opslagstavlen - Ikast Kirke

Mit liv har altid været fyldt af troen på Gud, men denne tro
kræver en ”optankning”, derfor føler jeg, at søndagsgudstjenesten
med salmer, tekstlæsning, prædiken, bøn, nadver og
fællesskab er en god start på en ny uge.
Søndagsgudstjenesten var en naturlig del for min kone og
mig. For et halvt år siden blev jeg ene, jeg kan ikke længere
sidde i kirken sammen med min kone. Nu føler jeg under gudstjenesten
et stort savn, men også en nærhed, en trøst og en
tro på, at Gud vil hjælpe mig. Bønnen, for dem som har mistet,
har også fået en større betydning for mig.
Gode vaner er også en god ting, selvom det af og til kan
være en pligt. Søndagens kirkegang skulle gerne være en god
vane for mig.
Ove Horshauge
Jeg går til gudstjeneste:
...for at synge
...for at smage
...for at finde vej
...for fællesskabet
...for at møde Gud
...for at finde mig selv
...for at blive sat på plads
...for at møde skønheden
...for at finde ro i urolig tid
...for at få prioritet og perspektiv
...for at komme til mig selv
...for at blive holdt fast
...for at kunne bede
...for at finde mod
...for at stoppe op
...for Guds skyld
...for min skyld
Da jeg fik stukket spørgsmålet ud, var min første indskydelse,
at det da var let at svare på.
Men jo mere jeg har tænkt over det, desto sværere synes
jeg, det er at give et enkelt svar.
For mig er det lidt ligesom at blive spurgt om, hvorfor jeg
besøgte min mor og far.
Det er jo der, jeg går hen, når jeg trænger til bare at være.
At være mig selv, uden på nogen måder at skulle behøve at
forstille mig. Når jeg er ked af det, trænger til omsorg, er det
også der, jeg søger hen.
Når livet er godt, og ord ikke slår til, er gudstjenesten også
det sted, hvor jeg kan komme af med takken.
Ikke mindst når livets store spørgsmål - og hvorfor’er melder
sig, er gudstjenesten det sted, hvor jeg bedst kan finde svar.
Så er der en masse dejlige mennesker, jeg får hilst på, og
nogle når jeg også at snakke med, inden jeg går ud af kirkedøren.
Jeg føler mig klar til at gå ud i hverdagen igen, med alle
de pligter der venter, efter at være blevet tanket op.
Esther Lundgaard Nielsen