Læs bogen her: Jæger – i krig med eliten

clausfrandsen.files.wordpress.com

Læs bogen her: Jæger – i krig med eliten

at blive fuldbyrdet jæger . En af korpsets mest centrale kompetencer er

faldskærmsoperationer, som der er meget respekt omkring i Special Forcesverdenen.

Og nu er det min tur til at blive indviet i et højt specialiseret iltspring

i sommeren 1991 i luften over Aalborg. På dette tidspunkt elsker jeg at

springe i faldskærm. Jeg deltager i alle de spring, jeg overhovedet kan

komme i nærheden af. Ud over de fire-fem uger om året i Jægerkorpset

deltager jeg på det militære bruttolandsholds træningsture, i militære

begivenheder som jubilæer, samt i civile faldskærmstræf og demonstrationer

til sportsarrangementer, byfester og lignende. Men én ting er et spring på en

varm sommerdag med en let skærm og uden tung og besværlig udrustning.

En helt anden sag er et militært iltspring tre gange så højt som normale

spring. Sådan et spring på en kold og mørk vinternat med ilt og mange kilos

udrustning mod en ukendt landezone er en rejse ind i det ukendte. Det er

hårdt arbejde og indebærer store risici. Der findes to slags iltspring, HAHO og

HALO. HAHO betyder »High Altitude High Opening« og indebærer, at man

springer ud fra flyets maksimalhøjde på typisk 30.000 fod - 10 kilometers

højde - og få sekunder efter at man er sprunget, trækker man sin skærm og

navigerer efter en given kompaskurs svævende ind bag fjendens linjer.

Fordelen ved HAHO-spring er, at man kan indsætte jægersoldater i

forholdsvis stor afstand fra det udpegede mål. Jeg har under gunstige

vindforhold svævet helt op til 60 kilometer i luften over Nordjylland. Når man

lander sammen med resten af patruljen, sikres landezonen, hvorefter man

graver faldskærmene ned og fortsætter med at løse den pålagte opgave bag

fjendens linjer. Ulempen ved HAHO er, at der er relativt stor risiko for at blive

opdaget fra jorden, fordi man svæver i luften i op til 50 minutter. Derfor kan

man i stedet vælge at springe HALO, som står for »High Altitude Low

Opening«, hvor man stadig springer fra 10 kilometers højde, men springeren

venter med at trække sin skærm til sidste øjeblik. Det minimerer risikoen for at

blive opdaget, mens man er i luften, idet man med et fritfaldsspring fra 10

kilometers højde falder mod Jorden med omkring 400 km i timen pga. den

tynde luft, i forhold til små 200 km i timen ved et normalt faldskærmsspring. Til

gengæld er man ved et HALO-spring nødt til at indsætte jægersoldaten

tættere på målet, da han ikke svæver særlig lang tid i luften. Uanset om der er

tale om HAHO eller HALO kræver denne form for spring en ekstra grad af

forberedelse. Rygsækken skal pakkes omhyggeligt med nødvendig

udrustning som mad, vand, sovepose, tøj, observationsudstyr, radio,

ammunition og sprængningsudstyr. Alt i alt kan rygsækken ende med at veje

helt op til 70 kilo, og så er det ekstra vigtigt at fordele vægten rigtigt, da

enhver form for uligevægt kan få alvorlige konsekvenser under det frie fald. I

bedste fald kan det blot betyde et ustabilt fald. I værste fald risikerer man at

ende i et ukontrollabelt spin, hvor man på grund af de voldsomme

centrifugalkræfter til sidst mister bevidstheden. Som en vigtig del af

forberedelsesfasen pakker man altid sin faldskærm og udrustning selv.

Kompas og højdemåler spændes på fronten, iltflasken monteres i en særlig

lomme på seletøjet, og våbnet må selvfølgelig ikke være i vejen for

faldskærmens liner, når den udløses. I timerne inden springet har jeg været

minutiøst igennem pakningen af min faldskærm, rygsæk og mit øvrige udstyr,

og det hele kontrolleres en ekstra gang umiddelbart før take-off af den

ansvarlige for springet - springlederen. Nu sidder jeg i et Hercules C-130

transportfly og føler mig efter to tidligere HALOspring klar til mit første HAHO-

More magazines by this user
Similar magazines