Læs bogen her: Jæger – i krig med eliten

palmer og buske. Palmelunden er tyndere her, og der løber små stisystemer
rundt i haven. Fra billederne ved jeg, at der foran huset er en grusplads på
omtrent hundrede kvadratmeter, og på den anden side af den løber en af de
større indfaldsveje til byen. Til venstre har vi tæt bebyggelse. Til højre den 15
meter brede kanal. Og bag os et utal af grøfter. Kommer vi i kamp, er vores
muligheder for at trække os tilbage yderst ringe. Den eneste flugtrute er
bagud, langs kanalen mod en lille træbro, som fører over til en anden del af
landsbyen. Vi har før operationen fået oplyst, at der sandsynligvis er seks
mænd og seks kvinder i huset i nat. Søren melder nu med håndsignaler, at
Shadow kan se to personer foran huset og muligvis en på taget. Jeg
bemærker, at hans ansigt er badet i sved under det varme headset og den
tunge radio på ryggen. Det må have været et mareridt for ham at forcere
grøfterne. Med langsomme, afmålte skridt bevæger jeg mig langsomt ad den
lille sti i retning mod huset, mens jeg ser efter vagten foran. Samtidig retter jeg
nu og da blikket mod taget. Og beder til, at der ikke er en hund i haven.
Mellem huset og mig er der nu kun en lille række træer med buske imellem og
en bunke af noget, der ligner haveaffald. Jeg burde finde det hårdeste sted at
sætte fødderne, så jeg ikke sætter spor, men her i den stille nat vælger jeg i
stedet den bløde jord i kanten af stien, så mine støvler ikke larmer i gruset.
Prisen er selvfølgelig, at det bagefter kan ses, at vi har været her, men lige nu
er det vigtigst ikke at blive opdaget. Da jeg er to meter fra træerne, står de
der. Igennem et lille hul mellem træerne ser jeg gløden fra den enes cigaret.
Den lille prik lyser op, når han tager et hvæs. Han står op ad husmuren højst
10 meter fra mig. Den anden sidder på hug op ad en metalport, som er den
eneste synlige indgang til gårdspladsen. Jeg bevæger mig lydløst en meter
længere frem. En stor del af huset kommer til syne. Og jeg ser, at begge
mænd har en AK-47 hængende på skulderen. Vagten ved muren kaster
cigaretten ned foran sig og skodder den med den ene støvle. Den anden
rejser sig langsomt, mumler et par ord til makkeren og forsvinder ind i huset
gennem hoveddøren. Der er stadig ikke tegn på nogen vagt på taget. Hvis
Søren modtager et signal fra Shadow om en pludselig og uventet trussel, flere
vagter på taget eller folk på bagsiden af huset, vil han taste gentagne gange
på radioen, så vi ved, at der er problemer, og at vi skal være beredt. Jeg er nu
næsten helt fremme i et lille hul mellem træerne og kan se, at der på
gårdspladsen står et par enkelte gamle biler og ligger nogle bunker gammelt
metal. Der løber en cirka tre meter høj mur rundt om gårdspladsen. Kun den
side mod palmelunden - mod mig - er åben. Jeg flytter den ene fod et halvt
skridt fremad og mærker efter, hvor jorden er blød. En lille gren knækker, idet
jeg planter støvlen i jorden. Jeg stivner. Den tilbageværende vagts hoved
snurrer rundt og vender sig lige mod mig. Det er, som om vi stirrer hinanden
lige i øjnene. Jeg står fuldstændig statisk og håber på, at de andre også har
registreret hans reaktion, så de holder sig i ro. Vagten trækker nu sin AK-47
om foran kroppen og bevæger sig langsomt hen mod den række af træer, jeg
står bag. Det er for sent at gøre noget nu. Jeg kan hverken dukke mig eller
trække mig bagud, da lyden vil afsløre mig. Langsomt bevæger vagten sig
langs træerne og kigger ind i det for ham mørke buskads. Jeg ved, at det
grønne lys fra natbrillerne svagt lyser mine øjenhuler op og håber, at han ikke
ser det. Han standser et par meter foran mig nu. Vi stirrer reelt hinanden
direkte i øjnene. Mit hjerte banker, så jeg frygter, at han faktisk kan høre det.
Øjeblikket føles som en evighed, og det ben, som jeg foroverbøjet hviler på,