KIRKEHILSEN FRA CHRISTIANSKIRKEN

14
TANKER TIL TIDEN -
KIRKEN LUKKER
af præst Thomas Ø. Aallmann, Thurø
Kunne du mærke blodet suse, da du læste overskriften? Så
er du et kristent menneske. Man vil lukke 17 kirker i København
– 6 af dem er velbesøgte og med levende menigheder.
Sådan er tiden, siger man. Man skal være en umådeligt
kynisk kristen sjæl, hvis man kan se det gode i det. Man kan
selvfølgelig søge at glemme det tragiske i at man siger, at
der ikke længere syntes at være behov for Kristus i visse
egne af Danmark – man kan lukke sine øjne for, at Danmark
atter er blevet en missionsmark for første gang siden den
sidste grønlænder blev døbt i 1907 - men det giver os ikke
ret til at glædes over, at nu er tallene ikke længere røde på
bundelinjen. En tid, der lukker en kirke, fordi alt er gjort op
i vækstkurver er galt nok, men en kirke, der hellere lader
sig forflytte end tage kampen op, benytte bygningen, starte
en valgmenighed og kalder på frivillig arbejdskraft for at
holde den åben for tilbedelse er en åndløs tid. Vi kan ikke
som menighed i Danmarks 1000 år gamle kristne fællesskab
være glade i ånden over, at der ikke vil være røde
tal på bundlinjen i et provsti i storbyen, når der bliver 17
huse mindre at møde Kristus i – det kan ikke lade sig gøre
at få hjertet til at smelte over det. Revisor-gruppen i departementet
kan muligvis glædes derved – men om end vi
også skal være revisorhjerner for at være ansvarlige, så er
vi ikke revisorsjæle. Kirken er ikke et hus for den for tiden
herskende ideologi, men for den for altid herskende Kristus
– og det siger jeg ikke for Kristi skyld, han er jo mægtig og
evig og sidder i paradis med alle dem, der er gået i forvejen
– han ved bedre og klarer sig super. Men at holde fast på, at
kirken er hans hus, siger vi for vores egen skyld, fordi Kristus
rent faktisk er nødvendig for os – lige som dagligt brød.
KIRKEHILSEN | jul | aug | sep | 2012
Er det ikke så alvorligt og vigtigt og stort inden i hans hus,
så kan det da slet ikke betyde noget udenfor det, og så skal
vi ikke stoppe ved 17 kirker men lukke dem alle og lave dem
om til brødudsalg - for brød skal vi ha´! Men Kristus er lige
så vigtig for vores indre sult, som brød er det – Han er for
ånden, hvad brød er for maven. Et legeme uden sjæl er et
dødt legeme, en sjæl uden ånd er en død sjæl. Lukkede kirker
er starten på de døde sjæles land. Kristus er et dagligt
behov. Gud slukker en sult i os, som vi har helt naturligt – en
sult efter det overnaturlige, som naturen ikke kan mætte. Vi
længes efter det evige liv, gudsriget, hvor vi alle skal samles
en dag. Den længsel kan kun Gud tilfredsstille – og han
slukker vores tørst og mætter vor sult ved at møde os i Kristus.
Og det gør han inden i sin kirke på jord – det er det,
vores forfædre byggede de huse for. Kristus viser os, at der
er et evigt liv. Han kalder sig selv for det evige liv og det evige
brød – han siger, at hvor han går hen, skal vi også være. Han
siger, den, der drikker af mig, skal aldrig i evighed tørste.
Kristendom er uundværlig, fordi vi har en tørst og en sult
i os, som Gud har lagt der, for at føre os til ham - og vi kan
prøve at slukke vores tørst andre steder – det rækker ikke,
det ved vi af erfaring – det er stene for brød. Kirkerne derimod
er rammerne om den sande kilde, en slags åndens beværtning,
der slukker vores længsels tørst – og husker vi på
det – for alvor minder hinanden om, at vi ikke er inde i kirkerne
for at dyrke fællesskabet eller moralen eller den gode
smag, men fordi vi tørster og skal have det vand, der hedder
Kristus, så begynder vi at ane, hvor det bærer hen, når stederne
lukker, for så sander vi, hvor kirken kan bære os hen,
at kirken bærer os et sted hen, at det er kirken, der bærer os,