Download PDF - Dansk Center for Byhistorie
Casper Thomsen Juhl årskortnr. 20050693 Vejleder Søren Bitsch Christensen
Fra arbejderkvarter til middelklassekvarter
En undersøgelse af gentrificeringsprocesser i Sjællandsgadekvarteret, Århus 1970-1990
dsd sdsdsdfdf
Speciale af
Casper Thomsen Juhl
Årskortnr 20050693
Institut for Historie og områdestudier
Historisk Afdeling
Side 1 af 98
Casper Thomsen Juhl årskortnr. 20050693 Vejleder Søren Bitsch Christensen
Indholdsfortegnelse
Indledning ......................................................................................................................................................... 5
Kildemateriale ............................................................................................................................................... 8
Litteratur ...................................................................................................................................................... 10
Kapitel 1 Gentrificering ................................................................................................................................... 12
1.1 Gentrificering - en definition ................................................................................................................. 12
1.2 Produktionsforklaringer og Neil Smith .................................................................................................. 13
1.2.2 Teorien om rentegabet ................................................................................................................... 14
1.2.3 Kollektive sociale aktører ............................................................................................................... 16
1.2.4 Kritik af Smith ................................................................................................................................. 17
1.3 Konsumptionsforklaringer og David Ley................................................................................................ 17
1.3.1 Det postindustrielle samfund og opkomsten af en ny middelklasse ............................................. 18
1.3.2 En ny urbanisme ............................................................................................................................. 19
1.3.3 Et kulturelt skift .............................................................................................................................. 20
1.3.4 Kritik af Ley ..................................................................................................................................... 21
1.4 Diskussion af Smith og Ley .................................................................................................................... 21
1.4.1 Individets rolle i gentrificeringsprocessen ...................................................................................... 21
1.4.2 Dansk forskning i gentrificering ...................................................................................................... 22
1.4.3 Gentrificering som en del af den post industrielle bys udvikling - en af afrunding ....................... 24
Kapitel 2 Befolkningsnedgang og fysisk forfald – Sjællandsgadekarteret før 1970 ..................................... 25
2.1 Økonomiske og samfundsmæssige forandringer .................................................................................. 25
2.2 Sjællandsgadekvarteret omkring 1960 .................................................................................................. 26
2.3 Befolkningsopbrud i Sjællandsgadekvarteret ........................................................................................ 27
2.4 Sjællandsgadekvarteret - et trist og nedslidt kvarter ............................................................................ 28
2.5 Sociale problemer i Sjællandsgadekvarteret ......................................................................................... 30
2.6 Afrunding ............................................................................................................................................... 31
Kapitel 3 Social og kulturel genopbygning af Sjællandsgadekvarteret 1970-1980 ...................................... 32
3.1 Da de studerende flyttede ind ............................................................................................................... 32
3.2 Den første studenteraktivisme i 1970 ................................................................................................... 33
3.3 De første beboeraktiviteter og Børnenes Jord i Thunøgade ................................................................. 34
Side 2 af 98
Casper Thomsen Juhl årskortnr. 20050693 Vejleder Søren Bitsch Christensen
3.4 Andre aktiviteter .................................................................................................................................... 36
3.5 Oprettelse af Sjællandsgadekvarterets Beboerforening 1973 .............................................................. 37
3.6 Sjællandsgadekvarterets Beboerforening – et billede af sin tid ........................................................... 39
3.7 Kampen om rugbrødsfabrikken – sagens begyndelse ........................................................................... 41
3.8 Beboernes protester .............................................................................................................................. 42
3.9 Baggrund for kommunes accept af et beboerhus ................................................................................. 45
3.10 Beboernes Hus - Et socialt og kulturelt omdrejningspunkt ................................................................. 46
3.11 Ønsket om en alternativ livsform - afrunding ..................................................................................... 49
Kapitel 4 Fra Sanering til byfornyelse i Sjællandsgadekvarteret 1970-1985 ................................................ 52
4.1 Sanering i Aarhus før 1970 .................................................................................................................... 52
4.2 Kommunale visioner for Sjællandsgadekvarteret før 1970 ................................................................... 53
4.3 Sanering af Fænøgadekarréen............................................................................................................... 55
4.4 Fra totalsanering til bevaring af Fænøgadekarréen – beboernes protester ......................................... 56
4.5 Fortsat ballade i Rugbrødskarréen ........................................................................................................ 59
4.6 Forholdet mellem beboerne og kommunen ......................................................................................... 59
4.7 Hvorfor blot to saneringsplaner i Sjællandsgadekvarteret?.................................................................. 61
4.8 Sjællandsgadekvarteret omkring 1980 .................................................................................................. 62
4.9 Mod byfornyelse i Sjællandsgadekvarteret 1974 -1984 ........................................................................ 63
4.9.1 Centerplanlægning og Aarhus Midtby som et kommercielt centrum ............................................ 63
4.9.2 Bevaring af bymiljøet i Aarhus midtby ........................................................................................... 65
4.9.3 På vej mod byfornyelse i Aarhus midtby ........................................................................................ 67
4.9.4 ”Kommuneplanen 1984 -1992” ...................................................................................................... 69
4.9.5 Sjællandsgadekvarterets som byfornyelsesområde....................................................................... 70
4.9.6 Privat byfornyelse i Sjællandsgadekvarteret .................................................................................. 71
4.10 Et nyt politisk syn på Aarhus midtby -afrunding ................................................................................. 72
Kapitel 5 Da Sjællandsgadekvarteret blev attraktivt..................................................................................... 73
5.1 Otto Nielsen og Ny Munkegade 89 ....................................................................................................... 73
5.2 Et kvarter under pres ............................................................................................................................. 75
5.3 Det gode miljø i Sjællandsgadekvarteret som annoncevare ................................................................. 77
5.4 Beboerarbejdets dobbelthed ................................................................................................................ 79
5.5 Beboerarbejde i Sjællandsgadekvarteret og dets karakterændring ..................................................... 80
5.5.1”Revolutionen” der blev væk .......................................................................................................... 80
5.5.2 Stadig et ønske om et aktivt beboerarbejde .................................................................................. 81
Side 3 af 98
Casper Thomsen Juhl årskortnr. 20050693 Vejleder Søren Bitsch Christensen
5.5.3 Den røde tråd til 1970’erne ............................................................................................................ 82
Kapitel 6 Diskussion af Sjællandsgadekvarterets Beboerforening og Aarhus Kommunes placering i forhold
til gentrificering ............................................................................................................................................... 84
6.1 Gentrificeringens kulturelle karakter .................................................................................................... 84
6.2 Efterspørgsel og forbrug ........................................................................................................................ 86
6.3 Et bypolitisk paradigmeskifte - gentrificeringens politiske dynamik ..................................................... 87
6.4 Holdningsændring til det urbane rum i Aarhus midtby – en afrunding ................................................ 89
Konklusion ....................................................................................................................................................... 90
Summary ......................................................................................................................................................... 91
Kilder ............................................................................................................................................................... 92
Ikke trykte kilder .......................................................................................................................................... 92
Trykte kilder ................................................................................................................................................. 93
Avisartikler ................................................................................................................................................... 94
Litteratur ......................................................................................................................................................... 95
Bilag 1 – Kort over Aarhus og Sjællandsgadekvarteret
Side 4 af 98
Casper Thomsen Juhl årskortnr. 20050693 Vejleder Søren Bitsch Christensen
Indledning
Sjællandsgadekvarteret er et gammelt arbejderkvarter i den aarhusianske midtby oprindeligt bygget
til de mange mennesker, der søgte arbejde i Aarhus under den begyndende industrialisering i sidste
halvdel af 1800-tallet. Kvarteret afgrænses af Ny Munkegade, Kaserneboulevarden, Høegh-
Guldbergs Gade, Nørregade og Nørre Allé og klemmes inde af Aarhus Universitet i nordvest samt
Aarhus indre by. 1 Kvarteret kan bedst sammenlignes med de berømte kartoffelrækker i København.
I Sjællandsgadekvarteret danner de overvejende 3 til 5 etagers ejendomme en karréstruktur, der
udgør et tæt boligkvarter. I dag kender de fleste aarhusianere kvarteret og gaderne omkring
Sjællandsgade – ikke mindst for de dyre ejerlejligheder og små hyggelige byhuse.
Men sådan har det ikke altid været. Omkring 1970 var Sjællandsgadekvarteret et nedslidt
arbejderkvarter med en betydelig mængde sociale problemer og en ejendomsmasse, der i visse
henseender tangerede det rene slum. Forhold, der ikke blot gjaldt Sjællandsgadekvarteret, men som
var karakteristiske for store dele af de gamle arbejderkvarterer i den Aarhusianske midtby. Herefter
begyndte der imidlertid at ske noget i Sjællandsgadekvarteret. En udvikling der på længere sigt
omdannede det gamle arbejderkvarter til et attraktivt boligområde. I 1988 blev det således i en
artikel i Århus Stiftstidende konstateret at:
‖Man har altid karakteriseret kvarteret omkring Sjællandsgade som et arbejderkvarter. Dette
passede nok for 15 år siden. I dag er kvarteret blevet til et mondænt kvarter og dyrt. Man er næsten
i alle tilfælde nødt til at købe sig ind. Det virker som et filter, der sorterer en masse fra. For
eksempel pensionister, unge, arbejdsløse og mennesker med lav indtægt‖ 2
Ved slutningen af 1980’erne havde Sjællandsgadekvarteret gennemgået det, man betegner en
gentrificeringsproces. I en sådan proces bliver et boligkvarter med lavstatus transformeret til et
middelklassekvarter. Parallelt hermed vil der typisk finde en opgradering af ejendomsmassen sted
både i fysisk, æstetisk og økonomisk forstand.
1 Se bilag 1. Vedlagte kort.
2 “Sjællandsgadekvarteret er blevet rig – og det er dets højt besungne miljø måske blevet fattigere af”. Artikel i Århus
Stiftstidende 14. februar 1988.
Side 5 af 98
Casper Thomsen Juhl årskortnr. 20050693 Vejleder Søren Bitsch Christensen
Indkredsning af problemformulering
Gentrificering er forankret i det, geografen Eric Clark har betegnet som ‖commodification of
space‖ 3 , dvs. at gentrificering i bund og grund handler om en ”vareligørelse” af det urbane rum og
dermed også bevægelser på bolig- og ejendomsmarkedet. Dette er der stort set enighed om i den
internationale gentrificeringsforskning, derimod er der vidt forskellige teoretiske opfattelser af,
hvad der er med til at sætte gentrificeringsprocessen i gang og føre den igennem.
Set i et historisk perspektiv er diskussionen om gentrificering knyttet til de forandringer, der skete i
det urbane rum under afindustrialiseringen og udviklingen af den postindustrielle by. I den
forbindelse er der teoretikere, der ser gentrificering som et produkt af politisk-økonomiske årsager,
hvilket vil sige stigende politisk interesse for de indre bydele og store økonomiske investeringer. På
den anden side står de, der ser udviklingen som et resultat af sociokulturelle forandringer, hvor
ændringer i forbrug og livsstil spiller en væsentlig rolle. (Se en uddybning af gentrificeringsteori,
kap. 1)
Dette speciale søger at se spørgsmålet om gentrificering fra begge teoretiske sider, idet specialet vil
undersøge, hvorledes både offentlige og civile aktører kunne påvirke udviklingen i et boligkvarter
som Sjællandsgadekvarteret i Aarhus midtby.
I Aarhus var det et karakteristisk træk i den bypolitiske og byplanmæssige udvikling, at man i
kommunen omkring 1970 begyndte at interessere sig for forholdene i Aarhus midtbys
boligområder, heriblandt Sjællandsgadekvarteret, og saneringsplaner, byudviklingsplaner og senere
hen kommuneplaner vidnede om, at man havde store planer for perioden 1970-1990.
Parallelt med Aarhus Kommunes interesse for Sjællandsgadekvarteret blev kvarteret et yndet
bosætningssted for et voksende antal studerende, der søgte billige lejligheder i kvarteret. Som en
reaktion på Aarhus Kommunes stigende interesse for midtbyen og Sjællandsgadekvarteret opstod
der i kvarteret en beboerbevægelse. Denne var først og fremmeste legemliggjort i
Sjællandsgadekvarterets Beboerforening, der blev oprettet i 1973. Herigennem søgte beboerne at få
indflydelse på Sjællandsgadekvarterets udvikling og samtidig at skabe et godt socialt og kulturelt
miljø for beboerne.
3 Clark 2005 s. 256
Side 6 af 98
Casper Thomsen Juhl årskortnr. 20050693 Vejleder Søren Bitsch Christensen
Spørgsmålet er, om disse to aktører – kommunen og beboerne – havde nogen betydning for
Sjællandsgadekvarterets stigende attraktivitet, og i så tilfælde hvordan skal dette så forstås i forhold
til gentrificering?
Problemformulering
Med udgangspunkt i teori om gentrificering har dette speciale til hensigt at undersøge,
hvilken betydning Sjællandsgadekvarterets Beboerforening og Aarhus Kommune havde for
Sjællandsgadekvarterets udvikling ca. 1970 – ca. 1990. Herudover vil det blive diskuteret,
hvordan disse to aktører skal placeres i forbindelse med gentrificeringsprocessen i
Sjællandsgadekvarteret.
Det er således først og fremmest specialets ønske at give et bud på, hvordan hhv. civile og
offentlige aktører, jf. teori om gentrificering, skal placeres i forhold til byudviklingen i Aarhus fra
1970-1990 med udgangspunkt i Sjællandsgadekvarteret. Dermed har specialet ikke specielt til
hensigt at undersøge selve gentrificeringsprocessen i Sjællandsgadekvarteret men derimod at
undersøge og overveje nogle af forudsætningerne for, at den kunne finde sted; specialet beskriver
dog stadig væsentlige træk af gentrificeringsprocessen på grundlag af det tilgængelige
kildemateriale.
Specialet er således opbygget, at det foruden indledning og konklusion består af seks kapitler.
Kapitel 1 gennemgår den relevante teori om gentrificering. I kapitel 2 gives et kort historisk tilbage-
blik på Sjællandsgadekvarteret før 1970. Kapitel 3 undersøger, hvilke motiver der lå til grund for
Sjællandsgadekvarterets Beboerforening og dennes arbejde, samt hvilke konkrete resultater den
opnåede. Kapitel 4 undersøger Aarhus Kommunes betydning for Sjællandsgadekvarterets udvikling
ved at gennemgå den kommunale byplanlægning fra 1970 – 1985 og de resultater, det bragte med
sig – herunder bl.a. den offentlige saneringspolitik og byfornyelsespolitik. Kapitel 5 giver et bud på,
hvorfor Sjællandsgadekvarteret blev attraktivt at flytte ind i. I kapitel 6 vil trådene afslutningsvist
blive samlet i form af en diskussion, hvor hhv. Sjællandsgadekvarterets Beboerforening og Aarhus
Kommune bliver sat i perspektiv til gentrificeringsprocessen.
Side 7 af 98
Casper Thomsen Juhl årskortnr. 20050693 Vejleder Søren Bitsch Christensen
Kildemateriale
En af de tungeste kildegrupper til belysning af livet i Sjællandsgadekvarteret og
Sjællandsgadekvarterets Beboerforeningens betydning for kvarterets udvikling er
beboerforeningens eget arkiv. Dette findes på Erhvervsarkivet i Aarhus (EA) og indeholder
kildemateriale, der hovedsageligt dækker perioden 1970-1985. Her findes en stor mængde
korrespondance, der er sendt internt blandt medlemmer men også skrivelser til diverse offentlige
myndigheder. Tillige findes der en stor mængde materiale og referater fra bestyrelsesmøder,
årsmøder og diverse arrangementer.
Ligeledes findes i dette arkiv de fleste årgange af Sjællandsgadekvarterets Beboeravis, der udkom
første gang i 1971 og dækker perioden indtil 1988. Perioden fra 1988-1995 findes på Aarhus
Lokalhistoriske Samling (LHS) på Aarhus Hovedbibliotek. Beboeravisen må siges at være en
væsentlig nøgle til ikke blot Sjællandsgadekvarterets Beboerforenings holdninger og arbejde men
også til Sjællandsgadekvarterets udvikling i det hele taget, idet store og små begivenheder, som
fandt sted i kvarteret, er beskrevet her.
Kildemateriale, der foreligger i Sjællandsgadekvarterets arkiv, er ikke nødvendigvis repræsentativt
og dækkende for alle kvarterets beboeres holdninger, ønsker og behov gennem den undersøgte
periode. Men hvis man ser på nogle af de projekter, som Beboerforeningen arbejdede med, har disse
ikke kunnet lade sig gøre uden bred opbakning blandt beboerne i Sjællandsgadekvarteret, for
dannelsen af en beboerforening i et lokalområde må siges at være et udtryk for, at der var nogle
brede fællesinteresser i kvarteret. 4 Og kan man se bort fra den noget svulstige venstreorienterede
retorik, som man bl.a. finder i Sjællandsgadekvarterets Beboeravis (især igennem 1970’erne), så har
man et fantastisk materiale, der giver et indblik i udviklingen af og dagligdagen i
Sjællandsgadekvarteret.
Til belysning af Aarhus Kommunes engagement i Sjællandsgadekvarteret er Aarhus
Byrådsforhandlinger blevet anvendt. Disse byrådsforhandlinger findes ligeledes på Erhvervsarkivet
i Aarhus og indeholder flere anvendelige kildegrupper. I den periode, jeg beskæftiger mig med,
findes byrådsforhandlingerne eller byrådsmøderne på båndudskrift, hvilket vil sige, at man har
mulighed for at følge de debatter, der har været ført ved byrådsmøderne og herigennem følge
politiske holdninger og ideologiske standpunkter, samt hvilke sager der blev vedtaget eller forkastet
af byrådet.
4 Gundelach 1980 s. 45
Side 8 af 98
Casper Thomsen Juhl årskortnr. 20050693 Vejleder Søren Bitsch Christensen
På Erhvervsarkivet i Aarhus findes ligeledes et register over de sager, som har været oppe på
byrådsmøderne i perioden 1966-1994. Igennem registret kan man finde den pågældende sag i
byrådsforhandlingerne og derigennem finde udskriften fra byrådsmøderne. Dog mangler
byrådsforhandlingerne fra 1977- 1980, da de ikke er blevet indleveret fra Aarhus Kommune, hvilket
har betydet, at det ikke er alle sager, man har kunnet følge til ende.
Til hver sag, som har været bragt op på et byrådsmøde, er der tilknyttet et journalnummer, som
henviser til en journalsag. Journalsagerne indeholder de korrespondancer, der har været mellem
byrådet, udvalg og andre offentlige myndigheder samt fra evt. private personer, som måtte have
været impliceret i den givne sag.
I journalsagerne er f.eks. saneringsplanerne for Sjællandsgadekvarteret fundet, og sammen med
byrådsdebatterne giver dette materiale et godt indblik i, hvilke holdninger og ønsker man fra
politisk side havde med Sjællandsgadekvarteret. Erhvervsarkivet i Aarhus har journalsager til og
med 1985.
”Kommuneplan 1984-1992” og andre anvendte byplaner, der anvendes i kapitel 4, er delvist
frembragt på LHS og EA.
Her er det værd at bemærke, at kommuneplaner er et udtryk for rammebestemmelser og intentioner
fra byrådspolitikere og byplanlæggerne, som dermed var tænkt som et styringsredskab, der skulle
sørge for, at udviklingen stemte overens med de politiske mål, der var sat. Et egentligt lovkompleks
var Kommuneplanen 1984-1992 dog ikke et udtryk for. Dermed var kommuneplanen ikke
lovgivende og altså ikke en sikkerhed for, at der skete ændringer i et område.
Men på det generelle plan, må kommuneplanen siges at være et udtryk for politiske og planmæssige
visioner. Selvom muligheden for at ændre status har været til stede.
Men som udgangspunkt viser kommuneplanerne, hvilke intensioner og visioner man havde fra
bypolitisk side.
En sidste og vigtig kildegruppe er avisartikler fra den aarhusianske dagspresse. Der blev i løbet af
1970’erne og 1980’erne skrevet en lang række avisartikler om forholdene i Sjællandsgadekvarteret,
som også er med til at give et indtryk af Sjællandsgadekvarterets Beboerforening og Aarhus
Kommunes holdninger til Sjællandsgadekvarterets udvikling.
Side 9 af 98
Casper Thomsen Juhl årskortnr. 20050693 Vejleder Søren Bitsch Christensen
Specialet er kildemæssigt blevet begrænset af, at der for Sjællandsgadekvarterets nyere historie ikke
foreligger et statistisk materiale, der normalt ville have givet et indtryk af, hvordan den
socioøkonomiske udvikling i Sjællandsgadekvarteret har været fra 1970 og frem. Dette skyldes, at
Sjællandsgadekvarteret i sig selv ikke udgør et statistikdistrikt eller statistikområde hos Statistisk
Kontor for Aarhus Kommune, hvor man normalt kunne have indhentet disse oplysninger. I det hele
taget ligger Aarhus Kommune ikke inde med socioøkonomisk statistik for enkelte områder i Aarhus
midtby i den behandlede periode. Danmarks Statistik ligger ligeledes ikke inde med materiale af
denne art. Dette har bevirket, at den socioøkonomiske udvikling er meget løst beskrevet.
Man kan dog få et lille indblik i den socioøkonomiske udvikling ved at læse nogle af samtidens
avisartikler om Sjællandsgadekvarteret, idet man i den aarhusianske dagspresse var opmærksom på,
at der var ved at ske en forandring i kvarteret. Lige som Sjællandsgadekvarterets Beboerforening
var opmærksom på, at der skete en forandring. Men dette bygger kun på udsagn og er dermed ikke
statistisk sat op og beskriver ikke endegyldigt, hvordan den socioøkonomiske udvikling har taget
sig ud.
Litteratur
Litteratur om Sjællandsgadekvarteret og Aarhus’ nyere historie generelt er sparsom, og det
nedenstående er den væsentligste litteratur, der er blevet anvendt i forbindelse med specialet.
Det nærmeste, man kommer en historisk undersøgelse af Sjællandsgadekvarteret i Aarhus, er
historikeren Rita Sørensens Sjællandsgade-kvarteret i Århus (Sørensen 1986), der skildrer
kvarterets historie fra midten af 1800-tallet til 1986. Bogen er en kombination af historie og
etnologi, der igennem interviews med en lang række beboere i Sjællandsgadekvarteret søger at
skabe et ”nutidsbillede”, dvs. i 1980’erne kontra hvordan forholdene var i kvarteret førhen.
Sørensens bidrag tegner i første omgang et billede af et kvarter, der netop var ved at gennemgå en
forvandling fra arbejderkvarter til middelklassekvarter. Men i det store hele tenderer Sørensens
fremstilling mere til at være et kritisk billede af det danske samfund og autoriteterne i 1970’erne og
1980’erne med udgangspunkt i Sjællandsgadekvarterets udvikling.
Sørensens bidrag er dog stadig relevant, idet der gives en mængde oplysninger om forholdene i
Sjællandsgadekvarteret i 1970’erne og 1980’erne, som kildematerialet ikke har kunnet tilvejebringe.
Side 10 af 98
Casper Thomsen Juhl årskortnr. 20050693 Vejleder Søren Bitsch Christensen
Derudover er bidraget i sig selv et tegn på, at Sjællandsgadekvarteret var noget særligt i tiden, hvor
den er skrevet, og bogen er da også en form for en kærlighedserklæring til Sjællandsgadekvarteret,
hvor Sørensen selv boede.
Derudover findes to publikationer af Sjællandsgadekvarterets Beboerforening, der giver nogle
forskellige sider af kvarterets udvikling og Sjællandsgadekvarterets Beboerforenings arbejde. 10 år
med aktivt beboerarbejde (Mikkelsen (red.) 1980) og Ejeren vil sælge – vi lejer (Mikkelsen (red)
1978) giver et indblik i det arbejde, man udøvede i Sjællandsgadekvarteret. For disse to
publikationer gælder det ligeledes, at de er blevet til i et samfundskritisk miljø, hvilket betyder, at
man ikke må lade sig forføre af den svulstige retorik.
Aarhus’ nyere historie er velbeskrevet i Aarhus – byens historie bind 4. (Gejl (red.) 1994). Her er
det især kapitel 1 om byrummets udvikling skrevet af historikeren John T. Lauridsens, jeg har
trukket veksler på. Sammen med artiklen ‖Branding Bernhardt i Smilets By‖ af historikeren Søren
Bitsch Christensen (Christensen 2006) trækker Lauridsens arbejde de store linjer i den aarhusianske
byplanlægning og bypolitik. Henvisninger til den brede danske byplanlægningshistorie er hentet i
”Dansk Byplanlægning 1938 - 1992‖(Gaardmand 1992)
I næste kapitel vil der blive redegjort for to forskellige teoretiske tilgange til gentrificering. På den
ene side tager kapitlet udgangspunkt i geografen Neil Smith og dennes ”The New Urban Frontier:
Gentrification and the Revanchist City‖ (Smith 1996), på den anden side tager kapitlet fat i den
canadiske geograf David Ley og dennes The new middleclass and the remaking of the central city
(Ley 1996).
Side 11 af 98
Casper Thomsen Juhl årskortnr. 20050693 Vejleder Søren Bitsch Christensen
Kapitel 1 Gentrificering
1.1 Gentrificering - en definition
Gentrificering (oversat fra det engelske ord gentrification) henviser til betegnelsen ”gentry”, hvilket
betyder lavadel eller herskab. Lavadelen er i denne sammenhæng en lavere eller højere
middelklasse. Begrebet blev første gang lanceret af den britiske sociolog Ruth Glass som en let
ironisk betegnelse for middelklassens indtog i Londons arbejderkvarterer. Begrebet har især vundet
indpas i den socialgeografiske og sociologiske forskning i byernes udvikling, og i de sociale og
økonomiske konsekvenser denne har haft siden 1970’erne. 5 Det er imidlertid særligt i England og
Nordamerika, at fænomenet har været størst genstand for interesse både teoretisk og empirisk. 6
Gentrificering kendetegnes ved, at indre byområder forvandles fra at være typiske
arbejderklassekvarterer til at blive befolket af veluddannede middelklassefolk. De ”nye” beboere er
ofte kendetegnet ved, at de arbejder i administrative eller tekniske hverv, ofte omtalt som den ”nye
serviceklasse”. Derudover er gentrificeringsprocesser gerne karakteriseret ved, at boligmassen
rehabiliteres og fornys og i mange tilfældes omdannes fra lejeboliger til selvejerboliger. En
forbedring af boligstandarden fører til øgede priser, som igen indebærer, at området ændrer karakter
både socialt og kulturelt og får en anden ”identitet”. Det kan udlægges således:
―(Gentrification is) simultaneously a physical, economic, social and cultural phenomenon.
Gentrification commonly involves the invasion by middle-class or higher-income groups of
previously working-class neighborhoods or multi- occupied 'twilight areas' and the replacement or
displacement of many of the original occupants. It involves the physical renovation or
rehabilitation of what was frequently a highly deteriorated housing stock and it’s upgrading to meet
the requirements of its new owners. In the process, housing in the areas affected, both renovated
and unrenovated, undergoes a significant price appreciation. Such a process of neighborhood
transition commonly involves a degree of tenure transformation from renting to owning.‖ 7
5 Gutzon Larsen 2009 s. 1
6 En særdeles god indføring til gentrificeringsforskningens internationale teoretiske standpunkter og generelle arbejde
findes i ”Gentrification” Lees mfl. 2008. Her får man en udførlig gennemgang af den internationale forskning, men
hovedvægten er dog lagt på den engelske og nordamerikanske forskning. Et godt supplement til denne er ”The
Gentrification Reader (Lees mfl. 2010.), hvori de vigtigste teoretiske tekster indenfor gentrificeringsforskningen er
publiceret.
7 Hamnett 1991 s. 175
Side 12 af 98
Casper Thomsen Juhl årskortnr. 20050693 Vejleder Søren Bitsch Christensen
Selvom der er enighed om, at gentrificering på den ene side omhandler ændringer af den sociale
profil i boligkvarterer, og at det kvalitativt indebærer en opgradering af de fysiske forhold, så har
diskussionen, om hvorfor gentrificering opstår, og hvordan den som proces skal undersøges og
karakteriseres, været stor. Debatten i forskningens verden har siden slutningen af 1970’erne
omhandlet, hvordan gentrificering skal opfattes som proces, altså hvad der er med til at sætte en
gentrificeringsprocessen i gang, og hvad der er med til at føre en sådan igennem.
Siden 1970’erne er der udskilt to overordnede ”skoler” inden for forskningen af gentrificering; hhv.
produktionsforklaringer og konsumptionsforklaringer. Førstnævnte forklarer gentrificering i
kvarterer i den indre by og deres udvikling ud fra underlæggende økonomiske strukturer og
politiske aspekter. 8 Konsumptionsforklaringernes bidragsydere ser gentrificering som en
konsekvens af ændringer i industrien og ser på den menneskelige adfærd. Her rejses spørgsmålet
om, hvem gentrifikanterne er, hvor de kommer fra, hvad der driver dem til at leve i de centrale
bykvarterer, og ikke mindst hvordan de bruger de fysiske rammer, hvilket vil sige byen. 9
De følgende afsnit vil gennemgå to gentrificeringsforklaringer, der repræsenterer hhv.
produktionsforklaringerne og konsumptionsforklaringerne, hvorefter der følger en kort diskussion
af de to forklaringer.
1.2 Produktionsforklaringer og Neil Smith
1.2.1 Kritik af Humanøkologien
De tidligste forklaringer på, hvorfor byerne i USA 1950 og 1960’erne så en begyndende
renæssance, havde rod i Chicagoskolens humanøkologi og neoklassiske økonomiske forklaringer.
Det generelle syn i 1970’erne var, at et stigende antal veluddannede unge havde valgt at komme
tilbage til byen fra forstæderne, og dette valg hjalp til at igangsætte fornyelse, renovation og
revitalisering af bymidterne – en bymæssig renæssance. Dermed mente man, at der var ved at ske
en bevægelse fra forstæderne ind til byerne. ”Back to the city” blev et tema, som de fleste
akademikere kunne forholde sig til. 10
Dette syn byggede på en arv fra humanøkologien, som havde den antagelse, at det urbane miljø hele
tiden søger mod en ligevægt på samme måde, som en organisme gør. Dvs. at individer og grupper
8 Lees mfl. 2008 s. 42
9 Lees mfl 2008. s. 90
10 Lees mfl. 2008 S 44
Side 13 af 98
Casper Thomsen Juhl årskortnr. 20050693 Vejleder Søren Bitsch Christensen
selv delte sig i ”naturlige” områder og dermed konstituerede en by, der var symbiotisk balanceret
mellem samarbejde og konflikter. Dette lagde et fundament for tilgange, der opererede med ideer
om rumlig ligevægt og økonomisk konkurrence, som så blev anvendt i etableringen af neoklassiske
modeller af det urbane ejendomsmarked i 1960’erne. 11
Grundtanken var, at resultatet af byernes begyndende renæssance hvilede på aktørernes rationelle
valg. Man antog, at hvis man undlod at regulere og påvirke markedskræfterne, ville producenterne
og forbrugerne blive motiverede til at optimere og indrette deres opførsel på sådan en måde, at det
udviklede bymiljøet i retning af økonomisk ligevægt. Ved en sådan økonomisk ligevægt ville der
f.eks. ikke komme til at mangle boliger. 12
Dette blev kritiseret af geografen David Harvey, der mente, at byudviklingen i det kapitalistiske
samfund skulle forstås ud fra et makroøkonomisk perspektiv. Byudviklingen, eller de urbane
processer, skulle således analyseres ud fra de behov, som det kapitalistiske system har for at
generere profit. 13
Harvey mente, at investeringer i fysiske anlæg sker ud fra hensynet til at skabe effektive og
rationelle rammer for kapitalakkumulation. Den stadige konkurrence kan imidlertid føre til ændrede
produktionsbetingelser i form af ny teknologi, ændrede lokaliseringskrav eller andre forhold, der
kan ændre de fysiske anlægs brugsværdi og dermed investeringens effektivitet. Det fysiske
landskab er derfor genstand for en kontinuerlig transformationsproces, hvor produktiviteten af de
eksisterende fysiske anlæg og dermed afkastet af de investeringer, der er bundet i dem må afvejes i
forhold til en tilpasning eller destruktion, der kan bane vejen for nye og mere produktive anlæg. 14
Disse synspunkter inspirerede den amerikanske geograf Neil Smith i til 1979 at udvikle teorien om
det såkaldte rentegab.
1.2.2 Teorien om rentegabet
Smith mente på linje med Harvey, at byens forandringsprocesser skulle findes på et
makrostrukturelt økonomisk niveau. Dermed mente han, at gentrificering var et strukturelt produkt
11 Lees mfl. 2008 s. 45 og Bundgaard 1985 s. 36
12 Lees mfl. 2008 s. 45-46
13 Steinø 2000 s. 15
14 Steinø 2000 s. 16
Side 14 af 98
Casper Thomsen Juhl årskortnr. 20050693 Vejleder Søren Bitsch Christensen
af ejendomsmarkedet, hvilket er udgangspunkt for hans teori om rentegabet. 15 Smith fremlægger
det således:
‖ Capital flows where the rate of the return is highest, and the movement of capital to the suburbs,
along with the continual de-valorization of inner-city capital eventually produces the rent gab.
When the gab grows sufficiently large, rehabilitation (or, for that matter, redevelopment) can begin
to challenge rates of return available elsewhere, and the capital flows back. Gentrification is a back
to the city movement all right, but a to the city movement by capital rather than people.‖ 16
Teorien bag rentegabet er således bygget op på den antagelse, at der skete en bevægelse af kapital,
der skulle skabe industriel, beboelses- og forretningsmæssig aktivitet i de voksende forstæder.
Parallelt med afindustrialiseringen af de centrale byområder betød denne suburbanisering, at der
ikke blev investeret i de indre byområder, hvilket resulterede i, at byrummet trådte ind i en
misvedligeholdelse eller en forslumringsproces. Dette betød, at der i 1970’erne var et sket et fald i
grundpriserne i den indre by i forhold til de stigende priser i forstæderne. Der var så at sige en stor
renteforskel (et gab) mellem forstæderne og den indre by. 17
Rentegabet forklarer gentrificering som et produkt af investeringer og dis-investringer i byernes
ejendomsmarked. Over tid vil den urbane udvikling og ekspansion skabe spændinger i den
”kapitaliserede grundrente”, hvilket vil sige den aktuelle udnyttelse af en grund eller ejendom og
den ”potentielle grundrente”, altså den økonomiske profit, som man kunne få, hvis man udnyttede
grunde og ejendomme bedre, f.eks. ved nybyggeri eller renovering af allerede eksisterende
bygninger. Eftersom forskellen (gabet) mellem den potentielle og den kapitaliserede grundrente
bliver større, bliver tilskyndelsen til at ændre investeringer større, og gentrificeringen opstår. 18
15 Smith 1996 s.70
16 Smith 1996 s. 70
17 Smith 1986 s. 23
18 Smith 1996 s. 61-67 og Munk 1998 s. 38
Side 15 af 98
Casper Thomsen Juhl årskortnr. 20050693 Vejleder Søren Bitsch Christensen
Side 16 af 98
Fig.1 Udviklingen af Rentegabet
Med tiden falder den kapitaliserede grundrente på en
bygning – som regel ved slitage. Dermed stiger også
den potentielle grundrente, som ejeren eller
investoren ville få ved en bedre udnyttelse.
Gentrificering opstår, når gabet er stort nok, således
at ejeren vil få det største afkast, når alle
omkostninger er betalt. (Smith 1996 s. 65)
Det er rentegabet mellem den kapitaliserede og potentielle jordrente, som skaber mulighederne for
profitable nyinvesteringer. Gentrificering er således udtryk for en udnyttelse af profitmulighederne i
den eksisterende boligmasse. 19 Dvs. at man ved renovering, udstykning af ejerlejligheder og
lejlighedssammenlægninger kan forvente, at en stærkere socio-økonomisk gruppe, der har råd,
vælger at bosætte sig i de i nyistandsatte boliger et givent sted. Men også ved en generel
byfornyelse hvor den eksisterende boligmasse nedrives til fordel for nybyggeri.
1.2.3 Kollektive sociale aktører
Til trods for, at Smith vægter de økonomiske strukturer højst, mener han dog, der er aktører, som
har betydning for processens fremskridende. Når rentegabet bliver stort nok, bliver gentrificeringen
iværksat af en række ”kollektive sociale aktører”, der har økonomiske interesser i
ejendomsmarkedet. Smith peger f.eks. på ejendomsudviklingsselskaber, banker og
finansieringsselskaber. Men også staten går ind og påvirker udviklingen. Igennem
byfornyelsesprojekter, sanering og andre politiske beslutninger viser staten vejen frem for den
private kapital ved at vise, at det er muligt at lave en omstrukturering af de indre bydele. 20 Den
danske geograf Hans Thor Andersen har bemærket, at de byfornyelsesprojekter, som blev foretaget
19 Munk 1998 s. 38
20 Smith 1996 s. 68-69 og Munk 1998 s. 41-42
Teorien om rentegabet blev lanceret i 1979, men Smith har siden da arbejdet videre den. Værket ”The new urban
frontier . gentrification and the revanchist city” samler Smiths arbejde. Se derudover Smith 1979 og 1986.
Casper Thomsen Juhl årskortnr. 20050693 Vejleder Søren Bitsch Christensen
i Danmark fra 1980’erne og fremefter, havde til hensigt direkte eller indirekte at fremme en socio-
økonomisk opgradering af de centrale bydele. 21
Byplanteoretikeren Robert Beauregeard har pointeret, at det offentlige havde en klar interesse i at
skabe en opgradering af et forslummet kvarter. De svage beboere i et sådant kvarter er oftest en
”belastning” for byen i form af manglende eller små skatteindtægter samt sociale udgifter. 22
1.2.4 Kritik af Smith
Selvom mange anerkender rentegabsteorien som et vigtigt bidrag til gentrificeringsforskningen, er
Smiths teori blevet stærkt kritiseret. 23 Især kritiseres den for at ekskludere alle faktorer, der ikke er
markedsrelaterede. I den forbindelse har især geografen Chris Hamnett kritiseret Smith for at
eksludere individernes ikke-økonomiske præferencer. Det bliver således de ”kollektive sociale
aktører”, der er med til at fremføre gentrificeringen og ikke individerne selv - de bliver så at sige
styret af kapitalen. Dermed er der heller ingen forklaring på, hvorfor gentrifikanter flytter ind i
gamle, nedslidte kvarterer. 24 Smith har dog forsvaret sig med, at det er på det generelle niveau,
teorien kan forklare, hvorledes kapitalen investerer i det byggede miljø. 25 Og det er nok styrken ved
Smith teori, at han giver en forklaring på, hvordan gentrificering bliver båret frem af f.eks.
kommune, stats- og ejendomsinvenstorer, hvilket ikke er helt uvæsentligt. Dog må man spørge sig
selv, om der ville forekomme investeringer i et kvarter, hvis der ikke er en efterspørgsel på det?
1.3 Konsumptionsforklaringer og David Ley
En direkte modpol til Neil Smith og hans teori om rentegab er den canadiske geograf David Ley og
dennes arbejde med overgangen til det post-industrielle samfund som en afgørende faktor for, at
gentrificering forekommer i det senmoderne samfund.
David Ley peger i bogen ‖The new middleclass and the remake of the city‖ fra 1996 på det
sekventielle i gentrificeringsprocesserne og viser, at gentrificering foregår som en ”dynamisk
diffusionsprosess‖, hvor kunstnere ofte leder an i at opsøge slidte kvarter fulgt af grupper med
21 Thor Andersen 2005 s. 48
22 Beauregard 1986 s. 50
23 Beauregard 1986 og Hamentt 1991
24 Hamnett 1991 s. 179-181
25 Munk 1998 s. 45
Side 17 af 98
Casper Thomsen Juhl årskortnr. 20050693 Vejleder Søren Bitsch Christensen
”kunstnernes habitus”, hvorefter andre med mere økonomisk kapital end kulturel kapital kommer
til. 26
1.3.1 Det postindustrielle samfund og opkomsten af en ny middelklasse
Ley byggede sine antagelser på David Bells tese om det postindustrielle samfund. Det
postindustrielle samfund markerede et skift fra industribaseret til servicebaseret økonomi, og
specialiseret viden blev et vigtigt hverv, hvor højere uddannelser som f.eks universiteter kom til at
overtage den rolle, som fabrikkerne havde i industrisamfundet. 27
Dette videreudviklede Ley i forbindelse med hans forskning af gentrificering i canadiske storbyer.
Ley mente, at overgangen til et post-industrielt samfund havde skabt et nyt arbejdsmarked, der
havde medført en hurtig ekspanderende middelklasse med nye forbrugsmønstre.
Gentrificeringsprocesser opstod på baggrund af disse nye postmoderne kultur- og forbrugsmønstre,
og gentrificering repræsenterede en ny fase i den urbane udvikling som et alternativ til
suburbaniseringen.
Ley mente ikke, at gentrificering kun handlede om ændringer i boligkvarterer, men at der i
samfundet som helhed fremkom en ændret ”mentalité” i synet på livet i de urbane områder. 28 Dette
medførte både sociale, rumlige og politiske ændringer, som havde rod i ændringer i kulturelle
værdier i samfundet. 29 I et generelt perspektiv mener Ley, at gentrificering skal ses som et nyt stadie
i byens udvikling.
I tillæg til dette opfatter Ley ændringerne i de lokale ejendomsmarkeder som et resultatet af
gentrificering, som i sig selv var et resultat af ændringer på arbejdsmarkedet, særligt inden for den
finans- og forretningsservice-baserede økonomi. Ley argumenterer for, at man skal se den
servicebaserede økonomi som en form for ulige fordeling af aktivitet i rummet. Det, mener han,
skal findes i det faktum, at fordelingen af finans- og erhvervsservice er koncentreret i de centrale
områder i Canadas byer sammen med en arbejdsstruktur, som indeholder en stor del af
professionelle og ledere. Pointen hos Ley er, at arbejdsmarkedet er med til at producere potentielle
gentrifikanter i de store byer. 30 Det er dog ifølge Ley ikke nok at vise, hvordan potentielle
26 Ley 1996 s. 200
27 Lees 2008 s 91-92 Se også Ley 1980 og 1986
28 Ley 1996 s. 3
29 Ley 1996 s. 5
30 Ley 1996 s. 83 og 165
Side 18 af 98
Casper Thomsen Juhl årskortnr. 20050693 Vejleder Søren Bitsch Christensen
gentrifikanter bliver produceret, man er nød til at se på, hvorfor de flytter ind til midtbyen og
bosætter sig i gamle bykvarterer. 31
Som en byforskeren Robert A. Beauregard har formuleret det: ‖The explanation for gentrification
begins with the presence of ―gentrifiers‖(….).” 32
Ley peger på to årsager til, at medlemmer fra den nye middelklasse valgte at bosætte sig i byerne,
hvilket de næste afsnit vil tage op.
1.3.2 En ny urbanisme
For det første mener Ley, at der med fremkomsten af en ny middelklasse i løbet 1960’erne og
1970’erne udviklede sig et nyt syn på det urbane liv i byerne. Årsagen til dette skal findes i
ungdomsoprøret i 1968 og ungdomsbevægelsen, som opstod i den forbindelse. Nogle af de
progressive ideer, som ungdomsbevægelserne førte, blev optaget af kunstnere, som i forsøget på at
finde ”autentiske” steder blev betaget af ungdomsoprørets progressive værdier. Deres forestilling
om livet i byen betød, at der opstod en alternativ urbanisme kontra den, der var i de store byers
kedelige og monotone forstæder. Dette fik en vigtig betydning for udformningen af de indre
bymiljøer. Da mange af de studerende, der havde taget del i ungdomsoprøret, blev færdige på
universiteterne i 1970’erne, flyttede de ikke tilbage til forstæderne, hvor de var vokset op men blev
boende i de indre bykvarterer. Dermed opstod der et segment af den nye middelklasse, som Ley
betegner ”a new cultural class”.
Med indtoget af den kulturelle nye klasse blev boligkvarterene i den indre by rammen om fælles
interesser. Der opstod en ny form for urbanitet, en ny levemåde i byerne, hvor den nye kulturelle
klasse fandt deres identitet i det omgivende bymiljø. Mange af de værdier, de kom med, havde de
absorberet fra ungdomsbevægelsernes modkulturer mod de etablerede samfundsnormer. 33
Videreførelsen af disse værdier kom især til udtryk i dannelsen af beboerbevægelser og politiske
reformbevægelser, der aktivt gik ind i protester mod byfornyelser, vejanlæg og private ombygninger
af ældre kvarterer. 34
31 Ley 1996 s. 361
32 Beauregard 1986 s. 41
33 Ley 1996 s. 203
34 Ley 1996 s. 233
Side 19 af 98
Casper Thomsen Juhl årskortnr. 20050693 Vejleder Søren Bitsch Christensen
Kampen for bevaring af historiske miljøer, æstetik og forbedret service og kampen mod private
såvel som offentlige byfornyelsesprojekter og motorvejsanlæg betød, at kvarterene bibeholdt deres
historiske præg og æstetik, hvilket betød, at de blev attraktive for et endnu bredere segment af
middelklassen. Som Ley bemærker det, var det tit tilstedeværelsen af en beboerbevægelse og dens
succes, der initierede til en yderligere gentrificeringsproces i det pågældende nabolag. 35
1.3.3 Et kulturelt skift
Leys anden pointe er, at der skete et kulturelt skift, der både indeholder ændringer i den brede
middelklasses syn på den indre by og synet hos det offentlige.
Som det blev antydet i foregående afsnit, viser Ley, at gamle bohememiljøer med deres bevarelse af
de gamle æstetiske bygninger og særlige bymiljø begyndte at interessere den brede middelklasse,
som ikke havde råd til at bo i de dyre kvarterer men heller ikke ville bo i de mest nedslidte. Dette
blev hurtigt udnyttet af ejendomsmæglere og producenter, som markedsførte kvartererne som noget
kulturel særligt:
―Incited by manufactures and retailers who recognize the promise of a new niche markets,
personalization and individuality, authenticity itself, becomes a marketing opportunity: The
movement from counter-culture to lifestyle‖. 36
Der skete altså et brud med modkulturens strømninger, og livet i den indre by blev markedsført som
en særlig livsstil. Dette betød, at den brede middelklasses indtog omkring bycenteret initierede til
åbning af nye butikker, restauranter og nye kulturelle tilbud. Der skete således et skift, hvor der
fremkom et refleksivt konsum, idet middelklassen var mere bevidst om sit forbrug og brugte det til
at markere sig over for andre befolkningsgrupper. 37
Parallelt med dette viser Ley, at der fra 1970’erne og frem blev mere fokus på det indre bymiljø,
hvor idéen om ”the livable city” begyndte at vinde indpas i canadiske storbyer. I forbindelse med
byfornyelsesprojekter opstod nye kulturelle muligheder, rekreative områder, sportspladser m.m.
Dette, sammenkædet med middelklassen stigende velstand og forbrugsmønstre i 1980’erne, var et
incitament til yderlige efterspørgsler på boliger nær bycentrer, hvor det kreative og trendy liv
udfoldede sig. Ley opsumerer det således:
35 Ley 1996 s. 245
36 Ley 1996 s. 336
37 Ley 1996 s. 50
Side 20 af 98
Casper Thomsen Juhl årskortnr. 20050693 Vejleder Søren Bitsch Christensen
‖ (…)the availability of recreational and cultural acitivities, better jobs and hig wages. This
suggests that culture of consumption is a major characteriststic of the big cities; most commenly it
is consumption expressive of personal style‖ 38
Der skete altså et kulturelt skift med opkomsten af en ny middelklasse, hvor byens funktion
bevægede fra at have været industribaseret i 1960’erne til at være orienteret mod kulturelt forbrug.
Konsekvenserne af dette var et forbedret bymiljø, men også en stigende efterspørgsel af boliger nær
”Downtown”, som bevirkede endnu højere husleje og huspriser.
1.3.4 Kritik af Ley
Ley er blevet kritiseret for at generalisere middelklassen. Dvs. han samler og kategoriserer dem
under ét hele. Dermed får man ikke en indikation af, hvilke forskelle der evt. er i et enkelt kvarter,
som har været udsat for en gentrificering. 39 Dertil kommer, at der mellem de enkelte kvarterer i
byen også er en forskel. Desuden har Smith kritiseret konsumptionsforklaringerne for slet ikke at
medtænke de markeds-relaterede præferencer. 40 Det gør Ley dog, men det er ikke der, han lægger
tyngden, det er det kulturelle.
1.4 Diskussion af Smith og Ley
1.4.1 Individets rolle i gentrificeringsprocessen
Et vigtigt diskussionsemne mellem hhv. konsumptionsforklaringer og produktionsforklaringer er,
hvilken rolle det enkelte individ har i gentrificeringsprocessen.
Ley ser gentrificeringsprocesserne som en udvikling, hvor de ”urbane pionerer”, som først flyttede
ind i kvarteret, udviklede nye livsstile og gav kvarteret en form for ny identitet. Dette blev på
længere sigt erhvervet, kommercialiseret og formet af markedet, hvilket medførte nye butikker og
ejerlejligheder.
Smith mener derimod, at rentegabet kom først, og at agenter styret af kapitalen rykkede ind og
åbnede op for et marked, hvorefter gentrifikanterne flyttede ind. Især viser rentegabet, hvordan
økonomiske faktorer er med til at sætte gentrificeringsbevægelser i gang, og hvilken rolle det
offentlige og private har i revitaliseringen af boligkvarterer, hvilket absolut ikke er uvæsentligt.
38 Ley 1986 s. 524
39 Cole 1985 s. 153-155
40 Smith 1996 s. 40
Side 21 af 98
Casper Thomsen Juhl årskortnr. 20050693 Vejleder Søren Bitsch Christensen
Problemet for Smith er da, at han ikke forklarer, hvorfor et nyt segment flyttede ind i kvartererne.
Som Chris Hamnet har bemærket, så involverer gentrificering mennesker, og dermed er man og
nødt til at medtænke deres kulturelle og sociale præferencer:
”The rent gap may provide the means, but it does not provide a motive for gentrification. For this,
we need to look into(…): locational preferences, lifestyles and consumption.‖ 41
For både Smith og Ley gælder det, at de arbejder på et højt abstraktionsniveau, hvor
gentrificeringen af boligkvarterer bliver sat ind i en større sammenhæng. Ley tager udgangspunkt i
overgangen til det post-industrielle samfund og afindustrialiseringen, og Smith ser på kapitalens
strukturer og bevægelser i samfundet som helhed. Geografen Damaris Rose henviser til, at det kun
er på dette høje abstraktionsniveau, at man kan overskue f.eks. middelklassen på et samlet niveau.
Træder man i et lavere abstraktionsniveau, vil der være betydelige forskelle. 42
1.4.2 Dansk forskning i gentrificering
I en dansk historiefaglig kontekst har gentrificering ikke været genstand for nærmere forskning.
Faktisk er gentrificering ikke blevet behandlet af danske byhistorikere, hvilket kan skyldes at
forskningen i de danske byers udvikling efter 1960 endnu ikke har slået igennem i historiefaget.
Som det er tilfældet med den internationale forskning i gentrificering, er den danske forskning stort
set sket indenfor rammerne af den geografiske forskning og er foretaget på et relativt lille niveau.
Den forskning, der er bedrevet i gentrificering, er foregået indenfor af rammerne af økonomiske og
politiske kræfter, og den altoverskyggende case har været København og forskellige kvarterers
udvikling her.
Således viser geograferne Henrik Gutzon Larsen og Anders Lund Hansen i artiklen
“Gentrification—Gentle or Traumatic? Urban Renewal Policies and Socioeconomic
Transformations in Copenhagen‖(Gutzon og Hansen 2005), hvordan en gentrificeringsproces på
indre Vesterbro i København blev igangsat som følge af det storstilede byfornyelsesprojekt vedtaget
af Københavns Kommune i 1991. Et byfornyelsesprojekt der igennem revitalisering af byrummet
og opgradering af det fysiske rum sigtede mod at ændre den sociale sammensætning på Vesterbro
og give bydelen et helt andet præg.
41 Hamnett 1991 s.185
42 Wessel 1988 s. 45-46
Side 22 af 98
Casper Thomsen Juhl årskortnr. 20050693 Vejleder Søren Bitsch Christensen
Anders Lund Hansen og Henrik Gutzon Larsen ser, at den altdominerende årsag til gentrificeringen
på Vesterbro i høj grad var politisk initieret – altså af kollektive sociale aktører, som Neil Smith var
inde på. Med vedtagelsen af et byfornyelsesprogram for Vesterbro i 1991 begyndte en udvikling,
hvor det indre af Vesterbro ligeså stille blev transformeret fra at være en nedslidt bydel beboet af
marginaliserede grupper til at blive beboet af en bedrestillet økonomisk middelklasse på bekostning
af de oprindelige beboere, en udvikling der i dag er ved at være fuldbyrdet.
Anders Lund Hansen og Henrik Gutzon Larsens undersøgelse af gentrificeringsprocessen peger på,
at den egentlige årsag til, at en gentrificeringsproces starter er, at der sker en ”Commodification of
space‖, og at dette på længere sigt er den fundamentale årsag til gentrificeringen på Vesterbro og
andre steder. 43 Dvs. at man fra politisk side har gennemtrumfet en byfornyelse, som har betydet, at
mange boliger, der før byfornyelsen var til leje, overgik til andelsboliger for at financiere
byfornyelsen. Dette bevirkede, at udgiften til husleje steg, og at mange af de oprindelige beboere på
indre Vesterbro på længere sigt ikke havde råd til at blive boende da udgifterne steg. Men hvor
nogle har været nød til at flytte, er der andre som havde et økonomisk råderum til at betale prisen
for en moderniseret lejlighed.
Deres teoretiske standpunkt til gentrificering ligger meget op ad produktionsforklaringen. De sætter
således offentlige myndigheder og ejendomsmarked i samspil, hvor byfornyelsen i sig selv havde
konsekvenser for priserne for både leje- og ejerlejligheder, og de stigende boligpriser satte en spiral
i gang. En spiral som på længere sigt presser de oprindelige beboere ud til fordel for en
middelklasse.
Anders Lund Hansen og Henrik Gutzon Larsen afviser dog ikke betydningen af kultur eller
konsumption i gentrificeringsprocessen. For parallelt med byfornyelse opstod der f.eks. et mere
raffineret kulturliv centreret omkring hippe forretninger og fancy cafeer. 44 Men tyngden i deres
arbejde ligger dog i det forhold, at offentlige myndigheder spiller en afgørende rolle for
igangsætningen af gentrificeringsprocessen, og at ejendomsmarkedet er med til at forstærke
udviklingen. 45
43 Lund Hansen og Gutzon Larsen 2008 s. 2445
44 Lund Hansen og Gutzon Larsen 2008 s. 2440f
45 Lund Hansen og Gutzon Larsen 2008 s. 2445
Side 23 af 98
Casper Thomsen Juhl årskortnr. 20050693 Vejleder Søren Bitsch Christensen
En anden undersøgelse af gentrificering i København er foretaget af geografen Anders Munk i
dennes ph.d.-afhandling ”Forfalds- og fornyelses processer i ældre bykvarter- en undersøgelse af ni
københavnske bykvarter‖(Munk 1998)
Det interessante i Munks undersøgelse er, at blot ét af de ni kvarterer (Wilders Kvarter, der ligger
på Christianshavn), der har været genstand for undersøgelsen, kan karakteriseres som et kvarter, der
har gennemgået en gentrificeringsproces, der næsten er fuldbyrdet. Årsagen til dette, mener Munk,
skal findes i Wilders Kvarters attraktive beliggenhed nær Københavns centrum. 46 Indirekte mener
Munk altså, at karakteren af gentrificeringsgraden handler om de kvaliteter, som et boligkvarter selv
besidder, eller som det nære byrum besidder.
En anden væsentlig pointe hos Munk er, at ejerformer i et kvarter er med til at bestemme graden af
gentrificering. Der er således ingen af de undersøgte kvarterer, som kun består af f.eks.
ejerlejligheder men derimod består af en relativ fordeling af ejerformer. F.eks. har muligheden for
at etablere andelsboliger gjort det medført, at mange kan blive boende i deres respektive kvarterer.
Munk mener, at den danske boligpolitik med f.eks. huslejeloft og boligstøtte har været med til at
nedtone gentrificeringsprocesser og graden af disse. Dette står i kontrast til f.eks. USA, hvor
boligmarkedet er mere liberaliseret. Men, påpeger Munk, til trods for en stærk boligregulering er
det alligevel muligt at se amerikanske tendenser i København, hvilket skyldes, at markedskræfterne
i en blandingsøkonomi som den danske ikke sættes ud af spil via regulering, de dæmpes højest. 47
1.4.3 Gentrificering som en del af den post industrielle bys udvikling - en af afrunding
For både produktionsforklaringerne og konsumptionsforklaringerne, her repræsenteret ved David
Ley og Neil Smith, gælder det, at de arbejder med gentrificering som et vigtig aspekt af den post-
industrielle bys udvikling. Selvom de har to vidt forskellige tilgange til gentrificering, synes et
sammenfaldende punkt at være, at de ser gentrificering i et historisk perspektiv og i denne
forbindelse arbejder ud fra, at der skete en holdningsændring til de centrale bydele hhv. kulturelt og
økonomisk.
46 Munk 1998 s. 248
47 Munk 1998 s. 300
Side 24 af 98
Casper Thomsen Juhl årskortnr. 20050693 Vejleder Søren Bitsch Christensen
Kapitel 2
Befolkningsnedgang og fysisk forfald – Sjællandsgadekarteret før
1970
2.1 Økonomiske og samfundsmæssige forandringer
I perioden 1950-1970 oplevede Danmark en økonomisk og erhvervsmæssig forandring, som kom til
at præge samfundslivet i sådan en grad, at det gennemgik en kæmpe forandring.
De samfundsmæssige forandringer, som væksten udløste, var store og mange. Hvor landbruget
tidligere havde været den dominerende erhvervssektor, afløstes dette nu af industrien, og samtidig
satte mange offentlige institutioner deres præg på erhvervsmønstret i en sådan grad, at denne sektor
i begyndelsen af 1970’erne havde distanceret industrien som den vigtigste beskæftigelsessektor. En
stor del af væksten fandt sted i de tertiære erhverv, dvs. erhverv funderet i service og
tjenesteydelser.
Industrivirksomhederne begyndte i den periode også at flytte ud fra bykernerne. Med det
arealkrævende forarbejdningsmaskineri, der vandt frem, havde virksomhederne behov for at udvide
de fysiske rammer, og disse muligheder fandtes ikke i de indre byer, der var fuldt bebyggede. Dette
betød, at hvor der tidligere i byens rum havde været en tendens til, at der var en vis
bolig/arbejdsplads balance, skete der nu en sprængning af arbejderkvarternes rammer. Mange
arbejdede nu udenfor kvarteret, og man måtte køre længere væk for at gå på arbejde. Lignende
tendenser fandt sted indenfor detailhandlen, der udviklede sig fra smådrift til stordrift, hvilket vil
sige, at der skød supermarkeder op. 48
Disse erhvervsmæssige forandringer igangsatte en regulær folkevanding fra landet til byen og ind
mod bysamfundene. Dette var der ikke noget nyt i, idet denne bevægelse havde fundet sted siden
industrialiserings start i sidste halvdel af 1800-tallet. Det nye var, at befolkningen især i 1960’erne
ikke valgte at bosætte sig bykernerne men derimod i de voksende forstæder og længere ude i de
bymæssige bebyggelser, der omkransede de større byer. Disse mennesker måtte enten pendle med
offentlig transport eller tage bilen, som flere og flere fik råd til, ind til eller ud af byen for at komme
på arbejde. 49
48 Olesen (uden år) s. 53
49 Hansen og Henriksen 1980 s. 131-132
Side 25 af 98
Casper Thomsen Juhl årskortnr. 20050693 Vejleder Søren Bitsch Christensen
Den økonomiske vækst fulgte også en stigning i samfundets velstand, og med velfærdssystemet
kom velstanden flere, dog ikke alle til gode. Med højkonjunkturen fulgte nemlig høj beskæftigelse,
og mulighederne for at tilkæmpe sig store lønforhøjelser var til stede. Reallønnen steg, og resultatet
var en kraftig stigning i privatforbruget. Varer, der hidtil havde været anset som det rene luksus
såsom køleskabe, tv, biler og ikke mindst større boliger, vandt nu for alvor indpas, og blev
efterhånden betragtet som nødvendige. Det blev økonomisk muligt for mange at overveje
mulighederne for alternative boformer i forhold til livet i byen. I kølvandet på den økonomiske
vækst, der gav bedre realindkomster til bl.a. faglærte arbejdere, søgte mange væk fra byernes indre.
I denne forbindelse skete der i flere store danske byer et befolkningsfald i og omkring selve
bykernerne, imens forstæder og nabokommunerne oplevede en stor tilflytning. 50 Disse
samfundsmæssige forandringer kom også til at præge Sjællandsgadekvarteret.
2.2 Sjællandsgadekvarteret omkring 1960
Skal man karakterisere Sjællandsgadekvarteret omkring 1960, skal man forstille sig et kvarter, hvor
livsformen i årtierne forinden havde været præget af arbejderkvarterets sociale homogenitet. De
fleste, der boede i kvarteret, var enten faglærte eller ufaglærte arbejdere, der til trods for de
forskelligheder, der nu måtte være, gjorde kvarteret til et socialt ensartet kvarter i den aarhusianske
midtby og dermed en del af det, som vi kunne betegne som den segregerede by.
Sjællandsgadekvarteret var det sted, hvor man boede og opholdt sig uden for arbejdstiden. Det var
her, man havde sin daglige gang, og det var ens domæne – man havde en særlig tilknytning til sit
kvarter. 51 Eller som en journalist fra avisen Demokraten malerisk skrev i 1964 om
Sjællandsgadekvarteret:
‖Aarhus er for længst blevet så stor en by, at de forskellige bydele har deres særlige miljø, og man behøver
ikke at gå mange skridt bort fra en af strøggaderne, før man befinder sig i en verden man næppe troede, var
til i den by, man selv bor i. Det kan føles som at komme til en eller anden fjern provinsby, hvor al storbyens
specielle liv er fremmed. Der er gader med små huse, bygget i alle stilarter eller rettere mangel på stilarter.
Der er huse med mærkelige over- og tilbygninger, huse med små haver foran eller bagved – steder, hvor
man kan møde mennesker, unge og gamle der lever i deres egen lilleverden, og som taler med hverandre på
50 Hansen og Henriksen 1980 s. 129ff og Olesen (uden år) s. 55
51 Knus 1992 s. 57-58
Side 26 af 98
Casper Thomsen Juhl årskortnr. 20050693 Vejleder Søren Bitsch Christensen
en måde man slet ikke kender fra sin egen bydel. Man kan udmærket når man giver sig tid til det, lege turist i
sin egen by.‖ 52
Sjællandsgadekvarteret var således rammen om det daglige liv, her foretog man de fleste indkøb, og
næsten hver gade havde sin slagter, bager og kolonialbutik, men især Ny Munkegade og
Sjællandsgade var dominerende butiksgader. I boligkarréernes baggårde var der småhåndværk,
som f.eks. tømrer og snedkere og i kældrene skomagere, kurvebindere osv. Butikker og håndværk
kunne endnu i starten af 1960’erne servicere kvarterets beboere med de livsfornødenheder, som
man måtte have. 53
2.3 Befolkningsopbrud i Sjællandsgadekvarteret
Ser vi på udviklingen i selve Aarhus by, betød denne befolkningsbevægelse, at befolkningstallet
faldt stødt og roligt fra 119.000 i 1960 til 111.000 i 1969. Det var først og fremmest familier med
børn, som flyttede fra byens indre kvarterer. Men samtidig steg antallet af beboere i
forstadskommunerne og dermed også i det, man betegner som Storaarhus. 54 Denne demografiske
udvikling havde altså skabt en situation, hvor Aarhus, der tidligere havde presset sig sammen om sit
eget centrum, i1960’erne oplevede en spredning udadtil, hvor forstæderne og omegnskommunerne
sugede befolkningen til sig i en bevægelse væk fra Aarhus midtby.
Det opbrud, som fandt sted i Aarhus by, gjaldt også de gamle arbejderkvarterer både i den indre by
og i de kvarterer, der lå på den anden side af de såkaldte Allégader, dvs. Nørre Allé, Vester Allé og
Marselisborg Allé. Arbejderkvarterer som f.eks. Frederiksbjerg Øst blev lige så stille i gennem
1960’erne affolket. 55
Denne udvikling fandt således også sted i Sjællandsgadekvarteret. Allerede fra 1950’erne var der
begyndt et betydeligt befolkningsopbrud, som kom til at sætte sit spor på kvarterets udvikling indtil
omkring 1980’erne. Fra 1950 til 1980 skete der gradvist et fald i det samlede antal personer i
kvarteret fra ca. 10.000 til omkring ca. 3.800.
Statistisk Årbog for Aarhus Kommune viser, at befolkningsbevægelsen væk fra
Sjællandsgadekvarteret faldt sammen med nedgangen i antallet af børn mellem 0-14 år. Hvor der i
52
”Gamle klude og bøger i byens mindste butik.” Demokraten 25. juni 1964.
53
Jansen 1981 s. 58
54
Vedel-Smith 1995 s. 68
55
Se Olesen (uden år) for en beskrivelse af forholdende i Frederiksbjerg Øst, Aarhus.
Side 27 af 98
Casper Thomsen Juhl årskortnr. 20050693 Vejleder Søren Bitsch Christensen
1960 var 1.617 børn mellem 0-14, var der i 1970 kun 982. En udvikling som fortsatte indtil
begyndelsen af 1980’erne, hvor antallet af børn blot var på 419. 56 Det var således overvejende
børnefamilier, som flyttede ud af Sjællandsgadekvarteret, hvilket falder i god tråd med den
generelle udvikling i Aarhus by.
Dertil kom, at mange af de børnefamilier, som flyttede ud, ofte var familier i den erhvervsaktive
alder, hvilket betød, at kvarteret blev overladt til en gruppe, der forholdsvis var par uden børn samt
enlige og pensionister. 57
2.4 Sjællandsgadekvarteret - et trist og nedslidt kvarter
Man kan pege på flere faktorer, der var årsager til, at der skete et opbrud i Sjællandsgadekvarteret.
Men en af de faktorer kunne være de ændrede levemåder- og boligvaner, som velstandsforøgelsen
bragte med sig. Lejlighederne i den indre by var for blevet for små og utidssvarende indrettet i
forhold til de nye krav, som f.eks. børnefamilier stillede, og ofte var boligerne direkte
sundhedsskadelige. Med den samtidigt voksende trafikintensitet i Aarhus midtby og dermed
Sjællandsgadekvarteret, var børn ofte henvist til at opholde sig i de faldefærdige og skumle
baggårde i boligkarréernes indre.
Der er således ikke noget at sige til, at de familier, der havde råd, søgte mod byens ydreområder og
omegnskommunerne, hvor der ofte ventede et nybygget parcelhus eller en stor og moderne lejlighed
i det nye sociale boligbyggeri, der skød op rundt om Aarhus by i løbet af 1960’erne. 58 Det indre
bymiljø bød simpelthen på mindre attraktive udfoldelsesmuligheder for den moderne livsform,
hvilket betød, at flere mennesker valgte at bosætte sig udenfor bykernerne. Drømmen om eget hus
med egen have fandtes hos de fleste mennesker i 1960’erne.
Sjællandsgadekvarteret var da også et nedslidt og trist kvarter, der i slutningen af 1960’erne bar
præg af flere generationers slitage og manglende vedligeholdelse. De rekreative områder var stærkt
forfaldne eller slet ikke til stede, hvilket især gjaldt boligkarréernes gårdmiljøer. De steder, hvor der
var eller havde været småindustri i baggårdene, flød det med affald. Visse områder var det rene
slum. 59 Dette slumpræg kom især til syne i boligkarréernes midte og baggårdene. Kun få boliger var
det rene slum, men boligmassen var uden tvivl stærkt nedslidt.
56 LHS: Statistisk Årbog for Aarhus kommune, 1960, 1970 og 1980
57 Sørensen 1986 s. 60
58 Olesen (uden år) s.45
59 Sørensen 1986 s. 10
Side 28 af 98
Casper Thomsen Juhl årskortnr. 20050693 Vejleder Søren Bitsch Christensen
Figur 1: Forholdende i Sjællandsgadekvarteret var omkring 1970 i visse tilfælde det rene slum. Især baggårdene led under et
voldsomt forfald. Andre ejendomme var udadtil øjensynligt nedslidte. Kilde: Sjællandsgadekvarterets Beboerforening, Vedtægter,
Historiske artikler, Fotografier m.v. 1972-1979.
Allerede i 1950’erne havde man fra Aarhus Kommunes side da også vist interesse sig for de dårlige
forhold i Sjællandsgadekvarteret. I 1953 have Aarhus Boligkommission sammen med Magistratens
2. afdeling udarbejdet en redegørelse om forholdende i den nederste del af Sjællandsgadekvarteret.
Her pegede man på, at en omfattende sanering af bolig og gårdmiljøer var nødvendig, hvis
boligforholdende skulle forbedre. Selvom Aarhus Boligkommission således påpegede behovet for
sanering, blev det kun ved tankerne. 60
I 1960’erne blev forholdende dog lidt forbedrede i Sjællandsgadekvarteret set i forhold til
begyndelsen af 1950’erne Særligt var det, at der i de fleste ejendomme løbende fra starten af
1960’erne blev installeret strøm, fjern- eller centralvarme og nye og bedre sanitære forhold. Det
betød, at en del af ejendommene nu ikke længere blev opvarmet af brændeovne, og at sanitære
forhold var blevet forbedret i sådan en grad, at toiletterne nu var rykket fra baggårdene til
bagtrapperne. 61
60 Århus kommunes Beretninger 1953
61 Århus Kommunes statistiske kontor 1968 s. 3
Side 29 af 98
Casper Thomsen Juhl årskortnr. 20050693 Vejleder Søren Bitsch Christensen
Til trods for disse tekniske forbedringer var ejendomsmassen stadig i så dårlig stand, at mange af
boligerne var direkte sundhedsskadelige at opholde sig i. Dårlig isolering, utætte vinduer, råd og
svamp gav et dårligt indeklima. Ikke underligt at de, der havde råd, søgte ud af kvarteret.
Den dårlige standard i kvarteret blev da også bemærket af Aarhus Boligkommission, som i flere
tilfælde erklærede boliger for kondemneret og dermed uegnet til menneskebolig. Blandt andet
kunne man læse i en rapport udfærdiget af boligkommissionen fra 1967 om Ny Munkegade 40 B, at
der boede 2 voksne og 4 børn oppe i tagetagen, og at denne etage i sig selv var en ren dødsfælde. 62
Mange ejendomme i Sjællandsgadekvarteret, hovedsageligt baghuse, blev erklæret for
kondemneret, men pga. af efterkrigstidens udstrakte boligmangel blev udsættelsesfristen for de
personer, der boede i de pågældende ejendomme, i et vist omfang forlænget i flere år. 63
2.5 Sociale problemer i Sjællandsgadekvarteret
Den slidte og dårlige boligmasse i kvarteret betød, at lejepriserne var relativt billige hvilket igen
medførte, at der blev plads de mindre bemidlede personer, som for en relativ lille husleje kunne få
tag over hovedet. Side om side med folk der arbejdede, flyttede socialt marginaliserede personer ind
i kvarteret, ligesom p rostituerede fandt sig til rette i de billige boliger. De sociale problemer kom
især til udtryk i den ældste og mest slidte del af kvarteret, nemlig bunden af Sjællandsgade og nogle
ejendomme i Norsgade. 64 Her var kriminalitet og prostitution en del af hverdagsbilledet, som en
beboer i Sjællandsgadekvarteret udlagde det: ”Det blev værre og værre. I 50’erne, men også
60’erne, var det nærmest et prostitueret kvarter i den nederste del af Sjællandsgade. Da de
børnerige familier flyttede ud, var det sådan nogle virksomheder, der steg op af jorden (. . .)‖ 65
Kriminalitet var en del af hverdagen og var med til at skabe et billede af Sjællandsgadekvarteret
som et sted, hvor man ikke kom hvis man ikke kendte nogen eller havde et ærinde. 66
Derfor var det heller ikke underligt, at de, der fik del i den økonomiske vækst i løbet af 1960’erne,
forlod Sjællandsgadekvarteret og Aarhus Midtby sammen med en stor mængde andre borgere.
Denne udflytning af økonomiske resursestærke beboere i løbet 1960’erne medførte, at
Sjællandsgadekvarteret blev stort set overladt til de socialt dårligst stillede, hvor især pensionister,
62 EA: Aarhus Boligkommission 1941-1980, Journalsager vedr. Ny Munkegade – Studsgade
63 Sørensen 1986 s. 129
64 Knus 1992 s. 30
65 Citeret fra Sørensen 1986 s. 9
66 Knus 1992 s. 20
Side 30 af 98
Casper Thomsen Juhl årskortnr. 20050693 Vejleder Søren Bitsch Christensen
ældre arbejdere og andre, der ikke havde mulighed for at tage del i den stigende økonomiske
velstand, blev boende. 67
2.6 Afrunding
Sjællandsgadekvarteret før 1970 illustrerede således den onde cirkel, som et dårligt boligmiljø ofte
førte med sig. Vi har dermed med en udvikling at gøre, hvor et dårligt boligmiljø med lave huslejer
resulterer i en fraflytning af ressourcestærke, der så erstattes af forskellige marginalgrupper, som
skaber og vedligeholder et særligt socialt miljø med en betydelig mængde sociale problemer. 68 De
fysiske problemer blev genereret i det, at attraktiviteten i kvarteret var lav. Der var ingen der ville
investere i ejendomme i kvarteret, der ikke kunne sælges.
67 Olesen (uden år) 56
68 Hans Thor Andersen 2006 s. 361.
Side 31 af 98
Casper Thomsen Juhl årskortnr. 20050693 Vejleder Søren Bitsch Christensen
Kapitel 3
Social og kulturel genopbygning af Sjællandsgadekvarteret 1970-1980
I dette kapitel vil det bliv undersøgt, hvorledes Sjællandsgadekvarteret i ændrede social og kulturel
karakter. Igennem kildemateriale fra Sjællandsgadekvarterets Beboerforenings arkiv vil det blive
belyst, hvordan man i Sjællandsgadekvarterets Beboerforening var med til at genskabe
Sjællandsgadekvarteret både i kulturel og social forstand.
3.1 Da de studerende flyttede ind
Omkring 1970 oplevede man i Danmark et sandt studenterboom, hvilket betød, at mange unge søgte
mod de større byers uddannelsesinstitutioner. Med denne bevægelse opstod samtidigt et behov for
flere billige boliger, som de studerende havde råd til under deres studier. 69
Netop dette kunne Sjællandsgadekvarteret bidrage med, idet den gamle boligmasse havde slidte og
små men billige lejligheder til leje. De billige lejligheder og Sjællandsgadekvarterets beliggenhed
tæt ved Aarhus Universitet og Arkitektskolen ved Nørreport gjorde det naturligt for mange unge
studerende og studiesøgende at flytte ind i Sjællandsgadekvarteret. 70
Dette medførte samtidigt, at den sociale sammensætning i Sjællandsgadekvarteret gradvist ændrede
sig i løbet af 1970’erne. Hvor kvarteret, som nævnt ovenfor, før var beboet af folk fra den
økonomisk dårligst stillede del af byens arbejderklasse, pensionister og socialt marginaliserede
grupper, begyndte der nu at flytte mange studerende ind i kvarteret, og de blev en fast del af det
omgivende miljø. 71
Med indflytningen af de studerende flyttede ikke blot et nyt befolkningssegment ind i
Sjællandsgadekvarteret, der flyttede også et beboeraktivistisk præg ind i kvarteret.
Dette præg byggede i særdeleshed på bølgerne fra ungdomsoprøret og studenteroprøret i 1968, hvor
oppositionelle sociale bevægelser voksede sig stærke rundt om i den vestlige verden – også i
Danmark. I en stræben efter et nyt, anderledes og bedre samfund opstod en mur af opposition mod
69 Olesen (uden år) s. 68
70 Sørensen 1986 s. 45
71 Sørensen 1986 s. 50
Side 32 af 98
Casper Thomsen Juhl årskortnr. 20050693 Vejleder Søren Bitsch Christensen
de rådende samfundsforhold og mod de etablerede magthavere. Først og fremmest var det yngre
aldersgrupper, der var forankret i det akademiske miljø omkring universiteterne, som var de
toneangivende i de oppositionelle bevægelser. 72 Dette brud med de etablerede samfundsnormer blev
kanaliseret ud i det danske samfund, hvor alle former for autoritet blev udfordret og taget op til
revurdering. Et forhold jeg skal vende tilbage til i slutningen af dette kapitel.
De studerende, der flyttede ind i Sjællandsgadekvarteret, kom således med en tro på, at det kunne
nytte at sætte sig op mod autoriterne og kæmpe for at få ønsker og mål fremført. Dertil kom, at de
studerende var økonomisk svage men til gengæld socialt stærke, og dette udnyttede de i et for
samtiden usædvanligt aktivt beboerarbejde, som sigtede på at forbedre både de sociale, kulturelle og
fysiske rammer i Sjællandsgadekvarteret. 73
3.2 Den første studenteraktivisme i 1970
Som et billede på, hvordan de unge studerende i Sjællandsgadekvarteret fra begyndelsen af
1970’erne satte fokus på sociale og boligmæssige problemer, skal her fremhæves en lille gruppe
arkitektstuderende fra Aarhus Arkitektskole, hvoraf flere boede i Sjællandsgadekvarteret. Det første
aktive beboerarbejde i Sjællandsgadekvarteret udsprang fra denne gruppe, som i forbindelse med
deres studium på Aarhus Arkitektskole havde arbejdet med forholdene i Sjællandsgadekvarteret og
ud fra dette mente, at beboerne i kvarteret burde gøre noget mere for at forbedre forholdende. 74
I forbindelse med etableringen af den første gadefest i kvarteret sendte denne lille gruppe
studerende d. 30. juli. 1970 et brev rundt til Sjællandsgadekvarterets beboere, hvori de opfordrede
til at slutte op om et mere aktivt beboerarbejde for at skabe et bedre boligmiljø i
Sjællandsgadekvarteret:
”Vi opfordrer jer nu til at værne om dette festarrangement, der må opfattes som et skridt på vejen til
et mere menneskevenligt miljø. – Et miljø, der i vid udstrækning tilgodeser de gamle, børnene og de
handicappede. Endelig må vi håbe, at det må ende som et område helt på jeres betingelser,
foranstaltet ved hjælp af et beboerråd‖ 75
72
Stahre 1999 s.68
73
Olesen (uden år)
74
EA: Sjællandsgadekvarterets Beboerforening, div. Sager 1970 1974, dette er baseret på en side fra en løs side af den
første Beboeraviser.
75
EA: Sjællandsgadekvarterets Beboerforening, div. Sager 1990-1974, brev til beboerne i Sjællandsgadekvarteret
dateret d. 30. juli 1970.
Side 33 af 98
Casper Thomsen Juhl årskortnr. 20050693 Vejleder Søren Bitsch Christensen
De studerende fulgte selv deres opfordring ved at tage initiativ til at lave aktiviteter i forbindelse
med Aarhus Festuge i 1970. For at sætte fokus på de manglende fællesfaciliteter og rekreative
områder, som prægede Sjællandsgadekvarteret, forsøgte man at tage en gammel nedslidt skole,
Fengers Skole i Thunøgade 2A, i brug til at lave nogle arrangementer i forbindelse med Aarhus
Festuge. Formålet med dette var på længere sigt at skabe et aktivitetshus for kvarterets beboere eller
et ”Folkets Hus”, som det kom til at hedde i datidens føromtalte venstreorienterede terminologi. 76
Med dispensation fra Aarhus Kommune fik initiativtagerne lov til at tage den gamle Fengers Skole i
brug ved to lejligheder: Under den første gadefest i august 1970 og under Aarhus Festuge i
september samme år. Ved det sidste arrangement havde de arkitektstuderende bl.a. lavet en
udstilling om kommunens saneringsplan for en af boligkarréerne i Sjællandsgadekvarteret, hvilket
jeg senere kommer ind på. Faktum var, at det initiativ, som de arkitektstuderende tog, medførte, at
man blandt nogle af beboerne begyndte at diskutere, hvordan man kunne være med til at forme
fremtidens Sjællandsgadekvarter. 77
3.3 De første beboeraktiviteter og Børnenes Jord i Thunøgade
Dette første organiserede græsrodsinitiativ omkring Fengers Skole vakte stor opmærksomhed både i
medierne og blandt de aarhusianske byrådspolitikere. Med udgangspunkt i dette græsrodsarbejde
udskrev f.eks. Århus Stiftstidende en konkurrence under sloganet ”gør grimme gårde glade‖, der
skulle motivere aarhusianerne til selv at gøre noget for at forbedre vilkårene i boligkvarterene
omkring Aarhus indre by. 78
Initiativet omkring Fengers Skole i Sjællandsgadekvarteret vandt 1. præmien i denne konkurrence.
Dommerkomiteen, som blandt andet talte rådmanden for magistratens 2. afdeling Olaf P.
Christensen, kom med den begrundelse, at det drejede sig om:
”et eksperiment for mennesker, hvor initiativet og ideerne skal have lov til at komme nedefra, hvor
den enkelte beboer skal være med til at finde sine behov (...) et eksperiment, som heldigt gennemført
kunne få betydning for hele bysamfundet.‖ 79
76 Mikkelsen 1980 s. 35
77 Kend din by din rod 1983 s. 52
78 Kend din by din rod 1983 s. 51-52
79 Kend din by din rod 1983 s. 52
Side 34 af 98
Casper Thomsen Juhl årskortnr. 20050693 Vejleder Søren Bitsch Christensen
På trods af den store bevågenhed, og af at de aarhusianske byrådspolitikere var meget imponerede
over det initiativ, som var blevet udøvet i Sjællandsgadekvarteret, var selv samme rådmand Oluf P.
Christensen med til at beslutte at nedrive den gamle Fengers Skole i 1971 med den begrundelse, at
bygningen var kondemneret. 80 Tilbage stod en tom parklignende byggegrund med et stort grønt
areal omkranset af store træer, hvilket Aarhus Kommune havde til hensigt at bebygge med en stor
børneinstitution. 81
Som udgangspunkt havde man fra initiativtagerne af arrangementerne i 1970 ikke noget imod, at
der skulle bygges en daginstitution, men man mente, at den planlagte institution lige så godt kunne
ligge et andet sted. Man henviste i stedet til, at Sjællandsgadekvarterets små lejligheder og de
elendige forhold i boligkarréernes indre ikke gav nogen form for udfoldelsesmuligheder for hverken
børn eller voksne, og at der i første omgang var større behov for et beboerhus og grønne rekreative
områder. 82
Derfor valgte en lille gruppe beboere her iblandt de arkitektstuderende at modarbejde kommunens
planer, og de arbejdede i stedet for, at der på den store grund kunne blive etableret en
byggelegeplads eller et ”grønt åndehul” for kvarterets børn og et samlingssted for kvarterets
beboere i øvrigt. Et sted som kunne give Sjællandsgadekvarteret et socialt og pædagogisk skub,
således at nogle af de stigende sociale problemer, især blandt teenagere, kunne blive løst. 83
Selv om Aarhus Kommune til at begynde med ikke var begejstrede for en sådan byggelegeplads,
hvor man havde tænkt sig at oprette en institution, lykkedes det for beboerne med kommunens
accept at skabe byggelegepladsen ”Børnenes og beboernes Jord”, eller blot ”Børnenes Jord” i
1971. 84
Baggrunden for Aarhus Kommunes accept i denne sag var, at der fra mange beboeres side blev
gjort opmærksom på, at der var en udstrakt mangel på grønne områder i Sjællandsgadekvarteret,
men også at Aarhus Kommune efterhånden anerkendte, at der var nogle voksende sociale problemer
blandt børn og unge. ”Børnenes Jord” blev derfor overtaget af Aarhus Kommune, der bibeholdt
byggelegepladsen som et socialt og pædagogisk arbejde, hvilket betød, at der i 1975 blev ansat
personale, rekrutteret blandt beboerne i Sjællandsgadekvarteret. Dermed blev det første egentlige
forsøg på at skabe nogle bedre sociale og fysiske rammer for Sjællandsgadekvarteret gennemført. 85
80
EA, Aarhus Kommune, Aarhus byrådsforhandlinger 1971
81
Mikkelsen 1980 s. 12
82
Sjællandsgadekvarterets Beboeravis nr. 4 og 5 1971
83
Mikkelsen s. 29--30
84
Mikkelsen 1980 s. 30
85
Mikkelsen 1980 s. 39 -41 og Sjællandsgadekvarterets beboeravis nr. 8 1975
Side 35 af 98
Casper Thomsen Juhl årskortnr. 20050693 Vejleder Søren Bitsch Christensen
Projektet viste sig at være et bæredygtigt projekt, selvom der i løbet af 1970’erne og 1980’erne var
nogle diskussioner mellem Aarhus Kommune og beboerne om, hvem der skulle stå for udviklingen
og driften af ”Børnenes Jord”, hvilket endte med, at det blev overtaget af den sociale forvaltning i
Aarhus Kommune.
Børnenes Jord eksisterer den dag i dag og er stadig en vigtig del af Sjællandsgadekvarteret og resten
af Øgadekvarteret i Aarhus. Det fungerer stadig som et socialt og pædagogisk projekt for børn og
unge. 86
Figur 3: Børnenes Jord i Thunøgade 1974. Med nedrivningen af Fengers Skole i Thunøgade 2A i 1971 blev der skabt et
tiltrængt rekreativt rum for børnene i Sjællandsgadekvarteret. Kilde: Aarhus Lokal Historisk Samling.
3.4 Andre aktiviteter
Sideløbende med oprettelsen af ”Børnenes Jord” var der andre beboere i Sjællandsgadekvarteret,
som arbejdede med andre tiltag. Som nævnt arbejdede nogle med at etablere festarrangementer som
f.eks. den første gadefest for kvarterets beboere, som senere skulle blive til den berømte årlige
sommerfest i Sjællandsgadekvarteret. Andre grupper tog initiativer til at oprette legepladser i nogle
af karréerne som f.eks. i karréen omkring Fænøgade. 87
86 Se www.Boernesjord.dk
87 Sjællandsgadekvarterets Beboeravis nr. 3 1971
Side 36 af 98
Casper Thomsen Juhl årskortnr. 20050693 Vejleder Søren Bitsch Christensen
Disse forskellige grupper startede sammen også det, der skulle blive Sjællandsgadekvarterets
Beboeravis i 1971. Avisen blev udgivet hver tredje uge og blev et informationsorgan, hvori de
forskellige grupper fortalte om, hvor langt man var med forskellige projekter, ligesom man igennem
de første beboeraviser forsøgte at få andre beboere uden hensyntagen til køn og alder til at tage del i
det aktive beboerarbejde. 88
De første par år efter 1970 bød således på en række aktiviteter, der skulle være med til at højne det
sociale, fysiske og kulturelle miljø i Sjællandsgadekvarteret.
Men som de arkitektstuderende var inde på, var man nødt til at organisere sig, hvis man også ville
have gjort noget ved de fysiske forhold, som der stadig var store problemer med. Derfor begyndte
flere at undersøge, hvordan opbakningen til en regulær beboerforening var blandt
Sjællandsgadekvarterets beboere. For med en regulær beboerforening ville man netop kunne stå
mere sammen om krav over for Aarhus Kommune. 89
3.5 Oprettelse af Sjællandsgadekvarterets Beboerforening 1973
‖Vi har nogle problemer i det her kvarter, nogle problemer som vi er fælles om, nogle problemer
som ikke løser sig selv af sig selv, nogle problemer som vi ikke kan løse hver for sig, men som vi kun
har mulighed for at løse hvis vi står sammen om at løse dem.‖ 90
Sådan lød det i en tale på den stiftende generalforsamling ved oprettelsen af
”Sjællandsgadekvarterets Beboerforening” d. 24. januar 1973, som blev i afholdt i den gamle
kunstbygning i Vennelystparken, der støder op til Sjællandsgadekvarteret.
Initiativet til beboerforeningen blev taget af flere beboere i Sjællandsgadekvarteret, men
symptomatisk nok var det især en lille gruppe studerende, som var drivkraften. Blandt
initiativtagerne til beboerforeningen var således nogle af de selv samme unge arkitektstuderende,
som i 1970 havde opfordret beboernes til et bredt beboersamarbejde. Med oprettelsen af
Sjællandsgadekvarterets Beboerforening blev de føromtalte spredte aktiviteter samlet under én
enkelt organisation. Dette var nødvendigt, hvis de personer, som talte på vegne af beboerne, skulle
88
Sørensen 1986 s. 68
89
EA: Sjællandsgadekvarterets Beboerforening, Div. sager 1970-1974, Papir som indeholder tanker om hvorfor det var
nødvendigt at oprette en Beboerforening.
90
EA: Sjællandsgadekvarterets Beboerforening, Div. Sager 1970 -1974, Tale ved Beboerforeningen for
Sjællandsgadekvarterets stiftende møde 24. januar 1973.
Side 37 af 98
Casper Thomsen Juhl årskortnr. 20050693 Vejleder Søren Bitsch Christensen
accepteres som repræsentanter for beboerne i kvarteret, ligesom det var nødvendigt, hvis man ville
høres af Aarhus Kommune. 91
Det aktive beboerarbejde fik nu faste organisatoriske rammer, som blev skabt på grundlag af
formålsparagraffer og vedtægter for Sjællandsgadekvarterets Beboerforening, som skulle søge at
opfylde primært to formål.
For det første skulle foreningen være beboernes redskab til at løse forskellige opgaver indenfor
boliger, børne- og ungdomsforsorg, sport og kultur samt fællesarrangementer. 92 Dvs. traditionelle
foreningsgøremål som skulle være med til at højne det sociale og kulturelle engagement i
Sjællandsgadekvarteret generelt - man ville skabe et ‖levende bomiljø‖. 93
For det andet var Beboerforeningen ikke blot en beboerforening i bredeste forstand, det var også en
græsrodsorganisation, hvilket kom til syne i formålsparagraffen. Heri blev det understreget, at;
‖Foreningen er beboernes organisation overfor den kommunale politik.‖ 94 Beboerforeningen
skulle således tjene som politisk modvægt til kommunale planer for Sjællandskvarterets udvikling
og fremtid men også som modvægt til Aarhus Kommunes bypolitik generelt. Man ville simpelthen
sørge for, at forholdende kom til at svare til beboernes ønsker og behov. Således var man i
Sjællandsgadekvarterets Beboerforening klar over, at det var nødvendigt at gøre noget ved
Sjællandsgadekvarterets dårlige og utidssvarende tilstand.
Samtidig var man bange for, at forsøget på at forbedre forholdende i kvarteret ville føre til en række
skrækscenarier, som ville være med til at presse de eksisterende beboere ud af
Sjællandsgadekvarteret, hvor især to scenarier var gældende.
For det første pegede man på, at hvis der ikke blev gjort noget fra kommunens side, ville
Sjællandsgadekvarterets relativt dårlige fysiske tilstand blive endnu ringere, hvilket ville betyde, at
kvarteret ville forslumme totalt med en omfattende sanering og en ny citydannelse til følge.
Et andet scenarie for kvarterets udvikling ville være, at Sjællandsgadekvarteret blev bevaret som
boligområde. Ikke for den eksisterende befolkning, men:
91
”Beboerarbejde i Sjællandsgadekvarteret i Aarhus”. Kronik i Aarhus Stiftstidende 24. maj 1976.
92
Sjællandsgadekvarterets Beboeravis nr. 40 1973.
93
”Beboerarbejdet i Sjællandsgadekvarteret i Aarhus”. Kronik i Aarhus Stiftstidende 24. maj 1976.
94
EA: Sjællandsgadekvarterets Beboerforening, Vedtægter, Historiske artikler, Fotografier m.v. 1972-1979. Vedtægter
for beboerforeningen indsendt til Aarhus kommune 1973. Og Beboeravisen for Sjællandsgadekvarteret nr. 40 1973.
Side 38 af 98
Casper Thomsen Juhl årskortnr. 20050693 Vejleder Søren Bitsch Christensen
‖for en ny befolkning der bedre kunne se mulighederne i et gammelt centralt beliggende
beboelseskvarter og som ville have råd til at modernisere ejendomme og lejligheder.‖ 95
Det sidste scenarie anså man som en de største trusler mod kvarteret, idet det kun var en relativt
velstillet befolkningsgruppe, som havde råd til at modernisere ejendomme og lejligheder. Her
pegede Sjællandsgadekvarterets Beboerforening faktisk selv på, om end indirekte, at muligheden
for en gentrificeringsproces var til stede.
Disse to mulige retninger for Sjællandsgadekvarteret ønskede man hverken i beboerforeningen eller
blandt beboerne generelt. Man ville beholde sit kvarter nogenlunde intakt og beholde det for de
beboere, som nu engang boede der. Med andre ord ønskede Sjællandsgadekvarterets
Beboerforening:
1) At tanken om at udvide city op i boligområdet skal aflyses af byrådet.
2) At trafikken skal dæmpes, så den ikke er til gene for beboerne, dvs. at uvedkommende
biltrafik skal fjernes.
3) At der udbygges tilstrækkelige steder at være for børn og voksne i deres fritid, og at disse
tilbud skal kompensere for de relativt små lejligheder.
4) At den uhæmmede sammenlægning af lejligheder forbydes, samtidig med, at en rimelig
sammenlægning for familier med børn tillades.
5) At det skal gøres muligt at vedligeholde lejlighederne og ejendommene, uden at det skal
koste kæmpesummer. 96
Disse punkter samt det almindelige aktive beboerarbejde blev omdrejningspunktet for
Beboerforeningens arbejde i løbet af 1970’erne. Man ville simpelthen på græsrodsniveau søge
indflydelse på, hvordan Sjællandsgadekvarterets udvikling skulle tage sig ud – man ville skabe
nærdemokrati.
3.6 Sjællandsgadekvarterets Beboerforening – et billede af sin tid
Dannelsen af Sjællandsgadekvarterets Beboerforening i 1973 skrev sig ind i dannelsen af lang
række af beboerforeninger i de gamle arbejderkvarterer i Aarhus i begyndelsen af 1970’erne.
95
EA: Sjællandsgadekvarterets Beboerforening. Historiske artikler, fotografier m.v. 1972-1979, beskrivelse af
beboerforeningens formål og visioner, udateret.
96
EA: Sjællandsgadekvarterets Beboerforening, Vedtægter, Historiske artikler, fotografier m.v. 1972-1979, beskrivelse
af beboerforeningens formål og visioner, udateret.
Side 39 af 98
Casper Thomsen Juhl årskortnr. 20050693 Vejleder Søren Bitsch Christensen
F.eks. opstod der beboerforeninger på Trøjborg, kvarteret omkring Ole Rømersgade på
Frederiksbjerg og Nørrestenbro (kvarteret omkring Mejlgade og Østbanetorvet). På samme måde
som med Sjællandsgadekvarterets Beboerforening opstod andre beboerforeninger på baggrund af et
ønske om et bedre boligmiljø for beboerne i de respektive kvarterer. Og som i
Sjællandsgadekvarterets Beboerforening var studerende i de fleste tilfælde med til at starte disse
Beboerforeninger op. 97
Disse beboerforeninger arbejdede ikke kun uafhængigt af hinanden men støttede ofte hinanden, når
der var behov for det. Samarbejdet mellem de forskellige beboerforeninger kulminerede i 1973,
hvor flere af de beboerforeninger, som holdt til i Aarhus midtby, lavede en sammenslutning: det
såkaldte ”Beboersamvirke”. Dette var ikke en stor samlet beboerforening men et samarbejde, som
på tværs af de respektive kvarterer havde til formål at støtte initiativer til forbedring af menneskers
fritids- og miljømæssige muligheder i deres respektive boligområder. I det hele taget var det ideen
med Beboersamvirke at sørge for, at borgerne i midtbyen blev hørt i forbindelse med politiske
beslutninger. 98
Et eksempel på, hvordan man i Beboersamvirket forsøgte at påvirke de politiske beslutningstagere i
byrådet, er kommunevalget i 1977, hvor man lavede en debatavis, hvori man pegede på en række
forhold i Aarhus, der måtte gøres noget ved. 99 Beboersamvirket fik dog kun begrænset betydning
for samarbejdet mellem de respektive beboerforeninger, og ved slutningen af 1978 blev
Beboersamvirket skrinlagt af økonomiske årsager. 100 Men beboerforeningerne arbejdede stadigvæk
sammen, som det f.eks. var tilfældet ved demonstrationer mod lukningen af Aarhus Gasværk i
begyndelsen af 1980’erne.
Det var således i første omgang en søgen efter indflydelse på, hvordan boligmiljøet i det etablerede
byrum skulle formes, som betød at Beboerforeninger opstod rundt om i Aarhus. I
Sjællandsgadekvarteret kom denne søgen efter indflydelse til syne i flere konfrontationer mellem
Aarhus Kommune og Beboerforeningen. I første omgang var det især én sag, som tiltrak sig
opmærksomhed i løbet af 1970’erne – nemlig sagen om den såkaldte Rugbrødskarré.
97 EA: Sjællandsgadekvarterets Beboerforening, Vedtægter, Historiske artikler, fotografier mv.1972-1979: notits bragt i
”Kvarteret” 3. årg.1975 nr. 17, ”kvarteret” var beboeravis for Ole Rømersgade kvarteret i Aarhus
98 Sjællandsgadekvarterets Beboeravis nr. 45 1973
99 Sjællandsgadekvarterets Beboeravis nr. 100 1977
100 Sjællandsgadekvarterets Beboeravis nr. 114 1978
Side 40 af 98
Casper Thomsen Juhl årskortnr. 20050693 Vejleder Søren Bitsch Christensen
3.7 Kampen om rugbrødsfabrikken – sagens begyndelse
En sag, som kom til at stå som et symbol på det aktive beboerarbejde i Sjællandsgadekvarteret, var
kampen om den såkaldte Rugbrødskarré, som afgrænses af Ny Munkegade, Samsøgade, Sølystgade
og Sjællandlandsgade. Betegnelsen Rugbrødskarréen fik den, da der i karréens indre lå en gammel
rugbrødsfabrik, Magdalene A/S, der var blevet etableret tilbage i 1896 og ejedes af Jyllands
Brødfabrikker A/S.
Figur 4: Et levn fra den industrielle by. Den gamle rugbrødsfabrik ”Magdalene A/S” gjorde ikke karréen særlig indbydende at
opholde sig i hverken for børn eller voksne. Kilde Sjællandsgadekvarterets Beboerforening, Vedtægter, Historiske artikler,
Fotografier m.v. 1972-1979
Fra Aarhus Kommunes side havde man allerede i 1966 vist interesse i denne karré og de dårlig
fysiske forhold. Med rydningen af karréens indre ville man få en oplagt mulighed for byfornyelse.
Som det står i en skrivelse fra stadsarkitekten i Aarhus fra 1966:
‖I karréens indre findes en del små bygninger og garager, men såfremt brødfabrikken kan fjernes, synes
karréen et oplagt emne for en byfornyelse. Man vil her ved etableringen og nogen ny bebyggelse kunne
omdanne en i dag rodet og lidet indbydende bebyggelse til en ret attraktiv boligkarré med de fleste af de
bekvemmeligheder som man i dag må stille krav om.‖ 101
101 EA: Aarhus kommune, Aarhus Byråd journalsag nr. 1285-1978: Skrivelse fra Stadsarkitekten til Magistratens 2.
afdeling. 1. juni. 1966.
Side 41 af 98
Casper Thomsen Juhl årskortnr. 20050693 Vejleder Søren Bitsch Christensen
I 1969 blev der således vedtaget en kommunal saneringsplan for Rugbrødskarréen. Denne
saneringsplan foreskrev, at man nedrev rugbrødsfabrikkens produktionslokaler samt en række
nedslidte skure og garager. I stedet ville man bygge en fire etagers boligblok med 60 nye moderne
lejligheder og udnytte den resterende plads til en børneinstitution, legeplads samt et underjordisk
garageanlæg. Ikke blot ville rugbrødsfabrikken forsvinde, man havde også kig på 19
saneringsmodne lejligheder i karréens midte. Disse ville forsvinde ved nedrivningen af de gamle
boligejendomme i karreens indre. 102 Hensigten med saneringsplanen var altså i første omgang at
rydde ud i karréens indre for at skabe et bedre og sundere fysisk miljø, som gik i tråd med ideen bag
saneringslovgivningen.
3.8 Beboernes protester
I 1971 begyndte der blandt beboerne i den berørte karré at høres kritiske røster, og man afholdt et
protestmøde mod planen, hvor man opfodrede hinanden til at lave en alternativ plan til kommunen,
der tjente beboerinteresserne bedre.
Lejere og grundejere slog sig sammen i nogle arbejdsgrupper, som skulle skabe et alternativ til
kommunens plan, og allerede i juni 1971 havde disse arbejdsgrupper en revideret plan til
kommunen. Beboerne påpegede, at kommunens plan var utidssvarende overfor den gældende
saneringslovgivning fra 1969. Man henviste især til, at opførelsen af en ny boligblok ikke ville give
et bedre rekreativt rum i karréen, ligesom man mente, at de lejligheder i boligblokken, som vil blive
opført, ville blive for dyre i husleje for de beboere, hvis lejligheder ville blive saneret bort.
Herudover pegede beboerne på, at flere lejligheder i Sjællandsgadekvarteret ikke var nødvendigt,
idet behovet for boliger i midtbyen ikke længere var akut, da den gamle Aarhus Kommune havde
været underlagt en kommunesammenlægning med forstads- og omegnskommunerne i 1970, hvilket
havde frigivet mere areal. Dette vil blive taget op og uddybet i næste kapitel. 103
Sagen om Rugbrødskarréen vakte megen omtale i den Aarhusianske dagspresse, ikke mindst fordi
de beboere, der var med i arbejdet omkring Rugbrødskarréen, brugte pressen til at komme med
deres synspunkter for sagen, hvor man især pegede på, at saneringsplanen var forældet i forhold.
I 1971 vedtog Aarhus Byråd at trække saneringsplanen tilbage med den begrundelse, at den var
utidssvarende i forhold til behovet for nye boliger, nøjagtigt som beboerne havde påpeget. 104 ‖De
102
EA: Aarhus kommune, Aarhus Byråd journalsag nr. 1285-1978: Saneringsplan for Rugbrødskarréen,
byplanafdelingen, juni 1969.
103
”Ønsker saneringsplan ændret” Artikel i Aarhus stiftstidende 2. maj 1971.
104
EA: Aarhus Kommune, Aarhus Byråd journalsag nr. 1285-1978: beskrivelse af sagens forløb dateret 1972
Side 42 af 98
Casper Thomsen Juhl årskortnr. 20050693 Vejleder Søren Bitsch Christensen
ændrede forudsætninger, som er opstået både som følge af kommunesammenlægningen og af de
stærkt forøgede krav om tilvejebringelse af arealer og lokaler til rekreative formål og
fritidsaktiviteter har medført, at man fra kommunens side har vedtaget at udarbejde en ny
saneringsplan for karréen‖ 105
Spørgsmålet var nu, hvad der skulle ske med Rugbrødskarréen og den gamle rugbrødsfabrik?
Hos de engagerede beboere i Rugbrødskarréen begyndte man at arbejde med at lave et udkast til en
ny saneringsplan. Denne nye saneringsplan for Rugbrødskarréen kom hurtigt til især at omhandle
muligheden for at etablere et beboerhus. Til dette formål havde man udset sig dele af den gamle
rugbrødsfabrik.
En såkaldt klubhusgruppe gik i gang med at undersøge, om der var et behov for et sådant værested.
Blandt Rugbrødskarréens beboere bakkede 80 % op om initiativet. Det betød, at man i et fælles
udkast til en ny saneringsplan mente, at dele af rugbrødsfabrikken skulle bevares, således at
beboerne i rugbrødskarréen og hele Sjællandsgadekvarteret kunne få et beboerhus, der skulle kunne
kompensere for de små lejligheder i kvarteret. Ligeledes skulle der etableres et ældrecenter og en
børneinstitution i karréen. Planen blev indsendt til kommunens tekniske og sociale forvaltning i
1971, men der skulle gå næsten et år, før der skete noget i sagen. 106
I Aarhus Kommune blev der først fremlagt en ny saneringsplan i 1972, hvor indholdet stort set
svarede til den seneste plan, som beboerne havde udarbejdet. I denne plan blev der dog ikke lagt op
til, at beboerne ville få et beboerhus på deres egne præmisser, men at der i lokalerne i
Rugbrødskarréen ville blive indrettet en kommunal institution med karakter af beboercenter, hvor
beboerne ville kunne mødes 107 . Både beboernes og kommunens plan viste sig at være for dyr, og
man kunne ikke komme frem til en ny plan, som kunne tilfredsstille alle parter. Dermed blev sagen
henlagt i 1972, men klubhusgruppen forsatte sit energiske arbejde med at få lavet alternative planer,
selvom dialogen mellem beboerne og Aarhus Kommune stoppede. 108
Først med oprettelsen af Sjællandsgadekvarterets Beboerforening i 1973 blev der genoptaget
forhandlinger med Aarhus Kommune omkring Rugbrødsfabrikken. Beboerforeningen gik sammen
med den såkaldte klubhusgruppe om at stå for kontakten til kommunen og være med til de
105
EA: Aarhus kommune, Aarhus byråd journalsag 1285-1978: Skrivelse fra Stadsarkitekten til magistratens 2. afd.
1972.
106
EA: Sjællandsgadekvarterets Beboerforening, Sager vedr. sanering af rugbrødskarréen og foreningens oprettelse:
Løs ark der beskriver hvordan arbejdet med at udarbejde en ny plan.
107 Beboernes Hus. Administrationsgruppen 1979 s. 16
108 Beboernes Hus. Administrationsgruppen 1979 s. 17
Side 43 af 98
Casper Thomsen Juhl årskortnr. 20050693 Vejleder Søren Bitsch Christensen
forhandlinger, som blev ført om, hvordan et evt. klubhus skulle tage sig ud. Der blev afholdt mange
møder mellem beboerforeningens klubhusgruppe på den ene side og embedsfolk fra den sociale
forvaltning og stadsarkitekten på den anden side. 109
Beboerforeningens mål lå i forlængelse af det første beboerarbejde, men man udvidede planen
således, at et fremtidigt beboerhus både ville indeholde børneinstitution og et ældrecenter, hvilket
fik højest prioritet. Derudover mente man, at et evt. beboerhus samtidig skulle kunne bruges af
kvarterets beboere, således at huset fik karakter af et regulært beboercenter, hvor beboerforeningen
kunne holde til. Resten af karréen skulle ryddes for skure og garager, så der blev et stort rekreativt
område. 110
Denne plan kunne de kommunale embedsmænd og Aarhus Byråd gå med til, og man begyndte at
udarbejde en ny saneringsplan gældende for hele rugbrødskarréen. Men selv om man for så vidt var
enig om, hvordan fremtidige forhold i rugbrødskarréen skulle være, gik der næsten 3 år, før der blev
udarbejdet en ny saneringsplan for rugbrødskarréen i 1975. Denne blev først fremlagt for
Sjællandsgadekvarterets beboerforening i 1976. 111 Samme år begyndte man at ombygge de
resterende bygninger fra den gamle rugbrødskarré, og bygningerne var klar til brug i 1977.
Figur 5: Som det fremgår af ovenstående billede, blev der ryddet betragteligt op i den såkaldte Rugbrødskarré. Kilde:
Sjællandsgadekvarterets Beboerforening, Vedtægter, Historiske artikler, Fotografier m.v. 1972-1979
109
Beboeravisen nr. 58 1973
110
EA: Sjællandsgadekvarterets Beboerforening, Sager vedr. sanering af rugbrødskarréen og foreningens oprettelse:
beboerforeningens plan for indretning af rugbrødsfabrikken 1973
111
EA: Aarhus kommune, byrådet journalsag nr. 1978-1285, skrivelse fra stadsarkitekten til mag. 2. af deling 17 marts
1976, indeholder også en saneringsplanen fra 1975.
Side 44 af 98
Casper Thomsen Juhl årskortnr. 20050693 Vejleder Søren Bitsch Christensen
3.9 Baggrund for kommunes accept af et beboerhus
En af årsagerne til, at sagen om rugbrødsfabrikken trak i langdrag, var det forhold, at beboerne i
Sjællandsgadekvarteret ønskede et sted, som skulle drives af dem selv, imens kommunen stod fast
på, at rugbrødsfabrikken var at betragte som en almindelig kommunal institution. Som rådmanden
for magistratens 3. afdeling, venstremanden Jens Arbjerg fremlagede det den 4. april 1974 under et
byrådsmøde:
”Man har drøftet med beboerforeningen, hvordan man kunne indrette huset og er kommet frem til
en legestue, ungdomsklub og en ældre klub, ting som vi er af den opfattelse, at der er behov for i
området.(…)Men jeg vil gerne understrege, at vi betragter det der skal være institution, som en
institution der normalt oprettes rundt i de forskellige kvarterer af magistratens 3. afdeling, og at det
skal ske på tilsvarende måde. 112
Selv om Arbjerg her var konsekvent i sin udtalelse, lykkedes det for Sjællandsgadekvarterets
Beboerforening at gennemføre, at det kommende beboerhus blev overdraget til beboerforeningens
nedsatte administration som en selvejende institution, hvor en administrationsgruppe bestående af
repræsentanter fra beboerforeningen, børnehaven og beboercentret og ikke mindst kommunen, som
sammen skulle drive stedet. 113
Når det lykkedes for Sjællandsgadekvarterets Beboerforening at få etableret et beboerhus i
Sjællandsgadekvarteret, der svarede til de fleste af beboernes ønsker, skyldtes det, at der i Aarhus
Byråd i stigende grad var en accept af, at der i Sjællandsgadekvarteret ikke blot var behov for en
kommunal institution men også for et sted, der kunne danne grundlag for kulturelle foreteelser. Som
det Radikale Venstres byrådsmedlem Inger Lillelund udtalte det d. 4. april 1974 i forlængelse af
Arbjergs udtalelse:
‖Rådmanden for 3. afdeling sagde, at man i den sociale forvaltning finder, at det er sociale
institutioner, det drejer sig om, der er behov for. (…) er det ikke i lige så høj grad kulturelle
foreteelser, der er brug for, og er det her ikke præcis et sted, hvor der er brug for en samarbejdning
af sociale og kulturelle ting‖ 114
Byrådsmedlemmet og SF’eren Thorkild Ibsen fremlagde på samme møde i 1974 sagen på følgende
måde:
112 EA: Aarhus Byrådsforhandlinger 4. april 1974
113 EA: Sjællandsgadekvarterets Beboerforening, Sager vdr. sanering af rugbrødskarréen og foreningens oprettelse,
diverse skrivelser til magistraten 3. afdeling. Og EA: Aarhus Byrådsforhandlinger 7. nov. 1974
114 EA: Aarhus Byrådsforhandlinger 4. april 1974
Side 45 af 98
Casper Thomsen Juhl årskortnr. 20050693 Vejleder Søren Bitsch Christensen
”[Man] ser overhovedet ikke historisk på sagen. Man har ikke omtalt, at Sjællandsgadekvarteret i
de senere år er præget af en stor tilflytning af yngre og unge. Der er allerede, og kan i fremtiden
forventes yderlig et stort antal fødsler, selv om klubhusgruppen allerede mener, at behovet er der,
så er det ovennævnte perspektiv i hvert fald et yderligt argument for oprettelsen af det hus som
foreslået. (…) Dette manglende historiske aspekt kunne give anledning til at stille spørgsmålet: Skal
Sjællandsgadekvarteret fortsat være boligkvarter, eller skal det være et dødt kvarter (…) hvis det
skal være et boligkvarter, er man også nødt til at sørge for de nødvendige fællesfaciliteter.‖ 115
Der var således en erkendelse i Aarhus Byråd af, at der var et behov for institutionelle rammer i
Sjællandsgadekvarteret. Men som det også fremgår af ovenstående, var der samtidig en
anerkendelse af, at beboernes aktive arbejde for at skabe et bedre boligmiljø i
Sjællandsgadekvarteret ikke blot handlede om børneinstitutioner og ældre menneskers behov men
også om udvikling af de kulturelle og sociale rammer i det gamle arbejderkvarter.
3.10 Beboernes Hus - Et socialt og kulturelt omdrejningspunkt
Ved oprettelsen af Sjællandsgadekvarterets Beboerforening i 1973 og åbningen af Beboernes Hus i
Sølystgade i 1977 blev der etableret nogle sociale og fysiske rammer, som kunne videreføre det
beboerarbejde, der blev udført sideløbende med sagen om rugbrødskarréen. Der blev så at sige
skabt et socialt og kulturelt rum i Sjællandsgadekvarteret, som i form af Beboernes Hus og
Børnenes Jord betød, at boligmiljøets kvaliteter på det sociale og kulturelle område blev højnet
betragteligt.
Beboernes Hus var åbent alle ugens dage, og folk fra kvarteret kunne komme og bruge husets
faciliteter og deltage i de mange aktiviteter, der blev afholdt i beboerforeningens regi. Her kunne
ældre mødes i ældreklubben eller ”Aktivitetsklubben”, som den hed, over et spil kort eller banko og
en kop kaffe. Der blev afholdt madklubber, og beboerne kunne mødes med andre i forbindelse med
brugen af husets værkstæder og mødelokaler. Der blev desuden arrangeret udenbys ture for både
børn og voksne, hvor turene gik ud i det danske land. Rugbrødskarréens indre bød på muligheden
for, at børn og unge kunne slå sig løs i leg og boldspil uden fare for, at de blev kørt ned. Igennem
Beboerforeningen blev der således skabt en lang række aktiviteter for både børn og voksne i alle
115 EA: Aarhus Byrådsforhandlinger 4. april 1974
Side 46 af 98
Casper Thomsen Juhl årskortnr. 20050693 Vejleder Søren Bitsch Christensen
aldre. Højtider som jul og fastelavn blev fejret på behørig vis både i Beboernes Hus og på Børnenes
Jord. 116
Figur 6: Den gamle rugbrødsfabrik i Sjællandsgadekvarteret blev til et væsentligt omdrejningspunkt i det aktive beboerarbejde
for Sjællandsgadekvarteret. Billedet er fra 1978 og viser en sommerfest for kvarterets beboere. Kilde: Sørensen 1986 s. 141
Det, som virkelig gav Sjællandsgadekvarteret et præg af et særligt miljø, var de årlige
sommerfester, som siden 1971 blev afholdt i Sjællandsgade. Gaden blev for en enkelt dag årligt
afspærret for trafik, og borde og stole blev rykket ud i det fri. Gaden blev denne dag omdannet til en
folkefest med fællesspisning, live musik og kulturelle indslag. Dette kan ses som tegn på, at der i
Sjællandsgadekvarteret var et miljø lidt udover det sædvanlige. I 1977 blev sommerfesten rykket op
til Beboernes Hus, men man startede stadig sommerfesten ved at mødes til ét langt kaffebord, som
optog en del plads i Sjællandsgade. 117
116 Fra Brødfabrik til Beboerhus 1979 s. 5ff
117 Sjællandsgadekvarterets Beboeravis nr. 105 og 106
Side 47 af 98
Casper Thomsen Juhl årskortnr. 20050693 Vejleder Søren Bitsch Christensen
Figur 7: To tidsbilleder. Den årlige Sommerfest i Sjællandsgadekvarteret hhv. 1973 og 2009 med det traditionelle lange
morgenkaffebord langs Sjællandsgade. Gadefesten er om noget en begivenhed, som repræsenterer det særlige bymiljø, der
siden 1970 har været omkring Sjællandsgadekvarteret. Kilder: Sjællandsgadekvarterets Beboerforening, Vedtægter,
Historiske artikler, Fotografier m.v. 1972-1979og Beboernes-hus.dk.
Sommerfesten blev for mange beboere opfattet som essensen af det særlige bymiljø, som fandtes i
Sjællandsgadekvarteret. En beboer beskrev sommerfesten således i Beboeravisen:
‖Nu sker det endelig. Vi, som har slået os ned i kvarteret efter 1. august, har hele tiden følt, at vi
ikke var rigtige beboere at regne, vi havde jo ikke været med til beboerfesten sidste år. Men nu er
vor ‖prøvetid‖ slut. Den 19. juni bliver vi ‖rigtige‖ beboere i Sjællandsgadekvarteret.‖ 118
Beboerfesten, eller sommerfesten som den sidenhen kom til at hedde, blev gennem årene en
”institution” i Sjællandsgadekvarterets Beboforenings arbejde. Som det fremgår af de ovenstående
billeder, er det en tradition, som har fundet sted hvert eneste år siden, og som har været med til at
cementere, at der i Sjællandsgadekvarteret var og er et særligt miljø.
Dette særlige miljø i Sjællandsgadekvarteret var ikke kun begrænset til aktiviteter indenfor
rammerne af Sjællandsgadekvarterets Beboerforening. Mange beboere, især yngre, tog initiativ til at
lave arrangementer, hvor både det kulturelle og sociale var i højsædet. Nogle brugte Beboernes Hus
118 Sjællandsgadekvarterets Beboeravis nr. 8 1971
Side 48 af 98
Casper Thomsen Juhl årskortnr. 20050693 Vejleder Søren Bitsch Christensen
som et rum, hvor de kunne udfolde deres kreativitet i form af kunst og benytte husets faciliteter som
galleri til fernisering.
Man må spørge sig selv, om Beboerforeningens arbejde blev velmodtaget af de, som ikke var
medlemmer af Sjællandsgadekvarters Beboerforening og dermed ikke tog del i det aktive arbejde.
Generelt syntes der at være en udpræget tilfredshed med det arbejde, som de fortrinsvis unge
tilflyttere udøvede. I beboeravisen udtrykker flere beboere i Sjællandsgadekvarteret deres
tilfredshed med og taknemlighed for det aktive beboerarbejde. 119 Desuden kunne meget af det
arbejde, som Sjællandsgadekvarterets Beboerforening lagde for dagen, nok ikke lade sig gøre, hvis
ikke der havde været en bred opbakning kvarteret.
3.11 Ønsket om en alternativ livsform - afrunding
Udadtil var det aktive beboerarbejde i Sjællandsgadekvarteret forankret i ønsket om at skabe nogle
gode rammer for de beboere, der boede i Sjællandsgadekvarteret. Men der lå også en mere
dybdegående årsag til det aktive beboerarbejde.
Som nævnt i indledningen til dette kapitel kom de studerende, der flyttede ind i
Sjællandsgadekvarteret i begyndelsen af 1970’erne, med helt nye krav til tilværelsen. For det første
kom de med krav om at få indflydelse på det boligmiljø, som de til daglig færdedes i. De krævede,
at man fra politiske side, hvilket ville sige Aarhus Kommune, gjorde noget for at forbedre
boligmiljøet, men at dette skulle ske på beboernes betingelser. På denne måde trak det tidligste
beboerarbejde tråde tilbage til ungdoms- og studenteroprøret i slutningen af 1960’erne, hvor
udfordringen af alle autoriteter var en væsentlig faktor.
Man kan ligeledes tale om, at der blandt mange af de aktive i Sjællandsgadekvarterets
Beboerforening var et ønsket om at skabe et godt alternativ til de aarhusianske forstæder,
parcelhuskvarterene med deres ligusterhække og især de store betonkomplekser i f.eks. Gellerup.
Dette ønske var ikke kun begrænset til de progressive studerende. I stigende grad blev
Sjællandsgadekvarterets Beboerforening et sted, hvor flere og flere meldte sig ind for at realisere
sig selv:
119 Sjællandsgadekvarterets Beboeravis nr. 78 1974
Side 49 af 98
Casper Thomsen Juhl årskortnr. 20050693 Vejleder Søren Bitsch Christensen
‖(…) en stor del af de såkaldte mellemlagsfolk – studerende, akademikere, venstre intellektuelle,
der ville realisere sig selv, skubbede kvarterets beboere i retning af nærdemokrati, hvorfor der
opstod en meget handlekraftig beboerforening.‖ 120
Sjællandsgadekvarterets Beboerforening var således ikke blot drevet af visioner om at skabe et godt
boligmiljø men også en vision hos en del af de implicerede i det aktive beboerarbejde om at skabe
en alternativ livsform.
Denne søgen efter noget anderledes, der resulterede det aktive beboerarbejde i 1970’erne vakte stor
opsigt rundt om i Aarhus. Ikke tidligere havde man i Aarhus oplevet så mange engagerede beboere i
et beboelseskvarter, som arbejdede for at skabe et bedre boligmiljø i det etablerede fysiske rum.
Især den aarhusianske dagspresse beskrev i flere artikler det aktive beboerarbejde og det særlige
miljø, der var i Sjællandsgadekvarteret, og som en journalist skrev allerede i 1971:
‖I løbet af det sidste årstid har en hel bydel i Aarhus ændret karakter. Det er vel i sig selv ikke
særligt bemærkelsesværdigt. Det specielle ved netop denne byfornyelse er, at hverken
byplanlæggere eller kommune bærer ansvaret for den. Æren er helt beboernes egen. Kvarteret
omkring Sjællandsgade er blevet et strålende eksempel på, hvad mennesker selv kan gøre for at
forbedre deres miljø. (…) Der er de samme huse og de samme mennesker som for et år siden, men
der er sket uhyre meget med stemningen, hele atmosfæren i området. Det er blevet et venligere
kvarter mere åbnet og charmerende, og pæne piger er ikke længere bange for at gå der alene efter
mørkets frembrud. Blandt unge er det ligefrem ved at blive moderne at bo der. 121
En journalist kunne supplere med følgende i 1972:
‖Sjællandsgade i Aarhus er ved at udvikle sig fra bare at være et kvarter i Aarhus til at være et
begreb. Et sted, hvor der sker mere end andre steder. Et sted med problemer som andre steder, men
et sted hvor der gøres mere blandt beboerne for at løse deres problemer – end der gøres andre
steder.‖ 122
Som udgangspunkt viser netop disse to journalisters betragtninger, at det miljø, der blev skabt i
Sjællandsgadekvarteret, var noget nyt og særligt i Aarhus.
120 ”Mellemlag hvad er det?” Artikel i Lokalavisen 2. feb. 1983
121 ”Hvordan Sjællandsgade blev noget helt andet”, Artikel i Samvirke årg. 94 nr. 15
122 ”Aarhus har også sin Coronation Street”, Artikel i Aarhus Stiftstidende 19. juni 1972.
Side 50 af 98
Casper Thomsen Juhl årskortnr. 20050693 Vejleder Søren Bitsch Christensen
Der var således ingen tvivl om, at det i 1970’ernes Sjællandsgadekvarter var blevet lidt bedre at bo
og leve, end det havde været i årtierne forinden. I det hele taget kom Sjællandsgadekvarteret til at
fremstå som et særligt byrum i Aarhus, som man ikke tidligere havde set. Fra 1970 og frem
lykkedes det først fra enkelte private initiativer siden fra initiativer under Beboerforeningen at
genopbygge Sjællandsgadekvarteret både socialt og kulturelt og skabe et særligt miljø indenfor de
fysiske rammer i kvarteret. Hermed blev der lagt det, man kunne betegne som et nyt perspektiv på
Sjællandsgadekvarteret, som i høj grad byggede på det sociale og kulturelle.
Til trods for at de sociale og fysiske problemer således var blevet væsentlig forbedret i
Sjællandsgadekvarteret, var det dog stadig et fysisk nedslidt kvarter.
Side 51 af 98
Casper Thomsen Juhl årskortnr. 20050693 Vejleder Søren Bitsch Christensen
Kapitel 4
Fra Sanering til byfornyelse i Sjællandsgadekvarteret 1970-1985
I følgende kapitel vil blikket nu blive drejet mod Aarhus Kommune og dennes sanerings- og
byfornyelsespolitik, samt om kommunen havde nogen betydning for Sjællandsgadekvarteret. Her er
kildematerialet først og fremmest sanerings- og kommuneplaner. Det vil desuden igennem byplaner
og byrådsreferater blive vist, hvorledes den politiske holdning til midtbyen forandrede sig fra ca.
1970 til 1985 og blive overvejet, hvilken betydning dette havde for Sjællandsgadekvarteret.
4.1 Sanering i Aarhus før 1970
Før 1970 var den traditionelle måde at komme dårlige boliger til livs i Aarhus ofte en total
nedrivning af ejendomme og beboelseskvarterer. Den nationale boligtilsynslov fra 1939 og senere
den første egentlige saneringslov fra 1959 gjorde det muligt for kommuner landet over at fjerne de
dårligste boliger og sikre lys og luft ved at nedrive bag- og sidehuse. 123
I Aarhus blev flere nedslidte kvarterer og ejendomme 1950’erne og 1960’erne saneret bort. Der var
ikke mange protester herimod, man kunne ikke benægte, at ejendommenes stand var ringe, og at de
sociale problemer i flere af kvartererne var store. Kvarterer som hele Nygade, dele af Møllestien,
dele af Spanien samt hele Dynkarken ved Aarhus Havn blev revet ned i løbet af 1950’erne og
1960’erne. 124
Sanering var omkring 1970 således ikke noget nyt fænomen i Aarhus, men den saneringsaktivitet,
der havde fundet sted, havde stort set kun forholdt sig til den indre by, hvor mange af de sanerede
ejendomme, også kaldet ”sorte boligområder”, der var i absolut dårligst stand, blev erstattet af
kommercielt byggeri i form af butikker, banker, kontorer, virksomhedsdomiciler osv. Saneringen af
disse kvarterer var et udtryk for en politisk holdning om, at selve den indre by i Aarhus var
utidssvarende. Ikke mindst fordi den indre by var byens ansigt udadtil, og dens tilstand blev dermed
anset som et signal til omverdenen om forholdene. Gamle huse, smalle gader og krogede forløb var
udtryk for en utidssvarende fortid, som man måtte lægge bag sig. 125
123 Thor Andersen 2006 s. 359ff
124 Lauridsen 1995 s. 56-57
125 Lauridsen 1995 s. 36
Side 52 af 98
Casper Thomsen Juhl årskortnr. 20050693 Vejleder Søren Bitsch Christensen
Derfor blev den offentlige fokus på de såkaldte ”sorte boligområder” i den indre by i begyndelsen af
1970’erne forskudt til de såkaldte ”grå boligområder”. De grå boligområder repræsenterede
kvarterer, hvor ejendomsmassen daterede sig til perioden omkring år 1900. Disse områders
bebyggelse var ganske vist af en rimelig byggeteknisk kvalitet men med mangel på vedligeholdelse
og behov for forbedringer af boligerne og de nære omgivelser. Disse forhold gjaldt stort set
samtlige af de gamle arbejderkvarterer, der lå på den anden side af allégaderne, der omkransede den
indre by, og dermed kom fokus også til at gælde Sjællandsgadekvarteret. 126
4.2 Kommunale visioner for Sjællandsgadekvarteret før 1970
Allerede i 1950’erne og 1960’erne havde man fra Aarhus Kommunes side interesseret sig for de
dårlige forhold i Sjællandsgadekvarteret. I 1953 havde Aarhus Boligkommission sammen med
magistratens 2. afdeling udarbejdet en redegørelse om forholdene i den nederste del af
Sjællandsgadekvarteret, hvor en totalsanering var på tale. 127
I 1960’erne var det dog ikke saneringstanken, som skabte fokus på Sjællandsgadekvarteret men
derimod de stigende trafikale problemer. I Aarhus Byråd vedtog man i 1965 en trafikplan – den
såkaldte Allégadering. Allégaderingen var tænkt som en ca. 50 meter bred vej, der skulle lægges i
en ring omkring den indre by ved at udvide de eksisterende allégader Nørre Allé, Vester Allé og
Sønder Allé.
Dette var et voldsomt gadegennembrud, der ville have nedrevet en stor del af
Sjællandsgadekvarteret: Nørreallé, fra Ny Munkegade til Norsgade, Nørregade til Sjællandsgade
samt hjørnet af Høegh-Guldbergsgade og Nørregade. Anholtsgade ville have været slettet fra
bykortet i denne forbindelse, og i stedet for karréen Sjællandsgade, Fænøgade, Norsgade og
Anholtsgade skulle der gøres plads til 400 parkeringspladser. Aarhus Kommune begyndte at opkøbe
ejendomme med henblik på nedrivning i forbindelse med den kommende gadeudvidelse. Men
projektet blev imidlertid ikke igangsat, selv om der var klare planer for en gennemførelse, hvilket er
et forhold, jeg skal vende tilbage til i næste kapitel. 128
Konsekvensen af denne mangel på igangsætning af allégadeprojektet var, at de kommunalt opkøbte
ejendomme og privatejendomme, der kunne imødese at blive eksproprieret, stod for forfald, da kun
få ville investere i de områder i kvarteret, der var i den kommunale planlægnings søgelys.
126 Olesen (uden år) s. 95
127 Aarhus kommunes Beretninger 1953
128 Sørensen 1986 s. 140 Lauridsen 1995 s. og Christensen 2006 s. 44
Side 53 af 98
Casper Thomsen Juhl årskortnr. 20050693 Vejleder Søren Bitsch Christensen
I Sjællandsgadekvarteret blev konsekvensen, at ejendomme omkring Norsgade, Anholtsgade,
Fænøgade, Sjællandsgade og Thunøgade dvs. den ældste del af Sjællandsgadekvarteret forfaldt
yderligere, og i visse henseender tangerede forfaldet som før nævnt til det rene slum. 129 Men
spørgsmålet var, hvordan man skulle gribe de voksende fysiske problemer i Sjællandsgadekvarteret
an?
I første omgang valgte man at gå ad saneringsvejen, som det var tilfældet med den første
saneringsplan for den såkaldte Rugbrødskarré i 1969. Visionen blev, at der skulle saneres igennem
en række saneringer, hvor den dårligste del af ejendomsmassen og den gamle rugbrødsfabrik skulle
nedrives og erstattes af moderne nybyggeri. Et moderne byggeri der skulle være med til skabe bedre
boligforhold.
Samtidig herskede den tanke, at opførelsen af nye og moderne lejligheder ikke nødvendigvis skulle
være for de beboere, der evt. ville blive berørt af saneringen, men at saneringen skulle gøre det mere
attraktivt for økonomisk bedrestillede borgere at flytte ind i Sjællandsgadekvarteret.
Årsagen var nemlig, at Aarhus Kommune inden kommunesammenlægningen i 1970 stort set kun
bestod af Aarhus by, og at byen i 1960’erne oplevede en kraftig tilbagegang i indbyggertallet og
dermed faldende skatteindtægt. Derfor havde man til hensigt at skabe bedre boliger for at tiltrække
bedrestillede skatteydere til Aarhus midtby. 130
Som den daværende stadsarkitekt i en skrivelse til Aarhus Byråd fremlagde i forbindelse med
udarbejdelse af saneringsplanen for Rugbrødskarréen allerede i 1966: ‖Gennemførelse vil som
nævnt medføre mindst 60 nye lejligheder af en ret høj kvalitet, og derfor formentlig beboet af ret
gode skatteydere‖. 131
Man havde således hos byplanlæggerne en klar holdning til, at der skulle bygges nyt, hvis der skulle
komme nye beboere til Sjællandsgadekvarteret, der kunne bidrage til skattegrundlaget i den gamle
Aarhus Kommune
Planen om at bygge nye lejeligheder i Rugbrødskarréen blev som nævnt i forrige kapitel forkastet –
dels pga. beboernes protester og dels pga. kommunesammenlægningen i 1970, der betød, at
kommunegrænsen blev udvidet og skatteforholdene forandret. Disse ændrede forhold samt
beboernes protester mod opførelsen af en boligblok i Rugbrødskarréen var hovedårsagen til, at man
129 Sørensen 1986 s. 143
130 EA: Aarhus kommune, byrådet, journalsag 1978-1285: Saneringsplan for Rugbrødskarréen 1971
131 EA: Aarhus kommune, Byrådet, journalsag 1978-1285: Skrivelse fra stadsarkitekten til mag. 2. afd. 1. juni 1966.
Side 54 af 98
Casper Thomsen Juhl årskortnr. 20050693 Vejleder Søren Bitsch Christensen
i Aarhus Byråd valgte at skrinlægge saneringsplanen i 1971 med henvisning til, at den var
utidssvarende. 132 Men selv om den første saneringsplan for Rugbrødskarréen blev taget af bordet i
1971, havde man fra Aarhus Kommune ingen intentioner om at lade den gamle ejendomsmasse i
Sjællandsgadekvarteret være i fred.
4.3 Sanering af Fænøgadekarréen
I 1971-1972 påbegyndte man en ny forundersøgelse i forbindelse med en kommende sanering af
den såkaldte Fænøgadekarré i bunden af Sjællandsgadekvarteret. 133
Fænøgadekarréen afgrænses af Anholtsgade, Norsgade, Thunøgade og Sjællandsgade. Karréen
består egentligt af to mindre karréer, der gennemskæres af den lille gade Fænøgade – deraf
betegnelsen. Karreens ældste ejendomme blev opført i 1870’erne og 80’erne og bar i 1972 stærkt
præg af tidligere tiders baggårdsindustri, hvor gamle fabriksbygninger, skure og garager
dominerede karréens indre. 134 En del ejendomme i karréen, fortrinsvis ejendomme med lejeboliger,
var misvedligeholdt, og flere af dem var erklæret for kondemneret af Aarhus Boligkommission. 135
Figur 8: Fænøgadekarréen var som vist her stærkt nedslidt. Både nedslidte beboelsesejendomme og tidligere baggårdsindustri
fyldte karréens indre. Ligesom i tilfældet med Rugbrødskarréen var der ikke meget plads til rekreativ udfoldelse. Kilde
Sjællandsgadekvarterets Beboeravis nr. 111 1978.
D. 4. maj 1972 vedtog Aarhus Byråd at lade Almennyttigt Saneringsselskab A/S udarbejde en
saneringsplan for Fænøgadekarréen og stå for projektet. Saneringsselskabets indtræden i sagen var
132 EA: Aarhus kommune, Byrådet, journalsag 1978-1285: Udkast til en ny saneringsplan 1972.
133 Se bilag 1
134 Knus 1992 s. 12
135 Aarhus Kommunes beretning 1972
Side 55 af 98
Casper Thomsen Juhl årskortnr. 20050693 Vejleder Søren Bitsch Christensen
muliggjort igennem saneringsloven fra 1969, og det var første gang, man fra Aarhus Kommunes
side engagerede et saneringsselskab til at stå for en udarbejdelse af saneringsplaner i Aarhus. 136
Det første udkast til en saneringsplan var allerede blevet diskuteret mellem Aarhus Kommune og
saneringsselskabet inden overdragelsen af projektet. På et møde mellem magistratens 2. afdeling og
saneringsselskabet i marts 1972 pegede stadsarkitekten på en ”(…) mulighed for en total sanering af
Fænøgadekarréen med henblik på opførelse af individuelt opførte og udformede enfamilieshuse
med hver sit private haveareal, fællesarealer m.v. (…) og at dette måtte blive udslagsgivende for
andre saneringer i kvarteret.‖ 137
I de første tanker var der således en vision om at højne boligmiljøet igennem totalsanering, og at
dette i fremtiden måtte blive målet for hele Sjællandsgadekvarteret. Disse tanker lå til grund for den
saneringsplan, som Almennyttigt Saneringsselskab fremlagde for Fænøgadekarréen i 1972.
Men dette blev dog kun ved tankerne, for det fremlagte saneringsforslag betød, at dele af
Fænøgadekarréen skulle gennemgå en sanering, der ville udhule karréens midte, og en del
ejendomme og baghuse skulle rives ned. Det drejede sig om Fænøgade 5 og Anholtsgade 8-10 samt
Sjællandsgade 15, 21 og 25-27 – altså en betydelige nedrivning af beboelsesejendomme. 138
4.4 Fra totalsanering til bevaring af Fænøgadekarréen – beboernes protester
Som det var tilfældet med sagen om Rugbrødskarréen, vendte beboerne i Fænøgadekarréen sig også
kraftigt imod både Aarhus Kommune og saneringsselskabets planer. Dette betød dog ikke, at man
var imod en sanering af karréen, det havde man allerede efterlyst i 1971, hvor beboerne havde
opfordret kommunen til, at der blev gjort noget i karréen. 139 Men beboerne ikke finde sig i, at man
fra Aarhus Kommunes side lod et saneringsselskab gennemføre en saneringsplan, som medførte, at
boliger ville blive nedrevet, når beboerne ikke var blevet inddraget. Derfor begyndte man at
udarbejde en beboerplan, som blev indsendt til magistratens 2. afdeling i 1972.
Beboerne mente, at saneringen af karréen ikke skulle udføres i ét hele, men at saneringen af karréen
skulle foregå i etaper, hvor den første etape skulle omhandle gårdrydning, som ville frigive en
136
EA: Aarhus Kommune, Byrådet, journalsag 1976-38: Referat fra møde mellem mag. 2. afdeling og Almennyttigt
Saneringsselskab A/s 4. april 1972
137
EA: Aarhus Kommune, Byrådet, journalsag nr. 1976-38: Referat fra møde mellem mag. 2. afd. og Almennyttigt
Saneringsselskab A/S. 27 marts. 1972.
138
EA: Aarhus Kommune, Byrådet journal sag nr. 1976-38: Pjece om nedrivningsplan for Fænøgadekarréen.
139 Sjællandsgadekvarterets Beboeravis nr. 11 og 12 1971
Side 56 af 98
Casper Thomsen Juhl årskortnr. 20050693 Vejleder Søren Bitsch Christensen
masse friareal. Næste etape måtte så være modernisering af de enkelte ejendomme med indretning
af toiletter, centralvarme, varmt vand og lignende, som en moderne boligstandard krævede. 140
Det var dog ikke beboernes protester, der bevirkede, at saneringsselskabet kom med en revideret
plan for Fænøgadekaréen i 1973. Det var derimod den nationale lovgivning for saneringsområdet.
Den gældende saneringslov fra 1969 blev nemlig revideret i 1973, hvilket betød, at de sanerende
myndigheder blev pålagt at drøfte saneringsplanerne og informere beboerne om disse, hvilket ikke
havde været tilfældet før hen. 141
I løbet af 1970’erne blev der imellem saneringsselskabet i Fænøgadekarréen og beboerne støttet af
Sjællandsgadekvarterets Beboerforening afholdt en lang række møder, hvor man drøftede
forskellige udkast til saneringsplaner for karréen. Men sagens gang blev kompliceret af, at beboere
og saneringsselskabet ikke altid kunne komme overens. Det var ikke de store forskelle, der skilte
dem ad, men beboerne krævede at blive inddraget i alle forslag.
De mange møder gav dog resultater, som da saneringsselskabet i 1975 fremlagde en ny
saneringsplan, der betød, at de fleste af bygningerne i karréen kunne bevares. 142 Men selvom
beboerne generelt var tilfredse med, at ejendommene ville blive bevaret, protesterede flere af
beboerne stadig, og sagen trak ud. Det var således ikke let at få alle beboere i karréen med på de
fælles udkast, der blev udarbejdet imellem lejere og grundejere. Især grundejerne var bekymrede for
at miste deres garager, skure og små tilstødende gårdanlæg til deres ejendomme. 143
De mange møder mellem beboere og saneringsselskabet resulterede dog i, at der blandt beboerne
efterhånden kunne findes fælles fodslag i udarbejdelsen af en plan, som det overvejende flertal
kunne være tilfredse med, en plan som blev lanceret i 1978. 144 Selvom ikke alle beboere var
tilfredse med denne plan, blev det udkast, som blev udarbejdet i 1979, udslagsgivende for den
senere saneringsplan for Fænøgadekarréen.
I 1979 fremlagde saneringsselskabet nemlig en saneringsplan, som i det store hele betød, at de fleste
af beboernes ønsker blev imødekommet. Saneringen fik karakter af en omfattende gårdrydning,
hvor der opstod opholdsarealer, og hvor selve randbebyggelsen, dvs. de ejendomme der udgjorde
140
Sjællandsgadekvarteret Beboeravis nr. 32 1972
141
Thor Andersen 2006 s. 363
142
EA: Aarhus Kommune, Byrådet, jpurnalsag 38- 76: Skrivelse fra Almennyttig Saneringsselskab A/S til magistratens
2. afdeling 3. Juni 1975.
143
Sjællandsgadekvarterets Beboeravis 1972 nr. 32
144
Sjællandsgadekvarterets Beboeravis nr. 111 1978 og EA: Aarhus kommune, Byrådet journalsag 496 -1985:
Beboerplan for Fænøgadekarréen august 1978.
Side 57 af 98
Casper Thomsen Juhl årskortnr. 20050693 Vejleder Søren Bitsch Christensen
karréen, skulle istandsættes udvendigt, og for få ejendommes vedkommende skulle der også
foretages mindre indvendige istandsættelser. 145 I 1982 kunne et enstemmigt byråd endelig vedtage
saneringsplanen for Fænøgade. 146
Figur 9: Beboernes saneringsplan for Fænøgadekarréen fra 1978 og Almennyttigt Saneringsselskabs A/S plan som vedtaget i 1982.
Som planerne viser, blev beboernes ideer inddraget i den endelige saneringsplan. Kilde: EA: Aarhus Kommune, Byrådet, journalsag
nr. 469-1985; Saneringsplan for Fænøgadekarréen 1980
Saneringen af Fænøgadekarréen stod færdig i 1985, og karréen havde fået et helt nyt præg med
lækre gårdfaciliteter og moderniserede boliger.
Efter moderniseringen af Fænøgadekarréen havde oprindelige lejere af de moderniserede
ejendomme fortrinsret til at leje disse lejligheder igen. Men blot tre af de oprindelige lejere valgte at
flytte ind, da de andre lejere havde ikke råd til at betale huslejen efter moderniseringen. Og selvom
interessen for de moderniserede lejelejligheder var høj, sprang mange fra, da huslejen var for høj. 147
Så selvom man fra beboernes side sammen med Sjællandsgadekvarterets Beboerforening kæmpede
for, at saneringen af Fænøgadekarréen kunne gennemføres således, at beboerne kunne blive boende,
lykkedes det ikke.
145 EA: Aarhus kommune, byrådet, journalsag nr. 469-1985; Saneringsplan for Fænøgadekarréen 1980
146 ”Millionsanering Godkendt” artikel i Aarhus Stiftstidende 16. sept. 1982
147 Sjællandsgadekvarterets Beboeravis nr. 149 1984 og nr. 161 1985
Side 58 af 98
Casper Thomsen Juhl årskortnr. 20050693 Vejleder Søren Bitsch Christensen
4.5 Fortsat ballade i Rugbrødskarréen
Parallelt med saneringssagen i Fænøgadekarréen kørte saneringssagen for den tidligere nævnte
Rugbrødskarré. Selvom man i denne sag var kommet frem til et stort kompromis mellem
Sjællandsgadekvarterets Beboerforening og beboere på den ene side og Aarhus Kommune på den
anden, der resulterede i det føromtalte Beboernes Hus, var sagen ingenlunde slut.
Til trods for dette kompromis var der ikke blevet vedtaget nogen ny saneringsplan, da oprettede
Beboernes Hus i 1977. Sagen om en egentlig saneringsplan blev først vedtaget i 1980, og i den
vedtagne plan måtte de gamle boliger Ny Munkegade 40 D og E i karréens indre rives ned, for at
give karréen mere lys og luft.
Dette var også oprindeligt tænkt ind i saneringsplanen fra 1969, og Sjællandsgadekvarterets
Beboerforeningen havde da også accepteret det, da den oprindelige plan foreskrev, at der skulle
bygges en børneinstitution på selv samme sted, hvor de to ejendomme stod. Men med etableringen
af Beboernes Hus blev denne børneinstitution etableret her, og derfor mente
Sjællandsgadekvarterets Beboerforening, at Ny Munkegade 40 D og E burde bevares 148 enten ved,
at kommunen istandsatte dem eller ved, at kommunen solgte ejendommene til beboerne med påbud
om at istandsætte dem. 149
Selvom sagen verserede i 3 år fra 1977-1980, kom det ikke til et kompromis denne gang, som det
havde været tilfældet tidligere. Og på trods af at beboerne i Ny Munkegade 40 E havde accepteret at
købe ejendommen og istandsætte den, blev det i 1980 vedtaget, at begge ejendomme skulle nedrives
for at skabe mere rekreativt plads i Rugbrødsfabrikken. En nedrivning der var til stor forargelse for
ikke bare Sjællandsgadekvarterets Beboerforening, men også andre beboerforeninger i Aarhus
midtby, som igennem flere protestskrivelser til Aarhus Byråd støttede Sjællandsgadekvarterets
Beboerforening. 150
4.6 Forholdet mellem beboerne og kommunen
Saneringen i Sjællandsgadekvarteret handlede om to ting. På den ene side stod beboernes og
Sjællandsgadekvarterets Beboerforenings krav om en sanering, der forudsatte, at boliger ikke blev
revet ned samt beboernes krav om medindflydelse på, hvordan saneringen skulle foregå og dermed
også, hvordan Sjællandsgadekvarteret skulle udvikle sig. På den anden side stod Aarhus Kommune
148 Sjællandsgadekvarterets Beboeravis nr. 90. 1976
149 Sjællandsgadekvarterets Beboeravis nr 125 1980
150 Sjællandsgadekvarterets Beboeravis nr. 113. 1978
Side 59 af 98
Casper Thomsen Juhl årskortnr. 20050693 Vejleder Søren Bitsch Christensen
med en vision om, at saneringen skulle forbedre de fysiske forhold i Sjællandsgadekvarteret
gennem nedrivning af de dårligste boliger.
Men selv blandt de politiske beslutningstagere var der uenighed om, hvordan saneringen i
Sjællandsgadekvarteret skulle gribes an. Uenigheden lå ikke så meget i, om der skulle saneres i de
respektive karréer, det var der generel enighed om, men spørgsmålet om nedrivninger af boliger og
beboernes ret til indflydelse på saneringsplanerne var der derimod stor uenighed om.
Det var især i magistratens 2. afdeling dvs. afdelingen i Aarhus Kommune, der stod for alle
spørgsmål vedrørende saneringer og byplanlægning generelt, at de mange ændringer af
saneringsplaner, som klagerne førte med sig, var årsag til en del hovedbrud. Den konservative
byrådspolitiker og rådmand for magistratens 2. afdeling Olaf P. Christensen mente direkte, at
beboernes involvering i sagen var en hæmsko. Som han fremlagde det under et byrådsmøde i
forbindelse med fremlæggelse af ændringen i saneringsplanen for Fænøgadekarrén i 1975:
‖Den stigende grad af nærdemokrati og medindflydelse, som tilsikres borgerne gennem
lovgivningen, skaber mange problemer i det daglige arbejde med administrationen af disse, hvilket
måske i særlig grad har vist sig yderst vanskelig at opnå en rimelig overensstemmelse dels mellem
beboerne og grundejernes mening og ønsker dels i forholdet til den sanerende myndighed. Med den
herskende tendens til kun at ville acceptere få og ubetydelige indgreb i de enkelte karréer, uden at
det indebærer egentlige forbedringer af selve boligforholdende, vil man kunne risikere, at det bliver
vanskeligt at opnå statsstøtte til saneringen‖. 151
Christensens holdning bundede således i en frustration over, at de planer, der blev udarbejdet,
konstant blev taget af tegnebrættet, da beboerne ikke ville acceptere dem.
I modsætning til Christensen var andre byrådspolitikere af den opfattelse, at når kommunens planer
omhandlede boliger, så var også nødvendigt så vidt muligt at inddrage de beboere, der blev berørt.
Særligt venstrefløjen i byrådet var meget opmærksom på beboernes inddragelse i sagen. Som
Socialistisk Folkepartis byrådsmedlem Torben Mainz Andersen responderede på Olaf Christensens
ovenstående indlæg: ‖det handler også om hvordan man opfatter nærdemokrati.‖ 152
Venstresocialisternes byrådsmedlem Viggo Johansen udtalte: ‖(…) men jeg tror, det er godt og
vigtigt, at vi får udvalget til, at snakke med dem alle og beboerforeningen, og så får den indstilling
ud af det, som passer dem og os bedst.‖ 153
151 EA. Aarhus Byrådsforhandlinger 6. august 1975
152 EA: Aarhus Byrådsforhandlinger 6. august 1975
153 EA: Aarhus Byrådsforhandlinger 6.august 1975
Side 60 af 98
Casper Thomsen Juhl årskortnr. 20050693 Vejleder Søren Bitsch Christensen
Det socialdemokratiske byrådsmedlem Bernhardt Nielsen havde et mere pragmatisk syn på sagen
og mente, at før end sagen kunne gå videre, måtte byrådet have flere informationer om forholdene i
karréen og undersøge beboerklagernes indhold: ‖(…) vi vil gerne understrege at vi ikke er sikre på,
at disse protester har ret, alligevel synes vi, at vi skylder det samlede byråd en særlig behandling i
udvalget, hvor udvalgets medlemmer kan få lejlighed til at besigtige området.‖ 154
Diskussionen om saneringen handlede således om, hvor meget beboerne skulle inddrages, og at
saneringer af boliger ikke var så ligetil. Selv om Christensen nok mente, at sagernes gang tog for
lang tid, så var der en bred fælles holdning i byrådet til, at sanering af boliger efterhånden ikke
skulle foretages udelukkende på politiske præmisser men også på beboernes. I den ovenstående
diskussion viste det sig, at et bredt flertal i byrådet ville tage beboernes protester til efterretning og
sende den til teknisk udvalg til videre behandling. 155
4.7 Hvorfor blot to saneringsplaner i Sjællandsgadekvarteret?
Der blev således blot udarbejdet to saneringsplaner for Sjællandsgadekvarteret i løbet af 1970’erne,
planer som vel at mærke var ti år undervejs, før de var gennemført. Taget i betragtning at de fysiske
forhold i Sjællandsgadekvarteret trængte til en voldsom ansigtsløftning, blev der aldrig udarbejdet
flere saneringsplaner – hverken i 1970’erne eller senere hen.
Som det blev beskrevet ovenfor, havde beboernes protester en stor indflydelse på, hvordan
saneringssagerne kom til at tage sig ud. Faktisk lykkedes det næsten i begge tilfælde at få ændret
saneringsplanerne radikalt med undtagelse af nedrivningen af Ny Munkegade 40 E og D.
Det bedste vidnesbyrd herpå kommer til udtryk på byrådsmødet i 1975, hvor saneringen af
Fænøgadekarréen var til debat. Her fremlagde Olaf P. Christensen som ovenfor nævnt sit syn på
sagen, og tilføjede i den anledning: ”(…) jeg føler, at befolkningen gennemgående ikke er
interesseret i saneringer mere. Så kan man sige til sig selv, hvem man sanerer for. Sanerer man for
de 31 byrådsmedlemmer, eller sanerer man for en befolkning, der ikke ønsker nogen form for
sanering.(…) når disse to sager [ sanering af hhv. Fænøgadekarrén og Rosengade] er færdige vil
der i hvert fald ikke fra min side i lang tid komme forslag om saneringer, for jeg tror simpelthen
ikke folk er interesseret i det, og så synes jeg ærlig talt ikke, at byrådet, undskyld jeg siger det, skal
genere folk med at fare frem og komme med forslag til saneringsplaner.‖ 156
154 EA: Aarhus Byrådsforhandlinger, 6. august 1975
155 EA: Aarhus Byrådsforhandlinger, 6. august 1975
156 EA, Aarhus Byråds forhandlinger, 6. august. 1975
Side 61 af 98
Casper Thomsen Juhl årskortnr. 20050693 Vejleder Søren Bitsch Christensen
Christensen holdt sit ord, der blev ikke udarbejdet flere saneringsplaner for Sjællandsgadekvarteret,
hverken i resten af 1970’erne eller senere hen, hvilket er tankevækkende, idet selv samme rådmand
tidligere havde argumenteret for totalsaneringer.
Dermed må man pege på, at saneringstanken led et knæk i løbet af 1970’erne, i hvert fald i Aarhus.
Det aktive beboerarbejde i Sjællandsgadekvarteret og andre beboelseskvarterer i den aarhusianske
midtby havde en påvirkning på saneringen i resten af midtbyen. Det er et faktum, at der i perioden
fra 1975 og frem ikke blev udarbejdet omfattende saneringsplaner. De fleste af de saneringer, der
blev gennemført i slutningen af 1970’erne og i 1980’erne, var planer, der var vedtaget før 1975
såsom saneringen af Nygade eller Rosengade i den indre by. 157 Dette betød dog ikke, at
saneringsaktiviteten gik helt i stå, den fik blot en anden karakter. Kommunalt gik man i stedet over
til de såkaldte punktsaneringer, hvor enkelte bygninger blev fjernet, og gårde i de grå boligområder
blev ryddet. Generelt blev sanering efter 1975 ikke brugt til at rive ned men nærmere som en
bevarende byfornyelse. 158
4.8 Sjællandsgadekvarteret omkring 1980
Den kommunalpolitiske intervention i Sjællandsgadekvarteret havde overraskende lidt indflydelse
på Sjællandsgadekvarterets fysiske rum og den sociale sammensætning i løbet af 1970’erne, selvom
man fra politisk side havde haft store tanker og visioner for kvarterets fremtidige udvikling.
Ved indgangen til 1980 var der blot to saneringsaktiviteter i gang i Sjællandsgadekvarteret,
Fænøgadekarréen og Rugbrødskarréen, og dermed havde Sjællandsgadekvarteret undgået
1970’ernes storstilede saneringsprojekter, som ville have raseret en betragtelig del af den
eksisterende ejendomsmasse til fordel for et nyt boligbyggeri. Både politikere og beboere lærte
meget i denne proces, ikke mindst i spørgsmålet om hvordan og for hvem et godt bymiljø skulle
formes. Selvom man fra det aarhusianske byråds side i begyndelsen ikke vidste, hvordan man skulle
agere over for beboerne i Sjællandsgadekvarteret, udviklede der sig en holdning om, at inddragelse
af beboerne i forbindelse med forbedring af boligmiljøet var en faktor, man ikke kunne komme
udenom. Man kan altså konstatere, at det aktive beboerarbejde i Sjællandsgadekvarteret var en
væsentlig årsag til, at det lykkedes at bringe kvarteret ind i 1980’erne i hel stand.
157
Dette bygger på en gennemgang af de saneringssager som blev behandlet Aarhus byråd efter 1975, oversigt findes
i EA: Sagsregister til Aarhus Byråds forhandlinger 1966-1988.
158
Øgadekvarteret i Aarhus, Registrant magistratens 2, afdeling 1983 s. 5
Side 62 af 98
Casper Thomsen Juhl årskortnr. 20050693 Vejleder Søren Bitsch Christensen
Sjællandsgadekvarteret stod dog ved indgangen til 1980’erne stadig som et nedslidt og trist kvarter i
den aarhusianske midtby, hvilket i høj grad skyldtes den manglende saneringsaktivitet. Det meste af
ejendomsmassen var stadig nedslidt, og manglen på basale sanitære installationer var betydelig i
mange ejendomme. Der eksisterede endnu et behov for en forbedring af boligforholdene, og på det
punkt må man konstatere, at det aktive beboerarbejde faktisk havde en negativ betydning for
Sjællandsgadekvarterets fysiske udvikling i 1970’erne, hvilket synes paradoksalt.
På den positive side lykkedes det dog at bevare et gammelt arbejderkvarter i sin historiske helhed,
hvor der ikke blev skåret store ar i ejendomsmassen, og Sjællandsgadekvarteret har stadig sin gamle
tætte bygningsmasse med ensartede facader brudt af enkle små huse, gyder og stier i behold.
Sammen med det særlige sociale miljø, som blev bygget op omkring Sjællandsgadekvarterets
Beboerforening, dannede det gamle arbejderkvarter rammen om et særligt bymiljø i den
aarhusianske midtby.
4.9 Mod byfornyelse i Sjællandsgadekvarteret 1974 -1984
4.9.1 Centerplanlægning og Aarhus Midtby som et kommercielt centrum
Parallelt med at diskussionen om Aarhus Kommunes saneringsplaner i Sjællandsgadekvarteret i
begyndelsen af 1970’erne var man i Aarhus Kommune, ved at taget nye skridt i det byplanmæssige
arbejde.
Som det blev nævnt i det ovenstående blev Aarhus Kommune i 1970 sammenlagt med en række
omegns- og forstadskommuner, en sammenlægning der skabte et Storaarhus med et indbyggertal på
233.000. 159 I den forbindelse var det store spørgsmål hos både politikere og byplanlæggere, hvilken
rolle Aarhus midtby skulle tildeles i den nye storkommune?
I første omgang valgte man i Aarhus Kommune at tage udgangspunkt i 1960’ernes tanker om
centerplanlægning, hvilket ville sige en fortsættelse af industrisamfundets sektoropdelte byer, hvor
man på grundlag af byens forskellige funktioner ønskede boliger og industri udskilt til byens
periferi, mens erhvervsliv og detailhandel og dermed trafik skulle udvikles i og omkring centrum. 160
159 Lauridsen 1994 s. 21
160 Christensen og Thøgersen 2006 s. 96
Side 63 af 98
Casper Thomsen Juhl årskortnr. 20050693 Vejleder Søren Bitsch Christensen
Dette kom til udtryk i den såkaldte ”Egnsplan” fra 1966. Egnsplanen havde rod i
”Byreguleringsloven” tilbage fra 1949, som skulle sørge for, at der blev tilvejebragt fælles
udviklingsplaner for bysamfund, der i kraft af særlig stærk vækst eller trafikale behov berørte flere
kommuner. 161 Aarhus var et godt eksempel på, at et fælles-kommunalt byplanarbejde var
nødvendigt idet væksten i og omkring Aarhus gik stærkt, og det resulterede i en Egnsplan allerede i
1954, men som i 1966 blev ajourført. 162
Den Egnsplan, der blev vedtaget af Aarhus byråd i 1966, foreskrev, at den indre by i Aarhus skulle
udvikles som et A-center, men samtidig blev det i Egnsplanen påpeget, at man ikke forventede, at
den indre by i Aarhus kunne rumme de fremtidige nye centerfunktioner eller afvikle den trafik,
denne centerekspansion ville medføre. Derfor blev det også i Egnsplanens centerstrukturer
foreslået, at der blev dannet to aflastende B-centre og en række mindre C-centre med såvel
regionale som lokale funktioner. Samtidig påregnende man i Egnsplanen fra 1966 dog en ganske
betydelig erhvervsekspansion i Aarhus indre by med tilhørende ombygning af bygningsmassen og
vejnettet. 163
Det var i forbindelse med denne vision, at Egnsplanen fra 1966 påpegede, at en gennemførelse af
det føromtalte Allégadeprojekt med udvidelse af allégaderne skulle gøre det lettere at få adgang til
den indre by og derved være med til at udvikle Aarhus midtby som et kommercielt center.
Ud over Egnsplanen fra 1966 blev der udarbejdet planer som f.eks. ”Trafik og parkeringsplan for
Aarhus inden for Ringgaden” i 1966 og ”Vejplan for Aarhus inden for Ringgaden” fra 1967, som
begge var udtryk for et politisk og byplanmæssigt ønske om at udvikle den aarhusianske midtby i
en kommerciel retning via øget trafiktilgængelighed. 164
Denne tilgang til byudviklingen kom da også til at sætte præg på det fysiske rum i midtbyen i
slutningen af 1960’erne. Som eksempel kan fremhæves området Nørregade, Nørreport og
Studsgade, hvor flere bygninger blev nedrevet bl.a. i forbindelse med en udvidelse af Nørreport.
Andre steder, som f.eks. bag Salling i Østergade og Sabroekarrén ved busstationen blev der
etableret store parkeringspladser og anlæg, som var i overensstemmelse med de ovennævnte
planer. 165 Disse parkeringspladser kom til at tjene som holdeplads for de mange borgere, der tog til
161 Lauridsen 1994 s. 13
162 Gaardmand 1993 s. 40
163 Aarhus Kommune 1980 s.. 32ff
164 LHS: Aarhus Kommune, magistratens 2. afdeling 1975; Oplæg til regionplanlægning, Hæfte B
165 Aarhus Kommune 1980 s. 143
Side 64 af 98
Casper Thomsen Juhl årskortnr. 20050693 Vejleder Søren Bitsch Christensen
Aarhus indre by for at handle, og fra 1972 kunne man f.eks. benytte sig den første gågade i Aarhus
(strækningen Søndergade og Skt. Clemens Torv, med senere udvidelse i 1974) 166
Både hos byrådspolitikere og byplanlæggere var fokus i begyndelsen af 1970’erne således lagt på
en strategi, der sigtede på at bringe erhverv og bilisme til Aarhus midtby, men med det resultat at
by- og boligmiljø blev sat i defensiven.
Paradoksalt nok forekom denne orientering imod bilisme og erhverv samtidig med, at man havde
tanker om at skabe nye moderne boliger i Fænøgadekarréen, en karré der ville have været revet ned
til fordel for udvidelsen af allégaderne.
Dette vidner måske om, at man i Aarhus Kommune ikke havde afskrevet at bevare den nederste del
af Sjællandsgadekvarteret i første halvdel af 1970’erne, men byplanmæssigt var der ikke tegn på, at
man ville bevare kvarteret i første omgang. Alligevel var der ved at ske forandring, i synet på
Aarhus midtby og Sjællandsgadekvarteret omkring midten af 1970’erne.
4.9.2 Bevaring af bymiljøet i Aarhus midtby
Selv om man i Aarhus Kommune således havde planer og visioner for Aarhus midtbys udvikling
klar siden midten af 1960’erne, blev disse planer aldrig rigtigt udfoldet i praksis. Det største projekt
– Allégadeprojektet fra Egnsplanen blev ikke gennemført, og omkring midten af 1970’erne stod det
klart, at udsigterne, til at det skulle blive gennemført, var lange. Dette skyldtes for det første, at
økonomien i Aarhus Kommune ikke var tilstrækkelig, til at projektet kunne realiseres. 167
Men for det andet opstod der især i begyndelsen af 1970 en tvivl om, hvorvidt centerplanlægningen
overhovedet kunne og ville udvikle Aarhus midtby i en positiv retning. 168 Især var mange
byrådspolitikere og andre kritikere, som f.eks. beboerne i Aarhus midtby, bekymrede for, at en øget
trafikadgang til midtbyen ikke blot ville smadre by- og boligmiljø men også de eksisterende
historiske bymiljøer. Man var især bange for, at Aarhus skulle få en gade som Thomas B. Thriges
Gade i Odense, der blev etableret i begyndelsen af 1960’erne, som havde skåret dele af Odenses
historiske kvarterer midt over og havde ødelagt bymiljøet. 169
166 Lauridsen 1994 s. 37
167 Aarhus Kommune 1980 s. 138
168 Aarhus Kommune 1980 s. 140
169 Gaardmand 1993 s. 62-63
Side 65 af 98
Casper Thomsen Juhl årskortnr. 20050693 Vejleder Søren Bitsch Christensen
Derfor stillede flere byrådspolitikere spørgsmål om det ønskelige ved at lade en stor hovedtrafikåre
gå i gennem Aarhus midtby for at skabe rammerne for bedre økonomiske vækstbetingelser. Som et
byrådsmedlem for det radikale venstre fremlagde i det 1974:
‖Tillader vi en gennemførelse Allègadeprojektet, tillader vi også at en del af byens historie vil
forsvinde til fordel for en trafikal ekspansion. Vi må ikke ende med et resultat, som det er tilfældet i
Odense.‖ 170
At denne debat havde en betydning for den kommunale byplanlægning blev understreget i 1974
under et byrådsmøde, hvor den føromtalte konservative rådmand Olaf P. Christensen blev udspurgt
om, hvad fremtidsplanerne var for midtbyen, og om den famøse Allégadering skulle gennemføres:
‖Tanken bag Allégaderingen er sandsynligvis stadigvæk gældende, men i de seneste år har man jo
fået øjnene mere op for det, vi med et bredt udtryk kalder miljøværdier. Man har forstået, at det kan
være vigtigt at søge at bevare de eksisterende bygninger og gadebillede, uanset om de måske ikke i
sig selv har nogen større arkitektonisk eller kulturhistorisk værdi. Den epoke hvor bilernes krav gik
forud for alt, og hvor man fandt det helt naturligt at rydde hele bydele for at fremføre storslåede
vejprojekter gennem bestående bydele, må vist siges at være forbi.‖ 171
Selvom Christensen udtalelse under dette byrådsmøde i 1974 ikke betød, at Allegadeprojektet
direkte blev taget af bordet, så var det en indikation på, at holdningen til udviklingen af Aarhus
midtby ikke skulle bero på store trafikale hovedfærdselsårer, der skar i gennem midtbyen.
Denne bevaringsholdning, som Christensen refererede til i 1974, blev allerede året efter
implementeret i kommunes byplanlægningsarbejde. I forbindelse med kommunesammenlægningen
i 1970 var det blevet påbudt de nye storkommuner, heriblandt Aarhus Kommune, at der skulle
udfærdiges regionalplaner, og i 1975 udgav Aarhus Kommune således et oplæg til en
regionalplanlægning for Aarhus Amtskommune. 172
Med regionsplanoplægget fra Aarhus Kommune i 1975 blev tidligere by- og trafikplaner taget op til
revision. ”Egnsplanen”, ”Trafik og parkeringsplan for Aarhus inden for Ringgaden” og ”Vejplan for
170 EA: Aarhus Kommune, Byrådsforhandlinger 16. maj. 1974
171 EA: Aarhus Kommune, Byrådsforhandlinger 16. maj 1974
172 Lauridsen 1994 s. 24
Side 66 af 98
Casper Thomsen Juhl årskortnr. 20050693 Vejleder Søren Bitsch Christensen
Aarhus inden for Ringgaden” blev alle i regionplanoplægget anset som værende for erhvervs- og
bilorienterede eller i det hele taget for ekspansive, som det blev formuleret i oplægget. 173
I stedet for lagde Aarhus Kommune i oplægget til regionsplan i 1975 op til, at udviklingen af
Aarhus midtby skulle ske inden for de bestående fysiske rammer, dvs. på grundlag af det
eksisterende vejnet og uden nybyggeri i større målestok. Den indre by skulle fortsat være et
kommercielt foretagende med fokus på detailhandel og kulturelle aktiviteter, men de gamle
boligområder i Aarhus midtbys indre by, skulle bevares. 174
Men selvom man i regionplanoplægget fra 1975 havde udstukket nogle rammer for den
aarhusianske midtbys fremtid, skulle der gå næsten 10 år, før man fra politisk side endeligt fik lagt
faste rammer for Aarhus midtby. Indholdet i oplægget til regionsplanen fra 1975 gik igen i den
endelige regionsplan, der blev vedtaget i 1980. 175
4.9.3 På vej mod byfornyelse i Aarhus midtby
I 1977 blev den såkaldte Kommuneplanlov vedtaget i folketinget, som pålagde alle danske
kommuner at udarbejde planer for kommunernes udvikling samt retningslinjer for, hvordan disse
skulle føres ud i livet. Kommuneplanloven betød, at man i Aarhus Kommune begyndte at udføre et
forarbejde til kommuneplanen, som skulle pege på, hvordan Aarhus Kommune skulle udvikle sig.
Hurtigt stod det klart, at tyngden i udarbejdelsen af den kommende kommuneplan blev lagt på den
aarhusianske midtby, selvom der for hele kommunen skulle udarbejdes udviklingsplaner.
I forarbejdet til den første kommuneplan byggede man i Aarhus Kommune videre på planerne fra
det regionplanoplæg, der blev lavet i 1975, hvilket resulterede i en rapport fra Aarhus Kommune i
1980, der satte Aarhus midtbys fremtidige udvikling til debat. Rapporten ‖En rapport om midtbyen
– et debatoplæg‖ gav nogle bud på, hvordan Aarhus midtby for fremtiden skulle fungere, og
hvordan den skulle udvikles. 176
173
LHS: Aarhus Kommune, magistratens 2. afdeling 1975; Oplæg til regionplanlægning, Hæfte B
174
LHS: Aarhus Kommune, magistratens 2. afdeling 1975; oplæg til regionsplanlægning Hæfte B
175
LHS: Aarhus Kommune, Regionsplan 1980.
176
Historikeren Henrik Fode har i ”Aarhus - Byens historie” bd. 4 s. 333 (Fode 1995) henvist til, at der omkring 1980 i
Aarhus Byråd blev vedtaget en midtbyplan, der betød, at op mod 20.000 boliger i Aarhus midtby skulle gennemgå en
omfattende byfornyelse. Det er dog vigtig i denne sammenhæng at konkretisere, at den midtbyplan der, blev fremlagt
i 1980, var en rapport udgivet af magistratens 2. afdeling med titlen ”En rapport om midtbyen – et debatoplæg”.
Rapporten var tiltænkt som et debatindlæg om den Aarhusianske midtbys fremtidige udvikling. Det var ikke nogen
endelig plan men derimod på en og samme tid en statusrapport, der rummede ønsker om og holdninger til, hvordan
den Aarhusianske midtby skulle udvikles.
Side 67 af 98
Casper Thomsen Juhl årskortnr. 20050693 Vejleder Søren Bitsch Christensen
Rapporten udlagde tre hovedmål for Aarhus. For det første skulle midtbyen bevares og udbygges
som kulturelt og handelsmæssigt centrum. For det andet skulle midtbyens boligområder bevares.
For det tredje skulle udviklingen i midtbyen hovedsageligt bygge på den allerede eksisterende
bygningsmasses muligheder. Nye store anlæg, veje og bygninger blev ikke set som måden hvorpå,
midtbyen skulle udvikles 177
Med hensyn til boligområderne fremhævede rapporten fra 1980, at de gamle boligområder, hvis de
skulle bevares, måtte gennemgå en bred og veltilrettelagt boligorienteret byfornyelse. Men
rapporten slog samtidig fast, at en byfornyelse ikke blot handlede om boliger og deres ringe
standard, men at ønsket om en bred byfornyelse i Aarhus midtby i allerhøjeste grad var forankret i
et socialpolitisk spørgsmål.
Baggrunden for dette var forankret i den føromtalte stigende befolkningsafvandring, der havde taget
til siden begyndelsen af 1960’erne, og som havde skabt en social skævhed i den aarhusianske
midtby. 178 Således blev det i rapporten fra 1980 slået fast at:
”Der er således forholdsvis mange sociale tabere i midtbyen, ligesom midtbyborgernes
gennemsnitlige indtægt ligger lavere end gennemsnittet for Aarhus Kommune, og at der er en
sammenhæng mellem disse forhold og de dårlige boligforhold er indlysende, lige som det også er
indlysende, at en opretholdelse eller uddybningen af disse forhold vil accelerere forslumningen
(…)‖ 179
I rapporten fra 1980 så man altså en direkte forbindelse mellem den nedslidte ejendomsmasse og
den sociale sammensætning i de gamle arbejderkvarterer. Og for at kunne ændre den sociale
sammensætning i midtbyen måtte ejendomsmassen i de gamle arbejderkvarterer forbedres igennem
en omfattende byfornyelse. Men samtidig mente man nu også, at tiltrækning af resursestærke
borgere til midtbyen nok skulle kunne lade sig gøre. Især hæftede man sig i Aarhus Kommune ved,
at midtbyen i ‖kraft af dens specielle beliggenhed (nærhed til storbyens tilbud og arbejdspladser)
og det tætte urbane bymiljø vil appellere til mange som bosætningssted – også familier med
børn.‖ 180
Rapporten om midtbyen fra 1980 viste således også, at man i Århus Kommune havde accepteret, at
en bevaring af det tætte urbane miljø var nødvendig.
177 Aarhus Kommune 1980. 125
178 Aarhus Kommune 1980 s. 54-55
179 Aarhus Kommune 1980s. 55
180 Aarhus Kommune 1980s. 55
Side 68 af 98
Casper Thomsen Juhl årskortnr. 20050693 Vejleder Søren Bitsch Christensen
4.9.4 ”Kommuneplanen 1984 -1992”
De forhold, som rapporten om midtbyen fra 1980 pegede på, blev bragt videre til debatten, da den
første kommuneplan for Aarhus Kommune, ”Kommuneplanen 1984-1992”, skulle vedtages.
Under byrådsdebatten om kommuneplanen 1984-1985 var det tydeligt, at der i Aarhus Byråd var en
generel holdning til, at en ændring af den skæve befolkningssammensætning var en nødvendighed.
Blandt de kommunale politikere var man af den opfattelse, at den sociale skævhed i midtbyen havde
bevirket, at den ikke fungerede socialt tilfredsstillende, og at en gennemgående byfornyelse i
midtbyen ville være med til at rette op på disse forhold. Som det konservative byrådsmedlem Erik
Linde fremlagde det under byrådsdebatten om ”Kommuneplanen 1984-1992”:
‖En byfornyelse må sættes i gang snarest ved at udarbejde en langsigtet plan. Sigtet må være, at
der skabes nogle tidssvarende boliger og gårdrydninger samt trafiksaneringer, der skal give
boligområderne nogle gode omgivelser, så familier med børn også kan trives i midtbyen. Det vil
også genskabe en normal befolknings- og social sammensætning. Midtbyen skal ikke være ghetto
for studenter og pensionister.‖ 181
Det Liberale Venstres byrådsmedlem Frits Gundahl Sørensen udtalte ligeledes under byrådsmødet:
‖(…) en boligmæssig byfornyelse er nødvendig, hvis vi skal genskabe tidligere tiders varierede
befolkningssammensætning i midtbyen, og det er der jo mange, der er inde på i debatten.‖ 182
Der var altså et ønske om at få en mere varieret befolkningssammensætning i Aarhus midtby, som
en kommende byfornyelse skulle sigte imod. Hermed hvilede byfornyelsesaspektet først og
fremmest på et socialpolitisk grundlag.
Men der lå også økonomiske incitamenter bag ønsket om en social byfornyelse. Den stigende
udflytning havde lagt et stort pres på yderområdernes offentlige institutioner, og man var bekymret
for, at de investeringer, der allerede var foretaget i institutioner i midtbyen, ville miste deres
betydning. 183
I 1984-1985 udsendte Aarhus Kommune så ”Kommuneplan 1984-1992” i 30 hæfter dækkende
forskellige områder af kommunen.
For Aarhus midtbys vedkommende behandlede kommuneplanen to væsentlige aspekter. For det
første skulle midtbyen fortsat være et kulturelt og handelsmæssigt centrum med den indre by som
181 EA: Aarhus Kommune, Aarhus Byråds forhandlinger 6. feb. 1984
182 EA: Aarhus Kommune, Aarhus Byråds forhandlinger 6. feb. 1984
183 Aarhus Kommune 1980 s. 55
Side 69 af 98
Casper Thomsen Juhl årskortnr. 20050693 Vejleder Søren Bitsch Christensen
det væsentligt bærende element i den forbindelse. For det andet blev det endegyldigt fastslået, at de
gamle arbejderkvarterer eller boligområder i Aarhus midtby skulle bevares. 184
I forbindelse med dette lagde kommuneplanen op til, at der måtte ske en omfattende byfornyelse for
at gøre midtbyens gamle arbejderkvarterer mere tidssvarende, og derfor blev de udlagt som
byfornyelsesområder, hvor en bred byfornyelse var nødvendig. Dette ville sige, at Aarhus
Kommune på længere sigt skulle vedtage byfornyelsesbeslutninger for enkelte kvarterer. 185
Udgangspunktet for en byfornyelse blev, at den i hovedreglen altså skulle være bevarende. Dvs. at
man ikke havde til hensigt at rive ejendomme ned og bygge nyt. Derimod skulle byfornyelsen tage
udgangspunkt i den eksisterende ejendomsmasse og være en overvejende boligorienteret
byfornyelse. 186
På én og samme tid søgte Aarhus Kommune igennem kommuneplanen fra 1984 at skabe en midtby,
der rummede både erhverv, handel og kultur, og som kunne bevare de gamle historiske
boligmiljøer, som de gamle arbejderkvarterer udgjorde.
4.9.5 Sjællandsgadekvarterets som byfornyelsesområde
Vender vi igen blikket mod Sjællandsgadekvarteret, er det interessant, at det i første halvdel af
1970’erne blev anset som et kvarter, der burde have gennemgået sanering til fordel for nye boliger,
og at dele af kvarteret skulle have veget pladsen til fordel for en trafikal ekspansion. Med den nye
kommuneplan blev det fremhævet som noget særligt. I den del af kommuneplanen 187 , der
involverede Sjællandsgadekvarteret, blev det således konkluderet at:
‖Alt i alt er kvarteret et charmerende bykvarter, men også med problemer omkring såvel boliger
som udearealerne. Det er som nævnt kommuneplanens intention at søge disse problemer løst via en
koordineret boligforbedring og byfornyelse, hvor et af de vigtigste mål vil være at bevare kvarterets
kvaliteter, samtidig med at de nødvendige fornyelser føres igennem‖. 188
Som ovenstående citat indikerer, betød vedtagelsen af kommuneplanen ”1984-1992” i 1985, at
Sjællandsgadekvarteret blev udlagt som byfornyelsesområde, hvilket betød, at kvarteret på papiret
ville blive bevaret, således at en byfornyelse i Sjællandsgadekvarteret overvejende ville blive en
184 EA: Aarhus Kommune, sager vedr. Kommuneplaner 1977-1996: Kommuneplan 1984-1992 – ”Hovedstruktur”
185 EA: Aarhus Kommune, sager vedr. Kommuneplaner 1977-1996: Kommuneplan 1984-1992 – ”Hovedstruktur”
186 EA: Aarhus Kommune, Sager vedr. Kommuneplaner 1977-1996; Kommuneplan 1984-1992 – ”Hovedstruktur”
187 Den del af Kommuneplanen hvor Sjællandsgadekvarteret indgik i, er ”Vesterbro og andre kvarterer”.
Sjællandsgadekvarteret er ikke separat behandlet i kommuneplanen, men indgår som en del af et såkaldte Øgadekvarter.
188 EA: Århus kommune, sager vedr. Kommuneplanen 1977-1996; Kommuneplan 1984-1992: ” Vesterbro og andre
kvarterer”
Side 70 af 98
Casper Thomsen Juhl årskortnr. 20050693 Vejleder Søren Bitsch Christensen
boligorienteret byfornyelse, hvor boligstandarden skulle gøres mere tidssvarende ved installering af
toiletter, varme og isolering og dermed forhindre yderligere forringelse. Derfor blev det fremhævet i
Kommuneplanen, at det ville være nødvendigt, at der for flere boligkarréers vedkommende i
Sjællandsgadekvarteret skulle gennemføreres en byfornyelsesbeslutning fra Aarhus Kommunes side
for derigennem at skabe bedre bolig- og friareal forhold for områdets beboere.
Selv om det blev fremhævet i kommuneplanen, at en byfornyelsesbeslutning var nødvendig, blev
det også understreget, at en byfornyelse i offentlige sammenhæng med hensyn til yderlige bolig- og
friarealforbedringer ville vente på initiativ fra områdets beboere. 189 Dette betød, at man fra Aarhus
Kommunes side ikke vedtog nogen byfornyelsesbeslutning for Sjællandsgadekvarteret, og dermed
blev der fra offentlig side ikke gjort noget yderligere ved det fysiske miljø i Sjællandsgadekvarteret.
Økonomien satte grænser for, hvor langt en bred offentlige byfornyelse kunne foregå. De
byfornyelsesmidler, der blev tilkendegivet fra statens side, betød, at de mål, som man i Aarhus
Kommune havde opstillet i ”Kommuneplanen 1984-1992”, ikke ville kunne realiseres i den periode
kommuneplanen dækkede. Som det rammende stod i planen, så styrede den intentionerne, imens
budgettet måtte og skulle styre aktiviteterne. 190
4.9.6 Privat byfornyelse i Sjællandsgadekvarteret
Selvom man i Aarhus Kommune ikke fik vedtaget nogen byfornyelsesbeslutning, som
Kommuneplanen foreskrev, skete der noget i Sjællandsgadekvarteret. Noget kunne tyde på, at
ejerne af ejendomme selv gik i gang med at istandsætte ejendommene og at modernisere den gamle
ejendomsmasse. Det bliver fra flere sider fremhævet, at et træk ved byudviklingen i Aarhus netop
var, at købestærke grupper i 1980’erne søgte mod kvarterer som Sjællandsgadekvarteret.
Mennesker, der kunne have fået et nyt hus for de samme penge, kastede sig over renoveringen af
100 år gamle byejendomme. 191
Men som det vil blive vist i næste kapitel, var det ikke nødvendigvis private familier, der opkøbte
og istandsatte lejligheder men i lige så høj grad private investeringsselskaber.
189
EA: Aarhus Kommune, sager vedr. Kommuneplanen 1977-1996; Kommuneplan 1984-1992, ”Vesterbro og andre
kvarterer”
190
EA: Århus Kommune, div. Sager vedr. kommuneplanen 1977-1996; Kommuneplan 1984-1992 ”Hovedstruktur”.
191 Lauridsen 1994 s. 54. Se og Olesen u.a. s. 59- 60
Side 71 af 98
Casper Thomsen Juhl årskortnr. 20050693 Vejleder Søren Bitsch Christensen
4.10 Et nyt politisk syn på Aarhus midtby -afrunding
Perioden fra 1970 – 1985 viste, hvordan fokus på byplanlægning i forbindelse med Aarhus midtby
blev ændret, således at man gik fra visioner om gadegennembrud og nedrivninger til bevarende
sanering til byfornyelse.
For Sjællandsgadekvarteret betød det, at hvor man fra politisk og byplanmæssig side omkring 1970
anså Sjællandsgadekvarteret som noget, der burde rives ned til fordel for en udbygning af den indre
by igennem trafikal ekspansion, blev bymiljø i ved ”Kommuneplanen 1984-1992” anset som noget
særligt i sådan en grad, at tanken om at rive de gamle ejendomme ned blev erstattet af en vision om
en offentlig byfornyelse. Dette forblev dog kun en vision.
Dette var dog ikke kun for den gamle charmerende ejendomsmasses skyld. I Aarhus Kommune
anså man det for nødvendigt at bevare Sjællandskvarteret i sin helhed for at kunne tiltrække
socioøkonomisk stærkere borgere. Målet var at skabe en social balance i Aarhus Midtby og
samtidig trække beboere til, som kunne bidrage til kommuneskatten.
Side 72 af 98
Casper Thomsen Juhl årskortnr. 20050693 Vejleder Søren Bitsch Christensen
Kapitel 5
Da Sjællandsgadekvarteret blev attraktivt
I dette kapitel vil det primært igennem Sjællandsgadekvarterets Beboerforenings arkiv og
avisartikler blive undersøgt, hvilken rolle, de resultater Sjællandsgadekvarterets Beboerforening
opnåede i løbet af 1970’erne, havde for gentrificeringsprocessen i Sjællandsgadekvarteret.
Herudover vil det blive undersøgt, hvordan udviklingen i Sjællandsgadekvarteret forandrede det
aktive beboerarbejde i Sjællandsgadekvarterets Beboerforening.
5.1 Otto Nielsen og Ny Munkegade 89
I sommeren 1981 modtog pensionisten og forhenværende arbejdsmand på Aarhus Havn Otto
Nielsen en opsigelse af sin toværelses lejlighed i Falstersgade 45. Årsagen til opsigelsen af Otto
Nielsens lejlighed var, at ejendommen i 1976 var blevet opkøbt af firmaet ”Radelin ApS”, som i
1977 udstykkede ejendommen i fem ejerlejligheder. Den mellemliggende tid var gået med at
modernisere lejlighederne i ejendommen, så de opfyldte kvalitetskravene i den daværende
ejerlejlighedslov. De øvrige lejligheder blev hurtigt solgt efter udstykningen i 1977, men Otto
Nielsen ville ikke flytte. Han klagede over den forhøjede husleje, der var fulgt med
moderniseringen men fik den kun nedsat lidt i boligretten. Pga. den forhøjede husleje måtte Otto
Nielsen, der kun havde sin pension, altså se sig nødsaget til at flytte fra Falstersgade 45 og
Sjællandsgadekvarteret, hvor han indtil da boet i 29 år.
Otto Nielsens gamle lejlighed blev herefter solgt som ejerlejlighed til et ungt lærerpar, der nu kunne
flytte ind i en nyistandsat ejerlejlighed i en gammel ejendom fra 1890 i et kvarter i den aarhusianske
midtby, hvor afstanden til den indre by, vand, strand og skov var ganske kort, og hvor mulighederne
for kulturel udfoldelse var til stede. 192
I 1977 besatte en række aktivister fra Sjællandsgadekvarterets Beboerforenings boliggruppe
sammen med andre af Aarhus midtbys beboerforeninger ejendommen Ny Munkegade 89, en
treetagers ejendom opført i 1890 under parolen ”ejeren sælger – vi lejer‖.
Samme år var denne ejendom blevet solgt til firmaet ”Individual Invest I/S”, der havde til hensigt at
udstykke ejendommens fem lejligheder i ejerlejligheder. Sagen om ejendommen begyndte, da man i
Sjællandsgadekvarterets Beboerforening kunne konstatere, at tre af ejendommens fem lejligheder
192 LA: Aarhus Civilret, Tinglysningen, Arkiv nr. B-355 løbe nr. SG-46. Og Sørensen 1986 s. 164f.
Side 73 af 98
Casper Thomsen Juhl årskortnr. 20050693 Vejleder Søren Bitsch Christensen
havde stået ulovligt tomme i mere end de fire uger, det var tilladt i henhold til
bygningsreguleringsloven for Aarhus Kommune. Derudover var lejlighederne ulovligt udstykket i
ejerlejligheder, idet de ikke opfyldte de kvalitetskrav, som ejerlejlighedslovgivningen foreskrev. 193
Forinden var de tidligere lejere blevet sagt op og smidt ud af deres lejligheder.
Efter måneders protester lykkedes det Sjællandsgadekvarterets Beboerforening at få gennemført
deres krav om stop for den ulovlige udstykning af ejerlejligheder i Ny Munkegade 89, og de 3
lejligheder i ejendommen blev udlejet til boligsøgende. Men denne sejr holdt ikke længe, for
allerede i 1978 blev samtlige ejerlejligheder udstykket i Ny Munkegade 89, da det lykkedes nye
ejere at overholde den gældende lovgivning. 194
193 Mikkelsen 1978 s. 32
194 Mikkelsen 1978 s. 90
Figur 10: Blokade foran Ny Munkegade 89 i 1977. Med hjælp
fra andre beboerforeninger i Aarhus Midtby forsøgte
Sjællandsgadekvarterets Beboerforening at standse udstykning
af ejerlejligheder i ejendomme. Sådanne aktioner var der flere
af i Sjællandsgadekvarteret i sidste halvdel af 1970’erne.
Kilde: Mikkelsen 1980 s. 86 og 92
Side 74 af 98
Casper Thomsen Juhl årskortnr. 20050693 Vejleder Søren Bitsch Christensen
5.2 Et kvarter under pres
Aktioner, som den der fandt sted ved Ny Munkegade 89, var der et utal af i sidste halvdel af
1970’erne og i begyndelsen af 1980’erne, hvilket især kom til udtryk i Sjællandsgadekvarterets
Beboeravis, der bugnede af sådanne sager. 195
I de korte historier, som er blevet fortalt ovenfor, er det ikke kun private problemer, vi kan
observere. Historierne giver også et kortfattet billede af et kvarter i Aarhus midtby, der ved
begyndelsen af 1980’erne var under pres. Et pres der i stigende grad var kendetegnet af bevægelser
på boligmarkedet og udstykninger af ejerlejligheder.
Udstykningerne af ejerlejligheder var ikke noget nyt i Sjællandsgadekvarteret. I 1966 blev der
indgået et boligforlig i det danske folketing, der havde til formål at danne grundlag for en ny dansk
boligpolitik, hvor man søgte at skabe et friere boligmarked. 196 Dette boligforlig betød, at der blev
åbnet op for, at ca. 120.000 ældre lejelejligheder på landsplan i det privatejede udlejningsbyggeri
kunne udstykkes som ejerlejligheder.
Målsætningen var at tiltrække nye og mere ressourcestærke beboere, og ejerlejlighedsloven var i
virkeligheden en slags offentlig subsidiering. Ved at udmatrikulere de enkelte lejligheder fik de nye
ejere adgang til fradragsret for renteudgifterne, hvilket fik prisen til at stige. De forhøjede priser var
det incitament, der fik de oprindelige ejere til at udstykke, idet de fik en langt højere pris for deres
ejendomme end den kapitaliserede værdi af de hidtidige lejeindtægter. Virkningen blev derfor, at
ejerne eller tilfældige købere spekulerede i denne fordel og kapitaliserede noget af fordelen ved
salget. Dette betød samtidigt, at en række tidligere lejelejligheder, som havde en fordelagtig kvalitet
i forhold til huslejen, forsvandt fra boligmarkedet for folk, som kun havde råd til at leje – ikke
eje. 197
Muligheden for at udstykke i ejerlejligheder vakte stor forargelse blandt nogle borgere og politikere
i hele landet, og den offentlige kritik betød, at der ad flere omgange blev lavet ændringer i
ejerlejlighedsloven. Allerede i 1970 blev der indført ændringer til boligreguleringsloven, så
mulighederne for at udstykke blev mere begrænsede. Nu var det kun muligt at udstykke lejligheder,
der var opført efter 1. april 1961. 198
195 Sjællandsgadekvarterets Beboeravis
196 Hansen og Henriksen 1980 s. 193
197 Hansen og Henriksen 1980 s. 194-195
198 Sørensen 1986
Side 75 af 98
Casper Thomsen Juhl årskortnr. 20050693 Vejleder Søren Bitsch Christensen
I 1976 blev det såkaldte ”miniboligforlig” indgået i Folketinget. Forliget betød, at muligheden for
udstykningen af ejerlejligheder igen blev udvidet. Nu kunne alle ejendomme uanset alder
udstykkes, såfremt de ikke var fredede, og hvis de opfyldte visse kvalitetskrav. Da ejerlejligheder,
bl.a. på grund af ejerboligers skattefradragsregler, vurderedes højere end udlejningslejligheder, steg
vurderingen af udstykkede ejendomme og derved også lejen i udlejningslejlighederne.
Efterkrigstidens boligpolitik, hvor lejernes uopsigelighed havde været en vigtig del, blev derved
illusorisk i udstykkede ejendomme, da mange blev tvunget til at flytte pga. de stigende huslejer. 199
Med vedtagelsen af dette forlig i 1976 fik spekulationen i ejerlejligheder derfor en helt anden og
meget mere nærværende karakter. Tidligere lå spekulationen kun i at købe billigt og sælge dyrt,
hvilket vil sige, at lejerne ikke direkte blev berørt. 200 Men med miniboligforliget fik lejerne i mange
tilfælde forvandlet deres hjem til en byggeplads, og de fik huslejestigninger for en modernisering,
der i mange tilfælde blot gjorde lejligheden ringere, idet moderniseringerne tit var det rene
makeover, der blot skulle sørge for, at lejligheden blev moderniseret i sådan en grad, at den kun
netop lige overholdt de gældende regler for udstykning af ejerlejligheder. 201
I Sjællandsgadekvarteret blev der således udstykket en lang række ejerlejligheder, som
nedenstående skema viser:
Lovgrundlag Udstykkede
Ejendomme
Ejerlejlighedsloven af 1966 12 80
Boligreguleringsloven af 1969 5 51
Boligreguleringsloven af 1970 1 10
Anpartslejligheder 3 28
Ejerlejlighedsloven af 1976 41 271
Tabel 1: Oversigt over udstykkede ejerlejligheder i Sjællandsgadekvarteret 1966-1979. Kilde: Sjællandsgadekvarterets Beboeravis
1982
Selvom det siden 1966 havde været muligt at udstykke i ejerlejligheder, var det først i forbindelse
med ejerlejlighedsloven, der var en del af miniboligforliget fra 1976, at udstykningen for alvor tog
fart. Og en lang række ejendomme blev mellem 1976 og 1979 udstykkede, hvor ejerlejlighedsloven
199 Olesen u å. s. 59 og Sørensen 1986
200 Sørensen 1986 s. 169
201 Sørensen 1986 s. 98
Side 76 af 98
Udstykkede
Lejligheder
Casper Thomsen Juhl årskortnr. 20050693 Vejleder Søren Bitsch Christensen
endnu en gang blev ændret. Som vi så i det ovenstående, havde denne udvikling konsekvenser for
nogle af Sjællandsgadekvarterets beboere.
Som følge af den folkelige opinion landet over blev der i folketinget i 1979 vedtaget et stop for
udstykning af ejerlejligheder. Dvs. at det forsat var tilladt at udstykke fredede ejendomme, rene
erhvervsejendomme samt ejendomme med 2 beboelseslejligheder eller derunder. 202
5.3 Det gode miljø i Sjællandsgadekvarteret som annoncevare
Interessant nok skete den største udstykning samtidig med, at det aktive beboerarbejde i
Sjællandsgadekvarterets Beboerforening var ved at manifestere sig endegyldigt med f.eks.
etableringen af Beboernes Hus i 1977, der var rammen om det særlige sociale miljø i
Sjællandsgadekvarteret. Dette begyndte boligmarkedet i stigende grad at udnytte fra slutningen af
1970’erne
Det pres, som man i Sjællandsgadekvarteret oplevede i slutningen af 1980’erne, var således i
henhold til de ovenstående afsnit i første omgang skabt af et ejendomsmarked, der så muligheder i
at udstykke ejerlejligheder med mulighed for store økonomiske gevinster.
Derfor var det også kærkommen for mange ejere af ejendomme, der skulle udstykkes i
ejerlejligheder, at Sjællandsgadekvarteret i løbet af 1970’erne havde forvandlet sig til et kvarter
med en lang række kvaliteter, der gjorde det attraktivt. Som en ejer af en ejendom i Falstersgade
udtale det i 1976: ‖Dette kvarter er en ren guldgruppe, om ti år vil de fleste lejligheder være solgt
som ejerlejligheder.‖ 203
Det boligmiljø, som Sjællandsgadekvarterets Beboerforening havde været med til at skabe, blev
hurtigt integreret i ejendomsmarkedets søgen efter potentielle kunder og brugt som blikfang i
salgsannoncer for ejerboliger.
Med overskrifter som ‖Tæt ved Børnenes Jord‖ 204 og ‖Ejendommen ligger i
Sjællandsgadekvarteret, der er kendt for sit gode og særlige miljø med Beboernes Hus.‖ 205 tog
boligmarkedet det gode boligmiljø op, pakkede det ind og markedsførte det. 206 Som det stod i en
annonce i Aarhus Stiftstidende fra 1976, der søgte at sælge ejerlejligheder i Anholtsgade 13:
202 Sørensen 1986 s. 172
203 Sjællandsgadekvarterets Beboeravis nr. 60 1976
204 Sjællandsgadekvarterets Beboeravis nr. 128 1980
205 Sjællandsgadekvarterets Beboeravis nr. 128 1980
206 ”Sjællandsgade er blevet rig”: artikel i Aarhus Stiftstidende 14. februar 1988.
Side 77 af 98
Casper Thomsen Juhl årskortnr. 20050693 Vejleder Søren Bitsch Christensen
‖Lejlighederne er beliggende i moderniseret rødstensejendom i Sjællandsgade-kvarteret. Kvarteret
er et meget miljøvenligt kvarter, hvor der forefindes mange fællesaktiviteter, specielt for børnene,
bl.a. Børnenes Jord‖ 207
Det var netop i forbindelse med salg af ejerlejligheder i løbet af 1970’erne, at ejendomsmæglerne
brugte boligmiljøet som blikfang i boligannoncer. Men også op igennem firserne blev boligmiljøet
anvendt som en væsentlig del af en aktiv markedsføring, som nedenstående annonce viser.
Figur 11: Som det fremgår af denne annonce, blev Sjællandsgade 83-85 forsøgt solgt med henvisning til, at ejendommen lå i et
særligt beboervenligt kvarter. Kilde: Morgenavisen Jyllandsposten 4. marts 1984.
207 Annonce i Aarhus Stiftstidende 20. september 1976.
Side 78 af 98
Casper Thomsen Juhl årskortnr. 20050693 Vejleder Søren Bitsch Christensen
Det er ikke tydeligt, hvor stor effekt ejendomsmarkedets markedsføring af det særlige miljø i
Sjællandsgadekvarteret havde. Men som udgangspunkt må man forestille sig, at denne
fremhævning af det særlige miljø havde en vis effekt på de mennesker, der valgte at slå sig ned i
Sjællandsgadekvarteret. Som historikeren Rita Sørensen, der selv boede i Sjællandsgadekvarteret og
var mangeårigt aktivt medlem af Sjællandsgadekvarterets Beboerforening, fremlagde det i en artikel
i Århus Stiftstidende 1988:
‖For det første synes mange af dem, der nu flytter til, at det er rart med miljø og gode
muligheder.‖ 208
I Sjællandsgadekvarterets Beboerforening var man ikke i tvivl om, at det særlige miljø, som var
blevet opbygget i gennem 1970’erne, havde en effekt på udviklingen i kvarteret.
5.4 Beboerarbejdets dobbelthed
I 1980 blev der i forbindelse med 10års jubilæet for det aktive beboerarbejde i
Sjællandsgadekvarteret bragt en artikel i Sjællandsgadekvarterets Beboeravis, der gav et tilbageblik
på nogle af de resultater, som Beboerforeningen havde opnået. 209 Men udover dette tilbageblik satte
artiklen også spørgsmålstegn ved Sjællandgadekvarterets Beboerforenings arbejde og målsætning:
‖om at bevare og forbedre dette boligkvarter for de oprindelige og nuværende beboere.‖ 210
Årsagen til dette spørgsmål kunne være, at man i Sjællandsgadekvarterets Beboerforening omkring
1980 kunne konstatere, at Sjællandsgadekvarteret var ved at skifte social profil. Kvarteret var i 1980
ikke mere et udpræget arbejderkvarter, den sociale sammensætning var stadig bundet op på en stor
gruppe af pensionister og studerende, men der, hvor Sjællandsgadekvarterets sociale profil især
havde ændret sig, var i den erhvervsaktive gruppe, som i de fleste tilfælde var akademikere. 211
Derfor blev der i artiklen fra 1980 stillet spørgsmålet: ‖Skal beboerforeningen være en
interesseklub for velbjergede grundejere? Eller skal den mere bevidst gå ind i kampen for at
forsvare de svagest stillede‖ 212
Blandt mange af de aktive i Sjællandsgadekvarterets Beboerforening talte man om, at der i det
aktive beboerarbejde var en dobbelthed. En dobbelthed i den forstand, at man i beboerforeningen på
den ene side kæmpede for bedre forhold for kvarterets beboere og for, at de oprindelige beboere
208 ”Sjællandsgade er blevet rig” artikel i Aarhus Stiftstidende 14. februar 1988
209 Sjællandsgadekvarterets beboerforening udgav ligeledes i 1980 en bog om de første 10 år med aktiv
beboerarbejde. Se Ken Mikkelsen (red) 1980.
210 Sjællandsgadekvarterets Beboeravis nr. 124 1980
211 Sørensen 143 og Sjællandsgadekvarterets Beboeravis 1980
212 Sjællandsgadekvarterets beboeravis nr. 124 1980
Side 79 af 98
Casper Thomsen Juhl årskortnr. 20050693 Vejleder Søren Bitsch Christensen
kunne blive boende. På den anden side blev det gode miljø attraktivt for andre end dem, det i første
omgang var tiltænkt. 213 Kort sagt, så mente man i Sjællandsgadekvarterets Beboerforening, at det
særlige miljø, der var opstået i Sjællandsgadekvarteret, havde banet vejen for, at bedre
socioøkonomiske grupper søgte mod Sjællandsgadekvarteret.
Selvom man i dette indlæg fra 1980 pegede på, at man fortsat skulle arbejde for de svageste i
kvarteret, og man ville søge indflydelse i den kommunale bypolitik og fortsat kæmpe mod
huslejeforhøjelser og udstykninger af ejerlejligheder, markerede dette indlæg i beboeravisen faktisk
en ny tid for det aktive beboerarbejde i Sjællandsgadekvarteret. 214
5.5 Beboerarbejde i Sjællandsgadekvarteret og dets karakterændring
5.5.1”Revolutionen” der blev væk
I løbet af 1980’erne begyndte det aktive beboerarbejde i Sjællandsgadekvarteret at ændre karakter,
hvilket flere ting indikerer.
Den vigtigste indikator herpå var, at de politiske arbejds- og aktionsformer blev færre og færre. I
Sjællandsgadekvarterets Beboerforening pegede man selv på, at det bl.a. skete som konsekvens af
en stigende erkendelse af, at drømmene om store samfundsændringer ikke indfriedes så hurtigt som
håbet. Det venstreorienterede arbejde havde mistet pusten, ikke mindst fordi mange af de ”gamle”
boligaktivister, der stadig boede i kvarteret, var trådt ind en i anden livssituation. Nogle havde stiftet
familie og havde fået børn og/eller var blevet færdige med deres uddannelser og havde fået fast
arbejde. 215
Men nok så vigtigt må man også pege på, at mange af de mennesker, der flyttede ind i
Sjællandsgadekvarteret i slutningen af 1970’erne og i løbet af 1980’erne, ikke havde ”revolutionen”
på dagsordnen og dermed ikke delte de synspunkter og den linje, som den ”hårde kerne” i
Sjællandsgadekvarterets Beboerforening havde lagt.
En anden vigtig indikator på, at der skete ændringer i den sociale profil i Sjællandsgadekvarteret,
var, at der i løbet af 1980’erne og 1990’erne ikke var protester imod den private
byfornyelsesaktivitet, der huserede i Sjællandsgadekvarteret. Læser man Sjællandsgadekvarterets
Beboeravis fra slutningen af 1980’erne og indtil 1995, hvor den ophører, er det slående, at
213 Mikkelsen 1980 s. 5 og Sørensen 1986 s. 10
214 Sjællandsgadekvarterets Beboeravis nr. 124 1980
215 Fisker mfl. 1992
Side 80 af 98
Casper Thomsen Juhl årskortnr. 20050693 Vejleder Søren Bitsch Christensen
byfornyelsen i Sjællandsgadekvarteret eller i Aarhus generelt ikke blev nævnt eller beskrevet, som
det jo var tilfældet med 1970’ernes saneringer og ejerlejlighedsudstykninger. Der blev ikke afholdt
demonstrationer endsige besat lejligheder – den private byfornyelse fik lov til at gå upåagtet hen.
Årsagen til dette skal nok findes i flere faktorer. For det første kunne man formode, at den
byfornyelse, der skete på privat initiativ overholdt den gældende lovgivning, og at der dermed ikke
var behov for protester. For det andet må man også formode, at mange af dem, som var gået i gang
med en privat byfornyelse, selv var en del af det aktive beboerarbejde og medlem af
Sjællandsgadekvarterets Beboerforening, og at der derfor var en form for konsensus om, at der var
behov for en byfornyelse af den gamle boligmasse, også selv om det for eventuelle lejere ville
resultere i dyre husleje.
Derfor blev det nødvendigt hvis ikke afgørende for det aktive arbejde i Sjællandsgadekvarteret at
finde et andet perspektiv og indhold, der svarede til beboernes ønsker og behov, hvis der fortsat
skulle eksistere et aktivt beboerarbejde i Sjællandsgadekvarteret. 216
5.5.2 Stadig et ønske om et aktivt beboerarbejde
Dette behov for nyorientering i det aktive beboerarbejde førte frem til ønskerne om at satse endnu
mere på sociale og kulturelle aktiviteter. Som da man i 1989-1992 i Sjællandsgadekvarterets
Beboerforening med kommunal støtte lavede et projekt med betegnelsen ”Varme Hændelser”, der
var et projekt, der skulle udvikle og styrke de sociale og kulturelle rammer i
Sjællandsgadekvarteret. 217 Selv om det var et kommunalt støttet projekt, var det i høj grad et
nedefra–initieret projekt, hvor Sjællandsgadekvarterets Beboerforening stod for projektets forløb. 218
Nyorienteringen i Sjællandsgadekvarteret var en udløber af 1970’ernes beboerarbejde, men det
udtrykte samtidig et markant brud i forhold til det beboerarbejde, der siden slutningen af 1970’erne
forholdsvist havde koncentreret sig om kampen imod ejerlejligheder og boligspekulation. Man
søgte at skabe nogle rammer, som skulle udvikle det sociale og kulturelle arbejde. Det aktive
beboerarbejde centreret omkring Sjællandsgadekvarterets Beboerforening, Beboernes Hus og
Børnenes Jord blev bragt frem til at bære præg af kulturelt og socialt oplysningsarbejde lige fra sex
216 Fisker mfl. 1992 8
217 Fikser mfl. 1992 s. 10
218 Fisker mfl. 1992 s. 35 ff.
Side 81 af 98
Casper Thomsen Juhl årskortnr. 20050693 Vejleder Søren Bitsch Christensen
og samfund til kunst og kultur, og det vigtigste var, at Aarhus Kommune aktivt gik ind og støttede
mange af de ny projekter som f.eks. projektet ”Varme Hændelser”.
Selvom 1980’erne og 1990’erne bød på et opbrud og nyorientering i det aktive beboerarbejde i
Sjællandsgadekvarterets Beboerforening, synes der at være en arv eller en rød tråd tilbage til
1970’ernes kamp for et godt boligmiljø og kampen om byrummet. Man protesterede stadig når
Aarhus Kommune gjorde tiltag, der både lagde op til forringelse i Sjællandsgadekvarteret men også
andre steder i den aarhusianske midtby. Aktionsformerne var dog trukket anderledes op. Nok
protesterede man, men protesterne var af en anden karakter, selvom man godt kunne tage lidt
utraditionelle metoder i brug som f.eks. i december 1993, hvor der blev protesteret imod, at
kommunen havde taget et lyssignal ned ved Guldsmedegade, Nørregade og Norsgade. Her
standsede en stor mængde beboere fra Sjællandsgadekvarteret trafikken en kort overgang ved at gå
over fodgængerovergangen utallige gange i protest mod det manglende lyssignal. 219 Det var en lille
aktion, men med stor symbolsk betydning, da det pågældende signal blev sat op igen i 1994. Dette
vidner om, at der stadig var en ”ånd” i Sjællandsgadekvarteret, som forsøgte at skabe en udvikling i
kvarteret på beboernes præmisser.
5.5.3 Den røde tråd til 1970’erne
Ved årtusinde skiftet var der stadig et særligt socialt miljø i Sjællandsgadekvarteret, som man ikke
finder andre steder i Aarhus. Musikeren og frontfigur i det populærere rockorkester TV2 Steffen
Brandt, der selv er bosiddende i Sjællandsgadekvarteret, konstaterede i 2003 at:
(…) ”Sjællandsgade er (…) en by i byen, som selvstændigt fastholder en identitet med stærke
værdier, nærvær, en mere afslappet livsstil, tid til at standse op og snakke, feste og arbejde. Og der
er altid en ombygning i gang, en container der skal fyldes, et barn der skal passes, en vin der skal
smages ved den lokale og et projekt der skal drøftes hos en af de mange mere kreative
småvirksomheder, som endnu holder til i områdets baghuse. (…) Og selvom det er pænt dyrt at bo
her, er vi mange, der vedholdende fastholder en selvforståelse på kvarterets vegne, der handler om
at her er der plads til alle.‖ 220
Og selv i året 2010-2011 er kampen om byrummet ikke helt forbi i Sjællandsgadekvarteret, for
paradoksalt nok verserer der i skrivende stund en ny kamp om Beboernes Hus i Sølystgade, hvor
219 Sjællandsgadekvarterets Beboeravis nr.261, februar, 1993
220 Brandt 2003 s. 50 - 51
Side 82 af 98
Casper Thomsen Juhl årskortnr. 20050693 Vejleder Søren Bitsch Christensen
beboerne kæmper imod et forslag fra Aarhus Byråd om at ombygge beboernes hus. En plan som er
faldet mange beboere for brystet og har medført demonstrationer og ophængning af bannere med
protester. Og med en, nok utilsigtet, reference til kampen mod saneringsplanen for Rugbrødskarréen
fra 1969, skrev en række beboere i et åbent brev til Aarhus Byråd i foråret 2010 at:
‖En så stor institution, der skal ligge på et areal på størrelse med to mindre parcelhusgrunde, kan ikke
undgå at plastre stedet til med bygninger både i højden og i bredden, for ikke at tale om
parkeringspladser.‖ 221
Arbejdet for det sociale miljø og det aktive beboerarbejde i Sjællandsgadekvarteret lever stadigvæk
i bedste velgående, selvom kvarteret igennem de sidste 30-40 år har gennemgået en fysisk og social
forvandling. Arven fra 1970’erne lever stadig blandt de gamle, men dyre ejerlejligheder og små
byhuse.
221 ”Bevar livet i mellem husene” åbent brev i Aarhus Stiftstidende 19. april 2010
Side 83 af 98
Casper Thomsen Juhl årskortnr. 20050693 Vejleder Søren Bitsch Christensen
Kapitel 6
Diskussion af Sjællandsgadekvarterets Beboerforening og Aarhus
Kommunes placering i forhold til gentrificering
Som det blev redegjort for i kapitel 1 om hhv. konsumptions- og produktionsforklaringerne, var den
store divergens imellem disse to forklaringer, hvordan de forskellige aktører skulle placeres i
gentrificeringsprocessen. For Neil Smith var det først og fremmeste en økonomisk omstrukturering
i det urbane rum, der var hovedårsagen til, at en gentrificeringsproces blev påbegyndt, hvor sociale
kollektive aktører f.eks. offentlige myndigheder var med til at bære processen igennem. Hos David
Ley var gentrificering forankret i en processuel udvikling, hvor en ændret opfattelse af det urbane
rum var kernen i den udvikling.
6.1 Gentrificeringens kulturelle karakter
Tager vi imidlertid et nærmere kig på de to ovenstående teoretiske tilgange, viser det sig, at det
frem for at arbejde med de to tilgange hver for sig er frugtbart at kombinere de to tilgange til
gentrificering, hvis man vil have en dybere forståelse af årsagen til gentrificeringsprocessen.
Byforskeren Mats Franzén peger på, at det økonomiske system i nogle områder af det urbane rum
producerer, det Neil Smith betegnede som et rentegab, hvilket betyder, at muligheden for
gentrificering i disse områder er til stede. Men Franzén påpeger samtidigt, at for at en
gentrificeringsproces kan finde sted eller igangsættes, må der være nogle gentrifikanter, der er med
til at igangsætte processen:
‖ (…) for gentrification to take place, there must also be gentrifiers who are ready to reappropriate
working-class inner-city areas. That is, they must have re-evaluted such areas, redefining their
middle-class identity, opting for new life style.‖ 222
Dvs. at for at potentielle gentrifikanter vil flytte ind i et kvarter, er der nødt til at være noget, der er
med til at tiltrække dem, hvis gentrificeringsprocessen skal igangsættes.
I Sjællandsgadekvarteret havde det økonomiske system ved begyndelsen af 1970’erne skabt
forudsætningen for, at en gentrificeringsproces kunne sættes i gang. Ejendomsmassen var nedslidt,
222 Franzén 2005 s. 57
Side 84 af 98
Casper Thomsen Juhl årskortnr. 20050693 Vejleder Søren Bitsch Christensen
priserne forholdsvist lave som følger af manglende investeringer, og dermed opstod et dårligt fysisk
og socialt miljø.
Med dannelsen af det aktive beboerarbejde i 1970 og af Sjællandsgadekvarterets Beboerforening i
1973 indledtes en proces, hvor der blev lagt et nyt værdimæssigt perspektiv på det tætte urbane
område som Sjællandsgadekvarteret udgjorde. Den værdi, som kvarteret blev tillagt, var ikke i
første omgang en økonomisk værdi men derimod en kulturel værdi.
David Ley pegede på, hvordan unge og studerende i de canadiske byers gamle kvarterer søgte at
skabe et alternativ i forhold til de forstæder, som de kom fra. Deres ønske om en alternativ
urbanisme resulterede i særlige miljøer i de canadiske storbyer, og deres tilstedeværelse var med til
at skabe et særligt bymiljø, som efterfølgende vakte interessere hos den brede middelklasse.
Vi har her at gøre med det, som den amerikanske sociolog Sharon Zukin har betegnet som en
revalueringsproces.
Det er dog ifølge Smith ikke en økonomisk revalueringsproces, der er tale om. Zukin betragter godt
nok på linje med Smith gentrificering som en revalueringsproces, der har stor indflydelse på
værdien af ejendomme og grunde i de centrale bydele. Men i modsætning til Smith, mener Zukin, at
revalueringsprocessen i højere grad beror på det, hun betegner som ”kulturelle
tilegnelsesprocesser”, som redefinerer steders eller et rums betydning og mindre på økonomiske
ændringer i de økonomiske strukturer. 223
Det er netop denne kulturelle revalueringsproces, som David Ley hentyder til, når han taler om, at
der skete et kulturelt skift, altså at der opstod et nyt kulturelt syn på de indre bydele i de canadiske
storbyer hos middelklassen.
Ovenstående revalueringsproces kan således relateres til Sjællandsgadekvarteret, da
Sjællandsgadekvarterets Beboerforening var med til at skabe et særligt bymiljø, og dermed kan man
karakterisere foreningens arbejdede for et bedre miljø som en måde, hvorpå der skete en revaluering
af det urbane rum i Sjællandsgadekvarteret, idet det igennem det aktive beboerarbejde var med til at
vise, at det at bo og leve i tætte urbane områder godt kunne lade sig gøre.
Som Sørensen blev citeret for i det ovenstående, så søgte mange af de nye tilflyttere til
Sjællandsgadekvarteret i 1980’erne netop dette særlige miljø, og dermed var de med til at skabe en
kulturel revaluering af Sjællandsgadekvarteret.
223 Zukin 1988 og 1997
Side 85 af 98
Casper Thomsen Juhl årskortnr. 20050693 Vejleder Søren Bitsch Christensen
6.2 Efterspørgsel og forbrug
Når vi betragter Sjællandsgadekvarteret i 1970’erne og 1980’erne, er det tydeligt, at der opstod det,
som geografen Eric Clark indledningsvist blev citeret for at betegne som ‖Commodification of
space‖. Dette skyldes naturligvis forandringer på boligmarkedet, da det blev gjort muligt at
udstykke lejligheder. Men en af forudsætningerne for, at denne vareliggørelse af det urbane rum i
Sjællandsgadekvarteret kunne finde sted, var at aktørerne på ejendomsmarkedet tog det særlige
miljø til sig og anvendte det i markedsføring og salg af ejerlejligheder. Denne markedsføring af
Sjællandsgadekvarteret må nødvendigvis have haft størst indflydelse på de mennesker, der f.eks.
søgte et alternativ til parcelhuskvarterene i forstæderne eller betonen i Gellerup.
I takt med, at Sjællandsgadekvarteret blev mere attraktivt, må man formode, at ejendomspriserne
steg yderligere, og dermed, som det blev citeret indledningsvist, opstod et filter, der sorterede dem
fra, der ikke havde råd til at købe sig ind i Sjællandsgadekvarteret.
Neil Smith blev i kapitel 1 kritiseret for, at hans rentegab-teori ikke kunne forklare, hvorfor der
forekom en stigende efterspørgsel på ejendomme og boliger i de centrale bydele. En efterspørgsel
der betød, at grunde og ejendomme i de indre bydele kom til at besidde en potentielt højere værdi
ved en anden udnyttelse, hvilket ifølge hans rentegab-teori netop er forudsætningen for, at der
kunne opstå en gentrificeringsproces.
Netop denne ændrede udnyttelse af ejendomme i Sjællandsgadekvarteret, var til stede i forbindelse
med muligheden for at udstykke ejerlejligheder fra 1966, og som det blev nævnt i kapitel 5, så
spekulerede ejere af ejendomme jo netop i at udstykke ejerlejligheder for skabe økonomisk profit.
Men som fremhævet i kapitel 1 kunne Smith ikke forklare, hvorfor et kvarter blev attraktivt at flytte
ind i. Derfor synes Ley’s forklaringsmodel om, at der i udviklingen af den postindustrielle by, hvor
der skete en revalueringsproces af det urbane rum, skabtes et kulturelt skift, hvor synet på de indre
bydele ændrede sig hos personer fra middelklassen og dermed skabte en øget efterspørgsel af
boliger.
Selvom Smith’s teori om rentegabet ikke havde en determinerende faktor i tilfældet
Sjællandsgadekvarteret, synes hans grundtanke derimod at passe ind på den gentrificeringsproces,
der fandt sted på Vesterbro i København, hvor byfornyelsen tog udgangspunkt i en politisk
beslutning, der betød at store dele af ejendomsmassen blev konverteret om til andelsboliger for at
finansiere byfornyelse.
Side 86 af 98
Casper Thomsen Juhl årskortnr. 20050693 Vejleder Søren Bitsch Christensen
Vi må dog heller ikke lade det gode miljø i Sjællandsgadekvarteret være en determinerende faktor,
for det er jo ikke blot selve kvarteret, der trækker beboere til. Det nære byrum kunne også tilbyde
noget, og som nævnt i kapitel 4 havde der i 1960’erne fundet en stigende raffinering sted i den indre
by Aarhus og dette fortsatte. I den forbindelse har den danske historiker Bodil Olesen bemærket i en
undersøgelse af bolig- og livsformer i Frederiksbjerg Øst, at de centrale bydele i Aarhus i midten af
1980’erne netop kunne:
‖frembyde kvaliteter som et højt serviceniveau, god tilgængelighed til fælles anlæg, et rimelig
veludviklet transportnet, en god dækning af kvaliteter, der gør bytilværelsen tillokkende, og sidst,
men ikke mindst muligheden for at få en attraktiv bolig i de gamle stemningsfulde, historiske
bykerner.‖ 224
Udbygningen af den indre by må nødvendigvis have betydet, at der måtte have fundet økonomiske
investeringer sted fra både erhvervslivet og det offentlige, hvilket medfører, at vi bedre kan tale om
en omstrukturering af økonomien, som Neil Smith påpegede.
6.3 Et bypolitisk paradigmeskifte - gentrificeringens politiske dynamik
Vender vi blikket imod Aarhus Kommunes rolle i forbindelse med gentrificering i
Sjællandsgadekvarteret, er det tydeligt, at den direkte politiske intervention i
Sjællandsgadekvarteret var begrænset i såvel 1970’erne og 1980’erne som 1990’erne. Saneringen i
Sjællandsgadekvarteret havde begrænset betydning for kvarteret som helhed. Den senere planlagte
byfornyelse i Sjællandsgadekvarteret blev stik imod kommuneplanens intentioner ikke gennemført,
og dermed blev der heller ikke gennemført nogen form for offentlig byfornyelse i
Sjællandsgadekvarteret. Der var således umiddelbart ikke nogen sociale kollektive aktører, som
Neil Smith var inde på til at igangsætte og bære en gentrificeringsproces igennem i
Sjællandsgadekvarteret.
Men Aarhus Kommunes placering i forhold til gentrificering og Sjællandsgadekvarterets udvikling
skal findes på et bredere plan, der i sig selv drejede sig om udviklingen af Aarhus midtby i det hele
taget.
De to byforskere Thorkild Ærø og Gertrud Jørgensen har peget på, at der i midten af 1980’erne
skete et paradigmeskift i den danske bypolitik på statsniveau. De peger på, at man frem til midten af
1980’erne arbejdede med aflastnings-centre og spredning af byerne som strategier for sundhed og
224 Olesen u.å s. 59
Side 87 af 98
Casper Thomsen Juhl årskortnr. 20050693 Vejleder Søren Bitsch Christensen
vækst. Man vendte så at sige ryggen til de tættere byer, der blev opfattet primært som erhvervszoner
– med boliger, der bød på relativt dårlige levevilkår. Men som Ærø og Jørgensen påpeger, fik man
fra midten 1980’erne i højere grad øjnene op for den tætte bys urbane kvaliteter. Tæthed frem for
spredning vandt indpas i byplanlægningen. 225
Selvom Ærø og Jørgensen peger på, at det bypolitiske paradigmeskifte fandt sted på et statsligt
niveau, må man ligeledes pege på, at der også fra kommunalt hold i Aarhus’ tilfælde skete et
tilsvarende paradigmeskift. 1970’ernes aarhusianske bypolitik og byplanlægning var således
kendetegnet ved en stigende erkendelse af, at den aarhusianske midtby med sine gamle
arbejderkvarterer havde en lang række kvaliteter, først og fremmeste historiske og arkitektoniske,
der måtte bevares frem for gadegennembrud og udvikling af trafikken.
Netop bevaringen af Sjællandsgadekvarterets ældre byejendomme, der tilsammen udgjorde et
sammenhængende kulturmiljø, synes at have spillet en væsentlig rolle i den forsatte kommunale
byplanlægning i sidste halvdel af 1970’erne. I første omgang synes det at være for kulturmiljøets
skyld, at dele af Sjællandsgadekvarteret ikke blev revet ned, som det fremgik i kapitel 4.
Men som samme kapitel viser, blev bevaring af Sjællandsgadekvarterets ejendomsmasse og dermed
et stort kulturmiljø set som en strategi for at få vendt den socioøkonomiske skævhed, som var
opstået i løbet af 1970’erne. Sjællandsgadekvarterets kvaliteter skulle tiltrække økonomisk
resursestærke borgere til igen at bosætte sig i den aarhusianske midtby og dermed øge
skatteindtægterne.
Det bypolitiske paradigmeskifte skal derfor ses som et resultat af den stigende sociale skævhed, der
indfandt sig i den aarhusianske midtbys boligområder. Som historikerne Søren Bitsch Christensen
og Mette Ladegaard Thøgersen har påpeget, skete en revitalisering af byrummet i de danske byer
fra 1960’erne og frem i første omgang i forbindelse med sociale og bymiljømæssig årsager. 226
I denne forbindelse kan man således tale om, at der i Aarhus Kommune opstod et nyt syn på det
tætte urbane rum og en idé om det, som David Ley i kapitel 1 betegnende ”the livable city”. Ved at
droppe de store gadegennembrud som f.eks. Allégaderingen og samtidig betone offentligt igennem
den første Kommuneplan 1984-1992, at der i Aarhus midtby var charmerende boligkvarterer, som
var i besiddelse af kvaliteter, man ikke fandt andre steder, gjorde Aarhus Kommune sit til, at der
225 Ærø og Jørgensen 2005 s. 26 ff.
226 Christensen og Thøgersen 2006 s. 98
Side 88 af 98
Casper Thomsen Juhl årskortnr. 20050693 Vejleder Søren Bitsch Christensen
blev tegnet et nyt perspektiv på de tætte urbane områder, der skulle trække økonomiske
resursestærke borgere til midtbyen.
Som en del af Aarhus midtby blev Sjællandsgadekvarteret således også fremhævet som et
interessant kvarter. Hvilken betydning, det havde for Sjællandsgadekvarteret, er det naturligvis
svært at vurdere. Men som udgangspunkt må det have åbnet op for en yderligere interesse for at
leve og bo i kvarteret. Ikke mindst fordi kvarteret var blevet bevaret i sin helhed, og der var ikke
udsigt til, at der skulle gennemføres nogen større forandringer eller gadegennembrud.
På samme måde, som det var tilfældet med Sjællandsgadekvarterets Beboerforening, var Århus
Kommunes bypolitik fra 1970-1990 med til danne grundlag for en omfattende revaluering af det
eksisterende bymiljø i Sjællandsgadekvarteret og den aarhusianske midtby.
6.4 Holdningsændring til det urbane rum i Aarhus midtby – en afrunding
Set i et historisk perspektiv var både Sjællandsgadekvarterets Beboerforening og Aarhus Kommune
med til at tillægge Aarhus midtby nye værdier og til at åbne for en holdningsændring til det tætte
urbane rum. En holdningsændring, der i Sjællandsgadekvarterets tilfælde kom til syne i form af en
stigende attraktivitet for at bo i kvarteret.
Grundlæggende viser det sig, at gentrificering ikke nødvendigvis udelukkende lader sig forholde til
en økonomisk omstrukturering i det urbane rum, men at der i forbindelse med udviklingen af den
postindustrielle by, i dette tilfælde Aarhus og Sjællandsgadekvarteret, er tale om et kulturelt skift,
som David Ley påpegede.
Samtidig må man forholde sig til, at gentrificeringsprocesser kan have forskellige udgangspunkter
fra by til by, som vi har set det i tilfældet på Vesterbro i forhold til Sjællandsgadekvarteret.
Side 89 af 98
Casper Thomsen Juhl årskortnr. 20050693 Vejleder Søren Bitsch Christensen
Konklusion
Det gamle arbejderkvarter Sjællandsgadekvarteret i Aarhus oplevede fra 1970 og frem en social og
kulturel opblomstring. Hvor kvarteret før 1970 havde været et kvarter med både fysiske og sociale
problemer, fremstod det omkring 1990 som et attraktivt kvarter, hvor flere og flere økonomisk
resursestærke beboere flyttede ind og bosatte sig.
Sjællandsgadekvarterets attraktivitet blev først og fremmest skabt igennem det aktive
beboerarbejde, som Sjællandsgadekvarterets Beboerforening har udøvet siden 1973, og som gav
Sjællandsgadekvarteret karakter af et særligt urbant rum i den aarhusianske midtby. Igennem et
socialt og kulturelt arbejde, der betød dannelsen af Børnenes Jord og Beboernes Hus, kom
Sjællandsgadekvarteret til at fremstå som et oplagt alternativ til de mennesker, der ikke ville
bosætte sig i forstæderne, men som søgte noget anderledes.
I takt med kvarterets stigende attraktivitet skete der en vareliggørelse af det urbane rum i
Sjællandsgadekvarteret, hvor ejere af ejendomme anvendte det gode miljø som metode til at sælge
ejerlejligheder. Sjællandsgadekvarterets Beboerforening var således med til at skabe en vigtig
forudsætning for at gentrificeringsprocessen i Sjællandsgadekvarteret skabtes.
Aarhus Kommune havde i 1970 – 1990 ikke nogen særlig betydning på det fysiske miljø i
Sjællandsgadekvarteret til trods for planer om både sanering og senere hen byfornyelse. Derimod
havde kommunen en langt mere overordnet rolle, idet man først og fremmeste ændrede holdning til
den gamle boligmasse i Sjællandsgadekvarteret ved at acceptere og bevare det kulturmiljø, som
Sjællandsgadekvarteret dannede. Tanken om miljøværdier i gamle bygninger og ejendomme blev
en vigtig del af den kommunale aarhusianske bypolitik. En bypolitik der søgte at trække
resursestærke borgere til den aarhusianske midtby.
Sjællandsgadekvarterets Beboerforening og Aarhus Kommune var således fra 1970 og frem til ca.
1990 med til at revaluere Sjællandsgadekvarteret som et tæt urbant rum i den aarhusianske midtby. I
første omgang ikke en økonomisk revaluering men en kulturel, der var med til at åbne op for, at en
gentrificeringsproces kunne igangsættes i Sjællandsgadekvarteret, en proces der var med til at give
Sjællandsgadekvarteret en ny karakter af middelklassekvarter.
Side 90 af 98
Casper Thomsen Juhl årskortnr. 20050693 Vejleder Søren Bitsch Christensen
Summary
From working-class to middle-class neighborhood
Processes of gentrification in Sjællandsgadekvarteret in Aahus 1970-1990
Sjællandsgadekvarteret in downtown Aarhus is an old working-class neighborhood build in the late
19 th century. In the first half of the 20 th century old houses and estates of Sjællandsgadekvarteret
were, rundown by the use of many generations and around 1970 the neighborhood however as a
neighborhood with physical and social problems.
But in a 20 years period, 1970-1990, Sjællandsgadekvarteret underwent a development, which
means that Sjællandsgadekvarteret becomes an attractive and exspensive neighborhood in
downtown Aarhus. A so called gentrifications process had appeared in Sjællandsgadekvarteret.
This thesis investigates through theories of gentrification how the neighborhood-movement of
Sjællandsgadekvarteret and the urban politics and Aarhus municipality infected the development of
Sjællandsgadekvarteret 1970-1990 and discusses how the two actors have to be placed compared to
the processes.
The thesis show the neighborhood-movement of Sjællandsgadekvarteret through social and
culturally work created a special environment, which had appealed to other socio-economic groups.
The thesis also shows how the municipality of Aarhus made great changes in its urban politics and
urban planning in comparison to the old and close urban environment in Sjællandsgadekvarteret and
downtown Aarhus.
The thesis also shows how the process of gentrification in Sjællandsgadekvarteret was started by a
revaluation of the closed urban space. Both the neighborhood-movement of Sjællandsgadekvarteret
and the municipality of Aarhus were helping to make a revaluation the urban space from 1970-1990
. It was not a economic revaluation at first place but a cultural revaluation, which made the
gentrification process take place in Sjællandsgadekvarteret.
Side 91 af 98
Casper Thomsen Juhl årskortnr. 20050693 Vejleder Søren Bitsch Christensen
Ikke trykte kilder
Erhvervsarkivet
Kilder
Aarhus kommune, Aarhus Byråd journalsag nr. 1285-1978: Skrivelse fra Stadsarkitekten til
Magistratens 2. afdeling. 1. juni. 1966.
Aarhus kommune, Aarhus Byråd journalsag nr. 1285-1978: Saneringsplan for Rugbrødskarréen,
byplanafdelingen, juni 1969.
Aarhus Kommune, Aarhus Byråd journalsag nr. 1285-1978: beskrivelse af sagens forløb dateret
1972
Aarhus kommune, Aarhus byråd journalsag 1285-1978: Skrivelse fra Stadsarkitekten til
magistratens 2. afd. 1972.
Aarhus kommune, byrådet, journalsag 1978-1285: Saneringsplan for Rugbrødskarréen 1971
Aarhus kommune, Byrådet, journalsag 1978-1285: Skrivelse fra stadsarkitekten til mag. 2. afd. 1.
juni 1966.
Aarhus kommune, Byrådet, journalsag 1978-1285: Udkast til en ny saneringsplan 1972.
Aarhus Kommune, Byrådet, journalsag 1976-38: Referat fra møde mellem mag. 2. afdeling og
Almennyttigt Saneringsselskab A/s 4. april 1972
Aarhus Kommune, Byrådet journalsag nr. 1976-38: Pjece om nedrivningsplan for
Fænøgadekarréen.
Aarhus Kommune, Byrådet, journalsag nr. 38- 76: Skrivelse fra Almennyttig Saneringsselskab A/S
til magistratens 2. afdeling 3. Juni 1975.
Aarhus kommune, Byrådet journalsag 496 -1985: Beboerplan for Fænøgadekarréen august 1978.
Aarhus Kommune, Byrådet, journalsag nr. 469-1985; Saneringsplan for Fænøgadekarréen 1980
Sjællandsgadekvarterets Beboerforening, div. Sager 1970 1974, Løs ark, fra den første
Beboeraviser.
Aarhus Kommune, sager vedr. Kommuneplaner 1977-1996: Kommuneplan 1984-1992 –
Hovedstruktur”
Aarhus Kommune, sager vedr. Kommuneplanen 1977-1996; Kommuneplan 1984-1992: ‖
Vesterbro og andre kvarterer‖
Side 92 af 98
Casper Thomsen Juhl årskortnr. 20050693 Vejleder Søren Bitsch Christensen
Sjællandsgadekvarterets Beboerforening, div. Sager 1990-1974, åbent brev til beboerne i
Sjællandsgadekvarteret dateret d. 30. juli 1970.
Sjællandsgadekvarterets Beboerforening, Div. sager 1970-1974, Papir som indeholder tanker om
hvorfor det var nødvendigt at oprette en Beboerforening.
Sjællandsgadekvarterets Beboerforening, Div. Sager 1970 -1974, Tale ved Beboerforeningen for
Sjællandsgadekvarterets stiftende møde 24. januar 1973.
Sjællandsgadekvarterets Beboerforening, Vedtægter, Historiske artikler, Fotografier m.v. 1972-
1979. Vedtægter for beboerforeningen indsendt til Aarhus kommune 1973.
Sjællandsgadekvarterets Beboerforening. Historiske artikler, fotografier m.v. 1972-1979,
beskrivelse af beboerforeningens formål og visioner, udateret.
Sjællandsgadekvarterets Beboerforening, Vedtægter, Historiske artikler, fotografier m.v. 1972-
1979, beskrivelse af beboerforeningens formål og visioner, udateret.
Sjællandsgadekvarterets Beboerforening, Vedtægter, Historiske artikler, fotografier mv.1972-1979:
notits bragt i ‖Kvarteret‖ 3. årg.1975 nr. 17, ‖kvarteret‖ var beboeravis for Ole Rømersgade
kvarteret i Aarhus
Sjællandsgadekvarterets Beboerforening, Sager vedr. sanering af rugbrødskarréen og foreningens
oprettelse: Løs ark der beskriver hvordan arbejdet med at udarbejde en ny saeringsplan tog sig ud.
udateret.
Sjællandsgadekvarterets Beboerforening, Sager vedr. sanering af rugbrødskarréen og foreningens
oprettelse, diverse skrivelser til magistraten 3. afdeling.
Sagsregister til Aarhus Byråds forhandlinger 1966-1988., findes på læsesalen.
Landsarkivet for Nørrejylland
Aarhus Civilret, Tinglysningen, Arkiv nr. B-355 løbe nr. SG-46., anvendt i kapitel 5.
Trykte kilder
Erhvervsarkivet
Aarhus Kommune, Aarhus byrådsforhandlinger, 4. apr. 1974, 7. nov. 1974, 6. aug. 1975, 16. maj. 1974,
6. feb. 1984
Sjællandsgadekvarterets Beboerforening, beboeravis, diverse årgange, 1971 - 1988
Side 93 af 98
Casper Thomsen Juhl årskortnr. 20050693 Vejleder Søren Bitsch Christensen
Lokalhistorisk samling
Aarhus Kommune, magistratens 2. afdeling 1975; Oplæg til regionplanlægning, Hæfte B
Aarhus Kommune, Regionsplan 1980.
Aarhus Kommunes beretning (1953)
Aarhus kommunes beretning (1972)
Sjællandsgadekvarterets Beboerforening, beboeravisen, diverse årgange 1988-1995.
Avisartikler
‖Gamle klude og bøger i byens mindste butik‖, Artikel Demokraten 25. juni 1964
‖Hvordan Sjællandsgade blev noget helt andet‖, Artikel i Samvirke årg. 94 nr. 15, 1971
‖Ønsker saneringsplan ændret‖. Artikel i Aarhus stiftstidende 1971.
‖Aarhus har også sin Coronation Street‖, Artikel i Aarhus Stiftstidende 19. juni 1972.
”Beboerarbejde i Sjællandsgadekvarteret i Aarhus‖, Kronik i Aarhus Stiftstidende 24. maj 1976.
‖Mellemlag hvad er det?‖, Artikel i Lokalavisen 2. feb. 1983.
“Sjællandsgadekvarteret er blevet rig – og det er dets højt besungne miljø måske blevet fattigere
af‖, Artikel i Århus Stiftstidende 14. februar 1988.
‖Bevar livet i mellem husene‖ åbent brev i Aarhus Stiftstidende 19. april 2010
Annoncer i kap. 5: Aarhus Stiftstidende 20. september 1976 og Morgenavisen Jyllandsposten 4.
marts 1984
Side 94 af 98
Casper Thomsen Juhl årskortnr. 20050693 Vejleder Søren Bitsch Christensen
Litteratur
Andersen, Hans Thor (2005): Storbyens ændrede socialgeografi: Storkøbenhavn i et
nordvesteuropæisk perspektiv, C.A. Reitzel, Kbh.
Andersen Hans Thor (2006): Bypolitik i Danmark efter 1960 – i et historisk perspektiv. I: Søren
Bitsch Christensen (red.), Den Moderne by, Narayana Press, Gylling.
Beauregard, R. A. (1986): Chaos and Complexity of Gentrification, I: Smith, N. &
Williams, P. (red.): Gentrification and the City, Allen & Unwin, Boston
Beboernes Hus. Administrationsgruppen (1979) Fra brødfabrik til beboerhus: historien om
beboernes hus, Århus C.
Brandt, Steffen (2003) Sjællandsgade. I: Martin Dam Kristensen, Bemærk Byen, Rounborgs
grafiske hus, Holstebro.
Clark, Erik (2005): The order and simplicity of gentrification – a political challenge. I: Rowland
Atkinson and Gary Bridge (red.) Gentrification in a global context: the new urban colonialism.
Routledge, New York.
Christensen, Søren Bitch (2006): Branding bernhardt i Smilets by – om byplaner og historiens rolle
i fremtidens Århus. I. Søren Bitsch Christensen og Nina Javette Kofoed, Århus i verden –fra bjerget
til byen 2. Aarhus Universitetforlag, Aarhus
Christensen, Søren Bitsch og Mette Ladegaard Thøgersen (2006) bysystem og urbanisme ca. 1840 -
2000 –historie og historiografi. I: Søren Bitsch Christensen (red.), Den Moderne by, Narayana
Press, Gylling.
Cole, D. B. (1985): Gentrification, Social Character, and Identity. I: Geographical
Review, Vol. 72, nr. 2, pp.: 142-155
Fisker, Jesper (1992): Lokalt set: fem sum-støttede lokalsamfundsprojekter, Krohns Bogtryk, KBH.
Franzen, Mats (2005): New social movements and gentrification in Hamburg and Stockholm: A
comparative study. I: Journal of Housing and the Built Environment 20: 51–77
Gundelach, Peter (1980): Græsrødder er seje -en bog om græsrodsorganisationer i Danmark -
deltagere, organisationsformer og modstandere, Politica, Aarhus.
Gutzon Larsen, Henrik (2009): Herskabliggørelse - gentrification på dansk. I: Geografisk
orientering, tidsskrift for Geografforbundet december 2009 pp. 32-35, Geografforlaget A/S,
Odense.
Hamnett, Chris (1991): The Blind Men and the Elephant: The Explanation of Gentrification. I:
Transactions of the Institute of British Geographers, New Series, Vol. 16, No. 2 (1991), pp. 173-
189.
Side 95 af 98
Casper Thomsen Juhl årskortnr. 20050693 Vejleder Søren Bitsch Christensen
Hansen, Svend Aage og Ingrid Henriksen (1980) Velfærdsstaten: 1940-1978. IAnnegrethe Dybdahl,
Dansk Socialhistorie, Gyldendal, Kbh.
Kend din by din rod (1983), Modtryk, Århus 1983
Knus, Jan (1992) Hundrede års kollektiv: Anholtsgadekrøniken: en krønike om et kollektiv, et hus,
en gade, et kvarter i Århus i hundrede år. Anholtsgadefonden, Århus.
Lauridsen, John T. (1995): Byens rum. I: Ib Gejl (ed.) Århus –byens historie bd. 4, Århus
byhistoriske udvalg, Århus.
Lees, Loretta mfl. (2008): Gentrification, Routledge, London.
Lees, Loretta mfl. (2010): The gentrification reader. New York, Routledge, London.
Ley, David (1996): The new middleclass and the remaking of the central city, University press,
New York, Oxford.
Lund Hansen og Gutzon Larsen (2008) Gentrification_Gentle or Traumatic? Urban Renewal
Policies and Socioeconomic Transformations in Copenhagen. I Urban Studies 2008; 45; 2429 -
2448.
Mikkelsen, Ken (1978): Ejeren vil sælge - vi lejer, Sjællandsgade Beboerforening, Århus
Mikkelsen, Ken (1980): Sjællandsgade Beboerforening, Sjællandsgade Beboerforening, Århus
Munk, A (1998): Forfalds- og fornyelsesprocesser i ældre bykvarterer, Statens
Byggeforskningsinstitut, Hørsholm.
Olesen, Bodil (u.å) Et kvartert og dets mennsker –Bolig- og livsformer gennem 100 år.
Frederiksbjerg Øst, Århus, Aarhus Stiftsbogtrykkeri.
Smith, Neil (1979): 'Toward a theory of gentrification: a back to the city movement by capital, not
people'. J. Am. Plan. Ass. 45: 538-48.
Smith, Neil. (1986): Restructuring of Urban Space. I: Smith, N. & Williams, P. (red.) Gentrification
and the City, Allen & Unwin, Boston.
Smith, Neil (1996): The New Urban Frontier: Gentrification and the Revanchist City. Routledge
Stahre, Ulf (1999): Den alternativa staden: Stockholms stadsomvandling och byalagsrörelsen,
Stockholmia Förlag, Stockholm.
Statistisk Årbog for Århus (1960) Statistisk årbog for Århus 1960, Universitetforlaget, Århus.
Side 96 af 98
Casper Thomsen Juhl årskortnr. 20050693 Vejleder Søren Bitsch Christensen
Statistisk Årbog for Århus (1970) Statistisk årbog for Århus 1970, Århus Kommune.
Universitetforlaget, Århus.
Statistisk årbog for Århus (1980). Statistisk årbog for Århus 1980, Århus Kommune.
Universitetforlaget, Århus.
Steinø, Nicolai (2000) Betragtningsmåder og normativitet i byteorien. Findes på
http://www.re-ad.dk/files/83412/ns-bonibDK.pdf, set d. 29 jan. 2011
Sørensen Rita (1986). Sjællandsgadekvarteret i Århus, Klim, Århus
Vedel – Smith, Henrik (1995) Befolkningen. I: Ib Gejl (red.) Århus – Byens historie bd. 4, Århus
byhistoriske udvalg, Århus.
Wessel, T. (1988): Gentrification som forskningsfelt –utviklingen av et
samfunnsteoretisk minkrokosmos. I: Nordisk samhällsgeografisk tidsskrift, Vol. 8
Zukin, S. (1988): Loft Living -Culture and Capital in Urban Change, Radius, London.
Zukin, S. (1997): Postmoderne urbane landskap: Å kartlegge kultur og makt. I Pløger,
J. & Aspen, J. red. (1997): På sporet af byen, Spartacus, Oslo.
Ærø, Thorkild og og Gertrud Jørgensen (2005) Implementering av bypolitik i Norden,
Publikationsenheden, Nordisk Ministerråd, KBH
Århus Kommune, Magistratens 2. afdeling (1980): En rapport om midtbyen – et debatoplæg, K. T.
Damsgard – Jensen, Århus
Århus Statistiske kontor (1968): Boligforhold i Storaarhus, Universitetsforlaget, Århus.
www.boernesjord.dk
Hjemmeside
Side 97 af 98
Casper Thomsen Juhl årskortnr. 20050693 Vejleder Søren Bitsch Christensen
Bilag 1.
Kort over Aarhus
Midtby og
Sjællandsgadekvarteret.
Rød = Sjællandsgadekvarteret
Sort = afgrænser Århus Midtby
Gul = markerer Aarhus
Universitet
Blå = Aarhus Indre By
Grøn = Allégader
Side 98 af 98
Change language