Når børnene fortærer faderen

video.dfi.dk

Når børnene fortærer faderen

Når børnene fortærer faderen er alle meget overfladiske. Man fornemmer, at det er gode skuespillere, men de forstår ikke, hvad de siger, fordi de overhovedet ikke kender processerne bag deres udsagn. Volker Schlondorff har fra starten givet afkald på at fremstille den samfundsmæssige kontekst. Inge Viett har dog heller ikke grund til at være synderligt tilfreds med den doku­ mentarfilm, som Kristina Konrad lavede om hende, Grosse Freiheit, Kleine Freiheit (2000). Filmen er et dobbeltportræt af Viett og et medlem af Uruguays byguerilla Tupamaros, men der kommer ikke meget ud af denne anstrengte parallel mellem en kvinde, der bekæmpede et militærdikta­ tur, og en, der bekæmpede et vestligt de­ mokrati. Efter en halv snes år i fængsel lig­ ner den tidligere terrorist en almindelig tysk Hausfrau, og enten har hun intet af interesse at sige om sin fortid, eller også får hun ikke mulighed for at sige det. En anden yngre instruktør, Christian Petzold (født 1960), kaster derim od et ori­ ginalt blik på den post-terroristiske scene med Die Innere Sicherheit (2000), der med rette fik prisen som årets bedste tyske film. Petzold (født 1960) har skrevet m a­ nuskriptet sammen med Haroun Farocki, der som Holger Meins’ ven på filmskolen i Berlin var tæt på den første terroristgene­ ration. Filmen er et lille, stramt fortalt mesterværk om et ægtepar, der har levet under jorden i 15 år sammen med deres datter, som nu er teenager. Hun har aldrig haft mulighed for at leve et norm alt liv, har aldrig gået i skole og har aldrig haft kammerater. Hun er splittet mellem sin solidaritet med forældrene og sin længsel efter at møde andre unge. Forældrene har opfostret, hvad der uundgåeligt må blive den ufrivillige årsag til deres undergang. Petzold giver sig ikke af med forklarin­ ger. Vi ved intet om personernes fortid, 7 0 men iagttager dem i en nutid, hvor de som spøgelser er udelukket fra enhver menneskelig kontakt. Filmen er fortalt fra datterens synsvinkel og begynder i Portugal, hvor hun forelsker sig i en jævn­ aldrende dreng. Han forstår ikke, hvorfor hun pludselig må bryde op uden at kunne fortælle ham, hvor hun skal hen. Ved et tilfælde mødes de igen i Tyskland, men her fortsætter hun med uforståeligt at vise både tiltrækning og afstand. Til sidst be­ tror hun sig til ham i en scene, som er ba­ seret på den ikke uvæsentlige pointe, at han er en af de forældreløse, som RAF op­ fattede som potentielle revolutionære. Nu reagerer han ved - formentlig for deres fælles fremtids skyld - at ringe til politiet. Som i von Trottas Die bleierne Zeit ser pigen også Alain Resnais’ Nat og tåge med den manende slutreplik: “Hvem advarer os, når de nye bødler kommer. H ar de mon virkelig et andet ansigt end os?” I von Trottas film var det nærliggende at opfatte replikken som en henvisning til den generation, der støttede USA’s mas­ sakrer i Vietnam; nu er det mere nærlig­ gende at opfatte den som en henvisning til RAF. Slutningen er grum: da pigen atter er på flugt med sine forældre, indhentes de af tre mørkelagte biler: den ene blænder dem, de to andre tvinger dem i grøften; forældrene omkommer, mens pigen over­ lever. Denne statslige terroraktion forkla­ res ikke, men lægger sig i forlængelse af adskillige terroristdrab, der også tager sig ud som attentater, hvad enten de blev fo­ retaget af en ophidset og hævngerrig poli­ tibetjent eller som i dette tilfælde måske beordredes af den stat, der for hver tilfan­ getagen RAF’er frygtede et blodigt befriel­ sesforsøg. Irmgard Möller anfører i inter­ viewbogen RAF - Das war für uns Befreiung, at der i 1977 tilsyneladende for­ elå en ordre til politiet om at skyde for at

More magazines by this user
Similar magazines