Interaktionsniveauer i psykoterapi

Interaktionsniveauer i psykoterapi
– Om selvudvikling i en relationel, ressourceorienteret og
anerkendende terapiramme.
Af Jørgen Rønsholdt aut. Psykolog, specialistgodkendt i psykoterapi
Det du tror om mig,
sådan som du er imod mig,
hvordan du ser på mig,
hvad du gør mod mig,
sådan bliver jeg. M. Jennes
Abstract:
Det diskuteres hvordan relationen og herunder interaktionsdybden mellem terapeut og klient
indvirker på klientens muligheder for selvudvikling.
Den viden vi har, om den understøttende relations enorme betydning for barnets udvikling, sættes
her ind i en terapeutisk kontekst.
Udviklingspsykologien herunder især de nyere selvteorier, fastslår at sund selvudvikling og trivsel i
den grad kan tillægges primærrelationernes kvalitative tilgængelighed.
Kan terapeutens relationskompetence tillægges samme vægt for klientens selvudvikling og trivsel?
Artiklen bygger på viden fra relationsforskningen, med særlig vægt på analyse af
interaktionsdybden, samt den kybernetiske psykologis forståelse af bevidsthed og supramodale
processer.
Problemstillingen belyses gennem et terapiforløb.
1 Indledning
Selvpsykologien med bl.a. F. Kohut som væsentlig bidragsyder, har siden tyverne udviklet
sig til et fagområde, som der i dag er vældig stor interesse for. Specielt de sidste 30 – 40
års forskning har bragt megen ny forståelse for selvets karakter og udvikling. Nogle af de
vigtigste skred i forståelsen af selvets konstituering omhandler betydningen af
tilgængelige selvsubjekter (J. Bolwby, D. Stern, L. Schibby). Ligeledes ved vi i dag en del
om at tilknytningen får særlig værdi, når den er båret af bestemte vitale kvaliteter i
samspillet. (K. Hundeide, H. Rye, D. Stern, J. Tønnesvang, O. Vedfelt).
” Der foreligger i dag en omfattende forskning, som viser at tilknytnings-
og interaksjonsmønstrene som dannes tidlig, har en sterk tendens til i hovedtrekk å vare
ved. Selv om interaksjonsformen endres med barns alder og utvikling, vil kvaliteten av
tilknytning og kontakt fra første leveår kunne genkjennes som kariktaristiske i 2-3 års
alder, i 6 års alder, ungdomsalder og voksen alder…” (H. Rye 05, s. 59).
Nogle af disse vitale følelsesmæssige kvaliteter kan sammenfattes under begrebet
anerkendelse (Schibby, Løgstrup). Dette begreb vil blive udfoldet senere, men rummer i
sin essens at ”den anden” - det tilgængelige selvsubjekt – er i stand til selvafgrænsning,
selvrefleksivitet, åbenhed, justering og ressourceorientering.
Når ”den anden” (her terapeuten)er i stand til at møde ”den første” (her klienten) med
disse relationskompetencer in mente, skabes rammen for en anerkendende proces. Den
anerkendende proces’s betydning er indiskutabel i forhold til den almene voksen – barn
relation (jf. bl.a. ovenstående referencer).
Spørgsmålet i denne artikel, er om processen har samme afgørende betydning i den
almene terapeut – klient relation? Dette felt – den anerkendende terapeutiske relation - er
mig bekendt ikke undersøgt i egentlig forskningsmæssig regi.
Der er lavet forskning i det pædagogiske relationsfelt bl.a. ved K. Hundeide og L.Schibby,
med signifikante svar på vigtigheden af en understøttende relation i institutions regi. Men
er de samme forhold til stede i den terapeutiske relation? Idet terapi, herunder især
psykodynamisk terapi, jo indeholder en del symbolske voksen – barn konstellationer,
tænker jeg, at det umiddelbare svar er ja. Men hvorfor og på hvilken måde ses der
afgørende forskel på klientens selvudvikling?
Jeg kan jo ikke her i egentlig forskningsmæssig forstand svare på problemstillingen, men
vil i stedet diskutere problematikken ud fra et klientforløb og på det grundlag lave en
konklusion.
Referencerne vil som allerede anført primært tage udgangspunkt i den Kybernetiske
psykologi ved Ole Vedfelt, samt Rye’s, Stern’s, Schibbys’s og Hundeide’s forskning
omkring anerkendende og ressourceorienterede samspilsprocessers betydning for
menneskelig udvikling.
Interaktionsniveauer i psykoterapi Af Jørgen Rønsholdt aut. Psykolog, specialistgodkendt i psykoterapi 1
©

Det ressourceorienterede perspektiv har rødder fra Antonowski’s forskning og udvikling
af salutogenesen. Betydningen af det ressourceorienterede perspektiv, eller rettere,
betydningen af terapeutens kompetence til at se og møde klienten i det perspektiv, vil jeg
diskutere og sætte i forbindelse med begrebet anerkendelse.
Jeg har siden 1997 været stærkt inspireret af og under efteruddannelse hos Ole Vedfelt.
Min viden og erfaringer fra den kybernetiske psykologi har jeg specielt brugt i
terapeutiske sammenhænge. Samme år mødte jeg Peter Westmark, lektor i psykologi ved
CVU Nordjylland, og hans tanker om relationspædagogik, og har lige siden arbejdet som
underviser og instruktør med relationens betydning. Dette arbejde har ført til mange
inspirerende møder med bl.a. P. Westmark, Mogens Blæhr, Henning Rye og Karsten
Hundeide. De to sidstnævnte er begge professorer ansat på Oslo universitet og udgør
grundlæggerne af ICDP organisationen. De har begge, gennem deres lange arbejdsliv,
bidraget med væsentlig forskning og udvikling af relationspædagogikken.
Erfaringerne fra de ”to scener” vil jeg gerne integrere her i forhold til den terapeutiske
relation.
I 2001 startede jeg privat praksis med psykolog Finn Godrim, specialist i børnepsykologi
og godkendt superviser. Vi var / er netop meget optaget af ovenståendes perspektivers
betydning for psykologien. Og vi har siden da, dagligt forsøgt at skabe en anerkendende
og ressourceorienteret terapeutisk ramme for vores klienter og kunder.
1.1 Interaktionsniveauer og kybernetisk psykologi
Henning Rye har inspireret af sociologiens analyser af interaktionsniveauer, lavet en
model af de grundlæggende niveauer som ses i relationen. Niveauerne karakteriseres ved
forskellig dybde og dermed kvalitet og er inddelt således;
Se, møde, forstå, accept og anerkendelse.
Tanken er at alle relationer kontinuerligt, processuelt bevæger sig op og ned i disse
niveauer lynhurtigt og med stor intuitiv kraft.
”…. Samspillet bli mer komplekst og variert. Interaksjonen går derfor
vanligvis ikke rundt og rundt i den samme cirkel. Den utvekslingen som skjer mellom
voksen og barn, kan bedre beskrives som en spiral. Spiralen går stadig oppover; nytt
innhold kommer stadig til etter som barnets fysiske og psykosociale forutsetninger
forandres.”
(H. Rye, ’05, s.100)
Der ligger i forhold til alle niveauerne derfor et konstant spændingsfelt mellem det
intuitive samspil og det bevidst ledede samspil. Rye definerer således også
relationskompetence ved bl.a. evnen til bevidst ledet samspil, fordi et sådant fordrer stor
grad af selvafgrænsning og – refleksion.
©
Så jo dybere et interaktionsniveau vi ønsker at mødes på, jo større grad af selvrefleksion
kræves der. Det er afgørende vigtigt, for det enkelte menneske, at blive mødt på alle
interaktionsniveauer, da niveauerne indeholder de fundamentale behov for udvikling og
trivsel. Der ligger således i Rye’s tanker en stor forståelse for betydningen af på hvilket
bevidsthedsniveau samspillet i relationen udspiller sig på. Faktisk er det en central
antagelse, at bevidst ledet samspil er fundamental for iværksættelsen af anerkendende
processer.
Bevidsthed og bevidsthedens mange kvalitative nuancer har Ole Vedfelt flot redegjort for
(Vedfelt, ’96). En af pointerne i den kybernetiske psykologi er netop, at der altid er et hav
af brugbar viden for selvudviklingen, om vi formår at koble informationen mellem det
ubevidste, det førbevidste og det bevidste sindsniveau.
De tre niveauer kobles sammen i associative netværk, hvoraf det ubevidste niveau
indeholder langt den største mængde af information, mens den normale
hverdagsbevidsthed repræsenterer et relativt lavt og begrænset informationsniveau.
(Vedfelt ’00)
Jeg vil prøve at analysere og diskutere et terapiforløb ud fra et kybernetisk perspektiv
understøttet af Rye’s interaktionsmodel, for at undersøge interaktionsdybdens betydning
for den aktuelle terapeutiske proces.
Jeg har derfor opdelt et terapiforløb i forhold til Rye’s interaktionsniveauer og for hvert
niveau forsøgt at lave kybernetiske analyser af terapisessionerne.
Terapiforløbet strækker sig over 12 konsultationer. Jeg har ud fra interaktionsniveauerne
analyseret terapien, herunder især relationsudviklingen mellem terapeut og klient, og
derefter inddelt terapien i forhold til modellen.
Dette giver følgende inddeling af terapiforløbet:
Konsultation1-2 omhandler primært om at blive set og mødt, session 3- 4 at forstå og blive
forstået, session 5 -7 at accepterer og blive accepteret, session 8 -9 at accepterer og
anerkende og session 10 – 12 ny anerkendelse. Terapiforløbet og niveauerne gennemgås
fra side 8 -14.
1.2 Det tilgængelige selvsubjekt
De samlede erfaringer fra relationsforskningen og den kybernetiske psykologi kan vel
sammenfattes til følgende tese:
Relationen er grundstenen for menneskelig selvudvikling.
Når vi skal udvikle os – udvikle vores selv - er vi således dybt afhængige af, at der er
tilgængelige og understøttende selvsubjekter omkring os.
Interaktionsniveauer i psykoterapi Af Jørgen Rønsholdt aut. Psykolog, specialistgodkendt i psykoterapi 2

Ovenstående forskning har, som nævnt, fået mig til, at overveje og diskutere om disse
forhold har samme kraft i det terapeutiske rum. Er relationen – dybden i mødet mellem
terapeut og klient - afgørende for klientens udbytte af terapien?
Når relationen, eller med andre ord, det aktuelle samspils betydning sættes i fokus i
forhold til terapi bliver følgende spørgsmål vigtige; Hvorledes oplever klient og terapeut
det aktuelle samspil? Kan klienten mærke muligheder for mestring? Opleves samspillet
med terapeuten anerkendende / ressourceorienteret? Og hvorledes oplever terapeuten rent
faktisk klienten?
Overvejelserne om relationens betydning og den endelige diskussion eksemplificeres som
nævnt gennem et terapiforløb.
Det er påfaldende vigtigt her, at fremhæve at den selvudvikling, der skildres i
terapiforløbet, selvsagt ikke skal eller kan tages for udtryk for klientens endegyldige
selvudvikling.
Selvets rettethed (Tønnesvang) og dybden af selvudviklingsprocesserne (H. Rye, D.Stern,
O. Vedfelt), peger jo alt sammen i retning af både meget komplekse og ofte livslange
cyklusser.
”Som parathedssystem er individet både noget i sig selv og ikke nok i sig
selv. På den ene side er individet til ethvert tidspunkt netop en bestemt
parathed til at kunne, ville og turde noget i sine omgivelser. Denne
bestemte parathed er det blevet til gennem en forvaltning og videre
udvikling af dets medfødte anlæg for talent, kognitiv stil, motivation,
emotionalitet m.m. i dets hidtidige livshistorie og de formende relationer,
der har været en del af denne historie. På den anden side er denne
individuelle parathed netop kun en parathed, der til stadighed
aktualiseres og aktualiserer sig i bestemte omverdensforbindelser.”
(J. Tønnesvang ’04, s. 97)
Casen må derfor betragtes i casens lys. Så når jeg her beskriver en klients selvudvikling,
skal dén proces, selvsagt ses som en brik i forhold til den samlede mangefaceterede og
yderst komplekse selvudvikling.
Det jeg gerne vil forsøge at illustrerer, er nogle samspilsniveauers betydning for klientens
selvudvikling, når de er sat sammen med en bestemt terapeutisk position, hvor terapeuten
meget bevidst bruger samspillets muligheder for selvrefleksion i en kybernetisk kontekst.
Terapiforløbet er valgt på trods af dets forholdsvis korte varighed på 4 måneder, idet jeg
fandt at dette forløb passede godt til Rye’s inertaktionsmodel. Samtidig finder jeg, at der
er en brugbar pointe i forhold til begreberne tid, bevidsthed og anerkendelse, som jeg dog
vil tillade mig først at uddybe under diskussionen.
©
Artiklens opbygning med brug af et klientforløb er indlejret i en klar kvalitativ og
fænomenologisk ramme. Jeg vil gennem artiklen, og i den endelige diskussion anvende
viden af såvel kvalitativ som kvantitativ karakter.
2. Om salutogen kontra patogen opmærksomhed.
Hvad ser vi når vi ser?
Vi opdrages i en kulturkreds, som gennem de sidste 500 år har bygget sin medicinske og
menneskelige viden på et naturvidenskabeligt grundlag, et grundlag, der metateoretisk
bygger på en videns ideal båret af et patogent perspektiv.
Dette har i praksis betydet at vores vidensudvikling – vores interessefelt – det vi ser på hos
hinanden, har været kendetegnet ved en optagethed af det dysforme – det der var sygt,
med andre ord det ikke raske.
Vi er på denne baggrund indlejret i en kulturkreds, som er særlig optaget af det syge, det
anderledes, det der ikke virker.
Dette udgangspunkt, altså optagetheden af at få fjernet den sygelige tilstand, har selvsagt
sin berettigelse, når der er tale om eksempelvis en brækket arm, eller andre klare
fysiologiske tilstande. Her er det jo indlysende påkrævet at være optaget af den sygelige
tilstand og forandre den – gør den rask - hurtigt og effektivt.
Udgangspunktet har dog langt fra entydig brugbarhed hvis der eksempelvis er tale om lavt
selvværd eller oplevelse af isolation, krise og afmagt. Med andre ord psykiske eller
psykosomatiske tilstande.
I terapeutiske processer, oplever jeg, at den samme optagethed af det ”syge” kontra det
”raske”, meget nemt kan aktivere samspil, som faktisk forstærker klientens i forvejen
usikre selvbevidsthed.
”Over for en udvendig, objektiv, diagnosticerende holdning har det ubevidste en tendens
til at lukke sig.” (Vedfelt, ‘00, s.163)
Vores kulturbaggrund har selvsagt også haft betydning for det terapeutiske rum, og ses
også tydeligt afspejlet i eksempelvis den tidlige psykoanalyse (Vedfelt 1996 s. 76ff). Der
findes således, unægtelig et stort begrebsapparat indenfor det psykodynamiske felt, som
afspejler optagetheden af dysfunktionelle følelsesmæssige tilstande og processer.
Denne kulturbaggrund oplever jeg stadig har stor indflydelse langt ind i det terapeutiske
rum. Det kræver derfor, for mig at se, konstant opmærksomhed og bevidsthed, ikke at
blive ”overmandet” af disse nærmest manifeste dannelsesidealer.
En patogen orienteret terapeut vil sandsynligvis (kunne) forstærke en allerede oplevet
”sygelighed” hos klienten, ved selv at være særlig optaget af det der ikke virker, eller
Interaktionsniveauer i psykoterapi Af Jørgen Rønsholdt aut. Psykolog, specialistgodkendt i psykoterapi 3

opleves sygt i klienten. Man kunne derved let, som terapeut, foranlediges til at lave
nærmest vejledt introspektion i klientens ”dårligdom” og derved skærpe klientens
bevidsthed om dette. Om Introspektion og bevidsthed se O. Vedfelt ’00, ’02 og ’04.
En sådan proces kunne typisk udspille sig forholdsvis ubevidst fra terapeutens side, med
det resultat, at samspillet mellem klient og terapeut grundlæggende bliver og opleves
kritisk udfordrende, og ikke anerkendende og understøttende, på trods af begges ønske
herom.
Anerkendende samspil udvikler større grad af selvbevidsthed – ikke anerkendende samspil
udvikler større grad af uselvstændighed (Bowlby, Schibby, Stern, Hundeide, Rye,). Det er
således afgørende vigtigt, at terapeuten kan arbejde anerkendende og ressourceorienteret.
Fra midten af 70’erne skaber Antonovsky skole med sit arbejde og rammesætter det
salutogenetiske perspektiv. Hans arbejde drejer sig primært om læren om sundhedens
opståen og udvikling. Dette perspektiv eller interessefelt afspejles tydeligt i kybernetisk
psykologi, idet det grundlæggende antages, at mennesket vil arbejde hen imod kvalitative
forandringer, hvis der skabes mulighed for positiv selvrefleksion. Positiv selvudvikling
opstår således, når det i samspil med terapeuten, lykkes klienten at mærke sig selv i en
salutogen proces. Det er derfor afgørende at terapeuten altid arbejder med sin evne til at
se, møde, mærke og forstærke klientens sunde følelsesmæssige potentialer. (Vedfelt ’00)
Mødet mellem terapeut og klient er indlejret i meget komplekse interaktionsmønstre,
hvilket betyder, at vi modtager og afsender millionvis af informationsenheder på ganske få
sekunder. Forskning fortæller os(Vedfelt..), at langt størsteparten af
informationsudvekslingen foregår på subliminale niveauer.
I kybernetikken arbejdes med forståelsen af hvordan vores informationer ”vandrer” og
skaber mening på vore forskellige bevidsthedsniveauer. Det kendetegner
informationsvandringen, at den er bundet af visse regler. En af grundreglerne beskrives
ved at information altid vil samordne sig kvalitativ, når de indlejres i komplementære
vidensformer. (Vedfelt ’00 s. 115). Med andre ord; Når det lykkes terapeuten at møde
klienten forstående og anerkendende skabes rammen for kvalitativ selvregulering.
Megen vigtig information udspiller sig således på ubevidste og førbevidste niveauer. Dette
er det helt centrale tema i ubevidst intelligens, hvor informationstilgængeligheden
beskrives på mange planer(Vedfelt ’00). Denne informationsbearbejdning synes, at få
afgørende betydning for de lidt senere dannede bevidste følelser og tanker.
Det bliver således væsentligt hvorvidt terapeuten er særlig opmærksom på / introspektiv
omkring de sansninger han/hun oplever. Hvad er det der gør indtryk? Hvad ser og mærker
jeg? Ser jeg ressourcer, mærker jeg noget positivt ved klienten, eller bliver jeg fyldt med
patologiske stemninger? Disse introspektive processer får selvsagt afgørende betydning
for hvorvidt terapeuten kan møde klienten overvejende salutogent eller patogent.
©
Terapeutens udvikling af introspektiv kompetence er på samme måde som klientens,
afhængig af relationel erfaringsdannelse.
3 Mødet med klienten
Rikke (navnet er opdigtet) henvises fra lægen til psykologhjælp grundet længere tids
nedtrykthed, nu udmøntet ved depression. Rikke modtager antidepressiv medicin. Fra
lægen beskrives kort en midaldrende kvinde som gennem de sidste 10 – 15 år har lidt af
nedtrykthed, hun er socialt isoleret, men gift. Rikke har to voksne børn hvoraf den ene er
psykisk syg og flere gange har forsøgt selvmord. Begge børn har i perioder fået
antabusbehandlinger.
Da Rikke træder ind af døren ses en lettere sammensunken kropsholdning og det er svært
at få øjenkontakt med hende, idet hovedet ”hænger” forover, hvorfor Rikke naturligt ser
mest ned i gulvet. Håret er fladt og lettere fedtet, hendes hud er lysegrå, hun er jævnt
overvægtig og er klædt i slidt sort og gråt tøj. Stemmen virker udtryksløs og håndtrykket
er svagt og ” slapt”.
Hele Rikkes fremtoning vil uvilkårligt påvirke den anden – terapeuten. Hendes depressive
udstråling er så udtalt, at den anden - det tilgængelige selvsubjekt – meget nemt ville
kunne smittes, af det umiddelbare udtryk og således selv komme i kontakt med
fornemmelse af afmagt.
Det bliver således væsentligt, at terapeuten her forholder sig meget refleksivt, for at skabe
så bevidst, et niveau for analyse som overhovedet muligt. Terapeuten må virkelig arbejde
for at forblive i en asymmetrisk sindsstemning, for igen at kunne indgå i en komplementær
relation. Specielt depressive klienters udtryk har en voldsom indflydelse på behandlerens
eget udtryk (Vedfelt ’00).
Bestræbelsen i forhold til Rikke var som sagt at møde hende ressourceorienteret og
anerkendende.
Anerkendelse
Begrebet anerkendelse har sine rødder i tysk filosofi med bl.a. I. Kant og F. Hegel. Hos
Hegel anvendes begrebet til at kendetegne de sociale mønstre af en gensidig bekræftelse,
som udgør nødvendige forudsætninger for en menneskelig bevidsthed om frihed, for
autonomi og for identitetsdannelse.
Hegels tanker kunne omsættes til følgende tese: Vi bliver kun bevidste om os selv, og
selvstændige ved at blive anerkendt af en anden.
Interaktionsniveauer i psykoterapi Af Jørgen Rønsholdt aut. Psykolog, specialistgodkendt i psykoterapi 4

Anerkendelse defineres af Schibby som en dialektisk proces hvor det fordres at
”den anden” ses som adskilt fra en selv, med ret til egne følelser, handlinger og ytringer
og at første er i stand til selvrefleksion herom”.
(Schibby 02, Bae 04)
I mødet med Rikke, må alt det hun udstråler, derfor mødes med bevidsthed om at alle
hendes signaler giver mening – hele hendes fremtræden er meningsfulde ytringer – og min
opgave er at se, møde, forstå, acceptere og anerkende dem, for sammen med Rikke, at
skabe rum for nye ytringer.
Netop her bliver det kritisk afgørende hvorledes selvsubjektet (terapeuten) stiller sig til
rådighed for subjektet (klienten).
”… Det fundamentale i al kommunikation er at vove sig frem og blive
imødekommet.” Løgstrup ’96, s. 106
Løgstrup definerer endvidere en anerkendende ceremoni ved at man – det tilgængelige
selvsubjekt – er mere interesseret i ” den andens” synspunkter, end i sine egne, og at først
når man forstår den andens synspunkt, egentligt kan sige noget, som knytter en til den
andens udsagn. Og netop heri ligger anerkendelsens mulighed og kraft.
Anerkendelsens kraft er endvidere godt beskrevet af bl.a. Stern. Jeg er selv blevet
yderligere inspireret af den udviklingskraft, der i brugen af appreciative inquiery, hvor der
virkelig sættes fokus på personens hidtil bedste præstationer. Disse præstationer
karakteriseres ved analyser af, hvor personen i stor udstrækning har oplevet
meningsfuldhed, værdifuldhed og anerkendelse. Metoden har således dybe rødder i det
salutogene perspektiv (B. Lynge et. Al.).
Endelig har den kybernetiske træning lært mig, at al kommunikation er intentionel og
meningsbærende, hvorfor klientens samlede udtryk må mødes anerkendende for at skabe
yderligere komplementaritet.
Terapeuten må derfor til stadighed arbejde med sin iagttagelse af sig selv, og den anden.
Om selviagttagelsens og introspektion, se Vedfelt ’00 kap. 7.
Derudover må terapeuten arbejde med sin evne til at anvende genstandsfeltet – relationen -
ressourceorienteret og anerkendende overfor klienten.
4 Terapiforløbet
Mange af Rikkes oplevelser faciliteres fra 4. konsultation og fremad ved hjælp af de
mange terapeutiske indfaldsvinkler, som benyttes i den kybernetiske psykologi. De mange
©
”teknikker” er netop udtryk for den integrerende informationsbearbejdning, som er
tilgængelig i det supramodale rum.
Vedfelt taler om det mangedimensionale psykiske rum hvor følelser og tanker,
forestillingsbilleder, kropsfornemmelser og bevægeimpulser ikke er adskilt fra hinanden,
men indgår i en enhed som forskellige aspekter af en hvilken som helst oplevelse.
”Det er her, vi intuitivt oplever helheden i enhver ting, vi beskæftiger os
med”
Vedfelt ’07. s.155
”Når vi nærmer os det ubevidste med denne holdning, bliver skellet
mellem de oplevelseskvaliteter, den normale bevidsthed betjener sig af,
ophævet.”
(Vedfelt 00,s.57)
Kombinationen af disse sanseindtryk kaldes synæstesi. Det supramodale rum er således
defineret ved et ”oplevelsesrum”, byggende på informationsytringer i de associative, ofte
subliminale og ubevidste niveauer i psyken.
Den kybernetiske psykoterapi er således optaget af at bruge og integrerer kombinationen
af de forskellige oplevelsesmodaliteter (det supramodale rum) idet dette muliggør
”flytning” at meget store informationsmængder ”med totalvirkninger på personen til
følge”. (Vedfelt ’00, s. 90)
Rikke og jeg har fra 4.de konsultation opbygget en relation med så tilpas grad af tryghed
og tillid at jeg forslår, at vi nu kan udforske forståelsen af Rikkes måde at have det på,
ikke blot i bevidst kognitiv forstand, men ved nu også at bruge de ubevidste og
subliminale niveauer, for at øge forståelsen for Rikkes situation.
Vi anvender således fra 4.de konsultation information fra de ubevidste niveauer ud fra en
overbevisning om, at disse indeholder mere kompleks, stærk og brugbar information, om
vi formår at hente dem frem og integrerer dem i Rikkes selvudviklingsproces.
Det var tydeligt at Rikke selv oplevede en langt større grad af kontakt, til de følelser hun
havde indlejret, i forhold til de underkendende oplevelser hun havde bl.a. med sin
lærerinde og sin far, da vi begyndte at lave introspektion på de mange kropslige ytringer
hun viste, når hun eksempelvis talte om skammen ved lærens bebrejdelser og faderens
afvisninger.
Interaktionsniveauer i psykoterapi Af Jørgen Rønsholdt aut. Psykolog, specialistgodkendt i psykoterapi 5

4.1. At blive set og mødt
1. Konsultation
Så hvad viste Rikke mere i det første møde? Rikke var nervøs, hendes stemme var stille og
forsigtig og hænderne sitrede svagt, men bag dette fornemmes der både varme og styrke.
Dette viser sig at holde stik ved forskellige kropsøvelser i 3’de session. Da hun løftede
hovedet sås et træt, men egentligt pænt og sympatisk ansigt. Rikke har store brune øjne
som ved nærmere kontakt virker indsigtsfulde.
Vi får os sat med behørig afstand, idet jeg fornemmer hun har brug for plads omkring sig.
Jeg siger pænt velkommen og arbejder meget på at være understøttende tilstede. Stille og
forsigtigt spørger jeg, hvad jeg kan hjælpe Rikke med. Rikke er tavs i ca. 15 sekunder, hun
ser ned, men trækker så vejret dybt og kigger lidt op mens hun fæstner sit blik på noget
bag mig.
Så begynder Rikke at fortælle om sig selv og sit liv. Der kommer mange episoder op, der
springes i tid og rum og Rikke fortæller og fortæller. Rikke formulerer til sidst et ønske
om at blive bedre til at sætte grænser.
Jeg har i en lille time arbejdet med empatisk identifikation, og har en umiddelbar god
fornemmelse af at være i rummet. Jeg spørger Rikke om hvordan hun har det lige nu, og
hvordan hun har oplevet samtalen. Rikke udbryder efter lidt tid med et glad smil i ansigtet;
” det er første gang i 15 år jeg har kunnet snakke om mig selv uden at græde”. Rikke ser
glad ud og føler sig opstemt – det gør jeg også.
2. konsultation
Jeg bemærker, at Rikke har et mangefarvet halstørklæde på. Rikke bevæger sig stadig
stille og lidt langsomt, men jeg fornemmer dog en lille forandring i hendes fremtoning
(bevægelsernes hastighed og styrke).
Vi kommer ind og sætter os på samme måde som sidst. Rikke tager selv ordet og siger, at
hun flere gange har tænkt på hvor skønt det var at kunne snakke om sig selv uden at græde
sidste gang.
Jeg møder hende forsigtigt i det, ved at bekræfte, at det også var en god oplevelse for mig.
Vi snakker om, at hvis vi møder hinanden på samme måde som sidst, alle de gange hun
kommer, så kan det jo være at hun får flere af den slags oplevelser. Rikke er her tydeligt
motiveret, og giver nu klart og tydelig udtryk for, at det vil hun gerne.
Vi bruger resten af konsultationen til at tale om hvor vigtigt det er for os mennesker at
blive mødt anerkendende. Da samtalen slutter, er Rikke glad og tydeligvis mere sikker på
at være sammen med mig. Til allersidst laver vi lidt grin med, at hun heller ikke har grædt
i dag.
Der er en god energi i relationen og jeg ser frem til at møde Rikke igen.
4.2. At forstå og blive forstået
3. konsultation
Rikke har en rød bluse på. Vi sætter os som vi har gjort de sidste to gange. Jeg spørger
forsigtigt om hvad Rikke kunne tænke sig at tale om i dag. Hun fortæller, at hun har tænkt
meget over den samtale vi havde om anerkendelse, og hvad det betyder for os mennesker.
Rikke virker på samme tid alvorlig, fattet og energifyldt. Hun udviser faktisk en del tegn
på, at hun er rolig ved at være tilstede i rummet. Jeg spørger hvordan hun har det lige nu.
Hun svarer overensstemmende med mine fornemmelser.
Dette får mig til at foreslå, at hun flytter sig fra sofaen og op i ”arbejdsstolen”.
Når jeg gerne vil have Rikke til at flytte sig er det for at arbejde med fornemmelsen af
tæthed, tryghed og tillid. Den første arbejdsafstand er ca. 1½ meter. Det er tydeligt at
Rikke bliver utryg ved forslaget. Vi snakker derfor om hvad der kan være af fordele og
ulemper ved at sidde tættere sammen. Samtalen hjælper Rikke med at blive rolig, og vi
aftaler at hun kan tænke over det til næste gang, og at det er helt ok hvis hun næste gang
syntes det er for utrygt.
Samtalen har forløbet i en let stemning, og der har været plads til lidt smil, mens vi talte
om det at komme tættere på hinanden. Rikke smiler for sig selv, da hun tager af sted, men
jeg ser det, og bekræfter, at jeg kan se der er noget hun er glad for, og at det også gør mig
glad.
4. Konsultation
Rikke har tænkt over det og vil gerne prøve at sidde i arbejdsstolen. Rikke trækker vejret
hurtigt og har derfor en kort respiration, hendes halspulsårer slår kraftigt og hun flakker
noget i blikket. Jeg fortæller hende, at jeg kan se, at hun er spændt og måske endda nervøs.
Rikke korrigerer mig, og fortæller, at hun egentlig kun er spændt. Vi snakker om hvad hun
mærker og Rikke falder til ro. Da jeg spørger hvad Rikke vil snakke om i dag ses en
tydelig anspændthed (hun knytter hænderne, bidder sammen i kæberne, laver introversion
i skuldrene og bøjer nakken). Og så kommer svigtene.
Rikke starter med oplevelser af svigt fra hendes barndom. Hun husker nogle episoder hvor
hun har følt sig udenfor, overset og faktisk også truet af både hendes mor og hendes far.
Der er særlig en episode som står klart for hende. Rikkes far har fået tilbagemeldinger på
hvordan det går Rikke i skolen, faren er stærkt utilfreds med hendes præstationer og Rikke
får en klar fornemmelse af, at hun er dum, og at hun slet ikke kan leve op til de krav som
faren gerne vil have.
Disse erindringer fører til en episode som siden har fyldt rigtig meget for hende både i
barnelivet og i hendes voksentilværelse.
Interaktionsniveauer i psykoterapi Af Jørgen Rønsholdt aut. Psykolog, specialistgodkendt i psykoterapi 6
©

Episoden handler om en lærer, der latterliggør Rikke i anden klasse, fordi hun har svært
ved at lære at læse. Læreren fortæller Rikke og for hele klassen samtidig, at hun må være
dum, siden hun ikke kan fatte hvad det er der foregår omkring hende.
Dette har bevirket, at Rikke faktisk siden har haft fornemmelsen af at føle sig dum. Disse
oplevelser har sat sig i bevidstheden og Rikke har siden oplevet sig selv gennem udtalt
selvkritik.
Vi aftaler derfor at dykke ned i episoden. Episoden bearbejdes med kropssansning,
kropsafslapning, tegneterapi, psykologiske gestalter, trøst og omsorg igen efterfulgt af en
mestringsorienteret proces. Hele vejen igennem det terapeutiske arbejde er Rikke dybt
engageret og optaget, hun bruger en masse energi og får virkelig sat både ord og følelser
på mange af de frustrationer hun har haft over oplevelsen.
Eksempelvis arbejder hun meget med sin aggression gennem adskillige slåøvelser. Rikke
bruger både små skrig og arrigskabsvrede ytringer til læreren og til faren om at hun på
ingen måde er dum.
Processen varer ca. 1,5 time.
Herefter ligger Rikke på en madras. Hun er afslappet, rolig og tilfreds. Jeg beder hende
sætte sig op i arbejdsstolen igen, og vi gennemgår kort hvad der er sket og hvordan Rikke
har det nu. Rikke er både glad og virker meget energifyldt.
4.3. At acceptere og blive accepteret
5. og 6. konsultation
Vi arbejder videre med nogle af de svigtoplevelser Rikke er i tæt kontakt med. Det er
tydeligt at temaet af at føle sig dum, fornemmelsen af ikke at være helt ok går igen og
igen.
Vi udforsker og bearbejder fornemmelsen, følelsen og forståelsen af følelsen gennem de
tilgange der viser sig i det supramodale rum. (Vedfelt). Rikke ryger ind i flere tunge
terapeutiske processer gennem disse konsultationer, og har i disse måneder stor kontakt
med sine drømme, som vi anvender som en stor ressource. (Vedfelt ’07, Drømmenes
Dimensioner s. 518).
7. konsultation
I 7. konsultation arbejder vi meget med Rikkes selvforståelse, hvor hun skal prøve at
anvende de nye indfaldsvinkler og kropsfornemmelser hun har oplevet i terapien. Rikke
fortæller selv, at hun mærker en spirende tro på, at hun ikke er dum, at hun er et menneske
der er væsentligt og et menneske der har værdi. Hun siger spontan; ” jeg føler mig ikke
længere som et B menneske, men kan nu se, og mærke, at jeg er et A menneske.”
Rikke både smiler og græder lidt da hun siger ordene.
Vi arbejder videre med fornemmelsen af at være ok, og fornemmelsen af at være ”ikke
dum”. Rikke får en association af et smukt dekoreret hjerte, som vi aftaler hun skal bruge
fremover til at få fat i fornemmelsen af at mærke sig selv på en god måde. Rikke er
endvidere opmærksom på, at hun også nu selv kan mærke, at hun har rejst sig mere op rent
fysisk. Hun tør nu i større udstrækning tage øjenkontakten og kigger derfor mere op.
4.4. At acceptere og anerkende
8.- 9. Konsultation
I disse sessioner arbejdes der meget med Rikkes forståelse og accept af hendes forholdsvis
nye tilstand. Hun har selv en fin indledende bemærkning til konsultation 8; ”Der er sgu
noget at være ked af, men det kan forandres, og jeg tror på, at jeg kan forandre det”. Dette
indhold, bliver egentlig samtalernes røde tråd. Jeg arbejder bevidst meget med at lave en
form for fremadrettet narrativ/positiv selvforståelse.
Vi arbejder derfor meget med at afdække Rikkes ressourcer, finde ud af hvor de kan
bruges bedst. Specielt det sociale felt, som er svært for Rikke, prøver vi at bearbejde med
positive reformuleringer.
Rikke oplever, at hun socialt føler sig isoleret, at kontakten til mænd er dårlig/små
aggressiv, og at kontakten til hendes børn egentlig er forholdsvis usund. Usund på den
måde, at de stort set kun ringer eller skriver til hende, hvis de selv er i krise.
Adspurgt om hun har relationer, veninder eller andre steder hun kan mærke sig selv på en
god måde svarer hun forsigtigt nej. Det bliver derfor vigtigt, at gå på jagt i, og prøve at
udforske, om der virkelig ikke er nogen kontaktflader i hendes liv som hun kan få noget
positivt med.
Stille og roligt kommer det frem, at der er 3 mennesker i Rikkes aktuelle livsverden, som
hun egentlig føler vil hende det godt, og hvor hun faktisk kan mærke sig selv positivt.
Det har dog de sidste 4 år været meget svært for Rikke, at være i kontakt med dem fordi
hun har følt, hun lå dem til byrde.
Vi snakker om mulighederne for at genoptage kontakten til disse tre personer, eller måske
endda udvide personfeltet. Rikke klædes på med en dagsorden om at prøve at tage kontakt
til en tidligere veninde, som hun faktisk har haft et rigtig godt forhold til.
Rikke synes det er en meget svær opgave, hun føler sig stærk udfordret, idet hun virkelig
kommer i kontakt med, at skal give sig selv lov til at fylde på en positiv måde. Hun synes,
det er stærk provokerende på den måde, at skulle udfordre nogle af de gamle forestillinger
om, at hun ikke er værd at snakke med.
Vi snakker derfor meget om hendes styrker og ressourcesider, jeg bruger her mig selv
meget, og fortæller hende hvad jeg synes om at være sammen med hende, og hvad jeg
Interaktionsniveauer i psykoterapi Af Jørgen Rønsholdt aut. Psykolog, specialistgodkendt i psykoterapi 7
©

synes om det hun siger. Jeg fortæller hende, at jeg på ingen måde finder det hverken
kedeligt eller uinteressant at være sammen med hende.
På den måde indtager jeg en position hvor Rikke kan mærke sin egen betydning gennem
min anerkendelse.
Gennem samtale 8 og 9 får Rikke mere og mere mod på at tage kontakten udad.
4.5. At nyorganisere sig, at anerkende
10. konsultation
Rikke fortæller, at hun har haft kontakt til sin tidligere veninde, og at denne gerne vil
mødes med hende. Hun har endvidere spurgt en anden hvordan hun oplevede det at være
sammen med Rikke.
Begge processer har været vigtige for Rikke, og det er tydeligt, at Rikke oplever sig selv
positiv.
Samtidig er hun stadigvæk noget usikker på den generelle betydning af hendes oplevelser.
Hun er dog grundlæggende meget glad, for at have fået taget hul på processen.
Så tager Rikke fat på forholdet til sin mand. Hun får her fat i noget negativ energi, som
hun faktisk kom med fra starten af. Hun kan mærke, at hun er blevet alt for
selvudslettende og alt for lidt opmærksom på sine egne følelser og behov.
Det er som om, at Rikke gennem arbejdet med sig selv, nu har fået så meget overskud, at
hun nu kan begynde at mærke, hvad der grundlæggende er godt og skidt for hende.
Det falder faktisk ikke Rikke svært at sætte nogle ønsker op for parforholdet.
Rikke bliver faktisk både opstemt og humørfyldt, da hun begynder at foreslå alle de gode
ting hende og manden kunne lave sammen.
Vi aftaler, at Rikke går hjem og foreligger hendes ideer og tanker, og ser hvordan manden
reagerer på det. Rikke kan mærke hun er nervøs ved det, men omvendt kan hun også
mærke at lysten til at gøre det, er større end ulysten til ikke at få det gjort.
Til sidst i timen slår Rikke spontant sin egen knyttede næve ned i den anden hånd og siger;
” jeg glæder mig til at gøre det, og jeg tror at det bliver rigtig godt.” Jeg støtter hende
meget i det, og opfordrer hende til at gå i gang med det så hurtigt som muligt.
Der arbejdes her med grænsesætning, det at mærke sig selv, at mærke indre og ydre
grænser.
11. Konsultation
©
Da vi nærmer os slutningen af det aftalte forløb på 12 gange, tager vi nu op hvordan Rikke
har det, og hvad hun tænker om fremtiden, både i forhold til konsultationerne og i forhold
til hendes eget liv. Rikke er selv af den oplevelse, at hun måske godt kunne tænke sig at
arbejde videre herinde, men at det måske skal vente lidt, idet der faktisk er sket så mange
ting derhjemme og i forhold til veninden, at hun føler at være godt på vej. Rikke spørger
om hun eventuelt senere kan genoptage samtalerne, og det kan hun selvfølgelig godt.
Vi aftaler derfor, at bruge de sidste 2 konsultationer til at lave en forstærkning af de
forventninger og ønsker hun har til sig selv og sin fremtid. Ligeledes aftaler vi, at snakke
meget om vores relation.
Disse konsultationer bruges således meget på bekræftelse og berigelse af Rikke.
12. konsultation
Der er nu gået 4½ måned siden første terapitime, og Rikke kommer nu i mangefarvet tøj.
Hun ser ikke nær så slidt ud.
Rikke har markant anderledes lyst til - og mod på - at tage sociale initiativer.
Hun kigger mere op, er, og føles i det hele taget mere oprejst, hvilket hun også selv siger;
”Jeg har næsten fornemmelsen af at den øverste del af ryggen har løftet sig op”.
Den 12. konsultation sluttes af med et knus, og Rikke takker for samtalerne og hele
processen hun har været i. Jeg kvitterer og takker for, at jeg måtte have lov til at møde
Rikke, og er glad for, at hun nu har en mere positiv selvforståelse.
Rikke fortæller, at det har været utrolig dejligt at være her; ”man kan virkelig mærke, at du
anstrenger dig for at kunne lide en”. Jeg siger tak og kvitterer med endnu et knus.
5. Diskussion
Jeg har i denne artikel søgt, at anskue klientens mulighed for selvudvikling ved en terapi
hvor anerkendende processer har stået som centrale. Den anerkendende proces er igen søgt
indlejret i en relationstænkning, hvor det er en grundlæggende tanke, at der fordres et
selvsubjekt for dannelsen af selvet. (Kohut ’77, Tønnesvang ’04, H. Rye ’05, Schibbye
’02, Stern ’ 95 og Vedfelt ’00). Vedfelt taler om dette forhold og indkapsler processen i
begrebet ”den første følelsesmæssige mesterlære”.
Interaktionsniveauer i psykoterapi Af Jørgen Rønsholdt aut. Psykolog, specialistgodkendt i psykoterapi 8

”I kontakt med de nærmest stående personer opbygger vi viden både om
vore egne og andres følelser og om, hvordan vi skal kommunikere med andre. Den
indlærte viden synker tilbage i det ubevidste, mens nye færdigheder opbygges, men den
fortsætter med at fungere subliminalt. Ja, den er selve fundamentet for vores voksne
sociale og følelsesmæssige liv” Vedfelt ’00, s. 70
Der synes således at være et grundlæggende forhold, som gør at den komplimenterer
relation er en forudsætning for menneskers personlige udvikling, vækst og autonomi.
Man kan måske derfor sige, at klientens vækst og udvikling er betinget af, at den
professionelle evne, etablerer og bevarer en komplimenteret relation til klienten. Evnen til
komplementaritet hos terapeuten må derfor være et centralt aspekt i alt terapeutisk arbejde
uanset om det drejer sig om enkelte personer, grupper eller organisationsarbejde.
Forudsætningen for at kunne bevare en komplementær position udspringer af terapeutens
faglige og emotionelle kompetence. Ligeledes kræves det, at terapeuten selv får mulighed
for at være i asymmetriske og refleksive ”relationsrum”.
Den kybernetiske psykologi arbejder blandt andet ud fra en informationsteoretisk
forståelsesramme omkring forandringer af første, anden og tredje ordens information.
Disse er igen indlejret i endnu større informationssystem, der forudsætter at alt givende
information vil have tendens til selvorganisering på et højere kvalitativt niveau, ifald det
lykkedes terapeuten at give rammerne for det.
Med andre ord; ifald terapeuten formår at skabe en terapeutisk ramme med entydig
empatisk identifikation og spejling, vil klienten muligvis befinde sig i et optimalt
relations- og læringsrum for egen selvudvikling. Dette skyldes primært for mig at se, at
klienten og terapeuten, så indgår i nogle essentielle relationsprocesser, som har bevist
deres værdi i eksempelvis mor – barn dyaden som er så fint beskrevet bl.a. i
”Moderskabskonstellationen” af D. Stern.
Sekundært vil klienten jf. det kybernetiske princip, selv hanke op i optimal selvudvikling
ifald klientens information – klientens totale sprog – bliver bearbejdet asymmetrisk,
komplementært og ressourceorienteret.
Forandringer af anden og tredje orden, kræver at terapeuten kan forholde sig til sig selv og
til relationen på forskellige niveauer, hvilket igen kræver fleksibilitet, kontaktfuldhed,
selvindsigt m.v.
Forandringen – klientens udvikling - må i sin natur siges at være diskontinuerlig og
uforudsigelig. Den har derfor karakter af udviklingsstrategier, som kræver tid og
refleksivitet.
En relation har som tidligere nævnt, forskellige kvalitative interaktionsniveauer. Jeg har
gennem artiklen skildret et terapiforløb på 12 timer og inddelt samtalerne i forhold til disse
kvaliteter. Jeg mener måske at kunne se alment interaktionsmønster for terapiens
©
udvikling ved brug af disse kvaliteter. Jeg tænker, at der er de samme almene
retningslinier til stede i den terapeutiske relation, som i den almene, og derfor ”finder”
klienten først sig selv, når terapeuten også forstår, accepterer og anerkender klienten.
Ifald klienten skal opleve et levende selvsubjekt til brug for egen selvudvikling tænker jeg,
at terapien må indgå i disse forskellige kvalitative faser/niveauer for at ende ud med
oplevelser af anerkendende samspilsprocesser.
Det er først der hvor klienten virkelig føler sig anerkendt af terapeuten, at hun samler sig
selv på et mere kvalitativt niveau, som løfter hende ud af den tilstand hun var i da hun
kom.
Jeg har således her forsøgt at påvise betydningen af terapeutens evne til at indgå i
anerkendende samspilsprocesser med klienten. Der ligger mange spændende
forskningsopgaver forud for at kunne lave kvalificerede afdækninger, af hvilke
terapeutpositioner og relationsprocesser, der tjener klienten bedst.
Er det eksempelvis udelukkende fokuserethed på empatisk spejlinger og identifikation, der
skaber mest vækst, eller skal terapeuten også indgå i mere udfordrende udviklingsoptaget
positioner. Hvad skaber i virkeligheden mest vækst hos klienten?
Min erfaring gennem dette og en del andre terapiforløb, kunne tyde på, at jo mere
terapeuten arbejder bevidst på den anerkendende position, arbejder på anerkendelse i det
direkte samspil, jo mere luft synes det at give klienten i forhold til klientens udvikling af
sin selvforståelse.
Tesen kunne derfor se således ud; at jo større grad af fokuseret empatisk spejling, jo større
grad af selvudvikling og selvbevidsthed sker der i klienten.
Betydningen af at se klientens ydre og indre signaler i ressourceorienteret ramme vil
således være altafgørende for klientens evne til selvudvikling. Jeg tænker således dybest
set, at de problemstillinger som klienten kommer med, faktisk nemmest forandres
kvalitativt, ved at klienten bevidst optages af de ressourceorienterede selvprocesser.
Denne metaposition er ikke tænkt for at lave overspringshandlinger i forhold til
problemfelterne, men simpelthen valgt ud fra en betragtning, der drejer sig om at
personens evne til selvintegrering bedre løses ved at være ressourceorienteret end ved at
være optaget af klientens fejl og mangler.
Den samlede tese er således at en terapeutisk intervention præget af terapeutens klare
arbejde med empatisk identifikation, anerkendelse og ressourceorientering skaber større
kvalitativ selvudvikling hos klienten end hvis terapeuten vælger at arbejde både
patogenetisk og salutogenetisk.
Det er vigtigt her at se tesen og fastholde den i forhold til klientens selvudvikling. Når vi
snakker udvikling og læring i andre sammenhænge, er det muligvis stadigvæk mere
kvalitativt frugtbart, at arbejde både med udfordrende og empatiske relationsprocesser,
men tesen skal altså ses eksplicit i forhold til det at arbejde med selvudvikling.
Interaktionsniveauer i psykoterapi Af Jørgen Rønsholdt aut. Psykolog, specialistgodkendt i psykoterapi 9

Selvudvikling er centrum for menneskets evne til at finde sit selvværd, sin selvtillid og sin
selvaffektivitet. Og jeg tænker, at netop her, må vi være særlige opmærksomme på, at der
kan være store gevinster vundet ved virkelig at fastholde den empatiske salutogene og
anerkendende position.
Tesen og denne diskussion står selvfølgelig til masser af efterbearbejdning og afprøvning.
Denne artikel bygger på et ideografisk ideal som jo netop er individ-beskrivende. Der er
således tale om en personlighedpsykologisk metode og teori, der beskriver det enkelte
individ som et enestående (unikt) fænomen.
Idealet har netop sin berettigelse i meget komplekse sammenhænge. Terapiforløbet og
udviklingen af relationen mellem klient og terapeut er beskrevet som det blev oplevet
umiddelbart. De ovenstående analyser er således indlejret i en klar fænomenologisk
ramme.
Netop beskrivelse og analyse af interaktionsniveauer i terapi er kendetegnet ved endog
meget komplekse sammenhænge, hvorfor det anvendte ideal synes at have sin klare
berettigelse.
Men fordi det synes frugtbart i ovenstående terapiforløb, at indtage de her diskuterede
terapeutpositioner, står det jo stadig tilbage at efterprøve disse erfaringer i et omfang og
med et design som kan levere yderlig kvalitativ som kvantitativ evidens.
Endvidere vil det være yderst relevant at finde eventuelt andet klinisk materiale, der kunne
understøtte tesen, eller finde undersøgelser som muligvis kan både be- eller afkræfte
nogen af de her tanker. Det er dog ikke faldet indenfor rammerne af denne opgave, at
eftersøge tesens validitet på den måde. Men det kunne da være klart spændende, at
arbejde videre med tesen i det perspektiv.
En sidste pointe omkring anerkendelse. Anerkendelse bidrager til kontakt med klientens
autoritative forhold til sig selv. Det vil sige klientens evne til at udvikle tillid til egne
oplevelser og tanker, og at disse er gyldige.
Gensidig anerkendelse bidrager til ligeværdige relationer, hvor begge parter får mulighed
for at træde frem som ligeværdige subjekter, og dermed også selvsubjekter for hinanden.
Men det kræver at terapeuten tør det og gør det.
At møde andre, at møde klienter med anerkendelse, fortsætter villighed til et
relationsarbejde, som jeg tænker altid inkluderer essentielle selverkendelsesprocesser.
I en dialektisk relationsforståelse antages selvrefleksitivitet og selvafgrænsning at være
afgørende forudsætninger for at kunne møde andre med anerkendelse.
Det bliver således overordentlig vigtigt, at terapeuten arbejder med sin egen
selverkendelse, sin egen evne til selvafgrænsethed og sine egne evner til at indgå i
anerkendende samspil. Det er måske heri den største udfordring i virkeligheden ligger, i
alle former for terapeutisk arbejde.
Litteraturliste:
Antonovsky, A. Helbredets mysterium; at tåle stress og forblive rask.
Hans Reitzel 2006.
Blæhr,M. &
Westmark, P. Relations- og ressourceorienteret pædagogik. Forlaget
skolepsykologi. Temanr. 4/2002.
Bowlby, J En sikker base. Det lille Forlag, 1994
Dall, O.M. et. al. Slip anerkendelsen løs. Frydenlund 2002
Hundeide, K. Relationsarbejde i institution og skole. Dafolo. 2004.
Kohut, H. Selvets psykologi. Hans Reitzels Forlag 2002
Løgstrup, K.E. Den etiske fordring. Hans Reitzels Forlag 1996
Nørgaard, B. Axel Honneth og en teori om anerkendelse. Tidsskrift
for socialpædagogik nr. 16, 2005
Rye, H. Tidlig hjælp til bedre samspil – nye metoder og nye
muligheder. Gyldendal Norsk Forlag AS. 2.udgave 2005
Schibby, L. En dialektisk relationsforståelse. Gyldendal 2002
Stern, D. Moderskabskonstellationen, København: Hans Reitzel
1995
Stern, D. Det nuværende øjeblik i psykoterapi og hverdagsliv :
Hans Reitzels Forlag 2004
Tønnesvang, J. Selvet i pædagogikken; Selvpsykologiens bidrag til en
moderne dannelsespædagogik. 1.udgave. Klim 2004
Vedfelt, O. Bevidsthed. Bevidsthedens niveauer. Gyldendal 1996
Interaktionsniveauer i psykoterapi Af Jørgen Rønsholdt aut. Psykolog, specialistgodkendt i psykoterapi 10
©

Vedfelt, O. Ubevidst intelligens; Du ved mere end du tror.
Gyldendal 2000
Vedfelt. O. Mandens og hans indre kvinder. Gyldendal 2003
Vedfelt. O. Drømmenes dimensioner. Gyldendal 2007
Interaktionsniveauer i psykoterapi Af Jørgen Rønsholdt aut. Psykolog, specialistgodkendt i psykoterapi 11
©