Hele publikationen i PDF

sjældne fællesnordiske) af de nordiske landes personelbistand. Undersøgelsen omfattede
et studie af personalet ved 55 projekter i Zambia, Kenya og Tanzania, hvor der
medvirkede eksperter fra et eller flere af de nordiske lande.
I alt 324 eksperter indgik i studiet, og denne evaluering (Evaluation of The Effectiveness of
Technical Assistance Personnel, 1988) kastede lys over en række problemer, som hidtil havde
været mere eller mindre fortrængte om end ikke ukendte. Rapporten klassificerede
65 pct. af eksperterne fra de fire nordiske lande som værende beskæftiget med udførende
opgaver, 17 pct. kontrollerede hovedsagligt bistandsmidlernes anvendelse, 11
pct. beskæftigede sig, ifølge rapporten, især med træningsaktiviteter og de resterende 7
pct. med såkaldt institutionsopbygning. Det blev også konstateret, at nogle af eksperterne
godt kunne have været erstattet af lokale afrikanere. En af rapportens hovedkonklusioner
var, at eksperterne ofte var meget effektive, hvor de var ansatte til at udføre
operationelle funktioner, men ikke, hvor det drejede sig om at overføre færdigheder
til tanzanianere og bidrage til udviklingen af institutioner. Hvad det sidste angår,
fandt rapportens forfattere, at de nordiske landes projekteksperter undertiden gjorde
mere skade end gavn, fordi de bidrog til at svække de eksisterende institutioner eller til
at opbygge nye institutioner, som ikke var levedygtige på længere sigt. Det sidste skyldtes
typisk, at der var tale om projekter, der var overdimensionerede og dårligt tilpasset
de lokale forhold.
Som følge af en voksende erkendelse af behovet for en grundig trimning af ekspert-,
rådgiver- og konsulentudsendelserne sammen med den internationalt stadig voksende
erkendelse af, at udviklingslandene i Afrika selv måtte overtage styringen af og ansvaret
for deres udviklingsprogrammer, blev det i Danida besluttet at neddrosle udsendelsen
af såvel Danidas egne som private firmaers Danida-finansierede eksperter og
rådgivere til Tanzania i de følgende år.
Fra projekt- til sektorbistand
I midten af 1990’erne sluttede en epoke i samarbejdet med Tanzania, da flere donorer
besluttede sig for, at navnlig den traditionelle projektbistand fremover skulle erstattes
af såkaldte sektorprogrammer. I stedet for at fokusere snævert på enkeltprojekter skulle
man målrette indsatsen mod sektorer (for praktiske formål et elastisk begreb) eller
delsektorer. Samtidig blev det besluttet, at den danske bistand skulle koncentreres om
fire, højst fem sektorer i hvert af de lande, som Danmark havde valgt et fast samarbejde
med.
Selv om beslutningen indebar en principiel ændring i bistandssamarbejdet med Tanzania,
var der dog ikke tale om en total omkalfatring af samarbejdet. En ikke ubetydelig
del af den hidtidige danske bistand, ikke mindst på sundhedsområdet, havde siden udgangen
af 1970’erne mere lignet sektorstøtte end det, der almindeligvis blev opfattet
som projektbistand. Også den såkaldte projektbistand til drikkevandsforsyningen i landets
sydlige regioner og til skibsfarten på søerne havde udviklet sig i den retning.
85