Nyx & Skotten V - HEBE

side 26
NYX & SKOTTEN V // november 2010 NYX & SKOTTEN V // november 2010
Onsdag d. 22. september
Puuuuuuuuha.
Jeg er lige kommet hjem med en taxa fra centrum. Vi har lige været på museum.
Noget med funktionel kunst. De andre skal ind og se Olympia Stadion,
men jeg fik lov at tage hjem.
Det skyldes, at jeg har en kæmpe hovedpine, kvalme og sidst, men ikke
mindst, moralske tømmerænd, der er ved at æde min sjæl for derefter at
knække den op igen og skylle den ned i det samme hul, hvor Berlusconi gemmer
de ludere, han fandt ud af, var mænd.
Tirsdag, i går, var vi på en traditionel bayersk “Bierstube”, og der
fik vi schnitzel, fadøl i literkrus og senere – og værst af alt – snaps i
rigelige (læs. alt for store) mængder. Da de andre fra klassen var taget
videre i byen eller hjem, var vi nogle drenge, der sad tilbage med Mette og
Marie, og vi hyggede os og havde det sjovt.
Senere havde jeg brugt mine kontanter, og da restaurationen havde en
politik om, at man minimum skulle bruge 15Euro, når man brugte kreditkort,
så var det jo dømt til at gå galt. Og det gjorde det.
Hvad, der helt præcist er sket, aner jeg ikke, men da jeg vågnede, erindrede
jeg intet, og inden vi tog afsted ud i byen her til morgen, fik jeg
pænt at vide, at jeg ikke skulle gå ud i aften.
På nuværende tidspunkt er det den mindste af mine bekymringer, for jeg har
alt andet end lyst til at vifte med ørerne i det berlinske natteliv. Jeg
prøver noget så uortodokst som at blive hjemme.
Torsdag d. 23. september
Tømmerændene er endelig forsvundet, og den döner, som Frederik købte til
mig i går aftes, fortærede jeg som det første, da jeg vågnede. God start på
dagen, selvom Sundhedsstyrelsen nok ikke havde ladet mig æde den.
I dag har vi tåget rundt i den østlige del af Berlin og den gamle franske
sektor, som tydeligt har bæret præg af Frankrig. Det var faktisk spændende,
og det var ret sjovt at opleve byen helt uden tømmermænd. Det vil jeg prøve
igen engang. Det bliver nok den samme dag, som Pia Kjærsgaard kysser en indvandrer...
side 27
Vi fremlagde også vores AT-projekt, og det gik udmærket, selvom der var
en del, som vi ikke helt havde styr på. F.eks. hvor det monument, som jeg
skulle fortælle om, egentlig lå. But what the fawg, det betyder jo ikke så
meget i det lange løb, og jeg vil også hellere bruge turen på at udvide min
kulturelle horisont til fordel for min faglige.
Til trods for det, tror jeg dog, at jeg udvider begge, for der har –
overraskende nok – været et ret højt fagligt niveau i fremlæggelserne. Og
pludselig er arkitektoniske bygningsværker ret interessante. Jeg tror, at
jeg vil have et slot på min ø, når den tid kommer.
Men den tid er ikke kommet endnu, så nu må jeg fokusere. Det kan dog godt
være lidt svært, når det næste i tidsplanen er at spise på noget så diffust
som en afrikansk restaurant. Jeg har været i Sydafrika for nogle år siden,
men de kulinariske oplevelser der var eksotiske nogle ting som tørret elefantkød
og amarula-bær. Det tror jeg ikke, vi kan få her, men en gang couscous
(det lyder sjovere, når man siger det. Hæ’) går vel også an.
Apropos eksotiske oplevelser, så har Ege, Christian og jeg aftalt, at vi
vil prøve at ind på en fancy undergrundsklub i aften. Der har ikke været
lyst/vilje/mulighed for det indtil videre, så her på den sidste aften må
det være målet. Dog skal det nok ikke gå så meget over gevind som de andre
aftener, for jeg magter ikke en togtur, hvor jeg spenderer 4 timer med hovedet
i en toiletkumme. Det er ikke sjovt; jeg taler af erfaring.
Men nu vil jeg nyde den sidste aften.
Ciao
Fredag d. 24. september
Økoflipperi eller ej, det er nu mageligt at rejse med tog. Det er her, man
kan sidde og have lidt tømmermænd og alligevel sidde og nyde turen, mens
Jørgen Leth beriger en med det liv, man godt selv kunne tænke sig at leve.
Jeg begyndte med “Det uperfekte menneske” for en måned siden, og jeg er nu
næsten færdig med den. Uanset hvad man synes om moralen i hans gøren og
laden, så kan man ikke andet end beundre ham for at leve livet så æstetisk,
hedonistisk og fuldbyrdigt, som han gør.
Jeg føler, at min tid i Berlin har været lidt ligesom Jørgen Leths liv.
Uanset hvad, har det været ret kompromisløst, og jeg har også måttet tage
de tæsk, sådan en livsstil medfører. På trods af det, synes jeg, det har
været en fremragende tur.
Som spået kom Ege, Christian og jeg på en undergrundsklub i går. Det var
en soul/hip hop-bar, og de tre bønder stod oppe i baren og virkede storbysmarte,
mens de nød en G&T. Det var meget sjovt, og der var en (selv)fed
stemning derinde. Pludselig blev der nærmest helt stille, og en flok samlede
sig nær indgangen, fordi en producer fra New York kom og spillede. Vi anede
ikke, hvem det var, og fandt aldrig ud af det, men jeg gav ham alligevel
næven, da jeg stødte ind i ham på toilettet. Andet havde været respektløst,
åbenbart.
Der var dog ingen damer derinde, så vi gik videre igen efter et stykke
tid. Overraskende nok kunne vi ikke rigtig finde nogen bar, hvor der var no-