Hele publikationen i PDF

Alle disse mange nære kontakter og støtteindsatser fra de nordiske kooperative bevægelser
førte til, at der i 1968 blev indgået en aftale mellem Tanzanias regering og den
svenske og danske regering om et Nordic Cooperative Project. Aftalen dækkede stort
set det samme som den, der i 1965 var blevet indgået mellem Kenyas regering og de
nordiske lande, minus Island. Norge og Finland tilsluttede sig aftalen med Tanzania
ved fornyelsen i 1971 og Island tilsluttede sig i 1973. Ligesom det var tilfældet med
projektet i Kenya, blev administrationen af den nordiske indsats lagt i København, idet
administrationen af de to projekter var fælles og bestod af en dansk projektleder og et
par medarbejdere, som rapporterede til en særlig nordisk styrelse. Enheden var formelt
tilknyttet det kontor i ”Sekretariatet for teknisk samarbejde med u-landene” (senere
Danida), som det danske samarbejde med Kenya og Tanzania hørte under.
Aftalen omfattede en udvidet støtte til og udbygning af Cooperative Center i Moshi
med såkaldte ”wings” i seks af Tanzanias regioner. Hertil blev føjet yderligere fire, da
aftalen blev fornyet i 1971. Projektets bærende ”input” var fra begyndelsen og frem til
1976 30-40 rådgivere, rekrutteret fra alle de nordiske lande på to-årskontakter – i adskillige
tilfælde med forlængelser. Udvælgelsen af rådgiverne, som dækkede undervisning,
træning og rådgivning inden for områder som ledelse, regnskabsvæsen og bankfunktioner
m.m., skete ved årlige interviews i de nordiske hovedstæder foretaget af
den danske projektledelse sammen med den tanzanianske counterpart, Commissioner
for Cooperatives.
Selv om det var et gentaget ønske blandt de nordiske kooperatører, at rådgiverne skulle
have deres baggrund i de nordiske brugs- og andelsforeninger, var det kun få af dem,
som opfyldte denne idealfordring. Der var nemlig kun få kvalificerede kandidater fra
de nordiske kooperative bevægelser, som søgte stillingerne i Tanzania. De fleste havde
deres baggrund og praktiske erfaringer fra private virksomheder, det være sig produktions-
eller servicevirksomheder og hyppigt fra banker. Udover en solid praktisk baggrund
havde de fleste af dem også en teoretisk uddannelse fra et universitet eller handelshøjskole.
Danske rådgivere havde foruden deres praktiske erfaringer typisk en HDeksamen
inden for organisation, finansiering, afsætningsøkonomi eller revision og
regnskabsvæsen. Nogle af rådgiverne arbejdede på centralt niveau i paraplyorganisationen
CUT, andre i Moshi på Cooperative Center eller Cooperative College, som trænede
det ledende personale i foreningerne. De fleste blev dog udstationeret som rådgivere
for ”regional cooperative officers”, der repræsenterede kooperationsministeriet, og
for ”union managers” rundt omkring i landet. I 1973 blev der oprettet en nordisk projektenhed
i Dar es Salaam i premierministerens kontor.
Beslutningen om at oprette dette bindeled mellem de nordiske rådgivere og den tanzanianske
administration skete i høj grad efter ønske fra rådgiverne, der følte, at den voksende
politiske indblanding i foreningernes drift vanskeliggjorde arbejdet med de opgaver,
de som rådgivere var sat til at varetage. Fra tanzaniansk side hilste man denne ordning
velkommen, idet man fandt, at tilstedeværelsen af en nordisk koordinator styrke-
96