Hele publikationen i PDF

de mulighederne for, at han sammen med sin tanzanianske samarbejdspartner kunne
forestå de løbende (og hyppige) tilpasninger af projekterne med hensyn til, hvordan
såvel rådgivere som de finansielle støttemidler skulle anvendes.
Landsbyreformen og den nordiske støtte
Forudsætningerne for det nordiske projekt ændrede sig drastisk efter 1974, da Nyerere
proklamerede, at senest i 1976 skulle hele landbefolkningen være flyttet sammen i organiserede
landsbyer. Af særlig betydning for Det nordiske Andelsprojekt var et påbud
om produktions- og forsyningsfællesskaber og oprettelse af såkaldte ”communal
farms” i landsbyerne. Ved ”Village and Ujamaa Act” fra 1975 blev det pålagt landsbyerne
at oprette landsbyråd samtidig med, at de hidtidige primære kooperative foreninger,
der spændte over flere landsbyer, blev ophævet og deres opgaver fordelt på landsbyerne,
som udgjorde ”village cooperatives”.
Nedbrydningen af de hidtidige kooperative strukturer blev tilendebragt i 1976, da sekundærforeningerne,
(”unions”) blev ophævet. Den officielle begrundelse var, at de var
gennemsyret af korruption og ineffektivitet, og at de udgjorde et fordyrende led
mellem landsbyerne og statslige ”crop authorites”, som overtog unionernes funktioner
og også deres aktiver. Hvor meget hold der var i disse beskyldninger for korruption er
svært at vurdere. En hel del om det var der givetvis. Der er heller ingen tvivl om, at det
spillede en rolle for omstruktureringen, at de store unioner i kaffe- og bomuldsområderne
blev anset for at være en trussel mod partibureaukratiets magtmonopol.
Selv om unionerne ikke var fri for korruptionsproblemer, er der heller ingen tvivl om,
at nissen flyttede med over i deres afløsere, ”crop authorities ”. En af de store fordele
ved de kooperative unioner havde været, at de var såkaldte ”multipurpose”-kooperativer.
Det betød, at de håndterede flere afgrøder, og også varetog andre opgaver, så som
at fordele driftsmidler til medlemmerne. Denne mangesidighed var en forudsætning
for, at de kunne operere i en tilstrækkelig stor skala til, at omkostningerne ikke blev alt
for høje i forhold til omsætningen. Deres afløsere, de statslige ”crop authorities” var
afgrødespecialiserede, hvilket medførte megen tomgang og urimeligt høje omkostninger
ved transporten af de forskellige afgrøder, ofte i små mængder, fra landsbyerne. Beslutningen
om, at ”crop authorities” skulle overtage transporten fra landsbyerne var givetvis
ikke primært baseret på rationelle, økonomiske overvejelser.
Forlængelsen af aftalen om Det nordiske Andelsprojekt
Eftersom den kooperative bevægelse i realiteten var ophævet, også selv om betegnelsen
blev bevaret i den officielle sprogbrug, måtte det spørgsmål uvægerligt rejse sig,
om der var grundlag for at fortsætte Det nordiske Andelsprojekt. Spørgsmålet var blevet
aktualiseret, da den tanzanianske regering i 1974 fremsatte et forslag til at forlænge
den hidtidige aftale. Det rummede en klækkelig udvidelse af den nordiske indsats fra
de hidtidige godt 30 rådgivere til det dobbelte antal i de næste par år, hvorefter tallet
97