretningsvirksomhed fra 

den sovjetiske ambassades side, og såfremt nye sager skulle opstå, ville den 

danske regering ikke blot alvorligt overveje øjeblikkelig udvisning af nye lovovertrædere, 

men også genoverveje spørgsmålet om udvisning af de tre omhandlede 

sovjetiske diplomater. 

Det blev tilføjet, at ganske som den danske regerings holdning var motiveret 

af ønsket om fortsat forbedring af de venskabelige relationer mellem de 

to lande, ville det fra den danske regerings side blive taget som et tegn på, at 

der fra sovjetisk side var et ønske om at konsolidere og udvikle relationerne, 

hvis den sovjetiske regering som konsekvens af de omhandlede hændelser 

følte sig foranlediget til at afslutte de nævnte tre diplomaters tjenesteperiode 

i Danmark inden for en overskuelig fremtid. 

Det udenrigspolitiske nævn blev orienteret om reaktionen over for tre russere 

under mødet den 18. april 1972. 

Udenrigsministeren oplyste her, at der var i alle tre tilfælde fuldt tilstrækkeligt 

grundlag for en udvisning, men regeringen besluttede af hensyn til bevarelsen 

af det gode forhold til Sovjetunionen i stedet at henstille til den sovjetiske 

ambassadør, at de pågældende inden for en rimelig tid blev hjemkaldt. 

Han henviste til, at der forelå klare beviser for den ulovlige virksomhed, og 

fastslog, at fremtidig ulovlig efterretningsvirksomhed ikke ville blive tolereret. 

De tre diplomater blev i pressemeddelelsen identificeret som 1. sekretær 

Anatolij Lobanov, født 1933, attaché Mikhail Makarov, født 1939 og 3. sekretær 

Anatolij Illarionov, født 1938. 

Lobanov var identificeret som KGB-officer og havde gjort tjeneste i Danmark 

i perioden 1964 – 1969, og havde tiltrådt en ny tjenesteperiode i 1971. 

Han havde sit virkefelt blandt politikere, overordnede embedsmænd, diplomater 

og journalister. Der forelå informationer, der indicerede hans involvering 

i disinformationsaktiviteter. (Tilknyttet KGB-residenturets politiske sektion). 

I marts 1972 forsøgte han – under dække af at optræde som diplomat fra 

et centralamerikansk land – at hverve en herværende thailandsk diplomat til 

efterretningsmæssigt samarbejde, idet han tilbød den thailandske diplomat 

10.000 danske kroner som honorar for udlevering af den thailandske, diplomatiske 

kode. – Forarbejdet til denne operation blev udført af Mikhail 

Makarov, som havde forledt den thailandske diplomat til at modtage penge 


for forskellige oversættelser. Makarov indrejste til Danmark i juli 1970 og involverede 

sig i efterretningsaktiviteter, dels over for diplomater, akkrediteret 

i Danmark, dels over for en dansk statsborger, som han forsøgte at bestikke til 

at udføre efterretningsopgaver. – Makarov var identificeret KGB-officer. 

Illarionov var ligeledes identificeret som KGB-officer og arbejdede i KGBresidenturets 

sektion for teknik og videnskab. Han indrejste i Danmark i 

marts 1970 og gjorde sig bemærket ved sine forsøg på at hverve agenter, der 

kunne bistå med omgåelse af embargo-reglerne. 

De tre KGB-folk forlod successivt Danmark inden for de følgende måneder. 

– Dette blev offentliggjort i en pressemeddelelse fra udenrigsministeriet den 

25. august 1972. 

Spionaffæren i København blev ikke bare livligt omtalt i dansk presse, men 

også i udenlandsk presse, se således Frankfurter Allgemeine Zeitung fra 6. 

april 1972 med overskriften: Spionageaffære i København. 

Allerede ved møde med udenrigsministeriets direktør den 7. april havde 

den sovjetiske ambassadør afvist beskyldningerne, men med den vægt, man 

måtte lægge på de gode relationer tog han den danske regerings holdning ad 

notam. Den 26. april henvendte den sovjetiske ambassadør sig til udenrigsministeren, 

idet han efter instruks fra sin regering ønskede en samtale hurtigst 

muligt. Den sovjetiske ambassadør havde allerede tidligere henledt udenrigsministeriets 

opmærksomhed på den antisovjetiske pressevirksomhed, der 

fandt sted i Danmark, og som var organiseret af fjendtlige kræfter med sigte 

på at hindre udviklingen af et godt dansk-sovjetisk forhold. Det var beklageligt, 

at den danske part ikke for sit vedkommende havde taget forholdsregler 

til standsning af denne kampagne. Hertil kom imidlertid, at det danske udenrigsministeriums 

direktør i sin udtalelse af 7. april var fremkommet med en 

påstand om, at nogle af de sovjetiske diplomater i København handlede på en 

måde, der var uforenelig med deres diplomatiske status. Ambassadøren var 

nu bemyndiget af sin regering til kategorisk at afvise disse påstande. Fra sovjetisk 

side anså man det danske udenrigsministeriums erklæring af 7. april 

som åbenlyst inspireret af presseomtalen. 

Udenrigsministeren svarede, at han betragtede ambassadørens henvendelse 

med megen alvor. Det var udtryk for en mangel på forståelse af situationen, 

som overraskede ham. Ambassadøren havde allerede været i udenrigsministeriet 

en gang om denne sag, og den nuværende henvendelse måtte forstås 

som en ny protest vedrørende den danske presse. I den anledning ville 

ministeren oplyse, at den danske presse var fri, og at regeringen hverken 

kunne eller ville censurere den. På grund af de venskabelige følelser, 

Danmark nærede over for Sovjetunionen, undlod man denne gang at drage 

konsekvenser, man kunne have draget på basis af klare beviser. Man nøjedes 

med at henstille, at ambassadøren gjorde sin indflydelse gældende med henblik 

på, at de i sagen implicerede medarbejderes ophold i Danmark inden for 

et passende tidsrum blev bragt til ophør. Udenrigsministeren udtalte afslut- 

126 DEL VI · BILAG

ningsvis, at han ikke ønskede at presse ambassadøren for svar om, hvornår de 

nævnte rejste, men kun at sige, at denne sag, indtil den havde fundet sin endelige 

afslutning, måtte føles som en belastning af det gode forhold, som 

begge lande ønskede at have. Han bad om, at dette blev meddelt ambassadørens 

regering. 

Ambassadøren påpegede, at i de to år, han havde været i København, havde 

han betragtet det som sin hovedopgave at udbygge de venskabelige forbindelser 

mellem Danmark og Sovjetunionen, og et blik på de sidste to års udvikling 

ville vise, at dette var lykkedes, hvilket både Kosygin-besøget, Den 

Øverste Sovjets besøg og det forhold, at han nu arbejdede på dansk statsminister-besøg 

i Sovjetunionen viste. 

De seneste dages løgn om hans land havde oprørt ham meget. Et hvilket 

som helst lands presse, hvad enten den betegnes som fri eller ufri, var ikke 

„fri“, men havde ansvaret for, hvad den skrev. Hvis pressens udtalelse kunne 

skade forholdet til Sovjetunionen, var der altid mulighed for at sige dette til 

pressen. Den danske presse havde skrevet fornærmende artikler om Sovjetunionen. 

Med henvisning til samtalen den 7. april sagde ambassadøren videre, at den 

nuværende situation ikke var fordelagtig for udviklingen af de venskabelige 

forbindelser mellem Danmark og Sovjetunionen, og de to lande burde fortsat 

arbejde videre på at forbedre forholdet. 

Udenrigsministeren kunne ikke se, at der var meget formål i nu at fortsætte 

drøftelsen. Han var enig med ambassadøren i, at forholdet mellem Danmark 

og Sovjetunionen i de to år, ambassadøren havde været i Danmark, havde været 

godt. Hvad den aktuelle sag angik, kunne han kun gentage, at den danske 

regering havde handlet 100% korrekt i enhver henseende, og i alle måder 

havde behandlet den sådan, som det krævedes over for en stat, med hvem 

man havde venskabelige relationer. 

Den 28. april 1972 overrakte chefen for det sovjetiske udenrigsministeriums 

skandinaviske afdeling en note til den danske ambassadør i Moskva. 

Heri hed det, at det sovjetiske udenrigsministerium anså det for nødvendigt 

at erklære, at medarbejdere ved den danske ambassade i Moskva, en førstesekretær 

og en arkivar havde begået handlinger, som var uforenelig med 

deres diplomatiske status, og som var grundlag for deres bortvisning fra 

Sovjetunionens territorium. 

Såfremt denne erklæring fra dansk side blev modtaget som foranledning til 

at bringe de to nævnte medarbejderes tjeneste i Sovjetunionen til ophør inden 

for et acceptabelt tidsrum, ville det blive opfattet som et tegn på, at man ønskede 

at styrke og udvide de venskabelige forbindelser mellem landene. 

Derudover anmodede Sovjetunionens udenrigsministerium om, at man 

tog til efterretning, at de sovjetiske myndigheder besad beviser for visse danske 

statsborgeres ukorrekte optræden på sovjetisk territorium. Ikke desto 

mindre havde de sovjetiske myndigheder, i ønsket om at styrke de sovjetisk- 


danske forbindelser, ikke taget nogen som helst forholdsregler mod disse personer. 

Imidlertid ville de sovjetiske myndigheder, såfremt sådanne handlinger 

fortsatte, se sig nødsaget til at tage de nødvendige skridt til deres ophør. 

I sin indberetning pegede ambassadøren på, at demarchen for ham at 

dømme repræsenterede et sovjetisk forsøg på at opstille en optisk parallel til 

det i København passerede. 

Den 5. maj udsendte udenrigsministeriet en pressemeddelelse om den sovjetiske 

demarche af 28. april. Dette var foranlediget af presseforlydender i 

Moskva. 

Justitsministeren redegjorde for de mandskabsmæssige vanskeligheder for 

politiet ved en overvågning af Koslov. Han forstod statsministerens betænkeligheder, 

men måtte heroverfor pege på, at Sovjetunionen måske opfattede 

anmodningen fra Koslov som en prøveballon. Vel var Danmark et lille land, 

men en vis fælles optræden i NATO kunne være ønskelig. Man kunne måske 

vente NATO støtte, hvis Sovjetunionen eskalerede. PET-chefen oplyste, at der 

alene fra Sovjetunionen befandt sig 30-40 efterretningsfolk her i landet. Til 

dækning af disse rådede PET over 12 mand plus, hvad man kunne trække på 

den fælles personalepulje. 

Til brug for drøftelserne i regeringens sikkerhedsudvalg havde udenrigsministeriet 

udarbejdet et notat af 25. maj bl.a. vedrørende, at efter den engelske 

udvisningsaktion i september 1971 drøftede NATO’s Specialkomite forskellige 

forholdsregler mod østlig efterretningsvirksomhed. Komiteen anbefalede 

bl.a. konsekvent nægtelse af visa til østeuropæiske embedsmænd, som 

var trukket tilbage fra eller udvist, officielt eller uofficielt, fra et NATO land 

som følge af efterretningsvirksomhed, eller som allerede havde fået nægtet visum 

til sådanne lande eller andet land. Disse anbefalinger forelagdes for 

NATO-rådet. Rådet tog dem til efterretning i enighed om, at de skulle bringes 

til kundskab for vedkommende nationale myndigheder for „whatever national 

action they may deem necessary“. 

Under disse omstændigheder måtte det antages, at det ville vække mishag 

såvel i USA som i England og muligvis også i andre NATO lande, dersom 

Danmark accepterede Koslov. 

Udgangen på overvejelserne blev, at udenrigsministeriets direktør ved en 

samtale den 26. maj 1972 forklarede den sovjetiske ambassadør, at man fra 

dansk side var klar over, at pressens behandling af diplomatsagen kunne virke 

pikerende for Sovjetunionen, og at man af hensyn til forholdet mellem landene 

gerne ville undgå en fortsættelse af denne presseomtale. Anmodningen 

om visum til hr. Koslov havde sat de danske myndigheder i en vanskelig situation 

i så henseende, derved at hr. Koslov under sine tidligere tjenester havde 

været indblandet i en sag om ulovlig efterretningsvirksomhed, hvorfor det 

måtte anses for sandsynligt, at hans stationering i København ville give anledning 

til betydelig belastende presseomtale. For at undgå dette fandt man det 

rigtigst ikke at imødekomme visumansøgningen. 

128 DEL VI · BILAG

Nægtelse af visumudstedelse til 1. sekretær ved den 

sovjetiske ambassade Anatolij Glusjtjenko, februar 1973 

I et notat af 30. januar 1973 redegjorde PET for Glusjtjenkos baggrund og 

indstillede over for udenrigsministeriet, at der blev nægtet visum til Glusjtjenko. 

Det fremgår af PET’s notat, at Glusjtjenko var identificeret som tilhørende 

KGB. I september 1972 søgte han visum til England for at tiltræde en stilling 

ved den sovjetiske ambassade i London. Alene med den begrundelse, at han 

var identificeret som KGB-officer, blev han nægtet visum. 

I sit notat henviser PET til et NATO-dokument. Heri hedder det bl.a. under 

punktet om nægtelse af visum eller indrejsetilladelse til kommunistlandes embedsmænd 

og funktionærer, som vides at være efterretningsofficerer eller 

mistænkes for at være det, at i de sidste 12 måneder har NATO regeringer 

nægtet at udstede visum til mindst 84 embedsmænd fra kommunistiske lande; 

31 af disse skulle have tiltrådt stillinger som diplomater. 

PET oplyste endvidere, at man havde fået bekræftet fra engelske sikkerhedsmyndigheder, 

at det fortsat var engelsk praksis at nægte visum alene med 

den begrundelse, at den pågældende var efterretningsofficer. Sagen gav anledning 

til grundige overvejelser i udenrigsministeriet og forelæggelse både i 

embedsmandsudvalget for sikkerhedsspørgsmål og i regeringens sikkerhedsudvalg. 

Den væsentlige forskel på Koslov-sagen og den nu foreliggende Glusjtjenko-sag 

udpegedes som værende, at Glusjtjenko kun var identificeret som 

KGB-mand, men at der ikke forelå oplysninger om ulovlig efterretningsvirksomhed, 

og at der følgelig heller ikke havde været presseomtale af ham. 

Til brug for de fortsatte drøftelser med udenrigsministeriet producerede 

PET et notat af 1. februar 1973, hvori resumeredes de kontraefterretningssager, 

der var afsluttet med reaktion fra dansk side i 1972. Der omtales tilbagekaldelse 

af visum til en polsk statsborger A. Bolewski, der tilhørte den polske 

militære efterretningstjeneste. Han var under sin tjeneste i København ved 

det polske luftfartsselskabs kontor aktivt involveret i en efterretningssag, der 

i 1964 førte til udvisning af tre polske militærattacheer. Han var nu leder af 

den militære efterretningstjenestes skandinaviske afdeling for operative sager. 

I februar 1972 søgte han 5 dages besøgsvisum til den polske ambassade i 

København. Et af den danske ambassade i Polen allerede udstedt visum blev 

efter drøftelse i embedsmandsudvalget tilbagekaldt over for det polske udenrigsministerium. 

Endvidere omtales anmodningen til den sovjetiske ambassade om at hjemkalde 

diplomaterne Makarov, Lobanov og Illarionov, hvilket blev meddelt ambassadøren 

den 7. april 1972 efter beslutning i regeringens sikkerhedsudvalg. 

De tre russere udrejste i løbet af foråret og sommeren 1972. Endvidere omtales 

nægtelse af visum til den sovjetiske statsborger Koslov som ovenfor omtalt. 


Endelig redegøres for et antal verserende sager af tilsvarende art vedrørende 

sovjetiske diplomater. Det drejer sig om tre sager, hvor sovjetiske diplomater, 

der tilhører KGB, udfører efterretningsmæssige aktiviteter – dels 

inden for det teknisk-videnskabelige område, dels over for danske militærpersoner 

og over for forskellige kredse i samfundet. Endvidere drejer det sig om 

to sovjetiske assisterende militærattacheer, der tilhører den militære efterretningstjeneste 

GRU, der er i færd med at udfolde efterretningsmæssige bestræbelser 

over for danske befalingsmænd og officerer. 

Det resumeres endvidere i notatet, at på den sovjetiske ambassade er der 83 ansatte, 

hvoraf 30 antages at tilhøre efterretningstjenesterne. Alene for diplomatgruppen 

er tallene 26 diplomater, hvoraf 21 tilhører efterretningstjenesterne. 

På den polske ambassade opgøres antallet af ansatte til 34, hvoraf 14 formodes 

at tilhøre efterretningstjenesterne. – Alene for diplomatgruppen er tallene 

henholdsvis 12 og 9. 

Glusjtjenko sagen blev drøftet på embedsmandsudvalget for sikkerhedsspørgsmåls 

møde den 8. februar 1973. I sin argumentation for en visumnægtelse 

støttede PET-chefen sig på den faste engelske praksis og anbefalingerne 

fra NATO’s Specialkomite. Han pegede på, at disse anbefalinger var blevet taget 

til efterretning af NATO-rådet, men de var selvsagt ikke bindende for den 

danske regering. Glusjtjenko-sagen var det første rene tilfælde, hvor spørgsmålet 

om anvendelse af denne NATO-anbefaling kom på tale for Danmark. 

Justitsministeriets departementschef var stemt for at nægte Glusjtjenko visum, 

idet de vil beslaglægge for store ressourcer hos PET, hvis man modtog 

denne kendte efterretningsmand. Også hensynet til England måtte spille ind 

her. Denne opfattelse blev delt af forsvarsministeriets departementschef og af 

repræsentanten for forsvarets efterretningstjeneste. Også statsministeriets departementschef 

var betænkelig ved det dræn på PET’s ressourcer, som 

Glusjtjenkos tilstedeværelse i Danmark ville medføre. Udenrigsministeriets 

repræsentant tilkendegav, at udenrigsministeren var mest stemt for at give 

Glusjtjenko visum. Det ville være ubehageligt at risikere sovjetiske modforanstaltninger, 

fordi man stod foran udskiftning af et større antal medarbejdere 

i Moskva. Han henviste endvidere til, at der nu forelå oplysninger om, at der 

ret snart kunne blive tale om en egentlig udvisningssag (Belousov – se nedenfor), 

hvorfor noget kunne tale for at tage ubehagelighederne med Sovjetunionen 

på en sådan sag, i hvilken der forelå klar overtrædelse af dansk lovgivning, 

frem for ved at nægte visum til en person alene på det grundlag, at 

den pågældende var identificeret som tilhørende efterretningstjenesten. Der 

var enighed om, at sagen snarest burde drøftes i regeringens sikkerhedsudvalg. 

Efter konsultation med ministrene blev sagen på ny drøftet i embedsmandsudvalget 

for sikkerhedsspørgsmål den 16. februar 1973, hvor det blev 

besluttet, at videre skridt i sagen kunne ske i samklang med foranstaltningerne 

over for den sovjetiske militærattaché Belousov. 

130 DEL VI · BILAG

Den 16. februar 1973 – altså samme dag – blev det i et chiffertelegram meddelt 

den danske Moskva-ambassade, at der ikke vil kunne udstedes visum til 

Anatolij Glusjtjenko. Det hedder i samme chiffertelegram (til ambassadens 

egen underretning), at der er tale om regeringsbeslutning, truffet under hensyn 

til, at Glusjtjenko er kendt som KGB-officer og med denne begrundelse 

er nægtet visum til England i september 1972. 

Den sovjetiske ambassade vendte ved flere lejligheder tilbage til spørgsmålet 

om visumnægtelse over for Glusjtjenko, som man fandt var en handling, 

der „ikke tjente til at udvikle de gode forbindelser mellem Danmark og Sovjetunionen“. 

Udvisning af den stedfortrædende sovjetiske militærattaché, 

oberstløjtnant Konstantin Belousov, februar 1973. 

Den 21. februar 1973 meddelte udenrigsministeriet den tilkaldte sovjetiske 

ambassadør, at danske myndigheder havde konstateret, at stedfortrædende 

militærattaché ved Sovjetunionens ambassade i København, oberstløjtnant 

Konstantin Belousov under sit ophold i Danmark havde forsøgt at skaffe sig 

oplysninger om forhold af hemmelig karakter vedrørende Danmarks forsvar 

på en måde, der var i strid med dansk straffelovs § 107. Oberstløjtnant 

Belousov havde hermed udvist en adfærd, som var uforenelig med hans status 

som diplomat. Under henvisning til den erklæring, som udenrigsministeriets 

direktør på regeringens vegne den 7. april 1972 afgav over for Sovjetunionens 

ambassadør, anmodede udenrigsministeriet den sovjetiske ambassade om at 

foranledige, at oberstløjtnant Belousov snarest, senest den 28. februar, forlod 

Danmark. Det meddeltes samtidig, at den danske regering ikke havde til hensigt 

at offentliggøre sin beslutning vedrørende oberstløjtnant Belousov. 

Ambassadøren beklagede denne udvikling, som næppe ville fremme forholdet 

mellem landene. Han var overbevist om, at Belousov intet forkert 

havde begået, men ambassaden ville naturligvis efterkomme regeringens ønske. 

Ambassadøren henstillede i samme forbindelse til det danske udenrigsministerium, 

at man nu trak ambassadesekretær Svahn hjem fra Moskva, sådan 

som man fra sovjetisk side tidligere havde anmodet om. – Udgangen på 

det blev, at ambassadesekretær Svahn faktisk blev hjemkaldt pr. 1. april. 

På udenrigspolitisk nævns møde den 7. marts 1973 redegjorde udenrigsministeren 

for udvisningen af den stedfortrædende sovjetiske militærattaché. 

Udenrigsministeren understregede, at der her var tale om den første virkeligt 

alvorlige og klare sag i relation til Sovjetunionen siden fremsættelsen af erklæringen 

af 7. april 1972 om de tre sovjetiske diplomater, der udøvede ulovlig 

efterretningsvirksomhed. Ministeren fremhævede, at det ville være af stor 

værdi, hvis sagen ikke kom frem offentligt, og der, måske netop fordi sagen 

var holdt skjult, endnu ikke var konstateret sovjetiske modforholdsregler. 


Som tilsigtet blev sagen ikke omtalt i pressen, men den danske presse var 

netop i disse martsdage i 1973 præget af en lang række artikler om sovjetisk 

spionagevirksomhed. 

Med en rapport udsendt af det engelske institut for konfliktforskning, som 

kilde oplyste Politiken den 13. marts 1973 således i en overskrift, at Sovjet har 

48 spioner i Danmark, og den 19. marts 1973 har Jyllands Posten en ledende 

artikel med overskriften: Det vrimler med spioner. I artiklen harceleres over, 

at „vore (danske) militære anlæg dårligt kan beslaglægge hele deres arbejdskraft 

– det store antal taget i betragtning – så der må også blive tid til industrispionage, 

der er en af tidens pestilenser og forskelligt kontaktarbejde i 

overensstemmelse med kommunismens konspirative traditioner. Alt sammen 

ubehageligt at tænke på i en periode, da russerne i øvrigt taler om afspænding 

og sikkerhedskonference og en særligt ophøjet, sublim form for fred i 

det ganske Østersøområde“. 

Det hedder videre i den ledende artikel: 

Det skal erindres, at når russerne taler om fred og sameksistens, tænker de 

på en tilstand, hvor deres egne samfund forbliver lukkede og kontrollerede, 

mens de selv frit kan benytte deres diplomati, deres handelsaftaler og deres 

kulturaftaler som dække for aggression mod de vestlige samfund. 

Den omhandlede rapport fra det engelske Institute for the Study of 

Conflict i London og den dertil knyttede presseomtale gav anledning, at folketingsmand 

Poul Schlüter den 12. marts skrev et brev til udenrigsministeren 

og bad om, at emnet – sovjetisk efterretningsvirksomhed – blev gjort til genstand 

for drøftelse i et kommende møde i udenrigspolitisk nævn. 

I et til brug for udenrigsministeriet af PET udarbejdet notat af 21. marts 

1973 refereres til den engelske rapport, der oplyser, at specielt for Danmarks 

vedkommende er 48 af 91 tjenestegørende ved den sovjetiske ambassade og 

dennes institutioner (ca. 63%) identificeret som mistænkt for at være tilknyttet 

efterretningstjenesterne. Disse tal er fra 1972. 

I sit notat tager PET stilling til denne engelske opgørelse og oplyser, at 

den sovjetiske ambassade og dennes institutioner og officielle sovjetiske 

foretagender som Aeroflot og Inturist m.v. pr. 20. marts 1973 har en samlet 

medarbejderstab på 80, hvoraf 26 er anmeldt som diplomater. – Af de ansatte 

er, efter dansk opfattelse 28 – 35 (dvs. 35 – 41%) med sikkerhed eller 

helt overvejende sandsynligt identificeret som efterretningsfolk. Pr. 20. marts 

1973 er tallet 28 (35%); blandt diplomater er 21 efterretningsfolk, svarende 

til 77%. 

Man kan således konkludere, at for diplomaternes vedkommende er der 

ingen forskel mellem rapportens europæiske gennemsnitstal og de danske 

tal. Den forskel, der er i forhold til det højeste danske tal for efterretningspersonale, 

fremkommer utvivlsomt dels ved, at rapporten i tallet for samtlige ansatte 

medtager de ved WHO’s kontor i København ansatte russere, dels ved at 

man med hensyn til efterretningspersonale tager udgangspunkt i, hvad man 

132 DEL VI · BILAG

l.a. gennem afhopperforklaringerne normalt måtte vente at finde i en sovjetisk 

ambassade i et NATO-land. 

Emnet blev drøftet på udenrigspolitisk nævns møde onsdag den 28. marts 

1973, hvor justitsministeren gav en redegørelse i overensstemmelse med 

PET’s notat af 21. marts 1973. 

Udenrigsministeren bemærkede, at det ikke var dansk praksis at skride til 

udvisning, blot fordi en udenlandsk diplomat vides at være tilknyttet en fremmed 

efterretningstjeneste. Derimod greb man hårdt ind, hvis der var tale om 

påviselig spionagevirksomhed. 

Overvejelser omkring foranstaltninger til imødegåelse af de 

østlige militærattacheers rekognosceringsvirksomhed, 1973 

På et møde i embedsmandsudvalget for sikkerhedsspørgsmål i 1973 drøftede 

man et af PET udarbejdet oplæg om en ændring af formen for PET’s observationer 

af de sovjetiske og polske militærattacheers rejser i Danmark. Hidtil 

havde PET gennemført en skjult observationsform, hvor man søgte at undgå, 

at de pågældende følte sig iagttaget. Denne observationsform var yderst personalekrævende 

og medførte også, at man måtte slippe de overvågede, hvis 

de f.eks. stod ud af bilen og gik ind i en skov. Den nye ordning, der fik betegnelsen 

klods-holds observation, gik ud på, at PET’s observationsfolk helt 

åbenlyst fulgte de fremmede militærattacheer under deres rekognosceringsrejser 

i Danmark. Hermed ville man få et væsentligt bedre indblik i, hvad de 

faktisk foretog sig, og man ville spare betydelige personaleressourcer. 

Behovet herfor fremgår af et notat fra forsvarets efterretningstjeneste fra 

1973 om en typisk østlig militærattachérejse. Det drejede sig om en rejse foretaget 

i september 1970 af to sovjetiske militærattacheer, der gennemrejser 

området fra Ebeltoft op mod Aalborg og rundt i Vendsyssel. Det konkluderes 

i FE’s notits, at de to sovjetiske militærattacheer på tre dage havde besigtiget 

tre overgange over Limfjorden, to vigtige havne, syv olieanlæg, en radarstation, 

fire maritime ammunitions-, mine- og torpedomagasiner, en flyvestation, 

en flåderadio, et efterretningsanlæg og en regeringsbunker. 

I overvejelserne omkring den nye, mere pågående observationsform, der 

kunne forventes at medføre klager, indgik også det forhold, at man i Norge var 

gået over til klods-holds observationer, samt at der gjaldt særlige rejserestriktioner 

for de østlige militærattacheer, der kun måtte komme i de nærmeste fylker ved 

Oslo. I Sverige var der særlige sikkerhedsområder, hvor militærattacheerne ikke 

måtte komme. Udenrigsministeriet gav udtryk for visse betænkeligheder, men 

fandt på den anden side, at man burde give PET lejlighed til at gennemføre nyordningen, 

som man jo senere kunne tage op til overvejelse. Udenrigsministeriet 

bad om at blive underrettet, såfremt der opstod episoder med militærattacheerne 

under observationerne. – Der ses ikke omtale af klager eller episoder. 


Udvisning af den assisterende polske handelsattaché 

W. Chryszczanowicz, november 1973 

Den 16. november 1973 blev den polske ambassaderåd som fungerende ambassadør 

kaldt til chefen for udenrigsministeriets P-afdeling, der meddelte 

den polske ambassaderåd, at den assisterende handelsattaché havde gjort sig 

skyldig i handlinger, der var i strid med hans diplomatiske status. Hvis han 

ikke havde været beskyttet af sin diplomatiske immunitet, ville han være blevet 

sat under tiltale for overtrædelse af den danske straffelovs § 108. På denne 

baggrund anmodede udenrigsråden om, at ambassaden drog omsorg for, at 

Chryszczanowicz forlod Danmark inden for en rimelig tid. 

Det blev samtidig tilkendegivet, at der af hensyn til de gode relationer 

mellem de to lande ikke fra dansk side ville ske offentliggørelse af sagen. På 

den anden side ville danske myndigheder se det som udtryk for et gensidigt 

ønske om gode forhold, hvis den polske regering inden for en rimelig frist 

tog skridt til at bringe Chryszczanowicz ophold i Danmark til ophør. 

Den polske ambassaderåd protesterede, men i øvrigt var de polske reaktioner 

meget begrænsede. Chryszczanowicz udrejste af landet en uges tid efter 

den 16. november. 

I et notat af 8. oktober 1973 fra PET redegøres nærmere for sagen. Det 

fremgår heraf, at Chryszczanowicz tilhørte den polske militære efterretningstjeneste, 

Z-II. Han blev i 1966 udvist fra Schweiz for ulovlig efterretningsvirksomhed, 

idet han under sin tjeneste i Schweiz havde beordret en tidligere 

polsk – nu schweizisk statsborger – til at tilvejebringe oplysninger om polske 

immigranter og immigrantorganisationer i Schweiz samt teknisk-videnskabelige 

oplysninger. 

I den foreliggende sag i Danmark drejede Chryszczanowiczs ulovlige efterretningsvirksomhed 

sig om, at han i en længere periode havde lagt stærkt 

pres på en polsk ingeniør, der opholdt sig som flygtning i Danmark. De polske 

bestræbelser gik ud på at få ingeniøren til at bistå med teknisk- videnskabelig 

efterretningsvirksomhed. 

Den polske ingeniør havde et par år før rettet henvendelse til den polske 

ambassade om udrejsetilladelse til kone og barn og for at opnå fornyelse af sit 

polske pas. En polsk vicekonsul, der ligeledes var tilknyttet den polske militære 

efterretningstjeneste, forsøgte over en lang række møder at involvere ingeniøren 

i ulovlig efterretningsvirksomhed. Da vicekonsulen forlod Danmark 

efter endt tjeneste, blev kontakten overdraget til Chryszczanowicz, der fortsatte 

i samme spor. 

Den polske ingeniør så først mulighed for at betro sig til danske myndigheder, 

da hans ægteskab på grund af den langvarige adskillelse var blevet opløst. 

Der ses ikke presseomtale af sagen. 

I efteråret 1973 overvejede embedsmandsudvalget for sikkerhedsspørgsmål 

også mulige skridt over for en polsk militærattaché, der straks efter sin tiltræ- 

134 DEL VI · BILAG

den i Danmark havde optaget kontakt med en polsk statsborger, der var blevet 

hvervet som efterretningsagent af den polske militære efterretningstjeneste, 

inden han fik udrejse af Polen. 

Der synes ikke at være foretaget yderligere skridt i denne sag, der var under 

kontrol af politiets efterretningstjeneste. 

Udvisning af fire sovjetiske ambassademedarbejdere, 


Af udenrigsministeriets notat af 8. september 1975, udarbejdet til brug for 

udenrigsministerens orientering af udenrigspolitisk nævn, fremgår, at udenrigsministeriets 

direktør den 4. september havde meddelt den sovjetiske ambassadør, 

at en 2. sekretær ved den sovjetiske ambassade og tre ingeniører ved 

dennes handelsafdeling havde udfoldet ulovlig efterretningsvirksomhed, 

hovedsageligt af industrispionagekarakter og omfattende bl.a. frembringelser 

af militære interesser. Forholdene blev betragtet som værende af grov karakter 

og ville berettige til en tiltalerejsning efter straffelovens bestemmelser om 

ulovlig efterretningsvirksomhed. 

I stedet for at skride til en formel aktion havde regeringen besluttet af hensyn 

til bevarelsen af det gode forhold til Sovjetunionen at henstille, at den af 

de pågældende sovjetiske handels- og ambassademedarbejdere, der opholdt 

sig i Danmark, nemlig en af ingeniørerne ved handelsafdelingen, snarest muligt 

ville blive hjemkaldt. For så vidt angår de to andre medarbejdere, 2. ambassadesekretær 

og ingeniør, der ikke var i Danmark for tiden, bestemte man, 

at det skulle meddeles den sovjetiske ambassade, at de ikke på ny ville kunne 

indrejse. Den sidste af de fire var allerede afmeldt efter endt tjeneste. 

Udenrigsministeren havde endvidere betonet, at af hensynet til de dansksovjetiske 

forhold er det meget vigtigt, at de afgivne oplysninger blev behandlet 

med den største diskretion. 

Sagerne om de fire sovjetiske ambassadefunktionærer, Usipov, Jermakov, 

Kedrov og Sjarov blev indberettet til udenrigsministeriet ved skrivelse af 29. 

august 1975 med flere bilag af politiets efterretningstjeneste. 

I sit sagsbehandlingsnotat af 1. september 1975 karakteriserer udenrigsministeriet 

den udfoldede virksomhed som en blanding af industri-, handels- og 

politisk spionage, idet industrispionageelementet er det mest dominerende. 

I udenrigsministeriets notat erklærer sagsbehandleren sig i princippet enig 

med justitsmyndighederne i, at de fire russeres virksomhed her i landet bør 

bringes til ophør. De pågældende synes at være særdeles aggressive, og deres 

fortsatte forbliven her i landet ville betyde en belastning for politiets efterretningstjenestes 

begrænsede mandskabsressourcer. For Sjarovs og Kedrovs vedkommende 

gør sig endvidere et hensyn til NATO-allierede gældende, jf. 

NATO-rådets henstilling fra efteråret 1971 om udvisninger og visumnægtelse. 


Udenrigsministeriet fandt derfor, at det ville kunne give anledning til forundring 

hos andre lande, med hvilke man samarbejder på det kontraefterretningsmæssige 

område, hvis der ikke blev truffet foranstaltninger over for personer, 

der tidligere er udvist eller nægtet visum til andre NATO lande. 

Kedrov var således i 1968 blevet nægtet fortsat opholdstilladelse som tjenestegørende 

ved den sovjetiske ambassades handelsafdeling i London på 

grund af ulovlig efterretningsvirksomhed. Han havde her, som i Danmark, 

søgt at erhverve varer, opført på embargolister og at opnå efterretningsforbindelse 

til tre engelske studenter. 

2. sekretær Sjarov fik i juli 1972 nægtet visum til Canada, øjensynligt på 

grundlag af de fra England fremkomne oplysninger om ulovlig efterretningsvirksomhed 

i England. 

I sit notat påpegede udenrigsministeriet yderligere, at sagen i det hele taget 

kompliceres af den politiske problematik, dvs. de mange udvisninger og 

visumnægtelser i 1972 og 1973 og en handelspolitisk problematik i forbindelse 

med udenrigsøkonomiministerens rejse til Sovjetunionen. 

Sagen blev kort drøftet efterfølgende på møde i embedsmandsudvalget for 

sikkerhedsspørgsmål den 29. september 1975, hvor udenrigsministeriets direktør 

karakteriserede den sovjetiske reaktion som „yderst stilfærdig“. Der 

havde ikke været nogen gengældelsesaktion fra sovjetisk side, og det syntes 

heller ikke, som om udvisningerne har haft nogen skadelig indflydelse på de 

nye kontakter på erhvervsområdet, som var ved at blive etableret efter udenrigsøkonomiministerens 

rejse til Sovjetunionen. 

Som tilkendegivet gennem udenrigsministerens opfordring til størst mulig 

diskretion i udenrigspolitisk nævn blev de omhandlede udvisningssager ikke 

offentliggjort. 

Berlingske Tidende kunne imidlertid den 11. januar 1976 i en stor artikel 

på forsiden oplyse, at „fire KGB-agenter sendt hjem i al hemmelighed“, og det 

hedder videre i rubrikken, at regeringen lovede ikke at offentliggøre udvisningen. 

I artiklen omtales russerne med fuldt navn, og det registreres, at både justitsministeren 

og udenrigsministeren har enslydende svar til journalistens 

spørgsmål, nemlig ingen kommentarer. 

I Berlingske Tidende for den 13. januar 1976 ses en ledende artikel med 

overskriften „Diskrete ministre“, hvor man kritiserer regeringen for den vidtdrevne 

diskretion. Det hedder således i den ledende artikel: 

„Meddelelsen om det afgivne løfte til russerne kan give indtryk af en meget 

vidtgående dansk hensyntagen, eller ligefrem underdanighed over for 

Sovjetunionen, og det kunne – fejlagtigt – opfattes i udlandet, som om Danmark 

bøjer sig for sovjetisk pres. Det er ingenlunde tilfældet, og den siddende 

regering har vist, at den kan og vil tale klart ud om f.eks. Warszawa-pagt landenes 

efterhånden meget nærgående øvelses- og overvågningsaktivitet omkring 

dansk område. Hvorfor så denne overdrevne diskretion?“ 

136 DEL VI · BILAG

De diskrete udvisningers omtale i pressen var genstand for drøftelse i udenrigspolitisk 

nævns møde den 14. januar. Udenrigsministeren udtalte, at han 

ikke havde været begejstret for, at Berlingske Tidende den 11. januar havde 

bragt en artikel under den omhandlede overskrift med baggrund i den sag, 

som udenrigsministeren havde redegjort for ved nævnets møde den 21. september 

1975. Når udenrigsministeren ved denne lejlighed havde ønsket fortrolighed 

om sagen, skyldtes det bl.a. erfaringerne fra den to år tidligere foretagne 

udvisning, som havde voldt meget besvær, bl.a. gennem udvisning af en 

af de danske diplomater fra Moskva. I den her omhandlede sag var det derimod 

i kraft af fortroligheden lykkedes at få de uønskede ambassademedarbejdere, 

hvoraf i øvrigt kun en havde befundet sig i Danmark på det pågældende 

tidspunkt, fjernet diskret og hurtigt, og uden at det havde givet anledning 

til repressalier over for den danske ambassade i Moskva. 

Presselækagen blev også drøftet på mødet den 14. januar 1976 i embedsmandsudvalget 

for sikkerhedsspørgsmål, hvor udenrigsministeriets direktør 

fandt det uheldigt, at en lækage af den omhandlede art kunne ske. Man 

skulle gerne bevare muligheden for at udvise uden offentliggørelse. Fra PET’s 

side blev oplyst, at man ingen ide havde om, hvordan lækagen var sket. 

Udvisning af den polske konsul Wiktor Kiryczenko, 

januar 1977 

Den 10. januar 1977 tilkaldte udenrigsministeriets direktør den polske ambassadør 

for at meddele ham, at den danske regering var i besiddelse af sikre og 

klare beviser for, at Wiktor Kiryczenko, som var konsul ved Polens ambassade, 

havde begået handlinger, som var i modstrid med hans status som medlem af 

en diplomatisk repræsentation. Hvis han ikke havde været beskyttet af diplomatisk 

immunitet, ville han kunne strafforfølges for overtrædelse af den danske 

straffelovs § 108. Under disse omstændigheder havde direktøren fået i opdrag 

at anmode ambassadøren om at drage omsorg for, at Kiryczenko forlod 

Danmark senest med udgangen af indeværende måned. Det blev samtidigt 

meddelt, at udenrigsministeriet samme dags eftermiddag ville udsende en 

kort pressemeddelelse om sagen. 

Udvisningen skete på grundlag af en beslutning i regeringens sikkerhedsudvalg 

den 7. januar 1977, hvor justitsministeren forelagde sagen. Udenrigsministeren 

var enig i udvisningen, der også blev tiltrådt af statsministeren, 

både hvad angår udvisning og offentliggørelse. 

Sagen blev drøftet i embedsmandsudvalget for sikkerhedsspørgsmål på 

grundlag af et notat fra politiets efterretningstjeneste af 18. august 1976. Det 

fremgår heraf, at Kiryczenko indrejste i Danmark i august 1973, og at han 

med sikkerhed var identificeret som officer i den polske civile efterretningssikkerhedstjeneste 

MSW/SB. 


Kiryczenkos ulovlige efterretningsvirksomhed drejede sig om hvervningsbestræbelser 

over for polske immigranter, der blev sat på at infiltrere polske 

immigrantkredse og polske immigrantorganisationer, både i Danmark og i 

udlandet. Andre polske efterretningsofficerer, tjenestegørende ved ambassaden 

i København, havde i perioder været involveret i forløbet, der i hvert fald 

strakte sig tilbage til 1971. En central polsk agent eller meddeler havde således 

måttet underskrive en samarbejdserklæring med polsk efterretningstjeneste 

for at få udrejsetilladelse fra Polen. 

Det fremgår i øvrigt af PET’s oplysninger i sagen, at Kiryczenko havde en 

stor andel i fængslingen i Polen af den polskfødte danske statsborger, S 

(Smolarz), som efter at have søgt fritagelse fra sit polske statsborgerskab, 

uden at være løst fra dette, i sommeren 1975 rejste til Polen på et visum, opnået 

hos Kiryczenko, der dog havde betinget sig, at Smolarz ikke publicerede 

dette. Kort efter ankomsten til Polen blev Smolarz anholdt og senere idømt 6 

års fængsel for samarbejde med det danske efterretningsvæsen. – Der er ikke 

nærmere oplysninger i akten om dette forhold. 

Sagen var genstand for livlig omtale i dagspressen, og således 11. januar 

1977 i Ekstra Bladet og samme dag på B.T.s forside med overskriften: Polsk 

diplomat udvist for mordtrusler og for terror. I underrubrikken hedder det, 

at den polske ambassades 1. sekretær, Polens konsul i Danmark, Wiktor 

Kiryczenko, er udvist, „officielt for at skade det gode forhold mellem Polen 

og Danmark. Den reelle baggrund er, at Kiryczenko med terror og mordtrusler 

har forsøgt at gøre danske polakker til østagenter“. 

Fra den polske ambassades side reageres med indkaldelse til et pressemøde 

ved pressemeddelelse af 11. januar. Mødet fandt sted den 12. januar på ambassaden. 

Men selvom ambassadøren i pressemeddelelsen havde stillet i udsigt, 

at han ville besvare pressens spørgsmål vedrørende den danske regerings 

udvisning af ambassadens konsul, fremgår det, at pressemødet kun varede ca. 

1 kvarter, og at der intet fremkom fra polsk side ud over en protest mod udvisningen. 

Pressemødet omtales således i B.T. for den 13. januar 1977. 

Af en indberetning fra ambassaden i Warszawa af 24. januar 1977 fremgår, 

at det polske udenrigsministerium under en samtale i anden anledning havde 

besværet sig over, at man fra dansk side i sagen vedrørende Kiryczenko ikke 

var gået mere diskret til værks. Man fandt det uheldigt, at sagen var bragt til 

offentlighedens kundskab, idet det havde givet anledning til en dårlig omtale 

af Polen i dansk presse. Yderligere reaktioner fremgår ikke af sagen, og har 

efter alt at dømme ikke fundet sted. Kiryczenko udrejste den 28. januar 1977. 

138 DEL VI · BILAG

Udvisning af den assisterende militærattaché ved 

Sovjetunionens ambassade Aleksandr Pasjukov og 

3. sekretær ved Sovjetunionens ambassade 

Nikolaj Stankevitj, oktober 1977 

Den 20. oktober 1977 tilkaldte udenrigsministeriets direktør den sovjetiske 

ambassadør for at anmode ham om at drage omsorg for, at Pasjukov og 

Stankevitj forlod Danmark så hurtigt som muligt, dvs. inden for en tidsfrist på 

14 dage. 

Direktøren meddelte ambassadøren, at den danske regering havde klare 

beviser for, at Pasjukov havde gjort sig skyldig i overtrædelse af den danske 

straffelovs § 107 og 108, og klare beviser for, at Stankevitj havde gjort sig skyldig 

i overtrædelse af den danske straffelovs § 108. 

Af hensyn til de gode relationer mellem de to lande kunne direktøren meddele, 

at det ikke var den danske regerings hensigt at offentliggøre noget om 

denne sag. 

Ambassadøren protesterede mod udvisningen og udtalte, at en beslutning 

af denne karakter fra den danske regerings side ikke gavnede forholdet 

mellem Danmark og Sovjetunionen. 

Udvisningen af de to russere var blevet besluttet på et møde i regeringens 

sikkerhedsudvalg den 19. oktober, hvor justitsministeren i sin indstilling 

fandt, at overtrædelserne var så graverende, at de nødvendiggjorde en hurtig 

udvisning. Udenrigsministeren var enig heri, men henstillede, at offentligheden 

ikke blev underrettet om sagen. I denne forbindelse understregede han 

vigtigheden af, at der heller ikke på et senere tidspunkt fremkom oplysninger 

om udvisningerne. Denne afgørelse blev tiltrådt af statsministeren. 

Af PET’s materiale i sagen fremgår, at assisterende militærattaché Pasjukov 

i en længere periode havde udfoldet energiske bestræbelser på at hverve en 

dansk officer som efterretningsagent, mens en kollega, der også tilhørte den 

sovjetiske militære efterretningstjeneste GRU, havde rettet sine bestræbelser 

imod en dansk forretningsmand, som han forsøgte at involvere i ulovlig efterretningsvirksomhed 

på det teknisk-videnskabelige område. En tredje GRU-officer, 

tjenestegørende ved den sovjetiske militærmission, var involveret i disse 

sager, men var udrejst efter endt tjeneste, da sagerne kom til afgørelse. 

Udvisning af 2. sekretær ved Sovjetunionens ambassade 

Vladimir Merkulov, oktober 1981 

Den 21. oktober 1981 tilkaldte udenrigsministeriets direktør den sovjetiske 

ambassadør og meddelte ham, at den danske regering var i besiddelse af klare 

beviser for, at 2. sekretær ved Sovjetunionens ambassade Vladimir Merkulov 

havde begået handlinger, som var strafbare i henhold til den danske straffe- 


lovs § 108. Under disse omstændigheder var direktøren blevet instrueret om 

at anmode ambassaden om at drage omsorg for, at Merkulov forlod Danmark 

senest den 4. november. 

Ambassadøren protesterede imod dette skridt. Både ambassadøren og 

udenrigsministeriets direktør forsikrede hinanden om det gensidige ønske 

om gode relationer mellem landene til trods for en sag af denne art. 

Sagen er en udløber af sagen mod forfatteren Arne Herløv Petersen. 

I PET’s materiale om Arne Herløv Petersen sagen omtales også hans kontakt 

med KGB-officererne Tjebotok og Tjornyj, der imidlertid begge var udrejst 

af landet. 

I en indberetning fra den danske ambassade i Oslo af 30. november 1981 

refereres de norske aviser Verdens Gang og Aftenposten for oplysninger om, 

at det norske overvågningspoliti har indstillet, at to sovjetiske diplomater 

Aleksandr Makarov og 1. sekretær Tjebotok, der begge tidligere var tjenestegørende 

ved den sovjetiske ambassade i København og som var velkendt af 

det danske overvågningspoliti, udvises. Ifølge avisens oplysninger beskyldes 

begge KGB-folk for at have drevet „konspirativ virksomhed“, herunder infiltreret 

de norske fredsbevægelser, og for at have tilbudt nordmænd penge for 

at skrive læserbreve, der indeholdt angreb på NATO’s atompolitik. 

Det blev endvidere anført i artiklerne, at den norske udvisningssag har forbindelse 

med den seneste dansk udvisningssag, der udsprang af sagen mod 

forfatteren Arne Herløv Petersen. Aviserne kan oplyse, at det norske justitsdepartement 

hverken ville benægte eller bekræfte avisernes oplysninger, og at 

det norske udenrigsdepartement endnu ikke havde udtalt sig offentligt om 

sagen. 

Udvisning af 1. sekretær ved den sovjetiske ambassade 

Jevgenij Motorov, februar 1983 

Den 10. februar 1983 tilkaldte udenrigsministeriets direktør den sovjetiske 

ambassadør for at meddele ham, at den danske regering havde klare beviser 

for, at 1. sekretær Motorov havde gjort sig skyldig i overtrædelse af den danske 

straffelovs § 108, hvorfor direktøren var blevet instrueret om at anmode 

ambassaden om at sørge for, at Motorov forlod Danmark inden for 14 dage. 

Ved samme lejlighed blev det tilkendegivet, at udenrigsministeriet ville udsende 

en kort pressemeddelelse om sagen. 

Beslutning om udvisning var blevet taget på regeringens sikkerhedsudvalgs 

møde den 7. februar 1983. Her godkendte man også teksten til pressemeddelelsen. 

Forud herfor var gået møde i embedsmandsudvalget for sikkerhedsspørgsmål 

den 31. januar 1983, hvor man fra udenrigsministeriets side efterlyste 

oplysninger om andre landes nylige udvisninger og eventuelle reaktioner 

fra sovjetisk side i form af gengældelsesudvisninger. Udenrigsministeriet 

140 DEL VI · BILAG

ville også i øvrigt overveje, om der var hensyn, der for tiden talte imod udvisning. 

Udenrigsministeren redegjorde for sagen på udenrigspolitisk nævns møde 

den 11. februar 1983. Han oplyste i denne forbindelse, at Motorovs bestræbelser 

gik ud på at skaffe sig oplysninger om avanceret vestlig teknologi, også 

inden for forsvarsområdet. Der var her tale om, at Sovjetunionen ad ulovlig 

vej forsøgte at skaffe sig adgang til teknologiske oplysninger inden for områder, 

der spiller en afgørende rolle for moderne krigsførelse. Udvisningen af 

Motorov medførte omfattende presseomtale i de efterfølgende dage. I Ekstra 

Bladet fra den 11. februar advarede DKP’s Ib Nørlund således imod at stole 

for meget på PET’s påstande. 

Den 1. marts 1983 indberettede den danske ambassadør i Moskva, at han 

samme dag var blevet kaldt til det sovjetiske udenrigsministerium, hvor den 

fungerende chef for den skandinaviske afdeling oplæste følgende besked til 

ambassadøren: 

USSR’s udenrigsministerium nedlægger en protest imod danske myndigheders 

ubegrundede beslutninger om udvisning af landet af en medarbejder 

på den sovjetiske ambassade i Danmark. Beskyldningerne, som var fremført 

imod ham, er åbenlyst opfundne og bærer en provokatorisk karakter. 

Sådanne handlinger kan kun svare til interesserne hos de kræfter, som træder 

op imod udviklingen af de sovjetisk-danske forbindelser på samarbejdets og 

den gensidigt tillids grundlag. 

USSRs udenrigsministerium udtrykker håbet om, at den danske side tager 

det ovenfor omtalte i betragtning og tager forholdsregler for at undgå lignende 

handlinger i fremtiden. 

Den sovjetiske side forbeholder sig ret til at foretage tilsvarende skridt i forbindelse 

med denne uvenskabelige aktion. 

Udvisning af to medarbejdere ved Sovjetunionens 

handelsrepræsentation i Danmark – Pjotr Naumov og 

Valerij Barabasj, maj 1984 

Den 24. maj 1984 meddelte udenrigsministeriets direktør til den sovjetiske 

chargé d’affaires, at den danske regering var i besiddelse af klare beviser for, 

at to medarbejdere ved Sovjetunionens handelsrepræsentation i Danmark 

Pjotr Naumov og Valerij Barabasj havde begået handlinger, som er strafbare i 

henhold til den danske straffelovs § 108, hvorfor direktøren anmodede ambassaden 

om at drage omsorg for, at Naumov og Barabasj forlod Danmark 

inden for 14 dage. Det blev samtidigt tilkendegivet, at udenrigsministeriet 

ville udsende en kort pressemeddelelse om sagen. 

Det blev oplyst til udenrigspolitisk nævn, at PET gennem længere tid har 

haft de pågældende under observation, og at deres bestræbelser var gået ud 


på at skaffe sig avanceret teknologiudstyr, som kunne anvendes på det militære 

område. Der var her tale om aktiviteter, som også kendtes fra andre vestlige 

lande, hvor Sovjetunionen ligeledes ad ulovlig vej forsøgte at skaffe sig adgang 

til teknologisk viden inden for områder af væsentlig betydning for moderne 

krigsførelse. 

På mødet den 14. maj 1984 i embedsmandsudvalget for sikkerhedsspørgsmål 

blev sagerne nærmere drøftet. Der var blandt deltagerne enighed om, at 

der var tale om virksomhed, som burde bringes til ophør, ved at de pågældende 

blev anmodet om at forlade landet. 

Den 13. juni 1984 orienterede udenrigsministeren udenrigspolitisk nævn 

om, at Sovjetunionens udenrigsministerium over for den danske ambassadør 

i Moskva havde protesteret mod, som det hedder „den danske regerings ubegrundede 

beslutning om at udvise to medarbejdere ved den sovjetiske repræsentation 

i Danmark“. Det blev anført i protesten, at de anklager, som var rejst 

mod de pågældende, var rene påfund og havde en provokatorisk karakter, og 

at sådanne handlinger skadede de dansk-sovjetiske relationer og kun var til 

gavn for de kredse, der modsatte sig et godt forhold og samarbejde mellem 

de to lande. Den sovjetiske erklæring sluttede med en udtalelse om, at Sovjetunionens 

regering forbeholdt sig retten til at træffe tilsvarende forholdsregler. 

Af indberetningen fra den danske ambassade i Moskva om denne protest 

fremgår, at det var den danske ambassadørs vurdering, at protesten måtte anses 

for den mildest mulige sovjetiske reaktionsform. – Der kom heller ikke 

yderligere reaktioner, og heller ingen gengældelsesudvisninger. 

Visumnægtelse til polsk udenrigsministeriel embedsmand, 


Den 2. september 1983 resolverede udenrigsministeriet, at der ikke vil kunne 

udstedes visum for et nidages ophold ved den polske ambassade i København 

som ledsagende diplomatisk kurer for en polsk efterretningsofficer, der tidligere 

havde været stationeret i København fra 1960-64 og i denne periode 

havde været aktivt involveret i den sag, der førte til udvisning af tre polske militærmedarbejdere 

i november 1964. 

Det hedder i udenrigsministeriets resolution: 

Det er fundet bevist, at ovennævnte K. har deltaget i den ulovlige efterretningsvirksomhed 

i Danmark, som førte til udvisning af tre medarbejdere ved 

den polske ambassade i 1964. Uagtet udvisningen ikke omfattede K., eftersom 

han allerede var udrejst, og selvom hans ulovlige forhold ikke er blevet påtalt 

over for de polske myndigheder, bør PET’s indstilling om visumnægtelse følges. 

– Visumnægtelsen meddeltes i et chiffertelegram til ambassaden i Warszawa 

den 2. september 1983. 

142 DEL VI · BILAG

Udvisning af 2. sekretær ved Polens ambassade 

Ryszard Wojtal, september 1986 

Den 3. september 1986 indkaldte udenrigsministeriets direktør den polske 

ambassadør og gav ham følgende meddelelse om, at den danske regering 

var i besiddelse af klare beviser for, at 2. sekretær ved Polens ambassade, 

Ryszard Wojtal, havde begået handlinger, som var strafbare i henhold til den 

danske straffelovs § 108. Under disse omstændigheder blev ambassaden anmodet 

om at drage omsorg for, at Wojtal forlod Danmark senest inden 14 

dage. 

Det fremgår endvidere af udenrigsministeriets notat, at ambassadøren udtrykte 

stor forbavselse over det fremførte og erklærede, at han ikke havde noget 

som helst kendskab til, at hr. Wojtal havde begået handlinger, der kunne 

betegnes som strafbare i henhold til den danske straffelov. 

Udenrigsministeriets direktør oplyste ambassadøren om, at der ikke fra 

den danske regerings side ville blive udsendt nogen pressemeddelelse om udvisningen. 

Man kunne på den anden side selvsagt ikke garantere, at den danske 

presse ikke alligevel fik nys om sagen og omtalte den. – Der synes ikke at 

være sket presseomtale i sagen. 

Ved chiffertelegram af 5. september 1986 indberettede den dansk ambassade 

i Warszawa, at den danske ambassadør samme dag var blevet kaldt i 

udenrigsministeriet, fordi man fra polsk side ønskede at protestere mod dette 

skridt (udvisningen af Wojtal), der var aldeles uforståelig og helt uprovokeret, 

og som i øvrigt skete uden forelæggelse og nogen form for beviser. Der var 

imidlertid efter polsk opfattelse endnu tid til at ændre den danske beslutning, 

hvilket efter polsk opfattelse ville være den eneste rigtige. På denne måde ville 

der også kunne ske mindst mulig skade på de traditionelt gode forbindelser 

mellem Polen og Danmark. Fra polsk side forbeholdt man sig enhver ret til at 

tage passende forholdsregler i anledning af det passerede. Der var tale om en 

højst ubehagelig sag, men man måtte erindre, at det var den danske regering, 

der havde skabt den pinlige situation. Udenrigsministeriet reagerede ikke på 

den polske demarche. 

Den 2. oktober henvendte den polske ambassadør sig til udenrigsministeren, 

hvor han oplæste en udtalelse om det dansk-polske forhold, som han afgav 

efter instruktion og efterlod i form af et PM. Af det polske PM. fremgår, 

at de polske myndigheder kategorisk afviste de beskyldninger, der var rejst 

imod Ryszard Wojtal. Man fandt, at de danske myndigheders beslutning var 

en trussel mod de polsk-danske relationer. Efter polsk opfattelse betød det, at 

den forventede forbedring af disse relationer øjensynligt gav visse kredse i 

Danmark en stimulans til at forstyrre de positive udviklinger, der var kommet 

til udtryk i dansk-polsk samarbejde såvel som generelt i øst-vest relationerne. 

Man ønskede derfor fra polsk side at opnå fuld klarhed over den danske regerings 

virkelige intentioner i relation til Polen for fremtiden. Man havde 


også bemærket sig, at den danske udenrigsministers planlagte besøg i Polen 

nu var blevet udsat to gange. 

Udenrigsministeren svarede, at der ikke var grund til at fortsætte diskussionen 

af sagen om den polske 2. sekretær. Begge parter ville med fordel kunne 

gå ud fra, at denne sag ikke havde noget at gøre med det generelle dansk-polske 

forhold. Fra dansk side ville man også gerne normalisere forbindelserne. 

Videre i samtalen pegede udenrigsministeren på, at man fra dansk side aldrig 

brugte udvisning som en demonstration, men kun når der forelå uigendrivelige 

beviser. Det var tilfældet i den nu afsluttede sag om den polske 2. sekretær, 

som man imidlertid fra dansk side ikke havde til hensigt på nogen måde 

at lade influere skadeligt på dansk-polske relationer. 

144 DEL VI · BILAG

Bilag 3 · Rejser og besøg mellem 

Folketinget og lande i østblokken mv. 

1956-1989 

Listen er venligt sammenstillet af lederen af Folketingets Bibliotek, Arkiv og 

Oplysning, cand.mag. Hanne Rasmussen, og gør ikke krav på fuldstændighed. 

Delegation til Sovjetunionen 22. maj til 3. juni 1956 

Delegation til Polen 6.-14. juni 1958 

Delegation til Jugoslavien 11.-21. juni 1960 

Rumænien 10-20. september 1965 

Delegation til Sovjetunionen (12 personer) september 1970 

Besøg fra Den Øverste Sovjet i Danmark 12.-19. april 1972 

Jugoslavisk delegation på besøg i Folketinget 19.-22. april 1972 

Besøg fra Polen 3.-10. november 1972 

Præsidiet i Rumænien 25.-29. juni 1973 

Præsidiet på besøg i Bulgarien 30. juni-4. juli 1973 

Besøg af ungarsk delegation 17.-21. september 1973 

Besøg fra DDR 17.-20. marts 1974 

Præsidiet på besøg i Ungarn og Polen 2.-6. september 1974 

Besøg fra DDR 17.-23. oktober 1974 

Rejse til Sovjetunionen 22.-29. september 1975 

Præsidiet i Tjekkoslovakiet og DDR 12.-20. juni 1976 

Besøg fra Rumænien 11.-15. oktober 1976 

Besøg fra Bulgarien 16.-21. oktober 1978 

Besøg fra Rumænien 13. september 1979 

Præsidiet på besøg i Jugoslavien 22.-27. november 1979 

Besøg af den bulgarske viceudenrigsminister 8.-11. april 1980 

Besøg fra Tjekkoslovakiet 25.-29. september 1980 

Præsidiet i Rumænien 18.-21. oktober 1980 

Besøg af den rumænske præsident 11. november 1980 

Besøg fra DDR 12.-15. oktober 1981 

Besøg af Cubas vicepræsident Carlos Rafael Rodriguez 20. oktober 1982 

REJSER OG BESØG MELLEM FOLKETINGET OG LANDE I ØSTBLOKKEN 145

Besøg fra Ungarn 7.-10. april 1983 

Besøg fra Jugoslavien 24.-28. oktober 1983 

Besøg fra Rumænien 18.-22. februar 1984 

Præsidiet i Tjekkoslovakiet og Bulgarien 15.-23. september 1985 

Folketingets formand besøger Cuba i forbindelse med IPU konference i 

Mexico april 1986 

Den polske udenrigsminister på besøg i Danmark 15.-16. juni 1988 

Besøg fra DDR 1.-3. februar 1990/1.-4. februar 1988 

Januar 1989, de politiske partier indbydes til besøg på Cuba – ikke officielt besøg 

Præsidiet i Ungarn 12.-15. juni 1989. 

146 DEL VI · BILAG

Bilag 4 · Responsum vedrørende offentliggørelse 

af personoplysninger i Dansk Institut 

for Internationale Studiers udredning om 

Danmarks sikkerhedspolitiske situation 

under den kolde krig 

Peter Blume, professor, dr.jur. 

Den følgende redegørelse er struktureret således, at under 1 angives redegørelsens 

problemstilling på baggrund af grundlaget for det igangværende udredningsarbejde. 

Efter under 2 at have fremhævet hensynet til privatlivets 

fred gives der under 3 en vurdering af de forskellige oplysningstyper, hvis mulige 

offentliggørelse må overvejes. Under 4 fremhæves at der i alle tilfælde må 

tages stilling til om personidentificerbarhed er påkrævet. Herefter redegøres 

under 5-8 for de relevante bestemmelser i straffeloven, forvaltningslovgivningen, 

persondataloven og arkivloven. Under 9 konkluderes at der ikke findes 

nogen retlig facitliste, hvorefter redegørelsen sammenfattes under 10. 

1. Baggrund og problemstilling 

Denne redegørelse tager sigte på at vurdere om der under et juridisk perspektiv 

skal tages særlige hensyn i forbindelse med offentliggørelse af personoplysninger 

i udredningen vedrørende Danmarks sikkerhedspolitiske situation 

under den kolde krig. Det er lagt til grund, at denne udredning udarbejdes 

på basis af et af regeringen 23. august 2002 fastlagt kommissorium samt under 

hensyntagen til de synspunkter, der fremkom i forbindelse med Folketingets 

forespørgselsdebat 21. januar 2003, herunder V 39, hvori der udtrykkes ønske 

„om størst mulig åbenhed“ i forhold til arkivadgang. Det fremgår af kommissoriet 

med tilhørende bilag at Instituttet som udgangspunkt har adgang til 

enhver form for arkiveret materiale, herunder hos efterretningstjenesterne, 

PET og FE. Grundlaget er endvidere materiale opbevaret i udenlandske arkiver. 

Herudover kan udredningen omfatte oplysninger indhentet via interviews 

samt offentligt tilgængelige oplysninger. 

Det fremgår endvidere af kommissoriet, at den danske arkivadgang reguleres 

af reglerne i offentlighedsloven og arkivloven, idet offentliggørelse af 

ikke-frittilgængelige akter sker efter aftale med den pågældende myndighed. 

De af instituttets medarbejdere, der medvirker, har tavshedspligt indtil videre. 

RESPONSUM VEDRØRENDE OFFENTLIGGØRELSE AF PERSONOPLYSNINGER 147

Denne redegørelse tager på denne baggrund sigte på de oplysninger, der på 

dette grundlag kan offentliggøres, hvilket ikke i sig selv er ensbetydende med 

at dette under hensyntagen til udredningens formål samt andre retsgrundlag 

kan eller bør ske. I denne forbindelse anmærkes, at kommissoriet fremhæver 

oplysningsbeskyttelse ud fra forskellige hensyn, bl.a. anonymisering af hensyn 

til tredjemand. 

Denne redegørelse tager alene sigte på offentliggørelse af personoplysninger 

og vedrører i denne forbindelse de overvejelser, der må foretages i henseende 

til de personer, som oplysningerne direkte eller indirekte angår. 

Spørgsmålet om betydningen af andre hensyn som f.eks. til statens sikkerhed 

eller fremmede magter inddrages således ikke i det følgende. 

Udredningen er baseret på forskning udført i offentligt regi, idet instituttet 

er en selvejende institution etableret ved lov nr. 411 af 6. juni 2002. Det er 

over for mig oplyst at denne forskning i vidt omfang foregår på de pågældende 

arkiver og at der ikke på instituttet er opbygget elektroniske eller manuelle 

registre indeholdende det materiale, som udgør udredningens fundament. 

Dette har betydning for det retlige grundlag, der skal tages i betragtning 

ved vurderingen af problemstillingen, jf. yderligere under 7. 

Formålet med udredningen er at kaste lys over en række forhold under 

den kolde krig og det ligger i projektets karakter, at der i denne forbindelse 

må formidles oplysninger om enkeltpersoner. Som nævnt indledningsvis angives 

i det følgende i hvilken udstrækning dette kan ske på et retligt forsvarligt 

grundlag. 

2. Privatlivets fred 

Udgangspunktet for en stillingtagen til i hvilken udstrækning personoplysninger 

kan offentliggøres er at denne offentliggørelse i nogle tilfælde vil 

kunne indebære en krænkelse af privatlivets fred, der er en grundlæggende 

rettighed, jf. artikel 8 i Den Europæiske Menneskerettighedskonvention. I 

dansk ret findes relevante bestemmelser i straffelovens kapitel 27, i den forvaltningsretlige 

lovgivning samt i lov om behandling af personoplysninger, 

kendt som persondataloven. Hensynet til privatlivets fred er ikke enerådende, 

men må især afbalanceres i forhold til ytringsfriheden, der ligeledes er en 

grundlæggende rettighed, jf. konventionens artikel 10. Den videnskabelige 

ytringsfrihed har dermed betydning for de vurderinger, der foretages. En almen 

samfundsmæssig interesse i at oplysninger bliver kendt kan begrunde offentliggørelse, 

men i alle tilfælde må denne interesse afvejes i forhold til hensynet 

til beskyttelsen af privatlivet. 

På denne overordnede baggrund kan det allerede her konstateres, at der 

ofte vil være tale om skønsmæssige vurderinger med den konsekvens at de 

synspunkter, der fremlægges i det følgende har karakter af retningslinier for 

148 DEL VI · BILAG

det skøn, som må udøves når der konkret skal tages stilling til om en oplysning 

kan eller bør offentliggøres. 

3. Oplysningstyper 

Inden retsgrundlaget nærmere indkredses forekommer det nyttigt at karakterisere 

de typer af oplysninger, der vil kunne foreligge, idet det for en god ordens 

skyld bemærkes at jeg selvsagt ikke kender det konkrete materiale, der 

udgør undersøgelsens grundlag. 

Først må fremhæves, at ved en personoplysning forstås enhver oplysning, 

der er relateret til en bestemt person, idet dette også gælder selvom identifikationen 

kræver adgang til en adgangskode e.lign., jf. persondatalovens § 3 

nr.1, som kan lægges til grund på dette punkt uanset om loven i øvrigt kan 

finde anvendelse. Afgørende for at der er tale om en personoplysning er at 

der formidles viden om en bestemt person, idet dette også kan ske indirekte 

via omtalen af en anden person. Det er ligeledes væsentligt at fremhæve at 

oplysningen ikke behøver at være navngivet for at være en personoplysning. 

Rigspolitichefen er eksempelvis en personoplysning selvom vedkommendes 

navn ikke er eksplicit nævnt. Dette gælder også for oplysninger om mindre 

spektakulære personer. Er en omtalt population meget lille og identifikation 

dermed let vil der ligeledes kunne foreligge personoplysninger. 

Ved den konkrete vurdering må det tages i betragtning dels hvem oplysningen 

vedrører dels hvilken type viden den formidler. Der startes med det 

førstnævnte. 

For det første kan det overvejes om der kan skelnes mellem personer, der 

er kendte, og personer, som ikke er kendte. Som udgangspunkt har alle personer 

en ret til privatlivsbeskyttelse, men det er en almindelig opfattelse at 

kendte personer har et mindre privatlivsområde end andre, hvilket især gælder 

i forhold til det de er kendt for. Dette indebærer, at det som udgangspunkt 

vil være mere berettiget at offentliggøre oplysninger om disse personer 

end om de ikke kendte. 

I denne som i andre relationer kan der tages et vist hensyn til om der er 

tale om oplysninger, der stammer fra det offentlige rum frem for oplysninger 

fra det private. Det må altid vurderes om en personidentificerbar oplysning 

er relevant i forhold til udredningens formål og her er det mindre sandsynligt, 

men selvsagt ikke udelukket, at oplysninger hidrørende fra det private 

rum har betydning. Det må i denne sammenhæng tages i betragtning at der 

her i landet er tradition for at den private sfære beskyttes, idet dette også gælder 

i forhold til kendte personer. 

For det andet foreligger i forhold til udredningen et særligt spørgsmål i 

henseende til embedsmænd, idet der her tænkes på oplysninger, der hidrører 

fra aktiviteter udført af de pågældende personer som embedsmand. Igen 


foreligger spørgsmålet om der kan foretages en differentiering ud fra hvor 

krænkende offentliggørelse kan tænkes at være. Der findes ikke et egentligt 

retligt grundlag for denne vurdering, men et udgangspunkt, der knytter an 

til embedsmandshierarkiet, kan være en bedømmelse af hvor selvstændige 

handlebeføjelser den pågældende person har haft i forhold til den aktivitet 

oplysningerne vedrører. Jo højere en person befinder sig i hierarkiet desto 

større muligheder for offentliggørelse vil foreligge. En mulig retningslinie 

kunne være, at kun oplysninger om personer på kontorchefsniveau og derover 

offentliggøres. En sådan retningslinie eller tilsvarende er dog blot et udgangspunkt, 

jf. fra en helt anden historie at Adolf Eichmann hierarkisk var 

„en lille fisk“. 

For det tredje kan det overvejes om det skal tillægges betydning om den pågældende 

person lever eller er død. Er en offentliggjort oplysning ukorrekt 

eller vildledende vil den levende kunne opleve en krænkelse, hvilket den 

døde i sagens natur ikke kan. Uanset denne og andre forskelle er det i dansk 

ret anerkendt at også døde har en personlig integritet, som er beskyttelsesværdig, 

jf. under 5. Det er en konkret vurdering hvor lang tid efter dødsfaldet 

dette er tilfældet. I forhold til en samtidshistorisk udredning, hvor efterladte 

til den afdøde ofte vil være i live, taler meget for at det ikke tillægges betydning 

at personen er død og at dette moment således ikke indgår i vurderingen 

af hvorvidt offentliggørelse skal finde sted. Døde og levende bør i 

denne henseende sidestilles. 

En anden problemstilling angår som nævnt hvilken type oplysning, der er 

tale om. Der kan her nævnes en række opdelinger, som tillægges betydning i 

dansk ret. 

For det første har det betydning hvor potentielt integritetskrænkende en 

oplysning er eller med andre ord hvor personfølsom viden, som bliver formidlet. 

Der skelnes traditionelt i dansk ret mellem almindelige og følsomme 

personoplysninger, idet det yderligere i den offentlige sektor tillægges betydning 

om oplysninger er fortrolige, altså underlagt tavshedspligt. I persondatalovens 

§ 7, stk.1 og forvaltningslovens § 28, stk.1, er det angivet hvilke oplysningstyper, 

som anses for følsomme, jf. under 7. Ved en vurdering af om offentliggørelse 

kan ske må der tages hensyn til følsomhedsniveauet. Jo mere 

følsom en oplysning er desto større sikkerhed må der være for at offentliggørelse 

er nødvendig i forhold til udredningens formål. Agtpågivenheden skærpes. 

Det må for en god ordens skyld betones, at der ikke findes oplysningstyper, 

som under ingen omstændigheder kan offentliggøres. 

I denne forbindelse er der grund til at fremhæve to momenter, der har betydning 

i relation til de oplysninger, som udredningsarbejdet angår. For det 

første er det ikke blot oplysningen som sådan, der har betydning for dens sensitivitet, 

men tillige den sammenhæng, hvori den indgår. Et banalt eksempel 

er at et navn ikke i sig selv er følsomt, men vil være det hvis det f.eks. optræder 

på en fortegnelse over personer, der har udført arbejde for en fremmed 

150 DEL VI · BILAG

magt. Oplysningens alder har ingen selvstændig betydning i denne forbindelse. 

En „forældet“ oplysning mister ikke sin sensitivitet. Eksempelvis er en 

oplysning om at en person engang var kommunist en følsom oplysning (politisk 

overbevisning) selvom dette notorisk ikke længere er tilfældet. 

For det andet er der grund til at skelne mellem faktuelle og vurderende eller 

skønsmæssige oplysninger. Det er et almindeligt princip at den, der offentliggør 

personoplysninger har en forpligtelse til at sikre at de pågældende oplysninger 

er korrekte. For så vidt angår faktuelle oplysninger, f.eks. at en bestemt 

person befandt sig et bestemt sted på et bestemt tidspunkt, er denne 

sikring af god datakvalitet normalt forholdsvis enkel. Dette er derimod ikke 

tilfældet i henseende til de vurderende data, f.eks. at en person var tilbøjelig 

til at stole på et bestemt lands intentioner. Sådanne bløde data har sjældent 

en egentlig sandhedsværdi og der må derfor udvises særlig agtpågivenhed. 

Det er på ingen måde udelukket at offentliggøre data af denne type, idet der 

blot må udvises forsigtighed således at oplysningerne ikke fremtræder vildledende. 

Ved bedømmelsen af hvorvidt oplysninger kan offentliggøres kan det tillige 

tillægges en vis betydning hvorfra de stammer. I denne henseende kan der 

først skelnes mellem offentligt tilgængelige oplysninger og oplysninger, der 

er „hemmelige“, idet de f.eks. er søgt i arkiver, som ikke er alment tilgængelige. 

Som udgangspunkt er begge typer omfattet af beskyttelsen af privatlivets 

fred. Det er dog klart at oplysninger, der er offentlige, og hvor der tidligere 

har været mulighed for genmæle etc., i praksis ikke anses så beskyttelsesværdige 

som oplysninger, der offentliggøres for første gang. 

Det kan endvidere overvejes om det gør en forskel om oplysningerne stammer 

fra danske eller udenlandske kilder/arkiver. Dette moment har betydning 

ved bedømmelsen af personoplysningens kvalitet, der har sammenhæng 

med hvor troværdig kilden må anses at være, men i forhold til adgangen til 

offentliggørelse har det ikke herudover betydning hvorfra oplysningen hidrører. 

Det er i denne forbindelse vigtigt at fremhæve at oplysninger om danske 

og udenlandske personer skal behandles på samme måde. Dansk ret og dansk 

retsopfattelse gælder fuldt ud i forhold til alle oplysninger, der bliver offentliggjort 

her i landet. 

4. Personidentificerbarhed 

Der er således en række momenter, som må tages i betragtning når det skal 

afgøres om en oplysning kan og bør offentliggøres. Grundlæggende må der 

altid tages stilling til om personidentificerbarhed er nødvendig. Er det påkrævet 

for formidlingen af de forskningsmæssige resultater at en person kan 

identificeres? Vil udredningens kvalitet, herunder intersubjektivitet, svækkes 

såfremt oplysningen anonymiseres? Er personoplysningen vigtig? Er svaret på 


spørgsmål af denne karakter bekræftende må der herefter tages stilling til om 

offentliggørelse er mulig og forsvarlig. Samlet er det således udredningens 

formål, der er styrende for de vurderinger, som må foretages. I denne henseende 

må der tages hensyn til det ovenfor nævnte samt de retlige regler, der 

omtales i det følgende. 

5. Straffeloven 

I straffeloven findes den almindelige beskyttelse af privatlivets fred. Ifølge 

§ 264d er det strafbart uberettiget at videregive oplysninger om andres private 

forhold. Bestemmelsen, der også gælder i relation til afdøde personer samt ligeledes 

finder anvendelse, selvom personen er unavngiven, udfyldes løbende 

i retspraksis, idet bestemmelsens område afhænger af de til enhver tid gældende 

normer for hvad der opfattes som privat. De oplysningstyper, der er 

nævnt i persondatalovens § 7 og i et vist omfang § 8, jf. om disse under 7, er 

utvivlsomt omfattet af bestemmelsen. Denne regel, der må tages i betragtning 

ved den nærmere udformning af udredningen, medfører dog kun strafbarhed, 

når videregivelsen er uberettiget. Den gælder således ikke når der foreligger 

en pligt til at udtale sig eller når der sker varetagelse af en almeninteresse, 

jf. Vagn Greve m.fl.: Kommenteret Straffelov, Speciel Del (7. udg. 

København 2001) p.342. I betragtning af at udredningen er foranlediget af 

en regeringsbeslutning er det min opfattelse at der som altovervejende 

hovedregel vil foreligge en sådan almeninteresse, hvilket konkret vil kunne 

understøttes af at offentliggørelse sker på baggrund af en forskningsetisk vurdering 

baseret på de under 3 nævnte hensyn. § 264ds betydning er her dermed 

at den tilkendegiver, at privatlivsbeskyttelse er en værdi, der tillægges betydning 

i dansk ret. 

I straffelovens § 267 sker der en selvstændig kriminalisering af ærekrænkelser, 

der bl.a. omfatter sigtelser, f.eks. beskyldninger for at begået strafbare 

forhold, idet dette gælder selvom udsagnet blot er baseret på en mistanke. 

Vurderingen af om en sigtelse foreligger afhænger af den konkrete situation. 

Ifølge § 269 finder bestemmelsen ikke anvendelse når udsagnet er fremsat i 

god tro og er udtryk for en „berettiget varetagelse af åbenbar almeninteresse“. 

Som anført ovenfor må dette antages at betyde, at spørgsmålet om ærekrænkelse 

ikke bliver aktuelt i forbindelse med udredningen, idet det herved 

forudsættes at god datakvalitet er søgt sikret. – For en god ordens skyld tilføjes 

at § 269 ikke angår ringeagtsytringer, der også er omfattet af § 267, men det 

er her rimeligt at formode, at en hensyntagen til almindelig forskningsetik vil 

sikre at sådanne ikke vil forekomme i udredningen. 

Samlet angiver straffelovens bestemmelser hensyn, som bør tages i betragtning 

ved vurderingen af hvilke oplysninger, der bør medtages i udredningen, 

men bestemmelserne medfører ikke egentlige begrænsninger, eftersom det 

152 DEL VI · BILAG

lægges til grund at udredningen er udtryk for en varetagelse af en almeninteresse. 

6. Forvaltningslovgivningen 

Den almindelige forvaltningsretlige lovgivning kan understøtte de overvejelser, 

der må foretages i forbindelse med offentliggørelse af oplysninger. I 

forvaltningslovens § 27 er der fastsat en almindelig bestemmelse om tavshedspligt, 

der bl.a. omfatter oplysninger om enkeltpersoners personlige forhold, 

jf. stk.1 nr.6. Sådanne oplysninger er fortrolige og må derfor ikke offentliggøres. 

Ifølge § 28, stk.1, er en række oplysningstyper særligt følsomme og må 

ikke videregives til en anden forvaltningsmyndighed, men herfra gælder efter 

stk.2 en række undtagelser, herunder i nr.3 at videregivelse kan ske „til varetagelse 

af private eller offentlige interesser, der klart overstiger hensynet til 

de interesser, der begrunder hemmeligholdelse, herunder hensynet til den, 

oplysningen angår“. Dette er en såkaldt værdispringregel, hvis anvendelse forudsætter 

en konkret vurdering, hvor hensynet til offentliggørelse skal være 

klart stærkere end hensynet til fortrolighed. Selvom § 28 regulerer oplysningsudveksling 

mellem myndigheder angiver bestemmelsen almindelige 

grundsynspunkter i dansk ret. 

Det bør nævnes, at er oplysninger videregivet til forskningsbrug må de ikke 

senere videregives til en anden myndighed med henblik på et andet formål, 

jf. § 30. Denne bestemmelse udelukker ikke offentliggørelse af oplysninger i 

udredningen, da § 30 er begrundet i ønsket om at undgå at oplysninger afgivet 

af private til brug i offentlig forskning senere af en anden myndighed benyttes 

til kontrol o.lign. 

Der kan ligeledes være grund til at nævne offentlighedsloven, der ganske 

vist vedrører hvilke oplysninger en myndighed har pligt til videregive, men 

som desuagtet kan understøtte overvejelserne vedrørende grænserne for offentliggørelse. 

Efter § 12, stk.1 nr.1, er der ikke offentlighed i oplysninger vedrørende 

enkeltpersoners private forhold. Det må fremhæves at bestemmelsen 

ikke omfatter allerede offentliggjorte oplysninger, jf. John Vogter: Offentlighedsloven 

(3.udg. København 1998) p.218. I øvrigt er forvaltningslovens § 28 

retningsgivende for fortolkningen af bestemmelsen. 

7. Persondataloven 

Endelig er der grund til at overveje hvilken betydning persondataloven skal tillægges 

i denne forbindelse. Som nævnt under 1 opbevares de indsamlede oplysninger 

efter det for mig oplyste ikke elektronisk eller i et manuelt register, hvilket 

efter § 1, stk.1, indebærer at loven ikke finder anvendelse. Når det desuag- 


tet er hensigtsmæssigt at inddrage denne er årsagen at loven er den nyeste almindelige 

tilkendegivelse af hvorledes personoplysninger bør beskyttes. Det 

kan derfor være ønskeligt at handle i overensstemmelse med denne lovs ånd. 

Der skelnes i §§ 6-8 mellem forskellige oplysningstyper betinget af hvor stor 

risiko for integritetskrænkelser misbrug af den enkelte oplysning kan medføre. 

Følsomme er efter § 7 „oplysninger om racemæssig eller etnisk baggrund, 

politisk, religiøs eller filosofisk overbevisning, fagforeningsmæssige tilhørsforhold 

og oplysninger om helbredsmæssige og seksuelle forhold.“ Hertil 

kommer efter § 8 oplysninger om strafbare forhold og oplysninger om væsentlige 

sociale problemer. Det må formodes, at det særligt er oplysninger om 

politisk overbevisning samt eventuelt oplysninger om strafbare forhold, der 

vil kunne forekomme i udredningsmaterialet. Som udgangspunkt kan oplysninger 

om politisk overbevisning, når denne ikke er alment kendt, ikke offentliggøres, 

men der er en række undtagelser herfra, idet der i denne 

sammenhæng er særlig grund til at nævne at dette kan ske „af grunde, der 

vedrører hensynet til vigtige samfundsmæssige interesser“ (§ 7, stk.7) 1 Denne 

regel, som i øvrigt også omfatter de andre § 7-oplysninger, kan endvidere anvendes 

i forhold til oplysninger om strafbare forhold, der dog tillige vil kunne 

offentliggøres ud fra en interesseafvejning (værdispring; § 8, stk. 2 nr.2). Det 

bør nævnes, at lovens § 10 indeholder særlige regler om forskningsregistre, 

men bestemmelsen har ikke egentlig interesse i denne sammenhæng. 

Samlet har persondataloven den betydning, at den understreger behovet 

for agtpågivenhed i relation til offentliggørelse af personoplysninger og angiver 

hvilke oplysningstyper, der skal udvises særlig forsigtighed overfor. Det 

bør fremhæves, at loven, jf. § 2, stk.2, anerkender at hensynet til ytringsfriheden 

kan begrunde offentliggørelse. Det bør ligeledes fremhæves, at loven 

ikke udelukker offentliggørelse. Selvom loven ikke er direkte anvendelig bør 

der som nævnt ovenfor disponeres i overensstemmelse med dens budskab. 

8. Arkivloven 

Det kan yderligere overvejes om der i arkivloven kan hentes vejledning til 

overvejelserne vedrørende offentliggørelse. I forhold til udredningen er 

interessen knyttet til de regler, der regulerer anvendelsen af ikke frit tilgængelige 

arkivalier. I lovens kapitel 8 er der fastsat regler for dem, der har opnået 

tilladelse til at benytte sådanne arkivalier, idet det af § 40 fremgår at der 

ikke må ske uberettiget offentliggørelse af fortrolige oplysninger. I hvilken 

udstrækning offentliggørelse er berettiget afhænger af de vilkår, som den afleverende 

myndighed efter § 41, stk.2, fastsætter, idet disse efter stk.4 kan omfatte, 

at oplysninger om enkeltpersoners private forhold ikke videregives. 

1 Fandt loven anvendelse, forudsatte dette Datatilsynets tilladelse, men dette er altså ikke aktuelt. 

154 DEL VI · BILAG

Disse bestemmelser tilføjer ikke noget nyt til det foran angivne og for så vidt 

angår offentliggørelse har arkivloven udover evt. fastsatte vilkår ikke særlig 

betydning. 

9. Det retlige grundlag 

Samlet kan det konstateres, at der ikke i de foreliggende regler findes klare 

retningslinier for hvilke oplysninger, der kan offentliggøres. Der skal tages 

hensyn til beskyttelsen af privatlivets fred, men dette hensyn må afvejes overfor 

den almeninteresse, der i det konkrete tilfælde er knyttet til udredningen. 

Denne afvejning indebærer, at den forskningsetiske og retlige vurdering i 

praksis bliver sammenfaldende. Der er således alt i alt ikke en retlig facitliste, 

som kan konsulteres. 

10. Sammenfatning 

På denne baggrund kan følgende sammenfattende anføres: 

Der findes ingen retlige regler, som klart og entydigt angiver hvilke personoplysninger, 

der vil kunne offentliggøres i udredningen. 

Hensynet til privatlivets fred og integritetsbeskyttelse tillægges betydelig 

vægt i dansk ret, idet det er et konkret skøn hvorledes dette hensyn varetages. 

På baggrund af den foreliggende regeringsbeslutning må det lægges til 

grund at udredningen varetager en almeninteresse, hvilket betyder at straffelovens 

bestemmelser ikke aktualiseres, men derimod ikke udelukker, at en interesseafvejning 

ved den konkrete offentliggørelsesbeslutning skal foretages. 

Det må i alle tilfælde vurderes om det af hensyn til udredningens formål er 

nødvendigt at en oplysning er personidentificerbar. 

Denne overvejelse må foretages uanset om personen er i live eller død, idet 

døde også er privatlivsbeskyttede. 

I vurderingen må indgå hvor personfølsom oplysningen er. Jo mere følsom 

desto stærkere må det ovenfor nævnte hensyn være, om det for udredningens 

formål er nødvendigt, at en oplysning er personidentificerbar. I vurderingen 

må der særligt tages hensyn til de oplysningstyper, der er medtaget i 

persondatalovens §§ 7 og 8. 

Ved vurderingen af følsomhedsgraden må der ikke blot tages hensyn til 

selve oplysningen, men tillige til i hvilken sammenhæng den indgår. Oplysningens 

alder har derimod ikke betydning. 

Der må tages hensyn til om oplysningen er faktuel eller vurderende. For de 

sidstnævnte må der være større sikkerhed for at oplysningen er dækkende og 

ikke vildledende. 


I det hele taget bør det sikres at der er en høj datakvalitet, idet der ved vurderingen 

heraf må tages hensyn til hvorfra oplysningen stammer. 

Oplysninger om danske og udenlandske personer skal bedømmes ens. 

Ved vurderingen af oplysningen skal offentliggøres bør der tages hensyn til 

hvilken person den vedrører. Selvom alle har krav på privatlivsbeskyttelse kan 

det lægges til grund at der snarere kan offentliggøres oplysninger om kendte 

frem for om ikke kendte personer. 

Det bør ligeledes tages i betragtning om oplysningen hidrører fra det offentlige 

eller private rum, idet oplysninger fra sidstnævnte i mindre udstrækning 

bør offentliggøres. 

Særligt for så vidt angår embedsmænd er det nærliggende at tage hensyn 

til hvor højt i hierarkiet de pågældende er placeret. Jo højere placeret desto 

mere berettiget kan offentliggørelse være. 

Generelt vil der være tale om en konkret vurdering, hvor de retligt prægede 

overvejelser peger i samme retning som de forskningsetiske. I en udredning 

som den foreliggende vil der være et ret vidt spillerum, da der i overensstemmelse 

med de politiske tilkendegivelser er en almen interesse i en transparent 

redegørelse. Denne interesse medfører dog ikke at den enkeltes beskyttelsesinteresse 

forsvinder og den konkrete vurdering af om den identificerbare 

oplysning er påkrævet for at opfylde udredningens formål må derfor løbende 

foretages. 

Peter Blume 

23. juli 2003 

156 DEL VI · BILAG

Bilag 5 · Referater af Aksel Larsens 

møder med repræsentanter for allierede 

myndigheder 

Introduktion 

I årene 1958 til 1964 holdt Aksel Larsen en række møder med unavngivne repræsentanter 

for vestlige (allierede) myndigheder. Referater fra møderne 

gengives nedenfor. Referaterne viser, at Aksel Larsen optrådte som agent for 

disse myndigheder, idet han forventedes at løse opgaver for og levere oplysninger 

til sine samtalepartnere, ligesom han i et tilfælde modtog et rejseforskud 

i forbindelse med en rejse, som opdragsgiveren viste stor interesse for. 

Allerede af indlysende psykologiske grunde ønskede Aksel Larsen i samtalerne 

at fremstille forbindelsen som et personligt tillidsforhold i fælles interesse 

snarere end som en efterretningsmæssig kontakt til en institution, hvis 

identitet naturligvis var ham bekendt. Det fremgår endvidere, at han var ganske 

klar over den risiko han løb ved at indlade sig på denne forbindelse, og at 

han derved gjorde sig politisk meget sårbar. I Aksel Larsens motivation for at 

løbe denne risiko er formentlig indgået en blanding af faktorer, hvorom der 

tidligere har været fremsat forskellige gisninger. 

Som referaterne fremstår, synes et af opdragsgiverens formål at have været 

at skaffe sig oplysninger om – og måske øve indflydelse på – de „revisionistiske“ 

udbryderpartier i Norden og i Europa i det hele taget – og derigennem 

endvidere indirekte påvirke grundlaget for de kommunistiske partiers virksomhed. 

Et andet formål var tilsyneladende at skaffe sig oplysninger om forhold 

i den verdenskommunistiske bevægelse i almindelighed og i DKP i særdeleshed. 

At dømme efter referaterne var Aksel Larsen bedst tilpas, når han kunne 

udtale sig i relativt uforpligtende vendinger om overordnede politiske emner 

og tendenser, mens han i nogle tilfælde virkede utilpas eller glemsom, når der 

forventedes for eksempel konkrete personoplysninger af ham. Det er ikke 

formålet med disse få indførende bemærkninger at tage hul på de kildekritiske 

problemer, som materialet rummer, men det skal dog nævnes, at der synes 

at være visse grænser for, hvad han ønskede at videregive om sin fortid 

som formand for DKP. 

Referaterne gengives nedenfor efter de af PET screenede udgaver, som findes 

i PET’s arkiv, DIIS-samlingen, dokument nr. 270. For PET’s screening 

henvises generelt til omtalen i gennemgangen af udredningens kilder i kapitel 

2. Heraf fremgår, at screeningen specielt sigter på at beskytte PET’s ind- 

AKSEL LARSENS MØDER MED REPRÆSENTANTER FOR ALLIEREDE MYNDIGHEDER 157

hentningsmetoder, kilder og samarbejdspartnere. De afsnit, der ikke er frigivet 

til citat, er som regel ikke af større interesse. Efter omstændighederne sker 

gengivelsen enten i form af ordrette citater – med angivelse i skarp parentes af 

det omtrentlige omfang af de af PET overstregede dele – eller som DIIS’ omskrivning 

(parafrasering) af de dele af referaterne, som er blevet tilladt anvendt 

under denne forudsætning. Det er for hvert møde angivet i overskriften, 

om der er tale om citat eller parafrase. 

I referaterne omtales Aksel Larsen skiftevis som A.L., AL, A. eller L. Hans 

samtalepartnere omtales som G. og T. Den omtalte I.W. er identisk med 

Ingmar Wagner, mens H.V. er Holger Vivike og S.N. er Svend Nielsen. I gengivelsen 

af russiske navne er sædvanlig transskription fulgt. 

Aksel Larsens kontakt blev første gang omtalt i en artikel i Politiken den 27. 

januar 1976 signeret af Ole Schierbeck, Bent Thorndahl og Herbert Pundik, 

og er siden blevet behandlet af Kurt Jacobsen. 1 

Møderne i november 1958, maj 1959 og 15. februar 1961. 

Citater fra referaterne. 

„Notits. [… tre linjer slettet …] 

T. har haft møde med L. den første mandag i november 1958, i maj 1959 

samt den 15. februar 1961. [… tre linjer slettet …] 

Den første mandag i november, som var dagen efter kongressens afslutning, 

ringede T. til L. og aftalte et møde i dennes hjem. T. blev modtaget af 

fru L., der virkede deprimeret og forgrædt. Hun overværede ikke samtalen 

mellem T. og L. Denne samtale overværedes imidlertid af en mand, der præsenteredes 

som „Jensen“, men som er identisk med H.V. 

[… En linje slettet …] hverken fru L. eller H.V. eller nogen anden ved eller 

må vide, at L. har møder med T. 

Fra begyndelsen har T. gjort det klart for L., hvem han repræsenterer. Han 

har sagt til L., at han anser det for nytteløst at diskutere ideologiske spørgsmål, 

da ingen af parterne formentlig vil kunne omvende hinanden. Hvad der 

interesserer T., er praktiske politiske spørgsmål, og det, han søger at kaste lys 

over, er den måde, hvorpå Sovjetunionen dirigerer de kommunistiske partier. 

L. har på T.s forespørgsel bekræftet, at L. og T. i Sovjetunionen har en fælles 

fjende. 

Under det første møde gav L. udtryk for, at han overvejede at trække sig tilbage 

til privatlivet og købe et lille hus på landet. Han var nu over 60 år og kunne 

nok efter et langt livs hårdt arbejde trænge til hvile. Han havde dog ikke gjort sig 

sin stilling endeligt klar. Under denne samtale kom man ind på oprøret i Ungarn, 

og det var for T. tydeligt, at L. var stærkt bevæget, da talen faldt på Imre Nagy. 

1 Kurt Jacobsen, Aksel Larsen. En politisk biografi, 1993, s. 556-62. 

158 DEL VI · BILAG

L. gav udtryk for, at han aldrig havde nydt fuld og ubetinget tillid hos de 

sovjetiske partiledere. L. var i 1927 mistænkt for trotzkisme, og der var altid 

blevet hængende en mistanke ved ham. Denne stilling havde naturligvis ikke 

været behagelig for L., og på SUKP’s XX. kongres i februar 1956 havde L. faktisk 

helt tabt troen på, at der kan komme noget godt ud af en bevægelse, som 

dirigeres af Sovjetunionen. På den XX. Kongres havde Khrusjtjov jo helt 

åbent påvist, at også SUKP’s og Sovjetunionens ledelse ikke var ufejlbarlig. 

L. nød som sagt ikke fuld tillid i partiet [DKP, red.] og kunne ikke udelukke, 

at der fra sovjetisk side foregik et samspil med andre af partiets medlemmer. 

På forespørgsel om, hvem indenfor partiet L. kunne tænke sig som 

Sovjets tillidsmand, nævnede han uden tøven I.W. 

L. erklærede med bestemthed, at partiet som sådan ikke har drevet illegal 

virksomhed i betydningen efterretningsvirksomhed for Østblokken. I denne 

forbindelse beretter L., at der engang i årene umiddelbart efter kapitulationen 

fra sovjetisk side blev rettet henvendelse til partiledelsen med anmodning 

om at yde bistand ved etableringen af et illegalt net i Danmark. Denne 

henvendelse, der som nævnt fandt sted umiddelbart efter kapitulationen og 

på et tidspunkt, hvor det sovjetiske herredømme over partiet her ikke var blevet 

fuldt retableret, blev blankt afvist af partiledelsen. 

I 1954 eller 1955 blev der fra østtysk side rettet en lignende henvendelse til 

partiets ledelse. Dette foregik under ret ejendommelige omstændigheder, 

idet der dukkede 2 østtyske herrer op, som ingen i partiet kendte det mindste 

til eller nogen sinde før havde set. Den omstændighed, at en så ekstraordinær 

henvendelse blev fremsat af to personer, som man ikke kendte, og hvis 

ankomst ikke var averteret, gjorde, at man fra partiledelsens side følte sig 

højst ilde tilpas, og de to herrer fik hurtigt vist døren. 

[… 19 linjer ikke frigivet til citat …] 

„Om partiets økonomi siger L., at medens det er almindelig bekendt, at 

partiet før krigen i vid udstrækning modtog økonomisk støtte fra Sovjetunionen, 

føler han sig overbevist om, at partiet efter kapitulationen, så længe 

han var medlem, ikke fik nogen økonomisk støtte østfra. Det var L. meget om 

at gøre, at partiet ikke ved at modtage økonomisk hjælp bragte sig i afhængighedsforhold 

af SUKP eller noget andet udenlandsk parti. Om partiets nuværende 

økonomiske forhold siger L.: I sommeren 1960 startede partiet den 

sædvanlige indsamlingskampagne, som indbragte godt 300.000 kr. Provenuet 

af disse årlige kampagner skal normalt dække partiets løbende underskud, 

som i L.s tid androg ca. 20.000 kr. månedlig. Partiets medlemstal er, siger L., 

siden kongressen i oktober 1958 blevet halveret og bladets oplag gået stærkt 

ned, så det månedlige underskud må efter L.s skøn nu andrage ca. 40.000 kr. 

Provenuet af indsamlingen i 1960 – 300.000 kr. – må imidlertid være blevet 

fuldstændig opbrugt under valgkampen, som blev ført med stor kraft fra partiets 

side. Partiet virker med stor energi, hvilket også må koste penge. Alt 

dette taget i betragtning anser L. det for givet, at partiet nu modtager økono- 


misk støtte udefra. En af de måder, hvorpå partiet modtager denne støtte, er 

ifølge L. den, at alle de penge, der af danske statsborgere bliver indbetalt for 

rejser til Østtyskland – såvel ferie- som forretningsrejser – aldrig forlader 

Danmark, men går i partiets kasse. 

L. er spurgt, om det er ham bekendt, at partiet har truffet forberedelser til 

etablering af et illegalt partiapparat. (på et lukket møde i forbindelse med 

SUKP’s XXI. Kongres i 1959 blev det pålagt alle kommunistpartier i den frie 

verden at træffe sådanne forberedelser). L. siger, at det ved han ikke noget 

om. Er der nogen inden for partiet, der beskæftiger sig med dette, må det 

være S.N. – L. gør opmærksom på, at S.N. for en 3-4 år siden havde et hjerteanfald. 

Han har siden været sygemeldt, og L. kan meget vel tænke sig, at hans 

fortsatte sygeorlov er et skalkeskjul for anden virksomhed. Foruden S.N. kan 

også I.W. tænkes at arbejde med forberedelse af et illegalt partiapparat. 

Om partiets forbindelse med SED bekræfter L., at det navnlig er Karl ME- 

WIS i Rostock, der er kontaktmand til partiet, medens det på Politbureauplan 

er Hermann MATERN. 

Om sine egne planer forklarer L., der betegner sig selv som revisionist, at 

han håber med sin partidannelse at starte en kædereaktion indenfor andre 

partier i den vestlige verden. Han siger, at han har forbindelse til meningsfæller 

i Holland, Sverige, Finland, Norge og Island. 

[… lidt over én side (44 l.) ikke frigivet til citat …] 

L. er blevet spurgt, om det gamle parti herhjemme har forbindelser inden 

for den danske regering eller administration. Han har hertil svaret, at sådanne 

forbindelser ikke eksisterede, medens han var i partiet. 

Under samtalen i maj 1959 gav L. udtryk for, at han regnede med, at KP 

ved et kommende valg ville miste samtlige mandater i Folketinget, og at L.s 

nystiftede parti ville erobre disse + evt. et par til. T. har spurgt L., om han regner 

med den mulighed, at Sovjet i en sådan situation mister interessen for det 

gamle parti og forsøger en tilnærmelse til L. L. svarede, at en sådan mulighed 

kunne han meget vel tænke sig, men han gjorde det samtidig klart, at der 

næppe ville komme noget ud af en sådan tilnærmelse, idet L. for enhver pris 

ville insistere på at bevare sin uafhængighed og handlefrihed, hvilket ikke 

ville kunne accepteres fra Sovjet. 

Ved samtalen i februar 1961 er L. blevet spurgt, om der fra sovjetisk side 

har været følere ude efter folketingsvalget i november 1960. Han har hertil 

oplyst, at han ikke selv har haft nogen forbindelse hverken med Sovjet eller 

andre Øst-ambassader. Derimod har en Øst-ambassade – ikke den sovjetiske – 

efter valget været i forbindelse med et medlem af L.s parti – dennes navn ønsker 

L. ikke at oplyse – med henblik på at skaffe sig oplysninger om forholdene 

inden for partiet. L. føler sig overbevist om, at denne henvendelse er 

sket i forståelse med Sovjet og med det formål at undersøge, hvordan jordbunden 

var for en tilnærmelse. På forespørgsel har L. ikke villet benægte, at 

den pågældende ambassade var den polske. 

160 DEL VI · BILAG

L. har stærkt pointeret, at han ikke ønsker at komme i noget afhængighedsforhold 

til udenlandske partier eller stater. – specielt ønsker han ikke at modtage 

nogen form for økonomisk støtte, hverken fra Øst eller Vest. Han ved af 

dyrekøbt erfaring, at den, der modtager en sådan støtte, mister sin handlefrihed. 

[… ca. 1 1 ⁄2 side (70 l.) ikke frigivet til citat …] 

Frol Koslov, der er designeret som Khrusjtjovs efterfølger, kender L. udmærket 

godt, idet han har truffet ham flere gange i Leningrad. L. karakteriserer 

Koslov som et absolut nul. L. har i denne forbindelse givet udtryk for, at 

bortset fra, at man ikke længere tager livet af politiske modstandere og folk, 

der falder i unåde, er systemet i Moskva ganske det samme som i Stalins tid. 

Næste møde mellem T. og L. påregnes at finde sted sidst på sommeren. 

17. februar 1961“ 

Mødet 17. marts 1961. DIIS’ gengivelse (parafrase) af 

hovedpunkter af referat af 27. marts 1961. 

Dette møde var ganske kort, og Larsen fik overrakt navnene på nogle personer, 

som han kunne kontakte under sit besøg i Frankrig senere på måneden. 

Han blev endvidere spurgt, om det var lykkedes at etablere kontakt til nogle 

af de delegerede til Nordisk Råds møde i København i begyndelsen af måneden. 

Aksel Larsen sagde, at både de finske og islandske kommunister havde 

hilst hjerteligt på ham og gratuleret med valgsejren. Hertta Kuusinen havde 

som den eneste været lidt reserveret, hvilket Larsen forklarede med, at hun 

var den, der havde de tætteste bånd til Moskva. 

I april skulle der være et møde i London med deltagelse af mange vesteuropæiske 

venstrefløjssocialister. Her ville en repræsentant fra Aksel Larsens 

parti deltage, og han vil også selv gerne have været af sted, men det var der 

ikke midler til, sagde han. 

Mødet 18. april 1961. Citater fra referatet. 

[… tre linjer slettet …] 

„På initiativ af G.[… bogstav slettet …, herefter betegnet G., red.] havde G. 

tirsdag den 18/4 1961 et møde med A.L. 

Formålet med mødet fra G.s side var at spørge A.L., hvorvidt denne havde 

oplevet noget af interesse for deres fælles sag under sin nylige rejse til Paris. 

[… ca. 28 linjer ikke frigivet til citat …] 

Der er aftalt nyt møde mellem G og A.L. til torsdag d. 27/4. Anledningen 

til dette møde er, at G. har modtaget et brev fra T.[… bogstav slettet …] bestemt 

til A.L. Der vedlægges en kopi af dette brev, og G. vil samtidig mundt- 


ligt understrege over for A.L., at der ikke kan blive tale om at yde økonomisk 

støtte til A.L.s organisation, men at G. og hans organisation er parat til, hvis 

A.L. vil acceptere, at finansiere de rejser til udlandet, som A.L. måtte foretage 

„i fælles interesse“. 

20.4.1961.802“ 

Mødet 17. maj 1961. DIIS’ gengivelse (parafrase) 

af hovedpunkter af referat af 23. maj 1961. 

Samtalen drejede sig om følgende punkter: 

Aksel Larsens planlagte rejse til Italien, Jugoslavien og Israel, som muligvis 

måtte udsættes til efteråret, var første punkt. Adspurgt, om han planlagde andre 

rejseaktiviteter inden for de nærmeste måneder og forelagt, at samtalepartneren 

meget gerne ville have ham til at besøge Finland for at få et overblik 

over den finske revisionistiske bevægelse, svarede Aksel Larsen, at han 

også selv ville være meget interesseret i at etablere kontakt med de finske 

revisionistiske ledere og finde ud af noget mere om bevægelsens styrke i Finland. 

Han mente at kunne besøge Helsinki i juni og ville gerne rejse hjem 

over Stockholm for at forny bekendtskabet med de revisionister, han havde 

talt med for nogle måneder siden. Ligeledes planlagde han at besøge kongressen 

i det norske SF i juni. Aktiviteter i Nordisk Råd blev også omtalt. 

Den udenlandske samtalepartner erklærede, at man var parat til at give et 

økonomisk bidrag til hans nordiske rejse for at få den ønskede information 

om den finske revisionistiske bevægelse. Under dette punkt så Aksel Larsen 

temmelig skeptisk ud og erklærede, at han ikke ønskede at modtage økonomisk 

støtte, idet han videre sagde, at han ikke vidste, hvad en oplysning om, 

at han havde modtaget støtte, kunne blive brugt til. Samtalepartneren sagde 

hertil, at tilbuddet om at understøtte hans kontaktarbejde med forskellige revisionistiske 

grupper, som var modstandere af SUKP’s magtpolitik, ikke blev 

givet for hans blå øjnes skyld, men fordi han kunne sikre oplysninger, som ellers 

i vidt omfang ville være utilgængelige for den myndighed, han repræsenterede. 

Informationerne ville være til gavn for begge parter. Aksel Larsen lyttede 

opmærksomt og sukkede til sidst, at han ikke vidste, hvorfra han ellers 

skulle få penge til billetten. Han blev spurgt, hvor meget rejsen ville koste og 

svarede, at det bestemt ikke var mere end 1.000 kroner. Han tog imod 1.000 

kroner, som han lagde i sin tegnebog. 

Efter en kort berøring af situationen i de svenske og norske revisionistiske 

partier erklærede Aksel Larsen, at hans interesse var at eliminere de kommunistiske 

partier, fordi de var farlige for Danmark og andre frie lande, og fordi 

de var redskaber for SUKP til fremme af dettes magtpolitik. Derefter tog samtalen 

et par vendinger omkring Larsens næste erklæring om, at USA regelmæssigt 

støttede de forkerte regimer rundt omkring i verden. 

162 DEL VI · BILAG

Sidste punkt i samtalen var reaktionerne i den firemandsgruppe, som kort 

forinden havde besøgt Jugoslavien. Larsen fortalte, at de havde været meget 

glade for besøget, og at de i den kommende tid ville fortælle om deres rejseindtryk 

i artikler og på møder. 

Mødet 17. august 1961. DIIS’ gengivelse (parafrase) af 

hovedpunkter af referat af 22. august 1961. 

Her berettede Aksel Larsen, at han endnu ikke havde haft tid til at foretage 

rejsen til Finland. Han blev spurgt, om han havde kommentarer til nylige artikler 

i danske aviser, som beskrev et møde i Finland i juni eller juli med deltagelse 

af 26 revisionister. Larsen knyttede korte kommentarer til nogle af de 

navne, han kendte. 

Han havde eller ikke haft tid til at besøge kongressen i det norske SF i juni, 

men fortalte, at han var blevet inviteret som taler til et stort vælgermøde i 

Oslo, som blev afholdt af det norske parti. Også dette havde han måttet takke 

nej til. Derefter drøftedes valgudsigterne for de norske venstrefløjspartier. 

Også udsigterne for de svenske revisionister blev berørt. 

Efter et mindre punkt om gruppeturistture til Jugoslavien kom man til en 

personsag om en yngre mand, som var blevet ekskluderet af DKP. Larsen 

mente, at han var dygtig og håbede, at han var medlem af SF. I denne sag lovede 

Larsen diskret at prøve at finde ud af, om der var nogen grund til at have 

mistanke til den pågældende, som havde været på to rejser til Østtyskland og 

havde været i kontakt med en østeuropæisk ambassade i København. 

Mødet 12. september 1961. DIIS’ gengivelse (parafrase) af 

hovedpunkter af referat af 26. september 1961. 

Under et kort møde blev følgende emner dækket: 

Resultatet af det norske stortingsvalg, hvor Aksel Larsen var overrasket over, 

at det norske SF havde vundet to pladser. Han mente, at det skyldtes, at folk 

i Norge som i Danmark var trætte af de samme gamle socialistiske ansigter og 

blot ønskede at stemme på et nyt parti. Samtidig undrede han sig over, at det 

norske kommunistparti stort set havde holdt stillingen. Han følte, at det enten 

var et resultat af inerti eller personlig frygtsomhed over for de nylige sovjetiske 

trusler. Han var bekymret over, at det norske SF ikke havde nogen parlamentarisk 

erfaring eller virkelig lederskikkelse; han ventede, at de norske 

partikolleger ville spørge ham til råds. 

SUKP’s kommende 22. kongres, hvor Larsen var enig i, at det gjaldt om at 

sikre så mange faktuelle oplysninger som muligt. Han forventede, at Jespersen 

og Nørlund ville deltage, men måske også Fuglsang, fordi Jespersen ikke 


ød sig om at rejse i udlandet uden ham. Nørlund var helt sikker som deltager 

på grund af sine sprogkundskaber, stilling i partiet og erfaring. Aksel 

Larsen forventede et par uger efter kongressen at kunne skaffe oplysninger 

om forløbet via sine svenske og måske også finske kontakter. 

Berlinkrisen, hvor Larsen gav meget direkte udtryk for, at han ikke kunne 

lide Ulbricht og de mænd, der omgav ham. De hæderlige folk, som oprindelig 

havde været med i den østtyske ledelse, var enten blevet henrettet eller 

skaffet af vejen på anden måde. Han mente ikke, at Ulbricht stod Khrusjtjov 

særlig nær, men følte, at han nød stærk støtte fra andre sovjetiske ledere, især 

inden for militæret, som ville modsætte sig ethvert forsøg fra Khrusjtjovs side 

på at vælte Ulbricht. 

Afslutningsvis gjorde Larsen rede for sine offentligt kendte standpunkter 

om det ønskelige i Kinas optagelse i FN, anerkendelse af DDR og en mindskelse 

af Adenauers indflydelse på vestmagterne. 

Mødet 24. november 1961. DIIS’ gengivelse (parafrase) af 

hovedpunkter af referat af 5. december 1961. 

Indledningsvis gjorde Aksel Larsen rede for, at det store arbejde i folketinget 

og i forbindelse med SF’s kongres havde forhindret ham i at gennemføre den 

planlagte rejse til Finland. Han omtalte de forskellige udenlandske gæster og 

observatører ved SF’s kongres; herunder, at der hverken havde været gæster 

eller observatører fra Østeuropa. 

Han var klar over betydningen af at foretage en rejse til Finland med henblik 

på diskussioner med såvel medlemmer af det kommunistiske parti som 

den socialdemokratiske venstrefløjsfraktion, der kendtes som „Skogister“. 

Han betragtede Finland som det vigtigste mål og Italien som det næstvigtigste. 

Det sidste følte han især var rigtigt på baggrund af Nennis nylige handlinger 

og erklæringer, som udvidede kløften mellem hans parti og de italienske 

kommunister og på grund af Togliattis temmelig åbenhjertige angreb på 

Sovjetunionen efter sin hjemkomst fra den 22. partikongres i Moskva. Hvis 

han kunne nå til Finland i september, håbede han at besøge Italien i begyndelsen 

af 1962. 

Om SUKP’s nyligt afsluttede 22. partikongres sagde han, at han endnu ikke 

havde modtaget insideinformation. Da han blev spurgt om sin mening om, at 

Knud Jespersen på sin rejse havde været ledsaget af to af de mindre fremtrædende 

medlemmer af DKP’s ledelse, Thorkild Holst og Preben Henriksen, 

sagde han, at han ikke havde noget egentligt at bygge sin opfattelse på, men 

at det måske var udtryk for, at folk fra den gamle garde som Alfred Jensen, 

Svend Nielsen og Willy Fuglsang var ved at give op. Ib Nørlund ville aldrig forandre 

sig, sagde han, men nogle af de andre var af Moskva blevet skubbet så tit 

rundt i manegen, staliniseret og afstaliniseret, at de måske nu havde fået nok. 

164 DEL VI · BILAG

Efter bemærkninger om forskellige sider af afstaliniseringen i Sovjetunionen 

og Østeuropa kom Larsen ind på, at DKP’s ledelse havde betydelige 

vanskeligheder med at få partimedlemmerne til at tro på Stalins forbrydelser. 

Mange gamle DKP’ere var meget deprimerede over situationen, mente han, 

men alligevel havde man kort forinden samlet 300.000 kroner ind til partiet. 

Her gav Larsen imidlertid udtryk for, at det var latterligt at tro, at alle disse 

penge var bidrag fra DKP-medlemmer, og da han blev spurgt, hvor de så kom 

fra, svarede han, at det var fra ambassaden. Han tilføjede, at selv i hans tid i 

DKP var der altid ved ambassaden ansat en eller flere partisoldater, der fungerede 

som kontakter til SUKP-repræsentanten på ambassaden. For tiden var 

han ikke klar over, hvem der var SUKP-repræsentant, men han var i det mindste 

sikker på, at det ikke var ambassadøren. 

Aksel Larsen nævnte et tilfælde, hvor en polsk ambassadefunktionær havde 

forsøgt at etablere kontakt til et medlem af ledelsen i SF, men at forsøget så 

vidt han vidste aldrig var blevet fulgt op. Ej heller var han bekendt med, at andre 

østlige partier eller ambassader havde forsøgt at penetrere partiledelsen. 

For sit eget vedkommende havde han ikke været i kontakt med østligt ambassadepersonale 

i to år. 

Da Larsen blev mindet om personsagen fra mødet den 17. august, så han 

først forundret ud, men erklærede derefter med antydningen af et suk, at det 

havde han glemt alt om. Samtalepartneren bad ham om at være opmærksom 

på sagen. 

Endelig nævnte Aksel Larsen de vanskeligheder, han havde med Kai Moltke. 

Specielt kom han ind på en artikel i „SF“, hvori Moltke havde forsvaret den 

sovjetiske genoptagelse af forsøgssprængninger af kernevåben. Han kommenterede 

derefter et forslag om prøvestop, som Moltke ville fremsætte til 

partikongressen. Det var et populært emne i partiet, og Moltke havde til hensigt 

at tage æren for det. Det mente Larsen ikke kunne tolereres. Han erklærede, 

at han ikke havde forladt DKP bare for at blive formand for et andet 

kommunistisk parti. 

Møderne 19. og 22. juni 1962. DIIS’ gengivelse (parafrase) 

af hovedpunkter af referatet. 

Om morgenen den 19. juni 1962 mødte samtalepartneren (T) Aksel Larsen 

(A) på det sædvanlige kontaktsted. A var næsten 45 minutter forsinket. Det aftaltes 

med det samme at holde et nyt møde den 22. juni, da der var brug for 

tre timers sammenhængende tid for at dække alle emner. 

På mødet den 19. juni 1962 nøjedes T derefter med at opregne de punkter, 

han gerne ville drøfte med Aksel Larsen på mødet den 22. juni. Det var 

for det første resultatet af A’s besøg i Helsinki i marts 1962, i hvilken forbindelse 

A bemærkede, at han havde fået næsten sikre oplysninger om, at rus- 


serne finansierede den „Socialistiske Opposition“. For det andet var det A’s 

oppositionelle kontakter i Sveriges kommunistiske parti (SKP) i lys af den 

kendsgerning, at billedet var forandret, og oppositionen tilsyneladende 

havde mere bevægelsesfrihed end før. For det tredje var det forholdene i det 

norske SF, hvor T frygtede, at sovjetisk indflydelse og måske kontrol kunne 

være noget af en trussel. A svarede, at han godt vidste, at nogle af de norske 

SF-folk havde haft sovjetiske kontakter i fortiden, men at han ikke troede det 

var tilfældet mere. For det fjerde den nylige splittelse i det danske SF, herunder 

muligheden af sovjetisk indflydelse herpå. Som ved alle tidligere lejligheder 

spurgte T her, om russerne havde prøvet at etablere nogen form for 

kontakt med Aksel Larsen, hvilket Larsen benægtede, idet han henviste til et 

nyligt angreb på ham i Pravda, 12. maj 1962. Han tvivlede på, at russerne nogensinde 

mere ville forsøge at etablere nogen form for kontakt med ham. 

Derimod mente han, at det var mere end blot en mulighed, at russerne igen 

var efter Kai Moltke, som trods alt engang havde været i forbindelse med et 

af „apparaterne“. 

Det sidste punkt var spørgsmålet om kommunikationen mellem T og A. T 

fandt det utilfredsstillende kun at kunne mødes med Aksel Larsen med 12 til 

18 måneders mellemrum. T ville gerne drøfte med Aksel Larsen, om de kunne 

finde en anden samtalepartner for A – en person, som selvfølgelig skulle være 

specialist i den internationale kommunistiske bevægelse. 

Den 22. juni mødte Aksel Larsen op præcis til det aftalte tidspunkt kl. 9 om 

morgenen. Første punkt på dagsordenen var ifølge referatet Aksel Larsens ret 

omstændelige gennemgang af Kai Moltkes fortid i den kommunistiske bevægelse. 

Til trods for, at Moltke altid havde været i opposition til Aksel Larsen, 

var han blevet optaget i SF efter bruddet med DKP. Eftersom Moltke altid var 

i pengenød, havde han fået det lønnede job som leder af partiavisen, selv om 

han ikke havde de fornødne kvalifikationer. Dette var så blevet i hvert fald én 

af årsagerne til de nylige kævlerier i SF, der var kulmineret i anklager mod 

Larsen for at bruge diktatoriske metoder for at få Moltke smidt ud af partiet. 

A sagde med eftertryk, at det havde han overhovedet ikke prøvet på. 

Rygtesmederiet var startet af Moltke for at dække over den kendsgerning, at 

han havde fået en reprimande af partiledelsen, fordi han var det eneste folketingsmedlem 

for partiet, som ikke afleverede den aftalte procentdel af folketingslønnen 

til partikassen. Et andet klagepunkt havde været den redaktionelle 

ledelse af avisen. Ganske vist havde han beholdt redaktørhvervet, men 

hans beføjelser var blevet stærkt beskåret, og avisen blev nu ledet af et redaktionskollegium. 

I en artikel i partiavisen havde Moltke sunget en groft overdreven 

lovsang til Sovjetunionens økonomiske resultater, hvilket havde fået 

både A og andre til at løfte øjenbrynene, da de vidste, at de anførte resultater 

ikke var i overensstemmelse med sandheden. En lille undersøgelse havde afsløret, 

at Moltke havde hentet materialet til sin artikel i „Isvestija“, hvor en sovjetisk 

talsmand havde fremlagt, hvad den sovjetiske økonomi ville have opnået 

166 DEL VI · BILAG

om ti år. Denne prognose havde Moltke drejet til at repræsentere aktuelle 

kendsgerninger. Han blev indkaldt til en disciplinær samtale og fik at vide, at 

partiavisen ikke var et sovjetisk propagandaorgan, og at ikke engang 

„Isvestija“ havde haft den dristighed at påstå, at de af Moltke citerede „resultater“ 

reelt var blevet nået, kun at de ville blive det i fremtiden. 

Ved en anden lejlighed havde han selv, A, et stykke tid efter opførelsen af 

Berlin-muren skrevet en artikel til partiavisen om, at Muren var tegn på 

Ulbrichts svaghed og en skamplet på hele den socialistiske lejr. To uger senere 

skrev Moltke en artikel i avisen, hvor han roste DDR næsten uden forbehold 

og retfærdiggjorde bygningen af Muren. Igen blev Moltke kaldt til disciplinær 

samtale, fordi de to modstridende artikler havde fremkaldt forvirring 

og bestyrtelse i partikredse. 

Til sidst kom Larsen ind på, at Moltke altid havde ligget til venstre, at han 

vidste, at Moltke engang havde været i forbindelse med et af „apparaterne“, 

og at når han én gang havde været indenfor, ville det være så meget desto 

nemmere at få fat på ham igen. Dette forekom dog ikke Larsen at rumme nogen 

særlig fare, eftersom Moltke altid kunne holdes under kontrol. Hertil 

indvendte T, at selv om den politiske fare måske kun var minimal, så var den 

kontraefterretningsmæssige trussel en anden sag, hvorfor Moltke burde overvåges 

nøje. Det erklærede Aksel Larsen sig enig i. 

Hvad spørgsmålet om at mødes med en anden kontaktmand end T angik, 

erklærede Aksel Larsen, at han havde tillid til T og var villig til at løbe risikoen 

ved en fortsat kontakt, herunder at mødes med ham når som helst og hvor som 

helst. Derimod havde han ikke brudt sig om kontakten med G og havde afslået 

at mødes med G’s efterfølger, da G rejste. Hvis hans fremtidige kontakt skulle 

være med en anden end T, ville det personlige element gå tabt, og der ville i stedet 

blive tale om kontakt til en organisation. Han ønskede lige så lidt at være 

agent for T’s organisation som for det sovjetiske apparat. T pressede Larsen så 

hårdt han kunne i denne sag, men uden resultat og lod så sagen falde. Kort efter 

brød de op, men under en efterfølgende småsnak om den politiske situation 

sagde Aksel Larsen ifølge referatet: „Det jeg ønsker at opnå er at splitte eller 

ødelægge de kommunistiske partier, som de ser ud i dag. Måske kan jeg påvirke 

nogle mennesker i visse lande. I Danmark tror jeg faktisk, at jeg kan ødelægge 

det kommunistiske parti, udradere det, og det koncentrerer jeg mig om.“ 

Mødet 28. marts 1963. Citater fra referatet. 

„Vedr.: Rapport om kontaktmøde med AL den 28.3.1963 

1. AL kom [… ? sætning slettet …] kl. 9.10, og efter først at have vist sig noget 

utilbøjelig til at lægge frakken, da han fik at vide, at [… to ord slettet …] 

ikke var i stand til at komme til mødet, gik han ind på at mødes med G. AL 

måtte næsten øjeblikkelig indtage en defensiv holdning, idet han var nødsa- 


get til at gøre undskyldning for, at han ikke var i stand til at finde „Landin-memorandummet“. 

Han sagde imidlertid, at han ville lede efter dette dokument 

igen i sit kontor. [… ca. 2 linjer slettet …] 

2. På et tidligt tidspunkt i samtalens løb sagde AL, at han var blevet indbudt 

til at besøge MAPAM-partikongressen i Israel (17.-24. april), men han kunne 

ikke afgøre, hvorvidt han ville få tid til turen. Senere viste det sig, at også turens 

finansiering var et problem, der krævede væsentlig overvejelse. AL udtalte, 

at han også kunne besøg Nenni på turen (han ville formentlig på denne 

måde gøre turen mere tiltalende for os med henblik på støtte til rejseomkostningerne). 

Senere under samtalen vendte G. tilbage til spørgsmålet om turen 

til Israel-RO[resten af ordet ulæseligt, red.] og spurgte, om det ville være muligt 

for os at hjælpe ham til at muliggøre turen. AL indrømmede, at det simpelthen 

var et spørgsmål om penge, men han ønskede ikke at sige direkte ja 

eller nej, da G. tilbød at betale prisen for en tur-retur flyvebillet. Han sagde: 

„Jeg kan lide [… et par ord slettet …], og jeg tror, jeg kan stole på Dem, men 

at tage imod penge fra Dem… det ved jeg virkelig ikke.“ G. forsikrede ham 

om, at der ikke ville blive knyttet betingelser hertil. (G. rettede senere dette 

til én betingelse: muligheden af forud for AL’s afrejse at instruere ham vedrørende 

vore interesse-områder, hvilket han accepterede som et naturligt led i 

handelen). AL udsatte den endelige afgørelse til næste fredag (5. april), da han 

ville vide med sikkerhed, om han kunne få tid til turen, og hvor mange penge 

han ville behøve efter at have gjort forsøg på at skaffe støtte fra private kilder. 

G. forsikrede ham, at han i alle tilfælde ville komme med prisen på en retur 

flyvebillet og ville give ham så meget heraf, som han ville få brug for til turen. 

3. Skjult finansiering af DKP. AL fortalte, at DKP netop har afsluttet en 

kampagne for at skaffe nye abonnenter til „Land og Folk“. Det var lykkedes 

dem at få fat i ca. 200 nye abonnenter, men samtidig gik løssalget ned med ca. 

200 eksemplarer pr. dag. Netto-effekten på „Land og Folk“s daglige oplag var 

lig nul. AL skønnede, at kampagnen formentlig kostede DKP ca. 20-30.000 kr. 

Forespurgt hvor han mente, disse midler stammede fra, svarede AL: „De kan 

gætte tre gange“. Dette bragte spørgsmål om sovjetisk bistand til DKP på 

bane. AL mente, at partiet er i stand til at indsamle ca. 500.000 kr. årligt fra 

åbenlyse danske kilder, og at de samlede udgifter (heri indbefattet sådanne 

specielle aktioner som kampagnen for nye abonnenter) beløb sig til 1-1,2 millioner 

kr. Dette underskud blev dækket af direkte kontante betalinger fra 

USSR. (AL mente ikke, at kommissioner på øst-vest handel repræsenterede 

nogen væsentlig del af det samlede tilskud). AL sagde først, at pengene kom 

ind i Danmark i amerikanske dollars og derefter blev vekslet til kroner i banken. 

Han ændrede derefter denne udtalelse med at sige at pengene måske 

blev overført i kroner, men han formodede, at de sandsynligvis blev overført 

i dollars. Forespurgt, hvorvidt Prag figurerede som center for finansiel aktivitet 

af denne art i Østblokken, svarede AL absolut nej. På spørgsmålet, om 

måske Bukarest var impliceret, svarede han omgående: „Nej. I gamle dage, 

168 DEL VI · BILAG

Bukarest. Men det var kun tidligere.“ Nu, sagde han, bringer en eller anden 

pengene fra Moskva, man han havde ingen nøjagtige oplysninger. Han forklarede, 

at DKP, medens han var i partiet, indsamlede 700-800.000 kr., men med 

det reducerede medlemstal kunne indkomsten fra kontingenter og bidrag 

ikke være meget mere end 500.000 kr. 

4. DKP-bureaukratiet. Forespurgt, hvorvidt han kunne tænke sig nogen anden 

udover Ingmar WAGNER, der kunne være indblandet i liaison-arbejde 

med sovjetrusserne, eller i illegal parti-aktivitet, svarede AL, at Ib NØRLUND 

tidligere havde opretholdt udmærket og nær kontakt med den sovjetiske ambassade, 

men at han „i løbet af den sidste måned“ var blevet skubbet i baggrunden. 

Såvel på nationalt som internationalt plan havde han meget mindre 

indflydelse end tidligere. WAGNER blev derimod af AL karakteriseret som 

„hovedsekretæren“ [… et par ord slettet …]. AL sagde, at DKP med et medlemstal 

på 5.000 har det „mest betydningsfulde“ (største) parti-apparat af samtlige 

politiske partier med dets 12-13 aflønnede heltidsfunktionærer: Knud JES- 

PERSEN (ikke nogen stærk mand, men jævnt populær), Ingmar WAGNER, 

Villy FUGLSANG (hjernen bag formanden), Alfred JENSEN, Ib NØRLUND, 

Svend NIELSEN (fagforeningssekretær), Ludvig HANSEN (fagforeningssekretær), 

P. HENRIKSEN og Per CHRISTIANSEN (København) var de navne, 

han opregnede. Der var også to sekretærer, som rejste over hele landet, samt 

en sekretær for dagbladet. Dette tal omfattede kun de politiske funktionærer, 

medens hverken kontorpersonale, teknikere eller journalister var medregnet. 


6. DKP’s stilling til den kinesisk-sovjetiske konflikt. DKP står overfor det dilemma, 

at der på den ene side blandt de menige medlemmer såvel som 

blandt partifunktionærerne findes udbredt ideologisk sympati for Peking, og 

at partiet på den anden side er afhængigt af Moskva med hensyn til pekuniær 

støtte. Det påtænkte besøg i Peking af en delegation, der skulle bestå af den 

højere partiledelse, blev i sidste øjeblik aflyst – efter at visa og billetter var 

fremskaffet – under hensyntagen til Moskvas ønsker. AL afslørede i sit organ 

denne af DKP’s politbureau trufne beslutning, som „Land og Folk“ (to uger 

senere) bekræftede i et par linjer, der var indlagt i et interview. I overensstemmelse 

med en hemmelig politbureau-beslutning nægtede „Land og Folk“ i 3- 

4 uger at offentliggøre noget brev vedrørende Kina-spørgsmålet. Benito SCO- 

COZZA var blandt dem, der indsendte breve til støtte for Pekings holdning. 


Mødet 5. april 1963. Citater fra referatet. 

„Vedr.: Rapport om kontaktmøde med AL den 5.4.1963 

1. AL kom igen 10 minutter for sent, kl. 9.10. Efter udveksling af almindelige 

høfligheder meddelte AL, at han på nuværende tidspunkt ikke kunne 


forsvare at tage fri for at rejse til Israel. Med mindre der sker noget, der vil forhindre 

det (som f.eks. nyt valg), vil han besøge NENNI engang efter midten 

af maj. AL sagde, at han også ville aflægge et besøg i Belgrad, hvor han ikke 

har været i ca. 2 ? år. Skønt der i denne forbindelse ikke blev specielt nævnt 

noget om penge, var det underforstået, at vort tilbud om at financiere [sic!] 

rejsen fortsat stod ved magt. AL fik at vide, hvilke ønsker vi har med hensyn 

til oplysninger vedrørende PSI (NENNI-socialisterne), og han sagde, at han 

eventuelt kunne supplere dem med aktuelle forhold ved vort næste møde, 

som blev fastsat til den 8. eller 9. maj kl. 9.00 samme sted. 

2. AL afleverede Landin’s memorandum til det svenske kommunistpartis 

(SKP) centralkomité, dateret 30.9.1962, samt et personligt brev (i form af en 

rapport) fra Landin, dateret 18.11.1962. Han sagde, at dette memorandum 

var blevet rundsendt til centralkomitéen og utvivlsomt var blevet udbredt til 

Landin’s venner landet over. (AL lovede, at han under sine næste drøftelser 

med Landin, som finder sted forud for 8. maj, ville søge at få oplyst arten og 

omfanget af denne udbredelse). Endvidere afleverede AL et udklip fra 

„Stockholms Tidningen“ vedrørende Knut Olsson-skandalen, som han tidligere 

havde omtalt [… 2 linjer slettet …]. Det blev aftalt, at G. skulle kopiere 

Landin-dokumenterne og samme eftermiddag returnere dem, sendt pr. post 

i en almindelig konvolut til AL’s kontor. AL sagde, at han måske ville få besøg 

af Landin i København i nær fremtid. G. spurgte, om AL kunne besøge 

Landin i Stockholm, såfremt Landin ikke kom til København. AL svarede, 

at det ville han gerne, og han modtog beredvilligt 300 kr. til rejseomkostningerne. 

3. AL var forbløffet over, at de i Landins memorandum indeholdte oplysninger 

ikke var sivet ud til pressen. Han erklærede, at i de fleste lande bliver 

sådanne „hemmelige“ publikationer meget hurtigt genstand for almindelig 

offentlig omtale. 


5. AL erklærede, at han påtænkte at fremsætte en udtalelse (formentlig i 

Folketinget), hvormed han ville opfordre regeringen til at indtage en mere 

positiv holdning til de muligheder, som øget samhandel med Østblokken 

indebar. Han sagde, at efter hans mening ville dette måske få indflydelse på 

omfanget af den støttet, som sovjetrusserne ydede DKP. Han sprang derefter 

direkte over til den udtalelse, at hvis sovjetrusserne gav DKP færre penge, ville 

dette parti komme i alvorlige vanskeligheder (vi er ikke helt klar over, hvad 

AL tilsigtede med sin udtalelse om sin kommende kritik af regeringen, men 

det var tydeligt, at han ikke ønskede at komme tilbage til spørgsmålet; måske 

var han bange for, at han havde sagt for meget om sine indre-politiske planer, 

og G. ville ikke presse på med emnet).“ 

[… de sidste ca. 20 linjer af dokumentet er ikke frigivet til citat …] 

170 DEL VI · BILAG

Mødet 7. februar 1964. Citater fra referatet. 

[… ca. 4 linjer slettet …] 

„Vedr.: Rapport om møde med AL d. 7.2.1964 

1. AL ankom [… et par ord slettet …] kl. 9.10, som sædvanligt 10 minutter 

for sent. Han var i godt humør om end lidt træt, og mødet varede til kl. 10.40. 

Jeg sagde, at vi gentagne gange havde forsøgt at få fat på ham på hans kontor 

for at arrangere et møde i sidste halvdel af 1963, men forgæves, og på grund 

heraf foreslog jeg, at vi skulle udarbejde et nyt kommunikationssystem. [… ca. 

5 linjer slettet …] Da jeg påpegede problemet med offentligt at drøfte nogle 

af de forhold, vi gerne ville drøfte med ham, var han straks indforstået med, 

at det er nødvendigt at fortsætte med hemmelige kontaktmøder. Der blev aftalt 

et nyt kommunikationssystem, baseret på, at der ved hvert enkelt møde aftales 

tidspunkt for næste sammenkomst. Det næste møde er aftalt til d. 10. 

marts, og AL følte sig overbevist om, at det ikke ville blive nødvendigt at ændre 

denne aftale. 

2. Da jeg tilbød AL en kop kaffe, afslog han det og tog derefter ordene ud 

af munden på mig ved at spørge, om jeg havde noget whisky. Han nød en 

whisky-soda og tog med glæde mod en som julegave passende indpakket 

flaske whisky, da han var i færd med at gå. Han modificerede sine udtryk for 

taknemmelighed med en bemærkning om, at det modtagne whisky-mærke 

(Ballantines) var det billigste på det danske marked. 

3. AL meddelte følgende nyheder fra den skandinaviske kommunistbevægelse: 

a. den 5. februar kom næstformanden i det svenske kommunistparti, Fritjof 

LAGER, til København til en 2-3 dages drøftelse med DKP’s øverste ledelse 

vedrørende et af C.H. HERMANSSON stillet forslag om at indkalde til en 

konference, hvori skal deltage de skandinaviske kommunistpartier samt det 

norske og det danske Socialistiske Folkeparti. AL fortalte, at DKP og det finske 

kommunistparti ikke kunne acceptere forslaget, ej heller kunne det tiltrædes 

af SF. 


e. Fredskonferencen i Stockholm medio marts, der organiseres af kommunistpartierne, 

men søges fremstillet som en populær foreteelse, der støttes af 

alle fredselskere, vil snart sende en indbydelse til AL om at holde en af hovedtalerne 

på konferencen. Beslutningen om at sende denne indbydelse er allerede 

taget af de svenske kommunist-arrangører med HERMANSSON selv i 

spidsen. AL vil ikke efterkomme denne indbydelse, da han simpelthen betragter 

den som et kommunistisk forsøg på at udnytte AL’s popularitet. AL mener, 

at det er tilstrækkeligt for ham i Nordisk Råd at slå til lyd for overvejelse 

af Kekkonen-planen om en skandinavisk atomfri zone. 


4. Kai MOLTKE og den kommunist-orienterede opposition i SF. 


Skønt MOLTKE for tiden opretholder tavshed, kæmper hans tilhængere 

aktivt for optagelse af kommunist-orienterede kandidater på SF’s valglister. 

AL håber imidlertid at kunne holde disse navne borte fra SF-listerne. Han 

sagde, at lederen af det italienske folke-socialistiske parti, NENNI, er en „heldig 

mand“, fordi han er blevet af med sin venstre-orienterede opposition. AL 

forklarede, at SF forgæves havde forsøgt at få MOLTKE til at trække sig tilbage 

fra SF’s Folketingsgruppe og søge optagelse i DKP. „Det ville være rart for SF 

at have én DKP-repræsentant i Folketinget“. MOLTKE er nu berøvet muligheden 

for at give udtryk for sin stilling i parti-organet „SF“. AL karakteriserede 

MOLTKE som en mand, der mangler moralsk mod. Han sagde, at MOLTKE 

var god til at holde taler til de store tilhørerskarer, men i en situation i en 

parti- eller valgkomite foretrak han at tie stille. MOLTKE havde benyttet den 

i det italienske socialistparti før splittelsen bestående uoverensstemmelse til 

støtte for sin stillingtagen for en kommunistisk linje i SF. AL benægtede, at 

MOLTKE havde deltaget i FIR-mødet i Rom i oktober (skønt dette synes at 

fremgå af en meddelelse om hans valg til et mødeudvalg i FIR’s eget organ). 

AL sagde dog, at MOLTKE havde foretaget en rejse til Tyskland og andre steder 

på kontinentet, og han havde måske truffet sovjetrussiske venner på en af 

disse rejser. AL erklærede, at skønt han ikke var i besiddelse af nogen konkret 

oplysning om kontakt mellem MOLTKE og russerne, var en sådan kontakt visselig 

mulig. AL sagde, at så vidt han vidste, var der ikke foretaget nogen tilnærmelse 

til SF bortset fra det polske forsøg, der fremkom meddelelse om for 

nogle år siden. 


6. Dansk „Orientering“-gruppe. AL fortalte, at APPEL og SCOCOZZA 

begge havde været førende kommunister, og de „er nu agenter for Kommunist-Kina“. 

Han tilføjede, at dette omsving ikke havde været dårligt, i hvert 

fald fra et materialistisk synspunkt. APPEL, som aldrig tidligere havde haft en 

vogn, fik en ny bil for ca. 2 måneder siden. AL vidste ikke mere end dette om 

„Orientering“-gruppen, men sagde, at han ville forsøge at finde ud af mere 

om dem. En person, som kunne være behjælpelig hermed, er en vis læge, 

som arbejder på et hospital i Vinsen (omtrentlig fonetisk gengivelse af stednavnet), 

og som er medlem af bestyrelsen for Selskabet til kulturel forbindelse 

med Kina. Apropos kommunist-kineserne sagde AL, at han for tiden var 

ved at udarbejde en artikelserie om „den kinesisk-sovjetrussisk konflikts oprindelse 

og karakter“ til offentliggørelse i „Politiken“. „Kineserne vil så formentlig 

forsøge at kontakte mig som en ven“, sagde AL [… ca. 1 linje slettet 

…] eftersom han vil forsvare kinesernes ret til at følge deres egen politik (hellere 

end blot at virke som en filial af Moskva). „Det er det gamle forhold, vi 

alle kender så godt: enten er man 100% enig med Moskva, eller man skal fordømmes“. 

Medens AL tager afstand fra Pekings politiske linje, støtter han 

dem dog i dette fundamentale organisatoriske argument. 

19.2.1964“ 

172 DEL VI · BILAG

Mødet 10. marts 1964. Citater fra referatet. 

„Vedr.: Rapport om kontaktmøde med AL d. 10.3.1964 


„Først rakte jeg AL et eksemplar af FIR’s eget organ, „Wiederstands 

Kämpfer“, idet jeg viste ham Kai MOLTKEs navn som et af et dusin repræsentanter, 

der på mødet i Firenze var blevet valgt til kollokviets præsidium. AL 

sagde, at dette ikke var bevis for, at MOLTKE de facto havde været i Firenze, 

men han indrømmede, at det var mærkeligt, og at han ville spørge Herluf 

RASMUSSEN herom samme eftermiddag. AL tilføjede, at Firenze-mødet, 

som han ikke tidligere havde hørt om, formentlig skulle ses som en bestræbelse 

fra FIR’s side på at foretage en „hovedrengøring“, måske som et første 

skridt til en gennemgribende reorganisering af FIR. AL tilføjede videre, at 

RASMUSSEN havde fortalt ham om uoverensstemmelser inden for FIR’s ledelse. 

Det var måske nu hensigten at skabe en ny form for FIR, som skulle synes 

fri for kommunistisk kontrol, medens der samtidig introduceredes mere 

pålidelige mænd (d.v.s. mænd, som kunne dirigeres af Moskva). MOLTKEs afløsning 

af fritænkeren RASMUSSEN kunne være et eksempel herpå. AL fremførte 

som et analogt eksempel ungdomsmødet i Firenze i februar, der var 

endnu et kommunistisk fremstød kamoufleret som en ikke-kommunistisk 

foreteelse. AL sagde, at konferencer af denne art kan være meget kostbare for 

Moskva. Medens han var DKP-formand, havde WFDY (for ca. 10 år siden) 

med den italienske ungkommunistiske leder BERNINI som talsmand foreslået, 

at en dertil egnet dansk ungdomsorganisation offentligt skulle stille forslag 

om afholdelse i Wien af en international konference for landboungdom. 

AL havde nægtet at arrangere dette og havde spurgt BERNINI, om der ikke i 

de forskellige lande uden for europæisk område fandtes landboungdomsorganisationer, 

som kunne hjælpe med at få konferencen arrangeret. BERNINI 

svarede, at der ikke bestod sådanne kontakter, men at det netop var meningen 

med konferencen – at fremme oprettelsen af sådanne grupper. På trods af 

AL’s råd om, at de til finansiering af de delegeredes rejser påkrævede pengemidler 

ville være givet bedre ud til græsrodsbestræbelser [det foranstående 

ord rettet af red.] på de forskellige steder, sejrede Moskvas synspunkt, og et forberedende 

møde blev holdt i Danmark. På dette møde gjorde de 9 WFDY-repræsentanter 

et meget dårligt indtryk på de 10-12 danske ikke-kommunistiske 

repræsentanter for landboungdommen. Det meste af tiden nægtede WFDY-repræsentanterne 

endog at fraternisere med danskerne og på et af komitémøderne 

stod en WFDY-repræsentant fra Guldkysten op og indledte sin tale med at 

sige, at han aldrig havde arbejdet på en gård eller noget andet sted, at han var 

student, o.s.v. Med andre ord: han diskvalificerede sig selv som taler om emnet, 

hvorefter han fortsatte med at holde en lang tale. Det forberedende møde blev 

efterfulgt af et „spontant“ forslag om en konference fra en gruppe landarbejdere 

i Italien, og den blev holdt i Wien og kostede efter AL’s skøn 3-4 million 


kr. [… ca. ? linje slettet …] Heri var indbefattet 20 inderes rejseomkostninger. 

Der opstod også væsentlige problemer omkring de afrikanere, der var kommet 

illegalt til konferencen, og som ikke kunne – i virkeligheden ikke havde lyst 

til at – vende tilbage til deres respektive hjemlande efter konferencen. 

2. De finske SKDL-delegerede til Nordisk Råds møde i Stockholm nægtede d. 

16.2.64 at deltage i en middag, der blev givet af det svenske kommunistpartis 

formand, C.H. HERMANSSON d. 17.2.64, hvis AL også blev indbudt. I stedet for 

var AL til middag med to repræsentanter for SKDL (Suomen Kansan Demokraattinen 

Liitto = de finske folkesocialister), Aarne SAARINEN og Gösta ROSEN- 

BERG. Denne middag var blevet arrangeret privat af Sven LANDIN (formand 

for de ufaglærte arbejderes fagforening i Stockholm), og finnerne havde intet 

andet valg end at efterkomme fagforeningsmandens invitation. (SAARINEN er 

finsk kommunistisk fagforeningsleder). AL var ikke i stand til at give nogen oplysning 

vedrørende Moskvas synspunkter med hensyn til den for nylig stedfundne 

mærkelige udvikling i skandinaviske kommunist-anliggender. Ej heller kunne 

han berette noget nyt om de øvrige skandinaviske kommunistpartier, bortset fra 

en i fire punkter opdelt skriftlig rapport, som han overlod mig i form af et „Notat 

vedrørende Sveriges kommunistiske parti“, der vedlægges som bilag. Han 

havde ikke truffet Einar OLGEIRSSON i Stockholm, da den islandske delegation 

til Nordisk Råds møde ikke omfattede kommunistiske repræsentanter. 

3. Angående hans rejser til Rom og Belgrad. På grund af mavebesværligheder 

har AL fået besked på at tage på 5-6 ugers rekreation i fuldstændig ro i 

Norge og Sverige. Dette må han gøre i april. Derefter kan han foretage rejsen 

en gang i maj, idet den nøjagtige dato vil blive bestemt af Folketingets program. 

Han sagde, at han mente, han kunne tale med TOGLIATTI og andre 

fremtrædende personer fra det italienske kommunistparti, men at han først 

ville spørge NENNI, hvilke KP-ledere det ville være mest profitabelt at tale 

med. AL accepterede vore ønsker, som han kiggede igennem, hvorefter han 

mente, at han ville kunne fremskaffe i hvert fald nogle af svarene. Før AL faktisk 

accepterede vore ønsker, kom han på ny ind på en vurdering af forbindelsen 

med os og påpegede, at vi kunne ødelægge ham een gang for alle, hvis 

vi røbede forbindelsen. (Han sagde også, at så vidt han vidste, havde vi en 

mikrofon i værelset!), men han tilføjede, at han stolede på mig personlig. Og 

desuden: da han havde fundet ud af – efter at have tjent DKP i 40 år – at partiet 

ikke var andet end en 5. kolonne i Danmark, skadelig for det danske folk, 

følte han nu, at det var hans altovervejende opgave at knuse partikommunismen 

i Danmark. Vi aftalte, at AL skulle underrette mig, når han ville foretage 

rejsen, og endvidere aftaltes det, at vi skulle mødes umiddelbart efter hans 

hjemkomst. På grund af de variable faktorer i hans program var det umuligt 

nærmere at fastsætte tidspunktet for et møde. 

4. AL agter at modtage DKP-formanden Knud JESPERSENS udfordring til 

en offentlig debat, og han forventer at „likvidere“ Knud JESPERSEN i et opgør 

i to omgange: den første runde er en debat, der arrangeres af studenter- 

174 DEL VI · BILAG

foreningen i København d. 1. april, og anden runde er en debat, der arrangeres 

af fagforeninger i Ålborg (tilskyndet af AL) d. 2. april. JESPERSEN ved 

endnu ikke noget om det opgør, som AL har fået arrangeret i JESPERSENs 

hjemby, men det vil han opdage d. 14. marts. Baggrunden for JESPERSENs 

udfordring (som AL var sikker på ikke var nogen omhyggeligt gennemtænkt 

taktisk plan fra DKP’s side, men snarere en impulsiv beslutning, som var taget 

af JESPERSEN og et par nære venner) er følgende: Den 5. marts indbød studenterforeningen 

i København AL til at deltage i en debat med JESPERSEN 

om kommunismen, og AL afslog indbydelsen. Herefter indbød studenterne 

BRAUER til at repræsentere SF, men også han afslog. De henvendte sig nu til 

Morten LANGE, der gik ind på at deltage som repræsentant for SF. JESPER- 

SEN var således inden den 6. marts sikker på, at han ikke ville komme til at 

stå over for AL, og han fremkom med sin udfordring. JESPERSEN regnede 

med, at AL ville nægte at modtage udfordringen, og dette ville være et godt 

punkt for DKP i dets propaganda under den forestående valg-kampagne, idet 

man kunne fremstille AL som en politisk kujon, der havde nægtet at møde 

JESPERSEN i åben debat. Den kendsgerning, at JESPERSENs udfordring stod 

at læse i 8. marts-nummeret af „Land og Folk“, og at den ikke omtaltes hverken 

d. 9. eller 10. marts, kunne synes at underbygge denne analyse. 

5. I forbindelse hermed sagde jeg, at det visseligt ville være nyttigt for AL at 

have førstehånds-oplysninger om DKP-ledelsens taktik og planer for den kommende 

debat under valg-kampagnen. AL indrømmede, at han gerne ville 

have oplysninger, i særdeleshed vedrørende de personlige stridigheder og 

fraktionsdannelser inden for DKP. Han erklærede, at han ikke havde nogen 

adgang til DKP’s øverste ledelse (han har kun en gruppe i sit parti, som har 

til opgave at varetage efterforskninger med henblik på at fremskaffe propaganda-baggrundsoplysninger 

vedrørende sådanne emner som f.eks. 

Østblokkens industrielle organisationer, m.v.). Han var enig med mig i, at det 

skulle være muligt at få en mand ind i en DKP-position af interesse, men at 

der til organisering af et sådant forsøg krævedes en god mand. Han sagde, at 

dette ville blive det største problem, og tilføjede, at hvis han havde en egnet 

mand til rådighed, ville han have brug for ham til vigtigere ting. AL afviste alligevel 

ikke tanken, og vi aftalte, at han skulle tænke over det. Han erkendte, 

at vi her havde et fælles interesse-område; min interesse lå i at få oplysninger 

om DKP’s udenlandske forbindelser. AL kunne heller ikke tænke sig noget 

medlem af DKP’s ledelse, som jeg kunne henvende mig til direkte. AL tog sagen 

under overvejelser i længere tid, men resultatet var en nitte. 

6. AL nævnte den for nylig stedfundne organisering af et turistrejsebureau, 

som er foretaget af danske kommunister. AL erklærede, at han var sikker på, 

at det ligesom i Sverige vil blive benyttet som redskab til at forsyne DKP med 

pengemidler i hemmelighed. „Land og Folk“s tidligere forretningsfører er 

blevet leder af det nye rejsebureau. 



[5…] 8. Da vi talte om forholdene i verden, luftede AL en hel række forskellige 

synspunkter, der genspejlede en stilling langt til højre for kommunismen, 

og som endog nærmede sig et socialdemokratisk standpunkt. Han accepterede 

dansk medlemskab i NATO som en faktisk situation. Han sagde, at 

han var klar over, at generel afrustning i hele verden ville være en umulighed 

i praksis, men hvis generel afrustning nogen sinde blev gennemført, ville 

KHRUSJTJOV komme til at stå i en langt stærkere stilling end Vesten simpelthen 

som følge af de i alle lande verden over bestående kommunistiske 5. 

kolonners virksomhed. Ud over sin bekymring over radioaktivt nedfald er AL 

nu også bekymret over de farer (à la Rachel Carson: „Silent Spring“), som vil 

opstå for verdenssundheden gennem russernes overdrevne brug af skadedyrog 

ukrudtdræbende midler, når først de har fået tilstrækkelig forsyning heraf, 

fordi „de ikke ved, hvordan man skal bruge disse midler“. Hvis endvidere de 

aktuelle problemer, der omgiver KHRUSJTJOV, tvinger ham til at modtage bistand 

fra USA, og denne bistand kunne påvirke ham og USSR’s befolkning 

(til at foretage en ændring som f.eks. at opgive tanken om verdensrevolution, 

d.v.s. kommunismen som vi kender den), så kunne vi måske endnu slippe ud 

af denne forfærdelige situation. 


10.3.1964“ 

På side 6 følger: 

„Bilag: 

NOTAT VEDRØRENDE SVERIGES KOMMUNISTISKE PARTI 

Finlands folkedemokrater havde besluttet ikke at rejse spørgsmålet om et 

atomvåbenfrit Norden (Kekkonen-planen) på Nordisk Råds session i 

Stockholm. De var endvidere indstillet på, at støtte danskernes (Larsens og 

Madsens) forslag herom. På en konference af de nordiske landes kommunistpartier 

forud for sessionen havde Norges, Danmarks og Sveriges 

KP’er imidlertid lagt tryk på dem, hvorfor de gik ind for forslaget på rådsmødet. 

Det vides ikke, om det var hensynet til Kekkonen eller specielle 

ordrer fra Moskva, der havde fået dem til først at være afvisende, senere ligegyldige.“ 

Mødet 28. maj 1964. DIIS’ gengivelse (parafrase) af 

hovedpunkter af referat af 3. juni 1964. 

Det korte referat beskæftiger sig med intern uro i SF. Aksel Larsen havde ikke 

ventet frafaldet ved påsketid af SF-folketingsmedlemmerne Jensen og Storgaard. 

Efter hvad der var oplyst skulle frafaldet være forårsaget af en provokation 

fra partiets venstrefløj, hvori Holger Vivike havde spillet hovedrollen. 

176 DEL VI · BILAG

Vivike stod bag den fagforeningsmand fra Esbjerg, sandsynligvis Chr. 

Sørensen, som Storgaard og Jensen ønskede ekskluderet. 

Efter forskellige overvejelser om oppositionens muligheder hedder det, at 

én ting forener oppositionen i SF: dens modstand mod Aksel Larsens ledelse. 

Hvis oppositionen skulle få held til at vælte Aksel Larsen, ville den være stemt 

for en eller anden form for fælles front med DKP. Om end Moltke er en af de 

ledende skikkelser i oppositionen, har de fleste af hans kolleger ikke tillid til 

ham, og oppositionens virkelige organisator er en skægget student ved navn 

Vilhelm 2 (fonetisk). Aksel Larsen troede, at kommunisterne og muligvis socialdemokraterne 

havde en finger med i spillet mht. at fremme partistriden. 

For sit eget vedkommende planlagde Aksel Larsen ifølge referatet gradvis 

at frigøre sig for partistriden, som efter hans udsagn trængte mere til psykiatrisk 

end politisk opmærksomhed. 

Mødet 6. maj 1969. Citater fra referatet. 

Dette møde er med en dansk kontakt. 

[… ca. 4 linjer slettet …] 

„Vedr.: Møde med L den 6. maj 1969 

SF’s internationale aktivitet 

SF indskrænker nu partiets i forvejen begrænsede internationale aktivitet. 

Grunden hertil er alvorlig bekymring over partiets position i selve Danmark. 

Partiets ledelse mener, at den må bestræbe sig mest muligt for at søge at 

standse nedgangen i partiets indflydelse og magtgrundlag. L gav ikke udtryk for 

nogen optimisme med hensyn til SF’s evne til at forbedre sin position, og hans 

bemærkninger var henvendt på omfanget af den opgave, SF står overfor. I de senere 

år har SF koncentreret væsentlig aktivitet om støtte til SF i Norge, der 

som tidligere meddelt, har spillet fallit. SF håber også at kunne opmuntre det 

svenske kommunistparti under C.H. Hermansson til at bryde med Moskva og 

følge den kurs, som det danske SF har været banebrydende for. Hermansson har 

imidlertid ikke fulgt SF’s råd om at skaffe partiet af med den stalinistiske venstrefløj. 

Hermansson har forsøgt at skræve over både de revisionistiske og de konservative 

elementer i partiet, og dette har ført til resultater, som var at forudse: 

et parti, der er stærkt delt i fraktioner, og tab ved stemmeurnerne. SF er interesseret 

i udviklingen i den vestlige kommunistbevægelse efter den sovjetiske intervention 

i Czekoslovakiet og i særdeleshed i den holdning, der indtages af det 

italienske kommunistparti, som fortsat ikke er enig med Breshnev-doktrinen“. 


2 Preben Wilhjelm [red. anm.] 


Bilag 6 · Bestemmelserne i dansk 

lovgivning om spionage og anden ulovlig 

efterretningsvirksomhed 

Bestemmelserne i dansk lovgivning vedrørende spionage og ulovlig efterretningsvirksomhed 

findes i straffelovens kapitel 12, der bærer overskriften 

Forbrydelser mod statens selvstændighed og sikkerhed. I dette straffelovskapitel 

har tre bestemmelser fundet praktisk anvendelse i en række sager. Det er 

• § 107 om spionage 

• § 108 om anden ulovlig efterretningsvirksomhed 

• § 110 a om uden behørig tilladelse at beskrive, fotografere eller afbilde forsvarsanlæg 

– og om uden behørig tilladelse at optage og offentliggøre luftfotos. 

Bestemmelserne lyder således: 

• § 107. Den, som i fremmed magts eller organisations tjeneste eller til brug 

for personer, der virker i sådan tjeneste, udforsker eller giver meddelelse om 

forhold, som af hensyn til danske stats- eller samfundsinteresser skal holdes 

hemmelige, straffes, hvad enten meddelelsen er rigtig eller ej, for spionage 

med fængsel indtil 16 år. 

Stk. 2. Såfremt det drejer sig om de i § 109 nævnte forhold, eller handlingen 

finder sted under krig eller besættelse, kan straffen stige indtil fængsel på livstid. 

• § 108. Den, som, uden at forholdet falder ind under § 107, i øvrigt foretager 

noget, hvorved fremmed efterretningsvæsen sættes i stand til eller hjælpes 

til umiddelbart eller middelbart at virke inden for den danske stats område, 

straffes med fængsel indtil 6 år. 

Stk. 2. Såfremt det drejer sig om efterretninger vedrørende militære anliggender, 

eller virksomheden finder sted under krig eller besættelse, kan straffen 

stige indtil fængsel i 12 år. 

• § 110 a. Med bøde, fængsel indtil 4 måneder eller under skærpende omstændigheder 

med fængsel indtil 3 år straffes den, som forsætligt eller uagtsomt 

uden behørig tilladelse 

1. beskriver, fotograferer eller på anden måde afbilder danske ikke almentilgængelige 

militære forsvarsanlæg, depoter, enheder, våben, materiel 

el.lign., eller som mangfoldiggør eller offentliggør sådanne beskrivelser eller 

afbildninger, 

2. optager fotografier fra luftfartøjer over dansk statsområde eller offentliggør 

sådanne ulovligt optagne fotografier, 

3. offentliggør bestemmelser, der vedrører danske stridskræfters mobilisering 

og andet krigsberedskab. 

BESTEMMELSERNE I DANSK LOVGIVNING OM SPIONAGE 179

Bestemmelserne kom i den nuværende form ind i straffeloven ved lovrevisionen 

i 1952 ved den såkaldte „5. kolonnelov“. Revisionen byggede på en betænkning 

af 1949 og skete i høj grad under indtryk af erfaringerne fra besættelsestiden 

1940-1945 og den anden verdenskrigs totale karakter. Lovforslaget 

var i datiden genstand for livlig debat, og de politiske drøftelser strakte sig 

over flere folketingssamlinger, indtil det endeligt blev vedtaget ved lov nr. 225 

af 7. juni 1952. Ved straffelovsændringen blev indført en hovedsondring 

mellem spionage (§ 107) og anden ulovlig efterretningsvirksomhed (§ 108). 

Tidligere tiders sondring mellem militær og civil efterretningsvirksomhed 

blev opgivet. 

Spionage udgør den groveste form for overtrædelser af denne art, dels ved, 

at den er vendt mod danske statsog samfundsinteresser, dels ved, at den kun 

angår forhold, som skal holdes hemmelige. 

Anden ulovlig efterretningsvirksomhed er et bredt begreb, hvor det grundlæggende 

element er etablering af kontakt med fremmed efterretningsvæsen 

og bistand til dette. Bestemmelsen omfatter i modsætning til § 107 således 

også virksomhed inden for den danske stats område, rettet mod andre stater. 

Bestemmelsen retter sig typisk mod systematisk tilvejebringelse og sammenstilling 

af oplysninger til brug for fremmed efterretningsvæsen, som kan være 

til fare for danske eller fremmede statsog samfundsinteresser eller herværende 

enkeltpersoners liv eller sikkerhed. Bestemmelsen omfatter også en 

række andre aktiviteter til hjælp for fremmed efterretningsvæsen, som f.eks. 

tilvejebringelse af dækadresser, falske identiteter, kurervirksomhed og anden 

bistand. Bestemmelsen antages også at kunne anvendes på den såkaldte „aktive 

efterretningstjeneste“ (påvirkningsagenter), men det er omtvistet i den 

juridiske teori. 

Foto- og beskrivelsesforbud m.v. med hensyn til militære anlæg er i sin oprindelse 

en gammel bestemmelse fra før 1. verdenskrig. Kan det bevises, at de 

i § 110 a nævnte handlinger er foretaget til brug for fremmed efterretningstjeneste, 

vil forholdet være strafbart efter § 107 eller § 108. 

De i straffelovens kapitel 12 beskrevne forbrydelser er i alle tilfælde genstand 

for offentlig påtale, der sker efter justitsministerens påbud. Henlæggelsen 

af påtalekompetencen til justitsministeren skyldes dels hensynet til 

fremmede magter, dels ønsket om ved denne påtaleregel at mindske betænkelighederne 

ved at anvende gerningsbeskrivelser, der har et lavere præcisionsniveau 

end sædvanligt. 

180 DEL VI · BILAG

Kilder 

Arkiver 

Danske arkiver 

Statslige arkiver 

Avisarkivet på Det Kongelige Bibliotek 

Forsvarets Efterretningstjenestes arkiv, Kastellet, København 

Forsvarsministeriets arkiv, Forsvarsministeriet 

PET’s arkiv, PET 

Statsministeriets arkiv, ministermødeprotokoller, Christiansborg og 

Rigsarkivet 

Udenrigsministeriets arkiv, Udenrigsministeriet og Rigsarkivet 

Private og ikke-statslige arkiver 

A.H. Vedels privatarkiv, Rigsarkivet 

Bertel Dahlgaards privatarkiv, Rigsarkivet 

Bjarne Nørretranders’ privatarkiv, Rigsarkivet 

Det Konservative Folkepartis folketingsgruppe, gruppemødereferater, 

Rigsarkivet 

Det Radikale Venstres arkiv, Rigsarkivet 

Det Radikale Venstres folketingsgruppe, mødeprotokoller, Det Radikale 

Venstre, Christiansborg 

DKP’s arkiv, ABA (Arbejderbevægelsens Bibliotek og Arkiv) 

H.C. Hansens arkiv, ABA 

Hans Hedtofts arkiv, ABA 

Hermod Lannungs privatarkiv, Rigsarkivet 

Hilmar Baunsgaards privatarkiv, Rigsarkivet 

J.O. Krags arkiv, ABA 

Landsforeningens arkiv (Landsforeningen til Samvirke mellem 

Danmark og Sovjetunionen), Dansk-Russisk Forening, København 

Lasse Budtz’ arkiv, ABA 

Ole Bjørn Krafts privatarkiv, Rigsarkivet 

Per Hækkerups arkiv, ABA 

Socialdemokratiets arkiv, ABA 

Socialdemokratiets folketingsgruppe, mødeprotokoller, Folketingets 

Bibliotek, Christiansborg 

Troels Toftkærs privatarkiv 

KILDER 181

Venstres folketingsgruppe, mødeprotokoller, Venstres Landsorganisation, 

Holte 

Villum Hansens privatarkiv, Rigsarkivet 

Trykt kilde 

Rigsdagstidende/Folketingstidende 1945-1991 

Udenlandske arkiver 

Amerikanske arkiver 

Gerald R. Ford Library, Ann Arbor, Michigan 

Harry S. Truman Library, Independence, Missouri 

Jimmy Carter Library, Atlanta, Georgia 

Lyndon B. Johnson Library, Austin, Texas 

National Security Archive, George Washington University, Washington 

DC 

U.S. National Archives (NARA), College Park, Maryland 

Trykt kilde 

Foreign Relations of the United States (FRUS) 

Britiske arkiver 

Public Record Office, Kew, London 

Canadiske arkiver 

National Archives of Canada, Ottawa 

Estiske arkiver 

Rahvusarhiivi Riigiarhiiviosakond, Estonian State Archives, Department 

of the Estonian National archives, Estlands Statsarkivs afdeling for de 

estiske nationalarkiver 

Franske arkiver 

Archives diplomatiques, Ministère des Affaires Étrangères, Paris 

Service historique de l’armée de terre (SHAT), Paris 

Lettiske arkiver 

Latvijas Valsts arhīvs (LVA), Letlands statsarkiver 

182 DEL VI · BILAG

Litauiske arkiver 

Lietuvos Centrinis Valstybes Archyvas, Litauens statsarkiver 

Lietuvos Ypantingasis Archyvas, Lithuanian Particular Archives, 

Litauens specielle arkiver, også kaldet KGB-arkivet 

NATO-arkiver 

NATO Archives, Bruxelles 

Polske arkiver 

Arkivet for Nye Akter (AAN), Warszawa 

Det Centrale Militærarkiv (CAW), afdelingen i Modlin 

Det Centrale Militærarkiv (CAW), afdelingen i Rembertów 

Det polske flådearkiv (AMW), Gdynia 

Det polske luftvåbens arkiv (Archiwum WLOP), Modlin 

Instituttet for National Erindring (IPN), Warszawa 

Russiske arkiver 

RGASPI, Rossijskij Gosudarstvennyj Arkhiv Sotsialno-Polititjeskoj Istorii 

[Det russiske statsarkiv for socialpolitisk historie]. Tidligere RTsKhIDNI 

RGANI, Rossijskij Gosudarstvennyj Arkhiv Novejsjej Istorii [Det russiske 

statsarkiv for den nyeste historie]. Tidligere TsKhSD 

AVP RF, Arkhiv Vnesjnej Politiki Rossijskoj Federatsii [Den Russiske 

Føderations arkiv for udenrigspolitik] 

GARF, Gosudarstvennyj Arkhiv Rossijskoj Federatsii [Den Russiske 

Føderations statsarkiv] 

Svenske arkiver 

Krigsarkivet, Försvarets arkiv i Riksarkivet 

Neutralitetspolitikkommissionens arkiv, Regeringskansliets arkiv, UD 

Tyske arkiver 

Bundesarchiv (BA), Lichterfelde 

Bundesarchiv, Zwischenarchiv Dahlwitz-Hoppegarten 

Bundesarchiv-Militärarchiv (BA-MA), Freiburg 

Die Bundesbeauftragte für die Unterlagen des Staatssicherheitsdienstes 

der ehemaligen Deutschen Demokratischen Republik (BStU) 

Landesarchiv Mecklenburg-Vorpommern 

KILDER 183

Politisches Archiv des Auswärtigen Amtes 

Stiftung Archiv der Parteien und Massenorganisationen der DDR im 

Bundesarchiv (SAPMO-Barch) 

Samtidige aviser og tidsskrifter 

Hyppigst anvendte aviser 

Aktuelt 

B.T. 

Berlingske Tidende 

Børsen 

Dagens Nyheder 

Demokraten 

Det fri Aktuelt 

Ekstra Bladet 

Information 

Jyllands-Posten 

Land og Folk 

Nationaltidende 

Politiken 

Silkeborg Social-Demokrat 

Skive Folkeblad 

Social-Demokraten 

Vestkysten 

Weekendavisen 

Aarhus Stiftstidende 

Hyppigst anvendte blade og tidsskrifter 

Dansk Fredskonferences Nyhedstjeneste (udgivet af Dansk Fredskonference) 

DDR-revy 

Demokratiske Breve (Atlantsammenslutningens blad) 

Ekstra Posten (udg. af Nej til Atomvåben) 

Fakta om Sovjetunionen (udgivet af det sovjetiske APN-kontor i 

Danmark) 

Forsvar. Militærkritisk magasin (uafhængigt, men med tilknytning til 

Nej til Atomvåben, 1980-1984 

Freds-Meddelelser fra Samarbejdskomiteen for Fred og Sikkerhed 

Fremsyn: Radikal information (udg. af de radikale) 

Fremtiden (udg. af de radikale) 

Højskolebladet 

184 DEL VI · BILAG

Liberal. Venstres månedsblad/dansk politik 

Mod tysk genoprustning (udg. af Modstandsbevægelsens Initiativkomite 

mod tysk Genoprustning) 

Moscow News 

Nej til Atomvåben (NtA’s kvartalsavis) 

Ny Politik (socialdemokratisk) 

Orientering (DKP’s blad) 

Politisk Revy (venstrefløjsorgan med tilknytning til navnlig VS) 

Socialdemokratiske Noter 

Tiden (udg. af DKP) 

Truslen mod Danmark (FE) 

Tænk i Tide (månedsavis for international afspænding) 

Verdens Gang (socialdemokratisk) 

Vor Tid (konservativt) 

Søgeværktøjer og hjælperedskaber 

Aviskronikindeks 

Avisårbogen 

Rigsdagsårbog/Folketingsårbog 

Internetressourcer 

CWIHP (Cold War International History Project), http://cwihp.si.edu 

Gallups analyser 1950-1991, http://www.gallup.dk 

Harvard Cold War History Project, http://www.fas.harvard.edu/~hpcws 

og http://www.fas.harvard.edu/~hpcws/journal.htm 

INFO-RUSS: (Soviet Archives) 

http://psi.ece.jhu.edu/%7Ekaplan/IRUSS/BUK/GBARC/buk.html. 

(Dokumenterne på websiden er kopieret fra Sovjetunionens kommunistiske 

partis (SUKP’s) arkiver og indeholder bl.a. KGB-rapporter til 

SUKP’s centralkomite. De er tilvejebragt af Vladimir Bukovskij i 1992 

og er siden lagt på nettet med tematisk og kronologisk indeks og med 

dokumenternes titler på både russisk og engelsk) 

NATO archives, http://www.nato.int/archives/ 

PHP (Parallel History Project), http://www.isn.ethz.ch/php/ 

KILDER 185

Litteratur 

Abraham, Nils, „Die Selbstdarstellung der DDR im Rahmen der Public Diplomacy 

gegenüber Schweden nach der völkerrechtlichen Anerkennung 

1972: Das Beispiel des Magazins DDR-Revue“ i Heiner Timmermann, Das 

war die DDR. DDR-Forschung im Fadenkreuz von Herrschaft, Aussenbeziehungen, 

Kultur und Souveränität, Münster, 2004. 

Abraham, Nils, Das DDR-Kulturzentrum Stockholm und die Freundschaftsgesellschaft 

Schweden-DDR als Instrumente der Public Diplomacy der DDR gegenüber 

Schweden nach der Anerkennung der DDR 1972, Greifswald, Universität Greifswald, 

2005. 

Acheson, Dean, Present at the Creation: My years in the State Department, New 

York, Norton, 1969. 

Adibekov, G.M. m.fl., Organisatsionnaja struktura Kominterna 1919-1943 [Kominterns 

organisationsstruktur 1919-1943], Moskva, 1997. 

Adler, David Jens, „’Where wilt thou lead me? speak; I’ll go no further’. Kjeld 

Olesen, Anker Jørgensen og NATOs dobbeltbeslutning“, Vandkunsten. Konflikt, 

politik & historie, 9/10, København, 1994. 

Adler, David Jens, Det europæiske teater. Bogen om raketterne og den nye atomvåbendebat, 

København, Eirene, 1984. 

Adomeit, Hannes, „Gorbachev and German Unification: Revision of 

Thinking, Realignment of Power, Problems of Communism, Vol. XXXIX (4), 

1990. 

Adomeit, Hannes, Imperial Overstretch: Germany in Soviet Policy from Stalin to 

Gorbachev, Baden-Baden, 1998. 

Agger, Jonathan Søborg og Lasse Wolsgaard, „Den størst mulige fleksibilitet. 

Dansk atomvåbenpolitik 1956-1960“, Historisk Tidsskrift, 101 (1), 2001. 

Agger, Jonathan Søborg og Lasse Wolsgaard, „Pro Memoria: Atombomben er 

vor ven. Den danske regerings stillingtagen til og reaktioner på atomvåbnenes 

integration i NATOs forsvarsstrategi 1949-1956“, Historisk Tidsskrift, bd. 

101 (1), 2001. 

Agrell, Wilhelm, Fred och Fruktan: Sveriges säkerhetspolitiska historia 1918-2000, 

Lund, 2000. 

Aid, Matthew M. & Cees Wiebes (red.), Secrets of Signals Intelligence during the 

Cold War and Beyond, London, 2001. 

Aldrich, Richard J., „Putting Culture into the Cold War. The Cultural relations 

Department (CRD) and British Covert Information Warfare“, The 

Cultural Cold War in Western Europe 1945-1960, London, 2003. 

Aldrich, Richard J., The Hidden Hand. Britain, America and Cold War Secret 

Intelligence, London, 2001. 

Aldridge, Robert C., First Strike. The Pentagons’ Strategy for Nuclear War, Boston, 

1983. 

LITTERATUR 187

Allan, Pierre og Kjell Goldmann (eds.), The End of the Cold War. Evaluating 

Theories of International Relations, Dordrecht, 1992. 

Allison, Graham T., Albert Carnesale og Joseph S. Nye, Jr (eds.), An Agenda for 

Avoiding Nuclear War. Hawks, Doves & Owls, New York, 1985. 

Allison, Roy, Finland’s Relations with the Soviet Union, 1944-84, Oxford, 1985. 

Alperovitz, Gar, Atomic Diplomacy. The Use of the Atomic Bomb and the American 

Confrontation with the Soviet Union, New York, 1965, expanded and updated 

version, 1985. 

Ambrose, Stephen E. & Douglas G. Brinkley, Rise to Globalism. American Foreign 

Policy Since 1938, Baltimore, 1997. 

Amos, Heike, Politik und Organisation der SED-Zentrale 1949-1963. Struktur und 

Arbeitsweise von Politbüro, Sekretariat, Zentralkomitee und ZK-Apparat, Münster, 

2003. 

Andersen, Benny, „Kæmperne“ i Benny Andersen, Jon Elster, Göran O. Eriksson, 

Uffe Harder m.fl. (red.), Ord om Vietnam. En international Antologi, København, 

Gyldendal, 1967. 

Andersen, Benny, „Ordet fred“ i Tiden og storken. Digte, Valby, Borgen, 1985. 

Andersen, Jakob med Oleg Gordievsky, De Røde Spioner: KGB’s operationer i 

Danmark. Fra Stalin til Jeltsin, fra Stauning til Nyrup, København, Høst & Søn, 

2002. 

Andersen, K.B., I alle de riger og lande. Oplevelser i 70’ernes danske udenrigspolitik, 

København, Gyldendal, 1983. 

Andersen, K.B., Kamp og fornyelse. Socialdemokratiets indsats i dansk politik 1955- 

71, København, Fremad, 1971. 

Andrén, Nils (red.), Den nordiska balansens framtid, Stockholm, 1967. 

Andrén, Nils, „Nordic Integration and Cooperation – Illusion and Reality“, 

Cooperation and Conflict, vol. XIX (4), 1984. 

Andrew, Christopher & Oleg Gordievsky, KGB – dets agenter og hemmelige virke, 

København, 1990. 

Andrew, Christopher & Oleg Gordievsky, KGB: The Inside Story, London, 1990. 

Andrew, Christopher & Oleg Gordievsky, More Instructions from the Centre – Top 

Secret Files on KGB Global Operations 1975-85, London, 1992. 

Andrew, Christopher & Vasili Mitrokhin, The Mitrokhin Archive – The KGB In 

Europe And In The West, London, 1999. 

Andrew, Christopher og Oleg Gordievsky, Comrade Kryuchkov’s Instructions – 

Top Secret Files on KGB Foreign Operations 1975-1985, Stanford, 1993. 

Andrew, Christopher og Oleg Gordievsky, Instructions from the Centre: Top Secret 

Files on KGB Foreign Operations 1975-1985, 2. udg., London, 1993. 

Andrew, Christopher, For the President’s Eyes Only. Secret Intelligence and the 

American Presidency from Washington to Bush, London, 1996. 

Antonov, Anatolij, „Skandinavija. Antiraketnoje dvisjenije narastajet“ 

[Skandinavien: Anti-raket bevægelsen vokser] Mesjdunarodnaja Sjisn nr. 1, 

1983. 

188 DEL VI · BILAG

Antonov, Anatolij, Styrkelse af freden i Norden. Sovjetunionens synspunkt, Moskva, 

Pressebureauet Novosti’s forlag, 1982. 

Applebaum, Anne, Gulag, Stockholm, Norstedts, 2004. 

Arbatov, Georgi, The System. An Insider’s Life in Soviet Politics, New York, 

1993. 

Arms Control. (Readings from Scientific American), New York, 1973. 

Ash, Timothy Garton, In Europe’s Name. Germany and the Divided Continent, New 

York, Random House, 1993. 

Ash, Timothy Garton, We The People. The Revolution of ’89 Witnessed in Warsaw, 

Budapest, Berlin & Prague, Cambridge, 1990. 

Asowzew, N.N., Die militärischen Fragen in den Arbeiten W.I. Lenins. Berlin, 

Militärverlag der DDR, 1974. 

Aspaturian, Vernon V., „Soviet Global Power and the Correlation of Forces“, 

Problems of Communism, Vol. XXIX (3), 1980. 

Auerbach, Thomas, Einsatzkommandos an der unsichtbaren Front. Terror- und 

Sabotagevorbereitungen des MfS gegen die Bundesrepublik Deutschland, Berlin, 

Ch. Links Verlag, 1997. 

Aunesluoma, Juhana, Britain, Sweden and the Cold War, 1945-54, upubliceret 

D.Phil. afhandling, 1998. 

Auring, Gustav og Johs. Lomholt-Thomsen (red.), Problemer i dansk politik 

1901-1946 (Vi og vor fortid nr. 14-15), København, Schultz, 1948. 

Avtorkhanov, Abdurakhman, The Communist Party Apparatus, Chicago, 1966. 

Baev, Jordan, „The Two Poles of the Cold War Confrontation in Europe: 

Bulgaria and the Nordic Countries“, paper fra CWIHP-konferencen Between 

Solidarity and Neutrality: The Nordic Countries and the Cold War 1945-1991, 

Reykjavik 24.-27. juni 1998. 

Bakatin, V., Isbavlenije ot KGB [Frigørelsen fra KGB], Moskva, 1992. 

Baldwin, David, „Thinking about Threats“, Journal of Conflict Resolution, Vol. 

xv, 1971. 

Ball, Desmond, Politics and Force Levels. The Strategic Missile Program of the 

Kennedy Administration, Berkeley, 1980. 

Barfoed, Niels, I unåde. Peter P. Rohde og opgøret med kommunismen, København, 

2001. 

Barnet, Richard J., Roots of War. The Men and Institutions of U.S. Foreign Policy, 

New York, 1972. 

Baron, Udo, Kalter Krieg und Heisser Frieden. Der Einfluss der SED und ihrer 

westdeutschen Verbündeten auf die Partei „die Grünen“, Münster, LIT Verlag, 

2003. 

Barron, John, Breaking the Ring. The bizarre Case of the Walker Family Spy Ring, 

Boston, 1987. 

Barron, John, KGB – Sovjetunionens hemmelige tjenester, Oslo, 1975. 

Basler, Horst-Henning, „Das operative Denken der NVA“ i Klaus Naumann 

(Hrsg.), NVA. Anspruch und Wirklichkeit, Berlin, Verlag Mittler, 1993. 

LITTERATUR 189

Batjuk, V.I., „Tak rosjdalsja mif o sovetskoj jadernoj ugrose“ [Sådan skabtes 

myten om den sovjetiske atomtrussel], Vojenno-Istoritjeskij Sjurnal nr. 1, 1998. 

Baylis, John, Ambiguity and Deterrence. British Nuclear Strategy 1945-64, Oxford, 

1995. 

Beer, Francis A., Integration and Disintegration in NATO. Processes of Alliance 

Cohesion and Prospects for Atlantic Community, Columus, Ohio State University 

Press, 1969. 

Békés, Csaba, Malcolm Byrne and János M. Rainer (eds.), The 1956 Hungarian 

Revolution. A History in Documents, Budapest, 2002. 

Benn, David Wedgewood, „Glasnost, dialogue and East-West relations“, International 

Affairs, Vol. 65 (2), 1989. 

Beretning fra det interministerielle udvalg vedrørende Opfølgning af 

Konferencen om Sikkerhed og Samarbejde i Europa (CSCE), København, 1977. 

Beretning fra det interministerielle udvalg vedrørende Opfølgning af 

Konferencen om Sikkerhed og Samarbejde i Europa (CSCE), København, 1980. 

Bergh, Trond & Knut Einar Eriksen, Den hemmelige krigen. Overvåking i Norge 

1914-1997, Oslo, 1998. 

Bergner, Paul, Befehl „Filigran“. Die Bunker der DDR-Führung für den Ernstfall, 3. 

opl., Basdorf, 2001. 

Bergson, Abram, „Soviet Economic Slowdown and the 1981-85 Plan“, Problems 

of Communism, Vol. XXX, 1981. 

Beria, Sergo, Beria, My Father. Inside Stalin’s Kremlin, London, 2001. 

Berliner, Kurt, Der Resident. Ein Diplomat im Dienst der HVA erinnert sich, Berlin, 

2001. 

Berner, Örjan, Sovjet og Norden. Samarbete, säkerhet och konflikter under femtio år, 

Stockholm, 1985. 

Bernt Henriksen, Ole, Hans Engell og Uffe Ellemann-Jensen, Focus på 

Danmarks sikkerhed. Fodnoter – og virkelighed, Haarby, 1987. 

Bertram, Christoph, „The Implications of Theater Nuclear Weapons in 

Europe“, Foreign Affairs, Vol. 60 (2), 1981/82. 

Beschloss, Michael R. and Strobe Talbott, At the Highest Levels. The Inside Story 

of the End of the Cold War, Boston, 1993. 

Beschloss, Michael, Mayday: Eisenhower, Khrushchev and the U-2 Affair, New 

York, 1986. 

Betænkning afgivet af kommissionen til undersøgelse og overvejelse af forsvarets fremtidige 

ordning til regering og rigsdag, København, 1922. 

Beukel, Erik, „’Star Wars’ og Sovjets sidste år“, Nordisk Østforum, Årgang 7 (3), 

1993. 

Beukel, Erik, „De to supermagter og kernevåbnene“ i Sikkerhed og Nedrustning 

1, Det Sikkerheds- og Nedrustningspolitiske Udvalg (SNU), København, 

1984. 

Beukel, Erik, „Den sikkerhedspolitiske dimension“ i Niels Erik Rosenfeldt og 

Peter Søndergaard (red.), Information og Kommunikation i Øst-Vest 

190 DEL VI · BILAG

Sammenhæng. Sikkerhedspolitik. Økonomi. Informationsinstrumenter, København, 

Københavns Universitets Slaviske Institut, 1985. 

Beukel, Erik, „Hvordan kan vi forsvare os mod atomtruslen?“ i Henning Sørensen 

(red.), Sådan skal Danmark forsvares, Charlottenlund, 1987. 

Beukel, Erik, „Reagan-administrationens forsvarspolitik“, Årsberetning 1981, 

bd. 1, Det Sikkerheds- og Nedrustningspolitiske Udvalg (SNU), København, 

1982. 

Beukel, Erik, American Perceptions of the Soviet Union as a Nuclear Adversary. From 

Kennedy to Bush, London and New York, Pinter Publishers, 1989. 

Beukel, Erik, Socialdemokratiet og stationeringsproblemet 1952-53. En sikkerhedspolitisk 

beslutning, Odense, Odense Universitetsforlag, 1974. 

Beukel, Erik, Sovjetunionen og Atomvåben. Indre og ydre forudsætninger for sovjetisk 

atomvåbenpolitik, København, Dansk Udenrigspolitisk Institut, 1982. 

Bialer, Seweryn, „Lessons of History: Soviet-American Relations in the the 

Postwar Era“ i Arnold L. Horelick (ed.), U.S.-Soviet Relations. The Next Phase, 

Ithaca, Cornell University Press, 1986. 

Birkelund, Peter, De loyale oprørere. Den nationalt-borgerlige modstandsbevægelses 

opståen og udvikling 1940-45. En undersøgelse af de illegale organisationer De frie 

Danske, Studenternes Efterretningstjeneste og Hjemmefronten, Odense, 2000. 

Bisley, Nick, The End of the Cold War and the Causes of Soviet Collapse, Houndmills, 

2004. 

Bjøl, Erling m.fl. (red.), Danmark mellem Supermagterne. De kommende års sikkerhedspolitiske 

miljø, København, Det udenrigspolitiske Selskab, 1976. 

Bjøl, Erling, „Slutning“ i Erling Bjøl, Niels Jørgen Haagerup, Otto Kofoed- 

Hansen, Erik Reske-Nielsen og Erik Seidenfaden, Danmark og NATO, København, 


Bjøl, Erling, De Nye Russere, København, 1986. 

Bjøl, Erling, Fra magtens korridorer. Erindringer fra 60’erne, 70’erne & 80’erne, 

København, Politiken, 1994. 

Bjøl, Erling, Hvem bestemmer? Studier i den udenrigspolitiske beslutningsproces, 

Skrifter fra Dansk Udenrigspolitisk Institut, København, 1983. 

Bjøl, Erling, Niels Jørgen Haagerup, Otto Kofoed-Hansen, Erik Reske-Nielsen 

og Erik Seidenfaden, Danmark og NATO, København, Gyldendal, 1968. 

Bjørn, Claus og Carsten Due-Nielsen, Fra helstat til nationalstat 1814-1914 (Dansk 

udenrigspolitiks historie, 3), København, Danmarks Nationalleksikon, 2003. 

Bjørn, Claus, H.C. Hansen, København, 2004. 

Blechman, Barry M. and Stephen S. Kaplan, (eds.), Force without War. U.S. 

Armed Forces as a Political Instrument, Washington, DC, 1978. 

Blight, James G. and David A. Welch (eds.), Intlligence and the Cuban Missile 

Crisis, London, 1998. 

Bluth, Christoph, „Reconciling the Irreconcilable: Alliance Politics and the 

Paradox of Extended Deterrence in the 1960s“, Cold War History, Vol. 2 (2), 

2002. 

LITTERATUR 191

Bluth, Christoph, The two Germanies and military security in Europe, New York, 

Palgrave Macmillan, 2002. 

Boel, Erik, Socialdemokratiets atomvåbenpolitik, København, Akademisk forlag, 

1988. 

Bohlen, Charles E., Witness to History 1929-1969, London, 1983. 

Bohn, Robert, Jürgen Elver og Karl Christian Lammers (red.), Deutsch-skandinavische 

Beziehungen nach 1945, Stuttgart, Steiner, 2000. 

Bohnsack, Günter og Herbert Brehmer, Auftrag Irreführung, Hamburg, 

Carlsen, 1992. 

Bohnsack, Günter, Hauptverwaltung Aufklärung: die Legende stirbt, Berlin, 

Edition Ost,1997. 

Bohr, Niels & John Wheeler, „The Mechanism of Nuclear Fission“, Physical 

Review, september 1939. 

Booth, Ken, „New challenges and old mind-sets: ten rules for empirical 

realists“ i Carl Jacobsen (ed.), The Uncertain Course: New weapons, strategies, 

and minds-sets, Oxford, 1987. 

Borchsenius, Søren, „SV-regeringens forudsætninger og forløb“, Historisk 

Tidsskrift 104 (1), 2004. 

Borhi, Lászlo, Rollback, „Liberation, Containment, or Inaction?“, Journal of 

Cold War Studies, Vol. 1(3), 1999. 

Boserup, Anders, „NATO og kernevåben“ i M.H. Clemmesen (red), Danmark 

og NATOs Strategi, Det Krigsvidenskabelige Selskab, København, 1985. 

Boulding, Kenneth, „Toward a theory of peace“ i Roger Fisher (ed.), 

International Conflict and Behavioural Science, New York, 1964. 

Bowles, Nigel, „Reagan and Congress“ i Joseph Hogan (ed.), The Reagan Years. 

The record in Presidential leadership, Manchester, 1990. 

Bozo, Frédéric, „Defense Versus Security? Reflections on the Past and Present 

of the „Future Tasks“ of the Alliance (1949-99)“ i Gustav Schmidt (ed.), A 

History of NATO – The First Fifty Years, Vol. 2, Basingstoke, 2002. 

Branner, Hans, „The Danish foreign policy tradition and the European context“ 

i Branner og Kelstrup (eds.), Denmark’s Policy towards Europe since 1945. 

History, Theory and Options, Odense, 2000. 

Branner, Hans, „Brug og misbrug af den udenrigspolitiske historie“, Udenrigs 

(1), 2004. 

Branner, Hans, „Vi vil fred her til lands … En udenrigspolitisk linie 1940- 

1949-1989?“, Vandkunsten. Tema: Historie og myte. Et liv med den 9. april, 

(3), København, 1990. 

Branner, Hans, 9. april 1940 – et politisk lærestykke? En udenrigspolitisk krises baggrund, 

indhold og perspektiver, Dansk Udenrigspolitisk Institut, København, 

1987. 

Breslauer, George W. and Richard Ned Lebow, Leadership and the End of the 

Cold War: A Counterfactual Thought Experiment, CIAO working papers, 

January 2000 (http://www.ciaonet.org/wps/brg01). 

192 DEL VI · BILAG

Brix, Carl Otto, „Partisoldaten, der blev forladt af kompagni A“, Vandkunsten. 

Konflikt, politik & historie, 9/10 1994. Tema: „Hvor fører du mig hen? – Jeg 

går ej længre“. Danske udenrigspolitikere under Den kolde Krig. Biografiske 

skitser og registre 1945-1990, København, 1994. 

Brogan, D.W., „The illusion of American omnipotence“, Harper’s Magazine, 

December 1952. 

Brooks, Stephen G. and William C. Wohlforth: „Power, Globalization, and the 

End of the Cold War: Reevaluating a Landmark Case for Ideas“, International 

Security, vol. 25 (3), 2000/01. 

Brooks, Stephen G. og William C. Wohlforth, „Economic Constraints and the 

Turn towards Superpower Cooperation in the 1980s“ i Olav Njølstad (ed.), 

The Last Decade of the Cold War. From Conflict Escalation to Conflict Transformation, 

London, Frank Cass, 2004. 

Brostrøm, Torben, „Digtningens kalenderblade og 1980ernes myte“ i Jakob 

Holm og Ole Knudsen (red.), Danmark i 1980’erne, København, 2003. 

Brown, Anthony Cave (ed.), Operation: World War III. The Secret American Plan 

„Dropshot“ for War with the Soviet Union, 1957, London and Melbourne, 1979. 

Brown, Seyom, The Faces of Power. Constancy and Change in United States Foreign 

Policy from Truman to Clinton, 2.ed., New York, Columbia University Press, 

1994. 

Brundtland, Arne Olav, „The Nordic Balance. Past and Present“, Cooperation 

and Conflict, (2), 1966. 

Bruun, Hans Henrik, Science, Values and Politics in Max Weber’s Methodology, 

København, Munksgaard, 1972. 

Brühl, Reinhard m.fl., Imperialistische Militärblockpolitik. Geschichte und Gegenwart, 

Berlin (Øst), 1980. 

Bryld, Claus, „Vietnamkrigen“ i Den Store Danske Encyklopædi, bd. 20, 


Buchan, Alastair, The Multilateral Force: A Historical Perspective, London, 1964. 

Budtz, Lasse, „Over alle grænser. Udenrigspolitik og internationalt samarbejde“ 

i Gerd Callesen, Steen Christensen og Henning Grelle (red.), 

Udfordring og omstilling. Bidrag til Socialdemokratiets historie 1971-1996, 

København, Fremad, 1996. 

Budtz, Lasse, Brudstykker – Erindringer, København, 1989. 

Budtz, Lasse, Her stod vi af. Fodnoterne, der skabte historie, København, Fremad, 

1998. 

Bullock, Allan, Ernest Bevin. Foreign Secretary 1945-1951, London, Heinemann, 

1983. 

Bundy, McGeorge, George F. Kennan, Robert S. McNamara and Gerard 

Smith, „Nuclear Weapons and the Atlantic Alliance“, Foreign Affairs, Vol. 60 

(4), 1982. 

Burr, William, „Sino-American Relations, 1969: the Sino-Soviet Border War 

and Steps Towards Rapprochement, Cold War History, Vol. 1(3), 2001. 

LITTERATUR 193

Burrows, William E., By any Means Necessary. America’s Secret Air War in the Cold 

War, New York, 2001. 

Buthmann, Reinhard, Kadersicherung im Kombinat VEB Carl Zeiss Jena, Berlin, 

Links, 1997. 

Butterfield, Herbert, History and Human Relations, Collins, London, 1951. 

Buzan, Barry, Ole Wæver & Jaap de Wilde, Security: A New Framework For 

Analysis, Boulder (Colorado), 1998. 

Buzan, Barry, People, States, & Fear, Boulder (Colorado), 1991. 

Bystrova, N.E., SSSR i problema sosdanija besjadernyhk son v Jevrope (Seredina 50-x 

– konets 80-x godov) [USSR og problemet med oprettelsen af atomvåbenfri 

zoner i Europa (fra midten af 50’erne til slutningen af 80’erne)], Moskva, 

1995. 

Bøgh, Nikolaj, Hækkerup, København, 2003. 

Calleo, David P., Beyond American Hegemony. The Future of the Western Alliance, 

Brighton, Wheatsheaf Books, 1987. 

Callesen, Gerd, „Socialdemokratiets historie 1971-1996“ i Gerd Callesen, 

Steen Christensen og Henning Grelle (red.), Udfordring og omstilling. Bidrag 

til Socialdemokratiets historie 1971-1996, København, Fremad, 1996. 

Callesen, Gerd, Steen Christensen og Henning Grelle (red.), Udfordring og omstilling. 

Bidrag til Socialdemokratiets historie 1971-1996, København, Fremad, 

1996. 

Campbell, David, Writing Security: The United States Foreign Policy and the Politics 

of Identity, Manchester, 1992. 

Carew, Anthony, „The Politics of productivity and the Politics of Anti-Communism: 

American and European Labour in the Cold War“ i The Cultural 

Cold War in Western Europe 1945-1960, London, 2003. 

Carrère d’Encausse, Hélène, Decline of an Empire. The Soviet Socialist Republics in 

Revolt, New York, 1981. 

Carrington, Lord, „The 1983 Alastair Buchan Memorial Lecture, 21. april 

1983“, Survival, vol. XXV (4), 1983. 

Castello, John & Oleg Tsarev, Deadly Illusions, New York, 1993. 

Caute, David, The Dancer defects. The Struggle for Cultural Supremacy during the 

Cold War, Oxford, 2003. 

Checkel, Jeff, „Ideas, Institutions, and the Gorbachev Foreign Policy 

Revolution“, World Politics, Vol. 45 (2), 1993. 

Chernoff, Fred, „Ending the Cold War: the Soviet retreat and the US military 

buildup“, International Affairs, Vol. 67 (1), 1991. 

Chernyaev, Anatoly, My Six Years with Gorbachev, University Park, PA, 2000. 

Christensen, Jørgen, „Fredsbevægelsen og demokratiet. En analyse af fredsbevægelsens 

bidrag til demokratiseringen af den sikkerhedspolitiske beslutningsproces“ 

i Nikolaj Petersen og Christian Thune (red.), Dansk 

Udenrigspolitisk Årbog 1988, København, 1989. 

Christensen, Jørgen, Demokratiet og Sikkerhedspolitikken. En analyse af Folketingets 

194 DEL VI · BILAG

olle i sikkerhedspolitikken, Bind 1, Licentiatafhandling, Institut for Statskundskab, 

Århus, Aarhus Universitet, 1990. 

Christensen, Steen, Nye mål i en ny verden. Socialistisk Internationale 1976-1992, 


Christensen, Svend Aage and Frede P. Jensen, Superpower under Pressure: The 

Secret Speech of Minister of Defense Marshal Zhukov in East Berlin, March 1957. 

Findes på PHP’s hjemmeside (http://www.isn.ethz.ch/php/documents/ 

collection_19/texts/Zhukov.pdf). 

Christiansen, Niels Finn, Den politiske ordfører. Hartvig Frisch 1935-1940, 


Christiansen, Niels Finn, Hartvig Frisch. Mennesket og politikeren. En biografi, København, 

1993. 

Christiansen, Niels Finn, Karl Christian Lammers, Henrik S. Nissen, Tiden 

1914-1945 (Danmarks historie bd. 7), København, 1988. 

Christmas-Møller, Wilhelm, „Fredsbevægelsen og Europas sikkerhed“ i 

Christian Thune (red.), Dansk Udenrigspolitisk Årbog 1981, København, 

1982. 

Christmas-Møller, Wilhelm, Christmas Møller og Det konservative Folkeparti, bd. 1- 

2, København, 1993. 

Christmas-Møller, Wilhelm, Obersten og kommandøren. Efterretningstjeneste, sikkerhedspolitik 

og socialdemokratiet 1945-55, København, Gyldendal, 1995. 

Cimbala, Stephen J., Russia and Armed Persuasion, Lanham, MD, 2001. 

Clarke, Michael, „A British View“ i Richard Davy (ed.), European Détente: A 

Reappraisal, London, 1992. 

Cline, Ray S., World Power Trends and U.S. Foreign Policy for the 1980s, Boulder, 

1980. 

Collins, Alan, The Security Dilemma and the End of the Cold War, New York, St. 

Martin’s Press, 1997. 

Common Security. A Blueprint for Survival, The Independent Commission on 

Disarmament and Security Issues, New York, Simon and Schuster, 1982. 

Courtois, Stéphane, m. fl, Kommunismens Sorte Bog. Forbrydelser, terror, undertrykkelse, 

Høst & Søn, København, 2003. 

Cox, Michael (ed.), Rethinking the Soviet Collapse. Sovietology, the Death of 

Communism and the New Russia, London, 1998. 

Cox, Michael and Caroline Kennedy-Pipe, „The Tragedy of American 

Diplomacy? Rethinking the Marshall Plan“, Journal of Cold War Studies, Vol. 

7 (1), 2005. 

Cradock, Percy, Know Your Enemy. How the Joint Intelligence Committee saw the 

World, London, 2002. 

Craig, Gordon A. og Francis L. Loewenheim (red.), The Diplomats, 1939-1979, 

Princeton (N.J.), 1994. 

Crile, George, My Enemy’s Enemy. The Story of the Largest Covert Operation in 

History: The Arming of the Mujahideen by the CIA, London, 2003. 

LITTERATUR 195

Crockatt, Richard, The Fifty Years War. The United States and the Soviet Union in 

World Politics, 1941-1991, London, 1994. 


World Politics, 1941-1991, London, Routledge, 1995. 


World Politics, 1941-1991, London, Routledge, (paperback ed.), 1996. 

Cromwell, William C., „The Marshall Plan, Britain, and the Cold War“, Review 

of International Studies (1982), 8. 

Crozier, Brian, The Peace Time Strategy of the Soviet Union, London, 1973. 

Dam, Poul, „Efterkrigstiden og ungdomskommissionen“ i DUF. Dansk 

Ungdoms Fællesråd 1940-1980, København, 1981. 

Damgaard, Erik, „Parlamentarismens udvikling“ i Ole Stig Andersen m.fl. 

(red.), Folketingets festskrift i anledning af grundlovens 150-års-jubilæum den 5. 

juni 1999, Folketingets Præsidium, København, 1999. 

Danmark og NATO. En dokumentationspjece om NATO som redskab for imperialismen, 

København, Demos, 1973. 

Dansk sikkerhedspolitik 1948-1966, bd. I-II, København, Udenrigsministeriet, 

1968. 

Dansk sikkerhedspolitik og forslagene om Norden som kernevåbenfri zone, København, 

SNU 1982. 

Dansk-russiske forbindelser gennem 500 år, tre afhandlinger, Ministeriet for kulturelle 

anliggender, København, 1964. 

Dau, Mary, Danmark og Sovjetunionen 1944-49, Dansk Udenrigspolitisk Instituts 

Skrifter 2, København, Munksgaard, 1969. 

Dau, Mary, Hansen og Ivanov. Afspændingen mellem Øst og Vest, København, 

Borgen, 1985. 

Dau, Mary, Sovjetunionen under Gorbatjov. Glasnost, Perestrojka, Demokratisatsija, 

København, SNU, 1987. 

Davy, Richard (ed.), European Detente: A Reappraisal, Sage Publications, London, 

1992. 

Davy, Richard, „Up the Learning Curve: An Overview“ i Davy (ed.), European 

Détente: Reappraisal, London, Sage Publications, 1992. 

Davy, Richard, „Perceptions and Performance: An evaluation“ i Davy (ed.), 

European Détente: A Reappraisal, London, Sage Publications, 1992. 

Dawisha, Karen & Philip Hanson (eds.), Soviet-East European Dilemmas: 

Coercion, Competition, and Consent, published by Heinemann for the Royal 

Institute of International Affairs, Bungay, Suffolk, 1981. 

Deim, Hans Werner, „Militärische Konzeption der UdSSR und des Warschauer 

Vertrages im Wandel“ i MARS. Jahrbuch für Wehrpolitik und Militärwesen, 

Jahrg. 2/1996. 

Denisov, J., „Sovetskij Sojus-Danija: Rasvitije dobrososedskikh svjasej“ 

[Sovjetunionen-Danmark: Udviklingen af de gode naboforbindelser], 

Mesjdunarodnaja Sjisn [Internationale relationer], nr. 7, 1986. 

196 DEL VI · BILAG

Denisov, Ju., „60 let otnosjenij mesjdu SSSR i stranami severnoj Jevropy“ [60 

års relationer mellem USSR og landene i Nordeuropa], Mesjdunarodnaja 

Sjisn [Internationale relationer], nr. 6, 1984. 

DePorte, Anton W., „NATO and Détente: Cycles in History“ i Lawrence S. 

Kaplan, o.a., NATO after Forty Years, Wilmington, 1990. 

Deriabin, Peter & T.H. Bagley, The KGB – Masters of the Soviet Union, New York, 

1990. 

Det handler om troværdighed. En international vurdering af Dansk sikkerhedspolitik, 

København, Managements Erhvervspolitiske Forum, Rapport nr.16, 

18.11.1984. 

Dethlefsen, Henrik og Henrik Lundbak (red.), Fra mellemkrigstid til efterkrigstid. 

Festskrift til Hans Kirchhoff og henrik S. Nissen på 65-årsdagen oktober 1998, 

København, Museum Tusculanums Forlag, 1998. 

Deutsch, Karl W., International Political Communities, i Deutsch m.fl., 

Political Community and the North Atlantic Area, Princeton, Princeton 

University Press, 1957. 

Dirckinck-Holmfeld, Gregers, Danmark dejligst, Den nye Danmarkskrønike 3, 

København, Aschehoug, (paperpack udg.), 2001. 

Dirckinck-Holmfeld, Gregers, Det går ufattelig godt. Den nye Danmarkskrønike 2, 


Dirckinck-Holmfeld, Gregers, Hårde tider forude, Den nye Danmarkskrønike 1, 


Dismukes, Bradford and James McConnell (eds.), Soviet Naval Diplomacy, New 

York, 1979. 

Dmitrijev, V., „Borba sa besjadernuju sony na Severe Jevropy“ [Kampen for en 

atomvåbenfri zone i Nordeuropa] Mesjdunarodnaja Sjisn nr. 6, 1986. 

Dobrynin, Anatoly, In Confidence. Moscow’s Ambassador to America’s Six Cold War 

Presidents, Seattle and London, University of Washington Press, 1995. 

Doepgen, Clemens, Die Konzeptionen der Nord- und Ostseeverteidigung der 

Bundesmarine von den Anfängen bis 1956, Bonn, 1999. 

Doran, C.F., K. Q. Hill & K. Mladenka, „Threat, status disequilibrium and national 

power“, British Journal of International Studies, Vol. 5 (1), 1979. 

Douglass Jr., Joseph D., „Strategic Planning and Nuclear Insecurity“, Orbis. A 

Journal of World Affairs, Fall 1983. 

Douglass, Jr., Joseph D., Soviet Military Strategy in Europe, New York, 1980. 

Dragsdahl, Jørgen, Gensyn med Den kolde Krig. Dansk sikkerhedsdebat fra Ronald 

Reagan og raketterne til kommunismens sammenbrud og KGBs fallit. Jørgen 

Dragsdahls journalistik 1977-1990 redigeret og med indledning af David 

Jens Adler og Troels Toftkær, København, Eirene, 1992. 

Dudziak, Mary L., Cold War Civil Rights. Race and the Image of American 

Democracy, Princeton, N.J., 2000. 

Due-Nielsen, Carsten (m.fl.), Danmark, Norden og NATO 1948-1962, 

København, Jurist- og Økonomforbundet, 1991. 

LITTERATUR 197

Due-Nielsen, Carsten, „Samtidshistorie og politik“, Historisk tidsskrift, 95 (2), 

1995. 

Due-Nielsen, Carsten, „Socialdemokratiets udenrigspolitik 1924-1940“, 

Arbejderhistorie (4), 1999. 

Duric, Mira, The Strategic Defence Initiative. US Policy and the Soviet Union, 

Aldershot, Hampshire, 2003. 

Dybdahl, Vagn, „Koch, Bodil“, Dansk Biografisk Leksikon, bd. 8, København, 1981. 

Dyson, Kenneth, „The Conference on Security and Cooperation in Europe: 

Europe before and after the Helsinki Final Act“ i Dyson (ed.), European détente. 

Case studies of the politics of East-West Relations, Frances Pinter 

(Publishers), London, 1986. 

Dyvig-rapporten. Danmarks sikkerhedspolitiske situation i 1980’erne med kommentarer 

og debat, København, SNU, 1985. 

Dzhirkvelov, Ilya, Secret Servant – My life with the KGB & the Soviet elite, London, 

1987. 

Dziejow, Zarys, Polska Marynarka Wojenna 1918-1980, Wydawnictwo Bellonia, 

Warszawa, 1992. 

Earley, Pete, Confessions of a Spy – the Real Story of Aldrich Ames, London, 1997. 

Efter Reykjavik. Fra våbenkontrol til nedrustning?, København, SNU, 1987. 

Eisenberg, Carolyn, „Rethinking The Division of Germany“ i Allen Hunter 

(ed.), Rethinking the Cold War, Philadelphia, PA, 1998. 

Ekman Jørgensen, Thomas, „Hinsides kommunismen – det nye venstre og 

dets udløbere“, Arbejderhistorie (4), 2004. 

Elchlepp, Friedrich m.fl. (Hrsg.), Volksmarine der DDR. Deutsche Seestreitkräfte im 

Kalten Krieg, Hamburg, Verlag Mittler, 2. oplag 2000. 

Ellemann-Jensen, Uffe, Din egen dag er kort, København, Aschehoug, 1996. 

Ellemann-Jensen, Uffe, Fodfejl. Da Danmark svigtede under den kolde krig, 


Engberding, Rainer O.M., Spionageziel Wirtschaft. Technologie zum Nulltarif, 

Düsseldorf, VDI-Verlag, 1993. 

Engelhard, Klaus m.fl., Militarismus Heute, Berlin (øst), 1979. 

Engelhardt, Heinrich, „IV. NVA-Luftstreitkräfte/Luftverteidigung“ i Klaus 

Naumann (Hrsg.), NVA. Anspruch und Wirklichkeit; nach ausgewählten 

Dokumenten, 2. Aufl., Hamburg, 1996. 

Engell, Hans, „Fodnoter og støvletramp“ i Ole Bernt Henriksen, Hans Engell 

og Uffe Ellemann-Jensen, Focus på Danmarks sikkerhed. Fodnoter – og virkelighed, 

Haarby, Forlaget i Haarby, 1987. 

Engell, Hans, På Slotsholmen, København, Aschehoug, 1997. 

Engelmann, Roger, „Schild und Schwert als Exportartikel: die Sowjets und 

der Aufbau der DDR-Geheimdienste“ i Krieger (red.), Geheimdienste in der 

Weltgeschichte, München, 2003. 

English, Robert D., Russia and the Idea of the West. Gorbachev, Intellectuals & The 

End of the Cold War, New York, 2000. 

198 DEL VI · BILAG

English, Robert, „Eastern Europe’s Doves“, Foreign Policy, (56), 1984. 

English, Robert, „The Sociology of New Thinking: Elites, Identity Change, 

and the End of the Cold War“, Journal of Cold War Studies, Vol. 7 (2), 2005. 

Eppelmann, Rainer (red.), Lexikon des DDR-Sozialismus, Paderborn, 1996. 

Erickson, John, „The Soviet View of Deterrence: A General Survey“, Survival, 

November/December 1982. 

Eriksen, Knut Einar og Helge Øystein Pharo, Kald krig og internasjonalisering 

1949-1965, Oslo, Universitetsforlaget, 1997. 

Espersen, Mogens, Østersøen – balance og sikkerhed, København, 2. opl. 1981. 

Essen, Sarah von, „NATO sikrer freden“. Atlantsammenslutningen 1950-60, 

(Københavns Universitet, upubliceret speciale), 2003. 

Evangelista, Matthew A., „Commentary: The „Soviet Threat“: Intentions, 

Capabilities, and Context“, Diplomatic History, Vol. 22 (3), 1998. 

Evangelista, Matthew, Unarmed Forces. The Transnational Movement to End the 

Cold War, Ithaca, Cornell University Press, 2002. 

Farwick, Dieter (Hrsg.), Ein Staat – Eine Armee. Von der NVA zur Bundeswehr, 

Frankfurt am Main, 1992. 

Faurby, Ib (red.), Drøm eller mareridt, 5 artikler om stjernekrig, København, SNU, 

1986. 

Faurby, Ib, „Mod en ny sikkerhedspolitisk konsensus?“ i Nikolaj Petersen og 

Christian Thune (red.), Dansk Udenrigspolitisk Årbog København 1986, 

København, Dansk Undenrigspolitisk Institut, 1986. 

Faurby, Ib, Hans-Henrik Holm og Nikolaj Petersen, „INF-spørgsmålets historie 

og implikationer“, Holm og Petersen (red.), Slaget om missilerne. Dobbeltbeslutningen 

og sikkerheden i Europa, København, SNU, 1983. 

Faurby, Ib, Hans-Henrik Holm og Nikolaj Petersen, Kampen om Sikkerheden. 

Nye Tendenser i dansk politik, Århus, Politica, 1986. 

Feis, Herbert, From Trust to Terror. The Onset of the Cold War 1945-1950, London, 

1970. 

Feshbach, Murray og Alfred Friendly, Jr., Ecocide in the USSR. Health and Nature 

Under Siege, London, 1991. 

Feshbach, Murray, „Between the Lines of the 1979 Soviet Census“, Problems of 

Communism, Vol. XXXI (1), 1982. 

Filmer, Werner og Heribert Schwan, Hans-Dietrich Genscher, Düsseldorf, Econ 

Verlag, 1988. 

Fischer, Ben B., A Cold War Conundrum: The 1983 Soviet War Scare, Center for 

the Study of Intelligence, Washington, DC, 1997. 

Fischer, Benjamin B., „Remark prepared for the International Intelligence 

History Association Conference „Interelligence and Political Enemies, 

Intelligence and Terrorism in the 20 th Century, Martin-Luther-University 

Halle-Wittenberg, 11-13. July 2003“. 

Fitzgerald, Frances, Way Out There in the Blue. Reagan, Star Wars and the End of 

the Cold War, New York, 2001. 

LITTERATUR 199

Fleming, D.F., The Cold War and Its Origins, New York, Garden City, 1961. 

Florin, Peter, Zur Aussenpolitik der souveränen sozialistischen DDR, Dietz, 1967. 

Flynn, Gregory (ed.), NATO’s Northern Allies. The National Security Policies of 

Belgium, Denmark, the Netherlands, and Norway, Totowa, N.J., 1985. 

Flådestrategier og nordisk sikkerhedspolitik. København, SNU, 1986. 

FN, verden og Danmark, København, DUPI, 1999. 

Fog, Mogens, Efterskrift, 1946- og resten, København, Gyldendal, 1977. 

Foged, Ebbe, Kim Mølgaard Nielsen og Palle Roslyng-Jensen, Danmark i 

nyeste tid. Danmarks historie efter 1973, København, Gyldendal Uddannelse, 

2001. 

Foged-Christiansen, H.B., Muldvarpekrigen – østtysk spionage i Danmark, København, 

1980. 

Fonsmark, Henning, Schlüters Danmark. Historien om en politisk karriere, København, 

Børsen Bøger, 1992. 

Fontaine, André, „DeGaulle’s view of Europe and the Nuclear Debate“, The 

Reporter, vol. 27, no. 2 (19. juli 1962). 

Foolbrook, Mary, Historical Theory, London and New York, Routledge, 2002. 

Forsberg, Tore, Spioner och Spioner som Spionerar på Spioner – Spioner og Kontraspioner 

i Sverige, Stockholm, 2003. 

Foss, Erling, „Forholdet til Sovjetunionen“ i Vilhelm la Cour (red.), Danmark 

under besættelsen bd. 3, København, Westermann, 1947. 

Frank, Hans, „Die Westgruppe der Truppen (WGT)“ i Klaus Naumann 

(Hrsg.), NVA. Anspruch und Wirklichkeit, Hamburg, Mittler, 1993. 

Fraser, T.G. og Donette Murray, America and the World since 1945, London/ 

Basingstoke, Palgrave Macmillan, 2002. 

Fred och säkerhet. Svensk säkerhetspolitik 1969-89, Stockhom, Utrikesdepartementet, 

2002. 

Freedman, Lawrence (ed.), Europe Transformed. Documents on the End of the Cold 

War, London, 1990. 

Freedman, Lawrence, „NATO Myths“, Foreign Policy, No. 45, 1981-82. 

Freedman, Lawrence, Kennedy’s Wars. Berlin, Cuba, Laos, and Vietnam, Oxford, 

2000. 

Freedman, Lawrence, The Evolution of Nuclear Strategy, New York, 1981. 

Freedman, Lawrence, U.S. Intelligence and the Soviet Strategic Threat, London, 

1977. 

Freeman, John, Security and the CSCE Process. The Stockholm Conference and 

Beyond, (RUSI Defence Studies Series), Macmillan, 1991. 

Friedberg, Aaron L., „Why Didn’t the United States Become a Garrison 

State?“, International Security, Vol. 1684, 1992. 

Friedman, Norman, The Fifty Year War. Conflict and Strategy in the Cold War, 

London, Chatham Publishing, 2000. 

Friis, Thomas Wegener, Andreas Linderoth (red.), DDR og Norden, Odense, 

Odense Universitetsforlag, 2005. 

200 DEL VI · BILAG

Friis, Thomas Wegener, Den nye nabo. DDRs forhold til Danmark 1949-1960, 

København, SFAH, 2001. 

Friis, Thomas Wegener, Den usynlige front. DDR’s militære spionage i Danmark 

under den Kolde Krig, København, Lindhardt og Ringhof, 2005. 

Fuhrer, Hans Rudolf, „Die Schweiz und Österreich im Fadenkreuz des militärischen 

Nachrichtendienstes der DDR?“, Jahrbuch für internationale Sicherheitspolitik, 

Hamburg, 1999. 

Fulbrook, Mary, Historical Theory, London, 2002. 

Fursenko, Aleksandr and Timothy Naftali, ‘One hell of a Gamble’. Khrushchev, 

Castro, Kennedy, and the Cuban Missile Crisis 1958-1964, London, 1997. 

Fælles sikkerhed. Et nedrustningsprogram. Rapport fra den uafhængige kommission om 

nedrustnings- og sikkerhedspolitiske spørgsmål under Olof Palmes formandskab, 


Gaddis, John Lewis „International Relations Theory and the End of the Cold 

War“, International Security, Vol. 17 (3), 1992/93. 

Gaddis, John Lewis, „On Starting All Over Again: A Naïve Approach to the 

Study of the Cold War“ i Odd Arne Westad (ed.), Reviewing the Cold War. 

Approaches, Interpretations, Theory, London, Frank Cass, 2000. 

Gaddis, John Lewis, „The Emerging Post-Revisionist Synthesis on the Origins 

of the Cold War“, Diplomatic History, Vol. 7, 1983. 

Gaddis, John Lewis, Strategies of Containment. A Critical Appraisal of Postwar 

American National Security Policy, New York, 1982. 

Gaddis, John Lewis, The Long Peace. Inquiries Into the History of the Cold War, 


Gaddis, John Lewis, The United States and the End of the Cold War. Implications, 

Reconsiderations, Provocations, New York, 1992. 

Gaddis, John Lewis, The United States and the Origins of the Cold War, 1941-1947, 


Gaddis, John Lewis, We Now Know. Rethinking Cold War History, Oxford, 

Clarendon Press, 1997. 

Gade, Svend Ove, Frode Jakobsen. En biografi, København, Gyldendal, 

2004. 

Gardner, Lloyd C., Architects of Illusion. Men and Ideas in American Foreign Policy 

1941-1949, Chicago, 1970. 

Garelov, M. A., „Otkuda ugrosa“ [Hvorfra kommer truslen], Vojenno-istoritjeskij 

sjurnal 2/1989. 

Garthoff, Douglass F., Analyzing Soviet Politics and Foreign policy“, Chapter 

III, s. 18ff, in: Center for the Study of Intelligence, Watching the Bear: Essays 

on CIA’s Analysis of the Soviet Union, Langley, VA, 2001. 

Garthoff, Raymond L., „On Estimating and Imputing Intentions“, 

International Security, vol. 2 (3), 1978. 

Garthoff, Raymond L., „The KGB Reports to Gorbachev“, Intelligence and 

National Security, Vol. 11, no. 2 April 1996. 

LITTERATUR 201

Garthoff, Raymond L., Détente And Confrontation. American-Soviet Relations from 

Nixon to Reagan, Washington, DC, The Brookings Institution, 1985. 

Garthoff, Raymond L., Deterrence and the Revolution in Soviet Military Doctrine, 

Washington, DC, 1990. 

Garthoff, Raymond L., Perspectives on the Strategic Balance, Washington, 1983. 

Garthoff, Raymond L., Reflections on the Cuban Missile Crisis, Washington, DC, 

1987. 

Garthoff, Raymond, Robert Tucker, Odd Arne Westad, William Wohlforth og 

Vladislav Zubok i Diplomatic History, Vol. 21 (2), 1997. 

Garthoff, Raymond, The Great Transition. American-Soviet Relations and the End 

of the Cold War, Washington, DC, The Brookings Institution, 1994. 

Gates, Robert, From the Shadows. The Ultimate Insider’s Story of Five Presidents and 

How They Won the Cold War, New York, 1996. 

Gearson, John, „Origins of the Berlin Crisis of 1958-62“ i John Gearson and 

Kori Schake (ed.), The Berlin Wall Crisis. Perspectives on Cold War Alliances, 

London, Palgrave MacMillan, 2003. 

Gemzell, Carl-Axel, „Doorkeeper – Kontinentalmakten och Danmark“ i 

Henrik Dethlefsen og Henrik Lundbak (udg.), Fra mellemkrigstid til efterkrigstid. 

Festskrift til Hans Kirchhoff og Henrik S. Nissen på 65-årsdagen oktober 1998, 

København, Museum Tusculanums Forlag, 1998. 

Gemzell, Carl-Axel, „Warszawapagten, DDR och Danmark. Kampen för en 

maritim operationsplan“, Historisk Tidsskrift 96 (1), 1996. 

Gemzell, Carl-Axel, Organization, Conflict and Innovation. A Study of German 

Naval Strategic Planning 1888-1943, Lund, 1973. 

Gemzell, Carl-Axel, Raeder, Hitler und Skandinavien, Lund, 1965. 

Genscher, Hans-Dietrich, „Toward an Overall Western Strategy for Peace, 

Freedom and Progress,“ Foreign Affairs 61, no. 1, Fall 1982. 

Gerner, Kristian, The Soviet Union and Central Europe in the Post-War Era: A Study 

in Precarious Security, Lund, 1984. 

Geschichte der Freien Deutschen Gewerkschaftsbundes, Berlin, Verlag Tribüne, 1983. 

Geusau, Frans A. M. Alting von, „The Nine and Détente“ i Nils Andrén and 

Karl E. Birnbaum, Belgrade and Beyond: The CSCE Process in Perspective, 

Alphen aan den Rijn, Sijthoff & Noordhoff, 1980. 

Gieseke, Jens, Die Hauptamtliche Mitarbeiter der Staatssicherheit. Personalstruktur 

und Lebenswelt 1950-1989/90, Berlin, 2000. 

Gieseke, Jens, Mielke-Konzern, die Geschichte der Stasi 1945-1990, München, 

Deutsche Verlags-Anstalt, 2001. 

Gile, Robert H., Global War Game, Second Series 1984-1988, (Newport Papers 

#20), Newport, Rhode Island, Naval War College, 2004. 

Glaser, Chales L., „The Security Dilemma Revisited“, World Politics, Vol. 50 (1), 1997. 

Glees, Anthony, The Stasi Files, London, 2003. 

Goldman, Marshall, Gorbachev’s Challenge. Economic Reform in the Age of High 

Technology, London, 1987. 

202 DEL VI · BILAG

Goldstein, Judith, og Robert O. Keohane (eds.), Ideas and Foreign Policy. Beliefs, 

Institutions, and Political Change, New York, Ithaca, 1993. 

Golosjubov, Ju.I., Skandinavija i jevropejskaja besopasnost [Skandinavien og den 

europæiske sikkerhed], Moskva, 1971. 

Golz, Hans Georg, Verordnete Völkerfreundschaft. Das Wirken der Freundschaftsgesellschaft 

DDR-Grossbritannien und der Britain-GDR Society – Möglichkeiten und 

Grenzen, Leipzig, Leipziger Universitätsverlag, 2004. 

Gorbachev, Mikhail, Memoirs, London, 1997. 

Gorbatjov, Mikhail, Perestrojka. Nytænkning i Russisk Politik, København, 1987. 

Gordievsky, Oleg, Next Stop Execution, London, Macmillan, 1995. 

Gottlieb, Henning, Bertel Heurlin og Jørgen Teglers (red.), Fred og konflikt, 


Gottlieb, Henning, I Kronens Tjeneste – politiske erindringer, København, 

2001. 

Gould-Davies, Nigel, „Rethinking the Role of Ideology in International 

Relations“, Journal of Cold War Studies, Vol. 1(1), 1999. 

Grau, Lester W. og Michael A. Gress (red.), The Soviet-Afghan War – How a 

Superpower Fought and Lost, Kansas, 2002. 

Gravesen, Bent, Strategi i forandring. SF 1959-89. Udviklingen i SF’s strategi og politiske 

profil, Århus, SP Forlag, 1989. 

Gray, Colin S., „The Most Dangerous Decade: Historic Mission, Legitimacy, 

and Dynamics of the Soviet Empire in the 1980s“, Orbis, Vol. 25 (1), 1981. 

Green-Pedersen, Christoffer, „Det danske pensionssystems endelige udformning. 

Kampen om pensionssystemet under Schlüter-regeringerne“, 

Historisk Tidsskrift, 103 (2), 2003. 

Grigorjev, Boris, Skandinavija s tjernogo khoda. Sapiski rasvedtjika: S serjosnogo do 

kurjosnogo, [Skandinavien ad bagindgangen. En efterretningsofficers beretning: 

Fra seriøst til kuriøst], Moskva, 2002. 

Grinevskij, Oleg, Tajny sovetskoj diplomatii, [Det sovjetiske diplomatis hemmeligheder] 

Moskva, Vagrius, 2000. 

Grose, Peter, Gentleman Spy. The Life of Allen Dulles, Boston, 1994. 

Grose, Peter, Operation Rollback. America’s Secret War Behind the Iron Curtain, 

Boston, Houghton Miffin Company, 2000. 

Grossman, Werner, Bonn im Blick, Berlin, Das Neue Berlin, 2001. 

Grossmann, Werner, Den sidste spionchef, Middelfart, Friis, 2004. 

Grønland under den kolde krig. Dansk og amerikansk sikkerhedspolitik 1945-68, 

København, Dansk Udenrigspolitisk Institut, 1997. 

Graaf, Beatrice de, „Détente from Below. The Stasi and the Dutch Peace 

Movement“, The Journal of Intelligence History, Vol. 3, No. 2, 2003. 

Göpel, Helmut, „III. NVA-Landstreitkräfte“ i Klaus Naumann (Hrsg.), NVA. 

Anspruch und Wirklichkeit, Hamburg, Mittler, 1993. 

Haendcke-Hoppe-Arndt, Mari, Die Hauptabteilung XVIII: Volkswirtschaft, Der 

Bundesbeauftragte für die Unterlagen des Staatssicherheitsdienstes der 

LITTERATUR 203

Ehemaligen Deutschen Demokratischen Republik, Abteilung Bildung und 

Forschung, 1997. 

Haftendorn, Helga, NATO and the Nuclear Revolution. A Crisis of Credibility, 

1966-67, Oxford, 1996. 

Hall, R. Cargill and Clayton D. Laurie, Early Cold War Overflights 1956-1956. 

Symposium Proceedings. Volume I: Memoirs, Office of the Historian, National 

Reconnaissance Office, Washington, DC, 2003. 

Halle, Louis J., The Cold War As History, London, 1971. 

Halliday, Fred, The Making of the Second Cold War, London, 1983. 

Hamilton, Nigel, Monty. The Field-Marshal 1944-1976, London, 1986. 

Hammerich, Paul, Opgang og nedtur 1961-72. En danmarkskrønike 1945-1972, 


Hammerich, Paul, Velfærd på afbetaling. En danmarkskrønike 1945-72, 


Hanhimäki, Jussi, „A Culture Clash? The United States and Scandinavia 

during the Cold War“, konferencepaper ved The Nordic Countries and the 

Cold War, Reykjavik, 24.-27. juni 1998. 

Hanhimäki, Jussi, Scandinavia and the United States: an insecure friendship, New 

York, 1997. 

Hanne Rasmussen og Mogens Rüdiger, Tiden efter 1945, (Danmarks historie 

bd. 8), København, Gyldendal, 1998. 

Hansen, Gunnar „Nu“, Danmarks Kamp for Frihed og Ret: En billedbog om Besættelsestiden, 


Hansen, Peer Henrik & Jakob Sørensen, Påskekrisen 1948 – Dansk dobbeltspil på 

randen af den kolde krig, København, Høst & Søn, 2000. 

Hansen, Svend Aage og Ingrid Henriksen, Dansk socialhistorie 1940-83: 

Velfærdsstaten, København, Gyldendal, 1984. 

Harrison, Hope M., Driving the Soviets Up the Wall. Soviet-East German Relations, 

1953-1961, Princeton University Press, Princeton, 2003. 

Hartling, Poul, Bladet i bogen, København, Gyldendal, 1981. 

Hassner, Pierre, „Implications for U.S.-European Relations“ i Herbert J. 

Ellison (ed.), Soviet Policy toward Western Europe. Implications for the Atlantic 

Alliance, Seattle, 1983. 

Hassner, Pierre, „The Shifting Foundation“, Foreign Policy, 48, 1982. 

Hattendorf, John B., The Evolution of the U.S. Navy’s Maritime Strategy, 1977-86, 

Newport, Naval War College, Newport Papers 19, 2004. 

Hay, Bud og Bob Gile, Global War Game. The First Five Years, Newport Paper #4, 

July Newport, 1993. 

Hedin, Astrid, „Wandel durch Annäherung, Förandring genom närmande? 

Sverige och DDR i Östpolitikens era“, i: Thomas Wegener Friis, Andreas 

Linderoth (red.), DDR og Norden, Odense, 2005. 

Hegna, Liv, „KSSE: Tillitskapende tiltak“, Internasjonal Politikk, (3), 1981. 

Heltberg, Bettina, Hvor der handles. Erindringsbilleder, København, Gyldendal, 1996. 

204 DEL VI · BILAG

Henderson, Bruce E., C.C. Cyr og Mr. X, Double Eagle. The Autobiography of a 

Polish Spy Who Defected to the West, Indianapolis, IN, Bobbs-Merrill, 1979. 

Hennessy, Peter, The Secret State. Whitehall and the Cold War, London, 2002. 

Henriksen, Gro, „Mellom allianselojalitet og markedsinteresser. Norges forhold 

til Øst-Tyskland 1954-1962 „, Arbeiderhistorie 1995, Oslo, 1995. 

Heraclides, Alexis, Security and Co-operation in Europe: The Human Dimension, 

1972-1992, London, Frank Cass, 1993. 

Herborg, Mette og Per Michaelsen, Stasi og Danmark, Lyngby, Holkenfeldt, 1996. 

Herbstritt, Georg, Helmut Müller-Enbergs (Hg.), Das Gesicht dem Westen zu … 

DDR Spionage gegen die Bundesrepublik Deutschland, Edition Temmen, 

Bremen, 2003. 

Herman, Robert G., „Identity, Norms, and National Security: The Soviet 

Foreign Policy Revolution and the End of the Cold War“ i Peter J. 

Katzenstein (ed.), The Culture of National Security. Norms and identity in World 

Politics, New York, 1996. 

Herrington, Stuart A., Traitors Among Us. Inside the Spy Catcher’s World, Novato, 

CA., 1999. 

Herrmann, Richard K. og Richard Ned Lebow (eds.), Ending the Cold War. 

Interpretations, Causation, and the Study of International Relations, London, 2004. 

Hersh, Seymour, The Target is Destroyed. What Really Happened to Flight 007 and 

What America Knew About it, London, 1986. 

Hershberg, James G., „The Crisis Years, 1958-63“ i Odd Arne Westad (ed.), 

Reviewing the Cold War. Approaches, Interpretations, Theory, London, Frank 

Cass, 2000. 

Hertel, Hans, Voltaire, Brandes, PH og Co. To forelæsninger om den kulturradikale 

tradition 1760-2000, printet hæfte 2001. 

Hertle, Hans-Hermann, Der Fall der Mauer. Die Unbeabsichtigte Selbstauflösung des 

SED-Staates, Opladen, 1999. 

Herz, John H., „Idealist Internationalism and the Security Dilemma“, World 

Politics, Vol. 2 (2), 1950. 

Hetland, Tom M., Atomrasling og avspenning. Sovjet og norsk tryggingspolitikk 

1953-1958“ i Forsvarsstudier. Årbok for Forsvarshistorisk forskningssenter, IV, 

Oslo, 1985. 

Heurlin, Bertel og Christian Thune (red.), Danmark og Det Internationale 

System. Festskrift til Ole Karup Pedersen, København, 1989. 

Heurlin, Bertel, „Sovjetunionens frivillige kapitulation. Afslutningen af den 

kolde krig tolket i clausewitzske krigstermer“ i Morten Kelstrup (red.), 

Bidrag til studiet af international politik og den ny europæiske udvikling, 

København, Forlaget Politiske Studier, 1990. 

Heurlin, Bertel, Kontrol med Kernevåben, København, SNU, 1986. 

Heurlin, Bertel, Nedrustningspolitik. En analytisk oversigt over nedrustning som fænomen 

og forhandlingsobjekt i international politik, København, Wilkenschildt, 

1971. 

LITTERATUR 205

Heurlin, Bertel, Nordiske sikkerhedsproblemer, København, 1984. 

Heuser, Beatrice, „NSC 68 and the Soviet threat: a new perspective on 

Western threat perception and policy making“, Review of International Studies, 

Vol. 17 (1), 1991. 

Heuser, Beatrice, „Warsaw Pact Military Doctrines in the 1970s and the 1980s: 

Findings in the East Gerrman Archives“, Comparative Strategy 12:43, 1993. 

Heuser, Beatrice, NATO, Britain, France and the FRG. Nuclear Strategies and Forces 

for Europe, 1949-2000, London, 1997. 

Higham, Robin, John T. Greenwood and Von Hardesty (eds.), Russian 

Aviation and Air Power in the Twentieth Century, London, 1998. 

Hillingsø, Kjeld, Trusselsbilledet – en koldkriger taler ud, København, Gyldendal, 

2004. 

History of the National Security Council 1947-1997, Office of the Historian, 

Bureau of Public Affairs, United States Department of State, Washington, 

DC, 1997. 

Hitchcock, William I., The Struggle for Europe. The Turbulent History of a Divided 

Continent 1945-2002, New York, 2002. 

Hjortdal, Helge, Tre Røde Konger – set fra sidelinjen, København, 1999. 

Hoekstra, Frits, In dienst van de BVD, Amsterdam, 2004. 

Hoffmann, Theodor, Kommando Ostsee. Vom Matrosen zum Admiral, Hamburg, 

Mittler, 1995. 

Hoff-Wilson, Joan, „’Nixongerism’ NATO, and Détente“, Diplomatic History, 

vol. 13 (4), 1989. 

Hogan, Joseph (ed.), The Reagan Years. The record in Presidential leadership, 

Manchester, Manchester University Press, 1990. 

Hogan, Michael J. (ed.), The End of the Cold War. Its Meaning and Implications, 

Cambridge, 1992. 

Hogan, Michael J., A Cross of Iron. Harry S. Truman and the Origins of the 

National Security State 1946-1954, Cambridge, 1998. 

Holbraad, Carsten, Danish Neutrality. A Study of a Small State, Oxford, 

Clarendon, 1991. 

Holk, Iben og Ulrik Høy (red.), Modstand og Frihed. En antologi til freds- og forsvarsdebatten 

i Danmark, København, Centrum, 1983. 

Hollander, Paul, Political Will and Personal Belief. The Decline and Fall of Soviet 

Communism, New Haven and London, 1999. 

Holloway, David, „War, Militarism, and the Soviet State“, Alternatives, Vol. VI 

(1), 1980. 

Holloway, David, Stalin & the Bomb. The Soviet Union and Atomic Energy, New 

Haven, 1994. 

Holm, Adam og Peter Scharff Smith (red.), Idealisme eller fanatisme. Opgøret om 

venstrefløjen under den kolde krig, København, Forum, 2003. 

Holm, Hans Henrik, „Danmarks stjernekrig: Den indenrigspolitiske kamp og 

udenrigspolitikken“ i Nikolaj Petersen og Christian Thune (red.), Dansk 

206 DEL VI · BILAG

Udenrigspolitisk Årbog 1985, København, Dansk Udenrigspolitisk Institut, 

1985. 

Holm, Hans-Henrik & Nikolaj Petersen (red.), Slaget om missilerne. Dobbeltbeslutningen 

og sikkerheden i Europa, København, SNU, 1983. 

Holm, Jakob og Ole Knudsen (red.), Danmark i 1980’erne, København, Forum, 

2003. 

Holst, Johan Jørgen, „Norwegian Defence Policies for the 1990’s: A 

Conceptual Framework“ i Nikolaj Petersen og Christian Thune (red.), 

Dansk Udenrigspolitisk Årbog 1988, København, 1989. 

Holst, Johan Jørgen, Norsk Sikkerhetspolitikk. I strategisk perspektiv bd. I: Analyse, 

Oslo, 1967. 

Holsti, Kalevi J., The State, War, and the State of War, Cambridge, Cambridge 


Holtermann, Henrik og Peter Michael Nielsen, CSCE, Danmark og det nye 

Europa, i Nikolaj Petersen og Christian Thune (eds.), Dansk Udenrigspolitisk 

Årbog 1990, København, Dansk Udenrigspolitisk Institut, Jurist- og Økonomforbundets 

Forlag, 1991. 

Holtsmark, Sven (red.), Norge og Sovjetunionen 1917-1955. En utenrikspolitisk dokumentasjon, 

Oslo, 1995. 

Holtsmark, Sven G., „Udenlandsk finansiering af de nordiske kommunistpartier“, 

1917-1990, i Morten Thing (red.), Guldet fra Moskva. Finansieringen af 

de nordiske kommunistpartier 1917-1991, København, 2001. 

Holtsmark, Sven, Avmaktens diplomati. DDR i Norge 1959-1973, Oslo, 1999. 

Horelick, Arnold L. (ed.), U.S.-Soviet Relations. The Next Phase, Ithaca, Cornell 


Horstmeier, Carel, „Stop de Neutronenbom! The last mass-action of the CPN 

and the Moscow-Berlin-Amsterdam triangle“ i Ilja Nieuwland, Emmaniel 

Waegemans (red.), Around Peter the Great. Three Centuries of Russian-Dutch 

Relations, Groeningen, 1997. 

Horstmeier, Carel, „Særlige forbindelser? Danmark og DDR 1949-1973“ i 

Andreas Linderoth, Thomas Wegener Friis (red.), DDR og Norden, 2005. 

Horstmeier, Carel, Mit eine Anerkennung ist vorläufig nicht zu rechnen. Die 

Anerkennungspolitik der DDR und die Beziehungen zu den Niederlanden, Belgien 

und Dänemark 1949-1973. Dissertation, Universiteit Groningen, 2005. 

Hosking, Geoffrey A., Jonathan Aves og Peter J. S. Duncan, The Road to Post- 

Communism. Independent Political Movements in the Soviet Union, 1985-1991, 

London, 1992. 

Humanitær Folkeret. Tekstsamling om humanitær folkeret under væbnede konflikter, 

Regeringens Røde Kors-udvalg, København, 1985. 

Humanitær intervention. Retlige og politiske aspekter, København, Dansk Udenrigspolitisk 

Institut, 1999. 

Hurd, Douglas, The Search for Peace, Little, Brown and Company, London, 

1997. 

LITTERATUR 207

Hvis krigen kommer, København, Statsministeriet, 1962. 

Hvordan fjernes truslen fra Europa? Den sovjetiske komité for europæisk sikkerhed 

og samarbejde og Videnskabsrådet for freds- og nedrustningsforskning, 


Hvorfra trues freden?, Særnummer af „Fakta om Sovjetunionen“, Militærforlaget, 

USSR’s forsvarsministerium, København, 1982. 

Hägglund, Gustav, „Strategisk Utveckling i Norden“ i Flådestrategier og nordisk 

sikkerhedspolitik, bd. 2., København, 1986. 

Hækkerup, Per, Danmarks Udenrigspolitik, København, AOF, 1965. 

Hänisch, Werner, o.a., Geschichte der Aussenpolitik der DDR, Berlin, 1984. 

Hæstrup, Jørgen, ... til landets bedste: hovedtræk af departementschefstyrets virke 

1943-45, bd. I-II, København, Gyldendal, 1966-1971. 

Hæstrup, Jørgen, Hemmelig Alliance, bd. II, København, Trajan, 1968. 

Højholt, Per, Mellem krig og fred, (særtryk), Århus, 1983. 

Haagerup, Niels Jørgen, „Det danske sikkerhedspolitiske miljø“ i Erling Bjøl 

m.fl. (red.), Danmark mellem Supermagterne. De kommende års sikkerhedspolitiske 

miljø, København, 1976. 

Haagerup, Niels Jørgen, De Forenede Nationer og Danmarks sikkerhed. Træk af 

den danske udenrigs- og forsvarsdebat siden 1945, Aarhus, Universitetsforlaget, 

1956. 

Iklé, Fred C., The Modern Context, in: Carnes Lord and Frank B. Barnette, 

Political Warfare and Psychological Operations: Rethinking the US Approach, 

Washington DC, National Defense University Press, 1989. 

IMEMO / O.N. Bykov (red.), Mesjdunarodnyj Jesjegodnik 1980. Politika i ekonomika, 

Moskva, 1980. 

INF Traktaten, København, SNU, 1988. 

Ingimundarsson, Valur, „Between Solidarity and Neutrality: The Nordic 

Countries and the Cold War 1945-1991“, CWIHP Bulletin 11. Tilgængelig på 

http://cwihp.si.edu. 

Jablonsky, Walter, „II. Die NVA in den vereinten Streitkräften des Warschauer 

Paktes“ i Klaus Naumann (Hrsg.), NVA. Anspruch und Wirklichkeit, Hamburg, 

Mittler, 1993. 

Jacobsen, Kurt, Aksel Larsen – en politisk biografi, København, Vindrose, 1993. 

Jagland, Thorbjørn og Sverre Bergh Johansen (red.), Før Det Blir For Sent. 

Atomkrig eller nedrustning, Oslo, 1982. 

Jagland, Tjorbjørn m.fl. (red.), Atomvåpen og Usikkerhetspolitikk, Oslo, 1980. 

Jahn, Egbert (ed.), Soviet Foreign Policy: Its Social and Economic Conditions, 

London, 1978. 

Jakobsen, Frode, Jeg vil være en fugl før jeg dør, København, Gyldendal, 1979. 

Jakobson, Max, Veteen Piirretty Viiva: Havaintoja ja Merkintöjä Vuosilta, 1980. 

Jegorova, N.I., „Jevropejskaja besopasnost i „ugrosa“ NATO v otsenkakh 

Stalinskogo rukovodstva“ [Den europæiske sikkerhed og „truslen“ fra 

NATO i Stalinledelsens vurderinger] i I.V.Gajduk m.fl. (red.), Stalinskoje 

208 DEL VI · BILAG

desjatiletije kholodnoj vojny. Fakty i gipotesy (Det stalinske årti af den kolde krig. 

Fakta og hypoteser), 1999. 

Jensen, Alfred (red.) „Landsforeningen Danmark-Sovjetunionen“, Dansk- 

Russisk Samvirke i 75 år, København, 1999. 

Jensen, Alfred, Landsforeningen Danmark-Sovjetunionen 60 år, København, 1984. 

Jensen, Bent, „Danmark-Sovjet: Sikkerhedspolitiske problemer“ i Svend Aage 

Christensen og Henning Gottlieb (red.), Danmark og Rusland i 500 år, 


Jensen, Bent, „Magten og æren. DKP´s forestillinger om en folkedemokratisk 

magtovertagelse efter 1945“ i Henrik Dethlefsen og Henrik Lundbak 

(red.), Fra mellemkrigstid til efterkrigstid. Festskrift til Hans Kirchhoff og Henrik S. 

Nissen på 65-årsdagen oktober 1998, København, Museum Tusculanums Forlag, 

1998. 

Jensen, Bent, Bjørnen og Haren. Sovjetunionen og Danmark 1945-1965, Odense, 

Odense Universitetsforlag, 1999. 

Jensen, Bent, Den lange befrielse. Bornholm besat og befriet 1945-1946, Odense, 

Odense Universietsforlag, 1996. 

Jensen, Bent, Den ny Ruslandshistorie, Skive, Centrum, 1992. 

Jensen, Bent, Gulag og Glemsel. Ruslands tragedie og Vestens hukommelsestab i det 

20. århundrede, København, Gyldendal, 2002. 

Jensen, Bent, Tryk og Tilpasning. Sovjetunionen og Danmark siden 2. verdenskrig, 


Jensen, Frede P., „Danmark i russisk sikkerhedspolitik omkring 1900“ i Svend 

Aage Christensen og Henning Gottlieb (red.), Danmark og Rusland i 500 år, 


Jensen, Frede P., WEU. Den vesteuropæiske union, København, SNU, 1994. 

Jensen, Jørgen Albæk, Parlamentarismens statsretlige betydning. Det parlamentariske 

princips betydning for forholdet mellem Folketing og regering, København, 

1997. 

Jensen, Leon Dalgas, „NATO og danske økonomisk-politiske interesser 1949- 

1956“ i Due-Nielsen m.fl. (red.), Danmark, Norden og NATO 1948-1962, 

København, DJØF’s forlag, 1991. 

Jensen, Steven L. B. og Thomas Ekman Jørgensen, „Opbrud i 1960erne“, Den 

jyske historiker. Tema: Opbrud i 1960erne, 2003. 

Jensen, Steven L. B. og Thomas Ekman Jørgensen, Studenteroprøret i Danmark 

1968. Forudsætninger og konsekvenser, Københavns Universitet, upubliceret 

prisafhandling, 1999. 

Jervis, Robert „Was the Cold War a Security Dilemma?“, Journal of Cold War 

Studies, Vol. 3(1), 2001. 

Jervis, Robert, „Cooperation under the Security Dilemma“, World Politics, Vol. 

XXX (2), 1978. 

Jervis, Robert, „The End of the Cold War on the Cold War?“, Diplomatic 

History, Vol. 17 (4), 1993. 

LITTERATUR 209

Jervis, Robert, Perception and Misperception in International Politics, Princeton 

(N.J.), 1976. 

Jian, Chen, Mao’s China and the Cold War, Chapel Hill, 2001. 

Jones, Christopher, „Soviet Military Doctrine and Warsaw Pact Exercises“ i 

Derek Leebaert (ed.), Soviet Military Thinking, London, 1981. 

Jonter, Thomas, Rikets Ögon och Öron, Uppsala, 1999. 

Jorden som atomvåbenfri zone. USSR’s virke for nedrustning 15. januar 1986 – 28. februar 

1987. Presseafdelingen ved USSR’s ambassade i Danmark, København, 

1987. 

Josefsson, Dan, 20 år av krig: En svensk skandal att skratta och gråta åt, 

(www.etc.se/arkivet/textarkiv/Dans_artiklar/dj_990701_ubatsskandal.html). 

Jul Nielsen, Niels, Mellem storpolitik og værkstedsgulv. Den danske arbejder – før, 

under og efter Den kolde krig, København, Museum Tusculanums Forlag, 2004. 

Jurjev, K., Fredens vej – fornuftens vej, International panorama M 76, 

Pressebureauets Novosti’s forlag, Moskva, 1976. 

Jæger, Niels, Det Historiske Svigt. Socialdemokratiet og venstrefløjen i den kolde krig, 


Jølstad, Anders, Det tyske problem. Norsk sikkerhetspolitisk Samarbeid med Vest- 

Tyskland 1955-1965, Forsvarsstudier 5/1995. 

Jørgensen, Andreas, Ejvind Larsen og Preben Wilhjelm (red.), Venstresocialisme 

– analyse og debat, København, Røde Hane, 1968. 

Jørgensen, Anker, Brændingen. Fra mine dagbøger 1978-1982, Bind 3, København, 

Fremad, 1990. 

Jørgensen, Eigil, „Udenrigstjenesten og sikkerhedspolitikken“ i Nye grænser. 

Den danske udenrigstjeneste 1970-95, København, Udenrigsministeriet, 1995. 

Jørgensen, Klaus, Atomvåbnenes rolle i dansk politik – Med særlig henblik på 

Kampagnen mod Atomvåben, Odense, Odense Universitetsforlag, 1973. 

Jørgensen, Thomas Ekman, „Hinsides kommunismen – det nye venstre i dets 

udløbere“, Arbejderhistorie (4), 2004. 

Jørgensen, Thomas Ekman, „Vejen væk fra Moskva. SF’s vej fra kommunisme 

til et nyt venstre“, Den Jyske Historiker, juli 2003. 

Kaldor, Mary, The Imaginary War. Understanding the East-West Conflict, Oxford, 1990. 

Kalugin, Oleg med Fen Montaigne, Spymaster, Smith Gryphon, 1994. 

Kampmann, Viggo, Seks socialdemokratiske statsministre – skildret af den syvende, 


Kapitanets, I. M., Na slusbje Okeanskomu Flotu 1946-1992. Sapiski komandujusjtjego 

dvumja flotami [På tjeneste for Oceanflåden. Optegnelser af chefen for to 

flåder], Moskva, 2000. 

Kaplan, Lawrence S., The Long Entanglement. NATO’s First Fifty Years, Westport, 

CT, 1999. 

Kaplan, Lawrence S., The United States and NATO, Lexington, KY, 1984. 

Kaplan, Stephen S. o.a., Diplomacy of Power. Soviet Armed Forces as a Political 

Instrument, Washinton, DC, 1981. 

210 DEL VI · BILAG

Karlsen, Aksel-Vladimir, „Danija: Etapy borby miroljubivykh sil (Konets 70-kh 

– seredina 80-kh godov)“ [Danmark: Faser i de fredselskende kræfters 

kamp (Fra slutningen af 70erne til midten af 80erne)], Novaja i Novejsjaja 

Istorija, nr. 1, 1988. 

Karlsen, Aksel-Vladimir, „V atlantitjeskikh putjakh“ [På de atlantiske veje] 

Anmeldelse af Sven Dahlin og Bjarne Jensen (red.), Udenrigs- og sikkerhedspolitik 

i Norden, SOC, 1981, Mesjdunarodnaja Sjisn, nr. 12, 1982. 

Karup Pedersen, Ole, „Socialistisk Internationale, Socialdemokratiet og 

dansk udenrigspolitik“, Økonomi & Politik, 57. årg. (4), 1983. 

Karvonen, Lauri, Demokratisering, Lund, Studentlitteratur, 1997. 

Kasper, Gerhard, Bernhard Köchner, Die Liga für Völkerfreundschaft 1961-1990, 

2000. 

Katjanov, Vladlen, Socialisme betyder fred, Pressebureauet Novosti’s forlag, 

Moskva 1975. 

Kauffeldt, Carl, Nye tider – nye mål 1945-1966. Det konservative Folkepartis historie 

i et halvt århundrede, bd. IV, København, Nyt Nordisk Forlag, 1966. 

Kelstrup, Morten, „Sikkerhedsbegrebet og dansk sikkerhedspolitik“ i Heurlin 

og Thune (red.), Danmark og det internationale system. Festskrift til Ole Karup 

Pedersen, København, 1989. 

Kelstrup, Morten, Fælles sikkerhed. Det tyske socialdemokratis opfattelse af sikkerhedspartnerskab, 


Kessler, Ronald, Moscow Station – How the KGB penetrated the american Embassy, 


Khrushchev, Sergei N., Nikita Khrushchev and the Creation of a Superpower, 

University Park, PA, 2000. 

Kirchhoff, Hans, „Vor eksistenskamp er identisk med nationens kamp – Om 

Socialdemokratiets overlevelsesstrategi under besættelsen. Forsøg på en 

syntese“, Årbog for arbejderbevægelsens historie, København, SFAH, 1994. 

Kirchhoff, Hans, John T. Lauridsen, Aage Trommer (red.), Gads Leksikon om 

Dansk Besættelsestid 1940-45, København, Gad, 2002. 

Kirchhoff, Hans, Samarbejde og modstand under besættelsen. En politisk historie, 

Odense, Syddansk Universitetsforlag, 2001. 

Kirkpatrick, Jeane J., The Withering Away of the Totalitarian State … and other 

Surprises, Washington, DC, 1990. 

Kissinger, Henry A., A World Restored. Metternich, Castlereagh and the Problem of 

Peace, 1812-1822, Boston, Houghton Mifflin, 1957. 

Kjeldgaard, Henning, I skyggen af den kolde krig. Internationalt ungdomsarbejde 

1957-1966 og tiden derefter, Gedved, Eigil Holm, 2002. 

Kjeldsen, Michael, „’Folkets vilje – landets lov’? Om DKP’s overgangsprogram 

og demokratiet“ i Henrik Lundbak og Henrik Dethlefsen (red.), Fra mellemkrigstid 

til efterkrigstid. Festskrift til Hans Kirchhoff og Henrik S. Nissen på 65-årsdagen 

oktober 1998, København, Museum Tusculanums Forlag, 1998. 

Knabe, Hubertus, „MfS und die Friedensbewegung“ i Jürgen Maruhn & 

LITTERATUR 211

Manfred Wilke, Die verführte Friedensbewegung. Der Einfluss des Ostens auf die 

Nachrüstungsdebatte, 2002. 

Knabe, Hubertus, Die unterwanderte Republik. Stasi im Westen, Hamburg, 

Propyläen Verlag, 1999. 

Knabe, Hubertus, West-Arbeit des MfS – Das Zusammenspiel von „Aufklärung“ und 

„Abwehr“, Berlin, Ch. Links, 1999. 

Knorr, K., „Threat perception“ i K. Knorr (red.), Historical Dimensions of 

National Security Problems, Lawrence, 1976. 

Knudsen, Knud, Hanne Caspersen og Vagn Oluf Nielsen, Kampen for en bedre 

tilværelse. Arbejdernes historie i Danmark fra 1800-tallet til 1990, København, 

SFAH, 1991. 

Knudsen, Tim, Da demokrati blev til folkestyre. Dansk demokratihistorie, bd. 1, 

København, Akademisk Forlag 2001. 

Koch, Stephen, „Lying for the truth: Münzenberg, the Comintern“, artikel af 

12. november 1993 på websiden www.newcriterion.com/archive. 

Koch, Stephen, The End of Innocence, London, 1994. 

Kohl, Helmut, Erinnerungen1930-1982, München, Droemer Knaur, 2004. 

Kohn, Richard H. og Joseph P. Harahan (eds.), „U.S. Strategic Air Power, 

1948-1962. Excerpts from an Interview with Generals Curtis E. LeMay, Leon 

W. Johnson, David A. Burchinal, and Jack J. Catton“, International Security, 

vol. 12 (4), Spring 1988. 

Kokoshin, Andrei A., Soviet Strategic Thought, 1917-91, Cambridge, Mass., 1998. 

Kolko, Joyce and Gabriel, The Limits of Power. The World and United States Foreign 

Policy, 1945-1954, New York, London, 1972. 

Kolkowicz, R. og Ellen Propper Mickiewicz (eds.), The Soviet Calculus of Nuclear 

War, Lexington, Mass., 1986. 

Kolstrup, Søren, „Model Danmark bestod – med liberalistiske skrammer“ i 

Jakob Holm og Ole Knudsen (red.), Danmark i 1980’erne, København, 

Forum, 2003. 

Komarov, A.A., „Politika SSSR po otnosjeniju k skandinavskim stranam v 

khrusjtjovskij period“ [USSR’s politik over for de skandinaviske lande i 

Khrusjtjovperioden], i N.I. Jegorova, A.O. Tjurbarjan (red.), Kholodnaja 

vojna i politika rasrjadki. Diskussionnyje problemy [Den kolde krig og afspændingspolitikken. 

Omdiskuterede problemer] I, 2003. 

Komarov, A.A., „SSSR i Skandinavskij oboronitelnyj sojus 1948-1949“ [USSR 

og det skandinaviske forsvarsforbund 1948-1949], i O.V. Tjernysjov (red.), 

Severnaja Evropa. Problemy istorii. Vypusk 4 [Nordeuropa. Historiske problemer. 

4. bind], 2003. 

Konferencen om Sikkerhed og Samarbejde i Europa. Slutakt, København, Udenrigsministeriet, 

1975. 

Kotek, Joel, La jeune garde. La jeunesse entre KGB et CIA 1917-1989, Paris, 1998. 

Kraft, Ole Bjørn, Danmark skifter kurs. En konservativ politikers erindringer 1947- 

1950, København, Gyldendal, 1975. 

212 DEL VI · BILAG

Kraft, Ole Bjørn, Frem mod nye tider. En konservativ politikers erindringer 1945- 

1947, København, Gyldendal, 1974. 

Krag, J.O. og K. B. Andersen, Kamp og fornyelse. Socialdemokratiets indsats i dansk 

politik 1955-71, København, Fremad, 1978. 

Krag, Jens Otto, „H.C. Hansens og Viggo Kampmanns regeringsår 1955-62“ i 

Jens Otto Krag og K.B. Andersen, Kamp og fornyelse. Socialdemokratiets indsats 

i dansk politik 1955-71, København, Fremad, 1971. 

Kragh, Erik, Kommentarer til et halvt århundredes forsvarspolitik, København, 

1974. 

Kramer Mark, „The Early Post-Stalin Struggle and Upheavals in East-Central 

Europe: Internal-External Linkage in Soviet Policy Making“, Part 1-3, 

Journal of Cold War Studies, Vol. 1(1), 1999, Vol. 1(2), 1999, Vol. 1(3), 1999. 

Kramer, Mark, „Beyond the Brezhnev Doctrine: A New Era in Soviet-East 

European Relations“, International Security, Vol. 14 (3), 1989/90. 

Krasner, Michael A. & Nikolaj Petersen, Peace and Politics: The Danish Peace 

Movement and Its Impact, Journal of Peace Research, vol. 23, no. 2, 1986. 

Krause, Keith og Michael C. Williams „Broadening the Agenda of Security 

Studies: Politics and Methods,“ Mershon International Studies Review, Vol. 40, 

(2), 1996. 

Krieger, Wolfgang (red.), Geheimdienste in der Weltgeschichte – Spionage und verdeckte 

Aktionen von der Antike bis zur Gegenwart, München, 2003. 

Krieger, Wolfgang, „Germany“ i David Reynolds (ed.), The Origins of the Cold 

War in Europe: International perspectives, New Haven, Yale University Press, 

1994. 

Kristensen, Hans Møller, „Neither confront nor deny“, Bulletin of the Atomic 

Scientists, March 1992. 

Kristiansen, Michael og Thomas Larsen, Niels Helveg Petersen. Manden og magten, 

København, Børsen, 1996. 

Krolikowski, Herbert, „Die Aussenpolitik der Deutschen Demokratischen 

Republik und ihre Beziehungen zu den nordeuropäischen Staaten“, 

Nordeuropastudien, Nr. 1. 1966. 

Kruglova, Zinaida, Friendship Among Nations as a Road to Peace, Moskva, 1983. 

Krugman, Paul R. and Maurice Obstfeld, International Economics: Theory and 

Policy, (6 th edition), Reading Mass., Addison-Wesley, 2003. 

Krymov, P., „Sovetskij Sojus i severnyje strany“ [Sovjetunionen og de nordiske 

lande], Mesjdunarodnaja Sjisn [Internationale relationer] nr. 8, 1979. 

Kubálkova, V. & A. Cruichank, Marxism-Leninism and Theory of International 

Relations, London, 1980. 

Kusnetsov, Vladlen, Sovjetunionen foreslår. Den internationale situation og sovjetiske 

fredsinitiativer, Forlaget Tiden, København, 1983 [APN’s forlag 1982] 

Kaarsted, Tage, Dansk politik i 1960’erne. Taktik og strategi, København, Gyldendal, 

1969. 

Kaarsted, Tage, De danske ministerier 1929-1953, København, 1977. 

LITTERATUR 213

Kaarsted, Tage, De danske ministerier 1953-1972, København, 1992. 

Kaarsted, Tage, Regeringskrisen 1957. En studie i regeringsdannelsens proces, 

Aarhus, Institut for Presseforskning og Samtidshistorie, 1964. 

Labedz, Leopold (og Francois Duchéne) i G.R. Urban (ed.), Détente, London, 

Tempel Smith, 1976. 

LaFeber, Walter, America, Russia and the Cold War 1945-1990, New York, 

McGraw-Hill, 1991. 

Lairson, Thomas D., „Revising Postrevisionism: Credibility and Hegemony in 

the Early Cold War“ i Allen Hunter (ed.), Rethinking the Cold War, 

Philadelphia, PA, 1998. 

Lammers, Karl Christian, „Da DBU var på nippet til at anerkende DDR“. 

Klaus Petersen, Niels Arne Sørensen, Den kolde krig på hjemmefronten, 


Lammers, Karl Christian, „Danmarks forhold til DDR 1950 til 1973. DDR i 

dansk Tysklandspolitik“ i Andreas Linderoth, Thomas Wegener Friis (red.), 

DDR og Norden, 2005. 

Lammers, Karl Christian, „Denmark’s Relations with Germany since 1945“ i 

Hans Branner og Morten Kelstrup (eds.), Denmark’s policy toward Europe 

after 1945, Odense, University Press of Southern Denmark, 2000. 

Lammers, Karl Christian, „Nachbarschaft und Nichtanerkennung. Probleme 

der Beziehungen zwischen Dänemark und der DDR (1949-1973)“ i Ulrich 

Pfeil (red.), Die DDR und der Westen. Transnationale Beziehungen 1949-1989“, 

Berlin, 2001. 

Lammers, Karl Christian, Hvad skal vi gøre ved Tyskerne bagefter? Det dansk-tyske 

forhold efter 1945, København, 2005. 

Langballe, Jesper, „Skal mennesket overleve for enhver pris?“, Iben Holk og 

Ulrik Høy (red.), Modstand og Frihed, København, Centrum, 1983. 

Lang-Jensen, Sebastian, Den danske venstrefløjs modstand mod EF 1957-1972, Århus, 

Jean Monnet Centret, Aarhus Universitet, 2003. 

Laqueur, Walter, The Dream That Failed. Reflections on the Soviet Union, New York, 

1994. 

Larsen, Henrik, „Danish Foreign Policy in an EU Context: An Analytical 

Framework“, Arbejdspapir 2003/11, København, Institut for Statskundskab, 

2003. 

Larsen, Knud, Forsvar og Folkeforbund. En studie i Venstres og Det konservative 

Folkepartis forsvarspolitiske meningsdannelse 1918-1922, Århus, Universitetsforlaget 

i Aarhus, 1976. 

Larsen, Margit Bech, Erhard Jacobsen og Aktive Lyttere og Seere – analyse af koldkrig 

og kulturkamp i Danmark 1972-1986, Københavns universitet, upubliceret 

universitetsopgave, 2004. 

Larsen, Thomas, Lykketoft, København, Børsen, 2003. 

Lashmar, Paul, Spy Flights of the Cold War, Annapolis, MD, Naval Institute Press, 

1996. 

214 DEL VI · BILAG

Laursen, Johnny, „Indenrigspolitikkens fortsættelse med andre midler? 

Samspillet mellem indenrigspolitik og udenrigsøkonomi i nyere dansk 

historie“, Den jyske historiker, nr. 73 (1996). 

Lebow, Richard Ned and Janice Gross Stein, We all Lost the Cold War, 

Princeton, N.J., 1994. 

Lebow, Richard Ned og Thomas Risse-Kappen (eds.), International Relations 

Theory and the End of the Cold War, New York, 1995. 

Leebaert, Derek, The Fifty-Year Wound. The True Price of America’s Cold War 

Victory, Boston, Little, Brown and Company, 2002. 

Leffler, Melvyn P., „Bringing it Together: The Parts and the Whole“, Odd 

Arne Westad (ed.), Reviewing the Cold War. Approaches, Interpretations, Theory, 

London, Frank Cass, 2000. 

Leffler, Melvyn P., A Preponderance of Power. National Security, The Truman 

Administration and the Cold War, Stanford, Stanford University Press, 1992. 

Leffler. Melvyn P., „Inside Enemy Archives. The Cold War Reopened“ i Lori 

Lyn Bogle (ed.), The Cold War. Vol 1: Origins of the Cold War. The Great 

Historical Debate, New York, 2001. 

Lévesque, Jacques, The Enigma of 1989. The USSR and the Liberation of Eastern 

Europe, Berkeley, 1997. 

Lidegaard, Bo, „Danmarks overlevelsesstrategi i den kolde krigs første år“, 

Arbejderhistorie, nr. 4, 1999. 

Lidegaard, Bo, Den højeste pris. Povl Bang Jensen og FN 1955-59, København, 

Samleren, 1998. 

Lidegaard, Bo, I Kongens navn. Henrik Kauffmann i dansk diplomati 1919-1958, 

København, Samleren, 1996. 

Lidegaard, Bo, Jens Otto Krag 1914-1961, København, Gyldendal, 2001. 

Lidegaard, Bo, Jens Otto Krag 1962-1978, København, Gyldendal, 2002. 

Lidegaard, Bo, Overleveren 1914-1945. (Dansk udenrigspolitiks historie, 4), 

København, Danmarks Nationalleksikon, 2004. 

Lider, Julian, „The Correlation of World Forces: The Soviet Concept“, Journal 

of Peace Research, Vol. XVII (2), 1980. 

Lindahl, Ingemar, The Soviet Union and the Nordic Nuclear-Weapons-Free-Zone 

Proposal, Basingstoke, 1988. 

Linderoth, Andreas, Kampen för erkännande. DDR:s utrikespolitik gentemot Sverige 

1949-1972, Lund, 2002. 

Locher, Anna (ed.), Records of the Committee of the Ministers of Foreign Affairs, 

http://www.isn.ethz.ch/php/collections/coll_3_CMFA.htm. 

Locher, Anna and Christian Nuenlist (eds.), The Secret GDR Journal 

„Militärwesen“, 1964-89, http://www.isn.ethz.ch/php/collections/coll_ 

15.htm. 

Locher, Anna og Christian Nünlist, No Easy Road to Détente: Conflicting NATO 

Perspectives in View of Détente 1963-66, upubliceret paper til PHP koldkrigskonference 

i Dobbiaggo, august 2002. 

LITTERATUR 215

Lohman, Sonja, „Dynamics of Internationale Cascade: The Monday 

Demonstrations in Leipzig, East Germany, 1989-91“, World Politics, Vol. 47 

(1), 1994. 

Lomholt-Thomsen, Johs., „Forsvaret“ i Gustav Auring og Johs. Lomholt- 

Thomsen (red.), Problemer i dansk politik 1901-1946 (Vi og vor fortid nr. 14- 

15), København, Schultz, 1948. 

Loth, Wilfried, Helsinki, 1. August 1975. Entspannung und Abrüstung, München, 

Deutscher Taschenbuch Verlag, 1998. 

Loth, Wilfried, Overcoming the Cold War. A History of Détente, Basingstoke, 2002. 

Lunák, Petr, „Khrushchev and the Berlin Crisis: Soviet Brinkmanship Seen 

from Inside“, Cold War History, Vol. 3 (2), London, 2003. 

Lund, Joachim,“Mellem fædreland og flæskepriser. Partiet Venstre under besættelsen“ 

i Joachim Lund (red.), Partier under pres – demokratiet under besættelsen, 


Lund, Kenneth, „Papirkrigerne: Pressens Vietnamkrig 1964-1973“ i Klaus 

Petersen og Nils Arne Sørensen (red.), Den kolde krig på hjemmefronten, 


Lundbak, Henrik og Henrik Dethlefsen (red.), Fra mellemkrigstid til efterkrigstid. 

Festskrift til Hans Kirchhoff og Henrik S. Nissen i anledning af 65-årsdagen oktober 

1998, København, Museum Tusculanums Forlag, 1998. 

Lundbak, Henrik, „Foragtet af de store. Retsforbundet og det nationale samarbejde“ 

i Joachim Lund (red.), Partier under pres – demokratiet under besættelsen, 


Lundbak, Henrik, Staten Stærk – Folket Frit. Dansk Samling mellem fascisme og modstandskamp 

1936-47, København, Museum Tusculanums Forlag, 2001. 

Lundestad, Geir, „The European Role at the Beginning and Particularly the 

End of the Cold War“ i Olav Njølstad (ed.), The Last Decade of the Cold War. 

From Conflict Escalation to Conflict Transformation, London and New York, 

Frank Cass, 2004. 

Lundestad, Geir, „’Imperial Overstretch’, Mikhail Gorbachev, and the End of 

the Cold War“, Cold War History, Vol. 1 (1), London, 2000. 

Lundestad, Geir, „Empire by Invitation? The United States and Western 

Europe, 1945-1952“, Journal of Peace Research, Vol. 23 (3), 1986. 

Lundestad, Geir, „How (Not) to Study the Origins of the Cold War“ i Odd 

Arne Westad (ed.), Reviewing the Cold War. Approaches, Interpretations, Theory, 

London, 2000. 

Lundestad, Geir, America, Scandinavia, and the Cold War 1945-1949, Bergen, 1980. 

Lundestad, Geir, East, West, North, South. Major Developments in International 

Politics since 1945, Oxford, Oxford University Press, 1999. 

Lundestad, Geir, „Forholdet mellom rettferdighet og stabilitet i Øst-Europa“, 

Internasjonal Politikk, Nr. 2, 1990. 

Lundestad, Geir, The American Non-Policy Towards Eastern Europe 1943-47, 

Tromsö, 1975. 

216 DEL VI · BILAG

Lundestad, Geir, Øst, Vest, Nord, Sør. Hovedlinjer i internasjonal politikk etter 1945, 

Oslo, 2000. 

Lundgreen-Nielsen, Kay, anmeldelse af Poul Villaume, Allieret med forbehold. 

Danmark, NATO og den kolde krig. En studie i dansk sikkerhedspolitik 1949-1961, 

i Historie, (2), 1995. 

Luttwak, Edward, The Grand Strategy of the Soviet Union, London, 1983. 

Lykketoft, Mogens (red.), Magtspil og sikkerhed. En analyse af blokpolitikken og 

Danmarks tilpasning, København, AO, 1967. 

Macdonald, Douglas J., „Communist Bloc Expansion in the Early Cold War: 

Challenging Realism, Refuting Revisionism“, International Security, Vol. 20 

(3), 1995/96. 

Mackintosh, J.M., Strategy and Tactics of Soviet Foreign Policy, London, New York, 

1962. 

Macracis, Kristie, „Das Ringen um wissenschaftlich-technischen Höchststand: 

Spionage und Technologietransfer in der DDR“ i Dieter Hoffmann & 

Kristie Macrakis (red.), Naturwissenschaft und Technik in der DDR, Berlin, 

1997. 

Macrakis, Kristie, „Führt effektive Spionage zu Erfolgen in Wissenschaft und 

Technik?“ i Georg Herbstritt & Helmut Müller-Enbergs (red.), Das Gesicht 

dem Westen zu… DDR-Spionage gegen die Bundesrepublik Deutschland, Bremen, 

2003. 

Madrid-mødet 1980-1983. Sikkerhed og samarbejde i Europa, København, SNU, 

1984. 

Madsen, Per Askholm og Jens Otto Madsen, Fra Sandkasse til Kadreparti. VS’s 

dannelse og udvikling 1967-73, København, 1980. 

Mahler, Gerhard, „Die Einheit von operativer Planung, Logistik und 

Infrastruktur“ i Dieter Farwick (Hrsg.), Ein Staat – Eine Armee. Von der NVA 

zur Bundeswehr, Frankfurt am Main, 1992. 

Maier, Charles, Dissolution. The Crisis of Communism and the End of East Germany, 

Princeton, J.J., 1997. 

Malchow, Birgit, Der letzte macht das Licht aus, Berlin, 2001. 

Mandelbaum, Michael, „Ending The Cold War“, Foreign Affairs, Vol. 68 (2), 1989. 

Marantz, Paul, „From Confrontation to Cooperation: Soviet Foreign Policy in 

the Mirror of Ideology“, Sanford R. Lieberman a.o. (eds.), The Soviet Empire 

Reconsidered. Essays in Honor of Adam B. Ulam, Boulder, Col., Westview Press, 

1994. 

Maresca, John J., To Helsinki. The Conference on Security and Cooperation in Europe 

1973-1975, Durham, 1987. 

Mariager, Rasmus, I tillid og varm sympati. Dansk-britiske forbindelser og USA 1945- 

1950-1955, Københavns Universitet, upubliceret ph.d.afhandling, 2003. 

Martin, L.W., Neutralism and Nonalignment, 1962. 

Mastanduno, Michael, Economic Containment. CoCom and the politics of East-West 

trade, Ithaca, 1992. 

LITTERATUR 217

Mastny, Vojtech, „Did East German Spies Prevent a Nuclear War“, Parallel 

History Project on NATO and the Warsaw Pact. Stasi Intelligence on 

NATO. November 2003, www.isn.ethz.ch/php. 

Mastny, Vojtech, Christian Nuenlist, and Anna Locher (Eds.), Records of the 

Political Consultative Committee, http://www.isn.ethz.ch/php/collections/ 

coll_3_PCC.htm. 

Mastny, Vojtech, Helsinki, Human Rights, And European Security. Analysis and 

Documentation, Durham, Durham University Press, 1986. 

Mastny, Vojtech, The Cold War and Soviet Insecurity. The Stalin Years, Oxford, 1996. 

Mastny, Vojtech, Warsaw Pact Generals in Polish Uniforms: Oral History Interviews, 

publiceret på PHP website (http://www.isn.ethz.ch/php/collections/ 

coll_9.htm). 

Matlock, Jack F., Jr., Autopsy on an Empire. The American Ambassador’s Account of 

the Collapse of the Soviet Union, New York, 1995. 

Matthias, Willard C., America’s Strategic Blunders. Intelligence Analysis and 

National Security policy, 1936-1991, University Park, Penn., 2001. 

May, Ernest R.,“Lessons“ of the Past. The Use and Misuse of History in American 

Foreign Policy, New York, 1973. 

May, Ernest, American Cold War Strategy: Interpreting NSC 68, Boston, 1993. 

McCauley, Martin, „Soviet-DDR relations and European détente“ i Kenneth 

Dyson, European détente. Case studies of the politics of East-West Relations, 

London, 1986. 

MccGwire, Michael and John McDonnell (eds.), Soviet Naval Influence. 

Domestic and Foreign Dimensions, New York, 1977. 

MccGwire, Michael, Ken Booth and John McDonnell (eds.), Soviet Naval 

Policy. Objectives and Constraints, 1975. 

MccGwire, Michael, Military Objectives in Soviet Foreign Policy, Washington, DC., 

The Brookings Institution, 1987. 

MccGwire, Michael, Perestroika and Soviet National Security, Washington, DC, 

The Brookings Institution, 1991. 

McMahon, Robert J., The Cold War. A Very Short Introduction, Oxford, New York, 

Oxford University Press, 2003. 

Mellbin, Skjold G., Beograd-mødet 1977-78. Helsingforskonferencens opfølgning, 

København, FOV, 1978. 

Mellbin, Skjold G., Konferencen om Sikkerhed og samarbejde I Europa. Helsingfors- 

Genève-Helsingfors, København, FOV, 1977. 

Mellbin, Skjold G., Stockholmkonferencen. Foranstaltninger til fremme af tillid og sikkerhed 

i Europa, København, SNU, 1987. 

Mercer, Paul, Peace of the Dead, London, 1986. 

Meyer, Stephen M., „The Sources and Prospect of Gorbachev’s New Political 

Thinking on Security“, International Security, Vol. 13 (2), 1988. 

Meyers, Kenneth A., „North Atlantic Security: The Forgotten Flank?“, The 

Washington Papers, vol. 6 (62), 1979. 

218 DEL VI · BILAG

Michaelsen, Per og Mette Herborg, Ugræs: danske Stasi kontakter, København, 

1999. 

Michaelsen, Per, Mette Herborg, Stasi og Danmark. De østtyske arkiver afslører 

agenter og medløbere, Lyngby, 1996. 

Midtgaard, Kristine K.N., Jutlandia-ekspeditionen. Tilblivelse og virke 1950-53, 

København, DUPI, 2001. 

Midtgaard, Kristine K.N., Småstatens offensive magt- og sikkerhedsstrategi. En analyse 

af FN-politikkens status og rolle i dansk sikkerhedspolitik 1949-65, Aarhus 

Universitet, upubliceret ph.d.afhandling, 2003. 

Mikheyev, Dmitry, The Soviet Perspective on the Strategic Defense Initiative, Foreign 

Policy Report, Institute for Foreign policy Analysis, 1987. 

Miko, Francis T., Soviet Policy in Nordic Europe: New Focus on the Forgotten Flank?“, 

CRS Report, February 1, 1985. 

Ministerstvo inostrannykh del SSSR, Sa mir i besopasnost narodov – Dokumenty 

vnesjnej politiki SSSR 1969, Moskva, 1987. 

Mironenko, S.V. (red.), Putevoditel, tom 3, fondy GARFa po istorii SSSR, [Vejviser, 

bind 3, GARF’s fonde over USSR’s historie], 1997. 

Mitchell, R. Judson, Ideology of a Superpower, Stanford, Hoover Institution 

Press, 1982, 

Mitrovich, Gregory, Undermining the Kremlin. America’s Strategy to Subvert the 

Soviet Bloc, 1947-1956, Ithaca and London, Cornell University Press, 2000. 

Mortensen, Lars, „Sikkerhedspolitisk leksikon“ i Henning Gottlieb, Bertel 

Heurlin og Jørgen Teglers (red.), Fred og konflikt, København, SNU, 1991. 

Mouritzen, Hans, „Da Nora gik ud… Et essay om studiet af det ekstreme“ i 

Lars Bille (red.), Fra statskundskabens grænseflader, København, 1990. 

Mouritzen, Hans, „Ydre farer fremmaner Vedels ånd: Dansk udenrigspolitik i 

det 20. århundrede“ i Henrik Dethlefsen og Henrik Lundbak (red.), Fra 

mellemkrigstid til efterkrigstid. Festskrift til Hans Kirchhoff og Henrik S. Nissen på 

65-årsdagen oktober 1998, København, Museum Tusculanums Forlag, 1998. 

Mouritzen, Hans, At forklare international politik, København, Jurist- og 

Økonomforbundet, 1999. 

Mouritzen, Hans, Finlandization, Towards a General Theory of Adaptive Politics, 

Avebury, 1988. 

Mouritzen, Hans, Theory and Reality of International Politics, Aldershot, 1998. 

Mr. X (med Bruce E. Henderson & C.C. Cyr), Double Eagle – the autobiography 

of a Polish spy who defected to the West, 1979, se også under Henderson. 

Murphy, David, Sergei Kondrashev & George Bailey, Battleground Berlin – CIA 

vs. KGB in the Cold War, New Haven, CT, 1997. 

Muschik, Alexander, Die beiden deutschen Staaten und das neutrale Schweden. Eine 

Dreiecksbeziehung im Schatten der offenen Deutschlandfrage 1949 bis 1972, 2004. 

(Dissertation). 

Muth, Ingrid, Die DDR-Aussenpolitik 1979-1972. Inhalte, Strukturen, Mechanismen, 

Berlin, 2000. 

LITTERATUR 219

Myagkov, Aleksei, Inside the KGB – an exposé by an officer of the third directorate, 

London, 1976. 

Müller-Enbergs, Helmut, „Die Erforschung der Westarbeit des MfS – Stand 

und Perspektiven“ i Siegfried Suckut & Jürgen Weber (red.), Stasi-Akten 

zwischen Politik und Zeitgeschichte. Eine Zwischenbilanz, 2003. 

Müller-Enbergs, Helmut, Inoffizielle Mitarbeiter des Ministeriums für Staatssicherheit, 

Bd. 1, Richtlinien und Durchführungsbestimmungen, 1996. 

Müller-Enbergs, Helmut, Inoffzielle Mitarbeiter des Ministeriums für Staatssicherheit. 

Bd. 2, Anleitungen für die Arbeit mit Agenten, Kundschaftern und Spionen in 

der Bundesrepublik Deutschland, 1998. 

Møller Christensen, Søren (red.), Man har et standpunkt… Socialdemokratiet og 

sikkerhedspolitikken i 80’erne, København, Eirene, 1984. 

Møller, Bjørn, Ole Wæver, Knud Damgaard, Norden som atomvåbenfri zone, 

Egtved, 1985. 

Møller, Lars R., Operation Hurricane – Efterretningsvirksomhed før og nu, København, 

2000. 

Mørch, Søren, 24 statsministre. 24 fortællinger om magten i Danmark i det tyvende 

århundrede og en kort forklaring på, hvor den 25. er blevet af, København, 


NATO – en tva høring, Danmarks Radio, 1969. 

Navrátil, Jaromír et al (ed.), The Prague Spring 1968, New York, Central 

European University Press, 1998. 

Navrátil, Jaromír, „’A Sun Suddenly Risen’. A Prelude to the Prague Spring 

of 1968“ i Jaromír Navrátil et al (ed.), The Prague Spring 1968, New York, 

1998. 

Nedrustningsrapport – fra Socialistisk Internationale, SOC, 1981. 

Nehring, Holger, „NATO, nuclear weapons and social protest“ i Andreas 

Wenger, Christian Nuenlist, Anna Locher (red.), NATO in the 1960s: 

Challenges beyond deterrence,(under udgivelse, 2005). 

Nejland, N., „Severnaja Jevropa: Borba sa besjadernuju sonu“ [Nordeuropa: 

Kampen for en atomvåbenfri zone] i Mesjdunarodnaja Sjisn nr. 5, 1983. 

Neumann, Iver B. og Henrikki Heikka, „Grand Strategy, Strategic Culture, 

Practice. The Social Roots of Nordic Defence“, Cooperation and Conflict: 

Journal of the Nordic International Studies Association, Vol. 40 (1), 2005. 

Nevakivi, Jukka, „Kekkonen, the Soviet Union and Scandinavia – Aspects of 

Policy in the Years 1948-1965“, Scandinavian Journal of History, 1997, bd. 22, 

nr. 2. 

Niedhart, Gottfried, „Revisionistische Elemente und die Initiierung friedlichen 

Wandels in der neuen Ostpolitik 1967-1974“, Geschichte und Geschellschaft, 

vol. 28, 2002. 

Niedhart, Gottfried, „Ostpolitik: Phases, Short-Term Objectives, and Grand 

Design“ i David C. Geyer and Bernd Schaefer (eds.), American Détente and 

German Ostpolitik, 1969-72, 2004. 

220 DEL VI · BILAG

Nielsen, Harald, Die DDR und die Kernwaffen. Die nukleare Rolle der Nationalen 

Volksarmee im Warschauer Pakt, Baden-Baden, 1998. 

Nielsen, K.V. m.fl. (red.), Den Danske Brigade/Det Danske Kommando i Tyskland 

1947-1958, Haderslev, Kolding, Projektgruppen til etablering af udstilling 

om Den Danske Brigade/Det Danske Kommando i Tyskland, 1997. 

Nielsen, K.V., „De politiske forudsætninger for Den Danske Brigades udsendelse“ 

i K.V. Nielsen m.fl. (red.), Den Danske Brigade/Det Danske Kommando i 

Tyskland 1947-1958, Haderslev, Kolding, Projektgruppen til etablering af 

udstilling om Den Danske Brigade/Det Danske Kommando i Tyskland 1997. 

Nielsen, Knud Holt, „Da skoleeleverne blev fagligt organiseret“, Arbejderhistorie 

(3), 2000. 

Nielsen, Peter Michael, CSCE – Sikkerhed og Samarbejde i Europa, København, 

SNU, 1990. 

Nigel West & Oleg Tsarev, The Crown Jewels – The British Secrets at the Heart of the 

KGB Archives, London, 1998. 

Nissen, Henrik S., „Udenrigspolitik 1933-1940“ i Niels Finn Christiansen, Karl 

Christian Lammers, Henrik S. Nissen, Tiden 1914-1945 (Danmarks historie 

bd. 7), København, Gyldendal 1988. 

Nissen, Henrik S., Landet blev by 1950-1970 (Politiken og Gyldendals 

Danmarkshistorie bd. 14), København, Politiken og Gyldendal, 2004. 

Njølstad, Olav (ed.), The Last Decade of the Cold War. From Conflict Escalation to 

Conflict Transformation, Portland, OR, 2004. 

Njølstad, Olav, „The Carter Legacy: Entering the Second Era of the Cold War“ 

i Olav Njølstad (ed.), The Last Decade of the Cold War. From Conflict Escalation 

to Conflict Transformation, Portland, OR, 2004. 

Noack, Johan Peter, Det sydslesvigske grænsespørgsmål 1945-1947, Aabenraa, 

Institut for grænseregionsforskning, 1991. 

Nordentoft, Johs. og Søren H. Rasmussen, Kampagnen mod Atomvåben og 

Vietnambevægelsen 1962-1972, Odense, Odense Universitetsforlag, 1991. 

Noreen, Erik, „The Nordic Balance: A Security Policy Concept in Theory and 

Practice“ Cooperation and Conflict, vol. XVIII (1), 1983. 

Norgaard, Ib S., Spionjæger i Danmark. En dansk spionjægers liv og oplevelser i PET, 

Valby, 2003. 

Nuenlist, Christian (ed.), Records of the Committee of the Ministers of Defense, 

http://www.isn.ethz.ch/php/collections/coll_3_CMD.htm. 

Nuenlist, Christian (ed.), Superpower under Pressure: The Secret Speech of Minister 

of Defence Marshal Zhukov in East Berlin, March 1957, Introduction by Svend 

Aage Christensen and Frede P. Jensen, http://www.isn.ethz.ch/php/ 

collections/coll_19.htm. 

Nüchel Thomsen, Birgit (red.), Temaer og brændpunkter i dansk politik efter 1945, 

Odense, Odense Universitetsforlag, 1994. 

Nye grænser. Den danske udenrigstjeneste 1970-95, København, Udenrigsministeriet, 

1995. 

LITTERATUR 221

Nørgaard, Ole, Per Carlsen and Nikolaj Petersen, „Danish Ostpolitik 1967- 

1993: Breakdown of Stability – Unknown Challenges“ i Carsten Due- 

Nielsen & Nikolaj Petersen (eds.), Adaptation & Activism. The Foreign Policy 

of Denmark 1967-1993, Dansk Udenrigspolitisk Institut, DJØF Publishing 

Copenhagen, 1995. 

Nørretranders, Bjarne, Dobbeltbeslutningen, København, Schultz, 1983. 

Nørretranders, Bjarne, Sovjetologiens metodeproblemer, København, Berlingske 

Leksikon Bibliotek, 1978. 

Odermann, Heinz, Wellen mit tausend Klägen. Geschichte rund um den Erdball in 

Sendungen des Auslandsrundfunks der DDR Radio Berlin International, 

Broschiert, 2003. 

Odom, William E., The Collapse of the Soviet Military, New Haven, CT, 1998. 

Olesen, Niels Wium, „Tillidskrisen. Socialdemokratisk politik mellem fortid 

og fremtid 1943-1947“ i Henrik Dethlefsen og Henrik Lundbak (red.), Fra 

mellemkrigstid til efterkrigstid. Festskrift til Hans Kirchhoff og Henrik S. Nissen i 

anledning af 65-årsdagen, København, Museum Tusculanums Forlag, 1998. 

Olesen, Thorsten Borring og Poul Villaume, I Blokopdelingens Tegn, Dansk 

Udenrigspolitiks Historie, 5, København, 2005. 

Olesen, Thorsten Borring, „Brødrefolk, men ikke våbenbrødre – diskussionerne 

om et skandinavisk forsvarsforbund“, Den jyske historiker. Tema: De 

nordiske fællesskaber (69-70), 1994. 

Olesen, Thorsten Borring, „Danmark og den kolde krig 1945-1969, Historie, 

vol. 2, 1995. 

Olesen, Thorsten Borring, „Jagten på et sikkerhedspolitisk ståsted“ i Birgit 

Nüchel Thomsen (red.), Temaer og brændpunkter i dansk politik efter 1945, 

Odense, Odense Universitetsforlag, 1994. 

Olive, Marsha McGraw and Jeffrey D. Porro (eds.), Nuclear Weapons in Europe. 

Modernization and Limitation, Lexington, 1983. 

Olsen, Erling, „En note om fodnoter“, På sporet af europæisk sikkerhed, 

København, Atlantsammenslutningen, 1999. 

Operational Plan for the Dislocations of the First and Second Polish Armies in Case of 

War Operations in 1951 på PHP’s hjemmeside (http://www.isn.ethz. 

ch/php). 

Oredsson, Sverker, „Stormaktsdrömmar och stridsiver. Ett tema i svenskt opinionsbildning 

och politik 1910-1942“, Scandia. Tidskrift för historisk forskning, 

bd. 59, årg. 1993. 

Osgood, Robert Endicott, NATO. The Entangling Alliance, Chicago and London, 

The University of Chicago Press, 1962. 

Oudenaren, John van, Détente in Europe. The Soviet Union and the West since 

1953, Durham and London, Duke University Press, 1991. 

Ouimet, Matthew J., The Rise and Fall of the Brezhnev Doctrine in Soviet Foreign 

Policy, North Carolina, 2003. 

Paget Karen, „From Stockholm to Leiden: The CIA’s Role in the Formation 

222 DEL VI · BILAG

of the International Student Conference“ i The Cultural Cold War in Western 

Europe 1945-1960, London, 2003. 

Panecki, Tadeusz, Franciszek Pucha¢a, Jan Szostak (Eds.), Sztab Generalny 

Wojska Polskiego 1918-2003, Warszawa, 2003. 

Patman, Robert, „Reagan, Gorbachev and the emergence of ’New Political 

Thinking’“, Review of International Studies, Vol. 25 (4), 1999. 

Pechatov, Vladimir O. and C. Earl Edmondson, „The Russian Perspective“ i 

Ralph B. Levering m. fl., Debating The Origins of the Cold War. American and 

Russian Perspectives, Lanham, Md., 2002. 

Pedersen, Asger, „60 år med Sovjetunionen“, Dansk-Russisk Samvirke i 75 år, 


Pedersen, Mogens N., Kjell Goldmann og Øyvind Østerud (red.), Leksikon i 

Statskundskab, København, 1997. 

Pedersen, Ole Karup, Udenrigsminister P. Munchs opfattelse af Danmarks stilling i 

international politik, København, Københavns Universitets Fond til Tilvejebringelse 

af Læremidler, 1970. 

Pedersen, Robert, „Et klart mål og en nøgtern forståelse. Per Hækkerup og 

dansk udenrigspolitik“, Vandkunsten, 9/10, juni, København, 1994. 

Pedersen, Robert, „Fra neutralitet til engagement“, Iben Holk og Ulrik Høy 

(red.), Modstand og Frihed, København, Centrum, 1983. 

Pedersen, Robert, Fra neutralitet til engagement. Socialdemokratiet og forsvaret gennem 

110 år, København, Erichsen, 1982. 

Pedersen, Robert, Gør Din Pligt Kræv Din Ret. Erindringer, Lyngby, 1994. 

Pedersen, Sune, Kampen for fred. Den liberale fredsbevægelse i Danmark 1919-1960, 

Københavns Universitet, upubliceret speciale, 2000. 

Pentagonrapporten som offentliggjort af NEW YORK TIMES, bd. I-III, København, 

Samleren, 1971. 

Penttilä, Risto E.J., Finlands Search for Security through Defence, 1944-89, London, 

1991. 

Peter, Hans/Alvin Ramme, Die innere Funktion imperialistischer Streitkräfte, 

Berlin, 1979. 

Petersen, Arne Herløv, Spionsigtet, Odense, 1983. 

Petersen, Gert, Inden for systemet – og udenfor. Erindringer, København, 

Aschehoug, 1998. 

Petersen, Ib Damgaard, „Frygtens fælde. Vejen til utilsigtet atomkrig“ i 

Morten Kelstrup (red.), Bidrag til studiet af international politik og den ny europæiske 

udvikling, København, 1990. 

Petersen, Jørgen E., „Danmark og Europa“ i Andreas Jørgensen, Ejvind 

Larsen og Preben Wilhjelm (red.), Venstresocialisme – analyse og debat, 

København, Røde Hane, 1968. 

Petersen, Klaus og Nils Arne Sørensen (red.), Den kolde krig på hjemmefronten, 


Petersen, Klaus og Regin Schmidt, „Gemensam nordisk Front. De nordiske 

LITTERATUR 223

socialdemokratiske arbejderbevægelser og deres anti-kommunistiske samarbejde 

under den kolde krig“, Arbetarhistoria (4), 2001. 

Petersen, Klaus, „Debatteatret mellem politik og kultur 1970-1973. Et bidrag 

til arbejderbevægelsens og det politiske teaters historie i Danmark“, 1066. 

Tidsskrift for historie, 2001. 

Petersen, Klaus, Legitimität und Krise. Die politische Geschichte des dänischen 

Wohlfahrtsstaates 1945-1973, Berlin, 1998. 

Petersen, Nikolaj, „Deutschland-Politik aus nordischer Sicht“, Europa-Archiv, 

Folge 9, 1977. 

Petersen, Nikolaj, „Entspannungspolitik in Nordeuropa“, Europa-Archiv, Folge 

21, 1981. 

Petersen, Nikolaj, „Grønland i dansk sikkerhedspolitik“, Dansk Udenrigspolitisk 

Årbog 1987, DUPI, København, 1987. 

Petersen, Nikolaj, „Amerikansk udenrigspolitik under Reagan: Kontinuitet eller 

nybrud?“, Årsberetning 1981. Det sikkerheds- og nedrustningspolitiske Udvalg, 

bd. 1, København, 1982. 

Petersen, Nikolaj, „Danish security Policy“ i J.J. Holst (ed.), Five roads to Nordic 

Security, Oslo, 1973. 

Petersen, Nikolaj, „Danmark under den kolde krig“, Udenrigs 4, 2004. 

Petersen, Nikolaj, „National integrationspolitik og -strategi“ i Birthe Hansen 

& Carsten Jensen (red.), Grundbogen i statskundskab, København, Akademisk 

Forlag, 1998. 

Petersen, Nikolaj, „Optionsproblematikken i dansk sikkerhedspolitik 1948- 

1949“ i Amstrup og Faurby (red.), Studier i dansk udenrigspolitik, Århus, 

1978. 

Petersen, Nikolaj, „Atlantpagten eller Norden? Den danske alliancebeslutning“ 

i Carsten Due-Nielsen (m.fl.), Danmark, Norden og NATO 1948-1962, 

København, Jurist- og Økonomforbundet, 1991. 

Petersen, Nikolaj, „National Strategies in the Integration Dilemma: The 

Promises of Adaptation Theory“ i Hans Branner and Morten Kelstrup 

(eds.), Denmark’s Policy towards Europe after 1945: History, Theory and Options, 

Odense, University Press of Southern Denmark, 2003. 

Petersen, Nikolaj, „Påskekrisen 1948“ i Bertel Heurlin og Christian Thune 

(red.), Danmark og det internationale system. Festskrift til Ole Karup Pedersen, 

Politiske Studier, København, 1989. 

Petersen, Nikolaj, „Scandilux og Danmark“ i Søren Møller Christensen (red.), 

Man har et standpunkt … Socialdemokratiet og sikkerhedspolitikken i 80’erne. En 

debatbog, København, Eirene, 1984. 

Petersen, Nikolaj, „Scandilux-samarbejdet og vesteuropæisk sikkerhedspolitik“, 

Politica, 16. årg, nr. 4, 1984. 

Petersen, Nikolaj, „Sikkerhedspolitik og indenrigspolitik. Folketingsvalget 

den 10. maj 1988“ i Petersen og Thune (red.), Dansk Udenrigspolitisk Årbog 

1988, København, 1989. 

224 DEL VI · BILAG

Petersen, Nikolaj, „Spænding – afspænding“ i Bertel Heurlin og Bjarne 

Nørretranders (red.), Veje til fred. Håndbog i sikkerhed og nedrustning, København, 

Gyldendal i samarbejde med SNU, 1985. 

Petersen, Nikolaj, „Storbritannien, USA og skandinavisk forsvar 1945-49“ i 

Historie 1981, bd.1. 

Petersen, Nikolaj, „Trusselsopfattelser og sikkerhedsbegreber i international 

politik“ i Nikolaj Petersen & Karin Lindgren (eds.): Trussel eller tillid? 

Nordiske omverdensbilleder under forandring, Stockholm, 1990. 

Petersen, Nikolaj, „Who Pulled Whom and How Much? Britain, the United 

States, and the Making of the North Atlantic Treaty“, Millennium: Journal of 

International Studies, Vol. 11 (2), 1982. 

Petersen, Nikolaj, Europæisk og globalt engagement 1973-2003, Dansk udenrigspolitiks 

historie, 6, Danmarks Nationalleksikon, København, 2004. 

Petersen, Nikolaj, Tysklands enhed. Europas sikkerhed, København, SNU, 1991. 

Petersen, Nikolaj, Vesteuropæisk østpolitik – forudsætninger og muligheder, 

Øst-Vest forholdet. Vestlige muligheder i østpolitikken, København, SNU, 1984. 

Petersen, Philipp A. and John G. Hines, „The Conventional Offensive in 

Soviet Theater Strategy“, i, Orbis: A Journal of World Affairs, Fall 1983. 

Pfeil, Ulrich, Die „anderen“ deutsch-französischen Beziehungen. Die DDR und 

Frankreich 1949-1990, Köln, 2004. 

Pfeil, Ulrich, Die DDR und der Westen. Transnationale Beziehungen 1949-1989, 

Berlin, 2001. 

Pharo, Helge, „Scandinavia“ i David Reynolds (ed.), The origins of the Cold War 

in Europe: International Perspectives, New Haven, Yale University Press, 1994. 

Philipsen, Ingeborg, „Koestler og kommissærerne. Udvalget til undersøgelse 

af almindelig litteratur om Sovjet 1947-49“, Kritik 166, Gyldendal, 2003. 

Piotrowski, Pawe¢, „Desant na Dani˛e“ [Landgang i Danmark] i det polske tidsskrift 

Wprost nr. 25 den 23. juni 2002. – Artiklen er tilgængelig i dansk oversættelse 

på DIIS’s hjemmeside (http://www.diis.dk) under titlen Landgang 

i Danmark. 

Pipes, Richard, „Can the Soviet Union Reform?“, Foreign Affairs, Vol. 63 (1), 

1984. 

Pipes, Richard, Vixi. Memoirs of a Non-Belonger, New Haven and London, 2003. 

Platje, Wies og M.W. Jensen, De MARID, Haag, 1997. 

Ploetz, Michael, Wie die Sowjetunion den Kalten Krieg verlor. Von der Nachrüstung 

zum Mauerfall, Berlin, 2000. 

Podvig, Pavel (ed.), Russian Strategic Nuclear Forces, Cambridge, Mass., 2001. 

Politbjuro CK RKP (b) VKP (b) Povestki dlja sasedanij 1919-1952 [Politbureauets 

dagsordner 1919-1952] bd. III. (1941-1952), Moskva, 2001. 

Politische Deklaration der Teilnehmerstaaten des Warschauer Vertrages vom 

4./5.1.1983. Probleme des Friedens und Sozialismus, nr. 12, 1983. 

Politt, Günther, „Zur Bündnispolitik im Friedenskampf in Nordeuropa“, 

Nordeuropastudien, nr. 17, 1984. 

LITTERATUR 225

Polmar, Norma og Thomas B. Allen, Spy Book – The encyclopedia of Espionage, 


Pond, Elizabeth, Beyond the Wall. Germany’s Road to Unification, Washington, 

DC, 1993. 

Posen, Barry R. og Stephen Van Evera, „Defense Policy and the Reagan 

Administration: Departure from Containment“, International Security, Vol. 8 

(1), 1983. 

Powaski, Ronald E., Return to Armageddon. The United States and the Nuclear Arms 

Race 1981-1999, Oxford, New York, 2000. 

Prados, John, The Soviet Estimate, Princeton, N.J., 1986. 

Pravdin, A., „Inside the CSPU Central Committee“, Survey. A Journal of East & 

West Studies, Vol. 93, 1974. 

Pringle, Peter and William Arkin, SIOP. The secret U.S. Plan for Nuclear War, New 

York, 1983. 

Problemer omkring dansk sikkerhedspolitik. En redegørelse fra det sagkyndige udvalg 

under regeringsudvalget vedrørende Danmarks sikkerhedspolitik, (Seidenfadenudvalget), 

København, Udenrigsministeriet, 1970. 

Problems of War and Peace, Moscow, Progress Publishers, 1972. 

Prokofjev, Vl., Severnaja Jevropa i mir [Nordeuropa og freden], Moskva, 1966. 

Protokol for den 25. socialdemokratiske partikongres i Århus den 4., 5., 6. og 7. september 

1949, Socialdemokratisk Forbund 1949. 

Protokol for den 26. socialdemokratiske partikongres i København den 21., 22., 23. og 

24. juni 1953, Socialdemokratisk Forbund 1953. 

Pry, Peter Vincent, War Scare. Russia and America on the Nuclear Brink, Westport, 

CT, 1999. 

Putensen, Dörte, Finland im Spannungsfeld zwischen Ost und West, 2000. 

Putensen, Dörte, Im Konfliktfeld zwischen Ost und West. Finnland, der Kalte Krieg 

und die deutsche Frage (1947-1973), Berlin, Berlin-Verlag Spitz, 2000. 

Putensen, Gregor, Wolfgang Köster, Hermann Morbach, „Zu einigen Aspekten 

der Auseinandersetzungen um Sicherheit und Frieden in Nordeuropa 

im Zusammenhang mit der Stationierung von US-amerikanischen nuklearen 

Erstschlaggwaffen in Westeuropa“, Nordeuropastudien, (17), 1984. 

Pöschel, Günther, „Die Volksmarine als Teil der Vereinten Ostseeflotte“, 

Marineforum 11, 1992. 

Quimet, Matthew J., The Rise and Fall of the Brezhnev Doctrine in Soviet Foreign 

Policy, Chapel Hill, 2003. 

Quoirin, Marianne, Agentinnen aus Liebe. Warum Frauen für den Osten spionierten, 

Frankfurt am Main, 1999. 

Raneleigh, John, The Agency. The Rise & Decline of the CIA, Sceptre, 1987. 

Rasmussen, Hanne og Mogens Rüdiger, Tiden efter 1945 (Gyldendals 

Danmarks historie, bd. 8), København, 1990. 

Rasmussen, Nina, Solvognen. Fortællinger fra vores ungdom, København, 

Rosinante, 2002. 

226 DEL VI · BILAG

Rasmussen, Søren Hein, „Kampagnen mod Atomvåben og andre protestbevægelser 

i 1960ernes første halvdel“, Den jyske historiker, nr. 101, juli 2003. 

Rasmussen, Søren Hein, Grænser forsvinder 1985-2000 (Politikens og Gyldendals 

Danmarks historie, bd. 16), København, 2004. 

Rasmussen, Søren Hein, Sære alliancer. Politiske bevægelser i efterkrigstidens Danmark, 

Odense, 1997. 

Rasvityje kapitalistitjeskije strany: problemy i sobytija [De udviklede kapitalistiske 

lande: problemer og begivenheder], i Mesjdunarodnyj jesjegodnik. 

Politika i ekonomika 1980, Moskva, 1980. 

Ray, James Lee og Bruce Russett, „The Future as Arbiter of Theoretical 

Controversies: Predictions, Explanations and the End of the Cold War“, 

British Journal of Political Science, Vol. 26 (4), 1996. 

Rearden, Steven L., The evolution of American strategic doctrine. Paul H. Nitze and 

the Soviet Challenge, Boulder, CO, Westview Press with the Foreign Policy 

Institute, the Johns Hopkins University, 1984. 

Records of the Committee of the Ministers of Defense, mødet i Sofia 10.-11. december 

1976, på Parallel History Project on NATO and the Warsaw Pact (PHP) 

website, http://www.isn.ethz.ch/php/documents/collection. 

Reich, Ebbe Kløvedal, „Revolten i Danmark“, efterskrift i Mark Kurlansky, 

1968. Året der rystede verden, Valby, Borgen, 2004. 

Reich, Ebbe Kløvedal, Efter krigen – før freden. Tolv Mands-Minde-foredrag, København, 

Vartov, 2004. 

Reissig, Rolf, Dialog durch die Mauer. Die Umstrittene Annäherung von SPD und 

SED, 2002. 

Revel, Jean-Francois, Hvordan demokratierne går til grunde, København, 1985. 

Rey, Marie-Pierre, Le dilemme russe. La Russie et l’Europe occidentale d’Ivan le 

Terrible à Boris Eltsine, Paris, 2002. 

Reynolds, David (ed.), The Origins of the Cold War in Europe: International 

Perspectives, New Haven, Yale University Press, 1994. 

Reynolds, David, „The Origins of the Cold War: The European Dimension, 

1944-1951“, The Historical Journal, Vol. 28 (2), 1985. 

Richelson, Jeffrey T., A Century of Spies – Intelligence in the Twentieth Century, 

Oxford, 1995. 

Richelson, Jeffrey T., Sword And Shield – Soviet Intelligence and Security Apparatus, 

Cambridge, Mass., 1986. 

Richelson, Jeffrey T., The U.S. Intelligence Community, Boulder, Colo., 1999. 

Richter, Peter, Klaus Rösler, Wolfs Westspione. Ein Insider-Report, 1992. 

Richter, Walter, Der militärische Nachrichtendienst der Nationalen Volksarmee der 

DDR und seine Kontrolle durch das Ministerium für Staatssicherheit, Frankfurt 

am Main, 2002. 

Rifbjerg, Klaus, „Når hverdagens engle marcherer“ i Morten Nielsen (red.), 

Krig – digte og andre tekster om krig og krigserfaringer, København, Høst & Søn, 

1983. 

LITTERATUR 227

Rikets Säkerhet och den personliga integriteten – de svenska säkerhetstjänsternas författningsskyddande 

verksamhet sedan år 1945, Betänkande till Säkerhetskommissionen, 

Statens offentliga Utredningar, SOU 2002:87, Stockholm, 2002. 

Risse-Kappen, Thomas, „Did ‘Peace Through Strength’ End the Cold War? 

Lessons from INF“, International Security, Vol. 16 (1), Summer 1991. 

Roewer, Helmut, Stefan Schäfer, Matthias Uhl, Lexikon der Geheimdienste im 20. 

Jahrhundert, München 2003. 

Rohwer, Jürgen og Mikhail S. Monakov, Stalin’s Oceangoing Fleet. Soviet Naval 

Strategy and Shipbuilding Programmes, London, 2001. 

Rose, Clive, Campaigns Against Western Defence. NATO’s Adversaries and Critics, 

London, 1985. 

Rose, Clive, The Soviet Propaganda Network, 1988. 

Rosenberg, David Allan, „The Origins of Overkill. Nuclear Weapons and 

American Strategy, 1945-60“, International Security, Vol. 7 (4), 1983. 

Rosenfeldt, Niels Erik, „Bresjnevs arv, Andropovs veje og Tjernenkos vilkår“, 

Sikkerhed og Nedrustning, 1, København, SNU, 1984. 

Rosenfeldt, Niels Erik, „Sovjetisk strategi – og dansk sikkerhedspolitisk 

forskning“, Ole Nørgaard, Per Carlsen (red.), Sovjetunionen, Østeuropa og 

dansk sikkerhedspolitik, Esbjerg, Sydjysk Universitetsforlag, 1981. 

Roslyng-Jensen, Palle, „’vi vandt den kolde krig’ – og andre forklaringer på 

den kolde krigs ophør!“, Noter, udg. af Historielærerforeningen for gymnasiet 

og HF, nr. 163, december 2004. 

Roslyng-Jensen, Palle, Værnenes politik – politikernes værn, København, 1980. 

Ross, Steven T., American War Plans 1945-1950, London, 1996. 

Rostgaard, Marianne, „Kampen om sjælene – dansk Marshallplan publicity 

1948-1950“, Historie, (2), 2002. 

Rotfeld, Adam Daniel, „A Polish View“ i Richard Davy (ed.), European Détente: 

A Reappraisal, London, 1992. 

Rowe, Lars, Nyttige idioter?: Fredsfronten i Norge, 1949-1956, Oslo, 2002. 

Rowen, Henry S. og Charles Wolf, Jr. (eds.), The Impoverished Superpower. 

Perestroika and the Soviet Military Burden, San Francisco, Institute for 

Contemporary Studies, 1988. 

Russett, Bruce, Grasping the Democratic Peace: Principles for a Post-Cold War World, 

Princeton, Princeton University Press, 1993. 

Rüdiger, Mogens, På kant. Et portræt af politikeren Uffe Ellemann-Jensen, 


Rüdiger, Mogens, Uden tvivl. Erling Foss 1897-1982, København, Gyldendal, 2000. 

Rühl, Lothar, „Offensive defence in the Warsaw Pact“, Survival, Vol. XXXIII 

(5), 1991. 

Rystad, Göran, Prisoners of the Past? The Munich Syndrome and Makers of American 

Foreign Policy in the Cold War Era, Lund, 1982. 

Sagladin, V., „Kommunisty i borba sa mir“ [Kommunisterne og kampen for 

fred] i Mesjdunarodnyj Jesjegodnik. Politika i ekonomika 1982, 1982. 

228 DEL VI · BILAG

Sakharovs Stemme. Fredens forudsætninger. Udvalgte artikler 1975-83, redigeret og 

oversat af Bent Jensen, København, Centrum, 1983. 

Salomon, Kim, „Utopiernes suggestionskraft“ i Adam Holm og Peter Scharff 

Smith (red.), Idealisme eller fanatisme. Opgøret om venstrefløjen under den kolde 

krig, København, Forum, 2003. 

Sannes, John (red.), Nordisk Balanse. En studie i nordisk sikkerhetspolitikk, 1964. 

Sarotte, M. E., „Spying Not Only On Strangers: Documenting Stasi 

Involvement In Cold War German-German Negotiations“ i Lori Lyn Bogles, 

The Cold War, vol. 4, Cold War Espionage and Spying, 2001. 

Sarotte, M.E., Dealing with the Devil. East Germany, Détente, and Ostpolitik, 1969- 

1973, London, 2001. 

Saull, Richard, Rethinking Theory and History in the Cold War. The State. Military 

Power and Social Revolution, London, 2001. 

Schacke, Lene Tybjærg, „Censur og litteratur i Sovjetunionen“ i Bent Jensen 

(udg.), Sovjetunionen: indre og ydre problemer i 1980’erne, Odense, Odense 

Universitet, Slavisk Institut, 1982. 

Scharnberg, Carl, Det kan nytte. Artikler og erfaringer 1960-65, Valby, Borgen, 

1965. 

Schechter, Jerrold L. & Peter S. Deriabin, The Spy Who Saved the World, 

Washington, 1995. 

Schelling, Thomas C. and Morton H. Halperin, Strategy and Arms Control, New 

York, The Twentieth Century Fund, 1961. 

Schlesinger, Arthur, Jr., „Origins of the Cold War“, Foreign Affairs, Vol. 46 (1), 

1967. 

Schlotyseck, Joachim, Die Aussenpolitik der DDR, München, 2003. 

Schlüter, Poul, På talerstolen, København, Aschehoug, 1998. 

Schlüter, Poul, Sikken Et Liv, København, 1999. 

Schmidt, Andreas, „Aufklärung des Funkverkehrs und der Telefongespräche 

in Westdeutschland – Die Hauptabteilung III“ i Hubertus Knabe 

(red.),Westarbeit des MfS, Berlin, 1999. 

Schmidt, Helmut, Eine Strategie für den Westen, Berlin, Siedler Verlag, 1986. 

Amerikansk udgave 1985. 

Schmidt, Helmut, Menschen und Mächte, Berlin, Siedler/Goldmann, 1987. 

Schmückle, Gerd, „Crisis Management in the Alliance“, Washington Quarterly, 

Summer 1983. 

Scholz, Michael F., „De tidligere Skandinaviens-emigranter og de østtysk-skandinaviske 

relationer 1945-54“ i Thomas Wegener Friis & Andreas Linderoth 

(red.), DDR og Norden, 2005. 

Scholz, Michael F., „Die Nordeuropapolitik der DDR (bis 1963)“ i Robert 

Bohn, Jürgen Elvert, Karl Christian Lammers (red.), Deutsch-skandinavische 

Beziehungen nach 1945, Stuttgart, 2000. 

Scholz, Michael F., „Remigranten und Spionage“, Deutschland Archiv, vol 

XXXIII (5), 2000. 

LITTERATUR 229

Scholz, Michael F., Die Ostsee muss ein Meer des Friedens sein, Dissertation, Greifswald, 

1990. 

Scholz, Michael F., Skandinavische Erfahrungen erwünscht? Nachexil und 

Remigration. Die ehemaligen KPD-Emigranten in Skandinavien und ihr weiteres 

Schicksal in der SBZ/DDR, Stuttgart, 1999. 

Schrecker, Ellen (ed.), Cold War Triumphalism. The Misuse of History After the 

Fall of Communism, New York, The New Press, 2004. 

Schrøder, Hans A., Det sku’ vær’ saa godt – Danmarks luftforsvar under den kolde 

krig, Ballerup, 2002. 

Schunke, Joachim, „Feindbild und Beurteilung des Gegners in der NVA“ i Wolfgang 

Wünsche (red.), Im Gleichschritt? Zur Geschichte der NVA, Berlin, 2001. 

Schwabe, Klaus, „Antiamerikanismus gestern und heute“, Die Politische Meinung, 

(405), August 2003. 

Schweizer, Peter, „Who broke the Evil Empire?“ National Review, May 30, 1994, 

vol. 46, #10, 1994. 

Schweizer, Peter, Reagan’s War. The Epic Story of His Forty-Year Struggle and Final 

Triumph Over Communism, New York, 2003. 

Schweizer, Peter, Victory: The Reagan Administration’s Secret Strategy That 

Hastened the Collapse of the Soviet Union, New York, 1994. 

Schweller, Randall L., „Neorealism’s Status-quo Bias: What Security Dilemma?“ 

i Benjamin Frankel (ed.), Realism: Restatements and Renewal, London, 

Frank Cass, 1996. 

Schwenke, Mignon, „Der Kampf der dänischen Friedensbewegung für die 

Fortsetzung des Entspannungsprozesses“. Nordeuropastudien, nr. 15, Ernst- 

Moritz-Arndt-Univ. Greifswald, Sekt. Nordeuropawissenschaft. 

Schäfer, Bernd, „Stasi Files and GDR Espionage Against the West“, IFS Info 

(2), 2002, se http://www.isn.ethz.ch/php/research/MutualPerceptions/ 

ifs2_02_schaefer.pdf. 

See, Jennifer W., „An Uneasy Truce: John F. Kennedy and Soviet-American 

Détente, 1963“, Cold War History, Vol. 2 (2), 2002. 

Seidelin, Matias, Mellem tilpasning og aktiv modreaktion. Dansk kultur, turist og propagandapolitik 

i Tyskland 1933-1940, Roskilde Universitetscenter, upubliceret 

speciale, 1999. 

Seidenfaden, Tøger, „Dansk sikkerhedspolitik i 1980’erne“ i Henning 

Gottlieb, Bertel Heurlin og Jørgen Teglers (red.), Fred og Konflikt, København, 

SNU, 1991. 

Sejna, Jan, We will bury you, London, 1982. 

Sekistov, V.A., „Kto nagnetal vojennuju opasnost“ [Hvem fremprovokerede 

krigsfaren], Vojenno-Istoritjeskij Sjurnal, nr. 10, 1989. 

Senghaas, Dieter, „Towards an analysis of threat policy in international 

relations“, German Political Studies, 1, 1974. 

Shevchenko, Arkady N., Breaking with Moscow, New York, Ballantine Books, 

1985. 

230 DEL VI · BILAG

Shtromas, Alexander og Morton A. Kaplan (eds.), The Soviet Union and the 

Challenge of the Future. Volume 1: Stasis and Change, New York, 1988. 

Shulman, Marshall D., Stalin’s Foreign Policy Reappraised, Cambridge, Mass., 

1963. 

Shultz, George P., Turmoil And Triumph. My Years As Secretary of State, New York, 

1993. 

Shultz, Richard H. og Roy Godson, Dezinformatsia: Active Measures in Soviet 

Strategy, New York, 1986. 

Siccama, Jan G., „The Netherlands Depillarized: Security Policy in a New 

Domestic Context“ i Flynn (ed.), NATO’s Northern Allies, Totowa, N.J., 1985. 

Siebs, Benno Eide, Die Aussenpolitik der DDR 1976-1989. Strategien und Grenzen, 

Paderborn, 1999. 

Sigal, Leon V., Nuclear Forces in Europe. Enduring Dilemmas, Present Prospects, 

Washington, DC, 1984. 

Sjevardnadse, Eduard, Fremtiden tilhører friheden, København, 1991. 

Skogrand, Kjetil og Rolf Tamnes, Fryktens Likevekt. Atombomben, Norge og verden 

1945-1970, Oslo, 2001. 

Smith, Geoffrey S., „’Harry, We Hardly Know You’: Revisionism, Politics and 

Diplomacy, 1945-1954. A Review Essay“, The American Political Science Review, 

Vol. LXX (2), 1976. 

Smith, Michael L.R., „Hear the Silence: Investigating Exclusion in Cold War 

International Relations“, Cold War History, Vol. 1 (3), 2001. 

Smyth, Henry DeWolf, Atomic energy for military purposes, Stanford, 1989. 

Snyder, Glenn H., „The Security Dilemma in Alliance Politics“, World Politics, 

Vol. XXXVI(4), 1984. 

Sokolovskiy, V.D., Soviet Military Strategy, ed. by Harriet Fast Scott, 1975. 

Sontag, Sherry og Christopher Drews Blind Man’s Bluff. The Untold Story of Cold 

War Submarine Espionage, 2000. 

Soutou, Georges-Henri, La guerre de cinquante ans. Les relations Est-Ouest 1943- 

1990, Paris, 2001. 

Sovetskaja programma mira na 80-je gody [Det sovjetiske fredsprogram for 

80’erne], Mesjdunarodnaja Sjisn [Internationale forhold] nr. 9, 1981. 

Soviet Active Measures – Hearings before the Permanent Select Committee on Intelligence 

House of Representatives, Washington, DC, 1982. 

Spies R US: A History of the CIA. Programme 1: „The Focus of evil“, BBC Radio 

4: February 2003 (www.bbc.co.uk/radio4/history/spies_cia.shtml). 

Stafford, David, Spies Beneath Berlin, 2. udgave paperback edition, London, 

2003. 

Stanley, Timothy W. and Darnell M. Whitt, Détente Diplomacy: United States and 

European Security in the 1970’s, Cambridge, Mass., University Press of Cambridge, 

1970. 

Steel, Ronald, Walter Lippmann and the American Century, Boston, Mass.1980. 

Steinbruner, John D. og Thomas W. Garwin, „Strategic Vulnerability: The 

LITTERATUR 231

Balance Between Prudence and Paranoia“, International Security, Vol. 1 (1), 

1976. 

Steury, Donald P. (ed.), On the Front Lines of the Cold War: Documents on the 

Intelligence War in Berlin, 1946 to 1961. Washington, DC, CIA History Staff, 1999. 

Stiller, Werner, Im Zentrum der Spionage, Mainz, 1986. 

Stjernekrig. Strategisk forsvar i rummet, SNU, København, 1985. 

Strategic Survey 1981-1982, London, The International Institute for Strategic 

Studies, 1982. 







Stykalin, Aleksandr, „The Hungarian Crisis of 1956: The Soviet Role in the 

Light of New Archival Documents“, Cold War History, Vol. 2 (2), 2001. 

Styrk, Mads Nissen, De hemmelige kartoteker, Århus, 1964. 

Styrk, Mads Nissen, De mange kartoteker, Århus, 1967. 

Suckut, Siegfried, Das Wörterbuch der Staatssicherheit, Berlin, 1996. 

Sudoplatov, Pavel og Anatolij Sudoplatov, Uønsket vidne. Special Tasks. En sovjetisk 

spionchefs erindringer, København, 1994. 

Summy, Ralph og Michael E. Salla (eds.), Why The Cold War Ended. A Range of 

Interpretations, Contributions in Political Science, Number 53, London, 1995. 

Supreme Commander of the Armed Forces of the CSSR Antonin Novotny 

1964, Plan of Actions of the Czechoslovak People’s Army for War Period, forord v. 

Vojtech Mastny, Petr Lunak mfl., på PHP’s hjemmeside (http://www.isn. 

ethz.Ch/php/documents/ collection_1/docs/warplan-engl.htm. 

Suri, Jeremi, Power and Protest. Global Revolution and the Rise of Detente, Cambridge, 

Mass., Harvard University Press, 2003. 

Suvorov, Viktor, Inside Soviet Military Intelligence, New York, 1984. 

Svenningsen, Nils, „Udenrigsministeren“ i Viggo Kampmann og Jul. Bomholt 

(red.), Bogen om H.C. Hansen, København, Fremad, 1960. 

Svensson, Palle, „Parlamentarismens forudsætninger og konsekvenser. Det alternative 

flertal i 1980’erne med særligt henblik på formuleringen af udenrigspolitikken“ 

i Eivind Smith (red.), Grundlagens makt. Konstitutionen som 

politiske redskap och rättslig norm, Stockholm, 2002. 

Szaniawski, Jozef, Samotna misja – pulkownik Kuklinski i zimna wojna [Den ensomme 

mission – oberst Kuklinski og den kolde krig], Warszawa, Chicago, 

2003. 

Søgaard, Poul, „Hvad har medlemskabet af NATO betydet for forsvarsviljen i 

befolkningen“, 1949/79, Atlantsammenslutningen, 1979. 

Sørensen, Georg, Changes in Statehood. The Transformation of International 

Relations, New York, Palgrave, 2001. 

232 DEL VI · BILAG

Sørensen, Georg, Democracy and Democratization, Boulder, Westview Press, 

1993, 

Sørensen, Janus König, „Fremlæggelse ved Erhvervshistorisk seminar 

1.11.2002. F.S.D. – Foreningen til formidling af samhandel mellem 

Danmark og DDR, 1957-1975“, 2002. (Upubliceret manuskript). 

Tabor, Hans, Diplomat blandt politikere. Erindringer, København, Gyldendal, 

1995. 

Talbott, Strobe, Deadly Gambits. The Reagan Administration and the Stalemate in 

Nuclear Arms Control, New York, 1985. 

Talbott, Strobe, The Russians and Reagan, New York, 1984. 

Tamnes, Rolf, Oljealder 1965-1995. Norsk Utenrikspolitikks Historie bd. 6, Oslo, 

Universitetsforlaget, 1997. 

Tamnes, Rolf, The United States and the Cold War in the High North, Oslo, Ad 

Notam, 1991. 

Tastesen, Bernhard, „15 år med opbrud og genfødsel“ i Leo Pilgaard m.fl. 

(red.), Dansk-Russisk Samvirke i 75 år, København, 1999. 

Taubman, William, Khrushchev. The Man and his Era, New York, London, 

2003. 

Teglers, Jørgen, Fredsbevægelsen – med og modspillere, København, SNU, 1988. 

Tetlock, Philip E. og Aaron Belkin (eds.), Counterfactual Thought Experiments in 

World Politics, Princeton, NJ, 1996. 

Thatcher, Margaret, Speech at the Winston Churchill Foundation Award Dinner, 29. 

september 1983. 

The Fundamentals of Marxist-Leninist Philosophy, Moscow, Progress Publishers, 

1982. 

The Penkovsky Papers, London, 1966 [på dansk med titlen „Penkovsky’s dagbog“ 

med forord af den tidligere danske efterretningschef oberst Hans Lunding, 

1966.] 

Thing, Morten, „Danmark – Kommunisternes kapital“ i Morten Thing (red.), 

Guldet fra Moskva. Finansieringen af de nordiske kommunistpartier 1917-1990, 


Thing, Morten, Kommunismens kultur. DKP og de intellektuelle 1918-1960, bd II, 


Thomas, Daniel C., The Helsinki Effect. International Norms, Human Rights, and 

the Demise of Communism, Princeton, NJ, 2001. 

Thompson, W. Scott o.a. (eds.), National Security in the 1980s: From Weakness to 

Strength, San Francisco, Institute for Contemporary Studies, 1980. 

Thomsen, Niels og Jette D. Søllinge, De danske aviser 1634-1991, Odense, 1991. 

Thomsen, Niels og Jette D. Søllinge, De danske aviser, bd. 3: 1918-1991, 

Dagpressens Fond i kommission hos Odense Universitetsforlag, 1991. 

Thostrup Jakobsen, Erik, Foden i døren. Danmark mellem England og 

Sovjetunionen 1944-45, Odense, Odense Universitetsforlag, 1984. 

Thukydid, Den peloponnesiske krigs historie, København, Gyldendal, 1963. 

LITTERATUR 233

Timaskova, O.K., Skandinavskaja sotsial-demokratija na sovremennom etape [De 

skandinaviske socialdemokratier i dag], Moskva, 1978. 

Tjebrikov, V., Istorija sovetskikh organov gosudarstvennoj besopasnosti [Historien 

om de sovjetiske statssikkerhedsorganer] Moskva, 1977. 

Tjekhonin, Boris, Sjurnalistika i rasvedka, [Journalistik og efterretningstjeneste], 

2002. 

Tjubarjan, A.O. m.fl. (red.), Sovetsko-norvesjkije otnosjenija 1917-1955. Sbornik 

dokumentov [De sovjetisk-norske relationer 1917-1955. Dokumentsamling], 

1997. 

Torn Curtain – The Secret History of the Cold War: Episode 1. ABC Radio National, 

2005 (http://www.abc.net.au/rn/history/hindsight/features/torn/ 

episode1.htm). 

Trachtenberg, Marc, „A ‘Wasting Asset’: American Strategy and the Shifting 

Nuclear Balance, 1949-1954“, International Security, Vol. 13 (3), 1988/89. 

Trommer, Aage, Modstandsarbejde i nærbillede. Det illegale arbejde i Syd- og 

Sønderjylland under den tyske besættelse af Danmark 1940-45, Odense, Odense 

Universitetsforlag, 1973. 

Tucker, Robert C., „Reconsiderations – Swollen State, Spent Society: Stalin’s 

Legacy to Brezhnev’s Russia“, Foreign Affairs, Vol. 60 (2), 1981/82. 

Tucker, Robert, „The Cold War in Stalin’s Time: What the New Sources 

Reveal“, Diplomatic History, Vol. 21(2), 1997. 

Tujunen, Leo, „A European security conference? Background to the Finnish 

Governance’s proposal“, European Review, Vol. XIX, 4, 1969. 

Tunander, Ola, Hårsfjärden. Det hemliga ubåtskriget mot Sverige, Stockholm, 

2001. 

Tunander, Ola, The Secret War against Sweden. US and British submarine deception 

in the 1980s, London, 2004. 

Tusa, Ann & John, The Berlin Blockade, London, 1988. 

Twigge, Stephen and Len Scott, Planning Armageddon. Britain, The United States 

and the Command of Western Nuclear Forces 1945-64, Amsterdam, 2000. 

Udviklingen inden for NATO 1966-67, Udenrigsministeriet, København, 1968. 

Uhl, Matthias and Vladimir I. Ivkin, „Operation Atom“. The Soviet Union’s 

Stationing of Nuclear Missiles in the German Democratic Republic, 1959, 

i, Cold War International History Project Bulletin, Issue 12/13, 2001. 

Ulam, Adam B., The Rivals. America & Russia since World War II, New York, 1971. 

Ulunjan, Ar.A., Kommunistitjeskaja partija Gretsii. Istorija i politika [Grækenlands 

kommunistiske parti. Historie og politik], Moskva 1996. 

Uprising in East Germany 1953. The Cold War, the German Question, and the First 

Major Upheaval Behind the Iron Curtain, Compiled, edited and introduced by 

Christian F. Ostermann, Budapest, Central University Press, 2001. 

Urban, G.R. (ed.), Détente, London, 1976. 

Urwin, Derek W., A Political History of Western Europe since 1945, London, 

Longman, 1998. 

234 DEL VI · BILAG

Uschner, Manfred, Egon Bahr und seine Wirkung auf uns, Dieter S. Lutz 

(Hrsg.), Das Undenkbare denken. Festschrift für Egon Bahr zum siebzigsten 

Geburtstag, Baden-Baden, Nomos Verlagsgesellschaft, 1992. 

Vigor, P.H., The Soviet View of War, Peace and Neutrality, Boston, Routledge & 

Kegan, 1975. 

Villaume, Poul, „Denmark and NATO Through 50 Years“ i Heurlin og 

Mouritzen (eds.), Danish Foreign Policy Yearbook 1999, København, 1999. 

Villaume, Poul, „Leaning on England: Danish Cold War Policies in the 1950s 

between Great Britain and the United States“ i Jørgen Sevaldsen (ed.): 

Britain and Denmark. Political, Economic and Cultural Relations in the 19 th 

and 20 th Centuries, København, 2003. 

Villaume, Poul, „’En stærk understrøm af modstand …’ Koreakrigen, USA 

og Danmark“ i Carsten Due-Nielsen m.fl. (red.), Konflikt og samarbejde. 

Festskrift til Carl-Axel Gemzell, København, Museum Tusculanums Forlag, 

1993. 

Villaume, Poul, „Den nationale atlantist. Ole Bjørn Kraft og NATO, 1950- 

1953“, Vandkunsten, nr. 9/10 (juni 1994): Tema: „Hvor fører du mig hen? – 

Jeg går ej længer“. Danske udenrigspolitikere under Den kolde Krig. 

Biografiske skitser og registre 1945-1990, 1994. 

Villaume, Poul, „Fra ’hypnotiseret kanin’ til ’pindsvinestilling’. Besættelsen i 

efterkrigstidens sikkerhedspolitik“ i Henrik Dethlefsen og Henrik Lundbak 

(red.), Fra mellemkrigstid til efterkrigstid. Festskrift til Hans Kirchhoff og Henrik S. 

Nissen på 65-årsdagen oktober 1998, København, Museum Tusculanums Forlag, 

1998. 

Villaume, Poul, „Fra antimilitaristisk neutralisme til atlantisk aktivisme“, Arbejderhistorie 

nr.4, 1999. 

Villaume, Poul, „Om Tankefængsler, Sikkerhedsdilemmaer og Interessefællesskaber“, 

Historisk tidsskrift, 95 (2), 1995. 

Villaume, Poul, „Post-Cold War Historiography in Denmark“ i Thorsten B. 

Olesen (ed.), The Cold War and the Nordic Countries. Historiography at a 

Crossroads, Odense, 2004. 

Villaume, Poul, Allieret med forbehold. Danmark, NATO og den kolde krig. En studie 

i dansk sikkerhedspolitik 1949-1961, København, Eirene, 1995. 

Vine, Richard D. (ed.), Soviet-East European Relations as a Problem for the West, 

London, Croom Helm, 1987. 

Vnesjnjaja Politika Sovetskogo Sojusa i Mesjdunarodnyje Otnosjenija. Sbornik dokumentov 

1981 [Sovjetunionens udenrigspolitik og internationale relationer. 

Dokumentsamling 1981], Moskva, 1982. 

Voetman, Per, Dobbeltbeslutsom. En analyse af Socialdemokratiets kernevåbenpolitik 

1979-1984, Aarhus, 1986. 

Vogtmeier, Andreas, Egon Bahr un die deutsche Frage. Zur Entwicklung der sozialdemokratischen 

Ost- und Deutschlandspolitik vom Kriegsende bis zur Vereinigung, 

Bonn, 1996. 

LITTERATUR 235

Voigt, Pelle, Sejre og fodfejl – set i mit bakspejl, København, Aschehoug, 1999. 

Voronkov, L., Non-Nuclear Status to Northern Europe, Moskva, 1984. 

Walker, Martin, The Cold War and the Making of the Modern World, London, 

1993. 

Wallander, Celeste A., „Western Policy and the Demise of the Soviet Union“, 

Journal of Cold War Studies, Vol. 5 (4), 2003. 

Walt, Stephen: The Origins of Alliances, Ithaca, 1987. 

Waltz, Kenneth N., Man, the State, and War. A Theoretical Analysis, New York and 

London, Columbia University Press, 1959. 

Wardak, Ghulam m.fl. (ed.), The Voroshilov Lectures. Materials from the Soviet 

Staff Academy. Issues of Soviet Military Strategy, Vol. I-II, Washington, DC, 1989. 

Weathersby, Kathryn, „To Attack, or Not to Attack? Stalin, Kim Il Sung, and 

the Prelude to War“, Cold War International History Project. Electronic Bulletin, 

nr. 5, 1995. 

Weber, Max, Gesammelte Aufsätze zur Wissenschaftslehre, Johannes Winckelmann 

(ed.), Tübingen, J.C.B. Mohr (Paul Siebeck), 1968. 

Wegmann, Bodo & Monika Tantzscher, SOUD. Das geheimdienstliche Datennetz 

des östlichen Bündnissystems, Berlin, 1996. 

Wegmann, Bodo, „Die Aufklärung der Nationalen Volksarmee“ i Georg 

Herbstritt & Helmut Müller-Enbergs (red.), Das Gesicht dem Westen zu… 

DDR-Spionage gegen die Bundesrepublik Deutschland, Bremen, 2003. 

Wehofsky, F., „Zur Landung von Seelandungstruppen an einer nicht eingerichteten 

Küste“, Militärwesen, (10), 1966. 

Weiler, Peter, „British Labour and the Cold War: The Foreign Policy of the 

Labour Governments, 1945-1951“, Journal of British Studies, Vol. 26 (1), 1987. 

Weir, Gary E. and Walter J. Boyne, Rising Tide. The Untold Story of the Russian 

Submarines that fought the Cold War, New York, 2003. 

Weiser, Benjamin, A Secret Life. The Polish Officer, His Covert Mission, and the Price 

He Paid to Save His Country, New York, 2004. 

Weissbuch über die Kriegsverbrechen des Generalinspekteur der Bundeswehr General 

Heinz Trettner, 1964. 

Welton, Harry, The Third World War. Trade and Industry – The New Battleground, 


Wendt, Frantz, Nordisk Råd 1952-1978, Stockholm, Nordiska Rådet, 1979. 

Wenger, Andreas, „Crisis and Opportunity: NATO and the Multilateralization 

of Détente, 1966-1968“, Journal of Cold War Studies, Vol. 6 (1), 2004. 

Werth, Nicolas og Gaël Moullec, Rapports Secrets Soviétiques 1921-1991, Paris, 

1994. 

West, Nigel, Games of Intelligence, London, 1990. 

West, Nigel, The Third Secret. The CIA, Solidarity and the KGB’s Plot to Kill the Pope, 

London, 2001. 

Westad, Odd Arne (ed.), Reviewing the Cold War. Approaches, Interpretations, 

Theory, London, Frank Cass, 2000. 

236 DEL VI · BILAG

Westad, Odd Arne, „Secrets of the Second World: The Russian Archives and 

the Reinterpretation of Cold War History“, Diplomatic History, Vol. 21(2), 

1997. 

Westad, Odd Arne, Sven Holtsmark & Iver B. Neumann (eds.), The Soviet 

Union in Eastern Europe, 1945-89, London, 1994. 

Wheeler, Nicholas J. & Ken Booth, „The Security Dilemma“ i John Baylis and 

N.J. Rengger (eds.), Dilemmas of World Politics. International Issues in a 

Changing World, Oxford, Clarendon Press, 1992. 

Wien-mødet 1986-89. Sikkerhed og samarbejde i Europa, Udarbejdet af 

Udenrigsministeriet, København, SNU, 1990. 

Wohlforth, William C. (ed.), Cold War Endgame. Oral History. Analysis. Debates, 

University Park, PA, 2003. 

Wohlforth, William C. (ed.), Witnesses to the End of the Cold War, Baltimore, 

1996. 

Wohlforth, William C., „New Evidence on Moscow’s Cold War: Ambiguity in 

Search of Theory“, Diplomatic History, Vol. 21(2), 1997. 

Wohlforth, William C., The Elusive Balance. Power and Perceptions During the Cold 

War, Ithaca and London, Cornell University Press, 1993. 

Wolf, Markus, Manden uden ansigt: en mesterspions selvbiografi, København, 

1998. 

Wolf, Markus, Spionagechef im geheimen Krieg. Erinnerungen, München, List 

Verlag, 1997. 

Wolfe, Thomas W., Soviet Power and Europe, 1945-1970, Baltimore, London, 

1970. 

Wolfers, Arnold, „Collective Defense versus Collective Security“, Discord and 

Colalboration. Essays on International Relations, Baltimore, The John Hopkins 

Press, 1962. 

Womack, Helen, Undercover Lives – Soviet Spies in the Cities of the World, London, 

1998. 

Woods, Randall B. & Howard Jones Dawning of the Cold War. The United States 

Quest for Order, Athens, GA, 1991. 

Woodward, Bob, Veil. The Secret Wars of the CIA 1981-1987, New York, Simon & 

Schuster, 1987. 

Wünsche, Wolfgang (red.), Rührt euch! Zur Geschichte der NVA, Berlin 1998. 

Wæver, Ole, „Danmarkiseringens fremtid. Atomvåbenfrihed og atomfri zoner“ 

i Søren Møller Christensen (red.), Man har et standpunkt…, 

København, Eirene, 1984. 

Wæver, Ole, Introduktion til Studiet af International Politik, København, Forlaget 

Politiske Studier, 1992. 

Yakovlev, Alexander N., A Century of Violence in Soviet Russia, New Haven and 

London, Yale University Press, 2002. 

Young, John W. og John Kent, International Relations since 1945. A Global 

History, Oxford, Oxford University Press, 2004. 

LITTERATUR 237

Young, John W., America, Russia and the Cold War, 1941-1998, Oxford, 

Longman, 1999. 

Zalewski, Bogdan, Polska morska my´sl wojskowa 1918-1989 [Den polske sømilitære 

tænkning 1918-1989], Zeszyty Naukowe [Videnskabelige hæfter – der 

er en skriftrække udgivet af Det polske flådeakademi], årg. XLI, nr. 141A, 

Gdynia 2000. 

Zaloga, Steven J., The Kremlin’s Nuclear Sword, Washington, DC, 2002. 

Zelikow, Philip and Condoleezza Rice, Germany Unified and Europe Transformed. 

A Study in Statecraft, Cambridge, Mass., 1997. 

Zhihua, Shen, „Stalin’s Strategic Goals in the Far East“, Journal of Cold War 

Studies, Vol. 2 (2), 2000. 

Zuber, Terence, Inventing the Schlieffen Plan. German War Planning 1871-1914, 

2002. 

Zubok, Vadislav and Constantine Pleshakov, Inside the Kremlin’s Cold war. From 

Stalin to Khrushchev, Cambridge, Mass., Harvard University Press, 1996. 

Zubok, Vladislav M. and Hope M. Harrison, „The Nuclear Education of Nikita 

Khrushchev“ i Cold War Statesmen Confront the Bomb. Nuclear Diplomacy since 

1945, Oxford, 1999. 

Zubok, Vladislav M., „Spy vs. Spy: The KGB vs. The CIA, 1960-1962“ i Cold War 

International History Project Bulletin, nr. 4, 1994. 

Zubok, Vladislav, „New Evidence on the „Soviet Factor“ in the Peaceful 

Revolutions of 1989“, Cold War International History Project Bulletin, Issue 

12/13, 2001. 

Zubok, Vladislav, „Stalin’s Plans and Russian Archives“, Diplomatic History, Vol. 

21 (2), 1997. 

Zubok, Vladislav, „Stalin and the Nuclear Age“ i John L. Gaddis m.fl. (ed.), 

Cold War Statesmen Confront the Bomb. Nuclear Diplomacy since 1945, 1999. 

Ørvik, Nils, „Norges sikkerhet og den nordiske balance“ i John Sannes (red.), 

Nordisk Balanse. En studie i nordisk sikkerhetspolitikk, 1964. 

Østergaard, Uffe, „Hvad nu hvis …. Kontrafaktiske hypoteser og „åbne“ situationer 

i historie og historieforskning“, Kritik, 127, 1997. 

Østersøen. Geografi, historie, økonomi, havret, forsvar, sikkerhed, København, Det 

Udenrigspolitiske Selskab, 1979. 

Øst-Vest forholdet. Vestlige muligheder i østpolitikken, København, SNU, 1984. 

Åslund, Anders, Gorbachev’s Struggle for Economic Reform, London, 1991. 

238 DEL VI · BILAG

Register 

Registeret omfatter to emnegrupper, nemlig omtalte personer og omtalte organisationer. 

For de sidstnævntes vedkommende med udeladelse af de hyppigst 

optrædende såsom NATO og Warszawapagten, der ville belaste registeret 

uforholdsmæssigt. Udredningen findes i en pdf-version på DIIS’ webside. 

Denne version er søgbar i fuld tekst. Hvis man lægger filerne for de fire bind 

i en separat mappe på computeren, kan man ved den rigtige indstilling af 

Adobe Acrobat finde ethvert ord i de fire bind i en enkelt søgning. 

Abramov, A.N. (sovjetisk diplomat) 

1: 279, 690 

Acheson, Dean (amerikansk udenrigsminister) 

1: 28, 168, 255-56; 2: 175; 

4: 21 

Adenauer, Konrad (vesttysk forbundskansler) 

1: 343, 366, 391, 413, 678; 

2: 19, 142; 3: 54; 4: 164 

Agrell, Wilhelm (svensk historiker) 

2: 615 

Ahlmann-Ohlsen, Niels (K) 3: 174 

AIC (Arbejderbevægelsens Informations 

Central) 1: 507 

Akademikere for Fred 3: 333 

Akhromejev, Sergej F. (sovjetisk generalstabschef) 

1: 604; 3: 316, 433, 509, 

514, 520-21, 525n., 540, 542 

Albrechtsen, Keld (VS) 3: 136 

Aldrig Mere Krig (AmK) 1; 211-12, 432; 

2: 43-45, 48, 55, 127, 129, 422; 3: 78, 

331, 336, 361, 376 

Allende-komiteen 2: 340, 422 

Amalrik, Andrej (sovjetisk forfatter og 

systemkritiker) 3: 37 

Amby, Kristen (K) 1: 125, 171 

Amin, Hafizullah (afghansk politiker) 

2: 538; 3: 72 

Amled, Bent (generalløjtnant) 3: 183 

Andersen, Alsing (S) 1: 137, 194, 507 

Andersen, Benny (digter) 2: 59; 

3: 76 

Andersen, K.B. (S, udenrigsminister) 

2: 62, 101, 102, 105-06, 109, 112-14, 

117-19, 228, 238-42, 244-46, 249-52, 

266-71, 293, 305, 311, 701-02, 717, 

725; 3: 118-20, 122, 142, 146, 147n, 

200, 228n, 247n. 

Andersen, Kaj V. (V) 2: 288 

Andersen, Marius (S) 3: 143n, 323 

Anderson, Eugenie (amerikansk ambassadør) 

1: 237, 252, 260, 271, 284-85, 

660n, 665, 666n; 2: 698 

Andropov, Jurij Vladimirovitj (KGBchef, 

generalsekretær) 2: 323, 326; 

3: 19, 21, 49, 56n, 63, 159f, 503-05, 

509-10, 513, 522 

Appel, Elin (V) 1: 407 

Appel, Erik (V) 1: 143, 150 

Appel, Gotfred 4: 172 

Arbatov, Georgij (leder af USA-Canada 

instituttet i Moskva) 3: 60n, 346 

Arentoft, John (FP) 2: 112 

Arsov, Boris (bulgarsk dissident) 2: 465- 

66n. 

Ash, Timothy Garton (britisk historiker) 

3: 54 

Atlantsammenslutningen 1: 176, 434 

Attlee, Clement (britisk premierminister) 

1: 565 

Atwood, Charles 3: 414 

Auken, Svend (S, formand) 1: 475; 2: 

84, 292-93; 3: 122n, 176-83, 186-89, 

200, 251, 257, 271n, 275f, 290-301, 

591, 597; 4: 88, 109 

Axen, Hermann (østtysk politiker) 

1: 49; 2: 300, 305-06, 320, 341; 3: 324, 

327, 367 

Bach, Kai Dige (K) 3: 174, 300 

REGISTER 239

Bader, George (amerikansk embedsmand) 

3: 582 

Bahr, Egon (vesttysk politiker, SPD) 

2: 20-21, 23-24, 117, 227; 3: 227, 346; 

4: 79 

Ban the Bomb-bevægelsen 2: 417 

Bang-Jensen, Povl (diplomat) 1: 133 

Barabasj, Valerij (sovjetisk diplomat) 

4: 141-142 

Barber, Arthur W. (amerikansk sikkerhedspolitisk 

rådgiver) 2: 174-177, 

179, 182, 184, 185, 189 

Barfod, Egil 1: 176 

Barnet, Richard J. (amerikansk analytiker) 

3: 88-90 

Bartels, Eyvind (diplomat) 2: 166, 235 

Bastian, Gerd (vesttysk general, medlem 

af Generaler for Fred) 3: 143n, 323 

Batista, Fulgencio (cubansk leder) 

1: 116 

Baunsgaard, Bernhard (RV) 3: 360 

Baunsgaard, Hilmar (RV, statsminister) 

1: 682; 2: 68-70, 82-83, 87, 89-90, 98, 

110n, 128, 220, 234, 306, 678-79, 681, 

695 

Belousov, Konstantin (sovjetisk militærattaché) 

4: 130-31 

Bendix, Eva (journalist) 3: 86 

Benediktsson, Bjarni (islandsk statsminister) 

2: 97 

Berija, Lavrentij (sovjetisk politiker) 

1: 70, 110, 605; 2: 474 

Bernhard, Wolfgang (østtysk oberst) 

3: 563 

Bernini (italiensk kommunist) 4: 173 

Beukel, Erik (politolog) 3: 92 

Bevin, Ernest (britisk udenrigsminister) 

1: 107-08, 132, 232, 427 

BfV (Bundesamt für Verfassungsschutz) 

2: 449-50, 458 

Bibliotekarer for Fred 3: 333 

Biermann, Wolf (østtysk sangskriver) 2: 402 

Bierring, Ole (diplomat) 2: 267; 4: 109 

Bilgrav-Nielsen, Jens (RV) 2: 289, 293; 

3: 86n, 157 

Bjerg, H. C. (historiker) 3: 128 

Bjerregaard, Ritt (S) 3: 243, 275n., 292- 

93, 304 

Bjøl, Erling (politolog, medlem af 

SNU’s formandskab) 2: 67n, 83, 91, 

127-28; 3: 92, 200 

Bjørnkjær, Kristen (forfatter) 3: 143 

Black Panthers Party 2: 418 

Black Watch (antikommunistisk gruppe) 

1: 504 

Black Power 2: 417 

Blake, George (britisk efterretningsagent) 

1: 554, 556 

Blankenhorn, Herbert (vesttysk ambassadør) 

2: 142 

Blechingberg, Einar (diplomat) 1: 466- 

468 

Bliesener, Erich (vesttysk diplomat) 2: 305 

Blunt, Anthony (britisk efterretningsagent) 

1: 443, 556 

Bo, Per (DSU) 2: 84 

Boel, Niels (diplomat) 2: 154 

Bohlen, Charles (amerikansk diplomat) 

1: 107n., 564, 567 

Bohr, Niels 1: 210, 394; 2: 44, 474-75 

Bolewski, A. (polsk diplomat) 4: 129 

Bomholt, Julius (S) 1: 282n., 381-82; 

2: 319 

Bonnevie, Lars 3: 143 

Borch, Otto R. (diplomat) 3: 267, 303 

Bordzilowski, Jerzy (polsk viceforsvarsminister, 

generalstabschef) 1: 634-35; 

2: 623, 626 

Boserup, Anders (sikkerhedspolitisk 

ekspert, medlem af SNU’s formandskab) 

2: 91 

Bossy, K. (polsk søofficer) 2: 606; 3: 546 

Bowie, Robert (amerikansk sikkerhedspolitisk 

rådgiver) 2: 209 

Brahe-Pedersen, Olav (diplomat) 4: 122- 

123 

Brandt, Willy (tysk forbundskansler) 

1: 78, 219, 682; 2: 19-20, 21, 22-26, 

101, 117, 213, 225, 304, 306, 307, 311, 

312, 429, 438, 678, 728; 3: 51-54, 

121n, 345; 4: 32 

Branner, H.C. (forfatter) 1: 212 

Brauer, Willy (SF) 4: 175 

Bredsdorff, Elias 1: 211 

Bresjnev, Leonid Iljitj (generalsekretær) 

1: 64; 2: 23, 27, 38, 121, 130, 178, 

240 DEL VI · BILAG

242, 244, 320, 323, 407, 504, 587; 

3: 11, 14, 19, 49, 56, 64n, 72, 84, 85n, 

91, 144f, 147, 192, 229, 241, 312f, 

345, 494, 503, 505n, 601; 4: 83 

Brind, Patrick (britisk officer) 1: 238-39, 

241-42, 250, 256, 277, 675n, 

Brix, E. (politimester) 4: 113 

Brosio, Manlio (NATO generalsekretær) 

2: 97, 209, 212-13 

Brown, Harold (amerikansk forsvarsminister) 

3: 77, 81n, 580f, 585 

Brun, C.A.C. (diplomat) 1: 275 

Brundtland, Arne Olav (norsk forsker) 

3: 399 

Brundtland, Gro Harlem (norsk statsminister) 

3: 146, 171; 4: 95 

Bruun, Ellen (redaktør) 2: 75 

Bruun, Hans Henrik (diplomat) 3: 267; 

4: 109 

Brzezinski, Zbigniew (amerikansk sikkerhedspolitisk 

rådgiver) 2: 596; 

3: 220-222, 472, 493, 503-4, 581, 585 

Brøndsted, Poul (V) 3: 248 

Buch, Kaj (SID) 3: 349 

Budtz, Lasse (S) 2: 119, 122, 123, 240, 

250, 271, 328; 3: 86f, 91f, 98, 100, 

103f, 107f, 111-14, 118, 120-22, 131, 

154f, 160, 162f, 167-69, 171, 177, 193, 

198, 200, 208, 212, 219, 224, 226f, 

233, 238f, 244-49, 262-66, 271n, 272, 

274-78, 281, 291n, 292, 294-99, 346, 

348, 350, 394, 616; 4: 95, 109 

Buhl, Vilhelm (S, statsminister) 1: 124 

Bukovskij, Vladimir 4: 75 

Bulganin, Nikolaj (sovjetisk ministerpræsident) 

1: 202-204, 221, 225ff., 

234, 296-312, 319, 322-329, 336-338, 

362, 378, 465, 619, 657, 710 

Burgess, Guy (agent) 1: 443, 556 

Bush, George (amerikansk præsident) 

3: 34, 196, 511; 4: 70, 77n 

Børn for Fred 3: 366 

Cairncross, John (agent) 1: 443, 556 

Campaign for Nuclear Disarmament 

(CND) 1: 395, 411; 2: 302 

Camre, Mogens (S) 3: 243 

Carlsen, Per (diplomat) 4: 109 

Carrington, Lord Peter (britisk uden- 

rigsminister, NATO-generalsekretær) 

3: 41, 181, 190, 231, 303, 304, 594; 

4: 17, 75, 77, 79, 98 

Carter, Jimmy (amerikansk præsident) 

1: 76; 2: 27, 29, 121, 123, 125, 249, 

270n, 283, 535, 572, 595-96; 3: 13, 72, 

106, 192, 222, 367, 470-472, 503, 504, 

522, 608-610; 4: 39, 52, 91 

Casey, William (CIA-direktør) 3: 473 

Castro, Fidel 1: 551 

Chain, John T. (amerikansk general) 

3: 480 

Chalfont, Lord (britisk politiker) 3: 377 

Chandra, Romesh (præsident for 

Verdensfredsrådet) 3: 312, 372 

Charter 77 3: 55, 351 

Chile-komiteen 2: 340, 352, 422 

Christen für die Abrüstung (CfA) 3: 330 

Christensen, Bent (journalist) 2: 450 

Christensen, Christian (KrF) 3: 189 

Christensen, Henry (V) 2: 82 

Christensen, Ib (RetsF.) 3: 94, 141 

Christensen, Inger (forfatter) 2: 374 

Christensen, Jens (diplomat) 3: 589n, 

597; 4: 109 

Christensen, Johan (S) 2: 44 

Christensen, Johannes (RV) 1: 169, 223 

Christensen, Jørgen (DKP) 2: 348 

Christensen, Steen (S) 4: 109 

Christensen, Søren Møller 3: 559 

Christensen, Thomas (RV) 1: 409-10, 

432 

Christiansen, Arne (V) 1: 189-190n., 

412n.; 2: 122; 3: 114, 162n, 197, 217, 

223, 241, 247, 253; 4: 109 

Christiansen, Einar Hougård (S) 3: 394 

Christiansen, Ernst (S) 1: 300n., 303, 

343 

Christiansen, Per (DKP) 4: 169 

Christophersen, Henning (V, udenrigsminister) 

2: 268, 273; 3: 96, 106f, 131, 

151, 153, 205f, 209f, 218, 229, 239, 

241f; 4: 109 

Chryszczanowicz, A. (polsk efterretningsofficer) 

4: 134 

Churchill, Winston (britisk premierminister) 

1: 26, 103n, 177, 566, 715; 

4: 25 

REGISTER 241

Clark, Helen (Arbejderpartiet, New 

Zealand) 3: 289 

Clark, William (amerikansk sikkerhedspolitisk 

rådgiver) 3: 474, 551; 4: 78n, 

85 

Clarté 1: 703; 2: 315 

Cleveland, Harland (amerikansk NATOambassadør) 

2: 180, 185, 188, 189 

COCOM (Coordinating Commitee) 

1: 406 

Coe, Robert D. (amerikansk ambassadør) 

1: 668 

Collet, Bernt Johan (K, forsvarsminister) 

3: 289 

Committee of Youth Organizations 2: 315 

COSEC (Coordinating Secretariat) 

1: 427, 436 

Couve de Murville, Maurice (fransk 

udenrigsminister) 2: 211 

Cox, Arthur Macy (amerikansk forsker) 

3: 89 

Crosland, Anthony (britisk udenrigsminister) 

2: 251 

Czyrek, Jozef (polsk udenrigsminister) 

3: 230 

D’Encausse, Hélène Carrère (fransk forsker) 

3: 38 

Dahlgaard, Bertel (RV) 1: 149, 156, 158, 

160, 190, 270, 298, 300, 302, 307, 411 

Dam, Kenneth (amerikansk viceudenrigsminister) 

3: 593 

Dam, Pia (SF) 2: 420 

Dam, Poul (SF) 2: 66 

Damgaard, Knud (S) 3: 208, 217, 274 

Danmarks Demokratiske Kvinder 

(DDK) 2: 373 

Dannevirke (kommunistisk skytteforening) 

1: 504 

Dansk Fredskonference 1: 180, 388, 

390, 393, 396, 403, 405, 409-10, 432, 

434; 3: 332 

Dansk Fredsråd 1: 153, 179 

Danske Demokratiske Kvinder (DDK) 

1: 399-400 

Danske Vietnamkomiteer, De 2: 58, 127, 

352, 423 

Dansk-Russisk samvirke, se 

Landsforeningen Danmark … 1: 480 

Dansk-Vietnamesisk forening 2: 423 

Danson, Barnett (canadisk forsvarsminister) 

2: 296 

Danstrup, John (journalist) 2: 96 

Dau, Mary (diplomat) 2: 91 

Davidsen, Erik (journalist) 3: 144 

Dean, John Gunther (amerikansk ambassadør) 

2: 39 

Debré, Michel (fransk ministerpræsident) 

2: 141, 142 

Degn, Helle (S) 3: 208, 281n. 

Demokratisk ungdoms verdensforbund 

(DUV) 1: 396, 400-02, 427-28 

Deng Xiaoping (kinesisk politiker) 

2: 727; 4: 32 

Deutsche Friedensunion (DFU) 3: 330 

DFD (Demokratischer Frauenbund 

Deutschlands) 1: 49 

DGS (Danske Gymnasieelevers Sammenslutning) 

2: 315 

Dich, Jørgen S. (økonom) 1: 212, 214, 

405-06 

Dickel, Friedrich (østtysk indenrigsminister) 

3: 318 

Ditzel, Meta (RV) 2: 310; 3: 402-3 

Djilas, Milovan (jugoslavisk politiker og 

dissident) 3: 58 

Dobrynin, Anatolij F. (sovjetisk diplomat) 

1: 369, 604; 2: 15; 3: 56 

Dohrmann, Helge (FP) 3: 193 

Donnerstag, Evald 2: 355 

Dragsdahl, Jørgen (journalist) 3: 78f, 

88f, 94, 109, 134, 176, 200, 336, 363; 

4: 109 

Drzewiecki, Jan (polsk general) 1: 633 

Dubček, Alexander (tjekkoslovakisk politiker) 

2: 122, 503 

Duckwitz, Ferdinand (vesttysk diplomat) 

1: 656, 681 

DUF (Dansk Ungdoms Fællesråd) 2: 

315, 422; 3: 362-63, 376 

Dulles, Allen (CIA-direktør) 1: 554, 568, 

569 

Dulles, John Foster (amerikansk udenrigsminister) 

1: 111, 218, 236, 276-77, 

304, 557, 567, 675n; 2: 84, 198; 

4: 75 

Dybkjær, Lone (RV) 3: 306; 4: 109 

242 DEL VI · BILAG

Dyvig, Peter (diplomat) 3: 205, 214-15, 

275-76, 596; 4: 109 

Eden, Anthony (britisk premierminister) 

1: 265-67 

Egerod, Søren (sinolog) 2: 374 

Eggert, Chr. Holten (diplomat) 1: 353, 

355, 361, 376 

Ehm, Wilhelm (østtysk admiral) 2: 615; 

3: 546 

Eisenhower, Dwight D. (amerikansk 

præsident og general) 1: 29, 76, 78, 

110, 168, 194, 257-60, 276, 316, 554, 

563n, 568, 600-03, 675; 2: 14 

Elgaard, Niels (V) 1: 170 

Ellemann-Jensen, Uffe (V, udenrigsminister) 

1: 475; 3: 96f, 104, 111, 118, 

122-25, 131, 133, 135-38, 159, 167, 

182f, 187-89, 200, 237-39, 241, 243, 

245, 248f, 250, 253, 255f, 258, 264, 

267, 268f, 275, 279f, 288, 290, 298n, 

300, 377, 578, 583, 584, 588, 590f, 

593f, 615f, 633f.; 4: 43, 101, 109 

Elmquist, Bjørn (V) 3: 155 

Emanuel, Poul (DKP) 2: 420 

Enevoldsen, Niels (DSU) 2: 240 

Engell, Hans (K, forsvarsminister) 

3: 114, 116f, 139, 161, 200, 249, 253, 

258, 265-67, 277n, 278; 4: 98, 109 

Erhard, Ludwig, (tysk forbundskansler, 

CDU) 1: 681; 2: 19, 182, 683 

Eriksen, Erik (V, statsminister) 1: 158, 

179, 203, 286, 289, 411 

Eriksen, Holger (S, redaktør) 1: 160-65, 

172-73, 177ff., 268, 275; 2: 84 

Erlander, Tage (svensk statsminister) 

1: 277, 500 

Espersen, Mogens (journalist) 3: 109 

Espersen, Ole (S, justitsminister) 2: 423; 

3: 183n, 559 

Evensen, Jens (norsk minister) 3: 141 

Fagbevægelsen for Fred 3: 126f. 

Fagerholt, Dagmar 3: 402 

Falin, Valentin M. (sovjetisk diplomat) 

1: 369; 3: 53 

Fanfani, Amintore (italiensk udenrigsminister) 

2: 172 

Faurby, Ib (politolog) 3: 120 

FDGB (Freier Deutscher 

Gewerkschaftsbund) 1: 49, 417; 

2: 321, 359, 369, 384-85 

Federspiel, Per (V) 2: 40n, 90, 100-01, 

181n, 

Feist, Manfred (østtysk politiker) 2: 321, 

359, 388; 3: 309, 345 

Felfe, Werner 3: 347 

FIR (Den internationale Modstands- og 

Fangeorganisation) 1: 402-03; 4: 172- 

73 

Fischer, Ben B. (amerikansk historiker) 

3: 478, 508-9 

Fischer, Oskar (østtysk udenrigsminister) 

3: 318 

Fischer, Paul Henning (diplomat) 

1: 356, 361; 2: 138, 142, 143, 154, 

158, 162, 165, 276, 707; 3: 596, 597n.; 

4: 109, 120-21 

Flack, Ronald D. (amerikansk ambassaderåd) 

3: 293 

Fleron, Kate 1: 179, 412; 2: 423 

Florin, Peter (chef for SED’s internationale 

afdeling) 2: 413 

FN’s Økonomiske og Sociale Råd (ECO- 

SOC) 1: 401 

Foghmar, Helge (KmA) 2: 45 

Folke, Steen (VS) 2: 293; 3: 90, 96f, 

111f, 114, 154, 156f, 160, 162, 200, 

254; 4: 109 

Fonden til støtte for venstreorienterede 

arbejderorganisationer (ofte blot kaldet 

„Fonden“, se også Internationale 

Fagforeningsfond … 2: 345-47, 350 

Forchhammer, Grethe (S) 1: 406 

Forchhammer, Olaf (S) 1: 160n., 179 

Ford, Gerald (amerikansk præsident) 

3: 57; 4: 74 

Foreningen af frie polakker i Danmark 

2: 355 

Foreningen af polakker i Danmark 

2: 355 

Foreningen Sovjetunionen-Danmark 

2: 352, 365 

Forsoningsforbundet 3: 331, 376 

Foss, Erling (K) 1: 176, 694 

Fournais, Erik (oberst, chef for FE) 

4: 109 

Fredens Forkjempere 1: 388, 396 

REGISTER 243

Fredens tilhængere 1: 164, 385, 390, 

393-94, 396, 398, 405-07, 1: 432, 434 

Freie Deutsche Jugend (FDJ) 1: 49, 417, 

428; 2: 368-69, 385; 3: 360, 362 

Frellesvig, Per (diplomat) 2: 155 

Friis-Møller, William (diplomat) 4: 109 

Frisch, Hartvig (S) 1: 117, 124-27, 133n, 

223-24 

Frit Forum (socialdemokratisk studenterforening) 

1: 212-13; 2: 84, 88, 315 

From, Simon (V) 1: 143 

Frost, Torben (diplomat) 3: 205 

Frydenlund, Knut (norsk udenrigsminister) 

3: 209, 214; 4: 94-95 

Fuglsang, Willy (DKP) 4: 163-64, 169 

Gaddis, John Lewis (amerikansk historiker) 

1: 24, 599, 618 

Garthoff, Douglas F. (CIA) 3: 516 

Garthoff, Raymond L. (amerikansk diplomat 

og historiker) 2: 585, 594; 3: 528 

Gasparowicz, Marian (polsk efterretningsofficer) 

2: 648; 4: 119-20 

Gates, Robert M. (CIA-direktør) 3: 16n, 

40n, 473n, 515 

Gaulle, Charles de (fransk præsident) 

2: 16, 17, 71, 137, 181-184, 187, 188, 

193, 301, 691 

Geicke, Jürgen (østtysk efterretningsofficer) 

3: 562 

Gemzell, Carl-Axel (svensk historiker) 

1: 614, 628; 2: 264, 582, 583 

Generaler for fred 3: 322-23; 4: 100 

Genscher, Hans-Dietrich (vesttysk udenrigsminister) 

3: 213, 219; 4: 77, 98 

Georgi, Thomas (østtysk diplomat) 

3: 349, 371 

Gerasimov, Gennadij (sovjetisk diplomat) 

3: 32n. 

Gerhardsen, Einer (norsk statsminister) 

1: 296, 311, 325n., 696, 708 

Gierek, Edward (polsk regeringschef) 

2: 537 

Glismann, Otto (KmA) 2: 51 

Glistrup, Mogens (FP) 3: 85 

Glusjtjenko, Anatolij (sovjetisk diplomat) 

4: 129-31 

Goldbach, Joachim (østtysk generaloberst) 

3: 538-39, 542 

Goldberg, Arthur (amerikansk FN-ambassadør) 

2: 15 

Gomulka, Wladyslaw (polsk premierminister) 

1: 113, 193, 537, 549 

Gonzáles, Felipe (spansk statsminister, 

PSOE) 3: 62 

Gorbatjov, Mikhail Sergejevitj (sovjetisk 

leder) 1: 64, 548, 618-19; 2: 390, 488, 

585; 3: 21-24, 30, 32-34, 37, 41, 46-48, 

50, 51, 61-65, 194, 196, 265, 272-73, 

284, 285, 315f, 326f, 345, 352, 376, 

378-80, 385, 422, 427, 430-34, 442, 

457-59, 467, 469, 526, 554, 566, 569, 

578, 583, 625; 4: 22, 54, 56, 64, 83 

Gordijevskij, Oleg (KGB-officer, dobbeltagent) 

1: 515; 2: 432, 435-36, 444- 

45, 450; 3: 18, 323, 353, 408, 418-19, 

506-07, 515n.; 4: 60 

Gorsjkov, S.G. (sovjetisk admiral) 1: 628; 

2: 582, 609, 612, 613, 625, 634; 

3: 502, 546, 571 

Gottlieb, Henning (kommitteret; formand 

for SNU) 2: 259, 266, 267, 270, 

273, 438; 3: 212, 215, 390n.; 4: 109 

Gram, Jørgen (V) 1: 125, 223 

Gram, Viktor (S, forsvarsminister) 

1: 364, 669; 2: 71, 149, 153-154, 158- 

159, 277, 708, 721 

Gregori, Theo (leder af DDR’s militære 

efterretningstjeneste) 3: 392, 498 

Gretjko, Andrej (sovjetisk marskal, forsvarsminister) 

1: 522; 2: 586, 594, 

625, 630 

Grewe, Wilhelm (tysk NATO-ambassadør) 

2: 213 

Gribanov, M. (sovjetisk ambassadør i 

Norge) 1: 697-98, 710; 3: 502 

Grigorjev, Boris (KGB-officer) 2: 435, 

444, 649 

Gromyko, Andrej Andrejevitj (sovjetisk 

udenrigsminister) 1: 298, 308-09n., 

328n., 337-38, 354; 2: 23, 139-40, 141, 

151-52, 154-55, 178-79, 188, 238, 244, 

257, 266, 269, 341, 419, 706; 3: 17, 

22, 56, 239n, 605, 616 

Grooss, Poul (søofficer) 4: 109 

Grossmann, Werner (chef for STASI’s 

udlandstjeneste) 2: 457; 3: 323, 514 

244 DEL VI · BILAG

Grosz, Karoly (ungarsk politiker) 3: 44 

Gruenther, Alfred B. (SACEUR) 1: 334, 

344-45 

Gruppe 61 1: 402, 433 

Grünbaum, Henry (S, finansminister) 

2: 292; 3: 220 

Graae, Bodil (journalist) 3: 402 

Guillaume, Günther (DDR-agent) 2: 25, 

448, 449, 467 

Gørtz, Ebbe (generalløjtnant, hærchef) 

1: 129 

Götting, Gerald (Liga für Völkerfreundschaft) 

3: 330 

Hagensen, Hagen (K) 3: 253 

Haig, Alexander (amerikansk general, 

SACEUR, udenrigsminister) 2: 296, 

297; 3: 17n, 145f, 210, 495; 4: 53, 

77n, 94-95 

Hak, Alois (østtysk diplomat) 2: 348; 

3: 348 

Hammerich, Else 3: 144 

Handal, Niels (norsk forsvarsminister) 

1: 314 

Hankey, R.M.A. (britisk diplomat) 

1: 674n. 

HANSA 2: 378-79 

Hansen, Bent (redaktør) 3: 397 

Hansen, Bjørn (RV) 1: 204-05 

Hansen, Ellen (RV) 1: 412 

Hansen, H.C. (S, statsminister, udenrigsminister) 

1: 173-77, 182, 194-95, 197, 

202, 204-06, 221-25, 227, 229, 234, 

259, 286, 296-97, 299-304, 306-12, 

315-16, 321, 325, 336-38, 343, 349, 

378, 406, 465, 696, 710; 2: 203, 405, 

721; 3: 87, 181, 605 

Hansen, Hardy (SID) 3: 349 

Hansen, Ivar (V) 3: 245, 253, 256, 279 

Hansen, J.K. (S) 2: 292 

Hansen, Jørgen Peder (S) 2: 110 

Hansen, Kurt (VS) 3: 90 

Hansen, Ludvig (DKP) 4: 169 

Hansen, Poul (S, forsvarsminister) 

1: 131, 202, 205, 208-09, 294-95, 306, 

312, 314, 342, 344, 366, 668; 2: 147 

Hansen, Preben Møller (DKP, Fælles 

Kurs) 2: 420 

Hansen, Ralph Lysholt (S) 2: 292 

Hansen, Rasmus (S, forsvarsminister) 

1: 133, 168, 170, 174, 223, 265, 268, 

287, 498, 505 

Hansen, Svend (forsvarsministeriet) 1: 358 

Hansen, Uffe (Dansk Fredsråd) 1: 179 

Hansen, Villum (Samarbejdskomiteen) 

1: 411; 2: 367 

Haralambopoulos, Yiannis (græsk udenrigsminister) 

3: 250 

Harmel, Pierre (belgisk udenrigsminister) 

2: 17, 181, 195-197, 212, 220 

Hartling, Poul (V, statsminister) 2: 68, 

82, 100-02, 107-08, 110, 112, 230-31, 

233, 238, 252, 266, 288, 310-11, 681, 

724, 727; 4: 32 

Hassel, Kai-Uwe von (vesttysk forsvarsminister, 

CDU) 2: 157 

Hassenkam, Henrik (DSU) 2: 84 

Haugaard, Svend (AmK, RV) 1: 179, 

424; 2: 45, 48, 53, 108, 240, 242; 3: 78 

Hedegaard, Andrea (RV) 1: 179 

Hedegaard, Connie (K) 3: 186 

Hedtoft, Hans (S, statsminister) 1: 129, 

133-36, 139-40, 142, 147, 152, 156, 

158-60, 163-67, 172, 175, 177, 181, 

184, 187-92, 223-24, 259-60, 262-63, 

265, 267, 271, 273, 276-77, 284-86, 

498-99, 500-01, 688, 692; 2: 697, 698; 

3: 87 

Heiberg, Edvard (DKP) 1: 386, 399n. 

Heinemann, Uta Rancke (vesttysk fredsforsker) 

3: 127 

Heinesen, Knud (S) 3: 212; 4: 109 

Hellberg, Sigvald (S) 1: 507 

Henriksen, Ole Bernt (K) 3: 241 

Henriksen, Preben (DKP) 4: 164, 169 

Hergel, Hugo (diplomat) 1: 264, 269- 

70, 272 

Hermann, Leif (SF) 3: 179 

Hermansson, C.H. (svensk politiker, 

VPK) 4: 171, 174, 177 

Heurlin, Bertel (historiker, politolog, 

medlem af SNU’s formandskab) 3: 156 

Heuser, Beatrice, tysk militærhistoriker 

2: 585 

Hilden, Jytte (S) 3: 85f, 88, 94, 97, 104, 

143n, 200, 212f, 217f, 220, 222, 228n, 

403; 4: 109 

REGISTER 245

Hillingsø, Kjeld G. H. (generalløjtnant) 

1: 514; 3: 489 

Hind, Tage (KmA) 2: 51 

Hines, John G. (amerikansk analytiker) 

1: 610 

Hitler, Adolf 1: 27, 95, 103n, 117, 167, 

391, 418, 671, 712; 2: 67, 369, 409-10, 

634, 655 

Hjorth, Jørgen O. 4: 109 

Hjort-Nielsen, Henning (diplomat) 

2: 201, 215, 216 

Hjortnæs, Karl (S) 2: 287, 292; 3: 116 

Ho Chi Min (leder af Vietnams 

Demokratiske Republik) 2: 57 

Hoffmann, Heinz (østtysk forsvarsminister) 

3: 513, 518, 530, 540, 544 

Hoffmann, Theodor (østtysk flådechef) 

3: 483, 544, 548; 4: 53 

Hofsten, Hans Von (svensk kommandør) 

3: 491 

Holk, Iben (forfatter) 3: 128 

Holloway, David (britisk forsker) 1: 598 

Holm, Hans-Henrik (politolog) 3: 135, 

137, 139, 181 

Holm, Hans Jørgen (V) 3: 253 

Holmsgård, Anne Grete (SF, VS) 3: 107 

Holst, Erik (S) 3: 242, 274 

Holst, Johan Jørgen (norsk politolog, 

forsvarsminister og udenrigsminister, 

Arbeiderpartiet) 3: 267 

Holst, Thorkild (DKP) 4: 164 

Holter, Heinz (biokemiker) 1: 394 

Holtsmark, Sven G. (norsk historiker) 

1: 45, 425; 2: 359 

Honecker, Erich (østtysk leder) 2: 23, 

24, 265, 266, 304, 320; 3: 25, 29, 33, 

65, 313, 316, 318, 338, 340, 343, 348, 

372, 513, 525n, 540 

Honoré, Bent (KrF) 3: 90 

Horstmeier, Carel (hollandsk historiker) 

2: 357 

Huntington, Samuel (amerikansk forsker) 

3: 472 

Hurd, Douglas (britisk udenrigsminister) 

3: 57n.; 4: 75 

Husak, Gustav (tjekkoslovakisk leder) 

3: 25, 316 

Husfeldt, Erik (medl. Frihedsrådet) 

1: 124, 194, 694 

HVA – Hauptverwaltung Aufklärung 

(det østtyske ministerium for statssikkerheds 

udlandstjeneste) 1: 50, 446, 

448, 456, 486, 495, 513 

Hvass, Frants (diplomat) 1: 346, 349 

Hækkerup, Hans (S) 2: 48; 3: 186-87, 

292 

Hækkerup, Per (S, udenrigsminister) 

1: 214, 318-319, 325-29n., 428, 682; 

2: 52, 59, 66, 69-70, 73, 76, 78, 88, 

100n, 101, 138-39, 143, 145-46, 149n, 

151-52, 154-64, 166-68, 172-73, 176- 

77, 179-81, 183-85, 188, 189n, 191, 

206, 219, 229, 292, 305-06, 310, 319, 

406, 676-77, 684-86, 691, 694, 698, 

704, 706, 722-23, 733; 3: 87, 142; 

4: 37 

Høy, Ulrik (højskolelærer, journalist) 

3: 128 

Haagerup, Niels Jørgen (sikkerhedspolitisk 

ekspert, journalist) 1: 156; 2: 158- 

59, 277n, 708, 721; 3: 89f, 109 

Haarder, Bertel (V) 3: 255n. 

Haase, Gustav Holm (østtysk spion) 

2: 448-450, 653; 4: 59 

ICESC (International Committee for 

European Security and Cooperation) 

3: 322 

ICFTU (International Confederation of 

Free Trade Unions) 1: 429 

IFDJ (International Forening af 

Demokratiske Jurister) 1: 398, 429 

Iklé, Fred (amerikansk viceforsvarsminister) 

2: 478, 492; 4: 52 

Iljitjov, I.I. (chef for MID’s skandinaviske 

afdeling) 1: 411; 2: 405 

Illarionov, Anatolij (sovjetisk diplomat 

og efterretningsofficer) 4: 123-26, 129 

International Association of Democratic 

Lawyers (IADL) 1: 398 

International Commission of the 

Swedish Federation of Students 

1: 428 

International Liason Forum of Peace 

Forces 3: 351 

246 DEL VI · BILAG

International Liga for Fred og Frihed 

1: 399; 3: 331, 362, 376 

International Union of Students (IUS) 

1: 372, 396 

Internationale fagforeningsfond for 

hjælp til venstreorienterede arbejderorganisationer, 

Den (også kaldet 

„Fonden“ eller „den internationale 

fagforeningsfond“ eller „den internationale 

fond“) 2: 345-47, 350 

Internationale Forening af 

Demokratiske Jurister, Den (IFDJ) 

1: 398, 429 

Internationale komité for Europæisk 

Sikkerhed og Samarbejde, Den 2: 316 

Isjkov, A.A. (sovjetisk fiskeriminister) 

2: 489 

Ismay, Lord H.L. (generalsekretær 

NATO) 1: 430-31 

Ivanov, Vitalij (sovjetisk admiral) 3: 447 

Ivasjutin, P. I. (armégeneral, chef for 

GRU) 3: 501, 517 

Jacobsen, Kurt (historiker) 2: 445; 4: 158 

Jaeschke, Norbert (østtysk ambassadør) 

3: 369 

Jakobsen, Erhard (S, CD) 2: 127, 3: 85, 

189n. 

Jakobsen, Frode (S) 1: 176, 194, 208; 

2: 62, 67; 3: 110 

Jakobsen, Mimi (CD) 3: 189 

Jakobsen, Svend (S) 3: 247, 294, 296n.; 

4: 109 

Jakovlev, Nikolaj (sovjetisk militærattaché) 

4: 115 

Jakubovskij, I.I. (sovjetisk marskal) 

2: 579 

Jansen, Josef (vesttysk diplomat) 1: 681 

Jaruzelski, Wojciech (polsk general og 

politiker) 2: 503, 597; 3: 26, 428f, 

459, 502 

Jasov, Dmitrij (sovjetisk forsvarsminister) 

3: 433 

Jegorytjev, Nikolaj (sovjetisk ambassadør) 

2: 266, 268-69, 276, 363 

Jelsukov, Boris (journalist) 1: 370 

Jensen, Alfred (DKP) 1: 169-70, 195, 

499-500; 4: 164, 169, 176-77 

Jensen, Bent (historiker) 3: 128, 166, 

234n. 

Jensen, Bernhard (S) 1: 214 

Jensen, Claus (DSU) 3: 349 

Jensen, Egon (S) 2: 292 

Jensen, Ifrim 2: 375 

Jensen, Jørgen (DKP) 1: 215, 515; 

2: 349; 3: 94, 324, 367, 369 

Jensen, Aage Hessellund (diplomat) 

1: 301 

Jeppesen, Henrik (KmA) 2: 51 

Jermakov, Oleg (diplomat, efterretningsofficer) 

4: 135 

Jespersen, Hans (ambassadesekretær) 

1: 474, 477 

Jespersen, Knud (DKP) 1: 215, 404, 410, 

432, 512n, 515; 2: 68, 90, 324, 339-41, 

353, 375, 418; 4: 163-64, 169, 174-75 

Jobert, Michel (fransk handelsminister) 

4: 85 

Johnson, Lyndon B. (amerikansk præsident) 

2: 14-16, 37-38, 57-59, 175-76, 

199-200, 502, 686, 693, 713, 

Jones, Christopher (amerikansk analytiker) 

1: 607-8 

Journalister for Fred 3: 333-34, 366, 415 

Jurister for Fred 3: 333 

Jæger, Niels (diplomat) 3: 205, 588n. 

Jørgensen, Anker (S, statsminister) 

2: 35, 39, 111, 115, 121, 123-125, 242, 

245, 249, 265-66, 269, 287, 292-93, 

310, 317, 408, 437, 442, 700-02, 715; 

3: 84, 85n, 88, 95-97, 106, 113, 118, 

120-22, 131, 136, 142, 145-50, 153, 

160, 166, 171, 180n, 198, 200, 205f, 

209-15, 217-18, 221, 225-30, 237-38, 

241f, 244, 249, 251, 254, 257, 266, 

273n, 275, 278, 280-82, 284, 292, 296, 

298n, 304, 343, 347, 580, 585f, 596n.; 

4: 87, 95 

Jørgensen, Eigil (diplomat) 1: 668n.; 

3: 212, 295, 590-96; 4: 101, 109 

Jørgensen, Jørgen (RV, undervisningsminister) 

1: 125, 130, 135, 137, 145, 

148-49, 175, 184-86, 223, 264, 269-71, 

273-74, 

Jørgensen, Jørgen (filosof, formand for 

REGISTER 247

Landsforeningen til Samvirke mellem 

Danmark og Sovjetunionen, 1949-64) 

1: 382 

Jørgensen, Knud (general, forsvarschef) 

3: 78n, 97, 559 

Jørgensen, Svend (RV) 1: 149 

Kampagnen mod Atomvåben (KmA) 

1: 214-17, 229, 395, 409-10, 432; 2: 43, 

45, 47-55, 127, 160, 302, 418, 421 

Kampf dem Atomtod 1: 395, 411; 2: 302 

Kampmann, Jens (S) 2: 44, 65, 292, 310 

Kampmann, Viggo (S, statsminister) 

1: 214, 320n, 345, 352, 357, 363, 712; 

2: 44, 65, 310 

Kapitanets, I.M. (sovjetisk admiral) 

2: 629; 3: 488-89n, 524, 545, 547-48 

Kaplin, Anatolij (sovjetisk gesandt) 1: 397 

Karlsson, Villy (DKP) 2: 339 

Kauffmann, Henrik (diplomat) 1: 124, 

673 

Kedrov, Viktor (sovjetisk diplomat, efterretningsofficer) 

2: 480-81; 4: 135-36 

Kekkonen, Urho (finsk præsident) 

1: 323-328n., 353-357, 406, 701; 2: 

231, 249, 295, 407, 705, 711, 713, 722; 

3: 315; 4: 176 

Kennan, George (amerikansk diplomat) 

1: 132, 246, 264, 269, 271n., 562-64, 

715; 2: 68; 3: 25 

Kennedy, John F. (amerikansk præsident) 

1: 29, 114-16, 529; 2: 12-14, 25, 

57, 141, 145, 158, 197 

KFAZ (Komitee für Frieden, Abrüstung 

und Zusammenarbeit) 2: 316 

Kharlamov, N.M. (sovjetisk admiral) 

1: 627 

Khrusjtjov, Nikita Sergejevitj (sovjetisk 

leder) 1: 22, 60, 111-116, 192-194, 

217-218, 235n., 302, 310, 315-316, 

321-328n., 353-357, 369, 406, 522-525, 

537, 546n.-552, 555-556, 583-586, 597- 

598, 657n., 702, 706-707; 2: 12-14, 37- 

38, 58, 112, 129-30, 140, 153n, 159, 

300-01, 319, 339, 406, 419n, 501-02, 

583, 587, 590-91, 593, 625, 630, 640, 

683-84, 705, 711, 713, 716, 722-23, 

730-31; 3: 477; 4: 34-35, 48, 61, 64, 

159, 161, 164, 176 

Khrusjtjov, Sergej (søn af Nikita 

Khrusjtjov) 1: 549 

Kim Il Sung (nordkoreansk leder) 

1: 155, 598 

Kimberg, Benny (diplomat) 2: 91; 

3: 267 

Kirk, Hans (forfatter) 1: 391 

Kirk, Kent (K) 3: 278 

Kirkeby, Anker (journalist) 1: 412-13 

Kiryczenko, Wiktor (polsk diplomat) 

4: 137-38 

Kissinger, Henry (amerikansk national 

sikkerhedsrådgiver, udenrigsminister) 

2: 24-25, 235-36, 251, 727; 3: 526; 4: 

14, 32 

Klein, Jesper (skuespiller) 3: 143 

Kløvedal Reich, Ebbe, se også Reich 

(forfatter) 1: 211 

Knabe, Hubertus (tysk historiker) 3: 323 

Knudsen, Erik (forfatter) 3: 94, 144, 402 

Knudsen, Jens Risgaard (S) 3: 244-45, 

247, 275, 298 

Knuth, Adam Eggert (diplomat) 2: 197 

Koch, Bodil (S) 1: 214-17, 273, 400, 406, 

407; 2: 62 

Koch, Ejler (S) 2: 292 

Kock-Petersen, Elsebeth (V) 3: 252, 257 

Kofoed, Niels Anker (V) 3: 280 

Kohl, Helmut (tysk forbundskansler) 

3: 51, 57; 4: 75 

Kohler, Foy D. (amerikansk diplomat) 

2: 204, 210 

Koivisto, Mauno (finsk præsident) 

3: 159, 228 

Koldunov, A.I. (sovjetisk marskal) 3: 432 

Komer, Robert (amerikansk viceforsvarsminister) 

3: 486 

Komiteen for Fredens Forsvar 1: 385 

Komiteen for fremme af en uafhængig 

udenrigspolitik 1: 405 

Komiteen for oplysning om Atomfaren 

1: 211, 411, 433 

Komiteen til bekæmpelse af NATO 

2: 423 

Kommunistiske Studenter 2: 422 

Komsomol 2: 333, 368 

Konservative Studenter 1: 213 

Korst, Knud (S, generaldirektør) 1: 412 

248 DEL VI · BILAG

Koslov (sovjetisk efterretningsofficer) 

4: 128-29 

Koslov, Frol (sovjetisk politiker) 4: 161 

Kosygin, Aleksej N. (sovjetisk ministerpræsident) 

2: 16, 26, 238, 242, 269, 278 

Kraft, Ole Bjørn (K, udenrigsminister) 

1: 129, 131, 135, 138, 144, 147-48, 

158-60, 166, 175, 181-82, 184, 191-92, 

194, 197, 207-08, 222-23, 239, 241, 

251, 255-65, 267-69, 271, 274-78, 282- 

85, 300, 302-03, 363, 666, 686; 2: 72, 89 

Krag, Jens Otto (S, statsminister, udenrigsminister) 

1: 208, 214, 289n., 314, 

317, 320n.-321, 326, 328-329n., 339- 

43, 356-58n., 361ff., 479, 677n., 681, 

712; 2: 37-38, 51, 60n, 65, 68, 71-73, 

76, 80, 82-82, 89-90, 100n, 102, 148, 

153n, 159-60, 166-167, 173, 175-76, 

182, 198n, 201, 205-06, 208, 210, 218- 

21, 237, 305-07, 311, 319, 364, 406, 

412, 442, 684, 686, 691n, 693, 706, 

713-14, 721-24; 3: 288, 292 

Kragh, Erik (K, general) 1: 213, 223; 

2: 40n, 44, 53, 90, 101, 144 

Krarup, Søren (samfundsdebattør, 

præst) 3: 128 

Krause, Alfred (østtysk efterretningschef) 

2: 657; 3: 560 

Krause, Werner (østtysk diplomat) 

2: 246 

Krenz, Egon (østtysk leder) 3: 33f. 

Kristensen, G.K. (general) 3: 89 

Kristensen, Knud (V) 1: 133, 137, 143 

Kristensen, Thorkild (V) 1: 144, 175, 

208, 223, 297n., 666 

Kristne for Fred 2: 367 

Kristne for nedrustning 3: 330 

Kristol, Irving 4: 22 

Krjujtkov, Vladimir (KGB-chef) 3: 514 

Krogh, Torben (SF, journalist) 4: 109 

Kruse, Ejner (DKP) 1: 179 

Kubrick, Stanley (amerikansk instruktør) 

2: 317 

Kuckowski, Henrik (polsk militærattaché) 

4: 119 

Kuklinski, Ryszard, polsk oberst, amerikansk 

agent 2: 558, 580, 584, 591, 

595-597, 617, 639; 3: 497 

Kulikov, Viktor (sovjetisk marskal) 

3: 494, 499, 539n., 548 

Kusnetsov, (admiral) 1: 548 

Kuusinen, Hertta (finsk kommunist) 

4: 161 

Kvinder for Fred 3: 75, 143f, 165, 198, 

362, 632; 4: 42 

Kaarsted, Tage (historiker) 1: 498, 502n. 

Lager, Fritjof (næstformand i det svenske 

kommunistparti) 4: 171 

Landsforeningen til Samvirke mellem 

Danmark og Sovjetunionen 2: 325, 

351-55, 361-65, 368, 373-75, 377-82, 

386, 389, 403, 410-11, 415; 3: 324, 

327-30, 334, 337, 351 

Landin, Sven (svensk fagforeningsformand) 

4: 170, 174 

Landskampagnen mod Atomraketterne 

3: 127 

Landskampagnen Stop Atomraketterne 

3: 362 

Landskampagnen stop Raketterne 

3: 127 

Landsorganisationen for Elever (LOE) 

3: 375 

Langballe, Jesper (samfundsdebattør, 

præst) 3: 128f. 

Lange, Halvard (norsk udenrigsminister) 

1: 255, 260-63, 266, 271, 324- 

25n, 699, 701; 2: 30, 152 

Lange, Morten (SF) 2: 80, 291, 456; 

4: 175 

Lannung, Hermod (RV, 

Verdensfredsrådet) 2: 104, 361, 363, 

378; 3: 327, 350-51, 377 

Larsen, Aksel (Formand DKP og SF) 

1: 30, 120, 139, 146, 149, 169, 174- 

176, 185-86, 195-97, 207, 223-224, 

387, 409-10, 423, 501, 511ff., 711; 

2: 69-70, 72, 76-77, 79-81, 87, 97, 161, 

188, 219, 338-39, 412, 418, 420; 4: 61, 

157-77 

Larsen, Alvilda (DKP) 1: 136-37, 388 

Larsen, Finn (DSU) 3: 349 

Larsen, Helge (RV, undervisningsminister) 

2: 69n 

Larsen, Morten (RV) 1: 209, 

Larsen, Winnie (S) 3: 176 

REGISTER 249

Lassen, H.C.A. (læge) 1: 398 

Lebedev, Vladimir (sovjetisk marineattaché) 

4: 119 

Lehen, Thure (DKP) 1: 508, 513 

Lehmann, Karl (kirurg) 1: 194 

Lenin, Vladimir Iljitj 1: 63; 2: 404; 3: 22, 

36, 49, 62 

Lensky, Josef (tjekkoslovakisk diplomat, 

efterretningsofficer, udvist) 4: 121 

Levin, Bernard (britisk journalist) 3: 37 

Levytjkin, Kliment (sovjetisk ambassadør) 

1: 315-316n., 338-340, 351-352, 

357, 361, 363, 383, 410, 710; 2: 375, 

405, 419, 708, 709-711, 709, 713, 714, 

721 

Lidegaard, Bo (historiker) 1: 646n., 

659; 2: 721 

Lidman, Sara (svensk forfatter) 2: 59 

Liga für Völkerfreundschaft 2: 354, 356, 

359-61, 368, 371-73, 378, 384-85 

Ligatjov, Jegor Kusmitj (sovjetisk politiker) 

3: 24n, 32 

Lindberg, Kai (S) 1: 197 

Lippmann, Walther (amerikansk journalist) 

1: 103n., 564 

Lipskij, Viktor D. (sovjetisk efterretningsofficer) 

2: 314 

Ljubimov, Mikhail P. (ambassaderåd, 

KGB-resident i København) 2: 259, 

266, 270, 435, 436; 3: 394 

Lobanov, Anatolij (sovjetisk diplomat, 

efterretningsofficer) 4: 124-25, 129 

Lomakin, Valentin (sovjetisk diplomat, 

efterretningsofficer) 2: 420 

Lorenzen, Jens (Radikal Ungdom) 

2: 367 

Lorenzen, Klaus 2: 457 

Lukjanov, A.L. (sekretær i den sovjetiske 

centralkomité) 3: 273 

Lund, Torben (S) 3: 299-300 

Lundestad, Geir (norsk historiker) 1: 25 

Lunding, H.M. (oberst, chef for den militære 

efterretningstjeneste) 1: 520n. 

Lunkov, Nikolaj M. (MID, chef for den 

skandinaviske afdeling) 1: 352, 354n., 

361, 375 

Luns, Joseph (hollandsk politiker, generalsekretær 

NATO) 2: 235; 3: 116 

Lykketoft, Mogens (S) 2: 84 

Lyng, Jørgen (general, forsvarschef) 

4: 109 

Lysholt Hansen, Ralph (S) 2: 292 

Læger mod Kernevåben 3: 333, 366 

Lærere for Fred 2: 331 

Lærlingenes LO 2: 315, 442 

MacArthur, Douglas (amerikansk general) 

1: 155, 158 

MacLean, Donald (britisk diplomat, sovjetagent) 

1: 443, 452, 556 

MacMillan, Harold (britisk premierminister) 

2: 13 

Madsen, Carl (sagfører, DKP) 2: 324, 

361 

Madsen, Knud (redaktør) 1: 411 

Madsen, S. 1: 412 

Makarov, Leonid (KGB-officer) 3: 404 

Makarov, Mikhail (KGB-officer) 4: 124- 

26, 129 

Malenkov, Georgij (sovjetisk politiker) 

1: 583 

Malik, Jakov (sovjetisk viceudenrigsminister) 

1: 690 

Malinovskij, Rodion (sovjetisk forsvarsminister) 

1: 624 

Malov, L.A. (chef for Sovinformbureau) 

1: 395 

Maltsev, Viktor F. (sovjetisk viceudenrigsminister) 

3: 271, 304n. 

Manshel, Warren Demian (amerikansk 

ambassadør) 3: 581 

Mao Tse Tung 1: 170, 547, 583, 598; 

2: 502, 537 

Markov, Georgij (bulgarsk dissident) 

2: 466 

Marshall, George (amerikansk udenrigsminister) 

1: 78, 107-08, 506, 666, 673, 

693-94 

Marvel, Jr., Josiah (amerikansk ambassadør) 

1: 140, 655n., 660n. 

Marx, Karl 1: 63 

Mastny, Vojtech (amerikansk historiker) 

2: 580, 581 

Matern, Hermann (østtysk politiker) 

4: 160 

Matthiasen, Niels (S) 2: 147, 305 

Matlock, Jr., James F. (John) (ameri- 

250 DEL VI · BILAG

kansk ambassadør i Sovjetunionen) 

3: 67n., 4: 82 

McCarthy, Joseph (amerikansk senator) 

1: 30 

McCloy, John (amerikansk embedsmand) 

2: 175 

McCormick Blair, Jr., William (amerikansk 

ambassadør) 2: 698 

McNamara, Robert (amerikansk forsvarsminister) 

1: 29; 2: 14-16, 26, 174 

Meese, Ed (amerikansk politiker og rådgiver) 

3: 473 

Melchior, Arne (CD) 3: 101, 150n, 156, 

197 

Mellbin, Skjold G. (diplomat, formand 

for SNU) 4: 109 

Mellemfolkeligt Samvirke 1: 408; 2: 364- 

65, 373 

Mendès-France, Pierre (fransk premierminister) 

1: 177 

Merkulov, Vladimir (KGB-officer) 

3: 402; 4: 139-40 

Mewis, Karl (østtysk politiker, SED) 

4: 160 

Meyer, Jörg (østtysk spion) 1: 491n.; 

2: 448, 450, 451, 453, 653, 654; 

3: 357, 410-12; 4: 59 

MID, Ministerstvo Inostrannykh Del 

(det sovjetiske udenrigsministerium) 

1: 43, 338ff, 349, 374-84, 405, 413, 

685, 689ff., 700ff. 

Mielke, Erich (østtysk minister for statssikkerhed) 

3: 318 

Mikhajlov, N.A. (sovjetisk diplomat) 

1: 339, 712 

Mikkelsen, Sonja (S) 3: 257, 292 

Mikojan, Anastas (sovjetisk minister for 

udenrigshandel) 1: 302, 338 

Milthers, Aksel (RV, landbrugsøkonom) 

1: 412 

Minin, Vladimir (KGB-officer) 3: 394, 397 

Mitrokhin, Vasilij (KGB) 1: 475, 492, 

515; 2: 443-44, 480, 482 

Mittag, Günter (østtysk politiker) 2: 484 

Moczar, Mieczyslaw (polsk indenrigsminister) 

2: 503 

Moisejev, Mikhail (sovjetisk generalstabschef) 

3: 542 

Molotov, Vjatjeslav M. (sovjetisk udenrigsminister) 

1: 111, 231, 688; 2: 171, 

313 

Moltke, Kai (DKP, SF) 1: 408, 514; 2: 78- 

79, 88n, 90; 4: 165-67, 171-73, 177 

Mondale, Walter (amerikansk vicepræsident) 

3: 218, 221, 585 

Montgomery, Bernard (britisk feltmarskal) 

1: 162, 571 

Moskalenko, Kirill S. (sovjetisk marskal) 

1: 304 

Motorov, Jevgenij (sovjetisk diplomat, 

udvist) 4: 140-41 

MSW/SB (Polens civile efterretningstjeneste) 

– se SB 

Munch, P. (R, udenrigsminister) 

1: 117n.-118, 126n., 433 

Murray, Horatius (general) 1: 345, 359 

Münzenberg, Willi (komintern-agent) 

1: 371-72 

Møller, Adam (K) 2: 287 

Møller, Inge Fischer (S) 2: 120, 292 

Møller, John Christmas (K, udenrigsminister) 

1: 125-130, 223, 387, 502n. 

Møller, Karl (DKP) 3: 91 

Møller, Karsten (DSU) 2: 84 

Møller, Orla (S, forsvarsminister) 2: 118, 

261, 267, 285, 289, 291, 296, 305 

Møller, Otto E. (diplomat) 3: 625 

Møller, Poul (K, finansminister) 1: 214, 

223, 318; 2: 68, 77-78, 82 

Møller, Thorkild (RV) 3: 353 

Mørch, Alex (diplomat) 1: 297-298, 300- 

304, 328, 706; 4: 118 

Nagy, Ferenc (ungarsk politiker) 1: 132 

Nagy, Imre (ungarsk politiker) 1: 113, 

193-94; 4: 158 

Nash, Jørgen (billedkunstner) 3: 143 

Nasser, Gamal Abdel (egyptisk leder) 

1: 112, 194 

National Union of Students (NUS) 

1: 427 

Naumov, Pjotr (sovjetisk diplomat, udvist) 

4: 141 

Nebel, Hans (Kristne for Fred) 3: 367 

Nehring, Niels-Jørgen (diplomat) 4: 109 

Nehru, J. (indisk premierminister) 

1: 411 

REGISTER 251

Nej til Atomvåben 2: 124, 456; 3: 75, 

126-29, 131, 135, 149, 165, 175f, 186, 

198, 200, 336, 362, 376, 632; 4: 42 

Nenni, Pietro (italiensk politiker, PSI) 

4: 164, 168, 170, 712, 714 

Nexø, Martin Andersen (forfatter) 

1: 386; 3: 343 

Ngo Dinh Diem (sydvietnamesisk politiker) 

2: 57 

Niciejewski, Stanislaw (polsk diplomat, 

udvist) 4: 121-22 

Nielsen, Anton (DKP) 1: 215 

Nielsen, Hans (S) 1: 117 

Nielsen, Harald (tysk militærhistoriker) 

1: 610; 2: 541, 542, 557, 598 

Nielsen, Johan (S, Færøerne) 2: 292 

Nielsen, Jørgen Boye 3: 402 

Nielsen, Martin (DKP) 1: 126-127, 223 

Nielsen, Poul Overgaard (RV) 2: 342 

Nielsen, Preben Steen (S) 2: 288 

Nielsen, Svend (DKP) 4: 158, 160, 164, 

169 

Nielsen, Svend Aage (KrF, præst) 3: 94 

Nielsen, Thomas (formand LO) 2: 311; 

3: 344 

Nielson, Poul (S) 2: 84, 246, 250; 3: 90, 

208, 247, 272f, 292, 295n, 394, 625n. 

Ninn-Hansen, Erik (K, forsvarsminister) 

2: 89; 3: 106, 147, 210, 218, 257; 

4: 95, 109 

Nitze, Paul (amerikansk diplomat) 

1: 563; 4: 21 

Nixon, Richard M. (amerikansk præsident) 

1: 66, 79; 2: 16, 24-25, 27, 58, 

62, 228, 234-36, 249, 690n, 696, 700, 

724, 731; 3: 19; 4: 36 

Norden, Albert (østtysk politiker) 2: 359 

Nordli, Odvar (norsk statsminister) 

3: 141 

Norgaard, Ib (PET-medarbejder) 1: 476, 

488 

Normann, A.C. (RV) 1: 309, 329n.; 

2: 489 

Norstad, Lauris (amerikansk general, 

SACEUR) 1: 214, 219, 312-14, 317, 

345, 359, 669-70; 2: 133 

Novotny, Antonin (tjekkoslovakisk præsident) 

1: 612 

NVA (Nationale Volksarmee) 1: 37, 50, 

539, 591; 3: 538-40, 566 

Nørgaard, Ivar (S) 3: 247 

Nørlund, Ib (DKP) 1: 385-386, 397, 404, 

410, 432, 717; 2: 112, 330, 332, 337- 

38, 340, 375, 403, 497; 3: 324; 4: 27, 

141, 163-64 

Nørlund, Niels (redaktør) 1: 167 

Nørretranders, Bjarne (slavist, medlem 

af SNU’s formandskab) 2: 318; 

3: 119f, 200, 247n. 

Odom, William (amerikansk general, 

chef for DIA, rådgiver, historiker) 

2: 596; 3: 38, 472, 523n. 

OEEC (Organisation for European 

Economic Cooperation) 1: 108, 

429 

Oelzner, Heinz (østtysk ambassadør) 

3: 336, 348, 354 

Ogarkov, Nikolaj Vasiljevitj (sovjetisk 

general) 3: 17, 65, 435, 454, 500, 507, 

509, 524, 529, 552; 4: 53-54 

Oldenburg, Troels (diplomat) 2: 137, 

155, 156, 167 

Olesen, Kjeld (S, forsvarsminister, 

udenrigsminister) 2: 31, 285, 732; 

3: 78n, 98, 100, 101, 106-12, 114, 130, 

151, 154, 157, 200, 212-15, 217-22, 

224, 228, 230f, 241-43, 246, 254, 272, 

348, 394, 581, 585, 603; 4: 36, 95, 109 

Olgeirsson, Einar 4: 174 

Olsen, Agnete (Den Internationale 

Fredskomite) 1: 386 

Olsen, Erling (S, justitsminister) 2: 250, 

292; 4: 109 

Olsson, Knut 4: 170 

Olszowski, Stefan (polsk udenrigsminister) 

2: 266, 270, 271 

Orlov, Jurij (sovjetisk fysiker, dissident) 

3: 55 

Osborn, Lisbeth og Harry (DKP) 2: 357 

Palme, Olof (svensk statsminister, S) 1: 

74, 428; 2: 702; 3: 491; 4: 53, 80n, 

Paludan, Janus (diplomat) 2: 210, 214 

Pasjukov, Aleksandr (sovjetisk diplomat) 

4: 139 

Pastukhov, B.N. (sovjetisk ambassadør) 

3: 607, 609, 619-20 

252 DEL VI · BILAG

Pauling, Linus (amerikansk kemiker; 

Nobels fredspris i 1962) 1: 210 

Pedersen, Asger 2: 363; 3: 329 

Pedersen, H.M. (søofficer) 3: 571 

Pedersen, Oluf (RetsF.) 1: 124n, 209 

Pedersen, Robert (S) 2: 250, 292; 3: 81, 

92, 95, 98, 104, 118-21, 125, 128, 200, 

208, 218-20, 242, 247, 249n, 252, 

256f, 274, 275n, 281, 291f, 294f, 300 

Penkovskij, Oleg (sovjetisk efterretningsofficer, 

dobbeltagent) 1: 529, 

555-56, 625-26 

Perle, Richard (amerikansk politiker) 

3: 117, 120, 591; 4: 77, 79, 98 

Petersen, Arne Herløv 3: 143n, 403-5; 

4: 140 

Petersen, Gert (SF) 1: 191n.; 2: 78-80, 

90, 101, 104, 111, 117-18, 121-23, 128, 

238, 289-290; 3: 79-82, 86n, 90, 94, 

103, 111f, 122n, 136, 154, 157, 162, 

167, 193, 200, 206, 220, 241, 254, 354; 

4: 109 

Petersen, Harald (V, forsvarsminister) 

1: 131, 134, 139, 167-70, 183, 223, 

236, 241n., 251, 256, 262 

Petersen, K. Helveg (RV) 2: 62, 69n, 78, 

83, 86n, 119, 306 

Petersen, Niels Helveg (RV) 2: 89, 122f.; 

3: 81, 91, 94, 100, 125, 179, 183, 185, 

187f., 256, 299; 4: 109 

Petersen, Nikolaj (historiker og politolog) 

3: 200, 399; 4: 99 

Petersen, Philipp A. (amerikansk analytiker) 

1: 610; 3: 464 

Petren, Sture (svensk diplomat) 1: 704 

Petrov, Stanislav (sovjetisk oberstløjtnant) 

3: 510 

Petschick, Bernd (østtysk ambassadør) 

3: 373 

Philby, Kim (britisk diplomat, sovjetagent) 

1: 443, 452, 556 

Pilsudski, Jozef (polsk statsmand, marskal) 

3: 429 

Pinkiewicz, Jan (polsk søofficer) 2: 593, 

606, 607 

Pinochet, Augusto (chilensk leder) 2: 322 

Piotrowski, Pawel (polsk historiker) 

1: 612 

Pipes, Richard (amerikansk historiker 

og rådgiver) 3: 39, 58, 475; 4: 17, 

78n, 85, 93 

Plakhin, Andrej (sovjetisk ambassadør) 

1: 232, 263, 270, 502, 513, 687-89, 

691, 699-700, 708-09 

Plesjakov, Konstantin (russisk historiker) 

1: 598 

Pleven, René (fransk konseilspræsident) 

1: 161 

Ponomarjov, Boris (sovjetisk politiker, 

leder af den internationale afdeling) 

1: 369; 2: 320, 339, 350, 455; 3: 272, 

324, 341, 345, 350, 626 

Poplavskij, S.G. (generaloberst, polak i 

sovjetisk tjeneste; chef for 

Kystfronten) 1: 633 

Popov, Pjotr S. (sovjetisk officer) 1: 620 

POT (den civile norske efterretningstjeneste) 

1: 512 

Potocki, Bronislaw (polsk diplomat) 

4: 119-20 

Poulsen-Hansen, Per (diplomat) 4: 109 

Powers, Francis Gary (amerikansk pilot) 

1: 602-3 

Printsipalov, Aleksandr (KGB-officer) 

3: 414 

Pugwash (internationalt diskussionsforum) 

3: 23, 59 

Pundik, Herbert (redaktør) 1: 158 

Pusjkin, G.M. (sovjetisk diplomat) 1: 

270, 272n, 276n, 708 

Pusjkov, Aleksandr (sovjetisk pressesekretær 

ved WHO) 4: 123 

Pædagoger for Fred 3: 333 

Pöschel, Günther (østtysk søofficer) 

1: 616-17, 630 

Qvist, S.P. (redaktør) 1: 411 

Qvistgaard, E.J.C. (admiral, forsvarschef) 

1: 250, 362 

Raft, Carsten (K) 1: 209 

Ramskov, Jørgen (KAP) 2: 498 

Ranek, Leo (landbrugsattaché) 4: 117- 

18, 122 

Rapacki, Adam (polsk udenrigsminister) 

1: 311, 319-23, 326, 394, 471; 

2: 50, 171-72, 180n 

Rasmussen, Gustav (diplomat, udenrigs- 

REGISTER 253

minister) 1: 129, 133, 137-39, 181, 

185, 237, 500 

Rasmussen, Halfdan (forfatter) 1: 212; 

3: 143 

Rasmussen, Henning (S) 3: 274 

Rasmussen, Herluf 4: 173 

Reagan, Ronald (amerikansk præsident) 

2: 124, 270, 283, 595; 3: 13-15, 

18, 27, 30, 40f, 57, 64f, 73f, 112, 121, 

133-34, 136, 193f, 201, 240, 245, 269, 

284, 285, 315, 341, 348, 380, 457, 469- 

78, 492-93, 495, 507, 509-11, 513-14, 

517, 577, 580, 584, 588f, 610, 625, 

629f.; 4: 17, 39-41, 43-44, 52-53, 54, 

68, 76-78, 84-85, 93, 100 

Rée, Knud (redaktør) 1: 190, 203n. 

Regan, Don (amerikansk finansminister) 

3: 473 

Reich, Ebbe, se også Kløvedal (forfatter, 

redaktør) 2: 74n, 75 

Reintoft, Hanne (SF, VS, DKP) 2: 88n, 

420 

Reuter, Bjarne (forfatter) 3: 143 

Reventlow, Edouard (diplomat) 1: 267 

Revolutionære Socialister 2: 418, 491n. 

Ridgway, Rozanne L. (amerikansk diplomat, 

viceudenrigsminister) 3: 271n., 

591 

Rifbjerg, Klaus (forfatter) 1: 212; 3: 143 

Risgaard Knudsen, Jens (S) 2: 292 

Rjabkov, S. (sovjetisk diplomat) 3: 614, 

617-18 

Roberts, Frank (britisk ambassadør) 1: 361 

Rodionov, Konstantin (sovjetisk diplomat) 

1: 336-337n., 379, 405, 698; 

2: 368 

Rodriguez, Carlos Rafael (cubansk vicepræsident) 

4:145 

Rogers, William (amerikansk udenrigsminister) 

2: 97, 234, 280n, 294n, 700, 

702 

Rogov, Anatolij (sovjetisk efterretningsofficer) 

1: 465; 4: 112-14 

Rokossovskij, Konstantin K. (sovjetisk og 

polsk marskal, polsk forsvarsminister) 

1: 535-36, 631-35, 639, 715; 4: 26, 47 

Roosevelt, Franklin D. (amerikansk præsident) 

1: 27, 103 

Rosenberg, Gösta (De Finske Folkesocialister) 

4: 174 

Rostow, Walt (amerikansk sikkerhedspolitisk 


Rote Armee Fraktion 2: 451 

Ruditjev, Mikhail (sovjetisk militærattaché, 

efterretningsofficer) 1: 465; 4: 

112, 114-16 

Rupp, Rainer (østtysk agent) 2: 454; 

3: 513 

Rusk, Dean (amerikansk udenrigsminister) 

1: 362n.; 2: 15, 140, 189-91, 196, 

207, 209, 693 

Russel, Bertrand (britisk filosof, samfundsdebattør) 

2: 60; 3: 336 

Rust, Mathias (ung tysker, der landede 

med et sportsfly på Den Røde Plads i 

Moskva) 3: 25, 432f, 439 

Rümpel, Werner (det østtyske fredsråd) 

3: 336 

Rødsgaard, Solveig (journalist) 3: 147 

Røjel, Jørgen (læge) 3: 128 

Rønne, Torben (diplomat) 1: 359; 

2: 235 

Rösner, Richard 1: 495 

Sajtsev, Leonid (tidl. KGB-officer) 1: 515 

Sakharov, A.V. (viceudenrigsminister) 

4: 116 

Sakharov, Andrej (sovjetisk atomfysiker, 

dissident) 1: 705, 2: 324-26, 443-44, 

4: 58n 

Salazar, Antonio de Oliveira (portugisisk 

premierminister) 2: 86 

Salvador-Allende-komiteen 2: 422 

Samarbejdskomiteen for Fred og 

Sikkerhed 2: 119-20, 124-25, 127, 316, 

352, 357, 402, 415, 443n ; 3: 75, 88, 

93f, 99, 126-29, 131, 143f, 151n, 164f, 

198, 201, 311, 322, 324, 329-33, 336, 

350, 354, 360, 362, 364, 366, 368, 371- 

73, 375-77, 382, 402f, 632; 4: 42 

Samarbejdsudvalget mod NATO 2: 422 

Samvirkende Fagforbund, De 2: 362 

Saragat, Giuseppe (italiensk præsident) 

2: 172 

Sartre, Jean-Paul (fransk filosof) 2: 60 

Sarvig, Ole (forfatter) 3: 94 

SB (Polens civile efterretningstjeneste – 

254 DEL VI · BILAG

tidligere UB) 1: 447-48, 467, 469; 

2: 447, 463, 466, 473; 4: 137 

Scharnberg, Carl (forfatter, højskolelærer, 

fredsaktivist) 1: 211-12, 217, 222; 

2: 48, 51-52, 73, 119, 421; 3: 143n. 

Scherfig, Hans (forfatter, DKP) 1: 220, 

412; 2: 324 

Schierbeck, Ole (journalist) 4: 158 

Schjerning, Anker (DKP, 

Samarbejdskomiteen) 2: 316, 379; 

3: 165, 324, 326, 332, 371 

Schleimann, Jørgen (journalist, redaktør) 

3: 405; 4: 98n 

Schlesinger, James (amerikansk forsvarsminister) 

3: 492 

Schlüter, Poul (K, statsminister) 2: 100, 

101; 3: 73f, 113, 125f, 139, 159f, 163, 

173f, 178-81, 183f, 186n, 187-89, 197, 

218, 223, 239f, 248, 251, 254f, 258, 

265, 270, 279, 281n, 284n, 285, 288, 

299f, 302, 304, 328, 339, 352, 407, 

580, 582, 584, 586, 588f, 592n, 594, 

598, 616, 624, 625; 4: 94, 132 

Schmidt, Helmut (tysk forbundskansler, 

SPD) 2: 25-27, 120; 3: 28, 51, 57, 85, 

206, 209-11, 214, 218, 221, 225f, 

580n, 588; 4: 76, 80-81, 83 

Schneider, William (amerikansk embedsmand) 

3: 481 

Schram-Nielsen, Erik (diplomat) 1: 254, 

272-73, 282, 286, 347, 351-52, 357, 

358n, 362, 433; 2: 136, 138, 142, 144, 

145, 151, 152, 158, 159, 184, 211 

Schreiber, Peter (østtysk søfficer, militærattaché) 

2: 654 

Schweizer, Peter (amerikansk forfatter) 

3: 474, 478, 492 

Scocozza, Benito (KAP, venstrefløjspolitiker, 

historiker) 4: 169, 172 

Scoville, Herbert (amerikansk forsker) 

3: 89 

SDECE (den franske efterretningstjeneste) 

1: 450 

Seidenfaden, Erik (redaktør) 1: 157 

Seidenfaden, Gunnar (diplomat) 1: 339, 

354, 364; 2: 91, 142, 144-45, 147-49, 

158, 162, 165, 200, 205, 214, 221 

Seidenfaden, Tøger (redaktør) 3: 405 

Sejna, Jan 2: 256 

Selskabet Danmark – DDR 3: 327-30 

SHAPE, hovedkvarter for SACEUR, 

NATO’s øverstkommanderende for 

styrkerne i Europa 1: 110, 249, 252, 

279, 294-95, 313, 675n. 

Shultz, George P. (amerikansk udenrigsminister) 

3: 18, 62, 230, 268-70, 288, 

290, 302, 473, 583, 584n, 586, 589-91, 

593f, 595n, 629, 634f.; 4: 39, 43, 45, 

79, 82, 98, 101 

Sigsgaard, Erik (SF) 2: 87, 88n, 420 

Simon, Klaus (vesttysk ambassadør) 

2: 692 

Simonet, Henri (belgisk udenrigsminister) 

3: 108f. 

Simonsen, Palle (K) 2: 122; 3: 80-82, 84, 

86n, 89, 99, 146f, 153, 197, 200, 208, 

210n, 218n. 

Siwicki, Florian (polsk generalstabschef, 

forsvarsminister) 1: 615, 640 

Sjaposjnikov, V.I. (sovjetisk diplomat) 

1: 704 

Sjarov (sovjetisk ambassadefunktionær) 

4: 135-36 

Sjatskikh, Nikolaj (ambassaderåd, KGBresident 

i København) 3: 399 

Sjevardnadse, Edvard (sovjetisk udenrigsminister) 

3: 22f, 31, 37 

Sjilin, Jurij (sovjetisk politiker) 3: 341 

Sjisjkin, S. (sovjetisk diplomat) 3: 618 

Sjtemenko, S.M. (sovjetisk generalstabschef, 

chef for GRU) 1: 605 

Sjtjeklein, N. (sovjetisk diplomat) 2: 706 

Sjubenko (KGB-medarbejder) 3: 414 

Sjukov, Georgij (sovjetisk marskal, forsvarsminister) 

1: 41, 620-21; 2: 601; 

4: 47 

Sjuravljov, S.E. (sovjetisk diplomat) 

2: 364 

Sjøqvist, Viggo (historiker) 3: 120 

SKDL (De Finske Folkesocialister) 

4: 174 

Skoleelever for Fred 3: 366 

Skytte, Karl (RV) 2: 82 

Slavin, Nikolaj (sovjetisk ambassadør) 

1: 337, 411, 711, 713; 2: 339, 364-65, 

405, 709n.; 4: 114 

REGISTER 255

Smirnov, Sergej (sovjetisk militærattaché) 

1: 466; 4: 112, 114-17 

Smith, Erik B. (S) 3: 242-43 

Smolarz (spion) 4: 138 

SNU (Det Sikkerheds- og Nedrustningspolitiske 

Udvalg) 3: 35, 119, 135, 151, 

153-57, 200, 398-400 

Socialdemokratisk Samfund 2: 88 

Sokolov, Sergej (sovjetisk forsvarsminister) 

3: 432 

Sokolovskij, V.D. (sovjetisk marskal) 

1: 605-6, 609; 2: 601 

Solidaritet (polsk fagbevægelse) 1: 60, 

76; 2: 466; 3: 25f, 33, 120, 231, 347f, 

351, 413, 561 

Solsjenitsyn, Aleksandr (sovjetisk forfatter 

og dissident) 2: 39, 115, 324-27; 

3: 128; 4: 75 

Sommer, Reinhard (vesttysk fagforeningsformand) 

2: 312 

Sonnenfeldt, Helmut (amerikansk sikkerhedspolitisk 


Sorin, Valerian (sovjetisk viceudenrigsminister) 

1: 116, 690 

Sorsa, Kalevi (finsk socialdemokratisk 

statsminister) 3: 278n. 

Sovinformbureau (sovjetisk informationsbureau) 

1: 370, 395 

Sovjetiske komité for fredens forsvar, 

Den 1: 410; 3: 322 

Speed, Sir Keith (britisk marineminister) 

3: 461, 489; 4: 53 

Spaak, Paul Henri (belgisk udenrigsminister, 

generalsekretær for NATO) 

2: 172, 179, 201, 215, 216 

SSOD (det sovjetiske unionsselskab for 

kulturelle forbindelser med udlandet) 

1: 45, 372-73, 375; 2: 354, 356, 

362, 364-65, 368, 373-74, 377-78, 381; 

3: 327-29 

Stalin, Josef 1: 22ff., 28, 60ff., 103-105, 

108-113, 155, 170, 192, 231, 272n., 

285, 388, 524, 533, 547-48, 553-557, 

578, 582-286, 597ff., 631, 687; 2: 39, 84, 

338-39, 586; 4: 25, 47, 62-63, 161, 165 

Stangerup, Henrik (forfatter) 3: 128 

Stankevitj, Nikolaj (sovjetisk diplomat) 

4: 139 

Starcke, Viggo (RetsF.) 1: 150 

Stauning, Thorvald (S, statsminister) 

1: 117, 126n. 

Stechbarth, Horst (østtysk generaloberst) 

3: 533 

Steensen-Leth, Vincens (diplomat) 

1: 281, 392 

Steffensen, Eigil (slavist) 2: 374 

Steinmetz, Eigil (redaktør) 1: 167 

Stender-Pedersen, Adolf (slavist) 1: 399 

Stevenson, Adlai (amerikansk politiker) 

1: 116 

Stewart, Michael (britisk udenrigsminister) 

2: 172 

Stiller, Werner (løjtnant) 2: 483 

Stinus, Arne (RV) 2: 89-90, 101, 103-04, 

120; 3: 97f, 167, 223 

Stinus, Erik (forfatter) 2: 120 

Stoltenberg, Thorvald (norsk udenrigsminister) 

3: 188 

Stoph, Willi (østtysk minister) 2: 24; 

3: 53 

Storgaard, Anders (SF) 4: 176-77 

Strange, Ebba (SF) 3: 142 

Strauss, Franz Josef (vesttysk forsvarsminister) 

1: 366; 3: 53n. 

Streletz, Frits (østtysk generaloberst) 

3: 538-39 

Strong, Kenneth (britisk efterretningsagent) 

1: 556 

Strube, Willy (SID) 3: 349 

Studentersamfundet 1: 393, 428, 703 

Studzinski, Zdzislaw, polsk viceadmiral 

2: 594, 614, 623, 626, 628 

Subkov, Ivan Aleksejevitj 2: 383 

Subok, Vladislav (russisk historiker), se i 

litteraturlisten under Zubok 1: 598 

Sugden, Cecil (chef for NATO’s 

Nordregion) 1: 294-295, 299n. 

Sund, Marius (oberst, chef for FE) 

2: 260 

Suslov, Mikhail Andrejevitj (sovjetisk politiker) 

2: 339; 3: 56n, 494, 601 

Svahn, Mogens Bent (diplomat) 4: 131 

Svart, Anker (diplomat) 4: 116 

Svenningsen, John (LO) 3: 348 

Svenningsen, Nils (diplomat) 1: 238-39, 

280-83, 298, 301, 361-62n.; 4: 114-15 

256 DEL VI · BILAG

Swiers, Peter (amerikansk diplomat) 

3: 589n, 596; 4: 109 

Syngman Rhee (sydkoreansk leder) 

1: 155, 391 

SÄPO (Säkerhetspolisen) 2: 449-50 

Søgaard, Poul (S, forsvarsminister) 

2: 105, 107, 108, 268, 291, 292, 297; 

3: 79-83, 85, 99f, 205-7, 209, 212, 217, 

219, 243, 247, 274, 580f, 585 

Sørensen, Chr. (fagforeningsmand) 

4: 177 

Sørensen, Flemming (journalist, HVAagent) 

2: 457 

Sørensen, Villy (forfatter) 1: 212 

Saarinen, Arne (finsk fagforeningsleder) 

4: 174 

Tabor, Hans (S, udenrigsminister) 2: 77, 

79, 203, 207, 214-15, 219, 677, 686n. 

Tastesen, Bernhard (S) 3: 330 

Taylor, Robert K. (amerikansk generalmajor) 

1: 250-51, 256, 277, 

Teglers, Jørgen 3: 399 

Terletskij, Jakov (sovjetisk fysiker og 

agent) 2: 474 

Teschner, Johannes (østtysk oberst) 

3: 570 

Thatcher, Margaret (britisk premierminister) 

3: 18, 62, 181, 404, 507, 

629; 4: 39, 77 

The European Federation Against 

Nuclear Arms 1: 411 

Thiede, Sven Egil (admiral, forsvarschef) 

3: 183; 4: 109 

Thoft, Jens (SF) 3: 402 

Tholstrup, Knud (RetsF.) 1: 267, 268 

Thomsen, Rigmor Risbjerg 3: 402 

Thorndahl, Bent (redaktør) 4: 158 

Thorning-Petersen, R. (diplomat) 

3: 271, 288, 623-34 

Thostrup, Sven S. (viceadmiral, chef for 

søværnet) 3: 571 

Thunborg, Anders (svensk forsvarsminister) 

3: 491 

Tisch, Harry (østtysk politiker) 3: 344 

Tito, Josip Broz (jugoslavisk forbundspræsident) 

1: 113, 413, 578, 580, 607 

Tjebotok, Stanislav (KGB-officer) 3: 402, 

404; 4: 140 

Tjekhonin, Boris (sovjetisk journalist) 

2: 370 

Tjernenko, Konstantin Ustinovitj (sovjetisk 

generalsekretær) 3: 18f, 49 

Tjernjajev, Anatolij (sovjetisk rådgiver) 

3: 625 

Tjernyj, Vladimir (KGB-officer) 3: 402, 

404; 4: 140 

Todd, Emmanuel (fransk historiker og 

politolog) 3: 38 

Todman, Terence A. (amerikansk ambassadør) 

3: 289, 293 

Toftkær Jensen, Troels 2: 456; 3: 129; 

4: 109 

Togliatti, Palmiro (italiensk kommunist, 

PCI) 4: 164, 174 

Treholt, Arne 3: 389, 606 

Trettner, Heinz (vesttysk general) 1: 419 

Truman, Harry S. (amerikansk præsident) 

1: 26, 29, 103n., 105ff., 132, 

269, 562-563n., 600 

Tuczapski, Tadeusz (polsk general) 

1: 634 

TUI (Organisationen for sømænd, dokog 

havnearbejdere) 1: 402 

Turèll, Dan (forfatter) 3: 143 

Tørnæs, Laurits (V) 3: 248 

UB (Polens civile efterretningstjeneste – 

senere SB) 1: 447, 469, 471; 2: 446- 

47, 463n. 

Uddannelsessøgendes 

Samarbejdsudvalg, De 2: 422 

Ufer, Niels (journalist) 3: 144 

Ulam, Adam (historiker) 3: 38 

Ulbricht, Walter (østtysk politiker, førstesekretær 

for SED) 1: 77, 115, 414, 

421, 423, 583, 711; 2: 24; 4: 164, 167 

Undén, Östen (svensk udenrigsminister) 

1: 324 

Unge for Fred 3: 375 

Unges anti-fascistiske komité 1: 408 

Union of Socialist Youth 1: 436 

Usipov (sovjetisk diplomat eller efterretningsofficer) 

4: 135 

Ustinov, Dmitrij (sovjetisk forsvarsminister) 

3: 499, 500, 519, 528, 545 

Vagn Jensen, Erik (forlægger) 2: 374 

Valenius, Peter (S) 2: 84 

REGISTER 257

Van Miert, Karel (hollandsk politiker) 

3: 74 

Vance, Cyrus (amerikansk udenrigsminister) 

3: 210, 220-21, 503, 585 

Vasiljev, D.A. (sovjetisk diplomat) 3: 614, 

617 

Vegger, A.C.B. (general, chef for hæren) 

3: 109 

Venskabsforeningen Danmark-DDR 

1: 49; 2: 349, 352, 355-60, 369, 372, 

387-81; 3: 328 

Verdensfredskongressen 2: 352, 391 

Verdensfredsrådet 1: 373-74, 385-88, 

390, 394-95, 397-98, 402-03, 406-07, 

430, 432, 434; 3: 321-22, 332-33, 350- 

51, 361, 372, 376-79 

Verdensrådets Føderation af 

Lærerforeninger (FISE) 1: 430 

Vetrov, Mikhail (sovjetisk gesandt) 

1: 263, 374 

VdgB (Vereinigung der gegenseitigen 

Bauernhilfe) 1: 49; 2: 366, 385 

Vietnam 69 2: 58, 127, 340, 421, 423 

Vietnambevægelsen 2: 58, 127, 340, 418, 

421, 423 

Villaume, Poul (historiker) 1: 646n. 

Vivike, Holger (H.V.) (DKP, SF) 2: 420, 

445; 4: 158, 176-7 

Vladimirskij, L.A. (sovjetisk admiral) 

1: 526 

Voigt, Karsten D. (vesttysk politiker, 

SPD) 3: 182n. 

Voigt, Pelle (SF) 3: 113f, 160, 167, 178n, 

200, 303, 354, 405-7; 4: 96, 109 

VOKS (Forbundet af sovjetiske organisationer 

for venskab og kulturelle forbindelser 

med udlandet) 1: 45, 372, 

375; 2: 354 

Voronin, J. (sovjetisk diplomat) 3: 617 

Vries, Klaas De (hollandsk politiker) 3: 74 

Vysjinskij, Andrej (sovjetisk politiker) 

1: 270, 279 

Wagner, Ingmar (DKP) 1: 215, 395; 

2: 341, 349, 353n, 361, 379, 413, 420, 

423; 3: 324, 327, 364, 372; 4: 158-60, 

169 

Wahl, Jørgen (kontorchef, forsvarsministeriet) 

3: 205 

Wassard, M.A. (diplomat) 1: 277, 670; 

2: 142 

WAY (World Assembly of Youth) 1: 427, 

436 

Wehofsky, F. (østtysk søofficer) 2: 623 

Weidekamp, Egon (S) 2: 363; 3: 175 

Weinberger, Caspar (amerikansk forsvarsminister) 

3: 18, 111, 240, 461, 

472-74, 489f, 511, 580n, 582, 584, 

588, 589n, 592n.; 4: 53, 77n, 79, 98 

Weiss, Birthe (S) 2: 292, 293 

Weizsäcker, C.F. von (tysk fysiker og filosof) 

4: 93 

Wendt, Franz (diplomat, Nordisk Råd) 

1: 411 

Werner, Lars 3: 142n. 

Werner, Sven 1: 394 

West, Nigel 1: 453 

Westh, Bjørn (S) 3: 347 

Wetzl, Erich (østtysk diplomat) 2: 305- 

06 

WFDY (World Federation of Democratic 

Youth) 4: 173 

Whitlock, Jr., James (amerikansk diplomat) 

3: 589n, 595-97; 4: 109 

Wiese, Peter (departementschef) 3: 625 

Wilhjelm, Preben (VS) 2: 75, 120; 

3: 103; 4: 178 

Willoch, Kåre (norsk statsminister) 

3: 181 

Wilson, Harold (britisk premierminister) 

2: 167 

Winiewicz, Jozef (polsk viceudenrigsminister) 

2: 172, 178 

Winzer, Otto (østtysk udenrigsminister) 

2: 227 

Wojtal, Ryszard (polsk diplomat) 4: 143 

Wolf, Hans-Jürgen 3: 567 

Wolf, Markus (chef for STASI’s udlandstjeneste) 

1: 513; 2: 457; 3: 323, 421, 

503, 506, 513-14 

Wollweber, Ernst (STASI-chef) 1: 509, 513 

Wolniak, Zygfryd (polsk viceudenrigsminister) 

2: 300 

Women’s International Democratic 

Federation (WIDF) – Kvindernes demokratiske 

verdensforbund 1: 372- 

373, 385, 399-400; 3: 362 

258 DEL VI · BILAG

World Federation of Democratic Youth 

(WFDY) 1: 372-373; 3: 362-63 

World Federation of Scientific Workers 

(WFSW) 1: 398, 430 

World Federation of Trade Unions 

(WFTU) 1: 372-73, 391, 402 

Xiaoping, Deng 2: 727; 4: 32 

Zemskov, I.I.(sovjetisk viceudenrigsminister; 

staves også Semskov) 2: 715 

Zeuthen, Else (RV) 1: 209 

Z-II (Polens militære efterretningstjeneste) 

1: 448, 483; 2: 446-47, 647- 

50; 3: 572-74 

Zorin, V.A. (sovjetisk ambassadør; staves 

også Sorin) 2: 238 

Zubok, se Subok 

Zylla, Karl (leder af SED i Rostock) 

2: 412 

Øberg, Jan (fredsforsker) 3: 93, 95, 

143n, 154, 200 

Østergaard, Knud (K, forsvarsminister) 

2: 103, 108, 110, 111, 277, 288, 289; 

3: 156, 265, 276, 278, 300 

Østergaard, Kristen (V) 2: 288, 289; 

3: 80, 82n. 

Østergaard, Lise (S, minister uden portefølje) 

2: 121, 123, 249, 250; 3: 205, 

247 

REGISTER 259

Bind 4 - DIIS

Transform your PDFs into Flipbooks and boost your revenue!

Bind 4 - DIIS

Transform your PDFs into Flipbooks and boost your revenue!

Delete template?

Save as template ?