social - Dansk Center for Byhistorie

byhistorie.dk

social - Dansk Center for Byhistorie

SOCIAL- OG

SUNDHEDSFORVALTNINGEN

KOLDING KOMMUNE

1899-1999

KOLDING STADSARKIV 1999


SOCIAL- OG

SUNDHEDSFORVALTNINGEN

KOLDING KOMMUNE

1899 - 1999


SOCIAL- OG

SUNDHEDSFORVALTNINGEN

KOLDING KOMMUNE

1899 - 1999

af

Jens Åge S. Petersen

Birgitte Dedenroth-Schou

KOLDING STADSARKIV 1999


Social- og Sundhedsforvaltningen

Kolding Kommune 1899-1999

Forfatterne:

Cand. mag. Jens Åge S. Petersen

Stadsarkivar, cand. mag. Birgitte Dedenroth-Schou

Produktion: Kiva Grafisk

Sat med Baskerville og Gill

Tryk: Tarm Bogtryk & Offset

ISBN: 87-88966-21-6

Forsiden: Fattiggården i Skolegade som den så ud i 1899.

Til venstre ses gymnasiet, den nuværende Social- og Sundhedsforvaltning.

Bagsiden: Kolding Kommunes nyeste plejecenter, Olivenhaven.

Foto af Nils Rosenvold, 1996.


Indholdsfortegnelse

Fattigvæsen i 1800-tallet . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 7

Koldings første fattiginspektør . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 17

Fattigvæsenets udvikling 1899-1914 . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 20

Hjælpekassehjælp frem for fattighjælp 1914-1933 . . . . . . . . . 36

Fra socialreform til kommunesammenlægning. . . . . . . . . . . . 48

Storkommune, socialreformer og forvaltningsvækst

1968-1975 . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 61

Bistandslovgivning, arbejdsløshed, dagpleje og døgnpleje

1976-1985 . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 77

De turbulente år. Brydninger, “Socialsag” og opbrud

1982-1988 . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 88

Serviceforvaltning, brugerindflydelse og tværsektionelt

samarbejde 1988-1998 . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 95

Fortegnelse over medlemmer af de sociale udvalg

1899-1999 . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 107

Kilder og litteratur . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 112


Fattigvæsen i 1800-tallet

Den, der ikke selv kan ernære sig eller sine, og hvis forsørgelse

ikke påligger nogen anden, er berettiget til at erholde hjælp af det

offentlige, dog mod at underkaste sig de forpligtelser, som lovene

herom påbyder.

Grundloven af 5. juni 1849

Det er således en grundlovssikret rettighed at få hjælp af det offentlige,

men indtil slutningen af 1800-tallet blev de fleste fattige hjulpet

af familien, husbonden, landsbyen, lavene eller ved milde gaver.

Slotsskriver Jeremias Hansen gav i 1626 100 slettedaler, hvoraf renterne

skulle tilfalde husarme og faderløse børn i Kolding. Købmand

Daniel Michelsen udstedte i 1759 et gavebrev på 500 rigsdaler kurant

til byens fattige, og borgmester Jens Riis skænkede i 1765 sin toft

bl.a. til Kolding bys fattige.

Frem til begyndelsen af 1700-tallet var det helt legalt at tigge for

dem, som ikke fik hjælp af familie eller andre, indtil tiggeriet efterhånden

tog et sådant omfang, at myndighederne mente, de måtte

skride ind.

Fattighjælp i stedet for tiggeri, Fattigforordningen 1708

Forordningen af 24. september 1708 forbød alt tiggeri i Danmark.

Til gengæld skulle de fattige hjælpes af de andre beboere i deres

lokalsamfund. Der oprettedes særlige fattigkommissioner med sognepræsten

som formand, der skulle opkræve midler og tildele hjælp

til værdigt trængende. Midlerne til fattigforsørgelsen - gaver og frivillige

bidrag - var imidlertid for små, så tiggeriet fortsatte. Men princippet

om, at samfundet påtager sig et ansvar for at hjælpe svage

borgere, der ikke kan tage vare på sig selv, var almindeligt akcepteret.

Fattigreglementet 1803

I slutningen af 1700-tallet fandt regeringen det påkrævet at tage fattigspørgsmålet

op igen. Det resulterede i en ny lovgivning, nemlig

Fattigreglementet fra 1803. Grundlæggende var der ingen ændringer

i forhold til 1708-forordningen, det nye var, at man nu søgte at

organisere fattighjælpen bedre. Fattigkommissionerne i byerne kom

til at bestå af sognepræst, byfoged, et medlem af magistraten samt to

eller flere borgere, der også skulle fungere som fattigforstandere og

føre tilsyn med dem, der fik hjælp. Det nødvendige beløb til fattighjælpen

blev pålignet borgerne som en egentlig fattigskat, der

kunne udpantes, hvis den ikke blev betalt til tiden. Sognepræsten var

fortsat formand for Fattigkommissionen.

Fattigreglementet fastslog, at de borgere, der ikke ved egen kraft

kunne erhverve det fornødne til liv og helbreds opretholdelse, havde

krav på at modtage fattighjælp. Understøttelsen skulle de have fra

det sogn, hvor de var født og opdraget - eller fra det sogn, hvor den

fattige havde opholdt sig i 3 år eller dog længere tid end noget andet

sted. Hjælpen kunne ydes enten i naturalier eller i penge.

7


Øster Klostergade (nu Munkegade) i

1831. Rigsarkivet, Vejdirektoratets arkiv

1446,5. Koldings fattiggård lå fra ca.

1771 til 1839 på hus nr 169 (indrammet).

Overfor lå Slotshaven.

8

Arbejdet i Fattigkommissionen kunne være ganske omfattende, da

spørgsmålet om, hvilket sogn der skulle betale for den fattige, i høj

grad var genstand for fortolkning og diskussion.

Gamle og syge var berettiget til fuld hjælp, d.v.s. kost i naturalier

eller en pengeunderstøttelse til at skaffe sig mad for. De skulle

desuden have de nødvendige klæder, bolig samt pleje i sygdomstilfælde.

De forældreløse børn skulle sikres ophold, indtil de selv kunne

tjene til føden. Det betød, at de blev passet af plejeforældre, der fik

betaling efter en kontrakt med Fattigkommissionen. Man var bevidste

om, at de så vidt muligt ikke skulle på fattiggård. Efter konfirmationen

sørgede Fattigkommissionen ofte for, at de fik en læreplads.

De arbejdsduelige skulle hjælpes så meget, at de ikke tiggede, men

ikke mere, end at de fortsat ville være motiverede for at søge arbejde.

Fattigkommissionerne skulle også, så vidt det var muligt, hjælpe dem

til at få et arbejde, der passede til deres kræfter. Deres understøttelse

måtte ikke gives i penge, men skulle gives dem i form af fødevarer,

brændsel, tøj m.v.

I hvert enkelt tilfælde var det den lokale fattigkommissions opgave

at skønne om den fattiges behov og trang.

De fattiges tab af borgerlige rettigheder

P.g.a. den økonomiske depression efter Napoleonskrigene protesterede

befolkningen stadig mere over de udgifter, de var pålagt til fattigforsorgen.

I 1820erne og 1830erne efterkom staten deres klager

ved at henstille til fattigkommissionerne, at kun de virkeligt trængende

fik hjælp, og i 1824 blev det bestemt, at personer, der fik eller

havde fået fattigunderstøttelse, som de endnu ikke havde tilbagebetalt,

kun måtte gifte sig med Fattigkommissionens tilladelse. Hermed

var det første skridt taget i retning af at fratage de borgere, der havde

modtaget hjælp af det offentlige, deres borgerlige rettigheder - et

princip, der først forsvandt fra dansk lovgivning i 1961.

Med stænderforsamlingerne i 1837 og grundloven i 1849 fik skatteydersynspunkter

større indflydelse end tidligere. Grundloven fastslog

ganske vist, at den, der ikke kunne forsørge sig selv og sin

familie, var berettiget til hjælp fra det offentlige, men samtidig sattes

de, der modtog denne hjælp, uden for samfundet gennem bestemmelsen

om, at de mistede deres valgret, så længe hjælpen ikke var

tilbagebetalt eller eftergivet.

Fattiggården

Fattigkassen i Kolding ejede i hvert fald fra 1771 en gård i Klostergade

(hus nr. 169), og kæmnerkassen ejede et fattighus uden for Sønderport.

I Jens Jørgen Fyhns bog om Kolding fra 1848 beskrives fattighuset

i Klostergade. Ejendommen bestod af et to-etages forhus og et

sidehus på en etage.

I forhusets nederste etage var der fire værelser med kakkelovne og

15 senge samt et værelse med to senge. Ovenpå var der fire værelser

med 14 senge. De fattige fik husly og varme, og de fik uddelt lidt

penge og noget brød hver lørdag. Der boede som oftest mere end 30

beboere.

I 1839-40 byggedes en egentlig fattiggård, der også var arbejdsanstalt.

Fattigvæsenet købte 1839 det gamle bindingsværksrådhus for


Tegning af Arbejdshuset fra prospekt

over Kolding efter H. Schumanns

tegning 1856. Fattiggård i Kolding fra

1839-40 til o. 1880 beliggende på Skolegades

vestside.

Kort over Kolding 1848 fra J. J. Fyhns:

Efterretninger om Kolding, der viser Fattiggården

(7) og Friskolen (8) begge i

Skolegade

825 rigsbankdaler og brugte materialerne derfra til bygningen af fattiggården.

Grunden, beliggende på det såkaldte Svietorv, nu hjørnet

af Katrinegade og Skolegade, blev købt af portbetjent Hansens enke

for 480 rigsbankdaler.

Fattiggården lå midt i Skolegade. I brandtaksationen fra 1867

beskrives den således: “Byens arbejdsanstalt. Forhus 16 fag, 2 etager

bindingsværk med kælder under til beboelse. Sidehus 6 fag, en etage

bindingsværk, til vaskehus.”

Jens Jørgen Fyhn fortæller, at den indeholdt fire store arbejds- og

soveværelser, en sygestue, et magasin- og et materiel-værelse foruden

bolig for opsynsmanden. Den lå ligesom spisestuen i kælderen. Lemmerne,

som beboerne kaldtes, beskæftigedes med at karte, spinde,

strikke, hegle, pille tovværk og gøre klodser. Bygningen kostede

inklusive inventar 3000 rigsbankdaler, hvoraf man havde lånt de

2000 af Ribe Stifts midler.

Lederen af anstalten, kaldet opsynsmand, ledede også spinderiet

- formentlig et uldspinderi. Fattiggårdens beboere var dels gamle og

svage, dels vanskelige, arbejdsføre personer, der ikke ville bestille

noget, eller som ingen ville have noget at gøre med, og som der til

stadighed måtte holdes kontrol med. Helt ustyrlige lemmer sendte

man til Tvangsarbejdsanstalten i Horsens.

Det fremgår af folketællingen 1840, at på dette tidspunkt var den

59-årige handskemager Peter Petersen økonom på Fattighuset. Her

boede han med sin kone, 4 børn, en tjenestepige og 25 almisselemmer.

En person, der blev “indlagt” på Fattiggården, skulle medbringe

alle sine ejendele. Vedkommende fik herefter alle fornødne behov

dækket: husly, mad, tøj, lægehjælp og medicin. Til gengæld havde

fattiglemmerne pligt til at arbejde. Arbejdsdagen var på 13 timer i

døgnet, fra kl. 6 - 12 og fra kl. 13 - 20. Arbejdet bestod hovedsageligt i

fletning af sivmåtter og sivsko. Fattigkommissionen skrev i en indberetning

til Indenrigsministeriet i 1869, at anstalten “næppe tør fortjene

navn af en egentlig arbejdsanstalt, da de derværende individers

håndgerning nærmest er en sysselsættelse uden synderligt økonomisk

udbytte”. Hver søndag morgen afholdtes gudstjeneste.

I en opgørelse fra 1870erne ses det, at langt de fleste af de faste

lemmer på Fattiggården var over 60 år. Der skelnedes mellem egne

9


Kolding set fra syd. Foto fra ca. 1875.

10

fattige, der var de fleste, og fremmede fattige - dem, der ikke var forsørgelsesberettigede

i Kolding. En stor del farende svende blev

indlagt på Fattiggården især om vinteren, og en del blev indbragt af

politiet, fordi de var udvist fra Slesvig. I modsætning til byens egne

fattige, der kunne bo der i årevis, boede de fremmede fattige kun på

Fattiggården i få dage. Man søgte hurtigst muligt at få dem sendt til

deres forsørgelseskommune.

Friskolen, der lå over for Fattiggården, fik i 1879 en ny bygning

(den grå bygning i Skolegade), og der blev indrettet fattiggård i den

tidligere friskolebygning. Den gamle fattiggård blev nedrevet og gav

plads for et lille anlæg, nu området mellem Katrinegadesalen og Skolegade.

De fattige ude i byen

De fleste fattige boede ikke på Fattiggården. Der vides ikke meget

om, hvordan de levede. Fattigvæsenet lejede boliger til dem og gav

dem en mindre pengesum, og for den måtte de skaffe, hvad de

havde brug for. I et eksempel fra 1804 lejede Fattigkommissionen et

kammer til en enke for 18 mark om året. Værelset var uden varme,

men værten lovede at tage enken ind til sig i sin varme stue om vinteren.

Kun i ganske få tilfælde anvendte man i Kolding den fremgangsmåde,

der var udbredt på landet, at man bortliciterede de helt hjælpeløse

til pleje i en privatfamilie. Fra begyndelsen af 1830erne ses

det, at de fattige fik uddelt brød, og tidligt begyndte man også at

uddele tørv. I 1870 vedtog man at trykke brødkort til en værdi af 24

skilling. De trængende kunne give disse brødkort til bagerne, der fik

pengene udbetalt, når de afleverede kortene til Fattigvæsenet.

I 1870erne var en hel del fattige anbragt til leje i Skarbys Gård, der

lå mellem Jernbanegade og Klostergade, men i midten af 1880erne


Frem til 1869 var det sognepræsterne,

der forestod fattigvæsenet. Sognepræsten

ved Kolding Kirke var 1849-1873 Isak

Marius Bentsen Gad.

Købmand P. Brandorff, den første fattigudvalgsformand.

var forholdene så dårlige, at man ikke længere mente, det var forsvarligt

at anvende den til menneskebeboelse.

J. J. Fyhn skriver, at børnene under fattigforsorgen blev sat i kost

dels hos borgere i byen, dels hos bønder i de nærliggende landsbyer.

En del af indbyggerne i byen havde forpligtet sig til på bestemte dage

at give trængende børn middagsmad mod, at de gik i skole den halve

dag og den anden halve dag gik i arbejdshuset, hvor de undervistes i

håndarbejde. “Ved disse foranstaltninger er alt tiggeri af byens fattige

aldeles ophævet” skriver han.

Foruden de langvarigt fattige, der var optaget på Fattigkommissionens

forsørgelseplan, var der også mange, der kun behøvede midlertidig

hjælp. De fik hjælpen udbetalt i penge eller huslejehjælp,

brændselshjælp eller medicin.

De frie Fattigkasser

Allerede i midten af 1800-tallet følte man behov for at kunne hjælpe

mennesker, der var uden ansvar for den trangssituation, de var

kommet i, uden at det skulle medføre tab af valgret og andre borgerlige

rettigheder. Ved lov af 8. maj 1856 oprettede man en såkaldt fri

fattigforsørgelse. Kun personer, der ikke modtog hjælp fra det kommunale

fattigvæsen, kunne få hjælp af Den frie Fattigkasse.

Hjælpen fra Den frie Fattigkasse administreredes af en særlig

bestyrelse på 3, der valgtes af og blandt sognets beboere. Midlerne til

denne hjælp kom fra frivillige bidrag bl.a. til kirkernes fattigbøsser,

og de kommunale love i 1868-69 åbnede mulighed for, at kommunerne

kunne yde et tilskud til de frie fattigkasser.

Fattigudvalg i stedet for fattigkommissioner

Med Købstadskommunalloven af 26. maj 1868 ophævedes fattigkommissionerne,

som havde eksisteret siden 1708, og deres opgaver henlagdes

under de nyoprettede byråd. Byrådet nedsatte et udvalg for

fattigvæsen bestående af 2 medlemmer samt en repræsentant fra

Kolding Slotssogn, der havde fælles kirke-, skole- og fattigvæsen med

købstaden. I Vedtægten for Styrelsen af de kommunale Anliggender

i Kolding, som godkendtes af Indenrigsministeriet i 1869, hed det, at

udvalget skulle føre tilsyn med arbejdsanstalten og forestå hele fattigforsørgelsen

i kommunen. Udvalget skulle føre brevvekslingen i fattigvæsenets

anliggender og repræsentere kommunen i forhold til

andre kommuner i så henseende. Efter nærmere indstilling til

Byrådet kunne der til Fattigudvalgets assistance beskikkes indtil 5 fattigforstandere.

Fattigudvalget fik anvist et beløb op til 200 Rigsdaler

“til den bogføring, som fattigforsørgelsen - såvel den i arbejdsanstalten

som navnlig den uden for samme - nødvendiggør til besørgelse

af brevvekslingen og den øvrige forretningsførelse”.

Den første formand for det kommunale fattigudvalg var købmand

P. Brandorff. De to øvrige medlemmer af udvalget var herredsfoged

A.Th. Villemoes og fra slotsgrunden proprietær J. Ræder, Dyrehavegård.

Med det kommunale fattigudvalgs overtagelse af fattigforsørgelsen

ophørte præsternes dominans i arbejdet med de fattige. I lighed

med de øvrige kommunale udvalg var det forudsat, at byrådsmedlemmerne

selv stod for den kommunale administration. Eneste

administrativt ansatte i kommunen var en kæmner på deltid, der

også var fattig-, skole- og gasværkskasserer for en løn af 600 rdl. om

11


Borgmester C.P.C. Schjørring, borgmester

i Kolding 1877-1909 og formand

for Alderdomsunderstøttelsesudvalget

1891-1909.

12

året. I Kolding benyttede man sig ligesom i de fleste andre byer af

fattigforstandere fra 1869, men i 1885 skønnede det daværende fattigudvalg,

at det ikke længere var nødvendigt.

Sociallovene 1891-1892

I 1869 var af Rigsdagen nedsat den såkaldte Store Fattigkommission,

der skulle give forslag til en revision af fattiglovgivningen. Princippet

om, at det lokale samfund skulle betale for egne fattige, blev stadig

mere vanskeligt at administrere i en opbrudstid, hvor mange mennesker

flyttede fra land til by. Der var evindelige stridigheder mellem

landsognene og købstæderne om, hvem der skulle betale for forsørgelsen

af den enkelte fattige.

Befolkningstallet i Kolding var i 1855 3.476, i 1870 5.400, i 1880

7.141, i 1890 9.658 og i 1901 12.516. En 3-dobling på mindre end 50

år. Mange flyttede fra omegnssognene ind til byen p.g.a. landbrugets

omlægning og mekanisering, og Kolding havde en særlig stor tilflytning

af sønderjyder, da det var nærmeste større by, når de kom fra

Slesvig.

Under indtryk af den voksende offentlige kritik af den kommunale

fattigpleje gennemførte Rigsdagen i 1891 en reform af de sociale

love formentlig især presset af fremkomsten af Socialdemokratiet og

frygten for mangel på arbejdskraft på landet.

Fattigloven af 9. april 1891 medførte ikke store ændringer i

forhold til tidligere. Det blev dog gjort vanskeligere for forsørgelseskommunerne

at kræve deres egne fattige hjemsendt, forsørgelsesformer

som omgangsforsørgelse og bortlicitering blev forbudt, og

Indenrigsministeriet pålagde kommunalbestyrelserne at give en

mere vidtgående hjælp end tidligere. Kommunerne fik desuden

pligt til at eftergive den fattighjæp, der var ydet, når den pågældende

ikke i fem år havde modtaget nogen form for hjælp.

Det afgørende nye var loven om alderdomsunderstøttelse af 9.

april 1891, der betød, at de svage gamle over 60 år, der ikke tidligere

havde modtaget fattighjælp, blev udskilt fra det almindelige fattigvæsen

med fattighjælps virkninger. De kunne i stedet ansøge om at få

en særlig alderdomsunderstøttelse, der tildeltes efter et skøn.

Kommunerne skulle oprette et alderdomsunderstøttelsesudvalg,

så de værdigt trængende gamle også på denne måde blev holdt

adskilt fra de almindelige fattiglemmer.

Det var i høj grad påkrævet med et forsorgsarbejde for ældre.

Industrialiseringen, indvandringen fra land til by og ændringen i de

traditionelle familiemønstre i anden halvdel af 1800-tallet havde i

særlig høj grad berørt de ældre, idet de i modsætning til tidligere

blev overladt til sig selv.

Borgmester C. P. C. Schjørring var den første formand for Alderdomsunderstøttelsesudvalget,

der i øvrigt bestod af Enevold Sørensen,

A. Jensen, Chr. Friis og for landdistriktet Rasmus Kaalund. Ved

udvalgets første møde den 25. juni 1891 bevilgedes alderdomsunderstøttelse

til 30 personer, der enten fik en månedsvis understøttelse

eller bestemte beløb til husleje. 6 blev afvist. De, der ikke havde boet

i landet i 10 år, fik ingen understøttelse - de, der var indvandret fra

Slesvig, var således henvist til fattighjælpen.

Som noget nyt påtog staten sig også et ansvar for socialforsorgen.

Staten refunderede halvdelen af udgifterne til alderdomsunderstøttelsen

og ydede fra 1892 også statstilskud til de statsanerkendte sygekasser.


Baggård i Adelgade, ca. 1900.

Det tredje led i sociallovene fra 1891-92 var nemlig Sygekasseloven

af 12. april 1892, der understøttede det initiativ, der i de foregående

25 år var taget ved oprettelsen af private sygekasser for mindrebemidlede,

hvor man forsikrede sig mod sygdom. Denne ide havde virkelig

slået an, og i 1885 havde man foretaget en undersøgelse, der viste, at

der på det tidspunkt var oprettet 1000 sygekasser spredt ud over hele

landet med 135.000 medlemmer. Loven gav disse sygekasser mulighed

for at søge om statsanerkendelse og dermed adgang til faste

statslige tilskud. Hermed var også forsikringsprincippet indført i den

offentlige socialforsorg

Ideen var hjælp til selvhjælp, en frivillig forsikring af ubemidlede

personer inden for kommunens område. Der udbetaltes ydelser i

form af læge- og sygehushjælp. Statstilskuddet var et fast beløb,

oprindelig på 2 kr. pr. medlem samt 1/5 af selve medlemsbidraget.

Svendesygekassen i Kolding, der var oprettet så tidligt som 1862,

blev statsanerkendt i 1896 med 70 medlemmer. Kolding Sygekasse af

1884, der var stiftet under navnet Arbejdsmændenes Fagforening og

Sygekasse, blev statsanerkendt i 1898. Fra 1900 var den senere

økonom på Fattiggården, Jens Rasmussen, formand for denne sygekasse.

Murernes og Tømrerfagenes Sygekasse, der var stiftet i 1876,

blev statsanerkendt i 1904.

Sociallovene i 1891-92 var begyndelsen til en udvikling, hvor man

tog stadig flere grupper af trængende ud af den almindelige fattighjælp

med fattighjælps virkninger og i 1898 blev socialforsikringen

udbygget med en arbejdsulykkesforsikring.

13


Til venstre:

Kort over Kolding, tegnet af landinspektør

H. H. Müller, 1891.

Fattigforstandere igen

Som beskrevet havde Fattigudvalget i en periode klaret sig uden fattigforstandere

og selv eller ved hjælp af en fattigfoged, der var politibetjent,

forestået driften, men “efterhånden som byen i de senere år

er tiltaget i folkemængde og som følge deraf udgifterne til Fattigvæsenet

er blevet større, er ligeledes arbejdet for udvalget vokset betydeligt”

skrev Fattigudvalget til Byrådet i august 1891 med begæring

om, at der blev antaget 4 fattigforstandere, der skulle bistå udvalget i

dets arbejde, “når en promte og solid forretningsgang skal bibeholdes”.

Hvervet som fattigforstander var et borgerligt ombud og

ulønnet. I Styrelsen af de kommunale Anliggender fra 1893 står der

om deres arbejde:

“Hver fattigforstander fører det specielle tilsyn med de forsørgede

i sin kreds, navnlig med deres familieforhold, stigende eller aftagende

trang m.v. Begæringer eller anmeldelser fra de i kredsen boende,

der søger fattighjælp, overgives til fattigforstanderen, der har at

undersøge de anmeldtes forhold og stilling og derom give beretning

til udvalget. Fattigforstanderne tilkaldes til udvalgets møder, så ofte

det findes fornødent. De vælges på 3 år og er pligtige til at modtage

det dem overdragne hverv; ved deres udnævnelse meddeles dem en

fortegnelse over de personer i deres kreds, som nyder fattighjælp,

samt hvori denne består”.

De, der udnævntes til fattigforstandere, var gode og travle borgere

i byen. Det var købmand C. Jensen, ølbrygger Juhl, murermester S.

L. Gynther og garver C. Daugaard. De mødte skiftevis op til udvalgets

møder. Der afholdtes fattigudvalgsmøde hver mandag.

Samtidig med udpegningen af fattigforstanderne i oktober 1891

inddeltes byen i 4 kredse, men allerede to måneder efter stod det

klart, at distrikterne var blevet for store. Der udnævntes derfor yderligere

fire forstandere, og byen blev inddelt i 8 fattigdistrikter:

1) Den indre by inklusive Vestergade.

2) Syd for åen.

3) Bleggaardsstræde, Katrinegade og gaderne i Zahns Toft.

4) Skolegade, Blæsbjerggade, Langelinie.

5) Allégade, Teglgaardsstræde, Vennegade og Villagade.

6) Låsbygade.

7) Nørregade, Låsby Toft og Nørremark.

8) Hospitalsgade, 1. og 2. vej bag søen og Fredericiavej.

Det var ikke særlig populært at være fattigforstander. I Kolding Kommunes

arkiv findes en lang række ansøgninger om at blive fritaget

for hvervet.

Egne og fremmede fattige

Fattigforstandernes vigtigste arbejde var at undersøge de fattiges

forhold, og det tjente to formål. For det første for at få fastslået, om

der vitterligt var en trang, som skulle afhjælpes. For det andet var det

afgørende at få afklaret, hvorvidt ansøgerne var forsørgelsesberettigede

i købstaden eller ej. Hovedreglen var som angivet, at det var ens

fødekommune, som skulle bære udgifterne til fattigunderhold. Dog

kunne man erhverve forsørgelsesret i en anden kommune, hvis man

havde haft ophold og næring det pågældende sted i mindst 5 år. Hvis

det ikke var tilfældet, og en person ansøgte om fattighjælp i opholds-

15


Det var en omstændelig affære, når en

regning på et antal jernriste til kakkelovnene

på “Kolding Arbejdsgård” i

1897 skulle betales.

Først skulle økonomen attestere, så indstillede

Fattigudvalgets formand til

anvisning, hvorefter det samlede Kasseog

regnskabsudvalg med borgmesteren i

spidsen anviste til udgift.

16

kommunen, var reglen, at opholdskommunen forsørgede vedkommende,

men samtidig var berettiget til at få refunderet 3/4 af udgifterne

fra personens forsørgelseskommune. Oprindeligt skulle forsørgelseskommunen

oppebære alle udgifter, men den nye fattiglov fra

1891 bestemte, at opholdskommunen skulle udrede 1/4 af udgifterne.

Det betød, at en købstad af Koldings størrelse måtte indstille sig

på større udgifter til fattigforsørgelse p.g.a. det store antal tilflyttere.

De komplicerede forsørgelsesretsbestemmelser gav sig udslag i en

temmelig omstændelig sagsprocedure, som ofte involverede deciderede

politiundersøgelser for at finde frem til, hvilken kommune, der

skulle betale fattigudgifterne. I regnskabsmæssig henseende førte det

til opsplitningen af de forsørgede i “egne og fremmede fattige”.

I årene 1886-1888 fik 264 personer for første gang fattigunderstøttelse

i Kolding Købstad. Ud af disse var det kun 23, som havde forsørgelsesret

i Kolding ifølge fødsel, 32 havde opnået forsørgelsesret som

følge af 5 års ophold og 12 af andre årsager - ialt 67 personer. Det vil

sige, at 197 ikke var forsørgelsesberettigede i kommunen. Af disse

197 havde de 130 opholdt sig under 5 år i Kolding. De, som kunne

blive hjemsendt til forsørgelseskommunen, blev det i vid udstrækning,

men af humane og praktiske grunde var der allerede omkring

århundredskiftet tilløb til at forlade denne praksis.


Koldings første

fattiginspektør

Det Embede, som overdrages Inspektøren, har han at udføre med

Orden, Nøjagtighed og Omsigt, og stedse med Kommunens Interesse

for Øje. I sin Optræden overfor de Fattige og Almissesøgende

har han, ved siden af Agtpaagivenhed og Fasthed, at vise Humanitet.

Regulativ for Fattiginspektøren

I oktober 1898 vedtog et enigt byråd på forslag fra Fattigudvalget, at

der fra 1. januar 1899 skulle ansættes en fattiginspektør med en årlig

løn af 1.200 kr. stigende med 100 kr. hvert 3. år til 1.600 kr. årligt. Det

havde allerede været på tale i slutningen af 1880erne, hvor fattigudgifterne

i løbet af få år var steget voldsomt, men beslutningen var

dengang blevet udskudt. Det skyldtes for det første antagelsen af fattigforstanderne

i 1891 og for det andet et ønske om at afvente, hvilke

økonomiske konsekvenser fattigloven af 1891 ville få for kommunen.

Efter at loven var trådt i kraft, viste det sig, at arbejdet ikke blev

mindre.

Nu havde arbejdet dog, ifølge formanden for Fattigudvalget, vinhandler

Chr Friis fra Højre, “antaget saadanne Dimensioner, at

Udvalget ikke kan overkomme det.”

Chr. Friis havde været medlem af Fattigudvalget siden 1885, og

siden 1897 også af Alderdomsunderstøttelsesudvalget, så han vidste,

hvad han talte om. Chr. Friis var også indehaver af den største vinhandel

i Jylland og var desuden medlem af Slotsmøllens bestyrelse,

af Handelsforeningens bestyrelse og en ivrig sejlsportsmand. Personalet

i vinhandelen hjalp ham også noget med fattigudvalgsarbejdet,

bl.a. bogholderen S.E. Langkjær, fremgik det af en avisomtale om

denne mange år senere.

Fattiginspektøren skulle lede alle forretningerne inden for fattigvæsenet,

varetage almisseuddelingen og føre tilsyn med de understøttede,

der ikke kom på anstalten. Udvalget havde studeret forholdene

i andre byer og indsamlet instrukser for fattiginspektørembedet

fra dem.

Det var på forhånd givet, at økonomen på Fattiganstalten siden

1885, Jens Larsen Madsen, skulle være fattiginspektør. Der var

enighed om, at han ville være udmærket i stand til at bestride

posten, bl.a. fordi Friis “havde opdraget ham godt”. Desuden ville

det økonomisk set være en billig løsning. Inspektørens løn skulle

udgøre 2.000 kr. om året, men heraf fik han allerede 800 kr. for at

være økonom på Fattiggården og 600 kr. betaltes til “medhjælp ved

korrespondance”, som det fremgår af fattigvæsenets regnskab.

I byrådssalen udtrykte læge Hjalmar Fich enighed i, at der skulle

ansættes en fattiginspektør, men han var betænkelig ved, at denne

stilling skulle slås sammen med økonomstillingen ved Fattiggården.

Men Friis svarede, at den dygtige sekretær, man havde, fulgte med -

det må være kontorist H. Nagel, der i budgettet er benævnt kasserer

og er anført med en udgift på 100 kr. Den samlede løn indplacerede

fattiginspektøren på tredie løntrin, næst efter kæmneren og stadsingeniøren.

17


Fattigudvalgets ansøgning til Byrådet

om ansættelse af en fattiginspektør,

oktober 1898.

Vinhandler Chr. Friis (1842-1901)

formand for Udvalget for Fattigvæsenet.

Ud over at være vinhandler var han

bl.a. medlem af Slotsmøllens og Låne- og

Diskontokassens bestyrelse.

18

Jens Larsen Madsen tiltrådte som fattiginspektør den 5. januar

1899, og i samme måned blev der udarbejdet en instruks for

embedet.

I Regulativ for Fattiginspektøren i Kolding, som kun findes bevaret

som et udkast i Fattigudvalgsprotokollen for 1895-1900, står, at han

antages og afskediges af Kolding Byråd efter indstilling af Udvalget

for Fattigvæsenet. Han kan afskediges med 1/2 års varsel til en 1. maj

eller 1. november og kan opsige sin stilling med samme varsel. Ved

fratrædelsen er han pligtig til at aflevere alt, hvad han har haft

“under hånde” af byens sager til udvalget og til at give sin eftermand

enhver fornøden oplysning. I tilfælde af misligt forhold kan han

efter udvalgets indstilling straks suspenderes eller afskediges. Han

stiller en kaution af 2.000 kr.

Om inspektørens pligter står der i regulativet, at han med bistand

fra fattigforstanderne skal forestå byens fattigforsørgelse og almisseuddeling

og tilsynet med de forsørgede. Enhver, der vil søge fattighjælp,

skal henvende sig til ham, og han skal derefter anmode fattigforstanderen

i det pågældende distrikt om at undersøge ansøgerens

forhold. Inspektøren har ret til, i samarbejde med fattigforstanderen

og om muligt udvalgets formand, at yde en foreløbig understøttelse,

indtil forholdet endeligt kan blive afgjort på et udvalgsmøde. Udgifter,

som ikke er budgetterede eller som går ud over rent øjeblikkelig

hjælp, må inspektøren ikke erholde uden samtykke af udvalget.


Fattiggården på Svietorv, den tidligere

friskole. Foto ca. 1900.

Desuden er fattiginspektøren forpligtet til at udarbejde fattigvæsenets

regnskaber efter den af Fattigudvalget anordnede plan og føre

Fattigudvalgets forhandlingsprotokol. Han skal sørge for, at fattigvæsenets

skrivelser journaliseres og kopieres og er ansvarlig for fattigvæsenets

arkiv og for at holde det i en sådan orden, at det til enhver tid

er let tilgængeligt, indtil det overgår i byens arkiv.

Fra 1885 aflønnede Fattigudvalget også en fattigfoged, der var en

politibetjent, i 1896 med 125 kr. i årlig løn. Diakonissestiftelsen i

København stillede en diakonisse til rådighed for fattigvæsenet i

Kolding for 300 kr. Herudover skulle hun have forplejning.

Fattiginspektør J. Madsen havde kontor på Fattiggården eller Forsørgelsesanstalten,

som den blev kaldt i vejviseren 1904. Samme vejviser

oplyser, at kontoret er åbent fra 9-12 form. og 2-6 eftrm., og at

der på kontoret ud over J. Madsen er fattigfoged Fr. Jensen og kontorist

Nagel.

Fattigudvalget bestod i 1899 foruden formanden, vinhandler Chr.

Friis, af sagfører Edv. Lau, justitsråd C. Nielsen, toldkontrollør B.

Meyer og konsul R. Kaalund (for Landdistriktet). Chr. Friis døde i

1901, og venstremanden Edv. Lau efterfulgte ham som formand for

Fattigudvalget. I 1906 blev socialdemokraten Knud Hansen

formand.

19


20

Fattigvæsenets udvikling

1899-1914

Årsagen til fattigdommen

På landsplan var der o. 1900 ca. 50.000, der levede af fattighjælp i

Danmark. I 1901 var der 504, der fik fattighjælp i Kolding, 611 i

1907, i 1911-12 var tallet steget til 701 og til 841 personer i 1913.

Disse tal omfatter endda kun “hovedpersonerne”. Den hjælp, de fik,

skulle som oftest slå til til en hel families underhold.

Det fremgår af den såkaldte “Fattigstatistik” fra 1911-12, der indeholder

et skema for hver fattighjælpsmodtager, at de fattige kunne

opdeles i to grupper - dem, der ikke selv var skyld i deres ulykke, og

dem, der måtte have hjælp på grund af “drikfældighed og dovenskab”.

De, der hørte til den anden gruppe, blev næsten alle indlagt på

Fattiggården, for de øvrige var hjælpens art forskellig. Det kunne

være fast understøttelse i hjemmet, huslejehjælp, beklædningshjælp,

sygehusophold, lægehjælp, medicin. Årsagen til behovet for hjælp

var sygdom, arbejdsløshed, utilstrækkelig arbejdsfortjeneste, alderdomssvaghed,

mandens død og utilstrækkeligt erhverv, stor børneflok.

Hovedparten af dem, der fik hjælp, havde arbejde - lønnen for

det var bare ikke nok til at holde nøden fra døren.

Nogle få eksempler fra fattigprotokollerne omkring århundredskiftet:

17. april 1899: “N.N. som den.... afgik ved døden, efterlod sig 2 børn,

som har ophold hos deres ældre søster, der ernærer sig ved rengøring.

Da hun imidlertid ikke kan påtage sig fuld forsørgelse af disse

to søskende uden vederlag, tilstodes der hende en hjælp i denne

anledning af 9 kr. kvartalet.”

23. oktober 1899: “Inspektøren indberetter, at enke N.N. begærer

fattighjælp. Efter afhøring er hun forsørgelsesberettiget her i staden,

har 3 ukonfirmerede børn og kan ikke ved egen hjælp ernære sig.

Efter omstændighederne tilstodes der hende 80 kr. årligt i husleje og

en ugentlig almisse af 3 kr.”

13. august 1900: “Under 8 ds. blev der ydet ugift fruentimmer N.N.

født 1825 (altså 75 år gammel) en månedlig almisse af 8 kr.”

Til sammenligning kan det nævnes, at en arbejdsmand i Kolding i

1900 fik ca. 30 øre i timen.

27. december 1900: “Under 19. ds. fremkom ugift N.N. og forklarede,

at hun den 26. november d.å. her i byen fødte et uægte drengebarn

ved udlagt barnefader cigarmager N.N., 16 år gl. og født i Fredericia.

Barnemoderen er født den 22. december 1884 i Sønderborg

paa Als. Da barnemoderen er 15 år gl., vil barnets fødsel være at

notere i forældrenes forsørgelseskommune Vedersø”.

Pedel N.N.s enke meddelte til Fattigudvalget ved mødet den 11.

februar 1901, at hun havde et barn i pleje, men da faderen var rejst

fra byen, og hans opholdssted var ukendt, ville hun aflevere barnet


til fattigvæsenet, da hun ikke kunne have barnet uden vederlag. Da

plejestedet ansås for godt, vedtog Fattigudvalget at yde hende en

midlertidig plejeløn af 7 kr. månedlig, indtil faderen evt. fremkom

og selv afholdt udgifterne.

I mødet den 6. maj 1901 leverede farver S. Rasmussen, der arbejdede

hos Leneths jernstøberi, en attest fra Svendesygekassen på, at den

havde ydet ham den lovformelige sygehjælp i 13 uger á 60 øre daglig.

Han anmodede nu om, at “Fattigudvalget i henhold til Fattiglovens §

63 vil yde ham en lignende hjælp i 13 uger, såfremt sygdommen vedvarer.

Han har 21 kr. ugentlig i arbejdsløn, men da han har et stort

antal børn: 12, hvoraf 4 er konfirmeret, og han desforuden under

konens sygdom har holdt en sygeplejerske, mener udvalget, at der er

tilstrækkelig trang til stede, hvorefter det vedtoges indtil videre

under inspektørens tilsyn at yde ham nævnte beløb 4 kr. 20 øre

ugentligt”.

Udgifterne til fattigvæsenet

På fattigvæsenets budget for år 1900 regnedes med en nettoudgift på

27.400 kr. til de fattiges forsørgelse, når refusion fra fremmede kommuner

og det, der indkom ved fattiggårdslemmernes arbejdsfortjeneste,

var trukket fra.

Dette omfattede fattiges underhold på Forsørgelsesanstalten (Fattiggården)

med et forventet antal lemmer på mellem 24 og 30, “for i

pleje udsatte børn”, der i de seneste år havde været ca. 30 om året,

faste ugentlige understøttelser ( i 1898 til 10 enker, hvoraf 4 havde

børn), faste årlige understøttelser og så de ekstraordinære understøttelser,

der bestod i husleje til egne fattige, brødhjælp, medicin, sygehjælp

og begravelsesudgifter og refusion til andre kommuner for

egne fattige, brændsel og beklædningshjælp samt alimentationsudgifter,

og endelig var der afsat 2250 kr. til “afsindige personers underhold”

og “døvstumme og åndssvages underhold”. De sidste to kategorier

stod med navns nævnelse i kommunens trykte budget! Fra 1901

havde hjælp til disse dog ikke fattighjælps virkning.

Fattigvæsenets budget for år 1900 har ikke kunnet holde. Det

fremgår af budgettet for 1902, at der rent faktisk i år 1900 var 44

lemmer på Fattiggården, ca. 40 plejebørn og 20 enker, der skulle

have understøttelse.

Det var endda gode tider for industrien og landbruget i perioden

frem til 1. verdenskrig og dermed også for beskæftigelsen. Stigningen

i antallet af fattigunderstøttede skyldes således snarere, at der

blev flere koldingensere, end at folk p.g.a. arbejdsløshed måtte søge

fattighjælp. I lighed med andre større byer ramtes Kolding dog i

årene 1907-1909 af nogle perioder med krise inden for byggebranchen,

og det afspejles i fattigvæsensregnskaberne. Hvor nettoudgifterne

mellem 1901 og 1906 holdt sig nogenlunde konstante på

omkring 38.000-39.000 kr. om året, steg udgifterne i de fire regnskabsår,

1907-08, 1908-09, 1909-10 og 1910-11 til henholdvis ca.

45.000 kr., 48.000 kr., 47.000 kr. og 50.000 kr. I 1911 faldt udgifterne

til 38.000 kr. for året efter at stige drastisk til 65.000 kr.

Det skal bemærkes, at udgiften til arbejdsløshedsunderstøttelse

eller anden form for understøttelse, der faldt uden for den egentlige

fattighjælp, ikke er medtaget her.

21


Katrinegade set fra Fattiggården mod

vest, 1901. Foto Chr. Bech.

Pastor C. W. Kiørboe.

22

Børneforsorgen

I 1888 var vedtaget en lov om tilsyn med plejebørn, der krævede

kommunalbestyrelsens tilladelse til at have børn i pleje mod betaling.

Kommunerne kunne selv bestemme, hvordan de ville administrere

dette, og det handlede mest om at få disse børn passet billigst muligt,

d.v.s. til en udgift af 60-70 kr. årligt. I 1900 var tilsynet med plejebørnene

af Byrådet overdraget en bestyrelse bestående af fru Brødsgaard,

fru Carl Hansen, fru Stenderup, fru Haas, fru Vald. Müller,

pastor Kiørboe, læge Petersen og købmand C. Jensen, der havde til

opgave at tilse børnene i deres plejehjem og afgive indberetning til

Byrådet, men i 1903 valgte Byrådet i stedet at lade den private forening

“Børnenes Vel” tage sig af dette. Flere af de nævnte personer

gik også igen i Børnenes Vels bestyrelse.

Nogen egentlig børnelovgivning eksisterede ikke på dette tidspunkt.

Havde et barn forset sig mod landets love, blev det straffet

efter den almindelige straffelov. For tyverier begået af børn, var den

hyppigste straf “ris på rådstuen”.

Købstadens eller kommunens ret til at fratage forældre myndigheden

over deres egne børn var til stede. Så tidligt som ved Fattigreglementet

i 1803 var det fastslået som samfundets pligt at fjerne et barn

fra hjemmet, når forældrenes forstand, helbred eller sæder gjorde

børnenes forbliven i hjemmet utilstedelig.

I 1905 fik man en social børnelov. Lovens barske titel “Lov om

behandling af forbryderiske og forsømte børn og unge mennesker”

betød rent faktisk en mildere behandling af børnene. I hver

kommune oprettedes et værgeråd sammensat af byrådspolitikere,


Fredericiagade set mod Jernbanegade,

1901. Foto Chr. Bech.

eksperter og lægfolk, der skulle behandle alle børnesager, og de var

også eneste myndighed, der kunne tvangsfjerne børn.

Værgerådet i Kolding trådte sammen for første gang den 8.

november 1905. Det var sammensat af 7 mennesker. Formanden,

herredsfoged G. Hansen, var beskikket af Justitsministeriet, pastor W.

Kiørboe var beskikket af provst Hey, Alminde, og lærerinde, frk. L.

Christensen var valgt af de fastansatte lærere ved de kommunale

skoler i Kolding. De sidste fire var valgt af Byrådet, nemlig dr. med.

J.F.W. Boysen, læge ved Kolding Sygehus, toldforvalter B. Meyer,

tømrer Bram og fru D. Hansen.

Sagerne blev behandlet dels på grundlag af korrespondance, dels

ved indkaldelse af forældrene til de omhandlede børn. I et tilfælde

fra 1905 blev bedstefaderen indkaldt, fordi forældrene var rejst til

Amerika, men han udeblev.

Børns fjernelse fra hjemmet krævede kvalificeret flertal. Værgerådet

fik flere sager, end man havde regnet med. I 1908-09 var plejebørnenes

antal steget til 93 børn. Børnene blev enten anbragt i

privat pleje eller i institutioner - børnehjem, opdragelsesanstalter

eller iagttagelseshjem. Disse institutioner blev næsten udelukkende

drevet af private.

Enker og enlige kvinder med børn

En hyppigt forekommende trangsårsag i fattigstatistikker og i fattigudvalgsprotokollerne

var angivet som “forsørgerens død eller

rømning”. Når forsørgeren døde, havde den efterladte ofte ingen

anden udvej end at søge hjælp hos fattigvæsenet, hvad enten det

23


24

drejede sig om permanent hjælp, eller midlertidig hjælp, som f.eks. i

vinterhalvåret, hvor specielt udgifterne til brændsel blev mærkbart

højere.

Allerede i 1888 var der kommet en lov om bidrag til børn født

uden for ægteskab. Loven betød, at kommunen kautionerede for

faderens bidrag til barnet, hvilket var en betydelig forbedring i

forhold til tidligere, hvor moderen selv skulle sørge for at få underholdsbidraget

indkrævet hos faderen.

Selv om det offentlige understøttede enkerne og enlige kvinder

med fattighjælp, og de dermed var underlagt fattighjælpens retsvirkninger,

var der omkring århundredskiftet en almindelig holdning

til, at de i lighed med de gamle skulle udskilles som en gruppe,

der skulle undtages fra fattighjælpsvirkningerne. Det gjaldt i særdeleshed,

hvis de samtidig havde børn at forsørge.

Ældreforsorgen

I 1900 blev der i alt uddelt alderdomsunderstøttelse til 65 familier og

229 enkeltpersoner, hvoraf de 56 var forsørgelsesberettigede i andre

kommuner. Udgiften havde været 29.088 kr. netto, hvorfor man i

overslaget for 1902 regnede med en udgift på 33.000 kr.

Helt frem til 1909 var borgmester C.P.C. Schiørring formand for

Alderdomsunderstøttelsesudvalget. Det vidner om, at man i Kolding

tog denne nye opgave særdeles alvorligt. Og man efterkom lovens

henstilling om ikke at blande fattigunderstøttede og alderdomsunderstøttede

sammen. Udvalget benyttede sig ikke af fattigvæsenets

undersøgere, men havde sin egen undersøger, en politibetjent og

også egen sekretær. De blev aflønnet med 150 kr. hver. Fra 1909

bevilgede Byrådet en sekretær, der også skulle være undersøger, til

en løn af 600 kr., og der oprettedes et egentligt kontor, hvor sekretæren

var til stede 1-2 timer daglig.

Alderdomsunderstøttelsesloven fastsatte ingen bestemte takster

for understøttelsernes størrelse. Udvalget skulle selv skønne, hvor

meget ansøgeren havde behov for, og der blev kun bevilget det nødvendigste.

I gennemsnit var tildelingen i provinsbyerne i 1900 76 kr.

og 50 øre årligt.

Hjælp fra det offentlige uden fattighjælps virkning

De, der kunne klare sig med midlertidig hjælp, kunne søge hjælp fra

Den frie Fattigkasse og det medførte ikke tab af valgret, for De frie

Fattigkassers formål var at yde midlertidig hjælp til fattige trængende

uden fattigvæsenets retsvirkninger. Efter 1869 finansieredes kasserne

hovedsageligt af kommunale bidrag. I 1901 fik De Fattiges Kasse i

Kolding således 2.000 kr. af kommunen, hvilket i sammenligning

med de omkring 38.000 kr., kommunen brugte på fattigvæsenet, var

et temmeligt beskedent beløb, og de ydelser, der blev bevilget herfra,

var ganske små, som regel 2-3 kr. pr. gang.

Et af de vigtigste programpunkter for den socialdemokratiske

kommunalpolitik var at øge det kommunale tilskud til denne kasse.

Det kommunale tilskud blev da også forhøjet flere gange i de følgende

år, bl.a. på opfordring fra Arbejdernes Fællesorganisation. I 1906-

07 var det nået op på 4.500 kr. Ud over de kommunale bidrag bestod

De Fattiges Kasses væsentligste indtægter i mange år af penge indsamlet

i kirkebøsserne. Det indtægtsgrundlag forsvandt ved loven om

menighedsråd i 1903, der betød, at administrationen af disse midler


Børnebespisningens lokale i kælderen til

den grå skolebygning i Skolegade, ca.

1905.

overgik til menighedsrådene. Bestyrelsen, som var folkevalgt, bestod

i 1901 af pastor W. Kiørboe, sognepræst ved Sct. Nicolai Kirke,

købmand A. Jensen og maler C. Jensen.

I 1907 erstattedes Den frie Fattigkasse af Hjælpekassen. I henhold

til Lov af 4. maj 1907 om kommunale Hjælpekasser kunne disse “yde

midlertidig, skønsbaseret hjælp til alle værdige trængende i disses

bestræbelser på at holde sig fri af fattigvæsenet”. Den afgørende

forskel mellem hjælpekasserne og De frie Fattigkasser var, at kommunerne

kunne få 1/3 statsrefusion af de bidrag, de ydede til hjælpekasserne.

Kommunalt tilskud til syge- og arbejdsløshedskasser

Kommunen ydede også mindre tilskud til sygekasserne. Således var

der på budgettet 1904-05 afsat 150 kr. til Arbejdsmændenes Sygekasse,

100 kr. til Svendesygekassen og Arbejderforeningens Sygekasse og

50 kr. til Murernes og Tømrernes og NIOGTs sygekasser. I 1910-11

var den samlede udgift til de statsanerkendte sygekasser 1.400 kr.,

idet Byrådet bevilgede 60 øre pr. medlem, fra 1912 gik Venstre med

til at yde 1 kr. pr. medlem på forslag fra Socialdemokraterne. Men

stadig var det sådan, at de bidrag, sygekasserne kunne udbetale til

medlemmerne, var små og kun kunne klare kort tids sygdom, og det

var kun de “velhavende ubemidlede”, der havde råd til at være

medlem af sygekasserne.

Da loven om statsanerkendte arbejdsløshedskasser blev vedtaget i

1907 kunne Byrådet yde støtte til arbejdsløshedskasserne på linie

med sygekasserne, i 1910-11 var det 3.800 kr.

25


Bestyrelsen for Børnebespisningen. Fra

venstre toldkontrollør B. Meyer, redaktør

Knud Hansen, sagfører J. L. Hansen,

borgmester Schjørring og lærer N.P.

Tradsborg sammen med fru toldkontrollør

Meyer, kogekonen fru Olsen og de

serverende piger. Foto fra 1904.

26

Privat velgørenhed

Den private velgørenhed var omkring 1900 en meget vigtig del af

datidens socialvæsen, selv om hjælpen var beskeden. Der var dels en

række legater at søge, dels nogle få velgørende foreninger. De fleste

af disse foreningers midler blev dog anvendt til at drive sociale institutioner.

Arten af den private velgørenhed strakte sig desuden fra

uddeling af julepakker, bespisning ved højtider, brændselshjælp om

vinteren, penge til at beklæde sine børn (f.eks. ved konfirmationer)

og til huslejehjælp.

Blandt de vigtigste af disse velgørende foreninger kan nævnes:

Understøttelsesforeningen i Kolding af 1866 ændrede i 1884 navn til

Kolding almindelige Understøttelsesforening. Dens formål var dels at

oprette og drive et børneasyl, dels at sørge for understøttelse af

trængende. Den første uddeling til trængende fandt sted samme år

efter afholdelse af en basar. Bestyrelsen stod også i starten for en art

arbejdsanvisning for de arbejdsløse. Det lykkedes dog ikke særlig

godt, og kommunen måtte træde til med beskæftigelsesarbejder,

bl.a. anlæg af Kærlighedsstien.

Understøttelserne uddeltes ved kvartårlige møder, og i det første

år uddelte man 1293 kr. i kontanter og kul for 79 kr. Foreningens

største virksomhed faldt i 1887, hvor der uddeltes 3619 kr. i kontanter

og 473 1 /2 tdr. kul. Det falder godt i tråd med den store tilvækst,

som fattigvæsenet oplevede i netop disse år. I slutningen af 1880erne

var der mærkbar nød i Kolding.


Pastor F.V. Schjøtt, sognepræst i Kolding

1883-93.

Herefter gik understøttelsesbeløbene jævnt ned. I 1922 uddelte

foreningen kun 770 kr., hvilket dog skal ses i forbindelse med, at de

kommunale hjælpekasser - som blev oprettet i 1907 - også havde til

opgave at understøtte værdigt trængende, og desuden havde langt

flere midler.

Man havde mere held med oprettelsen af Kolding Børneasyl. I

februar 1867 åbnede børneasylet under beskedne former i en lille

lejlighed i Vestergade. Det skulle være plejehjem for børn af udearbejdende

forældre i dagtimerne. Der var kun plads til 12 børn, og

for at imødekomme det meget større behov byggede man året efter

et asyl i Markdanersgade. I 1869 var der allerede indtegnet 70 børn.

Koldings første børnehjem for forældreløse børn blev indviet i

november 1888 på initiativ af pastor Fr. Schjøtt. Børnehjemmet lå på

Alhambravej (nu Sct. Michaels Gade) og finansieredes ved private

bidrag.

På grundlag af frivillige bidrag, testamentariske gaver og et stort

engagement af de kvindelige ledere er disse institutioner fortsat, til

de kommunale tilskud i nyere tid har sikret driften. Børnehaven i

Søgade stammer tilbage fra Børneasylet, og Tinghøj og Fuglehøj er

nye navne for Kolding Børnehjem.

Omsorgen for børn, hvad enten den gjaldt forældreløse børn eller

børn af fattige forældre, appellerede specielt til den private organiserede

velgørenhed.

Børnenes Vel, stiftet i 1901, havde til formål, at finde gode plejehjem til

børn, der levede under uheldige forhold, og foreningen fik også i en

årrække til opgave at administrere tilsynet med plejebørn på Kolding

Kommunes vegne. Foreningen var initiativtager til oprettelsen af

vuggestuen i Skolegade i 1906 og til et fritidshjem for større børn i

1913. Begge disse institutioner findes stadig. Vuggestuen er flyttet til

det gamle sygehus og hedder nu Vuggestuen ved Åen, fritidshjemmet

hedder i dag Daginstitutionen Vifdam.

Børnebespisningen, der oprettedes i 1897, var et tilbud til børn om et

middagsmåltid. Midlerne hertil kom alene ved frivillige bidrag. Initiativtagerne

var kæmner J. O. Brandorff, borgmester C. P. C. Schjørring,

sagfører J. L. Hansen, apoteker N. C. Müller og skoleinspektør

N. P. Tradsborg.

Socialdemokraterne kommer i Byrådet

Indtil byrådsvalget i 1909 var der privilegeret valgret til de kommunale

valg. Ud over borgmesteren, der også var byfoged og kongevalgt,

var Byrådet sammensat af to grupper. Den større del, bestående af 8

medlemmer, var valgt af samtlige vælgere, d.v.s. alle mænd, der var

fyldt 25 år og havde betalt deres kommuneskat, og en mindre del, 7

medlemmer, som var valgt af den højstbeskattede femtedel af vælgerne.

De højstbeskattede kunne stemme hvert 3. år, de almindelige

vælgere kun hvert 6. år.

Partiet Venstre havde en stærk position i Byrådet i Kolding, hvilket

især skyldtes, at Chresten Berg havde boet i Kolding i mange år og

bl.a. i 1871 havde stiftet Kolding Folkeblad, inden han blev Koldingkredsens

folketingsmand. Venstre havde siden 1876 fået alle mandater

ved de almindelige vælgeres valg, men den privilegerede valgret

havde betydet, at Højre havde vundet alle mandater ved de højstbe-

27


Vuggestuen i Skolegade ca. 1910.

28

skattedes valg. Magtbalancen var således 8 til 7, idet den kongevalgte

borgmester, C. P. C. Schjørring, normalt holdt sig uden for afstemningerne.

I tiåret mellem 1900 og 1910 blev denne magtbalance imidlertid

forrykket. Ved et suppleringsvalg i 1901 blev en venstremand for

første gang valgt ind i Byrådet af de højstbeskattede. Da der i 1903

var ordinært valg af de højstbeskattede til Byrådet, blev 6 venstremænd

og kun en højremand valgt ind. Dermed sad Venstre på 14 ud

af Byrådets 15 pladser. Dette førte til en alliance mellem Højre og

Socialdemokraterne ved den almindelige vælgerklasses valg i 1906, så

Venstre kun fik 4 mandater, Højre 1 og Socialdemokraterne kom for

første gang i Byrådet med 3 mandater.

Selv om Venstre fortsat havde flertallet i Byrådet med 10 mandater,

blev socialdemokraten Knud Hansen, tidligere ølkusk ved Slotsmøllen

og sidenhen redaktør af dagbladet Kolding Social-Demokrat,

medlem af Alderdomsunderstøttelsesudvalget og Skoleudvalget og

formand for Udvalget for Fattigvæsen. Selv om denne ære måske

skyldtes, at Edv. Lau gerne ville fritages for hvervet, var det for Socialdemokraterne

af stor betydning at få indflydelse på byens forsørgelsespolitik.

De kæmpede for at bedre vilkårene for de dårligst stillede

og især for, at så få som muligt skulle miste deres valgret enten p.g.a.

modtagelse af fattighjælp eller p.g.a. skatterestance.

I årene efter 1906 kæmpede Socialdemokraterne i Byrådet især

for større tilskud til De fattiges Kasse, senere Hjælpekassen, og for

opførelse af et alderdomshjem, dengang kaldet “alderdomsasyl”.

Lige og almindelig valgret - også for kvinder -

til kommunale valg fra 1908

Lige siden 1866 havde det været Venstres politik at få gennemført

lige og almindelig valgret såvel til Rigsdagen som til de kommunale

valg. I 1908 lykkedes det at få vedtaget en lov om udvidelse af valgretten

til de kommunale valg. Hermed fik alle mænd og kvinder over

25 år, som havde boet i kommunen i to år og betalt deres kommuneskat,

stemmeret. Ca. 70% af befolkningen over 25 år havde nu


Knud Hansen, ølkusk og derefter redaktør

af Kolding Social-Demokrat, byrådsmedlem

1906-1943, folketingsmand

1920-1937 og borgmester 1937-1943

stemmeret. De, der ikke betalte skat eller modtog kommunal fattighjælp,

var stadig frataget deres stemmeret, og kravet om to års

ophold i kommunen fratog også en del valgretten.

Socialdemokraterne og de radikale var ikke tilfredse hermed. I

årene efter 1908 stillede de gentagne gange forslag i Rigsdagen om

nedsættelse af valgretsalderen, afkortning af kravet om to års ophold

i kommunen, der især ramte tjenestefolk og løsarbejdere, og bortfald

af kravet om, at man skulle betale skat, men først i 1936 fik man

reduceret opholdspligten til 4 måneder.

Alligevel var det af stor betydning. Socialdemokrater og radikale

fik større indflydelse på samfundsudviklingen, og de fik gennemført,

at de kommunale bidrag til socialvæsenet forøgedes.

Avisen Kolding Social-Demokrat, der udkom dagligt fra 1899,

gjorde et stort arbejde for at oplyse de, der havde fået fattighjælp

om, at de kunne få fattighjælpen eftergivet og få deres valgret igen,

hvis de i fem år ikke havde modtaget fattighjælp. Ligeledes førte

man en kraftig agitation for, at partifællerne fik betalt deres skat til

kommunen i rette tid, så de ikke af den grund mistede stemmeretten.

Det var også vigtigt, at der blev betalt skat - ellers ingen valgret.

Derfor indstillede Alderdomsunderstøttelsesudvalget i 1913, at alle

alderdomsunderstøttede skulle betale skat, og det blev med Venstres

støtte gennemført, selv om det var kommunen, der skulle betale

deres skat.

Hjælpekassevalget i 1908

Det første valg til de nye hjælpekasser fandt sted den 30.marts 1908.

Det var også første gang, kvinder kunne bruge deres stemmeret, og

derfor mødte borgmester Schjørring op på valgdagen og overrakte

blomster til den første kvindelige vælger.

Hjælpekassebestyrelsen var på ni medlemmer. Socialdemokraterne

fik det største antal stemmer og indvalgt 4 i bestyrelsen, fulgt af

Venstre med 3 og Højre med 1. Formand for bestyrelsen blev pastor

Kiørboe, der var opstillet på den socialdemokratiske liste, skønt han

ikke var medlem af partiet. Der kom fire kvinder i bestyrelsen fra alle

tre partier.

Ligesom Den frie Fattigkasses bestyrelse arbejdede Hjælpekassens

bestyrelse helt uafhængigt af det kommunale fattigvæsen, de havde

meget frie hænder i administrationen af kassens midler, og de fik

efterhånden bedre mulighed for at yde midlertidig hjælp. Betingelsen

for at få hjælp var, at man havde haft fast ophold i kommunen,

ikke havde dom for “en i offentligheden vanærende handling”

og ikke havde modtaget fattighjælp inden for de tre sidste måneder.

Hjælpen blev givet ud fra et skøn i hver enkelt tilfælde, og der var

ingen ankemulighed. Der kunne derfor være store forskelle på den

hjælp, der blev givet, fra kommune til kommune. I 1913 blev der lagt

loft over den hjælp, som den enkelte familie kunne modtage inden

for et bestemt tidsrum. Bidraget fra Koldings kommunekasse var i

budgettet for 1908-09 4.000 kr, hvorfra kunne trækkes 1/3, som var

statskassens bidrag. Året efter forhøjedes tilskuddet til 5.000 kr. og i

1910 til 6.000 kr. I 1912 bevilgedes 9.200 kr. og i 1913 10.000 kr.

Fattiginspektørembedet deles 1908

Fattiginspektør Jens Larsen Madsen afgik ved døden den 30. juni

1908 i en alder af 65 år. Den hidtidige bogholder og sekretær H.

29


Sygestuen for mænd på Fattiggården,

ca. 1910.

30

Nagel blev ved det efterfølgende fattigudvalgsmøde straks konstitueret

som fatttiginspektør. Kassen blev opgjort, og Nagel overtog

beholdningen. Enkefru Madsen vedblev indtil videre at forestå økonomien

og oppebar de samme indtægter, hendes afdøde mand

oppebar.

Fattigudvalget med formanden Knud Hansen i spidsen benyttede

denne lejlighed til at foreslå Byrådet, at der ændredes i embedets

indhold. Inspektoratet skulle deles i to stillinger, således, at der både

ansattes en fattiginspektør, nu kaldet bogholder, og en økonom.

Fattigudvalgets bogholder

Bogholderen skulle føre Fattigvæsenets regnskaber, forestå alle udbetalinger,

som skete fra Fattigvæsenets kontor, og modtage de penge,

der indgik til dette. Desuden skulle han være Fattigudvalgets sekretær

og udfærdige alle fattigvæsenets skrivelser. Han blev placeret

med en løn på 1800 kr. årligt, og stillingen blev besat med den tidligere

kontorist H. Th. M. Nagel, der tiltrådte den 20. august 1908.

Før ansættelsen skulle han stille en kaution på 4000 kr.

Selv om han ikke længere havde titel af fattiginspektør, var bogholderen

fattiginspektørens afløser, og regulativet for ham er næsten

identisk med fattiginspektørregulativet fra 1899. Her er det dog præciseret,

at det påhviler ham med bistand af undersøgeren og fattigforstandere

at forestå hele fattigforsørgelsen og almisseuddelingen.

Enhver, der søgte om fattighjælp, skulle henvende sig til bogholderen,

der derefter kunne anmode undersøgeren om at undersøge de

fattiges forhold og optage en afhøring af den trængende. Bogholderen

bestemte da sammen med undersøgeren og om muligt udvalgets

formand, hvor stor understøttelse, der foreløbig måtte ydes, indtil

forholdet endelig kunne afgøres på et udvalgsmøde.


Vagabondernes sovesal på Fattiggården,

ca. 1910.

Ligesom fattiginspektøren blev bogholderen ved fattigvæsenet placeret

i 3. lønningsklasse på linie med vandværksbestyreren.

Økonomen og undersøgeren

Økonomen, der også fik titel af undersøger, fik to adskilte opgaver.

For det første skulle han forestå driften af Forsørgelsesanstalten og

lede det arbejde, som lemmerne udførte. For det andet skulle han

foretage alle undersøgelser hos de fattige, der boede uden for anstalten

og føre tilsyn med dem. Han fik 1.000 kr., fri bolig (på fattiganstalten),

lys og brændsel, 3 kostportioner dagligt, samt 10 % af fortjenesten

på det arbejde, som forsørgelsesanstaltens beboere udførte.

Denne stilling blev besat med den tidligere omtalte Jens Rasmussen,

der var bryggeriarbejder på Slotsmøllen. Han ansattes den 8.

oktober 1908.

Det var især vigtigt for Fattigudvalget at få bedre styr på forholdene

på Fattigggården. Plads- og arbejdsforholdene var under al kritik.

Den var beregnet til 34 personer, men belægningsprocenten var som

oftest langt højere, og de vagabonder, der blev indlagt, havde ingen

problemer med at undvige. I 1906 havde der alene været 82 undvigelser.

Fattigudvalget fik da også i 1908 bevilget 600 kr. til at gøre

muren uden om Fattiganstalten en alen højere og til at bygge en ny

port mod Katrinegade.

I økonomens regulativ, også fra 1908, stod der, at det påhvilede

ham at påse, at der herskede ro og orden på anstalten, sørge for, at

de arbejdsdygtige fattige stod op i rette tid, og at de havde ordnet

deres senge og rengjort deres soveværelser. De fattige måtte kun

efter hans tilladelse forlade anstalten, og tilsvarende skulle han give

tilladelse til besøg på anstalten. Indtagelse af stærke drikke var naturligvis

forbudt.

31


Kvindernes opholdsstue på Fattiggården,

ca. 1910.

32

Økonomens opgaver som undersøger ude i byen bestod i, at han

på bogholderens anmodning skulle foretage afhøringer og føre en

protokol over de fattiges forhold. Desuden skulle han udføre en lang

række praktiske opgaver.

Til slut i hans arbejdsbeskrivelse stod der:

“Økonomen, såvel som hans hustru, skal altid bestræbe sig for at

omgås de fattige på rette måde, så at han behandler dem med venlighed,

men dog iagttager den alvor, der er nødvendig til udførelsen af

hans myndighed”.

I Kolding Avis fra 1. januar 1924 refereres, at med ansættelsens af

Jens Rasmussen blev Fattiggården lidt mere hyggelig. Der kom gardiner

for vinduerne og tæpper på sengene. Det kostede ikke mange

penge, men livede svært op. Det synes at være efter dette tidspunkt,

at fotografierne fra Fattiggården er taget.

Enkerne flyttes fra Fattigvæsen til Hjælpekasse 1909

Det var fortsat afgørende for socialdemokraterne at få så mange som

muligt blandt de, der modtog fattighjælp, overført til anden form for

hjælp, der ikke havde fattighjælpsvirkninger.

Et udtryk for dette var et forslag fra socialdemokraterne i 1909

om, at man overførte et antal enker fra Fattigvæsenet til Hjælpekassen,

og at det tilskud, de fik, nemlig 4000 kr., fulgte med. Det var de

borgerlige ikke umiddelbart indstillet på, bl.a. mente landdistriktets

repræsentant i Byrådet, sagfører Viuff, at der var flere på listen, som

efter hans mening ikke kunne betragtes som værdigt trængende.


Kolding Byråds første kvindelige medlem

Alba Christensen-Dalsgaard.

Foto fra 1914.

Desuden måtte Hjælpekassen i medfør af loven slet ikke udbetale

faste ydelser. Socialdemokraternes forslag blev dog vedtaget med 9

stemmer imod 5. Heraf mønstrede socialdemokraterne selv de 6

stemmer, mens borgmester Schjørring, højremanden, læge J.C.

Hempel og Kolding Byråds første kvindelige medlem, lærerinde

Alba Christensen-Dalsgaard fra Venstre lagde de øvrige tre stemmer

til. Hun stemte således med hjertet frem for at overholde partidisciplinen.

Hendes 5 mandlige venstrekolleger stemte imod.

Bekymring over de stigende sociale udgifter

I 1909 udtalte J.O. Brandorff fra Højre, der var kæmner og byrådsmedlem

på samme tid, stor bekymring over kommunens sociale

udgifter, både hvad angik Fattigvæsenet og kommunens tilskud til

andre understøttelsesformer, Hjælpekassen og de lovpligtige bidrag

til sygekasserne og arbejdsløshedskasserne. Udgifterne hertil var

siden 1900 tredoblet, men kunne der spores nogen bedring? Overhovedet

ikke, konstaterede han. “Utilfredsheden og efter sigende

nøden er langt større”. Selvom Brandorff ikke ønskede at komme

nærmere ind på, hvad årsagerne hertil kunne være, antydede han

dog, at “den lettere adgang til understøttelse synes at svække lysten

til arbejde og til i de gode tider at lægge noget til side til vinteren”.

En måde at spare penge på var at skære ned på udgifterne til

“fremmede fattige”. Ved budgetforhandlingerne i 1910 afkrævede

venstremanden August Poulsen et svar fra Fattigudvalget om, hvorvidt

der blev sørget for, at personer, der kunne hjemsendes, også blev

det. Han var af den mening, at fattigvæsenets budget i høj grad var

belastet af personer, der ikke var nogen grund til at holde på. Uagtet

Knud Hansen forsikrede, at de, der kunne blive hjemsendt, blev

hjemsendt, var der alligevel en vis misfornøjelse blandt de borgerlige

over tilstedeværelsen af for mange “fremmede fattige” i byen. Selv

om man for de fleste fik fuld refusion fra forsørgelseskommunen, “så

fyldte deres børn jo op i skolerne!”

Det var dog specielt kommunens bidrag til Hjælpekassen, der var

genstand for lange diskussioner mellem de borgerlige partier og

Socialdemokratiet. Socialdemokraterne var naturligvis tilhængere af,

at de fattige så vidt muligt blev understøttet af Hjælpekassen for at

undgå fattighjælpens retsvirkninger. De borgerlige ønskede derimod

at begrænse kommunens udgifter og havde ikke megen tiltro til

hjælpekassebestyrelsens kyndighed i regnskabs- og budgetlægning.

Opførelsen af De Gamles Hjem 1910

De Gamles Hjem, nu Låsbyhøj, blev opført på initiativ af socialdemokraterne

i Byrådet, men det var ikke kun socialdemokraterne, der

gerne ville gøre noget for de gamle. Under budgetforhandlingerne i

1905 udtalte borgmester Schiørring, at Kolding udbetalte mere i

alderdomsunderstøttelse end Vejle og Fredericia. Det var bevis på,

“at udvalgets medlemmer havde bløde hjerter”. Da borgmesteren

også var Alderdomsunderstøttelsesudvalgets formand, må man

formode, at udtalelsen var udtryk for en vis stolthed og ikke et oplæg

til spareforanstaltninger. På det tidspunkt fik 82 familier og 272

enkeltpersoner alderdomsunderstøttelse i Kolding. Det kostede

omkring 35.000 kr. om året.

I 1906 fremlagde Knud Hansen forslag om byggeri af et alderdomshjem

eller alderdomsasyl, som der står i budgettet, for gamle

33


Alderdomsunderstøttelsesudvalget, der i

1910 forestod byggeriet af De Gamles

Hjem. Fra venstre ølbrygger A. Lorenzen,

senere bestyrer på De Gamles Hjem,

kredslæge J. C. Hempel, redaktør Knud

Hansen, uddeler J. P. Jensen og sagfører

J. Viuff. Foto Georg Burcharth.

34

ubemidlede mennesker, der hermed kunne få en tryg alderdom

under ordnede forhold. Højremanden, læge J. C. Hempel, støttede

ideen, og han og Knud Hansen fik dernæst Byrådets bemyndigelse

til at tage på studieture for at bese nogle allerede eksisterende alderdomshjem,

bl.a. i Århus, Ålborg og Vejle. I december 1907 forelagdes

tegninger og overslag over et alderdomshjem for Byrådet, men af

økonomiske grunde blev sagen udskudt flere gange, indtil et enstemmigt

byråd i august 1909 vedtog opførelsen af et alderdomshjem.

Kolding-arkitekten A. Hagerup havde udarbejdet tegningerne, og

selvom Kolding Avis mente, at det var aldeles unødvendigt at “bygge

et nyt slot til alderdomshjem”, og at en beskeden tarvelig bolig ville

passe bedre til de fattige gamle, bestemte Byrådet sig for Hagerups

plan.

Alderdomshjemmet blev placeret på den gamle markedsplads for

enden af Låsbygade, og der blev plads til 80 gamle. Formanden for

Alderdomsunderstøttelsesudvalget siden 1909, venstremanden

Anton Lorenzen havde regnet ud, at det faktisk var lidt billigere, at

de gamle boede på alderdomshjem, frem for at de skulle plejes i

hjemmene, men han mente også, det var bedst for dem. I byrådssalen

sagde han: “ At der er trang til dette hjem, er udvalget overbevist

om. De gamle lider under de nuværende forhold, dårlige lejligheder,

dårlig forplejning og først og fremmest mangel på renlighed. Alle

disse mangler afhjælpes ved et hjem... Hvad vil det ikke sige for dem,

som kun har fra hånden i munden, som slider ærligt og trofast for at

holde sig fri af fattigvæsenet, men når de bliver gamle og ikke kan

mere, så at kunne glæde sig ved tanken om, at byen har rejst et hjem

for de gamle, hvor de kan få en god pleje, god mad og god renlighed,

kort sagt, hvor de ikke behøver at have næringssorger.” Anton

Lorenzen talte også stærkt for, at alderdomshjemmet skulle placeres

et sted, hvor de gamle var i kontakt med byen og dens liv.

Byggeriet gik hurtigt i gang, og den 5. november 1910 kunne De

Gamles Hjem indvies. Den 1. oktober var hjemmets økonom blevet

ansat. Det blev Alderdomsunderstøttelsesudvalgets formand, Anton


Låsbyhøj (De Gamles Hjem) kort efter

opførelsen i 1910.

Lorenzen, der også var brygger på Slotsmøllen og stifter af og

formand for bryggeriarbejdernes fagforening. Han udtrådte samtidig

af Byrådet. Den 15. oktober var de første 34 gamle flyttet ind.

Man var i Byrådet enige om, at ingen kunne optages for betaling.

Ved optagelse på hjemmet tog Alderdomsunderstøttelsesudvalget

stilling til, hvilke af den gamles ejendele, der kunne komme med.

Der var udbredt forståelse for, at de skulle have så meget med, at det

blev et egentligt hjem for dem. Såfremt deres helbredstilstand tillod

det, skulle de selv rede deres senge og holde deres værelser rene og

ryddelige. I de første år var der også enkelte af de gamle, der tog

arbejde i byen for betaling, men det blev standset.

Ud over bestyrerparret ansattes en kokkepige til at forestå madlavningen

og 5 piger til at hjælpe de gamle. Fra 1911 ansattes også en

sygeplejerske. Anton Lorenzen og hans kone bestyrerede De Gamles

hjem i 28 1 /2 år.

Tilskud til enkebørn efter faste takster 1913

I 1913 gennemførtes en lov om tilskud til enkebørn. Det var første

gang, man i sociallovgivningen indførte faste takster.

Kolding Byråds Udvalg for Understøttelse til Børn af Enker blev

nedsat den 13. december 1913 og kom til at bestå af Christine

Skjøde, Kirstine Sørensen, Maren Markussen, Frands Sørensen og fra

Kolding Landdistrikt J. Viuff. Fru Skjøde valgtes til formand, og man

gik straks i gang med at udsende en bekendtgørelse om, at ansøgere

kunne få skema udleveret og vejledning i Alderdomsunderstøttelsesudvalgets

kontorlokale i Administrationsbygningen på hjørnet af

Torvegade og Vestergade.

Ved udvalgets første møde i januar 1914 bevilgedes støtte til 25

enker med børn under 14 år.

35


Lærer P.N. Ibh var medlem af Hjælpekassen

fra 1911 og formand 1914-

1921. Han var lærer ved Drengeskolen,

nu Ålykkeskolen, og fotografiet er en del

af et lærerbillede fra 1915.

36

Hjælpekassehjælp frem for

fattighjælp 1914-1933

Siden sociallovene i 1891/92 var stadig flere grupper af mennesker

med behov for hjælp blevet undtaget fra den egentlige fattighjælp.

De ekstraordinære forhold, der indtrådte under 1. Verdenskrig,

medførte, at langt flere mennesker end tidligere fik brug for hjælp.

For at de, der ikke var skyld i egen nød, ikke skulle komme på fattighjælp,

fik Hjælpekassen til opgave at hjælpe dem. Princippet, var

at støtte fra Hjælpekassen kun var midlertidig, og den var billig p.g.a.

statsrefusionen på 1/3 af det kommunalt ydede bidrag. Det tiltalte

det borgerlige flertal, men socialdemokraterne ønskede også, at så

mange som muligt fik Hjælpekasse-hjælp, så de ikke mistede deres

valgret.

Selv om Hjælpekassen med sin selvstændige bestyrelse ikke var et

egentligt kommunalt organ, var det så afhængigt af Byrådet og dettes

flertalsbeslutninger, at man med god ret kan kalde den for kommunens

forlængede arm. Hjælpekassens arbejde var derfor en del af

den forøgede kommunale aktivitet, der støttedes af statstilskud.

Under 1. Verdenskrig udvikledes en større forståelse for, at der måtte

ske indgreb til støtte for de svage i samfundet.

Den første Verdenskrig og folkevalgt borgmester

Den første verdenskrig var tættere på Kolding, end man umiddelbart

forestiller sig i dag. Grænsen til Sønderjylland, der på det tidspunkt

blev kaldt Slesvig, og som siden 1864 havde været tysk, lå kun ca. 10

km syd for Kolding. De unge danske mænd, der boede i Sønderjylland,

blev indkaldt til krigstjeneste på tysk side, hvis de da ikke flygtede

til Kongeriget. Og ingen kunne ved krigens begyndelse vide, om

Danmark ville blive involveret i krigen på allieret side, eller om tyskerne

ville besætte den sydlige del af Jylland.

I Kolding havde man kort før krigsudbruddet i august 1914 fået en

ny borgmester. C.P.C. Schjørring var gået på pension i 1909, og hans

efterfølger, Viggo Baller, besluttede i juni 1914 at tage mod en stilling

som byfoged i Sorø. Ved afskeden fik han anerkendelse fra socialdemokraterne

for sit engagement på forsørgelsesområdet.

Da hans efterfølger skulle vælges, fik Byrådet i Kolding tilbud om

selv at vælge formand. Indenrigsministeriet arbejdede allerede på

dette tidspunkt med ideen om, at borgmestre i fremtiden skulle

vælges af lokalbefolkningen, men loven blev først vedtaget i 1919.

Byrådet i Kolding valgte i 1914 ikke uventet lederen af Venstres

byrådsgruppe, sagfører Edv. Lau, som borgmester.

Hjælpekasserne og dyrtidslovene

Selv om Danmark ikke direkte blev part i første verdenskrig, fik

krigen stor betydning for levevilkårene i byerne og især for de svageste

grupper. Både landbruget og industrien var afhængige af råvareimporten,

som blev vanskeliggjort.

På grund af den danske neutralitet kunne landbrug og industri til

gengæld eksportere alt det, de kunne producere, og priserne på

hjemmemarkedet steg voldsomt. Prisstigningerne ramte arbejderne

og middelstanden i byerne hårdt.


Asylbestyrerinde, frk. Nielsine Eskildsen

var fra 1914 til 1930 medlem af Hjælpekassens

bestyrelse. Hun var leder af

Kolding Børneasyl fra 1897 til 1938 og

uddannet småbørnslærerinde. Dette fotografi

er formodentlig taget o.1910.

Behovet for hjælp fik Rigsdagen til at vedtage en række dyrtidslove,

der blev administreret af kommunernes hjælpekasser, fra december

1915 og frem til 1921. Der var ikke ansat lønnet medhjælp i

Hjælpekassen, så det var den hjælpekassebestyrelse, der var valgt den

25. marts 1914, der fik pålagt det store arbejde med at uddele dyrtidshjælpen.

Der havde været kampvalg til hjælpekassebestyrelsen mellem en

borgerlig og en socialdemokratisk liste. De valgte var 3 socialdemokrater

og 5 fra en fælles højre-venstre-radikal linie. Formand blev

lærer P.N. Ibh. De øvrige medlemmer var jordemoder, fru Frederikke

Sørensen, fru Kathrine Hansen, fru Skjøde Petersen, asylbestyrerinde,

frk. Nielsine Eskildsen, fru Laura Wandall, malermester

E. Oppenhagen og arbejdsmand Ebbe Mathiesen. Fra landsognets

liste kom mælkehandler N. Rasmussen. Det var ret bemærkelsesværdigt,

at der var flere kvinder end mænd.

Hjælpekassens midler kom næsten alle fra Byrådet. Få dage efter

krigsudbruddet kom den første ansøgning fra Hjælpekassen. Man

ville gerne have midler til at støtte de trængende familier, hvis forsørgere

var indkaldt til hæren, og det fik man med enstemmighed.

Dyrtidsloven gav kommunerne flere muligheder for at yde hjælp.

I henhold til lovens § 1 kunne der først og fremmest ydes hjælp til

“uformuende eller mindrebemidlede” beboere i kommunen med en

statsrefusion på 2/3. I februar 1916 bevilgede Byrådet 8,50 kr. pr.

indbygger til dette formål, i februar 1917 hele 15 kr. pr. indbygger.

Disse penge uddeltes dels som kontante beløb, dels i form af rabatmærker

til brød, brændsel m.v.

37


Kæmnerkontoret lå i 1913-1924 i den

tidligere præstegård i Torvegade lige over

for Rådhuset, hvor nu Økonomisk Forvaltnings

bygning er. Herfra udbetaltes

alderdomsunderstøttelse og solgtes koks

fra Gasværket. Fra venstre er det medarbejderne

A. Petersen og H.J. Frank.

Salg af billige koks fra Kæmnerkontoret

den 22. november 1916. I baggrunden

ses Vestergade.

38

I november 1915 oprettedes et kommunalt folkekøkken, hvor

mindrebemidlede kunne få et måltid mad for 35 øre. Ved krigens

slutning var prisen nået op på lidt over 1 kr. som følge af de generelle

prisstigninger. Udenbys mindrebemidlede og de mere velhavende

kunne fra begyndelsen spise for 50 øre. Folkekøkkenet lejede sig

først ind i Andelsfrugteriet på hjørnet af Skolegade og Sct. Jørgens

Gade, men da Overmarksgården var bygget, blev der plads til Folkekøkkenet

i den gamle forsørgelsesanstalt. Køkkenet besøgtes dagligt

af 50-80 personer og ophørte først sin virksomhed den 1. april 1923.

Første formand var Maren Markussen, fra 1917 var det Kirstine

Sørensen.

Efter kommunevalget i 1917 oprettedes et særligt dyrtidsudvalg

med den konservative postkontrollør P. Ellerbeck som formand. I

udvalget sad også den radikale Aage Bennike, venstremanden,

købmand H. Kelstrup og for socialdemokraterne uddeler J.P. Jensen

og købmand H. Soll. Dyrtidsudvalget indstillede i juni 1917, at der

skulle ydes brændselshjælp til alle kommunens borgere i henhold til

Dyrtidslovens § 2, men det forkastede Byrådet. Dyrtidslovens § 2

bemyndigede kommunerne til at igangsætte foranstaltninger til at

forsyne alle kommunens indbyggere - og ikke blot de mindrebemidlede

- med de vigtigste livsfornødenheder. Den havde til formål at

forhindre, at folk med små indtægter blev rigtig fattige. I begyndelsen

fik kommunerne ingen statsrefusion, men en statsrefusion på

1/3 blev indført ved lovrevisionen i 1916.

I oktober 1917 arrangeredes et offentligt borgermøde på Hotel

Fremad i Låsbygade (nu Kolding Byferie), hvor bl.a. Knud Hansen

talte for at kommunen tog § 2 i anvendelse. Det førte til, at Byrådet

den 1. november 1917 besluttede sig for at yde hjælp til nedsættelse

af koks-, kartoffel- og flæskepriserne.

Hjælpekassevalget i 1917 blev klaret ved en aftale mellem på den

ene side socialdemokraterne og på den anden side de borgerlige.


Gymnastikfløjen til Kolding Gymnasium

blev bygget i 1915 som nødhjælpsarbejde.

Arkitekt var A. Hagerup.

Bygningen bruges i dag af Socialforvaltningen.

Hver fløj fik 4 repræsentanter. Repræsentanten fra landsognet, fru A.

Bertelsen gjorde, at der atter blev borgerligt flertal. Lærer Ibh fortsatte

som formand.

Fra juni 1919 kunne Hjælpekassen også udbetale støtte til dem,

der havde fået influenza, den såkaldte spanske syge, som hærgede

voldsomt på dette tidspunkt og var årsag til mange dødsfald.

Det var betydelige summer, der udbetaltes af kommunekassen til

dyrtidsforanstaltninger. Den senere socialinspektør Andreas Sørensen

oplyser, at der i 1917-18 alene til dyrtidsforanstaltninger blev

brugt 736.000 kr., hvortil kom udgifterne til fattigvæsenet og alderdomsunderstøttelsen,

der på dette tidspunkt udgjorde ca. 230.000 kr.

Arbejdsløshedsunderstøttelse og bolignød

Allerede en måned efter krigsudbruddet skrev Indenrigsministeriet

til kommunerne for at få en oversigt over, hvilke arbejder de planlagde

for at imødegå en arbejdsløshedssituation. Det blev påbudt at

oprette arbejdsanvisningskontorer. Til formand for Arbejdsanvisningskontoret

i Kolding udpegedes sygehusinspektør H. J. Hansen.

Som kontorets bestyrer ansattes drejermester H. Chr. Hansen, kontoret

åbnede den 4. januar 1916.

39


Overmarksgården, den nye forsørgelsesanstalt,

blev indviet den 30. marts

1917. Arkitekt var Svend Theisen.

40

Udvidelsen af Kolding Højere Almenskole med en gymnastikfløj

og byggeriet af den nye forsørgelsesanstalt Overmarksgården var

direkte udslag af en opfordring i 1915 fra Arbejdernes Fællesorganisation

til at sætte kommunale arbejder i gang, men andre større

anlægsarbejder fra denne periode som Troldhedebanen og åforlægningen

bidrog også til beskæftigelsen.

De, der ikke kunne få arbejde, kunne få hjælp fra Hjælpekassen

efter loven af 27. oktober 1917 om ekstraordinær arbejdsløshedsunderstøttelse,

det gjaldt såvel medlemmer af statsanerkendte

arbejdsløshedskasser som uorganiserede arbejdsløse. Kommunen fik

2/3 af hjælpen refunderet af statskassen.

Koldings befolkningstal fortsatte med at stige under krigen, og

samtidig gik boligbyggeriet helt i stå. Det var vanskeligt at skaffe byggematerialer,

og de private bygherrer holdt sig tilbage. I 1916 oprettedes

et kommunalt udvalg med det formål at komme med forslag til

at afhjælpe bolignøden med læge O. Ørkild fra Venstre som formand.

Udvalget stod for indretning af midlertidige lejligheder til

husvilde, bl.a. i et uldspinderi på Vejlevej og en emballagefabrik på

havnen, men da det langt fra kunne dække behovet, vedtog Byrådet

selv at bygge et antal kommunale bolighuse. Frem til 1922 blev det til

godt 300 kommunale boliger. Først byggedes Stejlbjerghusene med

A. Hagerup som arkitekt, senere fulgte Udsigten ved Gøhlmannsvej

og karreerne på Frydsvej, begge tegnet af arkitekt Ernst Petersen.

Socialdemokraterne havde naturligt nok været ivrige fortalere for

kommunalt boligbyggeri. Den konservative borgmester Oluf Bech,

der i 1916 havde efterfulgt Edv. Lau, havde også støttet det ud fra

den holdning, at manglende boliger skadede byens udvikling, men

Venstre var imod, og venstrevælgerne straffede læge Ørkild ved ikke

at genvælge ham ved byrådsvalget i 1917.

Overmarksgården - en ny forsørgelsesanstalt

Som ovenfor omtalt besluttede Byrådet i 1915 som nødhjælpsarbejde

at opføre en ny forsørgelsesanstalt. Formanden for Fattigudvalget,

socialdemokraten Knud Hansen, havde allerede ved budgetforhandlingen

i december 1913 påpeget de snævre pladsforhold på Forsørgelsesanstalten

på Svietorv, som havde medført, at man måtte se

igennem med undvigelserne fra anstalten. Når politiet havde gennemført

indsamlinger af subsistensløse i byen og havde fået dem


Økonom Jens Rasmussen ledede Forsørgelsesanstalten

først på Svietorv, senere

på Overmarksgården indtil 1925.

anbragt på Forsørgelsesanstalten, måtte man i flere tilfælde akceptere,

at de bagefter undslap over muren - der var simpelthen ikke plads

til dem derinde. I henhold til sundhedsbestemmelserne måtte der

være 34 fattiglemmer, men oftest var der langt flere.

De trange pladsforhold betød også, at de mange arbejdsføre mennesker

på anstalten ikke kunne beskæftiges, og det var nok så vigtigt

for Knud Hansen, at de kunne få anvist et fornuftigt arbejde, der

gjorde dem egnede til at tilpasse sig samfundet uden for og dermed

komme ud af deres trangssituation.

Den nye forsørgelsesanstalt blev tegnet af arkitekt Svend Theisen

og placeret på en højtliggende grund tæt ved Gøhlmanns Mølle.

Den var opdelt i tre pavilloner, en økonomibygning, der også indeholdt

en lejlighed til 6 kvinder, en bygning indeholdende pleje- og

sygeafdeling med plads til 18 beboere og en bygning indeholdende

en arbejdsafdeling med plads til 33 mænd. Bygningen blev af mange

fremhævet som værende den flotteste forsørgelsesanstalt i hele

Danmark, men økonom Jens Rasmussen havde en anden mening.

Han sagde ved rejsegildet i 1916 : “Udvalget var forbandet nødt til at

bygge. Her er ikke tale om noget “slot”. Der er efter min mening

knebet for meget. Gid min mening må blive gjort til skamme”.

Den 30. marts 1917 præsenterede Fattigudvalget den nye forsørgelses-

og arbejdsanstalt for Byrådet og pressen. Kolding Folkeblad

præsenterede “Fattigpalæet” på denne måde:

“Først beså man tvangsanstalten med de hårde senge og jernstængerne

for vinduerne, derpå beundredes afdelingen for de gamle

og syge med de fine fjedermadrasser, eneværelserne med ringeapparat

over sengen, badeværelserne, w.c.’erne, forsamlingsstue og økonomens

hyggelige lejlighed - og til allersidst den pragtfulde udsigt

over byen og fjorden. Der var alt, hvad 55 beboere kan forlange for

120.000 kr.”

Badeværelser og w.c.’er var langt fra almindeligt i Kolding eller

andre danske købstæder i 1917, og det faldt nogle borgere for

brystet, at de fattige fik det før så mange andre, der selv tjente til

livets ophold. De, der nød godt af anbringelse på forsørgelsesafdelingen,

var gamle plejekrævende mennesker, som ikke kunne

komme på De Gamles Hjem, fordi de tidligere havde modtaget fattighjælp,

syge i alle aldre, der ikke havde sikret sig ved medlemskab

af en sygekasse, og kvinder med børn, hvis forsørger var død eller

rejst bort.

På arbejdsafdelingen var under mindre luksuriøse forhold plads til

arbejdsføre mænd og kvinder, der enten var alkoholikere eller dømt

til tvangsarbejde. Man kunne idømmes straf i form af tvangsarbejde,

hvis man havde drevet løsgængeri og betleri eller øvet vold mod

sagesløs person. Fattigudvalget og politimesteren kunne også

idømme tvangsarbejde, hvis den pågældende havde udvist trodsighed

mod foresatte, havde været uvillig til at arbejde eller var bortgået

fra arbejdsanstalten. Anstaltens bestyrelse kunne med politimesterens

billigelse for grovere uorden idømme lemmerne cellestraf i op

til 2 måneder. Cellen kan stadig ses på Overmarksgården.

Arbejdet på Overmarksgården, som forsørgelsesanstalten blev

kaldt efter 1918, bestod fra starten i at få anlagt den store have, der lå

mod syd. Den senere bestyrer, Jul. F. Kjeldsen, fortæller, at det i

begyndelsen var svært at få beboerne til at arbejde, for på den gamle

fattiggård havde de kun været vant til at sidde stille og pille bønner.

Nu var det meningen, at de skulle arbejde, så de fik muskler og

kunne klare sig ude i samfundet.

41


42

Dyrtidslovene afvikles, men Hjælpekassen styrkes 1921

Dyrtidslovene afvikledes i november 1921, men de foranstaltninger,

som hjælpekasserne blev sat til at administrere, blev ikke mindre

omfattende i de følgende år. Holdingen til, at så få som muligt skulle

opleve det nedværdigende i at modtage fattighjælp med tab af

valgret som følge, gjorde, at midlerne til støtte for socialt svage personer

så vidt muligt søgtes administreret af Hjælpekassen. På Kolding

Kommunes regnskab for 1921-22 stod opført 187.000 kr. til fattigvæsenet,

298.000 til Hjælpekassen og 198.000 til alderdomsunderstøttelsen.

Ved byrådsvalget i 1921 blev konstellationen i Kolding Byråd, at

Venstre fik 5 indvalgt, Højre 4, De Radikale 1 og Socialdemokratiet

9. Den radikale Aage Bennike blev således tungen på vægtskålen og

fik som følge deraf stor indflydelse i byrådsperioden frem til 1925.

Mens Oluf Bech, der havde afløst Edv. Lau i 1916, fortsatte som borgmester

fra 1921, blev socialdemokraten Knud Hansen viceborgmester.

For dette afgav han formandsskabet i Fattigudvalget til skræddermester

H. Jensen fra Venstre.

Hjælpekassen får lønnet medhjælp

I marts 1921 var der valg til Hjælpekassens bestyrelse, og selv om det

var et fredsvalg, skete der en betydelig udskiftning af bestyrelsen. Ny

formand blev drejer H. Chr. Hansen.

Den nye bestyrelse indså, at med de store opgaver, som Hjælpekassen

havde fået pålagt, var det nødvendigt at ændre ved de administrative

forretningsgange og ansætte fast personale. I 1921 bevilgede

Byrådet ansættelse af en forretningsfører, Jens Aksel Paaske Andreasen.

I beretningen for Hjælpekassen for 1921-22 står, at bestyrelsens

overordnede princip for uddelingen af hjælp var, at midlerne ikke

skulle anvendes til faste ugentlige eller månedlige understøttelser,

men at bevillinger kun blev givet for en enkelt gang, og at en fortsættelse

af hjælpen krævede endnu en ansøgning. Om samarbejdet med

det øvrige forsørgelsesvæsen anføres: “Der er etableret et godt og

rationelt samarbejde med Forsørgelsesvæsenet og Alderdomsvæsenet,

hvilket sidste tillige har med enkeunderstøttelsen at gøre. Dette

samarbejde tilsigter ved gensidige meddelelser og oplysninger i

nogen grad at værge sig mod tendentiøse fremstillinger til støtte for

uberettigede krav om hjælp og mod forsøg på at opnå denne fra to

sider på en gang. Samtidig tjener det fælles bestræbelser for ikke at

påføre Kolding Kommune større forsørgelsespligter end højst nødvendigt”.

Hjælpekassens og fattigvæsenets kontorer flyttedes i 1925 til det

ombyggede rådhus. Her fik Fattigvæsenet lokaler i kælderen, mens

Hjælpekassen og administrationen af aldersrenten fik lokaler på

1. sal.

I forbindelse med Byrådets nedsættelse af en såkaldt “sparekommission”

i 1926 beskrev forretningsføreren for Hjælpekassen sine

procedurer: Hver ansøger fik sit eget kartotekskort med oplysninger

om udbetalt hjælp. I regnskabsåret 1921-22 havde der været 2124

andragender om hjælp, og disse var blevet behandlet i 28 bestyrelsesmøder.

Udbetalingerne af hjælp skete som regel en gang om ugen,

sædvanligvis om lørdagen. De, der fik ekstraordinær arbejdsløshedsunderstøttelse,

skulle kontrolleres dagligt. Mange ekspeditioner


Kolding Rådhus set fra Vestergade kort

efter Ernst Petersens ombygning i

1924-25.

bestod i at hjælpe med at udfylde ansøgningsskemaer, henvisninger

til andre områder inden for sociallovgivningen o.s.v.

Den første gang, en form for barselshjælp er nævnt, er i Hjælpekassens

årsberetning for 1923-24. Her omtales det, at der i henhold

til § 29 i Fabriksloven er mulighed for, at Hjælpekassen kan støtte

arbejdende kvinder de første fire uger efter en nedkomst. I beretningen

står blot: “Dette er gjort, når omstændighederne har talt

derfor”.

Aldersrenteloven

Anton Lorenzen, bestyreren på De Gamles Hjem, stod fortsat for

administrationen af alderdomsunderstøttelse til de gamle, som

boede ude i byen. Også han havde fået ekstra hjælp - i form af Hjælpekassens

forretningsfører J.A.P. Andreasen, der havde dette som et

bijob.

I 1921 vedtog Rigsdagen Aldersrenteloven, men Socialdemokraterne

stemte imod. Baggrunden for loven var nemlig, at ved at

indføre faste (og lave) takster kunne man undgå den tendens, der

var begyndt at gøre sig gældende i de større byer til, at alderdomsunderstøttelsen

voksede. Det var dyrt for statskassen, der skulle

yde 1/2 refusion. Det positive ved loven var, at den nu ikke længere

var en almisse, men en retsmæssig ydelse. Samtidig blev aldersgrænsen

for modtagelse af aldersrente sat op fra 60 til 65 år. Dette medførte

til gengæld et større træk på Hjælpekassens ordinære midler.

Det hedder i dennes beretning for 1927-28: “Mens man tidligere

regnede perioden fra 55 til 60 år for den tid, hvor en person på

grund af svigtende arbejdsevne kunne komme til at trænge til en

støtte af Hjælpekassen for at klare sig, til man ved 60 års alderen

kunne få sin aldersrente, er denne periode nu forlænget fra 5 til 10

år”. Byrådet vedtog i 1924 at betale aldersrentenydernes sygekassekontingent,

så det kunne betragtes som såkaldt “uegentlig fattighjælp”,

men pengene blev refunderet af Fattigvæsenet.

Det, der nu hed Aldersrentekontoret, holdt åbent alle hverdage

3-5 eftermiddag. Her blev der skrevet ansøgninger for dem, som ikke

selv kunne og i øvrigt ydet råd og vejledning. Der havde fra juli 1925

til juli 1926 været 1155 sager til behandling om aldersrente og 36

andragender vedr. enkebørn, som også administreredes af Lorenzen.

43


Foto af Fattigvæsenets kontor på

Kolding Rådhus i 1929. Der var god

plads til protokollerne, men ikke til klienterne.

Der var ikke noget, der hed

samtalerum. Andreas Sørensen fortæller

i sine erindringer, at klienten blev sat

ved siden af medhjælperen og i fuld

offentlighed måtte besvare spørgsmål.

Fra venstre ses frk. Elisabeth Jensen,

kontorchef C. Jensen og assistent

Andreas Sørensen.

44

Fattigvæsenets administration

Kolding Kommunes Fattigvæsens Kontor var i 1926 foruden bogholder

H. Nagel bemandet med en assistent, en undersøger og en ikke

fastansat kontorist.

H. Nagel foretog alle udbetalinger og førte forhandlingsprotokollen,

fødselsnoteringsprotokollen og kassebøgerne. Assistent C. Jensen

foretog en del ekspeditioner og udstedte attester, journaliserede

korrespondancen og renskrev regnskaberne. Assistent Andreas

Sørensen “optog afhøringer” over de personer, der henvendte sig på

kontoret om understøttelse, bragte breve ud til fattigudvalgsformanden

til underskrift og alimentationssager til politikontoret m.v.

Endelig foretog undersøger Th. Hansen tilsyn med og undersøgelse

af de fattigunderstøttede ude i byen, optog afhøringer af dem og

transporterede de vagabonder, der var indlagt på Forsørgelsesanstalten

til deres hjemstedskommuner. Siden 1916 havde undersøgeren

været et selvstændigt embede adskilt fra arbejdet som økonom ved

Forsørgelsesanstalten.

Andreas Sørensen, den senere socialinspektør, blev ansat ved fattigvæsenets

kontor i 1921. Han fortæller i 1974 om klientellet dengang:

“Forholdet til klientellet var af en hel anden karakter, end det er i

dag. Klientellet var en underkuet klasse - en flok mennesker, som

ikke havde deres medmenneskers agtelse, fordi de gik på fattigvæsenet

- eller som det hed dengang, da kontoret lå i kælderen, “levede

af kælderen”.

De var tydeligt præget af det. De var selvudslettende. De følte, at

de ikke havde samme værdinormer som andre. De var meget ærbødige,

når de kom. De var i kraft af, at de fik fattighjælp, berøvet deres

stemmeret, og alene det gjorde dem til en slags andenklasses mennesker,

som overhovedet ikke havde indflydelse.


Man havde dengang den skik, at Fattigudvalget holdt møde hver

mandag aften kl. 19, og der kunne klienterne komme og selv fremføre

deres ønsker. Det foregik på den måde, at klientellet samledes ude

i gangen, og fattigvæsenets undersøgere lukkede dem så ind en ad

gangen, og så fik de lov at fremføre deres ønsker for Fattigudvalget.

Det kunne dreje sig om et nyt sæt tøj til en knægt, der skulle konfirmeres,

eller det kunne dreje sig om hjælp til at få en stålvask i orden.

Det kan jo ikke nægtes, at de, der forstod at fremstille deres sager

bedst, hentede mest hjælp, mens de, der var stille og mere beskedne

og havde svært ved at formulere sig, fik mindre eller ingenting. Det

var et underligt marked, kan man godt sige, der blev holdt der hver

mandag aften. Der blev bevilliget 1 krone til sæbe, og der blev bevilliget

et sæt tøj til en konfirmand. Men i så fald kun efter en nærmere

undersøgelse i hjemmet, hvor undersøgeren gik ud og kiggede i klædeskabet

for at se, om der skulle være noget, sådan at det ikke var

nødvendigt, at de fik så meget, som de ønskede. Og der blev også

ved disse fattigudvalgsmøder, hvor folk mødte personligt frem, ofte

bevilliget kontante beløb. Men det var småpenge. 5 - 10 kr. Det var

som regel højden for, hvad der blev udbetalt”.

Bogholder H. Nagel fratrådte den 1. december 1927 efter 31 års

tjeneste på grund af alder og efter ansøgning sin stilling som leder af

fattigvæsenet. Assistent C. Jensen blev konstitueret i stillingen og fastansat

i september 1928, efter at man havde overvejet en sammenlægning

af administrationen af forsørgelsesvæsen, aldersrente og Hjælpekasse.

I 1921 vedtog Rigsdagen en invalideforsikringslov, der betød, at en

person, der havde været medlem af en statsanerkendt sygekasse i et

år og havde en lægeerklæring om, at vedkommendes arbejdsindsats

var nedsat med 1/3, kunne få en invaliderente på 800 kr. Kommunen

kunne få 1/2 statsrefusion.

Arbejdsløshedsforanstaltninger

Fra 1922 fik Hjælpekassen mulighed for at udbetale understøttelse til

arbejdsløse “som Hjælpekassen skønner bør hjælpes uden at henvises

til fattigvæsenet”, og Byrådet stillede 10.000 kr. til rådighed.

Efter er par år, hvor arbejdsløsheden var faldende, forværredes

situationen igen i 1925, og i maj 1927 var der 1200-1300 arbejdsløse i

Kolding. Det faldt sammen med, at loven om ekstraordinær arbejdsløshedsunderstøttelse

ophørte. Hjælpekassen havde da kun mulighed

for at hjælpe de arbejdsløse med kassens ordinære midler.

Der var imidlertid i Byrådet enighed om, at man ville forhindre, at

flere kom under det egentlige fattigvæsen, så det besluttedes at fortsætte

ordningen efter loven om ekstraordinær arbejdsløshedsunderstøttelse

- men nu uden statstilskud.

Byrådet besluttede også at igangsætte såkaldte nødhjælpsarbejder,

der kunne beskæftige nogle af de arbejdsløse, i et samarbejde med

Hjælpekassen, så man undgik, at de kom på fattighjælp. Der blev

foretaget planering af den såkaldte Borgmesterjord syd for Agtrupvej,

der blev gravet en vej gennem Riis Toft fra Kristkirken til Stejlbjergvej,

og der blev iværksat slåning af skærver. Arbejdet blev rationeret

på den måde, at ugifte kunne få to dages arbejde ugentligt,

barnløse gifte og gifte med 1 barn 3 dage, gifte med 2-4 børn 4 dage

og gifte med over 4 børn 5 dage ugentligt. Daglønnen var 7 kr. for en

arbejdsdag på 7 timer. Arbejdet forbeholdtes dem, der havde boet i

byen i mere end et halvt år.

45


Kolding Byråd 1925-1930. Borgmester

Th. Fischer-Nielsen præsiderer. Til højre

for ham ses Aage Bennike og Knud

Hansen. Lige foran døren ses Chr. Eff

og skræddermester H. Jensen, der var

formand for Fattigudvalget 1921-30.

46

Flere borgerlige byrådspolitikere, bl.a. den konservative tømrermester

Oluf Rasmussen, var imidlertid i høj grad modstander af, at

kommunen fortsatte en understøttelse, som staten havde fralagt sig.

Det ville få arbejdsløse til at strømme til byen, og skatteyderne til at

flygte! Hans partifælle konsul Eff imødegik ham med ordene: “Vi er

pligtige til, når en mand ingen føde har, at hjælpe ham. Vi vil undgå,

at det skal ske gennem fattigvæsenet. I stedet for at belaste fattigvæsenets

budget med 20-30 mio. kr., foretrækker vi at slippe med 10-15

mio. gennem Hjælpekassen. Og så samtidig skaffe de hjulpne

adgang til senere at betale tilbage samtidig med, at de undgår demoralisationen”.

I december 1927 blev 1446 anvist til nødhjælpsarbejde.

Da ledigheden faldt i de følgende år, indstilledes nødhjælpsarbejderne,

men de genoptoges i 1931 efter samme retningslinier som i

1927. Arbejdstiden var 7 timer daglig og til normal timeløn. Arbejdet

forbeholdtes de, der havde boet i Kolding i mindst et år. Det nedsatte

udvalgs flertal indstillede, at arbejdet forbeholdtes de familieforsørgere,

der ikke oppebar arbejdsløshedsunderstøttelse, modtog krisehjælp

eller var under fattigforsørgelse.

Den 27. august 1932 afgav Udvalget vedr. hjælp til arbejdsløse, der

var nedsat i juli 1932 med Peter Beirholm som formand, forslag til

takster for krisehjælp. Med de borgerliges stemmer - 11 mod 8 - vedtoges

det, at de, der var medlemmer af en arbejdsløshedskasse, skulle

have fra 12 til 23 kr. gradueret efter, om de var faglærte eller arbejdsmænd,

om de var gift eller ej, og hvor mange børn, de havde. De,

der ikke var medlemmer af arbejdsløshedskasser, fik fra 5 til 12 kr.

Sideløbende hermed ansøgte Dansk Arbejdsmandsforbund gentagne

gange, om kommunen ville betale kontingent til arbejdsløshedskassen

for dem, som ikke selv kunne betale det. Det blev forkastet

med 11 stemmer mod 8. De borgerlige gennemførte også, at tillæg-


Beboere på de Gamles Hjem o. 1930

samlet i Festsalen på øverste etage. I baggrunden

ses bestyrer A. Lorenzen og

hans kone. Han var tillige sekretær og

undersøger for Alderdomsunderstøttelsesudvalget.

Fra 1921 fik han også

vederlag som sekretær for funktioner

vedr. lov om understøttelse til børn af

enker.

get til børn af fattigunderstøttede blev nedsat fra 2 kr. til 1,50 kr. pr.

barn. De fattigunderstøttede var i det hele taget helt udstødte. I 1933

anmodede 200 “kommunalunderstøttede” Byrådet om produktivt

arbejde til tarifmæssig betaling, så de kunne betale for indtrædelse i

en fagforening, og derved få chancen for at komme bort fra fattigvæsenet.

Skulle dette ikke kunne bevilges, anmodede de om, at deres

understøttelse blev hævet til det tidligere niveau: 12 kr. pr. uge for

mand og hustru, 3 kr. ugentlig for det første barn og 2 kr. for hver af

de efterfølgende børn. Socialdemokraterne i Fattigudvalget indstillede,

at der betaltes et større tillæg til børn af fattigunderstøttede, men

udvalgets flertal med Fattigudvalgets formand, rentier M. Strunge i

spidsen afviste pure kravene.

47


Peter Beirholm var socialudvalgsformand

1933-1937. Han blev siden borgmester

fra 1950 til 1962.

48

Fra socialreform til

kommunesammenlægning

Socialreformens idemand var kontorchef i Frederiksberg Kommunes

fattigvæsen og medlem af Landstinget for Socialdemokratiet, K.K.

Steincke. Allerede i 1912 kan man i bogen “Almisser og rettigheder”

læse hans synspunkter om det eksisterende sociale system. Han

mente, at det var forkert at give fattighjælp efter Fattigudvalgets eller

Alderdomsunderstøttelsesudvalgets skøn. Hermed kunne ansøgeren

kun opfatte det sådan, at han måtte ydmyge sig for at få hjælp, og det

svækkede hans/hendes selvfølelse. Hvis man i stedet satte faste

takster for den offentlige hjælp, ville ansøgeren opfatte det som en

ret at få hjælp, og det ville få ham/hende til at tage ansvar for sit eget

liv og sætte grænser for, hvad de ville forlange af systemet.

Steincke anfægtede også Hjælpekassernes sondring mellem de

værdige og de uværdige trængende, der i virkeligheden snarere var

et spørgsmål om ansøgerne havde brug for lidt eller meget hjælp,

end om vedkommende virkelig fortjente det.

I 1920erne nedsatte socialminister Frederik Borgbjerg en socialkommission,

der skulle komme med forslag til forenklinger i den

efterhånden temmelig komplicerede sociallovgivning, der blev administreret

af en lang række forskellige organer - byrådet, hjælpekassebestyrelsen,

værgerådet, arbejdsløshedskasserne og sygekasserne.

Desuden betød alene fastlæggelsen af, hvor den enkelte ansøger var

forsørgelsesberettiget, et meget stort arbejde for kommunernes fattigudvalg.

Socialkommissionen blev imidlertid stillet i bero af den

efterfølgende Venstreregering. Da K.K. Steincke i 1929 blev socialminister,

opløste han Socialkommissionen og satte i stedet et antal

ministerielle udvalg i gang med arbejdet. De fremlagde i 1929 og

1930 en række sociale reformforslag for Rigsdagen.

Disse reformforslag var en forenklet version af de udviklingstendenser,

der i de foregående år havde vist sig ved administrationen af

de eksisterende love. Hertil kom, at krisen i de første år af 1930erne

understregede behovet for, at staten greb ind og støttede den kommunale

socialforsorg. I 1931 var vedtaget en række love om hjælp til

de arbejdsløse og de dårligst stillede landmænd. Steincke brugte

også som argument for sin sociallovgivning, at den var nødvendig for

at beskytte samfundet mod uro og proletarisering.

Socialreformen i 1933

Mere end 50 forskellige love blev samlet i fire hovedlove, der blev

vedtaget i maj 1933 og trådte i kraft den 1. oktober 1933: Folkeforsikringsloven,

der omfattede sygeforsikring samt alders- og invaliderente,

Ulykkesforsikringsloven, Lov om arbejdsanvisning og arbejdsløshedsforsikring

og Lov om offentlig forsorg. Lovkomplekset betød en

udvidet anvendelse af retsprincippet på bekostning af skønsprincippet,

og selvforsikringsprincippet blev også slået fast. Socialhjælp

skulle ikke længere være en almisse, men en erstatningsydelse, en

selverhvervet rettighed, når bestemte betingelser var opfyldt. I folks

øjne havde sociallovgivningen dog stadig noget af almissens karakter.

På dette tidspunkt søgte ca. 25 % af de, der var berettiget til det, ikke

aldersrente.


C. Jensen, fattiginspektør fra 1927,

socialinspektør fra 1933 til han gik på

pension i 1945.

Fattighjælpen og støtte fra Hjælpekassen blev samlet i Lov om

social forsorg, hvorefter der kunne ydes tre former for hjælp:

1) Særhjælp, der blev givet i tilfælde, hvor den pågældende var

kommet i nød uden egen skyld, f.eks kronisk syge, tuberkuløse

o. lign. Hjælpen skulle ikke tilbagebetales og medførte ikke tab af

valgret.

2) Kommunehjælp, hvor den pågældende kunne siges at være delvis

skyld i egen nød ved eksempelvis ikke at være forsikret. Denne

form for hjælp skulle tilbagebetales, og valgretten kunne blive frataget,

hvis ansøgeren ikke viste vilje til at klare sig selv.

3) Fattighjælp, der kunne bevilges dem, der selvforskyldt var

kommet i nød - vagabonder, alkoholikere og forsømmelige forsørgere.

De mistede deres borgerlige rettigheder, dog fik de nu lov

til at gifte sig uden Byrådets samtykke, men de kunne anbringes

på tvangsarbejdsanstalt.

Socialudvalg, Børneværnsudvalg, Socialkontor

Administrationen af de nye love blev på lokalt plan samlet i Socialudvalget

i Kolding med 9 medlemmer. Fabrikant Peter Beirholm blev

den første socialudvalgsformand. Han havde været medlem af Seest

Sogneråd fra 1927-30 og var i 1930 efter indlemmelsen af bl.a. en del

af Seest i Kolding Købstad, blevet medlem af Kolding Byråd og af Fattigudvalget.

Fra 1933 fik socialudvalgsformanden et honorar for sit

arbejde.

Som et underudvalg under Socialudvalget skulle oprettes et Børneværnsudvalg.

Socialudvalgets formand skulle også være formand

for Børneværnsudvalget eller i hvert fald medlem. Flertallet i Børneværnsudvalget

skulle være byrådsmedlemmer, men det “kan tiltrædes

af enkelte af kommunalbestyrelsen uden for dens midte valgte

personer, som må antages at være i besiddelse af indsigt i børneforsorg”,

som det hed i Socialministeriets cirkulære af 20. maj 1933.

Børneværnsudvalget fik P. Beirholm som formand og kom til at bestå

af 5 byrådsmedlemmer og 4 valgt uden for Byrådet, nemlig købmand

Johs. Aagaard, Kirstine Sørensen, Anine Lind og dommerfuldmægtig

M. Hviid.

Det blev understreget, at administrationen af den offentlige

forsorg varetoges af Byrådet. Den måtte ikke overdrages til andre,

private eller offentlige institutioner.

Leder af Socialkontoret, sekretariat og forvaltning for det nye socialudvalg

blev den tidligere kontorchef ved fattigvæsenet, C. Jensen,

nu med titel af socialinspektør. Som fuldmægtig ansattes tidligere

fuldmægtig ved Hjælpekassen, J.A.P. Andreasen. Inspektøren havde

over for Byrådet og Socialudvalget ansvaret for, at administrationen

lededes i overensstemmelse med Udvalgets (Byrådets) vedtagelser og

efter de i loven givne retningslinier i de tilfælde, hvor hjælpen udelukkende

beroede på beregning (alders- og invaliderente og børnebidrag).

I inspektørens forfald var fuldmægtigen stedfortræder.

Som kasserer ved Socialkontoret nyansattes Einar Overgaard, der

kom fra en stilling som overassistent ved Troldhedebanen. Denne

stilling havde egentlig været tiltænkt Andreas Sørensen, men han

havde søgt og fået stilling som socialinspektør i Middelfart. Nyansat

blev også tidl. handelsagent Eduard Rasmussen, der havde været

medlem af Hjælpekassens bestyrelse i en årrække, de sidste 4 år dens

formand og trafikassistent V. Schmidt. Socialudvalgets socialdemo-

49


Kirstine Sørensen havde en lang karriere

inden for socialvæsenet i Kolding. Hun

var medlem af Fattigudvalget 1913-

1925 og 1928-1930. Hun var under

første verdenskrig formand for Folkekøkkenet

og fra o. 1930 tilsynsførende for

Børneværnet.

50

kratiske medlemmer protesterede skriftligt mod ansættelsen af de to

sidstnævnte, men de blev ansat. Einar Overgaard fik ledelsen af bogholderiet,

E. Rasmussen af børnebidragskontoret og V.Schmidt stod

for udbetalingerne af alders- og invaliderente samt enkebørnsbidrag.

Assistent Elisabeth Jensen, der var begyndt som elev ved Fattigvæsenet

i 1920erne, tog sig af administrationen for Børneværnet. I 1933

blev socialinspektøren administrativt ansvarlig for børnetilsyn, forebyggende

foranstaltninger for børn og anbringelse evt. fjernelse af

børn og unge fra hjemmet. Tilsyn i hjemmene varetoges af Kirstine

Sørensen for den sydlige bydel og Karen Lauridsen for den nordlige

bydel, for hvilket de fik et vederlag. De skulle besøge hjem, hvor der

var usikkerhed om børns vilkår og hjem, hvor der var mødre, hvis

børn fik udbetalt børnebidrag fra det offentlige.

En afgørende ændring i Socialudvalgets og Socialkontorets

arbejde var, at det gamle forsørgelseskommunebegreb blev opgivet

til fordel for et system med mellemkommunal refusion. Gennem Det

mellemkommunale Refusionsforbund fordeltes en del af kommunernes

sociale udgifter, således at kommuner med et svagt skattegrundlag

fik overført midler fra bedrestillede kommuner. Hermed

blev den statslige styring af det sociale område større, idet der øvedes

statslig tilsyn med refusionsreglerne.

Steinckes socialreform understregede i endnu højere grad end før

socialforsikringsprincippet. Statstilskuddet til de frivillige syge-,

arbejdsløsheds- og invalideforsikringer havde allerede før reformen

tilskyndet mere end halvdelen af befolkningen til medlemskab, og

nu blev det en betingelse for modtagelse af aldersrente, at ansøgeren

i det mindste var passivt medlem af en sygekasse. Aldersrenten var

fortsat rent skattefinansieret, og kommunerne kunne yde kontingenthjælp

til trængende i medfør af Forsorgsloven.

De øgede statstilskud til forsikringsordningerne førte til en forskydning

i byrdefordelingen mellem stat og kommune. Mens kommunerne

i 1932/33 havde stået for 65 % af de sociale udgifter, var

disse i 1933/34 nogenlunde ligeligt fordelt mellem stat og kommune,

og i 1938/39 stod staten for næsten 60%. I 1960 finansierede

staten 77% af socialudgifterne og kommunerne nu kun 23%.

Selv om kvinder havde fået valgret, var de efter 1933 ikke ligestillet

med mændene, hvad angik sociale ydelser. En enlig kvinde fik lavere

aldersrente end en enlig mand. Først i 1950 blev de ligestillet. Samlevende

ægtefæller fik kun 1 1 ⁄2 aldersrente ud fra det princip, at to, der

levede sammen, havde færre husholdningsudgifter.

De første virkninger af Socialreformen

Det nye lovkompleks blev vedtaget midt i en krisetid, og det betød, at

de sociale udgifter især til kommunehjælp og arbejdsløshedsunderstøttelse

steg voldsomt, fra 1934/35 til 1938/39 med 40% i gennemsnit

for hele landet. Mange politikere karakteriserede dette som

udtryk for en stigende “understøttelsesmentalitet”, men det var i høj

grad byrådspolitikerne, der bestemte niveauet. Beslutningen, om

hvorvidt ansøgeren til socialhjælp var værdigt trængende eller selvforskyldt

var kommet i en trangsituation, blev i langt de fleste tilfælde

overladt til de folkevalgte. Endnu på dette tidspunkt var det kun

de mindre sager, som Socialkontorets medarbejdere selv kunne tage

bestemmelse om.

Under borgmester Valdemar Juhls konservative ledelse blev de

sociale udgifter frem til 1937 holdt på et beskedent niveau, selv om


Knud Hansen afsluttede sin lange socialpolitiske

karriere i en alder af 71 med

at blive borgmester i Kolding 1937-

1943.

Aldersrenteboligerne på Ndr. Ringvej.

Foto fra ca. 1950.

byens økonomi var blevet betydeligt forbedret efter indlemmelsen af

de bymæssigt bebyggede dele af Bramdrup, Seest, Vonsild og Dalby

sogne samt Kolding Landsogn i 1930. I 1931-32 var de samlede udgifter

socialområdet inkl. Hjælpekassens udgifter 775.539 kr., i

1932-33 1.408.660 kr., men i 1936-37 kun 979.734 kr. netto svarende

til 41 kr. 67 øre pr. indbygger i Kolding Købstad.

Ved valget i 1937 blev der imidlertid for første gang i Koldings historie

“rødt flertal” i Byrådet, idet Socialdemokraterne fik 11 mandater,

de borgerlige tilsammen 10 mandater. Til borgmester valgtes den

71-årige Knud Hansen, der mere end nogen anden havde kæmpet

for bedre vilkår for de socialt svage i byen som redaktør af Kolding

Social-Demokrat, som byrådsmedlem i 31 år og folketingsmand i 17

år. Da han blev borgmester, trådte han tilbage både som redaktør og

som folketingsmand.

Som ny socialudvalgsformand valgtes tekstilarbejder Ejner Christensen.

Han afløstes i 1942 af skolebetjent Aage Petersen Elling og i

1943 blev han afløst af C. Gossmann.

Byggeriet af de første aldersrenteboliger blev gennemført i Knud

Hansens borgmestertid kort efter, at der var skabt lovhjemmel for

det. Da man tog beslutning om byggeriet af de første var der bred

enighed i Byrådet, men de efterfølgende fire komplekser stemte kun

socialdemokraterne for. Der byggedes på Ndr. Ringvej, Gramrolighed

og Frydsvej. Samtidig udvidedes De Gamles Hjem i 1937 og

1939.

Efter den store arbejdsløshed i begyndelsen af 1930erne var der

allerede i midten af 1930erne sket en forbedring af beskæftigelsessituationen

i Kolding. I slutningen af 1930erne steg ledigheden

igen, og der gennemførtes et antal nødhjælpsarbejder, bl.a. udvidelse

af Fynsvej og Vejlevej, opfyldning af Vifdam og af et areal på

havnens nordside. Krigen gjorde sit til at fjerne arbejdsløsheden, da

der også nu blev brug for de “tungere” arbejdsløse til bl.a. at grave

tørv og brunkul. Der skete samtidig en kraftig vækst i tilslutningen til

arbejdsløshedskasserne. I 1930 var ca. 30% af arbejdsstyrken arbejdsløshedsforsikret,

i 1950 var tallet oppe på 50 %.

51


Tekstilarbejder Einer Christensen var

socialudvalgsforrmand 1937-42.

Maskinarbejder C. Gossmann var socialudvalgsformand

1943-1958. Foto fra

1951 af O. Fischer-Nielsen.

52

De unge, der havde opbrugt deres understøttelse, kunne efter

Socialudvalgets beslutning af 4. december 1933 beskæftiges med planeringsarbejder

o.lign. Det blev for deres vedkommende kombineret

med undervisning og sport 3 timer dagligt. Senere socialudvalgsformand

Svend Christensen var en af dem, der klarede sig igennem på

denne måde.

Særlige opgaver under besættelsen

Der blev også i krigsårene 1940-1945 vedtaget love af social karakter,

der skulle lette tilværelsen for de mindst bemidlede. Der kom bl.a.

en lov om tilskud til køb af levnedsmidler - okse- og svinekød og fisk

og rabatmærker ved køb af smør. De nærmere retningslinier var

fastsat dels i lovgivningen og dels af Socialudvalget, og det blev overdraget

Forsorgskontoret at administrere ordningen. Kriterierne for

udleveringen var dels familiens økonomiske forhold og dels familiens

størrelse, eksempelvis kunne ægtepar, hvor manden kun havde

arbejdsløshedsunderstøttelse, få del i mærkerne, og jo flere børn jo

flere mærker. Rentenydere fik også disse mærker udleveret sammen

med den ordinære månedlige udbetaling uden ansøgning. Mærkerne

blev så indløst af de handlende ved Socialkontorets kasse en gang

om ugen.

Svend Eriksen, der var ansat på Socialforvaltningen fra 1. maj

1940, til han i 1985 gik af som leder af Omsorgsafdelingen, fortæller,

at Forsorgskontoret ofte under krigen blev sat til at hjælpe med forskellige

særlige foranstaltninger. F.eks. fik en kreds af husmødre en

ekstra tildeling af det rationerede sukker, da de havde skaffet en del

frugt, så de kunne koge marmelade til udlevering til bl.a. rentenydere.

Kogningen af marmeladen fandt sted i FDB’s bolsjeafdeling,

der ikke var i gang på grund af mangel på råvarer. Udleveringen

fandt også sted derfra med hjælp af Forsorgskontorets personale.

Rentenyderne skulle selv medbringe emballage. Den medbragte

emballage var ikke altid hygiejnisk. En aldersrentenyder, som blev

kaldt “tjæremanden” kom med en spand, hvor der sad rester af

tjære. I Kolding Havn lå en damper “Normandiet”, der blev “lukket

inde” den 9. april 1940. Provianten her blev stillet til Kolding Kommunes

rådighed, og en del heraf uddelt til rentenydere. Det drejede

sig bl.a. om ret store stykker kød og flæsk, der måtte skæres i stykker,

og kontorfolkene var bestemt ikke udlært i slagterfaget, så det blev

derefter.

Efter krigens afslutning kom der tøjgaver til de “nødlidende danskere”

bl.a. fra USA. Det var hovedsageligt brugt, men pænt tøj, og

også en del nyt, bl.a. flere kasser med slips. Giverne havde udtrykt

ønske om, at især frihedskæmperne skulle nyde godt af gaverne,

men disse syntes ikke, at det var slips, de havde mest brug for. Forsorgskontoret

deltog også i uddeling af Kolding Kommunes beredskabslager

af koks. Efter krigsafslutningen den 5. maj 1945 blev der

oprettet et kontor for særlige anliggender med henblik på at yde

hjælp til de familier, hvis forsørgere havde deltaget i modstandskampen

og/eller havde været i koncentrationslejr, og som enten ikke var

kommet hjem endnu, eller efter hjemkomsten var uarbejdsdygtige af

forskellige årsager, havde behov for støtte til tandlægeregninger o.

lign. Socialudvalgsformanden, fra 1943 til 1958 var maskinarbejder

C. Gossmann, sad i bestyrelsen, og fuldmægtig J.A.P. Andreasen var

sekretær for udvalget.


Andreas Sørensen blev socialinspektør i

november 1945 og var i stillingen til

1973. Foto fra 1958 af Peter Thastum.

Næstkommanderende C.D. Olesen,

ansat i Socialforvaltningen 1933-1974.

Assistent Svend Eriksen i gang med at

gøre klar til udbetaling af forsorgshjælp.

Foto fra 1951 af O. Fischer-Nielsen.

Kommunehjælp, særhjælp m.v.

Mens en række sociale ydelser efter Socialreformen blev rene ekspeditionssager,

var der stadig en række sager, der krævede kontorets og

Socialudvalgets skøn og overvejelser over, hvordan man kunne

hjælpe bestemte grupper af mennesker til at klare sig selv. Det afgørende

nye var nu, at Socialudvalget ikke længere selv mødte klienterne,

men behandlede sagerne efter skriftlige ansøgninger. Systemet

virkede nu mindre ydmygende og betydelig mere retfærdigt og konsekvent,

vurderer den senere socialinspektør Andreas Sørensen.

Svend Eriksen fortæller, at de, der søgte hjælp, skrev en ansøgning

om mandagen, udvalget behandlede den om onsdagen, og udbetalingen

skete om fredagen. Men der var også dem, der ikke kunne

finde ud af at skrive en ansøgning og bare kom om onsdagen, som

de plejede.

Det var i følge en arbejdsbeskrivelse fra 1937 kontorets fuldmægtig,

der havde ansvar for, at der optoges afhøring af alle nye ansøgere,

og at afhøringsskemaerne blev således udfyldt, at udvalget efter

besvarelserne ville være i stand til at foretage afgørelser i sagerne.

Der skulle også foretages nye afhøringer af personer, der igennem

lang tid havde modtaget hjælp. Råd og vejledning til ansøgerne

måtte kun gives af fuldmægtigen. Denne kunne også på inspektørens

vegne foretage bevillinger af sygekassekontingenter.

Efter at forholdene var faldet til ro efter krigen, skete der en stor

udvikling i den sociale sektor. Der blev vedtaget love af Rigsdagen,

der gav mulighed for at yde særhjælp til visse persongrupper, f. eks.

de, der var ramt af tuberkulose, men også til indkaldte soldater. Der

var ikke indkaldt danske soldater i den sidste del af krigsperioden, og

der var derfor mange gifte, der nu skulle aftjene deres værnepligt.

Der var også mulighed for at yde hjælp, hvis der var børn eller ventedes

børn i ægteskabet, men også enlige kunne få hjælp eksempelvis

til betaling af diverse forsikringer.

Den fortsatte udvikling af den social sektor blev også årsag til, at

man satsede på at give de ansatte bedre uddannelse således, at de var

i stand til at give borgerne en bedre service. De kom på de såkaldte

kommunale grundkurser, der skulle give deltagerne bedre viden om

den offentlige sektor i almindelighed og visse tjenestegrene - skattevæsen,

regnskabsvæsen og socialvæsen i særdeleshed.

Uddannelsen til socialrådgiver gik tilbage til 1920erne, hvor der

først havde vist sig behov for en særlig viden om sindslidendes

behandling, og sidenhen om de muligheder, der var inden for det

samlede social- og sundhedsvæsen inspireret af den engelske tradition

for anvendelse af “social workers”. For at blive uddannet til socialrådgiver

måtte eleverne være i praktik i en af de sociale institutioner

eller på socialkontorer. Frem til 1966 havde Socialkontoret i

Kolding 19 kvindelige og mandlige praktikanter i nogle måneder ad

gangen, fortæller S. Eriksen.

Klienterne til kommunehjælp og fattighjælp tilhørte dengang, vurderer

Andreas Sørensen, der var ansat ved socialvæsenet fra 1921 til

1973, for de allerflestes vedkommende sinkegruppen, der på

forhånd var dårligt udrustede, både åndeligt og fysisk. Mange af dem

havde svært ved at læse og skrive og stod altid bagest i køen, når der

blev udbudt arbejde. Først med ordninger som revalidering og

beskyttet arbejde blev der gjort noget for dem.

Da man i midten af 1950erne overvejede oprettelsen af Socialforskningsinstituttet,

der blev virkeliggjort i 1958, foreslog Andreas

53


Afhøring af klienterne foregik ved denne

plads i 1951. Foto O. Fischer-Nielsen.

Den konservative Walter Petersen var

socialudvalgformand 1958-1962.

Foto fra 1966 af N. Lisberg.

Elarbejder Svend Christensen var socialudvalgsformand

1962-1970.

Foto fra 1966 af N. Lisberg

54

Sørensen, at spørgsmålet om, i hvor høj grad sinker fik kommunehjælp,

blev undersøgt, og om man ikke kunne hjælpe dem til indpasning

i erhvervslivet ved erhvervsvejledning, omskoling og arbejdsanvisning.

Det var også Socialudvalgets erfaring, skrev han, at det var de

samme mennesker, der år efter år opbrugte deres ordinære arbejdsløshedsunderstøttelse,

så de skulle hjælpes af kommunen. Det måtte

være værd at undersøge, om ikke også de kunne få bedre vejledning

af arbejdsanvisningen og evt. omskoles. Inden for børneforsorgen

følte man savnet af behandlingshjem for psykotiske børn, og man

ville henlede opmærksomheden på, at lovreglerne til afhjælpning af

alkoholisme og narkomani ikke var fyldestgørende, og at der savnedes

en mere effektiv behandling af denne gruppe personer. Det var i

september 1955.

Forsorgshjemmet »Overmarksgården« blev i 1935 et amtsforsorgshjem

efter en overenskomst mellem Kolding Kommune, Vejle Amt

og samtlige kommuner i Vejle Amt. Socialudvalget i Kolding stod

fortsat for den daglige ledelse.

Samtidig med de bedre økonomiske forhold i slutningen af 1950erne

begyndte de mere dynamiske socialinspektører selv at tage initiativer

over for politikerne i socialudvalgene med et ønske om at give

en mere serviceorienteret bistand. Politikerne i socialudvalgene var

også godt med. De deltog i landsdækkende møder med andre socialudvalgsmedlemmer,

hvor generelle problemer blev debatteret, og de

tog også på kurser for at blive klogere. Den konservative Walter

Petersen afløste C. Gossmann som socialudvalgsformand i 1958, og

han efterfulgtes i 1962 af elarbejder Svend Christensen, da socialdemokraten

Peter Ravn blev borgmester.

Svend Christensen fortæller i sine erindringer, at da han tog på

kursus for nye socialudvalgsformænd på Den kommunale Højskole,

troede han, at han vidste det hele i forvejen, men han blev klogere.

Da han kom tilbage, blev sagerne behandlet ikke efter rutinen, men

med skelen også til andre paragraffer end dem, der normalt brugtes.

Han skriver, at arbejdet i Socialudvalget aldrig blev rutine, og at han

lærte, at den enkelte skal behandles bedst muligt inden for lovens

rammer. Hans motto som socialudvalgsformand var:”Du skal have

sympati for den usympatiske”. Folk skulle behandles korrekt og ens,

uagtet de kunne være ubehagelige og frække over for personalet.

En konsekvens af den større forståelse for de sociale problemer

og årsagerne til dem både hos socialudvalgsmedlemmer og socialinspektører

og deres ansatte medførte, at de sociale ydelser bredte sig

til en stadig større del af befolkningen. Socialreformen havde haft til

hensigt at give de mindrebemidlede et sikkerhedsnet - og dette sikkerhedsnet

udvidedes til stadig flere grupper i samfundet.

Sundhedspleje og familiepolitik

I 1937 vedtoges en lov, der gav statstilskud til kommuner, der ansatte

sundhedsplejersker. Fra centralt hold så man med stadig større

bekymring på den høje spædbørnsdødelighed, som man ville modvirke

ved vejledning af sundhedsplejersker.

Kolding Kommune var en af de første kommuner, der tog Lov nr.

85 af 31. marts 1937 om “Bekæmpelse af sygelighed og dødelighed

blandt børn i de første leveår” i anvendelse. Allerede i august 1937

foreslog Anine Lind, der var socialdemokratisk byrådsmedlem og

medlem af både Socialudvalget og Børneværnsudvalget, at der ansattes

en sundhedsplejerske, og sygeplejerske Ingeborg Lunden


Sundhedsplejerske Ingeborg Lunden fotograferet

i 1958 af Peter Thastum.

Foto fra Vuggestuen i Skolegade, ca.

1950.

begyndte arbejdet den 1. januar 1938. Hun tog på besøg i hjemmene

og vejledte om ernæring og pasning af børnene. Ingeborg Lunden

fik et halvt år efter ansættelsen mulighed at følge den særlige uddannelse

for sundhedsplejersker, der var oprettet på Århus Universitet,

mod at forpligte sig til at blive i Kolding i 5 år. Hun fik halv løn

under kurset, der varede i 9 måneder. Ellen Løwert fungerede som

vikar og blev selv fastansat i 1943. Fra april 1954 blev spædbørns- og

skolesundhedsplejen administreret sammen.

Med indførelse af sundhedsplejen ydede Socialkontoret for første

gang service til en gruppe af mennesker i kommunen uden hensyntagen

til, om de var ubemidlede eller ikke.

I 1939 oprettedes Mødrehjælpen, der blev organiseret som lokale

statslige institutioner. For ansættelse på disse institutioner var det et

krav, at man havde gennemgået den nye socialrådgiveruddannelse.

I juli 1946 kom der lov om, at der kunne ydes svangre kvinder en

1/2 liter sødmælk dagligt efter forløbet af 3. svangerskabsmåned og

efter fødslen 1 liter dagligt i barnets første 6 levemåneder. Mælken

ydedes ved tildeling af kort, der indtil 1. august 1966 blev uddelt

gennem Mødrehjælpen. Senere overtog Socialkontoret uddelingen.

Der var ligeledes mellem Kolding Byråd og Sygekassernes fælles

hjemmesygepleje den 1. marts 1947 etableret husmoderafløsning,

der kunne iværksættes i hjem, hvor husmoderen var syg enten

hjemme eller på hospital, såfremt der var mindst 1 barn under 15 år.

Ordningen, der blev delvist finansieret af beskæftigelseslovgivningen,

var gratis for personer, der betalte under 130 kr. årligt i statsskat,

mens de, der var over denne grænse, måtte betale hjælpen med op

til 2/3 af lønudgiften.

Den kommunale sygepleje blev oprettet sidst i 1940erne. Det var

ment som en forebyggende foranstaltning for at opretholde sygdomsramte

familiers sammenhold og trivsel. Eksempelvis kan

nævnes, at der i 1949-1950 blev aflagt besøg i hjemmet med 170 dagog

12 natbesøg og i alt 3498 sygedagsudgifter beløb sig til 10.322,22

kr. I 1958 blev der indgået overenskomst mellem Socialudvalget og

Sygekassen, hvorefter Sygekassen administrerede Hjemmesygeplejen.

Hjemmesygeplejen lededes af et udvalg på 7 medlemmer, hvor 4

var valgt af Byrådet blandt Socialudvalgets medlemmer.

Daginstitutioner for børn og dagplejeordning

De første daginstitutioner i Kolding var Kolding Børneasyl, Kolding

Børnehjem, Børnenes Vels Vuggestuen i Skolegade og Børnenes Vels

Fritidshjem. De var, som tidligere nævnt, alle drevet af private foreninger.

Den første kommunale daginstitution var Børnehaven på Haderslevvej,

der blev taget i brug 20. januar 1944 og var oprettet på initiativ

af samtlige kvindeforeninger i Kolding. Den efterfulgtes i 1951 af

Vuggestuen på Agtrupvej 47. I 1954 åbnede børnehjemmet Bellevue,

beliggende Læssøegade 6 med 12 pladser til børn i alderen 2-14 år.

Fra slutningen af 1950erne kom der en stor vækst i antallet af nye

daginstitutioner kraftigt understøttet af, at staten betalte 70% til

driftsudgifterne, hvis kommunen selv betalte 30%. Behovet for at få

kvinderne ud på arbejdsmarkedet var stort. I 1964 blev det ved lov

pålagt kommunerne at sikre, at de fornødne daginstitutioner og socialpædagogiske

fritidsforanstaltninger var til stede. I Kolding var man

allerede i gang med at sikre dette. Børnehaven Sct. Jørgensgade 5

åbnede 1. marts 1965, Børnehaven Frederik 7 Vej 16. januar 1966,

55


Foto af Børnehaven på Haderslevvej,

ca. 1950.

56

der havde en specielt indrettet afdeling for handicappede børn. Fritidshjemmet

Frederik 7 Vej 1. februar 1966, Fritidshjemmet Junghansvej

i 1968. Alle disse var rent kommunale institutioner. Desuden

gav man kommunal støtte til privat oprettede daginstitutioner. I perioden

1962-70 syv børnehaver, en vuggestue, to fritidshjem og tre

fritidsklubber. Det kommunale børneværn havde pligt til at føre

kontrol med daginstitutionerne.

Der var også sket en ændring i holdningen til børneinstitutionerne.

Hvor det i 1940erne betragtedes som en beklagelig nødvendighed,

hvis mødrene ikke kunne blive hjemme hos deres børn og selv

opdrage dem, mente mange nu, at alle børn burde have mulighed

for at komme på børne- og ungdomsinstitutioner alene ud fra pædagogiske

hensyn.

Specielt for børn i vuggestuealderen var der alt for få pladser på

institutionerne, og der oprettedes derfor i 1966 en dagplejeordning

med plads til 15 børn fra 1/2 til 3 år. I 1969 udvidedes ordningen til

50 børn.

Dagplejen blev oprettet i tilknytning til vuggestuen på Agtrupvej

og dennes leder, Martha Poulsen, var også leder af dagplejen. Fra

1970 var hun alene leder af dagplejen.

Børneforsorgen havde i efterkrigstiden ændret karakter fra at

være en tvangsforanstaltning til at være et tilbud til familierne, og

man viste stadig større tilbageholdenhed med tvangsfjernelse af børn

fra hjemmet.


Borgmester Peter Ravn og socialudvalgsformand

Svend Christensen på nytårsbesøg

på Låsbyhøj, december 1966. Svend

Christensen taler med plejehjemsleder,

Jacob Larsen. Foto N. Lisberg.

Ældreforsorgen

Pensionistboliger (aldersrenteboliger) med lejligheder for folke- og

invalidepensionister var allerede bygget før krigen. De første boliger

(Ndr. Ringvej 2-12) var taget i brug i 1938, og der toges nye boliger i

brug i 1939/41 ved Gramrolighed. De fire første boliger indeholdt

36 boliger pr. blok for ægtepar og enlige. Lejlighederne var ret små,

52 m 2 , entre, toilet, stue med alkove og køkken. I 1943 blev næste

bolig taget i brug (Stejlbjergvej) med 24 boliger og i 1944, 1947,

1948 Agtrupvej med i alt 60 boliger. I 1951-1952 121 lejligheder samt

en tjenestebolig i Bjælderbæk/Skydebanen. De sidste ældreboliger

toges i brug 1956-1964 på Violvej med 90 1-værelses og 44 2-værelses

boliger. Boligstøtteloven åbnede nu også adgang til at yde huslejetilskud

til invalide-, enke- og folkepensionister, der boede i ejendomme

opført af sociale boligselskaber, således at huslejen blev den samme

som i de kommunale pensionistboliger. I Socialkontorets beretning

for 1961-62 nævnes, at behovet for pensionistboliger fortsat var stort,

idet der pr. 1. november 1962 var 171 ansøgere på venteliste til disse

boliger.

En stor udvidelse af De Gamles Hjem (Låsbyhøj) stod færdig i

1950, da en helt ny fjerde fløj blev føjet til bygningen. I forbindelse

med udvidelsen blev hele hjemmet gennemgribende moderniseret.

I 1953 købte Kolding Kommune en grund ved Tvedvej for at kunne

bygge et nyt alderdomshjem, men det blev udskudt på ubestemt tid

p.g.a. hjemmehjælpsordningen.

57


Assistenterne Poul Rasmussen og Orla

Buch klar til udbetaling af aldersrente.

Foto fra 1951 af O. Fischer-Nielsen.

Plejehjemmet Højegården indviedes i

1968 med plads til 36 beboere i enkeltværelser

og 4 dobbeltværelser til ægtepar.

Få år efter var det udvidet til 62 beboere.

Efter ældredebatten i 1988-89 fik Højegården

åbent dagcenter, og i januar

1992 blev Højegården administrativt

center for Distrikt Nord.

58

I 1961 blev De Gamles Hjem, nu Låsbyhøj, igen moderniseret og

havde derefter 72 pladser på sygeafdelingen og 96 pladser på plejeafdelingen.

Socialudvalget i Kolding besluttede i 1956 at yde hjemmehjælp til

folke- og invalidepensionister til indkøb, madlavning og rengøring.

Fra 1958 fik kommunen også statstilskud til hjælp til ældre, der

ønskede at blive boende i eget hjem. Ud fra et økonomisk synspunkt

var det også billigere end at bygge plejehjem. I Kolding byggede man

også et plejehjem, Højegården på Baldersvej, der indviedes i 1968.

Der ansattes samtidig en ergoterapeut til at beskæftige de ældre. Fra

1969 blev hjemmehjælpsordninger gjort obligatoriske for kommunerne.

I 1956 genneførtes loven om folkepension, efter at en kommission

siden 1948 havde arbejdet med spørgsmålet. Fra 1957 kunne alle,

der var fyldt 69 år, uanset indtægt og formue modtage folkepensionens

mindstebeløb. Den indtægtsbestemte folkepension kunne ydes

til alle over 67 år, for enlige kvinder dog 62 år. Hertil kom et tillæg,

der var indtægtsbestemt. Den maksimale ydelse blev noget større

end den tidligere aldersrente. I 1955 før lovens vedtagelse tog 60 %

af de aldersrenteberettigede mod tilbuddet, i 1959 hentede 70%

deres folkepension. Man skulle søge om at få folkepension, og

endnu på dette tidspunkt var der mange, der ikke søgte, selv om det

var deres ret. I 1964 vedtoges det, at alle over 67 år fra 1970 skulle

have et ensartet grundbeløb. Hermed var skridtet gjort fra en trangsbestemt

pension til en almen rettighed for alle borgere.

Lov om offentlig forsorg 1961, revalidering m.v.

Fra begyndelsen af 1960erne betød den stigende velstand i hele

befolkningen, at der blev mulighed for ikke kun at afhjælpe sociale

problemer, men også at forebygge dem.

Med Forsorgsloven fra 1961 ophørte sondringen mellem særhjælp,

kommunehjælp og fattighjælp, og herefter mistede ingen

valgret og valgbarhed ved modtagelse af sociale ydelser. Nu skelnede

man kun mellem almindelig hjælp og udvidet hjælp, og hjælpen

skulle kun undtagelsesvis tilbagebetales.


Socialudvalget og Socialkontorets personale

samlet på udflugt. Foto af O.

Fischer-Nielsen fra 1963.

Revalidering blev et centralt middel i socialpolitikken. Revalideringsloven

fra 1960 havde til formål at integrere de erhvervshæmmede

på arbejdsmarkedet, og til dette formål oprettedes en række

regionale revalideringscentre. Der ydedes ikke alene understøttelse,

men også genoptræning af arbejdsevnen og tilskud til omskoling til

uddannelse. Til revalideringscentrene knyttedes også psykologer og

psykiatere. Man havde nu overskud til at interessere sig for årsagen

til de sociale problemer snarere end at behandle symptomerne.

Hvor målet om revalidering eller beskyttet beskæftigelse ikke blev

nået, var alternativet invalidepension. Kolding Kommune bekostede

opførelsen af et revalideringsinstitut på Værkstedsvej i 1964.

I juni 1965 blev der vedtaget en ny lov om invalidepension mv.,

der trådte i kraft fra 1. april 1966. Denne lov indførte begrebet højeste,

mellemste og laveste invalidepension. De, der var invalideret,

således at de så godt som ikke havde nogen arbejdsevne tilbage, fik

højeste ip. De der var invalideret, så 2/3 arbejdsevne var gået tabt, fik

mellemste ip, og de, der var invalideret i nogen grad med mellem

2/3 og 1/2 arbejdsevne i behold, fik laveste ip. Fra 1960 steg antallet

af invalidepensionister markant.

Børne- og ungdomsforsorgen ændrede også karakter fra at være

en tvangsforanstaltning til at være et tilbud. Fra 1958 var det påbudt,

at de kommunale børneværnsudvalg i sager, hvor der var tale om

fjernelse af børn fra hjemmet, skulle søges bistand hos psykologer

eller hos de børneværnskonsulenter, som var ansat i medfør af loven.

Børneværnsudvalgene fik også mulighed for på egen hånd at bevilge

økonomisk hjælp til trængte familier for at undgå anbringelse af

børn uden for hjemmet, og det tilsyn, der tidligere havde været med

bestemte grupper af børn, blev afløst af et tilbud om vejledning.

Undersøgerne blev erstattet af familievejledere.

Som en konsekvens af udviklingen i retning af en mere forebyggende

socialpolitik nedsattes i 1964 en socialreformkommission, der

skulle vurdere love og politiske organer inden for det sociale område

med henblik på at skabe en større forenkling og en bedre sammenhæng

mellem institutioner og mål. Det resulterede i to betænkninger:

“Det sociale tryghedssystem - struktur og dagpenge” fra 1969 og

“Det sociale tryghedssystem - service og bistand” fra 1972.

59


I 1965 flyttede Socialkontoret til Nytorv

2-4, hvor man lejede sig ind i Sparekassen

Koldings nye bygning, i dag hjemsted

for OK klubben.

O. Fischer-Nielsen, yngste assistent og

husfotograf i 1951.

60

Behov for mere plads til Socialkontoret

Allerede i 1935, kun to år efter socialreformen søgte socialinspektøren

om mere plads, først og fremmest et lokale til at foretage afhøringer

af klienterne “under diskrete former”. Først i 1948 lykkedes

det ved en omrokering på Rådhuset at få et sådant lokale.

I februar 1957 ansøgte Andreas Sørensen Kasse- og regnskabsudvalget

om flere kvadratmeter til Socialkontoret. Især folkepensionens

vedtagelse ville få ekspeditionerne til at stige. Mere plads fik Socialkontoret

først i april 1965, da kontoret fik mulighed for at flytte til

Nytorv 2-4, hvor Sygekassen Kolding havde bygget sin nye kontorbygning.

Her lejede Socialkontoret den ene halvdel af bygningen.

Især ekspeditionslokalet på Rådhuset havde ikke været tidsvarende

– der var skrankeekspedition og snæver plads for såvel klientel og

personale. I det nye socialkontor blev der især lagt vægt på at »tilvejebringe«

gode pladsforhold for de mange medborgere, som har

ærinde til socialkontoret og børne- og ungdomsværnet. Skrankeekspeditionen

er afskaffet og erstattet med klientbetjening i samtalerum

og enkeltmandskontorer. (Socialkontorets årsberetning 1964-

85).

I en lang årrække havde Socialkontorets personale været usædvanlig

stabilt. Oversigten over de 27 ansatte ved forvaltningen i 1968

viser en lang række, der enten havde eller fik 25 og 40 års jubilæum

socialinspektør Andreas Sørensen, ekspeditionssekretær C. D.

Olesen, fuldmægtig A. Josiassen, fuldmægtig O. Buch, kasserer Rud.

Petersen, overassistent M. H. Roest, overassistent S. Eriksen, overassistent

M. Juhl-Jensen, overassistent Poul Rasmussen, overassistent O.

Fischer-Nielsen, kommuneassistent Fl. Rudbech-Hansen, kommuneassistent

Hanne Ravn m.fl.


Storkommune,

socialreformer og

forvaltningsvækst 1968-75

Kommunesammenlægningen

1. april 1970 blev sognekommunerne Viuf, Alminde, Harte-Bramdrup,

Seest, Vonsild, Dalby, Sdr. Bjert og Sdr. Stenderup sammenlagt

med Kolding Kommune. Eltang-Vilstrup sognekommune havde allerede

året før indgået en frivillig sammenlægning med Kolding. Med

sammenlægningen voksede indbyggertallet i kommunen til ca.

52.000, hvilket var en forøgelse på omkring 14.000 i forhold til 1968.

Forberedelserne til kommunesammenlægningen havde stået på

siden midten af 1960erne, og i lighed med de øvrige kommunale forvaltningsgrene

havde Socialkontoret også været indblandet i disse.

Spørgsmålet var, hvordan den sociale administration skulle tilrettelægges

i den kommende storkommune.

Der herskede ingen tvivl om, at udgangspunktet for den fremtidige

administration måtte være Socialkontoret i Kolding, der i storkommunen

ville blive det naturlige sociale centrum. Men dermed

var sagen langt fra afgjort. Kolding Kommune og sammenlægningskommunerne

skulle enes om vilkårene ved sammenlægningen,

hvilket var en besværlig og langvarig proces, fordi der både skulle

tages hensyn til lokale særinteresser samtidig med, at man skulle

træffe beslutninger af en mere overordnet og principiel karakter.

Forhandlingerne udspandt sig i “Fællesudvalget for Sammenlægning

af Kommunerne omkring Kolding”. Udvalget, der var sammensat

af politikere fra Kolding Købstad og sammenlægningskommunerne,

skulle godkende alle beslutninger i de respektive sogne- og

byråd, som rakte ud over sammenlægningsdatoen. Under Fællesudvalget

nedsattes en række fagudvalg, bl.a. udvalget vedrørende alderdomshjem

og disses placering, der samtidig tog sig af andre sociale

spørgsmål, som f.eks. hjemmesygeplejen og omsorgsarbejdet.

To hovedspørgsmål skilte sig ud, og begge handlede om sognekommunernes

frygt for at blive “klemt og glemt” i den storkommunale

administration. Det ene var spørgsmålet om, hvorvidt man

skulle bevare de lokale kommunekontorer, eller i stedet nedlægge

kommunekontorerne og inddrage disses personale under socialforvaltningen

i Kolding, således at hele den sociale administration samledes

her. Det var en problemstilling, man også arbejdede med i

andre kommuner. Nogle steder - bl.a. i Odense, valgte man at

oprette distriktskontorer, således at borgerne havde mulighed for at

rette henvendelse til de kommunale myndigheder i nærområdet.

Det andet hovedspørgsmål var, hvilke konsekvenser sammenlægningen

ville få for udbygningen af institutionerne i kommunen, og her

specielt i de tidligere sognekommuner. Både Kolding og sognekommunerne

oplevede i 1960erne en stor befolkningsvækst og dermed

en øget efterspørgsel efter institutionspladser, hvad enten det var

vuggestue- , børnehave- eller plejehjemspladser. I slutningen af

1960erne var planlægningen af nyt institutionsbyggeri i gang de

fleste steder, og den skulle helst ikke skrinlægges efter kommunesammenlægningen.

61


Sognerådsformand Jens Ravn på Kommunekontoret

i Seest. Foto fra 1965 af

Peter Thastum.

62

Med hensyn til det første spørgsmål var holdningen blandt forvaltningscheferne

i Kolding Kommune klar; man var modstandere af at

bevare lokalkontorerne. En sådan ordning ville hurtigt udvikle sig til

et tungt og besværligt apparat, eftersom alle sager i sidste ende alligevel

skulle forbi centraladministrationen i Kolding. Desuden ville det

blive meget dyrt, fordi man ville være nødsaget til at bygge nye administrationskontorer

flere steder i kommunen. Det var kun i Eltang-

Vilstrup, Harte-Bramdrup, Dalby og Seest, der fandtes egentlige

kommunekontorer.

Forvaltningschefernes synspunkt havde politisk rygdækning. I

midten af 1960erne var byrådspartierne meget opsatte på at bygge et

nyt rådhus. Det skulle stå færdigt i begyndelsen af 1970erne, have

plads til hele den kommunale administration og være i stand til at

yde service til hele storkommunen.

Selvom spørgsmålet aldrig blev gjort til et alvorligt stridspunkt fra

sognekommunernes side, nærede mange alligevel en frygt for, at sognebeboerne

ville komme til at stå “hjælpeløse over for den nye

maskine”. Under Seest Sogneråds forhandlinger med Kolding

kommune udtrykte sognerådsformand Jens Ravn bl.a. bekymring for,

hvordan omsorgsarbejdet for ældre ville komme til at fungere efter

sammenlægningen. Siden 1965 havde de fleste af sognekommunerne

haft et fortrinligt samarbejde i amtsregi om denne opgave, og det

skulle helst ikke forringes efter 1970, når administrationen blev placeret

i Kolding by. Derfor bad Seest Sogneråd også om, at man i en

overgangsfase havde personale på det lokale kommunekontor, først

og fremmest af hensyn til de ældre. Kolding Kmmune måtte af principielle

grunde afvise ønsket, men som et kompromis enedes man

om at lave en overgangsordning, kaldet kontaktmandsordningen.

Den gik ud på, at der i hver af de gamle sognekommuner blev valgt

en person, som borgerne kunne henvende sig til og få råd og hjælp

af, når de havde et ærinde i kommunen, eller skulle i forbindelse

med de rette folk i Kolding Kommunes administration.

Kontaktmandsordningen var særegen for Kolding, fordi man her

overlod det til de lokale beboere at vælge deres mand. Det skete ud

fra den betragtning, at især ældre beboere måske ville have svært ved

at komme frem med deres problemer over for mennesker, som de


Borgmester Peter Ravn ledede kommunesammenlægningsforhandlingerne

for

Kolding. Han var borgmester 1962-77.

ikke kendte personligt. Det var et synspunkt, der var ved at være ude

af trit med virkeligheden i moderne offentlig administration. Da

borgmester Peter Ravn på et møde skulle gøde jorden for en

sammenlægning, benyttede han det argument, at i det øjeblik, man

blev til en stor kommune, så blev borgerne et nummer og ikke et

navn. Det var en fordel, for så var der ikke noget med, at socialudvalgsmedlemmerne

vidste, hvem det var, der skulle have en eller

anden form for hjælp fra socialkontoret. I 1970 var det stadig noget,

mange skammede sig over.

Men i sognekommunerne så mange stadig anderledes på tingene.

Viggo Nielsen, der var medlem af Dalby Sogneråd fra 1962-70, gav i

bogen “Da de 10 blev til 1” udtryk for, at man kunne have fået et

bedre samfund, hvis man kunne have fortsat med kommunestrukturen

fra dengang, fordi man kom meget mere ind på problemerne.

“Man vidste nøjagtigt, at nu var den og den mand blevet skadet o.s.v.

Man vidste, der ville komme en socialsag på ham inden ret længe, og

det forberedte man, inden den kom frem. Man havde en dejlig

føling med det hele. Da jeg senere kom ind i Byrådet, var mennesker

ligesom blevet en stor grå masse”.

Kontaktmændene havde besøgstid bestemte dage om ugen, enten

på deres privatadresser, på den lokale skole (som i Dalby og Vonsild)

eller i det tidligere kommunekontor, som det var tilfældet i Seest.

Her var der mulighed for at ansøge om folkepension, førtidspension,

invalidepension, enkepension, plejetillæg m.m., uden at folk skulle

turen helt ind til Kolding. Ordningen fungerede indtil 1972 og

havde sandsynligvis mere symbolsk værdi end reel betydning. Meget

tyder på, at det var småting, som kontaktmændene beskæftigede sig

med, og allerede i 1971 ebbede det hele ud.

Sognekommunerne kæmpede med næb og klør for at beholde

deres institutioner og få lov til at udbygge eller bygge flere. Man ville

have forsikringer om, at eksisterende plejehjem ikke blev nedlagt, og

at der blev bygget børnehaver og vuggestuer. Så vidt det var muligt,

blev ønskerne også indfriet - så længe de ikke stred mod den overordnede

planlægning.

Socialinspektør Andreas Sørensen havde overfor borgmester Peter

Ravn anbefalet, at der under forhandlingerne så vidt muligt blev

taget forbehold overfor sognekommunernes ønsker. Institutionsudbygningen

måtte nødvendigvis løses i sammenhæng med samtlige de

kommuner, der skulle sammenlægges med Kolding.

Forbeholdet blev bl.a. brugt overfor Seest Sogneråd, der havde

planer om at bygge en børnehave og udbygge alderdomshjemmet.

Andreas Sørensens råd var, at planerne om en børnehave blev stillet i

bero, indtil man havde fået lavet en samlet plan for daginstitutionerne

i den kommende storkommune. Det samme gjaldt for Seest

Alderdomshjem, der var umoderne og havde et beskedent antal

sengepladser. I de øvrige sognekommuner var der også små og utidssvarende

alderdomshjem, og det kunne være formålstjenligt at nedlægge

nogle, mens andre måske skulle udbygges. Ud fra samme helhedshensyn

blev Sdr. Stenderup Kommunes ønske om at udvide De

Gamles Hjem med en sygeafdeling sat i bero. Derimod fik Sdr. Bjert

Sogneråd tilsagn om, at man snarest efter kommunesammenlægningen

ville påbegynde en udbygning af De Gamles Hjem. Det var

man strengt taget bundet af, eftersom sognerådet i 1968 havde

opnået Boligministeriets tilladelse til en udvidelse. Eltang-Vilstrup

Sogneråd fik også en forsikring om en snarlig institutionsudbygning.

Kommunekontoret i Nr. Bjært skulle ombygges til en børnehave.

63


På Solgården i Harte havde beboerne

mulighed for at hjælpe til i haven. Foto

fra 1960erne.

64

Selvom forhandlingerne til tider kunne være meget hårde, strakte

Kolding Kommune, der jo var “storebror” i forhandlingerne, sig

meget langt for at imødekomme sognekommunernes ønsker. Da

Harte-Bramdrup under forhandlingerne fremsatte det specielle

ønske, at alderdomshjemmet “Solgården”, som var blevet indviet i

1962, forbeholdtes beboerne i de to sogne, blev ønsket efterkommet.

Ønsket var sandsynligvis et udslag af den mistro, mange sognebeboere

nærede mod den kommende “storkommunale maskine”. Sognerådsmedlem

i Dalby Sognekommune, Viggo Nielsen, har beskrevet

de besigtigelsesture, Alderdomsudvalget var på i de forskellige sognekommuner

i forbindelse med sammenlægningsforhandlingerne: “På

landet var alderdomshjemmene små og primitive, men med en

dejlig, skøn stemning. Jeg husker, hvor rystet jeg blev, da jeg kom på

de store i Kolding. På Låsbyhøj var det rigtig dårlige mennnesker,

der var der, men også på det ny plejehjem ude ved Sjællandsvej-kvarteret

(Højegården) var det en hel anden type plejehjem, end dem

man så i Harte, Sdr. Stenderup og i Seest. På landet havde de ikke

moderniseret så meget, de havde en håndvask på værelset i hvert

fald, og toilettet var henne i gangen. Men miljøet var anderledes, de

fik lov til at arbejde i haven, lave mad osv.”

Forberedelser i Socialkontoret

Sideløbende med de politiske forhandlinger i Fællesudvalget arbejdede

man på højtryk i Socialkontoret for at gøre overgangen til storkommunen

så lempelig som mulig. Forvaltningen skulle tilpasses

den nye kommunestruktur, og desuden skulle man forberede sig på

en række nye arbejdsområder, som i medfør af ny social lovgivning

skulle træde i kraft samtidig med kommunesammenlægningen.

Det var en kompliceret opgave, der rakte fra udregninger over det

fremtidige personale- og lokalebehov, fastlæggelse af nye arbejdsgange

og rutiner, etablering af nye afdelinger til overdragelsesforretninger

med sognekommunerne.

Personalebehovet blev delvist løst i medfør af de aftaler, der blev

indgået mellem de tidligere sognekommuner og Kolding Kommune.

Sognekommunernes fastansatte embedsmænd fik i vid udstrækning


Parti fra Socialkontoret på Nytorv.

Stående ses Flemming Rudbeck-Hansen.

ansættelse i den nye kommunale administration. Socialkontoret fik

således 15 nye medarbejdere, hvorefter antallet af administrative

medarbejdere nåede op på 41. Dertil skulle tælles de over 300 mennesker,

som arbejdede i vuggestuer, børnehaver, plejehjem, sundhedspleje

m.m. Det var omkring en fordobling i forhold til 1968. Tilvæksten

betød dog ikke, at der herefter var skabt en balance mellem

personaleressourcer og opgaver. I de første år af 1970erne steg

behovet for personale år efter år.

Overtagelsen af sammenlægningskommunernes sociale administration

var en tidskrævende og besværlig opgave. Der var en meget

stor forskel mellem den administrationspraksis, man fulgte i en lille

sognekommune, hvor det ofte kun var socialudvalgsformanden eller

sognerådsformanden i samarbejde med kæmneren, der løste de

sociale opgaver, til købstadskommunens anderledes større administrationsapparat.

Eksempelvis skulle man pr. 1. januar 1970 overtage udbetalingen

af sociale pensioner til folke- og invalidepensionister i landdistrikterne.

I Kolding havde man siden midten af 1960erne lavet pensionsberegninger

og udfærdiget checks ved hjælp af “hulkort”. I sognekommunerne

benyttede man sig af “gammeldags” udregningsmetoder,

hvor pensionerne blev udbetalt direkte og personligt til modtagerne.

Det var derfor et større arbejde, der blev sat igang, da man i september

1969 bad sognekommunerne om at udarbejde stamkort over

modtagere af sociale pensioner for at forberede en edb-baseret pensionsbehandling

efter 1970.

Generelt blev overgangen til den storkommunale struktur, trods få

skønhedsfejl, forholdsvis smertefri, og i løbet af de første år af

1970erne forsvandt begyndervanskelighederne en efter en.

Den sociale Styrelseslov 1970

Ved siden af forberedelserne til kommunesammenlægningen skulle

Social- og Sundhedsforvaltningen, som det formelt hed efter 1970,

dog også forberede nye sociale lovområder.

Den 1. april 1970 trådte Den sociale Styrelseslov i kraft. Den var et

resultat af Socialreformkommissionens første betænkning, “Det

sociale tryghedssystem - struktur og dagpenge”, som forelå i 1969. I

65


66

1972 kom kommissionens afsluttende betænkning “Det sociale tryghedssystem

- service og bistand”, som blev grundlaget for Bistandsloven

fra 1976.

Med betænkningerne og senere lovene var det hensigten, at der

skabtes en administrativ forenkling ved at etablere det “énstrengede

system”. Det betød, at der i kommunerne kun skulle være ét organ

med ansvar for de sociale udgaver, nemlig Socialudvalget. Den

sociale styrelseslov var en rammelov, som gradvist blev udfyldt de følgende

år.

Udover styrelsesloven udmøntedes betænkningen fra 1969 også i

Lov om offentlig Sygesikring og Dagpenge, som betød, at kommunerne

skulle overtage administrationen af den offentlige sygesikring

for hele befolkningen fra sygekasserne fra 1. april 1973.

Ved siden af disse vidtrækkende love iværksattes omkring 1969-70

en række mindre tunge, men dog ressourcekrævende love, som også

bidrog til at forøge arbejdet i forvaltningen. I 1969 trådte en ny

omsorgslov i kraft, og i 1970 trådte Lov om Børnetilskud og andre

Familieydelser samt Kildeskatteloven i kraft. Med Kildeskattelovens

indførelse blev sociale ydelser gjort skattepligtige. Det medførte en

del besværligheder i de danske socialforvaltninger og en del avisskriverier

om “de farceagtige tilstande i den offentlige administration,

hvor kommuner sender penge til sig selv”. Nye tider krævede nye

metoder. I 1971 tog Socialforvaltningen konsekvensen af udviklingen

og ansatte en skatteekspert, der alene fik til opgave at foretage skatteberegninger

af sociale ydelser.

Nye og gamle afdelinger på Socialforvaltningen

Forvaltningsstrukturen undergik store ændringer i 1970. Tre nye

afdelinger blev oprettet - Børnetilskudsafdelingen, Omsorgsafdelingen

og Institutionsafdelingen - mens “de gamle afdelinger” Børneog

Ungdomsværnet, Forsorgsafdelingen og Pensionsafdelingen

kørte videre.

Børnetilskudsafdelingen var reelt en videreførelse af den tidligere

Bidragsafdeling, som før 1970 havde stået for administrationen af

underholdsbidrag. Da Lov om Børnetilskud og andre Familieydelser

trådte i kraft i 1970 blev dette område lagt ind under denne afdeling.

Før 1970 var børnetilskud et skattefradrag, men med kildeskattens

indførelse skulle tilskuddene betales direkte til mødrene. Det samme

gjaldt mødreydelser og barselsdagpenge - “svangerskabsydelser” som

det blev kaldt - som også administreredes fra denne afdeling. Til

gengæld for disse nye ansvarsområder slap afdelingen for indkrævning

af underholdsbidragsrestancer, som overgik til Kæmnerkontorets

restanceafdeling. Børnetilskudsafdelingens første leder var fuldmægtig

Poul K. Rasmussen.

Omsorgsafdelingen, med arbejdsområderne omsorgsarbejde -

“beskæftigelsesterapi” som det var blevet benævnt i 1960erne - hjemmehjælp

og hjælpemidler til pensionister, blev oprettet et år før

kommunesammenlægningen. I 1969 trådte en ny omsorgslov i kraft,

der i modsætning til tidligere udtrykkeligt gjorde omsorgsarbejde til

en kommunale pligt. Det indebar pligt til at vejlede pensionisterne i

social- og skattelovgivning, pligt til at yde hjælp til indretning af

boliger, således at de var bedre egnet for pensionisterne og pligt til at

yde støtte til nødvendige hjælpemidler, som eksempelvis kørestole.

Fuldmægtig Svend Eriksen, som havde været ansat i forvaltningen


Dele af Socialforvaltningens administration

flyttede ind i hjørnebygningen,

Rendebanen 2A i 1970.

Sv. Aa. Wase Petersen, socialudvalgsformand

i 1970.Foto af N.Lisberg fra 1966.

Asta Laursen, konstitueret socialudvalgsformand

i 1970, medlem af Socialudvalget

1962-66 og 1970-74.

siden 1940 og havde arbejdet i Pensionsafdelingen siden 1966, blev

afdelingens første leder.

Institutionsafdelingen blev oprettet som følge af den vækst, der

havde været inden for dag- og døgninstitutionsområdet i løbet af

1960erne. Det fandtes nu påkrævet at have en samlet administrativ

ledelse af området. Den tidligere kæmner fra Eltang-Vilstrup Sognekommune,

ekspeditionssekretær Jørgen Fønsskov, blev leder af afdelingen.

De nye afdelingsområder og personaletilgangen sprængte forvaltningens

fysiske rammer. Nytorv 4 var efter 1970 ikke i stand til at

huse hele den sociale administration. Derfor måtte forvaltningen

deles, idet nogle forvaltningsområder forblev på den gamle adresse,

mens andre flyttede ind i Rendebanen 2A i 1970.

På Rendebanen 2A placeredes Omsorgsafdelingen, Børnetilskudsafdelingen,

Institutionsafdelingen og Hjemmesygeplejen, sidstnævnte

under ledelse af sygeplejerske K. Maintz. På samme adresse fik socialinspektør

Andreas Sørensen og socialudvalgsformanden kontorer.

I det “gamle” socialkontor på Nytorv 4 lå Pensionsafdelingen

under ekspeditionssekretær Orla Buch, med ansvaret for invalide-,

folke- og enkepensioner. Forsorgsafdelingen under fuldmægtig M.

Juhl-Jensen med ansvar for forsorgsloven og kontant hjælp efter revalideringsloven,

og Børne- og Ungdomsværnet under fuldmægtig,

socialrådgiver Ragnhild Munch med ansvaret for børneværnssager

og familievejledning. Kasse- og bogholderiafdelingen var ledet af A.

Josiassen. Andreas Sørensens stedfortræder, ekspeditionssekretær

C.D. Olesen havde også kontor her. Han blev kontorchef i 1970 og

stod for koordineringen mellem Socialforvaltningens afdelinger, personaleanliggender,

forberedelse af socialudvalgsmøder m.m.

Kort tid efter besluttede man dog at rokere rundt på to af afdelingerne.

Børnetilskudsafdelingen og Børneværnet byttede adresse i

1971.

I Socialudvalget var der skiftedag efter kommunalvalget i marts

1970. Medlem af udvalget siden 1950 og fra 1962 udvalgets formand,

socialdemokraten Svend Christensen trådte ud af Byrådet for at

hellige sig amtsrådsarbejdet. Hans efterfølger blev socialdemokraten,

kriminalbetjent Sv. Aa. Wase Petersen, der tidligere havde været

formand for Børneværnet. På grund af sygdom var hans tid i Social-

67


Alex Jentsch, socialudvalgsformand

1970-86.

68

udvalget dog forholdsvis kort, og i juli 1970 efter en kort periode,

hvor næstformanden, den konservative Asta Laursen var fungerende

formand, blev socialdemokraten Alex Jentsch ny formand. Den post

bestred han helt til 1986.

En konsekvens af Den sociale Styrelseslov var bl.a., at alt det politiske

arbejde inden for det sociale område skulle samles i et udvalg.

Loven lagde op til en nedlæggelse af Børne- og Ungdomsværnet,

men foreløbig blev det bevaret, dog således, at generelle spørgsmål

vedr. børn- og unges forhold blev overladt til Socialudvalget, mens

Børne- og Ungdomsværnet herefter kun afgjorde enkeltsager om

tvangsfjernelser.

Udbygning af ældreinstitutioner

Behovet for institutionspladser, hvad enten det drejede sig om plejehjemspladser

eller vuggestue- og børnehavepladser, fortsatte med

uformindsket styrke efter 1970. Selv om antallet af dag- og døgninstitutioner

var øget ved kommunesammenlægningen, var lange ventelister

et tilbagevendende problem i første halvdel af 1970erne.

De økonomiske konjunkturer var stadig gunstige i begyndelsen af

1970erne, men det ændrede sig i løbet af få år. Da oliekrisen slog

igennem i 1974 med bygge- og anlægsstop og stigende arbejdsløshed

til følge, var man nødt til at skrue ned for blusset og for de ambitiøse

anlægsplaner. Det afspejlede sig i valgkampen op til kommunalvalget

i 1974, hvor bl.a. de konservative ikke ville afgive så mange løfter

omkring institutionsbyggeri på grund af de forringede konjunkturer.

Efter byrådsvalget i 1970 var det udbygningen af plejehjemmene i

storkommunen, der havde højeste prioritet inden for det sociale

område. I det “gamle Kolding” havde man de to plejehjem - Låsbyhøj

og Højegården. Ved kommunesammenlægningen føjedes plejehjemmene

i Nr. Bjært (Basagerhus), Harte (Solgården), Seest (Vestervang),

Sdr. Stenderup (Stentoft), Vonsild (Vonsildhave), Sdr.

Bjert (Egebo) og det privatejede Viuf plejehjem til. Plejehjemmet i

Vonsild var med sine 31 pladser det største plejehjem uden for

Kolding by. Til sammenligning var der plads til 161 (heraf 71 på

sygeafdelingen) på Låsbyhøj og 44 på Højegården.

På trods af tilgangen var manglen på plejehjemspladser mærkbar.

I 1970 var problemet så grelt, at Kolding Sygehus måtte råbe vagt i

gevær. Forholdet var, at mange ældre, der var indlagt på sygehuset,

ofte lå uger efter, at den egentlige sygdomsbehandling var slut, fordi

det ikke var muligt at finde en plejehjemsplads. Dermed blev ventelisten

til egentlig sygehusbehandling tilsvarende større. Da fungerende

socialudvalgsformand, Asta Laursen, og socialinspektør Andreas

Sørensen senere samme år deltog i et møde med sygehusledelsen for

at finde en løsning på problemet, var forholdene dog bedret noget.

På det tidspunkt var man gået igang med udbygningen af Sdr. Bjert

plejehjem, mens planlægningen af nye var påbegyndt. I 1971

begyndte man at udvide Højegården, der i 1973 fik yderligere 19

pladser. Samme år indviedes en række plejeboliger i Skovparken og

på Ndr. Ringvej til ældre - såkaldte kollektivboliger - hvorved man

desuden opnåede at aflaste plejehjemmene. I 1970erne ændredes

holdningen til, hvilke pleje- og omsorgsmuligheder man skulle

tilbyde de ældre. Bl.a. vandt det synspunkt indpas, at ældre skulle bo

så længe som muligt i eget hjem

I 1974 påbegyndte man byggeriet af plejehjemmet Kløverhøj, hvor

der skulle være 68 plejehjemspladser. I tilknytning til Kløverhøj


Plejehjemmet Kløverhøj blev indviet

i 1976.

skulle der desuden etableres dagplejehjem. Her skulle pensionister,

som boede hjemme, have mulighed for at komme i dagtimerne og

drage fordel af de faciliteter, der fandtes på et plejehjem. Tilsvarende

dagplejefaciliteter skulle bygges ved alderdomshjemmet i Seest.

Fra politisk side var der vilje til at få nedbragt ventelisterne til plejehjemmene,

og i de første år af 1970erne udbyggedes plejehjemmene

gradvist, uden dog helt at komme ondet til livs. Det var tildels

uforskyldt. De gode intentioner rakte ikke meget, da 1970ernes økonomiske

krise slog igennem omkring 1973. Dermed forsinkedes bl.a.

byggeriet af plejehjemmet Kløverhøj, der først var klar til indflytning

i 1976.

Udviklingen på daginstitutionsområdet

Udviklingen inden for daginstitutionsområdet - vuggestuer, børnehaver

og fritidshjem - fulgte samme mønster, som på plejehjemsområdet.

Trods udbygning og nybyggeri kom man til kort overfor lange

ventelister. Pasningsbehovet var stigende og alene i 1969 var der

1230 børn opført på ventelisterne.

Politisk var der uenighed om, hvor meget kommunen skulle involvere

sig i institutionsbyggeri. De konservative mente, at vuggestuer

og børnehaver godt kunne drives på privat basis, blot det skete

under kommunal kontrol. Derfor ønskede de bl.a., at den kommunale

dagpleje blev udvidet.

1970ernes daginstitutionsbyggeri indledtes for alvor i 1972-73,

hvor man inden for blot et år - 1973 - kunne indvie Fritidshjemmet

Munkebo på Esbjergvej med plads til 80 børn, Vuggestuen Munkebo

med plads til 40 børn og Børnehaven Munkebo med plads til 72

børn. I 1974 kom Børnehaven i Skovparken til med plads til 72 børn.

Omkring 1972-73 begyndte man at lave de første udbygningsplaner

inden for det sociale område i forbindelse med kommunens

økonomiske langtidsplanlægning. I 1975 blev det lovpligtigt for kommunerne

at lave udbygningsplaner for kommunernes virksomhed på

det sociale og det sundhedsmæssige område.

I 1972 var der i kommunen ca. 1.200 daginstitutionspladser,

fordelt med 150 pladser i vuggestuer (inkl. dagpleje), 850 i børneha-

69


Dagplejemor. Foto fra 1978.

70

ver og 200 pladser i fritidshjem. Det svarede til en dækningsprocent

på 5% i vuggestuer og fritidshjem samt 25 % i børnehaver. Målsætningen

var, at man i 1977 skulle nå op på 13 % i vuggestuer, 20 % i

fritidshjem samt 37 % i børnehaver. På længere sigt skulle dækningsprocenten

være henholdsvis 35 %, 50 % og 35 % af børnetallet i de

respektive aldersgrupper inden for vuggestuer, børnehaver og fritidshjem.

Finansieringen skulle ske ved at kommunen lejede sig ind i

institutionsbyggeri, som enten de almennyttige boligselskaber Vejle

Amts boligselskab eller Lejerbo byggede.

Den kommunale dagplejeordning var en ventil, man kunne ty til

og opnormere, når forholdene krævede det. I modsætning til de

dyre institutionspladser kunne man forholdvis hurtigt og billigt indsætte

flere dagplejemødre. I 1970 blev 78 børn passet af dagplejemødre.

Det blev i 1973 udvidet til 105 børn, fordi bygge- og anlægsstoppet

foreløbig havde sat en stopper for fortsat institutionsbyggeri. Ved

samme lejlighed blev der givet tilladelse til, at aldersgrænsen kunne

sættes op, så også børn over tre år kunne blive passet i dagplejen.

Begyndende økonomisk afmatning giver pres på Socialforvaltningen

De dårlige konjunkturer hen mod midten af 1970erne betød, at man

måtte skrue ned for blusset hvad angik udbygningen af dag- og døgninstitutioner.

De første tegn på 1970ernes økonomiske og sociale

nedtur var dog allerede begyndt at vise sig i begyndelsen af

1970erne.

I 1971 kunne man konstatere en mærkbar stigning i antallet af

henvendelser til Socialforvaltningen. Antallet af ansøgninger om førtidspension

og invaliderente var stigende. I 1970 var adgangen til førtidspension

blevet udvidet, hvorefter man kunne få folkepension fra

det fyldte 60. år på grundlag af “svigtende helbred eller andre

særlige omstændigheder“. Mange så stigningen som et udtryk for, at

tilværelsen var blevet hårdere, bl.a. Harry Jensen, formand for Dansk

Arbejdsmands- og Specialarbejderforbund i Kolding: “Det var ikke

alle, der var konstrueret til at klare tidens jag, stress og erhvervssygdomme.

Pension var blevet en løsning, folk lidt op i årene søgte som

grundlag for fortsat eksistens”.


Bent Rasmussen var i 1971 konsulent i

Arbejdsformidlingen og formand for

Teknisk Udvalg. Han blev senere borgmester

fra 1977-1985. Foto: N. E. Friis.

Virkningerne af den økonomiske stramning begyndte at gøre sig

gældende. På hvert eneste socialudvalgsmøde måtte man behandle

adskillige ansøgninger om økonomisk hjælp fra folk, som var

kommet bagefter med betaling af husleje, varme, elektricitet og gas.

Kildeskattens indførelse havde en afgørende indflydelse på den

udvikling. Folk havde ikke som før mulighed for at springe skatten

over, når det kneb med pengene, nu hvor skatten automatisk blev

tilbageholdt inden lønudbetalingen. Skatterestancerne var nok

faldet, men restancerne på andre områder voksede i samme takt.

Socialt belastede unge

I slutningen af 1960erne var man begyndte at rette opmærksomheden

mod en stigende gruppe af unge, som fik sværere og sværere ved

at finde arbejde, og som fortrinsvis var at finde i byens “hash-miljø”.

I 1969 startede man et kommunalt beskæftigelsesprojekt for unge

mænd i aldersgruppen 18-25 år. I 1971 blev dette arbejde opprioriteret,

og man tog som en af de første kommuner i landet initiativ til

iværksættelsen af et beskæftigelsesprojekt for såkaldt “langtidsledige”,

et udtryk, der på det tidspunkt knap nok var begyndt at blive

almindeligt hverdagsdansk. Beskæftigelsesprojekterne i 1971 blev

udvidet til at omfatte alle aldersgrupper. Arbejdsformidlingen, Socialforvaltningen

og Teknisk Forvaltning stod bag et fælles initiativ.

Teknisk Forvaltning skulle sørge for beskæftigelsesprojekterne, der

skulle forløbe som en genoptræning i et slags beskyttet miljø. I

Kolding by var der på det tidspunkt omkring 100 langtidsarbejdsløse.

Kommunale foranstaltninger mod arbejdsløsheden blev udvidet

op gennem 1970erne med statstilskud i medfør af Beskæftigelsesloven

fra 1971. I december 1974 udvidede man de bestående beskæftigelsesforanstaltninger

som følge af arbejdsløsheden opstået i forbindelse

med oliekrisen. Igen skete det ved igangsættelse af arbejder

under Teknisk Forvaltning, bl.a. ved etablering af stier rundt

omkring i kommunen.

Det var dog foranstaltninger mod ungdomsarbejdsløsheden, der

blev prioriteret højest, og til det formål blev der nedsat en initiativgruppe

“vedr. iværksættelse af foranstaltninger mod ungdomsarbejdsløsheden”.

Ud over Arbejdsformidlingen, Socialforvaltningen

og Teknisk Forvaltning blev der i denne gruppe også trukket på

repræsentanter fra Fritidskommissionen og skolerne i kommunen.

I Socialforvaltningen var det Forsorgsafdelingen med ansvar for

hjælp, støtte og rådgivning i henhold til forsorgs- og revalideringsloven,

der mest direkte kom i berøring med unge arbejdsløse. En socialrådgiver

fra Børneværnet blev overflyttet til afdelingen for at

arbejde med de problemer, som fulgte i kølvandet på arbejdsløsheden.

Jo dårligere beskæftigelsesmulighederne blev for de unge, des

flere problemer stødte man på i andre henseender. Narkotikamisbruget

og ungdomskriminaliteten syntes stigende.

I 1971 oprettedes på forsøgsbasis et narkotika-rådgivningskontor i

Kolding. Det skete efter en længerevarende debat i medierne om

narkoproblemer blandt unge koldingensere, i hvilken bl.a. det socialdemokratiske

folketingsmedlem for Kolding-kredsen, Bernhardt

Tastesen var aktiv. Kontoret skulle ud over at forestå rådgivning

omkring narkotika også tage sig af andre ungdomsproblemer, så som

arbejdsløshed, alkoholmisbrug og kriminalitet. Rådgivningskontoret

havde åbent en aften om ugen i Børne- og Ungdomsværnets kontor,

hvor en kvindelig og en mandlig socialrådgiver sad parat til at tage

71


Bernhardt Tastesen, medlem af Folketinget

for Socialdemokratiet 1962-88.

Foto fra 1972.

72

imod henvendelser. Efter tre måneders prøvetid blev status gjort op,

og Kolding Folkeblad var hård i sin dom, da det konstaterede, at

Narkorådgivningen havde været en fiasko. Kun ganske få unge

havde benyttet sig af muligheden for at få rådgivning af professionelle

socialrådgivere.

I januar 1972 nedsatte man en arbejdsgruppe, som skulle analysere

narkoproblemets reelle omfang - om det var i vækst, og hvordan

man kunne forebygge skolebørns brug af stoffer. Udvalget bestod af

Alex Jentsch, Asta Laursen som repræsentant for Skolekommissionen,

Sonja Andersen som repræsentant for Skoleudvalget samt politimesteren,

skolelærere og Henning Muff, der var Undervisningsministeriets

konsulent vedrørende narkotikasager i Vejle Amt.

Undersøgelserne viste, at de beskæftigelsesarbejder, man havde

haft i gang siden sommeren 1971 tilsyneladende havde båret frugt.

Forsorgsafdelingen kunne konstatere, at antallet af stofmisbrugere

var faldet. Man måtte dog tilføje, at nedgangen sandsynligvis også

skyldtes det forhold, at en del narkomaner, der havde holdt til i

Kolding, i mellemtiden havde taget bopæl på “et slags kollektiv i

Christiansfeld kommune”.

På kommunens skoler lavede man en undersøgelse, der viste, at

ud af kommunens 2641 folkeskoleelever var det kun 251, der havde

prøvet at ryge hash, og ud af dem var der kun 20, der røg flere gange

om ugen. Konklusionen i den afsluttende rapport lød derfor, at narkotikaproblemet

blandt skoleelever i Kolding ikke var af et sådant

omfang, at det gav anledning til iværksættelse af særlige foranstaltninger

herimod.

Arbejdsgruppen anbefalede, at de foranstaltninger, der burde

iværksættes til behandling af stofmisbrugere mest fordelagtigt kunne

etableres på amtskommunal basis. I kommunalt regi burde man dog

etablere en ungdomspension med plads til 10-15 unge og ansætte en

socialrådgiver med den ene opgave at kontakte og rådgive unge stofmisbrugere.

Anbefalingen blev imødekommet. I 1972 enedes man om at bygge

en ungdomspension med plads til 16-17 unge, hvoraf højst 5 måtte

være narkomaner. Beslutningen blev dog ikke ført ud i livet, eftersom

Socialstyrelsen, der skulle godkende en oprettelse, senere sagde

nej. Afslaget begrundedes i, at det på grund af bygge- og anlægsstoppet

ikke var muligt at opnå de fornødne driftsbevillinger.

Afslaget var medvirkende til at et alternativ fik fodfæste. I 1975

etableredes de første ungdomshybler i V.A.B.s højhus på Tvedvej.

Socialudvalget havde været på studietur i Odense, hvor man havde

haft succes med etableringen af lignende boliger.

Familievejledere

Sociale problemer blandt børn og unge, hvad enten problemet var

arbejdsløshed, stof- og alkoholmisbrug eller slet og ret dårlige familiekår

var blevet flere i løbet af 1960erne. Der etableredes en familievejlederordning,

og man ansatte kommunens første socialrådgiver,

Ragnhild Munch, som i en årrække fungerede som forvaltningens

eneste professionelle sagsbehandler.

Forebyggelse, tryghed og trivsel blev grundlaget i socialforsorgen i

1970erne, og dermed kom det opsøgende og forebyggende socialarbejde

endnu mere i fokus. Det forøgede arbejdsbyrden i forvaltningen

og i begyndelsen af 1970erne blev der ansat flere socialrådgivere

og familievejledere.


Fra OK klubbens køkken, hvor Herman

Andersen regerer. Foto fra 1972.

I landdistrikterne havde amtet kørt en familievejlederordning

under ledelse af familievejleder Ragna Jensen. Ved kommunesammenlægningen

fik hun ansættelse i Socialforvaltningen, og der ansattes

yderligere to familievejledere i Børne- og Ungdomsværnet.

I Loven om Børne- og Ungdomsforsorg stod der, at der skulle

knyttes et sagkyndigt team til familievejlederne, bl.a. læger, jurister

og psykologer. Det efterlevede man ikke i Kolding, hvad der dog slet

ikke var en usædvanlig kommunal praksis. På en forespørgsel fra

Socialstyrelsen i 1971 forklarede man det med, at man fra sag til sag

kunne trække på fornøden ekspertassistance, og at man ikke havde

fundet det nødvendigt at nedsætte et decideret støtteteam.

Familievejlederne var dog af en anden mening, og ved årsskiftet

1972-73 valgte Ragna Jensen og hendes to kolleger at opsige deres

stillinger i Socialforvaltningen.

Omsorgsarbejdet for ældre

Det opsøgende og aktive socialarbejde kom også i centrum i ældrearbejdet.

Omsorgsloven fra 1968 havde betydet, at den kommunale

service inden for ældreområdet blev markant udvidet. Før loven

trådte i kraft havde socialinspektør Andreas Sørensen på “Sydjyske

byers Fællesmøde” udtalt, at med denne lov var “der plantet et frø,

der ville blive meget betydningsfuldt i fremtiden”. Med loven var der

åbnet mulighed for oprettelse af daghjem, rekreationshjem og andre

særlige hjem for invalide- og folkepensionister.

Det var en forudsigelse, der holdt stik. Omsorgsafdelingens

arbejdsområder var i stærk vækst i årene efter 1968. I 1973 overtog

afdelingen visitationen til alderdoms- og plejehjemsopgaver og administrationen

af husmoderafløsningen. Sidstnævnte havde indtil da

været en sygekasseopgave.

Hjemmehjælp fik et betydeligt opsving, hvilket var en naturlig

følge af, at ældre blev boende længere tid i deres eget hjem. Et økonomisk

ræsonnement på linie med det tilsvarende inden for dagplejeordningen

gjorde sig også gældende her. Hjemmehjælpsordningen

kunne bruges som en ventil, når det var nødvendigt.

I takt med at det blev dyrere at bygge plejehjem, valgte man at

udbygge hjemmehjælpen.

Omsorgsarbejdet for pensionister foregik i Kolding i kommunens

dagcentre på Kløvervej 35 og Fredericiagade 25. Her var der adgang

for folkepensionister, invalidepensionister og enkepensionister. Tilbuddene

spændte over hobby- og beskæftigelsesarbejde, spil, samvær

og foredrag. Desuden var der mulighed for at få en varm middagsret.

For dem, der ikke selv var i stand til at komme i dagcentrene,

blev der arrangeret taxi-kørsel eller i yderste konsekvens foretaget

hjemmebesøg.

Omsorgsarbejdet omfattede også tilskud til foranstaltninger, der

forskellig vis blev ført på privat basis. F. eks blev der ydet tilskud til

OK-klubben, Pensionisternes Filmklub, Flora Klubben, Dansk Folkehjælp,

Frelsens Hær m.fl.

I landdistrikterne blev arbejdet varetaget af vejledere, eller som de

blev kaldt i 1960erne, “omsorgsdamer”. Før kommunesammenlægningen

havde omsorgsarbejdet i sognekommunerne haft stor succes,

og op til byrådsvalget i 1970 måtte de konservative beklage, at omsorgsloven

ikke var blevet udnyttet fuldt ud i Kolding, og at man

skulle drage nytte af de erfaringer man havde haft i landkommunerne.

De konservative efterlyste sandsynligvis den uformelle, tætte

73


74

kontakt og den meget lidt institutionsprægede atmosfære, der

prægede omsorgsarbejdet i landdistrikterne.

Sygekasserne nedlægges 1973

1. april 1973 trådte Lov om offentlig Sygesikring og Lov om Dagpenge

under Sygdom i kraft, hvorefter kommunerne og amterne

overtog sygekassernes opgaver. Hvor Den sociale Styrelseslov fra 1970

var den første store lovreform inden for det sociale område i

1970erne, markerede disse love den anden store lovreform.

Loven medførte, at Socialforvaltningen overtog de opgaver, som

før var blevet administreret af Sygekassen “Kolding” og overtog samtidig

Sygekassens lokaler. Sygekassepersonalet - ialt 12 personer -

fulgte med over i Socialforvaltningen. Dette var blevet forhandlet på

plads mellem Byrådet og sygekassens bestyrelse i foråret 1972. I forbindelse

med overtagelsen af disse opgaver oprettedes en ny afdeling,

Sygesikrings- og Dagpengeafdelingen, som fuldmægtig Poul K.

Rasmussen blev leder af. Ved samme lejlighed blev O. Fischer-

Nielsen, tidligere Pensionsafdelingen, ny leder af Børnetilskuds- og

Bidragsafdelingen.

Socialinspektør Andreas Sørensen går af

1973 blev skelsættende for medarbejderne i forvaltningen, idet de

måtte sige farvel til deres chef igennem næsten 30 år. Andreas Sørensen

havde nået pensionsalderen og havde i nogle år forberedt omgivelserne

på, at tiden snart var inde til at trække sig tilbage. Den endelige

beslutning kom dog en del hurtigere, end Andreas Sørensen selv

havde ønsket. I sidste ende blev det sygdom - svigtende syn og

hørelse - der tvang ham til at søge sin afsked.

Med Andreas Sørensens afgang mistede forvaltningen en respekteret

og magtfuld leder, der i forvaltningsarbejdet havde udvist stor

fremsynethed og dygtighed. Under forberedelserne til kommunesammenlægningen

havde han demonstreret overblik, stor forhandlings-

og planlægningsevne, og det samme havde været tilfældet

under arbejdet med at omstille forvaltningen organisatorisk til at

kunne varetage de mange opgaver, der kom til efter 1970.

Et udslag af denne fremsynethed var etableringen af et egentligt

sekretariat i 1971. Sekretariatslederen skulle styrke udviklings- og

planlægningsarbejdet i forvaltningen. Stillingen blev besat med den

første akademiker i forvaltningens historie, cand. polit Knud Ørskov

Nielsen. Andreas Sørensen var af den overbevisning, at den hastige

udvikling, der skete inden for det sociale område, krævede inddragelse

af specialister i forvaltningen - også på ledelsesplan. Andreas

Sørensen ville med ansættelsen af Knud Ørskov Nielsen også tænke

på sin efterfølger.

Knud Ørskov Nielsen kom til at varetage en lang række administrations-

og planlægningsopgaver. Bl.a. henførtes administrationen

af børnetandplejen og skolesundhedsplejen, som var i stor vækst i

disse år, under sekretariatet. Det samme gjorde styring af bygge- og

anlægsaktiviteter, som f.eks. byggeriet af plejehjemmet i Sdr. Bjert og

daginstitutionerne i Munkebobebyggelsen.

Arbejdet med at udvikle forvaltningorganisationen blev en vigtig

opgave, og den bidrog sandsynligvis til at belaste forholdet mellem

den unge Knud Ørskov Nielsen og Andreas Sørensen. I 1970erne

begyndte der så småt at blæse nye vinde i den kommunale admini-


Alex Jentsch byder Willy Nørrelykke velkommen

som socialinspektør, 1973. I

baggrunden kontorchef C.D. Olesen.

Foto: Peter Thastum.

stration, der gradvist kom til at vende op og ned på det traditionelle

forhold mellem ledelse og medarbejdere. Kravet om medarbejderindflydelse

sneg sig - omend langsomt - ind og blev et punkt på

dagsordenen, som man måtte tage alvorligt. Det var et forhold, som

Andreas Sørensen havde svært ved at håndtere, specielt da det efterhånden

blev tydeligt, at mange medarbejdere gerne så, at Knud

Ørskov Nielsen blev forvaltningens nye chef - og gerne hurtigere,

end Andreas Sørensen selv ønskede det. Det kom bl.a. frem i 1972

og 1973, hvor man afholdt organisations- og medarbejderkurser i

forvaltningen. Personalet ønskede forandringer.

Socialinspektør Willy Nørrelykke

Med Andreas Sørensens beslutning om at træde tilbage begyndte

spillet om hans efterfølger. Her blev det ret hurtigt klart, at personalets

ønske om, at Knud Ørskov Nielsen ville blive den nye chef ikke

deltes af Socialudvalget. Her pegede et flertal i stedet for på Willy S.

Nørrelykke, kontorchef i socialforvaltningen i Odense Kommune.

Beslutningen stod ved magt, og efter at Byrådet havde godkendt

indstillingen, tiltrådte Nørrelykke den 1. august 1973. Afgørelsen

betød, at Knud Ørskov Nielsen valgte at opsige sin stilling. Cand.jur.

Lise-Lotte Kiel Jensen overtog hans stilling.

Nørrelykke var kun leder af forvaltningen i to år. En så kort

årrække samt det forhold, at omstændighederne omkring hans

ansættelse havde været præget af en del politisk turbulens betød, at

han aldrig kom til at sætte væsentlige fingeraftryk i forvaltningsarbejdet.

Visse organisationsændringer blev det dog til. I juli 1974 trådte

kontorchef C.D. Olesen tilbage. Hans karriereforløb i forvaltningen

havde været meget enestående, idet han var blevet ansat på Socialkontoret

som kasserer i 1933, var avanceret til fuldmægtig i 1948,

ekspeditionssekretær i 1954, for til slut at blive forvaltningens første

kontorchef i 1970.

75


Tom Christensen tiltræder den 2. juni

1975 og bydes velkommen af socialudvalgsformand

Alex Jentsch. Socialudvalgsmedlem

Carl Sørensen og kontorchef

Jørgen Fønsskov ser til. Foto:

Kolding Folkeblad.

76

C.D. Olesen afgang betød, at man på afdelingsmøder og i samarbejdsudvalget

tog diskussionen op om hensigtsmæssige ændringer af

arbejdsfordelingen. Det førte til en ny organisationsplan, som trådte

i kraft i august 1974.

Kontorchef Jørgen Fønsskov blev forvaltningens nye personalechef

for alle medarbejdere, herunder også institutionspersonalet.

Institutionsafdelingen, som var blevet oprettet i 1970, blev nedlagt,

og området delt op, således at administrationen af daginstitutionerne

kom ind under Lise-Lotte Kiel Jensens ansvarsområde, og administrationen

af døgninstitutionerne blev Svend Eriksens ansvarsområde

i Omsorgsafdelingen.

Socialinspektør Tom Christensen

I marts 1975 valgte Nørlykke at sige sin stilling op, da han fik stillingen

som kommunaldirektør i Haslev. Belært af erfaringerne i 1973

ønskede Socialudvalget denne gang at tage sig god tid til at finde en

ny inspektør. Kontorchef Jørgen Fønsskov konstitueredes som

inspektør i de godt tre måneder, det tog, inden et enigt udvalg

pegede på Nørrelykkes efterfølger.

Cand. jur. Tom Christensen blev ansat 1. juli 1975 og blev således

forvaltningens første inspektør med en akademisk uddannelse. Tom

Christensen havde siddet i Socialreformkommissionen og dermed

bibragte han forvaltningen en stor socialfaglig indsigt og ikke mindst

en række gode forslag til, hvordan forvaltningen skulle ruste sig til

de opgaver, der ville komme med Bistandslovens ikraftræden i 1976.

Planlægningen på dette område havde i de forløbne år ikke været

optimal. Denne opgave blev Tom Christensen kastet ind i, så snart

han tiltrådte i forvaltningen i 1975. Året 1975 blev præget af forberedelserne

til Bistandsloven.


Bistandslovgivning,

arbejdsløshed, dagpleje

og døgnpleje 1976-1985

Bistandsloven

“Den 1. april åbner det “sociale supermarked”. Vi skal ikke længere

gå fra “butik til butik” for at få hjælp, men blot henvende os et sted -

på kommunens social- og sundhedsforvaltning. Borgeren bliver ikke

sendt videre fra disk til disk, men får en rådgiver som “ankermand”.

“Rådgiveren” klarer de forskellige ærinder”.

Service- og bistandsloven trådte i kraft 1. april 1976 under stor

mediebevågenhed. Ovenstående udpluk fra Kolding Folkeblad den

27. marts 1976 er blot et enkelt eksempel på avisernes næsten

daglige skriverier i tiden op til lovens ikrafttræden om, hvad borgerne

havde i vente, når “det énstrengede system” blev en realitet.

Bistandsloven markerede både afslutningen på 1970ernes store

socialreformer og afviklingen af en lang række love, hvoraf nogle gik

tilbage til 1933, nemlig Lov om Offentlig Forsorg, Lov om Børne- og

Ungdomsforsorg, Lov om Mødrehjælpsinstitutioner, Lov om Revalidering,

Lov om Omsorg for Invalide- og Folkepensionister og Lov

om Husmoderafløsning og Hjemmehjælp.

Loven var mere en administrativ end en socialpolitisk reform. Formålet

var at forenkle socialadministrationen, hvilket samtidig skulle

gøre det lettere for borgerne: Herefter skulle de kun henvende sig ét

sted, når der indtrådte en “social begivenhed”.

Bistandsloven var bygget op efter arten af støtte- og bistandsmuligheder

frem for som tidligere efter persongrupper eller trangsårsager.

Sagsbehandlerne skulle administrere ud fra faglige skøn frem for

regelsæt. Der skulle tilstræbes helhedsløsninger ud fra vurderinger af

klienternes samlede sociale situation.

Konsulentbistand i forvaltningsarbejdet

Mellem 1970 og 1976 havde Socialforvaltningen fået tildelt stadig

flere opgaver. Opgavevæksten havde betydet, at man løbende forsøgte

at modernisere det lidt stive kommunale forvaltningssystem. Forandringerne

havde også vist sig hen ad vejen i form af mere personale,

især flere socialrådgivere, en smidiggørelse af kommandovejene

og en begyndende uddelegering af indflydelse og ansvar til medarbejderne.

Under forberedelserne til Bistandsloven brød man et vigtigt

princip. Hvor man før havde klaret sagerne selv, når der skulle foretages

organisationsændringer eller ansættes ledende personale,

valgte man i 1975 at benytte sig af konsulentbistand udefra. Det indvarslede

en ny tradition i forvaltningen, som kom til at forløbe langt

op i 1980erne. Det blev ikke sidste gang, at Socialforvaltningen tilkaldte

konsulenter, når der skulle foretages organisationsændringer.

Beslutningen blev truffet af socialinspektør Tom Christensen, som

havde vurderet, at den udvikling, man kunne imødese inden for det

sociale område efter 1976, ville berøre forvaltningen på så afgørende

en måde, at han fandt det tilrådeligt at få gode råd og ideer udefra.

77


Socialinspektør Tom Christensen. Foto

fra 1975. Kolding Folkeblad.

78

Socialudvalgsformand Alex Jentsch accepterede det, selv om der nok

ikke er tvivl om, at han specielt i starten var noget skeptisk overfor

ideen.

Det blev konsulent Steen Jacobsen fra analysefirmaet Limes, der i

slutningen af 1975 blev trukket ind i organisationsudviklingsarbejdet.

Siden slutningen af 1960erne var han løbende blevet benyttet af

Teknisk Forvaltning i lignende opgaver og havde således et godt

kendskab til Koldings kommunale administration.

Steen Jacobsen skulle foretage en analyse af Socialforvaltningen

med henblik på en vurdering af det fremtidige personalebehov og

samtidig fremkomme med forslag til en ændret struktur i forvaltningen.

Det arbejde blev gennemført i et samspil med ledelsen og

forvaltningens medarbejdere.

Bistandslovens iværksættelse medførte først og fremmest, at der

skulle ansættes mere personale. 17 nye stillinger blev oprettet, hvorefter

det administrative personale kom op på 75 i løbet af foråret

1976. På trods af den store tilgang svarede antallet dog ikke tilnærmelsesvis

til de anbefalinger, Socialreformkommissionen havde givet

i sin sidste betænkning fra 1972. I den hed det, at pr. 500 indbyggere

skulle der være ansat en i socialforvaltningen. Det ville have betydet,

at Socialforvaltningen skulle have haft 110 medarbejdere.

For første gang deltog medarbejderrepræsentanter fra de involverede

afdelinger ved ansættelsen af de nye kontorassistenter og socialrådgivere.

Det skete som et forsøg, men året efter indførtes det som

en permanent ordning. Undtaget var dog medarbejderrepræsentation

ved ansættelse af ledere og af elever. Beslutningen faldt i tråd

med den tendens, der i det små var indledt i begyndelsen af

1970erne. Medarbejderne fik gradvist mere indflydelse inden for

deres respektive arbejdsfelter. Den tid var endegyldigt forbi, hvor

socialinspektøren var aktivt med i alle personaleansættelser, hvad

enten det drejede sig om administrativt personale eller af folk i

marken.

Forvaltningens nye struktur

I den nye forvaltningsstruktur, der trådte i kraft i 1976, var der ingen

ændringer i toppen. Lise-Lotte Kiel Jensen var sekretariatsleder med

ansvar for udviklings- og planlægningsopgaver, mens kontorchef

Jørgen Fønsskov fortsatte som personalechef og som socialinspektørens

souschef.

På driftsområdet var der derimod store ændringer. Forvaltningen

opdeltes i 4 store områder - Rådgivning og Bistand, Omsorg og

Sundhed, Økonomisk Sikring samt et administrationsområde, der

varetog såvel stabs- som driftsopgaver.

Under Økonomisk Sikring samledes alle sikringsydelser - pensioner,

dagpenge og børnetilskud - under ledelse af henholdsvis ekspeditionssekretær

Orla Buch, fuldmægtig Lis Gundersen og fuldmægtig

O. Fischer-Nielsen.

Inden for området Omsorg og Sundhed placeredes børnetandplejen,

der i 1972 var overflyttet fra Skoleforvaltningen til Socialforvaltningen

samt skolelægeordningen, Omsorgsafdelingen og Sygeog

Sundhedsplejen. Omsorgsafdelingen undergik i 1979 endnu en

organisationsændring, da man lavede en ny distriktsinddeling som

følge af udvidelser inden for hjemmehjælpen og hjemmesygeplejen.

Ved samme lejlighed fik afdelingsleder Svend Eriksen en souschef,

fuldmægtig Ellen Houborg.


Institutionsafdelingen blev genoprettet med Bent Johansen som

leder. Beslutningen om at nedlægge afdelingen havde vist sig at være

mindre heldig. Opsplitningen af området havde vanskeliggjort en

overordnet administration og planlægning på dette meget udgiftskrævende

område. Administrationen og driften af samtlige kommunens

dag- og døgninstitutioner blev samlet her. Desuden blev den

centrale pladsanvisning, som socialinspektørens assistent, Hanne

Ravn, havde varetaget siden 1960erne, også lagt ind under Institutionsafdelingen.

Organisatorisk var Institutionsafdelingen placeret i administrationsområdet,

hvor også bogholderi og kasse, registrant/oplysning

og budtjenesten blev placeret. Bogholderiet blev ledet af fuldmægtig

Svend Schou-Madsen, som havde afløst fuldmægtig A. Josiassen, da

denne gik på pension i april 1976. Allerede i 1978 blev stillingen

overtaget af Henning Seiding, den senere socialdirektør. Registrantog

oplysningsafdelingen under ekspeditionssekretær Mogens Juhl

Jensen skulle dels føre personregistranten, dels være en generel servicefunktion

over for publikum.

Det største nytiltag skete ved oprettelsen af afdelingen for Rådgivning

og Bistand, hvis arbejdsområde var administration af Bistandsloven

med undtagelse af ydelser til pensionister, som blev formidlet

gennem Omsorgsafdelingen. Ud af de 17 nye stillinger tog denne

afdeling sig alene af de 8. Afdelingen deltes i to sektioner under henholdsvis

Ragnhild Munchs og Poul Rasmussens lederskab. De to sektioner

dækkede hver sit geografiske område i kommunen. I pagt med

tidens ånd blev arbejdet i Rådgivnings- og Bistandsafdelingen tilrettelagt

gennem gruppearbejde og gruppebeslutninger. Der etableredes

5 rådgivergrupper, der skulle opfylde lovens krav om forebyggende og

rådgivende socialarbejde. Denne pligt betød ikke, at “man skulle ud

og stemme dørklokker og spørge om der var noget galt”, som Alex

Jentsch sagde i et interview til Kolding Folkeblad. Der var snarere lagt

op til et snævert samarbejde mellem sagsbehandlerne i rådgivergrupperne

og “personalet i marken” - f.eks. hjemmehjælpere, sundhedsplejersker,

ansatte i daginstitutionerne, skolepsykologer og læger.

Med Bistandslovens ikrafttræden blev der større offentlig interesse

for, hvordan kommunerne løste de sociale opgaver. Der nedsattes et

forbrugerråd, Det sociale Forbrugernævn, som skulle virke som et

rådgivende organ for Socialudvalget.

Børneværnet nedlægges

En konsekvens af Bistandsloven var, at Børneværnsafdelingen og

dermed Børneværnet blev nedlagt. Sidste møde blev afholdt 23.

marts 1976. Det sidste Børneværn var sammensat af formanden og

næstformanden i Socialudvalget, nemlig Alex Jentsch og Carl Sørensen,

samt byrådsmedlemmerne Grethe Venborg, Ole H. Rasmussen

og J. Kirk Søndergaard, hvis plads dog i de sidste møder var overtaget

af suppleanten Kaj Kongstad. Børneværnet havde desuden to

medlemmer ude fra, nemlig det tidligere medlem af Socialudvalget,

Asta Laursen, og Marie Tastesen. Under børneværnsmøderne havde

Ragnhild Munch samt socialinspektøren deltaget. Sager vedrørende

tvangsfjernelser af børn overgik nu til Socialudvalget, der dog i

sådanne sager også skulle suppleres af en dommer og en pædagog.

79


Social- og Sundhedsforvaltningen,

Nicolai Plads 6.

80

Nicolai Plads 1977

Det énstrengede system var en realitet den 1. april 1976, men kun

delvist. Borgere med ærinde i Socialforvaltningen skulle stadig henvende

sig på to adresser, på Nytorv og Rendebanen 4.

Personaletilgangen betød mangel på plads, og i 1975 og 1976

begyndte man derfor at lede efter egnede lokaler, der kunne rumme

hele forvaltningen. Da Kolding Gymnasium på Nicolai Plads stod

foran en udflytning til det nye uddannelsescenter på Nørremarken,

blev det foreslået, at forvaltningen overtog bygningen. Det skete i

juni 1977 efter en større renovering og ombygning.

Efter en del år med trange lokaleforhold arbejdede man på, at forvaltningen

fik råderet over hele bygningen. Det lykkedes også.

I 1978 fik forvaltningen overført en opgave, der hidtil havde hørt

under Boligkontoret. Boligsikringen blev flyttet samme år, som “den

lille pensionsreform” om boligydelse til pensionister trådte i kraft.

Særforsorgens udlægning 1980

Øverste etage på Nicolai Plads stod i nogle år uudnyttet, men det

var med den klare bagtanke, at her skulle særforsorgen placeres.

I medfør af lovgivningen blev særforsorgen - d.v.s. arbejdet med

svært handicappede - efter 1980 en amtslig og kommunal opgave.

Poul Rasmussen fra Bistandsafdelingen blev leder af Særforsorgsafdelingen.

Særforsorgens udlægning betød, at Socialforvaltningen dermed

fik en opgave, som man hidtil ikke havde haft erfaring med. Opgaven

blev løst uden de store begyndervanskeligheder, og efter nogle

år var konklusionen, at overdragelsen af opgaven til kommunen ikke

havde betydet nogen serviceforringelse.


Socialforvaltningens modtagelse. Foto

fra 1977 i Kolding Folkeblad.

Bistandsloven i praksis. Arbejdsløshed, beskæftigelsesforanstaltninger

og stigende udgifter til kontanthjælp

Kort før Bistandsloven trådte i kraft udtrykte udvalgsformand Alex

Jentsch i Kolding Folkeblad sine egne og udvalgets forventninger til

loven: “ Vi vil opfatte lovens “Socialudvalget KAN”-sætninger som en

forpligtelse - og så vurdere, om det er rimeligt at hjælpe i det pågældende

tilfælde. Men det eneste, alle kan være sikre på at få, er rådgivning.

Om den omsættes i kontanthjælp bliver en vurdering i hver

situation”.

Specielt spørgsmålet om ydelse af kontanthjælp var til debat i

medier, på arbejdspladser og blandt borgere. Mange mente, at med

Bistandsloven var der åbnet mulighed for en nemmere adgang til

pengehjælp. Det synspunkt reagerede socialinspektør Tom Christensen

på i et avisinterview, hvor han han frygtede, at den 1. april ville

blive en “aprilsnar” for mange.

For personalet i Socialforvaltningen blev indkøringsfasen mere

problemfyldt end forudset. Klienttilgangen var stor i 1976, og

desuden herskede der i starten en del usikkerhed omkring forståelsen

af lovens enkelte bestemmelser. Det øgede presset på medarbejderne,

som måtte påtage sig ekstra arbejdsbyrder. Allerede i 1978

var behovet for yderligere personale meget stort.

Det gav sig udslag i mere ekspeditions- og skrankebehandling, end

man havde ønsket. Bistandslovens tanker om forebyggende og opsøgende

arbejde blev svære at leve op til, men her skilte Socialforvaltningen

i Kolding sig ikke nævneværdigt ud i forhold til andre kommuner.

Et generelt problem ved Bistandsloven var, at den var

udtænkt i 1960erne, hvor der var højkonjunktur, mens den kom til at

fungere i en periode med lavkonjunktur. Kravet om forebyggelse,

faglige skøn og helhedsløsninger blev vanskeligt at holde fast i, da

antallet af klienter, der søgte kontanthjælp og førtidspension

voksede og voksede.

81


Lederen af Beskæftigelsessekretariatet,

Iver Schriver. Foto fra 1987. Kolding

Folkeblad.

82

I slutningen af 1970erne begyndte de første alvorlige sociale følger

af den store ledighed at melde sig. Det førte til iværksættelsen af en

række beskæftigelsesfremmende foranstaltninger, der tog tråden op

fra de projekter, man havde påbegyndt i begyndelsen af 1970erne. I

1978 oprettedes et beskæftigelsessekretariat. Organisatorisk blev det

placeret under Borgmesterkontoret med Iver Schriver som leder.

I Socialforvaltningen blev der også arbejdet med problemet. I

1979 nedsatte man i Bistandsafdelingen en projektgruppe, der fik til

opgave at planlægge foranstaltninger for unge langtidsledige med

væsentlige sociale handicaps. Aktivering og hjælp til uddannelse blev

midlet til at modvirke uheldige sociale følgevirkninger af arbejdsløsheden.

Beskæftigelsesforanstaltningerne blev udvidet i begyndelsen af

1980erne med etableringen af den kommunale ungdomsarbejdsanvisning

i Socialforvaltningens regi. Tre socialrådgivere fra Bistandsafdelingen

blev tilknyttet anvisningen, hvor der førtes en aktiv “salgspolitik”

over for arbejdsgivere i kommunen.

Arbejdsløsheden og den knappe økonomi resulterede i en

voldsom stigning i udgifterne til kontanthjælp, specielt efter 1980.

Inden for blot tre år steg udgifterne til Forbigående Hjælp fra ca.

29,5 mio. kr. i 1980 til ca. 48,5 mio. kr. i 1982. Det var de unge, som

aldrig havde haft arbejde, og som derfor ikke var berettigede til

arbejdsløshedsforsikring, der belastede budgetterne. Men efter 1980

kunne man konstatere, at arbejdsløsheden også begyndte at ramme

befolkningsgrupper, der ikke tidligere havde været udsat for større

arbejdsløshed.

Udgifterne belastede både kommunernes og statens budgetter. I

1982 vedtog Folketinget, at kontanthjælpen skulle begrænses til

unge, der ikke tidligere havde haft et arbejdsforhold. Kontanthjælpen

blev nedsat, og udbetalingen begrænsedes til en 9 måneders

periode. “Sultecirkulæret”, som det hurtigt blev døbt, blev i 1983 ledsaget

af endnu en spareforanstaltning, da man indførte 1. karensdag.

For at få flest mulige tilbage i dagpengesystemet, gik man i 1983 i

Kolding Kommune ind i en særordning, hvorefter bistandsklienter

kom ind i arbejdsprojekter i så lang tid, at de igen blev understøttelsesberettigede.

Arbejdsløshed syntes i midten af 1980erne at have fået en permanent

karakter. Førtidspension blev efterhånden en løsning for

mange, der havde mistet eller aldrig havde haft et arbejde. I 1984

trådte en ny pensionsreform i kraft. I medfør af den udvidedes den

personkreds, der kunne opnå førtidspension betragteligt. Førtidspensionsansøgninger

skulle forelægges amtskommunens revaliderings-

og pensionsnævn efter indstilling fra Socialforvaltningen.

Udbygnings- og socialplaner. Permanente ventelister på dag- og

døgninstitutionsområdet

Planlægnings- og udbygningsarbejdet inden for det sociale område

var i stor vækst efter 1976. I forhold til de første spæde forsøg på at

lave langtidsplanlægning i begyndelsen af 1970erne, var udbygningsplanerne

i slutningen af 1970erne mere nuancerede. Hvor det groft

sagt tidligere havde handlet om, hvor mange nye institutioner, der

skulle bygges år for år, pegede man i udbygningsplanerne nu også på

alternativer til en ensidig institutionudbygning. Det skyldtes flere

ting: Den økonomiske krise, lange ventelister til dag- og døgninstitu-


Børnehaven på Haderslevvej. Foto fra

1984 i Kolding Folkeblad.

tioner, og nye holdninger til, hvordan udviklingen inden for ældreområdet

og børn- og ungeområdet skulle forme sig.

Et problem havde antaget “foruroligende dimensioner” og måtte

“påberegnes at blive af permanent karakter”, som det blev formuleret

i forvaltningens årsredegørelse til borgmesteren i 1978: Behovet

for daginstitutionspladser og bolig- og plejeforanstaltninger til ældre.

Pasnings- og fritidsordninger på børn- og ungeområdet

Inden for daginstitutionsområdet var der næsten ingen ventelister i

1975, men det holdt kun i kort tid. Antallet af pladser var steget støt

igennem 1970erne. Hvor man i 1972 havde rådet over 1.200 daginstitutionspladser

(inkl. dagpleje) var det tal i 1979 steget til omkring

1.700, altså en stigning på 500 pladser. Alligevel opfyldte udbygningen

ikke de ambitiøse mål, man havde sat sig i 1972.

Efter 1976 stod man over for det problem, at man på den ene side

havde lange ventelister, specielt til pasning af de 0-2 årige. På den

anden side var børnetallet faldende, hovedsageligt i Kolding by,

mens det udviste en svagt stigende tendens i landdistrikterne. Et

tredje forhold bundede i økonomien: Hvad skulle man prioritere -

dagpleje eller daginstitutioner?

Dagplejen i vækst

Kolding kommunes dagplejeordning havde vokset sig stor og havde

bevæget sig langt væk fra den status som midlertidig pasningsløsning,

som havde præget den i mange år. I 1978 var dagplejeordningen

godkendt til 200 børn og yderligere 164 stod på venteliste.

I Socialdemokratiet var der sket et holdningsskift til dagpleje.

Hvor de i valgkampen i 1970 havde vægtet byggeri af nye vuggestuer

og børnehaver højest, lagde socialdemokraterne ved byrådsvalget i

1978 lige så megen vægt på at få udbygget dagplejen.

Spørgsmålet om, hvad der var bedst - daginstitution eller dagpleje

- blev et stort politisk og fagligt debatemne i 1970erne. På den ene

side stod de, der var tiltrukket af, at ordningen var billig. Den var

desuden meget efterspurgt af forældre, bl.a. fordi en dagplejemor

var mere fleksibel med hensyn til åbningstider, end daginstitutioner-

83


84

ne var. På den anden side mødte dagplejeordningen en del modstand

fra vuggestuernes og børnehavernes faglige personale og fagorganisationer.

I 1978 blev diskussionen for alvor et politisk stridspunkt i Byrådet.

Borgmester Bent Rasmussen gjorde sig voldsomt upopulær blandt

pædagogerne i Kolding, da han udtalte, at “hverken Kolding eller

andre af landets kommuner kan tillade sig at satse på daginstitutionerne

med uddannet personale, fordi man aldrig ved, hvornår de er

på arbejde, og hvornår, de ikke er det”. I et stykke tid havde der

været faglige møder og strejker blandt pædagogerne på grund af

personalenedskæringer og sparerunder. Ordene faldt på et byrådsmøde,

hvor man besluttede sig for at udvide den eksisterende kommunale

dagpleje til ialt 300 pladser. Samme år skete der dog en forbedring

af personalenormeringerne inden for daginstititutionsområdet,

idet der oprettedes 10 nye pædagogstillinger og 25 pædagogmedhjælperstillinger.

Dagplejeordningen blev udvidet flere gange i de følgende år. I

1980 var 405 børn i dagpleje fordelt mellem 105 dagplejemødre, og i

1985 var tallet på 504 børn - uden at ventelisterne var forsvundet. Det

år stod 240 børn opført på ventelisten.

Daginstitutioner. Ventelister og faldende børnetal

Udbygningen af daginstitutionsområdet skete dog også gradvist i

perioden, men ud fra nogle andre præmisser end i begyndelsen af

1970erne. Efterhånden var der et misforhold mellem, hvor institutionerne

var placeret, og hvor der var behov for institutionspladser.

I 1977 var hovedparten af kommunens daginstitutioner beliggende

i og omkring Kolding bykerne, mens væksten i børnetallet skete i

landdistrikterne. Derfor rettede man nu opmærksomheden mod

landdistrikterne, bl.a. Vonsild, Nr. Bjært, Alminde-Viuf, Seest og Sdr.

Bjert, hvor der kunne konstateres et svagt stigende børnetal. Børnehaven

på Norgesvej var i 1976 udflyttet til Almind, og i 1978 blev der

bygget ny vuggestue på Mosevej og børnehave i Vonsild. I 1980 blev

Fritidshjemmet i Bramdrupdam med 60 pladser taget i brug samt

“Skovbrynet” ved Kolding Sygehus. Strandhuse Fritidshjem med

plads til 60 børn, åbnede i 1981.

Det var en paradoksal udvikling, at der på den ene side var ventelister

til vuggestuepladser, mens der på den anden side ofte var

ledige pladser i børnehaverne. For at udnytte alle ressourcer besluttede

Socialudvalget sig derfor i 1981 for at oprette småbørnsgrupper

ved børnehaverne i Sønderled og Nr. Bjært. Det skete i 1982.

Bestræbelserne på at skaffe stadig flere pasningsmuligheder betød

øgede udgifter, både for kommunen og for forældrene. I 1982

vedtog Byrådet bl.a., at ændre forældrebetalingen for børn i fritidshjem

fra 25 til 35 % af driftsudgifterne over en 4 årig periode. Der

var trods alt grænser for kommunens økonomiske formåen, hvilket

klart blev udtrykt af Alex Jentsch under budgetforhandlingerne i

1981. Her udtalte han, at “de, der bruger de offentlige ydelser skal

selv betale dem. Ikke alle mulige andre”.

Inden for dagplejen steg taksterne dog mere, end der var retsgrundlag

for. I 1984 fik Kolding Kommune dom for i perioden 1.

april 1976 til 31. december 1982 at have opkrævet forkerte takster for

ophold i den kommunale dagpleje. Kolding Kommune blev pålagt at

tilbagebetale differencen til forældrene. Det tilbagebetalingspligtige

beløb var på ca. 2 mio. kr., og omfattede 984 børn.


Sundhedsplejens forsøg med åbent husarrangementer

på skolerne. Foto fra

Jydske Tidende 1982.

Børn- og ungepolitik. Social- og Sundhedsplan 1984-88

I 1983 udarbejdedes Social- og Sundhedsplan for 1984-88. Den blev

behandlet i Socialudvalget i oktober 1983 og godkendt af Byrådet i

november 1983. Planen var udarbejdet efter nye retningslinier, der

forelå for planudarbejdelse, nemlig temaplanlægning. Bestemte

temaer skulle gennemarbejdes grundigt, mens øvrige områder blot

skulle opdateres. Statens tema i 1983 var “Fornyelsen af indsatsen for

småbørn og småbørnsfamilier”.

I socialplanen blev der trukket en række problemer og forhold op,

som man mente gav anledning til større overvejelser. Det var bl.a.

spørgsmålet om ventelisterne til dagpleje, specielt for 0-1 årige, samt

det forhold, at dagplejen dækkede en række behov, som institutionerne

ikke kunne dække. De lange ventelister til vuggestuerne, hvor

der var ventetider på op til 1 1 ⁄2 år. Problemet i børnehaverne, hvor

der visse steder var ventelister og andre steder tomme pladser.

Ønsket var, at der skabtes et fleksibelt og nuanceret udbud af dagplejeforanstaltninger

i de enkelte områder af kommunen, så der var

tilbud så tæt på hjem/arbejdsplads som muligt. Disse ønsker kunne

realiseres ved: 1) Mulighed for optagelse af 2-årige i børnehaverne,

hvor det måtte være hensigtsmæssigt. 2) Etablering af aldersintegrerede

institutioner. 3) Forsøgsvis udvidelse af åbningstiden.

Børnetandplejen

Igennem det meste af 1970erne udbyggedes børnetandplejen gradvist.

Fra starten var det et mål at udvide ordningen, så den ikke kun

dækkede skolebørn, men også småbørn.

Umiddelbart efter kommunesammenlægningen var klinikkapaciteten

ikke stor nok til at imødekomme behovet. Det blev delvist løst i

de følgende år, bl.a. fik man i midten af 1970erne en mobilklinik, og

da man i 1976 åbnede en ny klinik i Bramdrupdam, var kapaciteten

udvidet betragteligt til at omfatte 6 klinikker.

I 1979 satte man sig det mål, at tandplejen med tiden skulle sikre

alle børn mellem 3 og 16 år tandbehandling. Det første skridt på

vejen var taget i 1978, da man indførte offentlig småbørnstandpleje

for de 3-5 årige.

Sundhedsplejen

Før kommunesammenlægningen havde man i en del af landkommunerne

haft et samarbejde med amtet om en sundhedsplejerskeordning.

Efter 1970 kom resten af de tidligere landkommuner samt

Kolding by med i denne ordning. Kolding by havde indtil 1970 haft

egen sundhedsplejerskeordning, hvor der var beskæftiget 7 sundhedsplejersker.

Sundhedsplejen fungerede indtil 1. april 1974 som en fællesordning

på amtsbasis, men efter den dato overtog Kolding Kommune

sundhedsplejen. Det skete som et naturligt led i bestræbelserne på at

få gennemført det énstrengende system. Sundhedsplejen blev tilrettelagt

som en kombineret spædbørns- og skolesundhedspleje.

Manglen på uddannede sundhedsplejersker i hele landet blev

mærkbar i slutningen af 1970erne. Det førte til, at man i Kolding

Kommune lavede en forsøgsordning i bl.a. Sdr. Bjert og Vonsild i

begyndelsen af 1980erne. Den gik ud på at udnytte de sundhedsplejersker,

man havde, på en mere rationel måde, ved hjælp af “åbent

85


86

hus”- arrangementer på skolerne. Det første besøg af en sundhedsplejerske

efter en fødsel fik forældrene stadig i hjemmet, men de

efterfølgende besøg blev henlagt til skolens lægeværelse, hvor forældrene

så desuden havde mulighed for at udveksle erfaringer med

andre nybagte forældre. Arrangementet var frivilligt, og langt den

største del af sundhedsplejen fortsatte som den hidtil havde gjort,

ved at sundhedsplejerskerne besøgte hjemmene.

Landboprojektet. De socialt belastede børn

I den “tungere ende” af børneforsorgen tog man i 1983 initiativ til

oprettelsen af “Landbo”-projektet, som blev placeret i en mindre

landejendom i Lilballe. Projektet kom igang som et alternativ til

anbringelser af børn og unge på amtets institutioner. Ideen var, at

børn med problemer længst muligt skulle forblive i eget hjem. Det

udsprang af Bistandslovens intentioner om ikke at skille forældre og

børn ad og lave sagsbehandling for hver af dem, men derimod

gennem samarbejde og helhedsløsninger at få tingene til at fungere.

Tilbuddet var rettet til de 13-16 årige, og meningen var, at de

opholdt sig i “Landbo” efter skoletid indtil kl. 20.00 på hverdage, og

derefter var hjemme om natten. I de år begyndte man også at lave

planer over tilsvarende projekter for børn under 13 år (Minibo) og

unge over 16 år (Ungdomsbo).

Nye tiltag på ældreområdet. På vej mod en døgnplejeordning

I 1976 åbnede plejehjemmet Kløverhøj og samme år kunne Låsbyhøjs

nye sengeafdeling tages i brug.

Specielt åbningen af Kløverhøj i oktober 1976 var et højdepunkt i

1970ernes udbygning på plejehjemsområdet. Plejehjemmet havde 69

pladser, hvilket var en væsentlig forøgelse af antallet af kommunale

plejehjemspladser. Forinden havde man i et stykke tid været nødsaget

til at ty til midlertidige ordninger for at imødekomme behovet

ved at leje sig ind i en ledig etage i det gamle sygehus.

Åbningen af Kløverhøj løste dog ikke problemet med de lange

ventelister, selv om presset for en stund blev lettet noget. I anden

halvdel af 1970erne nåede man frem til den erkendelse, at man førte

en ulige kamp mod ventelisterne. Presset på plejehjemmene betød

et endeligt skift i den udbygningsstrategi, som var startet i 1960erne.

I stedet for en massiv plejehjemsudbygning blev det nu en udtalt

målsætning, at ældre så lang tid som muligt skulle forblive i deres

eget hjem. Det nødvendiggjorde en række initiativer og foranstaltninger

på andre områder, som skulle bidrage til at aflaste plejehjemmene

som f.eks. etablering af flere beskyttede boliger og pensionistboliger.

I 1981 rådede kommunen over 336 pensionistboliger og 87

beskyttede boliger for handicappede. Til sammenligning var der på

kommunens 10 plejehjem plads til 486 ældre. Hvad angik de selvhjulpne

pensionister var holdningen, at boligspørgsmålet her i større

omfang burde løses af de almennyttige boligselskaber.

Strategien krævede også en udvidet service til de ældre og handicappede

i deres eget hjem eller i deres nærområde. Anden halvdel af

1970erne bragte nyskabelser på dette område som eksempelvis madudbringelsesordninger,

udbygning af dagplejehjem- og centre, samt

udvidelse af hjemmehjælpen og hjemmesygeplejen.

Madudbringelsesordningen startede i 1976. Tilbuddet gjaldt et

varmt måltid daglig alle ugens dage fra et af kommunens plejehjem.


Vestervang” i Seest. Foto fra 1980 i

Kolding Folkeblad.

Ordningen omfattede fra starten omkring 100 pensionister, men

blev udvidet i de efterfølgende år. Maden blev tilberedt på Højegården

og Kløverhøj, og efter at Låsbyhøj Plejehjem nogle år senere

havde gennemgået en nødvendig modernisering, blev der også fra

dette køkken tilberedt mad til udbringelse.

Dagcentrene var vigtige, idet man herfra kunne tilbyde forskellige

aktiviteter til pensionisterne på en hensigtsmæssig måde. Som nævnt

havde Kolding to, nemlig på Kløvervej og i Skovparken. Dagcentret

ved Skovparken flyttede til nye lokaler ved Buen i 1981.

Dagcentrene var velbesøgte, men henvendte sig primært til pensionister,

der var selvhjulpne og som kunne komme og gå efter eget

ønske. I forbindelse med opførelsen af plejehjemmet på Kløverhøj

etableredes her et dagplejehjem, med speciel adresse til personer,

som hidtil - på grund af sygdom eller handicaps - havde måtte sidde

hjemme. Dagplejehjemmet var normeret til 15 personer. Et tilsvarende

initiativ blev taget, da man ombyggede Seest plejehjem, “Vestervang”,

som i 1980 kunne tages i brug som aflastningshjem for plejekrævende,

men hjemmeboende pensionister.

Ønsket om etablering af en døgnplejeordning kom på dagsordenen

i slutningen af 1970erne og blev et stort politisk diskussionsemne.

I de følgende år gik man derfor i gang med den nødvendige

udvidelse af hjemmehjælpen og ikke mindst hjemmesygeplejen. I

1979 var i alt 1960 patienter under behandling af hjemmesygeplejersker,

mens 1305 husstande modtog hjemmehjælp.

Der indførtes en distriktsdeling, hvorefter døgnplejen fungerede

således, at man om aftenen opererede med 4 distrikter, som 4 hold

bestående af hjemmesygeplejersker og hjemmehjælpere dækkede. I

nattimerne tog ét hold sig af døgnplejen. I 1985 udvidedes døgnplejen

i nattimerne med endnu et hold.

87


88

De turbulente år.

Brydninger,“Socialsag”

og opbrud 1982-1988

Socialinspektør Tom Christensen fratræder

I efteråret 1982 måtte socialinspektør Tom Christensen på grund af

sygdom trække sig tilbage. Selvom det i et stykke tid havde stået klart

for mange, at hans helbredstilstand var dårlig, kom beslutningen

meget uvarslet og blev ført ud i livet fra den ene dag til den anden.

Tom Christensen døde få år efter.

I de følgende år bragtes Socialforvaltningen ud i et af de værste

stormvejr i forvaltningens historie. De problemer, man kom til at

kæmpe med, havde delvist rod i fortidens undladelsessynder, og i en

række forhold, der dukkede op i 1980erne.

Kontorchef Jørgen Fønsskov konstitueres som socialinspektør

Som forvaltningens souschef blev kontorchef Jørgen Fønsskov for

anden gang konstitueret socialchef. I modsætning til den korte konstitueringsperiode,

han havde oplevet i 1975, i tiden mellem Nørlykkes

fratræden og Christensens tiltræden, blev konstitueringen denne

gang af længere varighed. Først efter 1 1 ⁄2 år fandt man Tom Christensens

afløser.

Det var en lang overgangsfase og længere end forventet. Jørgen

Fønsskov havde allerede tidligt meddelt, at han ikke agtede at søge

stillingen. Derfor havde han heller ingen intentioner om gennemgribende

forandringer, da det måtte være den fremtidige inspektørs

opgave at formulere målene for forvaltningens arbejde.

Organisationsstrukturen i forvaltningen havde undergået enkelte

ændringer siden 1976. Som nævnt havde man gennemført en ny

distriktsinddeling og ansat en souschef i Omsorgsafdelingen i 1979. I

1981 var Bistandsafdelingens arbejde omlagt ved oprettelsen af specialgrupper.

Baggrunden var bl.a., at organisationsplanen fra 1976 i

for høj grad havde lagt op til, “at alle skulle kunne alt”. I praksis

havde det vist sig at være svært at efterleve, administrationen af

Bistandsloven havde krævet større ressourcer end forventet, hvorfor

man gik tilbage til specialisering. For at styrke forvaltningsledelsen,

ikke mindst i økonomi- og planlægningsspørgsmål, var der samme år

blevet oprettet endnu en kontorchefstilling, som blev besat med

Knud Erik Olsen. Olsen og Fønsskov dækkede herefter hver deres

driftsområder.

I perioden skete der også en del personudskiftninger. Henning

Seiding fik i februar 1982 stillingen som budgetchef i Økonomisk

Forvaltning, hvor han havde været ansat i årene mellem 1972 og

1978. Det skete som led i den personalerokade, der fulgte efter kommunaldirektør

Harry Rasmussens afgang. Økonomidirektør Ingemann

Olsen blev kommunaldirektør, N.J. Fallesen økonomidirektør,

og han valgte Henning Seiding til budgetchef. Ellen Dall (Houborg)

fra Omsorgsafdelingen blev ny leder i Socialforvaltningens Regnskabsafdeling.

I 1983 forlod Lise-Lotte Dalsgaard (f. Kiel Jensen) forvaltningen

til fordel for en stilling i Økonomisk Forvaltning. Ved

denne lejlighed blev Hanne Ravn sekretariatsleder, og Preben


Socialinspektør Jenny Voorrad, fotograferet

i august 1984 af Lars Holm.

Kirkeby, tidligere Økonomisk Forvaltning, blev ansat som økonomiog

planlægningsmedarbejder i Socialforvaltningen.

I 1983 fratrådte kontorchef Knud Erik Olsen, og han blev afløst af

Niels Kr. Vigsø. Fra efteråret 1983 tog Jørgen Fønsskov sig af personaleanliggender,

den interne administration samt driftsafdelingerne,

Rådgivning og Bistand og REVA. Sidstnævnte var udskilt fra den

oprindelige Bistandsafdeling og tog sig af særforsorgen samt uddannelse

og pension. Niels Kr. Vigsø tog sig af økonomi- og planlægningsopgaver,

samt den overordnede ledelse af Institutionsafdelingen,

Omsorgsafdelingen, afdelingen for Økonomisk Sikring samt

Helseafdelingen, der omfattede hjemmesygepleje, sundhedspleje og

børnetandpleje.

Socialinspektør Jenny Voorraad 1984-85

Den nye socialinspektør tiltrådte 1. maj 1984. Jenny Voorraad var

ligesom Tom Christensen cand.jur og havde opnået stor socialfaglig

kompetence. Hun var souschef i Vejle Amts socialadministration,

hvor hun havde været ansat siden 1970erne.

Jenny Voorraad havde en helt anden ledelsesstil end Tom Christensen.

Han havde været den fagligt dygtige og korrekte embedsmand,

uddannet i et ministerium. Hans tid som socialinspektør var

præget af Bistandslovens iværksættelse, men var samtidig en videreførelse

af en række traditioner, der stammede tilbage fra Andreas

Sørensens tid. Tom Christensen iværksatte i forhold til hans forgænger

på posten flere udviklings- og planlægningstiltag.

Jenny Voorraad havde mod på forandringer. Hun lagde vægt på,

at der skulle holdninger og politiske målsætninger ind i det langsig-

89


Socialinspektør Henning Seiding fotograferet

september 1989 af Ludvig Dittmann.

90

tede planlægningsarbejde. Administrationen skulle gøres forståelig,

og borgerne skulle have større service og medindflydelse end hidtil.

Opdelingen i syv afdelinger gjorde, at borgerne følte, at systemet var

opsplittet. Jenny Voorraad ønskede en forenkling således, at alle

spørgsmål vedrørende ældres forhold blev samlet i én afdeling, børnog

unges forhold i en familieafdeling, og at der blev etableret en

slags straks-ekspedition, hvor borgerne kunne få udleveret skemaer

og få svar på enkle spørgsmål.

Organisations- og udviklingstiltagene blev diskuteret på samarbejdsudvalgsmøder,

leder-, afdelings- og personalemøder. Det

interne informationsnetværk skulle forbedres, ikke blot mellem de

forskellige afdelinger, ledere og medarbejdere på Nicolai Plads, men

også mellem forvaltningen på Nicolai Plads og de ansatte i vuggestuer,

børnehaver, fritidshjem og plejehjem. Der blev indført opfølgningsmøder

efter hvert socialudvalgsmøde, hvor Jenny Voorraad i

samarbejde med afdelingslederne fordelte opgaverne.

Det blev imidlertid et problem, at visionerne og ideerne kom i en

sådan hast, at hverken medarbejdere eller medlemmer af Socialudvalget

fandt den fornødne tid og ro til at få tingene diskuteret til

bunds. Jenny Voorraad fulgte ikke op på de mange nye initiativer og

medarbejderne blev frustrerede. Det gav anledning til konflikter.

Jenny Voorraads tid som socialinspektør blotlagde nogle problemer,

som havde været i forvaltningen i årevis. Et af problemerne var, at

skillelinien mellem Socialudvalgets og forvaltningschefens kompetence

var uklar.

I sommeren 1985 blev det tydeligt, at forholdet mellem Jenny

Voorraad og socialudvalgsformand Alex Jentsch var anspændt. Kritikken

fra medarbejderne blev også mere udtalt, bl.a. i samarbejdsudvalgene,

hvor man desuden i midten af 1980erne kæmpede med en

række samarbejdsproblemer i Sundhedsplejen og Hjemmesygeplejen.

Fra andre sider blev Jenny Voorraad dog bakket op på grund af

hendes bestræbelser på at ændre på tingene. Spændingerne blev

dog efterhånden så store, at Jenny Voorraad til sidst valgte at opsige

sin stilling. Hun fik stillingen som kommunaldirektør i Hasle

Kommune.

Kontorchef Jørgen Fønsskov konstitueredes på ny, mens Socialudvalget

- denne gang i samarbejde med konsulentfirmaet Kaalbye - gik

i gang med at finde en ny socialinspektør. Kaalbye blev første gang

anvendt i forvaltningen i foråret 1985 til en undersøgelse af forvaltningens

ledelsesproblemer.

Socialinspektørvakancen faldt sammen med en udskiftning på formandsposten

i Socialudvalget. 1. januar 1986 blev socialdemokraten

Bent Ginnerskov ny udvalgsformand.

Henning Seiding ny socialinspektør i 1986

For første gang i forvaltningens nyere historie pegede man på en

person, der var “oplært i huset”. Den på det tidspunkt kun 35-årige

Henning Seiding var blevet uddannet på Sydjysk Korn og Foderstof

på Kolding Havn i 1970, og efter endt militærtjeneste blev han inkassomedarbejder

på Kolding Kommunes Kæmnerkontor i 1972. I de

følgende år efteruddannede han sig på forskellige kommunalkurser

og blev en af de første i kommunen, der uddannede sig i det nye

kommunale regnskabssystem, der blev indført i 1976. Hans indsigt i

dette var en af grundene til hans ansættelse i Socialforvaltningens

regnskabsafdeling i 1978. I de næste år var han med til at ændre


Socialudvalget 1987-1989. Fra venstre

Carl Sørensen, Bruno Pedersen, Villy

Søvndal, Lis Ravn Ebbesen, Bent Ginnerskov

(formand), Vilhelm Jørgensen

og Aase Meyn.

regnskabs- og budgetforholdene i forvaltningen, der var vant til

mange revisionsanmærkninger.

Hans direkte og kontante stil vakte opmærksomhed i forvaltningen

allerede i 1978. Det var dog intet imod den opmærksomhed, der

blev rettet mod ham, da han tiltrådte som ny socialinspektør 1. maj

1986. Henning Seiding havde nogle helt klare forventninger til medarbejdere

og politikere, men gav også klart udtryk for, hvad de

kunne forvente af ham. Den selvbevidste og direkte ledelsesfacon

fandt vej til avisernes overskrifter: “Sergenten skal styre socialen” og

“troubleshooter” var blot nogle af dem, og han blev i aviserne citeret

for, at han nu vovede sig ind i “junglen på socialforvaltningen i

Kolding, hvor der kan lure en slange bag hvert træ og hver græstue

kan gemme en bundløs mose”.

Henning Seiding var godt kendt med kommunen og forvaltningen

i forvejen, og han vidste, hvor problemerne var. I modsætning til

Jenny Voorraad, der aldrig fik afklaret, hvor skillelinien mellem politikernes

og forvaltningschefens ansvar lå, ønskede Seiding, at det

forhold blev præciseret fra starten. Han ville have politisk opbakning

til at ændre på forholdene. Derfor stillede han politikerne tre spørgsmål:

Om man erkendte, at forvaltningen de seneste år havde haft

store ledelsesproblemer, om de ville gøre noget ved det, og om det

kunne bekræftes, at Socialforvaltningen var en servicevirksomhed?

Henning Seiding fik det tilsagn, han havde ønsket. Tilbage var

opgaven at få “vendt supertankeren”. Han gav sig selv fem år. Målsætningerne

var ikke meget anderledes end dem, Jenny Voorraad havde

sat sig: Forvaltningen skulle være bedre til at yde service overfor borgerne,

udviklingen skulle styres af politiske målsætninger, og der

skulle mere korpsånd ind i samarbejdet mellem ledere og medarbejdere.

Grænserne mellem forvaltningen og personalet i marken

skulle nedbrydes. De ansatte skulle have den opfattelse, at Socialforvaltningen

startede der, “hvor hjemmehjælperen vasker den gamle,

hvor pædagogmedhjælperen trøster et grædende barn, og hvor socialrådgiveren

søger at hjælpe den enlige mor”.

Forvaltningsstrukturen skulle ændres, og der skulle holdninger og

service ind i forvaltningsarbejdet. Den opgave kom til at kræve en

betydelig arbejdsindsats fra ledelse, medarbejdere og politikerne i

Socialudvalget. Ikke mindst, da forvaltningen i foråret 1987 for alvor

kom i mediernes søgelys. Lokale og landsdækkende aviser begyndte

at skrive om uregelmæssigheder i Bistandsafdelingen, hvor en klient

havde truet sig til en meget stor bistandsydelse hos en sagsbehandler.

91


Bent Ginnerskov får hjælp til at klippe

snoren over ved indvielsen af Dagplejens

nye lokaler den 12. oktober 1989. Foto

Kolding Folkeblad.

92

Socialsagen

“Sagen” blev offentlig kendt i foråret 1987, men internt i forvaltningen

havde man allerede året før fået kendskab til, at en klient

igennem længere tid havde truet sig til langt over 100.000 kr. hos en

sagsbehandler. I efteråret 1986 iværksatte man internt i forvaltningen

en undersøgelse af hele bistandsområdet, og senere blev også

Kommunernes Revisionsafdeling inddraget.

Undersøgelserne viste, at de administrative forhold lod meget

tilbage at ønske. Regnskabs- og journalføringen var mangelfuld, og

der manglede også i vid udstrækning retningslinier for administration

og tildeling af klientmidler. Undersøgelserne viste også, at der

ikke kun var tale om en enkeltstående begivenhed. Siden 1985 havde

der fundet flere tilfælde af fejludbetalinger, fejlberegninger og fejlkonteringer

sted.

Sagen resulterede i en tjenestemandsundersøgelse, hvis direkte

konsekvens blev, at den pågældende sagsbehandler blev afskediget.

Socialsagen viste dog også, at der i forvaltningen på flere niveauer

savnedes ledelsesmæssig kompetence og enighed om mål.

Socialsagen blev en stor belastning, ikke blot for de direkte implicerede

personer, men for hele forvaltningen. I Bistandsafdelingen

blev der gennemført personale- og udviklingsmøder, hvor man forsøgte

at diskutere tingene til bunds og få indarbejdet nye retningslinier

og rutiner i arbejdet. Det var en periode med oprydning, indførelse

af manualer og retningslinier på alle områder, kraftigt støttet af

centralforvaltningen.

En udløber af sagen blev også, at kontorchef Jørgen Fønsskov fik

nye arbejdsopgaver. Det skyldtes, at han havde været forvaltningens

ansvarlige leder i den periode, hvor man primært havde konstateret

administrative og ledelsesmæssige svigt.


Nye chefer i Socialforvaltningen i 1988.

Fra venstre afdelingschef for den faglige

del af bistandsafdelingen Judith Petersen,

budget- og regnskabschef Lars Rasmussen,

kontorchef for sektionen for økonomisk

bistand og sikring Niels Ågesen,

vicesocialchef Kim Rasmussen og afdelingschef

for hjemmesygeplejen Vibeke

Kjellerup. Foto: Lars Holm

“For tre millioner kroner nye chefer”. Ny forvaltningsstruktur 1988

Socialsagen fandt sin formelle afslutning med tjenestemandsrettens

domsafsigelse i 1988. Samme år gennemførtes en ny forvaltningsstruktur.

Denne gang havde man ikke brugt konsulenter udefra.

Den nye struktur skulle sikre, at socialforvaltningen udviklede sig

til en servicevirksomhed, der ydede en langt mere effektiv drift. Det

nødvendiggjorde i første omgang en styrkelse af ledelsen. Erfaringen

fra de foregående ti år havde vist, at forvaltningen manglede ledere

og mellemledere til planlægnings-, økonomi-, og udviklingsopgaver.

Byrådet godkendte, at socialinspektøren fik “for tre millioner kroner

nye chefer”.

Der oprettedes en vicesocialchefstilling, som blev besat med Kim

Rasmussen, og driften henlagdes til tre sektioner: et område for

bistand og sikring, et område for børn- og unge, og et område for

ældre. I de to sidstnævnte afdelinger placeredes desuden de respektive

institutionsområder. Institutionsafdelingen var allerede blevet

nedlagt i 1986.

Hver sektion blev ledet af en kontorchef. Sektionen for økonomisk

bistand og sikring blev besat med den 30-årige Niels Ågesen.

Han var blevet ansat i forvaltningen i 1984 som budget- og planlægningsmedarbejder.

Sektionen for foranstaltninger for ældre blev besat med Tanja

Sørensen, som kom fra Horsens Kommunes Socialforvaltning, mens

sektionen for foranstaltninger for børn og unge i første omgang ikke

fik en kontorchef.

Jørgen Fønsskov blev kontorchef i Sektion for administrative fællesfunktioner

med ansvar for bl.a. bygnings- og lokaleforvaltning,

arkiv, informationsvirksomhed i forvaltningen og sikkerhedsudvalgsopgaver.

93


Da Henning Seiding fratrådte i sommeren

1991, blev der taget dette billede af

Socialforvaltningens ledergruppe. Det er

fra venstre Preben Kirkeby, Willi Weber,

Musse Tramm, Judith Petersen, Vibeke

Kjellerup, Grete Bugge, Jørgen Fønsskov,

O. Fischer-Nielsen, Lis Gundersen,

Mette Holst, Lis Kofoed, Henning

Gadmar, Lars Rasmussen, Hanne

Ravn, Bent Johansen, Poul Erik Nielsen

og Niels Ågesen.

94

Kontorcheferne indgik i forvaltningens ledergruppe, der også

talte en række nye og gamle medarbejdere. Lars Rasmussen blev

hentet fra budgetafdelingen i Økonomisk Forvaltning og blev Socialforvaltningens

nye budget- og regnskabschef. Forvaltningens planlægningschef

var Preben Kirkeby og Hanne Ravn var sekretariatschef

med ansvar bl.a. for at udbygge og videreudvikle forvaltningens sagsog

journalsystemer.

I de forskellige sektioner blev der endvidere oprettet souschefstillinger,

ligesom der blev en ansat en række nye afdelingsledere. Siden

midten af 1980erne var en række afdelingschefer, der havde siddet i

forvaltningen i mange år, gået på pension. Svend Eriksen, Orla Buch

og Poul Rasmussen forlod forvaltningen i 1985 efter mere end 40 års

tjeneste.

Organisationsændringerne og personaleudskiftningerne betød, at

forvaltningen i 1988 så væsentligt anderledes ud end blot få år før.

Den var nu i højere grad tilpasset de nye mål for service i Socialforvaltningen.


Villy Søvndal, socialudvalgsformand

1990-94.

Serviceforvaltning,

brugerindflydelse og

tværsektionelt samarbejde

1988-1998

I årene mellem 1988 og 1998 var Socialforvaltningen i vækst på alle

områder. Forvaltningens interne arbejde for at genoprette respekten

efter “socialsagen” bar frugt. De nye målsætninger om mere

åbenhed og service trængte ud i forvaltningen, og man havde

kræfter til at iværksætte en lang række nye initiativer inden for

ældreområdet og børn- og ungeområdet. Det blev i dette tiår, at brugerne

fik reel indflydelse på, hvilken service og hvilke sociale tilbud,

Kolding Kommunes Socialforvaltning skulle udbyde.

Den politiske tiltro til forvaltningsudøvelsen kom tilbage. Hvor

politikerne under socialsagen ikke havde turdet overlade mange

beslutninger til embedsmændene, blev der efter fælles overenskomst

etableret en mere klar kompetencefordeling mellem politikere og

embedsmænd.

Tre socialdirektører (“inspektør” blev skiftet ud med “direktør” i

1989), alle “oplært i huset”, fulgte på skift. Efter Henning Seiding

fulgte Niels Ågesen og i 1998 Lars Rasmussen. Det var også medvirkende

til at skabe kontinuitet i udviklingen. Forgængerens ideer blev

i mange tilfælde videreudviklet eller ført ud i livet af efterfølgeren.

Ny socialudvalgsformand og ændringer i forvaltningsledelsen 1989

Socialdemokraten Bent Ginnerskov Jensen havde været socialudvalgsformand

i den periode, hvor forvaltningsstrukturen blev gennemgribende

forandret. 1. januar 1990 fik Socialudvalget en ny

formand. Byrådsvalget i 1989 havde medført en halvering af socialdemokraternes

mandater, mens SF havde fået 6 mandater. Det var

derfor naturligt, at en SFer fik formandsposten i udvalget, og det

blev Villy Søvndal. Han havde været medlem af Socialudvalget siden

1982, og i 1986 var han blevet næstformand.

1990 bød også på ændringer i forvaltningsledelsen. Vicesocialdirektør

Kim Rasmussen fratrådte, og stillingen blev ikke genbesat.

Niels Ågesen fungerede dog som souschef. Ud over bistands- og sikringsområdet

fik han også ansvaret for daginstitutioner, sundhedspleje

og tandpleje.

I 1989 havde Willi Weber desuden afløst Tanja Sørensen som kontorchef

på Ældreområdet.

Fra 1989 og frem til 1991 udgjordes forvaltningsledelsen af en 4mandsdirektion,

der bestod af Henning Seiding, Willi Weber, Niels

Ågesen og Lars Rasmussen.

Pladsproblemerne på Nicolai Plads blev i de følgende år større. I

1988 var handicapgruppen, familieydelsesafdelingen og dagpengeafdelingen

flyttet til Unibanks hus i Bredgade. Da dette lejemål blev

opsagt, flyttede handicapgruppen, dagpengeafdelingen og familieydelsesafdelingen

til den grå bygning i Skolegade.

95


Borgmester Per Bødker Andersen afslører

søhestskulptur ved Basagerhus, skænket

af Lejerbo maj 1991.

96

Ældrekampagnen 1989

Ældrekampagnen, der kørte i 1989 og 1990, blev det første synlige

bevis på, at Socialforvaltningens styrke var genoprettet. Kampagnen

blev til på initiativ af socialinspektør Henning Seiding. I slutningen

af 1980erne var der stor bevægelse inden for ældreområdet. Den

kommunale ældrepolitik blev diskuteret, og der blev iværksat en

masse initiativer og forsøgsprojekter. Bl.a. blev der i 1988 udsendt en

bog, “Livets grønne vinter”, som handlede om et genoptræningsprojekt,

man havde gennemført på plejehjemmet Højegården. Forsøget

gik ud på, at ældre i en periode boede på hjemmet og blev genoptrænet,

for derefter at kunne klare sig i eget hjem.

Ældreområdet blev det første område, man lavede særlige målsætninger

for. I september 1989 hustandsomdeltes en debatavis om

Kolding Kommunes ældrepolitik. Titlen på debatavisen “Gammel

nok til at bestemme selv” og “Hvordan vil du gerne være gammel i

Kolding” signalerede, at det var brugernes og borgernes ideer og

ønsker, der skulle frem i lyset. Avisen skulle sætte skub i debatten om

ældreforhold, således at politikerne fik et bedre grundlag - nemlig

brugererfaringer - at træffe beslutninger ud fra. Året efter kom en

opfølgende debatavis. Kampagnen markerede Socialforvaltningens

nye linie om åbenhed i det sociale arbejde. Informationsvirksomheden

over for borgerne blev større.

Kampagnen og ældredebatten resulterede i en byrådsbeslutning i

1990 om forsøgsvis distriktsinddeling på ældreområdet, først i Distrikt

Nordøst. Ideen var, at den daglige ledelse af ældreområdets

administrative opgaver, hjemmehjælp, hjemmesygepleje, fysioterapi,

tildeling af bolig, socialrådgivning m.m., skulle henlægges til et

ældrecenter, så tæt på brugerne, som muligt. Det blev dog ikke realiseret

alt sammen.


Pensionistudvalget i 1993. Bagerste

række fra venstre: Inger Bøjsen, Claudine

Frøsig, Einar Nielsen, Marinus Thomassen,

Willi Weber, Niels Ågesen, Bent

Ginnerskov, Jens Pedersen, Johannes

Høyrup, Johanne Poder, Inger Bryhl.

Forreste række fra venstre: Ingrid Bennedsen,

Anna Christiansen, Tove Markussen,

Hanne Lassen, Erika Korsgaard,

Elna Larsen, Helge Hansen,

Tove Mikkelsen, Alice Jørgensen.

Ældrekampagnen betød samtidig en realisering af tankerne om

borger- og brugerindflydelse. Der var allerede i 1986 blevet nedsat et

pensionistudvalg, som skulle tages med på råd i ældrepolitiske

spørgsmål, men det var først i 1990erne, at udvalget for alvor kom til

sætte sit præg på udviklingen.

Pensionistudvalget bestod af 21 medlemmer. Socialudvalgets

formand var født formand, og desuden deltog socialdirektøren, kontorchefen

for ældreområdet samt kommunens ældrekonsulent. De

øvrige 17 medlemmer blev alle udpeget af pensionisternes brugerråd

og organisationer.

Distriktsinddelingen blev permanent i begyndelsen af 1992 og

samtidig udvidet til at omfatte fire distrikter. Ældrecentrene placeredes

på Munkensdam Plejecenter, Højegården, Låsbyhøj og Kløverhøj.

Da det nye plejehjem Olivenhaven i 1996 stod færdigt, og Låsbyhøj

var blevet indrettet til genoptræningscenter, flyttede administrationen

af Distrikt Midt fra Låsbyhøj til Olivenhaven.

Distriktsopdelingen medførte, at administrationen af hjemmehjælpen,

aktivitetscentrene, ældreinstitutionerne og dele af hjælpemiddelområdet

blev lagt ud i de fire ældredistrikter. De resterende funktioner

blev med undtagelse af Hjemmesygeplejen underlagt en

udviklings- og planlægningsafdeling. I 1993 blev der ligeledes udarbejdet

“Retningslinier for Hjemmehjælp”. Det var et tiltag, man også

var begyndt at lave i andre byer på det tidspunkt, f.eks. i Vejle og

Horsens. Baggrunden var, at det skulle tydeliggøres, hvad der var en

hjemmehjælpers opgaver.

Decentraliseringen og forsøget på at indføre moderne ledelsesformer

vendte op og ned på traditionerne. Også de nye retningslinier

blev mødt med modstand fra medarbejdernes side. De følte, at “tingene

blev presset ned over hovedet på dem”. Pensionisterne var også

imod nyordningen. Kritikken kom primært fra Pensionistudvalget. I

97


Socialdirektør Niels Ågesen. Foto:

Lillian Fransson.

98

sommeren 1993 var der en række kritiske indlæg i medierne om

administrationen af hjemmehjælpen.

Socialdirektør Niels Ågesen tog problemet op ved en række dialogmøder

på de forskellige plejehjem, og det lykkedes at få vendt

stemningen både hos medarbejderne og hos pensionisterne. Man

tog sig tid til at informere begge parter bedre om ændringerne

inden for området, og som et nyt tiltag blev der lavet aftaleskemaer

mellem pensionister og hjemmehjælpere, hvilket foregreb den lov,

der gjorde sådanne lovpligtige.

Kritikken forstummede i den grad, at Ældresagen i august 1994

udnævnte Kolding Kommune til at være den bedste kommune på

ældreområdet, og det var endda i et år, hvor ressourcerne både økonomisk

og personalemæssigt var en del lavere end i 1993.

Erfaringerne fra ældrekampagnen og den voldsomme kritik i sommeren

1993 havde lært forvaltningsledelsen, at det var afgørende

vigtigt at tage alle involverede parter med på råd. Som eksempel på

brugerindflydelse i praksis kan nævnes oprettelsen af plejehjemmet

Olivenhaven, der stod klar til indflytning i 1996. Her var Pensionistudvalget

aktivt medvirkende i beslutningsprocessen og var sammen

med Socialudvalget på studieture for at se på plejehjem.

Erfaringerne fra indsatsen på ældreområdet resulterede desuden i

1996 i nyindretningen af Låsbyhø til genoptrænings- og aflastningscenter.

I forlængelse af det tidligere forsøg på Højegården skulle

centret medvirke til, at pensionister, der i en periode havde brug for

fysisk, psykisk eller social genoptræning, efter opholdet kunne vende

tilbage til eget hjem.

Indsatsen over for de meget svage gamle, de senil demente, blev

styrket ved etableringen af skærmede enheder på daghjem og plejehjem.

Solgården i Harte blev indrettet til udelukkende senil

demente, og der blev fra 1994 etableret fire fuldtidsstillinger i et støttekorps,

der skal rådgive og støtte pårørende til demente og det plejepersonale,

der har med de demente at gøre. Fra 1995 er igangsat

en basisuddannelse for medarbejdere, der er i løbende kontakt med

senil demente brugere.

For de handicappede skete en gradvis afvikling af store centrale

institutioner, i stedet etableredes mindre institutioner og bofællesskaber.

Borger- og brugerinddragelsen er blevet udvidet i 1990erne

igennem oprettelsen af en række brugerorganer i medfør af Styrelseslovens

§ 17 stk. 4, som f.eks. Ungdomsrådet (i kulturudvalgsregí),

Ældrerådet og Handicaprådet (oprettet i 1998). Rådene får sekretær-

og protokolbistand fra Socialforvaltningen bortset fra Ungdomsrådet,

der sekretariatsbetjenes af Kulturforvaltningen.

Samarbejdet med frivillige sociale organisationer er også vokset i

1990erne. I 1998 er Rådet for frivilligt socialt arbejde oprettet. Rådet,

der består af fire medlemmer, er alle blevet valgt blandt de frivillige

foreninger i Kolding Kommune.

Socialdirektør Niels Ågesen

Ældrekampagnen blev igangsat under socialinspektør Henning

Seiding, mens det blev hans efterfølger, der fulgte det op i 1990erne.

Henning Seiding havde ved sin tiltrædelse bekendtgjort, at han kun

ville være forvaltningsdirektør i 5 år, og det kom til at holde stik næsten

på dato. Henning Seiding fratrådte 31. maj 1991 for at blive

kommunaldirektør i Juelsminde Kommune.


Socialudvalget i 1993. Stående fra

venstre Bent Ginnerskov, socialdirektør

Niels Ågesen, socialudvalgsformand

Villy Søvndal, Henrik Knudsgaard,

sekretariatsleder Hanne Ravn. Siddende

fra venstre Inger Klarskov Petersen, Lis

Ravn Ebbesen, Walther Gessner Petersen,

Jens Andersen.

Foto: Lillian Fransson.

Den succes, det havde været at ansætte en socialdirektør “indefra”,

blev fulgt op med ansættelsen af cand. polit. Niels Ågesen. Hans tid

som socialdirektør fra 1991 til 1997 blev kendetegnet ved en række

markante projekter, øget brugerindflydelse og særlige initiativer over

for specielt svage grupper.

Niels Ågesen genoprettede i 1991 vicesocialdirektørposten med

Lars Rasmusen som vicedirektør. Ledelsmæssigt etableredes “den

lille direktion”, bestående af Niels Ågesen, Lars Rasmusen og Willi

Weber. De to sidstnævnte fik hver deres driftsområde, Willi Weber

som leder af Sundheds- og Servicesektionen (ældreområdet, daginstitutioner,

tandplejen, skolelæger og sundhedsplejen), mens Lars

Rasmussen fik Rådgivningssektionen (familierådgivning, økonomisk

rådgivning og bistand og dagpengeafdelingen).

Social- og Arbejdsmarkedsudvalget 1994. Ny udvalgsformand

Efter byrådsvalget i 1993 fortsatte Villy Søvndal som socialudvalgsformand.

Da han udtrådte i august 1994, efter at være blevet valgt til

Folketinget, blev SFeren Lis Ravn Ebbesen ny formand. Hun havde

siddet i udvalget siden 1982.

Fra 1. januar 1994 fik Socialudvalget navneforandring til Social- og

Arbejdsmarkedsudvalget, og samtidig blev Socialforvaltningen også

sekretariat for Beskæftigelsesudvalget, da beskæftigelsesområdet på

dette tidspunkt overgik fra Økonomiudvalgets til Socialudvalgets ressortområde.

Området blev henlagt under Lars Rasmussen og Rådgivningssektionen,

men jobcentret på Møllen bibeholdtes (se nedenfor

s. 101).

Beskæftigelsesudvalget, som også var et såkaldt § 17 stk. 4. udvalg,

var oprindeligt nedsat af Økonomiudvalget.

Børn- og Unge kampagnen 1993 og det forebyggende arbejde

Efter en byrådsbeslutning i oktober 1992 indledtes en Børn- og Unge

kampagne, der kørte videre det meste af 1993. Kampagnen fulgte de

samme ideer som ældrekampagnen, men i modsætning til denne

lagde Børn- og Ungekampagnen mere op til, at borgerne selv skulle

99


Borgmester Per Bødker Andersen taler

ved den afsluttende konference i forbindelse

med Børn- og Unge kampagnen på

Munkensdam Gymnasium. Blandt tilhørerne

se byrådsmedlemmerne Jens

Møller og Dan Nielsen. Til højre for

borgmesteren ses socialdirektør Niels

Ågesen, koordinator for Børn- og Unge

kampagnen Lisbeth Pedersen og foredragsholderen

Per Schultz Jørgensen.

Foto: Nils Rosenvold.

100

formulere, hvad der skulle være kommunens politik på området.

Ældrekampagnen var lagt op som en række byråds- og forvaltningsforslag,

som borgerne kunne diskutere ud fra. Det var nu tanken, at

initiativerne og ideerne til en børn- og ungepolitik skulle formuleres

af borgerne. Alle skulle inddrages i en debat om, hvordan børn og

unges vilkår i Kolding skulle være. Baggrunden var ønsket om en

generel styrkelse af indsatsen over for børn og unge.

Kampagnen satte gang i en “eksplosion af børn- og unge-initiativer”

i foråret 1993, som dels resulterede i en række byrådsbeslutninger

og som også indgik i Social- og Sundhedsplan 1994 - 1997. Kampagnens

gennemslagskraft hang til dels sammen med, at Lov om

etablering af forældrebestyrelser i alle kommunale daginstitutioner

trådte i kraft i januar 1993. Dermed var der også af den grund skabt

øget fokus på området. I foråret 1993 udarbejdedes “Håndbog for

forældrebestyrelser i Kolding Kommunes daginstitutioner”, hvor

bl.a. kommunes målsætning for daginstitutionsområdet blev præsenteret.

Kampagnen betød, at Kolding Kommune fremstod som pionerkommune

på børn- og ungeområdet ved at være en af de første kommuner

i Danmark, der lancerede en børnepolitik. På den afsluttende

konference i maj 1993 udtalte professor Per Schultz Jørgensen fra

Danmarks Lærerhøjskole bl.a.: “Det, der først har slået mig, er at

kampagnen er ret enestående. Jeg vil godt sige, at blandt de mange

kommuner, jeg har haft bekendtskab og kontakt med, har jeg ikke

mødt en kommune, som har forsøgt sig i den retning her”.

I praksis bestod kampagnen i en lang række forskellige arrangementer

og aktiviteter, temadage, møder, idræts- og kulturdage o.s.v.

Eftersom temaerne “Indsatsen over for Børn- og Unge” og “KVALI-

TET i børn og unges liv” gik på tværs af forvaltningsområder, deltog

endvidere Skole- og Idrætsforvaltningen, Kulturforvaltningen,

idrætsorganisationerne i Kolding og Folkeoplysningsudvalget i den

kommunale styregruppe, der blev nedsat til formålet. Styregruppen

nedsatte en række projektgrupper, der skulle fungere som igangsættere

og sørge for PR inden for kommunens 11 lokalområder. Aktiviterne

i lokalområderne skulle danne baggrund for en dialog mellem

børn, unge, forældre og repræsentanter for det frivillige arbejde. Alt

dette skulle danne grundlaget for en overordnet målsætning for hele

kommunen.


Beskæftigelsesudvalget og embedmænd

foran Jobcenter Møllen i november

1991. Fra venstre socialdirektør Niels

Ågesen, Kurt Brauer, Chr. Kragh, Bent

Ginnerskov, Gunnar Storm Thomsen,

John Bondebjerg, Jens Møller, Jens Chr.

Thulstrup, Hans Lind, Iver Schriver,

Vagn O. Pedersen og Jens Andersen.

Resultaterne af Børn- og Ungekampagnen havde betydning på

såvel kort, som på længere sigt. På kort sigt blev der etableret en

række tilbud til børn og unge (og forældre), som var blevet efterlyst

under kampagnen: private legestuer, nye spejdertrupper, Mødestedet

på Lyshøjskolen, en fiskeklub i Sdr. Bjert, lokalblade, ungdomshus

m.m. På længere sigt bidrog kampagnen til at sætte børn og

unges livsvilkår på den politiske dagsorden som et vigtigt punkt.

Med hensyn til det forebyggende arbejde skete der også i disse år

betydelige forbedringer. Flytningen af tandplejens hovedklinik fra

lokalerne på Rendebanen til den tidligere Riis Toft Skole i januar

1994 var især et stort fremskridt.

En målrettet forebyggende indsats for truede børn og unge har

været en af forvaltningens vigtigste opgaver i de senere år. Senest er

etableret Familiecentret på Skamlingvejen, der åbnedes i november

1997.

Kampen for en pasningsgaranti

På børnepasningsområdet er der gennem hele perioden gjort en

meget stor indsats for at nedbringe antallet af børn på venteliste. I

Social- og Sundhedsplan 1994-1997 var det målet at indføre pasningsgaranti.

I 1991 stod Socialforvaltningen for 3644 pasningspladser,

hvortil kom ca. 330 pladser i skolefritidsordninger. Pr. 31. december

1997 disponerede kommunen over 6123 pasningspladser inkl.

696 skolefritidspladser. Alligevel var der stadig børn på venteliste,

netto ca. 350 fremgår det af kommunens årsberetning fra 1997.

I 1995 besluttede Byrådet, at børn ikke kan blive passet på kommunale

institutioner efter 3. klasse, og i 1998 er det besluttet, at Skoleforvaltningen

alene skal stå for pasning af børn i skolealderen.

101


Folkekøkkenet på Haderslevvej, der er en

del af projekt “Bænkevarmerne”.

102

Beskæftigelses- og aktiveringprojekter, livskvalitet

og brugerindflydelse

I september 1991 blev Gøhlmanns Mølle, senere kaldet Møllegården,

taget i brug som kommunalt jobcenter. Jobcenter Møllen

varetog det administrative arbejde inden for beskæftigelseslovgivningen

samt en del af bistandslovgivningen, f.eks. førstegangshenvendelser

om kontanthjælp. Arbejdsopgaverne bestod især i at skaffe

ledige kontanthjælpsmodtagere i arbejde på det private arbejdsmarked

eller i uddannelse i nært samarbejde med Arbejdsformidlingen,

AMU-centret, Kolding Udviklingshøjskole og VUC. Kampagnen

“Kolding i Arbejde”, der blev gennemført i efteråret 1992, havde som

målsætning at skaffe mindst 100 i arbejde, og i løbet af 2 måneder

lykkedes det at skaffe 131 jobs hos private arbejdsgivere.

Inden for det samlede kontanthjælps- og beskæftigelseområde var

1990ernes strategi at gå fra “passiv hjælp til aktiv forsørgelse”. Der

blev igangsat en lang række beskæftigelsesprojekter, og - som noget

nyt - livskvalitetsprojekter.

Et særkende for 1990erne var bestræbelserne på at nå ud til nogle

marginalgrupper, som hidtil havde været overladt til sig selv, unge

arbejdsledige med problemer, stofmisbrugere, alkoholikere, førtidspensionister

og ensomme ældre.

Projekterne blev iværksat ud fra ideen om aktiv brugerindflydelse.

Nogle af projekterne var så utraditionelle, at man mødte modstand,

både politisk og blandt borgerne. Samarbejdet med de frivillige organisationer

udbyggedes, og nye projektorganisationer afprøvedes med

held.

Projekterne har resulteret i etableringen af bl.a. Vækststedet på

Fynsvej, Psykiatrigruppen på Pakhustorvet, Projekt “Bænkevarmerne”,

Café Paraplyen i Adelgade, Street Walkere og Regnbuen. Initiativtageren

til Street Walker-projektet var distriktsleder Knud Jensen,

der arbejdede med unge lovovertrædere i bl.a. SSP-samarbejdet.

Projekt Regnbuen gik ud på at oprette et værested for narkomanerne

i Riberdyb. I begyndelsen var de handlende meget imod

ideen, men kritikken forstummede, da antallet af butikstyverier i

området faldt. Projekt Kontakten blev oprettet til at tage sig af en

lille gruppe unge, som ikke kunne indpasses i andre aktivitetsprojekter.


Dansk-iransk aften på Socialforvaltningen

i januar 1986. Foto: Orla

Lund.

Som eksempel på den utraditionelle måde at løse “problemerne”

på og ideen om brugerindflydelse i praksis kan nævnes indsatsen

overfor “bybumserne”. De blev inviteret til et møde med Social- og

Arbejdsmarkedsudvalgets medlemmer, hvor de blev spurgt, hvad

kommunen kunne gøre for dem. De ville såmænd blot ha’ et sted at

drikke øl! Det førte til, at man byggede “Læskuret”.

Arbejdet med flygtninge

Siden 1986 har der været en særlig flygtningegruppe i Socialforvaltningen,

og der har været en stadig tilgang af flygtninge. Ved udgangen

af 1995 var registreret 786 flygtninge, hvortil kom ca. 290 bosniske

flygtninge, som Kolding Kommune på det tidspunkt overtog integrationen

af. Der samarbejdes med Dansk Flygtningehjælps og LOFs

sprogskoler, med AMU-centret og med Kolding Udviklingshøjskole.

Fra 1. juli 1998 er trådt en ny integrationslov i kraft, der lægger op

til, at de opgaver, der hidtil er løst af Dansk Flygtningenhjælp, overføres

til kommunerne.

Det Rullende Galleri

Det Rullende Galleri blev et af de mest omtalte aktiveringsprojekter i

1990erne. Projektet startede i august 1989 som et led i bestræbelserne

på at aktivere unge bistandsmodtagere. I december 1989

bevilgedes 30.000 kr. til at bygge en skurvogn i forbindelse med projektet.

På trods af det beskedne beløb afstedkom forslaget stor diskussion

i Byrådet. Mødet blev afbrudt for at byrådsmedlemmerne

kunne diskutere videre i grupperne. Det var på et tidspunkt, hvor tiltroen

til forvaltningen først lige var ved at blive genoprettet. Skurvognen

blev opstillet på Låsbyhøj og blev senere ildpåsat.

103


Ubåden i Kolding Havn, april 1994.

Foto: Bodil Bogh.

104

Det Rullende Galleri stod i de efterfølgende år for en lang række

kulturelle og sociale arrangementer, med de to socialrådgivere, Birgitte

Rørdam og Poul Clausen som initiativtagere. Aktiviteterne

bestod bl.a. i teater- og musikarrangementer samt deltagelse i forskellige

arbejdsprojekter både i kommunalt og i frivilligt regí.

En del af de initiativer, der udsprang fra Det Rullende Galleri var

så utraditionelle, at mange borgere blev modstandere af hele konceptet.

Det Rullende Galleris mest berømte projekt var U-bådsprojektet.

Ideen om at få en udrangeret ubåd fra Sovjetunionen dukkede op

allerede i 1989, men først i 1991 begyndte ideen at vinde gehør. De

unge gallerister havde skrevet til Sovjetunionens daværende leder,

Michail Gorbachev, der venligt havde givet tilsagn om at ville levere

en gammel ubåd kvit og frit til Kolding Kommune.

Ideen var, at båden skulle bruges som en form for ungdoms- og

medborgerhus. Samtidig skulle projektet være et symbol, som satte

fokus på unge, arbejdsløse, bistandsklienter og førtidspensionister og

satte fokus på unges ressourcer og kulturelle idérigdom. Det var også

tanken, at den skulle bemales af den franske kunstner Jean Deswasne.

Projektet fik forvaltningens og politikernes opbakning. I 1992 tog

en delegation, bl.a. bestående af socialdirektør Niels Ågesen, til

Moskva for at forhandle om leveringen. Overdragelsesforretningen

blev ikke så enkel, som man først havde regnet med. Oprindeligt var

det tanken, at Kolding skulle have ubåden gratis. Overdragelsen

skulle foregå igennem en joint venture-aftale, men de juridiske komplikationer

viste sig for store. Det var nemmere at købe ubåden.

Prisen var 750.000 kr.


Socialdirektør Lars Rasmussen. Foto:

Lillian Fransson.

Ubåden kom til Kolding, hvor den i første omgang blev placeret i

Nordhavnen, og siden i Marina Syd, hvor det var tanken, den skulle

have permanent ophold. Der var meget modstand mod placeringen,

og i 1995-1996 vendte den politiske stemning, først gik Venstre imod,

og i oktober 1996 var der også i Socialdemokratiet flertal for, at

Ubåden skulle væk fra Kolding. Nakskov ville gerne have den, og der

er den nu.

Det Rullende Galleris historie blev en blanding af successer og

kontroverser. Kontroverserne var dog i overtal, og socialdirektør

Niels Ågesen afsluttede projektet, kort før han fratrådte i 1997.

Samarbejde på tværs af forvaltninger

I de senere år har det været væsentligt for forvaltningen at etablere

et samarbejde på tværs med andre forvaltninger om sociale problemer.

De kommunale tilbud og den kommunale service består i en

blanding af kulturelle, sociale og miljømæssige elementer. For borgerne

er kommunen én størrelse og forvaltningsopdelinger uvæsentlige.

I 1990erne har Socialforvaltningen gennemført samarbejdsprojekter

med stort set alle forvaltninger i kommunen.

Kvarterløftprojektet er et eksempel på et bolig-socialt projekt. Det

tekniske område Byfornyelse og det sociale område Aktivering og

Livskvalitet er her forenet. Lars Rasmussen skrev i 1996 ideoplægget

til kvarterløftprojektet i Kolding Kommune, og året efter blev kommunen

udvalgt til at være en af forsøgskommunerne i Folketingets

Byudvalgs forsøg med kvarterløft.

Der er nedsat en Styregruppe for Kvarterløftprojektet, der består

af udvalgsformændene for Plan- og Miljøudvalget (Margit Vestbjerg),

Teknisk Udvalg (Iver Schriver), Boligudvalget (Lis Lykke Skov) og

Socialudvalget (Lis Ravn Ebbesen). Desuden deltager teknisk direktør

Hans-Jørgen Bøgesø, socialdirektør Lars Rasmusssen og seks

borgere fra Sydvestkvarteret.

Andre eksempler på samarbejdsprojekter er Heldagsskolen og

“Skolen som tværsektionelt center”, hvor man på fem skoler har

etableret rådgivende organer, der kan trække på familievejledning,

sundhedspleje og skolevejledning.

Internationale samarbejdsprojekter og udveksling af knowhow på

tværs af landegrænser er også i stigende grad blevet vigtige. Socialforvaltningen

har bl.a haft kontakter i Spanien og i Skotland.

Socialdirektør Lars Rasmussen.

Ny organisationsstruktur, ny lovgivning

Niels Ågesen fratrådte i 1997 for at tiltræde stillingen som kommunaldirektør

i Vejle Kommune, hvorefter vicedirektør Lars Rasmussen

blev ny socialdirektør.

Lars Rasmusssen har i sin direktørperiode bestræbt sig på at etablere

en fladere ledertop end sine forgængere. Det har ført til organisationsændringer,

hvilket også skal ses i sammenhæng med den

nye bistandslovsreforms ikraftræden.

Der er etableret to store driftsområder. Et “eksternt” for børn- og

ældreområdet (Sundhed og Service) med Willi Weber som områdechef.

Her er ældredistrikterne, Daginstitutionsafdeling, Kommunal

Tandpleje, de kommunale læger og sundhedsplejen placeret. Et

“internt” rådgivningsområde under Kirsten Møller Nielsens ledelse.

105


Ved Niels Ågesens fratræden i 1997 blev

dette fotografi af Socialforvaltningens

ledergruppe taget foran Hotel Koldingfjord:

Bagerste række fra venstre: Poul Erik

Nielsen, Helga Møller Nielsen, Musse

Tramm, Peter Brandt, Hanne Ravn,

Lis Kofoed, Kaj Stubben, Peder Lindenberg,

Lis Ravn Ebbesen (formand for

Social- og Arbejdsmarkedsudvalget),

Søren Kollerup, Annette Karlsmose.

Forreste række fra venstre: Steen Dall

Hansen, Marie Kaae Hansen, Kirsten

Møller Nielsen, Bent Johansen, Ingrid

Elbæk Petersen, Astrid Refshauge,

Henning Gadmar, Niels Ågesen, Willi

Weber og Lars Rasmussen.

106

Her er Familieafdeling, Specialafdeling, Arbejdsmarkedsafdeling,

Dagpengeafdeling og Serviceafdeling placeret.

Lars Rasmussen har valgt ikke at have en vicedirektør, områdechef

Willi Weber er dog stedfortræder for socialdirektøren. Ud over Lars

Rasmussen udgøres forvaltningsledelsen af de to områdechefer Willi

Weber og Kirsten Møller Nielsen, kontorchef i Økonomiafdelingen

Peder Lindenberg og sekretariatschef Hanne Ravn.

Stabsfunktionerne varetages af udviklingschef Kaj Stubben, infomaster

Peter Olesen, planlægningskonsulent Anette Karlsmose og

arbejdsmarkedskoordinator Iver Schriver.

1998 har bl.a. været præget af den ny bistandslovsreform, der

trådte i kraft 1. juli. Den består af fire love: Lov om retssikkerhed og

administration på det sociale område, Lov om social service, Lov om

aktiv socialpolitik og Lov om social pension. En af hensigterne med

disse love har været at sikre, at de svageste bistandsklienter bliver

aktiveret. Derfor er der blevet ændret på opgavefordelingen inden

for rådgivningsområdet i forvaltningen.

De første ændringer er gennemført i forbindelse med den ny

organisationsplan, der er trådt i kraft 1. oktober 1998.


Fortegnelse over medlemmer af

de sociale udvalg 1899-1999

Udvalget for Fattigvæsenet

1897 Vinhandler Chr. Friis, sagfører Edvard Lau, justitsråd C.

Nielsen, toldkontrollør B. Meyer og konsul R. Kaalund (for

Landdistriktet).

1900 Sagfører Edvard Lau (formand), justitsråd C. Nielsen,

købmand C. Jensen, tømrermester H. L. Hansen og lærer

J. C. Bro (for Landdistriktet)

1903 Sagfører Edvard Lau (formand), dr. med J. Boysen,

købmand C. Jensen, tømrermester H.L. Hansen og lærer

J. C. Bro (for Landdistriktet).

1906 Redaktør Knud Hansen (formand), læge J. C. Hempel,

købmand C. Jensen, bogtrykker F. Lumbye og overlærer

J. C. Bro (for Landdistriktet).

1909 Redaktør Knud Hansen (formand), lærerinde Alba

Dalsgaard, læge J. C. Hempel, maskinarbejder Frands

Sørensen og sagfører J. M. Viuff (for Landdistriktet).

1913 Redaktør Knud Hansen (formand), Kirstine Sørensen,

fru M. Markussen, sagfører Arendt Petersen og sagfører

J. M. Viuff (for Landdistriktet).

1917 Redaktør Knud Hansen (formand), kalkulator Aage

Bennike, postkontrollør P. Ellerbeck, fru Kirstine Sørensen

og herredsfoged W. Nielsen (for Landdistriktet).

1921 Skræddermester H. Jensen (formand), tømrer J.C.E.

Sørensen, smedemester Johs. Larsen og Kirstine Sørensen.

Repræsentant for landdistriktet kriminaldommer

W. Nielsen.

1925 Skræddermester H. Jensen (formand), tømrer

J.C.E.Sørensen, dommerfuldmægtig K. Ewald og skrædder

C.L. Schmidt. Repræsentant for landdistriktet kriminaldommer

W. Nielsen. Tømrer J.C.E. Sørensen udtrådt af

udvalget i maj 1928 og afløst af Kirstine Sørensen.

1930 Rentier M. Strunge (formand), skrædder C.L. Schmidt,

murermester C. Olling, arbejdsmand Rasmus Clausen og

fabrikant P. Beirholm.

Skrædder C.L. Schmidt og arbejdsmand Rasmus Clausen

afløses af hhv. lagerarbejder P. Andersen og slagteriarbejder

Aage Petersen.

Alderdomsunderstøttelsesudvalget 1899-1933

1897 Borgmester C. P. C. Schjørring (formand), vinhandler

Chr. Friis, købmand A. Jensen, redaktør Enevold Sørensen

og konsul R. Kaalund (for Landdistriktet)

1900 Borgmester C. P. C. Schjørring (formand), købmand A.

Jensen, arbejdsmand N. P. Hansen, sagfører Edvard Lau og

overlærer J. C. Bro (for Landdistriktet).

1903 Borgmester C. P. C. Schjørring (formand), købmand A.

Jensen, arbejdsformand

N. P. Hansen, sagfører Edvard Lau og overlærer J. C. Bro

(for Landdistriktet).

1906 Borgmester C. P. C. Schjørring (formand), redaktør

Knud Hansen, læge J. C. Hempel, købmand C. Jensen og

overlærer J. C. Bro (for Landdistriktet).

1909 Brygger A. Lorentzen (formand), redaktør Knud

Hansen, læge J. C. Hempel, uddeler J. P. Jensen og sagfører

J. M. Viuff (for Landdistriktet).

1913 Forretningsfører Ludv. Petersen (formand), lærerinde,

fru Skjøde, Kirstine Sørensen, uddeler J. P. Jensen og

sagfører J. Viuff (for Landdistriktet).

1917 Smedemester Johs. Larsen (formand), lærer J. Gammelgaard,

uddeler J. P. Jensen, Kirstine Sørensen og herredsfoged

W. Nielsen (for Landdistriktet).

Udvalget for Alderdomsunderstøttelse og Enkebørns Understøttelse

1921 Kriminaldommer W. Nielsen, smedemester Johs.

Larsen, A. Andersen, Kirstine Sørensen og overportør J. N.

Lausen.

1925 Overvagtmester Andreas Elkjær, mejeribestyrer V. F.

Kjærsgaard, overportør J. N. Lausen og tømrer J. C. E.

Sørensen.

1930 Skrædder E. L. Schmidt, overportør J. N. Lausen, redaktør

N. E. Therkilsen, fabrikant P. Beirholm og malermester

Fr. Andersen.

Socialudvalg

1933 Fabrikant P. Beirholm (formand), proprietær L.C. Jørgensen,

lærerinde E. Rosenstand, malermester Chr.

Winding, malermester Fr. Andersen, togfører M. Larsen,

pedel Aage Petersen, arbejdsformand P. Andersen og maskinarbejder

C. Gossmann.

1937 Tekstilarbejder Ejner Christensen (formand), skolebetjent

Aage Petersen, lærerinde E. Rosenstand, Anine Lind,

fabrikant P. Beirholm, murermester Ejner Petersen, træskohandler

J. Jacobsen, arbejdsformand P. Andersen og

maskinarbejder C. Gossmann.

Murermester Ejner Petersen afløses i 1938 af overlærer C.

D. Nygaard.

Lærerinde E. Rosenstand afløses i 1940 af lærer Hagbard

Pedersen.

I efteråret 1942 bliver Aage Petersen Elling formand og

Ejner Christensen næstformand.

1943 Skolebetjent Aage P. Elling (formand), tekstilarbejder

Ejner Christensen, lærer Hagbard Pedersen, Anine Lind,

fabrikant P. Beirholm, overlærer C. D. Nygaard, træskohandler

J. Jacobsen, tromlefører Th. Thomsen og maskinarbejder

C. Gossmann.

Skolebetjent Aage P. Elling udtræder af udvalget i juni

1943, og C. Gossmann bliver formand. I 1943/44

indtræder direktør H. Hardorf og udtræder tekstilarbejder

Ejner Christensen, lærer Hagbard Pedersen, Anine Lind

og direktør H. Hardorf. Sagfører Hans Pedersen, lagerarbejder

A. Jensen, journalist fru E. Jerking og lektor frk.

K. Carstens indtræder.

I 1944 indtræder folketingsmand, lektor Karl Olsen.

1946 Socialudvalgsformand C. Gossmann, træskofabrikant J.

Jacobsen, fabrikant P. Beirholm, lærer Frovin Jørgensen,

typograf Thaarup Rasmussen, maskinarbejder Sven Andersen,

lagerarbejder A. Jensen, journalist fru E. Jerking og

Anine Lind.

Journalist fru E. Jerking bortrejst 1/10 1949. Lagerarbejder

A. Jensen død 30/8 1949. Værkfører Th. Thomsen

indtrådt 21/9 1949. Skoleinspektør C. D. Nygaard indtrådt

1/10 1949.

107


1950 Socialudvalgsformand C. Gossmann, fabrikant J. Jacobsen,

Anine Lind, skoleinspektør C. D. Nygaard, elektricitetsarbejder

Svend Christensen, revisor Th. Jørgensen

og forretningsfører Alfred E. Mikkelsen.

Revisor Th. Jørgensen udtrådt 1/2 1952. Gørtler Walther

Petersen indtrådt 1/2 1952.

1954 Socialudvalgsformand C. Gossmann, gørtler Walther

Petersen, Anine Lind, viceskoleinspektør B. Faurby

Hansen, elarbejder Svend Christensen, civilingeniør M.

Møller Pedersen og tekstilarbejder Villy Lüdorf.

1958 Gørtler Walther Petersen (formand), elarbejder Svend

Christensen, civilingeniør M. Møller Pedersen, tekstilarbejder

Villy Lüdorf, fabrikant Poul Sørensen, børnehavelærerinde

Henny Jensen og Asta Laursen.

Tekstilarbejder Villy Lüdorf afløses af bogbinder Sv. Ginnerskov

Jensen i 1961.

1962 Elarbejder Svend Christensen (formand), gørtler

Walther Petersen, civilingeniør M. Møller Pedersen, Asta

Laursen, bogbinder Sv. Ginnerskov Jensen, kriminaloverbetjent

Sv. Aa. Wase Petersen og Sonja Andersen.

1966 Elarbejder Svend Christensen (formand), Asta Laursen,

bogbinder Sv. Ginnerskov Jensen, Sonja Andersen, kontorbestyrer

Svend H. Bekke, trafikassistent Paul Nielsen og

ingeniør Jens Agerskov.

1970 Alex Jentsch (formand), Sonja Andersen, kontorassistent

Grethe Venborg, kontorbestyrer Svend Bekke, Asta

Laursen, proprietær H. C. Juhl og lærer Stig Woidemann.

1974 Alex Jentsch (formand), Sonja Andersen, kontorassistent

Grethe Venborg, købmand Christian Kjærgaard,

kordegn Carl Sørensen og gårdejer Jens P. Jørgensen.

1978 Alex Jentsch (formand), kontorassistent Grethe

Venborg, afdelingsformand Carla Lütsen, gårdejer Jens P.

Jørgensen, kordegn Carl Sørensen, arbejdsmand Alfred

Jacobsen og lærer Aase Meyn.

108

1982 Alex Jentsch (formand), kontorassistent Grethe

Venborg, sygehusportør Bent Ginnerskov Jensen,

viceskoledirektør Bruno Pedersen, kordegn Carl Sørensen,

overlærer Aase Meyn og lærer Villy Søvndal

Carla Lützen afløser Bruno Pedersen 1985.

1986 Sygehusportør Bent Ginnerskov Jensen (formand),

viceskoledirektør Bruno Pedersen, fagforeningsformand

Vilhelm Jørgensen, overlærer Aase Meyn, lærer Villy

Søvndal (næstformand), lærer Lis Ravn Ebbesen og Hanne

Skov.

Carl Sørensen afløser Hanne Skov januar 1987.

1990 Lærer Villy Søvndal (formand), beskæftigelseskoordinator

Iver Schriver, advokat Henning Lyhne, lærer Lis Ravn

Ebbesen, pensionist Walther Gessner Petersen, gårdejer

Jens Andersen og handelsjurist Lars Møller-Sørensen.

Henning Lyhne udtrådt og assurandør Poul Agertoft

indtrådt i udvalget i februar 1990.

Iver Schriver udtrådt og kontorassistent Bent Ginnerskov

Jensen indtrådt i udvalget i marts 1991.

Poul Agertoft udtrådt og tandlæge Inger Klarskov Petersen

indtrådt i udvalget i september 1992.

Lars Møller-Sørensen udtrådt og farvehandler Inga

Damkjær indtrådt i udvalget i september 1992. Inga

Damkjær afgået ved døden 1. januar 1993, og i stedet

indtræder receptionsassistent Henrik Knudsgaard den 11.

januar 1993.

Social- og Arbejdsmarkedsudvalget (nyt navn fra januar 1994)

1994 Lærer Villy Søvndal (formand), skoleinspektør Dan

Nielsen, Grethe Nielsen, lærer Lis Ravn Ebbesen, gårdejer

Jens Andersen, receptionsassistent Henrik Knudsgaard og

sygeplejerske Liss Gydesen.

Social- og Arbejdsmarkedsudvalget i 1998. Stående fra venstre: Svend Brodersen, Torben Nørgaard Lauritzen, Dan Nielsen og

Henrik Knudsgaard. Siddende fra venstre: Hanne Herzog, socialudvalgsformand Lis Ravn Ebbesen og Ann-Marie Christensen.


Villy Søvndal udtrådt af udvalget og erstattes af Else Danø i

august 1994. Lis Ravn Ebbesen bliver ny formand i udvalget

i august 1994.

1998 Lærer Lis Ravn Ebbesen (formand), skoleleder Ann-

Marie Christensen, skoleinspektør Dan Nielsen, gartnerformand

Torben Nørgaard Lauritzen, receptionschef Henrik

Knudsgaard, salgskonsulent Hanne Herzog og gårdejer

Svend Brodersen

Værgerådet

1905 Dr. J. Boysen, toldforvalter B. Meyer, tømrer Bram og

fru D. Hansen.

Valgt uden for Byrådet: Herredsfoged G. Hansen

(formand), lærerinde frk. L. Christensen og pastor C.W.

Kiørboe. Lærerinde frk. L. Christensen udtrådt af Værgerådet

i 1909 og afløst af lærer P. Klausen.

1911 Distriktslæge J.C. Hempel, lærer P. Klausen, murer Chr.

Madsen og fru Møller Nielsen.

Valgt uden for Byrådet: Herredsfoged G. Hansen

(formand), frk. lærerinde L. Christensen og pastor C.W.

Kiørboe.

1917 Distriktslæge J.C. Hempel, lærer P. Klausen, murer Chr.

Madsen og fru Møller Nielsen.

Valgt uden for Byrådet: Kriminaldommer Will. E. Nielsen

(formand), frk. lærerinde L. Christensen og pastor C.W.

Kiørboe. Kriminaldommer Will. E. Nielsen udtrådt af

Værgerådet i 1920 og afløst af sagfører, kancelliråd H.

Rose.

1922 Kancelliråd, sagfører H. Rose (formand), kredslæge J.C.

Hempel, pastor C.W. Kiørboe, lærer P. Klausen, murer Chr.

Madsen, skrædder I.A. Bernth og fru Kirstine Roed. Alle

valgt af Byrådet i medfør af Lov nr. 237 af 12. juni 1922 om

Værgerådsforsorg m.m.

1925 Kancelliråd, sagfører H. Rose (formand), pastor M.

Juhl, fru Møller Nielsen, lærer E. Eriksen, skrædder J.A.

Bernth, fru Kirstine Roed og fru Kirstine Sørensen. Skrædder

I.A. Bernth udtrådt af Værgerådet i 1927 og afløst af

murer E. Eriksen.

1929 Pastor M. Juhl (formand), dommerfuldmægtig K.

Ervald, lærer E. Eriksen, fru Else Nielsen, fru Kirstine

Sørensen, murer E. Eriksen og fru Anine Lind.

Børneværnsudvalg

1933 Fabrikant P. Beirholm (formand), lærerinde E. Rosenstand,

proprietær L. C. Jørgensen, lærer H. A. Hansen og

maskinarbejder C. Gossmann.

Valgt uden for Byrådet: købmand Johs. Aagaard, Kirstine

Sørensen, Anine Lind og dommerfuldmægtig M. Hviid.

Maskinarbejder C. Gossmann afløses af snedkermester J.

Andersen.

1937 Tekstilarbejder Ejner Christensen (formand), lærerinde

E. Rosenstand, Anine Lind, proprietær L. C. Jørgensen,

snedkermester J. Andersen.

Valgt uden for Byrådet: købmand Johs. Aagaard, Kirstine

Sørensen, overlærer C. D. Nygaard og civildommer Rasmus

M. Borum.

Lærerinde E. Rosenstand afløses af lærer Hagbard Pedersen.

1943 Lærer Hagbard Pedersen (formand), proprietær L. C.

Jørgensen, skolebetjent Aage P. Elling og Anine Lind.

Valgt uden for Byrådet: købmand Johs. Aagaard, Kirstine

Sørensen, overlærer C. D. Nygaard og civildommer Rasmus

M. Borum.

1944 Markforvalter Ejner Christensen (formand), socialudvalgsformand

C. Gossmann, repræsentant Mouritz Jørgensen,

journalist fru E. Jerking og lektor frk. K. Carstens.

Valgt uden for Byrådet: lærer Hagbard Pedersen, skolebetjent

Aage P. Elling, Anine Lind og købmand Johs. Aagaard.

1946 Markforvalter Ejner Christensen (formand), socialudvalgsformand

C. Gossmann, journalist fru E. Jerking,

Anine Lind og lærer Frovin Jørgensen.

Valgt uden for Byrådet: viceskoleinspektør Hagbard Pedersen,

repræsentant Mouritz Jørgensen, lektor frk. K.

Carstens og skolepedel Aage P. Elling.

Journalist fru E. Jerking bortrejst 1/10 1949. Skoleinspektør

C. D. Nygaard indtrådt 1/10 1949.

1950 Anine Lind, socialudvalgsformand C. Gossmann, assurandør

A. Vrist-Rønn og direktør Viggo Andersen.

Valgt uden for Byrådet: markforvalter Ejner Christensen

(formand), viceskoleinspektør Hagbard Pedersen og lektor

frk. K. Carstens.

Assurandør A. Vrist-Rønn bortrejst 1/1 1952. Redaktør

Andr. Sørensen indtrådt 1/1 1952.

1954 Gørtler Walther Petersen, Anine Lind, socialudvalgsformand

C. Gossmann, civilingeniør M. Møller Pedersen og

viceskoleinspektør B. Faurby Hansen.

Valgt uden for Byrådet: markforvalter Ejner Christensen

(formand) og lektor frk. K. Carstens.

1956 Anine Lind (formand), gørtler Walther Petersen, værkfører

Th. Thomsen, socialudvalgsformand C. Gossmann,

civilingeniør M. Møller Pedersen og viceskoleinspektør B.

Faurby Hansen.

Valgt uden for Byrådet: lektor frk. K. Carstens.

1958 Gørtler Walther Petersen, civilingeniør M. Møller Pedersen,

værkfører Th. Thomsen, Elisabeth Eff og børnehavelærerinde

Henny Jensen.

Valgt uden for Byrådet: lektor frk. K. Carstens (formand)

og viceskoleinspektør A. C. Thomsen.

1962 Kriminaloverbetjent Sv. Aa. Wase Petersen (formand),

Asta Laursen, socialudvalgsformand Sv. Christensen, Elisabeth

Eff, Sonja Andersen og amtsungdomskonsulent Thue

Bryndorf.

Valgt uden for Byrådet: børnehavelærerinde Henny

Jensen.

Valgt uden for Byrådet 8/2 1965: seminarieadjunkt I. Borg

Mogensen. Udtrådt Henny Jensen.

Børne- og ungdomsværn

1966 Seminarielektor J. Borg Mogensen (formand), Asta

Laursen, socialudvalgsformand Svend Christensen, Sonja

Andersen, trafikassistent Paul Nielsen, ingeniør Jens Agerskov

og Marie Tastesen.

1970 Socialudvalgsformand Alex Jentsch, kedelpasser V. Lauridsen,

fru Marie Tastesen, seminarielektor Borg Mogensen,

fru Asta Laursen, lærer Stig Woidemann og skoleinspektør

Svend Aage Nielsen.

1974 Socialudvalgsformand Alex Jentsch, fru Grethe

Venborg, fru Marie Tastesen, overtoldbetjent Ole H. Rasmussen,

fru Asta Laursen, politibetjent Johannes Kirk Søndergaard

og kordegn Carl Sørensen.

109


Afsnit VIII-Udvalget

1990 - 1992 Lærer Villy Søvndal (formand), beskæftigelseskoordinator

Iver Schriver, advokat Henning Lyhne, lærer Lis

Ravn Ebbesen, pensionist Walther Gessner Petersen, gårdejer

Jens Andersen og handelsjurist Lars Møller-Sørensen.

Desuden deltager byretsdommeren i retskredsen og en

pædagogisk-psykologisk konsulent (begge udpeget af

Amtsrådet).

Henning Lyhne udtræder af udvalget i februar 1990, og i

stedet indtræder assurandør Poul Agertoft. Kontorassistent

Bent Ginnerskov Jensen bliver medlem (næstformand) af

udvalget i marts 1991 og Iver Schriver bliver stedfortræder

(omkonstituering). Lars Møller-Sørensen udtræder af

udvalget i september 1992, og i stedet indtræder farvehandler

Inga Damkjær. Poul Agertoft udtræder af udvalget

i september 1992, og i stedet indtræder tandlæge Inger

Klarskov Petersen.

Børn og Unge- Udvalget

1993 Specialarbejder John Bondebjerg (formand), kordegn

Carl Sørensen, vicetoldinspektør Ole H. Rasmussen, civildommer

Torkil Rasmussen og skolepsykolog Karen Kjeldsen.

1994 Assistent Bent Ginnerskov Jensen (formand), ejendomsmægler

Peder Møller Jensen, skoleinspektør Ib

Hansen, dommer Lisbeth Parbo og pædagogisk-psykologisk

konsulent Karen Kjeldsen.

Ib Hansen udtræder af udvalget i juni 1995, og i stedet

indtræder daginstitutionsleder Tonny Jensen.

1998 Overassistent Bent Ginnerskov Jensen (formand), specialarbejder

John Bondebjerg, kordegn Carl Sørensen,

dommer Claus Rasmussen og pædagogisk-psykologisk konsulent

Karen Kjeldsen.

Specialarbejder John Bondebjerg udtræder af udvalget i

august 1998, og i stedet indtræder skoleleder Michael

Clemensen.

Styringsgruppen vedrørende beskæftigelsesforanstaltninger

1978 Gårdejer Jens P. Jørgensen (formand), kontorbestyrer

Svend Bekke (afløst af Per Bødker Andersen i 1979) og

købmand Chr. Kjærgaard).

Beskæftigelsesudvalget

(Nedsat i Byrådets møde den 11. januar 1982)

1982 Sygehusportør Bent Ginnerskov Jensen (formand),

gårdejer Peter Skov Christensen, distriktstoldchef V. Bruno

Andersen, lærer Villy Søvndal, kontorassistent Dora Rossen

og rektor Leif Stenlev.

Direktør Sven Trillingsgaard og vagtmester Tage Andersen

- repræsentanter for hhv. DA og AF.

Sven Trillingsgaard afløses af tømrermester Kaj Nielsen i

april 1985.

1986 Fagforeningsformand Vilhelm Jørgensen (formand),

direktør Sven Trillingsgaard, lærer Lis Ravn Ebbesen, Jens

Møller og gårdejer Peter Skov Christensen.

Tømrermester Kaj Nielsen og forretningsfører Tage Andersen

- repræsentanter for hhv. DA og AF.

Peter Skov Christensen afløses af kordegn Carl Sørensen i

januar 1987.

110

Tage Andersen afløses af Jette Storm Thomsen i december

1986.

1990 Kontorassistent Bent Ginnerskov Jensen (formand),

gårdejer Jens Chr. Thulstrup, specialarbejder John Bondebjerg,

Jens Møller, ejendomsmægler Hans Lind, gårdejer

Jens Andersen og revisor Christen Kragh.

El-installatør Vagn O. Pedersen og maskinarbejder Arne

Mouritzen - repræsentanter for hhv. DA og AF.

Arne Mouritzen (AF) afløses af typograf Gunnar Storm

Thomsen i februar 1991.

Forstander Kurt Brauer udpeges efter indstilling fra

Erhvervsskolerne i Kolding i januar 1991.

1994 Typograf Gunnar Storm Thomsen (formand), gårdejer

Jens Chr. Thulstrup, erhvervsanalytiker Annette Thorsen,

receptionsassistent Henrik Knudsgaard og revisor Christen

Kragh. El-installatør Vagn O. Pedersen og faglig sekretær

John Berg - repræsentanter for hhv. DA og LO.

Direktør Jørgen Houmann repræsentant for Erhvervsskolerne

i Kolding.

Jens Chr. Thulstrup afløses af ejendomsmægler Peder

Møller Jensen i februar 1995.

Annette Thorsen afløses af overlærer Lis Ravn Ebbesen i

marts 1995

Vagn O. Pedersen (DA) afløses af restauratør Jan Mathiasen

i marts 1995.

Peder Møller Jensen afløses af Jens Chr. Thulstrup i

september 1996.

Faglig sekretær John Berg (LO) afløses af fagforeningsformand

Anne Marie Madsen i august 1996.

1998 Typograf Gunnar Storm Thomsen (formand), uddannelsesleder

Henrik Larsen, arkitekt Martin Peyrath, overlærer

Lis Ravn Ebbesen, amtsrådsmedlem Dora Rossen,

gårdejer Svend Brodersen og revisor Christen Kragh.

Restauratør Jan Mathiasen og fagforeningsformand Anne

Marie Madsen - repræsentanter for hhv. DA og LO. Leder

af AMU-Center, Trekantområdet, Mogens Jørgensen,

repræsentant for Erhvervsskolerne i Kolding.

Bestyrelsen for De fattiges Kasse

Valgt 27. august 1894:

Købmand A. Jensen (formand), maler C. Jensen

pastor Lunddahl.

Valgt 7. august 1900:

Pastor C. W. Kiørboe (formand), købmand A. Jensen, maler

C. Jensen.

1903: Pastor C. W. Kiørboe (formand), købmand A. Jensen

og arbejdsmand H. Jørgensen

Bestyrelsen for Hjælpekassen (Lov 4. Maj 1907)

Valgte den 30. marts 1908

Pastor C. W. Kiørboe (formand), arbejdsmand Mads Petersen,

maskinarbejder Frands Sørensen, lærer P. N. Ibh, jordemoder

fru Sørensen, fru A.C.Hansen, Johanne Hansen, Johanne

Madvig og mælkehandler N. Rasmussen (for Landdistriktet).

Valgte den 30. marts 1911

Pastor C. W. Kiørboe (formand), Kathrine Hansen, lærer N.

Ibh, jordemoder fru Sørensen, arbejdsmand Ebbe Mathiassen,

fru Thomsen, Sømandshjemmet, maskinarbejder

Frands Sørensen, malermester E. Oppenhagen og mælkehandler

N. Rasmussen (for Landdistriktet).


Valgte den 25. marts 1914

Lærer P.N. Ibh (formand), Frederikke Sørensen, Kathrine

Hansen, fru Skjøde Petersen, asylbestyrerinde, frk. Nielsine

Eskildsen, Laura Wandall, malermester E. Oppenhagen,

arbejdsmand Ebbe Mathiesen og mælkehandler N. Rasmussen

(for Landdistriktet).

Valgte den 29. marts 1917

Lærer P.N.Ibh (formand), arbejdsmand Martin Christensen,

malermester E. Oppenhagen, Kathrine Hansen, tømrer

J.C.E.Sørensen, asylbestyrerinde, frk. N. Eskildsen, Laura

Wandall, Marie K. Petersen og fru Bertelsen (for Landdistriktet).

Valgte den 14. marts 1921

Asylbestyrerinde frk. Nielsine Eskildsen, arbejdsmand Martin

Christensen, drejer H. C. Hansen (formand), fru Knud

Hansen, købmand Neslund, arbejdsmand Niels Olsen,

købmand Johs. Aagaard, maskinarbejder Klaus Dahl og fru

Bertelsen (for Landdistriktet).

Valgte i 1925

Drejer H. Chr. Hansen (formand), købmand Johs. Aagaard,

købmand Niels Lund, asylbestyrerinde frk. Nielsine Eskildsen,

skrædder H. P. Jensen, tekstilarbejder Chr. Iversen,

former Sofus Petersen, arbejdsmand Emil Jensen og

enkefru Karen Lauridsen (for Landsognet).

Valgte 1930-33

Handelsagent Eduard Rasmussen (formand), Karen Lauridsen,

kreaturhandler A. Andersen, bagermester

H.P.Hansen, direktør S. Dreyer, skrædder H.P. Jensen,

arbejdsmand Johs. Skøtt, blikkenslager C. Pippenbring og

former Sofus Petersen.

111


Kilder og litteratur

Utrykt materiale

Landsarkivet for Nørrejylland:

Kolding Rådstuearkiv:

Fattigudvalgsprotokoller 1855-1905

Kolding Stadsarkiv:

Alderdomsunderstøttelsesudvalgets forhandlingsprotokoller

Byrådets forhandlingsprotokoller 1873-

Fattigudvalgets protokoller 1905-

Udvalget for understøttelse af børn til enker, forhandlingsprotokol

Værgerådets forhandlingsprotokoller

Borgmesterkontorets journalsager

Socialforvaltningens journalsager

Socialforvaltningen: Fattigstatistik 1911-12

Socialforvaltningen: Kontoret for særlige anliggender, jfr. cirkulære

af 18. maj 1945. Forhandlings- og bevillingsprotokol

1945

Trykt materiale

Beretninger for Socialkontoret 1934-1968

Byrådsbogen 1933-1988

Evaluering oktober 1990: Det Rullende Galleri 1990

Instruks for økonomen i De Gamles Hjem i Kolding, 1910

Kolding Kommunes Ældrepolitik 1990-2000

Kolding Kommunes Årsberetninger 1991-1997

Kolding Vejvisere

Overslag over Kolding Købstads indtægter og udgifter 1895-

Reglement for De Gamles Hjem, 1910

Regulativ for Fattigudvalgets bogholder, 1908

Regulativ for økonomen og undersøgeren i Kolding, 1908

Social- og Sundhedsforvaltningen: “Gammel nok til at bestemme

selv”. Debatavis udgivet i 1989

Social- og sundhedsplaner 1984-1988 og 1989-1992

Status og Plandata 1984 og 1989

Udbygningsplaner for Kolding Kommunes sociale og sundhedsmæssige

virksomhed 1979-1984

Udbygningsplaner for sociale og visse sundhedsmæssige

områder 1981-1986

Årsberetninger for Kolding Kommune, 1991-1997

Årsberetninger for Socialkontoret, Kolding Kommune, 1920-

1968

Aviser

Kolding Avis

Kolding Folkeblad

Kolding Social-Demokrat

Venstrebladet for det sydlige Jylland

Litteratur:

Inge Bundsgaard og Peter Korsgaard: Fra fattigforsorg til socialpolitik,

Folkestyre i by og på land, Danske Kommuner

gennem 150 år, 1991

Inge Bundsgaard og Peter Korsgaard: Kommunal socialforsorg

indtil 1933, Kommunal Opgaveløsning 1842-1970,

Odense 1990

112

Centralforeningen af Sygekasser i Vejle Amt 1894-1944, Centralforeningens

bestyrelse, 1944

Svend Christensen: Erindringer, Kolding 1995

Da de 10 blev til 1. Red. af Kim Furdal, Kolding 1989

Birgitte Dedenroth-Schou: Byens Styre i Kolding i det 20.

århundrede til kommunesammenlægningen i 1970, bd. III,

Kolding 1982

Birgitte Dedenroth-Schou: De Gamles Hjem - Låsbyhøj i 70 år,

Koldingbogen 1980

Birgitte Dedenroth-Schou: Overmarksgården 1917-1987,

Kolding 1987

Jens Jørgen Fyhn: Efterretninger om Kjøbstaden Kolding,

København 1848

P. Eliassen: Kolding fra Middelalder til Nutid, Kolding 1910

Jørgen Fastrup: Arbejder i Kolding 1910-1925. Kolding, 1986

Svend Aage Hansen og Ingrid Henriksen: Velfærdsstaten

1940-78, Dansk Socialhistorie 7, København 1980

Viggo Jonasen: Dansk Socialpolitik 1708-1990. Århus, 1986

Eskild Jørgensen: Fra Hvidtfeldts tid til vore dage, Kolding

1976

Harald Jørgensen: Studier over det offentlige Fattigvæsens historiske

Udvikling i Danmark i det 19. Aarhundrede, København

1940

Tove Jørgensen: Kolding Kommunes Dagpleje gennem 25 år,

Koldingbogen 1991

Tove og Ole Jørgensen: En velgørende anstalt - om Kolding

Børneasyl. Koldingbogen 1993

Kjeld Philip: Staten og Fattigdommen. København, 1947

Kolding omkring 1930 I-II. Rediget af V. Schæffer, 1929-30

Bent Rasmussen: Altid på vej, Kolding 1997

Peter Ravn: Erindringer, Kolding 1991

Andreas Sørensen: Vi er blevet mere menneskelige over for

de svageste i samfundet i Tidens Tegns jubilæumsavis 1899-

1949

Søren Flø Sørensen: Kolding Børnehaveseminarium 1964-

1989, Koldingbogen 1989

Søren Flø Sørensen: Begivenhedsoversigt, Koldingbogen

1984-1998.

Nete Balslev Wingender: Gammel og fattig. Skøn og ret i den

tidlige alderdomsforsorg 1891-1922. Gentofte, 1994

Erindringer

Forhv. leder af omsorgsafdelingen Svend Eriksen, 1998

Gruppeleder Knud Jensen, 1998

Sundhedsplejerske Ingeborg Lunden, 1974 og 1981

Socialinspektør Andreas Sørensen, 1975

Interviews 1998

Fhv. kontorchef Jørgen Fønsskov

Konsulent Steen Jacobsen

Socialdirektør Lars Rasmussen

Sekretariatsleder Hanne Ravn

Kommunaldirektør Henning Seiding

Kommunaldirektør Niels Ågesen


ISBN: 87-88966-21-6

More magazines by this user
Similar magazines