ild med dansk 8

lise ammitzbøll • dorte østergren-olsen • Henrik Poulsen 

ild med dansk 8 

gyldendal

Vild med dansk 8 

Grundbog 

af Lise Ammitzbøll, Henrik Poulsen og Dorte Østergren-Olsen 

1. udgave, 2. 3. oplag 2009 2008 

© 2008, Gyldendalske Boghandel, 

Nordisk Forlag A/S, København 

Forlagsredaktion: Signe Ravn, Rikke Emilie Christensen, 

Ane Öhrström, Gitte Skov Andersen og Helle Toftekær 

Billedredaktion: Jessie Stafort 

Grafisk tilrettelæggelse (indhold): Andreas Brøgger 

Omslag: Nete Banke, Imperiet 

Omslagsfoto: Scanpix/EPA-AFP. Stillfoto fra The Fifth Element 

(Columbia Pictures) af Luc Besson, 1997 

Tryk: Narayana Korotan, Slovenia Press 

Kopiering fra denne bog må kun finde sted på institutioner, 

der har indgået indgået aftale med Copy-Dan, og kun inden for de 

i aftalen nævnte rammer 

Bogen er sat med DIN og Minion Pro 

ISBN 978-87-02-05494-1 

www.gyldendal-uddannelse.dk 


Grundbog ISBN 978-87-02-04992-3 

Lærervejledning ISBN 978-87-02-05639-6 

Website www.vildmeddansk.gyldendal.dk 

DVD Det Danske Filminstitut 


Grundbog ISBN 978-87-02-05494-1 

Lærervejledning ISBN 978-87-02-06861-0 

Website 

www.vildmeddansk.gyldendal.dk 

DVD Det Danske Filminstitut 


Grundbog udkommer ISBN 978-87-02-05496-5 

forår 2009 

Lærervejledning udkommer ISBN 978-87-02-07619-6 

skolestart 2009 

Website 

udkommer www.vildmeddansk.gyldendal.dk 

skolestart 2009 

DVD 

udkommer Det Danske skolestart Filminstitut 2009

indhold 

Forord til eleven 

Fantastiske FortællinGer 

– mellem eVentyr oG uhyGGe 

litterære tekster 

En femhundrede og femogtyvende gang af Louis Jensen 

Rig og berømt af Bent Haller 

De to tvillinger af Villy Sørensen 

Brødrene Løvehjerte af Astrid Lindgren 

Bröderna Lejonhjärta af Astrid Lindgren 

Thi her findes tigre af Stephen King 

Bamsen med hirsehjertet af Louis Jensen 

mellem VirkeliGhed oG iscenesættelse 


Den som blinker er bange for døden af Knud Romer 

sagprosa 

Heksekunst og tinsoldater af Henrik Saxgren 

Da Brian Larsens nabo blev stormet og erobret af politiet af Lea Korsgaard 

Gennem larmen kom råbet: Tango 1, han trækker ikke vejret 

af Johanne Pontoppidan Tuxen 

Branden af Herman Bang 

Åbent brev til Romer af Georg Græsholt 

Instruktørens ord, Nede på Jorden af Max Kestner 

7 

9 

10 

15 

20 

32 

32 

41 

49 

59 

88 

63 

70 

75 

79 

91 

94

Fra BoG til Film 


Historien om en mor af Peter Madsen 

Udvidet pitch til Rene Hjerter af Kim Fupz Aakeson 

Manuskript til Rene Hjerter af Kim Fupz Aakeson 

Manddomsprøven af Peter Mouritzen 

science Fiction – et sPeJl aF tiden 


Rejsen til månen af Jules Verne 

Tintins oplevelser: Månen tur-retur af Hergé 

Smuthul af Arthur C. Clarke 

1984 af George Orwell 

Neuromantiker af William Gibson 

Skabt for hinanden af Svend Åge Madsen 

sagprosa 

Den ny teknologis fortællinger af Anne Birkelund 

sProG der handler 


Argumenter for benådning af Peter Seeberg 

sagprosa 

Brev fra Bykøbing Kommune 

101 

104 

119 

121 

129 

135 

146 

149 

154 

161 

168 

172 

181 

185 

214 

203

storBymennesker 


Gi’ Mig Danmark Tilbage! af Natasja 

Den politiske kandestøber af Ludvig Holberg 

Lirekassen af Tom Kristensen 

Gårdsangeren af Martin Andersen Nexø 

sagprosa 

Brand! Brand! af Ludvig Holberg 

Litteratur 

Billeder 

Filmpakke til Vild med dansk 8 

Register over faktabokse 

221 

225 

239 

253 

258 

235 

270 

273 

278 

280

Forord til eleven 

Velkommen til Vild med dansk 8. 

Velkommen til anden runde med Vild med 

dansk. Denne bog består af seks kapit- 

ler, der bringer dig rundt i danskfaget. 

Emnerne er forskellige, og det samme er 

arbejdsmetoderne. Vi har bestræbt os på 

at vise dig, hvor mangfoldigt, sjovt, alvorligt 

og vedkommende danskfaget er. 

Hvert kapitel har sit eget emne, som du 

også kan finde på www.vildmeddansk. 

gyldendal.dk og på to dvd’er, hvor der er 

yderligere materialer at arbejde med. 

I denne bog vil du møde følgende kapit- 

ler: 

Kapitlet Fantastiske fortællinger – mellem 

eventyr og uhygge begynder med en lille 

firkantet historie af Louis Jensen. „Så 

spidsede han blyanten og slog rotten 

ihjel“, skriver Louis Jensen i den firkantede 

historie. Fantastiske fortællinger 

bevæger sig på to planer: det konkrete og 

bogstavelige plan, hvor han slår rotten 

ihjel med en blyant, og det billedlige 

overførte plan, hvor vi skal tolke og læse 

mellem linjerne for at finde ud af, hvad 

det at slå en rotte ihjel med en blyant 

også kan betyde. 

Mellem virkelighed og iscenesættelse er et 

kapitel, der forfølger det stof, den gode 

historie er lavet af. Vi skal på en tour de 

force gennem mange forskellige genrer, 

lige fra portrætfotoet over en øjenvidneberetning 

fra branden i København 

1889 til webloggen, som er et sted, hvor 

vi alle har ret til at publicere vores egen 

gode historie. 

I kapitlet Fra bog til film følger vi en 

fortællings vej fra roman til spillefilm. 

Det drejer sig om Kim Fupz Aakesons 

roman Alting og Ulla Vilstrup, som 

vi skal se forvandlet til filmen Rene 

Hjerter af Kenneth Kainz med Anders 

Matthesen i hovedrollen. Herefter skal I 

selv prøve at omforme en novelle til et 

filmmanuskript. 

Science fiction er en genre, der fascine- 

rer, fordi den beskæftiger sig med det, vi 

alle spekulerer på og til tider bekymrer 

os om, nemlig fremtiden. Ved at beskæftige 

os med genren kan vi forholde os til 

vores egen og andres forestillinger om 

fremtiden, men science fiction-tekster 

kan også fortælle os noget om vores 

egen tid. 

Sproget er et redskab, vi hele tiden betje- 

ner os af, når vi er sammen med andre 

– eller gerne vil i kontakt med andre. 

I kapitlet Sprog der handler undersøger 

vi, hvordan sproget fungerer som 

bindemiddel mellem mennesker. I skal 

afprøve sproget i tale og skrift gennem 

forskellige opgaver.

8 

forord 

Storbyens mange muligheder har altid 

virket dragende på mennesker. I storbyen 

kan man gemme sig uden at føle 

sig alene. I kapitlet Storbymennesker 

om litteraturhistorien har vi fokus på 

tekster, der foregår i byen København 

på Holbergs tid i 1700-tallet og frem til 

vores egen tid. 

Hvert kapitel rummer oplæg, tekster, 

opgaver og forslag til evalueringer. På 

dvd’en og på www.vildmeddansk.gylden- 

SIGNATURFORKLARING 

= dvd-ikonet henviser til materiale i filmpakken 

dal.dk finder du yderligere materialer: 

musik, filmklip og interaktivt materiale. 

Vild med dansk 8 byder på en spændende 

rejse, der er fyldt med mange 

forskellige udfordringer. 

God fornøjelse på turen! 

Lise Ammitzbøll, 

Dorte Østergren-Olsen og 

Henrik Poulsen 

& = web-ikonet henviser til materiale på websitet www.vildmeddansk.gyldendal.dk 

i = info-ikonet henviser til boks med portræt af en forfatter 

* = ikonet henviser til en faktaboks med nærmere information om et ord eller emne 

ord* = asterisk henviser til en ordforklaring, som følger efter en tekst 

= angiver, hvilket kapitel du er i gang med, og hvor langt du er nået i bogen

FANTASTISKE FORTÆLLINGER 

– MELLEM EVENTYR OG UHYGGE

10 

fantastiske fortællinger 

Lilian Brøgger har lavet illustrationer til mange af Louis Jensens historier 

En fem hundrede og femogtyvende 

gang sejlede en lille mand af 

sted i en båd af papir og med 

en blyant som mast. Sejlet var 

også et hvidt papir, og der skrev 

solen, månen og stjernerne smukke 

digte. Så kom han til et slot 

af papir ude midt på havet, men 

rotten ville ikke lade ham komme 

ind. Så spidsede han blyanten 

og slog rotten ihjel. Prinsessen var 

af papir, men han skrev på hende, 

og til sidst blev hun levende.

Den firkantede historie er fra Louis 

Jensens bog Hundrede helt & aldeles 

firkantede historier (2007). Louis Jensen 

i leger med både indhold, sprog, genre 

og udtryk i teksten: Er det et eventyr 

eller en fantastisk fortælling? Hvordan 

kan det være, at historien er firkantet? 

Hvordan kan prinsessen blive levende? 

Og hvad handler historien egentlig om? 

Det er nogle af de spørgsmål, der kan 

være interessante at drøfte i forhold 

til Louis Jensens fortælling og mange 

andre fantastiske fortællinger. 

Evalueringstrekanten 

I dette kapitel kommer du tæt på 

genren fantastiske fortællinger. Hvad 

kendetegner disse tekster? På hvilken 

måde er de forskellige fra andre genrer? 

Hvordan skal en tekst være for at få genrebetegnelsen 

fantastiske fortællinger? 

Og hvad drejer fantastiske fortællinger 

sig egentlig om? Til sidst i kapitlet skal 

du selv producere fantastiske fortællinger. 

I dette kapitel skal du bruge evalueringstrekanten til at overveje, hvad du ved om 

fantastiske fortællinger. Kig kapitlet igennem og se, hvad du kan lære. 

Brug en logbog – også læselog 

Du skal bruge en logbog (se s. 137) til at dokumentere, hvad du ved, og hvad du 

lærer. Logbogen bruger du også som læselog. Det vil sige, at når du læser en tekst, 

noterer du undervejs det, der undrer dig, eller vigtige ting, du lægger mærke til i 

teksten, eller spørgsmål, du får lyst til at stille til teksten. En læselog-side deler du 

i to spalter med følgende overskrifter: Sidetal – Bemærkninger. 

Det, der er med til at dokumentere, hvad du har lært i dette kapitel, er din logbog 

og dit slutprodukt. 

Hvad ved jeg? 

Hvad sk al jeg l ære? 

Hvad viser, 

at jeg Har l ært det? 

11

12 


I fantastiske fortællinger skal du 

tøve og undre dig 

Fantastiske fortællinger kan godt have 

lighed med virkeligheden, men der 

foregår også noget overnaturligt, som 

læseren og/eller personer i fortællingen 

tøver * overfor. Vi tøver ikke, når vi 

læser eventyr. Der undrer det for eksempel 

hverken læseren eller personerne, at 

legetøjet bliver levende, eller at en ulv 

kan tale. Når Tornerose vågner, idet 

hun bliver kysset af en prins, stopper 

læseren ikke op og siger: „Hov, det kan 

man ikke.“ Vi læser uden tøven videre i 

historien, fordi vi ved, det hører med til 

genren eventyr. 

I fantastiske fortællinger foregår 

der uforklarlige ting, der udfordrer 

louis Jensen 

Louis Jensen er født i Nibe i 1943. Han har 

udgivet utallige børne- og ungdomsromaner 

samt en del noveller og flere hundrede 

fortællinger. 

Det underfundige og stille præger hans 

humor, som først og fremmest ligger i 

sproget. Sådan er det også med Louis Jensens 

yndlingsforfatter H.C. Andersen. 

Louis Jensens eventyr og fortællinger 

er fyldt med hemmeligheder. En bog må 

nemlig aldrig fortælle alting, ellers er det en 

dårlig bog – læseren må gerne selv tænke 

videre, siger Louis Jensen. 

i 

læseren til at tænke og tolke for at forstå 

dem. 

Omdrejningspunktet i fantastiske 

fortællinger er der, hvor læseren tænker: 

„Drømmer jeg, eller er jeg vågen? Spiller 

mine sanser mig mon et puds?“ 

I eventyr handler hovedpersonens projekt 

for det meste om at blive voksen og 

ofte også rig og opnå social opstigning. 

Det sker fx ved, at en almindelig dreng 

klarer en masse prøver, hvorefter han 

får lov at gifte sig med prinsessen og får 

det halve kongerige. 

Fantastiske fortællinger går tæt 

på den modningsproces, der sker med 

hovedpersonen for eksempel ved overgangen 

fra barn til voksen. Som læser 

kommer man mere ind i hovedpersonen 

og dennes tanker, end man gør i eventyr. 

Mens helten i eventyr for det meste 

er stærk og modig, er helten i fantastiske 

fortællinger ofte usikker og svag. 

Tøven – eT genrekendeTegn ved den 

fanTasTiske forTælling 

Hvad betyder det at tøve? Når man tøver over 

for noget, tvivler man på, om det, der opleves, 

kan være rigtigt. 

Findes der stadig fænomener, der kan få 

mennesker til at tvivle, eller har menneskeheden 

afdækket alle de store tvivlsspørgsmål? 

Videnskaben har afdækket, at jorden er 

rund. Der findes en naturvidenskabelig forklaring 

på opståen af menneskeliv på jorden. 

Videnskaben har givet indsigt i menneskets 

psyke, hallucinationer og fortrængninger, men 

de fleste vil stadig mene, at der er mere mellem 

himmel og jord. At der er noget, der ikke 

lige lader sig forklare. Dette noget kan få 

mennesker til at tvivle og tøve. Det er sådanne 

fænomener, den fantastiske fortælling griber 

fat i. 

*

Udtrykket „guldmine“ kan forstås på forskellige måder. Faren tager udtrykket bogstaveligt og graver efter 

guld, mens moren tænker det i overført betydning. Hvad mener moren egentlig? 

Det fantastiske tager sproget 

bogstaveligt 

Det fantastiske bliver også kaldt bogstavelighedens 

fiktion. Det handler om, 

at det fantastiske tager sproget bogstaveligt. 

For eksempel har Bent Haller i 

skrevet en novelle, der hedder Ispigen. 

Den handler om en pige, der bliver holdt 

ude af to andre pigers leg. Pigen fryser 

til is og smelter væk midt om sommeren. 

Man kan sige, at Haller har taget udtrykket 

at „fryse nogen ude“ bogstaveligt. 

Læse på linjerne, mellem linjerne og 

bag linjerne 

At læse og at læse kan være meget forskelligt. 

Man kan gøre det mere eller 

mindre koncentreret. Man kan læse 

ordene, der står i teksten. Det kan man 

også kalde at læse på linjerne. 

Genlæs Louis Jensens tekst på 

side 10 

Læser vi kun det, der står, giver teksten 

meget lidt mening. En sådan 

læsemåde kan besvare spørgsmål, 

der står direkte i teksten: 

• Hvem handler teksten om? 

• Hvad laver den lille mand? 

Hvis man kun læser ordene, når man 

læser fiktion, får man et problem, fordi 

fiktion netop er kendetegnet ved, at der 

er en fortæller, der har planlagt, hvad 

læseren skal vide, og hvad læseren selv 

må tænke sig til. Prøv at forestille jer 

en roman, hvor handlingen varer et år, 

og læseren detaljeret får at vide, hvad 

hovedpersonen laver hver dag. En sådan 

roman ville vi ikke kunne holde ud at 

13

14 


læse. Den ville være alt for kedelig og 

monoton. Men når alt det unødvendige 

er udeladt, forventer vi som læsere, at 

det, vi får at vide, er vigtigt, og at det 

har en betydning. Derfor begynder vi at 

tolke: Når hovedpersonen gør sådan og 

sådan, så er det nok fordi … Det vil sige, 

at vi læser mellem linjerne. 

Når vi læser fiktion i dansktimerne, 

nærlæser vi. Vi analyserer de forskellige 

dele – prøver at samle det til et hele for 

at forstå, hvad teksten egentlig drejer 

sig om. At udfylde de tomme pladser * 

i en tekst vil ofte kræve, at man kender 

andre tekster, fordi forfattere låner og 

inspireres af hinanden. Tekster udfordrer 

også vores kendskab til sproget og 

til, hvad ordene betyder, og ikke mindst 

kræver en del tekster, at vi ved en hel 

del om verden. 

Tomme pladser 

Alt er ikke skrevet i teksten. 

Teksten har nogle huller, som 

læseren selv skal fylde ud. 

Hvor store disse huller/tomme 

pladser er i teksten varierer 

fra tekst til tekst. Jo flere 

tomme pladser, jo mere åben 

er teksten, og des mere er det 

op til læseren at fylde teksten 

ud. Læseren skaber teksten 

ud fra det, der står i teksten, 

og de erfaringer læseren har 

om det, teksten handler om. 

* 

Læs Louis Jensens tekst igen 

Når vi læser mellem linjerne for at 

skabe mening, må vi tænke efter 

og lede efter svar i teksten. Vi kan 

stille spørgsmål som: 

• Hvorfor var sejlet af papir? 

• Hvorfor ville rotten ikke lade ham 

komme ind? 

• Hvordan blev prinsessen levende? 

• Hvad betyder sætningen: „Så 

spidsede han blyanten og slog 

rotten ihjel.“? 

• Kan vi finde en mening i teksten? 

Når vi læser bag linjerne, læser vi kreativt 

og kritisk. Læseren må tænke på alt 

det, hun ved om andre tekster og inddrage 

viden, der ikke er i teksten, for kritisk 

at tage stilling til tekstens budskab. 

• Har I fundet en mening og et budskab 

i Louis Jensens tekst? 

• Hvad tænker I om budskabet? 

• Kan det have noget med skriveblokering 

at gøre?

Rig og berømt 

af Bent Haller 

Martin ville gerne være rig og berømt, det var faktisk det eneste, han havde lyst til, 

han ville hverken være lastbilchauffør som sin far, eller pædagog som sin mor, de var 

hverken rige eller berømte. Faktisk var der ikke andre end Martin, der kendte dem, og 

nu var det ikke ligefrem sådan, at han klappede i hænderne og råbte et begejstret hurra, 

hver gang de viste sig, eller kunne finde på at lave en rytterstatue af dem. 

Det var sådan, at han af og til ligefrem kunne bebrejde sine forældre, at de aldrig 

var blevet hverken rige eller berømte. De havde det ikke i sig. Det værste var næsten, at 

de åbenbart var ligeglade. Far elskede simpelthen at køre i lastbil fra morgen til aften, 

selv om han tit blev så træt, at han sad og faldt i søvn ved rattet. Når han kørte en af 

sine langture, skulle mor altid ringe til ham ved ellevetiden om aftenen for at holde ham 

vågen. De var surt tjent de penge, det indrømmede han selv, det var knapt, de kunne få 

det hele til at løbe rundt, men idioten kunne altså ikke tænke sig at lave andet. 

Mor var ikke et hak bedre, hun gik somme tider og brokkede sig og sagde: – Og det 

her spilder man sit liv med, kævl fra morgen til aften. Og man får hverken tak eller en 

ordentlig hyre. 

Alligevel kunne hun ikke tænke sig andet end at være pædagog, selv om hun ikke 

havde en ordentlig kjole i klædeskabet, så hun kunne se nogenlunde ud til kusine Mettes 

konfirmation. 

Martin ville gerne være stolt af sine forældre, men det var ikke meget galt, at han 

skammede sig lidt over dem. 

Martin interesserede sig meget for rige og berømte mennesker. En dag så han en 

udsendelse i fjernsynet, der handlede om en pige på syv år. Hun kunne spille klaver. 

Martin ville også gerne spille klaver, men det var der selvfølgelig ikke råd til. Derfor 

måtte han lave et klaver selv, en papkasse med tegnede tangenter, men det var bare 

en leg, og det skulle være alvor. Hold da op, hvor den pige kunne spille, Beethoven 

og Mozart, man sagde om hende, at hun engang ville blive verdensberømt. Mens hun 

spillede på livet løs, kom Martin tilfældigvis til at se på sine egne fingre, der spillede 

på det usynlige klaver. Sært var det, hans fingerspidser var blevet grønne, græsgrønne. 

Han blev temmelig forskrækket, men han kunne ikke vaske den grønne farve af ude på 

badeværelset, uanset hvor meget han gned dem med sæbe. 

Da hans mor kom hjem fra arbejde, træt og udslidt som et gammelt æsel med rynker 

på halen, sagde hun: – Sikke grønne fingre du har, Martin. Du skal se, du bliver nok 

gartner. 

– Det skal du ikke regne med, sagde Martin, for var der noget, han ikke ville være, så 

var det gartner. Hvem har nogensinde hørt om en rig og verdensberømt gartner? 

15

16 


En aften skulle Martin til fodboldkamp. Hans kammerat Lasse spillede på drengeholdet, 

og de vandt næsten alle deres kampe. Lasse var ualmindelig god til at spille fodbold, 

man sagde, at han havde talent. Martin ville også gerne spille fodbold, men han havde 

svært ved at ramme bolden med vristen, det blev altid til lutter tåhylere. Men Lasse var 

god. Det var, fordi hans far øvede med ham hele tiden. 

Martins far kunne ikke fordrage fodbold, han ville hellere se motorløb i fjernsynet, 

han så ikke engang Danmarks landskampe. Var det så sært, hvis Martin var fummelfodet? 

Martin var oppe på stadion, da Lasses hold skulle spille kamp mod Nørresundby. 

Lasses forældre var på tribunen. De var så stolte af deres dreng. Martin kunne også godt 

tænke sig, at hans mor og far var stolte over ham, men han havde ikke arvet talent for 

noget som helst. 

Det blev en utrolig spændende kamp, folk heppede på Lasse. Lasse fik bolden på 

midten, men da der ikke var nogen at aflevere til, løb han direkte mod fjendens mål. 

Han snød to modspillere, og så ramte han bolden rent med vristen. 

Publikum sukkede, hænderne røg i vejret, bolden sejlede over målmanden og ind 

i det højre hjørne. Folk brølede som gale, Lasses far sprang over hegnet og løb ud og 

omfavnede målscoreren. 

Manden ved siden af Martin sagde begejstret til sin søn: 

– Du skal se, Lasse bliver en verdensberømt fodboldspiller engang. 

Martin var ganske enig, inderst inde, men han forstod ikke, hvorfor han fik det så 

dårligt. Det var lidt som at have kvalme efter et flødebolleorgie. 

Det grønne på hans fingerspidser havde bredt sig til hele hånden. Han stak forfærdet 

hænderne i lommen, bange for at nogen skulle se det, og så løb han hjem. 

Hans far var hjemme og lå på sofaen og slappede af, da han kom stormende ind. Han 

holdt sine grønne hænder frem, knaldgrønne var de, som nyslået forårsgræs. 

– Hold da op, sagde far søvnigt, jeg skal love for, at du har haft fingrene i fedtefadet. 

– De er helt grønne, stammede Martin. 

– Ja, jeg er ikke blind, gå ud og vask de hænder. 

Men Martin kunne ikke vaske det grønne af, simpelthen ikke, han brugte neglebørsten, 

indtil hænderne rødmede under den grønne farve, som ikke ville gå af. 

Mor og far blev derfor enige om, at de hellere måtte gå til lægen med ham. Det så faktisk 

ud, som om Martin havde grønne, gennemsigtige handsker på. Men lægen mente, 

det var noget, der ville gå over af sig selv. 

– Du er en sund og rask dreng, sagde han. 

– Ja, en rigtig grønskolling, sagde far og satte sig op i sin lastbil. 

Men det blev værre endnu. Selv om lægen sagde, at han var sund og rask, så

troede Martin ikke på det. Han måtte være syg, ja, han kunne mærke, at han var syg, 

somme tider så syg, at han løb ud på toilettet og brækkede sig. Som dengang hvor han 

på Internettet læste om en tiårs dreng, der havde opfundet en metode, så man via sit 

armbåndsur kunne måle vindens hastighed og Jordens omdrejningstal. Drengen havde 

solgt sin opfindelse til det amerikanske forsvarsministerium for seksten millioner dollars. 

Der var et billede af drengen, som så ganske almindelig dum ud. Det var ved den 

lejlighed, Martin blev stensikker på, at han var alvorligt syg, for det grønne bredte sig 

fra hænderne op over armene til skulderen. Det var en slags pest. Han blev så bange, at 

han næsten ikke vidste, hvor han skulle gøre af sig selv, derfor gik han sig en lang tur i 

by og omegn. 

Derude i omegnen var skov, mark og grøftekant grøn, så grøn, at han næsten faldt 

i et med omgivelserne. Det var lige før, han kom til at hade farven grøn. Det var også 

derfor, han havde taget en knaldrød vindjakke på og et citrongult halstørklæde. 

På den store parkeringsplads nede ved søen var man ved at stille et kæmpestort cirkustelt 

op, det var det berømte Cirkus Maximus, her var elefanter, løver i bur og lopper 

i en æske, så spændende var det, at Martin næsten glemte sine kvaler. Et orkester sad 

og øvede i græsset, mens en pige var ved at træne med sine hvide heste. De løb rundt og 

rundt, mens hun stod i midten og knaldede med en lang pisk. Men det, der fangede hans 

opmærksomhed mest, var en meget smuk cirkusprinsesse i hvidt strutskørt. Hun var 

ved at øve et eller andet nummer sammen med sin far. Faren var helt i sort, og nu stillede 

han sig op ad en hvid trævæg. Han spredte arme og ben ud til siden og råbte et eller 

andet til den lille pige. Hun gik hen til et bord, hvorpå der lå en masse lange knive. 

Martin for sammen, da en tung hånd lagde sig på hans skulder. Han løftede hovedet 

og så ind i en klovns grinende ansigt. Nej, han grinede ikke, det var kun den malede 

mund, der fik det til at se sådan ud. 

– Det er den verdensberømte cirkusprinsesse Erina Romanof fra Rusland, hviskede 

klovnen og lagde en finger på læben. Nu skal du bare se, og det ganske gratis. 

Den lille pige, der ikke engang var så stor som Martin, fik nu en sort sæk trukket 

over hovedet, og så begyndte hun at kaste knive efter sin far. Hun sigtede ikke, det 

kunne hun ikke, hun tog bare kniv efter kniv, de susede gennem luften, og det så ud, 

som om de alle sammen havde retning mod farens hjerte. Tyve, tredive knive var der 

måske, det hele gik så hurtigt, at man ikke kunne nå at tælle, hvor mange kast der var. 

Da pigen hev sækken af hovedet, trådte faren to skridt frem, og omridset af hans krop 

kunne ses på væggen, skabt af disse dødsensfarlige knive. 

– Det er aldrig før set i verden, sagde klovnen, gå ud og spred nyheden i byen, folk 

skal se det med deres egne øjne, ellers vil de ikke tro på det. 

Martin var virkelig syg nu, han måtte gå i seng, for nu var han ikke bare grøn 

17

18 


over hele kroppen, også i ansigtet, og det var det værste. Han kunne umuligt vise sig 

nogen steder nu. Men faktisk kunne han ikke tillade sig alle disse beklagelser. Han 

opnåede nemlig, hvad han så brændende havde ønsket. Overalt blev han peget ud, man 

lo og undrede sig eller blev forfærdet, og han blev kendt som Den grønne dreng. Han 

blev vist frem på film og i fjernsynsshow. Berømt blev han altså. 

Om han også blev rig, vides ikke. 

Læs novellen Rig og berømt 

• Hvad handler novellen om, hvis vi 

læser på linjerne og tager ordene 

bogstaveligt? 

• Lav en personkarakteristik af 

drengen, Martin. 

Stil to spørgsmål, som I kan finde 

svar på i teksten, og besvar dem. 

• Hvad betyder det, at Martin bliver 

grøn? Nu skal der læses mellem 

linjerne. 

• Find tre forhold i teksten, som du 

synes, det er vigtigst at få svar på 

for at forstå teksten rigtigt. 

• Formuler de tre forhold som 

spørgsmål. 

• Drøft jeres spørgsmål, og begrund, 

hvilke der er de vigtigste 

at få svar på. 

BenT Haller 

(2002) 

• Svar på spørgsmålene, og diskuter 

svarene. 

• Kan I blive enige om novellens 

budskab? 

• Hvad tænker I om novellens 

budskab? Så skal der læses bag 

linjerne. 

Bent Haller er født ved Bangsbo 

strand ved Frederikshavn den 5. juni 

1946. Han har skrevet over 50 bøger, 

fortrinsvis romaner og noveller for 

børn og unge. Haller har modtaget 

flere priser, blandt andet Kulturministeriets 

Børnebogspris i 1978 for 

bogen Indianeren. I 1970’erne skabte 

Bent Hallers bøger debat om, hvad en 

børnebog kan indeholde. Aviser og 

nogle politikere kritiserede hans 

bøger voldsomt, og flere biblioteker 

ville ikke indkøbe og udlåne dem. 

i

Motivet: Det fremmede barn 

Drengen, Martin, går som prinsen i 

eventyret efter rigdom og berømmelse. 

Ifølge ham er det stik imod hans forældres 

drømme og ønsker, og på den måde 

føler han sig som et fremmed barn i sin 

søgen efter identitet. 

Dette motiv * er velkendt og er et 

af de mest brugte i genren fantastiske 

fortællinger. Motivet er inspireret af en 

af de første romaner inden for denne 

genre, nemlig den tyske forfatter E.T.A. 

Hoffmanns roman Det fremmede barn 

(1817). 

Motivet benyttes også i nutidige 

ungdomsromaner, for eksempel i Englebarnet 

af Kim Fupz Aakeson og Bent 

Hallers Neondrengens profeti. 

moTiv 

Motivet er knyttet til en eller 

flere personer i teksten. Motivet 

er det, der får personerne til at 

handle og dermed driver handlingens 

konflikt frem mod en 

løsning. 

Gennemgående motiver i 

genren fantastiske fortællinger: 

kampen mellem det gode og det 

onde, hævn, visioner og hallucinationer, 

særprægede drømme, 

dobbeltgængeren, det fremmede 

barn, søgen efter identitet, legetøj, 

der bliver levende. 

* 

Før I læser novellen De to tvillinger 

af Villy Sørensen i 

• Tænkeskriv i tre minutter om det, 

du kommer til at tænke på, når du 

læser titlen De to tvillinger. 

Mens I læser novellen De to tvillinger 

• Mens du læser novellen, skriver 

du det ned, der undrer dig. Det, 

der virker underligt. Husk at 

notere, hvor i teksten du finder 

det. 

villy sørensen 

Villy Sørensen levede 1929-2001. Han 

er opvokset i Valby. Studerede filosofi 

i København og Tyskland, men holdt 

op, da han mente, at det videnskabelige 

niveau var for lavt. Blev i stedet 

forfatter og kritiker. Hans forfatterskab 

beskæftiger sig både med kunst, 

filosofi og samfundskritik. 

i 

19

20 


De to tvillinger 

af Villy Sørensen 

Allerede da de to tvillinger stak deres hoveder, der dengang var ganske små, ud af 

moders liv, var der ingen der vidste hvem af de to der var hvem, og det blev altid siden 

deres skæbne at blive blandet sammen. Deres forældre nærede vel ønske om at holde 

dem ude fra hinanden, ja de bad endda præsten om at døbe den ene Jesper, den anden 

Bernhard, men præsten frygtede at han i dåbens højtidelige og travle stund skulle 

komme til at kalde Jesper Bernhard og Bernhard Jesper, derfor afslog han forældrenes 

bøn og døbte børnene Otto under eet. Og som årene gik lærte forældrene at skønne 

derpå, ti det faldt dem aldrig siden vanskeligt at huske hvilket navn den ene tvilling bar 

i modsætning til den anden, de kaldte dem Otto i flæng. 

Som de to drenge havde navn tilfælles, fik de efterhånden alt tilfælles her i livet. 

Hvert eneste år holdt de bægge fødselsdag på samme dag, og for at alt skulle være retfærdigt 

fik de de samme gaver. I skolen gik de i samme klasse, ti de var også lige gamle, 

og skønt de yngste blandt lærerne havde den bedste vilje til at skelne imellem dem, 

måtte de snart opgive det, ti hvergang de ville høre den ene i tabel, svarede den anden, 

og da prygl* ikke kunne vænne dem af med således at snakke i munden på hinanden, 

fik de til sidst lov til at svare i kor. Sålænge de havde hver sit sæt skolebøger, blandede 

de dem sammen så det var en lyst, derfor benyttede man lejligheden til at indføre den 

besparelse kun at give dem eet sæt til fælles afbenyttelse. Hver måned bragte de bægge 

den samme karakterbog hjem, de havde de samme karakterer i alle fag, og det kan ikke 

forandre, ti eftersom alt på dem var ens, var også deres hjærner jævnbyrdige. De var lige 

stærke, og derfor havde de ingen fornøjelse af at slås, ti hvis de tog hver eet brydertag 

på een gang, havde bægge tag samme virkning og de kunne ikke rokke hinanden. De 

havde ingen hemmeligheder for hinanden, ti da deres hjærner tænkte ens, kunne den 

ene ikke tænke uden samtidig at læse den andens tanker, de kunne altså umuligt slippe 

godt fra at lyve, og derfor talte de altid sandhed. 

Da nu deres forældre havde fulgt hinanden i graven, måtte tvillingerne begynde at 

tænke på at tjene til livets ophold. Overalt hvor der var en stilling ledig mødte de bægge 

op som ansøgere, men da der altid kun var een stilling ledig, måtte man afvise den ene, 

og så gik de bægge to da de jo ikke kunne vide hvem af dem der blev afvist. Og var der 

endelig to stillinger, afviste man dem bægge to da man ikke ville ansætte den samme 

mand i to forskellige stillinger. 

– Findes der da ikke etsteds een stilling der er beregnet for to? sagde den ene, og som 

det var deres vane sagde den anden straks: 

– Findes der da ikke etsteds een stilling der er beregnet for to? 

Men alligevel kunne de ikke finde en sådan stilling. Selv stillingen som dob-

eltgænger søgte de forgæves, ti alle der søgte dobbeltgængere søgte kun en enkelt 

dobbeltgænger skønt det i grunden er en modsigelse. 

Da de havde gået arbejdsløse så længe at nøden tog det meste af kødets plads op på 

deres kroppe, forstod de at de måtte skilles for at tjene deres brød i det fremmede. Til 

afsked omfavnede og forærede de hinanden et billede af sig selv, derpå sagde de bægge 

farvel, ti de sagde jo altid det samme, og gik hver til sit verdenshjørne, dog vendte de 

sig endnu adskillige gange om for at vinke til hinanden og det på nøjagtig de samme 

tidspunkter. 

Hidtil havde de været vant til bestandig at se sig selv i den andens skikkelse, nu da 

de ikke længer havde plads i deres egen omverden, blev verden uhyggelig tom. De havde 

svært ved at tale med andre mennesker, ti den ene plejede jo kun at sige hvad den anden 

sagde, og de kunne ikke forstå at andre mennesker blev fornærmede når de forsøgte at 

tale med dem på samme vis. Til sidst turde de knap sige noget og gjorde derfor et så 

fåret indtryk* at ingen ville ansætte dem. 

Til alt held skete det at de handlende i den by som den ene tvilling, nemlig Otto, var 

kommet til fik en anselig bøde fordi de alle havde forsømt at tage deres cykelstativer ind 

ved mørkets frembrud så adskillige mennesker var faldet over dem og havde brækket 

både arme og ben. For at dette ikke skulle gentage sig, besluttede handelsforeningen at 

ansætte en mand til at stille samtlige cykelstativer ind i buikkerne ved lukketid og ud 

igen om morgenen når butikkerne åbnede og solen stod op. Men dette arbejde blev slet* 

lønnet, arbejdstiden var jo så kort, og således gik det til at ingen anden end den ene 

tvilling var villig til at blive cykelstativflyttemand. Det var et tungt hverv. Allerede den 

første arbejdsdag opdagede han at han ikke kunne overkomme at stille alle cykelstativer 

ind ved lukketid, ti lukketiden er jo intet egentligt tidsrum, men kun et mellemrum 

mellem to forskellige sekunder, i sig selv uden varighed, og det varede dog mere end slet 

ingen tid at flytte selv det mindste cykelstativ. Derfor ønskede han brændende at han 

havde haft sin bror til hjælp, så havde han i det mindste kunnet være to steder på een 

gang, nu måtte han forsøge at klare sig på anden vis. Når han nemlig op ad dagen havde 

stillet alle cykelstativer ud, begyndte han straks at stille dem ind igen for at blive færdig 

til lukketid. Mere end een gang måtte det jo ske at han kom ind i en butik med et cykelstativ 

i den travle tid, og skønt han meget sagtmodigt sagde, to gange, i erindringen om 

sin tvillingbror: Undskyld, det var cykelstativet, undskyld, det var cykelstativet, – blev 

han hensynsløst overfuset af kommis’erne* og spottet af kunderne fordi han altid kom 

galt af sted med sine cykelstativer. Og når han ved aften kom hjem – som regel med et 

eller endda flere stativer som han ikke havde nået at sætte på plads – havde han ingen 

anden trøst end gennem tårer at betragte sin elskede tvillingebrors billede. 

Ham gik det imidlertid ikke stort bedre i begyndelsen. I en anden by blev han den 

der går rundt med en tommestok i gaderne og måler hvor mange millimeter regn 

21

22 


der falder i regnvejr for at det gennem radio kan forkyndes over hele verden. Således var 

det i grunden en betydningsfuld bestilling, men slet lønnet da det jo ikke regnede hver 

dag, og ret ubehagelig da den jo altid skulle udøves i regnvejr. Fordi han tjente så lidt 

havde han ikke råd til at købe sig en regnfrakke, og dels fordi det altid regnede i hans 

arbejdstid, dels fordi han ingen regnfrakke havde, kom han altid gennemblødt hjem til 

sit eneværelse. Der var hans tvillingebrors billede den eneste luksusgenstand. 

Men en aften da han efter sin sædvane gik og målte vand i en lang rendesten var han 

så heldig at finde en lille lyserød damepung. Dens indre bestod af fire rum, i det største 

lå et billede af en ung pige, og han holdt hånden over det for at det ikke skulle blive vådt. 

I de andre rum var der mønter som han i det mindste havde kunnet købe et stykke af en 

regnfrakke for, men ærligheden løb af med ham, end ikke den største mønt stjal han, 

kun billedet stillede han på sit bord, side om side med det fotografi der allerede stod 

der. Han besluttede at holde udkik efter netop den unge pige som billedet forestillede, 

men byen var fuld af unge piger og det var svært at finde den rette, især da unge piger 

nødig går ud i regnvejr. Derfor kunne man snart se Otto færdes på gaderne i solskin. 

Inden længe drejede alle hans tanker sig om den ukendte pige hvis billede han kendte 

så godt at han uden at se på det kunne sige at hendes hår var så gyldne som hendes øjne 

var blå. Gentagne gange forestillede han sig hvad han ville sige hvis han virkelig mødte 

hende engang, han ville trække pungen op af lommen og sige: mon det er Deres pung? 

Men hvad hun ville svare kunne han umuligt forestille sig, ti han kendte hende kun fra 

billedet og det sagde aldrig noget. 

En dag da himlen var fuld af sol og uden regnbuer så han kunne tillade sig at svinge 

nok så flot med sin tommestok som var den en spadserestok, kom hun hvis navn han 

endnu ikke vidste at nævne pludselig gående hen ad gaden, ikke blot hovedet som han 

kendte fra billedet, nej hele hendes krop kom gående på to ben hvis kurver var så fuldkomne 

at det går over selv en matematikers forstand. 

Han trak den lille lyserøde damepung op af sin lomme og skulle lige til at sige de 

ord han havde øvet sig på – men hans øjne, der dog kun havde villet konstatere om hun 

nu også forestillede billedet, blev budt indenfor af hendes, og skønt de var blå blev det 

blødende rødt for hans øjne. 

– Mon det ikke er Deres pung? stammede han og slog øjnene ned for ikke helt at 

miste dem, men dernede var hendes fødder og ben beregnet til at løbe opad, og hans 

øjne havnede igen i hendes da hun svarede: 

– Det er nu ikke min pung, det er mit hjærte. Men der var en gammel kone der tryllede 

det om til en pung – de siger hun er heks, men jeg tror ikke på hekse. Hun sagde at 

jeg skulle tabe pungen og gifte mig med den mand der bragte mig den igen. Kom, Otto, 

kirken har vist åbent nu! 

Med en ynde som en blomst der folder sig ud, blot naturligvis langt hurtigere,

kom hendes ene hånd ud af sin handske, hun rakte den frem imod ham – og han tog 

den, skønt han måtte afslå hendes ønske om giftermål uden varsel. 

– Jeg kan hverken betale præst eller degn eller klokker, sagde han forlegent, jeg er 

bare en vandmåler. Når solen skinner som lige i øjeblikket, burde jeg egentlig altid 

græde. 

Bedrøvede tog de hinanden under armen som det sømmer sig forlovede og gik langsomt 

derfra. 

– Jeg kan kun trives i regnvejr, må du vide. Du er sikkert et solskinsbarn? Dine hår 

er så lange og gyldne som solens stråler, dine to øjne så blå som hele himlen. Hvorfor vil 

du egentlig gifte dig med mig? 

– Jeg tabte mit hjærte, du samlede det op. For evigt er jeg din, ti nok er mit hjærte 

inddelt i tre-fire kamre, men de hænger sammen, og flere hjærter end det ene vil jeg 

aldrig nogensinde få. 

De kyssede hinandens læber der var hede af kærlighed og våde af tårer. 

– Skal du ikke spørge dine forældre? spurgte han, for mine er døde. 

– Nej, svarede hun. De ville blive bedrøvede hvis de fik at vide at jeg ægter en simpel 

vandmåler. Derfor er det bedst at de slet ikke får noget at vide, ti man skal aldrig bedrøve 

sine forældre. 

– Jeg tror jeg søger en helt anden stilling, sagde han. Når jeg blot ikke forlængst 

havde søgt alle stillinger forgæves. 

– Når vi blot elsker hinanden lige meget, sagde hun. 

Det viste sig snart at pigen hed Fanny, og siden kaldte Otto hende altid ved dette 

navn. For at undgå at bedrøve sine forældre fulgte hun straks med Otto hjem, og da der 

ellers intet var på hans værelse, så hun straks bægge billederne på hans bord. 

– Ih har du allerede et billede af mig! Og ham der – det er jo dig! 

– Det er nu ikke mig, sagde Otto og greb skamfuldt sin brors billede for at gemme 

det, men da han ikke havde noget skab måtte han nøjes med at vende dets ryg til. 

– Det ligner dig også bagfra, sagde hun straks. 

– Det er min tvillingebror, sagde han, kort for hovedet. 

– Ih han ligner dig, ved du det? Hvor må det være sjovt at se jer bægge to på een gang! 

Jeg elsker alle folk der ser nøjagtig sådan ud som du. Har du flere tvillingebrødre end 

ham? 

– Man kan vel som tvilling kun have een tvillingebror, sagde han, allerede noget 

irriteret skønt de dog lige var blevet forlovet. Og det skulle heller ikke vare længe før 

den første helt ægteskabelige strid flammede op imellem dem. Hvis Otto skulle søge en 

anden livsstilling, måtte han drage til en anden by, og nu ville Fanny at de skulle drage 

til den by hvor hans tvillingebror boede for at de ikke skulle falde iblandt lutter fremmede, 

men Otto ønskede ikke mere at gense sin bror efter at han havde lært Fanny 

23

24 


at kende. Det kom så vidt at Otto slog i bordet med bægge hænder og Fanny græd med 

bægge øjne. 

– Hvis vi kommer blandt lutter fremmede, kan det ikke nytte vi føder børn, hulkede 

hun, for hvem skulle stå fadder til dem? 

Det kunne Otto ikke svare på, og så drog de til den by hvor Ottos bror flyttede cykelstativer, 

hvad de ganskevist ikke vidste; Men Otto havde bange anelser, endnu da byens 

tårne dukkede op for dem sagde han hårdnakket: 

– Jeg siger på forhånd: det er upraktisk! 

Og hele det sidste stykke vej tilbagelagde han kun ved at gå tre skridt tilbage hvergang 

han gik to frem. Fanny bemærkede det nok, men sagde ikke noget, og da man tager 

længere skridt når man går forlæns end når man går baglæns, gik det fremad trods 

alt. 

Da de kom til byen måtte Otto henvende sig til folkeregistret da jo ingen af dem 

vidste hvor Otto boede. Imens stod Fanny og ventede udenfor, og eftersom folkeregistre 

aldrig har hastværk, kom hun til at vente længe. Da så hun pludselig sin forlovede 

komme ud af en bagerbutik med et cykelstativ mellem hænderne, og bag ham kom alle 

de hvide bagerjomfruer styrtende med hænderne i siden og mundene fulde af skældsord. 

– Ligner det noget at komme her i den allermesttravleste tid, råbte de alle ni, se 

butikken er stopfuld af kunder. 

Fanny syntes at Otto efterhånden gjorde sig for vanskelig, hun løb hen til ham og 

sagde, hvert ord med vægt, ind i hans øre: 

– Otto, hvad gør du dog med det cykelstativ? Forbløffet stillede han cykelstativet fra 

sig og stirrede på hende. Da vaktes hendes ømme følelser, og uden at bryde sig om de 

ni jomfruer og de mange kunder der nu også var kommet ud for at blive ekspederet, 

kyssede hun Otto akkurat midt på munden, hvad der overrumplede ham så han blev rød 

og bleg i det meste af hovedet og spurgte: 

– Hvem er De? 

– Otto dog, hvad fejler du, er du syg? Er det fordi du alligevel hellere vil til en anden 

by? Kom, lad os gå – når du så blot vil lade være med at tage tre skridt tilbage hver gang 

du tager to frem, for i længden holder jeg det ikke ud. 

– De undskylder, sagde han og tog cykelstativet, jeg må passe mit arbejde. 

Og uden at bryde sig om hendes bønner gik han ind i et ismejeri hvorfra høje vredesråb 

straks hørtes. 

– Min stakkels mand, min stakkels mand, stønnede Fanny skønt hun endnu ikke var 

hans kone, ja hun skulle endda til at løbe ind i ismejeriet da Otto i det samme kom ud 

fra folkeregistret. 

– Otto, Otto, skreg hun straks og faldt ham om halsen, uden at spilde det en

tanke hvordan han kunne være to steder på samme tidspunkt. 

– Hvad ville du dog med det cykelstativ? Det svarede du mig ikke på. 

Otto blegnede: 

– Har du alt set ham? 

– Hvem? 

Uden at svare førte Otto hende til sin brors bopæl. Den var så fattigt udstyret som 

hans egen, det eneste bohave var et fotografi der stod på bordet. 

– Det er din bror, jublede Fanny, men Otto svarede hårdt: 

– Nej, det er mig. 

– Dig –? 

Prøvende så hun frem og tilbage mellem billedet og Otto. 

– Det er det jo også! jublede hun igen og hun kyssede billedet med lidenskab, ti i det 

øjeblik så Otto så bister ud at hun ikke vovede at kysse ham. 

– Men det ligner nu din bror, sagde hun lidt efter for at bryde Ottos tavshed. 

Men den blev først virkelig brudt da noget skramlede mod døren. Det viste sig straks 

at være et cykelstativ, det kom ind ad døren med besvær, og derefter fulgte en mand 

hvis ydre straks fik Fanny til at udstøde et højt skrig, skønt han ellers så skikkelig ud. 

Otto havde rejst sig – og lige over for hinanden stod to mænd der i enhver henseende 

var ens, selv i klædedragt, ti ingen af dem havde haft råd til at købe nyt tøj i mange år. 

– Bror! udbrød den sidst ankomne og bredte bægge sine arme ud. 

– Ja, det er mig som du ser, svarede den anden. 

Disse få ord var nok til at give et sæt i den første, han havde ventet at broderen også 

ville brede sine arme ud og sige bror, nu gentog han dumpt: 

– Ja det er mig som du ser, ti skønt broderens ord ikke havde indeholdt egentlige vanskeligheder, 

var de ham så uforståelige at de føltes som et sår oven i hans hjærne. Han 

lod armene synke og så sig rådvild om, således kom det sig at han fik øje på Fanny. 

– Å det er Dem, sagde han uvilligt. Og Fanny der følte at der var ved at ske noget 

uhyggeligt som hun ikke kunne se skyndte sig at sige: 

– Vi er kommet for at bede Dem stå fadder til vore børn. 

– Med største fornøjelse, sagde han i den største forfærdelse – men hvor er børnene? 

– Det er min kone, sagde Otto. 

– Det er – din kone? Må jeg da ikke i det mindste gratulere? 

– Tak, svarede Fanny. Ja i grunden er vi sletikke gift endnu. Min forlovede er kommet 

hertil for at tjene penge til både præst og degn og klokker. 

– Velkommen, sagde Otto flere gange efter hinanden. Vil De ikke sidde ned? Gulvet 

tager ingen skade af det. 

Fanny tog smilende plads på gulvet, men hendes smil kunne kun ses udefra. 

25

26 


Otto rakte endnu engang sine hænder frem imod broderen, men han blev stående med 

et bistert blik om munden. 

– Kære bror, hvor heldigt at du netop skulle komme i dag! Ti jeg har netop fået min 

afsked fra i morgen at regne såfremt jeg ikke fra dette tidspunkt kan være to steder på 

een gang. I morgen kan vi bægge følges ad til mit arbejde, og du behøver ikke længer at 

lide så stor nød som før. Ja, jeg flytter cykelstativer, både ud og ind. 

Otto svarede ikke. 

Da tog han sin tilflugt til deres fælles erindringer fra deres svundne, men lykkelige 

barndomstid: 

– Otto, kan du huske dengang vi blev født og ingen vidste hvem af os to der egentlig 

var hvem? Jeg har tit tænkt på at jeg måske er dig og du bare mig. 

– Blir du aldrig voksen? 

Som ramt af pisken trådte Otto tilbage, ind i cykelstativet der væltede med et brag. 

– Jeg er kommet for at give dig dette billede tilbage, sagde Otto og trak virkelig 

broderens billede frem af sin lomme og stillede det på bordet, hvor der fra nu af stod to 

billeder der så ens ud. 

– I morgen rejser vi herfra. Kan vi sove her i nat for vi har ingen penge til hotellet, 

min kones pung var nemlig hendes hjærte. 

– Ja, sagde Fanny rapt, ti hun ville gærne bringe en samtale i stand, min forlovede har 

bragt mig mit hjærte på en måde der måske vil interessere Dem. Han – 

– Jeg forstår mig ikke på det, afbrød Otto og rejste cykelstativet op. 

Snart efter lå de alle og sov på gulvet, ti der var ingen seng. Kun Fanny kunne umuligt 

falde i søvn. Da månen gav sig til at lyse ind gennem vinduet og hun på hver side af 

sig selv så den samme sovende mand, blev hun angst for at hun skulle anse den forkerte 

for sin forlovede, derfor vækkede hun den ene og hviskede: 

– Er det dig? 

– Ja, svarede han. 

– Otto, du må ikke blive vred – men ved du hvad, jeg elsker dig sådan – hvergang jeg 

ser dig, og det har jeg jo gjort uafbrudt i hele den senere tid – 

– Ikke da jeg var på folkeregistret! 

– Nå nej – men ellers når jeg ser dig, så blir jeg helt besat af kærlighed – og navnlig efter 

at jeg har set både dig og din bror, for I ser jo ens ud, så jeg er blevet dobbelt så besat af 

kærlighed – nu kan den sletikke være i mig, det presser sådan på min jomfruhinde – men 

sådan en kan vist kun sprænges udefra? Otto, jeg ved godt at vi to ikke er gift endnu, men – 

– Ti stille, svarede han uendelig blidt, – han kunne høre det! Det er alligevel godt at vi 

ligger på et gulv, en sofa knager altid. Kom herhen i månens lys så jeg kan se dig – hjælp 

mig lige med at skubbe ham væk – pas på cykelstativet! – elskede! 

Næste morgen vågnede Otto ved at se Fanny ligge og kysse hans endnu sovende

tvillingebror. I eet spring var han på bægge ben og gav Fanny en velrettet ørefigen. Ved 

smældet sprang Otto forfærdet op og troede at det var cykelstativet der var væltet. 

– Hvorfor kysser du ham? tordnede Otto. 

– Jeg troede det var dig, græd Fanny og kastede sig om halsen på ham og kyssede nu 

også ham. Men Otto var vred og slyngede hende fra sig. 

– Hvorfor kysser du ham? tordnede den anden Otto endnu før Fanny var faldet 

omkuld på gulvet, og de to mænd stod lige over for hinanden med ild i øjnene. 

– Det nytter ikke vi slås, brølede den ene, ti vi har altid været lige stærke. 

– Det nytter ikke vi slås, sagde den anden, ti vi har altid været lige stærke. 

– Vi lejer et par pistoler og skyder på liv og død, brølede den første. 

– Ja, vi leger vi har pistoler, stammede den anden, men den første var allerede ude af 

døren og han måtte styrte efter. Sidst af dem alle kom Fanny, hun udstødte høje skrig, ti 

nu ville den ene af de to sandsynligvis blive skudt, og hvem kunne siden vide om det var 

hendes forlovede der var levende eller død? Nede på gaden stod de to tvillinger allerede 

på lige stor afstand fra hinanden og løftede hver sin pistol. Måske var den ene lidt rappere 

til at løfte den end den anden, men resultatet blev det samme: bægge pistoler blev 

løftet og affyret på samme tid. Og som det var at vente af de to der jo altid havde været 

hinandens ligemænd, ramte de bægge lige godt og segnede lige døde om. 

En politibetjent der havde hørt bægge skud kom til og gik fra den ene til den anden 

med en hønsefjer i hånden og kunne ved dens hjælp konstatere at døden var indtrådt i 

dem bægge. 

– Det var et svineheld! brummede han. Så slipper vi for at dømme dem til døden for 

mord. 

Længe løb Fanny skrigende frem og tilbage imellem dem. Men tilsidst måtte hun 

opgive at genkende sin forlovede, hvad der jo heller ikke var så vigtigt nu da han alligevel 

var død, hun satte sig midt imellem de to tvillinger og gav sig til, stykke for stykke, 

at rive sin kjole i stykker. 

– De dræbte hinanden for min skyld begge to, sagde hun henrykt til alle der tilfældigvis 

kom forbi. 

prygl: tæsk eller bank 

fåret indtryk: dumt eller ubegavet indtryk 

slet: dårligt 

kommis: en person der er ansat i en butik 

(1953) 

27

28 


Motivet: Dobbeltgængeren 

Dobbeltgængermotivet handler om, at 

der optræder flere personer, der kan 

tolkes som værende den samme person. 

Det kan for eksempel ske ved, at stemninger 

og tanker springer fra en person 

til en anden, således at den ene også er i 

besiddelse af den andens viden, følelser 

og oplevelser. 

Dobbeltgængeren kender den andens 

behov, ønsker og drømme. Det at have 

en dobbeltgænger kan være en forsikring 

mod personens undergang, men en 

dobbeltgænger kan også være et uhyggeligt 

varsel om døden. 

Dobbeltgængermotivet kan også 

dreje sig om, at menneskets personlighed 

er delt i to: mellem den kritiske 

sans – fornuften – på den ene side og 

den følelsesmæssige sans på den anden 

side. Altså en person eller en side af en 

person repræsenterer fornuften, og en 

anden person eller en side af personen 

repræsenterer følelsen. Denne fysiske 

adskillelse af fornuft og følelse symboliserer 

personlighedens splittelse 

mellem fornuft og følelse. 

Efter læsning af De to tvillinger af 

Villy Sørensen 

• Hvordan stemmer de forestillinger, 

I skrev ud fra novellens titel, 

overens med det indhold, novellen 

har? 

• Drøft, hvad titlen De to tvillinger 

betyder? 

• Gå tæt på fortælleren * og 

undersøg, hvordan novellen bliver 

fortalt. 

• Genlæs novellen ved at skimmelæse 

den, og find eksempler på 

indre monolog * , indre og ydre 

synsvinkel * samt fortællerkommentarer 

* . 

• Om hvilke personer får man at 

vide, hvad de tænker? 

• Drøft, hvad der gør eller ikke gør 

De to tvillinger til en fantastisk 

fortælling. 

• Peg på nogle steder i teksten, 

hvor man som læser tøver eller 

undrer sig. 

• Hvad betyder motivet dobbeltgængeren 

for jeres forståelse af 

novellen?

forTælleren 

Al fiktion har en fortæller. En fortæller videregiver fortællingen til læseren. 

1. personsfortæller 

En 1. personsfortæller er en jeg-fortæller. Med en jeg-fortæller får vi historien fortalt ud fra 

jegets synspunkt. 


En 3. personsfortæller fortæller om personerne i 3. person (han og hun). 

3. personsfortæller med indre synsvinkel 

En 3. personsfortæller med indre synsvinkel kan virke som en jeg-fortæller. Læseren får kun det 

at vide, som hovedpersonen ved, fordi synsvinklen ligger hos en bestemt person i fortællingen. 

Derfor er man som læser kun til stede, hvor denne person befinder sig. 

Alvidende fortæller 

3. personsfortælleren kan være en alvidende fortæller, der kender hele historien og er til stede i 

forskellige situationer og ved, hvad flere af personerne tænker. Den alvidende fortæller har alle 

oplysningerne og er ofte på afstand af begivenhederne, så fortælleren kan forudse, hvad der vil 

ske i historien. 

Indre monolog 

Monolog betyder enetale. Ved indre monolog kommer vi ind i fortællerens tanker. Fortælleren 

taler til sig selv. 

Indre synsvinkel 

Indre synsvinkel kan anvendes på to måder: 

Som 1. personsfortæller – jeg-fortæller 

Som 3. personsfortæller – 3. personsfortæller 

I begge tilfælde virker det som om, fortælleren deltager i handlingen, som om han befinder sig 

inde i den person, der fortæller, og dermed har adgang til personens tanker og følelser. 

Ydre synsvinkel 

Fortælleren befinder sig uden for handlingen og deltager ikke i den. Han beskriver situationerne 

som en fotograf, der afgør, hvilket udsnit af virkeligheden der skal vises. 

Fortællerkommentar 

I nogle tekster kan det virke som om der er ydre eller indre synsvinkel, men når man ser nærmere 

efter, er det ikke personens tanker, men fortælleren, der kommenterer handlingen. Forfatteren 

blander sig. Det gør han ved at skabe en alvidende fortæller, som sidder med alle oplysningerne. 

* 

29

30 


Tre typer fantastiske fortællinger 

Man kan inddele fantastiske fortællinger i tre konstruktioner, der alle defineres ud fra 

deres forhold til virkeligheden. 

1. den åBne konsTrukTion 

I den åbne konstruktion forekommer 

der både en realistisk 

og en magisk ver den. De optrædende, 

typisk hovedpersonen, 

bevæger sig fra virkelig heden 

ud i en fantasiverden, fx gennem 

et spejl, en drøm, et skab eller 

døden. 

Eksempel: 

C.S. Lewis: Løven, heksen og 

garderobeskabet 

• Prøv i fællesskab at finde flere eksempler på fantastiske fortællinger, og inddel 

dem i de tre konstruktioner. 

2. den lukkede konsTruk- 

Tion 

I den lukkede konstruktion foregår 

fortællin gen kun i en fantasiverden 

(et se kundært univers), 

og læseren må selv relatere den 

til virkeligheden, for eksempel 

gennem hovedpersonens realistiske 

karakter. Denne del af 

genren kaldes også high fantasy. 

Den behandler alvorlige emner 

og anvender sjældent humor. 

Eksempel: 

Tolkien: Ringenes Herre 

3. den underforsTåede 

konsTrukTion 

I den underforståede konstruktion 

er udgangspunktet den virkelige 

ver den. Kun den primære 

verden, altså den virkelige verden, 

er åbenbar for læseren. 

Den primære verden tilføres 

magiske indslag så som besøg 

af magiske agenter som engle, 

eller der kan ske overnaturlige 

ting. 

Eksempel: 

Ole Lund Kirkegaard: 

Gummi-Tarzan

Yuppie Boy – Lars Nørgård: I Skoven (1986) 

Skriv en fantastisk fortælling ud fra et maleri 

• Find værkerne Yuppie Boy og Foxy Girl på ARTLOVERS på www.vildmeddansk. 

gyldendal.dk & 

• Se godt på værkerne, og læs eller hør deres profil. 

• Vælg enten Yuppie Boy eller Foxy Girl som hovedperson i din fantastiske fortæl- 

ling. 

• Beslut, hvilken af de tre konstruktioner din fortælling skal udspille sig i. 

• Skriv fortællingen. 

Foxy Girl – Erik A. Frandsen: Portræt af Ester (1987) 

31

32 


Brødrene Løvehjerte 

(1. kapitel på dansk) 

af Astrid Lindgren 

Nu skal jeg fortælle om min bror. Min 

bror, Jonatan Løvehjerte, ham vil jeg fortælle 

om. Det er næsten som et eventyr, 

synes jeg, og også lidt som en spøgelseshistorie, 

og alligevel er det alt sammen 

sandt. Men det er der vist ingen andre 

end mig og Jonatan, der ved. 

Jonatan hed ikke Løvehjerte fra 

begyndelsen. Han hed Løve til efternavn 

akkurat ligesom mor og mig. Jonatan 

Løve hed han. Jeg hedder Karl Løve og 

mor Sigrid Løve. Far hed Axel Løve, men 

han stak af fra os, da jeg kun var 

Bröderna Lejonhjärta & 

(1. kapitel på svensk) 

af Astrid Lindgren 

Nu ska jag berätta om min bror. Min bror, 

Jonatan Lejonhjärta, honom vill jag berätta 

om. Det är nästan som en saga tycker jag, 

och lite, lite som en spökhistoria också, 

och ändå är alltihop sant. Fast det vet nog 

ingen mer än jag och Jonatan. 

Jonatan hette inte Lejonhjärta från 

början. Han hette Lejon i efternamn 

precis som mamma och jag. Jonatan 

Lejon hette han. Jag heter Karl Lejon och 

mamma Sigrid Lejon. Pappa hette Axel 

Lejon, fast han stack ifrån oss, när jag 

bara var två år, och gick till sjöss,

to år, og gik til søs, og siden har vi ikke 

hørt fra ham. 

Men det jeg skulle fortælle om nu, 

det var, hvordan det gik til, at min bror 

Jonatan blev Jonatan Løvehjerte. Og alt 

det mærkelige, som siden skete. 

Jonatan vidste, at jeg snart skulle 

dø. Jeg tror, at alle vidste det undtagen 

jeg. De vidste det også i skolen, for jeg 

lå jo bare derhjemme og hostede og 

var syg hele tiden, og det sidste halve 

år har jeg slet ikke kunnet gå i skole. 

Alle damerne, som mor syr kjoler til, 

vidste det også, og det var en af dem, 

som snakkede med mor om det, så jeg 

kom til at høre det, selv om det ikke var 

meningen. De troede, at jeg sov. Men 

jeg lå bare med lukkede øjne. Og det 

blev jeg ved med, for jeg ville ikke vise, 

at jeg havde hørt det der forfærdelige 

– at jeg snart skulle dø. 

Jeg blev selvfølgelig ked af det og frygtelig 

bange, og det ville jeg ikke lade 

mor se. Men jeg snakkede med Jonatan 

om det, da han kom hjem. 

„Ved du, at jeg skal dø,“ sagde jeg og 

græd. 

Jonatan tænkte sig lidt om. Han ville 

måske ikke så gerne svare, men til sidst 

sagde han: 

„Ja, det ved jeg.“ 

Så græd jeg endnu mere. 

„Hvorfor skal det være så forfærdeligt,“ 

spurgte jeg. „Hvorfor skal det 

være så forfærdeligt, at nogen skal dø, 

når de ikke engang er fyldt ti år?“ 

„Ved du hvad, Tvebak, jeg tror ikke, 

at det er så forfærdeligt,“ sagde 

och sen har vi inte hört av honom. 

Men vad jag nu skulle tala om, det 

var hur det gick till att min bror Jonatan 

blev Jonatan Lejonhjärta. Och allt 

det underliga som hände sen. 

Jonatan visste att jag snart skulle 

dö. Jag tror att alla visste det utom jag. 

De visste det i skolan med, för jag låg ju 

bara hemma och hostade och var sjuk 

jämt, och sista halvåret har jag inte 

kunnat gå i skolan alls. Alla tanterna 

som mamma syr klänningar åt visste 

det också, och det var en av dom som 

pratade med mamma om det, så att 

jag råkade höra det, fast det inte var 

meningen. De trodde att jag sov. Men 

jag låg bara och blundade. Och det fortsatte 

jag med, för jag ville inte visa att 

jag hade hört det där hemska – att jag 

snart skulle dö. 

Jag blev lessen förstås och så förskräckligt 

rädd, och det ville jag inte 

visa för mamma. Men jag pratade med 

Jonatan om det, när han kom hem. 

„Vet du om att jag ska dö“, sa jag och 

grät. 

Jonatan tänkte efter lite. Han ville 

kanske inte så gärna svara, men till sist 

sa han: 

„Ja, det vet jag.“ 

Då grät jag ännu mer. 

„Hur kan det få vara så hemskt“, 

frågade jag, „hur kan det få vara så 

hemskt att en del måste dö, när dom 

inte har fyllt tio år ens?“ 

„Vet du Skorpan, jag tror inte att det 

är så hemskt“, sa Jonatan. „Jag tror att 

du får det härligt.“ 

33

34 


Jonatan. „Jeg tror, du får det dejligt.“ 

„Dejligt,“ sagde jeg. „Er det dejligt at 

ligge nede i jorden og være død?“ 

„Arh,“ sagde Jonatan, „det er ligesom 

bare din ydre skal, der ligger der. Du 

selv flyver væk til et helt andet sted.“ 

„Hvorhen da?“ spurgte jeg, for jeg 

troede ikke rigtigt på ham. 

„Til Nangijala,“ sagde han. 

Til Nangijala – han slyngede det 

ud, fuldstændig som om det var noget, 

alle og enhver vidste. Men jeg havde nu 

aldrig hørt om det før. 

„Nangijala,“ sagde jeg. „Hvor ligger 

det?“ 

Så sagde Jonatan, at det vidste han 

ikke helt bestemt. Men det var et sted 

på den anden side af stjernerne. Og han 

begyndte at fortælle om Nangijala, så 

man næsten fik lyst til at flyve derhen 

med det samme. 

„Der er det stadig lejrbålenes og 

eventyrenes tid,“ sagde han, „og det vil 

lige være noget, du kunne lide.“ 

Det var fra Nangijala, at alle eventyr 

kom, sagde han, for det var lige der, alt 

sådan noget skete, og kom man dertil, fik 

man lov at opleve eventyr fra morgen til 

aften og om natten med, sagde Jonatan. 

„Det kan du tro, Tvebak,“ sagde han. 

„Det bliver noget andet end at ligge her 

og hoste og være syg og aldrig kunne 

lege.“ 

Jonatan kaldte mig Tvebak. Det 

havde han gjort, lige siden jeg var lille, 

og da jeg engang spurgte ham hvorfor, 

så sagde han, at det var, fordi han holdt 

så meget af tvebakker, især sådan 

„Härligt“, sa jag. „Är det härligt att 

ligga nere i jorden och vara död!“ 

„Äsch“, sa Jonatan, „det är liksom 

bara skalet av dej som ligger där. Du 

själv flyger iväg nån helt annan stans.“ 

„Vart då“, undrade jag, för jag kunde 

knappt tro honom. 

„Till Nangijala“, sa han. 

Till Nangijala – det slängde han ur 

sej precis som om det var något varenda 

människa visste. Men jag hade då 

aldrig hört talas om det förr. 

„Nangijala“, sa jag, „var ligger det?“ 

Då sa Jonatan att det visste han inte 

så noga. Men det var nånstans på andra 

sidan stjärnorna. Och han började 

berätta om Nangijala så att man nästan 

fick lust att flyga dit med detsamma. 

„Där är det ännu lägereldarnas och 

sagornas tid“, sa han, „och det kommer 

du att tycka om.“ 

Det var från Nangijala som alla 

sagor kom, sa han, för det var just där 

som allting sånt hände, och kom man 

dit, så fick man vara med om äventyr 

från morgon till kväll och om nätterna 

också, sa Jonatan. 

„Det du, Skorpan“, sa han. „Det blir 

annat det än att ligga här och hosta och 

vara sjuk och aldrig kunna leka.“ 

Jonatan kallade mej för Skorpan. Det 

hade han gjort ända sen jag var liten, 

och när jag en gång frågade honom 

varför, så sa han att det var föratt han 

tyckte så mycket om skorpor, särskilt 

såna skorpor som jag. Ja, han tyckte 

om mej, Jonatan, och det var konstigt. 

För jag har aldrig varit annat än

nogle tvebakker som mig. Ja, han holdt 

af mig, Jonatan, og det var mærkeligt. 

For jeg har aldrig været andet end en 

temmelig grim og ret så dum og bange 

lille dreng med skæve ben og alting. Jeg 

spurgte Jonatan, hvordan han kunne 

holde af sådan en grim og dum fyr som 

mig med skæve ben og alting, og så 

sagde han: 

„Hvis du ikke havde været sådan 

en sød og grim lille blegnæbbet en 

med skæve ben, så var du jo ikke min 

Tvebak, som jeg holder af.“ 

Men den aften, hvor jeg var så bange 

for at dø, sagde han, at bare jeg kom til 

Nangijala, så ville jeg straks blive rask 

og stærk og oven i købet pæn. 

„Lige så pæn som du?“ spurgte jeg. 

„Pænere,“ sagde Jonatan. 

Men det skulle han ikke prøve at 

bilde mig ind. For noget så pænt som 

Jonatan har der aldrig eksisteret, og det 

kommer der heller aldrig til. 

Engang sagde en af de der damer, 

som mor syr for: 

„Kære fru Løve, De har en søn, der 

ser ud som en eventyrprins!“ 

Og det var ikke mig, hun mente, vær 

sikker på det! 

Jonatan så virkelig ud som en eventyrprins, 

det gjorde han. Hans hår 

skinnede fuldstændig som guld, og 

han havde smukke, mørkeblå øjne, der 

rigtig strålede, og pæne, hvide tænder 

og helt lige ben. 

Og ikke nok med det. Han var også 

god og stærk og kunne alting og forstod 

alting og var den dygtigste i 

en ganska ful och rätt så dum och rädd 

kille med skeva ben och allting. Jag frågade 

Jonatan hur han kunde tycka om 

en ful och dum kille som jag med skeva 

ben och allting, och då sa han: 

„Om du inte var en sån där liten rar 

och ful bleknosing med skeva ben, så 

var du ju inte min Skorpa, den som jag 

tycker om.“ 

Men den där kvällen, när jag var så 

rädd för att dö, sa han att bara jag kom 

till Nangijala, så skulle jag genast bli 

frisk och stark och till och med vacker. 

„Lika vacker som du“, frågade jag. 

„Vackrare“, sa Jonatan. 

Men det skulle han inte försöka 

smälla i mej. För nånting så vackert 

som Jonatan har aldrig funnits och kan 

inte finnas nånstans. 

En gång sa en av de där tanterna 

som mamma syr åt: 

„Kära fru Lejon, ni har en son som 

ser ut som en sagoprins!“ 

Och då menade hon inte mej, var 

säker på det! 

Jonatan såg verkligen ut som en 

sagoprins, det gjorde han. Hans hår 

glänste precis som guld, och han hade 

mörkblå, vackra ögon som det riktigt 

lyste om och vackra, vita tänder och 

alldeles raka ben. 

Och inte bara det. Han var snäll 

också och stark och kunde allting och 

förstod allting och var bäst i sin klass, 

och alla barna nere på gården hängde 

efter honom var han gick och ville vara 

med honom, och han hittade på roligheter 

åt dom och drog iväg med 

35

36 


sin klasse, og alle børnene nede i gården 

hang efter ham, hvor han gik og stod, 

og ville være sammen med ham, og han 

fandt på sjove ting med dem og tog dem 

med ud på eventyr, og jeg kunne aldrig 

være med, for jeg lå jo bare i min dumme 

slagbænk dag ud og dag ind. Men Jonatan 

fortalte det hele, når han kom hjem, 

alt hvad han havde foretaget sig og alt, 

hvad han havde set og hørt og læst. Han 

kunne sidde på sengekanten hos mig og 

fortælle, så længe det skulle være. Jonatan 

sov også i køkkenet i en seng, som 

han måtte hente i garderobeskabet om 

aftenen. Og når han var gået i seng, blev 

han ved at fortælle eventyr og historier 

for mig, indtil mor råbte inde fra værelset: 

„Nej, nu må I være stille! Karl skal 

sove.“ 

Men det er svært at sove, når man 

hoster hele tiden. Somme tider stod 

Jonatan op midt om natten og kogte honningvand 

til mig for at lindre hosten. Ja, 

han var god og rar, Jonatan! 

Den der aften, hvor jeg var så bange 

for at dø, sad han hos mig i flere timer, og 

vi snakkede om Nangijala, men ganske 

stille, for at mor ikke skulle høre det. 

Hun sad som sædvanlig og syede, men 

hun har symaskinen inde i sit værelse, 

det værelse hun sover i – vi har jo kun 

et værelse og køkken, forstår du. Døren 

stod åben ind til hende, og vi kunne høre 

hende synge, den der sædvanlige sang 

om en sømand langt borte på havet, det 

er vel far, hun tænker på. Jeg kan ikke 

huske den så godt, jeg kan kun 

dom på äventyr, och jag kunde aldrig 

vara med, för jag låg ju bara i min gamla 

kökssoffa dag ut och dag in. Men Jonatan 

berättade allting, när han kom hem, 

allting som han hade för sej och allting 

som han hade sett och hört och läst. 

Hur länge som helst kunde han sitta hos 

mej vid soffkanten och berätta. Jonatan 

sov också i köket i en säng som han fick 

hämta ut från garderoben om kvällarna. 

Och när han hade gått och lagt sej, fortsatte 

han att berätta sagor och historier 

för mej, ända tills mamma ropade inne 

från rummet: 

„Nej, nu får ni vara tysta! Kalle måste 

sova.“ 

Men det är svårt att sova, när man 

bara hostar. Ibland gick Jonatan upp 

mitt i natten och kokade honungsvatten 

åt mej för att lena hostan, ja, han var 

snäll, Jonatan! 

Den där kvällen, när jag var så rädd 

för att dö, satt han hos mej i flera timmar 

och vi pratade om Nangijala men ganska 

tyst för att mamma inte skulle höra det. 

Hon satt och sydde som vanligt, men 

hon har symaskinen inne i rummet, det 

rummet där hon sover – vi har ju bara 

ett rum och kök vetja. Dörren dit in stod 

öppen, och vi kunde höra henne sjunga, 

den där vanliga sången om en sjöman 

långt borta på havet, det är väl pappa 

hon tänker på kanske. Jag minns inte så 

noga hur den är, jag kommer bara ihåg 

några rader som är så här: 

Dör jag på sjön, du ljuva, 

kanske en kväll

huske nogle linjer, som er sådan her: 

Dør jeg på søen, du kære, 

måske ved skumringstid, 

når stjernerne er nære, 

ser du en due så hvid, 

da skal du til vinduet ile 

for min sjæl det er 

som for en stund vil hvile 

i din favn så kær … 

En smuk og sørgelig sang, synes jeg det 

er, men Jonatan lo, da han hørte den, og 

så sagde han: 

„Du, Tvebak, du kommer måske også 

flyvende hjem til mig en aften. Fra Nangijala. 

Og sidder der som en snehvid due 

uden for vinduet, gør det, så er du sød!“ 

Jeg begyndte at hoste i det samme, og 

han løftede mig op og holdt om mig, som 

han plejede at gøre, når det var værst, og 

så sang han: 

Da, lille Tvebak, ved jeg 

din sjæl det er, 

som for en stund vil hvile 

i min favn så kær … 

Først da kom jeg til at tænke på, hvordan 

det ville være at komme til Nangijala 

uden Jonatan. Hvor ensom jeg ville blive 

uden ham. Hvad hjalp det, om jeg kom til 

at opleve en masse eventyr, hvis Jonatan 

ikke var med. Jeg ville bare blive bange 

og ikke vide, hvad jeg skulle gøre. 

„Jeg vil ikke derhen,“ sagde jeg og 

græd. „Jeg vil være der, hvor du er, Jonatan!“ 

flyger en snövit duva 

hem till ditt tjäll, 

då till ditt fönster ila, 

min själ det är 

som för en stund vill vila 

i famn så kär ... 

En vacker sorglig sång tycker jag det 

är, men Jonatan skrattade till, när han 

hörde den, och så sa han: 

„Det du, Skorpan, du kanske också 

kommer flygande till mej nån kväll. Från 

Nangijala. Och sitter där som en snövit 

duva på fönsterblecket, gör det är du 

snäll!“ 

Jag började hosta just då, och han 

lyfte upp mej och höll om mej som han 

brukade göra, när det var som värst, och 

så sjöng han: 

Då, lilla Skorpa, vet jag 

din själ det är, 

som för en stund vill vila 

i famn så kär ... 

Inte förrän då kom jag att tänka på 

hur det skulle vara att komma till Nangi- 

jala utan Jonatan. Hur ensam jag skulle 

bli utan honom. Vad hjälpte det, ifall jag 

kom mitt upp i en massa sagor och äventyr, 

om inte Jonatan var med. Jag skulle 

bara bli rädd och inte veta vad jag skulle 

göra. 

„Jag vill inte dit“, sa jag och grät. „Jag 

vill vara där du är, Jonatan!“ 

„Ja, men jag kommer ju också till 

Nangijala, fattar du väl“, sa Jonatan. „Så 

småningom.“ 

37

38 


„Ja, men jeg kommer jo også til Nangijala, 

kan du nok forstå,“ sagde Jonatan. 

„Senere.“ 

„Senere, ja,“ sagde jeg. „men du lever 

måske, til du bliver halvfems, og i al den 

tid skal jeg være der alene.“ 

Så sagde Jonatan, at i Nangijala fandtes 

der ikke tid på samme måde som her 

på jorden. Selv om han levede, til han 

blev halvfems, ville jeg ikke synes, at det 

varede mere end sådan cirka to dage, før 

han kom. For sådan er det, når der ikke 

findes nogen rigtig tid. 

„To dage kan du vel holde ud alene,“ 

sagde han. „Du kan klatre i træerne og 

tænde bål i skoven og sidde ved en lille å 

og fiske, alt sådan noget, som du har længtes 

så meget efter. Og bedst som du sidder 

der og får en aborre på krogen, så kommer 

jeg flyvende, og så siger du: „Hvad i alverden, 

Jonatan, er du allerede der?“ 

Jeg forsøgte at holde op med at græde, 

for jeg tænkte, at i to dage måtte jeg vel 

nok kunne holde det ud. 

„Men tænk, hvor det ville have været 

godt, hvis du var kommet først,“ sagde jeg, 

„så det var dig, der sad der og fiskede.“ 

Det syntes Jonatan også. Han så 

længe på mig på den der kærlige måde, 

som han plejede, og jeg kunne mærke, at 

han var ked af det, for han sagde så stille 

og ligesom bedrøvet: 

„Men i stedet for skal jeg leve på 

jorden uden min Tvebak. I halvfems år 

måske!“ 

Det var, hvad vi troede, ja! 

(2007) 

„Så småningom, ja“, sa jag. „Men du 

kanske lever tills du blir nitti år, och 

under tiden får jag vara där ensam.“ 

Då sa Jonatan att i Nangijala fanns 

det inte tid på samma sätt som här på 

jorden. Även om han levde tills han blev 

nitti år, så skulle jag inte tycka att det 

dröjde mer än ungefär två dagar förrän 

han kom. För så är det, när det inte finns 

någon riktig tid. 

„Två dagar kan du väl stå ut ensam“, 

sa han. „Du kan klättra i trän och göra dej 

en lägereld i skogen och sitta vid nån liten 

å och meta, allt sånt där som du har längtat 

efter så mycket. Och just när du sitter 

där och får opp en abborre, så kommer 

jag flygande, och då säjer du: „Vad i all 

sin dar, Jonatan, är du redan här?“ 

Jag försökte sluta gråta, för jag tänkte 

att i två dagar skulle det väl gå att stå ut. 

„Fast tänk vad det skulle ha varit bra, 

om du hade kommit först“, sa jag, „så att 

det var du som satt där och metade.“ 

Det höll Jonatan med om. Han tittade 

på mej länge, så där snällt som han brukade, 

och jag märkte att han var lessen, 

för han sa så tyst och liksom sorgset: 

„Men i stället måste jag leva på jorden 

utan min Skorpa. I nitti år kanske!“ 

Det var vad vi trodde ja! 

(1973) 

I andet kapitel opstår en brand i brødrene 

Løvehjertes lejlighed. Jonatan springer 

ud af vinduet med lillebroren på 

ryggen. I faldet omkommer Jonatan.

Læs første kapitel af Brødrene Løvehjerte på dansk 

• Giv ud fra teksten en karakteristik af de to brødre. 

Lyt til den svenske oplæsning af 1. kapitel, som findes på www.vildmeddansk. 

gyldendal.dk & 

• Hvordan lyder det svenske sprog i forhold til det danske? 

• Find eksempler på forskelle i udtale. 

Sammenlign sproget i de to tekster i bogen. 

• Find 10 ord, der ligner hinanden på svensk og dansk. 

• Find 10 ord, der er fuldstændigt forskellige fra hinanden på svensk og dansk. 

Se på de to sprogs måder at stave på. 

• Find 10 eksempler på svenske ord, som I ved, hvad betyder, men som staves 

forskelligt fra dansk. 

asTrid lindgren 

Født 14. november 1907 på gården Näs nær Vimmerby i Sverige. 

Død den 28. januar 2002 i sin lejlighed i Stockholm. I 

1933 begyndte Lindgren at skrive julehistorier til Landsbygdens 

jul og Stockholms Tidningen. Gennem sit store forfatterskab 

har hun opnået adskillige hæderspriser. Forfatterskabets 

mest kendte børneroman må være Pippi Långstrump, 

der udkom i Sverige i 1945 og i Danmark allerede året efter. 

Lindgren fortæller, at historierne om Pippi blev til ved, at 

hun fortalte historier om den seje pige til sin egen datter. 

i 

39

40 


• Drøft og beskriv, hvordan der 

mon ser ud i Nangijala. 

• Drøft eksempler på fantasi og 

virkelighed. 

• Hvem er fortælleren i Brødrene 

Løvehjerte? 

• Anmeld Brødrene Løvehjerte på 


& 

I kan låne bogen og læse resten 

af den, så I finder ud af, om de to 

brødre mødes i Nangijala. 

Omslag til Brødrene Løvehjerte. 

Illustration af Ilon Wikland 

• Hvilken konstruktion tilhører 

Brødrene Løvehjerte? 

• Hvilket element fører brødrene 

fra den virkelige verden til Nangijala? 

• Hvis Astrid Lindgren havde valgt 

at skrive romanen som tilhørende 

den lukkede konstruktion, hvordan 

ville den så være indledt? 

Skriv indledningen til Brødrene 

Løvehjerte, som den kunne være 

skrevet, hvis den tilhørte den lukkede 

konstruktion. 

sTepHen king 

Stephen Erdwin King er født 1947 i 

Portland, Maine, USA. Han er en 

succesfuld amerikansk forfatter, 

der især er kendt for sine gyserromaner. 

Kings bøger er blandt de 

bedst sælgende bøger nogensinde. 

King har desuden skrevet 

manuskripter til film og tv-serier. 

Hans hovedpersoner er ofte almindelige 

mellemklassefamilier, børn 

og ofte forfattere, der bliver kastet 

ud i tiltagende rædsler. Han skriver 

også mere almindelige litterære 

værker, deriblandt novellerne 

The Body, Rita Hayworth og 

The Green Mile. Flere af dem er filmatiseret. 

i

Thi her findes tigre 

af Stephen King 

Charles trængte frygteligt til at komme på toilettet. Det hjalp ikke, at han prøvede på at 

bilde sig ind, at han kunne vente til frikvarteret. Hans blære skreg til ham, og Miss Bird 

havde set, at han sad og vred sig. 

Der var tre lærere, der underviste i tredje klasse på Acorn Street underskole. Miss 

Kinney var ung og blond og livlig og havde en kæreste som hentede hende efter skoletid 

i en blå Camaro. Mrs. Trask var skabt som en marokkopude og satte sit hår op i fletninger 

og lo bragende. Og så var der Miss Bird. 

Charles havde hele tiden vidst, at han ville ende hos Miss Bird. Han havde vidst det. 

Det havde været uundgåeligt. Hun lod ikke børnene gå i kælderen. Kælderen, sagde 

Miss Bird, var dér, hvor fyret var, og velopdragne damer og herrer kom ikke der, for 

kældre var nogle snavsede, tilsodede væmmelige steder. Unge damer og herrer går ikke 

i kælderen, sagde hun. De går på toilettet. 

Charles vred sig igen. 

Miss Bird kastede et blik på ham. „Charles,“ sagde hun tydeligt, mens hun stadig 

pegede med pegepinden på Bolivia, „skal du på toilettet?“ 

Cathy Scoot, der sad foran ham, fnisede og holdt klogeligt hånden for munden. 

Kenny Griffen fnisede og sparkede til Charles under bordet. 

Charles blev rød i hovedet. 

„Svar mig, Charles,“ sagde Miss Bird højt og tydeligt. „Skal du …“ (urinere, nu siger 

hun urinere, som hun altid gør) 

„Ja, Miss Bird.“ 

„Ja hvad?“ 

„Jeg skal i kæld- på toilettet.“ 

Miss Bird smilede. „Udmærket, Charles. Du får lov. Og næste gang er du så venlig 

ikke at vente på at blive spurgt.“ 

Almindelig fnisen. Miss Bird slog på tavlen med sin pegepind. Charles traskede op 

mellem bordene mod døren, mens tredive par øjne borede sig ind i hans ryg, og alle 

børnene, også Cathy Scott, vidste, at han skulle ud på toilettet for at urinere. Døren 

var mindst en fodboldbanes længde væk. Miss Bird fortsatte ikke undervisningen, men 

forholdt sig tavs, indtil han havde åbnet døren, trådte ud på den velsignet tomme gang 

og lukkede døren efter sig. 

Han gik hen ad gangen mod drengenes toilet 

(kælder kælder kælder HVIS JEG VIL) 

lod fingrene glide hen over væggens kølige fliser, lod dem hoppe hen over de meddelelser, 

der var sat fast med tegnestifter på opslagstavlen og let hen over den røde 

41

42 


(KNUS GLASSET I TILFÆLDE AF NØDSITUATION) 

brandalarm. 

Miss Bird kunne lide det. Miss Bird kunne lide at få ham til at rødme. For øjnene af 

Cathy Scott – som aldrig skulle i kælderen, var det retfærdigt? – og alle andre. 

Gamle t-æ-v-e, tænkte han. Han stavede det, fordi han i fjor havde besluttet sig for at 

tro, at Gud ikke betragtede det som en synd at sige det, hvis man bare stavede det. 

Han gik ind på drengenes toilet. 

Der var køligt derinde, og der hang en svag, ikke ubehagelig lugt af klor i luften. Nu, 

midt på formiddagen, var der rent og tomt, fredeligt og ganske behageligt, slet ikke som 

det tilrøgede, stinkende aflukke i Star Theatre inde i byen. 

Toilettet 

(kælderen!) 

var bygget som et L, hvis korte side var dækket af små, firkantede spejle og hvide 

porcelænshåndvaske og en holder med papirshåndklæder, 

(NIBROC) 

den lange side var udstyret med to urinaler og tre toiletaflukker. 

Charles gik rundt om hjørnet efter at have stirret gnavent på sit smalle, temmelig 

blege ansigt i et af spejlene. 

Tigeren lå henne i den anden ende, lige neden under det nobrethvide vindue. Det var en 

stor tiger med gulbrune persienner og mørke striber hen over pelsen. Den så vagtsomt op 

på Charles, og dens grønne øjne blev små sprækker. En slags silkeblød, spindende knurren 

trængte ud fra dens mund. Glatte muskler spændtes, og tigeren kom på benene. Dens hale 

piskede og frembragte små klingrende lyde mod det sidste urinals porcelænsside. 

Tigeren så temmelig sulten og meget ondskabsfuld ud. 

Charles skyndte sig tilbage ad den vej, han var kommet. Døren syntes at være en 

evighed om at lukke sig pneumatisk hvæsende bag ham, men da den gled i, betragtede 

han sig som sikker. Denne dør åbnedes kun indad, og han havde aldrig hørt om tigre, der 

var kvikke nok til at kunne åbne døre. 

Charles tørrede sig om næsen med bagsiden af hånden. Hans hjerte hamrede så hårdt, 

at han kunne høre det. Han trængte stadig til at gå i kælderen, mere end nogen sinde. 

Han vred sig, klynkede og pressede en hånd mod underlivet. Han skulle altså sådan 

i kælderen. Hvis han bare kunne være sikker på, at der ikke kom nogen, ville han bruge 

pigernes. Det var lige ovre på den anden side af gangen. Charles så længselsfuldt på det, 

vidste, at han aldrig turde vove det, ikke om der så gik en million år. Hvad nu hvis Cathy 

Scott kom? Eller – åh rædsel – hvad nu hvis Miss Bird kom? 

Måske var tigeren bare indbildning. 

Han åbnede døren på klem og kiggede ind. 

Tigeren stirrede tilbage på ham bag L’ets hjørne, og dens øjne lyste grønt.

Charles syntes, at han kunne se en lille blå plet i det strålende grønne, som om tigerens 

øje havde ædt et af hans. Som om … 

En hånd lagde sig om hans hals. 

Charles udstødte et halvkvalt skrig og mærkede sit hjerte og sin mave arbejde sig op 

gennem halsen. Et frygteligt øjeblik troede han, at han ville tisse i bukserne. 

Det var Kenny Griffen, der smilede selvtilfreds. „Miss Bird sendte mig ud efter dig, 

fordi du har været væk i flere år. Du får ballade.“ 

„Ja, men jeg kan ikke gå i kælderen,“ sagde Charles, der følte sig svag efter den skræk, 

Kenny havde jaget i ham. 

„Du har forstoppelse!“ klukkede Kenny henrykt. „Vent til jeg fortæller Caaaathy det!“ 

„Det vil jeg råde dig til at lade være med!“ sagde Charles indtrængende. „Det har jeg 

for resten heller ikke. Der er en tiger derinde.“ 

„Hvad laver den dér?“ spurgte Kenny. „Pisser den?“ 

„Det ved jeg ikke“ sagde Charles og vendte ansigtet ind mod væggen. „Jeg ville bare 

ønske, den ville forsvinde.“ Han begyndte at græde. 

„Hov,“ sagde Kenny forvirret og, lidt skræmt. „Hvad er der i vejen?“ 

„Hvad nu, hvis jeg bliver nødt til det? Hvad nu, hvis jeg ikke kan lade være? Miss Bird 

vil bare sige …“ 

„Kom nu,“ sagde Kenny og tog ham i armen med den ene hånd, mens han skubbede 

døren op med den anden. „Du skal nok klare det.“ 

De gik ind, før den rædselsslagne Charles kunne nå at rive sig løs og flygte tilbage til 

døren. 

„Tiger,“ sagde Kenny med foragt i stemmen. „Mand, altså, Miss Bird slår dig ihjel.“ 

„Den er omme på den anden side.“ 

Kenny begyndte at gå forbi håndvaskene. „Kis-kis-kis? Kis?“ 

„Lad være!“ tyssede Charles. 

Kenny forsvandt rundt om hjørnet. „Kis-kis? Kis-kis? Kis-?“ 

Charles styrtede ud ad døren igen og pressede sig ind mod væggen, ventede med 

hænderne for munden og øjnene klemt i, ventede, ventede på skriget. 

Der kom ikke noget skrig. 

Han havde ingen anelse om, hvor længe han stod dér, stivnet og med en blære, der var 

ved at sprænges. Han så på døren til drengenes kælder. Den sagde ham ingenting. Det var 

bare en dør. 

Han ville ikke. 

Han kunne ikke. 

Men til sidst gik han ind. 

Håndvaskene og spejlene var pæne, og den svage lugt af klor var uforandret. Men det 

var, som om den dækkede over en anden lugt. En svag, ubehagelig lugt som af 

43

44 


kobber, der lige var blevet klippet igennem. 

Med en (tavs) skælven gik han ind i L’ets hjørne og kiggede rundt om det. 

Tigeren lå fladt på gulvet og slikkede sine store poter med en lang, lyserød tunge. Den 

så ligegyldigt på Charles. Der sad en stump af en skjorte fast i en af dens kløer. 

Men hans tissetrang var en hvidglødende pine nu, og han kunne ikke modstå den. Han 

skulle. Charles listede på tæer tilbage til den hvide porcelænskumme nærmest døren. 

Miss Bird brasede ind, netop som han var ved at lyne sine bukser. 

„Nå, din modbydelige, snavsede lille dreng,“ sagde hun, næsten eftertænksomt. 

Charles holdt øje med hjørnet. „Undskyld, Miss Bird – tigeren – jeg skal nok gøre vasken 

ren – jeg bruger sæbe – jeg sværger, at jeg nok skal…“ 

„Hvor er Kenneth?“ spurgte Miss Bird roligt. 

„Det ved jeg ikke.“ 

Han vidste det virkelig ikke. 

„Er han omme bagved?“ 

„Nej!“ råbte Charles. 

Miss Bird gik hen til det sted, hvor væggen drejede. „Kom her Kenneth. Nu med det samme.“ 

„Miss Bird …“ 

Men Miss Bird var allerede rundt om hjørnet. Hun ville kaste sig over ham. Charles 

tænkte, at Miss Bird snart ville finde ud af, hvad det betød, når nogen kastede sig over én. 

Han gik ud ad døren igen. Han drak lidt vand af drikke-kummen. Han så på det amerikanske 

flag, der hang over indgangen til gymnastiksalen. Han så på opslagstavlen. Uglefar 

sagde INGEN FORURENING, DET ER NU MIN MENING. Betjent Venlig sagde GÅ ALDRIG 

MED FREMMEDE. Charles læste det hele to gange. 

Så gik han tilbage til klasseværelset, gik ned mellem bordene til sin plads med blikket 

rettet mod gulvet og gled ind på sin stol. Klokken var et kvarter i elleve. Han tog Roads to 

Everywhere frem og begyndte at læse om Bill ved Rodeo-stævnet. 

Efter læsning af Thi her findes tigre 

• Find fem ting i novellen, der undrer dig i forhold til at forstå novellen fuldt ud. 

Prøv at formulere de fem ting som spørgsmål. 

• Drøft med en klassekammerat, hvilke fem spørgsmål I har. Er det de samme? 

• Kan I i fællesskab finde svar på nogle af spørgsmålene? 

• Diskuter de spørgsmål, der undrer jer, og prøv at finde svar ved at tolke, hvad 

tigeren kan være udtryk for i overført betydning. 

(1985)

• Drøft fælles i klassen, hvad novellen handler om. Og undersøg, om der stadig 

er spørgsmål, der undrer jer. Hvilke mulige svar er der? 

• Det fantastiske ligger mellem eventyr og uhygge. Hvor befinder denne novelle 

sig? Find steder i teksten, der begrunder jeres svar. 

• Hvilken konstruktion tilhører teksten? 

Se filmen Lykkefanten 

Filmen Lykkefanten varer 55 min. Stop filmen efter ca. 30 min., hvor moren spiser 

gulerødder på en temmelig heftig måde. 

• Overvej og drøft, hvordan filmen fortsætter. Er der nogle spor eller stemninger, 

der peger på, hvad der vil ske? 

• Lav fem minutters hurtigskrivning om, hvordan I forestiller jer, at filmen fort- 

sætter. 

45

46 


Efter filmen 

• Se på jeres hurtigskrivning 

– udviklede filmen sig, som I for- 

ventede? Hvad lignede? Og hvad 

var forskelligt? 

Vælg at besvare to af følgende 

opgaver: 

1. Forestil dig, at mormoren får 

bragt en efterlysning af Ida og 

moren i radioen. Hvordan vil 

den lyde? 

2. Forestil dig, at Ida i stedet for 

at ringe til Thailand, ringede til 

Børnetelefonen. Hvordan kunne 

samtalen lyde? 

3. Sammenlign fremstillingen af 

børn og voksne. Tillægges de 

særlige egenskaber alene på 

grund af deres alder? 

Scene fra filmen Lykkefanten 

4. Clara, Idas veninde, skriver 

dagbog. Skriv en side i hendes 

dagbog fra den dag, hvor hun er 

sammen med Ida, og Ida har en 

ørering til hende. 

5. Skriv et postkort fra faren i Paris. 

6. Lav et digt over Idas følelser 

og stemning, når hun ringer til 

Thailand. I digtet skal første 

linje i hver strofe begynde med 

jeg. 

Find eksempler på, at filmen Lykkefanten 

er en fantastisk fortælling 

• Hvilken af de tre konstruktioner 

tilhører den? Hvorfor? 

• Hvad drejer filmen sig egentlig 

om? (Læs bag linjerne.)

eventyr det fantastisk-eventyrlige det fantastiske det fantastisk-uhyggelige uhygge 

Det fantastiske ligger midt imellem eventyret og det uhyggelige gys 

Den fantastiske fortælling defineres 

ved tvivl og tøven 

Fantastiske fortællinger fremkalder en 

tøven hos læseren. Denne tøven er en 

tvivl, der kan forklares på to måder: 

Enten sker der noget overnaturligt 

– noget mirakuløst og eventyrligt, eller 

også har det, der finder sted, en naturlig 

forklaring, fx en psykologisk forklaring 

så som at det er en drøm, en hallucination 

eller en nærdødsoplevelse. 

Det skulle gerne både være læseren 

og en eller flere af fortællingens personer, 

der skal opleve tøven over for det, 

der sker i teksten. 

Man kan sige, at det fantastiske 

ligger midt mellem eventyret og gyset. 

Eventyret indeholder også det eventyrlige 

og det overnaturlige, men hverken 

læseren eller fiktionens personer 

undrer sig over handlingen. 

Det kan være let at få folk til at gyse 

over spøgelser og dobbeltgængere, men 

det svære er at få læseren til at tro på og 

tænke over det uhyggelige og uforklarlige. 

Det fantastiske skal få læseren til 

at tænke og undre sig. 

47

48 


Dansegruppen Marc Morris’ opsætning af Nøddeknækkeren: The Hard Nut with a Twist 

Motiv: Legetøj, der bliver levende 

Tekster, der indeholder motivet om 

legetøj, der bliver levende, går tilbage 

til den tyske forfatter E.T.A. Hoffmanns 

fortælling om nøddeknækkeren, som 

stadig danses som ballet på Det Kongelige 

Teater. I 1816 skrev Hoffmann 

et uhyggeligt eventyr for voksne: 

Nøddeknækkeren og Musekongen. Det 

handler om en juleaften hos familien 

Stahlbaum, der får gæster. En af dem er 

onkel Drosselmeier, som både er spændende 

og lidt uhyggelig. Drosselmeier 

er datteren Claras gudfader, og han 

har gaver med til alle børnene, bl.a. en 

stor nøddeknækker i form af en mand. 

Da den går i stykker, trøster Clara den, 

og giver den sin yndlingsdukkes seng. 

Gæsterne går, og børnene skal i seng. Clara 

lister op og ser til den syge nøddeknækker. 

Den lyser mærkeligt. Store mus kommer 

frem og slås mod legetøjssoldaterne, 

anført af nøddeknækkeren. Clara kaster 

en sko efter musekongen, som dør. Så 

bliver nøddeknækkeren til en smuk prins, 

som tager Clara med til sit kongerige. 

Legetøjet, der bliver levende, kan altså 

enten være et eventyrligt eller et magisk 

element i fortællingen.

Bamsen med hirsehjertet 

af Louis Jensen 

Der var engang en bamse. Hvis man ikke netop vidste det, var det umuligt at se, at 

bamsen virkelig var en bamse, for den havde ingen ører og ingen mund og ingen næse 

og ingen arme og ingen ben og intet bamseskind. 

Bamsen var nemlig en pude, der var syet af silke og fyldt med hirsefrø. 

Alligevel var det en bamse. 

Den boede i sengen hos en lille dreng, og hver aften når drengens far havde læst en 

historie højt for ham og sunget en sang og slukket lyset og sagt, at nu skulle han sove 

sødt, så nikkede drengen og trak bamsen ind under sin kind. 

Men én ting havde bamsen. 

Den havde et hjerte. Det var ganske vist ikke ret stort, for det var et af hirsefrøene, 

men det var formet præcis som et rigtigt hjerte. Og det var rødt, for den gang drengens 

mor puttede hirsefrøene ned i puden og syede den til, stak hun sig på nålen, og en dråbe 

blod dryppede ned oven på det lille hirsehjerte. 

Det var bamsens hjerte. 

Drengen vidste det godt, for når han lagde sin kind ned på puden (som jo var en 

rigtig bamse, ganske vist uden øjne og mund), så hørte han bamsens hjerte banke ud 

gennem silken og ind i sit øre, og så faldt han i søvn. 

Bamsen havde heller ingen hale, men det gjorde ikke noget, for det har næsten heller 

ingen andre bamser. 

I lang tid gik det sådan hver dag og hver aften, men så begyndte bamsen at tænke 

over alt det, den manglede, og en aften da faren var listet ud og havde lukket døren 

stille efter sig, og lyset var blevet slukket, spurgte bamsen drengen, hvorfor den ikke 

var ligesom alle andre bamser. De havde jo både mund og øjne, og den havde ingenting 

undtagen silken og hirsefrøene. 

Drengen var lige ved at sige, at det var fordi bamsen var en pude, men så lod han 

være, for han tænkte, at så ville bamsen blive bedrøvet, og i stedet lod han, som om han 

tænkte og tænkte så hele hovedet knagede, og til sidst sagde han, at det ikke gjorde 

noget, at bamsen ingen mund og øjne havde, og at bamsen alligevel var den bedste 

bamse i hele verden. 

„Og det er dig, jeg holder allermest af, selv om du hverken har ører eller mund!“ 

sagde han til sidst. 

Han mærkede, at bamsen blev glad, og han lyttede til dens lille hjerte og hørte, 

hvordan det bankede lige ind i hans øre. „Og du har et hjerte, hør selv!“ 

Bamsen lyttede efter. De hørte begge to hirsehjertet slå, og bamsen nikkede tilfreds. 

Den havde ingen øjne, det var sandt, og ingen mund, men den havde et rigtigt, 

49

50 


bankende hjerte. 

Men en aften da faren havde slukket lyset og var listet ud og langsomt havde trukket 

døren til bag sig, og drengen var faldet i søvn, stod bamsen op. Den ville ikke længere 

mangle alting, og nu havde den besluttet, at den ville rejse ud i den hvide verden for at 

finde alt det, den manglede. Det havde den hørt om i de historier, som faren læste højt 

for drengen. Dér var der altid én, der rejste ud i den hvide verden. 

Bamsen gik hen til sengekanten og kiggede ned, og selv om der var frygtelig langt 

ned, så sprang den alligevel, og den slog sig overhovedet ikke, og da den jo hverken 

havde arme eller ben, men kun silkebetrækket og alle hirsefrøene, hvoraf det, der var 

rødt, var dens hjerte, brækkede den heller ikke så meget som en eneste arm. Bamsen 

gik hurtigt hen over gulvet, for benene var jo heller ikke brækket. Den løb ud i gangen 

og ned ad trappen. Den ville ned i kælderen, for dér var en kattelem, og så tænkte den, 

at den kunne kravle ud i den hvide verden, for lemmen sad helt nede ved gulvet. Og 

kælderen kendte den godt. Dér kom den en gang om måneden, når betrækket skulle i 

vaskemaskinen. 

„Vent!“ var der en der råbte. 

Bamsen stod ved kattelemmen. Den havde skubbet lemmen op og skulle lige til at 

kravle ud. 

Det var en skjorte, en rødternet skjorte, der havde råbt. Den hang ud over vaskekurven, 

det ene ærme bevægede sig hen mod bamsen, mens den kiggede overlegent og 

blæret på bamsen, som om den ejede hele kælderen. 

Den havde en lang stribe funklende blå øjne ned over maven, og for at den ikke 

skulle gå glip af noget som helst, havde den også et øje i nakken og to forneden på hvert 

ærme og et par på hver skulder. Den kunne se alting i hele verden, så mange blå øjne 

havde den. Også bamsens røde hirsehjerte kunne den se. 

„Hvor skal du hen?“ spurgte skjorten. 

„Den vej,“ sagde bamsen og pegede på kattelemmen, ”ud i den hvide verden.“ Og så 

tænkte den, at når bare den kom ud i den hvide verden, så skulle den nok finde både en 

mund og et par øjne. 

„Hvor dum!“ råbte skjorten og lo højt, mens den løftede et af sine mange øjenbryn 

og kastede et hurtigt blik hen på en lynlås, der lå mageligt tilbagelænet på en gammel 

stol. Den skulle se, om dens ord gjorde indtryk. 

„Hvor dum, ritch-ratch, hvor dum!“ gentog lynlåsen og rettede sig op. 

„For verden er ikke hvid!“ vrængede skjorten belærende. „Den er sort! Kulsort! Alt er 

sort! Ingenting er hvidt! Ikke engang efter vaskemaskinen, for inderst inde er alt sort! 

Kulsort!“ 

„Sort som kul! Ritch-ratch!“ råbte lynlåsen. 

„Og munden er sort!“ lo skjorten.

„Og det hvide i øjnene! Ritch-ratch!“ råbte lynlåsen og lo vildt. 

Bamsen så forvirret fra den ene til den anden. 

„Det passer,“ sagde skjorten. „Jeg har selv skrevet det.“ Den pegede ned på en kugle- 

pen, der lå på gulvet lige under det højre ærme. 

Lynlåsen lynede tavs munden til, som for at understrege, at det var fuldstændig 

sandt, og at den selv havde set kuglepennen skrive det alt sammen. 

„Men hvorfor, ritch-ratch, hvorfor?“ 

Bamsen drejede hovedet. 

„Ja, det er mig, der taler,“ råbte lynlåsen, „ritch-ratch, hvorfor rejser du?“ 

„Fordi jeg mangler det hele,“ sagde bamsen og pegede på øjnene, som den ikke havde, 

og på munden, som den heller ikke havde. 

„Javist, ritch-ratch, javist!“ råbte lynlåsen. „Du ser minsandten også ualmindelig 

dum ud!“ Og så lo den så højt, at også skjorten gav sig til at le. 

„Du kan få to af mine øjne,“ sagde skjorten og slog flot ud med ærmet, da den havde 

leet færdig og set efter, om lynlåsen beundrede dens mandige latter. 

„Og min mund! Ritch-ratch! Hver en tand!“ sagde lynlåsen og lynede frem og tilbage 

så hurtigt, at bamsen tog sig forskrækket til hovedet. (Selv om den jo hverken havde 

hoved eller arme). 

„Men så vil vi have dit hjerte i stedet,“ sagde skjorten. 

„Ja, hjertet! Ritch-ratch! Hjertet!“ råbte lynlåsen og lynede, alt hvad den kunne. Først 

til den ene side og så til den anden side. „Ritch-ratch!“ Så standsede den op med et hvin 

og så snedig ud. 

„Mit hjerte,“ sagde bamsen forskrækket. 

„Ja,“ råbte skjorten og lynlåsen i kor. „Tror du, det er gratis at få møbleret et helt 

hoved!“ 

Bamsen vidste ikke, hvad den skulle sige. 

Den ville gerne have to funklende blå knapper og en hel mund fuld af gnistrede 

ståltænder. 

„Lad gå,“ tænkte bamsen, „jeg er jo proppet til randen, jeg har en hel pudefuld, så 

det ene frø kan jeg sagtens undvære.“ Og så tog den sit hjerte ud gennem en lille revne, 

hvor tråden var gået i stykker, og byttede det væk for de to blå øjne og stålmunden. 

Men det betød noget, for det var det røde hjertefrø, den byttede væk. 

Og selv om bamsen nu fik en rigtig mund og to rigtige øjne, så hjalp det alligevel slet 

ikke. Den blev ikke så jublende glad, som den havde forestillet sig. Og den sprang ikke op ad 

trapperne til drengen for at vise ham sine nye øjne og sin nye mund, men satte sig i stedet 

i det mørkeste hjørne under kældertrappen og stirrede lige frem for sig. Og selv om der var 

fire huller i hver af de to blå knapper, så var det, som om det, den så, slet ikke var levende. 

Og selv om den nu havde en mund fuld af ståltænder, så havde den ikke lyst til 

51

52 


at åbne den og fortælle det, den kunne se med øjnene. 

Det var jo, fordi hirsehjertet var væk. 

Det lå på bunden af skjortens brystlomme. Der havde skjorten gemt det, og den 

lovede sig selv, at den aldrig ville skille sig af med det igen, for den havde aldrig før haft 

et rigtigt rødt hjerte. 

„Bamsen er væk!“ sagde drengen, da hans mor gav ham tøj på om morgenen. 

Moren løftede først op i dynen og bagefter kiggede hun ind under sengen. 

„Den er væk!“ sagde drengen igen. Han havde allerede ledt over det hele, under 

dynen og oven på skabet og i kassen med legoklodserne og bag ved gardinet. 

„Den kommer igen,“ sagde hans mor. 

Men bamsen kom ikke igen. Den sad jo under kældertrappen og stirrede ud i luften 

uden at åbne munden, når drengen gik forbi. Den kunne godt høre ham, og den kendte 

den måde, han satte fødderne på, og den kunne oven i købet mærke, at drengen var ked 

af det, og at det var bamsen, han ledte efter. 

Alligevel sagde bamsen ikke noget. 

I stedet fortsatte den med at stirre lige frem for sig ud i luften. Den bed tænderne 

sammen, holdt lynlåsen lukket og sagde ikke et ord, men hele tiden så den på skjorten, 

der hang ud over vaskekurvens kant, og når drengens mor gik forbi, så daskede skjorten 

med det ene ærme, som for at fortælle, at hvis den ellers gad, så kunne den sagtens løfte 

armen og røre ved hende. 

Bamsen kunne se det inde fra det sorte hjørne under kældertrappen, og den kunne 

se hjertet. Foran på skjortens bryst var en lille bule. 

Det var hirsehjertet. 

Men den tredje dag kom drengens mor ned i kælderen. Det skulle vaskes alt sammen, 

det, der var i kurven, og da hun tog fat i skjorten for at skubbe den ned i vaskekurven, 

faldt hirsehjertet ud og trillede hen over gulvet. Og det blev ved med at trille, men fordi 

hjertet ikke var rundt som en kugle, så hoppede det først til den ene side og så til den 

anden side, før det trillede ind under kældertrappen, til venstre og til højre, indtil det 

til sidst sprang lige ind i bamsens revne og ind til de andre hirsefrø. Og da bamsen 

mærkede hjertet, og at det bankede, blev den så glad, at den både græd og lo på én gang, 

for nu havde den fået hjertet igen. 

Og bamsen græd så kraftigt, at de to blå knapper sprang af, og den lo så hjerteligt, 

at lynlåsen ikke kunne hænge fast, men faldt ned på gulvet, men bamsen mærkede det 

ikke. Den tænkte kun på sit hjerte, og samtidig savnede den drengen så frygteligt at 

det gjorde ondt, og den rejste sig øjeblikkeligt op og løb op ad alle trapperne og op i 

drengens værelse. Og fordi den var så glad, sprang den op i sengen i et vældigt hop. 

Men før bamsen løb op ad kældertrappen, åbnede den kattelemmen, og da den kiggede 

ud, ramte solen den lige på næsen, og den sagde til sig selv, at den hvide

verden ikke var sort, som skjorten og lynlåsen havde sagt. Den var grøn og blå, og det 

hvide lys var inden i og uden på alting. 

„Se!“ råbte drengen, da han kom ind i værelset sammen med sin mor, for mens 

vaskemaskinen vaskede skjorten, havde de lovet hinanden, at de ville blive ved med at 

lede overalt i værelset, indtil de fandt bamsen. Og så var det alligevel ikke nødvendigt, 

for bamsen sad allerede oppe i sengen, og drengen sprang hen over gulvet og greb 

bamsen og knugede den ind til sig. 

„Det var mærkeligt,“ sagde drengens mor og så sig undrende omkring. 

Nej, tænkte drengen. Det var ikke mærkeligt. For hvor skulle bamsen ellers være? 

Læs Bamsen med hirsehjertet 

• Hvad handler novellen om? Lav et resume. 

• Hvad er det magiske eller overnaturlige i novellen? 

Prøv at erstatte det magiske element i novellen med et realistisk element. 

• Hvilken virkning får det? 

• Kan du finde noget i novellen, der minder dig om andre fortællinger, du kender? 

• Hvad drejer novellen sig egentlig om? 

Find tekstlån * 

• Genlæs Louis Jensens firkantede 

historie, der indleder kapitlet. 

• Hvilke tekster låner han fra? Og 

hvilke tekster forventer han, at 

læseren kender? 

• Kan I finde tekstlån i Bamsen med 

hirsehjertet? 

TeksTlån 

(2000) 

Tekster låner fra hinanden. En tekst låner 

ideer fra en anden tekst og arbejder videre 

med dem i sin tekst. At opdage tekstlån kræver 

stor viden om verden og om andre tekster. 

Bibelen er en af de store fælles tekster, der tit 

lånes fra i forventning om, at vi læsere kender 

den. Derfor kan forfatteren med en lille 

hentydning få læseren til at tænke og inddrage 

en anden stor fortællings motiv, tema 

og indhold og dermed skabe en ekstra dimension 

hos læseren, hvis læseren opdager 

sammenhængen. H. C. Andersens eventyr er 

en anden af de store fælles fortællinger, der 

flittigt lånes fra. 

* 

53

54 


Stillfoto fra filmen Eksamen 

Se filmen Eksamen 

• Se først filmen fælles. 

• Del jer i grupper, der genser filmen 

med forskelligt fokus. 

Hver gruppe vælger et fokus: 

– lyd (reallyd, underlægningsmu- 

sik, lydeffekter) 

– kameravinkler og klipning 

– de fantastiske elementer 

– historien, budskab og indhold 

• Gense filmen fælles, og drøft de 

forskellige fokuspunkter. 

• Anmeld filmen på www.vildmeddansk.gyldendal.dk 

& 

Chat en fantastisk fortælling & 

Inden I selv skal skrive en fantastisk 

fortælling, kan I afprøve 

genren i chatuniverset på www. 

vildmeddansk.gyldendal.dk &

Skriv en fantastisk fortælling med sten, saks, papir 

Gennem det følgende får I et skelet til at skrive en fantastisk historie to og to. To og 

to spiller I sten, saks, papir. Sten er en knyttet hånd. Saks er pege- og langfinger formet 

som en saks. Papir er en flad hånd. 

I siger en, to med knyttet hånd, og på tre viser I sten, saks eller papir. Sten vinder 

over saks, saks vinder over papir, og papir vinder over sten. 

Vinder papir, skal I bruge det, der står ud for papir osv. 

I skal først vælge konstruktion 

Sten: Den åbne konstruktion. Der er to verdener tilgængelige for hovedpersonen. 

Saks: Den lukkede konstruktion. Historien foregår i et fantasy-univers. 

Papir: Den underforståede konstruktion. Historien foregår i den verden, som vi kender, 

men besøges af magiske agenter og/eller ting. 

Drøft og beskriv det univers, der vandt. Hvordan ser der ud? Hvad er det magiske? 

Vælg hovedperson(-er) til jeres historie 

Sten: Et søskendepar 

Saks: En 10-årig pige 

Papir: En computernørd 

Drøft og udform en personkarakteristik af den udvalgte person. 

Vælg en modstander 

Sten: En ond opfinder 

Saks: En mystisk kvinde 

Papir: Levende legetøj, fx en robot 

Drøft og beskriv, hvordan den valgte modstander skal give hovedpersonen modstand. 

Vælg et motiv 

Sten: Hovedpersonen er et fremmed og mærkeligt barn 

Saks: Der foregår en kamp mellem onde og gode kræfter 

Papir: Hovedpersonen har en dobbeltgænger 

Drøft, hvilken måde motivet kan udfolde sig på i jeres historie. 

55

56 


Nu har I skelettet til en fantastisk fortælling, og så er tiden inde til at skrive. 

Find en form, som jeres fortælling skal udkomme i 

Efter at I har skrevet historierne, skal I vælge en af følgende tre former til jeres fortælling. 

I kan enten bruge sten, saks, papir, eller simpelthen vælge den form, som I 

synes passer bedst til jeres historie. 

Sten: Radiohørespil 

Saks: Billedbog 

Papir: Filmmanuskript 

Radiohørespil 

Når en fortælling bliver til et radiohørespil, bliver lydsiden pludselig meget vigtig. 

Personernes forskelligheder bliver også udtrykt med deres stemme. 

Se på jeres fortælling. 

• Skriv fortællingens personer ned. 

• Øv personernes stemmer, så stemmen passer til personen. 

• Øv fortællerstemmen. 

• Læs fortællingen igennem nogle gange. 

• Læs fortællingen højt, hvor stemmerne overdrives. 

Overvej lydeffekter. Disse effekter er med til at lytteren kommer i den rette stem- 

ning. Lydeffekter kan være en dør, der smækker, eller stiletter på et stengulv. Det kan 

også være forskellige former for underlægningsmusik. 

• Optag hørespillet, eller læs det højt for klassen. På www.vildmeddansk.gyldendal. 

dk & kan du indtale dit radiohørespil direkte på websitet. Der er også mulighed for 

at lægge lydeffekter på lydfortællingen.

Billedbog 

En fortælling, der udkommer som billedbog, bliver meget anderledes. I kan fx gå på 

biblioteket og låne Bent Hallers novellesamling Ispigen og andre fortællinger samt 

billedbogen, der hedder Ispigen. Læs først novellen og bladr bagefter i billedbogen 

og se, på hvilken måde illustratoren får novellens stemning frem. 

• Gå tæt på miljø og personer i jeres egen fortælling. Hvilken stemning er vigtig at få 

frem? 

• Tænk på kolde og varme farver, og bladr billedbogen Ispigen (eller en anden billedbog) 

igennem og se, hvordan illustratoren har brugt farverne. 

• Lav tegninger, der sætter læseren af jeres historie i den rette stemning. 

• Scan tegningerne, og sæt tekst og billeder ind i Word eller Publisher. 

• Layout tekst og illustrationer, så siderne fremstår, så I er tilfredse. Nogle illustrationer 

kan fylde en side, andre kan være helt små. 

• Print og læs korrektur på teksten, og se på, hvordan det fungerer med billederne indsat. 

• Ret og færdiggør det illustrerede eventyr. 

Filmmanuskript 

Lav jeres fortælling om til et filmmanuskript. 

• Hvilke personer er med? Lav en karakteristik af dem. 

• Hvordan taler de? Hvilket slags sprog bruger de? 

• Vælg et sted I jeres fortælling, hvor personerne siger noget til hinanden. Omform 

tekststykket til replikker. 

Overvej, hvordan historien skal fortælles. 

57

58 


• Skal I som i Lykkefanten flytte filmens klimaks hen i starten, og hvor vi efterføl- 

gende får historien fortalt som et flashback? 

Gå i gang med at skrive jeres fortælling som filmmanuskript med replikker og regibemærkninger. 

• Find et sted i fortællingen, hvor I vælger en scene ud, der skal filmatiseres. 

• Lav et storyboard, hvor I tegner, hvad kameraet skal vise, og overvejer, hvilke 

effekter, lys, lyd og sted samt kameraets position skal skabe for at sætte tilskueren 

i den rette stemning. 

• Øv scenen igennem. Spil og optag den på video. 

Slutevaluering 

• Noter i din logbog: Hvad ved du om fantastiske fortællinger? 

• Hvordan læser du tekster? Hvordan vurderer du din læseforståelse ud fra din læs- 

ning af teksterne i kapitlet og begreberne at læse på linjerne, mellem linjerne og 

bag linjerne? 

• Beskriv, hvad der lykkedes rigtig godt for dig i forhold til din egen fantastiske for- 

tælling. 

• På www.vildmeddansk.gyldendal.dk & kan du finde kriterier for fiktionsskrivning. 

Gå sammen med en anden og vurder hinandens fortællinger ud fra kriterierne. 

• Er I enige i vurderingerne?

This is based on a true story 

MELLEM VIRKELIGHED 

OG ISCENESÆTTELSE

60 

mellem virkelighed og iscenesættelse 

Fotografiet Hovedspring med hest stammer fra 1904 fra Oklahoma i USA. Sceneriet er foregået i virkeligheden, 

men det ser ud til at være en ret imponerende iscenesættelse. Se godt på fotografiet – hvilken historie 

fortæller det dig? 

„This is based on a true story“ står der 

ofte, når en spændende spillefilm slut- 

ter, eller når et afsnit af ugens krimiserie 

er rullet hen over tv-skærmen. 

Men hvad kendetegner egentlig en 

true story eller en sand fortælling? 

Hvorfor bliver en fortælling mere 

interessant og relevant af at være sand 

– og kan en fortælling overhovedet 

betegnes som sandfærdig? 

Fortællingen eller fiktionen kan tilsyne- 

ladende bruge virkeligheden til noget, 

men er det også gengældt – kan virke- 

ligheden også bruge fortællingens kneb 

til noget, når den skal formidles? 

I dette kapitel skal vi beskæftige os 

med forskellige tekstgenrer, der alle har 

det til fælles, at de spiller på og udnytter 

vores opfattelse af, hvad der er virkelighed, 

og hvad der bare er fortælling, 

opspind eller iscenesættelse. 

De seneste år har der været eksperi- 

menteret meget med at blande fakta 

og fiktion inden for tv-mediet, både i 

traditionelle dokumentarprogrammer 

og reality-shows. Men også inden for

andre af massemediernes genrer er nye 

veje trådt og nye genrer opstået. Der er 

fx stor interesse for kendtes og mindre 

kendtes livshistorier fortalt via weblogs 

på internettet eller i bøger, ofte formidlet 

af en professionel fortæller, såsom 

en journalist. 

Genrer, der bevæger sig i spillerum- 

met mellem fakta og fiktion, bevæger 

sig nogle gange også i såvel den private 

som den offentlige sfære. Interessen 

for det private bliver til tider brugt som 

trækplaster, idet interessen for en kendt 

person kan være med til at etablere 

grobund for identifikation og dermed 

fange læseren af teksten. Men er det 

altid en fordel, at vi tror, at vi har et personligt 

– ja, måske oven i købet privat 

– kendskab til en teksts karakterer og 

univers? 

At være kreativ med sit sprog og være 

en god fortæller har til alle tider været 

en værdsat kvalitet – en sikker vej til et 

stort publikum. Selv små historier kan 

blive til store fortællinger, hvis de bliver 

godt fortalt. 

Vi skal i dette kapitel arbejde med 

at udvikle og udnytte jeres brug af sproget, 

og med at undersøge, hvilke ingredienser 

der skal til for at skabe en god 

fortælling – som samtidig er virkelig! 

At fortælle menneskene 

Fortællinger om mennesker har været 

projektet for fotograf Henrik Saxgren, 

da han udgav fotofortællinger i bogen 

Krig og kærlighed – om indvandringen i 

Norden (2006). 

Henrik Saxgren har ønsket at fortælle 

nogle af de menneskers historie, 

som vi normalt ikke hører. Måske for at 

få os til at få øjnene op for nogle fortællinger 

om nogle mennesker, som vi 

ellers ikke ser, kender eller vil kendes 

ved. 

„Sådan ser vi ud! 

253 immigranter og deres familier har 

stillet sig op foran mit kamera og sagt: 

Sådan ser vi ud. Vi har intet at skjule! 

253 immigranter har brugt timer 

på at lade sig interviewe, så jeg kunne 

fortælle historierne om deres liv. 

253 immigranter træder frem i 

denne bog i et forsøg på at underminere 

de fordomme, der har let spil, 

når immigranter omtales som gruppe, 

men som sjældent passer, når gruppen 

opløses i enkeltindivider med navne, 

skæbner og ansigter. 

Bogen fortæller en række forskellige 

historier om menneskers grunde 

til at rejse fra deres land, men to faktorer 

viser sig dog gennemgående: krig 

og/eller kærlighed.“ 

61

62 

mellem virkelighed og iscenesættelse

Heksekunst og tinsoldater 

af Henrik Saxgren 

Josephine Ngoma er født i 

Mufurila i Zambia i 1984. 

Hendes far var minearbejder 

og hendes mor børnehavelærer. 

Hun har tre søskende. 

Minearbejderne i kobberminerne 

var velbetalte og havde eget 

hus, så hendes første år var 

præget af forholdsvis velstand. 

Da hun var fem år, blev 

forældrene skilt, fordi hendes 

far drak, og hun flyttede med 

sin mor og søskende til Kitwe, 

hvor hun startede i skolen. 

Hendes mor arbejdede hårdt, og 

Josephine måtte tage sig af 

sin lillebror, indtil moren 

giftede sig igen og fik råd 

til at ansætte en barnepige. 

Hendes stedfar døde, da 

Josephine var 11 år – og da 

hendes mor døde to år senere, 

blev Josephine sendt ud på 

landet til et meget primitivt 

liv i en isoleret landsby hos 

sin onkel. I landsbyen dyrkede 

man heksekunst, og Josephine 

husker tiden som uhyggelig og 

skræmmende. Hun vidste, at 

hendes mor havde efterladt et 

hus – og værdier nok til at 

betale for hendes skolegang 

– men da hun skulle starte 

i secondary school, var der 

ingen penge. 

Familien havde solgt 

morens hus i Kitwe og delt 

pengene imellem sig. Så 

Josephine måtte rejse til 

hovedstaden Lusaka, hvor en 

moster, der var lærer, kunne 

hjælpe hende med at fuldføre 

skolegangen. Mosterens hjælp 

var imidlertid sparsom, og både 

det 10. og 11. skoleår betalte 

Josephine selv af de penge, hun 

tjente efter skoletid. Det 12. 

og sidste skoleår gennemførte 

hun kun delvist. Hun fik sværere 

og sværere ved at tjene de 

nødvendige penge og var ofte 

så træt, at hun ikke kunne 

følge med i undervisningen. 

Til sidst lavede hun en 

aftale med en finsk humanitær 

organisation, der arbejdede 

blandt forældreløse børn i 

slumkvartererne. Hun arbejdede 

for dem, mod at de betalte 

hendes skolepenge. 

Jani Suomi er født i 

Turku i Finland i 1969. Hans 

mor var blevet gravid som 

17-årig med en mand, der var 

dobbelt så gammel som hende 

selv, og da hun pludselig 

erkendte, at hun ville komme 

til at leve sit liv med en 

gammel mand, smed hun ham 

ud, dagen efter at Jani blev 

født. Efter en lidt flakkende 

skolegang gennemførte Jani 

tjenerskolen og fik job som 

bartender, men efter et 

par år fik han nok af fulde 

mennesker og gik frivilligt ud 

i arbejdsløshed. Han opsøgte 

nogle mere kunstneriske 

miljøer, røg hash og spillede 

musik – og var ellers fanatisk 

optaget af at skabe og male 

miniaturefigurer til sin fantasy 

world. Som 33-årig fik han 

pludselig lyst til at rejse ud 

i verden som ulandsfrivillig 

og begyndte i 2001 at arbejde 

blandt forældreløse børn i 

et slumkvarter i Zambias 

hovedstad Lusaka. Her mødte 

han Josephine. 

Josephine gjorde rent 

hos Jani, og i begyndelsen 

fandt hun ham ikke særlig 

attraktiv i hippietøj og 

snavsede sko – men efter et 

par måneder blev hun alligevel 

gravid. Hun var 17 år, og 

Jani var dobbelt så gammel. 

63

64 


De blev gift på rådhuset i 

Lusaka den 25. februar 2002, 

og Josephine kom til Finland 

i maj, hvor hun fødte sønnen 

Daliso i september 2002. Hun 

begyndte på sprogskole, men 

havde svært ved at falde til 

i det finske samfund. Hun 

følte sig udelukket, og da 

Jani også ændrede sig og blev 

„mors dreng”, som hun siger, 

følte Josephine sig meget 

isoleret og ville hjem til 

Zambia. Ægteskabet var meget 

konfliktfyldt, og når Josephine 

truede med at rejse hjem, 

truede Jani med selvmord og 

vice versa. Selv om Jani aldrig 

var fysisk voldelig, endte 

Josephine med at søge hjælp i 

det lokale kvindecenter, og de 

blev skilt i 2004. 

Josephine fik sin egen 

lejlighed, og Daliso kom til 

at bo permanent hos Jani, hvor 

Josephine besøger ham næsten 

hver dag. Hun hader Janis 

lejlighed og de mere end 2000 

miniaturefigurer og tinsoldater, 

han har stående overalt. Hun 

er lykkelig for at have fået 

sit eget sted at bo. Efter at 

have fået afslag på et utal af 

jobansøgninger (– Udelukkende 

fordi jeg er udlænding, siger 

hun), startede Josephine 

i sensommeren 2004 på en 

uddannelse som sygehjælper. 

Giv en beskrivelse af billedet Hek- 

sekunst og tinsoldater 

• Hvad i billedet fanger først dit 

blik? 

• Beskriv billedets elementer. 

Analyser billedets komposition 

• Hvordan er billedet komponeret, 

sat sammen? Linjer, symmetri, 

asymmetri, orden, kaos, farver 

mm. 

Du kan læse mere om billedanalyse 

i Ordbog på ARTLOVERS på www. 

vildmeddansk.gyldendal.dk & 

Læs billedteksten grundigt 

• Hvad gør størst indtryk på dig i 

menneskenes fortællinger? 

• Skriv et personligt brev til en af 

personerne på billedet, du vælger 

selv hvem. I brevet skal du forholde 

dig til menneskets situation.

På ARTLOVERS på www.vildmeddansk. 

gyldendal.dk & kan du finde et maleri af 

Frederik d. 6. Det er malet i 1826 af den 

berømte danske maler C. W. Eckersberg. 

Det var meget almindeligt i romantikken, 

at rige og betydningsfulde mennesker 

udvalgte berømte malere til at 

udføre deres portrætter. På den måde 

kan Frederik d. 6. være sikker på, at 

blive husket. I kraft af sin fremtræden 

på billedet fortæller kongen en historie 

om sig selv, der gør, at han bliver husket 

på en bestemt måde. 

Lyt til Frederik d. 6.s (Frede Seks) profil & 

Udsnit af C. W. Eckersbergs maleri af Frederik d. 6. 

• Skriv en liste over de elementer i billedet, der fortæller noget om kongen. 

• Beskriv ved hjælp af tillægsord (adjektiver), hvad de forskellige elementer siger 

om kongen. 

• Se på billedets komposition, dvs. hvordan de forskellige elementer i billedet er 

sammensat i forhold til hinanden (fx linjer, former, farver, blikretning – du kan 

få hjælp til analyse af komposition i Ordbog på ARTLOVERS). Analyser, hvilke 

indtryk kompositionen giver dig af kongen. 

I skal nu iscenesætte jeres eget portræt, som I hjælper hinanden med at forevige 

med et digitalt kamera. Planlæg hvilken beklædning, du vil have på, hvor fotoet 

skal tages, dit kropssprog, dit ansigtsudtryk, og udvælg nogle elementer, du vil 

have med på fotoet. Det skal alt sammen fortælle noget om dig, som du gerne vil 

have andre til at se og vide. I kan eventuelt manipulere fotoet i et billedbehandlingsprogram 

på computeren, hvis I ikke er helt tilfredse med resultatet. 

Hæng billederne op i klassen, og upload dit foto under din profil på ARTLOVERS. 

Så kan I alle se hinandens foto i det digitale klasseværelse. Fordel hinandens billeder 

mellem jer, og fortæl hinandens historier – sådan som Frede Seks gør det 

på ARTLOVERS. Historierne må gerne være det rene opspind, men de skal være 

tro mod fotoet. 

65

66 


Fortællende journalistik 

Torsdag den 1. marts 2007 er en dato, 

der vil gå over i Københavns historie: 

Ungdomshuset på Jagtvej 69 blev 

ryddet. 

Efter en del forhandlinger mellem lokalpolitikere 

og brugere af ungdomshuset 

i København endte det med, at Københavns 

politi blev bedt om at rydde 

ungdomshuset, der fire dage senere 

blev revet ned. Den vanskelige situation 

bragte sindene i kog hos mange, både 

unge og gamle. Nogle mente, at de unge 

kunne benytte de almindelige tilbud, 

som andre unge benytter, andre at de 

unge havde hævdvunden ret til „Ungeren“. 

Artiklen Da Brian Larsens nabo blev 

stormet og erobret af politiet blev bragt i 

dagbladet Politiken fredag den 2. marts 

2007, altså dagen efter rydningen. Et af 

kendetegnene ved den fortællende journalistik 

er, at den forsøger at finde gode 

historier i almindelige menneskers liv. 

På trods af at artiklen handler om Ungdomshuset, 

er rubrikken tildelt Brian 

Larsen. Handler artiklen egentlig om 

Brian Larsen? 

Læs artiklen Da Brian Larsens nabo 

blev stormet og erobret af politiet 

(Teksten er også trykt side 70-73) 

• Giv et resume af artiklen. 

• Konstruer en tidslinje, og placer 

nøglebegivenheder på tidslinjen. 

• Skriv en liste over de vigtigste 

oplysninger, teksten giver dig. 

• Undersøg artiklens sproglige stil. 

Find eksempler på nedenstående 

i teksten, og diskuter, hvilken 

indvirkning eksemplerne har på 

modtageren. 

• Er den sproglige stil refererende, 

beskrivende eller fortællende? 

• Er stilen malerisk (som at være 

der selv) eller nøgternt oply- 

sende? 

• Bliver der brugt direkte tale? 

• Skriv en kort artikel, hvor du 

objektivt, uden indlevelse og stil- 

lingtagen, beskriver rydningen af 

ungdomshuset. Husk at give din 

artikel en rubrik. 

• Diskuter, hvilke typer artikler I 

helst vil læse.

68 


70 


Da Brian Larsens nabo blev 

stormet og erobret af politiet 

af Lea Korsgaard 

Nørrebro blev vækket med et sæt, da 

en helikopter fejede hen over hustagene. 

Senere hastede Ritt Bjerregaard hjem fra 

Norge, Ruth Evensen gik til manicure. Og 

bydelen brød ud i kamp. 

På fjerde sal, Jagtvej 59, vågner Brian 

Larsen langsomt i sin seng. Det lyder, 

som om nogen buldrer på vinduet, persiennerne 

klaprer heftigt mod hinanden. 

Det må være hans haleløse kat Fanny, 

tænker han søvndrukkent – den plejer 

at mosle rundt i karmen for at få ham til 

at vågne. 

Men katten er der ikke. Og med en 

finger løfter Brian Larsen en lamel i persiennen 

og ser, hvor larmen kommer fra: 

Chop-chop-chop-chop-chop buldrer det 

fra en helikopter, der som et tungt insekt 

svæver i luften omtrent 50 meter væk. Ud 

fra maskinens bug hænger et tykt reb, 

en kampklædt betjent er på vej ned. „Nu 

sker det“, tænker Brian Larsen og flagrer 

ind i stuen, hvor udsigten er bedre. 

Klokken er syv, præcis, og det er 

nu, Ungdomshuset bliver ryddet. Det er 

nu, de politiske løsninger er tørret ud, 

nu en betjent råber „VÆK VÆK VÆK“ 

til en mor, der har taget opstilling som 

fredsvagt foran huset. Det er nu, politiet 

gennemfører den aktion, der gennem 

flere måneder har ligget på tegnebrættet 

som en ubehagelig hypotese om et møde 

mellem flere hundrede betjente og flere 

hundrede vrede unge, der ikke har tænkt 

sig at give op. 

I samme øjeblik går Nanna Torpe Jørgensen 

ud ad sin hoveddør på Prinsesse 

Charlottesgade for at tage bussen til sin 

forelæsning på RUC. Hun drejer hovedet 

mod himlen, ser helikopteren, griber fat 

i en tilfældig dame på gaden: 

„Så du også det, så du det?“. 

Gennem vindueshullerne i det sorte 

ungdomshus begynder det, der ligner 

tyk røg at vælte ud og sætte sig krast 

i øjne og mundhule. Nanna skridter 

hurtigt mod Jagtvej, drejer til venstre i 

retning af Runddelen og ser over skulderen, 

hvordan skumkanoner blæser 

hvidt skum ind i huset. Hun ringer til sin 

mor. 

Der var koncert i Ungdomshuset aftenen 

før. Punkbandet Corky & The Gang 

spillede, og da de fleste var gået hjem 

ved fire-tiden, dejsede 35 unge om på 

madrasserne på gulvet og faldt i søvn. 

Nu bliver de vækket af betjente fra politiets 

antiterrorkorps. De virker overraskede, 

som om det kommer bag på dem. 

Og de kan slet ikke nå at bruge alt husets 

skyts: I grønne kasser under vinduerne 

ligger molotovcocktails, ølflasker, gasmasker 

og brosten; oppe på taget – under 

det udspændte pigtråd – ligger jernrør, 

toiletkummer, rustne cykle og sammensømmede 

brædder. 

Lyden af ambulance nærmer sig, der er 

en af de unge, som er såret. I køkkenet står 

der stadig gryder med rester af stegt ris og 

gulerødder. På væggen har nogen engang 

skrevet med graffitibogstaver:

dag“. 

„Kampen begynder på en solskins- 

Ruth og Ritt 

Ruth Evensen bliver vækket af telefonen 

tyve minutter over syv. Det er en ven til 

en ven på Nørrebro, der ringer til lederen 

af Faderhuset for at fortælle hende, at nu 

bliver det hus, hendes frimenighed retmæssigt 

ejer, ryddet for unge aktivister. 

„Wauw“, tænker Ruth, „det er godt 

nok tidligt“. Hun forsøger at få et par 

af frimenighedens folk til Nørrebro for 

at filme begivenhederne og når lige at 

drikke en cappuccino, inden den første 

journalist bimler i telefonen. 

Omtrent samtidig, i Hövringen fire 

timer nord for Oslo, ringer en anden 

telefon. Det er Ritt Bjerregaards, men 

Københavns overborgmester tager den 

ikke, så Rådhusets direktør må lægge en 

besked til hende: Huset er ryddet. 

På Nørrebro spreder rygtet sig også 

via sms’er og mobiltelefoner. Halv otte 

er en flok hektiske journalister og sortklædte 

unge trukket sammen på Runddelen 

foran striben af bredstående betjente. 

Man kan glane hen til den flok unge, som 

politiet har anholdt inde i huset, og som 

er blevet placeret på vejen med hænderne 

bundet sammen på ryggen. 

Her er roligt. Nogenlunde. Som en 

spændt sitren. Et par håndværkere er ved 

at banke planker op foran Irmas vinduer, 

McDonald’s har beholdt gitteret nede, og 

Nordea sætter et skilt i vinduet: ’Lukket 

på grund af uroligheder’. En gut deler 

stinkbomber i sølvfolie ud, en mand 

sætter med et pfffft en kniv i hjulet på en 

beredskabsvogn, da den triller forbi. 

Pludselig rejser der sig et stemmehav 

fra mængden, folk har fået øje på en ung 

gut med dreadlocks, der har taget flugten 

fra politiet og med hænderne bundet 

på ryggen spæner hen over tomrummet 

mellem de opmarcherede politivogne og 

den glanende flok. Som en magnet suger 

han betjente til sig fra den ene side, sortklædte 

tilskuere fra den anden, og forsvinder 

i et brøl, inden han lander med 

kinden mod den våde asfalt. 

Cismofytten er lukket 

På den modsatte side af politiafspærringerne 

læner Regina i lyserød flyverdragt 

sig ind mod sin far, Claus Olsen. 

Hun skulle egentlig have været afleveret 

i børnehaven Cismofytten, men derinde 

er der sat et stort skilt op i vinduet med 

ordet „NEJ“, for nej, børnehaven er ikke 

åben i dag. 

„Der er lavet en nødbørnehave nede 

ved Blågårdsgade, men jeg kan sgu ikke 

huske adressen“, siger Claus. Han har 

taget sit arbejdstøj på. Men nu ender det 

nok med en fridag. Han kigger ned på 

Regina, smiler og giver hende et klem. 

Kort efter eksploderer Nørrebrogade. 

Klokken nærmer sig ti, og ud for Assistens 

Kirkegård tipper omtrent 50 unge en 

skramlet kæmpe-container ud på gaden. 

I baggårde henter de byggeaffald, skraldespande, 

paller og bygger på kort tid 

barrikader op, inden fire af politiets hollændervogne 

kommer bragende og pløjer 

sig som tanks igennem stablerne, så 

71

72 


de unge må kaste sig væk for ikke at blive 

ramt af en massiv kølerhjelm. 

„I dronningens og lovens navn erklærer 

jeg demonstrationen for opløst“, 

skratter det fra en af politiets megafoner. 

Og ud fra hollændervognene sluser 

kampklædte betjente sig, inden de bliver 

mødt af brosten og flasker, som flyver 

gennem luften. Horden af sortklædte 

spreder sig, de unge flintrer ind i baggårdene, 

spæner ned ad sidegaderne. 

Som Thomas, som bare er 15 år, klædt 

i en sort hættetrøje med et dødningehoved, 

og som ser sig selv som et brik i et 

spil, som en soldat i en krig, hvor ordren 

hele tiden tikker ind per sms. 

„Det kom som et chok. Men man vidste 

godt, det ville ske“, siger han. Og møblerer 

endnu en barrikade op på gaden. 

I Griffenfeldsgade ti minutter i 11 

losser betjente flere favne brosten ind i 

en mørkeblå beredskabsvogn, mens de 

gelejder en ung pige i stramme cowboybukser 

over til en husmur. 

Med håndfladerne og ansigtet vendt 

mod murstenene skal hun tage plads ved 

siden af de andre anholdte. Det er dem, 

der har gravet brostenene op. Fra deres 

lommer fisker betjente lightere, nøgler 

og papirer, som de lægger ned i gennemsigtige 

plastikposer. En betjent tager fat 

i den unge piges Fjällräv-rygsæk, hvor 

en halvliters cola stikker op fra sidelommen. 

Han roder rundt i den. 

„Føler du dig overbevist om at jeg går 

i skole?“, spørger hun rapt. Pigens håndled 

bliver bundet sammen af plastikstrips. 

„Det strammer!“, siger hun, inden 

hun bliver sat på asfalten. „Hvor lang tid 

skal jeg sidde her?“, spørger hun. 

Superflotte negle 

Omkring klokken 13 sætter Ritt Bjerregaard 

sig ind i en norsk taxa. Der er flere 

timer, til hun vil nå lufthavnen i Oslo 

– i mellemtiden er mobiltelefonen eneste 

kontakt til begivenhederne i København. 

En time senere har Ruth Evensen 

lavet en frokostaftale med en journalist 

på et pizzeria. Da de sidder og spiser, 

genkender en anden repræsentant fra 

pressen hende imidlertid og begynder 

at fotografere inde gennem ruden. Og så 

bliver pizzamanden nervøs. 

„Hvem er du? Jeg har da set dig før?“, 

spørger han Ruth og siger, hvis hun ikke 

forlader stedet, ringer han til politiet. 

Så Ruth rejser sig og går. Hun har 

alligevel en tid i en negleklinik, hvor hun 

sætter sig i stolen for at få poleret sine 

negle. Det er en gammel aftale; den slags 

skal jo også passes, mener hun. I stolen 

ved hendes side sætter Ruths sekretær 

sig med en kalender og prøver at få styr 

på alle dem, der ringer og vil tale med 

Faderhusets leder og høre, om hun mon 

har besluttet sig for, om huset skal rives 

ned. Det har hun ikke. Ikke endnu. 

Ruth synes, neglene bliver superflotte. 

Hun betaler, hopper ind i en taxa 

og vil finde et sted, hvor hun kan få sig 

en cappuccino. Og overveje, hvad hun nu 

skal gøre. 

Køleskabene er snart total tømte, men 

alligevel er der stadig kø i Ninn’s Kiosk 

ved Runddelen. Øllene på plastik-

flaske kan man stadig få, men Kingøllene 

på glasflasker til 5,50 er rippet. En 

ung gut med nitter alle vegne og en stav 

gennem næsen fisker sin pung frem. Den 

er også nittet. Ude på Runddelen kan man 

høre, hvorfor glasflaskerne er i høj kurs: 

En ældre flaskesamler sjosker rundt på 

må og få, men da han griber ud efter et 

par King-øl, stopper to unge fyre ham. 

„Den må du sgu ikke tage. De skal 

bruges til kasteskyts senere“, siger den 

ene. 

„Du må kun tage dåserne“, forklarer 

den anden. 

I Ungdomshuset har pressen fået lov 

at blive vist rundt af politiet. På vej ud ad 

døren møder de en mand fra Faderhuset 

i vindjakke. Bestemt siger han: 

„Så må I gerne forlade stedet. Det er 

privat område“. 

Klokken bliver 17. Fra alle hjørner af 

byen stimler aktivister sammen rundt 

om skøjtebanen på Blågårds Plads. Så 

bryder det bragende løs igen. 

En fyr, der kalder sig Kennetho, falder 

ned på ryggen midt i en menneskeflok 

og får tre slag på låret, inden hans fuldskæggede 

ven, Michel Winckler-Krog, 

haler ham med ind på fortovet. Kennethos 

kamera er løbet tør for batteri, så han 

stikker ind i kiosken ved siden af Konya 

Kebab & Cafe for at få sig et par nye. Bagefter 

sætter de to venner sig på et par 

grønne mælkekasser foran kiosken. De 

kigger på betjentene inde bag bilruderne, 

der blæser forbi. Snakker om, at panserne 

er så tændte, at de ikke engang kan sætte 

sig ned i bussen. De griner. 

Senere, tyve minutter over otte, tromler 

fire aktivister gennem Blågårdsgade, 

den ene har en ishockeymaske på. En 

grønthandler når lige at skubbe en palle 

frugt ind i butikken, inden røgen fra en 

tåregaspatron lægger sig over området. 

Jonas fra Jylland stæser ind i porten ved 

nummer fire og forsvinder ind i en baggård. 

Gassen river i slimhinderne, spyttet 

samler sig i munden. Inde i gården 

bliver Jonas mødt af en flok civilbetjente, 

der banker ham op mod en mur, så han 

begynder at bløde fra næsen og munden. 

„Hvad fanden er det du laver, perker“, 

smælder en af betjentene. 

Klokken er 21. På fjerde sal i Jagtvej 59 

zapper Brian Larsen rundt på sin 42-tommers 

fladskærm for at følge med i, hvad 

der sker i hans kvarter. Nede på gaden 

foran Brians opgang og Ungdomshuset er 

der roligt. Men på skærmen flakser stadig 

billeder af et Nørrebro i kamp. 

„Det er skide sørgeligt“, tænker han. 

„Det havde været så meget rarere 

med en fredelig løsning“. 

I Magistratsalen på Københavns 

Rådhus er der fredeligt, næsten tyst. Et 

par enkelte sirener trækker forbi udenfor. 

Ritt Bjerregaard, der netop er landet 

fra Norge, sidder under to gigantiske 

lysekroner: 

„Jeg vil gøre alt for, at vi ikke har 

en by, der udvikler sig sådan, at man 

kan afpresse bystyret ved at begå vold 

i gaderne. Vi lever i et retssamfund. De 

unge har ikke ret til Jagtvej 69“. 

(2007) 

73

74 


New Journalism 

I 1973 introducerede den amerikanske 

journalist Tom Wolfe i begrebet New 

Journalism. 

New Journalism var en ny retning 

inden for journalistikken, hvor det ikke 

længere er jagten på at være først med 

de seneste nyheder, der skal fænge læseren, 

men snarere journalistens evne til 

at fortælle vedkommende fortællinger 

kombineret med nyhedsformidling. 

Tom Wolfes 4 hovedregler er: 

1. Historien skal bygges op omkring 

scenarier frem for resumeer. 

2. Dialogen skal være fuldstændig frem 

for bygget op omkring citater. 

3. Fortællingen skal komme fra personernes 

synsvinkel. 

4. Der skal være beskrivelser af detaljer, 

der fortæller om personernes liv 

og miljø. 

Artiklen fra Politiken d. 8. juni 2007 

Gennem larmen kom råbet: Tango 1, han 

trækker ikke vejret er et eksempel på 

en New Journalism-artikel. Du kan se, 

hvordan Tom Wolfes fire hovedregler er 

omsat i første del af artiklen (markeret 

med pile). 

Læs uddraget igennem 

• Find flere eksempler i teksten 

på de 4 hovedregler. 

• Hvorfor er artiklen en vedkom- 

mende fortælling, der er kombineret 

med nyhedsformidling? 

Tom Wolfe 

Tom Wolfe (1931). Amerikansk forfatter og 

journalist. Han var med til at grundlægge 

New Journalism, da han i 1973 udgav artikelsamlingen 

The New Journalism med 

bidrag af kendte amerikanske forfattere 

som bl.a. Truman Capote, Hunter S. 

Thomsen og Norman Mailer. 

Tom Wolfe har udgivet bestselleren 

Forfængelighedens bål i 1987 og i 2004 

udgav han romanen Jeg er Charlotte Simmons, 

der foregår på et amerikansk eliteuniversitet. 

Inden Tom Wolfe skrev bogen, 

researchede han ved at opholde sig i universitetsmiljøet 

gennem længere tid. 

i

2. 

Dialog frem 

for citater 

1. 

Scenarier 

frem for 

resumeer 

75 

3. 

Fortællerens 

synsvinkel

76 

4. 

Beskrivelser 

af detaljer 

fortæller 

noget om 

personernes 

liv og miljø 


Du skal nu skrive en artikel, der er 

bygget op omkring de fire hovedregler 

for New Journalism 

1. Udvælg først en historie, du 

synes er god. Vælg gerne en, der 

udspiller sig i dit nærmiljø, så 

du har adgang til de personer, 

historien omhandler. 

2. Begynd dit researcharbejde, 

opsøg de involverede mennesker 

personligt eller pr. telefon. 

Forsøg også at få adgang til det 

miljø, historien udspiller sig i. 

3. Fortæl jeres historie for hinanden, 

inden I begynder at skrive. 

om den gode respons 

Respons betyder „at give tilbage“. 

Før du beslutter dig for, at din tekst er færdig, kan det 

være rigtig godt at få indsigt i, hvordan din tekst virker på 

andre. Når du skriver, har du megen viden og en forforståelse 

inde i hovedet. Den forståelse og viden har læseren 

ikke nødvendigvis, når han eller hun læser din tekst. 

Gennem respons kan du lære noget om, hvad andre oplever 

ved at læse din tekst, og dermed blive klogere på, 

hvordan din tekst kan forbedres. Måske gentager du dig 

selv, måske udtrykker du dig ikke klart, måske er din 

tekst for lang eller kort, eller måske kan din tekst gøres 

mere spændende. 

Husk, at for at I kan være åbne over for hinandens respons, 

er det vigtigt 

• altid at indlede med at sige noget positivt om modtagerens 

tekst 

• at formulere en eventuel kritik på en god og konstruktiv 

måde 

• at huske på, at responsen kun er et tilbud til modtageren, 

modtageren kan frit bruge de ideer og den kritik, 

han får. 

4. Giv hinanden respons * på, 

hvordan I styrker de fire hovedregler 

fra New Journalism i jeres 

artikler. 

5. Nu begynder det selvstændige 

skrivearbejde. Artiklen skal 

skrives i et Word-dokument, og 

ved at gøre brug at computerens 

synonymordbog skal du arbejde 

på at skabe et varieret og spændende 

sprog. 

* 

77

78 


Maleri af branden på Christiansborg Slot den 3. oktober 1884 

Herman Bang – dansk forløber for 

New Journalism 

Den 3. oktober 1884 brændte Christiansborg 

Slot. Christiansborg var dengang 

og er stadig sæde for folketinget. Den 

27-årige journalist og forfatter Herman 

Bang i var øjenvidne til branden, og 

han skrev en reportage, der blev trykt 

i dagbladet Nationaltidende, hvor han 

arbejdede som journalist. 

Bangs artikel kaldes en feature * . 

feaTure 

Feature er en journalistisk genre, 

der minder meget om skønlitteratur. 

Den bygger på sansninger og oplevelser 

og forsøger at vise frem for at 

fortælle om det oplevede: „Show it, 

don’t tell it.” 

Ordet feature betyder at fremvise. 

Featuren forsøger at give læseren 

en fornemmelse af at have været 

til stede. 

Genren stiller store krav til journalistens 

evne til at skrive og til at 

observere. Journalisten fortæller 

scene på scene, hvad der sker, men 

sammenhænge og konklusioner overlades 

til læseren. Der benyttes 

mange fortælleformer fra litteraturen, 

for eksempel synsvinkelskift, 

dialog og stort forbrug af adjektiver. 

*

Branden & 

af Herman Bang 

Nationaltidende 4. og 5. oktober 1884 

Jeg vil forsøge at skrive så roligt som muligt. Men når jeg løfter øjnene, ser jeg en 

ustandselig ildregn af gnister falde tæt udenfor vinduerne, og de bestandige knald 

fra det brændende slot når mine øren som knald af en tirailleurild. Man skriver med 

rystende hånd og sydende hoved. Meget af det skrevne vil falde sammen med andet, 

men det er uundgåeligt. 

Klokken halvsyv bragtes mig budet. Der blev en urolig støj på gaden, og mens jeg 

styrtede ud, samlede folk sig i portene, udenfor husene; der påkom én en dump angst 

som overfor et sig nærmende jordskælv. Himlen flammede, og man så allerede lyshavet 

ligesom en purpurstrøm isprængt med mørk røg. Ved Frue Kirke faldt funkerne som 

en regn. Men endnu vidste ingen, hvor ilden var. Man råbte „Kristiansborg“. Jeg hørte, 

mens jeg løb, da flammerne rødt steg op over en sidegade, et langt kvindeskrig. Det var 

en ung pige, som faldt forlæns om på jorden. 

Så så jeg på Højbro flammerne stå ud af slottets tag. Her oppe fra vinduerne så man 

tunger slikke hele rygningen. Jeg gik ned og trængte mig atter gennem mængden, den 

var tavs og nedslået. Ingen talte med hinanden. Kvinderne græd og jamrede. Ildregnen 

var så heftig, som om den udkastedes fra et krater; ført af stormen, der tog til, faldt 

funkerne som en sne af ild over Thorvaldsens Museum, over kirken, her over huset og i 

kanalen. 

Jeg kom ind gennem St. Jørgens Port. Forvirringen var ubeskrivelig. Man hørte 

uafbrudt råb om vand, skrig om at redde malerisamlingen. Det var en fuldstændig 

rådløshed. Sprøjterne arbejdede stærkt, så snart der skaffedes vand, men der var intet. 

Ildregnen faldt så tæt over slotsgården, at funkerne hængte i ens klæder. 

Den uendelige knitren af ilden lyder ligesom geværsalver. Man render allerede imellem 

hinanden for at redde de sindssvageste ting. Jeg styrtede op i malerisamlingen. 

Ved vinduerne er ilden så stærk, at håret kan svides. Lyset udefra er det eneste lys over 

galleriet. Folk stormer ud og ind, man river malerierne ned fra væggen og kaster dem på 

gulvet for at sønderbryde rammerne. 

Lige overfor i gården luer søjlegangen som et attisk tempel ved en solnedgang. Vi 

løber omkring med enkelte døsige lygter for at skelne mellem malerierne: Det er umuligt. 

Skodderne rives op, og vi ser så meget vi kan; vi river malerierne løs hulter til bulter. 

Jeg får fat i nogle hollandske småbilleder, en anden river dem ud af min hånd, og det 

går videre for at finde andre. Jerichaus Ofelia ligger lige i skæret og bliver som levende 

midt i lyshavet. Man løsner figuren fra sokkelen, der, omvendt, ligner en ligkiste. 

79

80 


Således bæres den bort. De evindelige drøn fortæller, at branden bliver heftigere. Man 

bærer „Panterjægeren“ ned. De uafbrudte „skynd Dem – skynd Dem“ lyder gennem 

halvmørket. 

Der er her ingen panik. Kun en travlt syslende rædsel. Jeg går ned ad trapperne. 

Folk stimler uafbrudt op. Man kaster malerierne og går atter op. Der var malerier oppe 

under loftet, som ikke reddedes. En enkelt figur strålede pludseligt i flammeskær midt 

i halvmørket. 

Jeg gik over på den anden side af porten op i rigsdagslokalerne. De var forladte. En 

brandmand råbte flygtende „her er ingen vand.“ Gangene svømmede i rivende søer. 

Jeg mødte ingen. Røgen begyndte at fylde gangene, hvor der var fuldstændig sort. Jeg 

trængte frem til folketingssalen og ind i den. Der var i loftet et hul, hvorfra flammerne 

væltede ned med lyse tunger. Og stadig disse små knald af ild oven over, og lige over mig 

de små gemytlige flammer, som kælede hen over gesimserne. Der så ikke ud til at være 

noget reddet. Bøger og manuskripter flød rundt på bordene og på gulvet. Man kunne 

næsten tænke sig et stormfuldt møde, hvor det var gået på næverne løs. 

En mand kom løbende gennem gangen for at ville redde et eller andet. Det var værdipapirer, 

indesluttede i en pengekiste, den var så tung, at man ikke kunne slæbe den. 

To mænd forsøgte at bryde den op. Det var umuligt. I et af de næste værelser brændte 

en astrallampe roligt midt på dagligstue-bordet. Det så hjemligt ud. 

Gangene var sorte af røg og sod. jeg hørte nogle lange og flygtende kommandoråb 

– og måtte ud. Lidt efter styrtede loftet. Jeg løb over slotsgården. Der regnede ligefrem 

kugler af ild og glødende murbrokker. Mellem søjlerne føg det som med hagl. Der var 

sparsomt ly mellem søjlerne. Gården ryddedes. Den overgaves redningsløst til denne 

ødelæggelse. 

Jeg trængte atter opad Folketinget til, ad den modsatte indgang. I det forreste værelse 

borede flammerne sig ligesom små spidskugler ud gennem en hvid dør. Ligesom om den 

blev gennemskudt og til sidst lignede et flaskestativ. Jeg gik forbi døren ud på en mørk 

gang. Jeg mærkede mig nøje vejen for ikke at fare vild. Men indtil min dødsdag vil jeg 

høre denne ustandselige knitren af flammerne over mit hoved. Og buldret som af en 

brølende og mægtig lem, der styrtede i over mit hoved. Jeg nåede en trappe. Flammerne 

havde grebet den nedefra – den forkullede afsats hang lige overfor mig dækket af et 

sydende mylder af funker. Der var en grufuld skønhed over denne trapperest, som hang 

midt mellem flammerne. Nede var det et bål. 

Jeg så det alt i et nu. 

Bag mig hørte jeg et brag, det var døren i salen som faldt. Det var i et sekund et 

brændende væld af ild skinnende lys i farven, sejrrig og hoverende. Vi to-tre fór tilbage, 

råbte til et par, som kom, at der var fare, og alt var forbi, strømme af unyttigt vand flød 

om vore fødder.

To af os trængte ind et andet sted. Det var en spinkel bagtrappe, fuld af vand, en tom 

vandslange dovnede midt i sølen. Denne trappe var forfærdelig. Vi mødte brandmænd, 

som skreg på vand: vand, vand eller det er forbi. Stærke karle vred deres hænder og 

forbandede. Der var ingen ledelse. „Sig vi må have vand ...“ ,„Vi kan ikke mere.“ Man 

styrtede ned efter vand. Vi kom forbi en jerndør som var gloende. Under branden så jeg 

tre gange sådanne jerndøre, som ikke fugtedes. 

Denne dør blev bulet af ildens magt. Der var varmere end i en bageovn, en stikkende, 

utænkelig hede. Vi trængte højere op. En brandmand holdt vagt øverst. Det var lige ved 

taget, og ganske nær hørte vi en stærk susen af flammerne. De seks, syv ansigter, jeg så, 

var hvide, trods det røde skær. 

Med ét lød et – tilbage – og en brændende lem faldt ned forbi os. Derpå blev det 

ganske mørkt. Jeg ved ikke, hvad der så skete. Nogle stemmer skreg: stands – stands 

– det brænder under os. Men råbene lød ligesom utydeligt, og vi standsede ikke. Vi styrtede 

frem i ravmørke og faldt over slangerne, som lå glemte på trappen. Røgen fyldte 

rummet med en kvalm og uigennemtrængelig masse. Sådanne sekunder, medens man 

hørte skriget af de flygtende brandfolk, man ikke så, og flammernes kogen langs den 

afsats man lige har forladt – sådanne sekunder er evigheder. 

Vi gled i vand, kom atter op; jeg pressede lommetørklædet i munden og fremad. Så 

kom vi ned. Da lød der rædselsfulde brag. De sagde, det var riddersalen, som styrtede 

sammen. Inde fra bygningen lød et langt hyl. 

En soldat møder mig. Hans ansigt er ligesom afsvedet af ilden. Han gik omkring 

mekanisk og slog meningsløst med armene. 

– Var det riddersalen? 

– Ja. Jeg stod ved siden af dem. De råbte, at vi skulle gå – tre mænd blev der. Så faldt 

loftet. De var alle tre der – så langt fra mig – og han udstrækker virrende armen – så 

langt. De tre blev straks begravet – væk, ind under. Af den tredie så jeg armen og tog fat 

i den ... Åh – hvor han skreg, som han skreg ... og så væk ... vi fik ikke fat ... 

Jeg går atter ind i den lukkede gård. Flammerne slår ud af bel-etagens vinduer. Da 

steg denne skrækkelige knitren til lyden af en uhyre storm. Det var et forfærdeligt drøn 

af ilden som brusen af selve havet. Og midt i denne heksedans af ild de dundrende brag 

af mure, som styrtede sammen. 

I folketingsfløjen stod de nøgne mure med gabende vinduesåbninger, lige så mange 

svælg ind til den gule og lystige ild. Så megen ild. 

Vi gik tilbage til ridebanen. Forvirringen var ubeskrivelig. Militær ankommer i 

skarer, men ingen kommanderer. Man slæber møbler, puder, sengeklæder og nips ud 

fra audienssalen. Jeg så en soldat rende med en flaskekurv fyldt af tomme flasker, en 

anden med en eneste broderet pude. Man skriger og slår vinduer ud eller ind. Der er 

ingen stige og ingen vand. 

81

82 


Da så vi, som stod i gården, et svagt lysskær lige ved et vindue over højesterets 

arkiv. Som om man havde stillet en lampe dækket af en skærm lige ved dette vindue. 

Dette skær vedblev, det var ganske svagt, men ængstende. Vi råbte, at det brændte; at 

det havde fænget ved dette vindue. Ingen hørte. Jeg så en mand med raseri besværge en 

overordnet – en militær – at undersøge, om det ikke brændte her. Man gjorde intet. Og i 

næsten ti minutter sås dette svage lampeskær – indtil med pludselig knitren vinduerne 

sprængtes og flammerne slog op om karmen. 

Da begyndte alle at råbe. Der var hundreder af mennesker bag disse værelser. Man 

brød oppe i den tilstødende sal vinduet op og råbte ned. Det var soldater og civile. Vi 

hørte ikke, hvad de skreg uden: Der er ild ... Vi så dem anstrenge sig for at råbe os op 

– umuligt ... De slog med armene og kastede lange tæpper ud. Forgæves. 

Der lød et skrig om stiger. Der var ingen. De, som kom nåede ikke. En mand klavrede 

langs mezzaninen og slog med en økse et vindue ind. Og stadig råbte disse folk 

deroppe noget, vi ikke forstod. jeg havde ikke følt angst før, nu følte jeg dødsangst for 

disse mennesker, som deroppe løb meningsløst frem og tilbage, skreg ud i rummet, 

hvad ingen hørte og løb ind igen. En gammel gardersergent sagde: Og de løber vild 

deroppe ... De gange – når de taber hovedet ... De ved hverken, hvor udgang eller indgang 

er. 

Så kom de ud, sprang ned fra mezzaninen, væltede ned ad mørke trapper. Hagar og 

Ismael slæbes ud midt i vrimlen og væltes rundt i sølen. 

Jeg stod under søjlerne og hørte atter den knitren, som sagde mig, at ilden var over 

mig. Da stod flammerne ud fra begge kanter og mødtes. Slottet var tabt. 

Hele den indre gård lignede ét bål. Heden brændte vore kinder. Jeg så kongen midt 

i en klynge med sine to sønner. Hans ansigt var forfærdet og blegt, ganske ligt en stiv 

maske. Han bevægede mekanisk hænderne i hinanden. Jeg hørte, der blev givet ordre til 

sprængning af kirkeporten. Man råbte overalt på Zeltner. Han var intetsteds. Og rundt i 

kældrene brændte gassen endnu. Man kunne ikke slukke, ingen vidste, hvor hovedledningen 

var. Således brændte gassen midt i det flammende slot. 

Alt var forvirring. En kommandør i søetaten giver ordre til at hugge ned, hugge bort, 

fløjen mod museet, portene, alt. Mængden bryder ind mod en port, som åbner sig under 

trykket med et brag, og alle struber udstøder et skrig. 

Jeg har aldrig set et sådant syn. Det var, som om disse mennesker ville kradse disse 

mure ned. Man fik hamre, økser, bjælker til våben; man vælter sig ind mod disse mure, 

de holdt, fortvivlet holdt. Vi kommer ud i kirkegården, hvor endnu alt er mørkt. Men der 

står tykke røgsøjler ud fra vinduerne. Og altid denne gruelige susen i ens øren. 

Vi gik atter ned i kælderen. Beboerne redder deres habengut ved gasskin. Da vi 

kommer op, løsner stormen brændende murstensbrokker, som falder rundt om os. Man 

kører af med store artillerivogne fyldte med alskens ting; endnu er hele denne

side af slottet mørk. Hele kirketaget er bedækket af gnister som af et fosforlag. 

Vi slap gennem kirkeporten ud og gik langs slottet. Det var et fygevejr med ild. Det 

føg gennem luften som med glødende raketstokke; det var så skinnende lyst, at gasblussene 

lignede små spædelys. 

Hele Gammelholm glødede i skæret. Frederik den Syvendes statue stod silhouetmæssig 

foran bålet. Jeg ved ikke andet ord, end at ilden hvinede om os. Man kastede 

bøger ud ad alle vinduer. Folk deroppe skreg og væltede bogmasser ud, som af os 

dernede kastedes ind på plænerne. Vandet flød overalt. Man sprang over gitret til 

Kong Frederiks statue og kastede bøgerne op på fodstykket. Midt mellem det altsammen 

stod på pladsen en simpel træseng. Jeg fandt en bog, der lå lige under den 

brændende mur. Den bar kongens chiffre. Det var: Souvenirs intimes de Napoleon III. 

Det var, som om selve luften tændtes i lue. Alt lyste af ild. Men flammerne selv var mere 

gulhvide, mere „spillende“ end den glødende luft. 

Vi kom ind i biblioteksgården. Alt var ild. Thorvaldsens værelse stod urørt endnu. 

Der var ild til begge sider. Fra den brændende fløjdør faldt flammeskæret lige på frisen 

over den modsatte dør. Man så hver skikkelse i skæret. Så hvirvledes gardinerne sammen 

af flammerne ligesom småklude, og rummet hylledes i ild ... 

Et korps kadetter fór gennem gården. Deres klæder var svedne. De havde opført sig 

som helte ... 

– Mens jeg har skrevet, har jeg hørt den fjerne susen af ilden – ruderne fløj splintrede 

ind, da man sprængte kirkeporten. Jeg har skrevet med dette bål evindelig for 

mine øjne, med et hav af gnister ned over det hus, hvori der skrives. Nu står af kongeborgen 

kun de tunge mure med de hundrede vinduer som luende Øjne. Og det minder 

forfærdeligt om et kyklophus, bygget af en jætte, der lyser sin kæmpe-storstue op med 

et skrækkeligt bål. 

Dagen, der kommer, vil vise en forkullet, takket ruin. Det var Kristiansborg. 

(1884) 

83

84 


Læs Herman Bangs Branden 

Herman Bang veksler mellem dramatisk nutid * og almindelig datid, når han 

skriver. 

• Find eksempler på, at han skriver henholdsvis i nutid og i datid. 

• Hvilken effekt har det? 

• Hvilke fremstillingsformer benytter Herman Bang sig af i Branden? Find eksem- 

pler – du kan tage udgangspunkt i faktaboksen om fremstillingsformer * . 

• Find eksempler på skønlitterære træk i featuren. 

• Drøft, hvorfor denne tekst er kendt og hyppigt læst så mange år efter, at begi- 

venheden rent faktisk fandt sted. 

Herman Bang 

Herman Bang (1857-1912) voksede op på 

Als, hvor faren var præst. Faren var psykisk 

syg og blev indlagt på et sindsygehospital. 

Moren døde, da Herman var 14 år, 

hvorefter han kom på kostskole på Sorø 

Akademi. Herman Bang ernærede sig 

som forfatter og journalist, men egentlig 

ville han være skuespiller. Som skuespiller 

slog han dog aldrig igennem. Hans 

forfatterskab bygger på et naturalistisk 

kunstsyn, og i Danmark var hans skrivestil 

banebrydende. Det samme var hans livsstil, 

da han, som noget særegent for sin 

samtid, var erklæret homoseksuel. Hans 

debutroman Håbløse slægter (1880) blev i 

første omgang afvist af censuren, fordi 

den blev opfattet som pornografisk. Herman 

Bang har skrevet mange romaner 

bl.a. Tine, Ved Vejen og Stuk. 

i 

dramaTisk nuTid 

Dramatisk nutid eller historisk nutid 

(præsens), som den også kaldes, er, 

når en tekst, som foregår i fortiden, 

alligevel er skrevet i nutid for at højne 

den dramatiske effekt og gøre teksten 

mere nærværende, så det kommer til 

at lyde som om, teksten foregår her 

og nu. 

*

fremsTillingsformer 

Når en teksts fremstillingsform skal analyseres, kan følgende fremstillingsformer 

overvejes: 

• Fortælletempo (En lang historie gøres kort med et hurtigt fortælletempo, 

omvendt kan en kort historie gøres lang med et langsomt fortælletempo) 

• Scenisk fremstillingsform (Vi er på „scenen“ et bestemt sted på et bestemt 

tidspunkt, her fremstilles en situation med personer der taler sammen, 

handlingen skrider ofte langsomt frem = langsomt fortælletempo) 

• Panoramisk fremstillingsform (Der svæves henover tid og sted, forskellige 

begivenheder refereres fra forskellige steder = ofte højt fortælletempo) 

• Direkte tanke og tale (Eksempel: Pigen så sin mor ind i øjnene og spurgte: 

„Hvorfor fortæller du mig ikke sandheden om fars død?“ Ved direkte tale 

bruges anførende sætning og oftest anførselstegn) 

• Indirekte tanke og tale (Pigen gik hen til sin mor, så hende ind i øjnene og 

spurgte om, hvorfor hun ikke havde fortalt sandheden om sin fars død. Ved 

indirekte tale slettes anførselstegnene om replikken, og der skrives i datid) 

• Åbenlys fortæller (Kommenterer og vurderer og er derfor let at få øje på) 

• Skjult fortæller (Er ofte ikke så let at få øje på) 

• Beretning (Der er en handling, der bevæger sig fremad) 

• Beskrivelse (Handlingen går i stå for at følge, hvordan noget ser ud) 

• Refleksion (Fortælleren kan stoppe op i beretningen eller beskrivelsen i det 

ydre rum, for at bevæge sig ind i det indre tankerum og reflektere, for derefter 

at vende tilbage til det ydre rum) 

* 

85

86 


Nyhedstrekanten 

Biord Udsagnsord Kendeord Tillægsord Navneord Egennavn 

Narrativ stil eller nyhedstrekant? 

Nu 

spiser 

Undersøgelser blandt avislæsere i USA 

Stedord Navneord Bindeord Navneord 

har vist, at artikler, der er skrevet i 

sin kniv og gaffel 

den narrative skrivestil, i højere grad 

bliver læst til ende og bedre huskes af 

avislæserne end artikler, der er bygget 

op efter nyhedstrekanten. Til gengæld 

opfattes artikler i den narrative stil som 

mindre troværdige end den traditionelle 

artikel. 

Traditionelle artikler er bygget 

op efter nyhedstrekanten, det vil sige 

princippet om faldende vigtighed: det 

vigtigste først, så det næstvigtigste, det 

mindre vigtige, det mindst vigtige osv. 

Nyheder og konflikter er vigtige 

parametre for journalister, der skriver 

efter nyhedstrekanten. 

Forholdsord 

med 

den 

Drengen spiser gerne havregrød for at få noget 

sul på kroppen, 

hvilket et solidt 

morgenmåltid 

kan hjælpe på. 

tynde 

pige 

Berettermodellen (se næste side * ) er 

et dramaturgisk værktøj, der bruges 

som model til at konstruere forløbet i 

en god historie. 

Berettermodellen benyttes af mange 

film- og skønlitterære forfattere, men 

også mange journalister benytter berettermodellen 

i deres arbejde, når de 

Ida 

ønsker at kombinere nyhedsformidling 

med fortælling. 

• Undersøg artiklerne i dette kapitel, 

og find ud af, om de er bygget 

op omkring nyhedstrekanten eller 

berettermodellen. 

• Diskuter, hvilken betydning det 

ville have for læserens udbytte af 

artiklerne, hvis de var bygget op 

på den anden måde. 

Personlige fortællinger og private 

fortællinger 

Selvbiografier står for en betragtelig 

andel af bogsalget. Mange vil gerne have 

indsigt i de kendtes liv, og flere og flere 

kendte udgiver deres selvbiografier, 

mens de stadig er i deres „bedste alder“ 

og har brug for stigende popularitet. Fx 

har både Hillary Clinton (2003), David 

Beckham (2002) og George Michael 

(2007) udgivet selvbiografier. 

Selvbiografien bevæger sig på 

grænsen mellem virkelighed og fiktion, 

da det jo er hovedpersonens oplevelse 

og udvælgelse af sit eget levede liv, 

der fortælles om. Det vil aldrig være 

muligt – eller interessant – at fortælle 

alt. Personen bliver nødt til at vælge de 

begivenheder og den pointe ud, der fortæller 

den historie, han eller hun gerne 

vil have frem. Derfor kan det diskuteres 

om selvbiografier er reelle vidnesbyrd

SPÆND 

SPÆNDING OG UDTRYKSSTYRKE 

ANSLAG 

ANSLAG 

ETABLERING KONFLIKT KLIMAKS UDTONING 

PRÆSENTATION UDDYBNING POINT 

OF NO 

RETURN 

KONFLIKTOPTRAPNING KLIMAKS UDTONING 

Berettermodellen er bygget op om følgende faser: 

For at få noget 

• Anslag: Fortællingens tema og konflikt slås an. 



• Præsentation: morgenmåltid Fortællingens plot, personer og miljø præsenteres. 

kan hjælpe på, spiser drengen gerne havregrød. 

• Uddybningen: Handlingen tager form. 

• Point-of-no-return: Vendepunktet, den afgørende konflikt er rullet ud, der er ingen vej 

tilbage for fortællingens implicerede. 

• konfl iktoptrapning: Konflikten bevæger sig mod det uundgåelige. 

• klimaks: Konflikten bliver løst, enten med en lykkelig eller tragisk udgang. 


• Udtoning: Konsekvensen af handlingerne udrulles, og vi får indblik i, hvordan sul på personerne kroppen, 

er kommet ud på den anden side af deres konflikt. 


morgenmåltid 

kan hjælpe på. 

om de menneskers liv – og om de overhovedet 

skal opfattes som sådan. 

Den danske forfatter Knud Romer i 

skrev i 2006 sin selvbiografi Den som 

blinker er bange for døden, men på 

omslaget af bogen står der anført: 

Det vigtigste: 

konklusionen 

roman. Alligevel har Knud Romers bog 

medført en stor diskussion både blandt 

litteraturfagfolk, almindelige læsere og 

de mennesker på Lolland-Falster, som 

bogen faktisk handler om. 

Yderligere forhold 

omkring sagen: 

TID 

TID 

* 

87

88 


Den som blinker er bange for døden (uddrag) 

af Knud Romer 

Det eneste jeg ønskede mig til fødselsdag, var ikke at have fødselsdag, og jeg lå natten 

før og bildte mig ind, at den blev sprunget over, og ingen lagde mærke til det, og det var 

aldrig sket, når jeg stod op og kom ind i spisestuen, hvor mor og far sang „Knüdchen 

hat Geburtstag, tra-la-la-la-la, Knüdchen hat Geburtstag, heisa-hopsa-sa!“ Der var kage 

med lys i – en Gugelhupf – og karameller rundt om min tallerken og gaver fra mormor 

og familien Hagenmüller og tante Gustschen og tante Inge, som boede på Mallorca og 

sendte kærlige hilsner og 10 DM. Jeg fik alt, hvad mor og far kunne give – en cykel og en 

optimistjolle og en knallert, da jeg blev 15 år – og det ville altsammen blive taget fra mig 

i løbet af dagen og punkteret og sænket og ødelagt. Når jeg pustede lysene ud og åbnede 

den sidste pakke, håbede jeg bare, at det var en bombe, og at jorden gik under. 

Det var altid for meget og forkert, og far havde taget cyklen med fra Tyskland og købt 

den i Neckermann, „Neckermann macht’s möglich!“ Den havde brede, hvide dæk, og der 

var ingen nord for Alperne, som kørte på noget lignende – jeg vidste på forhånd, at den 

var piftet, når jeg skulle hjem fra skole – og jeg kunne trække den tilbage og lappe den 

og blive ved, indtil jeg opgav det. Jeg sank i jorden af skam, når jeg rejste mig op i klasselokalet, 

fordi der stod „Knuds fødselsdag“ på tavlen, og frøken Kronov havde sagt, at 

nu ville jeg dele slik ud. Det var meningen, at man skulle gå rundt med en dåse bolsjer, 

og så skulle hver tage et. Mor havde brugt en uge på at fylde små poser af cellofan med 

lakridser og vingummier og konfekt og binde sløjfer, og når jeg delte dem ud, skar 

de grimasser, og så blev der sunget, og klassen brast i latter og sluttede „I dag er det 

Knuds fødselsdag“ med „Heisa-hopsa-sa!“ Bagefter kom det værste, og jeg delte resten 

af poserne ud i frikvarteret og inviterede til fødselsdagsfest, så var det overstået, og jeg 

kunne være nogenlunde i fred, mens de spiste slik, indtil de brækkede sig og spurgte, 

om der var mere, og sagde „vi ses!“ 

Jeg var ved at dø af skræk, når tiden nærmede sig, og de ringede på hjemme hos os 

og kom en og to og tre ad gangen og stak mig en femmer i døren – den var ikke pakket 

ind, og det var, hvad man gav i 1970, og med 20 i klassen blev det 100 kroner. Der var 

ikke andet at gøre end at lukke dem ind: Pia og Jeanne og Marianne og Georg og Kim og 

Michael og Jesper og Lisbet og Annemette og Jens-Erik og Poul og Jørgen, og hvad de nu 

hed. De var kommet for at fejre min fødselsdag, og de var allesammen ude på et, og det 

var at få sig et billigt grin og fortælle det videre til deres forældre, og de fik, hvad de var 

kommet efter. 

Mor havde dækket op i spisestuen med hvid dug og bordkort og flag, balloner og lys, 

og ved siden af hver tallerken lå der en pakke med gaver – farvekridt, glaskugler, billedlotteri 

– og hun smilede og sagde „So, Kinder, nu sætte sig og have rigtig fornø-

jelse!“ Hun serverede varme vafler og Spritzkuchen og Kartoffelpuffer med æblekompot, 

og de stirrede på det hele og kiggede efter bollerne, som ikke var der, og bananlagkagen, 

som ikke var der, og saftevandet var byttet ud med Nesquick. Der var ingen, som skulle 

nyde noget, de sad og stak i det og spildte på gulvet og knaldede balloner og tegnede på 

dugen og fnisede og kunne ikke vente på, at mor gik i gang med underholdningen. Hun 

havde arrangeret konkurrencer, og vi legede Blindekuh og Wettfischen og Mäusejagd og 

Papiertütenlauf, og man kunne kaste med bold efter dåser, og der var præmier til alle: 

„Auf die Plätze, fertig – los!“ 

De gjorde nar og kylede med boldene og fik mor til at rende rundt og samle op, mens 

de ragede til sig og stoppede lommerne med slik. Jeg lod som ingenting, når de drillede 

og talte gebrokkent og kaldte mig for „Knüdchen“ ligesom mor og bankede hinanden på 

ryggen af grin. Det vigtigste var at få dagen til at gå og komme igennem det, jeg kunne 

alligevel ikke forhindre katastrofen, som ventede forude – det var en fast tradition – og 

jeg gruede for, at det blev aften, og mor tog harmonikaen frem. Far holdt sig i baggrunden, 

og de stillede op udenfor på gaden og fik en lang pind, hvor der hang en papirlampe 

med stearinlys i. Der var lamper i alle farver og måner og stjerner og mystiske ansigter, 

som lyste op i mørket, og så rykkede vi ind på en lang række, og mor begyndte at spille 

fødselsdagssang og synge „Knüdchen hat Geburtstag, tra-la-la-la-la“, og langsomt satte 

vi i gang – Pia og Jeanne og Marianne og Georg og Kim og Michael og Jesper og Lisbet 

og Annemette og Jens-Erik og Poul og Jørgen og mig og de andre. Vi gik ned ad Hans 

Ditlevsensgade og op ad Peter Freuchensvej og rundt i kvarteret med mor på harmonika 

i spidsen, hun sang „Laterne, Laterne, Sonne, Mond und Sterne“ – og overalt kom folk ud 

og stod foran husene og fulgte optoget og strakte højre arm op til Hitlerhilsen. 

Det var umuligt, at mor ikke lagde mærke til det – hun vidste udmærket, hvad der 

foregik – og hun gjorde det alligevel. Hendes vilje var hård som stål og kold som is og 

lyste i hendes kolde, stålgrå øjne, hun havde oplevet det, der var værre, og spillet harmonika 

til jordens undergang. Det var i krigsslutningen i 1945, og mor havde opgivet 

at finde familien og cyklede ud til den tyske hær uden for Magdeburg for at få noget at 

spise. Hun fik soyabønner, og de fandt ud af, at hun havde studeret og var akademisk 

oversætter i engelsk, det ville der snart blive brug for. Inden hun så sig om, var mor indlemmet 

i „Volkssturm“ og drog af sted med resterne af 9. Armé under General Raegener 

og 15.000 unge og gamle og invalide soldater for at komme Føreren til undsætning i 

„Festung Berlin“. Men de blev afskåret af russerne, og der var lukket af. Deres eneste håb 

var at kapitulere til amerikanerne, og de kæmpede sig fri i desperation og bevægede sig 

vestpå og nordpå og nåede den anden front. General Raegener – han havde træben – og 

hans adjudant sad i bunkeren med mor, som spillede Guter Mond, du gehst so stille, mens 

bomberne hylede og bragede omkring dem, og så var det forbi. Hun kom ud af det i live, 

og når mor drejede om hjørnet og nåede tilbage til Hans Ditlevsensgade og stand- 

89

90 


sede foran vores hus med harmonikaen på skuldrene og børnene og naboerne efter sig 

i en række af lysende lamper, så sang hun højere end nogensinde og trak den sidste 

akkord længere og længere, indtil de allesammen og husene og gaderne og hele byen 

var trukket ind i bælgen og forsvundet, og mor og far og jeg stod alene med hinanden 

og fejrede min fødselsdag med et „heisa-hopsa-saaa!“ 

Læs uddraget fra Den som blinker er bange for døden 

• Hvad er situationen, da vi kommer ind i romanen? 

• Beskriv jeg-fortælleren. 

• Hvilke fremstillingsformer benyttes i teksten? 

• Hvad i teksten understøtter, at det rent faktisk er sket i virkeligheden? 

Omslag til Den som blinker er bange for døden 

knud romer 

Knud Romer er født i 1960 og opvokset i 

Nykøbing Falster. Han ernærer sig som 

reklamemand og forfatter. Knud Romer 

har blandt andet skrevet bogen Guide til 

Københavns offentlige toiletter. Den som 

blinker er bange for døden fra 2006 er Knud 

Romers debutroman, som har indbragt 

ham adskillige priser. Knud Romer har 

læst litteraturvidenskab på universitetet 

og mener, at kunsten skal være overskridende, 

afvigende og sætte sig selv på spil. 

(2006) 

i

92 


Læs læserbrevet om Knud Romers 

roman 

• Georg Græsholts åbne brev til 

Knud Romer har en anden karak- 

ter, end læserbreve sædvanligvis 

har. Hvorfor tror du, Georg Græsholt 

har valgt brevformen? 

• Hvad er Georg Græsholts budskab? 

• Diskuter, om I er enige med 

Georg Græsholt. 

Georg Græsholt afslutter med 

at bede Knud Romer om også at 

fortælle om de dejlige minder fra 

barndommen på Lolland-Falster og 

om de gode mennesker derfra 

• Diskuter, om I synes, at forfattere 

er forpligtet over for virkelighe- 

den og andre mennesker – eller 

om forfatteren i den kunstneriske 

friheds navn kan tillade sig at 

sige hvad som helst? 

dokumenT 

Ordet dokument kommer fra latin og 

betyder bevis eller belærende eksempel. 

Dokumentaren er en fortælling om 

virkelige personer i autentiske miljøer, en 

fortælling, der ønsker at belyse en faktisk 

historie. 

* 

Tv-dokumentaren: subjektiv 

virkelighedsformidling 

„Tilrettelæggeren skal ville seerne noget. 

Han skal ville ændre deres liv, deres 

holdninger, deres syn på verden. Tilrettelæggeren 

skal have en ambition om, at 

verden ser en lille smule anderledes ud, 

efter at programmet er gået over skærmen. 

Det er simpelthen en måde at lave 

mere seværdigt tv på.” 

Journalist Lars Høj om tv-dokumentaren. 

Ifølge journalist Lars Høj, der selv har 

lavet et utal af tv-dokumentarer, kan 

dokumentaren * ikke være objektiv. 

Dokumentarens præmis * er at formidle 

et bestemt syn på virkeligheden. 

Et manipuleret, subjektivt syn. Det 

betyder dog ikke, at dokumentaristen 

kan tillade sig at sige og gøre hvad som 

helst, for i det øjeblik, seeren ikke opfatter 

udsendelsen som troværdig, vil den 

have den modsatte effekt, og seeren vil 

tage afstand fra udsendelsen som propaganda. 

Seeren må ikke føle sig talt 

ned til, men skal selv have mulighed 

for at tage stilling til udsendelsens problemstillinger. 

For at formidle sit budskab benytter 

dokumentaren sig af fortælletekniske 

kneb, som er hentet fra fiktionen. 

Dokumentaren gør sig umage med at 

fortælle en god historie, og den gode 

historie er den lige vej til at nå seerens

Still fra dokumentarfilmen Nede på Jorden. Er filmen virkelighed eller fortælling? 

hjerte. En klassisk opskrift på den gode 

historie er, når mennesker udvikler sig 

fra et sted til et andet. Når de har noget 

på spil. Hvis historierne samtidig kan 

ramme seeren, således at seeren kan 

identificere sig med personerne og oven 

i købet selv blive bevæget, er kimen 

måske lagt til, at verden kan forandres 

en smule. 

præmis 

Præmis er den grundlæggende idé 

eller sætning, der udtrykker formålet 

med en film eller en tv-udsendelse. 

* 

Nede på Jorden – En rigtig historie 

Bag på kassetten til filmen Nede på 

Jorden står der: 

„Den danske Vestkyst, vinteren 

2001. På fabrikken Viking i Esbjerg farver 

terrorfrygten årets ferieplaner. Selvom 

„det skulle da godt nok være pokkers om 

Bin Laden lige var på Kreta“. 

I stedet bliver det ledelsen, som midt 

i juletravlheden sprænger en bombe. 

Fabrikken skal åbne filial i Thailand – en 

fyringsrunde truer. Hvem ryger? Hvem 

klarer den? Og hvor mange mandler skal 

der egentlig i ris a la mande? 

Nede på Jorden – en humoristisk 

dokumentarfilm – fra det virkelige 

arbejdsliv.” 

93

94 


Instruktørens ord 

Nede på Jorden (2003), instrueret af Max Kestner 

Det er sjældent, at man møder mennesker med den skarphed og lune i sproget, som 

vores hovedpersoner har. Og jeg var fra starten ikke i tvivl om, at de kunne bære en 

film. Ligegyldig hvor små deres historier måtte blive, ville de altid kunne løfte det hele 

til noget langt større. Nemlig til en morsom og hjerteskærende historie om livet nede på 

jorden. Og det har de gjort. De er absolut filmens største ressource. 

Men nemme var de ikke. De var svære. For det er svært at sætte så levende mennesker 

ind i en fortælling. Det er ikke altid, at de bliver inde i billedet. Til tider går de simpelthen 

ud og kommer ikke tilbage. Sådan er rigtige mennesker. 

Nede på Jorden er en fortælling. Det er ikke en reportage. Hovedpersonerne spiller roller 

fra et manuskript, der handler om forliste drømme og om ikke at kunne bestemme over 

grundlæggende forhold i sit eget liv. Men de har aldrig læst manuskriptet. Og kunststykket 

har bestået i, at få dem til at spille sig selv i en fortælling, som vi fortæller om dem. 

Fra en virkelighed som vi har fundet, eller måske opfundet. For sådan er fortællinger. 

Det var afgørende for mig, at filmen ikke indeholdt forklaringer af nogen art. Oplevelse 

var nøgleordet. Historien skulle drives frem af synlige handlinger fra start til slut, og 

det er lykkedes. Man kan sætte sig i mørket og lade sig drive med af hovedpersonernes 

forsøg på at løse deres små og store problemer. 

Da jeg forlod København og tog til Esbjerg, havde jeg en klar fornemmelse af, at jeg 

bevægede mig fra centrum og ud i et randområde. Sjovt nok, havde jeg den samme 

oplevelse, da jeg et halvt år senere rejste den anden vej. Historien udspiller sig der hvor 

vi alle sammen er: Nede på jorden, et sted langt fra centrum, midt i orkanens øje. 

(2003)

Historien udspiller sig der, hvor vi 

alle sammen er 

Nede på Jorden er en dokumentarfilm, 

men den er også en rigtig historie. I sin 

præsentation af dokumentarfilmen siger 

instruktør Max Kestner i , at Nede på 

Jorden er en fortælling. Hovedpersonerne 

spiller roller i en fortælling, som han har 

fundet på, og han påpeger, at den virkelighed, 

som vi ser i dokumentarfilmen, 

er en, han har fundet, eller måske endda 

opfundet. Instruktøren er tilsyneladende 

af den opfattelse, at det ikke gør filmen 

mere eller mindre vigtig, om den er virkelighed 

eller fortælling – måske er hans 

pointe, at alle historier om mennesker er 

rigtige, eller vigtige, opfundne eller ej. 

max kesTner 

Max Kestner (1969). Er uddannet tvtilrettelægger 

på Den Danske Filmskole. 

Han har arbejdet som producer 

i Danmarks Radios B & U afdeling, 

underviser på Den Danske Filmskoles 

tv-uddannelse og laver dokumentarfilm. 

i 

Se dokumentarfilmen Nede på 

Jorden 

Nede på Jorden fortæller to historier 

sideløbende: Den store historie 

om terrorisme, globalisering 

og arbejdsløshed og den lille eller 

personlige historie om angsten 

for at blive fyret, drømmen om at 

vinde i lotto og utrygheden ved at 

rejse. 

• Beskriv de to handlingsforløb i 

filmen. Er der tale om to sidelø- 

bende handlinger, eller hvordan 

fungerer de i forhold til hinanden? 

Filmen har mange scener, der 

gentager sig, fx afhentning om 

morgenen, rundbordssamtaler med 

chefen og billeder af personer gennem 

forruden af en bil. 

• Forfølg disse tre spor, og under- 

søg, hvilken sammenhæng og 

udvikling der er i hvert enkelt 

spor, og drøft hvilken funktion, 

de har. 

Der er tidspunkter i filmen, hvor 

den forlader fortællingens ramme 

for at kommentere sig selv på et 

ikke virkelighedsnært spor. Det 

gør den, når der skiftes til billedforløb 

af himmelformationer, 

skyer, stjerner og månen og endelig 

afslutningsvis, hvor virkelighedsbilledet 

brydes totalt, da det sner på 

kvinderne i team 5. 

95

96 


• Hvilken effekt har disse pauser 

på seeren? 

• Drøft, hvad meningen er med 

sneen, der daler til slut. 

Instruktør Max Kestner bekender 

klart sin præmis: at fortælle en 

historie – ikke en reportage om 

livet på jorden. 

• Hvad er det, der gør, at filmen 

alligevel er en dokumentarfilm, 

og ikke ren fiktion? 

Når nu Max Kestner også er ude på 

at fortælle en god historie, er det 

oplagt at se filmen i lyset af berettermodellens 

struktur. 

• Prøv om Nede på Jorden kan 

passe ind i berettermodellens 

fortællestruktur. Uddyb med kommentarer 

til hver fase, hvordan 

strukturen passer. 

Journalisten Lars Høj var inde på, at 

„Tilrettelæggeren skal ville seerne 

noget. Han skal ville ændre deres 

liv, deres holdninger, deres syn på 

verden.“ 

• Overvej, hvad denne dokumen- 

tarfilm gør ved dig. Føler du dig 

underholdt, bevæget, provokeret, 

be- eller afkræftet i dine fordomme, 

oplyst eller ladt kold? Hvorfor? 

• Anmeld Nede på Jorden på www. 


Blog – fortællinger fra det private? 

Mange mennesker, både almindelige og 

offentligt kendte, har deres egen blog 

på internettet. Blog er en sammentrækning 

af ordene Web og Log. Log henviser 

til logbogen, webloggen er en personlig 

side på internettet, der vedligeholdes 

af en blogger – en offentlig dagbog på 

internettet. Enhver kan oprette sin egen 

blog, og enhver kan kommentere på 

en hvilken som helst blog. Bloggeren 

opdaterer jævnligt sin blog med nye 

poster (indlæg). Bloggen er blevet kaldt 

demokratiets genkomst på nettet, fordi 

enhver har en stemme på nettet og har 

samme ret til at udtale sig. Vejen fra 

tanke til offentlighed er med webloggen 

gjort betydelig kortere – omvendt kan 

hvem som helst skrive hvad som helst, 

uden at der er noget krav til sandhedsværdien. 

Læseren kan således ikke være 

sikker på, at det skrevne er hverken 

sandt eller alvorligt ment. Diskussioner 

og kommentarer vil ofte være præget 

af personlig indlevelse og en subjektiv 

synsvinkel i forhold til officielle kommentarer 

og notitser i massemedier, der 

tilstræber en nøgtern, objektiv vinkel 

på emner og begivenheder. 

Udover at vi via weblogs kan følge 

med i sladder og personlige historier, 

bliver weblogs brugt af journalister 

til at orientere sig i og til at debattere 

emner, af politikere til at nå deres vælgere, 

af forbrugere for at få den bedste 

vare samt som kommunikationsform

Screendump fra webloggen Kampagnesporet. Familien rejste rundt i USA 2007-2008 og bloggede om det 

amerikanske primærvalg 

97

98 


om alt mellem himmel og jord. 

I lande uden ytringsfrihed kan 

webloggen desuden fungere som et rum 

for fri tankeudfoldelse og frie meningsudvekslinger. 

• Gå på jagt efter en blog, du finder 

interessant, og skriv din kommentar 

til det diskuterede emne på 

bloggen. 

Dette foto blev kåret som World Press Photo of the Year i 2006. Vinderfotoet viser en gruppe unge libanesere, 

som i en åben sportsvogn kører rundt mellem ruinerne i en gade i den sønderbombede by Haret Hreik 

i det sydlige Beirut, Libanon, den 15. august 2006 

synopsis 

Synopsis er en sammenfattende oversigt over en 

fremstillings centrale emner og forløb. Din synopsis 

bør indeholde problemformulering, disposition, 

præsentation og kort diskussion af emner, begrundelse 

for emnevalg, metode til at fremstille dokumentarfilmen 

samt konklusion på dokumentaren. 

En synopsis er altid et oplæg til mundtlig fremlæggelse 

og til dialog. I skal derfor også planlægge 

at fremlægge jeres synopsis. 

*

Afsluttende opgave 

I kan vælge mellem tre forskellige produkter: 

• Skriv en synopsis * til en dokumentarfilm. På www.vildmeddansk.gyldendal.dk 

& kan I finde en skabelon til en synopsis. 

• Skriv en New Journalism-artikel. 

• Opret og igangsæt en weblog. På www.vildmeddansk.gyldendal.dk & kan I 

finde gode råd til at starte en weblog. 

I skal indledningsvis skrive en faglig begrundelse for, hvorfor I vælger at udfolde jer i 

den pågældende genre – hvorfor er den genre vigtig? 

For at løse opgaven får I brug for de redskaber og den viden, I har tilegnet jer gen- 

nem kapitlet. 

• Læs og gennemgå de tekster igen, der vedrører din genre. 

• Lav en brainstorm over alt, hvad du ved om din genre. 

• Beslut dig for, hvilket tema du ønsker at belyse, eller hvilken fortælling, du har 

på hjerte. 

• Skriv en disposition over, hvad dit produkt skal indeholde. 

• Giv din fortælling en struktur. 

Hvis du skriver en artikel, skal du huske også at arbejde med artiklens layout. 

Hvis du opretter en blog, skal du skrive et spændende oplæg, der lægger op til 

debat, og få nogle af dine klassekammerater til at skrive indlæg, du kan respondere 

på. 

• Skriv første udkast af dit projekt, og giv hinanden respons. 

• Indarbejd den respons, du får – er der nogen ideer eller forslag, du kan bruge? 

Fanger du læseren? 

99

100 


Når du mener, at dit produkt har fået det rigtige indhold samt en passende form, 

laver du et print og læser korrektur. Det betyder, at du tjekker sprog, stavning og 

tegnsætning. Da du let kan overse fejl hos dig selv, er det en god idé at bytte tekst til 

korrekturlæsning med en klassekammerat. 

Evaluering af dit produkt 

Når I har fremlagt jeres afsluttende opgave, skal I igen give hinanden respons på jeres 

opgaver. I skal arbejde videre i de samme grupper, så der er mulighed for at kommentere 

på udviklingen i projekterne, samt den måde I har benyttet jeres tidligere 

respons på. 

Ved responsen skal I forholde jer til: 

• I hvor høj grad produktet lykkes i forhold til præmissen (den faglige begrundelse, 

som skulle formuleres til at begynde med) 

• Brugen af de redskaber, der knytter sig til den pågældende genre 

• Argumentationsformen 

• Layout – hvor det er relevant 

• Budskabet: Er budskabet klart – hvorfor, hvorfor ikke?

Location 

MONTAGE OG FORTEXTER: 

1 INT/VÆRELSE PÅ RETSPSYKIATRISK AFDELING/DAG Angivelse af location 

En clockradio viser 7:00 

KRISS 

(VO) Voice over 

Jeg bliver vækket hver morgen klokken 

7 og jeg hedder Kriss Henriksen 

2 INT/SPISESAL PÅ RETSPSYKIATRISK AFDELING/DAG 

KRISS, 28 sidder i ufikset joggingtøj ved siden af WILLY, 

en høj, sortklædt, skulende mand 44 år, der er morgenmad 

på bordet 

KRISS 

(VO) 

Så spiser jeg morgenmad sammen med Willy 

Willy gør hvad Kriss gør, tygger når han tygger, drikker 

af koppen når Kriss drikker af koppen 

KRISS 

(VO) 

Willy kan ikke lide andre mennesker, 

han kan kun lide mig 

3 INT/TV-STUE PÅ RETSPSYKIATRISK AFDELING/DAG 

KRISS OG Willy sidder i sofa og ser fjernsyn 

Voice over 

fra bog til film

102 

fra bog til film 

Anders Matthesen spiller hovedrollen som Kriss i filmen Rene Hjerter 

Når du læser en spændende bog, fore- 

stiller du dig sikkert, hvordan perso- 

nerne ser ud, og hvordan de forskellige 

dramatiske optrin udspiller sig. De små 

sorte tegn på papiret bliver levende. 


med, hvordan man omskaber en fortælling 

i ord til en handling på lærredet. I 

skal læse, se filmen Rene Hjerter med 

Anders Matthesen, besøge www.vildmeddansk.gyldendal.dk 

& , hvor I skal 

undersøge filmens scener nærmere, og 

I skal selv skrive udkast til et filmmanuskript. 

Vi begynder med ordene. 

Logbog 

Du skal bruge din logbog til at skrive 

dine iagttagelser og noter ned. 

Billeder af ord 

Ord skaber billeder. Når du læser disse 

sætninger: 

Der sad en moder hos sit lille barn, hun 

var så bedrøvet, så bange for at det 

skulle dø. Det var så blegt, de små øjne 

havde lukket sig, det trak så sagte vejret, 

og imellem med et dybt drag ligesom om 

det sukkede; og moderen så endnu mere 

sorrigfuld på den lille sjæl. 

(H.C. Andersen: Historien om en Moder, 

1848, indledningen) 

– ser du sikkert scenen for dig. Vi ser 

sandsynligvis ikke det samme, for vi 

har forskellige erfaringer, aldre og livsoplevelser. 

Det forhindrer dog ikke, at 

vi altid vil kunne føre en samtale om 

indholdet i en fortælling på baggrund 

af ordene, selv om vores personlige lille

hjemmebiograf kører med sin egen film 

oppe i hovedet. 

Sammenlign de forskellige illustrationer 

til H.C. Andersens fortælling 

Historien om en moder 

• Hvilken synes I bedst svarer til 

jeres forestillinger? 

• Tegn jeres egen illustration. 

Overvej billedets synspunkt: Skal 

situationen opleves fra barnet i 

sengen, fra moderen på stolen 

eller sengekanten, fra døråbningen 

eller udefra? 

Når en tegner illustrerer en scene i en 

fortælling, deler han sin opfattelse og 

fortolkning med andre. Tegneren Peter 

Madsen i har lavet en hel billedfortælling 

over Historien om en moder. Billedfortællingen 

begynder, som en film 

ofte begynder, med at zoome ind på den 

første scene (her s. 104). 

Først fra side 11 (her s. 105) fortsætter 

billedfortællingen med det andet 

afsnit i H.C. Andersens fortælling: 

„Da bankede det på døren og der kom 

en fattig, gammel mand svøbt ligesom i 

et stort hestedækken, for det varmer, og 

det trænger han til, det var jo kold vinter; 

alting udenfor lå med is og sne, og vinden 

blæste så at det skar i ansigtet.“ 

Tre forskellige illustrationer til H. C. Andersens 

Historien om en moder 

103

104 


Først ser vi det ensomme hus i skoven i supertotal. De tre næste billeder bringer os tættere på scenen, og i 

de følgende billeder stirrer vi ind gennem vinduet og ser moderen med sit syge barn

Peter Madsen har valgt at tilføje fortællingen nogle elementer, der gør fortællingen mere visuel, fx ved at 

skabe en stærk kontrast mellem den sorte skov og den gyldne stue, vi ser gennem vinduet. Første afsnit i 

H.C. Andersens fortælling folder Peter Madsen visuelt ud over seks flotte, tegnede sider 

105

106 


Som det fremgår, erstatter tegneren fortællerkommentaren „… svøbt ligesom i et stort hestedækken, for 

det varmer, og det trænger han til, det var jo kold vinter …“ med et replikskifte mellem moderen og den 

fremmede

Peter Madsen adapterer * fortællingen 

til et andet medie – fra tekst til tegnese- 

rie. Han forandrer H.C. Andersens tekst, 

fordi billedmediet stiller andre krav og 

rummer andre muligheder. 

Historien om en moder af H.C. Andersen 

handler om en mor, hvis barn ligger 

for døden. Da Døden i skikkelse af en 

gammel mand har hentet barnet, begi- 

ver moderen sig af sted for at finde det 

igen. Undervejs til Dødens Have river 

hun sig til blods og ofrer sit hår og sine 

øjne for at nå frem. I haven møder hun 

atter Døden, hvorefter hun accepterer 

at overgive barnet i hans varetægt. Den 

eventyrlige fortælling er skrevet i 1848. 

Billeder er konkrete. De viser personer, 

genstande og rum, mens tekster ofte gen- 

giver tanker og følelser, der kan være for 

abstrakte at tegne eller fotografere. De 

må omformes til handlinger og replik- 

ker. Det er en af de vigtigste opgaver, der 

skal løses, når man adapterer en tekst til 

en billedfortælling eller en film. 

Peter Madsens billedfortælling er 

bygget filmisk op. Alle billederne ligner 

kameraoptagelser med forskellige synsvinkler 

og perspektiver. 

Der er imidlertid også billeder på 

moderens følelser, og så er det karakteristisk, 

at Peter Madsen gør fortællingen 

mere dynamisk ved at ændre i 

billedrammens størrelse. Han skifter fx 

fra et smalt nærbillede i rude nummer 8 

til et i bredformat i rude 9, hvor moderen 

og det syge barn skal ses i den store 

tomme og mørke stue. 

Peter Madsen forvandler H.C. 

Andersens eventyr i overensstemmelse 

med tegneseriens muligheder. 

Læs H.C. Andersens Historien 

om en moder og Peter Madsens 

Historien om en mor – frit efter 

et eventyr af H.C. Andersen. H.C. 

Andersens eventyr finder du på 


& hvor der også er en oplæsning 

af eventyret. 

• Sammenlign de to versioner af 

den samme historie: Find eksempler 

på, hvordan billedfortællingen 

visuelt løser problemet med 

fortællerkommentarer, elementer 

som Peter Madsen tilføjer eller 

fjerner fra fortællingen. 

PETER MAdsEN 

Peter Madsen (1958). Er tegner og illustrator. 

Udgav i 1977 det første hæfte om Valhalla, en 

tegneserie om livet blandt de gamle nordiske 

guder. Har siden udgivet mere end ti hæfter 

om Valhalla. Peter Madsen har også udgivet 

tegneseriehæfter med bibelske fortællinger 

(Menneskesønnen, 1995, Jobs Bog, 1999). Derudover 

har Peter Madsen illustreret et stort 

antal børnebøger. 

i 

107

108 


• Diskuter om billedfortællingen gør H.C. Andersens eventyr mere spændende og 

vedkommende. Hvad fungerer særlig godt i Peter Madsens udgave? Hvorfor? 

• Diskuter, hvilken aldersgruppe (børn, unge, voksne) eventyret egner sig bedst 

til. Rammer Peter Madsen en anden målgruppe? 

ARTLOVERS & 

• Find et billede på ARTLOVERS på www.vildmeddansk.gyldendal.dk , der viser 

nogle personer, der er i færd med at foretage sig noget. Skriv en lille fortælling 

om det, I ser. 

• Læs jeres fortælling op for jeres klassekammerater, uden at de har set billedet 

på forhånd. Vis dem derefter billedet, og lad dem kommentere jeres fortælling.

Adaptation * drejer sig ikke kun om 

at flytte et indhold fra et medie til et 

andet medie. Man kan også adaptere et 

indhold til en anden målgruppe. 

„Læs-Let-bøger“ er kortere og mere 

enkle udgaver af tekster. De er ofte 

beregnet til yngre eller mindre læsevante 

personer. Handlingen er måske 

Adaptation 

blevet kortere, sproget enklere, og teksten 

er suppleret med billeder, der støtter 

forståelsen. 

Adaptationen kan selvfølgelig også 

gå den anden vej, men det sker dog sjældent, 

at en forfatter laver en mere kompliceret 

udgave af den oprindelige tekst. 

• Omskriv Historien om en Moder, så den passer til børn på 5-6 år. Diskuter først, 

hvilke dele af fortællingen der skal fremstilles og forklares på en anden måde, 

og overvej dernæst, om fortællingen skal forkortes – hvor kort kan I skrive den? 

• Omskriv Historien om en Moder, så den foregår på et hospital i moderne tid og 

uden fantastiske elementer. Overvej derfor, hvilke personer, lokaliteter og tilstande 

Døden, Dødens Have mv. kan erstattes med. 

HuskEsEddEl 

Adaptationen kan foregå på fire forskellige måder (de „fire f’er”): 

• Forenkling – adaptationen forenkler sprog og indhold. 

• Forkortning – adaptationen udelukker personer, scener og handlingsdele. 

• Forvandling – adaptationen ændrer i rækkefølgen af handlingsdele og/ 

eller supplerer med nye, slår nogle af personerne sammen i én person og/ 

eller flytter handlingen til en anden tid eller et andet sted. 

• Fortolkning – adaptationen ændrer grundlæggende ved indholdet, der 

måske kun fungerer som oplæg og inspiration. 

AdAPTATION 

Tilpasning. En ’adapter’ er et mellemstik, der forbinder 

kabler med forskellige stik. 

At adaptere vil sige, at man tilpasser en tekst til en 

anden målgruppe og evt. til et andet medie. Mange voksenbøger 

er adapterede, så de kan læses af børn og 

unge. Mange af H.C. Andersens eventyr er adapteret fra 

den originale tekst af ord til en billedbog for de yngste. 

* 

109

110 


Filmatiseringer 

Det er (næsten) umuligt at filmatisere en 

manual til en mobiltelefon. Den mangler 

elementær spænding og fantasi. Når 

vi læser manualen, bliver vi ikke følelsesmæssigt 

inddraget i indholdet. Der 

er ingen personer eller begivenheder, 

som vi kan identificere os med. 

FORTællER 

Anderledes er det med en litterær 

tekst. Her er følelser på spil. Selv om 

handlingen og personerne er opdigtede, 

lever vi os ind i deres skæbne, digter med 

og håber, at konflikterne og problemerne 

løses på den bedst mulige måde til sidst. 

Fortælleren optræder som guide 

for vores oplevelser og forståelse. 

Fortællerens viden om handlingen og personerne kan variere: 

Jeg-fortæller 

En af historiens personer er tekstens fortæller. Som læsere oplever vi begivenhederne 

fra hans eller hendes synsvinkel, og vi ved lige så lidt om, hvad 

der vil ske, som fortælleren. Der fortælles med udgangspunkt i, hvad historiens 

jeg oplever. 

Fortælleren er „synlig“ i teksten. Her er et eksempel: 

„Det er ikke sådan, at jeg sidder og læser de dér kontaktannoncer, jeg bladrer 

bare i avisen, og så kommer jeg til dem, og uden at tænke over det begynder jeg 

at læse i dem, og så er der én som jeg synes lyder rigtig. Vi er lige gamle, hun har 

lyst hår og hun er slank, og det er vigtigt for mig.” 

Kim Fupz Aakeson fra Den förste gång jag såg dig fra novellesamlingen Popmusik, 

1999, indledningen 


Fortælleren formidler historien gennem én (bunden synsvinkel) eller flere 

(skiftende synsvinkler) af personerne. På skift stifter vi bekendtskab med 

personernes tanker og følelser. Der fortælles med udgangspunkt i han og/ 

eller hun. 

Fortælleren „skjuler sig“ i historiens personer. Her er et eksempel, hvor 

handlingen opleves af Nina, 42 år, der er til sin mors begravelse: 

„Da Nina trådte ind i Vestre Kirkegårds Søndre Kapel, den følgende lørdag, og så 

den hvide kiste med blomstervældet, var det som om benene blev sparket væk

under hende. Hun begyndte at græde. Meget og uden varsel. Hun pejlede sig i 

tåge op mod forreste række, fornemmede at en eller anden hilste på hende 

undervejs, men forsøgte ikke at opklare hvem det var.” 

Kim Fupz Aakeson fra Fisken fra novellesamlingen Dyrekredsen, 1996 

Scenisk fortæller 

Fortælleren gengiver handlingen udefra, som foregik den på en scene. Personernes 

udseende og adfærd beskrives, og vi må som læsere ofte gætte os 

til deres tanker og følelser. 

Fortælleren „skjuler sig“ i beskrivende iagttagelser. Her er et eksempel, 

hvor fortælleren beskriver et slagsmål mellem vennerne Mik og PP: 

„Mik så PP lige i øjnene. Stilhed. Så sagde PP det igen: „Pakkenelliker“. 

Han fik ikke tid til at værge for sig. Mik, der var næsten et hoved højere og ikke så 

lidt bredere, slog ham ned af stolen, samlede ham op og råbte ham ind i øret. „Er 

du så færdig din lille nar?!!”” 

Kim Fupz Aakeson: fra Tyren fra novellesamlingen Dyrekredsen, 1996 

alvidende fortæller 

Fortælleren ved alt om sine personer og om handlingen. Fortælleren kan 

foregribe, hvad der vil ske med personerne, og fortælleren kan oplyse læseren 

om, hvad der tidligere er hændt. Det er også karakteristisk for den alvidende 

fortæller, at han eller hun kommenterer og vurderer personerne og 

historien. 

Fortælleren er „synligt“ til stede i teksten gennem sin viden og sine kommentarer. 

Her er et eksempel, hvor den alvidende fortæller både har bagudsyn 

og kommenterer: 

„Else Damgaard boede til leje på Ellevangen ved Brønshøjparken og havde aldrig 

set rigtig godt ud. Da hun gik i puberteten bulede hendes bryster pludseligt ud, 

sad en kort overgang højt og uharmonisk, for så at falde tungt ned før hun var 

fyldt 18. Og sådan havde det faktisk været med det meste i Else Damgaards liv, 

alt havde det med at falde tungt ned.” 

Kim Fupz Aakeson fra Krebsen fra novellesamlingen Dyrekredsen, 1996, 

indledningen 

111

112 


Fortælleren benytter forskellige fortælleformer: 

FORTællEFORMER 

beskrivelse 

Fortælleren beskriver personer, miljøer, årstider og genstande uden at 

knytte en handling til. 

„Der var så dejligt ude på landet; det var sommer! Kornet stod gult, havren grøn, 

høet var rejst i stakke nede i de grønne enge, og der gik storken på sine lange, 

røde ben og snakkede ægyptisk, for det sprog havde han lært af sin mor. Rundtom 

ager og eng var der store skove, og midt i skovene dybe søer; jo, der var rigtignok 

dejligt derude på landet.” 

H.C. Andersen fra Den grimme Ælling, 1835, indledningen 

beretning 

Fortælleren beretter om, hvad der sker med og mellem personerne over et 

kortere eller længere tidsforløb. 

„Således gik det den første dag, og siden blev det værre og værre. Den stakkels 

ælling blev jaget af dem alle sammen, selv hans søskende var så onde imod ham, 

og de sagde altid: „bare katten ville tage dig, dit fæle spektakel!“ og moderen 

sagde: „gid du bare var langt borte!“ og ænderne bed ham, og hønsene huggede 

ham, og pigen, som skulle give dyrene æde, sparkede til ham med foden. Da løb 

og fløj han hen over hegnet.” 

H.C. Andersen fra Den grimme Ælling, 1835 

replikker 

Fortælleren overdrager ordet til fortællingens personer. Handlingen ligger i 

replikkerne, der samtidig karakteriserer dem, der taler: 

„Jeg står ved køleskabet. Så siger hun: „Alle ved det, alle vores venner ved det, 

han er nødt til at få det at vide.” 

„Jeg ved det godt, jeg ved det godt“. Vi har de lave stemmer på. Jeg åbner køleskabet, 

ser ind i det og lukker igen. 

„Alle ved det, jeg synes ikke, der er så meget at diskutere.” 

Man går ikke bare hen til sin søn og siger: „Hej du, jeg er for resten ikke din far, 

mor fik sperm i banken og vi aner ikke hvem din rigtige far er.” 

„Du er hans rigtige far, du har bare ikke lagt gener til.””

Kim Fupz Aakeson fra Do you wanna know a secret fra novellesamlingen Popmusik, 

1999, indledningen 

Kommentar 

Fortælleren kommenterer handlingen og personerne og understreger moralen. 

Berømt er fx afslutningen på H.C. Andersens eventyr Den grimme Ælling, 

hvor fortælleren til sidst konstaterer: 

„Det gør ikke noget at være født i andegården, når man kun har ligget i et svaneæg!” 

H.C. Andersen fra Den grimme Ælling, 1835 

Fortællertype og fortælleformer 

• Undersøg fortælleren i Historien 

om en Moder nærmere. 

• Hvilken type fortæller benytter 

H.C. Andersen sig af? 

• Find eksempler på de fire fortæl- 

leformer. Hvad dominerer i H.C. 

Andersens eventyr? 

• Indfør replikker mellem moderen 

og hendes syge barn i eventyrets 

første afsnit. Overvej replikkernes 

funktion. Sammenlign jeres 

udgaver med hinanden. 

dRAMATuRGI 

Dramaturgi handler om dramaets 

teori. Hvordan kan man gøre et drama 

– som film eller som teaterstykke – 

spændende? Hvilke personer eller 

karaktertyper skal medvirke i dramaet, 

og i hvilken rækkefølge skal 

begivenhederne indfinde sig, for at 

dramaet mest effektivt får engageret 

publikum? 

En dramaturg er en person, der 

er ekspert i dramaturgi, og som rådgiver 

manuskriptforfatteren og filminstruktøren. 

* 

Når en litterær tekst skal adapteres til 

filmmediet, er det manuskriptforfatterens 

opgave at dramatisere alle de dele af 

fortællingen, der skal indgå i filmen. 

Film er drama. Tanker og følelser 

skal derfor udtrykkes gennem handlinger 

og replikker. De skal bygges op 

i scener med personer og replikker. 

Hertil benytter manuskriptforfatteren 

et dramaturgisk * værktøj. 

Film anvender også en fortæller. „Nogen“ 

har jo bestemt, hvad vi ser, og hvordan 

vi ser det. Men som regel kan man ikke 

bare overføre den litterære fortæller til 

filmen, fordi filmmediet fungerer på en 

anden måde. Manuskriptforfatteren må 

sammen med instruktøren gribe ned i 

værktøjskassen. 

Det dramaturgiske værktøj kan 

ligesom indholdet i enhver anden værktøjskasse 

inddeles i forskellige grupper: 

113

114 


dRAMATuRGIsk væRkTøj 

fremstillingsformer 

Film er drama. Alle tanker og følelser skal omsættes til handlinger og scener. 

Scenisk fremstilling: en række enkeltoptagelser, der viser en handling på det 

samme sted og uden tidsspring, er klippet sammen. Vi ser et optrin, en 

scene, fra forskellige synsvinkler. 

Elliptisk fremstilling: en række enkeltoptagelser af en handling, der udfolder 

sig over længere tid. Den elliptiske fremstilling springer de mindre væsentlige 

scener – fx transportscener – over, og viser kun de scener, der er nødvendige 

for at forstå handlingsdynamikken. 

Subjektivt kamera: begivenhederne ses og opleves gennem en af personerne. 

Du kan se eksempler på de forskellige fremstillingsformer, når du ser klippene 

fra filmen Rene Hjerter på www.vildmeddansk.gyldendal.dk &. 

forløbet 

Forløbet i en film er disponeret i nogle „kapitler“, der fører personerne gennem 

problemerne: 

Anslag: filmens første scene skal effektivt fange seerne fx med en dramatisk 

eller stemningsfuld scene. 

Etableringssekvens: hvor filmens personer, miljø og tema præsenteres. 

Konfliktsekvens: hvor filmens tema udvikler sig gennem konflikter, som personerne 

kommer ud i. 

Klimakssekvens: hvor personernes konflikter løses i en hovedscene og udtoning. 

Vendepunkter: filmen skal rumme afgørende scener, hvor situationen for filmens 

hovedperson ændrer sig. Vendepunkterne befinder sig mellem sekvenserne. 

Udtoning: filmens afslutningsscene.

I modellen over fi lmens forløb betegner den lodrette akse fi lmens spænding 

og intensitet. Den vandrette akse betegner fi lmens længde, der måske er på 

80 minutter eller bare 7 minutter. Modellen kan variere fra fi lm til fi lm. Rene 

Hjerter varer 78 minutter. 

Du kan se eksempler på anslag, vendepunkter og klimaksscene i Rene Hjerter, 

når du ser klippene på www.vildmeddansk.gyldendal.dk &. 

SPÆNDING 

Spændingselementer 

Spændingselementerne er små handlingsdele, ord og genstande, som manuskriptforfatteren 

indlægger i fi lmens handling for at skrue op for spændingen 

og dermed øge indlevelsen hos publikum. 

SPÆNDING OG UDTRYKSSTYRKE 

ANSLAG 

1.VENDEPUNKT 2.VENDEPUNKT 

ETABLERING 

KONFLIKT KLIMAKS UDTONING 

Forhindringer: fysiske forhold, der forhindrer personerne i deres forehavende. 

Tidsfrister: opgaver, der skal løses af hovedpersonen inden et bestemt tidspunkt. 

ANSLAG PRÆSENTATION UDDYBNING POINT KONFLIKTOPTRAPNING KLIMAKS UDTONING 

Set up/pay off: set up er en karakteristisk eller uafsluttet scene, der er place- 

OF NO 

RETURN 

ret i etableringssekvensen, og som fi lmen vender tilbage til i klimakssekvensen 

i form af et pay off. Set up/pay off er som spor eller skattekort i fi lmen, 

der skaber forventning hos publikum. 


Du kan se eksempler sul på kroppen, på forskellige spændingselementer, når du ser klippene 

fra Rene Hjerter hvilket på et www.vildmeddansk.gyldendal.dk solidt 

&. 

morgenmåltid 

kan hjælpe på, spiser drengen gerne havregrød. 

TID 

TID 

115

116 


temaelementer 

Temaelementer er små handlingsdele, ord og genstande, som manuskriptforfatteren 

indlægger i filmens handling for at indkredse filmens stof og tema. 

Replikker: der 1) karakteriserer personerne, 2) udtrykker deres tanker og 3) 

driver handlingen frem. 

Tekst/undertekst: når personerne siger noget andet, end de mener – og publikum 

ved det. 

Tredje dims: en genstand, der knyttes til handlingen, og som personerne 

taler om på en måde, så de træder i karakter. 

Symboler: genstande (kulisser, rekvisitter) i filmen, der tillægges overført 

betydning, og som publikum kan bruge til at forstå og fortolke filmen. 

I kan se eksempler på temaelementer, når I ser klippene fra Rene Hjerter på 

www.vildmeddansk.gyldendal.dk &. 

På www.vildmeddansk.gyldendal.dk & kan I arbejde med filmens dramaturgi og virkemidler

På www.vildmeddansk.gyldendal.dk 

kan I finde en række opgaver, som hand- 

ler om, hvordan man fortæller historier 

i film. Når I åbner for adgangen til Rene 

Hjerter, har I mulighed for at afspille fire 

klip fra filmen, samtidig med at I kan 

læse romanuddrag, manuskriptsider og 

forklaringer på filmiske udtryk. Både 

opgaver, dokumenter og forklaringer er 

tidsstyrede, så de viser sig på skærmen, 

når det passer til det, vi ser i filmklippet. 

I kan finde yderligere vejledning på 

www.vildmeddansk.gyldendal.dk & i, 

hvordan I kan arbejde med filmklippene. 

Alting og Ulla Vilstrup 

Kim Fupz Aakesons i roman Alting og 

Ulla Vilstrup er skrevet i 1998. Den handler 

om Kriss, der er indlagt på et plejehjem 

for psykisk syge. På plejehjemmet har han 

ganske få allierede, som han kan betro 

sig til. Faktisk kun Willy, der ligeledes er 

patient på plejehjemmet. Men romanen er 

også formet som en slags selvbetroelse. 

Kriss betror sig til sig selv og til læseren. 

Hans største – og eneste – fornøjelse 

kIM FuPz AAkEsON 

Kim Fupz Aakeson (1958). Er tegner og illustrator, 

bl.a. til sine egne børnebøger, forfatter til noveller 

og romaner for unge og voksne og manuskriptforfatter 

til en lang række populære film, 

bl.a. Susanne Biers Den eneste ene fra 1999. 

& 

i 

er at se filmen „Rene Hjerter“ om pigen 

Linda. Bogen Alting og Ulla Vilstrup kom 

som filmatisering til at hedde Rene Hjerter, 

ligesom „filmen i filmen“ om Linda, 

som Kriss ser igen og igen. 

Læs Alting og Ulla Vilstrup over en 

nærmere aftalt periode 

• Planlæg jeres læsning sådan, at I 

læser et bestemt antal sider hver 

dag. Genfortæl for hinanden i 

skolen, hvad der er sket i romanen 

siden sidst. 

• Skriv handlingsreferatet færdigt, 

som er begyndt i brødteksten. 

• Undersøg romanens opbygning: 

Hvilken type fortæller anvender 

forfatteren? Hvilke fremstillingsformer 

dominerer? Overvej, hvordan 

måden at fortælle historien 

på påvirker jeres oplevelse og 

forståelse af hovedpersonen og 

af de andre. 

• Undersøg romanens personer 

nærmere. Hvilke egenskaber har 

Kriss og Willy? Hvilken type er 

filmens Linda? Hvordan er forholdet 

mellem Kriss og hans mor? 

• Diskuter romanens indhold og 

tema. Hvad tror I, Kriss’ psykiske 

sygdom skyldes? Hvorfor er han 

tiltrukket af filmens Linda, hvad 

har de tilfælles? Hvordan belyser 

de tre planer i romanen hinanden? 

117

e på en 

ind i den 

sort-hvid 

levelser i 

faktisk 

spillerinde 

n stukket 

verden 

anden 

rnet og 

til film 

lser og 

r, indtil 

matiseret 

118 

KIM FUPZ AAKESON · ALTING OG ULLA VILSTRUP 


Fra bog til pitch til manuskript til film 

Oplysningerne i dette afsnit bygger på en 

samtale med forfatteren Kim Fupz Aakeson 

og instruktøren Kenneth Kainz. 

Ifølge Fupz bygger romanen på en 

idé, som han fik, mens han gik på Filmskolens 

manuskriptlinje. Romanen var 

altså fra begyndelsen tænkt som film. 

Fupz valgte dog først at prøve ideen af i 

en roman, da filmproduktion både øko- 

FIlMATIsERING 

KIM FUPZ AAKESON 

ALTING OG ULLA VILSTRUP 

BOGEN BAG FILMEN RENE HJERTER 

GYLDENDAL 

Efter at filmen havde haft premiere, blev bogen bag 

filmen genudgivet med billede fra filmen på omslaget 

Adaptation fra tekst til film. 

Arbejdsfaserne består af disse: 

• Forlæg – den litterære tekst (novellen, romanen) 

• Pitch – meget kortfattet beskrivelse af ideen med 

filmen. Hvad skal filmen handle om? 

• Manuskript – den litterære tekst omskrevet til en 

’filmtekst’ med angivelse af scenenumre, replikker 

og regibemærkninger 

• Storyboard (evt.) – en tegnet udgave af filmens 

scener, der viser, hvordan personer, rum og klipning 

mellem scener skal fungere sammen. 

* 

nomisk og organisatorisk er langt mere 

krævende. Forfatteren kan derimod 

skrive i ro og mag – hvis han ellers kan 

tjene penge på noget andet imens. Fupz 

tjente penge som tegner og illustrator. 

Umiddelbart efter år 2000 besluttede 

Kim Fupz Aakeson sammen med 

instruktøren Kenneth Kainz at lave en 

film, der var bygget op over Alting og 

Ulla Vilstrup. Det forberedende arbejde 

bestod i at udarbejde en pitch * , der 

kunne skaffe penge til filmproduktionen. 

Det er et krævende arbejde at skrive 

manuskript. Fupz og Kainz arbejdede 

sammen om dette, og den første udgave 

af manuskriptet (1. draft) forelå i oktober 

2004. Herefter fulgte 20-21 gennemskrivninger, 

før den endelige udgave 

(final draft) var færdig i maj 2005. 

Mens romanskriveri oftest udføres 

af en person, så er det ubetinget teamwork 

at skrive et manuskript. 

Fupz og Kainz understreger vigtigheden 

af, at forfatter og instruktør supplerer 

hinanden og tør sige „dur ikke!“ 

til hinanden. Forfatter og instruktør skal 

på samme tid være i sync med hinanden, 

dvs. i overensstemmelse med hinanden, 

samtidig med at de skal være modstander 

for hinanden. Modstand avler kreativitet. 

PITcH 

Pitch er en kort beskrivelse af en films 

handling og overordnede idé. Den skal 

være udformet, så andre kan tage stilling 

til, om de eventuelt vil støtte produktionen 

økonomisk. I første omgang 

var målet med pitchen at opnå økonomisk 

støtte fra Det Danske Filminstitut 

til at udarbejde et manuskript. 

*

RENE HJERTER 

Udvidet pitch / august 2004 

Kim Fupz Aakeson 

1. iNtroDUKtioN (hovedperson og dennes indre konflikt) 

KRISS er en ung, utilpasset psykiatrisk patient, der opdeler verden i hvad der er 

godt, og hvad der er ondt. Kriss har ikke meget til overs for det onde og går alt for tit 

over stregen, når nogen eller noget forekommer ham at høre til den side, vold er et 

svar han har på rede hånd, vold er grunden til, at han er på en lukket psykiatrisk 

afdeling. 

Det eneste der for alvor har hans hengivenhed er hjertevennen, den meget 

stærke og overvægtige HANSI og en video med den gamle sorthvide film rene 

Hjerter, et melodrama med rigelige mængder af både godhed og ondskab, om ejegode 

Lindas fortrædeligheder i hovedstaden, og hvis gammelkloge replikker giver 

Kriss svar på alt, hvad han har brug for. Livet er, hvad man gør det til. 

2. PlotPUNKt 1 (konflikten går i gang, og her må vi senest møde en evt. hovedmodstander) 

Efter et par ufølsomme plejere har smådrillet Kriss med hans faible for den gamle 

film og den kvindelige hovedrolle, går det op for Kriss, at filmens Linda spilles af 

en skuespillerinde, der hedder Ulla Vilstrup og at Ulla Vilstrup lever og findes derude 

i København, at han kan møde hende og alting kan blive rigtigt. Dette åbner for 

en voldsom længsel. Hun findes. Han findes. De kan mødes. 

3. KomPliKatioN (hvad medfører det) 

Sammen med Hansi flygter han fra den lukkede institution han er spærret inde på, 

nu skal Linda, eller rettere, Ulla Vilstrup, findes. Flugten foregår ikke helt uden 

voldsomheder. Snart er de to runaways eftersøgte. 

De skaffer sig hendes adresse, og ved fælles hjælp, held, tilfældighed og flere 

voldsomheder, nærmer de sig, men politiet tager Hansi i et voldsomt opgør, han 

ofrer sig, så Kriss slipper videre, han er træt, sulten og alene i jagten på Ulla Vilstrup, 

eftersøgt og på forsiden af frokostaviserne. 

4. miDtPUNKt (her sker det værst tænkelige) 

Kriss kommer omsider frem til Ulla Vilstrups lejlighed, han tror ikke sine egne 

øjne, da han ser hendes navn på dørtelefonen, hun er godt nok i levende live, men 

er blevet gammel, meget gammel, så gammel at han slet ikke kan kende hende, 

så gammel at hun ikke skal stå dér og kalde sig for Ulla Vilstrup, han er klar til at 

119

120 


kalde hende ond og gøre noget voldsomt og ubehageligt, men hun når at sige 

replikker fra Rene Hjerter, hun kan den stadig udenad, og pludselig kan Kriss se 

Linda inde bag ved det gamle ansigt. Det onde viser sig at rumme det gode. 

5. PlotPUNKt 2 (konflikten eskalerer og finder sin løsning) 

Han græder og spørger om han må se sin video sammen med hende, det ville 

være meget stort at se Rene Hjerter sammen med selveste Ulla Vilstrup, hun 

siger, at hun lige vil telefonere engang, men at han bare kan sætte den på. Hun 

ringer efter politiet, de kommer også, men må pænt vente til videoen er færdig, 

også de må lytte på Lindas kloge replikker om livet, der er, hvad man gør det til. 

6. UDtoNiNg (hvor er hovedpersonen i forhold til 1. iNtroDUKtioN) 

Kriss kysser den gamle Ulla Vilstrup farvel og går med betjentene stille og roligt, 

optaget af eftertænksomhed, han erkender, at det ikke er så nemt at skille tingene 

ad, at alting hører sammen, at det rigtige og det forkerte ikke altid er, hvad det 

giver sig ud for, at det gode måske findes i det onde, at det onde måske findes i det 

gode, det giver ham en ny tolerance og vinkel på tilværelsen, alting hører med til 

livet. 

I det endelige manuskript kom Hansi 

til at hedde Willy, lige som der også var 

andre justeringer. Her kan du se første 

side af det endelige manuskript (final 

draft) til Rene Hjerter. Manuskriptet 

kan du finde på websitet www.vildmeddansk.gyldendal.dk 

& . Når du klikker 

på Rene Hjerter, kan du afspille nogle 

klip fra filmen samtidig med, at du kan 

læse de tilhørende manuskriptsider. 

cITATER OM GRuPPEARbEjdE 

Kenneth Kainz: 

„Det er vigtigt at turde byde ind. 

Vigtigt at turde være dum – og spørge 

dumt.” 

Kim Fupz Aakeson: 

„Jeg ville finde en instruktør, der 

kunne give mig noget.” 

*

Rene Hjerter manuskript 

Mørke, vi hører KRISS og WILLY tale sammen 

Pause igen 

kriss 

(off) 

Willy, hvis nu du var Noah og du skulle have dyr med i 

Noahs ark, hvilke dyr ville du så tage med? 

Willy 

(off) 

Hunde 

kriss 

(off) 

Du må også godt vælge mellem andre dyr, zebraer og 

elefanter og den slags 

Willy 

(off) 

Helst hunde 

kriss 

(off) 

Men ville du tage giftige slanger med ombord i Noahs Ark? 

Willy 

(off) 

Nej 

kriss 

(off) 

Nej. Noahs Ark er en rigtig dårlig historie ... for han tager 

også de onde dyr, han tager de giftige slanger med, to af 

alle slags 

121

122 


kriss 

(off) 

Jeg mener bare, når man nu har chancen for at slippe af 

med de giftige slanger, så sejler man da sin vej og lader dem 

drukne, gør man ikke? 

Willy 

(off) 

Jo 

kriss 

(off) 

Jo. Jeg har virkelig ikke fidus til bøger ... det er derfor vi 

holder os til Rene Hjerter, Willy 


int/værelse på retspsykiatrisk afdeling/dag 


Kriss ligger i sengen og ser på clockradioen 

kriss 

(VO) 

Jeg hedder Kriss Henriksen 

Uret skifter til 6:59, der bankes på døren udefra 

kriss 

(VO) 

Jeg bliver vækket hver morgen klokken 7 


Kriss står ved vasken i værelset og ser på et opslag fra Tandlægen om korrekt 

børstning af tænder, cirkelbevægelser, han efterligner tegningen meget nøje

kriss 

(VO) 

Jeg er et misfoster og jeg skulle aldrig have været født 


En video med label og en håndskrevet text, RENE HJERTER, en clockradio viser 

6:59 

kriss 

(VO) 

Jeg bliver vækket hver morgen klokken 7 og jeg hedder 

Kriss Henriksen 

Clockradio skifter til 7:00, det banker på døren 

Efter det færdige manuskript trak for- 

fatteren sig ud af produktionen, og 

instruktøren gik i gang med casting (at 

finde de rette skuespillere til rollerne), 

mens producenten fra produktionsselskabet 

Fine & Mellow fik finansieringen 

på plads. 

Det var ikke en helt billig og ukompliceret 

film at lave, da den havde mange 

locations (optagelsessteder) og krævede 

meget forskelligt udstyr (optagelser 

med både 16 mm og 35 mm kameraer, 

hvor tallene angiver filmstrimlens 

bredde). Scenerne fra danserestauranten, 

hvor Linda arbejder, fra pensionatet, 

hvor hun bor i „København“, og fra 

plejehjemmet, hvor Kriss og Willy bor, 

blev foretaget i Tjekkiet, da prisen for 

en optagedag dér er langt billigere end i 

Danmark. 

Romanens to sygeplejersker er 

slået sammen til en, fordi Fupz og 

Kainz ønskede at formindske antallet 

af medvirkende i filmen. 

De fik bevilliget udviklingspenge 

til at afprøve en samkøring af de to 

filmformater, der optræder i filmen, 

nemlig sort/hvid-optagelserne i 16 mm 

af scenerne med Linda i filmen „Rene 

Hjerter“ og farveoptagelserne i 35 mm 

af Kriss og hans liv på plejehjemmet. 

Filmholdet brugte også tid på at besøge 

et psykiatrisk plejehjem for at opleve, 

hvordan det fungerede i praksis. Her 

talte de med en psykiater, der på bag- 

123

124 


Rene Hjerter foregår på to planer – Kriss’ verden og Lindas verden i den gamle film „Rene Hjerter“, som 

Kriss har på video 

grund af manuskriptet vurderede Kriss 

som en troværdig „patient“. 

Kainz vidste tidligt, at Anders Matthesen 

ville være den rigtige i rollen 

som Kriss. Matthesen var på det tidspunkt 

interesseret i en seriøs filmrolle, 

så han også kunne prøve sit talent af på 

andet end humoristiske roller. De øvrige 

roller blev derefter besat, og produktionsholdet 

ansat, herunder en location 

scout der kunne finde egnede locations 

omkring København.

Anders Matthesen er først og fremmest kendt som stand-up komiker. I Rene Hjerter spiller han en alvorlig 

rolle 

Efter optagelserne var næste store fase 

klipningen. Her skal man glemme alt om 

manuskriptet, for nu er det optagelserne 

på skærmen, der tæller. Noget fungerer 

fremragende, andet helt anderledes end 

det var tænkt, og noget kan pludselig 

klippes sammen, uden at man kunne 

vide det på forhånd. I denne fase vendte 

Fupz tilbage som samtalepartner. 

Det var først til sidst, at Kainz valgte, 

at filmens begyndelse skulle afvige fra 

manuskriptet og romanforlægget. 

Filmen begynder med indledningen 

til den såkaldte gamle film „Rene 

Hjerter“ med Linda i togkupeen på vej til 

København. For Kainz var det vigtigt, at 

filmens to verdener blev etableret med 

det samme for publikum, så Kriss’ situation 

kunne spejle sig i Lindas verden. 

Den indledende scene med Linda og 

togkonduktøren ville samtidig fungere 

som et godt anslag og skabe den rette 

stemning. 

Manuskriptsiden på næste side 

indeholder fire scener. Hver scene er 

markeret med fed skrift og understregning. 

Forkortelsen INT betyder interiør, 

dvs. at scenen foregår indendørs. Teksten 

til venstre er regibemærkninger: 

Hvordan ser scenen ud, og hvad skal 

seeren se i billedet? 

125

126 

Angivelse af location 

Voice over 

Regibemærkninger 



1 iNt/VÆrElSE PÅ rEtSPSYKiatriSK afDEliNg/Dag 


KRISS 

(VO) 

Jeg bliver vækket hver morgen klokken 7 og jeg hedder Kriss Henriksen 

2 iNt/SPiSESal PÅ rEtSPSYKiatriSK afDEliNg/Dag 

KRISS, 28 sidder i ufikset joggingtøj ved siden af WILLY, 

en høj, sortklædt, skulende mand 44 år, der er morgenmad på bordet 

KRISS 

(VO) 

Så spiser jeg morgenmad sammen med Willy 

Willy gør, hvad Kriss gør, tygger når han tygger, drikker af koppen, når 

Kriss drikker af koppen 

KRISS 

(VO) 

Willy kan ikke lide andre mennesker, han kan kun lide mig 

3 iNt/tV-StUE PÅ rEtSPSYKiatriSK afDEliNg/Dag 

KRISS OG Willy sidder i sofa og ser fjernsyn 

KRISS 

(VO) 

Efter gruppeterapien ser jeg Rene Hjerter. 

Det gør Willy også. 

4 iNt/DamEtoilEt/Dag 

SORT/HVID-FILM, gammel, ridset, LINDA, 26, en køn, men ulykkelig 

kvinde i festskrud står ved spejlet på et dametoilet, hun tager en lille 

pistol op af sin taske

Rene Hjerter 

Filmen Rene Hjerter (2006) af Kenneth 

Kainz i bygger som sagt på Kim Fupz 

Aakesons roman Alting og Ulla Vilstrup 

(1998). 

Evaluering 

Når du skal tage stilling til en filmatisering, 

skal du først og fremmest vurdere, 

om filmen er god. Det skal være 

muligt at se en filmatisering uden 

først at læse romanen eller novellen, 

som den er bygget over. 

Hvilke vurderingskriterier vil du ellers 

anvende? 

Hænger historien sammen, og 

er den vedkommende? Er det en trist 

film? 

Noter dine egne tanker ned i din 

logbog, og diskuter med dine kammerater. 

Dernæst kan I sammen vurdere, hvilken 

form for filmatisering, der er tale 

om. 

„Forbedrer“ filmen bogen? 

Er det en mere spændende historie, 

der bliver fortalt? 

Den berømte engelske filminstruktør 

Alfred Hitchcock har engang sagt, at de 

bedste film laves af dårlig eller middelmådig 

litteratur. Succesen er på ingen 

måde hjemme, bare fordi instruktøren 

vælger at filmatisere en berømt og 

populær roman. Hitchcock satte det 

selvfølgelig på spidsen, for der findes 

mange eksempler på fremragende film, 

der er blevet til på baggrund af lige så 

fremragende litteratur. 

Det afgørende er, at filminstruktøren 

vil noget mere med sin film end bare 

at gengive den litterære tekst i levende 

billeder. 

Instruktøren vil måske sætte fokus 

på nogle få temaer i teksten og forenkler 

dermed forlægget, eller instruktøren 

vil måske nå et yngre publikum og 

forkorter dermed, eller instruktøren 

vil måske udtrykke sin egen oplevelse 

og forståelse af teksten og fortolker 

dermed, eller instruktøren ser måske 

helt nye muligheder i tekstens stof og 

forvandler dermed forlægget. Måske gør 

han den til en eventyrfilm eller til en 

opera. Måske kombinerer han flere af 

mulighederne for adaptation. 

kENNETH kAINz 

Kenneth Kainz (1970). Er uddannet på 

Den Danske Filmskoles instruktørlinje 

i 1999. Han er instruktør af kortfilm, 

reklamefilm samt flere afsnit af 

tv-serien De udvalgte. Instruerede 

novellefilmen Zacharias Carl Borg i år 

2000 om en kunstmaler fra 1800-tallet, 

der dukker op i København i år 

2000. 

i 

127

128 


Lån og se filmen Rene Hjerter 

• Diskuter, hvad I synes om filmen. 

Skriv hver især først fem stikord 

ned, der udtrykker jeres mening. 

Derefter præsenterer I jeres 

stikord for hinanden og drøfter 

forskelle og ligheder i jeres opfattelse 

af filmen. 

• Find filmens vendepunkter. Undersøg 

om filmen gør brug af spændingselementer 

og temaelementer. 

Indgår der fx en tredje dims (se s. 

116) i filmen? Find evt. støtte hertil 

på www.vildmeddansk.gyldendal. 

dk &. 

• Tag stilling til hovedpersonen 

Kriss. Hvordan er han fremstillet? 

Skriv sammen fem stikord ned, der 

karakteriserer ham som menneske. 

• Overvej om filmen henvender sig 

til en anden målgruppe end romanen. 

Begrund jeres overvejelser 

med eksempler fra romanen og fra 

filmen. 

• Sammenlign filmen med romanen. 

Hvad tilføjer filmen, og hvad 

mangler filmen i forhold til romanen? 

Prøv at begrunde forskellene. 

• Tag stilling til roman og film. 

Hvad kan romanen, som filmen 

ikke kan? Hvad kan filmen, som 

romanen ikke kan? Hvilken udgave 

synes I bedst om? 

Find flere opgaver på www.vildmeddansk.gyldendal.dk 

& 

Fra novelle til pitch til manuskript 

I skal selv prøve at arbejde med jeres 

egen filmatisering af en litterær tekst. 

Jeres forlæg er novellen Manddomsprøven 

af Peter Mouritzen i . 

I skal altså adaptere novellens ord til 

filmens handling i billeder. Inden I går 

i gang med at udarbejde pitch og manuskript, 

skal I derfor overveje, hvordan 

I vil løse en række problemstillinger. 

Hvordan overfører I fx fortællerens 

kommentarer om de to bydele Syren 

og Cementen til filmfortællingen? Skal 

filmen foregå „nu om dage“ eller „dengang“ 

som novellen? Vil det have nogen 

konsekvenser for stoffet, dvs. persontyperne, 

miljøerne, symboler og „tredje 

dimser“, hvis filmen foregår „nu om 

dage”? 

I skal også overveje, hvilken aldersgruppe 

der får mest ud af at læse novellen, 

og om jeres film skal henvende sig 

til den samme gruppe. Hvis I vælger en 

ældre eller yngre aldersgruppe, har det 

ligeledes konsekvenser for stoffet. 

I skal med andre ord overveje, om 

jeres filmadaptation skal forkorte, forenkle, 

forvandle og/eller fortolke novellen.

Manddomsprøven 

– et gys fra uskyldens tid 

af Peter Mouritzen 

Luk ikke døren op til folk (man ved ikke, hvad man får at se) 

De havde passeret slagteriet og var nået til jernbaneoverskæringen. Der kom ingen tog. 

Bommene gik ikke ned. Der var ingen klokker, der klemtede, eller røde lys, der blinkede. 

Der var fri passage, og da de krydsede skinnerne, vidste Chip, at der ingen vej var 

tilbage. 

– Tror du overhovedet vi slipper ind? spurgte han lidt nervøst. 

– De er ikke så skrappe her, svarede Chap. – Basse og Radisen har været der. De er 

også kun 14. 

– Basse er kun 13, rettede Chip. – Han fylder først 14 i september. 

– Når han kan komme ind, så kan vi også. Vi er ikke mindre end ham, sagde Chap. 

– Men han er selvfølgelig tyk. Chip fandt det vigtigt at påpege det faktum. – Tykkelsen 

kan godt gøre noget. Man kan godt se ældre ud, hvis man er tyk. 

– Hvad så med Radisen, sagde Chap. – Han er jo ikke større end en myrebæ. Nej, de 

er fuldstændig ligeglade i den bio. Det er en banditbio. Det er herude banditterne bor. 

Byen var delt i to. Syren og Cementen. Østpå var Syren. Der var syrefabrikker og 

ætsende luft. Vestpå var Cementen. Der var cementfabrikker og støv. Midtimellem lå 

Smørhullet. Her boede de to kammerater. I midtbyen lå der også en biograf. Som var 

deres bio. Men deres egen biograf kunne de ikke bruge denne aften. De var for kendte. 

I aften var de nødt til at prøve kræfter i det fremmede. Herude hvor der var råt og gråt, 

cement, trist liv og støv. Herude hvor der var bokseklub og en bio, der spillede film for 

banditter. De havde været i Cementbyens bio før, men ikke så tit, og kun som en nødløsning 

– hvis der ikke spillede en god film i deres hjemlige bio. Sidste gang de havde været 

her var for et par år siden, en søndag eftermiddag, til en børneforestilling med Gøg og 

Gokke*. Men nu var de voksne, det var aften, og det var alvor. 

– De siger, at den er uhyggelig, filmen, sagde Chip. – Man bliver ikke lukket ind, hvis man 

kommer for sent. Man må ikke forstyrre dem, der er kommet. Så spændende er filmen. 

– Vi kommer ikke for sent, beroligede Chap. – Vi er i god tid. Der kom jo ingen tog. 

– De siger, at det er den mest uhyggelige, der nogensinde er lavet, sagde Chip. – Nogle 

steder er der kommet ambulancer efter folk, der er besvimet af at se filmen. Der er vist 

også nogle i udlandet, der er døde. 

– Den er jo ikke i farver, sagde Chap bestemt. – Og vi skal ind. Alle andre har set en 

Forbudt for børn-film. Vi bliver til grin, hvis vi ikke kommer ind. Så er vi nogen pattebørn. 

129

130 


De gik mod solen. Mod vest. De kendte godt vejen. Det var vejen, der førte ud til 

Cementen, men det var også den vej, man skulle køre for at komme til havet. Og de 

kendte havet. Deres forældre havde sommerhuse der. Tæt på hinanden. De var to kammerater, 

der havde tilbragt deres barndom ved havet, lyse somre, lykkelige somre, med 

boldspil, leg og badning. 

I år var de ikke flyttet til havet, ikke endnu, deres fædre skulle først have ferie. Men 

sommeren var begyndt. Det var en smuk sommeraften, og solen kastede et formildende 

skær over det grå kvarter. Det var vanskeligt at være bange sådan en aften. De gik jo 

bare der, på den vej der førte til sol og sommer. 

– Bare kontrolløren ikke er for skrap, sagde Chip lidt håbefuldt. 

– Der er vist to, der skiftes, oplyste Chap. – Børgesen er den ene, han er let, han er 

blind som en stær; den anden kan vist godt være lidt besværlig, Kejser Wilhelm*, men 

han er der vist nok aldrig om sommeren. Han er til grisefest på Mallorca. 

– Hvis jeg køber billetterne, går du så forrest ind? spurgte Chip. 

Det aftalte de. De fik biografen i sigte. Den lå et stykke borte, ovre på den anden side af 

gaden. Der var ikke langt nu. Chap så på sit armbåndsur: – Vi er i god tid, forkyndte han. 

– Hvornår skal I i sommerhus? spurgte Chip. 

– Næste uge, sagde Chap. – Fatter skal først have ferie. Hvornår skal I? 

– Også næste uge, svarede Chip. – Så ses vi. 

De skråede over gaden og nåede biografen. 

Den lå der og lignede sig selv, som de kendte den fra søndagseftermiddagsfilmene. 

Men nu var det aften, og det var alvor. Det var en fin biograf. Man kaldte den for Operaen. 

Nogle kaldte den for Hesteoperaen, fordi den spillede mange cowboyfilm. Men det 

var den pæneste bygning i den del af byen. Biografen stak af fra alle andre af kvarterets 

huse. Dens udhæng var båret af fire søjler, og der var kakler på facaden. Og brede trapper 

op til indgangen. Det lignede en helligdom. Et græsk tempel. 

De gik op ad trapperne, Chip forrest. Han havde en let kvalme. Måske havde han 

spist for meget spaghetti med ketchup og ristede, røde pølsestykker. Det var hans fødselsdag 

i dag, og han havde fået lov til at invitere Chap til spisning og biograftur. Chips 

mor havde sagt, at sådan som de åd var det sidste gang de fik spaghetti med pølser, det 

var mad til børnefødselsdage! Næste år ville hun finde på noget andet. Mere voksent. 

Hun serverede ikke mad i grisetrug længere. 

Chip gik hen til billetlugen og bad om to billetter. Hans stemme bævede, den lød 

nærmest bønfaldende. Men billetdamen nægtede ham ikke billetterne, hun lod sig ikke 

mærke med noget. Chip gav den ene billet til Chap. Og Chap gik forrest hen til indgangen, 

som aftalt, Chip febrilsk i hælene på ham. 

Det var en svær mandsskikkelse, der tog imod dem. Det var Kejser Wilhelm, ingen 

tvivl om det! Han tårnede sig op foran dem i døren og spærrede dem vejen. Han

målte dem med et ondt blik under de sorte, buskede øjenbryn. Hans øjne var som dræ- 

berlyn. De to kammerater stivnede, ramte. 

– Er I ikke på gale veje? lød det med tordenrøst. 

– Vi er 16, svarede Chap. Han stammede i det. Men han fik det sagt. De magiske ord. 

Sesam-luk-dig-op-ordene. Chip kunne krybe i et musehul. 

– Javist, javist, lød det brysk fra Kejseren. – Og min bedstemor er pave i Polen. Hvornår 

er I så født? 

– 1944, løj Chip. Det kom kvikt fra ham. Næsten som om han havde forberedt det 

hjemmefra som en lektie. Han var god til regning og ville ikke stå tilbage for Chap. 

– Javist, javist, buldrede Kejseren. – Pæne børn som jer er jo dygtige i skolen. Pæne 

børn lyver ikke. Pæne børn snyder ikke. I har jo fået en god opdragelse. Men er I to små 

nuttegrise ikke kommet lidt på afveje? 

– Vi kan tåle mosten, sagde Chap. Han stammede ikke mere. Han lød mere sikker. 

– Javist, javist, brummede Kejseren. – Vi får se. Vi får se, om sådan et par smågrise 

kan tåle mosten. Jeg lukker jer ind. Så må vi se, hvad der kommer ud i den anden ende. 

Gud være med jer og god fornøjelse, mine unge herrer! 

Da de kom ud af biografen et par timer senere, sagde de to kammerater ikke noget. 

Solen var ved at gå ned; himmelen mod vest var som en udtværet palet, med brækfarver 

og blod. Det så ud, som om solnedgangen var blevet myrdet. 

De gik hjem, med søvngængeragtige skridt. De kendte vejen. Det var den vej, man 

skulle køre for at komme hjem fra sommerparadiset ved havet. Men i aften var vejen 

anderledes, der var et skær af fremmedhed, som en rød hinde over alt det velkendte; alt 

var som malet med en pensel dyppet i blod – det klemte om hjertet, det kvalmede, som 

en stærk hjemvé, den hviskede: Du kommer aldrig mere hjem til mor. 

Først da de var næsten hjemme, brød Chip tavsheden. 

– Den skulle have været i farver, sagde han. Der gik et stykke tid, før Chap svarede. 

– Ja, sagde han så. – Der hvor blodet løber ud i badekarrets afløb*. Det skulle have 

været i farver. 

– Det ville have været mere uhyggeligt, sagde Chip. 

– Ja, sagde Chap. – Det skulle have været i farver. 

Der var blod i luften, der var blod i det begyndende mørke. Der var blod på gaden, 

på fortovet, det var som om der havde været et uvejr, som om himmelen havde haft en 

blodstyrtning og kastet en bygeregn af blod; alle huse var som bestænkede af rødt. 

De nåede hjem. Ejendommen de boede i stod som en bygning af blod. 

De sagde ikke mere. Ikke engang farvel. De skiltes uden et ord. Gik hver til sit. Det 

var aften, det var snart nat. Og det var blevet alvor. 

(2003) 

131

132 


Gøg og Gokke: Amerikansk filmkomikerpar der medvirkede i en lang række film i årene 

1927-1945 

Kejser Wilhelm: Tysk kejser (1859-1941) med interesse for stormagtspolitik og tysk imperialisme, 

og som førte Tyskland ud i 1. Verdenskrig 

„… blodet løber ud i badekarrets afløb.“: Chip og Chap har sikkert set Alfred Hitchcocks 

thriller Psycho (1961), der var kendt (og frygtet af sarte filmsjæle) for sin uhyggelige 

scene, hvor en ung kvinde myrdes i badekarret af utallige knivstik. Man ser ikke, hun 

bliver stukket, men kun at kniven stødes frem af en person bag et forhæng, og at blodet 

løber ud i afløbet 

PETER MOuRITzEN 

Peter Mouritzen (1946). Dansk forfatter, 

der har skrevet romaner og noveller 

for både børn, unge og voksne. 

Hans fortællinger er ofte en blanding 

af realistiske skildringer og groteske 

indslag med fantastiske elementer. 

i

Lav et filmmanuskript 

Læs Peter Mouritzens novelle Manddomsprøven omhyggeligt igennem. 

De følgende opgaver løser I i grupper på fire personer. 

Alle jeres iagttagelser og svar skriver I ned på et fællesdokument. Aftal på forhånd, 

hvem der har ansvaret for det. 

• Undersøg, hvordan novellen er fortalt: Bestem fortælletype og fremstillingsformer. 

Hvornår foregår novellen? 

• Overvej, hvordan I vil adaptere novellen til film. Hvilke muligheder har novellen 

for at blive en spændende og underholdende film om to drenge, der skal gennemgå 

„manddomsprøven”? 

• Udarbejd et referat af novellen på max en A4-side. Omskriv referatet, så det kan 

anvendes som en pitch. Præsenter jeres pitch for to personer, der ikke har læst 

novellen, og lad dem vurdere, om de kan se en film for sig. Skriv deres kommentarer 

ned, så I kan bruge dem til forbedringer. 

• Inddel historien i en række scener. En scene er en handlingsdel, der som regel 

er knyttet til en location, et sted. Overvej, hvor filmens vendepunkter er. HUSK: 

Rækkefølgen af scener i filmen behøver ikke at svare til rækkefølgen i novellen. 

• Overvej, hvilke symboler og tredje dimser, I vil knytte til handlingen. Hvordan 

kan de være med til at understrege filmens vendepunkter? 

• Skriv manuskriptet til filmens første scene. Diskuter, om det er sådan, det skal 

være. Brug Aakesons og Kainz’ metode: Det er vigtigt at turde byde ind. Vigtigt 

at turde være dum – og spørge dumt. Tegn evt. et storyboard (en enkel tegneserie) 

over scenen, så alle kan se scenen for sig. 

• Skriv herefter manuskriptet til resten af filmen. 

• På www.vildmeddansk.gyldendal.dk & kan I finde en vejledning til, hvordan I 

kan producere en film ud fra jeres manuskript. 

133

134 


Præsentation og evaluering 

• Præsenter jeres pitch og manuskript for resten af klassen. HUSK at redegøre for 

jeres indledende overvejelser. 

• En anden gruppe giver respons * på pitch og manuskript. Under responsen skal 

I anvende de faglige begreber, som I har lært i dette kapitel. 

Sammenfat i fællesskab, hvad I har lært om filmatiseringer, gruppearbejde og om kunsten 

at skrive manuskripter. Besvar derfor følgende spørgsmål: 

• Undersøg, hvilke typer filmatiseringer (se side 109 og frem) klassen havde valgt. 

Hvilken type dominerede? Hvorfor? 

• Lav en liste med 10 gode råd om det ’gode gruppearbejde’. Hvad kendetegner et 

gruppearbejde, der fungerer? Hvornår er det en god idé at arbejde i grupper? 

• Lav en liste med 10 gode råd om manuskriptskrivning. Hvad skal man huske på, 

når man skal omforme en roman eller en novelle til et filmmanuskript? Hvilke 

tekster egner sig især til at omformes til et filmmanuskript og film? 

Skriv jeres iagttagelser og råd ned på store ark papir og hæng dem op i klassen. 

REsPONs 

Respons betyder at reagere, at svare igen. 

At give respons i skolearbejdet betyder at 

give en kvalificeret vurdering af et skriveudkast 

eller et færdigt produkt eller en fremlæggelse. 

Respons skal fungere som en hjælp 

til den eller dem, der fremlægger et stykke 

arbejde, så det bliver endnu bedre, og forståelsen 

af, hvad man har lavet, bliver styrket. 

Respons er ikke et angreb, og den eller 

de, der får respons, skal ikke forsvare sig. 

Responsgiveren skal være ærlig, saglig 

og faglig og må ikke være personlig. 

Modtageren lytter og skriver ned, hvad 

respondenten siger, og vurderer selv bagefter, 

hvad der er nyttig viden. 

*

science fiction 

- et spejl af tiden

136 

science fiction – et spejl af tiden 

Billedet er fra den tyske ekspressionistiske science fiction-film Metropolis af Fritz Lang fra 1926. Filmen er 

et hovedværk inden for science fiction-genren, især på grund af sit visuelle udtryk 

„I en hal ligger 30.000 hjerner og skvulper rundt. Med kabler og ledninger er de 

forbundet i et kæmpemæssigt neuralt netværk i forsøget på at skabe den ultimative 

computer. To af hjernerne flygter ved hjælp af en slags gangstativer – blot for at 

opdage, at de befinder sig ombord på et rumskib adskillige lysår fra jorden. Året er 

3268.“ 

fra Hjernehallen af forsker i kemi Johan Springborg, 1997

Dette kapitel hedder Science fiction – et 

spejl af tiden ud fra en formodning om, 

at science fiction-tekster ikke blot er 

et signalement af en fjern og ukendt 

fremtid, men at teksterne faktisk kan 

fortælle læseren noget om og afspejle 

den tid, de er skrevet i. Kapitlet vil give 

nøgler til forståelse af science fictiongenren 

* . For at få det bedste udbytte 

af en tekst, er det vigtigt at kende den 

type sprog, teksten er skrevet i. Kapit- 

Evaluering 

let dykker ned i science fiction-genrens 

sproglige landskab. 

Du skal også opstille dine egne 

fremtidsscenarier – hvad håber eller 

frygter du, der vil eller kan ske om 

100 år – tager vi på søndagsudflugt til 

månen, bor vi i luftkasteller og transporterer 

os på raketracercykler, eller er 

alt liv på jorden udryddet af en atombombe, 

eller …? 

• Noter i din logbog * alt, hvad du på forhånd ved om science fiction. 

• Skriv en liste over alle de science fiction-bøger, tv-serier, tegneserier og film, du 

kender. 

• Noter også tre forhold inden for science fiction-genren, du godt vil vide mere om. 

• Brug logbogen til at notere alle de oplysninger, du får. Du skal også notere de 

opgaver, du løser, heri. 

genre 

Genre er betegnelsen for en gruppe af 

tekster, der er i familie med hinanden, 

det vil sige en gruppe tekster, der har 

fælles træk og/eller følger fælles 

regler. Genrer kan såvel være 

beslægtede ud fra et indholdsmæssigt 

perspektiv, såsom science fiction 

og fantasy, eller de kan tilhøre den 

samme formmæssige familie, såsom 

avisanmeldelser. 

* 

Logbog 

Logbog er egentlig en betegnelse for 

en skibsdagbog med optegnelser over 

skibets kurs samt praktiske forhold 

omkring sejladsen. Når et nyt projekt 

søsættes, er det praktisk at have et 

sted, hvor du kan samle alle dine 

noter og overvejelser over det, du skal 

lære, så du kan finde dem igen, og 

bedre huske, hvad du har lært. Logbogen 

er dit redskab til at evaluere og 

huske, hvad du lærer, og du kan følge 

progressionen, eller udviklingen, i din 

læringsproces. Sørg for at holde 

orden i din personlige logbog. En dagbog 

er personlig, men en logbog skal 

kunne læses af andre. 

* 

137

138 


Den 6. august 1945 kastede amerikanerne den første atombombe kaldet „Little Boy“ over Hiroshima i 

Japan. Denne dag blev en milepæl i historien og indvarslede atomalderen 

Naturvidenskabens centrale rolle 

Science betyder videnskab på engelsk, 

og naturvidenskaben spiller en central 

rolle i science fiction-litteraturen. 

Science fiction er ikke litteratur om 

videnskaben. Science fiction er litteratur, 

der bygger på et kendskab til et 

naturvidenskabeligt præget verdensbillede. 

Fiction betyder fiktion, det vil sige 

skønlitteratur, eller opspind: Science 

fiction er ikke faglitteratur, der forholder 

sig sandfærdigt til at gengive 

videnskaben, men den benytter sig af 

videnskaben efter forgodtbefindende 

og digter videre på den inden for et 

samfundsmæssigt perspektiv. I kraft 

af denne position har science fiction 

mulighed for at sætte videnskaben og 

ikke mindst vores forhold til videnskaben 

under debat. Til eksempel havde 

science fiction-litteraturen diskuteret 

kunstig befrugtning og genmanipulation 

i mange år før, problemstillingerne 

reelt eksisterede. 

Genren har rødder flere tusinde år tilbage 

hos de gamle grækere, men bliver 

først kendt som begreb i begyndelsen

I begyndelsen af det 20. århundrede sker der en stor forandring i det danske samfund, der går fra at være 

et landbrugssamfund til et industrisamfund. Perioden går ca. fra midten af 1800-tallet til midt i 1900-tallet 

og kaldes industrialiseringen. Her ser vi en parfumefabrik 

af det 20. århundrede. Netop ved frem- 

komsten af industrialiseringen og det 

moderne videnskabelige verdensbillede. 

Industrialiseringen er den periode, 

hvor Danmark går fra at være et landbrugssamfund 

til et industrisamfund. 

Mange mennesker flytter fra landet ind 

til byerne, hvor en del nye fabrikker 

opstår, jernbaner bygges, og der sker en 

rivende udvikling inden for teknologi 

og industri. Det er den store interesse 

for denne udvikling, der giver næring 

til science fiction-genren. 

Til stadighed kan nye skud på den teknologiske 

genre nære science fictiongenren, 

som for eksempel computeren 

gør det i Johan Springborgs Hjernehallen. 

139

140 


Science fiction-genrens kendetegn 

Science fiction-fortællinger er fortællinger 

om fremtiden. Så længe verden 

forandrer sig, vil der være interesse for 

tekster, der reflekterer over, afprøver 

og leger med verdens udvikling. Og 

derfor er science fiction-genren i konstant 

udvikling, den er en dynamisk 

størrelse. 

Det er et kendetegn ved science fiction-tekster, 

at de på samme tid synes 

mærkværdige og genkendelige. Teksterne 

udspiller sig i en verden, der er 

forskellig fra virkelighedens. 

Til forskel herfra er realistiske 

tekster, hvor forfatteren har forsøgt at 

få den fortalte verden til at ligne den 

virkelige verden så meget som muligt. 

Science fiction er tekster, der bruger 

fremtidsforestillinger som et fantastisk 

element. Tekster, der gør sig umage for 

at fremstille en ikke-realistisk verden. 

Det er dog vigtigt at skelne mellem forskellige 

måder at være fantastisk på. 

De fantastiske elementer, der indgår 

i science fiction, er nemlig funderet 

i vores realistiske og genkendelige 

verden – vi kan godt forestille os, at 

FankuLtur 

I USA findes en subkultur, en fandom, 

der dedikerer sig til science fictiongenren. 

En fan kalder sig fen og de 

mødes årligt til science fiction-messer 

kaldet cons. Udgivelsen og arbejdet 

med at skrive noveller til magasiner, 

fanzines, om science fiction er 

også en del af det, der skaber sammenholdet 

inden for fandom. I Danmark 

findes ligeledes en fankultur 

omkring science fiction, Science Fiction 

Cirklen www.sciencefiction.dk 

* 

det fortalte kunne ske inden for rammerne 

af vores rationelle verdensbillede. 

Modsat er fantasy-genren og den 

fantastiske fortælling. Disse tekster er 

i åbenlys modstrid med, hvad vi med 

vores fornuft ved om, hvordan verden 

er indrettet på det konkrete virkelighedsplan. 

I dette fortalte rum eksisterer 

der trolde, elvere og handlingsforløb, 

der er aldeles urealistiske, og som vi ved 

ikke findes i vores verden. Den fortalte 

verden i en science fiction-tekst skal stå 

i forbindelse med vores, virkelighedens, 

verden. 

Novum - nyhedselementet 

For at kunne klassificeres som science 

fiction skal fortællingerne være bygget 

op omkring et novum * . Novum er et 

centralt element i teksten. Ved hjælp af 

konstruktionen af et novum kan den 

verden, der fortælles om i en tekst, 

fremstilles som anderledes end virkelighedens 

verden. 

I science fiction er der altid et plan, 

der skal forstås helt bogstaveligt. Dette 

novum 

Et kendetegn ved science fiction. 

Novum kan være det nyhedselement, 

som ikke hører til i virkeligheden, og 

som skaber konflikten i teksten. Ofte 

er novum af naturvidenskabelig-teknologisk 

art, det kan dog også være af 

samfundsmæssig art. 

Der findes også et dansk science 

fiction tidskrift, der kaldes Novum. 

Muligheden for at rejse til månen 

er novum i mange science fiction-tekster, 

et andet eksempel kunne være 

invasion af aliens fra Mars. 

*

Gadebillede fra filmen Det femte element af Luc Besson fra 1997. Billedsiden i denne science fiction-film er 

inspireret af klassikeren Metropolis 

handlingsplan skal fungere, for at en 

tekst kan klassificeres som god science 

fiction. Så kan der også være symbolske 

beskrivelser, men det er ikke et krav 

til genren. I science fiction er det ofte 

miljøet, samfundet eller den fortalte 

verden, der er hovedperson, og ikke, 

som så ofte i fx noveller og romaner, 

en enkelt person. Derfor er fortællingen 

ofte ikke så fokuseret på en enkelt 

hovedpersons følelsesliv. Science fiction 

kan kaldes landskabsmaleri, modsat 

portrætmaleri, hvis vi sammenligner 

med maleriet. 

Novum 

• Beskriv i din logbog, hvad novum 

er, og giv et eksempel på novum i 

en tekst eller film, du kender. 

utopi og dystopi 

Ordet utopia stammer fra græsk og 

kommer af sammensætningen u = 

ikke + topos = sted, det vil sige et sted, 

der ikke findes. Utopierne fremstår 

på overfladen som positive beskrivelser 

af et ideelt og lykkeligt samfund. 

Det er ofte den ideelle stat, der er 

hovedpersonen. En utopi rummer dog 

på samme tid en beskrivelse af et lykkeligt 

fremtidssamfund og en maskeret 

kritik af de samfundsforhold, teksten 

er skrevet under. 

Utopien giver en kritik af det 

bestående samfund, idet teksterne 

indirekte kritiserer det samfund, de 

er skrevet ind i, i kraft af samfundets 

modsætning til utopien. Andre gange 

fremkommer kritikken gennem en 

latterliggørelse og overdrivelse af det 

perfekte samfund. 

Utopiens antonym, eller modsætning, 

er dystopien; dys = dårligt- eller 

ikke-sted. 

* 

141

142 


Klip fra artikel i avisen The New York Times den 31. oktober 1938 om reaktionen på radiospillet 

Dystopien – når fremtidsforestillingen 

med ét bliver nutid 

H. G. Wells i skrev romanen The War of 

the Worlds (på dansk Klodernes kamp) i 

1898. Som ung studerede H.G. Wells bio- 

logi på universitetet i et år. Han mente 

selv, at faget havde afgørende betydning 

som inspirationskilde for hans liv og for- 

fatterskab. På denne tid er naturviden- 

skaben i blomstrende udvikling. Blandt 

andet udgives bogen Arternes oprindelse 

af Charles Darwin i 1859. Darwins mål 

var at aflive myten om Gud som verdens 

skaber. I stedet forklarede han dyr og 

planters udvikling fra primitive arter til 

mere komplicerede arter samt menne- 

skets udvikling fra aber til mennesker. 

I Klodernes kamp er det netop den bio- 

logiske trussel, mikrober, der tager livet 

af de invaderende marsmænd, og ikke, 

som i tidligere science fiction, teknolo- 

gien, der bliver den dødelige faktor. 

Den 30. oktober 1938, på Hallo- 

weens-aften, udsendtes radiomontagen 

The War of the Worlds af Orson Welles 

i . Radiomontagen er baseret på H. G. 

Wells roman. Det var ment som en halloweenspøg, 

men mange amerikanere 

lytter til radioen, og ragnarok opstår. 

Selvom radiohørespillet introduceres 

som fiktion, tager mange lyttere radioens 

ord for virkelighed, og kaos opstår 

over alt. Folk flygter fra deres hjem, 

nogle brænder deres huse ned, for at 

marsboerne ikke skal overtage dem, og 

andre begår sågar selvmord.

Radiohørespillet begynder down-town 

New York på Hotel Park Plaza, hvor lytterne 

underholdes af Ray Rancellos danseorkester, 

der spiller latinamerikanske 

rytmer. Pludselig afbrydes harmonien 

af en reporter, der fra et observatorium 

i Chicago beretter om gasagtige 

eksplosioner på Mars, der nærmer sig 

jorden. Sådan fortsætter radiomontagen, 

blot tager dramaet til. Første del er 

en vision om et USA, der bukker under 

for invasionen af en fremmed magt. 

Anden halvdel af radiomontagen består 

i, at en videnskabsmand læser højt fra 

sine noter, optegnet under en vandring 

i marken efter ragnarok. 

H. g. WeLLs 

H.G. Wells eller Herbert George 

Wells levede fra 1866-1946 i 

England. Han ernærede sig som 

forfatter og var politisk engageret 

på den socialistiske fløj. 

H. G. Wells kaldte sine romaner 

for videnskabelige romancer: 

Det er kendetegnende for 

dem, at mennesket møder både 

det videnskabelige og det fantastiske. 

Wells var en meget 

populær og læst forfatter, men 

han mente ikke, at læserne tog 

ham alvorligt nok, derfor gik 

han senere i sit forfatterskab 

over til at skrive mere seriøse 

tekster. Han har dog sammen 

med Jules Verne fået eftermælet: 

science fictionens fædre. 

i 

Orson Welles læser The War of the Worlds i radioen 

i 1938 

orson WeLLes 

Orson Welles levede 1915-1985. Han 

var amerikansk skuespiller, filminstruktør 

og manuskriptforfatter. Hans 

debutfilm Citizen Cane (på dansk Den 

store mand) fra 1941, hvori han tillige 

spiller hovedrollen, bliver ofte regnet 

for verdens bedste film. Orson Welles 

var 23 år, da han blev berømt for fremførelsen 

af The War of the Worlds. 

i 

143

144 


Lyt til The War of the Worlds 

På dvd’en kan du høre Orson Welles’ radiodramatisering The War of the Worlds i 

den originale udgave. Lån evt. bogen og læs begyndelsen af H. G. Wells’ Klodernes 

kamp på dansk. 

• Lyt til radiohørespillet The War of the Worlds på dvd. Radiomontagen er den 

originale tekst, dramatiseret af Orson Welles på amerikansk. Brug tid på at høre 

og forstå radiospillet. 

• Genfortæl fortællingens forløb for hinanden. 

• Undersøg, hvilke fortælleteknikker radiomontagen benytter sig af, og diskuter, 

hvilken effekt de har på lytteren. 

• Lyt efter brugen af stemmen som udtryksmiddel samt lydeffekter i øvrigt, og 

overvej, hvilken virkning de giver. 

• Drøft, hvad det var ved radiomontagen, der gjorde, at en opfundet virkelighed 

pludselig bliver til den skinbarlige virkelighed for mange mennesker – vil det 

samme kunne ske i dag? 

• Undersøg, hvilke historiske og samfundsmæssige omstændigheder der lå til 

grund, da radiomontagen udsendtes i 1938, og drøft, om I kan perspektivere til 

fremtidsvisionen i The War of the Worlds. Få gode råd til informationssøgning 

på www.vildmeddansk.gyldendal.dk &. 

Den moderne science fiction fødes 

I science fiction-kredse er det ivrigt dis- 

kuteret, hvorvidt det er science fiction- 

agtige rejsefortællinger af Jules Verne i , 

eller om det allerede var Frankenstein af 

Mary Shelley i 1818, der er grundlægger 

af den moderne science fiction. (Du kan 

læse uddrag af Frankenstein i kapitlet 

„Gys og Gru“ i Vild med dansk 7.) I Franken- 

stein benytter doktor Frankenstein sig 

af den moderne teknologi elektricitet til 

at sætte liv til sit monster, som han har 

bygget af døde mennesker. Frankensteins 

fortalte rum udspiller sig i fortiden, i 

midten af 1700-tallet, hvilket vidner om, 

at science fiction ikke behøver at foregå 

i fremtiden, men også kan udspille sig 

i en fjern fortid. Novum er, at den nye 

teknologiske opfindelse, elektriciteten, 

kobles med skabelsen af liv.

De første årtier i 1800-tallet er skelsættende, 

hvad angår udviklingen af naturvidenskaben. 

Både i kraft af industrialiseringen, 

men også på universiteterne 

styrkedes de naturvidenskabelige discipliner: 

astronomi, fysik, kemi, biologi, 

geografi og geologi. Netop denne udvikling 

tematiseres og problematiseres i 

Frankenstein. 

Rejsen mod det ukendte 

I år 1862 udgiver Jules Verne sin første 

bog Fem uger i ballon. Med denne bog 

lægger han sin stil fast: rejsefortællingen. 

Denne fortælleform har en lang 

tradition bag sig, formentlig som den 

ældste fortælleform – det har altid været 

tillokkende at vende hjem fra rejse og 

berette om store heltedåder. 

Jules Verne får stor agtelse, fordi 

han skaber en ny strømning og en ny 

måde at benytte genren på. Hans fortællinger 

bygger ofte på et naturvidenskabeligt 

eller teknologisk novum, der 

ligger til grund for den rejseformel, 

hans fortælling bygges op omkring. At 

Jules Verne også er ude i et pædagogisk 

ærinde, lægger han ikke skjul på: „Jeg 

gjorde det ikke for at profetere, men 

simpelthen for mellem ungdommen at 

udbrede interesse for geografien i en så 

tiltrækkende skikkelse som muligt“, har 

Jules Verne udtalt om sit forfatterskab. 

JuLes verne 

Jules Verne levede 1828-1905. Han 

var uddannet jurist, men ernærede 

sig som forfatter og har udgivet over 

90 værker. Han læses af mange 

aldersgrupper. 

Science fiction-fans mener, at 

nok skabte Mary Shelley med Frankenstein 

verdens første science fiction-bog, 

men Jules Verne opfandt 

genren! 

Et krater på månens bagside er 

opkaldt efter Jules Verne. 

i 

145

146 


Rejsen til månen (uddrag) 

af Jules Verne 

„Jeg beder om ordet!“ udbrød J. T. Maston. 

Ordet blev givet ham med en iver, som hans strålende fortid fortjente. 

„Tapre venner,“ sagde han med henført stemme, „vor præsident gør ret i at give 

spørgsmålet om projektilet forret for alt andet! Den kugle, som vi vil sende til månen, 

er vor budbringer, vor ambassadør, og jeg beder Dem om tilladelse til at betragte den ud 

fra et rent moralsk synspunkt.“ 

Denne nye måde at betragte et projektil på vakte i høj grad udvalgsmedlemmernes 

nysgerrighed; de lyttede derfor med største opmærksomhed til J. T. Mastons ord. 

„Ærede kolleger,“ fortsatte denne, „jeg skal fatte mig i korthed; jeg ser bort fra den 

fysiske kugle, den dræbende kugle, og skal blot betragte den matematiske kugle, den 

moralske kugle. Kuglen står for mig som det mest blændende bevis på menneskelig 

kunnen; denne fremtræder i sin ypperste form i kuglen; ved at skabe den har mennesket 

mest nærmet sig Skaberen!“ 

„Meget vel!“ sagde major Elphiston. 

„Ja,“ udbrød taleren, „om Gud har skabt stjernerne og planeterne, så har mennesket 

til gengæld skabt kuglen, der er et billede på jordisk hastighed, en anden form for 

de himmellegemer, der svæver i verdensrummet, og som sandt at sige ikke er andet 

end projektiler selv! Gud er mester for elektricitetens, lysets, stjernernes, kometernes, 

planeternes, drabanternes, lydens, vindens hast! Men kuglens hastighed, der hundrede 

gange overgår togenes og de hurtigste hestes fart, skyldes os!“ 

J. T. Maston havde talt sig op; hans stemme fik en lyrisk klang, alt mens han bragte 

kanonkuglen denne lovsang. 

„Vil De have tal?“ fortsatte han, „så kan De få nogle, der taler for sig selv! Tag blot den 

beskedne 24-punds kugle; om den end går 800.000 gange mindre hurtigt end lyset, 76 

gange mindre hurtigt end Jorden på sin bane omkring solen, så overgår den dog i udskydningsøjeblikket 

lydens hastighed, den tilbagelægger 200 favne i sekundet, 2000 favne på 

10 sekunder, 14 miles i minuttet, 840 miles i timen, 20.100 miles om dagen, det vil sige 

samme hastighed som et punkt på ækvator har under jordklodens rotation, 7.336.500 

miles om året. Den ville altså bruge 11 dage til at begive sig til månen, 12 år til at nå 

solen, 360 år til at komme ud til Neptun ved ydergrænsen af vort solsystem. Det er, hvad 

denne beskedne kanonkugle, vore hænders værk, er i stand til! Hvad vil vi så ikke opleve, 

når vi tyvedobler denne hastighed og udslynger den med en fart af 7 miles i sekundet! 

Åh! du strålende kugle! herlige projektil! Jeg fryder mig ved at tænke på, at du skal blive 

modtaget deroppe med alle de æresbevisninger, der tilkommer en jordisk ambassadør!“ 

Hurraråb hilste denne højstemte afslutning, og J. T. Maston satte sig ganske bevæget 

under sine kollegers lykønskninger. 

(1865)

Jules Verne er kendt for at give sine fortællinger et anstrøg af satire * 

• Kan du finde eksempler på satire her? 

Jules Verne skriver i en tid, hvor det er almindeligt, at romaner skal give læseren 

kundskaber. Genren kaldes encyklopædisk litteratur. Hans tekster er fyldt med fak- 

tuelle oplysninger, der ikke nødvendigvis har den store betydning for handlingen. 

• Find eksempler i teksten. 

• Hvilken effekt har det på dig som læser, at tekniske detaljer og andre oplysende 

forhold beskrives meget præcist? 

Illustration til en udgave af Rejsen til månen fra 1902 

satire 

Satire er en litterær form, der spotter 

og latterliggør fejl og laster med et 

kritisk sigte. Satiren er en litterær 

stil, der kan anvendes i mange forskellige 

genrer. Satiren anvendes ofte 

inden for science fiction. 

* 

147

148 


Neil Armstrong planter det amerikanske flag på månen i 1969 

Rejser til månen 

Hergé udgiver tegneserien Tintins ople- 

velser: Månen tur-retur i 1950-1953. Den 

er altså skrevet knap 20 år før, amerika- 

neren Neil Armstrong i 1969 tager det 

første skridt på månen. Vi kommer ind 

i Månen tur-retur netop, da rumskibet er 

landet på månen, og Tintin er på vej til 

at tage sit første skridt på månen. Senere 

i tegneserien får vi at vide, at der lurer 

farer overalt. Først et måneskælv, der 

viser sig at være et meteornedfald – et 

fænomen, vi kender på jorden, der her 

overføres til månen. Det skal dog vise 

sig, at den største fare, Tintin og hans 

venner møder, medbringer de selv.

Side fra tegneserien Tintins oplevelser: Månen tur-retur © Hergé/Moulinsart 2008 

149

150 


Se siden fra Tintin – Månen tur-retur 

Giv en analyse af det store billede, 

hvor Tintin betræder månen. Du kan 

i din analyse bl.a. komme ind på: 

• komposition 

• perspektiv 

• farver 

• linjer 

• skygger 

Du kan finde hjælp til billedanalyse 

i ordbogen på ARTLOVERS på websitet 

www.vildmeddansk.gyldendal. 

dk & 

• Hvilken oplevelse får beskueren 

af mennesket i forhold til henholdsvis 

månen og teknologien 

(symboliseret ved raketten)? 

I kan nu selv tegne en tegneserie, 

hvor I tegner videre på Tintins oplevelser 

på månen. I kan eventuelt dele 

tegnearbejdet op, så I samlet sidder 

med én afslutning på tegneserien. 

• Overvej også, hvordan I skaber 

en science fiction-stemning og et 

science fiction-rum i billederne. 

• Overvej og diskuter, hvad tegneserien 

som udtryksform kan 

tilføre science fiction-genren. 

Filmplakat fra Metropolis fra 1926

Robotten og fremmedgørelsen 

Den tyske spillefilm Metropolis er 

instrueret af Fritz Lang i i 1926. Hand- 

lingen udspiller sig i et fremtidsscenarium 

placeret i 2026. Hovedpersonen er 

Freder, sønnen til den mand, der leder 

fabrikken Metropolis. Sønnen Freder 

forelsker sig hovedkulds i Maria, som 

kommer fra arbejderklassen. Arbejderklassen 

er placeret i en by under byen. 

De onde magthavere forsøger at skabe 

ravage i arbejderklassen ved at erstatte 

Maria med en robotkopi. I jagten på at 

genfinde Maria bliver Freder konfronteret 

med de umenneskelige forhold, hvorunder 

arbejderne tvinges til ti timers 

skifteholdsarbejde. Freder overtager 

arbejder nr. 11811s plads og bliver efter 

ti timers slid og skrækscenarievisioner 

introduceret til arbejdernes ønske om 

at gøre oprør. 

Der er en klar skelnen mellem den 

store arbejderklasse under jorden og de 

få magthavere, overklassen, der lever 

over jorden i paradisiske haver. 

Metropolis blev ved premieren et kæmpe 

flop, men filmen har siden fået status 

som en af filmhistoriens absolutte 

mesterværker. Den regnes for at være 

verdens første science fiction-film. Filmen 

er mere kendt for sin visuelle side 

end for selve historien. Billedstilen er 

ekspressionisme med effektfulde kontraster, 

markant brug af lys og skygge 

og en ikke-naturalistisk (ikke naturtro) 

spillestil. (Du kan læse mere om ekspressionisme 

i kapitlet Storbymennesker, 

s. 221) 

Metropolis har været til stor inspiration 

for filmskabere, fx moderne 

science fiction-film som Blade runner, 

Det femte element og Matrix samt for 

kunstnere og arkitekter. Fritz Lang selv 

siges at være inspireret af New Yorks 

skyline i filmens æstetik, altså filmens 

billedlige udtryk (se også s. 136). 

Fritz Lang 

Fritz Lang levede fra 1890-1967. Han 

var amerikansk/østrigsk filminstruktør, 

manuskriptforfatter og skuespiller. 

Han boede en del af sit liv i Tyskland, 

men flygtede efter at have 

afslået at arbejde for Hitler i 1933. 

Fritz Lang fik sit gennembrud i 1922 

med stumfilmen Dr. Mabuse, der 

Spieler. 

i 

151

152 


Filmen Metropolis har tjent til inspiration for 

kunstnere, filmfolk og arkitekter verden over 

Se klippet fra filmen Metropolis på dvd’en . Klippet er fra begyndelsen af filmen 

Vi bliver allerede i filmens begyndelse introduceret til filmens to modsatte universer, 

arbejdernes under jorden og magthavernes over jorden. 

• Skriv modsætningspar, der fortæller noget om de to universer. 

Traditionelt er spillefilm opbygget således, at konflikter præsenteres allerede i 

filmens anslag. 

• Beskriv konflikten, som den tegner sig i anslaget af Metropolis. 

Metropolis er meget berømt for sine billeder og for arkitekturen i filmen. 

• Hvordan leder arkitekturen i filmen tankerne hen på science fiction? 

• Hvordan forholder filmen sig til teknologien? 

Metropolis havde premiere i 1927, altså mellem de to verdenskrige. Efter at have 

set Metropolis ville Joseph Goebbels, som var Hitlers propagandaminister, have 

Fritz Lang til at arbejde for sig. Det afslog Fritz Lang dog, for derefter at flygte til 

Paris og senere til Hollywood. 

• Hvorfor, tror I, at Hitler og Goebbels syntes godt om Metropolis? 

• Anmeld Metropolis på www.vildmeddansk.gyldendal.dk & 

Her en plan for boligbyggeriet Metropolis i 

København

Rumrejsen år 2001 – her som filmatisering af Stanley Kubrick 

Den totale udslettelse 

Novellen Smuthul udkom i USA i 1946, 

umiddelbart efter atombombespræng- 

ningerne i Hiroshima og Nagasaki i 

slutningen af 2. Verdenskrig, men før 

Neil Armstrong tog det første skridt 

på månen i 1969. I novellen eksisterer 

der to civilisationer, marsboernes og 

menneskenes. Det kan diskuteres, hvilken 

der er mest civiliseret. Arthur C. 

Clarke i sætter med sin novelle fokus 

på vigtigheden af, at mennesket indser 

risikoen ved videnskab og teknik og 

den dødsensfarlige indflydelse, de kan 

have, som atombomben er et bevis på. 

artHur C. CLarke 

Clarke er født i England i 1917, død i 2008. 

Han var radar-instruktør i det britiske luftvåben 

under 2. Verdenskrig. Efter krigen studerede 

han fysik og matematik i London. Han 

har skrevet utallige science fiction-noveller. 

Novellen Smuthul er Arthur C. Clarkes første 

science fiction-novelle. En af hans mest 

kendte romaner er Rumrejsen år 2001 fra 

1968, som blev filmatiseret af Stanley Kubrick 

samme år. Filmen Rumrejsen år 2001 er blevet 

en filmklassiker. Filmen er et syret rumtrip, 

der i satirisk form beskriver menneskets 

udvikling fra abe til rummenneske. Siden 

skrev Clarke efterfølgeren Rumrejsen år 

2010, der også er filmatiseret. 

Arthur C. Clarkes foretrukne hovedtemaer 

er rejser i rummet, landskaber i andre 

verdener og kontakt med fremmede væsener. 

i 

153

154 


Smuthul 

af Arthur C. Clarke 

Fra: Præsidenten. 

Til: Sekretæren, Videnskabsmændendes Råd. 

Jeg har fået oplyst, at Jordens indbyggere har kunnet frigøre atomenergi og har eksperimenteret 

med raketfremdrift. Dette er yderst alvorligt. Lad mig få en udførlig rapport 

øjeblikkelig. Og gør det kortfattet denne gang. 

K. K. IV. 

Fra: Sekretæren, Videnskabsmændenes Råd. 

Til: Præsidenten. 

Kendsgerningerne er som følger: For nogle måneder siden opfangede vore instrumenter 

intens neutronudstråling fra Jorden, men en analyse af radioprogrammerne gav ikke på 

det tidspunkt nogen forklaring. For tre dage siden meddelte alle Jordens radiosendere, 

at atombomber blev anvendt i den krig, der for øjeblikket er i gang. Oversætterne er 

endnu ikke færdige med deres fortolkning, men det lader til, at bomberne er ganske 

kraftige. Der er foreløbig blevet anvendt to. Der er blevet frigjort nogle detaljer om 

deres konstruktion, men de anvendte grundstoffer er endnu ikke blevet identificeret. En 

udførligere rapport vil blive fremsendt, så snart som muligt. For øjeblikket er det eneste, 

der er sikkert, at Jordens indbyggere har frigjort atomenergi, foreløbig kun eksplosivt. 

Der vides meget lidt om raketforskningen på Jorden. Vore astronomer har observeret 

planeten omhyggeligt, lige siden radioudsendelser blev opdaget for en generation siden. 

Det er sikkert, at en eller anden form for langdistanceraketter eksisterer på Jorden, for 

der har været mange hentydninger til dem i de sidste militære udsendelser. Men der er 

ikke blevet gjort alvorlige forsøg på at nå det interplanetariske rum. Når krigen ender, 

forventes det, at planetens indbyggere vil iværksætte forskning i denne retning. Vi vil 

meget omhyggeligt følge deres radioudsendelser og den astronomiske observation vil 

blive strengt overholdt. 

Efter hvad vi har sluttet om planetens teknologi, skulle det vare omkring tyve år, før 

jorden får fremstillet atomraketter, der kan bruges til rumflyvning. I lyset heraf kunne 

det se ud til, at det er på tide at oprette en base på Månen, så vi kan holde nøje opsyn 

med sådanne eksperimenter, når de begynder. 

Trescon. 

Krigen på Jorden er nu endt, tilsyneladende på grund af anvendelsen af atombomberne. 

Dette vil ikke ændre på ovenstående argumenter, men det kan betyde, at Jordens indbyggere 

nu fuldt ud kan hellige sig ren forskning hurtigere end ventet. Nogle radio-

udsendelser har allerede peget på, at atomkraft kan anvendes til raketfremdrift. 

T 


Til: Direktøren for Bureauet for Ekstra-Planetær Sikkerhed (D.B.E.P.S.) 

De har set Trescons beretning. 

Udstyr en ekspedition til Jordens satellit øjeblikkelig. Den skal nøje overvåge planeten 

og øjeblikkelig aflægge rapport, hvis der foretages raket-eksperimenter. 

Den yderste omhu skal iagttages for at holde vor tilstedeværelse på Månen hemmelig. 

Det er De personligt ansvarlig for. Aflæg rapport til mig årligt, eller om nødvendigt 

hyppigere. 

K. K. IV. 


Til: D.B.E.P.S. 

Hvor er rapporten om Jorden?!! 

K. K. IV. 

Fra: D.B.E.P.S. 


Beklager forsinkelsen. Den skyldes, at det skib, der medførte rapporten, brød sammen. 

Der har ikke været tegn på raketeksperimenter det sidste år, og ingen hentydninger 

til dem i radioudsendelser fra planeten. 

Ranthe. 



De har set mine årlige rapporter til Deres ærværdige fader om dette emne. Der har ikke 

været nogen udvikling af interesse de sidste femten år, men den følgende meddelelse er 

netop blevet modtaget fra vor base på Månen: 

Raket-projektil, tilsyneladende drevet med atomkraft, forlod Jordens atmosfære fra 

nordlige landmasse i dag og bevægede sig gennem ydre rum langs en fjerdedel af planetens 

diameter, før den vendte tilbage under kontrol. 

Ranthe. 


Til: Statschefen. 

Kommentarer udbedes. 

K. K. V. 

155

156 


Fra: Statschefen. 


Dette betyder, at vor traditionelle politik må opgives. 

Det eneste håb for vor sikkerhed ligger i at forhindre jordboerne i at foretage videre 

skridt i denne retning. Efter hvad vi kender til dem, vil det kræve en overvældende trussel. 

Da planetens store tyngdekraft gør det umuligt for os at lande på den, er vor aktionsradius 

begrænset. Dette problem blev behandlet for næsten hundrede år siden af 

Anvar, og jeg er enig med ham i hans konklusioner. Vi må øjeblikkelig handle efter hans 

retningslinjer. 

F. K. S. 


Til: Udenrigsministeren 

Informer Rådet om, at der sammenkaldes til ekstraordinært møde i morgen middag. 

K. K.V. 



Tyve slagskibe skulle være tilstrækkeligt til at bringe Anvars plan til anvendelse. Der er 

heldigvis ikke grund til at bevæbne dem – endnu. Rapporter om, hvorledes det går med 

bygningen af dem ugentlig. 

K. K. V. 



Nitten skibe er færdige nu. Det tyvende er stadig forsinket på grund af fejl i skroget, og 

det varer mindst en måned før det er færdigt. 

Ranthe. 



Nitten er tilstrækkeligt. Jeg vil gennemgå operationsplanen med Dem i morgen. Er kladden 

til vor radioudsendelse færdig? 

K. K. V.



Hermed kladden: 

Jordens folk! 

Vi, beboerne af den klode, I kalder Mars, har i mange år holdt øje med jeres eksperi- 

menter med sigte på interplanetære rejser. Disse eksperimenter må ophøre. Vore studier 

af jeres race har overbevist os om, at I ikke er egnet til at forlade jeres planet på jeres 

nuværende civilisationstrin. De rumskibe, I nu kan se over jeres byer, kan knuse jer 

totalt og vil gøre det, hvis I ikke indstiller jeres forsøg på at rejse gennem rummet. 

Vi har bygget et observatorium på jeres Måne og kan øjeblikkelig opdage enhver 

overtrædelse af disse ordrer. Hvis I adlyder dem, vil vi ikke blande os i jeres affærer 

mere. Hvis ikke, vil en af jeres byer blive tilintetgjort hver gang, vi ser en raket forlade 

Jordens atmosfære. 

Efter ordre fra Mars’ Præsident og Råd. 

Ranthe. 



Jeg godkender den. Den kan oversættes. 

Jeg tager alligevel ikke med flåden. Aflæg detaljeret rapport til mig, umiddelbart 

efter De kommer tilbage. 

K. K. V. 



Jeg har den ære at rapportere, at vor mission er heldigt gennemført. Rejsen til Jorden 

var begivenhedsløs: Radioudsendelser fra planeten viste, at vi blev iagttaget i betydelig 

afstand, og der var stor opstandelse allerede før vor ankomst. Flåden blev fordelt i 

overensstemmelse med planen, og jeg udsendte vort ultimatum over radioen. Vi forlod 

kloden øjeblikkelig, og ingen fjendtlige våben blev anvendt mod os. 

Jeg skal fremsende detaljeret rapport inden to dage. 

Ranthe. 

Fra: Sekretæren, Videnskabsmændenes Råd. 


Psykologerne er færdige med deres rapport, der fremsendes hermed. 

Som man kunne forvente, gjorde vore krav først dette stædige og stolte folk 

157

158 


rasende. Det må have været et føleligt slag for dem, for de troede, de var de eneste intel- 

ligensvæsener i Universet. 

Men i løbet af nogle få uger var der en temmelig uventet forandring i tonen i deres 

erklæringer. De var begyndt at indse, at vi opfangede deres radioudsendelser, og nogle 

udsendelser er blevet sendt direkte til os. De erklærer, at de har indvilliget i at standse 

alle raketeksperimenter, i overensstemmelse med vore ønsker. Dette er lige så uventet, 

som det er velkomment. Selv om de prøver på at narre os, er vi fuldkommen i sikkerhed 

nu, da vi har anbragt den anden station lige udenfor atmosfæren. De kan ikke på nogen 

mulig måde fremstille rumskibe, uden at vi kan se dem eller opfange udstrålingen fra 

deres dyser*. 

Observationen af jorden vil fortsat blive strengt overholdt, som vi har fået instruks om. 

Trescon. 



Ja, det er fuldkommen sandt, der ikke har været flere raketeksperimenter de sidste ti år. 

Vi ventede i hvert fald ikke, Jorden ville overgive sig så let! 

Jeg er enig i, at denne races eksistens nu udgør en permanent trussl mod vor civilisation, 

og vi foretager eksperimenter efter de retningslinjer, De har foreslået. Problemet 

er vanskeligt, takket være planetens størrelse. Eksplosive våben er uanvendelige, og en 

radioaktiv gift af en eller anden slags giver formodentlig størst håb om succes. 

Heldigvis har vi nu uendelig lang tid til at fortsætte med denne forskning, og jeg vil 

sende rapporter regelmæssigt. 

Ranthe. 

Fra: Viceadmiral Henry Forbes, Efterretningstjenesten, Rumspecialkorpset. 

Til: Professor S. Maxton, Filologiske fakultet, Oxford Universitet. 

Over: Transender II (via Schenectady). 

Ovenstående papirer blev sammen med en del andre fundet i ruinerne af, hvad der formodes 

at være hovedstaden på Mars. (Mars Nr. KL 302895). Den hyppige anvendelse af 

tegnet for „Jorden“ antyder, at de kan være af særlig interesse, og vi håber, de kan oversættes. 

Andre papirer følger snart. 

Viceadm. H. Forbes. 

Kære Max, 

Undskyld jeg ikke havde tid til at sætte mig i forbindelse med dig før. Vi ses, så snart jeg 

kommer tilbage til Jorden. 

Hvor er Mars dog ét stort rod nu! Vores koordinator var hundrede procent nøjag-

tig, og bomberne blev materialiseret* lige over deres byer, fuldkommen som gutterne på 

Mount Wilson havde sagt. 

Vi sender en masse ting tilbage gennem de to små maskiner, men indtil den store sender 

materialiseres, er vores handlefrihed begrænset, og der er selvfølgelig ingen af os, der 

kan komme tilbage. Så skynd jer lidt! 

Jeg er glad for, at vi kan gå i gang med raketterne igen. Jeg er måske gammeldags, men jeg 

bryder mig ikke om at blive sendt gennem rummet med lysets hastighed. 

I hast, 

Henry 

(1946) 

dyser: udstrømninger, her rumskibenes „udstødningsrør“ 

materialisere: fremtræde i legemlig skikkelse, her efter at være sendt gennem rummet 

med en hastighed, der er større end lysets 

Rejser gennem luften har altid fascineret mennesker. Her et foto 

af Otto Lilienthal (1848-1896) på en af sine 2000 svæveture, 

før han styrtede i døden 

159

160 


Læs novellen Smuthul 

• Hvorfor er menneskenes civilisation utilregnelig set fra marsboernes side? 

• Lav en liste på ti ord, der beskriver vores civilisation i dag. 

• Smuthul er kun nogle få år ældre end Tintins rejse til månen. Diskuter forskelle 

og ligheder mellem de to tekster. 

Teksten Smuthul er udformet som en tænkt brevveksling. 

• Del rollerne ud og arbejd, først hver især og siden samlet i gruppen, med, hvor- 

dan I læser jeres tekst op. 

• Overvej og beslut i gruppen, hvordan I kan underbygge tekstens stemning med 

lydeffekter. 

• Fremfør teksten med lydeffekter for hinanden i klassen. 

• Diskuter, hvilke stemmeføringer og lydeffekter der var vellykkede til at under- 

bygge science fiction-stemningen. 

• Diskuter, om I mener, at vores civilisation bevæger sig i den rigtige retning, 

eller om I ser farer ved udviklingen. 

Skriv i din logbog 

• Beskriv i din logbog, hvad en 

dystopi er, og gør dig notater 

om, hvad du tror, at hensigten 

med at skrive dystopier kan 

være. 

• Hvilken funktion har dystopien i 

forhold til sin samtid? 

george orWeLL 

Eric Arthur Blair, som var Orwells rigtige 

navn, levede fra 1903-1950 i England. Han 

var forfatter og journalist. Orwell arbejdede 

som politisk og kulturel kommentator ved 

siden af romanskriverierne. Han var meget 

politisk aktiv og var ikke bange for at give 

udtryk for sine holdninger i sine artikler, 

essays og romaner. 

i

Big brother is watching you 

Romanen 1984 af George Orwell i fore- 

går i en tid, hvor verden er delt mellem tre 

stormagter: Eurasien, Østasien og Ocea- 

nien. Disse tre lande er i konstant krig, 

men der sker ingen større ændringer, da 

de alle er for store til at kunne besejres. 

Oceanien, som handlingen udspiller sig 

i, styres af Partiet efter Engsocs princip- 

per. Engsoc betyder Engelske Socialister. 

Øverst oppe i magtpyramiden sidder 

Store Bror. Ham skal hele folket elske, 

og hans ansigt ses fra plakater overalt 

1984 (uddrag 1) 

af George Orwell 

med underteksten „Store Bror ser dig“. 

Hovedtemaet i bogen er overvågnings- 

samfundet – „Big Brother is watching 

you!“ Folk overvåges af teleskærme, der 

gør det muligt at se, hvad folk laver samt 

at høre, hvad de siger. Synes Partiet ikke 

om en persons adfærd, bliver personen 

pågrebet af Tankepolitiet, der torturerer 

én, til man synes, at Partiet har ret, og til 

man elsker Store Bror. Det er netop, hvad 

der sker med hovedpersonen Winston. 

1984 er den mest kendte af George 

Orwells romaner. Den udkom i 1949. 

Det var en klar, kold aprildag, og urene slog netop tretten. Med hagen trykket ind mod 

brystet ligesom for at beskytte sig mod den bidende vind smuttede Winston Smith hurtigt 

ind gennem Victory Mansions’ glasdøre, men han var alligevel ikke hurtig nok i 

vendingen til at forhindre, at en hel del sand og støv blæste ind samtidig. 

Indenfor lugtede der af kål og gamle kludetæpper. For enden af gangen havde man 

med tegnestifter anbragt en mægtig kulørt plakat. Den forestillede et kæmpemæssigt 

ansigt, over en meter bredt; en ca. fem og fyrreårig mands ansigt med et kraftigt mørkt 

overskæg og grove, men alligevel ganske smukke træk. Winston gik hen mod trappen, 

det var håbløst at prøve elevatoren. Selv i gunstigste fald virkede den kun sjældent, og 

for tiden var den elektriske strøm afbrudt om dagen som et led i den sparekampagne, 

der gik forud for Hadets Uge. Hans lejlighed lå på syvende etage, og da han var ni og 

tredive år og havde et åbent skinnebenssår lige over højre ankel, gik han langsomt og 

stod flere gange stille for at hvile sig. På hver trappeafsats gloede plakaten med det 

kæmpemæssige ansigt ham i møde fra muren over for elevatorskakten. Det var et af den 

slags billeder, der er sådan tegnet, at man altid synes, at øjnene ser lige på en, hvor man 

end befinder sig. STORE BRODER SER DIG, lød underskriften. 

Inde i lejligheden læste en blød og behagelig stemme en talrække op, som havde 

noget at gøre med produktionen af råjern. Stemmen kom fra en aflang metalplade, der 

lignede et mat spejl, og som var forsænket i væggen til højre. Winston drejede på et 

håndtag, og stemmen blev noget svagere, skønt man stadig kunne skelne ordene. 

161

162 


Apparatet – der kaldtes en teleskærm – kunne dæmpes, men det kunne ikke lade sig 

gøre at lukke fuldstændig af for det. Han gik hen til vinduet; han var lille og tynd, 

og kroppens spinkelhed fremhævedes yderligere af den blå overall, som var Partiets 

uniform. Hans hår var meget lyst, hans ansigt var af naturen rødmosset, og huden var 

blevet ru af dårlig sæbe og sløve barberblade og af vinterkulden, der lige var ophørt. 

Selv gennem det lukkede vindue så det koldt ud udenfor. Nede på gaden blæste små 

hvirvelvinde støv og papirstumper rundt i spiraler, og skønt solen skinnede, og himlen var 

skærende blå, syntes alt farveløst med undtagelse af plakaterne, der var sat op alle vegne. 

Ansigtet med det mørke overskæg stirrede ned fra alle gadehjørner. Der var et på huset 

lige overfor. STORE BRODER SER DIG, stod der, og de mørke øjne så dybt ind i Winstons. 

Nede ved fortovet flagrede en anden plakat, der var gået løs i det ene hjørne, i vinden, og 

når blæsten tog i den, kunne man under den se ordet ENGSOC. I det fjerne dykkede en 

helikopter ned mellem tagene; som en spyflue holdt den sig et øjeblik svævende på samme 

sted og fløj så bort igen i en elegant bue. Det var politipatruljen, der spejdede ind ad folks 

vinduer. Men patruljerne betød ikke noget, det var kun Tankepolitiet, der betød noget. 

Bag Winstons ryg kværnede stemmen fra teleskærmen stadig løs om råjern og fortalte, 

med hvor mange procent man havde overskredet den niende Treårsplan. Teleskærmen 

fungerede samtidig som sender og modtager. Den opfangede enhver lyd, der var 

højere end en ganske sagte hvisken, og så længe han opholdt sig inden for skærmens 

synsfelt, kunne han også ses. Det var naturligvis umuligt på noget tidspunkt at vide, om 

man blev iagttaget. Alle teorier om, hvor tit og efter hvilket system Tankepolitiet gik ind 

på den enkelte ledning, var og blev det rene gætteri. Det var endog muligt, at de iagttog 

alle hele tiden, i hvert fald kunne de gå ind på ens ledning når som helst. Man måtte leve 

i formodningen om, at hvert ord blev aflyttet og enhver bevægelse, undtagen i mørke, 

iagttaget; og man gjorde det, det var en vane, der efterhånden var blevet til instinkt. 

Winston stod med ryggen til teleskærmen, det var sikrere, skønt selv en ryg kan 

være udtryksfuld, hvad han udmærket godt vidste. En kilometer borte rejste Ministeriet 

for Sandhed, hvor han var ansat, sin mægtige, hvide bygning over de grå og triste omgivelser. 

Dette, tænkte han med en vag følelse af afsky – dette var London, hovedstaden 

på Luftbase, I, der var nummer tre af Oceaniens provinser, hvad angik indbyggerantal. 

Han søgte i erindringen tilbage til sin barndom for at prøve at huske, om London altid 

havde set sådan ud. Havde der også dengang været alle disse forfaldne huse fra det 

nittende århundrede, hvis mure var afstivet med svære bjælker, hvor ituslåede ruder 

var erstattet med pap og tagene repareret med bølgeblik, og hvis havemure var vinde 

og skæve? Havde der også dengang været bombetomter, hvor vinden fik kalkstøvet til 

at rejse sig, og gederams voksede inde blandt murbrokkerne; og havde der været steder, 

hvor større karreer var blevet jævnet med jorden, og hvor triste grupper af hønsehuslignende 

barakker var skudt op? Men det var forgæves, han kunne ikke huske noget

om det; det eneste, han erindrede fra sin barndom, var nogle isolerede situationer, der 

ikke havde nogen baggrund, og som ikke sagde ham noget. 

Ministeriet for Sandhed – på Nysprog, Oceaniens officielle sprog, Minisand – var vidt 

forskellig fra alle andre bygninger, man kunne se. Det var en kolossal pyramidelignende 

bygning af skinnende hvid cement, der hævede sig, terrasse over terrasse, tre hundrede 

meter op i luften. Fra Winstons vindue kunne man lige akkurat læse Partiets tre slagord, 

der stod med elegante bogstaver på den hvide facade: 

KRIG ER FRED 

FRIHED ER SLAVERI 

UVIDENHED ER STYRKE 

Læs det første uddrag af 1984 

• Udvælg 15 ord i teksten, der beskriver stemningen. 

• Hvad er tekstens novum? 

1984 (uddrag 2) 

af George Orwell 

(1949) 

Hans interesse svækkedes igen. Han tog atter en slurk gin, greb den hvide springer og 

forsøgte med et træk. Skak. Men det var alligevel ikke det rigtige træk, for … 

Pludselig dukkede en erindring op i hans tanker. Han så et halvmørkt værelse med 

en stor seng med et hvidt sengetæppe på, og han selv, en dreng på ni-ti år, sad på gulvet 

og rystede et raflebæger og lo højt. Hans moder sad lige over for ham og lo også. 

Det måtte have været en måneds tid, før hun forsvandt. Det var et øjeblik, hvor de 

var gode venner, hvor den nagende sult i hans indvolde var glemt, og han atter holdt 

af hende. Han huskede det tydeligt; regnen havde strømmet ned ad ruderne, og det 

havde været for mørkt til, at man kunne læse. De to børn kedede sig i det lille, mørke 

soveværelse og blev utålelige. Winston skreg og skabte sig, forlangte forgæves at få 

noget at spise, gik rundt i værelset og bragte uorden i alting og sparkede på panelet, 

indtil naboerne dunkede på væggen, mens hans Lillesøster hele tiden klynkede. Til sidst 

havde hans moder sagt: „Vær nu artig, så skal jeg købe dig et stykke legetøj, som 

163

164 


du vil blive meget glad for,“ og så var hun gået ud i regnen hen til en lille forretning i 

nærheden, som stadig var åben nu og da, og var kommet tilbage med en papæske med 

et ludospil. Han kunne endnu huske lugten af det fugtige pap. Det var et tarveligt og 

ramponeret ludospil. Brættet var revnet, og de små terninger var så vinde og skæve, 

at de dårligt kunne ligge ned. Winston så surmulende og uinteresseret på det. Men så 

tændte hans moder et stearinlys, og de satte sig ned på gulvet for at spille. Snart var han 

vildt begejstret og lo højt, når brikkerne nærmede sig midten og så blev sendt tilbage til 

udgangspunktet. De spillede otte spil og vandt fire hver. Hans søster, der var for lille til 

at forstå, hvad spillet gik ud på, havde siddet på en dyne og leet med, fordi de andre lo. 

En hel eftermiddag havde de været lykkelige alle tre, ligesom i hans tidligste barndom. 

Han skød erindringen fra sig. Det var et falsk minde. Han blev nu og da plaget af 

falske minder. De betød ikke noget, når bare man var klar over, at de var falske. Nogle 

ting var sket, andre var ikke sket. Han vendte sig atter mod skakbrættet og greb igen den 

hvide springer. Næsten i samme øjeblik tabte han den ned på brættet. Han for sammen, 

som om han var blevet stukket. 

En skingrende trompetfanfare skar igennem luften. Det var meldingen! Sejr! Det 

betød altid sejr, når nyhederne indledtes med en trompetfanfare. En forventningens 

gysen gik igennem kafeen. Selv tjenerne stod stille og lyttede. 

Trompetfanfaren havde givet signalet til en infernalsk støj. Der lød en ophidset 

stemme fra teleskærmen, men den druknede næsten i hurraråb udenfor. Nyheden havde 

spredt sig som en løbeild. Af de afbrudte sætninger, han hørte fra teleskærmen, forstod 

han, at det alt sammen var gået, som han havde forudset; en kolossal invasionshær var 

hemmeligt blevet landsat og var pludselig faldet fjenden i ryggen, og den hvide pil havde 

skåret den sorte over. Brudstykker af sejrsstolte sætninger lød igennem støjen. „Imponerende 

strategisk manøvre – fuldendt samarbejde – vildt tilbagetog – en halv million fanger 

– fuldstændig opløsning – herredømmet over hele Afrika – bringer krigens afslutning i 

sigte – sejr – den største sejr i menneskehedens historie – sejr, sejr, sejr!“ 

Det rykkede i Winstons fødder. Han sad stadig på sin stol, men i tankerne løb han 

ude på gaden sammen med folkemasserne og skreg sig hæs. Han så atter op på Store 

Broders billede. Kolossen, der skrævede over hele verden! Klippen, mod hvilken Asiens 

vilde horder forgæves løb storm! Han tænkte på, hvordan der for ti minutter siden – ja, 

for kun ti minutter siden – endnu havde været tvivl i hans hjerte, og han havde spekuleret 

på, om frontmeldingen ville berette om sejr eller nederlag. Dette betød mere end 

en eurasisk hærs tilintetgørelse! Han havde forandret sig på mange måder siden hin 

første dag i Ministeriet for Kærlighed, men den endelige, uomgængelige og helbredende 

forandring var først indtrådt i dette øjeblik. 

Stemmen fra teleskærmen kværnede stadig løs om fanger og bytte og massakrer, 

men råbene udenfor var taget lidt af. Tjenerne begyndte igen at servere. En af dem

kom med ginflasken. Winston sad hensunket i en lyksalig drøm og lagde ikke mærke 

til, at hans glas blev fyldt. Han løb ikke længere og råbte hurra ude på gaden. Han var 

atter i Ministeriet for Kærlighed. Alt var tilgivet ham, og hans sjæl var ren som sne. Han 

befandt sig i retssalen, hvor han tilstod alt og angav alle. Han gik ned ad fængselsgangen 

med en følelse af at befinde sig i sollys og med en bevæbnet fangevogter bag sig. 

Kuglen, som han så længe havde ventet på, trængte ind i hans hjerne. 

Han så op på det kæmpemæssige ansigt. Fyrre år havde det taget ham at lære, hvad 

det var for et smil, der skjulte sig under det mørke overskæg. Ah, grusomme, unødvendige 

misforståelse! Ah, stædige, egenrådige flugt bort fra det elskende bryst! To gintårer 

trillede ned ad hans kinder. Men det var, som det skulle være, alt var, som det skulle 

være, kampen var ovre. Han havde vundet sejr over sig selv. Han elskede Store Broder. 

Læs det andet uddrag af 1984 

(1949) 

• Udvælg 15 ord, der beskriver stemningen på dette afsluttende tidspunkt i romanen. 

I teksten står der: „Han havde forandret sig på mange måder siden hin første dag 

i Ministeriet for kærlighed.” 

• Hvad er det for en forandring, der er indtruffet? 

• Giv på baggrund af begge uddrag en karakteristik af Store Bror. 

Den afsluttende linje er: „Han elskede Store Bror.“ 

• Diskuter, hvordan den linje skal forstås. 

• Bogen er en dystopi. Find dystopiske spor i tekstuddragene. 

• Tegn plakaten „Big Brother is watching you!“ (”Store Bror ser dig!”). 

• Tænk på, hvornår teksten er skrevet, og overvej sammenhængen med den 

historiske kontekst. Gå derefter på internettet og søg oplysninger om romanen, 

forfatteren og forholdet til samtiden. Find gode råd til informationssøgning på 

www.vildmeddansk.gyldendal.dk & 

• Diskuter, om George Orwells profetier er blevet virkelighed. 

165

166 


Technorave i Silo52 på Islands Brygge i København (2007) 

Cyberpunkeren – fascinerende 

frygtløs 

Romanen Neuromancer (på dansk Neu- 

romantiker) af William Gibson i er 

blevet indbegrebet af en retning inden 

for science fiction, der var udbredt i 

1980’erne, cyberpunken. Ordet cyber- 

punk er en sammenskrivning af ordet 

kybernetik, som betyder læren om sty- 

ringsprocesser ved computere, og ordet 

punk, der betyder opgør med det etab- 

lerede. 

Cyberpunken er en subkultur, hvis 

tilhængere mener, at teknologien er 

kommet for at blive. De ser sig selv 

som de eneste nulevende realister og 

vil have andre til også at tage stilling 

til vores fremtid. Derfor må der skabes 

debat om, hvordan teknologien udnyttes. 

Denne debat kan blandt andet 

skabes gennem at hacke eller foretage 

kriminelle handlinger via computeren. 

Cyberpunken fokuserer ikke kun på 

det ubehagelige, som teknologien kan

inge, den er også fascineret af teknologiens 

muligheder – og den mener, vi 

bør udnytte de muligheder. I 1980’erne 

opstod der en kult, der kædede science 

fiction-litteraturen, techno-musikken 

og hacking sammen. Cyberpunkeren 

er dog en enspænder, der ikke definerer 

sig selv ud fra fællesskaber. Til et 

techno-rave vil man opleve, at dansen er 

indadvendt, dvs. man danser alene, ikke 

for at komme i kontakt med andre. 

Den virtuelle (den potentielle 

eller mulige) virkelighed eksisterer for 

cyberpunkeren sideløbende med virkeligheden, 

blot med den forskel, at i den 

virtuelle virkelighed kan mennesket 

selv kontrollere, hvad der foregår. Det 

kan være svært at skelne disse to virkeligheder 

fra hinanden. 

Kulten er opstået som en reaktion 

på samfundet og på baggrund af en 

gruppe unges søgen efter identitet. 

Neuromantiker udspiller sig i storbyen 

Chiba, hvor demokrati ikke længere er 

styreformen. Det er store japanske firmaer, 

der styrer verden. Bogens hovedperson 

er Case, der er data-cowboy, det 

vil sige hacker. Case har stjålet fra sin 

arbejdsgiver, og de har derfor inficeret 

ham med en svampegift, således at han 

ikke kan bruge matrixen, den virtuelle, 

computerbaserede virkelighed igen. For 

at dulme sin afhængighed af matrixen 

tager Case en masse euforiserende stoffer 

(narkotika). 

Computerbrugeren træder ind i matrixen 

ved hjælp af dermatroder, der 

giver direkte adgang til hjernens neurale 

netværk, så computerskærmen så 

at sige bliver en del af personens indre 

oplevelse. 

Informationsteknologien spiller en 

afgørende rolle i romanen. 

WiLLiam gibson 

Gibson er amerikansk forfatter og født i 1949. 

Hans debutroman er Neuromantiker, som har 

givet ham kult-status blandt science fictionfans. 

Han har skrevet flere cyberpunkromaner 

og noveller. Hans trilogi Neuromantiker, 

Count Zero og Mona Lisa indvarslede et fremtidigt 

samfund på internettet, der ville gå i et 

med den virkelige verden, og han introducerede 

ord som cyberspace, cyberpunk og virtual 

reality. 

Læs mere om William Gibson på hans 

hjemmeside www.williamgibsonbooks.com, 

hvor du også kan blogge med ham. 

i 

167

168 


Neuromantiker (uddrag) 

af William Gibson 

Himlen over havnen havde samme farve som et fjernsyn, der er indstillet på en død 

kanal. 

– Det er ikke fordi jeg junker, hørte Case en eller anden sige, mens han maste sig 

frem gennem mængden omkring indgangen til Chat. – Det er bare som om min krop er 

blevet helvedes hooked af sig selv. 

Det var en Sprawl-stemme og en Sprawl-vittighed. Chat-subo var en bar for professionelle 

udlandsamerikanere; man kunne sidde og drikke der en uge uden at høre to 

ord på japansk. 

Ratz passede baren, og hans kunstige arm spjættede monotont, mens han fyldte 

Kirin fra fad i en bakkefuld glas. Han fik øje på Case og smilede med tænder, der var 

et puslespil af østeuropæisk stål og brunt forfald. Case fandt en plads ved bardisken, 

mellem en af Lonny Zones unaturligt solbrændte ludere og en høj afrikaner i nystivet 

marine-uniform og med kindben dækket af præcise rækker af stammear. 

– Wage var herinde før, med to af sine gorillaer, sagde Ratz og skubbede en fadøl over 

bardisken med sin gode hånd. – Tror du, det var dig, han skulle snakke forretninger 

med, Case? 

Case trak på skuldrene. Pigen til højre for ham fniste og puffede til ham. 

Bartenderens smil blev bredere. Han var så grim, at der gik myter om det. I en tid, 

hvor skønhed kunne købes for penge, var der noget heraldisk ved ikke at være det. 

Den antikverede arm knirkede, da han rakte ud efter endnu et krus. Det var en russisk 

militærprotese, en syvfunktions krafttilbagekoblings-manipulator indfattet i snusket, 

lyserødt plastic. – Du er nok lidt for meget af en artist, herr Case, gryntede Ratz; det 

var den lyd, han brugte i stedet for latter. Han kløede sin hvidskjortede ølvom med en 

lyserød klo. – Stor artist – ekspert i lidt for sjove numre. 

– Ja ja, sagde Case og nippede til sin øl. – Nogen skal jo være sjove her omkring, og 

dig er det fanden galeme ikke. 

Luderens fnisen røg en oktav op. 

– Det er sgu heller ikke dig, søster, så tag lige og smut, ikke? Zone er en nær personlig 

ven af mig. 

Hun så Case i øjnene og kom med den svagest tænkelige spyttende lyd, næsten uden 

at bevæge læberne. Men hun gik. 

– Kors, sagde Case, – Hvad fanden er det for et hul, det her. Man kan ikke drikke en 

øl i fred. 

– Ha, sagde Ratz og tørrede det skrammede træ med en klud. – Zone giver provision. 

Dig lader jeg arbejde hernede som ren underholdning.

Da Case løftede sit glas, sænkede denne sære stilhed sig over lokalet, som om hun- 

drede ubeslægtede samtaler på samme tid var nået frem til den samme pause. Så lød 

luderens fnisen igen, med en sær understrøm af hysteri. 

Ratz gryntede. – En engel gik gennem stuen. 

– Kineserne, brølede en fuld australier. – Det er satan galeme kineserne, der har 

opfundet nervesplejsning. Hvis man skal have gjort noget ved nerverne, så skal man ind 

på fastlandet, siger jeg. Du kan tro, de kan, makker… 

– Det …, sagde Case til sit glas, og al bitterheden vældede pludselig op i ham som 

galde, – … det er simpelthen det værste pis at høre på. 

Japanerne havde allerede glemt mere om neurokirurgi, end kineserne nogen sinde havde 

vidst. De sorte klinikker i Chiba var udviklingens fortropper, hele grene af teknikken 

blev udskiftet hver måned, men alligevel kunne de ikke reparere den skade, han var 

blevet udsat for på det hotel i Memphis. 

– Et år havde han været her, og stadig drømte han om cyberspace, selv om håbet 

svandt for hver aften der gik. Hvor meget han end tog speed, hvor meget han end snoede 

sig og lavede numre i Natbyen, blev han alligevel ved med at se matrix’en, når han sov, 

logikkens lysende fletværk der foldede sig ud hen over det farveløse tomme rum… 

Sprawl var langt væk på den anden side af Stillehavet nu, og han var ikke keyboardkunstner 

mere, ikke længere cyberspace-cowboy. Han var bare en lille plattenslager, 

der prøvede at fægte sig igennem. Men drømmene foldede sig ud i den japanske nat 

som elektrisk voodoo, og han græd af længsel, græd i søvne og vågnede alene i mørket, 

krummet sammen i sin kapsel på et kistehotel med hænderne kradsende ned i sengepladen 

og skumplast mellem fingrene, mens han prøvede at række ud efter det keyboard, 

der ikke var der. 

– Jeg så din pige i går aftes, sagde Ratz og rakte Case hans anden Kirin. 

– Sådan en har jeg ikke, sagde han og drak. 

– Miss Linda Lee. 

Case rystede på hovedet. 

– Ingen pige? Ikke noget som helst? Ikke andet end forretninger, min artistven? Alt 

for handelen? 

Bartenderens små brune øjne sad dybt inde mellem rynkerne. – Jeg tror egentlig 

bedre, jeg kunne lide dig, da du var sammen med hende. Du lo mere. Nu er der nogle 

aftener, hvor du måske bliver lidt for artistisk; du risikerer at ende i tanken på en af 

klinikkerne, som reservedele. 

– Du får mig simpelthen til at tudbrøle, Ratz. 

Han drak ud, betalte og gik, med høje, smalle skuldre ludende frem under 

169

170 


vindjakkens regnplettede kakinylon. Mens han banede sig vej frem gennem Ninseis 

menneskemængder, kunne han lugte sin egen sure sved. 

Case var fireogtyve. Da han var toogtyve var han cowboy, listetyv, en af de bedste i 

Sprawl. Han var blevet trænet af de bedste, af McCoy Pauley og Bobby Quine, der var 

myter inden for branchen. Han havde kørt i et næsten permanent sus af adrenalin, et 

biprodukt af ungdom og dygtighed, koblet på en specialbygget cyberspacekonsol, der 

projicerede hans kropsløse bevidsthed over i den fælles hallucination, der var matrix’en. 

Han var en tyv, der arbejdede for andre og rigere tyve, arbejdsgivere der udstyrede ham 

med de specielle programmer, der skulle til for at trænge gennem virksomhedssystemernes 

brogede mure og åbne vinduer ind mod frodige datamarker. 

Han havde lavet den klassiske fejl, den fejl han havde svoret på aldrig at lave. Han 

havde stjålet fra sine arbejdsgivere. Han havde beholdt noget for sig selv og prøvet at 

få det afsat gennem en hæler i Amsterdam. Han var stadig ikke sikker på, hvordan han 

var blevet afsløret. Ikke fordi det betød noget mere. Han havde regnet med at dø, men 

de havde bare smilet. Jamen, han var da selvfølgelig velkommen, sagde de til ham, han 

var da velkommen til de penge. Og han fik så sandelig også brug for dem. For – sagde de 

stadig smilende – de ville sørge for, han aldrig kom til at arbejde mere. 

De skadede hans nervesystem med en russisk svampegift fra krigens tid. 

Han lå fastspændt til en seng på et hotel i Memphis, mens hans talent blev brændt 

ud mikron for mikron, og han hallucinerede tredive timer. 

Skaden var minimal, diskret og totalt effektiv. 

For Case, der havde levet for cyberspaces kropsløse ekstase, var det Syndefaldet. I 

de barer, hvor han var kommet som den store cowboy, lå der en vis afslappet foragt for 

kroppen i elitens holdning. Kroppen var kød. Case faldt ned i sit eget køds fængsel. 

(1984)

Læs begyndelsen af romanen Neuromantiker 

• Skriv en liste over alle de ord i teksten, du ikke forstår. 

• Slå ordene op i en ordbog og find ordforklaringer. Er der nogle ord, du ikke kan 

finde forklaringer på, så prøv, om I kan finde på en ordforklaring ud fra den 

tekstsammenhæng, ordet indgår i. 

• Udvælg ti stikord i teksten, der siger noget om det miljø og den stemning, der 

er i teksten. 

• Sammenlign med sidekammeraten, og udvælg jeres ti bedst beskrivende stikord. 

• Beskriv Cases afhængighed af matrixen. 

• Diskuter, hvordan I tror, vores brug af computeren og cyberspace vil udvikle 

sig. 

Med en videobrille på er det muligt at se film og 

video i sin egen personlige biograf. Reklame for 

videobrille fra myvu.com 

171

172 


Skabt for hinanden 

af Svend Åge Madsen 

Kvinden giver et forskrækket skrig. De to mænd fastgør hendes fødder til bassinets 

bund. Et øjeblik efter begynder vandet at strømme ned over hende. 

På samme tid har hendes mand modtaget sin opgave, noget værktøj og nogle propper. 

Han er allerede nervøs. Sender et bekymret blik til konen før han kaster sig over de 

indviklede arbejdstegninger. 

Kvinden står roligt. Hun har straks indset at hun ikke kan slippe løs ved egen hjælp. 

Vandet når hende til anklerne. En ganske almindelig kvinde, midt i trediverne, der 

aldrig har gjort nogen ondt. I skolen den glade, men ikke alt for kvikke pige. Senere, som 

sygeplejerske, den omsorgsfulde, altid god for en sød bemærkning. De samme fem-seks 

bemærkninger, på skift. Med en drøm om mange børn. Og et liv som aldrig helt blev det 

som livet skulle være. Men nu skal alt blive anderledes. 

Vandet, der siler ned over hende, når hende til knæene. Manden fumler unødvendigt 

med tegningerne. Uden at have fået overblik kaster han sig over de mange rør. Han følger 

dem med hånden for at finde det rigtige. Begynder at skrue på en hane, uden resultat. 

Da han skruer den anden vej løber vandet hurtigere. Et advarende skrig fra konen. 

Han forsøger sig med en prop, men den er for stor til at presses i udløbet. Det spilder en 

masse tid. 

Han prøver at skære en prop til, men da han omsider får den presset i, holder den 

kun et øjeblik. Med et plop ryger den ud. Vandet fosser ned over den bundne. Det tvinger 

en skræmt jamren fra hende. Nu er hun virkelig ved at forstå situationens alvor. 

Manden kaster sig forvirret over tegningerne. Markerer den vandførende linie med 

rødt, men i et knæk og en kobling går han fejl. Mens han skruer på en hane får han tid 

til at kaste et blik til bassinet. Vandet når hende op til navlen. 

Som ung var hun dygtig til gymnastik. Meget, smidig, den bedste til at gå i spagat. 

Det optrådte hun med ved alle festlige lejligheder. Nu er begge hendes fødder surret til 

gulvet. Det var noget af det der fik manden til at falde for hende i sin tid. Spagaten, ved 

en kollegiefest. 

Han må have gjort endnu en fejl, vandet løber hurtigere, når hende til brystet. Der 

går panik i hende. 

Det er skræk. Virkelig skræk. Ingen kan fuppe mig. Jeg kender virkeligheden når 

jeg ser den. Det er ikke aftalt spil. Kvinden med vand til skuldrene er rædselsslagen, 

vaskeægte rædsel. 

Manden banker en prop ind i et rør. Den bli’r siddende. Et øjeblik hjælper det, han 

når lige at tørre sveden af panden. Så begynder det at fosse ud af et af de andre. De to 

rør må være forbundne.

En ny prop. Men derved bli’r presset for stort på den første. Kvinden gylper, er 

kommet til at sluge vand. Hun strækker hals. Øjnene lyser af skræk, vidtopspærrede. 

Manden tilbage til tegningerne. Prøver at følge løbet, men spilder tid på at kaste et 

sidste blik på konen. Bogstaveligt: et sidste blik. For da han i det samme finder frem til 

det rigtige håndtag, er det for sent. 

Kvinden harker, sluger vand, basker vildt med armene, sluger mere, og opgiver, 

synker sammen, hovedet under vand. 

Skriiitch dyt! 

Jeg har været så opslugt af programmet at en bil må bremse hårdt op for at undgå at 

ramme mig. Chaufføren peger på min hale, og sætter en finger i tindingen, drejer rundt. 

„Sjoskerøv, du vil nok gerne indlægges i Dødskampen?“ råber han forskrækket. 

Jeg er så optaget at jeg ikke gider svare jokkehovedet. Krydser gaden. 

Nærbillede på manden. Først er han helt forstenet. Holder op med at dreje på hanen, 

lader vandet smådryppe, da han ser konen synke sammen. 

Og så er det sorg. Smertefulde trækninger i ansigtet. Dyb, oprigtig sorg glider over 

ham. Ikke alene har han mistet sin kone, men også den formue de håbede at vinde. 

På fortovet er jeg ved at støde ind i en anden fyr der garanteret ser det samme program. 

Et af de mest sete. En sær fornemmelse: For hver tyve personer jeg passerer er der 

én der er i gang med at se Livsduel. Det er ligesom vi har noget tilfælles. 

Ægte fortvivlelse. Ærgrelse, et halvt minut skilte ham fra lykken. Og skyldfølelse. 

Manden kan ikke skjule det. Ingen forstillelse. Det gør altid et stærkt indtryk. Det er det 

der gør Livsduel til noget helt særligt. Selvfølgelig er det dejligt når de vinder. Men når 

det en sjælden gang går galt, er det altså vanvittig stærkt. 

Til at begynde med var reglerne lidt anderledes. Manden og konen bestemte selv på 

forhånd hvem der skulle være offer og hvem der skulle være frelser. 

Men det blev misbrugt. Der var et tilfælde hvor konen gerne ville af med manden og 

fik ham til at melde sig som offer. Hvorefter hun nølede med vilje. Mens han hang i et 

reb over en kløft. Hun lod selvfølgelig som om hun prøvede at slukke ilden der nærmede 

sig rebet. Men fumlede. 

Og lod som om hun var chokeret da manden strøg i afgrunden. Det fik dem til at 

ændre reglerne for Livsduel. Sådan at der bli’r trukket lod i sidste øjeblik. Ingen ved på 

forhånd om manden eller konen skal være frelser. Så nu er det kun klogt at melde sig 

hvis man har fuld tillid til sin partner. 

Jeg har sjosket så længe at jeg må sætte mig på et rækværk, uden at knække halen. 

Det er den eneste ulempe ved min model: Når man sætter sig. Til gengæld kan man tage 

mange flere kanaler. Tæt ved tre hundrede, siger nogle der har prøvet at tælle dem op. 

Hvordan man så gør det. For programmet er jo nyt inden man når hele vejen rundt. 

Og hvem kan huske så langt som tre hundrede forskellige programmer? 

173

174 


Den anden mulighed er at have to følehorn oppe i panden. Det giver lidt skarpere 

billeder siger de, men man kan tage færre kanaler med sådan en hovedantenne. Jeg har 

ikke fortrudt, mig og min hale, vi hører sammen. 

Jeg har sat søgeren på Tilfældigt. Man skal også give tilfældet en chance. Og ryger 

ind i en film. En brandmand der er i gang med at sætte ild til nogle bøger, men gemmer 

et par stykker under jakken. Hans kone ser fjernsyn. 

I gamle dage havde man sådan et stort monstrum der stod i hjørnet og flimrede. Folk 

sad på række, bundet til at se det samme program, bundet til at blive i rummet. Jeg ved 

det fra nieren. 

Det må have været en lidelse for dem når de var nødt til at sidde i et venteværelse. 

Tomhed, afskåret fra livet. Eller når de kørte i bus, traskede rundt i en forretning, stod 

med opvasken. For ikke at tale om den tid hvor de sad og syede, eller klistrede papkasser 

til, hvad man nu arbejder med. Livet må have været én stor kedsomhed. Timer hvor 

der ikke skete noget som helst. Det er svært at forestille sig. Samtidig med at man vidste 

at alt muligt ophidsende, vigtigt, lystigt, sørgeligt udspillede sig omkring én. Man var 

bare ude af stand til at modtage signalerne. Afmægtig. 

Indtil en kvik fyr tænkte sig om: 

Signalerne er jo i luften. Hvorfor ikke opfange dem direkte? Når nu en antenne gjort 

fast ned langs rygraden og femten centimeter hale er nok til at man aldrig behøver kede 

sig. Med mindre man foretrækker de to horn i panden og en hvirvel hen over issen. 

I begyndelsen prøvede de at lave en forstærker. Indtil de fandt ud af det allerletteste 

var at koble signalet direkte på synsnerven. Nogle få chips der omsætter signalet, en 

ganske lille operation, og man har fuldtids beskæftigelse. På internethinden. 

Selvfølgelig kan man ikke se klart hvad der sker omkring én, så længe det er tændt. 

Hvorfor skulle man også det? Sandsynligheden for at der sker noget mere spændende i 

ens nærhed end på en af kanalerne: mindre end én til en milliard. Har nogen regnet ud. 

Jeg ved det fra nieren. Så man går ikke glip af noget. 

Før i tiden sad man på værtshuset og lyttede til den åndssvage fyr der udbredte sig. 

Sandsynligheden for at han er sjovere end stå-op-fyren på nethinden, er mindre end én 

til ti milliarder. Har jeg selv regnet ud. 

Alle har nærsyn. På nær nogle få fanatikere. Man kan kende dem på at de sidder på 

værtshuset og glor tomt ud i luften. Og røvkeder sig, uden nogen at snakke med. Mens 

alle andre sidder og griner hver for sig. Somme tider af det samme program. 

Det blinker i horisonten. Et tegn på at søgeren har fundet noget. Jeg klikker på lusen. 

To lægehold er ved at gøre sig parat. En gammel mand, med pandeantenne, er smadret 

af en lastbil. Den anden er en ret ung kvinde, men med en fremskreden kræft. 

Lægerne, nogle af landets førende specialister, begynder kampen. Jeg sætter en tier 

på den gamle mand. Selv om han virker helt kvast, tror jeg på at han kan leve lidt

længere end damen. Ikke noget jeg bli’r rig af. Jeg vinder vel højst femten-tyve kroner. 

Men man får mest ud af livet hvis man investerer noget. Ved jeg fra nieren. 

Manden er en pensioneret overlærer. Eleverne holdt meget af ham fordi han var så 

god til at fortælle. Han var en af de standhaftige. Først da han blev pensioneret fik han 

sin antenne. 

De er blevet gode til at beskrive de døendes historie, hurtigt og stærkt så man bli’r 

hængende. 

Ikke som i begyndelsen. Efterhånden som man så halvtreds eller hundrede døende 

om dagen blev man jo mere og mere ligeglad med menneskeliv. Men det ændrede sig da 

det blev tvunget at hæfte en livsbeskrivelse på alle dem der skal dø. Nu gør det faktisk 

lidt ondt hver gang, når man ligesom har indlevet sig i den døendes situation. Men de 

siger det er sundt at lide lidt, på den måde. Og på en måde gør det oplevelsen endnu 

stærkere. 

Kvinden med kræft har to børn. Den yngste er handicappet og meget knyttet til sin 

mor. Hun har opgivet sit job som arkitekt, hvor hun ellers var meget lovende, for at tage 

sig af barnet. Måske skulle jeg hellere have satset på hende, hun ligner en overlever. Nu 

er det for sent. 

Søgeren viser at boksekampen jeg er interesseret i skal til at begynde. Men jeg bli’r 

hængende ved Dødskampen lidt endnu mens jeg sjosker videre. 

Alle sjosker nu om dage. Før i tiden joggede folk. Men det får billedet til at ryste 

for meget. Derfor denne gangart hvor man undgår pludselige bevægelser med hovedet. 

Hellere sjoske i seks timer og have det sjovt, eller spændende, eller gribende imens, end 

jogge i en time og svede, have ondt, og dødkede sig. Ingen sammenligning. 

Joggehovederne er begyndt at søge sammen i grupper hvor de snakker sammen – om 

alt det de ikke har oplevet. Dét behov er man ikke plaget af når man har nærsyn. Faktisk 

går næsten alle sjoskerøve og småsnakker med sig selv, har man fundet ud af. Det er 

ikke kun mig. Uafhængig og selvforsynende. Jeg ved det fra nieren. 

En gammel gut med hale træder lige ind i en husmur, så meget kan jeg da se ud ad 

øjenkrogene. Han glor garanteret på sine egne multi-tip-oldeforældre på Mnemosyne. 

Signalerne fra spejlplaneten er stadig vildt populære blandt de gamle. 

Jeg klemmer lusen mellem to negle for at se hvad der optager den gamle så meget. 

Mnemosyne: En marmorforhøjning. Det ligner Cæsar der stiller sig op på den. Den virkelige 

Cæsar. Folk murrer. Gab. 

Jeg fatter ikke hvad de gamle ser i det. Bare fordi det ikke er skuespillere og kulisser. 

Bare fordi man har fanget det gamle signal direkte, men dødkedeligt. En timing som er 

værre end i den elendigste amatørvideo. Folk mukker. Det kan jeg sgu godt forstå. Der 

sker ingenting. 

På vej tilbage til Dødskampen klikker jeg forkert og lander på en stå-opper. 

175

176 


„Jeg har ikke så meget imod fabetisme,“ fortæller hun. 

„Men jeg siger stop når den bli’r anal.“ 

Jeg forstår den ikke. Folk griner. Enten fordi de ikke vil virke dumme, eller også fordi 

de faktisk sidder og ser et andet program, et sjovt et, mens de lader som om de glor på 

stå-opperen. 

Finder tilbage til Dødskampen. Det er da den ægte virkelighed. Alvor og nutid. Blod. 

Overlægen snitter i maveskindet. Det ser ud til at kvinden klarer sig bedst, selv om hun 

var gennemsyret af kræft. En tier smidt ud. 

I det samme viser det sig, på det andet øje, at der også er liv i den gamle overlærer. 

Det kan blive et tæt opløb, selv om det let kan komme til at trække længe ud. Ved at 

lukke ét øje ad gangen følger jeg dem skiftevis. Så lader jeg søgeren give mig besked hvis 

der er afgørende nyt. 

Det har fået mig til at spekulere på om der egentlig er noget på en anden kanal som 

jeg hellere ville se. Selv om søgefunktionen er blevet god, smutter der somme tider 

noget. Man føler sig så underligt snydt når man senere hører om noget uhyggeligt som 

man ikke selv har set. Som om man slet ikke følger med i sin egen tid. Genudsendelsen 

er ikke det samme. 

Det minder mig om en pige der sagde: „Vil du med hjem til mig og se? Min far har ni 

tusind kanaler.“ Jeg var jo ved at gå på røven. Tredive, hver gang jeg har én! 

Jeg må være gået med hende hjem for at se vidunderet. „Og så kan man spole lynhurtigt,“ 

sagde hun. „Frem og tilbage.“ Hun tog en af de dér tingester ned fra en hylde hvor 

de stod side om side, alfabetisk ordnet. Det skal nok passe at der var ni tusind af dem. 

Lige som dem brandmanden satte ild til. Hun bladede. Og begyndte at læse højt. 

Eddersmart. Jeg følte mig helt fattig med mine sølle tre hundrede. Tænke sig at have 

ni tusind sprællevende historier parat lige inden for rækkevidde hele tiden. Der er bare 

det ved det at ord ikke siger mig så meget. 

(Nå, sådan: anal-fabetisme, an-alfabetisme. Man kan ikke være lige kvik hele tiden.) 

Jeg husker det så tydeligt, så måske var det noget jeg så i stedet for. Ikke bare en pige 

jeg mødte. Det må have været på nieren. De er så moralske. De sender nogle drøngode 

udsendelser om hvor farligt det er at se for meget nærsyn. Simpelt hen drøngode. Alle 

ser dem. 

Bare man sjosker i seks timer om dagen, så er der ingen fare på færde. Ellers får man 

en smadrende hovedpine. 

De fleste bænke er optaget af trætte sjoskere. Jeg finder én hvor der er en plads. Idet 

jeg sætter mig rammer jeg pigen ved siden af og kommer derfor til at klikke på lusen. 

Jeg havner i en film jeg har set før. Den er uhyggelig så jeg bli’r hængende. Om nogle 

mennesker der bli’r suget tomme, uden selv at vide det. 

Hen imod slutningen er heltinden jo fortvivlet over at kæresten bli’r udsuget og

erstattet af de fremmede. Drønuhyggeligt. Fordi vi oplever hendes skræk ved at miste 

sin ven på den måde. 

Men måske er det slet ikke så uhyggeligt for ham. Det kan man ikke vide. Måske 

finder han det ligefrem behageligt at blive udsuget, fri for selv at handle. 

En gang imellem bli’r jeg sådan filosofisk. 

Så skifter jeg program og får det godt igen. Boksekampen er ikke begyndt endnu. En 

forkamp jeg ikke gider se. 

Pigen ved siden af har tale-anlæg. Hun behøver bare sige M7 så finder hendes chips 

straks programmet. Jeg er med på en kigger. Ved håndkraft luseklikker jeg mig frem til 

M7 for at aflure hende. 

Det må være en film. Lidt utydeligt billede. Måske skal det være kunst. 

Gradvist bli’r billedet skarpere. Det er en fyr med samme slags haleantenne som jeg, 

der sidder på en bænk. Han er fordybet i en film. Ved siden af, skulder mod skulder, 

sidder en pige med pandehorn. Det hun ser er en musikvideo, hurtige klip med smarte 

damer. Vi går tæt på hende. 

Hun ser godt ud. På sådan en stille måde, uden at prale med det. Faktisk flottere end 

de udhalede piger på videoen. Der er et eller andet bekendt ved hende. 

Det giver et sæt i mig da jeg bli’r klar over hvorfra. Det er pigen ved siden af mig! 

Og da kameraet går nærmere på genkender jeg også fyren. Sært. Jeg vil ikke påstå 

at jeg ikke har set mig selv før. Men ikke ret tit. Når jeg børster tænder har jeg altid en 

musikvideo til at køre for fuldt drøn. Så den kan overdøve bruset. Og med den længde 

mit hår har, behøver jeg ikke et spejl når jeg friserer mig. Så hvornår skulle jeg få tid til 

at glane på mit eget intetsigende fjæs? 

Alligevel genkender jeg altså fyren ved siden af pigen. Kun de to er i billedet, og så 

starter en utrolig flot version af Skabt for hinanden. 

Mens violinerne suser rejser han sig. Med en stor bevægelse river han hale-antennen af 

og slynger den fra sig. Den sejler gennem luften. Det kan man ikke i virkeligheden. Hvis 

den skal virke er den nødt til at være gjort grundigt fast. Men det er et flot billede. 

Pigen har også rejst sig. Hun flænser hovedantennen ud af panden. I slow motion 

svæver den væk. 

Bare sådan uden videre. Der er ingen mærker efter den tilbage i panden. Men det 

glemmer man fordi musikken er så stærk. 

Og så begynder de at gå, de to. De har dårligt nok set på hinanden. Man ved på 

forhånd at det vil ske. Hele stemningen har lagt op til det. Og alligevel virker det bare så 

smukt da de tager det første skridt, hånd i hånd, befriet for deres antenner. Træder op i 

luften, nærmest svæver væk, båret af musikken, trompeterne højt oppe. 

Da billedet er tonet ud, vender jeg mig mod pigen ved siden af. „Det må have været 

nieren der har sneget sig ind på den kanal,“ begynder jeg at sige. „De er helt vilde 

177

178 


efter at få folk til at stille antennen.“ 

Det sidste fik jeg aldrig sagt. Pigen er væk. Mens jeg var optaget af videoen må hun 

være sjosket videre. 

Det ærgrer mig lidt. Jeg havde ellers lige fået en idé. Hun så ud som én jeg kunne 

have tillid til. Vi kunne have besluttet at holde sammen. Så kunne vi to have meldt os til 

Livsduellen. Hun var lige den rette, jeg føler det, i fællesskab kunne vi have vundet en 

formue. 

Læs novellen Skabt for hinanden 

I novellen udspiller der sig to sidelø- 

bende historier eller virkeligheder. 

• Gennemgå novellen og find ud 

af, hvornår teksten foregår i den 

ene virkelighed, og hvornår den 

foregår i den anden. Giv de to 

parallelle virkeligheder navn. 

• Stil 10 spørgsmål til fortælleren. 

Byt derefter med sidemanden, 

og besvar hinandens spørgsmål, 

som om I selv var fortælleren. 

• Skriv videre på novellen. Bliv i 

samme stil, som novellen er skrevet 

i, og skriv en fortsættelse, der 

er realistisk i forhold til novellens 

univers. 

• Diskuter novellens tema set i 

lyset af cyberpunken. 

• Anmeld Skabt for hinanden på 


& 

svend Åge madsen 

Svend Åge Madsen er født i 1939. Efter 

at have forsøgt sig med uafsluttede 

matematikstudier, debuterede han i 

1963 med romanen Besøget. Gennem 

sit forfatterskab har han været meget 

optaget af at lege med fortællingens 

form. I sin science fiction-litteratur 

kredser Svend Åge Madsen ofte om 

videnskabens og teknologiens etiske 

problemstillinger 

Han har udgivet et utal af romaner, 

noveller, hørespil og børne- og 

ungdomsromaner. 

(1996) 

i

Læs løs 

På www.vildmeddansk.gyldendal.dk & 

er der en liste over science fiction-lit- 

teratur som inspiration til yderligere 

læsning. Der er også et anmeldelsessite, 

hvor du kan anmelde science fiction-litteratur 

og læse dine klassekam- 

Lav et science fiction-radiohørespil 

meraters anmeldelser. 

Måske kan du få nogle bud på, i 

hvilken retning vores samfund bevæger 

sig – eller i hvilken retning nogen mennesker 

frygter, at det bevæger sig. 

Til at begynde med skal du konstruere en science fiction-fortælling 

Men først skal der laves en arbejdsplan – skriv arbejdsplanen i din logbog: 

• Indled med at overveje, hvad dit værste mareridt er. Hvad tænker du er det vær- 

ste, der kan ske for vores samfund? 

Find dernæst ud af, hvordan du vil benytte science fiction-genrekendetegnene: 

• Hvad er novum i din fortælling? Tænk dit skrækscenarie ind her. 

• Hvilken rolle har naturvidenskaben/teknologien i din fortælling? 

• Hvordan inddrager du satire? 

• Hvilke andre kendetegn vælger du at bruge? 

• Lav i dine arbejdspapirer en brainstorm over det samfund, din fortælling skal 

foregå i. 

Nu kan du skrive din novelle. 

Giv hinanden respons 

Gå sammen i grupper, læs jeres fortællinger højt for hinanden, og forklar hinanden, 

hvad jeres arbejdsplan går ud på. 

Giv hinanden respons på jeres noveller. 

• Drøft, hvordan de enkelte noveller virker i forhold til science fiction-genrens 

179

180 


karaktertræk. Læg vægt på at analysere de vellykkede dele af fortællingerne. 

Udvælg i gruppen den bedste og mest gennemarbejdede fortælling, som I arbejder 

videre med og forbedrer i fællesskab. 

Den udvalgte fortælling skal nu laves til et radiohørespil 

På websitet www.vildmeddansk.gyldendal.dk & er der mulighed for at indtale radio- 

hørespillet direkte. Der findes også lydeffekter, der kan bruges til at understøtte 

afspilningen eller oplæsningen af jeres fortælling. 

Overvej også, om I kan gøre noget ved jeres klasseværelse den dag, I skal afspille 

radiohørespillene for hinanden, så jeres klasserum understøtter stemningen i fortællingerne 

– det kunne være specielle lys- eller lydforhold, chokeffekter, regulering af 

kulde-varmeforhold osv. 

Evaluering 

Når I til slut samler op, skal I overveje: 

• Hvad får dig til at lytte? 

• Var der nogle gennemgående temaer, kendetegn eller genretræk, som flere 

benyttede sig af, og som måske kan sige noget om vores forhold til fremtiden 

og udvikling i dag? 

Evaluering 

• Skriv i din logbog en liste over det, du har lært inden for science fiction-genren, 

som du ikke vidste i forvejen. 

• Giv en definition af genren science fiction i din logbog. 

• Gå på websitet www.vildmeddansk.gyldendal.dk & og saml jeres definitioner. 

Søg efter flere på internettet, og læg dem ind.

På Teknologirådets hjemmeside www. 

tekno.dk kan du finde artikler, der 

omhandler den teknologiske udvik- 

ling og dens betydning for mennesket. 

Artikler er sagprosatekster, der behandler 

emner fra virkeligheden ud fra en 

fagligt funderet synsvinkel. 

Den ny teknologis fortællinger (uddrag) 

af Anne Birkelund 

I skønlitteraturen kan forfatteren derimod 

lege med forestillingen om, hvilke 

konsekvenser en bestemt udvikling kan 

have for mennesker. På den måde kan 

skønlitteraturen måske sige noget om 

menneskets fascination af og angst for 

fremtiden. 

Fremtidsromaner handler i virkeligheden om nutiden, og hvad den kan udvikle sig 

til. Science fiction er derfor spændende i debatten om den ny teknologi, hvis rækkevidde 

ingen kan overskue. Også danske forskere har givet deres bidrag til genren. 

I en hal ligger 30.000 hjerner og skvulper rundt. Med kabler og ledninger er de 

forbundet i et kæmpemæssigt neuralt netværk i forsøget på at skabe den ultimative 

computer. To af hjernerne flygter ved hjælp af en slags gangstativer - blot for at opdage, 

at de befinder sig ombord på et rumskib adskillige lysår fra jorden. Året er 3268. 

Det er i korte træk handlingen i Hjernehallen. Bogen udkom i 1997 og er skrevet af dr. 

scient. Johan Springborg, der er kemiker på Landbohøjskolen. Han har siden udgivet 

Kopien, som er en fortsættelse. Her vender rumskibet tilbage til jorden og menneskeheden, 

der i mellemtiden er uigenkaldeligt forandret af mutationer og genmanipulationer. 

– Der står ikke noget i mine bøger, som ikke principielt eksisterer - udover det med 

at forbinde hjernerne. Når jeg for eksempel beskriver rumskibets omløbshastighed, så 

har jeg regnet det præcist ud. Det kan folk uden en naturvidenskabelig baggrund selvfølgelig 

også gøre, men der er nogle områder, hvor vi har det lidt nemmere, siger Johan 

Springborg. 

Mindsker kløften 

Mange kender kun science fiction gennem det væld af eventyrlige fremtidsfilm og 

underlødige tv-serier, der oversvømmer landets biografer og kanaler i disse år. Men de 

har sjældent noget at gøre med den „hårde“ science fiction, som er baseret på en viden 

om tidens teknologi og samtidig fungerer som skønlitteratur. Når det går op i en højere 

enhed, kan genren ikke blot bruges til at skabe debat om den teknologiske udvikling, 

men måske endda mindske kløften mellem forskerne og folket. 

181

182 


– Det kan være en behagelig måde at blive mere up-to-date om, hvad der rører sig 

på den teknologiske front i øjeblikket, hvad det eventuelt kunne føre til og måske også 

gøre folk lidt mindre teknologiforskrækkede. Jeg tror ikke, at det ville skade, hvis vores 

politikere læste mere science fiction, siger Johan Springborg. (…) 

Et skud i tågen 

(…) 

– Science fiction-genren strækker sig fra den benhårde, seriøse spekulation i forhold 

til, hvad der er på forkant i videnskaberne, til det rene lal. Det er en kombination af 

fantasi og videnskab, og folk kan så vælge at placere sig i den ene eller den anden ende 

af spektret, siger litteraturforskeren Niels Dalgaard. Han forsker blandt andet i science 

fiction-genrens litteraturhistorie og er efterhånden godt træt af spørgsmålet om, hvilke 

forfattere der var bedst til at ramme plet. 

– Science fiction er ikke profeti. Det er i stedet en måde at forholde sig til, hvordan 

tingene ser ud lige nu, og spekulere over, hvilke potentialer og muligheder, der er i 

det. Lige nu er det især nanoteknologi og kloning, hvor det i midten af 1980’erne var 

cyberpunken. Cyberpunkerne forsøgte at forholde sig til en verden med en kommunikationsteknisk 

eksplosion. På samme måde reflekterer Jules Verne over en verden, hvor 

transportmidlerne hele tiden udvikler sig. Det var rejsehistorier uanset, om det handlede 

om zarens kurér eller rejsen til månen. I øvrigt er den originale udgave af bogen 

Rejsen til månen fyldt med referencer til alle mulige af tidens opfindere, og Vernes ideer 

er enten foreslået af andre eller har allerede været på tegnebrættet, siger Niels Dalgaard. 

(…) 

Læs uddraget fra artiklen Den ny teknologis fortællinger 

• Dan dig et overblik over artiklens indhold ved at skrive stikord til de enkelte 

afsnit. 

• Forklar til sidemanden, hvad hvert afsnit handler om. 

• Udvælg udsagn eller problemstillinger, som I finder interessante, og diskuter 

dem. 

(2000)

„Den “hårde“ science fiction er baseret på en viden om tidens teknologi og samti- 

dig fungerer den som skønlitteratur. Når det går op i en højere enhed, kan gen- 

ren ikke blot bruges til at skabe debat om den teknologiske udvikling, men måske 

endda mindske kløften mellem forskerne og folket“, siger forsker og forfatter 

Johan Springborg. 

• Hvad mener I om dette udsagn? Synes I, han har ret – har I oplevet, at det finder 

sted? 

• Hvad er hensigten med denne artikel? 

I filmen Metropolis prøver de onde magthavere at erstatte Maria med en robotkopi. Her er den gale opfin- 

der ved at overføre Marias skikkelse til robotten 

183

Sprog der handler 

Vi bruger sproget til at være sammen 

og få hinanden til at mene og gøre noget

186 

sprog der handler 

Der var engang en døv mand, der sad i et træ og huggede løs på en gren. I det 

samme kommer der en anden mand forbi på stien nedenunder, og fordi den døve 

ikke vil lade sig mærke med, at han er døv, overvejer han, hvad manden vil sige og 

forbereder dertil et svar. 

„Goddag“, siger manden nedenfor og rækker armen ud. 

„Til et økseskaft“, svarer den døve.

Ja, goddag mand økseskaft. Hvad kan vi 

lære af den historie? For det første at 

man ikke altid får det spørgsmål, som 

man forventer. For det andet at kommunikation 

er mere end bare udveksling af 

ord. Det er nødvendigt at kende forudsætningerne 

for samtalen og at kende 

hinandens hensigter. 


med, hvordan vi kommunikerer med 

hinanden. 

Det gælder både, når vi taler, og 

når vi skriver, at sproget er det værktøj, 

der bringer os sammen, påvirker os, gør 

os klogere, vrede eller glade, får os til 

at mene noget, eller får os til at udføre 

noget. 

Derfor hedder kapitlet Sprog der 

handler. 

Vi skal undersøge dette værktøj, 

men vi skal også blive bedre til at bruge 

det. 

At kunne tale og lytte, læse og 

skrive er et spørgsmål om øvelse. Dette 

kapitel handler især om at tale, lytte og 

skrive – med andre og til andre. 

Derfor kan kapitlet også kaldes 

Talerstol og skrivepult. 

Til sidst i kapitlet skal I bruge det, I 

har lært, i nogle konkrete opgaver. 

På www.vildmeddansk.gyldendal. 

dk & finder I flere opgaver. 

Når vi taler sammen 

Samtalen er en kunst, som vi træner 

livet igennem. Jo mere vi kender os 

selv og den, vi taler med, og jo mere vi 

kender de uskrevne regler for samtalen 

og ikke mindst hensigten med samtalen, 

jo bedre bliver vi til at bruge sproget 

over for andre. 

I en formel samtale deltager vi med en 

rolle – fx lærer og elev i klasselokalet, 

dommer, vidne og anklagede i retslokalet, 

kunde og ekspedient i butikken. 

Den formelle samtale har et klart mål 

og nogle klare samtaleregler. 

I en uformel samtale deltager vi 

i højere grad som os selv. Når vi er 

sammen med kammeraterne, kan vi 

snakke mere løst og uden faste mål. 

Den uformelle samtale er udtryk for et 

socialt samvær. 

En samtale kan være asymmetrisk. Det 

vil sige, at den ene part har „mere at 

sige“ end den anden. Det gælder ofte 

for den formelle samtale. En samtale 

mellem lærer og elev i undervisningen 

er asymmetrisk – læreren stiller spørgsmålene, 

og eleven svarer. Det samme 

gælder, når journalisten interviewer 

politikeren. Journalisten bestemmer, 

hvad de skal tale om og under hvilken 

vinkel. Vi accepterer rollefordelingen, 

fordi rollerne er professionelle (lærer/ 

elev, anklager/anklagede, journalist/ 

politiker) og ikke personlige. 

187

188 


Den uformelle samtale er oftest sym- 

metrisk. Samtaleparterne har lige ret i 

samtalen. 

Men der findes også eksempler på 

formelle, symmetriske samtaler og på 

uformelle, asymmetriske samtaler. 

Formel samtale 

1. Dommer/sigtede 2. Debat i folketinget 

Asymmetrisk Symmetrisk 

samtale samtale 

Arbejd med samtaletyper 

3. Forældre/barn 4. Venner 

Uformel samtale 

I kan karakterisere alle de samtaler, som I deltager i eller lytter til, ved hjælp af dette skema 

De forskellige samtaletyper kan vi illustrere 

som i figuren ovenfor. 

De forskellige typer af samtaler 

kan vi placere i skemaet og på den måde 

karakterisere, hvilke regler der gælder 

for samtalen. 

• Find eksempler på samtaletyper (fx mellem forældre og børn, mellem fodbold- 

træner og fodboldspillere), og placer dem i skemaet. Der skal være eksempler i 

alle fire felter. 

• Begrund derefter deres placering. 

• Overvej konsekvenserne af, hvis man prøver at ændre reglerne for samtalerne. 

I grupper på tre skal I forberede følgende rollespil, hvor emnet er til forhandling, 

og ordet sat i spil. Hver især overvejer I jeres rolle og holdning til emnet, hvorefter 

I gennemfører rollespillet i fem minutter for klassen:

1. Du vil en time senere hjem fra festen end du plejer. (En teenager, en foræl- 

der, en kammerat) 

2. Du skal købe en ny iPod, og ekspedienten viser dig en, der er dobbelt så dyr 

som de andre. (En kunde, en ekspedient, en anden kunde, der blander sig) 

3. Du har tabt din togbillet. (En rejsende, en kontrollør, en medrejsende, der 

blander sig) 

4. Du er sat af håndboldholdet til næste kamp. (En spiller, en træner, en med- 

spiller, der blander sig) 

5. Til en familiekomsammen diskuterer I fristaden Christiania i København. 

Skal fristaden normaliseres? (En der forsvarer Christiania, et ældre familie- 

medlem, der mener, den skal normaliseres, og en der er i tvivl) 

6. Du bliver bedt om at tage en times overarbejde på dit fritidsjob i supermar- 

kedet. (En ungarbejder, en arbejdsgiver, en arbejdskollega) 

Efter hvert rollespil kommenterer klassen spillet efter nedenstående retningslin- 

jer: 

• Hvem er bedst til at argumentere for sin sag? 

• Hvor hørte samtalerne hjemme i skemaet? 

• Find eksempler på gode og på dårlige argumenter. Begrund dem! 

Opstil nogle regler for, hvordan man bedst – ved hjælp af sproget og gennem 

samtale – kommer igennem med en sag. 

189

190 


Sprogets to funktioner er 1) at give navn til verden, så vi kan tale om den, og 2) at skabe kontakt med 

hinanden 

Lille sproglære 

Sproget bruger vi til to ting. Vi giver verden 

navn, og vi skaber kontakt med hinanden. 

Det første drejer sig om sprogets leksikalske 

* betydning, og det andet drejer sig 

om sprogets sociale betydning. 

LeksikaLsk 

Ordet er afledt af ’leksikon’. Et leksikon 

er en opslagsbog om alle mulige 

emner, ordnet i alfabetisk orden. 

Det største danske leksikon på 

tryk er Den Store Danske Encyklopædi i 

20 bind. Det største leksikon i verden, 

finder du på Internettet: www.wikipedia.com. 

Det skrives af brugerne og 

udvider sig derfor hele tiden. Det findes 

også i en dansk udgave. Savner du 

et opslag, kan du selv skrive det. Du 

kan også skrive videre på det, andre 

har skrevet. Find fremgangsmåden 

på www.wikipedia.dk. 

* 

Ordklasserne – 

sprogets byggeklodser 

Alle fænomener i verden har et navn. 

Det er forudsætningen for, at vi overhovedet 

kan tale om og skrive om verden. 

Det er faktisk også forudsætningen for, 

at vi kan opfatte og forstå verden. Havde 

vi ikke nogen ord for det, vi ser, hører, 

smager eller føler, ville vi ikke være i 

stand til at organisere vores oplevelser 

og sammenligne dem med tidligere og 

kommende oplevelser. 

Med vores sanser oplever vi verden 

omkring os, men skal vi genkende og 

forstå den, må alle fænomener i verden

have et navn: ’torsk’, ’at løbe’, ’gamle 

dage’. 

Når vi siger ’torsk’, mener vi en 

fisk, men ikke en sild. Vi præciserer 

fænomenet ’fisk’. ’Torsk’ er et navneord 

(substantiv). Navneord betegner genstande 

(’et bord’), skabninger (’en torsk’) 

og begreber (’en færdselsregel’). 

Ordets betydning kan udvides. 

Du kan blive kaldt for ’en torsk’ eller 

’torskedum’, hvis du har kludret med 

et eller andet. Ordet har fået en medbetydning 

* , der er opstået i en konkret 

sammenhæng. Ordets forskellige betydninger 

har en afsmittende virkning på 

hinanden. 

Medbetydning 

• Find eksempler på ord med med- 

betydning. Sæt alle eksemplerne 

ind i sætninger, hvor medbetydningen 

fremgår. 

• Diskuter fordele og ulemper ved, 

at ord har medbetydning. 

Når vi siger, at ’pigen løber’, beskriver vi 

en handling. ’Løber’ er et udsagnsord 

(verbum), der er bøjet i tid (nutid, præ- 

sens) og knyttet til et navneord. Det er 

’pigen’, der udfører handlingen. 

Navneord og udsagnsord er sprogets 

vigtigste ordklasser * . Udsagnsordene 

knytter handlinger til navneor- 

dene, for verden står ikke stille. Antallet 

af navneord udvider sig hele tiden, 

mens antallet af udsagnsord er mere 

eller mindre konstant. 

I sætningen ’pigen løber’ kan vi 

erstatte ’pigen’ med ’hun’. ’Hun’ kaldes 

for et stedord (pronomen), fordi det kan 

stå i stedet for et navneord i en sætning. 

Stedord har vi kun ganske få af: 

• personlige stedord (jeg/mig, du/dig, 

han/hun, vi/os, I/jer, dem) 

• ejestedord (fx min, din, sin, vores) 

• tilbagevisende stedord (fx sig, hin- 

anden) 

• påpegende stedord (fx den, disse) 

• spørgende stedord (fx hvem, hvad) 

• henførende stedord (fx som, der, 

hvis) 

• ubestemte stedord (fx man, nogen) 

GrundbetydninG 

Et ords normale betydning. ’En torsk’ 

er en fisk, der lever i saltvand, og som 

kan kendes på et lille fipskæg under 

munden. Mange anser den for en delikat 

spisefisk. 

MedbetydninG 

En betydning, der lægges til et ord i en 

bestemt situation. Han er en torsk, 

betyder ikke, at vedkommende lever i 

saltvand, men at han har båret sig 

dumt ad. Lige så dumt, som en torsk 

synes at gøre. 

* 

191

192 


Biord 

Nu 

Forholdsord 

med 

Pigen Ida spiser. 

Udsagnsord 

spiser 

Stedord 

sin 

Ordklasserne er sprogets byggesten 

Kendeord 

den 

Navneord 

kniv 

’Ida’ er et egennavn (proprium). Et egen- 

navn er også et navneord. Egennavne er 

betegnelser, vi knytter til levende skabninger 

og bestemte fænomener, som vi 

ønsker at fremhæve som noget særligt 

– Osvald, Toyota, Storebæltsbroen, Rødhætte, 

Folketinget, Dronning Margrethe 

osv. 

Egennavne kan ikke bøjes. 

Vi kan nuancere sætningen pigen spiser 

yderligere: 

Den tynde pige spiser. 

Ordet ’tynde’ er et tillægsord (adjektiv), 

der lægger sig til navneordet. Det fortæller 

noget mere om navneordet. Tillægsord 

kan gradbøjes (tynd/tyndere/ 

tyndest). 

Den tynde pige spiser nu. 

Ordet ’nu’ er et biord (adverbium). Biord 

fortæller noget om, hvornår og hvor 

Tillægsord 

tynde 

Bindeord 

og 

Navneord 

pige 

Navneord 

gaffel 

Egennavn 

Ida 

(fx her) handlingen udføres eller om 

andre omstændigheder, der er knyttet 

til handlingen. Biord er knyttet til 

udsagnsordet eller til hele sætningen 

(fx Drengen spiser op). Biord kan ikke 

bøjes. 

Den tynde pige spiser med kniv og 

gaffel. 

Ordet ’med’ er et forholdsord (præposition). 

Andre forholdsord er fx i, om, 

under, over. 

Ordklasserne er sprogets byggesten. Når 

vi danner sætninger for at kommunikere 

med andre, leder vi i de forskellige 

kasser for at finde de nødvendige ord. 

Der er stor forskel på vores ordforråd. 

Det afhænger af, hvem vi er, og hvad vi 

beskæftiger os med. 

En tømrer kender mindst 10 betegnelser 

for forskellige hamre, mens vi 

andre kan nøjes med en – overbegrebet

’hammer’. Jo større behov vi har for 

at kende verden i detaljer, jo flere ord 

lærer vi. Jo flere underbegreber kender 

vi. 

Vi har mange ord for farver – lavendelblå, 

honninggul, vårgrøn, snehvid 

osv. Metoden er, at vi supplerer betegnelsen 

for grundfarven med et konkret 

fænomen, fx den farve som markblomsten 

lavendel har (lys blå). 

Overbegreber og underbegreber 

Find overbegrebet for følgende 

grupper af ord: 

• spisestuestol, spisebord, sofa, 

reol, garderobeskab, vitrine, 

lænestol, kommode. 

• iPod, pc, dvd-afspiller, fladskærm, 

mobiltelefon, printer. 

Find underbegreber for følgende 

ord: holdidræt, grøntsager, følelser, 

demokrati. 

• Gruppearbejde: 

• Lav en liste med syv ord, og lad 

seks af ordene tilhøre den samme 

gruppe af underbegreber. 

• Præsenter listen for en anden 

gruppe, som skal finde overbegrebet 

og dermed det ord, der 

falder udenfor. 

Vi har langt færre ord for smagsindtryk. 

Vi kan sige, at det smager ’bittert’, 

’sødt’, ’salt’, ’surt’ eller ’syrligt’, men 

herefter er mulighederne brugt op. Skal 

vi nuancere smagsindtrykket, må vi 

bruge sammenligninger: ’Det smager 

muggent’, ’det smager af lakrids’, eller 

’det smager som vanille’. 

Men hvordan smager vanille – surt, 

sødt, bittert eller …? Vi kan ikke beskrive 

det nærmere, men vi har erfaringen * 

med smagen. Vi har den på tungen. 

Det er ikke kun genstande, der har 

navn. Med sproget er vi også i stand til 

at udtrykke hændelser i fortiden og forventninger 

til fremtiden. 

de ViGtiGste ordkLasser 

navneord (substantiv, substantiver) – betegner 

levende væsener (’en pige’), genstande 

(’en tavle’) og begreber (’en dansktime’). 

Kendeord (artikel, artikler) – står foran navneord 

og fortæller, om navneordet er intetkøn 

(et, det), fælleskøn (en, den), ental eller fl ertal 

(de). 

Udsagnsord (verbum, verber) – beskriver 

handlinger i bred forstand (’løber’, ’lytter’, 

’taler’, ’tænker’). 

Stedord (pronomen, pronominer) – erstatter 

navneord i sætninger. 

tillægsord (adjektiv, adjektiver) – er knyttet 

til navneord. 

Biord (adverbium, adverbier) – er knyttet til 

udsagnsord eller hele sætningen. 

Forholdsord (præposition, præpositioner) – 

angiver noget i forhold til noget andet: Han 

sprang over åen. 

Bindeord (konjunktion, konjunktioner) – ord 

der forbinder sætninger, fx og, men. 

* 

193

194 


Wikipedia er verdens største leksikon. Og det 

skrives af brugerne 

Vi kan sige til hinanden: 

- Det var godt nok stormvejr i går. Kon- 

certen blev aflyst, alt var ét pløre. 

Den, der lytter, må forestille * sig et 

regnvejr, eller hun må tænke tilbage på 

dagen i går. 

- Jeg vil gerne i lære som tømrer. 

Det er et udsagn, der taler om fremti- 

den. 

- Jeg synes, at samfundet er uretfærdigt. 

Det vil jeg gerne lave om på! 

Denne sætning rummer både tanker * 

og handlinger for fremtiden. Den interesserede 

lytter vil nok gerne have det 

uddybet: 

- På hvilke områder er samfundet uret- 

færdigt, og hvordan har du tænkt dig at 

lave samfundet om? 

Debatten er i gang. 

* 

Sproget gengiver vores 

erfaringer – det, vi kan se, 

høre, lugte, smage og føle. 

Lav et leksikon 

• Bidrag til Wikipedia. 

Klassen finder et emne, som ikke 

er beskrevet på www.wikipedia. 

dk. Det skal være et emne, som I 

er eksperter på, og som interesserer 

andre mennesker, fx en 

lokalitet på jeres egn. Undersøg, 

hvordan forskellige emner beskrives 

(fx definition, eksempler, 

beslægtede ord og begreber), og 

beskriv herefter jeres emne ud 

fra samme disposition. 

Find introduktion på www.vildmeddansk.gyldendal.dk 

& under 

info-søgning. 

• Læg jeres tekst ind i www.wikipedia.dk, 

idet I følger anvisningerne. 

• Udarbejd et smagsleksikon. 

Hvordan smager ’syrligt’, ’sødt’, 

’bittert’ osv. Lav en liste over 10 

forskellige smagstyper. Hvor i 

munden optræder smagen, hvor 

længe bliver den siddende på tungen? 

I hvilke fødevarer optræder 

den pågældende smag? 

* 

Sproget skaber forestillinger og 

tanker – med sproget kan vi tale om 

det, der ikke er til stede – det, der har 

været eller det, der vil komme eller 

det, der aldrig vil ske.

Sætninger danner mening 

En sætning består af ordforbindelser. 

Den korteste sætning består af et enkelt 

ord, nemlig et udsagnsord bøjet i bydemåde 

(imperativ) – Kom! Spis! 

Det er dog sjældent, at vi taler i så 

korte sætninger til hinanden. Normalt 

udbygger vi sætningen for at nuancere 

indholdet. Vi oplyser fx, hvem der udfører 

den handling, som udsagnsleddet 

(det bøjede udsagnsord) meddeler, og 

hvad handlingen går ud på: 

Drengen spiser sin frokost. 

Når navneord og udsagnsord indgår i 

sætninger, bliver de til led i sætningen. 

Sætningen ovenfor har tre led: 

• grundled (subjekt), der fortæller, 

hvem der udfører handlingen (drengen) 

• udsagnsled (verballed), der beskriver 

selve handlingen (spiser) 

• genstandsled (objekt), der beskriver, 

hvad handlingen drejer sig om. I 

eksemplet består genstandsleddet af 

to ord: et ejestedord (sin) og et navneord 

(frokost). 

Enhver sætning består af et neksusfelt. 

Et neksusfelt er grundled + udsagnsled.: 

Drengen (grundled) spiser (udsagnsled). 

Bytter vi om på rækkefølgen, får vi en 

helt ny betydning af ordene: Spiser drengen? 

Nu er udsagnet blevet til et spørgsmål, 

fordi vi har anbragt udsagnsleddet 

forrest. I sætningen er underforstået 

dette: (Jeg spørger, om) drengen spiser? 

Jeg stiller et spørgsmål og forventer at 

få et svar. Det kalder vi for en sproghandling. 

Næsten alt, hvad vi siger til 

hinanden, indeholder sproghandlinger. 

Med sproghandlinger kan vi påvirke 

den, der lytter. 

Vi kan få vedkommende til at 

udføre en handling (Vil du lige række 

mig saltet!), vi kan overføre informationer 

(Christian den Fjerde døde i 1648), 

og vi kan overføre synspunkter og holdninger 

til hinanden (Jeg synes, at din 

måde at opføre dig på er uacceptabel!). 

Når politikerne diskuterer i tv, 

bruger de sproget til både at påvirke 

modparten og seerne. De ønsker, at 

modparten skal ændre standpunkt, og 

de ønsker, at seerne næste gang, der er 

valg, skal stemme på dem. 

Når forældre opdrager deres små 

børn, sker det gennem sproget. Børnene 

skal lære en hensigtsmæssig adfærd 

gennem argumenter, fornuft og – nogle 

gange – trusler og vrede. Når I diskuterer, 

hvad I skal lave lørdag aften, sker 

det ved hjælp af sproghandlinger. 

Visse sproghandlinger er uacceptable. 

Verbale trusler, mobning, latterliggørelse 

er hverken hensigtsmæssigt 

eller anstændigt. 

195

196 


Sproghandlinger informerer, argu- 

menterer og påvirker. Det kan ske i en 

direkte meddelelse, men det kan også 

ske indirekte. Sproghandlingen kan 

„pakkes ind“, fordi den måske er ubehagelig 

for modtageren at høre (Jeg tror, 

du kan gøre det bedre næste gang – det 

vil sige: Det er ikke godt nok). 

At sige og forstå sproghandlinger 

sidder i rygraden. Vi bruger sproget til 

at være sammen, og få hinanden til at 

mene og gøre noget. 

Ordenes rækkefølge 

Nu vil vi gerne gøre sætningen fra før 

Drengen spiser sin frokost lidt længere. 

Vi vil oplyse om de nærmere omstændigheder 

for drengens situation. Vi 

siger: 

Den tynde dreng spiser en ordentlig 

omgang foder hver morgen for at få 

noget sul på kroppen. 

Selvom vi nu har en lang ordforbin- 

delse, har vi stadigvæk kun én sætning, 

fordi vi kun har ét neksusfelt. Men læg 

mærke til rækkefølgen af ord. Vi har 

kun få muligheder for at lave den om. 

Lav udgaver af en sætning 

• Find ud af, hvor mange udgaver 

af sætningen Den tynde dreng 

spiser en ordentlig omgang foder 

hver morgen for at få noget sul 

på kroppen, I kan lave. Byt om på 

rækkefølgen af ord og diskuter, 

hvordan meningen ændrer sig. 

• Hvilke ord kan ikke skilles ad? 

Hvorfor ikke?

Sætningsskemaet 

Betydningen af en sætning opstår i ordenes rækkefølge i sætningen. Den normale 

rækkefølge er denne: 

ForFelt UdSAgnSled grUndled Biled 1 UBøjede 

UdSAgnSled 

Sætningens kerne er udsagnsleddet og grundleddet (de kaldes til sammen for neksus). 

De to led må ikke stå for langt fra hinanden, for så kan det være svært for læseren 

eller lytteren at opfatte indholdet. 

Biled 1 lægger sig som regel til udsagnsleddet, mens biled 2 som regel lægger sig 

til hele sætningen. 

Forfeltet er et særligt felt, som de andre led bortset fra udsagnsleddet kan placeres 

i. Forfeltet er et udstillingsvindue. Her kan vi trække det frem, som vi selv synes 

er vigtigst i sætningen (se et eksempel her i figur 1): 

FigUr 1 


UdSAgnSled 

genStAndSled Biled 2 


Spiser drengen op? 

Har drengen spist op? 

Drengen har ikke spist op! 

Drengen har ikke spist sin frokost op 

Sin frokost har drengen ikke spist 

Spist har drengen ikke! 

Hver gang vi placerer et nyt led i forfeltet, ændrer vi sætningens betydning en lille 

smule. Det led, vi placerer i forfeltet, tillægger vi størst betydning. 

Sætter vi sætningen fra før ind i skemaet, får vi følgende resultat (se figur 2): 

FigUr 2 


UdSAgnSled 

Den tynde 

dreng 

spiser en ordentlig 

omgang foder 


hver morgen for at få 

noget sul på kroppen 

197

198 


De forskellige led finder vi på denne 

måde: 

Det ord, vi kan sætte jeg foran, er 

udsagnsleddet – altså (jeg) spiser. Så 

finder vi grundleddet ved at spørge: 

(Hvem) spiser? – Det gør den tynde dreng. 

Genstandsleddet er det led (ord eller 

ordforbindelser), som beskriver hvad 

drengen spiser – en ordentlig omgang 

foder. 

Som det fremgår af skemaet, er det 

Sætningsskema 

sidste biled meget langt. Vi kan derfor 

overveje, om vi vil dele den lange sætning 

op i to sætninger. Vi må så konstruere 

et nyt neksusfelt (udsagnsled 

og grundled) for at få etableret den nye 

sætning: 

Den tynde dreng spiser en ordentlig 

omgang foder hver morgen. Det gør han 

for at få noget sul på kroppen. 

• Indsæt jeres forskellige udgaver af sætningen Den tynde dreng spiser en 

ordentlig omgang foder hver morgen for at få noget sul på kroppen i sætnings- 

skema. 

• Find tekster på www.vildmeddansk.gyldendal.dk & under sætningsøvelser, og 

læg dem ind i sætningsskemaet, som I finder samme sted. 

Ordskvalder 

• Nedenstående sætninger er indsamlet 2006-07 fra forskellige dagblade. Find 

fejlene. 

1. Hvis Danmark skulle blive ramt af en atombombe, eller hvis terrorister 

skulle angribe med radioaktivt materiale, er der stor risiko for, at det ikke 

bliver opdaget. (DR) 

2. Jeg kan ikke have det godt her, mens min familie har skidt i Bagdad, konstaterer 

imamen. (Jyllands-Posten) 

3. Det er blevet så populært at spise vildt, at der nu sælges flere dyr end der 

er skudt. (DR) 

4. Filmen som på dansk hedder „The Name of The Father“. (DR)

5. Der er nogle mærkelige stigninger, og det stiger mærkeligt. (DR) 

6. Vidner søges til voldtægt. (gratisavisen dato) 

7. Vi ændrer ikke regler, som kan skade færdselssikkerheden. (Justitsminister 

Lene Espersen i TV 2 News) 

8. Arabiske tv-stationer viser billeder af Saddam Hussein, der får galgen om 

halsen. (B.T.s netavis) 

9. Han er den midterste i en børneflok på seks. (Politiken) 

10. Herrefrisør i Hillerød på 20 kvadratmeter udlejes med eller uden inventar. 

(Annonce i Søndagsavisen) 

11. En kirketælling viser under seks kirkegængere på en almindelig søndag i 

Årslev Kirke – knap fem i Sdr. Højrup. (Fyens Stiftstidende) 

12. Lamper i haven giver lys. (Annonce, Ugeavisen Skagen) 

13. Mænd skal svare på hvorfor de dør. (DR-Nyheder) 

14. Handsker til damer med grønne dupper. (Annonce, SuperBest) 

15. Hvis ikke man kommer med på vognen, så bliver man sejlet helt agterud. 

(Helsingør Dagblad) 

16. Helene Fich forsøgte på kræmmermarkedet at sælge en brugt søpapegøje til 

vores fotograf for 150 kroner. (Frederiksborg Amts Avis) 

17. Kinesiske stewardesser syltet. (Politiken, overskrift) 

18. Falske kopivarer fra Kina. (TV-Avisen, DR) 

199

200 


Forvægt og bagvægt 

Neksusfeltet er sætningens kerne. Herom drejer hele sætningens indhold sig. Det bliver 

vanskeligere (se boks om vanskeligt sprog * ) at opfatte indholdet, hvis grundleddet og 

udsagnsleddet er skilt for meget fra hinanden, og hvis forfeltet er så langt, så udsagnsleddet 

er skubbet helt tilbage i sætningen. Sætningen har i det tilfælde fået forvægt 

(figur 3). 

FigUr 3 


UdSAgnSled 




morgenmåltid 

kan hjælpe på, 

spiser drengen gerne havregrød 


Ændrer vi sætningen fra forvægt til bagvægt, er resultatet følgende (figur 4): 

FigUr 4 


UdSAgnSled 





morgenmåltid 

kan hjælpe på 

En sætning skal være i balance. Har den for meget forvægt, tipper vippen. 

Har den derimod bagvægt, er den nemmere at forstå

Sætningstyper 

En hovedsætning (se tommelfingerregel * ) kan rumme flere ledsætninger (se figur 

5). Det kaldes tilsammen en helsætning: 

Drengen spiser gerne havregrød for at få noget sul på kroppen, hvilket et solidt mor- 

genmåltid kan hjælpe på. 

FigUr 5 


UdSAgnSled 


Drengen spiser gerne havregrød for at få noget sul på 

kroppen, hvilket et 

solidt morgenmåltid 


Sætningsskemaet ser lidt anderledes ud, når det drejer sig om ledsætninger * (figur 6): 

ForBinderFelt 


morgenmåltid 

FigUr 6 

grUndled Biled 1 UdSAgnSled UBøjede 

UdSAgnSled 


I ledsætninger er forfeltet erstattet med et forbinderfelt, hvor der er plads til de ord, 

der forbinder hovedsætningen med ledsætningen, fx som, der, men, og, hvilket, hvad, 

så. Dernæst er der byttet om på de næste felter. I ledsætninger kommer grundleddet 

altså før udsagnsleddet. 

Ordstillingerne i de to sætningstyper er forskellige, og det er nyttigt at vide. En 

hovedsætning kan nemlig godt stå alene. Det kan en ledsætning ikke; den er altid led 

i en hovedsætning. 

VanskeLiGt sproG 

Jo flere ledsætninger, der er knyttet 

til en hovedsætning og til andre ledsætninger, 

jo vanskeligere kan den 

være at forstå. Det kan derfor ofte 

være en fordel at omskrive disse sætninger 

til flere selvstændige sætninger. 


* 

toMMeLfinGerreGeL 

Har du glemt forskellen mellem 

hoved- og ledsætninger, kan du 

benytte dig af ikke-reglen. 

I hovedsætninger kan du placere 

biordet ikke efter udsagnsleddet: 

Drengen spiser ikke gerne havregrød. 

I ledsætninger kan du placere biordet 

ikke før udsagnsleddet: 

hvilket et solidt morgenmåltid ikke kan 

hjælpe på. 

* 

201

202 


Lav forvægt til bagvægt 

• Omskriv følgende sætninger, så 

forvægt erstattes med bagvægt. 

Erstat evt. nogle af ordene med 

andre: 

„Når 700.000 børn i den skolepligtige 

alder finder deres pladser 

foran katederet på næste mandag, 

er det nøjagtig et år siden, at en ny 

folkeskolelov trådte i kraft. 

Men selv om fagligheden bestemt 

har været savnet, og selv om flere 

læsetests og et lidt større bureaukrati 

måske lyder harmløst nok, er 

der flere faldgruber i regeringens 

linje, mener Stefan Hermann. 

Selv om ministeriet lægger mere 

vægt på faglighed i dag, end det 

gjorde for ti år siden, er der ikke 

skruet på motiverne bag folkeskolen.“ 

(Eksemplerne er hentet fra artik- 

len „Bliver du lønsom, lille ven?“ i 

Weekendavisen 3.-9. august 2007) 

kanceLLi-stiL 

Lovtekster og andre officielle meddelelser 

fra myndigheder, banker og 

forsikringsselskaber har ofte mange 

sætninger med forvægt. Det er nemlig 

en gammel juridisk tradition, at 

man under de enkelte paragraffer 

opremser alle forudsætningerne, 

inden man nævner paragraffens bestemmelse. 

Det gør det vanskeligere 

at læse og forstå for andre end 

jurister. 

Man kalder det for kancelli-stil. 

En kancellist var i gamle dage ansat 

i staten til at afskrive love og forordninger. 

* 

Brevet på næste side til den enlige mor 

Anne Jensen fra socialforvaltningen i 

en kommune er et eksempel på kancellistil 

* . Det viser, hvor upersonligt og 

besværligt en myndighed kan kommunikere 

med en borger. Teksten er original, 

men anonymiseret (”Bykøbing“ 

findes ikke).

Anne Jensen 

Bygade 7 

Bykøbing 

Socialudvalget har på sit møde den 14. august 1988 i medfør af bestemmelserne i 

bistandslovens § 123 stk. 1, nr. 3 besluttet at nægte hjemgivelse af Deres datter Dorte fra 

Nordkøbing Skolehjem. 

Beslutningen er truffet på baggrund af de i sagen foreliggende sagsakter og begrundes med, 

at Dorte i sin videre personlighedsudvikling socialt og skolemæssigt fortsat har behov for et 

trygt socialpædagogisk miljø i velstrukturerede rammer. 

At hjemmets muligheder for at give Dorte den for hende nødvendige tryghed og 

voksenstøtte til stabilisering af hendes positive udvikling endnu ikke fi ndes at være til stede. 

At der må udvikles yderligere stabilisering af de hjemlige forhold forinden der uden risiko 

for Dortes tarv og velfærd kan ske hjemgivelse. 

Især påpeges Anne Jensens manglende ressourcer til varetagelse og indleven i børnenes 

følelsesmæssige behov. 

Socialudvalgets beslutning kan, jvf. bestemmelserne i bistandsloven § 128, inden 4 uger 

fra dette brevs modtagelse påklages til Den Sociale Ankestyrelse, Amaliegade 25, 1256 

København K. 

Eventuel anke af sagen til Den Sociale Ankestyrelse hindrer ikke, at beslutningen 

gennemføres indtil ankestyrelsens afgørelse foreligger. 

Den i henhold til bistandslovens § 125 hjemlede ret til advokatbistand omfatter også 

sagsbehandlingen i Den Sociale Ankestyrelse, og udgiften til advokatbistand vil blive 

afholdt af socialforvaltningen. 

Ifølge lov om offentlighed i forvaltningen har De og Deres advokat ret til at blive gjort 

bekendt med de sagsakter der foreligger i sagen. 

Fotokopi af socialudvalgets forhandlingsprotokol samt omhandlede lovbestemmelser følger 

vedlagt. 

Med venlig hilsen 

socialudvalgsformand / socialinspektør 

Sign. Sign. 

BYKØBING 

KOMMUNE 

203

204 


Følgende sproglige unoder er bl.a. med 

til at gøre teksten tung, uvedkommende 

og næsten uforståelig: 

• Forudsætninger før konklusion (fx 

Socialudvalget har på sit møde den 14. 

august 1988 i medfør af bestemmelserne 

i bistandslovens § 123 stk. 1, nr. 

3 besluttet at …). For Anne Jensen er 

beslutningerne vigtigere end forudsætningerne 

for beslutningerne. 

• Manglende grundled til udsagnsord 

skjuler, hvem der udfører handlingen 

(fx Især påpeges Anne Jensens 

manglende ressourcer …). 

• Sætningerne er for indviklede. Flere 

sætninger er pakket sammen i én 

sætning, hvilket viser sig ved, at et 

udsagnsord er blevet omdannet til et 

navneord eller til lang tillægsform 

(fx Beslutningen er truffet på baggrund 

af de i sagen foreliggende 

sagsakter …). 

• For lang og for tung forvægt (fx Den 

i henhold til bistandslovens § 125 

hjemlede ret til advokatbistand …). 

• Brug af unødvendige „papirord“ 

– ord vi aldrig benytter i daglig tale 

(fx medfør, tarv, hjemlede). 

• For mange „sætningsord“ – udsagnsord 

der ender på –ing, -ning, -else 

og dermed optræder som navneord 

(fx hjemgivelse, stabilisering, varetagelse). 

Hjælp Bykøbing Kommune 

• Slå de ord op, som I ikke kender 

betydningen af. Erstat dem med 

ord, som Anne Jensen og I bedre 

forstår. 

• Hjælp kommunen og omskriv 

brevet, så Anne Jensen vil opleve, 

at socialudvalgsformanden og 

socialinspektøren skriver til 

hende og ikke til en protokol. 

Tip: Start med at fjerne alle de 

unoder, som er beskrevet her. Gør 

derefter brevet mere personligt. 

Løs opgaverne i grupper. Læs jeres 

løsningsforslag op, og diskuter 

dem.

tegnSYSteM Medie 

Kommunikation – når sproget 

bringer os sammen 

Forestil dig, at vi ikke havde noget 

sprog. Hverken talens evne, skriftsprog 

eller tegnsprog. Vi ville gå rundt som 

zombier uden nogen som helst kontakt 

med hinanden. Hvad vi lavede, tænkte 

og følte, forblev vores egen hemmelighed. 

Verden ville stå stille. 

Sproget bringer os sammen. Med 

sproget skaber vi fællesskab og samfund. 

Det gælder både i det små og i det store. 

To mennesker møder hinanden på gaden: 

– Dav, du, hvordan går det? 

– Det går da! 

– Fandens til vejr, hva’? 

– Ja, man burde ligge i en swimmingpool 

på en græsk ø … 

MeddelelSe 

AFSender ModtAger 

eMne 

Figur 7: En model for kommunikation. Modellen kaldes også for „stjernemodellen“ 

Det væsentligste i denne korte samtale 

er ikke, hvad de to mennesker siger, 

men at de taler sammen. De bekræfter 

en samhørighed med hinanden gennem 

deres replikker. De kommunikerer. 

Vejret er altid godt at tale om, fordi det 

er et fælles vilkår for alle. Bliver vi uvenner 

om vejret, er det til at leve med. 

Kommunikation er udveksling af 

information og mening gennem sproget 

mellem to eller flere mennesker. Det er 

en meget kompliceret proces, der finder 

sted (se figur 7). 

Når vi taler sammen, skiftes vi til 

at være afsender og modtager. Når du 

skriver, er du afsender af en meddelelse, 

og når du læser, er du modtager. Tv er 

et medie, hvor vi indtil videre kun kan 

optræde i rollen som modtager, men på 

internettet eller på din mobiltelefon kan 

205

206 


TEGNSYSTEM MEDIE 

Figur 8: Når man taler om vejret, taler man ikke altid rigtigt om vejret, 

men bekræfter overfor hinanden, at man kender hinanden 

du både optræde som afsender og mod- 

tager. 

En kommunikationsanalyse af det 

lille replikskifte om vejret ovenfor ser 

sådan ud: 

Emnet er vejret, meddelelsen er, at 

det er varmt, og at de to bekræfter, at de 

kender hinanden. Begge optræder som afsender 

og modtager (de er i dialog * ). 

De anvender sproget som tegnsystem, 

og mundtlig tale er det anvendte medie. 

Alle seks elementer er altid i spil, 

når vi kommunikerer, men med forskellig 

betoning. I eksemplet er det forholdet 

mellem afsender og modtager, der 

er vigtigst. De bruger jo snakken til at 

bekræfte, at de kender hinanden, og 

at de er gode venner. Hvad de egentlig 

meddeler hinanden er uklart, men det 

er heller ikke vigtigt (se figur 8). 

MEDDELELSE 

AFSender ModtAger 

EMNE 

Hvis det var to meteorologer, der fagligt 

vurderede morgendagens vejr, ville 

emnet og meddelelsen (vurderingen) 

være vigtigst (se figur 9). 

MonoLoG 

Monolog betyder enetale (mono’ = 

ene, ’logos = tale). Monologisk tale 

optræder i undervisningen, når læreren 

holder foredrag, eller i tv, når 

nyhedsværten præsenterer dagens 

nyheder. Andre eksempler: konfirmationstalen, 

den politiske tale, forsvarstalen 

og anklageskriftet i en 

retssag. 

diaLoG 

Dialog betyder, at flere taler (eller 

skriver, udveksler meninger) sammen 

(dia’ = flerstemmigt). Dialogisk 

tale optræder, når klassen diskuterer 

et emne, når I taler i telefon eller sender 

sms til hinanden, i tv-quiz-programmer, 

og når politikere forhandler 

en politisk sag. I dialog kan man 

skændes, samtale, diskutere, debattere 

og drøfte. Mundtligt og skriftligt. 

*

TEGNSYSTEM MEDIE 

MeddelelSe 

AFSENDER MODTAGER 

eMne 

Figur 9: I kommunikationssituationen ’Vejrudsigt’ er det meddelelsen 

’Vurdering af hvordan vejret bliver i morgen’, der er det vigtigste 

Vejrudsigt i TV-Avisen. Den store skærm fortæller, 

at det er emnet og tegnsystemet, der er det 

vigtigste i kommunikationen til seerne. Foto fra 

tv-studiet i DR Byen i Ørestaden 

207

208 


tegnSYSteM MEDIE 

Figur 10: Meteorologen bruger et tegnsystem (landkort, temperaturkort 

osv.) til at forklare, hvordan vejret bliver 

I vejrudsigten i tv lægger vi som seere 

vægt på, at det er en meteorolog, der 

fortæller os om morgendagens vejr. Hun 

bruger, foruden mundtlig tale, landkort 

med figurer (tegnsystem) til at forklare 

(se figur 10). 

Mediet styrker kommunikationen. 

Det er lettere for os at forstå vejret, når 

det serveres i tv, frem for at vi skulle 

læse indviklede rapporter fra Meteorologisk 

Institut (se figur 11). 

Hvis alle fem forudsætninger er 

til stede, er der tale om en grøn kommunikation. 

Ingen har problemer med 

at opfatte hinanden og forstå meddelelsen. 

Hvis kun 2-3 af forudsætningerne er 

til stede, er der tale om en gul kommunikation. 

Man misforstår måske noget af 

meddelelsen og tvivler måske på hinan- 

MeddelelSe 

AFSender MODTAGER 

EMNE 

dens hensigter. 

Hvis ingen af forudsætningerne er 

til stede, er der tale om en rød kommunikation. 

Man taler måske forskelligt 

sprog, kender ikke nok til emnet eller 

til hinanden. Goddag mand økseskaft!

TEGNSYSTEM Medie 

MeddelelSe 

AFSENDER MODTAGER 

eMne 

Figur 11: Der er forskel på, om man ser en vejrudsigt på tv præsenteret af 

en meteorolog (se figur 10), eller om man læser Meteorologisk Instituts tal 

og målinger, som ligger bag vurderingen af vejret. Mediet gør forskellen 

feM forudsætninGer for VeLLykket koMMunikation 

1. Afsenderen skal være ærlig og have reelle hensigter. 

2. Modtageren skal opfatte meddelelsen som relevant og vedkommende. 

3. Afsender og modtager skal være enige om, hvilken sproghandling kommunikationen 

rummer – informerende, argumenterende eller fabulerende. 

4. Tegnsystemet skal være anvendt korrekt – fx færrest mulige stavefejl og 

sætningsfejl – så misforståelser undgås. 

5. Meddelelsen skal passe til det anvendte medie: i tv: brug af billeder – i 

radio: ingen „knaselyde“ – mundtligt: tydelig diktion (udtale) – skriftligt: 

margen, overskrifter, afsnit. 

209

210 


Filmen Pin up tematiserer grøn, gul og rød kommunikation 

Se Pin up 

Den korte svenske novellefilm Pin up (1995) handler om fire drenge, der bytter 

billeder af pin up-kvinder (billede af en letpåklædt ung kvinde). De forveksler en 

ung kvinde, der netop er flyttet ind i ejendommen, med en pige, som de har et 

billede af. Sagen må undersøges. 

I filmen optræder flere kommunikationssammenhænge. Dem skal I undersøge, 

når I har set filmen Pin up. 

Undersøg, hvordan fortælleren (drengen i lejligheden) og kvinden kommunikerer 

med hinanden. Brug den femstjernede kommunikationsmodel til at få hold på 

jeres tanker. 

• Hvilke forestillinger har drengen om kvinden?

• Hvilke forestillinger har kvinden 

om drengen? 

• Hvad betyder det for deres kom- 

munikation? 

• Hvilke sproghandlinger benytter 

drengen sig af? Hvad vil drengen 

have kvinden til at gøre med sine 

spørgsmål? 

• Diskuter slutningen, hvor drengen 

venter på kvinden. Har de 

samme hensigter? 

• Hvad tror drengene i træet, der 

sker i lejligheden? 

• Filmen handler om, hvordan man 

går fejl af hinanden. Diskuter, 

hvad der er årsagen til, at drengene 

tager fejl af, hvad kvinden 

er beskæftiget med. 

Skænderi eller diskussion 

• Diskuter forskellene mellem 

følgende mundtlige talegenrer: 

skænderi, diskussion, forhandling 

og samtale 

• Opstil fem regler for hver genre, 

der skal gælde for klassen (se 

Fem regler for et skænderi): 

Fem regler for et skænderi 

1. Klassen accepterer, at en grund- 

læggende uenighed mellem to 

eller flere kan føre til et skænderi. 

2. Skænderiet må aldrig udvikle sig 

til fysisk eller psykisk vold. Parterne 

må på ingen måde benytte 

nedsættende ord om hinanden. 

3. Et sundt skænderi går hurtigst 

muligt over i en diskussion. 

4. Klassen kan udpege en mægler, 

der skal hjælpe parterne med at 

overføre deres skænderi til en 

diskussion. 

5. Ethvert skænderi skal ende 

med et forlig. Parterne behøver 

ikke at blive enige, men de skal 

acceptere og respektere hinandens 

forskellige opfattelser. 

Hæng reglerne op på væggen i 

klassen. 

211

212 


retorik i – at indsaMLe oG forMidLe stof 

De gamle grækere beskæftigede sig allerede for mere end 2000 år siden med 

retorik. 

De opstillede følgende model, når man skulle formidle: 

Stoffet skal: 

1. Samles (inventio) 

2. ordnes (dispositio) 

• Hoved: Præsentation, afgrænsing, disposition (hvad handler emnet om?) 

• Krop: Fremstilling, argumentation (påstande og argumenter) 

• Hale: Resumé, konklusion, appel/perspektiv 

3. Vælges (elucutio) 

• Hvem henvender man sig til? Hvilken sprogbrug skal man anvende? 

4. Huskes (Mementio) 

• Fokus: Hvad er det vigtigste, der skal siges? 

5. Fremføres (Actio) 

• Tal tydeligt, højt og klart. 

Retorik 

Vil man opnå noget gennem tale og 

skrift, er det godt at kende til nogle 

retoriske grundregler. Retorik handler 

om kunsten at indsamle og formidle et 

stof. Sjusker man med dette, har man 

vanskeligere ved at blive forstået. 

Retorik er en videnskab for sig. Her 

skal I kun præsenteres for to dele af 

retorikken. 

Under en debat i Folketinget kan politikerne 

anvende forskellige appelformer i deres argumentation

etorik ii – at arGuMentere Med appeL 

Appelformer 

Når du argumenterer for en sag, gælder det om at vinde din læsers eller lytters 

sympati og overbevise ham eller hende om rigtigheden i dit synspunkt. Det kan du 

gøre på tre måder: Du kan appellere til læserens eller lytterens logiske sans 

(logos), moral (etos) eller til følelserne (patos): 

logos - argumenterne bygger på logik og fornuft: 

Asylansøgerne skal have lov til at arbejde, mens de opholder sig i Danmark, fordi 

lediggang kan være grobund for kriminalitet. 

etos – argumenterne bygger på moral: 

Asylansøgerne skal have lov til at arbejde, mens de opholder sig i Danmark, fordi det er 

uværdigt at nægte mennesker arbejde, så de kan sørge for sig selv og deres nærmeste. 

Patos – argumenterne bygger på følelser: 

Asylansøgerne skal have lov til at arbejde, mens de opholder sig i Danmark, for prøv at 

tænke på, hvordan du selv ville have det, hvis du var tvunget til at opholde dig i et andet 

land uden retten til at arbejde. 

Argumenter for benådning 

På næste side kan du læse en tekst, som 

argumenterer med bl.a. appel. Teksten er 

skrevet af forfatteren Peter Seeberg i . 

Den ligner et forsvarsskrift fra en retssag, 

men er en fiktionstekst. 

peter seeberG 

Dansk forfatter og museumsinspektør 

i Viborg (1925-1999). 

Seebergs romaner og noveller er 

korte, filosofiske fortællinger om tilværelsens 

absurde sider og om personer, 

der er lidt til en side. 

Mange af hans tekster eksperimenterer 

med kendte teksttyper som 

fx retsproceduren, som tilfældet er 

med teksten Argumenter for benådning. 

i 

213

214 


Argumenter for benådning (uddrag) 

af Peter Seeberg 

A. 

Til landsretten i Hoburg, Obersachsen-Kermatt*. Tillad en hel bys, en hel kommunes uvidende 

og derfor i sandhed uskyldige borgere med én pen og i ét andragende* at anmode 

om den anklagede Johan Peter Grimsbergs øjeblikkelige frifindelse. 

Vel ved vi nu, hvad vi ikke vidste før, for vi tænker ikke så langt, for vi har for meget 

at gøre, at Johan Peter G. i en af vore nabobyer har dræbt en 87-årig kone og frarøvet 

hende 28 mark, at han har gjort dette uden ophidselse, og tilsyneladende udelukkende 

for at berige sig. Det laster vi ham for, som alle gode mennesker vil gøre og med rette. 

Vel ved vi også, at han i en anden naboby skar halsen over på en skrædder, som 

netop havde syet et smukt sæt tøj til ham, fordi han ikke ville betale før til Mikkelsdag* 

af ukendte årsager, som han over for retten har understreget vigtigheden af. Vi ønsker 

at tro på ham. Vel ved vi nu, at han har dræbt et nyfødt og udøbt barn, som en frille* i en 

anden naboby havde født ham. Han gjorde det, siger han, for at hun ikke skulle komme 

i vanskeligheder. Og måske er det tilfældet. 

Der er andet ikke godsindet, der taler imod ham. Vi ved det. Vi mener dog, at vore 

argumenter, der taler for frifindelse, er ret tungtvejende. 

Hver tidlig aften sommer og vinter mødes mændene fra vor by i byens knejpe*, som 

ligger ved vandmøllen ved broen over floden. Her underholder vi os en stund med det 

skummende øl, den klare korn og stemningsfulde sange fra vort hjemland. Kyndige folk 

fra operaen og fra radiofonien har udtalt, at vor sang er dybt original og vor flerstemmighed 

af mesterlig kvalitet. Det vil vi gerne opretholde. 

– Anklagede Johan Peter G. er vor dybeste bas. Han udgør sangens mørke grundlag. 

Enhver sang bliver efter vor fornemmelse fad* uden dette mørke, som intet øl smager 

uden den bitre humle. 

Johan Peter G.s bidrag til vor aftenunderholdning er uundværlig for en hel bys borgere. 

Tenorens smægtende glæder, barytonens* alvorsfulde mådehold må svæve dybt 

bevidste over den dybeste bas, der kan eksistere. 

Tilsted os dette synspunkt, som er et vægtigt argument for os. Musikken er større 

end forbrydelsen. Giv os den anklagede fri for sangglædens skyld. Lad ham komme 

tilbage til vor by, hvor vi skal bestræbe os for at fastholde ham. Fremturer han med sin 

ildesindethed, skal vi drage omsorg for, at han øver sine onde gerninger hos os og lader 

dem gå ud over vor egen bys borgere. Det lover vi og sværger vi ved alt, hvad der er os 

helligt. Og med dette anbefaler vi os enstemmigt. 

(1976)

Hoburg, Obersachsen-Kermatt: Det lyder 

tysk, men lokaliteten er opdigtet. Stedet 

findes ikke 

et andragende: et andrag, en ansøgning 

om noget. Ordet sammenfletter et navneord 

(et andrag) og et udsagnsord (jeg 

andrager om). Typisk kancellistil (se s. 

202) 

Mikkelsdag: 29. september. Mindedag for 

ærkeenglen Michael 

en frille: en elskerinde 

en knejpe: et værtshus 

fad (adjektiv): kedelig, uden smag 

barytonen: den mellemste mandsstemme 

mellem tenor og bas 

påstande oG arGuMenter 

En påstand (en tese) er et holdningsbestemt udsagn 

om et emne, som man kan være enig eller uenig i. 

Eksempel: Det er i orden at foretage abort indtil 12. 

uge i graviditeten. 

En påstand skal underbygges af beviser. Det kaldes 

for argumenter. 

Eksempel: Fordi morens liv kan være truet på grund af 

graviditeten, eller fordi fosteret kan have en defekt, der 

vil give barnet et betydeligt handicap. 

En påstand kan modbevises gennem modpåstand 

(antitese) og modargumenter. 

Eksempel: Abort skal forbydes ved lov, fordi et foster 

er liv, og ingen mennesker har ret til at bestemme over 

liv og død. 

Et argument markerer vi med ord som fordi, da, 

eftersom, derfor osv. 

* 

Læs Argumenter for benådning 

Teksten er en fiktionstekst, dvs. den 

er opdigtet, men Peter Seeberg i 

har valgt en velkendt argumenterende 

tekst som genre – nemlig et 

forsvarsskrift under en retssag. 

• Gør rede for, hvad Johan Peter 

Grimsberg er anklaget for. Hvad er 

Landsrettens påstand * i sagen? 

• Gør rede for, hvad byens borgere 

anmoder om. Hvad er deres 

påstand i sagen? 

• Gør rede for borgernes argumenter 

* for deres påstand. 

• Tag stilling til deres argumenter. 

Synes I, de holder? 

• Overvej, hvad Peter Seeberg vil 

vise med teksten. 

215

216 


Afsluttende opgaver 

Nu skal I bruge det, I har lært. I skal i grupper producere informerende og argumen- 

terende tekster i tale og skrift. Der er to store opgaver: en reklamekampagne og 

klassens parlament. I skal planlægge en reklamekampagne for mobiltelefoni, og I 

skal udarbejde en række retningslinjer for spilkultur i klassen. 

Reklamekampagne 

Klassen består af fire reklamebureauer, der konkurrerer indbyrdes om en opgave, 

som en annoncør stiller. Opgaven går ud på følgende: 

Kampagneplan fra reklamebureau 

En mobiltelefontjeneste (fx Telmore, TDC, Telia) har fundet ud af, at kun ganske få 

ældre mennesker over 65 år bruger mobiltelefon. Her er der altså en mulighed for at 

øge salget, hvis man kan overbevise denne gruppe om, at de også kan have glæde 

og nytte af mobiltelefoni. 

Reklamebureauet skal derfor præsentere en kampagneplan for annoncøren (og de 

øvrige bureauer). Kampagnen skal overbevise annoncøren om, at netop deres plan 

vil føre til et øget salg. 

Kampagneplanen skal indeholde følgende: 

• Viden om ældre menneskers livsformer, interesser og adfærd. 

• En liste over, hvilke funktioner i mobiltelefonen ældre mennesker kan have 

glæde af. 

• Et overordnet slogan for kampagnen – overvej, hvordan I vil argumentere gennem 

ord og billeder for kampagnens påstand (slogan). 

• Begrundelser for, hvorvidt I vil benytte logos, etos eller patos som appelform. 

• 2-3 fotos, der passer til sloganet, og som kan indgå i en reklame. 

• Udkast til 2-3 reklamer, hvor fotos, slogan og tekst indgår.

• En liste over, i hvilke medier og i hvilken rækkefølge, I vil køre kampagnen. 

Kampagneplanen skal præsenteres på syv PowerPoint slides. 

Find først et slogan for kampagnen, og fordel så opgaverne i gruppen: en koordina- 

tor, der tilrettelægger gruppens arbejde, en researcher, der undersøger ældre men- 

neskers livsformer, en tekstforfatter, der udarbejder kampagnens tekst, en fotograf, 

der tager fotos, en grafiker, der sætter materialet sammen på en indbydende måde, 

samt en, der præsenterer gruppens syv slides. 

På www.vildmeddansk.gyldendal.dk & kan I finde gode råd om informationssøgning. 

Hjælp hinanden med opgaverne. 

Klassens Parlament 

Klassen er et parlament * , der skal vedtage nogle regler for, hvordan I på en fornuf- 

tig måde kan omgås spil og ikke mindst hasardspil * på skolen. Til dette arbejde 

skal I bruge sproget i skrift og tale. 

I skal undersøge emnet og tage stilling, argumentere for jeres synspunkter, diskutere 

dem og til sidst beslutte et sæt spilleregler på 3 x 3 punkter, der beskriver jeres 

holdning til spil i klassen. Punkterne skal dreje sig om: 

• Definitioner og baggrund – hvilke typer af spil handler spillereglerne om, og 

hvorfor skal klassen have et sæt spilleregler? 

• Spilleregler i klassen – hvad må I spille og hvornår? 

• Hvordan kan I hjælpe kammerater, der er ved at blive afhængige af spil (ludomani 

* )? 

parLaMent 

Af latin parlamentum, at tale sammen, 

fransk parler, at tale. Parlamentet er den 

lovgivende forsamling, hvor de folkevalgte 

politikere vedtager nye love efter fremlæggelse 

og forhandling. Det danske parlament 

hedder Folketinget, det svenske Stortinget 

og det engelske Underhuset. 

Når klassen er et parlament, betyder 

det, at I fremsætter nogle forslag til, hvordan 

jeres samvær skal være, diskuterer 

dem og vedtager dem. 

* 

deMokrati 

En styreform, der bygger på flertalsafgørelser 

eller et flertalsstyre i samarbejde med 

mindretallet. En vigtig forudsætning for 

demokrati er ytrings- og meningsfrihed. 

Mange mener, at det vigtigste ved demokratiet 

er samtalen om forskellige meninger. 

Det danske samfund er demokratisk 

opbygget. Det gælder det politiske system, 

men også foreningslivet, familielivet og samværet 

i en skoleklasse. 

* 

217

218 


HasardspiL 

Fase 1 – Inventio 

I skal danne jer et overblik over emnet. Hertil skal I indsamle viden om spil, spilleregler, 

adgang til spillesteder (husk internettet!), historier om ludomaner, undersøgelser 

om ludomani mv. Husk at opgaven er, at I skal lave nogle ’spilleregler’ for og i klassen. 

Gå på www.vildmeddansk.gyldendal.dk & og få gode råd til informationssøgning, 

og tal evt. med nogle, I kender. 

Skriv jeres viden ned på sedler, og hæng dem op i klassen. Én information pr. seddel. 

Fase 2 – Dispositio 

Diskuter herefter emnet på baggrund af jeres nye viden om spil og ludomani. I kan 

evt. lade følgende spørgsmål danne udgangspunkt for jeres diskussion: 

Hvorfor er spil - og hasardspil i særdeleshed - så tiltrækkende? 

Hvordan kan vi begrænse antallet af personer, der bliver afhængige af at spille? 

Husk at benytte jer af påstande og argumenter i jeres diskussion. 

Skriv de vigtigste svar (4-5 pr. spørgsmål) ned på ovenstående spørgsmål. Tag stilling 

til, hvorvidt svarene benytter sig af logos, etos eller patos. 

Hæng svarene op i klassen, idet I fjerner jeres informationssedler. 

Fase 3 – Elucutio – Mementio – Actio 

Inddel klassen i fire grupper, der hver især udarbejder de 3 x 3 punkter til „Spilleregler 

for at spille i klassen“. 

Husk at: 

I skal vælge en sprogbrug, der passer til jer (Elucutio). 

I skal præsentere jeres „Spilleregler“ for resten af klassen (Mementio) med de argumenter, 

der ligger bag (Mementio, Actio). 

Efter at grupperne har præsenteret deres „Spilleregler“ for hinanden, beslutter I den 

endelige udgave – og hænger dem op, idet I fjerner sedlerne med jeres argumenterende 

svar. 

Spil, hvor heldet har en større indflydelse på spillets 

udfald end dygtighed og erfaring. Ofte er hasardspil 

pengespil med store indsatser, gevinster og tab. 

Ifølge Center for Ludomani (www.ludomani.dk) er 

poker et hasardspil, mens tilhængerne forsvarer 

poker som et intelligent spil på linje med skak. Lottospil 

er også et hasardspil, men ifølge Center for Ludomani 

ikke nær så risikabelt, fordi indsatsen er meget 

lille og den økonomiske risiko dermed minimal. 

* 

LudoMani 

En ludoman er en person, der er 

afhængig af spil. Mange spil, især 

hasardspil, kan føre til ludomani, der 

kræver behandling. Ludomani kan 

føre til depression, social isolation fra 

både familie og venner, økonomisk 

ruin og i alvorlige tilfælde selvmord. 

Læs mere om ludomani på www. 

ludomani.dk. 

*

219

220 


Skriv i din logbog 

Goddag mand økseskaft! 

I begyndelsen af dette kapitel skrev vi, at du ville blive bedre til at kommunikere med 

andre, når du kendte sprogets opbygning og anvendelse bedre. Oplever du, at det er 

rigtigt? 

Tag stilling til følgende spørgsmål, og skriv svarene ned i din logbog: 

• Hvad er det vigtigste, du har lært om sproget i dette kapitel? 

• Hvad kunne du godt tænke dig at vide mere om? 

• Har kapitlet givet dig anledning til at tænke mere over, hvordan du bruger spro- 

get? 

• Kan du bruge din viden om sætningsskemaet, når du skriver? 

• Har du fået gode værktøjer til at argumentere bedre? 

Skriv dine svar og overvejelser ned i din logbog, og sæt jer sammen to og to, og drøft 

dem igennem.

STORBYMENNESKER

222 

storbymennesker 

Langebro i København som vi kender den i dag 

Sådan så Langebro ud i første halvdel af 1900tallet 

På Holbergs tid i 1700-tallet var broen en del 

smallere 

Byer og mennesker udvikler sig gennem tiden. Dette kapitel handler om mennesker 

i København på Ludvig Holbergs tid i 1700-tallet, og i tiden efter Første Verdenskrig 

og så vores egen nutid.

Storbyens mange muligheder har altid 

virket dragende på mennesker. På landet 

har man fællesskabet. Alle kender hinanden 

og vil hjælpe hinanden på godt og 

ondt. Med mindre man træder for meget 

ved siden af – så bliver der snakket. 

I storbyen kan man gemme sig uden 

at føle sig ganske alene. Metropoler pulserer 

af liv. Gadelygter og lysreklamer 

sørger for, at mørket aldrig falder på. 

Døgnet rundt finder man butikker eller 

barer, der holder åbent. Et væld af kulturelle 

fristelser, teater, musik og dans 

byder sig til. 

Vores store eventyrdigter H.C. 

Andersen blev tiltrukket af storbyen og 

drog til København som 14-årig. Man 

kan sige, at han fandt lykken og greb 

mulighederne. 

Hvordan mon storbyen oplevedes på 

en anden stor digters tid? Og var København 

overhovedet en storby dengang? 

Vi skal 300 år tilbage til den tid, hvor 

Ludvig Holberg levede. Hvorfor søgte 

han til København? Hvordan så der ud? 

Og hvordan tænkte, følte og levede storbymennesker 

på Holbergs tid? 

300 år er rigtig lang tid. Men hvad 

med 80 år? Hvordan tog storbyen sig ud 

i 1920’erne? Var livet og mulighederne 

meget forskellige fra det liv, vi lever nu? 

I dette kapitel skal vi gennem litteraturen 

forsøge at komme tæt på storbymennesker 

ved at se billeder, lytte til fortællinger 

og læse tekster fra forskellige 

perioder: Første periode er 1700-tallet, 

som også kaldes oplysningstiden, og fra 

denne periode er der fokus på Ludvig 

Holberg (1684-1754). 

I den næste periode tager vi et stort 

spring frem til 1900-tallet til en periode 

lige efter Første Verdenskrig (1914- 

1918), og som her bliver repræsenteret 

ved ekspressionisten Tom Kristensen 

(1893-1974) og socialrealisten Martin 

Andersen Nexø (1869-1954). 

Evaluering med logbog 

I dette kapitel skal du fokusere på 

at benytte forskellige læsestrategier 

afhængigt af, om du læser en 

fagtekst (sagprosa) eller en fiktionstekst. 

Kapitlet rummer begge 

tekstformer. Når vi læser fiktion, 

skal vi kunne læse mellem linjerne 

og udfylde det uskrevne med vores 

indre billeder. Når vi læser fagtekster 

derimod, skal vi læse det, der står. 

I kapitlet er der en del fagtekster om 

de historiske og litterære perioder. 

Teksterne indeholder viden og informationer, 

som du skal have lagret 

på din personlige harddisk. Hvordan 

husker du bedst, hvad der står i 

sådanne tekster? 

Overvej, hvad du plejer at gøre, når 

du læser en fagtekst, hvor du skal 

huske indholdet bagefter. Skriv dine 

overvejelser i din logbog. 

223

224 


Litteratur giver viden og oplevelser 

Hvorfor læser vi litteratur? Det kan der 

være mange forskellige grunde til. Vi vil 

underholdes, have stillet vores nysgerrighed, 

opnå ny viden eller bare have 

tiden til at gå en dødssyg regnvejrsdag. 

At læse ældre litteratur kan være 

temmelig udfordrende. Personer, tid 

og sted fremstår meget anderledes og 

fremmedartede. Når vi læser en nutidig 

roman, kan vi selv udfylde alt det 

uskrevne og danne billeder inde i hovedet. 

Disse vil for det meste være i overensstemmelse 

med fortællingens univers. 

Når vi læser tekster fra tider, der 

er meget forskellig fra vores egen tid, 

vil fortællingen i højere grad udfordre 

vores viden om verden og den tid, teksten 

er blevet til i. Noget af det uskrevne 

kan vi komme til at fylde ud med noget, 

der slet ikke fandtes på den tid, teksten 

er fra. Hvor meget ved vi egentlig om 

verden førhen? Fandtes der tv i 20’ernes 

Danmark? Havde man elektricitet i 

1800-tallet? Kørte der hestevogne i 

1700-tallet? Osv. Dette kapitel vil føre 

jer ind i to historiske perioder, fortælle 

om de udvalgte forfattere og den litterære 

periode, disse forfattere skrev i. 

Desuden vil kapitlet naturligvis rumme 

nogle af forfatternes tekster. 

Sproget er en del af tiden 

Det sprog, vi bruger, hører til i en tid. 

Sproget udvikler og forandrer sig hele 

tiden. Et udtryk som ungeren var der 

meget få, der kendte for 10 år siden. 

Begivenheder og tekster giver ordene 

liv. 

Tænk bare, hvor forskelligt Langebro 

har været udformet gennem tiden! 

At sproget både tilhører en tid, men 

også har rødder og lån fra tidligere tider, 

er Natasjas sangtekst Gi’ Mig Danmark 

Tilbage! (2007) et klart bevis på. Derfor 

skydes kapitlet i gang med denne sang. 

Lige som ord og udtryk i ældre tekster 

kan være svære at forstå for os i dag, vil 

ord og udtryk i nutidens tekster være 

svære at forstå om 200 år. Nogle ord og 

udtryk i Natasjas tekst, fx „hele fucking 

landet chiller“, kan nu også være svære 

at forstå for ældre mennesker, der er 

vokset op i en anden tid. Sproget udvikler 

sig hele tiden samtidig med, at vi 

også låner vendinger fra andre tekster. 

Disse vendinger kan skabe flere billeder 

inden i os, som når Natasja synger: 

„Hvis du strammer garnet, yo så kvæler 

du jo barnet.“

Natasja på Roskilde Festival 2006 

Gi’ Mig Danmark Tilbage! & 

af Natasja 

Hey Danmark – hvad sker der for dig? 

Jeg savner dig jeg vil ha dig tilbage 

ligesom i de gamle dage hvor en spade var en s.. yo 

jeg vil ha dig tilbage ligesom i de gamle dage hvor en fri fugl var fri 

og man mente hvad man sagde – hey Danmark 

Jeg savner dig, jeg freaking fucking savner dig 

Du skræmmer mig jeg vil ha dig tilbage for jeg græmmer mig. 

Jeg kan se det ske det ak det ve 

Det satan og han lægger kræfterne i 

Det nat over dag det dag over ble 

Det død over liv det træl over fri 

Det kød på kniv det råb det skrig 

Det ligner en krig og det spild af politi 

Det dødelig gift i min urtethe og 

225

226 


Det noget de ka’ li i det danske parti 

Helt fucked up på sne wouuuu 

Sagde jeg det? 

Meget skal man høre gud bevare mit humør 

Så tag lidt luft kom til fornuft og prøv at fat det. 

At Staden den var fin og de vil aldrig ku erstat den 

Hele folket blev til grin fra den dag da de besat den 

Nu det værre en det vilde vest det ku vi ha fortalt dem 

Så gir de Ungdomshuset væk til en fanatisk sekt 

Med et kors i røven hvor er det frækt 

Gi mig mit land tilbage ligesom i de gamle dage 

Gi mig frisindet igen der lurer under byens tage 

Gi mig København igen min farverige gamle ven 

Gi mig Ungeren igen – vi vil ha Ungeren igen! 

Fjern heroin fra Istedgade og lad Staden være Staden 

Hvis du strammer garnet jo så ber du om balladen 

Det snak det snik det top retorik 

Det ik politik det pis og polemik 

her kører det fedt så vi keder os lidt 

vi har indsigt, hvad med et ulands kig 

jordkloden er slidt, børn er fallit 

tro mig i Danmark der har vi det fint 

så ufattelig godt at det er vores pligt 

at gøre noget godt der hvor det er skidt 

verden er vor fremtid men vi fatter det ikk 

vi har for travlt med at forpure vores egen butik 

Gi mig mit land tilbage ligesom i de gamle dage 

Gi mig frisindet igen der lurer under byens tage 

Gi mig København igen min farverige gamle ven 

Gi mig ungeren igen – vi vil ha ungeren igen 

Fjern heroin fra Istedgade og lad Staden være Staden 

Hvis du strammer garnet jo så ber du om balladen 

En hel unik energi, men se økonomi er ganske fri for empati, har ingen pli

Exhippier, skabsrygere, der vælger at tie kom nu i gang I har vist noget I ska sige 

Rødvin og piller hele fucking landet chiller ungdommen bliver vildere, flere og flere 

sniffer, sniffer 

Kokain fra Cap Horn til Berlin jo et junk frit røgmarked er en rimelig sjælden ting – Men 

vi havde et 

Meget skal man høre gud bevare mit humør, tror de selv at de kan lægge byen tør 

Se toppen fatter ikk en dør af hvad de gør, sådan vil det være sådan har det altid været 

før 

Det sprog de taler hedder kroner og ører, og en grådig mand har aldrig været svær at 

forføre 

Se grådighed går hånd i hånd med magt og større vil ha større, mere vil ha mere, staten 

er jo helt oppe at køre 

Tag lidt luft, kom til fornuft og prøv at fat det at Danmark har det fint og USA kan ik 

erstat det 

Gi mig ungeren igen – vi vil ha ungeren igen 

Gi mig københavn igen – min farverige gamle ven 

Gi mig frisindet igen – vi vil ha frisindet igen 

Gi mig Danmark tilbage – ligesom i de gamle dage 

Få lidt styr på Istedgade og lad staden være staden 

Hvis du strammer garnet jo så kvæler du jo barnet 

Jeg savner dig jeg vil ha dig tilbage 

ligesom i de gamle dage hvor en spade var en s.. yo 

jeg vil ha dig tilbage ligesom i de gamle dage hvor en fri fugl var fri 

og hvor man mente hvad man sagde – hey Danmark 

gi mig mit rabalderstræde og få styr på Istedgade…… 

ahhhhhhh – kom nu for fanden! 

(2007) 

227

228 


Læs teksten til Natasjas sang Gi’ 

Mig Danmark Tilbage! 

• Find ord og begreber, der hører 

nutiden til. 

• Find tekstlån (se s. 53) og citater 

fra andre tekster. 

• Hvad drejer sangen sig om? 

• Drøft og forestil jer, hvilke ord og 

begreber der vil være svære at 

forstå for folk om 200 år. 

• Vil folk om 200 år få samme budskab 

ud af sangen? 

Natasja 

Natasja er født i København i 1974, sangerinde 

og rapper. Hun kaldes også Little T. I 

2005 udsendte Natasja solodebutalbummet 

Release, hvis varme rytmer kunne få gang i 

dansegulvet. I 2006 vandt Natasja en stor 

talentkonkurrence på Jamaica (som den første 

ikke-jamaicaner nogensinde!), og på 

hjemmebanen i Danmark fik Natasja et kommercielt 

gennembrud med singlen „Op Med 

Ho’det“ fra soundtracket til filmen Fidibus. I 

juni 2007 døde Natasja i en trafikulykke på 

Jamaica. Hun blev 32 år. I september samme 

år udkom Natasjas første album på modersmålet, 

I Danmark Er Jeg Født (2007). 

i 

Se Natasjas musikvideo Gi’ Mig 

Danmark Tilbage! & 

Med meget enkle virkemidler får 

Natasja med billeder og symboler 

givet sangen kulør. 

• Lav en liste over alle de billeder 

på Danmark eller dele af Danmark, 

der bliver vist i videoen. 

Drøft hvad disse billeder udtrykker 

og fortæller om Danmark. 

• Flere steder i videoen står nogle 

forskellige mennesker med 

et skilt, der viser et citat fra 

sangteksten. Hvad står der på 

skiltene? Og hvorfor er lige disse 

citater valgt? Kan I kende nogle af 

menneskerne med skiltene? 

• Hvordan fungerer musikvideoen? 

Bliver oplevelsen af sang og tekst 

anderledes, når der kommer billeder 

på? Hvorfor/hvorfor ikke? 

FrederiksstadeN – eN bydel 

bliver til iNdeN For voldeNe 

Inden for voldene bygges Frederiksstaden, 

der er et af Nordeuropas vigtigste 

rokokoanlæg. Det blev tegnet af 

arkitekt Nicolai Eigtved i 1749. Frederiksstaden 

er udviklet langs Københavns 

Havn med lange lige gader. 

Centralt ligger Amalienborg Slotsplads 

med rytterstatuen af Frederik V 

som centrum. Planens hovedakser 

mødes i en ottekantet plads, der 

omkranses af fire ens palæer (Amalienborg). 

De er placeret i pladsens 

diagonaler. 

*

København bliver en by med 

bymennesker og bykultur 

Det var i løbet af 1700-tallet, at København 

voksede og blev en by med bymennesker 

og bykultur. I midten af 1700tallet 

boede der 18.000 indbyggere. 

I slutningen af 1700-tallet var tallet 

steget til næsten 100.000. 

København var en fæstningsby 

omgivet af voldanlæg. For at komme ind 

i byen skulle man passere en af de fire 

byporte – Østerport, Nørreport, Vesterport 

og Sønderport. Sønderport lå ude 

ved bomhuset på Christianshavn. 

I den tæt bebyggede hovedstad boede 

indbyggerne under meget forskellige 

forhold. Adelens * store palæer prægede 

bybilledet. Palæerne var forsynet 

med flotte haver bag husene. Dertil kom 

de store købmandsgårde. De mindre 

borgerhuse var typisk ejet af småhandlende 

og håndværkere, der almindeligvis 

også havde værksted her. Husene var 

til dels beregnet til udlejning. Daglejere 

og andre fattige boede i de mere ydmyge 

lejeboder eller småhuse. 

Ca. halvdelen af Københavns indbyggere 

levede på et eksistensminimum 

i elendige boliger. Denne underklasse 

omfattede bl.a. svende, daglejere, soldater 

og søfolk, endvidere enker og 

andre enlige kvinder, der ernærede sig 

adeleN 

Den gamle adel var mennesker, der 

var født ind i familier, der i kraft af 

deres slægts særlige status og oprindelse 

var adelige og havde særlige 

goder – privilegier. 

* 

ved småhandel, vask og tøjreparation. 

Hertil kom gamle, syge og fattige, der 

levede af almisser eller var anbragt i 

arbejdshuse og på hospitaler. I 1799 fik 

København en fattigplan efter næsten 

moderne principper. Fattige skulle hjælpes 

med kontant- eller naturaliehjælp 

og kun i særlige tilfælde anbringes på 

anstalt. 

I 1700-tallet levede kun 20 % af befolk- 

ningen i byerne. I København boede 10 %, 

mens andre 10 % boede i landets købstæder. 

Størstedelen af bybefolkningen 

arbejdede med håndværk eller handel. 

Hertil kom embedsmændene, en gruppe, 

der blev større under enevælden * . Til 

næsten alle byer hørte bymarker, hvor 

borgerne kunne drive landbrug og have 

køer på græs. 

eNevælde 

I 1660 indførtes enevælde i Danmark. Hvor kongen 

før skulle vælges af adelen, blev det nu besluttet at 

kongedømmet skulle gå i arv. Det vil sige, at det 

skulle være kongens ældste søn, der automatisk 

arvede tronen. Hvor magten tidligere havde været 

delt mellem adelen og kongen, fik kongen nu al 

magten, hvilket adelen var imod, fordi de derved 

mistede indflydelse. Baggrunden for, at det var 

muligt at indføre enevælde, var, at kongen havde 

brug for at inddrive skat, fordi staten efter lang 

tids krig ingen penge havde. Adelen ville ikke 

betale skat til staten, men borgerskabet ville 

gerne støtte enevælden og betale skat til staten. 

Det ville de til gengæld for, at det skulle være 

muligt for kongen at udnævne folk fra borgerskabet 

til adelige, hvor adelig før var noget, man blev 

født til at være. Dermed gjorde enevælden det fx 

muligt, at Ludvig Holberg blev adlet til baron. Når 

kongen nu ikke længere styrede landet sammen 

med adelen, havde han brug for andre folk og eksperter 

at rådføre sig med: Det blev embedsmænd 

fra borgerskabet. Embedsmænd stammer altså 

tilbage fra enevældens tid. Der var enevælde i 

Danmark frem til 1849. Man kan sige, at enevælden 

blev begyndelsen til adelens endeligt og borgerskabets 

magtovertagelse. 

* 

229

230 


Her på billedet kan du se, hvor København sluttede, og hvor den begyndte. Det var forbudt helt op til 

slutningen af 1800-tallet at bebygge de grønne områder uden for Københavns volde 

Marmorkirken ligger for enden af Amalienborg Slotsplads tværakse. I den anden ende af tværaksen på den 

anden side af havneløbet ligger i dag Den Kongelige Opera

Det var et statsligt krav, at al handel og 

håndværk med nogle få undtagelser var 

forbeholdt byerne. For at virke i et erhverv 

krævedes borgerskab * , som blev udstedt 

på byens rådhus. Bystyret bestod af 

borgmestre og rådmænd – poster der var 

forbeholdt de velhavende købmænd. 

Den internationale handel i 1600- og 

1700-tallet fik stor betydning for dagliglivet 

i København. Nye varer som 

kaffe, te og chokolade blev et alternativ 

til øl, vin og brændevin. Ludvig Holberg 

(1684-1754) skrev i en epistel (en slags 

essay), at te og kaffe havde mindsket 

drukkenskaben: 

„Nu kand vore Hustruer og Døttre giøre 

10 Visiter en Eftermiddag, og komme 

ganske ædrue tilbage.” 

De nye varer var i begyndelsen luk- 

susvarer. I 1693 fik urtekræmmere og 

sukkerbagere ret til at forhandle kaffe, 

te og chokolade. Indtil da var det apotekervarer. 

Andre nye varer på den tid var 

sukker, rom og kartofler. 

borgerskab 

På dansk betyder borgerskab to ting. Det 

betyder dels det at være medlem af et 

statssamfund fx det at have statsborgerskab 

i Danmark. Den ældre betydning 

betegner middelklassen i samfundet. I 

1700-tallet var middelklassen den del af 

samfundet, som ikke var bønder, adel eller 

præster. Borgerskabet beskæftigede sig 

med handel og håndværk og var derfor 

primært tilknyttet byerne og købstæderne. 

I takt med at København og handelen 

voksede i 1700-tallet, voksede borgerskabet 

også. Medlemmer af borgerskabet 

kalder man borgere. 

* 

De tre personer på billedet sidder i gabestok. En 

stor del af straffen bestod i den offentlige ydmygelse 

Hvad brugte en københavner sin tid 

på? 

I 1700-tallet var der ikke lige så meget 

fritid som i dag. Begrebet fritid er først 

kommet til senere, men naturligvis 

havde folk noget fri tid, bare slet ikke i 

det omfang, vi har i dag. Arbejdsdagen 

var længere. Der var ikke noget, der hed 

ferie. Hvis man var heldig, havde man 

fri på søn- og helligdage. 

Alligevel var der mange forlystelser 

i Kongens København. Nogle af de mere 

barske sørgede myndighederne for, 

som når de lod en særling stå i gabestok 

eller en straffet gå rundt i gaderne med 

den spanske kappe. Det vil sige en stor 

tung trætønde med hul til hovedet. Man 

kunne også blive sat i gabestok på byens 

torv. 

231

232 


Mellem 1720 og 1729 var der 14 henrettelser, 

hvoraf de fleste var kvinder, der 

havde dræbt deres nyfødte børn. 

I 1722 blev der også åbnet et teater 

i Grønnegade. Det kostede penge at 

komme ind, så det satte en vis begrænsning 

på, hvem der var tilskuere. Det var 

mest borgerskabet, der gik i teatret. Til 

gengæld var der rundt omkring i Københavns 

gader teatergrupper, musikere og 

gøglere, der optrådte for en skilling. 

ludvig Holberg 

Født i Bergen i Norge i 1684. Kom til 

København for at studere ved universitetet 

lige efter studentereksamen. 

Holberg skrev mange komedier. 

Den første komedie var Den politiske 

kandestøber. Den blev opført på Grønnegadeteatret 

i 1722 og gik for fulde 

huse i lang tid. 

Holberg skrev hele sit liv meget i 

en genre, han benævner epistel. 

Epistler er essays, hvor skribenten 

folder sine tanker ud om et særligt 

emne som i epistlen Glæden ved at 

spadsere. 

Holberg fik mange akademiske 

professorater og blev adlet til baron. 

Han døde i København i 1754. 

i 

Hvem var Ludvig Holberg? 

Ludvig Holberg i er mest kendt for sine 

komedier, der må siges at være ægte 

klassikere. Holbergs komedier opføres 

stadig på flere teatre i Danmark og i 

resten af Norden. Skuespillere, instruktører, 

tilskuere og læsere finder til stadighed 

nye lag i disse gamle tekster. 

At Holbergs komedier er klassikere, 

kan også ses af de mange sproglige 

udtryk, der stammer fra Holbergs 

komedier, fx udtrykket en halvstuderet 

røver, der siges om en person, der gerne 

giver indtryk af at vide en hel masse, 

men ikke har fået afsluttet sit studium. 

Andre faste sproglige vendinger er 

direkte replikker, der ofte genskrives 

i avisoverskrifter eller bruges i talesproget, 

fordi disse udtryk er gode til 

at skabe klare billeder i modtagerens 

hoved – også hos modtagere, der ikke 

har set Holbergs komedier: 

At befinde sig som Jeppe i baronens seng 

– drømmer jeg, eller er jeg vågen? 

Folk siger vel, at Jeppe drikker, men de 

siger ikke, hvorfor Jeppe drikker. 

Et er søkort at forstå, et andet er skib at 

føre.

Tænkeskriv 

• Vælg et af citaterne, og tænkeskriv 

en forklaring på, hvad det 

betyder. 

• Drøft fælles betydningen af de 

tre citater. 

Ludvig Holberg blev født den 3. decem- 

ber 1684 i Bergen i Norge. Hans far var i 

hæren og tjente sig op fra menig soldat 

til oberstløjtnant. Christian Holberg, 

som faren hed, blev sent gift som 47årig. 

Han fik seks børn, hvoraf Ludvig 

var den yngste. Ludvig var kun halvandet 

år, da faren døde. 

Ludvig lærte tidligt at klare sig selv. 

Han var kun 11 år, da moren døde. 

Ludvig voksede op hos sin morbror, 

der var en del af det velstående 

borgerskab. Holberg gik på latinskole 

og blev student i 1702. Kort før hans 

studentereksamen brød der en ildebrand 

ud, der lagde det meste af Bergen 

og også Holbergs hjem i aske. Danmark 

og Norge var et rige på Holbergs tid, og 

dobbeltmonarkiets eneste universitet 

var Københavns Universitet. Her indskrev 

Ludvig sig i sommeren 1702. 

Rejselyst til fods 

Holberg var rejselysten og rejste rundt i 

Europa. Ned gennem Holland rejste han 

med en båd, der bliver trukket af heste, 

men lange stræk foretog han til fods. 

Han gik fra Bruxelles til Paris – en tur 

på 300 kilometer. Han var også i Rom. I 

sit første levnedsbrev (et levnedsbrev er 

en slags selvbiografi), fra 1727, fortæller 

Holberg om, hvordan han efter at være 

plaget af sygdom, bliver helbredt ved at 

gå langt til fods: 

„Jeg blev ladt alene tilbage i kroen og 

mistede således på en gang mine rejsekammerater 

og de penge, jeg havde 

betalt for sejladsen. Da jeg dagen efter 

havde kureret min hjerne ved at sulte 

min mave, kom jeg til mig selv og tilbagelagde 

resten af turen til Paris til fods.” 

Holberg var en stor fortaler for at gå. 

Han taler om glæden ved at spadsere. I 

en af sine mange epistler beretter Holberg 

om det at færdes i Københavns 

gader: 

„Jeg råder aldeles ikke til hestes og vogns 

afskaffelse. Jeg råder alene fra den idelige 

og daglige brug, såvel vinter som 

sommer, såvel i ondt som i godt vejr. Min 

mening er alene, at ingen bør skamme 

sig ved at gå til fods gennem en gade, 

når vejret er godt.” 

(idelig: uafbrudt og vedholdende) 

233

234 


Over en fjerdedel af de københavnske huse brændte ned natten til den 21. oktober 1728. Kobbertsik til 

minde om branden 

Et karrieremenneske 

Holberg må siges at være en stræber. 

Han gik målrettet efter en akademisk 

karriere i København, og det lykkedes 

virkelig godt for ham. Han tog teologisk 

eksamen i 1704. Han blev professor i filosofi 

i 1714. Bare tre år senere, i 1717, blev 

han professor i metafysik, logik og dialektik, 

i 1720 i latin og endelig i historie i 

1730. Han var regnskabsfører og i nogle 

år endog rektor ved Københavns Universitet. 

Dertil kom, at han forstod at investere 

sine penge, så han også blev meget 

rig godsejer og endda adlet til baron (se 

faktaboks om enevælde s. 230). 

Storbranden i København 

Vægtere gik hver aften omkring kl. 22 

rundt i byen for at sikre, at alt var roligt. 

Mødte de en nattevandrer, kunne denne 

risikere at blive fulgt hjem eller sågar 

blive taget i forvaring. Den 20. oktober 

1728, lige før vægterne begyndte deres 

aftenrunde, lød råbet: Brand! Brand! 

Mange huse i København var bindingsværkshuse 

med masser af træ, og de var 

letantændelige. Desuden var der mange 

steder stuvet halm, hø og andet brandbart 

vinterforråd sammen på husenes 

lofter. Samtidig blæste det kraftigt, så 

ilden spredte sig hurtigt. Branden kom 

til at vare tre dage. Ud af 4087 huse 

brændte 1670 huse ned. Mange mennesker 

mistede deres hjem og alle deres 

ejendele. Også Holberg blev ramt af 

branden. Det skildrer han i sit andet 

levnedsbrev fra 1737, hvor han beretter 

udførligt om storbranden i København. 

Udadtil tog han branden med en knusende 

ro. Måske fordi det ikke var første 

gang, at en storbrand tog alle hans 

ejendele. Her er Holbergs øjenvidneskildring, 

som udkom ni år senere:

Brand! Brand! & 

(Uddrag af beretningen om storbranden i København i 1728 i Andet Levnedsbrev) 

af Ludvig Holberg 

„Hvilket stof kan man tænke sig mere tragisk, mere poetisk og – skønt begivenheden er 

virkelig og nylig indtruffen – mere fantastisk? Branden begyndte først på natten i den 

vestlige del af byen og spredte sig hurtigt til at begynde med takket være en kraftig 

storm, dernæst på grund af folks forbløffelse, medens* de – lamslået af denne usædvanlige 

og uventede ulykke – stod ørkesløse* og ubevægelige som tilskuere til denne 

frygtelige katastrofe. (…) 

Brandfolkene styrtede omkring som gale og blandede sig i hinandens arbejde. Der var 

ingen sprøjter, ingen brandhager, kort sagt intet brandslukningsredskab for hånden, så 

rædselsslagne var alle blevet over denne uforudsete ulykke. (…) 

Efter at ilden havde raset uafbrudt i to døgn med en sådan vildskab, at næsten hele det 

gamle København og en del af det nye var lagt i aske, var det som om borgerne vågnede 

op af deres sløvhed, og – for af al magt at råde bod på deres sendrægtighed* – satte de 

med utrolig energi og førlighed* ind på at redde resterne af den brændende by. (…) 

Først da branden omsider var slukket, begyndte folk at mærke, hvor omfattende ulyk- 

ken var, og hvor tunge tab de havde lidt. De, der nylig havde levet i overflod og nu var 

bragt til tiggerstaven, fordømte alt for sent deres tidligere overdådighed og overflødige 

bohave*. (…) 

Mine ændrede økonomiske forhold pinte mig ikke så meget som tabet af min bolig, da 

jeg så mig skilt fra mine værtsfolk og fra mit gamle studereværelse, hvor jeg i fuldkommen 

ro og fred havde tilbragt en stor del af mit liv blandt bøger og skrivegrejer.” 

medens: mens 

ørkesløse: handlingslammede, ugidelige 

sendrægtighed: længe om at udføre noget 

førlighed: bevægelighed, arbejdsevne 

bohave: møbler 

(1737) 

235

236 


Gå tæt på sproget i Holbergs beretning 

• Hvilke ord og ordklasser giver teksten liv og intensitet? 

• Hvilken stor begivenhed har du været øjenvidne til? Det kan være en dramatisk 

og sørgelig begivenhed som en brand eller en trafikulykke, men det kan også 

være en anderledes og fremmedartet begivenhed som fx en havskildpadde, der 

lægger æg i sandet om natten på en sydhavsø, eller en lidt for spændende fodboldkamp, 

hvor tilhængerne kommer op at toppes. 

• Lav en brainstorm over begivenheder, du har været øjenvidne til. Vælg en 

begivenhed ud. Udarbejd et mindmap og en tidslinje over begivenheden. Hvad 

skete, og hvornår? 

• Skriv din øjenvidneberetning om begivenheden. 

Oplysningstiden 

1700-tallet blev også kaldt oplysningens 

århundrede, fordi det var en tid, hvor 

alle havde lige ret til at søge og få oplysning 

og viden. Filosoffer, forfattere og 

videnskabsmænd ville „kaste lys over 

land“. Der skulle kastes lys over naturens 

love, samfundets opbygning og 

menneskets væsen. Oplysningstidens 

tænkere ønskede begrundelser for samfundets 

indretning og magtfordeling. 

Mennesker skulle ikke behandles ud fra 

hvilken stand, de tilhørte. Alle skulle 

være borgere og have ret til oplysning. 

Ideen om oplysning bygger på, at men- 

nesket er et fornuftsvæsen, der er i stand 

til at tænke, være kritisk og argumentere 

for sine synspunkter. Samtidig med at 

man også kan respektere andres ret til 

det samme. I en samtale, hvor der ikke 

anvendes magt, vil det bedste argument 

sejre. Når alt kommer til alt, vil alle bruge 

deres sunde fornuft og indse, hvad der 

er til fælles bedste. Det er denne utopi, 

som det moderne demokrati hviler på. 

Oplysningstiden var en tid, hvor viden- 

skaben havde fundet naturvidenska- 

belige forklaringer på meget af det, 

mennesker gennem alle tider har tænkt 

over. 

Videnskaben var baseret på erfaringer 

og fornuft. Retssystemet byggede på 

lige rettigheder for alle. Det overnaturlige 

og de religiøse åbenbaringer måtte 

vige pladsen for den menneskelige fornuft, 

viden og erfaring. Man begyndte at

forholde sig kritisk til viden fra gammel 

tid. Ambitionen var at oplyse ethvert 

område af virkeligheden og kritisere 

overtro, fordomme og magtinstitutioner 

som enevælden og kirken. 

Oplysningstidens kritik af religionen 

og kirkens magtmisbrug og moral 

førte til en fornuftstyret kristendom, 

der havde den opfattelse, at Gud har 

skabt verden og dens naturlove, men 

ikke griber ind i den. Verden fungerer 

efter naturlovene. 

Ludvig Holberg skrev: Det er ved 

brug af naturens lys og den sunde fornuft, 

at vi bliver salige (salig: Man er lykkelig 

og under Guds velsignelse.) 

Filosoffer interesserede sig for 

menneskets forståelse og syn på verden. 

Disse tanker tog borgerskabet til sig, og 

den menneskelige fornuft og erfaring 

blev diskuteret overalt i det offentlige 

rum. 

I modsætning til tidligere opfattelser 

er det ikke længere i kraft af Gud, at 

verden er den bedste af alle verdener, 

men ud fra menneskets skaberkraft. 

Utopia er ikke længere et fjernt eller 

ikke eksisterende sted, men et punkt i 

fremtiden. 

At gavne og fornøje 

På sine rejser havde Holberg læst den 

franske dramatiker Molière og lyttet 

til italienernes commedia del arte – en 

slags pantomimeteater. I 1722 begyndte 

Holberg at skrive komedier opfordret af 

de to franskmænd bag Danmarks første 

private teater, Den Danske Skueplads. 

Den 23. september samme år åbnede de 

Den Danske Skueplads i Grønnegade. 

Skuepladsens første forestilling var 

Molières stykke Gnieren, men allerede 

tre dage efter blev stykket erstattet af 

Holbergs komedie Den politiske kandestøber, 

der kom til at gå for fulde huse. 

Netop Molière var et væsentligt forbillede 

for Holberg. Holberg bruger i høj 

grad karakterkomedien, hvor en menneskelig 

egenskab forstørres op, men 

Holbergs humor var mere folkelig og 

grotesk. Holberg skildrer andre sociale 

lag end overklassen. Han er dog klart på 

linje med klassicismen, når det gælder 

dyder som klarhed, mådehold og fornuft. 

klassicisme i 1700-tallet 

En af 1700-tallets kunstarter var klassicisme. 

Klassicismen refererer til den klassiske kunst. 

Den klassiske æstetik har klarhed som mål, og 

den vil skabe symmetri og balance. Klassicismen 

søger sandheden og vil forstå de sammenhænge, 

der ligger bag menneskers handlinger. 

Den dominerende genre i litteraturen er 

dramaet. Og her er hovednavnet Molière (1622- 

1773) som Holberg er meget inspireret af. Holberg 

benytter ligesom Molière faste figurer og 

intriger i sine dramaer. Disse figurer eller personer 

kommer ud for en række konflikter eller 

intriger som fx i Den politiske kandestøber, hvor 

kandestøberen hellere vil studere politik og 

have politisk indflydelse end være kandestøber. 

Det, der er typisk for karakterkomedien er, at 

en menneskelig egenskab forstørres op. På 

den måde bliver karakterens egenskab afsløret 

ved at blive tydeliggjort for alle. Den politiske 

kandestøber får så meget indflydelse i politik, 

at han tror, at han er blevet borgmester, hvilket 

bliver alt for meget for ham med alt det, folk vil 

have ham til at tage stilling til. Kandestøberens 

interesse for politik bliver forstørret op. 

Mange af Holbergs stykker indeholder en 

kritik af borgere med store ambitioner. 

* 

237

238 


Københavns Domkirke eller Vor Frue Kirke er formet i klassicistisk stil af arkitekt C.F. Hansen i 1811-29. 

Statuerne af Kristus og de 12 apostle er lavet af billedhuggeren Bertel Thorvaldsen og kom ind i kirken i 

1938 

Den politiske kandestøber 

Den politiske kandestøber foregår i Ham- 

borg. Herman von Bremen er håndvær- 

ker. Han har en lille virksomhed, hvor 

han støber kander, tallerkner og fade, 

men han har også en ambition om at 

blive noget større. Han vil være politiker 

og opnå magt og indflydelse. Han 

studerer, læser og holder møder. 

Hans datter, Engelke er i den giftemodne 

alder, og hustruen Geske er ikke 

helt fornøjet med mandens optagethed 

af politik. 

Komedien indledes med, at den 

unge mand, Antonius, der er kæreste 

med datteren, kommer til Herman for 

at få lov til at blive gift med Engelke. 

Henrich er Hermans tjener.

Den politiske kandestøber & 


1. akt, scene 1, 2 og 3 

Hovedpersonerne i komedien: 

HERMAN VON BREMEN 

GESKE, hans hustru 

ENGELKE, hans datter 

ANTONIUS, hendes bejler 

HENRICH, tjeneren 

ANNEKE, pigen. 

ACTUS I 

Scen. 1 

ANTONIUS. 

Jeg kan svære paa, at mit Hierte sidder mig i min Hals; thi jeg skal tale med Mester 

Herman og begiære* hans Datter, som jeg længe har været forlovet med, men hemmelig. 

Dette er den tredie Gang, jeg har været paa Veien, men er gaaen tilbage igien; var det 

ikke for Skam Skyld og den Bebreidelse jeg maa lide af min Moer*, saa gik det ligesaa 

til denne Gang. Det er en naturlig Feil og Frygtagtighed, som jeg ikke let kan overvinde; 

hver Gang jeg vil banke paa Døren, er det ligesom een vil holde min Haand tilbage. Men 

frisk Mod, Antonius, er halv Tæring*, det hiælper ikke, du maa dertil! – Jeg maa pynte 

lidt paa mig først; thi Folk siger, at Mester Herman er bleven curiøsk* paa nogen Tid. 

(Han tar sin Hals-Klud af, og binder den om igien, tar en Kam af Lommen og kæmmer sit 

Haar, børster sine Skoe). Nu troer jeg nok, at jeg saa vidt kan passere, nu maa jeg banke 

paa. See, saa sandt jeg er ærlig, er det ikke ligesom een holder min Haand. Ei, corrasi 

Antonius, jeg veed, du har jo intet ondt giort. Jeg kan jo ikke faae meer end nei. (Banker 

paa). 

Scen. 2 

HENRICH. ANTONIUS. 

HENRICH (ædende paa et Smørre-Brød): Serviteur Mester Antoni, hvem vil I tale med? 

ANTONIUS: Jeg vilde tale med Mester Herman, om han var alleene. 

HENRICH: Jo mænd, han er endelig alleene, men sidder og læser. 

ANTONIUS: Da er han meer gudfrygtig end jeg. 

239

240 


HENRICH: Dersom der kom en Forordning* ud, at Herculus skulde være en Postil*, saa 

troer jeg han skulde kunne præke, naar det skulde være. 

ANTONIUS: Men har han saa Stunder formedelst sit Arbeid at læse i saadanne Bøger? 

HENRICH: I skal agte, at Hosbond har to Bestillinger: han er baade Kandestøber og 

Politicus. 

ANTONIUS: Det rimer sig meget lidet sammen. 

HENRICH: Vi har og mærket det samme; thi naar han giør noget Arbeid, som siælden 

skeer, saa seer det saa politisk ud, at vi maa støbe det om igien. Men vil I ellers tale med 

ham, saa kan I gaae lige ind i Daglig-Stuen. 

ANTONIUS: Jeg har et vigtigt Ærende, Henrich; thi, mellem os at sige, saa vil jeg begiære 

hans Datter, som jeg saa længe har været forlovet med. 

HENRICH: Det er sandt, det er min Tro et vigtigt Ærende. Men hør, Mester Antoni, I maa 

ikke tage ilde op, at jeg varer* jer om en Ting: vil I tænke paa, at jer Ansøgning skal 

lykkes, da maa I sætte jere Ord paa Skruer og føre en ziirlig* Tale; thi han er bleven 

forbandet curiøsk paa nogen Tid. 

ANTONIUS: Nei saamænd giør jeg ei, Henrich; jeg er en god ærlig Handværksmand, som 

ingen Complimentationer* har lært. Jeg siger kun slet og ret, at jeg har Elskov til hans 

Datter, og begiærer hende til Hustrue. 

HENRICH: Ikke andet! Ja saa skal jeg give min Hals, om I faaer hende. I det ringeste maa 

I begynde jer Tale af det Ord Saasom eller Eftersom. I skal agte, Mester Antoni, at I har 

med en studeret Mand at bestille, der læser Dag og Nat politiske Bøger, saa han maa 

blive gal. Det meste, han paa nogen Tid har haft at dadle* paa Folkene her i Huset, er, 

at der er saadant gemeent Væsen hos os alle, besynderlig hos mig, hvilken han aldrig 

nævner, uden han kalder mig: Din liderlige gemeene Slyngel. Han vilde endelig med 

Diævels Magt forleden Uge, at Mutter skulde gaae med Adriane; skiønt han kom ingen 

Vei dermed, thi Mutter er en gudfrygtig gammeldags Kone, som heller lod sit Liv end 

lagde sin flasked Trøie af. Han gaaer frugtsommelig med noget*, hvad Pokker det ogsaa 

er; derfor, om I vil lykkes i jer Frieratz, saa maa I følge mit Raad. 

ANTONIUS: Jeg agter min Tro ingen Slingring, men gaaer lige til. 

Scen. 3 

Henrich alleene. 

HENRICH: Den største Vanskelighed ved at frie er at hitte paa, hvorledes man skal 

begynde sin Tale; jeg har selv engang gaaet paa Frierie, men kunde i fiorten Dage ikke 

hitte paa, hvad jeg skulde sige. Jeg vidste nok, at man skulde begynde Talen af det Ord 

Saasom eller Eftersom, men det var Ulykken, at jeg ikke kunde hitte paa andre Ord at 

hefte til dette Saasom. Jeg gad derfor ikke plave mig længer dermed, men gik hen

og kiøbte mig en Formular hos Jacob Skole-Mester for 8 Skilling, thi han sælger Stykket 

saaledes; men det løb forbandet galt af for mig, thi da jeg kom midt udi Talen, kunde 

jeg ikke hitte paa Resten, og jeg undsaae mig ved at tage Papiret op af Lommen. Jeg har 

kunnet profect* føre den Tale baade før og siden som mit Fader-Vor, men da jeg skulde 

bruge den for Alvor, kom den i Baglaas for mig. Den var saaledes: 

Næst tienstlig salutems Hilsen er jeg Henrich Andersen af velberaad Hu*, Drift og 

Tilskyndelse hid kommen at lade eder vide at jeg er ei meer af Stok og Steen end andre; 

og saasom alting i Verden finder hos sig Elskov endogsaa umælende Beester, altsaa er 

jeg med GUD og Æren hidkommen uværdig at begiære og forlange eder til min hiertens 

Allerkiæreste. 

Synes jer ikke Mossiørs* at den var 8 Skilling værd? Vil nogen ellers af jer give mig 

mine 8 Skilling igien, da vil jeg gierne overlade jer den; thi jeg bilder mig ind, at hvo der 

kan føre samme Tale vel, kan faae hvilken brav Mands Datter han vil begiære. Vil I give 

mig 6 Skilling da, jeg har min Tro selv givet 8 Skilling for den: Skam den der sælger den 

ringere. Men der kommer Fatter, jeg maa løbe. 

begiære: begære, hige efter, stærk lyst til 

Moer: moder 

Tæring: forplejning, mad og drikke 

frisk mod er halv tæring: har man frisk mod, er man nået halvvejs 

Curiøste: Holberg-udtryk: kuriøs – nysgerrig 

Forordning: bestemmelse 

Postil: en lærd mand der læser opbyggelige prædikener 

varer: advarer 

ziirlig: sirlig, virkningsfuld 

dadle: udtale utilfredshed med 

han gaaer frugtsommelig med noget: han har noget i sinde 

profect: perfekt 

velberaad Hu: med forsæt 

Mossiørs: monsieur – min Herre 

complimentationer: komplimentere, udtale sin beundring over 

(1722) 

241

242 


Læsning af Den politiske kandestøber 

• Læs fælles første akt, scene 1: Antonius’ monolog. 

Drøft, hvad Antonius vil. 

• Læs scene 2 parvis. Den ene agerer Henrich, og den anden Antonius. 

• Læs scene 3 fælles. 

Hvad handler teksten om indtil videre? 

Giv en karakteristik af de to personer Henrich og Antonius. 

• Læs teksten op i fællesskab. Det kan være svært at læse ældre tekster op, men 

Holbergs komedier er netop beregnet til at blive fremført. Alligevel kræver 

oplæsning * en del øvelse. 

Efter hver scene kan I drøfte oplæsningen. Hvordan passede person, handling og 

stemmeføring sammen? 

Scene 4, 5 og 6 fra første akt samt scene 1 og 2 fra anden akt ligger på www.vildmeddansk.gyldendal.dk 

&. Gå i grupper, og fordel scenerne imellem jer. Fordel 

rollerne, og øv jer på at læse teksten op. 

Lyt til oplæsning af Antonius’ monolog fra Den politiske kandestøber på www. 


Nogle advokater får bildt Herman ind, 

at han er valgt til borgmester i Hamborg. 

Herman bliver stolt. Advokaterne 

og andre folk overdænger Herman med 

oplæsNiNg 

Højtlæsning går ud på at læse en tekst 

højt, så andre kan høre det i modsætning 

til fx stillelæsning. 

Oplæsning betyder, at oplæseren 

har sat sig ind i tekstens handling, og 

gjort sig klart, hvad det er for personer, 

der taler, hvordan deres stemme 

lyder, og om personen er vred, glad 

eller fx ude på noget. Man har overvejet, 

hvilke dele af teksten der skal 

betones kraftigere, og hvilke dele der 

skal tones ned. 

* 

borgmesterarbejde og vanskelige sager, 

så Herman til sidst er lige ved hellere 

at ville hænge sig end at være borgmester. 

Ganske belejligt kommer den unge 

Antonius til Herman og spørger, hvad 

der sker. Herman klager sin nød, men 

Antonius kan fortælle, at det med borgmesterskabet 

er det pure opspind …

Scene fra Den politiske kandestøber. Advokaterne har fået bildt Herman von Bremen ind, at han er valgt til 

borgmester. Herefter overdynger de ham med arbejde og vanskelige sager, han skal tage stilling til 



5. akt, scene 7 og 8 

Scen. 7 

ANTONIUS. HERMAN. 

ANTONIUS: Hei, hei! Hvad Pokker bestiller I? 

HERMAN: Jeg har ikke i Sinde at bestille noget, men for at undgaae Bestilling vil jeg 

hænge mig. Vil I giøre Compagnie med, skal det være mig en Fornøielse. 

ANTONIUS: Nei min Tro vil jeg ikke; men hvad bringer jer til saadant fortvilet Forsæt? 

HERMAN: Hør Antoni, det giør ingen Gode, at I taler derom. Jeg skal hænges; skeer det 

ikke i Dag, saa skeer det i Morgen. Jeg vil kun bede, før jeg døer, at I formelder min Respect 

til Fru Bormesters og Frøikenen, og befaler dem at giøre mig saadan Gravskrift: 

243

244 


STAT STILLE VANDRINGS-MAND HER HÆNGER 

BORMESTER VON BREMENFELD 

SOM I SIT HELE BORMESTERSKABS TIID INTET MINUT SOV 

GAK DU BORT OG GIØR LIGESAA 

I veed maaske ikke, kiære Antoni, at jeg er bleven Bormester, at jeg har faaet et Embede, 

hvorudi jeg veed ikke, hvad hvidt eller sort er, og hvortil jeg finder mig ganske udygtig; 

thi jeg har mærket af adskillige Fortrædeligheder*, som allerede har mødt mig, at det er 

stor Forskiel paa at være Øvrighed*, og at raisonnere* om Øvrighed. 

ANTONIUS: Ha ha ha ha ha ha! 

HERMAN: Belee mig ikke, Antoni, I har Synd deraf. 

ANTONIUS: Ha ha ha, nu mærker jeg, hvor det hænger sammen: jeg var nylig paa et 

Værtshus, hvor jeg hørte Folk sprikke af Latter over en Comoedie, som man havde spillet 

Herman von Bremen i det at nogle unge Mennesker havde bildet ham ind, at han 

var bleven Bormester, for at see hvorledes han kunde skikke sig derudi. Det giorde mig 

hiertelig ondt, da jeg hørte saadant; gik derfor strax hid, for at advare jer derom. 

HERMAN: Ah, er jeg da ikke Bormester? 

ANTONIUS: Nei det er puur opspunden Tøi*, for at vænne jer af med jer Galskab at 

raisonnere over høie Ting, som I ikke forstaaer. 

HERMAN: Ah, er det ei heller sandt om den fremmede President? 

ANTONIUS: Nei vist ikke. 

HERMAN: Ei heller om Hattemagernes Oldermand? 

ANTONIUS: Det er altsammen opspundet. 

HERMAN: Ei heller om Matroserne? 

ANTONIUS: Nei, nei. 

HERMAN: Gid Fanden hænge sig da! Geske! Engelke! Peiter! Henrich! Herud allesammen. 

Scen. 8 

HERMAN. ANTONIUS. GESKE. ENGELKE. PEITER. HENRICH. 

HERMAN: Min hierte Kone, gaae hen til dit Arbeid igien; vor Bormesterskab er alt til 

Ende. 

GESKE: Til Ende? 

HERMAN: Ja ja, det er til Ende; nogle Skalke har rottet sig sammen for at fixere* os. 

GESKE: Fixere os! Da skal de faae en Ulykke som har fixeret os, og du med. (Hun gier ham 

en Ørefigen. Herman prygler hende dygtig). 

GESKE: Ah, min hierte Mand, slaae mig ikke meer, ah, min hierte Mand, holdt op!

HERMAN: Du skal vide, Kone, at jeg er ikke Politicus længer, og derfor ikke tæller meer 

til tyve, naar jeg faaer Ørefigen. Jeg agter at føre et andet Levnet herefter; kaste mine 

Bøger paa Ilden, og tage alleene Vare paa mit Handtværk herefter. Jeg varer ogsaa ad 

eengang for alle, at dersom jeg seer nogen af jer læser i en politisk Bog eller bringer 

nogen i mit Huus, da skal det bekomme dem ilde. 

HENRICH: Jeg for min Part har ingen Fare derfor, Hr. Bormester, thi jeg kan hverken læse 

eller skrive. 

HERMAN: Lad kun den første Stavelse være ude og kald mig slet og ret Mester som tilforn, 

thi jeg er Kandestøber og vil døe Kandestøber. Hør Monsieuer Antoni, jeg veed, at I 

har haft Godhed for min Datter. Mine forrige Capricer* har hindret jeres Kiærlighed. Nu 

har I baade hendes Fars og Moers Samtykke, saa at hvis I er ved samme Sind og Forsæt, 

er al Hinder ophævet*. 

ANTONIUS: Ja jeg blir ved mit Forsæt, og beder at hun maa blive min Hustrue. 

HERMAN: Gier du dit Samtykke dertil ogsaa, Geske? 

HENRICH: Ah, det er ikke at spørge om, Fru Bormesters har altid været for det Partie. 

GESKE: Holdt Munden til, Giæk! jeg kan nok svare selv. Jeg har, min hierte Mand, givet 

mit Samtykke dertil for 3 Aar siden. 

HERMAN: Jeg vil ikke spørge dig, Engelke; jeg veed, du er saa forlibt* i ham som en Rotte 

i en Ost; er det ikke sandt? 

HENRICH: Svar, Frøiken. 

HERMAN: Vidste jeg, at du gav disse Titler af Malice, skulde det bekomme dig ilde. 

HENRICH: Nei min Tro giør jeg ikke, Mester; men man kan ikke saa hastig komme af 

Vanen igien. 

HERMAN: Gier I To da hinanden Hænder. Saa, nu er det godt; i Morgen skal vi holde 

Bryllup. Henrich! 

HENRICH: Hr. Bormester! Om Forladelse: Ja, Mester! 

HERMAN: Du skal brænde mig op alle mine politiske Bøger; thi jeg kan ikke see det for 

mine Øien meer, som har bragt mig i slige Griller*. 

Vi Øvrighed med Munden slaae, 

Kan dog selv intet giøre; 

Eet er et Søe-Kort at forstaae, 

Et andet, Skib at føre. 

Af en politisk Bog man kan 

Vel lære raisonnere, 

Men til at forestaae et Land 

Udfordres andet mere. 

Af hvad som mig i Dag er skeed 

245

246 


Hver Handværks-Mand kan lære, 

At den, der retter Øvrighed, 

Just selv den ei kan være; 

Thi naar en Kandestøber til 

Bormesters Embed løber, 

Er som naar Stats-Mand blive vil 

I Hast en Kandestøber. 

Et er et søkort at forstå 

Et andet er skib at føre 

fortrædelighed: bekymringer 

øvrighed: myndighed 

raisonnere: tænke 

puur opspunden Tøi: det rene opspind, fundet på 

fixere: narre 

tilforn: førhen 

capricer: luner, nykker 

Hinder ophævet: forhindringen fjernet 

forlibt: forelsket 

slige Griller: sådanne ideer, nykker 


• Hvorfor skifter Herman mening? 

• Hvad slutter komedien med? 

• Hvad siger denne komedie nutidige læsere? Syv minutters hurtigskrivning. 

• Drøft fælles tekstens mening, og hvilken betydning den har eller ikke har for 

læsere i dag. 

(1722)

På halvandet år skrev Holberg 15 komedier. 

Det er ca. en komedie om måneden. 

Han må siges at være vældig produktiv. 

Hvorfor nu komedier? „Man informerer 

kraftigere med latter end med våde øjne 

og knyttede næver,“ har Holberg sagt. 

Komedierne er skrevet i en fast genre 

og bygget op efter en stringent formel. 

I centrum står en ofte manisk person, 

som kun lever og ånder for et: at være 

politiker – som Herman i Den politiske 

kandestøber, eller for at prale af sin 

lærdom – som Rasmus i Erasmus Montanus. 

Den mærkelige hovedperson 

forpester livet for sig selv og andre – og 

forhindrer ofte et ungt forelsket par i at 

få hinanden. For det meste driver nogle 

friske tjenestefolk gæk med hovedpersonen 

ved at gå ind på deres forrykte 

ideer. Hovedpersonen bliver ubehjælpeligt 

til grin og indser sin tåbelighed, og 

det unge par kan blive gift. Fornuft og 

mådehold sejrer. 

Holberg lever op til komediens 

klassiske krav om, at tid, sted og handling 

er en enhed * . Dramaet afvikles 

inden for 24 timer. Handlingen foregår 

på samme sted og har kun et handlingsforløb. 

Personerne er ofte rene typer, der 

hedder det samme stykke efter stykke, 

fx hedder de opfindsomme tjenestefolk 

næsten altid Henrik og Pernille. 

Holberg vil både gavne og fornøje, 

han vil altså både belære og underholde. 

Latteren skal sejre, tilskueren skal føle 

sig underholdt, men også gå fra stykket 

med stof til eftertanke. 

Den politiske kandestøber og det 

klassiske drama * 

• Find eksempler i det uddrag I har 

læst af Den politiske kandestøber 

på det klassiske drama, hvor tid, 

sted og handling er kogt ned til 

enkle enheder. 

• Overvej og drøft de forskelle, 

der er på den måde, man forstod 

stykket på i 1722, og det I som 

læsere får ud af stykket i dag. 

klassicismeNs drama 

Klassicismens drama bygger på Aristoteles’ 

(384-322 f.Kr.) tragedieskrivning. 

Et godt drama skal overholde 

kravet om de tre enheder: 

handlingens, tidens og stedets enhed. 

Handlingens enhed: Handlingen skal 

være sandsynlig, og den skal udfoldes 

i en begyndelse, hvor intrigen eksponeres, 

en midte, hvor handlingen kulminerer, 

og en slutning, hvor katastrofen 

eller komedien afvikles. 

enhed i tid betyder, at handlingen ikke 

må vare mere end et døgn. Historien 

må altså koges ned. 

stedets enhed betyder, at handlingen 

kun må foregå ét sted. Det kan selvfølgelig 

både være fx samme rum 

eller samme by. 

* 

247

248 


Noter i din logbog i stikordsform 

• Hvad ved du om Holberg? 

• Hvad ved du om København i 1700-tallet? 

Stillbillede fra filmen Mennesker i København – Menigmands tilværelse under den Første Verdenskrig 

Se filmen Mennesker i København - Menigmands tilværelse under den Første Verdenskrig 

Som optakt til næste del kan I se filmen, der giver et indtryk af livet i København, 

som det foldede sig ud først i det 20. århundrede og specielt under Første Verdenskrig. 

Det er filmreportager af begivenheder og dagligdagssituationer. Lydsiden 

er lydeffekter og speak, der er tilført senere.

1920’erne – efter Første Verdenskrig 

Da enevælden blev indført, havde Danmark 

været i krig i ganske lang tid. I 1920, 250 

år senere, har man oplevet en verdenskrig. 

Altså en krig, der omfattede så mange 

lande, at den blev benævnt en verdenskrig. 

Det satte sit præg på tiden. Det lykkedes 

Danmark at forholde sig neutralt under 

Første Verdenskrig. Gennem hemmelige 

forhandlinger med tyskerne sikrede vi os, 

at neutraliteten blev respekteret. Alligevel 

var krigen chokerende. Da den brød ud 

i 1914, var verden lige pludselig ikke det 

trygge og sorgløse sted, man troede den 

var. Første Verdenskrig sluttede i 1918. 

Fra 1920 steg arbejdsløsheden kraftigt. 

Arbejdsløsheden var på 20 %. Der 

var lange køer ved de daglige kontrolsteder, 

hvor de arbejdsløse mødte frem i 

håb om arbejde eller lidt understøttelse. 

Selvom der var stor arbejdsløshed i 

byerne og i særdeleshed i København, og 

landmændene manglede arbejdskraft, 

var det ikke til at få københavnerne til at 

flytte ud på landet. Tværtimod flyttede 

flere og flere fra land til by. På landet var 

arbejdsdagene lange til lave lønninger. 

Byerne bød alligevel på flere muligheder 

for de landarbejdere, der ikke havde 

udsigt til at overtage en gård. 

Industrialiseringen i byerne fik 

adskilt hjem og arbejde. For små håndværksvirksomheder, 

handlende og landbrug 

var arbejde og hjem tæt på hinanden, 

men fabrikker og industri førte til en 

deling af arbejde og hjem. 

København forandres 

Efter Første Verdenskrig begyndte der 

at åbne butikker i København som fx 

møbelforretninger. Førhen gik man til 

snedkeren og bestilte et møbel. Nu bød 

forretninger på et udvalg af møbler. 

En masseproduktion af mærkevarer 

gik i gang på verdensplan, særligt inden 

for fødevarer og biler. En ny måde at 

drive forretning på kom til. Hvor man 

før fokuserede på at tjene penge ved at 

købe billigt og sælge dyrt, så kom et nyt 

element ind, der handlede om at omsætte 

så mange varer så muligt. Midlet til at 

sælge så mange varer som muligt var 

reklamer. De elektroniske medier som 

radio og tv blev udviklet som et middel 

til at få reklamer ud til brugerne. Danmark 

fik radio fra efteråret 1922. 

Levestandarden var stigende gennem 

1920’erne og 30’erne, og danskerne 

fik mulighed for at vælge mellem mange 

slags varer. Forbrugeren blev født. 

Den første miss Danmark blev kåret i 

1926, men hun fik ikke lov af sin mor 

til at rejse til Amerika, før hun var 18 

år i 1927. Alligevel var hun en slags 

foregangskvinde for en ny selvstændig 

kvindetype. Den generelle kvindeopfattelse 

gik ud på, at kvindens plads var i 

hjemmet, men nye tider var på vej. 

249

250 


Cyklen, som vi almindeligvis kender den i dag 

med to lige store hjul, blev opfundet i 1888. Det 

var også den cykel, man kørte på i 1920’erne, når 

man skulle nyde en tur i den friske luft. Reklame 

for cyklen Gritzner 

Hvad gik fritiden med? 

Efterkrigstiden med krise og arbejds- 

løshed var medvirkende til at 1920’erne 

var præget af oprørstrang og flygtighed. 

Det fik også indflydelse på mode og 

musik. Jazzmusik blev populær. Håret 

og kjolerne blev kortere, og en ny dans, 

charleston, vakte særlig opsigt. 

Udvikling, teknik og fremskridt gik 

stærkt. I 1920 var der 18.000 biler i Danmark, 

i 1929 var det steget til 100.000. 

Folk gik meget ud i 1920’erne. Man 

gik i biografen, i teatret, eller mødtes i 

foreninger. Dansk film fik et makker- 

par, der hed Fyrtårnet og Bivognen. Fra 

USA kom Charlie Chaplin med sin stok, 

bowlerhat og besynderlige gangart. 

Omkring 1930 kom de første tonefilm 

fra Amerika, og de udkonkurrerede 

hurtigt stumfilmene. 

Radioen fyldte også en del i folks 

liv. Skuespillere læste op i radioen, og 

der blev produceret hørespil. 

Man havde fået en del fritid. I 1919 

indførtes 8 timers arbejdsdag. I 1931 fik 

ca. halvdelen af de faglærte arbejdere 

indført ret til en uges ferie med løn i 

deres overenskomst. Først i 1938 blev 

der vedtaget en ferielov, der gav alle ret 

til to ugers ferie med løn. 

Flere arbejdede indendørs eller 

udenfor i den larmende og hektiske 

storby. De følte behov for friluftsliv, når 

de havde fri. Familier tog på skovtur til 

Søndermarken, Eremitagen eller ud på 

Dyrehavsbakken. 

Læsning var også en fritidsfornøjelse, 

og der dukkede flere biblioteker 

op rundt omkring i landet. 

Hvor meget fritid, man reelt havde, 

afhang af, hvilken samfundsklasse 

man tilhørte. I mange familier måtte 

børnene også arbejde og tjene til familiens 

overlevelse. Nogle børn var mælkedrenge. 

De delte mælk ud til folk om 

morgenen, inden de mødte i skole.

Stillbillede fra filmen Plads til os alle – Lidt arbejde skader ikke 

Se filmen Plads til os alle – Lidt arbejde skader ikke 

Den første fabrikslov i 1873 forbyder børn under 10 år at arbejde på fabrik. For 

at sammenligne børnearbejde i 1920’erne med nutidens diskussioner om, hvor 

tidligt børn må arbejde, og hvad arbejdet må gå ud på, kan I se filmen Plads til os 

alle. 

Med udgangspunkt i filmen kan I drøfte det, at børn arbejder. 

• Skal arbejde være forbudt under en vis alder? Hvilken alder og hvorfor? 

• Hvilke forskelle kan I finde på børnearbejdet i begyndelsen af det 20. århund- 

rede og nu? 

251

252 


Edvard Munch: Skriget (1893) 

Munchs billede, der er malet for over 100 år siden, er nærmest blevet et kultikon i dag. Måske hænger det 

sammen med, at den periode billedet blev malet i, på mange måder ligner vores tid. Billedet udtrykker 

den tomhed, det enkelte menneske kan føle, men også den tomhed, menneskeheden kunne føle, efter at 

Charles Darwin i begyndelsen af 1860’erne fremkom med sin teori om arternes oprindelse. Den kristne 

skabelsesmyte blev punkteret. Universet var ikke skabt på 6 dage, men gennem millioner af år. 

Tilbage var en skrigende fornemmelse af angst og usikkerhed, fordi de klassiske forestillinger om 

liv, død, evigt liv og identitet var gået i opløsning. Denne angst konfronteres man med i Skriget. Billedet 

visualiserer med sine stærke farver og voldsomme kontraster hele den angst for tomhed, som også digteren 

Tom Kristensen oplever og udtrykker som en del af sin digtersjæl. 

På www.vildmeddansk.gyldendal.dk & er der opgaver til Skriget.

Ekspressionisme 

En af 1920’ernes kunstarter var eks- 

pressionismen * . Det er en kunstart, 

der koncentrerer sig om udtrykket. Når 

noget er ekspressivt, er det voldsomt 

og udtryksfuldt. Man udtrykker, hvad 

man har inden i sig. Fx gengives et landskab 

subjektivt, som det opleves inde i 

kunstnerens sjæl. I ekspressionismen 

prøvede man ikke at beskrive verden, 

som den er. Ikke mindst fordi man blev 

mere og mere i tvivl om, hvad verden 

egentlig kunne siges at være. Ekspressionisterne 

viser i deres digtning, at 

kaos ikke kan udtrykkes i et pænt, 

velordnet og regelbundet sprogligt 

univers. Fritz Langs film Metropolis, 

som I så uddrag af i forbindelse med 

science fiction-kapitlet, har som nævnt 

en ekspressionistisk billedstil. Hele 

filmen benytter effektfulde kontraster, 

både i markant brug af lys og skygge 

samt i scener med den paradisiske have 

over for en larmende fabrik, hvor der 

henholdsvis er valgt bløde og meget 

skarpe og mekaniske former. 

ekspressioNisme 

Ekspressionisme er en kunstart, der 

lægger vægt på udtrykket. Den brød 

først igennem i malerkunsten. I stedet 

for at gengive verden realistisk 

blev der eksperimenteret med stærke 

farver og voldsomme kontraster. Det, 

man malede, behøvede ikke at ligne 

det, man så, men snarere det, man 

følte, når man så det. 

I litteraturen handlede det også 

om at beskrive det, man oplever med 

alle sanser – lydene og farverne – i et 

saftigt billedsprog. 

* 

Lirekassen 

af Tom Kristensen 

Nu hulker den, nu hvæser den, 

nu bruser den, nu blæser den, 

nu drejer lirekassens sving 

en skingrende* musik. 

Nu gurgler den, nu galer den, 

nu hiver den, nu haler den 

en tone af hver orgeltragt, 

en symfoni af blik. 

Og alle piger drejer rundt 

og svajer rundt og leger rundt 

med sejlgarnssløjfer tøjlende 

det stride, hvide hår. 

Med smæld mod retiraderne* 

og genlyd af facaderne 

blir takten tampet i hver sjæl 

fra tre til tretten år. 

Og drengene, bersærkerne*, 

som planker plankeværkerne, 

gir melodien underbund 

af musikalske vræl. 

Med hylene og fagterne 

de understreger takterne 

og tramper tempo i hvert bræt 

med træskotå og hæl. 

Igennem alle gårdene 

går tjepmusik bedårende 

og slynger sig fra asfaltbund 

til skorstenshættens top, 

og tonen vokser rivende; 

thi gaflerne og knivene 

og skeerne og fadene 

blir rytmisk vasket op. 

253

254 


Og alle køkkenpigerne 

går ned ad køkkenstigerne 

og støtter deres unge bryst 

på rød, men fyldig arm. 

Og penge kommer dalende 

fra kvisten og fra salene: 

en mønt svøbt i avispapir 

fra hver en vindueskarm. 

En fest for alle gårdens børn, 

som tar en kraftig dansetørn 

og digter pas* og digter trin 

på gårdens grå beton. 

Men fruen på en mezzanin* 

er alt for hvid, er alt for fin, 

og hendes sjæl er ætertynd* 

som duft fra en flacon*. 

Hun fatter ej en grel* musik, 

som hulker hult og hviner blik, 

som vælter takt og tempo ned 

i krasse* toneskred, 

men at musikken hamrende 

slår ind i sovekamrene, 

et brud på takt og høflighed 

og det privates fred. 

Hun fatter ej den farvepragt, 

som er i simple flader lagt 

på lirekassens billedskilt, 

hvor alting lyser klart; 

men barneøjet luer* blankt, 

og hjertet, som var baggårdstrangt, 

får åbnet sig mod farvens og 

mod tonens boulevard. 

Det er et spraglet billede, 

hvor børn og folk er stillede 

imod hinanden, farvevis, 

i rødt og blåt og grønt, 

og sølvblåt sprudler bækkene 

om træerne og hækkene, 

og hækken flammer i spinat, 

og alt er alterskønt. 

Og der skal ikke knæles ned, 

og der skal ikke dvæles* ved 

fortolkninger og tydninger 

i skiltets symbolik. 

Der skal kun danses, drejes rundt, 

og lystigt løbes, leges rundt 

om dette baggårdsalter rejst 

for dans og vals og vrik. 

Men du med sjælen ætertynd, 

gå hen og skrift din svare* synd 

ved kirkealtrets billede 

og slug en bleg oblat*. 

Jeg går til dans og vals og vrik, 

til træskoklamp og blikmusik, 

til alterskilt, som flammer vildt 

i farvegrel spinat. 

(1922) 

skingrende: en gennemtrængende og 

ubehagelig lyd 

retiraderne: gammeldags toiletter i byens 

baggårde 

bersærkerne: vilde og ustyrlige

krigere, som gribes af voldsomt og blindt raseri i kamp 

pas: dansetrin 

mezzanin: en lav etage indskudt mellem to andre, som regel stuen og 1. sal 

ætertynd: æter betegner den klare, rene blå luft 

flacon: lille elegant flaske af slebet glas, bruges fx til parfume 

grel: skærende 

krasse: skarpe og uvenlige 

lue: gløde 

dvæle: beskæftige sig længe med noget 

svare: bøjning af svær, stor og tyngende 

oblat: alterbrød, lille flad småkage, der uddeles ved altergang sammen med et lille bæger 

vin 

Læs digtet Lirekassen højt 

• Del stroferne imellem jer, og øv 

en oplæsning. 

• Find minimum 12 ord, der beskriver 

lyde i digtet. 

Inddel ordene i ordklasserne substantiver, 

verber og adjektiver. 

• Hvor foregår digtet? Find ord, der 

beskriver stedet. 

• Hvad handler digtet om? 

• Find eksempler på, at digtet kan 

siges at tilhøre ekspressionismen. 

• Anmeld Lirekassen på www.vildmeddansk.gyldendal.dk 

& 

tom kristeNseN 

Dansk forfatter og kritiker (1893-1974). 

Uddannet cand.mag. og anmelder ved 

dagbladet Politiken 1924-27 og igen 

fra 1931-63. Hans første digtsamlinger 

er præget af farverig ekspressionisme, 

bl.a. Fribytterdrømme (1920), 

Mirakler (1922), Påfuglefjeren (1922), 

En anden (1923) og Hærværk (1930). 

Hærværk blev filmatiseret i 1977. Tom 

Kristensen modtog i 1955 De Gyldne 

laurbær og i 1968 Det danske Akademis 

store litteraturpris. Udnævntes 

til æresborger på Thurø og i Svendborg 

1970. 

i 

255

256 


Kvarterets store og små børn blev tiltrukket af spillemandens lirekassemusik 

Hvem var Tom Kristensen? 

Tom Kristensen i var en af de forfat- 

tere, der gennem sin digtekunst for- 

søgte at beskrive, hvor vanskeligt det er 

at finde et ståsted og en mening med 

livet. Han tilhørte den generation, der 

blev mærket af tiden efter Første Verdenskrig. 

Med krigen smuldrede alle 

de borgerlige værdier og idealer. Mange 

følte, at de stod uden noget at støtte sig 

til. Der opstod en tomhed i forhold til, 

hvad man skulle tro og tro på. Denne 

tomhed blev af stor betydning for Tom 

Kristensens værker. Og Tom tillagde 

også sit fornavn en betydning. 

Tom Kristensens familie oplevede fattigdom 

på grund af arbejdsløshed. 

Derfor forsøgte faren sammen med sin 

kone at flygte til Amerika. De kom dog 

kun til London, hvor sønnen Tom blev 

født i 1893. 

Efter tre år i London flyttede familien 

tilbage til Danmark, men levede fortsat i 

dyb fattigdom, indtil en rig onkel skaffede 

faren bolig og arbejde i 1912. Året før blev 

Tom student, og samme år begyndte han 

at læse dansk på Københavns Universitet. 

Han blev færdig som cand. mag. i dansk 

og engelsk i 1919, og i 1920 udkom hans 

debutsamling Fribytterdrømme.

Tom Kristensen var søgende og rastløs 

på mange måder. Han giftede sig 

tre gange, og han rejste meget både i 

Europa og Asien. Han arbejdede som litteraturkritiker 

ved dagbladet Politiken. 

Hans forfatterskab er overvejende fra 

1920’erne og 1930’erne. Han stoppede 

forholdsvis tidligt med at skrive skønlitteratur. 

Tom Kristensen går i hundene 

I slutningen af 1920’erne sagde han sit 

job op for i stedet at føre sig selv helt 

ned i sølet gennem druk. 

Efter næsten et år i denne tilstand 

erklærede han sig for afholdsmand. 

Tom Kristensen var herefter ædru i de 

tre år, det tog ham at skrive romanen 

Hærværk, som for en stor del bygger på 

hans egne oplevelser som alkoholiker. 

Derimod fortsatte han som en 

skarpsindig kritiker ved Politiken lige til 

sin død. Han blev udnævnt til Ridder af 

Dannebrog, og i 1968 modtog han Det 

Danske Akademis store litteraturpris. 

Han døde på Thurø, 81 år gammel, 

i 1974. 

En lirekassespiller og en 

gårdsanger 

Tom Kristensen digter lydmalende og 

sanseligt i digtet Lirekassen. Nogle få 

år forinden i 1916 udgav en anden stor 

dansk forfatter Martin Andersen Nexø 

novellen Gårdsangeren. Han benytter 

en ganske anden skrivestil. 

Før novellen Gårdsangeren læses 

• Hvad tror du, at ordet gårdsanger 

betyder? 

• Hvad mon novellen handler om? 

Mens novellen læses 

• Under læsning af novellen skal 

I notere ord og sætninger, der 

beskriver gårdsangeren og miljøet. 

• Lav to-kolonne-notater * Disse 

notater bruges til at kunne huske 

vigtige ord og sætninger i teksten 

om gårdsangeren og miljøet. 

to-koloNNe-Notater 

Del en side i din logbog i to kolonner: en 

smal kolonne til sidetal og en bred kolonne 

til vigtige ord og sætninger. Se eksemplet: 

sidetal gårdsangeren/miljøet 

258 gårdsangeren er en fattigmands 

sangfugl 

258 forvandler hovedstadens baggårde 

til dirrende fuglebure 

* 

257

258 


Gårdsangeren 

af Martin Andersen Nexø 

Hvem holder ikke af Sangfuglene? Om det saa er Øvrigheden, freder den om dem og 

vaager over, at der ikke gøres dem Fortræd. Og vi gør alle hvad vi kan, for at de skal 

bosætte sig ved vore Huse og synge for os. Slaar en Nattergal sig ned i en Mands Have, 

føler han det som et Kærtegn fra Naturens Haand. 

Gaardsangeren er dog noget for sig selv. I Modsætning til alle andre Sangfugle 

har han valgt sig Hovedstaden til Boplads og træffes kun dér – og kun i Fattigkvartererne. 

Mens f. Eks. Nattergalen foretrækker Parken for Smaa-mandens Have, fraflytter 

Gaardsangeren sit Kvarter, saa-snart det begynder at blive fint. 

Gaardsangeren er Fattigmands Sangfugl. Han dukker først op henimod Vinter, 

naar alle andre Sangfugle forlængst er forstummet, og forsvinder gærne igen, naar der 

begynder at komme Foraar i Luften. Det er Sulten og Kulden, der lokker Tonerne frem i 

hans Strube og forvandler Hovedstadens Baggaarde til mægtige, dirrende Fuglebure. 

Endnu for en halv Snes Aar siden var Gaardsangeren ret almindelig i København. 

Men blandt Byens Beboere havde han kun de Fattige til Venner – alle andre hørte sig 

gale paa hans Sang. Og den samme Øvrighed, der freder Lærken og de andre Sangfugle, 

lagde af en eller anden Grund ham for Had og satte sine Doner* for ham. Og nu er han 

saa godt som udryddet. I Storbyens skumle Baggaarde maa der ikke lyde Sang. 

Her en lille Beretning om, hvorledes en af de sidste Gaardsangere blev jaget og nedlagt. 

Maskinarbejder Vang havde samme Herkomst som adskillige verdensberømte Tenorer 

– og synge kunde han. Næsten alle store Sangere og Sangerinder udgaar fra Fattigmands 

Verden; de er et af hans mange Forsøg paa at skaffe sig Ørenlyd Jorden over – hans 

Optimisme skaber dem. 

En storartet Stemme havde Vang, og ofte nok grundede jeg paa, hvad han vel kunde 

have drevet det til, hvis ... 

Men ethvert hvis og dersom var forresten overflødigt, da han nu engang var Maskinarbejder 

af Fag og havde Kone og Børn. Tilmed var han glad for sin Profession. 

Han sang for sin Mage* og sine Unger, som det hører sig til for en rigtig Sangfugl; og 

ved den Tid han kom hjem fra sit Arbejde om Aftenen, plejede Beboerne af Forhuset at 

lukke op til Gaarden for at faa lidt af Sangen med. Han boede i Bagbygningen. 

Jeg havde et lille Kvistværelse til Gaarden, og mangen god Aften gik jeg slet ikke 

ud, men sad med slukket Lampe og døsede bort i Drøm ved denne utrættelige Sang til 

Redens Pris, der – lige som Lærkens – syntes at rinde af uudtømmelige Kilder. Der var 

sød Hvile i det oven paa en stræng Arbejdsdag – og forunderlig Lise* for én, der

ikke helt med sin gode Vilje var Eneboer. 

En Aften sang han ikke. Det hændte jo nu og da, at han og Konen var ude i Besøg eller 

lignende; man tog det som noget, der nu engang fulgte med – et Sangerlune, og trøstede 

sig med at det ikke gik altfor ofte paa. Men denne Aften var Tomheden alligevel af en 

anden, ligesom mere paa-gaaende Art; et eller andet uhaandgribeligt bibragte mig den 

Opfattelse, at der var sket noget i den lille Rede nede paa tredje i Bagbygningen. - 

Heller ikke de følgende Aftener lod han sig høre. Jeg forhørte mig i Ejendommen og 

fik den Besked, at han var blevet arbejdsløs. Mere blev der ikke sagt, og mere behøvedes 

heller ikke. Det ene forbandede Ord rummede det hele. 

Arbejdsløsheden er for Broernes Befolkning ved Vintertid som den hærgende Pest 

eller Koleraen – ingen ved, om han oplever Dagen i Morgen. Naar den først er sluppet løs 

i Kvarteret, spøger den i alle Ansigter – gør dem blaa og graa, og uhyggelig anspændte. 

Hvor to møder hinanden, siger deres stirrende Udtryk: Hva’ – er du til endnu? Jorden 

kan aabne sig under Fødderne paa én naar og hvor som helst; ingen kender sin Tur til 

at blive sat uden for Tilværelsen. Hvor to siger Farvel, er det med den hemmelige Tanke: 

Hvem af os mon der først skal til det? Ingen kender sin Besøgelsestid; man gaar glad og 

rolig i Seng – og naar Dagen gryr, har Sultens Engel været der og sat sit graa Kors paa 

Døren. Uhyggeligere kan det ikke lyde, naar Pestens sorte Ligbærere dundrer paa Porten 

og det hviskende gaar fra Mund til Mund: De er her efter Petersen! end naar det som et 

Suk gaar gennem Ejendommen, at den og den er blevet arbejdsløs. 

Hidtil var vor Ejendom gaaet saa mærkværdig fri. Julen var vel tilbagelagt og Januar 

med sin Optimisme inde. Det nye Aar betyder ikke blot strængere Kulde men ogsaa 

mere Livsmod for Smaafolk – det gaar igen opad mod Lyset! Man aandede allerede op og 

troede det værste ovre for den Vinter – og nu var Familien Vang ramt! - 

Fra mit Vindu kunde jeg se lige ned i den lille Lejlighed paa tredje Sal. Paa et Bord 

inden for det brede halvandenfags Vindu stod Symaskinen; det var gærne den lille glade 

Fru Vangs Plads om Formiddagen, naar Solen stod paa. Over hendes Hode hang Kanariefuglen, 

der altid fløjtede som en besat til Symaskinens Raslen; og en lille Purk* paa trefire 

Aar sad ved Bordenden med sit Legetøj. Hvordan vilde det nu gaa den lille Familie, 

hvis Medlemmer altid saa sig saa glade paa hinanden? Hos Almuefolk er Nøden sjælden 

længer end en Dagsrejse eller to bagefter Arbejdsløsheden. 

Ja, hvordan gik det mon? Gardinerne var trukket for bestandig; som lukkede Øjne 

virkede det; hvad der foregik bag dem skulde ingen have Indblik i. Den glade Familie 

havde trukket sig tilbage i sig selv. 

Jeg forsøgte en Tilnærmelse men blev afvist; havde jeg ikke meldt mig i deres Velmagtsdage, 

kunde jeg gærne holde Næsen hos mig selv nu ogsaa. Nu og da mødte jeg 

Mand eller Kone i Porten med noget under Armen – antagelig paa Vej til Laanekontoret. 

Ingen i Ejendommen blev sat ind i, hvordan de huggede sig igennem; men man 

259

260 


havde jo Lov at gætte, at det skete paa Bekostning af Hjemmet. 

En Dag var Gardinerne forsvundet og erstattet med Aviser og et gammel Sjal – Ting 

der sørgelig forraadte den Tomhed, de var hængt op for at skjule. Den Dag og de følgende 

tænkte jeg mere paa Familien Vang, end godt er naar man vil staa paa en rolig Fod 

med Tilværelsen; deres Skæbne kunde nok faa en til at gaa i Rette med et og andet. 

Men en Formiddag blev jeg rusket op af mine Skumlerier paa den skønneste Maade. 

En kendt klar Stemme steg pludselig op fra Gaardens Bund og holdt sig svævende oppe 

i den kolde Vinterluft over Gaardsrummet, trilrende som en Lærke der hænger paa sine 

Vinger. Det kan nok være, mit Vindu kom op i en Fart. 

Nede midt i Gaarden stod Maskinarbejderen og sang, med blottet Hode og Ansigtet 

vendt opad mod de høje Vinduesrækker. Han sang Tycho Brahes Farvel, og Stemmen 

skælvede bevæget mellem de snævre Mure. I alle Vinduer var der Tilhørere; de klappede 

og kastede Penge indsvøbt i Papir ned til ham. En tiaars Knægt, den største af hans 

Drenge, sprang omkring paa Betonen og samlede op. 

Da jeg lidt efter gik ud, mødte jeg ham og Drengen uden for Porten; de var paa Vej ind 

i en anden Gaard. Vangs Øjne lyste, da han saa mig; han hilste som den, der har vovet 

Springet og haft Lykken med. 

„Pas nu paa,“ sagde jeg. „De ved jo nok, at det er forbudt at synge i Gaardene.“ 

„Ja, forbudt! – vil De sige mig noget, der ikke er det her i dette klamme Land! Jeg har 

rejst to Aar med en tysk Montør; vi var rundt om i Europas Byer og satte Maskiner op, og 

overalt havde Folk Lov til at synge og spille paa Gaden, saa meget de vilde – selv i Berlin. 

Men herhjemme er vi saa sure, ser De! Naa, Forbrydelsen er vel ikke af de aller største; 

og skulde der komme en Panser, saa staar Drengen dér jo uden for Porten og varskor 

mig. Saa det skal nok gaa!“ 

Det lod virkelig til at skulde gaa for ham. Helt morsomt var det at se, som han og 

Konen tog Bakken opad igen og fik deres gamle, glade Smil tilbage. Den hæslige Vindues-dækning 

forsvandt, og Gardinerne kom atter paa Plads. Jævnlig mødte jeg dem 

paa Vej hjem, altid med et eller andet under Armen – antagelig fra Laanekontoret. 

Opgang er altid fornøjelig, og dobbelt morsomt er det at se Mennesker ved egen Kraft 

vende Skæbnens tunge Hjul. Vang var en velset Gæst overalt i Gaardene; Kvarteret gav 

ham Kælenavnet: De Fattiges Herold! 

Jeg mødte ham tidt i Kvarteret, og snart blev vi gode Venner. 

En Aften kom han op til mig paa min Hybel for at spørge mig til Raads i en meget 

vigtig Sag. Der dukkede netop i de Aar en ny Stjærnetenor frem; en italiensk Droskekusk, 

som ved et rent Tilfælde var blevet opdaget af en af Professorerne ved Musikkonservatoriet 

i Milano og taget under kyndig Behandling. Nu drog han fra Hovedstad 

til Hovedstad og lagde simpelthen Verden for sine Fødder. Hans Ry var naturligvis

ogsaa naaet her hjem, og der blev en Tid talt og skrevet meget om at faa ham hertil. Det 

strandede paa hans uhyre Honorarfordringer. 

Vang havde fulgt ham gennem Bladene og var meget optaget af hans æventyrlige 

Skæbne. Jeg havde Gang paa Gang lagt mærke til, at han sammenlignede sig selv med 

Italieneren – den forhenværende Droskekusk! – og drog visse Slutninger af Sammenligningen. 

Og Stemme havde han unægtelig! Hvorvidt den var tilstrækkelig til at bygge en 

Fremtid paa, kunde jeg naturligvis ikke afgøre. Og da jeg ikke kunde se nogen Vinding 

hverken for ham eller Verden ved, at han og Familien blev slaaet ud af deres beskedne 

lille Lykkeverden og der maaske til Gengæld blev en rejsende Stjærnetenor flere, drejede 

jeg altid af, naar Samtalen truede med at komme ind paa hans kunstneriske Aspirationer*. 

Men i Dag gik han lige løs paa Spørgsmaalet. Sagen var, at den italienske Sanger 

alligevel vilde komme hertil, endda om meget kort Tid. Bladene kunde nemlig meddele, 

at en af Landets største Jorddrotter med store økonomiske Ofre havde sikret sig 

Sangerens Optræden ved den Soiré, han i Aar som hver tidligere Vinter gav for at fejre 

Indflytningen fra Godset til Palæet i Bredgade. 

„Hvad tror De – skulde jeg ikke ta’ og opsøge Italieneren og be’ ham om at prøve min 

Stemme?“ spurgte Vang, hed i Kinderne af Forventning. 

„Hvorfor netop ham? Vi har jo hjemlige Kapaciteter nok!“ svarede jeg. 

Vang trak paa Mundvigene: „Folk herhjemme har saa svært ved at se noget i den, der 

kommer nede fra; men ham her har jo selv tilhørt Underklassen. Hvis han saa mente.“ 

Vang faldt hen i sine egne, vistnok meget frodige Tanker; hans Udtryk svømmede bort i 

Drømmerier. 

„Det er en kostbar Historie at tage Undervisning,“ forsøgte jeg igen. „Det drejer sig 

om Aar – og Familien skal leve.“ 

„Javel, det kan være rigtigt nok. Men jeg tjener jo meget ordentligt paa Gaardsangen.“ 

„Saalænge det varer. Det strider mod Politivedtægten, og før eller senere.“ 

„Det er dog gaaet godt til nu.“ 

„Krukken gaar saa længe til Vands.“ 

„Jeg tror nu ikke, Politiet gør mig noget. Kvarterets Betjente har ofte set mig. Og 

hvorfor skulde man vel ogsaa blande sig i det? Italieneren skal synge for Greven og hans 

Gæster inde i Bredgade – kanske kommer Hoffet ogsaa og hører paa ham. Han skal ha’ ti 

Tusend for det! Naa, han faar dem jo ikke kastet til sig indsvøbt i Avispapir naturligvis 

– og han synger i en fin Sal. Men alligevel kan jeg ikke se, at der er stor Forskel – de Fattige 

har jo ingen anden Koncertsal end Baggaarden! Man forbyder da heller ikke Fuglene 

at synge paa Københavns Grund – eller Folk at strø Krummer til dem til Tak for Sangen. 

Og naar de nu er glade for at høre mig.“ 

261

262 


Han var ikke til at bringe bort fra sin Idé, og jeg maatte love at hjælpe ham med at 

skrive et tysk Brev til Sangeren, naar saa vidt kom. 

Vi var det meste af en Søndag om det; Vang kunde ikke faa det grundigt nok. „Det 

gælder om at gøre det rigtige Indtryk – saadan no’en faar vel saa mange Henvendelser,“ 

sagde han med et Tonefald som følte han Stolthed paa Italienerens Vegne. 

Brevet blev sendt af saa betids, at det kunde være Sangeren i Hænde straks ved hans 

Ankomst; noget Svar kom der saa vidt jeg ved aldrig. Men den store Sanger opnaaede at 

blive Vangs Skæbne ogsaa uden det – om end paa en sørgeligere Maade end nogen af os 

havde tænkt sig. 

Det var Dagen for Soiré’en. De to Betjente, der skulde patruljere om Aftenen uden 

for Palæet, regulere Avtomo-bilfærdselen og lignende, fik fri fra Vagtstuen allerede 

ved Middagstid, for at de kunde hvile lidt ud og faa Gallauniformen gaaet efter. De 

boede begge ude ved Jagtvejen, og paa Vejen hjem talte de om den sjældne Sangfugl, 

der skulde optræde om Aftenen. „Hvem der ku’ komme til at høre ham,“ sagde den ene. 

„Men saadan noget gaar vi andres Næse forbi.“ 

Om det nu skyldtes en Idéforbindelse foranlediget ved Sangeren, eller blot og bar 

Nidkærhed* i Tjenesten – de blev i al Fald enige om at tilbringe Eftermiddagen sammen 

og gaa paa Jagt efter Gaardsangere og andre „Betlere“ i Nørrebrokvarteret. De gik hjem 

og tog noget gammelt Kluns paa for bedre at komme Vildtet paa Skudvidde og mødtes 

igen paa Nørrebros Runddel. Med Udgangspunkt her tog de de tæt befolkede Sidegader 

med de nordiske Gudenavne fat og afsøgte dem en for en, idet de for Hurtigheds Skyld 

tog hver sin Side af Gaden. 

Vang stod netop inde i en Gaard i Ægirsgade og sang; hans Knægt stod i Porten og 

holdt Udkig. Vang var midt i: Det var en Lørdag Aften, da en Person, der i Klæderne 

nærmest kunde ligne en Ridder af Syvtallet, tog ham i Nakken og erklærede ham for 

anholdt. 

Vang snoede sig rask omkring. Han saa Politiskiltet blinke i Haanden paa den lurvede 

Fyr, der for et Øjeblik siden luskede ind ad Porten og gav sig til at rode i Skarnkasserne 

– og blev rasende. Dette var dog lidt for sjofelt -at klæde sig ud og luske sig bag paa Folk! 

Han slog Betjenten i Jorden og gav sin Væmmelse rigelig Luft, mens han søgte ud ad 

Porten for at faa fat i Drengen og komme afsted. Saadan en Bandit – føj for Satan! 

Oprørt som han var hørte han ikke det skarpe Stød i Politifløjten; uden for Porten løb 

han lige i Armene paa den anden Betjent. Han vendte sig om og jog ind gennem Porten 

igen, løb sin første Angriber over Ende og satte over et Plankeværk, med Betjentene i 

Hælene. Han var kommet ind paa en Oplagsplads og kunde ikke finde ud; og derinde 

blev han fanget og overmandet efter en kort og blodig Kamp. 

Vi fik det at vide derhjemme i Ejendommen ved Aftenstid – før turde Gutten ikke 

vove sig hjem – og vidste straks hvad det betød. Den mest halsløse Handling af alle

havde han begaaet – han, den skikkelige Vang, det godmodigste Menneske i Verden, han 

havde forgrebet sig paa Politiet! Enhver af os var klar over, at der ingenting vilde være 

sket, om blot de to Betjente var optraadt i Uniform. Vreden var løbet af med ham, han 

kunde ikke fordrage Krogveje og Træskhed. Men hvad hjalp det altsammen. Han havde 

begaaet Helligbrøde*, og selv den bedste Karakterbog vilde ikke kunde redde ham. 

De to Betjente kom ikke til at optræde i Gallauniform uden for Palæet den Aften; de 

havde været ude for Smedenæver og var ikke præsentable – desværre for Vang! Han fik 

et Aars Forbedringshus for den Historie. 

Nogen større Skade paa sin Sjæl har han ikke taget af det. Han er en af de faa – om 

ikke den eneste – jeg har set komme ud af Straffeanstalten uden at være ødelagt. Han er 

blot blevet saa stille i det. 

Og Stemmen har han mistet derinde. 

„Det er de fugtige Mure,“ siger han selv. 

Men maaske skyldes det nok saa meget andre Grunde. 

Doner: fælder 

Mage: kone 

Lise: fred 

purk: dreng 

aspirationer: stræben, nå noget højere 

nidkærhed: overivrighed 

træskhed: troløshed 

Helligbrøde: ikke overholde det, der er helligt 

(1916) 

263

264 


Efter læsning af novellen 

• På hvilken måde var novellen Gårdsangeren forskellig eller lig med det, I havde 

forestillet jer? 

• Hvad handler novellen om? Brug dine notater. 

– Lav et resumé af novellen. 

– Beskriv gårdsangeren. 

– Beskriv sted og miljø i novellen. 

• Hvordan bliver novellen fortalt? 

– Hvilken fortæller? 

– Hvor er synsvinklen placeret? 

• Hvad drejer novellen sig om? 

• Drøft forskellen i det budskab, Tom Kristensen får frem i Lirekassen, og det 

budskab, Martin Andersen Nexø får frem i Gårdsangeren. 

Hvem var Martin Andersen Nexø? 

Nexø i var med til at give litteraturen 

et folkeligt gennembrud. Han beskrev 

de barske sociale vilkår, der var for 

almindelige mennesker i byen og på 

landet i Danmark i de første årtier af 

1900-tallet. 

Hans berømte værk i fire bind Pelle 

Erobreren udkom fra 1906 til 1910. Det 

er en dannelsesroman om arbejderklassedrengen 

Pelle. 

En anden kendt roman, der også 

senere er filmatiseret, handler om 

Ditte Menneskebarns tragiske skæbne. 

Ditte Menneskebarn udkom fra 1917 til 

1921. 

Nexøs barndom og ungdom udgjorde 

en uudtømmelig erindringskilde for alt 

det, han skrev. Han blev født den 26. 

juni 1869 i et af de fattigste kvarterer 

på Christianshavn som det fjerde af 

10 børn. Han blev døbt Martin Andersen 

– kunstnernavnet Nexø antog han 

først i 1894. Han var tæt knyttet til sin 

mor, som han tilegnede Ditte Menne- 

skebarn. I 1877 flyttede familien pga. 

arbejdsløshed fra København til Nexø 

på Bornholm, fordi faderen var bornholmer. 

Som dreng havde Martin Andersen 

Nexø en lykkelig tid som vogterdreng, 

og som femtenårig kom han i skomagerlære 

i Rønne.

Allerede i læretiden begyndte den begavede 

skomagerlærling at se sig om efter 

en mulighed for at forlade det legemlige 

arbejde. Han nærede allerede dengang 

interesse for litteraturen. 

Det store spring fra håndens til 

åndens arbejde blev muliggjort gennem 

højskoleophold. 

Efter endt højskoleophold fik 

han arbejde som lærer på forskellige 

grundtvigske skoler (1893-1901). Herefter 

levede han af at skrive. 

Han skrev flittigt og opnåede international 

berømmelse især i Tyskland og 

Sovjetunionen. Han boede i de senere 

år af sit liv i Dresden i det gamle Øst- 

martiN aNderseN Nexø 

Dansk forfatter (1869-1954). Debut 

1898 med novellesamlingen Skygger. 

Den er som hans øvrige forfatterskab 

skrevet ud fra harme og medfølelse 

med de fattigste i samfundet. Hans 

hovedværker er de store sociale 

romaner Pelle Erobreren (1906-10) og 

Ditte Menneskebarn (1917-21). Den 

første blev filmatiseret i 1987. Den 

anden i 1946. Martin Andersen Nexø 

blev udnævnt som æresborger i Dresden, 

Østtyskland. 

i 

tyskland, hvor han døde 1. juni 1954. 

Han ligger begravet på Assistens Kirkegården 

på Nørrebro i København. 

Noter i din logbog 

• Hvad ved du om København i 

1920’erne? Hvordan var det at bo 

i storbyen? 

• Skriv stikord om Tom Kristensen 

og Martin Andersen Nexø. 

realisme – socialrealisme 

Realisme er en litterær retning med 

den hensigt at beskrive virkeligheden, 

som den er. At beskrive virkeligheden 

er en vanskelig størrelse, for man kan 

sige, at der er mange virkeligheder 

afhængig af, hvilke menneskers virkelighed 

forfatteren har i fokus. 

Martin Andersen Nexø bliver også 

kaldt socialrealist, fordi han skriver 

ud fra en solidaritet og et socialt 

engagement i fattige menneskers vilkår. 

* 

265

266 


Kirstine havde en frisørsalon på Vesterbro 

Byvandring med lydfortælling 

Københavns Bymuseum arrangerer 

byvandringer med en levende historiefortæller, 

der videregiver historier om 

byen. 

Museet har også været med til at 

producere nogle moderne lydfortællinger, 

man kan afspille på sin mp3-afspiller, 

og så gå rundt i byen, mens man 

lytter til gode historier om bydelen. 

På websitet er der to lydfortællinger 

Kirstine og Læseretning. De tager begge 

udgangspunkt i bydelen Vesterbro. Hvis 

I har mulighed for det, kan I gå turen, 

mens I lytter til en af fortællingerne. 

Lydfortællingen Kirstine & 

Kirstine er en byvandring med 

Johanne Løgstrup som fortæller. 

Lydfortællingen giver et indblik i 

livet på Vesterbro før og nu med 

Johannes oldemor Kirstine som den 

centrale figur. Fortællingen er ledsaget 

af en fotomontage af gamle 

fotografier af Kirstine. 

• Lyt til lydfortællingen Kirstine 

på dvd eller på www.vildmed- 

dansk.gyldendal.dk & og se foto- 

montagen.

Læseretning af kunstneren René Jean Jensen er et nutidigt lyddigt, der reflekterer 

over alle de skilte, reklamer og indtryk, man får på en vandring ned ad Istedgade på 

Vesterbro 

• Lyt til Læseretning på dvd eller www.vildmeddansk.gyldendal.dk & , hvor du også 

kan se en filmmontage fra nutidens Vesterbro. Løs opgaver til Læseretning på websitet. 

267

268 


Producer egne lydfortællinger 

• Forestil dig, at du er en af kapitlets forfattere: Ludvig Holberg, Tom Kristensen, 

eller Martin Andersen Nexø. De er på besøg i din by. Du vælger selv, hvilken 

alder de har, mens de besøger din by. 

• Hvad oplever de i byen? 

• Hvordan så der ud i din by på forfatterens tid? Hvordan lugtede der? Hvordan lød 

der? 

Lydfortællingen kan indeholde et digt, en øjenvidneberetning eller en historie. Du 

kan evt. lave en billedside til din lydfortælling. Billedmæssigt kan du lade dig inspirere 

af billedsiden i Natasjas musikvideo eller de to lydfortællinger. 

På www.vildmeddansk.gyldendal.dk & kan du indtale din lydfortælling direkte på 

websitet. Der er også mulighed for at lægge lydeffekter på lydfortællingen. 

Forfattercafé 

• Arranger en forfattercafe på skolens bibliotek med præsentationer af kapitlets 

forfattere. I grupper vælger I en tekst eller et tekstuddrag af en af kapitlets forfattere. 

• Formidl teksten gennem fremlæggelser, der er understøttet af powerpoints. 

Hvad handler teksten om? Hvilken periode er teksten skrevet ind i? Hvordan var 

livet på den tid? 

• Jeres fremlæggelse og powerpointshow skal indeholde en tekst af, informationer 

om samt billeder og filmklip om den forfatter, I har valgt. 

• Forbered og fremfør oplæsninger af udvalgte tekster. 

• Afspil de lydfortællinger, I selv har lavet.

Slutevaluering med logbog 

• Noter dine tanker om, hvordan jeres fremlæggelser gik, ned i logbogen. 

Havde I forberedt jer godt? 

Lyttede tilhørerne – hvorfor/hvorfor ikke? 

• Beskriv forskellen på at læse højt og læse op. 

• Overvej og nedskriv dine tanker om det, man kan få ud af at læse tekster fra en 

anden tid end den, man selv er vokset op i. 

• Beskriv forskellen på en fagtekst og en skønlitterær tekst. 

• Hvad betyder denne forskel for din måde at læse disse tekster på? 

269

270 

Litteratur 

Litteratur 

Normalsidetal er anført i parentes. 

1984 af George Orwell (1949). Oversat af Paul Monrad, Gyldendal (2000) 

Copyright © The Estate of the Late Sonia Brownell Orwell. All rights reserved. 

This excerpt is published by agreement with Licht & Burr Literary Agency, 

Denmark (6,8 ns) 

Argumenter for benådning af Peter Seeberg fra ”Argumenter for benådning”, 

Gyldendal (1976) (1,6 ns) 

Bamsen med hirsehjertet af Louis Jensen i ”Den strandede mand: Tolv 

fortællinger om havet og hjertet”, Høst & Søn (2000) (6,8 ns) 

Brand! Brand! af Ludvig Holberg (1737) (1,0 ns) 

Branden af Herman Bang, artikel trykt i Nationaltidende (1884) (8,2 ns) 

Brev fra ”Bykøbing Kommune” (1988) (1,1 ns) 

Bröderna Lejonhjärta af Astrid Lindgren, Rabén & Sjögren (1973) (4,9 ns) 

Brødrene Løvehjerte af Astrid Lindgren. Oversat af Kina Bodenhoff, Gyldendal 

(2007) (5,1 ns) 

Da Brian Larsens nabo blev stormet og erobret af politiet af Lea Korsgaard, artikel 

trykt i Politiken 2. marts 2007 (9,3 ns) 

De to tvillinger af Villy Sørensen fra ”Sære historier”, Gyldendal (1953) (13,1 ns) 

Den ny teknologis fortællinger af Anne Birkelund, Teknologirådet (2000) (2,2 ns) 

Den politiske kandestøber af Ludvig Holberg (1722) (6,3 ns)

Litteratur 

Den som blinker er bange for døden af Knud Romer, Athene (2006) (4,1 ns) 

En femhundrede og femogtyvende gang af Louis Jensen fra ”Hundrede helt & 

aldeles firkantede historier”, Gyldendal (2007) (0,2 ns) 

Gennem larmen kom råbet: Tango 1, han trækker ikke vejret af Johanne 

Pontoppidan Tuxen, artikel trykt i Politiken 8. juni 2007 (4,3 ns) 

Gi’ Mig Danmark Tilbage! af Natasja, Playground Music Denmark A/S (2007) (2,1 

ns) 

Gårdsangeren af Martin Andersen Nexø (1916), Gyldendal (1979) (9,4 ns) 

Heksekunst og tinsoldater af Henrik Saxgren fra ”Krig og kærlighed – om 

indvandringen i Norden”, Gyldendal (2006) (2,4 ns) 

Historien om en mor af Peter Madsen, Carlsen (2004) 

Instruktørens ord, Nede på Jorden af Max Kestner (2003) (1,1 ns) 

Lirekassen af Tom Kristensen fra ”Mirakler” (1922) (3,0 ns) 

Manddomsprøven af Peter Mouritzen fra ”Manddomsprøven og andre noveller”, 

Høst & Søn (2003) (4,9 ns) 

Manuskript, Rene Hjerter af Kim Fupz Aakeson (2006) (1,0 ns) 

Neuromantiker af William Gibson (1984). Used by permission of Martha Millard 

Literary Agency. Oversat af Hans Palle Mortensen, Per Kofod (1989) (4,2 ns) 

Rejsen til månen af Jules Verne (1865). Oversat af Torben Palsbo, Gyldendal (1985) 

(1,8 ns) 

Rig og berømt af Bent Haller fra ”Kevin Kujon og andre fortællinger”, Høst & Søn 

(2002) (5,4 ns) 

271

272 

Litteratur 

LITTERATUR 

Skabt for hinanden af Svend Åge Madsen fra ”Den grimme kælling – og andre 

godnathistorier for unge”, Forum (1996) (10,6 ns) 

Smuthul af Arthur C. Clarke (Loophole i ”Expedition to Earth”, 1946). Oversat af 

Arne Herløv Petersen. Petersen (6,2 Published ns) by agreement with David Higham Associates (6,2 ns) 

Thi her findes tigre af Stephen King (1985). Oversat af Mogens Wenzel Andreasen. 

HERE THERE BE TIGERS: Copyright © 1985 by Stephen King. All rights reserved. 

Published by agreement with Stephen King c/o Ralph M. Vicinanza, Ltd. and 

Licht & Burr Literary Agency, Denmark (5,5 ns) 

Tintins oplevelser: Månen tur-retur 2. 2. del (On (On a marché sur la lune, 1954) af Hergé 

© Hergé/Moulinsart Hergé/Moulinsart 2008 

Udvidet pitch, Rene Hjerter af Kim Fupz Aakeson (2004) 

Åbent brev til Romer af Georg Græsholt, læserbrev bragt i Weekendavisen 2. 

februar 2007 (5,0 ns)

iLLeder BILLEDER 

273 

Billeder 

s. 10: En femhundrede og femogtyvende gang © Lilian Brøgger/billedkunst.dk 

s. 12: Gyldendal/Karin Munk 

s. 13: Wulffmorgenthaler, Mikael Wulff og Anders Morgenthaler, stribe bragt i 

Politiken, 2006 

s. 18: Scanpix/Lars Scanpix/Lars Holm 

s. 19: Gyldendal 

s. 30 v: Cliff Nielsen © C.S. Lewis Pte Ltd 2002 

s. 30 m: m: Alan Lee 

s. 30 h: h: Ole Ole Lund Kirkegaard 

s. 31 31 v: I skoven skoven (1985) af Lars Nørgaard (”Yuppie (”Yuppie Boy”). Vestsjællands 

Kunstmuseum © Lars Nørgaard, Nørgaard, foto Anders Sune Berg 

s. 31 h: Portræt af Ester (1987) af Erik A. Frandsen (”Foxy (”Foxy Girl”). Vestsjællands 

Kunstmuseum, foto Anders Anders Sune Berg 

s. 32: © Ilon Ilon Wikland Wikland/billedkunst.dk 

s. 39: Polfoto/Nordic Photos 

s. 40 v: Gyldendal/Ilon Wikland 

s. 40 h: Polfoto/Kevin Bennett 

s. 45, 45, 46: Lykkefanten, stillfoto Birger Vilén-Petersen/DFI 

s. 47: Kristian Eskild Jensen 

s. 48: Scanpix/Corbis/Robbie Jack 

s. 54: Eksamen, DFI/Billed- & Plakatarkivet 

s. 60: Hovedspring Hovedspring med hest, formentlig formentlig C. E. Holmboe, 1904

274 

biLLeder 

s. 62: Heksekunst og tinsoldater af Henrik Saxgren i ”Krig og kærlighed – om 

indvandringen i Norden”, 2006 

s. 65: Skitse til portræt af Kong Frederik VI i kroningsdragt (1826) af C.W. 

Eckersberg. Vestsjællands Kunstmuseum, foto Anders Sune Berg 

s. 67: Jens Dresling 

s. 69: Joachim Adrian, Jacob Ehrbahn og Martin Lehrmann 

s. 74: Polfoto/UPI/Ezio Petersen 

s. 78: Ole Woldbye/Folketinget 


s. 90 v: Jeanne Betak, Athene (2006) 

s. 90 h: Polfoto/Finn Frandsen 

s. 93: Nede på Jorden, stillfoto Henrik Ipsen/DFI 

s. 95: Polfoto/Thomas Borberg 

s. 97: Kampagnesporet af Lars Trier Mogensen og Sara Trier, www.politiken.dk 

s. 98: AllOverPress/Getty Images/Spencer Platt 

s. 101-102: Fine & Mellow Productions 

s. 103 ø: Historien om en moder © Fritz Syberg/billedkunst.dk 

s. 103 m: Historien om en moder © Ib Spang Olsen/billedkunst.dk 

s. 103 n: Historien om en moder, Vilhelm Pedersen 

s. 104-106: Historien om en mor af Peter Madsen, 2004 

s. 107: Polfoto/Claus Bonnerup 

s. 108: Andreas Brøgger 

s. 116: Semandus

iLLeder 

s. 117: Fine & Mellow Productions 

s. 118: Thomas Marott, Fine & Mellow Productions/Gyldendal 

s. 124, 125, 127: Fine & Mellow Productions 

s. 132: Gurli Nielsen 

s. 136: Metropolis, stillfoto Horst von Harbou/DFI 

s. 138: Polfoto/Topfoto 

s. 139: Scanpix/Corbis/Hulton 

s. 141: The Fifth Element, 1997. Scanpix/EPA-AFP, Columbia Pictures 


s. 143 ø: Gyldendal 

s. 143 v: Gyldendal 

s. 143 h: Polfoto/UPPA 


s. 147: NASA 

s. 148: © NASA 

s. 149: Hergé: Tintins oplevelser: Månen tur-retur, 2. del (On a marché sur la 

lune, 1954), s. 25 © Hergé/Moulinsart 2008 

s. 150: Polfoto/Topfoto/Topham Picturepoint/UFA 

s. 151: Polfoto/DPA 

s. 152 v: Metropolis, stillfoto Horst von Harbou/DFI 

s. 152 h: Bygningstegning Metropolis af Kasper Danielsen Arkitekter (2007) 

s. 153 ø: Rumrejsen år 2001, stillfoto John Jay/DFI 

275

276 

biLLeder 

s. 153 n: Polfoto/Atlas Photography 

s. 159: Polfoto 


s. 166: Polfoto/Jonathan Bjerg Møller 

s. 167: Polfoto/Henrik Schütt 

s. 171: myvu.com 

s. 178: Polfoto/Rasmus Baaner 

s. 183: Metropolis, MO*21170 Metropolis (1927) Rudolph Klein Rogge, Brigitte 

Helm Metr 003P Moviestore Collection LTD 

s. 186, 190, 192, 200, 219: Kristian Eskild Jensen 


s. 207: DR Byen 

s. 210: Pin Up, DFI/Billed- & Plakatarkivet 


s. 213: Polfoto/Ole Steen 

s. 222 ø: Polfoto/Karsten Bidstrup 

s. 222 nv: Københavns Bymuseeum 

s. 222 nh: Kobberstiksamlingen 

s. 225: Polfoto/Klavs Bo Christensen 

s. 228: Polfoto/Peter Hove Olesen 

s. 230 ø: H.G.F. Holm: Udsigt fra Rundetårn, 1837 

s. 230 n: Kobberstik af Le Clerc. Det Kongelige Bibliotek

iLLeder 



s. 234: J.E. Bäck: Kobberstik med prospekt af København (1728) 

s. 238: Polfoto/Michael Mottlau 

s. 243: Den politiske kandestøber, opsætning på Det Kongelige Teater, 1999 / Polfoto 

s. 248: DFI/Billed- & Plakatarkivet 


s. 251: DFI/Billed- & Plakatarkivet 

s. 252: Skriget (1893) af Edvard Munch © Munch-museet / Munch-Ellingsen 

Gruppen / billedkunst.dk, foto AKG/Scanpix 

s. 255: Polfoto/Tage Christensen 



s. 266: Foto udlånt af Johanne Løgstrup 

s. 267: Jacob Fisker 

277

278 filmpakke til vild med dansk 8 

Filmpakke til Vild med dansk 8 

I tilknytning til Vild med dansk 8 har Det Danske Filminstitut lavet en filmpakke på 

en dvd, der indeholder samtlige syv film, to lydfortællinger, et radiohørespil og en 

musikvideo, som indgår i grundbogen. 

Læs mere om filmpakken på www.dfi.dk/undervisning 

Lykkefanten 

Danmark 1997, 57 min. 

Instruktør: Jesper W. Nielsen 

Producent: Forbudt for børn ApS 

Medvirkende: Stephania Potalivo, Maurice Blinkenberg, Birgitte Simonsen, 

Birgitte Federspiel, Amalie Dollerup, Anders Nyborg, Ulrik Cold, Erik Wedersøe, 

Hadiza Hadianderberg, John Hahn-Petersen og Bente Livø 

Tilladt for børn over 11 år 

Eksamen 


Instruktør: Eddie Thomas Petersen 

Producent: Det Danske Filminstitut 

Medvirkende: Thomas Villum Jensen, Finn Mittet m.fl. 

Tilladt for alle, men frarådes børn under 7 år 

Nede på jorden 

Danmark, 2003, 81 min. 

Instruktør: Max Kestner 

Producent: Lynx Media A/S og Koncern Tv- og Filmproduktion 

Tilladt for alle 

War of the Worlds 

Producent: Mercury Theater on the air 

Manuskript: Orson Welles 

USA, 1938, 51 min. 

Medvirkende: Orson Welles 

Metropolis 

Originaltitel: Metropolis 

Instruktør: Fritz Lang 

Tyskland, 1926, uddrag: 9 min. 16 sek. 

Manuskript: Thea von Harbou 

Producent: Universum-Film AG Berlin (UFA)

fiLmpakke tiL viLd med dansk 8 

Pin Up 

Sverige 1995, 8 min. 

Instruktør: Mats-Olof Olsson 

Producent: FilmLance International AB 

Medvirkende: Cecilia Ljung, Robbie Baines, Peter Viitanen, Totte Steneby, Elias 

Ringquist og Kevin Kronow 

Gi’ Mig Danmark Tilbage! 


Producent: Respirator 

Instruktør: Chris Didrik Nørgaard og Morten Riber Zeuthen 

Medvirkende: Natasja 

Musik: N. Saad, B, Berry Hill, P, Connolly, J, Fuller and R. Wilson, Albert ’Jigsy’ 

Forbes & Roderick ’Penny Bling’ Hamilton 

Mennesker i København – Menigmands tilværelse under den Første 

Verdenskrig 


Instruktør: Nicolai Lichtenberg, Finn Løkkegaard og Leif Nerlov 

Producent: Laterna Film A/S 


Plads til os alle – Lidt arbejde skader ikke (6. del) 


Instruktør: Uffe Lynglund, Lisbeth Lyngse og Jørgen Pedersen 

Producent: Gekko Medieproduktioner 

Fortæller: Kjeld Koplev 


Kirstine 


Forfatter: Johanne Løgstrup 

Redaktør: Johanne Løgstrup 

Producent: Københavns Bymuseum 

Læseretning 


Forfatter: René Jean Jensen 

Redaktør: Johanne Løgstrup 

Producent: Københavns Bymuseum 

279

280 

register over faktabokse 

Register over faktabokse 

adaptation 109 

adelen 230 

argumenter 215 

berettermodellen 87 

borgerskab 231 

demokrati 217 

dialog 206 

dokument 92 

dramatisk nutid 84 

dramaturgi 113 

dramaturgisk værktøj 114 

ekspressionisme 253 

enevælde 230 

erfaringer 194 

fankultur 140 

feature 78 

filmatisering 118 

forestillinger 194 

fortælleformer 112 

fortælleren 29, 110 

Frederiksstaden 228 

fremstillingsformer 85 

genre 137 

grundbetydning 191 

gruppearbejde, citater om 120 

hasardspil 218 

ikke-reglen 201 

kancelli-stil 202 

klassicisme i 1700-tallet 237 

klassicismens drama 247 

leksikalsk 190 

logbog 137 

ludomani 218 

medbetydning 191 

monolog 206 

motiv 19 

novum 140 

oplæsning 242 

ordklasser, de vigtigste 193 

parlament 217 

pitch 118 

præmis 93 

påstande og argumenter 215 

realisme – socialrealisme 265 

respons 134 

respons, om den gode 77 

satire 147 

socialrealisme 265 

synopsis 98 

tekstlån 53 

to-kolonne-notater 257 

tomme pladser 14 

tommelfingerregel 201 

tøven – et genrekendetegn ved den 

fantastiske fortælling 12 

utopi og dystopi 141 

vanskeligt sprog 201

ild med dansk 8 - Syntetisk tale

Transform your PDFs into Flipbooks and boost your revenue!

ild med dansk 8 - Syntetisk tale

Transform your PDFs into Flipbooks and boost your revenue!

Delete template?

Save as template ?