Kirkeblad-2008-2.pdf - Skalborg Kirke

Den nye tiltale - ubetinget
Sidste år udkom der
en ny oversættelse og
bearbejdelse af Det nye
Testamente, som fik
titlen: ”Den Nye Aftale
– Det Nye Testamente
på nudansk.” Et stort
arbejde er gjort for at
omsætte gamle tunge
ord og begreber og
indviklede sætninger
til lettere forståelige
formuleringer og et enklere og mere moderne
sprog. Det er der både fordele og ulemper ved.
Gevinster og tab.
Gevinsterne ser jeg tydeligst, hvis man læser
Den Nye Aftale som et supplement til Det nye
Testamente, en slags sidelys eller skæv vinkel,
som kan bidrage til at åbne teksten og ikke
erstatte den.
Tabet, derimod, opstår netop, hvis man afskaffer
de store ord og begreber med den store
fascinationskraft og erstatter dem med mere
flade, jordnære ord.
Hvad man vinder i bredden her, taber man
både i højden og dybden, og dermed går man
glip af det særlige betydningsindhold i de
særlige ord og tankegange.
Her skal vi alene se på titlen på den nye bog:
Den Nye Aftale. Den jødisk-israelitiske religion,
som den kommer til udtryk i Det gamle
Testamente, bygger på en pagt. En overenskomst.
Eller, med det nye ord: En aftale. En
aftale mellem Gud og Israels folk og dets
ledere. Forholdet bygger på, at begge parter
opfylder deres del af den indgåede pagt. Aftalen
er gensidig: Hvis du gør sådan, så gør jeg
sådan. Israels historie er en pagtshistorie med
folkets hyppige brud på pagten og indgåelse
af nye pagter. Nye aftaler.
Dette ligner til forveksling noget, vi kender
fra dagliglivet. Der indgås pagter, der laves
aftaler. Der stilles betingelser. Hvis du lover
Af Erik Steen Møller
det og det, så lover jeg til gengæld det og det.
Hvis du vil gøre det og det, så vil jeg gøre det
og det. Selv vores syn på hinanden gør vi i vor
tankeløshed betinget, når vi siger: Hvis du gør
sådan og sådan, så er du sød.
Sådan kan der gå kræmmermentalitet i et forhold
mellem mennesker. Selv et kærlighedsforhold
kan udarte til betingede reaktioner ud
fra tankegangen: Noget for noget.
Heldigvis sker det, at sådanne aftaler brydes.
Ikke fordi den ene eller den anden ikke lever
op til det, man havde forpligtet sig på, men
fordi den ene eller den anden eller begge
parter glemmer at stille betingelser. Og giver
meget mere end det aftalte. Giver af glæde.
Giver af kærlighed. Giver, fordi man ikke kan
lade være. Ubetinget.
Man kan blive ganske overvældet og helt
tummelumsk, når man sådan bliver mødt af
et menneske, der nærer betingelsesløs godhed
for én. Eller når man selv erfarer lysten og
trangen og evnen til ubetinget godhed for et
andet menneske.
Det er nok kun de færreste – om nogen – beskåret
at leve permanent i sådanne ubetingede,
kræmmerfrie godheds- og kærlighedsforhold.
Ingen er fuldkommen, som bekendt.
Men øjeblikkene har også betydning. Øjeblikkene
af salighed er som vinduer mod himlen,
som sprækker ind til det fuldkommen guddommelige.
Den ubetinget gode Gud, som
ubetinget rummer og elsker menneskene og
giver alt for vor velfærd og frelses skyld.
Det er denne Guds kærlighed, Det nye Testamente
handler om. Det er ikke en aftale.
Hverken gammel eller ny. Det er tiltale.
Tilsagn. Det overrumplende tilsagn om at få
alting givet ubetinget. Og uden gengæld.
Hvad skal man sige til det? Ikke mange ord
står i kø for at komme over læberne. Måske
et lille benovet ”Ja”. Eller ”Ja tak”. Ubetinget.
Fordi kun Gud er ubetinget det, han er.
3