Effekter af specialundervisningen

landsplan ca. 1% af alle elever, der gik i særklasser. I skoleåret 1952/53 var det blevet
til godt 5%.
Fra begyndelsen af 1950’erne begyndte debatten om, at man burde indføre den
udelte skole. I 1903 var der i Danmark indført en mellemskole for de elever, der
skulle have mere end en 7-årig grundskoleuddannelse, og mellemskolen førte frem
til en mellemskoleeksamen, der kunne efterfølges med en realeksamen. Argumenterne
for den udelte skole var, at der burde være lige vilkår for alle, og at der
efterhånden også var behov for, at alle fik en 9-årig grunduddannelse. En række
undersøgelser viste også, at den svage “ikke boglige” gruppe faktisk profiterede af
at gå sammen med de stærke elever. Sverige gennemførte den udelte skole i 1962.
Danmark fulgte efter i 1975.
Ikke overraskende kom de stigende krav til hele elevgruppen til at betyde, at behovet
for specialundervisning steg. Samtidig skete der en ændring i specialundervisningen,
således at specialundervisning ikke blot blev givet i specialklasser og på
specialskoler, men at specialundervisning blev et supplement til undervisning i
almindelige klasser. Omkring 1980 var det op mod 15% af eleverne i folkeskolens
almindelige klasser, som modtog specialundervisningsstøtte, og det skete oftest i
såkaldte læseklinikker eller observationsundervisningsklinikker, sidstnævnte for
elever med sociale eller emotionelle vanskeligheder. Til gengæld faldt andelen af
elever i specialklasser og specialskoler til et minimum på 1,5% i midten af
1980’erne.
I starten af 1990’erne indførtes i børnepsykiatrien nye diagnostiske klassi fi -
kationssystemer med diagnoser som autismespektrumforstyrrelser, Asperger,
ADHD. Den første internationale læseundersøgelse i 1991 gav anledning til debat
om behovet for mere faglighed. Folkeskoleloven af 1993 lagde vægt på undervisningsdifferentiering.
Parallelt hermed starter en ændring i det specialpædagogiske
billede. De “stive” specialpædagogiske indsatsformer i form af klinikker forsvinder
fra 1990, og man begynder at give specialpædagogisk bistand som en bred vifte
af tilbud – tilbud, der ikke blot rettes mod eleverne, men også gives som super -
vision og støtte til lærere. Fra omkring 2000 begynder det at blive almindelig praksis,
at skolerne selv disponerer over en del af de specialpædagogiske ressourcer, der
tidligere havde beroet på en pædagogisk psykologisk udredning og en tildeling af
327