Hele publikationen i PDF

i Tanzania, som det vil fremgå af det følgende. At der allerede dengang var tale om et
meget ømfindtligt spørgsmål fremgår af, at kommissionen her trådte forsigtigt og
skyndte sig at slutte rapporten med en konklusion, som ikke tog stilling til, hvordan
dette problem skulle løses. I stedet blev det fejet ind under gulvtæppet med en påstand
om, at alle problemer var børnesygdomme, som man havde tillid til ville blive løst,
som tiden gik.
Nyereres forhold til kooperationen
Den umiddelbare reaktion på rapporten var mere politisk indgriben, ikke mindre, idet
registratorens lovbefalede ret og pligt til at kontrollere foreningerne, eventuelt ophæve
dem, blev taget fra ham og overtaget af landbrugsministeren. Denne gik straks i gang
med at rydde op blandt ledere og ansatte i de største og mest magtfulde unioner. Mest
drastisk gik han til værks overfor den meget store bomuldssammenslutning i regionerne
ved Victoriasøen, hvor utilfredsheden blandt de titusinder af bomuldsdyrkere var
meget stor og rettet mod bjergsomme ledere af VFCU, som derfor blev opløst. Organiseringen
af opkøbene fra hundredvis af opkøbssteder af råbomuld, videreforarbejdning
på møller og videresalg af bomulden og frø blev decentraliseret.
Hvor meget af denne oprydning, der repræsenterede en bestræbelse på at forbedre kooperationens
økonomiske effektivitet, og hvor meget der skyldtes TANU-ledernes
frygt for en voksende opposition med sæde i dele af kooperationen, vides ikke. Der er
dog ikke megen tvivl om, at den udbredte og demoraliserende korruption i de kooperative
unioner bekymrede Nyerere. Han lod til at antage, at uhæderlighed og magtmisbrug
var et større problem i kooperationen end i partiet, som han selv havde en vis
kontrol over. Han holdt stædigt fast ved, at partiet skulle kontrollere foreningernes ledelser,
også på det lokale plan. At der ikke kun var tale om et kontrolproblem, men
også om at Nyerere havde et uklart forhold til den kooperative ideologi er givet. Det
fremgår klart af passager i skriftet ”Socialism and Rural Development”. Der fastslog han,
at kritikken af de kooperative foreninger drejede sig om praktiske spørgsmål, og at det
ikke var en kritik af de kooperative principper. Han understregede dog også, at kooperation
ikke var det samme som socialisme, og han henviste i skriftet til, at man i f.eks.
USA også havde kooperationer i landbruget. Der var tale om, at ”one group of capitalists
– the farmers – are safeguarding their own interests, as against another group of
capitalists – the middlemen. ” Og så føjer han til, at det er kun hvis landbrugsproduktionen
organiseres ”on a socialist pattern”, at de kooperative foreninger tjener socialismen.
I Nyereres idéverden var kooperationen noget andet end det, som de oprindelige
kooperatører i kaffe- og bomuldsforeningerne så i den, influeret som de var af kooperationen
i kapitalistiske lande som Storbritannien og Skandinavien.
94