Marinekorpset går i land på Tarawa: Værre end D-dag

historienet.dk

Marinekorpset går i land på Tarawa: Værre end D-dag

Marinekorpset går i land Tarawa:

værre

end d-dag

I efteråret 1943 stævner en armada af

landgangsfartøjer ind mod Tarawas strande.

Marineinfanteristerne skal bane vejen for en

stor offensiv gennem Stillehavet mod Japan.

Men den lovede lette sejr bliver forvandlet til et

76 timer langt mareridt, da japanske kanoner

og maskingeværer åbner ild.

28

Stillehavet/1943

Japan

auStralien

Japanernes offensiv

gennem Østasien

og Stillehavet er

gået i stå. På

Salomon-øerne

og Ny Guinea

nær Australien

presses kejserens

tropper bagud, mens

tarawaatollen

de andre fronter har været stille

siden foråret 1942.

Historie 4 • 2012

En 1,5 m høj barriere langs vandet

spærrede vejen for de amerikanske

køretøjer. På invasionens første dag

måtte infanteriet kæmpe alene.

getty/all over press


Krigen i

Stillehavet

For 70 år siden: Japan angriber USA og

indleder en gigantisk duel til vands, til lands

og i luften om hele Østasiens fremtid.

l. Japan bomber Hawaii 18/2011

2. Østasien bliver en slavelejr 1/2012

3. Hangarskibe hersker havet 2/2012

4. Japanerne ofrer alt for æren 3/2012

6. Japan skal erobres 5/2012

Tre døde helte fik

æresmedaljen

464 æresmedaljer blev tildelt

under 2. verdenskrig – 266 af dem

til faldne soldater. På Tarawa

vandt fire marineinfanterister

USA's højeste udmærkelse, men

heltemodet havde kostet tre af

dem livet, da kampen sluttede.

medaljen Gives For:

“Bemærkelsesværdig

tapperhed og frygtløshed med

fare for hans eller hendes liv

over og hinsides pligtens krav”.


af esben sylvest

Natten til 20. november

1943 havde kokkene

travlt om bord de

amerikanske troppe-

fartøjer ud for Tarawaatollen

i det centrale Stillehav. Køkkenfolkene

var i gang med at tilberede bøf

og æg – marinekorpsets traditionelle

sidste måltid inden et angreb.

Allerede før midnat indfandt de første

hold af unge soldater sig i messerne.

Stemningen var spændt og nervøs, men

også optimistisk. Næste morgens angreb

ville være hurtigt overstået, havde

mandskabet fået at vide af deres chefer.

Målet var atollens hovedø, Betio,

hvor japanerne havde anlagt en landingsbane

og fyldt de knap to km² med

fæstningsanlæg af palmestammer, sand

og beton. Amerikanerne regnede dog

med en nem sejr over de næsten 5.000

mand, takket være enorm ildkraft.

Første angrebsbølge talte knap 3.000

soldater fra 2. marinedivision. Oberstløjtnant

Herbert Amey skulle anføre en

af bataljonerne i land, og inden måltidet

gav han sine officerer en sidste peptalk.

“Vi er rigtig heldige”, sagde han sejrssikkert.

“Det er den første amerikanske

landgang mod en velbefæstet strand,

den første gang over et koralrev, den

første gang mod en nævneværdig

styrke. Og det er første gang, japanerne

får tævet livet ud af sig i en fart”.

Næste morgen skulle afsløre, at Amey

ligesom de andre amerikanske chefer

Tarawa var en plet kortet

Japanerne havde besat Tarawa for at anlægge en startbane, hvorfra de

kunne angribe skibstrafikken mellem USA og Australien. Basen var

en torn i øjet amerikanerne, som samtidig ønskede at bruge

atollen som springbræt til at angribe Marshall-øerne.

Krigens logik gjorde en blot 3,5 km lang og 0,5 km

bred plet i Stillehavet til et strategisk vigtigt mål.

Koralrev forhindrede den

amerikanske flåde i at sejle

tæt kysten. Skibene måtte

skyde fra lang afstand.

polfoTo/corBis

Krigen i Stillehavet

daG 2: Grøn erobres

amerikanerne rykker langsomt frem

fra et lille brohoved pynten mellem

rød 1 og grøn. I løbet af en lang dags

kampe lykkes det at gøre japanernes

kanoner grøn tavse, så friske

tropper kan komme uhindret i land.

polfoTo/TopfoTo

30 Historie 4 • 2012

grøn strand

Betio

203-mm kanoner

daG 3: Gennembruddet

amerikanerne angriber en bred front

fra grøn strand. Japanerne har kun et

smalt forsvarsbælte syd for landingsbanen,

og bunkerne ødelægges én for én

med sprængladninger og flammekastere.

amerikanske sherman­kampvogne rykker

frem i det åbne land mellem strandene.

all over press

groft undervurderede udfordringerne

forude. På Tarawa ventede et mareridt,

hvor næsten alt gik galt fra første minut.

Enhederne i første bølge led større tab

end selv spydspidsen blodige Omaha

Beach under D-dag i sommeren 1944.

Svært befæstet tropeø

Angrebet Tarawa var begyndelsen

USA's store modoffensiv i Fjernøsten.

Japanernes fremrykning blev bremset i

sommeren 1942, og amerikanerne var

nu klar til at drive dem tilbage. Under

admiral Chester W. Nimitz skulle det

centrale Stillehav erobres ø for ø, indtil

Japan var inden for rækkevidde.

Tarawa-atollen tilhørte ligesom resten

af Gilbert-øerne Storbritannien, men var

Koralrev

Indgang

til lagune

Betio

TARAWA-ATOLLEN består af

24 småøer. Japanerne forsvarede

kun Betio med flyvepladsen.

rød 1

0

100 200 m


levet erobret af japanerne og gjort til

en af de yderste forposter i ringen rundt

om kejserens nye imperium.

Atollens forsvar var overladt til den

krigshærdede og respekterede admiral

Keiji Shibasaki – en veteran fra Japans

langvarige kampe i Kina.

“Amerikanerne kan ikke erobre Tarawa

100 år med én million mand”,

havde Shibasaki tidligere erklæret. Og

trods den bombastiske retorik havde

han god grund til at være optimist. Øen

Betio var omdannet til én stor fæstning

med stillinger til kanoner og maskin-

geværer, som kunnne bestryge hver en

centimeter af kysten. Langs stranden

havde japanerne desuden bygget en

halvanden meter høj barriere af palme-

20. november

amerikanerne skaber to

beskedne brohoveder.

daG 1: Katastrofe stranden

granater og maskingeværprojektiler fyger

mod amfibiekøretøjerne, som transporterer

første bølge af marineinfanterister ind mod

stranden. amerikanernes bombardement

med skibe og fly har ikke ødelagt de japanske

stillinger, og angriberne dør i hundredvis.

polfoto/corbIs

daG 4: Sidste lommer knuses

amerikanerne kan rykke hurtigt frem mod

øens østligste punkt, da de fleste japanere

her er faldet i nattens angreb. grænsen

mellem rød 1 og 2 forsvarer en omringet

styrke sig til gengæld hårdnakket. Deres

stillinger udslettes med artilleri nært hold.

polfoto/ullsteIn bIlD

rød 2

stammer og sandsække for at forhindre

fjendtlige kampvogne i at komme i land.

Krigsskibe indledte angrebet

Kort efter klokken fem om morgenen

den 20. november åbnede amerikanske

slagskibe og krydsere ud for Tarawa ild.

I flere timer regnede svære granater ned

over japanernes stillinger, mens bombefly

fra hangarskibe angreb mål hele

Betio. Fra dækket af et troppetransportskib

betragtede en ung marineinfanterist

det imponerende skue.

“De affyrer så mange granater, at der

ikke bliver nogen ø tilbage at gå i land

”, råbte han til sine kammerater.

Kanonilden havde dog slet ikke den

effekt, som både han og hjernerne bag

21. november

Øststranden erobres, og

øen skæres over midt.

landingsBane

amerikanernes angrebsplan forestillede

sig. De japanske bunkere viste sig meget

modstandsdygtige, og samtidig gik mange

granater hen over målet og plaske-

22. november

Marineinfanterister rykker

langsomt frem mod øst.

anløBsBro

(ca. 500 m lang)

osprey

u.s. navy

rød 3

sTorT

Bunkerkompleks

Forsøgte at storme

en bunker

navn: William j. Bordelon

BedriFT: Sergent Bordelon

var ingeniørsoldat og reddede

flere kammerater ud, da deres

amfibiekøretøj blev ramt. Ved

Rød 2 ryddede han to stillinger

med sprængstof, men blev

ramt vej mod en tredje.

Bordelon afviste dog

lægehjælp og forsøgte

at storme endnu en

bunker, da en salve

fra et maskingevær

endte hans liv.

23. november

De sidste japanske modstandslommer

knuses.

japanernes selvmord

natten mellem slagets 3. og 4. dag

stormer bølge efter bølge af japanske

soldater fremad fra øens østlige spids.

slaget er tabt, og det selvmorderiske

angreb gennem tropemørket har kun

ét formål: Japanerne vil dø med æren

i behold og tage så mange af deres

fjender som muligt med sig.

Historie 4 • 2012

31


Krigen i Stillehavet

de i vandet den anden side af den

flade ø. Da den første bølge af amerikanske

marineinfanterister nærmede sig

nordkysten ved 9-tiden, var japanernes

modstandskraft derfor stort set intakt.

Angrebet blev anført af 87 amfibiske

bæltekøretøjer med 1.650 mand om

bord. 500-1.000 m fra kysten nåede

metalmonstrene frem til koralrevet

omkring Betio og begyndte at kravle

over. I samme øjeblik brød infernoet løs.

Kørte ind i kugleregn

Planlæggerne bag operationen havde

delt nordstranden i tre angrebszoner:

Rød 1, Rød 2 og Rød 3. Styrken med

Fra angrebet

begyndte, til

de udmattede

overlevende kunne

slappe af med

kokosmælk,

gik 76 timer.

Fra transportskibene ud for

kysten skulle de amerikanske

amfibiekøretøjer sejle mindst

11 km, før de nåede land.

naval hisTory & heriTage command

32 Historie 4 • 2012

IWM & getty/aop & polfoto/corbIs

kurs mod Rød 1 skulle gennem en

bugt for at nå deres mål, og her kom de

amerikanske amfibiekøretøjer under

japansk beskydning fra tre sider.

Løjtnant Ott Schulte var om bord

et af køretøjerne, der sneglede sig mod

stranden med knap 20 km/t. Japanske

13-mm projektiler gik direkte gennem

de tynde metalsider, mens marineinfanteristerne

skrækslagne søgte dækning i

bunden. Flere skud ramte Schulte, før

hans transportmiddel omsider nåede

stranden og stoppede, som et let mål for

de japanske kanoner og maskingeværer.

“Kom ud, eller en granat får os alle

sammen”, råbte han til sine mænd,

men ikke en eneste af dem bevægede

sig. De var alle lammede af frygt.

“Følg mig”, råbte han igen og hoppede

over siden og ned i sandet. Endelig

fulgte folkene efter. Sammen med sin

radiomand søgte Schulte ly bag en lille

forhøjning, og her mistede han bevidstheden.

Da han kom til sig selv igen lidt

senere, var radiomanden død.

Langs hele kystlinjen blev amfibiekøretøjerne

mødt af en morderisk ild,

som forvandlede dem til ulmende vrag.

125 af de kørende landgangsfartøjer

deltog i angrebet, og af dem blev 72

smadret i løbet af kampen om Betio.

Panik og ødelagte radioer

Inde stranden søgte soldaterne ly bag

japanernes panserspærring. Forvirring

og panik herskede overalt. Ved Rød 1 så

flere soldater kaptajn George Wentzel,

en tidligere collegeprofessor, stå oprejst

oven forhindringen, uden hjelm og

med en pibe i hånden. Han slyngede

forbandelser mod folkene, som trykkede

sig i sandet ved hans fødder, og jo mere

ild, japanerne rettede mod Wentzel, des

højere råbte han. Indtil flere projektiler

gennemhullede kaptajnen, og hans krop

klaskede ned blandt mændene.

Oberstløjtnant Herbert Amay førte

sin bataljon af 2. marineregiment mod

det midterste frontafsnit – Rød 2. Knap

200 m fra land satte hans amfibie-

køretøj sig fast i en pigtrådsspærring.

Han beordrede alle ud, og hænder og

knæ kravlede amerikanerne fremad

gennem det lave vand for at udgøre

så små mål som muligt. Nær stranden

rejste Amay sig op og råbte:

“Kom så – de sataner kan ikke stoppe

os”. En byge fra et japansk maskingevær

dræbte oberstløjtnanten stedet.

Al kommunikation mellem styrkerne

brød sammen fra begyndelsen. På slagskibet

Maryland måtte admiral Harry

Hill opgive at sende præcis støtteild til

tropperne i land, for rystelserne fra de

store 406-mm kanoner satte alle skibets

radioer ud af spillet. Det fik dog ingen

betydning, da tropperne i land var ude

af stand til at sende koordinater mål

– deres radioer var ødelagt af havvand.

Inde stranden måtte beskeder udveksles

med ordonnanser, som løb

spidsrod mellem de japanske maskingeværbyger.

Mange af vovehalsene nåede

aldrig frem. I stedet for et koordineret

angreb måtte smågrupper af marineinfanterister

derfor kæmpe egen hånd.

Katastrofen ude revet

Tropperne i den første bølge havde lidt

svære tab vej ind, men næste bølges

angreb blev en regulær katastrofe. Fordi

proBlem: Motoren sad foran og

kunne ødelægges af et enkelt skud

gennem det upansrede skrog.


alle amfibiekøretøjerne allerede var i

brug, måtte forstærkningerne sendes

frem med almindelige landgangsbåde.

Men trods deres ringe dybgang satte de

fladbundede fartøjer sig fast koral-

revet, og herfra blev de 1.300 soldater

nødt til at vade i land. En newzealandsk

major havde advaret de amerikanske

planlæggere om forholdene Tarawa,

men han var blevet ignoreret.

På den anden side af revet steg dybden

igen, og nogle marineinfanterister

gik til bunds og druknede, tynget af 30-

40 kg udrustning. Resten stred sig frem

mod stranden i en orkan af japanske

projektiler. Mændene i vandet var lette

mål for maskingeværer i bunkere

stranden, og omkring halvdelen af det

samlede antal faldne marineinfanterister

i slaget om Tarawa mistede livet her.

Menig Bob Libby oplevede rædslerne,

da hans landgangsbåd gik revet

ved Rød 1 og soldaterne sprang i vandet.

“Hvis nogen forestiller sig helvede,

tror jeg ikke, det ville matche turen fra

revet ind til stranden, med flydende

kroppe og kropsdele, eksploderende granater

og udbrændte amfibiekøretøjer”,

beskrev Bob Libby. Han var en halv

time om at nå i land, gennem japansk

ild og vand farvet lyserødt af blod.

Kampvogne med kort levetid

Tabene var så store, og modstanden så

hård, at de amerikanske øverstbefalende

allerede begyndte at indsætte de første

reserver klokken 11.30 – længe før

planlagt. Kampvogne blev sendt i land,

men deres angreb stoppede, før det kom

i gang. Nogle fik bagenden under vand,

så motorerne druknede, og japanske

kanoner slog andre ud. Én kampvogn

blev offer for en ivrig amerikansk pilot.

Ved Rød 1 overlevede blot to af seks

Sherman-kampvogne længe nok til at

deltage i kampen. Her var situationen

alligatorerne kravlede i land

mere kaotisk end noget andet sted

stranden. Major John Schoettel – chefen

for bataljonen ved Rød 1 – befandt sig

ude revet med bagtroppen. Han var

overbevist om, at resten af hans styrke

allerede var udslettet.

“Er under heftig beskydning langs

hele stranden, kan ikke nå i land”,

meddelte majoren over radioen.

Amfibiekøretøjer skabt til civil transport i Floridas sumpe viste sig perfekte til at føre marineinfanterister i land

fjendtlige kyster. Modsat landgangsbåde kunne “alligatorerne” passere koralrev og køre helt op stranden.

Ved Tarawa brugte amerikanerne for

første gang amfibiekøretøjer i kamp.

Året forinden havde “alligatorer” sejlet og

kørt forsyninger i land til amerikanske

tropper under slaget om Guadalcanal. Nu

LVT-1 “ALLigATor”

proBlem: Larveføddernes

udformning egnede sig til

vand og løst sand, men gav

et dårligt greb hård jord.

var de spydspidsen i marinekorpsets

invasion af den svært befæstede atol.

125 såkaldte Landing Vehicle Tracked

eller LVT transportede første bølge i land.

Af dem var 75 simple LVT-1'ere, og de

øvrige 50 den nyere LVT-2.

“Vandbøflen” rettede op flere af

“alligatorens” mangler, og den kørte og

leverede slagets

første sejr

navn: William d. Hawkins

BedriFT: Løjtnant Hawkins

var én de første i land og indtog

øens anløbsbro med sin deling

af skarpskytter. Trods sår fra

granatsplinter fortsatte han

kampen, og slagets

anden dag angreb han

stillinger ved flyvepladsen.

En japansk kugle ramte

Hawkins i brystet, men

han kæmpede videre,

til en granat sønderflænsede

hans krop.

sejlede bedre og hurtigere. Desuden havde

LVT-2 en standard kampvognsmotor,

som var stærk og nemmere at reparere.

Begge udgaver led af mangel panser,

hvilket kostede store tab Tarawa,

Alligevel betød amfibiekøretøjerne med

deres evne til at kravle hen over koralrev

forskellen succes og fiasko.

TYPE LVT-1 “ALLigATor” LVT-2 “VAndBøFFEL”

lasTeevne 24 soldater eller 2 ton forsyninger 24 soldater eller 2,7 ton forsyninger

BevæBning 1-2 x 12,7-mm maskingeværer i front

1-2 x 12,7-mm maskingeværer i front

2 x 7,62-mm maskingeværer siderne

2 x 7,62-mm maskingeværer siderne

hasTighed 5,3 knob i vand

19 km/t. land

forBedring:

Motoren var flyttet

til en mindre sårbar

placering bagest i

køretøjet.

6,5 knob i vand

32 km/t. land

u.s. navy

LVT-2 “VAndBøFFEL”

forBedring: Larvefødder

med W-formede beslag

var effektive alle

typer af underlag.

pansring 9-mm panser eftermonteret omkring førerkabinen 9-mm panser eftermonteret omkring førerkabinen

Historie 4 • 2012

33

polfoTo/corBis & osprey


flåden og hæren fulgte hver sin vej mod Japan

Planer, prestige og egoer stødte sammen, da USA skulle vælge strategi for sejren over japanerne. resultatet

blev et kompromis, hvor hærens MacArthur og flådens nimitz førte hver sin krig gennem Stillehavet.

Præsident Franklin Roosevelt stod med et

vanskeligt valg, da han i marts 1943

skulle afgøre USA's strategi for sejren over

Japan. Hæren forlangte en tilbageerobring af

Filippinerne, som den selvbevidste general

MacArthur havde mistet til japanerne året før.

Flådens stridbare chef, admiral King, ville i

Hærens vej mod japan

a: Kampen om ny Guinea begynder i

juli 1942. to år senere er alle vigtige baser

allierede hænder, men japansk modstand

fortsætter til krigens afslutning.

B: I oktober 1944 går amerikanske styrker

i land Filippinerne. Hovedstaden

Manila befries først i marts 1945.

34

Krigen i Stillehavet

Amerikanerne tog

kun 17 japanere til

fange. Resten døde

i kamp eller begik

selvmord.

polfoto/topfoto

K i n A

okinawa

B

Schoettels kompagnichefer måtte selv

få samling de spredte tropper. Kun

halvdelen af styrken var tilbage, men

600 overlevende fra forskellige enheder

blev samlet og sendt fremad.

I små grupper mavede soldaterne sig

tæt ind de japanske stillinger og ryddede

dem med håndgranater. Et lille

brohoved opstod øens nordvestligste

spids, men marineinfanteristerne her

var isolerede og havde nu blot en enkelt

defekt kampvogn tilbage.

Heldigt skud dræbte japansk chef

Som kampen skred frem, lykkedes det

for andre marineinfanterister at krydse

panserspærringen ved stranden. På

grænsen mellem Rød 2 og 3 rykkede

5

Getty/aLL over press

stedet gå direkte efter Japan ved at “hoppe”

fra ø til ø gennem det centrale Stillehav. Og

flådens admiral Nimitz skulle lede angrebet.

Roosevelt opgav at vælge. I stedet for at

tage et slagsmål med sine militærchefer gav

han grønt lys til begge planer. MacArthur og

Nimitz fik lov at udkæmpe hver sin krig.

Iwo Jima

F i l i p p i n e r n e

Japanerne og de

allierede kæmpede i

ny guineas jungle i

tre udmattende år.

J A pA n

4

A u s t r A l i e n

Marianerne

S t i l l e h av e t

n y G u i n e A

general douglas macarthur

Filippinerne gik tabt under hans kommando,

og Macarthur insisterede , at kolonien

skulle tilbageerobres. som pressens darling

og en levende legende var han svær at afvise.

a

erobringen af øen saipan

blev endnu dyrere end

Tarawa. næsten 3.000

marineinfanterister døde.

3

Marshall-øerne

Gilbert-øerne

Tarawa-atollen

K o r a l h av e t

amerikanske ingeniørsoldater langsomt

frem. Japanerne i bunkerne nær vandet

blev dræbt med sprængladninger eller

flammekastere. Imens forsøgte de

amerikanske fly at forhindre japanerne i

at samle tropper til et modangreb.

Om eftermiddagen fik en skarpsynet

artilleriobservatør øje flere personer

vej gennem terrænet bag de japanske

stillinger. Amerikaneren bar én af de få

radioer, som var kommet i land uden

skader, og han skyndte sig at tilkalde ild

fra skibene ud for kysten. Granater faldt

ned over de uforsigtige japanere, og

Tarawas forsvarere mistede deres chef.

Admiral Keiji Shibasaki havde kort

forinden overladt sit velbefæstede hovedkvarter

til sårede japanske soldater.

2

1

admiral chester W. nimitz

I forhold til Macarthur var Nimitz

afdæmpet og kompromisvillig. Men

flåden ville ikke overlade styringen til

generalen og foretrak en offensiv mod

Japan gennem det centrale stillehav.

Flådens vej mod japan

1: offensiven begynder i november 1943,

hvor Gilbert-øerne med bl.a. atollen

tarawa bliver erobret.

2: marshall-øerne er svagt befæstet

af japanerne, og amerikanerne kan indtage

dem med små tab i januar­februar 1944.

3: saipan og guam i marianerne falder

først efter hårde kampe i sommeren 1944.

Herfra kan tunge bombefly nå mål i Japan.

4: erobringen af den ensomme vulkanø

iwo jima i marts 1945 bliver et blodbad,

men en vigtig flybase vindes.

5: slaget om okinawa i ryukyu­øerne

bliver stillehavskrigens blodigste. under

hårde kampe fra april til juni 1945 mister

12.500 amerikanere livet.

Getty/aLL over press


Sammen med sin stab søgte han mod en

mindre kommandopost, men blev offer

for 127-mm granater fra to destroyere.

Kampen stranden fortsatte, indtil

mørket faldt . Amfibiekøretøjer og

landgangsbåde havde i løbet af dagen

sejlet næsten 5.000 mand i land, men

1.500 var døde eller sårede. Nu frygtede

resten, hvad natten ville bringe. Marineinfanteristerne

var udmattede, og kaos

herskede i de to lommer, soldaterne

havde erobret. Stillingerne var sårbare,

og gik japanerne til angreb i ly af

mørket, risikerede amerikanerne at

blive drevet tilbage i havet.

Ingen japanere stormede dog frem

med bajonetterne forrest i løbet af nattetimerne.

Uden admiral Shibasaki til at

koordinere forsvaret var hver japansk

enhed overladt til sig selv og måtte

kæmpe sin egen kamp.

Japanernes forspildte chance

Efter en urolig nat vågnede soldaterne

Betio op til en ny, blodig og ulideligt

varm dag. Tarawa-atollen ligger 125 km

nord for ækvator, og ligene i vandet og

langs stranden var allerede begyndt at

gå i forrådnelse. En sødlig stank bredte

sig over hele slagmarken.

Japanerne havde forspildt deres store

chance for et modangreb, men slaget

var ikke afgjort endnu. Major Henry

Crowes tropper ved Rød 3 fandt deres

vej spærret af et stort japansk bunkerkompleks.

For hver fjende hans folk

nedlagde, kom en ny blot til syne.

“Hvor fanden kommer de fra”, skummede

den stadig mere frustrerede

Crowe. “Har de en tunnel til Tokyo?”

På Betios nordvestlige spids forsøgte

amerikanerne at udvide deres lille brohoved,

men blev mødt af sej modstand.

Japanske maskingeværer krævede en

høj pris for hver kvadratmeter, marineinfanteristerne

erobrede. En hel dags

kampe gav ikke anden gevinst end et

kun 100 m dybt bælte langs Grøn

STATUS USA'S TroPPEr JAPAnS TroPPEr

mandskaB 18.088 4.836

sårede 2.186 –

døde 990 4.690

Strand mod vest. Men den magre sejr

fik afgørende betydning for slaget om

Tarawa. For med kystlinjen mistede

japanerne også de kanoner, som havde

forhindret amerikanerne i at landsætte

friske tropper her.

Landgangsstyrken kunne nu frit sejle

forstærkninger og tunge våben i land, og

dermed ville marineinfanteristerne

uundgåeligt få overtaget. Nederlaget

nærmede sig for Tarawas forsvarere.

Et sidste desperat stormløb

Om morgenen slagets tredje dag var

friske amerikanske enheder klar til at

rykke frem fra Grøn Strand. Tropperne

blev støttet af kampvogne og artilleri og

arbejdede sig støt gennem de japanske

stillinger. Sidste radiobesked fra Tarawa

til overkommandoen hjemme i Japan

blev sendt samme dag:

“Vores våben er ødelagte. Fra nu af

prøver alle et sidste angreb. Må Japan

eksistere i ti tusinde år”.

Cheferne for de japanske styrker

øens østlige spids samlede deres mænd

til et desperat stormløb. Kl. 3 om natten

mellem den 22. og 23. november lød

“Banzai”-råb fra mørket foran den amerikanske

frontlinje nær Rød 3. Hundredvis

af japanere væltede fremad, mens de

kastede håndgranater og forsøgte at

komme helt ind nært hold af de

rædselsslagne marineinfanterister.

Amerikanernes forsvar holdt, og da

fjerdedagen gryede, kunne tabene gøres

op. 45 marinesoldater havde mistet livet

under angrebet, og 128 var sårede. I

sandet foran dem lå ligene af mere end

300 japanske soldater. Japanerne havde

spillet deres sidste kort og tabt.

Få japanske modstandslommer holdt

endnu ud, men ved 13-tiden slagets

fjerdedag var kampen endelig forbi. 76

timers brutal kamp om Betio var forbi.

Da amerikanerne gennemtrawlede øen

for at afsøge hvert eneste bunkeranlæg,

fandt de mange japanerne, der havde

læS mere

u.s. navy

Bremsede japansk

modangreb

● Derrick Wright: Tarawa 1943 – The turning of the tide,

osprey publishing, 2000 ● eric Hammel og John e. lane:

76 hours – The invasion of Tarawa, pacifica Military History,

1998 ● John Wukovits: one square mile of hell – The Battle

for Tarawa, nal trade, 2007

● www.historyofwar.org/articles/battles_tarawa.html

i næste nummer:

navn: alexander Bonnyman

BedriFT: Løjtnant Bonnyman var

med i første bølge mod Rød 3. På

tredjedagen skulle hans ingeniørsoldater

til at sprænge en bunker

med 200 mand, da japanerne

gik til modangreb. Bonnyman

tømte sin flammekaster

mod dem og stormede

der alene frem med et

gevær. Aktionen kostede

ham livet, men vandt

hans folk tid til at

samle sig til forsvar.

skudt sig selv ved at trykke aftrækkeren

deres gevær i bund med den ene tå.

Ud af Betios samlede forsvar 4.836

mand mistede de 4.690 livet. Blot 17

japanske soldater blev fanget i live, og

derudover overlevede 129 koreanske

arbejdere, som var blevet tvunget til at

tage del i øens forsvar.

Sejr slog hoveddøren ind

Amerikanernes tabstal var 990 døde

marineinfanterister og 2.000 sårede. I

USA vakte den høje pris for en lille

ukendt atol bestyrtelse. Offentligheden

kom til at opleve flere dyrekøbte sejre,

men invasionen af Tarawa var med til at

forme den videre amerikanske strategi.

Fremover blev stærkt befæstede øer i

Stillehavet ignoreret, hvis ikke de var

nødvendige som baseområder. Stillehavsflådens

chef fastholdt dog, at landgangen

Betio var nødvendig.

“Erobringen af Tarawa slog hoveddøren

ind til japanernes forsvar af det

centrale Stillehav”, insisterede admiral

Nimitz gennem resten af sin karriere.

USA gør klar til at invadere Japan.

Men kejserens hær vil kæmpe til det

sidste, og alle amerikanske planer

forudser et uhyrligt blodbad.

WWW.hisTorieneT.dk/2verdenskrig

slaget ved midway

krigens sidste slag stod okinawa

slaget om stillehavet

Bomberne, der knuste Japan

Historie 4 • 2012

35

More magazines by this user
Similar magazines