Læs bogen her: Jæger – i krig med eliten

clausfrandsen.files.wordpress.com

Læs bogen her: Jæger – i krig med eliten

fået brandskader. Frederik og Christian er begge erfarne og kompetente

sanitetsfolk med masser af operativ erfaring, og de lægger hurtigt et

væskedrop på den ene og yder psykisk førstehjælp til den anden. Jeg

bemærker, at »Overarmen« spankulerer over pladsen som en anden alfahan.

På trods af situationens alvor virker det, som om han er i sit es. Han har

retning mod den pansrede mandskabsvogn, hvor nogle offi-cerer fra MECINFkompagniet

befinder sig, og et par minutter senere lyder hans stemme i min

øresnegl. Med hjælp fra briterne er det lykkedes at evakuere den danske

gruppe fra huset hjem til BAS. Men desværre for sent. Soldaten, der blev ramt

af snigskytten, er død. Han døde i det hus, hvor han og hans gruppe blev

afskåret. Det lader til, at situationen er ude af kontrol. Det overtag, som

kompagniet gerne skulle have, er der desværre ikke tegn på. Tværtimod

bliver de presset mere og mere i defensiven. Så da efterretninger fortæller, at

JAM er ved at mobilisere en styrke på 400-500 mand nogle få kilometer

sydpå, beslutter man at forlade området og evakuere til BAS hurtigst muligt.

Et lille rekognosceringshold i en GD bliver sendt ud fra kampstillingen for at

finde den bedste flugtrute, men de er kun lige kørt ud på den anden side af

voldene, da en stribe maskingeværskud pisker jorden foran dem. Køreren må

resolut vende om og give fuld gas tilbage. Ud fra vinklen at dømme kommer

skuddene fra bebyggelsen et par hundrede meter syd for os. Jeg tager min

lille Zeiss-kikkert frem og afsøger hver kvadratmeter af murene, vinduerne,

dørene og tagene. Intet. Hvor frustrerende kan det blive? Jeg ligger her som

en anden infanterist mod en fjende som styrer slagets gang. Vi har ingen

mulighed for at slå igen. Jeg har mest af alt lyst til at give husene en ordentlig

byge bly sammen med Søren og hans maskingevær. Om ikke andet for at

holde hovederne nede på fjenden. Men det er selvfølgelig ikke holdbart. Jeg

kan ikke identificere nogen fjende, og det er uacceptabelt i ren vrede at åbne

ild mod en bebyggelse, som sikkert huser kvinder, børn og andre uskyldige.

En af kompagniets officerer råber, at alle skal holde sig klar til at forlade

området. JAM menes at være på vej i vores retning. Med yderligere 400-500

stridslystne fjender oven i det nuværende fjendebillede vil kompagniet gå en

dyster nat i møde her. Så nu er det bare om at komme af sted. Få minutter

efter er vi på vej ud over den golde slette i en svag bue mod nord. Vi rammer

en bred grusvej, og kompagniet stopper for at observere mod syd og for at se,

om JAM er på vej. Ingenting. Over radioen knurrer »Overarmen«, at vi ikke

skal evakuere nogen steder med kompagniet. Vi har stadig en opgave som

QRF for vores patrulje ved teglværket, som ikke har haft nogen backup siden i

formiddags, hvor vi blev indsat for kompagniet. Vi har gjort, hvad vi kan her,

meddeler »Overarmen« og beordrer os af køretøjerne. En flok måbende

infanterister ser os stå af og samles i en lille klump, mens de selv forsvinder

ud ad grusvejen. »Overarmen« har rekvireret en helikopter, som vil være her

straks. Det er et af privilegierne ved at være jægersoldat. Skal vi bruge en

helikopter, ringer vi blot efter en. Kort efter har vi kontakt til piloten på

helikopteren, som meddeler, at han er »two minutes out«. Per automatik løber

jeg ud i det åbne og knæler, hvor jeg mener, at han bedst kan sætte

helikopteren ned, og jeg klargør min røggranat. I en klar silhuet mod den

orange eftermiddagssol dukker den store britiske EH-101 transporthelikopter

nu op i horisonten, og jeg trækker splitten på granaten, så den intense røg

afslører vores position. Da vi kommer hjem til BAS, begynder vi at rengøre og

klargøre vores våben og udrustning igen, så vi er klar, hvis vi også skal i

More magazines by this user
Similar magazines