Læs bogen her: Jæger – i krig med eliten

clausfrandsen.files.wordpress.com

Læs bogen her: Jæger – i krig med eliten

hurtigt videre. Tiden løber. Rasmus skubber på min bagdel, alt hvad han kan,

og jeg forsøger at klatre de to meter op. Jeg finder to rødder i min

skulderhøjde og hiver mig op af al kraft. Det sortner for mine øjne af smerte,

da mine ribben presses til det yderste i denne bevægelse, og jeg hører mig

selv stønne. Jeg klatrer længere op og konstaterer frustreret, at der også her

løber pigtråd i det tætte buskads langs kanten. Det eneste, jeg kan få fat på

for at komme helt op, er et stykke af pigtråden, som jeg må hive mig op i med

begge hænder. Piggene skærer, og jeg mærker en varm tyk væske mellem

fingrene. Da jeg når op over kanten, skubber jeg pigtrådsrullen fra hinanden

og kravler igennem, mens jeg holder hovedet forover og beskytter mit ansigt

med min hjelm. Da jeg kommer ud på den anden side, er mine natbriller

duggede, så jeg kun kan ane konturerne af terrænet foran mig. Ikke særlig

fikst, da jeg som forreste mand skal vurdere vores videre fremfærd. Jeg

hjælper en småbandende Rasmus igennem pigtråden, og én efter én dukker

flere frustrerede fjæs op over kanten. Det er hårdt, det her. Rigtig hårdt. Men

jeg har stadig energi til at trække på smilebåndet. Jeg tjekker kortet. 1.700

meter til vores mål, og ifølge billederne hjemmefra ligger der grøfter på tværs

af vores kurs for hver cirka 100 meter. Hvis de alle er som det hul, vi lige er

kommet op af, får vi røven noget så gevaldigt på komedie. Men vi må fremad.

Forsigtigt gennem palmelunden. Jeg sætter varsomt støvlerne ude i siden af

de småt betrådte stier, så vi minimerer vores spor. Endnu en grøft. Nærmest

identisk med den første. Pis! Jeg kigger op langs grøften og pigtråden, men

der er ingen alternative ruter. Jeg må igen igennem pigtråden med mine

forrevne hænder, ned i kloakgrøften og over på den anden side med Rasmus

og patruljen efter mig. Sådan bliver grøfterne tilsyneladende ved. Infiltrationen

er forvandlet til et regulært helvede. Et hækkeløb i slowmotion smurt ind i urin

og afføring. Og presset til grænsen af vores fysiske formåen. Mine smerter i

brystet bliver værre og værre for hver bevægelse. Jeg har den karakteristiske

blodsmag i munden, som opstår, når nogle af blodkarrene i lungernes yderste

forgreninger under intensiv belastning brister. Mit fokus som spejder og

stifinder er faretruende svagt. Omkring 200 meter fra vores mål står jeg endnu

en gang i afføring til hagen, da Rasmus hvisker, at jeg skal være helt stille.

Jeg kigger op og ser, at Kenneth og Ole står helt statiske klar med deres

våben i skulderen. Fra de nærmeste huse 30-40 meter væk flimrer et hvidt lys

pludselig rundt i palmelunden. Det her er et rigtigt skidt sted at blive opdaget.

Især for mig, der ikke kan komme hurtigt op af grøften i tilfælde af ildkamp.

Jeg hører svage stemmer og kan se, at lyset bliver kraftigere. De nærmer sig.

Kenneth og Ole lægger sig langsomt fladt på maven og trykker sig ind under

en lille række af buske langs kanten af grøften. Jeg kan ikke se de andre.

Lyskeglen bevæger sig langsomt ned langs pigtråden og følger den busk,

hvorunder Kenneth og Ole trykker sig. Lyskeglen stopper. Jeg kan høre en

svag mumlen af mandestemmer 1520 meter væk. Lyskeglen fortsætter ned

langs grøften mod kanalen. Fra den vinkel mændene står i nu, kan de ikke

lyse på mig. De skal først tættere på grøften. Så slukker de lyset og taler

højere sammen, inden de går væk igen. Lettelsen over ikke at blive opdaget

giver mig kræfter igen. Jeg kommer op af grøften og orienterer mig. Huset bør

ligge lige frem »klokken 11«, og kort efter støder jeg på grunden, det ligger

på. Der er ingen grøft, der adskiller grunden fra lunden, vi kommer fra. Kun et

pigtrådshegn. Jeg knæler og venter på de andre, mens jeg retter mine

natbriller mod konturerne af huset, der ligger knap 40 meter fra mig omgivet af

More magazines by this user
Similar magazines