Regnskabsrådets rapport om Revision af Årsregnskabsloven Marts ...

Regnskabsrådets rapport 

om 

Revision af Årsregnskabsloven 

Marts 1999 

ERHVERVS- OG SELSKABSSTYRELSEN 

ERHVERVSMINISTERIET

Indholdsfortegnelse 

OVERSIGT OVER FORKORTELSER .............................................................................................................4 

1. FORORD......................................................................................................................................................5 

1.1. ORGANISERING AF ARBEJDET....................................................................................................................5 

1.2. OVERSIGT OVER RAPPORTEN ....................................................................................................................6 

2. RESUME ......................................................................................................................................................8 

1. DEL ................................................................................................................................................................14 

3. UDVIKLINGEN FREM TIL I DAG .........................................................................................................15 

3.1. DE SENERE ÅRS UDVIKLING I REGNSKABSAFLÆGGELSEN ..........................................................................15 

3.2. DE SENERE ÅRS TEORIUDVIKLING: TO CENTRALE TEORIRETNINGER..........................................................17 

4. HVAD DRIVER DEN FREMTIDIGE UDVIKLING I EKSTERNT REGNSKABSVÆSEN? ..............20 

4.1. DEN TEKNOLOGISKE UDVIKLING SOM DRIVKRAFT FOR UDVIKLINGEN ........................................................20 

4.2. GLOBALISERINGEN SOM DRIVKRAFT FOR UDVIKLINGEN ...........................................................................22 

4.3. REGELHARMONISERING SOM DRIVKRAFT FOR UDVIKLINGEN.....................................................................22 

4.4. HVILKEN INDVIRKNING FÅR UDVIKLINGEN PÅ REGLERNE OM REGNSKABSAFLÆGGELSE? ............................23 

5. PROBLEMOMRÅDER I DEN NUVÆRENDE REGNSKABSREGULERING.....................................25 

5.1. LOVENS STRUKTUR ................................................................................................................................26 

5.2. LOVENS KRAV OM ET RETVISENDE BILLEDE .............................................................................................27 

5.3. LOVENS REGLER OM INDREGNING OG MÅLING (VÆRDIANSÆTTELSESREGLER) ...........................................29 

5.4. LOVENS OPLYSNINGSKRAV.....................................................................................................................32 

5.5. KONCERNREGNSKABER OG FUSIONSREGNSKABER....................................................................................35 

5.6. INDSENDELSE AF ÅRSREGNSKABER TIL ERHVERVS- OG SELSKABSSTYRELSEN ..............................................35 

2. DEL ................................................................................................................................................................37 

6. ET RETVISENDE BILLEDE....................................................................................................................38 

6.1. LOVEN OG DIREKTIVERNE ......................................................................................................................38 

6.2. INTERNATIONALT ..................................................................................................................................41 

6.3. KONKLUSION.........................................................................................................................................42 

7. EN BEGREBSRAMME I EN NY LOV ....................................................................................................44 

7.1. GENERELT OM INDFØRELSEN AF EN BEGREBSRAMME ...............................................................................44 

7.2. BRUGERNE OG DERES INFORMATIONSBEHOV ...........................................................................................47 

7.3. REGNSKABETS KVALITATIVE EGENSKABER..............................................................................................48 

7.4. DEFINITIONER PÅ ELEMENTER ................................................................................................................54 

7.5. INDREGNING AF REGNSKABETS ELEMENTER ............................................................................................55 

7.6. MÅLING AF REGNSKABETS ELEMENTER...................................................................................................57 

7.7. KLASSIFIKATION AF REGNSKABETS ELEMENTER.......................................................................................63 

3. DEL ................................................................................................................................................................69 

8. LOVENS OPBYGNING OG ANVENDELSESOMRÅDE.......................................................................70 

8.1. ÅRSREGNSKABSLOVENS ANVENDELSESOMRÅDE ......................................................................................70 

8.2. ÅRSREGNSKABSLOVENS OVERORDNEDE STRUKTUR – ”BYGGEKLODSMODELLEN” .....................................73 

8.3. BYGGEKLODSMODELLENS REGNSKABSBESTEMMELSER OG OMFATTEDE VIRKSOMHEDER............................76 

8.4. BYGGEKLODSMODELLENS STØRRELSESGRÆNSER ....................................................................................77 

8.5. ERHVERVSMÆSSIGE / IKKE-ERHVERVSMÆSSIGE AKTIVITETER ..................................................................78 

1

2 

8.6. LEMPELSE FOR VIRKSOMHEDER OMFATTET AF KLASSE A..........................................................................80 

8.7. OVERVEJELSER OM SKÆRPEDE KRAV TIL VISSE STORE I/SÉR OG K/SÉR ...................................................87 

8.8. LEMPELSE FOR VISSE DATTERVIRKSOMHEDER (ARTIKEL 57).....................................................................88 

9. IMPLEMENTERING AF BEGREBSRAMMENS DEFINITIONER OG KRITERIER FOR 

INDREGNING, MÅLING OG KLASSIFIKATION AF AKTIVER OG FORPLIGTELSER.......................90 

9.1. BEGREBSRAMMEN SOM LOV ...................................................................................................................91 

9.2. UNDTAGELSER FRA DEFINITIONERNE PÅ REGNSKABETS ELEMENTER .........................................................92 

9.3. GRUNDLÆGGENDE FORUDSÆTNINGER ....................................................................................................94 

9.4. EJERSKAB TIL AKTIVER ........................................................................................................................101 

9.5. KLASSIFIKATION..................................................................................................................................102 

9.6. INDREGNING OG MÅLING AF MATERIELLE ANLÆGSAKTIVER....................................................................110 

9.7. INDREGNING OG MÅLING AF IMMATERIELLE ANLÆGSAKTIVER................................................................116 

9.8. INDREGNING OG MÅLING AF FINANSIELLE AKTIVER OG FORPLIGTELSER...................................................122 

9.9. INDREGNING OG MÅLING AF IKKE-FINANSIELLE OMSÆTNINGSAKTIVER ...................................................137 

9.10. PENGESTRØMSOPGØRELSE...................................................................................................................143 

9.11. HALVÅRSRAPPORT...............................................................................................................................144 

10. OPLYSNINGER...................................................................................................................................147 

10.1. GENERELT.......................................................................................................................................147 

10.2. KVALITETSKRAV TIL OPLYSNINGERNE...............................................................................................147 

10.3. OPLYSNINGSFORMERNE – EN OPDELING ............................................................................................149 

10.4. NOTEOPLYSNINGER – NYE KRAV OG FORENKLINGER AF EKSISTERENDE...............................................151 

10.5. LEDELSESBERETNINGEN – NYE OPLYSNINGSKRAV OG FORENKLING AF EKSISTERENDE .........................166 

11. KONCERNREGNSKAB SAMT REGNSKAB FOR VIRKSOMHEDSKOMBINATIONER 

(KONCERNETABLERING OG FUSION) SAMT ADSKILLELSER (KONCERNAFVIKLING OG 

SPALTNING)...................................................................................................................................................177 

11.1. INDLEDNING OM VIRKSOMHEDSSAMVIRKER.......................................................................................177 

11.2. KONCERNREGNSKABSPLIGTEN..........................................................................................................180 

11.3. INDREGNING OG MÅLING I KONCERNREGNSKABET .............................................................................186 

11.4. SÆRSKILT OM KOMBINATIONSREGNSKABET.......................................................................................186 

11.5. PRO RATA KONSOLIDERING...............................................................................................................198 

11.6. REGLERNES PLACERING I DEN NYE ÅRSREGNSKABSLOV ......................................................................199 

12. INDSENDELSE, OFFENTLIGGØRELSE OG UNDERSØGELSE AF ÅRSRAPPORT SAMT 

STRAF..............................................................................................................................................................201 

12.1. INDSENDELSE ..................................................................................................................................201 

12.2. OFFENTLIGGØRELSE AF ÅRSREGNSKABER M.V. ..................................................................................207 

12.3. ELEKTRONISK INDSENDELSE AF ÅRSREGNSKABER M.V........................................................................208 

12.4. STIKPRØVEVIS UDTAGELSE OG UNDERSØGELSE AF ÅRSREGNSKABER M.V.............................................209 

12.5. KLAGEADGANG OVER STYRELSENS AFGØRELSER ...............................................................................211 

12.6. STRAF .............................................................................................................................................212 

BILAG 1: KORT GENNEMGANG AF ÆNDRINGER I ÅRL SIDEN 1981 ...............................................213 

BILAG 2: OVERSIGT OVER NOTEKRAV I LOV, BEK. OG I RFU OG 

BETINGELSESBEKENDTGØRELSEN .......................................................................................................218 

BILAG 3: OVERSIGT OVER OPLYSNINGSKRAV I ÅRSBERETNINGEN ............................................223 

BILAG 4: DET DRIFTSØKONOMISKE REGNSKAB OG SKATTEOPGØRELSEN..............................224 

BILAG 5: ORDLISTE OVER UDTRYK .......................................................................................................240 

BILAG 6: OVERSIGT OVER KONKLUSIONER I RAPPORTEN.............................................................244

BILAG 7: OVERSIGT OVER MEDLEMMERNE AF REGNSKABSRÅDET OG DE NEDSATTE 

ARBEJDSGRUPPER. .....................................................................................................................................252 

BILAG 8: LISTE OVER IAS-STANDARDER OG FORTOLKNINGSSTANDARDER.............................255 

3

Oversigt over forkortelser 

AICPA American Institute of Certified Public Accountants 

ApSL Lov om anpartsselskaber 

Art. Artikel i direktiverne 

ASB Accounting Standards Board (UK) 

ASL Lov om aktieselskaber 

Bek. Bekendtgørelse om udarbejdelse, indsendelse og offentliggørelse af 

årsregnskab m.v. og andre regnskabsmæssige dokumenter i Erhvervs- 

og Selskabsstyrelsen (Årsregnskabsbekendtgørelsen) 

CGU Cash Generating Unit 

Erkl.bek. Erklæringsbekendtgørelsen, nr. 90 af 22. februar 1996. 

FAS Financial Accounting Standard 

FASB Financial Accounting Standards Board 

Fortolk.medd. EU-kommissionens fortolkningsmeddelelse af 20. januar 1998 

FSR Foreningen af Statsautoriserede Revisorer 

IAS International Accounting Standard 

IASC International Accounting Standards Committee 

IPO Indirekte produktions omkostninger 

LEF Lov om erhvervsdrivende fonde 

LEV Lov om erhvervsdrivende virksomheder 

LRR Lov om registrerede revisorer 

LSR Lov om statsautoriserede revisorer 

RV Regnskabsvejledninger (Foreningen af Statsautoriserede Revisorer) 

RFU Regler for udstedelse af børsnoterede værdipapirer 

SFAC Statement of Financial Accounting Concepts 

SIC Standard Interpretation Committee (IASC) 

VPHL Lov om værdipapirhandel 

ÅRL Lov om visse selskabers aflæggelse af årsregnskab m.v. (Årsregnskabsloven) 

4

1. Forord 

Denne rapport er udarbejdet af Erhvervs- og Selskabsstyrelsens Regnskabsråd. Rapporten 

har til formål at dokumentere de overvejelser, der ligger til grund for en ny årsregnskabslov. 

Erhvervs- og Selskabsstyrelsen skal udarbejde forslag til en sådan lov på basis af rapporten. 

Drøftelserne har været meget omfattende, men er udtryk for, at området er behandlet i en 

dybde, som burde føre til, at en ny lov skulle kunne holde i længere tid. 

1.1. Organisering af arbejdet 

Regnskabsrådet nedsatte i første omgang en stor arbejdsgruppe, som skulle varetage den 

overordnede styring af arbejdet. Denne gruppe nedsatte et antal underarbejdsgrupper, som 

behandlede de enkelte områder mere detaljeret. I alle arbejdsgrupper har repræsentanter fra 

Erhvervs- og Selskabsstyrelsen varetaget sekretariatsarbejdet. Se figur 1, hvor organiseringen 

er skitseret. 

Værdiansættelse 

(6 medlemmer) 

Oplysninger 

(5 medlemmer) 

Medlemmerne af den store arbejdsgruppe og underarbejdsgrupperne blev udpeget af de organisationer, 

der direkte eller indirekte er repræsenteret i Regnskabsrådet. I Regnskabsrådet er 

følgende organisationer repræsenteret, idet de evt. gruppevis (1-13), kan udpege ét medlem: 

1) Foreningen af Statsautoriserede Revisorer 

2) Foreningen af Registrerede Revisorer 

3) Advokatrådet 

4) Repræsentant for Handelshøjskolen i København 

5) Finansrådet 

Realkreditrådet 

Rådet for Dansk Forsikring og Pension 

6) Dansk Industri 

Dansk Arbejdsgiverforening 

Danmarks Rederiforening 

Håndværksrådet 

Entreprenørforeningen 

7) Dansk Handel & Service 

Det Danske Handelskammer 

8) Arbejderbevægelsens Erhvervsråd 

Regnskabsrådet 

(14 medlemmer) 

Den store arbejdsgruppe 

(20 medlemmer) 

Lovens anvendelsesområde 

(5 medlemmer) 

FIGUR 1: ORGANISERINGEN AF ARBEJDET MED RAPPORTEN OM REVISION AF ÅRSREGNSKABSLOVEN. 

Nye virksomheder 

(6 medlemmer) 

Koncernregnskaber 

(5 medlemmer) 

5

Landsorganisationen i Danmark 

9) Foreningen af Firmapensionskasser 

Arbejdsmarkedets Tillægspension 

Lønmodtagernes Dyrtidsfond 

10) Den Danske Finansanalytikerforening 

11) Danske Andelsselskaber 

12) Erhvervsministeriets Departement 

13) Erhvervs- og Selskabsstyrelsen (2 medlemmer incl. formanden) 

Herudover har repræsentanter fra Told- og Skattestyrelsen, Økonomistyrelsen og Finanstilsynet 

deltaget i arbejdsgrupperne. 

Der henvises til Bilag 7 for en oversigt over medlemmerne af arbejdsgrupperne. 

1.2. Oversigt over rapporten 

Kapitel 2 indeholder et resume af rapporten. Dette resume uddrager de væsentligste konklusioner 

og motiver, der findes i rapporten. 

Kapitel 3-5 er en gennemgang af udviklingstendenser i omgivelserne og en nærmere 

afgrænsning af de aktuelle problemer med loven (Del I). Disse kapitler dokumenterer 

behovet for ændringerne. Bilag 1 indeholder en oversigt over ændringerne i ÅRL siden 

dens indførelse i 1981. Bilag 2 og 3 indeholder oversigter over lovens oplysningskrav. 

Kapitel 6 og 7 (Del II) udgør rammerne for en ny lov. Kapitel 6 behandler lovens generalklausul 

– et retvisende billede – for at vurdere, hvorvidt denne alene kan løfte regnskabsudviklingen 

de kommende år. Det vurderes, at det er nødvendigt at præcisere rammerne 

for generalklausulen i en ny lov ved hjælp af mere præcise kvalitetskrav til årsregnskabet. 

Denne præcisering sker i kapitel 7, som foreslår, at loven skal indeholde en 

begrebsramme, svarende til dem, der blandt andet kendes fra de internationale standardudstedende 

organisationer FASB og IASC. Indførelsen af begrebsrammen gør samtidig 

regnskabsreglerne mere værdibaserede. 

Kapitel 8-12 (Del III) er mere praktisk orienterede. 

Kapitel 8 foreslår en ny lovstruktur for at skabe et bedre overblik over regelsættet. Herefter 

samles reglerne for aflæggelse af driftsøkonomiske årsregnskaber i én lov. Kapitlet 

suppleres af bilag 4 om forskellene mellem skattemæssige opgørelser og driftsøkonomiske 

regnskaber og belyser dermed et aspekt af forholdene for de meget små virksomheder, 

navnlig dem uden begrænset ansvar. 

Kapitel 9 implementerer begrebsrammen i forhold til balancens enkelte poster. Denne del 

af rapporten er banebrydende i forhold til de hidtidige regler, og beskriver mere konkret 

end selve begrebsrammen, hvorledes reglerne for indregning og måling (værdiansættelse) 

skal være i fremtiden. Her foreslås, at reglerne generelt skal gælde for alle selskaber m.v., 

men at der skal gælde visse lempeligere særregler for små virksomheder. Kapitel 9 be- 

6

handler også pengestrømsopgørelser og halvårsrapporter og foreslår, at pligten til at udarbejde 

pengestrømsopgørelse udvides. 

Kapitel 10 behandler årsregnskabets oplysninger – dvs. noteoplysninger og årsberetningen. 

Her foreslås nye oplysningskrav, særligt for indholdet i årsberetningen, ligesom 

enkelte oplysningskrav i noterne foreslås at udgå. 

Kapitel 11 behandler koncernregnskaber og regnskab for sammenlægning af virksomheder. 

Reglerne for sidstnævnte er – som det også ses af de internationale standarder - en 

naturlig pendant til reglerne for koncernregnskaber. 

Kapitel 12 behandler reglerne om offentliggørelse m.v. af årsregnskaber samt om Erhvervs- 

og Selskabsstyrelsens undersøgelse af årsregnskaber samt tvangsmidler overfor 

selskaberne. 

Bilag 5 belyser en række regnskabstekniske udtryk og giver kortfattede definitioner for at 

lette læsning af rapporten. 

I bilag 6 er gengivet oversigter over rapportens konklusioner. 

I det omfang dele af loven ikke er berørt i rapporten, forudsættes disse materielt og i det 

væsentligste at blive videreført i en ny lov. 

Det skal bemærkes, at rapportens oversættelser af fremmedsproget materiale – herunder af 

internationale regnskabsvejledninger – ikke er officielle oversættelser fra de pågældende 

organisationer. Oversættelserne er derfor baseret på Erhvervs- og Selskabsstyrelsens egen 

umiddelbare sproglige oversættelse. Der tages derfor forbehold for fejl heri. 

7

2. Resume 

Den danske årsregnskabslov har på de fundamentale områder været uændret siden lovens 

fremkomst i 1981. Den internationale og teknologiske udvikling har derfor kun i et begrænset 

omfang haft indflydelse på lovreglerne for regnskabsaflæggelse. 

I de kommende år må man forvente en endnu stærkere international og teknologisk 

påvirkning af samfundet. Det medfører også, at den historiske regnskabsinformation, som 

reglerne lige nu baserer sig på, ikke længere kan benyttes til at vurdere mulige, fremtidige 

udviklingstræk. Regnskabsinformationen skal derfor i højere grad være fremadrettet. 

Tilkomsten af nye regnskabsbrugere, som ofte ikke har særlig forstand på regnskabsvæsen 

betyder, at indholdet i årsregnskaber skal være præget af mindst mulig regnskabsteknik. 

Endvidere har undersøgelser vist, at ikke-finansiel information har betydning i langt højere 

grad end tidligere, når regnskabsbrugerne skal træffe økonomiske beslutninger om 

virksomheden. 

Den stigende internationalisering kræver globale regnskabsregler – ikke bare danske eller 

europæiske regler. Globale regnskabsregler indebærer samtidigt lavere omkostninger – 

transaktionsomkostninger – for det stigende antal virksomheder, der har internationale finanseller 

handelsrelationer. 

Alle disse forhold peger i retning af et radikalt skifte i reglerne for regnskabsaflæggelse. Sker 

dette skift ikke, vil Danmark ikke tilstrækkeligt kunne udnytte de fordele, som stammer fra 

den teknologiske og globale udvikling. En ny lov må naturligvis ikke stride mod direktiverne, 

der fortsat vil være grundlaget for en ny lov. Danmark bør derfor udnytte 4. direktivs rummelighed 

– herunder kommende direktivændringer – til at få et nyt regnskabskoncept. 

Regnskabsrådet foreslår, at reglerne skal ændres i retning af værdibaserede regnskaber, dvs. 

regnskaber, der sigter mod at opgøre virksomhedens reelle værdier (aktiver og forpligtelser) 

fremfor alene at tage udgangspunkt i historiske kostpriser. Ændringen i retning af værdibaserede 

regnskaber behøver ikke at reducere regnskabsoplysningernes pålidelighed. Det skyldes, 

at markederne for mange aktiver og forpligtelser de senere år har udviklet sig og stadig udvikler 

sig så meget, at virksomhederne i fremtiden får langt bedre muligheder for en pålidelig 

opgørelse af virksomhedens aktiver og forpligtelser til markedsværdier. 

Det væsentlige skift i reglerne for regnskabsaflæggelse medfører også et behov for at se på 

følgende forhold i loven: 

• Lovens generelle krav om et retvisende billede er for upræcist og tager ikke højde for, at 

årsregnskabet også bruges af mange andre regnskabsbrugere end investorer og kreditorer. 

• Lovens grundlæggende forudsætninger og regler om værdiansættelse (indregning og 

måling) er ikke tidssvarende internationalt. Hér vinder fremadrettede målegrundlag 

(markedsværdier) frem på bekostning af bagudrettede målegrundlag (historisk kostpris). 

• Lovens oplysningskrav – noter og årsberetning – er generelt for usystematiske og er i kraft 

af udviklingen blevet utilstrækkelige. 

8

• Lovens krav til koncernregnskaber er på visse områder utilstrækkelige, og der mangler 

regler om fusionsregnskaber. 

Herudover finder Regnskabsrådet behov for at skabe et bedre overblik over regnskabsreglerne 

i Danmark. Reglerne er for tiden navnlig fordelt på årsregnskabsloven og 

bogføringslovgivningen. Endvidere findes særskilt lovregulering af de finansielle 

virksomheder. Det betyder, at følgende forhold også inddrages i arbejdet: 

• Lovens struktur og anvendelsesområde er ikke brugervenlig og giver forståelsesproblemer. 

Det skyldes også, at andre virksomheder end de oprindeligt omfattede senere blev omfattet 

af loven via henvisninger, især fra lov om erhvervsdrivende fonde og lov om erhvervsdrivende 

virksomheder. Det er samtidig et problem, at regnskabskravene til små virksomheder 

findes i bogføringsloven, medens kravene til andre virksomheder findes i ÅRL. 

• Lovens regler om offentliggørelse af årsregnskaber til Erhvervs- og Selskabsstyrelsen er 

svære at gennemskue og skal generelt harmoniseres på tværs af de forskellige 

virksomhedsformer. 

Regnskabsreguleringen skal være struktureret og formuleret, så både regnskabsbrugere, regnskabsudarbejdere 

og revisorer er i stand til at forstå lovens indhold. Derved reduceres fortolkningsvanskeligheder. 

Regnskabsrådet foreslår en ny opbygning af årsregnskabsloven, så reglerne for alle erhvervsdrivende 

virksomheder samles i én fælles lov. Rådet peger på behovet for en samordning 

af regnskabsreglerne for finansielle og for øvrige virksomheder. 

For at skabe overblik over reglerne foreslås loven opbygget efter en ”byggeklodsmodel”. 

Princippet i byggeklodsmodellen er, at små virksomheder skal følge relativt få, generelle 

krav uden behov for unødvendig lovlæsning, mens større virksomheder skal følge flere og 

mere detaljerede krav. Modellen deler virksomhederne op i følgende grupper: 

• Klasse A: Virksomheder, der ikke er omfattet af den nuværende ÅRL. Her er primært 

tale om små virksomheder med personlig hæftelse. Kravene til klasse A virksomheder 

skal alene være de grundlæggende forudsætninger for aflæggelse af driftsøkonomiske 

regnskaber, f.eks. going concern og periodisering. 

• Klasse B: Små selskaber og virksomheder, dvs. de virksomheder, der i dag direkte 

eller indirekte er omfattet af ÅRL. Størrelsesgrænserne svarer til grænserne for små 

selskaber i ÅRL § 64 d. 

• Klasse C: Mellemstore og store selskaber og virksomheder. 

• Klasse D: Børsnoterede- og statslige aktieselskaber. I lighed med i dag omfattes virk- 

• somheder, der er optaget på en autoriseret markedsplads 1 , ikke af denne klasse. 

1 VPHL § 40 siger om en autoriseret markedsplads: ”Ved virksomhed som autoriseret 

markedsplads forstås regelmæssig omsætning af værdipapirer, som ikke er noterede på en 

fondsbørs (unoterede)”. Reglerne for autoriserede markedspladser findes i VPHL kapitel 

11. 

9

Regnskabsrådet har nøje vurderet, om der er behov for en pligt til at små, typisk personligt 

ansvarlige virksomheder – dvs. de mange virksomheder, som i dag skal aflægge årsregnskab 

efter bogføringslovens regler – skal aflægge årsregnskab efter den nye årsregnskabslov. 

Udfra en samlet vurdering – herunder hensynet til virksomhedens administrative 

byrder – foreslår Regnskabsrådet, at sådanne virksomheder kun omfattes af lovens 

krav til årsregnskaber, såfremt de benytter årsregnskabet overfor omverdenen. Her skal de 

i øvrigt kun leve op til lovens helt generelle krav og kan – hvis virksomhedens art og 

omfang tilsiger det, nøjes med meget nødtørftige regnskaber. Benyttes årsregnskabet ikke 

overfor omverdenen, skal virksomhederne heller ikke udarbejde det. 

Udgangspunktet for virksomhedernes aflæggelse af årsregnskab skal også i fremtiden 

være et retvisende billede af virksomhedens aktiver, passiver, økonomiske stilling samt 

resultatet. For at skabe et bedre grundlag for at udfylde generalklausulen foreslår Regnskabsrådet, 

at loven skal indeholde en begrebsramme svarende til de begrebsrammer, der 

kendes fra IASC og FASB. En begrebsramme er en overordnet ramme, hvori regnskabets 

formål, grundlæggende begreber og sammenhænge systematiseres. 

Begrebsrammernes afgrænsning af regnskabsbrugerne, kvalitetskravene til regnskabet og 

definitioner af centrale elementer kommer derved til at udfylde et retvisende billede. Det 

betyder ikke, at der fremover kun vil eksistere én metode til at vise et retvisende billede. 

På samme måde som begrebsrammerne vil loven så vidt muligt fremover opstille nogle 

rammer, inden for hvilke virksomhederne udfra deres art og omfang kan anvende passende 

måder at indregne hændelser og begivenheder på. Kravet om et retvisende billede 

kommer i fremtiden til at gælde for hele årsrapporten fremfor alene som i dag: resultatopgørelse, 

balance og noter. 

Begrebsrammens definitioner er orienteret mod definitioner af balancens elementer. 

Indregningen i resultatopgørelsen baseres derfor – til forskel for de nuværende regler - på 

måling af balancens elementer. Selvom begrebsrammen ikke udtrykkeligt markerer, hvilket 

målegrundlag man skal tilstræbe at måle balancens elementer til, har Regnskabsrådet 

lagt vægt på, at målingen heraf såvidt muligt skal ske til dagsværdi – ofte i form af markedsværdien 

for elementerne. Dermed har Regnskabsrådet markeret det ”ideelle” retvisende 

billede. 

Måling til dagsværdi kan i praksis ikke gennemføres for alle balancens elementer. Hensynet 

til en overholdelse af EF-direktiverne og såvidt muligt IAS-standarderne betyder 

også, at dette målegrundlag ikke skal indføres på alle områder. I den sammenhæng sættes 

mindre krav til de små virksomheder, navnlig med hensyn til indregning af immaterielle 

aktiver. 

Regnskabsrådet foreslår, at materielle anlægsaktiver som hidtil måles med udgangspunkt 

i anskaffelses- eller kostpris med efterfølgende systematiske afskrivninger. Her lægges 

altså ikke op til dagsværdier, når bortses fra investeringsselskaber, som fremover inden 

for visse betingelser kan indregne investeringsaktiver til dagsværdi. 

10

Kravene til indregning af immaterielle anlægsaktiver strammes op, så virksomheden i 

større omfang får pligt til at indregne sådanne. Udviklingsudgifter og erhvervede immaterielle 

anlægsaktiver – herunder erhvervet goodwill – skal fremover indregnes i balancen 

og afskrives over brugstiden. Herudover skal virksomheden fremover indregne enerettigheder 

(koncessioner, patenter, licenser og lign. rettigheder) oparbejdet af virksomheden 

selv, hvis de kan måles pålideligt. Virksomheder omfattet af regnskabsklasse B skal fortsat 

kunne omkostningsføre udviklingsudgifter og øvrige internt oparbejdede rettigheder. 

Da 4. direktiv forbyder opskrivning af immaterielle aktiver, efter de er indregnet i balancen, 

har Regnskabsrådet ikke stillet forslag herom. 

Dagsværdi indføres i stort omfang for finansielle aktiver og forpligtelser. Regnskabsrådets 

anbefalinger på dette punkt er dog behæftet med forbehold for den kommende ændring 

af 4. direktiv, der giver mulighed for måling til dagsværdi af visse finansielle aktiver 

og forpligtelser. Regnskabsrådet anbefaler bl.a. måling af forpligtelser, der handles på 

velfungerende markeder, til kursværdi. Udenfor direktivændringen ligger målingen af 

kapitalandele i dattervirksomheder og associerede virksomheder, som foreslås at skulle 

ske til indre værdi for de store og mellemstore virksomheder i klasse C og D. Direktivet 

ændrer heller ikke på reglerne om indregning og måling af hensættelser. Her foreslår 

Regnskabsrådet en opstramning af reglerne, så der kommer større gennemskuelighed og 

konsistens i kravene til hensættelser. 

Reglerne om indregning og måling af omsætningsaktiver ændres ikke væsentligt. Regnskabsrådet 

foreslår dog bl.a., at virksomheder omfattet af klasse C og D fremover skal 

indregne indirekte produktionsomkostninger (IPO) som en del af kostprisen. 

For at give regnskabsbrugerne bedre information om virksomhedens likviditetsforhold, 

indføres et krav om, at også virksomheder i klasse C skal udarbejde pengestrømsopgørelse. 

Dette krav findes i dag alene for børsnoterede og statslige aktieselskaber. Pligten til at 

udarbejde halvårsrapporter ændres imidlertid ikke. 

Det har ofte været kritiseret, at lovens regler om oplysninger i noter og årsberetning har 

været mangelfulde – særligt vedrørende årsberetningen – og at placeringen af oplysningerne 

som noter eller årsberetning har været tilfældig. Det har virket negativt i lyset af, at 

kravet om et retvisende billede ikke tidligere har omfattet årsberetningen. 

Regnskabsrådet foreslår en klarere opdeling af oplysningskravene i noter og i ledelsens 

årsberetning. Der skal fremover ikke være tvivl om, hvor regnskabsbruger kan forvente at 

finde oplysningerne. Dette er også grunden til, at oplysninger om anvendt regnskabsprak- 

sis skal samles i ét afsnit. 

Navnlig årsberetningen har været kritiseret for at være mangelfuld. Dette imødegås ved at 

stille krav om, at årsberetningen fremover skal indeholde oplysninger om virksomhedens 

hovedaktivitet og finansielle risici, ligesom særlige forudsætninger for virksomhedens 

omtale af forventninger til fremtiden skal markeres klart. Der skal desuden oplyses om 

11

fem års hoved- og nøgletal, og vidensressourcer skal også omtales i nødvendigt omfang. 

Øvrige virksomheder skal ligesom virksomheder i klasse D også fremover bekræfte, 

hvorvidt tidligere udmeldte forventninger til fremtiden er overholdt. Sidstnævnte må 

forventes at medvirke positivt til regnskabsbrugers forvaltningskontrol af selskabets ledelse. 

Af hensyn til den mulige skade for selskabets konkurrencemæssige situation, sådanne 

oplysninger kan påføre virksomheden, kan virksomheder i klasse C udelade oplysningerne, 

hvis virksomheder kan påvise en konkret og velbegrundet risiko for skade. 

Bemærk, at de fleste af de nævnte nyheder ikke skal gælde obligatorisk for virksomhederne 

i klasse B – de små selskaber og virksomheder med begrænset ansvar. Disse vil 

fortsat kunne undlade at udarbejde og indsende årsberetning. Udarbejdes imidlertid årsberetning 

– helt eller delvist – skal de afgivne oplysninger være reelle fyldestgørende. 

I de internationale regnskabsstandarder findes et stort antal oplysningskrav. Flere af disse 

oplysningskrav er gentaget i FSR’s regnskabsvejledninger. Det er ikke fundet nødvendigt 

at foreslå væsentligt flere oplysningskrav i en ny årsregnskabslov som følge af dennes 

karakter som en rammelov. 

Regnskabsrådet har imidlertid fundet behov for at foreslå en fjernelse af enkelte af de 

skadesklausuler, der findes i loven. Derved reduceres mulighederne for at udelade oplysninger 

under henvisning til en mulig skade for selskabet. 

Kravet om oplysning i noterne om tilgodehavender hos og sikkerhedsstillelser for ledelsesmedlemmer 

og selskabsdeltagere er nok et af de krav, der har været mest omdiskuteret 

de senere år. Bestemmelsen har således givet anledning til mange misforståelser. Det 

foreslås derfor at opsplitte oplysningskravet i to dele: de lovlige og de ikke-lovlige mellemværender. 

Bestemmelsen om lovlige mellemværender skal erstattes af en generel 

beskrivelse af forholdet mellem virksomheden og dens nærtstående parter, hvor de ulovlige 

mellemværender i fremtiden fortsat skal forsynes med oplysninger, der sigter mod at 

tilgodese regnskabsbrugers kontrolinteresse. Betydningen af oplysninger om nærtstående 

parter til virksomheden understreges endvidere af forslaget om, at børsnoterede selskaber 

i fremtiden skal oplyse den nøjagtige ejerandel, som besiddes af aktionærer med 5% eller 

mere af aktiekapitalen eller stemmerettighederne. 

Med henblik på at give regnskabsbrugerne et mere fyldestgørende indtryk af virksomhedens 

eventualaktiver og –forpligtelser, foreslår Regnskabsrådet, at der i fremtiden også 

skal vises eventualaktiver. Sådanne mulige fremtidige aktiver kan have stor betydning for 


I Danmark har der indtil nu ikke eksisteret regler vedrørende fusionsregnskaber, selvom 

en fusion i økonomisk henseende ligner en koncernetablering. Internationalt har man da 

også behandlet fusioner og koncernetableringer efter samme regler, hvilket også i stor 

grad er sket i praksis herhjemme. 

Regnskabsrådet foreslår, at en ny lov overfører reglerne om koncernetablering på fusio- 

12

ner eller lign. virksomhedssammenlægninger. 

Reglerne om virksomhedssammenlægninger skal generelt tilpasses i forhold til lovens 

nuværende koncernregnskabsregler, idet udviklingen internationalt på visse områder har 

sat Danmark tilbage med et særegent regelsæt. Ved koncernetableringen skal foretages en 

omvurdering af aktiver og forpligtelser, uanset om virksomhedens anskaffelsespris for 

den tilkøbte virksomhed afviger fra denne virksomheds indre værdi. Endvidere skal såvel 

goodwill som badwill indregnes i balancen og løbende afskrives, hvis kriterierne for 

indregning er opfyldt. Muligheden for at straksnedskrive erhvervet koncerngoodwill over 

egenkapitalen udgår derfor. I stedet skal sammenlægningsmetoden (”pooling of interests”) 

tillades i særlige tilfælde. 

Fremover skal der indføres mulighed for, at danske koncerner, som har et udenlandsk 

moderselskab udenfor EU, kan undlade at udarbejde koncernregnskab mod at indsende 

det udenlandske moderselskabs koncernregnskab. Denne lempelsesregel for udarbejdelse 

af koncernregnskab gælder i dag kun for danske koncerner, der har en modervirksomhed i 

et andet EU-land. Det må dog sikres, at de kompenserende koncernregnskaber opfylder 

kravene i 7. direktiv. 

Regnskabsrådet finder, at de nuværende krav om indsendelse til Erhvervs- og Selskabsstyrelsen 

reelt er tilfredsstillende med enkelte skønhedspletter. Indsendelse og offentliggørelse 

er en meget vigtig del af princippet om tilgængelighed og aktualitet i regnskabsoplysningerne. 

Opgaven hér er snarere at få større systematik i reglerne, så alle virksomheder 

principielt kommer til at følge samme indsendelsesregler, herunder afgiftssanktionen, 

hvis årsregnskabet indsendes for sent til Erhvervs- og Selskabsstyrelsen. 

13

14 

1. DEL 

Behovet for ændringer af loven

3. Udviklingen frem til i dag 

3.1. De senere års udvikling i regnskabsaflæggelsen 

I tiden op til efterkrigsårene var regnskabspraksis hovedsageligt orienteret mod balancen. 

I 50’erne og 60’erne med industrialiseringen af Danmark blev ønsket om regnskaber, der 

var orienteret mod resultatopgørelsen – ex post orientering – stadigt stærkere. Regnskabsobjekterne 

var industri- og handelsvirksomheder i et samfund med en forholdsvis forudseelig 

udvikling og nogenlunde stabile arbejdsmønstre og organisationsstrukturer. 

Regnskabsreguleringen var sparsom – 5 paragraffer i aktieselskabsloven af 1930 og et 

tilsvarende antal næsten enslydende paragraffer i kapitel 2 i bogføringsbekendtgørelsen af 

1959. Regnskabspraksis udfyldte rammerne. 

I denne periode udviklede regnskaberne sig henimod en mere gennemført periodisering 

og tilpasning af overskudsbegrebet. Her udvikledes også de såkaldte "bidragsregnskaber", 

dvs. årsregnskaber hvor resultatopgørelsens omkostninger var opdelt i forhold til omkostningernes 

variabilitet (variable og faste omkostninger). I balancen var varebeholdninger 

værdiansat til de variable produktomkostninger, der var forbundet med fremstillingen. 

Alle faste produktomkostninger blev betragtet som periodeomkostninger, der i princippet 

var forbrugt i den pågældende periode. 

Bidragsmetoden var stort set et dansk fænomen i årsregnskabet og blev kun benyttet 

meget få steder i udlandet, hvorimod det var – og er – meget almindeligt at anvende denne 

metode i det interne regnskab verden over. 

Frem til 1970 var regnskabsaflæggelsen endvidere stærkt præget af skattereglerne. Et 

driftsøkonomisk regnskab var derfor i høj grad påvirket af de skattemæssige regler for 

indregning af indtægter, omkostninger, aktiver og forpligtelser. Herefter udviklede navnlig 

de større selskaber under påvirkning af udviklingen i UK og USA rent driftsøkonomiske 

regnskaber. 

Med selskabslovsreformen i 1973 udvikledes regnskabsreguleringen blandt andet ved et 

fællesnordisk samarbejde. Det gav sig udslag i aktieselskabslovens afsnit 12 (13 paragraffer). 

Her blev fastlagt, at skatter skulle anses som en omkostning, ligesom f.eks. ledelsesvederlag 

nu også ansås som en omkostning - og ikke som tidligere en del af overskudsfordelingen. 

Regnskabspraksis var stadig stærkt præget af bidragsmetoden. 

I 1981 gjorde ÅRL op med anvendelsen af skattereglerne i det driftsøkonomiske regnskab, 

dog således at man i en overgangsperiode frem til udgangen af 1985 kunne fortsætte med at 

anvende de skattemæssige regler. 1981-loven indebar tillige, at bidragsmetoden blev sat under 

pres, idet 4. direktiv og dermed ÅRL var indrettet efter selvkostmetoden. Efter 

selvkostmetoden består produktomkostninger af såvel variable som faste 

produktomkostninger. Praksis fastholdt dog bidragsmetoden lang tid endnu – og gør det stadig 

i et vist omfang. 

15

Den øgede brug af selvkostmetoden hang også sammen med, at det blev stadig vanskeligere at 

opretholde den hidtidige forudsætning om skarpe adskillelser mellem variable og faste 

omkostninger på grund af nye ansættelsesformer og organisationsstrukturer. Herudover kan 

det hævdes, at kapacitetsomkostningerne i fremstillingsvirksomhederne generelt har fået 

større vægt, og en manglende indregning heraf i værdien af varebeholdningerne ville betyde 

meget lave værdier af varelagrene, der ofte slet ikke svarer til den reelle værdi heraf. 

Indførelsen af ÅRL medførte en stigning i regnskabsreguleringens omfang. Denne forøgede 

antallet til 68 paragraffer i 1981. I løbet af årene efter gennemførelsen af loven gennemgik 

regnskabsaflæggelsen i Danmark en udvikling, hvorved årsregnskaberne i større omfang blev 

målrettet mod omverdenen i bred forstand fremfor alene mod aktionærer og kreditorer. 

Udviklingen i regnskabsaflæggelsen blev kraftigt støttet af revisororganisationerne. FSR 

etablerede tidligt et arbejde med at oversætte og kommentere – og dermed udbrede kendskabet 

til – de internationale regnskabsstandarder, der siden 1973 var blevet udstedt af I- 

ASC. I 1988 indledtes udstedelsen af danske Regnskabsvejledninger, hvoraf der op til 

ultimo 1998 er udstedt 13. Flere er undervejs. 

I 90’erne er regnskabsaflæggelsen – i hvert fald for mellemstore og store virksomheder – gået 

ind i en udvikling, som omfangsmæssigt langt overgår udviklingen i 1980’erne, da ÅRL blev 

indført. I dag består loven af 91 paragraffer. Den tilhørende bekendtgørelse (bek.) har 34 

paragraffer. Flere forhold har trukket denne udvikling i gang. 

Den internationale udvikling har påvirket Danmark meget kraftigt. Det skyldes dels det 

tættere samarbejde i EU og dels den økonomiske og teknologiske udvikling, som har nedbrudt 

mange handelsmæssige og kulturelle barrierer - også indenfor regnskabsvæsen. 

Globaliseringen har betydet, at IASC i slutningen af 1995 indgik en aftale med International 

Organisation of Securities Commissions (IOSCO), som er den internationale sammenslutning 

af fondsbørstilsyn. IASC har hér forpligtet sig til inden udgangen af 1998 at revidere en række 

eksisterende standarder gennemgribende og til at udvikle nye standarder. Disse 

kernestandarder skal herefter udgøre de regler, som børsnoterede virksomheder vil kunne 

aflægge regnskaber efter overfor fondsbørserne - uanset på hvilken fondsbørs selskabet er noteret 

2 . 

I lyset af IASC’s aftale med IOSCO udviklede EU-kommissionen en ny regnskabsstrategi 

”Accounting Harmonisation: a new strategy vis-a-vis International harmonisation”. Efter 

denne vil EU-kommissionen aktivt påvirke arbejdet med IAS-standarderne, så disse såvidt 

muligt udstedes indenfor rammerne af EU-direktiverne. Lykkedes dette ikke fuldt ud, vil 

Kommissionen søge at tilpasse direktiverne på de områder, som ikke harmonerer med IAS- 

standarderne. Der bliver herved lagt op til et strategiskifte for EU’s regulering af selskabers 

2 

16 

Se www.iasc.org.uk/frame/cen3_5.htm for en liste over alle ”core standards”. Et resume af 

aftalen mellem IOSCO og IASC kan også findes her.

egnskabsaflæggelse. 

Udover IASC bør nævnes det amerikanske FASB, som har udstedt regnskabsstandarder for 

børsnoterede selskaber på amerikanske børser siden 1973, hvor opgaven blev overtaget fra 

AICPA. FASB er en betydeligt større organisation end IASC, er accepteret af det 

amerikanske børstilsyn (SEC) og har meget kraftig indflydelse på den globale 

regnskabsregulering. De amerikanske børsers størrelse betyder, at FAS-standarderne også i 

fremtiden vil få stor indflydelse på de regler, der fastsættes i IASC-regi. 

Teknologien har – udover at forstærke globaliseringen – betydet, at samspillet mellem 

virksomhederne og disses omverden udvikler sig betydeligt, så omverdenen i dag efterspørger 

langt mere information fra virksomhederne. Teknologien har ganske enkelt gjort det muligt at 

indsamle og bearbejde mere information. De finansielle regnskaber suppleres derfor i stigende 

omfang af oplysninger om videnkapital og om omverdenens forhold til virksomheden og 

miljøforholdene. 

3.2. De senere års teoriudvikling: To centrale teoriretninger 3 

Den regnskabsteoretiske diskussion er de senere år blevet koncentreret om to - ofte modsatrettede 

- teorier, nemlig den transaktionsbaserede teori og den værdibaserede teori. 

Den internationale udvikling bekender sig i stigende omfang - med baggrund i begrebsrammerne 

fra IASC og FASB - til den værdibaserede teori. De europæiske regnskabsdirektiver og 

ÅRL ligger derimod tæt op ad den transaktionsbaserede model. Denne forskel er navnlig 

interessant, når de europæiske regler om regnskabsaflæggelse skal tilpasses IAS-standarderne, 

jf. EU-kommissionens regnskabsstrategi. 

Det er derfor vigtigt at forholde sig til denne forskel. 

3.2.1. Den transaktionsbaserede regnskabsteori 

Den transaktionsbaserede teori tager udgangspunkt i en virksomheds realiserede transaktioner. 

Definitionen af indtægter og omkostninger er transaktionsbaserede, så indtægter måles til 

salgspris og omkostninger til historiske priser. Derved opnås sammenhæng mellem udgift, 

udbetaling og omkostning samt mellem indtægt og indbetaling. Teorien er altså nært knyttet 

til pengestrømme, da modellen indebærer, at pengestrømmene indplaceres i de perioder, de 

vedrører. 

Indregning af indtægter og omkostninger (og dermed aktiver og forpligtelser) skal have baggrund 

i en transaktion. Resultatopgørelsen og balancen indeholder derfor principielt ikke 

urealiserede værdiændringer på aktiver og forpligtelser. Tilsvarende vil mange værdier, f.eks. 

internt oparbejdede immaterielle aktiver, ikke blive indregnet, da de ikke hidrører fra en 

transaktion. 

Indregning af omkostninger i resultatopgørelsen sker efter matchingprincippet. Dette princip 

3 

Afsnittet er skrevet med udgangspunkt i Elling, Årsregnskabsteori. 

17

ygger som udgangspunkt på en forestilling om, at alle udgifter til anskaffelse af ressourcer 

afholdes for at skabe indtægter, og at udgifterne derfor er forbundet med indtægterne som 

årsag og virkning. Den perfekte gennemførelse af matchingprincippet består derfor i at indregne 

samtlige udgifter i produktion, salg og administration som produktomkostninger, der 

følger produkterne frem til det tidspunkt, hvor produkterne sælges, og salgspriserne tages til 

indtægt. I praksis er det imidlertid oftest overordentligt vanskeligt at finde en korrekt sammenhæng 

mellem indtægter og det tilhørende ressourceforbrug. 

Balancen er sekundær i den transaktionsbaserede teori. Omfanget af aktiver i balancen afgøres 

udfra, hvilke udgifter der endnu ikke er indregnet i resultatopgørelsen som omkostninger. 

Aktiverne er tidligere afholdte udgifter, som er "parkeret" i balancen med henblik på senere 

matching. Forpligtelserne består af gældsposter og regnskabstekniske poster, som hidrører fra 

forsøget på at matche indtægterne med et "skønnet" ressourceforbrug. I den rene transaktionsbaserede 

teori foretages ikke nedskrivninger på de aktiver, der har en lavere værdi end den 

værdi, de er bogført til. Det skyldes, at der ikke foreligger en transaktion. 

Teorien forudsætter i høj grad, at man kan sammenligne de enkelte aktiviteters præstationer år 

for år for derved at prognosticere udviklingsretning og –hastighed. Teorien forudsætter altså 

forholdsvist stabile, udskillelige og forudseelige forløb. 

3.2.2. Den værdibaserede regnskabsteori 

I den værdibaserede teori tages udgangspunkt i en måling af værdien af aktiver og forpligtelser. 

Overskuddet måles som fremgangen i værdien af nettoaktiver eller egenkapital fra primo 

til ultimo. Resultatopgørelsen er sekundær i forhold til balancen og skal vise periodens ændringer 

i aktiver og forpligtelser. Herved kan regnskabsbruger se, hvorledes årets tilvækst i 

nettoaktiverne - og dermed egenkapitalen - fremkommer. I modsætning til den transaktionsbaserede 

teori forudsættes ikke, at der er gennemført en transaktion, for at et forhold skal medtages 

i regnskabet. 

Den værdibaserede teori prioriterer balancen højest, hvorfor definition, indregning og måling 

primært foregår i balancen. Definitionerne af indtægter og omkostninger er afledt heraf. Opfylder 

en given post ikke definitionen på aktiver, føres den som omkostning i resultatopgørelsen, 

selvom det måtte være i konflikt med matchingprincippet. Alle aktiver skal være reelle 

økonomiske ressourcer, der har værdi for virksomheden. Regnskabstekniske aktiver, f.eks. 

aktiveret kurstab fra lånoptagelse, er ikke tilladte. Den værdibaserede teori anerkender heller 

ikke passivposter, som alene er regnskabsteknisk afledt af resultatopgørelsen, dvs. hensættelser, 

der ikke opfylder definitionen på forpligtelser, men som i den transaktionsbaserede teori 

indregnes under henvisning til matchingprincippet. Kun reelle forpligtelser kan indregnes som 

hensættelser. 

Derved reduceres mulighederne for udjævning af overskud, der ellers vil sløre virksomhedens 

udviklingstendenser. 

Teorien tager sigte på at måle værdier, dvs. måling af aktiver og forpligtelser sker til kapitalværdier 

eller markedsværdier. Ændringer i værdi tages ind i balancen, når de opstår via æn- 

18

dringer i aktuelle markedspriser eller kapitalværdier. Fortiden - og dermed historiske kostpriser 

som målegrundlag - spiller med andre ord ikke ind. 

Der skelnes i den rene model ikke mellem realiserede (dvs. transaktionsbaserede) eller urealiserede 

indtægter eller omkostninger. En sådan opdeling bør imidlertid under alle omstændigheder 

ske i resultatopgørelsen, da fordelingen mellem realiserede og urealiserede værdiændringer 

kan have betydning for regnskabsbrugers beslutninger. 

19

4. Hvad driver den fremtidige udvikling i eksternt regnskabsvæsen? 

Frem til i dag har globaliseringen og den teknologiske udvikling ført til store ændringer i 

regnskabsvæsenet – såvel hvad angår udarbejdelsen som brugen af regnskabsinformation. 

Globaliseringen har i virkeligheden flyttet en del af regnskabsreguleringen til internationale 

organisationer som f.eks. IASC og FASB – foruden den indflydelse som de nationale 

fondsbørser udøver. 

Også den regnskabsteoretiske debat, som denne bl.a. er foregået på de højere læreanstalter, 

har haft en stor indflydelse på, hvorledes mange opfatter regnskabsvæsenet. 

Men hvilke fremtidige forhold vil drive udviklingen i det eksterne regnskabsvæsen? Det 

spørgsmål er relevant i forberedelse af en ny lov, som skal kunne rumme et vist omfang 

af fremtidige forandringer. 

Fremover forventes teknologien og globaliseringen også at være nogle af de allervæsentligste 

drivkræfter i udviklingen af samfundet – og får derved også indvirkning på, hvorledes 

regnskabsvæsenet skal udvikle sig. Men også et globalt behov for regelharmonisering 

vil skabe forandringer i regnskabsvæsenet. 

De tre drivkræfter kan ikke betragtes isoleret. Regelharmoniseringen kan i realiteten siges 

at være delvist afledt af de to øvrige, fordi den forstærker de positive tendenser, der følger 

af globaliseringen og udviklingen af ny teknologi. 

En ny ÅRL bør være i harmoni med disse drivkræfter. I modsat fald risikerer Danmark 

ikke at få fuldt udbytte af den udvikling, som viser sig i de kommende år. 

4.1. Den teknologiske udvikling som drivkraft for udviklingen 

Den teknologiske udvikling, som denne er forløbet siden 2. verdenskrig, har drevet den 

vestlige verden i retning af større velstand i kraft af mere effektiv produktion og samhandel. 

Derved har den teknologiske udvikling også forstærket den globalisering, som har 

fundet sted. 

Den teknologiske udvikling vil også fremover få stor betydning for virksomhedernes 

strukturudvikling. De gammelkendte strukturer og produktionsmåder er i stadigt stigende 

omfang på vej bort og vil give plads til nye og mere fleksible arbejds- og organisationsformer. 

I fremtiden kan det derfor være vanskeligt at afgrænse virksomheden og dens 

bestanddele éntydigt. Teknologien giver således store muligheder for et så tæt samarbejde 

med virksomhedernes kunder og leverandører, at den økonomiske enhed måske snarere 

kunne siges at bestå af samhandelsparterne tilsammen. Geografisk placering spiller i den 

forbindelse ikke den store rolle. 

Teknologiens indtog i produktionen har betydet, at mange produkter har et meget stort 

20

indhold af viden og information. Derved får den kapacitet, som ligger i medarbejdernes 

viden og kompetencer, ofte større betydning end den materielle kapacitet i form af maskiner 

og anlæg. 

Det betyder, at beskrivelsen af virksomhedens materielle kapacitet naturligt nok ikke vil 

betyde så meget som hidtil for en regnskabsbrugers vurdering af virksomheden. Regnskabsbrugerne 

vil derfor i fremtiden stille krav om, at regnskabsinformationen udvides til 

at beskrive ikke-økonomisk information, f.eks. virksomhedens medarbejderressourcer. En 

undersøgelse gennemført af revisionsfirmaet Ernst & Young i USA viser, at ikkeøkonomisk 

information i gennemsnit vejer ca. 35% i investorernes beslutninger. For 

højteknologiske virksomheder vejer ikke-økonomisk information ca. 50%. Undersøgelsen 

påviste også, at jo flere ikke-økonomiske informationer, der blev benyttet, jo større præcision 

i indtjeningsprognosen 4 . 

Skiftet fra materiel til intellektuel kapacitet betyder i realiteten et skift i magtforholdet i 

virksomheden. Medarbejderne vil få større indflydelse på ledelsesprocessen og indtægtsskabelsen. 

I kølvandet herpå udvikles nye aflønningsformer, som kan tage højde for, at 

intellektuelle ressourcer er knappe ressourcer. 

Foruden de intellektuelle ressourcer forventes også miljøressourcerne at blive knappe, 

ligesom regnskabsbrugerne generelt tillægger oplysninger herom stor værdi. Derfor bør 

disse ressourcer også i større omfang beskrives i årsregnskabet. 

Den teknologiske udvikling indebærer, at der bliver adgang til uhyre mængder af information. 

Teknologien vil således give bedre muligheder for at indsamle, bearbejde og 

formidle information. Det bliver derfor mere nærliggende – og påkrævet – for virksomhederne 

og disses rådgivere at inddrage regnskabsinformation og andre relevante oplysninger 

i beslutningsprocesserne. Også ikke-regnskabskyndige brugere får lettere adgang 

til information. 

Tilkomsten af nye brugergrupper gør det påkrævet at differentiere den information, der 

leveres til brugerne. For ikke-regnskabskyndige brugere bliver det nødvendigt, at virksomheden 

– eller andre aktører – foretager en udsondring af den information, der er relevant. 

Samtidig vil der blive lagt vægt på, at den relevante regnskabsinformation præsenteres 

så gennemskueligt og tilgængeligt som muligt. 

For de professionelle brugere må forventes en anden udvikling. Den amerikanske revisororganisation, 

AICPA, har givet et bud herpå. Her forudses, at den teknologiske udvikling 

indebærer, at det officielle eksterne årsregnskab erstattes – eller i det mindste suppleres 

– af en database, som indeholder detaljerede økonomiske oplysninger om virksomheden 

og dennes løbende transaktioner. Regnskabsbrugerne kan derved selv trække de data, 

som de ønsker, og opstille årsregnskabet efter de principper, som de ønsker. Databasen 

4 Ernst & Young: ”Measures that matters”. 

21

skal ajourføres løbende 5 . 

4.2. Globaliseringen som drivkraft for udviklingen 

Den stigende grad af samhandel på tværs af landegrænserne afspejler en stigning i velstanden 

og en generel bekendelse til markedsøkonomien i den vestlige verden – og ligeså 

stille i det tidligere Østeuropa. Velstandsudviklingen forstærkes af den stigende samhandel. 

Globaliseringen betyder, at danske virksomheders og forbrugeres beslutninger i dag påvirkes 

af udviklingen indenfor EU, USA, Asien og det tidligere Østeuropa. Såvel varer 

som kapital, arbejdskraft og viden bevæger sig i stort omfang uhindret rundt i verden, 

hvilket har forstærket konkurrencen på disse markeder. Det stigende politiske samarbejde 

på tværs af grænserne må forventes at forstærke det internationale handelssamarbejde. 

I de kommende år dannes i EU en fælles valuta – euro’en. Denne forventes at føre til 

færre transaktionsomkostninger ved omveksling og via en lavere rente- og valutakursrisiko. 

Det betyder, at økonomiske barrierer for samhandel nedbrydes. 

Dannelsen af euro’en vil formentlig medvirke til, at de enkelte landes fondsbørser etablerer 

grænseoverskridende samarbejde med henblik på at gøre sig attraktiv for virksomheder 

og investorer. London Stock Exchange og Deutsche Börse har allerede indledt et 

formelt samarbejde for at skabe en mere effektiv europæisk kapitalformidling. Udviklingen 

kunne føre en egentlig fælleseuropæisk fondsbørs med sig. 

Udviklingen i EU får stor betydning for landene i EU, men får tillige stor betydning for 

EU’s samhandel med omverdenen. Foruden en mere gnidningsfri samhandel mellem 

landene, medfører euro’en uden tvivl, at kapitalformidlingen bliver mere effektiv. – og 

dermed billigere – end det danske kapitalmarked isoleret set vil være. Kapital kan omfatte 

såvel lånekapital som ansvarlig kapital i form af aktiekapital. 

Det mere smidige internationale samarbejde – ikke blot i EU - betyder, at virksomhederne 

vil få større behov for at rapportere økonomisk information på tværs af grænserne. 

Det indebærer samtidig, at regnskabsinformationen skal være sammenlignelig med andre 

landes regnskabsinformation, for at regnskabsbruger kan have fuld gavn af informationen. 

4.3. Regelharmonisering som drivkraft for udviklingen 

Den teknologiske udvikling og den øgede globalisering vil give stigende samhandel og 

investeringer mellem danske og udenlandske virksomheder. 

De virksomheder, der opererer på flere forskellige nationale markeder, er i dag ofte tvunget 

til at efterleve afvigende regelsæt inden for samme forretningsområde. Disse virksomheder 

vil derfor som hovedregel have en klar interesse i, at reglerne er så ens som 

5 Se www.aicpa.org. 

22

muligt på de markeder, hvor virksomheden opererer. 

Forskellige regler fra land til land betyder større omkostninger for virksomhederne, når 

de skal handle – og eventuelt etablere sig – i andre lande. Omkostningerne kommer, fordi 

virksomheden skal søge og analysere andre landes lovgivning 

Den amerikanske retsøkonom Coase har kaldt disse meromkostninger for transaktionsomkostninger, 

fordi de afspejler omkostninger ved at gennemføre ”transaktioner” indenfor 

andre landes retssystemer. Se Boks 1. 

Den amerikanske retsøkonom Coase 6 har udviklet følgende teori om indgåelse af aftaler: 

• Hvis: 1. ejendomsretten er klart defineret og 

2. begge parter vil få en fortjeneste ved aftalen og 

3. transaktionsomkostninger er lave. 

• Så: vil aftalen blive indgået. 

BOKS 1: COASE TEOREMET. FORSKELLIGE REGLER MELLEM LANDENE ØGER OMKOSTNINGERNE VED AT GENNEMFØRE TRANSAKTIONER. 

Ifølge Coase teoremet vil virksomhederne naturligt indgå aftaler, hvor transaktionsomkostningerne 

er tilstrækkeligt lave. Opfyldelsen af uensartede lovkrav trækker i den forkerte 

retning i form af højere transaktionsomkostninger. 

Virksomhederne vil derfor have størst økonomisk interesse i at indgå aftaler i de lande, 

hvor lovkravene er tættest på hinanden. Dette gælder naturligvis kun, hvor de øvrige 

forudsætninger i teoremet er opfyldt. 

Det betyder, at Danmark har en selvstændig økonomisk interesse i at harmonisere sin 

lovregulering i forhold til andre lande. Harmoniseringen af regler bliver en selvstændig 

konkurrenceparameter på lige fod med skatteforhold, arbejdsmarkedsforhold, forbrugerforhold 

m.v. 

4.4. Hvilken indvirkning får udviklingen på reglerne om regnskabsaflæggelse? 

Den internationale og teknologiske udvikling har hidtil kun i et begrænset omfang haft 

indflydelse på lovreglerne for regnskabsaflæggelse. Nogle lovændringer har derimod 

været afledt af politiske ønsker om f.eks. strengere krav til revisorer og deres erklæringer, 

om bekæmpelse af økonomisk kriminalitet og om forenklinger for navnlig små virksomheder. 

Lovens basis i direktiverne betyder, at EU-landene har en rimeligt harmoniseret 

6 

For en nærmere beskrivelse af Nobelpristager Coases teorem se bl.a. A. Raaschou-Nielsen 

og N. Juul Foss, Rets- og Kontraktsøkonomi, Kbh. 1997 

23

lovgivning om årsregnskaber. 

I de kommende år må der forventes en stærk international og teknologisk påvirkning af 

samfundet som helhed. For regnskabsreguleringen betyder det bl.a.: 

• Udviklingen går hurtigere og hurtigere. Det betyder, at historisk information ikke længere 

kan benyttes i samme grad til at forudsige fremtiden. Dette trækker i retning af mere 

fremadrettet (værdibaseret) regnskabsinformation. 

• De finansielle informationer kan ikke længere stå alene. Disse må i stigende omfang 

suppleres af oplysninger om viden og miljø, ligesom kvalitative oplysninger om 

virksomheden må opprioriteres. 

• Tilkomsten af nye regnskabsbrugere, som ofte ikke har særlig forstand på regnskabsvæsen 

betyder, at indholdet i årsregnskaber skal være præget af mindst mulig regnskabsteknik. 

Her synes det værdibaserede regnskabskoncept at appellere særligt til mange 

regnskabsbrugere. Men også de teknologiske muligheder kan her udvikles for at tilgodese 

en mere brugervenlig præsentation af oplysningerne. 

• Den stigende internationalisering medfører behov for globale regnskabsregler – fremfor 

alene fælleseuropæiske regler. Globale regnskabsregler giver tillige en harmonisering, 

som betyder lavere transaktionsomkostninger for det stigende antal virksomheder, der har 

internationale handelsrelationer. 

IASC og FASB er også opmærksomme på disse udviklingstendenser. Dette gør alt andet lige 

den danske udviklingsproces med en ny lov lettere, idet inspirationen til nye regler meget 

hensigtsmæssigt kan komme herfra. Det er EU-kommissionens strategi at søge en tilnærmelse 

til IAS-standarderne. 

IASC og FASB arbejder i retning af værdibaserede regnskaber. Baggrunden for denne udvikling 

er, at videns- og servicesamfundet ikke kan beskrives tilstrækkeligt med den transaktionsbaserede 

regnskabsmodel. Mange aktiver, forpligtelser og præstationer vises ganske enkelt 

ikke tilstrækkeligt klart i den transaktionsorienterede model. Endvidere vil mere værdibaserede 

regler formentlig gøre regnskabsvæsenet mindre teknisk orienteret end i dag. 

En ny lov må naturligvis ikke stride mod direktiverne, der fortsat vil være grundlaget for en 

ny lov. Der er imidlertid tale om, at Danmark udnytter 4. direktivs rummelighed til at lave et 

nyt regnskabskoncept. Her kan også hentes inspiration fra UK, der med ståsted i såvel europæisk 

som angelsaksisk regnskabskoncepter, søger at kombinere begge i sit regnskabsvæsen. 

Ændringen i retning af værdibaserede regnskaber behøver ikke at reducere regnskabsoplysningernes 

pålidelighed. Det skyldes, at markederne for mange aktiver og forpligtelser de 

senere år har udviklet sig og stadig udvikler sig så meget, at virksomhederne i fremtiden får 

langt bedre muligheder for en pålidelig markedsværdiansættelse af virksomhedens aktiver 

og forpligtelser 7 . 

7 Se i øvrigt Thomas Johnson og Robert S. Kaplan, ”Relevance lost”, s. 142-143, hvor det 

anføres, at engelske virksomheder i starten af dette århundrede i stort omfang brugte 

24

5. Problemområder i den nuværende regnskabsregulering 

Regnskabsvæsen fremhæves ofte som en teknisk disciplin, der beskæftiger sig med registrering, 

klassifikation og summation af økonomiske transaktioner og begivenheder. Denne 

afgrænsning er dog alt for snæver i en verden, hvor langt fra alle forhold kan beskrives 

i så simple termer. I stedet kan regnskabsvæsen defineres således, jf. APB, 1970: 

Accounting is a service activity. Its function is to provide quantitative information, primarily financial in 

nature, about economic entities that is intended to be useful in making economic decisions. 

Regnskabslovgivningen i form af ÅRL og bek. søger at løse regnskabsbrugernes informationsbehov. 

Reguleringen er gennemført på baggrund af EF-direktiver, hvorfor reguleringen 

ikke kan tages som udtryk for en løsningsmodel, der alene har tilgodeset danske 

regnskabsbrugere. Der er tale om et kompromis mellem forskellige landes 

regnskabsregulering og interesser. 

ÅRL har siden lovens fremkomst i 1981 været udsat for en del kritik. Kritikken, der har været 

fremført af såvel regnskabsbrugere som regnskabsudarbejdere og revisorer, har dels været 

rettet mod lovbestemmelsernes indhold, dels bestemmelsernes udformning og placering i 

loven og bek. Selvom dele af kritikken er søgt imødekommet ved de ændringer, der er foretaget 

i ÅRL og bek. i perioden 1987-1996, rettes der stadig kritik mod lovgivningens indhold og 

udformning. 

Kritikken mod loven kan sammenfattes til følgende punkter: 

• Lovens struktur og anvendelsesområde er ikke brugervenlig og giver anledning til forståelsesproblemer. 

Det skyldes bl.a., at andre virksomheder end de oprindeligt omfattede senere 

er blevet omfattet af loven via henvisninger fra andre love, f.eks. erhvervsdrivende 

fonde og erhvervsdrivende virksomheder. Det er samtidig et problem, at regnskabskravene 

til små virksomheder findes i bogføringsloven, medens kravene til andre virksomheder 

findes i ÅRL. 



• Lovens grundlæggende forudsætninger og regler om værdiansættelse (indregning og 

måling) er ikke tidssvarende i forhold til de internationale strømninger, hvor 

fremadrettede målegrundlag (markedsværdier) vinder frem på bekostning af 

bagudrettede målegrundlag (historisk kostpris). 




helt regler om fusioner. 

• Lovens regler om offentliggørelse og indsendelse af årsregnskaber til Erhvervs- og 

markedsværdier til at måle virksomhedens præstationer. På daværende tidspunkt var 

markederne meget velfungerende og fri for monopoler og andre koncentrationer af 

udbuddet. 

25

26 

Selskabsstyrelsen er svære at gennemskue og trænger generelt til en harmonisering på 

tværs af de forskellige virksomhedsformer. 

Regnskabsreguleringen skal være struktureret og formuleret, så både regnskabsbrugere, regnskabsudarbejdere 

og revisorer er i stand til at forstå lovens indhold. Derved reduceres fortolkningsvanskeligheder. 

Det må dog erkendes, at regnskabsaflæggelse ofte er en meget kompleks affære, der bygger 

på en række konventioner og teorier samt en udviklet praksis. Det er derfor ikke muligt at 

formulere en lov om regnskabsregulering, der på samme tid opfylder kravene om lovteknisk 

præcision og forståelighed for enhver. Det må nødvendigvis forudsættes, at lovens brugere er 

i besiddelse af et vist kendskab til regnskabsaflæggelse- og forståelse. 

Det skal understreges, at loven fortsat bør suppleres af vejledninger og standarder fra 

offentlige og private organisationer. Vejledningerne har flere funktioner. For det første 

indeholder vejledningerne detaljerede anvisninger på områder, hvor loven kun formulerer 

generelle principper. For det andet formulerer vejledningerne anvisninger på områder, 

som loven ikke dækker, og for det tredje kan vejledningerne rette op på de områder, hvor 

loven er upræcis. I lyset af, at ÅRL til en vis grad er – og formentlig i endnu større grad 

fremover vil være – en rammelov, vil vejledningerne fortsat have meget stor betydning 

for udviklingen i virksomheders regnskabsaflæggelse. 

5.1. Lovens struktur 

5.1.1. Problem 

ÅRL’s opbygning og anvendelsesområde har givet anledning til kritik. Det har navnlig 

været et problem at overskue, hvilke regnskabsregler der gælder for de forskellige virksomhedsstørrelser- 

og former. Kritikken kan i det store hele afgrænses til følgende punkter: 

• Alle bogføringspligtige virksomheder skal i dag udarbejde årsregnskab efter bogføringslovgivningens 

regler. Virksomheder, der direkte eller indirekte tillige omfattes af 

ÅRL, skal i stedet udarbejde årsregnskab efter denne lovs bestemmelser. Opdelingen 

af regnskabsreguleringen i henholdsvis bogføringslov og –bekendtgørelse samt årsregnskabslov 

og -bekendtgørelse har været kritiseret for at være tilfældig og ulogisk. 

• Siden lovens fremkomst i 1981 er erhvervsdrivende fonde og visse erhvervsdrivende 

virksomheder indirekte blevet omfattet af lovens bestemmelser med de fravigelser og 

tilpasninger, der følger af virksomhedens henholdsvis fondens særlige forhold. Hos 

såvel regnskabsaflæggere som –brugere har der hersket usikkerhed om, hvilke fravigelser 

og tilpasninger, der reelt har været mulige og påkrævede. 

• ÅRL og bek. er i stort omfang struktureret i forhold til årsregnskabets bestanddele. 

Det fremgår derfor ikke tydeligt, hvilke mindstekrav f.eks. små virksomheder skal følge. 

I 1996 løstes en del af problemet ved at samle de undtagelsesbestemmelser, der er afhæn-

gige af virksomhedens størrelse, i et nyt kapitel 9 a. Det var første skridt til en opdeling af 

loven i forhold til virksomhedernes størrelse. 

Der er også behov for en præcisering og udvidelse af lovens direkte anvendelsesområde. I 

forbindelse med Regnskabsrådets arbejde med en ny bogføringslov i 1997 blev udtrykt 

ønske om, at bogføringsbekendtgørelsens regnskabsbestemmelser af forenklingshensyn 

blev overflyttet til ÅRL. I et panel, der tidligere har være nedsat med henblik på at finde 

forenklinger på Erhvervs- og Selskabsstyrelsens lovområde blev desuden foreslået, at man 

bør arbejde for, at særligt små virksomheder slipper for at lave såvel et skatteregnskab som et 

eksternt årsregnskab. 

5.1.2. Konklusion 

Der er behov for en ny lovstruktur, så det bliver lettere for den enkelte virksomhed at 

overskue loven. Det må forventes, at en bedre lovstruktur også medvirker til at sikre en 

større regeloverholdelse 8 . 

Lovens anvendelsesområde skal udvides, så alle erhvervsdrivende virksomheder som 

udgangspunkt omfattes direkte af loven. Virksomheder, der p.t. omfattes indirekte af 

loven, skal således fremover omfattes direkte. Endvidere skal de virksomheder, der i dag 

omfattes af bogføringslovgivningens regler om regnskabsaflæggelse, fremover omfattes 

direkte af ÅRL. Små virksomheder, der i dag er omfattet af bogføringslovens pligt til at 

udarbejde årsregnskab, skal lempes for pligten, dog således at lovens mindstekrav skal 

følges, hvis virksomhederne alligevel vælger at udarbejde et årsregnskab til brug for 

omverdenen. 

Lovens struktur skal tilpasses som følge af ændringerne i anvendelsesområdet. Samtidig 

skal det klart fremgå af loven, hvilke mindstekrav små virksomheder m.v. skal aflægge 

regnskab efter. 

I kapitel 8 foreslås en ny lovstruktur, der dels gør loven mere læsevenlig, dels viser 

hvorledes alle relevante virksomheder samtidig kan rummes i én lov. 

5.2. Lovens krav om et retvisende billede 


Efter ÅRL skal årsregnskabet og koncernregnskabet give et retvisende billede af selskabets 

henholdsvis koncernens aktiver og passiver, økonomiske stilling samt resultatet. 

8 

§ 4. Årsregnskabet og koncernregnskabet skal opstilles på overskuelig måde i overensstemmelse med 

denne lov og regler, der er udstedt i henhold til loven. 

Se afsnit 5.4.1, hvor Erhvervs- og Selskabsstyrelsens undersøgelse af kvaliteten af indsendte 

årsregnskaber fra 1993 er omtalt. Denne viste, at 94 % af de indsendte årsregnskaber var 

behæftet med fejl. 

27

28 

Stk. 2. Årsregnskabet og koncernregnskabet skal give et retvisende billede af selskabets henholdsvis 

koncernens aktiver og passiver, økonomiske stilling samt resultatet. 

Stk. 3. Hvis anvendelsen af bestemmelserne i eller i henhold til denne lov ikke er tilstrækkelig til at give et 

retvisende billede som nævnt i stk. 2, skal der gives yderligere oplysninger i årsregnskabet henholdsvis 

koncernregnskabet. 

Stk. 4. Hvis anvendelse af bestemmelserne i eller i henhold til § 5, § 8 og afsnit 3-8 i særlige tilfælde vil 

stride mod kravet i stk. 2, skal de fraviges, således at dette krav opfyldes. En sådan fravigelse skal anføres i 

noterne og behørigt begrundes med oplysning om, hvilken indvirkning - herunder så vidt muligt den 

beløbsmæssige indvirkning - fravigelsen har på selskabets henholdsvis koncernens aktiver og passiver, 

økonomiske stilling samt resultatet. 

Det er udgangspunktet for lovens krav om et retvisende billede, at dette opnås ved anvendelse 

af lovens detailregler. Er disse ikke tilstrækkelige, er der pligt til at supplere årsregnskabet 

med oplysninger, så dette udfra en samlet betragtning bliver retvisende. Kun i de helt specielle 

tilfælde, hvor supplerende oplysninger ikke er tilstrækkelige til at sikre et retvisende 

billede, har selskabet pligt til at fravige de bestemmelser i loven, som er nødvendige for at 

sikre et retvisende billede 9 . 

Bestemmelsen udtrykker et generelt kvalitetskrav, som alle årsregnskaber, aflagt i henhold til 

loven, skal opfylde. Bestemmelsen har imidlertid givet anledning til tvivl blandt 

regnskabsaflæggere, regnskabsbrugere og revisorer om, hvad kvalitetskravet et retvisende 

billede indebærer. Kritikken har navnlig været: 

• Begrebet et retvisende billede er ikke nærmere defineret. 

• Der findes ikke blot ét – men i hvert fald to forskellige - retvisende billeder af de samme 

realøkonomiske begivenheder. 

• Kravet om et retvisende billede gælder kun årsregnskabet– og koncernregnskabet– men 

ikke årsberetningen. 

• Forudsætningen om, at et retvisende billede opnås ved blot at følge loven, synes ikke 

længere i overensstemmelse med de faktiske forhold. 

• Lovens krav om noter ved fravigelse er ikke tydelige nok. Navnlig synes ordet ”behørig” 

begrundelse at kræve en forklaring. 

Disse problemstillinger er blevet aktuelle i takt med udviklingen af samfundet, bl.a. i retning 

af større globalisering. Der henvises her til kapitel 4, hvor udviklingstendenserne er nærmere 

beskrevet. 


Lovens krav om retvisende billede skal fortsat være en vigtig løftestang til udvikling af 

praksis på områder, der heller ikke i fremtiden dækkes af loven. Det er derfor meget 

vigtigt, at kravet får en fremtrædende rolle i en ny lov, samtidig med, at loven præciserer, 

hvad der forstås ved et retvisende billede. 

Dette problem søges løst i kapitel 6 og 7, hvor det foreslås, at et retvisende billede skal 

9 

Denne pligt til at fravige loven blev tilbage ved lovens fremkomst anset som en 

fremtidssikring af loven, idet bestemmelsen kunne benyttes til at udvikle nye 

værdiansættelsesmetoder, jf. her Elling i Revision & Regnskabsvæsen, nr. 8/1983.

udmøntes ved en dansk begrebsramme, som afstikker grænserne for et retvisende billede. 

5.3. Lovens regler om indregning og måling (værdiansættelsesregler) 


Lovens regler om indregning og måling er nok den del af loven, der har været udsat for den 

stærkeste kritik. Det hænger sammen med, at lovens metoder til at indregne og måle 

årsregnskabets poster påvirker den måde, virksomhedens præstationer og økonomiske stilling 

optræder på. Metoderne får således betydning for overskud, egenkapital samt de investorrelevante 

nøgletal, som ofte beregnes udfra årsregnskabet. 

En del af lovens metoder er så tekniske, at mindre regnskabskyndige brugere kan have 

vanskeligt ved at gennemskue årsregnskabet. 

I de følgende afsnit uddybes kritikpunkterne: 

• Forsigtighedsprincippets forrang for de øvrige ”principper” om indregning og måling - 

navnlig periodiseringsgrundsætningen. 

• Lovens transaktionsbaserede princip – som tilskrives princippet om måling til historisk 

kostpris – er blevet kritiseret for at hindre indregning af bl.a. oparbejdede aktiver. 

• Loven indeholder ingen definition af aktiver og forpligtelser. 

5.3.1.1. Forsigtighedsprincippet 

Asymmetrien i lovens krav om forsigtighed ved regnskabsaflæggelsen - dvs. indregning af 

tab, når det truer, medens indtægter skal være konstaterede for at kunne indregnes - har været 

genstand for kritik lige siden lovens fremkomst. 

Princippet, som findes i lovens § 26, stk. 1, nr. 3, er et gammelt princip, som opstod samtidig 

med, at man begyndte at lave regnskaber. Princippet blev anset for en nødvendighed for at 

moderere lederes og ejeres tendens til overoptimisme. Dette beskyttede kreditorerne mod, at 

ejerne fik udbetalt for stort et udbytte. 

Forsigtighedsprincippet kendes også fra IASC's Begrebsramme, hvor det dog har en funktion 

som en del af kravet om pålidelig information 10 . Hos FASB findes princippet slet ikke men 

anses nærmest for at være i konflikt med de overordnede krav om, at informationen skal være 

relevant og pålidelig. 

Udover i IASC’s Begrebsramme har forsigtighedsprincippet også fundet vej til en generel 

vejledning, IAS 36, som omhandler et generelt krav om nødvendige nedskrivninger af aktiver. 

Der findes ikke en tilsvarende vejledning om principper for opskrivninger. 

10 Se også IAS 1, pkt. 20, hvor forsigtighed er nævnt som et krav til ledelsens valg af 

regnskabsprincipper. 

29

De senere år er der stillet spørgsmålstegn ved nytten af forsigtighedsprincippet. En forsigtig 

regnskabsaflæggelse hævdes således at være til ugunst for en række regnskabsbrugere: 

• Den potentielle investor, kreditor og medarbejder får ikke den information, som er nødvendig 

for at kunne placere sine ressourcer i den virksomhed, hvor man opnår de bedste 

indtjeningsmuligheder. 

• Aktionærerne har ikke mulighed for en forsvarlig forvaltningskontrol af ledelsen som 

følge af de muligheder for resultatudjævning, som forsigtighedsprincippet kan medvirke 

til. Det indebærer også, at en økonomisk nedgang risikerer først at vise sig i senere regnskabsperioder. 

• Aktionærerne får reduceret sine muligheder for at trække midler ud af virksomheden som 

følge af, at den regnskabsmæssige egenkapital bliver så lav som mulig. 

• På enkelte områder reduceres mulighederne for sammenligning med regnskaber, der 

aflægges efter internationale eller amerikanske regnskabsregler. 

Forsigtighedsprincippet kommer derved i flere tilfælde konflikt med regnskabsbrugernes 

ønsker om relevante oplysninger, der kan hjælpe i forbindelse med økonomiske beslutninger 

angående virksomheden. Derved risikeres regnskabets væsentligste opgave at blive sat i skyggen 

af forsigtighedsprincippet. 

5.3.1.2. Historisk kostpris og kravet om transaktioner 

Måling af aktiver skal som udgangspunkt ske til historiske anskaffelses- eller kostpriser, dvs. 

til de priser, som aktiverne i sin tid er anskaffet eller produceret til. Ved hjælp af afskrivninger 

formindskes værdien i takt med virksomhedens brug af aktivet. At man ikke uden videre 

tillader anvendelse af andre målegrundlag skyldes dels forsigtighedsprincippet, jf. ovenfor, 

dels lovens transaktionsbaserede hovedregel. 

Anvendelse af det transaktionsbaserede princip er en sammenblanding af indregning og 

måling, idet princippet indebærer, at der sker indregning til den historiske kostpris. 

Det transaktionsbaserede princip har bl.a. følgende konsekvenser: 

• Aktiver kan alene indregnes, hvis der foreligger en transaktion. Det betyder, at ikke alle 

virksomhedens aktiver indregnes i balancen. Det er én af årsagerne til, at den 

regnskabsmæssige indre værdi i børsnoterede selskaber ikke svarer til børsværdien. 

• Aktiver skal som hovedregel indregnes til historisk anskaffelses- eller kostpris. De 

undtagelser, som gælder for op- og nedskrivninger, gælder alene for en del af aktiverne. 

Immaterielle anlægsaktiver kan således ikke opskrives, uanset at kravene om relevans og 

pålidelighed udmærket kan være opfyldt i samme omfang som ved materielle 

anlægsaktiver. 

• Gældsforpligtelser måles til den nominelle gæld. Derfor måles obligationslån og 

kontantlån til forskellige værdier, selvom lånene bygger på de samme obligationer. En 

nominel måling af gældsforpligtelser får også den konsekvens, at et højtforrentet lån måles 

til samme værdi i balancen som et uforrentet lån. 

• Oparbejdede immaterielle aktiver kan indregnes, hvis de har karakter af udvikling. Andre 

30

immaterielle aktiver kan ikke indregnes, selvom de kan måles med samme grad 

af pålidelighed. 

Disse forhold betyder bl.a., at mange aktiver slet ikke vises i årsregnskabet. Regnskabsbruger 

risikerer derved at få et forkert indtryk af virksomheder, hvis værdi hovedsageligt ligger i 

immaterielle aktiver. 

5.3.1.3. Lovens manglende definitioner af aktiver og forpligtelser 

ÅRL indeholder ikke mange egentlige definitioner. Loven har således ingen definition af så 

væsentlige bestanddele som aktiver, forpligtelser, indtægter og omkostninger. I praksis har det 

ofte været nødvendigt med sådanne definitioner, og man har derfor måttet søge støtte i FSR’s 

vejledninger eller internationale standarder m.v. for at få en nøjere afgrænsning af disse. 

De manglende definitioner forstærker den negative virkning, som det transaktionsbaserede 

koncept og forsigtighedsprincippet tilsammen har. Det skyldes ganske enkelt, at mange 

diskussioner om, hvorvidt man i konkrete situationer – f.eks. under henvisning til et 

retvisende billede – skal indregne yderligere aktiver, strander i diskussionen og usikkerheden 

om, hvad der forstås ved et aktiv. Tilsvarende vanskeligheder er opstået vedrørende 

indregningen af forpligtelser, f.eks. hensættelser, og ved indregning af kursgevinster ved 

konvertering af realkreditlån. 


Det er et problem, at lovens regler om indregning og måling ikke har fulgt med den internationale 

udvikling. Mange nye og mindre regnskabskyndige brugere har formentlig også anset 

metoderne for meget tekniske. 

Reglerne om indregning og måling vil også i fremtiden vil være af teknisk art. Imidlertid kan 

indførelsen af et mere værdibaseret koncept formentlig hjælpe de mindre regnskabskyndige 

brugere, idet det værdibaserede regnskab i større omfang bygger på semantik fremfor regnskabsteknik. 

Se afsnit 3.2 om de to teoriretninger. 

Der er næppe tvivl om, at forsigtighedsprincippet i et vist omfang er nødvendigt men på den 

anden side vil en overdrivelse kunne virke skadeligt. En ny lov skal derfor sigte mod at begrænse 

mulighederne for overdreven forsigtighed, idet det dog samtidig må stå klart, at forsigtighedsprincippet 

ikke kan fjernes. Der er derfor snarere tale om, at en ny lov skal modernisere 

opfattelsen af og brugen af forsigtighedsprincippet. 

Selvom en ny lov bør gå i retning af det værdibaserede regnskabskoncept, vil historiske 

kostpriser fortsat være en væsentlig del af målegrundlaget for aktiver og forpligtelser, især i 

små virksomheder. Det skyldes, at metoden er simpel at benytte, og derved ikke påfører 

virksomhederne større omkostninger end højest nødvendigt. 

I kapitel 9 foreslås en række ændringer i retning af mere værdibaserede målegrundlag for 

balancens aktiver og forpligtelser, således at forsigtighed også fortsat vil være en praktisk 

nødvendighed. Anbefalingerne i dette afsnit hænger tæt sammen med forslaget til en 

31

dansk begrebsramme i kapitel 7. 

Endvidere behandles spørgsmålet om aflæggelse af halvårsrapport og udarbejdelse af 

pengestrømsopgørelse. 

5.4. Lovens oplysningskrav 


I tilknytning til årsregnskabet skal gives en række specifikke noteoplysninger, ligesom der 

skal udarbejdes en årsberetning. Resultatopgørelse, balance, pengestrømsopgørelse, noter, 

årsberetning og lign. supplerende rapporter, der indgår i sammenhæng med årsregnskabet, 

udgør en helhed (årsrapport). 

Årsberetningen indeholder hovedsageligt generelle oplysninger om virksomheden, men 

gennem tiden er der kommet flere og mere specifikke oplysningskrav til. Der skal gives 

oplysning om: 

• Udviklingen i selskabets økonomiske aktiviteter og forhold. 

• Usædvanlige forhold ved årsregnskabet. 

• Væsentlige usikkerheder ved opgørelsen af årsregnskabet. 

• Betydningsfulde hændelser indtrådt efter regnskabsårets afslutning. 

• Selskabets forventede udvikling. 

• Forsknings- og udviklingsaktiviteter. 

• Eventuelle filialer i udlandet. 

I aktieselskaber skal der endvidere gives oplysning om de aktionærer, der besidder 5% eller 

mere af aktiekapitalen, og om omkostninger ved stiftelse og gennemførte kapitalforhøjelser. I 

revisionsselskaber skal der generelt gives oplysninger om selskabets ejere. 

I statslige aktieselskaber skal årsberetningen endvidere indeholde oplysning om: 

• Hoved- og nøgletal for de seneste 5 år. 

• Eventuelle særlige forudsætninger, som selskabet har lagt til grund for omtalen af den 

forventede udvikling. 

• Årets resultat i forhold til offentliggjorte oplysninger om den forventede udvikling (*). 

• Bestyrelses- og direktionsmedlemmernes ledelseshverv i andre selskaber (*). 

De med (*) markerede krav gælder ifølge loven tillige for børsnoterede selskaber. 

Foruden årsberetningen suppleres resultatopgørelse og balance af noteoplysninger. Der 

henvises her til bilag 2, hvor der er givet en oversigt over notekrav. Statslige aktieselskaber 

skal efter loven også udarbejde en pengestrømsopgørelse, hvilket tillige gælder for 

børsnoterede selskaber efter RFU § 17. 

32

I 1993 gennemførte Erhvervs- og Selskabsstyrelsen en undersøgelse af kvaliteten af de 

årsregnskaber, der var indsendt til styrelsen. I undersøgelsen kom det frem, at lovens notekrav 

kun sjældent blev opfyldt fuldt ud. Mange årsregnskaber manglede således flere af de noter, 

som var krævet i lovgivningen. 

Derfor gennemførte Folketinget i 1996 en lovændring, hvor visse notekrav blev fjernet, 

samtidig med at lovens undtagelsesbestemmelser for små virksomheder blev gjort tydeligere. 

Det er af betydning, om oplysningskravene er placeret som notekrav eller krav til årsberetningen. 

Det skyldes, at lovens og direktivets krav til noter er større end til årsberetningen, 

der efter loven og direktivet principielt ikke omfattes af kravet om et retvisende 

billede. Der synes derfor også at være en accept af begrænsede overførsler til noterne fra 

årsberetningen af oplysninger, der skønnes egnede hertil, medens overførsel den modsatte 

retning principielt ikke accepteres. Revisionskravene i direktivet er også forskellige for 

årsregnskabet og årsberetningen. 

I direktivet og loven synes det at være lidt tilfældigt, om et oplysningskrav er placeret 

som et notekrav eller som et krav til årsberetningen. Det betyder, at såvel regnskabsudarbejder 

som regnskabsbruger kan være usikker på, hvor en given oplysning skal placeres 

og findes. Det gør i hvertfald regnskaberne vanskeligere at læse. 

Fremkomsten af nye, supplerende rapportformer – grønne regnskaber, vidensregnskaber, 

sociale regnskaber etc. – har endvidere givet anledning til tvivl om disses status i forhold til 

årsregnskabet og årsberetningen. 


En ny lov skal indføre en klar systematik for, hvor oplysninger i årsregnskabet skal placeres. 

Regnskabsudarbejdere og -brugere må ikke være i tvivl om, hvor en oplysning skal 

placeres. 

Kravene til årsberetningen er alt for beskedne. At der f.eks. ikke er krav om en beskrivelse 

af virksomhedens hovedaktivitet og driftsmæssige risici stiller regnskabsbruger i en 

situation, hvor regnskabet i visse tilfælde kan være helt uanvendeligt. I det hele taget er 

omfanget af fremadrettede oplysninger meget begrænset. Der skal derfor stilles større 

krav til indholdet i årsberetningen. Samtidig skal der indføres krav om miljøoplysninger, 

som i stigende omfang anses som relevante ved bedømmelse af en virksomhed. Der skal 

også indføres begrænsede oplysningskrav om vidensressourcer for at understrege placeringen 

af sådanne oplysninger i årsregnskabet, og for at styrke den positive udvikling som 

er i gang vedrørende rapporteringen om sådanne forhold. 

I kapitel 10 foreslås en ændring af strukturen af de oplysninger, der skal gives i årsregnskabet, 

ligesom nye oplysningskrav tilføjes og unødvendige krav fjernes. 

33

5.5. Koncernregnskaber og fusionsregnskaber 


Når flere virksomheder er koncernforbundne via ejerskab m.v. og således udgør en økonomisk 

helhed, er der behov for en samlet rapportering af virksomhedernes præstationer 

og økonomiske stilling, som om der er tale én virksomhed. Denne rapportering finder 

sted i koncernregnskabet, som udarbejdes af koncernens modervirksomhed. Formålet 

med aflæggelse af koncernregnskabet er således at tilgodese koncernens interessegruppers 

behov for information om hele koncernens økonomiske udvikling uden hensyn til de 

grænser, som afstikkes af den juridiske strukturering af koncernens enheder. 

De særlige problemstillinger, der knytter sig til udarbejdelsen af koncernregnskaber er 

delvist reguleret i den nugældende ÅRL og bek. Det nugældende regelsæt er især blevet 

kritiseret for en uhensigtsmæssig opdeling i lov og bekendtgørelse, samt for ikke at være i 

fuld overensstemmelse med de internationale standarder på området. Sidstnævnte skal ses 

i lyset af, at danske virksomheder i stigende grad internationaliseres, og at brugerne af 

års- og koncernregnskaber derfor i stigende omfang ønsker og forventer års- og koncernregnskaber 

aflagt i overensstemmelse med internationale standarder. Den fremførte kritik 

af den nugældende regnskabsregulering på koncernområdet kan sammenfattes i følgende 

punkter: 

• Danske modervirksomheder med moderselskab inden for EU kan under visse betingelser 

undlade at udarbejde koncernregnskab. Der er fremsat ønske om en tilsvarende 

lempelsesbestemmelse for virksomheder med moderselskab hjemmehørende uden for 

EU. 

• En ny ÅRL’s udvidede anvendelsesområde medfører behov for afklaring af, i hvilket 

omfang virksomheder med personligt ansvar skal omfattes af koncernregnskabsreglerne. 

• IAS 22 kræver, at dattervirksomheders aktiver og forpligtelser skal måles til dagsværdi 

ved koncernetableringen, uanset om dette medfører, at nettoaktivernes værdi overstiger 

anskaffelsesværdien. Nuværende dansk regnskabsregulering indeholder ikke 

dette krav. 

• I henhold til dansk regnskabsregulering kan koncerngoodwill straksnedskrives over 

egenkapitalen, og således behandles anderledes end ”almindelig goodwill”. Denne 

metode har været stærkt kritiseret og er i øvrigt ikke i overensstemmelse med internationale 

standarder, der foreskriver, at koncerngoodwill skal aktiveres og afskrives over 

resultatopgørelsen. 

• Sammenlægningsmetoden (”Pooling of interests”) er ikke tilladt i Danmark, men 

anerkendes i IAS. Metoden tillades endvidere efter 7. direktiv. Der har været ytret ønske 

om at metoden - under visse betingelser – skal kunne anvendes i Danmark. 

• Der hersker tvivl om, hvorvidt pro rata konsolidering af fælles-ledede virksomheder 

kun tillades i koncernregnskaber og ikke i ejervirksomhedernes eget årsregnskab. Der 

har fra flere sider været udtrykt ønske om, at sikre, at pro rata konsolidering af fælles- 

34

ledede virksomheder kan ske i ejervirksomhedernes årsregnskaber. 

• I den nugældende ÅRL er koncernregnskabsreglerne spredt rundt i lov og årsregnskabsbekendtgørelse. 

Denne spredning af reglerne giver ofte vanskeligheder i praksis. 

Ved fusion eksisterer en række af de samme problemer. Imidlertid er det også et problem, 

at der ikke findes klare regler for fusionsregnskaber, tillige med at praksis på området 

ikke har været helt fast. 


Kritikpunkterne indikerer et ønske om, at dansk lovgivning i videst muligt omfang bringes 

i overensstemmelse med internationale standarder på koncernområdet, særligt mht. 

indregning og måling af koncerngoodwill. Samtidig ønskes alternative konsolideringsmetoder 

tilladt (sammenlægningsmetoden i koncernregnskabet og ”pro rata”-metoden i 

årsregnskabet). Disse metoder ses allerede anvendt i et vist omfang - mere eller mindre 

bevidst - i den nuværende regnskabspraksis, og er i øvrigt ikke i strid med de internationale 

standarder. 

Det er fundet hensigtsmæssigt at indføre overordnede regler for fusionsregnskabet. De 

bagvedliggende økonomiske forhold minder meget om koncernetablering. 

Der henvises til kapitel 11, hvor de anførte problemer er beskrevet, og hvor en løsningsmodel 

er foreslået. 

5.6. Indsendelse af årsregnskaber til Erhvervs- og Selskabsstyrelsen 


Efter ÅRL § 62 skal årsregnskabet indsendes til Erhvervs- og Selskabsstyrelsen senest 1 

måned efter generalforsamlingens godkendelse og senest 6 måneder efter regnskabsårets 

udløb. For børsnoterede og statslige aktieselskaber gælder strammere regler. 

I 1993 lod industriministeren foretage en undersøgelse af kvaliteten af de årsregnskaber, der 

var indsendt til styrelsen. I undersøgelsen kom det frem, at hver tredje virksomhed indsendte 

sit årsregnskab for sent til styrelsen. Endvidere afslørede undersøgelsen et stort antal 

overtrædelser af selskabs- og årsregnskabslovgivningen. 

Derfor ændredes ÅRL i 1994, så ledelsen i de selskaber, hvis årsregnskab modtages for sent i 

styrelsen, pålægges en adfærdsregulerende afgift. Afgiftsreglerne og indsendelsesfristerne er 

siden blevet ændret flere gange. 

Ved samme lejlighed blev indført en pligt for Erhvervs- og Selskabsstyrelsen til på 

stikprøvevis basis at undersøge indsendte årsregnskaber for åbenbare overtrædelser af ÅRL, 

ASL, ApSL, LEF og BFL. I den forbindelse fik styrelsen hjemmel til at kræve visse 

oplysninger af selskabet og revisor. 

35

Reglerne om indsendelse og undersøgelse af årsregnskaber m.v. har givet anledning til en 

del vanskeligheder i virksomhederne, hvilket har betydet mange henvendelser til styrelsen. 

Det skyldes bl.a., at reglerne er uoverskuelige, fordi de er placeret i flere forskellige 

love (ÅRL, LEV, LEF, ASL og ApSL), og fordi reglerne er uensartede på visse punkter 

for de forskellige virksomhedstyper. 


Der er behov for en samlet gennemgang af reglerne om indsendelse, offentliggørelse samt 

undersøgelse af årsregnskaber m.v. I kapitel 12 er der foreslået en række ændringer, som 

bl.a. vil gøre reglerne enklere og mere overskuelige samt forbedre styrelsens muligheder 

for at dæmme op for økonomisk kriminalitet. 

36

2. DEL 

Rammerne for en fremtidig lovgivning 

37

6. Et retvisende billede 

Generalklausulen – et retvisende billede – er det bærende kvalitetskrav i såvel 4. direktiv som 

i loven. I det følgende beskrives indholdet i generalklausulen, idet kapitel 7 benyttes til at 

afstikke de fremtidige rammer for kravet. 

6.1. Loven og direktiverne 

ÅRL’s grundlæggende kvalitetskrav er et retvisende billede. Et retvisende billede indeholder 

principielt tre elementer: 

1) en generalklausul, som årsregnskabet og et eventuelt koncernregnskab under alle 

omstændigheder skal opfylde, jf. afsnit 6.1.1. 

2) en pligt til at supplere regnskabet med de oplysninger, uden hvilke det ikke vil give et 

retvisende billede, jf. afsnit 6.1.2. 

3) en pligt til, hvis det ikke er tilstrækkeligt at supplere regnskabet, at fravige 

enkeltbestemmelser i loven, jf. afsnit 6.1.3. 

6.1.1. Generalklausulen 

Efter ÅRL § 4, stk. 2, skal årsregnskabet og et eventuelt koncernregnskab give et retvisende 

billede af selskabets henholdsvis koncernens aktiver og passiver, den økonomiske stilling 

samt resultatet. 

Der er her tale om en generalklausul, dvs. en grundregel, som årsregnskaberne under alle 

omstændigheder skal opfylde, og som reglerne skal fortolkes i overensstemmelse med. 

Det forudsættes som udgangspunkt, at overholdelse af lovens krav til udarbejdelse af regnskaber 

automatisk fører til et retvisende billede af selskabets økonomiske forhold. 

Der synes ikke af regnskabspraksis at kunne udledes noget entydigt om indholdet af 

generalklausulen. Bredt sagt synes begrebet for mange at indikere en reel, økonomisk 

synsvinkel, således at (tomme) formalitetshensyn ikke må stå i vejen for hensynet til at 

kunne give en reel beskrivelse af virksomhedens økonomiske forhold. 

Udtrykket ”retvisende billede” er en dansk oversættelse af direktivets begreb, der i sidste 

instans stammer fra engelsk ret: ”true and fair view”. Udtrykket er antaget af den svenske 

årsregnskabslov, der vedtoges i forbindelse med tiltrædelse af EU, men ikke i den norske 

årsregnskabslov, der vedtoges for nyligt 11 . 

Om forståelsen af et retvisende billede siger bemærkningerne til lovforslaget, L 116, 

folketingsåret 1980/81: 

38 

Den store betydning, som direktivet og lovforslaget tillægger det generelle krav, gør det vigtigt at vælge en 

dansk gengivelse af ”a true and fair view”, som så klart og træffende som muligt giver udtryk for de tanker, 

11 I den norske lov benyttes i stedet ”god regnskapsskikk”, jf. denne lovs § 4-6.

der ligger bag direktivets generalklausul. Disse tanker går ud på, at de enkelte givne oplysninger skal være 

korrekte, og at det samlede regnskab bør give læseren et rigtigt helhedsindtryk af selskabets stilling. Som et 

mere dækkende udtryk for denne hensigt er i overensstemmelse med panelet udtrykket ”retvisende billede” 

anvendt i lovforslaget i stedet for den danske direktivteksts ”pålideligt billede”. 

Man overvejede i 1981 at indføje et krav om god regnskabsskik som supplement til et 

retvisende billede men opgav dette for at undgå tvivl om rækkevidden og forståelsen af de to 

begreber. 

Ved indførelse af særlige regler for statslige aktieselskaber i 1995 og 1996 overvejede man 

igen at indføre kravet om god regnskabsskik. Baggrunden var et politisk ønske om ligestilling 

mellem kravene til statslige aktieselskaber og børsnoterede selskaber, hvor kravet om god 

regnskabsskik findes i RFU § 17, stk. 1. Under henvisning til risikoen for usikkerhed om 

rækkevidden af de to generalklausuler blev kravet atter opgivet. 

God regnskabsskik kan beskrives som et producent- og procesorienteret begreb, der går ud på 

at vejlede virksomheder og revisorer i deres valg af målegrundlag, metoder m.v. på grundlag 

af de normer, som dannes i regnskabspraksis blandt de toneangivende virksomhedsledere og 

revisorer. Derved supplerer god regnskabsskik lovgivningen på områder, hvor der ingen regler 

findes. 

Et retvisende billede kan beskrives som et brugerorienteret begreb. Det er overordnet det 

regelsæt, som følger af ÅRL og af god regnskabsskik. Indholdsmæssigt går det ud på, at det 

slutprodukt, som de generelle regler fører frem til, skal give et realistisk helhedsindtryk af den 

konkrete virksomheds økonomi på en måde, der er relevant for denne virksomheds 

regnskabsbrugere. Kravet om et retvisende billede kræver derfor, at virksomheden 

undersøger, om årsregnskabets forventede brugergrupper får opfyldt deres informationsbehov 

med hensyn til virksomhedens økonomiske forhold. 

Loven indeholder ikke en nærmere beskrivelse af brugerne og disses behov. Med baggrund i 

4. direktiv antages det dog, at virksomhedsdeltagere og tredjemand anses for de vigtigste 

brugergrupper. Hertil kommer offentlige myndigheder og offentligheden i almindelighed. 

Med baggrund i lovens valgmuligheder antages det, at der findes i hvert fald to, og formentligt 

også flere retvisende billeder. Som nævnt har dette givet anledning til tvivl og kritik. I EU 

er der heller ikke en identisk forståelse af et retvisende billede. Alle EU-lande har implementeret 

generalklausulen, men fortolkningen varierer ganske meget. I en artikel , ”True 

and fair view: a European perspective”, European Accounting Review 1997, p. 675-679, 

vurderer Kommissionens ledende embedsmand på regnskabsområdet, at der ikke eksisterer 

en fælleseuropæisk opfattelse af et retvisende billede, og at kravene hertil må udvikles 

i hver medlemsstat for sig. 

6.1.2. Suppleringskravet 

ÅRL § 4, stk. 3, bestemmer, at årsregnskabet – og i givet fald koncernregnskabet – skal 

suppleres, hvis det ikke giver et retvisende billede blot ved at følge lovens regler. 

39

Suppleringskravet gælder selve årsregnskabet, dvs. balance, resultatopgørelse, pengestrømsopgørelse 

og noter. Det følger naturligt, at kravet i praksis kun omfatter oplysningerne 

og ikke værdiansættelsesreglerne i sig selv. 

ÅRL § 64 c indeholder en særskilt undtagelse til suppleringskravet for så vidt angår oplysning 

om nettoomsætning m.v. Det følger modsætningsvis, at suppleringskravet også 

gælder de oplysninger, der kan lempes for efter lovens § 64 e. 

6.1.3. Fravigelseskravet 

ÅRL § 4, stk. 4, bestemmer, at langt de fleste af lovens krav skal fraviges, hvis de i ganske 

særlige tilfælde ikke fører til et retvisende billede. Bestemmelsen lyder således: 

40 

Stk. 4. Hvis anvendelse af bestemmelserne i eller i henhold til § 5, § 8 og afsnit 3-8 i særlige tilfælde vil 

stride mod kravet i stk. 2, skal de fraviges, således at dette krav opfyldes. En sådan fravigelse skal anføres i 

noterne og behørigt begrundes med oplysning om, hvilken indvirkning – herunder så vidt muligt den beløbsmæssige 

indvirkning – fravigelsen har på selskabets henholdsvis koncernens aktiver og passiver, økonomiske 

stilling samt resultatet. 

Denne bestemmelse er et udslag af, at nugældende lov kun indeholder et forholdsvist lille 

antal bestemmelser og i mange henseender må anses for en rammelov. Sammenligner 

man med IASC eller det amerikanske eller canadiske sæt af regler, er alene sideantallet 

over tusind, selvom mange af disse sider er forklaringer til de egentlige regler. 

Det siger sig selv, at loven ikke kan tage hånd om enhver situation. Det er derfor nødvendigt 

at medtage sådanne generalklausuler, der giver den nødvendige fleksibilitet, så virksomhederne 

– ofte i samarbejde med revisor – selv kan finde løsninger for de særlige 

tilfælde. 

Der skal være tale om særlige tilfælde, og det ligger i sagens natur, at der kun skal fraviges, 

når der er tale om væsentlige forhold. 

Forarbejderne til ÅRL peger selv på et muligt tilfælde af seriøs anvendelse af fravigelsesreglen, 

nemlig ved anvendelse af produktionsmetoden i forbindelse med indregning af 

igangværende arbejder for fremmed regning. Ifølge EU-kommissionens tidligere fortolkning 

ville anvendelse af produktionskriteriet indebære sådanne fravigelser, at reglen i 

direktivets art. 2, stk. 5, måtte tages i brug. Denne fortolkning er senere blevet ændret til 

en mere nuanceret opfattelse af mulige indregningsmetoder. Se her EU-kommissionens 

Fortolk.medd. Se også RV 6. 

Fravigelsesbestemmelsen er ikke implementeret af alle medlemsstaterne. Dette gælder i 

hvert fald Tyskland og Sverige. Men i mange andre kontinentaleuropæiske medlemsstater 

er fravigelsen i det store hele irrelevant på grund af det jerngreb, skattereglerne har om de 

driftsøkonomiske regnskaber i disse lande. 

I lande, hvor regnskabsreglerne derimod ikke er skattebundne, f.eks. Danmark og Stor-

itannien, har fravigelsesreglen en praktisk betydning. Dog synes Norge i sin nyligt 

vedtagne årsregnskabslov heller ikke at gå ind for fravigelsesreglen, om end der findes 

mere begrænsede fravigelsesmuligheder rundt om i loven. Dette kan overraske, fordi 

Norge netop i sin regnskabsreform er gået væk fra binding til skatteregler. 

Kommissionen har i sin Fortolk.medd. tilkendegivet, at medlemsstaterne ikke selv kan 

fastsætte fravigelsesregler, som virksomhederne skal følge. De kan alene nærmere beskrive, 

hvorledes en given fravigelse skal behandles. Danmark kan altså ikke særskilt uden 

hjemmel i direktivet fastsætte særlige undtagelser eller fravigelser i lovgivningen, som 

virksomhederne skal følge. 

Det følger naturligt af adgangen til at fravige, at sådanne fravigelser for at være i 

overensstemmelse med loven skal forklares og begrundes. Dette kræves af nugældende lovs § 

4, stk. 4, 2. pkt., der også kræver oplysning om indvirkning. Sådanne krav skal også indgå i en 

ny lov. 

6.2. Internationalt 

6.2.1. Generalklausulen 

IASC er kun tøvende gået ind for en generalklausul. Modstanden har dog først og fremmest 

gjort sig gældende m.h.t. fravigelsespligten, jf. også afsnit 6.2.3. 

Denne tøven skal ses i lyset af, at IASC er ved at udvikle et omfangsrigt sæt af regler, der 

ikke levner megen plads for ”huller”. Derved bliver formålet med en generalklausul, der 

kan dække de uforudsete tilfælde, ikke så påtrængende. 

Efter påvirkning fra europæisk side enedes man om et kompromis i IAS 1, hvorefter 

standarden benytter udtrykket ”fair presentation”, der svarer til ”true and fair view”. I 

pkt. 15, litra a og b, siges om udtrykket ”fair presentation”: 

15. In virtually all circumstances, a fair presentation is achieved by compliance in all material respects with 

applicable International Accounting Standards. A fair presentation requires: 

(a) selecting and applying accounting policies in accordance with paragraph 20, 

(b) presenting information, including accounting policies, in a manner which provides relevant, 

reliable, comparable and understandable information; 

Udgangspunktet for IAS’s ”fair presentation” er derfor i realiteten det samme som loven og 4. 

direktiv: En ”fair presentation” opnås ved at benytte IAS-standarderne. I IASC’s Begrebsramme 

benyttes endvidere både ”true and fair view” og ”fair presentation” som synonymer, 

jf. Begrebsrammens pkt. 46. 

IASC fastsætter i sin begrebsramme mere præcise antagelser om formålet med årsregnskaber 

og de almindelige kvalitetskrav til disse. Herved præciseres rammerne for 

regnskabsaflæggelsen. 

41

Efter IASC’s begrebsramme skal årsregnskabets informationer være relevante og pålidelige. 

Endvidere skal de kunne sammenlignes virksomhederne imellem og fra periode til periode. 

6.2.2. Suppleringskravet 

IAS 1 foreskriver i pkt. 15, litra c: 

42 

. . . . A fair presentation requires: 

… 

(c) providing additional disclosures when the requirements in International Accounting Standards are insufficient 

to enable users to understand the impact of particular transactions or events on the enterprise’s 

financial performance. 

I praksis er der næppe her den store forskel mellem IAS 1 og ÅRL. 

6.2.3. Fravigelseskravet 

IAS 1 indeholder i pkt. 16 en fravigelsesbestemmelse: 

In extremely rare circumstances, application of a specific requirement in an International Accounting 

Standard might result in misleading financial statements. This will be the case only when the treatment 

required by the Standard is clearly inappropriate and thus a fair presentation cannot be achieved either by 

applying the Standard or through additional disclosure alone. Departure is not appropriate simply because 

another treatment would also give a fair presentation. 

IASC har dog – i modsætning til loven – præciseret, at der skal være tale om, at IASstandarderne 

fører til et vildledende årsregnskab. Dette forudsættes kun at blive aktuelt i 

meget sjældne tilfælde. 

6.3. Konklusion 

Generalklausulen ”et retvisende billede” indikerer, at årsregnskabet aflægges for at tilgodese 

brugernes informationsbehov – og ikke aflæggers behov. Det er helt afgørende, at denne 

brugersynsvinkel også understreges i den nye lov. Dette skal ske ved at lade generalklausulen 

omfatte hele årsrapporten – dvs. resultatopgørelse, balance, pengestrømsopgørelse, noter og 

årsberetning. Udarbejder virksomheden en opgørelse af vidensressourcer som en del af 

årsberetningen, eventuelt en særskilt opgørelse af vidensressourcer mv., indgår denne også i 

årsrapporten. 

Loven skal udformes, så en efterlevelse heraf normalt fører til et retvisende billede. Loven 

udgør derved et brugbart udgangspunkt for aflæggelse af årsregnskaber. Det skal normalt ikke 

være nødvendigt at supplere lovens krav og i endnu færre tilfælde nødvendigt at benytte andre 

fremgangsmåder end lovens udgangspunkt. 

I forhold til i dag skal ”et retvisende billede” have en mere fremtrædende placering. I den 

forbindelse er det væsentligt, at generalklausulen udfyldes med generelle kvalitetskrav til 

årsregnskabet i stil med IASC’s begrebsramme. Kun derved bliver virksomhederne i stand 

til at afgøre, om regnskabet skal suppleres med oplysninger eller loven eventuelt skal fraviges. 

I kapitel 7 nedenfor foreslås en begrebsramme som en del af den danske

egnskabsregulering. Denne begrebsramme skal uddybe begrebet retvisende billede. 

I en ny lov forudsættes det eksisterende suppleringskrav videreført. Ved hjælp af kvalitetskravene 

bliver det mere præcist, hvornår suppleringskravet indtræder. 

Fravigelseskravet forudsættes også videreført. På samme måde som med suppleringskravet, 

bliver det mere klart, hvornår der skal fraviges. En fravigelse af loven er sjældent 

forekommende, idet det forudsættes, at lovens metoder som udgangspunkt fører til et 

retvisende billede. Det må dog forventes, at lovens rammelignende karakter heller ikke i 

fremtiden vil kunne dække alle situationer. 

Kravet om forklaring, begrundelse og oplysning om indvirkning skal ligeledes optages i 

en ny lov. Oplysningskravene bør under henvisning til kritikken tydeliggøres, navnlig bør 

udtrykket ”behørigt” uddybes. 

Det må også forudsættes, at virksomheder, der driver normal aktivitet indenfor handel, 

service og industri, normalt ikke vil have behov for at fravige loven. 

43

7. En begrebsramme i en ny lov 

7.1. Generelt om indførelsen af en begrebsramme 

7.1.1. Begrebsforklaring 

En begrebsramme er en overordnet ramme, hvori regnskabets formål, grundlæggende 

begreber og sammenhænge vises. 

IASC og FASB har hver især udarbejdet omfattende begrebsrammer, der både i struktur 

og indhold har mange lighedspunkter. Der er dog forskelle, f.eks. er definitionerne af 

regnskabets grundbegreber ikke helt ens. I lyset af de drivkræfter for udviklingen af regnskabsaflæggelsen, 

der er identificeret i afsnit 4.4, er det mest hensigtsmæssigt at basere 

en dansk begrebsramme på IASC’s model, dog bør denne tilpasses en bredere dansk 

målsætning. Fremover i dette afsnit anvendes ordet ”Begrebsrammen” om IASC’s begrebsramme. 

En dansk begrebsramme forudsætter, at årsregnskabet tilgodeser regnskabsbrugernes 

behov for økonomisk information til beslutningsformål. Derfor skal regnskabet opfylde 

visse overordnede kvalitetskrav. Først og fremmest skal informationen være relevant, 

pålidelig og sammenlignelig, så regnskabsbrugerne kan drage nytte af den. 

Begrebsrammen definerer regnskabets elementer (aktiver, forpligtelser, egenkapital, 

indtægter og omkostninger). Den angiver, efter hvilke kriterier et forhold skal indregnes i 

regnskabet, og hvorledes forholdet måles. Indregningskriterierne kan betragtes som et 

filter, der forhindrer indregning i balancen af aktiver og forpligtelser, som ikke opfylder 

kravene om relevans og pålidelighed. 

Endelig klassificeres regnskabets elementer i resultatopgørelse og balance. 

Begrebsrammen har fem niveauer, så de underliggende niveauer altid udledes af de 

overliggende. Indholdet i de enkelte niveauer beskrives i afsnit 7.2 - 7.7: 

1. Brugerne og deres informationsbehov 

2. Regnskabets kvalitative egenskaber 

3. Definitioner af regnskabets elementer 

4. Indregning og måling 

5. Klassifikation 

Begrebsrammen er teoretisk og er opbygget uafhængigt af regnskabsreguleringen. Niveau 

3 og 4 har udgangspunkt i værdibaseret regnskabsteori, der som nævnt i afsnit 3.2 indtager 

en stadig større rolle i udviklingen af international regnskabsregulering. Alligevel kan 

Begrebsrammen også rumme den transaktionsbaserede regnskabsaflæggelse. 

44

En dansk begrebsramme skal blandt andet tydeliggøre, hvad der forstås ved et retvisende 

billede. Manglen på mere tydelig afgrænsning af dette har været et stadigt kritikpunkt. 

Tydeliggørelsen skal samtidigt bidrage til at udvikle regnskabspraksis på en mere hensigtsmæssig 

og positiv måde end hidtil. Samtidig skal det præciseres, at niveau 1-2 skal 

gælde for hele årsrapporten, mens niveau 3-5 alene gælder for årsregnskabet (resultatopgørelse, 

balance og en evt. pengestrømsopgørelse). 

Begrebsrammen præciserer begreber og sammenhænge, der ikke findes udtrykkeligt i den 

nugældende lov, f.eks. definitioner af regnskabets elementer og indregningskriterier. Den 

vil kunne fungere som vejledende referenceramme for regnskabsaflæggere, brugere og 

revisorer ved fortolkningstvivl på områder, hvor der ikke findes regler. Den vil i praksis 

også kunne vise, hvilke fravigelser af loven, der i givet fald vil være relevante. 

Begrebsrammen skal først og fremmest tjene som ramme for den egentlige regnskabsregulering 

i detailbestemmelser og vejledninger. Dens bestanddele vil derimod ikke altid 

kunne anvendes direkte på de enkelte situationer. 

Afsnit 9 beskriver, hvorledes Begrebsrammen implementeres i praksis. En fuldstændig 

efterlevelse af principperne er dog ofte ikke mulig. Desuden kan hensynet til små virksomheders 

manglende formåen og interesse, lovgivning, regnskabsdirektiver og eventuelt 

de internationale standarder gøre modifikationer nødvendige. Begrebsrammens basis i 

værdibaseret regnskabsteori antages ikke at føre til vanskeligheder, selvom virksomheder 

efter en ny lov fortsat skal kunne udarbejde regnskaber, der er delvist transaktionsbaserede. 

7.1.2. Kodificering af begrebsrammen i lov 

En kommende lovgivning skal kunne dække en bred vifte af hensyn. Den skal dække store og 

små virksomheder, lokalt, nationalt og internationalt fungerende virksomheder, ligesom 

virksomheder med få og mange ejere skal følge loven. 

På den ene side er det vigtigt at grundfæste de basale regler og rammer i loven for at skabe 

tilstrækkelig klarhed over lovens intentioner. På den anden side skal man være opmærksom 

på, at en begrebsramme risikerer at blive for abstrakt til at kunne bruges umiddelbart. 

Begrebsrammen kan derfor ikke stå alene. Loven må udover begrebsrammens rammeregler 

indeholde praktiske og mere håndgribelige regler. Begrebsrammen skal herved benyttes 

indirekte til at hjælpe ved udfyldningen af de konkrete regler. Endvidere skal den anvendes 

som fortolkningsbidrag, hvis loven er tavs om et forhold. 

45

7.2. Brugerne og deres informationsbehov 

7.2.1. Regnskabsbrugeren 

Formålet med årsrapporten er at tilgodese de regnskabsbrugere, som har behov for økonomisk 

information om en virksomhed. Ved årsrapporten forstås årsregnskabet og evt. 

koncernregnskabet – dvs. resultatopgørelse, balance og en evt. pengestrømsopgørelse – samt 

oplysninger, dvs. noter, årsberetning og lign. supplerende rapporter, der indgår i 

sammenhæng med årsregnskabet. 

Som regnskabsbrugere anses normalt følgende: 

• investorer 

• långivere 

• medarbejdere 

• leverandører 

• kunder 

• offentlige myndigheder 

• interesseorganisationer 

• offentligheden, herunder forbrugere og lokalsamfundet 

Regnskabsbrugernes formål med regnskabsoplysningerne er ofte meget forskellige. 

Beslutningshorisont og andre forudsætninger kan være forskellig fra bruger til bruger. 

Årsrapporten skal give brugerne et egnet grundlag for økonomiske og virksomhedspolitiske 

beslutninger om virksomheden, f.eks. køb og salg af virksomhedens aktier, ledelsesansvar, 

beslutning om ansættelse i virksomheden, beslutning om indledning af kunde- eller 

leverandørforhold til virksomheden og generalforsamlingens beslutning om uddeling af 

udbytte. Offentlige myndigheder bruger ofte årsregnskaber til at kontrollere skatteopgørelser, 

overholdelse af lovgivning og lign., medens offentligheden mere bredt kan have interesse i at 

vurdere, i hvilket omfang virksomheden forholder sig til og påvirker udviklingen i lokalsamfundet 

med hensyn til beskæftigelse og miljø m.v. 

Hverken ÅRL eller direktiverne nævner udtrykkeligt regnskabsbrugerne. Det fremgår dog af 

direktivernes forord, at de skal tilgodese selskabsdeltagere og tredjemand 12 . 

Offentliggørelsesreglerne i såvel lov som direktiver viser, at de ikke alene beskytter 

selskabsdeltagere, men også tredjemand i almindelighed, da regnskaberne skal være 

tilgængelige for alle. 

12 Forskelle mellem behovene hos investorer og kreditorer er fremhævet som relevant i 

selskabsretten. Der er naturligt en konkurrence mellem de to grupper om fortrinsstilling til 

midlerne i en virksomhed med begrænset hæftelse, som selskabsretten i bred almindelighed har 

afgjort til fordel for kreditorerne som kompensation for den begrænsede hæftelse. 

46

Begrebsrammens pkt. 10 peger på behov, som er fælles for alle brugere. Man anser investorernes 

behov for så basale, at de opfylder de fleste behov hos de andre brugere. IASC 

fokuserer dog på kapitalselskaber og navnlig store eller børsnoterede selskaber. Det er ikke 

dokumenteret, at investorernes og de øvrige brugeres informationsbehov i alle henseender 

svarer til hinanden. 

Årsrapporten skal ikke kun tilgodese investorers og kreditorers informationsbehov. 

Tværtimod må forventes, at årsrapporten i fremtiden i stigende omfang vil få til opgave at 

informere om virksomhedens rolle i samfundet for at kunne dokumentere, hvilken 

ansvarlighed (”accountability”) virksomheden har udvist med hensyn til udnyttelse af 

samfundets ressourcer. Det kan f.eks. betyde udvidet rapportering om medarbejder-, produktog 

miljøforhold med henblik på at dække behov hos samfundets brugergrupper, f.eks. 

medarbejdere, forbrugere og lokalsamfundet. Årsrapporten må derfor forventes at blive det 

centrale kommunikationsmiddel mellem virksomheden og omgivelserne. Man skal dog ikke 

være blind for, at gruppen af regnskabsbrugere i små personvirksomheder og lignende er lille. 

Brugernes mangfoldige informationsbehov nødvendiggør en afgrænsning til typiske 

regnskabsbrugere. Årsrapporten skal derfor kunne tilgodese en "normal-regnskabsbrugers" 

typiske informationsbehov. 

7.2.2. Normal-regnskabsbrugeren 

"Normal-regnskabsbrugere" besidder en række kendetegn, som gør dem til typetilfælde. De er 

i besiddelse af et vist kendskab til regnskabsaflæggelse og de har en jævn god regnskabsforståelse. 

Det må forudsættes, at årsrapporten ofte ikke udgør deres eneste kilde til viden om 

virksomheden. Rapporten henvender sig ikke til personer, der ikke kender til de almindeligste 

regnskabsregler eller normalt forekommende nøgletal. På den anden side forlanges ikke 

ekspertviden. 

Kunne informationsbehovet hos regnskabsbrugerne uden vanskeligheder bedre opfyldes på 

anden måde, ville der ikke af hensyn til dem være grundlag for at stille krav om disse oplysninger 

i årsrapporten 13 . 

Derved sættes en grænse for, hvilke informationer, årsrapporten skal give. En tilsvarende 

grænse findes i erkl.bek. § 1, som afgrænser hvilke informationsbehov revisor skal tilgodese 

ved sine erklæringer – her revisionspåtegninger 14 . 

13 

14 

F.eks. søger skattemyndigheder en stor del af sine ligningsmæssige behov dækket via 

skatteopgørelsen. Tilsynsmyndigheder vil normalt kunne indkræve de oplysninger, der er 

nødvendige for at tilsynsopgaven kan opfyldes. Det gælder derfor også for Finanstilsynet. 

Politimyndigheder kan søge hjemmel i den særlige lovgivning eller ved dommerkendelse til 

udlevering af de særlige oplysninger, de skal bruge. 

I Norge er for nyligt fremsat lovforslag om en ny revisor- og revisionslov, hvoraf fremgår 

om brugeren af revisionspåtegningen: ”…Revisjonsberetningen avgis til generalforsamlingen 

eller selskapsmøtet, eierne eller det organ som vedkommende særlov bestemmer.” 

47

7.2.3. ”Normal-informationsbehovet” 

Indenfor teorien sammenfattes regnskabsbrugernes ”normal-informationsbehov” som regel til 

løsning af følgende tre opgaver: 

• Ressourceallokering: Investorer, långivere, medarbejdere m.fl. placerer deres ressourcer - 

kapital eller arbejdskraft – på grundlag af forventninger til virksomhedens fremtidige 

indtjening, risiko, beskæftigelse m.v. og efterspørger i den forbindelse oplysningerne i 


• Forvaltningskontrol: Investorerne - typisk via generalforsamlingen – kreditorer og 

lokalsamfundet m.fl. efterspørger oplysninger i årsrapporten for at vurdere, hvilken 

ansvarlighed ledelsen udviser overfor de ressourcer, der er bundet i og løbende tilflyder 


• Fordeling: Investorerne og medarbejdere efterspørger oplysninger i årsrapporten om 

overskud, likviditet m.v. for at kunne vurdere en virksomheds fordelingsevne. 

Regnskabsbrugerne har med andre ord behov for aktuel information, der kan benyttes i 

forbindelse med prognoser og til mere bagudrettede opgaver som kontrol og 

overskudsfordeling. 

Det siger sig selv, at virksomhedsledelserne selv har interesse i udsagnsrige rapporteringer. 

Det er imidlertid ikke nødvendigt at tilgodese denne interessegruppe ved lovgivning. De har 

det selv i deres magt at udarbejde egnede årsrapporter til eget brug. 

7.3. Regnskabets kvalitative egenskaber 

En forudsætning for at årsrapporten kan opfylde brugernes behov er, at rapportens oplysninger 

dels er indrettet til at kunne benyttes til formålet (er relevante), dels er tilstrækkeligt 

pålidelige. Det er også afgørende at kunne sammenligne med andre virksomheders 

udvikling, ligesom udviklingen for den enkelte virksomhed skal kunne sammenlignes 

over tid. 

7.3.1. Relevant information 

Information er relevant, hvis den har indflydelse på brugernes økonomiske beslutninger 

om ressourceallokering, forvaltningskontrol og fordeling. Se afsnit 7.2.3 ovenfor om 

normal-informationsbehovet. 

Målet for årsrapporten er principielt fuldstændigt at dække "normal-regnskabsbrugernes 

normal-informationsbehov". Såvel en snæver erhvervsøkonomisk som en bredere 

samfundsmæssig betragtning sætter dog grænse for kravene til omfanget og indholdet af 

informationen i årsrapporten. 

7.3.1.1. Cost-benefit 

En cost-benefit-vurdering begrænser informationskravene. Her sættes virksomhedens 

48

omkostninger ved informationsfremskaffelse og -bearbejdning i forhold til brugernes fordele 

herved. Skal virksomheden bearbejde informationerne yderligere, belaster disse omkostninger 

afvejningen, mens eventuelle fordele for brugerne trækker i positiv retning. Et andet aspekt af 

cost-benefit-vurderingen går på den skade, som f.eks. detaljerede, følsomme oplysninger om 

produktionsforhold, forskning og udvikling m.v. kan volde for virksomhedens 

konkurrencemæssige situation. Ulemperne må nøje afvejes i forhold til regnskabsbrugernes - 

og samfundets - fordele ved større gennemsigtighed, når brugerne træffer beslutninger. I 

afvejningen indgår de afledte fordele for virksomheden: forbedret image, f.eks. fordi 

investorerne samtidigt er potentielle kunder, samt virksomhedens nemmere og billigere 

adgang til finansiering pga. større investortække. 

Er der tvivl om afvejningens udfald, tilsiger formålet med årsrapporten – at tilgodese 

regnskabsbrugernes informationsbehov – at informationen skal gives. 

7.3.1.2. Væsentlighed 

Kravet om væsentlighed begrænser mængden af oplysninger. Et overtal af oplysninger om 

uvæsentlige forhold kan aflede regnskabsbrugers opmærksomhed fra relevante forhold. 

Væsentlighed drejer sig ikke blot om beløbsmæssige størrelser. Også mere kvalitative forhold 

af betydning for ressourceallokerings-, kontrol- eller fordelingsopgaven spiller ind. 

Væsentlighed er også accepteret i IAS 1. Se pkt. 29. 

Om væsentlighedskriteriet siger RV 1, pkt. 22: 

Ved udarbejdelse og præsentation af årsregnskabet bør der lægges særlig vægt på forhold, der er væsentlige 

for forståelsen af virksomhedens aktiver og passiver, dens økonomiske stilling samt resultatet. Hverken 

regnskabsvejledningerne eller årsregnskabsloven tager sigte på forhold, som er uvæsentlige for forståelsen 

af årsregnskabet. 

Se også erkl.bek. § 1, stk. 2, 1. pkt., andet led, der regulerer spørgsmålet om væsentlighed 

i revisionen, men som fuldt ud kan anvendes på regnskabsaflæggelsen. 

EU-kommissionen siger i ”Den fremtidige regnskabsharmonisering i EF” om 

væsentlighedskriteriet: 

I forbindelse hermed har udvalget enstemmigt tilsluttet sig væsentlighedskriteriet som et princip, der skal 

gælde for alle de bestemmelser i direktivet, der omhandler oplysningspligten. Denne konklusion må dog 

modificeres lidt. For når der i en bestemt kontekst udtrykkeligt henvises til en numerisk størrelse, f.eks. i 

forbindelse med sammendragning af poster, kan princippet ikke anvendes udover de grænser, der fastsættes 

i den pågældende bestemmelse. Med andre ord vil væsentlighedskriteriet ikke i det konkrete tilfælde 

kunne påberåbes som begrundelse for at sammendrage balanceposter, der ikke er betegnet med arabertal. 

Fortolkning af væsentlighedskriteriet hér i landet svarer hertil. Det forudsættes endvidere, 

at oplysninger, som hver for sig er uvæsentlige, alligevel skal vises, hvis de tilsammen er 

væsentlige 15 . 

15 

En forklaring på væsentlighed kan også findes i Revisionsvejledning nr. 1, pkt. 4.2. Heraf 

fremgår: ”Væsentlighed skal vurderes såvel ud fra regnskabets helhed som dets enkelte 

49

7.3.1.3. Oplysningernes aktualitet 

Oplysningernes aktualitet har stor betydning for, om de kan bruges af regnskabsbruger. 

Uaktuelle oplysninger kan normalt ikke danne grundlag for beslutninger. Det sætter en 

grænse for, hvor lang tid der kan bruges på at afklare de forhold, der skal indgå i 


Kravet om aktualitet kan på den anden side også virke begrænsende for relevansen, fordi 

der derved sættes en grænse for, hvor lang tid virksomheden kan bruge på at fremskaffe 

og bearbejde de oplysninger, der skal indgå i årsrapporten. 

7.3.1.4. Brugergruppernes indbyrdes konkurrence 

Konkurrence mellem brugergrupperne kræver også en afvejning af kravene til informationen 

i regnskaberne. Eksempelvis kan visse oplysninger konkret skade nogle regnskabsbrugere, 

medens andre regnskabsbrugere kan få en fordel ud af oplysningerne. En fuld dækning af 

f.eks. medarbejdernes informationsbehov vil formentlig kunne komme i strid med bl.a. 

nuværende investorers interesser. Selvom man kunne måle størrelsen af fordele og ulemper, 

er der - også på samfundsplan - politiske, etiske og fordelingsmæssige hensyn, som kan påvirke 

denne afvejning. 

7.3.1.5. Konklusion 

De nævnte fire begrænsninger kan falde forskelligt ud for forskellige typer og størrelser af 

virksomheder. Det skyldes, at store virksomheders regnskabsbrugere kan have en anden 

vægtning af behovene – ressourceallokering, forvaltningskontrol og fordeling - end de små 

virksomheders regnskabsbrugere. 

Den til enhver tid gældende regnskabsregulering skal - indenfor rammerne af ovennævnte 

begrænsninger – så vidt muligt tilgodese normal-regnskabsbrugerens normal-informationsbehov. 

7.3.2. Pålidelig information 

Udover at være relevante – skal årsrapportens oplysninger også være pålidelige. Herved 

forstås, at oplysningerne skal kunne efterprøves - verificeres – og at de afspejler virkeligheden 

så godt som det er muligt – er repræsenteret på en gyldig måde. Det er klart, at 

pålidelighedsniveauet for årsregnskabets indregnede forhold i mange tilfælde skal være højere 

end for årsberetningens oplysninger. Se afsnit 10.2, hvor kvalitetskravene er nærmere 

beskrevet i relation til årsrapportens oplysninger. 

Direktiverne og ÅRL vægter verificerbarhed i årsregnskabet meget højt. 4. direktiv er i stort 

omfang påvirket af, at enkelte EU-lande lader årsregnskabet benytte som grundlag for 

skatteansættelsen, hvor pålidelighed i indregning og måling naturligvis er af meget stor 

betydning. Vægten på verificerbarhed afspejler, at lovens bestemmelser i stort omfang er 

påvirket af, at oplysningerne rimeligt nemt skal kunne revideres. 

50 

dele. Revisor fastsætter væsentligheden ud fra en vurdering af, hvilke forhold der forventes 

at påvirke regnskabslæserens bedømmelse af regnskabet”.

Pålidelig information forudsætter også, at årsrapporten opfylder betingelsen om repræsentativ 

gyldighed. Et årsregnskab, der kun indregner købte immaterielle aktiver i balancen, udviser 

højere grad af verificerbarhed men mindre grad af repræsentativ gyldighed end et regnskab, 

der indregner såvel købte som internt oparbejdede immaterielle aktiver. Da sidstnævnte er 

vanskeligere at måle, f.eks. til kostpris, er verificerbarheden forringet. Der er således ofte et 

modsætningsforhold mellem verificerbarhed og repræsentativ gyldighed. 

Udviklingen i international regnskabspraksis går i retning af opprioritering af repræsentativ 

gyldighed på bekostning af verificerbarhed, da det tillægges større nytteværdi for brugerne. 

Tillige skal metoderne være neutrale, således at de ikke er skåret til efter det bestemte billede, 

man ønsker at bibringe læseren. 

At årsrapporten skal afdække realiteterne er et gennemgående træk i anvendelsen af ordet 

”retvisende” i lovens generalklausul, der dog for tiden alene angår resultatopgørelse, 

balance og noteoplysninger – og derved ikke årsberetningen. 

7.3.3. Sammenlignelighed 

Årsrapporter fra forskellige virksomheder skal kunne sammenlignes. Kun derved får 

regnskabsbrugeren et brugbart grundlag for fordeling af sine ressourcer – kapital eller 

arbejdskraft – mellem de forskellige virksomheder. 

Men sammenlignelighed har ikke kun betydning mellem forskellige virksomheder. Det 

skal også være muligt at sammenligne årsrapporter, der aflægges af virksomhederne 

henover en længere periode, f.eks. 5 år. Derved kan brugeren skønne over, hvilken retning 

virksomhedens udvikling går i. 

Sammenligning mellem virksomheder kræver, at de behandler begivenheder efter metoder, 

der er relevante for bedømmelsen af virksomhedens økonomiske stilling og udvikling. 

Det er derimod ikke ensbetydende med ensretning, hvorved alle virksomheder skal 

benytte de samme metoder. 

De regnskabsmetoder, den enkelte virksomhed benytter, skal såvidt muligt være de samme 

fra år til år (kontinuitet). Hyppige metodeskift gør det vanskeligt for regnskabsbruger 

at lave tidsserieanalyser udfra de aflagte regnskaber. På den anden side må regnskabspraksis 

heller ikke fastholdes for enhver pris. Der skal være mulighed for at introducere 

nye og bedre metoder i regnskabet. Skift af metode skal dog forklares i regnskabet og 

sammenligningstal skal tilpasses for at tilgodese sammenligningen. 

Det er også af betydning for sammenligneligheden, at regnskabsperioderne er af samme 

længde. Her har national og international praksis samt lovgiver lagt sig fast på 12 måneder 

som hovedregel. 

Direktiverne og ÅRL § 42 stiller krav om oplysning af de anvendte regnskabsmetoder, 

ligesom der skal oplyses om ændringer i disse, jf. ÅRL § 26, stk. 2, jf. stk. 1, nr. 2. 

51

Begrebsrammens pkt. 40 kræver også, at der oplyses om benyttet regnskabspraksis. Derved 

stilles brugerne i stand til at identificere ligheder og forskelle i regnskabsmetoder for 

den enkelte virksomhed fra periode til periode og i forhold til andre virksomheder. 

7.3.4. Grundlæggende forudsætninger 

Kvalitetskravene relevans, pålidelighed og sammenlignelighed er nødvendige kvaliteter 

ved regnskabsinformation og dermed årsrapporten. 

I almindelighed skal nogle grundlæggende forudsætninger overholdes for, at en årsrapport 

kan opfylde sit formål: at give relevante, pålidelige og sammenlignelige oplysninger. 

Disse er periodisering, fortsat aktivitet, konstant regnskabsår, kontinuitet og gennemgående 

anvendelse af en bestemt mønt. 

7.3.4.1. Periodisering 

Efter periodiseringsforudsætningen måles de økonomiske konsekvenser af en virksomheds 

transaktioner og andre begivenheder med betalingsmæssige konsekvenser i de perioder, 

hvori de opstår, fremfor i perioder, hvori de udmøntes i betalinger. Kravet, der i 

engelsk sprogbrug benævnes ”Accrual Accounting” findes som en grundlæggende forudsætning 

i ÅRL § 26. 

I Begrebsrammens pkt. 22 forklares formålet med periodiseringskravet: 

52 

For at regnskaberne kan opfylde deres formål, udarbejdes de på grundlag af periodiseringsforudsætningen 

16 . I henhold til dette princip indregnes transaktioner og andre begivenheder i regnskabet, når de finder 

sted (og ikke når kontanter modtages eller betales), og de bogføres og medtages i regnskabet for den periode, 

som de vedrører. Regnskaber udarbejdet efter periodiseringsforudsætningen giver ikke kun brugere 

oplysning om realiserede transaktioner omfattende betaling og modtagelse af kontanter, men også om forpligtelser 

til at betale kontanter i fremtiden og om ressourcer, der repræsenterer modtagelse af fremtidige 

kontante betalinger….. 

7.3.4.2. Going concern 

Efter forudsætningen om going concern antages, at virksomhedens aktiviteter fortsætter, 

således at årsregnskabet aflægges for en virksomhed i fortsat drift. Going concern er også 

optaget som en grundlæggende forudsætning i ÅRL § 26. 

I Begrebsrammens pkt. 23, forklares going concern: 

Regnskaber udarbejdes sædvanligvis ud fra en forudsætning om, at virksomheden er en igangværende 

virksomhed, og at den vil fortsætte driften i en overskuelig fremtid (going concern). Det antages derfor, at 

virksomheden hverken har til hensigt eller har behov for at træde i likvidation eller foretage væsentlige 

nedskæringer i sit aktivitetsniveau………. 

Når en virksomhed derimod skal ophøre, tilsidesættes forudsætningen om fortsat aktivitet. 

Så er årsrapportens formål reelt ændret - f.eks. er ressourceallokering ikke længere 

interessant, fordi virksomheden ikke skal bruge ressourcer fremover. Derimod er der 

16 I den danske oversættelse, der er foretaget af FSR, benyttes udtrykket 

”periodiseringsprincippet”. Imidlertid er standardens tekst ”Underlying Assumptions”, 

hvilket bedst oversættes ved ”Grundlæggende forudsætninger”.

stadig væsentlige opgaver med kontrol og resultatfordeling. Tidligere formål for de pågældende 

aktiver gælder ikke længere, fordi aktiverne nu skal afhændes og ikke længere 

bruges i driften. 

Spørgsmålet om going concern kan være relevant for hele virksomheden eller kun for 

enkelte af dens aktiviteter. 

Se nærmere om going concern i en fremtidig lovgivning under afsnit 9.4.2.2. 

7.3.4.3. Konstant regnskabsperiode 

For at regnskabsbruger kan benytte regnskabsoplysningerne til at træffe beslutninger, må 

årsrapporten udkomme regelmæssigt. Traditionelt har man benyttet en regnskabsperiode 

på ét år, idet det her forventes, at denne periode svarer nogenlunde til en normal forretningscyklus 

for en virksomhed. En fast regnskabsperiode er nødvendig af hensyn til 

sammenligneligheden mellem virksomhederne og for at kunne sammenligne den enkelte 

virksomhed over tid. 

Børsnoterede selskaber, for hvilke en løbende, kortperiodisk regnskabsrapportering er 

relevant, rapporterer hvert halve år eller visse steder i udlandet hvert kvartal. Her må 

kravene til regnskabets indhold ofte modificeres. Jo kortere periode, der vælges, desto 

større usikkerhed må accepteres ved opgørelsen af resultatet, fordi færre transaktionskæder 

vil være afsluttet. 

Indgår en virksomhed i en koncern, spiller det en stor rolle for koncernregnskabet, at alle 

koncernvirksomhederne har samme regnskabsperiode, principielt modervirksomhedens 

regnskabsår. Her kan opstå en konflikt mellem relevans for de enkelte virksomheder. Det 

tilgodeses ved ikke at stille et helt ufravigeligt krav om harmonisering af regnskabsår i 

koncernen. 

7.3.4.4. Kontinuitet (konsistens) 

En forudsætning for at kunne opfylde kravet om sammenlignelighed er, at de metoder 

m.v., der benyttes i årsregnskabet, såvidt muligt ikke ændres fra regnskabsperiode til 

regnskabsperiode. 

Ligeledes skal der anvendes de samme metoder for samme slags aktiver (og forpligtelser) 

i et årsregnskab. 

Kravet om kontinuitet findes i gældende lov og i 4. direktiv. Kravet findes også i Begrebsrammens 

pkt. 39-43. 

Det er derfor grundlæggende, at kravet om kontinuitet overholdes – dog skal det undtagelsesvist 

være muligt at tilpasse sine metoder i takt med udviklingen. Dette er en forudsætning 

for en positiv udvikling af regnskabsaflæggelsen. 

7.3.4.5. Monetær måleenhed 

Årsregnskabets elementer – aktiver, forpligtelser, indtægter og omkostninger – måles i 

monetære enheder. Denne måling er nødvendig for at sikre en rimelig grad af sammen- 

53

lignelighed mellem virksomhederne og for den enkelte virksomhed over tid, ligesom 

mange dispositioner vedrørende virksomheden er af økonomisk karakter. Se også Begrebsrammens 

pkt. 12. 

Der tales her om en bestemt valuta – normalt hjemlandets valuta – som virksomhedens 

transaktioner m.v. som hovedregel foretages i. Nogle transaktioner kan imidlertid være 

sket i fremmed valuta. 

Der består ved valg af regnskabsvaluta en interessekonflikt mellem hensynet til national 

sammenligning og grænseoverskridende sammenligning. Mht. grænseoverskridende 

sammenligning kan konflikten falde ud til fordel for en bestemt transnational koncern, 

hvis interesse er, at valutaomregning baseres på behovene i den samlede koncern og ikke 

på behov for interessegrupper, der er særskilte i forhold til en dattervirksomhed i dettes 

hjemstat. Dette kan have stor indflydelse på valg af bogføringsvaluta og vil alt andet lige 

betyde, at årsregnskabets udsagn bliver mere korrekt set på koncernplan end på national 

(dattervirksomheds) plan. Mere globale betragtninger kan komme på tale, hvor en dattervirksomhed 

eller gruppe af dattervirksomheder spiller den største driftsøkonomiske rolle i 

en transnational koncern. 

For Danmarks vedkommende kan det internationale udgangspunkt betyde, at en dansk 

dattervirksomhed anvender en fremmed valuta som bogføringsvaluta, medens dets årsregnskab 

anvender danske kroner som regnskabsvaluta. Dette kan indebære, at posterne i 

det danske årsregnskab, der kan have et overtal af danske transaktioner, af hensyn til den 

samlede koncern – der eventuelt også varetager den samlede koncerns bogføring – alligevel 

er baserede på den fremmede bogføringsvaluta. Her er det internationale hensyn valgt 

på det nationales bekostning. Oftest vil det dog ikke spille den store rolle, fordi forskellene 

er uvæsentlige. Det kan være relevant, fordi Danmark tillader anvendelse af en ikkenational 

valuta – euro - på linie med den nationale valuta. 

Som det kan ses vil den stigende europæisering og globalisering medføre, at gamle forestillinger 

om fortrin til det nationale sammenligningshensyn må modificeres. Dette er 

naturligvis først og fremmest relevant i store virksomheder, der typisk er transnationale 

på den ene eller anden måde. 

7.4. Definitioner på elementer 

Den nugældende lov definerer ikke udtrykkeligt årsregnskabets elementer. Delvise definitioner 

kan dog findes spredt i loven, f.eks. definitionen på anlægsaktiver og den heraf 

afledte, negative definition på omsætningsaktiver i ÅRL § 16. 

Regnskabsvejledningerne har endnu ikke udviklet en begrebsramme. 

4. direktiv indeholder tilsvarende ingen definitioner på årsregnskabets grundelementer. 

Direktivet overlader definitionerne til medlemsstaterne, øjensynligt fordi det i sin tid 

ansås for at være for vanskeligt at opnå fuld enighed. Dette er også baggrunden for, at 

EU-kommissionen ikke har taget dette spørgsmål op uanset konfrontationen mellem 

54

direktiverne og de internationale standarder. 

Set fra EU-kommissionens synspunkt ligger der et formentligt teoretisk problem i den 

lavere prioritet, Begrebsrammen tillægger forsigtighedsprincippet. Det må påregnes, at 

visse medlemsstater, typisk med skattedrevne årsregnskaber, såsom Tyskland, i hvert fald 

på kort sigt, ikke er ganske enige i Begrebsrammens prioritering af bl.a. forsigtighedsprincippet. 

Det synes mest logisk at vælge at benytte Begrebsrammens definitioner som udgangspunkt. 

Disse er: 

Et aktiv er en nuværende ressource, som er under virksomhedens kontrol som et resultat af tidligere begivenheder, 

og hvorfra fremtidige økonomiske fordele forventes at tilflyde virksomheden. 

En forpligtelse er en nuværende pligt for virksomheden opstået som resultat af tidligere begivenheder, og 

hvis indfrielse forventes at resultere i træk på virksomhedens økonomiske ressourcer. 

Egenkapital er den forskelsværdi, der fremkommer, når man fra alle virksomhedens indregnede aktiver 

fratrækker alle indregnede forpligtelser. 

Indtægter er stigninger i økonomiske fordele i regnskabsperioden i form af tilgang eller værdistigning af 

aktiver eller fald i forpligtelser, som medfører stigninger i egenkapitalen, når der bortses fra indskud fra 

ejere. 

Omkostninger er fald i økonomiske fordele i regnskabsperioden i form af afgang eller værdiforringelse af 

aktiver eller pådragelse af forpligtelser, som medfører fald i egenkapitalen, når der bortses fra udlodning til 

ejere. 

FASB specificerer i sin begrebsramme ”indtægter” i indtægter og gevinster, ligesom 

”omkostninger” specificeres i omkostninger og tab. Gevinster (tab) defineres som stigninger 

(fald) i virksomhedens nettoaktiver forårsaget af tilfældige eller perifere transaktioner 

og andre begivenheder og forhold, som hverken er indtægter eller ejerinvesteringer 

(omkostninger eller udlodning til ejerne). 

Præstationselementerne: indtægter og omkostninger er i begge begrebsrammer defineret 

med udgangspunkt i aktiver og forpligtelser. I den transaktionsbaserede teori tages udgangspunktet 

i stedet i indtægter og omkostninger. 

Begrebsrammernes definitioner er naturligt nok meget abstrakte. Udtrykket ”aktiv” og 

”forpligtelse” er ikke udtryk for, hvad der kan eller skal aktiveres eller passiveres. Inden 

det kan ske, skal det undersøges, om de pågældende aktiver og forpligtelser overhovedet 

skal indregnes. Opfylder de ikke Begrebsrammens kvalitetskrav, jf. foran i afsnit 7.3, kan 

de ikke optages i balancen, men kan eventuelt manifestere sig i noter eller supplerende 

rapporter, f.eks. i oplysninger om videnressourcer. 

7.5. Indregning af regnskabets elementer 

Betingelserne for indregning af aktiver og forpligtelser frasorterer den information, som 

ikke opfylder de generelle kvalitetskrav: relevans og pålidelighed. Sammenlignelighed 

opfattes i denne sammenhæng som sekundært. 

55

Aktiver og forpligtelser kan efter Begrebsrammens pkt. 89 og 91 kun indregnes, hvis det 

er: 

a) sandsynligt, at virksomheden vil modtage de økonomiske fordele henholdsvis afgive 

økonomiske ressourcer, og 

b) værdien af fordelene henholdsvis ressourcerne kan opgøres pålideligt. Ved pålidelighed 

forstås, at målingen skal være neutral, skal kunne verificeres og skal kunne repræsentere 

på en gyldig måde. 

Ligesom i Begrebsrammens definitioner af regnskabets elementer er indregningen af 

indtægter og omkostninger afledt af indregningen af aktiver og forpligtelser. Dvs. at 

transaktioner og begivenheder, der ændrer aktiver og forpligtelser, indregnes i resultatopgørelsen 

som indtægter eller omkostninger. Også her kræves, at beløbene (for tilvækst 

henholdsvis reduktion) kan opgøres pålideligt. 

Begrebsrammen kommer ind herpå i pkt. 90, 92 og 94, jf. Tabel 1. 

89. Et aktiv medtages i balancen, når det er sandsynligt, at fremtidige økonomiske fordele vil tilflyde virksomheden, 

og aktivet har en kostpris eller værdi, der kan opgøres med rimelig sikkerhed. 

90. Et aktiv indregnes ikke i balancen, hvis det er opstået som følge af udgifter, som det anses for usandsynligt, 

at virksomheden vil opnå økonomiske fordele af i efterfølgende regnskabsperioder. I et sådant tilfælde medtages 

der i stedet en omkostning i resultatopgørelsen ….. Det eneste, det signalerer, er, at graden af sikkerhed for 

at økonomiske fordele vil tilflyde virksomheden ud over den løbende regnskabsperiode, er utilstrækkelig til at 

det er berettiget at medtage aktivet. 

91. En forpligtelse medtages i balancen, når det er sandsynligt, at træk på økonomiske ressourcer vil være en 

følge af afviklingen af en aktuel forpligtelse, og at beløbet, som forpligtelsen afvikles med, kan opgøres pålideligt. 

92. Indtægter medtages i resultatopgørelsen, når der er sket en tilvækst i fremtidige økonomiske fordele relateret 

til en forøgelse af et aktiv eller en reduktion af gæld, og tilvæksten kan opgøres pålideligt. 

….. 

94. Omkostninger medtages i resultatopgørelsen, når der er sket et fald i fremtidige økonomiske fordele relateret 

til et fald i et aktiv eller en stigning i en forpligtelse, og faldet kan opgøres pålideligt. 

TABEL 1: IASC'S BEGREBSRAMME, PKT. 89-94. 

Indregningen er ikke afhængig af, om der er foretaget en transaktion. 

Udgifter til internt oparbejdede immaterielle aktiver – f.eks. medarbejdernes videnressourcer 

og goodwill – kan have en stor sandsynlighed af indtægtsforventninger, men 

tilvæksten kan normalt ikke opgøres pålideligt. Sådanne udgifter vil ofte ikke kunne opfylde 

indregningskriterierne for aktiver. Der kan også være stor tvivl om afkastet af disse 

56

investeringer i fremtiden. Selvom de i princippet burde indregnes på grund af deres relevans, 

fører usikkerheden omkring deres målelighed til at omkostningsføre dem i resultatopgørelsen. 

Sådanne immaterielle aktiver er ofte af stor relevans, fordi de viser et potentiale. Det kan 

derfor være nødvendigt at give oplysninger i årsrapporten om tilstedeværelsen og sammensætningen 

af sådanne aktiver, jf. også Begrebsrammens pkt. 88. 

7.6. Måling af regnskabets elementer 

Målingen af aktiver og forpligtelser afgør, hvilken værdi de pågældende elementer indregnes 

til i årsregnskabet. I praksis vil indregning og måling hænge stærkt sammen, da 

indregning forudsætter, at et aktiv henholdsvis en forpligtelse kan måles til en relevant og 

pålidelig værdi. 

Internationalt går udviklingen i retning af at benytte ”fair value” (dagsværdi) som generelt 

målegrundlag. 

Dagsværdi 

Ved dagsværdi forstås aktuelle målegrundlag som led i normal drift. Målegrundlagene kan være genanskaffelsesværdi, 

salgsværdi, nettorealisationsværdi eller kapitalværdi. Dagsværdi står i modsætning til historisk 

kost- og anskaffelsespris. 

Denne definition kan forklares ved APB Opinion 29, ”Accounting for Non-monetary 

Transactions”, pkt. 25, hvorefter dagsværdien måles 

…by referring to estimated realisable values in cash transactions of the same or similar assets, quoted market 

prices, independent appraisals, estimated fair values of assets or services received in exchange, and 

other available evidence. 

Dagsværdien er et bredt udtryk for værdimåling. Dagsværdien kan derfor konkret udmøntes 

på forskellige måder, afhængigt af hvilke aktiver eller forpligtelser der er tale om. 

For aktiver drejer det sig hovedsageligt om salgsværdi (value in exchange) og kapitalværdi 

(value in use). 

På anskaffelses- eller fremstillingstidspunktet for aktivet eller forpligtelsen kan dagsværdien 

ofte udmøntes ved anskaffelses- eller kostprisen. Efterfølgende vil de derimod som 

regel være forskellige fra dagsværdien. 

Aktiv 

Det beløb, der er betalt uanset om aktivet er anskaffet 

fra en ekstern part, eller det er internt 

fremstillet. 

Anskaffelses- og kostpris 

Forpligtelse 

Det beløb, der er modtaget til gengæld for forpligtelsen. 

I det følgende påvises, at kapitalværdien teoretisk set er den ideelle implementering af 

dagsværdien. Da denne er vanskelig at finde, anvender praksis i stedet andre målegrundlag 

og metoder. 

57

Dagsværdi som målsætning er på linje med udviklingen i IASC og FASB. Det er dog 

forbundet med uløste måleproblemer, især hvad angår materielle anlægsaktiver. En fuldstændig 

anvendelse af dagsværdier bør derfor afvente den internationale udvikling. 

7.6.1. Kapitalværdien som udmøntning af dagsværdien 

Kapitalværdien er teoretisk set den mest korrekte implementering af dagsværdien. 

Aktiv 

Nutidsværdien af de fremtidige nettobeløb, som 

aktivet forventes at indbringe ved fortsat benyttelse 

i den nuværende funktion. 

58 

Kapitalværdi 

Forpligtelse 

Nutidsværdien af de fremtidige nettoydelser, der 

skal betales i forpligtelsens levetid. 

Kapitalværdien omtales ofte i de internationale standarder som ”value in use”, jf. IAS 36. 

I Danmark har man ofte benyttet udtrykket ”nytteværdi”. 

Som udgangspunkt skal aktiver måles udfra samme målegrundlag, uanset virksomhedens 

art, og hvorledes aktiverne klassificeres. Målegrundlaget er her ikke afhængig af klassifikationen, 

som det er tilfældet i den nugældende regnskabsregulering. 

At det samme grundlag benyttes uanset formålet med aktivet, indebærer dog ikke, at 

værdien for virksomheden er identisk. Omsætningsaktiver indvirker f.eks. typisk hurtigere 

på indtjeningen end anlægsaktiver. Værdien af aktivet afhænger derfor af den tidsmæssige 

fordeling af det forventede afkast og af den usikkerhed, der knytter sig til indtjeningens 

størrelse og den tidsmæssige placering. 

Forpligtelser måles på samme måde. Uanset de er kort- eller langfristede, og uanset type 

– f.eks. leverandørgæld eller skyldig skat. Også her kan værdien afhænge af den enkelte 

forpligtelses særlige kendetegn, f.eks. løbetid, ydelsesmønster, valuta og konverteringsmulighed. 

At værdien af et aktiv og en forpligtelse bestemmes af størrelse, tidsmæssig placering og 

usikkerhed, er anerkendt indenfor finansieringsteorien og mikroøkonomisk teori. Værdien 

af et aktiv henholdsvis en forpligtelse udtrykkes hér ved kapitalværdien, medens den 

tidsmæssige placering udtrykkes ved en diskonteringsrente, som afhænger af de alternative 

placeringsmuligheder for en given ressource. Usikkerheden inddrages ved at vægte 

ind- og udbetalingerne i forhold til en forventet sandsynlighed. 

Kapitalværdien er den ideelle værdi af et aktiv henholdsvis en forpligtelse. Det kan 

imidlertid være vanskeligt at fæstne en virksomheds indtjeningspotentiale til enkeltaktiver. 

Eksempelvis er en maskine sjældent noget værd for en virksomhed uden den 

omkringliggende produktionsenhed. 

I IASC er problemet forsøgt løst ved at introducere begrebet ”cash generating unit” 

(CGU) for at vise en værdi af en gruppe af aktiver, som hører naturligt sammen i virksomhedens 

indtjeningspotentiale. Af IAS 36, pkt. 5, defineres CGU:

En likviditetsskabende enhed er den mindste, identificérbare gruppe af aktiver, der skaber indgående likvide 

pengestrømme ved fortsat brug, og som i det store hele er uafhængig af pengestrømme fra andre aktiver 

eller grupper af aktiver. 

Efter standarden findes værdien af CGU som den højeste værdi af kapitalværdien og 

nettorealisationsværdien. Det betyder, at midlertidige værdinedgange normalt ikke vil 

føre til nedskrivninger, da kapitalværdien i det væsentligste vil være uændret. 

Aktiv 

Den nettoværdi (dvs. efter fradrag af handelsomkostninger 

m.v.), som man forventer, aktivet vil 

indbringe, når det sælges. 

Nettorealisationsværdi 

Forpligtelse 

Den nettoværdi (dvs. inkl. eventuelle indfrielsesomkostninger 

m.v.), som man forventer erlagt, 

når forpligtelsen udlignes. 

I praksis kan et aktiv indgå i mange forskellige sammenhænge. Af den grund vil værdien 

af aktivet kunne variere, afhængigt af hvilken virksomhed, der benytter aktivet. Det har 

f.eks. betydning, om virksomhedens ledelse er særlig talentfuld, eller om medarbejderne 

har en særlig, teknisk know-how, ligesom medarbejder- og kundeloyalitet, konkurrencebegrænsende 

aftaler osv. kan spille ind. Også virksomhedens beliggenhed, f.eks. tæt ved 

et marked, kan indebære, at aktiverne kan give et større afkast. 

Men også virksomhedernes forventninger til fremtiden og diskonteringsfaktor kan variere 

afhængigt af virksomhedens alternative indtjeningsmuligheder og tidspræferencer. 

IAS 36, pkt. 5, betragter også aktivernes værdi udfra den sammenhæng, de indgår i. 

EU-kommissionen har tilkendegivet, at IAS 36 ikke strider mod 4. direktivs art. 31, stk. 

1, litra e, hvorefter aktiv- og passivposternes bestanddele skal måles hver for sig. IAS 

36’s brug af CGU-konceptet træder først i funktion, når det er umuligt at måle aktiv- og 

passivposter hver for sig. Derfor sikrer IAS 36, at også nedskrivninger, der baserer sig på 

sammensætningen af aktiver, skal indregnes. Det betyder, at nødvendige nedskrivninger 

ikke må skjules under henvisning til, at aktiverne indgår i mere komplekse sammensætninger. 

EU-kommissionen har derfor tilkendegivet, at brugen af CGU’ere stemmer overens 

med direktivets forsigtighedsprincip. 

7.6.2. Markedsværdien som udmøntning af dagsværdien 

Det vil normalt være vanskeligt – måske umuligt - at bestemme kapitalværdien af et aktiv 

eller en gruppe af aktiver som følge af usikkerhed om fremtiden. Endvidere er kapitalværdien 

af de enkelte aktiver afhængig af andre aktivers tilstedeværelse, f.eks. en god 

ledelse eller veltrænede og motiverede medarbejdere. 

Det er derfor et spørgsmål, om markedsværdien kan benyttes som erstatning for kapitalværdien 

– som næstbedste implementering af dagsværdien. Denne vil under alle omstæn- 

digheder kunne opgøres på et mere pålideligt grundlag end kapitalværdien. Det samme 

synes at gøre sig gældende for forpligtelser. 

Der findes imidlertid markedsværdier for såvel køb som salg af et aktiv henholdsvis en 

59

forpligtelse. Markedsværdien i forbindelse med salg udtrykkes ved salgsværdien, medens 

den ved køb udtrykkes ved genanskaffelsesværdien. 

Aktiv 

Den værdi, der kan opnås ved afhændelse af aktivet 

på et aktivt og velfungerende marked. 

Aktiv 

Den pris, der skal betales for at erhverve et tilsvarende 

aktiv. 

60 

Salgsværdi 

Forpligtelse 

Den pris, virksomheden skal betale, for at slippe 

ud af forpligtelsen. 

Genanskaffelsesværdi 

Forpligtelse 

Det provenu, som virksomheden vil modtage, hvis 

forpligtelsen etableres på tilsvarende vilkår. 

Internationalt synes man at betragte markedsværdier som salgsværdien, jf. f.eks. IAS 32, 

pkt. 81, og IAS 24, pkt. 4. 

Markedsværdien kan benyttes som erstatning for kapitalværdien, hvis faktormarkederne 

fungerer. Det skyldes, at markedskræfternes effektivitet vil fjerne alle muligheder for 

over- eller undernormal indtjening (goodwill hhv. badwill). Et perfekt marked indebærer, 

at følgende forhold er opfyldt: 

• Transaktionerne indebærer ikke væsentlige omkostninger, skatter eller begrænsninger 

(faktiske eller lovmæssige). 

• Alle aktører på markedet har fuld indsigt i dette, og ingen besidder særlige kompetencer 

eller muligheder for at opnå et unormalt højt afkast. 

• Alle investorer er rationelle og søger at maksimere deres forventede nytte. 

• Priserne er uafhængige af markedsdeltagernes handlinger, dvs. markedets konkurrencemiljø 

må ikke være oligopol- eller monopollignende. 

Brugen af markedsværdier som indirekte mål for kapitalværdier stiller med andre ord 

strenge krav til markedets effektivitet. Disse er sjældent fuldt opfyldt. 

Dog vil der i praksis være mange markeder med høj grad af effektivitet. Af eksempler kan 

nævnes valutamarkedet, kapitalmarkedet, markedet for brugte biler, markedet for boligejendomme 

og markedet for kontorejendomme uden særlige installationer i væsentlig grad. 

Besidder virksomheden aktiver eller forpligtelser af denne type, kan en markedsværdi 

derfor ofte implementere dagsværdien. Pålideligheden hidrører fra, at markedsværdien er 

udtryk for mange aktørers vurdering af aktivet. 

Disse markeder kan også fungere godt på tværs af grænser, men der kan være forhold, der 

skaber uoverensstemmelser (friktioner), f.eks. forskellig ejendomsbeskatning, børsbe- 

skatning, hindringer i kommunikation, tidsmæssige forskydninger. Selvom disse friktioner 

er på tilbagetog pga. globaliseringen og forbedret teknik, kan de stadig spille en vis 

rolle.

Anskaffes et aktiv på et velfungerende marked, svarer anskaffelsesværdien til den markedspris 

for køb, som markedet har bestemt. Anskaffelsesprisen svarer derfor på anskaffelsestidspunktet 

normalt til dagsværdien. Men er der tale om et specialfremstillet aktiv, 

har markedet normalt ikke samme mulighed for at fastsætte en dagsværdi. Et eksempel 

kan være en særligt indrettet bygning. Imidlertid er anskaffelsesprisen i denne situation 

en minimumsværdi for dagsværdien, fordi en kyndig virksomhedsledelse ikke vil anskaffe 

aktiver til en højere værdi end dagsværdien. 

Man skal under alle omstændigheder være varsom med en bevidstløs anvendelse af markedsprisen 

som målegrundlag. Det skyldes, at markederne sjældent er helt uden mangler 

– betinget af geografisk placering, branche eller lign. Den for virksomheden individuelle 

og over- eller undernormale indtjening (goodwill hhv. badwill) vil dermed ikke blive 

opfanget af markederne. IAS 36 forudsætter som nævnt, at den over- eller undernormale 

indtjening indgår i målingen af aktivernes værdi. 

7.6.3. Alternative veje til dagsværdien 

I praksis kan det være vanskeligt at finde de i afsnit 7.6.1 - 7.6.2 anførte målegrundlag. 

Eksisterer der intet marked, og er et aktiv af speciel karakter, kan man være tvunget til at 

forsøge at finde kapitalværdien. 

Der kan anvises nogle metoder til at finde dagsværdien, hvis denne ikke umiddelbart er 

givet udfra f.eks. markedsværdien. 

• Ekspertvurdering: 

Indenfor en række brancher findes uafhængige eksperter, som kan skønne pålideligt 

over værdien af et aktiv. Der kan være tale om ejendomsmæglere, skibsmæglere, virksomhedsformidlere 

etc. Disse eksperter vil ofte være i stand til at fremkomme med et 

rimelig bud på dagsværdien af aktiver på markeder, der ikke er velfungerende. I små 

lande som Danmark må man ofte søge eksperterne udenfor landets grænser. 

• Vurdering af markedet for de produkter, aktivet fremstiller: 

Skal et aktiv bruges til at fremstille varer, der sælges på markeder, som er velfungerende, 

har slutprodukterne normalt en markedspris. Svarer virksomhedens effektivitet 

til den gennemsnitlige effektivitet i branchen, kan der udfra denne markedspris fastsættes 

en dagsværdi på den gruppe af aktiver, som er nødvendig for at fremstille produktet. 

I værdifastsættelsen indgår oplysninger om forventningerne til fremtiden, herunder 

den fremtidige markeds- og konkurrencesituation. 

• Vurdering af markedet for råvarer: 

Aktiver, der fremstilles i samme proces, eller som fremstilles af samme råvarer, vil 

ofte følge nogenlunde samme prisudvikling. Det skyldes, at prisen på mange typer 

aktiver fastsættes direkte udfra medgåede omkostninger (dvs. en ”mark-up”prisfastsættelse). 

Det betyder, at dagsværdien af aktivet vil kunne fastsættes med ud- 

gangspunkt i prisudsving m.v. på de råvarer m.v., der benyttes til fremstilling af aktivet. 

• Vurdering af markedet for substituerbare aktiver: 

Aktiver, der kan erstatte hinanden, konkurrerer ofte om de samme kunder. Det bety- 

61

der, at prisudsving i markedsværdien for det ene aktiv ofte vil kunne medføre samme 

udsving for det andet. Det afhænger dog af, hvor velfungerende de pågældende markeder 

er generelt. 

• Beregningsmetode: 

Dagsværdien af nogle aktiver og forpligtelser – hovedsageligt finansielle – afhænger 

af udviklingen i renteniveau, valutakurser og lignende faktorer. Eksempler er langfristede 

tilgodehavender og gæld. Er der ikke et velfungerende marked for de pågældende 

aktiver og forpligtelser, er det ofte muligt at beregne en værdi, der baserer sig på 

forventede betalingsstrømme, rente, valutakurs m.v. Endvidere tages hensyn til forventet 

risiko for, at et tilgodehavende ikke bliver indfriet. Metoden kendes fra måling 

af værdien af varedebitorer og hensættelser til garantiforpligtelser. 

Denne opregning er ikke udtømmende. Det må i øvrigt forudsættes, at disse ”sekundære” 

markeder er rimeligt velfungerende. På sigt må forventes, at den teknologiske udvikling 

vil frembyde endnu flere muligheder for alternative metoder for værdifastsættelse, særligt 

indenfor beregning, ligesom visse nationalitets- og kommunikationsbetingede friktioner 

formodes at ville tabe i betydning, efterhånden som markederne globaliseres og edbteknikken 

udvikles videre. 

7.6.4. Skal indregningen ske med brutto- eller nettoværdier? 

Indtægter og omkostninger defineres i den værdibaserede teori udfra ændringerne i virksomhedens 

aktiver og forpligtelser. En stigning i virksomhedens nettoaktiver er en indtægt. 

Omvendt hvis nettoaktiverne falder i værdi. 

Alle værdiændringer skal principielt ”forklares” via resultatopgørelsen. Regnskabsbruger 

kan via denne se kilderne til virksomhedens værdifrem- eller tilbagegang. Se også afsnit 

7.7, hvor betydningen af klassifikation er nærmere forklaret. 

Udgangspunktet er, at alle værdiændringer i resultatopgørelsen og balancen skal indregnes 

brutto, dvs. uden modregning af modsatrettede værdiændringer. Visse værdistigninger 

og værdifald blandt aktiver eller forpligtelser har imidlertid så tæt en sammenhæng, at 

de bedst indregnes i resultatopgørelsen som nettoværdier, dvs. ved at beregne en gevinst 

eller et tab. 

EU-kommissionen siger om direktivets modregningsforbud i Fortolk.medd., pkt. 9: 

62 

Der findes imidlertid komplekse transaktioner, hvor de pågældende indtægter og udgifter – ud fra en økonomisk 

synsvinkel – er uden betydning for det endelige resultat af transaktionen. I nogle tilfælde er det 

ifølge det retvisende billedes princip blot det endelige resultat af en kompleks transaktion, der skal opføres, 

selv om hvert enkelt tilfælde skal vurderes på sine egne præmisser. 

IAS 1 forbyder også modregning generelt, men forbudet gennembrydes i helt særlige 

tilfælde (pkt. 34). Disse tilfælde er, hvis øvrige IAS-standarder undtagelsesvist tillader 

det, eller hvis indtægter eller omkostninger relaterer sig til den samme eller lignende 

transaktioner og de enkelte hændelser ikke hver for sig er væsentlige.

Baggrunden for, at visse forhold bedst indregnes netto er, at bruttoindregning kan forstyrre 

regnskabsbrugernes mulighed for at bedømme væsentlige sammenhænge i udviklingen 

i virksomhedens ordinære, primære drift. Her spiller overskuelighedshensyn også ind. 

Nettoindregningen er navnlig relevant ved indregning af sekundære eller ekstraordinære 

forhold i resultatopgørelsen. 


I teorien er kapitalværdien den bedste implementering af dagsværdien, når man henser til 

de hensyn, regnskabet skal varetage, jf. pkt. 7.6.1. I praksis spiller pålideligheden af 

målinger naturligt mere ind. Kapitalværdien alene kan derfor kun sjældent benyttes som 

praktisk målegrundlag. 

Markedsværdien for et bestemt aktiv eller en forpligtelse vil derfor normalt være den 

bedste implementering af dagsværdien, når man i praksis skal afveje relevans og pålidelighed. 

Her forudsættes et rimeligt velfungerende marked, jf. afsnit 7.6.2. Eksisterer der 

ikke et sådant, taber markedsværdien i pålidelighed, og man må gribe til andre metoder 

for finde en dagsværdi, selvom disse metoder i nogle sammenhænge ikke vil kunne måle 

dagsværdien lige så relevant og pålideligt, som en markedsværdi ville have kunnet. 

7.7. Klassifikation af regnskabets elementer 

Regnskabsbrugernes behov for regnskabsmæssige informationer tilfredsstilles ikke ved 

alene at få en samlet værdi af virksomhedens nettoaktiver. For at kunne placere sine egne 

ressourcer mest hensigtsmæssigt, for at kunne fordele virksomhedens ressourcer bedst 

muligt og for at kunne vurdere ledelsens forvaltning af virksomheden, er det nødvendigt 

at specificere virksomhedens økonomiske udvikling nærmere. 

Klassifikationen skal give regnskabsbrugeren et indtryk af virksomhedens struktur, forretningsidé 

og risici, herunder den tidsmæssige fordeling af nettoindbetalingerne. 

Klassifikation har ikke været genstand for samme intensive behandling i teorien som 

måling. Derfor er nedenstående punkter ikke på samme måde som afsnit 7.2 - 7.6 udtømmende 

i sin gennemgang. 

Punkterne skal være til inspiration for udviklingen af mulighederne for klassifikation i 

resultatopgørelse og balance i teori og praksis. Den praktiske implementering af klassifikationen 

sker på lige fod med definitionerne, indregning og måling nedenfor i kapitel 9. 

7.7.1. Klassifikation af indtægter og omkostninger i resultatopgørelsen 

Resultatopgørelsen skal vise virksomhedens præstationer i den forløbne periode. I resultatopgørelsen 

skal regnskabsbruger kunne finde væsentlige og specificerede oplysninger 

om periodens udvikling i aktiver og forpligtelser. Specifikationen i resultatopgørelsen 

skal hjælpe regnskabsbruger til at træffe beslutninger om ressourceallokering, fordeling 

og forvaltning. Indregningen skal derfor såvidt muligt ske med bruttoværdier, jf. dog 

afsnit 7.6.4. 

63

At alle værdiændringer i virksomhedens aktiver og forpligtelser skal beskrives betyder, at 

såvel realiserede som urealiserede indtægter og omkostninger principielt skal føres via 

resultatopgørelsen. Det sikrer, at resultatopgørelsen viser, når værdien skabes i virksomheden 

fremfor det (tilfældige) tidspunkt, værdien realiseres. Regnskabsbrugers beslutninger 

vil i høj grad påvirkes af, hvilken værditilvækst der opstår i de enkelte perioder. 

7.7.1.1. Klassifikation i realiserede og urealiserede værdiændringer 

Regnskabsbrugeren skal kunne aflæse alle realiserede og urealiserede værdiændringer i 

virksomhedens nettoaktiver i resultatopgørelsen. 

Af hensyn til beslutninger om f.eks. fordeling skal brugerne særskilt kunne aflæse, hvor 

store de realiserede indtægter og omkostninger – herunder gevinster og tab - virksomheden 

har præsteret i perioden. 

Men også urealiserede indtægter og omkostninger er relevante at få specificeret i resultatopgørelsen. 

Regnskabsbruger tillægger disse betydning i forbindelse med vurdering af 

virksomhedens fremtidige indtjeningsevne, fordi de urealiserede værdiændringer kan vise 

sig at blive realiseret i kommende perioder. Et eksempel på en urealiseret indtægt eller 

omkostning er en ændring i et regnskabsmæssigt skøn. Her bør man sondre mellem realisable 

indtægter, hvor markedsprisen er dokumenteret, f.eks. kursstigninger for et børsnoteret 

aktiv, og indtægter, der slet ikke eller kun svagt eller indirekte er dokumenteret, og 

derfor ikke bør indregnes. 

IAS 1 foreslår at etablere en ”sekundær resultatopgørelse” i form af en opgørelse over 

bevægelser i egenkapitalen, der ikke skyldes kapitalfremskaffelse. 

7.7.1.2. Klassifikation i ordinære og ekstraordinære resultatelementer 

Ordinære og ekstraordinære poster er defineret i IAS 8, pkt. 6: 

64 

Extraordinary items are income or expenses that arise from events or transactions that are closely distinct 

from the ordinary activities of the enterprise and therefore are not expected to recur frequently or regularly. 

Ordinary activities are any activities, which are undertaken by an enterprise as part of its business and such 

related activities in which the enterprise engages in furtherance of, incidental to, or arising from these activities. 

Det er med andre ord aktiviteten, der er afgørende for, om en begivenhed anses som 

ordinær eller ekstraordinær. En ekstraordinær aktivitet er således forskellig fra virksomhedens 

hovedaktivitet. Det følger af IAS’s definition, at ekstraordinær aktivitet ikke forventes 

at indtræffe jævnligt, men snarere er udtryk for enkeltstående begivenheder. 

Det er af stor betydning at få udskilt de ekstraordinære resultatelementer, da disse ikke 

forventes at forekomme regelmæssigt. Regnskabsbrugers beslutninger om f.eks. ressourceallokering 

bør ikke påvirkes af ekstraordinære resultatelementer. I stedet tager en prognose 

udgangspunkt i årsregnskabets ordinære elementer, som også kan vise virksomhedens 

omkostningsstruktur og –fordeling.

7.7.1.3. Klassifikation af omkostninger efter art, funktion eller variabilitet 

Der kan være stor informationsværdi ved at klassificere omkostninger i forhold til deres 

funktion – f.eks. produktion, administration eller distribution – idet regnskabsbruger 

derved kan få et indtryk af effektiviteten i de forskellige led af virksomhedens værdikæde, 

jf. f.eks. Porters værdikædeanalyse. Ved sin ressourceallokeringsopgave kan regnskabsbruger 

bedre vurdere, om virksomheden på længere sigt vil kunne bevare sin konkurrenceevne 

i forhold til øvrige virksomheder ved f.eks. at stille følgende spørgsmål: 

• Er virksomhedens produktionsteknologi væsentlig mere effektiv end teknologien 

iøvrige virksomheder i samme branche? 

• Hvorledes udvikler effektiviteten sig i virksomhedens distribution? Kan teknologien 

medvirke til at skabe mere effektive distributionskanaler? 

• Hvor stor en del af virksomhedens omkostninger går til administration? 

Funktionsopdelingen er selvsagt af størst betydning i virksomheder eller koncerner, der 

omfatter flere aktivitetsled, medens opdelingen er mindre nyttig i f.eks. en handelsvirksomhed. 

Den klassiske opdeling i produktion, distribution og administration, som kendes 

fra nugældende lovs funktionsopdelte resultatopgørelse, er også langt fra éntydig, fordi 

den for opdelingen forudsatte organisationsstruktur og personalekategorisering er blevet 

mindre udtalt. Ligeledes kan en række aktiviteter ofte slet ikke eller kun ret vilkårligt lade 

sig opdele på de enkelte funktionsled. 

En klassifikation af omkostninger efter art er også af stor betydning for regnskabsbrugeren. 

Opdelingen er ofte mere pålidelig, men kan tabe noget i relevans. 

Klassifikation af omkostninger efter variabilitet har i mange år været anset for at være af 

stor betydning for regnskabsanalysen. Det skyldes naturligvis, at denne klassifikation 

medvirker til at besvare spørgsmål som f.eks.: 

• Hvorledes er virksomhedens driftsmæssige risiko i forhold til branchen? 

• Hvad er virksomhedens nulpunktsomsætning? 

• Hvorledes er udviklingen i virksomhedens faste omkostninger? Skyldes det en bevidst 

ændring i strategien? 

Opdelingen i faste og variable omkostninger er imidlertid ikke længere så éntydig som 

det var tilfældet for blot 10-15 år siden. De teknologiske muligheder og ændringen i 

ansættelsesformer har gjort grænsen langt mere flydende. 

7.7.1.4. Klassifikation i fortsættende og ophørende aktiviteter 

En klassifikation i resultatopgørelsen af, hvilke resultatelementer, der stammer fra ophørende 

aktiviteter, er af stor betydning for regnskabsbrugers ressourceallokering. I forbindelse 

med denne er det derfor væsentligt at kunne udskille de resultatelementer, der ikke 

skal medtages i en resultatprognose. 

65

I IAS 35 er givet følgende definition af en ophørende aktivitet i pkt. 2: 

66 

A discontinuing operation is a component of an enterprise: 

(a) that the enterprise, pursuant to a single plan, is: 

(i) disposing of substantially in its entirety, such as by selling the component in a single transaction, 

by demerger or spin-off of ownership of the component to the enterprise’s shareholders; 

(ii) disposing of piecemeal, such as by selling off the component’s assets and settling its liabilities 

individually 

(iii) terminating through abandonment 

(b) that represents a separate major line of business or geographical area of operations; and 

(c) that can be distinguished operationally and for financial reporting purposes. 

Se også IAS 14, der definerer forretningssegmenter og geografiske segmenter. IAS 35 

kræver, at planerne for ophør af aktiviteten er offentliggjort. Efter standarden skal virksomheden 

bl.a. oplyse om den ophørende aktivitets: 

• omsætning, 

• omkostninger, 

• resultat før skat, 

• skat som følge af ophøret, 

• fortjeneste eller tab på aktiver og forpligtelser, og 

• salgspris. 

Bemærk, at IAS 35 kræver særskilt klassifikation af resultatet af ”ophørende” aktiviteter - 

ikke blot ”ophørte” aktiviteter. 

Se standardens bilag, hvor der er givet eksempler på, hvorledes oplysningerne kan gives. 

Se også nedenfor i afsnit 7.7.2.5, hvor det fremgår, at ophørende aktiviteter også med stor 

fordel kan oplyses. 

7.7.2. Klassifikation af virksomhedens aktiver og forpligtelser (balancen) 

Virksomhedens balance skal specificere aktiverne og forpligtelserne på balancedagen. På 

samme måde som resultatopgørelsen skal balancen nærmere specificere, hvilke aktiver og 

forpligtelser, virksomheden besidder. Derved gøres det lettere for regnskabsbrugerne at 

træffe beslutninger om ressourceallokering, fordeling og forvaltning. 

7.7.2.1. Klassifikation efter forfaldstid (likviditetskriteriet) 

En klassifikation af aktiver og forpligtelser efter forfaldstid oplyser, hvornår virksomheden 

kan forvente de ind- og udbetalinger, som den kan imødese på kort og på langt sigt. 

Aktiver og forpligtelser klassificeres efter samme mønster. 

IAS 1 tillader klassifikation efter likviditetskriteriet, jf. pkt. 53. Her defineres ”current 

assets” som aktiver, der forventes realiseret indenfor 1 år efter balancedagen. Øvrige 

aktiver er anlægsaktiver. 

Klassifikation efter forfaldstid ser således ud:

• Forventede ind- og udbetalinger på kort sigt: Aktiver og forpligtelser, der realiseres 

indenfor ét år. 

• Forventede ind- og udbetalinger på lang sigt: Aktiver og forpligtelser, der realiseres 

efter ét år. 

Konsekvensen af en klassifikation i forhold til forfaldstid er, at virksomheden skal opdele 

alle aktiver og forpligtelser i disse to grupper. Det bliver herefter muligt at se, hvor stor 

en del af virksomhedens nettoaktiver, der realiseres på kort og lang sigt. 

Informationerne må imidlertid tages med et forbehold, fordi f.eks. varelageret nok normalt 

realiseres indenfor et år, men det erstattes i løbet af året typisk af nye varer, hvorfor 

nettoeffekten på virksomhedens nettoindbetalinger reduceres. Modellen kunne indrettes, 

så denne type aktiver indplaceres i gruppen over langsigtede aktiver, jf. også IAS 1, pkt. 

63, hvor denne metode benyttes for klassifikation af forpligtelser: 

An enterprise should continue to classify its long-term interest-bearing liabilities as non-current, even 

when they are due to be settled within twelve months of the balance sheet date if: 

(a) the original term was for a period of more than twelve months 

(b) the enterprise intents to refinance the obligation on a long-term basis; and 

(c) that intention is supported by an agreement to refinance, or to reschedule payments, which is completed 

before the financial statements are approved. 

7.7.2.2. Klassifikation af aktiverne efter funktion 

En klassifikation af aktiver efter funktion oplyser, hvor stor en beholdning af virksomhedens 

aktiver, der forventes at blive realiseret eller som skal sælges indenfor virksomhedens 

normale forretningscyklus. Klassifikation efter funktion afgrænser derved, hvad man 

forstår ved omsætningsaktiver og betragter resten af aktiverne som anlægsaktiver. 

Forretningscyklus defineres i IAS 1, pkt. 59, som ”the time between the acquisition of 

materials entering into a process and its realisation in cash or an instrument that is readily 

convertible into cash.”. Aktiver, der forventes solgt eller realiseret indenfor regnskabsperioden, 

betegnes ”current assets”, mens øvrige aktiver er ”non-current assets”. 

Denne opdeling kan give andre informationer end klassifikation efter forfaldstid, jf. ovenfor 

i afsnit 7.7.2.1. Fremfor at basere sig strikte på forfaldstiden giver klassifikationen 

efter funktion et indblik i, hvorvidt aktivet er anskaffet med henblik på salg eller for at 

blive brugt i produktionen. 

7.7.2.3. Klassifikation af aktiver efter formål 

En klassifikation efter formål betyder, at aktiver, der er bestemt til vedvarende eje eller 

brug, er anlægsaktiver. Andre aktiver er omsætningsaktiver. I dette tilfælde defineres 

altså hvad man forstår som anlægsaktiver, mens resten betragtes som omsætningsaktiver. 

7.7.2.4. Klassifikation i monetære og ikke-monetære aktiver 

En klassifikation efter monetære eller ikke-monetære aktiver oplyser, hvor store behold- 

67

ninger af likvide midler og fordringer på likvide midler, virksomheden besidder. 

Dette er væsentligt for vurdering af virksomhedens risiko, ligesom det også viser hvilke 

målemæssige usikkerheder, der er for de enkelte poster. Likvide beholdninger kan måles 

med høj grad af objektivitet, dog således at f.eks. tabsrisiko og inflationsrisiko indvirker 

på værdien. 


Med samme begrundelse som i afsnit 7.7.1.4 vil regnskabsbruger have stor gavn af, at 

aktiver og forpligtelser, der hidrører fra ophørende aktiviteter, markeres særskilt. 

I modsætning til kravet om særskilt klassifikation i resultatopgørelsen af resultat af ophørende 

aktivitet, stiller IAS 35 alene krav om oplysning om bogført værdi af den ophørende 

aktivitets aktiver og forpligtelser. 


Det er ikke i praksis muligt at benytte alle de opstillede muligheder for klassifikation. 

Modellerne skal derfor hovedsageligt inspirere, når man udvikler præsentationen af årsregnskabets 

oplysninger. 

I resultatopgørelsen er der i hvert fald behov for oplysninger om ordinære og ekstraordinære 

aktiviteter. Udviklingen i retning af flere urealiserede gevinster som indtægter i 

resultatopgørelsen vil imidlertid også stille krav om at oplyse, hvilke poster, der er realiserede. 

I balancen er klassifikation efter forfaldstid, funktion eller formål i mange sammenhænge 

næsten ens. Klassifikationen efter forfaldstid er dog nok for grov i sit sigte. 

I lighed med den internationale udvikling er der behov for oplysninger om ophørende 

aktiviteter. 

Se afsnit 9.5 om implementering af regler om klassifikation. 

68

3. DEL 

Konkrete retningslinjer 

for en ny lovgivning 

69

8. Lovens opbygning og anvendelsesområde 

8.1. Årsregnskabslovens anvendelsesområde 

8.1.1. Lovene og direktiverne 

Den gældende årsregnskabslov gælder direkte for nogle virksomheder, medens andre 

virksomheder kun er omfattet af loven på grund af henvisninger i de for disse virksomheder 

gældende love. Nedenfor er de direkte eller indirekte omfattede virksomheder opregnet: 

Direkte omfattet, udarbejdelse, revision og offentliggørelse: 

1. Aktieselskaber, kommanditaktieselskaber (partnerselskaber) og anpartsselskaber, jf. 

ÅRL § 1, stk. 1, 1. pkt. 

2. Interessentskaber og kommanditselskaber, hvori den eneste eller alle fuldt ansvarlige 

deltagere er et aktie-, anparts- eller kommanditaktieselskab eller et selskab med en tilsvarende 

retsform (kapitalselskab), jf. ÅRL § 1, stk. 1, 2. pkt., jf. § 1 a. 

Indirekte omfattet, udarbejdelse, revision og offentliggørelse: 

3. Andelsselskaber (amba'er), jf. LEV § 4 og § 18 med henvisning til ÅRL. 

4. Andre virksomheder med begrænset ansvar, jf. LEV § 3 og § 18 med henvisning til 

ÅRL. 

Indirekte omfattet, udarbejdelse og revision: 

5. Erhvervsdrivende fonde, jf. LEF § 1 og § 28, stk. 2, med henvisning til næsten alle 

bestemmelserne i ÅRL. Hjemlen til offentliggørelse findes i LEF § 56, stk. 1. 

Direkte omfattet, offentliggørelse: 

6. Udenlandske virksomheder efter nr. 1-3 med filialer, som er registreret i Erhvervs- og 

Selskabsstyrelsen, jf. ÅRL § 63 a, stk. 1. 

Undtagelser: 

• Andelsselskaber (amba'er) samt andre virksomheder med begrænset ansvar, jf. LEV § 

3, er undtaget fra ÅRL, hvis de ikke overskrider størrelsesgrænserne for meget små 

virksomheder, jf. LEV § 19. Se herom nedenfor under afsnit 8.4. 

Virksomhedens ledelse skal i så fald indsende erklæring til Erhvervs- og Selskabsstyrelsen 

herom, jf. § 19, stk. 6. Erklæringen skal indsendes senest 6 måneder efter regnskabsårets 

udløb. 

• En dattervirksomhed, som ikke er et børsnoteret- eller statsligt aktieselskab, kan undlade 

at udarbejde koncernregnskab, hvis regnskaberne for virksomheden og alle dens 

dattervirksomheder indgår i et koncernregnskab for en modervirksomhed i en EU- eller 

EØS-stat efter reglerne i ÅRL § 2 a, og dette koncernregnskab opfylder en række 

betingelser og offentliggøres i stedet for virksomhedens eget koncernregnskab. 

70

• Et moderselskab i en koncern, hvor ingen af koncernvirksomhederne er statslige eller 

børsnoterede i en EU- eller EØS-stat, kan efter reglerne i ÅRL § 2 c undlade at udarbejde 

koncernregnskab, hvis koncernvirksomhederne på balancetidspunktet tilsammen 

ikke overskrider de størrelsesgrænser, der er sat for små virksomheder. Se herom nedenfor 

i afsnit 8.4. 

• I interessentskaber og kommanditselskaber, der er omfattet af ÅRL § 1 a, er den eneste 

eller alle deltagere med ubegrænset ansvar aktieselskaber, anpartsselskaber eller 

andre danske eller udenlandske kapitalselskaber. Disse virksomheder kan undlade selv 

at udarbejde årsregnskab m.v., hvis en af virksomhedens interessenter henholdsvis 

komplementarer udarbejder årsregnskab m.v. for virksomheden og lader det revidere 

og offentliggøre sammen med sit eget årsregnskab efter reglerne i ÅRL § 2 e. Udnytter 

virksomheden denne lempelsesmulighed, skal der indsendes erklæring herom til 

styrelsen, hvilket dog ikke fremgår udtrykkeligt af bestemmelsen. 

• Interessentskaber og kommanditselskaber omfattet af ÅRL § 1 a kan undlade at udarbejde 

årsregnskab m.v., hvis virksomheden indgår i et koncernregnskab, der er udarbejdet 

af en interessent eller komplementar efter reglerne i 7. direktiv samt revideret 

og offentliggjort efter disse regler. Dette gælder tillige, hvis virksomheden i stedet 

indgår i et koncernregnskab for en modervirksomhed for den interessent henholdsvis 

komplementar, der kan undlade at udarbejde koncernregnskab, jf. ÅRL § 2 f. 

Hvis virksomheden udnytter denne lempelsesmulighed, skal der indsendes erklæring 

herom til styrelsen, jf. ÅRL § 2 f, stk. 4. 

• En udenlandsk virksomhed, som driver virksomhed gennem en filial her i landet, kan 

undlade at indsende sit eget årsregnskab m.v. og i stedet indsende et koncernregnskab 

for en modervirksomhed, jf. ÅRL § 63 b. 

• Virksomheder, som ikke er børsnoterede eller statslige aktieselskaber, kan undlade at 

udarbejde årsberetning, hvis virksomheden eller koncernen er mindre end størrelsesgrænserne 

for små virksomheder, jf. afsnit 8.4. Har virksomheden alligevel udarbejdet 

årsberetning, kan den undlade at indsende årsberetningen til styrelsen, hvis ovennævnte 

betingelser er opfyldt. Der henvises til ÅRL § 64 f, stk. 1. 

Statslige aktieselskaber skal foruden årsregnskab m.v. indsende halvårsrapport for de 

første seks måneder af selskabets regnskabsår, jf. ÅRL § 56 a. Børsnoterede selskaber 

skal i stedet i henhold til RFU indsende halvårsrapport til Fondsbørsen. 

Fjerde direktiv omhandler i princippet kun aktie-, kommanditaktie- og anpartsselskaber, 

jf. art. 1, men hindrer ikke anvendelse af direktivets regler på andre virksomhedsformer. 

For koncerner gælder 7. direktiv uanset modervirksomhedens retsform, når blot der er et 

aktie-, kommanditaktie- eller anpartsselskab i koncernen. Selv, hvor en koncern ikke 

omfatter et sådant selskab, hindrer det dog ikke anvendelse af reglerne på en koncern. 

De danske og de internationale standarder kommer ikke nærmere ind på virksomhedens 

retsform. 

71

8.1.2. Et bredt erhvervsbegreb i bogføringsloven 

Alle virksomheder, der omfattes af det bredt formulerede erhvervsbegreb i den netop 

vedtagne bogføringslovs § 1, stk. 1 og § 2 (lov nr. 1006 af 23. december 1998), skal som 

udgangspunkt også omfattes af pligten til at udarbejde årsregnskab efter ÅRL. 

Bogføringslovens §§ 1 og 2 er affattet således: 

72 

§ 1. Loven gælder for erhvervsdrivende virksomheder etableret her i landet af enhver art uanset ejer- eller 

hæftelsesforhold samt erhvervsaktiviteter, der udøves her i landet af virksomheder, som er hjemmehørende 

i udlandet. 

Stk. 2. Loven gælder endvidere for følgende virksomheder, organisationer og sammenslutninger m.v. 

(virksomheder m.v.): 

1) Virksomheder m.v., der er afgiftspligtige eller fuldt eller begrænset skattepligtige her til landet i det 

omfang, de ikke er omfattet af stk. 1. De statslige told- og skattemyndigheder kan helt eller delvist fritage 

enkelte virksomheder m.v. fra loven. Er virksomheden m.v. tillige omfattet af nr. 2, kan fritagelse dog kun 

ske efter aftale med vedkommende myndighed. 

2) Virksomheder m.v., der som betingelse for tildeling af direkte tilskud fra den danske stat eller Den 

Europæiske Union skal afgive regnskabsmæssige oplysninger i det omfang, de ikke er omfattet af stk. 1. 

Den bevilgende myndighed kan helt eller delvist fritage enkelte virksomheder m.v. fra loven. Er virksomheden 

m.v. tillige omfattet af nr. 1, kan fritagelse dog kun ske efter aftale med Told- og Skattestyrelsen. 

Stk. 3. Loven gælder ikke for følgende virksomheder, organisationer og sammenslutninger m.v.: 

1) Virksomheder m.v., som er omfattet af lov om statens regnskabsvæsen. 

2) Virksomheder m.v., som udelukkende er omfattet af regnskabsregler fastsat ved eller i henhold til 

lov om kommunernes styrelse. 

§ 2. En virksomhed er erhvervsdrivende eller udøver erhvervsaktiviteter, når den yder varer, rettigheder, 

pengemidler, tjenester eller lignende, for hvilke den normalt modtager vederlag. 

Stk. 2. Uanset stk. 1 anses en virksomhed for at være erhvervsdrivende eller udøve erhvervsaktiviteter, 

hvis den er omfattet af lov om aktieselskaber, lov om anpartsselskaber, lov om erhvervsdrivende fonde, lov 

om erhvervsdrivende virksomheder eller i øvrigt er erhvervsdrivende i henhold til lov. Dette gælder uanset 

om virksomhederne helt eller delvist er undtaget for kravene i de nævnte love. 


Virksomhederne i den finansielle sektor er omfattet af bogføringsloven, men er undtaget 

fra ÅRL. Regnskabsreglerne for disse virksomheder er fastlagt i særlovgivningen vedrørende 

de forskellige finansielle virksomheder. De grundlæggende regnskabsprincipper vil 

være fælles for virksomheder i den finansielle sektor og for øvrige virksomheder. 

De særlige aktiviteter, som kendetegner de forskellige finansielle virksomheder bevirker 

imidlertid, at de detaljerede regler med hensyn til regnskabernes opstilling, oplysningskrav, 

regnskabsmæssig behandling af specielle aktiver og forpligtelser m.v. afviger en del 

fra de regler, der gælder for andre virksomheder. Dette har også givet sig udslag i, at der 

inden for EU er udstedt særlige direktiver, der regulerer regnskabsaflæggelsen for henholdsvis 

pengeinstitutter og forsikringsselskaber. 

Regnskabsrådet finder det hensigtsmæssigt, at finansielle virksomheder på sigt bliver 

omfattet af ÅRL. 

ÅRL skal - i modsætning til bogføringsloven – ikke omfatte filialer i Danmark af udenlandske 

selskaber. Det skyldes, at der vil være en del vilkårlighed ved fordelingen af

aktiver, forpligtelser, indtægter og omkostninger mellem selskabet og filialen på grund af 

disses tætte sammenhæng. Danske regnskabsbrugere vil dog også normalt kunne finde 

relevante oplysninger i det udenlandske selskabs regnskab – herunder om den danske 

filial, jf. 4. direktivs art. 46. Filialregnskaber af udenlandske virksomheder kan derfor 

ikke forventes at give et retvisende billede. Danske filialer af udenlandske selskaber skal 

fortsat have pligt til at indsende årsregnskab og koncernregnskab for det udenlandske 

selskab, men dette skal i forvejen aflægge årsregnskab efter sit hjemlands ret. 

Bortset fra finansielle virksomheder og filialer af udenlandske selskaber vil ÅRL som 

nævnt omfatte danske erhvervsdrivende virksomheder af enhver art uanset ejer eller hæftelsesforhold. 

Det betyder, at loven skal indeholde regnskabsregler for alle personlige virksomheder, 

I/S’er, K/S’er, tillige med virksomheder, der for tiden kun indirekte er omfattet af loven 

via henvisning fra særlovgivning, f.eks. erhvervsdrivende fonde og erhvervsdrivende 

virksomheder med begrænset ansvar. 

Selvom lovens anvendelsesområde således i princippet udvides betragteligt, betyder det 

ikke, at alle virksomheder skal aflægge årsregnskab efter samme bestemmelser som aktieog 

anpartsselskaber. Udvidelsen medfører heller ikke, at området for revisions- og offentliggørelsespligt 

udvides. 

Lovens opbygning og struktur skal tage hensyn til, at kravene til de mange typer virksomheder 

differentieres. Differentieringen er nødvendig, fordi loven nu skal favne langt 

flere virksomheder end tidligere. Det er vigtigt, at loven ikke hermed bliver uoverskuelig 

og vanskelig at anvende for især mindre virksomheder. 

I modsætning til bogføringslovens § 1, stk. 2, skal årsregnskabsloven ikke omfatte ikkeerhvervsdrivende 

virksomheder, der er skatte- eller afgiftspligtige, eller som er underlagt 

regnskabspligt for at opfylde betingelser for tilskud. 

På samme måde som bogføringsloven skal virksomheder, der er underlagt Statens regnskabslov 

eller lov om kommunernes styrelse, ikke være underlagt årsregnskabsloven. 

Disse undtagelser kommer ligesom bogføringsloven ikke til at omfatte aktieselskaber og 

anpartsselskaber m.v. 

8.2. Årsregnskabslovens overordnede struktur – ”Byggeklodsmodellen” 

Loven skal struktureres efter en ”byggeklodsmodel”. 

Princippet i byggeklodsmodellen er kort sagt, at små virksomheder skal følge relativt få 

generelle krav, mens større virksomheder skal følge flere og mere detaljerede krav. Modellen 

kan sammenfattes i følgende punkter: 

73

• Lovens regnskabsbestemmelser er inddelt i afgrænsede ”regnskabsklasser”, benævnt 

A, B, C og D. Hver regnskabsklasse kan betragtes som en byggeklods, der indeholder 

et sæt regnskabsbestemmelser. A udgør ”grundklodsen”, mens de øvrige klodser indeholder 

supplerende regnskabsbestemmelser, der kan bygges oven på klods A. 

• En given virksomheds placering i modellen afgøres primært udfra virksomhedens 

størrelse. Andre kriterier er bl.a. virksomhedens juridiske form. 

• Den enkelte virksomhed behøver stort set kun at forholde sig til – og udarbejde regnskab 

efter – de bestemmelser, der indgår i den pågældende regnskabsklasse og de underliggende 

klasser. Små virksomheder kan derfor i princippet nøjes med at læse en 

mindre del af loven, fordi disse virksomheder kun omfattes af den/de første regnskabsklasse(r). 

Jo større virksomheden er, jo flere regnskabsklasser omfattes den af, 

og følgelig må den sætte sig ind i en større del af loven. 

Byggeklodsmodellen er illustreret i nedenstående Figur 1. 

74 

Klasse 

D 

C 

B 

A 

Supplerende krav til 

børsnoterede og statslige 

selskaber 

Supplerende krav til mellemstore 

og store selskaber 

Supplerende krav til små selskaber m.v. 

Grundlæggende forudsætninger for aflæggelse af 

driftsøkonomiske årsregnskaber 

FIGUR 1: BYGGEKLODSMODELLEN – JO STØRRE VIRKSOMHEDEN ER, DESTO STRENGERE KRAV STILLER LOVEN. 

Fordelen ved byggeklodsmodellen som bærende struktur er, at stort set alle personlige 

virksomheder samt meget små virksomheder med begrænset hæftelse – udover basisafsnittet 

- kun behøver at læse lovens nederste niveau (klasse A). Små selskaber m.v. 

behøver alene at læse de 2 nederste niveauer i loven (A+B) og så fremdeles. Modellen 

giver derfor gode muligheder for at opbygge en lettilgængelig og velstruktureret lov, hvor 

særligt personligt ejede virksomheder og små selskaber vil opleve større brugervenlighed.

Opbygningen vil således være modsat den nuværende opbygning, hvor alle virksomheder 

først skal læse hele loven, inden lempelsesbestemmelserne kommer til sidst. 

Alle regnskabsbestemmelser skal så vidt muligt struktureres efter byggeklodsstrukturen. 

Derved kan enhver virksomhed umiddelbart se, hvilke mindstekrav den skal aflægge 

årsregnskab efter. Det kan dog blive nødvendigt at bryde modellens rene form for at 

kunne indarbejde enkelte sær- og undtagelsesbestemmelser for særlige virksomhedsformer, 

f.eks. I/S’er. I den forbindelse må opmærksomheden rettes mod, at modellens fortrin 

ikke fortabes. Sær- og undtagelsesbestemmelser, der berører et fåtal af virksomheder, vil 

kunne placeres i separate tillægsafsnit, så disse bestemmelser ikke forstyrrer de regnskabsbestemmelser, 

som flertallet af virksomhederne skal følge. 

Ligeledes er det mest hensigtsmæssigt at placere bestemmelser om revisionspligt - i det 

omfang en sådan fortsat skal reguleres i årsregnskabsloven – samt årsrapportens offentliggørelse, 

kontrol, straf og ikrafttrædelse m.v. i tillægsafsnit på grund af bestemmelsernes 

særegne karakter, og fordi disse regler ikke er afhængige af virksomhedernes størrelse. 

Udover selve byggeklodsmodellens regnskabsbestemmelser og nævnte tillægsafsnit vil 

loven indeholde et indledende afsnit (basisafsnit). Det vil af basisafsnittet fremgå, hvilke 

virksomheder, der er omfattet af loven, samt efter hvilken regnskabsklasse en given virksomhed 

skal aflægge årsregnskab. Det skal også fremgå, hvilke regnskabstyper loven 

omfatter - primært årsregnskaber og koncernregnskaber. 

Betegnelserne ”årsregnskab”, ”driftsøkonomisk regnskab”, ”driftsregnskab” og lignende 

betegnelser skal være forbeholdt regnskaber udarbejdet i overensstemmelse med årsregnskabslovens 

bestemmelser, herunder de grundlæggende driftsøkonomiske bestemmelser i 

klasse A. Betegnelserne ”skatteopgørelse”, ”skatteregnskab”, ”indkomstopgørelse” og 

lignende er tværtimod udtryk for, at der ved udarbejdelsen er anvendt skattemæssige 

målings- og indregningskriterier, som ikke skal være omfattet af en ny ÅRL. Se herom 

nedenfor under afsnit 8.6.4 

Loven kan således overordnet struktureres i følgende 3 hovedafsnit: 

1. Indledende afsnit (basisafsnit) 

• Hvilke regnskabssubjekter er omfattet: Erhvervsdrivende virksomheder. 

• Hvilke regnskabsobjekter er omfattet: Driftsøkonomiske års- og koncernregnskaber, 

fusionsregnskaber og tilsvarende regnskaber. 

2. Regnskabsbestemmelser struktureret efter byggeklodsmodellens principper. 

3. Tillægsafsnit 

• Koncern – og fusionsregnskaber. 

• Regnskabsbestemmelser for særlige virksomhedsformer. 

• Revisionsbestemmelser for de virksomheder, hvis regnskaber skal revideres. 

• Offentliggørelsesregler for de virksomheder, hvis regnskaber skal revideres. 

75

Hertil kommer mere tekniske afsnit om straf, ikrafttrædelse m.v. 

8.3. Byggeklodsmodellens regnskabsbestemmelser og omfattede 

virksomheder 

Som figur 1 illustrerer, skal lovens regnskabsbestemmelser i hovedsagen inddeles i fire 

separate regnskabsklasser: A-D, som indeholder bestemmelser af stigende detaljeringsgrad 

rettet mod forskellige størrelser og juridiske former af virksomheder. 

Regnskabsklasse A indeholder Begrebsrammens øverste niveau’er: årsregnskabets formål, 

almindelige kvalitetskrav og definitioner af regnskabet elementer. Desuden vises de 

grundlæggende forudsætninger for at aflægge driftsøkonomiske årsregnskaber. Disse 

regler gælder for alle virksomheder, jf. afsnit 7.1 og 8.1. De dækker i hovedsagen det 

samme område som ÅRL §§ 4 og 26 om retvisende billede og grundlæggende regnskabsprincipper, 

samt for de helt små virksomheder bogføringsbekendtgørelsens § 14, stk. 3, 

om god regnskabsskik. 

Desuden findes hér de absolutte mindstekrav til driftsøkonomiske årsregnskaber, som i 

det store hele svarer til kravene i bogføringsbekendtgørelses § 14. Her er ikke behov for 

at tale om en årsrapport men alene om et årsregnskab, bestående af balance og resultatopgørelse 

samt kapitalforklaring, hvoraf fremgår bevægelserne på egenkapitalen udenom 

resultatopgørelsen. På samme måde som i bogføringsbekendtgørelsen vil der være nogle 

meget overordnede krav til poster og specifikationer, samt notekrav om anvendt regnskabspraksis 

og eventualforpligtelser. Desuden skal der gives oplysninger om privataktiver, 

således som det foreslås i afsnit 8.5.2 

Alle virksomheder omfattes i princippet af bestemmelserne i regnskabsklasse A. De virksomheder, 

der på nuværende tidspunkt ikke omfattes af ÅRL og derfor kun aflægger 

driftsøkonomisk årsregnskab efter bogføringslovgivningen, vil udelukkende blive omfattet 

af regnskabsklasse A. Det drejer sig navnlig om enkeltmandsvirksomheder samt de 

I/Sér og K/Sér, der ikke er omfattet af ÅRL § 1 a. Se nærmere om regnskabspligtens 

udformning i afsnit 8.6. 

Regnskabsklasse B indeholder konkrete bestemmelser om indregning og måling af årsregnskabets 

poster. Endvidere vil der være bestemmelser om ændring af regnskabspraksis 

og regnskabsmæssige skøn, notekrav m.v. Desuden skal regnskabsopstillingerne behandles 

her, eventuelt ved bemyndigelse til bekendtgørelse eller som bilag. Indholdet i denne 

regnskabsklasse vil have mange lighedspunkter med indholdet i den nuværende ÅRL’s 

kapitel 3 – 8 og opstillingsskemaerne i bek. Mindstekravene til opstillinger i klasse A er 

så overordnede og uspecificerede, at de i realiteten er indeholdt i klasse B’s opstillingsregler. 

B-virksomhederne kan altså holde sig til B-opstillingsreglerne og herudover kun 

læse Begrebsrammen m.v. i klasse-A-reglerne, hvis det skulle være nødvendigt. 

Alle virksomheder, der direkte eller indirekte omfattes af den nugældende lov, vil som 

udgangspunkt blive omfattet af bestemmelserne i regnskabsklasse B. Det drejer sig om 

76

aktieog anpartsselskaber, partnerselskaber (kommanditaktieselskaber), erhvervsdrivende 

fonde og kapitalselskabsejede interessentskaber og kommanditselskaber. Af disse vil små 

selskaber, der ligger under størrelsesgrænserne i nugældende § 64 d, kun være omfattet af 

klasse B (og A). Små erhvervsdrivende virksomheder med begrænset ansvar, der overskrider 

størrelsesgrænserne i LEV § 19, stk. 2 (balance 4 mill., omsætning 10 mill., 

gnsntl. antal ansatte 10), vil også være omfattet af klasse B. 

Regnskabsklasse C indeholder yderligere – og skærpede – bestemmelser om indregning 

og måling af regnskabets poster, opstillingskrav, og krav om yderligere oplysninger i 

årsrapporten. Disse bestemmelser gælder for mellemstore og store virksomheder og omfatter 

de samme virksomhedsformer som klasse B, dvs. selskaber m.v., der direkte eller 

indirekte omfattes af den gældende lov. De mellemstore virksomheder vil her kunne 

udnytte en række undtagelser, der ikke gælder for de store, f.eks. undlade at vise nettoomsætningen 

i resultatopgørelsen. 

Regnskabsklasse D indeholder yderligere detailbestemmelser (typisk oplysningskrav), 

som kun børsnoterede og statslige aktieselskaber skal efterleve, udover kravene i de foregående 

klasser. Selskabernes størrelse er her i sig selv uden betydning. 

Herudover er der som nævnt særlige afsnit, der relaterer sig til alle virksomheder uanset 

størrelse, men som ikke praktisk har kunnet stå i regnskabsklasse A, f.eks. regler om 

koncernregnskaber og om regnskabsoffentlighed. Se kapitel 11 og 12. 

8.4. Byggeklodsmodellens størrelsesgrænser 

Virksomheder, der direkte eller indirekte omfattes af den nugældende årsregnskabslov, 

indplaceres i byggeklodsmodellens regnskabsklasser ud fra deres størrelse. 

Virksomheder, der hverken direkte eller indirekte omfattes af den nugældende lov, indplaceres 

uanset størrelse i byggeklodsmodellens klasse A. 

Det foreslås, at byggeklodsmodellens inddeling i små, mellemstore og store virksomheder 

følger de størrelsesgrænser, der kendes fra ÅRL § 64 c, stk. 4, og § 64 d, stk. 2. De 

kendte størrelsesgrænser i LEV § 19, stk. 2, benyttes til at udskille meget små virksomheder 

med begrænset ansvar. 

Meget små Små Mellemstore Store 

Balancesum 0 - 4 mill. 0 - 20 mill. 20 - 75 mill. > 75 mill. 

Nettoomsætning 0 - 10 mill. 0 - 40 mill. 40 - 150 mill. > 150 mill. 

Antal ansatte 0 - 10 0 - 50 50 - 250 > 250 

TABEL 2: OVERSIGT OVER STØRRELSESKATEGORIER AF VIRKSOMHEDER. 

I overensstemmelse med nugældende lov, skal 2 af de 3 størrelser overskrides i 2 på 

hinanden følgende regnskabsår før virksomheden omfattes af en anden størrelseskategori. 

Det vil være en ændring i forhold til de virksomheder, som indtil nu har aflagt årsregnskab 

efter LEV §§ 18-19. Her benyttes i dag en 3-års regel. Imidlertid ses der ikke her at 

være grundlag for en forskel mellem de forskellige virksomhedsformer – en forskel som 

77

kunne medføre forvirring om reglerne. 2-års reglen er direktivbundet for aktieog anpartsselskaber. 

I 1999 vil 4. direktivs størrelsesgrænser (art. 11 og 27) blive forhøjet med formentligt 20- 

25 procent som følge af ajourføringsreglen i direktivets artikel 53. Størrelsesgrænsen for 

meget små virksomheder i LEV er ikke direktivbestemt. 

8.5. Erhvervsmæssige / ikke-erhvervsmæssige aktiviteter 

Ved fastlæggelsen af hvilken størrelseskategori en virksomhed skal indplaceres i, er det 

nødvendigt at afklare i hvilket omfang ikke-erhvervsmæssige (herunder private) indtægter 

og aktiver skal indgå i størrelsesopgørelsen for de forskellige virksomhedsformer. Endvidere 

er det formålstjenesteligt at afklare, hvorvidt ikke erhvervsmæssige poster skal indregnes 

(medtages) i års- og koncernregnskabet. 

8.5.1. Virksomheder med begrænset ansvar 

Aktie- og anpartsselskaber er juridiske personer med begrænset ansvar. Hæftelsen for 

selskabets forpligtelser begrænser sig derfor til selskabets aktiver, medmindre selskabets ejere 

eller andre har påtaget sig en særskilt hæftelse. Tilsvarende gælder for erhvervsdrivende 

fonde og de øvrige former for virksomheder med begrænset ansvar. Selvom den juridiske 

enhed måtte have ikke-erhvervsmæssige aktiviteter (f.eks. fondes humanitære aktiviteter), 

omfatter hæftelsen den juridiske enheds samlede aktiver. 

Ved vurderingen af hvorvidt størrelsesgrænserne er over- eller underskredet i relation til 

byggeklodsmodellen, medregnes den juridiske enheds samlede balancesum, nettoomsætning 

og gennemsnitlige antal ansatte. Ligeledes indregnes samtlige aktiver, passiver, 

indtægter og omkostninger i årsregnskabet henholdsvis koncernregnskabet 17 . Princippet i 

den nugældende lov fortsættes således uændret. 

8.5.2. Enkeltmandsvirksomheder 

Da alle enkeltmandsvirksomheder uanset størrelse placeres i byggeklodsmodellens klasse 

A, er det ikke umiddelbart relevant at fastlægge metoder til opgørelse af enkeltmandsvirksomheders 

størrelse. Det er derimod relevant at afklare i hvilket omfang ejerens ikkeerhvervsmæssige 

aktiver og forpligtelser skal indregnes i årsregnskabet, såfremt dette 

udarbejdes. 

I enkeltmandsvirksomheder hæfter ejeren personligt for virksomhedens forpligtelser, og 

ejerens private kreditorer kan søge sig fyldestgjort i virksomhedens aktiver, fordi der i 

hæftelsesmæssig henseende ikke sondres mellem ”virksomhedsformuen” og ejerens ”private” 

formue. Ejerens private aktiver og forpligtelser, f.eks. bil, båd, fast ejendom, prioritetsgæld 

og bankgæld samt indkomster, der ikke stammer fra erhvervsvirksomheden, 

kan derfor være af interesse for virksomhedens kreditorer. 

17 Ved vurdering af, om koncernen som helhed overskrider størrelsesgrænserne lægges 

koncernvirksomhedernes regnskaber sammen uden eliminering eller værdiharmonisering. 

Der sker dog naturligvis en udligning af kapitalandelene i dattervirksomhederne, så disse 

ikke medregnes to gange. 

78

Der foreslås pligt til at indregne såvel erhvervsmæssige som væsentlige private aktiver, 

som f.eks. fast ejendom, i årsregnskaber for enkeltmandsvirksomheder. Der foreslås ikke 

regulering af, hvornår et privat aktiv er væsentligt, og dermed skal indregnes i årsregnskabet 

– denne afvejning må foretages af regnskabsudarbejder. Øvrige aktiver og passiver 

kan angives i noterne eller i et bilag til årsregnskabet. Der skal findes en praktisk løsning 

for afgrænsning af aktiver overfor løsøre, som helt kan udeholdes. Der foreslås ikke en 

egentlig regulering heraf, men afgrænsningen kunne foretages efter retningslinjerne i 

statsskattelovens § 12, stk. 1, nr. 1-3, hvori er opremset en række aktiver, der ikke skal 

henregnes til den skattemæssige formue. 

Efter retsvirkningsloven gælder princippet om ægtefællers særråden over aktiver og særhæften 

mht. forpligtelser. Der er dog enkelte lovfæstede undtagelser fra disse principper, 

der eventuelt kan tale for, at også ægtefællens formueforhold bør afspejles ved regnskabsaflæggelsen, 

evt. i form af noteoplysninger. 

Såfremt en fysisk person, der har flere forskellige erhvervsmæssige aktiviteter (virksomheder), 

vælger at udarbejde årsregnskab, skal der udarbejdes ét årsregnskab. Dette bibringer 

kreditorerne og andre regnskabslæsere det mest fuldstændige billede af den økonomiske 

stilling. 

8.5.3. Interessentskaber 

Ligesom enkeltmandsvirksomheder, indplaceres I/Sér uanset størrelse i byggeklodsmodellens 

klasse A. 

I/Sér - og K/Sér - der omfattes af ÅRL § 1 a, vil dog være omfattet af regnskabsreglerne 

i klasse B eller C, afhængig af virksomhedernes størrelse. Ved fastlæggelsen af disse 

virksomheders størrelse i relation til byggeklodsmodellens størrelseskriterier, betragtes 

virksomhederne som juridiske personer, således at interessenternes henholdsvis komplementarens 

formueforhold ikke indgår ved størrelsesvurderingen. 

Det har været drøftet, om årsregnskaber for interessentskaber udarbejdet i henhold til 

klasse A skal indeholde interessenternes private aktiver og forpligtelser. På grund af 

interessentskabsformens personlige og solidariske hæftelsesform kan interessentskabets 

kreditorer om nødvendigt søge sig fyldestgjort i de enkelte interessenters personlige formuer. 

Den enkelte interessents særkreditorer kan imidlertid ikke umiddelbart søge sig 

fyldestgjort i interessentskabets formue, da det i praksis antages, at interessentskabets 

kreditorer (fælleskreditorerne) har fortrinsret hertil. 

Det vurderes, at omkostningerne og ulemperne ved at indarbejde interessenternes privatøkonomiske 

forhold i regnskabet vil overstige den begrænsede nytteværdi, som regnskabsbrugere 

måtte få heraf. I modsætning til hvad der foreslås for enkeltmandsvirksomheder, 

skal interessenternes private formueforhold således hverken indregnes eller oplyses 

i regnskabet. 

79

8.6. Lempelse for virksomheder omfattet af klasse A 

Regnskabsrådet har indgående drøftet, hvorvidt virksomheder, der udelukkende omfattes 

af klasse A, bør friholdes fra pligten til at udarbejde driftsøkonomiske årsregnskaber. I de 

følgende afsnit skitseres en række af de præmisser og argumenter, der har dannet grundlag 

for Regnskabsrådets anbefaling om at lempe regnskabspligten for virksomhederne i 

klasse A. 

8.6.1. De omfattede virksomheder 

Et stort antal virksomheder omfattes ikke af den nugældende årsregnskabslov. Det drejer 

sig især om: 

• Enkeltmandsvirksomheder. 

• I/Sér og K/Sér (med mindre alle fuldt ansvarlige deltagere er kapitalselskaber og 

derfor omfattes af lovens § 1 a). 

• Helt små erhvervsdrivende virksomheder med begrænset ansvar (AMBAér, foreninger 

med begrænset ansvar osv.), jf. LEV § 19. 

Disse virksomheder skal for tiden udarbejde driftsøkonomisk årsregnskab efter de sparsomme 

regler i bogføringsbekendtgørelsen. Årsregnskabet skal her hverken revideres 

eller offentliggøres. 

Her er tale om en meget stor gruppe af typisk meget små virksomheder. Ifølge Danmarks 

Statistik var der i 1996 ca. 298.000 momsafregnende enkeltmandsvirksomheder (identificeret 

ved SE-nummer). Virksomhederne havde tilsammen en afgiftsangivet omsætning på 

ca. 234 mia. kr., hvilket i gennemsnit svarer til 785.000 kr. pr. virksomhed. 

Antallet af I/Sér og K/Sér udgjorde i 1996 ca. 30.000 virksomheder. Med en samlet 

afgiftsangivet omsætning på ca. 103 mia. kr., omsatte hver enkelt virksomhed i gennemsnit 

for 3,4 mio. kr. Beløbene er angivet uden moms. 

En opgørelse af antal arbejdssteder fordelt efter virksomhedernes ejerform og størrelse 

indikerer ligeledes at virksomhederne typisk er meget små: 

80 

Beskæftigelsesforhold Ejet af enkeltperson I/S og K/S 

1 101.614 58% 4.198 24% 

2-9 66.979 38% 10.782 61% 

10 og derover 7.049 4% 2.570 15% 

Arbejdssteder i alt 175.642 100% 17.550 100% 

TABEL 3: ANTAL ARBEJDSSTEDER FORDELT EFTER EJERFORM OG STØRRELSE PR. NOVEMBER 1996. KILDE: DANMARKS STATISTIK; GENEREL 

ERHVERVSSTATISTIK OG HANDEL 1998:5 & 1998:14, STATISTISKE EFTERRETNINGER.

Som det fremgår er ”Arbejdssteder i alt” ikke identisk med antallet af momsafregnende 

virksomheder identificeret ved SE-nummer. Der henvises til ovennævnte kilder for en 

nærmere beskrivelse af datagrundlag og definitioner. 

De efter art og omfang mindst interessante virksomheder i erhvervsmæssig sammenhæng 

vil reelt ofte slet ikke være erhvervsdrivende, eller i hvert fald kun sporadisk drive erhvervsdrift. 

De hører formentligt kun til kategorien af fiskale grunde. Som oftest har de 

meget sparsomme finansielle behov. I nogle tilfælde er der tale om f.eks. små landbrug 

eller udlejningsejendomme, hvor kravene til regnskab, endsige skatteopgørelse, er særdeles 

beskedne. 

Herudover findes der mange, meget små enkeltmandsvirksomheder, hvor kapitalmarkedet 

i realiteten kun til en vis grad interesserer sig for virksomhedens økonomiske forhold, 

fordi virksomheden i realiteten står og falder med den fuldt ansvarlige hovedmand, hvis 

privatformue også ofte udgør virksomhedens eneste finansieringsgrundlag. Omverdenens 

interesse fokuserer her oftest på hovedmanden, der også ofte udgør virksomhedens vigtigste 

arbejdskraft. Hertil hører også mindre interessentskaber og muligvis kommanditselskaber 

med meget få deltagere. 

Tilsvarende vil der være en del virksomheder med begrænset ansvar med meget lille 

kapital, med forholdsvis få deltagere og hvor disse udgør virksomhedens største og måske 

eneste aktiv. 

I den øvre ende af størrelsesskalaen er en del virksomheder uden begrænset ansvar – 

interessentskaber eller kommanditselskaber, der er af en vis størrelse – over grænsen i 

LEV § 19, men under grænsen i ÅRL § 64 d. Ofte vil en af de ansvarlige deltagere være 

et kapitalselskab eller et AMBA, medens resten er fysiske personer. De kan ofte stå i 

spidsen for større koncerner. Selvsagt har disse virksomheder i højere grad omverdenens 

opmærksomhed. Ligeledes vil disse virksomheder i stor grad henvende sig til kapitalmarkedet. 

Grænserne mellem disse kategorier er uklare. Ofte kan det være svært at skelne efter 

størrelse regnskabsmæssigt set, efter kapital- eller medarbejdertyngde, kooperativt tilsnit, 

indskudskapital, hæftelsesform, aktivitet, relationer til omverdnen, ejerskab o.s.v. Selvom 

det meget brogede billede taler for forskellig behandling af de forskellige kategorier af 

virksomheder, er en sådan ikke mulig, fordi det ikke er muligt at opstille klare kriterier 

for en opdeling. 

8.6.2. Behovet for regulering 

Det er klart, at der ikke - ud fra en afvejning af samfundsmæssige fordele og ulemper – er 

noget der taler for et stærkt reguleringsengagement i forhold til virksomhederne i klasse 

A. Dertil er de typisk uden væsentlig betydning for lovgivningens formål. 

Det gælder især, hvis det indebærer indblanding fra statslig eller kommunal administration. 

Normalt vil domstolenes medvirken i denne henseende heller ikke være nødvendig. 

81

Normalt vil det være særdeles uhensigtsmæssigt at søge at gennemtvinge udarbejdelse af 

årsregnskaber ved civilt søgsmål med et normalt sagsforløb for domstolene. 

Sanktionering af regler vil derfor være udelukket i almindelighed, når der bortses fra 

tilfælde, hvor overtrædelsen har sammenhæng med overtrædelse af straffeloven. 

Offentlighedskrav vil heller ikke være hensigtsmæssigt. Antallet af situationer, hvor en 

offentlighed skulle være relevant, vil være for begrænset til at stå mål med omkostningerne. 

Dermed bliver spørgsmålet om et almindeligt revisionskrav også upåkrævet. 

Dette taler for højst at etablere ikke-sanktionerede regler – ”spilleregler”. Spiller virksomhederne 

ikke med – dvs. aflægges ikke driftsøkonomiske årsregnskaber, hvor det på 

grund af virksomhedens art og omfang er påkrævet – risikerer de omverdenens sanktion, 

f.eks. ved ikke at opnå kapital eller samarbejde. Er denne ”sanktion” uden betydning for 

virksomhederne, f.eks. fordi de ikke har behov for kapital eller samarbejde, har de nok 

overtrådt ”spillereglerne”, men omverdenen behøver ikke at tage notits heraf. 

8.6.3. Ønsket om at tilgodese de små virksomheder 

Det er fra forskellig hold fremført, at virksomhederne i klasse A ikke skal tvinges til at 

aflægge driftsøkonomiske regnskaber, når de ikke har brug for det. 

Dette er også taget op i et panel, der er nedsat med henblik på at finde emner til forenkling 

indenfor Erhvervs- og Selskabsstyrelsens regelgrundlag, som er sammensat hovedsageligt 

af repræsentanter for udarbejdere af årsregnskaber. Panelet har anbefalet, at små 

virksomheder ikke skal tvinges til at aflægge driftsøkonomiske årsregnskaber. 

Imidlertid vil langt de fleste af disse virksomheder skulle lignes i skat og derfor indlevere 

selvangivelse til skattemyndighederne, ligesom der kan blive tale om at udarbejde momsregnskab. 

Lempes der for pligten til at aflægge driftsøkonomisk årsregnskab, betyder det, 

at skatteopgørelsen bliver den eneste pligtige regnskabsrapportering, hvis ikke virksomheden 

af andre grunde alligevel foretrækker at udarbejde en form for driftsøkonomisk 

regnskab. 

Tanken er herefter nær at benytte skatteopgørelsen som sådan overfor eventuelle interessegrupper, 

f.eks. banker og andre kapitalleverandører. 

I mange tilfælde er virksomhedens art og omfang af en sådan karakter, at kapitalleverandøren 

ikke tager det så nøje med et egentligt årsregnskab. Dette gælder blandt andet, fordi 

der oftest er tale om så små virksomheder – med personlig hæftelse – at snarere ejerens 

egne forhold er af betydning som kreditgrundlag. Godt nok vil virksomhedsejeren ofte 

skulle give en række supplerende oplysninger, men hun eller han behøver i disse tilfælde 

ikke at stille med et driftsøkonomisk årsregnskab, der hér kun vil have en sekundær betydning. 

På den anden side kan man ikke komme udenom, at virksomhedens art og omfang kan 

være sådan, at kapitalleverandørens krav nemmere og bedre opfyldes ved at udarbejde et 

82

driftsøkonomisk årsregnskab, dels fordi en skatteopgørelse i realiteten kun består af en 

indkomstopgørelse med specifikationer, dels fordi de oplysninger, der ligger til grund for 

skatteoplysningerne, i praksis reelt er driftsøkonomiske. Balancen spiller ikke længere 

nogen stor rolle i ligningen, selvom der ofte udarbejdes en sådan til skatteopgørelsen. 

8.6.4. Skatteopgørelser 

Ser man på formålet med skatteopgørelser fremgår det klart, at disse først og fremmest 

har et fordelingsformål, medens der af gode grunde ikke lægges vægt på ressourceallokering. 

Skatteopgørelser skal derfor ikke på samme måde som driftsøkonomiske årsregnskaber 

give et retvisende billede i årsregnskabslovens forstand, men skal blot sikre, at det 

korrekte skattegrundlag opgøres med henblik på beregning af indkomstskat. 

Hertil kommer, at skatteopgørelser normalt – i sagens natur – vil være præget af virksomhedens 

naturlige og åbenbare interesse i at minimere skattebetalingen. Dette vil ud fra en 

driftsøkonomisk synsvinkel sløre virksomhedens indtjening og udviklingstendenser – og 

er f.eks. i strid med neutralitetsprincippet. Skattesystemets karakter af velfærdsfordeler 

vil endvidere give sig udslag i detaljerede regler, der ikke nødvendigvis stemmer overens 

med driftsøkonomiske principper. 

Ovenstående er naturligt for skattemæssig regnskabsaflæggelse og hænger sammen med 

det manglende ressourceallokeringsformål. Skattemæssige regnskaber, opgørelser mv. 

tilstræber derfor ikke og kan principielt heller ikke opnå et retvisende billede i årsregnskabslovens 

forstand. 

Selvom skatteopgørelsen til en vis grad anvender årsregnskabets terminologi og derfor 

også kan anvende klasse A’s mindstekrav til resultatopgørelse og på en måde også balance 

og noter, fører skattereglerne til en række forskelle, der alt efter virksomhedens art og 

omfang kan medføre mere eller mindre markante forskelle mellem de to regnskabsformers 

udsagn. Her kan nævnes: 

• skattemæssig indregning af aktiver er betinget af ejerskab (retserhvervelse), 

• skattemæssige afskrivninger er principielt énsartede uden hensyn til faktisk brugstid, 

og uden rensning for skrotværdier, 

• udskudt skat hensættes ikke ved opgørelsen af den skattepligtige indkomst, 

• repræsentationsomkostninger kan ikke indregnes fuldt ud i opgørelsen af den skattepligtige 

indkomst, 

• erhvervelse af visse aktiver – f.eks. patenter – kan fratrækkes fuldt ud ved opgørelsen 

af den skattepligtige indkomst allerede i erhvervelsesåret, 

• tab på debitorer kan først fratrækkes i den skattepligtige indkomst, når tabet er konstateret, 

• eventualforpligtelser – og –rettigheder – har ingen funktion i skatteopgørelser, og 

• balancen har ikke en regnskabsteknisk sammenhæng med indkomstopgørelsen (resultatopgørelsen). 

83

Der henvises i øvrigt til bilag 4, der illustrerer forskelle mellem de to regnskabsformer. 

Et meget stort antal virksomheder udarbejder et ”skatteregnskab”, der i almindelighed 

forstås som et driftsøkonomisk årsregnskab suppleret med et tillæg – ”skatteopgørelse” i 

mere snæver forstand – der indeholder de korrektioner, der skal til for at få en korrekt 

skatteberegning, f.eks. de skattemæssige afskrivninger, de skatterelevante omkostninger, 

osv. Se her bilag 4. 

Spørgsmålet om en pligt til at aflægge driftsøkonomiske årsregnskaber er derfor i høj 

grad et spørgsmål om, hvorvidt virksomheden og dens omverden kan nøjes med en 

skatteopgørelse, som i forvejen udarbejdes til brug for skattemyndighederne. I det følgende 

gengives argumenterne for og imod pligt til at aflægge driftsøkonomiske årsregnskaber. 

8.6.5. Argumenter mod driftsøkonomiske årsregnskaber 

• Klasse A omfatter mange forskellige finansierings- og organisationsformer. Dette gør 

det vanskeligt at regulere hensigtsmæssigt på området, fordi reguleringen - uanset 

hvordan den indrettes - kommer til at ramme for store grupper utilsigtet. 

• Virksomhederne i klasse A er typisk meget små virksomheder, der trods deres store 

antal fylder forsvindende lidt i forhold til erhvervslivets samlede omsætning og kapital. 

Den samfundsmæssige og konkurrencerelevante interesse er derfor – når bortses 

fra visse store personvirksomheder – meget lille, ligesom de eksterne interessegrupper 

typisk ikke er så omfattende. 

• Langt de fleste virksomheder i klasse A har personlig hæftelse. Her er virksomhedsdeltagernes 

egne økonomiske forhold normalt af væsentlig større interesse for kreditorer 

og andre interessegrupper end virksomheden som sådan. Der er derfor normalt ikke 

de samme tredjemandsbehov som for virksomheder med begrænset hæftelse. 

• For personselskaber vil de ansvarlige deltagere typisk have stor interesse i, og vil 

normalt have beføjelser til at gennemtvinge nødvendig indsigt i de øvrige deltageres 

økonomiske stilling og dermed virksomhedens finansieringsgrundlag. Der er altså ikke 

de samme investorbehov som i virksomheder med begrænset hæftelse, hvor væsentlige 

beføjelser og indsigt typisk ligger i hænderne på virksomhedsledelsen. 

• De virksomheder i klasse A, der har begrænset hæftelse og som for tiden er fritaget 

for regnskabspligt pga. størrelse efter LEV § 19, er langt overvejende meget små. Man 

har hidtil friholdt dem fra årsregnskabslovens krav pga. deres ringe størrelse og betydning, 

og under henvisning til hidtidig tradition. Uanset den begrænsede hæftelse 

vurderes det, at der ikke generelt er den store eksterne interesse for regnskabsoplysninger 

fra disse virksomheder. 

• Lovpligt til offentliggørelse er for virksomheder i klasse A ikke hensigtsmæssig. Det 

vil forudsætte en meget stor samfundsmæssig indsats – både arbejdsmæssigt og omkostningsmæssigt 

for såvel erhvervsliv som administration, der formentlig ikke står 

mål med nytten. 

• Forskellen mellem nytteværdien af skatteopgørelser og af driftsøkonomiske årsregnskaber 

er ubetydelig for et stort antal virksomheder i klasse A. Dette er normalt en 

følge af virksomhedernes art og omfang. 

84

• De politiske udmeldinger om lettelse af de administrative byrder overfor små virksomheder 

synes at trække i retning af ikke at fastsætte en absolut pligt til at aflægge 

driftsøkonomiske årsregnskaber for disse virksomheder. En række brancheorganisationer 

arbejder også aktivt for lettelse af de administrative byrder. 

• Mange virksomheder vil formentlig alligevel frivilligt aflægge driftsøkonomisk årsregnskab, 

fordi det er nødvendigt for styringen eller finansieringen af virksomheden. 

• Frivillighed virker formentligt i denne klasse mere positivt end et lovkrav, som alligevel 

ikke kan håndhæves effektivt, da regnskabet hverken skal revideres eller offentliggøres. 

8.6.6. Argumenter for driftsøkonomiske årsregnskaber 

• I det store hele har mange af virksomhederne god brug for driftsøkonomiske årsregnskaber. 

Disse virksomheder udarbejder i stort omfang allerede årsregnskaber, der 

endda ofte står på højde med klasse-B-virksomheders årsregnskaber. 

• I det store hele er virksomhederne underlagt skatte- og afgiftspligt. De vil normalt 

være interesserede i at tage deres udgangspunkt i et driftsøkonomisk årsregnskab og i 

hvert fald ud fra bogføringen med henblik på driftsøkonomiske regnskaber. Det er 

derfor ofte begrænset, hvor meget administrativt besvær, der spares ved at fravælge 

driftsøkonomisk regnskab. 

• Mange af virksomhederne – navnlig de lidt større - er afhængige af kreditorer, alliancepartnere 

eller storaftagere, og vil derfor under alle omstændigheder komme i situationer, 

hvor tredjemand gennemtvinger eller situationen i øvrigt gør det hensigtsmæssigt 

at aflægge driftsøkonomiske årsregnskaber. Et lovkrav vil ikke ramme disse virksomheder 

hårdt, men snarere give den reelle og psykologiske støtte, der ligger i, at 

f.eks. andre virksomheder i klassen, der opererer i samme branche, også er forpligtede. 

• Skatteopgørelsen har helt andre formål og giver derfor udsagn, der kan være meget 

forskellige fra det driftsøkonomiske årsregnskab. Disse udsagn kan vildlede regnskabsbruger, 

der ikke gør sig klart, at de pågældende regnskaber ikke i sig selv er relevante 

for den typiske bruger af driftsøkonomiske årsregnskaber. 

• Udarbejder virksomheden kun skatteopgørelser, kan ejeren eller ledelsen have vanskeligheder 

ved at udfinde forskellen til driftsøkonomiske årsregnskaber, og vil måske 

selv blive vildført med hensyn til virksomhedens økonomiske stilling. 

• Hvis der er en almindelig pligt til at udarbejde driftsøkonomiske regnskaber, vil virksomhederne 

generelt være vant til at arbejde med driftsøkonomiske regnskaber. Dette 

vil – hvis disse virksomheder vokser - helt sikkert lette deres overgang til klasse B. 

Skal man omvendt springe lige ind i en driftsøkonomisk regnskabspligt, vil overgangen 

uden tvivl være bekostelig, fordi regnskabssystemer og rutiner skal omlægges og 

stamkartoteker fremover føres, f.eks. anlægskartoteket. 

• Erfaringen er under det nuværende system, at mange af disse virksomheder, der i dag 

aflægger driftsøkonomiske regnskaber, har klare styringsmæssige fordele. En generelt 

holdt fritagelse for at aflægge driftsøkonomiske regnskaber kan nemt virke negativt. 

Et sådant negativt signal vil ødelægge de bestræbelser, der indenfor rammerne af den 

nuværende pligt til driftsøkonomiske årsregnskaber i bogføringsbekendtgørelsen har 

ført til positive resultater indenfor området. 

85

• Meromkostningerne ved revisors assistance ved udarbejdelse af årsregnskab er ofte 

begrænsede. De driftsøkonomiske registreringer i bogføringen skal alligevel danne 

baggrund for skatteopgørelsen, således at forskellen reelt er de korrektioner, der skal 

udføres for at vise de skattemæssige beløb. Ligeledes gælder det for langt de fleste erhvervsdrivende 

virksomheder, at revisor i forvejen assisterer med bogføring, samt udarbejdelsen 

af selvangivelse og skatteopgørelser. 

• De nuværende årsregnskabsregler for klasse-A-virksomhederne i bogføringsbekendtgørelsens 

§ 14, forudsætter ved henvisningen til god regnskabsskik samt i nogle af 

indholdskravene, at virksomheden udarbejder driftsøkonomisk årsregnskab. Dog påregnedes 

det - hvis forholdene er til det - at der efter omstændighederne kunne anvendes 

skattemæssige værdireguleringer. Der henvises hér til kapitel 8 i Erhvervs- og Selskabsstyrelsens 

Bogføringsvejledning fra 1991. 


Der er mange økonomiske, finansielle eller styringsmæssige grunde til, at også små virksomheder 

har fordel af at aflægge driftsøkonomiske regnskaber. Heroverfor står at mange 

af de omhandlede virksomheder på grund af deres art og omfang kun kan have begrænset 

nytte af at anvende driftsøkonomiske årsregnskaber, fordi de sjældent behøver at henvende 

sig til omverdenen med hensyn til forretninger eller finansiering. 

Sådanne forskelligheder i behovet kunne invitere til afgrænsning efter kategorier af behov 

og muligheder. Dette er ikke muligt. Selvom vi kunne opfinde endnu en størrelsesgrænse, 

er det formentligt heller ikke hensigtsmæssigt at indføre yderligere grænser. 

Mens de fleste af de meget små virksomheder med begrænset hæftelse (AMBAér m.fl.) 

forbliver i klasse A, er der virksomheder, der kun er hér, sålænge de endnu ikke har vokset 

sig store. Disse virksomheder har en klar interesse i at forberede sig på den omvæltning, 

der vil blive tale om ved overgangen til en højere klasse. 

De hidtidige regler arbejder principielt med pligt til driftsøkonomiske årsregnskaber. Det 

er dog et spørgsmål, om en sådan absolut pligt skal fortsættes i lyset af, at overholdelses 

af pligten ikke kontrolleres - og ej heller vil blive kontrolleret fremover. Det synes heller 

ikke rimeligt generelt at pålægge virksomhederne i klasse A en pligt til at aflægge driftsøkonomiske 

årsregnskaber i de tilfælde, hvor disse ikke tjener noget praktisk formål. 

Forskellen mellem skatteopgørelser og driftsøkonomiske årsregnskaber kan være stor og 

anvendelse af skatteopgørelser overfor omverdnen vil her kunne vildlede regnskabsbrugerne. 

Men så store forskelle eksisterer ikke i alle tilfælde. Typisk på grund af virksomhedens 

art eller omfang er der situationer, hvor den reelle forskel er mindre udtalt. 

Løsningen er derfor ikke blot at ophæve pligten til at udarbejde driftsøkonomiske årsregnskaber 

uden videre. Men man bør gå bort fra en absolut pligt og i stedet arbejde hen 

imod en betinget pligt. 

86

Det er her vigtigt at få etableret et sæt spilleregler for virksomhedernes informering om 

regnskabsforhold overfor omverdenen. Derved undgås, at disse virksomheders økonomiske 

informationer taber troværdighed. 

Spillereglerne må indebære, at virksomhederne må stille med driftsøkonomiske årsregnskaber, 

hvis de ønsker at leve op til regnskabsbrugernes behov for at opnå de goder, de 

søger. Brugerne vil forlange flere og bedre oplysninger, end hvad der kan udledes af en 

skatteopgørelse. De ønsker en balance, der viser virksomhedens værdier og som f.eks. 

opfylder kontinuitetsprincippet, og ikke blot fungerer som kontrolgrundlag for de skattemæssige 

afskrivninger mv. De vil se virksomhedens eventualforpligtelser osv. Det får de 

ikke fra en slet og ret skatteopgørelse. 

Når der ikke er et ubrydeligt krav om et driftsøkonomisk årsregnskab, er der brug for et 

oplysningskrav i regnskabsbrugernes interesse: det skal klart tilkendegives, hvorvidt et 

givent regnskab er et driftsøkonomisk årsregnskab. Denne betegnelse eller ”årsregnskab” 

eller lignende éntydige betegnelser er forbeholdt sådanne regnskaber. Eventuelle skatteopgørelser 

skal derimod benævne sig som sådanne. Der må ikke være tvivl om, hvad der 

er hvad. 

Vælger virksomheden at udarbejde årsregnskaber, der betegner sig som driftsøkonomiske 

eller lignende, skal disse imidlertid ubetinget følge reglerne i ÅRL. 

Det vigtige er her, at virksomhederne i klasse A tilskyndes til at aflægge driftsøkonomiske 

årsregnskaber, hvor det er nødvendigt og bør fortsætte hermed. Tilmed bør man 

skubbe på en udvikling mod større brug af driftsøkonomiske årsregnskaber. Det er derfor 

væsentligt, at lovbemærkninger og vejledninger indeholder positive signaler til virksomhederne 

om udarbejdelse af driftsøkonomiske regnskaber. 

Det er imidlertid vigtigt ikke at anvende tvang eller at pålægge virksomhederne unødvendige 

byrder. 

8.7. Overvejelser om skærpede krav til visse store I/Sér og K/Sér 

Efter den gældende lov skal I/S’er og K/S’er, hvori alle personligt ansvarlige deltagere er 

kapitalselskaber, aflægge og offentliggøre et revideret årsregnskab, jf. ÅRL § 1 a. 

Alle andre I/S’er og K/S’er er alene forpligtede til at aflægge årsregnskab m.v. efter reglerne 

i bogføringslovgivningen. 

Det har været overvejet at skærpe kravene til regnskabsaflæggelsen for visse store I/Sér 

og K/Sér. Overvejelserne har gået på, hvorvidt store I/Sér og K/Sér (balance 75 mill., 

omsætning 150 mill., ansatte 250) skal udarbejde årsregnskab efter regnskabsreglerne i 

klasse C, og tillige lade årsregnskabet revidere og offentliggøre på lige fod med store 

aktieog anpartsselskaber. 

Det er herunder blevet overvejet, om store koncerner, hvori modervirksomheden er et I/S 

eller K/S bør omfattes af pligten til at udarbejde og offentliggøre revideret koncernregn- 

87

skab. Dette ville i givet fald medføre, at også tilsyneladende mellemstore I/Sér og K/Sér 

i spidsen for store koncerner ville blive omfattet af pligten, jf. princippet i ÅRL § 2 c, 

hvor koncernregnskabspligten indtræder såfremt koncernen som helhed overskrider størrelsesgrænserne. 

Det er endvidere blevet drøftet, om de nævnte skærpelser i givet fald skal gælde alle store 

I/Sér og K/Sér, eller om de kun skal omfatte de nævnte virksomhedsformer såfremt 

mindst én af virksomhedens ansvarlige deltagere er et kapitalselskab. 

Fortalere for en skærpet regnskabs- og revisionspligt har fremført, at store personlige 

virksomheder i realiteten har samme betydning for samfundet som kapitalselskaber, og 

derfor bør omfattes af samme regnskabsregulering. Argumenterne for en skærpelse kan 

sammenfattes til følgende: 

• Lokalsamfundet har ofte interesse i information fra den pågældende virksomhed som 

følge af virksomhedens størrelse og betydning i lokalsamfundet. 

• Hensynet til en fri konkurrence gælder uafhængigt af, om virksomheden er organiseret 

som et interessentskab, et kommanditselskab eller et selskab med begrænset hæftelse. 

• Kendskab til en virksomheds økonomiske forhold kan medvirke til at styrke samhandel 

m.v. En pligt til offentliggørelse af regnskabsinformation betyder, at alle virksomhedens 

kunder, kreditorer, medarbejdere m.fl. får adgang til en vis mængde regnskabsinformation 

– uafhængigt af styrkeforholdet mellem parterne. 

• Ofte vil en eller flere af virksomhedens ansvarlige deltagere være organiseret som 

kapitalselskab og reelt stå for langt den største del af den deltagende kapital. Virksomhedens 

økonomiske forhold vil derfor ofte have stor sammenhæng med kapitalselskabets 

forhold. 

• Flere andre lande, f.eks. Tyskland, Belgien og Holland har regler om udarbejdelse og 

offentliggørelse af koncernregnskaber, hvor modervirksomheden er interessentskab 

eller lignende. 

Regnskabsrådet finder imidlertid ikke, at de fremførte argumenter om bl.a. konkurrencemæssig 

ligestilling mellem kapitalselskaber og personselskaber vejer tilstrækkeligt tungt 

til at bryde med den langvarige tradition om, at virksomheder med personligt ansvar 

friholdes for detaljeret regnskabsregulering m.v. Rådet kan derfor ikke anbefale, at store 

I/Sér og K/Sér pålægges skærpede krav til regnskab, revision og offentliggørelse. 

I/Sér og K/Sér, hvor alle ansvarlige deltagere er kapitalselskaber, jf. ÅRL § 1 a, vil 

fremover fortsat være omfattet af ÅRL´s detailregler om regnskab, revision og offentliggørelse. 

8.8. Lempelse for visse dattervirksomheder (artikel 57) 

Artikel 57 i 4. direktiv giver mulighed for, at dattervirksomheder under visse betingelser 

kan undlade at udarbejde årsregnskab. Betingelserne er bl.a., at modervirksomheden 

henhører under lovgivningen i en EU-medlemsstat, at modervirksomheden indestår for 

88

dattervirksomhedens forpligtelser, at samtlige selskabsdeltagere i dattervirksomheden 

hvert år erklærer sig indforstået med, at der ikke udarbejdes årsregnskab, og at dattervirksomheden 

indgår i det af modervirksomheden udarbejdede koncernregnskab, som skal 

revideres og offentliggøres. 

Lempelsen omfatter bl.a. datterselskaber, der er aktie- eller anpartsselskaber, og som i 

henhold til nugældende ÅRL skal offentliggøre et revideret årsregnskab. 

Artikel 57 bør indføres i den nye lov, dog med den yderligere betingelse, at lempelsen 

kun kan anvendes af dattervirksomheder uden aktivitet, dvs. ”tomme” datterselskaber. 

Alle selskaber med aktivitet skal således fortsat offentliggøre et revideret årsregnskab, da 

årsregnskabet potentielt har regnskabsbrugers interesse. Virksomheder, der således fritages 

for regnskabsaflæggelse, revision og offentliggørelse, skal behandles i stil med de 

nugældende regler for meget små virksomheder med begrænset ansvar efter § 19 i LEV. 

Dette indebærer, at de pågældende dattervirksomheder omfattes af regnskabsklasse A, og 

at der skal indsendes erklæring til Erhvervs- og Selskabsstyrelsen om, at selskabet opfylder 

betingelserne for at undlade regnskabsudarbejdelse. 

En bestemmelse om ’dormant companies’ findes i Storbritanien, Companies Act 1985, 

Section 250, der under visse betingelser fritager sådanne ”hvilende selskaber” fra at lade 

deres regnskaber revidere og offentliggøre. 

89

9. Implementering af begrebsrammens definitioner og kriterier 

for indregning, måling og klassifikation af aktiver og 

forpligtelser 

Begrebsrammen i kapitel 7 er opbygget uden hensyn til direktiver eller internationale 

standarder. Den er egnet til at definere rammerne for virksomhedens samlede, årlige 

regnskabsrapportering (årsrapporten) og leverer dermed rammerne for et retvisende billede. 

Endvidere kan den være referenceramme for den fremtidige udvikling af regnskabsaflæggelsen. 

Derved kan den også sætte grænser for de fravigelsesmuligheder, der styres 

af generalklausulen, jf. ÅRL § 4, stk. 4. 

90 

”Årsrapport” er et samleudtryk for årsregnskab, koncernregnskab, noter, årsberetning og eventuelle 

supplerende rapporter, f.eks. kompetenceregnskab og miljøregnskab. 

Kapitlets afsnit 9.1 skitserer først, hvordan Begrebsrammens tre øverste niveauer kan 

indbygges i en ny lovs almindelige regler. Den praktiske implementering af Begrebsrammen 

opdeles her på aktiver og forpligtelser. 

Overens med rammens definitioner udledes indtægter og omkostninger fra indregning og 

måling af aktiver og forpligtelser. Det er dog nødvendigt at gøre undtagelser fra definitionerne. 

Det sker i afsnit 9.2. 

Afsnit 9.3.5 omhandler årsregnskabets grundlæggende forudsætninger, herunder hvorledes 

transaktioner i fremmed valuta omregnes til den valgte monetære måleenhed. I afsnit 

9.4 drøftes, hvorvidt der ved indregning af aktiver skal stilles krav om formelt ejerskab til 

aktivet. 

Afsnit 9.5 drøfter – med udgangspunkt i afsnit 7.7 – udvalgte mere generelle spørgsmål 

om klassifikation. De mere specifikke klassifikationskrav samt regler om indregning og 

måling af balancens forskellige bestanddele behandles i afsnit 9.6 - 9.9: 

• materielle anlægsaktiver, 

• immaterielle anlægsaktiver, 

• finansielle aktiver og forpligtelser, og 

• ikke finansielle omsætningsaktiver. 

Betingede forpligtelser, dvs. hensættelser efter den hidtidige terminologi, behandles under 

finansielle forpligtelser. 

Periodeafgrænsningsposter og visse typer af hensættelser til ikke-finansielle forpligtelser 

drøftes ikke nærmere. 

Da pengestrømsopgørelsen også er en del af årsregnskabet, behandles denne i afsnit 9.10, 

medens behandlingen af halvårsrapporten – der kan sammenlignes med et begrænset 

årsregnskab – behandles i afsnit 9.11.

Særligt om små selskaber 

En afvejning af fordele med ulemper gør det rimeligt at indføre særlige regler for små 

selskaber inden for byggeklodsmodellens klasse B. De værdibaserede målemetoder kan 

være uforholdsmæssigt ressourcekrævende for mange små selskaber, som ikke har samme 

viden og teknologisk kapacitet som større virksomheder. Endvidere er der færre fordele 

ved et værdibaseret årsregnskab for disse virksomheder, bl.a. fordi der: 

• typisk er et meget begrænset antal regnskabsbrugere, herunder typisk et fåtal af kreditorer, 

der oftest ikke har de store udestående fordringer. Den væsentligste kreditor 

er ofte pengeinstituttet, der har mulighed for at stille krav om yderligere regnskabsmæssige 

oplysninger om virksomheden og personkredsen omkring den. 

• de små selskaber typisk ikke har behov for at tiltrække udenlandsk kapital, og derfor 

ikke umiddelbart har behov for at udarbejde årsregnskab efter internationale standarder. 

• der typisk er sammenfald mellem ejerkreds og ledelse i mange små selskaber. De 

investorbehov, som børsnoterede – og tildels store selskaber – skal tilgodese, er typisk 

ikke tilstede i de små selskabers omverden. 

• der pga. de små selskabers størrelse, herunder et begrænset antal ansatte, ikke er den 

samme samfundsmæssige interesse i det enkelte lille selskab som i de større. 

Konkrete undtagelser for små selskaber m.v. nævnes i sammenhæng med gennemgangen 

af forslagene nedenfor. Der henvises i øvrigt også til de engelske forsøg på at udarbejde 

en egentlig regnskabsstandard for små virksomheder. ASB har her udarbejdet Financial 

Reportering Standard for Smaller Entities (FRSSE), som opregner, hvorledes en lang 

række typiske forhold skal behandles i små virksomheder. I øvrigt vil IASC undersøge, 

hvorledes standarderne udtyndet kan anvendes for små virksomheder (’IAS-light’). 

9.1. Begrebsrammen som lov 

De grundlæggende regler i en ny lov kan ikke alene bestå af Begrebsrammen. For det 

første er denne en ”ideel” model med et meget højt abstraktionsniveau. For det andet skal 

en ny lov være i overensstemmelse med de europæiske regnskabsdirektiver, da Danmark 

er forpligtet til at overholde disse i sin lovgivning. For det tredje er det hensigtsmæssigt 

at udforme loven, så den ikke strider mod internationale standarder, hvor disse ikke er i 

fuld overensstemmelse med Begrebsrammen. 

Hidtil har det været almindeligt kun at tale om aktiver og forpligtelser, når de er indregnet i balancen, dvs. 

aktiveret hhv. passiveret. Begrebsrammen taler om aktiver og forpligtelser i en bredere betydning, således 

at der også kan forekomme aktiver og forpligtelser, der ikke er indregnet, f.eks. fordi de ikke opfylder 

kravet om pålidelighed. 

Det er vigtigt at fastsætte de overordnede mål med udarbejdelse af årsregnskaber m.v. 

Herved skabes passende rammer for et retvisende billede som begreb. Det er også vigtigt, 

at kvalitetskravene indgår i dette begreb. Dette skal dog ske under skyldig hensyntagen til 

den forskellige vægt, årsregnskaber m.v. for små og store virksomheder kan lægge på 

relevans overfor pålidelighed. 

91

For at indbygge et tilstrækkeligt bredt fortolkningsgrundlag og for at skabe større klarhed 

om retvisende billede som begreb skal definitionerne af regnskabets elementer også optages 

i en ny lov. 

Begrebsrammens definitioner er som nævnt for brede og abstrakte til at kunne anvendes 

direkte på de enkelte regnskaber. I en lov bliver deres fornemste rolle i nært samspil med 

kvalitetskravene at give fortolkningsbidrag på områder, hvor loven ikke indeholder konkrete 

regler. 

Til definitionerne skal knyttes regler for, hvad der kan indregnes som aktiver og forpligtelser. 

Her kan fravigelser i særlige tilfælde være nødvendige for at give et retvisende 

billede. Disse fravigelser skal ske inden for de rammer, der afstikkes af de grundlæggende 

definitioner og kvalitetskravene. 

Definitionerne kan endvidere tjene som hjælp, når virksomheden f.eks. ønsker at udarbejde 

opgørelse over kompetenceressourcer eller andre relevante aktiver og forpligtelser, 

som vi kun delvist eller slet ikke kan indregne på grund af manglende pålidelighed. Her 

kan definitionerne tjene til at afgrænse disse supplerende oplysninger. 

9.2. Undtagelser fra definitionerne på regnskabets elementer 

Indtægter og omkostninger defineres i Begrebsrammen som ændringer i virksomhedens 

aktiver og forpligtelser. Regnskabsaflæggelse bliver dermed i princippet værdibaseret i en 

ny lov fremfor som i nugældende lov, der i princippet er transaktionsbaseret. Hvor aktiver 

og forpligtelser opgøres til dagsværdier, er der reelt set tale om værdibaseret regnskabsaflæggelse. 

Nedenfor er behandlet to områder, hvor definitionerne, selv i mere konkret udformning, 

fraviges med baggrund i en fastholdelse af hidtidige fremgangsmåder. Internationalt har 

de været debatteret og de foreslåede løsninger er formentligt kun midlertidige løsninger. 

9.2.1. Loven og direktiverne 

9.2.1.1. Forslag til udbytte 

Følges definitionen på forpligtelser, kan en virksomheds forslag til uddeling af udbytte til 

virksomhedsdeltagerne ikke indregnes som skyldigt udbytte i balancen, fordi beslutningen 

om at uddele udbytte ikke er truffet ved regnskabsårets slutning, og derfor på dette 

tidspunkt endnu ikke er en forpligtelse for virksomheden. Virksomhedsdeltagerne har 

endnu ikke fået noget retskrav på udbetaling. 

4. direktiv har som udgangspunkt art. 50, der foreskriver offentliggørelse af overskudsfordeling 

og tabsdækning (såvel på forslagsstadet som efter beslutningen) sammen med 

årsregnskabet eller på lignende måde, medmindre oplysningerne allerede fremgår af 

årsregnskabet selv. Det tillades dog i art. 6, at overskudsanvendelse eller tabsdækning 

medtages i opstillingerne. 

92

ÅRL tillod oprindeligt begge muligheder. Under indtryk af, at så godt som ingen danske 

virksomheder undlod at medregne resultatanvendelsen, blev denne mulighed fjernet ved 

lov nr. 377/1996, så ÅRL nu kun tillader at medtage resultatanvendelsen. Visse andre 

EU-medlemsstater tillader også, at resultatanvendelse indregnes. 

9.2.1.2. Urealiseret indtægt 

Efter Begrebsrammen vil stigningen i nettoaktiverne medføre en indtægt, som skal vises i 


En ren anvendelse af definitionen strider imidlertid i visse tilfælde mod 4. direktiv, som i 

art. 31, stk. 1, litra c, litra aa, foreskriver, at kun realiseret fortjeneste må indregnes. I 

praksis har EU-kommissionen dog fortolket direktivet liberalt på nogle områder, så også 

indtægter, der strikte taget ikke er realiseret – men alene realisable - må medtages. Det 

gælder navnlig indregning af fortjeneste efter produktionsmetoden for igangværende 

entrepriser for fremmed regning, jf. Fortolk.medd., afsnit 2.5.4 (pkt. 35-37). Se også om 

valutaomregning i afsnit 9.3.5.2. 

9.2.2. Danske og internationale regnskabsstandarder 

9.2.2.1. Forslag til udbytte 

IASC har drøftet spørgsmålet om indregning i årsregnskabet af forslag til udbytte. Dette 

er sket som led i forarbejdet til et udkast til en ny IAS 10. Her har der indtil videre været 

delte meninger om, hvorvidt forslag til udbytte tillades indregnet. 

Baggrunden for tvivlen hos IASC er, at bestyrelsens forslag til udbytte ikke kan anses 

som en forpligtelse efter definitionen herpå. På den anden side tillader mange lande i dag 

indregning som en forpligtelse. I det endelige standardudkast, E63, pkt. 8, tillades undtagelsesvist, 

at forslag til udbytte indregnes. 

9.2.2.2. Urealiserede indtægter 

IASC forbyder ikke generelt indregning af urealiserede indtægter i resultatopgørelsen. 

Imidlertid findes fragmenter af sådanne regler spredt rundt i de forskellige standarder, 

f.eks. i IAS 16. En restriktiv holdning til sådan indregning findes i IAS 1, pkt. 86-89, der 

foreskriver en ”sekundær resultatopgørelse”, som viser bevægelser på egenkapitalen, der 

ikke er udtryk for kapitalfremskaffelse eller –reduktion, for at kunne præsentere ikkerealiserede 

indtægter. 


En kritik mod Begrebsrammens definitioner er, at de er for abstrakte til direkte lovanvendelse. 

De bør derfor ikke medtages i implementeringsafsnittene i en ny lov uden at blive 

modificerede via indregningskriterierne. 

Der synes ikke at være rent regnskabstekniske årsager til, at Danmark i givet fald ikke 

skal følge IASC’s beslutning om indregning eller ikke-indregning af udbytte. Det må 

93

imidlertid sikres, at indregningsmetoden under alle omstændigheder kan benyttes i fremtiden, 

idet denne er bredt anerkendt og udbredt i Danmark. Benyttelse af indregningsmetoden 

er en fravigelse af definitionen på forpligtelser. 

EU-kommissionens fortolkning af direktivet vedrørende indregning af realisable indtægter 

er ikke entydig og er stadig under udvikling. Direktivet vejer imidlertid tungere end 

IAS-standarderne. Derfor skal en ny dansk lov følge kommissionens fortolkning af direktiverne, 

som dog i langt de fleste tilfælde vil svare til IAS-standarderne. Dette synes ikke 

at give uoverstigelige vanskeligheder for virksomheder, som vil følge IAS-standarderne. 

9.3. Grundlæggende forudsætninger 

9.3.1. Periodisering 

9.3.1.1. Loven og direktiverne 

ÅRL § 26, stk. 1, nr. 4, fastslår periodiseringsprincippet i årsregnskabsloven. Dette er en 

implementering af 4. direktivs art. 31, stk. 1, litra d). I direktiv og lov sættes periodiseringsprincippet 

som et generelt princip på linie med going concern, kontinuitet og forsigtighed. 

Efter ÅRL § 26, stk. 2, kan det i særlige tilfælde være tilladt at afvige fra periodiseringskravet. 

Formentligt er der kun tale om næsten aldrig forekommende tilfælde. 

9.3.1.2. Danske og internationale standarder 

Periodisering er nævnt i RV 2, pkt. 3. Desuden findes regler om afvigelse i RV 3. 

Som anført i afsnit 7.3.4.1 omtaler IASC’s begrebsramme periodiseringskravet, ligesom 

kravet om periodisering er fastslået i IAS 1, pkt. 25, 


Bestemmelsen i ÅRL skal videreføres. Dette sker ikke nødvendigvis ved sideordning med 

alle de andre generelle principper, da disse vil blive indrangeret i overensstemmelse med 

Begrebsrammen. Det samme gælder fravigelsesmuligheden. 

9.3.2. Going concern 


ÅRL § 26, stk. 1, omhandler i nr. 1 forudsætningen om, at virksomheden fortsætter sine 

aktiviteter (going concern). Under alle omstændigheder fortolkes bestemmelsen til ikke 

blot at omhandle fortsættelse på virksomhedsplan. Den kan også omhandle enkelte aktiviteter, 

der er nødlidende og skal afvikles for sig, uden at det rammer hele virksomheden. 

Det kan også forekomme, at enkelte aktiviteter fortsættes, medens resten af virksomheden 

afvikles. 

Der behøver ikke at ligge en retlig opløsning til grund. Uanset formaliteter som konkurs, 

94

likvidation eller fraspaltning ikke er taget i anvendelse, kan en virksomhed eller en aktivitet 

ikke anses for at være en going concern, hvis den er nødlidende, insolvent eller på 

anden måde reelt er afviklingsmoden. 

Going concern forudsætningen er en betingelse for at indregne og måle virksomhedens 

aktiver og forpligtelser med henblik på årsregnskabets allokeringsopgave. Er betingelsen 

ikke opfyldt for hele eller dele af virksomheden, skal værdierne i de relevante dele måles 

som omsætningsaktiver og afhændes for at blive omgjort i penge. Indregning og måling 

sker her med dette formål for øje. 

Ledelsen skal tage udtrykkelig stilling til forudsætningens opfyldelse i sin beretning og 

årsregnskabet. Den skal overveje spørgsmålet ved at vurdere alle relevante faktorer og 

skal, hvis den når til den konklusion, at der er usikkerhed omkring virksomhedens fortsatte 

aktiviteter, redegøre herfor på en fyldestgørende måde. 


RV 2 omtaler going concern forudsætningen, men kommer ikke nærmere ind på denne. 

IAS 1, pkt. 23, kommer ind på kravet, men der er ingen almindelig behandling af forholdet 

i standarderne. IAS 35 berører tilfælde af ophørende aktiviteter, men standarden beskæftiger 

sig ikke generelt med problemet going concern. Se i øvrigt foran i afsnit 

7.3.4.2. 


Reglen i ÅRL skal føres videre. Blot skal det præciseres, at den kan omhandle ophør af 

såvel den samlede virksomhed som af en eller flere enkelte aktiviteter. Ligeledes må 

ledelsens oplysningspligt i tilfælde af manglende opfyldelse af forudsætningen på virksomheds- 

og på aktivitetsniveau præciseres. I lighed med de eksisterende regler er det 

alene de ophørende dele af virksomheden, der skal tilpasses efter særlige forudsætninger, 

medmindre hele virksomheden afvikles. 

9.3.3. Konstant regnskabsperiode 


ÅRL § 3 regulerer regnskabsåret. Udgangspunktet er en 12 måneders periode med mulighed 

for at udvide til 18 måneder for første regnskabsår. 

Nogle virksomheder anvender af registreringstekniske grunde et regnskabsår defineret 

ved uger, således at antallet af uger kan variere med én uge til hver side. Det synes navnlig 

at være en tradition indenfor virksomheder, der aftager deres råvarer fra landbruget. 

Det er dog et spørgsmål, om de vanskeligheder, regnskabsbrugere kan have med varierende 

balancedatoer, bedre kunne løses på den i den britiske Companies Act anvendte 

måde, se nedenfor. 

Loven tillader ikke en udvidelse af regnskabsår, der er omlægningsår. Denne restriktion 

95

indførtes i kølvandet på Nordisk Fjer skandalen, hvor muligheden for længere omlægningsår 

– som også i en hel del andre virksomheder – misbrugtes til at udskyde regnskabsoffentlighed. 

Også forsøg på at redde tabssituationer med udligning i forventede 

senere gevinster ved hjælp af momentære regnskabsårsændringer spillede ind. Der gælder 

undtagelse for koncernetablering, både fsva. ændring af dattervirksomhedens som modervirksomhedens 

regnskabsår. 

Hvorledes regnskabsåret lægges i forhold til kalenderåret har i dansk ret været nogenlunde 

frit. I nogle år har der dog været krav om, at nye selskaber skulle lægge balancedagen 

på slutningen af et kvartal. Dette er dog netop blevet ændret, hvorefter kravet er fjernet 

fra både ÅRL og skattelovgivningen. Kravet havde givet anledning til vanskeligheder for 

virksomhederne og fik ikke den effekt i kontrolmæssig henseende, som var tilsigtet. 

For en virksomhed, der indgår i en koncern, spiller modervirksomhedens regnskabsår en 

stor rolle, da det i ÅRL § 3, stk. 4, kræves, at koncernvirksomhedernes regnskabsår så 

vidt muligt harmoniseres. Koncernregnskabets regnskabsår skal efter bek. § 11 også være 

det samme som modervirksomheden. 

Loven sætter begrænsninger i adgangen til at skifte regnskabsår. Skift er kun tilladt i 

særlige tilfælde og der skal oplyses herom i årsregnskabet, jf. ÅRL § 3, stk. 1. 

4. direktiv kommer ikke ind på regnskabsåret, der blot forudsættes at være en 12måneders 

periode. 7. direktivs art. 27 kræver imidlertid principielt, at koncernen skal 

have samme regnskabsår som modervirksomheden. Der gives dog i artiklens stk. 2 under 

visse omstændigheder mulighed for at indrette koncernregnskabets regnskabsår efter 

særligt betydende dattervirksomheder, f.eks. i en holdingkoncern, hvori moderselskabet 

ikke har andre aktiviteter end at besidde og vinde afkast fra kapitalandelene i dattervirksomhederne. 

Se i øvrigt foran under afsnit 7.3.4.3. 


Hverken danske eller internationale standarder kommer ind på regnskabsåret eller dets 

længde. Dog forudsætter IAS 1 en 52 ugers periode eller et lignende systematisk valg af 

regnskabsperiode, altså som hovedregel en 12-måneders periode. Et år målt på uger er 

altså tilladt. 

I UK tillader Companies Act, Section 223, at de enkelte regnskabsår faktisk kan afvige 

fra virksomhedens formelle regnskabsår, så de kan begynde eller slutte på en dato, der må 

afvige med 6 dage fra det vedtægtsmæssige regnskabsår – ’the reference period’. Herved 

har man i UK efter oplysninger fra Department of Trade & Industry (DTI) også taget 

højde for de virksomheder, der ønsker at afslutte regnskabsåret på bestemte ugedage. 

96


De nuværende regler skal fortsættes. Man burde måske vurdere om forbudet mod overskridelse 

af 12 måneder for omlægningsår altid er en god løsning. Eventuelt kunne undtagelsen 

udstrækkes til også at omfatte andre situationer med behov for at sikre en regnskabsperiode, 

der er fælles for et samvirke af virksomheder, f.eks. i forhold til associerede 

virksomheder eller joint ventures. Ligesom ved koncernetablering skal en længere 

periode end 12 måneder kunne udstrækkes til fusionssituationer, således at en ophørende 

virksomheds sidste fulde regnskabsår med tillæg af en periode op til 6 måneder for et 

afkortet år umiddelbart forud for fusionsdatoen kunne være på 18 måneder. Selvom denne 

situation ikke er hyppig, kunne man i hvert fald udstrække reglen til at omfatte den 

uden at skade de hensyn, der ligger bag udstrækningsforbudet. 

Også reglerne i § 3, stk. 3 (betingelser for senere omlægning), der skal begrænse hyppigheden 

af regnskabsårsændringer, skal videreføres. Det samme gælder kravet om fælles 

regnskabsår i koncerner, der dog stadig skal kunne afviges i ganske særlige tilfælde. 

I stedet for selskabsretligt og formelt regnskabsretligt at skulle arbejde med ugemæssige 

årsregnskabsår skal der indføjes en bestemmelse i lighed med britisk ret, således at der 

arbejdes med et selskabsretligt referenceår, men at selskaberne – hvis de internt arbejder 

med ugedagsregnskaber og har tilstrækkelig intern styring og bogføring skal kunne vælge 

en faktisk dato, der på en gang sikrer, at balancedatoen falder sammen med en uge, og at 

den ligger så tæt ved den selskabsretlige referencedato som muligt. 

9.3.4. Kontinuitet (konsistens) 


ÅRL § 26, stk. 1, indeholder såvel et materielt kontinuitetskrav (stykkets nr. 2: konsistens) 

som et opstillingsmæssigt krav om kontinuitet (stykkets nr. 6). 

Konsistenskravet er for så vidt indeholdt i kvalitetskravene i Begrebsrammen og regnes 

som et almindeligt regnskabsprincip. Heri ligger, at indregningskriterier og målemetoder 

og -grundlag ikke må udskiftes år for år. Blot er der mulighed for at fravige denne regel, 

hvis det retvisende billede fordrer det. Det kan f.eks. være tilfældet, hvis virksomheden 

får helt ny aktivitet, eventuelt fordi den overgår til en anden koncern. Den nye koncern 

kan måske ligge indenfor samme branche, men anvender af gode grunde andre kriterier 

og metoder. Der kan altså være gode grunde for at skifte metode, men i regnskabsbrugernes 

interesse bør dette ikke ske for tit, fordi det kan skade sammenligneligheden år for år. 

Af hensyn til sammenlignelighed skal der gives fyldige noter om metodeskift, herunder 

ændres sammenligningstal. Se her også ÅRL § 26, stk. 2, der omhandler de enkelte poster 

m.v., der ændres, medens der suppleres med oplysning for hele regnskabet efter § 26 a. 

Det formelle kontinuitetskrav skal blot sikre, at der ikke ligger ikke-beskrevne perioder 

mellem regnskabsårene, dvs. at posterne i et regnskabsår har udgangspunkt i forrige års 

regnskabstal. Værdierne i slutbalancen skal svare til værdierne i åbningsbalancen for 

næste år. Også dette krav kan fraviges under henvisning til det retvisende billede. 

97

Gældende lovs kontinuitetskrav svarer til kravene i 4. direktivs art. 31, stk. 1, litra b) og 

f). 

For små virksomheder gælder en særlig regel om behandling af skift i regnskabspraksis. 

Fremfor at indregne nettoeffekten på egenkapitalen, tillades at beløbet i stedet indregnes i 



RV 2 og RV 3 beskæftiger sig med kontinuitet og med konsistens. Reglerne her svarer 

stort set til lovens regler, men der kræves flere oplysninger. 

Disse regler svarer også til kravene i IAS 1 (oplysningskrav) og IAS 8 (ændringer i metoder). 


De hidtidige regler skal videreføres. 

Fsva. små virksomheder er det et spørgsmål om den lempelse, der er fastsat i ÅRL § 64 d, 

stk. 1, har haft den forventede lettelsesvirkning. Det skal nøje vurderes i forbindelse med 

udarbejdelsen af lovforslaget, om denne undtagelse skal ophæves. 

9.3.5. Den monetære måleenhed 

I afsnit 7.3.4.5 er gjort antagelser om den valuta, en virksomhed skal aflægge sit regnskab 

i. Det er nødvendigt at tage stilling til, hvorledes dette skal håndteres i en fremtidig årsregnskabslov. 

Desuden er det nødvendigt at tage stilling til, hvorledes transaktioner i 

andre valutaer skal indregnes i regnskabet. 

9.3.5.1. Danske kroner og euro som måleenhed 

9.3.5.1.1. Loven og direktiverne 

Efter ÅRL § 5 a, stk. 1, 1. pkt., kan beløbene i årsregnskabet, koncernregnskabet og årsberetningen 

kun opføres med danske kroner eller euro som regnskabsvaluta. Erhvervs- og 

Selskabsstyrelsen kan ved bekendtgørelse inden for meget snævre rammer tillade, at beløbene 

opføres i andre valutaer, hvis de er relevante, f.eks. fordi alle eller den overvejende 

del af virksomhedens transaktioner foregår i den pågældende valuta, jf. stk. 1, 2. pkt. 

Tilladelsen forudsættes efter lovforarbejderne kun givet, hvis den pågældende valuta har 

en aftale om et tilsvarende snævert fastkursbånd til euro som danske kroner. 

ÅRL § 5 a, stk. 3, tillader desuden virksomhederne at oversætte beløbene i regnskabsopstillinger 

eller for den sags skyld det samlede årsregnskab til andre valutaer, herunder 

euro efter omregningskursen på balancedagen. Heri ligger, at man ikke her skal gå bagom 

de i årsregnskabet viste beløb, men blot vise dem i den pågældende valuta uden forsøg på 

at skabe et årsregnskab som sådant i den anden valuta. Der er her navnlig tænkt på service 

overfor udenlandske medlemmer af virksomhedens interessegrupper. Bestemmelsen 

har tydeligt et nationalt udgangspunkt mht. sammenlignelighed. 

98

Efter § 5 a, stk. 2, forudsættes, at selskabet ikke uden videre ændrer valuta. Dette må kun 

ske i særlige tilfælde, når bortses fra den første gang, der ændres til den anden valuta - 

foreløbigt kun euro. 

9.3.5.1.2. Danske og internationale standarder 

RV9 går uden videre ud fra, at der skal omregnes til danske kroner og beskæftiger sig 

ikke med spørgsmålet om tilladt valuta. 

Af IAS 21, pkt. 43, fremgår følgende om aflæggelse af årsregnskaber i anden valuta end 

national valuta: 

When the reporting currency is different from the currency of the country in which the enterprise is domiciled, 

the reason for using a different currency should be disclosed. The reason for any change in the reporting 

currency should also be disclosed. 

Efter IAS 1, pkt. 46, litra e, kræves udtrykkelig og klar oplysning om regnskabsaflæggelsesvaluta 

på alle relevante steder i årsrapporten. 

9.3.5.1.3. Konklusion 

Der er ikke grund til at ændre ved de gældende regler om tilladt valuta. Eventuelle problemer 

på dette område må nok snarere findes på bogføringsområdet, hvor loven har et 

absolut krav om omregningsmulighed til danske kroner, men ikke tilsvarende giver en 

sådan mulighed for euro. Dette hænger sammen med problemer på skatteområdet, som 

formentligt løses over tid. 

Både som en begyndelse og som en strategi på sigt skal reglerne affattes således, at i 

hvert fald de store og grænseoverskridende virksomheder kan anlægge et internationalt 

udgangspunkt for måden at håndtere hensynet til sammenlignelighed på. Dette må navnlig 

gælde for børsnoterede selskaber, der i højere og højere grad bliver internationale mht. 

finansiering og også forretningsdrift. 

9.3.5.2. Transaktioner i fremmed valuta 


4. direktiv har ingen bestemmelser om omregning af valuta. Betragtes direktivets almindelige 

indregningskriterier, kunne man frygte, at positive valutaforskelle ikke måtte indregnes 

i resultatopgørelsen, men skulle føres direkte på egenkapitalen. Indregning i resultatopgørelsen 

er imidlertid ikke i strid med direktivets realisationsprincip, jf. Fortolk.medd., 

afsnit 2.5.5, pkt. 40: 

Direktivets artikel 31 udelukker ikke en fortolkning, hvorefter positive valutaforskelle kan opføres i resultatopgørelsen. 

Denne mulighed eksisterer for både kortfristede og langfristede valutaposter. I lyset af de 

meget forskelligartede finansielle instrumenter vil en sondring mellem kortfristede og langfristede valutaposter 

faktisk være vilkårlig. 

99

Efter Kommissionens opfattelse medfører dette også, at eventuelle opskrivningsbeløb 

ikke skal bindes. Art. 33 (ÅRL § 30) bliver derfor ikke aktuel her. 

ÅRL har heller ingen regler om indregning og måling af valutaforskelle. Det fastslås dog 

i ÅRL § 5 a, stk. 1, at årsregnskaber m.v. skal udarbejdes i danske kroner eller euro. 

Erhvervs- og Selskabsstyrelsen er dog bemyndiget til under visse betingelser at tillade 

udarbejdelse af årsregnskaber m.v. i andre relevante valutaer. Lovens § 42 kræver oplysning 

om de metoder, der er benyttet til at foretage omregningerne. Herudover kan virksomhederne 

altid ”oversætte” et årsregnskab eller dele heraf, som er i danske kroner eller 

euro til balancedagens kurs. 

Bogføringsloven tillader, at der ved opgørelse af driftsøkonomiske regnskaber kan ske 

omregning til rimelige standardkurser. Ved opgørelse af afgifts- og skattemæssige indberetninger 

i danske kroner forlanger told- og skattemyndighederne p.t., at transaktioner i 

fremmed valuta – bortset fra euro – omregnes til transaktionstidspunktets kurs. 

9.3.5.2.2. Danske og internationale regnskabsstandarder 

IASC regulerer valutaomregning i IAS 21. 

Har virksomheden transaktioner i fremmed valuta, skal disse transaktioner omregnes til 

dansk valuta efter transaktionsdagens kurs – eller eventuelt en standardkurs, der ajourføres 

i nødvendigt omfang. 

Er transaktioner af monetær karakter ikke endeligt afregnet på balancedagen, opstår en 

urealiseret valutakursgevinst eller –tab. Denne værdiændring indregnes i aktivernes og 

forpligtelsernes værdi. Såvel positive som negative omregningsforskelle indregnes i resultatopgørelsen. 

Er der tale om ikke-monetære poster, f.eks. erhvervelse af en maskine i fremmed valuta, 

sker der ikke regulering i takt med ændringer i valutakursen. Her beregnes afskrivninger 

og andre reguleringer alene udfra det oprindelige beløb, omregnet til transaktionsdagens 

kurs. 

Udenlandske dattervirksomheders regnskaber omregnes på samme måde som monetære 

poster, bortset fra dattervirksomheder og afdelinger, der kun indirekte indgår i koncernens 

pengestrømme – nettoinvesteringer – i forbindelse med konsolidering i koncernregnskabet. 

Omregning af nettoinvesteringerne indregnes netto og direkte på egenkapitalen 

til balancedagens kurs. 

FSR har udarbejdet en regnskabsvejledning, RV 9, der både i omfang og indhold i høj 

grad svarer til IAS 21. 


Da direktiverne i almindelighed ikke sætter hindringer for anvendelse af det sæt af regler, 

100

som IAS 21 og RV 9 er udtryk for, skal en dansk lovgivning kunne ligge på linie med 

principperne i disse regelsæt. 

En lovregulering skal dog ikke indeholde detaljer fra RV 9 og IAS 21. Den skal alene 

indeholde rammebestemmelser, som kan udfyldes ved vejledninger. 

Der bør ske en koordinering med afgifts- og skatteområdet, hvor det p.t. forlanges, at 

omregningen som udgangspunkt skal ske til transaktionstidspunktets kurs. 

9.4. Ejerskab til aktiver 

For regnskabsbrugere er det relevant at få et indtryk af den forventede indtjening og 

dermed værdien af de aktiver, virksomheden råder over og ikke blot dem den formelt 

ejer. Omfanget af det formelle ejerskab har for så vidt kun relevans, hvis manglende 

ejerskab er afgørende for virksomhedens råden over aktivet. 

Indregning uden hensyn til formelt ejerskab stemmer overens med formålet med et driftsøkonomisk 

regnskab for den økonomiske enhed, som årsregnskabet skal beskrive. 

I nogle sammenhænge viser oplysning om ejerskabet dog noget om virksomhedens finansieringspotentiale. 

Bemærk, at det formelle ejerskab er særdeles relevant i skatteopgørelser, 

hvor det formelle ejerskab pga. skattereglerne kan spille en afgørende rolle. På den 

anden side må skattemyndighederne også være interesseret i at se, hvilke aktiver virksomheden 

faktisk råder over og dermed opnår afkast af. 


Efter definitionen på aktiver i ÅRL § 16, 1. pkt. – ”vedvarende eje eller brug” - er strikte 

juridisk ejerskab ikke afgørende for indregningen af aktiver. Heller ikke direktiverne 

lægger afgørende vægt på ejerskab, jf. 4. direktivs art. 15, stk. 1. 


Begrebsrammens pkt. 57 lægger ikke vægt på ejerskab, men lægger i stedet vægt på kontrol 

(rådighed). Se definitionen på aktiver i afsnit 7.4. 

Langt de fleste af de aktiver, der opfylder definitionen, vil være ejet af virksomheden. 

Normalt indregner man kun aktiver, som ikke ejes formelt, hvis virksomheden tilnærmelsesvist 

har en ejers råden. Dette hensyn ligger også til grund for kun at indregne finansielt 

leasede aktiver, jf. IAS 17. Det er karakteristisk for finansiel leasing, at virksomheden har 

vedligeholdelsesforpligtelsen, og at der eventuelt eksisterer en ret til at købe aktivet efter 

leasingperiodens udløb. Leasingperioden er også ofte fastsat til flere regnskabsperioder, 

der tilnærmelsesvist svarer til aktivets økonomiske levetid. 

Internationalt arbejdes der med at udvide området for indregning i balancen af leasede 

aktiver. I USA har man i nogen tid arbejdet med indregning af alle leasede aktiver. En ny 

udgave af IAS 17 vil muligvis fastsætte en pligt til indregning af alle leasede aktiver, der 

forventes at løbe over en periode, der overstiger 12 måneder. 

101

Generelt må det forventes kun at være et fåtal af virksomhedernes samlede aktiver, der 

ikke er formelt ejet af virksomheden. Praksis og forhold kan imidlertid variere fra branche 

til branche. 


Formålet med årsregnskabet spiller en stor rolle. 

Det driftsøkonomiske årsregnskab skal ikke begrænses til kun at indregne aktiver, hvorover 

virksomheden har ejendomsret. Finansiel leasing skal derfor altid indregnes som 

aktiv hos leasingtager, jf. reglerne i IAS 17. Andre aktiver med tilsvarende karakteristika 

skal derfor også indregnes. 

Det er imidlertid væsentligt at tilgodese kreditorernes interesse – herunder skattemyndighedernes 

- i at kende omfanget af virksomhedens samlede muligheder for at stille sikkerhed. 

Der skal derfor gives oplysninger om, hvor stor en del af virksomhedens aktiver, der 

ikke er formelt ejet af virksomheden. 

9.5. Klassifikation 

I Begrebsrammen er gjort nogle mere generelle, teoretiske og konceptuelle overvejelser 

om klassifikation. Se nærmere afsnit 7.7. 

I det følgende anføres, hvorledes visse spørgsmål om klassifikation skal løses i en ny 

ÅRL. Disse betragtninger suppleres af mere konkrete forslag nedenfor i afsnit 9.6 - 9.9, 

hvor de enkelte balanceposter nærmere omtales. 

Generelt skal anføres, at skemaerne for resultatopgørelse og balance skal opretholdes. 

Nedenstående ændringsforslag går mere i retning af, hvorledes bestemte begivenheder 

skal klassificeres i de givne skemaer. 

9.5.1. Klassifikation af virksomhedens aktiver og forpligtelser (balancen) 

9.5.1.1. Klassifikation af aktiver og forpligtelser efter funktion og forfaldstid 


Efter loven og direktiverne skal aktiverne opdeles efter formålet med aktiverne. Sondringen 

er obligatorisk i 4. direktivs art. 15 og ÅRL § 16. § 16 definerer anlægsaktiver som 

aktiver, der er bestemt til vedvarende eje eller brug. Øvrige aktiver er omsætningsaktiver. 

Direktivet anvender derved formålskriteriet uden nogen tidsafgrænsning, jf. art. 15, men 

kræver efter art. 9 og 10 særskilt oplysning om de tilgodehavender, der er omsætningsaktiver 

og forfalder til betaling indenfor 12 måneder. 

Vedrørende en beskrivelse af formålskriteriet henvises til Begrebsrammen, jf. afsnit 

7.7.2.3. 

102

Direktivets opdeling af aktiver efter formål rejser spørgsmålet om, hvorvidt der til dækning 

af et særligt område skal indføjes en tredje gruppe aktiver, hvis formål er såvel anlæg 

som omsætning. Der er her tale om investeringsaktiver. Ved investeringsaktiver forstås 

aktiver, hvor hovedformålet er løbende afkast og en kapitalgevinst 18 . 

Direktivet rummer mulighed for særskilt klassifikation og måling af investeringsvirksomheders 

investeringsaktiver, jf. art. 5, stk. 1, og art. 60. Udgør en virksomheds investeringsaktivitet 

alene en del af de samlede aktiviteter, kan denne mulighed imidlertid ikke 

benyttes. Se afsnit 9.6.3.1, hvor art. 60 er nærmere beskrevet. Se også RV U14, der er 

udsendt i 2. udkast, og som afventer udviklingen mht. IAS 25. 

Udover en opdeling i anlægs- og omsætningsaktiver, er aktiverne klassificeret i flere 

hovedposter: 

ANLÆGSAKTIVER: 

I Immaterielle anlægsaktiver 

II Materielle anlægsaktiver 

III Finansielle anlægsaktiver 

OMSÆTNINGSAKTIVER 

I Varebeholdninger 

II Tilgodehavender 

III Værdipapirer og kapitalandele 

IV Likvide beholdninger 

Aktiverne er yderligere specificeret i arabertalsposter. Der kan tilføjes nye arabertalsposter, 

hvis det er nødvendigt. Der kan principielt ikke tilføjes nye romertalsposter. 

Forpligtelserne kræves opdelt efter forfaldstid, således at forpligtelser, der afvikles indenfor 

1 år, er kortfristede, medens forpligtelser, der afvikles efter mere end 1 år, klassificeres 

som langfristet. Bek. § 5, stk. 1, kræver endvidere oplysning om langfristede tilgodehavender 

udover 5 år. 

Forpligtelserne klassificeres generelt efter følgende hovedposter: 

HENSÆTTELSER 

GÆLD (KORT- OG LANGFRISTET) 

18 

I RV U14 (2. udk.), pkt. 7 og 14, er investeringsejendomme defineret således: 

”Investeringsejendomme er investering i grunde og bygninger med det formål at opnå afkast 

af den investerede kapital. Afkastet består af løbende afkast og kapitalgevinst ved 

videresalg”. 

103

Forpligtelserne er yderligere opdelt i arabertalsposter, hvor der gælder de samme regler 

som for aktiverne. Gæld er i modsætning til aktiverne klassificeret efter forfaldstid. 

Endvidere medfører forslaget til ændring af 4. direktiv, at finansielle aktiver og forpligtelser, 

der måles til dagsværdi, skal specificeres særskilt i balancen. 

9.5.1.1.2. Danske og internationale standarder 

Der er tilsyneladende forskel på IAS 1’s og direktivets – og dermed ÅRL’s - kriterier for 

sondringen mellem anlægsaktiver og omsætningsaktiver, idet denne ikke er obligatorisk 

efter IAS 1, jf. pkt. 53. 

IAS 1 anvender både funktionskriteriet og likviditetskriteriet til at afgrænse omsætningsaktiver, 

jf. standardens pkt. 57. 

IAS 25 indeholder en mulighed for klassifikation i investeringsaktiver. Standarden er for 

tiden under revision. Uanset de her åbentstående punkter, er der ikke tvivl om, at IASC 

vil tillade særlige målegrundlag og vil forudsætte særskilt klassificering. Som IAS 1 er 

indrettet – uden et absolut krav om opdeling i current/non-current assets - synes der ikke 

at være særlige krav. 

Vedrørende klassifikation af forpligtelser anvender IAS 1 også både funktionskriteriet og 

likviditetskriteriet til at afgrænse kortfristede forpligtelser, jf. standardens pkt. 60. Se også 

afsnit 7.7.2.1 og 7.7.2.2. Herudfra defineres langfristede forpligtelser som øvrige forpligtelser. 

Også hensættelser er principielt omfattet af dette klassifikationskrav. 


Den praktiske forskel mellem IAS 1 og direktivet for såvidt angår klassificering af aktiver 

og forpligtelser er meget begrænset. ”Aktiver, der besiddes til vedvarende eje eller brug” 

(formålskriteriet) må normalt opfattes som ”aktiver, der ikke besiddes med henblik på 

salg eller forbrug i løbet af virksomhedens normale cyklus” (likviditetskriteriet). Der vil 

derfor normalt være sammenfald mellem de to kriterier. Det kan dog ikke afvises, at der i 

særlige tilfælde vil være afvigelser, således at virksomhederne ikke kan følge IAS 1 fuldt 

ud. Denne konklusion svarer til EU-kommissionens opfattelse, jf. dokument 

XV/7030/98-DA. 

I så fald kan praksis afstemmes med den internationale vejledning på området uden at 

skabe vanskeligheder for de virksomheder, der lovligt ønsker at anvende IAS 1. 

Der er behov for, at i hvertfald investeringsvirksomheder får mulighed for at klassificere 

investeringsaktiver som en særlig aktivgruppe udenfor dualismen anlægs- 

/omsætningsaktiver. Dette må ses i sammenhæng med implementeringen af direktivets 

art. 60, jf. afsnit 9.6.3.3. 

104

9.5.1.2. Klassifikation af fejl og ændring i regnskabspraksis 


Regnskabsmæssige fejl hidrører fra misforståelser, regnefejl, misfortolkning af de faktiske 

forhold, besvigelser eller lign. forhold. Det forekommer, at man i regnskabsperioden 

opdager fejl i tidligere årsregnskaber. Efter ÅRL skal rettelser af fejl behandles på tilsvarende 

måde som ændringer i regnskabsmæssige skøn. 

Ændringer i regnskabspraksis er ændringer i de metoder, der benyttes til at finde de værdier, 

posterne skal indregnes med. Ændringer i regnskabspraksis posteres på egenkapitalen 

som en primopostering. Sammenligningstallene ændres samtidig. 


Vedrørende behandlingen af fejl, sondrer IAS 8 mellem fundamentale (grundlæggende) 

fejl og andre fejl. IAS 8 definerer fundamentale fejl i pkt. 6: 

Fundamentale fejl er fejl, der opdages i indeværende regnskabsperiode, og som er så væsentlige, at årsregnskaber 

for én eller flere tidligere perioder ikke kunne anses for pålidelige på tidspunktet for årsregnskabernes 

udarbejdelse. 

Standarden anbefaler, at korrektion af grundlæggende fejl, der knytter sig til tidligere 

regnskabsperioder, indregnes som en korrektion af egenkapitalen ved begyndelsen af det 

regnskabsår, hvori fejlen opdages. Herudover skal der foretages tilpasning af sammenligningstal. 

Det sikrer, at hverken årets tal eller sammenligningstallene bliver påvirket af 

fejlen. 

Andre fejl klassificeres i resultatopgørelsen under de poster, de vedrører. 

Ændringer i regnskabspraksis posteres på egenkapitalen som en primopostering. Sammenligningstallene 

ændres samtidig. Se IAS 8. 


Behandlingen af grundlæggende fejl skal tilpasses, så den følger IAS 8. Derved sikres, at 

hverken årets tal eller sammenligningstallene bliver påvirket af fejlen. Det betyder, at 

regnskabsbrugers bedømmelse af virksomhedens økonomiske udvikling og præstation 

ikke forstyrres af sådanne ikke-relevante ændringer i aktiver og forpligtelser. 

Reglerne om behandling af ændring af regnskabspraksis er i dag i overensstemmelse med 

de internationale standarder. Reglerne skal derfor bevares. 



ÅRL foreskriver intet særskilt om klassifikation af aktiver og forpligtelser, der hidrører 

fra ophørende aktiviteter. Det gør regnskabsdirektiverne heller ikke. 

105


Se afsnit 7.7.2.5. 


Det er væsentligt, at årsregnskabet viser, hvilke af virksomhedens aktiver og forpligtelser, 

der hidrører fra ophørende aktiviteter. I lighed med IAS 35 skal dette ske ved at oplyse 

værdien af de aktiver og forpligtelser, der hidrører fra den ophørende aktivitet. Der skal 

ikke ske særskilt klassifikation i balancen. 

Sådanne oplysninger er nødvendige af hensyn til regnskabets værdi som hjælp til brugernes 

prognoseopgave med henblik på beslutning om ressourceallokering. Der skal i overensstemmelse 

med IAS 35 være tale om ophørende aktiviteter, altså ikke blot ophørte 

aktiviteter. 

9.5.1.4. Klassifikation af erhvervsmæssig og ikke-erhvervsmæssig virksomhed 


Det fremgår af LEF, at udøver fonde aktiviteter, der efter deres karakter eller formål 

adskiller sig væsentligt fra fondens erhvervsmæssige virksomhed, skal indtægter og udgifter 

samt aktiver og passiver vedrørende sådanne aktiviteter, i det omfang det er nødvendigt 

for at opfylde ÅRL’s krav om et retvisende billede, optages særskilt i årsregnskabet 

og koncernregnskabet under særlige hovedposter med passende benævnelser og med 

forklaring i noterne af posternes særlige karakter. 


De internationale og danske standarder regulerer ikke disse forhold. 


Af hensyn til at kunne sammenligne erhvervsmæssig virksomhed uanset i hvilken juridisk 

form den udøves, foreslås det, at bestemmelsen i LEF om opdeling af indtægter og udgifter 

samt aktiver og passiver på henholdsvis den erhvervsmæssige og ikkeerhvervsmæssige 

virksomhed overføres til ÅRL. 

9.5.2. Klassifikation i resultatopgørelsen 

9.5.2.1. Klassifikation i ordinære og ekstraordinære poster 


Loven stiller krav om, at ordinære og ekstraordinære resultatelementer skal klassificeres 

hver for sig. Efter ÅRL § 24 anses ekstraordinære poster som indtægter eller udgifter (i 

realiteten omkostninger), der hidrører fra andet end selskabets ordinære aktiviteter. Efter 

bek. § 2, stk. 5, skal der gives oplysninger om de ekstraordinære poster. 

Loven indeholder ikke nogen definition af ordinære eller ekstraordinære poster. 

106


IAS 8 definerer ekstraordinære og ordinære resultatelementer i pkt. 6: 

Extraordinary items are income or expenses that arise from events or transactions that are closely distinct 

from the ordinary activities of the enterprise and therefore are not expected to recur frequently or regularly. 

Ordinary activities are any activities which are undertaken by an enterprise as part of its business and such 

related activities in which the enterprise engages in furtherance of, incidental to, or arising from these activities. 

Vedrørende klassifikationen i ordinære og ekstraordinære poster, afgrænser IAS 8 ekstraordinære 

resultatelementer til alene at være ekspropriation af virksomhedens aktiver samt 

jordskælv eller lignende naturkatastrofer. Her er i realiteten tale om, at resultatopgørelsen 

derved mister en specifikationsmulighed, idet ekstraordinære poster stort set ikke vil blive 

anvendt. 

I den engelske regnskabsstandard FRS 3 (Reporting financial performance) opererer man 

desuden med usædvanlige forhold (”exceptional items”): 

Exceptional items are material items which derive from events or transactions that fall within the ordinary 

activities of the reporting entity and which individually or, if of a similar type, in aggregate, need to be disclosed 

by virtue of their size or incidence if the financial statement are to give a true and fair view. 


Danmark skal indføre samme afgrænsning mellem ordinære og ekstraordinære poster som 

IAS 8. Derved undgås også de praktiske problemer, som den nuværende uklare opdeling 

har givet på bekostning af sammenligneligheden mellem perioder og mellem virksomheder. 

Det må endvidere vurderes, om man indenfor direktivets rammer kan indføre en 

klassifikation i sædvanlige og usædvanlige poster. 

9.5.2.2. Klassifikation efter art og funktion 


ÅRL giver valget mellem to modeller for resultatopgørelsen: arts- eller funktionsopdeling. 

Fælles for dem er opdelingen i ordinært og ekstraordinært resultat, samt for det 

ordinære resultat en udsondring af finansielle poster. 


IAS 1 bestemmer i pkt. 77, at resultatopgørelsen kan struktureres efter omkostningernes 

art eller funktion. Dette fører i realiteten til det samme som direktiverne og ÅRL. Se 

standardens bilag. 


Da specifikationerne efter art og funktion i de danske resultatskemaer ikke afviger fra de 

internationale standarder, skal skemaerne bibeholdes. De anvendte begreber og udtryk 

skal dog opdateres i forhold til de i rapporten anvendte udtryk. Se også bilag 5 om udtryk 

og begreber. 

107

9.5.2.3. Klassifikation af ændring af regnskabsmæssige skøn 


Regnskabsmæssige skøn er udtryk for de vurderinger, virksomhedens ledelse må foretage 

ved opgørelsen af de poster i årsregnskabet, som der ikke eksisterer fuld viden eller sikkerhed 

om. Som eksempler kan nævnes størrelsen af forventede tab på debitorer og hensættelser 

til garantiforpligtelser. Der kan i efterfølgende regnskabsår derfor være behov 

for ændring af tidligere foretagne skøn som følge af yderligere information. Ændringer i 

regnskabsmæssige skøn sker indenfor rammerne af anvendt regnskabspraksis. 

Virkningen af ændringer i regnskabsmæssigt skøn klassificeres i resultatopgørelsen under 

de aktiviteter eller funktioner, de vedrører, jf. ÅRL § 26 a, stk. 2, og § 23. Det præciseres, 

at ændringer i aktivers brugstid ikke må medføre en korrektion af tidligere foretagne 

afskrivninger. 


Virkningen af en ændring i regnskabsmæssigt skøn skal efter IAS 8 medtages i resultatopgørelsen, 

under de poster de vedrører i det år, hvor ændringen finder sted. Dette svarer 

til de danske regler, jf. afsnit 9.5.2.3. 


Reglerne om behandling af ændringer i regnskabsmæssige skøn er i dag i overensstemmelse 

med de internationale standarder. Reglerne skal derfor bevares. 



ÅRL foreskriver intet særskilt om klassifikationen af resultatet af virksomhedens ophørende 

aktiviteter. Det gør regnskabsdirektiverne heller ikke. 


Se afsnit 7.7.1.4. På resultatniveau forudsætter IAS 35, at resultatet af den ophørende 

aktivitet skal vises i en særskilt post i resultatopgørelsen. Posten skal vises efter posten 

om omkostninger til selskabets indkomstskat. Se appendiks til IAS 35. 


Virksomhedens resultatelementer, som hidrører fra ophørende aktiviteter, skal oplyses 

særskilt. Det er imidlertid i strid med direktivernes skemakrav at samle resultatet af den 

ophørende aktivitet i en særskilt post i resultatopgørelsen. Derfor skal der alene ske oplysning 

i noterne herom. 

9.5.2.5. Klassifikation af ændringer i dagsværdi for finansielle aktiver og 

forpligtelser 


Det er endnu uklart, hvorledes direktivændringen vil tage sig ud på dette område. Det er 

108

imidlertid rimelig sikkert, at der på et vist niveau vil blive stillet yderligere krav om specifikation 

af værdiændringer, der stammer fra løbende omvurderinger af finansielle aktiver 

og forpligtelser, i resultatopgørelsen. 


Indtægter og omkostninger, der hidrører fra ændringer i vurderingen af de finansielle 

aktiver og forpligtelsers dagsværdi, og som skal påvirke virksomheds resultat medtages i 

resultatopgørelsen som indtægt eller omkostning, jf. IAS 32. Nettobeløbet – eventuelt 

specificeret - opføres efter IAS 1 som en finansieringspost. 

Efter RV U17, der vedrører oplysning og modregning, anvises ingen klassifikation eller 

omtale af sådanne ændringer. I RV 9 om valutaomregning findes regler om resultatføring 

af kursregulering af sikringstransaktioner, som tilsiger, at kursændringer herpå skal resultatføres, 

når det sikrede er opført og kursreguleret i balancen, men udskydes til realisationstidspunktet, 

når alene sikringstransaktionen er indregnet og kursreguleret i balancen. 

RV 9 giver udtryk for, at resultatførte valutakursdifferencer normalt er en finansiel 

post. 


Det bliver med stor sikkerhed et krav i forslaget til ændring af 4. direktiv, at værdiændringer 

i dagsværdier for finansielle aktiver og forpligtelser skal klassificeres særskilt i 

resultatopgørelsen. Disse regler skal indføres i loven. 

9.5.2.6. Klassifikation af erhvervsmæssig og ikke-erhvervsmæssig virksomhed 


Det fremgår af LEF, at udøver fonde aktiviteter, der efter deres karakter eller formål 

adskiller sig væsentligt fra fondens erhvervsmæssige virksomhed, skal indtægter og udgifter 

samt aktiver og passiver vedrørende sådanne aktiviteter, i det omfang det er nødvendigt 

for at opfylde ÅRL’s krav om et retvisende billede, indregnes særskilt i årsregnskabet 

og koncernregnskabet under særlige hovedposter med passende benævnelser og 

med forklaring i noterne af posternes særlige karakter. 


Danske og internationale regnskabsstandarder omhandler ikke disse forhold. 


Af hensyn til at kunne sammenligne erhvervsmæssig virksomhed, uanset i hvilken juridisk 

form den udøves, foreslås det, at bestemmelsen i LEF om opdeling af indtægter og 

udgifter samt aktiver og passiver på henholdsvis den erhvervsmæssige og ikkeerhvervsmæssige 

virksomhed overføres til ÅRL. 

109

9.6. Indregning og måling af materielle anlægsaktiver 

9.6.1. Definition af materielle anlægsaktiver 


Materielle anlægsaktiver er anlægsaktiver med fysisk substans, f.eks. bygninger, grunde, 

maskiner. Direktivet indeholder ingen udtrykkelig bestemmelse, der definerer materielle 

aktiver i forhold til immaterielle og finansielle. Art. 9. og 10 indeholder hér en fortegnelse. 

Denne er implementeret nærmest uændret i bek.’s balanceskemaer (A & B). Opdelingen 

i bek. er følgende: 

• Grunde og bygninger 

• Tekniske anlæg og maskiner 

• Andre anlæg, driftsmateriel og inventar 

• Forudbetalinger for materielle anlægsaktiver og materielle anlægsaktiver under udførelse 

Sondringerne mellem posternes indhold har udover en kortere periode efter ÅRL’s indførelse 

i 1982 ikke givet anledning til vanskeligheder i praksis. Direktivets og lovgivningens 

muligheder for yderligere specificeringer og eventuelt sammentrækning af overskuelighedshensyn 

tilgodeser fuldt ud behovet for via postbetegnelser og specificeringsgrad 

at vise noget om virksomhedens aktiviteter og risici. 

9.6.1.2. Danske og internationale regnskabsstandarder 

Efter IAS 16, som omhandler fast ejendom, tekniske anlæg og maskiner, kan udledes 

følgende definition, jf. pkt. 7: 

110 

Property, plant and equipment are tangible assets that: 

(a) are held by an enterprise for use in the production or supply of goods or services, for rental to others, 

or for administrative purposes; and 

(b) are expected to be used during more than one period. 


Det er ikke nødvendigt at indføre en definition af materielle anlægsaktiver. Dette skyldes 

de vanskeligheder, der vil være ved at lave en definition, som samtidig vil skulle dække 

den fremtidige sondring mellem de forskellige aktiver, således som denne udvikler sig 

internationalt. En definition i loven risikerer derved at blokere for en ellers hensigtsmæssig 

udvikling af regnskabspraksis. Også tilkomsten af nye aktivtyper kan medføre problemer 

i den henseende. 

9.6.2. Indregning 


Det følger implicit, at de omhandlede aktiver principielt indregnes fra anskaffelsestidspunktet, 

dvs. overtagelse af en sådan grad af kontrol med aktivet, at det kan bruges indenfor 

den pågældende aktivitet.

Forudbetalinger på de omhandlede aktiver og aktiver under fremstilling indregnes dog, 

selvom de endnu ikke kan nyttiggøres. Hertil må også høre aktiver, der er anskaffet som 

færdige, men som endnu ikke er i en stand, der tillader den forudsete aktivitet. I alle disse 

tilfælde forudsættes det, at aktivet inden længe kan anvendes i aktiviteterne, og at det 

indebærer en fordel for virksomheden at ligge inde med aktivet. 

De udgifter, der er nødvendige til at bringe aktivet under virksomhedens kontrol og til at 

gøre det muligt at drage nytte af aktivet, medregnes ud fra disse forudsætninger i aktivet. 

Her er tale om udgifter, der forventes at skabe den forventede indtjening. 

Et særligt problem består i spørgsmålet om medindregning af renter for gæld, der er pådraget 

med henblik på fremstilling. I dag er det tilladt at medregne de renter, der knytter 

sig til den kapital, der er lånt til at fremstille aktivet, såfremt renterne vedrører fremstillingsperioden. 

Denne mulighed gælder derfor alene, hvor virksomheden selv fremstiller 

aktivet. Se afsnit 9.9.3.1. hvor den tilsvarende regel for omsætningsaktiver er omtalt. 

Det er også tilladt at indregne indirekte produktionsomkostninger (IPO). 

Som følge af, at direktivet og loven benytter udtrykket ”vedvarende eje eller brug”, jf. 

også afsnit 9.4.1, er strikte juridisk ejerskab ikke afgørende for indregningen af aktiver. 

Det følger derfor, at finansielt leasede aktiver principielt skal indregnes. 


IAS 16 og RV 10 foreskriver, at materielle anlægsaktiver indregnes på anskaffelses- eller 

fremstillingstidspunktet, dvs. på det tidspunkt hvor det skønnes, at aktivet opfylder definitionen, 

og hvor det kan måles pålideligt. 

IAS 16 kræver – under henvisning til IAS 2 – at IPO skal indregnes, hvis virksomheden 

selv fremstiller aktivet, hvilket også er en mulighed efter RV 10. Renter på lån, der optages 

til køb eller produktion af et aktiv, kan undtagelsesvist indregnes, jf. IAS 23, pkt. 11. 

Finansielt leasede aktiver skal indregnes efter IAS 17. 


Produceres aktivet af virksomheden selv, må det forudsættes, at alle udgifter, der medgår 

til fremstilling af aktivet, indregnes i kostprisen. Disse udgifter omfatter i lighed med IAS 

16 også IPO. Da opgørelsen af IPO kan være ressourcekrævende for små selskaber i 

regnskabsklasse B, skal disse undtages fra kravet om at indregne disse udgifter. 

Der kan være store vilkårligheder ved indregningen af renteudgifter i kostprisen. Derfor 

skal det fortsat være frivilligt at indregne disse, og muligheden forudsættes alene benyttet, 

hvis renterne kan henføres direkte til produktionen af aktivet. 

Ved køb af aktiver vil der normalt ikke være indirekte udgifter på samme måde som ved 

selvfremstilling. Alle normale udgifter, der medgår til at sætte aktivet i produktionsklar 

stand, skal dog indregnes. 

111

9.6.3. Måling 


Efter 4. direktiv og ÅRL skal materielle anlægsaktiver måles til anskaffelses- eller kostprisen 

på anskaffelses- henholdsvis fremstillingstidspunktet, jf. art. 32 og 35 og ÅRL § 

27. Anskaffelsesprisen anvendes, når en virksomhed erhverver aktivet eksternt, mens 

kostprisen anvendes, når en virksomhed selv fremstiller aktivet. 

Efter ÅRL § 28 og direktivets art. 35 skal anskaffelses- eller kostprisen for anlægsaktiver 

med en begrænset brugstid formindskes ved afskrivninger, der tilsigter en systematisk 

afskrivning af aktiverne over deres brugstid. Alle materielle anlægsaktiver, bortset fra 

grunde, forudsættes normalt at have en begrænset brugstid, hvorfor der skal foretages 

afskrivning heraf. 

Afskrivningerne skal være systematiske, men herudover indeholder ÅRL ikke specifikke 

retningslinjer for valg af afskrivningsmetode. 

For at beregne afskrivningsgrundlaget reduceres anskaffelses- eller kostprisen med den på 

anskaffelsestidspunktet vurderede scrapværdi (restværdi). Foretages op- eller nedskrivninger, 

skal disse påvirke afskrivningsgrundlaget. Efter Kommissionens fortolkning af 

direktivet på dette område, skal hele afskrivningen indregnes i resultatopgørelsen. Det er 

derfor ikke muligt at lade den del af afskrivningen, der knytter sig til opskrivningen, føres 

direkte som en reduktion af opskrivningshenlæggelsen. 

Med hensyn til afskrivningsmetoder anvendes i praksis lineær (proportional) afskrivning, 

degressiv afskrivning (oftest saldometoden) og – formentlig sjældent – progressiv afskrivning 

til allokering af anskaffelses- eller kostprisen over den forventede brugstid. 

Er virksomhedens kapitalværdi af anlægsaktiver lavere end den værdi, de er opført til 

efter ÅRL §§ 27 og 28 af årsager, som ikke kan antages at være forbigående, skal de 

pågældende aktiver nedskrives til den lavere værdi, jf. ÅRL § 29. Forsigtighedsprincippet 

i ÅRL § 26 medfører, at urealiserede tab – nedskrivninger – altid indregnes i resultatopgørelsen. 

Ifølge ÅRL § 30 kan materielle anlægsaktiver, hvis kapitalværdi er væsentligt højere end 

den værdi, hvortil de er optaget i balancen, opskrives til den højere værdi, hvis værdiforøgelsen 

må antages at være af varig karakter. Opskrivningen skal overføres til opskrivningshenlæggelserne 

under egenkapitalen. Da der er tale om en ikke-realiseret værdiforøgelse, 

vil stigningen efter 4. direktiv og ÅRL ikke kunne resultatføres, jf. ÅRL § 26, jf. 

også afsnit 9.2.2.2. Se Tabel 4. 

112

Nedskrivning Opskrivning 

Krav om op- og nedskrivning? Ja Nej 

Væsentlighedskrav? Nej Ja 

Resultatføring? Ja Nej 

TABEL 4: DEN NUVÆRENDE ÅRSREGNSKABSLOVS REGLER OM OP- OG NEDSKRIVNINGER. 

Såvel op- som nedskrivninger skal tilbageføres, hvis forudsætningerne for reguleringen 

bortfalder, jf. ÅRL § 29, stk. 3, og § 30, stk. 3. Tilbageførslen skal behandles på samme 

måde som op- eller nedskrivningen oprindeligt blev behandlet. 

Som det fremgår, er ÅRL’s bestemmelser om op- og nedskrivning på materielle anlægsaktiver 

forankrede i forsigtighedsprincippet. Mens nedskrivning ved varig værdiforringelse 

er et krav, er det frivilligt om selskabet vil foretage opskrivning ved varig værdiforøgelse. 

Der mangler således symmetri i bestemmelserne. Hvis et aktiv, der er undergået 

en værdiforøgelse, ikke opskrives, eller der ikke oplyses om værdiforøgelsen på anden 

vis, kan der i væsentlige tilfælde være tale om en tilsidesættelse af kvaliteterne relevans 

og repræsentativ gyldighed. Valgfriheden med hensyn til opskrivning vil desuden gøre 

det vanskeligt at sammenligne årsregnskaber fra forskellige virksomheder. 

I overensstemmelse med forsigtighedsprincippet er det også frivilligt, om realiserede 

opskrivningsbeløb indtægtsføres i resultatopgørelsen. Det én gang valgte princip skal dog 

benyttes konsekvent. 

Efter 4. direktiv er det muligt for investeringsselskaber at benytte en alternativ værdiansættelsesmulighed 

for de af virksomhedens aktiver, der handles på velfungerende markeder. 

Den fremgår af art. 60, der lyder således: 

19 

Indtil en senere samordning kan medlemsstaterne bestemme, at værdiansættelsen af de værdipapirer 19 , 

som investeringsselskaber i henhold til artikel 5, stk. 2 20 , har anbragt deres midler i, sker på grundlag af 

markedsværdien. 

I så fald kan medlemsstaterne ligeledes fritage investeringsselskaber med variabel kapital for særskilt at 

angive de i artikel 36 anførte værdireguleringsbeløb. 

Her er med stor sikkerhed tale om en oversættelsesfejl, idet ”værdipapirer” nok bedst 

oversættes med ”værdier”. Begrebet værdier omfatter således foruden værdipapirer også 

råvarer, færdigvarer, fast ejendom m.v., som derved også kan ansættes til markedspris 

indenfor rammerne af art. 60. 

20 Efter art. 5, stk. 2, er investeringsselskaber udelukkende: 

a) selskaber, som udelukkende beskæftiger sig med at anbringe deres midler i forskellige 

former for værdipapirer og fast ejendom eller i andre aktiver alene med det formål at 

fordele investeringsrisikoen og at lade deres aktionærer eller deltagere drage fordel af 

resultaterne af forvaltningen af selskabernes midler; 

b) selskaber, der er tilknyttet investeringsselskaber med fast kapital, såfremt disse 

tilknyttede selskaber kun beskæftiger sig med at erhverve fuldt indbetalte aktier, der 

er udstedt af disse investeringsselskaber med forbehold af art. 20, stk. 1, litra h), i 

direktiv 77/91/EØF. 

113

Efter EU-kommissionens opfattelse kan alle værdireguleringer føres over resultatopgørelsen. 

Nettoopskrivninger skal dog fortsat bindes. 

Virksomheder, som driver andre aktiviteter end investeringsvirksomhed, kan ikke benytte 

undtagelsen i art. 60. Finder virksomheden, at investeringsaktiver skal måles til markedsværdier, 

vil man være henvist til at skulle påvise, at historiske kostpriser med systematiske 

afskrivninger samt op- og nedskrivninger ikke fører til et retvisende billede, og at 

dette ikke kan løses ved supplerende oplysninger. Først herefter skal markedsværdier 

benyttes som målegrundlag for investeringsaktiver. 


De danske og internationale regnskabsstandarder er i stort omfang overensstemmende 

med loven og direktivet. Målingen skal derfor tage udgangspunkt i historisk kost- eller 

anskaffelsespris. I IAS 16 præciseres, at afskrivning af anlægsaktiver kan baseres på 

produktionsintensiteten. I RV 10 præciseres, at der skal afskrives på alle bygninger, uanset 

om bygningerne anvendes i virksomheden til produktion, administration, handel med 

varer og tjenesteydelser eller anvendes til udlejning. 

Efter IAS 36 skal materielle anlægsaktiver nedskrives til ”recoverable amount” (genindvindingsværdi), 

som defineres som den højeste værdi af nettorealisationsværdien og 

kapitalværdien (”Value in use”), jf. standardens pkt. 5. Virksomheden skal principielt 

vurdere dette hvert år. 

Benyttes lovens valgfrihed til opskrivninger, kræver RV 10 konsekvens i benyttelsen af 

opskrivningsinstituttet. Tilsvarende bør opskrivninger efter RV 10, pkt. 71, ikke overstige 

aktivets ”handelsværdi” (dvs. salgsværdi). I IAS 16, pkt. 60, gives også mulighed for 

opskrivning til ”recoverable amount” (genindvindingsværdi). 

Efter RV 10 og IAS 16 skal en op- eller nedskrivning tilbageføres, hvis forudsætningerne 

for reguleringen bortfalder. Tilbageførslen skal behandles på samme måde som op- eller 

nedskrivningen oprindeligt blev behandlet. 

Realiseres aktiverne skal beløb, der overstiger den bogførte værdi, som hovedregel indregnes 

i resultatopgørelsen, jf. RV 10 og IAS 16. Efter RV 10 kan opskrivningen endvidere 

undtagelsesvist indtægtsføres. 

Finansielt leasede aktiver skal måles på samme måde som den kapitaliserede forpligtelse, 

jf. IAS 17, pkt. 11. 


Materielle anlægsaktiver skal måles til anskaffelses- eller kostpris med efterfølgende 

systematiske afskrivninger, der baseres på forskellen mellem anskaffelses- eller kostprisen 

og scrapværdien. Den nuværende lovs generelle systematikkrav skal derfor videreføres. 

Der ses ikke behov for en mere detaljeret regulering af afskrivningsgrundlag eller 

metoder. 

114

Vedrørende op- og nedskrivninger skal lovens usystematik såvidt muligt reduceres til 

fordel for mere konsistente og systematiske regler. Direktivets forsigtighedsprincip hindrer 

imidlertid regler, der på alle områder er systematiske. Følgende skal præciseres: 

• Opskrivninger skal fortsat være frivillige, idet en pligt på nuværende tidspunkt vil 

skabe for store vanskeligheder i virksomhederne. Her støder relevanskriteriet med 

andre imod cost/benefit-grænsen, jf. afsnit 7.3.1.1. IAS 16 og RV 10 kræver heller ikke 

opskrivninger. Benyttes opskrivningsinstituttet, skal det benyttes konsekvent og for 

alle relevante aktiver, jf. også RV 10 og IAS 16. 

• Kravet om binding af opskrivningshenlæggelser er især en beskyttelse af tredjemand. 

Interessenter og komplementarer har personligt ansvar, og kreditorbeskyttelseshensynet 

gælder derfor ikke på samme måde her. Der er derfor baggrund for at fravige kravet 

om binding af opskrivningshenlæggelser for så vidt angår deltagere, der har et personligt 

ansvar. Det foreslås, at fravigelsen fremgår direkte i ÅRL. 

• Nedskrivninger er obligatoriske, når der konstateres værdifald, jf. princippet i IAS 36. 

IAS 36 forudsætter, at der ikke skal ske nedskrivninger af midlertidige værdifald, jf. 

også afsnit 7.6.1. 

• Det relevante målegrundlag for op- og nedskrivninger skal være den højeste værdi af 

kapitalværdien og nettorealisationsværdien. Her forudsættes naturligvis, at målingen 

kan ske pålideligt. 

• Loven skal ikke indeholde et særskilt væsentlighedskriterie for hverken op- eller nedskrivninger. 

Det siger sig selv, at regnskabsbruger ikke er interesseret i uvæsentlige 

op- og nedskrivninger. 

• De eksisterende regler om tilbageførsel af op- og nedskrivninger skal videreføres i 

deres nuværende form. 

Det er beklageligt, at direktivet hindrer en resultatførsel af opskrivninger i takt med opskrivningen, 

idet dette kunne udrydde en væsentlig del af den usystematik, som præger de 

nuværende regler. En symmetri i reglerne ville ellers have været den mest hensigtsmæssige 

løsningsmodel, fordi hvert år derved ville komme til at bære sin gevinst. At denne 

model ikke er tilladt i henhold til direktivet, er blevet bekræftet i en henvendelse til EUkommissionen 

fra Erhvervs- og Selskabsstyrelsen. Imidlertid vil en mere synlig benyttelse 

af en egenkapitalforklaring, jf. den nuværende lovs § 54 og IAS 1, kunne fjerne nogle 

af de problemer, som er skabt af direktivets usystematiske regler om værdireguleringer. 

Kapitalforklaringen må dog ikke falde sammen med resultatopgørelsen, idet man derved 

kommer i konflikt med direktivets skemakrav. 

Ved realisation af aktiver, der er opskrevet, er tre grundmodeller relevante: 

• Model 1: Indtægtsføring af hele opskrivningen. 

Den gevinst, som indtægtsføres, udgøres derfor af forskellen mellem den bogførte 

værdi og realisationsprisen. Hertil lægges størrelsen af opskrivningen. 

• Model 2: Indtægtsføring af en del af opskrivningen. 

Den initialopskrivning, der foretages i forbindelse med ændring af regnskabspraksis 

til at foretage opskrivninger, anses som en praksisændring. På tidspunktet for realisation 

af aktivet beregnes gevinsten som i model 1, hvor initialopskrivningen fratræk- 

115

kes. I gevinsten indgår således alle opskrivninger, der foretages efter tidspunktet for 

praksisændringen. 

• Model 3: Ingen indtægtsføring af opskrivningen. 

Den gevinst, som indtægtsføres, udgøres af forskellen mellem den bogførte værdi og 

realisationsprisen. Derved passerer opskrivningen ikke resultatopgørelsen. 

Model 2 er udfra en teoretisk betragtning den mest korrekte, idet praksisændringer ikke 

bør påvirke virksomhedens præstationsopgørelse i resultatopgørelsen. Da model 2 imidlertid 

ikke stemmer overens med hverken IAS 16 eller RV 10, skal loven ikke forhindre, 

at model 1 og 3, som stemmer overens med IAS 16 og RV 10, også kan benyttes. 

Danmark skal udnytte muligheden for, at investeringsselskaber skal kunne måle investeringsaktiver 

til markedsværdier. Her er tale om markeder, som normalt fungerer så effektivt, 

at dagværdien kan fastsættes udfra markedsprisen. I modsætning til op- og nedskrivningsgrundlaget 

i almindelige selskaber, jf. forslaget ovenfor, er virksomhedens kapitalværdi 

af investeringsaktiverne ikke relevante her. 

Øvrige selskaber kan efter direktiverne ikke benytte modellen i art. 60. Disse vil derfor 

også i fremtiden være henvist til en fravigelse af loven under henvisning til et retvisende 

billede. 

Det skal præciseres, at også finansielt leasede aktiver skal indregnes i balancen. 

9.7. Indregning og måling af immaterielle anlægsaktiver 

9.7.1. Definition 


I ÅRL og direktiverne findes ingen definition af immaterielle anlægsaktiver, men kun en 

positiv opregning. I bek.’s skemaer opereres med følgende kategorier af immaterielle 

anlægsaktiver: 

• Udviklingsudgifter 

• Koncessioner, patenter, licenser, varemærker samt lignende rettigheder 

• Goodwill 

• Forudbetalinger for immaterielle anlægsaktiver 

Ovenstående er ikke en udtømmende opregning af alle de immaterielle værdier, der findes 

i virksomhederne i dag. De fire kategorier anses imidlertid for at dække de immaterielle 

aktiver, der efter loven og praksis tillades indregnet i balancen. 


Ud fra praksis og IAS 38, pkt. 7, kan udledes følgende definition: 

116 

Et immaterielt aktiv er et identificerbart, ikke-monetært aktiv uden fysisk substans til brug for produktion 

af varer eller serviceydelser, udlejning eller til administrative formål.


Loven skal ikke indeholde en definition af immaterielle anlægsaktiver. Der henvises til 

begrundelsen i afsnit 9.6.1.3 om materielle anlægsaktiver. 

9.7.2. Indregning af immaterielle anlægsaktiver bortset fra goodwill 


Efter ÅRL § 19 kan immaterielle anlægsaktiver, bortset fra udviklingsudgifter, kun indregnes 

som aktiver, hvis de er erhvervet mod vederlag. Derved behandles internt oparbejdede 

og erhvervede immaterielle aktiver efter forskellige retningslinjer. Det medfører, at 

årsregnskaber for forskellige selskaber på dette punkt ikke bliver sammenlignelige. 

4. direktiv tillader herudover at aktivere koncessioner, patenter, licenser, varemærker og 

lignende rettigheder, som er skabt af virksomheden selv, jf. art. 9 og 10. Medlemsstaterne 

kan indføre udbyttebegrænsning, når disse aktiver indregnes, jf. art. 34 og 37. 

Efter ÅRL er der ikke pligt til at aktivere omkostninger til immaterielle anlægsaktiver. 

Disse kan i stedet omkostningsføres straks, jf. § 36. EU-kommissionen har imidlertid lagt 

op til en anden fortolkning, jf. Fortolk.medd., pkt. 10-11: 

10. I overensstemmelse med opstillingsskemaet for balancen omfatter overskriften ”immaterielle anlægsaktiver” 

koncessioner, patenter, licenser, varemærker samt lignende rettigheder og værdier, 

såfremt de er erhvervet mod vederlag, skabt af selskabet selv og må opføres på aktivsiden i henhold 

til national lovgivning. 

11. Det følger af direktivets tekst, at disse aktiver skal opføres på aktivsiden, når de er erhvervet mod 

vederlag. Medlemsstaterne kan i henhold til direktivet udelukkende selv afgøre, om de skal opføres 

på aktivsiden, hvis der er tale om rettigheder og værdier, som selskabet selv har skabt. 

Efter kommissionens opfattelse er der altså pligt til at aktivere koncessioner, patenter, 

licenser, varemærker samt lignende rettigheder og værdier, hvis de er erhvervet mod 

vederlag. 

Efter direktivets art. 35 er det muligt at indregne de selskabsretlige etableringsudgifter 

som immaterielle aktiver. 


Efter IAS 38, pkt. 19, skal der ske indregning i balancen af immaterielle aktiver: 

• hvis det er sandsynligt, at de vil generere specifikke pengestrømme til virksomheden 

• hvis anskaffelses- eller kostpris kan måles pålideligt. 

Disse indregningskriterier gælder for såvel købte som internt oparbejdede immaterielle 

aktiver. For internt oparbejdede aktiver opstiller standarden imidlertid en række yderligere 

betingelser. Efter standardens pkt. 45 skal der alene ske indregning af immaterielle 

aktiver oparbejdet af virksomheden selv, hvis virksomheden kan påvise følgende: 

117

• Tekniske muligheder for at færdiggøre det immaterielle aktiv, således at det vil kunne 

benyttes eller sælges; 

• Hensigt at færdigøre aktivet til eget brug eller salg; 

• Evne til at benytte eller sælge det immaterielle aktiv; 

• Hvordan aktivet skaber fremtidige økonomiske fordele. Blandt andet at der findes et 

marked for de varer, der frembringes ved det immaterielle aktiv, for det immaterielle 

selv eller, hvis det skal bruges internt, det immaterielle aktivs brugbarhed; 

• Tilstrækkelige ressourcer til at færdiggøre udviklingen og til at benytte eller sælge det 

immaterielle aktiv; samt 

• Evne til pålideligt at måle medgåede udgifter til udviklingen af det immaterielle aktiv. 

Kravene i standarden indebærer, at købte immaterielle aktiver normalt aktiveres. Internt 

oparbejdede aktiver skal også aktiveres, hvis de opfylder kravene, hvilket f.eks. identificerbare 

omkostninger til udvikling af produkter og lignende normalt vil gøre. Men også 

visse rettigheder, f.eks. mælkekvoter, sukkerkvoter, borerettigheder og lign. ”standardrettigheder”, 

der kan omsættes, vil formentlig skulle indregnes. Derimod nævnes det udtrykkeligt, 

at internt oparbejdede varemærker, avisnavne, udgivelsesrettigheder, kundelister 

og lignede aktiver ikke bør indregnes, jf. pkt. 51. 


Der skal være pligt til at indregne alle erhvervede immaterielle anlægsaktiver, hvis 

ovennævnte betingelser alle opfyldes. 

Pligten til at aktivere alle erhvervede immaterielle anlægsaktiver skyldes dels hensyn til 

direktivet, jf. EU-kommissionens fortolkning, dels ønsket om at reducere omfanget af 

hemmelige reserver. Der er tale om en relevant oplysning for regnskabsbruger. Desuden 

kan værdien af aktivet på erhvervelsestidspunktet opgøres pålideligt. 

Der skal også være pligt til at indregne udviklingsudgifter og immaterielle rettigheder - 

bl.a. koncessioner, patenter, licenser og lignende rettigheder - skabt af virksomheden selv. 

Indregning af disse immaterielle aktiver skal opfylde de strenge betingelser i IAS 38, pkt. 

45, for at der kan ske indregning. I praksis betyder det, at en række selvfremstillede immaterielle 

aktiver fortsat ikke kan indregnes, fordi de typisk ikke opfylder kriterierne for 

indregning. 

Indregning af udviklingsudgifter indebærer, at en virksomhed, der arbejder med udviklingsprojekter, 

fremover skal sikre en pålidelig opgørelse af medgåede udgifter på de 

enkelte projekter. Samtidig skal virksomheden sikre indregning af alle konstaterbare 

rettigheder, der er skabt af den selv. Indregningstidspunktet vil ofte være det tidspunkt, 

hvor virksomheden opnår en juridisk ret til aktivet, men også andre forhold kan medføre, 

at virksomheden reelt opnår en rettighed. 

Målingen vil normalt ske til medgåede udgifter, jf. IAS 38, men loven skal ikke hindre en 

måling til markedsværdi, hvis aktivet kan omsættes på et aktivt og likvidt marked. Dette 

krav udelukker normalt indregning af udviklingsudgifter og udgifter til skabelse af andre 

individuelle rettigheder til markedsværdi. Når først aktivet er indregnet, kan det dog ikke 

118

opskrives, jf. 4. direktivs art. 33 modsætningsvis. 

Baggrunden for en større pligt til at aktivere immaterielle aktiver er, at sådanne aktiver er 

af så stor betydning for mange virksomheder, og at muligheden for omkostningsførsel 

straks i erhvervelses- eller fremstillingsåret ofte kan være misvisende for regnskabets 

udsagn. Det skal desuden bemærkes, at den internationale udvikling på dette område 

forventes at gå stærkt de kommende år. 

Det er imidlertid mere ressourcekrævende at indregne udviklingsudgifter og udgifter til 

egenfremstillede immaterielle anlægsaktiver som aktiver fremfor at resultatføre disse. 

Derfor skal der indføres en undtagelse for de små selskaber i klasse B. Disse skal således 

fortsat kunne omkostningsføre sådanne udgifter. 

Indregning af etableringsudgifter som aktiver, hvilket direktivet tillader, skal fortsat ikke 

være tilladt i en dansk lov. Disse udgifter opfylder ikke definitionen på aktiver. 

9.7.3. Indregning af goodwill 

Teoretisk set er goodwill udtryk for den overnormale indtjening, som virksomheder er i 

stand til at skabe som følge af interaktion mellem aktiver, professional ledelse, en særlig 

god beliggenhed m.v. Goodwill kan opgøres som forskellen mellem markedsværdien af 

hele virksomheden og markedsværdien af alle virksomhedens nettoaktiver. 


Goodwill kan principielt kun indregnes i forbindelse med køb af virksomheder, jf. ÅRL § 

19. Det er dog antaget, at reglerne også under visse betingelser kan benyttes ved overtagelse 

af aktiviteter. 

Principielt er der ikke forskel på goodwill opstået ved køb og på internt oparbejdet goodwill. 

Når goodwill alligevel kun indregnes i forbindelse med køb af virksomheder, skyldes 

det, at der her ligger en transaktion til grund, og informationen derved betragtes som 

mere pålidelig. Indregning af internt oparbejdet goodwill er imidlertid lige så relevant for 

regnskabslæseren som indregning af tilkøbt goodwill. 


Internt oparbejdet goodwill opfylder ikke kravene i IAS 38 og kan derfor ikke indregnes 

som et aktiv, jf. pkt. 36. 

Anderledes forholder det sig med tilkøbt goodwill, der efter IAS 22 skal indregnes i balancen 

som et aktiv, jf. modsætningsvist ÅRL’s regler. Der henvises i øvrigt til afsnit 

11.4.2 om koncerngoodwill. 


En virksomheds goodwill kan opgøres ved at måle værdien af virksomheden og fratrække 

markedsværdien af virksomhedens nettoaktiver. Omkostningerne ved denne metode synes 

dog ikke at stå mål med regnskabsbrugers nytte af denne yderligere information. Hertil 

kommer at pålidelighedskravet kun opfyldes i ringe grad. At indregne goodwill udfra en 

119

sådan opgørelse er da heller ikke tilladt efter hverken direktiverne eller IAS. Denne indregningsmetode 

skal derfor ikke tillades. 

Imidlertid er det relevant at kræve en verbal omtale af tilstedeværelsen og udviklingen i 

den ikke-indregnede goodwill, f.eks. i form af en beskrivelse af virksomhedens videnressourcer. 

Se mere herom i afsnit 10.5.2.5.1. 

Ved køb af en virksomhed skal der indregnes goodwill, fordi købstransaktionen indebærer, 

at goodwill (eller badwill) kan måles pålideligt. For at vise denne værdi i årsregnskabet 

og for at skabe en vis symmetri i forhold til de foreslåede regler om erhvervede immaterielle 

aktiver, skal tilkøbt goodwill (og badwill) indregnes i balancen. 

Det har været fremført, at det burde forbydes at aktivere tilkøbt goodwill for at skabe fuld 

symmetri i behandlingen af tilkøbt og oparbejdet goodwill. Det er imidlertid den fremherskende 

opfattelse, at det til enhver tid er relevant at indregne en identificeret goodwill ved 

køb af en virksomhed, selvom internt oparbejdet goodwill heller ikke i fremtiden må 

indregnes. 



Efter 4. direktiv og ÅRL skal måling af immaterielle anlægsaktiver tage udgangspunkt i 

anskaffelses- eller kostprisen, jf. 4. direktivs art. 32 og 35, hhv. ÅRL § 27. Der kræves 

efterfølgende afskrivninger heraf. 

Efter ÅRL § 36, stk. 1, skal immaterielle anlægsaktiver, der indregnes som aktiver, afskrives 

over en periode på principielt højst 5 år. Afskrivningsperioden kan dog strækkes 

ud over 5 år, hvis perioden ikke overstiger aktivets økonomiske levertid, og forlængelsen 

anføres og behørigt begrundes i noterne, jf. § 36, stk. 2. Det fremgår af § 36, at afskrivningerne 

skal være systematiske, men herudover indeholder loven ingen specifikke krav 

til valg af afskrivningsmetode. 

4. direktiv fastsætter, at afskrivning af udgifter til udvikling og goodwill som udgangspunkt 

skal ske over 5 år. Det må antages, at dette udgangspunkt gælder for alle aktiverede 

immaterielle anlægsaktiver, jf. pkt. 10-11 i Fortolk.medd., der er gengivet ovenfor i afsnit 

9.7.2.1. Det afgrænser også immaterielle anlægsaktiver noget bredere end ordlyden af 

direktiverne lægger op til. 5-års reglen er en formodningsregel, der kan fraviges, hvis den 

økonomiske levetid er længere. Dette kræver dog en begrundelse. 

Afskrivningsperioden og – metoden for immaterielle anlægsaktiver vil – i lighed med 

materielle anlægsaktiver – bygge på et skønsmæssigt fastsat grundlag. På baggrund af 

aktivernes ikke-fysiske karakter kunne det måske hævdes, at visse immaterielle aktiver på 

anskaffelsestidspunktet må forventes at holde uendeligt, hvorfor kravet om afskrivning 

ikke burde være ubetinget. Dette synspunkt er dog ikke afspejlet i direktivet. 

120

Immaterielle anlægsaktiver er underlagt nedskrivningskravene i ÅRL § 29, men kan ikke 

opskrives, jf. ÅRL § 30 modsætningsvist, der kun omhandler materielle og finansielle 

anlægsaktiver. ÅRL’s forbud mod opskrivning følger af 4. direktivs art. 33. 

Efter ÅRL § 29, stk. 3, skal nedskrivningen tilbageføres, når begrundelsen herfor ikke 

længere består. Dette forebygger dannelsen af hemmelige reserver. Tilbageførslen skal 

behandles på samme måde som den oprindelige nedskrivning. 


Efter IAS 38 skal immaterielle aktiver indregnes til anskaffelses- eller kostpris. Denne 

værdi skal afskrives over den økonomiske levetid. Standarden indeholder en formodningsregel, 

hvorefter aktivernes økonomisk levetid ikke forventes at overstige 20 år, jf. 

pkt. 79. Udkastet giver ikke mulighed for at undlade afskrivning, selvom aktivet konkret 

forventes at holde uendeligt. 

Efter den engelske FRS 10 tillades, at immaterielle anlægsaktiver ikke afskrives – men 

kun testes for værditab (”impairment loss”) – hvis det konkret kan påvises, at levetiden er 

uendelig. Baggrunden er her, at man i UK kvier sig ved at anse goodwill som et aktiv og 

derfor ønsker at undgå afskrivning m.m. for til analyseformål helt at kunne fjerne goodwill. 

IAS 38 kræver nedskrivning, hvis det konstateres, at aktivets værdi er reduceret i forhold 

til den bogførte værdi. IAS 36 angiver nærmere retningslinjer for, hvilke faktorer der skal 

inddrages og vurderes i forbindelse med vurdering af behovet for nedskrivning af aktiver 

generelt. Her skal virksomheden hvert år gennemgå, om der er forhold, der indikerer, at 

et aktivs værdi er forringet i forhold til den bogførte værdi. Eksisterer sådanne indikationer, 

skal virksomheden estimere aktivets ”recoverable amount” (genindvindingsværdi), 

hvorved forstås den højeste værdi af ”value in use” (kapitalværdien) og ”net selling price” 

(nettorealisationsværdi). Se den tilsvarende regel for materielle anlægsaktiver i afsnit 

9.6.3.2. 

IAS 38 kræver herudover, at ”the recoverable amount” (genindvindingsværdi) for immaterielle 

aktiver, der afskrives over en periode på mere end 20 år, samt for aktiver, der 

endnu ikke er klar til brug, skal vurderes hvert år, selvom der ikke er indikation for, at 

værdien er faldet, jf. pkt. 99. 

Nedskrivninger af immaterielle anlægsaktiver skal tilbageføres, hvis forudsætningerne for 

nedskrivningen bortfalder. Tilbageføringen skal behandles på samme måde som den 

oprindelige nedskrivning, jf. IAS 38, pkt. 76 

I stedet for afskrivning og nedskrivning af de aktiverede udgifter giver IAS 38 undtagelsesvist 

mulighed for at foretage løbende måling af aktiverede immaterielle aktiver til 

dagsværdi i de tilfælde, hvor der eksisterer et aktivt marked for aktiverne. Ved at benytte 

en løbende måling til dagsværdi vil markedsværdien have forrang for kapitalværdien. 

121

Standardens krav om tilstedeværelsen af et velfungerende marked udelukker i realiteten 

metodens anvendelse for en række aktiver, som f.eks. avisnavne, musik- og filmrettigheder, 

patenter og varemærker. 

Benyttes måling til dagsværdi, skal virksomheden løbende revurdere de pågældende 

aktiver. Udkastet foreskriver, at hyppigheden af revurderingerne afhænger af, hvilket 

aktiv der er tale om. Hvis aktivet antages at svinge meget i værdi over tid, skal aktivet 

således hyppigt revurderes. 


Indregning af internt oparbejdede rettigheder m.v., jf. direktivets art. 9 og 10, skal normalt 

ske til medgåede udgifter, jf. også princippet i IAS 38, pkt. 39-55, idet dette forudsættes 

at være pålideligt. Imidlertid skal man ikke afskære muligheden for at indregne 

internt oparbejdede immaterielle rettigheder m.v. til markedsværdi, såfremt der eksisterer 

et aktivt og likvidt marked, hvor en pålidelig markedsværdi kan udfindes. 

På grundlag af den internationale udvikling, skal den nuværende formodningsregel for 

afskrivningsperioden for immaterielle anlægsaktiver erstattes af en formodningsregel på 

20 år. Dette strider ikke mod direktivet, hvis regler blot kan opfattes som et oplysningskrav, 

der fortsat skal opfyldes, hvis afskrivningsperioden overstiger 5 år. 

Nedskrivningsmålet skal i overensstemmelse med IAS 36 og IAS 38 være den højeste 

værdi af nettorealisationsværdien og kapitalværdien. Derved svarer nedskrivningsmålet 

også til det foreslåede for materielle anlægsaktiver. 

Det er beklageligt, at direktivets forbud mod opskrivning af immaterielle anlægsaktiver 

hindrer immaterielle aktiver – for hvilke der eksisterer et velfungerende marked – i løbende 

at blive målt til dagsværdi. Det vil derfor være nødvendigt også i fremtiden at 

operere med forskellige regler om opskrivning af materielle og immaterielle anlægsaktiver 

– selvom kravene om relevans og pålidelighed ofte kan opfyldes for begge aktivtyper. 

EU-kommissionen har bekræftet, at benyttelse af IAS 38’s mulighed for løbende måling 

til dagsværdi strider mod 4. direktiv. 

9.8. Indregning og måling af finansielle aktiver og forpligtelser 

Det har vist sig mest hensigtsmæssigt at behandle finansielle aktiver – dvs. både anlægsog 

omsætningsaktiver – i tilknytning til behandlingen af finansielle forpligtelser. Baggrunden 

for denne samlede behandling er: 

• En del finansielle aktiver og forpligtelser er ofte meget ensartede i struktur og egenart. 

Mange finansielle aktiver kan derfor ofte uden videre benyttes til at afvikle en finansiel 

forpligtelse. En uensartet behandling af sådanne aktiver og forpligtelser ville derfor 

ikke virke logisk. 

• Mange finansielle aktiver og forpligtelser kan ofte måles pålideligt til dagsværdier – 

ofte udmøntet ved markedsværdier - fordi værdien af sådanne aktiver og forpligtelser 

generelt baserer sig på udviklingen i rente- og valutaforhold m.v. Dagsværdien for de 

finansielle aktiver og forpligtelser, der direkte eller indirekte handles på et aktivt mar- 

122

ked, kan umiddelbart måles til disses markedsværdi. 

• IASC og FASB har valgt at behandle finansielle instrumenter i samlede standarder. 

EU-kommissionens bestræbelser går også i retning heraf, jf. udkast til ændringsforslag 

til 4. selskabsdirektiv (X/7029/98 af 15. september 1998) vedr. regnskabsmæssig anvendelse 

af dagsværdi (fair value accounting), der omfatter finansielle instrumenter 

som overbegreb for både finansielle aktiver og finansielle forpligtelser. Et egentligt 

direktivændringsforslag vil blive behandlet i løbet af 1999. 



Direktiverne og ÅRL definerer ikke finansielle aktiver eller forpligtelser. Loven og direktiverne 

indeholder blot en afgrænsning mellem anlægs- og omsætningsaktiver, der 

også gælder for finansielle aktiver, jf. også afsnit 7.7.2.3, hvor denne afgrænsning er 

beskrevet. For finansielle forpligtelser er der en opdeling i hensættelser og gæld (kortsom 

langfristet). 

I bek.’s bilag 1 om skemaer til opstilling af balance og resultatopgørelse findes imidlertid 

en positiv opregning af, hvilke aktiver, der er finansielle anlægsaktiver: 

• Kapitalandele i tilknyttede virksomheder 

• Tilgodehavender hos tilknyttede virksomheder 

• Kapitalandele i associerede virksomheder 

• Tilgodehavender hos associerede virksomheder 

• Andre værdipapirer og kapitalandele 

• Andre tilgodehavender 

• Egne aktier eller anparter 

• Lån til selskabsdeltagere og ledelse 

Som finansielle omsætningsaktiver anses efter bek.’s skemaer: 

• Tilgodehavender fra salg og tjenesteydelser 


• Tilgodehavender hos associerede virksomheder 

• Andre tilgodehavender 

• Krav på indbetaling af selskabskapital 

• Tilgodehavender hos virksomhedsdeltagere og ledelse 


• Egne aktier eller anparter 

• Andre værdipapirer og kapitalandele 

• Likvide beholdninger 

123

Herudover kan f.eks. udskudte skatteaktiver være relevante. Disse skal under alle omstændigheder 

indregnes som omsætningsaktiver. 

Som hovedregel anses ”modervirksomheders” andele i datter- eller associerede virksomheders 

resultater – positive som negative - ved anvendelse af den regnskabsmæssige indre 

værdis metode (equity-metoden) som finansielle resultatposter. Der ses dog ofte – i overensstemmelse 

med forarbejderne til ÅRL – optagelse af sådanne resultatandele i resultatopgørelsens 

ordinære trin. 

Finansielle forpligtelser omfatter følgende hensættelses- og gældsposter fra bek.’s skemaer 

(både kort- og langfristede forpligtelser): 

• Hensættelser til pensioner og lignende forpligtelser 

• Hensættelser til udskudt skat 

• Andre hensættelser 

• Obligationslån 

• Konvertible gældsbreve 

• Udbyttegivende gældsbreve 

• Kreditinstitutter 

• Leverandører af varer og tjenesteydelser 

• Vekselgæld 

• Gæld til tilknyttede virksomheder 

• Gæld til associerede virksomheder 

• Selskabsskat 

• Anden gæld, herunder skyldige skatter og skyldige bidrag til social sikring 

I forbindelse med EU-kommissionens arbejde med det seneste udkast til ændringsforslag 

om regnskabsaflæggelse efter dagsværdier for finansielle instrumenter (X/77029/98 af 15. 

september 1998) har det været drøftet, om der skal indføres definitioner af finansielle 

aktiver og forpligtelser i direktivet. Medlemsstaterne har været afvisende overfor indførelse 

af sådanne definitioner, hovedsageligt fordi der ikke er medtaget almindelige definitioner 

på aktiver m.v. og fordi der i det hele taget ikke er tradition for at medtage specifikke 

definitioner direkte i direktivet, som indebærer fare for hurtig forældelse pga. udviklingen. 

Det overvejes i den forbindelse, om Kommissionen skal udarbejde en Rekommendation 

med uddybning af begreberne med henblik på at sikre en ensartet implementering 

af direktivændringen. 


Internationalt har finansielle instrumenter (aktiver og forpligtelser samt rettigheder) været 

genstand for intense diskussioner, fordi udviklingen på kapitalmarkederne har fremkaldt 

talrige typer af primære og afledte finansielle instrumenter. Dette har gjort det vanskeligt 

at nå frem til enighed om definitioner for og den regnskabsmæssige behandling af disse 

aktiver og forpligtelser. 

124

IAS 32, pkt. 5, IAS 39, pkt. 8 og RV U17 (2. udk.), pkt. 5-6, definerer finansielle aktiver 

og forpligtelser. Af RV U17 (2. udk.) fremgår: 

4 .Finansielle instrumenter omfatter enhver aftale, der udgør et finansielt aktiv i en virksomhed og en 

modsvarende finansiel forpligtelse i en anden virksomhed. 

5. Finansielle aktiver er en virksomheds aktiver i form af: 

• Likvider. 

• En aftalemæssig ret til at modtage likvider eller andre finansielle aktiver fra en anden virksomhed. 

• En aftalemæssig ret til udveksling af finansielle instrumenter med en anden virksomhed på potentielt 

gunstige vilkår. 

• Et egenkapitalinstrument i en anden virksomhed. 

6. Finansiel forpligtelse er en virksomheds aftalemæssige forpligtelser til at: 

• Afgive likvider eller andre finansielle aktiver til en anden virksomhed. 

• Udveksle finansielle instrumenter med en anden virksomhed på potentielt ugunstige vilkår. 

Standarderne omfatter alene eksterne finansielle instrumenter, dvs. aftaler mellem uafhængige 

parter, der giver ret eller pligt til at modtage eller afgive likvider og andre finansielle 

aktiver eller udveksle finansielle instrumenter samt egenkapitalinstrumenter i en 

anden virksomhed. Derfor er ejerandele i dattervirksomheder, associerede virksomheder 

og joint ventures samt pensionsforpligtelser og forpligtelser knyttet til medarbejderes 

aktiekøbs- eller aktieoptionsaftale og til forsikringsaftaler ikke omfattet. Ligeledes er 

råvarekontrakter med forudsat fysisk levering af de underliggende varer ikke omfattet. 

Normalt har pensionsforpligtelser og andre forpligtelser i forhold til medarbejderne kun 

en begrænset aktualitet i danske virksomheder og rent danske koncerner. 

Ifølge IAS 32 og RV U17 (2. udk.) er indregnede aktuelle og udskudte skattebeløb ikke 

finansielle instrumenter, da de i deres karakter ikke er aftalemæssige. Sådanne beløb er 

derfor ikke omfattet af standarderne. Her gælder i stedet IAS 12 og RV U16 (2. udk.). 


Der skal ikke indføres en definition af finansielle aktiver og forpligtelser. Der henvises til 

begrundelsen i afsnit 9.6.1.3 om materielle anlægsaktiver. 



ÅRL og 4. direktiv indeholder, bortset fra hvad der kan udledes af § 4, stk. 2, og § 26, 

stk. 1, ingen regler om indregning af finansielle aktiver og forpligtelser. 

Det forudsættes i loven, at finansielle aktiver og forpligtelser indregnes efter de almindelige 

formueretlige principper, dvs. for aktiver ved opnåelsen af ejendomsretten og ejerskabet 

til aktiverne, der almindeligvis er ved ydelsens risikoovergang. For finansielle 

forpligtelser (gæld) gælder tilsvarende, at disse altid indregnes, når virksomheden har 

indgået eller blevet pålagt en bindende forpligtelse overfor tredjemand, og denne herved 

125

har opnået retskrav mod virksomheden. Vedrørende indregning af hensættelser gælder 

ikke helt samme krav, jf. senere i afsnit 9.8.2.2.1. 

Udover den bindende og retslige forpligtelse kræver lovens forsigtighedsprincip, at der 

tages hensyn til alle forudsigelige risici og eventuelle tab, som er opstået i indeværende 

eller tidligere regnskabsår eller mellem balancedagen og tidspunktet for regnskabsudarbejdelsen. 

Virksomheder kan imidlertid også ved aftale erhverve en rettighed til betingede fremtidige 

gevinster eller tab uden samtidig at have fået ejendomsretten til et aktiv eller have 

bundet sig til en retlig økonomisk forpligtelse. Kontrakter om rettigheder til udveksling af 

finansielle instrumenter, hvis effekt på virksomheden baserer sig på betingede fremtidige 

udfald, kan handles og repræsenterer en værdi for parterne. Der kan indgås kontrakter om 

finansielle aktiver og forpligtelser samt rettigheder herom med handel for øje (spekulation/trading) 

eller som led i sikring (afdækning/hedging) mod ændringer i værdi af eller 

pengestrøm fra såvel eksisterende som forventede fremtidige aktiver og forpligtelser som 

prognosticerede transaktioner, såfremt de afdækkede poster er udsat for risiko for ændring 

i værdier eller fremtidige pengestrømme. 

Virksomheder anvender i stigende grad sådanne finansielle kontrakter eller afledte finansielle 

instrumenter (derivater) i deres risikostyring og –sikring. Den regnskabsmæssige 

behandling af sådanne er ikke reguleret i ÅRL eller direktiverne. 

I det følgende omtales lovens bestemmelser om hensættelser og fortolkningen af loven 

vedrørende sikringsdispositioner (hedging). 

9.8.2.1.1. Hensættelser 

Efter 4. direktiv skal hensættelser, der knytter sig til tab og gæld, indregnes, mens det er 

frit for medlemslandene at tillade muligheden for indregning af beløb til omkostninger, 

som jo ikke repræsenterer en forpligtelse. Et eksempel på hensættelse til omkostninger er 

hensættelse til udskudt vedligeholdelse af en ejendom. Hensættelsen er normalt ikke en 

forpligtelse, men af hensyn til matchingprincippet – og eventuelt også forsigtighedsprincippet 

– omkostningsføres og hensættes den del af vedligeholdelsen, som kan henføres til 

brugen af ejendommen i regnskabsåret, men som i forhold til vedligeholdelsens faktiske 

udførelse er udskudt til fremtidige regnskabsår. 

I ÅRL § 20, stk. 1, bestemmes, at hensættelser ikke alene omfatter tab og gæld men også 

omkostninger. 

Efter ÅRL skal hensættelsen kunne henføres til samme eller tidligere regnskabsår. Beløb, 

der kun kan henføres til fremtidige regnskabsår, må altså ikke indregnes. Bestemmelsen 

fremstår derved som en særlig anvendelse af forsigtighedskravet i § 26, stk. 1, nr. 3, 

litra b. Af eksempler på beløb, der vedrører fremtidige år, kan nævnes fremtidige risici 

vedrørende valuta, aktiekurser og varepriser samt generelle ikke igangværende eller besluttede 

rationaliseringstiltag, fremtidig udvikling af produkter og markeder eller af organisationen 

som helhed. Et selskab, der ønsker at ”lægge til side” til fremtidige forhold, 

må gøre det via en henlæggelse under egenkapitalen. 

126

Loven kræver også, at en i årsregnskabet indregnet hensættelse på balancetidspunktet er 

sandsynlig eller sikker. Det præciseres, at der ikke må indregnes mere end nødvendigt. 

Der er altså forbud mod at danne ”hemmelige reserver” – i kraft af overforsigtighed - ved 

hjælp af hensættelser. 

Det er væsentligt at skelne hensættelser fra nedskrivninger. Forventer virksomheden, at 

udviklingen vil føre til en reduktion af værdien af et aktiv, skal aktivet nedskrives fremfor 

at indregne en hensættelse, således som det også er foreskrevet i ÅRL § 20, stk. 3. 

9.8.2.1.2. Sikring (hedging) 

Sikringsdispositioner kan foretages i forhold til værdier af eksisterende aktiver og forpligtelser 

eller i forhold til fremtidige – dvs. forventede og sandsynlige – transaktioner. 

Der kan f.eks. være tale om sikring mod prisrisici, dvs. ugunstige valutakurs-, rente- eller 

prisudsving. 

Sikres værdien af eksisterende aktiver og forpligtelser, kan dette foregå på flere måder. 

Det kan ske ved at have en fordring og en forpligtelser der udløber samtidig med samme 

beløb/varekvantum/rentefod/valuta. Det sikrer virksomheden mod udsving i prisen, renten 

eller valutakursen. 

De økonomiske risici på eksisterende værdier kan også elimineres ved at indgå en sikringsaftale 

med et primært eller afledt finansielt instrument, hvorefter virksomheden 

sikrer en symmetrisk modsatrettet resultateffekt opstået som følge af ændring i værdien af 

eksisterende aktiver og forpligtelser (hedging). Derved påvirkes virksomheden ikke af 

ændringer forårsaget af udsving i pris/valutakurs/markedsrente, idet gevinst på den sikrede 

post modsvares af tab på sikringsinstrumentet eller omvendt. I takt med udsving i 

marked stiger og falder de eksisterende aktivers og forpligtelsers dagsværdi, hvilket indregnes 

i balancen. Udsvingene, der repræsenterer gevinst eller tab, modsvares af gevinst 

eller tab af samme størrelse på sikringsinstrumentet, hvorved nettoeffekten er nul. Denne 

modregningsadgang er i overensstemmelse med EU-kommissionens fortolkning af direktivet. 

Se afsnit 7.6.4, hvor Kommissionens fortolkning af modregning er gengivet. 

Et af de problemområder, som har givet anledning til megen debat i Danmark og internationalt, 

er spørgsmålet om indregning af gevinster og tab på sikringsdispositioner vedrørende 

forventede transaktioner – dvs. f.eks. en virksomheds pris- eller valutakurssikring 

af et forventet køb eller salg af en vare m.m. I disse situationer sikres betalingsstrømme 

vedrørende fremtidige køb/salg, som endnu ikke er indregnet i årsregnskabet. Sikringen af 

forventede fremtidige transaktioner kan ske ved at indgå en sikringsaftale, hvorved virksomheden 

sikrer at kunne købe/sælge en fast mængde varer m.m. på et bestemt tidspunkt 

til en forud aftalt fast pris/kurs/forrentning. 

ÅRL og direktivet regulerer ikke udtrykkeligt, hvorledes sikring af forventede fremtidige 

transaktioner skal indgå i årsregnskabet. Lovens og direktivets krav om omtale af eventualforpligtelser 

har dog medført, at sådanne forpligtelser – både med forventet positivt som 

127

negativt udfald – principielt skal omtales i noterne. 

Kommissionens ændringsforslag vedr. indførelse af dagsværdi indeholder ingen ændringer 

vedrørende sikring af finansielle aktiver og forpligtelser. Forslaget stiller dog krav 

om, at hvis virksomheden anvender dagsværdi på dets finansielle aktiver og forpligtelser, 

skal alle afledte finansielle instrumenter indregnes og medtages i balancen til dagsværdi. 


Indregningskriterierne for finansielle aktiver og forpligtelser svarer til de generelle indregningskriterier 

i afsnit 7.5. 

Disse suppleres i IAS 39 for så vidt angår indregning og fjernelse af finansielle instrumenter, 

jf. standardens definition af finansielle aktiver og forpligtelser ovenfor i afsnit 

9.8.1.2. 

Af IAS 39 fremgår følgende særlige indregningskriterier: 

128 

27. An enterprise should recognise a financial asset or financial liability on its balance sheet when, and 

only when, it becomes a party to the contractual provisions of the instrument. 

….. 

35. An enterprise should derecognise a financial asset or a portion of a financial asset when, and only 

when, the enterprise loses control of the contractual rights that comprise the financial asset (or a 

portion of the financial asset). An enterprise loses such control if it realises the rights to 

benefits specified in the contract, the rights expire, or the enterprise surrenders those rights. 

….. 

57. An enterprise should remove a financial liability (or a part of a financial liability) from its balance 

sheet when, and only when, it is extinguished -that is, when the obligation specified in the contract 

is discharged, cancelled or expires. 

I standardens pkt. 29 er givet en række eksempler på, hvorledes indregningskriteriet i pkt. 

27 skal benyttes for visse finansielle instrumenter, og i pkt. 30 er givet regler om tidspunktet 

for indregning af ”almindelige” køb af finansielle aktiver, som er enten handels- 

(aftale-) eller afviklingsdatoen, og salg af finansielle aktiver, som er afviklingsdatoen. 

Indregningskriterierne må forstås således, at virksomheden indregner finansielle aktiver 

og forpligtelser, når den aftaleretligt bliver part i en kontrakt vedrørende et finansielt 

instrument. 

9.8.2.2.1. Hensættelser 

IASC er mere restriktiv i indregningskriterierne end ÅRL. Det er således ikke muligt at 

indregne ”omkostninger” som hensættelser. Efter IAS 37 skal hensættelser indregnes, når 

virksomheden på balancedagen har en forpligtelse som følge af en forudgående begivenhed, 

og forpligtelsen kan opgøres med rimelig sikkerhed. Det skal være sandsynligt, at 

forpligtelsen bliver aktuel. Ved sandsynlighed forstår IASC ”more likely than not”. 

IAS 37 understreger, at der skal være en forpligtelse for virksomheden på balancedagen 

for, at der skal ske indregning. Forpligtelsen kan enten være legal eller konstruktiv. Ved 

en legal forpligtelse forstås en forpligtelse, som følge af aftale, lov eller retspraksis og

derfor beskyttes af retsordenen og kan indbringes for domstolene i tilfælde af misligholdelse. 

Her vil en tredjemand have et retskrav på virksomheden. Ved en konstruktiv forpligtelse 

forstås en forpligtelse som reelt binder virksomheden på samme måde, som hvis 

den havde været bundet legalt, altså en quasi-forpligtelse. I denne situation foreligger 

ikke et retskrav fra tredjemand, men manglende opfyldelse vil i stedet kunne medføre en 

eller anden form for moralsk sanktion fra omgivelserne. 

Et eksempel på indregning af en legal forpligtelse er indregning af udskudt skat, jf. også 

IAS 12. Udskudt skat af alle midlertidige forskelle mellem de regnskabsmæssige og 

skattemæssige værdier skal derfor indregnes som en hensættelse. Også almindelige garantiforpligtelser 

opfylder ofte kravet om en legal forpligtelse. Sædvanebestemte garantiforpligtelser 

er dog normalt af konstruktiv karakter. 

Afgrænsningen af konstruktive forpligtelser er vanskeligere. Alene en bestyrelsesbeslutning 

i virksomheden om f.eks. nedlæggelse af en division er ikke tilstrækkelig til, at der 

foreligger en konstruktiv forpligtelse for virksomheden. Her kræves normalt offentliggørelse 

overfor omverdenen – f.eks. medarbejderne via nyhedsmedierne eller lignende – 

men også andre indikationer kan medføre, at virksomheden kan føle sig bundet. Se IAS 

37. 

9.8.2.2.2. Sikring (hedging) 

Der henvises til afsnit 9.8.2.1.2 ovenfor om problematikken vedrørende sikring. 

IAS 39 opdeler sikringsdispositioner i tre typer, jf. pkt. 137: 

• ”Fair value hedges” vedr. sikring mod eksponeringen over for ændringer i de indregnede 

aktivers og forpligtelsers dagsværdi. 

• ”Cash flows hedges” vedr. sikring mod eksponeringen over for fluktuationer i pengestrømme, 

som er tillagt en særlig risiko for indregnede aktiver og forpligtelser eller for 

forventede fremtidige køb, salg og transaktioner. 

• ”Hedges of a net investment in a foreign entity (as defined in IAS 21)” vedr. sikring 

mod valutakursændringer vedrørende nettoinvestering i udenlandske foretagender. 

For at virksomhedens ledelse ikke skal kunne manipulere med resultatet ved at tilpasse 

sin risikostyringspolitik, så der opnås gevinster eller tab på sikringsinstrumenter til sikring 

mod eksponeringen over for ændringer i forventede fremtidige transaktioners pengestrømme, 

opstiller IAS 39 en række krav til sikringen, der skal være opfyldt for at kunne 

kvalificere denne som en egentlig sikring, og regnskabsmæssigt blive behandlet i overensstemmelse 

med standardens regler herom, jf. pkt. 142: 

• Der skal ved sikringens start foreligge formel dokumentation af sikringsforbindelsen 

og virksomhedens risikostyringspolitik og -strategi. Dokumentationen skal bl.a. omfatte 

identifikation af sikringsinstrumentet og den relaterede sikrede post eller transaktion. 

• Sikringen forventes at være meget effektfuld til at opnå modsatrettet effekt af ændringer 

i den sikrede posts dagsværdi eller pengestrømme. 

129

• For cash flow sikringer skal den forventede fremtidige transaktion være højst sandsynlig 

og repræsentere en eksponering overfor prisrisiko, der kan afstedkomme variationer 

i pengestrømmene, som vil påvirke indtjeningen. 

• Sikringens effektivitet kan måles pålideligt, dvs. at den sikrede posts dagsværdi eller 

pengestrømme og sikringsinstrumentets dagsværdi kan måles pålideligt. 

• Sikringens effektivitet blev vurderet og aktuelt fundet at have været meget effektiv i 

hele regnskabsperioden. 

I modsætning til løbende resultatførsel af gevinster og tab på ændringer i dagsværdien af 

finansielle aktiver og forpligtelser samt derivater, der holdes med salg for øje, skal gevinster 

og tab på sikringsinstrumenters værdiændringer ifølge IAS 39 indregnes således: 

”Fair value hedges” (pkt. 153 – 157) 

Gevinst eller tab ved omvurdering af sikringsinstrumentet til dagsværdi skal løbende 

indregnes i resultatopgørelsen, og gevinst eller tab på en sikret post skal justeres i den 

sikrede posts bogførte værdi og indregnes løbende i resultatopgørelsen. 

”Cash flows hedges” (pkt. 158 – 163) 

Den andel af gevinst eller tab på et sikringsinstrument, som skønnes at udgøre en effektiv 

sikring, skal indregnes direkte på egenkapitalen. Andel vedr. instrumentets ineffektive 

sikring indregnes derimod straks i resultatopgørelsen. 

En eventuel ineffektiv andel skal behandles særskilt. Er sikringsinstrumentet et afledt 

instrument, skal gevinster og tab herpå indregnes i resultatopgørelsen. I visse andre tilfælde 

kan gevinster og tab også føres direkte på egenkapitalen. 

På det senere tidspunkt for indregning af aktivet og forpligtelsen, der var forventet og 

sikret med hensyn til ”fast” pris, overføres tab eller gevinst på det sikringsinstrument, der 

i tidligere periode er ført på egenkapitalen, til aktivets eller forpligtelsens kostpris. Gevinster 

og tab på cash flow-sikringsinstrumenter vedr. forventede transaktioner, der er ført på 

egenkapitalen, flyttes herfra til resultatopgørelsen i samme periode, som transaktionerne 

påvirker nettoresultatet. 

”Hedges of a net investment in a foreign entity” 

Den andel af gevinst og tab på et sikringsinstrument, der er bestemt til at udgøre en effektiv 

sikring, skal indregnes direkte på egenkapitalen. Andel vedr. instrumentets ineffektive 

sikring indregnes straks i resultatopgørelsen, hvis det er et afledt instrument, og 

der er tale om handelsformål. Er det ikke et afledt instrument, og er dette ikke disponibelt 

til salg, indregnes gevinst og tab enten i resultatopgørelsen eller på egenkapitalen. 


På det generelle plan ses der ikke at være behov for ændringer i indregningskriterierne for 

finansielle aktiver og forpligtelser. Der ses ikke at være behov for særlige regler om indregning 

af finansielle instrumenter – uanset om disse benyttes til sikring. Her skal Danmark 

i stedet følge strømningerne i IASC og EU-kommissionen. Det er derfor væsentligt, 

at reguleringen bliver så generel, at virksomhederne ikke hindres i at benytte kommende 

130

IAS-standarder på området. 

Der skal imidlertid ske en præcisering af indregningskriterierne for hensættelser og skærpelse 

for hensættelser til ”omkostninger”. Det skal sikres, at der ikke indregnes hensættelser, 

som ikke opfylder definitionen på forpligtelser. Udskudt vedligeholdelse og eftersyn 

af biler, maskiner, fly, skibe, bygninger og anlæg m.v. må derfor ikke medføre en 

hensættelse til udskudt vedligeholdelse. Her er snarere tale om, at de pågældende aktiver 

via værdireguleringer – afskrivninger og nedskrivninger - reduceres i værdi. På tidspunktet 

for eftersynet kan nedskrivninger i visse tilfælde tilbageføres eller aktivet opskrives 

med den pågældende forbedring. 

Efter IAS 37 er det nødvendigt, at en ledelsesbeslutning om f.eks. restruktureringer, følges 

op af en offentliggørelse eller lign. disposition før balancedagen, før der skal ske 

hensættelse. Efter 4. direktiv vil en offentliggørelse eller lign. efter balancedagen, men 

før udarbejdelsen af årsregnskabet, imidlertid også medføre, at der skal ske hensættelse. 

Det er EU-kommissionens opfattelse, at IAS 37 derved strider mod direktivet, idet standarden 

forhindrer visse af de hensættelser, som er nødvendige efter direktivet. I en ny lov 

skal direktivet naturligvis veje tungest. 

Hensættelser må naturligvis kun benyttes til det formål, som de oprindeligt blev etableret 

til. 

Da forslaget til ændring af 4. direktiv endnu ikke er gennemført, tages der forbehold for 

ovenstående konklusioner på de områder, som omfattes af direktivændringen. 



Efter direktiverne og ÅRL skal målingen af anlægsaktiver tage udgangspunkt i anskaffelses- 

eller kostprisen, jf. direktivets art. 32 og 35, hhv. ÅRL § 27. For finansielle anlægsaktiver 

er alene anskaffelsesprisen relevant. 

I modsætning til materielle og immaterielle anlægsaktiver er afskrivning ikke relevant for 

finansielle anlægsaktiver, idet disse aktiver i princippet ikke formodes at have en begrænset 

brugstid. 

Efter ÅRL måles værdien af finansielle anlægsaktiver på anskaffelsestidspunktet til anskaffelsesværdien. 

Herefter er det under visse betingelser muligt at foretage opskrivning. 

Der er pligt til at nedskrive ved varige værdinedgange, men § 29, stk. 2, tillader herudover, 

at der foretages nedskrivning, selvom værdinedgangen ikke er varig. Muligheden 

for at benytte denne praksis for nedskrivning er frivillig. 

For finansielle aktiver, der er omsætningsaktiver, indeholder ÅRL en særlig målingsregel 

for børsnoterede værdipapirer, hvorefter disse kan måles til markedsværdi. 

Kapitalandele i dattervirksomheder og i associerede virksomheder kan iht. ÅRL § 40 

131

desuden måles efter indre værdis metode, der er en lovbestemt undtagelse fra lovens 

almindelige målemetoder. 

Efter den nuværende lov og direktivet er det ikke tilladt at regulere værdien af virksomhedens 

forpligtelser udfra andre målegrundlag end historisk nominel kostpris reduceret 

med afdrag. 

EU-kommissionen arbejder for tiden med en tilpasning af 4. direktiv, således at visse 

finansielle aktiver og forpligtelser kan tillades eller påbydes målt til dagsværdi, jf. det 

seneste udkast til ændringsforslag til 4. direktiv, dok. X/7029/98 af 15. september 1998, 

”Fair value accounting for financial instruments”. (Udkastet bygger bl.a. på IAS E62, der 

dog efterfølgende er blevet ændret på adskillige områder før vedtagelsen i IASC i december 

1998 som IAS 39). Efter udkastet får medlemsstaterne mulighed for at tillade eller 

kræve måling til dagsværdi på alle poster i balancen og afledte finansielle instrumenter 

med undtagelse af følgende poster: 

Aktiver: 

• Tegnet ikke indbetalt kapital 

• Etableringsomkostninger 

• Immaterielle aktiver 

• Materielle aktiver 



• Kapitalandele i associerede virksomheder 

• Tilgodehavender i associerede virksomheder 

• Egne aktier 

• Varebeholdninger 

• Periodeafgrænsningsposter 

Forpligtelser: 

• Hensættelser 

• Gæld 

• Obligationslån 

• Gæld til kreditinstitutter 

• Gæld vedr. køb af varer og tjenesteydelser 

• Vekselgæld 

• Gæld til tilknyttede virksomheder 

• Gæld til associerede virksomheder 

• Anden gæld, herunder skyldig selskabsskat og bidrag til sociale sikring 

• Perodeafgrænsningsposter 

132

På trods af forslaget har EU-kommissionen tidligere udtalt, at det ikke strider mod direktivet 

at måle hensættelser til dagsværdi. 

Forslaget definerer dagsværdien, så denne udgøres af: 

• Markedsværdien for de poster, hvor et marked hurtigt kan identificeres. 

• Markedsværdien afledt af markedsidentificerede komponenter i de poster, hvor der 

ikke hurtigt kan identificeres et marked for selve posten men for dets komponenter. 

• En beregnet værdi for de poster, hvor der ikke hurtigt kan identificeres et marked. De 

anvendte modeller og teknikker til beregning af dagsværdien skal sikre en fornuftig og 

forsigtig tilnærmelse til markedsværdien. 

• Såfremt posterne ikke kan måles pålideligt på en sådan måde, at de - som tilfældet er 

for markeds- og beregnede dagsværdier – er fri for fejl og skævheder, må posterne ikke 

måles til dagsværdi men skal i stedet for måles til historisk kostpris. 

• Varetilgodehavender og andre tilgodehavender behøver ikke at måles til dagsværdi, 

når deres værdi ikke er væsentlig forskellig fra historisk kostpris. 

Behandlingen af værdiændringerne, der stammer fra de løbende omvurderinger til 

dagsværdi, foreslås i udkastet behandlet således: 

• Værdiændringer i dagsværdi på poster, der er målt til sådan værdi, bør indeholdes i 

resultatopgørelsen for at nå frem til regnskabsårets resultat. Ved anvendelsen af årets 

resultat henlægges værdiændringen til en bunden reserve ”fair value reserve”. 

• Værdiændringer i dagsværdi på følgende poster skal ikke indeholdes i resultatopgørelsen 

men medtages direkte i en særskilt bunden reserve: 

• Poster, der betragtes som sikringsinstrumenter under et regnskabssystem for sikring, 

der tillader at værdiændring på sikringsinstrumenterne ikke vises i resultatopgørelsen. 

• Værdiændringer, der stammer fra omregning af monetære poster, som er en del af 

virksomhedens nettoinvestering i en udenlandsk tilknyttet virksomhed. 

EU-kommissionen lægger op til, at forslaget som helhed tages op til revision inden 3 år 

efter vedtagelsen. 

Realiteten bliver, såfremt direktivændringerne vedtages, at direktivets dækningsområde 

vedrørende måling til dagsværdi stort set kommer til at svare til det, som IAS 32 og IAS 

39 foreskriver. Se også afsnit 10.4.2.7 og 10.5.2.1, hvor direktivforslagets nye krav til 

noter og årsberetning er omtalt. 

LEF indeholder en bestemmelse, hvorefter erhvervsdrivende fonde kan undlade at nedskrive 

på ikke-erhvervsmæssige finansielle anlægsaktiver. Bestemmelsen stammer tilbage 

fra indførelsen af LEF og var bl.a. begrundet i, at fonde ville få vanskeligt ved at tilrettelægge 

en rimelig uddelingspolitik, hvis fondens overskud på grund af kursreguleringer 

133

var undergivet hyppige og store kurssvingninger. 

Udviklingen i erhvervsdrivende fondes aflæggelse af årsregnskab synes ikke at kunne 

begrunde en fastholdelse af bestemmelsen. 


Af IAS 39, pkt. 66 - 165, fremgår en række detailbestemmelser om måling af finansielle 

aktiver og forpligtelser. På tidspunktet for første indregning kræver standarden, at det 

finansielle aktiv eller forpligtelsen skal måles til kostpris, idet denne på dette tidspunkt 

svarer til dagsværdien af aktivet eller forpligtelsen. Transaktionsomkostninger tillægges 

på alle finansielle aktiver og forpligtelser. 

Den efterfølgende måling er mere kompliceret. Her skelnes mellem, om aktivet eller 

forpligtelsen påtænkes holdt til udløb, eller det forventes handlet tidligere. Endvidere 

skelnes mellem om aktivet eller forpligtelsens dagsværdi kan måles pålideligt. Standarden 

siger bl.a.: 

• Efterfølgende måling af finansielle aktiver og afledte aktivinstrumenter (derivater), 

hvis dagsværdi kan måles pålideligt, skal ske til dagsværdi, undtagen for: 

• lån og tilgodehavender, der er skabt af virksomheden og ikke påtænkes handlet 

• investeringer, der beholdes til udløb 

• finansielle aktiver, der ikke kan måles pålideligt der for de aktiver, der har fastsat 

udløbstidspunkt måles til den amortiserede kostpris ved anvendelse af den effektive 

interne rentes metode, og for de øvrige aktiver til kostpris. De nævnte finansielle 

aktiver er genstand for vurdering af nedskrivningsbehov (”impairment”, jf. 

IAS 36). Ændringsforslaget til 4. direktiv lægger op til samme regler. 

• Efterfølgende måling af finansielle forpligtelser, der påtænkes handlet, og afledte 

forpligtelsesinstrumenter (derivater), skal ske til dagsværdi. 

• Efterfølgende måling af finansielle forpligtelser, der ikke påtænkes handlet, skal ske 

til amortiseret kostpris. 

Baggrunden for at måle visse finansielle aktiver og forpligtelser til dagsværdi er, at det 

ofte er muligt at måle disse aktivers og forpligtelsers dagsværdi på en pålidelig måde. Det 

er derved muligt på dette område at operere med værdibaserede målegrundlag uden at gå 

på kompromis med pålideligheden. Dette skyldes, at værdien af et finansielt aktiv henholdsvis 

forpligtelse bestemmes af nogle ganske bestemte forhold ved de finansielle 

instrumenter, nemlig eksponeringen overfor: 

• Valutarisiko, f.eks. hvis virksomheden har en fordring eller en gæld i fremmed valuta. 

• Renterisiko, f.eks. hvis virksomheden har et fastforrentet tilgodehavende eller gæld. 

• Markedsrisiko, f.eks. hvis instrumentet handles på en fondsbørs, hvor udbud og efterspørgsel 

kan svinge over tid. 

• Kreditrisiko, f.eks. hvis virksomhedens tilgodehavende ikke indfries på grund af debitors 

konkurs. 

• Likviditetsrisiko, f.eks. fordi et tilgodehavende eller en gældsforpligtelse oftest ikke 

kan afvikles på anfordring. Derved risikeres et tab. 

134

Måling af finansielle aktiver og forpligtelser til dagsværdi omfatter efter definitionen på 

finansielle aktiver og forpligtelser i IAS 32 og IAS 39 (og RV U17, 2. udk.), jf. afsnit 

9.8.1.2, ikke: 

• Kapitalandele i dattervirksomheder. Disse skal måles til kostpris eller til indre værdi, 

jf. IAS 27. 

• Kapitalandele i associerede virksomheder. Disse skal måles til kostpris eller til indre 

værdi, jf. IAS 28. 

• Egne kapitalandele. Disse skal optages til 0, jf. SIC 16. Efter SIC 16 fratrækkes anskaffelsesprisen 

direkte på egenkapitalen. 

Ved måling af hensættelser vil værdien ofte bero på et skøn. Hvis der kan fastlægges en 

række mere eller mindre sandsynlige udfald, skal der ifølge IAS 37 udarbejdes et vægtet 

gennemsnit, der baserer sig på sandsynligheden og værdien ved de forskellige udfald. Et 

alternativ hertil kan være at måle værdien til det mest sandsynlige udfald. Måling skal ske 

til kapitalværdi – dog med undtagelse af udskudt skat, som ikke tillades diskonteret, jf. 

IAS 12. 


Måling af finansielle instrumenter skal kunne ske til dagsværdi i EU-kommissionens 

udkast til forslag om ændring af 4. direktiv. De nye regler vil i stort omfang svare til 

bestemmelserne i IAS 39. Det betyder bl.a., at finansielle instrumenter som hovedregel 

kan måles til dagsværdi. 

I forbindelse med arbejdet med ændringsforslaget i EU-kommissionen, har Danmark 

udtrykt ønske om, at gældsforpligtelser skal kunne indregnes til dagsværdi. Baggrunden 

er, at det forekommer naturligt at kunne måle forpligtelser, som kan handles på et aktivt 

og likvidt marked, til aktuel kursværdi. Det er dog endnu uvist, om denne mulighed 

medtages i forslaget. 

Hensættelser skal også såvidt muligt indregnes til dagsværdi – dog skal udskudt skat i 

overensstemmelse med IAS 12 måles uden diskontering. RVU 16 (2. udk.), pkt. 51 forbyder 

tilsvarende diskontering. Regnskabsteknisk Udvalg under FSR er dog opmærksom 

på, at problemet med diskontering endnu ikke har fundet sin endelige løsning internationalt. 

4. direktiv forbyder efter EU-kommissionens opfattelse ikke måling af hensættelser til 

dagsværdi. Denne opfattelse kan dog blive påvirket af forslaget til ændring af 4. direktiv, 

som forudsætter, at hensættelser ikke kan måles til dagsværdi. 

Visse finansielle aktiver skal ikke måles til dagsværdi. 

Kapitalandele i dattervirksomheder og associerede virksomheder skal måles til indre 

135

værdi. Ved anvendelse af den indre værdis metode sikres det, at afkastet af investeringen 

i dattervirksomheder eller associerede virksomheder løbende afspejles i regnskabet, hvorfor 

anvendelsen af indre værdi er mere relevant end anskaffelsesværdien. Anvendelsen af 

indre værdi betyder ligeledes, at egenkapital og årets resultat er identiske i årsregnskabet 

og koncernregnskabet, hvilket anses for ønskeligt af mange her i landet. 

Kravet om indregning til indre værdi skal ikke være afhængig af, om der udarbejdes koncernregnskab. 

Der må imidlertid tages hensyn til, at det i særlige tilfælde kan være vanskeligt eller 

endog umuligt at fremskaffe de nødvendige oplysninger til at kunne foretage måling til 

elimineret indre værdi i al fald i associerede virksomheder. Der skal derfor fortsat være 

en undtagelse for at eliminere intern fortjeneste ved måling til indre værdi af kapitalandele 

i associerede virksomheder, hvis de nødvendige oplysninger ikke er tilgængelige, jf. 

bek. § 18, stk. 2. Reglen i bek. § 18 omhandler koncernregnskaber, men der findes en 

tilsvarende undtagelsesbestemmelse i bek. § 9, stk. 8. Er der andre vanskeligheder ved at 

optage til indre værdi, skal en regel i lighed med ÅRL § 2 b, stk. 1, nr. 2 eller 3, kunne 

bringes i anvendelse. 

For små selskaber m.v. kan det være noget ressourcekrævende at opgøre den indre værdi. 

Derfor skal der være mulighed for, at små selskaber i klasse B fortsat kan benytte historisk 

kostpris som målegrundlag. 

Kapitalandele i joint-ventures (fællesledede virksomheder) skal såvidt muligt måles til 

indre værdi. Det er dog væsentligt at tage hensyn til, at der principielt er knyttet særlige 

betingelser til kapitalandele i joint ventures, her navnlig pligt og ret til at deltage i ledelsen 

af virksomheden, som kan føre til, at anskaffelsesprisen med efterfølgende almindelige 

op- og nedskrivninger er bedre. Se afsnit 11.5. om indregning og måling i koncernregnskabet 

ved hjælp af pro rata. 

Ved implementering af reglerne må der via ikrafttrædelsesbestemmelserne tages hensyn 

til, at der kan være visse overgangsproblemer i forbindelse med overgangen til måling til 

indre værdi i de tilfælde, hvor virksomheden ikke aflægger koncernregnskab. 

Egne aktier bør i lighed med SIC 16 som hovedregel måles til 0. Det skyldes, at der reelt 

er tale om en kapitalnedsættelse, uden at de selskabsretlige beskyttelsesregler iagttages. 

Erhvervelsen af egne kapitalandele skal fortsat – i overensstemmelse med ASL § 48 og 2. 

selskabsretsdirektiv – alene kunne ske, hvis selskabet anvender frie reserver til erhvervelsen. 

Indregningen i årsregnskabet skal ske som en balancepostering, idet en omkostning 

svarende til anskaffelsesværdien i resultatopgørelsen vil være misvisende for resultatopgørelsens 

præstationsudsagn. Afhændes egne kapitalandele senere, indregnes salgsværdien 

direkte på egenkapitalen. Ligeledes kan der være særlige problemer med ren balancepostering, 

hvis egne aktier anvendes som medarbejderaktier og lignende. Behov for resultatføring 

kan også være relevant for egne aktier, der i særlige tilfælde indgår som en 

136

del af en handelsportefølje. 

For at kunne vise værdien af egne kapitalandele bør der fortsat være mulighed for at 

kunne måle disse til dagsværdi. Endvidere har det også været antydet, at indregning til 0 

kan medføre manipulationsmuligheder med selskabets egenkapital. Indregning med værdi 

indebærer formentlig en fravigelse fra definitionen på aktiver, da egne aktier næppe ligger 

indenfor definitionen. 

De løbende værdireguleringer – såvel op- og nedskrivninger – af finansielle aktiver og 

forpligtelser skal følge reglerne i tilknytning til den forventede direktivændring, herunder 

eventuelle bindingskrav af årets resultat. Resultatførsel af værdiændringerne stemmer 

overens med den internationale udvikling og giver i øvrigt regnskabsbrugerne en god 

indikation af ledelsens præstationer. Det bliver derved lettere at benytte resultatopgørelsen 

til selskabsdeltagernes forvaltningskontrol af ledelsen. I tilfælde med effektiv sikring 

af eksisterende og forventede aktiver og forpligtelser og fremtidige transaktioners pengestrømme 

ved anvendelse af finansielle instrumenter skal løbende værdiændringer i overensstemmelse 

med direktivændringsforslaget og IAS 39 formentligt føres direkte på 

egenkapitalen. 

Resultatføring af værdireguleringerne harmonerer med EU-kommissionens ønsker om 

tilpasninger af direktiverne. I henhold til 2. direktiv skal de eventuelle nettoopskrivninger 

på anlægsaktiver og på derivater vedrørende ikke realiserede tab dog bindes som opskrivningshenlæggelser 

med henblik på at begrænse uddeling eller udlodning (fordeling) af 

ikke-realiserede værdistigninger. Der arbejdes i kommissionen for lempelse af kravet om 

tvungen binding af værdireguleringer i resultatopgørelsen som følge af virksomhedernes 

anvendelse af måling til dagsværdi på finansielle instrumenter. 

Den regnskabsmæssige behandling af erhvervsdrivende fondes ikke-erhvervsmæssige 

finansielle anlægsaktiver skal være undergivet ÅRL’s almindelige bestemmelser herom. 

Derfor skal fondes adgang i henhold til LEF § 28, stk. 3, 2. pkt., til at undlade at nedskrive 

på ikke-erhvervsmæssige finansielle anlægsaktiver ikke videreføres. Det kunne vurderes, 

hvorvidt fondsmyndigheden i særlige tilfælde af midlertidige kurssvingninger kan 

undtage fra uddelingsforbudet i tilfælde af manglende frie reserver. 

Da det flere gange omtalte forslag til ændring af 4. direktiv endnu ikke er gennemført, og 

det bygger på den nu afløste IAS E62, tages der forbehold for ovenstående konklusioner 

på de områder, som omfattes af direktivændringen. 

9.9. Indregning og måling af ikke-finansielle omsætningsaktiver 



4. direktiv og ÅRL indeholder en negativ definition af omsætningsaktiver. Der henvises 

137

her til afsnit 7.7.2, hvor mulige afgrænsninger mellem anlægs- og omsætningsaktiver er 

nærmere diskuteret. 

Vedrørende behandling af finansielle omsætningsaktiver henvises til afsnit 9.8 ovenfor. 

Herudover udgøres omsætningsaktiver efter loven og direktivet af: 

• Råvarer og hjælpematerialer 

• Varer under fremstilling 

• Fremstillede færdigvarer og handelsvarer 

• Igangværende arbejder for fremmed regning 

• Forudbetalinger for varer 


IAS 2 definerer varebeholdninger i pkt. 4: 

138 

Inventories are assets: 

(a) held for sale in the ordinary course of business; 

(b) in the process of production for such sale; or 

(c) in the form of materials or supplies to be consumed in the production process or in the rendering of 

services. 

RV 8 har en stort set identisk definition i pkt. 5. 


Der skal ikke indføres en definition af ikke-finansielle omsætningsaktiver. Der henvises 

til begrundelsen i afsnit 9.6.1.3 om materielle anlægsaktiver. 



Indregning af værdien af varebeholdninger er knyttet til indregningen af nettoomsætning 

– og dermed avance – i resultatopgørelsen. Indregningen har også betydning for størrelsen 

af virksomhedens produktionsomkostninger og størrelsen af varebeholdninger 

og/eller varedebitorer. 

Praksis har indtil videre koncentreret sig om to indregningsmetoder for nettoomsætning, 

nemlig salgsmetoden og produktionsmetoden. 

Salgsmetoden er udledt af lovens § 22. Her defineres nettoomsætningen som ”indtægterne 

ved salg af produkter og tjenesteydelser, der henhører under selskabets ordinære drift, 

med fradrag af prisnedslag herpå samt af merværdiafgift og anden skat, der er direkte 

forbundet med salget”. Kombineres denne definition med lovens krav om, at kun konstaterede 

fortjenester må medtages, antages normalt, at virksomheden først må indregne 

indtægter fra varesalg på det tidspunkt, hvor ejendomsretten til varerne overgår fra virksomheden 

til en køber, dvs. normalt leveringstidspunktet. I praksis er indregningstidspunktet 

blevet fortolket som faktureringstidspunktet, hvis dette står i umiddelbar tilknyt-

ning til salget. 

Udtrykket ”faktureringsmetoden” er ikke udtrykkeligt nævnt i loven, men var forudsat i 

forarbejderne til loven. Metoden skal dog fraviges, hvis faktureringen tidsmæssigt ligger 

for fjernt fra den faktiske overgang af risiko. Der er tale om en praktisk metode, som ikke 

er ubetinget korrekt. Teoretisk taler man snarere om leveringskriteriet. 

Produktionsmetoden benyttes i praksis ved entreprisekontrakter og andre former for arbejder 

for fremmed regning. Her indregnes en partiel forventet omsætning og tilhørende 

omkostninger ofte i takt med udførelsen af arbejdet. 

Indregningen af nettoomsætningen i takt med produktionen sker, fordi faktureringstidspunktet 

medfører et regnskab, som ikke afspejler størrelsen af og udviklingen i virksomhedens 

egentlige aktivitet. 

Det er forudsat i forarbejderne til ÅRL, at produktionsmetoden vil kunne benyttes som en 

fravigelse af ÅRL i de tilfælde, hvor produktionsmetoden bedre giver et retvisende billede. 

Metoden ligger indenfor direktivets rammer, jf. Fortolk.medd. afsnit 2.5.4, pkt. 35-36: 

35. Ved langtidskontrakter forstås normalt kontrakter, der vedrører arbejde eller tjenesteydelser, der 

strækker sig over en periode på over et år. Der findes forskellige metoder, der dækker dette forhold. 

Ved en af metoderne medregnes fortjenesten ved kontrakten først, når kontrakten er opfyldt (completed 

contract method). Ved en anden metode sættes den fortjeneste, der skal medregnes, i forhold 

til den del af kontrakten, der er opfyldt ved udgangen af regnskabsåret (percentage of completion 

method). Begge metoder kan anvendes i henhold til direktivet. 

36. Sidstnævnte kan dog kun anvendes på betingelse af, at der udvises behørig forsigtighed som anført 

i artikel 31, stk. 1, litra c). Det betyder med andre ord, at 

a) hele kontraktindtægten skal være kendt 

b) den afsluttede arbejdsdel skal kunne beregnes præcist, og 

c) arbejdet under kontrakten skal være tilstrækkeligt fremskredent. 

Metoden finder alene anvendelse på posten ”igangværende arbejder for fremmed regning”, 

idet f.eks. indregning af forventet nettoomsætning fra egenproduktion ikke vil 

opfylde kravet om pålidelighed – og næppe heller kravet om relevans, da et efterfølgende 

salg er for usikkert. 

En virksomhed kan udmærket operere med flere metoder for indregning af indtægter, så 

en del af avancen på en aktivitet indregnes i takt med produktionen, medens avancen for 

en anden del af aktiviteten indregnes på faktureringstidspunktet. Det kan skyldes, at kun 

en del af aktiviteten vil kunne opfylde indregningskriterierne i takt med produktionen. 

Det gælder i særlig grad i koncernregnskabet. 


I IAS 18, pkt. 14, opsættes en række betingelser for indregningen af omsætningen i forbindelse 

med salg af varer. Disse er: 

….. 

139

140 

(a) the enterprise has transferred to the buyer the significant risks and rewards of ownership of the 

goods; 

(b) the enterprise retains neither continuing managerial involvement to the degree usually associated 

with ownership nor effective control over the goods sold; 

(c) the amount of revenue can be measured reliably; 

(d) it is probable that the economic benefits associated with the transaction will flow to the enterprise; 

and 

(e) the costs incurred or to be incurred in respect of the transaction can be measured reliably. 

I pkt. 20 opstilles modificerede kriterier for indregning af omsætning på serviceydelser 

som følge af denne ”vares” ikke-fysiske karakter. 

I forbindelse med benyttelsen af produktionsmetoden opstiller RV 6 følgende krav, som 

skal opfyldes: 

• Der skal foreligge en kontrakt med tredjemand om anlæg, opførelse eller bygning af et 

større aktiv eller projekt. 

• Gennemførelse af kontrakten strækker sig over en længere periode – ofte i mere end 

ét regnskabsår. 

• Kontrakten er som altovervejende hovedregel indgået før arbejdets igangsættelse. 

• Ejendomsretten til arbejdet overgår til kontraktgiver i takt med arbejdets udførelse. 

Såvel Fortolk.medd. som FSR’s vejledning operationaliserer derved de generelle indregningskriterier, 

særligt om pålidelighed og målelighed. FSR’s vejledning er opbygget med 

baggrund i IAS 11. 


ÅRL og direktiverne synes at forudsætte benyttelse af salgstidspunktet som indregningstidspunkt. 

EU-kommissionen har efterfølgende udtalt, at også produktionsmetoden kan 

benyttes indenfor direktivets rammer. 

Imidlertid må indregningstidspunktet vurderes i forhold til de grundlæggende regnskabsprincipper 

i direktivets art. 31 (og ÅRL § 26), hvorefter kun konstateret fortjeneste må 

indregnes. Dette betyder bl.a., at ydelser, der faktureres til kunder inden virksomheden 

har præsteret sin del af ydelsen, ikke kan indtægtsføres, jf. også princippet i produktionsmetoden. 

Loven skal kræve indregning på ”salgstidspunktet”, hvilket vil svare til IAS 18’s indregningstidspunkt. 

”Salgsbasis” kan udmøntes ved leveringsmetoden (faktureringsmetoden), 

produktionsmetoden eller anden metode. Valg af metode skal ske udfra kravene om relevans 

og pålidelighed. 



Nettoomsætning måles til salgsværdi eller – ved brug af produktionsmetoden - en forholdsmæssig 

andel af salgsværdien, der beregnes udfra færdiggørelsesgraden. Efter loven

og direktiverne må moms og lign. omsætningsskatter ikke indregnes. Se her Fortolk.medd., 

pkt. 23. 

Frem til det tidspunkt, hvor nettoomsætning indregnes, vil varebeholdningerne blive 

opgjort efter historiske anskaffelses- eller kostpriser, idet en måling til f.eks. salgsværdi 

ikke opfylder kriterierne om relevans og pålidelighed. Den historiske anskaffelses- eller 

kostpris kan imidlertid opgøres efter forskellige metoder. 

ÅRL og direktiverne tillader – men kræver ikke – at indirekte omkostninger indregnes 

ved målingen af værdien af varebeholdninger, der opgøres til historisk kostpris. Indirekte 

produktionsomkostninger omfatter alle produktionsomkostninger, der ikke direkte kan 

henføres til de producerede enheder, herunder både faste og variable ”overhead”omkostninger. 

ÅRL og direktiverne tillader – men kræver ikke – at renter af kapital, der er lånt til at 

finansiere varer, og som vedrører fremstillingsperioden, kan indregnes i kostprisen. Det 

vil navnlig være relevant ved finansiering af igangværende arbejder med lang produktionstid. 

ÅRL og direktiverne tillader, at der af praktiske årsager gøres en antagelse om, hvilke 

varer der ligger på lager og hvilke, der er solgt eller forbrugt. Det er nødvendigt, når de 

enkelte varer har forskellige anskaffelses- eller kostpriser. 

Efter loven tillades FIFO-metoden (”først ind-først ud”), vejede gennemsnitspriser eller 

lign. metode benyttet. LIFO-metoden (”sidst ind-først ud”) blev afskaffet i 1996, idet 

denne blev anset for misvisende, da varebeholdningerne herved bliver målt til en alt for 

lav værdi. LIFO-metoden indebærer omvendt, at målingen af dele af ressourceforbruget i 

resultatopgørelsen sker til genanskaffelsesværdier. 

Efter bek. § 5, stk. 3, og direktivet er det tilladt at fratrække forudbetalinger fra kunder – 

der normalt opføres som passiv – i aktivposten Varebeholdninger. Her er tale om en 

fravigelse af det normale modregningsforbud. 

Formålet med modregningen er, at de to poster er nært forbundne, uden dog nødvendigvis 

at opfylde de juridiske betingelser for modregning. Bestemmelsen benyttes ofte ved forudbetalinger, 

der betales for entrepriseopgaver, der løber over flere år, idet disse poster er 

nært forbundne. Se også afsnit 7.6.4, hvor EU-kommissionens holdning til modregning er 

gengivet. 

Den nuværende lov og direktivet kræver nedskrivninger af varebeholdninger til disses 

nettorealisationsværdi. I modsætning til, hvad der gælder for anlægsaktiver, indeholder 

nedskrivningsbestemmelsen for omsætningsaktiver ingen krav om varighed af værdinedgangen. 

Det er også muligt at opskrive værdien af varebeholdninger, dog ikke højere end genanskaffelsesværdien. 

Her gælder ingen pligt. 

141

Vedrørende den resultatmæssige behandling af op- og nedskrivninger gælder samme 

regler som for anlægsaktiver. Nedskrivninger skal passere resultatopgørelsen, medens 

opskrivninger skal føres direkte på egenkapitalen. 


Efter IAS 18 skal indregning af nettoomsætning ske uden tillæg af moms og andre omsætningsskatter. 

Det præciseres endvidere, at skatter og afgifter, som virksomheden opkræver 

på vegne af tredjemand, i det hele taget holdes udenfor nettoomsætningen. 

IAS 2 foreskriver tvungen indregning af indirekte omkostninger som en del af varebeholdningernes 

kostpris, jf. IAS 2, pkt. 10. RV 8 udsteder alene en anbefaling heraf, jf. 

RV 8, pkt. 48. 

Indregning af renter er behandlet i IAS 23. Her gives undtagelsesvist mulighed for at 

indregne renteudgifter, som kan henføres direkte til de producerede varer, jf. standardens 

pkt. 11. 

I modsætning til RV 8 tillades LIFO-metoden som et alternativ i IAS 2. 

IAS 2 tillader ikke opskrivning af varebeholdninger. 


Nettoomsætningen skal som udgangspunkt opgøres på tilsvarende måde som i IAS 18. 

Imidlertid kræver 4. direktivs art. 28, at punktafgifter skal indeholdes i nettoomsætningen. 

Dette støttes i Fortolk.medd. Denne forskel mellem IAS 18 og direktivet må falde ud 

til fordel for direktivets bestemmelse. 

Det værdibaserede regnskabskoncept indebærer, at indirekte produktionsomkostninger 

såvidt muligt skal indgå i opgørelsen af kostprisen af varebeholdninger. Derved kommer 

værdien af varebeholdninger tættere på virksomhedens kapitalværdi af de pågældende 

aktiver. Indregning af indirekte omkostninger i kostprisen harmonerer i øvrigt også med 

det transaktionsbaserede regnskabskoncepts matchingprincip. For små selskaber m.v. 

modsvares nytteværdien ved at indregne IPO ikke altid de omkostninger, der er herved. 

Derfor skal små selskaber omfattet af klasse B kunne vælge ikke at indregne IPO. 

Da der ofte kan være stor vilkårlighed ved indregning af renteudgifter som en del af varelageret, 

skal dette fortsat ikke være påkrævet. Muligheden skal dog opretholdes i de 

tilfælde, hvor renteudgifterne kan henføres direkte til de producerede varer. 

Spild, ledig kapacitet, svind m.v. må i lighed med i dag ikke påvirke målingen af varebeholdningerne. 

De nuværende beregningsmetoder for måling af værdien af varelageret – dvs. FIFO, vejet 

142

gennemsnit eller lignende metode - skal videreføres. Imidlertid skal præciseres, at metodevalget 

skal afspejle den fysiske varestrøm. I dag vælges metoden ofte udfra tilfældige 

kriterier. 

Bestemmelsen om modregning mellem varebeholdninger og forudbetalinger skal opretholdes. 

Dog skal kriterierne for anvendelsen skærpes, så der lægges vægt på, at de to 

poster skal have en nær sammenhæng, herunder at forudbetalingerne kan henføres til den 

pågældende varebeholdning. LIFO-metoden vil derfor normalt heller ikke kunne benyttes 

i fremtiden. 

Der skal fortsat gælde op- og nedskrivningsregler, dog således at et valg af opskrivning 

indebærer en efterfølgende konsekvent brug af genanskaffelsesværdien. Opskrivningsreglen 

skal præciseres, så alene genanskaffelsesværdien kan benyttes som målegrundlag. 

Pligten til at nedskrive til nettorealisationsværdi giver ikke mulighed for at foretage en 

nedskrivning, hvor der gøres plads til normalavance. Dette blev også præciseret ved lovændringen 

i 1996. Se også definitionen af nettorealisationsværdi i afsnit 7.4. 

Da IAS 2 ikke tillader opskrivninger af varebeholdninger, skal brug af opskrivningsinstituttet 

ikke være tvunget, selvom dette stemmer bedst overens med det værdibaserede 

regnskabskoncept. 

Det er beklageligt, at den samme usystematik i den resultatmæssige behandling af op- og 

nedskrivninger som omtalt i afsnit 9.6.3 om anlægsaktiver, gør sig gældende her. Det 

følger af 4. direktiv. 

9.10. Pengestrømsopgørelse 

Formålet med pengestrømsopgørelsen er at bidrage til regnskabsbrugers viden om selskabets 

pengestrømme fordelt på drift, investering og finansiering. 

En pengestrømsopgørelse kan give svar på væsentlige spørgsmål som f.eks.: 

• Kan selskabets drift dække de løbende investeringer? 

• Hvor mange midler anvendes på investeringer? 

• Hvorledes udvikler selskabets likviditet sig? 

• Hvor mange midler kan udbetales i udbytte? 

Mange af oplysningerne vil kunne udledes indirekte af årsregnskabet. Derfor er det ofte 

heller ikke den store byrde for selskaberne at udarbejde opgørelsen. Til gengæld er den til 

stor nytte for særligt mindre kyndige regnskabsbrugere. 

I praksis kan opstillingen af pengestrømsopgørelsen ske efter den direkte eller den indirekte 

metode 21 . 

21 Ved den indirekte metode tages udgangspunkt i én af resultatopgørelsens mellemtotaler, 

som korrigeres for resultatførte beløb, der ikke har medført ind- eller udbetalinger. Ved den 

direkte metode vises indbetalinger fra kunder og udbetalinger til leverandører, personale 

m.v. Valget mellem de to metoder er derfor et præsentationsmæssigt spørgsmål. 

143


I dag er alene børsnoterede og statslige aktieselskaber forpligtet til at udarbejde en pengestrømsopgørelse, 

jf. ÅRL § 5, stk. 3, og RFU § 17, jf. RV 11. Selskabet kan undlade at 

udarbejde pengestrømsopgørelsen, hvis det indgår i en koncern, hvor moderselskabet 

udarbejder en pengestrømsopgørelse, der også omfatter selskabet. 

9.10.2. Danske og internationale regnskabsvejledninger 

FSR har udarbejdet en særskilt regnskabsvejledning om pengestrømsopgørelsen, RV 11. I 

vejledningen redegøres for: 

• Formålet med pengestrømsopgørelsen i årsregnskabet 

• Pengestrømsopgørelsens indhold 

• Præsentation og oplysning i årsregnskabet 

Vejledningen tillader, at pengestrømsopgørelsen udarbejdes udfra den direkte eller den 

indirekte metode. 

Den danske vejledning er opbygget med baggrund i IAS 7. 


Pengestrømsopgørelsens informationer er meget relevante for regnskabsbruger i relation 

til at vurdere virksomhedens evne til at frembringe likviditet, indfri forpligtelser og udbetale 

udbytte samt til at vurdere virksomhedens behov for ekstern finansiering. Hertil 

kommer, at en pengestrømsopgørelse - alt andet lige - har større værdi i et værdibaseret 

regnskab end i et transaktionsbaseret. 

Nytten af en pengestrømsopgørelse i store og mellemstore virksomheder vurderes at være 

større end omkostningerne ved at udarbejde denne, hvorfor pligten til at udarbejde en 

pengestrømsopgørelse skal udvides til også at omfatte de virksomheder, der er omfattet af 

regnskabsklasse C. Dette er i øvrigt i overensstemmelse med anbefalingerne i RV 1. 

Udarbejdes der en pengestrømsopgørelse for koncernen som helhed, skal der ikke stilles 

krav om, at der udarbejdes en særskilt opgørelse for moderselskabet, hvilket er i overensstemmelse 

med RV 11. 

Praksis for udarbejdelse af pengestrømsopgørelsen ligger rimeligt fast som følge af RV 

11, der løser de fleste tvivlsspørgsmål, og der er derfor ikke behov for mere detaljeret 

regulering heraf i en ny lov, end af hvad der følger af ÅRL § 5, stk. 3. 

9.11. Halvårsrapport 


I dag skal statslige aktieselskaber udarbejde og indsende halvårsrapport til Erhvervs- og 

Selskabsstyrelsen med henblik på offentliggørelse. En tilsvarende forpligtelse gælder for 

144

ørsnoterede virksomheder i forhold til Københavns Fondsbørs. Halvårsrapporten skal 

indsendes til styrelsen/fondsbørsen senest 2 måneder efter udløbet af halvåret. 

I henhold til ÅRL § 56 a skal halvårsrapporten dække de første seks måneder af selskabets 

regnskabsår og skal indeholde oplysning om følgende hoved- og nøgletal for indeværende 

og forrige halvårsperiode: 

• Nettoomsætning 

• Resultat af ordinær primær drift 

• Resultat af finansielle poster 

• Resultat af ekstraordinære poster 

• Resultat efter skat 

• Balancesummen ved udløbet af halvårsperioden 

• Periodens væsentlige investeringer i materielle anlægsaktiver 

• Egenkapital 

Herudover skal halvårsrapporten indeholde: 

• En pålidelig redegørelse for udviklingen i selskabets aktiviteter og forhold. 

• En redegørelse for selskabets forventede udvikling. 

• En redegørelse for eventuelle særlige forudsætninger, som selskabet har lagt til grund 

for omtalen af den forventede udvikling. 

• Oplysninger om væsentlige beslutninger, som bestyrelsen har truffet i den pågældende 

halvårsperiode. 

Det er antaget, at kontinuitetskravet, going concern og de øvrige grundlæggende principper 

finder anvendelse på halvårsrapporten. Det er ligeledes antaget, at der skal gives 

oplysninger om anvendt regnskabspraksis – i hvert fald i de tilfælde, hvor der er sket 

ændringer siden aflæggelse af det seneste årsregnskab. Se her Fondsbørsens Afgørelser 

og Udtalelser 1992, pkt. 2.4. 

Halvårsrapporten kræves ikke revideret. 


Der henvises til IAS 34 – ”Interim Financial Reporting”. Standarden beskriver minimumskravene 

til indholdet i interim rapporten. Derimod beskæftiger den sig ikke med 

hvilke virksomheder standarden skal gælde for, hvor ofte rapporten skal udarbejdes samt 

hvor hurtigt efter regnskabsafslutningen den skal udarbejdes. 


Halvårsrapporten sikrer regnskabsbruger aktuelle oplysninger om selskabernes økonomiske 

udvikling. Det vil derfor ligeledes være relevant for regnskabsbruger at få disse oplysninger 

for store virksomheder. Dog synes nytten størst for børsinvestorer af hensyn til 

halvårsrapportens betydning for kursdannelsen. 

145

Man finder ikke, at nytten ved udarbejdelse af halvårsrapport vil stå i rimeligt forhold til 

den yderligere byrde, man vil pålægge store ikke-børsnoterede virksomheder. På denne 

baggrund skal disse virksomheder derfor ikke underlægges krav om udarbejdelse af halvårsrapport. 

I henhold til den nugældende lov skal alle statslige aktieselskaber i en koncern udarbejde 

halvårsrapport. Det synes fremover at være tilstrækkeligt, at det øverste statslige aktieselskab 

udarbejder en konsolideret halvårsrapport. 

146

10. Oplysninger 

10.1. Generelt 

Som supplement til balance, resultatopgørelse og pengestrømsopgørelse, der må betegnes 

som kernen i årsrapporten, skal denne indeholde en række oplysninger. Der er her dels 

tale om oplysninger om transaktioner og begivenheder, der ikke kan indregnes og måles, 

dels oplysninger af mere generel karakter. Endvidere er der tale om oplysninger til hjælp 

for kapitalejernes kontrol med ledelsen m.v. 

Opdelingen i resultatopgørelse, balance og pengestrømsopgørelse på den ene side, og 

oplysninger på den anden side, svarer til opdelingerne i IASC’s og FASB’s begrebsrammer. 

Se f.eks. IASC’s begrebsrammes pkt. 21. 

10.2. Kvalitetskrav til oplysningerne 

Oplysningerne udgør sammen med opstillingerne en helhed. Det er denne helhed – årsrapporten 

- der skal give et retvisende billede af virksomhedens økonomiske forhold. 

Formålet med årsrapporten – at tilgodese brugernes behov for et beslutningsgrundlag – 

indvirker derfor også på kravene til oplysninger. Det er derfor væsentligt, at de kvalitetskrav, 

der er foreslået i afsnit 7.3, så vidt muligt også overføres på årsrapportens oplysninger. 

Det betyder, at årsrapporten – herunder oplysningerne - skal være relevant i forhold til 

regnskabsbrugernes informationsbehov. Informationerne skal også være pålidelige og 

sammenlignelige. Imidlertid skal gøres nogle tilføjelser til kvalitetskravene, som disse er 

beskrevet i afsnit 7.3. 

10.2.1. Relevans 

Ved relevante oplysninger forstås oplysninger, der har indflydelse på brugernes økonomiske 

beslutninger. 

For oplysninger er det også nødvendigt at arbejde med væsentlighed for at begrænse 

mængden af oplysninger til fordel for overskueligheden. Væsentlighedsniveauet skal 

fastsættes udfra regnskabsbrugers normalt antagne forudsætninger, jf. afsnit 7.3.1.2. Er 

der tvivl om, hvorvidt regnskabsbruger finder en given oplysning om f.eks. regnskabspraksis 

væsentlig, må oplysningen imidlertid ikke udelades. 

Cost-benefit-vurderingen, jf. afsnit 7.3.1.1, spiller ligeledes en vigtig rolle ved fastlæggelsen 

af oplysningskravene. I den gældende lovgivning stilles lempeligere oplysningskrav 

til små virksomheder, hvilket tildels skyldes en cost-benefit afvejning. 

Når der i årsregnskabet mangler oplysning om et bestemt fænomen, kan det enten fortolkes 

som ”fænomenet har værdien nul” eller ”oplysningen er ikke relevant”. 

Erfaringsmæssigt har der vist sig at være vanskeligheder med at afgøre, hvorledes ”nuloplysninger” 

skal medtages i årsrapporten. Skal der eksempelvis oplyses om ledelsesve- 

147

derlag, selvom dette udgør kr. 0? Og skal det oplyses i årsberetningen, at der ikke er 

forsknings- og udvikling i virksomheden? 

Holdningen hertil kan være højst forskellig hos udarbejderne af regnskaber. Dette kompliceres 

af, at der nok kan være tale om et tal eller et fænomen, men at dette kan være så 

ubetydeligt, at det under henvisning til væsentlighed alligevel ikke vises. Da det samtidigt 

er kendt, at en del virksomheder – for deres eget vedkommende – ikke tillægger oplysninger, 

der skal tilgodese kontrolformål, den store betydning, kan regnskabsbrugerne føle 

sig ladt i stikken. 

Direktivet og den nugældende lovgivning tilgodeser reelt kun dette problem for så vidt 

angår selve regnskabsposterne. Her giver bek. § 3, stk. 2, mulighed for at udelade poster, 

hvis posten for indeværende og forrige regnskabsår er nul. I forbindelse med afgivelse af 

oplysninger, har loven imidlertid ikke givet en løsning. 

Relevanskravet tilsiger, at der ikke må opstå tvivl om, hvorvidt udeladelsen af en given 

oplysning skyldes, at oplysningen er ”0”, eller at den ganske enkelt ikke er aktuel for den 

pågældende virksomhed, eventuelt på grund af uvæsentlighed. 

10.2.2. Pålidelighed 

Ved pålidelighed forstås verificerbarhed og gyldig repræsentation. 

At oplysninger skal være pålidelige, betyder ikke, at de skal kunne verificeres på samme 

måde som de forhold, der indregnes i resultatopgørelse og balance. Nogle oplysninger – 

f.eks. specifikationer m.v. af indregnede poster – kan sidestilles med selve posterne i 

pålidelighed, mens andre – mere kvalitative oplysninger – ofte ikke kan verificeres på 

samme måde som de indregnede regnskabsposter. 

Oplysningernes funktion – bl.a. at supplere årsregnskabet med oplysninger i de tilfælde, 

hvor et forhold på grund af manglende pålidelighed ikke må indregnes – tilsiger derfor, at 

pålidelighedsniveauet – særligt verificerbarhed – kan ligge på et lavere niveau. På den 

anden side må oplysningerne ikke være så upålidelige, at der ikke kan fæstnes lid til dem 

overhovedet. 

Udover verificerbarhed består pålideligheden af kravet om gyldig repræsentation. Kvalitative 

oplysningers pålidelighed er snarere et spørgsmål om denne repræsentation, dvs. 

realismen i de pågældende oplysninger. Realismen må bl.a. vurderes på baggrund af de 

forudsætninger, der ligger til grund for ledelsens oplysninger om de pågældende forhold. 

Men i det hele taget må realismen afgøres udfra virksomheden som helhed. 

10.2.3. Sammenlignelighed 

Sammenligneligheden giver mulighed for, at regnskabsbruger kan sammenligne den pågældende 

virksomhed over tid og sammenligne virksomheden med andre, tilsvarende 

virksomheder. 

148

Sammenligneligheden af de afgivne oplysninger kan ofte ikke leve op til samme ”objektive” 

grad af sammenlignelighed, som de indregnede regnskabsposter i kraft af indregningskriterierne 

skal leve op til. Det er derfor også nødvendigt at se kravet i dette lys. 

Oplysningers sammenlignelighed – særligt kvalitative oplysninger – bliver derfor ofte et 

spørgsmål om præsentation og væsentlighed. Men også neutralitet i oplysningerne er 

afgørende. Disse forhold må holdes nøje for øje, når regnskabsbruger skal bibringes 

sammenlignelige oplysninger. 


Begrebsrammens kvalitetskrav – og dermed kravet om et retvisende billede - skal overføres 

til også at gælde for oplysninger. Imidlertid må fortolkningen af kvalitetskravene 

afpasses efter det forskellige ambitionsniveau mellem balance og resultatopgørelse på den 

ene side og oplysningerne på den anden side. 

Det er relevant for regnskabsbrugerne at vide, hvad der ligger bag en manglende oplysning. 

Det forekommer mest hensigtsmæssigt at påregne, at manglende oplysning skyldes 

manglende behov for oplysning. Det kan så enten være fordi det er irrelevant eller fordi 

beløbet er nul. Der skal derfor i loven opstilles en formodning for, at manglende oplysning 

svarer til en oplysning om et nulbeløb eller, at der ikke skal være noget beløb, medmindre 

andet fremgår af sammenhængen eller oplyses særskilt i årsrapporten. Ledelsens 

ansvar for en nul-oplysning skal svare til ansvaret for udtrykkelige oplysninger. 

Hvad der kan udledes af sammenhængen afhænger af den typiske regnskabsbrugers forventninger 

og forhåndsformodninger. Som eksempel på oplysninger, hvor regnskabsbruger 

normalt vil have visse forventninger og forhåndsformodninger, er oplysning om løn 

til medarbejdere og vederlag til ledelsen. Her skal derfor altid gives oplysninger, selvom 

f.eks. ledelsesvederlaget udgør 0 kr. Derimod skal oplysninger egne kapitalandele kun 

gives, hvis selskabet besidder sådanne. 

10.3. Oplysningsformerne – en opdeling 

I Begrebsrammen underopdeles oplysninger ikke, således som det er kendt fra direktiverne 

og ÅRL. Oplysninger opdeles i praksis i følgende supplerende elementer: 

• noter 

• årsberetning 

• andre supplerende beretningsarter 


I ÅRL er oplysningerne i overensstemmelse med 4. direktiv opdelt i notekrav og krav til 

årsberetningen. 

I ÅRL indeholder noterne typisk talmæssige oplysninger, eventuelt suppleret med verbale 

oplysninger. De omhandler typisk enkelte eller sæt af posters forhold. Oplysningerne i 

årsberetningen vil derimod ofte være verbale og omhandler normalt virksomheden som 

149

helhed eller i det mindste en flerhed af poster. Disse opdelingskriterier overholdes imidlertid 

ikke i alle henseender i den nugældende lov. 

Der hersker derfor generel usikkerhed om grænsefladen mellem årsberetningen og noterne. 

Der har været tvivl om, hvorvidt en oplysning - f.eks. om praksisændringer – mest 

hensigtsmæssigt skulle placeres i årsberetningen eller i noterne. Ligeledes har der fra 

visse brugere været ønske om, at f.eks. oplysninger om storaktionærer gives i noterne 

fremfor i årsberetningen. 

Det følger af ÅRL § 2, stk. 1, at årsberetningen ikke er en del af årsregnskabet. Der er 

derfor opstået tvivl om, hvorvidt supplerende oplysninger efter ÅRL § 4, stk. 3, kan gives 

i årsberetningen, da bestemmelsen strengt taget kun sætter krav til årsregnskabet. 

Da små selskaber i visse tilfælde kan undlade at udarbejde årsberetning, endsige undlade 

at lade den offentliggøre sammen med årsregnskabet, jf. ÅRL § 64 f, forudsættes det 

normalt, at oplysninger, der efter direktivet skal placeres i årsberetningen, af medlemsstaterne 

kan kræves givet i årsregnskabet. Derimod kan oplysninger, der skal være i årsregnskabet, 

ikke alternativt placeres i årsberetningen. 


Internationalt opdeler man ikke oplysninger i årsberetning og noter på samme måde, da 

der alene skelnes mellem årsregnskabet (resultatopgørelse, balance og pengestrømsopgørelse) 

og oplysninger. Det er dog et spørgsmål, om IASC i kraft af IAS 1 er ved at ændre 

kurs på dette område. Efter IAS 1, pkt. 8, åbnes således mulighed for, at ledelsen afgiver 

en kort supplerende beretning om virksomhedens forhold som helhed, herunder om andre 

forhold, som må anses for relevante for regnskabsbrugeren. 

I Danmark er udstedt RV 12 om indholdet i ledelsens årsberetning. Denne vejledning 

uddyber på nogle felter lovens krav, men lægger ikke op til væsentlige ændringer, ligesom 

den ikke omtaler supplerende rapporter. 


En ny lov skal indeholde en mere klar afgrænsning af, hvilke oplysninger der skal opføres 

i noterne, og hvilke der mest hensigtsmæssigt placeres i årsberetningen. Afgrænsningen 

skal afhjælpe den usikkerhed der i dag eksisterer om placeringen af oplysningerne. 

Samtidig vil det være hensigtsmæssigt at omdøbe årsberetningen til ledelsens årsberetning 

eller ledelsesberetning for at understrege dens betydningen og skabe større afstand 

til ordet ”årsrapport”, der er et samleudtryk for balance, resultatopgørelse, pengestrømsopgørelse, 

noter, ledelsesberetning og eventuelle supplerende rapporter. 

150

Følgende afgrænsning af oplysningsgrupperne er hensigtsmæssig: 

Ledelsens årsberetning 

Ledelsens årsberetning skal indeholde generelle oplysninger om virksomheden. Eksempelvis om forventninger 

til fremtiden, om det forløbne år, om generelle markeds-, finansierings- og valutarisici. Beretningen 

kan oplyse om virksomhedens videnkapital, miljøforhold, forholdet til medarbejdere og omverdenen osv. 

Ofte er sådanne oplysninger optaget i supplerende rapporter. 

Noteoplysninger 

Noteoplysninger er 

1. beskrivelse af anvendt regnskabspraksis og ændringer heri, 

2. oplysninger, der supplerer og specificerer konkrete poster i resultatopgørelse og balanceposter, herunder 

eventualposter, 

3. oplysninger om regnskabsposter, der normalt indregnes, men f.eks. på grund af en skadesklausul (f.eks. 

§ 49 a) alligevel ikke indregnes, og 

4. oplysninger om nærstående parter (koncernvirksomheder, medarbejdere, ledelse, og ejere), og om revisor. 

Supplerende rapporter 

De supplerende rapporter indeholder typisk opgørelser i andre enheder end møntenheder og behandler en 

del af virksomhedens værdier fra andre synsvinkler. 

10.4. Noteoplysninger – nye krav og forenklinger af eksisterende 

En oversigt over de nugældende notekrav i ÅRL, bek, ASL og RFU findes i bilag 2. 

Bilaget opdeler notekravene i forhold til de fire kategorier, der er nævnt i afsnit 10.3.3 

ovenfor. 

10.4.1. Skadesklausuler 


ÅRL og bek. indeholder en række skadesklausuler, hvorefter virksomheden kan undlade 

at give lovfæstede oplysninger, såfremt de vurderes at være til skade for virksomheden 

eller de øvrige virksomheder, der skal omtales i de pågældende noter. 

Efter ÅRL § 43, stk. 2, kan oplysninger om navn, hjemsted m.v. for dattervirksomheder 

og associerede virksomheder udelades, hvis oplysningerne kan volde betydelig skade for 

de pågældende virksomheder. Efter § 43 a kan lignende oplysninger udelades for virksomheder, 

i hvilke selskabet er interessent eller komplementar, såfremt betingelsen om 

skade er opfyldt. For koncernregnskaber findes en tilsvarende bestemmelse i bek. § 22. 

I ÅRL § 64 c findes endvidere en skadesklausul for små og mellemstore virksomheder 

vedrørende oplysning om bl.a. nettoomsætningen og dennes fordeling på geografiske 

markeder og aktiviteter. Store virksomheder kan under henvisning til § 49, stk. 2, alene 

undlade at give oplysninger om nettoomsætningens fordeling på aktiviteter og på geografiske 

markeder. 

Skadesklausulerne er baseret på tilsvarende klausuler i 4. direktiv. Der er ingen pligt for 

medlemslandene til at implementere klausulerne, men ÅRL har gennemgående implementeret 

alle direktivets skadesklausuler. 

151


I internationale standarder anerkendes skadesklausuler ikke udtrykkeligt. Imidlertid er 

standarderne udarbejdet under en vis hensyntagen til, at der ikke skal stilles krav om 

oplysninger, hvor skaden ved at give oplysningerne er større end nytten herved, jf. begrebsrammerne. 

Se også afsnit 7.3.1.1, hvor cost-/benefit-begrænsningen er omtalt. 

Imidlertid må det konstateres, at standarderne på en række felter går meget langt i sine 

oplysningskrav, f.eks. vedrørende segmentoplysninger i IAS 14. Det kunne tyde på, at 

man internationalt ikke har samme frygt for afgivelse af oplysninger, som man – måske 

på grund af traditioner – har haft i Danmark. 

De internationale standarder kræver alle de oplysninger, som i Danmark er omfattet af 

skadesklausulerne. Flere af oplysningskravene går endda betydeligt videre. 

Medvirkende er dog, at IASC først og fremmest retter sig mod store, grænseoverskridende 

virksomheder. Her vil der ofte være mindre skade af oplysningerne, bl.a. fordi de 

omfatter mange aktivitetsarter og fungerer på flere geografiske markeder. Det er her 

muligt at strukturere beskrivelserne så følsomme områder ikke berøres. Skadeseffekten 

kan være større for små virksomheder, der internationalt virker med nicheaktiviteter, der 

oplysningsmæssigt er mere følsomme og også mere i farezonen med hensyn til opkøb og 

ekspansionssituationer. 


De oplysninger i ÅRL, som i dag kan udelades under henvisning til skadesklausuler, er 

alle meget relevante oplysninger. Mange virksomheder benytter tilsyneladende ofte lovens 

skadesklausuler uden konkret at vurdere skadesvirkning. Hvis der foretages en 

egentlig skadesvurdering, ligger denne af menneskelige årsager ofte i rigelig afstand til 

den reelle skadesgrænse. 

Skadesklausulerne i ÅRL §§ 43 og 43 a og bek. § 22: oplysninger om dattervirksomheder, 

associerede virksomheder og visse interessentskaber og kommanditselskaber, skal 

fjernes. De pågældende oplysninger anses ikke generelt at kunne forvolde virksomhederne 

skade i konkurrencemæssig sammenhæng. 

Den skadesklausul, der findes i § 49, stk. 2, for at undlade segmentering af nettoomsætningen, 

bør til gengæld opretholdes i sin nuværende form. Begrundelsen er, at oplysning 

om omsætningssegmenter reelt kan være en følsom oplysning, som risikerer at stille 

danske virksomheder ringere end deres konkurrenter fra større lande og med større aktiviteter 

på såvel det danske som det udenlandske marked. De konkurrencemæssige virkninger 

af at oplyse om segmenter kan bl.a. være: 

• Det bliver lettere for andre, konkurrerende virksomheder at vurdere den regnskabsaflæggende 

virksomheds styrke i et givent aktivitets- eller geografisk segment. 

• Skadesklausulen findes i direktivet. Da de fleste andre EU-lande har implementeret 

skadesklausulen vil danske virksomheder ikke kunne få tilsvarende segmentoplysninger 

fra virksomheder fra disse lande. 

152

Skadesklausulen betyder ikke, at de virksomheder, som ønsker det, er forhindret i at følge 

de betydeligt større krav om segmentoplysninger i IAS 14. 

Nettoomsætning kan i visse tilfælde betragtes som en følsom oplysning, hvorfor der for 

små og mellemstore virksomheder fortsat bør være mulighed for at undlade at give oplysningen, 

når særlige konkurrencemæssige hensyn tilsiger det, jf. ÅRL § 64 c. 

Det har i den forbindelse været drøftet helt at fjerne skadesklausulen i § 64 c, således at 

små og mellemstore virksomheder altid kunne undlade oplysning om størrelsen af nettoomsætningen. 

I kraft af denne oplysnings relevans skal skadesbetingelsen imidlertid 

opretholdes, således at små og mellemstore virksomheder alene kan undlade oplysning 

om størrelsen af nettoomsætningen, såfremt de anser skadesbetingelsen for opfyldt. Derved 

ændres bestemmelsens indhold ikke i forhold til i dag. 

Det er overvejet, om ledelsen i årsregnskabet skal erklære, at man anser skadesvirkningen 

for aktuel. Det er imidlertid ikke relevant, fordi ledelsen under alle omstændigheder forudsættes 

kun at benytte skadesklausulen, hvis det er berettiget. Revisor undersøger forudsætningerne 

for benyttelsen i forbindelse med sin revision og skal tage forbehold i revisionspåtegningen, 

hvis betingelserne for at udelade oplysninger ikke er opfyldt, jf. erkl.bek. 

§ 5, stk. 1, nr. 2. 

10.4.2. Nye notekrav og ændringer i eksisterende 

10.4.2.1. Oplysning om anvendt regnskabspraksis 


Lovens krav om beskrivelse af anvendt regnskabspraksis findes i ÅRL § 42. Bestemmelsen 

har sigtet rettet mod de enkelte posters forhold, og kravet gælder både balancens og 

resultatopgørelsens poster. Bestemmelsen har en sammenhæng med ÅRL § 26, stk. 1, nr. 

2, der omhandler kontinuitetskravet til værdiansættelsen. Også denne bestemmelse retter 

sig mod de enkelte poster. Praksisændring er reguleret dels ved § 26, stk. 2, jf. stk. 1, nr. 

2, fsva. enkeltændringerne og dels ved § 26 a, stk. 1, fsva. ændringerne samlet set. 

Nugældende lovs krav svarer til kravene i 4. direktivs art. 43, stk. 1, nr. 1. Kravene går på 

værdiansættelsesmetoder, men omhandler på linje hermed beregningsmetoder, op- og 

nedskrivningsmetoder. Endelig kræver bestemmelsen oplysning om grundlaget for valutaomregning. 

Oplysningen skal gives post for post og i princippet også for forpligtelser. 

Dette har givet anledning til fortolkningsvanskeligheder i forhold til art. 31, stk. 1, litra b, 

om konsistens med hensyn til værdiansættelse år for år. 

Loven stiller ikke krav om, at oplysningerne om anvendt regnskabspraksis placeres samlet. 

Kravet i ÅRL § 42 kan derfor opfyldes ved spredte noter i årsregnskabet, som knytter 

sig til de enkelte poster. 

153

Efter RFU § 17, stk. 5, stilles – noget indirekte – krav om, at børsnoterede selskaber skal 

samle beskrivelsen af anvendt regnskabspraksis i et indledende pkt. til regnskabet. Det 

blev overvejet også at overføre dette krav til statslige aktieselskaber, men det blev fundet 

ulogisk alene at kræve det for statslige aktieselskaber. Kravet svarer ganske godt til praksis 

i langt de fleste større, og for den sags skyld også mindre virksomheder. 


IAS 1 foreskriver i pkt. 97, at noternes pkt. om regnskabspraksis (”Accounting Policy”) 

skal beskrive: 

154 

(a) målebasis eller –baser for regnskabsudarbejdelsen og 

(b) hver enkelt opgørelsesmetode, der er nødvendig for en rigtig forståelse af årsregnskabet. 

Med hensyn til (b) fremgår det af pkt. 91, at der her skal tages hensyn til betydningsfulde 

transaktioner og begivenheder. Det må formentlig forstås som et krav om beskrivelse af 

metoder for hver post, der er af betydning for regnskabets udsagn. I IAS 1, pkt. 97, gives 

konkrete eksempler på, hvilke forhold der skal omtales i anvendt regnskabspraksis. 

IAS 1 bestemmer i pkt. 92, at noterne skal opføres på en systematisk måde og foreslår i 

pkt. 94 en rækkefølge. Her kommer basis for indregning og måling samt opgørelsesmetoder 

først, efterfulgt af oplysninger vedrørende posterne i postrækkefølge, samt oplysning i 

øvrigt, herunder finansielle og ikke-finansielle oplysninger. I pkt. 96 tilkendegives det, at 

oplysningerne om målebasis og de forskellige opgørelsesmetoder kan blive givet i et 

særskilt pkt. 


Indholdskravet i ÅRL § 42, 1. pkt., skal bibeholdes, da der er tale om oplysninger, der er 

meget relevante for regnskabsbrugerne. Hertil kommer, at der er tale om et direktivkrav. 

Det skal dog tydeliggøres, at oplysningerne skal gives for alle poster, hvor det er nødvendigt 

for forståelsen af årsregnskabet, men ikke post for post, hvis det ikke er nødvendigt 

på grund af uvæsentlighed eller pga. gennemgående éns metoder for flere poster eller 

postgrupper. 

I det omfang, der udarbejdes egentlige opgørelser for videnskapital eller miljøforhold, jf. 

afsnit 10.5.2.5.1 og 10.5.2.7, bør de benyttede opgørelsesmetoder og –principper beskrives. 

Noter med oplysning om anvendt regnskabspraksis må ikke knyttes til de enkelte poster 

eller i det hele taget som spredte noter, på en sådan måde, at det bliver meget vanskeligt 

at få et samlet overblik over den benyttede regnskabspraksis. 

Der skal derfor stilles krav om, at anvendt regnskabspraksis placeres særskilt foran opstillingerne. 

Herved får regnskabsbruger et bedre overblik over anvendt regnskabspraksis. 

Kravet vil ikke belaste virksomhederne.

10.4.2.2. Oplysning om selskabets tilgodehavender hos og sikkerhedsstillelser 

for ledelsesmedlemmer og selskabsdeltagere 


ÅRL § 46 a kræver oplysning om selskabets tilgodehavender hos og sikkerhedsstillelser 

for ledelsesmedlemmer og selskabsdeltagere. Oplysningskravet gælder også for nærtstående 

til personer i de to grupper. 

De krævede oplysningers omfang er afhængig af, hvilken af de to grupper der er tale om. 

Oplysningskravene vedrørende ledelsesmedlemmer er mere omfattende end dem vedrørende 

virksomhedsdeltagere. I førstnævnte tilfælde kræver loven, at der tillige oplyses om 

forholdets væsentligste vilkår samt rentefod. 

Oplysningskravet har været omtvistet, særlig meget efter præciseringen i 1996, hvorefter 

det klart fremgik, at oplysningskravet gælder både lovlige og ulovlige mellemværender. 

Denne præcisering af lovkravet, der hidtil kun fremgik af forarbejderne, fandt man dengang 

nødvendig, da mange - i strid med lovens forudsætninger - havde fortolket bestemmelsen 

til alene at omhandle ulovlige mellemværender 22 . 

Ved lov nr. 123 af 18. februar 1994 om erhvervsdrivende virksomheder blev en række 

virksomheder med begrænset ansvar forpligtet til at udarbejde årsregnskab efter årsregnskabsloven. 

Det gjaldt også andelsvirksomheder. Herved kom årsregnskabsloven til at 

omfatte en virksomhedstype, der er karakteriseret ved at have mange virksomhedsdeltagere, 

der for langt de flestes vedkommende på normal basis har en stærk samhandel med 

virksomheden. Produktionsselskaber med tilknytning til landbruget fik ved henvisningen 

til årsregnskabsloven et særligt problem, fordi der her er sædvane for, at virksomheden i 

udstrakt grad finansierer sine leverandørers (andelshavernes) omkostninger til produktion 

ved forskud og kreditter. I realiteten kunne disse forskud og kreditter komme til at svare 

til langt størstedelen af virksomhedens omkostninger til leverandørerne. Kravene i § 46 a 

oplevedes her af de fleste som overflødigt eller i det mindste for mindre relevant. 

Som ovenfor omtalt omfatter oplysningskravene såvel lovlige dispositioner som ulovlige. 

Medens kravet om oplysning om lovlige dispositioner til en vis grad – bortset fra de 

ovenfor omtalte forskud og kreditter - kan anses for relevante, kan der med en vis ret 

føres i marken, at det virker pudsigt, måske uheldigt at forlange af virksomhedsledelser, 

at de skal så at sige anmelde sig selv for lovovertrædelse. Det fremgår af forarbejderne til 

ÅRL fra 1981 (vedr. § 46, stk. 4 & 5), at meningen netop var, dels at de pågældende ville 

være betænkelige ved at foretage den ulovlige handling, når de selv skulle skrive om det i 

årsregnskabet, dels at manglende opfyldelse af oplysningskravet forudsattes at ville føre 

22 Ved lovændringen i 1990, hvor den hidtidige § 46 blev opdelt med udskillelse af lån m.v. i en særskilt § 46 

a, blev dette præciseret i bemærkningerne: ”Det følger af § 46 a, at såvel lovlige som ulovlige dispositioner 

skal omtales i noterne”. Disse bemærkninger – samt i øvrigt direktivets krav – har tilsyneladende været helt 

overset i praksis. 

155

til et forbehold eller i hvert fald en supplerende oplysning om forholdet fra revisors side. 

Imidlertid er det et spørgsmål, hvorvidt oplysningskravet i dag opfylder sit oprindelige 

formål. Efter Erklæringsbekendtgørelsens § 6, stk. 2, forudsættes revisor at supplere 

revisionspåtegningen med supplerende oplysning om ledelsesmedlemmers ansvar for 

blandt andet en række lovovertrædelser, herunder ulovlige lån. Men strafprocessuelle 

argumenter kan formentligt komme på tale overfor oplysninger om ulovlige dispositioner, 

her især sigtedes beskyttelse mod at skulle inkriminere sig selv efter Menneskeretskonventionens 

art. 6. 

Dette sigter ikke til de situationer, hvor oplysning om ulovlige lån mv. kan have betydning 

som nødvendige udsagn af hensyn til årsregnskabers opgaver mht. ressourceallokering, 

forvaltningskontrol og overskudsfordeling. 

Der forlanges ikke specificering på personer, men ofte vil sammensætning af ledelsesorganer 

mv. gøre, at enkeltpersoners identitet bliver tydelig for regnskabslæserne. Denne 

problemstilling lå også bag undtagelsesbestemmelsen i ÅRL § 51, stk. 3, der indførtes i 

1996. 

Direktivet indeholder alene krav om oplysninger om tilgodehavende og sikkerhedsstillelser 

hos ledelsesmedlemmer, jf. 4. direktivs artikel 43, stk. 1, nr. 13. 

Kravet findes desuden for koncernregnskaber i årsregnskabsbekendtgørelsens § 20, stk. 4, 

der gør lovens § 46 a tilsvarende anvendelig på alle koncernvirksomhedernes tilgodehavender 

og sikkerhedsstillelser til og for de pågældende personer, dvs. modervirksomhedens 

ledelsesmedlemmer og virksomhedsdeltagere. 

Her følger kravet af 7. direktivs art. 34, nr. 13, der endvidere giver medlemsstaterne mulighed 

for at kræve tilsvarende oplysninger vedrørende de associerede virksomheders 

tilgodehavender og sikkerhedsstillelser for de samme personer. Dansk lov har ikke implementeret 

denne valgfrie bestemmelse. 


Hverken danske eller internationale standarder kommer særskilt ind på lånedispositioner 

som sådan. Disse er dog også omfattet af standarderne, jf. f.eks. pkt. 26 i RV U15 (2. 

udk.). 

Krav om oplysning om nærtstående parter findes i IAS 24 og er ved at finde sin løsning i 

Danmark ved RV U15 (2. udk,). 

Ifølge RV U15 (2. udk.) er nærtstående parter personer eller virksomheder, hvoraf den 

ene part direkte eller indirekte har bestemmende eller betydelig indflydelse på den anden 

parts driftsmæssige eller finansielle ledelse. Parter er endvidere nærtstående, når de er 

underlagt bestemmende eller betydelig indflydelse fra samme person eller virksomhed. 

Oplysningskravene gælder for begge parter, når de anses for nærtstående. 

156

Efter udkastet skal der gives oplysning om: 

• nærtstående parter, der direkte eller indirekte har bestemmende indflydelse på den 

regnskabsaflæggende virksomhed, uanset der har været transaktioner med de nærtstående 

parter. 

• transaktioner med nærtstående parter. 

Herudover skal der i årsberetningen redegøres for karaktéren og omfanget af virksomhedens 

transaktioner med nærtstående parter, såfremt dette er af væsentlig betydning for 

forståelsen af årsregnskabet eller vurderes at få væsentlig betydning i efterfølgende år. 

Kravene efter RV U15 (2. udk.) svarer nogenlunde til IAS 24. 


Oplysningskravet i ÅRL § 46 a skal splittes i to dele. På den måde behandles de ulovlige 

mellemværender med selskabsledelsen og aktionærerne i én bestemmelse, der indeholder 

krav om visse ”kontroloplysninger”, og de lovlige behandles i en anden bestemmelse, 

som generelt omhandler krav om oplysninger om nærtstående parter. Det skal bemærkes, 

at opsplitningen alene vedrører noteoplysningen, mens balanceposten fortsat skal vises 

som én post. 

Det er et spørgsmål, hvorvidt en ny lov skal indeholde særskilt oplysning om ulovlige 

transaktioner. Noget taler for ikke at gøre det, men i stedet overlade det til revisors supplerende 

oplysninger efter erkl. Bek. § 6, stk. 2. Det bør i hvert fald overvejes, hvorvidt et 

sådant krav til årsregnskabet kan fjernes, eventuelt ved en tydeliggørelse af revisors pligt 

til at give supplerende oplysninger i revisionspåtegningen. Har de ulovlige transaktioner 

indflydelse på årsregnskabets udsagn, f.eks. pga. væsentlige værdifald forårsaget af ulovlige 

og uerholdelige aktionærlån, skal dette forhold dog føre til nedskrivninger og herigennem 

til eventuelt nødvendige oplysninger. 

Oplysninger om lovlige dispositioner har et andet formål end oplysninger om ulovlige 

mellemværender. Kravene til beskrivelsen af disse dispositioner skal derfor ændres til en 

generel beskrivelse af forholdet mellem virksomheden og dennes nærtstående parter, jf. 

IAS 24 og RV U15 (2. udk.). Ved affattelsen af bestemmelsen vil det være hensigtsmæssigt 

at tage udgangspunkt i de generelle kriterier, der findes i standarderne, således at 

bestemmelsen bliver en rammebestemmelse. Derved skabes ikke vanskeligheder for de 

virksomheder, som mere detaljeret ønsker at følge IAS-standarderne. Kravet skal gentages 

på koncernplan i lighed med gældende ret. Dog bør dattervirksomheder undtages, 

hvis deres oplysninger indgår i koncernregnskabets oplysninger. Dette svarer til, hvad der 

bestemmes i RV U15 (2. udk.). I den sammenhæng skal det sikres, at der ikke sættes 

uhensigtsmæssige krav som dem, der er omtalt foroven vedrørende andelsvirksomheder. 

Med hensyn til oplysning om andelsvirksomheders samhandel med virksomhedsdeltagere 

kan det være mere hensigtsmæssig med en i det væsentligste verbal note, der forklarer 

157

sammenhængen uden at give præcise tal. Det er her forudsat, at der er tale om lovlige 

dispositioner, jf. blandt andet, at der ikke findes lovmæssige forbud mod andelsvirksomheders 

lån mv. til virksomhedsdeltagere. 

Af hensyn til direktivet skal der fortsat oplyses om størrelsen af tilgodehavender hos 

ledelsen, herunder rentefod og de væsentligste vilkår samt tilbagebetalte beløb – uanset 

lovlighed eller ej. 

Da oplysningerne om nærtstående parter er væsentlige for regnskabsbrugers bedømmelse 

af virksomheden, skal kravet allerede gælde for virksomheder, der indplaceres i byggeklodsmodellens 

klasse B. 

10.4.2.3. Segmentoplysninger 


Efter ÅRL § 49, stk. 1, skal der kun gives oplysning om nettoomsætningens fordeling på 

aktiviteter samt på geografiske markeder, hvis disse aktiviteter og markeder afviger betydeligt 

fra hinanden. Bestemmelsen gælder alene for store og mellemstore selskaber. § 49 

er identisk med 4. direktivs artikel 43, stk. 1, nr. 8. 

De virksomheder, som efter ÅRL § 64 c kan undlade oplysning om nettoomsætningen, er 

samtidig fritaget for specifikationskravet i § 49. Oplysningen kan endvidere undlades 

under henvisning til skade, jf. § 49, stk. 2. 

De nuværende undtagelsesregler indføjedes allerede i 1981. Dette skyldtes navnlig, at 

man ville tilgodese disse oplysningers følsomhed for virksomheder fra små lande, hvis 

ringe størrelse betingede en mere følsom opdeling, navnlig på geografiske områder. 


I IAS 14 kræves der oplysninger om det enkelte segments: 

• omsætning, 

• resultat, 

• aktiver, 

• forpligtelser, 

• investeringer i anlægsaktiver, 

• afskrivninger, og 

• ikke-kontante omkostninger udover afskrivninger. 

Herudover bør oplyses om alle poster, som er væsentlige for det enkelte segment. Efter 

IAS 7 bør der tillige oplyses om cash-flow i forhold til hvert segment. Efter IAS 14 skal 

der også gives informationer om andre forhold. 

Ifølge IAS 14 skal der oplyses om ovenstående, hvis segmentets omsætning, resultat eller 

aktiver udgør 10% eller mere af virksomhedens samlede omsætning, resultat eller aktiver. 

158

IAS 14’s krav om segmentoplysninger er således betydeligt strengere end ÅRL’s krav. 

Den amerikanske Jenkins-rapport 23 nævner segmentoplysninger som den første anbefaling 

til forbedring af finansielle regnskabers oplysninger: 

As discussed in chapter 3, for users analysing a company involved in diverse businesses, financial information 

about business segments often is as important as information about the company as a whole. Users 

suggest that standard setters assign the highest priority to improving segment reporting because of its importance 

to their work and the perceived problems with current reporting of segment information. 

Rapportens nærmere uddybning af anbefalingen stemmer godt overens med den betydelige 

opstramning, der i 1997 skete af IAS 14. 


Segmentoplysninger har en høj grad af relevans for regnskabsbrugerne, da de bl.a. giver 

væsentlige oplysninger om markeds- og valutarisiko. 

Segmentoplysningskravet kan være meget ressourcekrævende for virksomhederne. Det er 

dog et spørgsmål, om mange grænseoverskridende virksomheder af blot et større omfang 

reelt kan arbejde uden at have de omhandlede oplysninger i en eller anden form. Detaljerede 

oplysninger om segmenter kan imidlertid være konkurrencemæssigt følsomme. Der 

er derfor i høj grad et modsætningsforhold mellem regnskabsbrugernes fordele ved oplysningerne 

og virksomhedens ulemper ved at give for detaljerede oplysninger. Dette gør 

sig navnlig gældende for virksomheder, hvis forretninger er udsat for stærk konkurrence 

fra større virksomheder. 

Der skal derfor ikke stilles krav om segmentoplysninger udover de krav, der allerede 

findes i loven. Derved hindrer man ikke, at børsnoterede virksomheder på grund af investorkrav, 

eller at de virksomheder, der ønsker det, kan følge IAS 14’s krav. Der henvises 

også til afsnit 10.5.2.1 og 10.5.2.2, hvor der stilles yderligere krav til årsberetningens 

oplysninger om risiko. 

10.4.2.4. Eventualforpligtelser 

Eventualforpligtelser er en betinget forpligtelse, der ikke indregnes på grund af manglende 

opfyldelse af indregningskriterierne. Baggrunden er, at graden af sandsynlighed for, at 

forpligtelsen indtræffer ikke er tilstrækkelig til, at forholdet skal behandles som en hensættelse 

eller en anden indregnet forpligtelse. I stedet oplyses om forholdet. 


Der er ikke i den nuværende lov sket afgrænsning udover, at der skal gives oplysninger 

om eventualforpligtelser, for så vidt angivelsen heraf er af betydning for den økonomiske 

stilling, jf. § 46, stk. 3. 

23 AICPA SPECIAL COMMITTEE ON FINANCIAL REPORTING - USER'S NEEDS SUBCOMMITTEE, 

Special Committee on Financial Reporting – User’s Needs Subcommittee, Udgivet af AICPA i 1994. Se 

http://www.rutgers.edu/Accounting/raw/aicpa/index.htm. 

159


Af RV 4 fremgår en afgrænsning mellem eventualforpligtelser og hensættelser. Opfylder 

et forhold alene én af to følgende betingelser, skal forholdet oplyses som en eventualforpligtelse, 

jf. pkt. 12-14: 

160 

• at det er sandsynligt at fremtidige begivenheder vil bekræfte, at virksomheden har lidt tab på en 

forpligtelse, og 

• tabet med rimelighed kan opgøres. 

Internationalt har man stort set samme afgrænsning. Efter IAS 37 skal forpligtelser indregnes 

i årsregnskabet, hvis: 

• der eksisterer en forpligtelse til at overføre økonomiske fordele som følge af en tidligere begivenhed, 

og 

• der kan gives et rimeligt estimat af forpligtelsen. 

Er disse betingelser opfyldt, men er det ikke sandsynligt (”probable”), at virksomheden 

belastes, skal forholdet alene oplyses som en eventualforpligtelse. Er det omvendt sandsynligt, 

at virksomheden belastes, vil der være tale om en hensættelse. 


RV 4’s afgrænsning af eventualforpligtelser betragtes som tilfredsstillende. Denne stemmer 

i det store hele også overens med IASC’s. Den bør optages i en ny årsregnskabslov. 

10.4.2.5. Eventualaktiver 

Eventualaktiver er aktiver der ikke indregnes på grund af manglende opfyldelse af indregningskriterierne. 

I stedet oplyses om forholdet. 


ÅRL stiller ikke udtrykkeligt krav om oplysning om eventualaktiver. Årsagen til lovens 

asymmetri mht. oplysning om eventualaktiver og eventualforpligtelser skal findes i lovens 

forsigtighedsprincip. 


Efter IAS 37 vises eventualaktiver, når det er sandsynligt (”probable”), at de vil resultere 

i økonomiske fordele for virksomheden. Er det rimeligt sikkert (”virtually certain”), at de 

vil resultere i økonomiske fordele for virksomheden, skal aktivet i stedet indregnes i 

balancen. 

Der eksisterer således større krav til sikkerheden ved oplysning om eventualaktiver end 

for eventualforpligtelser. 

Efter RV U16 om indkomstskat skal der oplyses om art, størrelse og begrænsninger i 

anvendelsesmulighederne for ikke indregnede skatteaktiver i det omfang sådanne oplysninger 

er væsentlige for forståelsen af årsregnskabet. Tilsvarende oplysninger kan være 

relevante, hvis virksomheden f.eks. har gode chancer for at vinde en erstatningssag, som 

er anlagt mod en kunde eller en leverandør.


Oplysninger om eventualaktiver er relevante for regnskabsbruger, ikke mindst i relation 

til prognoseopgaven. 

Loven skal derfor stille krav om oplysning af eventualaktiver. Kriterierne for, hvornår der 

skal ske oplysning, skal opstilles i overensstemmelse med IAS 37. 

10.4.2.6. Væsentlige omkostninger til miljøforanstaltninger 

Omkostninger til miljøforanstaltninger (miljøomkostninger) er ikke defineret i 4. direktiv, 

men de kan eksempelvis omfatte: 

• Omkostninger ved foranstaltninger i forbindelse med at forebygge, reducere eller 

afhjælpe miljøskader, der følger af selskabets aktiviteter eller for at bevare fornyelige 

og ikke-fornyelige ressourcer, herunder omkostninger til: 

• affaldsbortskaffelse 

• affaldsminimering 

• beskyttelse af overflade- eller grundvand 

• forbedring eller bevarelse af luftkvaliteten 

• støjdæmpning 

• bortskaffelse af forurening i bygninger 

• forskning i mere miljøvenlige produkter, råmaterialer eller produktionsprocesser 

m.v. 

Der skal være tale om for virksomheden direkte omkostninger. Grønne afgifter m.v. falder 

således ikke ind under dette oplysningskrav, da der ikke er tale om, at omkostningerne 

angår virksomhedsdirekte miljøforanstaltninger. Ved miljø forstås det eksterne miljø, 

således at f.eks. investeringer, der har et internt arbejdsmiljø-sigte, ikke omfattes. 


Loven og direktiverne stiller ikke krav om oplysning og specifikation af miljøomkostninger. 

Dog har Fortolk.medd. fremhævet en række miljøoplysninger, der på grundlag af 4. 

direktivs artikel 46, med fordel kan gives i årsberetningen. Se Fortolk.medd. pkt. 2.7.1, 

afsnit 49. 


Der stilles ikke krav om oplysning og specifikation af sådanne omkostninger i dag. 


Det er ofte væsentligt for regnskabsbrugere at få et indtryk af størrelsen af virksomhedens 

miljøansvarlighed. Endvidere må det erkendes, at miljøomkostninger vejer tungt i flere og 

flere virksomheder. 

Derfor skal der stilles krav om, at virksomheden i en note skal omtale størrelsen af de 

indregnede omkostninger, som virksomheden har haft til miljøforanstaltninger. 

161

Det kan i visse tilfælde være relevant at specificere de samlede miljøomkostninger efter 

omkostningstype, men det synes ikke hensigtsmæssigt af indføre krav herom. 

Oplysningskravet skal alene gælde for væsentlige miljøomkostninger. Se også afsnit 

10.5.2.7 nedenfor om kravene til årsberetningen. 

10.4.2.7. Oplysninger om finansielle aktiver og forpligtelser 

10.4.2.7.1. Loven og direktivet 

Som følge af, at 4. direktiv ændres vedrørende indregning af finansielle instrumenter til 

dagsværdi, skal følgende oplysninger gives i årsregnskabet: 

• Angivelse af hvilke balanceposter, der måles til dagsværdi. 

• Hvis dagsværdien er en beregnet værdi, skal der oplyses om de væsentlige forudsætninger, 

der ligger til grund for de valgte beregningsmetoder og –teknikker. 

• Pr. kategori af arabertalsposter i balancen målt til dagsværdi skal oplyses dagsværdien 

og de anførte gevinster og tab, der er ført direkte på en bunden reserve under 

egenkapitalen. 

• For ”fair value reserve” eller ovennævnte reserve skal der gives følgende oplysninger 

om de bundne reserver: 

• Størrelsen af henlæggelsen primo regnskabsåret 

• Regnskabsårets tilgang til henlæggelsen 

• Regnskabsårets afgang fra henlæggelsen og karakteren af disse transaktioner 

• Størrelsen ultimo regnskabsåret 

Se også afsnit 10.5.2.1 for krav om yderligere oplysninger i ledelsesberetningen. 


Ifølge RV U17 ” Finansielle instrumenter: Oplysninger og modregning” skal der oplyses 

om hvilke risici, der er knyttet til de anvendte finansielle instrumenter, herunder rente- og 

kreditrisici. RV U17 er udarbejdet på baggrund af IAS 32. 


Der skal i loven indføres oplysningskrav vedr. måling til dagsværdier svarende til de 

krav, der indføjes i 4. direktiv i forbindelse med ændringen heraf. Den endelige udformning 

af direktivforslaget er dog endnu ikke kendt. 

10.4.2.8. Oplysninger om efterbetalinger m.v. i A.M.B.A.’er 


Der er kun meget lidt lovgivning om andelsvirksomheder. Derfor er sondringen mellem 

dividende og efterbetalinger eller efterreguleringer til andelshaverne i produktionsselskaber 

forskellig afhængigt af den enkelte virksomheds vedtægter. Årsregnskabsloven eller 

lov om erhvervsdrivende virksomheder stiller ikke krav om, at AMBA.’er skal oplyse 

særskilt om størrelsen af de efterbetalinger, der foretages til andelshaverne. Efterbetalin- 

162

ger kan anskues ud fra to synsvinkler: 

• Der er tale om en udskudt endelig afregning, eller 

• Der er tale om en overskudsdisponering (dividende). 

Andelsvirksomhedernes særlige struktur taget i betragtning - herunder den skattemæssige 

behandling – må dividenden i stort omfang anses for efterbetaling i producentvirksomheder, 

der reelt må anses som produktionsomkostninger (betaling til leverandører). Fastlæggelse 

af en bestemt metode for alle andelsvirksomheder er imidlertid et selskabsretligt 

anliggende, som en årsregnskabslov ikke skal løse. Den manglende sammenlignelighed 

mellem andelsselskaberne må derfor tilgodeses ved oplysninger om efterreguleringer og 

dividende på en sådan måde, at et omtrentligt beløb for det ordinære resultat kan udledes 

heraf. 


Der findes ingen danske og internationale regnskabsstandarder, der omhandler disse 

forhold. 


Den regnskabsmæssige behandling af efterbetalinger kan have stor betydning for regnskabslæser, 

ikke mindst af hensyn til sammenligneligheden med andre virksomheders 

ordinære resultat før skat. 

Loven skal derfor indeholde krav om oplysning om den valgte fremgangsmåde ved behandlingen 

af efterbetalinger. 

10.4.3. Forenklinger af eksisterende notekrav 

På baggrund af en vurdering af de nuværende noteoplysningers relevans for regnskabsbrugerne 

har arbejdsgruppen drøftet behovet for at gennemføre forenklinger heraf. 

10.4.3.1. Anlægsnoten 


Kravet om anlægsnote findes i bek. § 6. Efter bestemmelsen skal der gives oplysninger 

om anlægsaktivers anskaffelsespris, afskrivninger, nedskrivninger, opskrivninger m.v. 

Oplysningerne skal gives for hver arabertalspost under anlægsaktiverne. 

4. direktiv indeholder en tilsvarende bestemmelse i artikel 15, stk. 3, litra a. 4. direktivs 

artikel 44 giver medlemsstaterne mulighed for at fritage små selskaber for at give anlægsnoten. 


IAS 16 stiller tilsvarende oplysningskrav vedr. materielle anlægsaktiver. IAS 32 og RV 

U17 stiller krav herom for finansielle aktiver (og forpligtelser), medens IAS 38 kræver 

tilsvarende oplysninger for immaterielle aktiver. 

163


Anlægsnotens oplysninger om materielle og immaterielle anlægsaktiver har stor relevans 

for regnskabsbruger. Uden dette notekrav vil regnskabsbrugeren have vanskeligt ved at 

orientere sig om f.eks. virksomhedens afskrivninger, navnlig når den funktionsopdelte 

resultatopgørelse benyttes. Dette krav skal derfor opretholdes. 

Kravene til oplysninger om finansielle anlægsaktiver kan imidlertid fjernes for de små 

selskaber i byggeklodsmodellens klasse B. Dette skyldes, at disse selskaber ofte ikke har 

væsentlige finansielle anlægsaktiver. Endvidere beregnes f.eks. heller ikke afskrivninger 

af finansielle anlægsaktiver. 

Det har været drøftet, om anlægsnoten kunne forenkles, så den alene gives på hovedtalsniveau 

(romertalsniveau) fremfor i forhold til hver kategori af anlægsaktiver. For materielle 

anlægsaktiver ville dette eksempelvis betyde at fast ejendom, maskiner og inventar 

blev vist i en post, mens det for immaterielle anlægsaktiver ville betyde, at goodwill og 

andre immaterielle anlægsaktiver blev vist samlet i noten. 

En sådan sammenblanding af de forskellige kategorier af anlægsaktiver er ikke hensigtsmæssig. 

Notekravet skal derfor opretholdes på arabertalsniveau. 

10.4.3.2. Notekrav, der viser hvilke undtagelser, der er benyttet 


Efter ÅRL § 62, stk. 2, skal selskaber, der anvender undtagelsesbestemmelserne i §§ 2 c, 

64 c, 64 d, 64 e eller 64 f, stk. 1 nr. 1 eller 2, oplyse hvilken af de nævnte bestemmelser, 

der er anvendt. 

Bestemmelsen skal forstås således, at alene den paragraf, som hjemler den pågældende 

undtagelse, skal oplyses. Undlader et lille selskab f.eks. at oplyse om ejendomsværdi 

ifølge senest foretagne offentlige vurdering, henvises til § 64 e og ikke § 47, som indeholder 

selve oplysningskravet. 

Det fremgår ikke udtrykkeligt, hvor i årsregnskabet oplysningen skal gives. I praksis 

gives den normalt i årsberetningen eller i tilknytning til selskabets beskrivelse af anvendt 

regnskabspraksis. 

Bestemmelsen er ikke direktivbundet. 


Ej relevant i denne sammenhæng. 

164


I lyset af, at virksomhedens ledelse med sine underskrifter har bekræftet, at loven er 

overholdt, synes kravet unødvendigt. Regnskabsbruger får således ikke yderligere, relevante 

oplysninger herved. 

I erkl.bek. § 5, stk. 1, nr. 2, er forudsat, at revisor tager forbehold i revisionspåtegningen, 

hvis selskabet ikke opfylder betingelserne for at undlade oplysninger. 

Oplysningskravet skal derfor ophæves. 

10.4.3.3. Oplysning om betalt skat i året 


Efter ÅRL § 50, stk. 2, skal mellemstore og store selskaber oplyse om størrelsen af den i 

regnskabsåret betalte skat. Kravet omfatter alene selskabets indkomstskat, dvs. f.eks. ikke 

ejendomsskatter. 



Udarbejder selskabet en pengestrømsopgørelse efter IAS 7 eller RV 11 skal der oplyses 

om størrelsen af den betalte indkomstskat, jf. IAS 7, pkt. 14, og RV 11, pkt. 49. 


I kraft af, at årsregnskabet aflægges efter periodiseringsforudsætningen, virker det ulogisk 

at kræve oplysninger om udbetalinger til indkomstskat. Sådanne oplysninger hører imidlertid 

til i en pengestrømsopgørelse på lige fod med andre udbetalinger. 

Efter indførelsen af acontoskatteordningen er selskabets betalte skat desuden tilnærmet 

den beregnede skat – der vil fremgå af resultatopgørelsen – og relevansen af oplysningen 

er dermed svækket. Hertil kommer de mere arbitrære elementer i oplysningen, som kan 

følge af, at en koncern er sambeskattet. 

Oplysningskravet skal derfor udgå. 

10.4.3.4. Oplysning om offentlig ejendomsvurdering 


Efter ÅRL § 47 skal mellemstore og store selskaber oplyse om den seneste offentlige 

ejendomsvurdering. Derved omfatter kravet ikke udenlandske ejendomme. 



Oplysningskravet er ikke relevant i international sammenhæng, da kun få andre lande har 

et vurderingssystem svarende til det danske. 

165


Den offentlige ejendomsværdi opgøres bl.a. af hensyn til beregning af ejendomsskatter. 

Den er derfor ikke umiddelbart identisk med dagsværdien af selskabets beholdning af 

ejendomme. Imidlertid kan ejendomsvurderingen give en indikation af dagsværdien. 

Oplysningen vil derfor være særligt relevant, når selskabet ikke benytter sig af opskrivningssystemet, 

hvilket fortsat vil være frivilligt jf. afsnit 9.6.3.3. 

Oplysningen om ejendomsvurderingen skal derfor opretholdes i sin nuværende form, men 

med mulighed for undladelse, hvis årsregnskabet overvejende er værdibaseret og derved 

har foretaget konsistente og nødvendige op- og nedskrivninger m.v. 

10.5. Ledelsesberetningen – nye oplysningskrav og forenkling af 

eksisterende 

Der henvises til bilag 3, hvor lovens nuværende oplysningskrav til ledelsesberetningen 

findes. 

IAS-standarderne sondrer i princippet ikke mellem årsregnskab og ledelsesberetning. Det 

fremgår imidlertid af IAS 1, pkt. 8, at virksomhederne opfordres til ved siden af årsregnskabet 

at give en beretning – ”a financial review” - hvori ledelsen bl.a. skal beskrive og 

forklare de væsentligste aspekter af virksomhedens finansielle præstationer og situation. 

Der er ikke tale om en egentlig ledelsesberetning, men alene et forklaringspunkt, der 

supplerer årsregnskabet. 

Det er generelt lagt til grund, at små selskaber fortsat skal kunne undlade at udarbejde og 

indsende årsberetning, jf. ÅRL § 64 f. Det betyder, at de nye oplysningskrav, der stilles 

vedrørende årsberetningen, fortsat skal kunne undlades givet af disse selskaber. Vælger 

disse selskaber – eventuelt delvist – at give oplysningerne, skal de afgivne oplysninger 

dog være fyldestgørende. Det betyder, at såfremt selskabet vælger at give oplysninger om 

f.eks. forventninger til fremtiden, skal disse forventninger omtales på en redelig og fyldestgørende 

måde. 

10.5.1. Skadesklausuler 


Den nuværende lov indeholder ingen skadesklausuler vedrørende oplysningerne i ledelsesberetningen. 

I direktivet findes heller ikke skadesklausuler i forhold til de direktivbundne 

krav. 

10.5.1.2. Danske og internationale regnskabsvejledninger 

Se afsnit 10.4.1. 


Der er ikke grundlag for at indføje en skadesklausul for de nuværende oplysninger i ledelsens 

beretning. Dels vil det være i strid med direktivet for såvidt angår de direktiv- 

166

undne krav, dels synes de øvrige krav ikke at være konkurrencemæssigt følsomme oplysninger. 

Det er heller ikke uden betydning, at regnskabsbrugerne erfaringsmæssigt 

lægger stor vægt på ledelsens beretning, i hver fald i store virksomheder. 

Blandt de nye oplysningskrav, der er foreslået nedenfor, har det i et enkelt tilfælde vist 

sig hensigtsmæssigt at indføre en skadesklausul, jf. afsnit 10.5.2.5.3 om feedback vedrørende 

tidligere oplysninger. 

10.5.2. Nye oplysningskrav 

10.5.2.1. Oplysninger om finansielle risici 


Årsregnskabsloven indeholder ikke specifikt krav om, at der gives oplysning om finansielle 

risici. Såfremt oplysninger herom er af betydning for det retvisende billede, skal 

disse imidlertid skulle gives under henvisning til ÅRL § 4, stk. 3. 

Kommissionen har i forbindelse med ændringen af 4. direktiv fremsat forslag om, at der i 

artikel 46, stk. 2, indføjes to nye oplysningskrav i årsberetningen, som er følgende: 

• En beskrivelse af virksomhedens risikostyring, politik og strategi 

• Oplysninger om virksomhedens risikoprofil ved fremtidige ændringer i renteniveau og 

i væsentlige koncentrationer af kreditrisici. 

Oplysningskravet er ikke afgrænset til de tilfælde, hvor virksomheden benytter dagsværdier, 

men er generelt virkende for alle virksomheder. Det skyldes, at sådanne oplysninger 

i alle tilfælde må anses for at være relevante – uanset om selskabet måler finansielle 

aktiver og forpligtelser til dagsværdi. 


Ifølge RV U17 ” Finansielle instrumenter: Oplysninger og modregning” skal der oplyses 

om hvilke risici, der er knyttet til de anvendte finansielle instrumenter, herunder rente- og 

kreditrisici. RV U17 er udarbejdet på baggrund af IAS 32. 


Oplysninger om væsentlige finansielle risici må betragtes som meget relevante for regnskabsbruger. 

Særligt i de situationer, hvor virksomheden ikke aktivt forsøger at styre de 

finansielle ricisi. 

På trods af kravet i ÅRL § 4, stk. 3, viser erfaringen, at mange virksomheder ikke giver 

oplysninger om risici, selvom disse må vurderes at have betydning for det retvisende 

billede. Loven skal derfor stille krav om, at der gives oplysninger om virksomhedens 

særlige finansielle risici (påvirkningsfaktorer) – dvs. oplysninger om virksomhedens 

risikoprofil og risikostyring. 

Derfor skal disse oplysninger medtages i ledelsens beretning. Den nærmere affattelse bør 

167

dog afvente, at man kommer længere med arbejdet med ændring af 4. direktiv for at tillade 

anvendelse dagsværdier for finansielle instrumenter. 

10.5.2.2. Oplysninger om virksomhedens hovedaktivitet 


Årsregnskabsloven stiller ikke udtrykkeligt krav om, at der oplyses om virksomhedens 

hovedaktiviteter. Dette betragtes ofte som en stor mangel, bl.a. fordi en beskrivelse af 

aktiviteterne giver et indtryk af virksomhedens driftsmæssige risiko. 


I henhold til RV 1, pkt. 33 skal der i en note eller i årsberetningen gives en kortfattet 

beskrivelse af virksomhedens hovedaktiviteter. Se også RV 12 om indholdet i ledelsens 

årsberetning. Et tilsvarende krav findes i IAS 1. 


Oplysning om virksomhedens hovedaktivitet må betragtes som en basal oplysning til 

forståelse af årsregnskabet og til at vurdere driftsmæssig risiko. På denne baggrund skal 

der indføres krav om, at virksomheden i sin årsberetning giver denne oplysning. 

Da børsnoterede selskaber aflægger regnskaber i overensstemmelse med regnskabsvejledningerne, 

vil kravet alene få virkning for andre virksomheder, som udarbejder en årsberetning. 

Det er virksomhedens ledelse, der skal fastlægge detaljeringsniveau mv. under hensyn til 

virksomhedens forhold. Praksis får her mulighed for at udvikle sig løbende via f.eks. 

regnskabsvejledninger til fordel for regnskabsbruger. 

10.5.2.3. Hoved- og nøgletal 


ÅRL stiller ikke krav om at selskaber, der ikke er børsnoterede eller statslige aktieselskaber, 

giver en oversigt over hoved- og nøgletal for de seneste fem år. Kravet blev overvejet 

i 1991, men man fandt dengang ikke, at det var nødvendigt, og at det var for omkostningskrævende 

for almindelige virksomheder. 

For børsnoterede selskaber og statslige aktieselskaber skal årsberetningen efter henholdsvis 

§ 17, stk. 3, i regler for udstedere af børsnoterede værdipapirer og nugældende lovs § 

56, stk. 4, indeholde sammenlignende hovedtal for de foregående 4 år. Sammen med 

indeværende regnskabsår er det således 5 år i alt. Årsberetningen for statsaktieselskaber 

skal desuden efter § 56, stk. 4, indeholde oplysninger om væsentlige investeringer i anlægsaktiver 

og de nøgletal, som efter selskabets forhold anses for nødvendige. Tilsvarende 

gælder for børsnoterede virksomheder. 

En del problemer kan opstå af behovet for tilpasninger som følge af praksisændringer i 

tidligere regnskabsår. Har en virksomhed måttet foretage adskillige ændringer i forskelli- 

168

ge år i femårsperioden, kan det være vanskeligt at gennemføre. På den anden side må 

man formode, at hyppige praksisændringer ikke normalt forekommer. 


Ifølge RV 12, pkt. 39, skal der i ledelsens årsberetning eller i årsregnskabet gives sammenlignende 

hovedtal fra årsregnskabet, som i overbliksform medvirker til at give et 

pålideligt helhedsindtryk af virksomhedens økonomiske stilling og udvikling. Det anbefales 

desuden, at der tillige gives sammenlignende nøgletal, jf. pkt. 40. 

IASC stiller ikke krav om sådanne 5-års oversigter. 


Hoved- og nøgletal for 5 år giver regnskabslæser et hurtig overblik over den økonomiske 

udvikling i virksomheden og kan danne grundlag for sammenligning med andre virksomheder. 

Oplysningen tilgodeser således hovedsageligt kvalitetskravet sammenlignelighed, 

jf. afsnit 10.2.3. 

Oplysningskravet skal derfor udstrækkes til også at gælde for store og mellemstore virksomheder, 

dvs. virksomheder omfattet af byggeklodsmodellens regnskabsklasse C. 

Såfremt virksomheden har ændret regnskabspraksis indenfor 5-års perioden, skal sammenligningstallene 

så vidt muligt korrigeres og i givet fald forklares, jf. princippet i bek. 

§ 3. 

10.5.2.4. Forventninger til fremtiden – herunder budgetoplysninger 


Den nugældende lov stiller krav om, at der gives en generel beskrivelse af selskabets 

forventede udvikling, jf. ÅRL § 56, stk. 2, nr. 2. Statslige og børsnoterede selskaber skal 

endvidere oplyse om de eventuelle særlige forudsætninger, der er lagt til grund for omtalen 

af den forventede udvikling. Ifølge bemærkningerne til lovforslaget 24 skal der ved 

”særlige forudsætninger” forstås forudsætninger, som regnskabsbrugere normalt ikke 

inddrager i deres vurderinger. Her kan f.eks. være tale om de forudsætninger om valutakursudviklingen, 

økonomisk vækst samt markeds- og produktudvikling, som selskabet har 

lagt til grund for den forventede udvikling. Det fremgår desuden, at det er et krav, at 

omtalen af særlige forudsætninger er konkret i forhold til det enkelte selskabs situation. 

I henhold til loven er der derimod ikke pligt til at oplyse om budgettal eller lignende. 


Efter RV 12, pkt. 45 skal ledelsen af børsnoterede selskaber i sin beretning redegøre for 

virksomhedens forventede økonomiske udvikling og de væsentligste forudsætninger 

herfor. 

24 Lovforslag nr. L 198 

169

I RV 12 anbefales, at der for det kommende år gives oplysninger om forventningerne til 

niveauet for aktivitet og resultat. Oplysningerne kan med fordel suppleres med beløbsangivelser, 

evt. i form af et interval eller ved angivelse af forventet relativ ændring i aktivitet 

og resultat. Omkring de langsigtede forventninger hedder det, at de med fordel kan 

belyses, f.eks. i form af en overordnet redegørelse for virksomheden målsætning – evt. 

suppleret med niveauet for aktivitet og resultat. 

IAS 1 stiller krav om oplysning om årsager til, at virksomheden eventuelt ikke kan fortsætte 

driften, jf. standardens pkt. 23. 


Oplysninger om selskabets forventninger til den fremtidige udvikling er en relevant oplysning 

for regnskabslæseren – ikke mindst i relation til prognoseopgaven. 

I praksis synes omfanget af virksomhedernes fremtidsoplysninger at være meget varierende. 

Det vil derfor være hensigtsmæssigt, at store og mellemstore ikke-børsnoterede 

virksomheder giver lignende oplysninger som de børsnoterede. Der skal derfor indføres et 

krav om, at disse virksomheder i lighed med de børsnoterede og de statslige selskaber 

skal oplyse om de eventuelle særlige forudsætninger, som virksomheden har lagt til grund 

for omtalen af den forventede udvikling. 

De virksomheder i klasse B, som vælger at give oplysninger om forventninger til fremtiden, 

skal som nævnt give disse oplysninger på en fyldestgørende måde. Det indebærer, at 

der også skal gives oplysninger om forudsætninger for de afgivne forventninger til fremtiden. 

En væsentlig del af de forudsætninger, der ligger til grund for omtale af oplysninger om 

fremtidsforventninger, kan være væsentlige investeringer, væsentlige miljøtilladelser, 

valutakursudviklingen på virksomhedens væsentligste markeder etc. Særligt oplysninger 

om miljøtilladelser har været meget efterspurgt i praksis. Der henvises desuden til afsnit 

10.5.2.7. 

Det forventes, at kravet om oplysning om særlige forudsætninger vil medføre højere 

kvalitet i de afgivne fremtidsoplysninger. 

For såvidt angår fremtidsoplysninger kan der ud over oplysninger om virksomhedens 

finansielle risici, jf. afsnit 10.5.2.1, også peges på oplysninger om virksomhedens andre 

særlige risici, herunder afhængighed af produkter, leverandører og kunder, prisrisici, 

miljørisici m.v. I visse situationer vil det herudover være hensigtsmæssigt at oplyse om 

virksomhedens generelle risici, dvs. almindeligt forekommende risici indenfor virksomhedens 

branche. Der henvises i denne forbindelse til RV 12 afsnit 24-28. 

Oplysningerne om fremtiden bør som minimum gives for det kommende regnskabsår, 

men i det omfang der er forventninger til den langsigtede udvikling, bør der også oplyses 

herom. Disse oplysninger vil i sagens natur ofte være på et mere overordnet niveau. Der 

henvises i øvrigt til RV 12. 

170

Budgetoplysninger - eventuelt blot på hovedtalsniveau – har ofte været efterlyst i de 

større selskabers årsregnskaber. Da budgetoplysninger imidlertid ofte er følsomme oplysninger, 

skal der ikke stilles krav om, at selskabet afgiver disse. Det skyldes også, at sådanne 

tilsyneladende ”objektive” oplysninger risikerer at blive tillagt for stor betydning 

hos regnskabsbrugerne. 

10.5.2.5. Feedback vedrørende tidligere oplysninger 


Statslige aktieselskaber og børsnoterede selskaber skal efter § 56, stk. 3, oplyse om årets 

resultat i forhold til den forventede udvikling, som selskabet i årets løb har offentliggjort, 

samt kommentere eventuelle forskelle. Dette krav er ikke direktivbundet. Oplysningen er 

relevant i relation regnskabsbrugernes opgave med forvaltningskontrol, men har også 

betydning for vurdering af de givne oplysningers pålidelighed over tid. Ledelserne vil 

være utilbøjelige til dårligt underbyggede udtalelser om fremtiden, når der er stor chance 

for, at de uforsigtige meldinger kommer tilbage som en boomerang de næste år. 


Der findes ingen danske eller internationale regnskabsstandarder herom. 


Kravet i ÅRL § 56, stk. 3, hvorefter tidligere udmeldte forventninger til fremtiden skal 

følges op, har til formål at støtte regnskabsbrugerne i deres kontrol af ledelsens forvaltning 

af selskabet. Oplysningen er særdeles relevant for regnskabsbrugerne, hvorfor kravet 

også skal rettes mod mellemstore og store selskaber. 

Da sådanne oplysninger imidlertid kan være konkurrencemæssigt følsomme, bør der for 

de mellemstore og store virksomheder i regnskabsklasse C – og for de virksomheder i 

klasse B, som vælger at udarbejde årsberetning – indføres en skadesklausul, så oplysningen 

kan undlades, hvis den reelt og påviseligt kan volde betydelig skade for virksomheden. 

De nugældende regler for børsnoterede og statslige aktieselskaber skal bibeholdes 

uden skadesklausul. Der henvises til afsnit 10.4.1 og 10.5.1 om skadesklausuler. 

10.5.2.6. Vidensressourcer mv. 

Virksomhedens vidensressourcer er i forhold til den finansielle regnskabsbruger værdien 

af den viden, som virksomheden besidder i form af medarbejdere, teknologi, forretningsprocesser 

m.v. Andre forhold kan være medarbejder- eller kundetilfredshed, som f.eks. 

kan være af betydning for goodwill, men som i sig selv næppe kan indregnes i årsregnskabet. 

Da indregningskriterierne i disse tilfælde normalt ikke opfyldes, indregnes disse vidensressourcer 

i almindelighed ikke i balancen. Man taler derfor ofte om ”skjulte værdier”. 

En række virksomheder herhjemme og i udlandet eksperimenterer for tiden med at måle 

og opgøre deres vidensressourcer og præsentere dem i et såkaldt vidensregnskab. Såvel i 

171

EU som OECD er der interesse herfor. Da det i sagens natur er vanskeligt at opgøre ressourcerne 

i kroner, opgøres de her oftest i andre måleenheder. Der henvises her til Erhvervsministeriets 

3-årige forskningsprojekt, hvor ca. 20 virksomheder, finansielle investorer 

og forskere fra Handelshøjskolen deltager. I projektet arbejder man med at fastlægge 

principper for vidensrapportering med henblik på at udgive en vejledning. Når principperne 

har været afprøvet i nogle år, og der formentlig har udviklet sig en ”best practice”, 

kan der tages stilling til rammerne for udarbejdelse af videnregnskaber. Vejledninger 

til udarbejdelse af videnregnskaber forventes offentliggjort i år 2000. 

Oplysningerne i vidensrapporteringen tænkes ved alternative metoder at kunne fortælle 

om de ressourcer, der på grund af manglende målelighed eller andre ”pålidelighedsbrist” 

ikke kan indregnes i balancen eller af andre grunde ikke hører til i det egentlige årsregnskab. 

Hertil kommer, at mange af de omhandlede forhold ikke nemt afgrænses inden for 

de rammer, der normalt lægges for den beskrevne virksomhed i et finansielt regnskab. 

Disse rammer synes dog også at blive overskredet i andre sammenhænge, f.eks. ved oplysninger 

om nærtstående parter. I øvrigt vil en redegørelse for virksomhedens vidensressourcer 

også give alternative synsvinkler på de ressourcer, der er indregnede i balancen. 

Derfor er vidensressourcerne ikke blot en restværdi, der er dannet som forskellen mellem 

indregnede og ikke-indregnede ressourcer. 

Mange oplysninger om vidensressourcer er i øvrigt egnede til at supplere og støtte udsagn 

fra de indregnede elementer. Med tiden vil forholdet mellem disse arter af ressourcer og 

sammenhænge bedre kunne koordineres med det finansielle regnskab og give sammenhængende 

udsagn om virksomheden. 

Foruden vidensressourcer er en række andre forhold relevante, f.eks. kundetilfredshed, 

virksomhedens etiske politik, forholdet til lokalområdet, forholdet til samfundet, osv. For 

tiden arbejdes med en række rapportmodeller, hvoraf en del overlapper hinandens områder. 

Her kan nævnes holistiske regnskaber, kvalitets (etiske) regnskaber, sociale regnskaber, 

arbejdsmiljøregnskaber osv. Se herom Erhvervs- og Selskabsstyrelsens ”Notat om 

videnregnskabet” fra november 1998. 

Det er ikke hensigtsmæssigt på det nuværende stadie af udviklingsarbejdet at foretage en 

dybere analyse af området med henblik på lovgivning. 


ÅRL stiller ikke udtrykkeligt krav om, at der oplyses om virksomhedens vidensressourcer 

i årsberetningen. I det omfang de har relevans for regnskabsbrugerne, bør de medtages, 

om end manglen på afprøvede og almindeligt anerkendte metoder for fremstillingen af 

disse oplysninger sætter grænser for oplysningernes udsagnskraft. For årsregnskabets 

vedkommende kan disse oplysninger måske allerede være krævet efter ÅRL § 4, stk. 3, 

hvis de er nødvendige af hensyn til et retvisende billede hér. 

Der findes ingen krav om oplysninger om vidensressourcer i regnskabsdirektiverne, men 

der arbejdes i EU (og OECD) regi på at udvikle sådanne oplysninger. 

172


Der findes endnu ingen internationale standarder om behandlingen af vidensressourcer. 


I takt med at samfundet udvikler sig i retning af et videns- og informationssamfund får 

vidensressourcer og i det hele taget immaterielle værdier større betydning. Der skal derfor 

indføres et generelt krav om, at der oplyses om virksomhedens vidensressourcer mv. i 

ledelsens beretning, i det omfang ledelsen betragter disse som afgørende for den fremtidige 

indtjening. Der kan alternativt henvises til en særskilt redegørelse for vidensressourcer 

og andre forhold af betydning for et retvisende billede af årsrapporten. 

Vidensressourcer vil være særligt relevante i de tilfælde, hvor virksomhedens aktivitet 

hovedsageligt bygger på menneskelige ressourcer. 

Da området befinder sig i en udviklings- og afprøvningsfase, hvor metoder og præsentation 

endnu er under udvikling, bør der ikke hér og nu stilles specifikke krav til oplysningerne. 

Det er imidlertid væsentligt at markere, at sådanne, relevante oplysninger hører 

med i årsrapporten og hér principielt hører hjemme i årsberetningen. 

Oplysningerne om vidensressourcer er naturligvis underlagt begrebsrammens kvalitetskrav 

og dermed kravet om et retvisende billede. Den lavere pålidelighed, der er typisk for 

disse oplysninger, opvejes blandt andet af ekstra vægt på kontinuitet i oplysningerne for 

derved at kunne sammenligne dem over tid. 

10.5.2.7. Miljøoplysninger 


ÅRL stiller ikke krav om miljøoplysninger. 

EU-kommissionen har i Fortolk.medd. udtalt, at følgende oplysninger på grundlag af 

artikel 46 med fordel kan gives i årsberetningen: 

• en beskrivelse af de enkelte miljøspørgsmål og virksomhedens reaktion herpå, hvis de 

er relevante for virksomhedens økonomiske stilling 

• den politik, virksomheden har besluttet at føre med hensyn til miljøbeskyttelsesforanstaltninger 

• de forbedringer, der er foretaget inden for centrale miljøbeskyttelsesområder 

• oplysninger om regeringsincitamenter i forbindelse med miljøforanstaltninger, som 

f.eks. tilskud og skattelettelser 

• i hvilket omfang, der er ved at blive gennemført miljøforanstaltninger som følge af 

ændringer i fremtidige lovkrav, der allerede er vedtaget eller vedtaget i væsentligt omfang 

• en henvisning til en eventuel særskilt rapport med andre kvantitative eller kvalitative 

miljøoplysninger, såfremt en sådan forefindes 

173

En del miljøoplysninger gives allerede i dag i de grønne regnskaber. Dog er det kun en 

lille del af de danske selskaber, der udarbejder grønne regnskaber (ca. 1200 virksomheder/selskaber 

er registreret som pligtige til at aflægge grønt regnskab). Det grønne regnskab 

skal fortsat være det sted, hvor opgørelser over råstofanvendelse og forureningsudledninger 

til omgivelserne gives. Den fremtidige skillelinie mellem det grønne regnskab 

og det finansielle regnskab kan beskrives således, at det grønne regnskab redegør for, 

hvor meget virksomheden forurener, mens årsrapporten fortæller om selskabets holdning 

til forureningen, og hvad der foregår af initiativer for at løse eller minimere problemet. 

Desuden har de to regnskaber – således som reglerne er affattet - principielt forskellige 

brugergrupper, navnlig med hensyn til offentligheden og potentielle kreditorer, fordi 

”listevirksomheder” (burde vel være ”listeaktiviteter”) er defineret udfra de umiddelbart 

skadetruede (lokalsamfundet) og de lokale kontrolmyndigheders behov. 


Efter RV 12 bør der i årsberetningen gives en beskrivelse af de overordnede forhold, som 

er af betydning for en samlet vurdering af virksomhedens økonomiske aktiviteter. Det 

nævnes, at sådanne forhold kan være miljø. 

I Norge har man netop vedtaget en ny årsregnskabslov, hvorefter der i årsberetningen skal 

oplyses om arbejdsmiljø – herunder også om sygdom og arbejdsulykker m.v. 

I Frankrig har der i flere år været krav om at udarbejde sociale balancer, hvor oplysninger 

om arbejdsforhold og faglige forhold i bred forstand indgår. 


Det synes ikke hensigtsmæssigt at stille krav om særskilte miljøoplysninger i årsberetningen. 

Det skyldes, at sådanne oplysninger – i det omfang de er relevante for virksomheden 

som helhed – omfattes af de krav, der stilles til oplysninger om risici og forventninger til 

fremtiden. I sådanne oplysninger indgår også miljøinvesteringer pålagt af offentlige myndigheder. 

Der henvises desuden til afsnit 10.4.2.6 vedrørende notekravet om væsentlige miljøomkostninger. 

10.5.3. Forenklinger af eksisterende oplysningskrav 

10.5.3.1. Oplysning om aktie-/anpartsbesiddelser 


Efter AL § 28 a og § 28 b skal et aktieselskab i årsberetningen oplyse om de selskabsdeltagere, 

der besidder mere end 5 % af aktiekapitalen dog mindst kr. 100.000 eller 5% af 

stemmerettighederne. 

174

I den nye ApSL, der trådte i kraft den 1. juni 1996, er der en række regelforenklinger i 

forhold til den tidligere ApSL. En af forenklingerne er bl.a. at der ikke længere skal gives 

oplysning om ejerforholdene i selskabets årsberetning. Det skal dog bemærkes, at såfremt 

anpartskapitalen er kr. 500.000 eller større, skal anpartshaverfortegnelsen være offentlig 

tilgængelig. Hvis anparterne er forenet på én hånd, skal oplysninger herom være offentligt 

tilgængelige. Det er ikke længere et lovkrav, at oplysningerne om storanpartshaverfortegnelsen 

skal offentliggøres via årsberetningen. I praksis er der en del anpartsselskaber, 

som frivilligt oplyser om ejerforholdene, særligt i de tilfælde, hvor der er tale om en 

hovedanpartshaver, jf. ApSL § 17. 

For børsnoterede selskaber skal det bemærkes, at oplysningskravet om ejerforholdene i 

henhold til storaktionærdirektivet (88/627/EØF) ikke kan fjernes. Efter direktivet er der 

dog ikke krav om, at oplysningen skal gives i årsberetningen. 


Det fremgår af RV 12, pkt. 17, at en beskrivelse af ejerforhold, herunder større aktionærer 

bør indgå som en oplysning i årsberetningen. Endvidere kræver RV U14 og IAS 24 

generelt en række oplysninger om virksomhedens forhold til nærtstående parter. Der 

henvises til afsnit 10.4.2.2. 


Oplysning om aktiebesiddelser er relevant for regnskabslæser, idet ejerkredsens sammensætning 

kan have betydning for hvordan virksomheden ledes. Bestemmelsen bør imidlertid 

flyttes fra AL til ÅRL, så alle krav til årsregnskabet samles i én lov. 

For børsnoterede selskaber skal der ske en skærpelse af oplysningskravet, så der i fremtiden 

skal oplyses, hvem der ejer over 5 pct. af aktiekapitalen eller stemmerettighederne 

samt den nøjagtige ejer- eller stemmeandel. Børsnoterede selskaber giver i dag sådanne 

oplysninger til Københavns Fondsbørs, og oplysningerne er derfor allerede offentligt 

tilgængelige. En skærpelse af oplysningskravet vil derfor ikke være en yderligere byrde 

for de børsnoterede selskaber, men vil være en stor hjælp for regnskabsbrugere, der ellers 

er tvunget til at undersøge indberetninger om ændringer i ejerforhold i selskabet mange år 

tilbage i tid. 

I overensstemmelse med de tidligere opstillede kriterier for opdeling mellem noter og 

årsberetning, jf. afsnit 10.3.3, skal oplysningskravet om aktiebesiddelser flyttes til noterne. 

Det forudsættes, at det særlige oplysningskrav om ejerforhold i revisionsselskaber, jf. den 

såkaldte selskabsbekendtgørelses § 4, opretholdes uændret, da denne oplysning tjener et 

særligt kontrolformål vedrørende overholdelse af revisorlovene. 

175

10.5.3.2. Oplysning om omkostninger ved kapitalfremskaffelse 


Ifølge AL § 5, stk. 2, og § 32, stk. 4, skal der i førstkommende årsberetning gives oplysninger 

om de faktiske udgifter ved stiftelse henholdsvis kapitalforhøjelse. Der er ikke 

noget krav herom i selskabsdirektiverne. 

I forbindelse med regelforenklingen i ApSL, jf. afsnit 10.5.3.1.1, blev oplysningskravene 

i årsberetningen vedrørende de faktiske udgifter ved stiftelse og ved kapitalforhøjelse 

fjernet. 


Der findes ikke krav om særskilt oplysning af sådanne omkostninger i de internationale 

standarder. 


Oplysningskravet kan være relevant for aktionærer, da det giver mulighed for at kontrollere 

udgifterne ved stiftelse og kapitalforhøjelser via årsregnskabet. På denne baggrund 

synes det relevant at opretholde oplysningskravet. Bestemmelsen bør imidlertid flyttes fra 

AL til ÅRL, så alle krav til årsregnskabets oplysninger samles i én lov. 

Da der er tale om specifikation af en udgiftspost, bør oplysningen desuden flyttes til 

noterne, jf. sondringen mellem noter og årsberetning. Da der fortsat skal være krav om 

omtale af egenkapitalens udvikling i regnskabsåret, kan oplysningen om kapitalomkostninger 

ofte integreres i egenkapitalnoten. 

176

11. Koncernregnskab samt regnskab for virksomhedskombinationer 

(koncernetablering og fusion) samt adskillelser 

(koncernafvikling og spaltning) 

11.1. Indledning om virksomhedssamvirker 

11.1.1. Generelt 

Virksomhedssamvirker har stor betydning i organiseringen af danske og internationale 

virksomheder. Den snævre afgrænsning af årsregnskabets beskrivelsesobjekt til alene at 

omfatte den enkelte virksomhed kan derfor virke utilstrækkelig for regnskabsbrugerne. På 

den anden side skal der også være klare grænser for, hvornår det er relevant at udvide 

beskrivelsesobjektet til flere virksomheder. 

Hvor en række virksomheder er underlagt én virksomheds kontrollerende råden eller 

bestemmende indflydelse (lodrette koncerner) eller er underlagt en bestemmende indflydelse 

via en fælles ledelse (vandrette koncerner), kan det være relevant at foreskrive 

sammendrag af årsregnskaber for de deltagede virksomheder, som om de tilsammen 

udgjorde én samlet virksomhed. For vandrette koncerner er en sådan pligt dog kun fastsat 

i meget få EU-lande. 

Et særligt område, hvor direktiv og internationale standarder gør det muligt at gå lidt 

længere, er reglerne om pro rata konsolidering af virksomheder, der ligger udenfor koncernens 

enekontrol, men som koncernen eller en af koncernvirksomhederne kun kontrollerer 

fælles med andre – joint ventures. 

Det samme gør sig gældende om end i et mindre omfang med hensyn til værdiansættelsen 

af kapitalandele i associerede virksomheder. I disse har den regnskabsaflæggende virksomhed 

en betydelig indflydelse på den anden virksomheds forretnings- og finansieringspolitik. 

Kombination af to virksomheder medfører naturligt, at der aflægges et fælles årsregnskab. 

Det kan være koncernetablering – økonomisk fusion. Her forbliver de involverede 

virksomheder juridisk selvstændige enheder og det fælles regnskab (koncernregnskabet) 

aflægges efter kombinationen, udover de individuelle årsregnskaber for de involverede 

virksomheder. Er det en juridisk fusion erstatter den fortsættende virksomheds årsregnskab 

de involverede virksomheders individuelle årsregnskaber. 

I begge tilfælde udarbejdes et fælles regnskab på grundlag af de involverede virksomheders 

individuelle årsregnskaber. Det sker i begge tilfælde ved konsolidering, dvs. eliminering 

af de involverede virksomheders indbyrdes mellemværender m.v., ved harmonisering 

af kriterier for indregning og målingsgrundlag og ved en udligning af kapitaler, hvorved 

der kan opstå konsolideringsforskelle, dvs. goodwill, eller badwill. 

177

Det samme – dog modsatrettet – sker ved koncernophør og spaltning. Her kan der være 

særlige problemer med hensyn til opdeling af en helhed: dekonsolidering. 

Det er derfor naturligt at behandle fusionsregnskabet i samme afsnit som koncernregnskaber. 

11.1.2. Særskilt om koncernregnskaber 

Koncernetablering er en virksomheds etablering af kontrollerende rådighed, dvs. bestemmende 

indflydelse, over en anden virksomhed, der bevarer sin status af selvstændig 

juridisk enhed. Den bestemmende indflydelse gør sig gældende ved en virksomheds – 

modervirksomhedens - kontrol af stemmerettigheder over eller ved faktisk kontrol over 

den anden virksomhed – dattervirksomheden. 

Koncernetableringen gennemføres ved erhvervelse af rettigheder, der knytter sig til kapitalandele 

og lign., enten ved køb eller ved stiftelse af dattervirksomheden. Først når den 

bestemmende indflydelse opnås – f.eks. ved stemmeflerhed – anses koncernen for etableret, 

selvom en del af de nødvendige kapitalandele er erhvervet væsentligt tidligere. 

Erhvervelse ved køb kan f.eks. ske ved at modervirksomheden erhverver kapitalandelene 

fra de tidligere ejere ved kontantkøb, eller ved at overdrage kapitalandele i modervirksomheden 

som modydelse. 

Ved koncernophør skal dattervirksomheden føres ud af koncernregnskabet med eventuel 

genetablering af tidligere koncerninterne transaktioner og positioner, fordi dattervirksomheden 

nu fremstår som en fremmed virksomhed. 

Formålet med aflæggelse af et koncernregnskab er at tilgodese koncernens interessegruppers 

behov for information om hele koncernens økonomiske udvikling uden hensyn til de 

grænser, som afstikkes af den juridiske strukturering af koncernens enheder. 

Et betydelig antal virksomheder indgår i økonomiske helheder af flere virksomheder. I 

disse virksomheder kan det derfor være nødvendigt – af hensyn til regnskabsbrugers 

behov for information – at udarbejde koncernregnskaber. Men også for interessegrupperne 

omkring de enkelte dattervirksomheder er koncernens oplysninger relevante. 

Koncernen udgør en økonomisk enhed, hvis regnskab i flere situationer er mere relevant 

for regnskabsbrugerne end modervirksomhedens regnskab. Den ofte betydelige samhandel 

og væsentlige mellemværender m.v. mellem koncernforbundne virksomheder nødvendiggør 

en samlet oversigt, som kun et konsolideret regnskab giver. De seneste årtiers 

udvikling hen imod stadig større og mere komplekse koncerner betyder, at regnskabslæseren 

har fået et stigende behov for et dokument, som kan give et samlet overblik over 

den økonomiske udvikling ved at beskrive virksomhederne i koncernen som om den var 

én samlet virksomhed. 

178

Den offentlige regnskabsdebat – og måske tendenser fra USA – afspejler koncernregnskabernes 

stigende betydning, da offentligheden interesserer sig stadig mere for koncernregnskaberne 

og måske mindre for modervirksomhedernes regnskaber. Årsagen til dette 

er formentlig, at den altovervejende del af aktiviteten i de store koncerner foregår i dattervirksomheder, 

samt at Danmarks største virksomheder på nær nogle få undtagelser alle 

udarbejder koncernregnskab. 

11.1.3. Særskilt om fusions- og spaltningsregnskaber 

Selskabsretligt er fusion udtryk for, at et eller flere selskaber opløses uden likvidation ved 

overdragelse af aktiver og forpligtelser som helhed til et andet selskab. Det selskab, som 

aktiver og forpligtelser overdrages til, er oftest et allerede eksisterende selskab og kaldes 

det fortsættende selskab. Det eller de selskaber, som opløses, kaldes for ophørende. 

Den juridiske fusion medfører i modsætning til den økonomiske (koncernetablering), at 

der efter en fusion af to virksomheder kun er én virksomhed tilbage. Regnskabsmæssigt 

er fremgangsmåderne ved koncernetablering og fusion de samme. Selskabsretligt er der 

forskel, blandt andet fordi den selskabsretlige fusion forudsætter ændringer i virksomhedernes 

status som juridiske enheder, hvilket medfører en række formaliteter til beskyttelse 

af virksomhedsdeltagernes og tredjemands interesser. 

Erhvervelsen af kapitalandele i en ophørende virksomhed kan principielt ske på samme 

måde som ved koncernetablering. Mange juridiske fusioner er i øvrigt ofte sidste trin i en 

trinvis proces, der starter med opkøbet af den ophørende virksomhed ved koncernetablering 

for at ende med en fusion. 

Ved en lodret fusion, dvs. fusion mellem en modervirksomhed og en dattervirksomhed, 

kan processen være særlig enkel, i hvert fald hvis der ikke er minoritetsaktionærer. Kapitalandelene 

i dattervirksomheden annulleres blot uden modydelse i kontanter eller kapitalandele 

i modervirksomheden. Rapporten kommer ikke ind på disse selskabsretlige 

forhold, men tager alene sigte på de regnskabsmæssige konsekvenser af kombinationen. 

Spaltning er udtryk for, at et aktieselskab uden likvidation splitter sig selv og helt eller 

delvist overdrager aktiver og forpligtelser til et eller flere nye eller allerede eksisterende 

selskaber. Aktionærerne i det spaltede selskab vederlægges typisk med aktier eller anparter 

i det eller de modtagende selskaber. 

Reglerne om fusion og spaltning af aktieselskaber og anpartsselskaber og enkelte andre 

virksomhedsformer lovhjemler debitorskifte – universalsuccession uden særskilt samtykke 

fra kreditorerne. Det kræves dog, at visse beskyttelsesregler iagttages. Reglerne om 

universalsuccession gælder ikke nødvendigvis for andre virksomhedsformer. Regnskabsmæssigt 

er dette imidlertid uden betydning. Her gælder de samme regler som ved selskabsretlig 

fusion. Formelt består sådanne situationer af en opløsning af den ophørende 

virksomhed, hvortil formelt kræves et opløsningsregnskab – likvidationsregnskab. Her vil 

et fusionsregnskab imidlertid fuldt ud kunne erstatte et egentligt likvidationsregnskab. 

179

I det følgende er gennemgangen afgrænset til fusionsregnskabet (fælles regnskabsopstilling 

og udkast til åbningsbalance). Dette etableres på baggrund af de involverede virksomheders 

regnskaber. Selskabslovene kræver det ophørende selskabs regnskab for den 

forudgående regnskabsperiode m.v. Dette er imidlertid blot særskilte dokumentationskrav 

til den selskabsretlige proces, der skal følge de almindelige regler for årsregnskaber og 

eventuelt perioderegnskaber. 

Bytteforholdet eller vederlæggelsen af aktionærer i ophørende selskaber kan ikke i alle 

tilfælde beregnes eller udledes udelukkende ud fra fusionsregnskabet, navnlig ikke, hvor 

der ikke indregnes goodwill. Ombytningen i sig selv er et selskabsretligt anliggende, men 

et værdibaseret fusionsregnskab vil være mere egnet som ombytningsgrundlag end et 

transaktionsbaseret regnskab. Den større anvendelse af værdibaseret regnskab med større 

grad af aktivering af goodwill vil alt andet lige medføre en større sammenhæng med 

ombytningsværdierne og fusionsregnskabet. Selskabslovene foreskriver ikke en sådan 

sammenhæng. 

Spaltning af aktieselskaber blev mulig fra og med 1. august 1993 efter implementering af 

6. selskabsdirektiv. I forhold til fusion er spaltning ikke særlig ofte forekommende. Som 

følge heraf koncentreres den videre gennemgang til fusionsreglerne. Det antages, at regnskabsbestemmelser 

om fusion også vil kunne anvendes på spaltning ligesom det er tilfældet 

selskabsretligt. 

Drøftelserne om koncernregnskabsreglerne har omfattet følgende områder: 

• Koncernregnskabspligten. Se afsnit 11.2. 

• Indregning og måling i koncernregnskabet. Se afsnit 11.3. 

• Særskilt om kombinationsregnskabet (fusion og koncernetablering). Se afsnit 11.4. 

• Pro rata konsolidering af joint ventures. Se afsnit 11.5. 

• Placering af koncernregnskabsreglerne i loven. Se afsnit 11.6. 

De øvrige regler om koncernregnskaber, herunder om koncernbegrebet i ÅRL § 1, stk. 2, 

nr. 6, og reglerne om konsolidering og om værdiansættelse til equity, jf. bek. §§ 9-18, er 

ikke drøftet nærmere, idet disse anses for at være tilstrækkelige i deres nuværende form. 

11.2. Koncernregnskabspligten 

11.2.1. Pligten til at aflægge koncernregnskab 

Det er modervirksomhedens ledelse, der udarbejder og aflægger koncernregnskabet. 


7. direktiv fastslår i art. 4, stk. 1, principielt, at enhver erhvervsdrivende virksomhed, som 

bestemmer over virksomheder, hvoraf blot én er et kapitalselskab – aktie- eller anpartsselskab 

eller lign. – skal udarbejde koncernregnskab for gruppen af virksomheder. I art. 4, 

stk. 2, er det dog tilladt medlemsstaterne at begrænse pligten til modervirksomheder, der 

er kapitalselskaber (eller personselskab, hvori kapitalselskaber udgør alle fuldt personlige 

180

deltagere, jf. også ÅRL § 1 a). I art. 1 er opregnet en række situationer, der indikerer 

koncernregnskabspligt. Disse modificeres dog i art. 13. 

Nugældende lovs definition på en modervirksomhed fremgår af § 1, stk. 2, nr. 6, hvor der 

opregnes en række specifikke omstændigheder, der gør en virksomhed til modervirksomhed. 

Direktivets art. 1, stk. 1, er implementeret, bortset fra litra d, litra aa. der statuerer 

koncernforhold, hvis flertallet af dattervirksomhedens ledelse er udpeget af modervirksomheden 

(vandret koncernforhold). 

Loven har som gennemgående tema, at der består et moder-dattervirksomheds-forhold, 

når en virksomhed har bestemmende indflydelse over en anden. Der er f.eks. tale om en 

modervirksomhed, hvis virksomheden besidder flertallet af alle stemmerettighederne i en 

(datter)virksomhed. Men efter § 1, stk. 2, nr. 6, litra e, er der også tale om koncernforhold, 

hvis andre forhold indikerer en bestemmende indflydelse. Sammenhold her med 

VPHL § 31, som i relation til kravet om overtagelsestilbud alene benytte de-jure indikationer, 

når det skal afgøres, om der er pligt til at afgive overtagelsestilbud. 

Gennemgående har lovens koncernindikationer ikke givet anledning til problemer. På et 

område har der imidlertid været tvivl. EU-kommissionen har i Fortolk.medd., pkt. 3.1.1, 

afsnit 52-53, fortolket 7. direktivs art. 1, stk. 1, litra a, så en virksomhed, der nok besidder 

flertallet af stemmerettighederne, men som ikke kan udnytte disse fuldt ud på grund 

af stemmeloft, alligevel skal anses som modervirksomhed, om end ikke konsolideringspligtig, 

fordi den på grund af vedvarende hindringer ikke kan udnytte sin bestemmende 

indflydelse, jf. her art. 13. Den herskende danske fortolkning har ud fra substansbetragtninger 

anset litra a for uanvendelig, fordi udnyttelsen af stemmerettighederne var umulig, 

således at en anden indikation måtte tages i anvendelse af virksomheden. 

Ved implementeringen i 1990 undlod man udtrykkeligt at medtage bestemmelsen i 7. 

direktivs art. 2, stk. 2, litra b. Til gengæld blev forholdet optaget i Erhvervs- og Selskabsstyrelsens 

vejledning af 2. april 1991 (Koncernvejledningen), så loven fortolkes i overensstemmelse 

med art. 2, stk. 2, litra b. Herefter medregnes stemmerettigheder ikke, hvor 

moderselskabet kun udøver stemmeretten i overensstemmelse med instrukser i sikkerhedsstillerens 

interesse, eller hvor besiddelsen blot er et led i moderselskabets lånevirksomhed, 

og stemmeretten udøves i sikkerhedsstillerens interesse, således at der ikke reelt 

opnås bestemmende indflydelse. Det har været kritiseret, at denne direktivbestemmelse 

ikke udtrykkeligt blev implementeret. 


IAS 27, pkt. 12, forudsætter tilsvarende som 7. direktiv, at et koncernforhold afgøres af 

den bestemmende indflydelse. Standarden tillægger dog de formelle betingelser mindre 

betydning. Det afgørende i standarden er, at (moder)virksomheden har kontrol. Dette 

defineres i pkt. 6 som: 

. . . the power to govern the financial and operating policies of an enterprise so as to obtain benefits from 

its activities. 

181


Koncernindikationerne i ÅRL § 1, stk. 2, nr. 6, skal fastholdes. Eventuelt kan bestemmelsen 

gøres mere tydelig med hensyn til forholdet mellem de enkelte koncernindikationer. 

Her kan gøres nytte af IAS 27. 

Direktivets art. 2, stk. 2, litra b, bør indføjes i lovteksten. Herefter vil det fremgå præcist 

af lovteksten, at der ikke opstår koncernforhold, hvor en panthaver udøver stemmerettigheden 

i overensstemmelse med sikkerhedsstillerens ønsker. 

11.2.2. Særskilt om ”nye virksomheder” i årsregnskabsloven 


7. direktiv foreskriver som udgangspunkt i art. 4, stk. 1, at enhver erhvervsdrivende virksomhed 

– endog private enkeltmandsvirksomheder – der står i spidsen for en gruppe af 

virksomheder, hvoraf blot én er et kapitalselskab – aktie- eller anpartsselskaber og lign. – 

skal udarbejde, lade revidere og offentliggøre koncernregnskab. I art. 4, stk. 2, tillades det 

dog at begrænse pligten til at kun at gælde kapitalselskaber og personselskaber, hvori alle 

de fuldt ansvarlige deltagere er kapitalselskaber. 

Der foreligger altså ingen bindende direktivkrav om koncernregnskab for de modervirksomheder, 

som ikke i dag omfattes direkte af ÅRL. Via henvisninger fra LEF og LEV 

omfattes erhvervsdrivende fonde og erhvervsdrivende virksomheder med begrænset ansvar, 

der overskrider visse størrelsesgrænser, indirekte af ÅRL, herunder reglerne om 

udarbejdelse af koncernregnskab. 

Erhvervsdrivende virksomheder og erhvervsdrivende fonde vil som beskrevet i kapitel 8 

blive direkte omfattet af en ny ÅRL. 

Herudover vil alle danske erhvervsdrivende virksomheder, herunder de, der hverken 

direkte eller indirekte omfattes af den gældende ÅRL, som udgangspunkt blive omfattet 

af loven. Virksomheder, der alene omfattes af byggeklodsmodellens klasse A, har dog 

ikke pligt til at udarbejde årsregnskab eller koncernregnskab, hvilket i praksis medfører at 

koncernregnskabspligten ikke udvides til de virksomheder som ikke direkte eller indirekte 

er omfattet af den nuværende årsregnskabslov. 


IAS-standarderne gælder principielt for alle virksomheder uanset størrelse og form. For 

mange af de her omtalte virksomheder må det nok forventes, at standarderne bliver uden 

væsentlig betydning, da de reelt set kun har betydning for store og for grænseoverskridende 



Pligten til at aflægge koncernregnskab gælder som udgangspunkt alle de virksomheder, 

der i dag har pligt til at aflægge koncernregnskab. 

182

11.2.3. Lempelsesbestemmelser 

Holdningen til koncernregnskaber er blandet. For mange – særskilt blandt regnskabsudarbejdere 

– spiller de noget komplicerede regler og den yderligere administration en 

rolle, navnlig hos små virksomheder, der ikke har råd eller kapacitet til at foretage konsolidering. 

Omvendt er der nok en stigende forståelse for, at det enkelte selskabs årsregnskab 

ikke altid er tilstrækkeligt til at give et retvisende billede af den relevante økonomiske 

enhed: koncernen. 

Små virksomheder kan ofte have vanskeligt ved at opfylde kravet om koncernregnskab. I 

andre situationer kan man med en vis ret fremhæve, at koncernregnskabet ikke giver nytte 

i forhold til vanskelighederne, navnlig i underkoncerner. 

Den nugældende lov ideholder i overensstemmelse med 7. direktiv bestemmelser, der 

tillader, at visse modervirksomheder i stedet for eget koncernregnskab kan kompensere 

pligten med et koncernregnskab for en trinhøjere koncern indenfor EU og EØS, jf. ÅRL § 

2 a og 7. direktivs art. 7 og 8, der lemper konsolideringspligten for visse koncerner, jf. 

ÅRL § 2 c og 7. direktivs art. 6, eller tillader udeholdelse af visse dattervirksomheder, jf. 

ÅRL § 2 b og 7. direktivs art. 13. 

Ad ÅRL § 2 a: 

En virksomhed, der både er modervirksomhed og dattervirksomhed, kan undlade at udarbejde 

koncernregnskab, hvis regnskaberne for virksomheden og alle dens dattervirksomheder 

indgår i et koncernregnskab for en trinhøjere modervirksomhed, og denne har 

hjemsted i EU. Dette koncernregnskab skal indsendes til Erhvervs- og Selskabsstyrelsen 

sammen med virksomhedens eget årsregnskab. Styrelsen kan kræve supplementer til det 

pågældende koncernregnskab, hvis det på væsentlige punkter ikke lever op til kravene til 

danske koncernregnskaber. Det trinhøjere koncernregnskab skal være udarbejdet efter 

lovgivningen i en EU-medlemsstat eller EØS-medlemsstat. 

Ad ÅRL § 2 b: 

En dattervirksomhed kan udeholdes af konsolideringen, hvis: 

• dattervirksomheden er af uvæsentlig betydning for det retvisende billede af koncernregnskabet 

og ikke tilsammen med andre uvæsentlige dattervirksomheder udgør en 

væsentlig virksomhed, 

• betydelige og vedvarende hindringer i væsentlig grad begrænser modervirksomhedens 

udøvelse af sine rettigheder over virksomhedens aktiver eller ledelse, 

• de nødvendige oplysninger ikke kan indhentes inden for en rimelig frist eller uden 

uforholdsmæssigt store omkostninger, eller 

• kapitalandelen i dattervirksomheden alene besiddes med henblik på overdragelse. 

En dattervirksomhed skal efter § 2 b, stk. 3, udeholdes af konsolideringen hvis den udøver 

aktiviteter, som er så forskellige fra de øvrige koncernvirksomheder, at medtagelse i 

konsolideringen vil stride mod kravet om, at koncernregnskabet skal give et retvisende 

183

illede af de økonomiske forhold. Kapitalandelene i den udeholdte virksomhed skal i så 

tilfælde værdiansættes efter regnskabsmæssig indre værdis metode (equity-metoden). 

Kommissionen er i sin Fortolk.medd., pkt. 3.1.3 gået ind for en meget indskrænket brug 

af denne regel. Bestemmelsen forudsættes ifølge Kommissionen kun sjældent anvendt, 

normalt kun på dattervirksomheder som er pengeinstitutter eller forsikringsselskaber. 

ad ÅRL § 2 c: 

En modervirksomhed, der står i spidsen for en ”lille koncern”, kan undlade at udarbejde 

et koncernregnskab, hvis koncernvirksomhederne på balancetidspunktet ikke tilsammen 

overskrider to af følgende størrelser i to på hinanden følgende år: 

• balancesum 20 mio. kr., 

• nettoomsætning 40 mio. kr., 

• gennemsnitligt antal heltidsbeskæftigede i løbet af regnskabsåret 50. 

Dette er de samme størrelsesgrænser, som der gælder for et ”lille selskab” efter ÅRL § 64 

d. Af ordlyden fremgår, at det ikke er de konsoliderede tal, der anvendes ved beregningen, 

men rene sammenlægninger af de enkelte virksomheders tal uden elimineringer eller 

metodeharmonisering. Der foretages dog i sagens natur udligning af kapitalandelene. 

Direktivet indeholder yderligere lempelsesbestemmelser udover de i ÅRL §§ 2 a –2 c 

nævnte, som ikke er implementeret i ÅRL. 

Ad 7. direktivs art. 11: 

Art. 11 tillader medlemsstaterne at anvende en regel, der svarer til ÅRL § 2 a (direktivets 

art. 7 og 8), men hvor den trinhøjere modervirksomhed er beliggende udenfor EU. En 

række betingelser skal i øvrigt være opfyldt. Den væsentligste betingelse er, at koncernregnskabet 

skal være udarbejdet i overensstemmelse med 7. direktiv eller på en måde, 

som er ligeværdig hermed. Dette krav kan tilgodeses på flere måder: 

• Den danske virksomheds revisor kunne erklære, at betingelserne for at anvende bestemmelsen 

er opfyldt, dvs. at koncernregnskabet efter revisors opfattelse er ligeværdig 

med et koncernregnskab efter 7. direktiv. 

• Der kan udarbejdes en positivliste over lande, hvor lovgivningen om koncernregnskaber 

lever op til 7. direktivs krav. 

• Listen over ”godkendte” regnskabslovgivninger kan suppleres med en angivelse af, at 

koncernregnskaber udarbejdet efter IAS, FASB eller lign. standarder betragtes som ligeværdige 

med koncernregnskaber, som er udarbejdet efter 7. direktiv. 

Umiddelbart synes den sidste løsning at være den mest hensigtsmæssige. Af koncernregnskabet 

og revisionspåtegningen skal det dog klart fremgå, hvilken lovgivning koncernregnskabet 

er udarbejdet efter, og om det er udarbejdet i overensstemmelse med de 

godkendte internationale standarder. 

184

EU-kommissionen har mandat og enekompetence til at fastslå, hvornår et lands regnskabsregler 

eller IASC’s koncernregnskabsregler indebærer, at koncernregnskaber udarbejdet 

efter det pågældende system kan anses for ligeværdige. 

Ad 7. direktivs art. 15: 

Efter 7. direktivs art. 15 kan medlemsstaterne tillade, at en modervirksomhed, der ikke 

udøver nogen industrielle eller kommercielle aktiviteter, udelades af konsolideringen, når 

den besidder kapitalandele i en dattervirksomhed i medfør af en fælles ordning med en 

eller flere andre modervirksomheder, der ikke indgår i konsolideringen. Bestemmelsen er 

særlig relevant for koncerner som er ejet af to eller flere passive holdingvirksomheder i 

fællesskab. 

Modellen anvendes særligt i en række tilfælde af samarbejde på tværs af grænserne, hvor 

aktionærer på hver side af grænsen danner deres eget holdingselskab og lader holdingselskaberne 

eje en koncern i fællesskab. Eksempler er Royal Dutch-Shell og Unilever. 


En parallel til ÅRL § 2 a findes i IAS 27, pkt. 8. IAS 27 er imidlertid ikke begrænset 

geografisk eller nationalitetsmæssigt. Derfor omfatter pkt. 8 såvel området for direktivets 

art. 7 og 8, samt art. 11. Altså både højere koncerner indenfor og udenfor EU-området. 

IAS 27 indeholder ikke særlige regler for små koncerner. Der findes derfor ingen parallel 

til ÅRL § 2 c. 

IAS 27 har regler, der nogenlunde svarer til ÅRL § 2 b, stk. 1, nr. 2 og 4. Desuden kan 

væsentlighedskravet i § 2 b, stk. 1, nr. 1, smh. med stk. 2, udledes af Begrebsrammen og 

IAS 1. 

IASC har ingen parallel til direktivets art. 15. 

De danske regnskabsvejledninger har ingen regler på dette område. 


Reglerne i ÅRL §§ 2 a, 2 b, og 2 c skal beholdes. 

Herudover skal art. 11 implementeres. Der synes ikke at være nogen begrundelse for, at 

lempelsesmuligheden for danske underkoncerner skal afhænge af, om et trinhøjere moderselskab 

befinder sig i EU eller udenfor. Det afgørende i den forbindelse er snarere 

substansværdien af det trinhøjere koncernregnskab. Det spiller også ind, at mange udenlandske 

moderselskaber – f.eks. i USA - ofte aflægger koncernregnskaber, der er fuldt på 

højde med de koncernregnskaber, der udarbejdes efter 7. direktiv. I den forbindelse forudsættes, 

at Erhvervs- og Selskabsstyrelsen fortsat har mulighed for at kræve koncernregnskaberne 

oversat til dansk, jf. den nuværende regel i bek. § 25, stk. 3. 

Det synes at være mest hensigtsmæssigt, at der udarbejdes en positivliste, som suppleres 

af en tilkendegivelse af, at IASC’s og FASB’s regler er på højde med 7. direktiv. Er- 

185

hvervs- og Selskabsstyrelsen vil derfor tage kontakt til EU-kommissionen med hensyn til 

spørgsmålet om en positivliste for ligeværdige koncernregnskabssystemer. 

Art. 15 synes ikke at have den store interesse i Danmark, idet den er rettet specifikt mod 

virksomhedssammenhænge, som ikke i videre udstrækning kendes i Danmark. Denne skal 

derfor fortsat ikke implementeres. 

11.3. Indregning og måling i koncernregnskabet 

I modsætning til de metoder, som anvendes ved konsolidering og harmonisering af indregningskriterier 

og måling i det løbende koncernregnskab, har indregning og måling ved 

koncernetablering de senere år været underlagt stor opmærksomhed i både den regnskabsfaglige 

litteratur og den almindelige presse. Dette behandles i afsnit 11.4.2. 

Der er derfor ikke behov for at komme nærmere ind på konsolideringsteknikken og på 

værdiharmoniseringen. Koncernvirksomhedernes regnskaber sammendrages og koncerninterne 

mellemværender, bevægelser og resultater elimineres. De tekniske særproblemer, 

der måtte opstå, skal ikke løses i lovgivningen, der så vidt muligt kun skal afstikke de 

almindelige retningslinjer og de detailregler, der findes i direktiverne. 

Koncernregnskabet har i realiteten samme funktion som årsregnskabet for det fortsættende 

selskab i en fusion, idet årsregnskabet i dette tilfælde også vil være en sammenlægning 

af enkeltvirksomhedernes årsregnskaber. Også her er indbyrdes mellemværender og bevægelser 

m.v. elimineret, så kun de transaktioner og positioner, der er relevante for omverdenen, 

vises i regnskabet. 

Reglerne om koncernregnskaber kan derfor i vid udstrækning anvendes på fusionsregnskaber. 

11.4. Særskilt om kombinationsregnskabet 

11.4.1. Fremgangsmåden 

Kombinationsregnskabet kan være et koncernregnskab eller et fusionsregnskab. 

Koncernetablering sker ved: 

• stiftelse, eller 

• erhvervelse af en dattervirksomhed. 

Fusion sker ved: 

• sammensmeltning af to virksomheder, der ophører, eller 

• erhvervelse af en virksomhed, der ophører. 

Sammensmeltningsfusionen er meget sjældent forekommende. 

186


Efter ÅRL skal ”overtagelsesmetoden” (også kaldet ”kostværdimetoden” eller ”pastequity-metoden”) 

anvendes, når en virksomhed indregnes første gang i et koncernregnskab. 

Den anden anerkendte metode, kaldet ”pooling-of-interests”, er ikke tilladt i Danmark, 

men er tilladt efter 7. direktivs art. 20. 

Udligningen til brug for koncernregnskabet af interne besiddelser af kapitalandele sker 

ved anvendelsen af overtagelsesmetoden ved, at dattervirksomhedens egenkapital som 

helhed på stiftelses- eller købstidspunktet udlignes med - og derved helt erstatter - modervirksomhedens 

kapitalandele i dattervirksomheden, således som de er bogført på dette 

tidspunkt, jf. bek. §§ 14 og 17, stk. 1. Bestemmelserne er først og fremmest baseret på 

direktivets art. 19, stk. 1, litra a. Metoden i litra b, der bedst svarer til IAS 22, blev ikke 

implementeret i 1990. 

Udligningen skal principielt ske på tidspunktet for koncernens etablering, men vil kunne 

ske på balancedagen efter koncernetableringen, hvis forskydningen kun har en uvæsentlig 

indflydelse på koncernregnskabet, jf. bek. § 17, stk. 1. 

Den bogførte værdi af kapitalandelene på etableringstidspunktet vil altid være enten det 

beløb, der er indskudt, eller anskaffelsesprisen ved erhvervelsen. 

Den egenkapital i en dattervirksomhed, som kapitalandelen udlignes med, er den regnskabsmæssige 

indre værdi efter elimineringer og værdiharmonisering. Reguleringerne 

skal ske, så den erhvervede dattervirksomheds aktiver og forpligtelser – og dermed egenkapital 

– straks optages i overensstemmelse med koncernens regnskabspraksis, dvs. efter 

de samme metoder for værdiansættelse som modervirksomheden. 

Der skal beregnes et forskelsbeløb i forhold til den regulerede indre værdi for hver dattervirksomhed. 

Forskelsbeløbet kan være positivt – når kapitalandelens bogførte værdi 

overstiger den tilsvarende andel i dattervirksomhedens egenkapital – eller negativt når det 

modsatte er tilfældet. 

Forskelsbeløbet skyldes – når det er positivt – ofte, at aktiverne i den erhvervede virksomhed 

er undervurderede, dvs., at der er ”hemmelige reserver” på erhvervelsestidspunktet, 

som erhververen har måttet vederlægge gennem købesummen. Et eksempel på en 

sådan merværdi kan være en ejendom, som dattervirksomheden har anskaffet lang tid før 

koncernetableringen og afskrevet betydeligt, samtidig med at der kan være en inflationsgevinst 

på investeringen. Den bogførte værdi af ejendommen kan således være betydelig 

lavere end ejendommens kapital- eller markedsværdi og det må forventes, at sælger korrigerer 

for dette ved opgørelsen af salgssummen. 

Et andet eksempel kan være, at dattervirksomheden har oparbejdet et varemærke som 

vurderes at have en betydelig værdi. Varemærket vil i årsregnskabet være optaget til 0, da 

eventuelle resterende aktiverede udviklingsudgifter til et varemærke ofte slet ikke modsvarer 

værdien af varemærket. Eventuelt har varemærket slet ikke været aktiveret. 

187

Endvidere kan der være tale om vederlag for mere generelle forventninger til den erhvervede 

virksomheds indtjeningsevne – forretningsværdien. 

Aktiver, som anses for at have en merværdi i forhold til den hidtil bogførte værdi, skal 

optages i koncernbalancen til disse højere værdier. Der er her ikke tale om opskrivning 

med pligt til at danne en opskrivninghenlæggelse, jf. ÅRL §§ 30 eller 34. Der er tale om 

koncernens anskaffelsespris for dattervirksomhedens aktiver og forpligtelser, da der erlægges 

et vederlag. Koncernens anskaffelsespris for enkeltaktiverne kan være lavere end 

dagsværdien, fordi køber har til hensigt at gennemføre ændringer i den overtagne virksomheds 

aktiviteter, som nødvendiggør hensættelse til f.eks. konkrete omstruktureringer 

(badwill). 

Forskelsbeløbet vil kunne fordeles på immaterielle aktiver, herunder f.eks. varemærker, 

patentrettigheder, retten til navn og andre rettigheder, som indgår i vederlaget. Fordelingen 

kan også ske til aktiver, der ikke fremgår af balancen på overtagelsestidspunktet. Der 

kan være merværdier knyttet til varelager og igangværende arbejder, til beholdninger af 

værdipapirer og til aktier i datterselskaber. Ofte bliver størstedelen af et forskelsbeløb 

henført til de materielle anlægsaktiver, især fast ejendom samt tekniske anlæg og maskiner. 

Er forskelsbeløbet negativt, kan der være behov for at optage aktiver i koncernbalancen 

til en lavere værdi end den i dattervirksomhedens regnskab bogførte værdi. Ofte skyldes 

et negativt forskelsbeløb, at der er ydet et nedslag som følge af udsigter til tabsgivende 

eller i hvert fald ulønsom drift i en fremtidig periode. Et eksempel på dette kan være 

overtagelse af en virksomhed, som har et forældet produktionsapparat, hvor der dels skal 

ske betydelige skrotninger af nuværende aktiver, store investeringer i nyt produktionsudstyr 

og afskedigelse eller omskoling af medarbejdere for at gøre driften lønsom. Her har 

køber ofte til hensigt at gennemføre en ”turn-around”, og dette vil vise sig i købsprisen, 

som derfor kan være lavere end den bogførte værdi. En sådan lavere værdi i koncernregnskabet 

vil dog ofte også betyde nedskrivninger i datterselskabets eget årsregnskab. 

For fusionsregnskabet har reglerne gennemgående været de samme som ved koncernetablering. 

Lovgrundlaget har dog alene været henvisningen til ÅRL i AL § 134 b og tilsvarende 

for ApSL. Med baggrund i dette har bestemmelserne i bek. §§ 10 – 18 været 

benyttet analogt på fusion. Der har dog været noget usikkerhed herom i praksis. 

Det har altid været antaget, at optagelse af en fusionsgoodwill ikke var obligatorisk, bl.a. 

under henvisning til ÅRL § 36. Der har altså bestået den samme usikkerhed mht. indregning 

af goodwill som ved koncernetablering. 

Den praksis, der i tidens løb er udviklet for fusionsregnskaber, er ikke beskrevet samlet. 

Den mest omfattende beskrivelse findes i lovbemærkningerne til ændring af aktieselskabsloven 

i 1982 – implementering af EF-direktiver, især 3. selskabsdirektiv om fusion 

– samt i betænkning nr. 540 om en fællesnordisk aktieselskabslovgivning fra 1969. 

188


Krav til udligning på overtagelsestidspunktet i IAS 22 og 27 svarer i stort omfang til 

reglerne i ÅRL og i 7. direktiv. 

Der er imidlertid en enkelt sproglig uoverensstemmelse mellem lovgivningen og værdimodellen 

i IAS 22 mht. omvurdering af aktiver og forpligtelser. Efter IAS 22 – og i øvrigt 

direktivets art. 19, stk. 1, litra b, der ikke er implementeret i Danmark – skal de overtagne 

identificerbare aktiver og forpligtelser indregnes og måles til dagsværdi. Aktiver og forpligtelser 

skal derfor ”omvurderes” til dagsværdi. Standardens pkt. 39-40 anviser hvilke 

målegrundlag, der i praksis kan anvendes for forskellige aktiver og forpligtelser for at 

opgøre dagsværdien. Forskellen mellem dagsværdien af dattervirksomhedens aktiver og 

forpligtelser og modervirksomhedens anskaffelsespris er goodwill/badwill. Derved sætter 

IASC’s omvurderingssystem ikke noget maksimum for goodwill og badwill, således som 

dette fremgår af bek. § 17, stk. 2, hvor maksimum udgøres af forskellen mellem anskaffelsesprisen 

og dattervirksomhedens regnskabsmæssige indre værdi. 

Erhvervs- og Selskabsstyrelsen accepterer begge opgørelsesmetoder, og loven bliver i 

praksis nok ofte fortolket i overensstemmelse med IAS 22. 

IAS 22 foreskriver, at kun identificerbare aktiver og forpligtelser, der eksisterer på overtagelsestidspunktet, 

kan indregnes og opgøres til dagsværdi. Det indebærer, at forpligtelser, 

opstået som følge af modervirksomhedens hensigter med dattervirksomheden – eller 

efterfølgende handlinger – ikke kan indgå i overtagelsesbalancen på koncernetableringstidspunktet. 

Ligeledes kan fremtidige tab eller andre forventede omkostninger 

som følge af virksomhedskøbet ikke indregnes, uanset om disse poster vedrører modereller 

dattervirksomheden. 

Standarden indeholder en specifik undtagelse fra ovenstående hovedregel: Der kan etableres 

hensættelser til omstruktureringsomkostninger vedrørende dattervirksomheden, 

såfremt restruktureringen er en integreret del af modervirksomhedens plan for virksomhedsopkøbet. 

Det er bl.a. en betingelse, at hovedtrækkene i restruktureringsplanen offentliggøres 

senest samtidig med virksomhedsopkøbet, så de berørte parter får en gyldig 

forventning om, at modervirksomheden vil gennemføre planen. Det er endvidere en betingelse, 

at den overordnede plan udmøntes i en detaljeret formel plan senest 3 måneder 

efter virksomhedsopkøbet, dog senest på det tidspunkt hvor regnskabet godkendes på 

generalforsamlingen. Der henvises til IAS 22, pkt. 29-31, for en nærmere beskrivelse af 

hvilke omkostningstyper der kan og skal hensættes til, samt kravene til indholdet i omstruktureringsplanen. 

Se også afsnit 9.8.2.2 og 9.8.3.2 vedrørende IAS 37’s regler om 

indregning og måling af hensættelser. 

IAS 22 gælder for såvel koncernetablering som fusion. 

189


ÅRL’s ordlyd skal såvidt muligt følge IAS 22, så overtagne aktiver og forpligtelser altid 

skal omvurderes til dagsværdi. Det beløb, der herefter fremkommer udover eller under de 

omvurderede værdier, skal betragtes som goodwill hhv. badwill. Systematikken i fremgangsmåden 

er følgende: 

• I dag beregnes der efter bek. § 17 et forskelsbeløb, som derefter fordeles på de aktiver 

og forpligtelser, der har en højere/lavere værdi end den bogførte værdi. Det forskelsbeløb, 

som er tilbage efter fordelingen, er udtryk for goodwill eller badwill. 

• Fremover skal hvert enkelt aktiv og den enkelte forpligtelse først omvurderes til 

dagsværdi. Det forskelsbeløb, som er tilbage efter fordelingen, er udtryk for goodwill 

eller badwill. 

Den foreslåede fremgangsmåde må anses for at være i overensstemmelse med 7. direktiv 

og fuldt ud med loven ved anvendelse af begge metoderne i direktivets art. 19. 

Betingelserne i IAS 22 vedrørende hensættelser til omstrukturering af dattervirksomheder 

er for restriktive. Modervirksomheden bør ved værdiansættelsen af dattervirksomhedens 

aktiver og forpligtelser kunne tage hensyn til hensigten med de overtagne aktiver og forpligtelser, 

uanset at hensigten ikke er offentliggjort i en plan, men blot besluttet af ledelsen. 

Derved stemmer principperne for at foretage hensættelser også overens med det 

generelle forslag til indregning og måling af hensættelser, jf. afsnit 9.8.2.3 og 9.8.3.3. 

En kommende lov vil ikke kræve, at alle virksomheder – navnlig ikke små – skal udarbejde 

værdibaserede regnskaber. Spørgsmålet er herefter, hvorvidt man altid ved koncernetablering 

skal kræve IAS 22-regler. Koncernregnskaber er ikke pligtige for koncerner i 

regnskabsklasse A og B, hvorfor der formentligt ikke vil være betænkeligheder ved at 

foreskrive værdibaseret koncernetablering – og koncernregnskab. Anderledes ved fusionerne, 

hvor også små virksomheder kan blive relevante som fortsættende virksomheder. 

Her må man gå ud fra, at de pågældende virksomheder også efter fusionen kan være så 

små, at de ikke vil have behov for at udarbejde værdibaserede regnskaber. Man bør derfor 

have en udvej åben for små virksomheder til at fusionere med transaktionsbaserede regnskaber, 

dvs. uden anvendelse af dagsværdi. Det er her altid forudsat, at metoden skal 

følge den fortsættende virksomhed, ligesom den skal følge modervirksomheden i koncernregnskabet. 

Tilsvarende skal der gælde undtagelse for koncerninterne fusioner. IAS 

22 omfatter heller ikke sådanne fusioner. 

Koncernetableringsreglerne skal gælde tilsvarende for fusionsregnskabet. 

11.4.2. Indregning og måling af koncerngoodwill 


Koncerngoodwill ved køb af en dattervirksomhed udgør merprisen i forhold til nettoaktivernes 

værdi. Årsagen til, at den overtagende virksomhed er villig til at betale denne 

merpris, er ofte, at den erhvervede virksomhed har en særlig værdi for koncernen, som 

190

f.eks. vedrører særlige kunde- eller leverandørrelationer, gode produkter eller know-how, 

mulighed for opnåelse af synergieffekter m.v., der forventes at have en positiv effekt for 

koncernens fremtidige indtjeningsevne. 

Der gælder særlige regler for indregning og måling af koncerngoodwill i forhold til almindelig 

goodwill (såkaldt aktivitetsgoodwill). 

For aktivitetsgoodwill gælder, jf. ÅRL § 36, stk. 1, at den som hovedregel skal afskrives 

over en periode på højst 5 år eller udgiftsføres i resultatopgørelsen straks. Afskrivningsperioden 

kan dog strækkes ud over 5 år, hvis perioden ikke overstiger goodwillens økonomiske 

levetid, og forlængelsen anføres og behørigt begrundes i noterne, jf. ÅRL § 36, 

stk. 2. Se i øvrigt afsnit 9.7.3 om indregning og måling af goodwill generelt. 

Indregning og måling af koncerngoodwill er reguleret i bek. § 17, stk. 3. Efter denne 

bestemmelse kan koncerngoodwill behandles på samme måde som almindelig goodwill. 

Herudover kan koncerngoodwill fratrækkes straks i de reserver under egenkapitalen, som 

kan anvendes til dækning af tab, dvs. uden om resultatopgørelsen. Sidstnævnte bestemmelse 

er en frivillig implementering af art. 30, stk. 2, i 7. direktiv. 

Ovenstående bevirker, at der kan anvendes forskellige indregningsmetoder alt efter, om 

en goodwill er købt ved overtagelse af en aktivitet eller ved overtagelse af en virksomhed. 

Nedskrivning af goodwill skal altid ske over resultatopgørelsen, jf. ÅRL § 29, stk. 1. 

Via henvisningen til ÅRL i AL og ApSL gælder koncernregnskabsreglerne analogt på 

fusion. 


Efter IAS 22 skal koncerngoodwill aktiveres og afskrives over en periode, der som udgangspunkt 

maksimalt må udgøre 20 år. Afskrivningsperioden kan dog strækkes ud over 

20 år, hvis den økonomiske levetid overstiger 20 år, og der foretages en årlig værdiforringelsesstest 

(impairment-test) efter principperne i IAS 36. 

IAS 22 tillader i modsætning til ÅRL ikke straksnedskrivning af koncerngoodwill direkte 

over egenkapitalen. 

Selv om IAS 22 kræver en aktivering og systematisk afskrivning af koncerngoodwill, skal 

der foretages årlige vurderinger af goodwillens værdi, og der skal foretages de fornødne 

nedskrivninger, jf. IAS 36. 

Koncerngoodwill og almindelig goodwill skal behandles ens i modervirksomhedens 

årsregnskab. 

IAS 22 omhandler såvel koncernetableringsgoodwill som fusionsgoodwill. 

191


Den regnskabsmæssige behandling af koncerngoodwill og aktivitetsgoodwill skal være 

ens, da forholdene i realiteten ofte er ens. Tilfældigheder og praktiske forhold – samt 

spekulation i goodwill-reglerne – kan spille ind på valget mellem køb af aktivitet eller 

køb af dattervirksomhed. Endvidere kan der vanskeligt findes nogen reel begrundelse for, 

hvorfor koncerngoodwill skulle behandles anderledes end aktivitetsgoodwill. 

Den særlige regel om straksnedskrivning af koncerngoodwill over egenkapitalen skal 

derfor ikke videreføres i den nye lov. Den er forvridende for såvel værdibaserede som 

transaktionsbaserede regnskaber, og der er derfor ikke noget særligt rationale for at bevare 

den. Goodwill skal i stedet aktiveres og afskrives over den økonomiske levetid i overensstemmelse 

med IAS 22. Direktivets notekrav om oplysning, hvis afskrivningsperioden 

strækker sig udover 5 år, kan ikke afskaffes og må derfor opretholdes. For så vidt angår 

afskrivningsperioden henvises til afsnit 8.7 som omhandler den regnskabsmæssige behandling 

af immaterielle anlægsaktiver, herunder goodwill. 

Begrundelserne for at fjerne muligheden for straksnedskrivning af goodwillen over egenkapitalen 

er endvidere: 

• Alle andre aktiver med en begrænset levetid bliver af- og nedskrevet over resultatopgørelsen. 

• Det er ulogisk, at koncernens egenkapital falder ved køb af dattervirksomhed – som 

følge af straksnedskrivning af goodwillen over egenkapitalen – når prisen på den tilkøbte 

dattervirksomhed formentlig – forhåbentligt – afspejler dattervirksomhedens 

værdi på købstidspunktet. 

• Straksnedskrivning over egenkapitalen kan stille professionelle investorer bedre i 

markedet i forhold til andre investorer, fordi sidstnævnte i mange tilfælde ikke kan 

vurdere konsekvenserne af manglende aktivering og afskrivning. Herunder kan det 

være svært at gennemskue, hvorvidt straksafskrivningen i realiteten skjuler, at dattervirksomheden 

blev købt for dyrt. 

• IAS 22 tillader ikke straksnedskrivning af koncerngoodwill over egenkapitalen. 

IAS 22 har omtalt en særregel om omvendt overtagelse (”Reverse Acquisitions”). Da 

denne metode imidlertid kan resultere i opskrivninger af aktiver i det juridisk fortsættende 

selskab, vil denne metode være i strid med 4. direktiv, der forudsætter, at opskrivning 

alene kan ske i årsregnskabet. Metoden kan derfor ikke indføres i dansk lovgivning. 

11.4.3. Indregning og måling af koncernbadwill 


Ved kapitaludligningen kan der fremkomme et negativt forskelsbeløb, hvis anskaffelsesprisen 

for kapitalandele i dattervirksomheden udgør et mindre beløb end værdien af dattervirksomhedens 

omvurderede nettoaktiver. Det negative forskelsbeløb omtales ofte som 

”koncernbadwill” eller ”negativ goodwill”. 

192

Den regnskabsmæssige behandling af koncernbadwill reguleres i Danmark af bek. § 17, 

stk. 4, hvorefter koncernbadwill skal henlægges som en særskilt post på egenkapitalen, 

hvis der er tale om et såkaldt ”lucky-buy”. Beløbet bindes på samme måde som en opskrivningshenlæggelse 

og kan ikke anvendes til dækning af underskud eller udloddes som 

udbytte. Reserven skal opløses, når der sker realisation, f.eks. ved salg af dattervirksomheden. 

Svarer det negative forskelsbeløb til en på anskaffelsestidspunktet forventet omkostning 

eller ugunstig udvikling i dattervirksomheden, opføres beløbet som en særskilt post under 

hensættelser. Beløbet må i så fald kun indtægtsføres i resultatopgørelsen i det omfang, 

den forventede omkostning eller ugunstige udvikling realiseres. 

ÅRL’s bestemmelse bygger på art. 31 i 7. direktiv. 

Principielt skulle badwill i tilfælde af fusion behandles på samme måde som ved koncernetablering. 

I praksis er set meget få tilfælde af badwill i tilfælde af fusion. Dette 

skyldes formentligt, at virksomhederne søger at regulere disse forhold inden fusionen, 

eventuelt i forbindelse med en forudgående koncernetablering eller samling på én hånd af 

flere virksomheder. 


Efter IAS 22 skal badwill, som vedrører klart specificerede omkostninger til lukning eller 

reduktion af aktiviteten i den tilkøbte virksomhed, indregnes som en hensættelse. Hensættelsen 

må ikke angå tilpasninger i modervirksomheden. Se standardens pkt. 31. Hensættelsen 

kan kun indtægtsføres i det omfang, de planlagte omkostninger realiseres. 

Hvis badwill ikke vedrører sådanne forhold, eller hvis de hensatte beløb ikke realiseres, 

skal badwill behandles på følgende måde: 

• Den del af badwill, som overstiger dagsværdien på de erhvervede ikke-monetære 

aktiver, skal indtægtsføres straks. 

• Den øvrige del af badwill, skal indtægtsføres systematisk over de erhvervede ikkemonetære 

aktivers gennemsnitlige restlevetid. 


ÅRL’s regler på dette punkt skal såvidt muligt følge IAS 22. 

Pligten til at foretage hensættelser i forbindelse med koncernetableringen er imidlertid for 

restriktiv, jf. også afsnit 11.4.1.3, hvortil der henvises. 

Herudover er der formentlig modstrid mellem artikel 31 i 7. direktiv og IAS 22 vedrørende 

indtægtsføring af badwill i de tilfælde, hvor det negative forskelsbeløb ikke kan hensættes. 

Her kræver IAS 22 løbende indtægtsføring, medens direktivet formentlig først 

tillader indtægtsføring ved realisation af dattervirksomheden. Denne modstrid må nødvendigvis 

afgøres til fordel for direktivets regler. 

193

Reglerne om badwill skal gælde tilsvarende for fusioner. Der er ikke grund til at formode, 

at de sjældent forekommende tilfælde gør muligheden for afsættelse af badwill overflødig. 

11.4.4. Sammenlægningsmetoden 

11.4.4.1. Pooling-of-interest-metoden 


Sammenlægningsmetoden (”Pooling of interests”-metoden) kan efter 7. direktivs art. 20 

benyttes som alternativ til ”overtagelsesmetoden”, jf. ovenfor. 

Metoden blev ikke implementeret ved udstedelsen af bek. i 1990, fordi Gomard-panelet 

dengang ikke udtalte sig til fordel for en medtagelse. Ret hurtigt efter viste der sig dog et 

ønske for en sådan mulighed, ikke mindst fordi metoden anvendes i andre lande som 

f.eks. USA, England og Sverige. 

Internationalt har man dog lagt op til forsigtighed omkring anvendelsen af sammenlægningsmetoden, 

fordi metoden indebærer indtægtsføring af erhvervede dattervirksomheders 

resultat for den del af regnskabsåret, der ligger forud for koncernetableringen. Dette 

går klart imod ideen i ”overtagelsesmetoden” og koncernenhedsteorien, der begge ligger 

til grund for 7. direktiv og dermed ÅRL. Endvidere sker sammenlægningen til bogførte 

værdier, dvs. uden beregning af forskelsbeløb. 

Substansen i sammenlægningsmetoden er, at der reelt ikke har fundet overtagelse sted. 

Tværtimod er der tale om, at to eller flere virksomheder går sammen og deler de risici og 

fordele, som eksisterede inden sammenlægningen. Sammenlægningsmetoden tager højde 

for dette ved, at regnskaberne for den sammenlagte enhed fortsætter som om de separate 

virksomheder havde fortsat som selvstændige enheder. 

Selv om der i økonomiske termer vil være tale om en sammenlægning af to virksomheder, 

så vil der juridisk set være tale om en overtagelse, hvor den ene virksomhed overtager 

den andre. 

Indholdet i sammenlægningsmetoden fremgår ikke klart af 7. direktiv. Af art. 20 fremgår 

følgende krav: 

a) de konsoliderede virksomheder skal på koncernetableringstidspunktet tilsammen eje 

kapitalandele i dattervirksomheden, der i det mindste svarer til 90 pct. af dennes selskabskapital, 

b) den i a) nævnte størrelse er nået i medfør af en ordning med hensyn til emission af 

kapitalandele i en af konsolideringen omfattet virksomhed, 

c) den i b) nævnte ordning ikke indebærer en kontant betaling, der overstiger 10 pct. af 

henholdsvis den pålydende værdi eller i mangel af pålydende værdi, den bogførte pariværdi 

af de udstedte kapitalandele. 

194

Efter b) og c) ovenfor lægges der op til, at det er en betingelse for anvendelse af sammenlægningsmetoden, 

at ejerne i den overtagne virksomhed vederlægges med aktier i den 

overtagende koncern som betaling for deres aktier i den overtagne virksomhed. Dog kan 

10% af vederlaget erlægges kontant. Overtagelsen vil således nærmest have karakter af 

fusion eller apportindskud ved, at den overtagne virksomhed indskydes som apportindskud 

i den overtagende koncern. 

Herudover må følgende kunne udledes om sammenlægningsmetoden: 

• Der foretages ingen omvurdering af aktiver og forpligtelser i den overtagne virksomhed 

på overtagelsestidspunktet. 

• En eventuel merværdi (koncerngoodwill) identificeres og indregnes ikke, hvilket kan 

sammenlignes med den nuværende mulighed for at straks fradrage koncerngoodwill i 

egenkapitalen, jf. bek. § 17, stk. 3. 

• Koncernregnskabet medtager hele dattervirksomhedens resultat for overtagelsesåret, 

uanset hvornår i året overtagelsen rent faktisk har fundet sted. 

Ovenstående medfører at sammenlægningsmetoden bl.a. har følgende forskelle i forhold 

til overtagelsesmetoden: 

• Goodwill identificeres og indregnes ikke, og der skal derfor ikke foretages afskrivning 

herpå. 

• Ingen forhøjede eller reducerede afskrivninger på anlægsaktiver, fordi der ikke foretages 

fordeling af positive eller negative forskelsbeløb. 

• Højere resultat, da der ikke skal foretages afskrivninger på goodwill, og da der ikke er 

forhøjede afskrivninger på fordelte merværdier. 

• Lavere aktivsum, fordi merværdier ikke fastsættes. 

• Højere afkastningsgrad som følge af højere overskud og lavere aktivsum. 

Om ovenstående forskelle kan betragtes som fordele eller ulemper, afhænger af den enkelte 

regnskabsbrugers forhold. Generelt kan det dog siges, at det er vigtigt, at regnskabsbrugerne 

er opmærksom på de forskelle, som eksisterer, samt hvilken metode de enkelte 

virksomheder anvender. Endvidere kunne det medføre en utilsigtet spekulation i reglerne, 

hvis de enkelte virksomheder frit kunne vælge mellem metoderne. Dette er årsagen til en 

ret restriktiv holdning internationalt set for denne metode, der formentligt vil gøre sig 

gældende i årene fremover, eventuelt ved en ny ændring af IAS 22. 

Sammenlægningsmetoden er normalt kun hensigtsmæssig, hvor to eller flere ligeværdige 

virksomheder går sammen, og hvor der i praksis ikke eksisterer en overtagende part. 

Denne metode forudsætter, at en virksomhed bliver overtaget af en anden virksomhed. 

Hvis overtagelsesmetoden anvendes i disse tilfælde, vil det være vilkårligt, hvilken virksomhed, 

der regnskabsmæssigt kan betragtes som den overtagende. Dette vil kunne føre 

til spekulation og vilkårligheder med hensyn til, hvilken virksomheds aktiver, der skal 

omvurderes til dagsværdi. 

195


IAS 22 har flere begrænsninger i anvendelsen af sammenlægningsmetoden end 7. direktiv. 

IAS 22 fastslår således, at metoden kun kan benyttes, hvis der klart skal være tale om 

en sammenlægning af to (eller flere) virksomheder, og hvor det ikke er muligt at identificere 

en overtagende og overtaget part. 


Sammenlægningsmetoden skal tillades i en ny lov. Betingelserne for anvendelse af metoden 

skal være klare og begrænsede, så den erhvervende virksomhed/koncern ikke ved 

anvendelse af metoden kan ”pynte” på sin egen udgangsposition og på det pågældende 

års resultat. Loven skal således også indføre såvel de begrænsninger, der findes i IAS 22 

som dem i 7. direktiv. På denne måde vil loven komme så tæt som muligt på de internationale 

standarder. 

Det har været drøftet, om sammenlægningsmetoden skal være et frivilligt alternativ eller 

en krævet metode i de anførte tilfælde. Ud fra en samlet vurdering er det opfattelsen, at 

metoden ikke bør være tvunget, men at der skal åbnes mulighed for, at metoden kan anvendes, 

når betingelserne herfor er tilstede. 

Det må forventes, at metoden ved tilstrækkeligt stramme betingelser kun vil blive anvendt 

i meget begrænset omfang. 

11.4.4.2. Andre sammenlægningsmetoder 


En ofte forekommende variant af sammenlægningsmetoden er de situationer, hvor den 

samme person eller persongruppe har opkøbt to eller flere virksomheder, og derefter 

ønsker at fusionere dem. Der foreligger ikke en koncern, da der er tale om fysiske personer. 

Da den eller de pågældende ingen interesse har i at vise goodwill, fordi de – lighed med 

sammenlægningsmetoden – ikke anser nogen af virksomhederne for den fortsættende i 

realiteten, opstår der den samme situation som ved sammenlægningsmetoden. 

Metoden kan også forekomme ved, at der sker koncernetablering som første trin, hvorefter 

man på et senere tidspunkt gennemfører en lodret fusion, hvor moderselskabets kapitalandele 

i dattervirksomheden blot annulleres uden vederlag. 


IAS 22 undtager specifikt kombinationer mellem virksomheder, der ejes af de samme 

interesser. Området er derfor ureguleret, men minder mest om de situationer, der er dækket 

af undtagelserne i IAS 22 for sammenlægningsmetoden. 

196


Der skal skaffes plads til disse situationer i en ny ÅRL. Ikke bare for at tilgodese fusioner, 

men også for at tilgodese lodrette fusioner indenfor en koncern. Dog er der formentlig 

ikke behov for at sørge for særlige regler for disse kombinationer for koncernetablering. 

11.4.4.3. Sammenfatning af metoder til sammenlægning ved koncernetablering 

og fusion 

Ovenfor er der beskrevet de metoder som kan anvendes ved indregning ved koncernetablering. 

Nedenfor i Tabel 5 følger en sammenfatning af hvilke metoder som kan anvendes 

hvornår: 

Situation OvertagelsesmeSammenlægtodenningsmetoden Koncernetablering, hvor den ene virksomhed 

reelt overtager den anden 

Tilladt Ikke tilladt 

Fusion, hvor der reelt er tale om at den ene virksomhed 

overtager den anden 

Tilladt Ikke tilladt 

Koncernetablering, hvor der reelt er tale om at to Tilladt Tilladt under 

ligeværdige parter lægger virksomhederne sammen 

visse betingelser 

Fusion, hvor to ligeværdige parter lægger virk- Tilladt Tilladt under 

somhederne sammen 

visse betingelser 

Koncernetablering, hvor både den overtagende og Kan anvendes Tilladt 

overtagne virksomhed tilhører den samme koncern. 

med forsigtighed 

Fusion af to koncernforbundne selskaber Ikke anbefalet Anbefalet 

Koncernetablering hvor både det overtagende og 

overtagne selskab har samme ejer før koncernetableringen 

Ikke anbefalet Anbefalet 

Fusion af to selskaber som har samme ejer inden 

fusionen 

Ikke anbefalet Anbefalet 

TABEL 5: OVERSIGT OVER FORSKELLE MELLEM OVERTAGELSESMETODEN OG SAMMENLÆGNINGSMETODEN. 

Som det fremgår af ovenstående, vil der i mange tilfælde som udgangspunkt skulle anvendes 

forskellige metoder. Det afhænger af, om der er tale om overdragelse af virksomheder 

mellem to uafhængige parter, eller om der er tale om overdragelse mellem to nærtstående 

parter. 

Årsagen til denne opdeling er, at ved overdragelse mellem to nærtstående parter er de 

normale markedsmekanismer sat ud af kraft. Overtagelsesmetoden baserer sig på handel 

mellem uafhængige parter, hvor disse forhandler sig frem til en overtagelsespris for det 

overtagne selskab. Overtagelsesmetoden vil således i mange tilfælde ikke være anvendelig 

ved overdragelser mellem nærtstående parter. 

197

11.5. Pro rata konsolidering 


Efter ÅRL § 60 kan modervirksomheder ved pro rata konsolidering i koncernregnskabet 

medtage en virksomhed, som virksomheden leder sammen med en eller flere virksomheder. 

Posterne i den fælles-ledede virksomheds regnskab medtages i forhold til den andel, 

modervirksomheden og dens dattervirksomheder besidder af den fælles-ledede virksomheds 

egenkapital. Reglerne er gentaget i bek. § 19. 

Bestemmelsen bygger på art. 32 i 7. direktiv. Efter direktivet kan det enkelte medlemsland 

tillade eller foreskrive pro rata konsolidering af fælles ledede virksomheder i koncernregnskabet. 

Bestemmelsen er kun tænkt anvendt på joint-ventures, uagtet at dette begreb ikke er 

nævnt hverken i direktiv- eller lovteksten. En fælles ledet virksomhed kan være organiseret 

som et kapitalselskab, dvs. et aktie- eller anpartsselskab, eller som et personselskab, 

typisk interessentskab. Et joint venture er ikke en dattervirksomhed, men vil ofte være en 

associeret virksomhed. Ingen enkeltdeltagere har bestemmende indflydelse i et joint venture, 

men den bestemmende indflydelse udøves af ejerne i fællesskab efter overenskomsten. 

Har én deltager bestemmende indflydelse, er der ikke tale om fælles ledelse, men 

om et dattervirksomhedsforhold. 

Selvom direktivet kun nævner muligheden for pro rata konsolidering i koncernregnskabet, 

kan metoden formentlig også i overensstemmelse med lovmotiverne fra 1990 benyttes i 

årsregnskabet, hvis den regnskabsaflæggende virksomhed deltager i virksomheden med 

ubegrænset ansvar. 


Den regnskabsmæssige behandling af joint ventures er beskrevet i IAS 31. Standarden 

opdeler joint ventures i tre grupper: 

• jointly controlled operations, 

• jointly controlled assets, og 

• jointly controlled entities. 

Jointly controlled operations er et samarbejde mellem virksomheder, hvor hver enkelt 

virksomhed anvender sine egne ressourcer m.v. Som eksempel nævner standarden det 

tilfælde, hvor to eller flere virksomheder kombinerer deres aktiviteter, ressourcer og 

ekspertise med henblik på at producere, markedsføre og distribuere et bestemt produkt, 

f.eks. et fly. 

Jointly controlled assets er fællesejede aktiver. Som eksempel nævner standarden, at der 

kan være tale om flere olieselskaber, som sammen ejer en olierørledning. 

198

Jointly controlled entities er fælles-ledede virksomheder. For eksempel et interessentskab, 

anpartsselskab eller aktieselskab. 

For jointly controlled operations foreskriver standarden, at hver virksomhed i både årsregnskabet 

og koncernregnskabet indregner de aktiver, den kontrollerer og de forpligtelser 

den har, samt de indtægter og omkostninger den får på baggrund af joint venturets 

salg af varer eller serviceydelser. 

Jointly controlleded assets skal efter standarden indregnes pro rata i både årsregnskabet 

og koncernregnskabet. 

For jointly controlled entities anbefaler standarden pro rata konsolidering i koncernregnskabet, 

hvorimod den regnskabsmæssige behandling i årsregnskabet ikke omtales. Som 

alternativ metode tillades den indre værdis metode. 

IAS 31 indeholder endvidere yderligere oplysningskrav i forhold til ÅRL’s bestemmelser. 


Loven skal tilnærmes IAS 31 på dette område. Derfor skal deltagelse i virksomheder eller 

aktiviteter med ubegrænset ansvar i fremtiden kunne indregnes pro rata i årsregnskabet, 

idet det personlige ansvar indebærer, at der ikke er reel økonomisk forskel på, om aktiviteten 

foregår internt i virksomheden eller er placeret i et joint venture. Det betyder, at 

”jointly controlled operations” og ”jointly controlled assets”, jf. IAS 31, fremover skal 

kunne indregnes pro rata. Det samme gælder ”jointly controlled entities” for så vidt angår 

interessentskaber eller andre virksomheder med ubegrænset hæftelse. Denne regel synes 

ikke at stride mod direktiverne. 

Derimod skal pro rata indregningen som udgangspunkt ikke kunne anvendes for fællesledede 

virksomheder med begrænset ansvar. Det skyldes, at der reelt er tale om to virksomheder 

med hver sin juridiske afgrænsning af ansvaret. Der kan dog være tale om helt 

specielle situationer, f.eks. arbejdsfællesskaber m.v. af begrænset tidsmæssig udstrækning, 

som af hensyn til et retvisende billede vil kunne være tvunget til at pro rata konsolidere 

disse aktiviteter. Det samme kan være tilfældet i situationer hvor én eller flere af de, 

som indgår i den fællesledede virksomhed, har påtaget sig ubegrænset hæftelse overfor 

virksomhedens kreditorer. 

Pro rata konsolidering i koncernregnskabet vil fortsat kunne ske, uanset den fællesledede 

virksomhed er organiseret i et selskab med begrænset ansvar, og uanset at der ikke er tale 

om et midlertidigt samarbejde. Dette er i overensstemmelse med 7. direktivs art. 32. 

11.6. Reglernes placering i den nye årsregnskabslov 

I den nuværende lov er koncernregnskabsreglerne spredt rundt i loven og i bek. Lempelsesbestemmelserne 

(fritagelse for udarbejdelse af koncernregnskab) findes i lovens afsnit 

1. De overordnede bestemmelser om koncernregnskaber findes i afsnit 8, mens de mere 

detaljerede bestemmelser findes i bek. 

199

Den nuværende struktur samt opdelingen i lov og bekendtgørelse har været kritiseret fra 

flere sider og er blevet betegnet som uhensigtsmæssig. Da et af formålene med den nye 

lov er en bedre struktur og opbygning af loven er det naturligt, at også koncernregnskabsbestemmelserne 

bliver samlet. 

Det har været drøftet, om koncernbestemmelserne i den nye årsregnskabslov skal indplaceres 

i selve byggeklodsmodellen (regnskabsklasse C), eller samles i et særskilt afsnit 

uden for selve byggeklodsmodellen. Direktiverne stiller ikke særskilte krav i denne forbindelse. 

Det er Regnskabsrådets opfattelse, at bestemmelserne om koncernregnskab mest hensigtsmæssigt 

samles i et særskilt afsnit fordi: 

• En samling af bestemmelserne synes logisk og mest brugervenlig for de omfattede 

virksomheder. For de af lovens brugere, der ikke skal udarbejde koncernregnskab, synes 

det ligeledes mest overskueligt, at koncernbestemmelserne ikke indgår i klassens 

”almindelige” regnskabsbestemmelser. 

• Det er ulogisk at placere reglerne i klasse C, da også visse klasse Bmodervirksomheder 

skal udarbejde koncernregnskab, fordi koncernen som helhed 

overskrider størrelsesgrænserne. 

Det bemærkes i denne forbindelse, at klasse B virksomheder ikke kan anvende en række 

lempelsesbestemmelser, såfremt blot én anden virksomhed i samme koncern eller koncernen 

selv overskrider størrelsesgrænserne, jf. ÅRL §§ 64 d, stk. 3, 64 e og 64 f. Dette 

problem kan løses ved at der i koncernregnskabsbestemmelserne gøres opmærksom på de 

yderligere oplysningskrav der eksisterer for modervirksomheder i klasse B i forhold til 

andre virksomheder i klasse B. 

Af hensyn til overskueligheden skal fusionsregnskabsreglerne placeres i sammenhæng 

med koncernregnskabsreglerne. 

200

12. Indsendelse, offentliggørelse og undersøgelse af årsrapport 

samt straf 

De internationale regnskabsstandarder er privatretlig ’soft-law’ og har af gode grunde 

ikke særlige krav om offentliggørelse af årsregnskaber. Standarderne forudsætter imidlertid 

klart – som det også fremgår indirekte af de enkelte forklaringer – at de pågældende 

årsregnskaber offentliggøres, i hvert fald via fondsbørser. IASC’s begrebsramme taler 

også om, at manglende rettidighed kan medføre begrænsninger i oplysningernes relevans. 

Offentliggørelsen indebærer, at årsregnskaberne udarbejdes efter samme regler for opstilling, 

oplysningsintensitet og værdiansættelse. Revisionspligten er også nøje forbundet 

med offentliggørelse af årsregnskaber, selvom den også har betydning for investorernes 

oplysningsbehov. 

Offentliggørelse af finansielle eller driftsøkonomiske årsregnskaber forudsættes også i 

regnskabsdirektiverne, der har flere bestemmelser herom, ligesom der også i et omfang 

forudsættes revision af årsregnskaberne. 

Hvis årsregnskaberne skal kunne benyttes af regnskabsbrugerne, vil det også være nødvendigt, 

at kvaliteten og lovmedholdeligheden sikres. Denne kan ikke sikres ved revisionen 

alene. Derfor foretager Erhvervs- og Selskabsstyrelsen i dag på stikprøvebasis undersøgelser 

af indsendte årsregnskaber med henblik på at konstatere åbenbare lovovertrædelser. 

Glemmes skal ikke, at indsendelse af årsregnskaber m.v. til Erhvervs- og Selskabsstyrelsen 

ikke har fiskale eller statsadministrative formål, men at regnskabsoffentligheden først 

og fremmest er i regnskabsbrugernes interesse. Virksomhederne benytter i meget høj grad 

offentliggjorte årsregnskaber m.v. til at skaffe sig finansiering og anden støtte. Dette 

foregår også i stort omfang direkte til finansieringskilder og særskilte interessegrupper 

udenom Erhvervs- og Selskabsstyrelsen. 

Reglerne om interessegruppernes adgang til årsregnskaber m.v., dvs. indsendelse, offentliggørelse 

tillige med styrelsens undersøgelse af årsregnskaber er således af stor betydning. 

12.1. Indsendelse 

12.1.1. Indsendelsespligt. Undtagelser og lempelser 


Efter de gældende regler skal virksomheder med begrænset ansvar som altovervejende 

hovedregel indsende årsregnskab m.v. til offentliggørelse i Erhvervs- og Selskabsstyrelsen. 

201

EF-direktiverne og selskabslovene lægger vægt på offentliggørelse som en metode til at 

regulere forhold omkring virksomheder med begrænset ansvar. 

ÅRL's regler om indsendelse og offentliggørelse af årsregnskaber m.v. gennemfører således 

1., 4. og 7. direktivs regler om indsendelse og offentliggørelse af årsregnskaber m.v. 

De omtalte virksomheder og undtagelserne herfra er behandlet i afsnit 8.1.1 

De virksomheder, der alene er omfattet af bogføringsbekendtgørelsens kapitel 2 fsva. 

årsregnskab, skal ikke indsende årsregnskab til Erhvervs- og Selskabsstyrelsen. 


Af hensyn til overskueligheden skal regler om indsendelsespligt for samtlige virksomhedstyper 

samles i den nye lov. 

For at undgå misforståelser for filialer af udenlandske virksomheder skal det præciseres, 

at det er den udenlandske virksomheds og ikke filialens årsregnskab m.v., som skal indsendes. 

Af hensyn til ensartetheden og overskueligheden skal alle regler, der undtager fra eller 

indeholder lempelser i pligten til at indsende årsregnskab m.v., formuleres og opbygges 

ud fra samme overordnede model. 

Alle undtagelsesbestemmelser vedrørende indsendelse af årsregnskab m.v. skal være 

valgfrie, således at virksomheden frit kan vælge, om den vil indsende årsregnskab m.v. 

eller ej. Vælger virksomheden at undlade at indsende årsregnskab m.v., skal der i stedet 

indsendes en erklæring herom til styrelsen – med samme frist som for årsregnskabet. 

Erklæringen skal offentliggøres af hensyn til regnskabsbrugerne. 

Visse undtagelsesregler kan benyttes, hvis virksomheden ikke overstiger bestemte størrelsesmæssige 

kriterier i to på hinanden følgende år. I LEV § 19 er undtagelsen dog baseret 

på tre år. Disse tidsgrænser skal alle steder udgøre to år. 

12.1.2. Indsendelsesfrister 


For årsregnskaber m.v. gælder følgende frister for modtagelse i styrelsen: 

• Aktieselskaber, kommanditaktieselskaber, anpartsselskaber samt interessentskaber og 

kommanditselskaber omfattet af ÅRL § 1 a skal efter § 62, stk. 1, indsende årsregnskab 

m.v.: 

a. senest 1 måned efter dagen for godkendelsen på selskabets generalforsamling eller 

ved tilsvarende lovlig beslutning (for statslige og børsnoterede aktieselskaber dog 

senest 6. hverdag efter dagen for godkendelsen), og 

b. senest 6 måneder efter regnskabsårets afslutning (for børsnoterede og statslige aktieselskaber 

dog senest 5 måneder efter regnskabsårets afslutning). 

202

Begge frister skal være overholdt. Modtagelsestidspunktet i styrelsen er afgørende 

for, om fristerne er overholdt. 

• For andelsselskaber (amba.'er) og andre virksomheder med begrænset ansvar, jf. LEV 

§ 3, gælder alene 6-måneders fristen i litra b ovenfor, jf. LEV § 18 med henvisning til 

ÅRL (1-måneds fristen gælder ikke, da der for disse virksomhedstyper ikke er fastsat 

regler om fremgangsmåden ved årsregnskabets m.v. godkendelse). 

• For erhvervsdrivende fonde er alene fastsat en 6-måneders frist fra regnskabsårets 

afslutning, jf. LEF § 53, stk. 4. 

• For udenlandske virksomheder med filialer i Danmark er der alene fastsat en 6måneders 

frist fra regnskabsårets afslutning, jf. ÅRL § 63 a, stk. 1. 

Indsendelsesfristerne er ikke direktivbundne. Imidlertid må det følge af direktivets formål 

med offentliggørelse, at der skal fastsættes en frist, som sikrer, at oplysningerne endnu 

har en vis aktualitet for regnskabsbrugerne. Se hertil f.eks. EF-domstolens dom af 29. 

september 1998, hvor Tyskland blev dømt for ikke i tilstrækkelig grad at sikre indsendelse 

af årsregnskaber. 

Halvårsrapport for statslige aktieselskaber skal være modtaget i styrelsen senest 2 måneder 

efter udløbet af den pågældende 6-måneders regnskabsperiode, jf. ÅRL § 62, stk. 3. 


Indsendelsesfristerne for alle de indsendelsespligtige virksomheder skal samles i den nye 

lov. 

Indsendelsesfristen for årsregnskab m.v. på 6 måneder efter regnskabsårets udløb skal 

opretholdes, da den giver en rimelig balance mellem hensynet til virksomheden og hensynet 

til regnskabsbrugerne. Det samme skal 5 måneders fristen for børsnoterede og 

statslige aktieselskaber. Selvom en skærpelse af denne frist kunne reducere risikoen for 

insiderhandel i de børsnoterede selskaber, vil der være tale om en byrde for selskaberne, 

som ikke står mål med fordelene. 

Endvidere skal 1-månedsfristen for indsendelse ændres, så årsregnskabet skal indsendes 

til Erhvervs- og Selskabsstyrelsen uden ugrundet ophold efter vedtagelsen på generalforsamlingen. 

Dette skyldes, at det ikke er rimeligt, at selskaberne lovligt skal kunne udskyde 

offentliggørelsen en hel måned, efter at årsregnskabet er godkendt på generalforsamlingen. 

Tilsvarende skal fristen for børsnoterede og statslige selskabers indsendelse ændres 

fra 6 hverdage til ”uden ugrundet ophold”. Afgiften for overtrædelse af 1-måneds 

fristen og 6 dages fristen skal imidlertid ophæves som anført under afsnit 12.1.4.2. nedenfor. 

Indsendelsesfristen for filialer af udenlandske selskaber kan i særlige tilfælde give anledning 

til vanskeligheder, hvor fristen for indsendelse af det udenlandske selskabs årsregnskab 

til den udenlandske selskabsmyndighed er længere end 6 måneder. Imidlertid er det 

vigtigt at holde sig for øje, at filialer i Danmark af udenlandske selskaber nødvendigvis 

må ligestilles med danske virksomheder og dattervirksomheder af udenlandske virksomheder. 

Derfor skal filialers frist på 6 måneder for indsendelse af det udenlandske årsregn- 

203

skab fastholdes. 

Indsendelsesfristen for halvårsrapporter er fastsat udfra de tilsvarende regler for børsnoterede 

selskaber. Denne frist skal derfor opretholdes uændret. 

12.1.3. Reaktioner i tilfælde af manglende modtagelse af årsregnskab m.v. i 

styrelsen 


I tilfælde af manglende modtagelse af årsregnskab m.v. har Erhvervs- og Selskabsstyrelsen 

følgende reaktionsmuligheder: 

• Ledelsen kan pålægges daglige eller ugentlige tvangsbøder, indtil virksomhedens 

årsregnskab m.v., halvårsrapport for et statsligt aktieselskab eller erklæring efter LEV 

§ 19, stk. 6, indsendes til styrelsen, jf. ÅRL § 64, stk. 3, nr. 1, LEV § 18 med henvisning 

til ÅRL, LEV § 22 og LEF § 64. 

• Der kan iværksættes tvangsopløsning, hvis virksomhedens årsregnskab m.v. eller 

erklæring i henhold til LEV § 19, stk. 6, ikke indsendes, og tilsvarende kan en filial af 

en udenlandsk virksomhed slettes af styrelsens register, jf. ASL § 118 og § 152, stk. 1, 

nr. 3, ApSL §§ 61 og 68, LEV § 21, stk. 1, og § 12, stk. 1, i opløsningsbekendtgørelsen 

for erhvervsdrivende fonde. 

• Der er dog ikke hjemmel til at iværksætte tvangsopløsning over for interessentskaber 

og kommanditselskaber omfattet af ÅRL § 1 a. 

• Der kan pålægges bødestraf for manglende eller for sen modtagelse af årsregnskab 

m.v. samt halvårsrapport for statslige aktieselskaber i henhold til ÅRL § 65, stk. 1, 

samt LEF § 63, stk. 1, 1. pkt. 

• Som supplement til tvangsopløsning kan styrelsen for aktieog anpartsselskaber 

iværksætte en selskabs- eller regnskabskyndig undersøgelse, jf. AL § 118 a og ApSL 

§ 63. Undersøgelsen skal bl.a. indeholde en kritisk gennemgang af selskabets regnskabsmateriale 

og forhold i øvrigt. 


Der skal såvidt muligt være samme reaktionsmuligheder for alle de indsendelsespligtige 

virksomheder. Der skal derfor skabes mulighed for, at Erhvervs- og Selskabsstyrelsen kan 

udmelde selskabs- og regnskabskyndige til at gennemføre undersøgelser i virksomheder 

omfattet af LEV og LEF, så myndighederne kan tage samme midler i anvendelse over for 

disse virksomheder som overfor aktieog anpartsselskaber for at sikre årsregnskabernes 

m.v. rigtighed samt forebygge og afsløre økonomisk kriminalitet. 

Samtlige reaktionsmuligheder, herunder også tvangsopløsning i tilfælde af manglende 

indsendelse af årsregnskab m.v., skal for alle de indsendelsespligtige virksomheder have 

hjemmel i den nye lov. Reglerne om fremgangsmåden ved tvangsopløsning samt selskabs- 

og regnskabskyndig undersøgelse skal dog fortsat placeres i selskabslovene, hvor 

de mest naturligt hører hjemme. 

204

12.1.4. Reaktion i tilfælde af for sen modtagelse af årsregnskab m.v. i 

Erhverv- og Selskabsstyrelsen 


En betragtelig del af de over 80.000 årsregnskaber m.v., som styrelsen modtager hvert år, 

modtages for sent. Det er uheldigt, da det er af afgørende betydning, at styrelsen til stadighed 

kan stille aktuelle oplysninger til rådighed for regnskabsbrugerne. For at nedbringe 

antallet af for sent modtagne årsregnskaber m.v. indførte man derfor i 1994 adfærdsregulerende 

afgifter i ÅRL § 62. Antallet af for sent modtagne årsregnskaber m.v. er siden 

da faldet fra 37 % i 1993 til 12 % i 1997. 

Endelig skal man være opmærksom på, at Danmark er forpligtet til at sørge for passende 

sanktioner mod manglende opfyldelse af offentliggørelsespligten, jf. 1. selskabsretsdirektivs 

art. 6. 

Årsregnskaber m.v., som modtages for sent i henhold til ÅRL § 62, stk. 1, pålægges afgift 

efter følgende regler: 

• Aktieselskaber, kommanditaktieselskaber, anpartsselskaber samt interessentskaber og 

kommanditselskaber omfattet af ÅRL § 1 a: 

a. Ved overskridelse af fristen på 1 måned (for børsnoterede og statslige aktieselskaber 

6 hverdage) efter dagen for godkendelsen på selskabets generalforsamling eller 

ved tilsvarende lovlig beslutning pålægges en afgift på 200 – 1.000 kr. pr. ledelsesmedlem, 

jf. ÅRL § 62, stk. 5. 

b. Ved overskridelse af fristen på 6 måneder (for børsnoterede og statslige aktieselskaber 

5 måneder) efter regnskabsårets afslutning pålægges en afgift på 500 – 

8.000 kr. pr. ledelsesmedlem, jf. ÅRL § 62, stk. 6. Det er en forudsætning for pålæggelsen 

af denne type afgift, at der forinden er udsendt påkrav til virksomhedens 

ledelse på virksomhedens adresse. 

Af nemheds hensyn vil de to afgiftstyper i det følgende blive kaldt henholdsvis "1måneds 

afgiften" og "6-måneders afgiften". 

• For andelsselskaber (amba.'er) og andre virksomheder med begrænset ansvar omfattet 

af LEV § 3 gælder 6-måneders afgiften i litra b ovenfor, jf. LEV § 18 med henvisning 

til ÅRL. 

• For erhvervsdrivende fonde er der ikke fastsat regler om adfærdsregulerende afgifter. 

• For filialbestyrere, som skal indsende den udenlandske virksomheds årsregnskab m.v. 

til styrelsen, gælder 6-måneders afgiften i litra b ovenfor, jf. ÅRL § 63 a, stk. 1. 

Der er ikke hjemmel til at pålægge afgift som følge af for sen modtagelse af erklæring, 

som træder i stedet for årsregnskab, samt halvårsrapport for statslige aktieselskaber. 

Afgiften pålægges medlemmerne af virksomhedens ledelse, herunder komplementarer og 

interessenter i de af ÅRL § 1 a omfattede selskaber, samt filialbestyrerne. Baggrunden for 

dette er, at det efter selskabsreglerne er virksomhedens ledelse, som har ansvaret for, at virksomhedens 

bogførings- og regnskabsforhold tilrettelægges, så årsregnskabet m.v. kan udar- 

205

ejdes, revideres og godkendes inden for tidsfristerne i ÅRL § 62, stk. 1. Der påhviler således 

hvert enkelt medlem af virksomhedens ledelse et selvstændigt ansvar for, at indsendelsesfristerne 

overholdes. 

Ved likvidation træder likvidator i ledelsens sted og overtager herved ledelsens rettigheder og 

pligter. Likvidator er derfor også underlagt afgiftsreglerne. 

Det enkelte ledelsesmedlem kan dog blive helt eller delvist fritaget for betaling af afgiften, 

hvis den pågældende kan dokumentere over for styrelsen, at han/hun har søgt at fremme 

indsendelsen, og at forsinkelsen derfor ikke kan lægges den pågældende til last, jf. ÅRL § 62, 

stk. 7, 2. pkt., og lovmotiverne hertil. 

Ved betalingsstandsning er det styrelsens praksis, at der ikke pålægges afgifter for betalingsstandsningsperioden, 

jf. konkurslovens § 16 d. Det samme gælder for den tilsvarende 

frist med henblik på at indgå på akkord, jf. konkurslovens § 24. 

Reglerne om pålæggelse af afgifter er ikke direktivbundne. 


Alle indsendelsespligtige virksomheder skal ligestilles i afgiftsmæssig henseende og 

underlægges samme afgiftsregler. Erhvervsdrivende fonde skal således også omfattes 

heraf, mens 1-måneds afgiften, som kun gælder for visse virksomhedstyper, skal afskaffes. 

Tilsvarende skal 6 dages afgiften for børsnoterede og statslige aktieselskaber afskaffes. 

Erklæringer, som træder i stedet for årsregnskab m.v. – f.eks. erklæring i henhold til LEV 

§ 19, stk. 6 – skal sidestilles med årsregnskaber m.v. Der skal derfor pålægges afgift ved 

for sen modtagelse heraf. 

6-måneders afgiften skal reduceres til maksimalt 3.000 kr. pr. ledelsesmedlem, så den 

udgør 500 kr. for 1. påbegyndte måned, 1.000 kr. for 2. påbegyndte måned og 1.500 kr. 

for 3. påbegyndte måned. Afgifter i denne størrelsesorden skønnes at være tilstrækkelig 

store til at have den ønskede virkning: at fremme rettidig indsendelse af årsregnskab m.v. 

Der burde ikke være noget praktisk behov for en afgiftsramme, som går helt op til 8.000 

kr., da en virksomhed normalt vil være sendt til tvangsopløsning, hvis årsregnskabet m.v. 

har været forsinket i mere end 3 måneder. 

Efter § 63 a er det filialbestyrerne, som hæfter for afgiften, hvis den udenlandske virksomheds 

årsregnskab m.v. modtages for sent i styrelsen. Dette forekommer uheldigt. I 

visse lande opereres der f.eks. med længere indsendelsesfrister end i Danmark. Hertil 

kommer, at filialbestyrerne ikke har ledelsesbeføjelser i forhold til virksomhedens regnskabsaflæggelse. 

Filialbestyrerne kan derfor have vanskeligt ved at fremme indsendelsen 

af årsregnskabet ud over det rent ekspeditionsmæssige i forbindelse hermed eller ved at 

fratræde. Afgiften skal derfor ikke længere pålægges filialbestyreren, men filialen. 

206

Kriterierne for afgiftsfritagelse skal klart fremgå af afgiftsbestemmelsen i den nye lov. 

Endvidere skal retsstillingen i afgiftsmæssig henseende i forbindelse med virksomhedens 

likvidation, genoptagelse eller betalingsstandsning ligeledes fremgå af bestemmelsen. 

12.2. Offentliggørelse af årsregnskaber m.v. 


Årsregnskaber m.v., erklæringer som træder i stedet herfor og halvårsrapporter for statslige 

aktieselskaber skal indsendes til Erhvervs- og Selskabsstyrelsen med henblik på offentliggørelse. 

Det primære formål med indsendelsen er således offentliggørelse, idet direktiverne og 

selskabslovene som tidligere nævnt lægger vægt på offentliggørelse som en metode til at 

regulere forhold omkring virksomheder med begrænset ansvar. 

Kravet om offentliggørelse af årsregnskaber m.v. har navnlig til formål at beskytte tredjemands 

interesser, eftersom virksomheder med begrænset ansvar ikke er underlagt et 

almindeligt tilsyn fra en offentlig myndighed i lighed med f.eks. Finanstilsynets tilsyn 

med banker og sparekasser m.v. 

Offentliggørelsen skal derfor sætte kreditorer, virksomhedsdeltagere og andre tredjemænd 

i stand til selv at beskytte deres interesser ved at give dem adgang til aktuelle regnskabsoplysninger 

i Erhvervs- og Selskabsstyrelsen. 

Det er virksomhedens eget ansvar, at det årsregnskab m.v., der offentliggøres, er i overensstemmelse 

med lovgivningens og vedtægternes krav hertil. Revisor bekræfter dette 

ved sin påtegning. 

Erhvervs- og Selskabsstyrelsen kontrollerer ikke de indsendte årsregnskaber inden offentliggørelsen. 

Hvis styrelsen bliver opmærksom på væsentlige fejl – som f.eks. at dirigentens 

attestation eller revisionspåtegningen mangler – nægter man dog offentliggørelse og 

beder om fornyet indsendelse af berigtiget regnskab, jf. ÅRL § 63 c, stk. 2, 2. pkt., og 

LEF § 57, stk. 2. Bliver dette ikke imødekommet, kan styrelsen pålægge tvangsbøder, jf. 

ÅRL § 64, stk. 3, nr. 2, og LEF § 64, eller tvangsopløse virksomheden pga. manglende 

årsregnskab. 

Modtagelsen af årsregnskaber m.v. samt halvårsrapporter for statslige aktieselskaber skal 

straks offentliggøres i styrelsens edb-informationssystem og er offentligt tilgængelige, jf. 

ÅRL § 62, stk. 4, og § 63 a, stk. 4, samt LEF § 56, stk. 1, og § 61, stk. 1, 1. pkt. 

Modtagelsen af erklæringer i.h.t. LEV § 19, stk. 6, som træder i stedet for årsregnskab 

m.v., offentliggøres i styrelsens edb-informationssystem. Erklæringerne er offentligt 

tilgængelige, jf. LEV § 14, stk. 1. 

207

Desuden offentliggøres modtagelsen af erklæringer efter ÅRL §§ 2 e og 2 f, som ligeledes 

træder i stedet for årsregnskab m.v., selv om der ikke er udtrykkelig hjemmel hertil. 

Foruden årsregnskaber m.v. modtager og offentliggør Erhvervs- og Selskabsstyrelsen 

grønne regnskaber i henhold til miljølovgivningens regler herom. 


Bestemmelserne om de pågældende dokumenters offentliggørelse og offentlige tilgængelighed 

skal samles i den nye lov for alle de indsendelsespligtige virksomheder. 

Bestemmelserne om pålæg om berigtigelse af fejl og lign. i de indsendte årsregnskaber 

m.v. skal ligeledes samles i den nye lov. 

Der skal være udtrykkelig hjemmel til, at alle typer erklæringer, som træder i stedet for 

årsregnskab m.v., skal offentliggøres og være offentligt tilgængelige i lighed med årsregnskaber 

m.v. af hensyn til regnskabsbrugerne. 

I dag offentliggør styrelsen grønne regnskaber adskilt fra det økonomiske årsregnskab. 

Det må forventes, at regnskabsbrugerne i fremtiden vil ønske at læse sådanne og andre 

supplerende regnskaber (f.eks. videnregnskaber) i sammenhæng med det økonomiske 

årsregnskab i en årsrapport, se herom i kapitel 10. Derfor skal loven indeholde hjemmel 

til offentliggørelse af ikke-finansielle rapporter, f.eks. videnregnskaber m.v., evt. i form 

af en bemyndigelse til styrelsen til at fastsætte regler herom ved bekendtgørelse. 

12.3. Elektronisk indsendelse af årsregnskaber m.v. 

12.3.1. Nye indsendelsesformer 

Erhvervs- og Selskabsstyrelsen forbereder forskellige muligheder for virksomhederne til 

at opfylde deres indsendelsespligt ad elektronisk vej. Der arbejdes med on-line eller 

diskløsninger og med anvendelse af internet. Indsendelse kan her ske på forskellige måder, 

hvoraf EDI, eventuelt EDIFACT-løsninger synes realistiske. Styrelsens forberedelser 

nærmer sig gennemførelse. 

Her er det vigtigt at sørge for, at de elektronisk indsendte årsregnskabers autenticitet og 

korrekthed kan sikres, f.eks. via kryptering. Ligeledes skal det gøres muligt at anvende 

elektronisk signatur. 


En ny årsregnskabslov skal tage højde for elektroniske indsendelsesmuligheder og for 

mulighederne af i det hele taget at udnytte moderne elektronisk teknik ved udarbejdelse, 

aflæggelse og offentliggørelse af årsregnskaber. Det skal samtidig sikres, at revisor på 

anden måde kan markere, at der er foretaget revision, f.eks. ved elektronisk signatur eller 

lign. foranstaltninger. 

208

12.4. Stikprøvevis udtagelse og undersøgelse af årsregnskaber m.v. 

12.4.1. Undersøgelsesadgangen 


I henhold til ÅRL § 63 c, stk. 1, har styrelsen pligt til at foretage en stikprøvevis udtagelse 

og undersøgelse af modtagne årsregnskaber m.v. og de hertil hørende revisionspåtegninger 

for at konstatere åbenbare overtrædelser af bestemmelser i eller i henhold til ÅRL, 

ASL, ApSL, LEF og BFL samt LEV via henvisningsreglen i LEV § 18 til ÅRL. 

Reglerne om undersøgelse af årsregnskaber m.v. har ikke direktivmæssig baggrund, men 

er bl.a. begrundet i et ønske om at dæmme op for økonomisk kriminalitet og lovovertrædelser 

i øvrigt. 

Formålet med stikprøveundersøgelsen er at konstatere åbenbare overtrædelser af lovgivningen 

om aktieog anpartsselskaber, erhvervsdrivende fonde, erhvervsdrivende virksomheder 

samt bogførings- og årsregnskabslovgivningen (LEV nævnes ikke udtrykkeligt 

i bestemmelsen, men bestemmelsen gælder også for virksomheder omfattet heraf via 

henvisningen i § 18 til ÅRL). LSR og LRR er ej heller udtrykkeligt nævnt men anses for 

omfattet, jf. nedenfor. 

Bestemmelsen har baggrund i en uafhængig undersøgelse, som industriministeren lod 

foretage i 1993 af omfanget af åbenbare lovovertrædelser i regnskaber indsendt til Erhvervs- 

og Selskabsstyrelsen. Undersøgelsen afslørede et stort antal overtrædelser af 

selskabs- og årsregnskabslovgivningen og påviste således bl.a., at der var behov for en 

generel forebyggende indsats over for såvel selskabernes ledelse som revisorerne. 

Styrelsen fører ikke et egentligt tilsyn med de indsendte årsregnskaber m.v., således som 

det f.eks. kendes fra Finanstilsynet. Efter ÅRL § 63 c, stk. 1, er der som nævnt tale om en 

stikprøvevis udtagelse og undersøgelse, som ikke indebærer en fuldstændig undersøgelse 

for enhver overtrædelse, men har til formål at konstatere åbenbare overtrædelser af den 

omhandlede lovgivning. 

Med åbenbare overtrædelser menes forhold, som er konstaterbare ved en umiddelbar 

gennemgang af det indsendte årsregnskab m.v. Der er f.eks. tale om en åbenbar overtrædelse, 

hvis en bestemt oplysning, som skal være afgivet i regnskabet i henhold til et direkte 

lovkrav herom, mangler i regnskabet. Hvis det derimod kræver nærmere undersøgelse 

af andre dokumenter end regnskabet eller en egentlig bevisførelse for at fastslå, om 

der foreligger en lovovertrædelse, er der ikke tale om en åbenbar overtrædelse. 

Foruden ved stikprøvevis udtagelse kan styrelsen udtage og undersøge de modtagne årsregnskaber 

m.v. ud fra andre kriterier. Dette forekommer navnlig, når styrelsen i forbindelse 

med modtagelsen af et årsregnskab m.v. konstaterer forbehold i revisionspåtegningen 

eller relevante mangler heri, når påtalte mangler i det tidligere årsregnskab ikke er 

209

levet rettet i det nye årsregnskab, eller hvis styrelsen på anden måde bliver opmærksom 

på overtrædelser i det pågældende årsregnskab m.v. 

Selv om det ikke nævnes udtrykkeligt i § 63 c, kan revisionspåtegningen undersøges såvel 

for overtrædelser begået af selskabet som for overtrædelser begået af revisor fsva. ovennævnte 

love samt revisorlovene. 

ÅRL kap. 8 a indeholder regler om revisors pligter i forbindelse med den udførte revision 

og revisionspåtegningen. Hvorvidt revisor har tilsidesat disse pligter, kan styrelsen undersøge 

i medfør af hjemlen til at undersøge overtrædelser af ÅRL. Det følger således af 

ÅRL § 61 b, stk. 1, hvorefter revisor skal være statsautoriseret eller registreret revisor, at 

revisor skal opfylde betingelserne herfor i LSR eller LRR. Desuden følger det af ÅRL § 

61 f, stk. 1, at revisor skal opfylde habilitetsreglerne i § 13, stk. 1, i LSR eller § 7, stk. 1, 

i LRR. Endvidere følger det af ÅRL § 61 g, at revisor skal revidere årsregnskabet "i overensstemmelse 

med god revisionsskik", hvilket bl.a. indebærer, at revisor skal overholde 

revisorlovene. 

Hvis styrelsen konstaterer fejl i et undersøgt årsregnskab m.v., kan styrelsen i henhold til 

§ 63 c, stk. 2, yde vejledning med henblik på at sikre overholdelse af den omhandlede 

lovgivning, påtale overtrædelser heraf og give pålæg om berigtigelse af fejl samt om, at 

overtrædelser skal bringes til ophør. 

Hvis ovennævnte pålæg ikke efterkommes, kan styrelsen pålægge tvangsbøder i medfør 

af ÅRL § 64, stk. 3, nr. 2, og LEF § 64 (eller oversende sagen til politiet, hvis der er tale 

om et alvorligt strafbart forhold). Drejer det sig om revisors manglende opfyldelse af sine 

pligter, kan styrelsen indbringe sagen for et af de to revisordisciplinærnævn eller i særlige 

tilfælde for Revisornævnet. 


For at undgå tvivl om styrelsens kompetence skal det præciseres, at undersøgelsesadgangen 

både omfatter styrelsens generelle adgang til at undersøge de modtagne årsregnskaber 

m.v. samt pligten til at foretage stikprøvevis undersøgelse. 

Af hensyn til reglernes overskuelighed skal såvel hjemlerne til at foretage stikprøvevis 

undersøgelse som reaktionsmidler i forbindelse hermed (herunder også tvangsbøder) 

placeres samlet i den nye lov for alle de indsendelsespligtige virksomheder. 

Undersøgelsesadgangen skal udvides til også at omfatte erklæringer, som træder i stedet 

for årsregnskab m.v., således at der er en klar hjemmel til at undersøge, om virksomhederne 

opfylder betingelserne for at undlade at indsende årsregnskab m.v. 

Endvidere skal det præciseres, at undersøgelsesadgangen også omfatter overtrædelser af 

LEV, LSR og LRR. 

210

12.4.2. Styrelsens adgang til at forlange oplysninger 


Styrelsen kan af virksomheden eller dens revisor forlange de oplysninger, som er nødvendige 

for, at der kan tages stilling til, om der er sket overtrædelser af bestemmelser i 

eller i henhold til ÅRL, ASL, ApSL, LEF eller BFL, eller om en overtrædelse er bragt til 

ophør. Styrelsen kan endvidere forlange de oplysninger, som er nødvendige for, at der 

kan tages stilling til, om virksomhedens vedtægter er overholdt, jf. ÅRL § 64, stk. 2. 

Modtager styrelsen ikke de nødvendige oplysninger, kan der pålægges tvangsbøder, jf. 

ÅRL § 64, stk. 3, og LEF § 64. 

I selskabslovene findes tilsvarende hjemler til at forlange nødvendige oplysninger og 

pålægge tvangsbøder, hvis oplysningerne ikke modtages. 


I den nye årsregnskabslov skal det præciseres, at adgangen til at forlange oplysninger 

også omfatter oplysninger, som er nødvendige for at tage stilling til overtrædelser af 

LEV, LSR og LRR. 

12.5. Klageadgang over styrelsens afgørelser 


Styrelsens afgørelser efter ÅRL kan indbringes for Erhvervsankenævnet senest 4 uger 

efter meddelelsen, med følgende undtagelser, jf. ÅRL § 64 b: 

• § 63 c, stk. 1, vedrørende stikprøvevis udtagelse og undersøgelse af årsregnskaber 

m.v. 

• § 64, stk. 2, vedrørende pålæg til virksomheden og revisor om at give nødvendige 

oplysninger 

Klageadgangen over styrelsens afgørelser efter selskabslovene er reguleret i AL § 159 b, 

stk. 1 og 2, ApSL § 78, stk. 1 og 2, LEV § 17, stk. 2 og 3, og LEF § 62, stk. 2 og 3. 

I denne forbindelse kan det nævnes, at klageadgangen er afskåret bl.a. for afgørelser i 

forbindelse med følgende forhold: 

• Tvangsopløsning. 

• Selskabs- eller regnskabskyndig undersøgelse. 

• Nægtelse af registrering af anmeldelse om genoptagelse. 

• Sletning af filial. 

• Undtagelse fra aktindsigt i oplysninger meddelt til styrelsen i forbindelse med selskabs- 

eller regnskabskyndig undersøgelse. 

211


Ovenstående retstilstand fsva. klageadgang og undtagelser herfra bør videreføres uændret. 

12.6. Straf 


ÅRL og selskabslovene indeholder straffebestemmelser, som finder anvendelse på en del 

af de forhold, som er omtalt i det foregående, herunder for lovovertrædelser, som styrelsen 

kan påtale i forbindelse med stikprøveundersøgelser. 

I ÅRL findes straffebestemmelserne i § 65, som lyder således: 

212 

§ 65. Medmindre højere straf er forskyldt efter den øvrige lovgivning, straffes med bøde den, der forsætligt 

eller groft uagtsomt overtræder § 2, stk. 1, § 2 b, stk. 4, § 2 f, stk. 3 og 4, §§ 3-5 a, § 8, §§ 18-20, §§ 22 

og 23, §§ 26-37, § 39, §§ 41-52, §§ 54-59, § 61 d, stk. 3, § 61 e, stk. 1, 3. og 4. pkt., § 61 g, stk. 3, § 61 h, 

stk. 1, § 61 l, § 62, stk. 1-3, § 62 a, § 62 b, § 63 og § 63 a. 

Stk. 2. Et selskabs opretholdelse af dispositioner, der er truffet i strid med § 61 d, stk. 3, straffes med bøde. 

Stk. 3. I forskrifter, der udstedes efter loven, kan der fastsættes straf af bøde for forsætlig eller groft uagtsom 

overtrædelse af bestemmelser i forskrifterne. 

I selskabslovene findes straffebestemmelserne i AL §§ 160 og 161, ApSL §§ 79 og 80, 

LEV § 23 og i LEF § 63. 


I den nye lov skal der kun fastsættes straf for betydelige overtrædelser, som til gengæld 

skal kunne sanktioneres mere effektivt. Der skal således ikke fastsættes straffehjemler, 

som ikke kan tænkes anvendt i praksis, f.eks. fordi forseelserne er for bagatelagtige. Der 

skal heller ikke fastsættes straffehjemler for forseelser, som samtidig er undergivet andre 

og mere velegnede sanktionsmuligheder som f.eks. afgifter.

Bilag 1: Kort gennemgang af ændringer i ÅRL siden 1981 

1. Loven af 1981, gennemførelse af 4. direktiv 

Lovforslaget til gennemførelse af 4. direktiv i Danmark blev fremsat i Folketinget den 29. 

januar 1981 (L 116). Forslaget ledsagedes af et lovforslag om ændring af lovene om aktieog 

anpartsselskaber (L 117), som indtil da havde rummet regnskabsbestemmelser for de nævnte 

selskabsformer. 

ÅRL har medtaget enkelte bestemmelser fra 2. direktiv. Det drejer sig navnlig om 

regnskabsbestemmelser vedrørende egne aktier, se kommentarerne til §§ 39 og 52. Endvidere 

er medtaget bestemmelser fra 8. direktiv. 

ÅRL erstattede med sine oprindelige 68 paragraffer AL’s afsnit 12, hvis 13 paragraffer som 

nævnt var det lovmæssige grundlag for selskabers aflæggelse af årsregnskaber siden 1974. 

Den forudgående aktieselskabslov af 15. april 1930 havde kun tre paragraffer vedrørende 

årsregnskaber, medens aktieselskabsloven af 29. september 1917 havde 2 paragraffer. 

2. Ændringer i 1987-89, ændringer af regler om revision m.v. 

De særlige regler om lovpligtig revision af årsregnskaber for aktieselskaber, anpartsselskaber, 

erhvervsdrivende fonde, banker og sparekasser, børsmæglerselskaber (i dag 

fondsmæglerselskaber) samt selskaber, der er omfattet af lov om visse kreditinstitutter, blev 

samlet i lovens afsnit 8 a ved lov nr. 815 af 21. december 1988. Enkelte bestemmelser saneredes 

samtidigt ud af selskabslovgivningen, idet reguleringen blev overladt til de mere generelle 

bestemmelser i revisorlovene. Det drejede sig navnlig om regler om inhabilitet og 

revisionspåtegninger. Samtidig blev kravene til revision skærpet. 

Formålet var gennem en stramning af reglerne for krav til revisionspåtegninger at styrke 

offentlighedens og myndighedernes tillid til revisorernes virksomhed og erklæringer. 

Samlingen skete desuden for at imødekomme behovet for en bedre koordination af 

bestemmelserne i de respektive love. Formålet søgtes opnået ved udstedelse af en 

bekendtgørelse om revisionspåtegninger (i dag bek. nr. 90 af 22. februar 1996) med hjemmel i 

en bemyndigelse i de to revisorlove, LSR og LRR (i dag lovbek. nr. 603 og 604 af 28. juni 

1996). Endvidere udstedtes to ændrede bekendtgørelser om revisorers virksomhed, som i dag 

er indeholdt i LSR/LRR og erkl.bek. 

ÅRL blev desuden ændret ved lov nr. 851 af 23. december 1987, hvorved indføjedes ny § 64 

a og § 64 b, samt ved lov nr. 105 af 15. februar 1989, hvorved § 62, stk. 4, ændredes. 

3. Ændringer i 1990, gennemførelse af 7. direktiv 

Hovedformålet med ændringerne, der skete med vedtagelsen af lovforslag nr. L 130, i lov nr. 

308 af 16. maj 1990, var at gennemføre 7. direktiv om konsoliderede regnskaber i Danmark. 

Loven justerede i overensstemmelse med direktivet i flere henseender enkeltbestemmelser i 

ÅRL til udviklingen i regnskabspraksis. Desuden indebar 

213

ændringerne en væsentlig udbygning af reglerne om koncernregnskabers udarbejdelse og 

opstilling samt om værdiansættelse mv. 

De mere teknisk betonede bestemmelser i ÅRL og i direktivet blev overført til en særlig 

bekendtgørelse, bek. nr. 533 af 13. juni 1990, udstedt af Erhvervs- og Selskabsstyrelsen, med 

hjemmel i lovens § 5, stk. 1, § 25, stk. 1, § 40, stk. 3, § 61 og § 65, stk. 3. Det drejer sig især 

om bestemmelserne om skemaopstillinger, de nærmere bestemmelser om værdiansættelse 

efter den indre værdis metode samt om konsolidering (udarbejdelse af koncernregnskaber). I 

dag findes disse regler i bek. nr. 788 af 29. august 1996, som også indeholder de formelle 

krav om indsendelse af dokumenter til Erhvervs- og Selskabsstyrelsen. 

4. Ændringer i 1991, ændring af regler vedr. regnskabsår, praksisændringer m.v. 

I forbindelse med Nordisk Fjer's betalingsstandsning og efterfølgende konkurs blev der 

foretaget flere ændringer i ÅRL, dels af regnskabsreglerne og dels af revisionsbestemmelserne 

i loven. Se lov nr. 345/1991, jf. L 150, folketingsåret 1990/91. 

Reglerne om regnskabsperiodens længde ved omlægning af regnskabsår blev strammet, så 

perioden ikke må overstige 12 måneder. Et børsnoteret selskab skal indsende årsregnskab 

straks efter godkendelsen og senest 5 måneder efter regnskabsårets udgang. 

Reglerne om praksisændringer ved regnskabsaflæggelsen - metodeskift - blev præciseret ved 

indføjelsen af en ny § 26 a i loven. Herefter er det indskærpet, at virkningen af hvert enkelt 

metodeskift skal beløbsangives, evt. med omtrentligt beløb. Alle poster i regnskabet, der er 

påvirket af ændringen, skal opgøres efter den nye metode, ligesom ændringerne skal 

indarbejdes i åbningsbalancen for det pågældende regnskabsår. Den beløbsmæssige effekt af 

metodeskiftet skal posteres direkte på egenkapitalen. Herved blev anvisningerne herom i RV 

3 indarbejdet i lovteksten. 

Revisionsbestemmelserne for børsnoterede selskaber blev strammet. En nyvalgt revisor skal 

rette henvendelse til den fratrædende revisor, som har pligt til at oplyse grundene til sin 

fratræden. Revisor skal besvare spørgsmål på generalforsamlingen om regnskaber mv., som 

revisor har påtegnet. 

Revisor skal tillige påse, at et selskab overholder en række formelle krav bl.a. om føring af 

bøger, udarbejdelse af forretningsorden for bestyrelsen mv. 

Ved ændringslov nr. 289/1991 indførtes nye regler for filialer i §§ 63 a og 63 b, med henblik 

på at implementere 11. EF-direktiv. Desuden indførtes kravet i § 56 om omtale i 

årsberetningen af selskabets eventuelle filialer i udlandet. 

5. Ændringer i 1992, gennemførelse af ændringer 4. og 7. direktiv m.v. 

Formålet med ændringerne i 1992 var at gennemføre ændringerne i 4. og 7. direktiv, som 

forpligtede visse interessentskaber og kommanditselskaber pligt til at udarbejde, lade revidere 

og offentliggøre årsregnskaber m.v. De omhandlede interessentskaber og kommanditselskaber 

er karakteriseret ved, at alle personligt ansvarlige deltagere, dvs. interessenter og komplementarer, 

er kapitalselskaber. Ændringerne gennemførtes ved lov nr. 1059 af 23. december 1992, 

214

jf. L 52, folketingsåret 1992/93. 

De pågældende interessentskaber henholdsvis kommanditselskaber kan imidlertid undlade at 

udarbejde årsregnskab m.v., hvis en af interessenterne henholdsvis komplementarerne i stedet 

udarbejder, lader revidere og offentliggør årsregnskab m.v. for interessentskabet henholdsvis 

kommanditselskabet sammen med sit eget årsregnskab m.v. Denne lempelse er en praktisk 

lempelse, som i realiteten ikke reducerer den regnskabsinformation, som skal frembringes for 

interessentskabet eller kommanditselskabet. 

Imidlertid gennemførtes en anden lempelsesmulighed, hvorefter interessentskabet henholdsvis 

kommanditselskabet helt kan undlade udarbejdelse af årsregnskab m.v., hvis virksomheden 

indgår i et koncernregnskab, som er udarbejdet, revideret og offentliggjort i henhold til EFdirektiverne. 

Lovændringen indebar også mulighed for – som supplement til årsregnskabet – at udarbejde 

opstillinger, der gengiver årsregnskabet i ECU eller eventuelt fremmed valuta. Der er alene 

tale om en ren "oversættelse" af årsregnskabets enkeltposter efter ECU-kursen eller en 

valutakurs på balancedagen uden yderligere teknikker. Endvidere medførte lovændringen, at 

Erhvervs- og Selskabsstyrelsen fik mulighed for – men ikke pligt til – at undersøge modtagne 

årsregnskaber for åbenbare fejl og mangler. 

Ved lov nr. 1060 af 23. december 1992, jf. L 61, folketingsåret 1992/93, gennemførtes en 

forenkling og fremtidstilpasning af selskabslovene på baggrund af betænkning nr. 1229, der 

blev afgivet af Industriministeriets Selskabsretspanel i februar 1992. Lovændringen indeholdt 

en mindre ændring af årsregnskabsloven, således at børsnoterede selskaber fik pligt til i 

årsberetningen at oplyse om årets resultat i forhold til forventningerne og om bestyrelses- og 

direktionsmedlemmernes øvrige ledelseshverv. 

6. Ændringer i 1994, Erhvervs- og Selskabsstyrelsens undersøgelse af årsregnskaber, 

afgifter, regler om regnskabsår m.v. 

I 1993 blev foretaget en større undersøgelse af kvaliteten af de årsregnskaber m.v., der blev 

indsendt og offentliggjort i Erhvervs- og Selskabsstyrelsen. Undersøgelsen viste et 

foruroligende stort antal fejl. Det konkluderedes derfor, at der var behov for en generel 

forebyggende indsats overfor såvel selskabernes ledelse som revisorerne. 

Lovændringen, lov nr. 122 af 18. februar 1994, jf. L 83, folketingsåret 1993/94, indebar, at 

Erhvervs- og Selskabsstyrelsen fik pligt til på stikprøvevis basis at undersøge de modtagne 

årsregnskaber for åbenbare fejl og mangler, ligesom for sent indsendte årsregnskaber medførte, 

at selskabets ledelsesmedlemmer pålagdes en adfærdsregulerende afgift. Erhvervs- og Selskabsstyrelsen 

fik i denne forbindelse mulighed for at indhente de nødvendige oplysninger fra 

selskabets revisor på lige fod med, hvad der allerede var muligt i forhold til selskabets ledelse. 

Med henblik på at forebygge omfanget af fejl blev desuden nedsat et Regnskabsråd, som bl.a. 

fik til opgave at gennemgå det regnskabsretlige regelsæt for eventuelt at fremkomme med 

forenklingsforslag. Regnskabsrådet fik desuden karakter af et generelt rådgivende organ for 

Erhvervs- og Selskabsstyrelsen i forbindelse med lovændringer og vejledning omkring 

215

årsregnskabslovgivningen. I rådet er repræsenteret revisorer og andre interesserede indenfor 

det regnskabsmæssige og selskabsretlige område. 

Ved lov nr. 123 af 18. februar 1994 gennemførtes lov om erhvervsdrivende virksomheder, 

som medførte mindre konsekvensrettelser i årsregnskabsloven. 

Lov nr. 427 af 1. juni 1994, jf. L 151, folketingsåret 1993/94, gennemførte 2. fase af 

revisionen af lovgivningen om revisorer. Her indførtes en pligt for selskabet til i årsregnskabet 

at noteoplyse størrelsen af revisors honorar for udførelse af revision og rådgivning. 

Som opfølgning på selskabstømmer-skandalerne gennemførtes regler i årsregnskabsloven, 

hvorefter regnskabsåret skal afsluttes ved udgangen af et kvartal. Se lov nr. 442 af 1. juni 

1994, jf. L 234, folketingsåret 1993/94. Ændringen skyldtes angiveligt, at skattemyndighederne 

derved fik lettere ved at gennemføre sin kontrol af skatter og afgifter m.v. overfor selskaberne. 

Samtidig blev gennemført tilsvarende ændringer ved valg af indkomstår i selskabsskatteloven, 

ligesom Erhvervs- og Selskabsstyrelsen efter AL § 118a/ApSL § 63 fik mulighed for 

at udmelde selskabs- og regnskabskyndige til at foretage undersøgelser af selskaber, der er 

modne til tvangsopløsning. Sidstnævnte ændring skulle forebygge den praksis, hvorefter skifteretten 

på Erhvervs- og Selskabsstyrelsens foranledning uden videre opløser selskaber efter 

konkurslovens § 143. I disse situationer udarbejdes ikke årsregnskab frem til afsigelsen af 

konkursdekretet. 

7. Ændringer i 1995, statslige aktieselskaber og ændringer i afgiftsregler 

Som følge af at staten i stigende omfang begyndte at placere udvalgte driftsopgaver i 

aktieselskaber, intensiveredes debatten om åbenhed og kontrol med disse selskabers forhold. 

Derfor vedtog folketinget i 1994 et beslutningsforslag, som pålagde regeringen at fremsætte 

lovforslag om en særlig regulering af disse selskaber. Målet var en ligestilling af åbenhed og 

kontrol af statslige aktieselskaber med de tilsvarende regler for børsnoterede selskaber. 

Lovændringen gennemførtes ved lov nr. 365 af. 14. juni 1995, jf. L 122, folketingsåret 

1994/95. Foruden en række ændringer i aktieselskabsloven indførtes pligt til, at statslige 

aktieselskaber skulle noteoplyse honorar til selskabets revisor, ligesom årsberetningen skulle 

indeholde flere oplysninger, jf. ovenfor under 5, hvor de tilsvarende bestemmelser var 

gennemført for børsnoterede selskaber. Fra børslovgivningen overførtes bl.a. krav om 

udarbejdelse af finansieringsanalyse og halvårsrapport. Efter politiske drøftelser blev det 

besluttet ikke at gennemføre regler om oplysning i årsregnskabet om forholdet mellem staten 

og det statslige aktieselskab, jf. reglerne i IAS 24. 

Reglerne om Erhvervs- og Selskabsstyrelsens pålæggelse af afgift ved for sen indsendelse af 

årsregnskab havde på dette tidspunkt vist sig at give en betydelig stigning i antallet af rettidige 

indsendelser af årsregnskab m.v. Imidlertid ramte afgiftsreglerne i visse tilfælde 

uforholdsmæssigt hårdt, hvorfor lov nr. 370 af 14. juni 1995, jf. L 223, folketingsåret 

1994/95, lempede afgiftsreglerne en smule. I den forbindelse blev Erhvervs- og Selskabsstyrelsen 

pålagt i videst muligt omfang at udsende et påkrav til selskaberne, når 6 

måneders indsendelsesfristen for årsregnskabet var overskredet. I påkravet skulle indrømmes 

en kort administrativ frist til indsendelse af årsregnskabet. 

216

8. Ændringer i 1996, forenkling, statslige aktieselskaber m.v. 

Ved Regnskabsrådets etablering i 1994 anmodede Erhvervs- og Selskabsstyrelsen rådet om at 

gennemgå regnskabsreguleringen med henblik på at forenkle reglerne særligt for små 

selskaber, jf. også ovenfor under 6. Forenklingsindsatsen måtte også ses i lyset af en 

anbefaling herom i Erhvervsministeriets rapport af juni 1995 om Lettelse af administrative 

byrder for nye, små og mellemstore virksomheder. 

Regnskabsrådets anbefalinger resulterede i lov nr. 377 af 22. maj 1996, jf. L 198, 

folketingsåret 1995/95. Foruden Rådets anbefalinger medtoges en række andre ændringer af 

bl.a. reglerne om statslige aktieselskaber, hvor man fra politisk side ønskede endnu større krav 

end de, som allerede var gennemført i 1995, jf. ovenfor under 7. 

Lovændringen indebar, at visse notekrav blev afskaffet for alle selskaber, samtidig med, at 

visse andre notekrav blev undtaget for små selskaber. Samtidig hævede man - bl.a. som følge 

af en direktivændring - størrelsesgrænserne for små og mellemstore selskaber, så endnu flere 

selskaber kunne benytte sig af lovens lempelser. Med henblik på at gøre 

undtagelsesbestemmelserne i loven mere synlige, samledes undtagelserne i et nyt afsnit 9 a. 

Reglerne om statslige aktieselskaber blev øget betragteligt. Foruden en markant stigning i 

regelomfanget i aktieselskabsloven indførtes krav om oplysning om 5 års hoved- og nøgletal i 

årsberetningen, ligesom alle lovens undtagelser vedrørende udarbejdelse af 

koncernregnskaber og størrelsesrelaterede undtagelser ikke længere vil kunne benyttes af 

statslige aktieselskaber. Foruden en hævelse af kvaliteten af årsregnskab m.v. indførtes større 

åbenhed omkring statslige aktieselskaber overfor omverdenen og pressen. 

Ved samme lejlighed gennemførtes en generel sanering af fristreglerne på hele Erhvervs- og 

Selskabsstyrelsens område, således at årsregnskabsloven nu indeholder en bestemmelse om 

fortolkning af lovens frister. 

Med henblik på en mere moderne offentliggørelsesprocedure i Erhvervs- og Selskabsstyrelsen 

indførtes regler, som åbner for indsendelse af årsregnskaber m.v. til styrelsen i elektronisk 

form. Dette skete også for at imødekomme et ønske hos selskaberne om en mere fleksibel 

indsendelsesform, og for i det hele taget at tilpasse ÅRL til den teknologiske udvikling. 

217

Bilag 2: Oversigt over notekrav i lov, bek. og i RFU og betingelsesbekendtgørelsen 

(notekravene fra FSR’s regnskabsvejledninger er ikke indeholdt i listen) 

Noterne er sorteret efter følgende model: 

1. anvendt regnskabspraksis og ændringer heri, 

2. oplysninger, der supplerer og specificerer konkrete poster i resultatopgørelse og balance 

- herunder eventualposter, 

3. oplysninger om, at regnskabsposter, der normalt indregnes, men f.eks. på grund af en 

skadesklausul (f.eks. i § 43), alligevel ikke indregnes, og 

4. oplysninger om nærtstående parter (koncernvirksomheder, medarbejdere, ledelse og 

ejere), og om revisor. 

Foruden selve notekravene er også indføjet krav fra årsberetningen, som efter den valgte 

afgrænsning mellem noter og årsberetning passer bedre ind i notesystemet end i årsberetningen. 

Det drejer sig om oplysning om storaktionærer, omkostninger ved stiftelse og 

kapitalforhold og om usikkerheder vedrørende opgørelsen af årsregnskabet. Endvidere er 

bestyrelsens forslag til overskudsfordeling medtaget som en note, hvor de nuværende 

regler giver valgmulighed mellem noter og årsberetning. Se også bilag 3 om kravene til 

årsberetningen. 

I dag er der valgfrihed mellem at oplyse forslag til overskudsfordeling i noterne eller i 

årsberetningen. Dette oplysningskrav er medtaget som en del af noterne. 

Kravet fra revisionsselskabsbekendtgørelsens § 4 er ikke medtaget. 

Regnskabspraksis 

Bestemmelse 

Årsregnskab Koncern 26 

Indhold Dir.,art., Små Mel- Store BN/SAS 

stk.,pkt. lem 

25 

store 

§ 3, stk. 3 Begrundelse for omlægning af regnskabsår - x x x x 

§ 4, stk. 4 og 

Fravigelse af lovens bestemmelser i særlige 4D,2,5 x x x x 

Bet.bek., 

tilfælde. Fravigelsen skal såvidt muligt 7D,16,5 

Skema C 

angives med beløbsmæssig virkning 

§ 5, stk. 2 Ændring af opstilling af balance eller resultatopgørelse 

4D,3 x x x x 

§ 26, stk. 2 B § 16, stk. 1 Fravigelse af lovens almindelige værdiansættelsesprincipper. 

Fravigelsen skal så vidt 

muligt angives med beløbsmæssig indvirkning 

4D,31,2 x x x x 

§ 26 a, stk. 1, B § 16, stk. 1 Metodeskift skal angives med beløbsmæssig - x x x x 

3. pkt. 

indvirkning 

§ 26 a, stk. 1, B § 16, stk. 1 Indvirkning af metodeskift på udskudt og - x x x x 

4. pkt. 

latent skat 

25 

26 

218 

Gælder kun for koncerner der overskrider kriterierne i ÅRL § 64 d, stk. 2 og 3. 

Gælder kun for koncerner der overskrider kriterierne i ÅRL § 64 d, stk. 2 og 3.

Bestemmelse 

Årsregnskab Koncern 26 

Indhold Dir.,art., Små Mel- Store BN/SAS 

stk.,pkt. lem 

25 

store 

§ 27, stk. 4 B § 16, stk. 1 Medregning af renter i kostprisen for anlægsaktiver 

4D,35,4 x x x x 

§ 30, stk. 6 B § 16, stk. 1 Oplysning om, at der er foretaget opskriv- 4D,33,1 x x x x 

første del 

ninger samt metode herfor 

og 4 

§ 31, stk. 4 B § 16, stk. 1 Medregning af renter i kostprisen for omsætningsaktiver 

4D,39,2 x x x x 

§ 36, stk. 2 B § 16, stk. 1 Forlængelse af normal afskrivningsperiode 

for immaterielle anlægsaktiver 

4D,37 x x x x 

§ 42 B § 20, stk. 1 Værdiansættelsesmetoder og af-, ned- og 4D,43,1 x x x x 

opskrivningsmetoder samt metoder for 

B § 9, stk. 3 

sidste del 

omregning af poster i fremmed valuta 

Oplysning om behandlingen af forskelsbeløb 4D,59,2c x x x x 

B § 9, stk. 7 Anvendelse af den indre værdis metode ved 

værdiansættelse af kapitalandele i dattervirksomheder 

4D,59 x x x x 

B § 9, stk. 8 Ved værdiansættelse af kapitalandele i 4D,59 x x x x 

associerede virksomheder skal angives 

B § 16, stk. 2 

samme noter som anført ovenfor under bek. 

§ 9, stk. 3 og 7 

Fravigelser for at koncernregnskab og 

moderselskab skal anvende ens metoder 

7D,29 x x x 

B § 21, stk. 1 Koncernsammensætning ændret så meget at 

en meningsfuld sammenligning skal udarbejdes 

7D, 28 x x x 

RFU § 17, 

Oplyse om regnskabet lever op til den - Kun BN 

stk. 5 

højeste standard for den kategori af virksomheder, 

selskabet tilhører, samt er aflagt i 

overensstemmelse med udviklingen i god 

regnskabsskik og i overensstemmelse med 

regnskabsvejledningerne 

Suppleringsnoter 

Bestemmelse 

Årsregnskab Koncern 

Indhold Dir.,art., 

stk.,pkt. 

Små Mellemstore 

Store BN/SAS 

x x x x 

§ 20, stk. 2 Beløb for udskudt skat 4D,43,1, 

11 

§ 23, stk. 2 Oplysning om beløb for nedskrivninger og 

tilbageførsler heraf. Oplysningen kan dog 

også gives i resultatopgørelsen 

- x x x x 

§ 26 a, stk. 2 B § 16, stk. 1 Ændring i skøn og fejl skal angives med 

beløbsmæssig indvirkning og med forklaring 

af det ændrede skøn 

- x x x x 

§ 30, stk. 5 B § 16, stk. 1 Specifikation af bevægelser i opskrivningshenlæggelser 

4D,33,2a x x x x 

§ 30, stk. 6 B § 16, stk. 1 Oplysning om, hvilke poster der er opskrevet 4D,33,1 x x x x 

sidste del 

på samt oplysning om forskelsbeløb mellem 

opskrevet værdi og værdi efter §§ 27-29 

og 4 

§ 32, stk. 2 B § 16, stk. 1 Forskelsbeløb mellem værdiansættelse efter 

§ 32, stk. 1, og genanskaffelsesværdi på 

balancetidspunktet 

4D,40,2 x x x x 

219

Bestemmelse 


220 


stk.,pkt. 


Store BN/SAS 

§ 34, stk. 3 B § 16, stk. 1 Opskrevne poster og oplysning efter § 30, 

stk. 5. 

- x x x x 

§ 37, stk. 1 B § 16, stk. 1 Aktiverede kurstab ved låneoptagelse 4D,41 x x x x 

§ 44 Oplysning om aktieklasser, hvis selskabska- 4D,43,1 x x x x 

pitalen er klasseopdelt samt for aktieselska- 2D,3,b& 

ber oplysning om antal aktier og pålydende 

værdi 

e 

§ 45 Konvertible gældsbreve og gældsbreve, der 4D,43,1, x x x 

forrentes i forhold til overskud eller udbytte 4 

§ 46, stk. 1 B § 20, stk. 1 Særlig langfristet gæld 4D,43,1, 

6 

x x x 

§ 46, stk. 2 B § 20, stk. 2 Angivelse af Pantsætninger og sikkerheds- 4D,43,1, x x x 

1. pkt. 

stillelser for selskabet og de pantsatte aktivers 

bogførte værdi 

6 og 14 

§ 46, stk. 3 B § 20, stk. 3 Økonomiske forpligtelser, der ikke er opført 4D,43,1, x x x x 

1. pkt. 

i selskabets balance 

7 og 14 

§ 47 Ejendomsværdien i henhold til offentlig 

vurdering 

- x x x 

§ 49, stk. 1 B § 20, stk. 1 Nettoomsætningens fordeling på aktiviteter 4D,43,1, x x x 

og på geografiske områder 

8 

§ 50, stk. 1 B § 20, stk. 1 Latent skat 4D,43,1, 

11 

x x x x 

§ 50, stk. 2 Betalte skatter i året - x x x 

§ 54 B § 20, stk. 1 Ændringer i egenkapitalens størrelse og 

sammensætning 

- x x x x 

§ 56, stk. 6 Forslag til overskudsfordeling eller dækning 

af tab i tilknytning til resultatopgørelsen 

4D,50 x x x x 

§ 63 b, stk. 1, 

Oplysning i noterne til moderselskabets 11D,4 og x x x x 

nr. 5 

koncernregnskab, at selskabets årsregnskab 

er konsolideret 

9 

B § 2, stk. 3 Specificering af poster der er sammendragne 

af overskuelighedsgrunde 

4D,4,3 x x x x 

B § 2, stk. 5, 

Forklaring af periodeafgrænsningsposter. 4D,18 og x x x 

nr. 1 og 2 

Oplysningen kan udelades, hvis uden væsentlig 

betydning 

20 

B § 2, stk. 5, 

Forklaring af hensættelser. Oplysningen kan 4D,18 x x x 

nr. 3 

udelades, hvis uden væsentlig betydning 

B § 2, stk. 5, 

Forklaring af udgifter og indtægter vedrø- 4D,29,2 x x x 

nr. 4 

rende tidligere år. Oplysningen kan udelades, 

hvis uden væsentlig betydning 

B § 2, stk. 5, 

Forklaring af ekstraordinære poster. Oplys- 4D,29,2 x x x 

nr. 5 

ningen kan udelades, hvis uden væsentlig 

betydning 

B § 3, stk. 1 Manglende sammenlignelighed af sammenligningstal 

samt om tilpasning af sammenligningstal 

4D,4,4 x x x x 

B § 4, stk. 1 Aktivers og passivers særlige tilknytning til 

andre poster 

4D,13 x x x x 

B § 6 Specifikationer af bevægelser i anlægsaktiver 

– anlægsnoten 

4D,15,3a x x x x 

B § 9, stk. 3 

Oplysning om størrelsen af forskelsbeløb 4D,59,2a x x x x 

1. pkt. 

(goodwill/badwill)

Bestemmelse 



stk.,pkt. 

B § 9, stk. 8 Ved værdiansættelse af kapitalandele i 

associerede virksomheder skal angives 

B § 16, stk. 3 

samme noter som anført ovenfor under bek. 

§ 9, stk. 3 

Fravigelse af ens værdiansættelsesmetoder 

for konsoliderede dattervirksomheder og 

modervirksomheden 

B § 17, stk. 5 Ændringer i resterende forskelsbeløb og 

1. pkt. metoder i forhold til året før 

B § 17, stk. 5 Resterende positive forskelsbeløb udlignet 

2. pkt. med negative forskelsbeløb 

ASL § 5, stk. 

2 

ASL § 32, 

stk. 4 

Udeladelsesnoter 

Bestemmelse 



Store BN/SAS 

4D,59 x x x x 

7D,29,3 x x x 

7D,29,4 x x x 

7D,29-31 x x x 

Omkostninger ved stiftelse af aktieselskaber - x x x x 

Omkostninger ved kapitalforhøjelse i aktieselskaber 


stk.,pkt. 

- x x x x 


Store BN/SAS 

§ 2 a, stk. 1, 

Udeladelse af at udarbejde et selvstændigt 7D,7,2c x x x 

nr. 5 

koncernregnskab 

§ 2 b, stk. 4 Udeholdelse af en virksomhed fra konsolidering 

7D,14,3 x x x x 

§ 2 f, stk. 3 Interessentskabers og kommanditselskabers 

undladelse af at udarbejde årsregnskab 

- x x x 

§ 43, stk. 2. Udeladelse af oplysninger efter § 43, stk. 1, 

på grund af skadevirkning 

4D,45,1b x x x x 

§ 43 a, stk. 2 Udeladelse af oplysninger efter § 43 a, stk. 

1, på grund af skadevirkning 

4D,45,1b x x x x 

§ 49, stk. 2 Udeladelse af opdeling efter § 49, stk. 1, på 

grund af skadevirkning 

4D,45,2 x x x 

§ 62, stk. 2 Oplysning om hvilke undtagelsesbestemmelser, 

der er anvendt 

- x x 

B § 9, stk. 1 Udeholdelse af en dattervirksomhed, når den 

indre værdis metode er anvendt ved værdiansættelse 

af kapitalandele i dattervirksomheder 

4D,59 x x x x 

B § 15, stk. 3 Gevinster og tab mellem de konsoliderede 

virksomheder kan undlades, hvis det er sket 

på normale markedsvilkår 

7D,26,2 x x x 

B § 22, stk. 5 Udeladelse af oplysninger efter § 43, stk.1, 

på grund af skadevirkning 

7D,35,1 x x x 

B § 26, stk. 1 Oplysning i årsregnskab m.v. for erhvervsdrivende 

fonde om benyttelse af undtagelsesbestemmelser 

- x x x x 

Oplysninger om nærtstående parter, herunder revisor og medarbejdere 

Bestemmelse 



stk.,pkt. 

Små Mellem-store 

Store BN/SAS 

§ 43, stk. 1 Specifikation af dattervirksomheder og ass. 4D,43,1, x x x x 

221

Bestemmelse 


222 


stk.,pkt. 

virksomheder 2 

§ 43 a, stk. 1 Navn, hjemsted og retsform for virksomheder, 

i hvilke selskabet er interessent eller 

komplementar 

§ 46, stk. 2 

2. pkt. 

Pantsætninger og sikkerhedsstillelser for 

dattervirksomheder og øvrige virksomheder 

indenfor en koncern 

4D,43,1, 

2 

4D,43,1, 

6 og 14 


Store BN/SAS 

x x x x 

x x x 

§ 46, stk. 3 

Økonomiske forpligtelser for moderselskab 4D,43,1, x x x x 

3. pkt. 

og dets datterselskaber 

7 og 14 

§ 46 a, stk. 1 B § 20, stk. 4 Tilgodehavender hos og sikkerhedsstillelser 4D,43,1, x x x x 

for ledelsesmedlemmer 

13 

§ 46 a, stk. 2 B § 20, stk. 4 Tilgodehavender hos og sikkerhedsstillelser 

for selskabsdeltagere 

- x x x x 

§ 46 a, stk. 3 B § 20, stk. 4 Tilgodehavender hos og sikkerhedsstillelser 

for personer der står selskabs- og ledelsesmedlemmer 

nær 

- x x x x 

§ 51, stk. 1 B § 20, stk. 1 Gennemsnitligt antal beskæftigede i løbet af 4D,43,1, x x x x 

året samt specifikation af personaleudgifter 9 

§ 51, stk. 2 B § 20, stk. 5 Lønninger, vederlag og pensioner til ledel- 4D,43,1, x x x x 

sesorganer i modervirksomhed 

12 

§ 51 a, stk. 1 Honorar til revisor - x x 

§ 51 a, stk. 2 

Oplysning hvis ikke alle selskabets datter- - x 

og RFU § 17, 

virksomheder revideres af moderselskabets 

stk. 6 

revisor eller af en internationalt anerkendt 

revisionsvirksomhed. 

§ 52, stk. 1 B § 20, stk. 1 Oplysninger om beholdning og erhvervel- 2D,22,2 x x x x 

og 2 

se/afhændelse af egne aktier/anparter 

§ 52, stk. 3 B § 20, stk. 1 Dattervirksomheders erhvervelse/afhændelse 

af aktier/anparter i selskabet 

7D,36,2d x x x 

§ 54 a Navn og hjemsted for de modervirksomheder, 

der udarbejder koncernregnskab for 

største og mindste koncern samt hvor et 

udenlandsk koncernregnskab kan rekvireres 

4D,56,2 x x x x 

§ 56, stk. 1 

Oplysning om usikkerheder ved opgørelsen - 

2. og 3. pkt. 

af årsregnskabet - om muligt med beløbsangivelse. 

ASL § 28b, 

Oplysning om navn og bopæl på aktionærer, (*) x x x x 

stk. 4 

der besidder mindst 5% af stemmerettighederne 

- for selskabers vedkommende disses 

hjemsted. 

(*) Efter Rådets direktiv 88/627/EØF, art. 5, er kravet obligatorisk for børsnoterede selskaber, dog med en procentgrænse 

på 10%.

Bilag 3: Oversigt over oplysningskrav i årsberetningen 

Bestemmelse Indhold Dir.,art., 

stk., pkt. 

§ 56, stk. 1 

1. pkt. 

§ 56, stk. 1 

2. pkt. 

§ 56, stk. 2, 

nr. 1 


Store BN SAS 

x x x x 

En pålidelig redegørelse for udviklingen i 4D, 46, 

selskabets økonomiske aktivitet. 

1. 

Oplysning om usædvanlige forhold og om 

usikkerheder ved opgørelsen af årsregnskabet, 

om muligt ved beløbsangivelse. 

- x x x x 

Omtale af betydningsfulde hændelser indtruffet 

efter regnskabs- årets udløb regnskabsårets 

udløb. 

4D,46,2. x x x x 

§ 56, stk. 2 

nr. 2. 

Omtale af selskabets forventede udvikling 4D,46, 2. x x x x 

§ 56, stk. 2, Omtale af forsknings- og udviklingsaktivi- 4D,46,2. x x x x 

nr. 3. teter 

§ 56, stk. 2, Omtale af selskabets eventuelle filialer i 11D,11. x x x x 

nr. 4. udlandet. 

§ 56, stk. 3 Omtale af årets resultat i forhold til den 

forventede udvikling og begrundelse for 

afvigelsen. Omtale af bestyrelsens og direktionens 

ledelseserhverv i andre danske 

aktieselskaber. 

- x x 

§ 56, stk. 4 Hoved- og nøgletal for regnskabsåret og de 

fire foregående regnskabsår 

x 

§ 56, stk. 5 Krav om at nøgletal skal kunne sammenlignes 

år for år. Eventuel tilpasning og begrundelse 

herfor. 

x 

§ 56, stk. 6 Bestyrelsens forslag til beslutning om 4D, 50 x x x x 

§ 56, stk. 7 

anvendelse af overskud eller dækning af tab 

Årsberetningen i et moderselskab skal 

indeholde oplysning om koncernen som 

helhed 

7D,36 x x x x 

223

Bilag 4: Det driftsøkonomiske regnskab og skatteopgørelsen 

(Udarbejdet af Foreningen Registrerede Revisorer FRR) 

1. Forholdet mellem bogføringen og det driftsøkonomiske regnskab og skatteopgørelsen 

1.1. Virksomheder omfattet af årsregnskabsloven eller bogføringsloven 

Virksomheder, der er omfattet af årsregnskabsloven eller bogføringsloven 27 – bl.a. aktieog 

anpartsselskaber – skal udarbejde et driftsøkonomisk årsregnskab og iht. skattelovgivningen 

en skatteopgørelse. 

De opgørelsesmetoder, der anvendes i det driftsøkonomiske regnskab er ofte væsentlig 

forskellig fra de opgørelsesmetoder, der anvendes i den skattemæssige opgørelse. Det 

betyder, at regnskabet og opgørelsen ofte vil give forskellige resultater. Da det driftsøkonomiske 

regnskab giver et retvisende billede af virksomhedens resultat, aktiver og passiver 

samt økonomisk stilling – hvilket skatteopgørelsen normalt ikke vil gøre – er det 

naturligt, at mange virksomhedsejere og kreditorer, herunder pengeinstitutter kræver, at 

der udarbejdes et driftsøkonomisk regnskab. 

I de tilfælde, hvor der udarbejdes et driftsøkonomisk regnskab kan sammenhængen mellem 

bogføring, det driftsøkonomiske regnskab og skatteopgørelsen illustreres således: 

Bogføring Driftsøkonomisk 

regnskab 

De enkelte transaktioner i virksomheden registreres i bogføringen i overensstemmelse 

med god bogføringsskik. Saldiene på de enkelte bogføringskonti overføres herefter til det 

driftsøkonomiske regnskab efter afslutningsposteringerne er foretaget. 

Med udgangspunkt i det driftsøkonomiske regnskab foretages der i skatteopgørelsen 

beløbsmæssige korrektioner, således at det skattepligtige resultat af virksomheden herved 

fremkommer. Sådanne korrektioner opstår typisk, fordi virksomheden bruger forskellige 

afskrivningsmetoder og afskrivningsperioder for eksempelvis for anlægsaktiver i det 

driftsøkonomiske regnskab end i skatteopgørelsen. Afskrives der mere skattemæssigt end 

driftsøkonomisk vil resultatet i skatteopgørelsen blive mindre end resultatet i det driftsøkonomiske 

regnskab og omvendt. 

Skatteopgørelsen er i denne situation således ikke et egentlig regnskab, der kan stå alene, 

men udelukkende en række korrektioner til det driftsøkonomiske regnskab. 

27 Bemærk at regnskabsreglerne i bogføringslovgivningen kun eksisterer frem til det tidspunkt, 

hvor de flyttes over i årsregnskabsloven, jf. Regnskabsrådets forslag hertil. 

224 

Skatteopgørelse

1.2. Virksomheder der ikke er omfattet af årsregnskabsloven eller bogføringsloven 

Virksomheder, der ikke er omfattet af årsregnskabsloven eller bogføringsloven, har ikke 

pligt til at udarbejde driftsøkonomisk regnskab. De kan derfor nøjes med en skatteopgørelse. 

Sammenhængen mellem bogføring og skatteopgørelse kan i denne situation illustreres 

således: 

Bogføring Skatteopgørelse 

I bogføringen registreres de gennemførte transaktioner. I forbindelse med udarbejdelsen 

af skatteopgørelsen anvendes skattemæssige opgørelsesregler, så resultatet i ”regnskabet” 

er det skattemæssige resultat. Dette sker ved at foretage mellemposteringer, som tilretter 

bogføringssaldi i forhold til skattereglerne. 

Som det ses er det ikke en absolut forudsætning for skatteopgørelsen, at der udarbejdes et 

driftsøkonomisk regnskab. Mange virksomheder vil imidlertid kunne have fordel af begge 

opgørelser. 

2. Nogle grundlæggende forskelle mellem det driftsøkonomiske regnskab og de skattemæssige 

principper 

Aflægges et driftsøkonomisk regnskab vil man normalt følge de grundlæggende principper 

i årsregnskabsloven, evt. alene reglerne i bogføringslovgivningen 28 . De skattemæssige 

principper er imidlertid på flere punkter forskellige, idet det skattemæssige indkomstbegreb 

bl.a. bygger på følgende principper: 

• Et globalindkomstprincip, der medregner indkomst hidrørende her fra landet og fra 

udlandet. 

• Et nettoindkomstprincip, der opgør indkomsten under hensyntagen til fradragsberettigede 

udgifter. 

• Et driftsomkostningsprincip, der betyder, at der alene fratrækkes udgifter, der medgår 

til at erhverve, sikre eller vedligeholde indkomsten. 

• Et retserhvervelsesprincip, der betyder, at indtægter først medregnes på det tidspunkt, 

skatteyder har vundet endelig ret til indtægten, og udgifter først fradrages, når den 

retlige forpligtelse til at afholde udgiften er opnået. 

Det er væsentligt at bemærke, at der i skatteretten gælder et overordnet princip, der alene 

relaterer sig til opgørelse af den skattepligtige indkomst. 

Skattelovgivningen indeholder en række særregler for, hvordan anskaffelsessummer og 

gældsposter opgøres med henblik på at fastlægge et afskrivningsforløb eller en avanceopgørelse. 

28 Se fodnote 27. 

225

F.eks. er der i afskrivningsloven fastlagt et generelt princip om, at erhvervede aktiver 

omfattet af afskrivningsloven omregnes til kontantværdi med henblik på at kunne opgøre 

et afskrivningsgrundlag. Endvidere er der fastlagt regler for, hvordan aktivernes værdier 

afskrives over ejerperioden, så det resterende afskrivningsgrundlag kan beregnes. Opgørelse 

af det resterende afskrivningsgrundlag foretages af hensyn til en eventuel efterfølgende 

avanceopgørelse. Et sådant afskrivningsgrundlag modsvarer bygningernes skattemæssige 

værdi. 

Det er således alene muligt at opgøre skattemæssige værdier for virksomhedens aktiver, 

der er afledt af skatteregler, hvis formål det er at opgøre den skattepligtige indkomst. 

Det bemærkes endvidere, at skattelovgivningen jævnligt ændres, bl.a. med henblik på at 

opnå en adfærdsregulerende effekt. Virksomhedens aktiver skal derfor – i den skattemæssige 

opgørelse – ændres i overensstemmelse hermed. 

Det er endvidere hensigten, at aktivernes værdi i det driftsøkonomiske regnskab afspejler 

den reelle værdi. Det vil derfor være problematisk at vurdere virksomhedens reelle værdi, 

solvensgrad og likviditetsgrad m.v. udelukkende udfra en skattemæssig opgørelse af 

virksomhedens aktiver. 

For at illustrere forskellene mellem driftsøkonomiske og skattemæssige principper, er 

udarbejdet følgende fire oversigter: 

1. Driftsøkonomiske og skattemæssige indtægtskriterier 

2. Driftsøkonomiske omkostninger og skattemæssige fradragskriterier 

3. Værdiansættelse af aktiver og gældsposter 

4. Andre oplysninger i regnskabet/opgørelsen 

Oversigterne er ikke en opregning af, hvilke indtægter og udgifter, der er skattepligtige 

henholdsvis fradragsberettigede, idet en sådan oversigt vil være meget omfattende. 

Oversigterne er ikke fuldstændige, idet særlige forhold hos virksomheden – f.eks. som 

følge af særlige brancheregler – kan indebære, at andre forhold er relevante. Bl.a. gælder 

der særlige regler indenfor brancher, hvor levering af ydelser strækker sig over ét indkomstår. 

226

Ad 1) Driftsøkonomiske og skattemæssige indtægtskriterier 

Driftsøkonomiske 

Skattemæssige 

indtægtskriterier 

indtægtskriterier 

Hovedregel Faktureringskriteriet Når der er erhvervet endelig 

ret til formuegodet (retser- 

Alm. erhvervsmæssig handel 

(detailhandel, grossister 

og lign.) 

Honorarindtægter inden 

for liberale erhverv 

Entreprisearbejder - Opførelse 

af byggeri (bygningshåndværkere,entre- 

prenører etc.) 

Aktier, obligationer og 

lignende værdipapirer 

(finansielle branche) 

hvervelsestidspunktet) 

Faktureringskriteriet Leveringstidspunkt 

Fakturerings - / produktionskriteriet 

Fakturerings - / produktionskriteriet 

Når arbejdet er tilendebragt 

(afregningsmodent) 

Når entreprisen er færdiggjort 

- leveret i købelovens forstand 

Bindende aftale om levering Bindende aftale om levering 

Renter Periodisering Forfaldstidspunkt 

(for selskaber og personer, 

der anvender virksomhedsordningen, 

er der dog krav 

om periodisering) 

Ad 2) Driftsøkonomiske omkostningskriterier og skattemæssige fradragskriterier 

Driftsøkonomiske tids- 


punkt for omkostningsførsel fradragstidspunkter 

Hovedregel Forbrug efter matchingprincip- Når der er opstået en retlig 

pet 

forpligtelse til at afholde 

udgiften 

Almindeligt varekøb Forbrug efter matchingprincippet 

Levering fra leverandør 

Honorarudgifter til kon- Periodisering Ved fakturering bortset fra 

sulentassistance(rådgiv- egentlige forudbetalinger 

ningsydelser og lign.) 

Udgifter forbundet med Periodisering Aftaletidspunktet 

entreprisearbejder inden 

for byggeri mv. (forbedringer 

/ ombygninger) 

227

Renter Periodisering Forfaldstidspunkt 

(for selskaber og personer, 

der anvender virksomhedsordningen, 

er der dog krav 

Afskrivning på materielle 

anlægsaktiver 

228 

Systematisk afskrivning over 

forventet brugstid ekskl. scrapværdi. 

Ad 3) Værdiansættelse af aktiver og gældsposter 

om periodisering) 

Saldoafskrivning 30% på 

driftsmidler. Fuld afskrivning 

uanset anskaffelsestidspunktet. 

Driftsøkonomiske 


værdiansættelsesprincipper værdiansættelsesprincipper 

Ejendomme Kostpris, der fordeles på grunde Forskellige principper afhæn- 

og bygninger. gigt af formålet (f.eks. opgø- 

(Korrigeret for af- og nedskrivrelse af genvundne afskrivninger 

samt evt. opskrivninger) ninger eller avanceopgørelse) 

Ombygning eller forbed- Kostpris, der fordeles på grunde Forskellige principper afhænring 

af afskrivningsberettigede 

ejendomme 

og bygninger 

gigt af formålet 

Indretning af ikke-afskriv- 

Kostpris Forskellige principper afhænningsberettigedeejendomme 

(bygninger) 

gigt af formålet 

Goodwill, kostpris Kostpris Værdien i handel og vandel 

Aktier Anskaffelsesværdi / børskurs 

(for omsætningsaktiver) 

Kontantværdier 

Obligationer og lign. Vær- Anskaffelsesværdi / børskurs Kontantværdier 

dipapirer. 

(for omsætningsaktiver) 

Generelt kan der være store forskelle mellem driftsøkonomiske og skattemæssige principper 

ved værdiansættelse af særligt ejendomme, aktier og obligationer. 

Ad 4) Andre oplysninger i regnskabet/opgørelsen

Driftsøkonomisk 

princip 

Hensættelser Udskudt skat bør hensættes, så 

regnskabsbruger kan orientere 

sig om den skattemæssige forpligtelse, 

der påhviler virksomheden. 

Udskudt skat kan alternativt 

oplyses i noterne. 

Eventualforpligtelser 

Andre omkostninger, hvor der er 

usikkerhed om betalingstidspunktet 

(f.eks. erstatninger 

vedrørende verserende retssager), 

hensættes. 

Der oplyses om virksomhedens 

pantsætninger, leasingforpligtelser 

og lign., så regnskabsbruger 

kan orientere sig om forpligtelser, 

der ikke er indregnet i regnskabet. 

Skattemæssigt princip 

Der foretages ingen oplysninger 

i opgørelsen. 

Der foretages ingen oplysninger 

i opgørelsen. 

229

230 

Sammenlignende opstilling 

for 

Virksomhed X 

for 1997 

Eksemplet er opstillet med udgangspunkt i årsregnskabslovens bestemmelser, 

dog tilrettet med henblik på at præcisere forskelle mellem driftsøkonomiske og 

skattemæssige opgørelsesmetoder 

Foreningen Registrerede Revisorer FRR

Resultatopgørelse for perioden 01.01.1997 - 31.12.1997 

Bem. Driftsøkonomisk 

værdi 

Skattemæssig 

værdi 

Nettoomsætning 4.780.000 4.780.000 

1 Ændring i lagre af færdigvarer og varer under fremstilling -90.000 -10.000 

Udgifter til råvarer og hjælpematerialer -2.847.800 -2.847.800 

2 Ikke fradragsberettiget andel af repræsentation 0 6.750 

3 Hensat til tab på tilgodehavender fra salg og tjenesteydelser -75.000 0 

4 Udviklingsudgifter 0 -375.000 

Andre eksterne udgifter -150.000 -150.000 

Bruttoresultat 1.617.200 1.403.950 

Personaleudgifter -1.086.589 -1.086.589 

5 Afskrivninger, goodwill -20.000 -10.000 

5 Afskrivninger, grunde og bygninger -38.000 -43.680 

5 Afskrivninger, andre anlæg, driftsmateriel og inventar -115.333 -129.390 

Andre driftsudgifter -153.316 -153.316 

Resultat før finansielle poster 203.962 -19.025 

Andre renteindtægter og lignende indtægter 29.800 29.800 

6 Renteudgifter og lignende udgifter -33.620 -50.000 

Resultat før skat og ekstraordinære poster 200.142 -39.225 

8 Erstatning vedr. miljøforurening -100.000 0 

Resultat før skat 100.142 -39.225 

9 Skat af årets resultat -73.568 0 

Årets resultat 26.574 -39.225 

231

232 

Balance pr. 31.12.1997 

Bem. Driftsøkonomisk 

værdi 

A K T I V E R 

Skattemæssig 

værdi 

4 Udviklingsudgifter 375.000 0 

Goodwill: 

Anskaffelsessum, primo 100.000 100.000 

5 Årets afskrivning -20.000 -10.000 

Goodwill i alt 80.000 90.000 

Immaterielle anlægsaktiver i alt 455.000 90.000 

Grunde og bygninger: 

7 Anskaffelsessum, primo 1.800.000 1.450.000 

Årets opskrivninger 100.000 0 

Af- og nedskrivninger, primo 350.000 306.720 

5 Årets af- og nedskrivninger 38.000 43.680 

Grunde og bygninger i alt 1.512.000 1.099.600 

Andre anlæg, driftsmateriel og inventar: 

Anskaffelsessum, primo 1.020.000 1.020.000 

Tilgang i årets løb 250.000 250.000 

10 Forlods afskrivning 0 -1.078.709 

Af- og nedskrivninger, primo -522.340 0 

5 Årets af- og nedskrivninger -112.000 -54.390 

5 Afskrivning på årets tilgang -3.333 -75.000 

Andre anlæg, driftsmateriel og inventar i alt 632.327 61.901 

Materielle anlægsaktiver i alt 2.144.327 1.161.501 

Anlægsaktiver i alt 2.599.327 1.251.501

Fremstillede færdigvarer og handelsvarer 520.000 520.000 

1 Nedskrivning for ukurans (til nettorealisationsværdi) -80.000 0 

Varebeholdninger i alt 440.000 520.000 

Tilgodehavender fra salg og tjenesteydelser 828.617 828.617 

3 Hensat til tab på tilgodehavender fra salg og tjenesteydelser -75.000 0 

Tilgodehavender fra salg og tjenesteydelser i alt 753.617 828.617 

Likvide beholdninger 214.676 214.676 

Omsætningsaktiver i alt 1.408.293 1.563.293 

Aktiver i alt 4.007.620 2.814.794 

233

234 

P A S S I V E R 

Egenkapital: 

Egenkapital, primo 1.408.157 1.067.323 

Årets resultat 26.574 -39.225 

Opskrivningshenlæggelser 100.000 0 

7 Regulering af ejendommens skattemæssige anskaffelsesværdi 0 -350.000 

Årets kontante hævninger samt private andele -781.750 -781.750 

2 Ikke fradragsberettiget andel af repræsentation 0 -6.750 

Egenkapital i alt 752.981 -110.402 

Hensættelser / skattemæssige henlæggelser: 

9 Udskudt skat 445.804 0 

8 Miljøforpligtelse 100.000 0 

10 Investeringsfondshenlæggelse, 1995 0 15.316 

10 Investeringsfondshenlæggelse, 1996 0 201.045 

Hensættelser / skattemæssige henlæggelser i alt 545.804 216.361 

Langfristet gæld 1.510.506 1.510.506 

Kortfristet gæld 1.198.329 1.198.329 

Gæld i alt 2.708.835 2.708.835 

Passiver i alt 4.007.620 2.814.794 

11 Eventualforpligtelser

Bemærkninger 

1 Ændring i lagre af færdigvarer og varer under fremstilling 

Specifikation af skattemæssig værdi: 

Lagre af færdigvarer og varer under fremstilling, primo -530.000 

Lagre af færdigvarer og varer under fremstilling, ultimo 520.000 -10.000 

Specifikation af regnskabsmæssig værdi: 

Lagre af færdigvarer og varer under fremstilling, primo -530.000 

Lagre af færdigvarer og varer under fremstilling, ultimo 520.000 

Nedskrivning for ukurans -80.000 -90.000 

2 Ikke fradragsberettiget andel af repræsentation 


Repræsentationsomkostninger 27.000 

Ej fradragsberettiget andel (75%) -20.250 6.750 

3 Tilgodehavender fra salg og tjenesteydelser 


Konstateret tab på tilgodehavender fra salg og tjenesteydelser 0 


Forventet tab på tilgodehavender fra salg og tjenesteydelser 75.000 

4 Udviklingsudgifter 


Udviklingsudgifter fradraget ifølge LL § 7B 375.000 


Udviklingsudgifter aktiveret ifølge Regnskabsvejledning 7 375.000 

5 Af- og nedskrivninger på immaterielle og materielle anlægsaktiver 


Goodwill 10% af kr. 100.000 10.000 

Bygninger 6% af kr. 728.000 43.680 

235

236 

Andre anlæg, driftsmateriel og inventar 30% af kr. 181.291 54.390 

Automobil anskaffet 01.12.1997 kr. 250.000 (30% saldoafskr.) 75.000 183.070 


Goodwill 20% af kr. 100.000 20.000 

Grunde og bygninger 2% af kr. 1.800.000 36.000 

Opskrivning på grunde og bygninger 2% af kr. 100.000 2.000 

Andre anlæg, driftsmateriel og inventar (systematisk lineær afskrivning 

efter anskaffelsestidspunkt) 

112.000 

Automobil anskaffet 01.12.1997 kr. 250.000, scrapværdi 50.000 

Afskrivning 20% p.a. i december måned 1997 

3.333 173.333 

6 Renteudgifter og lignende udgifter 


Betalt rente til x-leverandør vedr. året 1995 5.000 

Forfalden, ej betalt rente til vareleverandør vedr. året 1996 fradraget 

45.000 

i 1997, idet der 31.12.1996 henstod forfalden, ej betalt rente for 1995 

Forfalden, ej betalt rente til vareleverandør vedr. året 1997 33.620 

Ej fradragsberettiget rente vedr. 1997, idet der henstår forfalden, ej 

betalt rente fra tidligere år 

-33.620 50.000 


Betalt rente til x-leverandør vedr. året 1995 5.000 

Udgiftsført og opført som gæld i 1995 -5.000 

Forfalden, betalt rente til vareleverandør vedr. året 1996 45.000 


Forfalden, ej betalt rente til vareleverandør vedr. året 1997 33.620 33.620 

7 Ejendommens anskaffelsessum 


Offentlig vurdering 01.01.1993 + 10% 1.450.000 

Regnskabsmæssig værdi (optaget til kostpris): 1.800.000

8 Hensættelser (udelukkende regnskabsmæssige) 

Der er anlagt retssag mod virksomheden omkring oprydning af en tidligere ejet, evt. forurenet, grund. 

Det er sandsynliggjort, at virksomhed X vil tabe sagen, hvilket vil påføre virksomheden en 

udgift på ca. kr. 100.000, som er hensat til forventet tab. 

Disse hensættes udelukkende i det driftsøkonomiske regnskab. 

237 

100.000 

9 Skatter 


Skat af årets resultat 0 


Skat af årets resultat 0 

Årets ændring i udskudt skat -73.568 

Anvendt inv.fond til driftsmidler anskaffet indeværende år 

-73.568 

Opgørelse af udskudt skat 

Udviklingsudgifter 

Regnskabsmæssig værdi 375.000 

Skattemæssig værdi 0 

Udskudt skat 34% af 375.000 127.500 

Goodwill 


Skattemæssig værdi 90.000 

Udskudt skat 34% af -10.000 -3.400 

Grunde og bygninger (ekskl.) opskrivning 

Regnskabsmæssig værdi 1.414.000 

Skattemæssig værdi 1.099.600 


Andre anlæg, driftsmateriel og inventar 




Varebeholdninger 



Udskudt skat 34% af -80.000 -27.200

238 

Tilgodehavender fra salg og tjenesteydelser 



Udskudt skat 34% af -75.000 -25.500 

Investeringsfondshenlæggelse 

Regnskabsmæssig værdi 0 

Skattemæssig værdi -216.361 


445.804 

10 Forlods afskrivning 


Anvendt inv.fond til driftsmidler anskaffet tidligere år 838.709 

Anvendt inv.fond til driftsmidler anskaffet indeværende år 240.000 1.078.709 

Anvendt inv.fond til driftsmidler anskaffet indeværende år 

Restinvesteringsfond: 

Investeringsfondshenlæggelse, 1995 15.316 

Investeringsfondshenlæggelse, 1996 201.045 216.361 


Anvendt inv.fond til driftsmidler anskaffet tidligere år 0 

Anvendt inv.fond til driftsmidler anskaffet indeværende år 0 0 

Restinvesteringsfond: 

Investeringsfondshenlæggelse, 1995 0 

Investeringsfondshenlæggelse, 1996 0 0 

11 Eventualforpligtelser (udelukkende regnskabsmæssige oplysninger) 

Af virksomhedens grunde og bygninger er kr. 1.200.000 pantsat med pantebrev til X-Bank. 

Af virksomhedens driftsmateriel og tekniske anlæg er kr. 810.000 pantsat ved pantebrev til 

virksomhedens tidligere indehaver hr. X. X-sen. 

Virksomhed X har påtaget sig en leasingforpligtelse vedr. andres anlæg, driftsmateriel og inventar. 

Leasingforpligtelsen kan totalt opgøres til kr. 1.000.000 og betales med kr. 100.000 pr. år, ligeligt fordelt 

over de næste 10 år.

OPGØRELSE AF SKATTEMÆSSIGT RESULTAT 1997 

Driftsøkonomisk resultat 26.574 

TILBAGEFØRSLER 

Årets ændring i udskudt skat 73.568 

Driftsøkonomiske af- og nedskrivninger 173.333 

Driftsøkonomisk hensættelse til miljøforpligtelse 100.000 

Driftsøkonomisk nedskrivning for ukurans 80.000 

Hensat til forventet tab på debitorer 75.000 

Driftsøkonomiske renteindtægter -29.800 

Driftsøkonomiske renteudgifter 33.620 

239 

532.295 

SKATTEMÆSSIGE AFSKRIVNINGER 

Goodwill -10.000 

Bygninger -43.680 

Driftsmidler -129.390 

KORREKTIONER 

Ikke-fradragsberettiget andel af repræsentationsudgifter 6.750 

Udviklingsudgifter -375.000 

SKATTEMÆSSIGT RESULTAT FØR RENTER -19.025 

Skattemæssige renteindtægter 29.800 



SKATTEMÆSSIGT RESULTAT, VIRKSOMHED -39.225

Bilag 5: Ordliste over udtryk 

Udtryk Forklaring 

Afskrivning Den værdinedgang anlægsaktiverne undergår i regnskabsperioden 

som følge af slidtage eller forældelse. 

Aktiv En nuværende økonomisk ressource, som er under virksomhedens kontrol 

som et resultat af tidligere begivenheder, og hvorfra fremtidige økonomiske 

fordele forventes at tilflyde virksomheden. 

Aktualitet Kvalitetskrav til regnskabsinformationen. Kravet indebærer, at 

oplysningerne ikke må være så gamle, så regnskabsbruger ikke 

har nytte af informationen. 

Aktuel værdi Se ”dagsværdi” 

Allokering Se ”fordeling”. 

Amortisering Se ”afskrivning”. 

Anskaffelsespris Det beløb, der er betalt for aktivet, når det er anskaffet fra en 

ekstern part. For forpligtelser er det det beløb, der er modtaget 

til gengæld for forpligtelsen. 

Dagsværdi (Fair value) Aktuelle målegrundlag som led i normal drift. Målegrundlagene 

kan være genanskaffelsesværdi, salgsværdi, nettorealisationsværdi 

eller kapitalværdi. Dagsværdi står i modsætning til historisk 

kost- og anskaffelsespris. 

Egenkapital Forskelsværdi, der fremkommer, når man fra alle virksomhedens 

indregnede aktiver fratrækker alle indregnede forpligtelser. 

Elementer Aktiver, forpligtelser, indtægter, omkostninger og egenkapital. 

Eventualaktiv Et aktiv, der kan opstå som resultat af tidligere begivenheder, 

og hvis eksistens afhænger af udfaldet af en eller flere usikre 

fremtidige begivenheder. Et sådant aktiv indregnes ikke i balancen. 

Eventualforpligtelse En forpligtelse, der kan opstå som resultat af tidligere begivenheder, 

og hvis eksistens afhænger af udfaldet af en eller flere 

usikre fremtidige begivenheder. En sådan forpligtelse indregnes 

ikke i balancen. 

Fair value Se ”dagsværdi”. 

Fordeling Virksomhedsdeltageres og medarbejderes vurdering af, hvor mange 

ressourcer der kan trækkes ud af virksomheden som udbytte 

eller løn, uden at fordele det kapitalgrundlag, som er nødvendigt 

for virksomhedens fortsatte drift. 

Forpligtelse En nuværende pligt for virksomheden opstået som resultat af 

tidligere begivenheder, og hvis indfrielse forventes at resultere i 

træk på virksomhedens økonomiske ressourcer. Se også ”gældsforpligtelse”, 

”hensættelse” og ”eventualforpligtelse” 

Forvaltningskontrol Virksomhedsdeltagernes – typisk generalforsamlingens - og 

samfundets vurdering af, hvilken ansvarlighed ledelsen udviser 

overfor de ressourcer, der er bundet i og løbende tilflyder 

240



Fundamental fejl Fundamentale fejl er fejl, der opdages i indeværende regnskabsperiode, 

og som er så væsentlige, at årsregnskaber for én 

eller flere tidligere perioder ikke kunne anses for pålidelige på 

tidspunktet for årsregnskabernes udarbejdelse. 

Genanskaffelsesværdi For et aktiv er det den pris, der skal betales for at erhverve et 

tilsvarende aktiv. For en forpligtelse er genanskaffelsesværdien 

det provenu, som virksomheden vil modtage, hvis forpligtelsen 

etableres på balancedagen på tilsvarende vilkår. 

Genindvindingsværdi Den højeste værdi af nettorealisationsværdien og kapitalværdien. 

Gevinst Se ”Indtægter”. 

Goodwill Den del af en virksomheds eller en aktivitets dagsværdi, der 

overstiger dagsværdien af virksomhedens henholdsvis aktivitetens 

enkelte aktiver og forpligtelser. Goodwill kan ofte konstateres 

ved overtagelse af en virksomhed eller en aktivitet. 

Handelsværdi Se ”Salgsværdi”. 

Hensættelse En forpligtelse, der er opstået som resultat af tidligere begivenheder, 

men som er usikker med hensyn til forfaldstid eller beløb. 

Forpligtelsen kan hidrøre fra en legal eller en konstruktiv 

pligt. 

Indregning At postere en begivenhed eller en transaktion i årsregnskabet. 

Indregningskriterier Kriterier der afgør, om en begivenhed eller en transaktion skal 

have virkning i årsregnskabet. 

Indtægter Stigninger i økonomiske fordele i regnskabsperioden i form af 

tilgang eller værdistigning af aktiver eller fald i forpligtelser, 

som medfører stigninger i egenkapitalen, når der bortses fra 

indskud fra ejere. 

Kapitalværdi Nutidsværdien af de fremtidige nettobeløb, som et aktiv forventes 

at indbringe ved fortsat benyttelse i den nuværende 

funktion. For forpligtelser svarer kapitalværdien til nutidsværdien 

af de fremtidige nettoydelser, der skal betales i forpligtelsens 

levetid. 

Klassifikation Placering og specifikation af årsregnskabets elementer. 

Konstruktiv forpligtelse En pligt for en virksomhed, som stammer fra en etableret, tidligere 

praksis eller tilsvarende udtalelse, således at virksomheden 

har indikeret overfor tredjemand, at den accepterer pligten. Det 

forudsætter, at tredjemand har en forventning om, at virksomheden 

vil vedstå sin pligt. Der er således tale om en forpligtelse 

virksomheden ikke realistisk kan undlade at efterkomme. 

Kostpris Det beløb, der er (betalt) for aktivet, når det er internt fremstillet. 

Ledelses årsberetning Beretning, der omtaler oplysninger af general betydning for 

virksomheden. Hidtil kaldet ”årsberetning”. 

241


Markedsværdi Salgsværdi eller genanskaffelsesværdi på et aktivt og velfungerende 

marked. 

Matchingprincippet Indregning af det ressourceforbrug i resultatopgørelsen, som er 

medgået i indeværende og tidligere perioder til produktion og 

salg af færdigvarer eller tjenesteydelser i den periode, hvor de 

pågældende færdigvarer eller tjenesteydelser indregnes i resultatopgørelsen. 

Måleattribut Se ”Målegrundlag”. 

Målegrundlag Målegrundlag er udtryk for en kvantificering af et element i 

årsregnskabet, f.eks. et aktiv eller en forpligtelse. Målegrundlag 

kan f.eks. være kostværdi, markedsværdi eller kapitalværdi. 

Målemetode Den metode, der benyttes til at fastsætte størrelsen af målegrundlaget. 

En ”metode” til at finde størrelsen af målegrundlaget 

”dagsværdi” i et dårligt fungerende marked kan være ”ekspertvurderinger”. 

Måling Kvantificering af elementer i årsregnskabet. Målingen sker på 

forskellige målegrundlag. 

Nettorealisationsværdi Den nettoværdi (dvs. efter fradrag af handelsomkostninger 

m.v.), som man forventer, et aktiv vil indbringe, når det sælges. 

For forpligtelser er der tale om den nettoværdi (dvs. inkl. 

eventuelle indfrielsesomkostninger m.v.), som man forventer 

erlagt, når forpligtelsen udlignes. 

Neutralitet Kvalitetskrav til regnskabsinformationen. Kravet indebærer, at 

oplysningerne ikke må være ”biased”, men skal afspejle de 

faktiske forhold så godt, som det er muligt. 

Nytteværdi Se ”Kapitalværdi”. 

Omkostninger (Ressourceforbrug 

og tab) 

242 

Fald i økonomiske fordele i regnskabsperioden i form af afgang 

eller værdiforringelse af aktiver eller pådragelse af forpligtelser, 

som medfører fald i egenkapitalen, når der bortses fra udlodning 

til ejere. 

Oplysninger Ledelsens årsberetning, noter og lignende, supplerende rapporter, 

der indgår i sammenhæng med årsregnskabet. 

Passiv Egenkapital og indregnede forpligtelser, herunder hensættelser. 

Periodisering Indregning af transaktioner eller begivenheder i årsregnskabet, 

når de finder sted (og ikke når kontanter modtages eller betales). 

Produktionskriteriet Se ”produktionsmetoden” 

Produktionsmetoden Indregning af indtægter til forholdsmæssigt opgjort salgsværdi i 

takt med produktionen. 

Pålidelighed Kvalitetskrav til regnskabsinformationen. Kravet indebærer, at 

oplysningerne skal kunne efterprøves - verificeres – og at de afspejler 

virkeligheden så godt, som det er muligt – dvs. at oplysningerne 

er repræsenteret på en gyldig måde. 

Relevans Kvalitetskrav til regnskabsinformationen. Kravet indebærer, at


alle oplysninger af betydning for regnskabsbrugernes beslutninger 

om ressourceallokering, forvaltningskontrol og fordeling 

skal medtages. 

Repræsentativ gyldighed Kvalitetskrav til regnskabsinformationen. Kravet indebærer, at 

oplysningerne skal afspejle virkeligheden så godt, som det er 

muligt. 

Ressourceallokering Regnskabsbrugeres allokering af sine ressourcer på baggrund af en 

afvejning mellem afkast og risiko. 

Salgsmetoden Indregning af indtægter til salgsværdi på tidspunktet for risikoens 

overgang. 

Salgsværdi Den pris, et givent aktiv kan sælges til. For en forpligtelse svarer 

salgsværdien til den pris, virksomheden skal betale for at 

slippe ud af forpligtelsen. 

Sammenlignelighed Kvalitetskrav til regnskabsinformationen. Kravet indebærer, at 

oplysninger fra virksomheden kan sammenlignes over tid og i 

forhold til andre virksomheder. 

Tab Se ”omkostninger”. 

Troværdig repræsentation Se ”repræsentativ gyldighed”. 

Udgifter Anskaffelse af ressourcer på et givent tidspunkt. 

Verificerbarhed Kvalitetskrav til regnskabsinformationen. Kravet indebærer, at 

oplysningerne skal kunne efterprøves. 

Værdiansættelse Indregning og måling af et forhold i årsregnskabet. Se ”Indregning” 

og ”Måling”. 

Væsentlig Regnskabsinformationen er væsentlig, såfremt udeladelse heraf 

eller fejl heri kunne få indflydelse på brugeres økonomiske 

beslutninger truffet på grundlag af årsregnskabet. Væsentligheden 

afhænger af størrelsen og karakteren af posten eller fejlen. 

Årsagsprincippet Se ”matching-princippet”. 

Årsregnskab Resultatopgørelse og balance. Udarbejdes en pengestrømsopgørelse 

er denne en del af årsregnskabet. 

Årsrapport Årsregnskab og oplysninger. Er der udarbejdet koncernregnskab, 

indgår dette også i årsrapporten. 

243

Bilag 6: Oversigt over konklusioner i rapporten 

Nedenstående opsamler rapportens konklusioner fra kapitel 5-12 i punktform. 

1. Kapitel 5 – Problemområder i årsregnskabsloven 

• Lovens struktur og anvendelsesområde er ikke brugervenlig og giver anledning til forståelsesproblemer. 

Det skyldes bl.a., at andre virksomheder end de oprindeligt omfattede senere 

er blevet omfattet af loven via henvisninger fra andre love, f.eks. erhvervsdrivende 

fonde og erhvervsdrivende virksomheder. Det er samtidig et problem, at regnskabskravene 

til små virksomheder findes i bogføringsloven, medens kravene til andre virksomheder 

findes i ÅRL. 



• Lovens grundlæggende principper og værdiansættelsesregler er ikke tidssvarende i forhold 

til de internationale strømninger, hvor fremadrettede målegrundlag dagsværdier (fair 

value) vinder frem på bekostning af bagudrettede målegrundlag (historisk kostpris). 




helt regler om fusioner og spaltninger. 

• Lovens regler om offentliggørelse og indsendelse af årsregnskaber til Erhvervs- og Selskabsstyrelsen 

samt undersøgelse af årsregnskaber er svære at gennemskue og trænger generelt 

til en harmonisering på tværs af de forskellige virksomhedsformer. 

2. Kapitel 6 og 7 – Rammerne for en ny lov 

• En ny dansk lov skal baseres på en begrebsramme, som den kendes fra IASC. Begrebsrammen 

skal præcisere generalklausulen – ”det retvisende billede” – ved hjælp 

af mere præcise kvalitetskrav til årsregnskabet. 

• Implementeringen af begrebsrammen sker i kapitel 9. 

3. Kapitel 8 - Lovens opbygning og anvendelsesområde 

Generelt 

• Loven skal omfatte danske erhvervsdrivende virksomheder af enhver art uanset ejer – 

eller hæftelsesforhold. Finansielle virksomheder og filialer af udenlandske selskaber 

skal fortsat ikke omfattes af loven. 

• Loven skal såvidt muligt opbygges efter en byggeklodsmodel, hvor klasse A – D 

indeholder regnskabsbestemmelser af stigende detaljeringsgrad. Hertil kommer tillægsafsnit 

om koncernregnskab, revision og offentliggørelse. 

Klasse A omfatter 

• Virksomheder der p.t. ikke direkte eller indirekte omfattes af ÅRL, bl.a. enkeltmandsvirksomheder 

og I/Sér med fysiske personer som interessenter. 

244

Klasse B omfatter 

• Små aktieog anpartsselskaber samt partnerselskaber 

• Små kapitalselskabsejede I/Sér og K/Sér 

• Små erhvervsdrivende fonde 

• Små virksomheder med begrænset ansvar (f.eks. A.M.B.Aér), der overskrider størrelsesgrænserne 

i LEV § 19. Nedenfor i afsnittet ”Skitse over byggeklodsmodellen og 

nuværende størrelsesgrænser” er disse virksomheder benævnt ”Meget små”). 

Klasse C omfatter 

• Samme virksomhedsformer som klasse B, dog kun mellemstore og store. 

Klasse D omfatter børsnoterede aktieselskaber og statslige aktieselskaber 

Klasse A-virksomheders regnskabsaflæggelse 

• Regnskabsaflæggelse er frivilligt, men regnskabsreglerne i klasse A skal følges, hvis 

der udarbejdes årsregnskab til brug for andre end virksomheden selv. 

• Enkeltmandsvirksomhedens regnskab skal indeholde ejerens formue m.v. 

• I/S–regnskaber skal ikke indeholde ejernes formuer m.v. 

Øvrige virksomheders regnskabsaflæggelse 

• Virksomheder omfattet af klasse B, C og D skal altid udarbejde årsregnskab, som skal 

revideres og offentliggøres. 

• Modervirksomheder skal udarbejde og offentliggøre koncernregnskab, såfremt koncernen 

som helhed er mellemstor eller stor (klasse C). 

• Datterselskaber uden aktivitet kan under visse betingelser undlade at udarbejde årsregnskab. 

Skitse over byggeklodsmodellen og nuværende størrelsesgrænser 

Meget små Små Mellemstore Store 

Balancesum 0 - 4 mill. 0 - 20 mill. 20 - 75 mill. > 75 mill. 

Nettoomsætning 0 - 10 mill. 0 - 40 mill. 40 - 150 mill. > 150 mill. 

Antal ansatte 0 - 10 0 - 50 50 - 250 > 250 

245

Klasse 

246 

D 

C 

B 

A 

Supplerende krav til 

børsnoterede og statslige 

selskaber 

Supplerende krav til mellemstore 

og store selskaber 

Supplerende krav til små selskaber m.v. 

Grundlæggende forudsætninger for aflæggelse af 

driftsøkonomiske årsregnskaber 

4. Kapitel 9 - Implementering af begrebsrammens definitioner og kriterier om 

indregning, måling og klassifikation af aktiver og forpligtelser 

Materielle anlægsaktiver 

• Indregning skal ske til anskaffelses- eller kostværdi med efterfølgende systematiske 

afskrivninger. Virksomheder i regnskabsklasse C og D skal indregne IPO, mens det 

skal være frivilligt for virksomhederne i regnskabsklasse B. Det skal fortsat være muligt 

at indregne renter. 

• I investeringsselskaber skal det være muligt at måle investeringsaktiver til markedsværdi, 

og derved undlade at foretage systematiske afskrivninger. 

• Nedskrivninger skal foretages til den højeste værdi af kapitalværdien og markedsværdien. 

• Opskrivning – der fortsat skal være frivilligt – kan ske til en højere dagsværdi. Omsættes 

aktiverne på velfungerende markeder, udmøntes dagsværdien ved markedsværdien. 

• Ved realisation af aktiver, der er opskrevet, skal gevinsten indtægtsføres. Loven skal 

ikke regulere detaljeret, hvorledes gevinsten beregnes. 

Immaterielle anlægsaktiver 

• Der skal indføres pligt til at indregne erhvervede immaterielle anlægsaktiver – herunder 

erhvervet goodwill. 

• Der skal være pligt til at indregne udviklingsudgifter og enerettigheder (koncessioner, 

patenter, licenser og lign. rettigheder) oparbejdet af virksomheden selv, hvis de kan 

måles pålideligt. Virksomheder omfattet af regnskabsklasse B skal dog fortsat kunne 

omkostningsføre udviklingsudgifter.

• Aktiverne skal afskrives systematisk over brugstiden, som formodes ikke at overstige 

20 år. Ved afskrivning over mere end 5 år skal den økonomiske levetids længde fortsat 

begrundes. 

• Nedskrivninger skal foretages til den højeste værdi af kapitalværdien og markedsværdien. 

• Opskrivning er fortsat ikke tilladt. 

Finansielle aktiver og forpligtelser 

• Hensættelser, der opfylder definitionen på forpligtelser, skal indregnes. Der skal samtidig 

ske en præcisering af indregningskriterierne, så det sikres, at der ikke indregnes 

hensættelser, der ikke opfylder definitionen på forpligtelser. 

• Finansielle aktiver og forpligtelser skal måles til dagsværdi i det omfang, ændringen 

af 4. direktiv giver mulighed herfor. Dette er endnu ikke afklaret. 

• Kapitalandele i dattervirksomheder og associerede virksomheder skal måles til indre 

værdi. For kapitalandele i associerede virksomheder skal der dog indføres en undtagelsesbestemmelse, 

hvorefter kravet kan fraviges, hvis de nødvendige oplysninger ikke 

er tilgængelige. Virksomheder omfattet af regnskabsklasse B skal dog fortsat kunne 

benytte historisk kostpris som målegrundlag. 

• Egne aktier skal fortsat måles til kr. 0 eller til en værdi med tilhørende reserve. 

Ikke-finansielle omsætningsaktiver 

• Loven skal stille krav om indregning på salgstidspunktet, hvilket kan udmønte sig i 

benyttelse af faktureringsmetoden, produktionsmetoden eller en anden metode. 

• Ved måling af varebeholdninger skal der ske indregning af IPO. Virksomheder omfattet 

af regnskabsklasse B skal dog fortsat kunne vælge ikke at indregne IPO. Det 

skal fortsat i begrænset omfang være muligt at indregne renter i kostprisen. 

• Nedskrivning skal ske til nettorealisationsværdi. 

• Opskrivning – der fortsat skal være frivillig – kan ske til genanskaffelsesværdi. 

Pengestrømsopgørelse 

• Pligten til at udarbejde en pengestrømsopgørelse skal udvides til også at omfatte virksomhederne 

i regnskabsklasse C. 

Halvårsrapport 

• Kravet om indsendelse af halvårsrapport skal ikke udvides til at omfatte yderligere 


5. Kapitel 10 – Oplysninger 

Generelt 

• Begrebsrammens kvalitetskrav – relevans, pålidelighed og sammenlignelighed – skal 

også gælde for årsrapportens oplysninger. 

• Loven skal indeholde en mere klar afgrænsning af hvilke oplysninger, der skal placeres 

i noterne, og hvilke der skal placeres i årsberetningen. 

247

Noteoplysninger 

• Skadesklausulerne i ÅRL §§ 43 og 43 a samt BEK § 22 skal fjernes, da oplysningerne 

generelt ikke menes at kunne forvolde virksomheden skade. 

• Skadesklausulerne i ÅRL §§ 49, stk. 2 og 64 c skal bibeholdes i deres nuværende 

form, idet der kan være tale om følsomme oplysninger. 

• Regnskabspraksis: Indholdskravet i ÅRL § 42 skal bibeholdes. Mht. placeringen af 

oplysningerne, skal der stilles krav om, at oplysningerne samles i et særskilt afsnit. 

• Tilgodehavender hos og sikkerhedsstillelser for ledelsesmedlemmer og selskabsdeltagere: 

Oplysningskravet i ÅRL § 46 a skal opsplittes i to dele – lovlige og ikke lovlige 

mellemværender. Bestemmelsen om lovlige mellemværender skal erstattes af et krav 

om en generel beskrivelse af forholdet mellem virksomheden og dens nærtstående 

parter, jf. IAS 24 og RV U15. 

• Segmentoplysninger: Der skal ikke stilles yderligere krav til segmentoplysninger. 

• Eventualforpligtelser: Afgrænsningen af eventualforpligtelser skal ske i overensstemmelse 

med RV 4. 

• Eventualaktiver: Der skal fremover oplyses om eventualaktiver, når de opfylder betingelserne 

i IAS 37. 

• Væsentlige miljøomkostninger: Der skal stilles krav om, at virksomheden i en note 

oplyser om størrelsen af væsentlige miljøomkostninger. 

• Aktiebesiddelser: Oplysning herom flyttes fra årsberetningen til noterne. For børsnoterede 

selskaber skærpes kravet, således at der skal oplyses om den nøjagtige ejerandel 

for dem, der ejer over 5 % af aktiekapitalen. 

• Omkostninger ved kapitalfremskaffelse: Oplysningskravet bibeholdes men flyttes fra 

årsberetningen til noterne. 

• Finansielle aktiver og forpligtelser: Der indføres notekrav vedr. bl.a. den reserve, der 

skal bindes på egenkapitalen, såfremt der benyttes dagsværdier for disse aktiver og 

forpligtelser. 

• Efterbetalinger m.v. i Amba’er: Der skal stilles krav om, at Amba’er oplyser om den 

valgte fremgangsmåde ved behandling af efterbetalinger til andelshaverne. 

Forenklinger af eksisterende notekrav 

• Anlægsnoten: Kravet om en anlægsnote for finansielle anlægsaktiver – jf. BEK § 6 – 

skal fjernes for virksomheder i regnskabsklasse B, da det ikke synes at være relevant. 

• Notekrav der viser hvilke undtagelser der benyttes: Oplysningskravet skal ophæves, 

da det ikke findes relevant. 

• Betalt skat i året: Oplysningskravet skal ophæves, da det ikke findes relevant. 

• Offentlig ejendomsvurdering: Oplysningskravet skal bibeholdes, da det kan give en 

indikation af dagsværdien. 

Ledelsens årsberetning 

• Selskaber i klasse B skal fortsat kunne undlade at udarbejde og indsende årsberetning. 

Udarbejdes en sådan imidlertid, skal de afgivne oplysninger være reelle og fyldestgørende. 

• Finansielle risici: Der skal stilles krav om, at virksomheden oplyser om særlige finansielle 

risici. 

248

• Virksomhedens hovedaktivitet: Der skal stilles krav om, at der oplyses om virksomhedens 

hovedaktivitet. 

• Hoved- og nøgletal: Kravet – der i dag gælder for statslige aktieselskaber og børsnoterede 

selskaber – skal udvides til at omfatte øvrige virksomheder. 

• Forventninger til fremtiden: kravet angående oplysning om eventuelle særlige forudsætninger, 

som virksomheden har lagt til grund for omtalen af den forventede udvikling 

i ÅRL § 56, stk. 4, nr. 3 – der i dag gælder for statslige aktieselskaber og børsnoterede 

selskaber – skal udvides til også at omfatte øvrige virksomheder. 

• Feedback vedrørende tidligere oplysninger: Kravet om opfølgning på tidligere udmeldte 

forventninger i ÅRL § 56, stk. 3 – der i dag gælder for statslige aktieselskaber 

og børsnoterede selskaber – skal udvides til også at omfatte øvrige virksomheder. Der 

skal dog indføres en skadesklausul vedr. denne oplysning. 

• Vidensressourcer: Der skal indføres et generelt krav om, at virksomhederne skal oplyse 

om deres væsentlige vidensressourcer, såfremt det er relevant for virksomheden. 

• Miljøoplysninger: Der skal ikke stilles krav om et særskilt afsnit om miljøoplysninger. 

6. Kapitel 11 – Virksomhedssammenslutninger 

• Den nuværende definition af hvornår der eksisterer en koncern, sådan som den er 

gengivet i ÅRL § 1, stk. 2, nr. 6, fastholdes. Bestemmelsen kan eventuelt gøres mere 

tydelig. 7. direktivs art. 2, stk. 2, litra b (vedr. stemmerettigheder på kapitalandele der 

besiddes som sikkerhed) bør indføjes i lovteksten. 

Pligten til at udarbejde koncernregnskab 

• Alle modervirksomheder som er omfattet af den nuværende årsregnskabslov skal som 

udgangspunkt udarbejde koncernregnskab. 

• De nuværende lempelsesbestemmelser i ÅRL §§ 2a, 2b, og 2 c bør bibeholdes. 

• Lempelsesbestemmelsen i art. 11 i 7. direktiv bør implementeres i den nye årsregnskabslov. 

Der synes ikke at være nogen begrundelse for, at lempelsesmuligheden for 

danske underkoncerner skal afhænge af, om et trinhøjere moderselskab befinder sig i 

EU eller udenfor. 

Generelle regler for koncernregnskaber 

• De eksisterende regler for regnskabsår, konsolidering og målingsharmonisering skal 

bibeholdes. Det samme gælder reglerne om værdiansættelse til regnskabsmæssig indre 

værdi. Reglerne skal i princippet også gælde for fusioner – og spaltninger – uanset fusionsmetoden. 

Omvurdering 

• ÅRL’s ordlyd skal såvidt muligt følge IAS 22, så overtagne aktiver og forpligtelser 

altid skal omvurderes til dagsværdi på overtagelsestidspunktet. Det beløb, der herefter 

fremkommer udover eller under de omvurderede værdier, skal betragtes som goodwill 

hhv. badwill. 

• Koncernetableringsreglerne skal gælde tilsvarende for fusionsregnskabet. Dog kan der 

være behov for særlige regler for koncerninterne fusioner. 

249

Goodwill og badwill 

• Den regnskabsmæssige behandling af koncerngoodwill og aktivitetsgoodwill skal 

være ens. 

• Den særlige regel om straksnedskrivning af koncerngoodwill over egenkapitalen skal 

ikke videreføres i den nye lov. 

• Der er modstrid mellem artikel 31 i 7. direktiv og IAS 22 vedrørende indtægtsføring 

af badwill i de tilfælde, hvor det negative forskelsbeløb ikke kan hensættes. Her kræver 

IAS 22 løbende indtægtsføring, medens direktivet formentlig først tillader indtægtsføring 

ved realisation af dattervirksomheden. Denne modstrid må nødvendigvis 

afgøres til fordel for direktivets regler. 

Sammenlægningsmetoden (Pooling of interests) 

• Sammenlægningsmetoden skal tillades som et frivilligt alternativ i en ny lov. Betingelserne 

for anvendelse af metoden skal være klare og begrænsede. 

Pro rata konsolidering 

• Loven skal tilnærmes IAS-standarden på dette område. Derfor skal deltagelse i virksomheder 

eller aktiviteter med ubegrænset ansvar i fremtiden kunne indregnes pro 

rata i årsregnskabet. 

• Pro rata indregningen skal som udgangspunkt ikke kunne anvendes for fællesledede 

virksomheder med begrænset ansvar. 

• Pro rata konsolidering i koncernregnskabet vil fortsat kunne ske, uanset at den fællesledede 

virksomhed er organiseret i et selskab med begrænset ansvar, og uanset at 

der ikke er tale om et midlertidigt samarbejde. 

7. Kapitel 12 - Indsendelse, offentliggørelse og undersøgelse af årsregnskaber m.v. 

samt straf 

Samme regler for alle virksomhedstyper 

• Der skal så vidt muligt være samme regler for alle virksomhedstyper m.h.t. indsendelse, 

offentliggørelse og undersøgelse af årsregnskaber m.v. samt straf. Derved ligestilles 

de forskellige virksomhedstyper. 

• Reglerne skal placeres samlet i den nye årsregnskabslov i modsætning til i dag, hvor 

regler for visse virksomhedstyper findes i selskabslovene (navnlig LEV og LEF). 

Derved bliver reglerne mere overskuelige, og det bliver lettere for brugerne at anvende 

dem. 

Indsendelse af årsregnskab m.v. 

• Indsendelsesfristen på 1 måned efter generalforsamlingens godkendelse af årsregnskabet 

skal ændres til et krav om indsendelse uden ugrundet ophold. Det samme gælder 

for den 6 dages frist, der gælder for børsnoterede og statslige selskaber. Afgiften 

for overskridelse af disse frister skal imidlertid ophæves. 

• Indsendelsesfristerne på 6 måneder for almindelige selskaber og 5 måneder for statslige 

og børsnoterede selskaber skal opretholdes uændret. Afgiftssatserne for overskridelse 

af 6-måneders (henholdsvis 5-måneders) fristen nedsættes til maksimalt 3.000 

250

kr. pr. ledelsesmedlem. 

Erklæringer som træder i stedet for årsregnskab m.v. 

• Alle virksomheder, som kan undlade at indsende årsregnskab m.v., skal indsende 

erklæring herom til styrelsen, hvis de vælger at udnytte undtagelsesmuligheden. Erklæringen 

skal sidestilles med et årsregnskab m.v. Dette indebærer bl.a., at der pålægges 

afgift, hvis erklæringen modtages for sent. 

251

Bilag 7: Oversigt over medlemmerne af Regnskabsrådet og 

de nedsatte arbejdsgrupper. 

Opregningen er sket i alfabetisk rækkefølge. 

Medlemmer af Erhvervs- og Selskabsstyrelsens Regnskabsråd 

Underdirektør Inge Beicher 

Økonomidirektør Robert Bendtsen 

Fagdirektør John Lunau Dam 

Fuldmægtig Eva Marie Dinesen 

Professor Jens Oluf Elling 

Finansanalytiker Martin Gottlob 

Statsautoriseret revisor Per Gunslev 

Direktør Kurt Hansen 

Kontorchef Olaf Hasselager (Erhvervs- og Selskabsstyrelsen) 

Konsulent Majbritt Johansen 

Advokat Christian Kjølbye 

Økonomidirektør Simon Lodberg. 

Kontorchef Kristian Madsen-Østerbye (formand, Erhvervs- og Selskabsstyrelsen) 

Direktør Andreas Nicolaisen. 

Chefkonsulent Henrik Steffensen varetager sekretariatet for Regnskabsrådet. 

Eksterne medlemmer af den store arbejdsgruppe 

Afdelingsdirektør Lars Andreasen 

Kontorchef Jan Anthonisen 

Koncerndirektør Ole Balle 


Statsautoriseret revisor Per Gunslev (formand) 


Direktør Kurt Hansen 

Konsulent Eva Jochimsen 

Kontorchef Susanne Kjær 


Revisionschef Kirsten Malmkjær 

Underdirektør Per Møller 

Fagkonsulent Jan Damgaard Nielsen 

Fagkonsulent Arne O. Nielsen 

Konsulent Flemming Petersen 

Statsautoriseret revisor Jens Simonsen 

Chefkonsulent Niels Peter Skrubbeltrang 

Direktør Jens Peter Tranberg 

Direktør Erik K. Winther 

Kontorchef Lars Østergaard 

252

Eksterne medlemmer af underarbejdsgruppen om værdiansættelse 




Statsautoriseret revisor Keld Nielsen 

Konsulent Flemming Petersen 

Kontorchef Lars Østergaard 

Eksterne medlemmer af underarbejdsgruppen om oplysninger 

Statsautoriseret revisor Niels Enevoldsen 



Statsautoriseret revisor Helle Bank Jørgensen 

Fagkonsulent Torben Jørgensen 

Eksterne medlemmer af underarbejdsgruppen om koncernregnskaber 

Kontorchef Niels Andersen 

Regnskabschef Søren Lindegaard 


Statsautoriseret revisor Kim Mücke 

Direktør Johannes Møller 

Eksterne medlemmer af underarbejdsgruppen om nye virksomheder 



Registreret revisor Mogens Olsen 


Fuldmægtig Claus Zacho 

Eksterne medlemmer af underarbejdsgruppen om lovens anvendelsesområde 

Fagdirektør Niels Ebbe Andersen 

Statsautoriseret revisor Jens Otto Damgaard 


Statsautoriseret revisor Jens Simonsen 


Fuldmægtig Claus Zacho 

Deltagere fra Erhvervs- og Selskabsstyrelsen 

Fuldmægtig Jan Brødsgaard 

Kontorchef Olaf Hasselager 

Fuldmægtig Poul Hove 

Fuldmægtig Grethe Krogh Jensen 

Fuldmægtig Lykke Jensen 

Fuldmægtig Peter Krogslund Jensen 

Kontorchef Kristian Madsen-Østerbye 

253

Chefkonsulent Jan Christian Nilsen 

Chefkonsulent Henrik Steffensen 

Fuldmægtig Anne Struve Nielsen 

Fuldmægtig Stig Windfeld 

254

Bilag 8: Liste over IAS-standarder og fortolkningsstandarder. 

Kilde: http://www.iasc.org.uk. Udskrift pr. 1. januar 1999. 

Standard Beskrivelse og ikrafttrædelsesdato 

IAS 1 Presentation of Financial Statements (1.7.98) 

(this replaced IAS 1, Disclosure of Accounting Policies, which remained in effect until 

1.7.98) 

IAS 2 Inventories (1.1.76) 

IAS 3 No longer effective. Replaced by IAS 27. 

IAS 4 Depreciation (1.1.77) 

IAS 5 Information to Be Disclosed in Financial Statements (1.1.77) 

(superseded by IAS 1 (revised 1997) effective 1.7.98) 

IAS 6 No longer effective. Replaced by IAS 15. 

IAS 7 Cash Flow Statements (1.1.79) 

IAS 8 Profit or Loss for the Period, Fundamental Errors and Changes in Accounting Policies 

(1.1.79) 

IAS 9 Research and Development Costs (1.1.80) 

(will be superseded by IAS 38 effective 1.7.99) 

IAS 10 Contingencies and Events Occurring after the Balance Sheet Date (1.1.80) 

(will be partly superseded by IAS 37 effective 1.7.99) 

IAS 11 Construction Contracts (1.1.80) 

IAS 12 Income Taxes (1.1.98) 

(this replaced IAS 12, Accounting for Taxes on Income, which remained in effect until 

1.1.98) 

IAS 13 Presentation of Current Assets and Current Liabilities (1.1.81) 

(superseded by IAS 1 effective 1.7.98) 

IAS 14 Segment Reporting (1.7.98) 

(this replaced IAS 14, Reporting Financial Information by Segment, which remained effective 

until 1.7.98) 

IAS 15 Information Reflecting the Effects of Changing Prices (1.1.83) 

IAS 16 Property, Plant and Equipment (1.1.83) 

IAS 17 Accounting for Leases (1.1.84) 

(will be superseded by IAS 17 (revised 1997), Leases, effective 1.1.99) 

IAS 18 Revenue (1.1.84) 

IAS 19 Employee Benefits (1.1.85) 

(will be superseded by IAS 19 (revised 1998) effective 1.1.99) 

IAS 20 Accounting for Government Grants and Disclosure of Government Assistance (1.1.84) 

IAS 21 The Effects of Changes in Foreign Exchange Rates (1.1.85) 

IAS 22 Business Combinations (1.1.85) 

(will be superseded by IAS 22 (revised 1998) effective 1.7.99) 

IAS 23 Borrowing Costs (1.1.86) 

IAS 24 Related Party Disclosures (1.1.86) 

IAS 25 Accounting for Investments (1.1.87) 

255

Standard Beskrivelse og ikrafttrædelsesdato 

IAS 26 Accounting and Reporting by Retirement Benefit Plans (1.1.88) 

IAS 27 Consolidated Financial Statements and Accounting for Investments in Subsidiaries (1.1.90) 

IAS 28 Accounting for Investments in Associates (1.1.90) 

IAS 29 Financial Reporting in Hyperinflationary Economies (1.1.90) 

IAS 30 Disclosures in the Financial Statements of Banks and Similar Financial Institutions (1.1.91) 

IAS 31 Financial Reporting of Interests In Joint Ventures (1.1.92) 

IAS 32 Financial Instruments: Disclosures and Presentation (1.1.96) 

IAS 33 Earnings Per Share (1.1.98) 

IAS 34 Interim Financial Reporting (1.1.99) 

IAS 35 Discontinuing Operations (1.1.99) 

IAS 36 Impairment of Assets (1.7.99) 

IAS 37 Provisions, Contingent Liabilities and Contingent Assets (1.7.99) 

IAS 38 Intangible Assets (1.7.99) 

IAS 39 Financial Instruments: Recognition and Measurement (1.1.01) 

SIC 1 Consistency - Different Cost Formulas for Inventories 

SIC 2 Consistency - Capitalisation of Borrowing Costs 

SIC 3 Elimination of Unrealised Profits and Losses on 

SIC 5 Classification of Financial Instruments - Contingent Settlement Provisions 

SIC 6 Costs of Modifying Existing Software 

SIC 7 Introduction of the Euro 

SIC 8 First-Time Application of IASs as the Primary Basis of Accounting 

SIC 9 Business Combinations - Classification either as Acquisitions or Unitings of Interests 

SIC 10 Government Assistance - No Specific Relation to Operating Activities 

SIC 11 Foreign Exchange – Capitalisation of Losses Resulting from Severe Currency Devaluations 

SIC 12 Consolidation - Special Purpose Entities 

SIC 13 Jointly Controlled Entities - Non-Monetary Contributions by Venturers 

SIC 14 Property, Plant and Equipment - Compensation for the Impairment or Loss of Items 

SIC 15 Operating Leases – Incentives 

SIC 16 Presentation of Treasury Shares 

256

Regnskabsrådets rapport om Revision af Årsregnskabsloven Marts ...

Transform your PDFs into Flipbooks and boost your revenue!

Delete template?

Save as template ?