Læs bogen her: Jæger – i krig med eliten

clausfrandsen.files.wordpress.com

Læs bogen her: Jæger – i krig med eliten

og finder en ny stilling. På den måde overlapper vi hinanden, mens vi

bevæger os bagud under konstant afgivelse af ild. Vi har trænet det utallige

gange med skarp ammunition i et meget realistisk øvelsesscenario, og det er

ikke en situation, hvor vi fedtspiller. Aggression er nøgleordet. Hver mand skal

simpelthen bringe den vildeste, mørkeste og mest aggressive side frem i sin

personlighed og kun tænke på at afgive mest mulig ild i fjendens retning på

kortest mulig tid. De gange, vi øver det i patruljen, er det ikke unormalt, at vi

bruger flere tusinde skud, 20-30 håndgranater, røggranater og granatkastere -

i løbet af fem-ti minutter. At vi bruger det meste af vores ammunition, er

ligegyldigt. Det er en situation, hvor det gælder om at overleve. Jeg orienterer

mig på mit håndledskompas og konstaterer, at retningen er rigtig mod en lille

grusvej, der fører op til en lang og bred nord-syd-gående vej, som er det

tætteste, man kommer på en hovedfærdselsåre på disse kanter. Vi skal

krydse vejen og derefter søge ind i de opdyrkede landbrugsarealer, hvor vi

skal oprette vores observationsbase. Da vi rammer grusvejen, stivner jeg. I

mine natbriller ser jeg en bil uden lys på, som stille og roligt lister sig ned ad

vejen nordfra mod vores position. Jeg fatter mig, knæler langsomt ned og gør

mig så lille som muligt. Med min højre hånd taster jeg gentagne gange på

radioen som signal til, at alle skal stoppe øjeblikkeligt og søge skjul. Rasmus

og jeg er midt ude i det åbne kun cirka 15 meter fra vejen. Og bilen er

maksimalt 100 meter fra os. At køre 5-10 kilometer i timen i en bil uden lys er

ikke normalt. De er ikke på vej hjem med varm pizza. De er ude for at lede

efter os. Militserne har hørt vores helikopter over området og har aktiveret

deres netværk. Bilen nærmer sig. Rasmus og jeg kan ikke sidde her, så vi

lægger os ned på maven, får behændigt rygsækkene af og trækker dem ud i

kanten af et grusspor, hvor det hælder lidt. Jeg ligger fuldstændig stille og

mærker min halspulsåre dunke mod hjelmens rem. Bilen stopper 20-25 meter

fra os. Hvis de har natbriller på, kan de sagtens se os på den afstand. Men

jeg ved, at det er sin sag at sidde inde i en bil og observere ud i mørket, både

med og uden natbriller. Bilen holder mørk og ubevægelig, og jeg kan høre

den svage brummen fra motorens tomgang. Den sætter sig i bevægelse og

ruller videre frem, men stopper lige ud for os, ikke mere end 15 meter væk.

Jeg undgår enhver bevægelse og drejer ikke engang hovedet for at kunne se

bilen bedre, men stirrer ud ad øjenkrogen. Jeg finder aftrækkeren på mit

våben. Hvis døren åbner, er jeg klar til at tømme det første magasin. Men

motorens omdrejninger øges, og bilen sætter i gang igen. Jeg drejer mit

hoved og kan se silhuetterne af fire personer i kabinen. Bilen fortsætter ned

ad vejen. Jeg tager nogle dybe indåndinger og får styr på min vejrtrækning.

Selvom det ikke endte med en konfrontation, er det ingen garanti for, at de

ikke har set os. De kan være usikre på, hvor mange og hvor stærke vi er, og

har derfor valgt at vende tilbage mere talstærkt senere eller vente på

dagslyset, hvor vi har langt vanskeligere betingelser. »MC højre,« hvisker

Rasmus, netop som jeg skal til at melde »fremad« over radioen. Jeg drejer

hovedet og ser en motorcykel, også uden lys på, tøffe ned ad vejen mod os.

Jeg trykker mig helt ned igen. Han holder far-ten og lader ikke til at stoppe. Da

han passerer os, kan jeg se, at han er bevæbnet med en Kalashnikov

hængende på ryggen. Det her er et rigtigt skodsted, og vi skal væk herfra

hurtigst muligt. Jeg venter yderligere et minut og melder så stille »fremad«

over radioen. Rasmus og jeg får rygsækkene på igen og fortsætter over vejen

og ind i det opdyrkede område, der er plastret til med hundredvis af små

More magazines by this user
Similar magazines