KIRKEHILSEN FRA CHRISTIANSKIRKEN

34
TEMA SIDEN
KIRKEHILSEN | jul | aug | sep | 2012
Julebasar! af Vibeke B. Hemmert, præst i Berlin1994-2010
Jeg sidder og ser ud over vandet, der hele tiden skifter farve. Det er betagende,
og samtidig svæver en let morgendis over det hele. Og ganske
langsomt begynder tankerne at gå på langfart. De flyver ganske stille
og roligt. Pludselig er jeg nået til Berlin – til Wilmersdorf – til Brienner
Str.12. Og jeg begynder at tænke på Christianskirkens Julebasar, der hvert
år finder sted i slutningen af november – altid til den 1.søndag i advent.
Da jeg i tidernes morgen – juli 1994 – var til prøveprædiken og samtale
med menighedsrådet i Berlin, blev jeg spurgt om, hvornår jeg evt. kunne
begynde. Mit bud var fra omkring 1.oktober. Var det ikke muligt allerede
til den 1.september? For der var altså noget, der hed Julebasar, og der var
meget, der skulle være klar til den store dag! Og jeg tiltrådte så 1.9! Og i dag
kan jeg godt forstå menighedsrådet. For at alt skal være klappet og klart, så
må man altså smøge ærmerne op og begynde i god tid. Ja, og det vil faktisk
sige allerede i januar ved årets første møde i menighedsrådet. Her lød det
obligatoriske spørgsmål: Skal vi også i år holde basar? Ja, det skal vi da!
Jeg vil lyve stort, hvis jeg påstod, at man hele året tænker på basaren – for
det gør man selvfølgelig ikke. Og dog ligger det og kører rundt i baghovedet.
Ny ideer kommer ikke af sig selv. I min tid var Kirsten Ehrhardt og jeg de
ansvarlige. Og vi talte da ofte gennem hele foråret om basaren. Inden sommerferien
blev der bestilt diverse kataloger hos forhandlerne i Danmark.
Og i august var Kirsten – ofte sammen med sine ”piger”, Karen og Sabine –
på indkøbstur til Herningmessen. Her blev der bestilt varer og endnu flere
kataloger kom i hus. I september kom flere af bodsbestyrerne og bestilte
varer efter katalogerne. Der skal også være check på diverse tilladelser
fra kommunen og ”Ordnung muss sein”. Nogle år kom kommunen med
forskellige krav. Pludselig skulle alle på ”Hygiejne-kursus”. Som udgangspunkt
er det helt ok; men pludselig skulle 30-40 mennesker afsted for at
se en videofilm! Næste år var der krav om, at alle, der stod og solgte, skulle
være i besiddelse af en art næringsbrev. Jeg var på kommunen og fortælle,
at det var en helt ”privat” basar for kirken, og det kun var over to dage.
Så var der heldigvis ikke brug for diverse næringsbreve. Pludselig skulle
der også være vand ved alle ”madboderne”. Det klarede vi med en spand,
en klud og en plastikflaske med vand. Spændende var det altid, når varerne
skulle komme. Var det hele med? Og det var det ikke altid. Det er surt, når
alle sild til restaurant og salg ikke er med. Eller der er kommet helt forkerte
lys. Men det er jo ikke nok med, at varerne er kommet. Der mangler stadig
mange ting. Et par uger før basaren skal alt i kirken etc. afmonteres, og
der skal bygges op til basar. Gamle varer skal op fra kælderen, og de nyindkøbte
varer skal lægges ud til boderne. Denne opbygning foregår altid efter
gudstjenesten. Der er heldigvis altid hjælpsomme mennesker, der giver en
hånd med. Uden disse dejlige mennesker vil det være helt
umuligt. Og når der er puklet godt og grundigt, spiser alle sammen. Trætheden
melder sig; men det er flere uger for tidligt! I ugerne efter opstillingen
begynder det hele ganske langsomt at tage form. Varer bliver pakket
ud, prismærket og sat på plads i de forskellige boder. Den store dag oprinder
også, hvor Kirsten – med hjælp fra familien – kommer fra Danmark med
et hav af madvarer – både til restauranten og til boderne. Vi løber stafet for
at få det hele på køl og frys så hurtigt som muligt.
Kirketjenerne er i fuld sving med at få købt ind, og de to sidste dage før den
store dag, ankommer fisk, grønsager, kød etc. og Kirsten og jeg taler sammen
morgen, middag og aften. Nogle gange er der først aftensmad, når kl. er
over ni. Der skal også være check på ”personalet”. Der mangler altid hænder
– mange har meldt sig i god tid; men der er også altid nogle, der melder fra
i sidste øjeblik. Vi ”tigger og beder” og for det meste høres vore bønner!
Fredag før basaren er dagen, hvor boderne til udenfor kommer og bliver
stillet op. Der skal sættes elektricitet op og det skal bare fungere. Det første
år blinkede det lidt rigeligt under basaren og strømmen gik adskillige
gange. Det er rædselsfuldt…Der skal skæres ost ud og småkagerne skal i
poser og vejes af. Alle pengesedler og mønter skal også være i hus. ”Køkkenfolket”
begynder også på deres forberedelser. Ganske langsomt begynder
alt at tage form. Og lørdag går det løs. Og i løbet af lørdag formiddag bliver
de sidste ting bragt på plads. Der bliver knoklet, så alt kan være klappet og
klart til åbningen. Der indløber altid et par sygemeldinger. I huj og hast må
vi flytte lidt om – det er svært; men det skal jo fungere. Og trylle kan vi ikke!
Før i tiden stod der altid en lang kø af forventningsfulde gæster, der var helt
vilde efter at komme til den danske basar. Porten bliver åbnet og nu går det
løs. Nogle går direkte til restauranten for at sætte tænderne i dejligt dansk
smørrebrød, andre skal først have stillet sulten i æbleskiver eller hotdogs
eller måske varme op med en kop suppe. Stemningen er hyggelig og gemytlig
og indenfor sørger Wolfgang og ”hans drenge” for musikken. Mange
gæster kommer igennem i løbet af de to dage. Søndag aften efter lukketid
er alle trætte; men der skal pakkes boder ned, og resterende varer skal i
kælderen. Alle hjælpere fra basaren, der har tid og lyst, spiser sammen og
årets omsætning bliver bekendtgjort. Det er hårdt at stå for en julebasar;
men det er samtidig også sjovt. Dejligt at møde mange hjælpsomme mennesker,
der gerne vil gøre en forskel og hjælpe med. Det er faktisk vigtigt for
kirkens økonomi. Mange har gennem årene gjort et kæmpe stykke arbejde
for at få det hele til at fungere. Jeg vil sige alle jer, der har været med i ”mine”
år, tusind tak for, at I havde lyst til at være med. Uden jeres hjælp og engagement
var det aldrig gået. Jeg kan tænke tilbage til 16 gange Julebasar i
Christianskirken. Og det er ganske vist!; men jeg kender også nogle, der har
været med i mange flere år. Godt gået, mine kære!