Hele publikationen i PDF

opstod der en tanzaniansk forpligtelse til at medfinansiere og til at overtage de udgiftsbudgetter,
som projekterne ville afstedkomme, senest når donorstøtten ophørte.
Medfinansiering blev et stort problem for mange projekter, da krisen satte ind i anden
halvdel af 1970’erne. Problemet var ikke kun et kriseproblem. Den store iver blandt
donorerne for at støtte de tidlige og ambitiøse sociale programmer førte til, at mange
projekter blev sat i værk hurtigere, end man selv uden krisen ville have kunnet honorere
de drifts- og vedligeholdelsesbudgetter, der blev en konsekvens af projekterne. 14)
Der lå en vis ironi i, at den ambitiøse, men udgiftskrævende opbygning af Tanzanias
sociale programmer, der var blevet forceret med donorstøtte, førte til en høj grad af
donorafhængighed, som udgjorde en kontrast til tanken om ”selfreliance”.
Projektsamarbejdet mellem Tanzania og dets donorer var fra midten af 1970’erne karakteriseret
ved en svag tanzaniansk planlægning, som blev yderligere svækket af donorernes
undergravning af planprocessen. En svag budgettering og regnskabskontrol
blev desuden svækket af en svigtende kommunikation mellem budget- og kontrolmyndighederne
og de mange donorer og ”deres” projekter, som mere og mere fik karakter
af donorenklaver. De mange donorer var også en del af forklaringen på den utilstrækkelige
eller manglende koordination af donorernes indsats, selv hvor de støttede de
samme nationale programmer.
Strukturtilpasning og reformbistanden (1986-)
Fra begyndelsen af 1980’erne og senere blev der lagt mindre vægt på projektbistand og
mere på betalingsbalance- og importstøtte, som havde til formål at udfri landet af dets
basale valutaproblemer og bidrage til at stabilisere økonomien, efterfulgt af reformprogrammer,
der skulle føre landet væk fra en overreguleret planøkonomi til en mindre reguleret
markedsøkonomi.
I kølvandet af denne proces blev det tilstræbt at styrke den tanzanianske regerings kapacitet
til selv at formulere operationelle udviklingsplaner og budgetter, hvori donorernes
indsatser kunne indpasses. De fælles arbejdsprogrammer, der blev udmøntet ved
den såkaldte Helleiner-rapport, som i midten af 1990’erne blev til på dansk initiativ og
foranstaltning, spillede her en ikke ubetydelig rolle. I midten af 1990’erne var der taget
meget væsentlige skridt i reformprocessen, selv om meget endnu manglede, før landet
kunne siges at være kommet ind i en selvbærende udvikling, hvor donorernes rolle
efterhånden kunne forvandles til de mere begrænsede støttefunktioner, som var den
oprindelige idé med det internationale udviklingssamarbejde.
14) Den aktuelle, stærke satsning på donorpromoverede indsatser til at bekæmpe fattigdom i forbindelse med
de for afrikanske lande urealistiske, internationale 2015 Mål har for nyligt rejst det spørgsmål, om der nu
igen er ved at opstå en øget donorafhængighed i flere af landene i Afrika i forbindelse med finansieringen
af de sociale programmer. Interesserede henvises til evalueringsrapporten, Debt Relief for the Poorest:
An OED Review of the HIPC Initiative, (2003), World Bank, Washington DC. Se også Tony Killick, ”Politics,
Evidence and the New Aid Agenda”, i Development Policy Review, 2004, 22(1)
157