Læs bogen her: Jæger – i krig med eliten

clausfrandsen.files.wordpress.com

Læs bogen her: Jæger – i krig med eliten

under ekstremt svære og risikable forhold, at den adskiller sig fra og overgår

andre enheder, der deltager i samme felttog.« Jeg er målløs, da det går op for

mig, hvad vi er blevet hædret med . I fuldkommen ubemærkethed. Det er den

højeste amerikanske militære enhedsudmærkelse, man kan få. Vi er i

prominent selskab med blandt andre enheder fra D-dag, Koreakrigen og

Vietnamkrigen, og ingen enheder har fået udmærkelsen, siden krigen i

Vietnam sluttede i 1975. Jeg er aldrig gået op i medaljer, udmærkelser og fine

uniformer. Men den her gør mig stolt, fordi jeg som elitesoldat fra en militær

lilleputnation har været en del af en enhed, som har bidraget i ekstraordinær

grad. Men at det er forbigået med typisk dansk duknakkethed, gør mig

samtidig rasende. Her har vi knoklet med livet som indsats tusindvis af

kilometer hjemmefra, dybt inde i fjendeland, omringet af Taleban og al-Qaida.

Og så har vores militære ledelse udvist den arrogance ikke engang at bringe

denne anerkendelse videre til os, som har fortjent den. End ikke en notits i

korpsets interne blad, Jægernyt, har de tænkt på. Jeg bliver skuffet og vred

og retter henvendelse til vores nye chef, oberstløjtnant Henrik Friis, som viser

sig at være enig i mine betragtninger. Så endelig - et år senere - står vi til

parade i korpsets gård og modtager et ordensbånd og bliver skamrost af den

amerikanske ambassades militærattaché, oberstløjtnant Mike Schleicher, som

understreger sjældenheden i udmærkelsen. Og selv han giver udtryk for

undren over ikke at være blevet inviteret tidligere til at overrække os den

fornemme hæder. Jeg føler da også, at vi har fortjent hæderen. Vores indsats

er historisk, for det er første og eneste gang, Jægerkorpset har været indsat

med alle operative jægere samlet. Og det har nyttet noget. Vi har samlet

informationer om fjenden, der senere er blevet brugt til operationer mod al-

Qaida og Taleban. Og vi har sprængt fjendens ammunition i luften, så det ikke

havnede i hovedet på venner og allierede. Min harme over for korpsledelsens

mangel på handlekraft, når det gælder udmærkelser for unikke præstationer,

bliver endnu større, da jeg senere finder ud af, at amerikanerne - igen uden

nogen officiel anerkendelse - har givet The Army Commendation Medal til en

jægerpatruljefører, JT, for »usædvanligt lederskab under ekstremt vanskelige

forhold.« I 14 døgn har JT og hans patrulje observeret fra en klippeafsats så

smal, at kun enkelte i patruljen kunne ligge ned. I ly af mørket er de klatret

ned fra klippen og har sneget sig ind i en nærliggende lands-by, hvor de var

så tæt som en armslængde fra bevæbnede al-Qaidaterrorister og indhentede

informationer om fjenden. Medaljen er så usædvanlig, at den daværende

amerikanske forsvarsminister, Donald Rumsfeld, ville overrække medaljen

personligt. Men da hans fly ikke kunne lande i Kabul på grund af dårligt vejr,

modtog JT den i stedet fra chefen for elitestyrkerne i Afghanistan, den

amerikanske oberst Mark V. Phelan. I august 2008 er det tid til min

aftrædelse. Som 41-årig er jeg i mit operative efterår. Fysisk kunne jeg

sagtens være med mange år end-nu, men jeg nærmer mig en fremtidig

seniorkarriere i Jægerkorpsets stab bag skrivebordet med sagsbehandling,

træge bureaukratiske arbejdsgange, kopimaskiner og endeløse ture til

kaffemaskinen. Det er en fremtid, som jeg er alt for rastløs til, og da jeg også

gerne vil nå en karriere i en anden boldgade, vælger jeg at stoppe. På en

solrig og for Flyvestation Aalborg sjældent vindstille sensommerdag rydder

jeg mine skabe for alt mit grej, afleverer mine våben, sætter et par kasser øl

og nogle poser chips i patruljernes briefing-rum, stikker på næven til dem, der

er hjemme fra patruljerne, og kører sammen med Selma ud ad hovedvagten

More magazines by this user
Similar magazines