Hele publikationen i PDF

(SAP), som skulle gælde i en treårig periode frem til 1985. Indholdet af dette program
var (1) en devaluering, (2) forskellige foranstaltninger til at øge produktionen i landbruget
og derigennem mindske betalingsbalanceunderskuddet, (3) lavere inflation ved at
formindske statens budgetunderskud samt (4) en formindsket stigning i pengeudstedelsen.
Programmet måtte ikke føre til en forringelse af de opnåede resultater inden for
skole- og sundhedsvæsenet og drikkevandsforsyning.
En afgørende forudsætning for programmet, som blev godkendt af regeringen, var
imidlertid, at overførelserne af bistand til landet i det mindste blev opretholdt på sit
hidtidige niveau, og at der blev ydet kreditter og et strukturtilpasningslån fra Verdensbanken
og IMF på tilsammen 200 millioner dollars om året i de følgende 2-3 år. IMF,
og muligvis heller ikke Verdensbanken, fandt ikke, at de foreslåede tiltag var tilstrækkelige.
IMF var utilfreds med, at der ikke blev sat mere ind på at afvikle priskontrollen og
de prisforvridninger, som var et problem i landbruget. Da således både IMF og Verdensbanken
var negative, og da flere donorer havde gjort nye overførsler afhængig af en
tanzaniansk aftale med IMF, kunne programmet ikke gennemføres som forudsat. Ikke
desto mindre blev shillingen i 1982 devalueret med 10 pct. over for den amerikanske
dollar, og yderligere 20 pct. i 1983. Eftersom den amerikanske dollar på det tidspunkt
steg i værdi over for andre betydende valutaer, reducerede det den tilsigtede effekt af
de tanzanianske devalueringer.
Forhøjelser af bøndernes priser med omkring 30 pct. i 1984 havde kun begrænsede
virkninger på eksporten, blandt andet fordi vej- og jernbanetransporten efterhånden
fungerede meget dårligt. Derfor så man, at bomuldshøsten blev ophobet på bøndernes
marker i bomuldsområderne, og at majshøsten i det sydlige højland heller ikke blev
hentet på grund af transportproblemerne. I finansloven for 1984/85 introducerede regeringen
en ordning med eksportpræmiering (et såkaldt export retention scheme) samt
brugerbetaling for visse befolkningsgrupper i skole- og sundhedssektoren.
Var IMF og Verdensbanken så enige?
Eftersom de bilaterale donorer i meget høj grad lod sig lede af Valutafondens og Verdensbankens
fælles syn på hvilke tiltag, der var nødvendige i den daværende situation i
Tanzania, er det ikke uinteressant, at chefen for Verdensbankens Afrika Region, vice
president J. K. Jaycox, mange år efter fremkom med følgende udtalelse om Valutafondens
og Verdensbankens reaktioner på de makroøkonomiske kriseproblemer i Afrika i
1980’erne: ”In this situation IMF was running socalled standby programmes with a
completely outmoded concept, aiming at stabilization at a low level equilibrium, a sort
of short term solution to African problems. The World Bank, who could not operate
without IMF, rather saw the problem as one of getting on to a track, where it is not
the balances which are essential, but rather developing scenarios of adequate growth,
adequate accomodation of vulnerable groups, and of the previleged middle classs, because
they are the the political clout”
42