Hele publikationen i PDF

tion af statslånene blev betegnet som ”de korslagte armes politik”.
I en udvalgsbetænkning fra 1969 om den danske udviklingsbistand blev det anbefalet,
at de rentefrie statslån blev ydet til udviklingslandene med den klausul, at viderelån til
de endelige modtagere skete på normale rentevilkår. Praksis blev imidlertid, at man
overlod det til modtagerlandets regering selv at afgøre vilkårene for viderelån. Den
manglende danske optagethed af, om det var staten i modtagerlandet eller de selskaber,
som fik gavn af det betydelige gaveelement, som rentefriheden indebar, kan ses som
en yderst konsekvent fortolkning af de danske ”korslagte armes politik”. En overførsel
af gaveelementet til virksomhederne i modtagerlandet kompenserede dog i større eller
mindre grad for de overpriser, som typisk er en følge af leverancebindinger, og som
virksomhederne måtte betale de danske leverandører. De danske leverandører modtog
herved i virkeligheden en større eller mindre andel af gaveelementet.
Fra at være noget nær rene ekspeditionssager, som beslaglagde en forholdsvis lille administrativ
kapacitet i Danida, skete der fra midten af 1970’erne ændringer i procedurerne,
som førte til en vis aktivering af ”de korslagte arme”. Som årene var gået, blev
det nemlig åbenbart, at der i for mange tilfælde var tale om en dårlig udnyttelse af lånene,
som med et gaveelement på 85-90 pct. af låneprovenuet var nær ved at være
rene gaver. En ikke ubetydelig del af et dansk industriudstyr var endt i skrotbunker i
Latinamerika, Asien og Afrika. Oveni kom kritik fra rigsrevisionen, der i forbindelse
med jævnlige rejser til de lande, der modtog dansk bistand, ikke altid undlod at kommentere,
hvordan lånene blev anvendt, selv om der formelt var tale om lån, som skulle
tilbagebetales, og derfor ikke blev anset for at ligge inden for rigsrevisionens domæne.
Uanset årsagen til den ændrede kurs blandede Danida sig fra midten af 1970’erne
mere i, hvordan statslånene blev anvendt. Det skete blandt andet ved ansættelse af bistandskonsulenter
i ministeriets statslånskontor, de fleste ingeniører med erfaringer fra
arbejde i udviklingslandene for danske firmaer, internationale organisationer eller for
Danida. Deres opgave blev at sikre en faglig bedømmelse af projekter under statslånsordningen
ved udvælgelsen og bedømmelsen de danske konsulentfirmaer, som
blev hyret til at udføre forundersøgelser og projektvurderinger.
Fra oprindeligt kun at være leverancebundne udviklede statslånsordningen sig efterhånden
til at være både leverance- og projektbundet. Projektbindingerne forblev dog i
de fleste tilfælde mindre stramme end ved gavebistanden. Til gengæld var leverancebindingerne
i lånebistanden fortsat langt strammere end i gavebistanden. I flere tilfælde
blev danske eksperter inddraget til at sikre, at låneprojekterne blev gennemført.
De 12 statslån til Tanzania
Den her refererede udvikling af statslånsordningen dækker også det historiske forløb
af lånene til Tanzania, som fra slutningen af 1960’erne blev en hovedaftager af danske
statslån.
Størstedelen af denne bistand, i alt 12 statslån, blev anvendt til industriudvikling. Mod
145