Læs bogen her: Jæger – i krig med eliten

clausfrandsen.files.wordpress.com

Læs bogen her: Jæger – i krig med eliten

delingens chef, kaptajn »Overarmen«. Han er en usædvanlig officer, der med

sin fortid som styrkeløfter er udstyret med et par enorme overarme samt en

uhøjtidelig gadedrengepersonlighed, som vi alle holder af. Derudover er han

nærmest sygeligt besat af motorcykler. Med min yderst spinkle erfaring på

sådan et kræ slipper »Overarmen« mig en dag løs i en grusgrav og beordrer

mig ud på en skrækindjagende bane med hop, skrænter og giftige sving. På

det største hop tager fanden ved mig og cyklen, jeg mister kontrollen og

fortsætter som et heksehyl mod himlen. Som en anden kinesisk cirkusartist

slår jeg et uhørt antal saltomortaler og ender med at lande oven på bæstet.

Diagnosen på skadestuen er to brækkede og to trykkede ribben, og jeg får

udleveret en dåse smertestillende piller, som tager toppen af mine smerter.

Det værste er dog, at jeg i den kommende tid ikke kan træne eller deltage i

patruljens daglige program. Humøret stiger dog markant nogle dage efter. På

trods af mit handicap giver »Overarmen« mig nemlig et tilbud, jeg ikke kan

sige nej til. Vil jeg deltage i en nært forestående mission i Irak? Jeg tøver ikke

et sekund med at sige ja.

17 - I lort til halsen

Tusind meter syd-øst mod sumpen. Følg kanten af sumpen 2.000 meter mod

syd og derefter stik øst, indtil du rammer den lille vej lige nord for klumpen af

huse. Fortsæt yderligere tusind meter stik øst indtil kanalen. Derfra 2.000

meter i sydøstlig retning gennem palmelunden, til du når JAM-militsens hus

med det formodede våbendepot.« Jeg befinder mig over det sydlige Irak

sommeren 2007. Der er kun gået et par dage, siden min patruljes »Operation

Viking« med sprængningen af JAM's kinesiske raket. Vi er allerede på vej på

en ny operation. Der er kun fem minutter, til piloterne sætter den mægtige EH

101 transporthelikopter ned på den flade sandslette, og nærmest rituelt

gennemgår jeg en sidste gang ruten for vores infiltration i mit hoved. Området

vrimler med fjender, hovedsagelig JAM, men også andre fjendtlige militser og

terrorgrupper, som ved, at vi opererer i området. De lokale indbyggere

sympatiserer med militserne og er imod vores tilstedeværelse i landet. Derfor

er det fuldstændig udelukket at bevæge sig rundt i området om dagen i en

patrulje på kun otte mand. Vi ville ikke have en chance mod en talmæssigt

overlegen fjende, hvis vi blev opdaget. Natten og mørket er vores bedste ven.

Jeg kontrollerer mit våben, tænder min GPS, indstiller fokus på natbrillerne en

sidste gang og tjekker, at min lårlomme med nødkortet er lukket. Jeg er

allerede gennemblødt af sved i den 35 grader varme nat. Det drypper fra

panden under min hjelm. Lidt varmt vand fra min camelbag læsker mit tørre

svælg. Mine brækkede og trykkede ribben efter motorcykeluheldet hjemme i

Danmark for et par uger siden gør ondt ad helvede til, men jeg prøver at

ignorere det. Infiltrationsruten ser ikke slem ud på kortet og satellitbillederne,

så det skal nok gå. Godt nok er der lige en kanal, vi skal svømme over, og 30-

35 grøfter, vi skal krydse, men de ser ikke så brede ud på billederne. Med lidt

held og en god portion dygtighed kan vi om fem-seks timer holde vores

pickup-aftale med helikopteren. Objektet vi skal ind til, er et tolænget hus i tre

etager, der ligger omgivet af en tæt palmelund i et beboelseskvarter i

udkanten af en større by. Området er tæt bebygget med et spindelvæv af små

vandløb og kanaler, der gør det særdeles vanskeligt at bevæge sig uset.

Huset er et samlingssted for JAM's topfolk, og samtidig formodes det at

More magazines by this user
Similar magazines