Hele publikationen i PDF

ning som forudsætningen for industrialisering. Når regeringen ikke desto mindre havde
opprioriteret industri-investeringerne skyldtes det blandt andet, hævdede han, at hans
rådgivere havde henvist til, at donorerne var parate til at bære en del af risikoen gennem
billige lån og gaver.
Ophævelsen af Det østafrikanske Fællesskab
Oven i alle de andre problemer kom så ophævelsen af Det østafrikanske økonomiske
Fællesskab i 1978 og krigen mod Ugandas brutale diktator, Idi Amin. Det østafrikanske
Fællesskab havde ikke indfriet de store forventninger, der blev stillet til det af deltagerne
i slutningen af 1960’erne. En yderligere grund til den manglende succes var
Amins voldelige magtovertagelse i Uganda i 1970. I 1977, da grænsen mellem Tanzania
og Kenya blev lukket på grund af skærmydsler mellem de to landes regeringer, var Det
østafrikanske Fællesskab endeligt grundstødt. Det betød, at en række østafrikanske institutioner
blev lukket. Mest alvorligt ramt blev skibs- og flytransport, jernbaner, havne
og telekommunikation, hvor Tanzania nu måtte i gang med betydelige investeringer i
såvel materiel som infrastruktur og med at opbygge sine egne institutioner, med alt
hvad det indebar af tidskrævende ledelses- og personaleoplæring. Der er ikke offentliggjort
skøn over, hvor meget ophævelsen af Fællesskabets institutioner kom til at koste
de tre lande i nyinvesteringer og forringet effektivitet, men der var tale om betydelige
samfundsmæssige omkostninger. Hertil kom de indirekte tab, som ophævelsen af toldunionen
og fællesmarkedet medførte, og som det så vidt vides ikke er blevet forsøgt at
lave beregninger af.
Nedkæmpelsen af Idi Amin og det andet olieprischok
Krigen mod Idi Amins blodige regime i Uganda i 1979 havde store omkostninger for
Tanzania. Krigen var en alvorlig belastning af det tanzanianske statsbudget og den nationale
økonomi. Det er blevet antaget, at den kostede det tanzanianske samfund, hvad
der svarede til et års udviklingsbistand fra alle donorer. Der blev ikke ydet støtte fra
nogen side i det internationale samfund til den tanzanianske hærs fordrivelse af Ugandas
despot, som hvad brutalitet angik ikke stod tilbage for andre af tidens eller eftertidens
blodige tyranner. Amin, som fik livsvarigt asyl i Saudi Arabien, var direkte ansvarlig
for 3-400.000 landsmænds død i de mindre end ti år, han var ved magten i Uganda.
I stedet for øgede bistandsbevillinger til Tanzania blev bistanden tværtimod neddroslet
i de følgende år.
Hvad angår reaktionerne andre steder i Afrika, havde Nyerere denne bitre kommentar
(gengivet fra Nyereres nekrolog i New York Times, 15. oktober 1999): ”There is this
tendency in Africa to think that it does not matter if an African kills other Africans.
Had Amin been white, free Africa would have passed many resolutions condemning
him. Being black is becoming a certificate to kill fellow Africans”.
Oven i krigen og dens omkostninger kom så virkningerne af det andet olieprischok i
1979.
38