Læs bogen her: Jæger – i krig med eliten

clausfrandsen.files.wordpress.com

Læs bogen her: Jæger – i krig med eliten

meterbrede kanaler og grøfter. 500 meter fremme finder vi en lille plet i

bevoksningen, som er egnet til observationsbase. Der kan vi i dagslys trykke

os og være ydmyge, mens vi observerer mod vejen. Men det er i mørket, vi

har vores berettigelse. Der har vi kontakt til Shadow, som overvåger området

og vejen. Derfor beslutter vi, at vi om aftenen vil forlade basen og rykke ud i

nærheden af vejen, hvor vi kan stoppe mistænkelige køretøjer eller lave et

baghold. Desuden er vi tæt på andre steder, der måske anvendes som

affyringssteder, og får vi melding fra Shadow om aktivitet, kan vi nå dem

inden for 15-25 minutter. Om en time sætter det første lys ind. Får vi ikke

sløret os ordentligt inden da, bliver vi opdaget af bønderne med det samme.

Vi sætter to mand på vagt, mens vi andre påbegynder en heftig høst af

palmeblade fra de omkringliggende små lunde. Vi konstruerer et tæt hegn af

palmeblade hele vejen rundt om vores lille base, som med sine tre gange tre

meter lige akkurat er stor nok til otte mand med rygsække. Rundt om os løber

en bred vandingskanal, og man kan ikke komme ind til os uden at skulle

krydse den. Det betyder forhåbentlig, at hverken mennesker eller kvæg

kommer for tæt på. For en sikkerheds skyld opsætter Rasmus i de farligste

retninger nærforsvarsgranater, som kan udløses inde fra basen. Det er nu

bare at vente og håbe på, at vi ligger på det rigtige sted på det rigtige

tidspunkt og får mulighed for at tage et rakethold ud. Jeg er ikke på første

vagt og lægger mig på mit liggeunderlag op ad min rygsæk, spiser et par kiks

med et tykt lag jordnøddesmør og lukker øjnene. Det næste, jeg sanser, er, at

der bliver rusket i min arm. Hans ligger på maven, kigger mig stift i øjnene og

holder en finger foran sin mund. Jeg kigger rundt. Alle ligger på maven med

deres våben klar. John peger ud i området, viser to fingre op og bevæger dem

som tegn på, at to mænd kommer gående. Da de nærmer sig, ser vi, at de er

ubevæbnede. Højst sandsynligt bønder, som er ude og tilse deres kvæg. De

udgør ingen direkte trussel, men det vil alligevel være yderst kritisk, hvis de

opdager os. Slipper de væk, fortæller de om os, når de kommer hjem. Og

uanset om de er venner eller fjender, vil kendskabet til os brede sig som ringe

i vandet. Og er vi uheldige, kan der i løbet af en time være en talstærk

militsstyrke på vej. Men tager vi dem til fange, vil deres familier lede efter

dem, og så har vi også et problem. Vi bliver nok nødt til at trække os ud, hvis

de opdager os. Så vores lille, slørede observationsbase skal nu stå sin prøve.

Kun 10-15 meter fra os stopper mændene, og jeg kan høre dem snakke. Jeg

tænker straks på vores spor, efter at vi samlede palmebladene. Ser de

monsteraftrykket fra en størrelse 47 jægerstøvle, går det op for dem, at der er

eller har været koalitionssoldater i området. Alle ligger fuldstændig stille og

trykker sig. Jeg kan se ud gennem et hul i palmebladene og kan tydeligt se

dem. De kigger direkte ind mod os. Men bemærker tilsyneladende intet, og

småsludrende fortsætter de mod et par køer et stykke fra dem. Alle drager et

lettelsens suk, og vi kan konstatere, at vi har gjort et rigtig godt job med

sløringen. Tiden i basen er dræbende lang. Mest på grund af varmen. Jeg har

ligget i varme observationsbaser mange gange før. Men det er første gang, at

jeg mærker en så ubarmhjertig sol. Den brænder på det meste af min krop,

kun lidt af mine støvler er i skygge, og min mund er tør som en grankogle. Vi

har syv liter vand med til hvert døgn. Det er ikke nok. Hans, vores finskytte,

har netop målt temperaturen med sit Suunto-ur. 49,5 grader i skyggen. Alt for

varmt til at sove. Jeg finder en lille gren med blade på og vifter den foran

ansigtet, ligesom den fede dame under en varm operaforestilling. Vores

More magazines by this user
Similar magazines