Læs bogen her: Jæger – i krig med eliten

clausfrandsen.files.wordpress.com

Læs bogen her: Jæger – i krig med eliten

uger for det meste tidsbestemte selvudløsere og sidder hjemme i ro og mag

hos familien, mens raketten bliver skudt af. Det område, vi først vil

koncentrere os om, er et marsk-og sumpområde. Det ligger afsides og

ydmygt, og militserne bruger det til affyring af raketter, ligesom de nedgraver

raketter, granater, våben og ammunition i depoter i området. Dernæst vil vi

bevæge os fire-fem kilometer længere sydpå til et fladt landbrugsareal, der

støder direkte op til en enorm ørkenlignende slette. Her er

befolkningstætheden en udfordring. Dagligt færdes bønder i området med

deres kvæg, som græsser og drikker vand fra labyrinter af små

vandingskanaler. Knap en kilometer mod syd ligger en større by. Området er

dér så tæt befolket, at det næsten er umuligt ikke at blive opdaget. Så vi kan

ikke komme helt derned. Området er i det hele taget stærkt inficeret af JAMmilitsen

og et kludetæppe af andre militser, rivaliserende shiamuslimske

klaner og forbryderbander, der udkæmper blodige og nådesløse indbyrdes

magtkampe mod hinanden. Og det sidste, vi ønsker, er at havne på deres

slagmark. Men de ved faktisk, at lige nøjagtig vi fra Jægerkorpset er her. Vi

bliver nemlig markedsført på fornemmeste vis i danske medier i ugerne op til

vores afrejse. I overskrifter bliver det proklameret, at korpset nu skal

indsættes i det sydlige Irak. Vi er ikke på hjemmebane og vil derfor ikke tage

nogen chancer. Vi kan forblive uopdagede i fire-fem døgn. Og for at optimere

vores ildkraft slår vi to patruljer sammen. 3. patrulje og min, begge operativt

erfarne patruljer og med en gennemsnitsalder over 30 år. Indledningsvis vil vi

løse opgaven sammen for derefter at splitte op og bevæge os til to forskellige

områder, hvor vi i fire døgn vil observere mod de steder, hvorfra vi mener, at

raketterne bliver affyret. Vi pakker mad, vand, maskingeværer, ammunition,

granater, natbriller, batterier, observationsudstyr, radioer, GPS - kilovis af

udstyr, men i modsætning til operationer i Afghanistan er Irak-operationer

kortere, så alt i alt mindre udrustning, i særdeleshed vand, og en langt lettere

rygsæk. Jeg gennemgår og memorerer ruten en sidste gang, tager et bad,

smører mig ind i stærk, britisk jungle myggecreme over det meste af kroppen

og slører mine arme, hænder og ansigt med sort sløring. Kontrollerer en

sidste gang mit våben, sikringen på mine granater, mine natbriller, mine

infrarøde sigtemidler og indholdet i min kampvest. Jeg er klar. Et par timer

efter at vi er blevet landsat med helikopteren ude på den store, åbne

sandslette, går vi et stykke bag 3. patrulje og holder kursen mod nord mod det

enorme sump-og marskområde, hvor militserne opererer. Jeg klikker mine

natbriller op i panden. Nætterne i Irak er fascinerende. Et fuldkommen

stillestående landskab med den enorme gule måne og tusindvis af stjerner på

en himmel, der altid forekommer meget større her. Idyllen brydes, da jeg må

lade mig glide ned i en grøft med stillestående, råddent vand for at

undersøge, hvor dybt der er. Som patruljens spejder er det som bekendt mit

job at undersøge de forhindringer, vi støder på. Herunder vand. Det rådne

plummer går mig til brystet, og jeg fortsætter langsomt mod den anden bred et

par meter væk, hvor jeg får fat i nogle rødder og hiver mig op. De andre følger

efter mig, og da hele patruljen er samlet på den anden side af grøften, hører

jeg Mortens hviskende stemme i min øresnegl. Han er 3. patruljes spejder, og

cirka 50 meter foran os har han observeret et mindre hus, som ligger hvor en

bred grøft krydser en lang lige grusvej. På toppen af taget kan han se et par

bevæbnede militsfolk ved et tungt maskingevær. Det lader ikke til, at de har

natkikkerter. Det gør vores situation mere gunstig. Men vi er 16 mand, og den

More magazines by this user
Similar magazines