HVORDAN GÅR DET DEM? - Frivillignet.dk

frivillignet.dk

HVORDAN GÅR DET DEM? - Frivillignet.dk

HVORDAN GÅR DET DEM?

> En undersøgelse af unge uledsagede flygtninges perspektiver

på integrationen

At få os til at føle os ønsket – at få os til at føle, at man gør en forskel. (Christine)

Jeg synes, at det sværeste er ikke at have en familie. Jeg har ikke et hjørne, hvor jeg får omsorg

og tryghed. Der ligger meget pres på os, fordi vi er alene. (Marian)

Jeg har lidt mere frihed end ham, der er kommet med sin familie. (Mehdi)

Jeg er integreret, men jeg kan ikke mærke integrationen. (Adnen)

Hver gang jeg lærer et nyt ord, så bliver jeg glad. (Den unge albaner)

"Vi er mennesker. Vi skal leve sammen.

Konflikter små som store hænder dagligt – her – der.

Hvad må vi lære at leve med?

Vi skal lære at leve med hinanden.

Mig, min onkel, min kusine, hendes mand, naboen og hendes mand.

Udenfor det vante i mødet med det uvante skal vi for alvor træde i karakter."

(Players projekt ”We are”. ”We are” er det første resultat af Betty Nansens Players Project. ”We are” var en

teaterforestilling med 32 unge fra familier af anden etnisk oprindelse end dansk).

"Den enkelte har aldrig med et menneske at gøre uden at han holder noget af dets liv i sin hånd."

Løgstrup: Den etiske fordring (1991:25).

Hvordan går det dem? 1


INDHOLDSFORTEGNELSE

1. Forord 4

2. Indledning med læseanvisning 5

3. Anbefalinger i lightudgave 8

4. Sammenfatning af rapporten med anbefalinger 9

4.1. En sammenfattende beskrivelse af unge uledsagede flygtninge 9

4.2. Et udvidet integrationsbegreb 10

4.3. Sammenfattende status over de unges integration 11

4.4. Sammenfatning af barrierer for de unges integration samt anbefalinger 11

4.5. Sammenfatning af muligheder for de unges integration samt anbefalinger 15

4.6. Hvad vil de unge gerne have, at der skal ske? 17

4.7. Andre initiativer og undersøgelser 17

4.8. Forslag til fremtidige undersøgelser 17

5. Uledsagede mindreårige flygtninge 19

6. Projektets informanter og præasylfasen 23

6.1. Projektets informanter 23

6.2. Præasylfasen 28

7. Integrationsbegrebet 30

8. At være i eksil. En dobbelt eksponering 39

9. Kulturel frisættelse i kulturmødet 43

10. Hvem identificerer de unge uledsagede sig med? 48

11. De unges integrationsstrategier 52

12. Opholdstilladelsens gyldighed 55

13. Flugten og dens årsager 57

14. Boligforhold 60

15. Danskundervisning, skolegang og uddannelse 64

15.1. Det danske sprog og danskundervisningen 64

15.2. Grundskoleforløbet 65

15.3. Ungdomsuddannelserne og det videre uddannelsesforløb 68

16. Beskæftigelse og indkomst 72

17. Støtte og vejledning 74

PS. Er du blevet hørt i integrationsfasen? 78

18. Venner, kæreste og fritid 80

19. Alliancepartnere 83

20. Diskrimination 86

21. Det psykiske helbred 90

22. Fremtiden, drømme og ønsker 93

23. Summary in English 96

Hvordan går det dem? 2


BILAG

1. Projektets udformning 98

2. Metodevalg 103

2.1. Spørgeskemaundersøgelsen 103

2.2. Dybdeinterviews 104

2.3. Grounded Theory 105

2.4. Praksiserfaringer 105

2.5. Bourdieus praksisteori 105

3. Informanterne 108

3.1. Informanterne – kort beskrevet 108

3.2. Familieforhold 111

4. Definition af uledsagede mindreårige flygtninge 112

5. Lovkompleks og internationale konventioner 115

6. Spørgeskema 117

7. Opgørelse af spørgeskemaundersøgelsen 123

8. De unges vurdering af hvad der har været sværest ved at bo i Danmark 152

9. De unges vurdering af hvad der har været bedst ved at bo i Danmark 154

10. De unges forslag til forbedret integration 156

11. Referat fra lørdagsseminar 158

12. Skema til semistruktureret dybdeinterview 161

13. Informationsseddel til de unge 163

14. Appetizer 164

15. Referencer og inspiration 165

Hvordan går det dem? 3


1 FORORD

Dette projekt er blevet mødt særdeles godt.

Der er derfor mange at rette en tak til.

At projektet har kunnet lade sig gøre skyldes 30 unge mennesker, der velvilligt har valgt at offentliggøre

nogle af deres oplevelser af og erfaringer med at integrere sig i Danmark. Disse 30 unge vil jeg gerne takke

hjerteligt for deres deltagelse. Det er mit håb, at de unge undervejs eller ved gennemlæsning af rapporten

selv vil kunne indhøste inspiration til afklaring af fortsat liv. Her skal de synliggøres, selv om det bliver ved

hjælp af pseudonymer:

Abdi, Adnen, Ahmad, Alex, Almir, Aman, Amir, Barathy, Christine, Esan, Farid, Filip, Hassan, Hussein,

Jejandran, Jeya, Joe, Kamal, Karim, Mahmoud, Marcel, Marian, Mehdi, Mehmet, Nader, Pei Lei, Peter,

Samir, Shukri og Tomas.

Tak skal I have.

Mange ansatte i landets kommuner, bofællesskaber m.m. har hjulpet mig med at få kontakt til de unge. Selv

om jeg brød ind i fortravlede hverdage, har de taget sig tid og været behjælpelige. Det drejer sig om mere

end 40 personer, og jeg finder, at det vil føre for vidt at fremføre navne. I stedet vil jeg sørge for, at de alle

personligt modtager rapporten som tak.

Derudover har personer, jeg ikke på forhånd har kendt, samt venner, bekendte, gamle kolleger, familie m.fl.

hjulpet. De vil kunne finde sig selv i følgende opremsning af navne:

Anita Hammer, Birgit Hedegård (KL), Birthe Nielsen, Britt Scherfig, Carl Johan Söderstjerna, Elsebeth

Iversen, Elisabeth Poulsen, Hansi og Peppi i Wurlitzergasse, Helle Holt, Henriette Ingvardsen (DF), Henrik

Liltorp, Iben Svensson, Ingrid Arild Jensen, Johnny Frederiksen, Julie Stokholm Madsen, Klaus Hansen, Kurt

Bendix Olsen, Lars Z. Hansen, Lis Hansen, Lene Timm (UC2), Lisbeth Eg Jensen, Lise Bruun (Red Barnet),

Lone Svensson, Malene Grøndal, Marcia Hill, Martin Jacobsen i rue Amélie, Niels-Henrik Uth (Gentofte

kommunes ungdomsskole), Nina Hannemann, Peter Seeberg, Richardt Jepsen, Rie Græsborg (DF), Rie

Toft, Ringo Parkel, Susan Tetler, Tine Kærn, Torben Dan, Tore Sørensen (UC2), Tünda (DF) og Vibeke

Fensløv.

Og endnu flere har hørt på mig undervejs.

En særlig varm tak til Bodil Petersen, lektor i psykologi ved Roskilde Universitet, som midt i sit eget travle

virke har givet mig kvalificeret vejledning og støtte, når jeg har fundet det nødvendigt.

En tak til ansatte i Flyktning- og innvandreretaten, Oslo Kommune, for hjælp med materialer på norsk.

Visiteringsenheden i Udlændingestyrelsen v/Lars Bundesen har været meget behjælpelig med oplysninger

af statistisk karakter.

Dansk Flygtningehjælp har generøst og vederlagsfrit lagt lokaler til projektets lørdagsseminar i slutningen af

maj måned 2005.

Ministeriet for Flygtninge, Indvandrere og Integration har finansieret projektet med 400.000 kr., hvilket har

gjort projektet tidsmæssigt muligt. Jeg siger mange tak for midlerne og tilliden. Uden disse penge var

projektet ikke blevet udført.

Projektet er min idé og min udførelse og således også mit ansvar. For de unges skyld håber jeg, at

rapporten vil få mange læsere og skabe yderligere opmærksomhed på, inspiration til og nuancering af

integrationsdebatten.

Hvordan går det dem? 4


2 INDLEDNING MED LÆSEANVISNING

> Kort præsentation af projektet, metoder og af mig

Projektet ”Hvordan går det dem?” undersøger, hvordan det lykkes for unge uledsagede flygtninge at

integrere sig i det danske samfund – set ud fra de unges perspektiv. Projektet forsøger at afdække de

muligheder og barrierer, der præger de unges integration. Projektets mål er en beskrivelse af de unges

situation, en konkretisering af muligheder og barrierer samt anbefalinger og forslag til en bedre integration.

Baggrundsmaterialet til denne rapport er indhentet hos 30 unge, der alle har fået asyl som uledsagede

mindreårige. De er i dag i alderen fra 15 år til 26 år. Kun fem er aktuelt mindreårige. Jeg har forelagt alle 30

et spørgeskema, som de har udfyldt i mit nærvær. På denne måde kunne de unge spørge om det, de ikke

forstod, samtidig med at der opstod små dialoger, der er brugt i rapporten. Efterfølgende dybdeinterviewede

jeg ni af de unge.

Spørgeskemaernes data er opgjort og er at finde i bilagsmaterialet (bilag 7). Dybdeinterviewene er blevet

udskrevet og analyseret med inspiration fra Grounded Theory metoden (Grounded Theory metoden er kort

beskrevet i bilag 2). Erfaringer fra mit arbejde som bisidder for uledsagede er også brugt. Dette udgør

projektets erfaringsmæssige validering.

Ud over nævnte analyseteori, bruger jeg undervejs i rapporten Bourdieus praksisteori til at afdække, hvordan

de unge indgår som aktører i deres nye livsbetingelser, hvilke strategier de benytter, hvilke magtforhold de er

oppe mod, hvilke barrierer og muligheder de møder, og hvilke nye handlinger foranderligheden medfører.

Jeg benytter mig af følgende termer fra Bourdieus praksisteori: habitus, kapitalbegrebet i forskellige former

(social, kulturel, økonomisk og symbolsk), feltbegrebet og begrebet symbolsk vold (for nærmere præsentation

se bilag 2).

Projektet er bredt anlagt. I dets indhold berøres mange områder af de unge uledsagedes liv. Jeg vælger at

bibeholde det brede sigte projektet igennem for på den måde at opnå at sammenfatninger, opsummering og

anbefalinger får så bredt et vurderingsgrundlag som muligt.

30 informanter er for lille en gruppe til, at den kan være signifikant for de mange unge flygtninge, der

gennem de sidste årtier har fået opholdstilladelse som uledsagede mindreårige flygtninge. Jeg er på den

anden side overbevist om, at de fleste af projektets sammenfatninger kan overføres som generelle

konklusioner for de mange andre, der ikke har deltaget i dette projekt.

Jeg, som er iagttager og pennefører på baggrund af de unges oplysninger, er først og fremmest praktikeren,

der efter at have arbejdet med unge uledsagede mindreårige som bisidder i næsten otte år, har været

nysgerrig efter at finde ud af, hvordan det går de unge efter nogle år i Danmark. Det praktiske er blevet

suppleret med Indvandrerstudier på Syddansk Universitet. Desuden er jeg uddannet folkeskolelærer og

afspændingspædagog.

> Læseanvisning

Projektets primære målgruppe er kommunernes ansatte, der arbejder med unge uledsagede flygtninge og

kommunalpolitikere, som beslutningstagere for bl.a. det økonomiske råderum. Det vil sige, at denne rapport

henvender sig til folk, som kender en del eller meget til de uledsagede. Dette bærer rapportens disposition

præg af.

Under udarbejdelsen af projektet er jeg imidlertid blevet opmærksom på, at den primære målgruppe også

burde omfatte folketingets politikere, ledere og lærere på ungdomsuddannelserne, lærer- og pædagogseminarier

og Den Sociale Højskole.

Til jer, der har travlt eller har stor erfaring med denne gruppe unge flygtninge, er det muligt blot at læse

denne indledning og kapitlerne 3 og 4. Her står projektets sammenfatninger, integrationens barrierer og

muligheder for de unge og projektets anbefalinger til bedre integration at læse. Kapitel 3 er en lightudgave af

kapitel 4, dvs. her står projektets anbefalinger uden kommentarer.

Læser I kun kap. 2, 3 og 4, snyder I imidlertid jer selv for de unges udsagn og erfaringer, som rapporten er

bygget op om. Projektets idé er at belyse de unges integration set med deres øjne. Det har jeg loyalt forsøgt.

Hvordan går det dem? 5


Da projektets primære målgruppe er den nævnte, forudsættes forhold om de unge bekendt. Derfor vil

kapitlerne kunne forekomme andre læsere indforståede. Dem anbefaler jeg at orientere sig i bilagsmaterialet

og/eller følge henvisningerne i teksten.

Her skal følge en kort orientering om de enkelte kapitler med delkonklusioner, hvilket skulle gøre det lettere

at zappe rundt i rapporten.

Kap. 5 er en beskrivelse af uledsagede mindreårige flygtninges vej og vilkår. I kap. 6 fortælles om, hvordan

jeg har fundet informanterne, og gruppen af informanter præsenteres. Ligeså deres familieforhold.

Præasylfasen er ikke tænkt som et tema i projektet, men da mange af de unge spontant fortalte om denne

særlige tid, behandles den kort her. I Kap. 7 diskuteres integrationsbegrebet, og projektets integrationsparametre

fremsættes. Der opridses eksempler på barrierer og muligheder for integration. De unge skelner

mellem at være integreret og at føle sig integreret. Kap. 8 beskriver eksiltilstanden som en dobbelteksponering,

hvorfor også forholdet til forældre og hjemland præsenteres. De unge oplever, at de savner

deres forældre samtidig med, at livet uden forældre byder på positive muligheder for udvikling og integration.

Et vigtigt element i eksilet er andres anerkendelse. Kap. 9 omhandler de uledsagedes dobbelte kulturelle

frisættelse i forhold til familien og til deres kultur. Umiddelbart er de ikke at sammenligne med andre grupper

i det danske samfund. De er deres egen generation. Deres kulturelle åbenhed er en stor mulighed for

integration. I kap. 10 fortælles om, at de unge identificerer sig positivt med andre udlændinge gennem

venner og familie. Til dels påføres de negative selvbilleder gennem mediernes omtale. Dette medfører

mindsket selvværd. De unge er klar over værdierne i det danske samfund. Respekten spiller en stor rolle for

dem.

I kap. 11 beskrives de unges integrationsstrategier i forhold til projektets integrationsparametre. Der peges

desuden på individuelle integrationsstrategier. Kap. 12 konkluderer, hvordan de unge oplever at blive

stresset i forbindelse med genansøgning om opholdstilladelsen. En af de strukturelle integrationsbarrierer.

Kap. 13 behandler flugten og dens årsager. Langt de fleste af de unge flygter fra krig, uro og forfølgelse og

sendes af sted for at redde livet. I kap. 14 konkluderes vigtigheden af at kombinere boligforhold, omsorg og

kontakt til majoritetsbefolkningen især i den første tid/første år. Danskundervisningen indleder kap. 15, som i

øvrigt omhandler grundskoleforløbet og ungdomsuddannelserne. De unge ønsker sig en langt mere effektiv

og koncentreret danskundervisning. Kun halvdelen af de unge er i skole- og uddannelsessystemet. Hvem

hjælper dem med det lange seje træk, som et uddannelsesforløb indebærer? På en række områder er der

gang i nytænkningen vedrørende undervisning af de sent ankomne, men de uledsagede kan forekomme

usynlige. Kap. 16 handler om beskæftigelse og indkomst. De unge føler sig let afvist og diskrimineret i

jobsøgningen. Desuden problematiserer de sort arbejde som en slet udvej for et rigtigt arbejde. Kap. 17 er et

langt kapitel om de unges møde med det sociale system. Et par konklusioner er, at indtrykket af modtaget

støtte ofte er afhængig af kontakt til især én omsorgsperson, de føler har forstået dem. Desuden står det

klart, at de unge ikke kan undvære støtte og vejledning efter det 18. år. At være uden dette er en barriere for

integrationen. I kap. 18 omtales forholdet til venner og kærester. Bedstevennen spiller en væsentlig rolle for

de unges integration. Kap. 19 omtaler de unges alliancepartnere i skiftende situationer. Her spiller især tre

parter ind: venner, professionelle og herboende etnisk familie. Fordelingen i brugen af alliancepartnere fra

privatsfæren og offentlighedssfæren er tydelig. I kap. 20 findes der mange eksempler på oplevet

diskrimination, som er en stor barriere for integrationen. Kap. 21 behandler det psykiske helbred. Herunder

omtales den særlige situation det er at være flygtning og de stressfaktorer, de unge påvirkes af. Kap. 22,

som handler om de unges tanker om fremtiden, om deres drømme og ønsker, afslutter selve rapporten.

Halvdelen af de unge ser videreemigration som en fremtidsmulighed. De unge har drømme og ønsker på

felter, som unge etniske danske ikke behøver at beskæftige sig med.

Der vil være yderligere anbefalinger i rapportens konklusioner end de nævnte i kap. 3 og 4. Af hensyn til

overskueligheden og realiseringsmulighederne har jeg fremhævet dem, jeg finder vigtigst og som matcher

dem, de unge oftest har udtrykt.

> Sprogbrug

Projektets informanter har alle fået opholdstilladelse som uledsagede mindreårige asylansøgere. I rapporten

vil de blive omtalt som de unge flygtninge, de uledsagede eller slet og ret de unge. Dette fordi mange af

informanterne er fyldt 18 år og således ikke længere mindreårige, men også for at understrege, at de bliver

ældre.

Kun hvor de omtales som en juridisk defineret gruppe, bibeholdes betegnelserne unge uledsagede

(flygtningebørn) eller uledsagede mindreårige flygtninge.

Hvordan går det dem? 6


Replikker

En vigtig del af rapporten er synliggørelsen af de unge. Jeg har derfor overvejet, hvordan de bedst kunne

være til stede. Den mest nærværende og tekstbrydende form har jeg fundet i anvendelsen af replikker.

Rapporten er fuld af replikker. Disse replikker er dels udskrifter fra dybdeinterviewene, dels udtalelser i

forbindelse med spørgsmålene om, hvad der har været sværest og bedst ved at bo i Danmark, dels fra de

unges ønsker for en bedre integration, dels fra de unges spontane reaktioner i forbindelse med udfyldelse af

spørgeskemaer samt endelig udtalelser fra lørdagsseminaret.

Da jeg har fundet det vigtigt at indholdet i replikken er umiddelbart forståeligt, har jeg tilladt mig en sproglig

redigering, hvor det var nødvendigt. Så selv om der ikke altid er tale om et nøjagtigt citat, er replikken

fastholdt i indholdet. Replikkerne har naturligvis mere eller mindre individuel eller generel karakter. Jeg har

bestræbt mig på at klargøre, når jeg træffer generelle konklusioner ud fra dem.

De unges replikker er alle skrevet i italic.

Hvordan går det dem? 7


3 ANBEFALINGER I LIGHTUDGAVE

Det gængse integrationsbegreb, der hersker, er ikke dækkende for de unges integrationsopfattelse,

som rummer begrebet ”et multikulturelt samfund”, og som peger frem mod dette. Dertil giver de unge

udtryk for et integrationsbegreb, der rummer psykosociale faktorer, især anerkendelsen, men også

vigtigheden af at have gode relationer både med egne etniske fæller og med danskere

Nødvendigheden af en overordnet politik for unge uledsagede flygtninge

Permanent opholdstilladelse til de uledsagede mindreårige, når de bevilliges asyl

En koncentration af uledsagede i få kommuner

En mere koncentreret og effektiv danskundervisning rettet mod målgruppen (prinsesse-modellen)

Etablering af en mentorordning

Etablering af en buddyordning

Etablering af en form for adoption af sent ankomne unge i erhvervslivet

Implementering af faget ”interkulturelle kompetencer” i visse uddannelser

Hvordan går det dem? 8


4 SAMMENFATNING AF RAPPORTEN MED ANBEFALINGER

4.1 EN SAMMENFATTENDE BESKRIVELSE AF UNGE ULEDSAGEDE FLYGTNINGE

De unge uledsagede flygtninges særlige baggrund er, at de er i Danmark, fordi de har været nødt til at flygte

fra deres hjemland. De opholder sig i Danmark uden deres forældre. De er flygtet fra venner og den øvrige

familie, fra deres sprog, fra deres kultur, fra hjemstavnen, fra deres fremtidsplaner. De unge har inden

ankomsten til Danmark haft oplevelser af traumatisk karakter. Men også efter ankomsten til Danmark har de

uledsagede oplevelser, der virker stærkt på dem.

Deres situation i Danmark er kompleks og kendetegnet ved modstridende følelser. I kraft af deres ungdommeligheds

fleksibilitet og åbenhed præges de relativt hurtigt af hverdagslivet i Danmark, samtidig med at

hjemlandet glider i baggrunden.

De unge oplever, at de skal klare alt selv. Følelsen af ensomhed og savn er stadig underliggende. De

oplever, at de gør meget for at integrere sig i det danske samfund. De gør sig store anstrengelser for at

overvinde barriererne i det danske samfund og udnytte mulighederne. De synes, at de er integreret, samtidig

med at de ikke føler sig accepteret af majoritetsbefolkningen. Tilligemed oplever de sig uønskede af

landsmænd, fordi de er ”familieløse.” Dette forøger ensomhedsfølelsen og giver næring til en stadig

oplevelse af mangel på accept og eksklusion.

Da de unge har været tvunget til flugt, kan det ikke undgås at opholdet i Danmark ind imellem påvirkes af

tankerne om en anden tilstand. Hvis der ikke havde været krig, ville de unge ikke være i Danmark, men i

hjemlandet. Hvis forholdende i hjemlandet blot var bedre, kunne de tage tilbage.

Dette sidste hvis er dog forbundet med en tilpasning til Danmark, der både er tiltrækkende og som gør, at de

unge vil kunne føle sig fremmede ved returneren til hjemlandet. Men også hjemmet forandrer sig.

De unge er i deres kulturelle frisætning åbne for nye muligheder og vil gerne leve i sameksistens med alle

andre medborgere i dette land. De ser klart de muligheder for udvikling og uddannelse, som de tilbydes i det

danske samfund. De vil gerne gøre brug af dem og forbedre deres position. De vil også gerne knytte

kontakter til danskere og ser det som en naturlig del af integrationsprocessen. Det kan imidlertid være svært

for dem at knytte sig til den del af den danske ungdom, hvor drikkeri er florerende, og hvor en manglende

respekt for forældrene er herskende. Det ligger fjernt fra deres egen kultur. Det kan være lettere at knytte

kontakt til andre unge med anden etnisk oprindelse.

De unge er dybt afhængige af voksne danskere. I deres første år i Danmark sker dette i form af en

klientgørelse, der optimalt burde lede til selvstændiggørelse og frigørelse fra systemet. Privat vil de unge

ikke kunne klare sig uden vejledning og støtte fra voksne, der har stort kendskab til det danske samfund.

De unges nærmeste vil – udover eventuelle søskende her i landet – være andre uledsagede unge flygtninge,

der har samme erfaringer med den påtvungne eksklusion af familien, savn, flugt, institutionalisering på

asylcenteret, asylsagsproces, ventetid på en afgørelse, klientgørelse i socialsystemet, at være bagud i et

dansk skolesystem, at være frustreret over de manglende tilbud, ikke at kunne se en ende, ændrede

fremtidsplaner, den nødvendige optimisme, tilfredsheden med at være i Danmark, oplevelsen af usynlighed,

nyt sprog, nye vaner, nye skikke m.m.

De unge uledsagede flygtninge har kun hinanden som forbilleder. De befinder sig i en situation, hvor de skal

kreere deres eget liv. De skal definere deres eget felt og er derfor både på det indre plan og på det ydre

afhængig af dialogen med omverdenen samtidig med, at de er afhængige af deres medbragte potentialer og

evnen til at udvikle sig. I forhold til omverdenen er de både hypersensitive overfor uærlighed og motiverede

for bevægelse.

De unge er med andre ord bricoleurs – ”gør-det-selv-folk”. De siger det selv: ”Vi skal klare alt selv.”

Hvordan går det dem? 9


Tilstanden i eksil, som både indeholder smerten over oplevelsen af at føle sig fremmed/ikke accepteret og

rummer mangfoldigheden og en stadig bevægelse, er også spillerum for nye muligheder.

Gruppen af unge uledsagede flygtninge er i det store perspektiv lille. Det kræver mod at erkende, at man

tilhører en så lille minoritet, som er let at overse, og/eller som vækker anstød. De uledsagede kommer

måske derfor til at befinde sig i en gråzone, der grænser til det usynlige.

De har deres specielle problemer og er udsatte medborgere, fordi de er alene – som udgangspunkt.

Det kræver mod at se barriererne i øjnene, og det kræver kræfter at udnytte mulighederne.

Filosoffen Sartre har sagt, at ”mennesket er dømt til at administrere sin egen frihed”. Det gælder i høj grad

de unge uledsagede flygtninge.

4.2 ET UDVIDET INTEGRATIONSBEGREB

Rapporten har som ståsted til belysning af de unges integration følgende tre parametre:

At have lært dansk og være i udvikling med sproget

Enten at være i gang med en uddannelse/være i et skoleforløb eller at forsørge sig selv ved

arbejde

At have etableret tætte kontakter til voksne danskere

Når de unge umiddelbart selv svarer på, hvad integration er, nævner de stort set selv de samme tre

præmisser, som også er dem, regeringen bruger. I forhold til disse kan man sige, at de unge er integrerede.

Det svarer også til det, de selv udtaler.

Imidlertid viser det sig, at de tre parametre ikke er dækkende for den integrationsopfattelse, der præger de

unges oplevelse af integrationen.

Mange af de unge har bedstevenner/bedsteveninder, som betyder meget for dem, og som næsten går ind

og erstatter nære bånd til familien, der bor langt borte eller ikke findes. Nogle af disse bedstevenner/

-veninder er bekendtskaber fra asylcenteret, som har oplevet det samme forløb. Det synes derfor at være en

vigtig faktor for de unges integration:

At have en bedsteven

fordi en sådan relation med den ”samme” flugthistorie, præasylfasehistorie og ”familieløshed” er af stor værdi.

Det kunne også være relevant som integrationsparameter at bruge måden at bo på. Det er mit indtryk, at de

unge, der bor i nærheden af andre uledsagede – oftest er det landsmænd – har stor glæde af dette. Det er

en måde at få kræfter på, at der er nogen i nærheden, som kender til de samme levevilkår, og hvor man er

velkommen.

Endnu et parameter kunne derfor være:

At bo tæt på andre unge uledsagede flygtninge

Med disse to parametre bringer de unge på bane, at integration også drejer sig om at være godt forankret

blandt ”sine egne.” Således er det ikke kun er et spørgsmål om at lære danskere at kende.

Mange af de unge fortæller, at de er integrerede, men at de ikke føler sig integrerede. Det tolker jeg som

udtryk for en manglende anerkendelse og accept fra det omgivende samfund – fra majoritetsbefolkningen.

Anerkendelse kan man få på to niveauer – et officielt og et privat.

Man kunne derfor indskrive i integrationsbegebet, at det skal indeholde anerkendelse i form af:

En officiel anerkendelse – at have reel adgang til de samme muligheder som majoritetsbefolkningen,

og en privat anerkendelse – at have mulighed for at knytte tætte kontakter til private

(voksne) danskere

Hvordan går det dem? 10


Anerkendelse er vigtig, fordi anerkendelse får os til at føle os nødvendige. Anerkendelse er et psykosocialt

parameter og en vigtig del af integrationsbegrebet, som udtryk for udbyttet man får for at integrere sig.

Endelig fremgår det tydeligt, når man taler med de unge, at de i høj grad oplever, at integrationen er helt op

til dem. Danskerne skal tilsyneladende ikke yde noget. De unge oplever og udtrykker, at de skal gøre det

hele. Det kunne man imødegå ved at rette opmærksomheden mod:

At integrationen er en multikulturel proces

Integrationen handler altså om sameksistensen mellem de forskellige medborgere i Danmark, uanset etnisk

tilhørsforhold.

4.3 SAMMENFATTENDE STATUS OVER DE UNGES INTEGRATION

Dette projekts informanter og hovedpersoner er som sagt unge flygtninge, der har fået opholdstilladelse som

uledsagede mindreårige flygtninge. Projektet forsøger at blotlægge de unges syn på, oplevelser af og

erfaringer med deres integration. Gennem de unges perspektiver og mine iagttagelser indkredses de

muligheder og barrierer, der påvirker de unges integration.

Medens denne rapport udarbejdes lever de unge videre. De fleste af projektets unge er ikke længere

mindreårige, ej heller børn. De vokser fra deres titler. De fortjener derfor heller ikke at titlerne hænger ved

dem.

Med Bourdieus ord har de unge allerede indtaget nye felter dels ved hjælp af de kapitaler, de besad ved

ankomsten, men også ved hjælp af de nye, de har lært sig. Deres habitus inkorporerer nye normer og

kundskaber, som de tilegner sig som medborgere i det danske samfund. Dermed retter de deres fokus mere

og mere mod de danske forhold og samfundsnormer. ”Man bliver integreret, samtidig glemmer man hvor

man kommer fra. Man finder et nyt levesystem.” (Aman)

De unge lægger selv vægt på, at en vigtig del af en vellykket integration er at lære dansk, at klare sig

selv/være fri af det offentlige/have et arbejde og få en uddannelse.

Belyses de unges integration i forhold til projektets parametre, må man som helhed konkludere, at den er

relativt vellykket. De unge har lært sig dansk, nogen bedre end andre. (Alle interviews er foregået på dansk).

Halvdelen af de unge er i et skole- og uddannelsesforløb, og de fleste af de øvrige er i arbejde. Nogle

fortæller, at de ikke er i uddannelse, fordi deres danskkundskaber ikke er tilstrækkelige. Da projektets

informanter er relativt unge, er der kun få eksempler på at klare det lange seje uddannelsestræk, som er

nødvendigt for at få en ungdomsuddannelse og senere fortsætte et videreuddannelsesforløb.

Mange af de unge har knyttet kontakt til personer der fungerer/har fungeret som omsorgspersoner for dem.

Kun få unge har knyttet egne private kontakter til andre voksne danskere. Få har fået en papfamilie/

papmor/papfar (et udtryk nogle af de unge godt kan lide at bruge om voksne danskere, de knytter sig og

knyttes til). Derimod har en del af de unge jævnaldrende danske venner.

En stor del af de unge har bedstevenner, der er af stor betydning for integrationen.

Nogle af de unge bor i nærheden af hinanden, og denne milde ghettoisering er positiv for trygheden.

De unge oplever sig integrerede, men føler sig ikke integreret. Behovet for anerkendelse er stor.

Ministeriet for Flygtninge, Indvandrere og Integration har i forbindelse med tildeling af midler ønsket, at det

søges klarlagt, hvem der har sendt børnene, hvorfor og hvordan, herunder om det er deres familie, der har

sendt dem som ”fortrop” eller for at redde dem fra en eventuel farlig situation i hjemlandet. Det må

konkluderes, at langt de fleste af de unge er sendt af sted fra hjemlandet som følge af krig, uro og forfølgelse.

For nærmere, se kap. 13.

4.4 SAMMENFATNING AF BARRIERER FOR DE UNGES INTEGRATION SAMT ANBEFALINGER

> Manglende social anerkendelse

De unge oplever, at de ikke får anerkendelse for deres integrationsbestræbelser. Denne oplevelse er skabt

af:

Hvordan går det dem? 11


- En grundliggende følelse af ensomhed og savn hos alle de unge som et livsvilkår

- Manglende politisk støtte

De unge udtrykker skuffelse, vrede og frustrationer over politikere og deres omtale af landets fremmede

medborgere fra ikke vestlige lande, ofte i generaliserende vendinger. Det er svært for de unge at se, om der

eksisterer en reel støtte på det politiske niveau.

- Negativ omtale i medierne

Samme følelsesmæssige udtryk gælder medierne. De unge synes imidlertid, at politikerne er betydningsfulde

og har magt. Derfor er skuffelsen over dem størst. De unge giver desuden udtryk for træthed over den

sproglige stigmatisering af etniske minoriteter i medierne.

- Diskriminerende ytringer fra andre borgere (hverdagsracisme)

Diskriminerende ytringer er tilråb på gaden og i offentlige transportmidler, afvisninger i forretninger og andre

individuelt udtrykte mishagsytringer.

- Landsmænds forbehold/afstandtagen

De unge oplever, at deres landsmænd ikke vil omgås dem, fordi de er uledsagede flygtninge (”familieløse”).

Der tages afstand fra dem, fordi de opfattes som en potentiel trussel mod den traditionelle familiestruktur.

KONSEKVENSER

En oplevelse af dobbelt eksklusion både fra danskere og fra landsmænd

En oplevelse af mindreværd og manglende tro på egne evner

En tiltagende opgivelse overfor integration og social mobilitet

En forstørret oplevelse af ensomhed – ”vi skal klare alt selv”

En risiko for marginalisering

ANBEFALING

Et gængs integrationsbegreb, der rummer begrebet ”et multikulturelt samfund”, og som

peger frem mod dette

Det er påkrævet med en tydeligere politisk manifestation af integrationsbegrebet som andet og mere end

selvforsørgelse. De unge er trætte af at opleve, at integration udelukkende er et spørgsmål om deres

indsats og danskernes eventuelle godkendelse.

Integrationsbegrebet må derfor afspejle en accept af deres kultur i en sameksistens med majoritetsbefolkningens.

”Integration handler om det multikulturelle samfund. Om globaliseringen. Vi (Danmark) skal være med,

ellers bliver vi sat af.” (Aman)

> Systemerne tager ikke ordentlig hånd om de unge uledsagede flygtninge

I projektets forløb er det blevet klart for mig, at de unge som helhed ikke kan sammenlignes med andre

grupper af unge. Hvad angår skole- og uddannelsesforløb, er de sent ankomne som andre unge indvandrere

og flygtninge, der er kommet med deres familier. Hvad angår boligform, er de i samme situation som unge,

der ikke bor hjemme. Som regel er der her tale om unge, der er børn af socialt udsatte familier, som unge

uledsagede umiddelbart ikke har noget til fælles med. Vedrørende støtte og vejledning har de ikke

forældrene, der kan agere ”konsulenter”. De er i høj grad sig selv og meget afhængige af støtte og hjælp,

indtil de finder fodfæste og har opbygget et netværk.

Hvordan går det dem? 12


Desuden er det meget varieret, hvad de unge tilbydes i de forskellige kommuner.

Hermed ikke sagt, at de ikke kan bruge nogle af de tilbud, der allerede eksisterer med henblik på andre unge,

men deres situation og behov må synlig- og tydeliggøres.

Systemernes barrierer:

- Midlertidig opholdstilladelse

En alvorlig strukturel barriere er opholdstilladelser af midlertidig karakter. Både som fænomen i sig selv, men

også i forhold til ventetiden, mens en ny vurdering foregår. Sammen med tankerne om en eventuel udsendelse

stresser disse betingelser de unge meget. De tænker meget på, hvordan det skal gå dem. De oplever,

at det er en deterministisk beslutning om deres fremtid. ”Fremtid. Der er to muligheder. En sort og det

betyder negativ opholdstilladelse og den hvide side. Det er bare hvor jeg er færdig med min uddannelse og

jeg er automekaniker, jeg har fast job og har høj løn og har min egen lejlighed og godt kan være gift. Jeg er

stadig sammen med min kæreste. Der er to muligheder.” (Nader).

- Manglende efterværn

Overgangen fra at være i kontakt med omsorgspersoner til at være uden slutter brat for de fleste, når de

fylder 18 år. De oplever ikke, at de rustes tilstrækkeligt til den selvstændighedsopgave, det er ikke at være

klient.

- Utilstrækkelig viden hos fagfolk, eksempelvis socialrådgivere, sagsbehandlere, psykologer,

lærere og læger om de uledsagedes specielle forhold

Dette kan give anledning til misforståelser og kan være årsag til, at de unge oplever, at de ikke bliver hørt

om deres ønsker og behov. I uheldige tilfælde kan det medføre en dårlig kontakt, der blokerer for

samarbejde og fostrer mistænksomhed – begge veje.

- Utilstrækkelig danskundervisning

Gennemgående oplever de uledsagede ikke, at danskundervisningen, som de modtager, er tilstrækkelig

kvalificeret. Desuden kan de opleve sig fastholdt i et tilbud, fordi der ikke er andre muligheder.

- Uensartede skoletilbud, der ofte ikke er tilstrækkelige

- Manglende kombination af boligform, omsorg og kontakt til majoritetsbefolkningen

Nogle af de unge har boet for sig selv uden f.eks. at kende naboer, hvilket har været for ensomt. Andre har

boet i bofællesskaber, hvor der har været en tendens til, at de bliver deres egen ø uden nogen særlig

kontakt med majoritetsbefolkningen.

- Mangel på åbenhed på arbejdsmarkedet. Svært at få arbejde. Sort arbejde bliver en løsning

Mange af de unge har måttet ty til sort arbejde i en kortere eller længere periode. Det bryder de sig ikke

om. ”På pizzeriaer er der slavelignende forhold.” De vil gerne arbejde, men klager over, at de står sidst i

køen. (Her er endog kun tale om ufaglært arbejde).

KONSEKVENSER

En usynliggørelse af de uledsagedes tilstedeværelse, situation og særlige behov

Ophobning af stress, søvnmangel og angst

Usikkerhed om fremtiden

Mangel på selvtillid

Misforståelser af de uledsagedes ønsker og behov

En utilstrækkelig dansk sproglig kvalificering

Forvirring, desorientering og uvidenhed om muligheder i uddannelsessystemet

Hvordan går det dem? 13


Fastholdelse i allerede etablerede tilbud

Risiko for, at de ikke får den uddannelse, som de burde

Risiko for, at de fastholdes i sort arbejde

Risiko for længerevarende/vedvarende klientgørelse

Risiko for, at de ikke opnår en kontinuitet og progression i deres integration

ANBEFALINGER

Udarbejdelse af en overordnet politik for unge uledsagede flygtninge i Danmark

Det er nødvendigt, at de uledsagede synliggøres, og at deres specielle forhold klarlægges. En overordnet

plan må indeholde forslag til tiltag på skole-, uddannelses-, vejlednings-, og boligområdet samt det øvrige

sociale område, bl.a. efterværn og arbejdsmarkedet. Hvad angår efterværn må der gøres forskel på unge

danske og de uledsagede. Der er forskel. Vi er alle lige som mennesker, men hvad angår mulighederne for

udnyttelse af samfundets tilbud, er vi ikke lige.

Integration er den enkeltes ansvar, som må modsvares af samfundets muliggørelse for integrering.

De uledsagede mindreårige bevilliges permanent opholdstilladelse, så de kan koncentrere sig

om deres integration

De unge uledsagede placeres fremtidigt i få kommuner, der har interesse for og erfaring med

de uledsagede, og hvor der bor andre uledsagede, så de kan bo i nærheden af hinanden og

måske have adgang til et fælles mødelokale

Implementering af et fag om interkulturelle kompetencer i uddannelser af fagfolk, der arbejder

med uledsagede (og andre unge flygtninge/indvandrere). Pædagoger, lærere, socialrådgivere,

psykologer og læger

En effektivisering af danskundervisningen, gerne på niveau med den undervisning, vore

prinsesser af anden etnisk herkomst end dansk har fået – lad os bare kalde den en ”prinsessemodel”

I erkendelse af, at det vil være svært for flere sent ankomne unge at indfri adgangskrav til

videreuddannelse og forskellige job, kunne man måske foranstalte en form for ”adoption”,

hvor en virksomhed knytter et ungt menneske til sig med arbejde og uddannelse for øje. Det

kunne således være med til at slå hul på rigide strukturelle barrierer på arbejdsmarkedet

> Mangel på fortrolig og kontinuerlig voksenkontakt

Denne barriere er skabt af bl.a. følgende:

- De uledsagede stifter bekendtskab med for mange mennesker i deres første tid/år i Danmark

Deres integration er, som følger, præget af brud i voksenkontakter og kontinuerlig fortrolighed. Dette understreger

klientgørelsen og institutionaliseringen.

- De uledsagede mangler lektiehjælp

Selv efter flere år i landet og med et pænt mundtligt dansk volder lektier og især skriftlige opgaver de unge

store problemer.

- Mangel på erstatning for forældrestøtten

De uledsagede giver udtryk for savn af en voksen, de kan stole på og læne sig op ad, så oplevelsen af at

skulle klare alting selv mindskes.

Hvordan går det dem? 14


- Mangel på målsætning og gennemførelse

De unge magter ikke alene det lange seje træk, det er at læse sig op på et niveau, hvor de kan konkurrere

med danske unge i uddannelsessystemet. Det kræver også, at man kan holde sig sit mål for øje og agere

hen mod dette.

- Oplevelse af at skulle bede om hjælp hele tiden

De unge giver udtryk for, at pædagoger generelt hjælper alt for meget. De uddannes ikke i tilstrækkelig grad

til selvstændighed.

- Risiko for manglende tilknytning til majoritetsbefolkningen

Det er svært, næsten umuligt at danne netværk uden hjælp.

KONSEKVENSER

En ensomhedsfølelse. Følelsen af, at der ingen er, som samler den unge op

En ubeslutsomhed

Opgivelse af ønsker og mål

Risiko for isolation

Risiko for arbejdsløshed

Risiko for en marginalisering

ANBEFALING

Den unge skal have tilknytning til en voksen dansker, der kan fungere som mentor/talsmand/

i et forpligtigende forhold, også efter det 18. år.

Mentoren/talsmanden skal være uafhængig af det offentlige

4.5 SAMMENFATNING AF MULIGHEDER FOR DE UNGES INTEGRATION SAMT ANBEFALINGER

> Muligheder på det strukturelle plan

- Den danske samfundsstruktur

Danmark er et land med demokrati, lighed, fred, ro, frihed, ytringsfrihed, valgmuligheder og respekt for

individet. Derudover er der velordnede og gratis skole- og uddannelsesmuligheder og et gratis sundhedssystem.

De uledsagede kommer fra områder med krig, uro og forarmelse og har på bedste vis øje for de

muligheder, der findes i det danske samfund.

- Forsøg og nytænkning indenfor især skole- og uddannelsesområdet

Undervejs i rapporten er der refereret til verserende forsøg, ligesom jeg som afslutning på dette kapitel

repeterer rapporter, der er udfærdiget om disse forsøg. Få af dette projekts unge har været omfattet af

sådanne forsøg, men det er klart, at sådanne tiltag er imødekommelser, der også kommer nogle af de

uledsagede til gavn.

- En svag ghettoisering

Nogle af de unge bor tæt på hinanden, bl.a. i ungdomsboliger. Det virker som om det er til gensidig fordel for

de uledsagede.

Hvordan går det dem? 15


- Frivillige initiativer m.v.

Rundt om i landet er der initiativer i gang på frivillig basis. Dette projekts unge har bl.a. nævnt Dansk

Flygtningehjælps ”flygtningevenner”, der findes i ganske mange byer rundt om i landet. Her er der bl.a.

mulighed for lektiehjælp. Tilbuddet gælder alle unge flygtninge/indvandrere.

Da bofællesskabet Gersonsvej i Gentofte kommune lukkede, oprettedes på et initiativ af nogle af de tidligere

medarbejdere et forum, hvor de unge kan møde op hver tirsdag. Dette fungerer som tryghed og netværk.

Dette initiativ vedrører kun uledsagede.

> Muligheder på det personlige/medmenneskelige plan

- Vi har hinanden

De uledsagede er dem, der bedst kan forstå hinanden i deres ensomhed, savn og integrationsbestræbelser.

- Bedstevennen/-veninden

At have en bedsteven/-veninde er en styrke. Oftest er det en ven/veninde fra asylcenteret eller en anden

uledsaget, som de har ”en danmarkshistorie” fælles med. Ofte taler de samme sprog. At føle sig tryg i sit

eget sprog og i sin egen kultur, hvor ens socialisering fandt sted, er et fint afsæt til at tage det danske til sig.

- Andre alliancer

Den etniske familie, den danske papfamilie, den gode professionelle, kæresten, partneren, øvrige venner

(etnisk etniske som etnisk danske.)

At knytte sig til andre er sundt. At mestre at have hjemme i ”begge lejre” er en styrke. Det vigtigste er, at man

trives med andre, og set med integrationens optik er det befordrende med både etnisk og dansk islæt.

Ofte er det voksne danskere, der agerer netværk, når der skal skaffes et arbejde. Det går stort set ikke uden.

Den gode professionelle er måske ikke den bedste betegnelse, men ikke desto mindre er det en god gerning,

disse mennesker udøver, når de vedbliver med at have kontakt med de uledsagede efter det professionelle

forholds ophør. Det er måske ikke uden problemer, men har støttet adskillige af de uledsagede i deres

ensomhed. De unges oplevelse af at være blevet godt modtaget i deres udflytning til en kommune afhænger

af mødet med det engagerede professionelle menneske, der kommer dem i møde ved at forsøge at forstå

dem.

- Personlige muligheder

De uledsagedes potentialer/kapitaler må bevidstgøres og indkalkuleres i integrationsbestræbelserne. De

byder på en ungdommelig åbenhed, som både betyder stor fleksibilitet og kulturel åbenhed. En stor

omstillingsparathed. Ord, der står i alle stillingsopslag nu om dage. De er handlende individer med stor vilje

til at ville integrere sig og leve i sameksistens med andre. De har erfaringer om, at livet kan se anderledes ud

end i Danmark. De har erfaringer fra samfund med en anden respekt for forældre og fællesskabet, men også

fra samfund med et patriarkat. De besidder den egenskab, at de ikke udprojicerer deres frustrationer på det

danske samfund, der er med andre ord ikke en skinger klage. Med deres oplevelser i baghånden magter de

at kritisere relevant og kvalificeret. Endelig har de kendskab til andre kulturer og taler flere sprog. ”De er

innovative og reflekterende mht. nødvendigheden af at tage stilling til de ind imellem modsætningsfyldte

værdier, som de er konfronteret med i det transnationale rum.” (Liltorp, 2005).

KONSEKVENSER

Udgangspunktet for de unges integration er dybest set det danske samfunds struktur. Her ser det jo

lovende ud. Det synes de uledsagede også. Et land med mange muligheder for udvikling og et sted

at være i fremtiden

Det er klart, at de muligheder, der byder sig, er en imødekommelse af de unge i deres integration og

dermed også en anerkendelse af deres person og deres tilstedeværelse

Hvordan går det dem? 16


ANBEFALING

Buddyordning

På lørdagsseminaret blev det foreslået, at en nyankommen uledsaget skulle knyttes til en uledsaget, der

havde boet i Danmark i flere år. Kun de uledsagede kender for alvor deres fælles grundvilkår, de problemer

og glæder, der kan dukke op.

En buddyordning vil kræve en uddannelse af de frivillige, der måtte tage del i en sådan.

4.6 HVAD VIL DE UNGE GERNE HAVE, AT DER SKAL SKE?

Kapitel fires opgørelse over barrierer og muligheder i integrationsprocessen er mine opsummerede iagttagelser

på baggrund af de unges udsagn.

I anbefalingerne er forslaget om en buddyordning som sagt fremsat på lørdagsseminaret af en af de unge.

Forslaget om en mentorordning fremstår helt klar på baggrund af spørgeskemaets spørgsmål 12e. Resten af

anbefalingerne er mine, fremsat på baggrund af de unges udtalelser.

For at bringe læserne lidt nærmere på de unges tanker følger her en sammenfatning af de unges ønsker for

bedre integration, som de tager sig ud i dybdeinterviewene.

Kontakt til en voksen dansker, der hjælper de unge fra starten, efter at man har fået opholdstilladelse

Fleksibelt efterværn. Et ”obligatorisk” efterværn afpasset efter behov. Der må gøres forskel

på de unge uledsagede og danskerne, fordi de unge uledsagede har brug for mere støtte.

En større fleksibilitet i det sociale system. Eksempelvis er der i perioder mere brug for

lektiehjælp end i andre

Langt mere koncentreret og effektiv danskundervisning

At måtte være i samfundet på egne præmisser. Et ønske om ikke at blive vurderet på sin

nationalitet eller religion, men på sine øvrige sociale og kulturelle kompetencer

At blive respekteret som menneske

At det danske samfund i højere grad tager del i integrationen og accepterer udlændinges

tilstedeværelse her i landet

En større opmærksomhed på individuelle ønsker/behov

En venligere modtagelse i præasylfasen

4.7 ANDRE INITIATIVER OG UNDERSØGELSER

I rapporten er nævnt andre undersøgelser og rapporter om sent ankomne unges forhold. Deres anbefalinger

vil jeg ikke repetere, men blot endnu en gang henvise til:

GFU (grundskole for unge udlændige), Hannemann & Hansen: ”Erfaringsopsamling fra Bofællesskabet på

Gersonsvej” (2004), ”Kvalitet i Ungdomsvejledningen”, Seeberg: ”Integration af etniske minoriteter i

ungdomsuddannelserne” (2002), Tænketanken: ”Udlændinge på ungdomsuddannelserne” (2005), Uddannelsesstyrelsen:

”Det er aldrig for sent” (2004), Undervisningsministeriets projekt: ”Mulighed for mønsterbrud”

(2005), Ungenetværket (juni 2004).

4.8 FORSLAG TIL FREMTIDIGE UNDERSØGELSER

1. Det kan anbefales at iværksætte en undersøgelse af, i hvilken grad uledsagede, der har fået opholdstilladelse

i de sidste to årtier, har fået en ungdomsuddannelse, en videreuddannelse og arbejde (ankomstalderens

eventuelle faktor kunne det være interessant at fokusere på).

Hvordan går det dem? 17


2. Ligeledes kan det anbefales, for så vidt det er muligt, at lave en undersøgelse om de uledsagede, som

lider skibbrud i det danske samfund. Hvorfor klarer de sig ikke? Hvilke barrierer støder de ind i? Hvor er der

huller i systemerne? Hvad gør de i stedet for at blive integreret?

3. Projektet ”Hvordan går det dem?” kunne følges op af en videreundersøgelse om 7 år for at registrere den

fortsatte integrations udvikling i forhold til nøglepunkter fra indeværende projekt.

4. En undersøgelse og erfaringsopsamling af de mange forskellige botilbud, de unge har modtaget i kommunerne

og konsekvenserne af disse.

Hvordan går det dem? 18


5 ULEDSAGEDE MINDREÅRIGE FLYGTNINGE

Gruppen af uledsagede mindreårige flygtninge er yderst heterogen. Den rummer begge køn. De unge

kommer fra mange forskellige lande i forskellige verdensdele. De ankommer i forskellige aldre. Nogle

kommer alene, andre sammen med en søskende, andre igen med en onkel og hans familie. Nogle har

forældre et eller andet sted i verden, nogle har ingen, mens andre har mistet den ene forælder eller begge.

Nogle ved ikke, hvor forældrene er, eller om de overhovedet er i live. Nogle af de unge er analfabeter ved

ankomsten til Danmark. Andre har 10 års skolegang bag sig. De kommer fra storbyer, de kommer fra landområder.

De kommer fra forskellige sociale grupper. Nogle af dem kommer fra krigshærgede områder med

vold, som de har set udført eller selv er blevet påført. De kommer fra forarmede områder. Nogle er voldsomt

traumatiserede, andre næsten ikke. Nogle har en kort præasylfase bag sig. Andre en lang. Deres baggrund

for at være her er med andre ord forskellig.

> Overvejelser om nogle fælles vilkår

Jeg kunne godt tænke mig, på trods af den store individualitet, at opridse nogle fælles vilkår for de

uledsagedes start som medborgere i Danmark.

De unge kan ses som en del af en international migrationsbevægelse. En lille del af denne bevægelse når

frem til Europa. Man regner med, at mellem 3 % og 5 % af verdens migranter udgøres af uledsagede

mindreårige, eller som det hedder på engelsk – separated children. Lise Bruun fra Red Barnet anslår, at der i

Europa findes ca. 200.000 separated children – de fleste lever illegalt, en hel del som tragiske deltagere i

den tiltagende trafficking. Grundene til, at de er kommet til Europa, er mange, og jeg kan henvise

interesserede til Ayotte (2000). En ringe del af disse mange børn når Danmark, hvor nogle efterfølgende får

opholdstilladelse.

I mine år som bisidder oplevede jeg, at årsagerne til at flygte kunne være ret forskellige. Mange børn/unge

kom på grund af borgerkrig eller anden uro i deres land. Det var typisk unge flygtninge fra Sri Lanka,

Afghanistan, Somalia, Kosovo, Bosnien og Tjetjenien. Nogle var flygtet fra forfølgelse. Der kom unge piger,

der skulle tvangsgiftes med ældre mænd. Gadebørn fra Rumænien og Nordafrika søgte om asyl. Kurdere og

statsløse palæstinensere fra forskellige lande, hvor de oplevede forfølgelse. Unge fra de russiske randstater,

hvor de tilhørte et forfulgt mindretal. Børn, der var flygtet fra stor fattigdom, hvor de ikke kunne forsørges,

eller hvor uddannelsesmulighederne var ringe. Ofre for trafickking. Kendetegnende var, at de alle var flygtet

fra alvorlige problemer, hvoraf nogle berettigede til status som flygtning.

Op igennem 1900-tallet er der blevet registreret uledsagede flygtningebørn. Englænderen Ressler m.fl.

(1988) har i sin bog nævnt adskillige eksempler. Op gennem firserne begynder uledsagede flygtningebørn

fra verdens urocentre imidlertid for alvor at dukke op som asylansøgere i hele Europa.

Uledsagede flygtningebørn er altså ikke et nyt historisk fænomen. ”Det nye ved den aktuelle situasjon er

dimensjonerne, avstandene barna reiser, økningen av andelen barn blandt migranter, den offentlige

oppmerksomheten omkring fenomenet og det ansvaret som pålægges myndigheterne i mottakerlandene.”

(Engebrigtsen, 2002:15-16).

> Barneflygtningens vej

Flygtningebørn er i de fleste tilfælde blevet migranter, fordi voksne om dem har taget en beslutning, hvor

børnene er genstand for voksnes strategier og handlinger. De færreste af børnene er selv ansvarlige for

deres opbrud fra hjemlandet.

Engebrigtsen (2002) peger i sin bog på et problem, der er forbundet med måden at omgås begrebet

børnemigration. Ved ofte at tilskrive adskillelsen fra forældrene og børnenes status som flygtning, som

årsager til deres problemer, patologiseres barnemigranterne. ”Også barnemigranter patologiseres ved at

deres problemer som migranter i stor grad tilskrives atskillelsen fra foreldrene og selve deres status som

flyktninger... Alle deres problemer forklares ut fra deres dobbelte rotløshet, rykket op fra hjemlandet og fra

familien.” (Ibid. 18).

Hvordan går det dem? 19


Det forholder sig imidlertid sådan, at der efter ankomsten til Danmark for de fleste af de unge er tilstødt brud

og oplevelser, der, som en af de unge siger, virker som et chok. Når børnene er nået frem til værtslandet,

regner de med at være i sikkerhed og udenfor bekymringernes rækkevidde. Men mere end halvdelen af dem

har efterfølgende været udsat for oplevelser af nærmest traumatiserende karakter. For nogle er det

præasylfasen, for andre er det udflytningen til kommunen, som eksempelvis i flere tilfælde har medført

psykologisk og/eller psykiatrisk behandling. Her troede de, at det værste var overstået. Fordi de befinder sig i

et felt, hvor deres sociale kapital er mangelfuld, har de ingen fornemmelse af spillet, de deltager i. Habitus

improvisationsevne blokeres udover af manglende kapital også af, at de unge er totalt underlegne i magtspillet.

Lad os ved at tage et overblik over deres liv som flygtning se på, hvad de gennemspiller.

Når børn emigrerer mister de deres daglige sikkerhed i det vante miljø af familie og venner og velkendte

omgivelser. Ved flugten mister børn deres daglige omsorg, deres nære relationer, deres skole, deres

drømme om en fremtid derhjemme, deres personlige ejendomme og den umiddelbare vante anvendelse af

modersmålet. De forlader med andre ord de felter, hvor de er vante aktører, og hvis spilleregler de er

bekendte med. De medtager de kapitalers værdier, de har opbygget, men skal ikke bevæge sig langt i

flugten, før de oplever, at den sproglige kapital er mangelfuld, og at den kropslige habitus langt fra adapterer

nye erfaringer i det tempo, hvormed de mødes.

Flugtens store (op)brud medfører ikke blot et farvel til familie og hjemland, til barndommen eller til

ungdommens socialisering, men medfører også, at barnet fra et liv som familiemedlem bliver institutionaliseret

i modtagerlandet. I første omgang på et asylcenter. Senere i kommunalt regi.

”For de unge er accepten af at være et objekt i et pædagogisk resocialiseringsprojekt i den forstand en

nødvendig omkostning ved at have opnået asylstatus.” (Liltorp, 2005).

Fra at være søn eller datter i en familie bliver barnet til en flygtning, og i dette tilfælde en ganske særlig

flygtning – en uledsaget mindreårig. Den begyndende formning fra barn til flygtning foregår fra dag ét ved

mødet med politiet og asylcenteret. Fokus for barnet ændrer sig fra at skulle vokse og udvikle sig til at blive

en flygtningehistorie, der gerne skulle få asyl.

Det vigtigste i den første tid bliver den historie, der er barnets årsag til at være flygtet. Produktionen og

fastholdelsen af den holdbare historie bliver vigtig – livsvigtig endda.

I forholdet til myndighederne befinder de sig på ny i et nyt felt, hvor de ikke kender spillereglerne, og hvor

de ”ofte kommer til kort overfor myndighederne og (dermed) bliver sat i en ydmygende position”. (Hagesen,

2002:89). Desuden har nogle af de unge haft ubehagelige møder med myndigheder andre steder i verden.

Erfaringerne vil umiddelbart tilsige dem at være på vagt og ikke stole på myndighedsrepræsentanten.

Derudover er deres fremtid totalt lagt i hænderne på andre – en tilstand, der varer i måneder.

Ved indkvarteringen på asylcenteret afsondres de både fra det øvrige samfund og fra øvrige flygtninge.

Børnene/de unge kategoriseres – de er de uledsagede mindreårige asylansøgere. På asylcenteret ”træder

den totale institutions fortolkende og forklarende funktioner automatisk i kraft, så snart klienten kommer ind,

idet personalet har den opfattelse, at alene det at komme ind er et bevis på, at vedkommende er den slags

person, som institutionen er beregnet til at tage sig af.” (Liltorp, 2005).

Med flygtningehistorien skal børnene/de unge til at opbygge en identitet i deres nye omgivelser. Hertil er de

helt afhængig af omgivelserne. Børnenes omsorg skal fra at have været ydet af forældrene/storfamilien nu

primært ydes af pædagoger, som er betalt personale, der går hjem og kommer. Fra at være følelsesmæssigt

knyttet til en familie, hvor barnet er søn eller datter, bliver barnet nu objekt for den betalte omsorg. Fra en

medlemsstatus i en familie får barnet en objektstatus på en institution. Videreudviklingen af flygtningen

fortsætter således.

At børnene når frem, og et eksil begynder, er imidlertid også beviset på – at de overlevede. De nåede frem

til freden og sikkerheden og fuldførte derved en uafvendelig nødvendighed. ”Jeg var bare glad for, at jeg var

væk fra Afghanistan”, som en af de unge siger. ”Jeg tænkte, at jeg ikke er død,” som en anden siger. Nye

muligheder byder sig.

Eksilet, der i sig selv er udtryk for brud, skal vise sig at efterfølges af flere brud. I forhold til nye steder. I

forhold til at møde alt for mange nye mennesker. Eksilet præges af en mangel på kontinuitet.

Gensidige misforståelser og fejlfortolkninger, oplevelsen af ikke at blive hørt, almindelig usikkerhed, momentvis

manglende tillid til de(t) nye kan forårsage, at barnet/den unge ikke tror, at det er muligt at opnå en

retfærdighed – en respekt for, hvad barnet/den unge er. Ved mødet med omgivelserne risikerer barnet/den

Hvordan går det dem? 20


unge – der foruden at støde på dobbeltrettede holdninger – at det både er synd for barnet, og at det egentlig

burde være et andet sted, nemlig derhjemme.

Hvis barnet derudover oplever en stigmatisering af sig som flygtning, vil samfundets/majoritetsbefolkningens

negative forventninger fører til en negativ selvopfattelse, hvilket kan påvirke identitetsudviklingen og ”kan

medføre forringelse i minoritetspersoners sociale muligheder” (Horst, 1998:64).

Bærer man som ung flygtning desuden selv på dele af en historie, der ikke er sand, besværliggør man

formodentlig sin egen integration. Alle, som har arbejdet med flygtninge, ved at løgnen/hemmeligheden kan

være en del af flygtningelivet. Det er også dokumenteret (Lindskov, 1999) at unge, der skal bære på en

dobbelt identitet, er ekstremt udsatte for at bryde sammen eller blive syge. At der lyves er sikkert også sket i

en dialektik med myndigheders opfattelse af, at fandtes der forældre, blev barnet mistænkeliggjort for sin

flugt. Derfor er det selvfølgelig nødvendigt at skabe betingelser, der gør, at barnet ikke skal lyve. I dagens

asyllovgivning i Danmark skal myndighederne helt åbent forsøge at spore barnets forældre. Det er vigtigt at

børn/unge ikke skal bære på løgnen som følgesvend i livet.

Det er derudover yderst belastende for migrantbørn og -unge, hvis den offentlige mening samtidig er præget

af stadig mistænkeliggørelse af asylansøgere, indvandrere og flygtninge. En stat bestemmer suverænt,

hvem den vil have som medborger og er derfor interesseret i baggrundshistorier. På den anden side må de

unge og andre med opholdstilladelse have ret til at være i fred for mistænkeliggørelse.

Fælles for dem, der har opnået opholdstilladelse er, at de nu skal være deltagende aktører i den danske

samfundsdisposition, med den habitus, der udgør deres subjektivitet som mere eller mindre bevidst

forudsætning. Det drejer sig om erfaringer, der er indkorporeret gennem deres første socialiseringsperiode i

familien, på skolen m.v. De skal nu i gang med at indoptage ny kapital på forskellige områder, så de kan få

sig et ordentligt liv i Danmark.

I forhold til at skulle kvalificere sig til at kunne konkurrere med danske unge om ”en plads i solen” befinder de

sig i en underlegenhedsposition, hvad angår de forskellige kapitaler – den økonomiske, den kulturelle, den

sociale og den symbolske kapital. De kommer fra lande, hvor forholdene afviger fra de danske i væsentlig

grad. Når man dertil betænker, at habitus i sin evne til forandring er træg, er dette blot til erindring, når de

unges resultater skal stå sin prøve i forventningens og kravenes skær. Også deres egne forventninger. Om

subjektive forventninger og objektive muligheder siger Bourdieu, at det ofte er de første, der skal tilpasse sig

de sidste.

De unge kommer uden penge på lommen og har mistet både nærheden til deres væsentlige sociale netværk

– deres familie – og deres stærkeste kort på det kommunikative plan – modersmålet –, som ikke kan bruges

i Danmark, i hvert fald ikke, når vi taler om danske sociale forbindelser, uddannelse og job. Deres sproglige

kapital er utilstrækkelig. Det danske samfund er et kommunikations- og forhandlingssamfund, hvorfor kendskabet

til det danske sprog er så meget desto vigtigere.

Hvad angår symbolsk kapital medbringer de opdragelsens og dannelsens udtryk, som de er blevet præget

med i familien og det øvrige samfund – høflighed, given hånd som hilsen m.m. Men også på dette område er

vaner og normer forskellige. Velfærd, status og position optager alle mennesker. ”I noen samfunn har man

velferdsstaten som ivaretar (eller skal ivareta) borgernes interesser. I andre samfunn har familie eller klan

lignende funksjoner; og i enkelte samfunn er man intet – og oppnår intet – uten ære.” (Wikan, 2003:77).

Hvordan hver enkelt klarer sig, vil kunne aflæses i vekselvirkningen mellem frustration og ligevægt. Om de

lykkes eller ikke lykkes helt eller delvis, vil bl.a. afhænge af de muligheder og barrierer de møder.

I Seeberg (2002:119) citeres fra et konferencepapir af Ole Emil Rasmussen, at de unge fra etniske

minoriteter må slås med ”a double set of penalties to overcome. At the individual level they are in an identity

process between inclusion (integration) and exclusion (disassimilation), which may deterior their achievements

in education, and at the population level they are in social relations that according to the weakness of

meritocracy put them into an educational career with an insecure outcome. The strength of the double set of

penalties, which Bourdieu has termed lack of global capital varies with the students’ position in the

acculturation process and thus with their family background and acculturation strategy.”

Hvordan går det dem? 21


Tilbage til individualiteten

Dette projekt beskæftiger sig med de forhold, der er de unges integrationbetingelser. Umiddelbart kunne

man tro, at disse betingelser er fælles og ens. Men det er ikke kun tilfældet. Allerede på førstedagen af deres

nye liv er forholdene ikke ens. Ved afgørelsen i deres asylsag vil opholdstilladelsens varighed være forskellig.

Nogle af de unge er blevet 18 år og er derfor ikke længere mindreårige. For dem vil der være færre

ressourcer stillet til rådighed. Kommunerne skal nu selv betale integrationsomkostningerne. Nogle unge er

heldige, at de kommer til at bo i en kommune, der har erfaringer med uledsagede mindreårige flygtninge.

Nogle unge følges med venner fra asylcenteret til kommunen. De fleste ankommer imidlertid alene til den

nye kommune.

Nogle bliver placeret hos herboende familie. Andre kommer til at bo alene. Nogle bliver placeret i et

børnehus sammen med andre unge i samme situation. Nogle er så unge, at de kommer i folkeskolens

modtagerklasser. Medens de ældste skal begynde på sprogskoler sammen med voksne. Nogle unge er

traumatiserede og behøver psykologisk bistand.

Rapporten vil naturligvis alligevel behandle de forskellige betingelser som fælles vilkår. Andet er ikke muligt.

Det er imidlertid vigtigt ikke at glemme de enkelte personer – den enkelte unge, for hvem konsekvenserne af

vilkårene har afgørende betydning for hans integration i Danmark.

Hvordan går det dem? 22


6 PROJEKTETS INFORMANTER OG PRÆASYLFASEN

6.1 PROJEKTETS INFORMANTER

> Kriterier for udvælgelse af informanter

Ved projektet begyndelse opstillede jeg nogle kriterier til udvælgelse af informanter. Jeg besluttede, at der

blandt de fundne informanter skulle være en spredning ud fra følgende kriterier:

- Opholdstilladelse i Danmark i 3-6 år

- Alder: 16-25 år

- Køn: Ca. 75 % drenge/unge mænd (M) og 25 % piger/unge kvinder (F). (Dette størrelsesforhold

svarer til forholdet mellem M og F i antal bevilligede opholdstilladelser)

- Unge, der havde fået tilbudt introduktionsprogrammet, og unge under serviceloven

- Hjemland. Repræsentanter fra de typiske afsenderlande: Afghanistan, Irak, ex-Jugoslavien, Kosovo,

Somalia, Sri Lanka, kurdiske områder i Tyrkiet/Iran/Irak og statsløse palæstinensere

- Familie i Danmark, som de har boet hos/boede hos (tre-fem informanter)

- Skolegang i hjemland. Der ønskes en spredning af informanterne, således at nogle er kommet til

Danmark som analfabeter, nogle med en kort skolegang og andre med en længere

- Uddannelse i Danmark. Ingen uddannelse, i gang med uddannelse, uddannelse

- Arbejde. I beskæftigelse, arbejdsløs

- Danskkundskaber. I stand til at gennemføre et interview på dansk eller med tolk

De første seks kriterier er af generel karakter. De sidste fire er begreber, der dækker intentionerne i

integrationsloven.

Undervejs skete der ændringer i kriterierne:

- Opholdstiden i Danmark kom til at strække sig fra 2½ år til 12 år

- Informanterne skulle vise sig i gennemsnit at være yngre end gennemsnittet for indrejste uledsagede

mindreårige asylansøgere. Derfor har også kun to af informanterne en uddannelse

Oprindelig skulle projektets informanter findes i HT-området, men da bl.a. koncentrationen af potentielle

informanter var mindre end jeg troede, besluttede jeg, at de unge skulle repræsentere kommuner rundt om i

landet, valgt ud fra forskellig befolkningstæthed.

Projektets informanter er for langt de flestes vedkommende fundet ved hjælp af ansatte i kommunerne,

enkelte ved hjælp af netværksgrupper under Dansk Flygtningehjælp og gennem private kontakter.

Udlændingestyrelsen har været meget behjælpelig med oplysninger om, til hvilke kommuner de uledsagede

mindreårige blev visiteret i årene 1999, 2000 og 2001.

I forhold til tilfældighedernes spil er repræsentationen af informanter blevet ganske tilfredsstillende.

> Gruppens sammensætning

Dette projekts formål er ikke at fokusere på den enkelte kommunes indsats. Valget af kommuner er som

tidligere nævnt gjort ud fra størrelse og spredning i landet samt nogle tilfældigheder. Eksempelvis

forefindelse af børnehuse/bofællesskaber.

Informanterne bor i følgende kommuner: Frederiksberg, Gentofte, Gladsaxe, Gram, Herning, Horsens,

København, Lyngby-Tårbæk, Odense, Silkeborg, Slangerup, Støvring, Tørring-Uldum, Vejle og Viborg.

Hvordan går det dem? 23


Informanterne kommer fra 14 forskellige nationer: Afghanistan (7), Albanien (1), Angola (1), Bosnien (1), Irak

(1), Kurdere fra Iran (2), Kina (1) Kosovo (1), Myanmar (1), Rwanda (1), Somalia (5), Sri Lanka (3),

Statsløse palæstinensere fra Libanon (2) og Sudan (2).

(En kortfattet beskrivelse af de unge, se bilag 3).

Af hensyn til den enkelte informant er de unge anonymiserede. De anvendte navne er pseudonymer. Den

enkeltes hjemland vil ikke være angivet, ej heller kommunen, hvor informanten bor.

Her følger de imidlertid præsenteret ved pseudonymer:

Abdi, Adnen, Ahmad, Alex, Almir, Aman, Amir, Barathy, Christine, Esan, Farid, Filip, Hassan, Hussein,

Jejandran, Jeya, Joe, Kamal, Karim, Mahmoud, Marcel, Marian, Mehdi, Mehmet, Nader, Pei Lei, Peter,

Samir, Shukri og Tomas.

> Gruppens sammensætning, køn og nuværende alder (Spørgeskemaets spørgsmål 1 og 2)

Gruppen af informanter kom til at bestå af 5 unge kvinder (F) (ca. 17 %) og 25 drenge/unge mænd (M) (ca.

83 %).

Ifølge Udlændingestyrelsen er kønsfordelingen af uledsagede mindreårige asylansøgere i årene 1999-2001:

F: ca. 15 % og M: ca. 85 %.

Den yngste informant er 15 år, den ældste er 26 år.

Det kønsrelaterede aspekt gør sig tydeligt gældende ved talen om uledsagede mindreårige flygtninge. Der

ankommer langt flere drenge end piger til landet. Eksempelvis er der kommet meget, meget få afghanske

piger til Danmark. De, der er flygtet, må opholde sig sammen med familien i et naboland. Piger, som er

statsløse palæstinensere, ses sjældent. Ligeså er der kommet få irakiske piger til landet. Relativt flere piger

fra eksempelvis Somalia og Iran er flygtet til Danmark. Men antallet af piger er under alle omstændigheder

lille.

I de muslimske landet sender man ikke piger alene ud i verden, da det i forhold til tradition og religion ville

sætte dem i en potentiel vanærende situation.

> Aldersmæssigt fordeler de unge sig således:

Antal informanter

10

8

6

4

2

0

Aldersfordeling

15 17 18 19 20 21 22 23 26

Informanternes gennemsnitsalder er 20 år (F: 22 år, M: 19,5 år).

Hvordan går det dem? 24

År

Fem informanter er aktuelt mindreårige (Kamal, Peter, Jejandran, Barathy og Esan).


Alder ved ankomst (Spørgeskemaets spørgsmål 2a)

Antal informanter

8

6

4

2

0

Alder ved ankomst

12 13 14 15 16 17

Hvordan går det dem? 25

År

Gennemsnitsalderen ved ankomst til Danmark: 14,2 år (F: 14,4 år, M: 14,6 år)

Gennemsnitsalderen ved ankomst til Danmark er for projektets unge som sagt relativ lav i forhold til den

gennemsnitlige alder for uledsagede mindreårige ved ankomst til Danmark.

> Således er gennemsnitsalderen for uledsagede mindreårige ved ankomst i årene 1999-2001:

80%

70%

60%

50%

40%

30%

20%

10%

0%

Alder ved ankomst

1999-2001 Informantgruppen

0 - 11 12 - 14 15 - 17

År

Langt de fleste uledsagede mindreårige, der kommer til landet, er drenge i alderen 15-17 år. Gruppen er

også i projektet den største, men relativt set mindre end gældende for alle indrejste.

To af informanterne falder lidt uden for rammerne. Tomas var 20 år ved sin ankomst til Danmark. Jeg finder

imidlertid hans erfaringer interessante, fordi han har levet som uledsaget mindreårig flygtning i en flygtningelejr

siden sit 14. år, hvor han har fungeret som storebror for yngre brødre.

Joe har kun haft opholdstilladelse i Danmark i syv måneder. Til gengæld har han en præasylfase på seks år

bag sig. Hans historie fra præasylfasen medtages i rapporten som en særlig fortælling.

Begge tæller med i statistikken, men er ikke medtaget ved udvælgelsen af informanter til dybdeinterviewene.


Opholdstilladelse i Danmark i antal år (3)

Antal informanter

14

12

10

8

6

4

2

0

Opholdstilladelse i Danmark i antal år

< 3 3 4 ≥ 5

Hvordan går det dem? 26

År

Tidsrummet for opholdstilladelse i Danmark spænder fra 7 måneder for en enkelts vedkommende og op til

12 år for en enkelt.

I gennemsnit har gruppen haft opholdstilladelse i ca. 4 år.

> Opholdstid i Danmark i alt (præasylfase og tiden med opholdstilladelse)

Antal informanter

10

8

6

4

2

0

Opholdstid i Danmark

3 4 5 6 7 10 11 12

Informanternes gennemsnitlige samlede opholdstid i Danmark er ca. 5 år.

> Familie i Danmark (4)

År

20 informanter (66 %) har familie i Danmark.

For at anskueliggøre de familiære tilhørsforhold opdeler jeg familiemedlemmerne i primær og sekundær

familie. Socialt kan tilknytningen naturligvis være anderledes. Flere af de unge kommer fra samfund, hvor

tilhørsforholdet til familiemedlemmer, der i vore øjne rangerer langt ude, kan være tæt. Onkler, tanter, fætre

og kusiner kan således være nærtstående familiemedlemmer.

Primær familie: bror, søster, mor, far, kone, mand, barn.

Sekundær familie: typisk moster, onkel, faster, fætter, kusine.

10 informanter har kun primær familie.

5 informanter har kun sekundær familie.

5 informanter har både primær og sekundær familie.


10 informanter (33 %) har ingen familie i Danmark.

10 informanter (33 %) er kommet til Danmark sammen med deres søskende. Derudover havde tre allerede

bosiddende søskende i landet. Dvs. at næsten halvdelen af de unge har en søskende i Danmark. Nogle af

disse har også fået opholdstilladelse som uledsagede mindreårige. Fire af projektets unge er den ældste af

de to søskende, hvilket har betydet, at de delvist har måttet påtage sig en forældrerolle. Dette er/har været

krævende og belastende.

> Forældre (15 og 15b)

17 informanter har den ene eller begge forældre.

6 informanter har mistet begge forældrene.

7 informanter ved ikke, om deres forældre er i live.

18

16

14

12

10

8

6

4

2

0

Forældre

Lever din mor? Lever din far?

Ja Nej Ved ikke

Antal svar

17 af projektets unge ved, at den ene af eller begge forældre lever. Af disse 17 ved 3, at den ene forælder

lever, men ikke om den anden gør.

Derudover ved 2 informanter, at den ene af forældrene er død, men ikke om den anden lever.

5 informanter ved ikke, om nogen af forældrene lever.

6 informanter ved, at begge deres forældre er døde

Det er unægtelig en anden form for opgørelse over unge og deres forældre, end vi er vant til. 6 (20 %) af de

unge ved, at de er forældreløse. 10 (33 %) lever i usikkerheden, om hvor vidt den ene eller begge forældre

lever. 17 (57 %) ved, at de har den ene eller begge forældre. Heraf har 7 kun deres mor, mens 1 af de unge

kun har sin far.

Det er en svær situation at leve med en manglende viden om, hvorvidt ens far og/eller mor er døde eller i live.

Enkelte af de unge har været tilbage i hjemlandet eller i et naboland for at opspore deres forældre. I disse

tilfælde uden at få bekræftet hvorvidt forældrene var i live eller døde.

(Se i øvrigt skemaet over familieforhold bilag 3.2. Her kan man også få et indtryk af, hvor vidt omkring i

verden de unge har kontakter).

Det er mit indtryk, at jeg gennemgående har fået kontakt med unge, der klarer sig relativt godt.

Undervejs i rapportskrivningen har jeg imidlertid haft kontakt med personer, der kender til unge uledsagede,

der ikke klarer eksiltilværelsen i Danmark. Hvad der er årsagen til dette, indgår ikke som en del af denne

rapport. Helt sikkert ville det være nyttigt at få dokumenteret, hvorfor det ikke lykkes nogle unge uledsagede

at integrere sig. I hvilken grad er der tale om strukturelle barrierer, og hvorvidt forårsager en personlighedsmæssig

sårbarhed, at man ikke klarer belastningerne, der er forbundet med eksiltilværelsen?

Hvordan går det dem? 27


6.2 PRÆASYLFASEN (3a og b)

> Præasylfasens tidsrum (Opholdstiden fra ankomst til meddelelse af opholdstilladelse)

Antal informanter

14

12

10

8

6

4

2

0

Præasylfasens tidsrum

< 1/2 1/2 - 1 1 - 2 > 2

Hvordan går det dem? 28

År

Præasylfasen strækker sig fra nogle få måneder for nogle af de yngstes vedkommende til næsten 6 år for en

enkelts vedkommende.

9 unge (30 %) har haft en præasylfase på op til ½ år. For elleves vedkommende (37 %) varede præasylfasen

mellem ½ til 1 år. 7 unge (23 %) ventede i mere end 1 år på svar.

3 informanter (10 %) har ingen præasylfase. 2 er kommet til Danmark som kvoteflygtninge (bilag 5). 1 kom til

Danmark på en falsk familiesammenføring, men fik efterfølgende sin egen sag som uledsaget mindreårig.

På spørgsmålet: ”Følte du dig velkommen under præasylfasen?” (3b) svarer 17 unge ”ja”, 7 unge

svarer ”nej”, mens 3 svarer ”ved ikke”.

I svarene er der ikke umiddelbar overensstemmelse mellem, at de, som har haft en lang præasylfase, også

har svaret ”nej”. Andre forhold, som ikke er undersøgt, spiller ind.

Det er som sagt ikke dette projekts formål at behandle de uledsagedes periode som asylansøger. Der

fremkom imidlertid spontane reaktioner ved erindringen om præasylfasen, og desuden nævner nogle af de

unge denne periode, da de skal besvare spørgsmålet om, hvad der har været sværest ved at bo i Danmark.

Præasylfasen opleves af barnet forvirrende alene af den grund, at det er svært at forstå den juridiske proces

og dens konsekvenser. Derudover møder barnet mange nye mennesker. Præasylfasen er en periode i en art

ingenmandsland i usikker venten og forventning, som blot skal overstås. Og for nogen opleves den som et

chok. Det er derfor rimeligt at omtale den.

En af de unge kom til landet som 13 årig og fik først midlertidig opholdstilladelse efter 3 år.

I dybdeinterviewet opfordrer jeg informanten til at fortælle om tiden på asylcenteret. (M (Marcel), J(Jan)).

M: Det tog tre år, og så var jeg en lille dreng. Jeg kom som 13 årig, jo. Det var hårdt, det kan jeg sige dig. Og

bo sammen med de voksne og alt det der. Det var meget svært. (Informanten kom med sin onkel og boede

derfor i begyndelsen på et almindeligt asylcenter)

J: Hvor boede du?

M: Jeg boede sammen med onklen et stykke tid. Jeg havde ikke nogen forældre. Så synes de det var en

god idé, hvis jeg flyttede fra ham. Så boede jeg i det center i København, hvor der boede nogen uden

voksne.

J: Hvordan var det så?

M: Der var det lidt bedre. Men der var ikke rigtig nogen jeg kendte. Der var ikke nogen der havde været der

lige så længe som mig.

J: Hvordan var det at vente så længe?

M: Det var ikke så godt. Man bliver forvirret og mister al den lyst, du ved. Jeg ved ikke hvordan jeg skal

forklare det. Man mister lysten. Man mister håbet. Man har ikke noget håb.


Marcel vender flere gange under interviewet tilbage til oplevelserne i præasylfasen, hvor han måtte have

psykologisk bistand for at klare sig. Han fortæller, at han ikke forstod, hvad der foregik i asylsagen, ligesom

han reagerede ved at blive bange. Han oplevede, at hjælpen på asylcenteret var utilstrækkelig. En af hans

erfaringer er, at det er nødvendigt at blive taget godt imod i starten. Med det mener han, at der skal være

nogen der spørger til en, og at man desuden ikke skal lade unge sidde (og vente) i tre år.

M: De prøver jo at hjælpe bagefter. Men det hjælper ikke at sætte dem på plads igen efter alle de der

traumer.

Samir endte sin flugt i Danmark, fordi menneskesmugleren og hans følge blev taget af det danske politi.

Han ankom som 14 årig og fik efter lidt mere end to år midlertidig opholdstilladelse.

”Det sværeste var i begyndelsen, jeg var uden forældre, jeg havde ikke nogen at snakke med på mit sprog.

Jeg kunne ikke tale dansk, jeg kunne ikke engelsk, jeg kunne ikke noget som helst. Sidder bare på

asylcenteret, jeg kunne ikke rigtig forstå hvorfor jeg var i Danmark. Mens jeg sidder i flyet har jeg slet ikke

tænkt på hvor jeg var på vej hen. Det er først da vi blev taget af politiet. Der begynder det at gå ind i hovedet,

at nu er jeg i et helt fremmed land, og jeg kunne ikke engang huske hvor jeg var henne. Det var meget

svært ... ”

Samir fik efterfølgende voldsomme reaktioner på livet som asylansøger og måtte have psykologisk hjælp.

En af projektets unge har en usædvanlig lang præasylfase på seks år. Jeg bringer hans historie.

Joe kom til landet for syv år siden. I Danmark har han en del slægtninge, som har boet her i mange år.

Vigtigst er hans bror, der kommer til at spille en stor rolle for ham. Joe er ved ankomsten 14 år og analfabet.

Han indkvarteres på et børnecenter, hvorfra han efter en tid stikker af, fordi han ikke kan holde ud at være

der. Han opholder sig ulovligt hos broderen. Efter nogle måneder kommer han under ordnede forhold. Han

indkvarteres hos broderen og dennes familie og begynder at gå i en kommunal ungdomsskole.

Imens behandles hans asylsag, der ender med afslag i alle instanser og strækker sig over et par år. Han får

som følge deraf besked på at udrejse. Han indkaldes til møde hos politiet, men oplyser her, at han ikke vil

medvirke til at skaffe de nødvendige papirer, der skal bruges ved en udrejse. Joe vil ikke tilbage. Politiet skal

efterfølgende hos hjemlandets myndigheder have bekræftet Joes tilhørsforhold og skal skaffe ham gyldig

rejsehjemmel. Dette forsøger de over flere måneder. De danske myndigheder modtager imidlertid ingen svar

fra Joes hjemland.

Et andet forsøg gøres. Joe indkaldes igen til møde om udrejsen. Som første gang vil han ikke medvirke til

udrejse. Mange måneder går, hvor der intet svar kommer fra hjemlandet.

I den forløbne tid bliver han boende hos sin bror, der tager sig af ham. Joe er imidlertid psykisk under stort

pres. Han oplever, at han er nær ved at miste forstanden undervejs. ”Hvordan skal jeg blive menneske

igen?”

Med udlændingepakken i 2002 sker der stramninger for de asylansøgere, der har fået afslag og ikke vil

medvirke til udrejse. Joe modtager et brev, hvori der står, at såfremt han ikke vil medvirke til udrejse, skal

han interneres i Sandholm. Det reagerer han på med stor angst. Tanken om at skulle tage ophold i

Sandholmlejren og være væk fra familien får ham til at ville medvirke til udrejse, da han indfinder sig til nyt

møde hos politiet. (På dette tidspunkt er han fyldt 18 år, men hans sag behandles stadig som en uledsaget

mindreårigs sag).

Han giver sit samtykke til medvirken ved udsendelse og giver sig til at vente endnu en gang. Men heller ikke

tredje gang lykkes det myndighederne at få svar fra hans hjemland. Joe kan 18 måneder efter det givne

samtykke ansøge om opholdstilladelse, hvis politiet vurderer, at udsendelse ikke er mulig.

Joe får derefter opholdstilladelse af et års varighed. Imidlertid er der gået seks år.

I et tilbageblik siger han: ”Myndighederne skulle have set mig som et lille barn og have givet mig opholdstilladelse.

Jeg skal jo begynde forfra.”

Hvordan går det dem? 29


7 INTEGRATIONSBEGREBET

Dette projekts formål er at forsøge at afdække de unge flygtninges perspektiv på deres integration og

påpege barrierer og muligheder i integrationsforløbet. Det vil derfor være rimeligt at forsøge at indkredse en

tolkning af de integrationbegreber, der hersker, og som de unge møder i det danske samfund.

Betydningen af begrebet ”integration” er kompleks, fordi der ikke eksisterer en entydig definition. Ordet har

over de sidste årtier fundet vej ind i det danske hverdagssprog, så man kunne forledes til at tro, at der var

enighed om ordets betydning.

Selve ordet ”integration” betyder forening af to eller flere til et hele. At integrere har betydningen at ”sammensmelte.”

I forskerverdenen er der forskellige opfattelser af, hvordan begrebet skal forstås. Begrebet synes så åbent,

at det kan være til stadig debat. En af forklaringerne på denne uklarhed er uden tvivl, at ordet integration

både bruges til at betegne integrationsprocessen og et af de mulige mål for denne proces (Seeberg, 2002,

AMID).

Det gør det heller ikke lettere, at målet for integrationsprocessen defineres forskelligt i forskellige sammenhænge,

og at målingen af en vellykket integration derfor ikke er entydig. (Emerek, 2003:2)

En af de mulige forklaringer på den usikre omgang med ordet og begrebet er, at der historisk set ikke findes

tidligere tilfælde af en indvandring, som den vi har oplevet op gennem 80’erne og 90’erne. Et sammenfald af

en stigende immigration af flygtninge og gæstearbejdernes (som de hed dengang) beslutning om ikke at

returnere til deres hjemland i begyndelsen af 80’erne blev udslaggivende for, at integrationen kom på den

politiske dagsorden, – og er blevet der.

> Bud på definitioner af integrationsbegrebet

Der er rigtig mange bud på betydningen af begrebet integration. Løsrevet fra deres sammenhæng – og

overvejelser – bringer jeg et par forslag, som jeg er stødt på under min læsning, og som jeg finder

interessante.

Peter Nannestad (2001:13) definerer integration således: ”Ved integration skal (her) forstås en proces, hvis

resultat er, at etniske minoriteter økonomisk og socialt er ligestillet med flertalsbefolkningen”.

Nordmanden Eide (2000:23) skriver: ”Med integrasjon menes deltakelse i samfunnets fellesinstitusjoner,

kombinert med opprettholdelse av gruppeidentitet og kulturelt særpreg. I en slik definisjon av begrepet

handler integrasjon først og fremst om innlemmelse i et fellesskap.”

Jeg tolker en innlemmelse som en accept og dermed som den ligestilling, Nannestad taler om.

Eide fortsætter: ”Men fordi integrasjon også har med hvem som har definitionsmakt til å mene hvem som er

innenfor eller utenfor fellesskapet, handler dette også om muligheten for å bli utestengt.”

Peter Seeberg (2002, AMID:1) skriver om begrebet integration, at ”nøgleordet er social mobilitet. Det er den

grundliggende opfattelse, at vellykket integration kan defineres som integration, der resulterer i sociale

ændringer således, at unge indvandrere opnår en forbedring af deres samfundsmæssige position.

Integration må derfor i al abstrakthed beskrives som dette at skabe mulighedsbetingelser for social

mobilitet.”

Emerek (2003:12) formulerer det således. ”(Men) det er vigtigt at se integration som en proces, hvor også

selve målet for processen er dynamisk, og hvor opfattelsen af den vellykkede integration er i stadig

forandring”.

Charlotte Hamburger (1997:142) skelner mellem to former for integration: systemintegration og socialintegration.

Systemintegration refererer til den gensidige proces mellem etniske grupper og staten med dens

bærende institutioner og vedrører de civile, sociale og politiske rettigheder, samt mindretallenes økonomiske

og sociale placering i det danske samfund.

Hvordan går det dem? 30


Socialintegration refererer til majoriteternes og minoriteternes holdninger til og adfærd over for hinanden. Det

drejer sig om møderne i dagligdagen, i skolen, på arbejdspladserne, på uddannelsesstederne, i fodboldklubben

m.m.

Om de to integrationsformer siger Hamburger, at man godt kan forestille sig en situation, ”hvor de etniske

minoriteter fuldt ud er ”systemintegrerede”, uden at man tilsvarende kan tale om social integration.” (Ibid.

148).

Integration involverer altså både minoritetsbefolkningen og majoritetsbefolkningen.

Schierup (1993:22) gør sig disse tanker om begrebet: ”Graden af ”integration” sættes lig med, hvor vidt den

enkelte indvandrer har vist sig i stand til at tilpasse sig til majoritetens sprog og kulturelementer, samt at

nærme sig den almene standard for uddannelse, arbejdsmarkedstilpasning, boligstandard og udnyttelse af

det sociale servicesystem.”

Preis (1997:204) ””Integration” bliver derfor på en relativ usynlig måde et magtfuldt redskab, der strukturerer

flygtningenes sociale og kulturelle muligheder i eksil.”

I sin undersøgelse ”Hjemløse flygtninge og indvandrere” bruger Margaretha Järvinen Zygmundt Bauman

som teoretisk medspiller. Jeg oplever Baumans udlægning af integration som det mest radikale, jeg har læst,

idet han kort og godt mener, at integration (Bauman taler om assimilation) til en vis grad altid er falsk, fordi

en fremmed aldrig kan blive indviet ved at ”lokalisere eller afstemme sig selv.”

Bauman beskriver den fremmede som den indtrængende, der i bedste fald kan gøre sig håb om at blive

behandlet som en gæst. Om gæster siger han – og jeg refererer Järvinen: at ”de ikke har retten til at

disponere over alting i deres nye land; de bør ikke kritisere deres værter eller være for krævende og det

forventes, at de viser en vis form for taknemmelighed over for deres værter.” (Ibid. 78).

Her overfor står samfundets krav om integration/assimilation og løftet om, ”at hvis den fremmede arbejder

hårdt nok på at forandre sig, så er der mulighed for at han kan blive ”en sand ven””. (Ibid. 78). Men heri er

indbygget en indre modsætning, for ”lige meget hvor hårdt han prøver at tilpasse sig, er han altid en person

på prøve, konstant under anklage for ikke at være dét, han burde være.” (Ibid. 78).

I erkendelse af den høje marginaliseringsrisiko blandt flygtninge og indvandrere er det imidlertid væsentligt,

at der eksempelvis bliver fulgt op på de initiativer, regeringen tager. (Regeringen, 2003).

Bauman påpeger, at positionen som ”fremmed” er en kollektiv position, som medlem af en abstrakt kategori

af flygtninge/indvandrere fra ikke-vestlige lande. Integration/assimilation er derimod en individuel proces,

hvor individet skal bevise, at han er solidarisk med majoriteten og ikke med sin oprindelse eller med andre

fremmede. Den fremmedes dilemma er, at han skal overbevise sine omgivelser om, at han har tilegnet sig et

tilhørsforhold, som er forbeholdt de indfødte. Den fremmede løber altså risikoen for vedvarende eksklusion.

Jeg vender senere i afsnittet tilbage til Baumans synspunkter. De er i første omgang medtaget for at vise

integrationsbegrebets tilsyneladende uhåndgribelighed.

> Projektets integrationsbegreb

Projektets integrationsståsted har jeg baseret på tre parametre, som lægger sig tæt op ad regeringens

udmelding. At belyse de unges integrationsbestræbelser herudfra forekommer mig rimeligt, da det er mit

indtryk, at de tre parametre også er udtryk for noget så uhåndterbart som ”gængs” opfattelse.

Som udtryk for integrationsformåen anvendes følgende tre parametre:

At have lært dansk og være i udvikling med sproget

Enten at være i gang med en uddannelse/være i et skoleforløb, eller at forsørge sig selv ved arbejde

At have etableret tætte kontakter til private voksne danskere

(Det er fint, hvis der også er kontakt til unge danskere, men specielt for dette projekts unge er, at deres

integrationsformåen er afhængig af voksne danskeres støtte og vejledning).

Hvordan går det dem? 31


Til valget af de tre parametre har jeg fundet støtte i nogle af de omtalte teorier. Seeberg taler om at vellykket

integration kan defineres som integration, der resulterer i sociale ændringer. Nøgleordet er social mobilitet,

der medfører, at den unge forbedrer sin samfundsmæssige position.

Man kan groft sige at den dækker de to første parametre.

Fra at ankomme til en kommune med et minimum af dansk som ny kulturel kapital og til enten at være i gang

med et skole- og uddannelsesforløb eller have skaffet sig et arbejde, skal de unge forbedre deres position på

det nye felt, som er det danske samfund. De skal skabe sig dansksproglige kundskaber og viden om det

danske samfund. De skal erhverve sig viden om deres kvalifikationer og muligheder. De skal bestå prøver

eller finde ud af, at det kan de ikke og derudfra foretage en ændring af deres integrationsstrategi.

De første år som borgere i Danmark, hvor de skal skabe sig mulighedsbetingelser for viderekvalificering, er

afgørende. Her grundlægges deres nye fremtid så at sige.

Man kunne måske synes, at det ville være ideelt, hvis de unge befandt sig i en skole- og uddannelsessituation,

men på baggrund af de hårde vilkår de unge møder i et uddannelsesmiljø, der er meget lidt lig det,

de kender fra hjemlandet, må det anses for ligeværdigt, at de skaber sig mulighedsbetingelser ved også at

være selvforsørgende og dermed ikke klientgjorte.

Nordmanden Eides definition af integrationsbegrebet understøtter valget af det sidste af de integrationsparametre,

jeg bygger projektets integrationsanskuelser på. Eide siger, at integration først og fremmest

handler om indlemmelse i et fællesskab. Indlemmelse i fællesskabet tolker jeg bl.a. som kontakt med

majoritetsbefolkningen.

Eide påpeger samtidig, at integration handler om definitionsmagt og dermed også om muligheden for

udelukkelse af fællesskabet. Et fællesskab, som under alle omstændigheder er et abstrakt fænomen.

Ud fra disse enkle parametre for integration, som grundlæggende drejer sig om at have selvforsørgelse for

øje samtidig med, at der etableres kontakt med danskere, skal de unges integrationsbestræbelser anskueliggøres.

Lad os imidlertid først se på, hvilke tanker om begrebet integration de unge har.

> Hvad er de unges opfattelse af integration?

”Jeg er en del af 5½ millioner indbyggere i Danmark.”

Ovenstående er sagt af Mehdi. Jeg finder udtalelsen ganske dækkende for de unges tilhørsforhold til

Danmark. Når man spørger de unge, vil langt de fleste af dem sige, at de er integrerede.

> Om indholdet i begrebet integration

”Jeg synes at jeg er integreret. Jeg kender reglerne, jeg respekterer reglerne, jeg respekterer andre lige så

længe de respekterer mig.” (Aman)

Hussein forholder sig således. (J (Jan), H (Hussein)).

J: Oplever du, at du er integreret?

H: Mig selv? Jo, jo. Jeg laver det jeg skal. Passer mine ting. Jeg går i skole. Hvis det er det danskerne mener

er nok, så er jeg integreret.

J: Oplever du dig selv integreret?

H: Jeg synes at jeg er mig selv. Jeg tænker ikke at jeg skal prøve at høre efter hvad danskerne siger. Jeg

har det godt med at tænke, at jeg er mig selv.

Senere siger han: ”Jeg har et godt liv her.”

Følgende udtalelse er Amans svar på spørgsmålet ”Hvis du sad over for en politiker nu, hvad skulle dit råd

være?”

”Men hvis jeg stod og snakkede med Bertel Haarder (integrationsminister på tidspunktet hvor interviewet

fandt sted). Så syntes jeg, at han skal give plads til alle mulige befolkningsgrupper. Vi skal være forskellige,

vi skal ikke være ens ... Det medfører ikke fremgang ... Det har kun ulemper at alt er ens, vi er ens, kultur er

ens.”

Den ene af de unge lægger vægten på at bevare sig selv, mens den anden ønsker at bevare forskelligheden

og samtidig respektere (de fælles) regler. De unge har som helhed svært ved på metaplan at danne sig en

egen tolkning af begrebet integration. Hvilket på sin vis er forståeligt. Det er lettere for dem at byde på en

konkret tolkning.

Hvordan går det dem? 32


Jeg har i spørgeskemaet spurgt alle de unge om deres forhold til ordet integration. Spørgeskemaets

spørgsmål 25 lyder: ”Du har sikkert hørt/læst ordet ”integration” en del gange. Hvad er din oplevelse af

ordet?”

Ikke forstået

ordet

"integration"

20%

Både/og

3%

Negativ

20%

Hvilken virkning har ordet "integration" på

dig?

Hvordan går det dem? 33

Positiv

27%

Neutral

30%

Seks informanter forstod ikke ordet ”integration” i denne kontekst. Senere skulle det vise sig, at to af dem i

dybdeinterviewene forstod at bruge ordet.

Som interviewer, der var til stede, oplevede jeg, at de unge havde forskellige reaktioner i forbindelse med

spørgsmålet. Mange sad og vægtede ordet. På den ene side forekom det dem positivt, fordi de synes, at

man skal integrere sig. På den anden side har de hørt så meget negativt i forbindelse med ordet. Det har

givet sig udslag i ovenstående tilkendegivelser. Tolker man det ”neutrale” som et udtryk for afvejning af de

positive og negative oplevelser med ordet, må de unge anses for at være imødekommende i forhold til

begrebet integration.

Det er ikke nødvendigvis udtryk for, at de også forholder sig sådan til integrationsprocessen i praksis.

Nader har følgende kommentar i forhold til Integrationsloven. Han fortæller om, hvordan det er at gå og

vente på svar på genansøgning om opholdstilladelsen.

”Loven siger, at man ikke skal have straffeattest, den skal være ren, og jeg har heller ikke nogen. Man skal

have arbejde – jeg arbejder. Man skal ikke få hjælp fra kommunen og det gør jeg heller ikke. Tale dansk,

man skal tage eksamener og det har jeg taget. Jeg har ikke noget, hvor de kan sige ah, den der

undskyldning, du har ikke det der, du har ikke det der. Men heldigvis tænker jeg, at jeg har det hele klart. Jeg

ved ikke hvad de beslutter, Jeg håber at jeg kan få permanent opholdstilladelse, ellers går det rigtig rigtig

dårligt.”

Han fortsætter lidt længere henne i interviewet: ” ... så man prøver at lære dansk og har gjort mange ting og

har klaret sig. Man har ikke så mange problemer, man er klar til liv og så får man besked, at så er der ikke

mere opholdstilladelse i Danmark. Vi tænker, vi ved ikke hvad vi skal gøre mere.”

Det er skarpe iagttagelser af sammenkædningen af loven og integrationsprocessen, som den forekommer

her i landet. Samtidig udtrykker han en kamp for livet.

Nedenstående følger en række eksempler på definitioner af integrationsbegrebet. Replikkerne er tematiserede

og således taget ud af deres kontekst. Replikkerne stammer dels fra dybdeinterviewene, dels er de

sagt i sammenhæng med spørgeskemaundersøgelsen.

> Skole – uddannelse – sprog

Aman fortæller i forbindelse med sin skolegang denne lille oplevelse:

J: Hvordan er det at klare sig på HF?

A: Jeg synes at det slet ikke er noget problem, hvis man følger med, kommer til tiden, laver lektier, så er der

ikke noget man ikke kan klare. Det kræver bare at man arbejder.

J: Har du vænnet dig til det danske skolesystem? Jeg går ud fra at det er meget anderledes (end dit

hjemlands)?


A: Ja, jeg har taget billedkunst.

J: Ja.

A: Et seks måneders fag og vi har fået en dame, der er ca. 60 år gammel. Hun er en gammeldags dame, og

nu har jeg faktisk et problem med hende, fordi jeg tror, at jeg har vænnet mig til det danske system. Jeg kan

godt snakke med klassekammeraterne, mens læreren står og underviser. Men denne lærer, hun sagde, den

første gang hun kom, til mig, at hvis jeg bliver ved (med at snakke), skal jeg ud med det samme. Så sagde

jeg ”ok hvis du mener det, så skal jeg nok holde min kæft.”

”Jeg har taget eksaminer så jeg kan komme ind i 10. klasse.” (Nader)

” ... at blive integreret i det danske samfund betyder at læse dansk og gå i en dansk skole. Det er mest det

jeg tænker på, når jeg høre integration.” (Mehdi)

”Jeg ønsker at gå i skole med danskere.” (Mehdi)

Marian fortæller, at hun efter at have boet ca. et år i et børnehus, valgte at flytte ud blandt danskere, så hun

blandt andet kunne lære sproget bedre.

Når de unge bliver bedt om at komme med råd til en nyankommen ung flygtning, kommer de eksempelvis

med følgende råd:

”Prøv at lære dansk, du skal fra starten være sammen med danskere og skal holde dig væk fra udlændinge.”

(Nader)

”Så vil jeg sige, at han skal nok komme i gang med skole. Han skal begynde at lære sprog. Hvis han har lært

sprog, er der tusind døre der åbner sig. Forstår du? Det er den første ting jeg ville sige. Det kommer også an

på hvad for en person det er.” (Hussein)

Flere af disse udtalelser udtrykker holdninger, der svarer til Seebergs definition af integration som social

mobilitet og dermed også til projektets integrationsparametre.

> Privat/socialt/fællesskab

”Jeg har min danske familie.” (Nader)

Nader har både ”sin egen” danske familie og dertil en svigerfamilie i kærestens store familie.

Han er tydelig glad for den accept og anerkendelse, han derved bliver givet.

”Og de synes, at jeg ikke er som en udlænding.”

”Man skal kende nogen, der kender nogen, der kender nogen.” (Aman)

Sagt i forbindelse med at skaffe sig et arbejde. Informanten har ved hjælp af sin danske papmor opnået

kontakt med andre (danskere).

J: Hvordan har du lært folk at kende?

Nader: Snakke og tage i byen og til fester og jeg inviterer folk, ungdomsklub, skole, man kommer til at kende

folk hver eneste dag. Og så var der et lokale, hvor alle flygtninge var samlet hver eneste uge og den

hedder ”Flygtningevenner”, hvor de kan hjælpe flygtninge, der er også nogle danskere der hjælper frivilligt.

> Støtte og vejledning

J: Hvad synes du, der kræves af dig for at bo her alene?

Marcel: For det første sproget. Men det kan jeg godt nu. For det andet at kende regler.

J: Hvad er det for regler?

Marcel: Alt muligt, du ved. Det er det jeg siger, hvis der ikke er en bagved til at forklare det, så er det lidt

svært.

Marcel synes, at han er integreret. Han forsørger sig selv. Samtidig understreger han mange gange i løbet af

dybdeinterviewet, at uden hjælp fra børnehusets pædagoger var det aldrig lykkedes for ham at klare sig i det

danske samfund. Det er en af denne gruppes grundvilkår, at de ikke har forældrene som konsulenter.

Hvordan går det dem? 34


Strategi

I et udpluk af dybdeinterviewet siger Samir:

S: Altså jeg har prøvet at integrere mig her i Danmark.

J: Hvad betyder det?

S: Det betyder meget hvis man skal bo i et andet land.

J: Hvad betyder det at integrere sig?

S: At integrere sig! Efter at jeg fik lov til at blive her var det vigtigste for mig at lære sproget, ikke? Gå i skole,

få en uddannelse og have et arbejde. Det kalder jeg at blive integreret, for der er mange, som ikke gider

involvere sig og gå i skole, og så får de bare bistandshjælp.

Det var en beslutning, hvor jeg sagde, ”jamen jeg skal gå i skole, ellers kan jeg ikke komme videre. Det bliver

jeg nødt til at gøre.”

Samirs opfattelse af integration er i spil med Baumans opfattelse af, at integration er et personligt anliggende

– en individuel proces.

I dybdeinterviewene giver flere af de unge udtryk for, at det er vigtig at kunne klare sig selv. Med dette mener

de bl.a. at være uafhængig af det offentlige system.

”Jeg arbejder, jeg har ikke noget med kommunen at gøre.” (Nader)

Hussein: ”Åh man skal i hvert fald ikke være afhængig af sin sagsbehandler ... Man skal frigøre sig.”

”De vil gerne selv kunne finde rundt i det danske system eller vide, hvor de skal henvende sig.” De skal

kende reglerne, som eksempelvis Marcel udtrykte længere tilbage i teksten.

Det ser ud til, at en af de vigtigste integrationsfaktorer for de unge er at lære det danske sprog. Så dørene

kan åbne sig. Det danske sprog er vejen til integration.

Vigtigt er det også at kunne klare sig selv, så man ikke er afhængig af det offentlige. Dette står ikke i

modsætning til, at de unge ved, at de har brug for støtte og vejledning.

Endelig nævner de skole/uddannelse og kontakt til danskere som integrationsfaktorer. Det sidste dog ikke i

udpræget grad.

> Barrierer og muligheder for integration

Langt overvejende synes de unge, at de er integreret. De gør, hvad de skal, men de gør også, hvad de kan,

og de gør så vidt muligt også, hvad de gerne vil.

En række faktorer i og ved de danske samfund gør imidlertid, at integrationen ikke blot bliver et anliggende

om, hvad der kan gøres, integrationen bliver også et følelsesmæssigt anliggende.

Adnen udrykker det således: ”Jeg er integreret, men jeg føler mig ikke integreret.”

Nogle strukturelle og formelle samfundsforhold, og nogle forhold i mødet med danskerne, forårsager, at det

er svært for mange af de unge at føle sig integreret.

En af rapportens formål er at gøre opmærksom på de barrierer og de muligheder, de unge møder i deres

integrationsforløb. Dette gøres undervejs i de enkelte kapitler. Her skal imidlertid nævnes nogle eksempler

på barrierer og muligheder, det ikke har været mulige at indpasse undervejs.

Også her har jeg tematiseret de unges udtalelser.

> Privat/sociale integrationsforhold

Langt de fleste af de unge synes, at danskerne som helhed er svære at komme ind på livet af. De taler

forskelligt om det, men oplevelsen af det distante/individualiserede danske image står i kontrast til, at de selv

kommer fra samfund, hvor det kollektive er fremtrædende, hvor man bor mange sammen og ofte besøger

hinanden.

”Danskerne er kolde.” (Udtalelsen kommer i sammenligningen af forskellige omgangsformer i Danmark og

Afghanistan – fællesskabet/spontaneiteten overfor individualiteten/aftaler).

Det samme udtrykkes således:

”Jeg føler mig uvelkommen af mine medmennsker.” (Farid)

”Danskerne er lukkede. De er som en flaske ketchup, der skal rystes.” (Alex)

Flere af de unge har dog også følgende indsigt.

Hvordan går det dem? 35


”Sådan er de jo også overfor hinanden. De holder også hinanden på afstand.”

Marcel taler om, at det danske system/danskerne ikke er ret åbent/åbne. ”Det gør det lidt sværere. Alt det

med integrationen. Det bliver sværere. Hvis man ikke har hjælp. Man skal have hjælp, så man kan lære folk

nærmere at kende. Jeg klarer ikke det danske system.”

”Danskernes syn på indvandrere og flygtninge er sådan, at der er mange der ikke stoler på os. De er bange

for os. Vi er fremmede.” Aman fortsætter med at fortæller om danskernes oplevelse af ”dengang” og

fortsætter: ”Den eneste forskel er, at dengang var de kun danskere, nu er der også kommet arabere, tyrkere,

russere og det gør dem bange, de synes at de drukner i dag ... Danmark er sådan et lille land, de er bange

for at blive opløst.”

”Derfor accepterer danskerne os ikke, lige meget hvor mange generationer der bor her, hvis man ikke ligner

dem, siger de ”okay du er anden generation eller tredie generation” selv om man har dansk statsborgerskab.”

(Aman)

> Regeringen

”Regeringen reklamerer dårligt for os.” (Adnen)

”Staten/Integrationsministeriet vil have os til at blive assimileret og ikke integreret. Man skal sige farvel til alle

udanske elementer, bl.a. kulturel baggrund, sprog, religion ... ” (Aman)

”Jeg oplever at myndighederne stadfæster nye regler, så de dermed har magt. Jeg kan ikke følge med.”

(Aman)

”Jeg undrer mig over, at integrationsministeren er så angrebslysten overfor etniske minoriteter. Integrationsministeriet

repræsenterer ikke mig.” (Abdi)

”Jeg går ind for integration. Men Bertel Haarder gør ikke noget godt for os. Han gør det enormt svært for os.

Hver eneste gang. Og det er ikke til at holde ud.” (Nader)

”Regeringen er kold i røven. Det er lige meget, hvad man gør, selv om man tager en uddannelse.” (Samir)

”Indtil for 4 år siden var Danmark mit hjem. Jeg føler mig lost (nu).” (Marian)

”Den eneste ting der irriterer os, er når de generaliserer, når politikerne generaliserer, så er det ikke sjovt for

os.” (Nader)

”Regeringen kan vælge at sige: vi vil integrere jer hundred procent, eller vi vil ikke. Enten-eller, ikke sådan

halvt.” (Christine)

Generelt føler de unge sig ikke set af de danske politikere. Det er ikke det samme, som at de er

unuancerede. De er opmærksomme på, at enkelte politikere repræsenterer et anderledes integrationssyn.

På lørdagsseminaret omtalte de politikere fra Det Radikale Venstre og SF som eksempel på dette.

> Medierne

”Jeg tænker ikke mere over at jeg er flygtning. Det holdt jeg op med for mange år siden. Men nogen gange,

når jeg ser tv eller læser i avisen tænker jeg, at jeg er flygtning.” (Shukri)

Marian har fået statsborgerskab i vinteren 2005.

Jeg spørger blandt andet om, hvad statsborgerskabet psykisk betyder for hende.

”Jeg har boet her i mange (ti) år. Det betyder meget, at det er her jeg har hjemme.”

Samtidig har hun den oplevelse, at det i de sidste tre år har været svært at være udlænding i Danmark. ”Det

har været meget svært at tænde for fjernsynet og høre de her grimme ting. De har ikke set sådan nogen som

mig og mine veninder. Så har vi slukket for at holde det ud.”

”Og for mig har det været svært, har det været så svært at være i Danmark i de sidste tre år. Og så føler jeg,

at Danmark er mit hjem. Her hører jeg til. Her skal jeg leve resten af mit liv. Her vil jeg få mine børn.”

Jeg spørger hende, hvad hun gerne vil høre.

”Det positive, det at der findes nogle unge kvinder og drenge, der gør deres uddannelse færdig. Der virkelig

gør noget for at blive til noget. Der integrerer sig. Der ved besked om det danske samfund og alle de der ting.

Sådan noget positivitet må de gerne snakke om ... og sige noget individuelt. Ikke sætte os som en gruppe.

Det kan man ikke. Vi er kun mennesker. Og vi er kommet her som vi er.”

”Hvis indvandrere i landet er blevet til noget godt så bruger de ham som en dansker, hvis han er fucked up,

så bruger de ham som en indvandrer.” (Hussein)

Hvordan går det dem? 36


Samfundsforhold

”Det bedste er demokratiet og den individuelle frihed.” (Nader)

”Det bedste er at kunne slappe af – ikke at have angst.” (Kamal)

”Man kan lave hvad man vil – man har mulghed for alt. Samfundet er frit – demokratisk.” (Christine)

”Jeg synes at det bedste er friheden, sikkerheden, freden og roen.” (Aman)

”Jeg kan sige min mening.” (Mehdi)

”Der er respekt om den individuelles ret.” (Nader)

”Der er den store respekt og den lille respekt.” (Nader)

De unge er alle bevidst om Danmark som et mulighedernes land med et demokrastisk samfundsgrundlag.

Og så er det vigtigt, at her er fred og ro.

”Hvorfor skal jeg vente ti år inden jeg kan blive statsborger i Danmark?” (Ahmad)

”Vi har ikke så mange muligheder som alle andre. Så længe vi ikke er statsborgere.” (Christine)

Mehdi kunne godt tænke sig at der ikke var så mange problemer mellem udlændinge og danskere. ” ... selv

om jeg ikke kan se om det mest er udlændinges problem eller danskernes sproblem.”

Han fortsætter. ”Man skal bare ikke gå hundred procent efter min mening og en dansker skal ikke gå

hundred procent efter sin mening, det duer ikke hvis vi vil vores samfund ... ”

Han taler ligesom Aman om, at det danske samfund er et lukket samfund, der ikke har været vant til

udlændinge. Han er tit ude for, at nogen spørger ham ”Hvad for et land kommer du fra?”. Han synes, at

spørgsmålet er uvæsentligt. Han vil ikke vurderes på sin nationalitet.

> En videre diskussion af integrationen

I ovenstående er omtalt især nogle barrierer, som de unge finder trættende og frustrerende, og som

forhindrer dem i at føle sig integreret. Når man taler med dem, er det imidlertid tankevækkende, hvor lidt de

udprojicerer deres situation på omgivelserne.

Om de unges perspektiv på integration kan kort sammenfattes: at de oplever, at de er integreret, men at det

er svært at føle sig integreret.

Nogle forskere arbejder med, at integration også handler om følelser. Den malayisk-norske Long Litt Woon

skelner mellem en følelsesmæssig integration og en praktisk mestring af en ny sammenhæng. I den

forbindelse er det interessant at konstatere, at psykosociale aspekter ikke har nogen fremtrædende plads i

den offentlige integrationsdebat.

I en norsk undersøgelse om uledsagede inddrages aspektet imidlertid. ”Denne kamp (kampen om at høre til

(min komm.)) er ikke sosiokulturel/språklig i sin karakter, men psykosocial. Det er en kamp om aksept og

tilhørighet og om eget verd i egne og andres øjne.” (Hjelde, 1999:51).

Også den danske psykolog Birthe Nielsen inddrager det psykosociale aspekt i sin artikel: ”Etnisk mobning af

børn og unge.” Hun taler for et medborgerskabsbegreb som en del af en udvikling for at forhindre etnisk

mobning og deraf følgende psykosociale og samfundsmæssige problemer. ”En pluralistisk samfundsudvikling

nødvendiggør derfor, at der udvikles et integrationsbegeb – eller snarere medborgerskabsbegreb –

hvor man på én gang (dvs. i én og samme begrebsstruktur) kan arbejde med det strukturelle niveau og

psykiske processer.” (Ibid. 30).

Flemming Røgilds folder integrationsproblemet ud i et bredere vestligt forståelsesaspekt med frygten for det

fremmede som medspiller. ”(Så) integrationsproblemet er hverken et minoritetsproblem eller et dansk

problem, men derimod et samfundsmæssigt problem, som vi støder på overalt i Vesten. Da det er en

udfordring til demokratiet og den samfundsmæssige solidaritet, som vi endnu ikke har fundet nogen fornuftig

løsning på, er det ikke alene her i landet, men i langt de fleste europæiske lande, at det er frygten for det

anderledes og ønsket om at udgrænse det, der i kulturkampens forklædning dominerer den politiske debat.”

(Røgilds, 2002:40).

Frygten for den fremmede bringer Bauman tilbage i diskussionen. Järvinen (2004) skriver, at i og med at hun

har valgt Baumans beskrivelse af ”den fremmede”, har hun valgt et negativt perspektiv på hjemløse

flygtninge/indvandreres situation og muligheder i Danmark. Valget er sket fordi ”denne negativitet er i fuld

overensstemmelse med den gennemgående stemning i de interviewedes fortællinger.” (Ibid. 107).

Hvordan går det dem? 37


Når jeg har valgt at præsentere Baumans tanker, gør jeg det udfra, at de unge også giver udtryk for

integrationens tilsyneladende umulighed. Baumans negative holdninger udspringer jo af, at udgrænsningen

af de fremmede er en grundliggende mekanisme i en nation. Nationen har brug for et modbillede til

fastholdelse af enhedsopfattelsen.

Fra den nationale optik til den transnationale. Flemming Mikkelsen (2002) påpeger, at det er et problem, at

integrationsprocessen alene vurderes i relation til det dominerende samfund og ikke ses i lyset af transnationale

strukturer. ”Det er et problem i en verden, hvor intensiteten af forbindelser over landegrænser

vokser kraftigt for såvel danskere som indvandrere ... ” (Integrationsforskningen, 2002). Mikkelsen eksemplificerer

det selv i sin bog ”Integrationens paradoks” (Mikkelsen, 2001). Integrationens paradoks består i, at

indvandrere på trods af marginalisering på arbejdsmarkedet og lavt indkomstniveau føler sig godt integreret i

det danske samfund. Ud fra en transnational målestok vurderer de, at forholdene i Danmark er relativt bedre

end i hjemlandet. Dette skal også vise sig at være en gældende faktor for de unge.

> Konklusion

Dette kapitel har søgt at problematisere og beskrive det uhåndgribelige ved integrationsbegrebet.

Integrationsbegrebet er som vist ikke omfattet af en entydig definition, og det er for så vidt en pointe.

Begrebet integration er et normativt begreb, der dominerer i den politiske og offentlige diskurs om ”de

fremmede”, hvilket er en del af forklaringen på, at det kan være vanskeligt at anvende. Samtidig er det et

begreb, hvis betydning synes at være indlysende – ligesom kulturbegrebet. Det har derfor været væsentligt

at se på forskellige betydninger af begrebet integration.

De unge flygtninge er ikke involveret i den teoretiske integrationsdebat, men konsekvenserne af uenighederne

berører dem. De unge har helt klar en idé om, hvad integrationen fordrer, og de har erfaringer med de

barrierer, der indvirker negativt på deres integrationsbestræbelser. De kender imidlertid også til mulighederne.

Således både værdsætter de og er sig bevidst om, at Danmark er et mulighedernes land, der fungerer

på demokratiske principper.

De unge skelner mellem at være integreret og at føle sig integreret og inddeler således spørgsmålet om

integration i en praktisk og følelsesmæssig mestring. I kapitlet blev opridset nogle barrierer, der havde

psykosocial negativ indflydelse på integrationsoplevelsen. De unge oplever ikke at få accept fra eksemplevis

politikerne og medierne for deres indsats. Deres indsats for at blive integreret hører aldrig op, og de er til

stadighed til eksamen. Bauman taler om personer ”under anklage.” Der er en tone hos de unge om at

være ”under anklage.” Når man er under anklage, føler man sig ikke anerkendt og respekteret. I deres

udtalelser om integrationsbegrebet kommer de unge ind på begrebets psykosociale aspekter, ligesom de

bringer anerkendelsen på banen. Det vender jeg tilbage til i sammenfatningsdelen.

De uledsagede er en lille minoritetsgruppe, der måsker henlever en delvis usynlig tilværelse.

Endelig er der i kapitlet opstillet det integrationsbegreb, under hvilket de unges integration belyses i projektet.

Hvordan går det dem? 38


8 AT VÆRE I EXIL. EN DOBBELT EKSPONERING

Eksilet kan karakteriseres som en dobbelt eksponering, hvor både hjemland og værtsland, både landsmænd

og danskere fungerer som felter. ”Denne exponeringen utgör både det som flyktningen bär med sig från

hemlandet i form av erfarenheter i det egna samhället och det nya och fremmande som möter flyktningen i

värdlandet.” (Åberg, 1998:41). Dette eksildilemma er i sig selv hverken negativt eller positivt.

> Hvad har været sværest ved at bo i Danmark?

Jeg har valgt at lade dette spænd i de unges eksilliv belyse ved udtalelser om ensomhed og ved at fokusere

på den eventuelle kontakt til forældrene/hjemlandet, der måtte være.

Der er ingen tvivl om, at de unges familiesituation ligger dem nær. Det fremgår bl.a. af udtalelser om, hvad

de synes, der har været sværest ved at bo i Danmark (bilag 8). Her bringes et udpluk.

”Det er svært at komme alene som ung. Man forstår ikke meget. Man kan ikke klare sig selv. Man er som et

barn.” (Jeya)

”At komme alene er som om jeg skal starte et nyt liv.” (Samir)

”Så bliver man bare smidt ud et sted i samfundet.” (Marian)

”Jeg ville godt have haft mine forældre, så havde jeg ikke siddet sådan her i dag. De ville have hjulpet mig

med at finde en skole.” (Christine)

”Det er svært at jeg ingen forældre har – når jeg tænker over det.” (Peter)

”Det sværeste, det er ensomhedsfølelsen, savnet af den voksne.” (Farid)

”Det er svært, at der ikke er forældre og resten af familien.” (Esan)

”Jeg synes, at det sværeste er ikke at have en familie. Jeg har ikke et hjørne, hvor jeg får omsorg og tryghed.

Der ligger meget pres på os, fordi vi er alene.” (Marian)

”Tvivlen er svær. Tvivlen om hvad jeg gør. Så føler jeg mig ensom. Der er for få venner til at hjælpe.” (Pei Lei)

”Man føler sig ensom på grund af anonymiteten. Jeg mangler det kollektive familieliv.” (Nader)

> Kontakt med forældre/familie/hjemland

Spørgeskemaets spørgsmål 15e til 16a koncenterer sig om kontakten til dem, de unge har efterladt ved

flugten og forholdet til hjemlandet.

Kun 15 af de unge har på interviewtidspunktet kontakt med deres forælder/forældre. Fire har mistet

kontakten med deres forældre, efter at de er flygtet.

Lidt mere end halvdelen af forældrene bor ikke i hjemlandet, men er selv flygtninge. De fleste er bosiddende

i nabolande. De bor tit illegalt og lever under fattige forhold. Enkelte af de unge har derfor sendt penge til

deres forældre.

10 unge har jævnlig kontakt med deres forældre. Nogle af de unge fortæller deres forældre, hvordan de har

det, andre undlader at fortælle om det, der er svært for dem.

Hussein taler jævnligt med sine forældre og fortæller dem om, hvordan han har det. Eksempelvis var han en

dag blevet overfaldet af en bekendt. Hans ansigt bar tydeligt præg af dette. Han ville hævne sig. Dette havde

han drøftet med sin mor, der havde frarådet ham at gøre gengæld. Han drøfter også sin uddannelse med

dem. De synes, at det er vigtigst, at han får en uddannelse, men synes ikke, de kan rådgive ham. ”De ved

ikke hvordan forholdende er heroppe. Så de siger: ”Bare se at få en uddannelse.”

Flere af de unge beretter lignende om forholdet til deres forældre.

”Jeg tænker altid på mine forældre. Jeg elsker dem selvfølgelig, og jeg ved at det er min baggrund, det kan

jeg ikke slippe fra, men de kan ikke hjælpe mig i denne situation. Det er mig, der skal klare mig selv.” (Aman)

”Heldigvis har jeg gode forældre, men alligevel altså, der er stor forskel på uddannelsessystemet i mit

hjemland og Danmark, så de kan ikke rådgive mig ... Jeg skal gøre det, jeg synes, jeg er bedst til.” (Mehdi)

Hvordan går det dem? 39


Hassan taler med sin mor eller storesøster en til to gange om måneden. Han synes, at de har en god kontakt,

og han fortæller, når han f.eks har været arbejdsløs. For moderen spiller det en stor rolle, at han har kunnet

få afhjulpet sit handicap. Han sender dem penge af og til.

”At høre min mors stemme, gør mig tryg.” Shukri taler jævnligt med moderen, der er bosiddende i et andet

vestligt land.

At der gives forældre og hjemlandet opmærksomhed bekræftes yderligere af, at 19 unge ofte tænker på

deres hjemland/forældre. ”Jeg tænker ikke på landet, men på forældrene,” som et par af dem udtrykker det.

Et par unge har været på besøg i hjemlandet eller et naboland for at lede efter forældrene eller den

formodede overlevende. Uden at finde dem. Sådanne rejser er hårde, hvis de unge ikke vender afklarede

tilbage.

Christine ved, at hendes far er død, men ved ikke om moderen eventuelt er i live. Hun har været på en

hjemrejse i et forsøg på at finde moderen eller få oplysninger om hende. Det lykkedes ikke at få større

klarhed om moderens skæbne.

Samir fortæller, at han kort efter ankomsten til Danmark mistede kontakten med sine forældre. Han ved ikke,

hvor de befinder sig, eller hvad der er sket dem. De kan muligvis være flygtet til et naboland og opholde sig

der som illegale indvandrere. Hans ønske er engang at finde dem.

Naders far er død, og moderen har han mistet kontakten med i løbet af sit ophold i Danmark. Han ved, at

hun på et tidspunkt flyttede. Herefter har han ikke hørt fra hende og lillebroderen, som boede sammen med

moderen. Han vil gerne have kontakt med en onkel, som er den eneste slægtning han har tilbage. ”Jeg ved,

at jeg har en onkel i USA, men jeg kan ikke finde ham. Det er næsten umuligt i USA.”

Almir fortæller en dejlig historie om forholdet til sit hjemland, som jeg gerne viderebringer.

Efter et overfald på landsbyen, hvor han boede, og hvor forældrene blev dræbt, lykkedes det ham med hjælp

fra en mand at flygte gennem uvejsomt terræn til en by et andet sted i landet. Her blev han interneret i en

flygtningelejr. Han var på det tidspunkt 14 år gammel. I lejren tog en familie hånd om ham i et par år. Men

midlerne var små, og det var svært at få råd til at brødføde en stor dreng. I stedet blev det i samråd med

nogle af hans slægtninge i Europa besluttet, at han skulle begive sig af sted i et forsøg på at komme til at bo

hos dem. Han nåede imidlertid ikke så langt som planlagt, men strandede her i Danmark, hvor han nu har

boet i 5 år.

Efter at have sluttet sprogskolen var han heldig at få sig et arbejde, som han har endnu. I løbet af de år han

har haft dette arbejde, har han for de tjente midler bygget sig et hus i hjemlandet. Et fint hus i et par etager.

Som det helt store har han blandt andet indrettet et badeværelse med en bruseniche, som hele landsbyen

har beundret.

Selv ved han ikke, om han nogensinde kommer til at bo i huset. Her bor imidlertid den familie, som hjalp ham,

da han som stor dreng ankom alene til flygtningelejren. Han kalder dem plejefamilie. Her bor de kvit og frit

som en gengældelse for omsorg.

> Den anden eksponent – Danmark

Den anden del af dobbelteksponeringen er eksiltilværelsen i Danmark. Dette projekt skal som sagt afdække

muligheder og barrierer ved de unges integration.

En af faktorerne, der gør det udholdeligt for de unge at blive i Danmark, er den meningsfuldhed, de unge

lægger i livet her i landet. På spørgsmålet ”Hvad har været det bedste for dig ved at bo i Danmark?” (bilag 10)

svarer nogle af de unge:

”Jeg er glad for at bo i Danmark. Jeg har det rigtig godt.” (Adnen)

”Jeg synes at det er dejligt at bo her – her er fred.” (Barathy)

”Det bedste er demokratiet og den individuelle frihed.” (Nader)

”Det bedste er at kunne slappe af – ikke at have angst.” (Kamal)

”Man har sin ret.” (Filip)

”Her er fred. Jeg føler mig godt tilpas. Jeg skal ikke bekymre mig om i morgen.” (Alex)

Nogle af udsagnene er gentagelser fra kap. 7, men der er heller ingen tvivl om, at de unge som udgangspunkt

er glade for at bo i Danmark, og de er ikke tilbageholdende med at give udtryk for det. De magter at

forholde sig nuanceret til deres nye omgivelser.

Hvordan går det dem? 40


Videre diskussion om at være i eksil

I svarene på spørgeskemaets spørgsmål 27 om alliancepartnere figurerer informanternes forældre sjældent

som alliancepartnere. Der er et stort spring fra den følelse af ensomhed, der udtrykkes i kapitlets begyndelse,

til de mangfoldige svar om alliancepartnere. Man kunne formode, at ensomheden er en stadig underliggende

følelse af eksklusion, hvorimod svarene om alliancepartnere refererer til dagliglivets aktiviteter. Projektets

unge har desuden boet i Danmark/været væk hjemmefra i mindst tre år, hvilket er mange år, når man er ung.

Som årene går, ændres de unges verdensbillede. Forældrene og hjemlandet trænges i baggrunden til fordel

for koncentrationen om hverdagen her i Danmark. Man kan måske sige, at forældrene stadig fylder i hjertet,

men at hjernen er optaget af hverdagslivet.

”I hvilken grad og på hvilken måte barna fortsetter å være medlemmer av sin familie i eksil, er ikke

dokumentert.” (Engebrigtsen, 2002). Hvorvidt de oplever sig ekskluderet af familien, blot ved at være

fraværende, behandler denne rapport ikke.

”Jeg har lidt mere frihed end ham, der er kommet med sin familie.” (Mehdi). Jeg tror, at den unge mand siger

noget centralt, der er gældende for de øvrige. Ikke at de ikke ønsker, at deres forældre skal være

fraværende, men da det nu er tilfældet, ser de også, hvilke muligheder der åbner sig for dem. De fortsætter

livet – simpelthen. De har migrantvenner, der er i loyalitetskonflikt i forhold til deres forældre. En konflikt de i

høj grad slipper for. Det ved de godt.

På den ene side bærer de på ensomheden grundet forældrenes fravær, på den anden side medfører dette

en frihed. Det er en balanceakt i at rumme sine livsvilkår, komme overens med dem og forvalte dem. De er

helt eller delvist ude af familiefeltet og er i høj grad deres egen generation. De skal med de medbragte

kapitaler i habitus videreudvikle sig – delvist i eget billede. ”Vi skal alt selv”, som flere af dem siger. De bliver

bricoleurs – en slags gør-det-selv-folk.

Uledsagede unge flygtninge befinder sig derudover i en situation, hvor de er i en udviklingsfase fra barn til

voksen samtidig med, at de befinder sig i eksil, hvor de ikke har nogen kendte trygge voksne at støtte sig til.

Eide (2000:42) nævner begrebet ”den doble risiko”, som risikofaktorer indvandrerungdommen udsættes for i

større grad end norsk (og dansk) ungdom:

- Sosial nød og dårligere levevilkår

- Mangelfull sosial integrering

- Mindre opplevelse av mestring i skole, arbeidsliv osv.

- Flyktningespecifikke traumer som at den enkelte har vært vitne til eller selv utsatt for vold

- Kulturell marginalisering som kan vanskeliggjøre forholdet mellom omsorgspersoner og barn

Med lidt andre ord kan de risici, som den unge eksilant i sin opvækst i Danmark er udsat for på det

strukturelle plan, på det sociale plan og på det psykosociale plan, udtrykkes således:

- At blive diskrimineret/stigmatiseret

- At forblive tilhørende en minoritet

- At blive ved med at være utilfreds

- At blive fastholdt i rollen som evig fremmed – både af sig selv og af majoriteten. Et spørgsmål om

man bliver inkluderet eller ekskluderet

Afslutningsvis kan til dette føjes, at de unge ofte oplever, at deres landsmænd støder dem fra sig, fordi de

som uledsagede i kraft af deres ”familieløshed” udgør noget farligt, fordi de skaber usikkerhed om den

gængse, ofte patriarkalske familiestruktur. De antages at have en ”pollution behavior.” (Liltorp, 2005).

> Konklusion

I kapitlet er eksilet beskrevet som en dobbelt eksponering, idet flygtningeeksponeringen udgør både det,

flygtningen bærer med sig hjemmefra og det nye, som han møder i værtslandet. De unge bærer dels rundt

på en stadig underliggende følelse af ensomhed og savn af den voksne. Et resultat af eksklusion, antager

jeg. Dels oplever de deres nye tilværelse i Danmark som et liv med muligheder – netop fordi de er alene.

Halvdelen af de unge har ingen kontakt med deres forældre af den ene eller anden grund. Hvad den øvrige

halvdel angår vedligeholdes kontakten, men forældrenes position som konsulenter/alliancepartnere trænges

Hvordan går det dem? 41


i baggrunden til fordel for vejledere/støtter i den danske hverdag. Livet uden forældre giver denne gruppe

unge anderledes positive muligheder for udvikling og integration end andre unge flygtninge/indvandrere med

forældre.

En kontakt med familiemedlemmer baseret på afstand over længere tid indebærer, at andre mennesker, der

optræder i ens hverdagsliv, bliver de betroede, rådgivere m.m.

Denne livssituation gør dem både erfarne, tidligt modne og sårbare. Denne form for (u)afhængighedsforhold,

som disse unge skal leve med/op til, er set med danske øjne usædvanlig, set med globale øjne måske knap

så usædvanlig. De har oplevet så meget mere end de fleste af deres (danske) medborgere. Det skulle man

tro kunne være brugbart i vores samfund.

At blive aktør på nye felter med delvise nye kapitaler kræver under alle omstændigheder individuel habituel

omstillingsformåen.

Nogle har en større formåen til dette end andre. Nogle egner sig måske slet ikke til at være i eksil – at være

hjemmefra. De oplever ikke nogle af de positive motivationsfaktorer, der gør, at mange undlader at rejse

tilbage.

”Et viktigt element i den dobbelteksponerende eksilproces er imidlertid, at man blir anerkendt af andre.”

(Åberg-Eik, 1998:41). Man inkluderes derved i et samspil og forlader måske lidt efter lidt eksiltilværelsen.

”Man bliver integreret, samtidig glemmer man hvor man kommer fra. Man finder et nyt levesystem.” (Aman).

Hvordan går det dem? 42


9 KULTUREL FRISÆTTELSE I KULTURMØDET

”Herfra min verden går” husker jeg som en titel på en film om hjemstavn, i mine ører en titel med en klang af

melankoli. Her har jeg mine rødder, kunne fortsættelsen lyde. Et udsagn, der stikker lige så dybt som den

første ytring. Ytringer der placerer én på et ganske bestemt sted, et bestemt stykke jord på det nærmeste.

Man kan næsten spore freden ved at finde/have fundet hjem. Som tredie ytring kunne tilføjes, herfra min

horisont går. Hjemstavnsrelaterede udsagn, der vel har et lag af patina og klang af noget altmodisch. Man

havde et barndomshjem og en barndomsegn, et ophavssted. Fraflytning var lidt utopisk engang, selv om

enkelte bevægede sig fra Jylland til København. Vi skal ikke så mange årtier tilbage, før vores adfærd målt i

bevægelighed ikke havde nogen stor radius. I et lille land. Holdninger og fordomme om hinanden i relation til

hjemstavnen har været udtalte.

En intens udvikling af teknologi over ikke lang tid, hvor den enkelte generation har oplevet store forandringer,

har imidlertid medført muligheder for kontakt med resten af verden i rekordfart på de kommunikative og

trafikale felter. Vi er med eller uden vilje, med eller uden lyst, med eller uden indflydelse blevet deltagere i en

globaliseringens tid. Det gælder os alle.

De sidste årtiers migration til Danmark kan vi eksempelvis anskue som det sidste nye led i den påvirkning

udefra, som Danmark til stadighed har været udsat for.

”Der er tale om en deterritorialisering, som ikke kun omhandler den fysiske bevægelse af specielle grupper

af mennesker, men også ”tings” og kulturelle produkters ”forflyttelse”, dvs. det som litteraten Said har kaldt

for en generaliseret tilstand af hjemløshed.” (Liltorp, 2005).

Flygtninge og andre migranter er et fysisk udtryk for denne situation, idet de rent faktisk forlader deres

hjem(land). Migrationsstrømmen udgør imidlertid blot en brøkdel af jordens befolkning – ca. 3 %. De fleste

bliver altså hjemme. Flygtningene fylder imidlertid meget, fordi de eksponeres i medierne og tiltrækker sig

stor politisk og humanitær opmærksomhed.

I mødet med fremmede påvirkes vi positivt eller negativt. Engebrigtsen (2003) refererer i sin bog til Liisa

Malkki, der er optaget af spørgsmålet ”hvordan migration forstyrrer virkelighedsforståelsen og identitetskonstruktionen

i moderne nationalstater.” (Ibid. 18). Den tidligere nævnte forbindelse mellem individ og

hjemstavn genkendes i Malkkis analyse af nationalstaten som en konstruktion, der hviler på den implicitte

forståelse af tilhørsforholdet mellem person og territorium. I denne forståelse anses migranter som unaturlige

og truende kategorier. Migranterne kommer uforvarende til at sætte spørgsmålstegn ved vores ”naturlige”

rodfæstethed. Flygtninge bliver farlige ”fordi de truer med at gøre nationens grænser uklare; de

repræsenterer med deres ”uprootness” umiddelbart et angreb på legitimiteten af det nationale tilhørsforhold.”

(Liltorp, 2005).

Det synes derfor vigtigt for en majoritetsbefolkning at træde i karakter – at være dansk, at fastholde at

kulturen er dansk.

Hvordan forholder de unge uledsagede sig til, at også de – som de fremmede – påduttes en etnisk identitet,

de måske ikke har tænkt over tidligere?

> En kultur, to kulturer, flerkulturel

Den unge albaner:

”Jeg oplever altså, jeg ved det i hvert fald altid, det er lige meget hvor jeg er henne, jeg ved jeg er albaner,

ikke? Og det er mig der er (informantens navn). Jeg skal ikke skifte til andet navn.”

”Altså lige nu er jeg i hvert fald en albaner, der bor i Danmark.”

På spørgsmålet om han forestiller sig, at han nogensinde skal flytte tilbage, svarer han: ”Så skal jeg bare gå

dernede hele mit liv, det har jeg ikke lyst til.”

Da jeg spørger til, om det er fordel at have kendskab til to kulturer, svarer han med en lang pause, hvor han

mentalt forsvinder for en kort stund. Han beder om, at jeg gentager spørgsmålet. Det gør jeg to gange.

Tredie gang spørger jeg, om det er en rigdom at kende to kulturer. Han svarer:

Hvordan går det dem? 43


”Altså, det er en rigdom at kende to kulturer (pause). Det ved jeg ikke.” Jeg bider mig fast og efter fjerde

gang, hvor jeg har uddybet spørgsmålet, siger han: ”Altså fordelen ved det, det må være, at jeg har oplevet

at være meget fattig.”

Han fortæller videre, at han midt i en samtale, hvor der eksempelvis tales om biler, computere, arbejde

pludselig tænker: ”Hovsa, tænker man så nogle gange, hvad sker der egentlig med mig? Hvor kom jeg fra,

hvor er jeg nu, ikke ... ? Så ved jeg i hvert fald, hvad det er at være fattig og ikke have mange muligheder for

at komme videre i livet. Ikke som i den danske kultur, hvor man har mange muligheder for at komme videre i

livet. Der havde jeg aldrig nogen sinde haft noget legetøj. Man tog nogle grene og lavede et eller andet.”

J: Gør det, at du værdsætter tingene anderledes? Bliver du gladere for noget, fordi du ved at ...

I: Det gør jeg hver gang jeg lærer et nyt ord, så bliver jeg glad.

En af de unge somaliske kvinder:

J: Hvad har været den største forandring for dig ved at komme fra Somalia og her til Danmark?

I: For mig har det været meget svært, for der var også nogen perioder ... Her er Danmark og her er Somalia,

og jeg følte mig altid midt i mellem. Hver gang jeg prøvede at komme herop, (hun beskriver malende med

armene) så faldt jeg ned, og hver gang jeg kom herop, så faldt jeg ned. Og det havde jeg i mange mange år.

Jeg kunne slet ikke finde ud af hvor jeg hørte til …

J: Hvor har du så hjemme i dag?

I: I dag?

J: Ja, nu hvor du har fundet balancen.

I: Ja, i dag har jeg hjemme begge steder.

J: Hvad er din selvopfattelse?

I: Det er at jeg er både dansk og somalisk. Men jeg falder mere til det danske, det gør jeg ... Sådan er det

bare. Det er her jeg har brugt halvdelen af mit liv.

J: Hvem identificerer du dig med i det danske samfund?

I: Begge veje. Begge steder.

J: Dyrker du det somaliske? Kommer du i den somaliske forening?

I: Det er det. Jeg kommer ikke så meget der. Det er derfor jeg dyrker det danske. Nu skal jeg til virkelig at

arbejde med det somaliske og alt det der. Det er det arbejde, jeg har sat mig selv til at gøre for at jeg kan

finde en ligebar vej igennem. Det er mest danske steder jeg er, for når jeg så er på somaliske steder, føler

jeg mig så mærkelig (høh), fordi jeg ikke forstår dem. Jeg er som en dansker, ok, det er jeg.

Marianne Skytte (2002:41) omtaler, at de samfundsmæssige krav til etniske minoritetsbørn og unges

udvikling af kulturelle og interaktive kompetencer generelt er mere omfattende og komplekse end de er for

majoritetsbørn. De skal både kunne dechifrere kulturelle koder i forhold til majoritetsdominerende og

minoritetskulturelle felter.

Den unge kvinde kommer senere ind på kønsforskelle i en samtale om somaliere.

”Så er jeg også en pige, der boede alene, så på den måde har det gjort tingene rigtig meget sværere for mig,

at være den person, fordi de (somalierne) har meget svært ved at acceptere, at en somalisk pige bor alene.”

Hun har en lillebror, som hun i den første tid i Danmark har skullet tage sig af. Om ham siger hun nu:

”Det er også nemmere for ham, at han er dreng.”

Hun skal ikke tilbage til Somalia. Hun hører til i Danmark.

J: Så du drømmer slet ikke om at du skal tilbage?

I: Neeeej. På besøg, ja (griner).

Den unge kvinde fra Sri Lanka har samme kønsspecifikke oplevelse med hensyn til at bo alene. Ifølge

hendes kultur kan en kvinde ikke bo alene. Hun har derfor ikke brudt med sin kulturs tradition, men bor

sammen med landsmænd, skønt hun hellere ville bo alene. Efterfølgende har hun giftet sig med en

landsmand, der er bosiddende i udlandet. Da de er under 24 år, kan hun ikke få manden til Danmark. Han

kan komme på besøg på turistvisum. Som gift kvinde kan hun imidlertid få sig en lejlighed.

En af de unge afghanere fortæller, at han ikke er afghaner og heller ikke dansker. Det synes han også

gælder de andre afghanere, han kender her i landet. ”Jeg synes at jeg har to kulturer at vælge imellem, så

kan jeg bare lave en god cocktail, som det passer mig. Jeg kan vælge lidt af det danske, jeg kan vælge lidt

af det afghanske ... ”

”Jeg vil rejse tilbage til Afghanistan, det er jeg sikker på, for de har brug for mig.”

(Tidligere har han fortalt, at han først skal have en uddannelse).

Hvordan går det dem? 44


En anden ung somalier.

” ... Jeg har altid tænkt, at det her det er ikke mit land.”

Senere understreger han: ”Jeg har et godt liv her.”

J: Og alligevel er Somalia dit land?

I: Ja.

J: Du føler dig stadig som somalier.

I: Ja det gør jeg hele tiden.

Som sidste eksempel endnu en ung afghaner.

Informanten har efterhånden skaffet sig en hverdag, der minder om en etnisk danskers.

”I starten var det sådan, at jeg ikke kendte dem (danskerne). Jeg var ikke sammen med danskere, og jeg var

hele tiden sammen med dem (afghanerne). Nu har jeg fået arbejde, jeg arbejder 8 timer om dagen på en

arbejdsplads, hvor der er danskere. Når jeg har fri er jeg sammen med min kæreste (dansk), og så når jeg

har tid tager jeg op til fitness-klub og træner. Så det vil sige, før i tiden var jeg 24 timer sammen med dem

(afghanerne), nu kan jeg ikke se dem en gang om ugen, så der er meget større afstand.”

For ham er Afghanistan så meget forbundet med krig, at han på spørgsmålet om, at skulle tilbage, svarer:

I: Hvis der er noget med krig, det gør jeg ALDRIG.

J: Nej.

I: Det gør jeg ALDRIG

Senere uddyber han sit forhold til hjemlandet. Han fortæller, at han ingen slægtninge har tilbage, og at der

stadig er farligt i landet. Magtens mennesker har bare skiftet ansigt og tøj.

Længere henne i interviewet kommer vi ind på forskellen på at bo i Danmark uden familie og med familie.

Om de unge andengenerations indvandrere siger han:

I: Jeg synes at det bliver to opdragelser. Deres forældre (på)tvinger deres egen kultur, når de kommer i skole

så tvinger skolen dem til at komme igang med at integrerer sig i den danske kultur.

J: Og det slipper du for?

I: Jeg har ikke noget familie i Danmark, der er ikke nogen der siger til mig, hvad jeg skal gøre.

J: Er det en frihed?

I: Det er meget, meget godt, det er det bedste.

”Jeg har lidt mere frihed end ham, der er kommet med sin familie” sagde Mehdi i kap. 8. Dermed

introducerer de to unge den kulturelle frisættelse fra familien blandt denne gruppe unge. Den unge afghaner

lægger derudover migrantoverfrakken, han lægger flygtningeoverfrakken og er stærkt på vej til at lægge den,

der identificerer ham som etnisk minoritet.

> Kulturel frisættelse

Dette projekts unge er bragt i en situation af en dobbel kulturel frisættelse – både i forhold til deres familie og

i forhold til deres kultur. I forhold til familien har de allerede i flere år befundet sig langt væk fra familien, ja for

nogens vedkommende findes den nærmeste familie ikke. Som nævnt i forrige kapitel møder bl.a. unge

uledsagede afghanere desuden uforståenhed hos deres landsmænd over deres ”familieløse” situation,

hvorfor de unge undlader at opsøge deres landsmænd. Endelig er de heller ikke rubricerbare i forhold til den

vestlige idealfamilie.

Kulturelt set fortæller ovenstående citater om deres forskellige ståsteder. For kvinderne træder det kønsspecifikke

frem som endnu en tredie kulturel betingelse i den kulturelle frisættelse. Ordet frisættelse er

måske ikke et helt heldigt anvendt ord i denne forbindelse, men jeg kan ikke finde andet, der er mere

dækkende. De unge er som migranter trådt ud af deres vante socio-kulturelle felter, har gennemspillet rollen

som asylansøger og er med opholdstilladelsen trådt ind i nye socio-kulturelle felter. De befinder sig udover

den biologiske og psykologiske vækstproces fra ung til voksen også i en habituel kulturel forandringsproces

med ovennævnte faktorerer i spil.

Efterhånden som de betræder nye felter og tilegner sig ny kapital, indlejres erfaringerne, oplevelserne og

den ny viden og udvikler dermed habitus, der måske for unge mennesker er langt mindre træg, end Bourdieu

forestillede sig.

Hvordan går det dem? 45


Umiddelbart er der ikke andre sammenlignelige grupper i vores samfund. De kommer i deres forandring

både til at være deres egen generation, og også (som fremmede) til at stå ret alene. Kan man tale om et

samfunds habitus, kan man sige, at det danske samfunds habitus har været træg i erkendelsen af de unge

menneskers tilstedeværelse i Danmark siden 80’erne, og i en udvikling af tilbud afpasset deres behov. De

passer ikke ind nogen steder.

> Kulturbegrebet

Kulturbegrebet har parallelt med de sidste årtiers øgede immigration til Danmark af indvandrere og flygtninge

undergået en udbredelse i hverdagssproget og med samme uklare brug og definition som integrationsbegrebet.

Kulturbegrebet er ofte blevet brugt som forklaringsmodel – også i det danske behandlingssystem – til at

forklare de problemer og konflikter, som opstår i mødet mellem flygtningen og de offentlige systemer. I den

henseende er det også at sammenligne med begrebet social arv. Udelukkende at læne sig op ad en

kulturalistisk forklaringsmodel leder samtidig opmærksomheden hen på, at der eksempelvis i flygtningens

oprindelsesland rummes en karakteristik af den enkelte flygtning. At alle fra samme land rummer samme

kultur.

Den vestindisk-engelske kulturforsker Stuart Hall afviser imidlertid ”absolutismer og essensialismer, og han

understreger altid, at kultur, identitet og rødder er relationelle konstruktioner, som derfor er bevægelige og

processuelle.” (Mørck, 1998:78).

Hvis den enkelte unge flygtnings ageren derfor udelukkende forstås ud fra en kulturel fortolkningsramme

overses andre forståelsesmuligheder af social, økonomisk og strukturel karakter, som er livsbetingelser både

i modtagerlandet og hjemlandet. De unge kan således risikere at blive tildelt en identitet alene på baggrund

af iaggtagerens idéer om hjemlandets kulturelle påvirkning.

Tidligere er desuden omtalt, at de unge flygtninge betragtes som de fremmede, og at de som børnemigranter

yderligere risikerer at blive patologiseret.

Dette kan aflede opmærksomheden fra deres ressourcer, både de medbragte og de her i landet udviklede,

og dermed blive en uønsket barriere.

Filosoffen Sandra Hardinh benytter sig af begrebet ”outsiders within”, der dækker over, at marginaliserede

mennesker har særlige potentielle kulturelle kompetencer, idet de har adgang til flere rum. Denne position

gør, at deres indsigter bedre kan rumme verdens kompleksiteter.

> Norm og sameksistens

Christian Horst omtaler begrebet norm. Normer eksisterer i ethvert samfund, mange af dem er usagte, men

gældende. De repræsenterer en del af den symbolske kapital. Normer er inklusive, men også derved

eksklusive. ”En norm bliver (nemlig) kun synlig, når man kan skelne mellem begivenheder eller forhold, der

bryder med normen.” (Horst, 2003:16). Normer fastholder en given magt- og interessefordeling og markerer

samtidig, hvem der hører til. I mødet med andre kulturer fastholdes normen om, at nogle er inde, andre er

ude. Horst nævner følgende begreber til eksemplificering (Ibid. 18): gæstearbejder, fremmedarbejder,

indvandrer, nydansker. Bemærk at udviklingen af nydannelsen af disse ord foregår over tid.

Disse begrebsliggørelser har det til fælles, at de påpeger det fremmede, og ikke giver mulighed for at

identificere individet positivt med egen kultur. Dette gælder ikke kun indvandrerbegrebet, men også

begrebet flygtninge, eksemplificeret ved ”bekvemmelighedflygtninge”, der stigmatiserende anfægter både

motiver og årsager.

I begyndelsen af 1990’erne afløstes indvandrerbegrebet af betegnelsen ”etniske minoriteter”, der også kan

inkludere ”etnisk dansk identitet”. Derved kan man tale om etnisk dansk som det kulturelt danske på lige fod

med de etniske minoriteters kulturbaggrunde. I udtrykkene ligger ”accepten af det flerkulturelle som en

rimelig virkelighedsfortolkning, hvor begreberne etniske minoriteter og etnisk majoritet giver mulighed for

komplekse og nuancerede forståelser af såvel det socialt negative som det socialt positive, af det dynamiske

og det mere statiske.” (Horst, 2003:22).

Horst opridser dernæst to sæt af fordringer til hhv. den etniske majoritet og de etniske minoriteter i

samfundet. Forkortet følger de her:

Hvordan går det dem? 46


1. Majoriteten må inkorperere de etniske minoriteter i et ”nyt” flerkulturelt nationalt fællesskab i

konstruktionen af et nyt ”vi”, der sætter fokus på ligestilling af minoriteter og majoritet

2. Minoriteterne må genfortælle/genskrive deres etniske fortællinger inden for rammerne af en demokratisk

velfærdsstat. De må tage afsked med de dele, der ikke er forenelige med udviklingen af

demokratiske principper

Med disse fordringer tilføjes yderligere en anskuelsesvinkel på integrationsbegrebet. Den flerkulturelle.

> Konklusion

Kapitlet sætter fokus på kulturbegrebet, som på et tidspunkt blev patentforklaringen på problemer, som

majoritetsbefolkning ukritisk bragte i anvendelse overfor udenlandske medborgere. Dermed mente alle at

forstå, hvad sagen drejede sig om, og hvad årsagen til eventuelle problemer var. Den lå i den fremmedes

kultur. En anden måde en nations befolkning kan markere grænser er at ”nationalisere” det, som den finder

dansk. Derved opstår en firkantet opfattelse af, hvad der er din kultur og min kultur.

Den unge kommer til landet og oplever for alvor at have medbragt sin kultur – han bliver etnisk. Samtidig

med at han bliver sig denne etnicitet bevidst – desværre ofte negativt spejlet – kan man sige, at de unge

bliver dobbelt kulturelt frisat – både i forhold til deres nærmeste familie og i forhold til deres kultur. Dette

falder sammen med, at de i en biologisk udviklingsproces skal lære en ny kultur at kende. Det er imidlertid

min opfattelse, at de unge er reflekterende i deres møde med det danske samfund.

De unge er ikke umiddelbart at sammenligne med andre grupper i det danske samfund, hvilket formodentlig

er en del af forklaringen på oplevelsen af ensomhed. De er sig selv med en stor erfaring om det flerkulturelle

og med en stor kulturel åbenhed for mødet med det nye. Dette er mulighedsskabende i integrationsforløbet.

Som jeg ser de unge, vil de gerne indgå i en sameksistens med alle os andre. De lever ikke mellem to

kulturer, men med elementer af flere. Et af deres stærkeste kort på det danske samfundsfelt i integrationsprocessen

er den kulturelle åbenhed, hvormed de tolker deres kulturelle frisættelse.

Hvordan går det dem? 47


10 HVEM IDENTIFICERER DE UNGE ULEDSAGEDE SIG MED?

Spørgeskemaets spørgsmål 12g danner indledning til dette kapitel om identitet.

> Er der nogen i din omgangskreds, der kender din forhistorie? (12g)

Da alle de unge opholder sig i Danmark uden forældre, som er de mennesker, de er vokset op hos, med

hvem de har deres historie, synes jeg, det er vigtigt at afdække, hvorvidt de har nogen i Danmark, der

kender deres historie. 14 af de unge har søskende her i landet, som de afhængig af bl.a. alder vil kunne tale

om forældre og hjemland med, hvis de ønsker det.

Informanter, der svarer ”flere”: Filip, Almir, Marcel, Hussein, Peter, Tomas, Jeya, Amir, Abdi, Mehmet, Joe,

Samir og Mehdi. I svarene indgår: landsmænd, familiemedlemmer, venner, plejefamilier, netværk, en enkelt

svarer ”alle”.

Informanter, der svarer ”få”: Adnen (vides ikke hvem), Aman (papmor), Farid (kontaktperson (bor sammen

med bror)), Alex (landsmænd, (har en søster i landet)), Jejandran (familie), Barathy (familie), Nader

(papfamilie, kæreste), Shukri (familie), Marian (bror), Christine (bror og kommunen), Esan (familie og venner)

og Pei Lei (venner).

Informanter, der svarer ”ingen”: Mahmoud (kun støtteperson), Kamal (kun sagsbehandler), Karim (ønsker

ikke at tale om sin forhistorie), Ahmad (kun psykolog, ønsker ikke at fortælle flere om sin historie) og Hassan

(ikke oplyst).

Projektets unge er ikke alene her i Danmark med deres forhistorie.

> Hvordan ser de unge sig selv?

Selvforståelsen har rod i vores forhistorie. Hvilken selvforståelse udvikles hos de unge efterhånden som

tiden går i Danmark? Hvordan forstår de unge sig selv under de betingelser, der bydes dem i det store felt –

det danske samfund? Hvilke kapitaler oplever de tilegnes og udvikles? Hvorvidt indoptages de nye erfaringer

i habitus? Hvordan oplever de forandringerne, der er sket med dem siden tiden i hjemlandet?

Først nogle udtalelser, som vedrører identitetsbegrebet.

> Om identiteten med andre udlændinge udtrykker de:

”Det har været meget svært at tænde for fjernsynet og høre de her grimme ting ... Så vi har slukket for at

holde det ud.” (Marian)

”De snakker faktisk ret meget om udlændinge. Om udlændinge og indvandrere. Jeg er ligeglad, stort set. Jeg

har ikke oplevet det selv. Jeg kan læse i aviser og se i fjernsynet. At de snakker om mig.” (Marcel).

”Det er svært at være her, men psykisk påvirker det med medierne.” (Christine)

”Jeg havde problemer, hvor jeg boede. Så kommer jeg her, og så vil jeg ikke have de samme problemer ...

Jeg kommer bare for at få et godt liv.” (Mehdi)

Den megen gentagende negative omtale reagerer de på med sårethed, skuffelse, vrede og irritation. For at

holde det ud forsøger de i stedet at lukke af for det eller tage afstand fra andre udlændingegrupper.

”Den eneste ting, der irriterer os, er når de generaliserer, når politikerne generaliserer, så er det ikke sjovt for

os.” (Nader)

”Der er nogen som ikke opfører sig ordentlig og det er ikke mig, der skal være venner med dem.” (Samir).

I forhold til at være flygtning er der en enkelt af de unge, der ikke opfatter sig som flygtning.

”Jeg har aldrig tænkt mig selv som flygtning. Jeg har altid tænkt, at det her det er ikke mit land.” (Hussein)

Enkelte, især dem som har været her i længere tid, tænker ikke mere på sig selv som flygtninge. Det gælder

informanterne Abdi og Shukri. De bliver først flygtninge, når nogen gør dem opmærksom på det. Men også

Nader, der kun har boet her i tre år, fjerner sig fra betegnelsen. På spøgsmålet om han opfatter sig som

Hvordan går det dem? 48


flygtning, svarer han: ”Næ, næ, nej ikke når jeg er sammen med danskere, ikke når jeg er på min arbejdsplads.”

Om at være flygtning siger Hassan: ”Selvfølgelig, indtil jeg rejser tilbage til mit land. Selvfølgelig lige nu er jeg

flygtning.” Han vil tilsyneladende opfatte sig som flygtning, så længe han lever uden for sit hjemland.

> Om forandringen fra de forlod hjemlandet og til nu

”Jeg er ikke den samme person, hverken mig eller de andre afghanere, der har boet her i længere tid, eller

de unge der har oplevet dansk ungdom. Vi er ikke de samme, vi er hverken afghanere eller danskere.”

”Jeg var gået ud af skolen. Den gang tænkte jeg ikke, at skolen var noget for mig, at man kunne blive klog af

at gå i skole.” (Samir)

”Jeg ville slet ikke kunne finde ud af det i Somalia. Fordi det er her i Danmark at jeg er vokset op. Det er her

jeg har knyttet forbindelser.”

”Jeg har forandret mig meget. Jeg har lært, hvordan det er at bo alene. Uden forældre. I starten var det

svært psykisk.” (Marcel)

”Den største forandring har været, at jeg har boet i et religiøst land, hvor de hele tiden tænker på religion ...

Når man går her, så tænker man ikke på religion, så tænker man bare, hvordan man skal være ærlig mod

hinanden. Og at man skal læse videre, man skal vide noget ... ” (Nader)

> Nogle af de unge har brugt livets ”chok” som afsæt for videre udvikling

”Jeg kan godt klare det. Det er rart at tænke, at det der før i tiden har været rigtig svært, at nu kan jeg klare

det hele selv. Det er meget rart, det er dejligt ... Det viser, at jeg har været tålmodig, og jeg har kæmpet i

mod alt det der, som har været der før.” (Nader)

Hassan var bange for at flytte ud for at bo for sig selv. ”Så da jeg blev alene, det er der jeg får problemer.”

Han får store problemer og synes stadig, at det er rigtig svært at bo alene, men forsøger at skelne mellem

hvad der er godt og ikke godt.

”Jeg sidder ikke mere og synes at det er synd for mig. Prøver at glemme” (Marcel)

Marian blev efter nogle år i Danmark overvældet af voldsomme følelser efter i flere år at have lagt låg på

dem. ”Jeg tror, at det er al den der smerte ... Jeg skulle klare det hele selv. Følelsesmæssigt, psykisk ... alt

det skulle jeg selv finde ud af. Det har gjort mig til den person, jeg er nu. Men det har været virkelig hårdt

arbejde.”

Samir havde en traumatiserende præasylfase. Han siger her flere år efter. ”Jeg har lært, så vidt jeg kan se

mig selv, at jeg er en stærk person, fordi jeg har været igennem mange ting, og jeg har lært, at hvis man har

vilje og lyst, så skal man nok klare den, hvor som helst.”

> De unge og de andre udlændinge

På baggrund af dybdeinterviewene træder en identitet frem af unge mennesker, der har haft/har meget at

slås med og som har brugt erfaringerne fra disse oplevelser til videre afsæt i livet.

De unge identificerer sig tydeligvis med andre udlændinge. Det sker på positiv vis sammen med de af deres

venner og bekendte, der er deres landsmænd eller sprogfæller. Derudover tvinges de af omgivelserne til at

identificere sig med andre udlændige. Mange af de danskere, de møder i feltet – det danske samfund –

sørger for at sætte dem i relief som de fremmede. Og har de for en stund ikke selv husket på dette, så sker

det ofte, når de læser avisen, ser fjensyn eller hører radio.

De unge identificerer sig ikke og vil ikke identificeres med de udlændinge, der opfører sig dårligt og/eller er

kriminelle. De tager skarpt afstand fra dem og vil ikke sættes i bås med dem, samtidig med at de er klar over,

at skygger af denne negative opførsel også hænger ved dem. I den forbindelse er de voldsomt trætte af de

generaliseringer, de skal lægge øre til via medierne, om udlægningen af flygtninge og indvandrere som

kriminelle og uvelkomne medborgere.

Udstillingen af dem som gruppe, hvor de placeres i ”dem-rollen”, oftest ensidigt negativt, er for dem en

negativ spejling, hvor de ikke kan genkende sig selv, men hvor de tvinges til at se sig selv placeret. At

opleve sig negativt spejlet kan medføre en svækket selvværdsfølelse.

Hvordan går det dem? 49


At de unge tager afstand fra uheldige udlændinge kan tolkes som, at de identificerer sig som anstændige

respektable mennesker, der forventer at blive behandlet med respekt. De ønsker at være i overensstemmelse

med deres nye samfunds regler og orden.

Om den negative generalisering kan man sige, at det er alle minoriteters lod, men det er svært at kapere, når

man står i den situation, at man skal integrere sig.

Som forsvar bruger de som sagt at tage afstand, at lukke af eller at vælge venner med omhu.

> Habitus i forandring

De unge har gennemløbet en forandring fra de forlod deres hjemland og til nu. En forandring, der er

forårsaget af, at de er/har været teenagers, som under alle omstændigheder udvikler sig, men også af at de

er flyttet langt væk. De er klar over, at havde de været derhjemme, ville deres liv have set meget anderledes

ud.

På spørgsmålet om hvilket liv, de ville have haft, hvis de havde boet i hjemlandet, svarer de:

”Jeg tror ikke at jeg havde noget liv. Det tror jeg ikke. Det er jo helt smadret.” (Marcel)

”Det ved jeg ikke. Det kan godt være jeg havde været i fængsel, det kan være jeg var blevet dræbt. Det kan

man ikke vide.” (Nader)

”Hvis jeg f.eks. var i Afrika i min alder, så kunne jeg sove på gaderne.”

”Jamen en masse arbejde med traktor, jord og biler ... Som 11-12 årig kørte jeg bil og traktor i transport for at

tjene nogle penge ... Jeg var gået ud af skolen dengang, jeg gad simpelthen ikke, jeg hadede skolen ... Nu

er jeg glad for skolen. Det var jeg ikke dernede.” (Samir)

”Hvis jeg var blevet i Somalia, var jeg hoppet rundt på krykker.”

”Jeg ville slet ikke kunne finde ud af det i mit hjemland.” (Marian)

Det er bemærkelsesværdigt, at deres tanker om et forestillet liv i hjemlandet er så pessimistiske. Måske er

det udtryk for en nødvendig og realistisk vurdering. Samtidig taler de om en stor forandring i deres liv til

noget, de alt andet lige føler sig bedre tilpas med.

Egentlig er det ganske store forandringer, der sker i habitus, der skal gøres parat til nye improviserede

reaktioner i nutiden. Én har stort set aflagt sig sine religiøse vaner, én har lært at bo alene, én oplever ikke

mere at være afghaner, én er kommet til at holde af uddannelse, én vil ikke kunne genkende sig selv i

somaliske omgivelser, og sådanne store forandringer kan gengives for dem alle. Dette er blot enkelte

eksempler på den kapitaludvidelse og habitusforandring, de undergår.

Det er mit indtryk, at de unge oplever sig selv som en god ven. I kap. 18 omtales venskaber nærmere. Her

skal det gode venskab dog nævnes, fordi jeg oplever, at bedstevenskabets relationære tryghed og nærhed,

ja kærlighed, er en vigtig del af identiteten. Bedstevennen går i flere tilfælde ind og erstatter den tætte familie.

Og selv er de jo bedstevenner.

Overhovedet at opleve sig som et accepteret menneske er naturligvis af stor betydning. At kunne identificere

sig som et menneske, der betyder noget for en anden er en dejlig selvværdsfølelse. Endog hvis det

også er én man af og til kan være utilfreds med. Som Samir siger det: ”Man kan blive uenige om ting ikke.

Der er også nogle gange jeg kan blive sur på nogle, men det gør man jo. Det gør alle mennesker, bliver sur

på nogle.” Ja, tænk at have den mulighed.

Aman, Karim, Abdi, Alex, Nader, Samir taler med en vis stolthed og glæde om deres danske forbindelser.

Det bliver min påstand, at det positive bekendtskab med voksne danskere er af stor betydning for oplevelsen

af øget selvværd.

Jeg ved ikke, om man kan udtrykke det således, at bedstevennen (fra asylcenteret) og den etniske familie

her i Danmark har stor betydning for det historisk genkendelige selvværd, hvorimod kontakten med den

voksne dansker er en ny social kapitalgevinst og i bedste fald derfor en støtte til videre udvikling af sociale,

kulturelle, sproglige og symbolske kapitaler. Det historisk genkendelige selvværd skal ikke forstås som en

stationær størrelse, den udvikles jo også i disse nye omgivelser.

Hvordan går det dem? 50


Konklusion

Identitet er noget der opstår, fikseres, forandres og forhandles i sociale praksisser, og er dermed relationelt

og situationelt betinget. (Liltorp, 2005).

De unge har nogle – få eller flere – her i Danmark som kender deres forhistorie, og nogle har yderligere

søskende eller anden familie, de er vokset op sammen med eller i nærheden af.

De unge er til dels fanget i en identifikation af at være udlænding, ofte med negativ valør, hvilket de er trætte

af. I deres sårethed og frustration lukker de enten af for eller tager afstand fra andre udlændingegrupper. De

vælger venner med omtanke. Flere glemmer indimellem, at de er flygtninge, men bliver især mindet om det

af medierne og da for det meste negativt spejlet. Dette mindsker selvværdet og er en barriere for integration,

fordi reaktionen kan være lukkethed og afmagt udadtil.

De unge opfatter sig selv som anstændige og respektable mennesker, der forventer at blive behandlet med

respekt. De gode muligheder, der peges på i dette kapitel, er forholdet til bedstevennen og den accept, de i

øvrigt får eksempelvis fra den etniske familie eller fra danskere.

Når mange af dem sammenligner livet i Danmark med et formodet liv i hjemlandet, er forskellen stor og

falder positivt ud til deres ny lands fordel, hvilket er en styrke i integrationen.

Respekt skal blive genstand for afsluttende bemærkninger i dette kapitel. Næsten alle de unge har undervejs

talt om respekt. At møde andre med respekt og selv blive respekteret. Tit er ordet dukket op i forbindelse

med eksempler på dårlig og/eller diskriminerende omtale af ”dem”. At blive respekteret er nummer 3 på de

unges top 5 drømmeliste (kap. 22). De unge kommer fra lande, hvor moralsynet bygger på loyalitet, på

personlige forpligtelser, i modsætning til de moralske principper i Danmark, som er regelbundne, som bygger

på retfærdighed (Hylland Eriksen, 2001:275). De unge savner en større respekt for ældre, for læreren, men

også respekten for at tale pænt til hinanden og klæde sig ordentlig. Som helhed så de gerne en større

respekt udviklet i samfundet.

Derudover taler de om respekten for den enkelte som menneske.

Adnen ytrer: ”Jeg opfører mig som et menneske – ikke bare fordi jeg bor i Danmark”. Denne kommentar

dækker måske over flere informanters oplevelse.

Jeg mener, at de unge taler om værdighed. Man krænkes på sin værdighed, hvis man ikke vises respekt.

Jeg oplever, at de føler deres værdighed krænket ved andres respektløse opførsel ovorfor dem, blot fordi de

tilhører ”de fremmede.”

Det, der peger fremad i dette kapitel, er de unges oplevelse af sig selv som ordentlige borgere, der

reflekterer meget over deres livssituation. De har som unge mennesker erfaringer fra flere svære oplevelser

af eksistentiel karakter, som de evner at inkorporere og agere med under deres nye betingelser. De opleves

som at være i stadig udvikling. Det er ret beset ganske ressourcefyldt.

Hvordan går det dem? 51


11 DE UNGES INTEGRATIONSSTRATEGIER

Med forrige kapitels afsluttende sætning bevæger vi os over i at tale om integrationsstrategier. Svarene på

spørgeskemaets spørgsmål 12f skal indlede kapitlet om de unges strategier.

”Forstår du, hvordan du skal begå dig i Danmark?” (12f)

26 informanter svarer ”ja” på spørgsmålet.

4 informanter svarer ”nogenlunde.”

Farid svarer: ”Ikke helt. Det er svært at orientere sig i uddannelsessystemet”.

Jejandran svarer genert: ”Nej, ikke helt.”

Christine er i en periode af sit liv, hvor hun synes, at meget er svært.

Mehdi har svært ved at gøre sine ønsker gældende over det offentlige.

Flere af de unge forstod ikke vendingen at begå sig, så jeg måtte forklare den. Jeg må samtidig indrømme,

at det er et svært spørgsmål, for hvem af os vil indrømme, at vi ikke begår os? Jeg skal derfor ikke udelukke,

at der er nogle af de unge, der ikke har villet tabe ansigt over for mig ved at svare negativt. Når den del af

spørgsmålet er omtalt, er tilbage at notere, at så mange svarer ja (26). De fleste af svarene blev givet efter

en kortvarende reflektion. Jeg tolker derfor svarene som udtryk for den umiddelbare oplevelse af at kunne

begå sig her i Danmark. Alle de unge har erobret nogle felter, hvor de kan fungere og fungerer. De har

udvidet deres kapitalformåen, og har stort set alle etableret sig i noget, de er i gang med, har nogle venner

og nogle planer. Vi har alle behov for at føle os ”hjemme”, hvilket svarene måske kan tolkes som udtryk for.

Positionen er således – gruppemæssig set – optimistisk for afsæt ud i videre udvikling, som er ungdommens

kendetegn.

Jeg har indledt dette kapitel om de unges strategier med de unges eget udtryk for, at de synes, at de kan

begå sig i Danmark. De positive svar – alt andet lige – tager jeg som udtryk for, at de synes, at deres

strategier lykkes. En måde at belyse de unges integrationsstrategier er at se på deres handlinger i forhold til

projektets integrationsparametre.

De mange ytringer om vigtigheden af at lære dansk – som døråbner til det danske samfund – og de unges

kritik af, at den tilbudte danskundervisning ikke er effektiv og koncentreret nok, vidner om deres opmærksomhed

på vigtigheden af den sproglige kapital. De vil gerne lære at tale dansk, så det ikke skal være en

hindring for integration. Kap. 15 handler mere uddybende om danskundervisningen.

Her er danskfærdighederne omtalt som en bevidst strategi hos de unge. Det er min opfattelse, at mange af

dem ved, at deres danskkundskaber kan og skal forbedres, hvis de skal kunne gennemføre en ungdomsuddannelse.

Hvad jeg ikke har undersøgt, er, i hvor høj grad der findes brugbare dansktilbud til dem, også

selv om de aktuelt ikke befinder sig i et skole/uddannelsestilbud. Kender de i så fald til disse tilbud, eller har

de nogen til at vejlede sig videre, også selv om de ikke har gået til dansundervisning i et stykke tid?

Eksisterer der her en strukturel barriere for deres integration i form af manglende tilbud eller kendskab til

dem? Og er den forbundet med økonomi?

Mange af de unge har som integrationsstrategi at uddanne sig. To er nået i mål med en kortvarig

uddannelse, så må tiden vise, hvor mange flere, der får en uddannelse. Men lysten fejler som helhed ikke

noget. Nogle klarer imidlertid ikke kravene og må revurdere deres muligheder. I erkendelse af manglende

eksempelvis danskkundskaber vælger nogle bevidst uddannelse fra. De finder arbejde i stedet, mens andre

unge arbejder af andre grunde.

At klare sig selv er en åbenlys strategi for de unge. Det er det samme som at være uafhængig af det

offentlige. Der kan skelnes mellem to planer – et psykisk og et økonomisk. De vil helst både selv tjene deres

egne penge og være uden unødvendig kontakt med den kommunale sagsbehandler. Den økonomiske

uafhængighed opnås enten ved at være i arbejde eller ved at være i skole- og uddannelsessystemet. Den

kommunale sagsbehandler er dog en fuldt legal henvendelsesmulighed, når der er problemer. Man kan ikke

sige, at der blandt dette projekts informanter findes unge, der endnu for alvor er på offentlig forsørgelse eller

har som strategi – at lade sig forsørge. Tværtimod.

Hvordan går det dem? 52


Sidste strategiparameter er kontakten til danskere. Flere har som strategi at vedligeholde forbindelsen med

voksne danskere, de har mødt i omsorgssektoren. Det kan man læse mere om i kap. 17. Mange af de unge

har jævnaldrende danske bekendte, hvorimod det er min opfattelse, at det kun er lykkedes få af dem at

etablere tætte kontakter til (voksne) danskere udover de professionelle, de har mødt som omsorgspersoner,

eller at etablere så tætte danske vennekontakter, at de kommer som husven i et dansk hjem. Jeg mener, at

dette kun er lykkedes for 7-8 af de unge.

Jeg ved, at flere ønsker det, men de magter ikke at gennemføre en eventuel strategi. Mange er glade for den

kontakt, som fortsætter med en professionel dansker, der har fungeret som deres omsorgsperson.

Der eksisterer frivilligeordninger (eks. Dansk Flygtningehjælps ”GuideProjekt”) til imødekommelse af behovet.

Formodentlig drejer det sig også for den unge om, at deltagelse i et eller andet projekt udtrykker

klientgørelse og/eller mangel på integration. Senere i rapporten nævner jeg dilemmaet med at blive godt

bekendt med et andet menneske og samtidig skulle lære andre at kende.

Som sidste indslag i dette kapitel har jeg forsøgt at opgøre de strategitendenser for integration, jeg kan læse

mig til i de ni dybdeinterviews. Dette for at udvide indtrykket af de unges kapitalinteresser og for at vise

nuancerne. Som udtryk for hvordan de forsøger at positionere sig, har jeg valgt blot to af de unges mange

strategier, de to jeg synes træder tydeligst frem.

A: At tage en uddannelse

At vælge sine venner med omhu

B: At klare sig selv – være total uafhængig af kommunen

At knytte tætte danske kontakter

C: At holde tæt kontakt med forældrene

At tage en uddannelse

D: At ville tilbage til sit hjemland

At holde sig fri af kriminalitet

E: At knytte sig til voksne – etniske familiemedlemmer og professionelle kontakter

At fremsætte sine ønsker om bedre skoleforhold

F: At tjene penge/være i arbejde

At være knyttet til tidligere professionelle kontakter

G: At blive selvbevidst

At flytte sig fysisk og mentalt

H: At tage uddannelse

At ville arbejde

I: At ville have en uddannelse

At komme til at hjælpe andre børn

De opridsede integrationsstrategier er individuelle og personlige. Dette understreges af, at nogle af de unge

har integrationsstrategier med et udpræget personligt præg, som er afgørende for dem i deres tilærelse i

Danmark.

> Konklusion

Kapitlet skildrer de unges integrationsstrategier i forhold til projektets integrationsparametre: at lære dansk

og være i udvikling med sproget, at være i gang med en uddannelse eller at være i arbejde og dermed være

fri af det offentlige, og at have kontakt med voksne danskere, der ikke er tidligere omsorgspersoner.

De unge er alle enige om, at det er vigtigt at lære dansk. Hvorvidt, der eksiterer en strukturel barriere i

forhold til tilbudsmængden, adkomsten til tilbudene og en viden om eventuelle tilbud, lader jeg stå tilbage

Hvordan går det dem? 53


som et spørgsmålstegn. Spørgsmålet er også aktuelt for de unge, der ikke befinder sig i skole- og

uddannelsestilbud.

Vedrørende uddannelse satser nogle af de unge på at få en uddannelse og klarer sig. Andre har en strategi

om at tjene penge og ikke være i uddannelse, nogle fordi danskfærdighederne ikke rækker til.

Alle de unge vil gerne være uafhængige af det offentlige. Det gør de fysisk ved at være beskæftiget som

ovennævnt, og nogle henvender sig tilllige mindst mulig til sagsbehandlere.

De unge har som helhed ikke en bevidst strategi om at knytte tætte kontakter med private voksne danskere,

de ikke kender som omsorgspersoner, eller dette kan synes ”sløret” af gode kontakter med tidligere

omsorgspersoner.

Kapitlet afsluttes med et oprids af de dybdeinterviewedes integrationsstrategier, der alle er personlige.

Herved fremkommer der strategier med udpræget personlig præg. Dette er med til at øge opmærksomheden

på begrænsningen af projektets integrationsparametre.

Hvordan går det dem? 54


12 OPHOLDSTILLADELSENS GYLDIGHED

En enkelt informant har som omtalt opholdstilladelse for et år ad gangen. 14 unge har fået opholdstilladelse

for tre år. På det tidspunkt, hvor spørgeskemaundersøgelsen finder sted, var de fleste af de 14 i gang med at

ansøge om forlængelse af deres opholdstilladelse. Andre stod for at skulle ansøge. De øvrige 15 unge har

permanent opholdstilladelse.

Inden opholdstilladelsen udløber skal der som sagt ansøges om en forlængelse. Perioden fra ansøgningens

afsendelse til et svar foreligger er gennemgående lang. Samir havde på det tidspunkt, hvor jeg mødte ham

for at udfylde spørgeskemaet, således ikke hørt noget fra myndighederne efter otte måneder, samtidig med

at hans pas var inddraget. Da jeg interviewede ham 1½ måned senere, havde han stadig ikke fået svar.

J: Hvordan er det ikke at have permanent opholdstilladelse?

S: Det er frustrerende.

J: Ja.

S: Man ved ikke rigtig hvor man havner henne, altså om man får lov til at blive eller om man bliver sparket

ud ... jeg tænker ikke så meget på det, men man tænker alligevel på det. Ikke sådan at man er bevidst om

det, men man har det altid i hovedet, ikke. Jeg har intet hørt fra Udlændingestyrelsen, og dem kalder jeg

Udlændingeforstyrrelsen.

J: Fordi de forstyrrer dig?

S: Ja.

J: Har det betydning for dine beslutninger, influerer det, gør det noget ved dit daglige liv, at du ikke ved, om

du må blive her?

S: Nogle gange gør det, for nogle gange tænker jeg, ”hvad nu hvis jeg ikke får lov og bare bliver sparket ud,

når jeg er midt i uddannelse og alt muligt. Skal jeg til et andet land og starte helt forfra som 20-22 årig.

Hvornår får jeg så mit liv igen”, ikke? Så vil det tage mig et par år mere, så er jeg 30. Mit liv går spild.

Jeg havde en ven som blev smidt ud ikke, og det kørte psykisk. Det er psykisk det er det.

Den aften jeg besøger A, har han kort forinden modtaget brev fra Udlændingestyrelsen, hvori der står, at

hans sag er sat i bero. Han fortæller, at det gør ham yderligere stresset. ”I forvejen kan jeg ikke sove om

natten. Jeg har mareridt. Billederne fra Afghanistan bliver ved med at dukke op i mit hoved. Især når det er

nat, og jeg skal sove. Så går jeg rundt i byen i nogle timer for at falde til ro. Jeg sover måske fire timer, så jeg

har svært ved at koncentrere mig i skolen. Og så dette her. Hvorfor skal jeg blive ved i skolen? Skal jeg

fortsætte med at tage kørekort? Hvorfor skulle jeg? Har jeg overhovedet en fremtid her?”

Nader fortæller ligeledes om de psykiske gener af at gå og vente samt uvisheden om afgørelsen. Tankerne

om fremtiden er stærkt præget deraf.

N: Jeg kan ikke se min fremtid, ikke før jeg har fået svar fra Udlændingestyrelsen.

J: Hvad gør du, når du tænker fremtid?

N: Fremtid, der er to muligheder. En sort og det betyder negativ opholdstilladelse og den hvide side, det er

bare hvor jeg er færdig med min uddannelse, og jeg er automekaniker. Jeg har fast job og har høj løn og har

min egen lejlighed og kan godt være gift eller bo et sted. Jeg er stadig sammen med kæresten. Der er to

muligheder.

”Du kan tro, at der er rigtig mange, der har set min opholdstilladelse.”

Den muntre meddelelse stammer fra Joe, som fik opholdstilladelse efter den 6 år lange præasylfase.

Opholdstilladelsen gælder imidlertid kun for et år ad gangen.

> Ventetid

Flere af afghanerne, der er meddelt opholdstilladelse for en periode på 3 år, og som har søgt om

forlængelse, har fået meddelelse om, at deres sag er sat i bero, indtil Flygtningenævnet har taget en

principiel beslutning i de sager, hvor ansøgere har fået opholdstilladelse på samme grundlag som A.

Ventetiden opleves som en tid med stor usikkerhed og utryghed, der stresser de unge i hverdagen.

Hvordan går det dem? 55


De ved ikke, om de må blive, eller om de skal hjem. Fra medierne hører de ind imellem forlydender om, at nu

skal alle flygtningene sendes hjem. Nyhedernes eventuelle nuancer fortoner sig i usikkerheden og frygten for

tilbagesendelse.

På trods af dette var der ingen af dette projekts unge, der havde overskredet grænsen til opgivelse. De var

sig bevidste, at de ifølge loven skulle yde noget for at Udlændingestyrelsen ville give dem lov til at blive. Det

ville de gerne – især for deres egen skyld.

Som det fremgår i kap. 21 om det psykiske helbred, har flere af de unge psykiske problemer, der skal klares.

Med en yderligere stresset periode, mens myndighederne behandler deres sag, er der meget at holde

sammen på.

I denne tid hvor de unge dybest set ikke ved, om de må blive, eller om de skal hjem, indoptager de imidlertid

ved deres handlinger, tanker og aktiviteter omgivelsernes nye krav og udfordringer. Nok er habitus træg,

men de fleste unge har et livsmod og fleksibilitet til at indrette sig, tage nyt til sig og foretage en ”kreolisering”,

som Mørck (1999:71) kalder en kulturblanding. Langsomt øger de deres kapitals formåen – socialt, kulturelt,

symbolsk og især sprogligt. I og med at de bor her, er de tvunget til at orientere sig mod samfundets krav og

ønsker. Ved denne nyorientering fjerner de sig som tidligere anført langsomt fra deres hjemlands normer.

Sagsbehandlingens juridiske karakter sammen med integrationslovens krav om integration (indberettelser

fra kommune og politi) står i skarp modsætning til pædagodiske og psykologiske ideer om udvikling og

tryghed. Og så længe sagen om ens fremtid ligger i andres hænder, ligger det i sagens natur, at den er svær

at tage i egen hånd.

> Konklusion

Det fremgår klart, at usikkerheden ved midlertidig opholdtilladelse påvirker de unge i form af tvivl om deres

fremtidsmuligheder. Ventetiden, mens afgørelsen om fornyelse af opholdstilladelsen foregår, stresser de

unge og er derved en strukturel barriere for de unges integration med indvirkning især på det psykiske plan.

Kapitlets eksempler tegner nogle reaktioner på ventetiden. Sammen med andre stressende faktorer i

integrationsprocessen – hverdagsdiskriminering og integrationspres eksempelvis, bliver presset på den

enkelte stort.

Udover at jeg ikke synes, at de unge skal bydes endnu en usikker ventetid, mener jeg heller ikke, at de skal

bebyrdes med usikkerheden om en eventuel udvisning. Ønsker de at vende tilbage til hjemlandet, kan de til

hver en tid gøre det.

Denne rapports unge magtede at leve i usikkerheden. Hvorvidt nogen ikke står det igennem, men opgiver,

må stå som et åbent spørgsmål.

Hvordan går det dem? 56


13 FLUGTEN OG DENS ÅRSAGER

Spørgeskemaets spørgsmål 14 lyder: ”Hvem besluttede, at du skulle til Danmark?” Egentlig burde det have

lydt: ”Hvem besluttede, at du skulle flygte?”, og det er da også på dette, de unge svarer. For kun 11

informanter var Danmark nemlig rejsens mål. De øvrige 19 skulle enten have været til andre europæiske

lande, eller destinationen var blot Europa.

Beslutningen om barnets flugt er for den ene halvdel af informanternes vedkommende taget helt eller delvist

af barnets forældre. For den anden halvdels vedkommende har beslutningstagerne i de fleste tilfælde været

andre familiemedlemmer. Som tidligere skrevet havde en del af børnene allerede på flugttidspunktet ingen

forældre, eller de var uden viden om, hvor disse befandt sig. I enkelte tilfælde har en mor, hvis mand er død

eller forsvundet, i samråd med et andet mandligt familiemedlem taget beslutningen om barnets flugt. I

enkelte tilfælde har barnet været med på samråd, eller det har selv taget beslutningen. Tomas, Ahmad og

Pei Lei har som forældreløse selv taget beslutningen om at flygte.

De fleste af de unge har været igennem strabaserende og rå oplevelser på flugten, som for manges

vedkommende har taget et par måneder. Flugten i sig selv kan være traumatiserende og kan senere være

svær at fortælle om. Overgreb har for flere været en del af turen. Interesserede kan læse mere i min

bog ”Man ved ikke, hvor man flygter hen ... ” (Svensson, 1999).

2/3 af de unge er kommet til Danmark ved hjælp af menneskesmuglere, som er en branche på verdensplan

med en stor omsætning. De tager sig godt betalt. Omkring år 2000 kostede en enkelt billet fra Afghanistan til

Danmark ca. 10.000 $.

Under halvdelen af projektets unge havde som sagt præcist Danmark som destination – blot 11 ud af 30.

Flere af disse havde herboende familie. For de øvrige er det tilfældigheder og menneskesmuglernes

lunefuldhed, der har bestemt rejsemålet. ”Jamen, jeg anede da ikke, at der var noget der hed Danmark.”

Formodentlig befinder der sig uledsagede mindreårige, der er strandet et eller andet sted i Europa, som

egentlig skulle have været til Danmark.

Menneskesmuglerne dumper i flere tilfælde børnene. Fremme på Københavns Hovedbanegård f.eks.

placerer menneskesmugleren barnet på en bænk. Tager barnets taske, siger at han lige skal købe billetter til

dem og går. Og bliver væk. Måske har han forinden sagt til barnet, at det befinder sig i Oslo. Efter nogle

timers venten uden at menneskesmugleren dukker op, får evt. politiet øje på barnet, eller barnet henvender

sig selv til politiet.

En af de unge, der sammen med menneskesmugleren og en anden flygtning blev taget af politiet i lufthavnen,

fortæller, at han skylder et familiemedlem penge for flugten, som endda endte i det forkerte land.

Han skulle have været til England.

Ikke i alle tilfælde har de unge vidst, hvad der er blevet aftalt mellem de voksne, der har sendt dem af sted

og menneskesmuglerne.

> Flugtens årsager

De unge er flygtet, fordi de er i fare på grund af krig, eller fordi de er blevet forfulgt. Det gælder for 26 af de

30 unge (spørgeskemaets spørgsmål 14b). Derudover er 3 flygtet for at få et bedre liv – heraf er 2 forældreløse.

1 er flygtet i forventning om, at familien skulle komme bagefter.

Sammenholdes spørgeskemaets punkt 14 (Hvem besluttede at du skulle til Danmark/flygte) med punkt 14b

(Hvorfor forlod du dit hjemland?) ser besvarelserne sådan ud:

Hvor forældrene helt eller delvist har været beslutningsdeltagende, er årsagerne til flugt opgjort således (15

informanter):

- I ni tilfælde er flugtårsagen opgivet til at være krig/uro

- I fire tilfælde er flugtårsagen opgivet til at være forfølgelse

- I et tilfælde er flugtårsagen opgivet til at være bedre liv

- I et tilfælde er flugtårsagen opgivet til at være, at familien skulle komme bagefter

Hvordan går det dem? 57


I de 15 tilfælde, hvor andre og/eller informanterne har været beslutningstagere til flugten, ser besvarelser

således ud:

- I ni tilfælde er flugtårsagen opgivet til at være krig/uro

- I tre tilfælde er flugtårsagen opgivet til at være forfølgelse

- I to tilfælde er flugtårsagen opgivet til at være bedre liv

- I et tilfælde er informanten taget med af andre slægtninge, fordi forældrene er døde under krig i

landet

Der er stort set ingen afvigelser i årsager til flugten i forhold til beslutningstagernes familiestatus.

Integrationsministeriet har som betingelse for tilsagnet til projektet bedt om, ”at det søges klarlagt, hvem der

har sendt børnene, hvorfor og hvordan, herunder om det er deres egen familie, der har sendt dem

som ”fortrop” eller for at redde dem fra en eventuel farlig situation i hjemlandet.”

Ved ordet ”fortrop” forstår jeg, at barnet er sendt i forvejen for at få opholdstilladelse, hvorefter det er

meningen, at familien følger. I Norge taler man om begrebet ankerbørn. Barnemigranten fungerer

som ”anker”. I Sverige kender man også begrebet.

I kapitlets begyndelse er redegjort for, hvem der har sendt børnene af sted, og hvordan det er sket.

Ovenstående er opgjort, at flugtens årsager for 26 af de unge har været krig, uro og forfølgelse – en situation,

hvor de har været i fare. Der er således ikke belæg for at sige, at de unge er sendt af sted som fortrop.

Af de 30 unge er 13 yderligere i den situation, at deres forældre er døde, eller at de ikke ved, hvor de

befinder sig, eller om de overhovedet er i live. Disse 13 kan pr. definition ikke fungere som ”fortrop”. Årsagen

for dem til at flygte har imidlertid også været krig og uro. Langt de fleste af de unge, der er blevet bevilget

opholdstilladelse har altså fået den, fordi de har været i fare i deres hjemland. Derudover har enkelte fået

den, fordi de ikke kunne sendes tilbage, eksempelvis fordi der ikke har været familie til at tage vare på dem.

Erfaringerne fra min tid som bisidder har i lighed med rapportens konklusion været, at de unge ikke er sendt

af sted som ”fortrop”. På dette punkt finder jeg projektets unge repræsentative for de flygtninge, der har fået

opholdstilladelse som uledsagede mindreårige.

Antagelsen om at være sendt af sted som ”fortrop” er imidlertid ikke ukendt for de unge og vækker en vis

træthed og vrede, fordi den griber ind i forholdet mellem dem selv og deres forældre. ”Man har altid mistænkt

forældrene for at misbruge deres børn – f.eks. til at opnå asyl i Danmark.” (Aman).

Udtalelser fra nogle af de unge peger også på, at hvis der ikke havde været krig og uro, så var de blevet

hjemme, hvor de dybest set hellere ville være forblevet. ”Vejen er hård, den er ensom gennem det danske

system. Man ville da hellere være i sit hjemland, hvis der var fred. Det er meget ensomt.” (Marian). Det er

således både en hypotetisk antagelse, men også et eksisterende underliggende tema, at ”hvis nu at ... ”

Netop fordi dette hvis har haft så store konsekvenser for disse unge. De skelner desuden mellem flygtninge

og indvandrere. ”Indvandrerne vælger selv, flygtninge vælger ikke selv, for så vil man ikke være flygtning.

Man kan ikke rejse rundt hele livet.”

Det er ikke det samme som at sige, at de ikke har tænkt på at få deres forældre herop. ”Man tænker ikke på

at få sin familie med. Men når man har været her et stykke tid, tænker man på, om man kan få sin familie

herop.” ”Vi har da haft et liv. Selvfølgelig vil vi gerne være sammen med sin familie.” ”Et barn har naturligvis

trang til at hjælpe sin familie.”

Flere af projektets unge har søgt om familiesammenføring, men har alle fået afslag op til flere gange. Dette

kan de ikke forstå. Men i Danmark er det ikke muligt for et barn at få sin familie til landet ved

familiesammenføring (bilag 5). Modsat kan en familie med opholdstilladelse her i Danmark heller ikke opnå

familiesammenføring med deres evt. uledsagede barn på 15 år og derover, som opholder sig i et andet land.

”Jeg har haft muligheden, men valgte den fra.” (Farid). Nogle af de unge synes ikke, at deres forældre skal

komme til Danmark og åbner ikke for spørgsmålet over for familien. I andre tilfælde ønsker forældrene ikke

at komme til Danmark.

Dette projekts unge har fået opholdstilladelse. De har fået opholdstilladelse enten efter § 7 eller § 9.

Andre unge, der kommer til Danmark, får afslag på deres asylansøgning.

Blandt disse afslag kunne man måske finde en interessant dokumentation for ”fortropbarnets” udbredelse

eller ikke udbredelse. Hvis det var relevant, kunne der eventuelt laves en undersøgelse om dette.

Hvordan går det dem? 58


Det ligger i øvrigt uden for dette projekts rammer at diskutere, i hvilken grad hensyntagen til ”barnets bedste”

og den danske asyllovgivning er forenelig.

> Penge til forældre/familie/hjemland

Hvorvidt, der foretages økonomiske transaktioner fra de unge til forældre/familie/hjemland, har ikke været

konsekvent undersøgt i dette projekt. Mere end halvdelen af de unge har ikke aktuelle relationer at sende

penge til. Desuden er det min opfattelse, at de unge som helhed har meget få penge til sig selv. Tre har

spontant fortalt, at de har sendt/sender penge til forældrene. Det var været gjort i en nødsituation, eller det

sker/er sket, når de har haft lidt penge. En enkelt har taget lån for at gøre det. Hvorvidt der er tale om løfter

om kontinuerlig forsørgelse, har projektet ikke beskæftiget sig med. Det virker imidlertid ikke umiddelbart

aktuelt for dette projekts unge.

> Konklusion

Centralt i dette kapitel har været at afdække situationen i forbindelsen med de unges flugt. For den ene

halvdels vedkommende har forældrene helt eller delvist været beslutningstagere vedrørende flugten. For

den anden halvdels vedkommende er belutningen truffet af andre og/eller af dem selv. Så godt som alle de

unge er kommet til Danmark ved menneskesmugleres hjælp.

De unge er kommet til Danmark, fordi de var i fare i deres hjemland. De er flygtet fra krig, uro og forfølgelse.

Det primære har været, at de er blevet reddet i et sikkert land. Jeg mener ikke, at der er belæg for at

betragte dette projekts unge som ”fortrop” for senere familiemedlemmer. Samtidig mener jeg også, at de er

repræsentative for gruppen af flygtninge med opholdstilladelse som uledsagede i Danmark.

Flere af de unge har efterfølgende forsøgt at få deres familie til Danmark ved familiesammenføring, hvilket

de danske love ikke muliggør.

Hvordan går det dem? 59


14 BOLIGFORHOLD

Boformerne ved de unges udflytning til kommunerne har været meget forskellige.

Børnehusene har generelt været populære boformer for de unge med deres tilbud om voksenkontakt, og

hvor der bor bekendte fra præasylfasen med den tryghed og identifikation af andre i samme situation, der er

indbygget i denne model.

”Tiden i bofællesskabet med gode venner er det bedste ved min tid i Danmark. Vi blev hjulpet rigtig meget.”

(Hassan)

”Hjælpen i børnehuset til at blive integreret var vigtig.” (Marcel)

På spørgsmålet om hvad hun har været tilfreds med, svarer Marian:

”Hvad jeg har været tilfreds med. Jo der er mange ting jeg har været tilfreds med. Det eneste jeg kommer til

at tænke på, er det børnehjem vi startede med. Det var godt. Det var en god start.”

Langt fra alle fik ophold i et bofællessakb. En af de unge afghanere oplevede sin flytning til kommune som

en barsk start.

Han flyttede sammen med to landsmænd alle i alderen 17-18 år ud i et hus, der var helt tomt. De skulle selv

ud og købe det, de havde brug for, lige fra tallerkner til senge. Det skete på loppemarkeder og i

genbrugsforretninger, uden at nogen fra kommunen gik med dem. Der var ingen kontaktpersoner til at støtte

dem i hele det første år. Et par gange om måneden kom en sagsbehandler og tjekkede økonomien.

Derudover skulle de selv sørge for at komme i skole og få købt ind og lavet mad. Deres danskfærdigheder

var på udflytningstidspunktet ikke store.

J: Hvem støttede jer psykisk?

I: Faktisk ikke nogen.

J: Så I havde hinanden I tre.

I: Ja.

J: Kunne I bruge hinanden?

I: Ah ... nogen gange. Man bliver træt af hinanden ...

Jeg tænkte på, hvor er jeg henne, og hvad skal jeg gøre. Hvad foregår der, resten af mit liv ... ? Der var

mange ting, rigtig mange ting.

Et år efter har den unge mand tabt sig 16 kilo som følge af de mange frustrationer. Han måtte henvises til

psykolog og psykiater. Forholdet til kommunen har siden været anstrengt.

Ahmad skulle flytte til en mindre provinsby. Han syntes imidlertid, at han var alt for psykisk belastet til at

skulle væk fra byen, hvor hans venner bor. Han kom i stedet til at bo hos en dansk plejefamilie, hvor der

også bor en anden uledsaget flygtning. Her bor han stadig.

Det er almindeligt, at der sker yderligere én flytning på et tidspunkt, fra den oprindelige bolig i kommunen til

anden bolig. For mange af de unge bliver det flytning til en bolig for sig selv – ét-værelses eller to-værelses.

”Jeg kender ikke mine naboer.” (Almir). ”Jeg er alene,” fortsætter han, samtidig med at han giver udtryk for

sin glæde ved lejligheden. ”Her er plads til to.” Han bor i en stor to-værelses lejlighed. Han har drømmen om

parforholdet, men han husker også stadig fortidens oplevelser af kollektivets nærhed. Selv om han har boet

seks år i Danmark, sidder erindringerne om den umiddelbare adgang til andre menneskers nærhed dybt i

ham.

Hassan fortæller:

”Selv om jeg boede i bofællesskabet, tænkte jeg på, hvornår jeg skulle flytte derfra. Hvornår skal du flytte

derfra? Hvornår bliver du alene? ... Det var godt jeg boede i bofællesskabet først, for dengang havde jeg

ikke så mange problemer. Så da jeg blev alene, det er der jeg får problemer.”

Samir, der har boet i samme bofællesskab siden udflytningen til kommunen, ser frem til at flytte i egen

lejlighed.

Han udtrykker stor glæde og tilfredshed med, at han har boet sammen med både voksne danskere og andre

uledsagede.

”Du har altid nogen i nærheden af dig. Om det er morgen eller middag, så har du nogle, der hjælper, nogen

du kan snakke med, og så er de jo selvfølgelig lige som ens forældre og prøver at hjælpe én med at komme

videre i livet ... ”

Hvordan går det dem? 60


Hans nærmeste fremtidsplaner er at finde en egen lejlighed, ”hvor jeg selv kan bestemme, hvad jeg vil og

hvad jeg skal spise ... Jeg bliver snart 20, så jeg vil helst bo alene.”

Karim kom efter eget ønske til at bo hos en dansk plejefamilie, som han var glad for, og som han stadig har

kontakt med.

En anden af de unge fortæller om et tilsvarende ønske. ”Da bofællesskabet lukkede, spurgte personalet, om

jeg ikke ville flytte ud på Nørrebro, fordi der var så mange udlændinge. Det ville jeg bestemt ikke. I stedet

fortalte jeg kommunen, at jeg gerne ville flytte ind hos en dansk familie. For at blive en del af en familie og

blive bedre til dansk.” (Esan). Han fortæller videre, at kommunen adviserede efter en familie i lokalavisen,

men ingen meldte sig. Han måtte i stedet for flytte ind i en ungdomsbolig. I dag synes han, at han er gået

glip af noget.

> At bo hos sin etnisk herboende familie

De uledsagede børn, der kommer til Danmark og har herboende familie, har mulighed for at blive privat

indkvarteret hos dem. Det kan ske allerede i præasylfasen, hvis både barn og familie er interesseret. Der

kræves dog en godkendelse af kommunen, hvor familien bor og af Dansk Røde Kors Asylafdeling.

Blandt dette projekts unge er erfaringerne med at bo hos sin familie blandede.

Erfaringerne har for Jeya, Barathy og Shukri, der blev indkvarteret hos herboende familie i præasylfasen,

været hårde med frustrerende fraflytninger til følge. Der opstod i alle tre tilfælde samlivsproblemer, der

medførte store frustrationer for alle parter. At der derudover ligger et (kulturelt) pres på familier, om at man

tager sig af hinandens børn, fremkalder skyld- og skamfølelser hos parterne.

En sådan uforvaren problematisk situation tærer både på familien og den unge, som i disse tre tilfælde måtte

flytte fra familien efter kommunal interfereren.

Den ene af de unge måtte igennem to forsøg, før kommunen endeligt besluttede, at denne indkvarteringsform

ikke var brugbar.

Jeya tog sagen i egen hånd og fandt selv en anden etnisk plejefamilie, hvor hun nu bor. Til Barathy fandt

kommunen en dansk plejefamilie, hvor han er glad for at være.

Jejanran har haft positiv erfaring med privat indkvartering hos sin herboende familie. Af en eller anden grund

kom han til at vente, inden han blev privat indkvarteret hos familien. I stedet måtte han bo på en institution

efter udflytning fra asylcenteret, inden han kunne bo hos sin kusine. ”Det tog lang tid, inden jeg kom til at bo

her.” Det fandt han svært. Han trives hos familien, og selv om de bor trangt, har han ingen umiddelbare

flytteplaner.

Alex flyttede for sig selv efter at have boet en tid hos sin søster den første tid i Danmark. For ham har det

ligeledes været en god oplevelse.

> Opsamling og diskussion af boligformer

Det er svært at sige, hvad der er den bedste boform for de unge. Det ser imidlertid ud til, at den første tid i

kommunen fungerer som en slags overgang for de unge, inden de skal ud og klare sig selv. Boformen er

forbundet med omsorgsopgaver i denne første etableringfase i det danske samfund. Og det gælder disse

unge som vores egne børn – det går allerbedst med støtte og vejledning. For denne rapports unge er

oplevelsen af at være alene og følelsen af eksistentiel ensomhed snublende nær. En oplevelse de fleste

danske unge er foruden.

I den unge afghaners tilfælde erkendte kommunen senere sin fejltagelse og rettede op på den.

Konsekvensen af fejltagelsen er blevet et anspændt forhold mellem den unge og kommunen. I min tid som

bisidder hørte jeg imidlertid om tilfælde, hvor et ungt menneske fik forevist et værelse, fik nogle penge og

sagsbehandlerens telefonnummer stukket i hånden for derefter at blive overladt til sig selv.

Sådan, kan vi sikkert alle blive enige om, må det ikke gøres.

Umiddelbart virker det, som om de unge har været glade for at bo i børnehuse/bofællesskaber. Problemet

med denne boform er, at den kan komme til at lukke sig om sig selv, hvor de unge i en institutionalisering

ikke kommer til at blive konfronteret med de opgaver, der ligger foran dem. På et tidspunkt har det været

forsøgt at placere unge af samme nationalitet i samme bofællesskab. Et sådant forsøg er efterfølgende

Hvordan går det dem? 61


levet evalueret. Hannemann og Pihl Hansen (2004:16) konkluderer på det nærmeste, at bevægelsen

fra ”somaliske” børnehuse til multietnisk huse har været en gevinst for børnene.

Placeringen af meget unge i 10-13 års alderen i et børnehus kan let medføre en høj grad af

institutionalisering af disse børn, der senere hen får svært ved at begå sig udenfor børnehusets miljø.

Flere af de unge oplever desuden, at kombinationen børnehus og kommunal ungdomsskole forhindrer, at de

lærer danskere at kende.

Overgangen fra at bo i eksempelvis et børnehus/bofællsskab til at bo alene, kommer denne rapport ikke

specielt ind på. Henrik Liltorp er i gang med et speciale om bl.a. denne overgang og dens konsekvenser.

(Liltorp, 2005)

Undervejs i projektet er der fremkommet udtalelser om, at pædagogerne ikke tilstrækkeligt får oplært de

unge til selvstændighed, men i stedet kommer til at gøre tingene for dem. Det gælder eksempelvis i

forbindelse med telefonopringninger. At støtte unge i deres frigørelse fra institutionaling til privatliv er en

hårfin balance.

De unge har omtalt både glæde over og nervøsitet ved at skulle bo alene. Og der er udtrykt synspunkter om

ensomheden ved at bo alene. Da de unge kommer fra samfund, hvor man stort set ikke bor alene, kræver

det både modenhed og omstilling at kunne agere vellykket i sådanne nye betingelser. Dertil kommer, at

mange af de unge synes, at det er svært at komme ind på livet af danskere.

Aktuelt bor rigtig mange af de unge alene. Nogle af dem er placeret i ungdomsboliger, hvor der er mulighed

for at besøge hinanden. Det var tilfældet i et par af kommunerne, hvor det ser ud til at fungere. Hos flere af

de unge, jeg besøgte, kom der venner forbi, mens jeg var der. En lille ghettoisering ser ud til at have positiv

effekt med hensyn til tryghed og nærhed. Det virker som om de unge i disse tilfælde arrangerer sig ud af at

bo alene.

Christine har sin lillebror boende i samme by. ”Det betyder meget at han er her. Der er en der holder rigtig

meget af dig. Vi hjælper også hinanden. Vi laver mad til den anden, hvis den ene er syg.”

Hvad angår privat indkvartering hos herboende famlie, er erfaringerne blandede. Eide (2000:75) skriver om

lignende erfaringer fra privatindkvarteringer i Norge.

”Det er ingen selvfølge at det ”å ta seg av sine egne” og det å ha samme sociale og kulturelle bakgrunn som

de mindreårige nødvendigvis fører til en god omsorg. Å ha samme etniske og kulturelle bakgrunn innbærer

ikke automatisk en omsorgskompetanse till å ta seg av disse barna.”

Et yderligere problem med at bo hos familien er risikoen for etnisk isolering med manglende udvikling af det

danske sprog og kontakt med danskere. Også dette problem genkendes hos Eide.

Nogle kommuner har stor erfaring med børn, de modtager fra Røde Kors allerede indkvarteret hos

herboende familie. Familie som de unge måske aldrig har set. Kommunale sagbehandlere problematiserer

denne boform.

Der er ingen selvfølgelighed i, at den herboende familie er bedste løsning på den unges boplacering. Og

sårene fra de mislykkede tilfælde er dybe.

På lørdagsseminaret påpegede de unge, at det er vigtigt, at kommunerne fører tilsyn med alle de unge, der

bor privat. Deres oplevelse er, at tilsynet ikke fungerer tilstrækkeligt.

> Anbragte børn

Nogle af de unge uledsagede, der har fået opholdtilladelse, er blevet anbragt på institutioner, fordi der ikke

er noget alternativ til en anbringelse (Hannemann, 2003:62). Det er en strukturel integrationsbarriere, der her

træder i kraft, fordi der ikke findes andre muligheder. Disse børn er for de flestes vedkommende ikke at

sidestille med børn og unge, som normalt anbringes. Derfor skal de heller ikke anbringes sammen med børn

og unge, der har helt andre problemer at slås med. Ifølge Hannemann findes der ingen opgørelse over

antallet af uledsagede flygtningebørn på landets anbringelsessteder. Marianne Skytte (2002:94) har i sin bog

medtaget 9 uledsagede flygtningebørn. De 3 er anbragt i plejefamilier. 6 er anbragt på et opholdssted, der er

specialiserede i anbringelse af uledsagede flugtningebørn. (Ibid. 130).

Til gengæld tror jeg, at det ville være rigtig godt med en tidlig placering i en boform med andre unge

danskere, de socialt kan sidestilles med, og som de kan lære af og selv bibringe noget uden at være

stemplet som et anbragt problem.

Hvordan går det dem? 62


Konklusion

Der findes ingen enkle og ens løsninger på, hvad der er den bedste boform, og dermed heller ikke hvordan

de unge får den bedste omsorg. Målet for boligformen i den første tid må derfor tilrettelægges efter den

enkeltes behov, modenhed og kompetencer.

Flere af projektets unge har ytret ønske om at bo i en dansk (pleje)familie eller i det mindste blive tilknyttet en

– det gælder også de ældste, de 17 årige. Her skal der ikke være tale om professionel familiepleje, med

mindre det fordres af hensyn til den unge.

Kunne det være en idé, at unge børn under 14-15 år, der får opholdstilladelse, automatisk anbringes i dansk

familiepleje, hvor der er integrationserfaring?

Erfaringerne med at bo hos sin etniske familie er blandede blandt dette projekts unge. Imidlertid er dårlige

erfaringer på området belastende både for den unge og for familien. Der ligger ingen automatik i, at den

etniske familie har omsorgskompetence til at kunne tage sig af en ung slægtning.

Endelig er det vigtigt, at kommunerne lever op til deres tilsynspligt med børn/unge, der bor privat.

En af de unge, der kom til Danmark som 14 årig, var blevet spurgt, om han ville flytte i børnehus eller i

plejefamilie. Han valgte børnehuset, dels fordi han var genert, dels fordi at her boede der andre landsmænd.

Han kom til udelukkende at bo sammen med andre landsmænd. Det var ikke en heldig beslutning. Faktisk

mener jeg ikke, at børnene som i ovenstående tilfælde skal have en valgmulighed, for hvordan skulle de vide,

hvad der er det bedste for dem i en sådan stor beslutning, hvor boform og omsorg er sammenkædet med

bedst mulig integration for øje?

Pædagogisk er det vigtigt at være opmærksom på, at børnene/de unge vokser. Denne udviklingsproces skal

kunne magtes af en plejefamilie. Her er tale om teenagers i en løsrivelsesproces, der gerne skulle forløses

positivt. Det vil sige, at der også skal være nogen at løsrive sig fra – på bedste vis.

Som slutreplik vil jeg henlede opmærksomheden på det nødvendige i, at der allerede fra begyndelsen i langt

højere grad end tilfældet er nu, rettes opmærksomhed mod en majoritetsbaseret tilknytning. Udflytningen til

kommunen må derfor dreje sig om en vellykket kombination af boform, omsorg og kontakt til majotitetsbefolkningen.

Boformen i sig selv skal virke som en mulighed i integrationsprocessen. Det er vigtigt. Rundt om i

kommunerne er der gjort mange erfaringer. Kunne disse indsamles og evalueres? Til de unges bedste.

Hvordan går det dem? 63


15 DANSKUNDERVISNING, SKOLEGANG OG UDDANNELSE

15.1 DET DANSKE SPROG OG DANSKUNDERVISNINGEN

Som vigtig kapital i integrationen prioriterer de unge danskfærdigheder højt (kap. 7). Af den grund begynder

dette kapitel med at diskutere danskundervisningen – delvist løsrevet fra anden undervisning.

”Sprogskolesystemet er alt for unuanceret. Jeg sad for eksempel alt for længe i en klasse, hvor jeg kunne

mere end de andre.” (Karim)

”Sprogskolen er ikke effektiv nok. Jeg lærer mere på arbejdsmarkedet.” (Almir)

”Det er nødvendigt med mere hjælp til sproget.” (Kamal)

”Sprogundervisningen skal være meget bedre.” (Mehmet)

”Jeg har brug for en mere koncentreret danskundervisning. Det er vigtigt at forstå dansk. Når man ikke

forstår det på arbejdet, er det ubehageligt.” (Tomas)

”At tale dansk er døråbneren, så den danskundervisning vi skal have, skal være meget mere koncentreret”.

(Nader)

Gennemgående udtrykker de unge kritik af den tilbudte danskundervisning. Både den de har modtaget på

ungdomsskoler og i sprogskoler. De ønsker en langt mere koncentreret danskundervisning.

På spørgsmålet om, hvordan de synes, at de klarer sig på dansk i hverdagen (spørgsmål 21) svarer lidt

mere end 2/3, at de klarer sig godt. Spørgsmålet leder hen på det talte sprog i hverdagen.

Jeg har ikke spurgt de unge om, hvordan de vurderer deres danskkundskaber, men kun hvordan de synes,

at de klarer sig på dansk i hverdagen. I to undersøgelser COWI (2000:93) og Mikkelsen (2001:69) omtales

flygtninges og indvandreres vurdering af deres danskkundskaber. Begge undersøgelser omtaler, at

flygtninge og indvandrere har en tendens til at overvurdere deres egne danskkundskaber. Undersøgelserne

refererer til forskellen på interviewernes indtryk af informanternes sproglige kunnen og informantens egen.

Som andre interviewere har også jeg gjort mig mine overvejelser, og som andre interviewere finder jeg de

unges egen vurdering vel optimistisk.

Optimisme er en god egenskab. Men jeg er ikke klar over, hvilke barrierer og muligheder, der ligger i denne

tendens til overvurdering. Lad mig komme med nogle bud:

Mange udtrykker, at det er meget svært at lære dansk. I forhold til oplevelsen at have med et svært sprog at

gøre, kan der ligge en vurdering af, at det egentlig går meget godt.

En opfattelse af at klare sig godt kunne også forklares med, at de unge bevæger sig i miljøer, hvor andre og

dem selv har vænnet sig til deres danskniveau, således at der er opstået en forståelseskonsensus. I

sådanne forhold sker der ikke nødvendigvis yderligere sproglig udvikling. Dette gælder, hvad enten de unge

omgås danskere lidt eller meget.

En opfattelse kunne også være, at de unge har vænnet sig til at give udtryk for, at de forstår mere, end de

faktisk gør. Dette for at undgå pinlige situationer eller situationer, hvor de kommer til kort. Så hellere lade

som om.

Alle, der i en lidt sen alder skal lære et fremmedsprog, ved, hvordan man ind i mellem kan opleve sig som et

barn, fordi man ikke helt forstår det sagte eller ikke kan give udtryk for det tænkte. Indlæringen af det nye

sprog er ikke på højde med ens begrebsverden på eget sprog.

Fordi kommunikation (også på dansk) er kompliceret fordres der kompetent og kompakt undervisning.

”Det er med andre ord ikke tilstrækkeligt, at man som sprogbruger mestrer sprogets formelle system. Man

må også have en social kompetence og en viden om verden for at kunne kommunikere meningsfuldt og

tilfredsstillende.” (Holmen og Jørgensen, 1993:46).

Holmen og Jørgensen (1993:51) opstiller en liste over områder, som sprogbrugeren udnytter for at kunne

kommunikere meningsfuldt:

Sproglig baggrundsviden (leksikalt, grammatisk, fonetisk, ortografisk).

Sproglig bevidsthed (refleksion over sproget).

Strategisk kompetence (evne til at løse sproglige problemer og til at omsætte viden til flydende sprogbrug).

Social baggrundsviden.

Hvordan går det dem? 64


Viden om verden.

Man bliver aldrig færdig med sprogtilegnelsen, som til stadighed er i gang. For en tosproget person gælder

det såvel modersmål som andetsprog. Der skal slid til at indlære færdighederne. Mod, lyst og nødvendighed

til at anvende dem kommunikativt.

”På hvor mangfoldig vis kommunikationen mellem os end kan arte sig, den består altid i at vove sig frem for

at blive imødekommet. Det er nerven i den, og det er det etiske livs grundfænomen.” (Løgstrup, 1991)

Jeg har som sagt ikke brugt tolk i forbindelse med interviewene. Der var situationer, hvor jeg helt sikkert

kunne have fået flere nuancer frem. Der er imidlertid ingen eksempler på, at jeg har måtte opgive et

spørgsmål. Jeg har selvfølgelig skulle omformulere spørgsmål flere gange, ligesom der har været eksempler

på svar, der ikke hang sammen med spørgsmålet. I dybdeinterviewene har jeg desuden stillet spørgsmål,

der ikke var umiddelbare at svare på. Også disse er blevet besvaret.

> Konklusion

Informanternes danskniveau er meget forskelligt. Der er dem, som sprogligt vil kunne begå sig pænt i

diskussioner med danskere, fordi de har et stort ordforråd, og fordi de har erhvervet sig viden om danske

forhold. Der er dem, hvis danske gloseforråd er yderst begrænset. Og her er der ikke nødvendigvis tale om,

at det er de senest ankomne, hvis danskfærdigheder er mindst udbygget. Nogle få af de unge har helt enkelt

meget svært ved at lære at tale dansk. Og får måske aldrig lært sproget tilfredsstillende.

De unge er som helhed utilfredse med den tilbudte danskundervisning, som de ikke finder tilstrækkelig

effektiv og koncentreret. Dette kan fungere som en barriere i deres integration, hvis det medfører, at de

enten ikke får en uddannelse, ikke får kontakt med majoritetsbefolkningen, eller hænger fast enten på det

sorte arbejdsmarked eller i burger-/pizzaindustrien.

Seeberg (2002:151) påpeger, at utilstrækkelige danskfærdigheder kan fungere som barriere i tosprogede

unges uddannelsesforløb og i videre forstand i integrationsprocessen. ”Det forekommer derfor relevant så

vidt muligt at gøre en større indsats på dette område.” I erkendelse af at ekstra undervisning i dansk parallelt

med deltagelse i et uddannelsesforløb forøger arbejdsbelastningen, foreslås i stedet for iværksættelse af ”en

intensiveret danskundervisning så tidligt i elevernes opvækst som muligt, gerne i folkeskolen eller før denne,

såfremt dette kan lade sig gøre.” Da dette for de fleste uledsagede ikke lader sig gøre, må der fostres andre

former for opsamlingsheats til denne gruppe ”ganske sent ankomne unge.”

Jeg mener, at en sproglig udvikling sker i forbindelse med de (daglige) krav til det talte, hørte, læste og

skrevne. Det vil kunne ske i uddannelsesmiljøer, blandt danskere med et udviklet sprog, i hjem, hvor der

tales dansk, læses danske aviser, ses dansk fjernsyn eller på arbejdspladser, hvor man er i aktiv kontakt

med danskere.

Projektets informanter er selv opmærksomme på vigtigheden af at kunne dansk. I bilag 11 vil man kunne

læse nogle af deres udtalelser vedrørende danskundervisning. Det er et højtprioriteret ønske hos dem at få

mere og koncentreret danskundervisning. ”Dansk er døråbneren til samfundet,” som en af dem siger.

15.2 GRUNDSKOLEFORLØBET

Som helhed må man konkludere, at dette projekts unge er rimelig skolevante hjemmefra (spørgsmål 6). Dog

er der undtagelser med så få års skoleerfaring, at nogle af dem får problemer i et videre undervisningsforløb.

Den første undervisning efter ankomsten til Danmark har de unge modtaget i præasylfasen på skolen i et

børnecenter.

Når de efter at have fået opholdstilladelse flytter ud i kommunerne, begynder de yngste, de 12-13 årige, i en

modtagelsesklasse for senere at fortsætte i folkeskolens almindelige klasser.

For de 15-18 årige er praksis forskellig fra kommune til kommune. Nogle kommuner har oprettet klasser på

ungdomsskolerne til modtagelse af sent ankomne unge.

I andre kommuner placeres de ældste, de 17-18 årige på sprogskoler/VUC. Nogle få af de 15-18 årige er

dog blevet placeret i modtagelsesklasse på folkeskolerne.

Hvordan går det dem? 65


En af de unge var blevet tilbudt et efterskoleophold. Hun takkede nej, fordi hun følte sig for genert til at

begynde. En af de andre vil gerne gå i ungdomsskolens 10. klasse, men da han er 19 år, vil kommunen ikke

give denne tilladelse. Han skal i stedet begynde på VUC. Det er formodentlig ikke fremmende for hans

integration, at han ikke må blive i et ungdomsmiljø, som ydermere er hans ønske.

Nogle af de unge har taget 9. klasse afgangsprøve i enkelte fag. Kun få har 10. klasse afgangsprøve.

Der har været og er stadig megen usikkerhed om, hvordan undervisningen af sent ankomne tosprogede skal

gribes an. De unge, der ankommer som 12-13 årige, placeres som sagt i en modtagelsesklasse i folkeskolen

og får derved en fornemmelse af skolens opbygning, metoder og faglige udbud. De præsenteres for den

symbolske kapital, som den viser sig i folkeskolen. Til gengæld vil deres modersmål måske være mindre

færdigudviklet, hvilket kunne give et sprogligt efterslæb? Jeg ved ikke, om nogen af projektets unge har

modtaget modersmålsundervisning. Ingen har spontant omtalt det. Diskussionen om modersmålsundervisning

deler vandene fagligt og politisk og skal ikke gøres til genstand for mere omtale end at den er

nævnt. (Ved lovændring i 2002 har kommunerne ikke længere pligt til at tilbyde modersmålsundervisning til

tosprogede børn.)

De unge, som kommer til landet som 16-17 årige, har et mere udviklet modersmål, de kan bygge videre på i

tilegnelsen af det danske sprog. ”Modersmålet er en vidensressource, som elever bruger både bevidst og

ubevidst som en hjælp til at forstå andetsproget og til at klare sig så godt som muligt, når de skal tale.”

(Holmen og Jørgensen, 1993:32).

Derimod får de unge, der placeres i VUC, intet indblik i det danske folkeskolevæsen. Desuden placeres de

blandt voksne og får intet indtryk af, hvad der fordres af deres jævnaldrende danskere, som de på et

tidspunkt skal møde og måle sig i forhold til i den kommende ungdoms- og videreuddannelse.

En del af dette projekts unge har gået/går i klasser for tosprogede på ungdomsskolen. Blandt de unge er der

flere kritiske røster, hvad angår denne skoleform. Esan, Mehdi og Pei Lei føler sig isolerede fra de danske

skoleelever. Desuden er de utilfredse med at skulle undervises sammen med elever, hvis danskniveau er

ringere. De vil videre og føler, at de holdes tilbage fra at komme videre. Men det er jo i dansk ånd at vente

på de svagere fungerende. Samtidig kommer de til at sidde fast i tilbudet. Imidlertid er det regeringens politik,

at der ikke skal være barrierer i uddannnelsessystemet. De unge skal ikke gå i 9. klasse, bare fordi der ikke

eksisterer andre tilbud. Dette sidste forhold omtales bl.a. i Uddannelsesstyrelsen, 2004. Det vender jeg

tilbage til.

Mehdi oplever, at han bliver modarbejdet i sine bestræbelser på at komme ud på et dansk gymnasium. ”Jeg

har snakket med noget af personalet på ungdomsskolen, der har sagt, at der findes et gymnasium, der er en

blanding af danskere og udlændinge, næsten fifty-fifty.” Men det er slet ikke Mehdis lyst eller mål. ”Jeg

ønsker at gå i skole sammen med danskere.”

Flere af de unge fortæller, at på fagområder som matematik, fysik og engelsk kan de bygge videre på den

indlæring, de har med sig fra hjemlandet.

> Videre diskussion af grundskoleforløbet

Flere fagfolk er opmærksomme på problemerne med undervisningstilbudene til de sent ankomne unge

indvandrere/flygtninge. Rundt om i nogle af landets kommuner er der tiltag i gang for at imødekomme deres

undervisningsbehov. Her skal omtales et par initiativer.

Silkeborg kommune har på baggrund af Lov om Folkeskolen lavet et tilbud til unge flygtninge og indvandrere

mellem 16 og 25 år – ”Grundskole For Unge Udlændinge” (GFU). Tilbuddet er at betragte som en udvidet

modtagelsesklasse, og klasserne betegnes som 10. klasser (et brobygningstilbud, hvor man kan gå i flere

år). GFU har fået en dispensation i forhold til kravet om, at unge under integrationsloven skal modtage

undervisning på et sprogcenter.

Formålet for grunduddannelsen er at give fortrinsvis sent ankomne unge 14-25 årige flygtninge og

indvandrere almene kvalifikationer og at styrke deres personlige kompetencer. Målet er, at eleverne efter 3

år kan afslutte forløbet med folkeskolens afgangsprøver og fortsætte i ungdomsuddannelserne eller i arbejde.

Gennemsnitsalderen er p.t. 17 år. Undervisningen finder sted på en af kommunens folkeskoler.

GFU-10. klasse tilbyder undervisning i basisdansk og i dansk som andetsprog både i dansktimerne og i alle

de andre fag. Der er afsat 9 timer til fællesfag, dansk, samfundsfag, 14 timer til niveaudelt undervisning:

dansk, matematik og engelsk på 4 niveauer og tilbudsfag i mindst 6 timer.

Brobygningen er eksempelvis organiseret som fire ugers deltagelse i en ungdomsuddannelse.

Hvordan går det dem? 66


Derudover tilbyder GFU-fritid forskellige fritidstilbud.

Ungenetværket består af en række ungdomsskoler og afdelinger ved sprogcentre med 8-10 års erfaring med

undervisning og vejledning af 16-25 årige tosprogede unge, først og fremmest sent ankomne. Ungenetværket

udarbejdede i 2004 en fælles henvendelse til undervisnings- og integrationsministeren vedrørende

barrierer i forhold til især sent ankomne tosprogede unges muligheder i uddannelsessystemet og på arbejdsmarkedet.

Overordnet befinder de unge sig ”i et krydsfelt af lovgivninger, som i en vis grad tvinger kommuner og

uddannelsesinstitutioner til kassetænkning og kortsigtede løsninger.” (Ibid. 5).

Unge, der er fyldt 19 år, må sædvanligvis ikke gå til folkeskolens afgangsprøve i hverken folkeskolen eller

ungdomsskolen. Disse unge henvises til danskuddannelserne for voksne, hvor udgangspunktet er voksnes

livs-, arbejds- og uddannelseserfaringer.

”Det er derfor en barriere for mange af de unge, at 19 års grænsen er afgørende for uddannelsesregi, prøver

i almene fag og vejledningsindsatser.”

For at kunne modtage SU skal man være optaget på en godkendt ungdomsuddannelse, hvilket kræver 9 års

skolegang eller tilsvarende. Det kan flertallet af de sent ankomne ikke honorere. De er derfor henvist til

forsørgelse under lovgivninger med et klart beskæftigelsessigte. ”Dette medfører i praksis, at den enkelte

kommunes/sagsbehandlers politik vedr. integrationskontrakt/jobplan er af afgørende betydning for den

enkeltes muligheder.” (Ibid. 4).

Tosprogede unge er ikke sikret retten til fagundervisning, men kun muligheden for/pligten til dansk (som

sprog). Dermed indgår et vigtigt videns- og dannelsesaspekt ikke i deres undervisning.

Ungenetværket har udformet et forslag til en ”Grunduddannelse for tosprogede unge og sikring af overgangen

til ungdomsuddannelser/arbejdsmarkedet.” (Ibid. 7-10).

I uddannelsesstyrelsens temahæfteserie nr. 6/2004 beskrives eksempler på undervisning for sent ankomne

unge udlændinge i ungdomsskoleregi. Pr. 1. januar 2003 blev der åbnet mulighed for, at unge op til 25 år

kan undervises i ungdomsskolerne, hvis kommunalbestyrelsen beslutter det. Det betyder, at de nu kan

tilbydes undervisning i et ungemiljø i stedet for i sprogskolernes voksenmiljø.

Centerlederen for ungdommens uddannelsesvejledning i Ålborg, Anne Froberg, omtaler barrierer indbygget

i ”systemet.” Hun nævner, at ”særlige tilbud” ikke nødvendigvis passer til de unge, og at der kan være en

tendens til fastholdelse af de unge i tilbudene. Hun nævner samtidig, at der er en tendens til, at de

tosprogede unge behandles som om de er svage, utilpassede eller dårligt fungerende.

Vejledningsindsatsen er de fleste steder ikke ”andetsprogsfaglig” nok – hverken i indhold eller form, samtidig

med at de unge ikke kan overskue krav og systemer.

De unge har brug for undervisning, vejledning, overskuelighed og perspektiv. Det er derfor nødvendigt, at

der i og mellem tilbudene er tydelig målformulering, sammenhæng, tværfaglig, tværsektorielt og tværkommunalt

samarbejde. Samtidig er der brug for et klart overblik over de eksisterende tilbud. (Ibid. 18).

De unge uledsagede er nævnt i to af hæftets syv projekter. I Lyngby-Tårbæk kommune har man på

baggrund af erfaringer med uledsagede og traumatiserede unge flygtninge ansat en omsorgsmedarbejer

under socialforvaltningen til at varetage den støtte i hverdagen, som forældre normalt forventes at give.

Rising Ungdomsskole (Odense Kommune) påbegyndte et undervisnings- og integrationsforløb, som i første

omgang var rettet mod unge, uledsagede vietnamesiske bådflygtninge. På skolen har alle medarbejdere til

opgave at ”vejlede” de unge i ”life-skills” dvs. at kunne nyorientere sig, at kunne perspektivere sit liv, træffe

valg og omvalg og afprøve nyt. (Ibid. 100).

Ellers er det kendetegnende, at de unge uledsagede er usynlige i diverse beskrivelser. De er imidlertid en

del af elevgruppen med deres helt specielle situation.

”Ungdomsskolernes erfaring er, at det tager fire-syv år for de unge tosprogede at tilegne sig danskkundskaber

på et niveau, der sætter dem i stand til at indgå i det ordinære ungdomsuddannelsestilbud.” (Ibid.

114).

Der er med andre ord tale om et langt sejt træk, som de unge skal have hjælp til at fastholde, især også fordi

en sådan indlæringsperiode ikke kun foregår ét sted.

Hvordan går det dem? 67


Konklusion

I Uddannelsesstyrelsen (2004:85) omtales indsatsen i Lyngby Tårbæk kommune, hvor man vil lære eleverne

at tilegne sig indlæringsformer og metoder som gruppearbejde og projektorientering.

Dette projekts unge kommer fra autoritære undervisningsforhold, så alene det at indgå i den danske skoles

særlige undervisning er omvæltende.

At få tonen, adfærden, eksamensformen, den herskende demokratiske ånd under huden er en del af at

kunne begå sig i (videre)uddannelsessystemet. Bourdieu omtaler kulturel kapital, som både viden og viden

om. Lige så vigtig som den er den symbolske kapital – signalerne du begår dig med.

At deltage i undervisning er derfor ikke kun et spørgsmål om tilegnelse af faglig viden, men også en indsigt i

feltets spilleregler og en indsigt i egne begrænsninger og muligheder. Det kræver råd og vejledning, især

fordi disse unge fra begyndelsen er bagud i forhold til de fleste af deres jævnaldrende.

Det er således lidt af en tour de force at ankomme til landet i en relativ sen alder og skulle agere på lige fod

med andre, der er opvokset i Danmark.

Mens jeg sidder og skriver dette, går der kostbar tid for de aktuelle unge. De har travlt, de er bagud, de vil

gerne, de kan ikke vente, de vil i gang. Et år er lang tid, når man er 19 år. Mangel på relevante undervisningstilbud

fungerer som en integrationsbarriere, og der, hvor undervisningen fungerer mest uheldig,

opnår de unge ikke et relevant fagligt ståsted med videreudddanelse for øje.

Til undervisningstilbuddene er i nogle kommuner knyttet vejledning og et aktivt efterværn. Dette behandles i

kap. 17 om støtte og vejledning, således at støttetilbud og -muligheder behandles under ét.

15.3 UNGDOMSUDDANNELSERNE OG DET VIDERE UDDANNELSESFORLØB

”Jeg gik på teknisk skole i 2½ år for at blive frisør. Men jeg fik ingen praktikplads.” (Shukri)

”Jeg fik ingen praktikplads som kontor assistent. Jeg søgte rigtig mange job over hele landet.” (Christine).

Abdi fik ingen praktikplads som automekaniker. For Marcel var teknisk skole dansksprogligt for svær.

Hassan gik 5 måneder på teknisk skole, men måtte slutte fordi han ikke kunne følge med.

Marian har tre forskellige ønsker om uddannelse, men kan ikke vælge.

Ca. halvdelen af dette projekts unge er aktuelt ikke at finde i skole- og uddannelsessystemet, et vigtigt felt,

hvor især den sproglige kapital, den kulturelle kapital, men også den symbolske kapital og den sociale

udvides gennem læring og socialisering.

Hvorfor er de så ikke at finde i uddannelsessystemet?

Ovenstående sætninger indikerer nogle af problemerne. Andre unge er slet og ret kommet i gang med at

tjene penge. Nogle går med planer om at begynde næste skoleår. Et par har psykiske problemer og svært

ved at koncentrere sig. En enkelt har måske for urealistiske mål og trænger til vejledning.

Da Christine fremlagde sine ønsker om uddannelse for sagsbehandleren, fik hun svaret. ”Jamen, der er jo så

meget du ikke kan.” Hun fortalte i øvrigt, hvordan hun havde slidt sig gennem en delvis HF. ”Jeg kan ikke gå

hen og score 9 eller 10 i gennemsnit. Det bliver nok 6 eller 7. Jeg skal knokle så hårdt som jeg nogensinde

har knoklet for at få 9. Da jeg gik på HF, var der så mange ting og ord, jeg ikke forstod. Så fik jeg lektiehjælp

gennem kommunen. Ham har jeg lært en hel masse af.”

Samir har lignende erfaringer med at det er hårdt at lave lektier. Han er en af de få, som en kommune har

bevilliget efterværn. Han får 12 timer om måneden, som han mest bruger til lektiehjælp. Hjælpen strækker

ikke til. Han har især brug for støtte, når han skal aflevere større skriftlige opgaver. ”Jeg har været i Danmark

og kan sproget, og alligevel er det svært.”

> Videre diskussion om uddannelse

Tænketanken opstiller i deres første rapport (Tænketanken, 2003) syv punkter som integrationsmål. Et af

dem er, at indvandrere mindst skal have et uddannelsesniveau, som gør, at de kan klare sig på arbejdsmarkedet,

og at efterkommere skal have samme uddannelse som danskerne.

På baggrund af at så mange af de unge tosprogede (op mod 60 %) ikke gennemfører erhversuddannelserne

eller gymnasiet, lavede Tænketanken i 2005 en undersøgelse om udlændinge på ungdomsuddannelserne

(Tænketanken, 2005). De konstaterer, at der er problemer med de faglige krav, og at de unge har svært ved

at få praktikplads. Samtidig pointerer de, at de unge er motiverede til og fokuserede på at få en uddannelse

Hvordan går det dem? 68


(Ibid. 7). Der opridses nogle barrierer, som gør at unge udlændinge har svært ved at klare sig på

erhvervsuddannelserne. Jeg har foretaget et udpluk, som dels understreger dette projekts unges erfaringer

og dels yderligere perspektiverer deres betingelser. (De unge uledsagede er som i mange andre tilfælde ikke

synlige i rapporten).

Barrierer for de unge før erhversuddannelserne: dårlig dansk, dårlige faglige kundskaber, manglende socialt

netværk, manglende kendskab til uddannelsessystemet.

Barrierer for de unge på erhvervsskoler: Forkerte forventninger, problemer med det faglige niveau,

problemer med sproglige nuancer, problemer med den selvstændighedskrævende arbejdsform, manglende

netværk, dårlig vejledning.

Barrierer for de unge i forhold til praktikken: Forventninger til udlændinge, problemer med ansøgningernes

udformninger, manglende netværk, manglende viden om omgangsformen på arbejdspladser.

En del af de unge i Tænketankens rapport foretrækker at holde forældre og uddannelse skarpt adskilt (s. 75).

De oplever familien som gammeldags og ser indblandingen fra forældrene som en forplumring af deres

integrationsproces. Dette projekts unge har ikke forældrenes indblanding som et problem, men snarere det

problem, at de skal klare ”alt” selv. Man kan sige, at de har fået en overvældende mulighed. I forhold til

deres familier er de i langt højere grad frisatte, men er så til gengæld – hvilket i øvrigt også gælder andre

tosproglige unge med familier – dybt afhængig af anden vejledning og rådgivning.

Der er ingen tvivl om, at de unge skal slide afgørende meget mere for at gennemføre deres uddannelse end

de fleste danskere, og at de er langt mere overladt til sig selv. Som nævnt under danskundervisningen er der

tale om et langt sejt træk. Dette er et generelt grundvilkår, når man bosætter sig i et nyt land.

De unge trænger til stadig støtte for at udtænke uddannelsesstrategier, fastholde dem og ændre dem for at

komme videre. Fordi de ikke har en opvækst i det danske uddannelses- og dannelsessystem, skal nogen

hjælpe dem med at definere, hvordan og til hvad de skal kvalificere sig. At skabe sig en identitet, der

efterhånden indoptager de danske omgivelser, styrkes gennem uddannelse.

Dannelsesidealet i Danmark kan med Ziehes ord beskrives som ”idealet om det selvforvaltende menneske”.

(Jerlang, 2003:435.) Hvor de unge i høj grad kommer fra lande med undervisning af traditionel karakter,

udvikler det danske skole- og uddannelsessystem vurderingsevnen med det enkelte individ for øje.

Det er en forudsætning at kunne orientere sig i de mange uddannelseskontekster og at kende betingelserne.

Bolette Moldenhawer reflekterer i sin bog ”En bedre fremtid” (2001) over den voksende uddannelsestilbøjelighed

og gør opmærksom på det stigende uddannelsesniveau i befolkningen som helhed. For at

undgå at de unge ender som ufrivillig arbejdskraft, skal der også fra samfundets side udvises stor vilje til, at

de unge passerer de mange nåleøjne i uddannelsessystemet med kvalificering til integration og selvudvikling

for øje.

Hvordan går det dem? 69


Konklusion

Nedenfor vises en opgørelse over dette projekts unges aktuelle skole/uddannelsessituation.

Ikke i

uddannelse

47%

Aktuel skole/uddannelsessituation

Sygeplejerske

3%

7 informanter går stadig i grundskolen

3 informanter går i gymnasiet eller på HF

1 informant går på teknisk skole

2 informanter går på handelsskolen

2 er i gang med sosuuddannelsen

1 påbegynder sygeplejeskeuddannelsen

14 er ikke i uddannelse

Grundskole

23%

Teknisk skole

3%

Handelsskolen

SOSU-uddan. 7%

7%

Hvordan går det dem? 70

Gymnasiet/HF

10%

Konklusioner over danskundervisningen og grundskolen er foretaget. Her skal konklusionen over ungdomsuddannelserne

følge.

Ikke mange af de unge har fuldført en ungdomsuddannelse. For en del skyldes det manglende praktikplads.

Enkelte er også sluttet, fordi deres danskkundskaber ikke var gode nok.

I ”Mulighed for mønsterbrud” skriver forfatterne: ”Ungdomsuddannelserne er i en vis forstand sidste chance

for at gøre noget ved problemet (for dårlige danskfærdigheder (min komm.)). I de videregående er det ikke

muligt også at have tid til at opdyrke manglende danskfærdigheder.” (Undervisningsministeriet, 2005:147).

Bjørg Colding (Socialforskningsinstituttet, 2005) skriver i sit indlæg ”Uddannelsessystemets manglende evne

til at integrere etniske minoriteter”, at indvandrere, der er kommet til Danmark i 6-12 års alderen, klarer sig

dårligst i ungdomsuddannelseforløbet. Kun knapt 69 % af dem påbegynder en ungdomsuddannelse (for

efterkommere drejer det sig til sammenligning om 85 %). Frafaldsprocenten for denne gruppe er størst på

gymnasialt niveau, 19 %, og erhversfagligt, 61 % (efterkommere: 13 % og 58 %). Ved folkeskolens afgangsprøve

i 9. klasse i dansk og matematik scorer denne gruppe lavest.

Jeg ved ikke, om denne tendens også gælder de sent ankomne unge uledsagede, hvoraf de fleste er

kommet til Danmark i 15-17 års alderen. Jeg er ikke stødt på nogen undersøgelser, der opererer med sent

ankomne i alderen 13-17 år.

To vigtige konklusioner må drages af dette:

Det er vigtigt, at de unge uledsagede opdages i undervisningssystemet, registreres som sådan, og at de, der

ankommer som ældre teenagere, modtager et relevant undervisningstilbud.

Der bør foretages en undersøgelse af, hvordan unge, der kommer senere end det fyldte 12. år, klarer sig i

uddannelsessystemet, eksempelvis indenfor de sidste 15 år. Blandt de uledsagede udgør de 15-17 årige

drenge som sagt den største gruppe.

De unge har ikke forældrene ved hånden og har bl.a. derfor brug for kontinuerlig og kompetent støtte og

vejledning til at agere i uddannelsessystemet. En af de unge ville være falckredder. Han henvendte sig til

ungdomsskolens studievejleder og fortalte om sit ønske. Studievejlederen kopierede nogle sider fra en

uddannelsesmanual og stak den unge det. Slut. Det var det ønske!

Uddannelsesstyrelsen (2004:114) foreslår, at der etableres en tutorordning, der kunne give den nødvendige

individuelle og differentierende støtte.


Samtidig gøres der opmærksom på lektiehjælp og eventuelt prøveforberedende enkeltfagsundervisning.

Et vigtigt mål er, at de unge skal blive bevidste aktører i eget liv, og at skole- og uddannelsessystemerne bl.a.

derfor i højere grad må bygge på minoritetselevernes ressourcer.

”Internationaliseringen er her for at blive, og det gælder i høj grad også i ungdomsuddannelserne – ikke

mindst i lyset af den rejsekultur, som den enkelte elev er en del af, og som også i voksende omfang præger

skolernes liv og pædagogiske kultur.” (Undervisningsministeriet, 2005:149).

Jeg oplever de unge som innovative og reflekterende med kapacitet til at bearbejde social erfaring og til at

udvikle måder at klare sig på. De er i stand til at agere i transnationale processer. I dette er der en

udvidende kapitalformåen, vi ikke gør brug af.

Hvordan går det dem? 71


16 BESKÆFTIGELSE OG INDKOMST

19 af de unge har arbejde. Kun 1 har faglært arbejde (sosuassistent), resten bestrider ufaglærte job.

10 af de unge lever af deres fuldtidsarbejde (Adnen, Mahmoud, Kamal, Almir, Marcel, Jeya, Ahmad, Nader,

Hassan og Christine). De arbejder som: tjener, køkkenmedhjælpere, murerarbejdsmand, assistent på en

burgerbar, rengøringsassistent, ekspedient i en døgnkisok, postbud, fabriksarbejder.

9 unge har arbejde og er stadig studerende/under uddannelse: Aman, Tomas, Karim, Amir, Farid, Abdi,

Samir, Esan og Pei Lei.

7 informanter går i skole/studerer og har ikke arbejde. Nogle af dem søger et arbejde.

> At skaffe sig et arbejde

Over halvdelen af de unge har altså arbejde. 10 har fuldtidsarbejde, og 9 arbejder ved siden af studier. At få

arbejde er der ellers generel enighed om næsten er umuligt. Her følger et par karakteristiske udtalelser:

”Jeg får ikke job. 80 ansøgninger har jeg skrevet. Jeg har fået et svar, og de meldte ikke tilbage.” (Hussein)

”Jeg har testet en virksomhed ved hjælp af danske venner. Jeg henvendte mig og fik at vide, at de ikke

havde brug for nogen. Dagen efter gjorde nogle af mine danske venner det samme, og så var der brug for

nogen. Jeg har skrevet mange ansøgninger.” (Abdi) (Her var tale om praktisk hjælp i et supermarked).

”Hvordan skal man starte? Man kan ikke få job med sort hår og brune øjne.” (Mehmet)

De oplever afslag som udtryk for diskrimination af dem, fordi de er fremmede. De sidder med det indtryk, at

de har meget få chancer for at få et job. Alligevel har mange et job. De er jo ufaglærte og får ufaglærte job.

”Kommunen kunne ikke finde et job til mig. Papfar kunne heller ikke. Men det kunne jeg selv.” (Ahmad). Han

fik arbejde i en døgnkiosk på et af brokvartererne med mange indvandrere, der taler arabisk som ham selv.

Nogle af de unge oplever diskrimination på arbejdspladsen.

”Jeg har oplevet masser af diskrimination indenfor mine arbejder – hos de ældre og de udviklingshæmmede.

Jeg var ikke ønsket af klienten. Det gentager jeg for mig selv, og senere har jeg tænkt over det.” (Marian)

”Jeg var engang ansat i Netto. Jeg sad ved kassen og ville hjælpe en ældre dame med at lægge hendes

varer i kurven. Hun troede, at jeg ville stjæle varerne fra hende.” (Abdi)

Christine er ansat på en fabrik. Hun oplever, at udlændinge ikke har samme goder som danskerne.

”Danskerne får lov til at gå om bagved, hvis de er trætte eller har hovedpine, men det er der ikke

nogen af os der får lov til. Nej, vi skal blive stående – ikke nogen diskussion.”

Hun fortæller et andet eksempel: ”Jeg kom tilbage til arbejdet efter at have været væk et par dage. Så hørte

jeg en af de andre damer spørge nogle kolleger: ”Hende der negeren er hun kommet tilbage?” Senere gik

jeg hen til hende og sagde, at hun ikke skulle kalde mig negeren.”

Adnen, der arbejder heltids som tjener, beretter om en ubehagelig episode med en kunde, der behandlede

ham nedværdigende. Han fortalte hende, at hun ikke skulle tale til ham på den måde. Herefter klagede hun

over ham til hans chef. Chefen bad ham forklare sig, og episoden endte med, at kunden blev bedt om at

forlade restauranten.

Chefens reaktion betød meget for ham. Han blev troet og så anderledes konsekvenser af at blive

diskrimineret.

> Videre diskussion om beskæftigelse

At de unge på trods af oplevelsen af at blive diskrimineret med hensyn til at få arbejde alligevel får et arbejde,

vidner om en stor entreprenørvilje. De er ihærdige i deres søgen. Møder personligt op for at høre, om der er

noget at lave. De er ganske bevidste om, hvor de lettest kan skaffe sig et arbejde.

De er alt andet end ressourcesvage. I hvor høj grad det lykkes disse unge i forhold til andre indvandrerunge

at skaffe sig et arbejde, ved jeg ikke.

Hvordan går det dem? 72


At de skaffer sig arbejde, går formodentlig så længe, der er tale om ufaglært arbejde, og så længe de er

unge.

De unge omtaler sort arbejde som et problem. I perioder har flere af dem været nødt til at arbejde sort, fordi

de ikke kunne få andet. I denne forbindelse er det pizzerier, de omtaler. De sammenligner arbejdsforholdene

med slavelignende forhold. Nogle af dem bliver direkte udnyttet.

Sort arbejde er et reelt problem og en barriere i integrationen. Ofte arbejder de sort hos landsmænd eller hos

sprogfæller.

I de sidste årtier er mange af de ikke-uddannelseskrævende job forsvundet med det resultat, at ikkeuddannnede

eller lavtuddannede ikke er i arbejde, men langtidsarbejdsløse eller på kontanthjælp. ”Når ikkevestlige

indvandrere er dårligt integrerede i arbejdslivet i Danmark, skyldes det for det første en svært

håndterlig kombination af dårlig uddannelsesbaggrund hos indvandrene og høje produktivitetskrav på det

danske arbejdsmarked – produktivitetskrav, som en del danskere også har svært ved at honorere.”

(Socialforskningsinstituttet, 2005:31). Unge danskere af indvandrerforældre forlader i større tal end etniske

danskere uddannelser, fordi de ikke klarer de formelle færdighedskrav. Der tales om igen at indføre

mesterlæreruddannelser.

Nogle af dette projekts unge kan meget let – og inden for kort tid – ende som ufrivillig og ufaglært

arbejdskraft, i sort arbejde hos landsmænd eller udenfor den selvforsørgende skare, hvis ikke de fastholdes

længere i skole- og uddannelsessytemet, end tilfældet er.

> Konklusion

I de unges nuværende situation er det ikke muligt at tale om kvalifikationer i nogen særlig grad i forbindelse

med at få et arbejde, da der er tale om ufaglært arbejde.

Interessant er det om 7 år. Hvem fik en uddannelse? Hvem har et arbejde? Hvilket? Og hvorfor?

Hvem bærer prisen, hvis for mange mislykkes? Har vi sagt ja til deres indlemmelse i det danske samfund

med for få og for ukvalificerede tilbud?

Tutorordningen som nævnt i forrige kapitel er i høj grad aktuel også for unge, der af en eller anden grund

ikke er i et skole- og uddannelsesforløb.

Det er desuden nødvendigt at holde de unge ude af sort arbejde, hvor de ikke arbejder under overenskomstmæssige

og beskyttede forhold. Sort arbejde er en barriere for integrationen, alene af den grund at det er

omgærdet med forbud.

Kunne man forestille sig en kombination af arbejde og intensiv danskundervisning ?

At de unge ikke har mange penge til sin rådighed, har jeg hørt meget få klage over, selv om det er et reelt

(stort) problem.

Hvordan går det dem? 73


17 STØTTE OG VEJLEDNING

En overvejende del af de unge oplever, at de har fået tilstrækkelig med støtte og vejledning af kommunen. I

kapitlet om boligforhold blev det omtalt, at forholdet mellem boform og omsorg skulle være sammenhængende,

i hvert fald i begyndelsen af udflytning til kommunen.

Sammenholder man svarene på spørgsmål 12 (Har du fået den støtte og vejledning af kommunen, du har

haft brug for?) med spørgsmål 5 (Hvordan boede du efter visitationen til kommunen?), fremstår et

sammenfald mellem udtryk af tilfredshed med støtte og vejledning og bestemte boformer.

19 informanter svarede ja på spørgsmål 12. De boede således i den første tid:

8 boede i børnehus eller lign. hvor hjælpen er lige ved hånden til hverdag.

1 kom til at bo hos en dansk plejefamilie.

5 boede hos herboende familie.

4 boede for sig selv med tæt kontakt til en kontaktperson.

1 boede alene.

Alderen har ikke spillet en specifik rolle i dette spørgsmål.

7 informanter var ikke helt tilfredse.

Adnen har boet alene.

Almir var blevet 18 år, da han flyttede ud i kommunen og har følt sig for meget overladt til sig selv.

Hussein har boet i børnehus. Han opfatter sig ikke som flygtning.

Jeya var 17 år, da hun fik opholdstilladelse, og har klaret en del af sine problemer alene.

Jejandran syntes, at det tog for lang tid, inden han fik lov til at bo hos sin familie.

Ahmad bor hos plejefamilie, men ser stort set ikke den sagsbehandler, der har opsyn med ham.

Hassan boede i børnehus, og siden har det været rigtig svært for ham at bo alene.

4 informanter svarer nej.

Abdi og Mehdi har i den første tid i kommunen boet i børnhuse/bofællesskaber og oplevede efterfølgende, at

ingen fra kommunen tog hånd om dem.

Nader var lige fyldt 18 år ved visiteringen. Han fik en barsk start. Desuden kom han og sagsbehandleren

ikke godt ud af det med hinanden. Han bad om ny sagbehandler, hvilket ikke blev efterkommet.

Mehmet har i sit hjemland pådraget sig bl.a. skudskader, der gør, at han har brug for økonomisk hjælp, en

hjælp han synes, han slet ikke har fået. Han oplever forholdet til sagsbehandler (og kommunen) negativt og

føler sig afmægtig.

For de informanter, der har svaret ja til spørgsmål 20, er der en tydelig sammenhæng mellem at føle sig

støttet og at være i en boform, hvor der er nogen omkring én.

Hvad angår informanterne, der ikke er helt tilfredse eller har svaret nej, spiller boformen en stor rolle for de

ottes vedkommende. Der eksisterer altså en tydelig sammenhæng mellem tilfredshedsgraden af kommunal

støtte og den tilbudte boform.

> Støtte, vejledning og kompleksiteten

”Jeg tænker meget – en følelse af ensomhed.” (Adnen)

”Jeg har set min sagbehandler to gange. Og jeg har haft mange problemer.” (Ahmad)

”Jeg er jo bagefter, så jeg må have støtte af kommunen.” (Nader)

”Jeg har mange (private) voksne til at hjælpe mig. Det går ikke uden.” (Samir)

”Der ligger så meget pres på os, fordi vi er alene.” (Marian)

”Ham der er blevet 18 år, skal ikke bare ikke have hjælp.” (Mehdi)

”Vi skal alt selv.” (Mehdi)

”Der skal være nogen man kan støtte sig op ad. Mange gange så står man der helt alene, sådan helt alene.

Man føler sig helt ensom, men når man har nogen til at støtte sig, så er det lettere.” (Marcel)

Hvordan går det dem? 74


”Så kommer man til Danmark og kommunen prøver at sætte dem i gang som en dansker, det kan man da

ikke. Det kan være umuligt, det kan være meget svært, det har jeg selv prøvet. Kommunen siger: ”Vi har ikke

råd til det, vi kan ikke gøre det, vi gør det heller ikke for danskere”. Selvfølgelig ikke, for de danske drenge de

har deres egne forældre, de har heller ikke brug for så meget hjælp som udlændinge.” (Nader)

Mehdi fortæller om, hvordan kommunen havde mange betænkeligheder, da kommunens ungdomsskole for

tosprogede i nabobygningen skulle rumme 10. klasser, hvor de fleste er etniske danskere. ”Det er faktisk

gået meget godt, selv om alle lærerne og personalet på ungdomsskolen tænkte, at det kunne være et

problem at etniske og danskere kommer sammen for første gang i kommunen.”

Han nævner et eksempel på ikke at blive forstået eller blive misforstået. Informanten vil rigtig gerne i dansk

skole. Ind i mellem har han været så træt af ungdomsskolens mangel på udfordring, at han er blevet væk et

par dage. Det får sagsbehandleren til at sige, at hvis han ikke gider gå i skole, så kan det heller ikke nytte

noget med en dansk skole. Og hun tilføjer: ”Hvis du synes ungdomsskolen ikke er god for dig, så er

uddannelse måske heller ikke godt for dig?”

Jeg spurgte Mehdi, om han kunne tænke sig en talsmand.

M: ”Mener du at han skal være som en bisidder?”

J: ”Ja, hjælpe, han er jo på din side.”

M: ”Jo, det har jeg haft problemer med. Nogen gange har jeg haft min kontaktperson med, og så har de sagt

til hende, hvorfor hun kommer med, han er jo voksen. Han skal selv komme over og sige hvad han mener.

Så har de sagt, at hun ikke må komme mere, hun er ikke velkommen.”

Ovenstående meningsytringer om behovet for støtte og vejledning viser nogle af de mange forhold, der er at

tage hensyn til. De unge taler om ensomheden, oplevelsen af at skulle klare alt, behovet for støtte og

vejledning, behovet for en voksen, svigtende tilsyn fra kommunen, den selvfølgelige forskel mellem en

uledsagets behov og en ung danskers, det bratte stop af støtte efter det 18. år, kommunale fordomme,

tilbudstvangen og ønsket om talsmanden.

Området er et af de centrale i de uledsagedes liv og drejer sig kort sagt om udviklingen i den unges liv fra i

begyndelsen at være (nødvendigt) klientgjort til med tiden at blive frisat og klare sig selvstændigt uden det

offentliges hjælp. Det kræver meget både af den unge og af systemet.

> Diskussion af støtte og vejledning

Lad mig kort vende tilbage til svarene på spørgsmålet om tilfredsheden med den kommunale støtte og

vejledning. Når der også viser sig kritiske holdninger og udtalte mangler, hvad kan så baggrunden for de

overvejende positive svar i kapitlets begyndelse være? Jeg vil lægge ud med at tolke den udtalte tilfredshed

som de unges reelle tilfredshed med den hjælp, de har modtaget. Andre muligheder er, at den offentlige

hjælp i Danmark formodentlig er langt mere organiseret og udbygget end i de samfund, hvorfra de unge

kommer. Mødet med det danske omsorgs- og velfærdssystem kan bevirke positiv respons på spørgsmålet,

fordi meget har fungeret og er bedre end derhjemme.

Endnu en faktor, der kunne udløse positiv respons er, at det er svært at kritisere noget, der er så

velfungerende. Kan man være bekendt at kritisere den hjælp man overhovedet får?

Endelig kunne der være tale om et konglomerat af tolkningsmulighederne.

Måske besidder de unge også en ganske realistisk opfattelse af, hvad kommunen kan tilbyde og yde.

Enkelte udtalelser peger på, at de skelner ganske nøgternt mellem, hvad man kan forlange af det offentlige,

og hvad man ikke kan forlange.

To af kvinderne taler om, at systemet er godt nok, men at der mangler hjerte. Det forlanger de ikke af det

offentlige, men de mangler hjertet i deres liv her i Danmark.

”Jeg ønsker langt større støtte – mere hjerte.” (Marian)

”At få os til at føle os ønsket – at få os til at føle at man gør en forskel.” (Christine)

Sammenkoblingen af identitet, solidaritet og mening som udgør vores livsverden har huller.

Det er min opfattelse, at den personlige tilknytning er afgørende for oplevelsen af at være blevet støttet og

vejledt i den første tid som medborger. Jeg er også sikker på, at den går forud for boformen.

Hvordan går det dem? 75


Skelsåret – 18

Når de unge fylder 18 år, bliver problemerne store. Indtil det 18. år har kommunerne fået dækket deres

udgifter til de uledsagede flygtningebørn. Fra det 18. år er de uledsagede at betragte som almindelige

flygtninge, kommunen selv skal udrede penge for. Det på trods af, at en 18 årig kan få opholdstilladelse som

uledsaget, hvis han/hun er indrejst 17 år gammel.

Ved det 18. år tipper læsset. Generelt kan man nemlig sammenfatte, at der stort set ikke ydes aktiv offentlig

hjælp, når den unge er fyldt 18 år.

Når den uledsagede fylder 18 år, er han/hun altså at betragte som alle andre voksne flygtninge. Herefter

beror hjælp på skøn. Den 18 årige mister ”titlen” som uledsaget mindreårig og bliver en eks-uledsaget

mindreårig, som ikke pr. definition har krav på ekstra opmærksomhed.

25 af projektets unge er ikke mindreårige. Det burde ikke gå så relativt godt, som det egentlig gør.

> Den gode professionelle

Når det alligevel går så nogenlunde godt, skyldes det først og fremmest en kombination af den unges

ukuelighed og forholdet til den gode omsorgsperson – det gode menneske fra kommunen, som lægger mere

energi og engagement i sit arbejde end det ”aftalte”. Disse mennesker afbøder uden tvivl mange mangler og

formilder overgangen for nogle af de unge, der fylder 18 år. De sørger desuden for en vis kontinuitet i de

unges integration. Uden dem ville mange formodentlig føle sig totalt forladt, hvilket de unges ytringer

bevidner. Men de gode mennesker slører også de reelle problemer – nemlig det manglende efterværn, den

manglende reelle kontinuitet og den manglende kontakt med øvrige voksne danskere. Disse gode professionelle

bliver imidlertid som en slags andemor – den første voksne de unge ser.

Dette billede bestyrkes af svarene på spørgsmål 12c – ”Har du haft private voksne til at støtte dig?” De fleste

af projektets unge er gode til at lave alliancer, eller andre er vedholdende og laver alliancer med dem. Evnen

til at være fastholdende er en styrke og en ressource, der kan bygges videre på. 20 informanter ud af 30 er

knyttet til en voksen, som typisk er en repræsentant fra det offentlige eller en herboende slægtning. Det er

ikke lykkes mange af de unge at knytte venskaber eller hjertelige kontakter med andre voksne danskere.

Dette, synes jeg, er udtryk for, at denne del af deres integration som helhed er begrænset.

Jeg tolker helt klart, at de unge ønsker sig en papfamilie, hvor de kan komme og gå, som de vil. Ligesom i

en almindelig familie. De, der har en papfamilie, fortæller med glæde og stolthed om den.

> Ungdomsvejledningen

Meget få af de unge har af sig selv nævnt ungdomsvejledningen. Projekt ”Kvalitet i ungdomsvejledningen”

har medvirket til, at nogle kommuner har fået midler til at iværksætte, udbygge og forbedre ungdomsvejledningen.

”Kvalitet i ungdomsvejledningen” er et samarbejde mellem undervisningsministeriet og KL. 71

projekter har søgt om midler.

Gentofte kommune forsøgte sig i årene 2002 og 2003 med oprettelsen af en mentorordning og et team af

ung-til-ung vejledere. Mentor skulle varetage opgaver vedrørende den unges skole/uddannelse/arbejdsliv/

sociale liv og fritidslivet. Ung-til-ung vejlederen skulle hjælpe unge, både de danske og de udenlandske, og

var en udbygning af en eksisterende ungdomsvejledningscafé. Ung-til-ung projektet måtte indstilles midt i

2003, fordi det var svært at finde egnede unge, og unge der havde tid.

Mentorordningen fungerede for 11 unge. ”Projektet kan ikke dokumentere, at mentorordningen i sig selv har

øget de unges muligheder for gennemførelse af en ungdomsuddannelse eller tilknytning til arbejdsmarkedet.”

Mentorordningen anbefales imidlertid som relevant supplement til ungdomsvejledningen.

I Silkeborg kommune er målet, ”at ungdomsvejledningen følger den udsatte unge, indtil den unge er kommet

ind i en stabil uddannelses- eller beskæftigelsessituation.”

Nogle af de mange projekters tiltag fungerer som et efterværn. Et nødvendigt efterværn, der ikke er

gældende for ret mange af dette projekts unge.

Hvordan går det dem? 76


Konklusion

I kapitlet er kompleksiteten af støtten og vejledningen til de unge belyst. 2/3 dele af de unge oplever, at de

har fået den støtte og vejledning, de har haft brug for. Denne oplevelse er dels forbundet med en boform,

hvor der ydes omsorg. Dels er den forbundet med den unges kontakt til en omsorgsperson, som den unge

knytter sig til. En del omsorgpersoner knytter sig til de unge, også efter at det professionelle forhold er ophørt.

Dette har stor betydning for den unges oplevelse af tryghed og kontinuitet og har formodentlig haft stor

betydning for graden af integration.

Når de unge når skelsår, 18 år, ophører stort set al form for hjælp og vejledning. Denne mangel er en

barriere for integrationen, som kan give sig udslag i opgivelse af mål, mangel på udvikling af danskkundskaber,

manglende uddannelse m.m. De unge siger højt og tydeligt, at de ikke klarer sig uden voksenhjælp

og støtte. De skal alt for meget alene. Kommunerne efterlader generelt de unge i alt for høj grad ved deres

18. år. Det kunne med den svenske tænker Göran Rosenbergs ord skyldes ”en konflikt mellem de

kortsigtede kalkuler og de langsigtede forpligtelser.” (Man kunne kort lade tankerne strejfe de unge, der

indrejser som 18 og 19 årige. Hvad bliver der tilbudt dem?).

Mig bekendt findes der ikke nogen overordnet politik for de uledsagede flygtninges liv her i Danmark. Der

eksisterer ikke en plan for, hvad vi vil med de unge her i landet, nu hvor vi har budt dem indenfor. Hvilke

tilbud har vi til dem? Hvilke krav har vi til dem? Og hvem fortæller dem det?

Når det ikke går værre end tilfældet er, skyldes det først og fremmest de unges ukuelighed og den gode

professionelle.

Hvad med de unge, der ikke magter denne store frihed og frisathed, der let kan glide over i forladthed og

savn? Jeg har ikke mødt dem, men de findes. I hvilket tal ved jeg ikke.

En udbygning og kombination af efterværn og ungdomsvejledning er tiltrængt. Målet må være at følge den

unge, indtil han/hun er kommet ind i en stabil uddannelses- eller beskæftigelsessituation, som også Silkeborg

kommune skriver det i deres projekt ”Kvalitet i ungdomsvejledningen.”

Det er således helt klart, at der i offentligt regi skal ske forbedrede tiltag på støtte/vejledningsområdet,

således at de unge kan udholde det lange seje uddannelses- og integrationstræk – også efter det 18. år. Det

er nødvendigt, at man gør forskel på de unge sent ankomne og danskere, da de førstnævnte pr. definition

er ”bagefter.”

På den ene side har de unge brug for gedigen vejledning fra det offentlige, på den anden side har den unge

også ret til at blive selvstændig og privat. Ser vi den unge som aktøren, der hver gang han/hun skal have

hjælp, må benytte sig af en offentlig ansat, oplever vi et ungt menneske, der skal begå sig på et felt, hvor

han er den underlegne. Jeg mener simpelthen, at det er nødvendigt, at den unge på sigt lærer at leve uden

det offentliges indblanding, uden at blive klientgjort – på lige fod med os andre. Jeg synes, at de unge har ret

til at blive en del af det private Danmark.

Som det stort set fungerer nu med udvidelsen af den professionelles domæneoverførsel til privatsfæren,

kommer de unge ikke endelig fri af det offentlige. Selv om mange af disse forhold er til stor (gensidig, håber

jeg) glæde og føles uundværlige.

Vi har alle grænser for, hvor mange vi orker at lære at kende. Det gælder formodentlig også de uledsagede,

der som klientgjorte og institutionaliserede har mødt mange nye ansigter. Man bliver, hvor der er trygt, hvis

det går. Det gør mange af os andre formodentlig også.

Min pointe bliver derfor, at de unge tidligt skal knyttes til en talsmand/mentor, som er en voksen dansker, der

vil fungere i et forpligtende forhold til den unge. Talsmanden skal være uafhængig af det offentlige. Dette

forhold kan eventuelt udbygges, eller det kan være vejen til et dansk netværk.

Spørgsmål 12e lyder: ”Er det en god idé med en voksen dansker, der hjælper en fra starten, efter at man har

fået opholdstilladelse?” Det svarer 29 ”ja” på, 1 svarer ”nej”.

Én, der tager deres parti.

Sandt at sige tror jeg, at det spiller en stor rolle at knytte kontakt til etniske danskere, fordi der heri ligger den

endelige accept af at være velkommen. Men jeg kan overfortolke. Togeby og Møller (1999:40) omtaler

imidlertid til understøttelse af min idé, at venskabelige forbindelser mellem medlemmer af minoriteten og

medlemmer af majorieteten er et godt tegn på vellykket integration. En styrkelse af den sociale kapital og

sociale anerkendelse.

Hvordan går det dem? 77


Skal de unge kunne håndtere deres livsvilkår tilfredsstillende, må det ske i samråd med voksne, der kender

til samfundet, og som kan begå sig.

> PS. Er du blevet hørt i integrationsfasen?

Som et slags PS til ovenstående kapitel har jeg nedenfor sammenholdt to af spørgeskemaets spørgsmål,

der handler om integration. Spørgsmål 26: ”Synes du at dine ønsker er blevet hørt/opfyldt i integrationsfasen”

sammenholdes med spørgsmål 12: ”Har du fået den støtte og vejledning af kommunen, du har haft

brug for?”

Svarene på spørgsmål 26 fordeler sig således:

I høj grad: 8 (Marcel, Jeya, Amir, Alex, Hassan, Shukri, Samir og Esan).

Nogenlunde: 13 (Mahmoud, Kamal, Almir, Peter, Tomas, Karim, Farid, Mehmet, Jejandran, Barathy, Marian,

Mehdi og Pei Lei).

Slet ikke: 6 (Aman, Hussein, Abdi, Ahmad, Nader og Christine).

Svarene fra spørgsmål 12 fordeler sig således:

Ja: 19 (Aman, Filip, Mahmoud, Kamal, Marcel, Peter, Tomas, Karim, Amir, Farid, Alex, Barathy, Joe, Shukri,

Samir, Marian, Christine, Esan og Pei Lei).

Ikke helt: 7 (Adnen, Almir, Hussein, Jeya, Jejandran, Ahmad og Hassan).

Nej: 4. (Abdi, Mehmet, Nader og Mehdi).

Ved at sammenstille de to spørgsmål vil jeg finde ud af, om der er unge, der oplever deres første

integrationsfase overvejende positiv, medens andre oplever den overvejende negativt. Hvad er evt. grunden

til dette, og hvad er konsekvenserne? Hvordan går det disse unge?

Først kan det konstateres, at der er mange flere unge (19), der mener, at de har fået den støtte og

vejledning af kommunen, de har brug for, end der er unge (8), der synes at de er blevet hørt eller har fået

opfyldt deres ønsker.

Ved sammenstilningen af spørgsmålene dukker et par delkonklusioner frem:

Selv om de unge oplever at have fået den støtte og vejledning, de havde brug for, er det ikke nogen garanti

for, at de har oplevet, at deres ønsker er blevet hørt eller opfyldt.

Til gengæld oplever ingen, der i høj grad har fået deres ønsker opfyldt, at de ikke har fået den hjælp og

støtte, de havde brug for.

At opleve, at ens ønsker i høj grad er blevet hørt/opfyldt, kræver overvejende god støtte og vejledning (6

informanter ud af 8).

Udfra videre sammenligninger tegner sig grupper af informanter, der er henholdsvis tilfredse og utilfredse,

hvad angår støtte/hjælp og opfyldelsen af ønsker:

Tilfredse: 6 (Marcel, Amir, Alex, Shukri, Samir og Esan).

Ikke helt tilfredse: 11 (Mahmoud, Kamal, Peter, Tomas, Jeya, Karim, Farid, Barathy, Hassan, Marian og Pei

Lei).

Nogenlunde: 4 (Aman, Almir, Jejandran, Christine).

Ikke tilfredse: 6 (Hussein, Abdi, Mehmet, Ahmad, Nader og Mehdi).

Dette fortæller ikke noget om deres tilfredshed med det liv, de lever i dag, men lad os se på, hvordan det

afspejles i dybdeinterviewene. (Aman, Marcel, Hussein, Nader, Hassan, Samir, Marian, Christine og Mehdi).

Aman: Han har ikke fået lov til at bo sammen med sin bror. (Er blevet støttet, men har på et vigtigt punkt ikke

fået et ønske opfyldt). Har en god professionel som papmor.

Marcel: Oplever sig støttet hele vejen igennem og oplever sig hørt, også nu.

Hussein: Opfatter sig ikke som flygtning. (Han har engageret sig kulturelt).

Nader: En uacceptabel udflytning til kommunen og mangler. Kontakt med sagsbehandler. (Har hverken

oplevet sig støttet eller hørt). Klarer sig godt takket være en god professionel (papfar), kæreste og hendes

danske familie.

Hassan: Var nervøs ved at skulle bo alene og fik problemer. (Oplever sig ikke ordentlig støttet).

Samir: Via boform rigtig god og kontinuerlig kontakt til voksne danskere. (Oplever sig både støttet og hørt).

Hvordan går det dem? 78


Marian: Kan jeg ikke forklare.

Christine: Er for tiden kørt psykisk fast og føler sig ikke hørt vedr. uddannelsesønsker. (Oplever sig ikke hørt).

Mehdi: Oplever sig ikke ordentlig hørt eller støttet i sine ønsker om at komme ud af tilbudene.

> Konklusion

For at opleve, at man bliver hørt vedrørende sine ønsker, kræves der god støtte og vejledning. Dette kan bl.a.

realiseres sammen med den professionelle/sagsbehandler, der kender én (kontinuitet), forstår én og har

handlemuligheder (tilbud).

Jeg kan ikke sige noget entydigt om fælles konsekvenser for de unge i grupperne af tilfredse og utilfredse.

Jeg får lyst til at slutte dette kapitel med Naders ytring: ”Til alle flygtninge: Vær ikke tilbageholdende.”

Hvordan går det dem? 79


18 VENNER, KÆRESTE OG FRITID

> Bedstevennen, bedsteveninden og vennerne

Det ser ud til, at de unge kender mange mennesker på tværs af etniske grænser. De møder venner, hvor

man primært møder venner: skoler og uddannelsessteder, arbejde, foreninger og klubber.

Et par stykker spurgte mig, hvad jeg mente med venner. For dem er venner de tætteste, de kender (udover

familie), dem de betror noget. I første udkast til spørgeskemaet figurerede et spørgsmål ”Hvem er din

bedsteven?”. Det udelod jeg i det færdige spørgeskema, hvilket jeg imidlertid fortrød. I stedet blev det brugt i

dybdeinterviewene.

I kap. 10 er betydningen af bedstevenskabet kort nævnt. Samir siger om sine bedstevenner: ”Men de har

stor betydning, fordi jeg ikke har anden familie i Danmark. Jeg kan tage ud og sove eller besøge dem. Jeg

tager hjem til dem uden at spørge dem. Jeg har nøglen til deres lejlighed.”

Marcel mødte sin bedsteven på asylcenteret, og da jeg spørger ham, hvad der er godt ved bedstevennen,

svarer han: ”Han er god tror jeg. Det er fordi vi boede sammen. Vi havde næsten samme fornemmelse.”

(Begge havde en svær præasylfase.)

”Jeg har faktisk to (bedstevenner). Vi har alle tre boet i børnehus sammen ... Den ene har jeg altid boet

sammen med. Men nu er han flyttet. Så det er to personer jeg kender rigtig godt.” (Hussein)

Naders bedsteven har det svært. Han er landsmand og uledsaget flygtning. ”Jeg ser ham tit ... Jeg kan godt

lide ham som menneske. Han er meget seriøs ... Han kender min kæreste ... når vi tager i biffen så er han

også med. Han er også meget glad for mig.”

Ahmad bruger meget sin bedsteven som tæt alliancepartner. De har mødt hinanden på asylcenteret og har

holdt sammen lige siden. De kommer ikke fra samme land, men taler samme sprog. De bor heller ikke i

samme by. Men det er ham, han kontakter, når han har brug for én at tale med.

Aman fortæller, at han har en god ven fra tiden på asylcenteret. Hans ven har det ind imellem svært.

A: Vi er gode venner, vi sidder og snakker om vores fremtid og datid og nutid og fortid, alt ... jeg kan godt

snakke om alt med ham, men efterhånden ved jeg ikke, om jeg har en bedste ven.

J: Fordi?

A: Fordi folk har alt for travlt, man har ikke tid til hinanden ...

En del af de unge har som sagt sluttet tætte venskaber på asylcenteret, forhold der i nogle tilfælde er blevet

til bedstevenskaber. Disse venskaber er af stor værdi og grundlæggende betydning. Det er ikke nødvendigvis

venskaber med landsmænd, men kan lige så godt være med sprogbeslægtede.

Disse unge har sammen en fælles historie fra en tid i deres liv, hvor meget var usikkert, og hvor de ikke

bestemte over deres egen fremtid. Disse ”gamle” bedstevenner udgør også kontinuiteten i deres liv, som

ellers rent menneskeligt er svær at opnå. De rummer desuden både kulturel identitet og solidaritet.

Emnet ”venner” er på ingen måde tilstrækkeligt belyst i dette bredtfavnende projekt. Venskaberne har stor

betydning, fordi en samling om den egentlige familiekerne – storfamilien/forældrene – ikke eksisterer. Nogle

har tætte danske venner, andre ikke, og jeg kan ikke uddybe det væsentligt. Hvorvidt og hvor ofte de ses

med vennerne, er jeg ikke klar over. Men det er mit indtryk, at de fleste har et udbredt net af venner. Det i sig

selv indikerer imidlertid ikke, hverken i hvilken grad de unge dækkes følelsesmæssigt, eller om de opfatter

venskaberne som en del af integrationen.

Efter at have udfyldt spørgeskemaet sad den unge kinesiske kvinde og jeg og talte lidt videre. Hun havde en

veninde på besøg, en veninde fra tiden på asylcenteret, som ikke er kineser. De taler dansk sammen. På et

tidspunkt talte vi om venskaber, og på mig virkede det så stærkt, at den kinesiske kvinde siddende ved siden

af sin veninde sagde, at hun følte sig ensom. Hun ønskede ikke at have med andre kinesere at gøre, havde

lige brudt med kæresten – af arabisk oprindelse – og fortalte, at hun gerne ville have danske venner.

En del af hendes ensomhed er givet af eksistentiel karakter. Jeg tolker imidlertid også oplevelsen som udtryk

for (integrationsmæssig) isolation. Fordi hun har boet i bofællesskab og gået på ungdomsskole, er hun ikke

blevet introduceret til danskere. Endelig savner hun måske også det stabile forhold til en partner.

Hvordan går det dem? 80


Under den senere behandling af spørgsmålet om alliancepartnere, fremgår det, at venner spiller en stor rolle

i de unges liv.

Det kunne være interessant dels at se på de unges venskabsforhold om 5-7 år. Bliver disse nye

bekendtskaber venner for livet? Vil de overleve senere giftemål? Ligeledes kunne det også være af interesse

at sammenligne disse venskaber med jævnaldrende unge danskeres. Baggrunden for at holde sammen har

umiddelbart et alvorligere skær.

> Kæreste/partner

Cirka halvdelen af de unge har en kæreste (spørgsmål 17a). Flere af dem svarede, da jeg spurgte dem om,

de havde en kæreste - ”ikke lige nu.”

Den ene af kvinderne har tidligere været gift med en landsmand, men er blevet skilt.

”Min eksmand kunne ikke forstå, at jeg kunne leve så dansk, men det ville jeg. Så han måtte tage alene

tilbage til Afrika. Jeg har det godt her.” (Shukri). Hun er nu gift med en anden landsmand og har her i

vinteren 2005 fået et barn.

I kap. 9 fortalte jeg om den unge kvinde fra Sri Lanka, der ikke kunne bo alene i egen lejlighed, skønt det var

det, hun gerne ville. Hun er nu blevet gift med en landsmand, som bor i udlandet.

En af de øvrige tre unge kvinder har lige brudt med en kæreste. Ikke en landsmand, men en anden

flygtning, der også er kommet til landet som uledsaget mindreårig.

De to øvrige har ikke kærester. Men det vil de selvfølgelig gerne have.

”Jo jeg vil gerne tage en uddannelse. Og øh, finde en god mand, og så vil jeg gerne have børn.” (Marian)

Af de unge mænd lever den ene i et fast forhold med en dansk kvinde, som han har et barn sammen med.

Af de øvrige 11, som har kæreste, har de 10 danske kærester, mens én er kæreste med en etnisk mindretalsbeslægtiget,

som ikke er en landsmand.

J: Har du en kæreste eller hvad?

Nader: Ja, jeg har en kæreste.

J: Hvad betyder det at have en kæreste?

Nader: En kæreste, det er en person, hvor man ikke kan føle sig alene, hvor man kan have det sjovt med

hinanden, hvor man kan forstå, og hvor man kan føle hinanden. Jeg synes, at det er sådan.”

Ét er at have en dansk kæreste, noget andet er, hvem man så bliver gift med. Umiddelbart stiller de sig åbne.

Havde de unge mænd boet i deres hjemland, ville flere af dem formodentlig have været gift i dag. De har

alderen.

J: En ung mand i dit hjemland ville han også gå i gifteplaner nu?

Marcel: Jo det tror jeg.

J: Sådan nogle tanker har du ikke endnu?

MarceI: Nej ikke endnu. På et tidspunkt. Ikke endnu ...

På spørgsmålet om, hvad der hører til et godt liv, svarer Samir bl.a.:

S: Ja, senere at blive gift og ...

J: Hvad tænker du, skal du giftes dansk? Har du tænkt på sådan noget?

S: Det ved man ikke.

J: Nej.

S: Det kommer an på hvem man falder for.

> Fritid

Fritidslivet har som udtryk for social tilknytning og kulturel kompetence en betydning i integrationen. Spørgeskemaundersøgelsen

afspejler, at ingen at de unge er isolerede i deres fritid. De er som unge mennesker

flest sammen med andre en del af deres fritid. Hvorvidt der foregår en egentlig interetnisk kontakt, viser

undersøgelsen ikke.

Seeberg (2002) omtaler i sin undersøgelse, at mange tosprogede elever går til sportsaktiviteter, træning m.v.

Dette har som hovedregel ”klikekarakter.” Dermed menes, at de unge dyrker fritidsaktiviteter i etnisk opdelte

vennegrupper. Dette tyder ikke på en særlig interetnisk kontaktudveksling. Om dette også skulle være

dækkende for de uledsagede, ved jeg ikke.

Hvordan går det dem? 81


Jeg har som undersøger ikke været opmærksom nok på at få spurgt mere specifikt til de etnitske sider af de

unges fritidsliv. Jeg har vedrørende fritid været optaget af, hvorvidt de var aktive på en eller anden måde, og

hvorvidt de var isolerede.

Endelig er det også en smags sag, hvor aktiv man har lyst til at være. Denne lyst har jeg ikke spurgt til.

Spørgsmål vedrørende fritidslivet er heller ikke forfulgt i nogen udstrækning i dybdeinterviewene.

> At møde andre unge uledsagede

En af de unge kvinder udtrykker et stort behov for at mødes med andre uledsagede flygtninge.

”Jeg kunne godt tænke mig et fælleshus, hvor man kunne bevæge sig hen for at møde andre (uledsagede)

for at udveksle idéer.” (Marian). Hendes udtalelse er interessant, fordi hun har boet i Danmark i 12 år, føler

sig dansk, og alligevel er hun ikke faldet helt til. I øvrigt blev hun dansk statsborger, under projektets forløb.

Hun føler sig meget dansk, men er mørkebrun, hun føler sig ikke særlig afrikansk, men er mørkebrun, hun

ønsker ikke at blive identificeret med indvandrere, der begår sig slet. Hun sad med dette savn efter et

oplevet fællesskab med andre uledsagede flygtninge. På trods af, at hun med sit statsborgerskab er medlem

af nationen, og at hun oplever sig dansk, har hun svært ved at se muligheden for endelig accept. Hun

oplever, at forholdet til andre uledsagede er vigtigt, fordi de ved, hvad det vil sige at være uledsaget.

På baggrund af kontakten med andre uledsagede som en vigtig del af integrationen, foreslog hun på

lørdagsseminaret en ”buddyordning”, hvor en uledsaget, som har boet i Danmark i flere år, hjælper en

nyankommen.

> Konklusion

At have et velfungerende privatliv med en bedsteven, øvrige venner og/eller en kæreste, får én til at føle sig

mindre ensom, bringer kontinuitet ind i tilværelsen til deling af fælles historie i Danmark og fører fortrolighed

med sig. Det forøger følelsen af samhørighed i privatfeltet og styrkelsen af den sociale kapital og dermed

muligheden for bedre integration. Især virker det, som om bedstevennen/-veninden spiller en større og

anden rolle end kæresten. Kærester går og kommer, hvorimod bedstevenner bliver.

Den gode basis blandt (bedste)venner (-)inder burde indgå som et integrationsparameter.

To af de unge bringer tidsperspektivet på bane. Den ene har selv kæreste og bemærker, hvordan tiden med

landsmænd og dermed bedstevennen er minimeret i bemærkelsesværdig grad. Den anden har ikke selv

kæreste, men det har bedstevennen, og her bemærkes også, at tiden til bedstevenneforholdet indskrænkes.

Formodentlig kommer dette til at overgå flere af de unge efterhånden som forholdet til kæresten etableres og

kræver mere tid. Dette behøver ikke at forringe det kvalitative og unikke som bedstevenne- og bedstevenindeforholdet

har, men der opstår et savn.

En af de unge kvinder har foreslået en buddyordning. Dette er medtaget i anbefalingerne. Desuden bragte

hun spørgsmålet om et samlingssted for de unge uledsagede op. Det måtte vel være muligt at de

uledsagede et par steder i landet fik et lokale stillet til rådighed, hvor de kunne mødes, komme og gå.

Hvordan går det dem? 82


19 ALLIANCEPARTNERE

Jeg begynder dette afsnit med en opgørelse af spørgsmålene om alliancepartnere (27-27f). Sammenlagt er

der afgivet 261 svar. Antal svar indenfor de enkelte spørgsmål går fra 33-51. Flest svar er der til emnet om

fremtiden (27b – 51 svar). Færrest er der til emnerne om drømme/ønsker og økonomiske problemer (27c og

e – 33 svar). Emnet ”fremtid” er det eneste, hvor der forekommer mere end 50 svar.

De unge udvælger tydeligt alliancepartnerne alt afhængig af emnet. (For nærmere, se bilag 7).

Samlet ser fordelingen således ud:

Danskere i øvrigt

Professionelle

Etniske familie i

udlandet

Etniske familie i

Danmark

Professionelle

23%

Andre

Venner

Partner

Sig selv

Samlet opgørelse over brugen af

alliancepartnere

0 5 10 15 20 25 30 35 40 45 50 55 60 65 70 75

Antal svar

Samlet opgørelse over brugen af

alliancepartnere

Danskere i

øvrigt

6%

Andre

5%

Venner

28%

Sig selv

12%

Hvordan går det dem? 83

Partner

7%

Etniske

familie i

udlandet

4%

Etniske

familie i

Danmark

15%


Da spørgsmålene ikke har faste svarmuligheder, er der følgelig kommet mange slags svar. Jeg har måttet

gruppere de mange svarmuligheder, for at opgørelsen skulle have interesse.

Sig selv dækker svarene: sig selv og ingen.

Partner dækker svarene: mand, kone, kæreste.

Etnisk familie i Danmark dækker svarene: familie, fætter, søster, bror, mor og faster.

Etnisk familie i udlandet dækker svarene: familie, kusine, fætter, mor, forældre, søskende og onkel.

Venner dækker svarene: venner, gode venner, veninder, bedsteven/-veninde og kammerater.

Professionelle dækker såvel nuværende som tidligere professionelle: sagsbehandlere, socialrådgivere,

kontaktpersoner, plejefamilie, plejefar, lærere, studievejledere, personale i børnehuse, kommunen og støttepersoner.

Danskere i øvrigt dækker svarene: papfamilie, arbejdskolleger, arbejdsgiver og bank.

Andre dækker svarene: mange, alle mulige folk, alle interesserede, nysgerrige, alle der kender mig, flere,

alle og landsmænd.

> Individuelle tendenser i valg af alliancepartnere

Det kan konstateres, at alle projektets unge har alliancepartnere. Jeg kunne i denne sammenfatning tænke

mig at se lidt nærmere på hver enkelt informant, fordi jeg under registreringen opdagede tendenser i forhold

til den enkeltes valg af allierede. Nogle brugte eksempelvis en meget snæver kreds, mens andre i langt

højere grad talte med mange. På denne måde kan vi også se, om der er nogen, der er overladt meget til sig

selv, eller om nogle bevidst vælger dette.

Jeg vil gøre opmærksom på, at der er tale om tendenser, som jeg dog mener afspejler nogle strategier:

Adnen: Ingen besvarelse.

Aman: Bredt udvalg af alliancepartnere alt afhængig af emnet.

Filip: Ingen besvarelse.

Mahmoud: Bredt udvalg af alliancepartnere alt afhængig af emnet

Kamal: Forholdsvist bredt udvalg af alliancepartnere.

Almir: Vægten på venner og familie i udlandet.

Marcel: Vægten på familien i Danmark og tidligere professionelle.

Hussein: Delvist besvaret. Venner og lillesøster er nævnt.

Peter: Bofællesskab, brødre og venner i folkeskolen.

Tomas: En vis vægtning af familien her og i udlandet, kæreste og sagsbehandler.

Jeya: Klarer en del selv, ellers få alliancepartnere.

Karim: Vægten på bedsteven og venner.

Amir: Danskere og venner.

Farid: Vægten på professionelle.

Abdi: Mange.

Mehmet: Klarer en del selv, ellers herboende familie.

Alex: Bredt udvalg efter behov.

Jejandran: Etniske familie, han bor hos.

Barathy: Vægten på professionelle og derudover landsmænd.

Ahmad: Klarer en del selv, ellers bedsteven og plejefar.

Nader: Klarer meget selv, ellers partner og danske familie.

Hassan: Vægten på professionelle, derudover familie i udlandet.

Joe: Vægten på professionelle og derudover broderen.

Shukri: Få og tætte – partner og bedsteveninde.

Samir: Mange venner, også (danske) voksenvenner.

Marian: Få og tætte – bror, venner og sig selv.

Christine: Forholdsvist bredt udvalg efter behov.

Esan: Bredt udvalg efter behov, dog ikke professionelle.

Mehdi: Overvejende professionelle.

Pei Lei: Overvejende venner og desuden kontaktperson.

> Konklusion

Der eksisterer tre markante grupper af alliancepartnere:

Hvordan går det dem? 84


Venner, professionelle og herboende etniske familie.

Derudover klarer de unge en del – for og med sig selv.

I forhold til de omtalte emner nævnes de unges forældre stort set ikke. ”Mor” er nævnt 4 gange. Det drejer

sig om 2 mødre, hvoraf den ene opholder sig i Danmark. ”Forældre” er nævnt 2 gange og af den samme

informant. I følge denne opgørelse tales der meget lidt med forældrene om ovenstående.

Kæresten nævnes kun 12 gange. Det skyldes formodentlig, at flere af forholdene er unge og måske kortvarige,

og at emnerne er ”store.”

Alle unge nævner venner mindst en gang i deres besvarelser, hvilket understreger de unges behov for og

afhængighed af hinanden – som unge. De spiller en stor rolle i hinandens liv. Derimod har ikke alle unge

nævnt de professionelle. Der er unge, der er meget afhængige af den professionelle, mens der tilsvarende

er unge, der helst klarer livet uden. Den voksne i de unges liv er – udover den professionelle – oftest et

herboende etnisk familiemedlem.

I projektforløbet er det blevet klart, at det er vigtigt at være etableret blandt sine egne – både andre unge

uledsagede, etniske venner og familiemedlemmer. Dette understreger opgørelsen.

For mig at se er det at være etableret blandt ”sine egne” ligeså vigtig en integrationsfaktor som at have

kontakt til majoritetsbefolkningen, vel og mærke i betydningen både-og. Jeg gentager lige Togeby og Møller

– her direkte citeret: ”Et af de bedste tegn på vellykket integration af en etnisk minoritet i det danske samfund

er antagelig, at der findes mange og gode venskabelige relationer mellem medlemmer af minoriteten og

medlemmer af majoritetsgruppen.” (1999:40).

Efter min mening mangler de fleste unge gedigen kontakt med voksne danskere, som de ikke kender fra

omsorgssystemet. Voksne, der vil tage dem under deres vinger i den udstrækning, der gensidigt kan

etableres overenskomst. Det gælder også den unge, der er blevet 21 år.

Interessant er det, at de unge som helhed bruger de professionelle ganske rationelt. Udbudet af professionelle

er bredt. På spørgsmålet 27f får professionelle som den eneste gang flest svar – halvdelen.

Spørgsmålet lyder: ”Hvem får du hjælp af, når du f.eks. får henvendelser fra det offentlige, du ikke forstår?”

Ellers ”scorer” professionelle højt i spørgsmålene 27b og e (spørgsmål vedrørende ”fremtid” og ”økonomiske

problemer”). I spørgsmål 27b overgås de af ”venner”, medens de i spørgsmål 27e er på linje med svaret ”sig

selv”.

Ellers knyttes de øvrige emner til privatsfæren – først og fremmest venner og herboende etniske familie.

Hvordan går det dem? 85


20 DISKRIMINATION

Spørgeskemaets spørgsmål 20 lyder således: ”Har du oplevet at blive diskrimineret?”. 18 unge svarer, at de

har oplevet at blive diskrimineret, mens 12 svarer benægtende. Nedenstående følger nogle eksempler på,

hvad de unge oplever som diskrimination. Diskriminationens udtryk kan have et meget personlig rettet udtryk

eller være af et mere generelt indhold, men har som effekt en sårethed, en frustration, en vrede og/eller en

forbitrethed.

> Eksempler på diskrimination, der rammer personligt

”Jeg har oplevet, at gamle damer i Lyngby vender sig om efter mig og siger: ”Hvorfor tager du ikke hjem hvor

du hører til?””

”Jeg har også været ude for, at når vi har siddet nogle venner og talt sammen på vores eget sprog i S-toget

så er der nogle gamle damer, der siger til os: ”Tal dog dansk.””

”Jeg får ikke respekt nok.”

Dette sagt af en ung mand, der er yderst velintegreret hvad angår selvforsørgelse og det danske sprog. Ind

imellem bliver han træt af at skulle udsættes for tilråb, fordi han er den han er, hvad angår udseende og

sprog.

Han husker også et eksempel fra teknisk skole, hvor de studerende blev bedt om at indhente en straffeattest.

Læreren spurgte ham en ekstra gang, om han nu var sikker på, at hans straffeattest var ren.

”Jeg har mange oplevelser med diskrimination. Folk i biler, der ruller vinduet ned og råber ”neger” efter mig.

Det gør ikke så meget når det er en araber, men danskere. Det gør ondt.”

Den unge mand fortæller, at der er tale om unge fyre, der på denne måde chikanerer medborgere. Det er

interessant, at han skelner mellem, om de chikanerende er danske (af udseende) eller arabiskudseende. Det

sårer i højere grad, når det er repræsentanter fra majoritetsbefolkningen, der ydmyger ham. ”Araberne, de er

jo bare dumme, at de gør det samme. De skulle vide bedre.”

Han skelner også mellem brugen af diskriminerende ords anvendelse i vennekredsen og andre steder. I

vennekredsen er det acceptabelt at bruge ordene: neger (nigger), perker, fed.

Vi taler om accept. Hun fortæller: ”Det er også den der accept, der er meget svær. Selv om jeg bliver

gammel, og lige meget om jeg kan sproget, så er det farven man kikker på. Så at blive accepteret af dem,

det kan man lige så godt glemme.” (Marian)

En anden af de afrikanske kvinder fortæller om en oplevelse, hvor en ældre mand gik forbi hende på gaden

og højlydt kommenterede hendes udseende: ”Sikke en lang neger med lange ben.” (Christine)

Det kan også ”blot” dreje sig om én, der passerer hende og siger :”Neger.”

At man ikke nødvendigvis behøver at skille sig ud fra massen i nogen særlig grad, fortæller Karim, der, hvad

angår udseende, skiller sig meget lidt ud fra danskere i gadebilledet.

Han oplever imidlertid også diskrimination på gaden. Eksempelvis at unge danskere giver ham fingeren og

råber ”perker”.

”Til fester oplever jeg at blive gloet på, ligesom man glor på en fremmed på gaden, på arbejdet.” (Karim).

”Jeg ligner én der kommer fra et muslimsk land. Jeg er ikke muslim.” (Mehdi)

En af de unge afghanere nævner mange eksempler på diskrimination i hverdagen – der gælder simpelthen

andre regler. Umotiverede politiantastelser, ren chikane, den ekstra billetkontrol, lærere, der overser én osv.

På en burgerbar har han oplevet, at han, da det blev hans tur, blev sprunget over med bemærkningen ”Du

må vente på min kollega.” ”Hvorfor skal jeg springes over?”

”Jeg bliver afvist på nogle diskoteker. Så går jeg bare et andet sted hen.” (Hassan)

Den unge kvinde, der har boet i 12 år i Danmark, fortæller:

”Jeg har kæmpet og kæmpet. Jeg bliver stadig diskrimineret – sat i bås. Jeg må finde kræfter. Danmark er

en del af mit liv. Jeg må finde kræfter, inden jeg går ud for at finde nyt arbejde. Men hvor skal man bevæge

sig hen? Også mine landsmænd ser skævt til mig. Det er ikke bare danskerne.” (Marian)

Hos nogle af de unge, der har været i landet i mange år, sporer jeg en vis resignation, hvad angår accept og

fravær af diskrimination.

Hvordan går det dem? 86


Den unge tjetjener oplevede i forbindelsen med gidseltagningen i Beslan, 2004, at han fik rollen som

repræsentant for tjetjenske terrorister:

”Jeg måtte forsvare mig i forbindelse med gidseltagningen i Beslan.”

Flere af de unge har uheldige oplevelser med politiet.

Mahmoud:

Episode med S-togskontrollør på grund af manglende klip. Kontrolløren tager M med ud på perronen, hvor

han griber fat i Ms tøj og slynger ham op mod en væg. M bløder. M vil ikke give kontrolløren sit ID-kort, fordi

han er sur på ham. Politiet tilkaldes. M viser sit ID-kort. Politiet kører. Rapporten gøres færdig. M glemmer

sagen. Han indkaldes til retsmøde og dømmes skyldig. Enten fængsel eller 10.000 kr. i bøde og behandling

hos psykolog. I dag betaler han af på bøden og går til psykolog.

Episoden skete da M lige var tilflyttet den by, hvor han bor i dag. Han forstod ikke ret godt dansk på det

tidspunkt, og talte slet ikke ret godt dansk.

Han fortalte om endnu en uheldig episode med politiet, som også endte med en bøde, hvoraf han mangler at

tilbagebetale halvdelen.

Mahmoud fortæller, at disse ualmindelige kedelige oplevelser med myndighederne har været en uheldig og

svær start på livet i Danmark. Som afsluttende replik siger han til mig: ”Måske min skyld? Jeg fortstår ikke

regler. Nu forstår jeg regler.”

”Politiet misbruger deres magt. Sproglige unøjagtigheder fra en udlænding bliver til en misforståelse.” (Aman)

En af afghanerne fortæller følgende:

”En dag var vi nogle stykker med bussen ud til Rosenlundcenteret. Da vi stod af bussen, stod politiet udenfor

og ventede. Uden at vi vidste hvorfor, blev vi beordret til at stille os op ad en mur. Bagefter visiterede de os.

Vi fik aldrig at vide hvorfor. Jeg ligner en af de unge fra Mellemøsten, og jeg tror, at det er derfor de fik øje på

os.”

> Erfaringer med diskrimination af mere almen karakter

”En udlænding må opføre sig langt mindre provokerende end en dansker. Det virker stærkere når en

udlænding provokerer.” (Aman)

”Man bliver ikke accepteret af samfundet – folk på gaden. Myndighederne skal ikke prøve at finde vores

forskelle, men ligheder og muligheder.” (Aman)

”Det er svært at være her. Systemet er i orden. Men psykisk påvirker det negativt med mediernes omtale af

indvandrere.” (Christine)

”Når man tænker fremmed, tænkes der Mellemøsten.” (Aman)

A: De der udlændinge, de er nogle dovne dumme mennesker, de gider ikke at arbejde, de er dovne, de vil

udnytte vores system. Jeg har hørt rigtig meget.

J: Hvor har du hørt det henne?

A: Jeg har hørt det på rådhuset, i Brugsen , i avisen, på fjernsynet.

Aman fortæller videre i en bitter tone.

”... De giver os skylden, de siger: ”at de arbejder ikke.” Jeg har arbejdet som garderobemand, pædagogmedhjælper,

butiksassistent, jeg har malet, jeg har slået græs, jeg har gjort alle mulige ting. Der kommer et

job, og jeg har aldrig sagt nej.” Amans vrede slår igennem.

En enkelt udtrykker vrede over de almindelige bemærkninger om, at udlændinge kan lide at være på

bistand. ”Det er vi, fordi vi ikke kan få job.” (Mehmet)

”Selv pædagoger siger, at muslimer er ...” (Mehmet)

”Jeg er træt af danskernes fordomme om at udlændinge kommer for at udnytte.” (Alex)

”Danskerne tror, at de har en dansk kultur, men en masse er ikke af dansk oprindelse – ord, kaffe, kristendom

– at være en del af globaliseringen fattes ikke.” (Aman)

”Der er fire grunde til at jeg diskrimineres: 1. Jeg er muslim (religion). 2. Jeg er sort (farve). 3. Mediernes

synsvinkler. 4. Regeringens måder at udtrykke sig på. For eksempel at udlændinge ikke gider at arbejde, at

udlændinge ødelægger det danske samfund, at udlændinge er kriminelle. De fortæller kun dårlige ting.” (En

af de unge afrikanere)

Hvordan går det dem? 87


Nogle oplevelser og overvejelser giver sig udtryk i lidt mere bitre bemærkninger

”De skide muslimer. Nazister må sige sin mening, vi må ikke.” (Aman)

”Det er uretfærdigt at kriminelle kan få en lejlighed, når det er svært for os andre.” (Hussein)

”Jeg kender til alle de fordomsfulde ytringer.” (Abdi)

”Danskerne kikker på udlændinge på én måde.” (Esan)

> Videre diskussion af diskrimination

I projektet deltager 9 afrikanere. Blandt de 18 informanter, der fortæller, at de har oplevet diskrimination,

figurerer 8 ud af de 9 afrikanere.

Der er 10 unge, der svarer ”ofte” eller ”flere gange” på oplevet diskrimination. Heraf kommer 6 ud af de 10

svar fra afrikanerne.

De øvrige 4 svar ytres af 2 afghanere, 1 iraker og 1 tjetjener.

Det er ret uundgåeligt, at er du ”sort”, kommer du til at høre for det.

Diskrimination opleves stærkere af nogle af de unge end af andre. Dette er en tendens, der også afspejles i

andre undersøgelser lavet i Danmark.

Udbredelsen af diskrimination er vigtig at beskæftige sig med, fordi diskrimination er med til at selektere og

segmentere grupper af etniske minoriteter. Dette forøger muligheden af og medvirker til, at etniske grupper

marginaliseres socialt.

Mikkelsen (2001:128) skriver, at der blandt marginaliserede grupper findes både en stærk tendens til at

nedtone den oplevede diskrimination samtidig med, at der er en tendens til at opfatte forskelsbehandling og

barrierer som diskrimination.

I bogen ”Oplevet diskrimination” (Togeby & Møller, 1999) tages fat på flere tilsyneladende paradoksale

problemer, bl.a. hvorfor nogle oplever mere diskrimination end andre.

”En høj grad af oplevet diskrimination kan både være udtryk for, at man udsættes for grov

forskelsbehandling, og for at man ofte fortolker begivenheder og hændelser som diskrimination. En lav grad

af oplevet diskrimination kan omvendt både være udtryk for, at man ikke udsættes for nogen videre

forskelsbehandling, og for at man ikke tolker de ting, der overgår én, som diskrimination, eller for at man

fortier de negative oplevelser.” (Ibid. 107). Komplekst med andre ord, også for én selv.

Jeg finder Togebys og Møllers analyser velegnede til at forklare de udtrykte forskelle på oplevet diskrimination

blandt de unge og fortsætter med at referere fra bogen.

Nogle udsættes objektivt for dårligere behandling end andre. Forfatterne peger på tre forklaringer på

diskrimination:

- Nogle er genstand for flere fordomme end andre. De kan også være fremstillet i et særligt dårligt lys af

medierne. Eksempelvis somalierne.

- Nogle diskrimineres, fordi de ikke lever op til almindelige krav, der f.eks. stilles i uddannelsessystemet. Det

gælder f.eks. flygtninge og indvandrere, der taler meget dårligt dansk.

- Unge mænd med et højt aktivitetsniveau kendt fra storbyernes gader og således udsat.

Det subjektive aspekt af oplevet diskrimination gør sig gældende på to forskellige måder.

- Nogle mennesker er hurtigere til at fortolke hændelser som diskrimination.

- Nogle mennesker vælger at tie med den oplevede diskrimination.

Som forklaringsmodel til den subjektive side af oplevet diskrimination bruges tre forskellige socialpsykologiske

teorier, som her kort opridses til perspektivering af de unges mange oplevelser af diskrimination.

1. Social indlæring. Mennesker lærer tidligt nogle rollefordelinger, hvorefter forskelsbehandling bliver

opfattet som naturlig og svær at ændre.

2. Social identitet. Alle mennesker har brug for en positiv social identitet. Man kan enten resignere og

acceptere omverdenens negative billede af sig selv eller øge selvrespekten ved at betone

minoriteternes værdier.

3. Relativ deprivation. Det er en teori, at det ikke er den objektive behandling, der er afgørende for om

mennesker oplever sig forbigået og diskrimineret, men at det afhænger af de grupper, man

sammenligner sig med – ens referencegrupper. Det forklarer, hvorfor at det er de sprogligt og

Hvordan går det dem? 88


uddannelsesmæssigt mest velintegrerede, der oplever mest diskrimination. De føler sig nemlig

berettiget til at blive behandlet på lige fod med danskerne. (Togeby & Møller, 1999:108-109).

Fordi diskrimination er så mangefacetteret, leder Mikkelsen (2001) opmærksomheden hen på nogle

objektive og subjektive forhold, der også er genkendelige i de unges udsagn. Som objektive variabler

nævnes bl.a.: køn, alder, civilstand, antal år i Danmark, indvandrerstatus, uddannelse, danskkundskaber.

Subjektive variabler er eksempelvis: religiøsitet, vennekreds, oplevet integration, fremtidig tilknytning til

Danmark.

Unge oplever tilsyneladende større diskrimination end ældre, hvilket forklares med større udadvendt aktivitet

og en eventuel konkurrence med jævnaldrende danskere. Unge er desuden meget bevidste om diskriminationsdebatten

i samfundet. Lever man derudover i boligområder med overvejende danskere, stiger risikoen

for diskrimination.

Noget tyder også på, at de, som har opholdt sig i kortest tid i Danmark, oplever mindst diskrimination.

Flygtninge oplever tilsyneladende mindre diskrimination end indvandrere, bl.a. fordi flere af dem har været

forfulgt og udsat for overgreb.

Jo højre uddannelse man har, og jo bedre danskkundskaber man besidder, jo mere oplevet diskrimination.

Endelig skal som sidste faktor nævnes det forhold, at om man føler sig ”godt integreret” ingen indflydelse har

på den oplevede diskrimination. Hvorimod ”dårligt integrerede” er mere disponeret for diskrimination.

(Mikkelsen, 2001:133-140).

> Konklusion

Opsummerende kan man på baggrund af de unges udsagn om diskrimination udlede, at de unge flygtninge i

dette projekt alene på baggrund af at være unge og ugifte potentielt skulle være udsat for at opleve

diskrimination. Har de dertil gode danskkundskaber, vil oplevelserne øge.

Af materialet kan det (desværre) ikke overraskende udledes, at afrikanererne som helhed er meget udsatte

for personlig diskrimination, skarpt forfulgt af dem, som ligner folk fra Mellemøsten.

De fire unge, der giver udtryk for ofte at have oplevet diskrimination, er to somaliere, en afghaner og irakeren.

Alle fire må siges at være velintegrerede med et pænt til et godt dansk. På spørgsmålet om, hvordan han

lever med diskriminationen, fortæller den unge afghaner, at psykologen har lært ham at lukke af.

Som mindretal er det imidlertid ind imellem svært at holde balancen. Diskriminerende og nedsættende

udtalelser om en bestemt mindretalsgruppe har det med at ramme personligt i første omgang. Man skal

være ovenpå, hvis man skal kunne sortere i udvalget rent kognitivt og ikke lade sig ramme hver gang. Jeg

oplever imidlertid ikke, at de unge i nogen særlig grad projicerer deres skuffelser, vrede, traumer ud på det

danske samfund. Hvilket må anses for at være en ressorce og en mulighed i integrationsøjemed.

Oplevelser af diskriminerende karakter med myndighedspersoner sætter sig stærkt, fordi disse totalt erobrer

feltet og magten til, hvad der skal defineres og hvordan. Nogle af de nævnte oplevelser beskriver

myndighedspersoners reaktioner på et sprogligt problem. John Gumprez har lavet studier om crosstalk. Han

påviser, at intonation kan udløse agressioner. Hvorvidt opfattes et mangelfyldt dansk som en provokation

hos nogle myndighedsrepræsentanter? Sådanne oplevelser skævvrider forholdet til autoriteter i det danske

samfund.

Diskrimination er en stor og reel barriere for såvel den praktiske som den psykosociale integration. Ikke at

føle sig integreret har rod i manglen på accept og fremmedhedsfølelsen, men da følelsen bl.a. indtræffer, når

andre mener, at de har ret til at diskriminere én på ens identitet, er det svært håndterligt og ømtåleligt,

således som de unge udtrykker det. Endnu sværere bliver det, hvis de mange oplevelser får karakter af

symbolsk vold med mindreværdsfølelse og stigmatisering til følge.

De unges strategi for ikke at lade sig ramme hver gang er privat, og ofte dreje det sig om at lukke af.

Hvordan går det dem? 89


21 DET PSYKISKE HELBRED

Flere af de unge, der vurderer deres psykiske tilstand som ”god,” giver udtryk for stressede situationer. Jeg

forestiller mig, at nogle af dem lever med en relativeret målestok for, hvordan det er at have det godt. Vi

kommer i vane med at leve med det, vi lever med, og kan miste fornemmelsen for det urimelige i at have det

svært.

Nogle af de unge, som besvarede spørgsmålet om deres psykiske tilstand med ordet ”svingende,” knyttede

kommentarer på om ensomhed og forfærdelige minder. Det lyder, som om det både er fortiden med dens

barske oplevelser og nutiden med dens ensomhed og usikkerhed ved tilværelsen i Danmark, som indvirker

på sindets tilstand. Nogle af de unge er ”vandrere” om natten eller om dagen i naturen eller i kvarteret, hvor

de bor.

Får disse unge den kvalificerede hjælp, de har behov for?

En af de unge fortalte, at han var holdt op med at gå til psykolog, fordi psykologen ville have, at han skulle

fortælle om krigsoplevelserne i Afghanistan. Det orkede han ikke. Han havde brug for hjælp til at strukturere

sin hverdag. Han holdt derfor op og forsøger nu at klare sig selv.

En af mine venner hørte en dag ved et tilfælde udpluk af et bånd fra et dybdeinterview. Hans umiddelbare

reaktion var, at det var et meget alvorligt ungt menneske, som fortalte. Og det er jo rigtigt. De unge besidder

en for deres alder moden indsigt i egen tilværelse. Disse børn/unge, hvoraf mange har været udsat for

politisk vold, påtager sig en voksenrolle. Selv om de fremtræder ansvarsfuldt og modent, er det imidlertid

ikke sikkert, at deres følelsesmæssige udvikling formår at holde trit med en forceret udvikling. ”Derfor er der

ikke nødvendigvis overensstemmelse mellem det voksne niveau, de handler på, og det ungdommelige

niveau, de føler på.” (Borge, 2004:183).

Borge beretter om, hvordan forældreløse børn i det sydlige Sudan tager sig af hinanden som i familier.

Drengene kalder deres venner for deres kvasibrødre, og de hjælper hinanden. En social kompetence til at

tage sig af hinanden.

> Fortidens tab og nutidens problemer

”I mit hjemland var jeg træt – fysisk. Her er jeg træt – psykisk. Hele tiden tænker jeg.” (Ahmad)

”Svært at fortælle om krigen til en dansker. Ikke så interesseret i mit liv.” (Almir)

Fortidige oplevelser, der for dem alle ligger mindst tre år tilbage, kan let forklare en svingende psykisk

tilstand. Om sådanne forklaringer og teorier er der flere undersøgelser. Barneflygtningens traumatiserede

fortid er beskrevet. Flere af de unge har imidlertid efterfølgende lidt under en præasylfases usikkerhed, livet i

flygtningelejren, udflytningen til kommunen eller i den bratte overgang til at skulle klare livet selv. Jeg er som

sagt af den opfattelse, at også sådanne aktuelle forklaringer ligger til grund for en svingende sindstilstand.

Jeg har tidligere været inde på den stressede tilstand flere af de unge befinder sig i i perioden med

ansøgning om fornyet opholdstilladelse. Ligeledes er flere af dem sårbare for diskriminerende udtalelser.

Endelig skal man være opmærksom på det pres, der ligger på hver enkelt i integrationsbestræbelserne. Jeg

vil henlede opmærksomheden på anomibegrebet, som jeg er stødt på hos Marianne Skytte

(1999:65/66). ”Anomibegrebet er det pres, der er på et individs adfærd, når de samfundsmæssige accepterede

normer er i konflikt med sociale realiteter for det enkelte individ. Dette er situationen når en etnisk

minoritetsperson lever med akut pres, at han skal kunne tale dansk og have arbejde, og mulighederne er

begrænsede at opnå.”

Et andet psykologisk begreb, som beskriver den stresstilstand flygtninge/indvandrere kan komme i, er

akkulturativ stress. Ifølge psykolog Birthe Nielsen (2005) er begrebet udviklet i forlængelse af WHOs

definition af mental sundhed og beskriver reaktioner opstået i forbindelse med akkulturationsprocessen.

Akkulturation defineres ifølge Ahearn & Athey (1991) ”as a cultural exchange that results from continous,

first-hand contact between two distinct cultural groups.” (Ibid. 21). Stresstilstanden kan altså opstå i den

socio-kulturelle sammenhæng, som kulturmødet foregår i. Årsagerne til en forøget akkulturativ stresstilstand

er i følge Birthe Nielsen (2005) eksempelvis assimilationspres og hverdagsracisme, som projektets unge har

mange eksempler på. En ophobning af negativ kontakt med det danske samfund kan medføre reaktioner

Hvordan går det dem? 90


som udtryk for stresstilstanden. Disse kan eksempelvis være forvirring, angst, depressioner og oplevelsen af

at være marginaliseret, som igen kan forårsage psykosomatiske lidelser. Det er derfor vigtigt, at både de

unge selv, men også omgivelserne er opmærksomme på uforløste situationer og problemer, som opstår,

fordi man ikke kan se muligheden for videre integration.

Projektets unge har i forbindelse med begrebet integration udtrykt forskellige følelsesmæssige holdninger.

De har også fortalt, hvad de synes, integration er. En opfattelse, der umiddelbart svarer til projektets parametre.

De synes man skal integrere sig, de gør det, men oplever, at de ikke får anerkendelse for det.

”Danskerne kræver at jeg opfører mig ordentlig og ligner en dansker. Man skal glemme alt om sin baggrund,

kultur, religion. Dvs. assimilation.”

”Når man har gjort det hele er man alligevel ikke accepteret på grund af hudfarve eller religion. Vi skal gøre

det bedre end danskerne.”

”Danskerne mener assimilation, når de taler om integration.”

”Hvis jeg skal spise svinekød, drikke mig fuld og give mine forældre fuck-fingeren, så bliver jeg aldrig

integreret.”

Disse udtalelser stammer fra lørdagsseminarets debat om integration (bilag 11). I disse udsagn er indlejret

potentielle muligheder for en stresstilstand, fordi de unge oplever ikke at have lov til at spejle deres egen

kultur i integrationsprocessen. Udviklingspsykologien taler om, at individet spejler sig og bliver spejlet. Kun at

opleve at man skal spejle sig i værtslandets kultur er halv spejling. Derforuden oplever de unge ofte, at deres

egen kultur omtales negativt. Negativ spejling kan medføre lavt selvværd, angst for at involvere sig, selvets

skrøbeliggørelse, og dette kan resultere i at uhensigtsmæssige forsvarsmekanismer træder i funktion.

(Nielsen, 2005).

Her skal ikke males fanden på væggen, blot peges på reaktioner på integrationsbarrierer, der kan synes

uløselige. Plusfaktoren for de unge er et stadigt mod på at opleve nyt og blive ved med at integrere sig.

Birthe Nielsen understreger, at unges reaktioner på livet før tiden i Danmark altid skal forstås i lyset af den

akkulturative kontekst i eksilet.

> Tanker om flugt, alder, årsag og trivsel

Tre af projektets unge har som hovedårsag til at flygte – ønsket om et bedre liv (spørgsmål 14). To af dem er

forældreløse. En var flygtning i et naboland. Desuden er en flygtet (fra krig og uro) i troen på, at familien

skulle komme bagefter (hvilket ikke er sket). Han opfatter sig ikke som flygtning. Jeg har spekuleret over, i

hvilken grad alder og flugtårsager medvirker til den senere tilpasning og dermed til den unges integration. Mit

materiale er ikke stort, alligevel sidder jeg med en formodning om, at det dels kan medføre tilpasningsproblemer,

hvis barnet er sendt hjemmefra i 11-12 årsalderen, og at det kan give yderligere tilpasningsproblemer,

hvis flugtårsagen er ønsket/kravet om uddannelse og et bedre liv.

Jeg er af den formodning, at de børn der sendes af sted som ganske unge – som f.eks. 12 årige – i højere

grad lider under deres savn efter forældrene end de børn, der eksempelvis flygter som 15 årige.

Jeg formoder også, at er begrundelsen til at flygte primært at få en uddannelse og/eller at barnets familie

skal følge efter, lider barnet i højere grad under savnet efter forældrene end andre unge – også 12 årige –

der så at sige er tvunget ud af hjemlandet på grund af krig/uro/forfølgelse.

Den ene af de unge somaliere opfatter sig slet ikke som flytning, hvilket i hans selvbevidsthed placerer ham

et andet sted end hos de øvrige flygtninge. Han er flygtet for at få en bedre uddannelse og i troen på og

håbet om at familien skulle følge efter. Det sidste ved han ikke bliver aktuelt. Han har haft store psykiske

problemer og af den grund været på besøg hos familien i hjemlandet. Men han er stadig ikke flygtning. Kun i

systemet. Det ser ud til, at han nu er ved at acceptere tingenes tilstand. Han har i hvert fald planer for sit

fortsatte liv i Danmark.

En anden ung mand er flygtet fra krigen og har i Danmark fået behandlet et fysisk handicap. Han savner sin

familie meget. Begge de unge er kommet til Danmark i en ung alder som henholdsvis 12 årig og 14 årig.

Er det muligt, at det er lettere at befinde sig i eksil med bevidstheden om at eksterne årsager – dvs. årsager

uden for familien som krig, uro og forfølgelse er grunden til eksilet – end at være sendt af sted med andre

mere personlige mål for øje?

Er det ligeledes muligt at unge, der selv har været medbestemmende til flugt, integrerer sig bedre og

hurtigere?

Er det for de unge, der er flygtet på grund af krig/uro og forfølgelse, som det er tilfældet for de fleste af dette

projekts unge, lettere at acceptere sine nye vilkår, fordi de måske ellers var blevet slået ihjel? Dermed er det

også lettere at acceptere en oplevet ekslusion af/fra familien.

Hvordan går det dem? 91


Under alle omstændigheder må man formode, at det at forstå/se en ”nytteværdi” ved at være flygtet, må

gøre det lettere at integrere sig.

”Såfremt barnet kan se en mening med det, der sker, dæmper det formentlig angsten” (Borge, 2004:178).

Børn rationaliserer.

Det er ikke selve traumet (bl.a. ekslusionen fra familien, flugten og præasylfasen), der er nedbrydende, men

meningen med oplevelsen.

> Konklusion

Mindst halvdelen af de unge lever i en psykisk tilstand, de beskriver som svingende eller dårlig. Fra

spørgsmålet om alliancepartnere ved vi også, at flere af dem holder denne tilstand for sig selv.

Mange af de unge er opvokset i samfund, hvor man traditionelt set holder følelsesmæssige oplevelser for sig

selv, og hvor man ikke besidder vantheden med at tilkendegive sine følelser.

I undersøgelser lavet om flygtningebørn/-unge er der en tilbøjelighed til at forklare de unges psykiske

situation udelukkende ved hjælp af oplevelser fra deres fortid – læs: inden ankomsten til Danmark. Udover

hvad de har af traumatiserende oplevelser inden ankomsten til Danmark, har de næsten alle haft endnu én

voldsom oplevelse i tilværelsen i Danmark. Alene modtageproceduren med interview hos udlændingemyndighederne

og ophold i flygtningelejre medvirker til øget stressniveau. Vægtes problemerne i Danmark

tilstrækkeligt vigtige af de professionelle, som støtter de unge, hvad enten det er i den daglige støtte eller i

behandlingssituationer? Bliver det selvforstærkende for de unge, hvis deres fortid i for høj grad forklares som

værende et problem?

Måske kunne der i uddannelserne som pædagog, socialrådgiver, psykolog og lærer implimenteres et tema

om interkulturel kompetence.

De fleste af de unge har problemer her og nu af forskellig grad på forskellige felter. Dette fremgår af

rapporten. De skal rumme flere livsfaktorer end deres jævnaldrende danske unge. Deres livsverden er langt

mere kompliceret. Samtidig med at samfundet ikke møder dem tilstrækkeligt i deres behov angående

skoletilbud, danskundervisning, ungdomsuddannelser og efterværn, skal de slide meget for at nå et

acceptabelt danskniveau. Mange skal endda ende med at måtte erkende, at deres færdigheder ikke

strækker til – eller at DE ikke strakte til. Hvis vi vil tilstræbe, at disse fremmede unge skal nå et niveau som

vore danske unge, så skal også de danske skole/uddannelsessystemer anstrenge sig. Kun på denne måde

kan de unge fair evaluere deres resultater, uden at forklaringen enten kun placeres hos dem selv eller i

indsigt af, at systemerne ikke anstrenger sig. Dette er stressende.

I kapitlet er kort behandlet begreber som anomibegrebet og akkulturativ stress til fagligt at udtrykke og

påpege en potentiel stresstilstand i situationen – at være ung uledsaget flygtning.

Projektets unge er udsatte unge. Det skal ikke tages som udtryk for en svaghed, men som udtryk for at leve i

en konstant presset situation.

Konsekvenserne af en akkulturativ stresstilstand har indflydelse på de unges integrationsmuligheder og -

bestræbelser. Det er derfor vigtigt, at omgivelserne og de unge selv er opmærksomme på en eskalering, så

de kan få kvalificeret hjælp.

Som noget helt overordnet kan man som norske Engebrigtsen (2002) spørge: ”Hvor meget vil majoriteten

forlange at individet overskrider grænser, der er strukturelt betingende?”

Hvordan går det dem? 92


22 FREMTIDEN, DRØMME OG ØNSKER

> Planer for fremtiden

Spørgsmål 24 ”Hvad er din plan for fremtiden?” affødte forskellige reaktioner. Flere af de unge, som ønskede

at blive i Danmark, tilføjede et ”selvfølgelig” (vil jeg blive).

To af de tre unge, der vil forlade Danmark, forklarede spontant de fremmedfjendske holdninger som årsag

og dermed skuffelsen over og utilfredsheden med ikke at blive ordentlig accepteret (og inkluderet).

Mange satte sig til at overveje eller udtrykte tvivl. En del fandt det svært at udtale sig om det på nuværende

tidspunkt.

Aktuelt vil 16 af de unge blive i Danmark. Af dem har 11 midlertidig opholdstilladelse.

Resten (14 unge) har i deres fremtidsbetragtninger medinddraget muligheden af at kunne udrejse. Af dem

har 10 permanent opholdstilladelse. Jeg opfatter, at de unge ser muligheden for at forlade landet som en

reel fremtidsmulighed. Når man fortsat opfattes som fremmed i et land, er det lettere at drage videre,

samtidig med at den store verden måske ikke synes så skræmmende. For nogle gør sig også gældende, at

de ikke har familie i Danmark. Det kan gøre beslutningen om at videremigrere lettere at træffe. Meget få

danskfødte unge ville medinddrage emigration som en mulighed så tidligt i livet, formoder jeg. Om

nogensinde. Flertallet af de unge, der kunne tænke sig at videremigrere, har permanent opholdstilladelse.

Med en sådan gives man for alvor fremtiden i egen hånd.

Imidlertid er det ikke et ukendt fænomen, at unge indvandrere opererer med videremigration som en

mulighed. Seeberg (2001:131) skriver: ”Nogle af de tosprogede unge, der har en negativ opfattelse af skolen

som et gennemgående træk, opfatter netop opholdet i Danmark som ufrivilligt og ønsker i nogle tilfælde at

migrere videre.” De føler sig udsat for diskrimination og er kritiske over for skolens ”ideologi” i bred forstand.

I kapitlet om diskrimination refereres til Mikkelsen (2001) der benytter sig af objektive og subjektive variabler

til at analysere oplevet diskrimination. Blandt de subjektive variabler findes ”fremtidig tilknytning til Danmark”.

Har diskrimination indflydelse på, om man bliver boende i Danmark? Mikkelsen skriver, at indflydelsen ikke

er overvældende. ”Men der er en svag tendens til, at dem, som oplever mest diskrimination, ønsker at flytte;

dog ikke tilbage til oprindelseslandet, men til et tredje land.” (Ibid. 137-138).

I dette projekt giver 10 ud af 14 informanter, der ikke ved, om de vil blive i eller forlade Danmark, udtryk for,

at de oplever diskrimination.

Af de 16, der giver udtryk for at ville blive i Danmark, giver otte udtryk for at have oplevet diskrimination.

Det bekræfter et svagt udsving til den tendens, som Mikkelsen konstaterer.

Fremtiden optager klart nok de unge. De er under alle omstændigheder flygtet også i håb om en bedre

fremtid. (Fred og ro er også en bedre fremtid). I afsnittet om hvad de synes, er det bedste ved at bo i

Danmark, berører flere fremtiden (bilag 9). At de kan se en fremtid for sig.

Bourdieu taler om, at vi arver en position. Vi arver vores position i samfundet. De unge flygtninge er i den

forstand forudsætningsløse. De er flygtet fra deres position i samfundet. De er flygtet fra at følge i familiens

(faderens) spor, eller at blive mønsterbrydere. De kommer til Danmark, hvor de indplaceres i minoritetsgruppen

af flygtninge, der har strukturelle forhold og majoritetsbefolkningens syn på dem til fælles, men som

ellers ikke nødvendigvis har meget til fælles. Dette projekts unge tilhører en egen gruppe – uledsagede

mindreårige, en titel de vokser ud af og fra. Fra denne marginaliserede plads skal de tilkæmpe sig en

position i samfundet. Psykologisk set skal de se sig selv i øjnene på en anden måde end hidtil. Deres

livschancer er på forhånd indskrænkede. Skal de kunne gribe nogle af de mange muligheder, som de selv

anser som et gode ved Danmark, skal de, som vores egne børn, støttes.

De støttendes position i samfundet er formodentlig på ingen måde irrelevant i denne forbindelse.

> Drømme og ønsker

Bilag 7, spørgsmål 24 viser en opgørelse over ”Hvad drømmer du om at opnå?” For nærmere studie

henvises til bilag 7.

Hvordan går det dem? 93


De unges ”Drømmenes top 5” ser således ud:

Få statborgerskab

i Danmark

At få en

uddannelse

At blive

respekteret

Få egen familie

med børn

At blive god til

dansk

Drømmenes top 5

0 2 4 6 8 10 12 14 16

Antal svar

Af de 12 informanter, der har ønsket en uddannelse, har 5 informanter ingen uddannelse. 1 informant har

allerede en uddannelse, mens resten endnu går i skole.

Jeg finder det både bemærkelsesværdigt og interessant, at 14 unge ud af de opstillede 13 ønskemuligheder

har højestprioriteret – at blive god til dansk.

Nogle af ønskerne er udpræget udtryk for et flygtningemindretals ønsker:

- Fast opholdstilladelse: 9 informanter

- God til dansk: 14 informanter

- Statsborgerskab: 11 informanter

- At blive genforenet med familien: 4 informanter

- Blive respekteret: 12 informanter

- Finde sine forældre: 1 informant

Disse ønsker ville ikke kunne findes på en ung etnisk danskers ønskeliste. 25 af informanterne har mindst ét

af ovennævnte punkter blandt deres ønsker. Ingen bruger dog alle sine ønsker blot indenfor disse kategorier.

Disse unge har altså på drømme/ønskeplanet (også) deres mindretalssituation tæt inde på livet. I forhold til

danske unge skal de bruge energi og opmærksomhed også på disse – deres specielle felter og på at

udvikle nyttig kapital.

> Konklusion

For halvdelen af de unge er videremigration en fremtidsmulighed. De fleste af dem har permanent opholdstilladelse.

Et flertal har oplevet diskrimination. Muligheden for at videremigrere virker ikke skræmmende. Er

dette udtryk for en barriere eller en mulighed for integrationen? At have denne ekstra fremtidsmulighed?

Medfører det mangel på beslutninger, hvad angår uddannelse, gode danskkundskaber, vennetilknytning

både etnisk etniske og etnisk danske, med andre ord mangel på beslutninger om at ville være her, må man

sige, at det hæmmer deres integrationen. På den anden side kan det være opmuntrende, at have også

denne mulighed.

De unge skal tilkæmpe/tilegne sig en position i det danske samfund. Det kræver støtte.

På ønskeplanet bruger de unge kræfter på ønsker, der er klart forbundet med deres position som mindretal.

Dette er et ekstra felt, hvortil der anvendes kapitaler, som unge etniske danskere ikke skal beskæftige sig

med.

Hvordan går det dem? 94


En af de unge, der under afsnittet om fremtid udtrykte, at han vil forlade Danmark, har alligevel følgende

meget optimistiske bud på fremtiden. Lad hans udtalelse stå som konklusion på kapitlet om fremtid, drømme

og ønsker – og på selve rapporten.

”Jeg tror på ændringer. Med en ny generation vil den politiske tone ændre sig.” (Abdi)

Hvordan går det dem? 95


23 SUMMARY IN ENGLISH

This project examines how young refugees who have obtained asylum as separated children perceive their

integration. The project is designed to illustrate the possibilities and barriers to integration, and to make

recommendations on how integration can be improved.

Thirty young refugees from 14 different countries aged between 15-26 years and living in 15 Danish

municipalities responded to a questionnaire dealing with their family situation and how they are living.

Following this, extensive interviews were conducted with nine of the candidates.

Young unaccompanied refugees leave their parents, extended family and friends, their language, culture and

future plans. Many of them experience deep trauma before coming to Denmark, where, as asylum seekers in

different Danish municipalities, they continue to face very difficult conditions. Their situation in Denmark is

complex and characterized by contradictory feelings, ranging from feelings of vulnerability to power. Half of

the 30 candidates either don’t have any parents or are unsure if they are still alive. Despite being lonely and

having to manage everything themselves, they approach integration with a will to succeed and with good

intentions. They also tend to integrate more quickly than other ethnic newcomers to Denmark who arrive with

their parents.

Young unaccompanied refugees often form bonds between themselves, mostly because they don’t have

access to other groups within the community.

This can be intensified because they are often rejected by members of their own ethnic community. Falling

outside a traditional family unit, they fail to fit in.

One of their own recommendations to improve integration is to set up a buddy system so that they can care

for each other.

They also consider it is important to be in touch with both their own ethnic communities and to the Danish

community but they find if difficult to make contact with adult Danes who might be able to offer integration

support. Many young refugees are therefore inclined to stay in contact with social workers or teachers, with

whom they had contact as clients. A mentor system where they had contact with Danes outside their usual

area of official contact would therefore enhance the integration process.

The integration parameters of the project are: to learn to speak Danish, to attend some kind of educational

establishment, to be employed and be independent from the public system and to have contact with the

mainstream Danish community. These parameters match those of the government’s.

Young refugees themselves consider it is important to adhere to these parameters, however many feel

alienated from the community. This appears to stem from the fact that they do not feel accepted and they

receive no credit for their own efforts to integrate.

In addition, the psycho-social aspects of integration are rarely mentioned. It is therefore recommended that

the idea of integration extends beyond the borders of the stated parameters.

The study shows that for successful integration, it is important to have a best friend, often one from the preasylum

period, with whom they share the same history and an understanding of what it is like to be a

separated child. It is also important to live close to other unaccompanied refugees. They feel safe if they are

close to other young refugees or close to members of their own ethnic group – if one exists in Denmark.

Young refugees also feel they miss acceptance from the majority population. Integration therefore goes

beyond official acceptance and requires acceptance by the population at large. Young refugees also feel that

integration is their problem and that Danes do not participate in the process. Therefore integration must be

seen as a multicultural process.

Other recommendations to improve integration:

The necessity for an improved overall political policy concerning young unaccompanied refugees in

Denmark

Hvordan går det dem? 96


Separated refugee children should be issued with a permanent resident’s permit – not a temporary

one

It would be beneficial to limit the number of communities in which they are placed so that they can

have their own network

More emphasis on better quality Danish language instruction should be offered to both

unaccompanied refugees and to other new arrivals in this youth bracket

After a separated child receives asylum and takes up residence in a community, emphasis should be

made on providing the right conditions for them to have support care, as well as assistance in

integrating into the mainstream community

There is a need to implement intercultural competences in certain streams of education

Hvordan går det dem? 97


BILAG

1 PROJEKTETS UDFORMNING

> Projektets formål

Projektets formål er at undersøge, hvordan det lykkes for unge flygtninge, der har fået opholdstilladelse som

uledsagede mindreårige flygtninge, at integrere sig i Danmark.

> Projektets mål

Projektets mål er:

> Metodevalget

> Informanter

> Seminar

> Rapport

> Projektets målgruppe

Hvad har bidraget til deres integration?

Hvad har hæmmet deres integration?

Hvilken betydning får disse forhold for deres deltagelse i det danske samfund?

Hvad er deres fremtidsperspektiver?

Hvilke uudtalte erfaringer bærer de unge evt. rundt på?

At afdække oplevelser, erfaringer og vurderinger af integrationen.

At afdække deres fremtidsperspektiver.

At afdække medbragte potentialer.

En spørgeskemaundersøgelse om de unges aktuelle levevilkår. Heri deltager alle 30

informanter.

Kvalitative interviews, der i højere grad skal afdække deres personlige perspektiver på

integrationsfasen. Heri deltager ni informanter.

Mine arbejdserfaringer med uledsagede mindreårig asylansøgere.

Projektetes informanter er 30 unge, der har fået opholdstilladelse som uledsagede mindreårige

flygtninge.

Sammen med projekt ”Uma’en værd” afholdes et lørdagsseminar. Her bliver projektets

resultater fremlagt informanterne til kommentering og diskussion.

Beskrivelse af levevilkår.

Sammenfatning med vægten på barrierer og muligheder i de unges integration.

De unges forslag til forbedring af integrationen.

Opsummering og anbefalinger.

Evt. referencer til andre vanskeligt stillede grupper.

Projektets målgruppe er primært kommunernes sagsbehandlere og politikere. Sekundært

andre der arbejder med unge uledsagede flygtninge eller andre sent ankomne tosprogede

Hvordan går det dem? 98


Tidsramme

> Økonomi

> Projektets forløb

unge, samt interesseorganisationer, frivilligorganisationer, pædagogseminarier, Den Sociale

Højskole m.v.

15. august 2004-15. september 2005.

Projektet er finansieret med 400.000 kr. af Ministeriet for Flygtninge, Indvandrere og Integration.

Ved projektets begyndelse skulle det hurtigt vise sig, at det var nødvendigt at foretage nogle justeringer af

projektet i forhold til projektbeskrivelsen. Ikke i målsætning og indhold, men i forhold til virkeligheden.

For at få et overblik over de unges livs- og integrationssituation her i Danmark, besluttede jeg at begynde

projektet med spørgeskemaundersøgelsen. På baggrund af dataene herfra og de indtryk, jeg havde fået,

udvalgte jeg derefter ni af de unge til dybdeinterviews.

Projektets informanter skulle findes i hele landets kommuner med forskellig befolkningstæthed, således at

der både var repræsentanter fra store kommuner med >100.000 indbyggere, fra mellemstore kommuner

med mellem 20.000 og 100.000 indbyggere og fra små kommuner med


Jeg har empirisk ikke foretaget mig yderligere, men har da gjort mig overvejelser om årsager. En enkel

forklaring er selvfølgelig, at de unge ikke har været interesserede. De ville være i fred. De kunne føle sig

usikre på, hvad det drejede sig om. For stor en læsemængde (2 A4-sider). De er uvant med skriftlig

kommunikation. Måske er de usikre ved at skulle ringe op og risikere ikke at blive forstået. Jeg har haft svært

ved at forstå nogle af de unge i telefonen, som er et krævende kommunikationsmiddel, fordi vi skal være

præcise og tydelige. Flere af dem må have haft negative erfaringer med ”fremmede i røret”.

Endelig kan det også tænkes, at henvendelsesvejen via kommunen har gjort dem skeptiske.

> Tidsplanen for projektet

Opsporing af informanter med efterfølgende

personlig henvendelse: 15.08.04-26.12.04

Parallelt hermed udarbejdes spørgeskema.

Læsning af faglitteratur.

Interviewfase med spørgeskema: 01.10.04-15.01.05

Dybdeinterviews: 16.01.05-24.01.05

Behandling af spørgeskemaernes data: 01.12.04-20.03.05

Udskrivning af bånd.

Læsning af faglitteratur.

Rapportskrivning: 01.02.05-26.08.05

Databearbejdelse af dybdenterviews.

Lørdagsseminar: 28.05.05

Formidling af projektet, inkl. udarbejdelse af artikler m.m.: 01.09.05-15.10.05

Offentliggørelse: Primo oktober 2005

> Etiske overvejelser

I opsporingsfasen er al forespørgsel til de unge om lyst til at deltage foretaget af personer, de kender. Først

når de har givet udtryk for interesse, har jeg ringet dem op for at høre, om de ville deltage. Når først de var

kommet så langt, var der ingen, der sagde nej til deltagelse.

Når det enkelte spørgeskemainterview var afsluttet, fortalte jeg om, hvad der videre ville ske, samtidig med

at jeg forhørte mig, om jeg måtte komme igen for et evt. dybdeinterview, hvor jeg ville medbringe

båndoptager.

Informanterne blev både mundtligt og skriftligt informeret om, at de ville blive anonymiserede i rapporten,

således at deres navne ikke forekom. Brug af replikker sker under pseudonym.

De blev informeret om, at det var frivilligt at deltage, hvilket betød, at de også kunne sige, hvis de ikke mere

ville deltage, eller hvis de rent faktisk fortrød. Ligeledes fortalte jeg dem, at jeg havde arbejdet som bisidder.

Hvis der var spørgsmål, de ikke ville svare på, skulle de bare sige til. Var der ligeledes emner i interviewene,

de ikke ville tale om, undlod vi dette. Dette skete et par gange, hvor temaer blev for følelsesfulde.

Jeg har tidligere interviewet unge flygtninge. Jeg havde derfor gjort mig klart, at mit formål med især

dybdeinterviewene var at kaste lys over integrationen og ikke at psykologisere personernes handlinger.

Dybdeinterviewene skulle laves, fordi de i langt højere grad end spørgskemaundersøgelsen kunne uddybe

handlinger og tanker, både i forhold til informanternes eget liv og de objektive livsbetingelser, de uledsagede

flygtninge lever under. Det var først og fremmest mig, der havde brug for deres hjælp og udsagn. Hvorvidt de

kunne have glæde af eventuelle fremkomne erkendelser, var ikke formålet, men kunne være en glimrende

sidegevinst.

Hvordan går det dem? 100


Jeg oplevede, at de unge svarede villigt og fyldestgørende, samt at de gerne inddrog nye overvejelser.

Nogle af dem havde tidligere fortalt livshistorie til andre, der ligesom mig skulle bruge deres erfaringer til et

projekt eller speciale.

Ved juletid sendte jeg alle informanter et julebrev, hvori jeg redegjorde for, hvor langt jeg var nået, og hvad

der fremover skulle ske. Ellers kontaktede jeg dem kun i få tilfælde, hvor jeg manglede nogle oplysninger.

Derudover ønskede jeg ikke at forstyrre dem.

Mit tilbud til dem vedrørende deltagelse i projektet var, at de fik en chance for at komme til orde i et projekt,

hvor deres perspektiver på integrationen var det centrale, samtidig med at materialet skulle offentligøres

med bedre integration for øje. I hvilken grad, jeg vil lykkes med offentliggørelse, må tiden vise. Jeg vil gøre

mit til, at deres erfaringer, viden og udsagn skal blive læst og hørt.

> Mine kvalifikationer til at udføre dette projekt

- Et markarbejde på næsten 8 år som bisidder, hvor jeg har mødt flere hundrede uledsagede mindreårige.

Jeg er i rigt mål bekendt med de unges livshistorier, inden de får bevilget opholdstilladelse

- En publiceret bog, hvor jeg har interviewet 10 uledsagede mindreårige om deres flugthistorier. (”Man

ved ikke, hvor man flygter hen ... ” under mit tidligere efternavn, Svensson)

- Mange års arbejde med børn og unge – også tidligere som lærer

- Indvandrerstudiet fra Syddansk Universitet

> Min baggrund

Mit kendskab til uledsagede mindreårige flygtninge stammer fra mit arbejde som bisidder, hvor jeg var ansat

i Dansk Røde Kors Asylafdeling i næsten otte år. Bisidderens opgave er at ledsage de uledsagede

mindreårige asylansøgere, når de bliver indkaldt til møder af udlændingemyndighederne vedrørende deres

asylsag. I løbet af disse år har jeg mødt mange mindreårige asylansøgere. Jeg har ikke talt hvor mange,

men det er vel løbet op på ca. 500 unge.

Bisidderne mødte alle disse unge, der søgte om asyl. Blandt dem fik mere end halvdelen ikke opholdstilladelse,

eller de forsvandt undervejs.

Jeg kunne godt lide de børn, jeg mødte. De repræsenterede hver et liv, der var sendt af sted eller selv havde

begivet sig af sted ud i den store verden. Som bisiddere hørte vi de mest grufulde og fantastiske historier.

For sådan er den verden. Man skal høre meget, før ørerne falder af. Og de gange, de har været på nippet til

at falde af, har det måske så vist sig, at det var der ingen grund til. Livshistoriemæssigt er det bogstavelig talt

en utrolig verden at stifte bekendtsskab med, men også en barsk verden.

Jeg synes stadig, at det er bemærkelsesværdigt, med hvilken alvor og udholdenhed de fleste af børnene

gennemførte møderne med udlændingemyndighederne.

Nogle af de unge var vi sammen med blot en enkelt gang, andre fulgte vi fast, hver gang de blev tilsagt.

Nogle af de sidstnævnte fik vi et godt kendskab til.

Som bisiddere havde vi kun kontakt med det enkelte barn, mens det var asylansøger. Vi sagde goddag til

hinanden, men ofte sagde vi ikke farvel. Vi så ikke asylansøgeren mere efter sidste interview og vidste stort

set ikke, hvem der fik asyl.

Gennem de sidste 4-5 år har jeg været nysgerrig efter at få at vide, hvordan det gik de enkelte unge

flygtninge, fra det øjeblik de fik opholdstilladelse og skulle placeres i en eller anden kommune. Jeg var

nysgerrig efter at vide, hvordan det lykkes for unge, der kommer fra lande, fjernt på så mange måder fra

Danmark, at møde, indlære, forstå, indoptage nye normer, nyt sprog, andre skikke. Hvordan var det at flytte

sin krop fra en del af verden til en helt anden med sig selv i behold? Hvad gør de? Hvem hjælper dem?

Hvordan klarer de sig?

Personligt stammer jeg selv fra immigranter. Min mors forældre indvandrede uafhængig af hinanden fra

Polen til Djursland i begyndelsen af sidste århundrede. Min mormor som mindreårig og analfabet. De sled og

slæbte hele livet igennem på et gods og hørte Radioavisen hver dag. Især min mormors danske sprog

forblev slemt gebrokkent, og analfabet var hun hele livet. Hun døde i 1981. Allerede næste generation

assimileredes totalt. Min mor husker dog stadig tydeligt skolekammeraters råben af hende og hendes

søster. ”Polakker”, med tryk på første stavelse. Desværre var hverken min morfar eller mormor særlig

Hvordan går det dem? 101


meddelsomme om deres tid i Polen. Det virkede, som om deres personlige fortælling var låst inde i en

bevidst fortrængning, og egentlig tror jeg aldrig min mormor forvandt en sorg. Udover mine migrantmorforældre,

indvandrede min farfar fra Halland. Min søster emigrerede for mange år siden til Norge. Selv har

jeg rejst meget, og har for en tid opholdt mig i USA, Dalarna, Wien og Berlin. Især Wien midt nede i Europa

er jeg knyttet til. Egentlig oplever jeg at have en sjæl, som mere end at være knyttet til Danmark føler sig

hjemme i Europa.

Da jeg begyndte på dette projekt, vidste jeg ikke, hvor de unge boede, og hvem jeg ville komme til at træffe.

Jeg forestillede mig imidlertid, at nogle navne og ansigter måtte være mig bekendte.

Jeg genkendte selvfølgelig nogle af dem, ligesom de huskede mig. Bisidderordningen stod svagt i de flestes

erindring. Vi har som personer fyldt lidt hos den enkelte. Desuden var der gået mere end tre år.

Helt tilfældigt fik jeg kontakt med to af de unge, jeg havde interviewet til min bog om unge flygtninge. Den

ene havde jeg desuden fulgt på tæt hold som bisidder.

Som tidligere skrevet har jeg hørt rigtig mange børn berette om deres liv og deres flugt. Det er bestemt også

sket, at såvel myndighedsperson som tolk og bisidder er blevet kendeligt berørt under disse beretninger. De

gør noget ved én. Professionaliseringen med udgangspunkt i barske børneoplevelser proportionsforvrænger

imidlertid også ens egne oplevelse af, hvad der er normalt. I forbindelse med projektet har jeg derfor været

opmærksom på, at dette hos mig kunne medføre en uopmærksomhed for detaljen og for de unges reelle

situation, idet jeg har hørt så meget forfærdeligt.

Af disse unge mennesker tror jeg, at vi alle let kommer til at forvente os for meget. De har i deres unge liv

allerede erfaringer, mange danske voksne ikke har været i nærheden af eller kommer i nærheden af.

Derudover stiller vi krav til dem om, at de skal være så selvhjulpne.

> To norske undersøgelser

Til sammenligning med dette projekts resultater vil jeg nævne konklusionerne fra to norske undersøgelser.

Hjelde og Stenerud (1999:49) opsummerer de enslige (uledsagede) mindreåriges behov:

- ”En voksen som bryder sig om mig, som hjælper, støtter”

- At være og blive behandlet som en helt almindelig ungdom

- Samt behovet for og vægtningen af skolegang og uddannelse

Eide (2000:13) omtaler tre områder, der må sættes ind overfor:

- Forebyggende tiltag i forhold til mestring og tilknytning (Skole/uddannelse og sociale kontakter)

- Vurdering og opfølgning af omsorgssituationen (Det offentlige hjælpeapparats rolle).

- Værgefunktionen (Der skal være nogen, som ser den unges situation og tager medansvar for at sikre den

unges rettigheder. En talsmand/medvider i en forpligtigende relation)

Hvordan går det dem? 102


2 METODEVALG

2.1 SPØRGESKEMAUNDERSØGELSEN

Formålet med spørgeskemaundersøgelsen er bredt at afdække de unges levevilkår. Efter at have benyttet

skemaet på de fire første informanter måtte jeg foretage nogle ændringer og justeringer, så entydigheden i

svarene blev klarere. Desuden tilføjede jeg en side 7 for at få registeret de unges alliancepartnere. Det

endelige spørgeskema er vedlagt som bilag 6.

Undervejs i det videre forløb fik jeg idéer til flere ændringer, men besluttede at bruge det, som det nu engang

var produceret i erkendelse af, at det under alle omstændigheder kunne have set anderledes ud. Jeg syntes,

at det dækkede mit formål med at få belyst faktuelle forhold – boligsituation, økonomi, skolegang, uddannelse,

arbejde, fritidsaktiviteter, støtte og vejledning fra kommunen, familieforhold, årsagen til flugten m.m.

Skemaet indeholder stort set kun lukkede svarmuligheder af hensyn til en nemmere databehandling. Enkelte

spørgsmål krævede dog åbne svarmuligheder.

Under databehandlingen blev jeg opmærksom på enkelte spørgsmåls begrænsning, ligesom nogle spørgsmål

har normativ karakter.

Spørgsmål 12 ”Har du fået den støtte og vejledning af kommunen, du har haft brug for?” er bredt og åbent

formuleret og indeholder et uafdækket andet spørgsmål om forventninger til støtte og vejledning. Man kunne

måske med rette have stillet to spørgsmål.

I forbindelse med spørgsmål 19 ”Hvad laver du for det meste i din fritid?” kunne det være interessant i højere

grad at have fået besvaret, hvorvidt fritidsinteresserne er dansk orienterede eller etnisk orienterede.

Endelig er spørgsmål 21 ”Hvordan synes du at du klarer dig på dansk i hverdagen?” bredt formuleret og

leder måske først og fremmest opmærksomheden hen på det talte sprog i hverdagen.

Brugen af spørgeskemaet har imidlertid ført til indsamling af mange informationer om de unges levevilkår.

Spørgeskemaet blev udfyldt sammen med de unge og for det meste af dem selv. Én havde brækket armen,

et par andre overlod gerne til mig at udfylde, mens de leverede svarene. Denne personlige form skulle vise

sig at have flere fordele:

- Dels fik jeg svar fra alle 30 informanter

- De unge fik øjeblikkelig hjælp til forståelse af spørgsmålene

- Jeg kunne spørge uddybende, hvor det bød sig

- De unge kunne supplere med uddybende svar

- Alle de unge får med deres svar del i rapporten

- Jeg fik ved denne form mere at vide end ellers muligt

- De unge kunne stille mig spørgsmål om projektet

- De unge og jeg fik mødt hinanden, hvilket jeg fandt var en fordel ved de efterfølgende dybdeinterviews

Jeg benyttede mig af denne personlige interviewform til at stille alle de unge yderligere tre spørgsmål –

skemaets side 8.

- Hvad har været sværest for dig ved at bo i Danmark?

- Hvad har været det bedste ved at bo i Danmark?

- Har du forslag til hvordan noget kunne have været bedre?

Svarene på disse sidste spøgsmål skrev jeg ned, så de unge kunne koncentere sig om svarene, og så der

opstod en dialog. (De figurerer som bilag 8, 9 og 10).

I gennemsnit tilbragte jeg 1½ time sammen med den enkelte informant.

Hvordan går det dem? 103


Samtlige spørgeskemaets data er opgjort og medtaget i rapporten og findes som bilag 7. Nogle af dataene

er tilgængelige i ordinære talangivelser. Andre data præsenteres i grafisk form. Ved grafiske fremstillinger,

der udtrykkes i procentsatser, er den numeriske talværdi medtaget. På denne måde håber jeg, at

datamaterialet fremtræder både transparent og inspirerende.

2.2 DYBDEINTERVIEWS

> Overvejelser i forbindelse med dybdeinterviews

I projektets første måneder var der i min bevisthed hele tiden en opmærksomhed på dybdeinterviewets

karakter. ”Hvad var det, jeg ville have at vide af de unge mennesker, der med den enkelte som

udgangspunkt, kunne give anledning til konklusioner af generel karater?” ”Hvad var det for et/flere

spørgsmål, der kunne give luft for de adspurgte uden at låse dem fast?” og ”Hvordan kunne jeg finde et/flere

spørgsmål, der også ville få mig som intervieweren til at føle mig fri?” Jeg var imidlertid længe i tvivl om

dybdeinterviewets form og indhold.

Under databearbejdelsen af spørgeskemaet lavede jeg et udskrift med kommentarer og forundringer.

Herudfra besluttede jeg med andres hjælp, at der udsprang fire hovedspørgsmål. Fra disse måtte dialogen

med de unge opstå.

De fire hovedspørgsmål:

- Hvilken hjælp har du fået til at klare dig i Danmark?

- Hvad er et godt liv her i Danmark?

- Hvordan har du forandret dig fra du kom til Danmark og til i dag?

- Kikker du fem år frem, hvordan ser dit liv så ud?

Det har gjort, at ikke to interview blev ens. Hvis informanten desuden var optaget af noget særligt, begyndte

vi der. Det kunne være en flytning, et nyt arbejde, en fastlåst livssituation.

Det semistrukturerede spørgeskema til dybdeinterviewene er vedlagt som bilag 12. Da dette var udfærdiget,

gik jeg i gang med at opstille kriterier til udvælgelse af informanter.

> Udvælgelseskriterier af informanter til dybdeinterviews

Som udgangspunkt ville alle 30 unge være interessante igen at interviewe. Derfor måtte jeg finde helt

målbare parametre.

Som første parameter valgte jeg et uddannelseskriterium. Fra samfundet er det et ønske, at udlændinge, der

bor her i landet, uddanner sig. Uddannelsesaspektet er indeholdt i projektets integrationsparameter.

Projektets gruppe af informanter er en ungdomsgruppe, om hvem man kunne ønske, at de alle var i

uddannelse eller havde planer om dette. Mange af de unge udtrykker også selv ønske om at tage en

uddannelse, men ikke alle. Man kunne kalde det et idealønske for integration.

Dermed ikke på forhånd sagt, at der i denne skelnen for den enkelte ligger en oplevelse af at være integreret

eller ikke.

Dette parameter delte de 30 informanter i to lige store grupper

Som andet ligeordnet parameter brugte jeg opholdstilladelsens varighed. Hvem har permanent opholdstilladelse,

hvem har ikke? Parameteret er af strukturel karakter, som informanterne ingen indflydelse har på.

Deles gruppen af informanter efter de to parametre opstod fire næsten lige store grupper. (Kvinderne

fordelte sig i gruppe 1 og gruppe 3).

For at mindretalsbeskytte kvinderne blev tredje parameter et kønsparameter. På udvælgelsestidspunktet var

de fire i alt. Jeg ville gerne have to kvinder med i dybdeinterviewene.

Kvinderne fordeler sig med en i gruppe 1 og tre i gruppe 3.

Jeg valgte derfor Shukri (ene kvinde i gruppe 1) og Christine (Jeya var bortrejst i perioden, hvor dybdeinterviewene

fandt sted). Marian har samme nationalitet som Shukri.

Fjerde parameter blev informanternes ankomstalder til Danmark. Der er forskel på at ankomme som 12 årig

og som 17 årig. De 12 årige får som regel opholdstilladelse ganske hurtigt og skånes således for den

Hvordan går det dem? 104


almindelige præasylfase. Som 12 årig kommer man i modtagelsesklasse og derefter ud i folkeskolerne. En

del af de 12 årige har boet i børnehuse.

Den 17 årige skal gennemgå den almindelige asylsagsprocedure, og helt afhængig af opholdskommunen

kommer han for det meste i sprogskole blandt voksne eller i ungdomsskole. Introduktionstiden med en

kommunal ansat voksen til rådighed er kort, og ofte efterfølges den ikke af et efterværn.

Jeg brød mit fjerde parameter ved ét tilfælde, idet jeg ønskede at tilgodese en så bred uddannelseserfaring

som mulig.

I et tilfælde måtte jeg trække lod mellem tre informanter.

Herefter så gruppen til dybdeinterviews således ud:

Inf.: Almir, Aman, Christine, Hassan, Hussein, Marcel, Mehdi, Nader, Samir, Shukri,

(Shukri viste sig at skulle føde, da jeg kontaktede hende. Marian erstattede hende. Almir mistede jeg

kontakten med. Der blev derfor lavet ni dybdeinterviews).

Det viste sig efterfølgende, at de udvalgte på mange måder repræsenterede andre kriteriemodsætninger:

forældre/ikke forældre, primærfamilie i Danmark/ikke, forskellige boformer og tilfredshedsgraden med vejledning

og støtte.

2.3 GROUNDED THEORY

Hvert interview tog i gennemsnit 45 minutter, og alle er blevet udskrevet. Til at analysere datamaterialet har

jeg ladet mig inspirere af principper fra ”Grounded Theory”. Dette er en empirinær metode, som indebærer

en induktiv tilnærmelse til data, hvor teorien skal opdages i nær tilknytning til empiri.

Ved gennemlæsningen af dybdeintervewene har jeg forsøgt at identificere temaer, som er forankret i de

unges virkelighed, og som samtidig kunne rumme almene perspektiver for uledsagede flygtninge. Jeg har

kodet dataene i forskellige kategorier og udledt overordnede temaer.

Først gennemgik jeg hver enkelt interview for at finde temaer for den enkelte unge og for at finde frem til,

hvad der var karakteristisk. Ved den tværgående analyse måtte jeg derfor se, om det var muligt at finde

gennemgående temaer i de mange data/enkeltudsagn.

I tematiseringen og kategoriseringen fandt jeg frem til følgende overordnede begreber, som affødte efterfølgende

spørgsmål:

De unges strategier. ”Hvordan agerer de unge i hverdagen – og med fremtiden for øje?”

De unges identitet. ”Hvordan forstår de unge sig selv?”

Kulturel frisættelse. ”Hvor hører de unge til?”

At være i eksil. ”Hvordan påvirker kontakt med/tanker om familie og hjemlandet de unge?”

Integration. ”Hvad vil de unge gerne have, at der skal skal ske?”

2.4 PRAKSISERFARINGER

Ud over de to omtalte metoder, har jeg undervejs inddraget mine erfaringer fra flere års arbejde med

uledsagede mindreårige.

2.5 BOURDIEUS PRAKSISTEORI

Som hjælp til at beskrive denne gruppe af unge mennesker, der skal finde sig til rette i Danmark, har jeg

valgt at bruge den franske filosof og kultursociolog Pierre Bourdieus sociologiske praksisteori – om

mennesket og dets møde med omverdenen.

Når jeg finder Bourdieus praksisteori interessant at anvende som behjælpeligt analyseredskab, skyldes det

den raffinerede sammenkobling af subjektet som aktør og samfundet i en dialektik, hvor foranderligheden er

mulig.

Jeg vil først kort introducere hans teori.

Hvordan går det dem? 105


Baggrund

Bourdieus teori er udviklet af og rettet mod menneskets praksis, som er det centrale i hans teori. Bourdieus

udviklede praksisbegreb er baseret på feltarbejde. Det er vigtigt for at pointere, at hans teori er udviklet med

udgangspunkt i virkeligheden.

For Bourdieu er menneskelige handlinger sjældent ”reaktioner” på bevidste overvejelser, men langt mere

reaktioner baseret på evnen til at kunne improvisere og agere i forskellige sociale situationer. Bourdieu siger,

at det virkelige er relationelt. ”Den sociale verden består af relationer, ikke af interaktioner mellem aktører

eller intersubjektive bånd mellem individer, men af objektive relationer, der eksisterer ”uafhængigt af den

enkeltes bevidsthed og vilje.” (Bourdieu 2001:84).

Bourdieu går ind for en metodisk frihed til at sammenkæde forskellige metoder for at kunne begribe både det

individuelle og kollektive, det subjektive og objektive og det mentale og symbolske.

Centrale begreber i Bordieus teori er: felt, kapital og habitus.

> Felt

Feltbegrebet er en forskningskonstruktion, hvormed Bourdieu vil gøre det tilladeligt at betragte et udsnit af

virkeligheden eller den sociale verden som et eget struktureret område, hvor den enkelte skal forsøge at

bringe sig selv på bane. Vores samfund er opdelt i mange forskellige felter på forskellige planer lige fra en

familie, som udtryk for et socialt fællesskab, til felter på det samfundsmæssige niveau, det kunstneriske, det

politiske og det undervisningsmæssige. Et felt kan altså være både et lille socialt rum med intime relationer

blandt få mennesker og et rum på samfundsplan, hvor der kæmpes om magten. Spillereglerne vil være

forskellige. Bourdieu sammenligner selv et felt med et spil. ”Man skal især bemærke sig, at felter til forskel

fra spil ikke er en bevidst konstruktion med eksplicitte regler, men at de er underlagt klare regelmæssigheder

og normer.” (Bourdieu, 2001:85).

Et felt, forstået som en struktur af objektive relationer mellem positioner, afstikker aktørernes rammer for,

hvordan de vil forsøge at bevare eller ændre deres positioner. For at begå sig behøver den enkelte aktør

kapital, og der vil være tale om forskellige kapitaler, afhængig af i hvilket felt aktøren entrerer. Det der er på

spil er de specifikke muligheder, feltet kan byde på.

Et felt skabes over tid. Dvs. at det er historisk og gennemgår forandringer forårsaget af menneskelige

handlinger. Ikke alle felter er lige. ”Et af felterne er det dominerende, og det betyder, at det sætter sig

igennem i alle de andre felter.” (Høiris, 1993:44). Det felt betegnes magtfeltet.

De enkelte felter skal naturligvis ikke forstås som isolerede sociale områder, men fungerer i relationer med

andre, idet aktørerne bevæger sig fra et felt til et andet. ”Men alle felter opererer med adgangskriterier, der

spænder fra det underforståede til det institutionaliserede.” (Bourdieu, 2001:88).

> Kapital

Kapital er enkelt udtrykt symbolske og materielle ressourcer, som den enkelte aktør har tilegnet sig og

handler med (Broady, 2000:415). Bourdieu skelner mellem forskellige former for kapital: økonomisk kapital

(økonomiske ressourcer, kendskab til aktiemarkedet), social kapital (f.eks. sociale kontakter, forbindelser,

netværk. Eksempelvis en familie og venskaber) og kulturel kapital (f.eks. uddannelse) med hver deres undertyper.

Hertil kommer symbolsk kapital.

Symbolsk kapital er et generelt begreb og det mest almene. Begrebet bruger Bourdieu til – meget kort sagt –

at indfange den enkeltes evne til at udtrykke status, tillid og værdi. Der er forskel på folk. Begrebet er

relationelt, fordi der skal findes et socialt rum til genkendelse af denne status. ”Den symbolske kapital kan

kun eksistere under forudsætning af en samklang mellem objektive strukturer og systemer af dispositioner.”

(Broady, 2000:420). Underforstået hos den enkelte.

Aktørens forskellige former for kapital kan konverteres til andre former for kapitaler. Eksempelvis kan den

kulturelle kapital konverteres til uddannelsekapital, som så senere hen kan omsættes til økonomisk kapital.

Men det er ikke givet, at den kapital, man henter i ét felt, kan konverteres til brug i et andet felt. ”Således kan

kulturel dannelse ikke købes for penge.” (Høiris, 1993:46).

Vender vi tilbage til Bourdieus sammenligning med spil, deltager man med sin kapital i et felts indforståede

regler. Hvorvidt aktøren kan påvirke andre og/eller forbedre sin position vil afhænge af spillets regler. ”Den

specifikke værdi af et kort varierer, ligesom værdien af de forskellige former for kapital varierer, afhængigt af

på hvilket felt de bringes i spil. Der er med andre ord kort, der har en værdi på alle felter – her taler jeg om

Hvordan går det dem? 106


grundlæggende former for kapital – men deres relative værdi som trumfkort er afhængig af det felt, de spilles

ud i, og de forandringer feltet undergår gennem tid.” (Bourdieu, 2001:85).

> Habitus

Med habitusbegrebet kropsliggør Bourdieu subjektets handlinger. Habitus er socialiseret subjektivitet.

”Habitus er samtlige livets erfaringer og opfattelser, altså også etik, moral, normer m.m.” (Jerlang, 2001:

374). Habitus er en oplagring af alt det vi har lært, både det subjektive og det kollektive. Også vore

bevægemønstre. Menneskets habitus er kort sagt dannet på baggrund af bestemte sociale betingelser. ”I

utallige hverdagssituationer begyndende i den tidlige barndom, i familien, i skolen formes menneskers evne

til ”praktisk mestring”. (Broady, 2000:440).

Med habitus taler Bourdieu om et system af dispositioner, der gør os i stand til at handle, tænke, vurdere og

orientere os i den sociale verden. Dette system af dispositioner er ikke statiske kompetencer. Havner

mennesker i nye eksistensbetingelser kan habitus ændres. Habitus er med andre ord foranderlig.

Habitusteoriens formål er at indskyde et forklarende led mellem de sociale forhold og individets adfærd.

”Styrken ved denne måde at opfatte individuelle dispositoner er således, at det subjektive og det objektive

bringes på fælles formel, så at sige.” (Seeberg, 1995:126).

Kroppen og det sociale rum bringes under samme formel.

Habitusbegrebet er nødvendigt til at forklare, hvorfor mennesket handler fornuftigt uden at være udpræget

rationelt. Vi går jo ikke konstant rundt og målretter vor adfærd og tænker i bevidste strategier. Alligevel

opfører vi os fornuftigt. ”... gennem en lang og kompleks tilpasningsproces har (menneskene) internaliseret

deres egne objektive muligheder og forstår at aflæse den fremtid, der passer sig for dem, som er skabt for

dem, og som de er skabt for ... ” (Bourdieu, 2001:115). Dog således, at i samspillet mellem individets

subjektive forhåbninger og objektive muligheder må i langt de fleste tilfælde de første tilpasse sig de sidste.

Ved hjælp af strategier forbindes habitus og adfærd. ”Med ”strategi” menes kort sagt individers eller gruppers

bevidste eller ubevidste forsøg på at forsvare eller forbedre deres position”. (Broady, 2000:441).

> Symbolsk vold

På baggrund af habitus spiller det enkelte individ sine forskellige kapitaler ind i felter. I felterne markeres der

forskel på folk. Spillet om magten, den symbolske kamp om hvis værdier der skal dominere, indlejres i

habitus – lettere hos nogen end hos andre. Magtudøvelsen, som er realiseringer af de dominerendes

interesser, dannes og lagres som det Bourdieu kalder symbolsk vold.

I et kompliceret samfund som det danske med mange interessenter på banen i den politiske kamp, bliver

magtens betydninger forfinet og svær at opdage. Undervisnings- og uddannelsesområdet er blot et felt, hvor

der kæmpes om magten til at bestemme indhold, tone m.m. Massemedierne, opdragelsen andre felter. Ved

at være dominerende på eksempelvis et af disse felter gælder det om at gøre ens egne sociale forhold

naturlige for andre ”ved at installere dem i andres habitus, således at de opfatter de deraf fastlagte uligheder

som naturlige og dermed legitime.” (Høiris, 1993:47).

Hvordan går det dem? 107


3 INFORMANTERNE

3.1 INFORMANTERNE – KORT BESKREVET

Tallet i parentes angiver det samlede antal år i Danmark, præasyltiden er inkluderet.

Abdi: Mand på 23 år. Han har boet 11 (11) år i Danmark. Han har kone og barn. Hans forældre bor i et

naboland til hjemlandet. Han har forsøgt sig med et par uddannelser, men han fik ikke praktikpladser. Går nu

på handelsskolen og vil gerne videre på Handelshøjskolen. Han har arbejde ved siden af. Han har mange

erfaringer, han gerne deler ud af.

Adnen: Mand på 21 år. Han har boet 4 (5) år i Danmark. Hans forældre bor i et naboland til hjemlandet. Han

har ingen familie i DK. Han bor alene. Han har ingen uddannelse, men arbejder som tjener på et hotel. Han

fortæller, at hans humør er psykisk svingende, og at han tænker meget.

Ahmad: Mand på 19 år. Han har boet 2½ (3) år i Danmark. Han har ingen forældre. Han har ingen familie i

Danmark. Han har kort skolegang bag sig. Han bor i en dansk plejefamilie. Han har skaffet sig selv et

arbejde. Han fortæller, at han psykisk bruger megen tid på at tænke, hvorfor han ikke har kunnet koncentere

sig om at få lært bedre dansk. Han har få fortrolige.

Alex: Mand på 20 år. Han har boet 4 (4½) år i Danmark. Han har en søster i danmark, hvor han har boet.

Hans forældre er døde. Han har gået på efterskole, da han fandt udviklingen i den første undervisning

langsommelig. Han går i gymnasiet. Han har etableret en god kontakt til en studievejleder.

Almir: Mand på 23 år. Han har boet 5 (6) år i Danmark. Han forældre er døde. Han har familie i Danmark.

Han bor alene og har fundet det ensomt. I hjemlandet har han bygget sig et hus, som hans plejefamilie bor i.

Han har ingen uddannelse, men planlægger en karriere i burgerbranchen. Han har en dansk kæreste.

Aman: Mand på 21 år. Han har boet 3 (4) år i Danmark. Hans mor bor i et naboland. Han har familie i

Danmark, bl.a. en bror. Han bor alene, går på HF og har arbejde som pædagogmedhjælper. Han har en

papmor. Han fortæller, at hans humør er psykisk svingende og har mange overvejelser over tilværelsen.

Amir: Mand på 18 år. Han har boet 3 (4) år i Danmark. Han ved ikke, hvor hans forældre befinder sig. Han

har ingen familie i Danmark eller andre steder. Han går på ungdomsskole og har arbejde ved siden af. Han

har kontakt til venners forældre. Han fortæller, at han er traumatiseret.

Barathy: Mand på 17 år. Han har boet 5 (5½) år i Danmark. Han har forældre i hjemlandet. Han har boet

hos sin etniske familie med dårlige erfaringer og bor nu i en dansk plejefamilie. Han går på ungdomsskole.

Han søger et arbejde, men det er ikke let. Er præget af, at de første år i Danmark har været hårde.

Christine: Kvinde på 22 år. Hun har boet 6 (7) år i Danmark. Hendes far er død, og hun ved ikke om

moderen lever. Hun har en bror i Danmark. Ellers ingen anden familie. Hun har ingen uddannelse, men har

taget nogle fag på HF. Hun arbejder, men vil gerne uddannes. Ikke kontakt til voksne danskere.

Esan: Mand på 17 år. Han har boet 2½ (3) år i Danmark. Han har forældre i hjemlandet og en bror i

Danmark. Han har flere slægtninge i Norden. Han har boet i bofællesskab og deler nu en lejlighed med en

landsmand. Han har en kæreste, der taler samme sprog. Han går på ungdomsskole. Han er politisk aktiv.

Farid: Mand på 19 år. Han har boet 4 (4½) år i Danmark. Hans mor bor i et naboland til hjemlandet. Han bor

sammen med sin ældre bror. Han har boet i børnehus. Han har fået bevilliget få timer til efterværn. Han går i

gymnasiet. Han har kontakt til professionelle.

Hvordan går det dem? 108


Filip: Mand på 19 år. Han har boet 2½ (4) år i DK. Han har ikke set sine forældre, siden han var helt lille.

Han har ingen familie i Danmark. Han har boet i børnehus og bor nu alene. Han har ingen uddannelse, men

planlægger at begynde på teknisk skole. Han søger et arbejde. Han har et netværk blandt landsmænd og

har en dansk kæreste.

Hassan: Mand på 21 år. Han har boet 6 (7) år i Danmark. Hans mor bor i nabolandet til hjemlandet. Han har

ingen familie i Danmark. Han deler en lejlighed sammen med en landsmand. Han har været nervøs for at

skulle klare sig selv uden efterværn. Han har ingen uddannelse. Han er på prøve i et arbejde på en

restaurant. Han fortæller, at han måtte opgive teknisk skole på grund af sprogproblemer.

Hussein: Mand på 19 år. Han har boet 6 (7) år i DK. Han har tæt kontakt med sine forældre. Han har en

lillesøster i Danmark. Han betragter sig ikke som flygtning. Han går på handelsskolen og vil gerne være

designer. Han har meget lidt privat voksenkontakt. Han har engageret sig i et teaterprojekt.

Jejandran: Mand på 17 år. Han har boet 4 (5) år i Danmark. Hans far er død, og moderen har han ikke

kontakt med. Han bor hos sin etniske familie, hvor han trives. Han går på teknisk skole og vil være

maskinsnedker. Han dyrker idræt på eliteniveau.

Jeya: Kvinde på 21 år. Hun har boet 3 (7) år i Danmark. Hun har en lang traumatisk præasylfase bag sig.

Hun har forældre i et naboland til hjemlandet. Hun har familie her i Danmark, som hun med dårlige erfaringer

har boet hos. I projekforløbet er hun blevet gift med en landsmand. Hun bor hos en etnisk plejefailie. Hun har

ingen uddannelse, men arbejder som rengøringsassistent. Hun har få kontakter.

Joe: Mand på 21 år. Han har boet 1 (7) år i Danmark. Han har en lang traumatisk præasylfase bag sig. Han

har forældre i hjemlandet. Han bor hos en bror, der har støttet ham meget. Han går på ungdomsskole. Han

har ingen skolegang hjemmefra.

Kamal: Mand på 17 år. Han har boet 2½ (3) år i Danmark. Hans mor bor i et naboland til hjemlandet. Han

har ingen familie i Danmark. Han kom til Danmark som analfabet. Han bor på eget værelse ved siden af en

ven. Har har forsøgt sig med en uddannelse, men havde sprogvanskeligheder. I stedet arbejder han nu. Han

har en dansk kæreste.

Karim: Mand på 20 år. Han har boet 3 (4) år i Danmark. Han ved ikke, hvor forældrene befinder sig. Han har

ingen familie i Danmark eller andre steder. Har efter eget ønske boet hos en dansk plejefamilie. Er nu flyttet

for sig selv. Han er i gang med en uddannelse og har arbejde. Han fortæller, at han er traumatiseret.

Mahmoud: Mand på 20 år. Han har boet 4 (5) år i Danmark. Hans mor er asylansøger i Danmark. Ellers

ingen anden familie. Han bor alene. Han har ingen uddannelse, men arbejder på en restaurant. Han har en

dansk kæreste og en kontaktfamilie. Han har et par hårde oplevelser med myndighederne bag sig.

Marcel: Mand på 19 år. Han har boet 3 (6) år i Danmark. Han har en lang traumatisk præasylfase bag sig.

Hans forældre er døde. Han blev taget med til Danmark af anden familie med hvem han har god kontakt.

Han har boet i børnehus, hvor han stadig får hjælp. Han har ingen uddannelse, men arbejder i en restaurant.

Han fortæller, at han er psykisk svingende. Han har en dansk kæreste.

Marian: Kvinde på 26 år. Hun har boet 12 (12) år i Danmark og er nu dansk statsborger. Hun ved ikke om

moderen er i live og har næsten ingen kontakt med faderen. Hun har en lillebror i Danmark. Hun har boet i

børnehus, men flyttede tidligt ud blandt danskere. Hun har ingen uddannelse, men planer. P.t. intet arbejde,

men har i øvrigt stor og bred arbejdserfaring. Hun har få betroede.

Mehdi: Mand på 19 år. Han har boet 2½ (3) år i Danmark. Han har forældre i hjemlandet. I Danmark har han

sin bror og en faster. Han har boet i et bofællesskab og deler nu en lejlighed. Han går på ungdomsskole og

er utilfreds med undervisningen. Vil gerne i gymnasiet. Han er utilfreds med den kommunale hjælp.

Mehmet: Mand på 19 år. Han har boet 2½ (4) år i Danmark. Han har ikke haft kontakt med sine forældre

siden han flygtede. Han har slægtninge i Danmark. Han har boet i børnehus. Han har ingen uddannelse og

heller ikke noget arbejde. Han har planer om at begynde på teknisk skole. Føler sig svigtet af det

kommunale sociale system. Han fortæller, at han er traumatiseret.

Hvordan går det dem? 109


Nader: Mand på 20 år. Han har boet 3 (4) år i Danmark. Hans far er død, og han har mistet kontakten med

sin mor og bror. Han har ingen familie i Danmark. Han bor sammen med sin kæreste. Han har en dansk

papfamilie. Han havde en traumatisk udflytning til kommunen og har ikke gode samarbejdserfaringer med

det offentlige. Han har ingen uddannelse, men skal genoptage studiet på teknisk skole. Han har arbejde.

Han har få fortrolige.

Pei Lei: Kvinde på 18 år. Hun har boet 2½ (3) år i Danmark. Begge hendes forældre er døde. Hun har ingen

familie i DK. Hun har boet i et bofællesskab og har nu sin egen lejlighed. Hun går på ungdomsskole og føler

det isolerende. Hun kender ikke rigtig nogle danskere. Hun har arbejde.

Peter: Mand på 15 år. Han har boet 3 (3) år i Danmark. Hans forældre er døde. Han har brødre i Danmark.

Han bor i et børnehus, hvor han bor godt. Han går i folkeskolen og skal næste år begynde på efterskole. Han

har en dansk kæreste.

Samir: Mand på 19 år. Han har boet 3 (5) år i Danmark. Han har en traumatisk præasylfase bag sig. Han

ved ikke, hvor hans forældre befinder sig. Han har ingen familie i Danmark. Bor i et bofællesskab, hvor han

hele tiden har boet. Gode kontakter til danskere. Han har en uddannelse og et arbejde. Påbegynder videre

uddannelse foråret 2005.

Shukri: Kvinde på 23 år. Hun har boet 10 (10) år i Danmark. Hun bor sammen med sin mand og barn.

Hendes mor bor i et vestligt land. Hun har familie i Danmark. Hun har en kort uddannelse. Gik på teknisk

skole for at blive frisør, men fandt ingen praktikplads. På barsel for tiden. Hun har mange erfaringer med livet

i Danmark.

Tomas: Mand på 23 år. Han har boet 3 (3) i Danmark. Hans forældre er døde. Han har med sine brødre

boet mange år i en flygtningelejr. Han har brødre i Danmark, som han har fungeret som far for. Han er i gang

med en uddannelse og har arbejde. Han har en dansk kæreste.

Hvordan går det dem? 110


3.2 FAMILIEFORHOLD

Informant

Adnen

Aman

Filip

Mahmoud

Kamal

Almir

Marcel

Hussein

Peter

Tomas

Jeya

Karim

Amir

Farid

Abdi

Mehmet

Alex

Jejandran

Barathy

Ahmad

Nader

Hassan

Joe

Shukri

Samir

Marian

Christine

Esan

Mehdi

Pei Lei

Forældre Famile i Danmark

Far og mor (naboland)

Mor (naboland); Far (hjemland, ÷ kontakt)

Ved ikke

Mor (Danmark); Far ÷

Mor (naboland); Far: ved ikke

÷

÷

Forældre (naboland)

÷

÷

Forældre (naboland)

Ved ikke

Ved ikke

Mor (naboland); Far: ved ikke

Forældre (naboland)

Ved ikke

÷

Mor (hjemland); Far: ved ikke

Forældre (hjemland)

Mor: ÷ ; Far: ved ikke

Mor: ved ikke; Far: ÷

Mor (naboland); Far: ÷

Forældre (hjemland)

Mor (vestligt land); Far: ÷

Ved ikke

Mor: ved ikke; Far (hjemland)

Mor: ved ikke; Far: ÷

Forældre (hjemland)

Forældre (hjemland)

÷

Hvordan går det dem? 111

Primær Sekundær

-

Bror

-

Mor

÷

÷

÷

Søster

Brødre

Brødre

Søster

÷

÷

Bror

Kone/barn

÷

Søster

÷

÷

÷

÷

÷

Bror

Søster/mand

÷

Bror

Bror

Bror

Bror

÷

-

Fætre

-

÷

÷

Fætter

Onkler

÷

÷

÷

÷

÷

÷

÷

Onkel

÷

Kusine

Moster

÷

÷

÷

Onkler

÷

÷

Onkel

÷

Faster

Faster

÷

Onkler

?

-

-

-

Plejefamilie, Onkel

Venner

?

Onkel (Australien)

Onkel (Australien)

÷

÷

÷

÷

?

Ven (Schweiz)

÷

÷

Mormor (Europa)

Plejefamilie

÷

Søster (Europa)

?

Farmor (Vestligt land)

Onkel (Europa)

÷

÷

Onkel (Norden)

÷

Øvrige famillie


4 DEFINITION AF ULEDSAGEDE MINDREÅRIGE FLYGTNINGE

> Udlændingestyrelsens definition

I Danmark defineres en uledsaget mindreårig asylansøger som et barn under 18 år, der indrejser uden

ledsagelse af forældre eller andre myndige personer, der kan anses for at være trådt i forældrenes sted –

herunder andre familiemedlemmer. Det kan også være et barn, som indrejser med forældrene eller en

anden voksen person, men hvor den voksne person enten forlader barnet i Danmark eller f.eks. dør under

opholdet. Et uledsaget barn kan have forældre eller anden nær familie i hjemlandet eller i tredjelande, men

kan også være forældreløs (Udlændingestyrelsen, 2005).

> UNHCRs definition

”Children under 18 years of age, who are outside their country of origin and separeted from their parents or

legal/customary primary caregiver.”

Red Barnet (2004:3) påpeger, at den danske definition ikke lever op til UNHCRs Guidelines fra 1997, der

lyder som ovenstående, og hvor der insisteres på, ”at børn der er adskilte fra deres forældre eller deres

juridiske/sædvanlige primære omsorgsgiver, skal betragtes som uledsagede.”

Eksempelvis kan det betyde, at børn, ledsaget af ældre søskende, der tager ansvar for dem, ikke betragtes

som uledsagede. Efter værgeordningens indførelse april 2003 tildeles kun alle uledsagede en værge. Det vil

ikke ske i et tilfælde som ovennævnte.

> Uledsagede mindreårige asylansøgere (bruttoansøgertallet)

Procent

100%

90%

80%

70%

60%

50%

40%

30%

20%

10%

0%

Uledsagede mindreårige asylansøgere

1999 2000 2001 2002 2003 2004

Hvordan går det dem? 112

År

Drenge

Piger


1999: 120 i alt – 16 % piger, 84 % drenge

2000: 219 i alt – 9 % piger, 91 % drenge

2001: 239 i alt – 25 % piger, 75 % drenge

2002: 137 i alt – 16 % piger, 84 % drenge

2003: 159 i alt – 19 % piger, 81 % drenge

2004: 128 i alt – 22 % piger, 78 % drenge

> Antal uledsagede, der får realitetsbehandlet deres asylsag

Antal

200

175

150

125

100

75

50

25

0

1999: (ikke oplyst)

Antal uledsagede, der får

realitetsbehandlet deres asylsag

2000 2001 2002 2003 2004

Hvordan går det dem? 113

År


Sagsbehandlingstid og tilladelser

Det er Udlændingestyrelsens målsætning, at en mindreårig uledsagets asylansøgning skal færdigbehandles

inden for 3 måneder fra ansøgningen er registreret hos styrelsen. Styrelsen gør opmærksom på, at denne

målsætning af forskellige årsager ikke altid kan overholdes. (Udlændingestyrelsens nøgletal, 2004).

Tilladelser efter § 9c, stk. 3, § 7, stk. 1 og 2 samt tilladelser givet i Udlændingestyrelsen/Integrationsministeriet

i forlængelse af et endeligt afslag. (Bemærk at man ikke kan sammenligne givne tilladelser i et

bestemt år med antallet af registrerede asylansøgere i samme år. Præasylfasens længde varierer for hver

enkelt asylansøger).

Antal

125

100

75

50

25

> Afslag

0

Tilladelser

1999 2000 2001 2002 2003 2004

Hvordan går det dem? 114

År

Afslag i Udlændingestyrelsen i forlængelse af endeligt afslag på asyl (1. kolonne) og afslag i Indenrigsministeriet

(stadfæstelse af Udlændingestyrelsens afgørelse) (2. kolonne).

1999: i alt – 27-24

2000: i alt – 23-19

2001: i alt – 23-22

2002: i alt – 44-47

2003: i alt – 43-40

2004: i alt – 56-52

(Statistik hentet fra Udlændingestyrelsens nøgletal).


5 LOVKOMPLEKS OG INTERNATIONALE KONVENTIONER

Uledsagede mindreårige asylansøgere kan få opholdstilladelse efter følgende paragraffer i udlændingeloven:

§ 7 stk. 1 eller 2. Asyl- og beskyttelsesparagraf. Børnene opnår flygtningestatus.

§ 9c stk. 3 nr. 1 eller 2. Opholdstilladelse af særlige grunde.

Opholdstilladelse vil i første omgang være tidsbegrænset til 2 år. Når opholdstilladelsen udløber, kan barnet

søge om at få den forlænget. For at få det skal betingelserne for opholdstilladelsen stadig være opfyldt. For

at få permanent opholdstilladelse skal man have opholdt sig lovligt i Danmark i syv år.

Ovenstående er bestemmelser i den såkaldte udlændingepakke, der blev vedtaget i foråret 2002. Dette

projekts unge er ikke omfattet af denne lov, idet de er indrejst i Danmark og har fået opholdstilladelse

forinden. De har enten fået permanent opholdstilladelse eller midlertidig opholdstilladelse, der typisk er af tre

års varighed. Som i ovenstående skal de søge om forlængelse.

Til brug for Udlændingestyrelsens afgørelse vedrørende tidsubegrænset opholdstilladelse indhenter

Udlændingestyrelsens en udtalelse fra kommunen om, hvorvidt den pågældende har gennemført et tilbudt

introduktionsprogram, eller andet tilbud, samt hvorvidt den pågældende har gæld til det offentlige

(Integrationslovens § 52).

Hos politiet indhenter Udlændingestyrelsens udtalelse om, hvorvidt den pågældende har begået grov

kriminalitet.

Når barnet meddeles opholdstilladelse, træffer Udlændingestyrelsen også afgørelse om, i hvilken kommunen

barnet skal bo. Inden da anmoder styrelsen Dansk Røde Kors om oplysninger vedrørende eventuel familie i

Danmark, mulige indkvarteringsformer, nødvendig hjælp til barnet, for bagefter at træffe en afgørelse om

endelig visitering. Herefter overgår ansvaret til kommunen.

”Børnene indgår i amts- og kommunekvoterne og visiteres til kommunerne med udgangspunkt i det enkelte

barns tarv og kvotefordelingen.” (KL, 2001:1).

Det er op til den enkelte kommune at afgøre, hvorvidt barnet skal tilbydes et introduktionsprogram eller ikke.

Børn, der er fyldt 18 år ved udflytningen, skal tilbydes introduktionsprogrammet på linje med andre voksne.

Det er mit indtryk, at i en del kommuner tilbydes introduktionsprogrammet til de ældste af børnene, de 16-17

årige.

”For mange uledsagede børn udgør undervisning i folkeskolen eller ungdomsskolen et mere relevant tilbud

end introduktionsprogrammet, og børnene tilbydes i givet fald ikke et introduktionsprogram.” (KL, 2001:1-2).

Dette gælder så oftest de børn, der er yngre end 16-17 år.

Børn, der deltager i introduktionprogrammet, får introduktionsydelse.

Børn, der deltager i andet skoletilbud, får typisk kontanthjælp efter aktivloven.

I Integrationsloven optræder uledsagede mindreårige specifikt i følgende paragraffer:

§ 10, stk. 2: Vedr. visitering.

§ 16, stk. 6: De uledsagede kan tilbydes introduktionsprogram.

> Kvoteflygtninge

Siden 1978 har regeringen og Folketinget hvert år afsat et beløb på finansloven til en flygtningekvote, der

angiver hvor mange flygtninge, der kan genbosættes i Danmark. Denne type flygtninge betegnes derfor

oftest som kvoteflygtninge eller FN flygtninge. Siden 1989 har kvoten været på 500 pladser om året.

Genbosætningen i Danmark sker altid efter henvendelse fra UNHCRs hovedkvarter i Genève.

> Familiesammenføring

Som udgangspunkt er det ikke muligt for en uledsaget mindreårig flygtning at blive familiesammenført med

sin familie her i Danmark.

I Lov om ændringer af Udlændingeloven og Integrationsloven står der:

Hvordan går det dem? 115


”Hvis der skabes kontakt med forældrene til en herboende uledsaget mindreårig asylansøger, og hvis

barnets opholdstilladelse ikke inddrages i den forbindelse, jf. afsnit 3.7, vil det som udgangspunkt ikke være

muligt for forældrene til barnet at opnå familiesammenføring her i landet.

Hvis ganske særlige omstændigheder taler herfor – og det i øvrigt findes bedst og overensstemmende med

barnets interesser – kan der dog undtagelsesvis gives tilladelse til familiesammenføring med forældrene

efter reglerne i Udlændingelovens § 9c. stk. 1.

Ved afgørelsen af, om der skal gives tilladelse til familiesammenføring efter Udlændingelovens § 9c. stk. 1,

vil der bl.a. kunne lægges vægt på, om barnet har mulighed for at blive genforenet med forældrene i

hjemlandet eller i et andet land. Er dette tilfældet, vil der kun helt undtagelsesvis blive givet tilladelse til

familiesammenføring her i landet.”

Ifølge Red Barnet (2004:29) er ”lovgivningen ifølge Børnerådets høringssvar fra 2003 på grænsen af at være

på kant med Børnekonventionens artikel 10, der fastslår, at barnet har ret til, at en ansøgning om

familiesammenføring skal behandles positivt, humant og hurtigt.”

I enkelte tilfælde er det lidt forunderligt lykkedes uledsagede at få familiesammenføring med forældrene.

Men i praksis er det stort set umuligt.

> Repatriering

Folketinget vedtog i 1999 Lov om repatriering. Heri gives der mulighed for, at et barn kan modtage

repatrieringsstøtte, hvis det ønsker at vende tilbage til hjemlandet. Der gives en fortrydelsesret på 12

måneder, inden for hvilket tidsrum barnet ikke mister sin opholdstilladelse her i landet.

”Kun ganske få uledsagede mindreårige har udtrykt ønske om repatriering. Og der er ingen fast praksis på

området.” (Red Barnet, 2004:32).

I rapporten har det stået omtalt, at en del kommuner er åbne for at lade uledsagede mindreårige tage på

afklarende besøgsrejser i hjemland eller tredjeland (hvis familien evt. befinder sig der).

De vigtigste regulativer, der vedrører de uledsagede flygtninge:

Integrationsloven – LBK af 28/04/2003.

Lov om ændring af udlændingeloven og integrationsloven af 09/06/2004.

Repatrieringsloven af 02/06/1999.

Udlændingeloven – LBK af 24/07/2003.

Vejledning for repræsentanter – juni 2003.

Lov om social service.

Vejledning om særlig støtte til børn og unge, Socialministeriet 2002.

> Internationale konventioner

I 1948 vedtages Verdenserklæringen om Menneskerettigheder. ”Verdenserklæringen var med til at gøre

flygtningebegrebet individorienteret.” (Fenger-Grøn, 2004:9). I artikel 14 står der, at ”Enhver har ret til i andre

lande at søge og få tilstået asyl mod forfølgelse.”

I 1951 vedtages FNs flygtningekonvention. Konventionen gav flygtninge ret til både at søge asyl og opnå

beskyttelse. Kritikere af konventionen pointerer, at dens definitioner ikke er tidssvarende og tilstrækkelige til

at rumme nutidens massevandringer på grund af borgerkrige, sult, etniske udrensninger, fattigdom m.v.

Flygtningekonventionen indeholder ingen særbestemmelser om uledsagedes anerkendelse som flygtninge.

”Flygtningekonventionen er i modsætning til menneskerettighedserklæringen et såkaldt retligt forpligtende

instrument.” (Fenger-Grøn, 2004:10).

FN-konventionen om barnets rettigheder vedtages i 1989 og ratificeres i 1991 af Danmark. Konventionen er

ikke indarbejdet i den nationale lovgivning.

Hvordan går det dem? 116


6 SPØRGESKEMA

INDLEDENDE SPØRGSMÅL

1. Hvad er dit køn? Hunkøn (F) Hankøn (M)

2. Hvor gammel er du? ____________________ år

2a. Hvor gammel var du, da du kom til Danmark? ___________________ år

3. Hvor længe har du haft opholdstilladelse i Danmark?

Mindre end 3 år 3 år 4år 5 år eller mere

3a. Hvor lang tid gik der fra din ankomst til Danmark til at du fik opholdstilladelse?

Mindre end ½ år ½ -1 år 1-2 år Mere end 2 år

3b. Følte du dig velkommen i Danmark i denne tid? Ja Nej

3c. Har du varig opholdstilladelse? Ja Nej

4. Har du familie i Danmark, som du har boet/bor hos? Ja Nej

5. Hvordan boede du efter visitationen til kommunen? Etværelses med adgang til bad og toilet

Børnehus Bofællesskab Dansk familiepleje Institution

Ungdomsbolig Selvstændig bolig Andet Hvad? ___________________

5a. Hvordan bor du nu? Etværelses med adgang til bad og toilet Børnehus

Bofællesskab Dansk familiepleje UngdomsboligInstitution

Selvstændig bolig Andet Hvad? __________________________

SKOLEGANG/UDDANNELSE

I hjemlandet

6. Hvor mange år har du gået i skole i dit hjemland?

Ingen skolegang 1-3 år 4-7 år 8-10 år 11-12 år

6a. Har du en uddannelse fra dit hjemland? Ja Nej

6b. Har du haft mulighed for at bruge den i Danmark?

Meget Noget Slet ikke

Hvordan går det dem? 117


I DANMARK

7. Hvor mange år har du gået i skole i Danmark (inklusiv præasylfasen)?

Ingen skolegang 1-2 år 3-4 år Mere end 4 år

7a. Hvilke klasser?

Sprogskole Modtagelsesklasse/folkeskole Ungdomsskole

Gymnasium/HF Teknisk skole Efterskole/højskole

8. Har du en videregående uddannelse?

Ja Nej Jeg er i gang

8a. Hvilken længde har den videregående uddannelse?

1-2 år 3-5 år 6 år eller mere

BESKÆFTIGELSE

9. Hvordan tjener du dine penge? SU Arbejde

Arbejdsløshedsunderstøttelse Overførselsindkomst Andet

10. Hvis du har arbejde, hvilken type er det?

Ufaglært arbejde Faglært arbejde Selvstændig Hvilket?___________

10a. Har du arbejdserfaring fra dit hjemland?

Meget Nogen Ingen Hvilken?________________

10b. Har du haft mulighed for at bruge den i Danmark?

Meget Noget Slet ikke

ORGANISERING

11. Er du medlem af en fagforening? Ja Nej

11a. Er du medlem af en arbejdsløshedskasse? Ja Nej

11b. Er du medlem af et politisk parti eller organisation? Ja Nej

11c. Er du medlem af en national forening/etnisk organisation? Ja Nej

11d. Har du stemt ved et kommunevalg? Ja Nej

11e. Har du været aktiv i studieråd, elevråd eller lign.? Ja Nej

Hvordan går det dem? 118


STØTTE OG VEJLEDNING

12. Har du da fået den støtte og vejledning af kommunen, du har haft brug for?

Ja Ikke helt Nej

12a. Får du stadig aktiv støtte fra kommunen? Ja Nej

12b. Hvem fra det offentlige har givet/giver dig brugbar støtte og vejledning?

En støtteperson En sagsbehandler En lærer Anden

12c. Har du haft en eller flere voksne, som ikke er fra det offentlige, du har kunnet bruge, når du har

haft behov for hjælp og støtte?

Ja Nej Hvis ja, hvem?______________________________________________

12d. Har du/har du haft en dansk kontaktfamilie? Ja Nej

12e. Synes du, at det er en god idé med en voksen dansker, der hjælper en fra starten, efter at

man har fået opholdstilladelse?

Ja Nej

12f. Forstår du, hvordan du skal begå dig i Danmark?

Ja, det gør jeg Nogenlunde Nej, det gør jeg ikke

12g. Er der nogen i din omgangskreds i Danmark, som kender din forhistorie?

Flere Få Ingen Hvem?_________________

HJEMLAND/FORÆLDRE/FAMILIE

13. Hvilket land er dit hjemland?_________________________________

14. Hvem besluttede at du skulle til Danmark?

Forældre Anden familie

Dig selv Venner af familien Andre Hvem?_________________________

14a. Hvordan kom du til Danmark? Alene med agent(er) Alene uden agent(er)

Forældre Anden familie Andre Hvem?_______________

14b. Hvorfor forlod du dit hjemland?

Fordi du var i fare på grund af krig/uro Fordi du ville undgå at blive soldat

Fordi du blev forfulgt For at få en uddannelse/bedre liv

For at tjene penge til din familie Fordi din familie skulle komme bagefter

Hvordan går det dem? 119


Fordi du var uvenner med dine forældre Andet:_____________________________

14e. Var det bestemt, at du lige præcis skulle til Danmark? Ja Nej

14f. Hvad vidste du om Danmark, inden du kom? Noget Lidt Intet

15. Lever din mor? Ja Nej Ved ikke

15a. Hvilket arbejder har/havde hun?

Hjemmegående Ufaglært Faglært Funktionær Selvstændig

15b. Lever din far? Ja Nej Ved ikke

15c. Hvilket arbejde har/havde din far?

Ufaglært Faglært Funktionær Selvstændig

15d. Hvor bor han/hun/de?

Hjemland Danmark Øvrige Europa Andet Ved ikke

15e. Har du kontakt med ham/hende/dem? Ja Nej

15f. Hvor ofte? En gang om ugen En gang om måneden Næsten aldrig

15g. Hvordan har I kontakt? Brev Telefon/sms Email

I mødes Andet

15h. Udover eventuelt din mor og far har du så kontakt med andre udenfor Danmark, som

betyder noget for dig? Ja Nej Hvem?__________________

15i. Hvor ofte? En gang om ugen En gang om måneden Næsten aldrig

15j. Er der nogen udenfor Danmark, der ved hvordan du har det?

Flere Få Ingen Hvem?__________________

16. Hvor tit tænker du på dit hjemland? Sjældent Af og til Ofte

16a. Har du været på besøg i dit hjemland? Ja Nej

VENNER/KÆRESTE/FRITID

17. Er du gift? Ja Nej

17a. Har du en kæreste? Ja Nej

Hvordan går det dem? 120


17b. Har du børn? Ja Nej

17c. Er din partner? Fra dit hjemland Dansk Andet

18. Hvor mange venner har du? Ingen 1-3 Flere

18a. Er dine venner? Fra dit hjemland Danske Blandet

18b. Hvor har du mødt dine venner? Skole/uddannelse Arbejde Nettet

Forening/klub Via venner Gaden Andet

19. Hvad laver du for det meste i din fritid? (marker gerne flere felter, prioriteret)

Sammen med venner/kæreste/familie Dyrker sport i en klub

Går i byen Går i din hjemlands klub

Går på biblioteket Andre foreninger

Spiller computerspil Ser videofilm på dit modersmål

Ser dansk tv Ser udenlandsk tv

Surfer på nettet Andet

DISKRIMINATION

20. Har du oplevet at blive diskrimineret? Ja Nej

20a. Hvor ofte er du blevet diskrimineret? Få gange Nogle gange Ofte

20b Har du selv diskrimineret andre? Ja Nej

20c. Hvor ofte har du diskrimineret andre? Få gange Nogle gange Ofte

ANDET

21. Hvordan synes du, at du klarer dig på dansk i dagligdagen?

Godt Nogenlunde Det er svært

21a. Hvilke(t) sprog bruger du mest i dagligdagen? Dansk Modersmål Andet

22. Hvordan vil du beskrive dit helbred?

Godt Mindre godt Dårligt

22a. Har du været/er du i behandling? Ja Nej

23. Hvordan vil du beskrive din psykiske tilstand?

Hvordan går det dem? 121


God Svingende Dårlig

23a. Har du været /er du i behandling? Ja Nej

24. Hvad er din plan for fremtiden? Blive i Danmark Forlade Danmark Ved ikke

24a. Hvad drømmer du om at opnå? (gerne flere krydser)

Få fast opholdstilladelse Få statsborgerskab i Danmark

Starte egen virksomhed Tjene mange penge

Få egen familie med børn Genforenes med familien

Blive kendt Skrive en bog/lave en film

Blive god til dansk Blive respekteret

Andet Hvad?_____________________________________________________________

25. Du har sikkert hørt/læst ordet ”integration” en del gange. Hvad er din oplevelse af ordet?

Positiv Neutral Negativ

Yderligere spørgsmål til punktet Støtte og vejledning.

26. Synes du, at dine egne ønsker er blevet hørt/opfyldt i integrationsfasen?

I høj grad Nogenlunde Slet ikke

27. Hvem taler du med om det at være flygtning/i eksil? ______________________________________

27a. Hvem taler du med om dit hjemland/din familie? ________________________________________

27b. Hvem taler du med om din fremtid? ___________________________________________________

27c. Hvem taler du med om dine ønsker/drømme? ___________________________________________

27d. Hvem taler du med om hvordan du har det? ____________________________________________

27e. Hvem taler du med om eventuelle økonomiske problemer?________________________________

27f. Hvem får du hjælp af, når du f.eks. får henvendelser fra det offentlige, som du ikke

forstår?_______________________________________________________________________________

Hvordan går det dem? 122


7 OPGØRELSE AF SPØRGESKEMAUNDERSØGELSEN

Opgørelsen af punkterne 1-3b kan læses i kapitel 5.

3c. Har du varig opholdstilladelse?

15 unge har varig opholdstilladelse.

15 unge har ikke varig opholdstilladelse.

4. Har du familie i Danmark som du har boet hos?

Ja: 7 unge.

Nej: 23 unge.

4 unge blev privat indkvarteret i præasylfasen, 2 andre da de fik opholdstilladelse. 1 var familiesammenført.

På interviewtidspunktet boede 2 af de unge stadig hos deres familie.

5. Hvordan boede du efter visitationen i Danmark?

Etværelses med adgang til bad og toilet: 3 unge.

Børnehus: 8 unge.

Bofællesskab: 9 unge.

Dansk plejefamilie: 2 unge.

Institution: 3 unge.

Ungdomsbolig: 1 ung.

Selvstændig/egen bolig: 0 unge.

Herboende familie: 4 unge.

De 3, der blev placeret i et værelses med adgang til bad og toilet var aldersmæssigt: 17, 17 og 15 år.

De 2, der kom i dansk familiepleje efter eget ønske, var begge 17 år. Den ene bor der stadig.

Betegnelsen ”bofællesskab” dækker over flere løsninger. I nogle tilfælde er det en ændret betegnelse

for ”børnehus”. For nogle betød det en lejlighed, et hus, hvor de midlertidigt blev indkvarteret med andre

flygtninge. Her boede de nogle måneder.

På nær Ahmad, Joe og Samir er alle flyttet én gang efter visiteringen til kommunen.

5a. Hvordan bor du nu?

Etværelses med bad og toilet: 3 unge.

Børnehus: 1 ung.

Bofællesskab: 1 ung.

Dansk familiepleje: 2 unge.

Ungdomsbolig: 5 unge.

Institution: 1 ung.

Selvstændig/egen bolig: 13 unge.

Herboende familie: 2 unge.

Etnisk plejefamilie: 1 ung.

Klubværelse: 1 ung.

3 bor i ét-værelses med adgang til bad og toilet hos private. Heraf bor den ene ved siden af sin ven. De 2

andre for sig selv.

Den unge på 15 år bor i børnehus.

En lille amtslig institution er senere blevet et bofællesskab for en informant.

Betegnelsen ”institution” dækker over en ungdomspension, hvor en 19 årig bor. Han er på vej ud i en

hybelbolig som overgang til at skulle ud i en egen bolig senere.

1 af de unge kvinder bor på et klubværelse.

2 unge (17 år og 21 år) bor hos herboende familie. Den ene har en lang præasylfase bag sig, hvor han har

boet hos sin familie.

2 af de 5, der bor i ungdomsboliger, deler en toværelses lejlighed. De 3 andre bor i ét-værelses ungdomsboliger.

Hvordan går det dem? 123


13 unge bor i selvstændig bolig. De fleste af dem bor i en ét-værelses lejlighed. 2 unge bor med deres

mand/kone og barn. 2 bor sammen med andre – den ene med sin bror, den anden med en landsmand. 9 bor

alene.

År

Etnisk plejefamilie

Herboende familie

Selvstændig bolig

Institution

Ungdomsbolig

Dansk familiepleje

Bofællesskab

Børnehus

Etværelses

Boligforhold

Bolig efter visitation Nuværende boligform

Klubværelse

0 2 4 6 8 10 12 14

Antal informanter

6. Hvor mange år har du gået i skole i dit hjemland?

Ingen skolegang: 2 unge.

1-3 år: 5 unge.

4-7 år: 12 unge.

8-10 år: 9 unge.

11-12 år: 2 unge.

3 unge ankom til Danmark som analfabeter. 19 af de unge har 7 års skolegang eller mindre. 11 har 8 års

skolegang eller mere.

Ser man på ankomstalderen og antal års skolegang i hjemland, ankommer følgende unge med relativt få års

skolegang til Danmark (alder ved ankomst): Hussein (12 år) og Joe (14 år) har ingen skolegang. Kamal (14

år), Karim (16 år), Hassan (14 år), Shukri (13 år) og Marian (14 år) har haft 1-3 års skolegang ved ankomst.

(Karim er blevet undervist i 3 år af en privatlærer). Pei Lei (16 år) har 4-7 års skolegang. Informanterne

Kamal, Hussein og Joe var analfabeter ved ankomsten.

6a. Har du en uddannelse fra dit hjemland?

Ja: 1 ung.

Nej: 29 unge.

6b. Har du haft mulighed for at bruge den i Danmark?

Meget: 0 unge.

Noget: 0 unge.

Slet ikke: 1 ung.

Hvordan går det dem? 124


Almir har en uddannelse som automekaniker fra sit hjemland. Han er imidlertid ikke interesseret i at bruge

uddannelsen i Danmark, men han har den at falde tilbage på.

7. Hvor mange år har du gået i skole i Danmark (inklusiv præasylfasen)?

Ingen skolegang: 1 ung.

1-2 år: 6 unge.

3-4 år: 16 unge.

> 4 år: 7 unge.

7a: Hvilke klasser/skoleforløb?

Sprogskole: 7 unge.

Folkeskole: 16 unge.

Efterskole: 1 ung.

Ungdomsskole: 9 unge.

Gymnasium/HF: 5 unge.

Teknisk/handelsskole: 5 unge.

Forkursus til Sosu: 1 ung.

Produktionsskole: 1 ung.

10. kl. center: 1 ung.

VUC: 1 ung.

8. Har du en videregående uddannelse?

Ja: 2 unge.

Nej: 26 unge.

I gang: 2 unge.

8a. Hvilken længde har den videregående uddannelse?

1-2 år: 2 unge.

3-5 år: 0 unge.

> 6 år: 0 unge.

Shukri er uddannet køkkenassistent.

Samir er uddannet sosuassistent. Påbegyndte 1. april sygeplejerskeuddannelsen.

Kamal påbegyndte sosuassistentuddannelsen, men danskkundskaberne rakte ikke til. Han har søgt ind igen

til næste år

Karim har gennemført forkurset og er nu ligesom Tomas i gang med sosuuddannelsen. Begge har

praktikpladser.

Hvordan går det dem? 125


9. Hvordan tjener du dine penge?

SU: 5 unge.

Arbejde: 11 unge.

Arbejdsløshedsunderstøttelse: 0 unge.

Kontanthjælp: 12 unge.

Elevløn: 2 unge.

Kontanthjælp

40%

Indkomst

SU

17%

Hvordan går det dem? 126

Arbejde

43%

3 unge supplerer deres SU med bijob.

På kontanthjælp er 8 studerende, 1 er på barselsorlov. 3 er uden arbejde.

10. Hvis du har et arbejde, hvilken type er det?

Ufaglært arbejde: 17 unge.

Faglært arbejde: 1 ung.

Intet arbejde: 12 unge.

De ufaglærte job: Tjener i hotelbranchen, klubmedarbejder, køkkenmedhjælper, murer, ekspedient på

burgerbar og i døgnkiosk, rengøring, plejeassistentafløser, pizzeria, ekspedient og postbud.

10a. Har du arbejdserfaring fra dit hjemland?

Meget: 2 unge.

Nogen: 11 unge.

Ingen: 17 unge.

2 unge har megen arbejdserfaring hjemmefra. Filip har været muslingesamler og Abdi har ekspederet i sine

forældres butik.

11 unge har nogen arbejdserfaring. Det drejer sig om følgende beskæftigelser: skrædder, ekspedient, tømrer,

automekaniker (4), købmand, forefaldende arbejde, børnepasning, servering.

10b. Har du haft mulighed for at bruge den i Danmark?

Meget: 3 unge.

Noget: 2 unge.

Slet ikke: 8 unge.

Meget: Kamal har brugt sin murererfaring i tømrerfaget, Abdi har ekspedienterfaring i butik, og Marian har

erfaring med at passe børn i børneinstitutioner.

Noget: Nader bruger sin viden som automekaniker i fritiden. Hans tanker om uddannelser går i samme

retning.

De øvrige 9 kan ikke, har ikke lyst til eller mulighed for at bruge deres arbejdserfaring fra hjemlandet.

11. Medlem af fagforening

Ja: 7 unge.

Nej: 23 unge.

De 7 er medlemmer af en fagforening inden for følgende fag: tjener (2), køkkenmedhjælper (2), ekspedient

på burgerbar, rengøring, ekspedient. 1, som tidligere har haft job, er stadig medlem af HK.


8 har arbejde uden at være medlem af en fagforening.

Obs.: Enkelte har ikke hørt om en fagforening.

11a. Medlem af en arbejdsløshedskasse

Ja: 5 unge.

Nej: 25 unge.

Obs. Også her gælder, at nogle af de unge ikke har kendskab til muligheden.

11b. Medlem af et politisk parti

Ja: 2 unge.

Nej: 28 unge.

11c. Medlem af en etnisk/national forening

Ja: 4 unge.

Nej: 26 unge.

11d. Har du stemt ved et kommunevalg?

Ja: 1 ung.

Nej: 29 unge.

11e. Har du været aktiv i elevråd eller studieråd?

Ja: 6 unge.

Nej: 24 unge.

4 har repræsenteret deres modtageklasse i elevrådet. 2 har været/er repræsentanter i ungdomsskolen.

12. Har du fået den støtte og vejledning af kommunen, som du har brug for?

Antal informanter

Fået den støtte og vejledning du har haft

brug for?

20

16

12

8

4

0

Ja Ikke helt Nej

Hvordan går det dem? 127


Ikke helt

23%

Fået støtte og vejledning fra

kommunen?

Nej

13% Ja

64%

12a. Får du stadig aktiv støtte fra kommunen?

Antal informanter

24

20

16

12

8

4

0

Får du stadig aktiv støtte fra

kommunen?

Ja Nej

Med aktiv støtte forstås et forhold, hvor der er afsat tid til samvær med en kommunal medarbejder, som er

aktiv i sin opsøgning af den unge.

Ja: Peter (15 år), Tomas (23 år), Amir (18 år), Farid (19 år), Jejandran (17 år), Barathy (17 år), Samir (19 år),

Esan (17 år) og Mehdi (19 år). Det gælder fire af de fem mindreårige.

Tomas er på integrationsydelse og modtager støtte til at slippe rollen som storebror. Amir, Farid, Samir,

Esan og Mehdi får efterværn, men af svingende indsats. Det virker, som om Samir er heldigst med en tildelt

støtte på 12 t/måned. Esan og Mehdi er tildelt støtte en gang om måneden, hvilket ikke altid overholdes. (I

dette tilfælde har én pædagog opsyn med 14 unge flygtninge).

For de øvriges vedkommende er der ingen aktiv støtte fra kommunen.

Man skal dog være opmærksom på, at Hussein (19 år) bor på en ungdomspension, men han ser stort set

ikke sin sagsbehandler. Ahmad (19 år) bor i en plejefamilie, men er stort set uden kontakt med den

kommunale sagsbehandler.

Hvordan går det dem? 128


Nej

70%

Får du stadig aktiv støtte fra

kommunen?

Hvordan går det dem? 129

Ja

30%

12b. Hvem fra det offentlige har givet/giver dig brugbar støtte og vejledning?

En støtteperson: 13 unge.

En sagsbehandler: 12 unge.

En lærer: 0 unge.

Ingen: 4 unge.

Forskellige: 1 ung.

4 unge svarer, at der ingen har været/er.

Abdi oplever meget at skulle klare sig selv.

Ahmad er stort set uden kontakt med sin sagsbehandler.

Nader har ikke haft god kontakt med sin sagsbehandler.

Mehdi ser stort set ikke sin kontaktperson. Aftaler er blevet aflyst.

12c. Har du haft en eller flere voksne, som ikke er fra det offentlige, du har kunnet bruge, når du har

haft behov for hjælp og støtte?

Ja: 21 unge.

Nej: 9 unge.

Lad os se på hvilken voksen/hvilke voksne, der er tale om.

Aman: papmor (den kommunale støtteperson er overgået til papmor)

Filip: flere landsmænd.

Kamal: en tidligere ansat på et asylcenter.

Almir: fætteren.

Marcel: tre onkler.

Husein: ikke oplyst.

Peter: voksne venner.

Karim: dansk plejefamilie, han tidligere har boet sammen med.

Amir: venners forældre.

Abdi: danske venner og landsmænd fra dansk flygtningehjælps netværksgrupper.

Mehmet: en ansat fra et børnehus, hvor han har boet, fortsætter sin støtte.

Alex: en studievejleder, der er blevet privat ven.

Ahmad: plejefar, hvor han stadig bor.

Nader: papfar (en tidligere ansat kontaktperson, hvis familie informanten nu er knyttet til).

Hassan: tidligere kontaktperson, ”som holder øje med mig”.

Joe: broderen.

Shukri: kontaktperson fra børnehus, som hun stadig har kontakt med.

Samir: mange danske venner og bekendte, der kommer i bofællesskabet.

Esan: fasteren.

Mehdi: fasteren.

Pei Lei: venner (jeg er usikker på, om spørgsmålet er forstået).

Jeg har grupperet alliancerne for overskuelighedens skyld.


1. Professionelle, der er forblevet som støtte: 8

2. Dansk plejefamilie: 2

3. Herboende familie: 5

4. Landsmænd: 2

5. Danskere i øvrigt: 4

9 unge har ikke haft private voksne de har kunnet bruge: Adnen, Mahmoud, Peter, Tomas, Farid, Jenjandran,

Barathy, Marian, og Christine.

12d. Har du/har du haft en dansk kontaktfamilie?

Ja: 11 unge.

Nej: 19 unge.

Umiddelbart skulle man tro, at der ville være et totalt sammenfald mellem at have en privat voksenstøtte og

en dansk kontaktfamilie. Men det er ikke tilfældet.

12e. Synes du, at det er en god ide med en voksen dansker, der hjælper en fra starten, efter at man

har fået opholdstilladelse?

Ja: 29 unge.

Nej: 1 ung.

12f. Forstår du, hvordan du skal begå dig i Danmark?

Ja: 26 unge.

Nogenlunde: 4 unge.

Nej: 0 unge.

12g. Er der nogen i din omgangskreds, der kender din forhistorie?

Flere: 13 unge.

Få: 12 unge.

Ingen: 5 unge.

13. Hvilket land er dit hjemland?

De unges hjemlande er omtalt i kap.6.

14. Hvem besluttede at du skulle til Danmark?

Forældre: 15 unge.

Anden familie: 10 unge.

Dig selv: 6 unge.

Venner af familien: 1 ung.

Andre: 2 unge.

Adnen: forældre og informant.

Aman: mor, onkel og en ven af familien.

Filip: arbejdsgiver.

Mahmoud: forældre.

Kamal: forældre.

Almir: onkel.

Marcel: onkel.

Hussein: mor.

Peter: storebror og informant (kvoteflygtning).

Tomas: informant (kvoteflygtning).

Jeya: forældre.

Karim: mor.

Amir: forældre.

Farid: forældre.

Abdi: forældre.

Mehmet: forældre.

Alex: storesøster.

Jejandran: familiemedlemmer, langt ude i familien.

Barathy: venner af familien.

Hvordan går det dem? 130


Ahmad: informant.

Nader: onkel.

Hassan: forældre.

Joe: forældre.

Shukri: forældre, storesøster + mand.

Samir: onkel.

Marian: onkel.

Christine: anden person.

Esan: forældre, informant og faster.

Mehdi: informant.

Pei Lei: informant.

14a. Hvordan kom du til Danmark?

Familiesammenføring

Kvoteflygtning

Ledsaget af anden

person

Ledsaget af anden

familie

Ledsaget af forældre

A lene

Ledsaget af agent(er)

Hvordan kom du til Danmark?

0 2 4 6 8 10 12 14 16 18 20 22

A nta l info rma nte r

Den unge, der er kommet alene, blev gemt i en lastbil og smuglet til Danmark af en chauffør, der fik nogle

penge. Informanten griner, da jeg spørger om, chaufføren var en menneskesmugler. ”Menneskesmugler? En

bonde var det.”

2 unge er kommet til Danmark med en forælder på turistvisum. Forældrene er senere udrejst. De unge er

derved sluppet for en ubehagelig oplevelse.

3 unge er ankommet sammen med anden familie. 2 af dem er flygtet sammen med sine slægtninge.

Forældrene er døde eller blevet væk. Den tredje er blevet hentet i hjemlandet og ledsaget af en slægtning,

der bor i Danmark.

En enkelt blev ledsaget af anden person, hvis opgave det var bare at redde barnet og hendes bror. (Der var

ingen økonomi mellem børn og voksen).

14b. Hvorfor forlod du dit hjemland?

Fordi du var i fare på grund af krig/uro: 18 unge.

Fordi du blev for fulgt: 7 unge.

For at tjene penge til din familie: 0 unge.

Fordi du var uvenner med dine forældre: 0 unge.

Fordi du ville undgå at blive soldat: 0 unge.

Hvordan går det dem? 131


For at få en uddannelse/et bedre liv: 3 unge.

Fordi din familie skulle komme bagefter: 1 ung.

Taget med af familien: 1 ung. (Årsag til flugt er krig.)

5 unge er med deres flugt til Danmark flygtet for anden gang i deres liv. 3 af dem var så små ved første flugt,

at de ikke kan huske deres fædreland.

2 af de 5 unge er kommet til Danmark som kvoteflygtninge. De har boet i en flygtningelejr i et naboland i flere

år. Deres årsager til at komme til Danmark er markeret som krig og uro, grunden der drev dem hjemmefra og

slog deres forældre ihjel.

2 andre er flygtet for anden gang med et bedre liv for øje. Dette er markeret sådan. Den ene er forældreløs,

den anden har forældre, der lever som illegale flygtninge i et naboland til hjemlandet.

Den sidste af de 5 tilhører et forfulgt mindretal. Han har ikke set sine forældre, siden han var lille og ved ikke,

om de er i live, og hvor de i så fald må befinde sig.

26 unge har angivet krig/uro og forfølgelse som hovedgrunden til at de er flygtet. 10 informanter har

imidlertid opgivet andre årsager til at flygte. Lægger vi alle årsagsforklaringer sammen ser resultatet sådan

ud:

Behandlingskrævende

Taget med af familien

Få uddannelse/bedre liv

Uvenner med forældre

Tjene penge

Hvorfor forlod du dit hjemland?

Årsager Hovedårsager

For at familie skulle

komme bagefter

Undgå at blive soldat

Forfulgt

Krig/uro

0 2 4 6 8 10 12 14 16 18 20

Årsager til at flygte:

1. Fordi du var i fare på grund af krig/uro: 19 (18)

2. Fordi du blev forfulgt: 10 (7)

3. For at tjene penge til din familie: 0 (0)

4. Fordi du var uvenner med din familie: 0 (0)

5. Fordi du ville undgå at blive soldat: 2 (0)

6. For at få en uddannelse/bedre liv: 10 (3)

7. Fordi din familie skulle komme bagefter: 2 (1)

8. Taget med af familien: 1 (1). (Årsag til flugt er krig)

9. Behandlingskrævende: 2 (0)

(Tallene i parentes er antallet af hovedårsager)

Hvordan går det dem? 132


14c. Var det bestemt at du lige præcis skulle til Danmark?

Antal informanter

24

20

16

12

8

4

0

Var det bestemt at du lige præcis skulle

til Danmark?

Ja Nej

11 unge svarer ”ja”. For dem gælder:

2 af de unge er kvoteflygtninge, 1 er familiesammenført, 6 har familie her i forvejen, 1 fortalte, at han vidste,

Danmark var et godt land at få en uddannelse i, 2 vidste, at man kunne få opholdstilladelse i Danmark.

Om de 18, der ikke lige præcis skulle til Danmark, ved jeg kun følgende:

1 skulle have været til Sverige, hvor han har en onkel, 2 skulle have været til onkler i England.

14d. Hvad vidste du om Danmark, inden du kom?

Noget: 3 unge.

Lidt: 4 unge.

Intet: 23 unge.

(Det danske fodboldlandshold er verdensberømt)

15 og 15b. Lever din mor og far?

Se s. 27.

Hvordan går det dem? 133


15a og 15c. Hvilket arbejde har/havde din mor og din mor?

Hvilket arbejde har/havde din mor og

far?

Mor Far

Selvstændig

Funktionær

Faglært

Ufaglært

Hjemmegående

4 unge har ikke svaret.

15d. Hvor bor din mor og/eller far?

Andet

Nabolande til

hjemlandet

Øvrige Europa

Danmark

Hjemland

0 4 8 12 16 20 24 28

Antal svar

Hvor bor din mor og/eller far?

0 2 4 6 8 10

Danmark: 1 (pt. Asylansøger i Danmark)

Antal svar

15e. Har du kontakt med ham/hende/dem?

Ja: 15 unge.

Nej: 2 unge.

Det vil sige, at blot 15 af de 30 unge har forældrekontakt.

15f. Hvor ofte har I kontakt?

En gang om ugen: 10 unge.

En gang om måneden: 4 unge.

Hvordan går det dem? 134


Næsten aldrig: 1 ung.

15g. Hvordan har I kontakt?

Breve: 3 unge.

Telefon: 15 unge.

Email: 0 unge.

I har mødtes/mødes: 5 unge.

2 unge har kontakt både ved brevskrivning og telefonisk.

3 unge har truffet deres mor en enkelt gang eller to i det naboland, hvor de bor. En af de unge, der har boet i

Danmark i lang tid, træffer sine forældre hvert 4. år i et naboland.

En enkelt informants mor er asylansøger her i landet, og de ses flere gange om ugen.

15h. Udover eventuelt din mor og far har du så kontakt med andre udenfor Danmark, som betyder

noget for dig?

Ja: 18 unge.

Nej: 12 unge.

(Se i øvrigt skemaet over familieforhold i bilag 3.2).

15i. Hvor ofte har I kontakt?

En gang om ugen: 5 unge.

En gang om måneden: 7 unge.

Næsten aldrig: 6 unge.

15j. Er der nogen udenfor Danmark, der ved hvordan du har det?

Flere: 5 unge.

Få: 8 unge.

Ingen: 15 unge.

2 unge har ikke besvaret spørgsmålet.

Adnen: forældre.

Aman: mor.

Almir: onkel og papfamilie.

Peter: onkel.

Tomas: onkel.

Abdi: familie.

Barathy: familie.

Ahmad: plejefamilie.

Joe: forældre.

Shukri: familie.

Samir: onkel.

Esan: forældre, familie.

Mehdi: familie.

Alle øvrige har enten ikke nogen, de har kontakt med udenfor Danmark, eller de fortæller ikke, hvordan de

har det.

Hvordan går det dem? 135


16. Hvor tit tænker du på dit hjemland?

Ofte

66%

Hvor tit tænker du på dit hjemland?

Sjældent: 5 unge.

Af og til: 5 unge.

Ofte: 19 unge.

En har ikke besvaret spørgsmålet.

16a. Har du været på besøg i hjemlandet?

Antal informanter

28

24

20

16

12

8

4

0

Har du været på besøg i hjemlandet?

Ja Nej

Hvordan går det dem? 136

Sjældent

17%

Af og til

17%

Filip har været på besøg i det land, han har boet i næsten hele sin barndom.

Almir har bygget et hus i sit hjemland for tjente penge her i Danmark.

Hussein har været af sted 3 gange på grund af savn efter familien.

Abdi har været på besøg.

Marian har været på besøg.

Christine har været af sted for at finde sin mor, uden at det lykkedes.

17. Er du gift?

Ja: 1 ung.

Nej: 29 unge.

Shukri er gift. Hun er gift med en landsmand.

17a. Har du en kæreste?

Ja: 14 unge.

Nej: 15 unge.


Flere af de unge svarede: ”Ikke lige nu”.

17b. Har du børn?

Ja: 2 unge.

Nej: 28 unge.

Abdi og Shukri har hver et barn.

17c. Din partners nationalitet.

Fra dit hjemland: 2 unge.

Dansk: 12 unge.

Andet: 1 ung.

2 af kvinderne har landsmænd som partnere.

1 af kurderne har en herboende kurdisk kæreste fra et naboland.

18. Hvor mange venner har du?

Ingen: 0 unge.

1-3: 5 unge.

Flere: 25 unge.

Jeya, Farid, Hassan, Joe og Pei Lei har svaret 1-3.

18a. Vennernes nationalitet.

Fra dit hjemland: 1 ung.

Danske: 0 unge.

Blandet: 29 unge.

18b. Hvor har du mødt dine venner?

Netværk

Asylcenteret

På gaden

Via venner

Foreninger/klubber

Nettet

Arbejde

Skole

uddannelsessteder

Hvor har du mødt dine venner?

0 2 4 6 8 10 12 14 16 18 20 22 24 26

Antal svar

I gennemsnit er der markeret lidt mere end 2 mødesteder.

Jeg havde ikke selv medtaget ”asylcenter” i spørgeskemaet. Det kom til på foranledning af en af de unge.

Jeg ved, at der er flere, der har venner fra asylcenteret end de 5 markerede.

Hvordan går det dem? 137


”På gaden” tog jeg med, fordi jeg kunne huske, at en del unge i præasylfasen havde mødt ”venner” på

gaden – landsmænd eller sprogbeslægtede.

”Netværk” er grupper etableret af dansk flygtningehjælp.

19. Hvad laver du for det meste i din fritid?

Hvad laver du for det meste i din fritid?

Spiller musik

Lektier

Ser udenlandsk tv

Ser videofilm på dit modersmål

Andre foreninger

Går i din hjemlandsklub

Dyrker sport i en klub

Surfer på nettet

Ser dansk tv

Spiller computerspil

Går på biblioteket

Går i byen

Sammen med venner/kæreste/familie

0 2 4 6 8 10 12 14 16 18

Antal svar

”Lektier” og ”Spiller musik” er kommet til undervejs, hvilket kan have medført for få noterede.

De unge har markeret så mange punkter, de ønskede – uprioriteret. I gennemsnit har de afkrydset tre

muligheder.

En af de unge er på det danske kricketlandshold.

Mine forslag er ikke alt for gennemtænkte, idet nogle er nærmest sammenfaldende.

I ”Dyrker sport i en klub” er ikke til at udlede om, der er tale om et fitnesscenter, hvor man stort set er alene,

eller om der er tale om holdsport.

Hvordan går det dem? 138


20. Har du oplevet at blive diskrimineret?

Nej

40%

Ja: 18 unge.

Nej: 12 unge.

20a. Hvor ofte?

Antal informanter

12

8

4

0

Har du oplevet at blive diskrimineret?

Hvor ofte har du oplevet at blive

diskrimineret?

Få gange Nogel gange Ofte

Hvordan går det dem? 139

Ja

60%


20b. Har du selv diskrimineret?

Antal informanter

32

28

24

20

16

12

8

4

0

Har du selv diskrimineret?

Ja Nej

De 2 unge, der selv har diskrimineret har gjort det henholdsvis få gange og nogle gange.

21. Hvordan synes du, at du klarer dig på dansk i hverdagen?

Antal informanter

24

20

16

12

8

4

0

Hvordan synes du at du klarer dig på

dansk i hverdagen?

Godt Nogenlunde Det er svært

Nogenlunde: 6 (Mahmoud, Peter, Jejandran, Ahmad, Christine og Pei Lei).

Det er svært: 2. (Hassan og Barathy).

Hvordan går det dem? 140


21a. Hvilke(t) sprog bruger du mest i dagligdagen?

Antal informanter

24

20

16

12

8

4

0

Hvilke(t) sprog bruger du mest i

dagligdagen?

Dansk Modersmål Begge sprog

Peter og Barathy taler overvejende deres modersmål. Peter går i dansk folkeskole, men er i fritiden meget

sammen med sine brødre. Han skal næste år på efterskole, hvor hans dagligsprog bliver dansk. Barathy har

bevæget sig meget i kredse, hvor hans modersmål bliver talt. Han bor nu i en dansk plejefamilie.

Begge sprog tales af: Farid, Jejandran, Ahmad, Joe, Shukri, Esan og Mehdi.

Farid, Jejandran, Joe, Shukri, Esan og Mehdi bor sammen med familie/slægtninge og taler derfor modersmålet

i hjemmet. På nær Shukri går de i skole, hvor undervisningssproget er dansk.

Ahmad bor sammen med en dansk plejefamilie, men taler sit modersmål med bedstevenner.

Lad os se på de 21 informanter, der overvejende taler dansk i dagligdagen:

Adnen: bor alene, har et arbejde, hvor han taler dansk.

Aman: bor alene, HF-studerende, taler dansk på arbejdet.

Filip: bor alene, dansk kæreste.

Mahmoud: bor alene, dansk kæreste, taler dansk på arbejdet.

Kamal: bor dør om dør med landsmand, dansk kæreste, taler dansk på arbejdet.

Almir: bor alene, dansk kæreste, taler dansk på arbejdet.

Marcel: bor alene, dansk kæreste, taler dansk på arbejdet.

Hussein: bor på ungdomspension, går på handelsskole.

Tomas: bor alene, dansk kæreste, taler dansk på uddannelsen.

Jeya: bor i etnisk familie, taler dansk på arbejdet.

Karim: bor alene, under uddannelse, taler dansk på arbejdet.

Amir: bor alene, ungdomsskole, taler dansk på arbejdet.

Abdi: bor med dansk kæreste og barn, handelsskole, dansk på arbejde, har talt dansk i mange år.

Mehmet: bor alene, dansk kæreste.

Alex: bor alene, går i gymnasiet.

Nader: bor med dansk kæreste, taler dansk på arbejdet.

Hassan: bor alene, taler dansk på arbejdet.

Samir: bor i dansktalende bofællesskab, under uddannelse, taler dansk på arbejdet.

Marian: bor alene, har talt dansk i 12 år.

Christine: bor alene, har talt dansk i 6 år, taler dansk på arbejdet

Pei Lei: bor alene, går i ungdomsskole.

Hvordan går det dem? 141


22. Hvordan vil du beskrive dit helbred?

Antal informanter

24

20

16

12

8

4

0

Hvordan vil du beskrive dit helbred?

Godt Mindre godt Dårligt

Mindre godt: Kamal, Peter, Tomas, Amir, Farid, Mehmet, Nader, Christine og Pei Lei.

2 informanter har levet i flygtningelejr i mange år. 1 har været ude for en arbejdsskade her i landet. 1 er

kropslig stresset på grund af krigsminder, søvnmangel og ventetid på fornyelse af opholdstilladelsen. 1 har

et svækket helbred efter skudskader i hjemlandet. 1 blev påført så meget stress ved visitering til kommune,

at han tabte 16 kg. 1 har været ude for en bilulykke her i landet. For 2 informanters vedkommende er der

ingen oplysninger.

22a. Har du været/er du i behandling?

Ja: 7 unge.

Nej: 23 unge.

5 af de 9 unge med mindre godt helbred går/har gået i behandling.

23. Hvordan vil du beskrive din psykiske tilstand?

Antal informanter

16

12

8

4

0

Hvordan vil du beskrive din psykiske

tilstand?

God Svingende Dårlig

Nogle af de unge kendte ikke ordet ”svingende”, så det måtte forklares.

16 ud af de 30 unge flygtninge vurderer således deres psykiske tilstand som svingende eller dårlig. Heraf har

8 unge permanent opholdstilladelse, mens 8 har tidsbestemt opholdstilladelse.

23a. Har du været/er du i behandling?

Ja: 15 unge.

Nej: 15 unge.

Hvordan går det dem? 142


11 af de unge, der synes deres psykiske tilstand er svingende eller dårlig, går eller har gået i behandling.

4 unge, der går eller har gået i behandling, vurderer deres psykiske tilstand som god.

24. Hvad er din plan for fremtiden?

Antal informanter

16

12

8

4

0

Hvad er din plan for fremtiden?

At blive i Danmark Ar forlade

Danmark

Hvordan går det dem? 143

Ved ikke

Af de 16 unge, der vil blive i Danmark, har syv af dem ingen familiær tilknytning til andre lande. 11 har

midlertidig opholdstilladelse.

Af de 11 unge, der har svaret ”ved ikke”, har syv af dem primærfamilie i landet. Syv har permanent opholdstilladelse.

Tre svarer, at de vil forlade landet. De har alle tre primærfamilie i landet og alle tre permanent opholdstilladelse.

24a. Hvad drømmer du om at opnå?

Finde mine forældre

Få egen familie med børn

Starte egen virksomhed

Få fast opholdtilladelse

Hvad drømmer du om at opnå?

Få et job

Få en uddannelse

Blive respekteret

Skrive en bog/lave en film

Genforenes med familien

Tjene mange penge

Få statsborgerskab i Danmark

Blive god til dansk

Blive kendt

0 2 4 6 8 10 12 14 16

Antal svar


Jeg har foreslået 10 af punkterne. Punkterne ”Få en uddannelse”, ”Få et job” og ”Finde mine forældre” er

foreslået af de unge.

Vedrørende ”drømmenes top 5” se kap. 22.

Antallet af drømme for hver enkelt er rimelig variabel og fordeler sig således:

Antal infomanter

14

12

10

8

6

4

2

0

Drømme per informant

1 2 3 4 5 6 7 8 9

Antal drømme

De 3 unge, der har ét ønske, ønsker noget vedrørende arbejde. (Marcel, Peter og Tomas).

De 5 unge, der har to ønsker, ønsker alle som det ene ønske noget vedrørende uddannelse. (Aman, Filip,

Jeya, Ahmad og Shukri).

25. Hvilken virkning har ordet ”integration” på dig?

Positiv: 8 unge.

Neutral: 9 unge.

Negativ: 6 unge.

Både/og: 1 ung.

Ikke besvaret: 6 unge.

(Se i øvrigt s. 33).

26. Synes du, at dine ønsker er blevet hørt/opfyldt i integrationsfasen?

Synes du at dine ønsker er blevet hørt/opfyldt

i integrationsfasen?

Slet ikke

22%

Nogenlunde

48%

I høj grad

30%

I høj grad: 8 unge (Marcel, Jeya, Amir, Alex, Hassan, Shukri, Samir og Esan).

Nogenlunde: 13 unge (Mahmoud, Kamal, Amir, Peter, Tomas, Karim, Farid, Mehmet, Jejandran, Barathy,

Marian, Mehdi og Pei Lei.

Slet ikke: 6 unge (Aman, Hussein, Abdi, Ahmad, Nader og Christine).

Hvordan går det dem? 144


Adnen, Filip og Joe har ikke besvaret spørgsmålet.

> Spørgsmålsgruppe 27: Alliancepartnere

27. Hvem taler du med om at være flygtning?

Hvem taler du med om at være flygtning?

Andre

Danskere i øvrigt

Professionelle

Venner

Etniske familie i

udlandet

Etniske familie i

Danmark

Partner

Sig selv

0 2 4 6 8 10 12 14

Antal svar

34 svar. Det er tankevækkende, at 9 unge ikke taler med nogen om at være flygtning.

Hvordan går det dem? 145


27a. Hvem taler du med om dit hjemland/din familie?

Hvem taler du om dit hjemland/familie?

Andre

Danskere i øvrigt

Professionelle

Venner

Etniske familie i

udlandet

Etniske familie i

Danmark

Partner

Sig selv

0 2 4 6 8 10 12 14

Antal svar

36 svar.

31 svar indeholder repræsentanter fra privatsfæren. Svaret ”venner” er den største gruppe med 1/3 af

besvarelserne.

Hvordan går det dem? 146


27b. Hvem taler du med om din fremtid?

Hvem taler du med om din fremtid?

Andre

Danskere i øvrigt

Professionelle

Venner

Etniske familie i

udlandet

Etniske familie i

Danmark

Partner

Sig selv

0 2 4 6 8 10 12 14 16 18 20

Antal svar

51 svar.

Dette spørgsmål har fået det største antal svar. Svaret ”sig selv” gives ikke her. Svaret ”venner” er det

største. ”Professionelle” følger lige derefter. Der henholdsvis tales med venner og rådgives af professionelle.

Privatsfærens repræsentanter dækker 36 svar.

De professionelle dækker 15 svar.

Hvordan går det dem? 147


27c. Hvem taler du med om dine ønsker/drømme?

A ndre

Danskere i øvrigt

P rofessionelle

Venner

Etniske familie i udlandet

Etniske familie i Danmark

P artner

Sig selv

Hvem taler du med om dine

ønsker/drømme?

0 2 4 6 8 10 12 14

Antal svar

33 svar.

Det er værd at bemærke, at stort set alle svarene dækker repræsentanter fra privatsfæren. ”Venner”

og ”etniske familie i Danmark” er de to største svargrupper.

Hvordan går det dem? 148


27d. Hvem taler du med om hvordan du har det?

Hvem taler du med om hvordan du har

det?

Andre

Danskere i øvrigt

Professionelle

Venner

Etniske familie i udlandet

Etniske familie i Danmark

Partner

Sig selv

0 2 4 6 8 10 12 14

Antal svar

39 svar.

Det er bemærkelsesværdigt, at 32 svar dækker privatsfæren, kun 7 den professionelle. Igen er svargruppen

”venner” den største. 6 unge taler ikke med nogen om, hvordan de har det.

Hvordan går det dem? 149


27e. Hvem taler du med om dine økonomiske problemer?

Hvem taler du med om dine økonomiske

problemer?

Andre

Danskere i øvrigt

Professionelle

Venner

Etniske familie i udlandet

Etniske familie i Danmark

Partner

Sig selv

0 2 4 6 8 10

Antal svar

33 svar.

Bemærkelsesværdigt mange – 8 unge – ordner det selv.

Hvordan går det dem? 150


27f. Hvem får du hjælp af, når du f.eks. får henvendelser fra det offentlige, som du ikke forstår?

Hvem får du hjælp af, når du f.eks. får

henvendelser fra det offentlige du ikke forstår?

Andre

Danskere i øvrigt

Professionelle

Venner

Etniske familie i

udlandet

Etniske familie i

Danmark

Partner

Sig selv

0 2 4 6 8 10 12 14 16 18

Antal svar

35 svar.

På dette spørgsmål får gruppen af ”professionelle” de fleste svar. Samlet udgør de professionelle halvdelen

af svarene.

Hvordan går det dem? 151


8

DE UNGES VURDERING AF HVAD DER HAR VÆRET SVÆREST VED

AT BO DANMARK

> Ensomhed

Cirka 1/3 af de 66 meningstilkendegivelser drejer sig om at være i Danmark alene, om ensomhed, usikkerhed

og forældre.

”At skulle alt selv – det er hårdt.” (Marian)

”Det er svært at komme alene som ung. Man forstår ikke meget. Man kan ikke klare sig selv. Man er som et

barn.” (Jeya)

”Jeg synes, at det var svært at flytte alene til ” Slagelse” og skulle klare sig selv.” (Almir)

”At komme alene er som om jeg skal starte et nyt liv.” (Samir)

”Så bliver man bare smidt ud et sted i samfundet.” (Marian)

”Man skal klare alt selv.” (Mehdi)

”Tvivlen er svær. Tvivlen om hvad jeg gør. Så føler jeg mig ensom. Der er for få venner til at hjælpe.” (Pei Lei)

”Man føler sig ensom på grund af anonymiteten. Jeg mangler det kollektive familieliv.” (Nader)

”Det er svært at jeg ingen forældre har – når jeg tænker over det.” (Peter)

”Det sværeste, det er ensomhedsfølelsen, savnet af den voksne.” (Farid)

”At folk omkring mig ikke er min rigtige familie. Det synes jeg er svært.” (Samir)

”Det er svært at der ikke er forældre og resten af familien.” (Esan)

”Jeg synes, at det sværeste er ikke at have en familie. Jeg har ikke et hjørne, hvor jeg får omsorg og tryghed.

Der ligger meget pres på os, fordi vi er alene.” (Marian)

Til at understrege ensomheden dukker tankerne om en usikker fremtid op.

”Jeg synes at usikkerheden ved fremtiden er svær.” (Filip)

Venten på svaret på ansøgning om forlængelse af opholdstilladelse er svær.

”Jeg tænker på, om jeg må blive her? Jeg bliver usikker på min fremtid.” (Amir)

> Det danske sprog og danske forhold

”Det er svært at lære dansk.” (Filip, Shukri, Christine, Pei Lei)

”Jeg synes at det er meget svært at lære skikke og traditioner at kende.” (Peter)

”At forstå samfundsreglerne.” (Esan)

”Jeg synes det er meget svært at forstå samfundet. Her er ikke det afrikanske fællesskab som jeg er vant til.”

(Tomas)

”Skolesystemet er anderledes i Danmark. Meget mere selvstændigt. Og eksaminerne er helt anderledes.”

(Tomas)

De unge er klart nok optaget af mødet med danskerne.

”Omgangsformen i Danmark er så struktureret. Man kommer ikke bare forbi.” (Aman)

”Folk er kolde.” (Aman)

”Jeg synes det er svært med den danske anonymitet. Folk er ikke interesserede i én.” (Almir)

”Danskerne er lukkede. De er som en flaske ketchup, der skal rystes, før kommer der ikke noget ud af dem.”

(Alex)

”Danskerne er lukkede og holder sig for sig selv. Den medfølelse, der gælder danske soldater i Irak, gælder

den også mig?” (Farid)

> Diskrimination og uligheder

Diskrimination kan de unge desværre mange eksempler på. Men også handlinger, de oplever som uligheder

af strukturel karakter.

”I de år jeg har boet her, er det gået tilbage med åbenheden og tonen.” (Abdi)

Hvordan går det dem? 152


”Man kan ikke få et job med sort hår og brune øjne. Folk tror at udlændinge er kriminelle.” (Mehmet)

”Det er svært at få job. Jeg går op på jobhuset. Jeg ringer, men jeg får ikke et job. Jeg ved ikke hvorfor?

Mangler jeg lidt dansk. Måske er det derfor.” (Barathy)

”Jeg ligner en der kommer fra et muslimsk land. Jeg er ikke muslimsk.” (Mehdi)

”Der er det her had mod muslimer.” (Aman)

”Det sværeste er at jeg ikke føler mig velkommen. Jeg er blevet nægtet familiesammenføring med min mor.

Og så er der de små diskriminerende hændelser i dagligdagen. ” (Farid)

”Regeringen reklamerer dårligt for os.” (Adnen)

”Jeg oplever nye regler fra regeringen som magtdemonstration. Jeg kan ikke følge med.” (Aman)

”Jeg synes det er svært ikke at blive accepteret som almindelig borger.” (Christine)

”Det er svært at være her. Systemet er i orden. Men psykisk er det svært fordi medierne er så negative.”

(Christine)

”Jeg er integreret, men jeg kan ikke mærke integrationen.” (Adnen)

> Præasylfasen

Præasylfasen har været smertelig for nogle af de unge.

”Jeg var på asylcenteret i næsten tre år. Det er alt for længe. Hvad skulle der ske? Der var ikke noget at

opleve. Jeg sad passivt hen, sad bare hele dagen og tænkte. (Marcel)

”Asylproceduren er for svær at forstå. Jeg ville hellere have været integreret.” (Marcel)

”Først at vente på opholdstilladelse. Og nu skal jeg vente i årevis på at kunne blive statsborger.” (Ahmad)

Barathy synes, at noget af det sværeste har været problemerne med hans etniske familie.

Opsummeret kan det konstateres, at de forhold de unge finder sværest ved at bo i Danmark er:

At håndtere ensomheden og den manglende private omsorg

At lære dansk, forstå landets skikke og affinde sig med en anden form for omgangskultur

At støde på diskriminerende eller miskrediterende handlinger på alle samfundsniveauer

Hvordan går det dem? 153


9

DE UNGES VURDERING AF HVAD DER HAR VÆRET BEDST VED AT

BO I DANMARK

Mehmet som kommer fra et borgerkrigshærget land med vilkårlige skydninger og sammenstød og hvor man

altid må være parat til at flygte eller søge dækning, havde denne underfundige kommentar:

”Her i Danmark kan man sove bare i underbukser.”

Marian kan tydelig huske en lille episode som hændte for 12 år siden, da hun lige var kommet til landet med

sin lillebror og onkel.

”Lige da vi var kommet til landet gik jeg tur med min bror og onkel. Vi mødte to ældre danskere, der talte så

lavt, så lavt og gav mig og min bror en mønt med hul i. De syntes, vi var så dejlige. Det glemmer jeg aldrig.”

(Vægten på de lavttalende stemmer er interessant, fordi hendes landsmænd taler højt).

Opmærksomheden samler sig om tre områder: Det at være i Danmark, de danske samfundsværdier og

mulighederne for skolegang og uddannelse.

> Det at være i Danmark

”Jeg er glad for at bo i Danmark. Jeg har det rigtig godt.” (Adnen)

”Jeg synes at her er dejligt at bo – her er fred.” (Barathy)

”Det bedste er, at jeg har det godt her.” (Shukri)

”Jeg er glad for det hele.” (Admir)

”Jeg er en del af 5½ millioner indbyggere i Danmark” (Mehdi)

”Det bedste er at lære dansk, at få arbejde, at få venner.” (Almir)

”Naturen. Jeg elsker den danske natur. Jeg går tit rundt om søen, når jeg har det svært.” (Aman)

”De fire årstider. Jeg har været her så længe, at jeg kan nyde årstiderne. Jeg har vænnet mig til dem.”

(Marian)

> Danske værdier

”Danmark er et åbent land, et frit land. Man bevæger sig som man vil. Man kan altid søge hjælp.” (Marian)

”Det bedste er demokratiet og den individuelle frihed.” (Nader)

”Man kan lave hvad man vil – man har mulighed for alt. Samfundet er frit – demokratisk.” (Christine)

”Det gode ved de skandinaviske samfund er, at hvis man ikke kan lide en person, kan man sige det eller

bare holde sig væk. (I mit land må man lyve).” (Mehdi)

”Jeg synes at det bedste er friheden, sikkerheden, freden og roen.” (Aman)

”Det bedste er at kunne slappe af – ikke at have angst.” (Kamal)

”Ingen krig – ingen uro.” (Peter)

”Her er fred. Jeg føler mig godt tilpas. Jeg skal ikke bekymre mig for i morgen.” (Alex)

”Man har sin ret.” (Filip).

”I mit land kan jeg ikke sige, at jeg er kurder. Her kan jeg sige hvem jeg er.” (Men altså anonymt her i

rapporten).

”Jeg kan sige min mening.” (Mehdi)

”Freden.” (Farid)

”Friheden.” (Esan)

> Skolegang og uddannelse. En fremtid

”Jeg kan sagtens få mig en fremtid her.” (Adnen)

”Det bedste er skolesystemet. Alle er flinke.” (Amir)

”At gå i skole. Lære noget. (I mit land skal man betale for skolegang).” (Joe)

”At få arbejde – at lære noget.” (Shukri).

”Jeg er glad for skolen og at kunne få en uddannelse.” (Samir).

Hvordan går det dem? 154


”Det bedste er at her er større chancer for uddannelse. Jeg ser en god fremtid.” (Pei Lei)

”En fremtid.” (Joe)

”At jeg kan tage en uddannelse.” (Jejandran)

”At gå i skole.” (Mahmoud)

”At uddannelsen er gratis.” (Hussein, Farid og Abdi)

” At der er uddannelsesmuligheder, det er det bedste.” (Nader)

”Uddannelsessystemet er godt.” (Christine)

> Til slut nogle soloytringer

”Det er godt at bo i en lille kommune.” (Kamal)

”Det bedste er min danske familie.” (Abdi)

”At jeg hurtigt fik opholdstilladelse.” (Hassan)

”Jeg har mine søskende og er ikke alene.” (Shukri).

”Jeg har fået mange venner.” (Karim)

”Det bedste er den positive kontakt med danskere.” (Alex)

”Danskerne er venlige.” (Ahmad)

Opsummeret kan det konstateres, at de forhold de unge finder bedst ved at bo i Danmark er:

De danske demokratiske samfundsværdier

Muligheder for skolegang og uddannelse. De kan se en fremtid

Freden og roen

Hvordan går det dem? 155


10 DE UNGES FORSLAG TIL FORBEDRET INTEGRATION

Jeg har grupperet de 61 forslag. 1/4 af forslagene er rettet mod støtte og vejledning. Og ellers er forslagene

koncentreret om undervisning, integration og præasylfasen. Jeg vil lade følgende ytring stå som overskrift for

resten af afsnittet. Den udtrykker det inderste ønske – at blive elsket, og den udtrykker en radikal udfordring,

fordi den er systemoverskridende. Intet system kan opfylde den. Den er udtryk for et mellemmenneskeligt

forhold. Og den kan lade sig gøre.

”At få os til at føle os ønsket – at få os til at føle, at man gør en forskel.” (Christine)

> Støtte og vejledning

”Det er vigtigt at blive forstået. De som modtager de unge skal være meget mere opmærksomme. De skal

bruge mere tid og mere opmærksomhed. Det er vigtigt for os at snakke om, hvor vi kommer fra og at blive

forstået.” (Almir)

”Det er vigtigt at snakke. Der skal snakkes meget mere med os. Det skal der bruges mere tid på.” (Shukri).

”Jeg har brug for nogen til at gøre mig sikker.” (Amir)

”Støtten skal være langt større. Der mangler hjerte.” (Marian)

”Psykisk har vi brug for meget mere støtte.” (Christine)

”Der skal være mere personlig hjælp at hente. Mere tryghed.” (Pei Lei)

”Jeg synes jo næsten at man skal blive behandlet som adoptivbørn. Uden at blive adopteret.” (Christine)

”Ham, der er blevet 18 år, skal ikke bare ikke have hjælp.” (Mehdi)

”Vi er alene selv om vi er 25 år. Selv om vi ikke vil det.” (Mehdi)

”Jeg synes, at der skal være tvunget efterværn.” (Farid og Mehmet)

”Vi skal hjælpes meget mere f.eks. til at få et studenterjob eller et fritidsjob. Vi ved jo ikke helt hvor vi skal

begynde.” (Alex)

”Jeg synes starthjælpen er for ussel. Jeg havde i mange måneder blot 300 kr. til resten af måneden når alt

det nødvendige var betalt.” (Adnen)

> Undervisning m.m.

”Der er brug for støtte til dem der går i skole. Især er skriftlige arbejder svære.” (Samir)

”Det er vigtigt at vi får støtte og bliver vejledt så vi kan få en god uddannelse.” (Karim)

”Sprogskolesystemet er alt for unuanceret. Jeg sad for eksempel alt for længe i en klasse, hvor jeg kunne

mere end de andre.” (Karim)

”Sprogskolen er ikke effektiv nok. Jeg lærer mere på arbejdsmarkedet.” (Almir)

”Det er nødvendigt med mere hjælp til sproget.” (Kamal)

”Danskundervisningen skal være meget mere koncentreret. Dansk er døråbneren til samfundet.” (Nader)

”Sprogundervisningen skal være meget bedre.” (Mehmet)

”Jeg har brug for en mere koncentreret danskundervisning. Det er vigtigt at forstå dansk. Når man ikke

forstår det på arbejdet er det ubehageligt.” (Tomas)

”Jeg går i ungdomsskole i en klasse kun med indvandrere. Jeg vil hellere gå i folkeskolen for at lære mere

dansk og lære nogle danskere at kende.” (Pei Lei)

”Jeg har brug for mere hjælp til at nå mit mål for en uddannelse. Jeg har nu måtte holde en pause i

uddannelsen fordi jeg ikke klarer mig i dansk. Men jeg skal jo videre.” (Kamal)

”Jeg vil gerne have meget mere viden om Danmark.” (Esan)

”Jeg vil gerne lære mere om kultur og traditioner.” (Kamal).

Hvordan går det dem? 156


Integration

”Jeg synes, at der mangler åbenhed på arbejdsmarkedet.” (Abdi)

”Der mangler ligeberettigelse. Vi får ikke jobbene.” (Mehmet)

”Der skal gøres noget ved arbejdsmarkedet.” (Nader)

”Vi skal have arbejde så vi ikke skal leve af kommunens penge.” (Mahmoud)

”Der mangler åbenhed for andre kulturer. Og viden.” (Abdi)

”Jeg synes at der mangler respekt for andre folk.” (Mehmet)

”Jeg ønsker mere åbenhed for flygtninge og deres historie.” (Almir)

”Jeg vil gerne se flere udlændinge med succeshistorier i fjernsynet. Høre deres meninger.” (Farid)

”Tonen i landet må ændres. Den er alt for uvenlig mod os.” (Adnen)

”Regeringen skal ikke prøve at finde forskellen på danskere og os, men finde muligheder.” (Aman)

”Man skal integrere os. Hvad er de bange for?” (Christine)

”Hvis danskerne nu gav os en hånd.” (Esan)

> Familie

”Jeg synes ikke at man skal bo sammen med sin familie – også selv om de siger, at de vil. Familier siger at

de gerne vil.” (Jeya)

”Jeg synes, at vi skal være sammen med en dansk familie, sådan så vi kan lære sproget og noget om

kulturen og selvstændighed.” (Jeya)

”Vi skal have en dansk plejefamilie.” (Esan).

> Præasylfasen

”I asylsagsbehandlingen oplever jeg en manglende demokratisk dialog. Jeg synes at sagsbehandleren er i

angrebsposition. Men som ung er jeg ikke kommet for at irritere.” (Abdi)

”Jeg synes, at den allerførste modtagelse ikke indebærer åbenhed. Det er svært at komme ind. Politiet skal

være bedre. Flygtninge er ikke kommet for at genere. Man kan godt afvise på en god måde.” (Abdi)

”En hurtigere asylsagsbehandling.” (Filip)

”For lang asylsagsprocedure.” (Karim)

”Asylsagsproceduren er for lang. Det er vigtigt at få noget at vide om sin fremtid så hurtigt som muligt.”

(Karim)

”På asylcenteret er der for lidt voksenhjælp og for mange børn. Alle os der kommer har problemer. Vi føler

os forladt.” (Marcel)

”Jeg synes asylansøgere skal kunne tjene penge.” (Alex)

> Til slut nogle soloytringer

”Følelsen jeg havde overfor Anna Lindh, kan jeg ikke finde overfor en dansk politiker.” (Aman)

”Jeg synes at vi skal komme ud og fortælle om at være flygtning f.eks. på tekniske skoler.” (Kamal)

”Jeg ville gerne have boet sammen med landsmænd.” (Hussein)

”Pædagogerne i børnehuse skulle være fra samme land som os. Det ville være lettere på grund af kulturen.”

(Hussein)

”Ingen forskelsbehandling. Alle skulle være lige.” (Farid)

”Jeg ville gerne have et fælleshus, hvor man kunne tage hen for at møde andre. For at udveksle erfaringer.”

(Marian)

”Til alle flygtninge: Vær ikke tilbageholdende.” (Nader)

Hvordan går det dem? 157


11 REFERAT FRA LØRDAGSSEMINAR

> Lørdagsseminar d. 28. maj 2005

Mødet faldt på denne dag, fordi Jan var blevet færdig med den første kladde til rapporten. Til stede var fem

unge fra projektet samt Tine og Jan. Derudover havde en del meldt fra – de fleste på grund af arbejde.

Vi mødtes kl. 13, hvor vi spiste frokost. Allerede under frokosten blev der udvekslet mange synspunkter. Jan

havde udfærdiget en for stor dagsorden. Mødet kom til at handle om følgende punkter:

1. Projektets formål og offentliggørelse

2. Børn som fortrop

3. Integrationsbegrebet

4. Barrierer for integration

5. Muligheder for integration

6. Anbefalinger til forbedret integration

Ad 1: Projektets formål og offentliggørelse.

Projektets formål er at få unge uledsagede flygtninge til at udtale sig om integrationen, som de oplever den.

Det er så Jans opgave at formidle dette og ud fra det, I har fortalt ham, at opridse barrierer og muligheder for

jeres integration. Desuden at fortælle om, hvordan I ser på fremtiden og om det, I kan hjemmefra, bliver

brugt. Som afslutning på projektet skal der udgives en rapport, der skal komme med anbefalinger til en

forbedret integration.

Projektet offentliggøres som en slags bog, som I vil få tilsendt som de første.

Projektet skal offentliggøres i begyndelsen af oktober måned 2005. (Før efterårsferien og i forbindelse med

folketingets efterårssamling). Rapporten vil blive sendt til repræsentanter fra presse, Folketingets

integrationsudvalg, deltagende kommuner og vil ellers ligge til downloading, på en hjemmeside, Jan får lavet

indenfor de næste par måneder.

Ad 2: Som en betingelse for at modtage penge til projektet fra Integrationsministeriet skal Jan forsøge at

afdække om uledsagede flygtningebørn sendes til Danmark som fortrop for senere at få resten af familien

hertil. Til dette kom der en række udtalelser.

- ”Man tænker ikke på at få sin familie med. Men når man har været her et stykke tid, tænker man på,

om man kan få sin familie herop.”

- ”Jeg har haft muligheden, men valgte den fra.”

- ”Et barn har naturligvis trang til at hjælpe sin familie.”

- ”Vi har da haft et liv. Selvfølgelig vil man gerne være sammen med sin familie.”

- ”Vejen er hård, den er ensom gennem det danske system. Man vil da hellere være i sit hjemland,

hvis der var fred. Det er meget ensomt. Følelsesmæssigt er det smerte.”

- ”Indvandrerne vælger selv, flygtninge vælger ikke selv, for så ville man ikke være flygtning. Man kan

ikke rejse rundt hele livet.”

- ”Man ville vende tilbage hvis man kunne, og hvis der var fred.”

- ”Danskerne har ikke den samme erfaring som vi har.”

- ”Man redder sine børn først.”

- ”Jeg mærkede også mistænkeliggørelsen blandt Røde Kors personalet i centeret. Noget, jeg troede

var sagt i fortrolighed, blev fortalt videre til lederen eller politiet.”

- ”De (Røde Kors personalet) troede, at når vi ringede så var det altid til vores forældre. I sær hvis vi

gik væk for at ringe.”

- ”Man har altid mistænkt forældrene for at misbruge deres børn – f.eks. til at opnå asyl i Danmark.”

- ”Jamen, jeg anede da ikke, at der var noget der hed Danmark.”

Jan fortalte, at bisidderne aldrig havde haft det indtryk, at unge uledsagede mindreårige, der fik asyl var

sendt til Danmark som fortrop.

Jan læste rapportens kladde op om dette emne og blev opfordret til at skærpe afsnittet.

Hvordan går det dem? 158


Ad 3. Integrationsbegrebet.

Jan har som udgangspunkt for projektet brugt tre udtryk for, hvad integration er:

- At have lært dansk og være i udvikling med sproget

- Enten at være i gang med en uddannelse eller være i et skoleforløb

eller at forsørge sig selv ved arbejde

- At have etableret tætte kontakter til voksne danskere

Dette svarer også til regeringens opfattelse af, hvad integration er.

Gennem jeres udtalelser under interviewene er det imidlertid klart, at denne definition ikke er tilstrækkelig.

Flere af jer udtrykker som følgende: ”Jeg er integreret, men jeg føler mig ikke integreret.” Dette tyder på, at I

opfatter integration som mere omfattende end ovenstående.

Jan stillede spørgsmålene: ”Er det rigtigt at de tre begreber ikke er nok?” ”Er det rigtigt, at det er vigtigt for

jeres integration:

- At have en bedsteven?

- At bo tæt på andre uledsagede (en svag ghettoisering)”?

Hvad er integration?

- ”Spørg en dansker om hvad der er en integreret udlænding, så kan vi se om vi er integreret nok.”

- ”Danskerne kræver at jeg opfører mig ordentlig og ligner danskere. Man skal glemme alt om sin

baggrund, kultur, religion. Dvs. assimilation.”

- ”Danskerne mener assimilation når de taler om integration.”

- ”Når man har gjort det hele er man alligevel ikke accepteret på grund af hudfarve eller religion. Vi

skal gøre det bedre end danskerne.”

- ”Hvis jeg skal spise svinekød, drikke mig fuld og give mine forældre fuck-fingeren, så bliver jeg aldrig

integreret.”

- ”Gud har skabt os forskellige for at vi skal lære af hinanden. Det er det der gør livet spændende.”

- ”Det multikulturelle samfund. Globaliseringen. Vi (Danmark) skal være med ellers bliver vi sat af.

Man skal acceptere samfundet.”

Jan nævnte til slut begreberne ”anerkendelse” og ”accept” som en manglende del af integrationsbegrebet.

(Se medsendte forslag til en bredere definition af integrationsbegrebet, som Jan synes er mere i overensstemmelse

med det I taler om). (Svarer til sammenfatningen om integrationsbegrebet i kap. 4.2).

Ad. 4. Barrierer for integration.

Jan gennemgik de barrierer, han havde fundet frem til. Der kom følgende kommentarer:

- ”Der mangler social anerkendelse.”

- ”Mishagsytringer udtrykkes ofte individuelt.”

- ”Man kan føle sig udenfor (som uledsaget) også i sin egen kreds.”

- ”Man er alene, også ved skoleafslutninger. Ingen interesserer sig for hvad der sker med mig

bagefter.”

- ”Det er nemt at finde netværk i små grupper af indvandrerunge. De er mere åbne. Muligvis kan det

føre til kriminalitet. Det er svært at styre sin økonomi.”

- ”Først bruger vi hovedvejen. Hvis det ikke lykkes, så bruger vi de små huller (sort arbejde)”.

- ”Sort arbejde og praktik på kontanthjælp er slavearbejde.”

- ”På pizzeriaer er der slavelignende forhold.”

- ”Følelsen af ensomhed og savn fylder rigtig meget.”

- ”Der er ingen til at samle én op, når man er ked af det.”

- ”Der er også forbehold fra vores egne landsmænd fordi vi er uledsagede flygtninge. De synes det er

mystisk med os.”

- ”Man kan nemt komme til at opleve en dobbelt-kulturel diskrimination.”

- ”Lige meget hvad er vi udenfor.”

Jan kaldte det en dobbelt rodløshed.

Der vil blive skrevet mere om det sorte arbejde i rapporten.

Punktet om følelsen af ensomhed og savn vil blive rykket frem.

Ad. 5. Muligheder for integration.

Jan gennemgik de muligheder, han havde fundet frem til. Der kom følgende kommentarer:

- ”Fremtidsmulighederne er også negative. Vore børn bliver andengenerations indvandrere.”

- ”Kommunen skal være meget bedre til at føre tilsyn med de unge, der anbringes hos danske

familier.”

Hvordan går det dem? 159


- ”Alt for mange pædagoger hjælper for meget, så vi ikke selv lærer hvad vi har brug for.”

Ad.6. Anbefalinger til en bedre integration.

På grund af tidspres blev punktet lidt hurtigt gennemgået. Jan gennemgik de anbefalinger, han kunne få øje

på.

Som nyt punkt medtages i rapporten:

- En buddyordning/mentorordning hvor en nyankommen uledsaget knytter kontakt med en uledsaget,

der har boet i Danmark i flere år. I erkendelse af at kun de uledsagede dybest set kender til

tilværelsen som uledsaget ung flygtning, er det vigtig at have en mere erfaren at rådføre sig med.

Tine skrev referat under mødet. Jan har renskrevet det.

Hvordan går det dem? 160


12 SKEMA TIL SEMISTRUKTURERET DYBDEINTERVIEW

> Hvilken hjælp har du fået til at klare dig i Danmark?

- Har den været tilstrækkelig?

- Hvad har du manglet?

- Hvad skulle være gjort anderledes?

- Husker du en episode, hvor du ikke vidste, hvad du skulle gøre? Hvad gjorde du? Hvorfor gjorde du

sådan? Hvad skete der ved det? Hvem hjalp dig? Ville du gøre det anderledes i dag?

- Gør du noget anderledes i dag end i begyndelsen?

- Husker du en episode, hvor du tænkte, at det her det vil jeg? Hvad gjorde du? Hvorfor gjorde du

sådan? Hvad skete der?

- I hvor høj grad tænker du på dine forældre, når du skal beslutte dig?

- Ved du hvilke forventninger de har til dig? Kan de råde dig?

- Fortæl om en person, der har gjort noget godt for dig.

- Hvis du skulle rådgive en sagsbehandler/en kontaktperson, der har med unge uledsagede at gøre,

hvad ville du så sige?

- Hvad har det været nødvendigt at du selv har måttet gøre?

> Hvad er et godt liv her i Danmark?

- Uddannelse. Hvem hjælper dig med at orientere dig i muligheder?

- Hvad har du opnået? Hvordan har du gjort?

- Hvad vil du gerne opnå? Ved du hvordan du skal gøre?

- Hvem identificerer du dig med i DK?

- Hvor tæt er du på danskerne?

- I hvilken situation synes du, at noget er svært for dig? Hvad gør du?

- Forskel på ankomstalder i Danmark?

- Den første tid i DK?

- Forskellen på dig og andre unge – indvandrere, etniske danske.

- Er du integreret?

- Hvilke af de værdier du har mødt i Danmark, værdsætter du? Og hvilke synes du ikke om?

- Tror du der er forskel på dine ønsker/drømme og en ung danskers?

- Fortæl om en person, der har gjort noget godt for dig?

> Hvordan har du forandret dig, fra du kom til Danmark og til i dag?

- Hvad har været den største udfordring?

- Er der noget du har måtte opgive? Hvorfor? Hvad kom der ud af det?

- Hvad af det du har med dig bruger du? Hvornår?

- Hvad kræves der af dig for at kunne bo i Danmark?

- Skulle du give et godt råd til en nyankommen ung flygtning, hvordan skulle det så lyde?

- Hvad har du mistet? Hvad har du fået?

- Hvad har lært ved at leve i Danmark?

> Kikker du fem år frem, hvordan ser dit liv så ud?

- Hvad må du gøre for at nå derhen?

- Hvis du sad overfor en politiker, der havde indflydelse, hvad ville du så sige til ham/hende?

- Hvad er vigtig for dig som menneske?

Hvordan går det dem? 161


Du får det sidste ord.

Er der f.eks. noget, vi endnu ikke har talt, som du synes er vigtigt at få med i en rapport, der er stilet til

kommunalt ansatte og politikere?

Hvordan går det dem? 162


13 INFORMATIONSSEDDEL TIL DE UNGE

PROJEKT: ”HVORDAN GÅR DET DEM?”

> Hvad går projektet ud på?

Projektets formål er at undersøge hvordan det lykkes unge, der er kommet alene til Danmark som

mindreårige, at integrere sig.

Hvem har hjulpet jer? Hvad har været svært? Hvad har været godt?

Hvad er jeres tanker om fremtiden?

Har I haft lejlighed til at bruge jeres evner?

For at projektet skal nå så vidt omkring som mulig, vil jeg dels stille jer nogle spørgsmål, dels bede jer selv

fortælle.

Som afslutning på projektet skal der skrives en rapport. Heri skal det fremgå, hvordan I synes, at integrationen

i Danmark er lykkedes for jer. Den skal fortælle om de problemer I har haft. Vigtig er også at jeres

forslag til forbedringer kommer med. Rapporten skal offentliggøres i efteråret 2005.

> Hvordan kan du deltage i projektet?

Jeg søger 30 unge flygtninge, der gerne vil fortælle om deres liv i Danmark. Det er vigtigt for projektet, at jeg

både taler med jer, der synes, at det er gået jer godt og med jer, der synes, at det ikke er gået så godt. Kun

på den måde kan vi fortælle, hvordan det er at komme alene til Danmark i en ung alder.

Det vigtigste er, at du er villig til åbenhjertigt at fortælle om din situation.

Din indsats går ud på at skulle udfylde et spørgeskema, som jeg kan hjælpe dig med. Senere vil jeg kontakte

ca. halvdelen af jer for en mere uddybende samtale om jeres situation. Her vil jeg bruge båndoptager for at

kunne huske, hvad I har sagt.

> Hvad får du ud af at deltage?

Da projektet skal offentliggøres, vil mange komme til at læse det. Medierne vil også få det tilsendt. Ved at

deltage får du lejlighed til at komme til orde. Du får en mulighed for at fortælle om dine oplevelser som ung

flygtning i Danmark. Du får lejlighed til at fortælle om, hvad du synes om det, du har oplevet. Du kan komme

med forslag til forbedringer.

Som tak vil jeg til foråret invitere dig til et éndagsseminar sammen med de øvrige deltagere. Her vil I få

lejlighed til at kommentere, hvad jeg på det tidspunkt har fundet ud af.

> I øvrigt

I rapporten vil du være anonym. Det vil sige, at ingen kan finde ud af, hvad du har sagt. Dit navn vil ikke blive

nævnt. Dette for at beskytte dig.

Er der spørgsmål, som du ikke har lyst til at svare på undervejs, siger du blot til. Du medvirker frivilligt. Det

betyder også, at skulle du fortryde din deltagelse, kan du sige fra.

Har du spørgsmål er du altid velkommen til at kontakte mig:

Telefon: 3646 7707 eller mobiltelefon: 2220 0477

Email: bartnik777@hotmail.com

Mange hilsner

Jan Bartnik

Frederiksberg, d. 27.09.2004

Hvordan går det dem? 163


14 APPETIZER

København, d. 25.09.2004

Til dig,

som er kommet alene til Danmark, da du var under 18 år.

Har du boet mindst 3 år i Danmark?

Har du lyst til at fortælle om, hvordan det går dig i Danmark?

Hvad har været svært? Hvad har været godt?

Du har måske nogen forslag til, hvordan noget kunne være anderledes?

Har du lyst til at bruge 1-2 timer på at fortælle og besvare spørgsmål?

Så vil jeg gerne tale med dig.

Jeg er i gang med at lave et projekt om hvordan det går jer, der er kommet alene til Danmark som mindreårig

ung flygtning.

Projektet hedder ”Hvordan går det dem?”

Jeg har brug for 30 unge, der gerne vil fortælle om deres erfaringer og tanker

Projektet skal være færdigt til næste efterår og afsluttes med en rapport, der skal offentliggøres.

Du vil naturligvis være anonym.

Jeg, som laver projektet, har arbejdet som bisidder. Jeg har derfor mødt rigtig mange af jer, lige da I kom til

Danmark. Jeg har også skrevet en bog, hvor ti unge flygtninge fortæller deres historier. Den hedder ”Man

ved ikke, hvor man flygter hen ... ”.

Du kan ringe til mig eller emaile, hvis du har spørgsmål eller gerne vil deltage i projektet

Telefon: 3646 7707 eller mobiltelefon: 2220 0477

Emailadresse: bartnik777@hotmail.com

Jeg håber at høre fra dig.

Mange hilsner

Jan Bartnik

Hvordan går det dem? 164


15 REFERENCER OG INSPIRATION

Adibe, Patrick C.J. (1996): Eksilets ensomhed. Mellemfolkeligt samvirke.

Ahearn, F.L. & Athey, J.L. (1991): Refugee Children. Theory, Research and Services. The John Hopkins

University Press, Baltimore/London.

Ayotte, Wendy (2000): Separated Children Coming to Europe. Save the children. London.

Andersen, Ib (2004): Guide til problemformulering. Samfundslitteratur.

Barnets rettigheder (1989). FN-konvention.

Bauman, Gerd (1996): Contesting Culture. Discourses of identity in multi-ethnic London. Cambridge

University Press.

Bech-Jørgensen, Birte (2004): Fornemmelse for stedet – usædvanlige menneskers kropslige viden

om ”deres” steder. Social Kritik 93.

Bo, Inger Glavind (2002): At sætte tavsheden i tale – fortolkning og forståelse i det kvalitative forskningsinterview.

I Liv, fortælling, tekst. Ålborg Universitet.

Borge, Anne Inger Helmen (2004): Resiliens. Hans Reitzels forlag.

Bourdieu, Pierre (1994): Centrale tekster inden for sociologi og kulturteori. Akademisk forlag.

Bourdieu, Pierre & Wacquant, Loïc. J.D. (2001): Refleksiv sociologi. Hans Reitzels forlag.

Broady, Donald (2000): Kapitalbegrebet som uddannelsessociologisk værktøj. I Pædagogik – en grundbog

til et fag. Hans Reitzels forlag.

Christensen, Eva F. & Jensen, Lene l. (1999): En kulturel udfordring. – en spørgeskemaundersøgelse om

andengenerationsinvandreres liv i Danmark. Speciale. Ålborg Universitet.

COWI (2000): Udlændingenes egen opfattelse af deres situation og integrationsprocessen i Danmark.

Indenrigsministeriet.

Dahler-Larsen, Peter (2002): At fremstille kvalitative data. Syddansk Universitet.

DF (Dansk Flygtningehjælp): GuideProjektet. www.flygtning.dk/guideprojektet

Dreier, Ole (1999): Læring som ændring af personlig deltagelse i sociale kontekster. I Mesterlære. Læring

som social praksis. Hans Reitzels forlag.

Eide, Ketil (2000): Barn i bevegelse. Om oppvekst og levekår for enslige mindreårige flyktninger. Højskolen i

Telemark.

Ejrnæs Morten (2001): Integrationsloven – en case, der illustrerer etniske minoriteters usikre medborgerstatus.

AMID Working Paper Series.

Emerek, Ruth (2003): Integration – eller inklusion? AMID Working Paper Series.

Engebrigtsen, Ada (2002): Forlatte barn, ankerbarn, betrodde barn ... Et transnationalt perspektiv på

enslige, mindreårige asylsøkere. Oslo. Nova rapport, Oslo.

Hvordan går det dem? 165


Eriksen, Thomas Hylland (2001): Kulturforskelle, kulturmøder i praksis. Gyldendal.

Fenger-Grøn, Carsten & Grøndahl, Malene (2004): Flygtningenes danmarkshistorie. Århus universitetesforlag.

Fenger-Grøn, C. Qureshi, K. & Seidenfaden, T. (red.) (2003): Når du strammer garnet – et opgør med

mobning af mindretal og ansvarsløs asylpolitik. Århus universitetsforlag.

Finansministeriet (1995): Fokus på spørgeskemaundersøgelse.

Flygtningekonventionen (1951): FN.

Fog, Jette (1992): Om forskningsinterview og terapeutisk samtale. I Artikler om interviews. Århus Universitet.

GFU(grundskole for unge undlæninge): www.gfu.silkeborg.dk

Gonnet, Sonia M. (1998): Ta aldri fra os drømmen om å vende tilbake. I Veien videre. Oslo kommune.

Flyktninge- og innvandreretaten.

Hagensen, Pernille (2002): For barnets skyld? Om uledsagede flygtningebørns møde med de danske

myndigheder. Speciale. Københavns universitet.

Hamburger, Charlotte (1997): Etniske minoriteter og social integration i Soial integration. Red: Lilli Zeuner.

Socialforskningsinstituttet.

Hannemann, Nina & Hansen, Susanne P. (2004): Erfaringsopsamling fra Bofællesskabet på Gersonsvej for

unge uledsagede flygtninge. UFC Børn og Unge.

Hannemann, Nina (2003): Fokus på anbragte børn og unge med anden etnisk baggrund end dansk.

Udviklings- og Formidlingscenter for Socialt Arbejde med Unge.

Hannemann, Nina (1995): Oh kamel – om habitus i forandring. Speciale. Københavns Universitet.

Hedegaard, Mariane (2003): At blive fremmed i Danmark. Klim.

Hervik, Peter (1999): Den generende forskellighed. Hans Reitzels forlag.

Hjelde, Karin Harsløf; Stenerud, Elin (1999): Kultur, slekt og mestring. Oslo Kommune.

Hjelde, Karin Harsløf (1998): Integrering – ung og alene. I Veien videre. Oslo kommune. Flyktninge- og

innvandreretaten.

Holmen, A. & Jørgensen, J. Normann (1993): Tosprogede børn i Danmark. Hans Reitzels forlag.

Horsdal, Marianne (1999): Livets fortællinger – en bog om livshistorier og identitet. Borgen.

Horst, Christian & Lund, Karen (2004): Norm og acceptabilitet. Sproglige og kulturelle forskelligheder i det

flerkulturelle samfund. Danmarks pædagogiske bibliotek.

Horst, Christian (2003): Hvad er medborgerskab? I Mellem to verdener. Socialpædagogisk forlag.

Horst, Christian (1998): Den institutionelle racediskrimination trives godt. Socialkritik nr. 55.

Hosseini, Khalid (2003): Drageløberen. Cicero.

Høiris, Ole (1993): Pierre Bourdieu og antropologi. I Jordens folk nr 2/1993.

Hvordan går det dem? 166


Integrationsforskningen i Danmark 1980-2002 (Okt. 2002). Ministeriet for Flygtninge, Indvandrere og

Integration.

Integrationsloven. LBK af 28/04/2003.

Integrationsministeriet: www.inm.dk

Integrationsministeriet (2003): Vejledning for repræsentanter.

Jacobsen, Michael H. (2002): Qua Vadis, Grounded Theory? I Liv, fortælling, tekst. Ålborg universitetsforlag.

Jacobsen, Michael H., Jørgensen, A. & Svendsen-Tune, S. (2002): Sensitiv sociologi. Ålborg universitetsforlag.

Jerlang, Espen & Jerlang, Jesper (2003): Socialisering og habitus. Hans Reitzels forlag.

Järvinen, Margaretha (2004): Hjemløse flygtninge og indvandrere. Hans Reitzels forlag.

KL – Kommunernes landsforening (2001): Uledsagede flygtningebørn – notat.

Kommunernes landsforenings hjemmeside: www.kl.dk

Kvale, Steiner (1997): InterView. Hans Reitzels Forlag, København.

Kvale, Steiner (1999): Om tolkning af kvalitative forskningsinterview. (I Voksenliv og læreprocesser i det

moderne samfund). Gyldendal Uddannelse, København.

Kvalitet i ungdomsvejledningen: www.ungdomsvejledning.nu

Lave, Jean (1999): Læring, mesterlære, social praksis. I Mesterlære. Læring som social praksis. Hans

Reitzels forlag.

Liltorp, Henrik (2005): Endnu ikke færdigskrevet speciale. DPU.

Lindskov, T. & Sørensen, A.M.(1999): Unge flygtninge med påtaget identitet – teenagere i et socialt

vacuum. Nordisk Psykologi, nr. 3.

Løgstrup, K.E. (1991): Den etiske fordring. Gyldendal.

Madsen, Ulla A. (2003): Pædagogisk etnografi. Klim.

Mertz, Anne; Starska, Elizabeth (1991): Alene i Danmark. Dansk Flygtningehjælp og Dansk Røde Kors.

Mikkelsen, Flemming (2002): Indvandring og civilsamfundet. AMID working Paper Series.

Mikkelsen, Flemming (2001): Integrationens paradoks. Catinét, København.

Ministeriet for Flygtninge, Indvandrere og Integrations hjemmeside: www.inm.dk

Montgomery, Edith (2000): Flygtningebørn. Dansk psykologisk forlag.

Mørck, Yvonne (2001): Etnisk minoritetsunge og demokratisk medborgerskab. I Køn, demokrati og

modernitet. Red: Christensen, Ann-Dorte og Siim, Birte. Hans Reitzels forlag.

Mørck, Yvonne (1998): Bindestegs-danskere. Fortællinger om køn, generationer og etnicitet. Forlaget

Sociologi.

Hvordan går det dem? 167


Nannestad, Peter (2001): Den svære integration: danskere og de nye etniske minoriteter. I Ubekvemme

udfordringer. Odense universitetsforlag.

Nielsen, Birthe (2003): Etnisk mobning af børn og unge. I Fenger-Grøn m.fl. Når du strammer garnet. Århus

universitetsforlag.

Nielsen, Birthe (2005): Samtale i København.

Nielsen, Klaus & Kvale, S. (1999): Mesterlære som aktuel læringsform. I Mesterlære. Læring som social

praksis. Hans Reitzels forlag.

Olsen, Henning (2002): Dansk kvalitativ interviewforskning – Kvalitet eller kvaler. Arbejdspapir. SFI.

Olsen, Henning (2003): Veje til kvalitativ kvalitet. Nordisk Pedagogik 1/2003.

Preis, Ann-Belinda S. (1996): Flygtninge, sandheden og andre gåder. Munksgård-Rosinante.

Red Barnet (2004): Hvordan lever Danmark op til ”God praksis?”

Regeringen (2003): Regeringens vision og strategier for bedre integration.

Ressler & Boothby & Steinbeck (1988): Unaccompanied Children. Care and Protections.

Rosenberg, Göran (2005): Interview I Weekendavisen, 15.-20. april.

Røgilds, Flemmning (2003): Tjek din danskhed. I mellem to verdener. Socialpædagogisk forlag.

Schierup, Carl-Ulrich (1993): ”Integration” som pakkeløsning. I Uddannelse af minoriteter. Danmarks Lærerhøjskole.

Schultz Jørgensen, Per (1997): Kvalitative meninger – som almengørelse af det konkrete. Nordisk

Psykologi.

Schwartz, Bente (2000): Arbejdsliv/familielivs forhandlinger. Speciale. RUC.

Seeberg, Peter (2002): Integration af etniske minoriteter i ungdomsuddannelserne. Ministeriet for Flygtninge,

Indvandrere og Integration.

Seeberg, Peter (1995): My name is. Tosprogede elever I gymnasiet og HF. Undervisningsministeriet.

Seeberg, Peter (2002): Unge indvandreres integration. AMID Working Paper Series.

Skytte, Marianne (2002): Anbringelse af etniske minoritetsbørn. Socialhögskolan. Lunds Universitet.

Skytte, Marianne (1999): Etniske minoritetsfamilier og socialt arbejde. Hans Reitzels forlag.

Socialforskningsinstituttet (2005): Etniske minoriteter – et nyt proletariat.

Social kritik (1998): Diskrimination og racisme. Nr. 55.

Social Kritik (1999): Flygtninge og indvandrere. Nr. 65/66.

Stefansson, Anders Holm (1999): Os og dem. Udvikling i dansk integrationspolitik med fokus på

modtagelsen af flygtninge fra Bosnien-Hercegovina. I Integration, retorik, politik, praktik. Nordisk Ministerråd.

Svendsen, Grete (1995): Flygtninge og det psykosociale arbejde. Dansk Flygtningehjælp.

Svensson, Jan (1999): Man ved ikke hvor man flygter hen ... Borgens forlag, Dansk Røde Kors.

Hvordan går det dem? 168


Søndergård, Dorte Marie (1995): Tegnet på kroppen. Dr. philos.-avhandling. Universitetet, Oslo.

Sørensen, Ninna N. (2003): Migration og Udvikling. I mellem to verdener. Socialpædagogisk forlag.

Teller, Janne (2004): Kattens tramp. Gyldendal

Tilbake til fremtiden (2000). Oslo kommune. Flyktning- og innvandreretaten.

Udlændinges integration i det danske samfund, (2000). Tænketanken. Indenrigsministeriet.

Togeby, L. & Møller, B. (1999): Oplevet integration. Nævnet for etnisk ligestilling.

Tænketanken (2005): Udlændinge på ungdomsuddannelserne. Ministeriet for Flygtninge, Indvandrere og

Integration.

Uddannelsesstyrelsens temahæfteserie nr. 6-2004.

Udlændingeloven. LBK af 24/07/2003.

Udlændingestyrelsens hjemmeside: www.udlst.dk

Undervisningsministeriet (2005): Mønsterbrudprojektet 2004-2006. Mulighed for mønsterbrud i ungdomsuddannelserne,

rapport 1. At skabe succes, rapport 2. Syddansk universitetsforlag.

Ungenetværket (juni 2004) v/Lene Timm, UC2. Tlf: 3311 5588.

Wikan, Unni: For ærens skyld. Fadime til ettertanke.(2003). Universitetsforlaget, Oslo.

Åberg-Eik, Anette (1998): Bosnisk ungdom och identitet i ett ”tosporet løp”. I Veien videre. Oslo kommune.

Flyktninge- og innvandreretaten.

Hvordan går det dem? 169


Rapporten er udarbejdet af Jan Bartnik

Projektet er finansieret af Ministeriet for Flygtninge, Indvandrere og Integration

Rapporten er trykt i 250 eksemplarer

Omslagsfoto: ”Småsten – Lynæs.” Jytte Bonde, Design Media, email: isefjord@designmedia.dk

Layout: Martin Jacobsen

Tryk: Ekspressen – www.ekspressen.dk

Henvendelse:

Jan Bartnik

Sdr. Fasanvej 52

2000 Frederiksberg

Telefon: +45 3646 7707

Mobil: +45 2220 0477

Email: janbartnik77@yahoo.dk

Hjemmeside: www.uledsagedeunge.dk

Rapporten kan frit downloades fra hjemmesiden

Rapporten ligger omtalt i Integrationsministeriets erfaringsbase

Rapporten kan frit citeres med tydelig kildeangivelse

Hvordan går det dem? 170

More magazines by this user
Similar magazines