Læs bogen her: Jæger – i krig med eliten

clausfrandsen.files.wordpress.com

Læs bogen her: Jæger – i krig med eliten

mindste lyd vil afsløre os. Lyddisciplin er essentiel på opgaver som den her.

Hvert eneste skridt skal tages omhyggeligt, og al udrustning er spændt stramt

til på kampvesten, så det ikke rasler. Metal mod metal, en gren der knækker,

et lille plask i vandet, og vi er afsløret. Og på disse kanter skal man ikke

forvente anråb eller forsonende henstillinger om at komme frem. Deres våben

er til for at blive brugt. De vil ikke tøve med at anvende dem. Rent faktisk vil

de hellere end gerne bryde deres kedsommelige vagtrutine med en heftig

skududveksling. Men vi er her ikke for at slås med tilfældige militser.

Tværtimod er vi her for uset at finde det sted, hvorfra raketterne bliver affyret.

Tillader omstændighederne så, at vi kan gøre det af med et raketaffyringshold

eller to, vil det kun være en herlig bonus. Morten melder, at han sammen med

sin makker vil søge frem mod huset og vurdere mulighederne for at passere

det og fortsætte ud i den del af området, hvor vi skal rekognoscere. Vi sender

vores to maskingeværskytter og deres Heckler & Koch maskingeværer

længere frem, så de er klar til at åbne ild mod vagterne på hustaget. Vi andre

trykker os under den lave bevoksning af buske og siv. Omkring ti minutter

senere melder Morten, at det er udelukket at passere huset uden at blive

opdaget fra hustaget. De to vagter virker årvågne, og det vil være en alt for

stor risiko at lade 16 mand med udrustning passere dem. Derfor beslutter vi at

splitte op. 3. patrulje tager mod den tørre østlige del af området, og min

patrulje - naturligvis - mod den våde og sumpede vestlige del. Som spejder

bliver jeg nu nødt til at studere mit kort. Jeg finder det tætteste buskads og

maver mig så langt ind under som muligt og finder mit slørede regnslag frem,

lægger det over mig og sikrer mig, at intet lys kan slippe ud og tænder mit lille

røde lys. Spejderen i en patrulje er den eneste, der undtagelsesvis må bruge

lys, som jeg gør nu. Enhver jæger er opdraget sådan. Som jægeraspirant for

mange år siden overværede jeg stakkels medaspiranter, der i ugevis slæbte

rundt på store sten og andre tunge genstande som straf for ikke at have

overholdt den basale, men vigtige lys-og lyddisciplin. På en øvelse i Belgien i

starten af 1990' erne var jeg radiomand og baksede med en dårlig forbindelse

hjem til basen under mit regnslag for at hindre, at lys slap ud. Jeg havde ikke

sovet i flere døgn, og på et tidspunkt skulle jeg tisse så meget, at jeg måtte

afbryde mit arbejde og liste ud i nattens mørke til det lille hul, som vi havde

gravet til toilet. Da jeg langsomt løftede regnslaget, kunne jeg måbende

konstatere, at solen skinnede fra en høj himmel. Da jeg har studeret kortet,

memorerer jeg ruten til det sumpområde, vi skal ud i , og jeg pakker kort og

regnslag sammen. Umiddelbart har jeg svært ved at forestille mig

raketaffyringsramper i det område. Men en enkelt lille, lys plet på

satellitbillederne afslører, at der er et tørt område med stisystemer, som fører

derud. Det ligger så isoleret og afsides, at det godt kunne være affyringssted.

Så vi vil undersøge, om der er metalramper, ledninger eller andre

efterladenskaber. Vi lægger alle vores rygsække i et hul, slører dem

omhyggeligt med siv og palmeblade og fortsætter fremad. Bag mig går

Rasmus, patruljens sprængningsmand, som på sit våben har monteret en

lyddæmper, så han kan skyde gøende hunde, vi måtte støde på. Vi to danner

fortrop 30-40 meter foran de andre. Efter bare 300-400 meter er vi omgivet af

flere meter høje sivplanter på begge sider af den lille mudrede sti. Og med ét

stopper stien så, og jeg kigger direkte ned i en ti meter bred kanal. Efter

endnu en våd fornøjelse ligger jeg på den anden side og lytter efter alle lyde,

som ikke burde være her. Ingenting. Jeg vender mig om og blinker alt okay

More magazines by this user
Similar magazines