Ekstra Bladets hvidbog

multimedia.ekstrabladet.dk

Ekstra Bladets hvidbog

3. SEKTION - 5. OKTOBER 2003

FOTO: LINDA JOHANSEN OG AP


2 søndag 5. oktober 2003 ... EKSTRA BLADET

DEN NØDVENDIGE HVIDBOG

DE FLESTE betragter Danmark som et frit

og åbent land. Det synspunkt har dog væsentlige

begrænsninger. Eksempelvis når

sandheden om Danmarks deltagelse i Irakkrigen

bliver for besværlig og påtrængende.

Hidtil har Fogh-regeringen med held modsat

sig en undersøgelse eller høring om

grundlaget for krigen. Danskerne må ikke

få at vide, hvad der egentlig skete, men må

nøjes med overfladisk retorik og letkøbte

floskler.

EKSTRA BLADET har derfor med denne

hvidbog, udarbejdet efter måneders grundig

research i ind- og udland af journalist

Bo Elkjær, valgt at lægge al tilgængelig

dokumentation fra åbne og lukkede kilder,

åbent frem. ’Løgnen om krigen - krigen om

løgnen’ er den uskønne, men kontante beretning

om, hvordan Fogh, Bush og Blair

- med beviser, som vi i dag ved, var forkerte,

bevidst fordrejede eller forfalskede - trak

landene ind i krigen.

DEN 21. MARTS meddelte statsminister

Anders Fogh Rasmussen, at Danmark nu

var i krig med Irak. Det skete med det

spinklest tænkelige mandat fra Folketinget.

Vores allierede var alene USA, Storbritannien

og Australien. Det meste af den øvrige

verden valgte at holde sig udenfor. Foghs

beslutning var samtidig et markant brud

med alle de institutioner, dansk udenrigsog

sikkerhedspolitik har hvilet på i årtier:

FN, EU, NATO og de nordiske lande. Tilmed

en farlig beslutning, fordi han valgte enegangen

med en præsident George W. Bush,

hvis dømmekraft og politiske placering

forekommer de fleste europæere problematisk

og usympatisk.

KRIGEN I IRAK er nu slut. Men der er

langtfra fred. Hver eneste uge rokkes der

ved grundlaget for krigen. Hele tiden hentes

nye afsløringer frem, der viser, hvordan

der blev løjet og manipuleret. I USA og

Storbritannien kræver kongres og parlament

klare svar. Men i Danmark har regeringen

med støtte fra Dansk Folkeparti

valgt at lægge låg på. Herhjemme betegner

Fogh det som ’tidsspilde’ at søge afklaret,

hvorfor vi gik i krig, hvilket beslutningsgrundlag

der var, og hvorfor bl.a. påstandene

om irakiske masseødelæggelsesvåben og

terrorforbindelser ikke har kunnet dokumenteres.

PÅ ONSDAG - 8. oktober 2003 - mødes Udenrigspolitisk

Nævn i Folketinget. Mødet

handler om, hvorvidt der skal gennemføres

en undersøgelse eller høring om Danmarks

krigsdeltagelse. Formentlig ender det med,

at regeringspartierne sammen med Dansk

Folkeparti vender fingeren ned. De er måske

klar til at stille op til en helt uforpligtende

konference, hvor der kan snakkes lidt

om sagen - men en egentlig granskning

eller høring, hvor f.eks. ministrene skal

udtale sig under ministeransvar, det har

ingen interesse.

DEBATTEN HANDLER ikke om, hvorvidt

nogen ønsker Saddam Hussein tilbage.

Manden var en tyrannisk forbryder, som

ingen savner. Den drejer sig derimod om

krigens forudsætninger. At føre et land i

krig er den mest vidtrækkende beslutning,

SOLDATER I ØRKENEN

Siden juni 2003 har danske soldater været en del af de krigsførende magters styrker i Basra-provinsen

i det sydlige Irak. De danske soldater har det hårdt i den steghede ørken - hjelmen ligger parat,

men bliver sjældent brugt. Værre er det dog, at en patruljering en skæbnesvanger nat førte til, at en

dansk soldat skød og dræbte en kammerat. Allerværst, at den danske krigsdeltagelse bygger på et

væv af løgne og manipulationer. (Foto: Thomas Sjørup)

en regering kan træffe. Det er undergravende

for den frie debat i et demokratisk samfund,

hvis regeringen end ikke er parat til

at diskutere og dokumentere, på hvilket

grundlag man sender soldater af sted og

udsætter befolkningen for den risiko, krigsdeltagelse

rummer.

I STORBRITANNIEN må Blair stå til ansvar.

I USA er Bush under hårdt pres, i takt

med at den amerikanske indsats i Irak kræver

stadig flere ofre og synes stadig mere

uoverskuelig. Herhjemme kører regeringen

sit flertal med Dansk Folkeparti benhårdt

- og tåler ingen kritiske spørgsmål.

Det formelle grundlag for den danske

krigsdeltagelse er - som hvidbogen dokumenterer

- pillet fra hinanden. Tilbage står

den foruroligende kendsgerning, at hvis

politisk vilkårlighed, løse fornemmelser,

smalle flertal og manipulerende gætterier

skal erstatte folkerettens spilleregler, er vi

meget langt ude på et skråplan, hvor det

bliver den stærkes ret, USA’s skiftende

magtpolitiske interesser og det globale

anarki, der kommer til at råde.

DANSK FOLKEPARTI har i denne sag

valgt side med regeringen. Det er ubegribeligt.

I årevis ønskede partiet enhver dansk

forsvarsindsats koncentreret omkring skanserne

på Dybbøl. I dag afviser man en seriøs

udredning af grundlaget for Danmarks

aktive krigsdeltagelse i Irak. Den modsatte

holdning ville have skabt respekt - sagligt,

fordi Pia Kjærsgaard hermed ville vælge

åbenhed og demokratisk debat frem for

hemmelighedskræmmeriet. Politisk, fordi

partiet ville træde i karakter - vise, at man

har sin egen integritet og et ansvar på linje

med andre partier uden for regeringen.

DERUDOVER er statsministerens grove

tilsidesættelse af offentlighedsloven stærkt

kritisabel. Efter mere end to måneders

passivitet har Statsministeriet den frækhed

at meddele, at man nu vil begynde at se på

de begæringer om aktindsigt, som Ekstra

Bladet har indgivet vedrørende Irak-krigen

og de danske beslutninger. Loven bestemmer,

at der skal svares inden ti dage. Det

blæser Fogh højt og flot på. Fogh Rasmussen

optræder hermed som en Peter Brixtofte

i Farum, der også var helt ligeglad

med paragrafferne. Anders Fogh glemmer

også, at det ikke mindst var Farum-sagen,

der førte til nedsættelsen af den kommission,

som nu under ombudsmand Hans

Gammeltoft-Hansens effektive ledelse skal

lægge grunden til en ny offentligheds- og

forvaltningslov. Dengang hyldede statsministeren

åbenheden og gennemsigtigheden.

Nu, hvor det rammer ham selv, smækker

han døren i.

LØGNEN OM Irak-krigen er ikke kun en

akademisk diskussion. Hver eneste uge

dræbes soldater og civile i Irak. Med et

stigende antal danske soldater i Basra er vi

så aktivt med i denne konflikt som nogen.

Derfor er grundlaget for krigen alt andet

end ligegyldigt. Derfor er Ekstra Bladets

hvidbog det nødvendige bidrag til den debat,

regeringen helst vil lægge låg på.

Med venlig hilsen

Hans Engell

Adm. chefredaktør


EKSTRA BLADET ... søndag 5. oktober 2003 3

DE VIGTIGE KILDER

Kilderne til denne hvidbog strækker

vidt, fra Toronto, New York og Genève

til København og Århus, men også

– med deres kendskab til Irak og til det

komplicerede netværk af påstande om

de irakiske våbenlagre og programmer

– bredt i den ekspertise, de bidrager

ROLF EKEUS

Fra 1978 til 1983 var Rolf Ekeus

den svenske repræsentant ved

nedrustningskonferencen i

Genève. Derudover har karriere-diplomaten

Ekeus arbejdet

med nedrustning i et væld af

andre sammenhænge. I 1991

blev Rolf Ekeus direktør for

FN’s specialkommission vedrørende

Irak, UNSCOM, der

skulle overvåge, at Irak overholdt

sine afvæbningsforpligtelser.

I 1997 blev Rolf Ekeus afløst

af amerikaneren Richard

Butler, og Ekeus blev Sveriges

USA-ambassadør og bestyrelsesformand

i Stockholms internationalefredsforsknings-institut,

SIPRI. (Foto: AFP)

IMAD

KHADDURI

Imad Khadduri er uddannet ingeniør

med graden Master of

Science i fysik fra universitetet

i Michigan, USA. Han har doktorgrad

i kernereaktorteknologi

fra Birmingham-universitet i

Storbritannien og arbejdede

for den irakiske atomenergikommission

fra 1968 til 1998, da

han forlod Irak og flyttede til

Canada med sin familie. Indtil

1991 var Imad Khadduri ledende

medarbejder på flere projekter

under det irakiske atomvåben-program.

Blandt andet

arbejdede Khadduri på atomanlægget

i Sharkat, der af amerikanerne

blev betragtet som et

nøgleanlæg i det irakiske atomvåbenprogram.

Sharkat blev

bombet under den første Golfkrig.

Khadduri har netop afsluttet

arbejdet på bogen ’Iraks

atomare ørkenspejling’, der udkommer

både i USA og Canada.

(Foto: Reuters)

med til opklaring af sagen om krigsbeslutningen.

Hvidbogen rummer bidrag fra jurister

og folkeretseksperter, nuværende

og tidligere diplomater med direkte

kendskab til Irak og FN. Her er bidrag

fra en tidligere atomfysiker, der besad

SCOTT RITTER

Scott Ritter er medlem af USA’s republikanske

parti og var med til at stemme George

W. Bush ind i Det Hvide Hus. Han er tidligere

marinesoldat og nåede i sine 12 år i marinen

rang af kaptajn. Scott Ritter arbejdede som

efterretningsofficer i marinen og kæmpede

under den første Golfkrig. Fra 1991 til 1998

arbejdede Ritter som våbeninspektør for FN

i Irak under de våbeninspektioner i Irak, som

FN satte i værk under navnet UNSCOM fra

1991 til 1998. (Foto: AFP)

JOSEPH WILSON

Karriere-diplomaten Joseph C. Wilson IV er den

sidste amerikanske diplomat, der personligt har

mødt Iraks tidligere diktator Saddam Hussein.

Det skete i 1990, da den nu 53-årige Wilson var

USA’s ambassadør i Bagdad. Under konflikten

beskyttede Wilson mere end 100 amerikanske

statsborgere på ambassaden, og da Saddam

Hussein truede med at henrette alle, der beskyttede

udlændinge, svarede Wilson igen ved at have

en hjemmelavet løkke om halsen under de efterfølgende

pressemøder. Joseph Wilson har

arbejdet som diplomat for USA i 23 år. (Foto: AP)

GREV HANS-CHRISTOF

VON SPONECK

Greve Hans-Christof von Sponeck blev født i 1939 i Tyskland.

Han startede i FN’s Udviklingsprogram i 1968 og

har arbejdet i Ghana, Tyrkiet, Botswana, Pakistan og Indien,

før han som sin sidste post overtog ledelsen som

humanitær koordinator for FN i Irak. Her stod von Sponeck

i spidsen for 500 FN-medarbejdere og 1000 irakiske

ansatte i FN’s olie-for-mad-program. Hans-Christof von

Sponeck trak sig fra posten i februar 2000. Han bor i dag

i Genève i Schweiz. (Foto: Martin Zakora)

HANS BLIX

Hans Blix blev født i 1928 i

Uppsala. Som 35-årig indledte

han sin diplomatiske

karriere, først i det svenske

udenrigsministerium, senere

i FN. Hans erfaring med

nedrustningsspørgsmål og

kerneteknologi strækker sig

tilbage til 1962. Han var leder

af det internationale atomenergi-agentur

IAEA fra 1981

til 1997. Han blev udnævnt

som leder af FN’s våbeninspektører

i Irak, UNMOVIC, i

januar 2000. Hans Blix gik

på pension, kort efter at Irakkrigen

startede i 2003.

(Foto: Topfoto)

en central post i det irakiske atomvåbenprogram.

Her er bidrag fra lederen

af et af FN’s våbeninspektionshold,

og her er analyser af tusindvis af dokumenter

fra danske og udenlandske

myndigheder.

En lang række af de vigtigste nøgledokumenter

kan findes i kopi på nettet

på adressen ekstrabladet.dk.

RAY MCGOVERN

I 27 år, under syv forskellige amerikanske

præsidenter, arbejdede Ray McGovern som

analytiker i CIA. I perioden 1981 til 1985 forestod

Ray McGovern CIA’s daglige underretning

af den daværende vicepræsident George

Bush, den nuværende præsidents far. I

dag sidder Ray McGovern i styringsgruppen

i organisationen Veteran Intelligence Professionals

for Sanity (VIPS). (Foto: AP)

ROBIN COOK

Robin Cook trak sig tilbage fra den britiske

regering 17. marts 2003 i protest

mod den forestående beslutning om at

gå i krig med Irak. Indtil han trådte tilbage,

var Robin Cook leder af Underhuset

– en vigtig post i den britiske regering.

Skotten Robin Cook, der har siddet i Parlamentet

for Labour siden 1974, var

udenrigsminister for Tony Blair fra 1997

til 2001, inden han blev udnævnt til leder

af Underhuset.

(Foto: Claus Bonnerup)

TONNY BREMS

KNUDSEN

Tonny Brems

Knudsen er lektor

ved Institut for

Statskundskab i

Århus. Han blev

uddannet som

cand.scient.pol. i

1994 og fik sit

professorat i 1998. Tonny Brems

Knudsen arbejder med forskning

i internationale forhold, herunder

humanitær intervention og

international lov, og har udgivet

en lang række artikler i danske

og internationale tidsskrifter om

internationale konflikter og FNsystemet.

(Privatfoto)

Intro

KLOKKEN VAR KVART I FIRE om

natten, da telefonen ringede hos statsminister

Anders Fogh Rasmussen. I

røret var departementschef Nils Bernstein

fra Statsministeriet, der fortalte,

at de første amerikanske bomber og

krydsermissiler nu var begyndt at

falde i Bagdad. Et kvarter senere gik

præsident George W. Bush live på tv i

USA og fortalte den amerikanske befolkning,

at USA officielt var i krig.

Danmark var ikke med endnu. Først

næste dag, den 21. marts 2003 om aftenen,

kunne statsminister Anders

Fogh Rasmussen holde pressemøde i

Statsministeriet og meddele, at Danmark

var i krig med Irak. Statsminister

Anders Fogh Rasmussen fortalte,

at et folketingsflertal havde stemt for

beslutningsforslag B118 om dansk

deltagelse i krigen.

’Det er vigtigt at huske, hvad det

hele handler om’, sagde statsminister

Anders Fogh Rasmussen og gjorde

anklagen mod Irak og landets leder,

Saddam Hussein, op i punkter:

At Saddam Hussein er en diktator,

der undertrykker sit eget folk og dræber

og torturerer sine modstandere.

At Saddam Hussein har startet flere

aggressive krige mod sine nærmeste

naboer.

At Saddam Hussein har brugt giftgas

mod sit eget folk.

At Saddam Hussein har haft åbenlyse

forbindelser til terrorister og

muligvis stadigvæk har det.

At Saddam Hussein i 12 år har ignoreret

det internationale samfunds

krav om afrustning.

At Saddam Hussein i 1998 smed

våbeninspektørerne ud af landet.

At Saddam Hussein ikke har redegjort

for tusindvis af liter miltbrand,

omkring 6500 kemiske bomber, mindst

80 ton sennepsgas og store mængder

biologiske gifte.

Dertil kommer den farlige trussel

fra langtrækkende missiler og risikoen

for, at han snart vil råde over atomvåben.

Med de ord var Danmark officielt

med i en angrebskrig, som ikke var

sanktioneret af FN, og, som det skulle

vise sig, byggede på beviser, der var

forkerte, bevidst fordrejede og forfalskede.

Chefredaktion: Hans Engell (adm.), Bent

Falbert (ansvarshavende), Jan Jensen, Poul

Madsen.

Redaktion: Bo Elkjær, Kate Bluhme

Layout: Max Bay


4 søndag 5. oktober 2003 ... EKSTRA BLADET

Wesley Clark, 15.6.02: – Jeg fik en

opringning den 11. september. Jeg skulle

på CNN og fik et opkald derhjemme,

hvor det blev sagt at: ’Du skal sige, at

der er en forbindelse, at det er

statsstøttet terror. Dette skal forbindes

med Saddam Hussein.’

Da terror kom på

dagsordenen

DEN 17. FEBRUAR 2001 lander flyet fra Irak i

Kastrup. Om bord er ca. 50 danske erhvervsfolk

fra Dansk Industri, der netop har afsluttet en

delegationsrejse i Irak. Delegationen er et led i

den største danske eksportoffensiv i Mellemøsten

nogensinde. Til Irak.

’Der er intet usædvanligt i at sende en erhvervsdelegation

til Irak. Vi er delegation nummer

28 i år, og stort set alle andre europæiske

lande og USA har gennemført lignende aktiviteter’,

siger direktør i Dansk Industri, Hans Skov

Christensen til Politiken.

Samme dag som delegationen er rejst fra Bagdad,

bliver den irakiske lufthavns radaranlæg

bombet af amerikanske og britiske fly. Det sker i

forbindelse med den kontrol af luftrummet over

Irak, som USA og Storbritannien har håndhævet

over for Irak siden Golf-krigen i 1991. Det bekymrer

ikke Hans Skov Christensen:

’Jeg mener ikke, at der med bombardementerne

er skabt en ny situation i Irak eller vores forhold

til landet’, siger han.

35 danske virksomheder kandiderer til at handle

med Saddam Husseins Irak. Det er udelukkende

firmaer fra fødevare- og sundhedsindustrien,

og al handel skal foregå gennem det såkaldte

olie-for-mad-program, som FN håndhæver over

for Irak. Programmet giver irakerne mulighed

for at afdæmpe de værste virkninger af efterkrigs-sanktionerne

ved at bytte olie mod fødevarer,

medicin og lignende.

Dansk Industri er optimistiske. De har bestilt

800 kvadratmeter standplads i messecentret i

Bagdad i forbindelse med handelsmessen i november

samme år. Arrangørerne regner med

gæster fra 50 lande. I løbet af sommeren er det

meningen, at en delegation embedsmænd fra

Irak skal besøge Danmark, og til efteråret skal en

ny dansk delegation til Irak.

DET ER IKKE KUN erhvervslivet, der interesseret

retter blikket mod Bagdad. I Udlændingestyrelsen

er man ved at planlægge en factfinding

mission til Irak. Forberedelsesarbejdet til

rejsen er allerede i gang, mens Dansk Industris

delegation er af sted. Udlændingestyrelsen har

allerede været i forbindelse med de irakiske

myndigheder og skaffet visa til de embedsmænd,

der skal af sted. Rejsen løber af stablen som planlagt

i marts 2001, og i juni 2001 udsender Udlændingestyrelsen

rapporten ’Rapport fra fact-finding

mission til Irak’.

Rapporten konkluderer, at irakere, der lovligt

Det var fra sit eksil i Afghanistan, at den saudiarabiske terrorleder Osama bin Laden erklærede hellig krig

mod USA. Billedet er taget i april 1998 – kort før Al-Qaidas spektakulære bombeangreb mod to amerikanske

ambassader i Afrika og tre år før bin Laden med terrorangrebet på World Trade Center og Pentagon flyttede

terror øverst på den internationale dagsorden. (Foto: AP)

har forladt landet, trygt kan vende tilbage uden

at blive forfulgt af de irakiske myndigheder. Indtil

rapporten lå færdig, har Danmark automatisk

givet asyl til irakere, der kommer hertil fra de

områder af Irak, som Saddam Husseins styre

kontrollerer. Den automatik bliver nu sløjfet.

Irak er sikkert land, lyder vurderingen, og Udlændingestyrelsen

begynder at give afslag til

irakiske asylsøgere.

’På baggrund af den rapport mente vi, at forholdene

havde ændret sig på en sådan måde, at

man godt kunne vende tilbage, hvis man var

udrejst legalt fra Irak. Så vi gav i flere tilfælde

afslag på asyl – medmindre personerne havde

været udsat for forfølgelse’, oplyste underdirektør

Anni Fode fra Udlændingestyrelsen i et interview

i Berlingske Tidende den 14. april 2002.

I 2001 og 2002 betyder det, at langt de fleste irakiske

asylansøgere bliver afvist. I 2002 er det over

to tredjedele af de behandlede sager, der ender

med et afslag.

I MARTS 2001 ER IRAK sikkert nok til dansk

erhvervsliv. Tre måneder senere, i juni 2001, er

Irak sikkert nok til, at danske myndigheder vurderer,

at irakiske flygtninge kan returneres. Mindre

end to år senere, i marts 2003, erklærer Danmarks

statsminister, Anders Fogh Rasmussen,

Irak krig med den begrundelse, at ’Saddam Hussein

er en diktator, der undertrykker sit eget folk

og dræber og torturerer sine modstandere.’

Hvad er der sket?

11. september 2001 er kommet imellem.

Der er ingen, der er i tvivl om, at angrebet på

World Trade Center er udtænkt og udført af terrorgruppen

Al-Qaida, orkestreret af den saudiarabiske

terrorleder Osama bin Laden. De amerikanske

efterretningstjenester har længe fulgt bin


EKSTRA BLADET ... søndag 5. oktober 2003 5

VERDEN BLEV EN ANDEN

Ekstra Bladet den 12. september 2001, dagen efter det mest uhyggelige terrorangreb i mands minde.

Præsident George W. Bush lover hævn, og USA’s forsvarsminister, Donald Rumsfeld, har udpeget Saddam

Hussein som medskyldig i angrebet, begyndt at planlægge angrebet på Irak – og lagt an til en verdensorden,

bygget på løgn.

Laden og ved med det samme, hvem der står som

afsender af terrorangrebet.

Men allerede om formiddagen, amerikansk tid,

mens World Trade Center stadig står i flammer,

er Det Hvide Hus i gang med at implicere Irak i

terrorangrebet. NATO’s tidligere øverstkommanderende,

general Wesley Clark, fortæller i ’Meet

the Press’ på NBC 15. juni 2002, at han blev ringet

op og bedt om at udpege Irak som bagmand bag

angrebet:

’Jamen, det kom fra Det Hvide Hus. Det kom

fra folk omkring Det Hvide Hus. Det kom alle

vegne fra. Jeg fik en opringning den 11. september.

Jeg skulle på CNN og fik et opkald derhjemme,

hvor det blev sagt at: ’Du skal sige, at der er

en forbindelse, at det er statsstøttet terror. Dette

skal forbindes med Saddam Hussein’. Jeg svarede:

’Jamen – jeg skal gerne sige det, men hvad er

dine beviser?’ Og jeg fik aldrig nogle beviser.’

Da Clark går på CNN, undlader han at omtale

Irak.

GENERAL WESLEY CLARK understøttes af et

indslag, der blev bragt i CBS Evening News næ-

sten på årsdagen for terrorangrebet. Indslaget

fortæller, at knap fem timer efter at flight 77 ramte

Pentagon den 11. september 2001, bad USA’s

forsvarsminister, Donald Rumsfeld, sine embedsmænd

om at skaffe oplysninger, der kunne bruges

til at udpege Saddam Hussein som bagmand

bag angrebet.

Det fremgår bl.a. af et notat, som en embedsmand

i Pentagon skrev samme dag, klokken tyve

minutter i tre om eftermiddagen.

Notatet, som blev citeret af journalist David

Martin fra CBS den 4. september 2002, fortæller,

at forsvarsminister Donald Rumsfeld bad om ’de

bedste oplysninger hurtigt’ for ’at afgøre, om det

er godt nok at angribe SH samtidig, ikke kun

UBL’. Initialerne SH og UBL står for Saddam

Hussein og Osama bin Laden.

Notatet fortæller, at Rumsfeld forlangte, at ministeriets

svar ’skulle være massivt ... feje det

hele op, både ting, der er relevante og ting, der

ikke er’.

IRAK DAG FOR DAG

11. september 2001 – NATO’s tidligere

øverstkommanderende general

Wesley Clark skal i studiet i CNN og

kommentere terrorangrebet, da han

bliver kontaktet af folk i forbindelse

med Det Hvide Hus og bedt om at

sætte angrebet i forbindelse med

Irak. Clark spørger efter beviser, men

får ingen.

Februar 2002 – CIA sender tidl.

ambassadør Joseph Wilson til Niger for at undersøge

påstande om irakiske forsøg på at købe uran. Wilson

kommer hjem med konklusionen, at oplysningerne er

forkerte. General Carlton W. Fulton Jr. er også i Niger

for at kontrollere landets atomsikkerhed. Han konkluderer,

at alt er i orden.

9. marts 2002 – CIA sender et memo til Det Hvide Hus

om, at oplysningerne om uranhandlen er forkerte.

Samme måned sender efterretningsfolk et memo til

udenrigsminister Colin Powell med samme konklusion:

at oplysningerne ’sandsynligvis er falske’.

25. marts 2002 – Bush og Fogh

mødes i Det Hvide Hus. Emnet er

indsatsen mod terrorisme og Mellemøst-situationen.

6. september 2002 – ’Beviserne skal

kunne holde i byretten’, siger udenrigsminister

Per Stig Møller. ’Jeg er

ikke det mindste i tvivl om, at han

råder over masseødelæggelsesvåben

og ønsker at fremstille dem’, siger Anders Fogh

Rasmussen om beviserne mod Saddam Hussein til

Ritzaus Bureau.

9. september 2002 – Bush ringer til Tyrkiets ministerpræsident,

FN’s generalsekretær, Kofi Annan, og

EU’s formand, Anders Fogh Rasmussen, og opfordrer

dem ’til at høre rigtig godt efter’ Bushs tale til FN’s

generalforsamling tre dage senere, hvor Bush vil

advare mod Saddam Husseins regime i Irak.

12. september 2002 – Bush fremlægger en tale og et

dokument i FN’s generalforsamling, der af mange

betragtes som den egentlige krigserklæring.

20. september 2002 – En ledende britisk efterretningsmand

rejser en intern tvivl om rigtigheden af beviserne

mod Irak.

24. september 2002 – Tony Blair fremlægger det

første offentlige dokument, der fastslår, at Irak har

forsøgt at købe uran i Afrika. Samme dag tilslutter

Det Hvide Hus sig påstanden.

27. september 2002 – USA’s forsvarsminister,

Donald Rumsfeld,

beskriver jagten på hårde beviser for

en forbindelse mellem Al-Qaida og

Irak: ’Det endte med, at vi havde fem

eller seks sætninger, der var skudsikre.

Vi kunne fastslå dem, de er faktuelle,

de er nøjagtigt præcise. De

demonstrerer, at der faktisk er Al-

Qaida i Irak’.

Oktober 2002 – USA’s efterretningstjenester forfatter

et 90 sider langt National Intelligence Estimate med

tvivl om uran-påstanden. Det afleveres til Det Hvide

Hus og fortæller også, at der ’ikke er tilfredsstillende

kilder’ til, at Irak støtter Al-Qaida. George W. Bush

fortæller i en tale, at ’vi har fundet ud af, at Irak har

trænet Al-Qaida-medlemmer i bombefremstilling,

gifte og dødelige gasser’.

Starten af oktober 2002 – CIA’s direktør, George Tenet,

advarer personligt Det Hvide Hus mod at bruge

påstanden om uranhandlen, da der er usikkerhed om

rigtigheden.

7. oktober 2002 – I en tale fortæller præsident Bush,

at ’Irak kunne på en hvilken som helst given dag

beslutte sig for at give biologiske eller kemiske våben

til en terrorgruppe eller til enkeltstående terrorister.

Samarbejde med terrorister kan gøre det muligt for

det irakiske regime at angribe Amerika uden at efterlade

fingeraftryk’.

10. oktober 2002 – USA’s kongres giver præsident

Bush autorisation til at gå i krig med Irak. Flere medlemmer

fremhæver, at den angivelige uranhandel var

med til at afgøre deres stemmer.

Foto: Morten Langkilde, Eric Draper/White House Photo, Jens Dresling


6 søndag 5. oktober 2003 ... . . .

EKSTRA BLADET

Ondskabens akse

I JANUAR 2002, fire måneder efter terrorangrebet, fremlægger

præsident George W. Bush sin længe ventede tale om

nationens tilstand. I talen redegør Bush for krigen mod terrorisme

og angrebet på Afghanistan. Derefter retter Bush en

lammende anklage mod tre lande, som han betegner som

’ondskabens akse’: Nordkorea, Iran og Irak.

’Vores andet mål er at forhindre regimer, der sponsorerer

terrorisme i at true Amerika og vores venner og allierede

med masseødelæggelsesvåben’, siger præsident George W.

Bush.

’Irak fortsætter med at udstille sin vrede mod Amerika og

støtte terrorisme. Det irakiske regime har planlagt at udvikle

miltbrand og nervegas og kernevåben i over et tiår. Dette er

et regime, der allerede har brugt giftgasser til at myrde tusindvis

af sine egne borgere – efterladt ligene af mødre sammenkrøbne

over deres døde børn. Dette er et regime, der accepterede

internationale inspektioner – og derefter sparkede

inspektørerne ud. Dette er et regime, der har noget at skjule

for den civiliserede verden.’

’Stater som disse og deres terroristiske allierede udgør en

ondskabens akse, der bevæbner sig for at true verdensfreden.

Ved at efterstræbe masseødelæggelsesvåben udgør disse regimer

en alvorlig og voksende fare. De kunne give disse våben

til terrorister og dermed give dem midler, der står mål med

deres had. De kunne angribe vores allierede eller forsøge at

afpresse USA. I alle disse sager ville ligegyldighed være katastrofal’,

siger Bush i sin tale til nationen.

ALLEREDE PÅ DETTE TIDSPUNKT er USA ved at bygge en

bevisbyrde op mod Irak. Få dage efter at præsident George W.

Bush har holdt sin tale, rejser den pensionerede ambassadør

Joseph Wilson til Niger i Afrika.

Det er CIA, der har sendt Wilson af sted. Opgaven kommer

efter ordre fra USA’s vicepræsident, Dick Cheney. Ambassadør

Joseph Wilson skal undersøge, om der er hold i nogle

påstande om, at Irak har forsøgt at købe uran i Niger.

Ambassadør Joseph Wilson kommer hjem fra Niger med

afgørende oplysninger om uranhandlen. De afgørende oplysninger

bliver analyseret i CIA, og den 9. marts 2002 bliver de

sendt videre til Det Hvide Hus og til det amerikanske udenrigsministerium.

Her stopper de.

Først i juli 2003 bliver Joseph Wilsons oplysninger fra Niger

offentliggjort. Det sker, da Joseph Wilson den 6. juli 2003 selv

går til pressen med sin viden i en kronik i New York Times:

’Hvad jeg ikke fandt i Afrika’.

DEN AFGØRENDE VIDEN, som Joseph Wilson kommer

hjem fra Afrika med, og som offentligheden først får kendskab

til over et år senere, er, at der ikke er hold i påstanden

om, at Irak har forsøgt at købe uran i Niger. Det er ganske

enkelt ikke rigtigt.

Wilson er ikke den eneste amerikanske gæst i Niger i februar

2002. Også general Carlton W. Fulton Jr. er i Niger for at

undersøge forholdene omkring landets atomsikkerhed. Den

firestjernede general møder blandt andet Nigers præsident.

Carlton W. Fulton Jr. rapporterer hjem til USA’s militære

ledelse, at Nigers sikkerhed vedrørende uranlagrene er helt i

orden.

MÅNEDEN EFTER den amerikanske mission til

Niger er statsminister Anders Fogh Rasmussen

på besøg i Det Hvide Hus og i Pentagon.

Først mødes Fogh med præsident George W.

Bush i Det Hvide Hus 25. marts 2002. Ifølge det

amerikanske State Department handler mødet

om blandt andet terrorisme og situationen i Mellemøsten.

To dage efter er Anders Fogh Rasmussen

på besøg i Pentagon. Her bliver statsministeren

eskorteret op ad trappen af den

amerikanske viceforsvarsminister Paul Wolfowitz,

en af høgene i Pentagon. Mødet mellem

Wolfowitz og Anders Fogh Rasmussen handler

om ’forsvarsemner af fælles interesse’.

Ekstra Bladet har gennem flere måneder i 2003

Januar 2002, fire måneder efter World Trade Center: Præsident George W. Bush holder sin tale til

nationen, hvor han udpeger Irak som et af tre lande, der repræsenterer ’ondskabens akse’.

(Foto: AP)

Der buldres med krigstrommerne

søgt aktindsigt i Statsministeriet

i alle dokumenter

vedrørende besøget i Washington

og vedrørende beslutningen

om at gå i krig med

Irak. Akterne om krigsbe-

Ekstra Bladet

søgte første gang

aktindsigt i

papirerne den 16.

juni 2003.

slutningen nægter Statsministeriet at udlevere.

Trods utallige rykkere har Statsministeriet indtil

videre tilbageholdt dokumenterne, og sagen

om aktindsigterne er indtil videre endt som en

række klagesager hos Folketingets ombudsmand.

LOVEN OM OFFENTLIGHED i forvaltningen er

ellers klar: Alle papirer skal i videst muligt omfang

udleveres inden for ti dage fra ansøgnings-

tidspunktet. Hvis det ikke

er muligt at overholde denne

frist, skal ministeriet

meddele, hvornår papirerne

bliver udleveret. Samtidig

er ministeriet forpligtet til

at vise pressen ’særlig imødekommenhed’,

som det

hedder i Justitsministeriets

Hen over

sommeren 2002

bliver der arbejdet

intensivt i CIA,

Pentagon og Det

Hvide Hus på at få

bygget en sag op

mod Irak.

vejledning. Ekstra Bladet søgte første gang aktindsigt

i papirerne den 16. juni 2003 og har derefter

løbende klaget over sagsbehandlingen.

Senest har Statsministeriet den 2. september

2003 svaret, at ’på baggrund af Deres henvendelse

af 15. august 2003 har Statsministeriet nu iværk-


EKSTRA BLADET ... søndag 5. oktober 2003 7

ÆRESVAGT FOR FOGH

Mens marinesoldater præsenterer gevær, bliver statsminister Anders Fogh Rasmussen ledt op ad trappen til Pentagon af

USA’s viceforsvarsminister Paul Wolfowitz, en af høgene bag USA’s krigserklæring mod Irak. De to mødtes i Pentagon og

diskuterede ’forsvarsemner af fælles interesse’ den 27. marts 2002. To dage før diskuterede Anders Fogh Rasmussen krigen

mod terrorisme og situationen i Mellemøsten med præsident George W. Bush i Det Hvide Hus.

(Foto: Helene C. Stikkel, det amerikanske forsvarsministerium)

sat en gennemgang

og vurdering

af

samtlige af de

mere end 1000

akter, De har

anmodet om

aktindsigt i.’

Altså, at man

– to en halv måned

efter ansøgningen

– nu

vil begynde at

behandle ansøgningen.

Hen over sommeren

2002 bliver

der arbejdet intensivt

i CIA,

Pentagon og Det

Hvide Hus på at

få bygget en sag

op mod Irak. Det er meningen, at sagen skal præsenteres

for verden den 12. september 2002. Den

dag skal USA’s præsident George W. Bush holde

tale om Irak for FN’s generalforsamling.

MENS ALLE VENTER på Bush, kommer der

efterhånden mere fart på debatten om Irak. Den

6. september siger udenrigsminister Per Stig

Møller, at ’beviserne skal kunne holde i byretten’.

Samme dag siger statsminister Anders Fogh

Rasmussen til nyhedsbureauet Ritzau, at ’jeg er

ikke det mindste i tvivl om, at han råder over

masseødelæggelsesvåben og ønsker at fremstille

dem’.

Den 9. september 2002 ringer præsident George

W. Bush til premierministeren i Tyrkiet, til FN’s

generalsekretær Kofi Annan og til den danske

statsminister Anders Fogh Rasmussen – som på

det tidspunkt også er formand for EU. Det fremgår

af pressemeddelelsen fra det amerikanske

State Department, at præsident Bush i alle tre

telefonsamtaler kom med enslydende opfordringer,

nemlig til at ’høre rigtig godt efter’ den tale,

Bush vil fremlægge i FN’s generalforsamling tre

dage senere. Det er meningen, at talen skal definere

den trussel, Irak udgør mod verdensfreden.

Nøjagtig et år og en dag efter terrorangrebet på

World Trade Center fremlægger præsident Geor-

ge W. Bush den 12. september

2002 sin tale for FN’s

generalforsamling. Bush

sætter dagsordenen for talen

fra starten: Kampen

mod terrorismen. Derefter

retter han søgelyset mod

det, som George Bush betegner

som den største aktuelle

trussel: Irak.

Som bevis for

udviklingen af

atomvåben

nævnes, at Irak har

forsøgt at købe

’tusindvis af

specialdesignede

aluminiumsrør’.

’Vores største frygt er, at terrorister vil finde en

genvej til deres vanvittige ambitioner, når et

forbryderisk regime forsyner dem med teknologier

til at begå drab i enorme omfang. I et sted

– i et regime – finder vi alle disse farer i deres

mest dødelige og aggressive former, lige præcis

den form for aggressive trusler, som FN blev født

til at konfrontere’, siger præsident George W.

Bush.

I FORBINDELSE MED talen fremlægger George

W. Bush dokumentet ’Et tiår med bedrag og

trods’. Talen og dokumentet angriber Irak for at

have overtrådt en lang stribe af FN-resolutioner

og for at have fortsat med at udvikle masseødelæggelsesvåben,

herunder atomvåben, og for at

have forbindelser til terrorister.

Som bevis for udviklingen af atomvåben nævnes,

at Irak har forsøgt at købe ’tusindvis af specialdesignede

aluminiumsrør, som embedsmænd

mener var tiltænkt til centrifuger til berigelse af

uran’.

Som bevis for Iraks forbindelser til terrorister

nævner dokumentet, at Irak huser organisationen

’Mujahedin-e-Khalq (MKO), som har udøvet

terroristisk vold mod Iran, og som i 1970’erne var

ansvarlig for drabet på adskillige amerikanske

militærfolk og amerikanske civile’.

Derudover nævner dokumentet blandt andet,

at den palæstinensiske terrorist Abu Nidal befinder

sig i Bagdad. I sin tale til FN’s generalforsamling

siger præsident George W. Bush, at

’Al-Qaida-terrorister flygtede fra Afghanistan og

vides at befinde sig i Irak’. Denne påstand bliver

ikke fulgt op i dokumentet, der ikke nævner

Al-Qaida med et ord.

Men nu er der sat ord på den irakiske trussel:

masseødelæggelsesvåben, herunder atomvåben

og frygten for, at Irak bruger sine forbindelser til

terrorister til at sprede disse våben.

29. oktober 2002 – I det danske Udenrigsministerium

skriver Sikkerhedspolitisk Kontor en notits til regeringen,

der beskriver uranhandlen som faktum og bevis

mod Irak. Notitsen handler også om Iraks kemiske og

biologiske våben: ’Siden våbeninspektionernes ophør

i 1998 har Irak genoptaget en skjult produktion af

biologiske våben, bl.a. på små, mobile anlæg. Der

kan kun gættes på mængder og typer af Iraks nuværende

våbenbeholdning, men lageret kan meget

vel omfatte flere tusinde liter botulinum-toksin, anthrax,

samt andre typer bakterier og toksiner, herunder

ricin og pest-bakterier.’

14. november 2002 – Udenrigsminister

Per Stig Møller refererer notitsen

i Folketinget. Han fortæller bl.a.,

at Irak er mindre end et tiår fra at

have atomvåben, og at ’hvis Irak får

fingre i beriget uran eller plutonium,

vil landet formentlig kunne have en

atombombe inden for et års tid’.

Statsminister Anders Fogh Rasmussen

siger, at der ’er ikke etableret nogen forbindelse

mellem begivenhederne den 11. september 2001 og

regimet i Irak, men det er ingen garanti for, at Saddam

Hussein ikke kunne fristes til at benytte terroren

som instrument for at opnå sine mål’.

December 2002 – Eksperter fra amerikanske nationaldrevne

laboratorier fortæller til Energy Department

og til USA’s efterretningstjenester, at den italiensk

designede raket Medusa 81 holder samme mål og

legering som de beslaglagte aluminiumsrør.

19. december 2002 – Det amerikanske udenrigsministerium

fremhæver uranhandlen som bevis for, at

Irak fortier oplysninger om deres våbenlagre.

Samme dag: USA’s udenrigsminister, Colin Powell,

siger: ’UNSCOM konkluderede, at Irak ikke har redegjort

for minimum 2160 kilo vækstmedie. Det er nok

til at producere 26.000 liter miltbrand – tre gange den

mængde, Irak har deklareret; 1200 liter botulinum

toksin og 5500 liter clostridium perfrigens – 16 gange

den mængde, Irak har deklareret. Hvorfor ignorerer

den irakiske redegørelse disse farlige stoffer i deres

besiddelse?’

Samme dag: IAEA beder USA om at udlevere dokumentationen

for Iraks forsøg på at købe uran i Niger.

27. januar 2003 – IAEA’s generaldirektør, Mohammad

ElBaradei, fremlægger sin redegørelse i FN’s Sikkerhedsråd.

Han kan ikke kommentere påstanden om, at

Irak har forsøgt at købe uran i Niger, da han endnu

ikke har fået beviser for sagen fra USA.

28. januar 2003 – Præsident George

W. Bush omtaler uranhandlen i sin

tv-transmitterede tale om nationens

tilstand. I den længe ventede tale

fastslår George W. Bush, at ’beviser

fra efterretningskilder, hemmelige

aflytninger og erklæringer fra nu

fængslede personer afslører, at

Saddam Hussein hjælper og beskytter

terrorister, inklusive medlemmer

af Al-Qaida.’

5. februar 2003 – Udenrigsminister Per Stig Møller

fortæller i Folketinget, at Irak kan skjule sine biologiske

og kemiske våben på lastbiler, de kører rundt i

landet.

5. februar 2003 – Colin Powell fortæller i sin tale i FN’s

Sikkerhedsråd, at USA’s beviser for en forbindelse

mellem Irak og Al-Qaida består af oplysninger om en

Al-Qaida-træningslejr i den kurdisk kontrollerede del

af Irak og oplysninger om, at den formodede Al-

Qaida-mand Abu Massad al-Zakawi er blevet hospitalsbehandlet

i Bagdad. Derudover lægger Powell

vægt på de beslaglagte aluminiumsrør som afgørende

bevis for, at Irak forsøger at udvikle atomvåben.

Starten af februar 2003 – IAEA modtager Niger-papirerne

fra USA. I første omgang forsøger IAEA at

indhente yderligere oplysninger fra Niger og Irak.

Efter ti dage står det klart, at der ikke er andre oplysninger,

og IAEA undersøger derfor Niger-papirerne,

der hurtigt viser sig at være forfalskninger.

19. februar 2003 – Statsminister Anders Fogh Rasmussen

siger i Folketinget om miltbrand og nervegas,

at ’vi ved, han har det.’

6. marts 2003 – FN’s inspektører i UNMOVIC konkluderer

i en rapport, at store dele af Iraks kemiske og

biologiske våben er henfaldne og værdiløse.

Foto: Jens Dresling og AFP


8 søndag 5. oktober 2003 ... EKSTRA BLADET

Den flygtige irakiske

BUSH HAR ALVOR i stemmen, da han i FN’s

generalforsamling anklager Irak for at forsøge at

udvikle atomvåben. Beviserne er, ifølge Bush,

blandt andet, at Irak forsøger at skaffe udstyr til

udviklingen af en irakisk atombombe:

’Irak har gjort flere forsøg på at købe forstærkede

aluminiumsrør, der bruges til at berige uran

til kernevåben.’

De forstærkede aluminiumsrør er det ene af to

konkrete nøglepunkter, som anklagen mod Irak

for at udvikle atomvåben bliver bygget op omkring.

Det andet anklagepunkt mod Irak er, at

landet har forsøgt at købe uran i Afrika.

Den første forklaring om aluminiumsrørene

bliver fremlagt af præsident George W. Bush den

12. september 2002 i FN’s generalforsamling.

Irakerne siger, at rørene er indkøbt til konstruktion

af raketter, der ikke vil være ulovlige i forhold

til de mange FN-resolutioner.

I december 2002, tre måneder efter at Bush har

fremlagt oplysningerne om rørene som bevis

mod Irak, modtager det amerikanske energiministerium

en rapport med en analyse af de konfiskerede

aluminiumsrør. Rapporten, der også

videresendes til CIA, konkluderer, at de konfiskerede

rør passer nøjagtigt på mål ned til

brøkdele af en millimeter og aluminiumslegering

med de italiensk designede raketter Medusa 81.

Disse raketter produceres af det italienske våbenfirma

Simmel Difesa.

Der er altså berettiget tvivl om rørenes funktion.

Den tvivl kommer ikke videre. Samtidig

udtrykker flere amerikanske atomeksperter tvivl

om, hvorvidt rørene overhovedet kan bruges til

gascentrifuger til berigelse af uran. Stifteren af

det amerikanske energiministeriums Oak Ridge

atomlaboratorium, Houston G. Wood III, siger i

dag, at påstanden om rørene ’strækker fantasien’.

’Jeg kender ikke nogle reelle centrifuge-eksperter,

der ikke mener det samme’, siger Houston

G. Wood III, da han træder offentligt frem med

sin viden i august 2003. Houston G. Wood III er

formentlig USA’s fremmeste ekspert på gascentrifuge-området.

På Houston G. Wood III’s cv står

– ud over stiftelsen af atomlaboratoriet Oak Ridge

i 1967 – en over 30 år lang, højt videnskabelig

karriere inden for netop gascentrifugering, hvor

han har skrevet utallige afhandlinger, bøger og

artikler om emnet.

NU ER SITUATIONEN i december 2002:

Ambassadør Joseph Wilson blev sendt

til Niger for at efterforske det irakiske

uranspor, men kom tomhændet hjem

at Irak siger, at rørene er til raketter,

at CIA og det amerikanske udenrigsministerium

ved, at der findes en italiensk udviklet raket-type,

der har nøjagtig de samme mål og den

samme metallegering som rørene

og at amerikanske eksperter i gascentrifuger

er i tvivl om, hvorvidt rørene overhovedet kan

bruges til den form for centrifuger.

Denne berettigede tvivl om de amerikanske

påstande kommer ikke frem.

USA fastholder, at de beslaglagte rør var tænkt

til gascentrifuger til uran-berigelse. Det er en af

hovedanklagerne to måneder senere i Colin Powells

tale til FN’s Sikkerhedsråd den 5. februar

2003.

En uge før Colin Powells tale fremlægger formanden

for FN’s atomprogram IAEA, Mohammad

ElBaradei, en midlertidig rapport i FN’s

Sikkerhedsråd. Mohammad ElBaradei fortæller,

at IAEA har lagt særlig vægt på at få afklaret

spørgsmålet om rørene og om, hvorvidt de kan

bruges til fremstilling af centrifuger. Mohammad

ElBaradei fortæller også, at irakiske myndigheder

har sagt, at rørene skulle bruges til et forsøg

på at kopiere konventionelle raketter: ’For at

få bekræftet disse oplysninger har IAEA-inspektører

inspiceret de relevante raketfremstillingsog

opbevaringslokaliteter, samlet rørprøver, interviewet

relevant irakisk personale og gennemgået

indkøbskontrakter og relevante dokumenter.

Ud fra vores analyser indtil dato ser det ud

til, at aluminumsrørene ville være i overensstemmelse

med det formål, Irak har erklæret, og

at de ikke, uden først at blive tilpasset, ville kunne

bruges til at fremstille centrifuger.’

DET ANDET BEVIS mod Irak for, at landet har

genoptaget eller vedligeholdt sit atomvåbenprogram,

er endnu mere problematisk. Det er

spørgsmålet om, hvorvidt Irak har forsøgt at

købe uran i Afrika.

I september 2002 er det syv måneder siden, at

CIA har undersøgt påstanden om uranhandlen i

Niger. Det er seks måneder siden, at rapporten

med konklusionen, at der ikke er hold i påstandene

om uranhandlen, blev afleveret til Det Hvide

Hus. Men så kommer Storbritanniens premierminister,

Tony Blair, på banen. Den 24.

september udsender Blair et dossier om Iraks

masseødelæggelsesvåben. Det er i dette dokument,

at den britiske regering fastslår, at Irak

har ’søgt betydelige mængder uran fra Afrika, på

’Hvad jeg ikke fandt i Afrika’

I FEBRUAR 2002 blev den pensionerede ambassadør

Joseph Wilson sendt til Niger af CIA.

Ambassadøren blev sendt af sted på opgave for

den amerikanske vicepræsident Dick Cheney.

’I februar 2002 fik jeg at vide af embedsmænd i

CIA, at vicepræsident Dick Cheneys kontor havde

nogle spørgsmål vedrørende en bestemt efterretningsrapport.

Selv om jeg aldrig så denne

rapport, blev jeg informeret om, at den vedrørte

en handelsaftale om salg af uran-malm til Irak

fra Niger i slutningen af 90’erne. Embedsmændene

spurgte, om jeg kunne rejse til Niger og kontrollere

oplysningerne, så de kunne give et svar

til vicepræsidentens kontor’, skriver Joseph

Wilson i en kronik i New York Times den 6. juli

2003.

CIA valgte Joseph Wilson, fordi han har stor

erfaring med både Afrika og Irak. I 23 år var han

ambassadør i flere afrikanske lande. I 1990 var

han chargé d’affaires på den amerikanske ambassade

i Bagdad. I februar 2002 blev han sendt

til Niger for at afklare oplysningerne om den

irakiske atomhandel.

Alle oplysninger om Wilsons rejse til Niger

blev fortiet indtil juli 2003, hvor Joseph Wilson

selv trådte frem i kronikken i New York Times.

’Jeg mødtes med ambassadør Owens-Kirkpatrick

på ambassaden. Af indlysende årsager har

ambassadens stab altid holdt et tæt øje med Nigers

uran-selskaber. Jeg blev derfor ikke over-

trods af at landet ikke har noget aktivt civilt

atomkraftprogram’.

I Det Hvide Hus i Washington bakker præsident

George W. Bushs talsmand Ari Fleischer op

om den britiske påstand under et pressemøde

senere samme dag.

Det kommer senere frem, at den eneste dokumentation,

der kan underbygge påstanden om

uranhandlen er en serie dokumenter fra Niger,

som er fremskaffet af en europæisk efterretningstjeneste

– formodentlig den italienske – og

videregivet til bl.a. CIA. Dokumenterne er banale

forfalskninger.

I starten af oktober afleverer de amerikanske

efterretningstjenester en 90 sider lang hemmeligstemplet

vurdering af Irak til Det Hvide Hus. I

denne vurdering bliver det fastholdt, at der er

tvivl om den påståede uranhandel. Nogenlunde

samtidig advarer direktøren for CIA, George

Tenet, personligt Det Hvide Hus mod at bruge

påstanden mod Irak.

DEN 10. OKTOBER 2002 stemmer den amerikanske

kongres for at give præsident George W.

Bush autorisation til at gå i krig med Irak. Flere

kongresmedlemmer fremhæver den påståede

uranhandel som afgørende for, at de stemte for

krigen. Det gælder for eksempel senator Olympia

Snowe, som under debatten om forslaget siger, at

Irak har forsøgt at genoplive sit atomvåbenprogram,

og at denne indsats dokumenteres af Tony

Blairs dossier fra den 24. september: ’Ganske

afslørende dokumenterer rapporten også Iraks

forsøg på at købe store mængder uran fra Afrika,

på trods af at Irak ikke har noget civilt atomprogram’.

Også kongresmedlem David Dreier fremhæver

uranhandlen som afgørende: ’Hvad der er mere

skræmmende er, at vi ved, at Irak aktivt forsøger

at gendanne sit atomvåbenprogram, og at der er

rapporter om, at de eftersøger uran for at nå det

mål’.

19 DAGE EFTER den amerikanske afstemning

om krigen og syv måneder og tyve dage efter, at

Det Hvide Hus og det amerikanske udenrigsministerium

modtog en CIA-rapport om, at påstanden

om uranhandlen var falsk, dukker den

op i det danske Udenrigsministerium.

Det sker i notitsen ’Iraks besiddelse af masseødelæggelsesvåben

(WMD)’, dateret den 29. oktober

2002. Notitsen er skrevet af Sikkerhedspoli-

Den tidligere ambassadør for USA Joseph Wilson

blev i 2002 sendt til Afrika for at efterprøve påstande

om irakiske forsøg på at købe uran. Han fandt ingen

beviser. (Foto: AP/Evan Vucci)


EKSTRA BLADET . . .

... søndag 5. oktober 2003 9

bombe

tisk Kontor og stilet personligt til

udenrigsminister Per Stig Møller. I notitsen

fremgår det, at ’til trods for, at uran ikke har

nogen civil anvendelse i Irak (kernekraft), har

landet alligevel forsøgt at skaffe sig stoffet fra

Afrika.’

rasket over, at ambassadøren fortalte mig, at hun

allerede kendte til beskyldningerne om uran-salg

til Irak – og at hun allerede havde afvist dem i

sine rapporter til Washington.’

’Ikke desto mindre blev hun og jeg enige om, at

det bedste ville være at interviewe embedsmænd

og folk, der havde siddet i regeringen på det tidspunkt,

hvor handelen angiveligt skulle have fundet

sted.’

’Jeg brugte de næste otte dage på at drikke sød

pebermyntete og mødes med dusinvis af mennesker:

Nuværende embedsmænd, tidligere embedsmænd,

folk tilknyttet landets uranudvindings-firmaer.

Det tog ikke lang tid at nå

konklusionen, at det var stærkt tvivlsomt, om en

sådan handel nogensinde havde fundet sted.’

Nigers to udvindingsfirmaer Somair og Cominak

drives i fællesskab af Niger, Tyskland,

Frankrig, Japan og Spanien. Selskaberne bliver

nøje overvåget af det internationale atomenergi-

USA’s præsident

George

W. Bush taler

til FN’s generalforsamling

og til

verden den

12. september

2002 og

fremlægger

de første

beviser mod

Irak for masseødelæggelsesvåben.

Store dele af

beviserne

stammer fra

avisinterview

og fra

irakiske

afhoppere.

De bliver

ikke verificerethverken

før eller

efter krigen.

(Foto: AP)

To uger senere, den 14. november 2003, refererer

udenrigsminister Per Stig Møller notitsen

under en debat i Folketinget om den resolution

1441 om Irak, som FN’s Sikkerhedsråd har vedtaget

nogle dage før.

Udenrigsminister Per Stig Møller fortæller

Fortsættes på side 10 qqq

agentur IAEA.

’Selv om jeg ikke afleverede en skriftlig rapport,

burde der være mindst fire dokumenter i

USA’s regeringsarkiver, der bekræfter min mission.

Dokumenterne bør omfatte ambassadørens

rapport om min redegørelse i Niamey, (Nigers

hovedstad, red.) en selvstændig rapport fra ambassadens

stab, en CIA-rapport, der opsummerer

rejsen og et konkret svar fra CIA til vicepræsidentens

kontor – der dog kan være givet mundtligt.

Selv om jeg ikke har set nogle af disse rapporter

selv, har jeg arbejdet længe nok i det

offentlige system til at vide, at dette er standardproceduren.’

’Sådan er fakta omkring min indsats. Vicepræsidentens

kontor stillede et alvorligt spørgsmål.

Jeg blev bedt om at hjælpe med at svare. Det

gjorde jeg, og jeg har fuld tillid til, at det svar, jeg

leverede, blev rundsendt til alle berørte embedsmænd.’

7. marts 2003 – IAEA’s generaldirektør, Mohammad

ElBaradei, dokumenterer i Sikkerhedsrådet, at beviserne

for handlen er forfalskede.

8. marts 2003 – Udenrigsministeriets mand i New

York mailer Blix’ og ElBaradeis tale og en vurdering til

regeringen i Danmark. Mailen bliver sendt personligt

til både Per Stig Møller og Anders Fogh Rasmussen.

14. marts 2003 – Præsident George W. Bush ringer til

Fogh og derefter til Blair for at diskutere afvæbning af

Saddam Hussein.

19. marts 2003 – Folketinget førstebehandler beslutning

om dansk deltagelse i krigen. Hverken Fogh eller

Møller nævner, at de vigtige atombeviser for krigen

er afvist som løgnagtige. Udenrigsministeren siger, at

’situationen er blevet værre’ siden 1998 på grund af

Iraks lagre af miltbrand, botulinum og aflatoksin, men

nævner ikke, at ministeriet 12 dage før fik at vide, at

stofferne nu er harmløse.

19. og 21. marts 2003 – Under flere timers folketingsforhandlinger

argumenterer især Dansk Folkeparti

for, at der skal gribes ind på grund af Iraks forbindelser

til Al-Qaida.

21. marts 2003 – Folketinget andenbehandler loven

om krigsdeltagelse. Heller ikke denne gang fortæller

regeringen, at vigtige argumenter er afvist som løgnagtige.

21. marts 2003 – Under pressemødet om dansk krigstilslutning

siger statsminister Anders Fogh Rasmussen,

at ’Saddam Hussein har haft åbenlyse forbindelser

til terrorister og muligvis stadigvæk har det’. Han

siger også, at der er risiko for, at Irak snart vil råde

over atomvåben.

18. juni 2003 – Statsminister Anders Fogh Rasmussen

fastholder i et interview med Ekstra Bladet, at Irak har

et atomvåbenprogram. I samme interview fastholder

Anders Fogh Rasmussen, at ’Saddam Husseins samarbejde

med terrorister’ er et vigtigt element i regeringens

grundlag for at gå i krig.

Juli 2003 – Den tidligere efterretningsmand i det

amerikanske State Department Greg Thielmann træder

frem og siger, at ’der var ikke noget mønster af

betydning, der viste samarbejde mellem Irak og

Al-Qaida’.

8. juli 2003 – Det Hvide Hus erkender, at oplysningerne

om uranhandlen bygger på forfalskede dokumenter.

11. juli 2003 – CIA’s direktør, George

Tenet, påtager sig skylden for, at Det

Hvide Hus har brugt uran-påstanden,

på trods af at CIA vidste, at det

var løgn.

17. juli 2003 – Per Stig Møller henviser

i et brev til avisen Information

til ’uklarhed omkring ... rapporter

om import af uran.’

6. august 2003 – Anders Fogh Rasmussen svarer på

spørgsmål S3898 (om FE havde tvivl omkring Iraks

WMD): ’Med hensyn til det konkrete spørgsmål har

Forsvarets Efterretningstjeneste oplyst, at der ved

udarbejdelsen af efterretningsmæssige vurderinger

ofte vil foreligge modstridende oplysninger.’

7. august 2003 – Per Stig Møller forklarer i Folketinget,

at regeringen ikke har brugt de forfalskede

oplysninger om uranhandlen i vurderingerne af Iraks

våben.

7. august 2003 – Fogh Rasmussen

fortæller Folketinget, at Forsvarets

Efterretningstjenestes vurdering af

forbindelsen mellem Irak og Al-

Qaida bygger på egne efterretninger,

åbne kilder og oplysninger fra NATO

og udenlandske partnere, og at

materialet ikke kan offentliggøres.

20. august 2003 – Statsministeren

fortæller, at han ikke havde dokumentation

for den 21. marts 2003 at

påstå, at Irak snart havde atomvåben, men at påstanden

alene var ’et politisk synspunkt’.

Samme dag – Fogh Rasmussen bekræfter i et andet

svar i Folketinget, at han den 7. marts blev informeret

om, at Iraks atomvåbenprogram var nedlagt.

Foto: Luke Frazza og Jens Dresling


10 søndag 5. oktober 2003 ... EKSTRA BLADET

Den flygtige irakiske bombe ... fortsat fra side 9

under debatten, at Irak er mindre end et tiår fra

at have atomvåben, og at ’hvis Irak får fingre i

beriget uran eller plutonium, vil landet formentlig

kunne have en atombombe inden for et års

tid’.

Fakta er, at der ikke findes beviser, der kan

underbygge udenrigsminister Per Stig Møllers

udtalelse.

NOGLE UGER SENERE, den 7. december 2003,

fremlægger Irak den 12.200 sider lange redegørelse

for de ulovlige våbenprogrammer, som FN’s

Sikkerhedsråd har krævet i resolution 1441. Den

19. december er USA klar med et svar på den

lange redegørelse. Det er USA’s udenrigsminister,

Colin Powell, og USA’s FN-ambassadør,

John D. Negroponte, der svarer på den irakiske

redegørelse:

’På det atomare område er alt, hvad Irak har

gjort, at genfremsende gammelt materiale og

IAEA’s egen rapport. Det ignorerer nøglespørgsmål

som Iraks forsøg på at købe uran’.

Det amerikanske udenrigsministerium fremlægger

også et fakta-ark som svar på den irakiske

redegørelse. Her står:

’Deklarationen ignorerer forsøg på at fremskaffe

uran fra udlandet. Hvorfor skjuler det

irakiske regime sit uran-indkøb?’

I DANMARK BLIVER de amerikanske synspunkter

næste morgen diskuteret i en telefonsamtale

mellem Dan Lawton, der er ’POL MIL

Officer’ på den amerikanske ambassade i København,

og Jakob Brix Tange og Jens-Otto Horslund

fra Udenrigsministeriets Sikkerhedspolitiske

Kontor. Efterfølgende faxer Dan Lawton

udskrifter af de amerikanske fremlæggelser til

de to danske embedsmænd.

I FN beder lederen af IAEA, Mohammad El-

Baradei, samme dag, den 19. december, USA om

at udlevere beviserne for den påståede uranhandel,

så FN’s inspektører kan undersøge sagen

om uranhandlen. Beviserne er de dokumenter,

som USA har fået fra en europæisk, måske den

italienske, efterretningstjeneste. Papirerne bliver

ikke udleveret til FN.

Samtidig arbejder inspektørerne sig frem mod

den 60 dages deadline, der ligger den 27. januar.

Her skal FN-inspektørerne under ledelse af Hans

Blix og Mohammad ElBaradei fremlægge en

rapport for Sikkerhedsrådet, der redegør for

fundene i Irak.

I redegørelsen kan Mohammad ElBaradei ikke

underbygge påstanden om de irakiske forsøg på

at købe uran i udlandet. IAEA har endnu ikke

modtaget dokumenterne fra USA. I stedet må

ElBaradei nøjes med at efterlyse oplysningerne:

’Et fjerde omdrejningspunkt har været efterforskningen

af irakiske forsøg på at importere

uran efter 1991. De irakiske myndigheder har

benægtet ethvert sådant forsøg. IAEA vil fortsætte

med at undersøge sagen. På dette tidspunkt

har vi dog ikke nok oplysninger og vil værdsætte

at modtage flere’, siger Mohammad ElBaradei i

Sikkerhedsrådet.

MEN BEVISERNE bliver stadig tilbageholdt.

Dagen efter holder præsident George W. Bush

sin tv-transmitterede tale om nationens tilstand.

Det er nu et år siden, at USA rettede opmærksomheden

mod Irak med Bushs tale om ’ondskabens

akse’. Det er samtidig næsten 11 måneder

siden, at Det Hvide Hus modtog den

CIA-rapport, der dementerer de irakiske forsøg

på at købe uran i Niger.

I sin tv-tale siger præsident George W. Bush, at

’den britiske regering har erfaret, at Saddam

Hussein for nylig har efterstræbt betydelige

mængder af uran i Afrika’.

Det viser sig senere, at der ikke er anden dokumentation

for denne udtalelse end papirerne fra

DEN 18. JUNI 2003

konfronterede Ekstra Bladet – i forbindelse med et møde i Udenrigspolitisk Nævn i Folketinget – statsminister

Anders Fogh Rasmussen med billeder af Irak-krigens civile ofre. Som fortsat forsvar for Danmarks deltagelse

i krigen nævnte Fogh Rasmussen, at FN’s Sikkerhedsråd i 1991 vedtog, at man kunne iværksætte en våbenhvile

i forhold til Saddam Hussein på visse betingelser. – Ingen som helst af disse betingelser opfyldte

manden i løbet af disse mange år, sagde statsministeren. (Foto: Jesper Stormly Hansen)

Niger. De er endnu ikke blevet udleveret til FN.

Den 5. februar 2003 fremlægger Colin Powell

den tale i FN’s Sikkerhedsråd, der for alvor skal

udgøre bevisbyrden mod Irak. Powell nævner

ikke den påståede uran-handel. Nogenlunde samtidig

sender USA endelig dokumenterne til IA-

EA.

IAEA beder med det samme Irak om at levere

yderligere oplysninger om landets kontakter til

Niger. Irak fastholder over for IAEA, at der ikke

har været gjort forsøg på at købe uran som beskrevet

i dokumenterne. Efter ti dages efterforskning

i Irak og Niger når IAEA frem til, at Irak

umuligt kan have forsøgt at købe uran, som

USA’s præsident George W. Bush har påstået det.

IAEA’s embedsmænd retter nu blikket mod dokumenterne

og kan hurtigt og ved indhentning af

fuldstændigt offentlige oplysninger afgøre, at der

er tale om forfalskninger.

DERMED ER DET ANDET store amerikanske

bevispunkt mod Irak på atomområdet faldet. Den

7. marts skal FN-inspektionen igen fremlægge

rapport i FN’s Sikkerhedsråd. Her fortæller Mohammad

ElBaradei, at oplysningerne om for-

RØR TIL RAKETTER

De aluminiumsrør, som USA vedholdende påstår

skal bruges i centrifuger til berigelse af uran, passer

nøjagtigt på mål og metal-legering med specifikationerne

på de italiensk designede raketter Medusa

81, der leveres af våbenfabrikken Simmel Difesa fra

Colleferro i Italien.

Irak har hele tiden hævdet, at rørene skulle bruges

til kopiering af raketter. Medusa 81-raketterne er

konstruerede som luft-til-jord-raketter med en vægt

på mellem 15 og 18 kilo, sprænghoveder på mellem

syv og ti kilo alt efter type og en rækkevidde på 12

kilometer. Den viden bliver de amerikanske efterretningstjenester

orienteret om i december 2002.

(Foto: Fra Simmel Difesas hjemmeside)

søget på uranhandel bygger på forfalskede dokumenter.

Mohammad ElBaradei konkluderer i sin rapport,

at der ikke er ’fundet et eneste bevis eller

nogen som helst pålidelig indikation for, at atomvåbenprogrammet

i Irak er blevet genoplivet’.

Denne totale demontering af den amerikanske

bevisbyrde bliver den 8. marts sendt hjem til

Danmark i e-mails, der er stilet personligt til

blandt andre udenrigsminister Per Stig Møller

og statsminister Anders Fogh Rasmussen.

Det er nu et år siden, at Det Hvide Hus blev

orienteret om, at uranhandlen var et falsum.

Denne viden er endelig blevet fremlagt i FN’s

Sikkerhedsråd, og Danmarks statsminister, Anders

Fogh Rasmussen og udenrigsminister Per

Stig Møller er blevet personligt orienteret om

sagen.

DEN VIDEN bliver ikke givet videre til Folketinget.

11 dage senere, den 19. marts 2003, førstebehandler

Folketinget beslutningsforslaget om

dansk deltagelse i krigen mod Irak. Hverken Per

Stig Møller eller Anders Fogh Rasmussen orienterer

under den timelange debat Folketinget om,

at et af de afgørende beviser mod Irak er smuldret.

To dage efter, den 21. marts 2003, bliver beslutningsforslaget

andenbehandlet. Folketinget er

stadig ikke blevet orienteret om, at Irak ikke har

noget aktivt atomvåbenprogram, og at USA’s

vigtigste beviser mod Irak er banale forfalskninger.

Om aftenen, efter at Folketinget med 61 stemmer

ud af de 111 tilstedeværende folketingsmedlemmer

har vedtaget, at Danmark går med i krigen

mod Irak, holder statsminister Anders Fogh

Rasmussen pressemøde i Statsministeriet. Det er

nu tretten dage siden, at statsminister Anders

Fogh Rasmussen er blevet personligt orienteret

om, at Irak ikke har noget aktivt atomvåbenprogram.

Alligevel nævner Anders Fogh Rasmussen


EKSTRA BLADET . . .

... søndag 5. oktober 2003 11

specifikt ’risikoen for, at han (Saddam Hussein,

red.) snart vil råde over atomvåben’ som argument

for at gå i krig med Irak og Saddam Hussein.

Alt taler for, at statsministeren her begår en

alvorlig stramning af de oplysninger, Statsministeriet

ligger inde med. I de pressetalepunkter,

som ministeriet har forberedt til Anders Fogh

Rasmussen, står der kun, at der er ’usikkerhed

om hans atomvåbenprogram’.

MEN DET ER IKKE DET, Anders Fogh Rasmussen

siger. Han siger tværtimod, at der er risiko

for, at Irak ’snart vil råde over atomvåben’. Den

stramning er der ikke belæg for i fakta, hvilket

statsminister Anders Fogh Rasmussen bliver

tvunget til at indrømme i Folketinget fem måneder

senere – efter at krigen er slut.

Den 9. april 2003 falder Bagdad. På det tidspunkt

har USA’s militær længe haft efterretningsfolk

inde i Irak på jagt efter beviserne for

de irakiske masseødelæggelsesvåben. Der bliver

ikke fundet beviser for, at Irak har genoplivet sit

atomvåbenprogram – hverken før eller efter

Bagdad falder.

Den 18. juni er der møde i Udenrigspolitisk

Nævn på Christiansborg. Under et efterfølgende

interview på gangen uden for mødelokalet fastholder

statsminister Anders Rasmussen, at Irak

var på vej til at blive en atomtrussel:

– Et tredje element er risikoen for udvikling af

atomvåben. Det er påvist, at Saddam Hussein har

været meget langt med sit atomvåbenprogram,

siger statsminister Anders Fogh Rasmussen.

– Ja, indtil 1991, hvor det blev stoppet?

Det spørgsmål kommenterer statsminister

Anders Fogh Rasmussen ikke umiddelbart. Lidt

senere i interviewet vender han dog tilbage til

atomproblematikken:

– Jeg vil gøre opmærksom på, at det folkeretlige

grundlag for den militære aktion det var jo,

at helt tilbage i 1991 vedtog FN’s Sikkerhedsråd i

enstemmighed, at man kunne iværksætte en

våbenhvile i forhold til Saddam Hussein på visse

betingelser. Herunder, at han skulle stoppe sit

atomvåbenprogram. Herunder, at han skulle

stoppe samarbejdet med terrorister. Ingen som

helst af disse betingelser opfyldte manden i løbet

af disse mange år.

– Jo, atomvåbenprogrammet stoppede jo?

– Jam … hvem siger, at han ikke fortsatte det?

– Amerikanerne siger, at han …

– Joh … nu kan jeg ikke huske det, men det var

vist i 1995, ikke, at han var, eller blev afsløret i at

være meget meget tæt fremme på det, men det

viser bare, at han ikke opfyldte betingelserne fra

1991, siger statsminister Anders Fogh Rasmussen

den 18. juni – 103 dage efter, at han personligt af

Udenrigsministeriets embedsmænd i FN-hovedkvarteret

i New York er blevet orienteret om, at

der ikke er fundet et eneste bevis eller troværdigt

indicium for,

at Iraks atomvåbenprogram

i

nogen form er

blevet genoplivet

siden 1991.

NOGLE UGER

efter dette interview,

den 8. juli

2003, erkender

Det Hvide Hus,

at oplysningerne

om uran-handlen

bygger på de

forfalskede afrikanskedokumenter.

Det er

muligt, at denne

erkendelse når

frem til statsminister

Anders

Fogh Rasmussen

og udenrigsmini-

Afslørede

CIA-agent

Det var med store personlige omkostninger,

at Joseph Wilson trådte frem med sin kronik

i New York Times og afslørede, at Det

Hvide Hus brugte forfalskede beviser mod

Irak. Kort efter at kronikken blev bragt i

juli 2003, blev det lækket til amerikanske

medier, at Wilsons kone, Valerie Plame,

arbejder for CIA.

Indtil afsløringen arbejdede Valerie Plame

undercover for CIA som våbenekspert, og

hun har kontakter i flere lande verden over.

Med lækagen er både Valerie Plame og hendes

mange kontakter bragt i fare.

Det menes, at oplysningerne om Wilsons

kone blev lækket fra Det Hvide Hus, og CIA

har bedt det amerikanske justitsministerium

undersøge sagen. FBI har indledt en

formel efterforskning, og flere politikere er

begyndt at kræve en egentlig uafhængig

undersøgelse af sagen.

Sent tirsdag den 30. september 2003 blev

samtlige ansatte i Det Hvide Hus beordret

til at gemme alle dokumenter såsom telefonlister,

memoer, notater og kalender-oplysninger

fra 1. februar 2002 og fremefter, der

på nogen måde havde at gøre med Wilson

eller de journalister, der havde omtalt sagen.

Ordren til at gemme dokumenterne

blev givet af Det Hvide Hus’ juridiske rådgiver

Alberto Gonzales.

’I skal gemme alle dokumenter, der på

nogen måde, hvad enten det er direkte eller

indirekte, har forbindelse til disse individer,

selv om der kan være tvivl om, hvorvidt

dokumenterne hører under præsidentielle

eller føderale arkiver, eller om destruktionen

af dokumenterne kan være lovlig i anden

sammenhæng’, skriver Alberto Gonzales

i direktivet til samtlige de ansatte i

Det Hvide Hus.

ster Per Stig Møller.

Men den kommer ikke videre.

Den 17. juli 2003 svarer Per Stig Møller på en

række spørgsmål om regeringens Irak-udmeldinger

i et brev til avisen Information. Et af spørgsmålene

handler om regeringens påstande om det

irakiske atomvåbenprogram.

’Har regeringen nogen informationer, der understøtter,

at Saddam skulle have arbejdet frem

mod atomvåben op til krigen?’ spørger Information.

Udenrigsminister Per Stig Møller svarer:

’Under forespørgselsdebatten den 14. november

2002 citerede jeg fra de amerikanske og britiske

rapporter, der var blevet offentliggjort forud for

debatten i Folketinget. Det er korrekt, at IAEA

ikke har fundet tegn på, at Irak havde genoptaget

sit atomvåbenprogram. Men det ændrer ikke ved

det væsentlige forhold, som udenrigsminister

Colin Powell gjorde opmærksom på i sin fremlæggelse

for Sikkerhedsrådet den 5. februar 2003:

Nemlig at Irak allerede besad to af de tre vigtigste

komponenter til konstruktion af et atomvåben

– et stampersonel af atomfysikere og et

bombe-design. Hvad der manglede, var blot beriget

uran. IAEA’s generaldirektør, ElBaradei,

påpegede i sin rapport til Sikkerhedsrådet den

27. januar, at man ikke havde fundet tegn på et

aktivt atomvåbenprogram, men at der ikke desto

mindre var en række uklarheder omkring ulovlige

aluminiumsrør, avanceret sprængstof og

rapporter om import af uran.’

BEMÆRK, at udenrigsminister Per Stig Møller

refererer Mohammad ElBaradeis rapport fra den

27. januar 2003, hvor ElBaradei ikke er i stand til

at tage stilling til spørgsmålet om uranhandlen,

da USA stadig på det tidspunkt tilbageholder de

afgørende beviser.

Per Stig Møller siger, at der er ’en række uklarheder’

omkring ’rapporter om import af uran’.

Per Stig Møller siger ikke, at uklarhederne består

i, at USA tilbageholder beviserne.

Udenrigsministeren siger heller ikke, at IAEA

og Mohammad ElBaradei uden videre er i stand

til at afvise beviserne som forfalskninger, da

USA endelig udleverer dem. Der er ingen uklarheder

om uranimport i Mohammad ElBaradeis

rapport til FN’s Sikkerhedsråd den 7. marts. Det

ved udenrigsminister Per Stig Møller. Det er han

blevet orienteret om i en e-mail fra den danske

delegation i FN’s hovedkvarter i New York den 8.

marts.

Brevet til Information i juli kan kun opfattes

som misinformation, hvor udenrigsminister Per

Stig Møller bevidst fordrejer fakta omkring de

forfalskede beviser og FN’s dementi af samme.

Den 11. juli – seks dage før brevet til Information

– bliver Per Stig Møller i Folketinget

spurgt, om de falske oplysninger er ’indgået i

udenrigsministerens vurdering af Iraks atomvåbenprogram?’

Per Stig Møller svarer den 7.

august – altså blot et par uger efter, at han har

refereret til de forfalskede oplysninger til Information

– at ’de nævnte oplysninger har ikke

indgået i regeringens overvejelser vedrørende

Iraks masseødelæggelsesvåben.’

DET ER IKKE SIDSTE gang, regeringen Fogh

Rasmussen løber ind i dokumentations-problemer

angående de forsvundne irakiske atomvåben.

I Folketinget bliver statsminister Anders

Fogh Rasmussen i et skriftligt spørgsmål bedt

om at fremlægge dokumentation for påstanden

fra pressemødet den 21. marts om, at Irak snart

vil råde over atomvåben.

Den dokumentation er Statsministeriet ikke i

stand til at fremlægge. I stedet svarer statsminister

Anders Fogh Rasmussen, at ’omtalen af risikoen

for, at Irak kunne komme til at råde over

atomvåben, udtrykker det politiske synspunkt, at

det ville være uansvarligt fortsat at udvise eftergivenhed

over for den manglende irakiske efterlevelse

af nedrustningsforpligtelserne, idet Irak

derved ville få mulighed for at forfølge sine ambitioner

om at udvikle atomare våben.’

Samme dag bekræfter statsminister Anders

Fogh Rasmussen i besvarelsen af et andet spørgsmål

i Folketinget, at den danske regering i marts

blev orienteret om, at det irakiske atomvåbenprogram

var nedlagt:

’IAEA’s generaldirektør, ElBaradei, meddelte i

sin rapport til Sikkerhedsrådet af 7. marts 2003,

at IAEA efter tre måneders inspektion ikke havde

fundet bevis for eller troværdige indicier på,

at Irak dengang havde genoptaget sit atomvåbenprogram.

Det blev samtidig meddelt, at inspektionerne

ville fortsætte. Det bør dog bemærkes,

at USA har anfægtet nogle af de præmisser, IA-

EA byggede konklusionen på’, svarer Anders

Fogh Rasmussen i Folketinget.

Her foretager statsministeren stort set den

samme verbale undvigemanøvre, som udenrigsminister

Per Stig Møller foretager i brevet til

Information i juli.

Statsminister Anders Fogh Rasmussen fortæller,

at USA har anfægtelser over for IAEA’s

dokumentation. Han fortæller ikke, hvad anfægtelserne

går ud på.

De amerikanske anfægtelser er refereret i en

mail fra den danske ambassade i Washington

hjem til Udenrigsministeriet den 16. marts. Det

fremgår af mailen, at USA’s vicepræsident, Dick

Cheney, i et tv-interview har sagt, at man ikke

kan stole på IAEA’s konklusioner, fordi det irakiske

atomvåbenprogram tidligere, i 1991, blev

voldsomt undervurderet.

Det fremgår af referatet, at det er de amerikanske

efterretningstjenesters undervurdering af

Iraks atomvåbenprogram i 1991, som vicepræsident

Dick Cheney bruger som argument for, at

IAEA’s konklusioner i 2003 må være forkerte.


12 søndag 5. oktober 2003 ... EKSTRA BLADET

Per Stigs fejl-erindring

DEN 15. MAJ 2003 gik udenrigsminister Per Stig

Møller på Folketingets talerstol og sagde: ’Om

masseødelæggelsesvåben vil jeg da sige, at jeg hele

tiden har sagt eventuelle masseødelæggelsesvåben.’

Måneden efter, den 18. juni 2003, gentog og uddybede

udenrigsminister Per Stig Møller påstanden

under et pressemøde foran Udenrigspolitisk

Nævn.

– Jeg har sagt hans ’formodede masseødelæggelsesvåben’.

– Siger du, at I aldrig har sagt til Folketinget, at

der er masseødelæggelsesvåben?

– Jeg har ikke min tale her. Det væsentlige er, at

jeg hele tiden har stået ved, at argumentet med

masseødelæggelsesvåben var afgørende for mig.

Du kan formodentlig

finde en sætning, hvor

ordet ’formodede’ ikke

er med.

Udenrigsminister

Per Stig Møller hævder

altså, både i Folketinget

og over for pressen,

at han som

udenrigsminister konsekvent

har omtalt de

irakiske masseødelæggelsesvåben

med

forbehold.

Per Stig Møllers påstand

er imidlertid ikke

korrekt. 34 gange

gennem et halvt år under

ti forskellige møder

har udenrigsminister

Per Stig Møller

uden forbehold fastslået,

at Irak har masseødelæggelsesvåben.

"At Saddam Hussein

har startet flere

aggressive

krige mod

sine

nærmeste

naboer."

Ikke én eneste gang i én eneste tale om Iraks våbenlagre

siger Per Stig Møller ’formodede masseødelæggelsesvåben’.

Han bruger heller ikke forbehold

som ’antagne’, ’angivelige’, ’teoretiske’,

’mulige’, ’tænkelige’, ’tænkbare’ eller ’præsumerede’.

Én eneste gang har udenrigsministeren brugt

udtrykket ’eventuelle’ om de irakiske masseødelæggelsesvåben.

Det skete den 15. maj – altså efter

krigen – da Per Stig Møller i Folketinget siger, at

han ’hele tiden har sagt eventuelle masseødelæggelsesvåben’.

DIREKTE ADSPURGT om, hvorfor han nu hævder,

at han hele tiden har omtalt våbnene med forbehold,

svarer udenrigsminister Per Stig Møller i

et interview med Ekstra Bladet den 24. juni

2003:

– Det må være en fejlerindring.

– Per Stig Møller, du har sagt masseødelæggelsesvåben

34 gange uden forbehold på et halvt år?

– Hvor mange har du så med forbehold?

– Ingen!

– Ja, det er ikke rigtigt, jeg sidder med én her

fra Folketinget 19. marts klokken 10: ’De våben

er der altså – må man gå ud fra’, siger jeg. Der

har du dit forbehold!

– Come on, helt ærligt, 34 gange siger du masseødelæggelsesvåben

uden forbehold, Per Stig?

– Ja, men det er jo ikke så mærkeligt, FN’s

våbeninspektører har jo hele tiden opregnet

en masse masseødelæggelsesvåben, for det

manglende regnskab. Jeg bygger konstant på

den viden, som alle kan tjekke.

– Men hvorfor sagde du I sidste uge til os, at du

hele tiden har sagt formodede masseødelæggelsesvåben,

når det ikke passer?

– Ja, det sagde jeg, men det må så være en

fejlerindring.

Her fortæller udenrigsminister Per Stig Møller

pressen, at han hele tiden har sagt ’formodede

masseødelæggelsesvåben’. Det er første gang, Per

Stig Møller bruger udtrykket ’formodede’ om de

våben, som han 34 gange i Folketinget har fastslået

som fakta. (Foto: Jesper Stormly Hansen)

111gange

afvæbning og

et enkelt

regimeskifte

ET HUNDREDE OG ELLEVE GANGE i perioden

fra 1. november 2002 til 30. april 2003 sagde

udenrigsminister Per Stig Møller og statsminister

Anders Fogh Rasmussen tilsammen, at det

var en afvæbning af Irak, regeringen ønskede.

’Vi ønsker altså alle sammen den afvæbning’,

sagde udenrigsminister Per Stig Møller i Folketinget

den 19. marts. To dage efter sagde statsminister

Anders Fogh Rasmussen:

’Folketinget har i dag givet sit samtykke til, at

Danmark deltager i den internationale koalition

til afvæbning af Saddam Hussein og befrielse af

det irakiske folk.’

I alt fire gange i maj, juni, juli, august og september

har regeringen sagt, at krigen handlede

om at afvæbne Irak.

Én eneste gang har de to ministre brugt udtrykket

’regimeskifte’. Det var den 26. marts, da

udenrigsminister Per Stig Møller i Folketinget

sagde: ’Men det er ikke for et regimeskifte, vi er

gået ind. Vi er gået ind for at afvæbne ham for

hans masseødelæggelsesvåben.’


EKSTRA BLADET ... søndag 5. oktober 2003 13

De falske

beviser

DET ER GANSKE LET at afsløre de forfalskede

dokumenter, som både USA’s præsident, George

W. Bush, Storbritanniens premierminister, Tony

Blair, og den danske regering gentagne gange

har brugt som bevis for, at Irak havde genoptaget

sit atomvåben-program.

Senest henviser udenrigsminister Per Stig

Møller til oplysninger fra dokumenterne i et

brev til Information den 17. juli – et halvt år

efter at det i FN’s Sikkerhedsråd blev dokumenteret,

at papirerne var falske.

Et af de falske dokumenter er dateret 10. oktober

2000 og angiveligt underskrevet af udenrigsminister

Ailele Elhadj Habibou.

Ailele Elhadj Habibou var Nigers udenrigsminister

i perioden 1988 til 1989.

Et andet af de forfalskede dokumenter henviser

til Nigers forfatning af den 12. maj 1965. Dokumentet

er dateret den 27. juli 2000 og burde derfor

henvise til den forfatning i Niger, der blev

vedtaget året før, den 9. august 1999.

- I finder ingen våben

– Iraks kemiske og biologiske våben og landets

atomvåbenprogram blev i store træk totalt ødelagt

i 1991 under Golf-krigen.

Dr. Imad Khadduri er formentlig blandt de

bedst orienterede i hele verden om de irakiske

våbenprogrammer. Han var leder af central

atomforskning under et af Saddam Husseins

vigtigste våben-programmer, udviklingen af et

irakisk atomvåben.

I dag afviser dr. Imad Khadduri blankt, at Irak

har skjulte lagre af masseødelæggelsesvåben.

Fra 1968 til 1998 arbejde-

de Khadduri for den

irakiske atomenergikommission.

Han var

indtil den første Golfkrig

leder af flere hem-

Der er ingen beviser,

men kun dårlige

efterretninger.

melige atomvåben-projekter. I 1998 flygtede Khadduri

med sin familie fra Irak. Han bor i dag i

Toronto i Canada, hvor Ekstra Bladet flere gange

i løbet af foråret og sommeren har interviewet

ham per telefon og mail.

– Hvad er chancen for, at USA og koalitionsstyrkerne

finder masseødelæggelsesvåben i Irak?

– Lig nul. Der er ingen masseødelæggelsesvåben

i Irak. Det stod klart få måneder efter afslutningen

på krigen i 1991, da Hussein Kamel, der

var ansvarlig for de nukleare, kemiske og biologiske

våbenprogrammer, beordrede ødelæggelsen

af de kemiske og biologiske materialer og

sprænghovederne. Kernevåben-programmet gik i

Blix og Ekeus

enige: Der er

ingen våben

’DET ER MIN OPFATTELSE, at de ikke har

produceret noget som helst siden 1991 af flere

årsager’, siger svenskeren Rolf Ekeus, der er

tidligere leder af våbeninspektørerne i Irak.

Rolf Ekeus’ udtalelser falder den 22. september

2003 i et interview med australsk tv.

’Det er klart min opfattelse, at den irakiske

politik lang tid før krigen var at forsøge at op-

INTERVIEW

Atomfysikeren Imad Khadduri arbejdede i 30 år den irakiske atomenergi-kommission, inden han i 1998 flygtede

til Canada. Han er aldrig blevet afhørt af USA’s efterretningstjeneste om sin viden. – De amerikanske og

britiske håb om at finde masseødelæggelsesvåben i Irak er falmede fatamorganaer, siger Khadduri i dag til

Ekstra Bladet. (Foto: Reuters/Andrew Wallace )

stå allerede under den første aften af luftbombardementerne

i 1991.

KUN DÅRLIGE EFTERRETNINGER

Dengang arbejdede dr. Imad Khadduri på atomanlægget

i Akashat. Anlægget blev bombet af

amerikanerne og er aldrig blevet genopbygget.

– Hvad er din vurdering af de beviser, USA’s

udenrigsminister, Colin Powell, fremlagde i FN, de

beviser, præsident George Bush har beskrevet, og de

beviser, som den danske regering har sagt må være

der?

– Det er, som jeg har beskrevet det i mine artikler.

Der er ingen beviser, men kun dårlige efterretninger.

Tiden er ved at løbe ud. De amerikanske

og britiske håb om at finde

masseødelæggelsesvåben i Irak, der ikke er blevet

plantet af dem selv, er falmende fatamorganaer.

Bush, Blair og deres ledende embedsmænd

har løjet for deres befolkninger og ført en kriminel

krig på baggrund af uintelligente efterretninger.

Er det den demokratiske model for et

’befriet’ Irak?

I 1991 arbejdede dr. Imad Khadduri som ledende

atomfysiker på Akashat, et af to anlæg, hvor Irak

forsøgte at udvikle atomvåben efter samme konstruktion

som det amerikanske Manhattan Project,

der under krigen førte til udviklingen af

Hiroshima-bomben. Khadduri arbejdede med

såkaldte calutron-separatorer i projektet.

bygge kapacitet til at producere våben ... for at

være klar i konfliktsituationer, men ikke at producere

lagre og dermed få lagringsproblemer’,

siger Rolf Ekeus.

Ifølge den tidligere våbeninspektør var det

især tilstedeværelsen af våbeninspektører fra

1991 – og de irakiske erfaringer fra 1980’erne

med, hvor hurtigt stoffer henfalder – der fik

irakerne til at opgive at bygge våbenlagre.

I midten af september fortalte Rolf Ekeus’ efterfølger

i embedet, Hans Blix, at Irak efter hans

mening destruerede størsteparten af masseødelæggelsesvåbnene

efter Golfkrigen i 1991, men at

de lod, som om de stadig havde våbnene, for at

afværge angreb.


INTERVIEW

-Det var en uretfærdig krig

’Unødvendig’, ’uretfærdig’ og

’skamfuld’.

Robin Cooks ordvalg, når han

beskriver beslutningen om at gå

i krig med Irak, er ikke tilfældigt.

To dage før de første bomber

faldt, den 17. marts 2003, trak

Robin Cook sig fra den britiske

regering. Han havde efter en

periode som udenrigsminister i

Tony Blairs regering overtaget posten som leder af Underhuset.

Denne post er i Storbritannien en del af regeringen,

og Robin Cook trådte tilbage fra den, alene fordi han ikke

kunne støtte beslutningen om at gå i krig.

Ekstra Bladet møder en af de sidste dage i september 2003

Robin Cook på Labour-partiets kongres i Bournemouth i

det sydlige England. Her er partiet samlet for at diskutere

alle årets sager – også Irak.

– Du trådte tilbage fra regeringen i marts, fordi du ikke

kunne støtte en krig mod Irak. Din begrundelse for at trække

dig var, at det var en unødvendig krig. Mener du stadig det?

– Ja, jeg mener stadig, at det var en unødvendig krig, siger

Robin Cook til Ekstra Bladet.

– Og jeg må sige, at den holdning er blevet bestyrket af,

hvad der løbende er kommet frem siden krigens start.

SOMMERENS HEDE EMNE

– Her tænker jeg f.eks. på resultaterne af de undersøgelser,

der er foregået i Irak, hvor man tilsyneladende ingenting

har fundet. Men med de oplysninger, der er kommet frem,

siden jeg trådte tilbage, står det endnu mere klart, at det

var en unødvendig krig. Og dermed også en uretfærdig

krig, konstaterer den tidligere udenrigsminister.

I Storbritannien har optakten til Irak-krigen været et af

sommerens hedeste debatemner, ikke mindst på baggrund

af de tragiske begivenheder omkring våbeneksperten David

Kelly, som først blev afsløret som kilde til stærkt kritiske

oplysninger i BBC, og som begik selvmord i midten af juli

2003. Få dage efter dødsfaldet blev dommer Lord Hutton

bedt om at forestå en grundig høring, som gennem forklaringer

fra alle parter – også premierminister Tony Blair

– skulle klarlægge omstændighederne op til selvmordet.

– Jeg har fulgt Lord Huttons høringer i sagen om masseødelæggelsesvåbnene

og David Kellys selvmord tæt hele

sommeren. De viser med al tydelighed, at vores parlamentariske

system er under voldsom belastning i den her sag,

og det har været en meget skamfuld oplevelse at se.

– Hvad er dit syn på, at Danmark besluttede at gå med i

krigen?

– Det siger sig selv, at jeg ikke kan kommentere på den

danske regerings beslutning om at deltage i krigen mod

- Skamfuldt for demokratiet, siger Storbritanniens

tidligere udenrigsminister Robin Cook om Irak-krigen

’Jeg agter i morgen aften

at gå fælles med dem, der

stemmer imod militær

indsats nu. Det er af den

årsag, og den årsag alene,

og med et tungt hjerte, at

jeg nu tager min afsked fra

regeringen.’

’Ironisk nok er det alene,

fordi Iraks militære styrker

er så svage, at vi

overhovedet kan overveje

denne invasion. Nogle

fortalere for konflikten

hævder, at Saddams

styrker er så svage, så

demoraliserede og så

dårligt udstyrede, at krigen

vil være overstået i løbet af

få dage. Vi kan ikke basere

vores militære strategi på

en antagelse af, at Saddam

er svag, og på samme tid

retfærdiggøre det

forebyggende angreb med

påstanden om, at han er en

trussel.’

’For blot et år siden var vi

og USA del i en koalition

mod terrorisme, der var

bredere og mere alsidig,

end noget jeg på nogen

måde kunne forestille mig.

Historien vil forbavses over

de diplomatiske

fejlberegninger, der så

hurtigt har ført til den

totale splittelse af denne

magtfulde koalition.’

’Virkeligheden er, at

Storbritannien bliver bedt

om at gå i krig, uden at der

er opbakning i et eneste af

de internationale organer, i

hvilke vi er fremtrædende

medlem – ikke NATO, ikke

den Europæiske Union og

nu heller ikke FN’s

Sikkerhedsråd. At havne i

en sådan diplomatisk

svaghed er et alvorligt

tilbageslag.’

Irak. Jeg har haft rigeligt med ballade efter de udmeldinger,

jeg er kommet med indtil nu, så det vil jeg ikke komme ind

på.

PERSONLIGE OMKOSTNINGER

Da Robin Cook trak sig fra den britiske regering, skete det

med en nærmest historisk tale i parlamentets Underhus.

Den 17. marts 2003 talte Cook for første gang i tyve år som

menigt medlem fra en af de bageste rækker i Underhuset.

Her gennemhullede Robin Cook alle argumenter for at gå i

krig med Irak. Citaterne på denne side stammer fra talen.

Det var ikke uden personlige omkostninger, at Robin Cook

trak sig fra regeringen. Alene i løn kostede det en nedgang

på over 800.000 kroner om året at gå fra posten som

leder af Underhuset til menigt medlem på parlamentets

bageste rækker.

Robin Cook er skotte. Han var udenrigsminister for Tony

Blair fra 1997 til 2001, hvor han blev udnævnt som leder af

Underhuset. Han har siddet i parlamentet for Labour siden

1974.

Robin Cook, Storbritannienstidligereudenrigsminister,

tog sin

afsked fra Tony

Blairs regering i

protest mod beslutningen

om at

gå i krig med Irak.

Her taler Robin

Cook (t.v.) med

denne hvidbogs

forfatter, Bo Elkjær,

under den

netop overståede

Labour-kongres i

Bournemouth i

Sydengland.

(Foto: Claus

Bonnerup)

’Jeg hylder den heroiske

indsats, premierministeren

har gjort i forsøget på at

sikre en ny resolution. Jeg

tror ikke, at nogen anden

kunne have gjort det bedre

end udenrigsministeren i

arbejdet på at sikre

opbakning til en ny

resolution i

Sikkerhedsrådet. Men

netop intensiteten i disse

forsøg understreger, hvor

vigtigt det var at lykkes. Nu

hvor disse forsøg har vist

sig forgæves, kan vi ikke

lade, som om det at få en

ny resolution ikke var

vigtigt.’


16 søndag 5. oktober 2003 ... EKSTRA BLADET

- Jeg var vantro

DET VAR MED UNDREN, at den tidligere leder af FN’s olie-for-mad-program

i Irak greve Hans-Christof von Sponeck hørte, at præsident George W.

Bush udpegede den tidligere vaccine-fabrik Al-

Dawrah som bevis for, at Irak havde genoptaget sit biologiske våbenprogram.

– Jeg var vantro, da jeg hørte det, siger Hans-Christof von Sponeck.

– Jeg kunne næsten ikke lade være med at grine.

Ifølge Bush og Det Hvide Hus – i rapporten ’Et tiår med bedrag og trods’

– er Al-Dawrah et af to kendte laboratorier, der har udstyr til at producere

biologiske våben: ’Irak har indrømmet, at dette var en biologisk våbenfacilitet.

I 2001 meddelte Irak, at landet ville begynde at renovere fabrikken uden

FN-godkendelse, angiveligt for at producere vacciner, som landet lettere og

betydeligt hurtigere kunne importere gennem FN’.

Hans-Christof von Sponeck fortæller, at han netop havde besøgt anlægget i

juli 2002.

– Vi var ude og se på det i 1999. Det var totalt ødelagt af UNSCOM, FN’s

våbeninspektører. Da jeg besøgte stedet i juli 2002, var det endnu værre. Der

var ingen tegn på liv eller f.eks. bilkørsel. Alle veje og tilkørsler var tilgroede.

Inde i bygningerne var alt komplet nedbrudt. Kun væggene stod tilbage.

Besøget fandt sted, blot to måneder før præsident George W. Bush fremhævede

fabrikken som en del af den irakiske våbentrussel.

Beviserne der henfaldt

DA ADNAN IHSAN SAEED al-Haideri flygter

fra Irak til Bangkok i august 2001, har han en af

de alvorligste anklager mod Irak med sig i bagagen.

Det er Adnan Ihsan Saeed al-Haideri, der fortæller,

at Irak i det skjulte har genoptaget udvikling

og produktion af ulovlige biologiske og

kemiske våben.

Dette er en af de mest alvorlige anklager i præsident

George W. Bushs tale den 12. september

2002 til FN’s generalforsamling.

I forbindelse med talen fremlægger Bush dokumentet

’Et tiår med bedrag og trods’. I dette dokument

lyder et af de første anklagepunkter mod

Irak, at ’i 2001 fortalte den irakiske afhopper

Adnan Ihsan Saeed al-Haideri, at han havde besøgt

20 hemmelige kemiske, biologiske og atomare

våbenfaciliteter. Hr. Saeed, som er civilingeniør,

understøtter sin påstand med stakkevis af

irakiske regeringskontrakter, komplet med tekniske

specifikationer. Hr. Saeed sagde, at Irak bruger

firmaer til at indkøbe udstyr med FN’s velsignelse

– og derefter hemmeligt bruger udstyret

i deres våbenprogrammer.’

Det fremgår af fodnoterne, at præsident George

W. Bush refererer et på det tidspunkt ti måneder

gammelt interview med Adnan Ihsan Saeed al-

Haideri, som New York Times bragte i december

2001.

I interviewet forklarede Adnan Ihsan Saeed

al-Haideri, at han personligt var med til at bygge

hemmelige lokaliteter til ulovlige våbenprogrammer.

Disse lokaliteter blev skjult under hospitaler

i Bagdad og under flere af Saddam Husseins

laboratorier.

Også præsident George W. Bushs henvisning til

de ’stakkevis af irakiske regeringskontrakter’

refererer til artiklen i New York Times fra året

før.

DET ER BEMÆRKELSESVÆRDIGT, at præsident

George W. Bush i september 2002 vælger at

lade være med at referere amerikanske efterretningsrapporter

og afhøringer af Adnan Ihsan

Saeed al-Haideri.

USA har ellers direkte adgang til Adnan Ihsan

Saeed al-Haideris oplysninger.

Kort efter at interviewet fandt sted, den 17.

december 2001, blev Adnan Ihsan Saeed al-Haideri

først interviewet af CIA i Bangkok og efterfølgende

hentet ind i et vidne-beskyttelsesprogram.

Den irakiske afhopper bor i dag angiveligt

i Virginia, USA.

Adnan Ihsan Saeed al-Haideri har altså været

under de amerikanske efterretningstjenesters

kontrol i ti måneder, da præsident George W.

Bush og Det Hvide Hus i forbindelse med fremlæggelsen

i FN’s generalforsamling den 12. september

2002 vælger at bruge oplysninger fra

interviewet med New York Times i december

året før.

Der er ikke kommet nogen forklaring på, hvorfor

præsident George W. Bush vælger at bruge ti

måneder gamle andenhånds informationer i sin

afgørende tale til verdens nationer i september

2002.

I juli 2003 kom det frem, at Adnan Ihsan Saeed

al-Haideris flugt fra Irak blev arrangeret af den

irakiske modstandsbevægelse Iraqi National

Congress, INC, der ledes af Ahmed Chalabi.

Zaab Sethna, der er talsmand for INC, fortalte i

juli 2003 til det australske tv-program SBS Dateline

3, at ’vi fik ham ud, og det viste sig, at han var

den måske vigtigste enkeltstående afhopper, der

Flere tabte beviser

DEN 26. MARTS 2003 er den nye Golfkrig på vej ind i sin anden uge. Igen er

udenrigsminister Per Stig Møller på Folketingets talerstol:

’Men det er ikke for et regimeskifte, vi er gået ind. Vi er gået ind for at

afvæbne ham for hans masseødelæggelsesvåben. Og havde han ødelagt sine

masseødelæggelsesvåben, havde han haft 12 år og fire måneder og to uger til

at demonstrere for verden, at han havde ødelagt dem.

Det havde ikke været svært at få rapporter, som viser, at nu er der ødelagt

de og de nervegasser; nu er der ødelagt det og det sennepsgas; nu er der

ødelagt det og det sarin og ricin, og hvad det alt sammen er af forfærdelige

giftstoffer, han har.’

De rapporter, som udenrigsminister Per Stig Møller her efterlyser, har

Udenrigsministeriet på det tidspunkt haft i besiddelse i op mod to uger.

Nitten dage før, nemlig den 7. marts 2003, fremlagde Hans Blix i rapporten

’UNRESOLVED DISARMAMENT ISSUES’ beviser for, at Irak ikke har de

anlæg, der skal bruges til at producere sennepsgas.

I den samme rapport dokumenterer Hans Blix, at den sarin, Irak har produceret

senest med udgangen af 1991 – altså for 12 år siden – var henfaldet

til værdiløst niveau.

Det fremgår yderligere af Hans Blix’ rapport til FN, at ’der er ingen beviser,

der antyder, at Irak har udviklet ricin til våben til militært brug’.

Den britiske

premierminister

Tony

Blair ankommer

til

embedsboligen

i Downing

Street nr. 10

den 28. august

2003

efter at have

vidnet i Hutton-høringen

– den høring,

der blev sat i

værk henover

sommeren

2003 for at

afklare sagen

om våbeneksperten

David

Kelly, som

begik selvmord

efter at

være blevet

afsløret som

kilde til kritiskereportager

i BBC om

krigsbeslutningen.

(Foto: AP)

kom ud fra Irak, hvis man tager hans kendskab

til de irakiske våbenprogrammer i betragtning’.

FLUGTEN KOM I STAND i august 2001, efter at

Adnan Ihsan Saeed al-Haideri i januar samme år

var kommet under anklage for bedrageri. I første

omgang flygtede han til Bangkok og søgte asyl i

Australien, men blev afvist.

I starten af december 2001 medvirkede Adnan

Ihsan Saeed al-Haideri i to interview i Bangkok.

Her redegjorde han for sit kendskab til de irakiske

våbenprogrammer. Det ene interview var

med avisen New York Times. Det er det interview,

præsident Georg W. Bush refererer i sit

dokument året efter. Det andet interview var med

den australske tv-kanal ABC.

Zaab Sethna fortæller i juli 2003, at det var INC,

der arrangerede de to interview, som Adnan

Ihsan Saeed al-Haideri medvirkede i.

Ingen af Adnan Ihsan Saeed al-Haideris oplysninger

er efterfølgende blevet verificeret.

De omtalte stakkevis af dokumenter er ikke


EKSTRA BLADET ... søndag 5. oktober 2003 17

siden, hverken helt eller delvist, blevet fremlagt,

hverken som en del af bevisbyrden mod Irak

eller i forbindelse med FN’s våbeninspektioner i

Irak.

Hverken FN’s våbeninspektører eller det amerikanske

forsvars efterforskningshold har fundet

mistænkelige lokaliteter, våbenlagre eller programmer

på de steder, som Adnan Ihsan Saeed

al-Haideri udpegede i 2001, og som præsident

George W. Bush omtalte i september 2002.

I TALEN TIL FN’S generalforsamling og det

medfølgende dokument den 12. september 2002

kommer præsident George W. Bush med en anden

central beskyldning, som senere, den 5. februar

2003, i Colin Powells tale til FN’s Sikkerhedsråd

bliver uddybet med flere detaljer.

Det fremgår af Bush’s dokument, at ’Saddam

Hussein fortsætter sine forsøg på at købe mobile

biologiske våbenlaboratorier, der kan blive brugt

til yderligere forskning og udvikling’.

Oplysningen om de mobile laboratorier stammer

fra en anden irakisk afhopper, Mohammed

Harith, der blev afhørt af CIA i Amman i Jordan.

Mohammed Harith er tilsyneladende den eneste

kilde til oplysningerne om de mobile laboratorier.

Den 12. juni 2003 fortæller INC-lederen

Ahmed Chalabi, at det er INC, der har hentet

Mohammed Harith ud af Irak og sat ham i forbindelse

med CIA.

Mindre end to uger efter Bushs tale til FN’s

generalforsamling offentliggør den britiske premierminister

Tony Blair den 24. september 2002

den britiske vurdering af Iraks masseødelæggelsesvåben.

I forordet skriver Tony Blair:

’I de seneste måneder er jeg i stigende grad

blevet foruroliget over beviser fra Irak på, at

Saddam Hussein på trods af sanktioner, på trods

af de skader, der tidligere er gjort på landets

kapacitet, på trods af FN’s resolutioner, der udtrykkeligt

forbyder det, og på trods af sine benægtelser

stadig er i gang med at udvikle masseødelæggelsesvåben

og med dem styrken til at

gøre skade på regionen og på verdens stabilitet’.

NÆSTEN ET ÅR SENERE, den 15. september

2003, kommer det under høringer i Storbritannien

frem, at der ikke er dækning for påstanden.

I forbindelse med udarbejdelsen af det britiske

papir udtrykker den nu pensionerede sektionschef

i den britiske militære efterretningstjeneste

Brian Jones bekymring over de meget kontante

udmeldinger: at Irak stadig udvikler masseødelæggelsesvåben.

’Jeg anerkender, at premierministeren med

denne udtalelse vil udtrykke sin egen ’overbevisning’

om, hvad de vurderede efterretninger

har fastslået. Hvad jeg ønsker at få ført til protokols

er, at på baggrund af de efterretninger,

som jeg har haft adgang til, er det ikke fastslået

uden for enhver tvivl, at Saddam er fortsat med

at producere kemiske (og biologiske) våben’,

skriver Brian Jones den 20. september 2002 i

forbindelse med udarbejdelsen af det britiske

våbendokument.

Efterretningschefens underkendelse af nøglepunktet

i Blair-papirer bliver først offentliggjort

året efter i forbindelse med høringerne i sagen

om våbeneksperten David Kellys selvmord.

I DANMARK DUKKER de svagt funderede oplysninger

om, at Irak har fortsat udviklingen af

masseødelæggelsesvåben, og at denne produktion

til dels foregår på skjulte mobile anlæg, op i

den notits, som Udenrigsministeriets Sikkerhedspolitisk

Kontor sender til udenrigsminister

Per Stig Møller den 29. oktober 2002:

’Siden våbeninspektionernes ophør i 1998 har

Irak genoptaget en skjult produktion af biologiske

våben, bl.a. på små, mobile anlæg. Der kan

kun gættes på mængder og typer af Iraks nuværende

biologiske våbenbeholdning, men lageret

kan meget vel omfatte flere tusinde liter

botulinum toksin, anthrax samt andre typer

bakterier og toksiner, herunder ricin og pestbakterier.’

Udenrigsminister Per Stig Møller refererer

direkte til oplysningerne fra denne notits under

en forespørgselsdebat i Folketinget den 14. november

2002:

’Jeg vil gerne advare imod at undervurdere

den potentielle trussel, som det irakiske regime

faktisk udgør. Både den amerikanske og den

britiske regering har for nylig fremlagt rapporter,

der dokumenterer, at Irak har fortsat udviklingen

af masseødelæggelsesvåben på trods af

FN’s resolutioner og restriktioner. Landet er i

besiddelse af kemiske og af biologiske våben

samt missiler med længere rækkevidde end den

af FN tilladte grænse på 150 km’.

I det hele taget tager den danske regering argumentet

om de mobile ulovlige biologiske våbenlaboratorier

til sig. Argumentet bliver bl.a. gentaget

af udenrigsminister Per Stig Møller i

Folketinget den 5. februar 2003:

’For de våben kan gemmes alle vegne. Prøv at

tænke på det dér miltbrand eller de kemiske

stoffer. De kan jo gemmes i en lejlighed, i en eller

anden provinsby, de kan gemmes i en lastbil, der

kan rulle rundt, der kan være kemiske laboratorier,

der ruller rundt på lastbiler’.

PER STIG MØLLERS udtalelse falder klokken

13.25 i Folketinget, lidt

over to timer før USA’s

udenrigsminister, Colin

Powell, samme dag

indleder den tale til

FN’s Sikkerhedsråd,

hvor han fremlægger

samme argument om

rullende laboratorier

som et af de vigtigste

beviser mod Irak.

Efter krigen, den 28.

maj 2003, offentliggør

CIA en rapport om

fundet af to lastbiltrailere,

der tilsyneladende

er indrettet som

mobile biologiske laboratorier.

Den ene trailer bliver

fundet og sikret af

kurdiske tropper i det

nordlige Irak i slutningen

af april. Den

Yarmoukhospitalet

i

Baghdad,

den 4. april

2003 – fem

dage før det

irakiske

styre falder

under den

anden Golfkrig.

I 2001

hævdede

den irakiske

afhopper

Adnan Ihsan

Saeed al-

Haideri, at

det irakiske

styre byggedehemmeligevåbenlaboratorier

i

kældrene

under Bagdadshospitaler.

Det er

ikke blevet

bekræftet

efter krigen.

(Foto: AP)

anden, der er blevet plyndret, bliver fundet af

amerikanske tropper i starten af maj.

CIA kalder i rapporten fundet af de to trailere

’det til dato stærkeste bevis for, at Irak skjulte et

biologisk våbenprogram’. CIA-rapporten bliver

faxet til hjem til Udenrigsministeriet fra den

danske ambassade i Washington den 30. maj 2003.

Faxen er mærket ’haster’.

CIA-rapporten nævner ikke, at der internt i

efterretningskredse er tvivl om, hvorvidt de to

trailere indgår i et biologisk våbenprogram. Der

er flere ting, der taler imod:

Undersøgelserne af de to trailere finder hverken

spor af miltbrand eller af andre af de bakterier,

Irak er under mistanke for at have udviklet.

Ingen af trailerne er udstyret med trykbeholdere

eller andet udstyr til desinfektion af laboratorieudstyr,

som det ville være nødvendigt for at

dyrke bakterier.

Endelig er trailerne ikke sikret mod udslip af

farlige bakterier. Tværtimod er trailerne konstrueret

med presenninger, der kan trækkes til

side og dermed slippe overskudsvarme og gasser

fri.

En ting er, at presenningerne ikke vil kunne

sikre mod udslip af biologisk materiale fra trailerne.

De vil heller ikke være i stand til at holde

miljøet i trailerne rent nok til, at de kan bruges

til at producere biologiske våben.

Den 22. juni 2003 citerer Los Angeles Times

en unavngiven højt placeret amerikansk efterretningsmand

i Irak for, at trailerne sandsynligvis

er til produktion af brint til vejrballoner,

der rutinemæssigt bruges af det irakiske artilleri.

Under sin tale til FN’s Sikkerhedsråd den 5.

februar 2003 er det ikke kun lastbilanhængere

med biologiske våbenlaboratorier, USA’s udenrigsminister,

Colin Powell, taler om. Ifølge

Powells beviser bruger Irak også jernbanevogne:

’Vi har førstehånds beskrivelser af biologiske

våbenfabrikker på hjul og skinner. Lastbilerne

og togvognene er lette at flytte og er designet,

så de kan undgå opdagelse af inspektører. På få

måneder kan de producere biologiske gifte nok

til at måle sig med den samlede mængde, som

Irak erklærede at have produceret i årene før

Golfkrigen’.

Det irakiske jernbanenet er på 2339 kilometer.

Der er ikke fundet jernbanevogne med

biologiske laboratorier.


18 søndag 5. oktober 2003 ... . . .

EKSTRA BLADET

HELE VERDEN lytter med, da Colin Powell taler

til FN’s Sikkerhedsråd 5. februar 2003. Talen

bliver sendt direkte på tv og i radio i en lang

række lande verden over.

Colin Powell har et lille glas med, som han

holder op som dramatisk dokumentation for

situationens alvor. Glasset indeholder en lille

smule pulver.

’Mindre end en teskefuld tørret miltbrand, en

lille smule, nogenlunde denne mængde. Det er

nogenlunde en teskefuld. Mindre end en teskefuld

tørret miltbrand i en kuvert lukkede hele

USA’s Senat i efteråret 2001. Det sendte adskillige

hundrede mennesker på hospitalet til hastende

medicinsk behandling og dræbte to postarbejdere,

blot fra en mængde, cirka denne mængde,

som befandt sig i en kuvert’, siger USA’s udenrigsminister,

Colin Powell, og retter derefter sin

anklage mod Irak:

’Irak deklarerede 8500 liter miltbrand. Men

UNSCOM vurderer, at Saddam Hussein kunne

have produceret 25.000 liter.’

UNSCOM er det inspektionshold, som FN havde

i Irak i perioden fra 1991 til 1998.

’Hvis koncentreret i tør form ville denne

mængde være nok til at fylde titusindvis og atter

titusindvis af teskeer. Og Saddam Hussein har

ikke på passende vis redegjort for bare én eneste

teske af dette dødbringende materiale’, siger

Powell.

MED SIT EKSEMPEL trækker udenrigsminister

Colin Powell en direkte linje fra Iraks produktion

af miltbrand til de terrorangreb, der

fandt sted i 2001, da en række kuverter med miltbrand

blev sendt til medier og politikere i USA.

Eksemplet er problematisk.

For det første stammer den miltbrand, der blev

brugt til angrebene i 2001, ikke fra Irak, men fra

USA. FBI’s undersøgelser af den miltbrand, der

blev sendt i USA, viser, at den stammer fra den

såkaldte Ames-variant af miltbrand, der kan

spores tilbage til USA’s

forsvarslaboratorier på

Fort Detrick i staten

Maryland.

For det andet er det

miltbrand i tørret pulverform,udenrigsminister

Colin Powell taler

om og viser frem. Irak

har kun produceret

miltbrand i flydende

form, hvilket er be-

FBI’s undersøgelser af

den miltbrand, der blev

sendt i USA, viser, at

den stammer fra den

såkaldte Ames-variant

af miltbrand, der kan

spores tilbage til USA’s

forsvarslaboratorier på

Fort Detrick i staten

Maryland.

kræftet af FN’s inspektionshold UNSCOM allerede

før 1996.

Tørret miltbrand har næsten ubegrænset holdbarhed.

Flydende miltbrand henfalder over en

kortere årrække.

MILTBRANDEN er et af hovedanklagepunkterne

mod Irak. USA beskylder Irak for, siden før

den første Golfkrig, at have opbygget lagre af

kemiske og biologiske våben, herunder miltbrand.

Den 19. december sagde USA’s udenrigsminister,

Colin Powell, at ’UNSCOM konkluderede, at

Irak ikke har redegjort for minimum 2160 kilo

vækstmedie. Det er nok til at producere 26.000

liter miltbrand – tre gange den mængde, Irak

har deklareret; 1200 liter botulinum toksin og

5500 liter clostridium perfrigens – 16 gange den

mængde, Irak har deklareret.’

Colin Powell og USA’s anklage mod Irak er

altså ikke, at Irak har produceret 25.000-26.000

liter miltbrand. Anklagen er, at Irak har haft

– og måske stadig har – vækstmedier til at producere

de store mængder miltbrand.

Vækstmedie i sig selv er harmløst. Men det er

et uundværligt grundlag for produktion af biologiske

våben. Det er det næringsmiddel, som de

dødbringende bakterier skal have for at udvikle

sig.

De vækstmedier, Irak er mistænkt for at have,

er indkøbt senest i 1989. De har ifølge den tidlige-

Truslen der

blev væk

re våbeninspektør for FN Scott Ritter en holdbarhed

på fem år og var altså ubrugelige til produktion

af biologiske våben senest i 1994.

EN ANDEN ANKLAGE handler om nervegassen

VX. Den 7. marts afrapporterer chefen for våbeninspektørerne,

Hans Blix, i FN’s Sikkerhedsråd.

Her fremlægger han rapporten ’UNRESOLVED

DISARMAMENT ISSUES’, der er dateret den 6.

marts. Rapporten bliver kopieret af den danske

FN-mission i New York og e-mailet til Udenrigsministeriet

i Danmark 10. marts. Den bliver stemplet

som modtaget den 11. marts.

I rapporten redegør Hans Blix for de forbudte

biologiske og kemiske våben, FN’s inspektører

har ledt efter i Irak, blandt andet nervegassen

VX.

Irak har produceret denne nervegas i to omgange.

I første omgang blev der produceret 2,4

ton VX i perioden fra 1985 frem til slutningen af

maj 1988. Irak har påstået, at denne VX blev destrueret

i 1988, fordi stoffet var henfaldet og dermed

værdiløst. FN-inspektørerne under UNS-

COM har ved undersøgelser fået bekræftet, at

Irak har destrueret VX som påstået – dog uden

præcist at kunne klarlægge den mængde, Irak

destruerede i 1988.

Det spiller imidlertid

ingen rolle, at Irak ikke

kan redegøre for, hvor

stor en mængde VX der

blev destrueret i 1988.

Det står nemlig klart,

Det er ikke kun

udenrigsminister Per

Stig Møller, der vildleder

omkring de irakiske

biologiske våben.

at alle de VX-gasser, der blev fremstillet frem til

1988, for længst er henfaldet og dermed harmløse.

Det fremgår af den dokumentation, Irak har

fremlagt for FN, og som er blevet analyseret af

våbeninspektørerne: ’Der er bevismæssig dokumentation,

der støtter Iraks redegørelser for alle

de begivenheder, der fandt sted mellem 1985 og

slutningen af maj 1988’.

I april 1990 producerede Irak yderligere 1,5 ton

VX. Irak har selv hævdet, at den fabrikerede VX

var stærkt ustabil og derfor blev destrueret samme

år. I februar 2003 foreslog Irak, at FN’s våbeninspektører

foretog jordprøver, der hvor stofferne

angiveligt var blevet destrueret. Men

spørgsmålet om de 1,5 ton VX nåede aldrig at

blive afklaret, inden krigen startede 19. marts

2003.

Der er altså konkrete oplysninger om mængden

af produceret og efterfølgende destrueret

eller henfaldet VX. Over halvdelen af de i alt 3,9

ton er destrueret eller henfaldet senest i 1988.

Resten er påstået destrueret i 1990, uden at FN’s

våbeninspektører dog kunne nå at få bekræftet

det, inden de blev trukket ud, og krigen gik i

gang.

DETTE VED den danske regering senest den 11.

marts, da den danske FN-missions kopi af våbeninspektørernes

rapport bliver journaliseret i

Udenrigsministeriet.

Det er derfor bevisligt mod bedre vidende, at

udenrigsminister Per Stig Møller ti dage senere,

den 21. marts 2003 – under den afsluttende debat

om dansk krigsdeltagelse – går på Folketingets

talerstol og siger:

’Med hensyn til VX-nervegas ... har Irak erkendt,

at man har produceret fire ton VX-nervegas,

hvoraf to dråber på huden er dødbringende.

Fire ton VX-nervegas, og bare to dråber på huden

er dødbringende. Man kan ikke redegøre for,

hvad der er sket med det’, siger Per Stig Møller.

For det første, og det har Per Stig Møller altså

på det tidspunkt vidst i ti dage, så er der blevet

redegjort for over halvdelen af stofferne – de er

blevet destrueret 15 år tidligere. Det fortier udenrigsminister

Per Stig Møller.

For det andet er årsagen til, at der ikke kan

redegøres for resten, at våbeninspektørerne er

blevet trukket ud, og at Irak er blevet angrebet,

før spørgsmålet om de resterende 1,5 ton VXnervegas

er blevet endeligt afklaret.

I juni 2003 bliver udenrigsminister Per Stig

Møller i Folketinget bedt om at redegøre for sin

påstand om Iraks VX. Per Stig Møller bliver

blandt andet bedt om at fortælle, om han mener,

at stoffet stadig er aktivt.

PER STIG MØLLERS SVAR, der bliver afleveret

i Folketinget den 16. juli 2003, må betegnes som

vildledende:

’De omtalte 4 ton VX-nervegas er identisk med


EKSTRA BLADET . . .

... søndag 5. oktober 2003 19

de 3,9 ton, som Irak selv erkendte at have produceret.

Der hersker ifølge UNMOVIC’s dokumenter

stor usikkerhed, både hvad angår de

producerede og destruerede mængder, samt om

hvilken produktionsmetode og dermed stabilitet

af stoffet, som Irak var nået frem til. At spørgsmålet

stadig bekymrede FN’s våbeninspektører,

fremgår af det forhold, at VX-spørgsmålet og de

mange løse ender i denne forbindelse var det

første punkt, som Hans Blix valgte at omtale

under sin rapport til Sikkerhedsrådet den 27.

januar 2003 i kapitlet om kemiske våben.’

I svaret, der altså bliver afleveret i juli 2003,

henviser Per Stig Møller til Blix’ foreløbige redegørelse

fra januar 2003 og siger, at der er ’stor

usikkerhed’ om mængder og holdbarhed af den

irakiske VX.

Men på det tidspunkt, hvor Per Stig Møller

sender sit skriftlige svar til Folketinget, har

Udenrigsministeriet i over fem måneder ligget

inde med Hans Blix’ redegørelse fra 7. marts 2003

– hvor FN’s inspektører har redegjort så detaljeret

for VX-stofferne, som det var muligt, inden

krigen gik i gang – blandt andet, at store dele af

VX-gasserne bevisligt er destruerede.

OGSÅ DEN 19. MARTS 2003 er udenrigsminister

Per Stig Møller på talerstolen i Folketinget

for at tale om irakiske kemiske og biologiske

våben:

’Våbeninspektørerne har godtgjort, at Irak har

produceret 19.000 liter

botulinum, 8400 liter

miltbrand og 2000 liter

aflatoksin, til trods for

at de irakiske myndigheder

frem til sommeren

1995 hævdede, at der

ikke eksisterede eller

havde eksisteret et

Per Stig Møller fortæller,

at der er tale om en

slåfejl, begået af en

embedsmand i

ministeriet, og at der

skulle have stået ’før’ i

stedet for ’fra’.

biologisk våbenprogram. Det er et citat af hr.

Niels Helveg Petersen fra den 17. februar 1998, og

der er vist ikke nogen, der tror, at nogle af de

ting, som hr. Niels Helveg Petersen konstaterede

eksisterede den 17. februar 1998, er blevet destrueret

siden, for ellers havde vi jo nok fået det oplyst.

Altså er situationen blevet værre’, siger Per

Udenrigsminister

Colin Powell

bruger den

dramatiske

effekt i at fremvise

et lille glas

hvid pulver, da

han skal fortælle

FN’s Sikkerhedsråd,

hvor lidt tørret

miltbrand der

skulle til for at

skabe panik i

USA i efteråret

2001. Men han

fortæller ikke,

at Irak aldrig

har fremstillet

tørret miltbrand,

og at den

miltbrand, som

terroriserede

USA, var fremstillet

i - USA.

(Foto: AP)

Stig Møller.

Her taler udenrigsminister

Per Stig Møller

mod bedre vidende.

Igen er det Hans Blix’

sidste rapport fra

marts 2003, der moddokumentererudenrigsministerens

påstande.

De biologiske giftstoffer,

som Per Stig Møller

nævner, er henfaldne.

Om botulinum konkluderer

Hans Blix, at

’alle sådanne lagre af botulinum toksin, uanset

om det er i lagre eller i våbenform, der eksisterede

efter 1991, ville ikke være aktive i dag’.

Om aflatoksin konkluderer Hans Blix, at ’sådanne

lagre ville være henfaldet og rumme lidt,

om overhovedet nogle, aktive stoffer i 2003’.

Det ved Per Stig Møller senest den 11. marts

2003. Senest denne dag har Udenrigsministeriet

set den bevismæssige dokumentation for, at både

de 19.000 liter botulinum og de 2000 liter aflatoksiner

i dag er henfaldne og dermed værdiløse og

inaktive.

Alligevel går udenrigsminister Per Stig Møller

otte dage senere på talerstolen og siger for det

første, at ’der er vist ikke nogen, der tror’, at

stofferne er blevet destrueret siden 1998, for det

andet, at situationen er ’blevet værre’.

DET ER IKKE KUN udenrigsminister Per Stig

Møller, der vildleder omkring de irakiske biologiske

våben.

Danmark erklærer Irak krig den 21. marts 2003.

Under det efterfølgende pressemøde fortæller

statsminister Anders Fogh Rasmussen, at vi ’skal

ikke glemme, hvad det hele handler om’, nemlig ’at

Saddam Hussein ikke har redegjort for tusindvis

af liter miltbrand … og store mængder biologiske

gifte’.

Men statsminister Anders Fogh Rasmussens

påstand er altså ikke i overensstemmelse med

sandheden. Som Hans Blix har klarlagt, så er de

store mængder biologiske gifte, som statsmini-

steren nævner, for længst henfaldne.

Disse eksempler på, at regeringen, på trods af

konkret viden om det

modsatte, har fremstillet

spørgsmålet om

de irakiske masseødelæggelsesvåben

som et

stadigt voksende problem,

er ikke enkeltstående.

I forbindelse med

behandlingen af beslutningsforslag

B118 om

Det spiller imidlertid

ingen rolle, at Irak ikke

kan redegøre for den

mængde VX, der blev

destrueret i 1988. Alle

de VX-gasser, der blev

fremstillet frem til 1988,

er henfaldet og dermed

harmløse.

dansk krigsdeltagelse bliver der stillet talrige

spørgsmål til regeringen. Et af spørgsmålene til

udenrigsminister Per Stig Møller lyder: ’Vil ministeren

redegøre for, hvilke beviser der findes

for, at Irak besidder masseødelæggelsesvåben?’

Per Stig Møllers svar begynder med denne forklaring:

’Under den første våbeninspektion i Irak

fra 1991 til 1998, forestået af UNSCOM, blev der

navnlig fra 1995 fundet og destrueret store mængder

kemiske og biologiske masseødelæggelsesvåben.

Denne proces blev aldrig afsluttet, som følge

af at våbeninspektørerne på grund af Iraks obstruktion

af deres arbejde måtte forlade landet i

1998.’

Svaret er forkert.

Scott Ritter, som er tidligere ledende våbeninspektør

for FN, siger til Ekstra Bladet: ’Vi fandt

ingen masseødelæggelsesvåben efter 1993.’

EFTER KRIGEN BLIVER udenrigsminister

Per Stig Møller i Folketinget tvunget til at redegøre

for det fejlagtige svar. Per Stig Møller fortæller,

at der er tale om en slåfejl, begået af en

embedsmand i ministeriet, og at der skulle

have stået ’før’ i stedet for ’fra’ i sætningen

’under den første våbeninspektion i Irak fra

1991 til 1998, forestået af UNSCOM, blev der

navnlig fra 1995 fundet og destrueret store

mængder kemiske og biologiske masseødelæggelsesvåben’.

Men ændringen fra ’fra’ til ’før’ fjerner enhver

mening i Per Stig Møllers svar til Folketinget.

Det oprindelige spørgsmål lyder som

bekendt, hvilke beviser der findes for, at Irak

har våben. Med rettelsen af den påståede slåfejl

fra ’fra’ til ’før’ er Per Stig Møllers svar til Folketinget

nu, at de beviser, der findes for, at der

er våben i dag, er, at irakerne især ødelagde

dem for otte år siden.

I forbindelse med spørgsmålet om destruktionen

af de irakiske våben efter 1995 skriver Per

Stig Møller:

’I 1995 hoppede general Hussein Kamel, Saddam

Husseins svigersøn og chef for Iraks hemmelige

våbenprogrammer, af til Jordan. Han

fremkom med en lang række detaljer om Iraks

våbenprogrammer, herunder både det biologiske

våbenprogram og atomvåbenprogrammet, som

Irak ikke tidligere – i modstrid med sine forpligtelser

– havde givet UNSCOM oplysninger

om.’

Her bliver konkret viden holdt tilbage, så de to

sætninger overfladisk set er korrekte, men indholdet

stærkt fordrejet. Med henvisningen til

Hussein Kamels afhopning i 1995 og den efterfølgende

afhøring af UNSCOM kommer det til at

fremstå, som om FN af Hussein Kamel har fået

ny konkret viden om eksisterende irakiske våbenprogrammer,

som Irak har haft held med at

holde skjulte i perioden fra 1991 til Kamels afhopning

i 1995.

Det er imidlertid ikke tilfældet. Hussein Kamel

fortalte til UNSCOM, at alle irakiske våbenprogrammer,

både biologiske, kemiske og atomare,

var blevet stoppet i 1991 og alle ulovlige stoffer

destrueret samme år.

’Alle kemiske våben blev ødelagt. Jeg beordrede

ødelæggelsen af alle de kemiske våben. Alle

våben – biologiske, kemiske, missiler, nukleare

blev ødelagt’, forklarede Hussein Kamel i den

afhøring foretaget af UNSCOM, som udenrigsminister

Per Stig Møller henviser til.


20 søndag 5. oktober 2003 ... . . .

EKSTRA BLADET

TERRORTRUSLEN og frygten for, at Irak vil

udlevere sine masseødelæggelsesvåben til terrorister,

er et af de vigtigste argumenter – både i

USA og i Danmark – for at gå i krig mod Irak.

Det fastslog præsident George W. Bush i sin

tale til FN’s generalforsamling den 12. september

2002, hvor han kaldte samarbejdet mellem terrorister

og Irak om masseødelæggelsesvåben for

’vores største frygt’. Og det gentog statsminister

Anders Fogh Rasmussen tre uger senere i sin

åbningstale i Folketinget den 1. oktober 2002,

hvor han sagde om NATO, at ’vi skal omstille

alliancen til den nye tid, til truslerne fra den

internationale terrorisme og faren for spredningen

af masseøde-

af

læggelsesvåben’, og

derefter om Irak:

’FN bør efter over

ti års forsøg gennem

Sikkerhedsrådet få

Irak til at leve op til

sit ansvar for at

standse spredningen

’Regimet har ikke

forsøgt et anti-vestligt

terrorangreb siden den

mislykkede plan om at

myrde den tidligere

præsident Bush i 1993 i

Kuwait’

masseødelæggelsesvåben. Det er for sent, når

først giftgassen er spredt over en af vore store

byer.’

Statsminister Anders Fogh Rasmussen uddybede

truslen i Folketinget 14. november 2002:

’Der er ikke etableret nogen forbindelse mellem

begivenhederne den 11. september 2001 og regimet

i Irak, men det er ingen garanti for, at Saddam

Hussein ikke kunne fristes til at benytte

terroren som instrument til at opnå sine mål. Vi

kan ikke sidde en sådan mulig trussel overhørig.’

DET ER ET FAKTUM, at Irak på det tidspunkt i

flere år har stået på USA’s State Department’s

liste over lande, der sponsorerer terrorisme.

Denne liste bliver offentliggjort årligt i form af

den årligt opdaterede rapport ’Den globale terrorismes

mønstre’.

I den sidste rapport inden terrorangrebet den

11. september 2001 står der om Irak i rapporten:

’Regimet har ikke forsøgt et anti-vestligt terrorangreb

siden den mislykkede plan om at myrde

den tidligere præsident Bush i 1993 i Kuwait’.

Af State Department’s rapport fremgår, at Irak

støtter og udøver to former for terrorisme.

For det første forsøger den statslige irakiske

efterretningstjeneste IIS at skræmme eksil-irakere.

I Tjekkiet har den eksil-irakiske, amerikansk

betalte radiostation Radio Free Iraq/Radio Liberty

RFI/RL konstant politibeskyttelse, fordi der i

1999 var forlydender om, at den irakiske efterretningstjeneste

IIS planlagde et attentat mod

radiokanalen. Andre steder i Europa er der forlydender

om, at IIS har oprettet dækadresser,

hvorfra tjenesten forsøger at skræmme og true

eksil-irakere til tavshed i deres kritik af det irakiske

styre.

Den anden irakiske støtte til terrorisme foregår

inden for Iraks egne grænser. Her har flere

mellemøstlige terrororganisationer oprettet kontorer.

Det drejer sig først og fremmest om palæstinensiske

grupper som PLF og Abu Nidals

organisation. Endelig holder organisationen

Mujahiden e-Khalq, også kendt som MEK eller

MKO, til i Irak.

Denne organisation består af eksil-iranere, der

har taget ansvar for flere angreb ind over grænsen

til Iran og for morter-angreb på iranske myndighedsbygninger.

MKO er alene rettet mod det

iranske præstestyre.

STATE DEPARTMENT’S rapport bliver offentliggjort

den 24. april 2001 – få måneder før terrorangrebet

på USA den 11. september.

Den næste udgave af rapporten bliver offentliggjort

i slutningen af maj 2002, det vil sige efter

præsident George W. Bushs tale til nationen om

Irak som en del af ’ondskabens akse’ i januar

2002, men før talen i september 2002 til FN’s generalforsamling,

hvor Iraks samarbejde med

terrorister er USA’s ’største frygt’.

Det tabte

terrorspor

I State Department’s rapport om terrorisme fra

maj 2002 indledes afsnittet om Irak med ordene:

’Irak var det eneste arabisk-muslimske land,

der ikke fordømte 11. september-angrebene mod

USA. En kommentar fra den officielle irakiske

station erklærede den 11. september, at Amerika

’høstede frugten af deres forbrydelser mod menneskeheden.’

Der bliver ikke i rapporten

sat andre forbindelser

mellem Irak

og Al-Qaida eller mellem

Irak og angrebet

den 11. september. Igen

er det vigtigste, der

bliver fremhævet i

En kommentar fra den

officielle irakiske

station erklærede den 11.

september, at Amerika

’høstede frugten af

deres forbrydelser mod

menneskeheden’.

afsnittet om Irak, de angivelige trusler mod radiostationen

i Prag, de palæstinensiske kontorer

i Bagdad og forbindelsen til den anti-iranske

organisation MKO.

Med udgivelsen af State Department’s rapporter

i april 2001 og i maj 2002 er konklusionen

altså, at i 2001 har det irakiske regime ikke siden

1993 forsøgt et anti-vestligt terrorangreb. I 2002

har det irakiske regime ikke siden 1993 forsøgt et

terrorangreb, og de er ikke involverede i angrebene

den 11. september.

Alligevel bliver et samarbejde mellem Irak og

terrorister i september af USA’s præsident George

W. Bush betegnet som USA’s ’største frygt’ og i

Danmark af statsminister Anders Fogh Rasmussen

i november 2002 beskrevet som ’en mulig

trussel’, som vi ’ikke må sidde overhørig’.

I DANMARK FÅR terror-argumentet mod Irak

først og fremmest momentum i statsminister

Anders Fogh Rasmussens åbningstale i Folketinget

den 1. oktober 2002 og i folketingsdebatten

den 14. november 2002.

Som det fremgår, siger Anders Fogh Rasmussen

i november 2002, at ’der er ikke etableret

forbindelse’ mellem Irak og 11. september-angrebene.

Det er alene den ’mulige trussel’ for et

samarbejde mellem Irak og terrorister, der bekymrer

den danske regering.

I USA er udmeldingerne betydeligt mere kon-


EKSTRA BLADET ... søndag 5. oktober 2003 21

Den amerikanske udenrigsminister Donald Rumsfeld

fremhæves som en af dem, den har ført an i vildledningen.

I april 2003 besøgte han amerikanske

tropper i bl. a. Bagdad. (Foto: AP)

tante. Den 27. september 2002 siger USA’s forsvarsminister,

Donald Rumsfeld, i et interview

med New York Times om jagten på beviser mod

Irak og Al-Qaida, at ’vi endte med fem eller seks

sætninger, der var skudsikre. Vi kunne sige dem.

De er faktuelle. De er nøjagtigt korrekte. De demonstrerer,

at der rent faktisk er Al-Qaida i

Irak’.

Forsvarsminister Donald Rumsfelds udtalelse

bliver den 15. juli 2003 fremhævet af senator Carl

Levin i det amerikanske senat som et eksempel

på de vildledende oplysninger, USA fremlægger i

bevisførelsen mod Irak:

’Han sagde ikke, at der var betydelig usikkerhed

i efterretningstjenesterne om indholdet og

rækkevidden af forbindelserne – om der overhovedet

var nogle forbindelser – mellem Irak og

Al-Qaida’, siger Carl Levin i senatet og fortsætter:

’Det var i hvert fald aldrig en skudsikker

sag’.

I STARTEN AF OKTOBER 2002 afleverer de

amerikanske efterretningstjenester den 90 sider

lange nationale efterretningsvurdering af Irak til

Det Hvide Hus. Vurderingen, der er dateret den

2. oktober 2002, konkluderer, at der ’ikke er tilfredsstillende

kilder’ til at underbygge en påstand

om, at Irak støtter Al-Qaida med faciliteter

og uddannelse.

Kort efter, den 7. oktober 2002, holder præsident

George W. Bush en tale i Cincinnati, hvor

han præsenterer de fem-seks sætninger, som

forsvarsminister Donald Rumsfeld omtalte i september

som skudsikre:

Vi ved, at Irak og Al-Qaida deler en fælles fjende

– USA.

Vi ved, at Irak og Al-Qaida har haft kontakter

på højt niveau, der går et tiår tilbage.

Nogle af de Al-Qaida-ledere, der flygtede fra

Afghanistan, tog til Irak.

Det omfatter blandt andet en meget højtstående

Al-Qaida-leder, der blev medicinsk behandlet i

Bagdad i år, og som er sat i forbindelse med planlægningen

af kemiske og biologiske angreb.

Vi har erfaret, at Irak har trænet Al-Qaidamedlemmer

i bombekonstruktion, gifte og dødbringende

gasser.

Og vi ved, at efter den 11. september fejrede

Saddam Husseins regime med glæde terrorangrebet

på USA.

TAGER MAN sætningerne

én for én, er

de i hvert fald delvist

korrekte. Substansen i

sætningerne tilsammen

er lodret forkert.

Tager man sætningerne

én for én, er de i hvert

fald delvist korrekte.

Substansen i

sætningerne tilsammen

er lodret forkert.

Det er korrekt, at Irak og Al-Qaida begge er

indædte fjender af USA. Præsident George W.

Bush fortæller imidlertid ikke, at Al-Qaida og

Osama bin Laden gentagne gange har fordømt

det ikke-religiøse styre i Irak, og at Bagdad har

flere religiøse imamers liv på samvittigheden.

Det er også korrekt, at Irak og Al-Qaida har

haft kontakter på højt plan, og at de går et tiår

tilbage i tiden. Men præsident George W. Bush

fortæller ikke, som f.eks. den franske terrorekspert

Roland Jacquard har beskrevet det, senest i

bogen ’I Osama bin Ladens navn’ fra 2001, at

kontakterne mellem Irak og Al-Qaida ophørte for

næsten ti år siden, stort set lige efter at de var

blevet etableret. Uenighederne mellem Irak og

Al-Qaida var større end det fælles had til USA.

Det er korrekt, at der var Al-Qaida-folk, der

flygtede fra Afghanistan til Irak. Men præsident

Bush fortæller ikke, at de flygtede til det nordlige

Irak, der på det tidspunkt i årevis havde været

under kurdisk – ikke irakisk – kontrol under de

amerikansk-britiske flyveforbuds-zoner.

Det er tilsyneladende korrekt, at den terrormistænkte

Abu Mussab al-Zakawi har opholdt

sig i Bagdad og her fået medicinsk behandling.

Der er dog ikke beviser for, at al-Zakawi har haft

kontakter til det irakiske styre, og det forlyder, at

de tyske efterretningstjenester er i tvivl om,

hvorvidt al-Zakawi overhovedet har forbindelse

til Al-Qaida.

NÅR PRÆSIDENT BUSH siger, ’vi har erfaret’,

at Irak har trænet Al-Qaida-medlemmer, foretager

han tilsyneladende samme manøvre som i

sagen med Iraks indkøb af uran i Niger, hvor

præsident Bush sagde,

at ’den britiske regering

har erfaret ...’.

Det var for så vidt

korrekt, men præsident

George W. Bush

sagde ikke, at CIA og

Det Hvide Hus på det

tidspunkt i næsten et

år havde ligget inde

med beviser for det

modsatte.

Det er det samme,

der sker her. Præsident

Bush siger, at ’vi

har erfaret, at Irak har

trænet Al-Qaida-medlemmer’.

Det siger

præsident George W.

Bush, nøjagtig fem

dage efter at den samlede

amerikanske

efterretningstjeneste

har vurderet, at ’der

ikke er tilfredsstillende kilder’ til at underbygge

påstanden.

Endelig siger præsident George W. Bush, at

Irak fejrede terrorangrebet den 11. september.

Det er korrekt.

De seks sætninger udgør substansen i USA’s

anklage mod Irak for at samarbejde med terrorister.

Det er disse oplysninger, præsident George W.

Bush henviser til i sin tale til nationen 28. januar

2003, og det er de samme oplysninger, som USA’s

udenrigsminister, Colin Powell, uddyber og detaljerer

i sin tale til FN’s Sikkerhedsråd den 5.

februar 2003.

I december 2002 modtager den amerikanske

kongres den 858 sider lange rapport ’Den samlede

undersøgelse af efterretningstjenesternes

aktiviteter før og efter terrorangrebene den 11.

september 2001’.

Ifølge rapporten er der ikke én eneste bekræftet

forbindelse mellem Irak og terrorangrebet.

Det eneste mulige spor er blevet afkræftet. Det

drejer sig om det mulige møde mellem en af flykaprerne,

Mohammad Atta, og en irakisk efterretningsmand.

Det spor har CIA efterforsket og afkræftet allerede

i 2001. Som det fremgår af side 189 i rapporten,

har CIA end ikke været i stand til at påvise,

at Mohammad Atta og den irakiske

efterretningsmand har opholdt sig på samme

kontinent i den periode i april 2001, hvor man i

første omgang formodede, at de to skulle have

mødt hinanden.

Rapporten er stemplet ’yderst hemmelig’ og

bliver først frigivet til offentligheden 24. juli 2003.

ARGUMENTATIONEN om forbindelserne mellem

terrorister og Irak går delvist igen i Danmark.

Statsminister Anders Fogh Rasmussen fremhæver

flere gange Iraks forbindelser til terrorister

som afgørende i forhold til at gå i krig.

Det sker blandt andet i Folketinget under debatten

den 14. november 2002, og det sker i Statsministeriet

under pressemødet den 21. marts,

hvor Anders Fogh Rasmussen meddeler, at Danmark

har besluttet at bidrage til krigen mod

Irak.

Her siger Anders Fogh Rasmussen, at en vigtig

grund til Danmarks bidrag handler om, ’at Saddam

Hussein har haft åbenlyse forbindelser til

terrorister og muligvis stadigvæk har det.’

Det fremgår af svaret på spørgsmål S4230 i

Folketinget fra den 21. august 2003, at Forsvarets

Efterretningstjeneste har foretaget analyser af

Iraks terrorforbindelser. Ifølge svaret indgik

disse analyser ’i det samlede grundlag for udtalelserne

om Saddam Husseins forbindelse til

terrorister’. Hverken ordlyd, indhold eller konklusioner

af vurderingerne bliver dog fremlagt.

I spørgsmål S3963 i Folketinget bliver statsminister

Anders Fogh Rasmussen spurgt, om

statsministeren ’vil oplyse, om man ud fra de

eventuelle analyser fra Forsvarets Efterretningstjeneste

før krigen i Irak kunne drage den

konklusion, at der eksisterede en sammenhæng

mellem Saddam Hussein og Al-Qaida-netværket?’

Statsminister Anders Fogh Rasmussen undlader

at svare på spørgsmålet, men henviser i

sit skriftlige svar den 8. august 2003 til, at efterretningstjenestens

analyser ’er ikke alene baseret

på åbne kilder, men også på oplysninger

fra NATO og udenlandske partnere samt egen

efterretningsindhentning, og kan i sagens natur

ikke videregives til offentligheden’.

DET FREMGÅR AF AKTINDSIGTER, Ekstra

Bladet har modtaget, at Statsministeriet senest

i starten af januar 2003 har modtaget Forsvarets

Efterretningstjenestes vurdering af forbindel-

Fortsættes side 22 qqq


22 søndag 5. oktober 2003 ... EKSTRA BLADET

Det tabte terrorspor ... fortsat fra side 21

Den danske udenrigsminister Per Stig Møller har haft problemer med at beslutte, hvordan han vil opfatte den

eksil-iranske organisation Mujahedin e-Khalq, MKO. (Foto: Linda Johansen)

serne mellem terrorister, herunder mellem Al-

Qaida og Irak.

Vurderingen er formentlig blevet afleveret i

form af at såkaldt ’tema-signal’, dvs. en kortfattet

rapport fra efterretningstjenesten til Statsministeriet.

Indholdet af denne

vurdering er ukendt.

Men oplysninger fra

andre aktindsigter i

Statsministeriet og i

Udenrigsministeriet

antyder, at de påviste

forbindelser mellem

’Kastellet lukket for

offentlig adgang fra

192100 MAR 03. Dog

tilladelse til kirkelige

handlinger’

Irak og Al-Qaida og den deraf følgende terrortrussel

vurderes som meget svage eller ikkeeksisterende.

Den 21. marts 2003, altså samme dag som Danmark

erklærer krig mod Irak, udsender Beredskabsstyrelsen

en situationsrapport om beredskabet

i Danmark. Her står bl.a.:

’Efter det oplyste er man på nuværende tidspunkt

ikke i besiddelse af oplysninger om terrorangreb

eller voldelige aktioner mod mål i

Danmark i anledning af den militære aktion mod

Irak. Samlet set må truslen på det foreliggende

grundlag fortsat anses for relativ lav.’

Det lave beredskab fortsætter. Det fremgår af

papirer, udleveret fra Udenrigsministeriet, at

forsvaret i perioden fra 24. marts til 27. marts

– altså i perioden fra tre dage efter at Danmark

indtrådte i krigen – kun kører med moderat

forhøjet beredskab. Som det hedder i statusrapport

fra Forsvarskommandoen 24. marts:

’Kastellet lukket for offentlig adgang fra 192100

MAR 03. Dog tilladelse til kirkelige handlinger’.

I FOLKETINGET redegør forsvarsminister

Svend Aage Jensby den 1. april for terrorberedskabet

i forbindelse med krigen:

’Forsvaret, herunder Hjemmeværnet, har

iværksat en række enkeltforanstaltninger i antiterrorberedskabet,

blandt andet som følge af

Danmarks deltagelse i den multinationale ind-

sats i Irak’.

Detaljerne i beredskabet viser sig at være, at

personalet og pårørende er blevet informeret om,

at der er skærpet adgangskontrol ’ved visse etablissementer,

herunder øget kontrol med postforsendelser’,

og at man har foretaget ’kontrol af

fysisk sikring af depoter og andre installationer’,

siger forsvarsminister Svend Aage Jensby.

Det højeste anti-terrorberedskab under krigen

når det danske forsvar i forbindelse med afsejlingen

af et Standard Flex SF-300 patruljefartøj 28.

marts 2003. Her er forsvaret i ’tæt kontakt med

politiet omkring evt. uroligheder’.

Antikrigsdemonstranter udgør altså ifølge

forsvarets og politiets vurderinger en større

trussel på dansk grund end Al-Qaida.

Dermed tyder alt på, at terrortruslen fra Irak

og Al-Qaida reelt ikke bliver vurderet som særlig

høj, på trods af at Danmark fra den 21. marts 2003

er en nation blandt blot syv, der har kampstyrker

med i Irak eller i farvandet ud for Irak.

I JUNI 2003 FAST-

SLÅR FN’s terrorisme-komité,

at der ikke

er beviser for en forbindelse

mellem Irak

og Al-Qaida. Under en

pressebriefing i FN’s

hovedkvarter fortæller

Michael Chandler, der

er komiteens ledende

efterforsker, at ’vi har

ikke konstateret noget

som helst, der kan

indikere forbindelser

mellem Irak og Al-

Qaida’.

Komiteen er oprettet

for at overvåge Al-

Qaida og denne organisations

finansielle

bagland. Det amerikanske

nyhedsbureau

Knight Ridder citerer den 26. juni 2003 unavngivne

medlemmer af komiteen for, at ’den amerikanske

regering ikke havde givet dem nogen som

helst oplysninger, der kunne underbygge påstande

om samarbejde mellem Al-Qaida-lederen

Osama bin Laden og det tidligere irakiske regime’.

Den 18. juni 2003 gentager og understreger

statsminister Anders Fogh Rasmussen i et interview

med Ekstra Bladet, at terror-forbindelserne

var afgørende for regeringen:

’Masseødelæggelsesvåben var bestemt et vigtigt

argument. Saddam Husseins samarbejde

med terrorister et andet element’, sagde statsminister

Anders Fogh Rasmussen efter et møde i

Udenrigspolitisk Nævn.

Statsminister Anders Fogh Rasmussen uddyber

dog ikke, hvilke terrorister regeringen

tænkte på, og direkte adspurgt undlader han at

kommentere på et spørgsmål om de manglende

beviser for en forbindelse mellem Irak og Al-

Qaida.

I ET BREV TIL AVISEN Information den 17. juli

2003 sætter udenrigsminister Per Stig Møller

navn på, hvilke terrororganisationer det er, regeringen

tænker på:

’Det er offentligt kendt, at to terrororganisationer

MKO og Ansar al-Islam (med forbindelser til

Al-Qaida) har opereret på irakisk territorium, og

at den palæstinensiske terrorist Abu Nidal blev

fundet skudt i sin lejlighed i Bagdad i august

sidste år. Det er også kendt, at Saddam gav incitamenter

til terrorhandlinger ved at udbetale

store pengepræmier til familierne til palæstinensiske

selvmordsbombere.’

Det er værd at notere, at udenrigsminister Per

Stig Møller i sit brev til Information undlader at

nævne, at der ikke er påvist nogen forbindelser

mellem Saddam Husseins styre og Ansar al-Islam.

Den eneste forbindelse, der kan godtgøres mellem

Ansar al-Islam og Irak – men altså ikke det

irakiske styre – er, at organisationen holder til

inden for Iraks grænse i den nordlige del af Irak,

der siden starten af 90’erne har været under

kurdisk kontrol og dermed uden for det irakiske

regimes rækkevidde.

Fra Norge forlyder det, at politiet kort tid før

Per Stig Møllers brev til Information har droppet

alle anklager mod Ansar al-Islams leder, mullah

Krekar, som har asyl i Norge, og som har været

under mistanke for forbindelser til Al-Qaida:

’Vi har ikke fundet oplysninger, som underbygger

en mistanke om, at Ansar al-Islam har

drevet terrorvirksomhed, eller at mullah Krekar

kan knyttes til en sådan virksomhed’, siger lederen

af det norske politis økonomiske afdeling

Økokrim, Erling Grimstad, til nyhedsbureauet

NTB.

HELLER IKKE DEN ANDEN terrororganisation,

MKO, som regeringen nu har udpeget,

bedriver global terrorisme. Organisationen er

alene rettet mod det iranske præstestyre. Det

har udenrigsminister Per Stig Møller selv forklaret

i Folketinget november sidste år:

’I maj 2002 blev organisationen Muhajedin-e

Khalq, MKO, opført på EU’s terrorliste. MKO

fremstiller sig selv som et demokratisk parti,

men det er den eneste organisation, der har

gennemført egentlige terrorangreb i Iran, og

det er hovedsagelig gået ud over iranske politiske

personligheder og institutioner med tilknytning

til styret’.

Indtil MKO i maj 2002 blev udpeget som terrororganisation,

har det danske Udenrigsministerium

haft et tæt samarbejde med organisationen,

der på det tidspunkt fremstod som den

ene af blot to eksil-iranske organisationer. Per

Stig Møller har selv tidligere omtalt organisationen

som ’en demokratisk modstandsbevægelse’.

’Terrorist-argumentet er det tyndeste argument

for at gå i krig’, siger Lars Erslev Ander-


EKSTRA BLADET . . .

... søndag 5. oktober 2003 23

sen i et interview med Ekstra Bladet. Lars Erslev

Andersen er specialist i global terrorisme og

lektor i Mellemøst-studier.

’Det, man ved, er, at Saddam-styret har sendt

penge til nogle af de familier, hvis fædre eller

sønner har været selvmordsbombere. Og så har

Irak støttet den iranske modstandsgruppe MKO,

der bekæmper det fundamentalistiske præstestyre

i Iran.’

’Det, man skal lægge vægt på, er, at der ikke er

nogen beviser for, at Saddam har arbejdet sammen

med globale terror-grupper. Heller ikke

Al-Qaida’, siger Lars Erslev Andersen.

EFTER KRIGEN FÅR statsminister Anders

Fogh Rasmussen stillet flere direkte spørgsmål i

Folketinget om påstandene om Iraks forbindelser

til terrorister. Det fremgår af papirer fra Statsministeriet

og Udenrigsministeriet, at svarene

på spørgsmålene er skrevet i Udenrigsministeriet

og godkendt af udenrigsminister Per Stig Møller,

inden de pr. mail bliver afleveret til Statsministeriet

og herfra sendt videre til Folketinget

til offentliggørelse.

Det er altså udenrigsminister Per Stig Møller,

der i august, få uger efter brevet til Information,

fører pennen, da statsminister Anders Fogh Ras-

mussen bliver bedt om at uddybe sine påstande

om de irakiske terror-forbindelser.

Nu er oplysningerne om MKO og Ansar al-

Islam faldet bort. På spørgsmålet: ’Vil statsministeren

oplyse, hvilke terrorister Saddam Hussein

støttede og/eller gav husly?’ svarer Per Stig Møller

(og med ham Fogh Rasmussen) i august 2003:

’Det fremgår af åbne kilder, at der var forbindelse

mellem det tidligere Bagdad-regime og

terrororganisationer. For eksempel blev den

palæstinensiske terrorist Abu Nidal fundet skudt

i sin lejlighed i Bagdad i august sidste år’.

Abu Nidal blev dræbt i august 2002 – altså en

måned før præsident George W. Bush i september

samme år opridsede Iraks terrortrussel, og

flere måneder før statsminister Anders Fogh

Rasmussen i oktober og november betegnede det

som en mulig trussel, at Saddam Hussein udleverede

masseødelæggelsesvåben til terrorister.

DET KAN KUN KARAKTERISERES som vildledning

at bruge den afdøde Abu Nidal som bevis

for Iraks forbindelser til terrorister. Manden er

ikke terrorist, men derimod død, da den irakiske

terrorforbindelse i september, oktober og november

2002 og i januar, februar og marts 2003 bliver

fremhævet som en måske overhængende trussel.

Per Stigs terrorister

17 DAGE EFTER TERRORANGREBET den 11.

september 2001 udarbejdede det danske Konservative

Folkeparti en liste på 49 organisationer,

som partiet betegnede som terroristiske, og som

derfor burde forbydes. Listen blev fremlagt som

en del af den konservative valgkamp i 2001.

På listen stod den eksil-iranske organisation

Mujahedin e-Khalq, MKO.

Kort efter offentliggørelsen protesterede Per

Stig Møller, tidligere konservativ formand, imod,

at MKO var på listen, og organisationen blev

fjernet. Per Stig Møller bad om, at MKO blev

fjernet fra listen med den begrundelse, at ’det er

ikke en terrororganisation, men en demokratisk

modstandsbevægelse’.

Otte måneder senere, i maj 2002, har Danmark

skiftet regering. Per Stig Møller er nu udenrigsminister,

og EU føjer uden danske protester

MKO til listen over terrororganisationer.

Det danske Udenrigsministerium har i en del

år haft en tæt dialog med eksil-iranske organisa-

Soldater fra

den anti-iranskeorganisation

MKO ordner

deres

våben i MKObasen

Ashraf i

april, efter den

amerikanske

invasion. I 2001

fremhævede

udenrigsminister

Per Stig

Møller MKO

som en ’demokratiskmodstandsbevægelse’.

I 2002 blev

MKO sat på de

internationale

terrorlister, og

i 2003 blev

organisationen

af Per Stig

Møller brugt

som bevis for,

at Saddam

Husseins Irak

samarbejdede

med terrorister.

(Foto: AP/

Kevin Frayer)

tioner, herunder MKO. Den dialog ophører for

MKO’s vedkommende. Sagen fører til spørgsmål i

Folketinget. Her fastholder udenrigsminister Per

Stig Møller i maj 2002, at ’regeringen har ingen

planer om at foreslå MKO fjernet fra EU’s terrorlister’.

PÅ BLOT OTTE MÅNEDER er MKO altså skiftet

fra at være en ’demokratisk modstandsbevægelse’

til at være en forbudt terrororganisation.

MKO er suverænt den største bevæbnede iranske

dissident-gruppe med 6000 mand under våben.

MKO har haft baser i Irak siden 1980’erne. I juli

1988 indledte MKO et større selvmorderisk angreb

på Iran fra Irak. Dengang gik 7000 MKOsoldater

over grænsen i et felttog med kodenavnet

’Evigt Lys’. 2000 MKO-folk blev dræbt i forbindelse

med invasionen, et ukendt antal taget til

fange og efterfølgende henrettet af det iranske

Endvidere er der rejst berettiget tvivl om, hvorvidt

Abu Nidal overhovedet havde forbindelser

til det irakiske styre, da han levede.

Ifølge alle tilgængelige nyhedskilder, bl.a. CNN

og Al-Jazeera, var Abu Nidal i husarrest i Bagdad,

da han døde. Her

var Abu Nidal genstand

for efterforskning

af de irakiske

sikkerhedstjenester,

der anklagede ham for

at konspirere med

irakiske oppositionskredse

mod Saddam

Husseins styre. Abu

Nidal var på falske

Antikrigsdemonstranter

udgør

altså ifølge forsvarets

og politiets

vurderinger en større

trussel på dansk

grund end Al-Qaida

papirer rejst illegalt ind i Irak få måneder før sin

død.

Den officielle irakiske forklaring er ifølge daværende

premierminister Tareq Aziz, citeret af

Arabnews den 21. august 2002, at Abu Nidal begik

selvmord, mens han var i husarrest.

CNN citerer palæstinensiske kilder for, at Abu

Nidal blev henrettet af de irakiske sikkerhedsstyrker.

præstestyre.

I 1991 deltog MKO-folk side om side med det

irakiske styre i nedkæmpelsen af kurdiske oprørsstyrker.

I maj 1993 angreb MKO-folk Sulaymaniyah,

hovedstaden i det irakiske Kurdistan,

og tilfangetog 13 kurdere, som senere blev overgivet

til irakiske sikkerhedsstyrker. I september

1996 kæmpede MKO-folk sammen med irakiske

sikkerhedsstyrker mod kurdiske oprørere.

I 2002 og 2003 bliver det irakiske samarbejde

med terrororganisationer, herunder altså bl.a.

MKO, af den danske regering fremhævet som ’en

vigtig grund’ til at gå i krig med Irak. Især frygten

for, at Irak vil give masseødelæggelsesvåben

til terrorister, bliver fremhævet.

At bruge MKO som eksempel på en sådan

terrororganisation med mulighed for at få kontrol

over masseødelæggelsesvåben er imidlertid

problematisk for den danske regering.

Lige netop MKO er løbende over en årrække

blevet undersøgt – og frikendt – for sådanne

mistanker. Disse undersøgelser er veldokumenterede

på det tidspunkt, hvor organisationen

bliver fremhævet af den danske regering.

DER HAR LÆNGE været mistanke om, at MKO

har haft berøring med Iraks programmer til

udvikling af masseødelæggelsesvåben. Mistanken

er aldrig blevet underbygget af beviser. I 1992

foretog FN-inspektører kontrol af flere MKOfaciliteter,

heriblandt MKO’s administrative hovedkvarter

i Bagdad og MKO-basen Ashraf ca. 60

kilometer nord for Bagdad.

FN-inspektørerne reagerede på rapporter om,

at Irak forsøgte at skjule masseødelæggelsesvåben

på MKO-baser, men inspektørerne fandt

ingen beviser, der kunne underbygge rapporterne.

Kontrollen med MKO-områderne foregik fra

1992 frem til i hvert fald 1997, hvor MKO-lejren

Bagherzadeh vest for Bagdad i september 1997

blev kontrolleret for ulovlige våbenprogrammer.

I UNSCOM’s afsluttende rapport fra december

1998 bliver MKO-lejrene omtalt. Her konkluderer

FN, at MKO-lejrene tilsyneladende er uden for

irakisk myndighed og kontrol. I januar 2003 foretog

Hans Blix’ våbeninspektører under UNMO-

VIC et kontrolbesøg på en MKO-base i Abu

Ghraib, 30 kilometer vest for Bagdad. Heller ikke

under denne inspektion blev der fundet beviser

for ulovlige irakiske våbenprogrammer.


24 søndag 5. oktober 2003 ... EKSTRA BLADET

Tidligere våbeninspektør retter massiv anklage mod den danske regering

Fogh er en løgner

Den tidligere våbeninspektør for FN Scott Ritter

er lynende klar, når han skal kommentere statsminister

Anders Fogh Rasmussens påstand: ’Vi

ved, at Irak har masseødelæggelsesvåben’:

– Hvis det er, hvad jeres statsminister siger

– at han ved, at der er masseødelæggelsesvåben i

Irak – så er han en løgner, der burde smides ud

af regeringen. Så vil jeg kalde ham for en løgner

lige nu. Lige i ansigtet på ham. Han er en løgner,

fortæller Scott Ritter til Ekstra Bladet i telefonen

fra New York, hvor han bor.

Fra 1991 til 1998 arbejdede Scott Ritter som våbeninspektør

for FN og var blandt andet leder af

et af inspektionsholdene i Irak. Under den første

Golfkrig i 1991 kæmpede Ritter som kaptajn i det

amerikanske marinekorps.

Scott Ritter vandt stor respekt som våbeninspektør

frem til 1998, og da han trak sig, blev

hans afgang dybt beklaget af den daværende

leder af FN’s inspektioner, amerikaneren Richard

Butler. Det amerikanske udenrigsministerium

hyldede i 1998 Scott Ritter for at have

udført ’et beundringsværdigt arbejde under besværlige,

ja ligefrem farlige omstændigheder’.

– Jeg vidnede for det danske Folketing sidste år

sammen med den svenske FN-inspektør Rolf

Ekeus. Forklarede, at Irak ikke udgjorde en trussel.

Jeg forklarede, at ingen har givet konkrete

beviser, der kan udbygge og underbygge den

amerikanske regerings påstande om, at Irak

havde masseødelæggelsesvåben.

– Hvis jeres statsminister siger, at han ved, at

Irak har masseødelæggelsesvåben, så må han

komme frem med de oplysninger, der underbygger

den påstand. Hvad bygger han den viden

på?

BLIND FOR FAKTA

– Hvor detaljeret er din viden om det irakiske atomvåbenprogram?

– Meget detaljeret. Jeg efterforskede det. Jeg er

nødt til at sige, at ud af de fire kategorier masseødelæggelsesvåben

var den nukleare den, der

blev allermest grundigt efterforsket og ødelagt.

– Det er ikke værd at undersøge det i dag. Der

er ikke noget atomvåben-program i Irak. Ikke det

fjerneste. Det blev elimineret. Enhver, der siger

det modsatte, er blind over for fakta og uvidende

om, hvad det vil sige at have et nukleart våbenprogram.

– Din og min regering har sagt, at Irak har kemiske,

biologiske og atomare våben og forbindelser til

terrorister. Og det er alt sammen løgne?

– Yup.

– Ikke en stump beviser?

– Nope.

– Ikke et eneste figenblad at gemme sig bag?

Gammel ufarlig grød

IRAKISK PRODUKTION af miltbrand går igen

både i de amerikanske, de britiske og de danske

beskyldninger mod Irak.

Både statsminister Anders Fogh Rasmussen og

udenrigsminister Per Stig Møller nævner flere

gange miltbrand-bakterierne som en væsentlig

del af den irakiske trussel mod verdenssamfundet.

Under et pressemøde i Bruxelles den 19. marts

2003 siger statsminister Anders Fogh Rasmussen,

at Irak har ulovlige våben. ’Det er ikke noget, vi

blot tror. Vi ved det’, siger Anders Fogh Rasmussen

og fremhæver miltbrand som et af de ulovlige

våben.

Iraks produktion af miltbrand standsede senest

i starten af 1991. Alle produktionsanlæg er efter-

– Nope.

– Hvad så med de mobile laboratorier?

– Der er ingen mobile laboratorier.

– Det sagde Colin Powell i Sikkerhedsrådet?

– De eksisterer ikke. Det har de aldrig gjort. De

blev opfundet af en afhopper, der var under kontrol

af Ahmed Chalabis Iraqi National Congress,

INC.

OPDIGTET MATERIALE

– Han har aldrig talt sandt, siger den tidligere

våbeninspektør.

– Han fodrede Bush-administrationen med

afhoppere, og de brugte disse fyres oplysninger

som fakta. Men det er et faktum, at de løj. Alle i

efterretningsverdenen vidste dette. Ingen af Ahmed

Chalabis afhoppere kunne bestå løgnedetektor-testen.

Derfor blev de her fyre ikke overgivet

til CIA på sædvanlig vis. Hver eneste gang en af

Ahmed Chalabis afhoppere blev afhørt af CIA, så

faldt han uvægerligt igennem med et brag.

– Det er derfor, de blev afhørt af Office of Special

Plans i Pentagon, hvor deres oplysninger blev

behandlet som den rene sandhed og bragt direkte

videre til præsidenten.

– Hvad med Colin Powells beviser i Sikkerhedsrådet?

– Den fremlæggelse

handlede mere om indenrigspolitik

end om

beviser. Det var rent

følgende blevet destrueret af FN.

Scott Ritter var våbeninspektør i Irak fra 1991

til og med 1998. Han var med til at destruere

Iraks anlæg til produktion af miltbrand i midten

af 90’erne.

– Hvis de gemte noget af det, så er det ubrugeligt

i dag. For miltbranden var i flydende form.

Det har en hylde-levetid på tre år! Så det kan

ikke bruges til noget som helst. Det er grød! Tre

år! Og den senest kendte produktion fandt sted i

starten af 1991, siger Scott Ritter den 12. september

2003 i et telefon-interview med Ekstra Bladet.

– Vi sprængte fabrikken i luften i 1996! Vi overvågede

fabrikken fra 1991 til 1996, så vi ved, at de

ikke producerede noget som helst. Så jeg kunne

godt tænke mig at vide, hvor Colin Powell tror,

INTERVIEW

Amerikanske

Scott Ritter

kæmpede mod

Irak under

Golfkrigen og

arbejdede som

våbeninspektør

fra 1991 til

1998. Her er

han fotograferet

i 1998

under en konflikt

med det

irakiske militær,

der nægtede

ham adgang

til en uanmeldt

inspektion. I

dag er Scott

Ritter stærk

modstander af

den seneste

Irak-krig og

beskylder både

præsident

Bush, Colin

Powell og den

danske statsminister

Fogh

Rasmussen for

at lyve om de

irakiske våben.

(Foto: EPA/

AFP/Karim

Sahib)

teater. Colin Powell sagde ingenting. Det var rent

opdigtet materiale. Han er en løgner.

– Du bruger det udtryk meget?

– Det er jeg desværre nødt til. For der er ingen

anden måde at sige det på. Colin Powell begik

ikke en fejl. Han troede ikke selv fuldt og ærligt

på, hvad han sagde. Han gik ind og plukkede

målrettet i efterretningerne for at finde de oplysninger,

der passede til hans konklusioner.

– Der er intet af det, han sagde, der efterfølgende

er blevet underbygget. Intet! Se på de førerløse

fly, der skulle regne død og ødelæggelse over hele

verden og alle mennesker. De kan ingenting. Det

forklarede jeg, allerede da Powell holdt den tale,

at de fly intet kunne. Det er den konklusion, alle

er nået frem til i dag. De fly er en vittighed. Vi

undersøgte de fly. Jeg undersøgte flyene. Vi vidste,

at de intet kunne. Men ingen ville høre efter.

– Colin Powell vidste, at den lastbil, han viste

på fotografiet, var en brandbil, ikke et desinficeringskøretøj.

Men det sagde han alligevel.

– Det vidste han?

– Selvfølgelig vidste han, at det var en brandbil.

Så det er absurd at sidde her og sige, at vi

skal tale pænt om Colin Powell. Han fortjener det

ikke! Vi er i krig, og amerikanere dør. En dansk

soldat er død! Og tragisk nok risikerer vi flere

ofre. Colin Powell begik mord. Han er skyldig i

amerikanske og en dansk soldats og tusindvis af

irakeres død, siger Scott Ritter.

den miltbrand skulle komme fra. De her ting har

jeg fortalt til det danske Folketing i efteråret

2002.

– Hvad sagde de til det?

– De sagde ’mange tak’, og så blev jeg vist ud.

Men det danske Folketing kan ikke bruge den

undskyldning, at de ikke vidste det. De kan ikke

sige som undskyldning, at de ikke vidste, at de

kemiske våben var henfaldne. At alt, hvad vi

troede, at de måske gik og gemte, ville være

ubrugeligt i dag. Det kan de ikke sige som en

undskyldning. For de blev præsenteret for fakta.

Af en af verdens absolut førende eksperter i

Iraks våbenprogrammer, nemlig mig. Jeg gav

dem de her fakta. Hvis du sammenligner mine

vidneudsagn med de fakta, vi i dag kender, så vil

du se, at de passer med et hundrede procents

nøjagtighed.


EKSTRA BLADET . . .

... søndag 5. oktober 2003 25

Da Syrien den 8. november 2002 stemmer for Irak-resolution

1441 i FN’s sikkerhedsråd, sker det med en skriftlig

amerikansk garanti i baghånden om, at resolutionen

ikke kan bruges til at gå i krig mod Irak. Den garanti

holder i fire måneder og 11 dage. Her rapporterer den

danske ambassade i Damaskus, Syrien, hjem til Udenrigsministeriet

om den amerikanske garanti.

Krig

uden

mandat

DER ER MANGE, der bliver overraskede, da

Syrien 8. november 2002 stemmer for vedtagelse

af resolution 1441.

Overraskelsen over det syriske ja er forståelig.

Af alle medlemslandene i FN’s Sikkerhedsråd

på det tidspunkt er Syrien nok det land, der er

fjernest fra USA og tættest på Irak.

Den resolution, landet netop har stemt ja til,

lægger fornyet pres på Irak og truer med ’alvorlige

konsekvenser’, hvis Irak ikke overholder de

nye krav. Indtil afstemningen har Syrien konsekvent

afvist, at der var behov for en ny resolution.

Svaret på, hvorfor Syrien går med til at presse

Irak, kan findes i et brev, som USA’s udenrigsminister,

Colin Powell, personligt sender til Syriens

udenrigsminister i dagene inden afstemningen.

Her giver Colin Powell sin og USA’s garanti for,

at resolution 1441 ikke kan bruges til at angribe

Irak:

’Der er intet i resolutionen, der tillader den at

blive brugt som hjemmel til at starte en krig mod

Irak. Hvis den amerikanske regering havde de

fjerneste intentioner om at falde tilbage på militær

handling, så ville det ikke have taget syv

uger at forhandle denne resolution’, skriver Colin

Powell til den syriske udenrigsminister Farouk

Shara’a.

PÅ AMBASSADEN I DAMASKUS skriver den

danske udsending Danny Annan i dagene efter

afstemningen en indberetning hjem til Udenrigsministeriet

om den syriske deltagelse i afstemningen.

Danny Annan skriver, at Syrien fra alle fem

permanente medlemmer af Sikkerhedsrådet

– altså inklusive USA – og fra generalsekretær

Kofi Annan ’havde fået garantier for, at resolutionen

ikke indeholdt en ’hjemmel til at angribe

Irak’. Der var intet, der kunne blive ’misforstået

eller fejlfortolket som hjemmel til at angribe

Irak’.’ Danny Annan kalder USA’s udenrigsminister,

Colin Powells brev for ’den stærkeste garanti’.

Jurist og folkeretsekspert Jens Elo Rytter fra

Københavns Universitets Retsvidenskabelige

Institut har set Danny Annans indberetning:

– Det her understøtter den generelle forståelse

og herskende folkeretlige opfattelse, at 1441 ikke

kunne bruges i sig selv til at gå i krig.

Resolution 1441 bliver vedtaget 8. november

2002. Den stærke garanti til Syrien holder i nøjagtig

fire måneder og 11 dage. USA, Storbritannien

og Danmark går i krig med Irak, uden at der

er vedtaget den nye resolution, som er nødvendig

for, at der foreligger et FN-mandat for krigen.

Det står allerede tidligt i forløbet, i efteråret

2002, klart, at det er tvivlsomt, om FN vil sanktionere

en angrebskrig mod Irak.

MEN I STORBRITANNIEN finder en professor

et smuthul ud af blindgyden ved at foretage en

juridisk tolkning af et ’og’, der er placeret i en

sætning i en 12 år gammel FN-resolution.

Efter Iraks besættelse af Kuwait i 1990 vedtog

FN resolution 678, der gav verdenssamfundet

autorisation til med ’alle nødvendige midler’ at

befri Kuwait ’og genoprette international fred og

sikkerhed i området’ (Ekstra Bladets fremhævelse).

Resolution 678 handler alene om at befri Kuwait.

Men i Storbritannien skriver professor i

international lovgivning Christopher Greenwood

i efteråret 2002 en redegørelse til Tony Blairs

regering.

Det, professor Greenwood skriver, er, at det lille

’og’ i den 12 år gamle og for længst opfyldte resolution

er et fuldgyldigt mandat til i 2003 at erklære

Irak krig. Der står trods alt i resolutionen,

at medlemslandene skal befri Kuwait ’og genoprette

international fred og sikkerhed i området’.

Men professor Greenwoods fortolkning er ikke

brugbar:

– Brugen af ordene ’fred og sikkerhed’ hører til

FN’s faste udtryk. Den formulering henviser

alene til, at FN’s medlemslande har autorisation

til at genoprette freden

og befri Kuwait. Kernen

i resolution 678 er

at genoprette Kuwaits

uafhængighed, siger

Tonny Brems Knudsen,

der er lektor i

statskundskab og forsker

i FN på Århus

Universitet. – Jeg mener

ikke på nogen som

helst måde, at man kan

føre tilbage til den her

resolution i dag.

– Resolution 678 rummer

ikke en blankocheck

til at bruge magt i

dag?

– Nej nej. Den kan

slet ikke berettige et

angreb, der ikke handler

om at befri Kuwait.

Det er helt utænkeligt,

at FN’s Sikkerhedsråd

i 1990 på den måde

skulle bemyndige en magtanvendelse, der på det

tidspunkt lå 12-13 år ude i fremtiden, siger Tonny

Brems Knudsen.

DEN 5. MARTS FÅR den danske FN-repræsentation

i New York en kopi af Greenwoods papir fra

deres engelske kolleger. Samme dag mailer en

medarbejder ved repræsentationen det britiske

papir hjem til Udenrigsministeriet.

12 dage senere skriver Udenrigsministeriets

folkeretskontor notatet ’Det juridiske grundlag

for iværksættelse af militære forholdsregler mod

Irak’.

Notatet følger takterne i professor Greenwoods

papir. Folkeretskontoret fastslår, at ’resolution

678 bemyndiger FN’s medlemslande til at gøre

det fornødne med henblik på at genoprette international

fred og sikkerhed i området’, altså en

henvisning til samme sætning, som professor

Greenwood beskriver.

Folkeretskontoret fortsætter med at fastslå, at

’det er en fredsbetingelse og en betingelse for

våbenhvilen, at Irak ikke udvikler eller opretholder

en kapacitet vedr. masseødelæggelsesvåben,

herunder navnlig med hensyn til kemiske

og biologiske våben. På grund af Iraks væsentlige

brud på sine forpligtelser er det nødvendigt

at sikre – om fornødent ved anvendelse af militær

magt – at landet bliver afvæbnet og således

ikke længere udgør en trussel mod international

fred og sikkerhed i regionen.’

Det er altså situationen den 17. marts, to dage

før USA angriber Irak, og fire dage før Danmark

går med: FN’s Sikkerhedsråd har ikke

givet grønt lys til krigen.

Den danske regering ved, at de permanente

medlemmer af Sikkerhedsrådet, herunder

USA, har garanteret, at resolution 1441 ikke

kan bruges til at starte en krig.

I stedet for at se frem til en ny resolution

vælger man at bruge en 12 år gammel resolution,

der intet har med den aktuelle situation at

gøre.

Hele denne konstruktion hænges op på den

trussel, som Iraks masseødelæggelsesvåben

udgør.

De våben, der altså ikke var der alligevel. Og

som regeringen vidste ikke var der.


26 søndag 5. oktober 2003 ... EKSTRA BLADET

INTERVIEW

- Der står i Bibelen, at ’du

skal kende sandheden, og

sandheden skal sætte dig fri’,

siger tidligere CIA-mand

- Det er kun et spørgsmål om tid, før statsminister Rasmussen bliver tvunget til at gøre rent bord. Det nytter ikke at benægte fakta, siger den tidligere CIA-analytiker

gennem 27 år, Ray McGovern. Her er han fotograferet ved et pressemøde om Irak-krigen i Washington. (Foto: AP/Akira Ono)

- Fogh bør gøre rent bord

– Som jeg ser det, er

den danske regering i

et alvorligt dilemma.

Alle ved vist efterhånden,

at de efterretninger,

der blev

benyttet af USA og

Storbritannien, ikke

var sande. De var løgne.

Velovervejede løgne,

vel at mærke, siger Ray McGovern.

Han er tidligere CIA-mand og har 27 års erfaring

som analytiker i den amerikanske efterretningstjeneste.

Han er personlig ven med præsident

George Bushs far, som han tjente under,

da han var vicepræsident i 80’erne. Ekstra Bladet

har interviewet ham pr. telefon til hans hjem

i Arlington, Virginia.

– Jeres regering har ét valg, nemlig at sige: ’Vi

blev ført bag lyset. Storbritannien og USA løj for

os. I må undskylde, at vi støttede krigen. Den

blev udkæmpet under falske forudsætninger’.

Det er den mulighed, jeres regering har, siger

Ray McGovern.

– På et eller andet tidspunkt vil jeres regering

være nødt til at sige det. Jeg kan ikke dømme

om, hvorvidt det er bedst at gøre det nu eller

udskyde det, men sådan er fakta. Det nytter ikke

at benægte dem.

REN PAPEGØJESNAK

– Efterhånden som situationen udvikler sig, og

når det bliver endeligt rapporteret fra Irak, at

der ikke var nogle masseødelæggelsesvåben, kun

dokumenter – når alt det kommer ud, så er det

min forventning, at premierminister Blairs popularitet

vil gå yderligere i bund. Og på det tids-

punkt vil der være pres på jeres regering for at

sige, at den blev ført bag lyset.

– Den danske statsminister har sagt, at han ved,

at Irak har masseødelæggelsesvåben?

– Ja. Det er rent papegøjesnak efter præsident

George Bush, vicepræsident Dick Cheney, forsvarsminister

Donald Rumsfeld og udenrigsminister

Colin Powell. Donald Rumsfeld gik endda så

vidt som til at sige, at han vidste, hvor våbnene

var.

– De forventede, at de ville få deres krig, at den

ville være hurtig, at Iraks folk ville vinke dem

velkommen, og at vi kunne rejse hjem igen i en

fart. Det viser, hvor naivt de har handlet. Det

viser deres mangel på realpolitik. Mangel på

enhver erfaring af substans i Mellemøst-forhold

og Mellemøst-historie.

- JEG HAR DET TRIST

– Jeg har det trist med det her. Jeg holder meget

af Danmark og kender til det traditionelt tætte

forhold mellem Danmark og USA. At se det blive

ødelagt af det bedrageri, der er foregået, volder

mig stor smerte.

– Det volder mig også stor smerte at sige så

slemme ting om min regering. Men jeg er overbevist

om, at kun sandheden kan bedre situationen.

Og sandheden vil komme frem. Der står i

Bibelen, at ’du skal kende sandheden, og sandheden

skal sætte dig fri’. Det tror jeg er sandt.

– Det her er en forfatningsmæssig krise i USA.

Aldrig nogensinde før i de 40 år, hvor jeg har

fulgt tingene tæt, har en gren af regeringsapparatet

bevidst ført en anden gren bag lyset med

henblik på at få dem til at give deres forfatningsmæssige

ret fra sig, i det her tilfælde den ret til

at erklære krig, som kongressen har. Det her er

et forfatningsmæssigt overgreb uden fortilfælde.

– Det er et misbrug af vores forfatningsmæssige

system, som ikke kan blive alvorligere, da det

indeholder beslutningen om, hvorvidt vi skal

føre krig mod et andet land.

BESTUKKET AF USA?

– Hvis det her er en forfatningsmæssig krise i USA,

er det det så ikke også i Danmark?

– Det er et spørgsmål om forsæt. Jeg håber

ikke, at jeres ledere bevidst førte Folketinget bag

lyset, så Danmark kunne deltage i krigen.

– Hvis jeres statsminister og udenrigsminister

er vant til at acceptere, hvad der kommer fra

USA som sandt, og ikke har værktøjerne til at

vurdere oplysningerne, så kan jeres ledere nøjes

med at sige, at de blev ført bag lyset. Så længe de

indrømmer det, så har jeres Folketing mulighed

for at acceptere det og nøjes med at vedtage, at vi

skal være mere forsigtige næste gang.

– Blev jeres regering bestukket af USA? Modtog

I forskellige tjenester fra USA, f.eks. handelsaftaler?

Det ville kunne forklare, hvorfor jeres

regering så blindt fulgte USA, selv om der var

alternativer, mener den tidligere CIA-mand.

– Jeres efterretningstjeneste har et tæt forhold

til både de tyske og franske efterretningstjenester,

der begge har haft mulighed for at lave egne

vurderinger af Iraks masseødelæggelsesvåben.

– Jeres regering kan ikke sige, at de er totalt

uskyldige i det her, medmindre de vil hævde, at

’vi var totalt naive’, og at de troede på alt, hvad

USA serverede, selv når Hans Blix og ElBaradei

lagde beviser frem for det modsatte, siger den

tidligere CIA-analytiker Ray McGovern.


EKSTRA BLADET ... søndag 5. oktober 2003 27

- Rasmussens

krig min største

skuffelse

I 32 år arbejdede Hans-

Christof von Sponeck i

FN. Hans sidste chefpost

var i Irak, hvor

han stod for FN’s oliefor-mad-program.

I dag er han stærkt

kritisk over for beslutningen

om at gå i krig.

Især er han kritisk over

for den danske regerings

bidrag til krigen.

– Mr. Blair, Mr. Bush og tilsvarende Mr. Rasmussen

skal holdes ansvarlige for den politik, de

støttede og udførte.

– Den konklusion, vi alle må nå frem til, er, at

beviserne omkring masseødelæggelsesvåbnene

er kollapset så totalt som et korthus. Det er så

vigtigt at forstå, fordi vi alle blev overtalt til at

mene – af jeres regering, af den britiske regering,

af den amerikanske regering – at der var

en trussel, der var så overhængende, at det berettigede

et foregribende angreb – et fænomen,

der ellers ikke kendes fra folkeretten.

Ekstra Bladet har interviewet Hans-Christof

von Sponeck per e-mail og telefon til hans hjem i

Genève.

– Jeg har været 32 år i FN, siger von Sponeck.

– Gennem hele min tid i FN har jeg altid set til

INTERVIEW

- Jeg har altid beundret Danmark, men jeres regering valgte den nemme udvej i

Irak-krigen, siger den tidligere FN-topchef Hans-Christof von Sponeck

- Den danske regerings beslutning om at gå i krig er den største skuffelse, jeg har oplevet i mine 32 år i FN,

siger den tidligere FN-diplomat, greve Hans-Christof von Sponeck. Han var chef for FN’s olie-for-mad program

i Irak, og så sent som i juli 2002 besøgte han en påstået biologisk våbenfabrik i Irak og så med egne øjne, at

fabrikken var en ruin, hvor kun væggene stod tilbage. (Foto: AP/Donald Stampfli)

Danmark, Sverige, Norge og Finland som de

bedste eksempler på korrekt international opførsel.

Som de bedste eksempler på lande, regeringer

og befolkninger, der prøvede at leve som

FN-lande. Som implementerede konventionerne.

Som underskrev alle traktater.

IMOD FLERTALLET

– Derfor er det mig næsten umuligt at forstå,

hvorfor en regering som den danske ikke forsøgte

at bestræbe sig på at få et objektivt billede

af situationen.

– Det er en af min FN-karrieres absolut største

skuffelser at se statsminister Rasmussens regering

opføre sig så vildledende og se, hvordan

de gik op mod det flertal af befolkningen, der

trods alt ikke ønskede denne krig.

– Nu ved vi, at det ikke var de foreliggende

beviser, der formede det politiske grundlag, men

derimod omvendt, at politikken formede beviserne.

Jeg tror, det er meget vigtigt at holde sig for

øje.

– Og hvad der er så dybt skuffende for én, der

har fulgt denne udvikling, er, at Europa, inklusive

Danmark, inklusive det europæiske parlament,

som et samlet hele klarede det her usædvanlig

dårligt. Vi anerkendte ganske enkelt

efterretningsmateriale, analyser fra regeringerne

og fra amerikanske medier og gentog blot,

hvad de sagde.

– Da Irak afleverede den 12.200 sider lange våbenredegørelse

i december 2002, blev papirerne

ganske enkelt kapret af USA. De tog dokumenterne

ud af hænderne på Mr. Blix og fik ikke alene

FN og generalsekretariatet, men også de medvirkende

regeringer til at ligne idioter, da de

accepterede den amerikanske forklaring, som jeg

i dag nærmest skammer mig over at viderebringe.

USA’s forklaring var, at de havde bedre fotokopierings-maskiner

i Washington, oplyser den

rutinerede FN-mand.

JEG VILLE GÅ AF

– Det er så vanvittigt. Jeg bliver aldrig nogensinde

generalsekretær. Men hvis jeg havde været

det, så ville jeg øjeblikkeligt, sammen med Hans

Blix, have taget min afsked. Det var et soleklart

misbrug af næsten kriminel karakter af FNsystemet.

– Jeres udenrigsminister, Per Stig Møller, sagde

den 5. februar 2003, at Hans Blix mente, at der

var masseødelæggelsesvåben i Irak. Det har

Hans Blix aldrig sagt. Han har aldrig sagt, at han

mente, at de var der.

– Du mener, at den danske udenrigsminister

lyver?

– Korrekt. For alt, hvad Blix sagde, var, at han

ikke mente, at de var der, men før han kunne nå

en endelig konklusion, var de nødt til at fortsætte

deres arbejde.

– Det er alt i alt meget alvorlige beskyldninger

mod regeringerne?

– Jeg tror, at hvis man vil anskue det her ansvarligt,

så er det ikke nok at se på de enkelte

elementer i billedet. Man er nødt til at stykke

alle stumperne sammen. Så begynder du at se

den røde tråd, der går gennem alt dette i form af

en systematisk, organiseret tilgang af uærlighed.

– Hele tiden er disse fakta blevet drejet og forvredet.

Uanset hvilken vej du vender blikket, så

er det den samme historie: fordrejning, uærlighed.

DEN SANDE TRAGEDIE

– Den danske regering valgte den nemme udvej,

fastslår von Sponeck.

– De lavede ikke deres lektier. Jeg vil sige, at

mit krav vil være, at det danske Udenrigspolitiske

Nævn igen undersøger sagen. Jeg synes, at

den danske regering skylder dette til befolkningen,

men også til den ene danske soldat, der

døde. De burde spørge igen: Blev vi virkelig ordentligt

informeret?

– Når det kommer til så skæbnesvangre beslutninger

som at gå i krig – en ulovlig krig, for at

det ikke skal være løgn – så skylder den danske

regering over for

Europa, over for

sin befolkning, at

genvurdere sin

politik og besvarespørgsmålet:

’Hvorfor

gjorde vi, som vi

gjorde? Havde vi

virkelig et grundlag

for det her?

Var det den rigtige

beslutning?’

– Sandheden

vil komme ud.

Tragedien er, at

den ikke vil bringe

de tusindvis af

uskyldige mennesker,

der er

forsvundet, omkommet

eller

traumatiseret,

tilbage. Det er

den sande tragedie.

More magazines by this user
Similar magazines