Kirkeligt Centrums seneste blad

Kirkeligt 

Trospraksis 

Centrum 

Nr. 4 - 88. årgang 4. kvartal 2012

2 

Kirkeligt Centrum 

- en folkekirkelig bevægelse i midten af dansk kirkeliv og talerør 

for det, der forener og samler omkring kirke og gudstjenesteliv 

Artikler i dette blad er ikke nødvendigvis identisk med KC’s synspunkter 

Tidsskriftet udkommer 4 gange årligt. 

Abonnement tegnes ved indbetaling af kr. 

150 på Kirkeligt Centrums bank-konto reg. 

nr. 9261, kontonr. 000 194 662. 

Flytning og vedvarende adresseforandringer 

bedes meddelt kasserer Leif Jensen, Henrik 

Gernersvej 11, 8800 Viborg, tlf. 8661 5567. 

- mail: leif_gernersvej11@yahoo.dk 

Ansvarshavende redaktør: 

Lektor, cand.theol. Henning Nørhøj 

Leragervej 1, 4690 Haslev 

Tlf: 40376268 

l.h.norhoj@gmail.com 

Bladudvalg: 

Henning Nørhøj 

Flemming Kramp 

Karen Vibeke Klausen 

Søren Chr. Lund 

Eizabeth Knox-Seith 

KC’s bestyrelse: 

Formand: Henning Nørhøj 

l.norhoj@gmail.com 

Næstformand: Kaj Bollmann 

KB@KM.DK 

Kasserer: Leif Jensen 

leif _gernersvej11@yahoo.dk 

Sekretær. Alice Viftrup 

alice@viftrup.net 

Øvrige bestyrelsesmedlemmer: 

Karen Vibeke Klausen 

skottehuse@hotmail.com 

Elizabeth Knox-Seith 

Knox-seith@mail.dk 

Poul Møller Petersen 

Poul.m.petersen@mail.com 

Søren Christian Lund 

Soeren,chr.lund@mail.dk 

Forside: Trospraksis 

Fotograf: Cheline Jørgensen 

Lay-out og tryk: 

HellasGrafisk A/S, Islandsgade 28-30, 

4690 Haslev - 5631 3030 

email: klaus@hellasgrafisk.dk 

Indholdsfortegnelse: 

Redaktionelt ...................................... s. 3 

Trospraksis – troen i praksis 

Flemming Kramp .................................. s. 4 

”Den kristne menighed er jo intet 

læseselskab”. 

Niels Thomsen ...................................... s. 6 

Folkekirkelige tiltag i forhold til 

den moderne åndelige søgen 

Elizabeth Knox-Seith ............................. s. 11 

Kirkevandring - kommunikation 

med det hellige 

Peter Ruge, præst og retræteleder ....... s. 16 

Bestyrelsens beretning ved landsmødet 

den 31. sept. – 1. okt. 2012 i Haslev 

Henning Nørhøj .................................... s. 20 

Den kirkelige andedam 

Flemming Kramp .................................. s. 26 

Hilsen fra kasseren 

Leif Jensen ............................................ s. 27 

Bogsiden 

Henning Nørhøj .................................... s. 25 

Bagsiden: 

Det mener jeg… 

Fredrik Modéus .................................... s. 28 

Kirkeligt Centrum, oktober kvartal 2012

Redaktionelt 

Af Henning Nørhøj 

Professor Anna Marie Aagaard 

skriver i sin bog ”Ånd har krop” 

(2005) om, hvor vigtigt det er at 

besinde sig på, hvad inkarnationen 

betyder. ”Det drejer sig om 

at genvinde en kirke med krop: 

om de helliges samfund, hvor 

den kristne gudsfortælling og sakramentale 

praksis indøver mennesker, 

der vælger at indlade sig 

med den kristne tro, i at lovprise 

Gud og forholde sig til virkeligheden 

(...) på en måde, der lader 

sig genkende som kristen”. 

Kirken – og ikke mindst dens 

gudstjeneste – opleves i disse 

år vidt forskelligt. Mange steder 

er der fornyelse i gang med opslutning 

omkring gudstjenesten, 

mens man andre steder oplever 

gudstjenesten som ligegyldig 

og kold. Mange steder lykkes 

gudstjenesten, men andre steder 

svinder antallet afgudstjenestedeltagere. 

Det førte også til 

diskussionen om de mange messefald 

og deres årsager. 

Vi må finde nyt mod til at være 

kirke. Det betyder, at vi tør spørge 

om kristentroens dybder og 

give troen udtryk praktisk og 

kreativt, så kirken bliver nærværende 

og nærende. Sådan skrives 

der i optakten til den konference 

og det påfølgende weekendmøde, 

som Areopagos, Haslev 

kirke, samt Emmaus – Galleri og 

Kursuscenter i Haslev indbød til 

i samarbejde med Roskilde stift 

den sidste weekend i november. 

Ja, rigtig mange i folkekirken er 

optaget af spørgsmålet om trospraksis. 

Det er vi også i Kirkeligt 

Centrum. Tidligere medlem af 

KC´s bestyrelse Flemming Kramp 

skriver om sine tanker, mens tidligere 

rektor for præstehøjskolen, 

Niels Thomsen, kendt for 

sine studier i Grundtvigs tankeverden, 

reflekterer over Grundtvigs 

kendte sætning: ”Menigheden 

er jo intet læseselskab”. 

Pastor Elizabeth Knox-Seith har 

gennem årene beskæftiget sig 

indgående med den spirituelle 

dimension i kristendommen og 

dens fornyelse. I sin artikel giver 

hun nogle bud på folkekirkelige 

tiltag i forhold til den moderne 

Kirkeligt Centrum, oktober kvartal 2012 3

åndelige søgen. Endelig skriver 

præst og retræteleder Peter 

Ruge om kirkevandringer som 

kommunikation med det hellige. 

På bagsiden bringer vi et lille 

uddrag fra Fredrik Modeus bog 

”Mod til at være kirke”. Nok er 

han svensk præst. Men han er 

særdeles relevant for den dan- 

Trospraksis – Troen i Praksis 

Af Flemming Kramp 

Nogle er til stilhed 

– andre til gospel 

Nogle synger salmer 

– andre mediterer 

Nogle elsker farver 

– andre klæder sig i sort 

Nogle er spontane 

– andre elsker traditioner 

Og mange er lidt til det ene og 

lidt til det andet afhængig af tid 

og sted. 

4 

ske folkekirkelighed. Han vil 

have gang i samtalen rundt omkring 

i menighederne. Hvordan 

ser gudstjenestelivet ud hos os? 

Hvordan kunne vi ønske os, det 

skulle se ud? For det drejer sig 

slet og ret om kirkens identitet 

som kirke, som fællesskab, hvor 

alle er del af kirkens legeme og 

har ansvar. 

Og sådan har det altid været. 

Der er skrevet tykke bøger om 

gudstjenesten, de enkelte led, 

højmessens betydning, rytmisk 

musik osv.. Men hvor finder man 

en oversigt over, hvordan kristentroen 

udfolder sig i samspil 

med det samfund, den er en del 

af? I den hjemlige andedam er 

det kun nogle få procent af folket, 

som mødes i den gudstjenestefejrende 

menighed, så lad os 

se på nogle af de andre steder, 

hvor kirke og folk møder hinanden. 

Afhængig af hvordan man tæller, 

så er der omkring 2o diakonale 

og sociale organisationer som 

møder ’folket’, og hertil kommer 

et lignende antal missionsorganisationer 

og et antal kirkelige børne- 

og ungdomsorganisationer, 

som alle har som deres oprindel- 


se og mål at udfolde troen i praksis. 

Sådan har det været længe. 

Netop i disse tider holder flere af 

disse organisationer 100 års jubilæum, 

men bemærk at INGEN 

af disse diakonale organisationer 

(med Folkekirkens Nødhjælp 

som undtagelsen) vedkender sig 

deres oprindelse i deres navn. Vi 

har ikke en ’Folkekirkens Sociale 

Arbejde’, Folkekirkens Arbejde 

blandt Hjemløse’, Folkekirkens 

Soldatermission’ eller lignende. 

Alligevel ER de jo folkekirkens 

arbejde, fordi det overvejende 

er dens medlemmer som engagerer 

sig i dette. På denne måde 

viser folkekirken, at den interesserer 

sig for det HELE menneske. 

Det hedder bare ikke, at det er 

folkekirken, der gør det. 

Her er vi ved et interessant fænomen. 

Det viser sig, at praktisk 

taget alle større kirkesamfund 

har det på samme måde. Der er 

en kerne af teologer og administratorer, 

der sørger for ’kirken’ 

med dens gudstjenester og kirkelige 

handlinger. Og så er der 

uden om et et antal ’kirkelige’ 

organisationer, som på kirkens 

vegne varetager de sociale og 

missionale opgaver i nogle selvstyrende 

autonome grupper – 

hvor der i øvrigt ofte er præster 

og andre ’autoriserede’ med. 

Da man i USA for en del år siden 

sammenlagde et par af de 

største lutherske kirkesamfund, 

sammenlagde man for eksempel 

samtidig de forskellige selvstændige 

missionsorganisationer og 

gjorde dem til et ’Department of 

Mission’. Hvad skete? Et par år 

efter opstod der nye missionsorganisationer, 

som selv indsamlede 

penge, besluttede hvor de 

skulle bruges, ansatte missionærer 

osv. 

Tilsvarende i den katolske kirke. 

Foruden den hierarkiske struktur 

findes der et utal af ’ordener’ og 

’kommuniteter’, som varetager 

de øvrige sociale, missionale og 

pædagogiske opgaver. Jeg har ladet 

mig fortælle, at der til dato 

aldrig er valgt en pave, som ikke 

kom netop fra en af disse ordener. 

En sådan opsplitning kan skabe 

spændinger. Det kirkelige hierarki 

vil gerne have hånd i hanke 

med de urolige hoveder, mens 

de på deres side gerne vil bestemme 

selv og ikke har lyst til 

at modtage ordre fra eller stå til 

regnskab for den strukturerede 

kirke. En smule brobygning fandt 


sted tidligere på året, da Folkekirkens 

Mellemkirkelige Råd 

(bemærk navnet) ansatte Birger 

Nygaard som ’missionskonsulent’. 

Måske de også med tiden 

får en konsulent for det sociale 

arbejde? 

Men ellers må man sige at folkekirken 

– som mange andre kirker 

– har det godt med denne arbejdsfordeling, 

hvor trospraksis 

varetages af det ene system med 

dens forskellige gudstjenester 

m.v., mens de øvrige opgaver 

varetages af de omkring 60 frie 

folkekirkelige organisationer, der 

omsætter troen i handling. 

Man kan så ønske at kirken i højere 

grad vedkender sig det frivil- 

”Den kristne menighed er jo 

intet læseselskab” 

Af Niels Thomsen 

Overskriften lyder som en selvfølgelighed. 

Det er alt andet. 

Det er et citat fra Grundtvigs 

6 

lige arbejde og ’lyser det i kuld 

og køn’ som man sagde i gamle 

dage. Men også, at de frivillige 

og deres bestyrelser tydeligere 

vedkender sig deres oprindelse 

og hjemsted. Det er et fromt ønske 

nu, hvor vi skal til at drøfte 

folkekirkens struktur. 

Flemming Kramp er tidl. gen. 

sekr. i Dansk Missions Råd og 

fhv. formand for Landsforeningen 

af Menighedsrådsmedlemmer 

- hvor mange af deres medlemmer 

henter deres inspiration 

og opmuntring gennem deres 

trospraksis søndag formiddag 

eller på andre tider, og går ud i 

verden – begyndende ved naboens 

havelåge – og omsætter den 

i troens praksis 

Den christelige Børnelærdom. 

Lidt bredere citeret hedder det: 

Den kristne tro er ikke tro på en 

bog, men Tro på Vorherre Jesus 

Kristus, og den kristne Menighed 

er jo intet Læsesselskab, men et 

Trossamfund”. (US IX s. 543). 

Meningen med det er, at tro ikke 

er noget man trækker ud af døde 

bogstaver i en bog. Ikke noget 

fortidigt, som vi skal forsøge at 


puste liv i. Kristendom er ikke en 

interessant livsanskuelse fra det 

første århundrede, som vi kan 

studere i Det ny Testamente. Kristendom 

er levende nutid. Mennesker 

bliver ikke kristne ved at 

læse i Bibelen, men ved at blive 

døbt og dermed blive sat ind i en 

levende sammenhæng med vor 

herre Jesus Kristus og med andre 

levende døbte mennesker. 

Derfor kan børn og analfabeter 

ligeså fuldt være kristne som 

højlærde professorer. At være 

kristen er at være givet i Guds 

hånd og mærke, at man hører til 

der, som børn hører til hos deres 

far og mor. Hvis ikke I bliver 

som børn, kommer I slet ikke ind 

i Guds rige, bliver der sagt til os 

ved dåben. 

Alt det er det centrale indhold 

i det, man har kaldt Grundtvigs 

mageløse opdagelse. Grundtvig 

havde i årevis ledt efter noget, 

der rummede kristendommens 

kerne, og som var så enkelt, så 

ulærde mennesker kunne tage 

det til sig. Han havde ledt i Bibelen. 

For ham selv var det klart 

nok, men han havde måttet se i 

øjnene at lærde teologer kunne 

fortolke Bibelen ganske anderledes, 

end han selv gjorde. Hvordan 

kunne folk så vide, hvem 

af alle de kloge, de skulle stole 

på. Derfor blev det en mageløs 

opdagelse for ham, da han midtvejs 

i sit lange liv i 1825 fik øje 

for, at kristen blev man ved dåben 

og ikke ved at læse i en bog. 

Netop en opdagelse. Det var ikke 

en teori, han konstruerede, eller 

et nyt teologisk system. En opdagelse 

af noget, der var soleklart, 

når man har fået øje på det. 

Han bandt opdagelsen sammen 

med trosbekendelsen på den 

måde, at trosbekendelsen var 

Guds levende ord, hvor Gud forkyndte 

indholdet af troen. Det 

blev misforstået sådan, at trosbekendelsen 

trådte i stedet for 

Bibelen. Måske misforstod han 

det også selv sådan, men det var 

ikke pointen. Pointen var, at det 

var et levende nutidigt ord, der 

åbnede til den virkelighed, som 

den, som dåben gav adgang til. 

Det betyder ikke, at Grundtvig 

ikke satte Bibelen højt. Få har 

kunnet Bibelen så godt som 

han. Hans salmer og prædikener 

vrimler med skjulte og åbenbare 

bibelhenvisninger. Bibelen er for 

ham en uudtømmelig kilde til 

oplysning om kristendom. Han 

synes at have kunnet store dele 

af den udenad. Men det er netop 

oplysning. Bibelen oplyser, 


kaster lys over det kristenliv, den 

enkelte og menigheder lever i. 

Mange ukirkelige har aldrig fået 

øjnene op for det, Grundtvig opdagede. 

Mange med svar tilknytning 

til kirken går ud fra, at den 

rigtig kristne skal mene, at Bibelen 

er en slags koran, hvor hver 

sætning er ufejlbarlig. De kan så 

have stor fornøjelse af at finde 

uklarheder og elvmodsigelser 

i Bibelen, og tror så, at tæppet 

derved bliver trukket væk under 

kristendom og kirke. Det er måske 

ikke så underligt. De har jo 

ikke brugt kristendommen som 

levende nutidig virkelighed. 

Vanskeligere er det at forstå, at 

lignende opfattelser har bidt sig 

fast i bevidste, kirkelige kredse, 

ja, endog går frem os dem. Der 

er nok ikke mange i Danmark, 

der går linen ud og bliver fundamentalister 

i den forstand, at de 

vil sige, at hvert ord i Bibelen er 

dikteret af den Helligånd, men 

de gør sig uhyre anstrengelser 

for at harmonisere alt, hvad der 

kan se ud som selvmodsigelser. 

Det fører til de mest umulige 

krumspring for at bortforklare 

åbenbare modsætninger i bibelen. 

Det er svært at forstå, at 

kristne, der lever i tillid til, at vor 

8 

herre Jesus Kristus i sit ord og 

med sin ånd er levende til stede 

her og nu, har brug for krykker 

af den art. 

Det burde være let at forstå. Der 

var kirke, før et eneste af de nytestamentlige 

skrifter var blevet 

til. Paulus, der ikke selv havde 

kendt Jesus, da han gik omkring 

i Galilæa og Judæa, synes ikke 

at kende ret mange beretninger 

om Jesu liv, og der er ikke mange 

spor af Jesu ord i hans breve, og 

dog er han en af dem, der i de 

første generationer kom til at 

kalde folk til tro. Evangelierne 

blev til senere, sikker fordi de, 

der var kommet til troen gerne 

ville høre så meget som muligt 

om ham, de troede på. Derfor 

blev det skrevet ned, som endnu 

kunne huskes fra den tid, da Jesus 

vandrede omkring. Men den 

viden var ikke den første. Det 

første var blevet lukket ind i det 

Guds rige, som dåben var indgangen 

til. 

En gang nedskrevet blev evangelierne 

så mageløse kilder til, 

at menigheden kunne få noget 

at vide om deres levende Herre. 

Man kan sammenligne forholdet 

med en fest. En rund fødselsdag. 

Alle gæsterne er på lige 


fod, fordi de er budt med, og 

det vigtigste er at være tilstede 

ved festen, hvad enten man hører 

til de venner, der har kendt 

fødselaren fra ungdommen af, 

eller man først har lært ham at 

kende for ganske nylig. Ved en 

fest af den art, bliver der holdt 

taler. De, der har kendt festens 

midtpunkt i mange år, rejser sig 

og fortæller om, hvad der skete 

i ungdomsårene. De fortæller 

forskelligt; måske husker de den 

samme begivenhed forskelligt. 

De, der er kommet til sent, lytter 

med stor opmærksomhed. Det 

er godt at få noget at vide om, 

hvordan han, de kender og som 

har inviteret dem, har været for 

længe siden. De får mere at have 

deres bekendtskab i. Men deres 

interesse i at lytte kommer jo af, 

at de er med til festen. Det er 

ikke nødvendigt at vide det hele, 

men det uddyber deres forståelse. 

Måske kan en af de sent 

tilkomne også finde på at holde 

en tale. Han kan fortælle, hvad 

det betyder for ham at have lært 

fødselaren at kende og at være 

sammen med ham nu. 

Sådan er det at være med i menighedens 

fællesskab. Det vigtige 

er at være med. Men når man 

forstår, at her er godt at være, vil 

man gerne vide noget mere om 

ham, der er centrum for festen. 

Det kan man få et vide hos evangelisterne. 

Man kan også få sin 

forståelse uddybet ved at høre, 

hvad de, der ikke havde kendt Jesus 

i hans liv på jorden, har taget 

til sig. Det er, hvad man kan få ud 

af brevene i Det Ny Testamente, 

ikke mindst af Paulus. Alt sammen 

er godt og nyttigt og giver 

dem, der hører til menigheden, 

noget at have deres tro i. 

Hvis ikke udgangspunktet er nutid, 

er Bibelen måske interessant 

som historisk kile. Men der er 

ikke mange andre kilder, der er 

interessante. Sokrates er interessant 

og også mange andre, 

men man kan ikke argumentere 

for, at Jesus på den måde 

er mere interessant end andre. 

Kun fordi der er kirker, er Ny Testamente 

af en anden betydning 

end Sokrates og Platon m.fl. Det 

vigtige er, at det begynder med 

nutid. Det begynder med, at barnet 

bliver lagt i Guds hånd og sat 

ind i en levende sammenhæng. 

Efterhånden som barnet vokser, 

får det mere at vide om, hvad 

sammenhængen er, og i Bibelen 

får man så et mageløst materiale 

til at uddybe forståelsen. 


Sådan med nutid og fortid i kirken. 

Grunden til, at det er interessant 

at høre om Jesus og hans 

vandringer i Galilæa, er, at kirken, 

troen holder sig til ham nu. 

Ad den vej bliver det af interesse 

med en oplysningsbog, men det 

varede længe, før den, der var 

kommet til tro, gerne ville have 

dem, der kunne huske noget til, 

at fortælle om den Jesus, de havde 

mødt, eller hørt om af dem, 

der havde kendt ham. Men grunden 

til, at de ville høre det, var, 

at de selv hørte til hos ham. 

Evangelierne er snarere at forstå 

som festtaler ved runde fødselsdage. 

De, der har kendt fødselaren 

i barndom og ungdom 

fortæller, hvad de kan huske 

og hvad de har hørt, og de der 

ikke har så lang tids bekendtskab 

med festens genstand lytter 

til og glæder sig over at lære 

noget om baggrunden for den, 

de er budt til fest hos. Ingen vil 

undre sig over, at de, der tager 

ordet, fortæller forskelligt. Hvad, 

de fortæller, er vidnesbyrd om 

ham, de selv kender. De får mere 

vidnesbyrd om, hvem han er. 

Men ingen finder på at forveksle, 

hvad han betyder for dem nu 

og hvad han har betydet i gamle 

dage. 

10 

Sådan med de bibelske skrifter. 

Der er en rigdom af forskellighed 

i dem. Det er just deres fortrin. 

Indholdet af, hvad kristendom 

er, er gået igennem forskellige 

sind, og har fået præg af, hvad de 

forskellige forfattere har taget til 

sig. Men det vigtige er, hvad festens 

genstand betyder nu. Men 

udgangspunktet, modsætninger 

imellem de forskellige evangelier 

forståes af nogle som bevis 

på, at kristendommen ikke hænger 

sammen. Man møder stadig 

den opfattelse, at hvis man kan 

påvise modsætninger i Bibelen, 

er det et argument mod kristendommen. 

Hvis to evangelister siger 

noget forskelligt om Jesu liv 

og død, mener mange at kunne 

drage den slutning, at så kan kristendommen 

ikke være sand. 

Der kan skrives meget om 

Grundtvigs mageløse opdagelse. 

Det er der blevet, og det skal ikke 

gentages her. Grundtvig mente 

fejlagtigt, at den apostolske trosbekendelse, 

som bruges ved dåben 

, var Jesu egne ord, som han 

havde overgivet til apostlene i 

de 40 dage mellem hans opstandelse 

og hans himmelfart. Grundige 

forskere har demonstreret, 

at den opfattelse ikke er holdbar. 


Det er i grunde en fordel. Dermed 

kan man vende tilbage til 

det, der er hovedsagen i Grundtvigs 

erkendelse: At kristen tro lever 

af tilliden til, at Vor Herre Jesus 

Kristus er nutidig virkelighed. 

Det vigtigste er, at kristendom er 

tro på, at Vor Herre Jesus i ord, 

dåb og nadver taler og handler 

nutidigt. 

Brodden i polemikken er rettet 

mod den massive indbildning, 

at man bliver kristen af at læse 

i Bibelen. Det er en opfattelse, 

der har dybe rødder. Luthers 

tale om Skriften alene, er blevet 

forstået således, at kristen 

tro udsprang af Bibelen. Luther 

kan læses sådan. Jeg tror, det 

Folkekirkelige tiltag i 

forhold til den moderne 

åndelige søgen 

Af Elizabeth Knox-Seith 

Morten Thomsen Højsgaard har i 

sin bog ”Den tredie Reformation” 

er en fejllæsning. Luther siger 

også troen alene og Kristus alene. 

Luthers front er pavedømmet, 

der er bygget på, at kirkens 

grund var embedet. Bispeembedet 

først og fremmest med 

sin spids i Roms biskop, paven. 

En forståelse af, at Helligånden 

var betroet til Jesu disciple, der 

havde ladet den gå videre . Han 

havde ledt efter en enkel og klar 

formulering af, hvad kristendom 

var. Det kunne han ikke hente i 

Bibelen, for Bibelen blev fortolket 

på alle mulige måder af de 

lærde. Så får han øjnene op for 

at kristendom og kristentro ikke 

begynder med, at man læser i Bibelen, 

men med, at man i dåben 

bliver sat ind i menigheden. 

analyseret konturerne af den 

moderne, åndeligt søgende bevægelse 

under begrebet ”google-buddhismen”. 

Det er et udtryk 

for en søgen, der kan være 

flakkende og periferisk i sin natur, 

men som samtidig kan være 

en skjult længsel efter en dybde, 

der sjældent finder umiddelbart 

gensvar i det, man kan møde i 

den overfladiske, surfende ”internet-verden”. 

Derfor ligger der, 

bag bevægelsens ”overflade”, en 


mere omfattende længsel, som 

bør fanges op og imødekommes. 

For at svare ind i den åndelige 

”nød”, som denne bevægelse på 

mange måder er et udtryk for, er 

det vigtigt, at folkekirken i disse 

år vokser i sit missions- og dialog-engagement. 

Der må bygges 

miljøer i folkekirkelig sammenhæng, 

hvor mennesker kan komme 

”udefra”, og engagere sig på 

andre præmisser end dem, vi er 

vant til. 

Den vigtigste målgruppe er det, 

jeg vil kalde ”de modne åndeligt 

søgende”. Det er mennesker, der 

har gået en lang livsvej i refleksion 

over eksistentielle spørgsmål, 

ofte forbundet med livskriser, for 

eksempel gennem mødet med 

livstruende sygdomme, stress, 

udbrændthed, tab, misbrug, eller 

en generel ”kommen til kort” 

i livet, enten hos den enkelte 

selv eller dennes nærmeste pårørende. 

En stor del af denne gruppe udtrykker 

et stærkt behov for ”indefra” 

at opleve, hvor eksistensens 

egentligt ”levende kilder” 

kommer fra. De søger derfor ofte 

til steder, hvor der tilbydes meditation, 

retræter, eller andet, der 

12 

skaber rammen om fordybelse. 

Derfor må der bevidst skabes 

anknytningspunkter, enten i de 

lokale menigheder eller på særlige 

”mødesteder”, hvor nogle 

af disse behov kan blive dækket. 

Dette forudsætter, at vi som 

kirke er istand til at møde mennesker 

med en dybere sans for 

spiritualitet, livstydning og sammenhængskraft. 

Vi må derfor 

arbejde med vor egen forståelse 

af, hvad det er, den kristne tradition 

har at give os, og hvilke veje, 

den fører os på. 

Der kan være brug for mange 

former for tiltag: 

• Støtte til præster og menigheder, 

der ønsker at udvikle 

konkrete tiltag, lokalt i sognemenighederne 

og/eller på 

stiftsplan. 

• Bidrag til opbygning af nogle 

”kernemiljøer” lokalt. 

• Teologisk refleksion over/ 

undervisning omkring kirkens 

rolle i moderne tid, herunder 

forholdet mellem videnskab 

og tro, dialogprocesser, forholdet 

til andre religioner og 

verdensforståelser, menneskesyn, 

skabelsesforståelse, 

individuel og kollektiv iden- 


titet, ansvarlighed i globaliseringens 

lys, engagement i 

diakoni, m.v. 

• Samarbejde med kirkelige 

organisationer, der allerede 

arbejder i dette felt, f.eks. 

Folkekirke og Religionsmøde, 

Bibelselskabet, Areopagos, 

Danmission, Ikon, Kirkefondet, 

m.v. – ikke mindst i 

forbindelse med initiativer 

til offentlige paneldebatter, 

stævner, studieforløb, m.v. 

• Arbejde hen i mod mere formidling 

og debat på området, 

f.eks. i via 

www.kristendom.dk, 

www.religion.dk, 

www.pilgrimsvandring.dk, 

Danmarks Radios trosredaktion, 

de kirkelige organisationers 

blade og medier, m.v. 

• Organisere studierejser for 

mindre grupper til steder, 

hvor der i forvejen arbejdes 

med dialog og fordybelse. 

• Afholdelse af retræter og stilledage. 

• Afholdelse af studiedage på 

stiftsplan. 

En del af arbejdet bør bidrage til 

netværksdannelse på landsplan, 

idet der er mange initiativer, som 

pibler frem, men som savner 

indbyrdes kontakt og kendskab 

til hinanden, og dermed også en 

mere målrettet erfaringsopsamling. 

Det er i erfaringsudvekslingen, 

at inspirationen til nye, kreative 

tiltag kan opstå. Det kan i den 

sammenhæng være fordelagtigt, 

at der oprettes en form for ”tænketank” 

eller ”ressourcegruppe” 

med deltagelse af mennesker, 

der er aktive ude omkring i stifterne, 

for at sikre, at erfaringerne 

samles ordentligt op og 

får fremadrettede, konstruktive 

udtryk. 

Initiativer, der kan udvikles på 

sogneniveau: 

Det er vigtigt at stimulere nye 

initiativer i de sognemenigheder, 

hvor der kan være interesse og 

grobund for det. 

Forslag til tiltag i de lokale sognemenigheder 

kunne for eksempel 

være: 

- Samtalegrupper om eksistens 

og tro 

- Dagsretræter med udblik til 

verden og fordybelse i den 

kristne tros kilder 

- Meditation i kristen tradition 

- ”Lectio Divina” - meditative bibelstudiekredse 


- Undervisning i bønspraksis 

- Pilgrimsvandringer – gerne 

med forsonings- og dialogtema´er 

- Paneldebatter og dialog omkring 

den moderne søgen og 

kirkens globale engagement 

- Studiecirkler relateret til religionsteologi, 

kristen tro og eksistentielle 

spørgsmål 1 

Mange af disse forslag kan tænkes 

at foregå i en indbyrdes sammenhæng, 

eller man kan vælge 

en særlig aktivitet ud, som man 

fokuserer på, alt efter behov. 

Aktiviteterne kan være mangfoldige 

og kan på flere måder være 

inspireret af det miljø, vi i Danmark 

kender fra højskole-traditionen, 

og de visioner, der blev 

båret frem af bl.a. Grundtvig om 

at skabe et livslangt, lærende og 

dannende miljø for almindelige 

mennesker. Emnerne, der arbejdes 

med kan skifte, men det 

er væsentligt, at de bidrager til 

dannelsen af det enkelte menneske 

i en samfundsbåret ånd. 

Kreative indspil 

Formerne kan være mange: 

Sang, dans, musik, malerkunst, 

teater, bibliodrama, m.v. Mange 

af disse former kan der ekspe- 

14 

rimenteres med, således at de 

indgår i en større helhed. 

Sideløbende med jævnlige ”åndehuller” 

– for eksempel meditative 

andagter - kan der laves 

nye, hverdagsprægede liturgier 

og arbejdes med gudstjenesteformer, 

hvori elementer fra de 

kreative områder i højere grad 

inddrages. Det kreative arbejde, 

som gøres af deltagerne, kan 

indgå som fornyende impuls i 

det åndelige livsrum. 

Sjælesorg og åndelig medvandring 

Et vigtigt funktionsområde er 

sjælesorgen og den åndelige vejledning. 

Disse to områder kan 

fungere meget nært knyttet, 

hånd i hånd, idet de understøtter 

hinanden. 

I menigheder, hvor der er interesse 

for at udvikle denne slags 

arbejde, kan der etableres tilbud 

om hjælp til dem, der gerne vil 

starte medvandrings-netværk. 

1 Jette Dahl og Kåre Schelde Christensen har hertil 

udformet et meget velegnet studiemateriale, ”Tro 

i mødet”, udgivet i samarbejde mellem Folkekirke 

og Religionsmøde, TPC og Unitas, 2010. 


Interreligiøs og økumenisk 

dialog 

Forståelsen af de forskellige religiøse 

traditioner og tankemåder 

er en vigtig forudsætning for at 

skabe grobund for forsoning og 

sameksistens i en moderne, multifacetteret, 

hyperkompleks verden. 

Både dialogen på tværs af 

religioner og samtalerne mellem 

mennesker fra forskellige kirkelige 

trossamfund må prioriteres. 

Broen mellem åndelighed og 

socialt engagement 

Mange af de nævnte tiltag sigter 

mest mod ”det indre” i det enkelte 

menneske, men skulle gerne 

lede til et socialt engagement 

– eller være næring for mennesker, 

der allerede er socialt engagerede. 

Selve det, at man som 

kristen engagerer sig i verden, 

bør være en naturlig del af spiritualiteten. 

Der er behov for nærende 

rum, der primært skaber 

fordybelse og engagement på 

selve trosvejen – og som samtidig 

bygger broen ”ud til verden”. 

Essentielle stikord i arbejdet 

kunne kort formuleres således: 

• Dialogens etik 

• Gensidigt følgeskab 

• Individets integritet 

• Samfundsmæssigt ansvar 

Opsummering: 

Gennem at danne ”åndehuller”, 

hvor mennesker kan søge dybere 

i kristen tro og praksis, skabes 

grundlag for at finde mål og 

mening med livet, og for et stærkere 

engagement i verden. Omdrejningspunktet 

er følgeskabet 

med Kristus, og dermed at skabe 

rum og næring for mennesker, 

som allerede går eller ønsker at 

gå en åndelig og social livsvandring. 

Arbejdet bør have dialogisk 

karakter, således at der kan 

skabes levende og åben kontakt 

med mennesker, der enten lever 

uden en aktiv tro, er søgende eller 

har andre trosforestillinger 

og livsformer. 

Griber folkekirken ikke denne 

udfordring, risikerer man at blive 

”udhulet” som kirkesamfund. 

Den omfattende, men flakkende 

åndelige søgen, der eksisterer i 

tiden, må ikke fortsætte med at 

gå som en ”lind strøm” uden om 

kirken, men må tværtimod integreres 

og mødes, som det store 

potentiale, den er, for kirken og 

for samtiden. 


Kirkevandring - kommunikation 

med det hellige 

Af Peter Ruge, præst og retræteleder 

Kirkevandring er trospraksis. En 

vandring til livsfornyelse. Målet 

er et helligsted: den lokale kirke 

– og formålet er at få kontakt. 

Kirkevandring som spirituel 

praksis udsprang af en fælles 

erkendelse i det sogn på Als, 

hvor jeg var præst. Gudstjenesteforsøg 

med alternativ liturgi 

gav hverken flere kirkegængere, 

eller gjorde kirken mere vedkommende 

for os, som allerede 

havde valgt den. Inspireret af 

erfaringer fra pilgrimsrejser tog 

den tanke form, at det måske 

ikke gjaldt om at forny gudstjenesten, 

men om at forny vores 

egen holdning til kirkebygningen 

og dens gudstjeneste. 

Kirken er landskabets helligsted, 

hvor mennesker i århundreder 

før os er kommet sammen for 

at møde det hellige og få Gud i 

16 

tale. Salmer, bønner og læsninger 

taler ind i den samme numinøse 

realisme. Vi udfører ritualer, 

hvor vi udtrykker forventning 

om, at det hellige giver sig til 

kende og påvirker os. Ret beset 

en ret dramatisk tanke, og når 

ritualet i praksis ikke virker voldsommere, 

må det skyldes, at vi 

ikke er bevidste om, hvad det er 

vi i har med at gøre. 

Manglen på lidenskab 

Noget, der slog os, var manglen 

på lidenskab: Hvor mange af os 

stillede egentlig til gudstjeneste 

med forventning om, at der i dag 

skulle ske noget afgørende nyt? 

Hvor mange af os kom til kirke 

for at få hjælp i et vigtigt anliggende 

eller for at spørge om mening? 

Gudstjenesten er en god og glædesfyldt 

vane - men netop en 

vane i den forstand, at man kommer 

til kirke, læner sig åndeligt 

og fysisk tilbage - og lader gerne 

organist, kirkekor og præst om at 

bære. 

Så vi stillede os det spørgsmål: 

Hvem har dybest set ansvar for, 

at gudstjenesten får mening og 

bliver et møde med det hellige? 

Præst eller menighed? Og for- 


søgsvis satte vi os for at undersøge, 

hvad der sker, hvis vi påstår, 

at menigheden bærer ansvaret 

for at gudstjenesten bliver meningsfuld. 

Og at præsten har båret 

sit ansvar, når blot han/hun 

har forrettet gudstjenesten ordentligt 

og smukt sammen med 

kirkemusikken. 

Hvordan bliver gudstjenesten da 

kommunikation med Gud, så det 

kan føles og mærkes? 

Den ene forudsætning er, at man 

faktisk tror, at kirken og dens 

gudstjeneste kan være det helliges 

sted. At man møder op i kirken 

med forventning om, at hér 

kan en kraft give sig til kende, 

som er radikalt anderledes end 

ens almindelige virkelighed. 

Den anden forudsætning er, at 

man kommer med et anliggende, 

som vedrører én lidenskabeligt. 

Meningsfuld kommunikation 

forudsætter, at man virkelig vil 

hinanden noget. Stiller man op 

overfor det største – dvs. overfor 

Gud - må det være med et livsproblem, 

som man ikke selv kan 

mestre, men som alvorligt nøder 

sig på hér og nu. Det må være afsæt 

for en bøn om hjælp. 

Den tredje forudsætning er, at 

man må ’berede sig’. Og for os 

blev kirkevandringens praksis et 

givende redskab til beredelse. 

Vi øvede at vandre metodisk og 

bevidst. Dels for at iagttage opbygningen 

af intensitet. Dels for 

at gøre vandringens forskellige 

faser tydelige: fra hjemmet, gennem 

en overgangsfase til kirke 

– og fra kirke gennem en overgangsfase 

tilbage til hjemmet. 

Hver fase har sin egen afgørende 

toning i den samlede proces. 

Vejen til kirke – og hjem 

En kirkevandring i denne forstand 

indledes med, at man dage 

eller uger forinden har gjort sig 

sit anliggende klart. Anliggendet 

skal have vægt og være forbundet 

med oplevelsen af livsmening. 

Men alligevel skal det 

være formuleret konkret og så 

pågående, at man gennem det 

tydeligt kan bekende sit behov 

for hjælp som en bøn. 

Vejen til kirke går man til fods, 

og man gør sig vejen lang. Kirkevejen 

er et tidsrum til at fordybe 

den erfaring af kaos, smerte og 

uorden, som ligger gemt bag 

ens anliggende. Man lader sin 

tilkæmpede, men skrøbelige orden 

krakelere - og husker bøn- 


nen. Man gør sig blød og modtagelig 

for hjælp. 

Fremme ved kirke og gudstjeneste 

gør man sig overgangen bevidst: 

dette er det helliges sted 

- og hér er hjælp. Hele rummet 

er helliget. Gud kan derfor tale 

fra et sted og igennem det medie, 

man mindst af alt venter: 

Gennem et ubekendt menneske, 

der ofrer én et smil, gennem en 

salmelinie, gennem sommerfuglen, 

utidigt vågnet af vinterdvale, 

gennem et moment af indre 

stilhed - og nogle gange gennem 

præstens prædiken. Blot 

et enkelt ord kan være dét, der 

får det til at risle ned ad ryggen, 

når man aner, at man i sin bøn er 

blevet hørt og har fået svar. 

Vejen hjem går man ligeledes til 

fods. Det er vigtigt at ofre tid på 

overgangen til den almindelige 

virkelighed. Erfaringen af kontakt 

skal bundfælde sig og omsættes 

til en beslutning om konkret, 

livsfornyende handling. Måske 

ikke selve løsningen på det livsproblem, 

man har vandret med, 

men med denne trospraksis er 

det nu sat ind i en afgørende ny 

dimension: fortællingen om mig 

og Gud 

18 

Tilbage i hjemmet og i den almindelige 

virkelighed er opgaven at 

gøre beslutningen om livsfornyelse 

til virkelighed. Det nye, man 

sætter i værk, vil være organisk 

forbundet med det møde med 

Gud, som kirkevandringen har 

bragt i stand. 

Det hellige giver sig til kende 

Kirkevandring fortætter den 

klassiske pilgrimsvandring, som 

har overgangsritens struktur. 

Men hér vandrer man til sit eget 

landskabs eller sin bys hellige 

sted. Vi opdagede, at vandrer 

man metodisk, præcist og lidenskabeligt, 

giver det hellige sig til 

kende med tydelighed. Vandrer 

man upræcist og uopmærksomt, 

er der langt større chance for, 

at ens eget sind og egne tanker 

kommer til orde og lader sig forveksle 

med det helliges kommunikation. 

Vi undersøgte formen ved vores 

lokale kirke, på kurser og retræter, 

og mange enkeltpersoner 

har taget idéen til sig. Så vi har rimelig 

sikker grund under påstanden 

om, at det virker. Endda så 

kraftfuldt, at man umuligt kan gå 

kirkevandring hver søndag. Har 

et reelt møde med det hellige 

fundet sted, fordrer det lang tids 


integrationsarbejde at bære det 

ind i ens almindelige virkelighed. 

Imidlertid er der ingen grund til 

at undre sig over, at det virker. 

Ofte, når jeg fortæller om kirkevandring, 

er der én, som siger: 

”Jamen, sådan har jeg jo altid 

gjort, når jeg skulle i kirke”. Og 

det er en kendsgerning, at mennesker 

både nu og tidligere, da 

adgang til hjælp med eksistentielle 

problemer var langt ringere 

end i dag, spontant har gjort det, 

som er kirkevandringens idé: de 

har beredt sig på at gå til Gud og 

til Guds hus for at få hjælp - og 

har fået det! 

Så kirkevandring er ikke ny. Det 

er en praksis, som har udfoldet 

sig i det danske landskab gennem 

århundreder. Men i dette udkast 

med den protestantiske set afgørende 

pointe, at helligstedet ikke 

har den iboende kraft, som tidligere 

tider spontant ville tillægge 

det. Kirkens rum og gudstjenesten 

helliges af den vandrendes 

og af menighedens tro - som her 

viser sig overraskende levende 

og virkningsfuld. Det kan opleves 

som om det hellige står rede 

med svar, når blot mennesket i 

tro og tillid henvender sig præcist 

og lidenskabeligt. 


praksis 


praksis åbner nye veje. Det afgørende 

er, at det hellige, som 

både kirke og kultur har meget 

vanskeligt ved at forbinde med 

konkret erfaring, så tydeligt får 

et sted: gudstjenesten. Her kan 

den enkelte træde i bevidst kontakt, 

og f.eks. kan den selverkendelsesproces, 

vi kender som 

”personlig udvikling”, på denne 

måde finde sted indenfor en kristen 

spirituel horisont - med kirken 

som center. 

Kirkevandring som en metodisk 

spirituel praksis skaber nye 

muligheder for at integrere det 

hellige i dagligdagen. Det sker 

gennem de enkle konkrete livsændringer, 

hvor kommunikationen 

Gud er den konkrete tilskyndelse. 

Herved bliver Gud 

medskaber på den daglige virkelighed. 

Og over år bliver ens livsfortælling 

i mange facetter knyttet 

sammen med erfaringen af 

kontakt med det hellige. Helliggørelse 

– kunne man kalde det! 

Menigheden ændrer sig 

I sin målrettethed og i sit bevidste 

fokus udfordrer kirkevandring 

det tilbagelænede og lidenskabs- 


løse i dansk kirkegangskultur. En 

holdning man også møder langt 

ind i den såkaldte pilgrimsbevægelse. 

Kirkevandring provokerer 

den mere med urette end med 

rette luthersk begrundede forestilling 

om, at man netop intet 

selv skal gøre for at fordybe relationen 

til Gud. 

Kirkevandring har imidlertid 

umiddelbar appel til det segment 

indenfor og på randen af 

folkekirken, som fra terapi og 

selvudvikling har erfaring med at 

tage ansvar for egen indre proces. 

Og det virker tydeligvis ikke 

vanskeligt at overføre denne indre 

holdning til gudsrelationen. 

Bestyrelsens beretning 

ved landsmødet den 31. sept. 

– 1. okt. 2012 i Haslev 

Af Henning Nørhøj, 

Formand for Kirkeligt Centrum 

I begyndelsen af august døde en 

af Kirkelig Centrums store, nemlig 

tidligere domprovst i Viborg, 

Knud Gjesing. I en artikel i 1946 

20 

Målet med kirkevandring er i luthersk 

perspektiv at stille mennesket 

modtagende over for 

Gud. Her er – tror jeg – en nøgle 

til den folkelige myndighed, som 

er kernen i det almindelige præstedømme. 

Kontakten til det hellige 

fordrer netop ikke præstens 

formidling. Så måske er det for 

at indlære denne erfaring, at 

mennesker i disse årtier over 

hele Europa på ny er begyndt at 

vandre til det hellige. 

Peter Ruge: ”Kirkevandring – en 

spirituel praksis”. Religionspædagogisk 

Forlag 2008. 

skriver han: ”Vi må overvinde 

mindreværdskomplekset i forhold 

til de kirkelige retninger og 

gå ind i en frejdig kamp for det 

syn, vi har set. Hermed mener 

jeg ikke, at vi skal hverve proselytter 

blandt missionsfolk og 

grundtvigianere. Lad dem blot 

i fred og kæmpe for de sider af 

sandheden, som de har fået lov 

til at se. Men vi må mere end før 

blive en kæmpende bevægelse 

og en missionerende bevægelse.” 

Og nogle år senere, dvs. i 


1958, kunne han skrive: ”K.C.`s 

opgave må være at tjene vor 

danske folkekirke, ikke at søge 

magt og indflydelse. Og vi må 

have lov at glæde os, hvis den 

dag kommer, da vor organisation 

er overflødig. Så kan vi med god 

samvittighed pakke sammen. 

Der er heldigvis ingen, der er 

økonomisk afhængig af, at K.C. 

bliver opretholdt. Det er vort 

store privilegium fremfor de andre 

kirkelige retninger. Vi behøver 

ikke af den grund at overleve 

os selv”. 

Knud Gjesing tegner med disse 

citater en dobbelthed i Kirkeligt 

Centrum: det stædige og vedholdende 

arbejde for det, som 

vi ser som vores anliggende – og 

samtidig den tilfredse erkendelse 

af, at vi en dag kan blive overflødige. 

Der er brug for vores stemme 

Ved sidste landsmøde fremlagde 

bestyrelsen forslag til en 

erklæring, hvori vi prøvede at 

tegne Kirkeligt Centrums profil 

som en midtsøgende retning, 

der vil understrege folkekirkens 

sammenhængskraft i forhold til 

de udfordringer, vi står overfor. 

Udfordringerne kommer både 

fra lovgivningsmagten og fra det 

opbrud, der er i den danske befolknings 

forhold til kirke og kristendom. 

Minister for ligestilling og kirke, 

Manu Sareen har lagt op til en 

ny styrelsesreform for folkekirken 

og gennemført, at indgåelse 

af registreret partnerskab mellem 

to af samme køn erstattes 

af en vielse – også i kirken. Det 

sidste har givet anledning til en 

langt større debat end det første 

– og truer folkekirkens sammenhængskraft. 

Det demografiske opbrud har 

flyttet folk fra land til by. Søndagens 

gudstjeneste har det ikke 

godt alle steder. I rigtig mange 

sogne kommer der kun få til 

højmessen. Tallet på udmeldelser 

af folkekirken var i de første 

to kvartaler af 2012 nået op på 

det samlede tal for udmeldelser 

i 2011. Folkekirken tæller nu lidt 

under 80 % af befolkningen. Omvendt 

kan vi konstatere, at den 

kirkelige aktivitet er stigende 

med gudstjenester for alle aldersklasser, 

sognegårde bygges 

og fyldes med foredrag og undervisning. 

Det er længe siden, 

der har været en sådan optagethed 

af folkekirkens situation og 

fremtid, som tilfældet er nu. 


Debatmødet i Helligåndskirken 

Det var med overskriften ”Kirkens 

fremtid” og undertitlen ” 

i spændingsfeltet mellem troskrise 

og Google buddhisme”, vi 

indbød til et debatmøde i Helligåndskirken 

den 31. marts – i 

øvrigt i samarbejde med Helligåndskirkens 

sogn og Areopagos. 

Vi havde en godt besøgt debatdag. 

De to emner for dagen, troskrisen 

i folkekirken og folkekirkens 

fremtid, blev behandlet på 

højt niveau af oplægsholderne. 

Det gav så anledning til en særdeles 

grundig debat med de 

fremmødte. Det blev en rigtig 

god dag, som viser interessen 

for KC`s anliggende. 

Det kommende menighedsrådsvalg. 

”Der er gode grunde til at frygte 

det værste – en katastrofal mangel 

på interesse og store vanskeligheder 

med at få besat pladserne 

i menighedsrådene.” Sådan 

udtrykte Grundtvigsk Forums 

formand sig på deres landsmøde 

sidste efterår. Sammen 

med Grundtvigsk Forum, Indre 

Mission, FDF, KFUM-spejderne, 

KFUM/KFUK er vi i Kirkeligt Centrum 

gået med i et initiativ, der 

er kommet fra Landsforeningen 

22 

af Menighedsråd. Det går slet og 

ret ud på at styrke interessen for 

valget. Den 1. marts 2012 inviterede 

Landsforeningen de kirkelige 

interesserede til et møde ca. 

30 steder rundt i landet, ledet af 

såkaldte valgambassadører, hvor 

vi fra bestyrelsen også har stillet 

med folk. Alle de indledende 

debatmøder var pænt besøgte 

med en gennemsnitsdeltagelse 

på ca. 40. 

Vi er ved at fremstille en folder 

til brug ved valgene, hvor vi kort 

præsenterer os selv og vort syn 

på menighedsrådets arbejde. 

Styrelsesreformen 

Kirken som et sammenhængende 

hele har altid været noget 

afgørende for Kirkeligt Centrum. 

På det kirkepolitiske område ønskede 

man ved KC`s grundlæggelse 

en kirkeforfatning, idet 

man vendte sig mod grundtvigianismens 

krav om at gøre folkekirken 

til blot en ramme om 

præsternes og menighedernes 

absolutte frihed. Det ville gøre 

folkekirken til en borgerlig religionsanstalt 

uden konfessionelt 

præg. På den anden side vendte 

man sig mod Indre Missions bibelsyn 

og lære om ”skellet” og 

dens foragt for kulturlivet. Imid- 


lertid skulle det vise sig, at netop 

spørgsmålet om en kirkelig forfatning 

blev et internt diskussionsemne 

i Kirkeligt Centrum. 

Heller ikke i dag er vi enige i det 

spørgsmål. Dog var det opfattelsen 

i bestyrelsen, at vi er nødt til 

at melde klart ud: Når en styrelsesordning 

for folkekirken kommer 

på den politiske dagsorden, 

så må vi give vort bidrag. Den 

16. april indbød kirkeministeren 

til en forberedende konference. 

Næstformanden Kaj Bollmann 

og jeg deltog på KC`s vegne, og 

jeg holdt et oplæg om vores ønsker 

til en styrelsesreform for folkekirken. 

Vort oplæg blev trykt i 

Kirkeligt Centrums blad 2012/2 

og findes i øvrigt samen med øvrige 

bestilte oplæg på kirkeministeriets 

hjemmeside. 

Hvad man ikke skulle tro var muligt, 

blev tydeligt på Christiansborgkonferencen. 

Såvel Grundtvigsk 

Forum som Indre Mission 

var positive overfor tankerne 

om en kirkeforfatning. Men når 

vi selv skal sige det, havde vores 

indlæg i forhold til de øvrige 

mest ”kant”, idet vi understregede 

vort kirkesyn og skitserede en 

struktur til en folkekirkens styrelse 

med et kirkemøde eller et 

landsmenighedsråd, bestående 

af stiftsrådene og biskopper og 

valgt af menighedsrådene. Kirkemødet 

vælger så et landskirkeråd. 

Følgende mener vi skal ligge i 

hænderne på landskirkerådet 

– efter høring i og samråd med 

kirkemødet eller landsmenighedsrådet: 

- At udarbejde ritualer 

- At tag initiativ til og officielt at 

forestå fornyelse af salmebog 

og bibeloversættelser 

- At tage initiativ til debatter om 

kirkens opgaver, fornyelse og 

udfordringer og styrke kirkens 

mission og diakonale indsats 

- At varetage de fælles folkekirkelige 

opgaver og prioriteringer 

på landsplan, idet der skal 

være en fordeling af opgaver 

og funktioner i forhold til stifter 

og det lokale niveau. 

- At varetage de mellemkirkelige 

relationer, samt mødet med 

andre religioner 

- At fastsætte landskirkeskatten. 

I forbindelse med drøftelser om 

en kirkeforfatning vil det også 

være både naturligt og nødvendigt 

at tage § 69 i grundloven, 

som siger, at de andre trossam- 


funds forhold skal ordnes ved 

lov, med i overvejelserne. 

Ministeren har netop nedsat udvalg, 

der skal udarbejde selve 

forslaget til en styrelsesordning. 

Heri er de kirkelige retninger 

desværre ikke blevet deltagere. 

Nok har man tilgodeset de frie 

kirkelige organisationer. Men 

ellers er udvalget præget af det 

politiske, juridiske og fagorganisatoriske 

lag i folkekirken. 

Samtaleforum 

Vi har deltaget i tre møder i Samtaleforum 

siden sidste landsmøde. 

Ved det første møde i 2012 

fremlagde vi overvejelser over 

vores lutherske identitet. Vores 

motivering var, at den igangværende 

kirkelige debat omkring 

vielser af to af samme køn og 

debatten om en kirkeforfatning 

er uden forankring i en kirkelig 

og teologisk refleksion over, 

hvad det egentlig vil sige, at vi 

kalder os en evangelisk luthersk 

folkekirke. Vi må altså overveje, 

hvad det vil sige at være lutherske. 

Det er afgørende i en debat, 

der ellers nemt kan blive styret 

af politiske motiver. Forsøget 

på at formulere kirkens lutherske 

identitet er trykt i Kirkeligt 

Centrums blad nr. 3. Lad mig så 

24 

i øvrigt understrege, at møderne 

i Samtaleforum er særdeles 

givende og nødvendig for den 

forståelse for sammenhæng, der 

trods alt er mellem de tre gamle 

kirkelige retninger. 

Kirkelig Centrums fremtid 

I bestyrelsen mener vi ikke, at vi 

er nået dertil, hvor vi med Knud 

Gjesings ord kan drage et tilfreds 

suk og konstatere, at vi har klaret 

vores opgave i folkekirken og 

gjort os selv overflødige. Vi vil 

fortsat arrangere debatmøder 

og være med, når folkekirkens 

forhold er på dagsordenen. Konkret 

arbejder vi med ny måder, 

hvormed vi kan komme ud med 

vort anliggende. Vi tror, at et 

blad, der udkommer fire gange 

om året er ved at overleve sig 

selv. Vi tænker på at erstatte bladet 

med et årsskrift med en langt 

stærkere substans. Vi ville meget 

gerne kunne oprette et egentligt 

netværk, så debatten kan flyde 

lettere mellem centrumsfolk og 

dermed også være en hjælp og inspiration 

for bestyrelsen. Ja, hvad 

kan vi øvrigt gøre for at styrke Kirkeligt 

Centrum – også kontakten 

mellem bestyrelse og bagland? 

Hvordan får vi flere medlemmer? 

Og hvad skal være vores fokus i 

det kommende år? 


Bogsiden 

Kirkens historie 1-2, A Carsten 

Bach-Nielsen, Per Ingesman, 

Niels Arne Pedersen og Jens 

Holger Schjørring. 

1600 sider. 698 kr. Hans Reitzels 

Forlag. 

Det er sjældent, der på dansk 

udgives en kirkehistorie, der 

rækker fra den tidlige kristendoms 

tid til nutiden. Det går 

flere årtier imellem end salmebogsudgaverne. 

Den sidste store 

og omfattende kirkehistorie blev 

skrevet i 1940erne med flere 

ændrede udgaver i 1950erne af 

kirkehistorikerne Holmquist og 

Nørregaard. De var standardværker 

i den teologiske uddannelse 

på universiteterne frem til 

i dag. 

Nu foreligger så et nyt kirkehistorisk 

værk, som af forlaget selv 

introduceres om et ”pragtværk”. 

Det er vanskeligt at modsige. 

Omfanget er stort lagt an med 

de i alt 1600 sider. Udstyret og 

billedmaterialet er udsøgt. Og 

som det vigtigste er teksten både 

lettilgængelig og fagligt tilbundsgående. 

Læserskaren burde med 

dette værk nå langt ud over de 

teologistuderendes rækker. ”Kirkens 

historie” er nemlig også en 

kulturhistorie, en Europas kulturhistorie, 

der kun af læseren 

kræver nysgerrighed efter at 

vide mere. Kirkens historie væves 

nemlig sammen med Europas 

historie og man bliver dermed 

klogere på, hvordan kirkens 

udvikling har været af afgørende 

betydning for Europas udvikling. 

Læseren trættes ikke med forskningsmæssige 

diskussioner, men 

der trækkes i fremstillingen helt 

tydeligt på den nyeste forsknings 

resultater. For enhver, der vil 

vide mere om vores kirkes baggrund 

og udvikling, er ”Kirkens 

historie” en guldgrube. Bliv ikke 

forskrækket over det store sidetal. 

For vi har da også vænnet 

os til de store murstenstunge 

romanværker som f.eks. Ken Folletts. 

”Kirkens historie” svarer til 

blot to af slagsen i omfang. Og så 

får man en masse at vide undervejs. 


Fra den kirkelige andedam 

v/Flemming Kramp 

Så er andejagten 

forbi. Freden har 

igen sænket sig 

over andedammen 

og hvert andehus 

har fået en lille 

gruppe der sørger for andehusets 

og ændernes trivsel. 

Men nægtes kan det ikke at der er 

ganske mange ænder som svømmer 

rundt i andedammen men som 

sjældent eller aldrig sætter deres 

andefødder i et af de mange andehuse. 

Det er der nok flere forklaringer 

på. Nogle steder er der sure miner 

og spektakel mellem dem der 

passer huset. Andre steder synes 

de bare at der er så kedeligt at det 

er morsommere at holde sig væk. 

Det er der nogle der gerne vil lave 

om på, så de prøver at gøre andehusene 

så forskellige som muligt. 

Så kan ænderne og deres ællinger 

svømme derhen hvor de synes de 

får mest ud af at deltage. 

Det hænder også at der er nogle 

ænder der gerne vil forlade andedammen 

helt og flyve andre steder 

hen. Det foregår meget nemt. De 

lægger bare en seddel og siger at 

de ikke vil være der længere. Det 

er lidt sværere hvis der kommer 

fremmede ænder der gerne vil slå 

26 

sig ned. Så skal de først i forhør om 

de nu også mener det samme som 

alle de andre ænder i den kirkelige 

andedam. Det kan nu være vanskeligt 

for de mener så mange ting – så 

hvem bestemmer? 

Og ellers? 

Udvalget om folkekirkens fremtid 

er nedsat med 17 medlemmer. 

Hans Gammeltoft-Hansen er formand 

og dem kommer vi nok til at 

høre mere fra – snart100 kirker har 

et klokkespil og Vor Frelsers Kirke 

på Christianshavn spiller jævnligt 

andet end kirkemusik på klokkerne. 

Det synes nogle er hyggeligt 

mens andre finder det utilbørligt. 

Tine Lindhardt har afløst Kresten 

Drejergaard som biskop på Fyn 

Den danske kirke i Berlin har fejret 

100 år. Det samme har Kirkens 

Korshær herhjemme. 

Sjælland får et superkrematorie i 

Ringsted og rustvogne med plads 

til 4 kister 

På Bornholm har man fundet et 

sølvkors der måske indeholder en 

splint af Jesu kors. Måske kan vi så 

få at vide hvilken træsort det er. 

Det er jo meget vigtigt 

Morgenandagten fra Københavns 

Domkirke bliver fortsat transmitteret 

i radioen men antallet af lyttere 

er halveret efter at man flyttede 

programmet til andre kanaler 


Anglikanerne får ny ærkebiskop. 

Rowan Williams afløses af Justin 

Welby (56) der kun har været biskop 

et år og har en fortid i olieindustrien 

Israel har lukket for vandet til gravkirken 

i Jerusalem indtil de betaler 

deres regnin Pavens butler har lækket 

fortrolige dokumenter til pressen 

og tilbringer nu tiden i en enecelle i 

Vatikanet. Det er der nu talrige andre 

der også gør, men det bliver man 

ikke nødvendigvis munk af. 

Fra 1. søndag i Advent er 7 kirker 

Hilsen fra kasseren 

v. Leif Jensen 

Kære læsere af Kirkeligt Centrum. 

Vi er rigtig glade for jeres interesse 

for vore holdninger til folkekirken 

og vi har en oplevelse af, at nogle 

af disse holdninger også kommer 

til udtryk. Enten gennem nogle af 

menighedsrådenes sognearbejde 

eller ved en del præsters udsagn i 

debatter eller på skrift. 

En fortsat synliggørelse af vor tilstedeværelse 

i kirkedebatten er 

nødvendig. Men det kræver flere 

indtægter end vore faste abonnenter 

yder med 150 kr. årligt samt det 

årlige tilskud fra Tips og Lotto. 

For 2 år siden blev vi efter ansøgning 

beriget med en udlodning fra 

en fond og når vi igen har et sær- 

på Vesterbro i København blevet til 

ét sogn med fælles ledelse, menighedsråd 

osv. 

Den 19. oktober 1512 blev Martin 

Luther udnævnt til Dr. Theol. ved 

universitetet i Wittenberg Det blev 

samtidig indledningen til en række 

festligheder frem til 2017 hvor man 

vil fejre hans ’Nej’ ved Rigsdagen i 

Worms. Samtidig er der bestræbelser 

for at skabe teologisk forsoning 

mellem katolikker og lutheranere 

med tilbagekaldelse af gensidige 

beskyldninger. Vi får se! 

skilt projekt, vil vi atter søge penge 

hos et par fonde. 

Men til den daglige drift har vi 

også brug for gaver. 

Vi kan tilbyde fradrag i skatten for 

gaver til os. Det kræver blot, at du 

på indbetalingen anfører dit cpr. 

nr. Så sørger jeg for indberetning 

til skattevæsenet. 

I årets sidste blad har vi derfor 

tilladt os at ilægge et girokort til 

brug for gaveindbetaling. Du får i 

2012 fradrag for hele beløbet, så 

længe dit totale gavebidrag ikke 

overstiger kr. 14.500. (der er ingen 

bundgrænse). 

Gavebeløbet kan også overføres til 

reg.nr. 9261 kt.nr. 0000194662. 

Med venlig hilsen 

Leif Jensen, kasserer 


Returadresse: Leif Jensen, Henrik Gernersvej 11, 8800 Viborg 

Det mener jeg.. 

Af Fredrik Modéus, præst i den svenske kirke 

Menigheden – et tjenende folk 

Den tidlige kirke for stod sig selv som et tjenende 

folk: ”Men den, der vil være stor blandt jer, skal 

være jeres tjener, og den, der vil være den første 

blandt jer, skal være jeres træl” (Matt. 20,26-27). 

Den kristne er, er kaldet til udføre en tjenende, aktiv kamp mod alt det, 

der nedbryder. Ikke så sjældent fører dette til bekymring og lidelse: ” 

Har de forfulgt mig, vil de også forfølge jer” (Joh.15,20). Martyriet, det 

at lide for sin tro, ar altid været en del af den kristne kirkes identitet. 

Kirken er til, for at verden skal leve. Evangeliet er ikke menighedens egen 

ejendom, men noget vi bærer ud i hverdagen ved netop at forstå os selv 

som et tjenende folk. Det handler ikke om, at dem, som er ansat i kirken 

skal gøre arbejdet. De ansatte er derimod en ressource for Gudsfolket, 

ikke det omvendte, som det ofte bliver. 

Tjenesten i verden skal ikke akkompagneres af fromme ord eller bibelcitater. 

Vores tjenende indsats er til for dem, som netop behøver vores 

hjælp. Diakonien skal netop praktiseres dér, hvor den kan afhjælpe nøden. 

Det tjenende perspektiv, diakonien, tager altid sit udgangspunkt i 

den gudstjenestefejrende menigheds liv. At vi er i tjeneste for hinanden, 

er forudsætningen for, at vi kan være i tjeneste udad i vores hverdag. Et 

godt klima i menigheden styrer os og hjælper os til at tjene videre. 

Kristen, som deler gudstjenestens brød og vin, binder sig samtidig til 

ethvert menneske, som lider. 

Fredrik Modéus arbejder med gudstjenestefornyelse og menighedsopbygning. 

Her er citeret fra hans bog ”Mod til at være kirke”. 

Alle læsere af Kirkeligt Centrums blad ønskes en glædelig jul og et godt nytår

Kirkeligt Centrums seneste blad

You also want an ePaper? Increase the reach of your titles

Delete template?

Save as template?