17.07.2013 Views

Ekstra Bladets hvidbog

Ekstra Bladets hvidbog

Ekstra Bladets hvidbog

SHOW MORE
SHOW LESS

You also want an ePaper? Increase the reach of your titles

YUMPU automatically turns print PDFs into web optimized ePapers that Google loves.

EKSTRA BLADET . . .<br />

... søndag 5. oktober 2003 25<br />

Da Syrien den 8. november 2002 stemmer for Irak-resolution<br />

1441 i FN’s sikkerhedsråd, sker det med en skriftlig<br />

amerikansk garanti i baghånden om, at resolutionen<br />

ikke kan bruges til at gå i krig mod Irak. Den garanti<br />

holder i fire måneder og 11 dage. Her rapporterer den<br />

danske ambassade i Damaskus, Syrien, hjem til Udenrigsministeriet<br />

om den amerikanske garanti.<br />

Krig<br />

uden<br />

mandat<br />

DER ER MANGE, der bliver overraskede, da<br />

Syrien 8. november 2002 stemmer for vedtagelse<br />

af resolution 1441.<br />

Overraskelsen over det syriske ja er forståelig.<br />

Af alle medlemslandene i FN’s Sikkerhedsråd<br />

på det tidspunkt er Syrien nok det land, der er<br />

fjernest fra USA og tættest på Irak.<br />

Den resolution, landet netop har stemt ja til,<br />

lægger fornyet pres på Irak og truer med ’alvorlige<br />

konsekvenser’, hvis Irak ikke overholder de<br />

nye krav. Indtil afstemningen har Syrien konsekvent<br />

afvist, at der var behov for en ny resolution.<br />

Svaret på, hvorfor Syrien går med til at presse<br />

Irak, kan findes i et brev, som USA’s udenrigsminister,<br />

Colin Powell, personligt sender til Syriens<br />

udenrigsminister i dagene inden afstemningen.<br />

Her giver Colin Powell sin og USA’s garanti for,<br />

at resolution 1441 ikke kan bruges til at angribe<br />

Irak:<br />

’Der er intet i resolutionen, der tillader den at<br />

blive brugt som hjemmel til at starte en krig mod<br />

Irak. Hvis den amerikanske regering havde de<br />

fjerneste intentioner om at falde tilbage på militær<br />

handling, så ville det ikke have taget syv<br />

uger at forhandle denne resolution’, skriver Colin<br />

Powell til den syriske udenrigsminister Farouk<br />

Shara’a.<br />

PÅ AMBASSADEN I DAMASKUS skriver den<br />

danske udsending Danny Annan i dagene efter<br />

afstemningen en indberetning hjem til Udenrigsministeriet<br />

om den syriske deltagelse i afstemningen.<br />

Danny Annan skriver, at Syrien fra alle fem<br />

permanente medlemmer af Sikkerhedsrådet<br />

– altså inklusive USA – og fra generalsekretær<br />

Kofi Annan ’havde fået garantier for, at resolutionen<br />

ikke indeholdt en ’hjemmel til at angribe<br />

Irak’. Der var intet, der kunne blive ’misforstået<br />

eller fejlfortolket som hjemmel til at angribe<br />

Irak’.’ Danny Annan kalder USA’s udenrigsminister,<br />

Colin Powells brev for ’den stærkeste garanti’.<br />

Jurist og folkeretsekspert Jens Elo Rytter fra<br />

Københavns Universitets Retsvidenskabelige<br />

Institut har set Danny Annans indberetning:<br />

– Det her understøtter den generelle forståelse<br />

og herskende folkeretlige opfattelse, at 1441 ikke<br />

kunne bruges i sig selv til at gå i krig.<br />

Resolution 1441 bliver vedtaget 8. november<br />

2002. Den stærke garanti til Syrien holder i nøjagtig<br />

fire måneder og 11 dage. USA, Storbritannien<br />

og Danmark går i krig med Irak, uden at der<br />

er vedtaget den nye resolution, som er nødvendig<br />

for, at der foreligger et FN-mandat for krigen.<br />

Det står allerede tidligt i forløbet, i efteråret<br />

2002, klart, at det er tvivlsomt, om FN vil sanktionere<br />

en angrebskrig mod Irak.<br />

MEN I STORBRITANNIEN finder en professor<br />

et smuthul ud af blindgyden ved at foretage en<br />

juridisk tolkning af et ’og’, der er placeret i en<br />

sætning i en 12 år gammel FN-resolution.<br />

Efter Iraks besættelse af Kuwait i 1990 vedtog<br />

FN resolution 678, der gav verdenssamfundet<br />

autorisation til med ’alle nødvendige midler’ at<br />

befri Kuwait ’og genoprette international fred og<br />

sikkerhed i området’ (<strong>Ekstra</strong> <strong>Bladets</strong> fremhævelse).<br />

Resolution 678 handler alene om at befri Kuwait.<br />

Men i Storbritannien skriver professor i<br />

international lovgivning Christopher Greenwood<br />

i efteråret 2002 en redegørelse til Tony Blairs<br />

regering.<br />

Det, professor Greenwood skriver, er, at det lille<br />

’og’ i den 12 år gamle og for længst opfyldte resolution<br />

er et fuldgyldigt mandat til i 2003 at erklære<br />

Irak krig. Der står trods alt i resolutionen,<br />

at medlemslandene skal befri Kuwait ’og genoprette<br />

international fred og sikkerhed i området’.<br />

Men professor Greenwoods fortolkning er ikke<br />

brugbar:<br />

– Brugen af ordene ’fred og sikkerhed’ hører til<br />

FN’s faste udtryk. Den formulering henviser<br />

alene til, at FN’s medlemslande har autorisation<br />

til at genoprette freden<br />

og befri Kuwait. Kernen<br />

i resolution 678 er<br />

at genoprette Kuwaits<br />

uafhængighed, siger<br />

Tonny Brems Knudsen,<br />

der er lektor i<br />

statskundskab og forsker<br />

i FN på Århus<br />

Universitet. – Jeg mener<br />

ikke på nogen som<br />

helst måde, at man kan<br />

føre tilbage til den her<br />

resolution i dag.<br />

– Resolution 678 rummer<br />

ikke en blankocheck<br />

til at bruge magt i<br />

dag?<br />

– Nej nej. Den kan<br />

slet ikke berettige et<br />

angreb, der ikke handler<br />

om at befri Kuwait.<br />

Det er helt utænkeligt,<br />

at FN’s Sikkerhedsråd<br />

i 1990 på den måde<br />

skulle bemyndige en magtanvendelse, der på det<br />

tidspunkt lå 12-13 år ude i fremtiden, siger Tonny<br />

Brems Knudsen.<br />

DEN 5. MARTS FÅR den danske FN-repræsentation<br />

i New York en kopi af Greenwoods papir fra<br />

deres engelske kolleger. Samme dag mailer en<br />

medarbejder ved repræsentationen det britiske<br />

papir hjem til Udenrigsministeriet.<br />

12 dage senere skriver Udenrigsministeriets<br />

folkeretskontor notatet ’Det juridiske grundlag<br />

for iværksættelse af militære forholdsregler mod<br />

Irak’.<br />

Notatet følger takterne i professor Greenwoods<br />

papir. Folkeretskontoret fastslår, at ’resolution<br />

678 bemyndiger FN’s medlemslande til at gøre<br />

det fornødne med henblik på at genoprette international<br />

fred og sikkerhed i området’, altså en<br />

henvisning til samme sætning, som professor<br />

Greenwood beskriver.<br />

Folkeretskontoret fortsætter med at fastslå, at<br />

’det er en fredsbetingelse og en betingelse for<br />

våbenhvilen, at Irak ikke udvikler eller opretholder<br />

en kapacitet vedr. masseødelæggelsesvåben,<br />

herunder navnlig med hensyn til kemiske<br />

og biologiske våben. På grund af Iraks væsentlige<br />

brud på sine forpligtelser er det nødvendigt<br />

at sikre – om fornødent ved anvendelse af militær<br />

magt – at landet bliver afvæbnet og således<br />

ikke længere udgør en trussel mod international<br />

fred og sikkerhed i regionen.’<br />

Det er altså situationen den 17. marts, to dage<br />

før USA angriber Irak, og fire dage før Danmark<br />

går med: FN’s Sikkerhedsråd har ikke<br />

givet grønt lys til krigen.<br />

Den danske regering ved, at de permanente<br />

medlemmer af Sikkerhedsrådet, herunder<br />

USA, har garanteret, at resolution 1441 ikke<br />

kan bruges til at starte en krig.<br />

I stedet for at se frem til en ny resolution<br />

vælger man at bruge en 12 år gammel resolution,<br />

der intet har med den aktuelle situation at<br />

gøre.<br />

Hele denne konstruktion hænges op på den<br />

trussel, som Iraks masseødelæggelsesvåben<br />

udgør.<br />

De våben, der altså ikke var der alligevel. Og<br />

som regeringen vidste ikke var der.

Hooray! Your file is uploaded and ready to be published.

Saved successfully!

Ooh no, something went wrong!