Politirapport - Folketinget

ft.dk

Politirapport - Folketinget

78

KAPITEL 2. JARGONEN OG HUMOREN I POLITIET

mod kollegaerne. Snarere udgør det ’bare’ en del af humoren/jargonen hos

politiet. Man kan derfor hurtigt blive opfattet som én, der er sart, eller én, der

gør tingene værre, end de er, hvis man som minoritetsbetjent giver udtryk for,

at man ikke bryder sig om denne form for tiltale og siger fra over for det. Hvis

tonen er munter, er det vanskeligt at sige fra. Således accepteres tiltaleformen

måske af de etniske minoritetsbetjente. Men synes de faktisk, at det er okay?

Har de reelt et valg? Måske er det mere problematisk end som så?

Noget kunne tyde på, at en uopmærksomhed fra majoritetens side giver sig

udslag i den sprogbrug, der synes at være hverdag på nogle stationer. Som

majoritetsbetjent tænker man ikke over, at det på den lange bane måske

ikke er så opbyggende for kollegaen, at gå under betegnelsen ’perker’ eller

’perkerbetjent’. Og hvis ingen gør én opmærksom på det, fortsætter man jo

blot i det spor, der er lagt.

Samtidig efterlader interviewmaterialet det indtryk, at der er en stil inden

for politiet, der hedder, at man ikke vil gå på listefødder. Spørgsmålet

er imidlertid, om en ændret sprogbrug er ensbetydende med at gå på

listefødder? Øget omtanke samt implementering af en beslutning om,

at man i politiet ikke går og kalder hinanden for ’perker’, er måske alt der

behøves?

FORSKEL MELLEM GENERATIONER

Flere steder i interviewmaterialet er de interviewede inde på, at det ikke

mindst er den ældre generation i politiet, hvis indstilling til kollegaer med

etnisk minoritetsbaggrund kan være lidt snæver.


IP/ED: Jeg har oplevet en vagthavende, altså, jeg har faktisk oplevet

mange kollegaer, som startede i politiet i 70’erne, og i starten af

More magazines by this user
Similar magazines